Pladeblik har været med hele vejen, og hvem husker ikke de lykkelige drengeår, hvor galgerne bugnede og grejæsken var fyldt til randen med klassiske pladeblink. Meget er sket siden da, men på ét væsentligt punkt er der sket meget lidt: Fiskene hugger, som de altid har gjort, og pladeblinkene er stadig lynende effektive – også selvom de måske er gået lidt af mode.
AF RUNE FICH WEISHER
SOM DRENG voksede jeg op ved Tempelkrogen i bunden af Isefjorden og fik ikke bare fisket mere end de fleste, men havde også fingeren på pulsen omkring hvilke agn som pt virkede bedst – ikke bare i fjorden, men også på Sjællands Odde, som var et af firsernes helt store hit, når det gjaldt jagten på de helt store og blanke sildeædere.
Dengang var de altid sikre agn typisk »Smelt«, »Flipper« og »Filur « på Odden, mens »Møresilda« og »Toby« var hemmeligheden i Fjorden. Alle disse var pladeblik og dette var i vel at mærke i kystørredernes guldalder, hvor den ene legendariske kæmpefisk efter den anden bed i strandens sand.
Pladeblinkene gjorde deres arbejde godt. Det var vist nok midt i firserne, at der pludselig dukkede kystwoblere op i mainstream handlen. »Den fynske« var den første som kom, og pludselig et forår var »Sandgrævlingen«, »Flamingo« og »Lax »det eneste rigtige« på især Odden. Men hvorfor nu det? Havde fiskene skiftet smag i løbet af vinteren? Bestemt ikke! Woblerne var bare nye og spændende – og var pludselig kommet på mode. Vi juniorfiskere, som ikke havde penge til at skifte pladeblinkene ud, og de gamle drenge som ikke lod sig imponerer af modeluner, fiskede bare videre med samme grej som hele tiden. Og mens alle de moderne fiskere stod side om side og kastede løs med den ene gigantiske og farvestrålende kystwobler efter den anden, fiskede vi videre med små Boss- og Toby pladeblik – og fangede ikke bare det samme som wobler-entusiasterne, men som regel også mere.
Flere woblere kom til i de følgende år, og ikke mindst Gladsax-wobleren blev så populær, så det nærmest blev generel lystfiskerviden, at uden en Gladsax, kunne man godt glemme alt om at fange fisk. Ikke bare var kystwoblerne store, de var også altid uhyggeligt kulørte sammenlignet med pladeblinkene som næsten altid var enten kobber, hvide eller sølv. Begrundelsen fra grejhandlerne var dengang alt lige fra synlighed og provokation til refleksion. Sandheden var dog nok en ganske anden.
Den var blot modefarver, og præcis de samme modefarver fandt man i de samme år på cykler, dykkergrej, legetøj, hårbørster og sportsudstyr. Der var således ikke lagt den samme forskning bag farvevalget på endegrej dengang, som det er tilfældet i dag – og de kulørte kystwoblere forsvandt igen ved fjorden.
En stak pladeblink, der alle har stået tidens test: Smelt, Jensen Tobis, Stripper, Toby, Flipper, Boss og Mørasilda.
Pladeblinkenes revival på kysten
De gode gamle pladeblink var nu tilbage på fuld styrke. Der gik dog kun et par år, så opstod en ny mode. Lange kast… – og med den det langtkastende endegrej. Det var formentlig et resultat af, at kulfiberstængerne havde haft deres indtog på markedet i et prisniveau, hvor alle kunne være med, og det gav muligheden for at kaste en hel del længere end med de gamle glasfiberstænger.
Jeg kan huske en majdag i slutningen af 80’erne, hvor der i Tempelkrogen var blevet taget tre fisk over seks kilo samme morgen, og de var taget på samme slags blink – nemlig en Jensen Pirk på 24 gram, der i sandhed er et langt kastende blink.
Allerede samme aften begyndte kunderne at vælte ind i byens grejbutikker og efterspørge Jensen pirke på 24 gram, og jeg kan huske, at jeg i løbet af de efterfølgende dage, hørte personalet i butikken snakke om, at de tusind blink de havde bestilt hjem ugen før, allerede var væk… Så stærkt gik det. I de efterfølgende år, blev der stort set udelukkende fisket med Jensen Pirk både i Fjorden og på Odden. Igen måtte pladeblinkene se sig slået. Men hvad var det så som gjorde, at Jensen Pirken pludselig var det eneste rigtige i Fjorden, uden at have været det hverken før eller blevet det siden? Svaret er enkelt. Jensen Pirken var på rette tid og sted, da der kom fisk forbi, og det var intet tilfælde. En af de lokale grejbutikker havde kort før det store »Jensen-Boom«, konstateret at de ikke havde solgt én eneste Jensen Pirk i 24 gram i årevis og var brændt inde med større mængder på lageret. For at få ryddet ud besluttede de sig for at sælge dem til langt under halv pris, og gøre det i slutningen af april op til hornfiskene ankomst.
