GIGANTISK SVENSK SANDART LANDET AF DANSKER

Rasmus Christensen har gjort det bedre end godt det sidste års tid med en imponerende række af kæmpestore sandart – både fra Danmark og Sverige. Alle fisk er taget på målrettet fiskeri, og hans seneste præstation er en enorm sandart – kun cirka 600 gram fra den svenske rekord. Kæmpesandarten er sandsynligvis den tredjestørste sandart, der nogensinde er fanget i Sverige. Og den største sandart fanget af en dansker!

 

AF JENS BURSELL

RASMUS CHRISTENSEN er gjort af et helt specielt stof. Han fisker hardcore målrettet igennem efter sit yndlingsbytte sandarten – og han gør det suverænt godt. På trods af sine blot 20 år har han fanget flere store sandarter end de fleste søfiskere i deres vildeste drømme kan fantasere om at fange på et helt liv. OK – han har stået i mesterlære hos sin far Casper Christensen, der er en af landets dygtigste predatorfiskere, men alligevel. Rasmus fanger bare masser af store fisk – med eller uden sin far i båden.

Hans imponerende række sf storsandart blev her for nylig kronet med en gigantisk sandart på vertikalgrejet:

Flid ved sandartvandet giver bonus

– På trods en Corona krise som presser fisketiden og nogle lærere i 3.g, som syntes jeg skal lave mine opgaver lidt grundigere, skulle der alligevel presses en sandart tur ind, fortæller Rasmus. – Selvom der ikke rigtigt var tid til det, så må man jo bilde sig selv ind at “aahh mon ikke det går, at jeg lige tager en fiskedag eller to”.

– Jeg har regnet mig frem til, at jeg har fisket omkring 110-120 dage i 2020, og min far Casper har fisket lige så mange dage. Men afsted – det kom jeg. Den første fiskedag foregik i dagstimerne, og selve fiskeriet var ikke prangende. Gedderne var i hugget, men der var ingen sandart. Endelig kom natten, og selvom det blæste lidt i en lidt uheldig retning i forhold til, hvor fiskeriet gerne skulle foregå – og selvom regnen kom styrtende i byger i tide og utide, så var der fisk på loddet. Men ingen ville hugge.

– Efter et par timers søgen, hvor jeg godt kunne mærke, at det inderste lag tøj var begyndt at blive vådt, spottede jeg pludselig en stor fisk helt oppe i vandsøjlen under fødefiskene. Fisken så egentlig ikke voldsomt stor ud, men jeg har erfaring med, at sandart, der står højt, ikke altid giver et kæmpe ekko. Efter at have taget mig god tid til at placere båden helt rigtigt oven på fisken, så den stod lodret nede, og jeg havde næsen af båden op mod vinden, så jeg ikke ville drive af den, blev agnen serveret helt rigtigt.

Den tredjestørste sandart i Sverige nogensinde

– Jeg gav et forsigtigt nøk og tog 1/5 omgang på hjulet. Det var alt, hvad der skulle til for at få fisken til at rejse sig og hugge. Da fisken kom til overfladen føltes den ikke stor overhovedet, og mindede om en 4-5 kilos, men da den nåede op, fandt den ud af, at den var kroget. Så gik fisken gik helt amok, men det hårde pres fra W4 stangen holdt den fra at kunne svømme ned igen, og hurtigt blev den kanet i nettet til stor forløsning for mig.

– Fisken så helt vild tyk og muskuløs ud, men dens brede udseende gjorde, at jeg ikke bedømte den til at være særlig lang, og jeg troede blot, at den var lige over de ti kilo nettet. Men – det var kun lige indtil jeg fik den i hånden: Man ved, at det er en tung sandart, når man skal bruge to hænder for at løfte den…Efter hurtig afkrogning blev den målt og vejet over tre hurtige omgange med det samme resultat: 103cm og 11,92 kilo. Nu var det sikkert: Det var en ny PR. Nu var resten af turen “ligegyldig”, og om der kom flere fisk i båden eller ej betød ikke noget. Der kom heller ikke flere sandart i båden, men gedderne var fortsat i hugget, og natten blev sluttet af med en ny længde-PR i gedde på 125 tynde cm og 11,98 kilo. En fantastisk nat på vandet!

Rasmus og hans far Casper fanger deres mange store sandart på en variant over Jens Bursells movinghook releasetakel til vertikalfiskeri, som du kan se her.

Rasmus og hans far Casper fanger deres mange store sandart på en variant over Jens Bursells movinghook releasetakel til vertikalfiskeri, som du kan se her. Læs mere om princippet i dette takel i bogen Geddefeber.

 

Releasetakel til sandart med moving hook effect

Fisken blev fanget på en Westin TwinTeez Black Mamba i den store størrelse rigget op på Team Christensens selvbyggede version af et release takel med med moving hook effekt, som ses ovenfor. Du kan også se dette takel i interviewet med min far inde på Fisk og Fri’s youtube kanal. Vi havde i en overgang et problem med store sandart, som huggede sten hårdt omkring hovedet på agnen og som vi ikke kunne kroge på vores dengang almindelige to-krogs stinger kroge. Derefter eksperimenterede vi en del og fandt en klart højere krogningsrate med en variant over Jens Bursells moving-hook releasetakel, der også er beskrevet i hans bog Geddefeber.

– For hvert år der går, og for hver fisk vi fanger, stiger størrelsen på vores standarter. Og hvor vi før i tiden har været meget tilfredse med de mange femkilos fisk, som vi har fanget, har vi de seneste år sigtet langt højre for forhåbentligt at opnå en større gennemsnitsstørrelse på fiskene. Når det er sagt, så er det stadig vigtigt at kunne sætte pris på eksempelvis en femkilos sandart i de perioder, hvor fiskeriet er svært – og især hvis man fisker i Danmark, hvor vi danskere bare må indse, at der er meget færre store fisk, end der er i landende omkring os. Efter at have fået to 10 kilo + sandarter i Danmark og én i Sverige i år var det helt urealistisk at få en 10kilo+´er nummer 4. Så da 11,92 kilos sandarten fisken lå i nettet, troede jeg simpelthen ikke mine egne øjne. Igen blev barren for vores sandartfiskeri hævet.

Målrettet fiskeri efter stor sandart

– Sandartfiskeriet er noget helt specielt for min far og jeg, fortsætter Rasmus. – Fiskeri er noget som vi begge brænder for, men det pelagiske vertikal fiskeri og hele mystikken der er omkring store sandart, det er bare noget helt specielt. Vi har nu i mange år jagtet de helt grove fisk, og tanken om 10kilo+ sandart driver os til at forbedre vores fiskeri hele tiden i jagten på succes. Selvom fiskeriet har været godt, er det vigtigt ikke at stille sig passivt og tilfredsstillet, men i stedet optimere sit fiskeri. Fisk på de rigtige steder på de rigtige tidspunkter – og med de rigtige agn. Og hvis ens teorier ikke virker, så er det bare med at blive ved med at klø på og prøve nye vande samt taktikker.

Garmins 3D-ekkolodsteknologi har revolutioneret Rasmus´s sandartfiskeri.

Garmins 3D-ekkolodsteknologi har revolutioneret Rasmus´s sandartfiskeri.

Garmin Panoptix har revolutioneret fiskeriet

– Da Garmin kom ud med deres Panoptix for nogle år siden og efterfølgende deres Garmin Livescope, fik vi igen en mulighed for at optimere fiskeriet, fortsætter han. – Men en ting er at have ekkolodderne, noget helt andet er hvordan man bruger og indstiller dem til sit fiskeri samt lærer at sortere de mindre fisk fra. 

– Alt vores vertikalfiskeri foregår med stænger fra Westin. Vi har både fisket med W4 og W6 samt fisker med W4 i øjeblikket. Håndtaget på W4, som kan justeres i længden, gør at det er den model, vi bruger, da det er med til at give et bedre modhug samt en god føling og styring af både agn og fisk. Vores fiskeri foregår primært med Westin TwinTeez i 20,4 cm, som vi har fisket med i mange år. Derfor kender vi agnen ud og ind – samt ved præcis, hvordan den skal fiskes på de forskellige årstider. Agnvalget er vigtigt, men endnu mere vigtigt er det, at man kender den agn, man fisker med. Vi fisker derfor med få forskellige typer agn, men selvfølgelig i mange forskellige størrelser og farver, slutter han.

 

Hvidovres Sport

 

Her kan de set et udvalg af Rasmusses Westin agn. Black Mamba er den sorte agn, du ser i boksen.

Her kan de set et udvalg af Rasmus Westin agn. Black Mamba er den sorte agn, du ser i boksen.

 

VERTIKALFISKERI EFTER GEDDER

Vertikalfiskeri efter gedder er et super spændende og visuelt fiskeri. Følg med Mathias Larsson og Martin Falklind ud for at lære fiskeriet af en fuldblods professionel – Henrik Olsson.

AF MATHIAS LARSSON

FOTO: MARTIN FALKLIND OG MATHIAS LARSSON

GEDDEN er ikke søens største. Det er derimod dagens første farve­strålende fisk, som vi netop har landet i det lune morgenlys. Den er tæt på stål­grøn med et stænk af guld, og se­riøst bred over ryggen. Med andre ord, en super flot gedde.

Jeg vasker hænderne i vandet un­der rælingen. Det er egentligt for­målsløst, for jeg ved jo, at duften sidder dybt forseglet i håndflader­ne. Duften af gedde, forstås. Min ven Martin og jeg, har hyret fiske­guiden Henrik Olssons båd, for at lære en ny fiskemetode: Vertikal­fiskeri efter gedder.

Henrik har lagt hundredevis af timer i jagten på vores elskede gedde med denne, for mange, sandart-baserede fisketeknik. Og det med enestående resultater, så nu skal vi på intensivkursus.

Vejrudsigten viser to til tre meter per sekund, og strå­lende solskin, så jeg rynker lidt på næsen, og viser dagens møg-prog-nose til Martin som er helt enig i, at gedder skal fiskes i dårligt vejr. Henrik der lytter med på sidelin­jen udbryder: – Hvad snakker i om? Svag sydvestlig vind, stabilt lufttryk og sol er vejen til en vel­lykket fiskedag. Jeg har haft mine bedste ture i kongevejr. Solskin trigger desuden den pelagiske ged­des jagtinstinkt, og den svage men vigtige brise får vandoverfladen til at brydes, så bådens skygge ikke forstyrrer fisken.

Spar ikke på titaniumwiren. Når fisken kommer i fuld fart fra dybet, er det til tider ikke eng

Spar ikke på titaniumwiren. Når fisken kommer i fuld fart fra dybet, er det til tider ikke engang nok med en meter.

 

Vertikalt efter gedder

Henrik styrer båden mellem nogle øer og videre ud over åbent vand. I samme øjeblik som motorens omdrejningstal sænkes, glider vores kaptajn ind i en tilstand af dyb koncentration. Med venstre­hånd på motoren, begynder hans øjne at vandre henover skærme­ne. Hver eneste pixel studeres og analyseres, om og om igen. Henrik fortæller, at vertikalfiskeri efter gedde fungerer fint det me­ste af året, hvis man ser bort fra gydeperioden. Gedder der lever livet pelagisk, bruger nemlig ikke mere tid end højst nødvendigt på lavt vand.

– Jeg har bedst held med metoden i sommermånederne. Dermed ikke sagt at man skal glemme årets sid­ste måneder, fortæller Henrik, der dog også afslører, at han har haft fantastiske fiskepas i efterårsmå­nederne og helt ind i december, når byttefisken står tæt.

På jagt efter de pelagiske gedder

Solen klatrer højere op på him­len og søen er næsten flad som et spejl, alt imens Henrik krydser frem og tilbage i håbet om, at stø­de på et fiskebart ekko på Hum­minbird-skærmene der tegner gule kugler af agnfisk i frivandet. Henrik forklarer: – Nu kommer vi ind i et hot område. De tydelige kugler med agnfisk et godt stykke oppe i vandsøjlen plejer at lokke rovfisk til, og denne sø er den perfekte arena for metoden. Skal der vertikalfiskes efter gedder, ser jeg helst en klar og relativ dyb sø, med rigelige mængder byttefisk som eksempelvis smelt og løje lyder det fra kaptajnen, der fort­sætter:

– Størstedelen af gedderne i dis­se typer søer har nemlig tillagt sig en pelagisk livsstrategi, til forskel fra de gedder der lever i mere grumsede søer. Helt uventet afbrydes Henriks talestrøm af, at han stopper båden. På ekkolod­det, lige over en klump byttefisk, tårner et fint ekko sig op. Henrik slipper hurtigt jiggen ned, og for­klarer teknikken: – Eftersom den pelagiske gedde altid er i bevægelse så gælder det om, at få agnen ned så hurtigt som muligt når fisken befinder sig lige under båden. Stands så agnen højt over fisken – gerne fire til fem meter. En gedde kigger nemlig altid op, og gennem at holde en god afstand mellem fisk og agn øger du chancen for, at fiskens interesse skal vende sig mod ag­nens mørke silhuet mod den lyse vandoverflade.

Oftest er det nok med en enkelt trekrog for, at gedden bliver siddende. Det er desuden noget nemmere at afkroge fisken.

