dec 6, 2025 | Artikler, GEDDE, Nyheder, Predatorfiskeri, Spinnefiskeri, Spinnefiskeri efter gedder, Trolling efter gedder
Henrik S. Lund med en flot gedde på 12,6 kilo og 118 cm fra Rügen. Sigten var god, så det var de naturlige farver, der gav fisk. Her er det farven Magic i sølv/blå, der normalt fisker godt i klart vand.
De ligner noget fra en fjern galakse, men det er tankevækkende, hvor mange store fisk, der bliver taget på gummiål, i forhold til hvor få der fisker med dem. Her får du opskriften på en sikker succes til storgedderne, der – på trods af mange år på bagen, stadig sparker røv.
TEKST: HENRIK S. LUND, FOTO: HENRIK S. LUND, CHRISTIAN MØLLER & JENS BURSELLL
FØRSTE GANG jeg så en gummiål troede jeg simpelthen ikke på, at denne slaskede gummi agn kunne fange gedder. Det forekom mig meget mystisk, at denne agn kunne være så attraktiv for gedderne. Der er ikke nogen lokkende gang fra side til side eller et stort spinnerblad, der skaber vibrationer i vandet – kun en lang slasket gummi hale, der bevæger sig stille og roligt, når agnen blev trukket gennem vandet.
Al min tvivl blev dog gjort til skamme, hvorefter en for mig ny super agn, der af og til udfisker alt andet, blev en fast plads i min grejkasse. Det hele startede med, at min fiskekammerat Christian Møller havde været en tur til Rügen, hvor han havde fanget et par fine vintergedder, ved kastefiskeri med ålene. Så måtte jeg jo krybe til korset og konkludere, at de faktisk kunne fange fisk. Det endelige gennembrud for mig, kom dog først i Norge.
Et kig ned i Henrik S. Lunds softbaittaske med et pænt udvalg af Alien Eels i alle regnbuens farver. Mon ikke der skulle være en enkelt der passer…
Geddesucces med Alien Eel i Norge
Vi havde haft rigtigt godt fiskeri de første fem dage, men på sjette dagen gik alt dødt. Vi fiskede i en smal kanal med vanddybder fra 4-8 meter, hvor det omkringliggende område kun var 1½ meter dybt. Jeg koncentrerede mig om at båden fiskede optimalt midt i kanalen, mens Christian prøvede forskellige farvekombinationer af woblere. Af ren desperation søsatte han en alien eel lige bag båden, der ikke nåede at være i vandet i mange minutter, inden der sad en gedde på den.
Det var satans! Her lå vi og trollede med fem forskellige wobler ude, og så huggede gedden på den latterlige ål! Ud med ålen igen og fem minutter senere fik vi endnu en gedde! Inden vi så os om, fiskede vi med Alien Eels på alle stænger, og fangede bunker af gedder. På sidste dagen huggede desuden turens største gedde på 12,4 kilo på en alien eel, fisket på en paravane fire meter nedeover 6 meter vand (en metode der her mange år efter ikke er tilladt i Danmark).
Det var noget der gav stof til eftertanke. Den anden tur, hvor ålen igen viste sit værd, var en sommer trolletur i brakvand til Rügen. Fiskeriet foregik over 6-15 meter vand, hvor downriggeren skulle vise sig at gøre en forskel. Vi fiskede med wobler ud til siden og alien eels på downriggerne. Første større fisk blev godt nok fanget på en wobler, men så stod ålene også for resten af de større fisk på denne tur – der i blandt turens største på 12,6 kilo. Fiskene blev trollet ved en fart på hele 3 knob eller 5,4 km/t, og selv ved denne forholdsvise høje fart, fiskede ålene effektivt.
Christian Møller tager ingen steder uden et solidt arsenal af Alien Eels – her skal han til at søsætte en ål på Rügen.
De tyske gedder var vilde med Alien Eels
Turen, hvor jeg for alvor blev overbevist om gummiålenes effektivitet, var på efterårets geddeekspedition. Vi var kørt til Tyskland for at prøve et helt nyt vand, der dog skulle vise sig, at blive en rigtig hård nød at knække. Fiskeriet var utroligt svært, og syv dages fiskeri gav kun 19 gedder. Vi prøvede alt! Forskellige områder af søen, varierende dybder og agn, diverse farver og forskellige hastigheder, men vi kunne ikke finde noget, der syntes at virke.
Den andensidste dag blev ålene fundet frem, og sikke en start de fik. Efter bare fem minutters fiskeri krøllede Christians stang, der fiskede ålen på et paternoster rig, med et 100 grams lod på 13 meter vand helt sammen. En kort intens fight fulgte, hvorefter en rigtig god gedde viste sig under båden i det klare vand. Ved overfladen kunne jeg hurtigt nette en flot gedde, der viste sig at veje hele 15,6 kilo.
Sidste dag startede vi med at fiske samme metode som den foregående dag med patarnoster rigs og Alien Eels tæt på bunden i et andet område af søen, men hele formiddagen gik uden resultater. I desperation begyndte vi at trolle pelagisk over 40 meter vand, men dette gav ikke noget, før vi igen nærmede os lavere vand: Over 18 meter vand kom der hug på den ene paravane, der fiskede en Alien Eel fire meter nede. Igen var der tale om en større gedde på 12,3 kilo. De næste 2½ times fiskeri, inden mørket sænkede sig, gav yderligere tre hug, alle på alien eels med gedder op til 9,7 kilo. Her var endelig noget fiskeri, hvor vi følte at vi ramte dent helt rigtige teknik.
På årets tre store fisketure i 2009, til tre vidt forskellige vande i henholdsvis maj, juli og november havde vores Alien Eels stået for de største gedder på alle ture med de fire største på 15,6-12,6-12,4 og 12,3 kilo, hvilket understreger samtidig at de der ål altså kan noget som en wobler ikke kan.
Henriks makker Christian Møller, med sin personlige rekordgedde på 15,6 kilo og 120 cm fra Tyskland, taget på Alien Eel.
Sådan fisker du med Alien Eels og gummiål
Gummiål kan fiskes på rigtig mange måder, men overordnet er det dog vigtigt at sigten i vandet helst ikke er under 1 meter, og vandet må heller ikke være for koldt. Generelt bruges der skrappe farver, hvis sigten er under 1½ meter og mere naturlige farver, hvis sigten er over, men der er ingen regel uden undtagelser. Farten skal være over 2 km/t før halen begynder at gå rigtigt, og vi har i varmt vand om sommeren fisket ålene med hastigheder helt op til 6 km/t, og stadig fanget gedder på dem.
Savage-Gear har lavet to forskellige Alien Eels: En på 124 gram og 30 cm samt en lille udgave på 56 gram og 20 cm. Der ud over findes der en lettere variant der kaldes Shallow Runner på 100 gram og 30 cm, samt 40 gram og 20 cm. Vær opmærksom på, at Shallow Runners ikke kan tåle så meget fart som den almindelige ål, inden den begynder at tilte. Den er lettere, og øjets placering gør, at denne agn fisker meget højt i vandet, hvor i mod 124 grams modellen går noget dybere ned.
Til vores fiskeri bruger vi udelukkende de store ål. Den mest simple måde at fiske en alien eel er at kaste den direkte ud efter båden, og hvis man firer 25 meter line ud, og sejler 3 km/t vil den tunge model fiske 4-5 meter nede. Hvis man vil have den endnu længere ned, kan den fiskes på et paternoster rig med fx et 200 grams lod. Endelig kan den også fiskes på en down rigger, hvilket vi har haft stor succes med. Her ved man meget præcist i hvilken dybde ålen fisker, selv om farten ændres lidt. En anden god metode til at få noget spredning på sine agn, er at fiske med planer boards til hver side af båden. Her fires der først 20-30 meter line ud, inden planer boardet fæstnes på linen, hvorefter den køres ud til siden. På denne måde kan vand der ikke oversejles med båden dækkes effektivt.
De amerikanske Bull Dawgs, der oprindeligt blev udviklet til muskies og gedder, har dannet forbillede for mange af de europæisk
designede gummiål, der findes på det danske marked.
Alien Eel – upside down
Ålen kan også fiskes på en lidt speciel måde, man kunne kalde upside down, hvor den forreste krog simpelthen afmonteres, og linen i stedet hæftes her. Det bevirker, at ålens krop virker som en stor ske, og trækker ålen dybere ned end ellers. Gummiål er i stand til at klare utrolig mange fiskesituationer, når først man bliver fortrolig med den. Til kastefiskeri kan ålen også være super effektiv, da den i modsætning til en wobler, vil kunne fiskes på vanddybder fra 0-10 meter, og meget aktivt ned i huller eller op over skrænter.
Ålene har gennem det sidste århttps://fiskogfri.dk/gigantgedder-i-tyskland/ gang på gang bevidst, at den kan være uhyggelig effektiv, og at det er en agn som gedderne hugger ekstremt aggressivt på. Jeg kan ikke lade være med at tænke på alle de fiskere, der ligger og troller efter gedder kun med wobler. Hvad kunne de ikke fange, hvis de udskiftede et par af deres wobler med de her ål, der ligner noget fra en anden planet!
Artiklen blev oprindeligt publiceret i Fisk & Fri 10/2010
Læs om geddefiskeri i Norge her.
Læs om geddefiskeri i Tyskland her.
Endnu en gedde, der uden betænkelighed inhalerede ålen. Når man fisker med ål, bliver de ofte slugt i én mundfuld – måske fordi gedderne ved, hvor svært det kan være at få slugt en modvillig ål, når man kun har fået fat i halen…
nov 25, 2025 | Artikler, HAVØRREDFISKERI, Kystfiskeri, Med kystblink efter havørred, Nyheder, Spinnefiskeri
– Det velkastende blink når kun at blive sendt ud over vandet tre gange, før en blankfisk klapper kæberne om det langt ude i kastet. Kort tid efter kan jeg lande en flot fisk på lige under tre kilo, fortæller artiklens forfatter – Mads Christoffersen.
Markedet for kystblink minder meget om ølmarkedet: Der er nogle store velkendte klassikere, og så er der en masse små udfordrerne og nyskabende mikro-bryggerier, hvoraf nogle har fået så stor succes, at de faktisk kan tage konkurrencen op med de store… Her får du lidt inspiration til selv at lave dine egne kystblink.
