jun 29, 2025 | Artikler, Fluefiskeri, Rejsefiskeri, Spinnefiskeri
Ola Johannesson og Martin Falklind udfordrede for nogle år siden hinanden til duel på spin og flue. I starten er det blot ment som en joke, men pludselig befinder de sig på norske Væröy – Per Ola med jerkudrustning og Martin med fluestangen. Her får du historien.
AF PER OLA JOHANNESSON
DET BEGYNDER MED ET TANKESPIND. Jerkfiskeri må være den ultimative metode til helleflynder på lavt vand. Afsøgningshastigheden er høj. Fisken ligger på bunden i krystalklart vand og er på udkig efter byttefisk højere oppe i vandsøjlen. Jerkbaitet kan både ses og høres på lang afstand.
Forestil dig lige synet af en flynder på størrelse med en bordplade, der følger efter jerkbaitet og klapper det lige under stangtoppen… Martin svarer igen med fluefiskeriets fordele: – Den pulserende og graciøst svævende præsentation. Eller hvad med fighten og den direkte kontakt, der er på fluegrejet! – Nej – det er ingenting mod den brutale eksplosion, man oplever med jerkgrejet solidt plantet mellem næverne, svarer jeg. Terningerne er kastet. Må den bedste mand − eller metode − vinde!
Havet ved norske Værøy byder på fantastiske muligheder for havfiskeren – og områder med lavt vand hvor helleflynderne kan udfordres på det lette grej.[/caption]
Efter helleflyndere i krystalklart vand
Det klare vand giver en følelse af at svæve. En mosaik af lyse sandpletter og mørke tangbælter veksler mellem hinanden otte-ti meter under os. Der er en kraftig tidevandsstrøm op over plateauet. Når strømmen vender, stopper og kommer op i fart igen går helleflynderne på jagt. Pulsen stiger, idet mit jerkbait lander med et tungt plask fyrre meter fra båden. Mens det synker, kigger jeg over mod Martin i bådens forende. Han er i færd med at løfte en makrelstor flashflue ud af vandet. Fluen slår nærmest gnister i solen, da den vender i bagkastet, og med et støn får han kastet den grove flue 10-15 meter ud. – Det er ikke noget for mig, tænker jeg, mens jeg med korte og hurtige ryk afbrudt af korte pauser, begynder at spinne ind. Pludselig hører jeg et vræl fra forenden: – JAAAA, jeg har en!
Fuld flynderflex på fluestangen
Fluestangen, der lige før virkede så grov, ligner nu mest af alt en legetøjsstang af kogt spaghetti. Vandet pisker af Martins store hjul, og det ser nærmest ud som om, at han har kroget en ubåd. − NEEEEEEEEEJ, lyder det pludseligt, idet han falder bagover og knalder halebenet direkte i dørken. Fisken er tabt og blikket er tomt. Var det lykkedes, havde han taget føringen…
Vi laver et nyt drev over det samme område. Størstedelen af tiden har jeg brugt klassiske jerkbaits som fx synkende Buster og Big Bandit. Men da dybden er tiltaget, har jeg besluttet at snyde lidt med en tung jig – en gul Curly Sue. Halvvejs i det næste drev mærker jeg et forsigtigt stød, men i modhugget føles det fuldstændig som bund. Men pludselig rør bunden på sig. Fisken trækker med en brutal kraft, men pludselig bliver linen helt slap…0 – 0. – Det skal du da ikke være ked af, smiler Martin med et smøret udtryk. – Det var jo alligevel ikke på jerkgrejet! Jeg sender ham et stift blik, bytter softbaitet ud med en Big Bandit og vender mig for at kaste. Desværre sker der intet.
1) Per Ola med belønningen for en ihærdig indsats med jerkstangen – en fin fisk på 13 kilo. Den er sandsynligvis den første af sin slags taget på jerkbait. 2) Martin Falklind med en fin lille fluefanget helleflynder, der faldt for en stor flashflue.
Kampen om flynderhuggene på flue og jerk
På tredjedagen ser det sort ud for mig. I tredie drev kroger og lander Martin en flynder på omkring syv kilo. Jeg kæmper for sagen, fisker benhårdt og forsøger mig med samtlige mulige måder at jerke baitet ind på. – Hvad er der galt, tænker jeg. Martins søn Johan har en del kontakter og følgere på jig. Mine tanker går således på, hvor effektive de nye typer af tail-baits har været til de skandinaviske gedder. Jeg monterer derfor en jighale på mit jerkbait.
Efter to timer uden aktivitet, bemærker jeg et svagt træk i linen under indspinningen, og da agnen kommer ind, er der mærker i halen. – Det er fra en helleflynder, forsikrer skipper Keskitalo, mens jeg igen kaster ud. Tvivlende på den skråsikre udtalelse, spinner jeg ind, mens han gentager »Det ER fra en helleflynder«. Da jerkbaitet nærmer sig stangspidsen, kommer hugget som et lyn fra en skyklar himmel. – Oh shit, skriger jeg, mens stangspidsen rives ned i vandet da fisken pisker afsted. Efter nogle minutters kamp, har jeg krydret den ellers rene norske havluft med hele vokabulariet af svenske og udenlandske bandeord, men til sidst følger fisken med ind og ligger ved bådsiden.
Efter en del plaskeri og mindre udløb bliver fisken forsigtigt landet med en stor løkke omkring halen. Min og sandsynligvis verdens første helleflynder på jerk, skal uden tvivl genudsættes. Med sine cirka 13 kilo er der ikke tale om et monster, men det er alligevel en ubeskrivelig oplevelse: 1-0.
Et stort fluehjul med plads til masser af bagline er en fordel – her Loop Opti Big.
Helleflynderne er svære at kroge – både på flue og jerk
Helleflynder har vi en del af de kommende dage. På sidstedagen følger en tyvekilos fisk mit jerkbait indtil båden med snuden kun få decimeter fra baitet. Den taber dog interessen, skyder hen mod Johans jig, hvorefter den tager turen op til overfladen, hvor Martins flue sitrer lige under stangspidsen. Fisken kigger på kreationen et øjeblik, hvorefter den med et resolut sug, klapper kæberne sammen om fluens hoved, som den tygger eftertænktsomt på, mens vi tydeligt kan se selve krogspidsen stritte ud af munden på den… – Nej ikke der – i den anden ende, råber Martin tiggende til fisken, som tydeligvis ikke forstår svensk.
Med en komplet mangel på situationsfornemmelse, slipper dyret fluen og svømmer over til Johans jig igen, hvor den bliver et øjeblik, før den tager kursen mod mit jerkbait, som jeg har ladet dale mod bunden i et forsøg på at vinde duellen. Da baitet når bunden, pimpler jeg det opefter, mens helleflynderen følger med som en nysgerrig hund. Da forfanget rammer topøjet ligger min Big Bandit i overfladen lige bag motoren. Flynderen svømmer rundt om baitet og stiger derefter pludselig op mod det og tager det bagfra. I det samme smasker jeg til med et modhug, så jerkbaitet flyver ud af kæften på fisken og rammer motorkappen med et smæld.
Flynderen forsvinder lige så hurtigt, som den dukkede op. Med eder og forbandelser flyvende gennem luften sender jeg mit jerkbait afsted igen med en sådan kraft, at det ville have været kommet i omløb omkring jorden, hvis linen havde knækket.
Per Ola vinder flynderduellen
Pludselig mærker jeg igen et let træk i linen. Jeg kroger, men mærker ingenting. Femten meter bag båden, kan jeg tydligt se jerkbaitet zig-zagge lokkende afsted firefem meter nede, da en stor, mørk skygge dukker op blot en meter bag jerkbaitet. – Den er stor, mindst fyrre kilo, hvisker Keskitalo bag mig. Dirrende fortsætter jeg med at jerke ind, men nogle meter fra båden drejer den store flynder af som en drage i sidevind og forsvinder i dybet. Duellen endte 2-1 til Per Ola, og det er ikke sidste gang, vi er afsted efter helleflynder med det lette grej!
Flynder på flue er en sport med potentiale for folk med hang til det helt tunge fluegrej.