Oftest er det nok med en enkelt trekrog for, at gedden bliver siddende. Det er desuden noget nemmere at afkroge fisken.

 

Fisk aktivt med jiggen efter gedderne

I modsætning til vertikalfiskeri­et efter sandart – hvor man oftest præsenterer jiggen med diskrete bevægelser – fisker Henrik ged­de-jiggen med ivrige bevægelser, kombineret med op og nedsænk­ninger gennem vandmasserne: – De bevægelser jeg laver er ikke til for, at lokke gedden til at hugge, men snarere for at gøre den op­mærksom på agnen, fortæller han og fortsætter: – Hvilke bevægelser du laver er ikke så vigtigt, og der er ingen grund til at være forsigtig, som ved sandartfiskeriet. Agnen skal mærkes! Gedden skal trigges til at hugge, beretter Henrik og ta­ger en halv omgang på hjulet.

På skærmen vises jiggen som et zig-zag mønster over gedde-ek­koet, der nu er tegnes som en kraftig streg tværs over skærmen, og gedden glider nu langsomt op mod jiggen. Henrik fortæller, at fisken nu virker til at have sin op­mærksomhed rettet mod agnen. Pludseligt sætter ekkoet i en af­sindig fart op mod agnen, og det tykke røde ekko forvandles på et splitsekund til en tynd sytråd, der skyder op mod jiggen.

Henrik tager et par hurtige om­gange på hjulet. Så et par styk­ker mere, og så eksploderer det. Stangen står i en kraftig bue mod vandoverfladen, og Henrik smiler over hele femøren mens han sæt­ter pres på fisken og fastslår: – Når jeg ser at gedden har fået interesse for agnen og svømmer op mod den så plejer jeg, at tage nogle hurti­ge drej på hjulet for at trigge an­grebet. Oftest så kommer hugget præcist som nu, i en helt afsindig fart hvor du knapt når at reagere. Laver du ikke den vigtige indspin­ning, så sker det desværre alt for ofte, at fisken skyder op som et missil mod agnen, for blot at stop­pe en centimeter fra den. Den har altså opdaget dit bluf, og du kan ikke gøre andet end at hive op og begynde, at søge efter en ny fisk…

Hugget fra en pelagisk gedde er brutalt! Fokus, og en hård stillet bremse, er alfa og omega.

Hugget fra en pelagisk gedde er brutalt! Fokus, og en hård stillet bremse, er alfa og omega.

 

En smuk gedde på vertikalgrejet

Henrik Løfter en 90 centimers fisk ind i båden, og bemærker de smukke grøngule tegninger der strækker sig rundt om hele fisken. Fisken har grådigt taget jiggen, der sidder perfekt i kæbekrogen. Efter en hurtig fotosession frigør Henrik krogen, sætter den tilbage i sit rette element og forklarer: – Skulle fisken være af den dovne type, der ikke med det samme angriber agnen så trækker jeg altid agnen væk fra den, og så snart den glider et par meter ind under agnen, så tager jeg hurtigt et par omgange på hjulet. Nogle gange må jeg gentage dette 5-6 gange inden fisken hugger. Kom­mer gedden for tæt på, så den kan studere agnen i det glasklare vand er løbet kørt, fortæller Henrik og tørrer hænderne i et viskestykke.

Jeg har selv vertikalfisket en del sandart gennem årene, og har da fået nogle gedder under fiskeriet. Alligevel føler jeg mig temmelig hooked af den nye metode, og er ved at udvikle en kraftig smag for mere.

Den pelagiske gedde er i kon­stant bevægelse, hvilket vanske­liggør fiskeriet, men samtidigt øger udfordringen. Henrik fortæl­ler, at det ikke er usædvanligt, at man må køre ned flere gange på den samme fisk, da fisken måske slet ikke har opdaget agnen: – Sædvanligvis slipper man agnen lige bagved fisken, udenfor dens synsfelt. Båden ligger måske lige ovenpå fisken når man begyndte at køre ned, men når jiggen når den rette dybde, så har fisken flyttet sig et par meter fremad og misser på den måde agnen, for­tæller han og fortsætter: – Får du ingen reaktion når du fører agnen ned over gedde-ekkoet, så skal du ikke give op med det samme, men følge efter fisken. Det er altså me­get vigtigt, at være opmærksom på hvilken retning fisken svøm­mer, for at kunne positionere bå­den og præsentere agnen korrekt, uddyber han.

Her kan du se gedden tage agnen. Gedden kommer nedefra - jiggen ovenfra.

Her kan du se gedden tage agnen. Gedden kommer nedefra – jiggen ovenfra.

 

Sådan styres båden hen over gedden

At styre båden og tyde ekko­loddet er, ifølge Henrik, det mest vanskelige ved denne type fiskeri, og kræver en del timer på vandet før man har knækket koden: – Det er her fårene skilles fra bukken, fortæller han: – Koden er præcis som med sandartfiskeriet: Bruger du meget tid på elektronik og båd­kontrol, så lykkedes du bedre med fiskeriet. Der findes ingen genveje til at lære sig, at tyde ekkolodsbil­ledet, forklarer Henrik og specifi­cerer ekkolodsteknikken:

– For at finde fisken skal du både kunne beherske det traditionelle 2D billede og sidescan-funkti­on. Når jeg søger efter fisken er det vigtigt at have en fair chan­ce for finde den i et relativt stort område, og det er her, sidescan kommer ind i billedet. Eftersom gedden ofte står dybt – mellem ti og tyve meter – sætter jeg følsom­heden så højt som muligt, for at kunne tolke selv de svage ekkoer. Se her, udbryder han, og peger på en lille prik på skærmen: – Det kan være en fisk.

– At gedden ofte står i direkte til­slutning til byttestimerne, gør jo blot det hele endnu mere van­skeligt. Jeg stiller oftest Sidescan funktionen på 25 meter til hver side, altså ikke særligt bredt, og oftest ser jeg gedden på sidescan samtidigt med, at en svag skygge fremtræder på 2D ekkoloddet. At søge bredere anser jeg som totalt værdiløst, da det er for svært at se, når fisken står dybt og langt ude.

Vores kaptajn tager et sving rundt om en lang holme og videre ind i en større vig. Han justerer lidt på ekkoloddet, tager solbrillerne op i panden, og peger på den højre skærm der er delt op i to vertika­le felter: – 2D ekkoloddet har jeg delt op i to vinduer med hver sin frekvens. En lav frekvens der gi­ver en bred kegle og en høj med en smallere. Den lave frekvens virker godt sammen med sidescan når jeg søger efter fisk på dybere vand mens den smalle viser, om jeg ligger præcist ovenpå fisken. Slutteligt har jeg så et lille vindue med Down Scan, der har en bedre målseparation end det alminde­lige 2D lod – Det hjælper meget hvis der er fyldt med byttefisk un­der båden, fortæller han.

På trods af Henriks overbevisning om, at farven ikke betyder noget kan han ikke lade være med, at sætte et personligt præg på jiggen.

På trods af Henriks overbevisning om, at farven ikke betyder noget kan han ikke lade være med, at sætte et personligt præg på jiggen.

 

De helt rette farver på softbaitet til gedder

En kasse med agn kommer nu frem, og Henrik tager en rød sprit tusch op. Han samler en af jiggs­ne på dækket op, farvelægger halen, og giver agnen og stangen til Martin. Henrik fortæller at han tror, at agnens farve og bevægel­sesmønster er mindre vigtigt, da gedden har svært ved at adskille farver i stærkt modlys. Trods det skifter han jævnligt farve for at matche lysforholdene:

– På solrige dage, er jeg af den opfattelse at gedden ser alt, men er det skyet så har jeg mest succes med mørke agn.

Det vigtigste er jiggens profil, det er her du skal lægge din fokus siger han, mens han finder en 30 centimeters jig frem, og fuldfører sætningen: – Nu og da bruger jeg store agn. En større agn er lettere at opdage, og i nogle søer trigger de ganske enkelt flere hug. Pro­blemet med en stor agn er, at den kroger dårligere. Den sultne gedde har en fantastisk evne til totalt at misse en stor agn, når den angriber lige nedefra, fortæller Henrik, der kun bruger lange smalle jigs uden den store aktion, så den hurtigt fin­der tilbage til sin plads under bå­den når positionen korrigeres.

Nu og da kan det være en god ide, at forsøge sig med en stor agn. Her er har Henrik byttet shadden ud med en bred v-hale, hvilket giver mindre vandmodstand, og en bredere kontur.

Nu og da kan det være en god ide, at forsøge sig med en stor agn. Her er har Henrik byttet shadden ud med en bred v-hale, hvilket giver mindre vandmodstand, og en bredere kontur.

 

Den perfekte jig til gedder

En sølv/gul-grøn jig med stor, flad, V-formet hale kommer frem, og Henrik begynder at tale med begejstring om dens egenskaber: – For mig er dette noget nær den ultimative agn til denne type fi­skeri. Den har en bred profil og er i størrelse som en stor helt, som gedden kan sluge uden besvær. Jeg bruger altid kun en enkelt tre­krog på denne agn, da det letter afkrogningen, men den skal så til gengæld også være stor og med et bredt kroggab. Krogen skal stikke lidt ud til siderne af agnens fulde bredde for at kroge så godt som muligt, fortæller han og beder Martin køre ned, da en fisk ud af det blå er dukket op lige under båden.

Fisken reagerer øjeblikkeligt, og inden Martin når at spørge om han har placeret jiggen rig­tigt, hamrer fisken på agnen. Den piler afsted i et kraftigt udløb, og Martin er nødt til at tage en halv piruette for at følge med den godt knotne fisks tempo. Til sidst over­vindes gedden dog af den stive klinge og lander i nettet. Martin, der er en kende overrumplet, sæt­ter sig ned på dækket og puster ud, mens Henrik griner og kommente­rer: – Det er lige præcis dette som er fedt, i forhold til sløve sandarter – Alt sker med lysets hastighed!

Mens solen langsomt går ned bag båden, filosoferer jeg lidt over hvor uudnyttet en ressource den pelagiske gedde er, for os lyst­fiskere. Belønningen er nemlig bare så stor, når man behersker metoden, for middelvægten og huggene er ganske simpelt i en liga for sig selv…

PÅ FISKETUR MED HENRIK?

Vil du også på intensivkursus i ver­tikalfiskeri efter gedder? Så kontakt Henrik, og hans firma ”Fishing in Sweden” Henrik laver også guidede ture efter sandart og rødding: info@fishing-in-sweden.com, +46 76 815 20 29. Under fisketuren kan du spise og bo på Wiredaholm Golf & Konferens. info@wiredaholm.se, +46 390 31 140

Du kan lære mere om vertikalfiskeriet efter gedder i Henrik Olssons kapitel i bogen Geddefeber, som du kan købe her.

Artiklen er oprindeligt publiceret i Fisk & Fri 8/2018

Friluftslamd - et grønnere valg

11 SUPERTIPS TIL ABORRERNE

Det sene efterår er en fantastisk tid for aborrefiskeren. Her giver Jørgen Larsson dig en stak ekstra tips, der gør ventetiden mellem huggene lidt kortere.

 

TEKST: JÖRGEN LARSSON, FOTO: JÖRGEN LARSSON OG MATTHIAS BERGLUND

Aborrefiskeri er super sjovt, men til tider er det ikke altid helt lige så let, som man skulle tro. Det er derfor altid godt at have et par håndfulde ekstra tips i ærmet, når du skal ud efter de sortstribede.

1 – Lim softbaitet til jiggen

 

Personligt foretrækker jeg jighoveder, der ikke har en ”krave” på krogskaftet, da de har en tendens til at flække agnen. Har mit jighoved en sådan, skærer jeg den derfor normalt af. Ulempen er så selvfølgelig, at softbaitet kan glide ned i krogbøjningen, når den bliver slidt eller aborrerne bider i halen.

Istedet giver jeg blot softbaitet en klat sekundlim, inden den skubbes op til jighovedet. Det plejer at holde, og man kan alltid give den en dråbe lim til i løbet af fiskedagen.

2 – Dropshot taklet til aborrer

Den optimale montering af et dropshot-takel til hovedlinen er at bruge en knude, så man slipper for ekstra vægtbelastning, der kan påvirke det delikate takel. Knuder kan dog blive lidt besværlige, så jeg bruger som ringel en lille rig-ring, der i praksis vejer og syner af næsten intet. Et andet dielemma ved dropshotfiskeri på besværlig bund er, at man kan tvinges til at anvende fluorocarbon helt op til 0,30-0,35 mm, hvilket betyder, at det nogle gange kan være hovedlinen, der knækker ved bundhug. Optimalt set skal taklet knække i lineklemmen nede ved loddet, hvis det sætter sig, men bliver forfanget for kraftigt er det altså ofte hoveliner eller knuder, der risikerer at ryge. For at undgå dette, plejer jeg at lave et par kællingeknuder på den nederste del af forfanget under krogen. Knækker jeg forfanget, så beholder jeg fisken, men mister loddet.

Sekundlim er perfekt til at hæfte softbaitet på jighovedet, så det ikke så let ryger af.