TEKST: MADS KRISTOFFERSEN, FOTO: MADS CHRISTOFFERSEN, GORDON HENRIKSEN OG KEN SØRENSEN
EN NY VERDEN af endegrej har åbnet sig for mig. Det nye univers blev kickstartet en flot forårsdag, for et par år siden. Jeg havde været så heldig at få fingrene i nogle hjemmestøbte blink, som snarest skulle afprøves. Jo simplere, desto bedre kunne bedst forklare udseendet på disse Simulator-lignende blink. De var umalede, mat blyfarvede og hullerne til springringene skulle jeg selv bore, inden de kunne benyttes. Alligevel var der et eller andet over disse blink, som gjorde, at de havde en meget stærk tiltrækningskræft. De lugtede simpelthen af havørred…
Et par dage efter er min kammerat Sune og jeg af sted. Selvfølgelig er blinket med i æsken, og solen er lige stået op, da blinkene for første gang bliver sendt ud over den krusede overflade. Blyfarven på blinket, falder godt i med de omgivende solstråler i vandet og med bunden. Vi er superspændte: Kan dette blink fange fisk? Det velkastende blink når kun at blive sendt ud over vandet tre gange før en blankfisk klapper kæberne om det langt ude i kastet, og kort tid efter kan jeg lande en flot fisk på lige under tre kilo. Den viser sig senere at have seks store tobis i mavesækken.
Blinket har imiteret denne havørreds fødevalg til perfektion. Heldigvis har jeg ét blink mere af samme slags med i æsken. Jeg kalder på Sune, som går lidt længere fremme. – Du skulle tage og prøve det, råber jeg. Han er ikke svær at overtale, og inden jeg igen er i vandet, står han med en grov havørred for enden af en spændt line… Den kommer på land, og viser sig at være nummeret større end den, jeg lige har landet. Vi vurderer den til at være 4-4,5 kg. Der er gået under en halv time fra vi ankom, så intet kan ødelægge dagen herfra. Vi tager hjem nogle timer efter, hver især med en enkelt fisk mere. Efter den oplevelse blev jeg for alvor fascineret over alle de mulige variationer, der findes af hjemmestøbte blink.
Simulatorblinkets far – Allan Petersen
Fisk & Fri er i kontakt med en del skrappe kystfiskere, der har stor erfaring med at producere deres egne blink. Ophavsmand til det nævnte Simulatorblink er Allan Petersen, der indtil for et par år siden havde sin egen lille grejbutik midt i København. Men havørrederne trak for meget, og han flyttede derud, hvor det sker – helt tæt på vandet og de blanke. Her har han god mulighed for at teste de blink han skaber, for heldigvis producerer han stadig blink. Desværre er det dog kun på hobbyplan.
Vi har taget en snak med ham, for at høre lidt om hvordan det hele startede – og om hans blink stadig kan fange fisk: – Det er kun en lukket skare af venner, folk der ikke kan undvære mine blink, og nogle af egnens unge drenge, der stadig får et par af min blink i ny og næ, fortæller Allan. Det er ellers ikke fordi han ikke ville kunne producere til et langt større publikum: – Interessen for mine blink er, fortæller han. – Men det ville ikke være det samme, hvis jeg var tvunget til at producere et vist antal blink om ugen, fordi der var købere, der ventede på det. Det er et hobbyprojekt, og jeg hygger mig med det.
Hans interesse for blinkfremstilling blev vakt i en ung alder, og det var Jan Grünwald, der skabte interessen. Allan blev som 11-12 årig, sammen med en lille gruppe andre unge drenge, oplært i kunsten at støbe deres egne blink. Det fangede Allans interesse, og siden midten af 80’erne har han udviklet og støbt blink ud fra sine egne ideer, hvilket indtil videre er blevet til 62 forskellige størrelser og modeller. – Jan Grünwald lærte mig opskriften på den legering, som jeg stadig bruger i mine blink, afslører Allan. – Det er en blanding af lige dele bly, tin, og skriftmetal. Det færdige blink bliver ret blødt, hvilket er meningen. Bliver det ret meget hårdere, knækker det for let – især i koldt vejr, slutter Allan vores hyggelige snak om hans blinkfremstilling.
Seatrout Killer – når Ken Sørensen støber kystblink til havørred
Ken Sørensen fra Hvidovre Sports- og Lystfiskerforening (HSLF), producerer sit eget blink, som han kalder Seatrout Killer. Jeg møder ham, som aftalt en tidlig morgen ved fiskevandet, og fem minutter efter vi er ankommet, er vi klar til at binde et par af Kens hjemmestøbte blink for enden af linerne. Han monterer ganske simpelt gennemløberen ved at føre fletlinen igennem blinket og binde linen direkte på krogen. Det er måske ikke så specielt, men – derefter fører han en blød gummiperle op over lineknuden. – Jeg møder tit folk, der har problemer med at kroge fisk, når de fisker med gennemløbsblink, fortæller Ken, og fortsætter. – Derfor søgte jeg efter en måde, hvorpå man kunne minimere antallet af mistede fisk. Efter en del eksperimenter er jeg kommet frem til følgende virkelig gode løsning, siger han og viser mig hvordan krogen nærmest er låst fast ved hjælp af den bløde gummiperle. – For det første bruger jeg en Owner Mutu Light cirkelkrog. Den er tynd i wiren, og kroger derfor bedre end traditionelle kroge, hvis du da ellers kan lade være med at give for voldsomt modhug. Fidusen er ”bare” at stramme linen op, når man mærker fisken – så kroger den så at sige sig selv. Den tynde wire som krogen er lavet af medfører, at krogen har lidt større chance for at bore sig ind i kødet på fisken, end det normalt er tilfældet med grovere kroge. Det, at det er en cirkelkrog gør, at krogningen ikke bliver for dyb, hvilket gør det let at afkroge. Det betyder, at man lettere kan genudsætte fisk, uden de tager nævneværdig skade.
Sådan lavens Ken Sørensens kystblink til havørred – Seatroutkiller.
Jeg nikker og giver Ken ret i den antagelse, fordi det er også mine egne erfaringer med cirkelkroge. – Jeg fører fletlinen igennem blinket og binder den direkte på krogen. Det er såre simpelt, fordi det minimerer antallet af led og knuder, hvilket i sidste ende gør det mere simpelt at fiske med gennemløbere, pointerer Ken. Det giver jeg ham ret i, og bliver nødt til at spørge ham, om det jeg syntes er det mest geniale ved denne montering – den bløde gummiperle. Ken smiler og siger – Det, at krogen er låst i perlen gør, at krogen altid sidder i den rigtige vinkel væk fra blinket.
Også Ken har, som Allan Petersen, udviklet sine blink over en årrække. Formen på blinket er meget aflang og kompakt, hvilket skyldes den simple grund. at Ken fisker sine blink meget hurtigt. – Hullerne på den ene side af blinket kom jeg på at lave, da jeg mente, at det ville give blinket en lille ubalance, som kunne få blinket til at rotere og bevæge sig på den helt rigtige måde i vandet, siger Ken, og viser mig de små huller.
– Jeg har tre faste modeller/størrelser jeg arbejder med, og disse bliver produceret i fire forskellige farver. Vores fisketur er mest gået med at snakke støbeteknikker og forskellige udformninger på blink, – samt ikke mindst med at beundre blinkenes bevægelser i vandet. Men næste gang jeg står ved vandet, er det sikkert, at disse blink skal have en ordentlig chance!
1) Sune Refsgaard med en flot havørred taget på et umalet hjemmestøbt blink af Simulator-typen. 2) Blink, blink og atter blink. Det letteste er naturligvis at købe dem, men der er næsten altid et eller andet, man gerne ville have anderledes på et købeblink. Tager du støbeskeen i din egen hånd, kan du få det præcis, som du vil have det.
Flere og flere bruger hjemmestøbte kystblink
Hjemmestøbte kystblink finder i højere og større grad vej til butikkerne, så jeg er ikke alene om min fascination af disse blink – heldigvis! Mange af de blink, der kommer på markedet, fisker fortræffeligt, og det er slet ikke så ringe at vi har endnu flere blink at vælge imellem. Og for at runde analogen med micro-bryggerierne af, kan man næsten få samme fornemmelse i kroppen af at fange en flot havørred på et hjemmelavet blink, som det at nyde en øl brygget med omhu og kærlighed på et af landets små bryggerier, hvor der virkelig er blevet kælet for detaljen. Det er en af de gode oplevelser, som man bør unde sig selv.
Artiklen blev oprindelig publiceret i Fisk & Fri 9/2010
nov 6, 2025 | Artikler, GEDDE, Nyheder, Predatorfiskeri, Rejsefiskeri, Spinnefiskeri, Trolling efter gedder
Christian »Jokeren« Møller med en vægtig gedde fra et af Norges mange storgeddevande.
En del danske geddefiskere drager hvert år til Sverige for at fiske gedder, men de færreste af dem der ved, at der også i Norge er et fint geddefiskeri. Det er en skam. For i de større søer i det sydlige Norge er der chancer for at fange virkelig store gedder. Følg med geddeeksperterne Henrik S. Lund og Christian Møller på en rejse til Norges storgeddevande for nogle år tilbage – og bliv inspireret til en geddetur nordpå.
AF HENRIK S. LUND
NORGE forbinder de fleste lystfiskere endnu med arter som laks, torsk, sej og helleflyndere. Men sandheden er at gedder burde være med på denne liste. Norge byder på et væld af mindre søer, som stort set aldrig har set skyggen af en geddefisker, og de helt store søer har først for små tyve år siden fået lidt opmærksomhed. Nogle steder er gedderne enorme og det samme er potentialet for fiskeriet.
Geddernes store ædegilde
Hvert år omkring midten af maj, lige efter gydningen er færdig, starter gedderne i de store norske søer et sandt ædegilde. I denne periode er de aggressive og sultne, og de befinder sig derfor sjældent langt fra stimer af byttefisk. Som ulveflokke omkring byttedyr, er gedderne samlet i små områder, og ofte består grupperne kun af større gedder over 6-7 kilo. Og hvis du er heldig at finde en sådan ulveflok, vil du have en rigtig god chance for at opleve dit bedste geddefiskeri nogensinde.
