DRØMMEN OM STORGEDDEN: DE BLODIGE FINGRES SOMMER

Det varer ikke længe, inden efterårsfiskeriet går i gang og kulden sætter ind, så hvad kan være mere naturligt end at mindes en god sommer på søerne. Følg med Daniel Stormly på vandet.

AF DANIEL STORMLY

Uret ringer som altid klokken lort, og jeg er hamrende træt! De første tanker, der slår mig, er at for én gangs skyld ville det nok ikke gøre noget at blive liggende, men jeg er langt over halvvejs i mit personlige projekt, så som de utallige andre morgener kommer jeg afsted.

I marts fandt jeg jo hurtigt ud af, at Covid-19 nok ville sætte en stopper for alle mine rejser, og det betød, at jeg måtte aflyse en Thailands tur, fire ture til Spanien og en tur til Afrika, som jeg skulle have været på, imens jeg skriver dette. Kun en enkelt tur til Spanien blev trumfet igennem, men den var heldigvis vellykket. Så set i bakspejlet var det dét helt rigtige at gøre, at få året til at gå med et større personligt projekt herhjemme, og der var jo ingen tvivl om, at det skulle handle om min absolutte ynglingsfisk, siden jeg kunne gå – gedden!

Drømmen om storgedden

Netop gedden har spøgt i mit sind så længe, jeg kan huske. Rent instinktivt har jeg altid haft en urokkelig respekt for den fisk, måske fra da jeg måtte smide min fars net og løbe skrigende væk, da jeg som meget ung knægt skulle nette et ordentligt svin for ham, som så sprang direkte op i hovedet på mig. Fisken blev desværre ikke landet, da det hele som sagt gik lidt galt, og den gamle måtte kæmpe med stærke mavekramper af ren grineflip over synet!

Der har bare altid været noget med lige dén fisk. Så under dette års geddefredning blev planerne lagt, grejet blev optimeret, teorier i massevis skulle bekræftes eller afkræftes, og så skulle jeg lære de største søer vi har på Sjælland at kende, så jeg kunne fiske amok med bådene i min fantastiske forening – LF.

Efter gedde på de store sjællandske søer

Slagene skulle stå på Arresø, Tissø, Furesø, og Esrum sø. Det skulle foregå med trolling og udelukkende med store softbaits. Hvis vejrforholdene og bookingsystemer osv tillod det, skulle jeg fiske hver anden dag fra den første maj til og med efteråret. I lange perioder lykkedes det at gøre det på den måde, men i korte perioder hist og her var vinden for hård, eller også skulle jeg lige have et break i form af en karpetur.

Det kunne mærkes på psyken, at jeg havde kørt på så længe, og at det var begyndt at blive meget dejavú agtigt om morgenen, når jeg tog ud. Men jeg havde haft et vanvittigt godt fiskeri i mange måneder nu, og vejret var perfekt. Jeg skulle have en god kammerat med i båden den dag, så jeg kom selvfølgelig afsted som altid. Jeg tror det kan tælles på én hånd, hvor mange fisketure, jeg selv har aflyst i hele mit liv – selvfølgelig i håbet om den helt store fisk.

Daniel Stormly med sin flotte storgedde taget på softbait

Daniel Stormly med belønningen for en hel sommers hårdt arbejde på de sjællandske søer.

 

Afsted på geddetur

Ved ankomsten bliver båden som oftest tømt for vand, og jeg får pakket LF båden med grej og udstyr. Vi glider ud af havnen, og den store sø åbner sig for os. Mod øst kan vi se den orange solopgang, imens mosekonen brygger så langt øjet rækker. Min kammerat slubrer lidt kaffe, og vi bliver enige om, at det ikke kan føles mere rigtigt i maven.

Vi når sættedybden, og får sat seks stænger med forskellige softbaits i den dybde, som jeg havde fundet den røde tråd i på de forrige ture netop hér. Vi fisker kun med seks stænger, da jeg syntes otte eller ti, som nogle bruger, bliver for meget. Personligt har jeg haft langt bedre fiskeri med langt mellemrum imellem mine lures, så de fremstår alene i vandet frem for tæt på hinanden. Og så er der meget mindre kaos, hvis næsten alle stænger går samtidig, hvilket jeg fik prøvet fire gange denne sommer. Når det sker, så er seks stænger MERE end rigeligt…

Der går ikke længe, før der kommer lidt i båden, og min makker får en rigtig fin fisk et par timer inde i fiskeriet, som selvfølgelig bliver taget op i båden og fotograferet. Hovedparten af alle fisk bliver altid bare afkroget ved siden af båden, uden fisken nogensinde forlader vandet. På dette tidspunkt har jeg fået hundredevis af gedder siden starten af sæsonen, så alt under omkring otte kg har været meningsløst at bakse med i båden

Gang i gedderne

Det gode fiskeri fortsætter, og vejret ændrer sig ikke ligefrem til vores fordel. Vi ved, at om to timer når vinden over 8 sekundmeter. Så er det ikke sjovt mere, og turen har jo allerede været fantastisk. Men – som alle kender til, så havde jeg jo lige et område vi lige SKULLE sejle over, inden vi tog hjem.

På vej derover foreslår makkeren at hive stængerne op, så vi kan komme hurtigt derover, fordi tiden går, men jeg foreslår, at vi holder kursen, for jeg har mange gange erfaret, at de helt store kommer ud af de blå, hvor man slet ikke har regnet med det.

Som tiden går, og vi intet har fanget et stykke tid på vej imod det sidste område, sidder jeg og viser makkeren ét af mange store halvfriske ar på mine hænder fra denne blodige geddesommer. Mens jeg gør det, fortæller jeg ham om en af de rigtig store gedder, som jeg fik for nogle uger siden på en af de andre søer. Jeg fik aldrig et billede af den, for storgedden fik revet sig løs efter afkrogningen i vandet – lige som jeg begyndte at løfte i den tunge krop. Den fik smadret min hånd så meget, at jeg måtte gøre båden rent for blod bagefter for at kunne være bekendt at aflevere den, uden at den næste bruger skulle tro, at der var blevet begået en forbrydelse…

Midt i denne historie – omkring hundrede meter fra destinationen – krøller min midterste styrbord stang sammen ud af ingenting, og i det samme hører jeg lyden af knarren på mit hjul, hvor linen bliver trukket af – langsomt og jævnt. Det er næsten altid en stor fisk, når det foregår på denne måde, da de mindre ikke har vægten til at kunne gøre sådan.

Jeg får lagt pres på fisken uden modhug, hvilket er nødvendigt grundet bådens fremdrift og mine løse krogopsætninger på alle de agn jeg bruger. Jeg bliver hurtigt overbevidst om, at hugget er bedre ud end det så ud til at være. Nogen gange tager fisken røven på én, og dette blev også tilfældet her: Da fisken vender rundt efter at have fulgt med omkring ti meter, tager den et jævnt langsomt og tungt udløb på halvtreds fod, som jeg kan følge på min line tæller. Og det sker uden, at jeg føler et eneste hovedryst eller hale slag. I samme sekund jeg er overbevist om, at det bare SKAL være en af de helt store +’ere.

Daniel Stormly med sin flotte storgedde taget på softbait

Daniel Stormly med sin flotte storgedde taget på softbait. Alle tre geddefotos i artiklen er den samme fisk, der fortjente mere end bare et eneste foto.

 

Tovtrækkeri med kæmpegedden

Min kammerat skruer ned for bådens tempo og fremstammer, at dét der kraftedeme ligner en stor fisk. Og han selv har fisk på samvittigheden, som jeg stadig drømmer om. Vi er efter et par minutter nødt til at stoppe båden og sætte den frontmonterede på anker, imens min kammerat trækker sine stænger ind. Imens presser jeg fisken, da det klart er en fisk, som behøver det.

Efter nogle minutters tovtrækkeri ser min makker fisken under mig, hvorefter han lynhurtigt flyver ned gennem båden og henter nettet. Idet han kommer tilbage i min ende af båden, krøller min yderste stang sammen, uden at båden har fremdrift eller noget. Jeg kan bare se, at det er en god fisk, der trækker afsted med mit store softbait. Bremsen får et par klik, og fisken jeg stadig ikke kan se for min kammerat og bådkanten, bliver tvunget op.

Pludselig kan jeg høre hans sejersbrøl, hvorefter jeg med det samme kaster stangen fra mig og tager den anden fisk. Der er ingen tvivl om, at den også er god, men den er ikke helt samme kaliber som den anden, får jeg overbevist mig selv om. Imens står min kammerat og siger, at den fisk jeg stadig ikke har kastet et eneste blik på, 100% sikkert er en plusser. Spørgsmålet er kun hvor meget. Jeg får ivrigt banket fisken ind, og det er en fantastisk smuk fisk, som vi skyder til omkring otte kilo, mens jeg kun lige når at skimte, hvad der venter på mig i nettet.

Alle stænger er oppe, og stressen er ovre. En dyb vejrtrækning bliver taget, idet jeg kommer over og kigger ned i nettet: Hvilket syn! Intet kan give mig den følelse, som en gedde i den kaliber gør. Den ligger bare der og stirrer på mig med de knivskarpe øjne, og ryggen er så bred, at den ligner mere en krokodille end noget andet!

Jeg laver et hurtigt filmklip til min Instagram @monsterangling. Hun er lidt rundtosset, men kommer sig, og følelsen af at se dette monster svømme stille og roligt ned i dybet igen behøver vel ikke beskrives yderligere. C & R er super vigtigt, hvis vi skal bevare et godt fiskeri. Sikken afslutning på en god dag med min kammerat, og ikke mindst mit sommerprojekt, som var ved at synge på sidste vers.

Hun ramte desværre ikke mit gedde mål på 15+, men havde klart længden og genetikken. Denne sommer har jeg blandt 10+’erne fra tre af de fire vande fået tre fisk, der UDEN tvivl er over de fantastiske 15 kg her til vinter eller op til legen –  så mon ikke hun kommer til mig en dag. Denne sommer har været hård, men også den mest lærerige nogensinde. Den har bragt mange fantastiske bekendtskaber med sig, plus selvfølgelig fangster, minder og ej at forglemme ar for livet skabt med dryppende bloddråber ned i de store dybe søer. Nu banker efteråret og vinteren på døren. Hvem ved, hvad det bringer!

 

Hvidovres Sport Marts 2021

 

LITORINAHAVET OG SANDARTEN, DER VAR LIGEGLAD…

Et syn som dette vil blive mere almindeligt på de danske søer, hvis man får stoppet DTU Aquas magtmonopol. Meget tyder nemlig på, at det er det, der skal til , for at sandarten kan få samme status som de øvrige hjemmehørende arter – og dermed få den bestandspleje, som den fortjener.

I årtier har DTU Aqua fejlagtigt betegnet sandarten som ”ikke Hjemmehørende” og ”invasiv” – hvilket har haft store forvaltningsmæssige negative konsekvenser for bestandene og fiskeriet efter sandart. Vi har tidligere bedt DTU Aqua om at forklare, dokumentere og uddybe deres ikke-underbyggede teori om, ”alt tyder på at sandarten er uddød naturligt”, men de har ikke tidligere ønsket at svare. Her får du et faktatjek – og vi stiller igen DTU Aqua et par spørgsmål.

AF JENS BURSELL

Der er adskillige fortidsfund af sandart fra hele SØ-Danmark, og det er derfor indiskutabelt, at arten er naturligt hjemmehørende i Danmark. Alt tyder på, at sandarten er blevet mere og mere fåtallig i Danmark op igennem historisk tid – men der er intet bevis for, at den nogensinde har været totalt udryddet. Måske har den været helt udryddet – men vi ved det faktisk ikke.

Hvis en art er uddød, har det stor betydning, hvordan den er uddød. I en forvaltningssammenhæng er det således vigtigt, om en art er uddød på grund af menneskelig påvirkning – eller om det er sket som en naturlige proces på grund af skiftende miljøer. I førstnævnte tilfælde har man nemlig ”forpligtet” sig til at gøre noget for at få arten tilbage jfr. Danmarks ratificering af fx Rio Konventionen og de 20 Aichi biodiversitetsmål. I sidstnævnte tilfælde kan man læne sig tilbage og sige – det er bare ærgeligt, det er naturens gang.

SCREENDUMP FRA FISKEPLEJE.DK:

Scrrendump fra fiskepleje.dk

Screendump fra fiskepleje.dk

 

Hvorfor blev sandartbestandene decimeret?

Der er adskillige gode argumenter for, at menneskelig påvirkning kan have bidraget til at decimere bestandene op igennem historisk tid – blandt andet spærringer på vandløb, som har forhindret muligheden for føde- og gydevandringer – samt det faktum, at mange søer er blevet mere og mere slammet til, hvilket kan have været kritisk for mange af sandarternes gydepladser, som typisk er hård bund på 2-3 meters dybde.

Men – intet af dette nævnes af DTU Aqua på fiskepleje.dk – på trods af at sandartens føde- og gydevandringer er dokumenteret af DTU Aqua selv – og resten er indlysende.

I stedet skriver DTU Aqua om sandarten: ”Senere uddøde disse bestande, sikkert på grund af havstigning og deraf følgende høj saltholdighed i Østersøen. To yngre fund af sandartknogler på Sjælland (fra perioden 1100-1500) kan ikke med sikkerhed henføres til oprindelige bestande.”

DTU Aqua: Uvidenskabeligt gætteri?

”Senere uddøde disse bestande”, skriver DTU Aqua skråsikkert. Hmmm – hvor ved de det fra? Fakta er, at det ved de heller ikke – det er simpelt gætteri. Hvis man havde brugt samme logik om ørred, før man lavede de store genetiske undersøgelser af danske ørredbestande, så ville man kunne have sagt præcis det samme om ørredbestandene på både Fyn og Sjælland. Her var hverken historisk vidnesbyrd om ørredbestande på Fyn og Sjælland fra før de store udsætninger, og der var heller ikke kvartærzoologisk bevis for oprindelige ørredbestande her. Men det har DTU Aqua aldrig gjort. Man kan derfor undre sig over, hvorfor de så drager denne konklusion for sandarten – uden at have foretaget samme genetiske analyser på sandart – som man har foretaget på ørredbestandene: Det virker meget som om, at DTU Aqua har en politisk agenda mod sandarten, som de ikke har mandat til at have.

Litorinahavet som det så ud da vandstanden var på sit højeste.

Litorinahavet som det så ud, da vandstanden var på sit højeste. Læs mere om Litorinahavet her. Som det ses, har de store søer, som husede sandart ligget over Litorinahavets højeste vandstandlinje. Eller sagt på en anden måde – der er ikke evidens for, at Litorinahavet skulle  kunne have udryddet de danske søers sandartbestande…

 

Litorinahavet – og sandarten i søen, der var ligeglad

”Sikkert på grund af havstigning og deraf følgende høj saltholdighed i Østersøen”. Denne sætning bruger DTU Aqua så til at stemple sandarten som uddød af naturlige årsager – uden på nogen måde at være i stand til at uddybe og sandsynliggøre argumentet. Vi har tidligere spurgt ind til ”hvorfor alt tyder på at sandarten skulle være uddød af naturlige årsager”, men DTU Aqua har ikke ønsket at uddybe argumentationen.

Ja – bevares. Vandstanden og saltholdigheden steg for 6.000 år siden, hvorved den tidligere ferske Ancylussø og dens afløb Danaelven (7.500-6.000 f.kr) gradvist blev opslugt af Litorinahavet (5.500-2.000 f.kr), hvor vandstanden og saltholdigheden steg i havet omkring Danmark.

I stenalderen, hvor sandarten var vidt udbredt, har den selvfølgelig haft de samme habitatpræferencer, som den har nu, hvilket betyder, at hovedparten af bestanden har levet i de store søer og åer – mens en del af bestanden også har levet og strejfet i brakvandsområderne.

Men, som du kan se på kortet over Litorinahavet nedenfor, så steg vandet på ingen måde så meget, at der kan argumenteres for, at denne havstigning skulle have haft betydning for sandartbestandene oppe i de store søsystemer på fx Sydsjælland, Lolland og Sydfyn. Men hvorfor siger DTU Aqua så, at dette må være årsagen til at de blev udryddet. Ja – det er ikke godt at vide.

Tilsvarende har en stigning af vand og saltholdighed jo blot betydet, at brakvandsområderne, hvor sandarten godt kan leve – har rykket sig længere ”op” i åernes mundingsområder, og da stigningen i vandstand og saltholdighed jo er sket gradvist over cirka 500 år, så har sandarterne jo haft god tid og fine muligheder for at undslippe saltet ved at bevæge sig mod saltgradienten op i de nye brak- og mundingsområder.

Læs mere om Østersøens udviklingshistorie her.

 

DTU Aqua: Sandarten er ikke en oprindelig dansk art.

Ifølge DTU Aqua er sandarten, som du kan se ikke en oprindelig dansk art. Fakta er dog det modsatte – samt at tilsyneladende ingen uden for DTU Aquas mure er enige i at sandarten ikke er hjemmehørende.

 

Vi har stillet DTU Aqua følgende spørgsmål:

FISK & FRI: Hvorfor mener I, at sandarterne i de mange danske ferskvandssøer, som ligger over Litorinahavets højeste niveau, er uddøde på grund af saltvand? Sandarterne her har vel kunnet leve videre i disse ferske vande fuldstændig som de plejer på trods af Litorinahavet?

DTU Aqua har desværre ikke ønsket eller kunnet besvare dette spørgsmål.

FISK & FRI: Stigningen i saltholdigheden er jo kommet over mange år. Hvorfor mener i, at stenalderens brakvandssandart er uddøde på grund af Litorinahavet? De har vel bare gradvist forflyttet sig i Mastogloiahavet (6.000-5.500 f.kr.) til de nye brakvandszoner, der er opstået i dette samt efterfølgende Litorinahavet – eller de kan have svømmet helt op i ferskvand, eftersom der næppe har været spærringer på de danske åer på den tid. Og i takt med, at Litorinahavet blev til Limneahavet og sidenhen den brakke Østersø, som vi kender i dag, kan de vel bare have svømmet tilbage?

DTU Aqua har desværre ikke ønsket eller kunnet besvare dette spørgsmål.

FISK & FRI: I skriver at ”To yngre fund af sandartknogler på Sjælland (fra perioden 1100-1500) kan ikke med sikkerhed henføres til oprindelige bestande.” Ifølge kvartærzoologisk register er disse fund dateret til 400-1400. Hvad er jeres argument for, at disse to fund ikke skulle kunne henføres til oprindelige bestande?

DTU Aqua har desværre ikke ønsket eller kunnet besvare dette spørgsmål.

FISK & FRI: Hvorfor har DTU Aqua aldrig på noget tidspunkt betragtet ørreden som uddød på Fyn og Sjælland? I tiden før konklusionerne på de genetiske undersøgelser af ørredbestandene blev publiceret, havde dette jo været det mest naturlige at gøre, hvis DTU Aqua brugt samme logik og retorik, som man bruger i forbindelse med sandartens historie i Danmark? Der jo hverken forhistorisk eller historisk dokumentation for naturlige ørrebestande på Fyn og Sjælland før den store udsætningsperiode i midten af 1800-tallet?

DTU Aqua har desværre ikke ønsket eller kunnet besvare dette spørgsmål.

Hvorfor vil DTU Aqua ikke stå på mål for sin faglighed?

Ja – det er et godt spørgsmål. Måske fordi de ikke kan? Vi må håbe på, at de ansvarlige politikere tvinger DTU Aqua til at svare på disse fundamentale spørgsmål – og tager konsekvensen af det, hvis ikke man meget snart får et fornuftigt svar, der kan retfærdiggøre DTU Aquas rådgivning på området i årtier.

Det går simpelthen ikke, at man har ansvaret for både myndighedsbetjening og rådgivning i §7 udvalget – uden tilsyneladende fagligt at være i stand til at kunne forklare centrale konklusioner, der så vigtige som sandartens autencitet i en forvaltningssammenhæng.

 

Shimano

Lunefulde efterårssandart på vertikalgrejet

Sandartfiskeriet kan være virkelig godt om efteråret – især hvis du får pejlet dig ind på den helt rette teknik. Her får du Søren Frederiksens bud på, hvordan det skal gøres.

AF SØREN FREDERIKSEN

Morgendisen ligger hist og pist som hvide totter over søens spejlblanke overflade, da vi kort efter solopgang stævner ud på en af de store, svenske søer. Det er sidst i september og skoven har så småt iført sig efterårets uendelige variationer af grønne og brune farver.

Målet for turen er søens lunefulde sandart. Midlet er jighaler på 15-20 cm fisket på let vertikalgrej. Og vejen til fiskene er Garmins Panoptix-teknologi. Sammen med en god fiskeven, som er lokalkendt på søen, har jeg afsat fire skønne efterårsdage til at prøve at få søens lunefulde sandart i tale på det lette vertikalgrej.

