aug 22, 2023 | Artikler, Hav – kutter og småbåd, Spinnefiskeri
At fange makrel på det helt lette spinnegrej er en super sjov metode.
Makrellen er ikke bare smuk og fantastisk at spise. Den er også en formidabel fighter. En af de mest underholdende måder at fange den på, uanset om du fisker fra båd eller land, er med det lette spinnegrej. Her guider makreltossen Gordon P. Henriksen dig godt på vej til makrelaction med det lette spinnegrej.
AF GORDON P. HENRIKSEN. FOTOS: GORDON P. HENRIKSEN & JENS BURSELL
DET ER SOMMER. Det er Øresund. Det er korte ærmer og solskin. Og så er det en let spinnestang. Livet er skønt. – Jeg spinner wobleren ind i høj fart, og den svømmer af sted med hurtige, desperate vrik. Det ligner bestemt en fræk lille panisk flygtende makrelsnack. Og det kan makrellerne altså heller ikke stå for. I det klare vand kan jeg se jeg seks syv stykker jage agnen for fuld hammer, da den nærmer sig båden.
Den forreste i flokken prøver at gå efter den og misser, men straks efter skyder en af de bagerste frem og smækker den lille makrelmund rundt om wobleren. Modhug er unødvendigt ved den høje fart, og den lette spinnestang bukker straks sammen, hvorefter jeg hurtigt løsner bremsen lidt og nyder lyden af de lange udløb. Den lyd hører vi alt for sjældent her i DK, og i dag skal den bare nydes igen og igen. Heldigvis er det også femte eller sjette gang, jeg hører den i dag. Jo, makrellen er i sandhed en skøn, skøn fisk og en fantastisk fighter på det lette grej.
En lille kompakt pirk, kaster som en drøm, synker relativt hurtigt og kan sagtens indspinnes for fuld hammer på det lette grej. Så er det både sjovt og effektivt at fiske efter makrellerne.
Sol, sommer og makreller
Makrellen er en kærkommen sommergæst som begynder at indfinde sig i de danske farvande fra midten af juni og frem, hvor vandtemperaturerne begynder at toppe, og så er det bare med at komme af sted. Den er en pelagisk stimefisk, der ofte optræder i store stimer, og du kan være heldig at opleve noget hektisk fiskeri, når først fiskene er fundet. Makrellen færdes som regel over dybere vand ude til havs, men den søger også ind langs med kystlinjerne, hvor der er gode dybder og strømforhold – og ind imellem kan man også finde den på rov inde over lavt vand.
Kystpladser med gode dybder inde under vand såvel som moler og havne er gode områder at finde de jagende makreller i. Makreller er ofte på farten, som regel sultne og lige pludselig kommer de svømmende forbi netop der, hvor du står og fisker – og er klar til at give dig flex på klingen. Mange turbåde arrangerer ture efter makrel i sommermånederne, og har du mulighed for at fiske fra småbåd, er dette en fantastisk måde at jage makrellerne på, især hvis der skal spinnefiskes efter dem.
Et net er en god ide til sikkert at lande de største makreller på det lette grej.
Makrellen er en fantastisk fisk
Jeg elsker deres udseende. Formen på kroppen, der er bygget til fart, og det fantastiske farvespil og mønster, som de lyser op med. Jeg elsker dem på tallerkenen. Røget, stegt og grillet og til morgenmad, frokost og aftensmad. – Ja en gang grillet makrel med røræg og melonsalsa til morgenmad giver en solid start på dagen.
Men frem for alt elsker jeg at fange dem på alle måder. Fra kysten, fra molen, fra småbåd eller kutter. Jeg elsker fiskeriet med synkeline og fluestang, der minder mig om troperne, hyggen ved medefiskeriet med sildestrimler og det sociale ved en makreltur på kutter. Spinnefiskeriet med let grej er også en rigtig skøn måde at fiske makrellerne på.
Makrel på spinegrej
Spinnefiskeriet har den fordel, at det er meget aktivt. Har man ligesom mig lidt svært ved at sidde stille, er det perfekt, når man konstant kan kaste og spinne ind i høj fart, og det er en herlig følelse, når makrellen pludselig smækker gebisset sammen om agnen. Det er en skøn og meget direkte kontakt. Fuldt hus og fighten med fire eller fem makreller på et makrelforfang er der bestemt intet galt med, men en let stang og den direkte kontakt med en enkelt hårdtfightende, hidsig makrel, der nægter at give op og pludselig ændrer retning gang på gang, er alligevel noget særligt.
Grejet til makrelspin behøver ikke at være specielt kompliceret, og din havørredstang kan sagtens bruges. Jeg bruger gerne en lidt kortere stang med solid rygrad. Den korte stang er nemmere at styre i fx en båd, hvor kastelængde heller ikke er afgørende. Savage Gears Salt 6’6” til 28 gram eller Gunkis Hayashi SW er fx ideelle til dette og har nogle perfekte lette og sprøde klinger. Et hjul str. 25 med 0,16 fletline er perfekt, og jeg bruger et stykke flourocarbon forfang i ca. 0,25, somjeg binder direkte til fletlinenmed en uni til uni-knude.
Forfatteren og makreltossen Gordon P. Henriksen fighter en stærk makrel på en dejlig sensommerdag.
Små woblere, der kan fiskes hurtigt med hidsig gang, er effektive til makrellerne. Her er det en Prey3D fra Savage Gear.
Blink, pirke og woblere til makreller
Endegrej er der masser af. Det er vigtigt, at det er agn, der kan klare relativ høj fart, da makrellen er glad for at jage sit bytte. De fleste woblere er lidt for lette til at kaste godt, og langtkastende kystwoblere går generelt for højt, når farten er i top. Savage Gears Prey 3D i 9,5 cm udgaven er en fin lille wobler, som kaster ok og kan klare god fart. Prøv dig frem med dine favoritter. Blank, sølv, grøn og blå er ofte gode farver.
Blink og pirke er et oplagt valg. De kaster godt, og du kan roligt vælge de lidt tykke udgaver, som kaster godt, synker hurtigt og kan tåle høj fart. Igen er jeg mest til de blanke naturlige fiskeimitationer, når det kommer til farver. Alt fra små 10 grams sager til kraftige 40 grams blink kan virke ok, alt efter forholdene og lokalitet.
En ordentlig klump fiskemos i en sæk, lokker makrellerne til, og sørger for de bliver i området.
Et effektivt kneb uanset hvilken fiskemetode, du benytter.
Chumming efter makrel
Et vigtigt fif skal du også ha med på vejen. Prøv at chumme, når du fisker fra båd. Har du noget gammelt fisk, fx resterne fra når du rensede dine tidligere fangster, så gør det sig genialt som lokkemad. Min makrelmakker, Jesper Larsen, og jeg bruger det stort set hver gang vi jagter makreller, og det virker bare. Vi smider en sæk med fiskemos over siden, bundet fast i en snor. Det holder makrellerne i området og en gang imellem smider vi lidt frisk mos overbord for at lokke dem til. Dette er super effektivt, uanset om du fisker med spin, flue eller meder.
Så se at kom af sted, find en stime makreller, og send en lille pirk eller wobler gennem stimen for fuld fart. Og så er det ellers bare at nyde den lille fighter.
Kompakte kystblink som dette Seeker-blink er ideelle til makrel uanset om du fisker fra land eller båd.
aug 20, 2023 | Artikler, Kystfiskeri, Spinnefiskeri
Pladeblik har været med hele vejen, og hvem husker ikke de lykkelige drengeår, hvor galgerne bugnede og grejæsken var fyldt til randen med klassiske pladeblink. Meget er sket siden da, men på ét væsentligt punkt er der sket meget lidt: Fiskene hugger, som de altid har gjort, og pladeblinkene er stadig lynende effektive – også selvom de måske er gået lidt af mode.
AF RUNE FICH WEISHER
SOM DRENG voksede jeg op ved Tempelkrogen i bunden af Isefjorden og fik ikke bare fisket mere end de fleste, men havde også fingeren på pulsen omkring hvilke agn som pt virkede bedst – ikke bare i fjorden, men også på Sjællands Odde, som var et af firsernes helt store hit, når det gjaldt jagten på de helt store og blanke sildeædere.
Dengang var de altid sikre agn typisk »Smelt«, »Flipper« og »Filur « på Odden, mens »Møresilda« og »Toby« var hemmeligheden i Fjorden. Alle disse var pladeblik og dette var i vel at mærke i kystørredernes guldalder, hvor den ene legendariske kæmpefisk efter den anden bed i strandens sand.