En fantastisk dublé til Henrik S. Lund. Disse to fisk på henholdsvis 10,5 og 11,3 kilo huggede samtidigt i en lille vig, der for en kort periode skulle vise sig at holde på rå mængder af storgedder.
Storgedder på de norske søer
Fiskeri på større søer involverer flere udfordringer og problemer. Største problem er ofte at finde de områder, hvor fiskene befinder sig. En rigtig god metode til at få dækket noget vand og finde de hotte områder af søen er ved at trolle. Lige efter gydningen er det især på de lavere vanddybder fokus skal ligge, og hvis der fiskes højt i vandet, kan dybder fra 1-6 meter dækkes uden hele tiden at skulle skifte agn. Det kan faktisk ikke blive for lavt, hvilket også vil fremgå af historien om vores bedste og mest intensive fiskeri, som jeg vender tilbage til senere.
Udfordringen med at trolle med store woblere og gummidyr på bare en meter vand er, at de fleste vil gå i bunden. Her er en wobler som den 25 centimeter lange 4-play wobler effektiv. Fisket 25-30 meter bag båden, vil wobleren gå 90-120 centimeter ned, men fisket 2-3 meter efter en paravane vil wobleren gå helt oppe i vandsøjlen. Og selvom der i området, man affisker, er vanddybder ned til 6-7 meter, er det ofte muligt at rejse gedder helt fra bunden. Men for at dette skal kunne lade sige gøre, er det afgørende at sigtbarheden i vandet er god.
Visse dage vil gedderne dog ikke forlade bunden for at hugge, og så må man ned til dem for at fremprovokere hugget. Gummidyret Alien Eel er som skabt til dette. Hvis ålen trolles med en fart på cirka tre km/t vil den gå tre til fem meter ned afhængig af afstanden til båden. Det smarte ved en agn som Alien Eel er, at en sænkning af farten vil betyde, at den går dybere, og dette er specielt anvendeligt, når der fiskes over varierende vanddybder, som fx dybere kanaler og huller. Så kan man sætte farten op igen når man kommer hen over det lave.
De norske gedder var helt vilde med denne Alien Eel fra Savage Gear.
Historien om vores vildeste geddefiskeri i Norge
Beretningen om vores bedste geddefiskeri nogensinde starter tidligere i år. De sidste tre år i maj har min kammerat Christian og jeg fisket i et stort norsk vand. I år var forholdende perfekte og vandet meget klart pga. mangel på regn. De første to dages fiskeri havde givet 12 gedder over 6,5 kilo op til ni kilo, men de lidt større fisk over ti kilo manglede. Vi havde observeret stimer af brasen i en større vig, der dog var meget lavvandet, men hvis byttefiskene var der, hvorfor skulle gedderne så ikke være der?
Dag tre startede vi fiskeriet i denne vig, hvor den maksimale dybde viste sig at være bare to meter, og fiskeriet foregik derfor også med 4-plays på alle fire stænger fisket super højt i vandet. Efter 30 minutters fiskeri faldt det første hug, men desværre bommede vi fisken. 15 minutter efter bankede begge stænger i min side af båden sammen, og begge gedder blev siddende. Farten på båden blev sænket, mens jeg fightede den første gedde samtidig med, at den anden gedde lod sig trække stille med bag båden.
Fighten havde indikeret, at der var tale om en større fisk, og ved bådsiden fik vi bekræftet dette, da Christian hurtig landede turens største gedde. Mens gedden gik i nettet ved bådsiden, startede jeg fight nummer to. Efter en god fight på det lave vand, dukkede der endnu en rigtig god gedde op, som Christian sikkert landede i nettet, der nu indeholdte hele to store gedder. Den sidste gedde var faktisk endnu større end den første gedde. De vejede og målte henholdsvis 10,5 kilo og 115 centimeter og 11,3 kilo og 116 centimeter – hvilket dobbelt hug!
Gedderne blev selvfølgelig genudsat efter fotograferingen, og så blev der tid til en kort fejring. Vi fik hurtigt vendt båden og sejlede igen hen over området, der lige havde produceret dobbelthugget. Denne gang bøjede der igen to stænger sammen, men nu var det Christians tur. Det ene hug viste sig at være en fem kilos fisk, men den anden fisk skulle vise sig at være noget ganske særligt: En utrolig lang men noget slank gedde. Sikkert i båden kunne vi konstatere, at Christian lige havde landet sin længste gedde nogensinde på hele 127 centimeter og 12,2 kilo. Hvilken super gedde – og den tredje gedde over ti kilo i båden på under en time!
Veltilfreds og begejstret kan forfatteren genudsætte endnu en storgedde fra et af Norges mange storgeddevande. De fleste af disse vande ligger i den sydlige del af Norge, da vækstbetingelserne
længere mod nord er mindre gunstige.
Vi fortsatte fiskeriet hen over samme lille område på bare halvanden meter vand og landede i de efterfølgende to timer gedder på 7,2-8,0-9,1-9,6 og 11,3 kilo inden et uvejr tvang os til at søge ly i land. Efter uvejret vendte vi tilbage til området igen, men gedderne var væk. Det lykkedes os dog at lande gedder på henholdsvis 8,0 og 8,2 kilo, inden det blev mørkt. Om aftenen studerede vi GPS’en og kunne her se, at alle større fisk var blevet fanget i et ganske lille område på bare 150 gang 50 meter, hvilket virkeligt gav stof til eftertanke.
I de følgende dage prøvede vi flere gange i vigen men fangede ikke flere gedder i området. Denne episode understreger fint, hvor vigtig det er at være opsøgende og fiske koncentreret lokalt, når fiskene er fundet. Man ved nemlig aldrig, hvornår fiskene forsvinder eller hugperioden ender. Vi fandt dog også gedderne andre steder i søen på noget dybere vand. Blandt andet fangede vi turens største gedde på 12,4 kilo og 122 cm ved at trolle store Alien Eels i dybere huller ned til otte meter med metoden beskrevet tidligere.
Seks dages fiskeri resulterede i ca. 150 gedder med 27 over meteren op til 127 centimeter og fem gedder over 10 kilo op til 12,4 kilo. Vi kunne have fanget langt flere gedder, men det var som om, at de større gedder og de mindre gedder (under fem kilo) opholdte sig forskellige steder i søen, så vi undgik områder med alt for mange små gedder. Turen lærte os, at et godt fiskeri kan være ovre, lige så hurtigt som det starter, og at de større gedder ofte står samlet.
Især store pangfarvede 4 Play woblere fra Savage Gear fisket efter paravaner gav de to danske fiskere rigtig mange fisk på deres geddeekspeditioner til Norge.
De bedste storgeddesøer i Norge
Norge er et stort land, og det er helt normalt, at man under en uges geddefiskeri er den eneste båd på vandet. Dette understreger ikke blot landets størrelse men også potentialet, og selvom det let kan virke uoverskueligt at skulle vælge et sted at starte, så er det bare med at klø på. De fleste steder er en båd en nødvendighed, og har du ikke selv mulighed for at medbringe båd, er der som regel ved de største søer udlejning af både, hytter osv.
Nedenfor har vi givet vores bud, på en række af de bedste destinationer vi har fisket. Inden du bevæger dig ud på de norske søer, er det dog vigtigt lige at nævne, at vejrforholdene deroppe ændrer sig hurtigere, end vi er vant til herhjemme. Så masser af varmt og regntæt tøj samt det nødvendige sikkerhedsudstyr er selvfølgelig et must.
TYRIF OG STEINFJORDEN er tilsammen Norges femtestørste sø, og det er et imponerende syn der møder én, når man kører det sidste stykke langs vejen højt oppe over søen. Middeldybden er hele 97 meter og den maksimale dybde er 295 meter! Og med et overfladeareal på 136 km2 er der nok at gå i gang med. Har man svært ved at finde fiskene i Tyriffjorden, så er Steinsfjorden en oplagt mulighed, her er der gode chancer for mange fisk, og dagsfangster på 20-60 fisk er ikke sjældne.
RANDSFJORDEN er Norges 4. største sø, og den byder på dybder op til 120 meter. Søen er meget klarvandet og indeholder en stor mængde gedder i mellemstørrelser. Der er lidt langt imellem de store fisk, men der ingen tvivl om, at de er der. Mens man venter på madam Grum, kan man have noget sjovt fiskeri på jerkbaits og trolling.
MJØSA er Norges største sø, og detskal være sagt med det samme – den er stor! Hele 117 km lang og 15 km på det bredeste. Den maksimale dybde er 449 m og middeldybden er 155 m. Blandt de lokale Nordmænd er det egentlig, det fantastiske søørredfiskeri søen er mest kendt for, men søens gedder bliver meget store, og alene i den uge vi besøgte søen i maj, blev der fanget gedder på 14 og 16 kilo. Under fiskeri efter søørred vel at mærke!
GLOMMA og Øyern er Nordeuropas største floddelta, og dette enorme område huser en af Norges bedste bestande af storgedder. Finder man dagens medicin, så er der næsten ingen grænser for, hvor vildt et fiskeri man kan opleve. Glomma og Øyern kan dog også være meget lunefulde, og den store flod Glomma, som udløber i Øyern, er meget sårbar over for nedbør, og søen kan til tider blive totalt umulig at fiske i. I Øyern skal man endvidere være forberedt på, at man skal bruge lidt tid på at finde fiskene. De kan stort set være alle steder, og vi har fanget store fisk på både 20 centimeter og 20 meter vand.
RØGDEN er ikke fisket meget, men har bestemt potentiale. Der er allerede landet nogle rigtig flotte fisk derfra, og det er kun et spørgsmål om tid, før der landes en rigtig stor fisk fra dette vand.
STORA LEE ligger ligeledes på grænsen mellem Norge og Sverige, og området byder på masser af muligheder for at kombinere fiskeri med familieferien. Selvom området er velbesøgt, så er der masser af store gedder at komme efter. God geddejagt nordpå!
Artiklen blev oprindeligt publiceret i Fisk & Fri 9/2009
Læs mange flere geddeartikler i artikelarkivet her.
nov 1, 2025 | Artikler, Nyheder, Predatorfiskeri, SANDART, Sandart - pin, dørg og vertikalfiskeri, Spinnefiskeri
Hvad de færreste ved er, at sandarten efterår og forår ofte trækker op på det helt lave vand tidlig morgen og sen aften. De er på jagt efter småfisk, og med den rette teknik kan du opleve et hektisk jerkbaitfiskeri. Her fortæller hollandske Evert Oostdam, der har fisket målrettet efter sandart på jerkbait i 25 år, hvordan du gør.