Helleflynder taktik og teknik
Jerkfiskeriet gav cirka 15 kontakter på fem fiskedage, mens Martin havde cirka 10 kontakter på fluen. Størsteparten af tiden fiskede vi på 10-12 meter, men vi har på fornemmelsen, at vi måske havde fået lidt flere fisk, hvis vi havde fisket på lidt lavere vand, når tidevandsstrømmene var på deres højeste. Hugperioderne er meget markante, så det gælder derfor om at være på, når først der er aktivitet. Jeg havde desværre ikke rigtige tailbaits med, men har på fornemmelsen, at det ville have været et vinderkoncept. Ulempen ved fluen er, at det går langsommere med afsøgningen, men spørgsmålet er, om ikke den er mere lokkende. Jeg prøvede faktisk at sætte en flashflue bag mit jerkbait, så Martin ikke så det…
Flue- og jerkgrej til helleflynder
Vi brugte følgende grej: Loop Opti Salt X-Grip stang, Loop Opti Big hjul, Synkeline Grain 8, 1 mm fluorocarbon tafs på enmeter – evt. fortynget. Flashfluerne var i lyse silde, sej og makrelfarver samt brungule og gulrøde for at imitere fisk som fx torsk og kutling. Vi brugte følgende grej: Strike Pro Pike Range; Contact 6 ft, 8 inch – 180 gram og Capture 6 ft, 10 inch, 200 gram. Hjul – Ambassadeur Revo Toro Lowprofile og Ambassadeur Inshore 6500. Fletline – Strike Wire, 0,36 mm. Baits: Buster Jerk og Big Bandit synkende. Farverne Psycho og papegøje monteret med rød jighale på bagerste krog gav flest kontakter. Forfang: 1 meter 1 mm fluorocarbon fortynget med et 15 grams konisk lod.
jun 27, 2025 | Åfiskeri, Artikler, BÆKØRRED, Bækørredfiskeri, Fluefiskeri, Rejsefiskeri
Driftbåd fiskeriet giver en ny vinkel på tørfluefiskeriet, er hamrende effektivt og en behagelig måde at nyde den skønne norske natur på.
Driftbåde er normalt noget, man kun ser på amerikanske floder, men den norske guide Espen Eliertsen benytter dem til tørfluefiskeriet på Trysil med stor succes. Barry Ord Clark har besøgt ham midt i majfluesæsonen og taget en drivertur ned ad den skønne elv.
AF BARRY ORD CLARKE
DEN LYSE MAJFLUE IMITATION er nem at se på det mørke vand. Den driver perfekt syv otte meter fra båden. Langsomt men sikkert nærmer den sig de to ringende stallinger i den næste pool, som vore øjne har været fikseret på de sidste 80 meter, mens vi har drevet nærmere og nærmere. Men uden advarsel stiger en tredje fisk pludselig op fra dybet og tager min majflue med en selvsikker entusiasme. Jeg hæver stangen og er godt i gang med at fighte sæsonens første stalling, mens Espen trækker i årene for at sænke farten. Derefter dropper han ankeret.
Stallinger på finnerne til Danica klækning
Danicaerne klækker, lød beskeden i min sms. Kom så hurtigt som muligt, stod der. I løbet af kort tid var bilen pakket, hvorefter jeg var i gang med den fem timer lange køretur fra Oslo til Trysil, for at mødes med Espen Eliertsen, der er ejer og chefguide for Call Of The Wild Guide Service I Trysil. Espen var den første i Europa til at importere amerikanske Clacka driftbåde, og han havde lovet mig en bådfisketur ulig nogen anden. Hvis du har læst amerikanske fluefiskemagasiner, har du sikkert set masser af Clacka drift både, typisk med Montanas bjerge i baggrunden. – Men hvordan skulle de fungere på en norsk elv? Jeg var toptændt og ivrig for at finde ud af det!
Klar til en gang driftfiskeri efter stallinger
Espen giver en hurtig sikkerheds briefing, ikke ulig den man får på en flyver, og kort tid efter er vi i gang med at drive ned af floden. Vejrudsigten for de kommende dage lyder på hedebølge og 30 grader over hele Norge. Espen forklarer, at temperaturstigningen burde resultere i en god klækning.
Men spørgsmålet er, om varmen kan blive for meget… Men åbenbart ikke denne morgen, for der er danica, sulphurea og rhodani døgnfluer, som klækker alle vegne. Og jeg mener alle vegne. Men siden dette er den første dag med klækninger er fiskene forsigtige, og Trysils famøse stallinger er ikke meget for at spise på toppen selvom der er rigeligt at tage af. Espen forsikrer mig om, at det altid tager lidt tid for dem at smide hæmningerne. I de første par timer er der jo også rigeligt at tage af under overfladen, og det er her de koncentrerer deres indsats.
I løbet af de næste tre timer har vi kontakt med et par fisk, og driver stort set igennem hver elvtype man kunne forestille sig at finde i Norge. Her er alt fra hurtige stryg til flade rolige partier. Driftbåden kombineret med Espens styring imponerer mig mere og mere. Den fungerer perfekt som fiskeplatform, og da Espen tidligere har været både jagt- og fiskeguide samt white water rafting instruktør, er jeg ekstrem tryg med ham ved årene.
De perfekte forhold til insektklækninger
Landskabet drager minderne tilbage til Alaska med sine stejle kanter, nåletræer langs bredden og rødgransdækkede bjerge til begge sider. Og jeg må indrømme, at man får hele pakken, når man nyder panorama udsigten fra midten af floden. Espen foreslår, at vi nyder omgivelserne, tager en frokost pause med ankeret nede og nupper en sandwich plus en kold forfriskning, samtidig med at vi holder udkig efter ringende fisk. – Det lyder som en god plan, bekræfter jeg. Espen finder lidt mad og drikke frem fra en af bådens vandtætte stuverum.
Mens vi er ved at gøre madpakkerne færdige, kommer der mørke skyer ind nordfra. Det begynder at dryppe let fra himlen, men lufttemperaturen forbliver over de 25 grader. Med andre ord – det er perfekte forhold for insektklækninger. Først ser vi én stalling tage en flue i overfladen ovre langs bredden, så endnu én tættere på båden, og så endnu én længere nedstrøms. Og som magi, og af årsager vi sikkert aldrig kommer til at forstå, bliver hele flodens glatte overflade nu dekoreret med små ringe alle vegne. Det er begyndt!
Med en majflue for enden af forfanget efter stallingerne
En CDC majflue-imitation af eget design på, mens Espen manøvrerer båden på plads. Ankeret på disse både er intet mindre end genialt. Espen kan sænke det uden at forstyrre fiskeren, bare ved at presse sin fod på en pedal, og når det skal hæves kan han gøre det fra siddende position. Den mest åbenlyse fordel ved driftbåden er, at når Espen bruger årene til at styre båden ned ad floden, får tørfluen et konstant og perfekt drev, hvor det stort set er unødvendigt at mende linen. Således kaster man ikke kun til ringende fisk, men fisker effektivt hele tiden. Selv mens man driver ned ad floden, dækker din flue konstant nye vande og potentielle standpladser. Når man driver over hurtigt vand, kan man skifte til en nymfe eller endnu bedre – et setup med en indikator samt tung nymfe kombineret med et par mindre lettere nymfer under den. Det er ikke alene en hammereffektiv måde at fiske lommerne i strømmen, men er også en giftig metode til at søge de store stallinger i de stærke strømpartier, som man ellers ikke ville kunne komme ned til. Hvis du vil maksimere dritfiskeriets effektivitet, kan det derfor betale sig at have to fluestænger rigget klar til hver sin type fiskeri: En stang til tørflue og én til nymfer, så du kan skifte taktik, når floden skifter karakter fra rolig til hurtig.
En stor stalling på tørfluen
Espen holder båden stille, og forklarer mig hvor en stor fisk lige har været oppe. – Kl. 9 – fin fisk, 15 meter ude, proklamerer han lavmælt. På denne måde fungerer båden som et ur, og Espen indikerer, at jeg skal kaste 15 meter i den retning, der svarer til, når viseren peger på ni. Jeg gør, som jeg bliver bedt om og lægger fluen efter et par ekstra kast for at vifte den tør. – Perfekt, indikerer Espen.