Pladeblinkene gjorde deres arbejde godt. Det var vist nok midt i firserne, at der pludselig dukkede kystwoblere op i mainstream handlen. »Den fynske« var den første som kom, og pludselig et forår var »Sandgrævlingen«, »Flamingo« og »Lax »det eneste rigtige« på især Odden. Men hvorfor nu det? Havde fiskene skiftet smag i løbet af vinteren? Bestemt ikke! Woblerne var bare nye og spændende – og var pludselig kommet på mode. Vi juniorfiskere, som ikke havde penge til at skifte pladeblinkene ud, og de gamle drenge som ikke lod sig imponerer af modeluner, fiskede bare videre med samme grej som hele tiden. Og mens alle de moderne fiskere stod side om side og kastede løs med den ene gigantiske og farvestrålende kystwobler efter den anden, fiskede vi videre med små Boss- og Toby pladeblik – og fangede ikke bare det samme som wobler-entusiasterne, men som regel også mere.
Flere woblere kom til i de følgende år, og ikke mindst Gladsax-wobleren blev så populær, så det nærmest blev generel lystfiskerviden, at uden en Gladsax, kunne man godt glemme alt om at fange fisk. Ikke bare var kystwoblerne store, de var også altid uhyggeligt kulørte sammenlignet med pladeblinkene som næsten altid var enten kobber, hvide eller sølv. Begrundelsen fra grejhandlerne var dengang alt lige fra synlighed og provokation til refleksion. Sandheden var dog nok en ganske anden.
Den var blot modefarver, og præcis de samme modefarver fandt man i de samme år på cykler, dykkergrej, legetøj, hårbørster og sportsudstyr. Der var således ikke lagt den samme forskning bag farvevalget på endegrej dengang, som det er tilfældet i dag – og de kulørte kystwoblere forsvandt igen ved fjorden.
En stak pladeblink, der alle har stået tidens test: Smelt, Jensen Tobis, Stripper, Toby, Flipper, Boss og Mørasilda.
Pladeblinkenes revival på kysten
De gode gamle pladeblink var nu tilbage på fuld styrke. Der gik dog kun et par år, så opstod en ny mode. Lange kast… – og med den det langtkastende endegrej. Det var formentlig et resultat af, at kulfiberstængerne havde haft deres indtog på markedet i et prisniveau, hvor alle kunne være med, og det gav muligheden for at kaste en hel del længere end med de gamle glasfiberstænger.
Jeg kan huske en majdag i slutningen af 80’erne, hvor der i Tempelkrogen var blevet taget tre fisk over seks kilo samme morgen, og de var taget på samme slags blink – nemlig en Jensen Pirk på 24 gram, der i sandhed er et langt kastende blink.
Allerede samme aften begyndte kunderne at vælte ind i byens grejbutikker og efterspørge Jensen pirke på 24 gram, og jeg kan huske, at jeg i løbet af de efterfølgende dage, hørte personalet i butikken snakke om, at de tusind blink de havde bestilt hjem ugen før, allerede var væk… Så stærkt gik det. I de efterfølgende år, blev der stort set udelukkende fisket med Jensen Pirk både i Fjorden og på Odden. Igen måtte pladeblinkene se sig slået. Men hvad var det så som gjorde, at Jensen Pirken pludselig var det eneste rigtige i Fjorden, uden at have været det hverken før eller blevet det siden? Svaret er enkelt. Jensen Pirken var på rette tid og sted, da der kom fisk forbi, og det var intet tilfælde. En af de lokale grejbutikker havde kort før det store »Jensen-Boom«, konstateret at de ikke havde solgt én eneste Jensen Pirk i 24 gram i årevis og var brændt inde med større mængder på lageret. For at få ryddet ud besluttede de sig for at sælge dem til langt under halv pris, og gøre det i slutningen af april op til hornfiskene ankomst.
Kent Anderses pladeblink Stripperen er utroligt lokkende og har utallige fisk på samvittigheden.
Jensen, Jensen, Jensen
Som sagt. Hornfiskefiskerne strømmede til, og hamstrede af det gode tilbud. Da hornfiskene så kom omkring starten af maj, var det næsten udelukkende de billige Jensen Pirke i 24 gram, som blev brugt, og således var det også dem som fangede fisk. Blandt andet de tre fisk på over seks kilo, som blev landet den morgen i maj, og satte Jensen-Boomet i gang. De tre fisk var bifangster, fanget under hornfiskefiskeri. En agn som ellers havde været usælgelig, var nu blevet den mest efterspurgte og vel at mærke som følge af tilfældigheder.
Som det hele tiden havde været tilfældet, blev fjordens gamle ørred-koryfæer ved med at fiske med de gode gamle pladeblink og blev ved med at fange fisk. Bølgen med de langkastende agn i fjorden holdt forbløffende længe. Sømmet, Fladbukken, Ertner og en række hjemmelavede blink, var i længere tid synonymt med fiskeriet i fjorden, men stadig ikke for de garvede som fastholdt pladeblinkene. – De står altid ude på det dybe, lød holdningen blandt de moderne og langtkastende fiskere, mens fjordens gamle drenge luskede rundt i vandkanten med pladeblinkene – ofte kun i gummistøvler- og fiskede rev og stensætninger af med kast, som sjældent kom meget over 30 meter… Men de fangede fisk – MANGE fisk.
Pladeblink til havørred – igen, igen
Midt i halvfemserne fik pladeblinkene så sin anden opblomstring. Kim Regaard landede en massiv fisk omkring de ni kilo på Nordkysten på et lille hvidt Boss blink, og den aparte »Stripperen« så dagens lys og blev øjeblikkelig en succes. Tilbage kom pladeblinkene nok en gang.
Ser vi på nutidens fiskeri, må pladeblinkene siges at være nede i endnu en bølgedal. Det er gennemløbsblinkenes tidsalder og derfor er det også primært »D360«, »Seeker«, »Hugormen«, »Snurebassen« med mere, som man støder på i den gennemsnitlige grejboks langs fjordens bredder. Helt som det var tilfældet med både woblerne og kastekanonerne, fanger de også fint med fisk, hvis vi kigger på den samlede statistik. For endeagn som bruges af mange, vil totalt set, altid fange mere end endeagn brugt af få. Ser vi derimod på den enkelte fisker, så er der set med mine øjne ingen tvivl om, at pladeblinkene er og bliver de mest fangende endeagn i fjorden, måske kun med konkurrence fra bombarda & flue, som kan være suverænt det bedste i specielt det tidligste forår.
Pladeblink er ofte supergode til fiskeri på relativt lavt vand som fx her.
Pladeblink – den perfekte imitation af havørredens byttedyr
Men hvorfor er de simple pladeblink så så effektive i Fjorden? Jo – fordi pladeblinkene er ren og skær imitations fiskeri. Et lille flaksende Boss eller Møresilda i kobberfarvede nuancer, given en nærmest identisk illusion af en kutling som vrikker afsted lige over tang-toppene, og netop kutlingen er en afgørende fødekilde for ørrederne under deres ophold i fjorden. Kig blot i mavesækken næste gang du lander en ørred i fjorden. En anden vigtig fødekilde er yngel fra sild og hornfisk.
I perioder med mange af disse i fjordene, flytter ørrederne fokus til dem. Dels begynder de at jage mere midt i vandet, og dels kan blanke blik pludselig være det eneste rigtige. Her er Toby og Kulpkrokodill i sølv et oplagt valg. Især sidstnævnte der er belagt med ægte sølv, hvilket giver en utrolig lokkende refleksion. Sølv er en anden af de gamle hemmeligheder ved fjorden. Naturligvis er meget af fiskeriet med de langtkastende endeagn også imitations fiskeri.
Blink som »Imitator«, »Sømmet « og »Bornholmerpilen« samt flere af kystwoblerne, er reelle efterligninger af tobiser. Det gør disse agn lynene effektive i miljøerne langs de åbne kyster, hvor tobiserne er talrige, og ørrederne indstillet på dette. Men i Fjordene er reglerne lidt anderledes, og her er det de stationære byttedyr som rejer og kutlinger vi skal imitere, hvis vi skal have succes med vores fiskeri – og det gør pladeblinkene perfekt! Mode eller ej.
Artiklen blev oprindeligt publiceret i Fisk & Fri 7/2014
jun 29, 2023 | Artikler, Betalt samarbejde, Kystfiskeri, Spinnefiskeri, Video
Københavns Havn byder på et super godt fiskeri efter torsk, havørred og også nogle gange sej. I denne video er vi taget et smut i havnen med Valdemar Floutrup og hans venner fra Fiskeklub København, for at se hvordan man fisker med jig og gennemløber efter torsk og havørred. I videoen demonstreres grej, forfang samt teknik – og Valdemar viser, hvordan du monterer et softbait på jighovedet. Glæd dig til en video med masser af havnehygge, der kun kan give dig endnu mere lyst til en aften i havnen i godt selskab med gode venner – og forhåbentlig en masse fisk.
Se videoen på Fisk & Fris Youtube her
jun 20, 2023 | Artikler, Betalt samarbejde, Hav – kutter og småbåd, Predatorfiskeri, Spinnefiskeri
Vänern: Albin Martinsson har på prikfiskeri med LiveScope og spinnestang over foråret og forsommeren taget en række storfisk som denne.