AF JENS BURSELL
EVERT OOSTDAM er hardcore prædatorfisker med forkærlighed for især vertikal- og jerkbaitfiskeri. Han er mindst lige så glad for store gedder som for grove sandart, og det var da også bifangster af sandart under geddefiskeriet, der var den oprindelige inspiration til at opdyrke målrettet jerkbaitfiskeri efter sandart.
– I takt med, at jeg fik fokuseret mit jerkbaitfiskeri på netop sandart, fandt jeg ret hurtigt ud af, at jeg kunne sortere mange gedder fra ved at koncentrere mit fiskeri til områder på 0,5-1 meter vand, hvor de mindre småfisk trækker ind, fortæller Evert. – Flertallet af gedderne står nemlig ofte en tak længere ude på 2-3 meter vand. På det lave vand går sandarten ofte helt amok og jager stimerne rundt, men du skal være på pletten i timen omkring solopgang og solnedgang. Midt på dagen trækker fiskene normalt ud på dybere vand, og her kan det være svært at dyrke et effektivt jerkbaitfiskeri.
Fiskeri på lavvandede områder med jerkbait efter sandart
– Lavvandede områder, der støder direkte ud til mere åbent vand og dybe partier af søen giver ofte det bedste fiskeri, fortsætter Evert. – Bunden skal helst være fri for vandplanter og ofte giver hård sandbund det bedste fiskeri.
Er der en markeret kant mellem det helt lave og det lidt dybere – fx en stejle skrænt der falder direkte fra det helt lave og ud mod dybt vand, kan der stå rigtig mange fisk og lure på byttefisk umiddelbart under kanten – eksempelvis hvis skrænten starter på 1,5 meter vand. Det bedste er at drive stilfærdigt hen over det lavvande område, mens det systematisk affiskes med kast foran båden i den retning, som den driver. Men – fiskeriet kan selvfølgelig også dyrkes direkte fra land, hvilket åbner spændende muligheder for korte smutture til sandartsøen.
Et andet godt hotspot til sandartfiskeri i de kolde måneder er lystbåde havne, der ofte akkumulerer store mængder af byttefisk, som søger ly under både og blandt bropiller. Det ved både sandart og gedder, som ofte er at finde i store mængder på 1-2 meter vand vinteren igennem – lige til at fange på jerkbait.
1) Aften og morgen trækker sandarten ofte ind på lavt vand, hvor den kan fanges på jerkbait. 2) Leon Cramer med en flot sandart, der tog en Buster Jerk, der blev fisket langsomt hjem – med lange pauser 3) Aborrefarver som denne fungerer godt til sandartjerkbaits.
Fisketeknik til sandart på jerkbait
– Min teknik til sandart er noget anderledes end den måde, som de fleste dyrker deres jerkbaitfiskeri efter gedder, pointerer Evert. – Sandarten skal fiskes både dybere og markant langsommere.
Når jeg har kastet ud indleder jeg med at lade jerbaitet synke næsten hele vejen ned til bunden. Derefter giver jeg baitet 1-3 jerks, hvorefter jeg lader det synke hele vejen ned til bunden. Sandarten er nemlig altid tæt ved bunden her – selv inde på det helt lave vand. Jo tættere hen over bunden du kan fiske, desto bedre er det derfor.
De bedste jerkbaits og farver til sandart
Mit favorit jerkbait er uden tvivl Buster Jerk som især i 15 og 12 centimeter udgaven – også kaldet Buster Jerk II er som skabt til formålet. Da der som sagt skal fiskes helt nede over bunden, er den almindelige synkende model min helt klare favorit. Når vi går efter de helt store, har vi haft succes med store agn – et godt eksempel er Big Bandit, som vi har fået nogle seriøse fisk på. Men når det er sagt, så har langt størsteparten af de fisk vi har landet været på 15 cm versionen.
Vi har prøvet en række andre jerk- og swimbaits, men er altid vendt tilbage til Buster. Et klart mønster har været at agn med en relativt slank profil har givet de bedste resultater, hvilket heller ikke er overraskende, når man ser på sandartens naturlige fødevalg.
Den bedste farve til sandartfiskeri er ifølge mine erfaring helt klart variationer over ”aborrefarver” dvs baits med tværstriber ned over ryggen. De fleste fisk har jeg da også fået på farver som fx C76, C64, C29 og C91.
Det rette grej til jerkbaitfiskeri efter sandart
Grejet til jerkbaitfiskeri efter sandart må gerne være lidt lettere end til geddefiskeriet. 80 grams stænger, som er en anelse blødere end de grove geddestænger er normalt passende. Årsagen er at krogen let ryger ud, under figthen, hvis stangen er for stiv. Fletlinen er den samme dvs. 0,18-0,20mm, da man aldrig kan vide sig sikker for geddehug. Normalt foretrækker jeg titanium wire – fx BFT No Kink i 30-60 lbs som forfang, slutter Evert Oostdam.
okt 13, 2025 | Åfiskeri, Åfiskeri efter havørred, Artikler, HAVØRREDFISKERI, Nyheder, Spin efter åhavørred, Spinnefiskeri
Findes der noget skønnere end en gang havørredfiskeri i åen på en morgen som denne? Og det bliver ikke værre af, at der netop nu er proppet med ørred i åerne. Her er det Karup Å nedstrøms Hagebro. Til venstre Finn Dahlin med en flot åhavørred taget på spin.
Der er ikke lang tid til fredningen, men det er lige nu, at der er aller flest havørred i åen. Eller med andre ord – det er bare med at komme af sted. Her giver Finn Dahlin dig en stribe gode råd med på vejen.
AF FINN DAHLIN
NÅR TRÆERNE FALMER begynder havørrederne at kæmpe om pladserne i åen. Nye fisk kommer hele tiden til, og sommerens sky fisk bliver mere og mere aggressive. Som spinnefisker er det en tid, hvor taktikken roligt kan lægges om: Man behøver ikke længere at luske forsigtigt rundt mellem sivene med småt endegrej, for at forsøge at lirke fiskene op fra deres skjul. Nej, nu er det tid til fest og farver på endegrejet – samt en grundig affiskning af de pladser, som man måske havde en tendens til at springe over, da det var varmt, og åen var lavvandet og klar.
Når først efterårsflommen kommer med grumset vand og drivende grøde, så er det bare med at være vedholdende i sit fiskeri. Der er ikke noget, som hedder tomme pladser eller trykkede fisk længere; provoker dem rigtigt, så skal de nok hugge. Også selvom du sidst på dagen er den tyvende, der fisker strækket igennem.
Havørred i åen på opstrømsspin
Opstrømsspin med en spinner er min personlige favoritmetode om efteråret, men både wobler, flue og orm er mindst ligeså effektivt. Hvis efterårsflommen udebliver, så foretrækker jeg dog fluefiskeri – enten traditionelt eller som spinflue i de største åer.
Alt afhængigt af vandstand er en FC-spinner i rød/fluogul med sølv-blad, samt konventionelle Mepps spinnere i størrelse 4 eller 5 med guld eller sølv-blade mine foretrukne våben. Jeg eksperimenterer også lidt med små sorte og kobberfarvede Myran Mira spinnere, og andre FC-spinner varianter, men vanens magt tager ofte over, når man først har fundet en metode, der virker – og noget grej man stoler på.
Hvorfor forsøge at forbedre noget der egentlig fungerer fint? Nysgerrighed er vel svaret. Men vil man fange fisk tæller erfaring og selvtillid mest, og det opnår man bedst med de metoder, samt det grej man kender og stoler på.
Om efteråret pepper jeg ofte mine Mepps spinnere lidt op med fluo gul/rød/orange bemaling på skeens bagside. Noget af det letteste at bruge er neglelak, som jo fås i et utal af skrappe farver. Lidt ekstra attraktion kan man også opnå ved at bage krympeflex på kroppen af eksempelvis en Mepps 5 – gerne i hvid, gul, rød eller orange. En anden måde at provokere lidt ekstra er at trække et stykke gummislange på krogens skaft. Jeg bruger forskellige fluofarver til dette, og gummislangen er det velkendte krogstyr til rørfluer. Når det alligevel skal på, så skifter jeg krogen til en skarpere og stærkere.
Min favorit er trekrogen Owner stinger ST-41BC i str. 2 til en 5’er spinner og str. 4 til en 4’er spinner. En klat skrapt farvet UV fly-paint i trekrogens samling er også en mulighed for lidt ekstra lir. Modhageløse kroge er en god ide til efterårsfiskeriet. Mange fisk er kraftigt farvede, og derfor vælger de fleste at genudsætte de fleste fisk. Ofte er der også fredede laks at tage hensyn til, så flere og flere steder er det faktisk allerede obligatorisk – det er noget der er kommet for at blive. Man kan derfor passende træne sin teknik på efterårsørrederne. De føromtalte Owner kroge fungerer rigtig godt med nedklemte modhager, og FC-Spinneren, som i forvejen kroger godt, giver heller ikke problemer i den retning. Der er dog en grundlæggende forskel: Linen skal holdes stram hele tiden! Jeg har oplevet, at det specielt er de første 30 sekunder, hvor fisken er mest vild og ruller/springer – samt under landingen, at det kan gå galt. Lange bløde stænger og en bremse der ikke er spændt for hårdt er en fordel, især hvis man bruger de ret uelastiske fletliner.
Når man skifter kroge på spinneren, bruges springringe til montering af den nye krog. Check brudstyrken på dine springringe, for ikke alle er lige gode og stærke. Jeg bruger ofte en 6 mm saltvandsresistent model fra Okuma med en brudstyrke på 12 kilo. Den holder.
1) Belønningen for en hyggelig dag ved Holsted Å. 2) – Sent på sæsonen, bemaler jeg ofte spinnerbladene med neglelak og pynter krogene i skrigende farver – det er havørrederne vilde med, afslører Finn.
