SANDART FLYTTET FRA ARRESØ TIL HADERSLEV DAM

De indfangene sandarter fra Arresø blev skånsomt opbevaret i dette store net i Ramløse Havn.

Sandarten er en af vores mest populære sportsfisk i ferskvand – og over de sidste par år er der kommet en gryende forståelse for, at vil vi have nogle bedre bestande af denne oprindeligt hjemmehørende danske art – så skal vi have gang i både bedre beskyttelse og støtteudsætninger, hvor det er nødvendigt.

 

AF JENS BURSELL

 

Fra 17-1800 tallet er der historisk vidnesbyrd om en bestand af sandart i sønderjyske Haderslev Dam – en bestand, der over de seneste år har været fåtallig. For et par år tilbage besluttede Sønderjysk Sportsfiskerforening sig for at gøre noget med den skrantende sandartbestand – og nu er der – med støttet fra Lystfisker Danmarks projektpulje til bedre lystfiskeri i Danmark, hentet 184 voksne sandart fra Arresø på Nordsjælland til at booste populationen.

 

Hvidovre Sport Januar udsalg

 

Michael Røge fra Sønderjysk Sportsfiskerforening med en af de mange sandarter, der blev flyttet fra Arresø til Haderselv Dam i november.

Michael Røge fra Sønderjysk Sportsfiskerforening med en af de mange sandarter, der blev flyttet fra Arresø til Haderselv Dam i november.

Sønderjysk Sporfiskerforening og LF tager arbejdshandskerne på

– I weekenden d. 14-16 november var vi 16 lystfiskere, som drog til Sjælland for at opfiske sandart, som efterfølgende skulle udsættes i Haderslev Dam, lyder det fra Sønderjystk Sportsfiskerforening. Allerede torsdag aften mødte de første fiskere ind på Ramløse Havn ved søen, hvor Arresø Sejlklub havde været så venlige at stille deres klubhus til rådighed, hvilket var en kæmpe hjælp. Der havde vi så en base at arbejde ud fra – samt et sted at komme ind i varmen og lave mad til alle deltagerne.

– Vi havde allieret os med nogle lokale medlemmer af Lystfiskeriforeningen anno 1886 – alias LF, som også stillede både til rådighed. Ud over det havde vi også selv inviteret nogle skrappe prædatorfiskere, som mødte op med båd og udstyr til at finde og fange sandart.

 

Opfiskning af sandart i Arresø

– Fredag kl.08.00 var der skippermøde i sejlklubben. Vi fik lidt morgenmad, godt med kaffe og hilste på hinanden. Hver især fik man udleveret tilladelser, og et skema til at notere fangsterne. Og så var det ellers i gang med at fiske. Vi havde tilladelse til at flytte 200 sandart, og det mål ville vi gerne så tæt på som muligt. Efterhånden som de blev fanget, blev de transporteret ind til havnen i murerbaljer for derefter at blive sat i et stort udspændt netbur, hvilket fungerede rigtig fint. Forhåbningerne om at nå de 200 sandarter var dog ikke på det højeste, da der efter første fiskedag kun var fanget godt og vel 30 fisk.

– Om lørdagen skulle der for alvor fiskes igennem – med flest både og fiskere. Logistikken og opbevaringen var der styr på. Nu var det “bare” op til alle de dygtige fiskere at fylde fangstgården med sandart. Senere på dagen blev de første 65 sandart hentet, og fragtet til Haderslev Dam. Alle disse fisk overlevede transporten, og svømmede sikkert ud i deres nye hjem. Dagen løftede således forhåbningerne om at nå målet igen, da de dygtige fiskere fik det samlede antal op på over 120 sandart. Efter en lang dag på vandet, var der igen en lækker, velfortjent aftensmad i sejlklubben. Et slag “skomar”, en enkelt øl og en lille til halsen blev det også til.

 

Sandarterne fra Arresø blev transporteret ind til det store net i murerbaljer med vand som disse.

Sandarterne fra Arresø blev transporteret ind til det store net i murerbaljer med iltet vand som disse.

Slutspurten i sandartfiskeriet

– Søndag var det atter tidligt op: Morgenmad, rigelig kaffe, og af sted på vandet igen. Nu skulle slutspurten sættes ind, og der blev fisket lige til det sidste, da vi sluttede fiskeriet klokken 13. Dem, der havde langt hjem, skulle vi have sendt af sted. Der skulle også ryddes op, og gøres rent. Og ikke at forglemme, så skulle de sidste sandart læsses samt sendes mod Jylland. Timingen viste sig helt perfekt. På trods af, at søen viste tænder i form af vind og bølger, da de første ankom torsdag, var vi så heldige, at søen lå stort set spejlblank alle tre dage – lige indtil de sidste forlod Ramløse søndag, hvor det igen begyndte at blæse op.

– Det samlede resultat endte på imponerende 186 sandarter, og søndag klokken 23 var de sidste sandarter sat ud i Haderslev Dam. Ud af de 186, var der to fisk, som ikke overlevede – én der døde fangstgården på Ramløse Havn, og en anden der blev angrebet af en mink på havnen, hvilket først blev opdaget ved ankomsten i Haderslev. Der er således nu udsat 184 sandart i Haderslev Dam, hvor størstedelen ligger på 55-65 cm. Der er blevet ydet en kæmpe indsats både i tiden op til, men også over alle tre dage – fra morgen til aften. Både af fiskerne, men ikke mindst fra landfolket, som har sørget for forplejning og brygning af spandevis af kaffe. Afslutningsvis vil vi gerne på Sønderjysk Sportsfiskerforenings vegne takke alle, som har bidraget til, at vi nåede i mål med projektet. Ingen nævnt, ingen glemt.

– For at give de udsatte sandarter i Haderslev Dam en optimal chance for at etablere sig i søen og forhåbentlig blande sig i genpuljen, er sandarterne i søen pt fredet på ubestemt tid, slutter foreningen.

Læs mere om Sønderjysk Sportsfiskerforening her.

 

Friluftsland

 

Størrelsesfordelingen af sandaerter flyttet fra Arresø til Haderslev Dam af Sønderjysk Sportsfiskerforening.

Størrelsesfordelingen af sandaerter flyttet fra Arresø til Haderslev Dam af Sønderjysk Sportsfiskerforening.

Friluftsland

SANDART PÅ JERKBAIT – SÅDAN GØR DU

Hvad de færreste ved er, at sandarten efterår og forår ofte trækker op på det helt lave vand tidlig morgen og sen aften. De er på jagt efter småfisk, og med den rette teknik kan du opleve et hektisk jerkbaitfiskeri. Her fortæller hollandske Evert Oostdam, der har fisket målrettet efter sandart på jerkbait i 25 år, hvordan du gør.

 

AF JENS BURSELL

 

EVERT OOSTDAM er hardcore prædatorfisker med forkærlighed for især vertikal- og jerkbaitfiskeri. Han er mindst lige så glad for store gedder som for grove sandart, og det var da også bifangster af sandart under geddefiskeriet, der var den oprindelige inspiration til at opdyrke målrettet jerkbaitfiskeri efter sandart.

– I takt med, at jeg fik fokuseret mit jerkbaitfiskeri på netop sandart, fandt jeg ret hurtigt ud af, at jeg kunne sortere mange gedder fra ved at koncentrere mit fiskeri til områder på 0,5-1 meter vand, hvor de mindre småfisk trækker ind, fortæller Evert. – Flertallet af gedderne står nemlig ofte en tak længere ude på 2-3 meter vand. På det lave vand går sandarten ofte helt amok og jager stimerne rundt, men du skal være på pletten i timen omkring solopgang og solnedgang. Midt på dagen trækker fiskene normalt ud på dybere vand, og her kan det være svært at dyrke et effektivt jerkbaitfiskeri. 