Sekundlim er perfekt til at hæfte softbaitet på jighovedet, så det ikke så let ryger af.

 

3 – Fisk ind i mørket efter aborrerne

Tusmørket omkring solopgang og solnedgang har altid været godt, men det kan tit svare sig at prøve at fiske ind i mørket. Det lærte jeg for et par år siden af min ven Dejan – og siden dengang har jeg tit haft god success med at fiske i mørket. Det er især på de svære  dage, at det kan kaste et par store fisk af sig at fiske ind i mørket, og selv har jeg haft de bedste resultater med at fiske med agn, der giver godt med lyd og vibrationer som Westin Shad Teez, Ring Teez ST och Hollow Teez. Man skal være lidt småskør for at gøre det, men det er lidt fedt at fighte en stor aborre i mørket.

4 – Find strukturerne hvor aborrerne gemmer sig

Lokalisering af fiskene er ofte det sværeste ved at fiske efter store aborrer. Nogle gange er det oplagt, hvor fiskene er, men andre gange kan man lede og lede uden resultat. Andre gange viser byttefiskene vejen på ekkoloddet, men langt fra altid. Der er ingen regler for, hvor fiskene er, for alle vande er forskellige – men ofte er steder, hvor mønsteret brydes et godt bud på at finde fisk. Det kan fx være alle former for strukturer som stengrunde, skrænter, banker, bevoksningsbælter, bagvande, ind- eller udløb af åer – eller vaser, broer, havne eller bådpladser.

5 – Varier dit fiskeri mere

Dem der virkelig arbejder med at prøve en masse forskellige agn og præsentationer – er oftest dem, der bliver bedst belønnet. Bare fordi du fisker med jig uden at få et hug, betyder det ikke, at aborrerne ikke vil have en jig. Nogle gange skal man bare prøve en anden form eller farve – så kommer huggene. Og husk – det softbait, der fisker godt om morgenen er ikke nødvendigvis det samme, der fisker godt om eftermiddagen. Netop dette er også årsagen til, at man bør medbringe mange agn. Vil de ikke have et softbait, så vil de måske have en wobler eller en spinner? Nogle gange skal agnen udsende masser af lyd og vibrationer – andre gange ikke: Den som varierer mere, fanger mere.

Jørgen med en af de utallige storaborrer han har taget på softbaits.

Jørgen med en af de utallige storaborrer han har taget på softbaits.

 

6 – Skaf en takelmappe til dine aborretakler

Man kan spare meget tid ved vandet ved at binde sine takler hjemmefra. Man kan selvfølgelig ikke forudse og forberede enhver situation, men den som klargør takler til de mest gængse situationer, sparer sig selv for en masse besvær på turen. Udover færdige takler med forskellige krogstørrelser og forfangsdiametre, har jeg ofte et par pakker med ekstra kroge, svirvler og rigrings i mappen.

7 – Bevar woblerens gang

Normalt foretrækker jeg en lille blinklås til at montere wobleren, men på nogle af de mindste og mest delikate modeller, kan det betyder, at wobleren trækker skævt, når man spinner den hurtigt ind. På disse modeller er det bedst at montere den i en knude med et fast øje – fx Rapalaknuden, der giver en perfekt gang selv på de aller mindste woblere. Valget mellem knude eller blinklås kan også bruges til at fintune woblerens synkeevne.

8 – Monter softbaitet til aborrer korrekt

Man ser ofte, at folk monterer deres softbaits helt forkert. Den mest almindelige fejl er, at softbaitet kroges for dybt eller helt skævt. Kroges den for dybt bliver afstanden mellem krogspids og softbait for lille til at give en god krogning; kroggabet skal nemlig være ordentligt eksponeret. En andel fordel ved at sætte jighovedets krog højere er, at det giver en mere fri bevægelse af softbaitet. Sidder softbaitet skævt på krogen, giver det også en dårligere gang. Det betaler sig altså et være præcis, når man monterer sit softbait.

Foam-rigget kan være ekstremt effektivt, når aborrerne ikke rigtig er i hugget, hvor de typisk vil have en agn, der svæver eller synker langsomt.

Foam-rigget kan være ekstremt effektivt, når aborrerne ikke rigtig er i hugget, hvor de typisk vil have en agn, der svæver eller synker langsomt.

 

9 – Hold softbaitet på plads

Når man har fået nogle fisk på Texas eller Carolina rigget, er det normalt, at softbaitet begynder at blive mere slidt. Og jo mere slidt den bliver, desto sværere bliver det at få den til at sidde rigtigt på krogen, hvilket kan tvinge en til at skifte til en ny agn. Vil du spare lidt, kan du istedet låse softbaitet på krogen med en dråbe sekundlim. Alternativt kan man skubbe softbaitet så langt op, at den går op over knuden til krogen. Af samme årsag kan det godt svare sig at lade en lille linetamp på 3-4 mm stå, når man afklipper knuden. Den kan nemlig fungere som en slags modhage, der holder på baitet, når man trækker det længere op.

10 – Næsekrogning ved dropshot efter aborrer

Mange er nervøse for kun at næsekroge agnen, når der fiskes dropshot, fordi de tror, at aborrerne ikke vil blive kroget ordentligt. Fakta er, at denne optakling fungerer udemærket, så længe fiskene er nogenlunde i stødet – og det giver også en bedre bevægelse i agnen samt en lettere afkrogning, når der kun er én krog i softbaitet. Optaklingen gør nemlig, at agnen er næsten vægtløs i vandet, hvilket betyder, at den ret let suges ordentligt ind af aborren. Selvfølgelig er der undtagelser, men normalt retter aborren sit angreb mod byttefiskens hoved, og så kroger det fint. Kommer din agn over 10-12 centimeter, er det dog en klar fordel at montere en stinger krog i halen.

11 – Prøv en foam-rig til aborrer

Når aborrerne er rigtig træge og svære fx vinter og tidligt forår, kan man placere en bid flydende foam – også kaldet pop-up foam – på tafsen, så baitet bliver flydende, neutralt afbalanceret – eller ganskelangsomt synkende, eksempelvis når man fisker Carolina-rig. Selv anvender jeg forskellige slags foam af alt fra emballager til liggeunderlag. I butikker, der sælger karpeudstyr, kan det købes under navnet pop-up foam. Jeg klipper små cylindrer, som jeg herefter tråder på tafsen med en agnnål af den type, der af karpefiskere bruges til montage af fx boilies og partikelagn. Tråd også et par flådstops på linen, så du kan justere opdriftens placering – og dermed agnens måde at bevæge sig i vandet på. Jo tættere på agnen, desto længere fra bunden præsenteres agnen.

Personligt klipper jeg ofte små stykker af foamen, indtil baitet synker ekstremt langsomt, men nogle gange vil fiskene helst have en agn, der svæver eller står helt  stille i vandsøjlen. Det siger sig selv, at med dette takel kan du lave virkelig lange spinstop, så de sky aborrer får rigtig god tid til at bestemme sig.

 

Hvidovres Sport

 

Den gyldne time er kvalitets fisketid, hvor aborrerne ofte er i hugget.

Den gyldne time er kvalitets fisketid, hvor aborrerne ofte er i hugget.

 

Afstanden mellem krogspids og softbait er afgørende for krogningen. Montagen nederst - hvor der er maksimal dybde på det frie kroggab - giver den bedste krogning.

Afstanden mellem krogspids og softbait er afgørende for krogningen. Montagen nederst – hvor der er maksimal dybde på det frie kroggab – giver den bedste krogning.

 

Små woblere som denne får det perfekte bevægelsesmønster, hvis de monteres i en løkkeknude.

Små woblere som denne får det perfekte bevægelsesmønster, hvis de monteres i en løkkeknude.

 

Aborrerne er vilde med små orme-lignende softbaits som disse.

Aborrerne er vilde med små orme-lignende softbaits som disse.

PÅ ABORREFISKERI I MALMØ KANAL

På den anden side af Øresund findes et ukendt fiskeri for mange danskere. Lige der, en brokrydsning fra hovedstaden, er der kanalaborrer til den store guldmedalje. Så er du til streetfishing i storbyen og sortstribede banditter – så læs med her.

AF ALEXANDER NORDSTRØM

Denne smukke morgen i storbyen er det ikke uden en underlig fornemmelse i kroppen, at jeg fjerner blikket fra stangspidsen. Foran mig rejser sig store grå boligblokke, hvilket sammen med de grå veje og den tætte trafik gør et mærkeligt indtryk på mig – jeg står jo lige ned til vandet…

Blandet fodgængere, cyklister, trafiklys og butikker føler jeg mig totalt fejlplaceret som jeg står her iført vadestøvler, fisketøj, rygsæk og med fiskestangen i hånden. Folk kigger underligt på mig. Egentligt ikke noget jeg kan bebrejde dem, for de forstår garanteret ikke hvad der har draget mig herhen, denne smukke vintermorgen. Men det gør jeg. I dag skal jeg nemlig mødes med Jonatan, der netop har parkeret sin cykel på den anden side af kanalen. En fyr der har 200% styr på fiskeriet herinde.

Streetfishing efter aborrer i Malmø

Vi hilser på, og jeg kaster den lille jig gennem luften. Den lander ved en af pælene der støtter gangbroen der krydser kanalen. Jeg lader gummiet synke til bunds, og næsten øjeblikkeligt mærker jeg et forsigtigt hug. Jeg giver modhug, men for sent. – Ærgerligt, lyder det bagfra. Det er Jonatan der har sneget sig op bag min ryg. – Nogen gange er de forsigtige, fortæller han, idet han kaster sin agn mod det samme hul. Han jigger ivrigt sit gummidyr hjem, og efter et par sekunder sætter han et hurtigt modhug. Fast fisk, og efter en forsigtig fight, løfter han den smukke grønlige aborre op i sollyset og afslutter sætningen fra før: – Og nogle gange er det næsten for let, griner han, mens fisken svømmer tilbage i friheden.

Ihærdighed betaler sig. Selvom det ikke er normalen er det bestemt muligt, at fange et pragteksemplar af de sortstribede

Ihærdighed betaler sig. Selvom det ikke er normalen er det bestemt muligt, at fange et pragteksemplar af de sortstribede.

 

Vi befinder os ved Malmø Kanal cirka en times kørsel fra det centrale København. Kanalen slingrer sig smukt gennem det centrale Malmø, og fiskeriet i kanalen er utroligt populært. Både unge og gamle dyrker streetfishing her i den sydsvenske by, og ofte kan man møde over tyve lystfiskere på en kort gåtur langs kanalen. Den nemmeste måde at begive sig rundt til de forskellige hotspots i storbyen er klart den gode gamle jernhest: – Jeg har da forsøgt mig med bilen, men det er bare så meget lettere at parkere og komme hurtigt rundt på cyklen, fortæller Jonatan.

Aborrefiskeri mellem butikker og cafeer

I dag har cyklerne ført os til Paulibron, der ligger helt centralt ved Drottninggatan. Dette er et sikkert kort, og en af de pladser, som Jonatan fisker oftest: – Her har jeg taget virkeligt mange aborrer, fortæller han, mens han finder grejæsken frem fra rygsækken. Her ligger Jigs i mange farver og størrelser, og i dag er det en mindre colafarvet model på et 10-grams hoved der fanger bedst: – Bevares, man kan da gøre fiskeriet mere komplceret end dette, fortæller han og fortsætter: – De dage hvor fiskeriet er svært, kan et dropshot tackel gøre underværker. Og andre dage, er det gummi med pangfarver, monteret på et Texas eller Carolina rig, der kan være udslagsgivende.

De bedste aborrepladser i Malmø

Af ren nysgerrighed, og under løfte om, at det bliver mellem mig og læserne, spørger jeg Jonatan om han vil dele sine aller bedste pladser. Han griner lidt, hvorefter han svarer at fiskeriet er gratis og kanalen ikke er særlig lang, så man kan ganske hurtigt finde sine egne favoritpladser. Jeg presser dog lidt på, og til sidst får jeg vredet ud af ham, at Polithuset er et absolut hotspot!

Der er mange fine muligheder for aborrefiskeri i Malmø lige ovre på den anden side af broen.

Der er mange fine muligheder for aborrefiskeri i Malmø lige ovre på den anden side af broen. Fiskeriet i voldgravene omkring Malmøhus er desværre forbudt. Heldigvis er der massevis af muligheder langs Drottniggatan og resten af kanalen.

 

Vi finder en cafe for at få en varmende kop kaffe, og kigge lidt på nogle af hans mange billeder på kameraet. Ved et af billederne stopper han op og fortæller, at det som oftest ikke er de største fisk man fanger i kanalen: – Det er ikke fordi fisk som den her, på lige over kiloet, er umulige eller usædvanlige, men det kræver altså, at man lægger noget tid på fiskeriet, og også gerne forsøger sig når det er mørkt – noget som han og fiskevennerne har brugt en god del tid på.

Jeg finder mit kort over Malmø frem, og peger på en af de østlige damme i byen. Må man fiske der, spørger jeg. Svaret falder prompte:  – Nej. Det er kun tilladt at fiske i kanalen og i havnen. I dammene og i voldgraven omkring Malmøhus er der fiskeforbud. Kaffekopperne er ved at være tomme, og mens jeg så småt vil vende snuden hjemad, planlægger

Jonatan at fiske et par timer mere. Jeg takker Jonathan for snakken, alt imens han med fiskestangen i hånden hopper op på cyklen – på vej til det næste spot. Det er virkeligt specielt, tænker jeg. At stå her i solen midt i storbyen og fiske.