Fluen driver stille sammen med flere naturlige insekter og en maj – flue, der er lidt over en halv meter foran min og pludselig forsvinder i et svup. Så – nu er min flue den næste i køen… Fisken gør lige som den skal. Fluen forvinder og efterlader blot en lille ring i overfladen. Havde der bare været den mindste vind, ville disse forsigtige hug have været svære at se. Jeg løfter automatisk min stang, og i det min line bliver stram, mærker jeg med det samme, at dette er en fisk af en anden kaliber, end dem jeg har haft kontakt med indtil videre. Fisken dykker og bruger sin store halefinne til sin fordel i den stærke strøm og holder sig på denne måde nær bunden. Efter nogle få minutter må den dog overgive sig, og jeg kan glæde mig over at lande min største stalling på tørflue til dato: 38 centimeter.
Tre store stallinger, der napper insekter
Klækningen fortsætter en tre kvarters tid eller fem fisk mere, alt efter hvordan man vil gøre tiden op. Derefter falder tingene lidt til ro, mens der er en klækning her og der. Vi driver ned til broen, hvor vi skal tage båden op. Mens vi er ved at læsse grejet af båden, bemærker jeg noget heftigt overfladeaktivitet langs med en af bropillerne. Der står tre store stallinger og nupper insekter i rolige rulninger og fremviser deres flotte ryg – finner hver gang. Jeg udpeger dem til Espen, som siger, at jeg selv må tage båden ud, hvis jeg vil efter dem. Han skal op og hente den anden bil og bådtraileren. Han har en aftale, han ikke kan løbe fra og han er allerede sent på den.
Jeg hopper derfor i båden og ror de 50 meter, der skal til for at få mig i position. Ankeret droppes min flue får lidt flydemiddel og jeg kan nu tydeligt se tre kæmpestore stallinger, som suger voksne majfluer til sig ca. hvert femtende sekund. Jeg kaster, men har fejlberegnet strømmen og min line laver en stor loop, der når som helst vil begynde at få fluen til at streame i stedet for at drive naturligt. Jeg mender som en vanvittig og prøver at rette op på drevet, før min flue vil streame forbi fiskene.
Endnu en ny tørflue PR på stalling
Lige inden fluen kommer ind i hug feltet løfter jeg fluelinen i et voldsomt ryk og stripper så meget line jeg kan, før den lander igen. Det lykkedes nogenlunde, og i det øjeblik fluen kommer i hugzonen, forsvinder den i det en stor ryg – finne viser sig. Og som dagens tidligere større fisk går der ikke længe, før den også prøve at holde bunden. Typisk tænker jeg – turens flotteste fisk, og så er der ingen, der kan hjælpe mig med at fotografere den. Da jeg endelig får den op i båden og nettet under den, kan jeg se, at den er endnu større end min PR fra tidligere på dagen. Jeg får taget krogen ud, men jeg ved at Espen snart er tilbage og kommer derfor net og fisk tilbage i vandet, så jeg kan holde den i live indtil han er tilbage.
Få minutter efter er Espen tilbage, og jeg får løftet nettet for at vise min triumf. – Vi skal fotografere den inden lyset forsvinder, råber jeg. Jeg får løftet ankeret og trukket båden over til bredden, så Espen kan holde fisken i live, mens jeg klargør kameraudstyret. Vi tager en hurtig fotosession, og så bliver fisken sat ud igen. En flot fisk på ca. 45 centimeter og en ny PR. Jo – en drifttur på Trysil kan bestemt anbefales!
Sæsontips til insektklækninger
Uge 24-27: Glimrende majfluefiskeri.
Uge 26-27: Danica/Vulgata klækninger.
Uge 28-29: Starten af vårflue klækningerne. Der kan også være majflue klækninger.
Uge 30-35: Gode uger for vårflue klækning om aftenen.
Uge 35-40: Her er der klækninger af andengenerations majfluer og vårfluer. Der kan være fint fiskeri på dage med godt vejr, helt indtil isen lægger sig.
jun 25, 2025 | Artikler, Hav – kutter og småbåd, Rejsefiskeri
Fiskeriet efter blue marlin på Kap Verde er i verdensklasse – intet sted får du en større chance for at opleve et pragtfisk som denne splintrer overfladen i kaskader af vand.
I 2008 gik syttenårige Marco Nielsens vildeste drøm i opfyldelse – at blive skibsdreng på big-game båden Amelia hos verdens mest fangende marlinkaptajn i 2008 – Zak Conde. Følg med til Kap Verde, oplev livet som skibsdreng – og få historien om et par danskerture med Thomas Petersen fra Fairpoint, der vil gå over i historien. Her blev der nemlig landet 27 marlin op til 900 lbs på blot to uger.
AF JENS BURSELL, FOTOS: MARCO NIELSEN, THOMAS PETERSEN, INGRID MARIE VINCENT, JENS BURSELL OG ZAK CONDE
– LIVET SOM SKIBSDRENG på en biggamebåd er en både hård, spændende og intens oplevelse, fortæller Marco. – Det er lange dage, store bølger, brændende sol, svedige fights og dramatiske landinger, der især brænder sig ind på nethinden efter flere ugers intensivt fiskeri på det åbne hav ved Kap Verde.
– En af de oplevelser som gør mest indtryk indtræffer efter en uges tid, hvor vi har et par kunder fra New Zealand, fortsætter Marco. – Marty – den anden skibsdreng – er taget hjem, så nu er det Chy og jeg der står for at få tingene til at køre på dækket. I dag fisker vi fire stænger med Kona Heads, der danser rundt i Efter en halv times sejlads, gør Chy og jeg klar til at sætte grejet ud. Og efter relativ kort tid ryger lineclipsen med et smæld, idet en massiv blue marlin basker sin tunge krop fri af vandet bag båden.
Marco Nielsen fra Værløse havde en fantastisk tid på Amelia som skibdasdreng. Selvom omdrejningspunktet var marlinfiskeri, blev det også tid til lidt wahoo i pauserne.
– Adrenalinet suser igennem kroppen, og på et splitsekund er jeg helt oppe i det røde felt. Zak råber og skriger: – Come on Marco, take the other lines in… – Jeg står helt i mine egne tanker, og er nærmest paralyseret over at have set og oplevet det, jeg så længe har ventet på. Men med et sæt vågner jeg op til realiteterne. Lynhurtigt ruller vi de andre liner ind, mens kunden får fat i stangen med den vilde marlin for enden af linen. Med det tunge grej bakser han sig over i stolen, mens Zak råber – Come on Roger, wren – wren. – Fisken er på vej mod båden og linen er faretruende slap.
– Linen bevæger sig hurtigt imod båden, og Zak begynder at sejle for ikke at få alt for slap line. Han råber og skriger, at der skal hjules ind, hvis ikke vi skal miste fisken. Og det må bare ikke ske, for det er en stor fisk. Til alt held bliver linen stram igen, og kører nu ud – og op mod overfalden. Et sekund efter vrider den flotte marlin sig i luften, så kaskader af vand sprøjter til alle sider. Solen er stegende varm, og i takt med at fighten trækker ud, bliver vi mere og mere dehydrerede.
Kona Head’et Zak Attack Lure står for en stor del af blue marlin fangsterne på Amelia og Beaste’n. Som navnet antyder er den designet af Zak Conde, hvis PR liste tæller bl.a. blue marlin op til 1309 lbs, black marlin op til 1072 lbs
og bluefin tun op til 875 lbs.
En vild marlin ved båden
–Da forfanget endelig kommer til syne, tager Chy fat i linen med hænderne, forklarer Marco. – Selv efter 40 minutters fight har fisken massive kræfter, så det er om at passe på, at den ikke går amok ved bådsiden. Endelig står jeg øje til øje med den smukke fisk – en fisk som jeg altid har drømt om at røre med egne hænder. Jeg tager fat i næbbet, så Chy kan tage krogen ud. Men pludselig kan jeg mærke, at vreden ulmer i den kraftfulde fisk, og jeg ved, at det er nu, jeg skal holde fast. Den er så utrolig stærk, at jeg er lige ved at give op, men til sidst falder den heldigvis til ro. Chy prøver atter at tage krogen ud, og få sekunder efter er fisken sat fri, som alle de øvrige blue marlin, der bliver taget fra Amelia. Glæden breder sig og udvikles til vild jubel, idet Zak estimerer fisken til 750 pund. Det er den første marlin jeg har været med til at lande som skibsdreng, så jeg er pavestolt.
En flot yellowfin tune kommer til bådsiden
– Klokken nærmer sig frokosttid, så jeg beslutter mig for at lave sandwiches til kunderne. Solen er på sit højeste, og det er stegende varmt. Mens jeg leger smørrebrødsjomfru, ser jeg pludselig et kæmpe plask bag den yderste stang. Linen suser derud af på en af stand-up stængerne, og vi er alle i tvivl om det er en marlin eller en tun.
