HAVØRRED OG FISKEGLÆDE PÅ ÖLAND

Kim Nørgaard Kruse med en af turens mange flotte ørreder fra Öland.

Svenske Öland er årsag til mange fantastiske fiskehistorier og minder for ivrige havørredjægere – og nu også for kystfiskeren Kim Kruse, som netop har været på øen med det unikke kystfiskeri.

 

AF KIM NØRGAARD KRUSE

 

VI VAR SYV FRA TEAM 60LURES, der var taget fire dage til Öland, og vi delte os fra starten af op i mindre hold i hver vores biler. Thomas Graversen og jeg var ét hold. Öland ramte vi torsdag omkring kl.12. Her forsøgte vi lynhurtigt at finde en plads tæt på broen og tæt på sommerhuset, som vi først fik nøglen til kl.16, og derfor havde nogle timer vi skulle slå ihjel med lidt fiskeri:

Thomas og jeg finder et lækkert stykke kyst og aftaler at jeg går til Venstre og han til højre og så ringer vi til hinanden hvis man finder fiskene. Jeg finder ret hurtigt lidt hornfisk og nyder ellers, at jeg endelig er kommet afsted på en tur, jeg har set frem til i flere måneder.

 

Hvidovre Sport

 

Der var masser af flex på klingen, da Kim Nørgaard Kruse og Thomas Graversen var på Öland.

Der var masser af flex på klingen, da Kim Nørgaard Kruse og Thomas Graversen var på Öland.

En god start på havørredfiskeriet

Mens jeg er ved at afkroge en hornfisk i vandet ringer min telefon, og det er Thomas. Han har haft en følger samt små nap, og han siger, at jeg skal komme over til ham. Inden jeg er nået derover kan jeg se på hans stang, at han har fisk på, og bum, kun en lille time skulle vi bruge på Öland, før Thomas har turens første havørred i nettet, og så går det ellers stærkt. Vi har ramt en stime af fisk mellem 40 og 50 cm, og på en times tid napper vi fire hver. En god start tænker vi!

Om aftenen, efter vi er kommet på plads i sommerhuset og har fået lidt aftensmad, tager vi ud igen, men uden held. Næste morgen kører vi ud til nogle pynter fra start, men da de første to pynter ikke har givet fisk, bliver vi enige om at ændre strategi og gøre som dagen før. Vi bruger derfor Googlemaps og diverse hjemmesider til at analysere et stort rev, hvor vi kan se strømfyldt vand løbe ind mod land. Det er en vildt smuk plads med perfekte forhold for havørredens ynglingsfødeemner.

Vi har dog lidt svært ved at finde fiskene på pladsen, og bedst som vi står og snakker om, at vi skal vende om, får Thomas et godt hug fra en fisk på omkring de 60 centimeter, som ruller i overfladen og spytter krogen ud. Pis os… den røg, men fedt vi fandt fisk. Inden jeg er nået over til Thomas kroger han endnu en fisk og netter en flot 50’er. Mens Thomas får afkroget fisken, tager jeg et kast i samme retning og helt ude i kastet får jeg et tungt hug – og så begynder bremsen ellers at hvine.

 

Netop denne farve gav gutterne en del fine fisk på Öland

Netop denne farve – white tobis – på Slinky Trout gav gutterne en del fine fisk, men der blev også landet rigtig mange fisk på Stikpillen.

En tung havørredfight

De næste 5-6 minutter fighter jeg en tung fisk, som efter flere gode udløb og tunge hobederyst, viser sig at være en gudesmuk havørred på 63 centimeter og 2,9 kilo med en voldsom flot konditionsfaktor! Efter dette har vi fortsat godt fiskeri og får hver et par ørreder mere mellem 45 og 55 centimeter – alle i super god stand.

Et par timer senere er vi igen ved at forlade pladsen. da vi fisker stille og roligt tilbage mod bilen. Jeg har lige mistet min Stikpillen på 16 gram i Green Tobis, som jeg havde fået de fleste fisk på indtil videre. Jeg skifter derfor til SlinkyTrout i Grøn/hvid, og ikke mange kast senere siger det BANG igen, og efter endnu en god fight netter jeg en god fisk på 61 centimeter og 2 kilo rent. Sikken en start på andendagen. 

 

Ny plads – nye havørreder

Vi tager tilbage til sommerhuset, spiser frokost og får en lille lur, inden vi om aftenen igen kører ud til en ny plads. Her får Thomas en målsfisk, og dagen slutter med tre fisk til hver, hvilket giver en meget fair fordeling, og det står nu 7-7 efter to dages fiskeri. Vi aftaler, at vi næste morgen på tredjedagen skal køre ud til den plads, hvor jeg fik de to over 60. Da vi kommer derud er vandstanden en helt anden, og vi kan knapt nok kende pladsen. Vi kæmper derfor lidt med at finde de 100 meter, hvor vi havde fået fisk dagen før. Alligevel får jeg en lidt slank fisk omkring de 50 lidt længere henne af strækket. Da vi ikke mærker mere, og vandstanden er faldende, kan vi bedre kende kysten igen og straks da vi finder hotspottet, er der bud efter Stikpillen i grøn igen. Thomas får en smælder fed fisk på 52 cm. Stærkt! Jeg misser efterfølgende et par fisk, men heldigvis får vi begge også et par stykker mere, og da pladsen dør ud, står den samlet 10-9 til Thomas.

 

Thomas Graversen med en af sine mange fine havørreder fra turen til Öland.

Thomas Graversen med en af sine mange fine havørreder fra turen til Öland.

Store havørreder på revet

Næste spot er en plads, vi har fundet på kortet med en kombination af et stort rev, der strækker sig langt ud over et lavvandsområde. Thomas fisker revet og jeg prøver det lave. Jeg får ret hurtigt en fisk omkring de 45. Thomas bliver lidt på revet, da hans telefon ringer. Mens han snakker får jeg yderligere en ørred og mister en. Da han langt om længe er færdig med at snakke, kommer han over til mig, men inden han indfinder sig, får jeg en smuk 50’er, og dermed er stillingen 12-10 til mig. 

Jeg er ved at være godt mørbanket efter tre dages meget koncentreret fiskeri og med to fisk over 60 samt yderligere 10 fisk med flere over 50 i mellem, er jeg godt tilfreds. Jeg beslutter derfor at blive hjemme den sidste aften. Thomas tager alene ud til pladsen, hvor vi har fået flest fisk, og her får han yderligere én 45 cm-fisk, inden han får et drømmehug og viser klassen. Efter en fin fight lander han en  kæmpe på hele 80 cm, som han desværre ikke fik gode billeder af, da han var alene i mørket.

Thomas lukker og slukker altså vores fantastiske tur sammen med en drømmefisk og udligner til 12-12. Vi har altså samlet fået 24 fisk til to mand over tre dages fiskeri på Öland. Det samlede indtryk af mit første møde med den svenske klippeø er fantastisk. Stedet er uden tvivl et perfekt scenarie for kammeratskab, fiskeglæde og utallige highfives samt krammere efter de flotte fisk, der bliver nettet. Fiskene på Öland er bare stærkere og med mere størrelse på end hjemme i DK – hvilket er basis for mange gode fights. Öland er helt sikkert en ø, vi skal tilbage til. Knæk og bræk derude og husk at glædes over hinandens fisk – det skaber bare den fedeste stemning ved vandet.

 

Grejxperten

 

 

Ölands kyster byder på masser af fantastiske naturoplevelser.

Ölands kyster byder på masser af fantastiske naturoplevelser.

ELEKTRONISK SIGHTFISKERI: VERTIKALT EFTER GEDDER

Uli Beyers favorittakel til det pelagiske vertikalfiskeri efter gedder. Bemærk, at de fire meter line ned til loddet er fluorocarbon eller nylon for at give en bedre præsentation.

Vertikalfiskeri er typisk noget folk forbinder med fiskeri efter sandart og torsk – men metoden er også stinkende effektiv til store gedder. Her giver en af Europas dygtigste geddefiskere – Uli Beyer – sit bud på, hvordan du kommer i gang med den spændende nye metode.

AF ULI BEYER

VILDE FANGSTER PÅ PELAGISK VERTIKALFISKERI er noget jeg har læst om igennem flere år, men det var først i efteråret 2012, da jeg mødte predator- og vertikal eksperten Jørgen Larsson, at jeg for alvor blev tændt på selv at give den seriøst gas med vertikalgedderne.

Sommeren 2013 inviterede jeg ham ned på mit lokale geddevand Möhnesee, der er et kæmpe reservoir ved Dortmund. Allerede efter fem minutter fanger vi den første fisk – en gedde. – Det er her er et super geddevand, forklarer jeg Jørgen, der i det samme hurtigt trækker sit softbait væk fra en mindre gedde han ser på skærmen. – De smågedder ødelægger min agn – de er kun velkomne, når de vejer over 10 kilo…

 

Hvidovre Sport

 

Bemærk I-Pilot’en der hængerom Uli’s hals. Med god hjælp fra det elektroniske anker – spotlock funktionen – gør den det meget lettere at manøvrere den frontmonterede elmotor, mens agnen præsenteres over fisken.

Bemærk I-Pilot’en der hænger om Uli’s hals. Med god hjælp fra det elektroniske anker – spotlock funktionen – gør den det meget lettere at manøvrere den frontmonterede elmotor, mens agnen præsenteres over fisken.

 

At fiske med Jörgen var meget inspirerende og det tog et stykke tid, inden jeg selv fik lært kunsten at navigere helt præcist med båden – samtidig med at sikre en hurtig og præcis præsentation af agnen. Første gang det virkelig lykkedes at få nogle større fisk på metoden, var på en sommertur, hvor jeg guidede et par geddefiskerkunder, som var meget nysgerrige efter at få demonstreret den nye teknik.

Efter blot 10 minutter ser vi en kæmpestor »banan« på ekkoloddet lige under os, og jeg sænker hurtigt agnen ned blot to meter over hovedet på fisken. Jeg når knapt nok at bevæge agnen inden den stiger aggressivt til agnen og – BANG. Sekunder efter flekser min stang helt ned i korken, så jeg ikke er et sekund i tvivl om, at det er en rigtig god fisk. Det er over 30 grader varmt – og fisken, der viser sig at være årets største på 130 centimeter og over 15 kilo, leverer en voldsom fight. Mine gæster går helt berserk og tror, at det blot er »another day at the office« – og der tager de lidt fejl…

 

En af Ulis mange storevertikalgedder på vej retur til dybderne, hvor den kom fra.

En af Ulis mange store vertikalgedder på vej retur til dybderne, hvor den kom fra.

Et fantastisk sommerfiskeri med vertikalgrejet

Vi havde dog et fantastisk fiskeri i denne fuldmåneperiode i juli, hvor fiskene åd alt, hvad vi kastede ud til dem. Andreas – en af mine gæster – misser et par virkelig gode hug blandt andet fordi han sænkede agnen helt ned til fisken og bevægede agnen for meget: Det bedste er nemlig helt klart at starte med at sænke agnen ned til 2-3 meter over fisken. Hold stangen roligt og lav kun et enkelt stilfærdigt nøk i stangen hvert femte til tiende sekund. Til sidst lykkedes det dog Andreas at mestre teknikken og til sidst fik han en del gode fisk med en fisk på over meteren imellem.

Hans ven Oliver blankede de første par dage, fordi også han bommede et par gode fisk så en af morgener bliver vi enige om, at den første gode fisk vi ser på loddet er hans bytte. Blot 15 minutters afsøgningen fra havnen spotter vi et ordentligt dyr på skærmen. – Den her er til dig siger jeg spændt til Oliver. – Og pas nu på at du ikke sænker dit softbait for langt ned i vandsøjlen. Stop agnen 3 meter fra fisken.

Sekunder efter synker en flourscerende grøn og gul splittail softbait ned gennem vandet og fiskens reaktion udebliver ikke. Vi kan tydeligt se fiske stige efter agnen på skærmen, og da den hugger er det tydeligt at se på hans stang, at det igen er en god fisk. – Hvad sker der, råber han uafbrudt i de ti minutter det tager at lande den flotte fisk. Den 123 centimeter lange vertikalgedde viser sig at være tromle tyk – så nu vil jublen i båden ingen ende tage.

Pelagisk vertikalfiskeri efter gedder er helt klart en effektiv metode til at udvælge de større fisk – og det er super sjovt – også selvom det ikke er en ti´er, der hugger. Det bliver aldrig mig, der hiver agnen væk fra næsen af en gedde…

 

Det vertikale geddefiskeri kanogså foregå med traditionelle jigs som denne gedde er et tydeligt bevis på.

                            Det vertikale geddefiskeri kan også foregå med traditionelle jigs som denne gedde er et tydeligt bevis på.

Vertikalgedder – sådan gør du

 Teknikken til vertikalgedder er I virkeligheden meget simpel – eller – det lyder i hvert fald meget simpelt. Afsøg vandet, spot de større fisk på ekkoloddet, sænk agnen ned til fisken – og fisk indtil den hugger – mere simpelt kan det ikke siges… Men – når du først får det prøvet, er jeg sikker på, at du vil være enig i, at det i praksis også kræver lidt øvelse at udføre denne manøvre til perfektion.