Artiklen er oprindeligt udgivet i Fisk & Fri 8/2018

 

Kizuma line

 

Små jigs med endu mindre hoveder, er den foretrukne medicin til Malmø kanalens glubske aborrer.

Små jigs med endu mindre hoveder, er den foretrukne medicin til Malmø kanalens glubske aborrer.

DRØMMEN OM STORGEDDEN: DE BLODIGE FINGRES SOMMER

Det varer ikke længe, inden efterårsfiskeriet går i gang og kulden sætter ind, så hvad kan være mere naturligt end at mindes en god sommer på søerne. Følg med Daniel Stormly på vandet.

AF DANIEL STORMLY

Uret ringer som altid klokken lort, og jeg er hamrende træt! De første tanker, der slår mig, er at for én gangs skyld ville det nok ikke gøre noget at blive liggende, men jeg er langt over halvvejs i mit personlige projekt, så som de utallige andre morgener kommer jeg afsted.

I marts fandt jeg jo hurtigt ud af, at Covid-19 nok ville sætte en stopper for alle mine rejser, og det betød, at jeg måtte aflyse en Thailands tur, fire ture til Spanien og en tur til Afrika, som jeg skulle have været på, imens jeg skriver dette. Kun en enkelt tur til Spanien blev trumfet igennem, men den var heldigvis vellykket. Så set i bakspejlet var det dét helt rigtige at gøre, at få året til at gå med et større personligt projekt herhjemme, og der var jo ingen tvivl om, at det skulle handle om min absolutte ynglingsfisk, siden jeg kunne gå – gedden!

Drømmen om storgedden

Netop gedden har spøgt i mit sind så længe, jeg kan huske. Rent instinktivt har jeg altid haft en urokkelig respekt for den fisk, måske fra da jeg måtte smide min fars net og løbe skrigende væk, da jeg som meget ung knægt skulle nette et ordentligt svin for ham, som så sprang direkte op i hovedet på mig. Fisken blev desværre ikke landet, da det hele som sagt gik lidt galt, og den gamle måtte kæmpe med stærke mavekramper af ren grineflip over synet!

Der har bare altid været noget med lige dén fisk. Så under dette års geddefredning blev planerne lagt, grejet blev optimeret, teorier i massevis skulle bekræftes eller afkræftes, og så skulle jeg lære de største søer vi har på Sjælland at kende, så jeg kunne fiske amok med bådene i min fantastiske forening – LF.

Efter gedde på de store sjællandske søer

Slagene skulle stå på Arresø, Tissø, Furesø, og Esrum sø. Det skulle foregå med trolling og udelukkende med store softbaits. Hvis vejrforholdene og bookingsystemer osv tillod det, skulle jeg fiske hver anden dag fra den første maj til og med efteråret. I lange perioder lykkedes det at gøre det på den måde, men i korte perioder hist og her var vinden for hård, eller også skulle jeg lige have et break i form af en karpetur.

Det kunne mærkes på psyken, at jeg havde kørt på så længe, og at det var begyndt at blive meget dejavú agtigt om morgenen, når jeg tog ud. Men jeg havde haft et vanvittigt godt fiskeri i mange måneder nu, og vejret var perfekt. Jeg skulle have en god kammerat med i båden den dag, så jeg kom selvfølgelig afsted som altid. Jeg tror det kan tælles på én hånd, hvor mange fisketure, jeg selv har aflyst i hele mit liv – selvfølgelig i håbet om den helt store fisk.

Daniel Stormly med sin flotte storgedde taget på softbait

Daniel Stormly med belønningen for en hel sommers hårdt arbejde på de sjællandske søer.

 

Afsted på geddetur

Ved ankomsten bliver båden som oftest tømt for vand, og jeg får pakket LF båden med grej og udstyr. Vi glider ud af havnen, og den store sø åbner sig for os. Mod øst kan vi se den orange solopgang, imens mosekonen brygger så langt øjet rækker. Min kammerat slubrer lidt kaffe, og vi bliver enige om, at det ikke kan føles mere rigtigt i maven.

Vi når sættedybden, og får sat seks stænger med forskellige softbaits i den dybde, som jeg havde fundet den røde tråd i på de forrige ture netop hér. Vi fisker kun med seks stænger, da jeg syntes otte eller ti, som nogle bruger, bliver for meget. Personligt har jeg haft langt bedre fiskeri med langt mellemrum imellem mine lures, så de fremstår alene i vandet frem for tæt på hinanden. Og så er der meget mindre kaos, hvis næsten alle stænger går samtidig, hvilket jeg fik prøvet fire gange denne sommer. Når det sker, så er seks stænger MERE end rigeligt…

Der går ikke længe, før der kommer lidt i båden, og min makker får en rigtig fin fisk et par timer inde i fiskeriet, som selvfølgelig bliver taget op i båden og fotograferet. Hovedparten af alle fisk bliver altid bare afkroget ved siden af båden, uden fisken nogensinde forlader vandet. På dette tidspunkt har jeg fået hundredevis af gedder siden starten af sæsonen, så alt under omkring otte kg har været meningsløst at bakse med i båden

Gang i gedderne

Det gode fiskeri fortsætter, og vejret ændrer sig ikke ligefrem til vores fordel. Vi ved, at om to timer når vinden over 8 sekundmeter. Så er det ikke sjovt mere, og turen har jo allerede været fantastisk. Men – som alle kender til, så havde jeg jo lige et område vi lige SKULLE sejle over, inden vi tog hjem.

På vej derover foreslår makkeren at hive stængerne op, så vi kan komme hurtigt derover, fordi tiden går, men jeg foreslår, at vi holder kursen, for jeg har mange gange erfaret, at de helt store kommer ud af de blå, hvor man slet ikke har regnet med det.

Som tiden går, og vi intet har fanget et stykke tid på vej imod det sidste område, sidder jeg og viser makkeren ét af mange store halvfriske ar på mine hænder fra denne blodige geddesommer. Mens jeg gør det, fortæller jeg ham om en af de rigtig store gedder, som jeg fik for nogle uger siden på en af de andre søer. Jeg fik aldrig et billede af den, for storgedden fik revet sig løs efter afkrogningen i vandet – lige som jeg begyndte at løfte i den tunge krop. Den fik smadret min hånd så meget, at jeg måtte gøre båden rent for blod bagefter for at kunne være bekendt at aflevere den, uden at den næste bruger skulle tro, at der var blevet begået en forbrydelse…

Midt i denne historie – omkring hundrede meter fra destinationen – krøller min midterste styrbord stang sammen ud af ingenting, og i det samme hører jeg lyden af knarren på mit hjul, hvor linen bliver trukket af – langsomt og jævnt. Det er næsten altid en stor fisk, når det foregår på denne måde, da de mindre ikke har vægten til at kunne gøre sådan.

Jeg får lagt pres på fisken uden modhug, hvilket er nødvendigt grundet bådens fremdrift og mine løse krogopsætninger på alle de agn jeg bruger. Jeg bliver hurtigt overbevidst om, at hugget er bedre ud end det så ud til at være. Nogen gange tager fisken røven på én, og dette blev også tilfældet her: Da fisken vender rundt efter at have fulgt med omkring ti meter, tager den et jævnt langsomt og tungt udløb på halvtreds fod, som jeg kan følge på min line tæller. Og det sker uden, at jeg føler et eneste hovedryst eller hale slag. I samme sekund jeg er overbevist om, at det bare SKAL være en af de helt store +’ere.

Daniel Stormly med sin flotte storgedde taget på softbait

Daniel Stormly med sin flotte storgedde taget på softbait. Alle tre geddefotos i artiklen er den samme fisk, der fortjente mere end bare et eneste foto.

 

Tovtrækkeri med kæmpegedden

Min kammerat skruer ned for bådens tempo og fremstammer, at dét der kraftedeme ligner en stor fisk. Og han selv har fisk på samvittigheden, som jeg stadig drømmer om. Vi er efter et par minutter nødt til at stoppe båden og sætte den frontmonterede på anker, imens min kammerat trækker sine stænger ind. Imens presser jeg fisken, da det klart er en fisk, som behøver det.

Efter nogle minutters tovtrækkeri ser min makker fisken under mig, hvorefter han lynhurtigt flyver ned gennem båden og henter nettet. Idet han kommer tilbage i min ende af båden, krøller min yderste stang sammen, uden at båden har fremdrift eller noget. Jeg kan bare se, at det er en god fisk, der trækker afsted med mit store softbait. Bremsen får et par klik, og fisken jeg stadig ikke kan se for min kammerat og bådkanten, bliver tvunget op.

Pludselig kan jeg høre hans sejersbrøl, hvorefter jeg med det samme kaster stangen fra mig og tager den anden fisk. Der er ingen tvivl om, at den også er god, men den er ikke helt samme kaliber som den anden, får jeg overbevist mig selv om. Imens står min kammerat og siger, at den fisk jeg stadig ikke har kastet et eneste blik på, 100% sikkert er en plusser. Spørgsmålet er kun hvor meget. Jeg får ivrigt banket fisken ind, og det er en fantastisk smuk fisk, som vi skyder til omkring otte kilo, mens jeg kun lige når at skimte, hvad der venter på mig i nettet.

Alle stænger er oppe, og stressen er ovre. En dyb vejrtrækning bliver taget, idet jeg kommer over og kigger ned i nettet: Hvilket syn! Intet kan give mig den følelse, som en gedde i den kaliber gør. Den ligger bare der og stirrer på mig med de knivskarpe øjne, og ryggen er så bred, at den ligner mere en krokodille end noget andet!

Jeg laver et hurtigt filmklip til min Instagram @monsterangling. Hun er lidt rundtosset, men kommer sig, og følelsen af at se dette monster svømme stille og roligt ned i dybet igen behøver vel ikke beskrives yderligere. C & R er super vigtigt, hvis vi skal bevare et godt fiskeri. Sikken afslutning på en god dag med min kammerat, og ikke mindst mit sommerprojekt, som var ved at synge på sidste vers.

Hun ramte desværre ikke mit gedde mål på 15+, men havde klart længden og genetikken. Denne sommer har jeg blandt 10+’erne fra tre af de fire vande fået tre fisk, der UDEN tvivl er over de fantastiske 15 kg her til vinter eller op til legen –  så mon ikke hun kommer til mig en dag. Denne sommer har været hård, men også den mest lærerige nogensinde. Den har bragt mange fantastiske bekendtskaber med sig, plus selvfølgelig fangster, minder og ej at forglemme ar for livet skabt med dryppende bloddråber ned i de store dybe søer. Nu banker efteråret og vinteren på døren. Hvem ved, hvad det bringer!

 

Harald Nyborg

 

LITORINAHAVET OG SANDARTEN, DER VAR LIGEGLAD…

Et syn som dette vil blive mere almindeligt på de danske søer, hvis man får stoppet DTU Aquas magtmonopol. Meget tyder nemlig på, at det er det, der skal til , for at sandarten kan få samme status som de øvrige hjemmehørende arter – og dermed få den bestandspleje, som den fortjener.

I årtier har DTU Aqua fejlagtigt betegnet sandarten som ”ikke Hjemmehørende” og ”invasiv” – hvilket har haft store forvaltningsmæssige negative konsekvenser for bestandene og fiskeriet efter sandart. Vi har tidligere bedt DTU Aqua om at forklare, dokumentere og uddybe deres ikke-underbyggede teori om, ”alt tyder på at sandarten er uddød naturligt”, men de har ikke tidligere ønsket at svare. Her får du et faktatjek – og vi stiller igen DTU Aqua et par spørgsmål.

AF JENS BURSELL

Der er adskillige fortidsfund af sandart fra hele SØ-Danmark, og det er derfor indiskutabelt, at arten er naturligt hjemmehørende i Danmark. Alt tyder på, at sandarten er blevet mere og mere fåtallig i Danmark op igennem historisk tid – men der er intet bevis for, at den nogensinde har været totalt udryddet. Måske har den været helt udryddet – men vi ved det faktisk ikke.

Hvis en art er uddød, har det stor betydning, hvordan den er uddød. I en forvaltningssammenhæng er det således vigtigt, om en art er uddød på grund af menneskelig påvirkning – eller om det er sket som en naturlige proces på grund af skiftende miljøer. I førstnævnte tilfælde har man nemlig ”forpligtet” sig til at gøre noget for at få arten tilbage jfr. Danmarks ratificering af fx Rio Konventionen og de 20 Aichi biodiversitetsmål. I sidstnævnte tilfælde kan man læne sig tilbage og sige – det er bare ærgeligt, det er naturens gang.

SCREENDUMP FRA FISKEPLEJE.DK:

Scrrendump fra fiskepleje.dk

Screendump fra fiskepleje.dk

 

Hvorfor blev sandartbestandene decimeret?