Snart er vi fremme på fiskepladserne, hvor sandarten gemmer sig på den hårde klippebund og lurer på stimer af byttefisk, som fouragerer i området. Solen får hurtigt brændt morgendisen af, og i det klare morgenlys rigges grejet til med jighaler i afdæmpede farver. Vores softbaits er monteret på skruehoveder i størrelser fra 15 til 25 gram og forsynet med ubegribeligt spidse Owner-trekroge på en stingertafs af pikewire eller kraftig fletline.

Grejet er korte og lette vertikalstænger på cirka seks fod – samt små multihjul og tynd fletline omkring 0,10 mm. Den tynde line er helt essentiel for at kunne fiske de relativt lette agn vertikalt (ret op og ned), mens båden driver over fiskepladsen. Agnen forbindes til fletlinen med en meter fluocarbon, som af hensyn til tænderne på de gedder, der ind i mellem blander sig i legen, er i tykkelsen 0,50 mm.

Halvanden meter til højre for transcuderen ses jiggen 2,5 meter nede og sandarten lidt over 3 meter nede,

Halvanden meter til højre for transcuderen ses jiggen 2,5 meter nede og sandarten lidt over 3 meter nede. Du kan se, hvordan man justere sit lod samt få en masse flere tricks til fiskeriet i vores video om vertikalfiskeri efter sandart her på dette link.

Husk at abonnere på Fisk & Fris YouTube kanal her.

Sandart på skærmen

Båden er til formålet udstyret med Garmins revolutionerende Panoptix-ekkolod, som i modsætning til traditionelle ekkolodder viser bund, byttefisk og jagende rovfisk i realtid. Det er altså muligt at se rovfisken cirkle rundt om den forførende gummihale, og betragte den på afstand i, hvad der føles som evigheder, for endelig at beslutte sig for enten at afvise agnen med et koket slag med halen -eller hugge til så hårdt og brutalt, at det synger i vertikalstangens tynde klinge.

Opløsningen er så detaljeret, at både kunstagnen og den lille svirvel, som forbinder fletline og fluocarbon, ses tydeligt på skærmen. På den måde er det muligt at præsentere agnen i den ønskede afstand fra sandartens lysende katte-øjne og millimeter-nøjagtigt servere en lækker bid silikonegummi lige foran fisken.

Dermed burde det være nærmest legende let at tømme søen for fisk på en eftermiddag, men netop sandartens lunefulde temperament betyder, at en fisk ”i fjernsynet” langt fra altid betyder fast fisk for enden af linen.

 

Gedderne blander sig også i vertikallegen.

Gedderne blander sig også i vertikal-legen.

 

De første forsigtige hug

 Min guide for dagen og gode fiskeven gennem mange år, Jens forklarer, at det ofte handler om at finde den rette dybde for dagen. Søen har dybder op til 20 meter, men oftest holder sandarten til på sten- eller klippegrunde på 7-14 meters dybde – og når først man én gang har lokaliseret sandartens foretrukne dybde for dagen, er det som regel i samme dybde, der skal ledes resten af dagen.

Efterårsvejret viser sig fra sin bedste side. Solen skinner fra en skyfri himmel og kun en ganske svag brise lader båden drive med 0,1-0,2 knob. Den langsomme drivhastighed giver fisken god tid til at se agnen an og træffe en skæbnesvanger beslutning om at slå til, men samtidig betyder hastigheden, at vi kun meget langsomt får afsøgt morgenens valgte fiskeplads.

Jens fortæller, at det absolut ideelle er at drive med omkring 0,3-0,5 knob og så afpasse vægten på agnen efter hastigheden. På de lidt mere blæsende dage, holdes drivhastigheden nede med et drivanker.

Sandart på bunden

Efter få minutters drev på 12 meter vand, afslører Panoptixen en ganske svag, forhøjning eller ”bule” på bunden. Fisken – for der er tale om en kamerasky sandart – kunne let forveksles med stenbunden, hvis ikke det var fordi den i modsætning til bunden pulserer svagt på skærmen og skiftevis fremtræder og forsvinder for øjnene af os.

Netop da båden ifølge skærmen befinder sig nøjagtig over fisken, sænker jeg min agn ned til den, stopper forsigtigt 1-1½ meter over den og begynder med uendeligt små og forsigtige bevægelser at tirre fisken til hug ved at imitere en byttefisk, som har vovet sig ud af stimen.

Fisken rejser sig fra bunden og kan nu tydeligt adskilles fra denne. Sandarten stiller sig ved siden af min agn og betragter bedraget kritisk i overvejelsen om, hvorvidt en lækkerbid fra morgenstunden mon er den potentielle tandpine værd.

Westin TwinTeez i et par af Sørens favoritfarver - rigget klar til vertikalfiskeri efter sandart.

Westin TwinTeez i et par af Sørens favoritfarver – rigget klar til vertikalfiskeri efter sandart.

 

Længe – for det føles som minutter – ser vi hinanden an og for at bryde denne ”mexican stand-off”, hæver jeg langsomt agnen en meter med en omdrejning på hjulet og fisken følger med. Igen står den lige foran agnen og overvejer næste træk, så jeg tager en meter mere og pludselig rører bæstet på sig. Fisken cirkler en omgang om min agn, dykker under den og angriber så med et brag. De to røde pletter på skærmen, som udgør henholdsvis fisk og agn smelter sammen, og sekundet efter mærker jeg det hårde, brutale hug af en sandart, som endelig har valgt maven frem for fornuften.

Fighten bliver kort og kontant. Fisken har absolut ingen lyst til at se indersiden af Jens’ aluminiumsbåd, men krogen sidder klokkerent bag sandartens Dracula-lignende fortænder og minutter efter kan vi nette turens første fisk: En gudesmuk sandart, som nænsomt afkroges og genudsættes. Hvilken start på dagen!

Konkret har vi fisket i mindre end 10 minutter og forfatterens glædesråb over søens blanke vand har formentlig vækket et par lokale beboere i de flotte villaer langs vandet. Undskyld for det, men der er fisk og så er der sandart…..

Slag i slag går det, og som dagen skrider frem, kommer rigtig, rigtig mange af de smukke fisk op i båden og vender. Pludselig udbryder Jens et højlydt ”Ojjjjj”, toppen på den lette vertikalstang er forvundet under overfladen og fehårs-tynd fletline rives af hjulet i eksprestempo. En smuk efterårsgedde på omkring meteren har hugget Jens’ agn og giver på det lette grej en forrygende fight, før den endelig ligger i nettet og skuler olmt efter sin fredsforstyrrer.

Henad fyraften er der stille i båden, mens vi sejler mod havnen. Begge er vi fjerne i blikket og mættede af dagens oplevelser. Et stort antal smukke sandart og en håndfuld sprælske gedder har set indersiden af båden i dagens løb. Ved aftenens strategimøde over en øl er vi enige om, at dette var en af vores allerbedste fiskedage i ferskvand nogen sinde.

Lunefulde sandart

Efter gårsdagens forrygende fiskeri er forventningerne til de næste dage store. Vi står op, mens det endnu er mørkt, og vi er på søen netop, som solens første rødmen bryder horisonten. Det er koldere i dag, og der er lovet lidt vind i dagens løb. Kaffen damper lystigt fra koppen, mens vi sætter kursen mod gårsdagens fiskepladser.

Fremme på pladserne opdager vi hurtigt, at forholdene på ingen måde kan sammenlignes med dagen før. Flere af de kendte stenrev synes tomme, og først efter et par forgæves stop, finder vi endelig et plateau, som holder lidt fisk.

Sandarterne trykker sig stenhårdt mod bunden, og kun ved hjælp af Panoptixens ”bottom-fill”-funktion som effektivt adskiller bund fra fisk og viser bunden med en anden farveskala, lykkes det os at lokalisere et par sandart. Vi fisker som dagen før forsigtigt en halv meter over fisken, som dog er fuldstændig upåvirket og bare står som i trance under båden. Længere ned med jiggen – helt ned og vimse lige foran næsen på den træge fisk – og endelig lader den sig irritere tilstrækkeligt til at snappe ud efter den forræderiske godbid. Fisken kroges, landes og genudsættes med et lettelsens suk. Det er blevet op ad formiddagen, og de første timers fiskeri har været svære samt helt uproduktive.

Abus Svartzonker Mcwalleye

Abus Svartzonker Mcwalleye

 

Gang i sandartfiskeriet igen

Nu kommer der endelig lidt gang i fiskeriet, men langt de fleste fisk smutter med en arrogant mine så snart, de ser vores kunstagn – og dagens helhjertede indsats belønnes ”kun” med en håndfuld sandart til os hver plus et par hidsige gedder som bonus. Flere gange er vi hele grejboksen igennem og serverer den ene gummi-godbid efter den anden foran snuden på fiskene, før vi endelig rammer den rette kombination af form, farve og vægt. Herefter falder der som regel en 2-3 fisk af, før også denne agn igen må byttes til noget andet.

De kommende dage er fiskeriet fortsat lidt svært sammenlignet med den vanvittige start på turen. I gennemsnit får vi en halv snes sandart og et par bonus-gedder i båden pr. dag, og efter mine standarder er det faktisk ikke så tosset.

Split stimen og væk sandarten

Vi opdager en genvej til de ekstremt træge sandart, som nærmest synes at sove på bunden. Oftest befinder de sig i nærheden af en massiv stime byttefisk, og hvis man lykkes med at splitte stimen lidt ved at dumpe en jig eller to ned midt i den store, røde klump på ekkoloddet, lader det til at kunne vække sandarten af trancen. Flere gange oplever vi, at den umiddelbare reaktion på en sådan ”divide-and-conquer”-taktik er 2-3-4 sandart, som nysgerrigt patruljerer langs bunden under stimen af byttefisk og for en kort bemærkning synes at være på jagt. Hele to gange den sidste fiskedag oplever vi dobbelthug, når to af disse sovetryner pludselig vågner op til dåd og tilsyneladende lidt omtågede orienterer sig midt i al balladen.

Efter fire skønne dage på søen er vi blevet klogere på sandartens lunefulde adfærd og på at læse Panoptix-billedet, så vi fisker optimalt. Jeg tror, at den allerstørste gevinst ved live-ekkoloddet er, at man fisker fokuseret og konstant holder motivationen oppe ved at kunne se fiskene på bunden – selv når vandet virker helt dødt.

Jeg glæder mig allerede til næste sandart-sats i det svenske…

Fakta om grejet til sandart

Til vertikalfiskeri efter søens rovfisk er det helt afgørende, at grejet tilpasses opgaven. En almindelig spinnestang er simpelthen ikke anvendelig til denne type fiskeri.

Stænger: Vi foretrækker relativt korte vertikalstænger på 6-6½ fod med lynhurtig aktion og god rygrad til at lægge pres på de stærke fisk. Kastevægt opgives på disse stænger til op til omkring 35-50 gram.

Hjul: Små multihjul med høj udveksling og god, stærk bremse. Hjulene kan næsten ikke blive for små, men bremsen skal være bomstærk

Line: Fletline omkring 0,10 mm. Vær opmærksom på, at mange liner opgives tyndere end de i virkeligheden er. Brudstyrken er ikke så afgørende, men vælg en line, der kan tåle noget slid på trods af den tynde dimension

Forfangsline: Ca. 1 meter fluocarbon omkring 0,50 – lidt tykkere, hvis der er mange gedder i området.

Agn: Jigs på 15-20cm med v-hale i stedet for de traditionelle paddle-tails virker bedst. Westin Twin Teez eller Abus Svartzonker Mcwalleye fungerer helt perfekt. Brug skrue-hoveder på omkring 15-25 gram og sylespidse stingerkroge, som monteres med kraftig fletline eller pikewire

Elektronikken: Live-billedet i Garmins Panoptix har helt klar revolutioneret dette fiskeri. Transduceren er det magiske omdrejningspunkt, og her er Panoptix PS30 kombineret med kompatibel skærm det stensikre valg.

 

Friluftsland

SANDART: DTU AQUA ”INDRØMMER” FEJL – NÆSTEN…

Sandarten er naturligt hjemmehørende i Danmark – et faktum  som DTU Aqua, der betales flere  hundrede tusinde kroner om året for at opdatere viden på danske ferskvandsarter – tilsyneladende slet ikke har opdaget, selvom der i over tres år har været dokumentation for det. Dobbelt besynderligt forekommer det, at DTU Aqua  på fiskepleje.dk kommunikerer, at sandarten ikke er hjemmehørende i  Danmark, når det sågar står i deres egen tekst om sandart i “Atlas over danske ferskvandsfisk” (øverst tv, side 585). Hvis du bliver forvirret? – så er du er ikke den eneste! 

 

Efter Fisk & Fris kritik af DTU Aquas fejlagtige stempling af sandarten som ”invasiv”, har de nu tilsyneladende ”indrømmet” – og ændret på teksten om sandart på fiskepleje.dk, hvor der rådgives om forvaltningen af vores fiskearter. Problemet er, at DTU Aquas rådgivning stadig er næsten lige så fejlbehæftet samt fagligt kritisabel som før.

AF JENS BURSELL

HVIS MAN ER EN SMULE SPIDS, kunne man friste til at sige, at DTU Aquas faktisk fremstår endnu mere utroværdig, end de gjorde for en uge siden, for hvis man før kunne tale om, at det virkede som om, at institutionen bevidst har forsøgt at føre offentligheden bag lyset omkring den oprindeligt hjemmehørende fiskeart – sandarten – så er det endnu mere oplagt nu.

Normalt ville man forvente, at forskere vil være i stand til at indrømme en fejl – og gå ud offentligt med en forklaring om, hvordan fejlen kan være opstået, samt måske oven i købet kommentere, at man beklager den fejlbehæftede rådgivning. Et er, at den enkelte forsker måske ikke har formatet til at gøre det, men hvis det forholder sig sådan, så bør forskerens chef have formatet til at indrømme fejlen offentligt – og på den måde være garant for at opretholde tilliden til instituttets faglighed og troværdighed. Men sådan gør man åbenbart ikke hos DTU Aqua. Her har man tilsyneladende blot ændret en enkelt fagligt let angribelig linje i teksten på fiskepleje.dk, hvorefter man lader som ingenting – og måske håber på at ingen har opdaget det…

Når jeg i overskriften skriver ”indrømmet” i anførselstegn, hentyder det derfor til, at DTU selvfølgelig officielt set ikke har indrømmet noget som helst. Men – hvorfor har de ikke det, når DTU Aquas grove faglige fodfejl i rådgivningen omkring sandarten er så graverende og åbenlyse – at der tilsyneladende ikke er nogen faglige opbakning til dem uden for DTU Aquas mure: Jo – indrømmer DTU Aqua alle de mange faglige fejl og mangler, som de i årtier har begået omkring forvaltningen af sandart, så risikerer de selvfølgelig, at det kommer til at danne præcedens på området, hvorved de også kan blive stillet til regnskab for – og dermed tvunget til at indrømme en række lignende fejl og tvivlsomme (u)videnskabelige konklusioner, som de gennem tiden har begået på området med andre oprindelige danske fiskerarter – eksempelvis vores største naturligt hjemmehørende rovfiskeart – den europæiske malle.

Find fejlen

Tag et grundigt kig på nedenstående to screendumps. Det øverste viser en af teksterne fra fiskepleje.dk fra tiden før Fisk & Fri rejste kritikken af DTU Aquas forvaltning af sandarten. Nederst ser du et screendump fra i går, hvor DTU Aqua nu uden at udmelde deres alvorlige faglige fejl har fjernet den sætning i teksten, som er aller lettest at angribe fagligt. I linjen stod der: Andre invasive arter som f.eks. båndgrundling er direkte uønskede, men sandarten er værdifuld og høj værdsat erhvervsmæssigt, som sportsfisk og kulinarisk”. Når man formulerer en sætning på denne måde, så virker det som om, at man fra DTU Aquas side udmærket godt ved, at sandarten ikke er invasiv, men at man samtidig – mod bedrevidende – ønsker at kommunikere ”at sandarten er invasiv”. Men hvorfor nu det? Jo meget tyder på, at DTU Aqua – på et fagligt uholdbart grundlag – søger at legitimere en fiskeripolitisk kurs, hvor sandarten ikke behandles som alle vores andre naturligt hjemmehørende arter, hvortil det er bl.a. muligt at få udsætningstilladelser – og hvor man normalt søger at ophjælpe bestandene på bedst mulig vis. Men hov – DTU Aqua er jo en forskningsinstitution, der skal rådgive beslutningstagerne på et neutralt grundlag – uden at have mandat til at fremføre egne politiserende holdninger… Det vender vi tilbage til i en anden artikel.

”Andre invasive arter som f.eks. båndgrundling er direkte uønskede, men sandarten er værdifuld og høj værdsat erhvervsmæssigt, som sportsfisk og kulinarisk”. N

                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                  På den gamle tekst på fiskeplej.dk fra før Fisk & Fri genopstartede sin kritik af DTU Aquas rådgivning om sandarten, stod der, som du kan se på dette screendump, bland andet ”Andre invasive arter som f.eks. båndgrundling er direkte uønskede, men sandarten er værdifuld og høj værdsat erhvervsmæssigt, som sportsfisk og kulinarisk”.  Det er fjernet nu i screendumpet, som du ser nedenfor.

Som du kan se pr dags dator har DTU Aqua nu fjernet teksten: ”Andre invasive arter som f.eks. båndgrundling er direkte uønskede, men sandarten er værdifuld og høj værdsat erhvervsmæssigt, som sportsfisk og kulinarisk”.

Som du kan se, har DTU Aqua nu fjernet en af de lettest angribelige fejl på fiskepleje.dk, hvor der før stod: ”Andre invasive arter som f.eks. båndgrundling er direkte uønskede, men sandarten er værdifuld og høj værdsat erhvervsmæssigt, som sportsfisk og kulinarisk”. Den sætning er væk her i dette screendump, der er taget i weekenden.

 

Men – lad os lige repetere den nu fjernede sætning en gang til: Andre invasive arter som f.eks. båndgrundling er direkte uønskede, men sandarten er værdifuld og høj værdsat erhvervsmæssigt, som sportsfisk og kulinarisk”. Med disse ord kommunikerer DTU Aqua helt klart og tydeligt ”at sandarten er invasiv” – uden helt ordret at gøre det. Båndgrundlingen er indiskutabelt invasiv – og optræder på den officielle danske liste over invasive arter – i modsætning til sandarten. Men hvorfor skriver DTU Aqua, så ikke bare direkte, at ”sandarten er invasiv”. Det ville jo være meget lettere? Her virker det unægteligt som om, at DTU Aqua i sin formulering ønsker en ”kattelem”, så de altid kan komme og sige ”det har vi ikke sagt”, hvis de skulle risikere at blive afsløret i deres fejlagtige stempling af sandarten som ”invasiv”.

DTU Aquas faglige utroværdighed fortsætter

Når DTU Aqua har fjernet ovenstående meget let angribelige sætning på fiskepleje.dk forekommer det besynderligt, at man bibeholder følgende ordlyd teksten på samme underside, der er næsten lige så let at angribe fagligt:

”Sandarten er udsat mange steder og er en eftertragtet rovfisk, der dog kan have en negativ effekt på vores hjemmehørende fiskearter.

Sandarten har en ganske særlig status i den danske ferskvandsfiskefauna. Selv om arten har invasive egenskaber, og at alle bestande, med én enkelt undtagelse, er skabt ved udsætning, er der både fredningstid og mindstemål for sandarten. Det vidner om, at den har en stor og positiv samfundsmæssig betydning, selv om den også kan påvirke vores hjemmehørende arter negativt. 

Pleje og forbedring af sandartbestande er derfor et emne med flere facetter. Foruden de rent praktiske muligheder for pleje og forvaltning af sandartbestande, skal man også tage hensyn til aspekter omkring bestandenes oprindelse, som er skabt gennem udsætning samt det faktum, at sandart kan have en negativ effekt på sine omgivelser. Derfor er sandarten af miljø- og naturbeskyttelseshensyn uønsket i vandsystemer, hvor de ikke findes i forvejen”.

Bevidst manipulation?

Man kan undre sig over, at når nu DTU Aqua tilsyneladende er gået i gang med at slette spor af deres fagligt kritisable rådgivning på fiskepleje.dk, hvorfor har de så ikke valgt at slette alle sporene af deres fejlbehæftede rådgivning?

For at svare på det, så lad os lige faktatjekke noget af den tekst, der stadig står på DTU Aquas fiskepleje.dk

Når DTU Aqua stadig skriver: ”Sandarten er udsat mange steder og er en eftertragtet rovfisk, der dog kan have en negativ effekt på vores hjemmehørende fiskearter”, – så kommunikerer man helt klart, at ”sandarten ikke er hjemmehørende”. Men hvorfor skriver DTU Aqua det så ikke bare lige ud på fiskepleje.dk, at sandarten er ”ikke hjemmehørende” – når de nu selv kommunikerer det – samtidig med, at der via bl.a. aktindsigter er klokkeklare beviser på, at de i årtier fejlagtigt ordret har stemplet den som netop ”fremmed og ikke hjemmehørende”? Igen virker det som om, at DTU Aqua udmærket ved, at de har begået en alvorlig fejl, men søger at dække over det ved, at bibeholde en ”kattelemsformulering”, der kommunikerer ”ikke-hjemmehørende” – vel vidende at den selvfølgelig er hjemmehørende. Og det på trods af, at DTU Aqua i deres egen tekst om sandarten i ”Atlas over danske ferskvandsfisk – selv har skrevet, at sandarten er hjemmehørende (s. 585 øverst).