– Efter en lang fight nærmer den sig båden, hvor vi kan se, at det er en yellowfin tun. Jeg finder handskerne frem og har gafkrogen fastklemt i min anden hånd. Planen er, at jeg skal holde fast i fisken, mens Chy holder forfanget med hænderne. Det skal gå stærkt, for bare en enkelt fejl kan gøre, at vi mister fisken. Heldigvis får jeg kroget den rigtigt første gang, så nu er det bare om at få den slået ihjel med et bat, inden den begynder at sprælle for meget rundt. Da fisken er vel oppe i båden viser det sig, at den vejer fantastiske 92 kilo.
Høj sol, god udsigt, moderat med vind og en springende marlin for enden af linen – ja så bliver det vist ikke bedre…
Klar til nye fiskedage på Atlanterhavet efter marlin
– Da fiskedagen er omme, ruller Chy og jeg stængerne ind, hvorefter vi går i gang med det møjsommelige arbejde, det er at rengøre både stænger, liner og hjul. Derefter giver jeg mig i gang med at vaske båden indvendig, så vi kun skal vaske Amelia udenpå, når vi kommer i havn. Der er en hel del arbejde at se til, men med et godt samarbejde mellem Chy og jeg, bliver opgaverne alligevel hurtigt løst. Efter et stykke tid når vi ind til havnen i Mindelo, hvor arbejdet med at klargøre båden til den næste dag fortsætter, idet vi siger farvel til vores kære venner. Som tak for indsatsen får jeg en kasket til minde om en fantastisk fisketur.
– De følgende dage står den igen på nye kunder – og denne gang er det danskerne Peter Meinertz, Søren Meinertz og Lars Schmidt. Vandet er helt blåt og solen skinner fra en skyfri himmel. Dagen er perfekt, og jeg kan mærke, at alle er tændte og ivrige efter at fange nogle store blue marlin. I dag fisker vi med seks stænger, hvoraf de to midterste er stand-up grej. Koncentreret observerer vi de seks blækspruttelignende Konaheads, der dasker rundt i overfladen bag båden, mens vi brændende håber på at se næbbet fra en gigantisk marlin bryde overfladen – og slå ud efter de lokkende overfalde agn.
Et heftigt tunhug
– Sekunder efter lyder smældet fra lineklemmen, og for enden af linen springer en flot tun fri af vandet. Nu er det Peters tur, og jeg gør klar med fightbæltet. Fisken har taget agnen på stand-up stangen. Mens Peter får kontrol over situationen, spotter jeg endnu en tun bag båden, der blot ti sekunder efter flår lineklemmen ud af outriggeren. Linen pisker af hjulet, mens Schmidt, der var i gang med at tænde for videoen, kommer susende ud af kahytten… Sekunder efter har han godt fat i stangen, og fisken er stadig på. Chy og jeg får hurtigt rullet de andre agn ind, hvorefter vi går i gang med at afhjælpe det værste kaos. Schmidt får hurtigt rutinen i stolen, og efter blot tyve minutters fight, kommer den flotte yellowfin tun til syne i det dybt blå vand. Alle på dækket er helt vilde, men vi skal stadig koncentrere os, så intet går galt.
– Peter står stadig og fighter, mens svedperlerne pibler ned over hans varme pande. Jeg beslutter mig derfor for at hente kolde drikkevarer fra isboksen, og kort tid efter føler han sig noget bedre tilpas. Snart er fisken tæt på, og Chy får fat i forfanget i første forsøg. Med samme præcision får jeg gaffet fisken. Battet kommer hurtigt frem, og efter et par slag i hovedet er den færdig. Imens er Peter stadig i gang med den lange fight, men inden længe kommer også denne skønhed i sikkert i båden, så fiskeriet kan fortsætte.
Konaheads som disse udgør hovedbestanddelen af grejboksen, når der fiskes efter blue marlin. Fiskene kan dog også fanges på andre metoder – fx levende agn eller flue, der kastes ud lige bag båden, når marlinen er teaset ind. Metoden, der kaldes bait’n switch, blev også benyttet da Zak Gonde satte sine sandaler på krogsættet.
Kap Verde byder også på et udmærket fiskeri efter bomstærke yellowfin tun i den tunge kaliber. Denne krabat, er lige så lang som Marco selv.
– Mens de glade danskere jubler på båden, får vi hurtigt sat agnene ud med nyhvæssede kroge, og blot fem minutter senere ser Zak et næb i overfladen. Han råber til mig, men inden jeg får kigget det rigtige sted, har fisken allerede taget Kona’en. – Det er din tur Søren, råber vi i kor, mens han kommer tililende. Snart er alle liner rullet ind, og så er det ellers op til Søren i fightstolen. Den gule line stiger hurtigt med overfladen, og et øjeblik efter kan vi igen nyde springet fra en imponerende marlin, der med voldsom kraft kaster sit næb fra side til side i en sky af vanddråber. Men pludselig stopper de hidsige ryk for enden af linen. – Fisken er død, fortæller Zak, som kalder mig til side, og beordrer mig til at klargøre redningsbåden. Han vil have Schmidt og jeg ud i båden, så vi kan få nogle gode billeder. Til at starte med tror jeg, at han laver sjov med mig, men den er sgu god nok. Kort tid efter sejler vi ud på det åbne hav i en gummibåd der cirka var halvanden meter lang, og ender faktisk med nogle formidable billeder.
– Lige inden dagen går på hæld, får vi endnu et vildt hug fra en marlin i 800 punds klassen, som vi desværre mister. Men hvad gør det? Det har været en fantastisk dag på havet – og en oplevelse jeg aldrig nogensinde vil glemme. Dagens resultat bliver en blue marlin på 650 pund til Søren Meinertz, en yellowfin tun på 97 kilo til Lars Schmidt samt yellowfin på 85 kilo til Peter Meinertz. Sådan slutter Marco Nielsen sine fantastiske oplevelser som skibsdreng.
Marlinfiskeret på Kap Verde er blandt det vildeste fiskeri man kan opleve på verdensplan.
Konahead’et er monteret glidende på linen, så det ikke hæmmer krogholdet under fighten med store marlins.
Det vildeste fiskeår efter marlin
– 2009 var også virkelig god, fortæller den daværende ejer af biggame charter bådene Amelia og Beaste’n, danske Thomas Petersen, der også havde et fantastisk fiskeri. Min bådmakker var Søren »Pølsemand « Jensen – alias Gert Guldkæde, fortæller Thomas. – Udover at producere en film og tage billeder var planen også at teste den nye 40 fods Cabo – »Beasten « med 2 x 800 hk motorer. På den anden båd – Amelia – skulle Jan Svenstrup fiske sammen med Bjarne Lehné.
– Førstedagens fiskeri fra den nye båd med Zak som kaptajn gav to hug, men vi mistede desværre dem begge. De følgende dage gik det dog slag i slag, og da ugen var omme havde vi landet 13 blue marlin og haft 31 hug. Vi havde blandt andet en dag, hvor vi havde to Konaheads ude på de lange riggere – og to teasere uden kroge helt inde bag ved båden. Fiskeriet var helt vildt, og det lykkedes os at tease adskillige marlin op bag båden, hvorefter vi hev teaseren ind og smed en balihoo agnfisk på en enkeltkrog ud bag båden, som med det samme blev klasket af de aggressive marlin.
– Da vi havde fået de første tre marlin, gik der sport i at fange fiskene på underige måder. Zak tog derfor sin ene sandal, monterede den på en krog og kastede den ud til en marlin, som straks kastede sig over den velduftende godbid. I alt blev det til tre fantastiske fisk fanget på kaptajnens sure sandal! Samme dag havde vi på et tidspunkt et triple hug, hvor vi var nødt til at binde den ene stang til en kæmpestor fender og kaste den i vandet, for at undgå at hjulet skulle blive tømt for line, mens vi fulgte efter en anden fisk, der svømmede den modsatte vej… Det var fuldstændig vanvittigt, men til sidste lykkedes det os at lande to af de tre fisk, der vejede op til 400 lbs – inklusiv den fisk, der havde trukket rundt med fenderen, da den blev fisket op igen. Dagen gav i alt 6 fisk samt 9 mistede.