Der er adskillige gode argumenter for, at menneskelig påvirkning kan have bidraget til at decimere bestandene op igennem historisk tid – blandt andet spærringer på vandløb, som har forhindret muligheden for føde- og gydevandringer – samt det faktum, at mange søer er blevet mere og mere slammet til, hvilket kan have været kritisk for mange af sandarternes gydepladser, som typisk er hård bund på 2-3 meters dybde.

Men – intet af dette nævnes af DTU Aqua på fiskepleje.dk – på trods af at sandartens føde- og gydevandringer er dokumenteret af DTU Aqua selv – og resten er indlysende.

I stedet skriver DTU Aqua om sandarten: ”Senere uddøde disse bestande, sikkert på grund af havstigning og deraf følgende høj saltholdighed i Østersøen. To yngre fund af sandartknogler på Sjælland (fra perioden 1100-1500) kan ikke med sikkerhed henføres til oprindelige bestande.”

DTU Aqua: Uvidenskabeligt gætteri?

”Senere uddøde disse bestande”, skriver DTU Aqua skråsikkert. Hmmm – hvor ved de det fra? Fakta er, at det ved de heller ikke – det er simpelt gætteri. Hvis man havde brugt samme logik om ørred, før man lavede de store genetiske undersøgelser af danske ørredbestande, så ville man kunne have sagt præcis det samme om ørredbestandene på både Fyn og Sjælland. Her var hverken historisk vidnesbyrd om ørredbestande på Fyn og Sjælland fra før de store udsætninger, og der var heller ikke kvartærzoologisk bevis for oprindelige ørredbestande her. Men det har DTU Aqua aldrig gjort. Man kan derfor undre sig over, hvorfor de så drager denne konklusion for sandarten – uden at have foretaget samme genetiske analyser på sandart – som man har foretaget på ørredbestandene: Det virker meget som om, at DTU Aqua har en politisk agenda mod sandarten, som de ikke har mandat til at have.

Litorinahavet som det så ud da vandstanden var på sit højeste.

Litorinahavet som det så ud, da vandstanden var på sit højeste. Læs mere om Litorinahavet her. Som det ses, har de store søer, som husede sandart ligget over Litorinahavets højeste vandstandlinje. Eller sagt på en anden måde – der er ikke evidens for, at Litorinahavet skulle  kunne have udryddet de danske søers sandartbestande…

 

Litorinahavet – og sandarten i søen, der var ligeglad

”Sikkert på grund af havstigning og deraf følgende høj saltholdighed i Østersøen”. Denne sætning bruger DTU Aqua så til at stemple sandarten som uddød af naturlige årsager – uden på nogen måde at være i stand til at uddybe og sandsynliggøre argumentet. Vi har tidligere spurgt ind til ”hvorfor alt tyder på at sandarten skulle være uddød af naturlige årsager”, men DTU Aqua har ikke ønsket at uddybe argumentationen.

Ja – bevares. Vandstanden og saltholdigheden steg for 6.000 år siden, hvorved den tidligere ferske Ancylussø og dens afløb Danaelven (7.500-6.000 f.kr) gradvist blev opslugt af Litorinahavet (5.500-2.000 f.kr), hvor vandstanden og saltholdigheden steg i havet omkring Danmark.

I stenalderen, hvor sandarten var vidt udbredt, har den selvfølgelig haft de samme habitatpræferencer, som den har nu, hvilket betyder, at hovedparten af bestanden har levet i de store søer og åer – mens en del af bestanden også har levet og strejfet i brakvandsområderne.

Men, som du kan se på kortet over Litorinahavet nedenfor, så steg vandet på ingen måde så meget, at der kan argumenteres for, at denne havstigning skulle have haft betydning for sandartbestandene oppe i de store søsystemer på fx Sydsjælland, Lolland og Sydfyn. Men hvorfor siger DTU Aqua så, at dette må være årsagen til at de blev udryddet. Ja – det er ikke godt at vide.

Tilsvarende har en stigning af vand og saltholdighed jo blot betydet, at brakvandsområderne, hvor sandarten godt kan leve – har rykket sig længere ”op” i åernes mundingsområder, og da stigningen i vandstand og saltholdighed jo er sket gradvist over cirka 500 år, så har sandarterne jo haft god tid og fine muligheder for at undslippe saltet ved at bevæge sig mod saltgradienten op i de nye brak- og mundingsområder.

Læs mere om Østersøens udviklingshistorie her.

 

DTU Aqua: Sandarten er ikke en oprindelig dansk art.

Ifølge DTU Aqua er sandarten, som du kan se ikke en oprindelig dansk art. Fakta er dog det modsatte – samt at tilsyneladende ingen uden for DTU Aquas mure er enige i at sandarten ikke er hjemmehørende.

 

Vi har stillet DTU Aqua følgende spørgsmål:

FISK & FRI: Hvorfor mener I, at sandarterne i de mange danske ferskvandssøer, som ligger over Litorinahavets højeste niveau, er uddøde på grund af saltvand? Sandarterne her har vel kunnet leve videre i disse ferske vande fuldstændig som de plejer på trods af Litorinahavet?

DTU Aqua har desværre ikke ønsket eller kunnet besvare dette spørgsmål.

FISK & FRI: Stigningen i saltholdigheden er jo kommet over mange år. Hvorfor mener i, at stenalderens brakvandssandart er uddøde på grund af Litorinahavet? De har vel bare gradvist forflyttet sig i Mastogloiahavet (6.000-5.500 f.kr.) til de nye brakvandszoner, der er opstået i dette samt efterfølgende Litorinahavet – eller de kan have svømmet helt op i ferskvand, eftersom der næppe har været spærringer på de danske åer på den tid. Og i takt med, at Litorinahavet blev til Limneahavet og sidenhen den brakke Østersø, som vi kender i dag, kan de vel bare have svømmet tilbage?

DTU Aqua har desværre ikke ønsket eller kunnet besvare dette spørgsmål.

FISK & FRI: I skriver at ”To yngre fund af sandartknogler på Sjælland (fra perioden 1100-1500) kan ikke med sikkerhed henføres til oprindelige bestande.” Ifølge kvartærzoologisk register er disse fund dateret til 400-1400. Hvad er jeres argument for, at disse to fund ikke skulle kunne henføres til oprindelige bestande?

DTU Aqua har desværre ikke ønsket eller kunnet besvare dette spørgsmål.

FISK & FRI: Hvorfor har DTU Aqua aldrig på noget tidspunkt betragtet ørreden som uddød på Fyn og Sjælland? I tiden før konklusionerne på de genetiske undersøgelser af ørredbestandene blev publiceret, havde dette jo været det mest naturlige at gøre, hvis DTU Aqua brugt samme logik og retorik, som man bruger i forbindelse med sandartens historie i Danmark? Der jo hverken forhistorisk eller historisk dokumentation for naturlige ørrebestande på Fyn og Sjælland før den store udsætningsperiode i midten af 1800-tallet?

DTU Aqua har desværre ikke ønsket eller kunnet besvare dette spørgsmål.

Hvorfor vil DTU Aqua ikke stå på mål for sin faglighed?

Ja – det er et godt spørgsmål. Måske fordi de ikke kan? Vi må håbe på, at de ansvarlige politikere tvinger DTU Aqua til at svare på disse fundamentale spørgsmål – og tager konsekvensen af det, hvis ikke man meget snart får et fornuftigt svar, der kan retfærdiggøre DTU Aquas rådgivning på området i årtier.

Det går simpelthen ikke, at man har ansvaret for både myndighedsbetjening og rådgivning i §7 udvalget – uden tilsyneladende fagligt at være i stand til at kunne forklare centrale konklusioner, der så vigtige som sandartens autencitet i en forvaltningssammenhæng.

 

Hvidovres Sport

Lunefulde efterårssandart på vertikalgrejet

Sandartfiskeriet kan være virkelig godt om efteråret – især hvis du får pejlet dig ind på den helt rette teknik. Her får du Søren Frederiksens bud på, hvordan det skal gøres.

AF SØREN FREDERIKSEN

Morgendisen ligger hist og pist som hvide totter over søens spejlblanke overflade, da vi kort efter solopgang stævner ud på en af de store, svenske søer. Det er sidst i september og skoven har så småt iført sig efterårets uendelige variationer af grønne og brune farver.

Målet for turen er søens lunefulde sandart. Midlet er jighaler på 15-20 cm fisket på let vertikalgrej. Og vejen til fiskene er Garmins Panoptix-teknologi. Sammen med en god fiskeven, som er lokalkendt på søen, har jeg afsat fire skønne efterårsdage til at prøve at få søens lunefulde sandart i tale på det lette vertikalgrej.

Snart er vi fremme på fiskepladserne, hvor sandarten gemmer sig på den hårde klippebund og lurer på stimer af byttefisk, som fouragerer i området. Solen får hurtigt brændt morgendisen af, og i det klare morgenlys rigges grejet til med jighaler i afdæmpede farver. Vores softbaits er monteret på skruehoveder i størrelser fra 15 til 25 gram og forsynet med ubegribeligt spidse Owner-trekroge på en stingertafs af pikewire eller kraftig fletline.

Grejet er korte og lette vertikalstænger på cirka seks fod – samt små multihjul og tynd fletline omkring 0,10 mm. Den tynde line er helt essentiel for at kunne fiske de relativt lette agn vertikalt (ret op og ned), mens båden driver over fiskepladsen. Agnen forbindes til fletlinen med en meter fluocarbon, som af hensyn til tænderne på de gedder, der ind i mellem blander sig i legen, er i tykkelsen 0,50 mm.

Halvanden meter til højre for transcuderen ses jiggen 2,5 meter nede og sandarten lidt over 3 meter nede,

Halvanden meter til højre for transcuderen ses jiggen 2,5 meter nede og sandarten lidt over 3 meter nede. Du kan se, hvordan man justere sit lod samt få en masse flere tricks til fiskeriet i vores video om vertikalfiskeri efter sandart her på dette link.

Husk at abonnere på Fisk & Fris YouTube kanal her.

Sandart på skærmen

Båden er til formålet udstyret med Garmins revolutionerende Panoptix-ekkolod, som i modsætning til traditionelle ekkolodder viser bund, byttefisk og jagende rovfisk i realtid. Det er altså muligt at se rovfisken cirkle rundt om den forførende gummihale, og betragte den på afstand i, hvad der føles som evigheder, for endelig at beslutte sig for enten at afvise agnen med et koket slag med halen -eller hugge til så hårdt og brutalt, at det synger i vertikalstangens tynde klinge.

Opløsningen er så detaljeret, at både kunstagnen og den lille svirvel, som forbinder fletline og fluocarbon, ses tydeligt på skærmen. På den måde er det muligt at præsentere agnen i den ønskede afstand fra sandartens lysende katte-øjne og millimeter-nøjagtigt servere en lækker bid silikonegummi lige foran fisken.

Dermed burde det være nærmest legende let at tømme søen for fisk på en eftermiddag, men netop sandartens lunefulde temperament betyder, at en fisk ”i fjernsynet” langt fra altid betyder fast fisk for enden af linen.

 

Gedderne blander sig også i vertikallegen.

Gedderne blander sig også i vertikal-legen.

 

De første forsigtige hug

 Min guide for dagen og gode fiskeven gennem mange år, Jens forklarer, at det ofte handler om at finde den rette dybde for dagen. Søen har dybder op til 20 meter, men oftest holder sandarten til på sten- eller klippegrunde på 7-14 meters dybde – og når først man én gang har lokaliseret sandartens foretrukne dybde for dagen, er det som regel i samme dybde, der skal ledes resten af dagen.

Efterårsvejret viser sig fra sin bedste side. Solen skinner fra en skyfri himmel og kun en ganske svag brise lader båden drive med 0,1-0,2 knob. Den langsomme drivhastighed giver fisken god tid til at se agnen an og træffe en skæbnesvanger beslutning om at slå til, men samtidig betyder hastigheden, at vi kun meget langsomt får afsøgt morgenens valgte fiskeplads.

Jens fortæller, at det absolut ideelle er at drive med omkring 0,3-0,5 knob og så afpasse vægten på agnen efter hastigheden. På de lidt mere blæsende dage, holdes drivhastigheden nede med et drivanker.

Sandart på bunden

Efter få minutters drev på 12 meter vand, afslører Panoptixen en ganske svag, forhøjning eller ”bule” på bunden. Fisken – for der er tale om en kamerasky sandart – kunne let forveksles med stenbunden, hvis ikke det var fordi den i modsætning til bunden pulserer svagt på skærmen og skiftevis fremtræder og forsvinder for øjnene af os.

Netop da båden ifølge skærmen befinder sig nøjagtig over fisken, sænker jeg min agn ned til den, stopper forsigtigt 1-1½ meter over den og begynder med uendeligt små og forsigtige bevægelser at tirre fisken til hug ved at imitere en byttefisk, som har vovet sig ud af stimen.

Fisken rejser sig fra bunden og kan nu tydeligt adskilles fra denne. Sandarten stiller sig ved siden af min agn og betragter bedraget kritisk i overvejelsen om, hvorvidt en lækkerbid fra morgenstunden mon er den potentielle tandpine værd.

Westin TwinTeez i et par af Sørens favoritfarver - rigget klar til vertikalfiskeri efter sandart.