Blot 4-5 timers kørsel fra Danmark kan du opleve det vildeste fiskeri efter pelagisk søørred – og det er ikke kun trolling, det drejer sig om. Svenske Albin Martinsson har i år for alvor knækket koden til, hvordan man med Livescope og prikfiskeri kan opleve det sindsygeste adrenalin-kick på spinnegrejet.
AF JENS BURSELL
FORESTIL DIG at fange søørred på 7-8 kilo på sightfiskeri med kastegrej i overfladen… Vi kan allerede nu advare om, at det ikke er for sarte sjæle. Men – det kan lade sig gøre – og det er også et fiskeri, som med træning og ihærdighed, vil kunne give et stabilt afkast i form af seriøse hug fra drømmefisk, der får det til at knirke helt ned i bundduppen.
– Siden starten af foråret er jeg gået all ind på prikfiskeri med LiveScope og spinnegrej på Vänern, fortæller Albin, der bor lidt nord for Göteborg. – Jeg har gået og tænkt på idéen i flere år, men det var egentligt først sidste efterår, at der for alvor kom gang i sagerne. Vi var ude for at fiske efter gedder, men spottede pludselig noget, vi var sikre på ikke var gedder. Da vi var ude efter gedder, gjorde vi ikke noget ved det, men da vi på et tidspunkt havde fanget mere end rigeligt af gedderne – og så flere fiske vi mistænkte var ørred, besluttede vi os for at prøve at gå målrettet efter de store ørred. Og det kom vi ikke til at fortryde, for efter kort tid havde vi landet syv flotte søørred på spinnegrejet.
– Med så vild en succes i første forsøg var der ikke langt til tanken om, at det var noget fiskeri, der ikke blot skulle prøves igen; det skulle også rendyrkes og fintunes. En måned efter var jeg ude igen, men desværre uden at spotte så meget som én eneste fisk, de steder hvor jeg søgte på lidt lavere vand. Til sidst fandt jeg dog ørrederne pelagisk ude over 20-40 meter vand, og inden længe havde jeg fanget en ørred og nogle laks. Og herfra gik det slag i slag med at forbedre teknikken med fx de bedste agn – og så videre.
Albin Martinssons yndlingsagn til fiskeriet ved overfladen er kystwobleren Vicke Slim i 18 gram og farven storspigg.
Afsøgning efter ørred med perspective mode
– Det mest effektive for mig har været at køre med LVS 34 i forward mode på den ene skræm – og LVS 62 i perspective mode på den anden. Sidstnævnte bruger jeg til en super effektiv afsøgning og førstnævnte anvender jeg mest til at ramme fisken helt perfekt, når de står lidt dybere – fx 8-10 meter. Langt de fleste fisk står i nærheden af byttefisk – typisk smelt – og ofte helt oppe i overfladen. De er derfor reelt set næsten kun mulige at spotte med LiveScopet i perspective mode. 90 % af de store ørred vi ser, står helt oppe i overfladen 30-50 cm var vandspejlet, og ofte har vi følgere med hele vejen ind til båden.
– Transducerne er monteret på min Garmin Force el-motor, hvilket gør det lettere at komme i den rette position, når fiskene er spottet. Ofte svømmer de nemlig med et cruisespeed på 2 knob, så hvis man ikke sejler med hele tiden, mens man gør klar til at kaste, er det svært at præsentere agnen rigtigt. Med LVS 62 indstillet til at skyde 60 meter frem kan jeg stadig se fisk, der står helt ned til 20 meters dybde, så det giver en virkelig effektiv afsøgning på den her måde. Netop i tilfælde som dette, er LVS 34 dog også vigtig, for det er kun på større afstand, at man i perspective mode kan se fisk i denne dybde. Transduceren skyder jo næsten vandret, så når man kommer tættere på, vil en fisk på fx 20 meters dybde stå under keglen, så man ikke kan se den.
Her kan du se, hvordan det ser ud med en flok ørred i perspective mode (midt for) på Garmins LivceScope. Nederst til højre ses byttefisk.
Aktivt jagende ørreder i frivandet
– Ørrederne bevæger sig meget mere end fx sandart og gedde – og det er derfor ikke i samme grad nødvendigt at præsentere agnen direkte foran snuden på dem. Men – det er stadig vigtigt at have fuldstændig styr på, hvad man laver. Selvom fiskene sagtens kan angribe agnen fra lidt større afstand – fx 5-6 meter, er det primært i én vinkel – og det er forfra. Det betyder, at når du har spottet en ørred i overfladen, så skal du kaste foran deres bevægelsesretning, så den ser agnen foran sig. Kaster man bag fiskens bevægelsesretning, udløser det normalt ikke et hug.
– Helt ude på fx 50-60 meters afstand fra båden kan man ikke se forskel på arten, men her er det deres adfærd, som giver et rigtig godt hint om, hvad man ser. For det første bevæger ørrederne sig mere, og spotter jeg fisk, som står stille samt ikke reagerer på agnen – enten ved at følge eller hugge, så er det normalt en gedde. Fisk, der står stille, er dog normalt gedder, så hvis jeg mistænker dette, kaster jeg slet ikke til dem. Herved undgår jeg, at de skærer ørredforfanget af fluorocarbon over og svømmer rundt med en wobler i munden.
– Ørrederne går næsten altid i flokke med et par stykker – eller i en mindre gruppe på 3-5 fisk, mens de større pelagiske gedder næsten altid står alene. Så normalt kaster jeg kun til grupper af fisk, der bevæger sig. Det slår næsten aldrig fejl. Sådan er det i hvert fald forår og sommer. Hvordan det forholder sig efterår og vinter, ved jeg endnu ikke, da jeg ikke har prøvet det endnu. Laksene står ofte alene, og kommer man for tæt på, når man kaster, så hugger de sjældent. Er det laksene du går efter gælder det derfor om at kaste så tidligt som muligt – og langt.
Albin Martinsson i figthens sidste fase med en flot ørred fra Vänern.
Sådan kastes efter de plagiske ørreder
– Min erfaring er, at den optimale kastelængde er lidt kortere end med laksene, hvor det ofte er på 40-45 meters afstand kastet skal lægges. Til ørrederne er det normalt optimalt med kast på 25-30 meter. På denne lidt kortere afstand er det lettest at se, hvordan fiskene reagerer – og dermed få et clue om, hvordan jeg skal spinne ind og evt lave et spin-stop på det rette tidspunkt.
– Min yndlingsagn til fiskeriet ved overfladen er kystwobleren Vicke Slim i 18 gram i farven storspigg. Det er helt uden sammenligning denne, der har virket bedst. Jeg har dog altid 5-6 stænger rigget til med vidt forskellige agn, så jeg lynhurtigt kan kaste en ny og anderledes agn efter fisken, hvis den følger efter uden at hugge. Mine ekstrastænger inkluderer en stang med spinner og en fluestang. Blandt de andre agn jeg bruger kan nævnes Bite Booster til de fisk, der står lidt dybere – samt bladebaitet Livetarget Sonic i hvid. Jeg har også forsøgt med traditionelle kystblink, men de har ikke virket godt.
Albin Martinsson med en af sine mange flotte spinneørred fra Vänern.
Vänern – Solide søørreder og plads til alle
– Gennemsnitsstørrelsen på Vänerens søørreder er cirka fire kilo., men det kan variere meget. Sidste gang jeg var ude, fik jeg fik fire søørreder på spin, der alle var over seks kilo – og tre af dem var over syv kilo. Næsten alle ørrederne fanget med denne teknik vejer over tre kilo, men det kan naturligvis variere, slutter han.
Indtil videre har Albin primært fisket i den sydvestlige del af Vänern, men fiskene findes naturligvis i hele søen, der er Sveriges største. Vänern er 140 kilometer lang og 75 kilometer bred. I alt er der 5.648 kvadratkilometer vand, så der er plads til mange håbefulde lystfiskere.
Og mens vi har ja-hatten på: Hvis det kan lade sig gøre at fange storørred på prikspin i så stort et vand som svenske Vänern – er det nærliggende at tro, at noget lignende måske også kan lade sig gøre efter store sildeædere over dybt vand i fx Øresund eller ud for Stevns. Det kan kun gå for langsomt med at teste dette.
Albin Martinsson med endnu en kapital ørred taget på prik-spin på Vänern.
maj 16, 2023 | Artikler, Betalt samarbejde, Kystfiskeri, Spinnefiskeri
Kim Nørgaard Kruse med en af turens mange flotte ørreder fra Öland.
Svenske Öland er årsag til mange fantastiske fiskehistorier og minder for ivrige havørredjægere – og nu også for kystfiskeren Kim Kruse, som netop har været på øen med det unikke kystfiskeri.