 At manøvrere båden præcist over fisken er i min verden det sværeste ved metoden. Og jo mere vind og afdrift der er – desto sværere bliver det. Tilsvarende – jo mere aktive og mobilt jagende fiskene er, desto sværere bliver det af få manøvreret båden i en optimal position, inden fisken er væk. De bedste resultater får man ofte, når man afsøger med båden sejlende op mod vinden, for på denne måde er det meget lettere at stoppe båden hurtigt og holde den stabilt over fisken.

På mange vande er det kun elmotorer, der er tilladt – og for nogle fiskere er det måske overraskende at få at vide, at el-motorer, der for vores ører er ret lydløse – faktisk larmer en del under vandet. Har man for mange omdrejninger på elmotoren, vil man derfor kunne risikere at skræmme fiskene, før du når at fiske på dem.

Bruger du elmotor, så er det helt sikkert bedre at køre på halv kraft end på full power. Høje frekvenser med tilsvarende høj volumen skræmmer nemlig helt sikkert mere end lave frekvenser med lav omdrejningshastighed. Nogle foretrækker derfor hækmonterede benzinmotorer, hvor det er tilladt. Bedst fiskeri har man derfor ofte med svag vind og lidt større motorer, der kører på færre omdrejninger.

 

En stor gedde er lige oppe atsnuse til agnen – uden at tage den.

                  En stor gedde er lige oppe at snuse til agnen – uden at tage den.

Sådan tolker du ekkoloddet korrekt

En korrekt tolkning af ekkoloddet er også meget vigtigt faktor, hvis du vil opnå succes med dette fiskeri. Start med at koble funktioner som støjreduktion og clarity fra på ekkoloddet, for det vil i denne sammenhæng typisk forvirre mere end gavne. Har du en fornemmelse for, hvor de fleste af fiskene befinder sig under de givne forhold – så zoom ind på dette område på skærmen, så de valgte dybdeinterval vises i hele skærmens højde. Ofte er det fisk i 2-12 meters dybde der hugger mest villigt, så det er ofte et godt dybdeinterval at koncentrere sig om. Fanger man sandart, har de også en tendens til let at få tryksyge over disse dybder.

I vande hvor der ikke er sandart kan det dog ofte svare sig at afsøge helt ned til 16 meters dybde, fordi gedden får ikke nær så let tryksyge. En anden ting ved større dybder er at det også bliver sværere og sværere at præsentere agnen korrekt, hvis man fisker meget dybt. På mit eget hjemmevand Möhnesee, er min favoritdybde til vertikalgedder 5-14 meter.

 Farveskærme, som nu til dags også er det mest almindelige, er helt klart det bedste at arbejde med, når man vertikalfisker – blandt andet fordi det bliver lettere at afgøre, om fisken er lige under båden – eller ved siden af den. På de fleste lodder er gult et stærkt ekko fra en fisk, der er lige under båden – og rødt et lidt svagere ekko, som indikerer, at fisken står lidt væk fra båden. Blå skygger er de svageste og indikerer »at der er en fisk i nærheden«.

Det tage lidt tid at lære at tolke loddet korrekt, men det er alle anstrengelserne værd. Husk at lægge waypoints, for ofte står den samme fisk på det samme sted – selvom der er tale om et »tilsyneladende tilfældigt sted« uden nogle specielle features. Som nævnt ovenfor er det vigtigt ikke at sænke din jig lige ned i skallen på fisken, men i stedet fiske den 2-3 meter over den – især i klart vand. Er vandet lidt mere uklart kan man gå lidt tættere på og fiske agnen cirka 1 meter over fisken.

 

De store gedder som denne stårofte pelagisk – og her har du en virkelig god chance for at ramme bulls eye med pelagisk vertikalfiskeri, hvor du på grund af den højopløste skærm kan se hvilke fisk der er store – og værd at stoppe – samt fiske på.

De store gedder som denne står ofte pelagisk – og her har du en virkelig god chance for at ramme bulls eye med pelagisk vertikalfiskeri, hvor du på grund af den højopløste skærm kan se hvilke fisk der er store – og værd at stoppe – samt fiske på.

 

Reagerer fisken ikke på agnen, er der grundlæggende to muligheder: Fisken kan ikke se din agn. Forsøg at manøvrere båden forsigtigt i en cirkel omkring fisken og prøv igen fra en ny vinkel. Især på dybder over 10 meter kan det tage lidt tid før fisken rent faktisk opdager agnen. Når de ser agnen, mærker du det som regel som et voldsomt ryk i stangen, der ofte forplanter sig temmelig langt ned i klingen.

Fisken ser agnen, men tager den ikke. I dette tilfælde gælder det om at prøve flere forskellige agn, for at se om det kan udløse hugget. Min favoritagn er V-tails fra Westin, Fin-S og lignende. Både farver og forskellige bevægelsesmønster kan have kæmpestor betydning for, hvorvidt du får udløst hugget. Det at se en fisk på skærmen, hvorefter man prøver alle mulige agn for at få den til at hugge – er noget man kan lære utrolig meget af. Og ikke nok med det – det er super spændende.

Sådan præsenteres agnen bedst for gedden vertikalt

Præsentation af agnen er utrolig vigtig. En af de erfaringer, som jeg har gjort mig med vertikalgedderne er, at de – præcis som sandart – ofte lokkes bedst til at hugge med meget forsigtige bevægelser I softbaitet. Ofte er det bedst at holde agnen helt stille og derefter blot give et enkelt lille bitte roligt nøk i stangtoppen.

Ofte sker det at du på skærmen kan se en fisk nærme sig agnen – for derefter at forsvinde igen. Et godt trick i denne situation er at gie et lille hurtigt ryk i agnen, som får den til at bevæge sig uforudsigeligt. Ofte er det ene og alene dette der skal til, for at udløse et voldsomt hug. Mange af dem der har forsøgt sig med vertikalfiskeriet efter gedder er stoppet hurtigt igen, fordi de ikke har fået succes allerede på den første tur. Mit råd er derfor – vær tålmodig, for du skal nok lære det hvis du er stærk i troen og bliver ved. Lige så snart du har fået føling med navigationen, samt hvad du skal gøre for at få fisken til at reagere – kan vertikalteknikkerne blive starten på en helt ny og spændende æra i dit geddefiskeri.

 

Twintails som denne er en af Ulisfavoritter til det vertikale geddefiskeri.

Twintails som denne er en af Uli´s favoritter til det vertikale geddefiskeri.

Gedder på dropshot

Dropshotting er virkelig effektiv teknik, når der skal vertikalfiskes efter gedder – og denne teknik har jeg dyrket i mange år også før jeg mødte Jörgen. Her er selve sofbaitet ubelastet og fiskes direkte vinkelret på linen et stykke over loddet. Wire på forfanget er indlysende nok vigtigt, når der fiskes efter gedder. Geddernes reaktion er ofte en af to muligheder: Gedden bliver skræmt af loddet, hvis man bevæger taklet, så det løfter sig fri af bunden og dermed tager fokus fra selve agnen.

For at undgå dette monterer jeg loddet hele to meter under softbaitet, men det fungerer kun, når man fisker efter fisk, der står helt nede over bunden – især om efteråret. Fiskes der pelagisk skal afstanden mellem lod og softbait være markant længere. Det kan godt være lidt besværligt, men som udgangspunkt bør afstanden være minimum fire meter. Mange gedder følger loddet nysgerrigt – i stedet for at hugge på selve softbaitet – og det er jo ikke meningen… Det kan hjælpe at male loddet sort og nedsænke det langsomt – eller gå i modsatte grøft og tag et ekstra tungt lod, som synker lynhurtigt. På denne måde følger gedden efter et øjeblik, men vender retur til sin originaldybde. Når det sker, skal agnen helst være lige over gedden, som bliver aggressiv fordi den lige har »misset loddet« hvorefter den hugger softbaitet med stor iver. På denne måde fik jeg en hel del gode fisk sidste år.

 

Belønningen for at have navigeret båden og nedsænket softbaitet helt perfekt – en flot gedde.

Belønningen for at have navigeret båden og nedsænket softbaitet helt perfekt – en flot gedde.

Masser af gedder under båden

Direkte under båden vil du se masser af fisk, når du har lært teknikken – men det er lagt fra altid, at du får dem til at hugge. Ofte kommer de op for at checke agnen – hvorefter de lige så hurtigt synker i dybet igen. Det er så afgjort ikke et fiskeri for folk med dårligt hjerte. Ofte er selve bådens bevægelse på bølgerne rigeligt at skabe den minimale bevægelse af agnen, der skal til for at udløse hugget. Et godt trick for at udløse hugget kan være at løfte agnen stille og roligt gennem vandsøjlen.

Men – lad den under ingen omstændigheder falde tilbage gennem vandsøjlen, for det vil med sikkerhed lukke munden på gedden – og ofte også skæmme den væk. Hvis du endelig bliver nødt til at sænke agnen igen over fisken, så hold linen stram og sænk agnen meget langsomt – evt ved at backwinde på hjulets håndtag. En anden ting jeg har fundet ud af er at selve vægten på blyet kan have stor betydning. Som udgangspunkt bruger jeg 30 grams lodder, når der fiskes på 8-12 meters dybde. Jo kraftigere vind og drift – desto tungere lod. Under meget voldsomme vejrforhold kan 60 grams lodder være på sin plads, men generelt giver mindre lodder den bedste føling med fiskeriet.

For at undgå skræmte fisk er det optimalt at bruge 0,30 mm klar nylon eller fluorocarbonline som hovedline. For enden af denne monteres 25-30 centimeter wire, som køres igennem øjet på dropshotkrogen – og under denne monteres en svirvel. Heri monteres et stykke nylon på fire meter for enden af loddet. Af og til vil du få bite-offs her, men for meget wire mm under softbaitet vil give markant færre hug, hvilket er værd at tage med i betragtning.

 

Jans Lystfiskershop

 

 

FARV DINE SOFTBAITS

Ved jigfiskeri efter aborre, gedde og røding er det effektivt at male halen på en paddletail i kontrastfarver. Når halen vender, vises farverne skiftevis og man opnår en lækker blinkende effekt.

Softbaitets farve på dagen kan have enorm betydning, og har du ikke den rette med, kan det være svært. Men med en håndfuld tuschpenne kan du, ved fiskevandet, hurtigt og nemt ændre udseende på dine agn og vende fiasko til succes.

 

AF JÖRGEN LARSSON

 

JEG SIDDER DESPERAT og gennemroder min jigkasse. I morges fik jeg to sandarter på en  chartreuse jig – begge fine hanfisk i omegnen af seks kilo, men på trods af, at jeg har firet ned på masser af ekkoer siden da, har jeg ikke haft et hug i tre timer. Flere fisk har inspiceret mine agn og nogle af dem har nysgerrigt stået længe foran jiggen, men ingen af dem har gjort udfald. Jeg har fisket med stort og småt, skrigende og diskrete farver, men desværre uden resultat.

 

Jans Lystfiskershop

 

Jörgen Larsson med en grov og langstrakt sandart på 8,36 kilo, der faldt for en jig med et gulmaledehageparti.

Jörgen Larsson med en grov og langstrakt sandart på 8,36 kilo, der faldt for en jig med et gulmalede hageparti.

 

Mens jeg sidder med to jigs, som plejer at fungere, falder blikket på nogle tuschpenne i æsken. I dagens fiskevand plejer det enten at være gulgrønne eller diskrete brunlige jigs, der fungerer bedst, så hvorfor ikke kombinere de to? Jeg tager en 7-tommer Fin-S i den klassiske Arkansas Shiner farve og maler hagen gul. Måske ikke revolutionerende, men det ser ikke helt dumt ud. Uden den store tillid til min nye jig, firer jeg den ned til et ekko, men begejstringen stiger da den fine sandart uden tøven sætter tænderne i jiggen. Det må ha været et tilfælde, tænker jeg da en sandart på omkring tre kilo afkroges og genudsættes. Jeg skifter tilbage til en jig i originalfarve for at se, hvad der sker. Tre forsøg senere har jeg svaret: ingenting! En sandart var oppe og kigge, mens de andre to ignorerede jiggen totalt.

Jeg skifter tilbage til den gulmalede jig og sejler tilbage til den første sandart, som var oppe og kigge. Denne gang falder hugget prompte. Jeg tror knapt mine egne øjne! Jeg fortsætter eksperimentet og ved fiskedagens afslutning kan jeg gøre status med yderligere fire sandarter – alle fanget på den gulgenmalede jig. En af dem, en grov og langstrakt sandart, vejede hele 8,36 kilo, på trods af, at den var noget sommerslank. Originalfarverne producerede ikke så meget som et hug!

 

Nogle af forfatterensfavoritkombinationer til sandart.
Nogle gange er det nok at male
jiggens hageparti, mens det
andre gange er kunstfærdigt
arbejde på halepartier, som
leverer. Vær derfor ikke bange
for at eksperimentere dig frem til
dagens kombi.

Nogle af forfatterens favoritkombinationer til sandart. Nogle gange er det nok at male jiggens hageparti, mens det andre gange er kunstfærdigt arbejde på halepartier, som leverer. Vær derfor ikke bange
for at eksperimentere dig frem til dagens kombi. Her Westin TwinTeez der er en suveræn agn til både sandart og aborrer.