Westin TwinTeez i et par af Sørens favoritfarver – rigget klar til vertikalfiskeri efter sandart.

 

Længe – for det føles som minutter – ser vi hinanden an og for at bryde denne ”mexican stand-off”, hæver jeg langsomt agnen en meter med en omdrejning på hjulet og fisken følger med. Igen står den lige foran agnen og overvejer næste træk, så jeg tager en meter mere og pludselig rører bæstet på sig. Fisken cirkler en omgang om min agn, dykker under den og angriber så med et brag. De to røde pletter på skærmen, som udgør henholdsvis fisk og agn smelter sammen, og sekundet efter mærker jeg det hårde, brutale hug af en sandart, som endelig har valgt maven frem for fornuften.

Fighten bliver kort og kontant. Fisken har absolut ingen lyst til at se indersiden af Jens’ aluminiumsbåd, men krogen sidder klokkerent bag sandartens Dracula-lignende fortænder og minutter efter kan vi nette turens første fisk: En gudesmuk sandart, som nænsomt afkroges og genudsættes. Hvilken start på dagen!

Konkret har vi fisket i mindre end 10 minutter og forfatterens glædesråb over søens blanke vand har formentlig vækket et par lokale beboere i de flotte villaer langs vandet. Undskyld for det, men der er fisk og så er der sandart…..

Slag i slag går det, og som dagen skrider frem, kommer rigtig, rigtig mange af de smukke fisk op i båden og vender. Pludselig udbryder Jens et højlydt ”Ojjjjj”, toppen på den lette vertikalstang er forvundet under overfladen og fehårs-tynd fletline rives af hjulet i eksprestempo. En smuk efterårsgedde på omkring meteren har hugget Jens’ agn og giver på det lette grej en forrygende fight, før den endelig ligger i nettet og skuler olmt efter sin fredsforstyrrer.

Henad fyraften er der stille i båden, mens vi sejler mod havnen. Begge er vi fjerne i blikket og mættede af dagens oplevelser. Et stort antal smukke sandart og en håndfuld sprælske gedder har set indersiden af båden i dagens løb. Ved aftenens strategimøde over en øl er vi enige om, at dette var en af vores allerbedste fiskedage i ferskvand nogen sinde.

Lunefulde sandart

Efter gårsdagens forrygende fiskeri er forventningerne til de næste dage store. Vi står op, mens det endnu er mørkt, og vi er på søen netop, som solens første rødmen bryder horisonten. Det er koldere i dag, og der er lovet lidt vind i dagens løb. Kaffen damper lystigt fra koppen, mens vi sætter kursen mod gårsdagens fiskepladser.

Fremme på pladserne opdager vi hurtigt, at forholdene på ingen måde kan sammenlignes med dagen før. Flere af de kendte stenrev synes tomme, og først efter et par forgæves stop, finder vi endelig et plateau, som holder lidt fisk.

Sandarterne trykker sig stenhårdt mod bunden, og kun ved hjælp af Panoptixens ”bottom-fill”-funktion som effektivt adskiller bund fra fisk og viser bunden med en anden farveskala, lykkes det os at lokalisere et par sandart. Vi fisker som dagen før forsigtigt en halv meter over fisken, som dog er fuldstændig upåvirket og bare står som i trance under båden. Længere ned med jiggen – helt ned og vimse lige foran næsen på den træge fisk – og endelig lader den sig irritere tilstrækkeligt til at snappe ud efter den forræderiske godbid. Fisken kroges, landes og genudsættes med et lettelsens suk. Det er blevet op ad formiddagen, og de første timers fiskeri har været svære samt helt uproduktive.

Abus Svartzonker Mcwalleye

Abus Svartzonker Mcwalleye

 

Gang i sandartfiskeriet igen

Nu kommer der endelig lidt gang i fiskeriet, men langt de fleste fisk smutter med en arrogant mine så snart, de ser vores kunstagn – og dagens helhjertede indsats belønnes ”kun” med en håndfuld sandart til os hver plus et par hidsige gedder som bonus. Flere gange er vi hele grejboksen igennem og serverer den ene gummi-godbid efter den anden foran snuden på fiskene, før vi endelig rammer den rette kombination af form, farve og vægt. Herefter falder der som regel en 2-3 fisk af, før også denne agn igen må byttes til noget andet.

De kommende dage er fiskeriet fortsat lidt svært sammenlignet med den vanvittige start på turen. I gennemsnit får vi en halv snes sandart og et par bonus-gedder i båden pr. dag, og efter mine standarder er det faktisk ikke så tosset.

Split stimen og væk sandarten

Vi opdager en genvej til de ekstremt træge sandart, som nærmest synes at sove på bunden. Oftest befinder de sig i nærheden af en massiv stime byttefisk, og hvis man lykkes med at splitte stimen lidt ved at dumpe en jig eller to ned midt i den store, røde klump på ekkoloddet, lader det til at kunne vække sandarten af trancen. Flere gange oplever vi, at den umiddelbare reaktion på en sådan ”divide-and-conquer”-taktik er 2-3-4 sandart, som nysgerrigt patruljerer langs bunden under stimen af byttefisk og for en kort bemærkning synes at være på jagt. Hele to gange den sidste fiskedag oplever vi dobbelthug, når to af disse sovetryner pludselig vågner op til dåd og tilsyneladende lidt omtågede orienterer sig midt i al balladen.

Efter fire skønne dage på søen er vi blevet klogere på sandartens lunefulde adfærd og på at læse Panoptix-billedet, så vi fisker optimalt. Jeg tror, at den allerstørste gevinst ved live-ekkoloddet er, at man fisker fokuseret og konstant holder motivationen oppe ved at kunne se fiskene på bunden – selv når vandet virker helt dødt.

Jeg glæder mig allerede til næste sandart-sats i det svenske…

Fakta om grejet til sandart

Til vertikalfiskeri efter søens rovfisk er det helt afgørende, at grejet tilpasses opgaven. En almindelig spinnestang er simpelthen ikke anvendelig til denne type fiskeri.

Stænger: Vi foretrækker relativt korte vertikalstænger på 6-6½ fod med lynhurtig aktion og god rygrad til at lægge pres på de stærke fisk. Kastevægt opgives på disse stænger til op til omkring 35-50 gram.

Hjul: Små multihjul med høj udveksling og god, stærk bremse. Hjulene kan næsten ikke blive for små, men bremsen skal være bomstærk

Line: Fletline omkring 0,10 mm. Vær opmærksom på, at mange liner opgives tyndere end de i virkeligheden er. Brudstyrken er ikke så afgørende, men vælg en line, der kan tåle noget slid på trods af den tynde dimension

Forfangsline: Ca. 1 meter fluocarbon omkring 0,50 – lidt tykkere, hvis der er mange gedder i området.

Agn: Jigs på 15-20cm med v-hale i stedet for de traditionelle paddle-tails virker bedst. Westin Twin Teez eller Abus Svartzonker Mcwalleye fungerer helt perfekt. Brug skrue-hoveder på omkring 15-25 gram og sylespidse stingerkroge, som monteres med kraftig fletline eller pikewire

Elektronikken: Live-billedet i Garmins Panoptix har helt klar revolutioneret dette fiskeri. Transduceren er det magiske omdrejningspunkt, og her er Panoptix PS30 kombineret med kompatibel skærm det stensikre valg.

 

Nordic Outrdoor Show 2022 Fredericia

SANDART: DTU AQUA ”INDRØMMER” FEJL – NÆSTEN…

Sandarten er naturligt hjemmehørende i Danmark – et faktum  som DTU Aqua, der betales flere  hundrede tusinde kroner om året for at opdatere viden på danske ferskvandsarter – tilsyneladende slet ikke har opdaget, selvom der i over tres år har været dokumentation for det. Dobbelt besynderligt forekommer det, at DTU Aqua  på fiskepleje.dk kommunikerer, at sandarten ikke er hjemmehørende i  Danmark, når det sågar står i deres egen tekst om sandart i “Atlas over danske ferskvandsfisk” (øverst tv, side 585). Hvis du bliver forvirret? – så er du er ikke den eneste! 

 

Efter Fisk & Fris kritik af DTU Aquas fejlagtige stempling af sandarten som ”invasiv”, har de nu tilsyneladende ”indrømmet” – og ændret på teksten om sandart på fiskepleje.dk, hvor der rådgives om forvaltningen af vores fiskearter. Problemet er, at DTU Aquas rådgivning stadig er næsten lige så fejlbehæftet samt fagligt kritisabel som før.

AF JENS BURSELL

HVIS MAN ER EN SMULE SPIDS, kunne man friste til at sige, at DTU Aquas faktisk fremstår endnu mere utroværdig, end de gjorde for en uge siden, for hvis man før kunne tale om, at det virkede som om, at institutionen bevidst har forsøgt at føre offentligheden bag lyset omkring den oprindeligt hjemmehørende fiskeart – sandarten – så er det endnu mere oplagt nu.

Normalt ville man forvente, at forskere vil være i stand til at indrømme en fejl – og gå ud offentligt med en forklaring om, hvordan fejlen kan være opstået, samt måske oven i købet kommentere, at man beklager den fejlbehæftede rådgivning. Et er, at den enkelte forsker måske ikke har formatet til at gøre det, men hvis det forholder sig sådan, så bør forskerens chef have formatet til at indrømme fejlen offentligt – og på den måde være garant for at opretholde tilliden til instituttets faglighed og troværdighed. Men sådan gør man åbenbart ikke hos DTU Aqua. Her har man tilsyneladende blot ændret en enkelt fagligt let angribelig linje i teksten på fiskepleje.dk, hvorefter man lader som ingenting – og måske håber på at ingen har opdaget det…

Når jeg i overskriften skriver ”indrømmet” i anførselstegn, hentyder det derfor til, at DTU selvfølgelig officielt set ikke har indrømmet noget som helst. Men – hvorfor har de ikke det, når DTU Aquas grove faglige fodfejl i rådgivningen omkring sandarten er så graverende og åbenlyse – at der tilsyneladende ikke er nogen faglige opbakning til dem uden for DTU Aquas mure: Jo – indrømmer DTU Aqua alle de mange faglige fejl og mangler, som de i årtier har begået omkring forvaltningen af sandart, så risikerer de selvfølgelig, at det kommer til at danne præcedens på området, hvorved de også kan blive stillet til regnskab for – og dermed tvunget til at indrømme en række lignende fejl og tvivlsomme (u)videnskabelige konklusioner, som de gennem tiden har begået på området med andre oprindelige danske fiskerarter – eksempelvis vores største naturligt hjemmehørende rovfiskeart – den europæiske malle.

Find fejlen

Tag et grundigt kig på nedenstående to screendumps. Det øverste viser en af teksterne fra fiskepleje.dk fra tiden før Fisk & Fri rejste kritikken af DTU Aquas forvaltning af sandarten. Nederst ser du et screendump fra i går, hvor DTU Aqua nu uden at udmelde deres alvorlige faglige fejl har fjernet den sætning i teksten, som er aller lettest at angribe fagligt. I linjen stod der: Andre invasive arter som f.eks. båndgrundling er direkte uønskede, men sandarten er værdifuld og høj værdsat erhvervsmæssigt, som sportsfisk og kulinarisk”. Når man formulerer en sætning på denne måde, så virker det som om, at man fra DTU Aquas side udmærket godt ved, at sandarten ikke er invasiv, men at man samtidig – mod bedrevidende – ønsker at kommunikere ”at sandarten er invasiv”. Men hvorfor nu det? Jo meget tyder på, at DTU Aqua – på et fagligt uholdbart grundlag – søger at legitimere en fiskeripolitisk kurs, hvor sandarten ikke behandles som alle vores andre naturligt hjemmehørende arter, hvortil det er bl.a. muligt at få udsætningstilladelser – og hvor man normalt søger at ophjælpe bestandene på bedst mulig vis. Men hov – DTU Aqua er jo en forskningsinstitution, der skal rådgive beslutningstagerne på et neutralt grundlag – uden at have mandat til at fremføre egne politiserende holdninger… Det vender vi tilbage til i en anden artikel.

”Andre invasive arter som f.eks. båndgrundling er direkte uønskede, men sandarten er værdifuld og høj værdsat erhvervsmæssigt, som sportsfisk og kulinarisk”. N

                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                  På den gamle tekst på fiskeplej.dk fra før Fisk & Fri genopstartede sin kritik af DTU Aquas rådgivning om sandarten, stod der, som du kan se på dette screendump, bland andet ”Andre invasive arter som f.eks. båndgrundling er direkte uønskede, men sandarten er værdifuld og høj værdsat erhvervsmæssigt, som sportsfisk og kulinarisk”.  Det er fjernet nu i screendumpet, som du ser nedenfor.

Som du kan se pr dags dator har DTU Aqua nu fjernet teksten: ”Andre invasive arter som f.eks. båndgrundling er direkte uønskede, men sandarten er værdifuld og høj værdsat erhvervsmæssigt, som sportsfisk og kulinarisk”.

Som du kan se, har DTU Aqua nu fjernet en af de lettest angribelige fejl på fiskepleje.dk, hvor der før stod: ”Andre invasive arter som f.eks. båndgrundling er direkte uønskede, men sandarten er værdifuld og høj værdsat erhvervsmæssigt, som sportsfisk og kulinarisk”. Den sætning er væk her i dette screendump, der er taget i weekenden.