 

Friluftsland

 

Fiskeri på lavvandede områder med jerkbait efter sandart

– Lavvandede områder, der støder direkte ud til mere åbent vand og dybe partier af søen giver ofte det bedste fiskeri, fortsætter Evert. – Bunden skal helst være fri for vandplanter og ofte giver hård sandbund det bedste fiskeri. 

Er der en markeret kant mellem det helt lave og det lidt dybere – fx en stejle skrænt der falder direkte fra det helt lave og ud mod dybt vand, kan der stå rigtig mange fisk og lure på byttefisk umiddelbart under kanten – eksempelvis hvis skrænten starter på 1,5 meter vand. Det bedste er at drive stilfærdigt hen over det lavvande område, mens det systematisk affiskes med kast foran båden i den retning, som den driver. Men – fiskeriet kan selvfølgelig også dyrkes direkte fra land, hvilket åbner spændende muligheder for korte smutture til sandartsøen.

Et andet godt hotspot til sandartfiskeri i de kolde måneder er lystbåde havne, der ofte akkumulerer store mængder af byttefisk, som søger ly under både og blandt bropiller. Det ved både sandart og gedder, som ofte er at finde i store mængder på 1-2 meter vand vinteren igennem – lige til at fange på jerkbait.

 

Jerkbaitfiskeri efter sandart kan være super effektivt.

1) Aften og morgen trækker sandarten ofte ind på lavt vand, hvor den kan fanges på jerkbait. 2) Leon Cramer med en flot sandart, der tog en Buster Jerk, der blev fisket langsomt hjem – med lange pauser 3) Aborrefarver som denne fungerer godt til sandartjerkbaits.

Fisketeknik til sandart på jerkbait

 – Min teknik til sandart er noget anderledes end den måde, som de fleste dyrker deres jerkbaitfiskeri efter gedder, pointerer Evert. – Sandarten skal fiskes både dybere og markant langsommere.

Når jeg har kastet ud indleder jeg med at lade jerbaitet synke næsten hele vejen ned til bunden. Derefter giver jeg baitet 1-3 jerks, hvorefter jeg lader det synke hele vejen ned til bunden. Sandarten er nemlig altid tæt ved bunden her – selv inde på det helt lave vand. Jo tættere hen over bunden du kan fiske, desto bedre er det derfor.

De bedste jerkbaits og farver til sandart

 Mit favorit jerkbait er uden tvivl Buster Jerk som især i 15 og 12 centimeter udgaven – også kaldet Buster Jerk II er som skabt til formålet. Da der som sagt skal fiskes helt nede over bunden, er den almindelige synkende model min helt klare favorit. Når vi går efter de helt store, har vi haft succes med store agn – et godt eksempel er Big Bandit, som vi har fået nogle seriøse fisk på. Men når det er sagt, så har langt størsteparten af de fisk vi har landet været på 15 cm versionen.

Vi har prøvet en række andre jerk- og swimbaits, men er altid vendt tilbage til Buster. Et klart mønster har været at agn med en relativt slank profil har givet de bedste resultater, hvilket heller ikke er overraskende, når man ser på sandartens naturlige fødevalg.

Den bedste farve til sandartfiskeri er ifølge mine erfaring helt klart variationer over ”aborrefarver” dvs baits med tværstriber ned over ryggen. De fleste fisk har jeg da også fået på farver som fx C76, C64, C29 og C91.

Det rette grej til jerkbaitfiskeri efter sandart

Grejet til jerkbaitfiskeri efter sandart må gerne være lidt lettere end til geddefiskeriet. 80 grams stænger, som er en anelse blødere end de grove geddestænger er normalt passende. Årsagen er at krogen let ryger ud, under figthen, hvis stangen er for stiv. Fletlinen er den samme dvs. 0,18-0,20mm, da man aldrig kan vide sig sikker for geddehug. Normalt foretrækker jeg titanium wire – fx BFT No Kink i 30-60 lbs som forfang, slutter Evert Oostdam.

 

Geddefeber
Friluftsland

NY VIDEO: SANDART – PÅ SØEN MED WESTIN

Fiskeriet efter sandart er både sjovt og vanedannende – og der er mange måde at optimere, hvis man vælger de rette agn og grej – plus fisker på den rette måde. Vi er taget på søen med Martin Millinge fra Westin for at se på en række 2025 nyheder – både inden for stænger, agn og accessories. Vi kigger blandt andet nærmere på stængerne W2 Z-Hunter og agnene ShadTeez Pintail, TwinTeez V2 V-Tail, BullTeez Curltail R2F, SlideUp Rubber Jig og Ricky The Roach Tungsten Vibration Bait. Og til slut får vi også en præsentation af alle de nye tasker og pouches i W4 serien. Glæd dig til en fantastisk dag på søen med masser af fine sandarter ved bådsiden.

Se videoen på Fisk & Fris Youtube her. Husk at abonnere.

 

Friluftsland
Friluftsland

SANDART og GEDDEFISKERI FRA BÅD OM SOMMEREN

Sommerfiskeri efter sandart og gedder kan være både sjovt og givende – og en ofte en helt del mere komfortabelt end vinterens til tider barske fiskeri. Følg med på søen en dag, hvor det virkelig spillede og bliv inspireret til din egen næste tur.

 

AF MIKKEL BJØRN-NIELSEN

 

– DER ER ET ORDENTLIG V PÅ LODDET, siger jeg og med det samme flekser Thomas bundstang helt sammen. – Er det en god fisk spørger jeg. JA svarer han med et stort smil på læben. Fisken står klistret til bunden, og indikerer med nogle gode rusk, at det er en fin sandart, der har snuppet guldkarussen.

Efter 5 minutters intens fight kommer der en super flot lys sandart til overfladen. Benene ryster lidt under os, for det er en stor fisk, men Thomas håndlander den hurtigt. Straks efter kommer der en høj hvislen fra min flådstang, idet jeg giver et kontant modhug.

 

Geddefeber

 

Gedder og en flot stak fine sandarter

Kort efter letter en fin gedde på 5-6 kilo fra overfladen. – Der er hug på din paravanestang, råber Thomas. Han får flådstangen med gedden, mens jeg flår den anden stang ud af stangholderen. Fisken er tung, og hver gang jeg presser fisken lidt op, tager den turen til bunden igen. Thomas griner højlydt: – Det er da for vildt med triplehug. Endnu en stor sandart kommer op til overfladen og bliver hurtigt nettet, da trekrogen

sidder helt yderligt. Et sejrshyl runger ud over søen, og vi er begge klar over, at der ligger to nye PR sandart i båden. Vi vejer hurtigt Thomas’s til 7 kilo rent og min. til 7,8 kilo, hvorefter de efter en kort foto session bliver sat ud i deres rette element igen.

Så er der pause, og vi starter grillen. Men vi har knapt fået pølserne placeret på risten, inden der endnu en gang er bud efter Thomas på hans flådstang. Det er endnu en flot sandart, som vi vejer til 6,3 kilo. Mens vi spiser, tæller vi op, hvad vi har fanget i løbet af dagen. Status er 11 sandarter. Syv af dem er over 5 kilo med de største på henholdsvis 6,3 godt 7 og 7,8 kilo. Desuden har vi fanget ca. 15 gedder, med de største mellem 5 og 6 kilo. Der er ikke flere agn i tønden, men vi har vist også fanget rigeligt, så vi sejler hjemover, mens vi planlægger et nyt vand, der skal afprøves.