Ovenstående forhistoriske fund, der er dokumenteret i Kvartær Zoologisk Register, eefterlader ingen diskution om hvorvidt sandarten er en oprindeligt naturligthjemmehørende art i Danmark. På trods af dette, kommunikerer DTU Aqua som du kan se den dag i dag - at den er "ikke hjemmehørende".

Ovenstående forhistoriske fund, der er dokumenteret i Kvartær Zoologisk Register, efterlader ingen diskussion om ,hvorvidt sandarten er en oprindelig naturligt hjemmehørende art i Danmark. På trods af dette, kommunikerer DTU Aqua på fiskepleje.dk (ovenfor) – at den er “ikke hjemmehørende”.

 

Invasiv fejl – reelt set ikke rettet

Lad os lige faktatjekke den næste sætning, der stadig er at finde på fiskepleje.dk: ”Sandarten har en ganske særlig status i den danske ferskvandsfiskefauna. Selv om arten har invasive egenskaber, og at alle bestande, med én enkelt undtagelse, er skabt ved udsætning, er der både fredningstid og mindstemål for sandarten. Det vidner om, at den har en stor og positiv samfundsmæssig betydning, selv om den også kan påvirke vores hjemmehørende arter negativt”. 

Her bibeholder DTU Aqua igen faktuelt forkerte og vildledende oplysninger om sandarten:

Nej – sandarten skal ikke have en ganske særlige status. Den skal selvfølgelig have præcis den samme status som andre hjemmehørende arter vi passer på – eksempelvis ørreden. Der er absolut intet fagligt belæg for andet, hvis man antager, at ørreden er forvaltet korrekt gennem de sidste årtier.

Og nej – præcis som sandarten dokumenterbart ikke er invasiv – så har den heller ikke invasive egenskaber, som DTU Aqua fejlagtigt skriver. For at man kan skulle kunne forsvare denne formulering, skal der nemlig dels være tale om en ”ikke hjemmehørende art”, hvilket den ikke er – og dels skal der være tale om en art, der dokumenterbart gør skade på den naturlige balance i systemet. Og – det gør sandarten jo indlysende nok ikke, eftersom arten jo netop dokumenterbart er hjemmehørende, hvilket betyder, at den økologiske balance, der optræder der, hvor den forekommer – netop er den balance, som er den naturlige. Sandarten gør ikke skade: Tværtimod er der solid dokumentation for, at sandartens tilstedeværelse betyder et højere prædationstryk på fredfisk, hvilket igen betyder mere klart vand. Og – sandarterne vil aldrig komme til at konkurrere med andre hjemmehørende danske fiskearter på en måde, som ikke blot er den naturlige konkurrence, som altid har eksisteret – eftersom sandarten jo netop er hjemmehørende: https://fiskogfri.dk/red-sandarten-stop-dtu-aquas-magtmonopol-del-1/

DTU Aqua og det uvidenskabelige gætteri

Lad os så slutte af med den sidste bibeholdte sætning på den side af fiskepleje.dk, som DTU Aqua har ændret. Der står: ” Pleje og forbedring af sandartbestande er derfor et emne med flere facetter. Foruden de rent praktiske muligheder for pleje og forvaltning af sandartbestande, skal man også tage hensyn til aspekter omkring bestandenes oprindelse, som er skabt gennem udsætning samt det faktum, at sandart kan have en negativ effekt på sine omgivelser. Derfor er sandarten af miljø- og naturbeskyttelseshensyn uønsket i vandsystemer, hvor de ikke findes i forvejen”.

Her præsenterer DTU Aqua det som et faktum, at samtlige sandartbestande i DK udover Haderslev Dam – er skabt som udsætninger. Fakta er dog, at hvis DTU bruger samme logik på sandart, som de har brugt på deres forvaltning af ørred – så aner de reelt set ikke om det er rigtigt, det de skriver: https://fiskogfri.dk/red-sandarten-stop-dtu-aquas-magtmonopol-del-1/

Endvidere har vi på trods af adskillige direkte spørgsmål til DTU Aqua om netop dette emne stadig til gode at DTU Aqua offentlige dokumenterer tilfælde af, at sandart indenfor deres naturlige udbredelsesområde – som eksempelvis i Danmark – skulle have skadet en naturlig økologisk balance. Tværtimod – er der god evidens for det modsatte.

Fisk & Fri har fremlagt DTU Aqua denne artikel for DTU Aqua inden publiceringen, men de ønskede ikke at kommentere den. Vi vil vende tilbage med nogle mere konkrete spørgsmål til DTU Aqua i den nærmeste fremtid, hvor de kan få mulighed for at argumentere for deres sag – hvis de ellers kan. Det har de nemlig ikke præsteret indtil videre.

CASPER DYRET – STORFISK MED DISKRETION

Casper “Dyret” Christensen var en af de første danske vertikalfiskere – og han har over årene fanget en imponerende række af storfisk helt op til 10 kilo.

 

Casper ”Dyret” Christensen har levet under fiskemediernes radar i mange, mange år – på trods af, at han har været en af de vigtigste pionerer og storfangere inden for flere forskellige former for bådfiskeri gennem årtier – lige fra torsk og laks – til sandart. Her får du historien om Casper, hvis tilnavn ”Dyret” refererer til hans både, hvoraf de fleste har heddet – ja gæt selv.

AF JENS BURSELL

SKYGGERNE er så småt ved at blive lange, da vi mødes ved bådebroen langs bredden af et af Caspers favoritvande på Sjælland. – Kom ombord på ”Lille Dyret” griner han og gør plads, så jeg kan møve mig ud over kanten af broen og ned på den lille bitte snigerjolle, han har fået lavet specielt til vertikalfiskeriet efter sandart, som i næsten 15 år har været hans favoritfiskeri – lang tid inden. der var nogen danskere, som  overhovedet vidste, hvad vertikalfiskeriet gik ud på.

Vel nede i båden får jeg en kort introduktion til den lille jolles fortræffeligheder, og inden længe bevæger vi os lydløst ud over vandet trukket af hans frontmonterede elmotor. Blot tre minutters sejlads fra bådebroen stopper vi. – Lad os lige finkæmme dette område, for her plejer nemlig at stå en del fisk hen på aftenen, siger Casper, idet han lige laver de sidste indstillinger og finjusteringer på sit Garmin Live Scope, der som en organisk scanner finkæmmer vandet foran båden for alle tegn på fisk foran båden.

– De ny Panoptix og LiveScopes fra Garmin har revolutioneret mit fiskeri på søerne, for kombinationen af de to gør det markant lettere for mig at finde fiskene, se hvad jeg har under båden, sejle helt rigtigt ind over fisken – og få sænket agnen helt perfekt foran fisken, siger han. – Og – med den nye live-teknologi, er det også uhyggelig meget lettere at se fiskens reaktioner på agnen samt ens bevægelser med den, så det bliver meget lettere at lave de helt rette moves med den perfekte timing.

Såden ser det ud, når en gedde hugger. Til venstre Garmin Panoptix PS30, til højre forwardscan på Garmin Live Scope. Benmærk den karakteristiske lodrette position indet gedden hugger. Havde det været en sadnart var den ofte kommet mere vandret og dianolant - og den ville ikke på samme måde tegne som en tynd streg på LiveScopet.

Såden ser det ud, når en gedde hugger. Til venstre Garmin Panoptix PS30 monteret til downscan, til højre forwardscan på Garmin Live Scope. Bemærk den karakteristiske lodrette position idet gedden hugger. Havde det været en sandart var den ofte kommet mere vandret og diagonalt – og den ville ikke på samme måde tegne som en tynd lodret streg på LiveScopet, men snarere en mere højrygget eller kugleformet silhouet. Senere i september 2020 vil du kunne se en video på Fisk & Fris youtube kanal, hvor Casper demonstrerer sine teknikker, samt hvordan han indstiller og aflæser loddet under fiskeri efter gedde og sandart på søerne.

 

Bulls eye

Præcis, hvor godt man vil kunne pejle sig ind på de enkelte fisk med den nye teknologi, giver Casper et klasseeksempel på allerede ved den første fisk vi ser: – Forrest på den frontmonterede elmotors motortromle, har jeg monteret min LiveScope transducer, der er vinklet, så den peger og scanner frem foran båden. På en anden splitscreen, ser jeg et sidescan billede, så jeg også kan se fisk ude til siderne, forklarer han. – I det samme kan vi se en fisk dukke på LiveScopet cirka 25 meter foran båden 6-7 meter nede i vandet. Og netop fordi LiveScopets beams skyder parallelt med motorhovedet, som er over vandet, er det super let at visualisere præcist, hvordan han skal styre båden for at komme korrekt ind over fisken. Casper korrigerer bådens fremdrift med fjernbetjeningen til den frontmonterede, hvorefter han sænker farten og lader den glide med den rette vinkel helt perfekt hen over fisken. Simultant med at dette sker, kan vi se fisken glide ind på Panoptix transduceren, der står i downscan position, hvis billede ses på den anden skærm. Idet samme bådens fart dør helt ud er vi lige over fisken.

– Så er det nu, smiler Casper og dumper sit softbait – en Westin Twinteez – så vi kan se den dale gennem vandet på loddet lige ned cirka 75 centimeter over fiskens hoved. På både Panoptix og LiveScopet kan vi se, hvordan fisken stiller sig næste lodret under agnen med en viftende hale, mens den tydeligvis stirrer interesseret på agnen. – Det er en gedde, fortsætter Casper – det kan man se på den måde, de står lodret på. Det gør sandarterne meget sjældent. De står ofte mere roligt og vandret under agnen – og når de stiger til den, er det ofte mere skråt og langsomt i forhold til, når gedden angriber agnen. Gedden hugger dog ikke, så Caster trækker det sikret kort, som består i med små bevægelser stille og roligt at løfte agnen tættere og tættere mod overfladen. Gedden følger med 2-3 meter, og pludselig kommer hugget cirka 3 meter under båden. BANG – på tros af geddens beskedn cirka 3 kilo krummer stangen solidt sammen på den korte line, og kort tid efter vælter en ilter gedde rundt i overfladen indtil Casper for fat med et gællegreb og afkroger fisken, så den kan få sin frihed igen.

– Det er utrolig vigtigt, at transduceren er vinklet helt korrekt, for at man rammer fisken perfekt, understreger han. – Af samme årsag bruger jeg meget tid på at indstille vinklen, så jeg er 100 % sikker på, at fisken rammer lodret over ”0” punktet på downscanneren. På min lokale sø gør jeg det ved, at jeg har sænket en glasflaske med luft i en snor 1 meter over bunden. Den sejler jeg forbi på vej ud til pladsen, og finder den ved hjælp af et waypoint. Fordi den er fyldt med luft er den virkelig nem at se på loddet. Herefter bruger jeg positionen af denne under en smal 8 graders transducerkegle, til visuelt at justere den helt rette vinkel på min transducer og transducer pole, så jeg ved at transcuderkeglen går helt lodret ned igennem vandet i forhold til min transducerpole. Husk at folk i båden skal sidde det samme sted, som under praktisk fiskeri, mens kalibreringen foregår, for blot det, at en person flytter en meter i båden, kan ændre vægtfordelingen, så transducerkeglen rammer et par grader skævt ned igennem vandet – og det kan betyde meget for, hvorvidt du rammer helt præcist med din jig. Til netop denne kalibrering kan det være en fordel med en libelle på din transducerpole – eller en waterpas i båden. Det her er bare sindssygt vigtig!

Casper Dyret med en af sine utallige store sandart.

Casper Dyret med en af sine utallige store sandart. Og der har været nogle vilde ture imjellem… I foråret fik han eksempelvis på en weekend sammen med sin søn Rasmus 12 over 6 kilo op til 10,5 kilo. Og det var ikke hans bedste weekend. Alle fiske bliver naturligvis genudsat.

 

Adrenalin suset fortsætter

At finde fisken på denne måde og se den hugge på skærmen er det ultimative kick. – Jeg er helt vild med det her fiskeri, griner Casper, der har dyrket det pelagiske softbaitfiskeri efter sandart gennem mange år nu. Når først fiskeriet kører, og man jævnligt ser fisk, man kan fiske til, er det som om, at tiden står stille og alt andet omkring en forsvinder. Ens øjne er simpelthen klistret til skærmen, og nerverne hænger helt udenpå hele tiden, når man med det samme kan se fiskens reaktioner på ens agn.

– Min søn Rasmus har det på samme måde som jeg, og vi fisker virkelig meget sammen – både her på Sjælland og mange andre steder i fx Sverige, der er målet for vores mange sandartture. For et stykke tid siden kom Rasmus ud for en ulykke, hvor han fik kraniebrud, og siden da har han desværre jævnligt haft fantomsmerter en række forskellige steder i kroppen. Det er fantastisk heldigt, at han overlevede, men smerterne er ikke rare at skulle leve med. Det eneste, der virkelig får smerterne til at forsvinde, er vertikalfiskeriet efter sandart, for det er så spændende og altopslugende, at han simpelthen glemmer, at han har ondt, når hans øjne er klistret til skærmen med fiskestangen i hånden.

Sandart på flimmeren

Inden længe er vi fremme ved den næste fisk. – Det her er helt klart en sandart, forklarer Casper. Den er klart mere højrygget at se på, når den ses på Livescopet, og når den glider ind under Panoptix´en tegner den som en meget mere rund, massiv og rød kugle end man ville se, hvis det var en gedde.

Vi sænker en jig ned cirka en halv meter over den. – Særligt til sandart er det super vigtigt, at bruge meget små og afdæmpede bevægelser med stangen, understreger Casper. – Ofte er det bare 5-10 cm nøk med lange pauser, der skal til at få sandarten til at hugge. Sandarten står længe og kigger på jiggen, som det er typisk for dem. Man kan tydeligt se, at den svømmer lidt frem og tilbage omkring agnen, mens den stiger uendelig langsomt tættere på den. Også her prøver Casper at tirre den ved langsom at nøkke agnen opefter, men det lykkedes desværre ikke i denne omgang. – Det er netop til disse sagte løft, at det er fedt at bruge Daiwas Viento low profile baitcasters, for de har en speciel tangent over spolen, der gør det muligt at tage agnen ind i små nøk – uden at dreje på håndtaget. Og det er jo super smart, når man samtidig skal styre elmotor og marineelektronik med den anden hånd.

Casper med en af hans mange store gedder taget fra "Lille Dyret".

Casper med en af hans mange store gedder taget fra “Lille Dyret”.

 

Storfanger gennem årtier

I takt med, at det bliver mørkere, ser vi tydeligt det klassiske fænomen på lodderne, hvor alger og zooplanton stiger mod overfladen – med bytte- og rovfisk lige i hælene. Vi får en del mindre gedder højt i vandet, og da det bliver mørkt, får jeg også en enkelt mindre sandart, som hugger cirka otte meter under båden. Desværre bliver vi overrasket af et gigantisk regnvejr, der sætter en stopper for fiskeriet tidligt på natten, men på vej ind mod bådebroen får jeg historien om Caspers mange år som storfanger.

– Jeg startede med at fiske som tre-fireårig i midten af halvfjerdserne, og til at starte med var det især molefiskeriet oppe ved Helsingør, som min far tog mig med på. Sidenhen udviklede det sig mere hen imod søfiskeriet, og her var det især de lokale søer og moser i Ballerup og omegn, der blev gennemfisket efter aborrer og gedder. Jeg fiskede også en hel del medefiskeri – blandt andet efter suder, og til sidst endte jeg sågar også med at fiske med i de dengang noget større medekonkurrencer, der blev afholdt rundt omkring i landet. Parrallelt med dette deltog jeg også på en del klubture – blandt andet på kutter – fuldstændig som det var helt klassisk for det blomstrende klubliv i firserne.

– Da jeg blev 15-16, begyndte jeg at blive meget mere seriøs omkring mit fiskeri, og i denne periode fiskede jeg rigtig meget sandart i blandt andet Bagsværd sø – typisk langsom dørg med woblere, fortsætter han. – Og – da jeg fik mit eget kørekort blev det også til mange langture til blandt andet Jylland med levende agn efter gedder.

– Da jeg var 17-18 år gammel fik jeg min første båd sammen med en der hed Henrik – en Shetland 540. Til at starte med var det mest trolling vi dyrkede, men vi fiskede også en del makrel i Øresund fra båden. Det var dog først, da jeg fik en ny båd selv – en Salmo 540 – at jeg for alvor begyndte at dyrke torskefiskeriet – og det gik forrygende. På den tid havde vi typisk i omegnen af 100 torskedage om året – og vi tog også mange spændende ture op i Kattegat, dengang der stadig var noget at fange der – blandet havkatte på vragene. Jo vi fangede rigtig mange store fisk fra ”Dyret 1” i de år. Senere fik jeg en Orca, der meget originalt kom til at hedde ”Dyret 2”.

Casper med sin PFB torsk på 29,3 kilo fra havet ud for Stevns.

Casper med sin PB torsk på 29,3 kilo fra havet ud for Stevns.

 

Champangnefiskeri på Apataki

– Et par år senere begyndte vi at opdyrke torskefiskeriet i Østersøen med stor succes, afslører han. – Først gik det meget langsomt, og vi havde en del rekognosceringsture uden de helt store resultater. Vi havde hørt rygterne om de mange store torsk ved Apataki-knolden fra erhvervsfiskerne, men vi brugte flere år på rent faktisk at finde den. Til sidst lykkedes det – og det gjorde det, fordi vi så en turbåd fange en stor fisk ved noget, der mindede om en tilfældighed. Herefter finkæmmede vi området, og pludselig en dag sammen med min fiskeven Jakob Lindberg fandt vi fiskene. Efter den dag havde vi et helt vildt fiskeri med fisk op til 29,6 kilo samt en dag med hele 37 målere over ti kilo og 7 fisk over 20 kilo. I flere år fangede vi to mand på båden lige så mange stortorsk som en hel turbåd typisk fangede på en vintersæson, så der var virkelig gang i fiskeriet. Den største fisk jeg fik ud for Stevns vejede 29,3 kilo. Op igennem halvfemserne havde jeg også en mindre charterbåd med Carsten Gilder, hvor vi sejlede med lystfiskere i Øresund, men til sidst blev det lidt trættende ikke at komme til at fiske selv, så det valgte vi at droppe til sidst.

Havfiske og trolling pioner

Lang tid inden det nordnorske havfiskeri for alvor blev kendt i midten-slutningen af firserne, tog Casper og Jakob på en masse langture for at opdyrke det nordnorske havfiskeri. – Det første år hev vi cirka en måned ud af kalenderen og drog nordpå, hvor vi havde et fantastisk fiskeri efter blandt andet kæmpestore sej i Saltstraumen.

– I midten og slutningen af halvfemserne trollede jeg også virkelig meget med de gamle Ballerup-drenge i Hanøbugten og Pukaviken efter vandringslaks – og I samme periode fiskede jeg også meget i Väneren med udgangshavn fra Åmål – efter ørred og indsølaks. Bland andet fik en flot ørred på 7,5 kilo, husker jeg. Og ude i Hanøbugten blev det til laks op til 17,3 kilo fra Dyret. I starten af nullerne droslede jeg dog kraftigt ned for trolling- samt havfiskeriet.

Casper har i mange år brugt meget tid på trollingfiskerie3t, hvilket har resulteret i nogle gevaldige fisk.

Casper har i mange år brugt meget tid på trollingfiskeriet, hvilket har resulteret i nogle gevaldige fisk.

 

Vertikalfiskeriets spæde start

– I starten og frem mod midten af nullerne begyndte jeg så småt at eksperimentere med vertikalfiskeri efter sandart og havde allerede fra starten rimelige gode resultater, der ansporede mig til at forfine og opdyrke fiskeriet endnu mere. I starten var det mest drivende vertikalfiskeri, hvor vi efter hollandsk forbillede typisk fiskede med agnfisk monteret på fireball krogsæt. Det var typisk inde på lidt lavere vand over 4 – 6 meter det foregik, og vi fik rigtig mange fine fisk på denne måde. Senere omkring 2008 begyndte vi mere og mere at fiske med softbaits, der har den fordel, at de er lettere at arbejde med til præcisionsfiskeri på lidt dybere vand, fordi de er mere strømlinede og derfor synker hurtigere, hvorved det bliver lettere at ramme bulls eye på fisken. Det var på dette tidspunkt, at vi for alvor begyndt at lægge vores energi over dybt vand efter de pelagiske sandart. I dag bruger vi udelukkende agn vertikalt om vinteren, hvor der tit skal lidt ekstra duft til for at lokke de mere træge vinterfisk til at hugge.