 

Men – lad os lige repetere den nu fjernede sætning en gang til: Andre invasive arter som f.eks. båndgrundling er direkte uønskede, men sandarten er værdifuld og høj værdsat erhvervsmæssigt, som sportsfisk og kulinarisk”. Med disse ord kommunikerer DTU Aqua helt klart og tydeligt ”at sandarten er invasiv” – uden helt ordret at gøre det. Båndgrundlingen er indiskutabelt invasiv – og optræder på den officielle danske liste over invasive arter – i modsætning til sandarten. Men hvorfor skriver DTU Aqua, så ikke bare direkte, at ”sandarten er invasiv”. Det ville jo være meget lettere? Her virker det unægteligt som om, at DTU Aqua i sin formulering ønsker en ”kattelem”, så de altid kan komme og sige ”det har vi ikke sagt”, hvis de skulle risikere at blive afsløret i deres fejlagtige stempling af sandarten som ”invasiv”.

DTU Aquas faglige utroværdighed fortsætter

Når DTU Aqua har fjernet ovenstående meget let angribelige sætning på fiskepleje.dk forekommer det besynderligt, at man bibeholder følgende ordlyd teksten på samme underside, der er næsten lige så let at angribe fagligt:

”Sandarten er udsat mange steder og er en eftertragtet rovfisk, der dog kan have en negativ effekt på vores hjemmehørende fiskearter.

Sandarten har en ganske særlig status i den danske ferskvandsfiskefauna. Selv om arten har invasive egenskaber, og at alle bestande, med én enkelt undtagelse, er skabt ved udsætning, er der både fredningstid og mindstemål for sandarten. Det vidner om, at den har en stor og positiv samfundsmæssig betydning, selv om den også kan påvirke vores hjemmehørende arter negativt. 

Pleje og forbedring af sandartbestande er derfor et emne med flere facetter. Foruden de rent praktiske muligheder for pleje og forvaltning af sandartbestande, skal man også tage hensyn til aspekter omkring bestandenes oprindelse, som er skabt gennem udsætning samt det faktum, at sandart kan have en negativ effekt på sine omgivelser. Derfor er sandarten af miljø- og naturbeskyttelseshensyn uønsket i vandsystemer, hvor de ikke findes i forvejen”.

Bevidst manipulation?

Man kan undre sig over, at når nu DTU Aqua tilsyneladende er gået i gang med at slette spor af deres fagligt kritisable rådgivning på fiskepleje.dk, hvorfor har de så ikke valgt at slette alle sporene af deres fejlbehæftede rådgivning?

For at svare på det, så lad os lige faktatjekke noget af den tekst, der stadig står på DTU Aquas fiskepleje.dk

Når DTU Aqua stadig skriver: ”Sandarten er udsat mange steder og er en eftertragtet rovfisk, der dog kan have en negativ effekt på vores hjemmehørende fiskearter”, – så kommunikerer man helt klart, at ”sandarten ikke er hjemmehørende”. Men hvorfor skriver DTU Aqua det så ikke bare lige ud på fiskepleje.dk, at sandarten er ”ikke hjemmehørende” – når de nu selv kommunikerer det – samtidig med, at der via bl.a. aktindsigter er klokkeklare beviser på, at de i årtier fejlagtigt ordret har stemplet den som netop ”fremmed og ikke hjemmehørende”? Igen virker det som om, at DTU Aqua udmærket ved, at de har begået en alvorlig fejl, men søger at dække over det ved, at bibeholde en ”kattelemsformulering”, der kommunikerer ”ikke-hjemmehørende” – vel vidende at den selvfølgelig er hjemmehørende. Og det på trods af, at DTU Aqua i deres egen tekst om sandarten i ”Atlas over danske ferskvandsfisk – selv har skrevet, at sandarten er hjemmehørende (s. 585 øverst).

Ovenstående forhistoriske fund, der er dokumenteret i Kvartær Zoologisk Register, eefterlader ingen diskution om hvorvidt sandarten er en oprindeligt naturligthjemmehørende art i Danmark. På trods af dette, kommunikerer DTU Aqua som du kan se den dag i dag - at den er "ikke hjemmehørende".

Ovenstående forhistoriske fund, der er dokumenteret i Kvartær Zoologisk Register, efterlader ingen diskussion om ,hvorvidt sandarten er en oprindelig naturligt hjemmehørende art i Danmark. På trods af dette, kommunikerer DTU Aqua på fiskepleje.dk (ovenfor) – at den er “ikke hjemmehørende”.

 

Invasiv fejl – reelt set ikke rettet

Lad os lige faktatjekke den næste sætning, der stadig er at finde på fiskepleje.dk: ”Sandarten har en ganske særlig status i den danske ferskvandsfiskefauna. Selv om arten har invasive egenskaber, og at alle bestande, med én enkelt undtagelse, er skabt ved udsætning, er der både fredningstid og mindstemål for sandarten. Det vidner om, at den har en stor og positiv samfundsmæssig betydning, selv om den også kan påvirke vores hjemmehørende arter negativt”. 

Her bibeholder DTU Aqua igen faktuelt forkerte og vildledende oplysninger om sandarten:

Nej – sandarten skal ikke have en ganske særlige status. Den skal selvfølgelig have præcis den samme status som andre hjemmehørende arter vi passer på – eksempelvis ørreden. Der er absolut intet fagligt belæg for andet, hvis man antager, at ørreden er forvaltet korrekt gennem de sidste årtier.

Og nej – præcis som sandarten dokumenterbart ikke er invasiv – så har den heller ikke invasive egenskaber, som DTU Aqua fejlagtigt skriver. For at man kan skulle kunne forsvare denne formulering, skal der nemlig dels være tale om en ”ikke hjemmehørende art”, hvilket den ikke er – og dels skal der være tale om en art, der dokumenterbart gør skade på den naturlige balance i systemet. Og – det gør sandarten jo indlysende nok ikke, eftersom arten jo netop dokumenterbart er hjemmehørende, hvilket betyder, at den økologiske balance, der optræder der, hvor den forekommer – netop er den balance, som er den naturlige. Sandarten gør ikke skade: Tværtimod er der solid dokumentation for, at sandartens tilstedeværelse betyder et højere prædationstryk på fredfisk, hvilket igen betyder mere klart vand. Og – sandarterne vil aldrig komme til at konkurrere med andre hjemmehørende danske fiskearter på en måde, som ikke blot er den naturlige konkurrence, som altid har eksisteret – eftersom sandarten jo netop er hjemmehørende: https://fiskogfri.dk/red-sandarten-stop-dtu-aquas-magtmonopol-del-1/

DTU Aqua og det uvidenskabelige gætteri

Lad os så slutte af med den sidste bibeholdte sætning på den side af fiskepleje.dk, som DTU Aqua har ændret. Der står: ” Pleje og forbedring af sandartbestande er derfor et emne med flere facetter. Foruden de rent praktiske muligheder for pleje og forvaltning af sandartbestande, skal man også tage hensyn til aspekter omkring bestandenes oprindelse, som er skabt gennem udsætning samt det faktum, at sandart kan have en negativ effekt på sine omgivelser. Derfor er sandarten af miljø- og naturbeskyttelseshensyn uønsket i vandsystemer, hvor de ikke findes i forvejen”.

Her præsenterer DTU Aqua det som et faktum, at samtlige sandartbestande i DK udover Haderslev Dam – er skabt som udsætninger. Fakta er dog, at hvis DTU bruger samme logik på sandart, som de har brugt på deres forvaltning af ørred – så aner de reelt set ikke om det er rigtigt, det de skriver: https://fiskogfri.dk/red-sandarten-stop-dtu-aquas-magtmonopol-del-1/

Endvidere har vi på trods af adskillige direkte spørgsmål til DTU Aqua om netop dette emne stadig til gode at DTU Aqua offentlige dokumenterer tilfælde af, at sandart indenfor deres naturlige udbredelsesområde – som eksempelvis i Danmark – skulle have skadet en naturlig økologisk balance. Tværtimod – er der god evidens for det modsatte.

Fisk & Fri har fremlagt DTU Aqua denne artikel for DTU Aqua inden publiceringen, men de ønskede ikke at kommentere den. Vi vil vende tilbage med nogle mere konkrete spørgsmål til DTU Aqua i den nærmeste fremtid, hvor de kan få mulighed for at argumentere for deres sag – hvis de ellers kan. Det har de nemlig ikke præsteret indtil videre.

CASPER DYRET – STORFISK MED DISKRETION

Casper “Dyret” Christensen var en af de første danske vertikalfiskere – og han har over årene fanget en imponerende række af storfisk helt op til 10 kilo.

 

Casper ”Dyret” Christensen har levet under fiskemediernes radar i mange, mange år – på trods af, at han har været en af de vigtigste pionerer og storfangere inden for flere forskellige former for bådfiskeri gennem årtier – lige fra torsk og laks – til sandart. Her får du historien om Casper, hvis tilnavn ”Dyret” refererer til hans både, hvoraf de fleste har heddet – ja gæt selv.

AF JENS BURSELL

SKYGGERNE er så småt ved at blive lange, da vi mødes ved bådebroen langs bredden af et af Caspers favoritvande på Sjælland. – Kom ombord på ”Lille Dyret” griner han og gør plads, så jeg kan møve mig ud over kanten af broen og ned på den lille bitte snigerjolle, han har fået lavet specielt til vertikalfiskeriet efter sandart, som i næsten 15 år har været hans favoritfiskeri – lang tid inden. der var nogen danskere, som  overhovedet vidste, hvad vertikalfiskeriet gik ud på.

Vel nede i båden får jeg en kort introduktion til den lille jolles fortræffeligheder, og inden længe bevæger vi os lydløst ud over vandet trukket af hans frontmonterede elmotor. Blot tre minutters sejlads fra bådebroen stopper vi. – Lad os lige finkæmme dette område, for her plejer nemlig at stå en del fisk hen på aftenen, siger Casper, idet han lige laver de sidste indstillinger og finjusteringer på sit Garmin Live Scope, der som en organisk scanner finkæmmer vandet foran båden for alle tegn på fisk foran båden.

– De ny Panoptix og LiveScopes fra Garmin har revolutioneret mit fiskeri på søerne, for kombinationen af de to gør det markant lettere for mig at finde fiskene, se hvad jeg har under båden, sejle helt rigtigt ind over fisken – og få sænket agnen helt perfekt foran fisken, siger han. – Og – med den nye live-teknologi, er det også uhyggelig meget lettere at se fiskens reaktioner på agnen samt ens bevægelser med den, så det bliver meget lettere at lave de helt rette moves med den perfekte timing.

Såden ser det ud, når en gedde hugger. Til venstre Garmin Panoptix PS30, til højre forwardscan på Garmin Live Scope. Benmærk den karakteristiske lodrette position indet gedden hugger. Havde det været en sadnart var den ofte kommet mere vandret og dianolant - og den ville ikke på samme måde tegne som en tynd streg på LiveScopet.

Såden ser det ud, når en gedde hugger. Til venstre Garmin Panoptix PS30 monteret til downscan, til højre forwardscan på Garmin Live Scope. Bemærk den karakteristiske lodrette position idet gedden hugger. Havde det været en sandart var den ofte kommet mere vandret og diagonalt – og den ville ikke på samme måde tegne som en tynd lodret streg på LiveScopet, men snarere en mere højrygget eller kugleformet silhouet. Senere i september 2020 vil du kunne se en video på Fisk & Fris youtube kanal, hvor Casper demonstrerer sine teknikker, samt hvordan han indstiller og aflæser loddet under fiskeri efter gedde og sandart på søerne.

 

Bulls eye

Præcis, hvor godt man vil kunne pejle sig ind på de enkelte fisk med den nye teknologi, giver Casper et klasseeksempel på allerede ved den første fisk vi ser: – Forrest på den frontmonterede elmotors motortromle, har jeg monteret min LiveScope transducer, der er vinklet, så den peger og scanner frem foran båden. På en anden splitscreen, ser jeg et sidescan billede, så jeg også kan se fisk ude til siderne, forklarer han. – I det samme kan vi se en fisk dukke på LiveScopet cirka 25 meter foran båden 6-7 meter nede i vandet. Og netop fordi LiveScopets beams skyder parallelt med motorhovedet, som er over vandet, er det super let at visualisere præcist, hvordan han skal styre båden for at komme korrekt ind over fisken. Casper korrigerer bådens fremdrift med fjernbetjeningen til den frontmonterede, hvorefter han sænker farten og lader den glide med den rette vinkel helt perfekt hen over fisken. Simultant med at dette sker, kan vi se fisken glide ind på Panoptix transduceren, der står i downscan position, hvis billede ses på den anden skærm. Idet samme bådens fart dør helt ud er vi lige over fisken.