 

Bemalede jigs kan gøre en forskel

Så let er det naturligvis ikke altid. Men jeg har oplevet en markant forskel tilstrækkeligt mange gange, når jeg har fisket med bemalede jigs, til at jeg periodisk tror på fidusen. Så sent som i marts var det en jig med orangemalet hage, som sprang en todages nulbon i Holland. Derefter fik vi også sandarter på originalfarver, men det var tydeligt, at reaktionen var bedre med bemalede jigs.

Nu til dags er der altid en håndfuld tuschpenne i grejkassen. Med pennene kan jeg male  hugpunkter i kontrastfarver og tone lyse eller grelle farver ned, hvis der er behov for det. Jeg har testet to forskellige mærker jigpenne og bortset fra, at pennene kan have forskellige nuancer, har jeg ikke oplevet nogen større forskel. Farven smelter ind i materialet og blegner ganske hurtigt, hvorfor man ofte må opfriske malingen lidt. Og husk endelig, at de bemalede partier smitter af på andre jigs i æsken.

Det er ikke kun til sandartfiskeriet at de malede jigs leverer. I fjor testede jeg også jigpennene ved gedde-, aborre- og rødingfiskeriet med gode resultater. Bl.a. brugte jeg og fiskemakkeren Björn »Carlo« Karlsson farvepennene under vertikalfiskeri efter røding. Vi malede bare den ene side af halen på en paddeltail og opnåede derved en blinkende effekt, når jiggen blev trukket genmalede nem vandet og halen flafrede – et trick som går rent ind hos de fleste rovfisk!

 

Havørred - Refleksioner på kysten

 

Ved at male oversiden af halen på en paddletailjig, opnår man enblinkende effekt. Et trick som går rent ind hos de fleste rovfisk – ikke
mindst røding.

Ved at male oversiden af halen på en paddletailjig, opnår man en 
blinkende effekt. Et trick som går rent ind hos de fleste rovfisk – ikke
mindst røding.

KLAR TIL LAKSEPREMIERE I VESTJYLLAND?

Den sølvblanke laks er et studie i skønhed.

Den vestjyske laksepremiere den 16 april er og bliver en af de hotteste datoer i den danske lystfiskers kalender. Flere og flere ser med længsel frem til midten af april i håbet om at bukke klinge med en af de helt store. Her giver Jan Delaporte dig en serie guldkorn i form af gode råd og tips til det tidlige danske laksefiskeri.

 

AF JAN DELAPORTE

 

SOM LAKSEFISKER er det altid med stor forventning og længsel, at premieren på fiskeriet skydes i gang. Det sene efterår og den lange vinter kan føles som en uendelighed, og drømmene driver mod skotske elve, der åbner laksesæsonen tidligt. Men vi er nu heller ikke så ringe stillet i lille Danmark med et premierefiskeri allerede midt i april, som giver associationer til massive blanklaks. Faktisk er det et udpræget Nordsøfænomen med så tidlig en opgang af blanke fisk i vandløbene, og eksempelvis må vores norske og til dels svenske venner kigge endnu længere frem i kalenderen, før startskuddet til endnu en laksesæson lyder.

 

Jans Lystfiskershop

 

Grundig forberedelse er altid en god idé, inden en laksepremiere. Der er som regel relativt få nystegne fisk i åen. De største kommer som bekendt først, og dem er der alt andet lige færrest af. Vandtemperaturen er lav, og vandstanden kan være høj med rimeligt til meget farvet vand. Summa summarum – dine odds er ikke gode, og du skal indstille dig på hårdt arbejde for at få dit sølvblanke trofæ på land. Dermed er der al mulig grund til at optimere dine chancer med en grundig forberedelse og en gennemtænkt tilgang til fiskeriet.

 

Spinnefiskeren bevæger sig ofteopstrøms i åfiskeriet, så der er vigepligt i begge retninger!

            Spinnefiskeren bevæger sig ofte opstrøms i åfiskeriet, så der er vigepligt i begge retninger!

Fisk dybt efter forårslaksen

Du skal ned til forårslaksen! Som sagt er vandet relativt koldt, farvet og fiskene er store. Under de forhold vil laksen stille sig dybt og ikke være villig til at flytte sig særligt langt efter din flue. Du skal nærmest liste fluen lige hen foran næsen på fisken for at få den til at reagere, hvis den da gør det. Den »magiske skillelinje« i laksefiskeri går hyppigt omkring 10-12 grader, hvor temperaturer under dette er lig med forskellige former for synkeliner, sink-tips og polyleaders, hvis du fisker med flue. Temperaturer over dette giver mulighed for fluefiskeri med flydeline/lettere linere, men der er selvfølgelig undtagelser som fx hurtigsynkende liner i høj sol om sommeren. I de danske åer bliver synke 5/6-liner eller tungere hyppigt brugt til det tidlige forårsfiskeri. Kastevinkel og – type kan også have en del at sige i forhold til, hvor langt linen når ned i vandsøjlen, men dette kommer vi tilbage til senere. Personligt synes jeg ikke, det giver mening at bruge polyleaders i forskellige synkedensiteter, når man fisker med relativt tunge og synkende flueliner – fx klasse 6/7. Linen skal nok trække forfang og flue ned, for det er jo ligesom det, den er udformet til. Derimod er der al mulig grund til at bruge et kort forfang eller leader.

I forvejen er laksen ikke speciel forfangssky, og i højt farvet vand er den det endnu mindre. En meter nylonforfang er rigeligt, og vil man rigtigt dybt ned, kan det være fint med blot en ½ meter forfang. Bortset fra fluorocarbonens stivhed, er der ikke nogen særlig grund til at bruge det forholdsvis dyre materiale til aprilfiskeriet i de danske åer. Drennan og Stroft er populære forfangsmaterialer i »klassisk« nylon pga. deres stivhed. Som sagt, så kan laksens reaktionsmønster i det tidlige forår omkring premieren bedst betegnes som sløvt. Den skal nærmest »overbevises«.

 

Fluer i krasse farver og »str. L«er ofte effektive til forårslaksen.

Fluer i krasse farver og »str. L« er ofte effektive til forårslaksen.

Grej og fluevalg til forårslaks

Fluerne må gerne være store og have krasse farver. Orange, gul, rød er effektive farver i det ofte kaffegrumsede vand i Skjern, Varde og Storå. Af en eller anden grund har lyserød aldrig rigtigt vundet indpasi lakseverdenen, men jeg tror nu, det kan være en effektiv farve, også i de danske åer. Størrelsesmæssigt er der ikke noget i vejen for at gå op i de store størrelser. Jeg er ikke fan af tungt belastede fluer med div. øjne, cone-heads m.v. Jeg mener, det skal være linen, der får fluen ned, og en let flue vil alt andet lige gå mere levende i vandet.

De danske lakseåer er hverken gigantiske eller meget små. På de nederste stræk af fx Skjern Å er der dog tale om et vandløb af en anseelig størrelse. Med dette i mente og de tunge synkeliner er en tohåndsstang på 14-15 fod i klasse 9/10/11 et udmærket og manges foretrukne valg. Man skal også huske på, at de danske lakseåer ofte appellerer til overhåndskast, og her kan der være rart med en lang »stage«, som løfter linen op over høje bredder, buske, sortbrogede køer og andet hyggeligt i bagkastet. For ikke at snakke om kraft i forhold til en nystegen 20 kilos laks… Fisker man lidt højere oppe i åen i håb om at nogle større laks er trukket hurtigt derop, kan man fint gå ned i en klasse 8/9 på 12-13 fod. De fleste spinfiskere går med 10 fodsstænger med en kastevægt på 10-40. De lange stænger gør det lettere at styre fisken uden om eventuelle hindringer ved egen bred og har rygrad nok til at køre årstidens ofte store fisk flade. Linen bør være noget grovere end fx kystliner. 0.18 mm er hvad det betegnes som gennemsnitligt. Den stærke line, skærer sig let gennem vandet og gør det lettere at holde bund. Beklædning er ikke den store raketvidenskab, men husk dog på, at man de fleste steder langs de danske lakseåer går på bredden og kaster. Her kan der være meget vådt, sumpet og mudret om foråret, og åndbare waders med vadestøvler kan blive noget af et rengøringsmareridt, når du kommer hjem og skal skylle al mudret ud af kringelkroge på støvlerne, snørebånd osv. Derfor bruger mange waders med fast støvle, skridtstøvler eller blot gummistøvler.

 

På lit de parade med udstyret ogfluerne, der forseglede dens skæbne.

På lit de parade med udstyret og fluerne, der forseglede dens skæbne.

Fluekasteteknik i lakseåen

Kasteteknikken er væsentlig, når du skal sørge for at få fluen ned til laksen ved det tidlige premierefiskeri. En måde at gøre det på, er at kaste rimeligt vinkelret, dvs. 90 grader, ud over åen for så derefter at tage 3-4 skridt nedstrøms. På en måde får fluelinen lov til at ligge stille og flyde med strømmen. Der er ikke noget træk på den endnu, og derved synker den ned. Når du så stopper op, vil strømmens pres få fluelinen til at stramme op, og den begynder at fiske i en dybde, hvor der kan være »action«. Simpelt, men effektivt. En anden måde er at mende opstrøms i selve kastet, men det kræver lidt øvelse. Synkelinerne er så tunge og falder så tilpas tungt på vandet, at det kan være svært at mende, når linen først ligger på vandet. Så »Gå tur med linen« er bestemt den nemmeste måde at klare dette på. Du må dog endelig ikke glemme at tage de par skridt, når du kaster vinkelret på strømmen, ellers får du den modsatte effekt: strømpresset agerer hurtigt på din flueline og presser den opad i vandsøjlen, så fluen går højt! Spey-kast, underhåndskast, Skagit-stil m.m. er alt sammen flotte og effektive kast i forskellige situationer. Og så er de sjove at udføre og/eller øve sig på, i en sådan grad, at folk sommetider glemmer, der findes noget, der hedder et overhåndskast. Det bør man nu ikke, hvis man fisker i de danske lakseåer. Her er der ofte god plads til bagkastet i det flade landbrugslandskab, og stående på bredden kan det være vanskeligt at få et ordentligt »anker« til underhåndskastet m.m. Det er altid en god idé at holde armene tæt indtil kroppen, når man kaster med tohåndsstang, og det gælder især ved overhåndskastet. Kommer armene og hænderne for langt ud at flagre i overhåndskastet, får man nogle meget store og åbne linebuer, som den ofte kraftige vinde kan boltre sig med at hive fat i. Prøv at holde hænder og arme så tæt ind til kroppen, at du støder underhånden ind i brystkassen, når du trækker stangen frem og ned i dit fremkast. Det må gerne sige klask! Og vær opmærksom på bagkastet, altså at du holder hænder og arme tæt ind til kroppen også dér. Så får du flotte og smalle linebuer, der suser ud over åens lokkende vand og skærer sig godt gennem vinden.

 

Foråret fryder, livet vågner ogstorlaksen hugger… måske.

Foråret fryder, livet vågner og storlaksen hugger… måske.

Med spinnegrejet efter forårslaks

Er spinnestangen dit foretrukne våben langs de danske laksevandløb, gælder de samme regler. Du skal ned i vandet for at fange dem og det gøreslettest ved at anvende spinnere med smallere blade eller tungere krop. Det er selvfølgelig også et must at lade agnen synke et parsekunder inden du begynder at fiske den hjem. Klassiske Kondomspinnere i skrappe farver er gode. Ligeledes er Mepps 4 og 5 spinnere i traditionelle farver som kobber, guld og sølv gode. Sidst men ikke mindst kan en ambulancefarvet og leddelt wobler med lidt bly oppe ad linen være dræbende effektiv. Men husk at der kun må fiskes med en krog, som kan være enkelt, dobbelt eller trebenet, og den skal være modhageløs. Samme regel gælder selvsagt også for fluefiskerne.