 

Mikkel Bjørn-Nielsen har oplevetet forrygende søfiskeri denne sommer. Bl.a. med sandart op til 7,8 kilo og gedder op til 14,5 kilo taget med få dages mellemrum.

Mikkel Bjørn-Nielsen har oplevet et forrygende søfiskeri bl.a. med gedder op til 14,5 kilo og sandart op til
7,8 kilo (ovenfor) taget med få dages mellemrum.

En massiv gedde hugger guldkarussen

Et par dage senere sidder vi så der, og der er bud efter mig på paravanestangen (artiklen er fra før, det blev forbudt at anvende paravaner i ferskvand). Den er helt krøllet sammen og linen flyver af hjulet. Jeg drejer en omgang på hjulet, så baitrunneren er slået fra, men linen forsætter med at flyve fra hjulet, selvom fightbremsen står rimeligt stramt. Det er en kæmpe fisk, der har taget guldkarrussen.

Jeg løsner hurtigt bremsen, da jeg fisker med 0.39 flourcarbon, hvorefter jeg forsøger at pumpe fisken hen til båden. Men i stedet for at gå til overfladen svømmer den direkte hen i Thomas’s bundstang. Den er tæt på at lave kludder med den anden stang, men den bliver heldigvis håndlandet sikkert. Det er en ordentlig krokodille. Jeg afkroger den hurtigt, og lægger den i vejeslyngen. Da vi i mellemtiden alligevel er drevet næsten i land, beslutter vi at gå i land og veje den ordentligt.

Vi lægger til ved en lille bro, og jeg hopper ivrigt over på den. Thomas rækker vejeslyngen med fisken til mig, da jeg ser at den ene side står åben, så fisken – nærmest i slowmotion – glider ud i vandet. Uden betænkning hopper jeg direkte efter den i vandet, desværre med mobil, pung og nøgler i lommen… Jeg får heldigvis fat i halen, hvorefter vi kan måle og veje den til 122 centimeter og 14,5 kilo. Det bliver en kort fotosession, hvorefter vi søsætter mit livs sommergedde og til dato største bifangst.

Vi sunder os lidt. Jeg får lejlighed til at tømme mine gummistøvler, og derefter sejler vi igen ud på søen. Humøret er højt, der er kolde Tuborg på dørken og begejstringen for at fange store fisk har aldrig været større. Efter endnu et par timers fiskeri kører Thomas’s stang. Den tager slet ikke line af ligesom gedden, men rusker og pumper mod bunden, hvilket jo ofte er en indikation på, at der hænger en sandart for enden.

Thomas fighter i mindst 10 minutter, og endelig dukker en velvoksen kriger af en sandart op fra dybet. Jeg netter fisken, og lamslået kigger vi på hinanden. Vægten siger seks kilo, og efter endnu en uforglemmelig dag på vandet med masser af underholdning og drama, bliver det dagens sidste fisk, inden vi drager trætte hjem. Jo – der kan godt være noget at komme efter selv på en varm sommerdag.

Artiklen blev oprindeligt publiceret i Fisk & Fri 6/2010

Få det fulde overblik over geddefiskeriet i bogen “Geddefeber”, som du kan købe her (REKLAME).

 

Geddefeber
Friluftsland

NY SOFTBAIT VIDEO: FANG FLERE SANDART MED MOVING HOOK RIGS

Med de mest almindeligt brugte krogmontager til sandart går man glip af tæt på halvdelen af alle hug – enten fordi man slet ikke får dem kroget ordentligt, eller fordi de mistes under figthen – selv når der anvendes en stinger. Det har Jens Bursell løsningen på med de nyeste versioner af hans moving hook release rigs, der sætter nye standarder for maksimal landingsrate under softbaitfiskeri efter sandart.

I denne video får du alle detaljerne om idéen bags hans moving hook koncept, hvis grundprincipper efterhånden har vist sit værd gennem 15 års hardcore fiskeri efter rovfisk. I videoen får du – udover en masse flotte fisk taget på livecast og vertikalfiskeri – al den nødvendige viden til selv at lave de opgraderede 2025 versioner af de revolutionerende rigs, som – hvis fisket rigtigt – giver en landingsrate i omegnen af 90 %. Glæd dig til en fed sandartfilm med masser af action, flotte fisk og uvurderlige tips til at omsætte manger flere hug til fisk, der rent faktisk også havner i nettet.

Se videoen på Fisk & Fris Youtube her.

Alle materialer og rigbits til moving hook rigget til softbaitfiskeri efter sandart – enten løsdele eller samlet kit – kan købes hos releaserigshop.com her (REKLAME)

 

Friluftsland

Friluftsland

SANDART PÅ LEVENDE AGN

Josef Hochmut fra Birkerød var en af de største profiler inden for skandinavisk sandartfiskeri gennem en lang årrække. Han er desværre ikke blandt os mere.

I disse kunstagnstider er det sjældent man ser folk fiske med levende agn efter sandart. Men – det virker stadig mindst lige så godt og på samme måde, som dengang jeg for 15 år siden stævnede ud på Furesøen med sandarteksperten Josef Hochmut. Joe, som desværre ikke er blandt os mere, var en af landets allermest hardcore småbådsfiskere, med en imponerende række af storsandart bag sig – heriblandt Furesørekorden. Her får du nogle af hemmelighederne bag hans imponerende storfangster af sandart fra især Furesøen.

 

AF JENS BURSELL

 

NÆSSESLOTTET er lige til at ane i det svindende lys, da vi stævner ud fra Frederiksdal med kurs mod et par gode sandartspots ude på midten af Furesøen. Vinden, der ellers har været rimelig kraftig, er ved at løje af, og skyerne er trukket godt sammen over landets dybeste sø. Vel ude på storsøen tager Joe farten af. – Tænd lige for loddet, siger han, idet han begynder at gøre sine stænger endnu mere klar, end de er i forvejen… Alt er timet og tilrettelagt. Flåddene er monteret, taklerne er klar – og et hurtigt flash med pandelampen ned i spanden afslører, at skallerne er i topform.

 

Hvidovre Sport Januar udsalg

 

Josef – alias Joe – i en situationhan er vant til. Bemærk den relativt lange og bløde stang, der giver en tidligere indikation af huggene – og er perfekt til at fighte en sandart.

Josef – alias Joe – i en situation han er vant til. Bemærk den relativt lange og bløde stang, der giver en tidligere indikation af huggene – og er perfekt til at fighte en sandart.

Utallige store sandart på levende agn

Joe har siden 1984, hvor han startede sit fiskeri på Furesøen, fanget intet mindre end 133 sandart over 7 kilo og 4 over 8 kilo inklusiv Furesørekorden på 9,3 kilo og 96 centimeter, der blev taget den 22. juni 2008. Så mon ikke han har et par gode fif oppe i ærmet, tænker jeg idet han søsætter en velvoksen skalle på lidt over 20 centimeter. – Jeg foretrækker helt klart seriøse kampskaller – det giver bare større fisk, fortæller Joe, idet han sætter taklet i endnu en agnfisk, der sagte glider ud bag båden under det duvende lysflåd.

Da taklerne er ude, er det allerede blevet mørkt. Vi afsøger stille og roligt et område ude på midten af søen over cirka 25 meter vand. Der er næppe gået meget mere end et kvarter, før Joe har det første hug. Med knusende ro tager han stangen og strammer op, så et par tunge rusk forplanter sig stangen.