– Så er det nu, smiler Casper og dumper sit softbait – en Westin Twinteez – så vi kan se den dale gennem vandet på loddet lige ned cirka 75 centimeter over fiskens hoved. På både Panoptix og LiveScopet kan vi se, hvordan fisken stiller sig næste lodret under agnen med en viftende hale, mens den tydeligvis stirrer interesseret på agnen. – Det er en gedde, fortsætter Casper – det kan man se på den måde, de står lodret på. Det gør sandarterne meget sjældent. De står ofte mere roligt og vandret under agnen – og når de stiger til den, er det ofte mere skråt og langsomt i forhold til, når gedden angriber agnen. Gedden hugger dog ikke, så Caster trækker det sikret kort, som består i med små bevægelser stille og roligt at løfte agnen tættere og tættere mod overfladen. Gedden følger med 2-3 meter, og pludselig kommer hugget cirka 3 meter under båden. BANG – på tros af geddens beskedn cirka 3 kilo krummer stangen solidt sammen på den korte line, og kort tid efter vælter en ilter gedde rundt i overfladen indtil Casper for fat med et gællegreb og afkroger fisken, så den kan få sin frihed igen.

– Det er utrolig vigtigt, at transduceren er vinklet helt korrekt, for at man rammer fisken perfekt, understreger han. – Af samme årsag bruger jeg meget tid på at indstille vinklen, så jeg er 100 % sikker på, at fisken rammer lodret over ”0” punktet på downscanneren. På min lokale sø gør jeg det ved, at jeg har sænket en glasflaske med luft i en snor 1 meter over bunden. Den sejler jeg forbi på vej ud til pladsen, og finder den ved hjælp af et waypoint. Fordi den er fyldt med luft er den virkelig nem at se på loddet. Herefter bruger jeg positionen af denne under en smal 8 graders transducerkegle, til visuelt at justere den helt rette vinkel på min transducer og transducer pole, så jeg ved at transcuderkeglen går helt lodret ned igennem vandet i forhold til min transducerpole. Husk at folk i båden skal sidde det samme sted, som under praktisk fiskeri, mens kalibreringen foregår, for blot det, at en person flytter en meter i båden, kan ændre vægtfordelingen, så transducerkeglen rammer et par grader skævt ned igennem vandet – og det kan betyde meget for, hvorvidt du rammer helt præcist med din jig. Til netop denne kalibrering kan det være en fordel med en libelle på din transducerpole – eller en waterpas i båden. Det her er bare sindssygt vigtig!

Casper Dyret med en af sine utallige store sandart.

Casper Dyret med en af sine utallige store sandart. Og der har været nogle vilde ture imjellem… I foråret fik han eksempelvis på en weekend sammen med sin søn Rasmus 12 over 6 kilo op til 10,5 kilo. Og det var ikke hans bedste weekend. Alle fiske bliver naturligvis genudsat.

 

Adrenalin suset fortsætter

At finde fisken på denne måde og se den hugge på skærmen er det ultimative kick. – Jeg er helt vild med det her fiskeri, griner Casper, der har dyrket det pelagiske softbaitfiskeri efter sandart gennem mange år nu. Når først fiskeriet kører, og man jævnligt ser fisk, man kan fiske til, er det som om, at tiden står stille og alt andet omkring en forsvinder. Ens øjne er simpelthen klistret til skærmen, og nerverne hænger helt udenpå hele tiden, når man med det samme kan se fiskens reaktioner på ens agn.

– Min søn Rasmus har det på samme måde som jeg, og vi fisker virkelig meget sammen – både her på Sjælland og mange andre steder i fx Sverige, der er målet for vores mange sandartture. For et stykke tid siden kom Rasmus ud for en ulykke, hvor han fik kraniebrud, og siden da har han desværre jævnligt haft fantomsmerter en række forskellige steder i kroppen. Det er fantastisk heldigt, at han overlevede, men smerterne er ikke rare at skulle leve med. Det eneste, der virkelig får smerterne til at forsvinde, er vertikalfiskeriet efter sandart, for det er så spændende og altopslugende, at han simpelthen glemmer, at han har ondt, når hans øjne er klistret til skærmen med fiskestangen i hånden.

Sandart på flimmeren

Inden længe er vi fremme ved den næste fisk. – Det her er helt klart en sandart, forklarer Casper. Den er klart mere højrygget at se på, når den ses på Livescopet, og når den glider ind under Panoptix´en tegner den som en meget mere rund, massiv og rød kugle end man ville se, hvis det var en gedde.

Vi sænker en jig ned cirka en halv meter over den. – Særligt til sandart er det super vigtigt, at bruge meget små og afdæmpede bevægelser med stangen, understreger Casper. – Ofte er det bare 5-10 cm nøk med lange pauser, der skal til at få sandarten til at hugge. Sandarten står længe og kigger på jiggen, som det er typisk for dem. Man kan tydeligt se, at den svømmer lidt frem og tilbage omkring agnen, mens den stiger uendelig langsomt tættere på den. Også her prøver Casper at tirre den ved langsom at nøkke agnen opefter, men det lykkedes desværre ikke i denne omgang. – Det er netop til disse sagte løft, at det er fedt at bruge Daiwas Viento low profile baitcasters, for de har en speciel tangent over spolen, der gør det muligt at tage agnen ind i små nøk – uden at dreje på håndtaget. Og det er jo super smart, når man samtidig skal styre elmotor og marineelektronik med den anden hånd.

Casper med en af hans mange store gedder taget fra "Lille Dyret".

Casper med en af hans mange store gedder taget fra “Lille Dyret”.

 

Storfanger gennem årtier

I takt med, at det bliver mørkere, ser vi tydeligt det klassiske fænomen på lodderne, hvor alger og zooplanton stiger mod overfladen – med bytte- og rovfisk lige i hælene. Vi får en del mindre gedder højt i vandet, og da det bliver mørkt, får jeg også en enkelt mindre sandart, som hugger cirka otte meter under båden. Desværre bliver vi overrasket af et gigantisk regnvejr, der sætter en stopper for fiskeriet tidligt på natten, men på vej ind mod bådebroen får jeg historien om Caspers mange år som storfanger.

– Jeg startede med at fiske som tre-fireårig i midten af halvfjerdserne, og til at starte med var det især molefiskeriet oppe ved Helsingør, som min far tog mig med på. Sidenhen udviklede det sig mere hen imod søfiskeriet, og her var det især de lokale søer og moser i Ballerup og omegn, der blev gennemfisket efter aborrer og gedder. Jeg fiskede også en hel del medefiskeri – blandt andet efter suder, og til sidst endte jeg sågar også med at fiske med i de dengang noget større medekonkurrencer, der blev afholdt rundt omkring i landet. Parrallelt med dette deltog jeg også på en del klubture – blandt andet på kutter – fuldstændig som det var helt klassisk for det blomstrende klubliv i firserne.

– Da jeg blev 15-16, begyndte jeg at blive meget mere seriøs omkring mit fiskeri, og i denne periode fiskede jeg rigtig meget sandart i blandt andet Bagsværd sø – typisk langsom dørg med woblere, fortsætter han. – Og – da jeg fik mit eget kørekort blev det også til mange langture til blandt andet Jylland med levende agn efter gedder.

– Da jeg var 17-18 år gammel fik jeg min første båd sammen med en der hed Henrik – en Shetland 540. Til at starte med var det mest trolling vi dyrkede, men vi fiskede også en del makrel i Øresund fra båden. Det var dog først, da jeg fik en ny båd selv – en Salmo 540 – at jeg for alvor begyndte at dyrke torskefiskeriet – og det gik forrygende. På den tid havde vi typisk i omegnen af 100 torskedage om året – og vi tog også mange spændende ture op i Kattegat, dengang der stadig var noget at fange der – blandet havkatte på vragene. Jo vi fangede rigtig mange store fisk fra ”Dyret 1” i de år. Senere fik jeg en Orca, der meget originalt kom til at hedde ”Dyret 2”.

Casper med sin PFB torsk på 29,3 kilo fra havet ud for Stevns.

Casper med sin PB torsk på 29,3 kilo fra havet ud for Stevns.

 

Champangnefiskeri på Apataki

– Et par år senere begyndte vi at opdyrke torskefiskeriet i Østersøen med stor succes, afslører han. – Først gik det meget langsomt, og vi havde en del rekognosceringsture uden de helt store resultater. Vi havde hørt rygterne om de mange store torsk ved Apataki-knolden fra erhvervsfiskerne, men vi brugte flere år på rent faktisk at finde den. Til sidst lykkedes det – og det gjorde det, fordi vi så en turbåd fange en stor fisk ved noget, der mindede om en tilfældighed. Herefter finkæmmede vi området, og pludselig en dag sammen med min fiskeven Jakob Lindberg fandt vi fiskene. Efter den dag havde vi et helt vildt fiskeri med fisk op til 29,6 kilo samt en dag med hele 37 målere over ti kilo og 7 fisk over 20 kilo. I flere år fangede vi to mand på båden lige så mange stortorsk som en hel turbåd typisk fangede på en vintersæson, så der var virkelig gang i fiskeriet. Den største fisk jeg fik ud for Stevns vejede 29,3 kilo. Op igennem halvfemserne havde jeg også en mindre charterbåd med Carsten Gilder, hvor vi sejlede med lystfiskere i Øresund, men til sidst blev det lidt trættende ikke at komme til at fiske selv, så det valgte vi at droppe til sidst.

Havfiske og trolling pioner

Lang tid inden det nordnorske havfiskeri for alvor blev kendt i midten-slutningen af firserne, tog Casper og Jakob på en masse langture for at opdyrke det nordnorske havfiskeri. – Det første år hev vi cirka en måned ud af kalenderen og drog nordpå, hvor vi havde et fantastisk fiskeri efter blandt andet kæmpestore sej i Saltstraumen.

– I midten og slutningen af halvfemserne trollede jeg også virkelig meget med de gamle Ballerup-drenge i Hanøbugten og Pukaviken efter vandringslaks – og I samme periode fiskede jeg også meget i Väneren med udgangshavn fra Åmål – efter ørred og indsølaks. Bland andet fik en flot ørred på 7,5 kilo, husker jeg. Og ude i Hanøbugten blev det til laks op til 17,3 kilo fra Dyret. I starten af nullerne droslede jeg dog kraftigt ned for trolling- samt havfiskeriet.

Casper har i mange år brugt meget tid på trollingfiskerie3t, hvilket har resulteret i nogle gevaldige fisk.

Casper har i mange år brugt meget tid på trollingfiskeriet, hvilket har resulteret i nogle gevaldige fisk.

 

Vertikalfiskeriets spæde start

– I starten og frem mod midten af nullerne begyndte jeg så småt at eksperimentere med vertikalfiskeri efter sandart og havde allerede fra starten rimelige gode resultater, der ansporede mig til at forfine og opdyrke fiskeriet endnu mere. I starten var det mest drivende vertikalfiskeri, hvor vi efter hollandsk forbillede typisk fiskede med agnfisk monteret på fireball krogsæt. Det var typisk inde på lidt lavere vand over 4 – 6 meter det foregik, og vi fik rigtig mange fine fisk på denne måde. Senere omkring 2008 begyndte vi mere og mere at fiske med softbaits, der har den fordel, at de er lettere at arbejde med til præcisionsfiskeri på lidt dybere vand, fordi de er mere strømlinede og derfor synker hurtigere, hvorved det bliver lettere at ramme bulls eye på fisken. Det var på dette tidspunkt, at vi for alvor begyndt at lægge vores energi over dybt vand efter de pelagiske sandart. I dag bruger vi udelukkende agn vertikalt om vinteren, hvor der tit skal lidt ekstra duft til for at lokke de mere træge vinterfisk til at hugge.

– Som stang bruger jeg typisk en Westin W6 vertikalstang – kombineret med et Daiwa Viento hjul, som nævnt ovenfor. Som hovedline bruger jeg typisk 0,14mm flet om dagen og 0,18mm flet om natten. Jighovedet er typisk omkring 40 gram, så jeg kommer hurtigt ned. Som forfang bruger jeg typisk 0,60mm fluorocarbon om dagen og 0,80mm om natten. Tyndere forfang giver klart flere fisk, men øger også risikoen for at miste dem, slutter Casper, hvis PR på sandart og gedde i skrivende stund er hhv. 10,0 og 14,3 kilo. Men – når man hører om hans vilde planer for næste år, så er det ikke usandsynligt, at disse rekorder får et hak opad på et tidspunkt…

Du kan høre meget mere om Casper Dyrets vertikalteknikker – samt hvordan han bruger sin marineelektronik i en ny video vi kommer med på fiskogfri.dk og Fisk & Fris youtube kanal inden for den næste måneds tid.

 

 

Casper fisker med en variant over Jens Bursells releasetakel med "moving-hook effect" for at optimere krogningen. Læs mere om disse takler i bogen "Geddefeber" eller se vores video med Casaper om et par uger på Fisk & Fris youtube kanal.

Casper fisker med en variant over Jens Bursells releasetakel med “moving-hook effect” for at optimere krogningen. Læs mere om disse takler i bogen “Geddefeber” eller se vores video med Casper om et par uger på Fisk & Fris youtube kanal.

 

Daiwa Viento

Caspers favorithjul hedder Daiwa Viento, fordi man med den øverste tangent på baitcasteren kan køre agnen ind i små nøk – med den samme hånd, der holder stangen. Det betyder, at den anden hånd altid er fri til fx styring og justering af loddet.