Tips til det praktiske fiskeri

Dansk laksefiskeri er specielt, og en af de faktorer, der gør det specielt, er den meget åbne adgang til fiskevandet. Og det skal vi naturligvis være glade for – for det er ikke nødvendigvis nogen naturlov, der bliver ved i fremtiden. Heldigvis har vi stort set ingen lukkede områder af åerne, der er forbeholdt velhavere og dem med de rigtige forbindelser. Men – træerne vokser som bekendt ikke ind i himlen, og det betyder også, at fiskepresset er stort mange steder. Det bør man have med i sine overvejelser, når man bevæger sig mod åen. Laks kan vel og mærke tåle et relativt stort fiskepres, dvs. uro omkring vandet, men kurven er dog stadig nedadgående i forhold, hvor bidelysten laksen er. At stå op før en vis herre får sko på, virker i de fleste former for fiskeri, og det gælder også hér. Husk også på, at hvis vi skal have det meget lettilgængelige og åbne fiskeri efter laks ved de danske åer til at fungere i fremtiden, så kræver de »gefüll« mht. adfærd, når fiskepresset er højt. Især også når der ingen steder i Danmark er »fly-only« stræk, og fluefiskere og spinnefiskere skal få tingene til at spille sammen. Det kan være en udfordring med fluefiskere der (stort set) altid fisker bevægende sig nedstrøms, mens mange spinnefiskere også fisker bevægende sig opstrøms. Der er et par gyldne regler, der skal følges: Man starter aldrig med at fiske lige nedenfor (nedstrøms) en anden, der er i gang med at fiske. Kan man se en person ovenfor (opstrøms) en selv, tager man 3-4 skridt efter hvert kast nedefter. Det betegnes mange steder som »bevægeligt fiskeri«. Ved et møde mellem nedstrømsfiskende fluefiskere og opstrømsfiskende spinnefisker (du er en af dem), må man pænt vige i forhold til hinanden, helst hilse, og gå i en bue udenom. Hvis man fisker tæt på en eller andre medfiskere, og en af dem er så heldig at kroge en laks, så ruller man straks sin line ind, og lader vedkommende fighte sin laksfærdig. Er man den heldige, der får landet fisken, er det god latin at lade andre i nærheden få chancen, dvs. ikke skynde sig med at kaste ud igen med det samme. Nyd i stedet fangsten. Laksefiskeriet i Danmark er som mange andre steder belagt med regelsæt, som også varierer lokalt. Sæt dig ind i dem, og følg dem – naturligvis. Laksen har det ikke nemt, den presses hårdt fra mange kanter, og vi kan nå langt som lystfiskere, hvis andre interessenter og offentligheden kan se, vi reelt ønsker at bevare laksen. En død storlaks (fra din hånd) frembringer ikke flere smålaks, dens gener er væk for altid, selvom det er de gener, som frembringer det, vi allerhelst vil fange…

 

Trofæet er landet, lige over 10 kg,og hænger nu til almindelig beundring ved fiskeskuret.

                                                    Trofæet er landet, lige over 10 kg, og hænger nu til almindelig beundring ved fiskeskuret.

Det tidlige laksefiskeri

 Sidst, men ikke mindst, vil jeg komme med et par gode råd, når det gælder tilgang og »psykologi« i det danske laksefiskeri. Noget jeg i øvrigt selv prøver at perfektionere, da mit sædvanlige laksefiskeri har en noget anden karakter end det danske. Der er dog mange ting, som kan genbruges: Tidligt laksefiskeri efter få, men store laks, er og bliver jagten på en flidspræmie. Selvfølgelig spiller held en rolle, qua »den, der opsøger heldet, er som regel heldig… Men det er hårdt slid, vedholdenhed og stædighed, som spiller den afgørende rolle. Man skal blive ved, og blive ved med at tro på det. En af de ting, jeg som laksefisker finder udfordrende ved at fluefiske i de danske åer, er selve beskaffenheden, dvs. den fysiske karakter af vandløbene og omgivelserne. Jeg føler det som en stor forskel at vade i elv med sten og god til kraftig strøm og lægge sine kast ud over tydelige strømkanter, strømskel, sten og meget andet »guf« i forhold til standpladser. Også det at kaste er anderledes, da der hele tiden er mere eller mindre fine forhold til at »trylle« med forskellige ankre til underhåndskastet/Skagit foran eller ved siden af en selv. Det er noget ganske andet at stå oppe på en sumpet dansk åbred i gummistøvler med gumlende køer i bagkastet og et vandløb med mørkt, tungt og dybt vand, der ikke altid afslører de større konturerer eller variationer i strømmen eller bundforholdene.

Det er selvfølgelig et tilvænningsspørgsmål – og her må man låse sit fokus på, at storlaks har svømmet op i de flade danske åer i tusindvis af år, og at de stadig kan finde på at smække deres sølvglinsende kæber om vores fluer.

 

Langhalede havlus er en klarindikator på havfriske laks, da de falder af efter få timer i ferskvand. www.flyfish-jandelaporte.com

Langhalede havlus er en klar indikator på havfriske laks, da de falder af efter få timer i ferskvand. www.flyfish-jandelaporte.com

 

VESTVENDTE LAKSEÅER (PREMIERE 16. APRIL)

Storå www.svstoraa.dk

Skjern Å www.skjernaasam.dk

Varde Å www.varde-sportsfiskerforening.dk

Sneum Å og Kongeå www.sydvestjydsk.dk

Ribe Å www.ribeaasystemet.dk

Brede Å www.brede-aa.dk

Vidå www.vidaa.dk

 

Grejxperten

MADS GROSELL: SÅDAN MONTERER JEG MINE GENNEMLØBERE

Mads Grosell med en fin havørred, der nappende en SG Sandeel fisket på stiff-rig.

Manden bag en række topagn som fx Savage Gears velkendte Line Thru Sandeel – Mads grosell – er vild med at fiske på kysten, og gør det hvert år super godt med masser af flotte fisk. Her får du Mads´s favoritmontage på kysten – en stiff-rig – til gennemløberne.

AF JENS BURSELL

Der findes mange måder at montere en gennemløber på – og alle kystfiskere har deres favoritmetode. Det gælder også Mads, der bruger masser af tid på kysten efter de blanke – typisk i godt selskab med sine forskellige udgaver af kystwobleren Line Thru Sandeel.

 

Grejxperten

 

Når man fisker efter kystørred, er der en række forskellige forhold, der kan influere på, hvorvidt man kroger fisken ordentligt, når den hugger. En ting er skarphed, wiretykkelse og krogdimensioner – som vi har skrevet en del om på fiskogfri.dk igennem tiden. Noget andet er faktorer som ”bortsynkning” af krogen ved spinstop – samt risikoen for at en ophægtning af krogen på forfanget, der kan føre, at krogen vender forkert – eller i værste fald linebrud og mistet fisk.

På en normal gennemløber vil man ofte risikere, at krogen synker baglæns væk fra bagenden af gennemløberen ved spin-stop, hvilket naturligvis øger risikoen for at fisken ikke kroges, når den hugger – netop ved det forførende spin-stop. Gennem 15 år har nogle kystfiskere modvirket dette med et flådstop uden alt for hård friktion foran gennemløberen, men det kan gøres mere elegant med powergum eller super simpelt med et stykke mono, der er den form for stop, som Mads foretrækker på sit semi-fikserede gennemløbs set-up.

I dette lille videoklip fortæller Mads Grosell om, hvordan han monterer gennemløberen med et stiff-rig:

 

Stiff-rig til gennemløberen

Mange bruger løst-hængslet krog til deres gennemløber, men Mads foretrækker at vælge en anden vej. – Jeg synes helt klart, at det fungerer bedst med en krog, der ikke kan svinge rundt, understreger han. – Ved i al enkelhed at binde krogen i en ”styrende knude” eksempelvis den super lette 4-tørns blodknude – forebygger man – i kombination med stopknuden lige foran agnen, at krogen svinger ind under gennemløberen og i værste fald ”vender modsat”, når fisken hugger, hvilket selvsagt ikke er optimalt for krogningen. Mellem krogen og gennemløberen sætter jeg typisk 2-3 perler, der dels fungerer som strikepoint og ekstra attraktion – og dels skaber en perfekt rotation for gennemløberen.

 

I denne lille video fortæller Mads Grosell om sit foretrukne valg af kroge til stiff-rigget:

 

Savage Gear STY-trebles

Savage Gears STY-trekroge – med og uden hotspot. Som det ses er grensamlingen limet på bagsiden begge steder for at undgå, at forfanget/linen kan sætte sig fast her, hvis en stor fisk ruller med agnen under fighten.

 

Den perfekte trekrog til havørredfiskeri med stiff-rig & gennemløber

– For at undgå, at linen ved hægtning kan få fat på bagsiden af trekrogen i samlingen – med deraf følgende risiko for mistede fisk under fighten, har vores trekroge til gennemløbere, altid ”lukket gab” mellem grenene på bagsiden af trekrogen, fortsætter Mads. – Det gælder for begge vores Y-trekroge, hvor en dråbe epoxy – farvet som strikepoint (”Hotspot”) – eller ”neutralt” på den normale STY krog, modvirker netop dette. Se hvorfor dette er relevant under en fight med større fisk i videoen herunder.

– Næste gang du skal ud at fiske med gennemløber, kan jeg klart anbefale dig at montere agnen med et stiff-rig, slutter Mads.

 

Grejxperten

 

Mads grosell med et par fine havørred taget på gennemløber monteret med stiff-rig.

Mads Grosell med et par fine havørred taget på gennemløber monteret med stiff-rig.

 

 

90 ÅR I HAVSTOKKEN: KYSTAGNENES HISTORIE

Jensen Flamingo kystwobler kom frem i start 80’erne og viste sig fra første færd at være meget velfangende.

Få grejer i Danmark får så meget opmærksomhed som kystblink. De skinnende små vidunderligheder har alle tider haft en magisk tiltrækningskræft på kystørreder og især kystfiskere. Her giver Per Ekstrøm dig kystblinkets interessante historie – med fokus på de helt tidlige blink og kystwoblere.

 

TEKST: PER EKSTRØM

 

DU HAR MED GARANTI oplevet det. Du står på kysten en køligforårsdag på din favoritplads. Solen titter frem. Forholdene er perfekte. Strøm og vind er som den gang, du fangede den store. Du tager æsken med blink frem, og når du åbner den, viser der sig en åbenbaring af kystagn i alle mulige farver, størrelser og udformninger. Valget synes svært, for hvad skal du vælge? Alligevel er du ikke i tvivl. Den der! Den du fangede den store på sidste gang. Den lille undseelige gennemløbspirk, hvor malingen er halvt skallet af, men hvorfor netop den? Du tror på den, du ved, hvordan du skal fiske den gennem vandet, og lige nu er forholdene perfekte.

 

Grejxperten

 

Sådan har tusindvis af lystfiskere truffet deres agnvalg, siden den første kystfisker dukkede op i vandkanten for over 90 år siden. Dette er derfor ikke en historie om, hvilke pirke og blink, der fanger bedst, for det ved du om nogen, men en historie om, hvordan forskellige kystagn gennem årtier har fundet frem til grejæskerne. De fleste kender vi oprindelsen på, men et fåtal forsvinder i tågen, selvom der sikkert er nogen, som sidder inde med historien om netop den kystagn.

 

4 ældre kystblink.Fra oven den
gammelkendte
Torpedo, der også i mange
år blev anvendt til torskefiskeri.
Dernæst propelpirken, hvor
krogen kunne monteres i begge
ender, alt efter hvordan man
ønskede gangen. Nederst Tur
pirken, hvis oprindelse er ukendt
samt en ældre gennemløbspirk af
ukendt herkomst.

4 ældre kystblink. Fra oven den gammelkendte Torpedo, der også i mange år blev anvendt til torskefiskeri. Dernæst propelpirken, hvor krogen kunne monteres i begge ender, alt efter hvordan man ønskede gangen. Nederst Tur pirken, hvis oprindelse er ukendt samt en ældre gennemløbspirk af
ukendt herkomst.

De første havørreder på kysten

En af de allerførste der fiskede efter havørreder fra kysten var Henrik Bech. Han har beskrevet, hvordan han i 1933 en novemberdag på et Heinz-blink fangede sin allerførste havørred fra kysten. Den vejede cirka 2 kilo. Efter et par få kast var der hug igen. Denne gang havde en meget lille ørred, der knap var dobbelt så stor, som det Heinz-blink han fiskede med, kastet sig over dette.

Ørredens grådighed overraskede ham, men han så samtidig de kæmpe muligheder, der lå i kystfiskeriet. Grejerne var spinkle. 4-5 fods stål- eller splintcanestænger med multihjul uden frikobling. Og agnen? Det var Heinz blink, små spinnere og Hardy skeer. Små pirke og egentlige kystblink fandtes ikke.

Hurtigt fandt man dog ud af, at de pirke som svenskerne anvendte til deres »Pimpelfiske« fra isen om vinteren, var ganske udmærkede som kystagn. Modellerne »Bergmann« og »Sommen«, der fandtes i størrelser fra 10 til 500 gram, blev brugt til alt fra aborrer til torsk på dybt vand, viste sig også effektive ved kystfiskeri. Blandt andet havde de den fordel, at de var kompakte og derved forholdsvis nemme at opnå en lang kastelængde med.

 

Karen Bjergbakke med den »verdens berømte« flotte havørred fra dennordsjællandske kyst. 11,27 kilo vejede den. Nogle steder er den opført
med en vægt på 11,25 kilo. Sølle 20 gram kan dog ikke rokke ved, at
der er tale om en imponerende fisk.

Karen Bjergbakke med den »verdens berømte« flotte havørred fra den nordsjællandske kyst. 11,27 kilo vejede den. Nogle steder er den opført med en vægt på 11,25 kilo. Sølle 20 gram kan dog ikke rokke ved, at der er tale om en imponerende fisk.

Specialfremstillede kystagn til havørred

Først efter 1945, da verden igen skulle til at finde sig selv, kom der gang i en form for fabrikation af specialfremstillede kystagn. Her i Danmark, hvor kystfiskeriet i stor udstrækning er født, er det næsten naturligt, at fabrikationen af kystagn også har haft stor udbredelse.

Ofte skete det hjemme i kælderen på fritidsbasis, hvorefter produktionen blev rykket ud i mindre værksteder, hvor »herlighederne« er blevet fremstillet i større mængder. De allerførste kystfiskere begyndte tidligt selv at eksperimentere med fabrikation af kystblink. Førnævnte Henrik Bech var en af dem. Han skar først en model ud i træ, hvorefter han skabte en afstøbning. Kendetegnet ved en del af hans blink var, at det de i høj grad mindede om det nuværende Koster-blink fra ABU. Blot med den forskel at ABU først lancerende sit i 1959…

 

Jensens oprindelige legendariskekystwobler »Lax«. Var i en
periode ude af markedet, hvor
det nærmest opnåede kult status,
men de er nu mulige at købe igen.