At dømme på den solide krumning er det en fin fisk, og inden længe basker en fin femkilos sandart i skæret fra lanternen på den lille båd. – Fin fisk, smiler han, mens han hurtigt og rutineret afkroger fisken. Jeg når lige akkurat at få et foto, inden han genudsætter den – præcis som størsteparten af de utallige andre sandart han har fået i samme størrelsesorden.

Det er en perfekt sommernat. Bølgerne skvulper dovent mod bådsiden og ude i mørket kan vi med en næsten meditativ ro betragte de seks lysflåd. Men pludselig er der kun fem lys derude i mørket, og roen bliver forvandlet til høj puls, da jeg ser, at det er en af mine stænger, der er bud efter. Sekunder efter signalerer et par solide dunk i stangtoppen, at mine Twinex kroge har sat deres spidser i kæften på en fin sandart, der efter et parminutter er både landet og genudsat.

Med et par fine fisk i båden tager vi den lidt med ro, mens Joe øser af sin store viden om fiskeri med levende agn efter sandart:

 

Endnu en flot sandart taget påflådfiskeri med en levende skalle ryger over rælingen på Hochmuts båd.

Endnu en flot sandart taget på flådfiskeri med en levende skalle ryger over rælingen på Hochmuts båd.

Pelagisk sandartfiskeri med levende agn

I starten af juni er sandarterne på Furesøen ofte at finde pelagisk cirka 10 meter nede i vandsøjlen, fortsætter Joe. – Hvis først de senere indfinder sig pelagisk, hvilket kan ske, hvis foråret har været meget koldt, så venter jeg ofte med at lægge mit fiskeri til et par uger senere. Når fiskene er trukket ud i det frie vand, er de nemlig tit lettere at få i tale.

I takt med at vandet bliver varmere, går de lidt op i vandet – fx 7-9 meter, hvorefter de stille og roligt går dybere og dybere ned til fx 12-14 meters dybde lige omkring springlaget. De sidste par år, hvor søen har klaret op, har fiskeriet faktisk været godt fra sæsonens start den 1. juni og helt frem til september. Selvom fiskene ofte findes pelagisk over 15-30 meter vand, går jeg ikke så højt op i, hvor meget vand, der er under kølen. – Det vigtige er, hvad dit ekkolod kan fortælle dig, når du sejler rundt og afsøger vandet for fisk. Finder du pludselig et sted med fx 4-6 gode rovfisk inden for samme skræmbredde på loddet – dvs tydelige aftegninger af »store bananer«, så er det bare om at ankre op. Normalt sejler jeg omkring uden agnene ude og afsøger vandsøjlen for fisk, hvorefter jeg ankrer op, når jeg ser noget spændende på loddet.

Ekkoloddet er alfa og omega, nårstore søer skal afsøges for gode hotspots. Her ses et par gode rovfisk – sikkert sandart – omkring springlaget i 12-13 meters dybde.

Ekkoloddet er alfa og omega, når store søer skal afsøges for gode hotspots. Her ses et par gode rovfisk – sikkert sandart – omkring springlaget i 12-13 meters dybde.

Vælg den rette fiskedybde til sandart

 – Fiskedybden varierer, men ofte skal der fiskes lidt højere i de mørke timer, pointerer Joe. – Det er sjældent, at sandarten bevæger sig særlige mange meter op- eller ned i vandsøjlen over kort tid, så blot et par meters forskel kan betyde en del. Sandarten får tryksyge, hvis den stiger meget mere end 1-2 meter efter agnen. Gedden, derimod, stiger gerne 8-10 meter i vandsøjlen for at angribe et bytte. Det er derfor vigtigt, at agnfisken serveres lige over fisken – fx 1-2 meter over den dybde, de spottes i på loddet.

De bedste tidspunkter til sandart

 Tidligt på sæsonen er der god chance for at få fiskene også om dagen, men når det bliver lidt varmere, så er det især i aften, nat og morgenfiskeriet, der giver bedst. Jo koldere foråret har været, desto bedre er dagsfiskeriet normalt i juni. Tilsvarende – jo klarere og mere vindstille det er, desto bedre er chancerne, når lyset svinder. I godt vejr dør fiskeriet ofte ud ved 9-10 tiden om morgenen, og der kommer normalt først gang i den ved 7-8 tiden om aftenen. Dagfiskeriet er normalt bedst, hvis det er skummelt og blæsende vejr – og der er normalt også i gustent vejr, at de rigtig store hugger.

 

Josef Hochmut med sin 9,3 kilos sandart fra sommeren 2008 der den dag i dag er Furesørekord

Josef Hochmut med sin 9,3 kilos sandart fra sommeren 2008 der den dag i dag er Furesørekord.

Dørg med levende agn efter sandart

 – Dørgefiskeri eksperimenterede jeg meget med sidste år, beretter Joe. – Jeg dørgede ved at køre elmotoren i rimelig god fart – og tog så ellers farten af båden, når jeg så nogle store fisk. Hver gang sikrede jeg mig, at mindst en af stængerne ikke blot fiskede det rette sted, men også i den rigtige dybde. Det var skide skægt – og gav masser af fisk. Det er jo ikke altid sikkert, at en af de stænger man har ude, fisker i den rigtige dybde. Derfor har jeg altid en stang stående klar med et paternostertakel uden flåd, som jeg hurtigt kan agne op og sende ned i den rigtige dybde. Om det var mere effektivt end at ligge for anker, skal jeg ikke kunne sige – men det var rigtigt underholdende.

 

– De fleste fisker med to-krogstaklerefter sandart, men når fiskene er i hugget – typisk i starten af sæsonen – giver det ofte flere hug kun at fiske med en enkelt trekrog. Times modhugget rigtigt, så sidder den helt perfekt i ydersiden af munden, afslører Joe. Når der fiskes stationært som her, placeres krogen i ryggen. Når der dørges, skal den sidde i næsen.

– De fleste fisker med to-krogstakler efter sandart, men når fiskene er i hugget – typisk i starten af sæsonen – giver det ofte flere hug kun at fiske med en enkelt trekrog. Times modhugget rigtigt, så sidder den helt perfekt i ydersiden af munden, afslører Joe. Når der fiskes stationært som her, placeres krogen i ryggen. Når der dørges, skal den sidde i næsen.

 

Takler og liner til sandartfiskeri med agn

Hvis jeg på loddet kan se, at fiskene står på fx 12 meter, så sætter jeg altid flåddene på 14-15 meter for at kompensere for, at agnene trækkes op i vandet, når båden er i bevægelse. Jo tykkere line og lettere takler du bruger, desto lettere trækkes agnene op i vandet. Jeg bruger derfor en relativt tynd fletline på 0,17-0,18, for lettere at kunne fiske i den rette dybde.

Min favoritline er helt klart Stren Microfuse. Udover, at den er stærk og svært synlig for fiskene, så er fordelen, at den i forhold til mange andre flet- og fusionsliner er relativt let at kludre op. Dette er en meget stor fordel til bådfiskeri – især hvis der fiskes med fastspolehjul. Når først det er nat, det blæser, og der er hug på flere takler, så kan et forkert linevalg ende med den rene djævelskab af et kludder. En anden god line er Spiderwire Crystal, der dog er sværere at kludre op.