Kent Anderses pladeblink Stripperen er utroligt lokkende og har utallige fisk på samvittigheden.
Jensen, Jensen, Jensen
Som sagt. Hornfiskefiskerne strømmede til, og hamstrede af det gode tilbud. Da hornfiskene så kom omkring starten af maj, var det næsten udelukkende de billige Jensen Pirke i 24 gram, som blev brugt, og således var det også dem som fangede fisk. Blandt andet de tre fisk på over seks kilo, som blev landet den morgen i maj, og satte Jensen-Boomet i gang. De tre fisk var bifangster, fanget under hornfiskefiskeri. En agn som ellers havde været usælgelig, var nu blevet den mest efterspurgte og vel at mærke som følge af tilfældigheder.
Som det hele tiden havde været tilfældet, blev fjordens gamle ørred-koryfæer ved med at fiske med de gode gamle pladeblink og blev ved med at fange fisk. Bølgen med de langkastende agn i fjorden holdt forbløffende længe. Sømmet, Fladbukken, Ertner og en række hjemmelavede blink, var i længere tid synonymt med fiskeriet i fjorden, men stadig ikke for de garvede som fastholdt pladeblinkene. – De står altid ude på det dybe, lød holdningen blandt de moderne og langtkastende fiskere, mens fjordens gamle drenge luskede rundt i vandkanten med pladeblinkene – ofte kun i gummistøvler- og fiskede rev og stensætninger af med kast, som sjældent kom meget over 30 meter… Men de fangede fisk – MANGE fisk.
Pladeblink til havørred – igen, igen
Midt i halvfemserne fik pladeblinkene så sin anden opblomstring. Kim Regaard landede en massiv fisk omkring de ni kilo på Nordkysten på et lille hvidt Boss blink, og den aparte »Stripperen« så dagens lys og blev øjeblikkelig en succes. Tilbage kom pladeblinkene nok en gang.
Ser vi på nutidens fiskeri, må pladeblinkene siges at være nede i endnu en bølgedal. Det er gennemløbsblinkenes tidsalder og derfor er det også primært »D360«, »Seeker«, »Hugormen«, »Snurebassen« med mere, som man støder på i den gennemsnitlige grejboks langs fjordens bredder. Helt som det var tilfældet med både woblerne og kastekanonerne, fanger de også fint med fisk, hvis vi kigger på den samlede statistik. For endeagn som bruges af mange, vil totalt set, altid fange mere end endeagn brugt af få. Ser vi derimod på den enkelte fisker, så er der set med mine øjne ingen tvivl om, at pladeblinkene er og bliver de mest fangende endeagn i fjorden, måske kun med konkurrence fra bombarda & flue, som kan være suverænt det bedste i specielt det tidligste forår.
Pladeblink er ofte supergode til fiskeri på relativt lavt vand som fx her.
Pladeblink – den perfekte imitation af havørredens byttedyr
Men hvorfor er de simple pladeblink så så effektive i Fjorden? Jo – fordi pladeblinkene er ren og skær imitations fiskeri. Et lille flaksende Boss eller Møresilda i kobberfarvede nuancer, given en nærmest identisk illusion af en kutling som vrikker afsted lige over tang-toppene, og netop kutlingen er en afgørende fødekilde for ørrederne under deres ophold i fjorden. Kig blot i mavesækken næste gang du lander en ørred i fjorden. En anden vigtig fødekilde er yngel fra sild og hornfisk.
I perioder med mange af disse i fjordene, flytter ørrederne fokus til dem. Dels begynder de at jage mere midt i vandet, og dels kan blanke blik pludselig være det eneste rigtige. Her er Toby og Kulpkrokodill i sølv et oplagt valg. Især sidstnævnte der er belagt med ægte sølv, hvilket giver en utrolig lokkende refleksion. Sølv er en anden af de gamle hemmeligheder ved fjorden. Naturligvis er meget af fiskeriet med de langtkastende endeagn også imitations fiskeri.
Blink som »Imitator«, »Sømmet « og »Bornholmerpilen« samt flere af kystwoblerne, er reelle efterligninger af tobiser. Det gør disse agn lynene effektive i miljøerne langs de åbne kyster, hvor tobiserne er talrige, og ørrederne indstillet på dette. Men i Fjordene er reglerne lidt anderledes, og her er det de stationære byttedyr som rejer og kutlinger vi skal imitere, hvis vi skal have succes med vores fiskeri – og det gør pladeblinkene perfekt! Mode eller ej.
Artiklen blev oprindeligt publiceret i Fisk & Fri 7/2014