AF KIM NØRGAARD KRUSE
VI VAR SYV FRA TEAM 60LURES, der var taget fire dage til Öland, og vi delte os fra starten af op i mindre hold i hver vores biler. Thomas Graversen og jeg var ét hold. Öland ramte vi torsdag omkring kl.12. Her forsøgte vi lynhurtigt at finde en plads tæt på broen og tæt på sommerhuset, som vi først fik nøglen til kl.16, og derfor havde nogle timer vi skulle slå ihjel med lidt fiskeri:
Thomas og jeg finder et lækkert stykke kyst og aftaler at jeg går til Venstre og han til højre og så ringer vi til hinanden hvis man finder fiskene. Jeg finder ret hurtigt lidt hornfisk og nyder ellers, at jeg endelig er kommet afsted på en tur, jeg har set frem til i flere måneder.
Der var masser af flex på klingen, da Kim Nørgaard Kruse og Thomas Graversen var på Öland.
En god start på havørredfiskeriet
Mens jeg er ved at afkroge en hornfisk i vandet ringer min telefon, og det er Thomas. Han har haft en følger samt små nap, og han siger, at jeg skal komme over til ham. Inden jeg er nået derover kan jeg se på hans stang, at han har fisk på, og bum, kun en lille time skulle vi bruge på Öland, før Thomas har turens første havørred i nettet, og så går det ellers stærkt. Vi har ramt en stime af fisk mellem 40 og 50 cm, og på en times tid napper vi fire hver. En god start tænker vi!
Om aftenen, efter vi er kommet på plads i sommerhuset og har fået lidt aftensmad, tager vi ud igen, men uden held. Næste morgen kører vi ud til nogle pynter fra start, men da de første to pynter ikke har givet fisk, bliver vi enige om at ændre strategi og gøre som dagen før. Vi bruger derfor Googlemaps og diverse hjemmesider til at analysere et stort rev, hvor vi kan se strømfyldt vand løbe ind mod land. Det er en vildt smuk plads med perfekte forhold for havørredens ynglingsfødeemner.
Vi har dog lidt svært ved at finde fiskene på pladsen, og bedst som vi står og snakker om, at vi skal vende om, får Thomas et godt hug fra en fisk på omkring de 60 centimeter, som ruller i overfladen og spytter krogen ud. Pis os… den røg, men fedt vi fandt fisk. Inden jeg er nået over til Thomas kroger han endnu en fisk og netter en flot 50’er. Mens Thomas får afkroget fisken, tager jeg et kast i samme retning og helt ude i kastet får jeg et tungt hug – og så begynder bremsen ellers at hvine.
Netop denne farve – white tobis – på Slinky Trout gav gutterne en del fine fisk, men der blev også landet rigtig mange fisk på Stikpillen.
En tung havørredfight
De næste 5-6 minutter fighter jeg en tung fisk, som efter flere gode udløb og tunge hobederyst, viser sig at være en gudesmuk havørred på 63 centimeter og 2,9 kilo med en voldsom flot konditionsfaktor! Efter dette har vi fortsat godt fiskeri og får hver et par ørreder mere mellem 45 og 55 centimeter – alle i super god stand.
Et par timer senere er vi igen ved at forlade pladsen. da vi fisker stille og roligt tilbage mod bilen. Jeg har lige mistet min Stikpillen på 16 gram i Green Tobis, som jeg havde fået de fleste fisk på indtil videre. Jeg skifter derfor til SlinkyTrout i Grøn/hvid, og ikke mange kast senere siger det BANG igen, og efter endnu en god fight netter jeg en god fisk på 61 centimeter og 2 kilo rent. Sikken en start på andendagen.
Ny plads – nye havørreder
Vi tager tilbage til sommerhuset, spiser frokost og får en lille lur, inden vi om aftenen igen kører ud til en ny plads. Her får Thomas en målsfisk, og dagen slutter med tre fisk til hver, hvilket giver en meget fair fordeling, og det står nu 7-7 efter to dages fiskeri. Vi aftaler, at vi næste morgen på tredjedagen skal køre ud til den plads, hvor jeg fik de to over 60. Da vi kommer derud er vandstanden en helt anden, og vi kan knapt nok kende pladsen. Vi kæmper derfor lidt med at finde de 100 meter, hvor vi havde fået fisk dagen før. Alligevel får jeg en lidt slank fisk omkring de 50 lidt længere henne af strækket. Da vi ikke mærker mere, og vandstanden er faldende, kan vi bedre kende kysten igen og straks da vi finder hotspottet, er der bud efter Stikpillen i grøn igen. Thomas får en smælder fed fisk på 52 cm. Stærkt! Jeg misser efterfølgende et par fisk, men heldigvis får vi begge også et par stykker mere, og da pladsen dør ud, står den samlet 10-9 til Thomas.
Thomas Graversen med en af sine mange fine havørreder fra turen til Öland.
Store havørreder på revet
Næste spot er en plads, vi har fundet på kortet med en kombination af et stort rev, der strækker sig langt ud over et lavvandsområde. Thomas fisker revet og jeg prøver det lave. Jeg får ret hurtigt en fisk omkring de 45. Thomas bliver lidt på revet, da hans telefon ringer. Mens han snakker får jeg yderligere en ørred og mister en. Da han langt om længe er færdig med at snakke, kommer han over til mig, men inden han indfinder sig, får jeg en smuk 50’er, og dermed er stillingen 12-10 til mig.
Jeg er ved at være godt mørbanket efter tre dages meget koncentreret fiskeri og med to fisk over 60 samt yderligere 10 fisk med flere over 50 i mellem, er jeg godt tilfreds. Jeg beslutter derfor at blive hjemme den sidste aften. Thomas tager alene ud til pladsen, hvor vi har fået flest fisk, og her får han yderligere én 45 cm-fisk, inden han får et drømmehug og viser klassen. Efter en fin fight lander han en kæmpe på hele 80 cm, som han desværre ikke fik gode billeder af, da han var alene i mørket.
Thomas lukker og slukker altså vores fantastiske tur sammen med en drømmefisk og udligner til 12-12. Vi har altså samlet fået 24 fisk til to mand over tre dages fiskeri på Öland. Det samlede indtryk af mit første møde med den svenske klippeø er fantastisk. Stedet er uden tvivl et perfekt scenarie for kammeratskab, fiskeglæde og utallige highfives samt krammere efter de flotte fisk, der bliver nettet. Fiskene på Öland er bare stærkere og med mere størrelse på end hjemme i DK – hvilket er basis for mange gode fights. Öland er helt sikkert en ø, vi skal tilbage til. Knæk og bræk derude og husk at glædes over hinandens fisk – det skaber bare den fedeste stemning ved vandet.
Ölands kyster byder på masser af fantastiske naturoplevelser.
maj 14, 2023 | Artikler, Predatorfiskeri, Spinnefiskeri
Uli Beyers favorittakel til det pelagiske vertikalfiskeri efter gedder. Bemærk, at de fire meter line ned til loddet er fluorocarbon eller nylon for at give en bedre præsentation.
Vertikalfiskeri er typisk noget folk forbinder med fiskeri efter sandart og torsk – men metoden er også stinkende effektiv til store gedder. Her giver en af Europas dygtigste geddefiskere – Uli Beyer – sit bud på, hvordan du kommer i gang med den spændende nye metode.
AF ULI BEYER
VILDE FANGSTER PÅ PELAGISK VERTIKALFISKERI er noget jeg har læst om igennem flere år, men det var først i efteråret 2012, da jeg mødte predator- og vertikal eksperten Jørgen Larsson, at jeg for alvor blev tændt på selv at give den seriøst gas med vertikalgedderne.
Sommeren 2013 inviterede jeg ham ned på mit lokale geddevand Möhnesee, der er et kæmpe reservoir ved Dortmund. Allerede efter fem minutter fanger vi den første fisk – en gedde. – Det er her er et super geddevand, forklarer jeg Jørgen, der i det samme hurtigt trækker sit softbait væk fra en mindre gedde han ser på skærmen. – De smågedder ødelægger min agn – de er kun velkomne, når de vejer over 10 kilo…
Bemærk I-Pilot’en der hænger om Uli’s hals. Med god hjælp fra det elektroniske anker – spotlock funktionen – gør den det meget lettere at manøvrere den frontmonterede elmotor, mens agnen præsenteres over fisken.
At fiske med Jörgen var meget inspirerende og det tog et stykke tid, inden jeg selv fik lært kunsten at navigere helt præcist med båden – samtidig med at sikre en hurtig og præcis præsentation af agnen. Første gang det virkelig lykkedes at få nogle større fisk på metoden, var på en sommertur, hvor jeg guidede et par geddefiskerkunder, som var meget nysgerrige efter at få demonstreret den nye teknik.
Efter blot 10 minutter ser vi en kæmpestor »banan« på ekkoloddet lige under os, og jeg sænker hurtigt agnen ned blot to meter over hovedet på fisken. Jeg når knapt nok at bevæge agnen inden den stiger aggressivt til agnen og – BANG. Sekunder efter flekser min stang helt ned i korken, så jeg ikke er et sekund i tvivl om, at det er en rigtig god fisk. Det er over 30 grader varmt – og fisken, der viser sig at være årets største på 130 centimeter og over 15 kilo, leverer en voldsom fight. Mine gæster går helt berserk og tror, at det blot er »another day at the office« – og der tager de lidt fejl…
En af Ulis mange store vertikalgedder på vej retur til dybderne, hvor den kom fra.