Hvis fisken ikke er sky benytter jeg ofte 40 grams flåd, der gør det lidt lettere at kontrollere agnen og fiskedybden. Fornemmer jeg, at fiskene hugger forsigtigt vil jeg dog ofte vælge at gå ned i 30 eller sågar 20 grams flåd, for at undgå at de spytter agnen. Den optimale dørgehastighed kan variere – normalt foretrækker jeg at sejle så langsomt, som det er muligt, uden at der går kludder i linerne.

Sandart på driftfiskeri med agn

 Drivfiskeriet fungerer ofte godt, hvis der kommer lidt vind op ad dagen – især lidt senere hen på sommeren – fx august. I denne måned sker der i øvrigt tit en opblomstring i fiskeriet – ofte efter en par friske vestenvinde i midten-slutningen på måneden. Det letteste er at ligge med siden til vinden og så ellers drive derudaf med flåddene efter båden – dvs. opvinds. I meget kraftig vind kan det være en fordel at holde lidt igen, så det ikke går for hurtigt. Det kan enten ske ved at bakke med elmotoren – eller ved at lægge et drivanker ud. Det var på præcis denne teknik, at jeg fik min 9,3 kilos rekordsandart i 2008.

Vælg den rette stang til sandartfiskeri med agn

Grejet er noget anderledes, end hvad de fleste bruger. Jeg foretrækker forholdsvis bløde 12 fodsstænger med en aktion, der minder meget om barbestænger – dvs med en testkurve på 1,25-1,5 lbs. Fordelen med en relativt blød og lang stang, er dels at det er lettere at holde linerne fri af hinanden og dels, at fisken mærker mindre modstand, når de hugger. Det glæder især de stænger, der fisker tæt på eller lige under båden. Når der er stram – eller næsten stram line ned til taklet, vil fisken lettere mærke modstand fra stangen med en stiv stang – selv når der fiskes med knarre eller baitrunner slået til. Med en lang og blød spids er der derimod en større buffer for, at fisken ikke mærker modstand, inden man når at frikoble, så fisken kan få tid til at få agnen ordentlig ind, inden den mærker modstand.

Holder man godt øje med sine stænger, vil man ofte se stangspidsen bøje, inden trækket bliver så stort, at knarren eller baitrunneren giver line. Det øger chancen for, at man kan give løsline, inden fisken når at spytte. Afhængig af agnfiskens størrelse giver jeg normalt 10-15 sekunders friline, inden jeg gør modhug. Jo større agnfisken er, desto længere tid skal man give friline. Men ventetiden afhænger også af huggets udvikling. Kan jeg mærke, at sandarten står stille får den mere tid. Pisker den af sted, så knalder jeg til den med det samme.

Denne teknik bruger jeg især, når fisken virkelig er i hugget – typisk i starten af sæsonen. Under disse forhold foretrækker jeg nemlig at fiske mit takel med kun én enkelt trekrog, der sættes i agnfiskens næse. Monteret på denne måde, er det uhyre vigtigt, at fisken får friline, når den hugger. Omvendt kan man være meget hurtigere med et direkte tilslag, når der fiskes med dobbelt krogsæt. Personligt tror jeg meget på, at en så diskret præsentation som muligt giver klart flest fisk. Og en krog er mere diskret end to. Jeg har prøvet et utal af kroge og min helt suveræne favorit er Owner STN 36 BC str 4.

 

Multihjul til fiskerie med levende agn, skal helt have en knarre, så man kan høre hugget også.

Multihjul til fiskeri med levende agn, skal helt have en knarre, så man kan høre hugget også.

 

Det perfekte hjul til sandartfiskeri med agn

Mit favorithjul til sandart med agn har i mange år været Penn International 975, hvis store force er at udvekslingen er relativt høj. Det er uhyre vigtigt at kunne spinne linen hurtigt ind – dels når der skal gives modhug, og dels når en stor fisk svømmer hurtigt imod en. Mange multihjul i 6000-6500 størrelsen er simpelthen for lavt gearet, til at fungere perfekt til søfiskeri. Andre gode hjul – som fx Ambassadeur kan i dag også fås i high-speed udgaver, hvilket klart er at foretrække.

Takler og kroge til agnfiskene

 Et dobbelt krogsæt bruger jeg især, når jeg ligger og trækker. Her placerer jeg en str. 6 trekrog ved næsen og en str. 4 trekrog ved halen. Jeg foretrækker til enhver tid fluorocarbon forfang, da det giver en bedre præsentation. Hvis der er mange gedder, så kan det være nødvendigt at gå helt op i 0,62, men når der er færre gedder, foretrækker jeg helt klart så tynde forfang som muligt. Det er dog svært at slippe helt for gedderne, og 0,47 er derfor et godt kompromis. 0,30 er helt klart for tyndt – det kan selv en stor sandart rifle over under fighten. Min favorit er Sufix Invisible, og forfangslængden på mine flådtakler er normal 0,5-1 meter. Til fiskeri med paternoster takel er mine takler ofte 2-2,5 meter lange, hvor de er bundet som et combi-link med de yderste 50 centimeter i 0,62 fluorocarbon og den inderste del af forfanget i 0,35 mm.

 

Lange blåde stænger er perfekt til sandartfiskeri med levende agn.

Lange både stænger er perfekt til sandartfiskeri med levende agn.

Sådan belastes flåddet til sandartfiskeri

Belastningen på flådtaklet bør helt klart været semi-fikseret – dvs. fæstnet med et lille stykke tube til svirvlen mellem forfanget og hovedlinen. Årsagen er, at hvis man fisker med glidebly, er det sværere at kontrollere agnfiskens eksakte fiskedybde, fordi man risikerer, at blyet gilder op ad linen, så agnfisken lettere kan svømme op i vandet. Jo større agnfisken er, desto vigtigere er det at fiske blyet semi-fikseret. Et godt eksempel på et semi-fikseret bly til flådfiskeri efter sandart er Savage Gears In-Line sinkers.

Pludselig afbrydes samtalen af endnu et hug på en af Joe’s stænger – og det gode fiskeri fortsætter nogle timer endnu. Da natten er omme har vi fanget 7-8 flotte sandart samt et par gedder. Jo – en sommernat på søen, er en uforglemmelig oplevelse, man ikke bør snyde sig selv for.

Artiklen blev oprindeligt publiceret i Fisk & Fri 5/2009.

 

Friluftsland
Friluftsland

JIG OG WOBLER: SANDART FOR BEGYNDERE

Fiskeriet efter sandart er noget, hvor hele familien kan være med.

Sandarten er en fantastisk sportsfisk. Hugget er ofte stenhårdt – og de mindre-mellemstore sandart er fantastiske spisefisk, hvis man vil have en enkelt eller to med hjem. Her får du opskriften på, hvordan du lettest fisker sandart med teknikker, hvor alle kan være med.

 

AF KRISTIAN KRINTEL

 

– Nu viser jeg lige, siger jeg og kaster, siger jeg. Klokken er lidt over fem en kølig morgen i juli, og som så mange gange før er vi ved at starte fiskeriet efter sandart. Familien som er ombord på min båd for at blive guidet til et par sandart, har fisket lidt før, men er ikke hardcore.

– Jiggen lander med et lille plup 20-30 meter fra båden, og jeg slår med det samme bøjlen over, så den lille paddletail kan arbejde hele vejen ned gennem vandsøjlen – til den med et let bump lander på bunden fem meter nede. Jeg fortsætter demonstrationen: – Lav en langsom, men bestemt indspinning. Et par omdrejninger på hjulet, og så lader vi den falde til bunden igen.