Jensens oprindelige legendariske kystwobler »Lax«. Var i en periode ude af markedet, hvor det nærmest opnåede kult status, men de er nu mulige at købe igen.

Mange flere kystagn til havørred

I 1950’erne skete der en meget voldsom stigning i antallet og fabrikationen af kystagn. Kystfiskeriet var i rivende udvikling, og der var lige så mange meninger og idéer om kystagn, som der var kystfiskere. I Jagt & Fiskerimagasinets katalog optræder forretningens eget »pirkeblink« specielt til spinnefiskeri i saltvand fra kysten. »Trutta« var navnet, hvilket var taget direkte fra ørredens latinske navn »Salmo Trutta«. Kreativiteten i navngivningen er gennem årene blevet en stor del af kystagnens historie. »T-pirken« var en anden af 50’ernes populære pirke. Ophavsmanden var Poul Tøttrup, der også stod bag »Sølvpilen « og »T-T Pirken«. Verdensberømt blev pirken i Danmark og til dels også uden for Danmarks grænser, da Karen Bjergbakke på

Smidstrup Strand i starten af 60’erne fangede en havørred på 11,27 kilo netop på den pirk. Ret hurtigt fandt man ud af, at det med at bruge større trekroge på kystpirke i mange tilfælde ikke fungerede optimalt. Man mistede for mange i ude i tangskovene. De blev derfor monteret med en enkeltkrog, og så krogspidsen vendte opad og reducerede antallet af tabte agn.

 

TV: Kystpioneren Henrik Bech meden fin havørred fanget i
kystfiskeriets barndom. TH: Sylvester-Thomsens bog
»Sådan støber man pirke og grej«
forklarede enkelt hvordan man
støber i gibsform, men »Siliconebogen
« af Remi Garder er den
ægte »bibel« for de kystfiskere
som vil udvikle deres egne
idéer.

TV: Kystpioneren Henrik Bech med en fin havørred fanget i kystfiskeriets barndom. TH: Sylvester-Thomsens bog »Sådan støber man pirke og grej«
forklarede enkelt hvordan man støber i gibsform, men »Siliconebogen « af Remi Garder er den ægte »bibel« for de kystfiskere som vil udvikle deres egne
idéer.

Kystagn til havørred, der kunne kaste langt

Det var ikke kun gangen i vandet, der var væsentligt for den tids kystfiskere. Man skulle gerne kunne kaste langt, og det mente Ertner på Vestsjælland, de havde fundet løsningen på i 1957, da »Sildeglimtet« blev markedsført. »Kaster uden at woble eller dreje rundt i luften. Nedslaget er uden de sædvanlige store plask«. Eksemplet viser blot, hvilket krav som kystfiskerne gennemårene har lagt vægt på og ikke mindst er blevet præsenteret for. »Sildeglimtet« har vist sig langtidsholdbart og fremstilles stadig, men det skyldes nok snarere, at den er velfangende. I

Sildeglimtets første fem leveår blev der produceret ikke mindre end 1.000.000 eksemplarer. Der var rigtig gang i støbeformene og standsemaskinerne i 50’erne og 60’erne. Masser af mindre virksomheder producerede, som nicheproduktion fiskegrej i Danmark. N.C. Nielsen i Horsens, der bl.a. fabrikerede bronzevarer og smykker, havde en større produktion af kystpirke under navnet »Niel-blink – Blinket der fanger…«, som de skrev i deres annonce. Det var navne som »Herring«, »Tobis«, »Sardin« eller blot »Niel pirk« for at nævne nogen. Firmaet lukkede i begyndelsen af 60’erne, men man støder ofte på nogle af de gamle blink og pirke, hvis man får fingrene i en kasse med gammelt grej, så produktionen har været stor. Af andre pirke fra den tid kan nævnes »Als-pirken «. Den blev fremstillet af firmaet Brdr. Müller på Als. Oprindelig var de underleverandører til Danfoss, men i slutningen af 40’erne begyndte de at producere de kendte danske fastspolehjul BMW. »Alspirken« minder i høj grad om Bergmannspirken. Den blev vist nok også produceret som gennemløbspirk.

 

Rotor pirke der i 50’erne ogbegyndelsen af 60’erne var
meget anvendte.

Rotor pirke der i 50’erne og begyndelsen af 60’erne var meget anvendte.

Kystblink fra København

 Rotor er navnet på blink og pirke der, blev fabrikeret af et Københavnsk firma. I midten af 50’erne blev en del af værktøjet solgt til Ry Fiskegrejer, men om de selv fortsatte videreudviklingen af modellerne, har jeg ikke umiddelbart kunnet finde ud af. Frem til midten af 60’erne blev der nemlig solgt andre »Rotor-modeller«, end dem som RY-Fiskegrejer havde overtaget.

Det man bemærker ved den tids pirke og blink er vægten. De fleste lå på en vægt mellem 18 og 25 gram. Man forsøgte at fremstille så lette agn som muligt, men stængernes aktion var ikke så fleksible som i dag. Ofte var stængerne fremstillet i massiv glasfiber eller splitcane, hvorfor det krævede lidt ekstra vægt at kaste langt.

»Læg mærke til Jensen«. Det var overskriften på Willy Sylvester-Thomsens anmeldelse af den første »Jensen-pirk« i Sportsfiskeren i november 1961. Bag firmaet stod Jørgen Taksøe-Jensen. En af de største producenter indenfor kystagn var født, og ham kan vi ikke komme udenom. Hans filosofi ved udformning af et kunstagn var kombinationen af imitation og provokation. Det skal ligne, men samtidig skal det afvige. Det kræver noget konstant at producere agn til lystfiskere og samtidig have succes med det over en lang årrække, og det er lykkedes for Jensen.

 

Reklame for Ertners »Sildeglimt«i »Jaguar Fiskenyt« fra
begyndelsen af 60’erne, hvor den
allerede havde solgt over
1 million eksemplarer.

Reklame for Ertners »Sildeglimt« i »Jaguar Fiskenyt« fra begyndelsen af 60’erne, hvor den allerede havde solgt over 1 million eksemplarer.

 

Den første model »Jensen« var støbt med plastovertræk og rustfrie øjer, så holdbarheden skulle være i orden. Det var blot starten, men produktudviklingen fortsatte henover årene, og der blev tænkt innovativt og fremadrettet. Kystagn af forskellige typer blev udviklet Tobis, Flamingo samt woblerne Unika og Lax er nogle af navnene på Jensens største succeser. Der har også været typer som Kystspinneren med propellen foran, der måske ikke blev et så stort hit, ligesom »Rubin« nok heller ikke var den helt store sællert, men generelt har Jensen haft succes med sine kystagn.

Hjemmelavede kystagn

I 60’erne havde alle raske drenge på et eller andet tidspunkt støbt en tinsoldat, så hvorfor ikke også et blink? Willy Sylvester-Thomsen udgav i 1964 »Sådan støber man pirke og grej«. I forordet slår han kraftigt til lyd for, at man skal eksperimentere frem for at efterligne andres produkter.

Virkeligheden var dog anderledes, da de fleste først og fremmest kopierede andres idéer, men der var også de, som eksperimenterede og fandt nye modeller. De fleste »hjemmestøbere« anvendte gipsforme, men de var skrøbelige og holdt ikke længe. Det var derfor lidt en revolution, da Remi Garder i slutningen af 70’erne havde en artikelserie i Sportsfiskeren om at støbe i siliconeforme.

Det blev så stort et hit, at han i 1983 udgav »Siliconebogen «. Her beskriver han, hvordan man ved hjælp af silicone kan fremstille støbeforme, der kan holde til rigtig mange støbninger.

 

Remi Gardersgennemløbspirk
»Orø«, som det tog
ham 20 år at lave prototypen på.
Men den viste sit værd en aften
ved Isefjorden.

Remi Garders gennemløbspirk »Orø«, som det tog ham 20 år at lave prototypen på. Men den viste sit værd en aften ved Isefjorden.

Kølpirke til kystørred

Remi Garder var også startet i 60’erne med gipsforme i sin mors køkken, og efter eget udsagn anvendt han spandevis af gips for at få konstrueret sin egen kølpirk. Det lykkedes for ham, og han havde efter mange prøvefiskninger fået konstrueret en pirk, der, efter hans mening, kastede som en drøm og gik i vandet, som han mente den skulle. Kort sagt, den var, som han ville have den.

Navnet på pirken blev »Orø«. Som han selv fortæller: »Den blev døbt en september aften ved Isefjorden, da dens første blankfisk lå på et leje af ral og tang og skinnede om kap med mine blanke øjne. Orø kom den til at hedde.« Den blev selvfølgelig opkaldt efter øen i Isefjorden, som han kunne se over på. Vrøj-pirken er også en af Remi Garders modeller opkaldt efter kystpladsen Vrøj ved Kalundborg.

Det tog 20 år fra han startede sit projekt med »Vrøj«, indtil den endelige udformning var klar, så det er en gennemprøvet model. Remi Garders pirke er let genkendelige, da navnet »Salmo« ofte er støbt i pirken. Remi Garder havde en filosofi omkring brug af trekroge. De skulle monteres, så 2 af krogspidserne vendte skråt nedad i stedet for en krogspids direkte nedad. Det var måske »småpilleri«, for at bruge hans egne ord, men han havde bemærket, det mindskede bundhuggene.

Når vi taler om hjemmeproduktion, så har mange kystfiskere fundet den nemme løsning på kystblink i kantinen på deres arbejdsplads. Håndtaget på en teske er en udmærket pirk. Den koster kun to springringe, en krog – og så skal der blot bores to huller. En idé af de meget simple blev udtænkt i 1957 i bogen »Kystfiskeri som hobby« af Bent Hansen. Her var nødløsningen, når beholdningen af pirke slap op, at klemme en ølkapsel rundt om et stykke rullebly. Han indrømmede dog, at det ikke var smukt, men det var også i kystfiskeriets barndom.

 

En anden afRemi Garders
pirke »Salmo«
med datoen 15.01.83.
Formodentligt støbt i
forbindelse med udgivelse af
»Siliconebogen«

En anden af Remi Garders pirke »Salmo« med datoen 15.01.83. Formodentligt støbt i forbindelse med udgivelse af »Siliconebogen«

Havørredfiskeri med kystwobler

 Kystwoblere blev egentlig først for alvor kendt over det ganske land, da den »Fynske Kystwobler « fra Flemmings Fiskegrej dukkede op, men faktisk har kystwoblere i stor udstrækning været anvendt længe inden. Små rundstokke af træ med blybelastning har været anvendt gennem mange år. Specielt på Fyn synes de at have været meget udbredt. Flemmings Fiskegrej står også bag pirkene »Trumf«, »Smelt« og »Flipper« der i 70’erne og 80’erne var mange kystfiskeres favoritagn.

Gennemløbere til kystfiskeri

Flemming har i lighed med Jagt & Fiskerimagasinet også produceret en pirk ved navn »Trutta«. En gennemløbspirk, som stadig er i handlen. Der er nogen, som siger, at kun fantasien sætter grænser, og vi har næppe set det sidste påhit inden for kystagn. Der er mange lighedspunkter mellem produkterne, men udvalget er blevet stort. Bedre hjul, stænger og liner har gjort det nemmere at være kystfisker.

Selv spinkle og lette agn kan nu kastes meget længere end tidligere. Tyndere liner giver længere kast, var mottoet tidligere. Skulle den ekstra langt ud, kom der lige en tung pirk for enden. De tider er slut nu, og grejæsken er et mylder af varianter i alle mulige udformninger. Kreativiteten har gennem tiderne været mangfoldig med navne lige fra »Skæve Thorvald« til »Mariehønen.

Fordelen ved sådanne navne er, at du ikke behøver at beskrive din agn indgående. Du nævner blot navnet, og straks ved dine ligesindede, hvad du taler om. Udenforstående, der overhører en sådan samtale, må selvfølgelig tænke deres. Men de er heller ikke kystfiskere.

Artiklen blev oprindeligt publiceret i Fisk & Fri 3/2014

 

Havørred - Refleksioner på kysten

BEGYNDERTIPS: DEN STORE BOMBARDATEST

Når du kaster igennem med bombarda´en med et normalt “spinnekast”, har flådvalget stor betydning for både kastelængden og graden af kludder.

Bombardafiskeri er en super effektiv metode til at præsentere små agn med lange kast og høj afsøgningseffektivitet. Men hvilke flåd fungerer bedst under forskellige forhold, når man starter som begynder? Vi har testet et par forskellige typer af bombardaflåd på markedet.

 

AF TUE BLAXEKJÆR

 

KLUDDER er bombardafiskerens værste fjende – og også den ting der afholder en del begyndere  fra at kaste sig ud i fiskeriet. I Fisk & Fri nr. 8/2012 testede vi graden afkludder og kastelængder op mod hinanden på flåd, der også er almndeligt brugte i 2023 – og det kunne konkludere, at kludder typisk skyldes det tilbageløb, som opstår, når man fisker med en bombarda, der er rigget

 

Friluftsland

 

med frit gennemløb. Den traditionelle glidende montage med bombasticks er derfor ikke vejen frem, hvis man ønsker både at maksimere kastelængden og minimere kludderet.