Et fantastisk sommerfiskeri med vertikalgrejet
Vi havde dog et fantastisk fiskeri i denne fuldmåneperiode i juli, hvor fiskene åd alt, hvad vi kastede ud til dem. Andreas – en af mine gæster – misser et par virkelig gode hug blandt andet fordi han sænkede agnen helt ned til fisken og bevægede agnen for meget: Det bedste er nemlig helt klart at starte med at sænke agnen ned til 2-3 meter over fisken. Hold stangen roligt og lav kun et enkelt stilfærdigt nøk i stangen hvert femte til tiende sekund. Til sidst lykkedes det dog Andreas at mestre teknikken og til sidst fik han en del gode fisk med en fisk på over meteren imellem.
Hans ven Oliver blankede de første par dage, fordi også han bommede et par gode fisk så en af morgener bliver vi enige om, at den første gode fisk vi ser på loddet er hans bytte. Blot 15 minutters afsøgningen fra havnen spotter vi et ordentligt dyr på skærmen. – Den her er til dig siger jeg spændt til Oliver. – Og pas nu på at du ikke sænker dit softbait for langt ned i vandsøjlen. Stop agnen 3 meter fra fisken.
Sekunder efter synker en flourscerende grøn og gul splittail softbait ned gennem vandet og fiskens reaktion udebliver ikke. Vi kan tydeligt se fiske stige efter agnen på skærmen, og da den hugger er det tydeligt at se på hans stang, at det igen er en god fisk. – Hvad sker der, råber han uafbrudt i de ti minutter det tager at lande den flotte fisk. Den 123 centimeter lange vertikalgedde viser sig at være tromle tyk – så nu vil jublen i båden ingen ende tage.
Pelagisk vertikalfiskeri efter gedder er helt klart en effektiv metode til at udvælge de større fisk – og det er super sjovt – også selvom det ikke er en ti´er, der hugger. Det bliver aldrig mig, der hiver agnen væk fra næsen af en gedde…
Det vertikale geddefiskeri kan også foregå med traditionelle jigs som denne gedde er et tydeligt bevis på.
Vertikalgedder – sådan gør du
Teknikken til vertikalgedder er I virkeligheden meget simpel – eller – det lyder i hvert fald meget simpelt. Afsøg vandet, spot de større fisk på ekkoloddet, sænk agnen ned til fisken – og fisk indtil den hugger – mere simpelt kan det ikke siges… Men – når du først får det prøvet, er jeg sikker på, at du vil være enig i, at det i praksis også kræver lidt øvelse at udføre denne manøvre til perfektion.
At manøvrere båden præcist over fisken er i min verden det sværeste ved metoden. Og jo mere vind og afdrift der er – desto sværere bliver det. Tilsvarende – jo mere aktive og mobilt jagende fiskene er, desto sværere bliver det af få manøvreret båden i en optimal position, inden fisken er væk. De bedste resultater får man ofte, når man afsøger med båden sejlende op mod vinden, for på denne måde er det meget lettere at stoppe båden hurtigt og holde den stabilt over fisken.
På mange vande er det kun elmotorer, der er tilladt – og for nogle fiskere er det måske overraskende at få at vide, at el-motorer, der for vores ører er ret lydløse – faktisk larmer en del under vandet. Har man for mange omdrejninger på elmotoren, vil man derfor kunne risikere at skræmme fiskene, før du når at fiske på dem.
Bruger du elmotor, så er det helt sikkert bedre at køre på halv kraft end på full power. Høje frekvenser med tilsvarende høj volumen skræmmer nemlig helt sikkert mere end lave frekvenser med lav omdrejningshastighed. Nogle foretrækker derfor hækmonterede benzinmotorer, hvor det er tilladt. Bedst fiskeri har man derfor ofte med svag vind og lidt større motorer, der kører på færre omdrejninger.
En stor gedde er lige oppe at snuse til agnen – uden at tage den.
Sådan tolker du ekkoloddet korrekt
En korrekt tolkning af ekkoloddet er også meget vigtigt faktor, hvis du vil opnå succes med dette fiskeri. Start med at koble funktioner som støjreduktion og clarity fra på ekkoloddet, for det vil i denne sammenhæng typisk forvirre mere end gavne. Har du en fornemmelse for, hvor de fleste af fiskene befinder sig under de givne forhold – så zoom ind på dette område på skærmen, så de valgte dybdeinterval vises i hele skærmens højde. Ofte er det fisk i 2-12 meters dybde der hugger mest villigt, så det er ofte et godt dybdeinterval at koncentrere sig om. Fanger man sandart, har de også en tendens til let at få tryksyge over disse dybder.
I vande hvor der ikke er sandart kan det dog ofte svare sig at afsøge helt ned til 16 meters dybde, fordi gedden får ikke nær så let tryksyge. En anden ting ved større dybder er at det også bliver sværere og sværere at præsentere agnen korrekt, hvis man fisker meget dybt. På mit eget hjemmevand Möhnesee, er min favoritdybde til vertikalgedder 5-14 meter.
Farveskærme, som nu til dags også er det mest almindelige, er helt klart det bedste at arbejde med, når man vertikalfisker – blandt andet fordi det bliver lettere at afgøre, om fisken er lige under båden – eller ved siden af den. På de fleste lodder er gult et stærkt ekko fra en fisk, der er lige under båden – og rødt et lidt svagere ekko, som indikerer, at fisken står lidt væk fra båden. Blå skygger er de svageste og indikerer »at der er en fisk i nærheden«.
Det tage lidt tid at lære at tolke loddet korrekt, men det er alle anstrengelserne værd. Husk at lægge waypoints, for ofte står den samme fisk på det samme sted – selvom der er tale om et »tilsyneladende tilfældigt sted« uden nogle specielle features. Som nævnt ovenfor er det vigtigt ikke at sænke din jig lige ned i skallen på fisken, men i stedet fiske den 2-3 meter over den – især i klart vand. Er vandet lidt mere uklart kan man gå lidt tættere på og fiske agnen cirka 1 meter over fisken.
De store gedder som denne står ofte pelagisk – og her har du en virkelig god chance for at ramme bulls eye med pelagisk vertikalfiskeri, hvor du på grund af den højopløste skærm kan se hvilke fisk der er store – og værd at stoppe – samt fiske på.
Reagerer fisken ikke på agnen, er der grundlæggende to muligheder: Fisken kan ikke se din agn. Forsøg at manøvrere båden forsigtigt i en cirkel omkring fisken og prøv igen fra en ny vinkel. Især på dybder over 10 meter kan det tage lidt tid før fisken rent faktisk opdager agnen. Når de ser agnen, mærker du det som regel som et voldsomt ryk i stangen, der ofte forplanter sig temmelig langt ned i klingen.
Fisken ser agnen, men tager den ikke. I dette tilfælde gælder det om at prøve flere forskellige agn, for at se om det kan udløse hugget. Min favoritagn er V-tails fra Westin, Fin-S og lignende. Både farver og forskellige bevægelsesmønster kan have kæmpestor betydning for, hvorvidt du får udløst hugget. Det at se en fisk på skærmen, hvorefter man prøver alle mulige agn for at få den til at hugge – er noget man kan lære utrolig meget af. Og ikke nok med det – det er super spændende.
Sådan præsenteres agnen bedst for gedden vertikalt
Præsentation af agnen er utrolig vigtig. En af de erfaringer, som jeg har gjort mig med vertikalgedderne er, at de – præcis som sandart – ofte lokkes bedst til at hugge med meget forsigtige bevægelser I softbaitet. Ofte er det bedst at holde agnen helt stille og derefter blot give et enkelt lille bitte roligt nøk i stangtoppen.
Ofte sker det at du på skærmen kan se en fisk nærme sig agnen – for derefter at forsvinde igen. Et godt trick i denne situation er at gie et lille hurtigt ryk i agnen, som får den til at bevæge sig uforudsigeligt. Ofte er det ene og alene dette der skal til, for at udløse et voldsomt hug. Mange af dem der har forsøgt sig med vertikalfiskeriet efter gedder er stoppet hurtigt igen, fordi de ikke har fået succes allerede på den første tur. Mit råd er derfor – vær tålmodig, for du skal nok lære det hvis du er stærk i troen og bliver ved. Lige så snart du har fået føling med navigationen, samt hvad du skal gøre for at få fisken til at reagere – kan vertikalteknikkerne blive starten på en helt ny og spændende æra i dit geddefiskeri.
Twintails som denne er en af Uli´s favoritter til det vertikale geddefiskeri.