– Som stang bruger jeg typisk en Westin W6 vertikalstang – kombineret med et Daiwa Viento hjul, som nævnt ovenfor. Som hovedline bruger jeg typisk 0,14mm flet om dagen og 0,18mm flet om natten. Jighovedet er typisk omkring 40 gram, så jeg kommer hurtigt ned. Som forfang bruger jeg typisk 0,60mm fluorocarbon om dagen og 0,80mm om natten. Tyndere forfang giver klart flere fisk, men øger også risikoen for at miste dem, slutter Casper, hvis PR på sandart og gedde i skrivende stund er hhv. 10,0 og 14,3 kilo. Men – når man hører om hans vilde planer for næste år, så er det ikke usandsynligt, at disse rekorder får et hak opad på et tidspunkt…

Du kan høre meget mere om Casper Dyrets vertikalteknikker – samt hvordan han bruger sin marineelektronik i en ny video vi kommer med på fiskogfri.dk og Fisk & Fris youtube kanal inden for den næste måneds tid.

 

 

Casper fisker med en variant over Jens Bursells releasetakel med "moving-hook effect" for at optimere krogningen. Læs mere om disse takler i bogen "Geddefeber" eller se vores video med Casaper om et par uger på Fisk & Fris youtube kanal.

Casper fisker med en variant over Jens Bursells releasetakel med “moving-hook effect” for at optimere krogningen. Læs mere om disse takler i bogen “Geddefeber” eller se vores video med Casper om et par uger på Fisk & Fris youtube kanal.

 

Daiwa Viento

Caspers favorithjul hedder Daiwa Viento, fordi man med den øverste tangent på baitcasteren kan køre agnen ind i små nøk – med den samme hånd, der holder stangen. Det betyder, at den anden hånd altid er fri til fx styring og justering af loddet.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

RED SANDARTEN – OG FÅ MERE KLART VAND

Tine Landtved med en flot sandart fra en af de sjællandske søer.

 

Sandarten har i århundreder haft trange kår i Danmark, og det bliver ikke lettere af, at DTU Aqua har monopol på rådgivningen: De opfordrer nemlig til hård befiskning, når der endelig er en god årgang, hvilket ikke blot går ud over sandarten, men også vandkvaliteten. Dette – kombineret med, at DTU Aqua på et fagligt inkonsistent grundlag i årtier har blokeret for støtteudsætninger, gør det ikke let at skabe store og stabile bestande af denne fantastiske fisk.

AF JENS BURSELL

SANDARTEN er en suveræn spisefisk, og den har derfor alle dage været et efterstræbt bytte som konsumfisk. Af samme årsag kan især fritids- og erhvervsfiskeriet med garn være noget, der tolder gevaldigt på sandartbestandene i vores store søer, fordi der både er et godt kulinarisk og økonomisk incitament til at fiske igennem. I hvert fald på den korte bane.

 SANDART BESTANDENE kan svinge en del i størrelse, og i flere søer kan der gå år imellem, at der kommer en rigtig god årgang. DTU Aqua rådgiver generelt til hård befiskning af de gode årgange på fiskepleje.dk, men hvad kan det egentlig have af konsekvenser – dels for vandkvaliteten og dels for fiskebestandene.

For at afklare det første kan man eksempelvis tage et kig på sigtdybden i fx Arresø og Tissø, hvor der i begge tilfælde er rådgivet og givet tilladelse til en hård befiskning af store årgange.

I det første tilfælde gav myndighederne på baggrund af rådgivning fra DTU-Aqua, tilladelse til kraftig befiskning – angiveligt 200 tons sandart fra Arresø, da sandartbestanden toppede med nogle virkelig store årgange i 2000-2003. I det år hvor sandartbestanden toppede, havde man den højeste sigtedybde på 69,5 cm og det laveste chlorofyl (alge) indhold målt i 30 år. En del af stigningen i klarhed skyldes sandsynligvis eftervirkningen af nedsat forurening i halvfemserne, men det er ligeledes sandsynligt, at en væsentlig del af stigningen i klarheden kan skyldes de mange sandart (se grafen nedenfor). Årsagen er, at mange sandart gør et solidt indhug i skaller og brasen, som æder den zooplankton, der spiser algerne. Og med færre fredfisk, kommer der mere zooplankton, som nedgræsser algerne mere effektivt, hvorved vandet bliver klarere. Tilsvarende nedsættes med mindre mængder af fredfisk graden af re-suspension af fosfor i vandet, fordi bunden ikke rodes så meget op af bundfouragerende fisk som større skaller og brasen. Dette medvirker ligeledes til at øge klarheden af vandet ved et højt prædationstryk fra fx sandart.

Det er netop den effekt, man prøver at skabe ved at betale millioner for en biomanipulation, men her har man fået det foretaget ganske gratis af et par store årgange af sandart, som oven i købet er til glæde for både sandartbestanden og de mange lystfiskere – både på den korte og lange bane. I stedet vælger man at rådgive samt give tilladelse til at befiske bestanden hårdt i 2002-2004 – hvorefter søen igen bliver mere uklar og har en kraftigt decimeret sandartbestand. At sandart har en opklarende effekt på vandet er yderst veldokumenteret i flere videnskabelige undersøgelser, som du vil kunne læse mere om nedenfor (se referenceliste).

I de år hvor swdnarterne toppede på Tissø i starten af oo´erne havde man det klareste vand i mange år.

Som det ses på grafen havde klarheden en stor peak de år, hvor sandarterne toppede omkring 2014. Den grønne graf viser chlorofyl indholdet som er et mål for mængden af alger. Den blå graf viser den gradvist stigende klarhed i vandet som følge af faldet i algemængden. Den lige sorte graf er et groft gennemsnit af stigningen i klarheden. Den lodrette stiplede linje viser, hvornår forureningsreduktionen begyndte at slå igennem. Y viser den del af stigningen i klarheden, der sandsynligvis skyldes reduceret forurening, og x viser den del af den forøgede klarhed i perrioden omkring 2014, der sandsynligvis kan tilskrives effekten af de mange sandart. X og Y værdierne skal ikke betragtes som eksakte værdier, men er blot lavet for at illustrere princippet i at en del af den forøgede klarhed skyldes sandart og en andel del af den forøgede klarhed skyldes det generelle fald i forueningen over tid.

 

Samme mønster har vist sig i Tissø, hvor man her havde den højeste sigtdybde og det mest klare vand i over 23 år, da den sidste gode årgang af sandart toppede omkring 2014. Da sandartbestanden toppede her, var den gennemsnitlige sommersigtedybde næsten dobbelt så høj, som den plejer at være – nemlig 3,76 meter. Men også her valgte DTU Aqua – på trods, at man samtidig med sandartboomet havde det mest klare vand i årtier – at rådgive til at befiske bestanden hårdt. Ifølge erhvervsfisker Axel Karlshøj var det Sørens Berg fra DTU Aqua, der også er ansvarlig for den fagligt inkonsistente rådgivning omkring sandart i både Fiskeatlasset og Søhåndbogen, der rådgav til dette: D. 18/12-2019 skriver Axel Karlshøj således til Ander Bylov fra facebook gruppen ”geddefiskeri (predator fiskeri) i Danmark (dk)”: ”Da jeg talte med Søren Berg om Tissø i 2015 regnede han med, at bestanden ville kollapse, så han anbefalede, at vi fangede så mange vi kunne nå, inden det skete”. Hvad han mere siger i dette citat om fiskeriet efterfølgende vender vi tilbage til.

Også på Tissø kan en del af opklaringen under sandartboomet skydes en forsinket effekt af reduceret forurening med næringsstoffer op igennem slutningen af halvfemserne og starten af 00´erne. På Tissø er sandarternes positive effekt på vandets klarhed dog langt mere tydelig end i Arresø, som det ses på grafen nedenfor.

Datamaterialet tillader ikke at sætte helt præcise tal på, hvor meget af opklaringen, der skyldes reduceret forurening, og hvor meget der skyldes sandarternes effekt – men grafernes markante store peaks i klarhed, der på både Arresø og Tissø falder sammen med tilsvarende peaks i sandartbestanden, giver en fin indikation på princippet: På et ”bagtæppe” af et generelt faldende fosforniveau er de store positive udsving i klarheden sandsynligvis i høj grad forårsaget af sandartbestandens positive påvirkning af økosystemet og vandets klarhed.

Alt tyder altså på, at sandarterne påvirker vandkvaliteten positivt i retning af højere sigtedybde. Og at det derfor ikke giver god mening at fiske de gode årgange ned, fordi man derved blot får mere uklart vand, end man ville have haft, hvis man ikke havde befisket bestanden så hårdt.

Hvornår de store reduktioner i forureningen fandt sted kan man læse mere om her.  En stor del af de forurenende næringstoffer (N) er vandopløselige, og effekten af den reduktion i forureningen vi snakker om ovenfor er derfor relativt hurtig. Typisk vil reduktionen af forureningen have sin fulde effekt på et tidsrum, der er mindre end eller lig med opholdstiden af vandet, som i hhv Arresø og Tissø er 3 og 1 år. Reduceret forurening med N er derfor næppe en del af forklaringen på de peaks vi ser i klarhed, når sandarterne topper. Fosfor, der ikke er vandopløseligt opfører sig derimod anderles, fordi det i høj grad bundfældes i søens sediment. Det betyder, at effekten af reduceret forurening med fosfor er forsinket – og at en del af den relative forøgelse i klarhed overårene, skyldes den forsinkede positive effekt af reduceret fosfortilførsel.

Bjarke Hooge med en flot sandart fra de sjællandske søer.

Bjarke Hooge med en flot sandart fra de sjællandske søer.

 

Hvorfor varierer sandarten i antal – og hvad er effekten?

Men hvad siger en af landets førende eksperter på akvatiske stofkredsløb og ferskvandsfisk, Theis Kragh – Associate Professor på Syddansk Universitet. Vi har stillet ham et par spørgsmål:

FISK & FRI: Hvad er det der gør, at sandarterne ofte varierer så stærkt i antal – og er det naturligt?

– En meget generel tendens for sandartbestandene er, at øgede sommertemperaturer påvirker sandartens årsyngel positivt (Lehtonen and Lappalainen, 1995; Lehtonen et al., 1993; Svärdson, 1973; Willemsen, 1977), svarer Theis. – Monitering over lang tid af årsklasser af sandart og miljøfaktorer har vist, at der er en signifikant sammenhæng mellem styrken af årsklassen og den kumulative temperatur gennem sandartens fire første leveår (Lappalainen et al. 1995). Forskelle i temperatur kan derved være en af forklaringerne på, at sandarten ofte varierer meget i antal. En anden typisk miljøparameter, der karakteriserer typiske akvatiske økosystemer, hvori der er sandart, er uklart vand. Uklart vand er forbundet med at fremme sandartlarvernes udvikling (Woynarovich 1960). Når vandet er uklart grundet alger, øges fødegrundlaget for zooplankton, som derfor øges i biomasse. Winkler (1994) har ligeledes vist, at der er en positiv korrelation mellem biomasse af zooplankton og antallet af årsyngel af sandart, hvilket er samstemmende med ovenstående. Endvidere er prædation fra ældre årgange en vigtig faktor, så størrelsen af årgange spiller også en rolle.

 –Hvis man ser på en enkelt isoleret sø, vil det derfor være naturligt, at der er kraftigt svingende rekruttering af sandart, i og med at både temperatur, vandets klarhed og antallet af ældre artsfæller vil variere fra år til år, fortsætter han. – I større sammenhængende vandsystemer vil der være mulighed for rekruttering fra nærtliggende søer, hvilket kan være med til at stabilisere populationen (Kristensen et al., 2020). I Danmark er en meget stor del af vores søer dog opstemmede for at kontrollere vandstanden. Dette er med til at øge de naturlige svingninger i bestandene.

FISK & FRI: Udgør disse fluktuationer i bestandene et problem for de øvrige arter – og søens tilstand generelt?

 –En mulig effekt af prædation er en nedgang i antallet af fødefisk, hvilket kan medføre intra- eller interspecifik konkurrence, såfremt at der er tale om fødebegrænsning, forklarer Theis. – Det har været vist i flere studier, at voksne sandart har potentialet til at påvirke antallet af deres fødeemner (Benndorf, 1987; Holčík, 1977; Jeppesen et al., 2001; Linfield and Rickards, 1979; Persson et al., 1993). Det har været foreslået, at der er er konkurrence mellem årsyngel af sandart og aborre (Thiel, 1989), mens Benndorf (1987) viste at store udsætninger af sandartyngel for at forsøge at biomanipulere småfisk væk ikke påvirkede antallet af store aborre over en årrække. Brabrand og Faafeng (1993) har vist, at introduktion af sandart påvirkede skallernes valg af habitat i en skalledomineret sø. Skalleynglet flyttede fra de frie vandmasser til bredzonen, hvor prædationen fra aborre var høj. Den undersøgte sø skiftede fra at være domineret af skalle til at være domineret af aborre efter udsætningen af sandart. Generelt regner man ikke nedgang i bestande af fredfisk som et problem, da de fleste søer har store bestande af fredfisk, som man gerne ser begrænset af et højt prædationstryk, da de er med til at forringe den økologiske tilstand. Hvis man ser på ovenstående eksempler, hvor der kontrolleret er udsat et stort antal sandartyngel, ser det ikke ud til at et stort antal sandarter påvirker søens økologiske balance negativt, men derimod er der flere positive effekter så som færre skaller og skift til en aborredomineret sø. I det andet tilfælde blev der markant flere store dafnier og der opstod længerevarende klarvandsfaser med op til 4 til 7 meters sigt, hvilket ikke havde været tilfældet før. Klart vand eller klarvandsfaser kan være vigtige for undervandsplanter, som er med til at stabilisere søens økosystem.

 –Sandart påvirker, lige som gedder, smolttrækket med en betydelig prædation, hvilket kan anses som at være en del af den naturlige selektion af smolten. Prædationstrykket fra rovfisk øges kraftigt, når der introduceres menneskeskabte opdæmninger, hvilket er med til at forsinke/forhindre smoltens træk og derved kraftigt øge dødeligheden (Jepsen et al., 2000).

 

Sandarten er en oprindelige dansk art, men på trods af dette har DTU Aqua i årtier søgt at begrænse sandartens udbredelsei Danmark ved at stemple den som invasiv og dermed "uønsket" på et fagligt ukorrekt grundlag.

Sandarten er en oprindelig dansk art, men på trods af dette, har DTU Aqua i årtier søgt at legitimere en begrænsning af sandartens udbredelse i Danmark ved at stemple den som invasiv og dermed “uønsket” på et fagligt ukorrekt grundlag.

 

FISK & FRI: I de tilfælde, hvor man har en virkelig stor årgang af sandart – hvad kan det have af positive eller negative effekter – både for sandartbestanden og bestanden af de øvrige fisk?

Det er naturligt, at sandart varierer i antal, da bestanden er påvirket af temperatur, fødetilgængelighed og prædation, siger Theis. Når man sammenholder dette med at danske vandsystemer generelt er små og fragmenterede grundet opstemninger, der også påvirker negativt (Sonesten, 1991), vil sandartpopulationerne kunne være endog meget svingende i den enkelte sø. Når der er store årgange af sandart, vil langt de fleste sandarter dø naturligt inden de bliver 10 år gamle. En lille andel kan blive markant ældre, som opsummeret i reviewet af Sonesten (1991), men der er også dokumentation af fangster både i Danmark og Sydsverige af fisk, der er mere end 20 år gamle. Gamle fisk kan være vigtige for bestanden. De har gode gener, der er tilpasset til at overleve og trives i det givne miljø, og de sikrer ligeledes en stabil reproduktion over mange år. Et stort fiskepres både fra lystfiskere og/eller erhvervsfiskere vil medføre en høj dødelighed og selektere mod mindre fisk. Sandart bliver kønsmodne fra 3 til 5-årsalderen og små hunner omkring 31 – 34 cm producerer ca. 35.000 æg, mens en store hunner på 84 – 86 cm producerer 2.5 – 3 millioner æg (Lehtonen et al., 1996).

 –Hvis man nedfisker gode årgange af sandart, vil det være med til at øge den samlede tidlige dødelighed på populationen, understreger han. – Dette vil potentielt medføre større udsving i bestanden, da fisk der potentielt kan blive meget gamle også opfiskes. Store fisk har gode gener, som er tilpasset miljøet, og de er derfor meget vigtige, hvis man vil sikre et økosystem, der er domineret af en sund bestand af rovfisk. Ved opfiskning af en stor del af sandartbestanden risikerer man også at foretage en ”omvendt biomanipulation”, hvor man øger bestandene af karpefisk, så søens økologiske tilstand forværres, slutter Theis.

Alt tyder altså på, at store årgange af sandart blot medvirker til en højere klarhed i vandet, en mindre svingende bestand og et gennemsnitligt højere niveau for bestandens størrelse og vandets klarhed. Eller sagt på en anden måde – man vinder ikke noget ved en hård befiskning af store årgange – tværtimod. Man kan derfor undre sig over, at DTU rådgiver til en hård befiskning af de store årgange – på trods af at alt taler for, at det har en negativ effekt for både sandarterne og vandmiljøet. Som du vil se nedenfor, er DTU Aqua tilsyneladende heller ikke selv i stand til at argumentere for de faglige argumenter, der ligger til grund for deres rådgivning i denne sammenhæng.

Hvad siger DTU Aqua selv?

Fisk & Fri har selvfølgelig konfronteret DTU Aqua med den tilsyneladende negative effekt på vandmiljøet af deres rådgivning. Vi har stillet dem følgende spørgsmål – og fået disse svar fra vicedirektør Anders Koed på vegne af Søren Berg, som foretog rådgivningen i sin tid:

Fisk & Fri: Ifølge Axel Karlshøj har Søren Berg i 2015 sagt, at sandartbestanden på Tissø nok ville kollapse, hvorefter han har anbefalet Axel Karlshøj at fange så mange som muligt inden dette skete: Er det korrekt? Hvis ja: Begrund venligst det faglige grundlag for denne anbefaling inkl. relevante referencer. Hvis nej: Fortæl venligst hvad I så mener om den måde Axels Karlshøj har befisket sandartbestanden på Tissø: Har han gjort det rette for søen ved at nedfiske bestanden benhårdt? – og hvis ja – forklar hvorfor med afsæt i relevante referencer.

Med hensyn til dit spørgsmål om at fiske hårdt på sandarterne i Tissø, har DTU Aqua i sin tid rådgivet Naturstyrelsen om at sandartbestanden i Arresø godt kunne tåle en betydelig erhvervsmæssig udnyttelse dengang bestanden voksede voldsomt i årene 2002-2004 grundet to stærke årgange, svare Anders Koed fra DTU Aqua. På samme måde rådgav vi også Naturstyrelsen om at reducere fisketrykket eller helt at undlade fiskeri efter sandart i søen i perioder, hvor bestanden er lav. Udviklingen i landingerne kan ses her: https://www.fiskepleje.dk/soeer/fiskeregler-og-fiskeri/sandart/statistik. Som det beskrives i Atlas Over Danske Ferskvandsfisk (2012) og i afsnittet om fiskebiologi hos sandart på fiskepleje.dk (https://www.fiskepleje.dk/Fiskebiologi/sandart), er fænomenet med varierende årgangsstyrke hos sandart almindelig kendt. Dette kan påvirke såvel sandartbestanden som den øvrige fiskebestand i en sø markant både i positiv og negativ retning. Det er derfor ud fra et fiskerimæssigt synspunkt en fordel at undgå disse store udsving i bestandsstørrelse hos sandart, både i opadgående og nedadgående retning. Den rådgivning giver vi generelt både for erhvervsmæssigt og rekreativt fiskeri og den kan læses på fiskepleje.dk her: https://www.fiskepleje.dk/Soeer/arternes-fiskepleje/bedre-fiskeri-sandart/fiskeregulering.

 –I øvrigt er det DTU Aquas vurdering, at der ikke er blevet fisket specielt hårdt på sandarterne i Tissø i perioden 2015-2019, uddyber Anders Koed. – I de år har det gennemsnitlige erhvervsmæssige ha-udbytte været på 3,7 kg/ha (varierende mellem 1,7 og 4,5 kg/ha)(Tissø er 1233 ha, svarende til en samlet fangst årligt på 4,5 tons af erhvervsfiskeren fra 2015-2019, baseret på DTU Aquas tal. Fisk & Fri har tjekket tallene hos Fiskerstyrelsen, der i alt angiver en samlet fangst på 24 tons i perioden svarende til gennemsnitligt 4,8 tons årligt – se skema (RED)). Dahl (1982) opgiver årligt ha-udbytte ved erhvervsmæssigt fiskeri fra seks danske søer i 1970’erne. Det lå i gennemsnit på 4,7 kg/ha (varierende mellem 2,5 kg/ha (Saltbækvig) og 8,8 kg/ha (Mossø)). Til sammenligning blev der i Arresø i 2003 og 2004 erhvervsmæssigt landet henholdsvis 23 og 20 kg/ha.”