Længst kast og mindst kludder med de flåd, der var på markedet – og som stadig er de mest anvendte flåd i 2023 – opnåede man ved sidste test ved at semi-fiksere sit bombardaflåd med et flådstop lige over flåddet. Men – nogenlunde samme effekt kan fås med faste montager – og det er da også netop dette princip, som de to noget nyere flåd – Inno Bombarda og det topmonterede Lawson bombarda bygger på.

Formålet med disse nye tests er dels at finde ud af hvilke bombarda’er, der kludrer mindst og kaster længst – og dels at kaste lys over hvilke bombarda’er, der egner sig bedst til forskellige fiskesituationer for en begynder på kysten uden avanceret kasteteknik.

 

De fire kombattanter i testen:Fra venstre Patriot, Lawson, ABU og Inno Bombarda.

De fire kombattanter i testen: Fra venstre Patriot, Lawson, ABU og Inno Bombarda.

 

Test 1 – længdekast på land:

Forfang på 12 fod med en kobberbasse på 0,5 gram. Alle bombardaer er kastet ti gange under identiske og kontrollerede forhold med samme stang, hjul og line.

 Test 2 – kast på vand: Forfang på 12 fod med 0,9 grams rejeflue bundet på rør og fisket som L-rig.

Alle bombardaer er kastet under kontrollerede forhold. Der er kastet 50 gange i modvind, 50 gange i medvind, 50 gange med vinden ind fra venstre og 50 gange med vinden ind fra højre. Alle kast er udført med samme stang, hjul og af samme mand.

Test 3 – kast på vand med to fluer: Som »Test 2« men med to store og tunge krogfluer med en samlet vægt på 3,4 gram.

 

Bombardaeksperten ThomasMatzen fuldt koncentreret på det næste hug.

Bombardaeksperten Thomas Matzen fuldt koncentreret på det næste hug.

Bombarda testens resultater

Hvilke bombardaflåd kastede længst?

Resultatet af længdekastene var at Inno bombardaen kastede 7,8% kortere end de to kastetestvindere – der begge var lavet af massiv plast – Lawson og ABU bombardaerne. Resultaterne blev testet statistisk – og der var ingen signifikant forskel på vinderne. At både Patriot og Inno kastede kortere end de to kastetestvindere var dog signifikant.

Hvilke bombarda´er kludrede mindst?

Kluddertesten gav ligeledes klar besked. Inno’en gav klart mindre kludder, hvilket også var statistisk signifikant. Som det fremgår af testen, er der stor forskel på, hvor meget de forskellige bombardaer kludrer med henholdsvis lette og tunge fluer. Den primære forskel ligger i, hvordan bombardaen er monteret.

En almindelig ABU og Patriot monteret semifikseret samt Lawson bombarda, kludrer markant mere end Innoen, når der fiskes med tunge fluer.

 

Inno bombarda var suveræntanti-kludder vinder også på store tunge agn. Der var måske en svag tendens til at Lawsons topmonterede bombarda, som ses her, kludrede mindre end ABU og Patriot fisket semi-fikseret, men forskellen var ikke signifikant.

Inno bombarda var suverænt anti-kludder vinder også på store tunge agn. Der var måske en svag tendens til at Lawsons topmonterede bombarda, som ses her, kludrede mindre end ABU og Patriot fisket semi-fikseret, men forskellen var ikke signifikant.

Det praktiske fiskeri med bombarda

Bombardaens facon – samt hvorvidt den kan fyldes med vand eller ej betyder meget for det praktiske fiskeri. Under kastetesten lagde jeg hurtigt mærke til, hvor forskelligt bombardaer’ne opfører sig under praktisk fiskeri.

Patriot fra Blue Fox flyder stadig, når den ikke er fyldt helt op med vand. I testen er den fyldt, så den vejer 25 gram, hvilket i praksis vil sige, at den fungerer som en flydende bombarda. Specielt i modvind med halvstore bølger har det, at den flyder, den betydning, at kontakten til bombarden ikke er specielt god, hvilket i sidste ende betyder, at man mister fisk, da forsigtige hug ikke registreres. En anden ulempe ved at fiskemed en flydende bombarda i hårdt vejr er at drivende ålegræs, som ofte ligger lige under overfladen, nemmere fanges af den højtfiskende flue.

Blandt de testede bombardaer, skiller Inno’en sig ud på flere områder, når der er tale om fiskeri i modvind eller bølger. Udover at være den bombarda, som kludrer mindst under fiskeri i modvind, bliver Innoen et godt stykke under overfladen, selv når den spinnes hurtigt ind. Netop fordi den ikke skøjter hen over vandoverfladen eller tages af bølgerne, har man konstant en sublim kontakt til den, og man mærker selv de mindste hug i fluen.

Tue Blaxekjær er en drevenbombardafiskeri. Her er det Inno bombardaen, der bliver sent til havs med en lille kobberbasse for enden.

Tue Blaxekjær er en dreven bombardafiskeri. Her er det Inno
bombardaen, der bliver sent til havs med en lille kobberbasse
for enden.

 

Muligheden for at spinne Innoen hurtigt ind, uden at den går i overfladen, finder jeg specielt interessant, når man fisker med mindre skeblink,Gulp eller døde tobis. En anden vinderegenskab som Innoen og til en vis grad også den topmonterede Lawson besidder, er som det fremgår af testen, muligheden for at fiske med tunge agn uden, at man tvinges til at forkorte forfanget. Her er det muligt at fiske med blink, Gulp eller tobis med et forfang på en stanglængde, uden at det har den store effekt på mængden af kludder – i modsætning til den traditionelle bombarda monteret med et langt forfang og tunge agn, der normalt er opskriften på kludder og/eller korte kast.

Registrering af små hug under bombardafiskeriet

Når man fisker med en fikseret bombarda, skal fisken flytte bombardaen i vandet, før hugget registreres. Når man spinner jævnt hurtigt ind er dette ikke et problem, fordi man typisk har konstant god kontakt til fluen for enden af forfanget. Men når man fx under vinterfiskeri efter havørred fisker ekstremt langsomt med mange spinstop, kan der opstå problemer med, at registrere forsigtige hug. Denne problematik nedsættes måske marginalt ved, at bruge Lawsons topmonteredebombarda: Eftersom både forfang og hovedline er fastgjort for enden af styrepinden, minimeres den kraftpåvirkning som fisken skal påføre bombardaen, før det mærkes i tangen.

 

Lawsons topmonteredebombarda kaster længere end Inno’en, men giver mere kludder.

Lawsons topmonterede bombarda kaster længere end Inno’en, men giver mere kludder. Fisken blev taget på rørflue med L-rig.

Den ultimative bombardatest for begyndere

Der er ingen tvivl om, at praktisk fiskeerfaring giver mindre kludder – uanset hvad man bruger. Med ovenstående i tankerne arrangerede jeg en testtur for to personer, som aldrig før havde fisket med bombarda og flue. Begge var nybegyndere på kysten. De fiskede med egne almindelige spinnestænger på 10 fod med kastevægte fra 16-40 gram, og hjulene var Shimano hjul i størrelse 4000 med fletline.

De fik begge et Inno bombarda, et 11 fods forfang af 0,25 mm nylon samt en almindelig krogflue på 0,8 gram. Jeg udstyrede begge fiskere med blok og papir, så de under fiskeriet kunne nedfælde antallet af kast, samt hvor mange gange de fik kludder. Fiskerne fik ikke fortalt, hvordan man under kast kan minimere risikoen for kludder. Det eneste de fik af vide var, at de skulle kaste ud og derefter spinne ind som fiskede de med blink. Fiskeriet foregik i 6 sekundmeter, der kom skråt ind på kastearmen. Efter 65 overvågede kast stoppede jeg fiskeriet og indsamlede deres data. Kluddermæssigt lå de på henholdsvis 0 og 2 gange kludder.

Under mine observationer i forbindelse med testfiskeriet stod det klart, at personen som fik kludder to gange, var markant dårligere til at kaste i forhold til den anden testperson. Kastene var meget varierende, og jeg observerede indtil flere fejlkast, som testmæssigt er talt med. Dette ville aldrig have kunnet lade sig gøre med et normalt bombarda set-up. Konklusionen er klar: Selv en nybegynder, der ikke har fået råd og vejledning i bombardafiskeri, kan uden problemer kaste sig over fiskeriet, når der sidder en Inno for enden af linen.

 

Inno bombarda som ses her meden fin havørred fra Falster, var en klar testvinder, når det gælder anti-kludder – men flåddet kastede 8% kortere en kastedistancevinderne ABU og Lawson.

Inno bombarda som ses her med en fin havørred fra Falster, var en klar testvinder, når det gælder anti-kludder – men flåddet kastede 8% kortere en kastedistancevinderne ABU og Lawson.

 

KONKLUSION: Selv om Inno’en kaster 8% kortere end længdetest vinderne fra Lawson og ABU vinder den helt klart titlen som det mest kluddersikre flåd – og vil i rigtig mange tilfælde, hvor kastelængden er knapt så vigtig, være det optimale allround valg – især for begyndere. Flåddet giver desuden mindst kludder under kast i modvind, samt mindst kludder under kast med tunge fluer.

Med den rette teknik betyder flåddet ikke så meget

I de to bombardatest er der kastet med normale ”spinnekast” som de fleste kystfiskere gør det. Det er værd at bemærke, at hvis du gider at bruge lidt tid på at lave et ”cirkelkast” betyder bombardaens form og montage ikke nær så meget. Med dette kast, kan du i praksis benytte alle flåd med et bredt spektrum uden montager – stort set uden kludder. Læs meget mere om ”cirkelkast” og bombardafiskeri i bogen ”Havørred – Refleksioner på kysten”, som du kan købe her (REKLAME).

Artiklen blev oprindeligt publiceret i Fisk & Fri 9/2014

 

Jans Lystfiskershop

VÄTTERN: KASTEFISKERI EFTER LAKS

Elias Narvelo og Daniel Nilsson afsøger systematisk en af de mange indbydende vige i den nordvestlige ende af Vättern.

Laks er generelt kendt som en art, man enten fanger i strømvand eller fra store trollingbåde på havet. Men i den store svenske sø Vättern kan laksen fanges med traditionelt kystkastegrej fra båd og land. Følg med Andreas Aggerlund på kastefiskeri efter laks.

 

AF REDAKTIONEN

 

DET ER HUNDEKOLDT, da vi ligger fra havn i den nordvestlige ende af Vättern. Daniel Nilssons 70 hestes motor gør det ikke varmere, da han ude af havnen lukker helt op for den. Heldigvis er der ikke så langt til den første plads – og efter bare 10 minutters sejlads, kan vi lægge de første kast ind mod et af Vätterns mange skær.

 

Jans Lystfiskershop

 

Det er fredag eftermiddag og min fiskemakker på weekendturen, Elias Narvelo og jeg har taget en tidlig fyraften og kørt nogle timer op gennem det sydlige Sverige for at få aftenfiskeriet med lokale

Daniel Nilsson med. Vi er midt i december. Vandtemperaturen har sneget sig ned på magiske fem grader, og søens mange laks jager kæmpemæssige stimer af bitte små hundestejler tæt under land. Daniel, der bor i Karlsborg ned til Vättern, kender området som sin egen bukselomme, har inviteret os med på kastefiskeri efter Vätterns smukke laks.

 

smuk og velproportioneretlaks fra Vättern. Denne fine fisk faldt for en Purple Haze flue fisket i en line tafs efter en lille wobler.

En smuk og velproportioneret laks fra Vättern. Denne fine fisk faldt for en Purple Haze flue fisket i en line tafs efter en lille wobler.

Laks i overfladen

En times tid inde i fiskeriet spotter vi de første laks i overfladen. Laksene flytter sig hurtigt, så vi får hurtigt bragt båden inden for kastehold. 20-30 sekunder efter lader vi vores agn regne ned over området, hvor laksene kort tid forinden viste sig. Nu bliver det spændende om vi har været hurtige nok. Daniel har hug i første kast, og spændingen stiger et par grader. I andet kast sætter han krogen i en af de fuldfede laks, som efterfølgende leverer en fin fight med flere spring og tunge udløb. Da den omtrent fire kilo tunge laks er ved båden, glider den problemfrit i nettet, og lader sig fotografere – hvorefter den ryger retur. Selvom alle laks i Vättern er udsatte fisk, og der som sådan ikke er noget i vejen for at hjemtage dem, så genudsætter Daniel af princip stort set alle de fisk han fanger.

Mørket begynder at falde på – og opløftet oven på den umiddelbare succes, sejler vi 30 minutter senere mod havnen igen. Lyset er faldet og rejsen tilbage bliver af sikkerhedsmæssige årsager i et mere tåleligt tempo. Daniel udpeger forskellige spots på vej tilbage. – Der er der ofte godt at fiske røding, råber han gennemmotorstøjen og peger mod en stejl klippe som lader til at gå lodret ned i vandet. – Men der kan også være godt med laks, tilføjer han smilende. Daniel peger på loddet som viser, at dybden er lige over 30 meter, og der er ikke meget længere til land. – Der skal være dybt vand nær land, før laksene vil komme ind, siger han. – Du kan godt være heldig at fange en fisk over måske »bare« 10 meter, men så er der nærmest med garanti vand med dybder på mindst30 meter inden for kasteafstand.