Jeg bliver dog afbrudt og besvarer et stenhårdt slag i stangtoppen med et kontant modhug og afleverer stangen til familiens far, der ikke skal overtales længe til at fighte sandarten på det lette grej. Fisken er en typisk sydsvensk ”spisestørrelse” sandart på omkring to kg. Vi sætter den ud igen. Der skal nok komme flere.

 

Hvidovre Sport Januar udsalg

 

Vi lagde fra broen kl. 5. Jeg var på søen dagen før, og der går ikke længe, før vi ved hjælp af ekkoloddets sidescan og Livescope, har fundet en flok med 15-25 sandarter parkeret 1-2 meter over bunden lige i nærheden af en skrænt, hvor dybden falder fra 2 til 7 meter. Tættere på bunden ses spredte byttefisk og mindre sandart.

Nu har vi den første fisk i båden, og alle har set, at det kan lade sig gøre. Efter en lille gennemgang af, hvordan man kaster med en fiskestang, er alle hurtigt i gang med fiskeriet. Der går ikke mange minutter, før et ”HOV!!” afslører, at nogen har haft kontakt. Fisken er dog væk igen. Modhugget er vigtigt. Det skal være hårdt og hurtigt, og det kræver lidt føling.

En time senere har vi fået tre fisk mere i båden. En til farmand og to til datteren på 12, mens en meget motiveret lillebror ikke rigtigt kan få det til at fungere. Men det lykkes dog, og både han og hans mor kommer på tavlen, da der kommer lidt mere styr på teknikken.

I løbet af formiddagen dør fiskeriet ud, og huggene bliver færre. Da vi siger farvel ved havnen først på eftermiddagen, har vi landet 11 sandarter, en gedde og 5-10 aborrer. Lillebror landede sågar turens største sandart, der nappede en wobler på trolling. To sandarter endte på grillen, mens resten svømmede videre.

 

Nils Master Invincible monteret med stay-lock-lås på 0,80 mm FC-forfang, kuglelejesvirvel og en perle for at undgå, at en evt. paravane glider ned på fisken under fight. Hovedlinen her er 0,40 mm FC – spunden line fungerer dog lige så fint.

Nils Master Invincible monteret med stay-lock-lås på 0,80 mm FC-forfang, kuglelejesvirvel og en perle for at undgå, at en evt. paravane glider ned på fisken under fight. Hovedlinen her er 0,40 mm FC – spunden line fungerer dog lige så fint.

 

Sådan fisker du sandart på kunstagn

Sandart på kunstagn er ikke så svært, som mange tror. Jeg oplever ofte, at kunder opfatter sandart som en fisk, der er meget svær at få i tale – en fisk, der nærmest har en mytisk status. Det skyldes antageligvis, at der er færre sandartbestande i Danmark end i Sverige, og så er sandartens habitatvalg noget anderledes end gedders. Af den årsag fanges de nok i mindre grad fra bredden, hvor størstedelen trods alt fisker fra. Jeg guider på sandart i Sydsverige, og vi lander i omegnen af 300 sandarter per år, så sværere er det altså heller ikke.

 Hvor i søen skal sandarten fiskes?

Sandarter vandrer en del hen over året. Men groft skåret opholder de sig over hård søbund og helst i nærheden af skrænter. I lavvandede søer er det relativt let at lede. Er der et område med lidt blid strøm og lidt hårdere bund, vil du specielt tidligt på året finde dem her i nærheden, fordi de på denne årstid venter på, at vandet bliver varmt nok til at gyde i gruset. I større, dybere søer er det faktisk ikke markant anderledes, men her er vandringen ofte lidt længere, og man kan typisk lede efter dem på skrænter, der leder op til gydeområder. Som tommelfingerregel gælder: Jo koldere, deso dybere skal der fiskes efter sandarten.

Når varmen kommer i juni efter gydningen, er vandet ofte allerede for varmt i lavere søer, og jeg indstiller gerne fiskeriet her frem til oktober. Men de større, dybere søer kan nu byde på et særdeles underholdende fiskeri efter sultne sandarter, som har smidt rognen og nu begynder at æde sig op igen. Dette fiskeri fortsætter faktisk helt frem til oktober, hvor vandtemperaturen igen daler, og de mindre sandarter begynder at blive mere træge. Derimod er det her, de store individer begynder at røre på sig, men det er en helt anden snak og et anderledes fiskeri.

Hvordan skal jeg fiske efter sandart mede kunstagn?

 Lad os et øjeblik bort fra kæmpefisk samt sightfiskeri med hjælp fra dyre ekkoloder – og lad os starte med det mere almindelige fiskeri med kunstagn. Det letteste at komme i gang med er nok trolling med wobler eller kastefiskeri med jigs. Og der kan absolut fanges store sandarter på det mere traditionelle fiskeri, som jeg beskriver her.

 

Sikre woblere til sandart: Rapala Original, Rapala Husky, Nils Master Invincible, Bomber Long 16A, Westin Platypus, Rapala Taildancer.

Sikre woblere til sandart: Rapala Original, Rapala Husky, Nils Master Invincible, Bomber Long 16A, Westin Platypus, Rapala Taildancer.

Trolling efter sandart – sådan gør du

Er du blevet hooked på vampyrer efter en lang vinter med YouTube, så bør dit førstevalg her i foråret være at finde en relativt lavvandet sø med sandart. Her ville jeg låne en båd, og så ville jeg trolle med woblere i de områder, der ser hotte ud på kortet. Prøv at holde en hastighed på mellem 1,3 og 1,6 knob, enten med motor eller ved at ro. Hvis ikke du har et ekkolod med GPS, så brug telefonen til at få tjek på hastigheden. Jeg har roet utallige kilometer på både Furesøen og Bagsværd for år tilbage, så trolling for årer kan sagtens lade sig gøre, så længe vinden ikke driller for meget. Så behøver du heller ikke gå til styrketræning…

Der findes et væld af glimrende woblere til trolling på 2-4 meters dybde. Mine favoritter er Nils Master Invincible, Rapala Original og Bomber 16A. Skal jeg fiske dybere end 4 meter, bruger jeg gerne Rapala Taildancer eller monterer et pærebly på 15-30 g med en elastik i springringen til forfanget. Specielt Rapala Original har fungeret godt for mig her.

Husk, at sandart er en glubsk rovfisk på lige fod med gedder, og man skal ikke gå for langt ned i agnstørrelse. Woblere på 14-18 cm er fine til sandart, og jeg har overraskende ofte fanget store fisk på dem.

Farvevalget afhænger af vejret, hvilket du kan læse om i denne artikel om farvevalg til sandart, som jeg har skrevet til fiskogfri.dk for noget tid siden.

Med orange, gul eller rød/hvid går du aldrig helt forkert. Husk at holde dine kroge sylespidse, for sandartens mund er stenhård, og det er ikke let for en krog at få fat. Nu er brugen af paravaner jo af uransagelige årsager ulovliggjort i Danmark. Det er ærgerligt, for udover deres evne til at sprede linerne lidt ud undgås kludder lettere, og de kan derudover bruges til at begrænse dybgangen på dine woblere, så du fx kan fiske med Invincible, selv om der kun er 2,5 m dybt.

 

Et udvalg af de jigs, der leverede flest fisk i 2024: Westin RingTeez, ShadTeez, Lunker City Fin-s-fish, Lunker City Shaker, Fladen Shad, Lieblingsköder, Renzstein Renz Shad samt nogle orm, som jeg må erkende, at jeg ikke aner, hvad hedder. Notér den simple stinger, som kan bindes på sekunder.