– Søren fik en 700 punder, og der var flere 600 pundere imellem fangsterne, som i snit lå på 350-400 pund. For at beskytte fiskebestanden bliver alle fisk genudsat – og vægtene er derfor simple skøn, når fisken ligger i vandet langs bådsiden. En af nætterne overnattede vi på et moderskib, så vi fik maksimalt med fisketid ude i de hotte områder. Alt i alt var det en rigtig hyggelig tur med flot vejr. Bjarne Lehne og Jan Svenstrup fik 9 marlin på Amelia med Marty Bates i samme uge.
For at bruge minimal tid på transport overnattede gæsterne på Amelia (tv) og Beaste’n (th) på dette moderskib en af nætterne.
Vilde marlinfights med Henrik Nielsen
– Ugen efter fiskede jeg med kammeraten Henrik Nielsen, fortsætter Thomas. – Inden han kom, havde jeg dog lige en solo dag, hvor jeg lagde ud med at fange en smuk 650 punds marlin. Sidst på dagen, da alle andre både er taget i havn, får jeg endnu et hug, og denne gang var det en storfisk, der gik fuldstændig bersærk. Fighten varede i 45 minutter, og Chy havde fat i forfanget adskillige gange, hvor fisken blev ved med at rive sig løs i det ene vilde udløb efter det andet. Til sidst fik vi den dog udtrættet så meget, at vi kunne få den op og ligge langs bådsiden, men da vi skulle til at afkroge den, dykkede den ned under båden og knækkede linen. I big-game sammenhæng tæller en marlin dog som fanget, når man har haft fisken liggende ved bådsiden og har haft fat i forfanget. Dagen gav i alt fire hug af blue marlin, hvoraf jeg som sagt landede de to. Desværre var det umuligt at få nogle ordentlige billeder af fisken, da vi kun var Zak, Chy og jeg i båden. Surt – for det er suverænt den største marlin jeg har fået, slutter Thomas.
Et historisk marlinfiskeri ved Cape Verde
I den efterfølgende uge fik Thomas Petersen og Henrik Nielsen i alt 27 blue marlin hug og landede 14 med to 700 pundere til Thomas som de største. Den første måned af 2009 sæsonen gav hele 49 blue marlin til Amelia med Marty Bates som kaptajn og 67 til Beasten med Zak Gonde som kaptajn. En sådan fangstrate kommer man ikke så meget som i nærheden af nogle andre steder i verden. Der er ingen tvivl om at Kap Verde roligt kan prale af at byde på verdens vildeste fiskeri efter blue marlin.
Artiklen blev oprindeligt publiceret i Fisk & Fri 5/2009
jun 16, 2025 | Åfiskeri, Artikler, Fluefiskeri, Rejsefiskeri
Stallingfiskeri er det sikreste kort i Laplands fjeldverden, men vejret er en altafgørende og beregnelig faktor som ind i mellem kan gøre fiskeriet meget svært. Og det gælder for alle – uanset om man er fra Danmark eller det engelske fluefiskelandshold…
AF RASMUS HANSEN
HELIKOPTEREN LETTER og efterlader os langt ude i den svenske vildmark. – Hvor er det vi er henne, spørger Bernie. – I stallingfiskerens paradis, svarer jeg og håber inderligt at fiskeriet er lige så godt som sidst. Tørfluefiskeriet var nemlig eminent da jeg var her for blot et par uger siden. Masser af klækkende døgnfluer og ringende stallinger i størrelse stor. Men nu viser der sig stort set ingen fisk.
Typisk, nu når jeg har min ven Stuart fra det engelske fluefiskelandshold og hans ven Bernie med på fjeldfiskeri for første gang. Vejret er klart og vinden kold og ingen insekter klækker overhovedet. Eftersom jeg var her ugen før ved jeg at fiskene findes. Men nu når de ikke viser sig kan det være svært at tro på at der rent faktisk eksisterer store fisk i det lille vandløb.
Pools med masser af store stallinger
Stedet vi fisker består af meget små strømme mellem nogle søer og ser umiddelbart ikke særlig interessant ud når det studeres på et kort. Strømmene er simpelthen for små og der er langt at gå til næste lille strøm på grund af søerne. Hvad man ikke kan se på kortene er at de små strømme er brudt af flere dybe pools som alle holder stalling i pæne størrelser. Vi går langsomt opstrøms fra vores teltplads og kommer snart til den sikre pool hvor store stallinger ugen før næsten kæmpede om at komme først til fluerne. Denne pool ligger lidt i læ og da solen pludselig varmer luften lidt klækker der straks nogle få døgnfluer der driver af sted på overfladen mens vingerne hærder.
Et par fine stallinger viser sig kort efter i overfladen og jeg siger kækt til Bernie at nu er det bare at kaste en tørflue ud og forbedre hans tidligere PR som er 42 centimeter fra en engelsk kalkstrøm. Men fiskeriet er absolut ikke så nemt som det plejer at være. Det viser sig nemlig at stallingerne patruljerer rundt og er i bevægelse hele tiden mens de snupper en døgnflue her og der. Under en større klækning hvor insekter kommer flydende i en lind strøm står stallingerne ofte stationært og plukker insekter på samme sted.
Stallingen i sit rette element. Der er stor forskel på farven afhængigt af vandet og omgivelserne. Her er en stalling med klare, lyse farver fra en strøm med lys bund og klart vand.
Tørfluekast med præcise kast til stallingerne
Normalt kan man derfor lægge fluen nogle meter opstrøms for stedet og være så godt som sikker på at den driver ind i fiskens synsfelt, men den ellers sikre taktik der blot kræver et præcist kast og et frit drev på tørfluen fungerer ikke nu hvor fiskene hele tiden viser sig forskellige steder. Stuart fisker på langdistancen, mens Bernie koncentrerer sig om at affiske en dyb rende nær land med korte kast. Pludselig står Bernies stang i en fin bue og han har kroget en fin stalling.
Jeg skynder mig hen med nettet og ser stallingen som er lige omkring kiloet i det klare vand. Fisken vælter rundt i overfladen og får forfanget viklet rundt om bryst finnen. Så er den PR klaret, tænker jeg lige før jeg kan nå den med nettet. Pludselig presser Bernie fisken så hårdt at krogen på hans lille tørflue rettes ud og fisken der er fri straks pisker væk. – Hvad laver du, spørger jeg forundret.
– Den var jo alligevel fejlkroget så jeg lavede en long distance release svarer Bernie og ser noget forlegen ud da jeg forklarer ham at hans trofæfisk havde forfanget viklet rundt om brystfinnen. Vinden bliver igen køligere, den korte klækning er desværre ovre for denne gang. Fiskene viser sig ikke mere og vi må i gang med nymfefiskeriet.
Et svært nymfefiskeri efter stallingerne
Det er ikke let. Strømmen er meget svag gennem de små pools og derfor er fiskeriet absolut i den sværeste kategori. Normalt vil man under dybt nymfefiskeri holde øje med fluelinens spids der vil bevæge sig lidt, når en fisk tager fluen, men i den svage strøm og med de forsigtige fisk er det næsten umuligt at kroge fiskene før de har spyttet fluen igen.
Jeg kommer i tanke om et lille trick, der før har virket under tilsvarende forhold. Stallingen er fantastisk godt kamufleret mod den mørke bund i det dybe vand, men dens mund er kridhvid indvendigt og synet af den hvide mund kan være den lille detalje der afslører, at en fisk tager den dybt fiskede nymfe. Jeg prøver en lille let belastet nymfe der synker ud af syne i det krystalklare vand. Myggene svirrer om hovedet, så det er svært at bevare koncentrationen, mens jeg gennem de polariserende briller holder et vågent øje med området hvor fluen befinder sig.
Pludselig ses en hvid mund åbne og lukke sig i dybet, stangen løftes, linen strammes op og en fin stalling er kroget. Stuart får hurtigt styr på teknikken, spotter fiskene når de åbner munden og fanger et par fine fisk omkring kiloet.
Bålkaffe hører laplandsturen til. Den rigtige svenske kogekaffe bliver lavet over bål i en gammel sort kedel.