Sådan fisker du din spinner efter havørred i åen
Taktikken er ret simpel. Kast skråt opstrøms med både lange og korte kast. Sæt godt med fart på spinneren, men sørg samtidig for at fiske den dybt. Bedst er det, hvis den kommer helt ned og skrabe langs med bunden! Giv ikke op, hvis der er en periode hvor der er lidt langt mellem snapsene. Et lille tip kan være at begrænse sit fiskeri til et bestemt stræk i en bestemt å, og så bruge tid på at lære det rigtig godt at kende. Denne taktik tror jeg giver flest fisk i længden, men det kan blive lidt ensformigt.
Bliv ved; som sagt fiskene er der som regel. Prøv dig derfor frem for at finde det, som provokerer din drømmefisk til hug. Det fleste fisk i efteråret er stærkt farvede, men der er dog mulighed for forholdsvis blanke fisk lige til det sidste. Jeg har især god erfaring med, at de nystegne blanke fisk tager store spinnere med sølvfarvet blad samt fx fluo gul eller hvid krop eller andre skrappe effekter. Farvede fisk lader sig ofte lokke af endegrej der er lidt mindre, og med de mere »brændte« farver samt guld/kobber blad.
Fiskeriet efter havørred i åen om efteråret
Efterårsfiskeriet har længe været noget helt specielt for mig. Luften, naturen og stemningen ved åen er helt speciel. Jeg går ofte og reflekterer over sæsonen, tænker tilbage på alle fiskeoplevelserne, nyder naturen og får en god sludder med de andre ved åen. Forårets og sommerens intensive jagt bliver erstattet af ro og eftertænksomhed, når man erkender, at sæsonen er ved at være slut. Når jeg tager det sidste kast på den sidste fiskedag, mens solen går ned, er det heller ikke uden vemod … Men før man ved af det, er det forår igen, og en ny spændene sæson vil stå for døren.
Artiklen blev oprindeligt publiceret i Fisk & Fri 8/2010
Den bedste krogning til fiskeri med spinner får du med et helikopter rig. Læs hvordan du laver det her.
okt 10, 2025 | Åfiskeri, Åfiskeri efter havørred, Artikler, BÆKØRRED, Bækørredfiskeri, Fluefiskeri, HAVØRREDFISKERI, LAKS, Nyheder, Spin efter åhavørred, Spinnefiskeri, Spinnefiskeri efter laks
Jens Bursell med massiv bækørred fra en lille å fanget på en Mepps Black Fury spinner fisket som glidende montage.
Spinnere er en fantastisk agn til både ørred og laks, men desværre er mistede fisk et reelt problem i mange fiskesituationer – især når sky eller tøvende fisk tager spinneren bagfra. Her får du opskriften på et par metoder, der forbedrer krogningen, nedsætter risikoen for mistet kroghold og giver dig flere fisk på land.
AF JENS BURSELL
NÅR FISKEN virkelig går til biddet og inhalerer din spinner uforbeholdent som var det softice på en sommerdag, så er resultatet ofte en dyb krogning og en sikkert landet fisk. Men sådan er det desværre langt fra altid. Selv fisk, der hugger aggressivt, kan være rigtig dårligt kroget, og problemet bliver selvsagt tit større, hvis fisken kun hugger forsigtigt efter enden af agnen uden at sluge den.
Problemet med mistede fisk kan variere afhængigt af forholdene. Min erfaring fra især åfiskeriet efter bæk- og havørred er helt klart, at når fisken hugger i op- eller tværstrøms retning er frekvensen af gode krogninger markant højere, end hvis fisken forfølger agnen nedstrøms og blot snapper halvhjertet efter den. Undtagelsen er ifølge garvede laksefiskere som fx Fredrik Iversen, når fisken, som det ofte er tilfældet med laks, når at vende i strømmen, inden opstramningen sker og modhugget falder. Her er der god chance for, at krogen sætter sig godt i kæbevinklen, netop fordi den nærmest trækkes ind i saksen og får fat.
Alt hvad du behøver for at forbedre din fangster med spinner markant er at klippe originalkrogen af – samt montere en betydeligt mindre og skarpere trekrog i en lille roterende krogtafs. Her er legendariske Mepps Aglia str. 3
blevet opgraderet med et helikopter-rig. Øverst Jens Bursell med en flot bækørred taget i en lille å på en Mepps Black Fury monteret som glidende spinner.
Når havørred, laks og andre fisk mistes, er det ofte ikke en tilfældighed
Mistede fisk på grund af dårlig krogning- og kroghold betragtes af mange som tilfældighedernes spil – og det er det da også i enkelte tilfælde. Men min erfaring er helt klart, at man ved at tænke sig om i de fleste tilfælde kan nedsætte risikoen for, at det sker – markant.
Brækstangs-effekten, som også til en vis grad eksisterer på spinnere, bliver ofte udråbt som grunden til, at man mister fisk. Og ja – ofte er det brækstangseffekten, der er med til at udløse katastrofen, hvor fisken ryger af krogen. Men ofte er den dybere liggende årsag til, at brækstangseffekten overhovedet går hen og bliver et reelt problem, noget så simpelt som en dårlig krogning helt fra starten af.
Dårlig krogning kan have mange årsager. Nogle af dem er ekstremt variable og kan være svære at styre under praktisk fiskeri – eksempelvis graden af slækline i hugøjeblikket, måden linen strammes op på og timingen af selve modhugget. Men også faktorer som fx strøm, fiskeafstand- og dybde samt linens vinkel i modhugget kan have betydning for, hvor godt krogen sætter sig. Andre vigtige faktorer – som fx den helt basale opbygning af en spinner, er der sjældent nogen, som stiller spørgsmålstegn ved. En spinner er jo som den er – og har været det i flere generationer. Så hvorfor tænke mere over det?
Krogstørrelse, mønster og wiretykkelse har som i de fleste andre former for fiskeri afgørende betydning for, hvor god en krogning, man opnår i en given fiskesituation. Uden at fordybe sig i tekniske detaljer, så er der på de fleste kroge en naturlig sammenhæng mellem fx størrelse, wiretykkelse og skarphed af krogens spids. Jo større krog, modhager, tykkere wire og kraftigere spids, desto mere kraft skal der normalt til for at sætte krogen i modhugget.
For laksefiskenes vedkommende er der stor forskel på, hvor hårdt kødet er i forskellige dele af munden. Hvis fisken inhalerer agnen uden betænkning, får man tit en dyb krogning i fx tunge, mundhule eller måske gællestavene, hvor – groft sagt – selv den største og sløveste krog kan trænge ind og sikre et godt kroghold. Men når fiskene hugger forsigtigt eller bagfra i enden af agnen sker det ofte, at krogen får fat i den forreste del af enten over eller underkæbe, der på både laks og ørred er ekstremt hårde. Og her kommer vi frem til noget helt centralt: Ofte er krogene på de mest almindeligt brugte kunstagn så store og grove i wiren, at det er svært at få krogen til at trænge ind til et punkt bag modhagen, med den kraft man med en normal spinnestang kan lægge i modhugget. Eller sagt på en anden måde. I de fleste tilfælde prikkes fisken kun yderligt med krogspidsen, og resultatet er, at det ofte lykkes den at slippe fri, første gang den ryster vildt med hovedet.
1) Når du fisker dine spinnere med helikopter-rigs undgås den brækstangseffekt, som er på alle spinnere., 2) Med 2-3 helikopter-rigs kan du dække alle dine spinnertyper, hvilket betyder, at du blot skal koncentrere dig om, at holde
2-3 kroge syleskarpe. Den tid, hvor du havde en hel kasse af spinnere med halvsløve originalkroge er forbi.
De fleste mistede havørred og laks skyldes for store kroge
Mange populære kunstagn, der anvendes til åfiskeri efter ørred og laks er monteret med kroge, der ligger i størrelsesordenen 8-4. Og lige præcis her er efter min mening den dybere liggende årsag til mange mistede fisk. Problemet med kroge i denne størrelse er nemlig, at de er for kraftige til at trænge ordentlig ind i kæbebenet – og for små til at komme omkring det. Resultatet bliver derfor ofte en middelmådig krogning. Jeg har diskuteret dette fænomen med en del dygtige og erfarne ørred og laksefiskere, som alle har gjort sig nogenlunde samme iagttagelse.
Små trekroge på rørfluer til laks og havørred
Fluefiskerne anvender ofte små trekroge på deres rørfluer – og får sublime krogninger samt kroghold. En af dem er Jesper Fohrmann, hvis saldo i havørred og laksefangster kan tælles med firecifrede tal. Små kroge fra størrelse 10 og nedefter er så tynde og syleskarpe, at de utrolig let trænger dybt ind i kæben, selv når modhugget foretages med en relativt blød stang. – Præcis derfor bruger jeg ofte trekroge i str. 12-16 til mit laksefiskeri, fortæller han. – Såfremt man vælger kroge af den rette kvalitet, kan de holde til meget større fisk end du tror. På kystørredfronten har jeg – når det gælder fiskeri efter store havørred på fx Møn og Stevns mistet ufattelige mænger af fisk på str. 6 trekroge – og landet masser på str. 2.
Mange danske åfiskere anvender ofte str. 12 trekroge på deres rørfluer – og de sidder perfekt i kæben stort set hver eneste gang. Et andet godt eksempel er Niels Gårdbo, der i sit hjemmevand Uggerby Å har fanget mere end 100 havørred over fem kilo – og op til 11,7 kilo. Han bruger udelukkende trekrogen Owner ST36 BC X i str. 12 – og den er stensikkert kroget hver gang. Eneste undtagelser er, da han engang eksperimenterede med en Hugh Falkus Outbarb krog i samme størrelse, men med en markant tykkere wire, der i godset svarer til en str. 4 krog. Her mistede han 10 fisk i træk, fordi ham simpelthen ikke kunne lægge den kraft i modhugget, det krævede for at få modhagen til at trænge helt ind i fiskenes hårde kæber. Outbarb kroge, hvor modhagen sidder på ydersiden af kroggabet, er normalt kendt for at kroge virkelig godt, så meget taler i mine øjne for, at dette er et rigtig godt eksempel på betydningen af wiretykkelse og skarphed, hvis man vil have et perfekt kroghold i selve kæben.
Den klassiske måde at dulme problemet er at montere større kroge. De kan til en vis grad kompenserer ved at have så bredt et kroggab, så at den lettere kommer omkring kæben og derfor bedre får fat ved kæberoden – eller glider ned i saksen, hvor der er fine muligheder for et perfekt kroghold.