Gedder på dropshot
Dropshotting er virkelig effektiv teknik, når der skal vertikalfiskes efter gedder – og denne teknik har jeg dyrket i mange år også før jeg mødte Jörgen. Her er selve sofbaitet ubelastet og fiskes direkte vinkelret på linen et stykke over loddet. Wire på forfanget er indlysende nok vigtigt, når der fiskes efter gedder. Geddernes reaktion er ofte en af to muligheder: Gedden bliver skræmt af loddet, hvis man bevæger taklet, så det løfter sig fri af bunden og dermed tager fokus fra selve agnen.
For at undgå dette monterer jeg loddet hele to meter under softbaitet, men det fungerer kun, når man fisker efter fisk, der står helt nede over bunden – især om efteråret. Fiskes der pelagisk skal afstanden mellem lod og softbait være markant længere. Det kan godt være lidt besværligt, men som udgangspunkt bør afstanden være minimum fire meter. Mange gedder følger loddet nysgerrigt – i stedet for at hugge på selve softbaitet – og det er jo ikke meningen… Det kan hjælpe at male loddet sort og nedsænke det langsomt – eller gå i modsatte grøft og tag et ekstra tungt lod, som synker lynhurtigt. På denne måde følger gedden efter et øjeblik, men vender retur til sin originaldybde. Når det sker, skal agnen helst være lige over gedden, som bliver aggressiv fordi den lige har »misset loddet« hvorefter den hugger softbaitet med stor iver. På denne måde fik jeg en hel del gode fisk sidste år.
Belønningen for at have navigeret båden og nedsænket softbaitet helt perfekt – en flot gedde.
Masser af gedder under båden
Direkte under båden vil du se masser af fisk, når du har lært teknikken – men det er lagt fra altid, at du får dem til at hugge. Ofte kommer de op for at checke agnen – hvorefter de lige så hurtigt synker i dybet igen. Det er så afgjort ikke et fiskeri for folk med dårligt hjerte. Ofte er selve bådens bevægelse på bølgerne rigeligt at skabe den minimale bevægelse af agnen, der skal til for at udløse hugget. Et godt trick for at udløse hugget kan være at løfte agnen stille og roligt gennem vandsøjlen.
Men – lad den under ingen omstændigheder falde tilbage gennem vandsøjlen, for det vil med sikkerhed lukke munden på gedden – og ofte også skæmme den væk. Hvis du endelig bliver nødt til at sænke agnen igen over fisken, så hold linen stram og sænk agnen meget langsomt – evt ved at backwinde på hjulets håndtag. En anden ting jeg har fundet ud af er at selve vægten på blyet kan have stor betydning. Som udgangspunkt bruger jeg 30 grams lodder, når der fiskes på 8-12 meters dybde. Jo kraftigere vind og drift – desto tungere lod. Under meget voldsomme vejrforhold kan 60 grams lodder være på sin plads, men generelt giver mindre lodder den bedste føling med fiskeriet.
For at undgå skræmte fisk er det optimalt at bruge 0,30 mm klar nylon eller fluorocarbonline som hovedline. For enden af denne monteres 25-30 centimeter wire, som køres igennem øjet på dropshotkrogen – og under denne monteres en svirvel. Heri monteres et stykke nylon på fire meter for enden af loddet. Af og til vil du få bite-offs her, men for meget wire mm under softbaitet vil give markant færre hug, hvilket er værd at tage med i betragtning.
apr 18, 2023 | Artikler, Predatorfiskeri, Spinnefiskeri
Ved jigfiskeri efter aborre, gedde og røding er det effektivt at male halen på en paddletail i kontrastfarver. Når halen vender, vises farverne skiftevis og man opnår en lækker blinkende effekt.
Softbaitets farve på dagen kan have enorm betydning, og har du ikke den rette med, kan det være svært. Men med en håndfuld tuschpenne kan du, ved fiskevandet, hurtigt og nemt ændre udseende på dine agn og vende fiasko til succes.
AF JÖRGEN LARSSON
JEG SIDDER DESPERAT og gennemroder min jigkasse. I morges fik jeg to sandarter på en chartreuse jig – begge fine hanfisk i omegnen af seks kilo, men på trods af, at jeg har firet ned på masser af ekkoer siden da, har jeg ikke haft et hug i tre timer. Flere fisk har inspiceret mine agn og nogle af dem har nysgerrigt stået længe foran jiggen, men ingen af dem har gjort udfald. Jeg har fisket med stort og småt, skrigende og diskrete farver, men desværre uden resultat.
Jörgen Larsson med en grov og langstrakt sandart på 8,36 kilo, der faldt for en jig med et gulmalede hageparti.
Mens jeg sidder med to jigs, som plejer at fungere, falder blikket på nogle tuschpenne i æsken. I dagens fiskevand plejer det enten at være gulgrønne eller diskrete brunlige jigs, der fungerer bedst, så hvorfor ikke kombinere de to? Jeg tager en 7-tommer Fin-S i den klassiske Arkansas Shiner farve og maler hagen gul. Måske ikke revolutionerende, men det ser ikke helt dumt ud. Uden den store tillid til min nye jig, firer jeg den ned til et ekko, men begejstringen stiger da den fine sandart uden tøven sætter tænderne i jiggen. Det må ha været et tilfælde, tænker jeg da en sandart på omkring tre kilo afkroges og genudsættes. Jeg skifter tilbage til en jig i originalfarve for at se, hvad der sker. Tre forsøg senere har jeg svaret: ingenting! En sandart var oppe og kigge, mens de andre to ignorerede jiggen totalt.
Jeg skifter tilbage til den gulmalede jig og sejler tilbage til den første sandart, som var oppe og kigge. Denne gang falder hugget prompte. Jeg tror knapt mine egne øjne! Jeg fortsætter eksperimentet og ved fiskedagens afslutning kan jeg gøre status med yderligere fire sandarter – alle fanget på den gulgenmalede jig. En af dem, en grov og langstrakt sandart, vejede hele 8,36 kilo, på trods af, at den var noget sommerslank. Originalfarverne producerede ikke så meget som et hug!
Nogle af forfatterens favoritkombinationer til sandart. Nogle gange er det nok at male jiggens hageparti, mens det andre gange er kunstfærdigt arbejde på halepartier, som leverer. Vær derfor ikke bange
for at eksperimentere dig frem til dagens kombi. Her Westin TwinTeez der er en suveræn agn til både sandart og aborrer.
Bemalede jigs kan gøre en forskel
Så let er det naturligvis ikke altid. Men jeg har oplevet en markant forskel tilstrækkeligt mange gange, når jeg har fisket med bemalede jigs, til at jeg periodisk tror på fidusen. Så sent som i marts var det en jig med orangemalet hage, som sprang en todages nulbon i Holland. Derefter fik vi også sandarter på originalfarver, men det var tydeligt, at reaktionen var bedre med bemalede jigs.
Nu til dags er der altid en håndfuld tuschpenne i grejkassen. Med pennene kan jeg male hugpunkter i kontrastfarver og tone lyse eller grelle farver ned, hvis der er behov for det. Jeg har testet to forskellige mærker jigpenne og bortset fra, at pennene kan have forskellige nuancer, har jeg ikke oplevet nogen større forskel. Farven smelter ind i materialet og blegner ganske hurtigt, hvorfor man ofte må opfriske malingen lidt. Og husk endelig, at de bemalede partier smitter af på andre jigs i æsken.
Det er ikke kun til sandartfiskeriet at de malede jigs leverer. I fjor testede jeg også jigpennene ved gedde-, aborre- og rødingfiskeriet med gode resultater. Bl.a. brugte jeg og fiskemakkeren Björn »Carlo« Karlsson farvepennene under vertikalfiskeri efter røding. Vi malede bare den ene side af halen på en paddeltail og opnåede derved en blinkende effekt, når jiggen blev trukket genmalede nem vandet og halen flafrede – et trick som går rent ind hos de fleste rovfisk!
Ved at male oversiden af halen på en paddletailjig, opnår man en
blinkende effekt. Et trick som går rent ind hos de fleste rovfisk – ikke
mindst røding.
apr 8, 2023 | Åfiskeri, Artikler, Fluefiskeri, Spinnefiskeri
Den sølvblanke laks er et studie i skønhed.
Den vestjyske laksepremiere den 16 april er og bliver en af de hotteste datoer i den danske lystfiskers kalender. Flere og flere ser med længsel frem til midten af april i håbet om at bukke klinge med en af de helt store. Her giver Jan Delaporte dig en serie guldkorn i form af gode råd og tips til det tidlige danske laksefiskeri.
AF JAN DELAPORTE
SOM LAKSEFISKER er det altid med stor forventning og længsel, at premieren på fiskeriet skydes i gang. Det sene efterår og den lange vinter kan føles som en uendelighed, og drømmene driver mod skotske elve, der åbner laksesæsonen tidligt. Men vi er nu heller ikke så ringe stillet i lille Danmark med et premierefiskeri allerede midt i april, som giver associationer til massive blanklaks. Faktisk er det et udpræget Nordsøfænomen med så tidlig en opgang af blanke fisk i vandløbene, og eksempelvis må vores norske og til dels svenske venner kigge endnu længere frem i kalenderen, før startskuddet til endnu en laksesæson lyder.