Et udvalg af de jigs, der leverede flest fisk i 2024: Westin RingTeez, ShadTeez, Lunker City Fin-s-fish, Lunker City Shaker, Fladen Shad, Lieblingsköder, Renzstein Renz Shad samt nogle orm, som jeg må erkende, at jeg ikke aner, hvad hedder. Notér den simple stinger, som kan bindes på sekunder.

Sådan fisker du med jig efter sandart

 Jig – eller softbaitfiskeri efter sandart kan være enormt spændende, og rammer man en stak aktive sandarter, kan det være utroligt effektivt. Men selvom det egentlig er relativt enkelt, så er der nogle ”do’s and don’ts”.

Det første er – foretag Ingen pludselige bevægelser! Hvad enten sandarterne er i hugget eller noget mere træge i det, så er de altid skeptiske over for pludselige bevægelser. Således bruger jeg ofte lidt tid på at pille smarte lokkebevægelser ud af håndleddene på mine kunder. Små nøk og ryk i jiggen skræmmer meget mere, end det lokker.

Observerer man sandartens reaktionsmønster i LiveScopets klare lys, er det tydeligt, hvordan en sandart, der ellers nysgerrigt følger en jig, vender snuden den anden vej, når den spændende lille sag pludselig hopper aggressivt. Det skal med andre ord være kedeligt. Kast ud og lad jiggen synke på stram line til den ønskede dybde – oftest bunden. S start indspinning med jævn bevægelse, og tag en eller to omdrejninger på hjulet. Lad herefter jiggen dale igen, gerne til bunden, og lad jiggens hale lave arbejdet for dig. Der er rigeligt med bevægelse i den alene.

Fortsæt sådan hele vejen til båden, og husk at øge længden af dine spinstop, jo tættere du kommer på båden. Det sidste spinstop skal ende med en lodret line. De fleste hug kommer nemlig lige præcis i spinstoppene.

Når sandarten hugger

Sandarthugget er ofte benhårdt. Men det er også hurtigt overstået. Man mærker et stød i stangtoppen, når sandartens kæber klapper til omkring jiggen, men lige så hurtigt er jiggen spyttet ud igen. Derfor skal modhugget være hårdt og kontant, så sørg for altid at stå med stangtoppen lavt og i en vinkel, så der er plads til at hive stangen op i et hurtigt modhug.

 

For at give den bedste krogning skal den lille stingerkrog kun lige akkurat have krogspidsen i jiggen, og linen til stingerkrogen skal være helt stram.

For at give den bedste krogning skal den lille stingerkrog kun lige akkurat have krogspidsen i jiggen, og linen til stingerkrogen skal være helt stram.

Fisketeknik til jigfiskeri efter sandart

Jigfiskeri er generelt lettest på 3-7 meters dybde. Dybere skal man i princippet ikke fiske sandart, da de på grund af deres lukkede svømmeblære ikke kan genudsættes, og på lavere vand kan det være svært at fiske langsomt nok.

Et typisk scenarie er, som beskrevet ovenfor, en tidlig sommermorgen, og her leder jeg gerne efter skrænter, som fiskes mest effektivt ved at lægge båden over det dybeste og kaste ind på lavere vand. På den måde kan man med ovenstående teknik få jiggen til at glide hele vejen ned ad skrænten, en meters penge over bunden, og 9 ud af 10 dage er det monstereffektivt til mellemstore individer.

Så er der de dage, hvor fiskene står og trykker – ofte ved lavtryk. Her er metoden faktisk stadig effektiv, men hvor man ellers kørte et par omdrejninger inden spinstoppet, så er det tit mere effektivt at nøjes med en halv omdrejning. På den måde holder man jiggen i strikezonen ved bunden i længere tid. Til denne type fiskeri bruger jeg typisk jigs, der er mellem 8 og 12 cm lange, på jighoveder, der vejer 7 til 20 gram. Jo lavere vægt, destro bedre – men vind og vejr kan nogle gange tvinge en op i vægt for at holde føling med jiggen.

De bedste kroge, forfang og softabaits til sandart

Krogstørrelsen skal passe til jiggens form, og oftest er det størrelse 2/0 til 4/0. Derudover har jeg altid en stinger af 0,30 mm spunden line med en størrelse 8-10 sylespids trekrog monteret. Det er nemlig tit, at sandarten kun lige napper jiggens hale, og uden stinger har man absolut ingen chance for at kroge sådanne hug.

Jigs kan have forskellig udformning. Jeg fisker nok oftest med paddletails som fx ShadTeez, Renzshad, Ringteez, FladenShad osv. Men nogle dage er selv en langsom paddletail ikke kedelig nok, og her kan man med fordel skifte til de lidt mere subtile splittails som Twinteez eller Fin-s-fish. Farvevalget kan give grå hår, for den rigtige farve kan faktisk gøre forskellen på at fange 0 eller 10 sandarter på en dag. Jeg som saftr tidligere skrevet en længere artikel om dette. Orker man ikke at læse den, så er den meget korte version, at røde nuancer ses bedst, mens blå ses dårligt. Fisk derfor med rød, orange og gul tidligt om morgenen eller i gråvejr, og skift i retning af grønt og blåt, jo mere lys der er på himlen.

 

Et FC-forfang på 0,50 mm er svært at se under vand og beskytter mod skarpe tænder. Læg mærke til quick-change-låsen, der gør, at du kan skifte jig på et splitsekund.

Et FC-forfang på 0,50 mm er svært at se under vand og beskytter mod skarpe tænder. Læg mærke til quick-change-låsen, der gør, at du kan skifte jig på et splitsekund.

Duft på jiggen forbedrer ofte chancen for hug

Noget, som aldrig er en dårlig idé, er at smøre lidt lugt som for eksempel Gulp eller SCENT på jiggen. Nogle dage er fiskene i stødet, og lugt eller ingen lugt er hip som hap, mens det andre dage øger huggene og sørger for, at jiggen lige holdes det længere i fiskens mund, der gør det muligt at kroge den. Jeg bruger selvfølgelig SCENT, eftersom jeg har udviklet den og den sidder bedre fast.

Hugperioder og den bedste tid på dagen til sandartfiskeri

Som med gedder og aborrer er fiskeriet efter sandart præget af perioder med hug afløst af timer uden aktivitet. Men hvor det i geddefiskeriet ikke er ualmindeligt at have flere timer med action, er sandarternes hugperioder ofte kortere og påvirkes af så mange faktorer som lys, lufttryk, vind, temperatur og sågar månefaser, at det praktisk talt er umuligt at forudse dem.

Og dog – min erfaring viser, at fra juni til september er otte ud af ti fisk fanget fra en time inden til to timer efter solopgang. Med andre ord er der for det meste en god hugperiode tidligt om morgenen. Så sørg gerne for at være på vandet kl. 4-5 stykker om sommeren.

Om sommeren starter en anden typisk hugperiode sådan cirka halvanden time inden solnedgang og slutter gerne en times tid efter mørkets frembrud. Her jager sandarten som regel højt i vandet, da den følger sine byttefisk, der igen følger plankton, som stiger i vandsøjlen i så store mængder, at det ses tydeligt på selv billige ekkolodder. I den periode kan trolling være helt uforligneligt.

Er du på en dyb sø, så prøv at køre over plateauer med 3-4 meter vand. Dette er specielt effektivt efter lange, varme sommerdage med højtryk. Ligeledes oplever man på sådanne aftener, at vandet nærmest kan koge af liv på toppe i nærheden af dybt vand, og man kan med fordel spinnefiske med woblere, spinnere og helt almindelige blink, hvis man ikke er til trolling.