Små trekroge kroger langt bedre
Personligt har jeg altid været tiltalt af små kroge, netop fordi de kroger ekstremt godt – uanset hvor i munden de får fæste. Jeg har derfor igennem lang tid arbejdet på et system, der gør det muligt at anvende str. 10-14 trekroge på kunstagn til traditionelt dansk åfiskeri. Problemet er, at monterer man så små trekroge på spinnere i fx str. 3-5 eller woblere i fx 7-9 centimeters klassen vil der opstå to store problemer. For det første er krogene så små i forhold til agnens højde/bredde, at de ligger i »fysisk skygge« af agnen. Eller sagt på en anden måde – de rager ofte ikke langt nok ud fra agnen til at sikre en god, dyb krogning.
For det andet påvirkes små kroge monteret på spinnere eller woblere af brækstangseffekt – i modsætning til præcis de samme kroge monteret på en rørflue, hvor der stort set ikke er nogen brækstangseffekt. Det betyder eksempelvis, at en str. 12 krog monteret direkte på en wobler eller spinner har adskillige gange større risiko for at skære sig fri eller blive rettet ud – end hvis fuldstændig den samme krog sad på en rørflue. Men – hvad nu hvis man monterer krogene anderledes – så man både kommer uden om problemet med fysisk skygge og brækstangs-effekt? Jo – så har du lige pludselig mulighed for at opnå en bedre krogning og et mere sikkert kroghold med fx små trekroge. Fisker du med wobler efter ørred og laks kan du løse problemet som vist i bogen ”Havørred – Refleksioner på kysten”, som du kan købe her (REKLAME).
1) Mepps monteret glidende med et ekstra projektilformet kropsmodul, der giver længere kast og får spinneren længere ned i vandet. Afstanden fra spinnerkrop
til krog kan justeres med flådstoppet. Krogen, som til denne montering har samme størrelse som originalkrogen, monteres i en Rapalaknude. 2) Jens Bursell med en fin Skjern Å laks, der lod sig overliste af en FC-Spinner med kobber blad og orange krog monteret med et helikopter-rig For enden af helikopter-rigget sidder den
syleskarpe Owner ST36 BC i str. 12, der har rigeligt styrke til både havørred og laksefiskeri.
Krog bedre på spinneren med helikopterrigget
Til fiskeriet med spinner har jeg længe gået og syslet med, hvordan man kan opnå en bedre krogning med små trekroge, og er kommet frem til følgende yderst simple løsning: 1) Klip originalkrogen af din spinner med en bidetang. 2) Bind en lille trekrog på en stump monofil nylon eller fluorocarbon med en Rapala Knude. 3) Bind enden af stumpen fast til en snaplock i en ny Rapalaknude og 4) Hægt krogtafsen på wiren af spinneren lige over spinnerens krop.
I kastet vil tafsen med trekrogen rotere omkring linen, så den ikke hægter op – præcis som på det meget populære helikopterrig, der i vid ustrækning anvendes til langdistancefiskeri efter karper. Men når indspinningen starter, vil krogen på grund af fart og strømpres hænge stabilt lige bag spinneren – perfekt eksponeret til en sikker krogning. Det er vigtigt, at du ikke bruger blinklås, men i stedet binder spinneren fast i enden af linen/forfanget med en grinnerknude eller lignende. Årsagen er, at en hægte øger risikoen for at krogtafsen hægter op i kastet. Fisker du med nylon line, lange kast og i stærk strøm, hvor kinkning er et reelt problem, monteres en god kuglesvirvel mellem forfang og hovedline. Ved fiskeri med fletline er kink sjældent et problem.
Det mest kluddersikre er at anvende den variant af helikopterrigget, der vises i bogen ”Havørred – Reflektioner på kysten” (REKLAME).
Løs hængsling af krogen og krogtafsen er vigtig, når krogningen skal optimeres. Derfor er både krog og snaplock monteret på helikopter-rigget i en rapalaknude. Her ses den nye Caviar Spinner fra Savage Gear.
Hvorfor virker helikopter-rigget bedre?
Krogtafsens placering midt på spinneren fjerner brækstangseffekten og længden på krogtafsen kombineretmed afstanden til spinnerkroppen muliggør brugen af små kroge på selv store spinnere. Desuden vil tyngdekraft kombineret med en løs hængsling af krogtafsen betyde, at krogen har større chance for at falde ned over tungen, der med sin kombination af blødhed og sejhed ofte giver et mere sikkert kroghold end fx loftet af mundhulen, hvor det hårde ganeben er dækket af en tynd, blød og skør hinde, hvor krogen relativt let river sig løs. At montere din spinner med et helikopter-rig åbner således helt nye muligheder for at øge dine fangster ved åen – uanset hvilke spinnere du benytter, og hvor du fisker.
Mepps str. 3 monteres som glidende spinner har endnu en gang overlistet en grov bækørred. Bemærk flådstoppet, der hindrer, at spinnerbladet gider baglæns op ad linen i kastet. Under fiskeri skal den sidde 1-2 mm over
spinderbøjlen, men når fisken rusker med hovedet, skyder den op ad linen, så spinneredele kan glide op ad linen.
Klip wiren på nogle af dine favorit spinnere over – og saml løsdelene i en glidende spinner. Brækstangseffekten er elimineret og du kan fx montere en tungere krop
på et mindre blad – og på den måde specialbygge spinneren til bestemte fiskesituationer Husk at fore spinnerbøjle og krop med plastrør, for ikke at skade den underliggende line. Til denne teknik anvendes normale krogstørrelser, men mindre størrelser kan anvendes, hvis krogen forskydes bagud.
Foring til inline spinnerblad: Spinnerbøjlen fores med et hårdt plastrør, hvorigennem linen løber. Enderne svitses for at fastlåse rørstumpen i bøjlen.
Med gennemløbsspinner i åen efter havørred og laks
Glidende montage af spinneren har jeg også eksperimenteret meget med, for at fjerne brækstangseffekten. Det er oplagt at klippe spinnerens wire over og genmontere samtlige dele på et tyndt rør, hvor igennem linen kan løbe – præcist som et gennemløbsblink.
Delene kan selvsagt ikke monteres direkte på linen, da især spinnerbladets rotation hurtigt vil hærge linen med risiko for linebrud til følge. Et kanylerør er nok det de fleste først tænker på, men her er problemet, at de – præcis som det er tilfældet for gennemløbere – ikke eliminerer brækstangs problemet, men blot nedsætter det. Desuden indebærer de skarpe kanter en ubehagelig risiko for at skære linen over. I stedet har jeg gjort det, at jeg har brugt et tyndt stykke plastrør til at fore spinnerbøjlen. Tuben låses i bøjlen ved at ved at brænde en krave i hver ende. Til størrelser over Mepps 3 har jeg brugt 1,35 mm FlyCo rørfluetube og for at nedsætte slitagen fra spinnerkrop og løsdele har jeg brugt endnu tyndere plastrør – fx grilamid og Pebax rør, der anvende i medicinalindustrien.
Det, at delene er både glidende og flerdelte eliminerer på det nærmeste brækstangseffekten, men øger ikke fleksibiliteten i krogvalget på samme måde, som hvis den monteres i en helikopter-rig. Så da helikopter-rigget er både lettere at fremstille, mere fleksibelt og mere effektivt, bruger jeg nu stort set kun glidende monteringer, hvis jeg ønsker at sammensætte en specialbygget spinner, der er helt optimal til specielle formål. Et godt eksempel er hård vind eller stærk strøm, hvor man eksempelvis kan specialbygge en dobbelt så tung spinner der synker markant hurtigere ved at kombinere fx to spinnerkroppe med fx et ekstra lille blad. Desuden giver det mulighed for at indsætte specielle lokkeeffekter med perler, rør med flash eller lignende på selve spinneren.
Jo – en spinner har mange flere muligheder end man måske skulle tro, og der rigtig gode muligheder for at forbedre dine fangster markant, hvis ellers du har mod på at bruge det kvarter det tager at modificere dine spinnere til fx helikopter-rigs.
Artiklen blev oprindeligt publiceret i Fisk & Fri 8/2009. Siden da er metoderne i denne artikel finpudset en del, hvilket du kan læse alt om i bogen ”Havørred – Refleksioner på kysten”, som du kan købe her (REKLAME).
okt 5, 2025 | Fiskeri efter søørred, SØØRRED, Spinnefiskeri, Video
Rundt omkring i landet ligger der forskellige nye grusgrave, hvor betænksomme ejere har sat ørredsmolt ud, som over årene har vokset sig flotte og store med perfekte hele finnner og guddommeligt smukke prikker. Nogle af dem ligner bækørred – og andre ligner næsten vaskeægte islandske søørred. I denne video er Jens Bursell taget på eventyr i en privat grusgrav – og fanger end håndfuld flotte søørreder på letspingrej og spinner med de tre største på cirka 65. 65 og 70 centimeter. Glæd dig til en fed video med masser af action og super flotte fisk, der giver kamp til stregen.
Se videoen på Fisk & Fris YouTube her.
jul 1, 2025 | Artikler, HAVØRREDFISKERI, Kystfiskeri, Med kystblink efter havørred, Nyheder, Spinnefiskeri, Sponsoreret
Klar til natfiskeri på kysten efter havørred med en stor kystwobler.
Findes der noget bedre end en lun sommernat på kysten i selskab med et par gode kammerater og en stime hugvillige sølvblanke havørreder? Det skulle da lige være et par grillede pølser på bålet oven på en heftig fight i nattemørket. Her giver Henning Trier dig opskriften på den fiskemæssige side af sagen.
AF JENS BURSELL
SOLEN GÅR NED bag klinten, og inden længe er det sidste spor af dagen et sart pink skær over de tunge regnskyer, der hænger lavt og truende over horisonten. Pludselig giver det et ryk i stangen, og et splitsekund efter står den lette kyststang spændt i en fin bue. – Torsk, gjalder det ud over bølgerne, mens sidemandens stang næsten simultant flekser sammen i en bue med præcis samme krumning.
Og sådan bliver det ved. Hvert andet øjeblik ses ringende fisk blot 40-50 meter ude, og næsten hver eneste gang blinkene lander på overfladen, tages der blot nogle få omdrejninger på hjulet, inden de iltre og velfightende småfyre på 30-40 centimeter lader sig friste over måde. I takt med, at mørket tager til, bliver der længere og længere mellem snapsene, men pludselig brydes stilheden af et massivt plask, der minder en hel del mere om en gedigen havørred end en lille torsk.