 

Daniel Nilsson fremviser kort enflot laks, inden den kort tid efter bliver returneret til stimen. Det er forkromede skønheder som denne der får lystfiskere til at trodse vejret og bruge en kold dag på vandet.

Daniel Nilsson fremviser kort en flot laks, inden den kort tid efter bliver returneret til stimen. Det er forkromede skønheder som denne der får lystfiskere til at trodse vejret og bruge en kold dag på vandet.

Lakselandskamp på Vättern

Vi er tidligt på vandet dagen efter. Vi søger rundt efter fisk og kaster systematisk mod skær, klippevægge, strømskæl og andre oplagte spots, som kan holde laks. Trods manglen af fisk og bidende kulde er humøret stadig højt – og snakken går livligt. Daniel foreslår en landskamp. Danmark mod Sverige… mod Skåne, siger han spydigt og kigger på Elias som er fra Helsingborg. Vi indvilger selvsikkert og fisker videre med fornyet koncentration, da en ramme øl og ikke mindst æren nu er på højkant.

Af og til udpeger Daniel fisk på loddet og siger »der går en rødding eller måske er det en laks«. Langs land står der lystfiskere på små klippesatser og kastefisker. Det lader ikke rigtigt til at nogen fanger noget de første timer, men pludselig kommer der aktivitet i overfladen og på loddet. Mine to bådkammerater fisker med spin; Daniel med bombarda og flue mens Elias forsøger sig med en lille kystwobler. Selv fisker jeg med fluestangen i håbet om at kroge en stor laks på  kystfluestangen.

Det er Elias, der kroger dagens første fisk udfor et skær med bølger væltende indover. Ud fra stangspidsen at dømme er det en mindre fisk, som inde ved båden viser sig at være en smuk rødding på omtrent et kilo. Røddingen i Vättern er ifølge Daniel i tilbagegang, da store mængder af krebs spiser deres rogn, så fisken får naturligvis lov at svømme videre. Vi har fundet fisk. Nu skal vi bare finde den rette art.

 

Det er med tungen lige i mundenman begiver sig ned til Vätterns skær. Is i rå mængder og ofte voldsom sø slående ind over klipperne gør fiskeriet til en ikke ufarlig affære. En tørdragt med tilhørende redningsvest eller som minimum en flydedragt skal der til hvis man vil dyrke dette spændende fiskeri.

Det er med tungen lige i munden man begiver sig ned til Vätterns skær. Is i rå mængder og ofte voldsom sø slående ind over klipperne gør fiskeriet til en ikke ufarlig affære. En tørdragt med tilhørende redningsvest eller som minimum en flydedragt skal der til hvis man vil dyrke dette spændende fiskeri.

Laks langs med klipperne

Inde på land begynder der at ske lidt. Vi ser flere laks blive landet langs klipperne, og lidt længere ude kan vi også se, at trollingbådene har gang i den. Opløftet over fangsterne omkring os fisker vi koncentreret videre. Kast på kast bliver placeret så tæt på skrænter og skær som muligt. Det er spændende – og følelsen af at hugget falder når som helst, er i den grad over os.

Der går da heller ikke længe, før Elias kroger endnu en fisk over samme skær, som han fravristede røddingen. Denne gang er det en betydeligt bedre fisk, der har hugget på. Laksen giver en brav kamp til stor frustration for de to andre nationer i båden. En smuk nærmest blå/grøn skinnende og fuldfed laks bliver nettet og bliver foreviget med kameraet, inden den sendes retur til stimen, med et »To til Team Skåne, En til TeamSvea og nul til TeamDanskjävel!«, rungende ud over den enorme sø. Jeg mærker tydeligt presset og overvejer at lægge fluestangen fra mig, for at komme på tavlen med en laks, men beslutter mig for at give den en sidste chance.

 

Her ser du et udvalg af fine laksefluer til Vättern.

Her ser du et udvalg af fine laksefluer til Vättern.

Da laksefluedrømmen brast

Laksene trækker længere og længere ind mod en vig, og mens vi fisker os rundt om en pynt og ind i vigen, spotter vi fisk i overfladen cirka 200 meter borte. Vi rykker hurtigt over til fiskene, som stadig viser deres tilstedeværelse ved små hvirvler i overfladen. Det er en større stime laks, som jager hundestejler nær overfladen.

Daniel kroger relativt hurtigt en af fiskene, som i kampens hede gylper en portion halvfordøjede hundestejler op. De små livløse fisk daler langsomt ned i vandsøjlen, men når højst en halv meter ned i vandet, før de bliver taget af andre laks fra stimen. Elias og jeg glemmer alt om at hjælpe med nettet – det var jo trods alt Daniel, der forslog landskampen. Jeg vipper så hurtigt jeg kan min flue 5-6 meter ud, og hugget falder omgående. Så omgående at jeg fumler med løslinen og misser tilslaget. Resultatet bliver, at fisken forsvinder, og min laksedrøm brister lige så hurtigt, som den var ved at gå i opfyldelse. Jeg kaster videre i håb om at narre en mere, men både de opgylpede hundestejler og laksene, som spiste dem, er væk. Lettere slukøret fotograferer jeg netningen af Daniels fisk, som er endnu en fin laks, der sender Team Danskjävel helt bag om dansen.

 

Vätternlaksens madpyramidebestår nærmest udelukkende af hundestejler i de koldeste måneder af året – og der er nok af dem begge.

Vätternlaksens madpyramide består nærmest udelukkende af hundestejler i de koldeste måneder af året – og der er nok af dem begge.

Laksehåbet lever videre på Vättern

Der sker ikke mere den dag, men håbet lever, og jeg har en sidste chance om søndagen, hvor vi er vi på vandet igen. Vejret viser sig fra et mildere hjørne, hvilket er rart, men ifølge Daniel, katastrofalt for fiskeriet. Diskussionen går på, om vi skal krydse søen for at finde noget mere oprørt fiskevand med pålandsvind.

Det er en lang sejltur i åben båd – især hvis vinden tager til – så vi beslutter os for at blive i håbet om, at fiskene ikke har rykket sig endnu. Der sker intet, før vi runder middagstid. Vi har skiftet plads utallige gange og fisket det ene indbydende skær efter det andet. Der har ikke været meget aktivitet på loddet og slet ingen i overfladen, så overraskelsen er stor, da Elias kroger en fisk over relativt lavt vand. Det er en pæn Vätternlaks på 3-4 kilo, der er faldet for fluen, som Elias har bundet i en 20 centimeters linetavs efter wobleren.

Vi nærmer os enden af weekenden, og har mindre end tre timers fiskeri tilbage, før turen går hjemover, så Elias beslutter sig for at hjemtage fisken. Da vi lukker den op og studerer maveindholdet, står det klart, hvorfor laksene kommer kystnært. I sækken har laksen et sted mellem 50 og 100 små hundestejler, som alle ser ganske friske ud. Laksen er som Vätternlaksen er flest, kuglerund og flot i kødet – en perfekt spisefisk.

En af søens mangehårdtkæmpende laks gør et sidste desperat forsøg på at smide Elias efterhængte flue.

            En af søens mange hårdtkæmpende laks gør et sidste desperat forsøg på at smide Elias efterhængte flue.

Kastefiskeri efter laks i Vättern

Områderne i Vättern, hvorfra man kan kastefiske fra land, er relativt begrænset. På vest siden af søen ligger der et lille område ved Granvik 10-20 kilometer nord for Karlsborg, hvor 40 meterkurven kommer inden for fluestangens kastehold. På østsiden er der lidt flere pladser. Det er især strækket lige syd for den lille by Borghamn og sydover til det naturskønne område Omberg, som er giftigt.

De næste 10 kilometer sydover byder også på dybt vand helt inde under land, men det kan være svært at komme til vandet. Fælles for alle pladserne er, at man skal tidligt op for at få en af dem, da der ofte er rift om dem. Sikkerheden, når man fisker fra land, skal være i orden. Tørdragt og redningsvest eller som minimum en flydedragt er et must. Vandet er koldt, bølgerne slår ofte ind over kanten og klipperne er glatte samt til tider dækket af is. Af samme grund er det selvsagt ikke et fiskeri man skal dyrke alene.

Har man en båd, flydering eller pontonbåd er det hele straks lettere. Selvom man fisker helt op ad land er det bare lettere at komme rundt. Den store ulempe ved bådfiskeriet er, at fiskeriet er bedst ved hård pålandsvind, hvilket kan gøre bådturen ubehagelig eller umulig. Flydering og pontonbåd er selvfølgelig kun gangbare i godt vejr, men bølgerne sætter en naturlig stopper for det: Du kommer simpelt hen ikke i vandet, hvis det er for vildt.

rugten af en kold dag langs Vätterns østkyst. Selvom der ikke er fangstgarantier oddsene ganske gode for kontakt med laks på et Vätternsats.

Frugten af en kold dag langs Vätterns østkyst. Selvom der ikke er fangstgaranti er oddsene ganske gode for kontakt med laks på et Vätternsats.

Agn til Vätterns laks

Omkring slutningen af november, når vandtemperaturen falder ned til femgrader, begynder store mængder af søens plankton at søge mod overfladen. Efter planktonet kommer hundestejler i rå mængder – og i hælene på dem følger laksen. Med andre ord, laksene spiser nærmest udelukkende hundestejler, hvilket dikterer, at agnene ikke skal være for store.

Mange lokale anvender bombardaflåd med små fiskelignende rørfluer efter. Mindre sølvfarvede skeblink som Flax og Fax viste sig også givtige på vores tur. Fluerne til Vätterns laks skal frem for alt imitere hundestejler. De fleste lokale bruger rørfluer som minder om Sunray Shaddow eller HKA Sunray i mindre størrelser. På vores tur havde vi dog også stor succes med en lille UV-baitfish, der fungerede godt, som efterhængt flue på Elias kystwobler.

Grej til Vätterns laks

Fisker man som vi gjorde fra båd, stiller det ikke særligt store krav til ens grej. Fiskene er sjældent voldsomt store og man kan rimeligvis følge dem. Almindelig kystudrustning er tilstrækkeligt både for flue og spinfiskeren. Dog ville jeg vælge lidt tykkere line. 0,16-0,18 fletline på spinnehjulet og en forfangstykkelse på 0,30-0,35 på fluestangen. Selvom det ikke er hverdagskost med fisk over otte kilo på det kystnære fiskeri, så sker det.

Landfiskeriet stiller derimod helt andre krav til udrustningen. Mange lokale fisker med kraftige 11-12 fods laksestænger med 40 grams bombardaer og flue som agn. Grejet skal være i den kraftige ende for at presse laksene ind til Klipperne, hvor de skal nettes med langskaftede net eller kanes hvis forholdene tillader det.

Artiklen blev oprindeligt publiceret i Fisk & Fri 10/2014.

 

Havørred - Refleksioner på kysten

HAVØRRED: MED MIKRO-SOFTBAITS PÅ KYSTEN

Berkleys Powerbait Drop Shot Minnow ligner fiskeyngel så meget, at det næsten gør ondt. Fisket med indlejret L-rig som her fås både perfekt præsentation og en suveræn krogning. Her er den belastet med et BB-splithagl for at komme ned ved hurtig indspinning.

Der findes et hav af mikrosoftbaits på 4-6 centimeter, der let lader sig kaste på bombardagrej – og i nogle tilfælde også på fluestangen. Dropshot minnows, mikro paddletails, grubs og curlytails – samt superrealistiske rejer og krabber af TPE eller PVC er alle eksempler på ”gummi”, der kan få ørrederne til at gå amok. Her får du en guide til, hvordan de fiskes mest effektivt.

 

AF JENS BURSELL

 

MICROSHAD’EN – vimser forførende gennem vandet, mens den vrikkende ruller fra side til side. Halen vrikker lige så lokkende som kroppen, og i samme sekund jeg skal til at hive den op af vandet, dukker en sølvgrå skygge op som ud af ingenting og hakker den uden tøven. Det lille gummidyr ligner på en prik en af de mange småfisk, der lige for øjeblikket svømmer rundt i tangen – og det er derfor ikke overraskende, at de sidste par timers tid har givet adskillige hug. De sølvblanke fisk kæmper som besat – men inden længe, må den overgive sig og glide sikkert i nettet.

Jeg har gennem længere tid eksperimenteret med de mange muligheder, der ligger i at fiske med bittesmå softbaits efter kystens ørreder – og der er næsten uanede muligheder for at imitere alt fra fx småfisk til rejer og krabber. Her får du lidt inspiration til, hvordan du får mest ud af de forskellige typer af softbaits.