Herudover oplever man tit pludselige hugperioder midt på dagen året rundt. Disse er umulige at forudse, og det er her, tålmodighed belønnes. Bliv ved med at fiske, hvis du ved, at der er fisk, for lige pludselig hugger de. Så skal du ud og fiske sandart for første gang, så brug god tid på at studere dit søkort og vejrudsigten inden fiskeriet, og bestem dig for to til tre områder, som du så skifter mellem.

Hvilket grej skal bruges til fiskeri efter sandart

Grejet til kastefiskeri efter sandart behøver ikke at være specielt fancy. Dog skal stangen have en vis rygrad, så modhugget kan sættes ordentligt ind. En 7-8’ fods spinnestang med en kastevægt på 35-40 g er rimelig passende med et hjul i størrelse 1500-2000 fyldt med 0,10-0,15 mm spunden line.

Et forfang er nødvendigt – dels fordi sandarten har sylespidse tænder, der kan raspe linen, men også fordi man risikerer hug fra gedder. Jeg plejer at lave et kompromis med 0,50 mm fluorocarbon, som ikke virker for klodset til selv små jigs, og som stadig kan håndtere selv store gedder. Mine kunder og jeg har landet mange gedder i 7-10 kilos klassen under sandartfiskeri uden problemer. Til trolling kører jeg ofte med tykkere forfang på 0,80-0,90 mm, da det ikke rigtig generer woblerens gang.

Hvis du vil teste sandartfiskeri I Sydsverige to timers kørsel fra Øresundsbroen så kan du kontakte mig via min hjemmeside swedfishing.com – Du kan også finde mig på Facebook eller Instagram. 

 

Geddefeber
Friluftsland

SANDART: SKÆRPET OPSYN PÅ ARRESØ, MEN REGLER UÆNDREDE

I takt med sandartfiskeriets opblomstring efter stoppet for erhvervsfiskeri for et par år siden, er søen blevet utrolig populær – hvilket vidner om sandartfiskeriets enorme potentiale. For at beskytte søen er der nu skærpet opsyn og højere bøder i vente for brud på reglerne.

 

AF JENS BURSELL

 

Sjællandske søfiskere har i årtier kæmpet for at få lov til at bruge el-motorer på landets største Arresø, hvilket for nogle år siden lykkedes i form af tilladelse til, at elmotorer kunne registreres på de både, som har motortilladelse – pt på 10 foreningsbåde, der i forvejen havde motortilladelse. Der har dog på det seneste kørt rygter om, at elmotor nu ikke længere er tilladt på Arresø. Det har ledt til en del forvirring i søfiskemiljøet, hvor mange har troet, at der fornylig er indført et forbud, som ikke var der før. Det er ikke tilfældet.

 

Friluftsland

 

Forvirring om brug af elmotor på Arresø

Vi har talt med Bjørn Aaris-Sørensen fra Naturstyrelsen, som har ansvaret for de nordsjællandske søer:

– Der er ingen dramatik. Reglerne er helt som de altid har været, nemlig at der er udstedt 10 motortilladelser til de 10 foreningsbåde, fortæller han. – Der er tale om en specifik motortilladelse, der som sådan ikke går på båden, men på selve motoren. Så kan foreningerne selv bestemme om deres tilladelse skal bruges på en elmotor eller en benzinmotor – og vi ser gerne førstnævnte, da det helt oplagt er mindre larmende og dermed mere optimalt i et fuglebeskyttelsesområde.

– Der er altså ikke kommet nogle forbud, som der ikke har været der i forvejen, understreger han. – Vi har blot indskærpet til foreningerne, at hvis man vil have tilladelse til at bruge en elmotor på foreningsbåde, så skal motoren registreres, før den kan bruges. Men da der stadig pt kun er ti motortilladelser, kan en ny elmotor ikke tillades, før man afregistrerer en af de andre benzinmotorer. Man kan altså ikke medbringe sin egen uregistrerede elmotor – selv på en foreningsbåd med motortilladelse.

– Når det er sagt, så har vi observeret folk, der isætter både og sejler med motor uden tilladelse – også i den sydelige del af søen, hvor der slet ikke må sejles med hverken både med motortilladelse – eller både med motor uden motortilladelse. Tilsvarende har vi observeret brug af både med motor om natten, hvilket heller ikke er tilladt. Vi har pt indgivet 3-4 politianmeldelser og vil dermed gerne sende et signal om at reglerne selvfølgelige skal overholdes. Der vil blive sat skilte om med færdselsregler på søen, hvilket også betyder, at bødestraffen automatisk vil blive hævet ved overtrædelse af reglerne, afrunder han.

Ud over de 10 motortilladelser til lystfiskerforeningerne, har det tidligere skabt forvirring af nogle både – fx sejlbåde – på søen har haft tilladelse til brug af elmotor. – Dette kun er med særlig tilladelse fra NST – og det er ligeledes knyttet til særligt brug og helt specifikke tilladelser. Man må altså som lystfisker ikke bruge uregistreret el-motor – heller ikke til havnesejlads, hjælpe- eller bugseringstilladelse.

Et godt og bæredygtigt fiskeri på Arresø i fremtiden

Det er fint diskussionen kommer op – for det giver god anledning til selvransagelse for os lystfiskere til at tænke os om en ekstra gang. Der er lige nu et super godt fiskeri på Arresø, hvilket vi selvfølgelig skal bibeholde. Det bedste vi kan gøre for både søen, fiskebestanden og os selv – det er at overholde reglerne, så der vil bliver set med positive briller på vores færden som lystfiskere på søen. Og dermed dannet grundlag for et fremtidigt regelsæt der sikrer en godt, bæredygtigt fiskeri, hvor alle kan være med og nyde denne fantastiske sø.

Og – egentlig er der er ingen grund til at vente på fremtidige bekendtgørelser mv. Et oplagt tiltag er at lave eksempelvis en baglimit. Det kunne fx være 2-3 sandart pr dag til eget forbrug. Det kunne man let indføre i foreningerne allerede, for at beskytte bestanden for overfiskeri.

Fisk & Fri har tidligere skrevet om reglerne på Arresø her.

 

Friluftsland

Friluftsland

NY VIDEO: DEN PERFEKTE FISKEKAJAK – DEL. 3 – NÅR FLEKSIBILITET ER ET MUST

I del 3 af serien “Den Perfekte Fiskekajak” kigger vi nærmere på, hvordan Jens Bursells har indrettet sin Hobie Mirage ProAngler 14 360 XR – med fleksibilitet som den højeste prioritet. Jens fisker nemlig mange forskellige former for fiskeri – og har derfor brug for hurtigt at kunne flytte både skærm, transducer, batterier og fittings rundt imellem alle de fartøjer han bruger – flydering, kajak og foreningsbåd.

I filmen viser han også sit helt unikke skærmstativ, der løfter betjeningskomforten af skærmen op på et nyt niveau, der i sidste ende kan bidrage til flere fisk, fordi den øgede fleksibilitet, gør det nemmere at fiske effektivt i en række situationer. Glæd dig til en fed tur i kajakken med masser af action og flotte sandart taget på livecastfiskeri med softbaits.

Se videoen om den perfekte fiskekajak her på Fisk & Fris YouTube. Husk at abonnere på kanalen – det er gratis og giver dig mulighed for at deltage i “Ugens Konkurrence” – hvor du løbende kan vinde fede grejpræmier.

 

Friluftsland

Friluftsland