Erhvervsfisker Axel Karlshøjs landinger af sandart fra Tissø

Erhvervsfisker Axel Karlshøjs landinger af sandart fra Tissø fra 2010 til 2020.

 

FISK & FRI: Mange tak – men I besvarer jo ikke spørgsmålene: Vi spørger: ”Ifølge Axel Karlshøj har du i 2015 sagt, at sandartbestanden på Tissø nok ville kollapse, hvorefter I har anbefalet Axel Karlshøj at fange så mange som muligt inden dette skete: Er det korrekt?”.

– Vi har ikke anvendt udtrykket ”kollaps” i vores rådgivning om sandart, da dette vil dække over, at en fiskebestand reduceres i en grad så den stort set forsvinder, svarer Anders Koed. – Når en stærk årgang kontrollerer i en sandartbestand, er det en ganske naturlig hændelse når årgangen opnår den alder, hvor individerne dør af alderdom. Vi har ikke anbefalet, at der i fx Tissø skal fanges så mange individer som muligt, men derimod, som vi har svaret tidligere, at en sandartbestand, der domineres af 1-2 stærke årgange, kan tåle en fiskerimæssig udnyttelse, rekreativt såvel som erhvervsmæssigt.

FISK & FRI: I forbindelse med ovenstående spørger vi: ” Hvis ja: Begrund venligst det faglige grundlag for denne anbefaling inkl. relevante referencer. Hvis nej: Fortæl venligst hvad I så mener om den måde Axels Karlshøj har befisket sandartbestanden på Tissø: Har han gjort det rette for søen ved at nedfiske bestanden benhårdt? – og hvis ja – forklar hvorfor med afsæt i relevante referencer”. Dette er således reelt set heller ikke belyst i svaret, så lad mig uddybe det lidt mere, så det ikke kan misforstås:

Med spørgsmålet menes:

  1. Hvad er jeres argumentation for, at en god årgang af sandart skal reduceres kraftigt? I må jo have en faglig begrundelse, for en naturlig selvregulerende svingning er vel ikke nødvendigvis skadelig i sig selv? Hvilke arter/fysiske parametre kan skades/ændres af en god årgang af sandart i en grad og på en måde, så man kan argumentere for, at det bringer søen i en uønsket unaturlig og/eller usund balance?

I skriver på fiskepleje.dk:  ”Denne form for løbende justering af fisketrykket kan sikre, at bestanden ikke bliver overfisket og kan muligvis også medvirke til at dæmpe udsvingene”.

  1. Man modvirker vel ikke overfiskeri ved at rådgive til at bortfiske så meget som muligt?
  2. Og når I skriver ”muligvis dæmpe udsvingene” – så må I jo have noget konkret dokumentation for, at en kraftig dæmpning af toppene på bestandskurven skulle betyde, at man efterfølgende kommer til formindske bestandskurves negative udsving? Uddyb venligst, så dette bliver belyst.

– I forlængelse heraf, er det som sagt vores vurdering, at sandartbestanden i Tissø ikke er blevet befiske specielt hårdt i perioden 2015-2019, svarer Anders Koed. Talmaterialet bag den vurdering fremgik af vores tidligere svar. Data til disse beregninger stammer fra Fiskeristyrelsens officielle landingsstatistik, som kan findes her: https://dwp.fiskeristyrelsen.dk/landingsrapport/landingsrapport__front_matter

 – Vi har, som sagt, ikke rådgivet om, at stærke årgange af sandart skal reduceres kraftigt eller at ”der skal bortfiskes så meget som muligt”, men derimod om at disse årgange godt kan tåle fiskerimæssig udnyttelse, rekreativt såvel som erhvervsmæssigt. Når vi på fiskepleje.dk skriver, at det muligvis kan dæmpe udsvingene at styre fiskeriet i forhold til årgangsstyrkerne, er det netop fordi det aspekt ikke er udtømmende belyst i litteraturen. Den faglige baggrund for vurderingen er fx behandlet i Atlas over Danske Ferskvandsfisk side 594-595, her finder du også relevante referencer. Her finder du også eksempler på den effekt introduktion sandart kan have på andre arter af fisk i søer.

FISK & FRI: Tak for feedback – selvom I faktisk stadig ikke svarer, på det jeg spørger om: I skriver ”som vi har svaret tidligere, at en sandartbestand, der domineres af 1-2 stærke årgange, kan tåle en fiskerimæssig udnyttelse, rekreativt såvel som erhvervsmæssigt”. Jo tak – men som I skriver nedenfor er dette jo en rådgivning i siger I har givet vedrørende Arresø – ikke Tissø, og dermed har I ikke besvaret spørgsmålet. Morten Bak har i juni søgt aktindsigt om den rådgivning DTU Aqua har givet erhvervsfisker Axel Karlshøj om sandartfiskeriet på Tissø. Her svarer Søren Berg d. 25 juni: ”Vi har ikke ydet godset v./ Aksel Karlshøj rådgivning om fiskeriet på Tissø. Jeg ved at Aksel Karlshøj gerne henviser til at fiskeriet udøves efter retningslinjer givet af os, men det er hans udlægning af at læse ting vi har skrevet, bl.a. på fiskepleje.dk. Vi har ikke konkret rådgivet om fiskeriet i Tissø.” Nu skriver du som svar til min kommentar på Axel Karlshøjs brug af ordet kollaps i rådgivningen specifikt omkring Tissø, at I rent faktisk har rådgivet Axel Karlshøj omkring sandartbestanden. Hvis det er rigtigt, det du skriver nu – så er det jo et tilsyneladende et usandt svar DTU Aqua/Søren Berg har givet i svaret på agtindsigten til Morten Bak. Kan du godt forstå, hvis det opfattes som utroværdigt, at DTU Aqua giver modstridende forklaringer på det samme spørgsmål afhængig af hvem der spørger?

 DTU Aqua har desværre ikke ønsket at besvare disse spørgsmål.  

I artiklen her gives mange gode grunde til at mennesket sandsynligvis i høj grad har bidraget til at sandarten mere eller mindre blev totalt udryddet i dens naturlige danske udbredelsesområde. På trods af dette er mener DTU Aqua at "alt tyder på at den er uddød natururligt" - uden dog at være i stand til at komme med et eneste eksmepel på¨hvad "alt" er

I artiklen her gives mange gode grunde til, at mennesket sandsynligvis i høj grad har bidraget til, at sandarten mere eller mindre blev totalt udryddet i dens naturlige danske udbredelsesområde gennem årene op til 1800-tallet. På trods af dette mener DTU Aqua, at “alt tyder på, at den er uddød naturligt” – uden dog at være i stand til at komme med et eneste fagligt argument for ¨hvad “alt” er. Eller med andre ord – meget tyder på, at DTU Aqua søger at legitimere “at sandarten er en uønsket fisk i Danmark” – uden tilsyneladede at have fagligt belæg for det.

 

FISK & FRI: DTU Aqua skriver: ”Vi har, som sagt, ikke rådgivet om, at stærke årgange af sandart skal reduceres kraftigt”. Men på fiskepleje.dk skriver I netop i jeres rådgivning: ”Mange sandartbestande har meget store naturlige udsving i bestandstæthederne. Det kan derfor være nødvendigt at lade fiskeriet og fisketrykket følge disse udsving. Det vil sige, at når bestanden topper, kan man fiske hårdt, og når den er i bund, lægges der restriktioner på fiskeriet.”. Kan I godt se, at det let kan opfattes som selvmodsigende, når I med den ene hånd siger ” Vi har ikke rådgivet om, at stærke årgange af sandart skal reduceres kraftigt”, hvorefter I henviser til fiskepleje,dk hvor I rådgiver ”, at når bestanden topper, kan man fiske hårdt”? Er ”reduceres kraftigt” og ”befiskes hårdt” ikke præcis det samme? Hvis I selv godt kan se at ”det aspekt (hvorvidt man vinder noget godt for vandet ved en kraftig reduktion af gode årgange) ikke er udtømmende belyst i litteraturen”, hvorfor rådgiver i så overhovedet til ”at når bestanden topper, kan man fiske hårdt” – uden yderligere forbehold? DTU Aqua hylder ellers normalt forsigtighedsprincippet i andre sammenhænge, men åbenbart ikke når det gælder en hos DTU Aqua ”uønsket art uden en genetisk bevaringsværdig status”?

DTU Aqua har desværre ikke ønsket at besvære spørgsmålene, men givet følgende kommentar: ”For god ordens skyld kan jeg også bekræfte, at vi ikke har ydet Selchausdal Gods v./ Aksel Karlshøj specifik rådgivning om udøvelsen fiskeriet på Tissø. Aksel Karlshøj har telefonisk spurgt Søren Berg til råds og fået det generelle svar, der også står at læse på fiskepleje.dk (at en stærk årgang af sandart kan tåle fiskerimæssig udnyttelse). Men vi har ikke undersøgt og/eller forholdt os til Tissø og sandartbestanden i søen specifikt.”

FISK & FRI: Du skriver ”Aksel Karlshøj har telefonisk spurgt Søren til råds og fået det generelle svar, der også står at læse på fiskepleje.dk (at en stærk årgang af sandart kan tåle fiskerimæssig udnyttelse).” Her fejlciterer I jo – på fiskepleje.dk står der ”når bestanden topper kan man fiske hårdt”. Hvordan synes I det harmonerer med at I lige har sagt: ”Vi har, som sagt, ikke rådgivet om, at stærke årgange af sandart skal reduceres kraftigt”. Kan du godt selv se, at det virker som om, at I forsøger at bortforklare en situation, hvor DTU Aquas Søren Berg reelt – direkte eller indirekte – har rådgivet til nedfiskning af sandartbestanden på Tissø?

DTU Aqua har desværre ikke ønsket at besvare dette spørgsmål.

Fisk & Fri: På fiskepleje.dk skriver Søren Berg fra DTU Aqua: ”Da dyreplankton jo æder alger, kan en meget stor bestand af sandart derfor medføre øget sigt i vandet og dermed et bedre miljø. Det er dog en tilstand, som kun vil bestå, mens sandartbestanden er så stor. Derefter vil miljøet forværres igen, når bestanden dykker. Sandart kan på den måde medføre et mere ustabilt miljø. Det er typisk kun i situationer, hvor sandarterne trives, at de kan blive mange nok til, at disse udsving opstår. Og da sandart trives bedst i forholdsvis uklare søer, er det i disse, man kan se den svingende miljøtilstand”. Søren Berg skriver altså, at sandarten ”kan medføre et mere ustabilt miljø”. Hvilken dokumentation har I, for at en nedfiskning af sandartbestanden fører til en bedre og mere stabil tilstand med en mere stabil høj klarhed i vandet – eller at det skulle føre til en højre baseline for sandartpopulationernes størrelse?

DTU Aqua har ikke ønsket at besvare dette spørgsmål.

Fisk & Fri: Anderkender i at svingninger i sandartbestandes størrelse kan skyldes menneskelig påvirkning – fx i form at spærringer der besværlige- eller umuliggør føde og/eller gydevandringer?

DTU Aqua har ikke ønsket at besvare dette spørgsmål.

Fisk & Fri: På fiskepleje.dk skriver I i afsnittet ”Aborrerne kan komme i klemme”: ”I søer med en moderat grad af næringsstofbelastning og dermed let uklart vand har undersøgelser vist, at bestanden af aborrer har svært ved at konkurrere med sandarten. Uden tilstedeværelse af sandart er aborren i den type søer den dominerende rovfisk i det åbne vand, og den klarer sig fortsat godt, selvom vandet er blevet uklart. Men hvis sandarten introduceres, vil den blive dominerende i det åbne vand, hvor aborren ikke kan konkurrere med den. Da gedden er den dominerende rovfisk i bredzonen, kan aborren heller ikke finde plads dér. Det betyder, at aborren populært sagt ”kommer i klemme” mellem sandarten og gedden, som optager de levesteder, aborren vil kunne trives i. Undersøgelser har vist, at dette medfører en tilbagegang i aborrebestanden generelt, men især blandt de store effektive rovaborrer.” I denne tekst lægger DTU Aqua det op som noget negativt, at aborren får konkurrence, men holder denne udlægning, hvis man antager, at sandarten er en naturligt hjemmehørende art? For så er det jo i virkeligheden blot den naturlige balance i systemet, at de forskellige rovfiskearter konkurrerer med hinanden? Men det forholder sig måske sådan, at DTU Aqua stadig fastholder at sandarten er ”ikke hjemmehørende” og/eller ”invasiv” i Danmark?

DTU Aqua har ikke ønsket at besvare dette spørgsmål.

 FISK & FRI: På fiskepleje.dk skriver I i afsnittet: ”Og miljøet forringes”: ”Der er udført undersøgelser i et stort antal danske søer, hvor man har sammenlignet den forventede miljøtilstand, vurderet ud fra mængden af næringsstoffer (målt som sigtedybde), med den miljøtilstand, man faktisk kan observere. Her har man fundet, at søer, hvor aborren er den dominerende rovfisk, faktisk har en bedre miljøtilstand end forventet, hvorimod miljøet er netop som forventet i søer, hvor sandarten er dominerende. Det betyder at, hvis der er udsat sandarter, er der risiko for at en given sø har en dårligere miljøtilstand, end den kunne have”. Har du som forsker overvejet, at årsagen til det simpelthen kan være, at sandarten er mere konkurrencedygtig end aborren i uklart vand – og ikke som Søren Berg kommunikerer, at det er sandarten der gør vandet mere uklart?

DTU Aqua har ikke ønsket at besvare dette spørgsmål.

FISK & FRI: Der findes videnskabelig dokumentation fra 1993 (Brabrand & Fafeng 1993) på at tilstedeværelsen af sandart fører til ændret anti-predationsadfærd hos skaller – hvilket betyder markant flere aborrer i bredzonen. Hvordan synes I dette harmonerer med det, som DTU Aqua skriver ovenfor? Hvis i på fiskepleje.dk gerne vil give et retvisende billede af sandartens indflydelse på fiskesammensætningen i en sø, hvordan kan det så være, at I ikke har det med?

DTU Aqua har ikke ønsket at besvare dette spørgsmål.

FISK & FRI: Kan du, Anders Koed, som forsker og vicedirektør for DTU Aqua stå inde for Søren Bergs faglighed i sin rådgivning omkring sandarten – samt at han i sin fremstilling af sandartens historik og økologi ikke har undladt vigtige oplysninger, der har betydning for at tegne et retvisende billede af sandartens positive/negative påvirkning af vandkvaliteten samt de øvrige fiskearter i Danmark? Og – kan du stå inde for Sørens Bergs faglighed omkring rådgivning af re-introduktion af malle i Danmark?

DTU Aqua har ikke ønsket at besvare dette spørgsmål.

Salige Josef Hochmut genudsætter en fin sandart på Furesøen.

Salige Josef Hochmut genudsætter en fin sandart på Furesøen.

 

Hvor meget er sandartfangsterne gået ned?

I teksten ovenfor opgiver DTU Aqua, at de fangster som erhvervsfiskeren selv har opgivet ikke indikerer, at der er blevet fisket specielt hårdt på sandarterne. Selv siger erhvervsfiskeren på Tissø Axel Karlshøj jfr. screendumpet ovenfor, at han valgte en mere lempelig befiskning end det, som DTU Aqua faktisk anbefalede, og at det resulterede i et i følge ham ”unikt fiskeri efter seks kilos sandarter”. Tjekker man Lystfiskeriforeningens fangststatistikker kan man dog se, at fangsterne af sandart i grove tal er halveret efter befiskningen i 2015-2017 – og at snitvægten blot er steget til 3,5-3,7 kilo i takt med den kraftige udtynding og sandarternes øgede alder. Disse tal er dog behæftet med en stor fejlkilde, da mange slet ikke indberetter deres nulture og/eller fangster, og alt dette skete i øvrigt i en periode, hvor der var en kraftig vækst i vertikalfiskeriet på Tissø. Det er derfor ikke usandsynligt, at fiskeeffektiviteten på lystfiskerbådene er steget markant fra 2014-2019, hvilket kan betyde en underestimering i faldet af sandartpopulationens størrelse efter den øgede fiskerindsats.

Af officielle fiskeriundersøgelser foretaget af biologer fra Miljstyrelsen har man fra Tissø i den relevante periode og op til i dag kun undersøgelser fra 2008 og 2014. – De to undersøgeler viser baseret på samme standardiserede oversigtsgarn en forøgelse af bestanden med faktor 64 fra 2008-2014, siger ferskvandsbiolog Lars Båstrup-Spohr fra Biologisk Institut under KU. Der er altså ikke nogen tvivl om, at Tissø sandarterne havde en markant højere biomasse i perioden omkring 2014 sammenlignet med 2008.

Når det er sagt, er det vigtigt, at vi lystfiskere også forholder os kritiske til vores eget fiskeri, for det kan ligesom erhvervsfiskeriet også kan have en negativ effekt på populationen, hvis fisketrykket går hen og bliver for højt – både når der er tale om catch & kill samt catch & release fiskeri. Set i et rekreativt og samfundsøkonomisk perspektiv er der dog ingen tvivl om, at langt flere mennesker vil få glæde af vores sparsomme naturressourcer i de ferske vande, hvis erhvervsfiskeriet bringes til ophør og forbeholdes lystfiskeri.

Hvad siger erhvervsfisker Axel Karlshøj?

– Jeg har brugt Søren Berg som sparingspartner siden 1989, hvor jeg skrev ”Projekt Sorø-søerne”, når det gjaldt sø-økologiske emner, fortæller Axel Karlshøj, der er erhvervsfisker på bl.a. Tissø. – Udgangspunktet for snakken om Tissø har altid været, at Søren ikke ville udtale sig specifikt om søen, fordi han aldrig havde undersøgt den og derfor ikke kendte den godt nok.  Derfor har Anders Koed 100 % ret, når han udtaler, at DTU Aqua aldrig har rådgivet mig omkring Tissø.  Søren har svaret på mine spørgsmål ved at referere til undersøgelser og erfaringer fra andre søer.  Den udskrift Jens Bursell vedlægger, som dokumentation for mine udtalelser, er et uddrag af en lang kommunikation imellem mig og Anders Bylov, og er absolut uegnet som udgangspunkt for, at angribe Søren Berg.  Det er mig der har lagt strategierne for udviklingen af Tissø, ud fra sparing, tidligere erfaringer, samt iagttagelser fra søen.

Situationen i 2015: Da jeg påbegyndte fiskeriet på Tissø, var der en voldsom stor bestand af sandart bestående af to på hinanden følgende generationer. Vi blev opmærksomme på, at de fisk vi fangede, enten havde tomme maver eller havde ædt fiskeyngel på to til tre cm. Gedderne var magre, fulde af sår, og der drev dagligt døende gedder på land.  Jeg diskuterede naturligvis disse iagttagelse med Søren Berg, og han fortalte om erfaringerne fra Arresø og jeg tror det var Mossø. På den baggrund tog jeg beslutningen om, at udtage et antal tons sandart hurtigst muligt (6,292 tons). Formålet var, at få mad i maverne på de tilbageværende fisk, samt sikre tilgangen af nye sandarter.

 – De følgende år har gennemsnits fangsten ligget mellem 3 og 4,5 tons. Altså en lempelig og bæredygtig befiskning. Den kendte lystfisker Simon Machholdt Sorø, fangede da også 100 sandarter i Tissø i 2019, så der altså stadig fint med fisk i søen. Vi fangede i samme periode omkring 800 fisk. Der har, siden vi startede fiskeriet, været en voldsom rygtedannelse på forskellige sociale medier. Jeg var naiv nok til at tro, det kunne gavne at deltage i debatten.  Jeg tænker stadig, at kommunikation er vejen frem, men det kræver et forum, hvor man kan føre en respektfuld dialog med det formål at udvikle Tissøs fulde potentiale.

 – De to generationer af sandarter som udgjorde tusindbrødrene i 2015, vejer nu 5,5 -6,5 kg, så lystfiskerne kan glæde sig over at fiske på mange generationer af sunde sandarter. Dertil kommer, at gedderne i søen er blevet runde og trinde.  Antallet af storgedder lider fortsat under den store dødelighed fra 2015 -2016, men de 27.000 gedder Selchausdal udsatte i 2017, samt to store naturlige årgange fra 2018 og -19 er slået an og har fyldt alle hylder af fisk op til tre kg.

 – Tissø er fortsat en fantastisk sø at fiske i, derfor tager Gordon til søen, når han skal lave film om vertikalfiskeri, Simon kører lige forbi Tuel sø og videre til Tissø og mange af L.F.,s medlemmer kører til Tissø hvor der fiskes med garn, selv om Furesøen, Esrum sø og andre af deres søer ligger meget tættere på.

 – Der er to ting, som bekymrer mig, når det gælder Tissøs fremtid. Det er, at søen hver vinter er vært for tre tusinde skarver.  Dem så jeg gerne, at lystfiskerne hjalp mig med at stresse.  De udgør en reel trussel for søens fiskebestande.  Den anden er, at sandarterne er meget sårbare over for håndtering.  Dels kan de ikke trykudligne, og dels har de et tyndt slimlag.  Når fiskene bliver berørt af tørre fingre, får de svamp, som til sidst tager livet af dem.  I takt med, at lystfiskerne får stadig bedre muligheder for at ”se ” fiskene, forværres dette problem, siger Axel Karlshøj.