 

Grejxperten

 

Berkleys Powerbait Rippleshad i5 cm udgaven med indlejret L-rig. Uden belastning som her, er den ekstremt langsomt synkende med en str. 16 trekrog, hvilket kan være en fordel i flere fiskesituationer

Berkleys Powerbait Rippleshad i 5 cm udgaven med indlejret L-rig. Uden belastning som her, er den ekstremt langsomt synkende med en str. 16 trekrog,
hvilket kan være en fordel i flere fiskesituationer

Softbaits til kysthavørred

Montagen af softbaitet kan selvfølgelig ske på den helt normale måde – dvs på en krog, et jighoved – eller på en belastet offset krog. Det fungerer fint, og det fanger fisk. Men – vil du have en mere elegant montage – eller muligheden for en mere langsomt synkende præsentation, der samtidig kroger betydeligt bedre end de traditionelle metoder – så skal du se dig om efter metoder, der muliggør en effektiv brug af bittesmå trekroge ≤ størrelse 12. En af de letteste måder at gøre dette på, er at benytte sig af et L-rig, der enten kan fiskes indlejret eller på rør.

 

Med L-rigget indlejret i softbaitet får du en ekstremt elegant præsentation. mLæs hvordan du gør i bogen "Havørred - Refleksioner på kysten"

Med L-rigget indlejret i softbaitet får du en ekstremt elegant præsentation. Læs hvordan du gør i bogen “Havørred – Refleksioner på kysten”.

L-rig indlejret i softbaitet

Indlejret L-rig er set med mine øjne totalt set den letteste og mest elegante måde at montere mange microsoaftbaits som fx dropshot minnows, microshads og grubs. Jeg fik ideen til denne montage, da jeg sad og rodede med at stikke rør igennem en lille shad – eller gummifisk – mens synes, at jeg deformerede den for meget. Selv når man stikker et lille rør gennem et minimalistisk softbait, vil materialet nemlig udspiles så meget, at vinklen mellem hale og ryg let ændres, hvorved man nemt kommer til at ødelægge den originale gang. Især på shads og grubs er dette udtalt. For at modvirke dette, kan man blive nødt til at lægge røret så lavt i softbaitet, at det bliver svært at undgå, at det kæntrer på grund af for højt tyngepunkt i montagen. Ved at indlejre L-rigget direkte i softbaitet, undgås alle disse problemer.

Sådan indlejrer du et L-rig i softbaitet:

 Fremgangsmåden er super simpel. Fordelen ved at indlejre eller indsy L-rigget i softbaitet er dels, at det er meget nemmere og hurtigere end først at skulle til at montere et rør – og dels, at man slipper for at skulle semi-fiksere L-rig løkken på røret for at sikre korrekt orientering af krogen: Ved at klippe en simpel L-rig muffe med en skarp og spids fluebindingssaks i selve softbaitet lige der, hvor L-rigget støder op til gummifiskens »gat«, vil L-rig knuden – også kaldet ophængerløkken – helt automatisk blive låst i den helt rette vinkel, der giver den optimale eksponering af trekrogen.

Ulempen ved denne metode er, at det tager en lille smule længere tid at skifte agnen – hvis da ikke lige man gør det, at man har en håndfuld forskellige softbaits monteret på takler, der alle afsluttes opefter med fx 1 meter 0,23-0,27 mm fluorocarbon og en 1,5 mm Nash rig-ring. Så kan man blot opbevare sine rigs i en rigmappe – og lynhurtigt binde dem af og på, som man ønsker det.

Men – når det er sagt – at skifte softbaits med indlejret L-rig tager ikke mere end et minut – så selv hvis man ikke har en rig-mappe er det ret nemt.

 

Klassiske grubs og curlytails somdisse, giver en fræk og delvis roterende gang monteret som vist på rør. Monteret med indlejret L-rig (th) har de en mere normal gang. Bemærk det skrå frontsnit på det lyserøde softbait, der giver en mere vrikkende og endnu mere roterende gang. Laves snittet skråt set fra oven fås maksimal rotation af baitet, hvilket til tider kan lokke træge fisk.

Klassiske grubs og curlytails som disse, giver en fræk og delvis roterende gang monteret som vist på rør. Monteret med indlejret L-rig (th) har de en mere normal gang. Bemærk det skrå frontsnit på det lyserøde softbait, der giver en mere vrikkende og endnu mere roterende gang. Laves snittet skråt set fra oven fås maksimal rotation af baitet, hvilket til tider kan lokke træge fisk.

Mikrosoftbaits til havørred på rør

Mange softbaits kan fiskes på tynde rør. Det letteste er i langt de fleste tilfælde blot at skære et skråt snit på røret, så det bliver spidst. På langt de fleste små softbaits, kan man herefter forsigtig presse røret igennem softbaitet, til det er helt igennem. Husk at lade rigeligt med rør stå i både bag og forenden, så der er noget at arbejde med, når rørmontagen skal færdiggøres. Klip først røret af, når det er skubbet igennem – det er nemlig meget lettere at presse og styre rørets retning symmetrisk gennem røret, når man har noget at holde på. Har man problemer med at få røret igennem, er det letteste at skubbe en kanyle igennem først.

Kanylen er jo hul, og skærer derfor et hul gennem agnen. Brug så lille en kanyle, at røret stadig sidder stramt af sig selv. For at få den rette gang og balance i agnen, vil mange softbaits skulle belastes i forenden, for at balancere den lille trekrog, der sidder i enden på L-rigget. Dette kan super simpelt ordnes med at skubbe et lille conehead eller en tungstensperle ned på fronten af røret, hvorefter der brændes en krave i røret, så belastningen ikke kan glide af. Er hullet i coneheadet for stort – sættes to rør oven på hinanden, inden kraven brændes.

 

Softbaits som disse egner sig perfekt til at fiske på rør. a) Thomas Hansens montage med et L-rig for endenaf røret på TPE Fly Shrimp. L-rigget kan fiskes i enten hoved- eller hale. b) Jens Bursells rørmontage: Den forskydelige belastning – et metalrør (1), justeres med to gummi hook-beads (2) på hver side. En stump nylon line bindes om rør, som bindes om reje. Knuder sikres med sekundlim (5). c) Powerbait Drop Shot Minnow på rør. Den pinke er færdigt monteret med tungstensperle (3) og smeltet krave forrest. Det højtliggende rør på den blågrønne, giver et knæk på ryggen, der påvirker gangen i en mere roterende retning.

Softbaits som disse egner sig perfekt til at fiske på rør. a) Thomas Hansens montage med et L-rig for enden af røret på TPE Fly Shrimp. L-rigget kan fiskes i enten hoved- eller hale. b) Jens Bursells rørmontage: Den forskydelige belastning – et metalrør (1), justeres med to gummi hook-beads (2) på hver side. En stump nylon line bindes om rør, som bindes om reje. Knuder sikres med sekundlim (5). c) Powerbait Drop Shot Minnow på rør. Den pinke er færdigt monteret med tungstensperle (3) og smeltet krave forrest. Det højtliggende rør på den blågrønne, giver et knæk på ryggen, der påvirker gangen i en mere roterende retning.

 

Alternativt kan man blot klemme et splithagl på linen, når man fisker, hvilket også giver stor fleksibilitet med hensyn til at kunne skifte belastningen efter skiftende forhold i løbet af dagen. I bagenden af røret skal man også være sikker på, at røret ikke bevæger sig. Det kan enten gøres med en dråbe sekundlim – eller ved at skubbe et micro hook-bead op på røret. Hookbeads er små gummiperler lavet til at skubbe op på krogen i forbindelse med justering af hair-rig montager – og kan fås i butikker som fx Sport Dres eller lignende, der handler med karpegrej.

Har man dimensioneret rørets tykkelse godt, vil friktionen fra det svagt udspilede softbait i sig selv dog være rigeligt, til at sikre placeringen af røret – især hvis man fisker med den rette kasteteknik: Når man fisker softbaits på bombarda er det en fordel at bruge »førte kast« hvor man tager softbaitet i hånden, kaster det ud foran sig og fører det rundt i luften i en cirkelformet bevægelse, mens kastet accelereres og sendes af sted – uden at softbaitet rammer overfladen.

Dette giver en meget mere jævn belastning af agnen, som gør, at montagen holder bedre – end når man bruger et kast, hvor softbaitet hæfter i vandet i kastets kraftigt accelererende opstartsfase. Med den førte teknik, undgår man i øvrigt også, at der lige sætter sig noget på krogen, sekundet inden kastet er sendt af sted, hvorved man ofte får en mere effektiv afsøgning uden spildte kast, hvor der er snask på krogen.

Sidst, men ikke mindst, skal man lade så meget rør stå, at man har muligheden for at semi-fixere L-rigget – enten ved hjælp af en powergum stopknude eller en L-rig muffe. Alt dette kan du læse mere om i bogen »Havørred – Refleksioner på kysten«, som du kan købe her (REKLAME).

Jens Bursell med en fin havørredtaget på PVC-rejen Manic Shrimp.

Jens Bursell med en fin havørred taget på PVC-rejen Manic Shrimp.

Softbait rejer til havørred på kysten

TPE rejerne fra Savage Gear er en smule anderledes end de fleste andre softbaits, der typisk er lavet af PVC. TPE – der står for Thermo Elastomere, er et hyper-elastisk materiale, som i modsætning til de traditionelle softbaitmaterialer, er flydende. Her er belastningen samt dens placering alt afgørende for et godt resultat, hvor agnen synker på den rette måde samt i den rette hastighed.

Når der fiskes med små trekroge, fås den bedste krogning, hvis agnen synker nogenlunde vandret. Men det kan også have betydning for agnens lokkeevne. Thomas Hansen – fra »Havørredens Hemmeligheder«, der har fisket meget med TPE rejerne monteret med rør og L-rig kommenterer følgende: – Noget af det, der virkelig er med til at trigge havørrederne er TPE-rejernes dirrende ben og antenner. Den effekt fås helt klart bedst, når rejen synker vandret, afslører han. – De originale off-set kroge som rejerne sælges med er belastet helt perfekt med en lille klump metal, der ligner rejerogn. Selv gør jeg det, at jeg klipper dette af – og limer det fast på midten under rejen, hvilket giver et perfekt vandret synk.

 

Thomas Hansen med en fin fynsk fisk taget på TPE Fly Shrimp fisketpå rør og L-rig.

Thomas Hansen med en fin fynsk fisk taget på TPE Fly Shrimp fisket på rør og L-rig.

 

De er forsynet med en kanal, der går gennem softbaitets længdeakse. Her stikkes røret igennem, men det er stramt, så der kræves lidt teknik: Stik en lang og lidt tyk nål igennem rejen. Pres spidsen af nålen ind i røret, så den sidder stramt. Giv den evt. en klat sekundlim eller fæstn den ved en kort opvarmning. Træk herefter røret gennem rejen. Hold evt. nålen i en lille tang, så du har et bedre greb om den.

I hver ende sætter jeg en perle og brænder en lille krave, så softbaitet sidder perfekt fast. 90% af mine hug får jeg, idet rejen synker, så det er bare med at lave masser af lange spinstop, slutter han. Personligt foretrækker jeg, at montere røret gennem den lille TPE-bro under hovedet (4), og derefter lade det køre på under- og ydersiden af rejen – skjult i den konkave bug. Det giver nemlig mulighed for at slutte røret en anelse før halens afslutning, hvilket efter min mening giver en mere optimal placering af krogen. Desuden giver det mulighed for en forskydelig vægtbelastning, som du kan se på fotoet. Samtidig bliver det lettere at semifiksere krogen, så den altid er orienteret korrekt – uden at krogen kommer for langt bagud.

 

Til højre den nye Manic Crab afPVC og til venstre TPE Fly Shrimp. Opbevar aldrig disse to plastmaterialer i samme æske, da de vil reagere og ødelægge hinanden. Begge to er monteret på rør. Se også side 14.

Til højre Manic Crab af PVC og til venstre TPE Fly Shrimp. Opbevar aldrig disse to plastmaterialer i samme æske, da de vil reagere og ødelægge
hinanden. Begge to er monteret på rør. Se også side 14.

Den snurrende hypnose

Traditionelt vil folk ofte have at softbaits og fluer skal gå »vrikkende «. Men – nogle gange kan en roterende gang være betydeligt mere effektiv. Se blot hvor effektiv Et rotationsblink er; samme effekt kan fås med softbaits. Ved at variere med montage formen, kan man få softbaitet til at gå på mange forskellige måder. Overvej, at nogle gange kan det måske være den mest »syge« gang, der får fisken til at hugge. Ved at skære i softbaitets i front – eller lege med rørets vinkel gennem agnen, kan man ændre gangen: Et symmetrisk snit set fra oven men med et skævt rør set fra siden, giver en vrikkende gang med svag rotation ved høj hastighed, mens et fuldstændig skævt snit set fra oven eventuelt kombineret med et skævt rør set fra oven – vil skabe en mere heftig rotation, der kombineret med eksempelvis en curly tail’s spirallerende halebevægelser, kan give den sindsygeste snurrepsykotiske gang… Husk en kuglelejesvirvel, hvis du monterer dit softbait på denne måde.

Lær mere om L-rigs og takler til mikrosoftbaits

Hvis du vil vide mere om L-rigs og specialtakler til mikrosoftbaits på kysten, samt hvorfor de er så effektive, kan du læse mere i kystbogen »Havørred – Refleksioner på kysten« – der kan købes hos velassorterede grejhandlere samt signeret hos releaserigshop.com (REKLAME).

 

Jans Lystfiskershop