Hårdtkæmpende stallinger
Stallingerne i dette område kæmper helt usædvanlig hårdt på trods af den svage strøm. Stuart er også overrasket over fiskenes styrke, specielt da han vil vise mig en udtrætningsteknik som anvendes, når fiskene skal hurtigt på land i konkurrencer. Teknikken går ud på at føre stangspidsen under vandet hvilket skulle have den effekt at fisken udtrættes hurtigere Da Stuart kroger en fin stalling og i samme øjeblik dypper stangspidsen under vandet, går fisken fuldstændig amok i et udløb der knækker forfanget. – Den engelske teknik virker åbenbart ikke på svenske stallinger, griner Stuart.
Sent på aftenen vandrer vi tilbage til teltpladsen. Eftersom vi befinder os lige omkring træ – grænsen er der ikke meget andet end nogle små forblæste birke – træer i området, så vi samler lidt tørre kviste og grene til et bål på vejen tilbage langs vandet, hvor der er mere vegetation. Et lille bål er altid dejligt at hygge ved, og vi får en whisky eller to, mens vi laver aftensmad på benzinkøkkenet.
Hen på natten bliver det faktisk forbandet koldt. Temperaturen daler til fire grader på trods af at det er i slutningen af juli. Den eneste fordel ved den lave temperatur er at myg og knott holder en pause i deres ellers evindelige jagt på bar hud. Bernie har købt en kombineret halsedisse og hue som han trækker godt op over ørerne for at holde varmen. Jeg har min balaclava og Stuart der ikke vil stå tilbage for os andre rent komfortmæssigt finder et par boxershorts i sin rygsæk som faktisk viser sig at være perfekte som headgear…
Vi morer os godt og hygger ved bålet med whisky og kaffe. Det nager mig selvfølgelig at Bernie ikke har fået sin PR stalling endnu, og at fiskeriet ikke har vist sig fra sin gode side, men han forsikrer mig at det ikke betyder noget for ham.
Helikopteren er i nogle tilfælde den eneste mulighed for at komme ud til vandene. En del steder kan man vandre ud til, men andre er nærmest umulige at nå på grund af store vandløb der skal passeres.
Videre til nye stallingpladser i vildmarken
Næste formiddag afhentes vi af helikopteren. Min nordsvenske ven Ingemar er med og vi flyves videre til en helt anden type plads. En stor og bred strøm der løber ud fra en sø. Strømmen plejer at byde på groteske mængder af store stalling, så jeg er så godt som sikker på at Bernies PR nok skal blive slået flere gange. Nu er vi for alvor i stallingfiskerens paradis. Jeg og Ingemar ved at denne plads holder fisk i en seriøs størrelse og i betydelige mængder, men vi har ikke fortalt så meget om hvad der venter for ikke at sætte deres forventninger for højt. Man ved jo aldrig om der allerede er andre på pladsen selvom den ligger langt ude i vildmarken eller om vejret gør fiskeriet ligeså svært som det har været de sidste par dage.
Da vi lander, er der heldigvis ingen andre og vejret har ændret sig til det bedre. En lun vind blæser ind fra søen og gør i alt fald at myggene rigtig er i hugget. Flere stallinger plasker rundt ude i strømmen, hvor døgnfluer kommer drivende i en jævn strøm. Ingemar og jeg ved at det her bliver vildt, og vi foreslår at de glemmer alt om deres chalkstream teknikker, anvender et kraftigere forfang og kun en flue i stedet for de to eller tre de er vant til. De kigger noget skeptiske på os, da vi siger at risikoen for, at få flere og måske endda store stallinger på en gang bestemt er til stede og rigger til som de plejer med en tørflue og en efterhængt nymfe.
De to englændere går langs bredden, mens Ingemar og jeg bliver stående for at observere deres fiskeri. Vi har været på pladsen flere gange før og lader dem fiske først. Stuart opdager hurtigt en stor stalling helt tæt på bredden i det klare vand, dukker sig og sniger sig på kastehold. Mens han sniger sig af sted forsvinder han pludselig ud af syne, han er faldet et hul på bredden så han er helt væk, men dukker straks op igen og peger ned i vandet med et stort smil. Fisken er der stadig. Et kast lægges ud og stallingen der er lige over kiloet tager med det samme fluen uden at betænke sig. Endnu et par store stallinger er spottet helt inde under land og da Stuart lægger et kast over stedet og pludselig har to store stallinger er han fuldstændig oppe at køre.
Den ene stalling ryger af krogen, men den anden landes og vejes forsigtig i nettet til 1,2 kilo. Da han kastet efter har to stallinger på igen forstår han hvorfor en flue på forfanget er nok. Bernie der fisker længere ude i strømmen fanger også fisk i stort set hvert kast og råber gennem strømmens brus: – Ny PR på 47 centimeter, I havde ret, vi er i stallingfiskerens paradis…
Artiklen blev oprindeligt publiceret i Fisk og Fri 5/2009
Man tror, det er løgn at der kan findes store stalling i så lille et vandløb, og det er da heller ikke i selve strømmen, man finder fiskene her, men i et par dybe pools opstrøms.
»Headgear« test i fire graders kulde. Rasmus med Balaclava, Bernie med halsedisse og Stuart med et par boxershorts på hovedet i polarnatten…
feb 25, 2025 | Artikler, Nyheder, Rejsefiskeri
Jens Bursell med den gigantiske nilaborre, der nok har vejet i omegnen af 100 kilo.
Fisk & Fris arkiver gemmer mange sjove og spændende historier fra en glemt og gusten fortid. Her får du historien om en af de største nilaborrer i Uganda taget af Jens Bursell helt tilbage i 1995.
AF JENS BURSELL
MORGENDISEN hang tungt over Nilen og dybt under mig tordnede vandmasserne nådesløst igennem Devils Caludron.- Svævende i et inferno af whitewater, spraytåger bagstrømme og strømhvirvler, stod jeg som hypnotiseret og kiggede ud over kløften. Omsider fik skrigende fra et par kredsende flodørne højt over bjergkammen, bragt mig tilbage til realiteterne, – 500 meters stejl nedstigning tungt belæsset med fiskegrej og fotoudstyr.
Mit blod var nærmest kogende, da jeg efter turen ned over de bratte klipper omsider befandt mig ti meter over vandoverfladen. Blot 100 meter bag mig tordnede Nilen gennem en seks meter bred klippespalte og styrtede gennem en næsten lodret kløft over 40 meter i dybet, – endelig var jeg ved foden af Murchinson Fall`s – alias kabalega Falls, hvor jeg i årevis havde drømt om at komme til at fiske
Gennem det tætte løvhæng kunne jeg ane en stor stime tigerfish fouragere i et lille høl. Forsigtigt klatrede jeg tættere på og smed grejet. Ivrig efter at få fat på nogle agnfisk så hurtigt som muligt, monterede jeg en let stang, med en enkeltkrog str.4 fisket løsline. Fiskene plaskede vildt rundt i dønningerne, og i det klare vand kunne man tydeligt se hvert et skæl på deres tigerstribede flanker. Et stykke friskt kassavapasta blev klemmet omkring krogen, og med et let underhåndskast landede agnen lige over fiskene. På brøkdele af et sekund forvandledes stimen til et flimrende kaos af sorte-, sølv-, og ferskenfarvede striber, der som én frådende superorganisme simultant kastede sig over den langsomt synkende agn. Efter kort tid havde jeg rigeligt med agn til et par timers fiskeri.
Efter Nilaborrer ved Bakers Rock
Det var planen at dappefiske langs kanten af en lille klippepynt, hvor jeg dagene i forvejen havde haft et fantastisk fiskeri med fisk op til ca. 70 kilo. Allerede halvvejs ude på pynten, så jeg en god nilaborre vende i overfladen, så det var med forventningerne i top, at jeg gik i gang med at binde takler. På grund af store mængder knuste vandhyacinter i overfladen og forrevne klipper på bunden, var hverken flåd- eller bundfiskeri den optimale løsning Erfaringerne gennem de sidste par dages fiskeri talte helt klart for løslinefiskeri med levende tigerfish som agn. Flere fisk var blevet mistet på 0,61 nylonforfang, så jeg var gået over til at bruge en trible-link af 0,56 Big Game, – i al sin enkelhed 3 enkeltstykker monofil lagt parallelt og bundet til henholdsvis kroge og svirvel med en grinnerknude.