Topfokuseret bliver der arbejdet med hver eneste lille bevægelse i blinket for at udløse hug refleksen, og inden længe høres den svage hvislende lyd fra et lynhurtigt modhug, der på et splitsekund forplanter sig til kystblinket, så havørreden i den anden ende ryger fuldstændig fri af vandet. – Ørred, lyder meldingen gennem den friske natteluft med en noget mere opstemt tone end da de første torskehug blev proklameret. Et par minutter efter er der opvisning i luftakrobatik helt inde i havstokken, og i det stadigt tiltagende mørke forstærkes plaskelydene, så fiskekammeraterne blot får endnu mere fiskefeber.
Jens Bursell med fin trekilos blankfisk fra Møn taget på en 28 grams rød/sort Bornholmerpil fisket på et release-takel lige i det mørket sænkede sig.
En sølvblank havørred i sommernatten
Sikkert på land beundres den smukke, sølvblanke fisk i pande – lampens skær, men der hviles ikke for længe på laurbærrene. Selv på en sommernat som denne, gælder det nemlig om at være på dupperne, når først stimen er der. Hugperioden kan være kortvarig, så det er bare med at få sendt blink og kystwoblere retur til deres rette element. Der skal smedes, mens jernet er varmt, og det viser sig at være et godt valg, for efter en times hektisk aktivitet dør fiskeriet fuldstændig ud. Der er hverken plask, hvinende bremser eller lyden fra sølvblanke ørreder, som klasker i stenene.
Til gengæld ligger der et par fine havørreder på den store sten ved rygsækkene. Det eneste, man kan høre i miles omkreds, er dønningernes rytmiske skvulpen mod stenene. Men snart brydes stilheden af lyden fra et knitrende bål samt en diskret blanding af smaske- og klukkelyde akkompagneret med en lind strøm af sprudlende røverhistorier. Nu er det igen tid til igen at nyde sommernatten i fulde drag – bare på en lidt mere tilbagelænet måde. Jo – en god gang natfiskeri efter havørred er på alle måder en både spændende og hyggelig oplevelse. I nattens mulm og mørke spørger jeg ind til Hennings mangeårige erfaring med natfiskeri på kysten, så her får du lige en stak staldfiduser til de lune sommernætter:
– Der skal jo helst også være nogle store, fede, blanke havørreder at dvæle over, når først bålet bliver tændt, griner han. – Mit natfiskeri startede på de Vestsjællandske rev med bobleflåd og flue. – På det tidspunkt var der stort set ingen, som natfiskede. Det ændrede sig dog rimelig hurtigt op igennem halvfemserne, hvor flere og flere spinne- og fluefiskere fik øjnene op for, hvilke muligheder der ligger i dette spændende og til tider nærmest fortryllende fiskeri.
1) Henning Trier er en garvet rotte, når det gælder natfiskeri efter havørred på kysten. Her er han ved at line op med sin favorit Sandgrævling i kobber/sort, der dog først kommer frem, når det er buldermørkt. I tusmørket foretrækker han
normalt gennemløbsblink i grøn/sølv – gerne Hugormen. 2) Jens Bursell med en fin natørred fra kysten.
Sådan får du succes med natfiskeriet efter havørred
– At kender sine pladser er en af de vigtigste ting, hvis du skal have succes med natfiskeriet, pointerer Henning. – Mine erfaringer stammer primært fra Sjælland, og her er det i grove træk to forskellige typer af pladser, der tæller tungt i fangstatistikken. På Vestsjælland er det hovedsaligt de lavvandede rev med strøm – gerne pynter og odder. Disse typer af pladser er også gode om fx efteråret på Østsjælland, men når sommernatten sænker sig, er det i højere grad pladser med lidt dybere vand helt ind under land, der trækker fiskene til. Præcist, hvad det skyldes, er ikke godt at vide, men jeg tror, det har noget at gøre med, at de østsjællandske ørred i højere grad lever af tobiser, som har forkærlighed for disse pladser.
– Umiddelbart kunne tro, at det havde noget med saltholdighed at gøre, men det tyder resultaterne fra Flemming Andersens bog om de Vestsjællandske Rev ikke på. Jeg er selv biolog, og var med til at indsamle data på en række havørredrev. Her viste det sig, at der ikke var nogen sammenhæng mellem saltholdighed og forekomst af ørred om sommeren – selv når saltholdigheden svingede fra 8-26 promille.
– Især på Vestsjælland betyder tidevand og vandstand en hel del, for om der er fisk på pladserne. Generelt er det min erfaring, at ekstremer sjældent fisker helt optimalt. Helt lavt og højt vand er sjældent perfekt på mine favoritpladser. Springflod har jeg eksempelvis ret dårlige erfaringer med. På Vestsjælland har jeg især gode erfaringer med faldende vand, men når det er sagt er der også flere pladser, hvor det virker som om, at vandstand og tidevand ikke betyder så meget. Dette gør sig ifølge mine erfaringer gældende på mange af de Østsjællandske pladser.
Selvom sommernatten er kort, kan det blive svært at holde koncentrationen til morgen – fiskeriet, hvis ikke man lige tager sig en morfar midt på natten.
De bedste forhold til natfiskeri efter havørred på kysten
– Relativt klar vand – eventuelt med en anelse svæv er helt klart nogle af de mest ønskværdige forhold, fortsætter han. – Vinden skal ikke være alt for kraftig, men havblik er heller ikke godt. Der må meget gerne være rifler eller små bølger – så går fiskene ofte mere til stålet. Personligt foretrækker jeg sidevind, men det er mest af praktiske årsager, fordi jeg synes det er lettere at kaste med fluestangen. Drømmescenariet er for mit vedkommende stille, men riflet vand, hvor der under overfladen løber en jævn strøm, så der er noget bevægelse i vandet. Så kan man se fiskene trække ind og sightfiske til de enkelte – det er simpelthen bare for fedt.
Månens betydning til natfiskeri efter havørred
– Månefasen betyder meget – især jo længere hen på sommeren man kommer, understreger Henning. – Hvis der eksempelvis er både fuldmåne og havblik, er der bare så meget blæs på lampen, at det kan blive svært at lave et fornuftigt bedrag. Lige efter ny- og frem til halvmåne er efter min mening de mest optimale forhold – nætterne er jo lyse nok i forvejen. Hvis der fiskes lige op til – eller under fuldmåne, skal der helst være lidt bølger og skyer, hvis ikke fiskene skal blive for sky.
De bedste kystørredfluer til natfiskeri
– Til fluefiskeriet har jeg fisket en del med klassiske muddlere, men med tiden er jeg gået mere og mere over til zonkere i rød, sort og skrigende pink, afslører han. – Det er en stensikker metode, der bare virker. Især på Vestsjælland er det røde islæt godt at have med, hvis man skulle støde på en regnbue eller to. Fluerne har jeg især tidligere oftest bundet på en Kamasan str. 6 krog.
– Moderne skumfluer som fx Nightskater med sort hanehackle og en gang skum fungerer aldeles fortræffeligt. Det er en fantastisk fornemmelse at kaste til en fisk, og se fluen streame gennem overfladen, indtil der rejser sig en kølvandsbølge bag ved og – BANG. Så bliver det ikke bedre. Er det kun effektiviteten, der tæller, så er og bliver favoritten dog en tre centimeter lang zonker bundet på rør med en L-rig og en str. 12 Owner ST 36 BC i enden. De kroger bare rigtig godt. Læs om L-rigs i Jens Bursells kapitel ”De sidste 50 %” i bogen ”Refleksioner på Kysten” (REKLAME).
– Jeg tager fluen ret hurtigt hjem – næsten som om dagen, men er der meget strøm, skal man lige huske at korrigere for, at linebuen tilføjer fluen ekstra fart. Hvis jeg ved, at der er fisk, men ikke fanger noget, er jeg ikke bleg for at sætte en orm bag bombardaen. Orm slår alt andet med hestelængder. Det fås simpelthen ikke mere effektivt.
Når mørket falder på, er store kystwoblere som fx disse et godt valg. Øverst Kongetobis og nederst Sandgrævlingen – begge specialmalet fra OGP.
Mørke agn til kystspin om natten efter havørred
– Med spinnestangen fisker jeg traditionen tro med relativt mørke agn. I perioden indtil det er helt mørkt, fisker jeg ofte med gennemløbsblink i grøn/sølv eller sort– fx Hugormen eller Bornholmerpilen, men så snart det er buldermørkt skifter jeg til en stor kystwobler – eksempelvis en Sandgrævling i mørke farver, som giver en god og let synlig silhuet i vandet.
– Når det er sagt er det vigtigt at være åben over for variation. Fanger man for eksempel ikke på en Sandgrævling, så er det bare med at skifte til noget radikalt anderledes. Selvom man ofte går efter en stor silhuet, kan det i nogle til – fælde være mindre og mere diskrete fluer eller blink, der skal til – selv om natten.
På listesko efter kystørred om natten
–Diskretion er en dyd– også om natten. – Folk har en tendens til at tro, at bare fordi det er mørkt, kan man bedre tillade sig at plaske rundt. Men fisken kan også være sky om natten. Tilsvarende har folk en tendens til at fiske i blinde, fordi det er mørkt, men det er der ingen grund til. Når først man har vænnet sig til det, kan man se meget mere end man tror. Lettest er det at kigger mod nord – nordvest, som normalt er den lyseste del af nattehimlen. Kig og lyt hele tiden efter fisk – præcis som du ville gøre det om dagen. Og observerer du fisk, som er lidt længere nede af kysten, så flyt med det samme efter fisken. Det kan altid svare sig at være dynamisk i sit fiskeri. Det er en af de ting, der i sidste ende giver mig flest fisk.
Hugperioder efter kystørred i mørket
– De bedste tidspunkter varierer selvsagt utrolig meget fra plads til plads og fra område til område. Skal man generalisere lidt, så er mønstret på fx Østsjælland ofte det, at den hektiske hugperiode sent om foråret og om sommeren ofte falder i perioden fra skumring og en times tid efter, at det er buldermørkt. I samme periode på Vestsjælland er det dog ofte lidt tidligere, at fiskene går amok. Ofte vil man komme ud for, at der kommer en hugperiode til, når det så småt begynder at dæmre. Perioden midt på natten er derfor et godt tidspunkt, hvis man trænger til et lille powernap, slutter Henning.