 FISK & FRI: Vi har krydstjekket de oplysninger om Simon Machholdts fangster af sandart, du ovenfor præsenterer som et faktum – både med Simon Machholdt og hans fiskemakker Peder Lictenberg. De kan slet ikke genkende de tal, som du nævner, og tilføjer at de udelukkende fisker catch & release. Synes du, at det er en god sammenligning at holde dine fangster af døde garnfangede fisk op mod navngivne lystfiskeres fangster, som du dels ikke kan dokumentere – og hvor du ydermere glemmer at fortælle, at der i deres tilfælde er tale om catch & release om foråret på relativt lavt vand, hvor dødeligheden vad C & R kan forventes at være lav?  

– Jeg har kendt Simon siden jeg lavede ”Projekt Sorø søerne sammen med hans far Peter, og jeg har ikke noget problem med at han kryber i flyverskjul, siger Axel. Det var ikke mit forehavende at genere Simon, kun konstatere at Tissø stadig er et spændende fiskevand.

FISK & FRI: DTU Aqua svarer i en aktindsigt til Morten bak følgende: ”Vi har ikke ydet godset v./ Aksel Karlshøj rådgivning om fiskeriet på Tissø. Jeg ved at Aksel Karlshøj gerne henviser til at fiskeriet udøves efter retningslinjer givet af os, men det er hans udlægning af at læse ting vi har skrevet, bl.a. på fiskepleje.dk. Vi har ikke konkret rådgivet om fiskeriet i Tissø.”

Vores spørgsmål til dig er nu:

–  Hvorfor skriver Søren Berg som svar på spørgsmål specifikt på Tissø at ”at Aksel Karlshøj gerne henviser til at fiskeriet udøves efter retningslinjer givet af os” når du lige selv siger at ”Udgangspunktet for snakken om Tissø har altid været, at Søren ikke ville udtale sig specifikt om søen, fordi han aldrig havde undersøgt den og derfor ikke kendte den godt nok. Derfor har Anders Koed 100 % ret, når han udtaler, at DTU Aqua aldrig har rådgivet mig omkring Tissø.  Søren har svaret på mine spørgsmål ved at referere til undersøgelser og erfaringer fra andre søer.”? Kan du godt selv se, at de to udtalelser ikke rigtig harmonerer, for hvis det er sandt det du siger, så må det jo være usandt det som Søren Berg siger i aktindsigten – eller omvendt? Eller sagt på en anden måde – du siger nu, at DTU Aqua taler sandt, men hvis de taler sandt i aktindsigten, så har du jo faktisk henvist til, at fiskeriet i Tissø udøves efter retningslinjer fra DTU Aqua… Så hvis det du siger nu er sandt, så er det DTU Aqua siger i aktindsigten usandt? Hvem har ret?

– Jeg tænker, at der er flere lag i alle menneskers udtalelser, fortsætter Axel. – Når jeg f.eks. skriver sammen med Anders Bylov (læs en person), tænker jeg ikke så meget på, om den præcise ordlyd kan misforstås eller misbruges, han kan jo bare spørge, hvis der er noget han er i tvivl om. Skriver jeg derimod med en journalist fra ”Fisk og Fri” er det tvingende nødvendigt, at jeg er så præcis som muligt.  For jeg ved jo, at en unøjagtighed vil føre til en masse forviklinger, idet mange forskellige mennesker skal læse beskeden.  Jeg har i mit svar gengivet præcist på hvilket grundlag Søren Bergs og min kommunikation hviler.  Jeg tænker det er interessant for læserne at vide.

 FISK & FRI: Spørgsmål 1 referer ikke til din kommunikation med Anders Bylov, men med det Søren Berg selv har udtalt i Morten Baks aktindsigt, at du har udtalt, men lad nu det ligge.

– DTU Aqua skriver som sagt i aktindsigten til Morten Bak: ”at Aksel Karlshøj gerne henviser til at fiskeriet udøves efter retningslinjer givet af os, men det er hans udlægning af at læse ting vi har skrevet, bl.a. på dk.” Hvis det er sandt, at du i forbindelse med jeres ”uformelle snak om Tissø” kun er blevet rådgivet af Søren Berg til at befiske i henhold til ”de generelle råd” på fiskepleje.dk, som jo netop helt konkret er ”at fiske hårdt, når bestanden topper” – så er du vel også indirekte blevet tilrådet at befiske bestanden på Tissø hårdt af DTU Aqua?

– Søren Berg har ikke rådet mig til en hård befiskning af sandartbestanden, men med baggrund i de erfaringer der er fra andre søer og den generelle tilstand hos Tissøs gedder, var det klart for mig, at jeg skulle handle hurtigt, pointerer Axel. -Der døde rigeligt mange af Tissøs gedder i den periode. På samme måde som tidligere beskrevet, blev beslutningen til, via de iagttagelser jeg gjorde på søen, det jeg kunne læse mig til i undersøgelser og de eksempler som Søren Berg kunne præsentere mig for.  I må vide, at det er et stort ansvar at forvalte en sø.  Jeg søger al tænkelig information for at gøre det rigtige i den givne situation.  Lystfiskerne vil kunne give mig ret i ,at geddernes tilstand i 2015 var så ringe, at det var nødvendigt at handle hurtigt, slutter han.  

Konsekvenserne af DTU Aquas rådgivning

Som vi har set ovenfor tyder alt på, at DTU Aquas rådgivning om hård befiskning af de gode sandartårgange – både har betydet markant færre sandart på den korte bane, mindre og mere ustabile sandartbestande på den lange bane og – som en afledt effekt af dette – generelt mere uklart vand end man ville have haft uden hård befiskning. Dette er selvsagt ikke et ønskescenarie – hverken for naturen, lystfiskerne eller de samfundsøkonomiske interesser.

Set i min optik er det ikke acceptabelt, at DTU Aqua tilsyneladende forsøger at skjule, at de på naturens og miljøets bekostning har rådgivet til en hård befiskning af de gode sandartårgange i Arresø og Tissø. Og – det er slet ikke acceptabelt, at de tilsyneladende ikke en gang er i stand til at stå på mål for fagligheden af deres rådgivning.

Det er på tide, at de ansvarlige politikere kræver en forklaring fra DTU Aqua – og de kan passende starte med at forlange svar på de spørgsmål, som DTU Aqua ikke har villet besvare her i denne artikel.

Litteratur:

Benndorf J. Food web manipulation without nutrient control: a useful strategy in lake restoration? Swiss journal of hydrology 1987; 49: 237-248.

Brabrand Å, Faafeng B. Habitat shift in roach (Rutilus rutilus) induced by pikeperch (Stizostedion lucioperca) introduction: predation risk versus pelagic behaviour. Oecologia 1993; 95: 38-46.

Holčík J. Changes in fish community of Klíčava reservoir with particular reference to Eurasian perch (Perca fluviatilis), 1957–72. Journal of the Fisheries Board of Canada 1977; 34: 1734-1747.

Jeppesen E, Jensen JP, Skovgaard H, Hvidt CB. Changes in the abundance of planktivorous fish in Lake Skanderborg during the past two centuries—a palaeoecological approach. Palaeogeography, Palaeoclimatology, Palaeoecology 2001; 172: 143-152.

Jepsen N, Pedersen S, Thorstad E. Behavioural interactions between prey (trout smolts) and predators (pike and pikeperch) in an impounded river. Regulated Rivers: Research & Management: An International Journal Devoted to River Research and Management 2000; 16: 189-198.

Kristensen E, Sand-Jensen K, Kristensen JSB, Pedersen ME, Baastrup-Spohr L, Kragh T. Early fish colonization and community development in a shallow re-established lake. Ecological Engineering 2020; 155: 105956.

Lehtonen H, Hansson S, Winkler H. Biology and exploitation of pikeperch, Stizostedion lucioperca (L.), in the Baltic Sea area. Annales Zoologici Fennici. JSTOR, 1996, pp. 525-535.

Lehtonen H, Lappalainen J. The effects of climate on the year-class variations of certain freshwater fish species. Canadian Special Publication of Fisheries and Aquatic Sciences 1995: 37-44.

Lehtonen H, Rahikainen M, Hudd R, Leskelä A, Böhling P, Kjellman J. Variability of freshwater fish populations in the Gulf of Bothnia. Aqua Fennica 1993; 23: 209-220.

Linfield R, Rickards R. The zander in perspective. Aquaculture Research 1979; 10: 1-16.

Persson L, Johansson L, Andersson G, Diehl S, Hamrin SF. Density dependent interactions in lake ecosystems: whole lake perturbation experiments. Oikos 1993: 193-208.

Sonesten L. Gösens biologi – En litteraturstudie, 1991.

Svärdson G. THE IMPACT OF CLIMATE ON SCANDINAVIAN POPULATIONS OF THE SANDER, STIZOSTEDION LUCIOPERA (L.).  1973.

Thiel R. Food resource utilization and dietary relationships of juvenile perch (Perca fluviatilis L.) and pike-perch (Stizostedion lucioperca (L.)) in a shallow Baltic inlet. Rapport et proces-verbaux des réunions. Conseil Permanent International pour l’Exploration de la Merra 1989; 190: 133-138.

Willemsen J. Population dynamics of percids in Lake IJssel and some smaller lakes in the Netherlands. Journal of the Fisheries Board of Canada 1977; 34: 1710-1719.

Winkler H, Debus L, Thiel R, Franek D. Variability of young and small sized fish community in a southern Baltic estuary from 1983 to 1992. Proc. VIII Congress of SEI, Oviedo Spain. 26, 1994.

 

Shimano

 

TILBAGELÆNET SANDARTDØRG

Jeg har fisket efter sandart fra før jeg fik knallert, og har dørget efter dem siden jeg fik en bil. Men det jeg har lært de sidste få år under vertikalfiskeri, har fået mig til, at forstå at jeg har fisket helt forkert de sidste 40 år! Sådan lyder det fra Fisk & Fri’s sandartekspert – Flemming Madsen.

AF FLEMMING MADSEN

ET ANSEELIGT ANTAL af de sandarter jeg har fanget, er taget under dørg med kunstagn – primært fra en motordrevet båd med ekkolod. Alligevel er langt de fleste af mine store dørgesandarter taget fra enten robåd eller under fiskeri uden ekkolod – eller begge dele. Yderligere er mine fem allerstørste sandarter fanget under andet fiskeri, hvor der kun i ét tilfælde har været motor eller ekkolod involveret.

De seneste fem år er tendensen blevet yderligere forstærket – måske på grund af et større fiskepres på søerne og som følge deraf, i visse vande, færre fisk, men især og helt generelt flere sky fisk. Der skal derfor, som jeg ser det, fiskes anderledes end hidtil, hvis man vil have en reel chance for at dørge sig til en stor sandart.

UNDERSØGELSER PÅVISER, at catch og release fiskeri efter sandart ikke er helt uproblematisk. Forudsat at de genudsatte fisk overlever, så bliver de mere forsigtige bl.a. i forbindelse med jagt på og indtagelse af føde. I en verden, der er så ekstremt konkurrencepræget, som den fiskene lever i, er tabet af umiddelbar og aggressiv fødesøgning naturligvis et problem for fiskene selv, men det afstedkommer så sandelig også udfordringer for os lystfiskere.

Det, der oftest skræmmer en stor, gammel og muligvis tidligere kroget sandart, er bl.a. motorstøj. Værd at bemærke er, at elmotorer generelt skræmmer fiskene mere end forbrændingsmotorer. Yderligere virker det som om, at en mindre elmotor, der kører på høje omdrejninger, skræmmer mere end en større elmotor, der kører på lavere omdrejninger. En anden og muligvis endnu større skræmmekilde er de lydbølger transduceren udsender. Her kan det være nyttigt at kende ekkoloddets funktioner lidt mere i detaljen. Den nok mest almindelige transducer-sprednings vinkel er 20 grader, hvilket imidlertid er en begrænsning, der er sat i modtagelsen af ekkoet, for transduceren udsender lydbølger i et trefire gange så stort område. Ganske vist aftager styrken af signalet jo længere fra centrum man måler, men alligevel betyder det, at hvis fisk bliver skræmt, så er det ikke kun i det område transducer vinklen nu en gang dækker på skærmen, men altså i et meget større område rundt om båden.

Endnu en sandart, og endnu en gang på en paddletail jig.

Endnu en sandart, og endnu en gang på en paddletail jig.

 

Der er en anden spidsfindighed ved ekkoloddets kontroller, som nok heller ikke er så velkendt. Uanset hvor højt eller lavt man sætter styrken (gain), så er styrken, der udgår fra transduceren – forudsat at dybdeskalaen er uændret – den samme.

MANGE SØER ER KORTLAGT digitalt, så start fiskedagen med at konstatere i hvilken dybde fiskene hovedsaligt står, og sluk derefter loddet. Brug din GPS og stol på dine instinkter. Det udgør helt sikkert en forskel i forhold til chancen for at fange nogle af de større fisk.

FOR ENDEN AF LINEN er det andre ting, der om ikke ligefrem skræmmer en i forvejen skeptisk sandart, så i hvert tilfælde gør, at den opdager bedraget. Det kan fx være for store eller for hurtige bevægelser med agnen, hvilket i dørge sammenhæng kan opstå, hvis man sejler imod eventuelle bølger og derved får en meget ujævn sejllads. Bruger man fletline under sådanne omstændigheder, så bliver problemet forstærket. Fisk derfor kun med bølgerne, hvis de er store nok til at give problemer, og brug eventuelt nylonline, eller som minimum et ca. 10 meter langt nylonforfang til at dæmpe de værste ryk. Jeg har fanget masser af sandarter med jigs på 25 centimeter eller mere, men jeg har aldrig fanget en på woblere i samme størrelse, selvom jeg har lagt mange timer i forsøget. Jeg er ret sikker på, at dels er en stor woblers bevægelser generelt for voldsomme, men de store kroge, der hænger og skramler under dem, er nok et endnu større problem.

Kan man ramme den for dagen helt rigtige farve på sin agn, så betyder det selvsagt en del. Omvendt kan en forkert farvekombination ødelægge ens chancer ganske betragteligt. Lidt forenklet sagt, er agn i naturlige, afdæmpede farver det oplagte førstevalg. De vil ikke altid være det bedste valg, men med mindre vandet er meget uklart, så start her. Faktorer, der bl.a. påvirker fiskenes farvepræferencer er, foruden sigtbarheden, også farven i vandet, typisk enten grønt eller brunt. I tilfælde af uklart vand, men ikke kun det, bør klare farver i grønt, gult og orange også findes i grej – boksen, eller måske snarere for enden af linen.

Denne Bomber wobler er blevet vægtet i bugen og har fået skeen filet mindre.

                                                         Denne Bomber wobler er blevet vægtet i bugen og har fået skeen filet mindre. 

 

FISKER MAN med livlige woblere, så er valget af farve ikke lige så kritisk. Mange vil have oplevet, at én enkelt wobler fisker betydeligt bedre end andre tilsyneladende identiske woblere. Efterhånden som antallet af fisk fanget på den »gode« wobler stiger, så ændrer den også udseende, den startede måske sine dage med at være fx krom og blå, men bliver til sidst slidt ned til farven på plasten den er lavet af, men den udfisker stadigvæk næsten hvad som helst.

Her er det helt åbenlyst gangen, eller rettere de vibrationer den udsender, der er specielle, og farven er næsten ligegyldig. Omvendt forholder det sig også sådan, at jo mindre en agn bevæger sig, og/eller jo langsommere den bliver fisket, jo større betydning har farven.

TRADITIONEL DØRGNING med flydende wobler, i alt mellem 1,0 og 2,5 knob, er mest effektivt i de perioder af året, hvor vandtemperaturen er over seks grader og allerhelst over 10 grader. En øvre grænse er nærmest kun teoretisk, og jeg har haft fantastisk fiskeri i 25 grader varmt vand. En fejl jeg har set mange gøre sig skyldige i, er, at de fisker med for kraftigt forfang. Hvis man fx bruger mindre flydende woblere, så skal forfanget ikke være over 0.30 mm og gerne tyndere, hvis woblerens gang skal udfolde sig.

Sandarter kan dog have meget forskellig præference, når det kommer til den sidevejs vandring en wobler har – enten en langsom gang med brede udslag eller en hurtigere gang med smallere udslag. Vandtemperaturen og vejret er to meget afgørende faktorer for, hvad der på dagen fungerer bedst. Det, der til gengæld ikke ændrer sig, er sandarternes modvilje til at tage en agn, der ruller for meget med kroppen. Gedder og især aborre har det derimod nærmest omvendt.

Hvis man gerne vil forsøge sig, når vandet er koldere, eller målrette sit fiskeri efter større fisk, så er fremgangsmåden en ganske anden. Hastigheden skal ned under en knob. Der skal indlægges hyppige bådstop, og sidst men ikke mindst, så skal agnene, der kan være både jigs eller woblere, være synkende eller som minimum svævende. De lokkeryk og små rystelser, der er så effektive under vertikalfiskeri, kan man af gode grunde ikke efterligne under dørgefiskeri. Det man kan gøre, er at fiske langsomt, lade agnen stoppe helt op og lade dem synke langsomt. Det er som oftest her, at fiskene vil hugge.

Denne 25 cm paddletail jig virkede åbenbart ikke afskrækkende på denne sandart.

Denne 25 cm paddletail jig virkede åbenbart ikke afskrækkende på denne sandart. 

 

Hvis ens agn synker hurtigere end ønsket, er kuren en af følgende: Fisk med kortere line, altså en linelængde, der ligger tættere på fiskedybden. En anden mulig måde at sænke  synkehastigheden på, er at benytte en tykkere hovedline. Man kan også skifte til lettere jighoveder, eller belaste woblerne mindre, uden dog at gøre dem flydende. Begge dele påvirker imidlertid gangen på agnene – både når de synker og under fart.

PADDLETAIL JIGS er meget populære og med rette. De kan være uhyggeligt effektive. Jeg hælder mest til de varianter med en firkantet hale, men der er også flere gode modeller med en rund hale. Hvis man monterer et relativt let hoved på ca. 15 gram på en 15 cm krop, så vil kroppen rulle ganske meget. Et hoved på ca. 25 gram vil dæmpe den rullende bevægelse, med undtagelse af halestykket, der får tilført mere energi og vil vride sig som en proptrækker. Hvis man gerne vil have en mere diskret gang, der alt andet lige er mere naturligt, samtidig med at man bibeholder et let hoved – og dermed en langsom synkende agn – så skal man trimme halens bredde. Fat en saks og start med at klippe at par millimeter af halens bredde – lige meget i begge sider. Selvom vertikal-jigs er såkaldte »no action« agn, så kan de faktisk også bruges under dørgefiskeri. For mit eget vedkommende har det udelukkende været i forbindelse med, at jiggen er sunket efter et stop, der er kommet hug. Værd at bemærke er, at en vertikal-jig, i samme størrelse og vægt som en paddletail, opnår en større dybde, pga. af mindre vandmodstand.

UDVALGET af synkende woblere på markedet er mildest talt begrænset. Det er i høj grad op til en selv, at trimme nogle flydende woblere til at blive synkende. Det kan både være ret enkelt og temmelig kompliceret – eller tidskrævende. Den sidste kategori er min foretrukne. Det indebærer først og fremmest, at wobleren skal vægtes midlertidigt, for at fastslå, hvor og hvor meget, der skal tilføjes. Der er flere fremgangsmåder til at gøre en wobler tungere: Man kan save, hakke eller bore huller i emnet, og så fylde op med arvesølvet og derefter lime, spartle, file, male og endelig lakere. Metoden kræver, at man ved, hvor woblerens eventuelle trådskelet og oprindelige vægte befinder sig.

Jeg limer i stedet mine vægte uden på wobleren, hvilket gør, at jeg kan placere dem mere frit, og så gør fx ti gram udenpå en wobler større forskel på gangen end ti gram inde i wobleren. For at få en wobler til at synke korrekt og samtidigt dæmpe den normale gang under fart, skal den vægtes på undersiden og en anelse foran balancepunktet. Når den er i vandet, skal den synke – mere eller mindre – med hovedet forrest. Hvis woblerens trækpunkt er monteret på selve skeen, hvilket er typisk på deep diver modeller, så kan man file lidt materiale af skeens sider. Det vil mindske woblerens rul. Hvis trækpunktet derimod sidder på woblerkroppen, hvilket den gør på de fleste modeller, så skal selve øjet bukkes en anelse opad. Indgrebet både mindsker slagene fra side til side og woblerens rullen. Med mindre man er en nørdet æstetiker, så nøjes man bare med at lime vægten på. En endnu nemmere, mere fleksibel, men dog mindre præcis måde, er at bruge vægtede kroge. Hvis det er en wobler med meget opdrift, er det i sig selv sjældent nok til at gøre den synkende, men det giver mulighed for at ændre gang og synkehastighed i et snuptag. Den hurtige måde at producere de tunge kroge på, er at vikle fx kobbertråd rundt om krogskaftet.