Halvdøde eller døde agnfisk fanger markant dårligere end helt friske fisk, dels fordi de er mindre lokkende, dels fordi de stiger til overfladen og bliver viklet ind i drivgrøde. Jeg var derfor gået over til at fiske et dobbelt krogsæt, bestående af en enkeltkrog str 6/0 placeret i agnfiskens mund for at tage belastningen i kastet samt en trekrog str.8/0 kroget i en flig af rygfinnen. Placeres trekrogen direkte i ryggen eller nakken på agnfisken dør den betydeligt hurtigere.
Jens Bursell med en af de store nilaborrer han tog dagen inden han fangede den helt store fisk ved Murchinson Falls i Uganda. Hjulet du ser er et Ambassadeur 7000 og stangen en Kevin Maddocks mallestang – Silurus.
Flotte nilaborrer fra klippen
Allerede i første kast var der hug, og efter en kort fight kunne jeg lande en fisk på ca. 30 kilo. Også det følgende kast gav en baby på ca. 10 kilo, – men herefter var alt dødt i flere timer. Jeg var efterhånden løbet tør for friske agnfisk. Vinden var blæst kraftigt op og over kløften tårnede blytunge uvejrsskyer sig i faretruende formationer. Stimen af tigerfish var forsvundet, og under det begsorte skydække var sigtbarheden i vandet drastisk reduceret. Den eneste måde at få agnfisk på, var at blindfiske et chubber flåd i strømkanten langs en af de mere rolige pools. Efter en times tid lykkedes det mig endelig at få den perfekte agnfisk. Jeg skulle netop til at kaste dyret ud, da uvejret brød løs. Regnen hamrede ned i lårtykke stråler, og på få minutter var Devils Cauldron forvandlet til en veritabel heksekeddel. Som strofer i en dommedagsmesse opført i en dødsdrom af klipper og vand, flængede gigantiske tordenbrag kløften igen og igen. Drivvåd kastede jeg stangen fra mig, og løb ned over klippen for at komme i ly under min regnponcho. Ti meter fra ponchoen gled jeg tværs over en skarp klippekant, og sekunder efter lå jeg mere eller mindre radbrækket i tørvejr og kiggede direkte ind i løbet på en AK-47. Flad af grin over min ugraciøse entre og fårede udtryk, fjernede min rangerguide Canan maskingeværet til en mere betryggende position og tændte en smøg. Gennem tobakstågerne kunne jeg netop ane et par blodpletter på klippekanten, der på rekordtid blev vasket ren i den silende regn
En time, – adskillige smøger og endnu flere røverhistorier senere, lettede skyerne såvel under som over ponchoen. Solen skinnede fra en skyklar himmel. Jeg begyndte straks at gøre at gøre klar til at fange nogle flere agnfisk. Kassavapastaen, der nu mest af alt mindede om lunken havregrød, blev ved hjælp af lidt majsmel reddet fra druknedøden, og inden længe var jeg godt igang med af afsøge strømkanterne langs forskellige småpools for tigerfish. Alt var dødt og på trods af en times intensivt fiskeri, lykkedes det mig kun at fange en enkelt Syndontis malle. På grund af de kraftige gift-pigge langs kanterne af ryg og brystfinner, er denne fisk det sidste en predator med sans for uperforerede tarmvæggge kan finde på at sætte tænderne i. Da dyret, – som Marlboro Man i slutstadiet eller en bagbundet Gollum i Dødemandsmarsken, begyndte at udstøde uartikulerede hvæselyde, der selv med et bløddyrs intuition kunne tydes som yderst ynkværdige, besluttede jeg at genudsætte den til fordel for eventuelle uopdagede rovfiskearter med galvaniseret tarmepithel.
Jeg kom hurtigt til at fortryde, at jeg ikke havde klippet finnestrålerne at dyret og kastet den i grams for nilaborrerne, der nu jagede på højtryk få meter fra klipperne. Fra en høj klippe, kunne jeg i en rolig pool på grænsen til whitewater ane spredte stimer af tigerfish i vild panik. Konstant kløvede kæmpe skygger som akvatiske sumobrydere flokkene, og frustreret prøvede jeg igen og igen at lokke de mindst ligeså frustrede fisk på krogen. Intet under, at de havde andet at tænke på end at spise for derefter at blive spist 2 på hinanden efterfølgende gange !. Når alt kom til alt, måtte jeg indse, at jeg havde et luksus problem, der var til at håndtere.
Eftermiddagsolen brændte nådesløst og den fugtige varme var efterhånden næsten ikke til at bære. En god kastelængde nedstrøms lå en flok nilkrokkodiller med åben mund og så nærmet ud til at nyde det. Badet i sved, ignorerede jeg med en accelerende bevistløs ligegyldighed tetsefluernes hestebremseagtige bid, der på det nærmeste havde forvandlet min ryg til et sammenhængende kraterlandskab af opsvulmede bid.
Med en lettere opgivende kraftanstrengelse sænkede jeg kassavapastaen ind under klipperne for fødderne af mig, og endelig lykkedes det mig at kroge en tigerfish på knapt 2 kilo. Fisken, der var lige lovlig stor at kaste ud med stangen, blev monteret på et dobbelt krogsæt og ved håndkraft kastet ud i bagstrømmen bag nogle store klipper.
Historien her med den enorme Nilaborre fra Uganda blev oprindelig publiceret i Fisk & Fri i marts 1996, hvor fisken prydede forsiden af det trykte magasin, som stoppede i sin daværende form i 2019.
En gigantisk nilaborre hugger
Idet samme agnfisken ramte overfladen, glimtede en gigantisk bredside på størrelse med en dør et par meter under overfladen. Med en uhyggelig koncentration, der havde syntes umulig få minutter forinden, mendede jeg linen fri af drivende vandhyacinter, og lod langsomt fisken svømme ud i stømkanten mellem foss og bagstrøm. Endnu en gang sås et diffust glimt og med et tonstungt sug klappede min 3,5 lbs “Silurius” – mallestang totalt sammen. Med en voldsom fart svømmede fisken direkte imod mig og kun lige akkurat lykkedes det mig at holde stram line under indspinningen. Som en ubevægelig klippe stod fisken urokkeligt fast lige under mig . Sekunderne føltes som timer og intet skete. – På den modsatte bred gled et par velvoksne krokkodiller langsomt ud vandet.
Fisken steg uendelig langsomt til overfladen. I kaskader af vand og drivgrøderester kastede kæmpedyret sig halvt ud af vandet og tonsede med ryg og hoved fri af vandet hen langs med klippen. I løbet af sekunder befandt fisken sig midt i det vildeste whitewater og langt over 100 meter line var løbet af hjulet.
Linebuen var på grund af den stærke strøm mildest talt faretruende. Først da fisken sprang fuldstændig fri af vandet 50 meter opstrøms fra hvor jeg troede den var, indså jeg for alvor min situation. Store mængder af drivdrøde fra hovedstrømmen hang fast i linen og gjorde det umuligt at få direkte kontakt med fisken, der gang på gang gik fri af vandet længere og længere opstrøms. Febrilsk løsnede jeg bremsen for at undgå linebrud, hvilket kun resulterede i at fisken kæmpede sig endnu tættere på vandfaldet. Linebuen blev trukket med opstrøms og nærmede sig med foruroligende hast spidsen af klippepynten. Der var intet andet at gøre end at komme helt ud for enden af pynten inden linen ville blive raspet over af klipperne. Totalt hasarderet klatrede jeg med `en hånd langs kanten af de stejle klipper, mens dønningerne fra store strømhvirvler konstant skyllede over mine fødder. Linen var netop strammet op over klippekanten, da jeg omsider nåede ud og fik den fri i sidste øjeblik.
Nilkrokkodiller som denne er der masser af i bagvandet bag Bakers Rock, hvor Jens fangede sin gigantiske nilaborre i halvfemserne.
Det vildeste udløb over Devils Cauldron
Brøkdele af et sekund senere tog fisken et kraftfuldt udløb tværs over Devils Cauldron, og svømmede nu nedstrøms igen. Efter 20 minutters benhård fight, var fisken langt om længe tilbage ved egen bred og begyndte langsomt at nærme sig udgangspunktet for sine foss-eskapader, hvor den igen stod urokkelig fast. Svært utilfreds ved tanken om at skulle tage den mere eller mindre livsfarlige tur over de glatte klipper en gang til, – pressede jeg fisken stenhårdt i retning af pyntens kant for at provokere bæstet til at tage et udløb den modsatte vej mod mere roligt vand. Taktikken lykkedes og efter nogle få udløb i poolen begyndte fisken for alvor at vise træthedstegn. Canan stod allerede klar med flyvegaffen og klatrede med stort besvær ned til en klippe, hvorfra han akkurat kunne nå vandet uden alt for stor fare for at glide i.