Grundig forberedelse er altid en god idé, inden en laksepremiere. Der er som regel relativt få nystegne fisk i åen. De største kommer som bekendt først, og dem er der alt andet lige færrest af. Vandtemperaturen er lav, og vandstanden kan være høj med rimeligt til meget farvet vand. Summa summarum – dine odds er ikke gode, og du skal indstille dig på hårdt arbejde for at få dit sølvblanke trofæ på land. Dermed er der al mulig grund til at optimere dine chancer med en grundig forberedelse og en gennemtænkt tilgang til fiskeriet.
Spinnefiskeren bevæger sig ofte opstrøms i åfiskeriet, så der er vigepligt i begge retninger!
Fisk dybt efter forårslaksen
Du skal ned til forårslaksen! Som sagt er vandet relativt koldt, farvet og fiskene er store. Under de forhold vil laksen stille sig dybt og ikke være villig til at flytte sig særligt langt efter din flue. Du skal nærmest liste fluen lige hen foran næsen på fisken for at få den til at reagere, hvis den da gør det. Den »magiske skillelinje« i laksefiskeri går hyppigt omkring 10-12 grader, hvor temperaturer under dette er lig med forskellige former for synkeliner, sink-tips og polyleaders, hvis du fisker med flue. Temperaturer over dette giver mulighed for fluefiskeri med flydeline/lettere linere, men der er selvfølgelig undtagelser som fx hurtigsynkende liner i høj sol om sommeren. I de danske åer bliver synke 5/6-liner eller tungere hyppigt brugt til det tidlige forårsfiskeri. Kastevinkel og – type kan også have en del at sige i forhold til, hvor langt linen når ned i vandsøjlen, men dette kommer vi tilbage til senere. Personligt synes jeg ikke, det giver mening at bruge polyleaders i forskellige synkedensiteter, når man fisker med relativt tunge og synkende flueliner – fx klasse 6/7. Linen skal nok trække forfang og flue ned, for det er jo ligesom det, den er udformet til. Derimod er der al mulig grund til at bruge et kort forfang eller leader.
I forvejen er laksen ikke speciel forfangssky, og i højt farvet vand er den det endnu mindre. En meter nylonforfang er rigeligt, og vil man rigtigt dybt ned, kan det være fint med blot en ½ meter forfang. Bortset fra fluorocarbonens stivhed, er der ikke nogen særlig grund til at bruge det forholdsvis dyre materiale til aprilfiskeriet i de danske åer. Drennan og Stroft er populære forfangsmaterialer i »klassisk« nylon pga. deres stivhed. Som sagt, så kan laksens reaktionsmønster i det tidlige forår omkring premieren bedst betegnes som sløvt. Den skal nærmest »overbevises«.
Fluer i krasse farver og »str. L« er ofte effektive til forårslaksen.
Grej og fluevalg til forårslaks
Fluerne må gerne være store og have krasse farver. Orange, gul, rød er effektive farver i det ofte kaffegrumsede vand i Skjern, Varde og Storå. Af en eller anden grund har lyserød aldrig rigtigt vundet indpasi lakseverdenen, men jeg tror nu, det kan være en effektiv farve, også i de danske åer. Størrelsesmæssigt er der ikke noget i vejen for at gå op i de store størrelser. Jeg er ikke fan af tungt belastede fluer med div. øjne, cone-heads m.v. Jeg mener, det skal være linen, der får fluen ned, og en let flue vil alt andet lige gå mere levende i vandet.
De danske lakseåer er hverken gigantiske eller meget små. På de nederste stræk af fx Skjern Å er der dog tale om et vandløb af en anseelig størrelse. Med dette i mente og de tunge synkeliner er en tohåndsstang på 14-15 fod i klasse 9/10/11 et udmærket og manges foretrukne valg. Man skal også huske på, at de danske lakseåer ofte appellerer til overhåndskast, og her kan der være rart med en lang »stage«, som løfter linen op over høje bredder, buske, sortbrogede køer og andet hyggeligt i bagkastet. For ikke at snakke om kraft i forhold til en nystegen 20 kilos laks… Fisker man lidt højere oppe i åen i håb om at nogle større laks er trukket hurtigt derop, kan man fint gå ned i en klasse 8/9 på 12-13 fod. De fleste spinfiskere går med 10 fodsstænger med en kastevægt på 10-40. De lange stænger gør det lettere at styre fisken uden om eventuelle hindringer ved egen bred og har rygrad nok til at køre årstidens ofte store fisk flade. Linen bør være noget grovere end fx kystliner. 0.18 mm er hvad det betegnes som gennemsnitligt. Den stærke line, skærer sig let gennem vandet og gør det lettere at holde bund. Beklædning er ikke den store raketvidenskab, men husk dog på, at man de fleste steder langs de danske lakseåer går på bredden og kaster. Her kan der være meget vådt, sumpet og mudret om foråret, og åndbare waders med vadestøvler kan blive noget af et rengøringsmareridt, når du kommer hjem og skal skylle al mudret ud af kringelkroge på støvlerne, snørebånd osv. Derfor bruger mange waders med fast støvle, skridtstøvler eller blot gummistøvler.
På lit de parade med udstyret og fluerne, der forseglede dens skæbne.
Fluekasteteknik i lakseåen
Kasteteknikken er væsentlig, når du skal sørge for at få fluen ned til laksen ved det tidlige premierefiskeri. En måde at gøre det på, er at kaste rimeligt vinkelret, dvs. 90 grader, ud over åen for så derefter at tage 3-4 skridt nedstrøms. På en måde får fluelinen lov til at ligge stille og flyde med strømmen. Der er ikke noget træk på den endnu, og derved synker den ned. Når du så stopper op, vil strømmens pres få fluelinen til at stramme op, og den begynder at fiske i en dybde, hvor der kan være »action«. Simpelt, men effektivt. En anden måde er at mende opstrøms i selve kastet, men det kræver lidt øvelse. Synkelinerne er så tunge og falder så tilpas tungt på vandet, at det kan være svært at mende, når linen først ligger på vandet. Så »Gå tur med linen« er bestemt den nemmeste måde at klare dette på. Du må dog endelig ikke glemme at tage de par skridt, når du kaster vinkelret på strømmen, ellers får du den modsatte effekt: strømpresset agerer hurtigt på din flueline og presser den opad i vandsøjlen, så fluen går højt! Spey-kast, underhåndskast, Skagit-stil m.m. er alt sammen flotte og effektive kast i forskellige situationer. Og så er de sjove at udføre og/eller øve sig på, i en sådan grad, at folk sommetider glemmer, der findes noget, der hedder et overhåndskast. Det bør man nu ikke, hvis man fisker i de danske lakseåer. Her er der ofte god plads til bagkastet i det flade landbrugslandskab, og stående på bredden kan det være vanskeligt at få et ordentligt »anker« til underhåndskastet m.m. Det er altid en god idé at holde armene tæt indtil kroppen, når man kaster med tohåndsstang, og det gælder især ved overhåndskastet. Kommer armene og hænderne for langt ud at flagre i overhåndskastet, får man nogle meget store og åbne linebuer, som den ofte kraftige vinde kan boltre sig med at hive fat i. Prøv at holde hænder og arme så tæt ind til kroppen, at du støder underhånden ind i brystkassen, når du trækker stangen frem og ned i dit fremkast. Det må gerne sige klask! Og vær opmærksom på bagkastet, altså at du holder hænder og arme tæt ind til kroppen også dér. Så får du flotte og smalle linebuer, der suser ud over åens lokkende vand og skærer sig godt gennem vinden.
Foråret fryder, livet vågner og storlaksen hugger… måske.
Med spinnegrejet efter forårslaks
Er spinnestangen dit foretrukne våben langs de danske laksevandløb, gælder de samme regler. Du skal ned i vandet for at fange dem og det gøreslettest ved at anvende spinnere med smallere blade eller tungere krop. Det er selvfølgelig også et must at lade agnen synke et parsekunder inden du begynder at fiske den hjem. Klassiske Kondomspinnere i skrappe farver er gode. Ligeledes er Mepps 4 og 5 spinnere i traditionelle farver som kobber, guld og sølv gode. Sidst men ikke mindst kan en ambulancefarvet og leddelt wobler med lidt bly oppe ad linen være dræbende effektiv. Men husk at der kun må fiskes med en krog, som kan være enkelt, dobbelt eller trebenet, og den skal være modhageløs. Samme regel gælder selvsagt også for fluefiskerne.