Disse Off shore tackle OR 12 sideplanere udelukker gætterier; er der fisk på, så ser du det!

Disse Off shore tackle OR 12 sideplanere udelukker gætterier; er der fisk på, så ser du det!

 

BRUGEN AF SIDEPLANERE er efterhånden en integreret del af alt dørge- og trollingfiskeri. Agnene bliver spredt over et meget større område, og de kommer længere væk fra de før omtalte skræmmefaktorer. Hvis man sejler meget langsomt og til tider stopper helt op, som jeg anbefaler, så er der nogle udfordringer, man skal forholde sig til. Langt de fleste sideplanere vil have en tendens til at lægge sig ned på siden, når fremdriften forsvinder. Når farten bliver genoptaget, kan det føre til, at de kaner ind mod båden og videre over på modsatte side. Igen er kuren at tilføje ekstra vægt, denne gang på kølen af sideplaneren. Herefter vil den stå som et flåd i vandet og være meget nemmere at styre.

Antallet af hug, der bliver omsat til fast fisk, er mindre under fiskeri med sideplanere. Problemet er bl.a., at det ofte kan være svært at se huggene. Selvom udvalget af sideplanere, på det  skandinaviske marked, er endog meget stort, så måtte jeg alligevel til USA for at finde løsningen: Off Shore Tackles OR 12 er nu mit foretrukne valg. Det smarte og anderledes ved disse sideplanere er et vippeflag, som via en fjeder er koblet til udløserklemmen/linen. Selv meget små fisk,  forsigtige hug eller lidt grøde, vil få flaget til at vippe, eller lægge sig ned.

SIDST MEN IKKE MINDST er en god krog til dørgefiskeri et must. Muligheden for at give modhug er i bedste fald symbolsk, og under dørgefiskeri efter sandart vil jeg under alle omstændigheder fraråde det. Hvad er så en god krog? Det er ikke en stor, kraftig og – Gud forbyde det – sløv krog. Kroge med indadvendt krogspids som bl.a. Mustad Triple Grip er efter min mening som skabt til formålet. De indadvendte krogspidser holder deres greb i fisken bedre end nogen anden krogtype, jeg har prøvet. Hvis fisken først bliver kroget, så er sandsynligheden for at miste fisken mindre. Og hvis der er noget, man ikke ønsker – så er der at miste fisk, når de endelig hugger.

 

Hvidovres Sport Marts 2021

 

Vægtet triple grip krog, monteret på en i forvejen ekstra vægtet deep diver wobler.

Vægtet triple grip krog, monteret på en i forvejen ekstra vægtet deep diver wobler.

 

Standard triple grip krog og en på-limet ekstra vægt på wobleren.

Standard triple grip krog og en på-limet ekstra vægt på 
wobleren.

 

Deep Diver wobleren, som denne sandart faldt for, er blevet gjort svævende ved hjælp af vægt på undersiden.

Deep Diver wobleren, som denne sandart faldt for, er blevet gjort svævende ved hjælp af vægt på undersiden.

RED SANDARTEN – STOP DTU AQUAS ”MAGTMONOPOL”

Niels Buch Jørgensen fra LF med en flot sjællandsk sandart.

 

Sandarten er oprindeligt hjemmehørende i Sydøstdanmark, men alligevel har DTU Aqua på et fagligt inkonsistent og utroværdigt grundlag i årevis blokeret for genskabelse af sunde, naturligt reproducerende bestande af denne oprindelige art i Danmark. Men ikke nok med det – DTU Aquas rådgivning om at decimere og begrænse sandartbestandene er oven i købet delvist betalt af lystfiskernes egne penge. Det værste er dog, at DTU Aqua – og DSF – tilsyneladende fortsat forsvarer deres kurs, på trods af, at de åbenlyst intet fagligt belæg har for at gøre det.

AF JENS BURSELL

SANDARTEN er en af de mest populære sportsfisk i Europa – og en art som rigtig mange danske samt udenlandske lystfiskere har stor interesse i at fange. Men på trods af dette, gøres der ikke meget for at sikre et bedre fiskeri efter den både velsmagende og fascinerende rovfisk, som er naturligt hjemmehørende i Danmark:

– Sandarten er en hjemmehørende art i Danmark, og det står ikke til diskussion, oplyser Henrik Carl fra Fiskeatlasset og Statens Naturhistoriske Museum. – Det bedste bevis er naturligvis de efterhånden mange kvartærzoologiske fund, der strækker sig helt fra Stenalderen til Middelalderen. Skriftlige kilder beretter desuden om en naturlig bestand i Haderslev Dam og Haderslev Fjord, men selv hvis den skulle vise sig at være indført af mennesker, har sandarten optrådt som strejfer ved vore kyster langt tilbage i tiden. Sandarter, der må formodes at komme fra indre dele af Østersøen, hvor arten er naturlig og almindelig, træffes stadig ved kysterne rundt omkring i den østlige del af landet, og undertiden svømmer de også op i åerne. Over tid ville arten derfor kunne kolonisere en del af vore søsystemer helt naturligt. Undertiden har sandarten været omtalt som en fremmed/invasiv art herhjemme, men alene det faktum, at den findes naturligt i landene lige omkring os og har adgang til Danmark gennem havet betyder, at den aldrig kan være invasiv. Det kræver nemlig, at arten er ”uden for sit naturlige spredningspotentiale” – altså kun kan komme her med menneskets hjælp. Selvom sandarten er udsat mange steder herhjemme, gør det den altså ikke til en fremmed art. Ellers ville ørreden fx også skulle opfattes som en fremmed art i de dele af landet, hvor man ikke har bevis for naturlige bestande, slutter Henrik.

Hvorfor har vi så få sandart?

Ofte udråbes fiskepres og i særdeleshed erhvervsfiskeriet som den store synder, når det drejer sig om skrantende sandartbestande, hvilket helt sikkert er en meget væsentlig faktor flere steder: Der er ingen tvivl om, at den rekreative værdi af fiskeriet på de danske søer er så høj, at traditionelt erhvervsfiskeri bør forbydes. Netop denne del af problematikken – samt hvad vi kan gøre for at løse den – vender vi tilbage til i del 2 af artikelserien her.

Når det er sagt, så er der også andre faktorer, der har begrænset eller forhindret en positiv udvikling af sandartbestandene: For det første har spærringer af vandløbene gennem århundreder forhindret både naturlig ind- og genindvandring af sandart til vores søer – samt hindret lokale gyde- og fødevandringer, hvorved levevilkårene for arten er reduceret væsentligt. En anden faktor er DTU Aquas fagligt inkonsistente rådgivning og sagsbehandling omkring vores sandartbestande. Den har nemlig siden halvfjerdserne været en kæp i hjulet på processen omkring at skabe store, sunde og selvreproducerende sandartbestande i Sydøstdanmark.

Sandarten er et eftertragtet bytte. Denne flotte fisk blev fanget af Henrik Bachmeister.

Sandarten er et eftertragtet bytte. Denne flotte fisk blev fanget af Henrik Barenscheer.

 

Spærringer kan have medvirket til nedgang

Spærringer af vandløb kan af flere årsager have medvirket til en generel nedgang i de naturlige danske sandartbestande. For det første kan de mange vandmøller, der opstod fra omkring år 1100 og fremefter på de danske åer have medvirket til en fragmentering og decimering af de sydøstdanske sandartbestande op igennem historisk tid. Dette er – ligesom det er tilfældet for ørreden – måske årsagen til, at der ikke er historisk vidnesbyrd om sandart på fx Fyn og Sjælland.

Det kan meget vel tænkes, at sandarterne på grund af spærringer i mange søer ikke længere har kunnet vandre til områder med egnede gydesubstrater – nemlig grus- og stenbund på 2-3 meters dybde. At sandart foretager gydevandringer er et fænomen, som bl.a. er omtalt i DTU Aquas egen tekst om sandart i ”Atlas over danske ferskvandsfisk”.  Dette kan let tænkes at have været begyndelsen på enden i de vande, hvor fiskene i høj grad har søgt en stor del af deres føde i habitater uden gode gydesubstrater. En anden side af samme sag er, at spærringer selvfølgelig også kan forhindre eller besværliggøre fødevandringer – et fænomen der også beskrives i ovennævnte tekst fra DTU Aqua. Dette kan naturligvis have betydet, at lokale bestande er blevet mere og mere sårbare overfor lokale svingninger i fødeudbuddet, eftersom de ikke har kunnet tilpasse sig fluktuationerne ved at svømme et andet sted for at finde velegnet føde i hyppigt nok forekommende mængder.  Eller sagt på en anden måde: På grund af de mange menneskabte spærringer i vandløbene har vandsystemerne mistet den vigtige dynamiske buffer, der ligger i at kunne vandre mellem forskellige dele af systemet, for at opnå optimale gyde-, opvækst- og fourageringsforhold under skiftende forhold.

Spærringer blokerer for genindvandring

Et er, at de mange menneskeskabte spærringer på vandløbene sandsynligvis har påvirket sandartbestandene negativt op igennem historisk tid. Noget andet er, at de også kan have forhindret den naturlige mulighed for genindvandring, som normalt er det, der over en lang tidshorisont sikrer stabile selvreproducerende populationer i større dynamiske naturlige vandløbssystemer.

Så uanset hvor stor en del af årsagerne til sandartens begrænsede/fåtallige udbredelse i historisk tid, der måtte skyldes menneskelig påvirkning eller naturlige årsager – så er de manglende muligheder for en naturlig genindvandring gennem cirka 1000 år i høj grad forårsaget af menneskelig aktivitet.

Her kan du se de forhistoriske fund af sandart, der er registreret i kvartærzoologisk register.

Her kan du se de forhistoriske fund af sandart, der er registreret i kvartærzoologisk register. Disse registreringer er et indiskutabelt bevist for at sandarten er hjemmehørende og dermed også et bevis for, at den ikke kan betegnes som invasiv.

 

Alt dette kan – parallelt med et øget fiskepres fra mennesker – meget vel have medvirket til at sandartbestandene er blevet mere fåtallige, sårbare og måske endda udryddet lokalt op igennem historisk tid indtil det tidspunkt, hvor man begyndte at udsætte sandarter i slutningen af 1800-tallet.

Selvom det er muligt, at mange af de oprindelige sandartbestande har været helt udryddet eller måske slet ikke har forekommet flere af de steder, hvor man har introduceret/reintroduceret arten fra slutningen af 1800-tallet og frem – så er der altså meget, der taler for, at sandartens fravær eller fåtallige udbredelse i Danmark frem imod den store udsætningsperiode i høj grad skyldes menneskelig påvirkning. Og det indebærer indlysende nok, at vi på lige linje med andre arter som fx ørreden – selvfølgelig skal arbejde på at genskabe de naturlige bestande til glæde for både naturen, lystfiskeriet den naturlige balance i økosystemerne.

Dårlig og inkonsistent forvaltningspraksis

DTU Aquas ”rådgivning” samt ekstremt restriktive tilgang til at give tilladelser til støtteudsætninger af sandart er en anden væsentlig faktor, som i gennem en årrække har forhindret foreningernes arbejde med at opbygge sunde og selvreproducerende sandartbestande. Og det er ikke rimeligt set i lyset af den forvaltningspraksis DTU Aqua i årtier har ført med fx ørredbestandene.

Den danske fiskeart, som igennem tiden har modtaget mest hjælp til at danne selvreproducerende bestande, er uden tvivl ørreden. Netop derfor forekommer det også naturligt, at den forvaltningspraksis man har brugt her, danner forbillede for forvaltningen af de øvrige hjemmehørende danske fiskearter: Alle fiskearter bør selvfølgelig behandles efter ens principper, når man diskuterer de forudsætninger, som danner grundlaget for beslutninger om, hvilke arter vi ønsker i den danske natur – samt hvordan bestandene skal hjælpes.

For ørrederne er der som nævnt hverken kvartærzoologisk dokumentation eller historisk vidnesbyrd for deres naturlige forekomst på Fyn og Sjælland. Tilsvarende findes der ifølge DTU Aquas egne eksperter heller ingen entydig genetisk dokumentation for deres oprindelige forekomst her (https://fiskogfri.dk/oerred-maller-eller-begge-dele/). Alligevel har man fra DTU Aquas side givet tilladelse til massevis af udsætninger på Fyn og Sjælland i vandløb, hvor der ikke er nogen form for kvartærzoologisk eller historisk dokumentation for tidligere forekomster – samt ej heller genetisk baseret sandsynliggørelse for oprindelige bestande. Her er man tydeligvis truffet en politisk afgørelse, der i praksis er forvaltet således: ”Ørred er ”ønsket” og overordnet set naturligt hjemmehørende i Danmark (Jylland), så hvis det potentielle udsætningsvand (fx Fyn og Sjælland) ligger inden for artens naturlige spredningspotentiale, må man gå ud fra, at der på et tidspunkt sandsynligvis har været en oprindelig naturlig bestand, selvom det ikke kan bevises. Dette retfærdiggør, at man kan udsætte fisk eller ophjælpe bestanden på anden vis.” Eller sagt på en anden måde – ”selvom der ikke er dokumentation for oprindelige naturlige ørredbestande på Fyn og Sjælland, er det sandsynligt, at ørreder fra fx Jylland og Sverige har koloniseret/re-koloniseret lignede vandløb med tilsvarende og egnede habitater på Fyn og Sjælland”. Tilsvarende har man i forhold til autencitet og genetik for ørredernes vedkommende i praksis handlet på følgende måde: ”Vi er klar over, at der stort set ingen genetisk oprindelige ørredbestande er på Fyn og Sjælland, så i stedet må vi tage det næstbedste – nemlig at få det bedste ud af det der pt. er til stede i vandløbene. Selvom de måske ikke rent genetisk er oprindelige, så har de dog haft i omegnen af 100 år til at tilpasse sig og der kan måske være noget oprindelige genetik tilbage, hvorved de fisk som pt. er der, er det tætteste vi nogen sinde kommer på ”lokale vildfisk””.  

Det er alt sammen helt fint, men så må den samme tankegang, hvis ellers sagsbehandlingen fra DTU Aquas og Fiskeristyrelsens side er troværdig – selvfølgelig også gælde for andre hjemmehørende arter som fx sandart eller malle.

Problemet er, at det gør den pt. ikke, og det er blandt andet her, der kan argumenteres for, at DTU Aquas rådgivning er inkonsistent og fagligt utroværdig: Når man rådgiver om potentielle udsætninger, bør man naturligvis anvende de samme bedømmelsesprincipper med det samme zoogeografiske fokus for alle arter. Men sådan tænker DTU Aqua tilsyneladende ikke.

Hvis dette syn skal blive mere almindelige, kræver det at man tager et opgør med den forvaltningsmæssige linje DTU Aqua gennem årtier har ført på området.

Hvis dette syn skal blive mere almindeligt, kræver det, at man tager et opgør med den forvaltningslinje DTU Aqua har rådgivet til gennem årtier.

 

Sandarten sagsbehandles anderledes end ørred

Når det drejer sig om sandart, vælger man nemlig en hel anden logik. For sandartens vedkommende – er der i modsætning til ørreden – solid kvartærzoologisk dokumentation for, at den er en naturligt hjemmehørende art på Sjælland og Øerne. Men på trods af dette og begrundet med, at der ikke er historisk dokumentation for naturlige sandartforekomster i nyere tid, vælger man – stik imod den logik man bruger for ørred – at stemple arten for ”fremmed”,”ikke-hjemmehørende” og ”invasiv”. Disse fagligt ukorrekte udsagn fra DTU Aquas side er i årevis brugt for at legitimere afslag på sandartudsætninger – blandt andet til Lystfiskeriforeningen (LF) som har fiskeret på flere af de sjællandske søer med sandartbestande. – Vi har inden sommerferien den 1 juli søgt aktindsigt hos DTU Aqua i historikken omkring ansøgninger og afslag på sandartudsætninger gennem årene, men indtil videre har vi – på trods af rykkere – ikke fået svar, fortæller Anders Vernersen – formand for Lystfiskeriforeningen, der er en af landets største foreninger med mange søfiskere. 

Status er pr 18-08-2020, at LF har to aktindsigter kørende – en hos DTU Aqua og en hos Fiskeristyrelsen. Desværre har LF endnu ikke modtaget dokumenterne.

Fisk & Fri vil selvfølgelig følge op på, hvad disse aktindsigter viser, når Miljø- og Fødevareministeriet, som er burde have leveret dem for et stykke tid siden, har fundet dem frem.

DTU Aqua: Sandartbestandene ikke genetisk bevaringsværdige!

DTU Aquas inkonsekvente og usaglige måde at konkludere på ”hvor ønsket en art er”, skinner også igennem, når man læser konklusionen om sandartens autencitet/genetik i Fiskeatlasset – skrevet af Søren Berg fra DTU Aqua: ”Der findes således ingen bevaringsværdige naturlige bestande eller bestande med en på anden måde bevaringsværdig genpulje i Danmark”. Denne udtalelse kommer vel at mærke uden, at man har lavet så meget som skyggen af genetiske undersøgelser på de danske sandarter! Havde man ræsonneret på samme måden med ørreden – hvilket havde været endnu mere oplagt – så havde man slet ikke fundet de tegn på oprindelig genetik, som DTU Aqua hævder at have fundet i enkelte bestande på Sjælland.  Pudsigt nok nævner DTU Aqua på intet tidspunkt noget om ”ikke bevaringsværdige genpuljer”, når det drejer sig om ørred på fx Fyn og Sjælland – på trods af, at der for ørredens vedkommende dokumenterbart stort set ikke findes genetisk naturlige bestande findes på hverken Fyn eller Sjælland. Det øger ikke DTU Aquas troværdighed. Tværtimod.

Begrebet ”naturligt spredningspotentiale” eller naturlig spredning uden menneskelig påvirkning, har for danske ferskvandsfisks vedkommende indtil nu været stort set synonymt med spredning via den forhistoriske ferskvandssø Ancylus – eller den nu brakke Østersø. Med den seneste forskning inden for spredning har dette dog ændret sig radikalt. Nye studier viser nemlig, at fiskeæg med bløde membraner kan transporteres over lange afstande i tarmen på vandfugle – og overleve. Denne nye viden betyder, at en fiskearts naturlige spredningspotentiale ikke længere udelukkende er defineret af vandenes historie, men også af muligheden for spredning over land og gennem luften. Dette indebærer, at sandarten over mange tusinde år muligvis kan være spredt et godt stykke længere nordvest for de vandsystemer, der havde direkte vandforbindelse til Ancylussøen. Denne form for spredning kan være med til at forklare de kvartærzoologiske fund, man har fra fx Roskilde omkring 1100 e. Kr. og Helsingør 1400 e. Kr., der sandsynligvis har ligget i periferien eller helt uden for afløbet fra den ferske Ancylussø/Danaelven.

Holder DTU Aquas rådgivning?

Men hvorfor er DTU Aqua tilsyneladende så forhippet på at bilde os ind, at sandarten er fremmed, ikke-hjemmehørende og invasiv, når det nu ikke er tilfældet? Hvad er formålet med disse fagligt ukorrekte statements? Kan det tænkes, at forskere på DTU Aqua – på trods til, at de ikke har mandat til at have det – har en personlig holdning til sandart, som man søger at legitimere ved fejlagtigt at kommunikere, at sandarten ikke hører hjemme Danmark? Tilsyneladende er det lykkedes DTU Aqua at bilde både DSF, Naturstyrelsen, Fiskeristyrelsen samt Miljø- og Fødevareministeriet dette ind gennem mange år. Som iagttager virker det som om, at DTU Aqua – uden en reel faglig begrundelse – ønsker at legitimere en restriktiv udsætningspolitik samt rådgivning til en benhård nedfiskning af de bestande, der i DTU Aquas optik er ”uønskede og ikke genetisk bevaringsværdige”.

Skal DTU Aqua have lov til det? Nej selvfølgelig ikke: DTU Aqua skal rådgive neutralt og har ingen hjemmel til at have personlige eller politiske holdninger. Det er embedsmænd, politikere og interessenter i §7, der skal træffe beslutningerne – ikke DTU Aqua. Det gør vi heller ikke, vil DTU Aqua selvfølgelig sige… og det er jo teoretisk set også rigtig nok… Problemet er blot, at menige medlemmer af §7 og politikerne ikke nødvendigvis har det faglige grundlag til at gennemskue DTU Aquas inkonsistente og fagligt ukorrekte rådgivning om eksempelvis sandarten, hvilket i årtier har haft store konsekvenser for vores sandartbestande. §7-udvalgsmedlemmer, politikere og embedsmænd stoler jo tilsyneladende på, at DTU tegner et retvisende og neutralt billede af sandarten – og agerer derefter. Og dermed træffer de – måske uden at vide det, beslutninger der modarbejder gode sandartbestande på et uoplyst og forkert grundlag. Så – selvom DTU på papiret blot rådgiver – og har monopol på dette, så sidder de tilsyneladende reelt set også med et magtmonopol, fordi ingen i administrationen over dem åbenbart har de faglige kvalifikationer til at forholde sig kritisk til deres rådgivning. En situation som denne kan selvsagt være yderst problematisk, hvis de instanser, der foretager rådgivningen, ikke har format til at forvalte det store ansvar, de har fået, på rette vis.