Få det fulde overblik over kystfiskeriet efter havørred i bogen “Refleksioner på Kysten”, som du kan købe her (REKLAME)
Artiklen blev oprindeligt publiceret i Fisk & Fri 5/2010
Frisk fra nettet og direkte på panden…bedre bliver det ikke.
jun 29, 2025 | Artikler, Fluefiskeri, Rejsefiskeri, Spinnefiskeri
Ola Johannesson og Martin Falklind udfordrede for nogle år siden hinanden til duel på spin og flue. I starten er det blot ment som en joke, men pludselig befinder de sig på norske Væröy – Per Ola med jerkudrustning og Martin med fluestangen. Her får du historien.
AF PER OLA JOHANNESSON
DET BEGYNDER MED ET TANKESPIND. Jerkfiskeri må være den ultimative metode til helleflynder på lavt vand. Afsøgningshastigheden er høj. Fisken ligger på bunden i krystalklart vand og er på udkig efter byttefisk højere oppe i vandsøjlen. Jerkbaitet kan både ses og høres på lang afstand.
Forestil dig lige synet af en flynder på størrelse med en bordplade, der følger efter jerkbaitet og klapper det lige under stangtoppen… Martin svarer igen med fluefiskeriets fordele: – Den pulserende og graciøst svævende præsentation. Eller hvad med fighten og den direkte kontakt, der er på fluegrejet! – Nej – det er ingenting mod den brutale eksplosion, man oplever med jerkgrejet solidt plantet mellem næverne, svarer jeg. Terningerne er kastet. Må den bedste mand − eller metode − vinde!
Havet ved norske Værøy byder på fantastiske muligheder for havfiskeren – og områder med lavt vand hvor helleflynderne kan udfordres på det lette grej.[/caption]
Efter helleflyndere i krystalklart vand
Det klare vand giver en følelse af at svæve. En mosaik af lyse sandpletter og mørke tangbælter veksler mellem hinanden otte-ti meter under os. Der er en kraftig tidevandsstrøm op over plateauet. Når strømmen vender, stopper og kommer op i fart igen går helleflynderne på jagt. Pulsen stiger, idet mit jerkbait lander med et tungt plask fyrre meter fra båden. Mens det synker, kigger jeg over mod Martin i bådens forende. Han er i færd med at løfte en makrelstor flashflue ud af vandet. Fluen slår nærmest gnister i solen, da den vender i bagkastet, og med et støn får han kastet den grove flue 10-15 meter ud. – Det er ikke noget for mig, tænker jeg, mens jeg med korte og hurtige ryk afbrudt af korte pauser, begynder at spinne ind. Pludselig hører jeg et vræl fra forenden: – JAAAA, jeg har en!
Fuld flynderflex på fluestangen
Fluestangen, der lige før virkede så grov, ligner nu mest af alt en legetøjsstang af kogt spaghetti. Vandet pisker af Martins store hjul, og det ser nærmest ud som om, at han har kroget en ubåd. − NEEEEEEEEEJ, lyder det pludseligt, idet han falder bagover og knalder halebenet direkte i dørken. Fisken er tabt og blikket er tomt. Var det lykkedes, havde han taget føringen…
Vi laver et nyt drev over det samme område. Størstedelen af tiden har jeg brugt klassiske jerkbaits som fx synkende Buster og Big Bandit. Men da dybden er tiltaget, har jeg besluttet at snyde lidt med en tung jig – en gul Curly Sue. Halvvejs i det næste drev mærker jeg et forsigtigt stød, men i modhugget føles det fuldstændig som bund. Men pludselig rør bunden på sig. Fisken trækker med en brutal kraft, men pludselig bliver linen helt slap…0 – 0. – Det skal du da ikke være ked af, smiler Martin med et smøret udtryk. – Det var jo alligevel ikke på jerkgrejet! Jeg sender ham et stift blik, bytter softbaitet ud med en Big Bandit og vender mig for at kaste. Desværre sker der intet.
1) Per Ola med belønningen for en ihærdig indsats med jerkstangen – en fin fisk på 13 kilo. Den er sandsynligvis den første af sin slags taget på jerkbait. 2) Martin Falklind med en fin lille fluefanget helleflynder, der faldt for en stor flashflue.
Kampen om flynderhuggene på flue og jerk
På tredjedagen ser det sort ud for mig. I tredie drev kroger og lander Martin en flynder på omkring syv kilo. Jeg kæmper for sagen, fisker benhårdt og forsøger mig med samtlige mulige måder at jerke baitet ind på. – Hvad er der galt, tænker jeg. Martins søn Johan har en del kontakter og følgere på jig. Mine tanker går således på, hvor effektive de nye typer af tail-baits har været til de skandinaviske gedder. Jeg monterer derfor en jighale på mit jerkbait.
Efter to timer uden aktivitet, bemærker jeg et svagt træk i linen under indspinningen, og da agnen kommer ind, er der mærker i halen. – Det er fra en helleflynder, forsikrer skipper Keskitalo, mens jeg igen kaster ud. Tvivlende på den skråsikre udtalelse, spinner jeg ind, mens han gentager »Det ER fra en helleflynder«. Da jerkbaitet nærmer sig stangspidsen, kommer hugget som et lyn fra en skyklar himmel. – Oh shit, skriger jeg, mens stangspidsen rives ned i vandet da fisken pisker afsted. Efter nogle minutters kamp, har jeg krydret den ellers rene norske havluft med hele vokabulariet af svenske og udenlandske bandeord, men til sidst følger fisken med ind og ligger ved bådsiden.
Efter en del plaskeri og mindre udløb bliver fisken forsigtigt landet med en stor løkke omkring halen. Min og sandsynligvis verdens første helleflynder på jerk, skal uden tvivl genudsættes. Med sine cirka 13 kilo er der ikke tale om et monster, men det er alligevel en ubeskrivelig oplevelse: 1-0.
Et stort fluehjul med plads til masser af bagline er en fordel – her Loop Opti Big.
Helleflynderne er svære at kroge – både på flue og jerk
Helleflynder har vi en del af de kommende dage. På sidstedagen følger en tyvekilos fisk mit jerkbait indtil båden med snuden kun få decimeter fra baitet. Den taber dog interessen, skyder hen mod Johans jig, hvorefter den tager turen op til overfladen, hvor Martins flue sitrer lige under stangspidsen. Fisken kigger på kreationen et øjeblik, hvorefter den med et resolut sug, klapper kæberne sammen om fluens hoved, som den tygger eftertænktsomt på, mens vi tydeligt kan se selve krogspidsen stritte ud af munden på den… – Nej ikke der – i den anden ende, råber Martin tiggende til fisken, som tydeligvis ikke forstår svensk.
Med en komplet mangel på situationsfornemmelse, slipper dyret fluen og svømmer over til Johans jig igen, hvor den bliver et øjeblik, før den tager kursen mod mit jerkbait, som jeg har ladet dale mod bunden i et forsøg på at vinde duellen. Da baitet når bunden, pimpler jeg det opefter, mens helleflynderen følger med som en nysgerrig hund. Da forfanget rammer topøjet ligger min Big Bandit i overfladen lige bag motoren. Flynderen svømmer rundt om baitet og stiger derefter pludselig op mod det og tager det bagfra. I det samme smasker jeg til med et modhug, så jerkbaitet flyver ud af kæften på fisken og rammer motorkappen med et smæld.
Flynderen forsvinder lige så hurtigt, som den dukkede op. Med eder og forbandelser flyvende gennem luften sender jeg mit jerkbait afsted igen med en sådan kraft, at det ville have været kommet i omløb omkring jorden, hvis linen havde knækket.
Per Ola vinder flynderduellen
Pludselig mærker jeg igen et let træk i linen. Jeg kroger, men mærker ingenting. Femten meter bag båden, kan jeg tydligt se jerkbaitet zig-zagge lokkende afsted firefem meter nede, da en stor, mørk skygge dukker op blot en meter bag jerkbaitet. – Den er stor, mindst fyrre kilo, hvisker Keskitalo bag mig. Dirrende fortsætter jeg med at jerke ind, men nogle meter fra båden drejer den store flynder af som en drage i sidevind og forsvinder i dybet. Duellen endte 2-1 til Per Ola, og det er ikke sidste gang, vi er afsted efter helleflynder med det lette grej!
Flynder på flue er en sport med potentiale for folk med hang til det helt tunge fluegrej.
Helleflynder taktik og teknik
Jerkfiskeriet gav cirka 15 kontakter på fem fiskedage, mens Martin havde cirka 10 kontakter på fluen. Størsteparten af tiden fiskede vi på 10-12 meter, men vi har på fornemmelsen, at vi måske havde fået lidt flere fisk, hvis vi havde fisket på lidt lavere vand, når tidevandsstrømmene var på deres højeste. Hugperioderne er meget markante, så det gælder derfor om at være på, når først der er aktivitet. Jeg havde desværre ikke rigtige tailbaits med, men har på fornemmelsen, at det ville have været et vinderkoncept. Ulempen ved fluen er, at det går langsommere med afsøgningen, men spørgsmålet er, om ikke den er mere lokkende. Jeg prøvede faktisk at sætte en flashflue bag mit jerkbait, så Martin ikke så det…
Flue- og jerkgrej til helleflynder
Vi brugte følgende grej: Loop Opti Salt X-Grip stang, Loop Opti Big hjul, Synkeline Grain 8, 1 mm fluorocarbon tafs på enmeter – evt. fortynget. Flashfluerne var i lyse silde, sej og makrelfarver samt brungule og gulrøde for at imitere fisk som fx torsk og kutling. Vi brugte følgende grej: Strike Pro Pike Range; Contact 6 ft, 8 inch – 180 gram og Capture 6 ft, 10 inch, 200 gram. Hjul – Ambassadeur Revo Toro Lowprofile og Ambassadeur Inshore 6500. Fletline – Strike Wire, 0,36 mm. Baits: Buster Jerk og Big Bandit synkende. Farverne Psycho og papegøje monteret med rød jighale på bagerste krog gav flest kontakter. Forfang: 1 meter 1 mm fluorocarbon fortynget med et 15 grams konisk lod.
