Fiskeriet efter den lille laksefisk – helten – er både festligt, folkeligt og fornøjeligt. Her får du tips til bundfiskeriet i Randers Fjord.

 

TEKST: BO TROELSEN, FOTO: KENNETH DAM JENSEN OG OLIVIER PORTRAT

 

MIN FØRSTE HELT fangede jeg vel nærmest ved et tilfælde. Jeg var taget til Randers Fjord i det tidlige forår, for at se om der skulle være kommet lidt sild ind fra Kattegat. Det var der ikke, men til gengæld fik jeg mere fleks på stangen, end jeg havde sat næsen op efter da jeg kørte hjemme fra.

Bedst, som jeg var ved at overveje at pakke sammen og prøve lykken med sildene en anden dag, faldt hugget nemlig. Jeg var ikke i tvivl om, at det måtte være en ørred der havde forgrebet sig på sildeforfanget – noget der sker i ny og næ. Stor var min overraskelse derfor, da jeg fik den sølvglinsende fisk op til overfladen. Jeg skulle da også lige se på den et par gange, før jeg kunne konstatere, at det hverken var ørred eller sild, men en stor flot helt på halvandet kilo, der havde set sig lun på en af sildeforfangets glimtende fluer. Den dag blev jeg hooked, på denne i mange lystfiskers øjne lidt oversete laksefisk. Og jeg har trofast fisket efter den hvert år efter fredningens ophør, hvilket er blevet et lige så traditionsrigt fiskeri for mig, som sildefiskeriet er i det tidlige forår.

Rigtig mange lystfiskere har aldrig haft fornøjelsen af at have en helt på krogen, og det er en skam at snyde sig selv for den oplevelse det er at fange denne velsmagende laksefisk. Og da fiskeriet efter helt heller ikke stiller de store krav til hverken grej eller teknik, er det noget man med succes kan lade hele familien deltage i fra de yngste til de ældste familier medlemmer.

 

drømmerejse til Amazonas fiskogfri.dk iFish Travel

 

Sådan fanger du helt

Fiskemetoderne til helt er mangfoldige. Selv om at den kan fanges på et silde forfang, er det ikke den mest oplagte metode at bruge i Randers Fjord. Skal man fiske effektivt efter helt, er det mest effektive bundmede fiskeri med orm, og her er mine bedste erfaringer gjort med livlige kompostorm.

Grejet til fiskeri efter helt behøver bestemt ikke at være i den dyre ende af skalaen. Man kan sagtens bruge det samme grej, som man også bruger til fiskeri efter bl.a. skrubber – det vil sige en spinnestang på 8-10 fod med en kastevægt op til 60 gram afhængig af strømmen, samt et mellemstort fastspolehjul monteret med en 0,35 mm monofil line.

Som rig bruger jeg et helt almindeligt gliderig, det har den fordel, at fisken ikke mærker modstand, før man selv strammer linen op eller laver et behersket modhug. Jeg ved, at der er mange der bare bruger et ganske almindeligt fladfiskeforfang – et såkaldt mølle rig og de fanger også fisk, men jeg foretrækker nu den mere direkte følelse med agnen som gliderigget giver. Da der er en ret voldsom strøm i Randers Fjord, bruger jeg som oftest blyfri synk op til 60 gram, så forfanget ikke ligger og triller rundt på må og få. En enkeltkrog på str. 2 til 4 er passende.

 

Helten er både velsmagende og sjov at fange.

Helten er både velsmagende og sjov at fange.

Hvornår kan man fiske helt

Helten kan fanges flere steder i Randers Fjord, men jeg vil i denne artikel begrænse mig til at nævne de mest kendte, som er Støvring Dæmningen, Mellerup ved Kanaløen og Uggelhuse. Man kan med fordel komme tidligt om morgenen, da der nogle dage kan være rift om pladserne. Jeg har ofte mødt lystfiskere med helt op til 5 stænger ude når der fiskes efter helt. Det siger sig selv at det ikke er et eksempel på, hvordan man præger den kommende generation af lystfiskere.

Nyrøget helt er i øvrigt usædvanligt lækkert, så snyd ikke dig selv for den oplevelse. Små røgeovne som fx Kasper Røghat er helt fine til formålet.

Helten – den velsmagende skønhed

Helten (Coregonus lavaretus) er som stallingen en laksefisk, den har en langstrakt krop med sølvglinsende skæl og næsten samme farve tegninger som silden. Halefinnen er dybt V formet, og den lille mund har et meget karakteristisk overbid, som viser at den primært fouragerer på bunden. Den foretrækker mindre hurtigt strømmende vand og trækker samtidig ofte ud i de brakvandede fjorde, hvor den har mulighed for at æde sig noget større, end den kan i ferskvand.

Helten er en fremragende spisefisk som bliver helt uovertruffen hvis den ryges, smagen er som laks og ørred kødet er lyst og fast i konsistensen.

Hold dig opdateret om fredningstider og mindstemål eksempelvis på fiskepleje.dk her

 

Køb fisketegn

    Juniorboxen - Hvidovre Sport

    Modtag fiskepost med nye artikler

    Nu er du tilmeldt.

    Share This