DTU Aquas budskab om at begrænse sandartens udbredelse sker blandt andet via ”Søhåndbogen”, som lystfiskerne igennem årene har betalt meget dyrt for. I kapitlet om forvaltning af sandart kommunikerer DTU Aquas Søren Berg således til modtagerne, at sandarten både er  ”ikke hjemmehørende” og ”invasiv”, hvilket er faktuelt forkert. Det er således let at argumentere for, at der i Søhåndbogens afsnit om sandart rådgives på et fagligt ukorrekt og derfor kritisabelt grundlag.

På DTU Aquas hjemmeside fiskepleje.dk kommunikeres det fejlagtigt at sandarten er ikke hjemmehørende og invasiv, hvilket i følge førende ekspreter på området er fagligt forkert.

På DTU Aquas hjemmeside fiskepleje.dk kommunikeres  det, at sandarten er ikke hjemmehørende og invasiv, hvilket i følge førende eksperter på området er forkert. 

 

DSF vil ikke udtale sig

Vi har spurgt Danmarks Sportsfiskerforbund, som meget gerne skulle repræsentere alle de danske lystfiskere, hvad de mener i sagen.

FISK & FRI:  Synes I DTU Aquas rådgivning gennem årene har været OK? Er det eksempelvis ok, at de har givet afslag på en række ansøgninger om udsætninger af sandart? Har DSF nogensinde sat sig ind i om DTU Aquas rådgivning vedrørende sandart holder fagligt? 

DSF SVARER: Vi har en række ønsker til forvaltningen af sandartbestandene – for eksempel udfasning af garnfiskeri i ferskvand, stop for omsætning af sandart, og så ønsker vi en daglig fangstbegrænsning på arten, der skal gælde alle, siger DFs biolog Kaare Maniche Ebert. – Vi ønsker, som tidligere skrevet, ikke at kommentere på DTU Aquas virke. Denne beslutning er taget af forbundsbestyrelsen.

FISK & FRI: OK – men hvis ikke DSF har en holdning til DTU Aquas virke, så tænker jeg, at du (Kaare Maniche Ebert) som biolog for DSF måske har en holdning til nedenstående spørgsmål, der har stor betydning for forvaltningen af sandart:

  • Ønsker DSF bedre og større sandartbestande i Danmark?
  • Er det fagligt korrekt at betegne sandarten som invasiv, fremmed eller ikke hjemmehørende i Sydøstdanmark generelt?
  • Er der fagligt belæg for at give sandarten samme forvaltningsstatus som ørred i Sydøstdanmark – og hvis nej – hvorfor ikke?

DSF SVARER: – DSF har ikke kommentarer til dine spørgsmål, slutter Kaare Maniche Ebert.

Symbiosen DSF og DTU Aqua – hvorfor?

Når man ser på hele historikken omkring, hvad der er sket i dansk lystfiskeri det sidste årti – og kobler det sammen med ovenstående svar, så virker det nærmest som om, at der er en slags symbiose mellem DSF og DTU Aqua. Hvis der er den mindste kritik af DTU Aqua, så har DSF pudsigt nok aldrig en kommentar til det…I ovenstående tilfælde forekommer det ualmindeligt mærkeligt, at DSF tilsyneladende heller ikke har en selvstændig holdning til spørgsmål, der er helt basale og ekstremt vigtige for forvaltningen af en af vores vigtigste ferskvandsrovfisk.

Hvis DSF fremover skal være i stand til at samle alle danske lystfiskere under én fane – inklusiv de store danske søfiskerforeninger, så vil det utvivlsomt hjælpe, hvis DSF reelt set tør mene noget andet end DTU Aqua – og fagligt stå på mål for det – uanset om det er i tråd med DTU Aquas udtalelser eller ej. Sådan forholder det sig ikke nu, hvor der DSF minder mere om en marionetdukke for DTU Aqua end et uafhængigt forbund, der kan stå på mål for sine holdninger og forsvare alle danske lystfiskeres interesser.

Med afsæt i dette kan det for almindelige lystfiskere let komme til at virke som om, at DSFs ledelse har indgået en pagt med DTU Aqua á la ”hvis DTU Aqua hjælper DSF med forskning og rådgivning, der er i tråd med DSF´s ledelses politik, så bakker DSF til gengæld blindt og lydigt DTU Aqua op i alle sager – uanset om det drejer sig økonomi eller faglighed… Såfremt det vitterlig er tilfældet, er det ikke noget, der fremmer troværdigheden af hverken DSF eller DTU Aqua. Tværtimod.

Hvad siger DTU Aqua?

Vi har stillet DTU Aqua følgende spørgsmål, for at tjekke om de reelt set har nogle gode faglige argumenter for at give stemple sandarten som fremme eller invasiv, hvilket de tilsyneladende ikke har:

FISK & FRI: I konkluderer i Fiskeatlasset, at alle sandartbestande i DK er udsatte: Hvad har I af dokumentation for dette? Har I eksempelvis historisk vidnesbyrd om, at sandarten er udryddet eller aldrig har været til stede i de pågældende vande?  At man har sat sandart ud i en række søer er jo eksempelvis ikke nødvendigvis ensbetydende med, at alle sandart i disse – eller tilstødende søer i samme system (eksempelvis søer uden erhvervsfiskeri) – har været totalt udryddet/aldrig har været der? Helt specifikt vil jeg især gerne have dokumentation fra Tissø/Hallebyå/Åmose systemet samt Susåen/Tystrup Bavelse.

DTU AQUA SVARER: Men hensyn til dit spørgsmål om referencer for den vurdering af sandartens naturlige forekomst i Danmark, der gives i Atlas Over Danske Ferskvandsfisk, fremgår referencerne af bogens tekst. Der kan også henvises til denne web-publikation:  https://www.nobanis.org/globalassets/speciesinfo/s/sander-lucioperca/sander_lucioperca_2014.pdf, som indeholder enkelte andre referencer end bogen, bl.a. den ovenfor nævnte (Dahl 1982). Begge publikationer er fagfællebedømt.

FISK & FRI: Tak for feedback – selvom I faktisk stadig ikke svarer på det, vi spørger om ”At der er bred enighed blandt fagfolkene”, er da ikke et svar, hvis ingen af disse ”fagfolk” reelt set i nogensinde og i nogen af de tekster, I refererer til – reelt set har forholdt sig til det spørgsmål, som jeg her stiller. Og det har de ikke. Men – I kan måske (a) give mig et citat med kildehenvisning til nogen, der har besvaret disse spørgsmål? I bruger Krøyer som bærende reference for jeres konklusion om fravær af sandart i Sydøstdanmark, men netop Krøyer har DTU Aqua uden nogen særlig grund tidligere stemplet som ikke valid/fejlagtig, når han i sit ekstremt grundige værk om de danske fiskearter ikke har registreret ørred på hverken Fyn eller Sjælland i tiden før Feddersen og andre begyndte de store ørredudsætninger på Fyn og Sjælland. b) Kan I godt forstå, hvis det virker både selvmodsigende og utroværdigt, at DTU Aqua godt vil bruge Krøyers tekst om en fisk, der ikke er registreret i et område som kilde, når det drejer sig om at legitimere argumenter imod udsætning og pleje af en art DTU Aqua tilsyneladende ”ikke ønsker”, mens DTU Aqua ikke vil bruge samme kilde om en anden fisk fx ørred – der heller ikke er registreret i et område, når der er tale om en art som DTU Aqua ”ønsker” – og derved gerne vil legitimere udsætninger og pleje af? I skriver at ”alt taler for at disse bestande uddøde naturligt”, hvilket ikke giver et svar, da I ikke forklarer hvad ”alt” er. c) Giv venligst en forklaring på argumentationen bag ”alt taler for at disse bestande uddøde”. Hvad er ”alt”? Hvorfor mener man at de uddøde naturligt?

DTU Aqua: Krøjer (1838-40) er nævnt som reference fordi det er den ældste. Ser man i senere publikationer (fx Feddersen 1894, Levinsen 1903, Otterstrøm 1912 og Dahl 1982) kommer de samstemmende frem til samme konklusion som Krøjer: At der i Danmark før udsætningerne begyndte kun fandtes sandart i Haderslev Dam. Når vi ser på disse publikationer i dag, har vi ingen grund til at betvivle den vurdering. Hvis du har kendskab til skriftlige kilder, der bringer nye oplysninger om dette emne frem, er vi selvfølgelig meget interesserede i at se dem.

Ser man på Otterstrøms opfattelse af ørredens naturlige udbredelse i Danmark, er han til gengæld ikke enige med Krøjer. Og når vi i dag, som vi tidligere har drøftet med dig, har nye undersøgelser (genetiske), som viser, at der er oprindeligt genetisk materiale i nutidens ørredbestande på Sjælland, og dermed bakker Otterstrøm op, er det for os klart at på det punkt tog Krøjer fejl. Men det betyder selvfølgelig ikke, at alt andet Krøjer skrev er forkert.

Litteratur:

Dahl, J. 1982. A Century of Pikeperch in Denmark. EIFAC TECHNICAL PAPER 42/Suppl./2, FAO, Rome, 344-352.

Feddersen, A., 1894. Færskvandsfiskeriet, Anden Forøgede Udgave. P.G. Phillipsens Forlag, København.

Levinsen, J.C.L., 1903. Beretning om Dansk Ferskvandsfiskeri 1902, Særtryk af Fiskeri-Beretningen for 1901-1902, I Hovedkommission hos Universitetsboghandler G.E.C. Gad, Kjøbenhavn.

Otterstrøm, C.V, 1912. Fisk I, Pigfinnefisk. G.E.C. Gads forlag, København.

FISK & FRI: Vi har ingen skriftlige historiske referencer på, at der var sandart i nævnte periode. Den vigtige pointe er blot, at manglende historiske referencer fra FØR det tidspunkt, hvor man begyndt at udsætte fiskene ikke kan bruges som bevis for, at de ikke var der, for bruger man den logik, så bør der ikke være ørred på Fyn og hovedparten af Sjælland. Ørredudsætningerne rundt omkring i Europa startende jo i perioden lige efter Krøyer (ca. 1850) hvilket selvfølgelig betyder, at når fx Otterstrøm m.v. siger, at der er ørred på fx Sjælland i 1912 – mere ned 50-60 år efter, at man startede på at udsætte dem i samme område – så er det jo udsatte ørreder, han har set. Dengang havde man jo slet ikke al den (fornuftige) snak om autencitet.

At DTU Aqua har fundet tegn (ikke entydige beviser) på rester af genetisk autencitet i et par vandløb i Sydsjælland er jo ikke et bevis for, at der har været ørred i samtlige andre vandløb på Sjælland og Fyn. Men det regner i med (hvilket sikkert også er rigtigt). Pointen er, at så må man selvfølgelig også bruge samme model for andre arter – men når vi så snakker fx malle og sandart – så skifter i helt zoogeografisk fokus og har nogle andre kriterier: Spørgsmålet til DTU Aqua er så: Bør de underlæggende kriterier for, hvordan man bedømmer begreber som fx autencitet, naturlig indvandring, oprindelig udbredelse og rekolonisation – set i en forvaltningssammenhæng – ikke være det samme for alle fiskearter? Hvis nej – så forklar venligst hvorfor?  

DTU Aqua har desværre ikke ville besvare dette helt centrale spørgsmål, som har afgørende betydning for forvaltningen af mange af de danske fiskearter. Måske fordi de ikke kan besvare det uden samtidig at så tvivl om deres faglige troværdighed i forbindelse med myndighedsrådgivningen?

Netop fordi autencitet vægtes så højt, når det skal afgøres, hvor man vil have hvilke fiskearter, er det set i en forvaltningsmæssig sammenhæng afgørende for evalueringen af DTU Aquas rådgivning, at institutionen også besvarer dette spørgsmål, som DTU Aqua undviger at svare på: I skriver at ”alt taler for at disse bestande uddøde naturligt”, hvilket ikke giver et svar, da I ikke forklarer, hvad ”alt” er. C) Giv venligst en forklaring på argumentationen bag ”alt taler for at disse bestande uddøde”. Hvad er ”alt”? Hvorfor mener DTU Aqua, at sandartbestandene uddøde naturligt? Heller ikke dette spørgsmål, der fagligt set er helt centralt for at kunne retfærdiggøre DTU Aquas og myndighedernes forvaltning af sandartbestanden, ønsker DTU Aqua at svare på.

Hvis ikke DTU Aqua kommer op med nogle bedre svar, tyder alt altså nu på, at DTU Aqua reelt set overhovedet intet fagligt belæg har for at stemple sandarten som invasiv – med de negative konsekvenser der har for ophjælpningen af sandartbestandene.

Hvorfor siger ingen DTU Aqua imod?

Ja, det er et godt spørgsmål. En del af problematikken er, at DTU Aqua, som der ser ud nu, har monopol på myndighedsbetjening og rådgivning i forbindelse med bestandspleje og udsætninger. Det betyder i praksis at der, som i dette tilfælde, kan sidde én enkelt forsker med sine personlige holdninger – og blokere for udbredelsen af en hel art i årtier – uanset om der er fagligt belæg for det eller ej.

Men ikke nok med, at sandarten er naturligt hjemmehørende og derfor bør prioriteres lige så højt som fx ørred i de fremtidige forvaltningsplaner for vores fiskevande. Noget andet er, at sandarten – uanset genetisk herkomst, er gavnlig for den økologiske balance i vores vande, fordi den lægger et solidt prædationstryk på eksempelvis planktivore fisk som fx skaller, hork og mindre aborrer, hvilket dokumenterbart kan give mere klart vand. Dette samt hele problemstillingen om erhvervsfiskeriet på vores søer kan du læse meget mere om i det næste afsnit af artikelserien – ”Red sandarten – stop DTU Aquas magtmonopol”.

 

Shimano

 

 

Jardines snaptakel – historien om et gammelt forfang

Alfred Jardine fotograferet med sine imponerende geddefangster. Formodentlig omkring 1883.

 

I min grejkasse eller rettere i en af mine mange grejkasser ligger to geddeforfang. Der har de ligget trygt og godt i rigtig mange år. Ved nærmere eftertanke omkring 50 år, og det besynderlige er jeg kan huske hvor, og hvornår jeg købte disse to Jardines Snap Takler. Her får du historien om de ikoniske gamle gedderigs.

AF PER EKSTRØM

Som knægt var det altid spændende at tage ind i Jagt & Fiskerimagasinet i Studiestræde og gå på opdagelse mellem alle de vældige mængder af grej i alle afskygninger. Lommepengene strakte dog hverken til dyre hjul eller eksklusive stænger, men det var gratis at ose. Endegrej og andre småting var der dog råd til. Jeg skulle blot økonomisere med de sparsomme skillinger. Det var ved et af disse besøg jeg købte de 2 geddeforfang. De lå nederst på en hylde, nærmest gemt væk i en lille plasticpose med et grønt stykke pap. Vist nok som tilbud eller en form for udsalg. Varer der for længst var blevet uaktuelle. Prisen var også beskeden. Omkring en ”Femmer”, så det var overkommeligt. Selve forfanget bestod af et stykke metalvire monteret med 2 specielle trekroge med mulighed for at regulere den ene krog efter størrelsen på agnfisken. Det var avanceret, så dem måtte jeg eje. Efterfølgende tror jeg nok, jeg har fisket med dem et par gange, men ellers har de ført en ensom tilværelse dybt begravet i grejkassen.

Jardines forfang

Jeg havde faktisk næsten glemt dem, da jeg en dag sad og læste i et gammelt katalog fra netop Jagt & Fiskerimagasinet, hvor der var en tegning af de pågældende forfang. Der var det jo. Grejkassen kom frem. Jeg huskede nogenlunde, hvor de lå gemt. Jo! – Det var de samme, og de havde også et navn: ”Jardines forfang”. Ved at gå længere tilbage i gamle kataloger fandt jeg ud af, at Jagt & Fiskerimagasinet havde solgt forfangene gennem flere årtier. I kataloget fra 1939 er de der også. De kostede 85 øre stykket. Allcock, det store engelske grejfirma, havde, i deres katalog fra 1937, også forfanget.  Der var prisen 9 pence, som svarer til ca. 75-80 øre, hvis vi antager, at 1 pund på det tidspunkt svarede til omkring de 20-22 kroner.

Patentet til Jardines forfang.

Patentet til Jardines forfang.

 

Patenteret i 1896

Yderligere undersøgelser viste også, at denne Jardine havde taget britisk patent på forfanget d. 25. februar 1896. Kort sagt jeg havde fingrene i et forfang, der var konstrueret for mere end 100 år siden, og da jeg købte det, havde det mere end 70 år på bagen.

På den baggrunde måtte jeg finde ud af lidt mere, så jeg begyndte at grave i hvem denne Jardine var. Da der var taget britisk patent, var der ikke noget overraskende i, at han selvfølgelig var englænder. Og er det noget englændere har styr på, så er det deres gamle kendte lystfiskere. I det 20 århundrede er der faktisk en del som er blevet adlet for deres indsats indenfor formidling af lystfiskeriet.

Det viste sig, denne Jardine hed Alfred til fornavn og var født i 1828. Så min opdagelse om at forfangene stammede fra en ”fjern fortid” til holdt stik. Alfred Jardine var født ind i en relativt velhavende familie, der tilhørte yderkredsen af det engelske aristokrati. Alfred havde en ældre bror, Frederic, som lærte ham at fiske med flue, men det var ikke som fluefisker Alfred senere blev kendt. Han var mere til allround fiskeri, og i forbindelse med sit arbejde som handelsmand, kom han vidt omkring. Altid medbringende sine fiskestænger, og altid på jagt efter fisk i alle afskygninger – og helst store fisk. Han var vel nok verdens første ”specimen hunter”, inden dette begreb for alvor blev udbredt.

Per Ekstrøms originale forfang fra Jagt og Fiskerimagasinet.

Per Ekstrøms originale forfang fra Jagt og Fiskerimagasinet.

Guldmedalje i gedder

Var der noget Jardine også var god til, så var det at iscenesætte sig selv. Ved en stor international udstilling om fiskeri i 1883 fremviste han sin samling af udstoppede gedder, som han naturligvis alle selv havde fanget. Det indbragte ham blandt andet 2 guldmedaljer, diplomer samt flere andre præmier. Ved hans 70-års fødselsdag i 1898 opgjorde ”The Fishing Gazette” hans fangster med ordene: ”Formodentlig kan ingen andre lystfiskere slå de imponerende mængder af store gedder. 37 lbs, 36 lbs, 31 lbs. 30 libs samt et dusin andre fra 27 lbs til 20 lbs”. Nu var han som nævnt ikke kun en god lystfisker. Han var også kreativ og innovativ indenfor lystfiskeriet. Han udviklede flere  fiskeredskaber som han tog patent på foruden forfanget. Redskaber man i dag nok ville ryste på hovedet af. Trods sin store viden, indsigt og erfaring indenfor preditor fiskeriet blev han kun forfatter til en bog, ”Pike and Perch”, som han skrev i en alder af 70 år. Bogen er forholdsvis nem at få fat på antikvarisk, og hvis ikke man kan skaffe sig et originalt eksemplar, findes den som genoptryk til 230 kroner hos Saxo.com.

Jardine leverede, til trods for at han kun står noteret som forfatter af en bog, også bidrag til andre forfatteres bøger. Interesserer man sig for gammel engelsk lystfiskerlitteratur, er der udgivet rigtig store mængder. Et særligt kendetegn for perioden 1850 til omkring 1900 er anvendelsen af tegninger. De samme tegninger går igen i alle bøgerne. Selv den kendte danske bog ”Færskvandsfiskeriet” af Arthur Feddersen, der findes i 2 udgaver fra 1873 og 1894, indeholder de engelske tegninger. Feddersen begik også den bedrift at ”låne” tekster fra de engelske bøger, så meget af teksten i bogen vedrørende grejet er en direkte oversættelse af engelske forfattere. Det skyldes nok, at Feddersen først og fremmest var biolog, ikke lystfisker, selvom han blev det første æresmedlem af Lystfiskeriforeningen, men det er en helt anden historie.

Jardine var som nævnt en kontroversiel mand, der ofte skilte vandene, men man kunne ikke  fratage ham hans evner ud i fiskeriet. Og forfangene i min grejkasse? De bliver hvor de er, det er nemlig min historie.

 

Hvidovres Sport Marts 2021

 

Jardines gabåbner. Tegneren har næppe set en gedde i levende live. Der er næppe nogen gedde som fra naturens side er udstyret med tænder som en sav.

Jardines gabåbner. Tegneren har næppe set en gedde i levende live. Der er næppe nogen gedde som fra naturens side er udstyret med tænder som en sav.