Tips til det praktiske fiskeri
Dansk laksefiskeri er specielt, og en af de faktorer, der gør det specielt, er den meget åbne adgang til fiskevandet. Og det skal vi naturligvis være glade for – for det er ikke nødvendigvis nogen naturlov, der bliver ved i fremtiden. Heldigvis har vi stort set ingen lukkede områder af åerne, der er forbeholdt velhavere og dem med de rigtige forbindelser. Men – træerne vokser som bekendt ikke ind i himlen, og det betyder også, at fiskepresset er stort mange steder. Det bør man have med i sine overvejelser, når man bevæger sig mod åen. Laks kan vel og mærke tåle et relativt stort fiskepres, dvs. uro omkring vandet, men kurven er dog stadig nedadgående i forhold, hvor bidelysten laksen er. At stå op før en vis herre får sko på, virker i de fleste former for fiskeri, og det gælder også hér. Husk også på, at hvis vi skal have det meget lettilgængelige og åbne fiskeri efter laks ved de danske åer til at fungere i fremtiden, så kræver de »gefüll« mht. adfærd, når fiskepresset er højt. Især også når der ingen steder i Danmark er »fly-only« stræk, og fluefiskere og spinnefiskere skal få tingene til at spille sammen. Det kan være en udfordring med fluefiskere der (stort set) altid fisker bevægende sig nedstrøms, mens mange spinnefiskere også fisker bevægende sig opstrøms. Der er et par gyldne regler, der skal følges: Man starter aldrig med at fiske lige nedenfor (nedstrøms) en anden, der er i gang med at fiske. Kan man se en person ovenfor (opstrøms) en selv, tager man 3-4 skridt efter hvert kast nedefter. Det betegnes mange steder som »bevægeligt fiskeri«. Ved et møde mellem nedstrømsfiskende fluefiskere og opstrømsfiskende spinnefisker (du er en af dem), må man pænt vige i forhold til hinanden, helst hilse, og gå i en bue udenom. Hvis man fisker tæt på en eller andre medfiskere, og en af dem er så heldig at kroge en laks, så ruller man straks sin line ind, og lader vedkommende fighte sin laksfærdig. Er man den heldige, der får landet fisken, er det god latin at lade andre i nærheden få chancen, dvs. ikke skynde sig med at kaste ud igen med det samme. Nyd i stedet fangsten. Laksefiskeriet i Danmark er som mange andre steder belagt med regelsæt, som også varierer lokalt. Sæt dig ind i dem, og følg dem – naturligvis. Laksen har det ikke nemt, den presses hårdt fra mange kanter, og vi kan nå langt som lystfiskere, hvis andre interessenter og offentligheden kan se, vi reelt ønsker at bevare laksen. En død storlaks (fra din hånd) frembringer ikke flere smålaks, dens gener er væk for altid, selvom det er de gener, som frembringer det, vi allerhelst vil fange…
Trofæet er landet, lige over 10 kg, og hænger nu til almindelig beundring ved fiskeskuret.
Det tidlige laksefiskeri
Sidst, men ikke mindst, vil jeg komme med et par gode råd, når det gælder tilgang og »psykologi« i det danske laksefiskeri. Noget jeg i øvrigt selv prøver at perfektionere, da mit sædvanlige laksefiskeri har en noget anden karakter end det danske. Der er dog mange ting, som kan genbruges: Tidligt laksefiskeri efter få, men store laks, er og bliver jagten på en flidspræmie. Selvfølgelig spiller held en rolle, qua »den, der opsøger heldet, er som regel heldig… Men det er hårdt slid, vedholdenhed og stædighed, som spiller den afgørende rolle. Man skal blive ved, og blive ved med at tro på det. En af de ting, jeg som laksefisker finder udfordrende ved at fluefiske i de danske åer, er selve beskaffenheden, dvs. den fysiske karakter af vandløbene og omgivelserne. Jeg føler det som en stor forskel at vade i elv med sten og god til kraftig strøm og lægge sine kast ud over tydelige strømkanter, strømskel, sten og meget andet »guf« i forhold til standpladser. Også det at kaste er anderledes, da der hele tiden er mere eller mindre fine forhold til at »trylle« med forskellige ankre til underhåndskastet/Skagit foran eller ved siden af en selv. Det er noget ganske andet at stå oppe på en sumpet dansk åbred i gummistøvler med gumlende køer i bagkastet og et vandløb med mørkt, tungt og dybt vand, der ikke altid afslører de større konturerer eller variationer i strømmen eller bundforholdene.
Det er selvfølgelig et tilvænningsspørgsmål – og her må man låse sit fokus på, at storlaks har svømmet op i de flade danske åer i tusindvis af år, og at de stadig kan finde på at smække deres sølvglinsende kæber om vores fluer.
Langhalede havlus er en klar indikator på havfriske laks, da de falder af efter få timer i ferskvand. www.flyfish-jandelaporte.com
VESTVENDTE LAKSEÅER (PREMIERE 16. APRIL)
Storå www.svstoraa.dk
Skjern Å www.skjernaasam.dk
Varde Å www.varde-sportsfiskerforening.dk
Sneum Å og Kongeå www.sydvestjydsk.dk
Ribe Å www.ribeaasystemet.dk
Brede Å www.brede-aa.dk
Vidå www.vidaa.dk
mar 16, 2023 | Artikler, Betalt samarbejde, Kystfiskeri, Spinnefiskeri
Mads Grosell med en fin havørred, der nappende en SG Sandeel fisket på stiff-rig.
Manden bag en række topagn som fx Savage Gears velkendte Line Thru Sandeel – Mads grosell – er vild med at fiske på kysten, og gør det hvert år super godt med masser af flotte fisk. Her får du Mads´s favoritmontage på kysten – en stiff-rig – til gennemløberne.
AF JENS BURSELL
Der findes mange måder at montere en gennemløber på – og alle kystfiskere har deres favoritmetode. Det gælder også Mads, der bruger masser af tid på kysten efter de blanke – typisk i godt selskab med sine forskellige udgaver af kystwobleren Line Thru Sandeel.
Når man fisker efter kystørred, er der en række forskellige forhold, der kan influere på, hvorvidt man kroger fisken ordentligt, når den hugger. En ting er skarphed, wiretykkelse og krogdimensioner – som vi har skrevet en del om på fiskogfri.dk igennem tiden. Noget andet er faktorer som ”bortsynkning” af krogen ved spinstop – samt risikoen for at en ophægtning af krogen på forfanget, der kan føre, at krogen vender forkert – eller i værste fald linebrud og mistet fisk.
På en normal gennemløber vil man ofte risikere, at krogen synker baglæns væk fra bagenden af gennemløberen ved spin-stop, hvilket naturligvis øger risikoen for at fisken ikke kroges, når den hugger – netop ved det forførende spin-stop. Gennem 15 år har nogle kystfiskere modvirket dette med et flådstop uden alt for hård friktion foran gennemløberen, men det kan gøres mere elegant med powergum eller super simpelt med et stykke mono, der er den form for stop, som Mads foretrækker på sit semi-fikserede gennemløbs set-up.
I dette lille videoklip fortæller Mads Grosell om, hvordan han monterer gennemløberen med et stiff-rig:
Stiff-rig til gennemløberen
Mange bruger løst-hængslet krog til deres gennemløber, men Mads foretrækker at vælge en anden vej. – Jeg synes helt klart, at det fungerer bedst med en krog, der ikke kan svinge rundt, understreger han. – Ved i al enkelhed at binde krogen i en ”styrende knude” eksempelvis den super lette 4-tørns blodknude – forebygger man – i kombination med stopknuden lige foran agnen, at krogen svinger ind under gennemløberen og i værste fald ”vender modsat”, når fisken hugger, hvilket selvsagt ikke er optimalt for krogningen. Mellem krogen og gennemløberen sætter jeg typisk 2-3 perler, der dels fungerer som strikepoint og ekstra attraktion – og dels skaber en perfekt rotation for gennemløberen.
I denne lille video fortæller Mads Grosell om sit foretrukne valg af kroge til stiff-rigget:
Savage Gears STY-trekroge – med og uden hotspot. Som det ses er grensamlingen limet på bagsiden begge steder for at undgå, at forfanget/linen kan sætte sig fast her, hvis en stor fisk ruller med agnen under fighten.
Den perfekte trekrog til havørredfiskeri med stiff-rig & gennemløber
– For at undgå, at linen ved hægtning kan få fat på bagsiden af trekrogen i samlingen – med deraf følgende risiko for mistede fisk under fighten, har vores trekroge til gennemløbere, altid ”lukket gab” mellem grenene på bagsiden af trekrogen, fortsætter Mads. – Det gælder for begge vores Y-trekroge, hvor en dråbe epoxy – farvet som strikepoint (”Hotspot”) – eller ”neutralt” på den normale STY krog, modvirker netop dette. Se hvorfor dette er relevant under en fight med større fisk i videoen herunder.
– Næste gang du skal ud at fiske med gennemløber, kan jeg klart anbefale dig at montere agnen med et stiff-rig, slutter Mads.
Mads Grosell med et par fine havørred taget på gennemløber monteret med stiff-rig.