Konfronteret med et par mandarin store, nedstirrende øjne og en bredside på størrelse med en Ankole ko`s, var han lige ved at falde bagover af skræk, mens han overgearet råbte en masse Gulu-gloser ufattelig hurtigt efter hinanden. Adskillige gange prøvede han og gaffe fisken i munden, men på grund af de store strømdønninger tog det en del forsøg før det lykkedes. Sveddryppende forsøgte han at løfte nilaborren fri af vandet, men fisken var for tung. Hurtigt kom hans ven Fred til undsætning, og endelig kom fisken halvt fri af vandet. Spolen blev frikoblet og jeg kastede stangen fra mig for at hjælpe, men til min rædsel så jeg at stål- gaffen langsomt var ved at rette sig ud. Hverken Fred eller Canan havde i deres iver opdaget katastrofen og panisk kastede jeg mig ned af klippen og fik fat i det ene gællelåg netop som fisken gled fri af gaffen. Lynhurtigt fik Fred fat i min skjorte og stoppede mig fra at blive trukket med ned af fisken. Med en stor kraftanstrengelse lykkedes det Fred og Canan at trække både fisk og fanger i sikkerhed. Aldrig har jeg været så lettet!
Murchinson Falls sydlige sprække er kun seks-ti meter bred, og det er næppe mange der overlever en tur gennem de frådende vandmasser.
Nilaborre på omtrent 100 kilo endelig på land
Rangerne var ikke i tvivl om at det var den største fisk de nogensinde havde set og skød den til 110-120 kilo. Jeg har siden indsamlet data om længde og vægt på storfisk fanget i net i Lake Victoria og Albert, – og på basis af disse informationer er det nok mere realistisk af fisken har vejet et sted mellem 90 og 100 kilo. Men hvem gider i øvrigt bekymre sig om det, – fisken var stor nok til at give mig mit livs kick.
Nilaborren, der er Afrikas største ferskvandsfisk, har igennem århundreder fascineret folk og fiskere langs Nilen. I det gamle Ægypten var nilaborren en højt agtet fisk, der visse steder ligefrem blev dyrket i kulter. Man har således mange steder langs Nilen fundet mumificerede nilaborrer på særlige begravelsespladser. I dag er fisken uden tvivl Afrikas populæreste sportsfisk og er samtidig af enorm kommerciel betydning i hele udbredelsesområdet. Oprindeligt fandtes den kun naturligt forekommende i Nilen nedstrøms for Murchinson Fall`s , Lake Albert , Turkana og Chad samt Senegal-, Niger- og Congo flodsystemer
I 1955 blev nilaborrer udsat i Lake Kyoga, hvorfra de i løbet af en kort årrække spredte sig til Lake Victoria. Fisken der nærmest ligner en krydsning mellem en mega aborre/bass og en monster sandart kan opnå en imponerende størrelse, – fisk på op til 360 lbs er efter sigende blevet fanget af erhvervsfiskere! Den officielle lystfiskerfangede rekord i Uganda var ved fangsten på 80,5 kg, men der er ingen tvivl at der er fanget fisk over denne størrelse, som aldrig er blevet indrapporteret!
Efterskrift: I 1995, hvor denne historie foregik, var der et nærmest ikke eksisterende fiskepres på Devils Cauldron og denne del af Nilen efter mange år med diktatoren Idi Amin og efterfølgende borger- og guerillakrig i det nordlige Uganda med warlorden Joseph Kony, som terroriserede området. Det var derfor dengang god skik at hjemtage de nilaborrer, der blev fanget, så de lokale rangere kunne få dem at spise med deres familier i den nærmeste landsby. Nu om dage bliver de fleste fisk genudsat for at bevare bestanden.
feb 15, 2025 | Artikler, Fluefiskeri, Nyheder, Rejsefiskeri
På klassiske Cuba er fiskene lynhurtige. Men på den eksotiske ø, er der heldigvis også en fisketosset fiskeguide og Formel 1 kører, der er mindst lige så hurtig. Spænd selen og følg med på et hektisk fluefiskeri med fart over feltet.
TEKST MARIA ÅLANDER
FABRIZZIO BARBAZZA har altid elsket fart. I firserne var han en af Italiens mest lovende racerkørere, og fra italienske Formel 3 gik han via CART-serien i USAtil en Formel 1 debut i 1991. En brutal ulykke satte dog et brat stop for hans karriere. Massive skader gjorde det yderst tvivlsomt, hvorvidt den unge fartfanatiker nogensinde villle vågne op af sin coma. Men da vi møder den vakse fyr med troldehåret på Havannah’s flyveplads sprudler han af liv. De sidste ti år har han nemlig oplevet masser af action ved at drive en fluefiskecamp på Cuba. Men nu er målet ikke de vildeste biler, men de hurtigste fisk. Nu står den på bonefish, tarpon och permit.
Begyndertips til bonefish
Han har tre råd til os nybegyndere. – Den første og egentlig ret indlysende er at lytte til guiden, fortæller Fabrizzio. – Han er nemlig som regel den, der ser fisken først, og kan fortælle dig præcis hvor og hvornår, du skal kaste. Uden denne information er du som nybegynder ofte chanceløs. Det andet råd er at kaste hurtigt og præcist med maksimalt to bagkast. Mange af vores gæster burde øve sig bedre, inden de kommer herned. Man bør øve sig på at kaste med præcision, som er meget vigtigere end længde. Det er nemlig sjældent nødvendigt med kast på mere end 10-20 meter, når der fiskes bonefish.
Råd nummer tre er at dobbelt-checke udrustningen hele tiden. Her tæller marginalerne, og der er ikke plads til fejltagelser med dårlige knuder, skadede tafser eller halvsløve kroge. Saltvandsflue- fiskeri er mere jagt en fiskeri, fordi du fisker på fisk i bevægelse. Ofte har du kun et – eller maksimalt to skud i bøssen. Og så er chancen forpasset. Fabrizzion fortsætter, nærmest hviskende. – Vær på dupperne og fisk koncentreret med alle sanser i alarmberedskab. I det samme du registrerer en fisk er det med at være på: Ét blindkast, fluen lige foran fisken – og så PANG.
Bonefish i mangroven
En uendelig labyrint af mangroveøer strækker sig kilometer efter kilometer. Vi stager os stille frem i en lille fladbundet båd gennem de lavvandede kystområder, som er stærkt påvirket af tidevandet – de såkaldte flats. Det er her vi finder turens mål – bonefish. Den eftertragtede hurtigsvømmer må konstant opveje fordelene ved hurtig og lettilgængelig føde, mod risikoen ved at blive fanget på land, når tidevandet lynhurtigt trækker sig tilbage mellem de mange bagvande og kanaler. Lige så hurtigt som bonefish’en kan komme ind i en lagune for at frådse i krabber – lige så hurtigt forvinder den igen, når der er tegn på, at vandet vil falde.
At leve i det lave, krystalklare vand kræver camouflage ud over det sædvanlige. Og en bonefish kan om nogen smelte fuldstændig sammen med sine omgivelser. Det kræver derfor meget træning overhovedet at opdage de til tider næsten usynlige fisk, som da også bærer kælenavnet »Ghost of the flats«.
Maria med sin første bonefish – et rigtig flot eksemplar på cirka tre-kilo.
Vadefiskeri efter bonefish
Det blæser helt vildt. Nu og da kommer der et regnskyl så koldt, at man ikke skulle tro, vi befandt os i troperne. Men vinden er slet ikke så ringe endda, for den presser vand i de laguneområder, hvor fiskene elsker at fouragere. Fabrizzio klør sig i manken. Han har brugt lang tid på at studere kortet over området for at forudse, hvor områdets bonefish sandsynligvis vil indtage deres frokost. – Det kan lade sig gøre at fange dem, når de er på farten, men det er betydeligt lettere, når de æder, for så er de ikke nær så meget på vagt, siger Fabrizzio.
Vi hopper udenbords for at vadefiske. Vandet er varmere end luften – cirka 26 grader, så det føles skønt at glide ned i det lune vand. Fødderne synker i den bløde bund, og hvert eneste skridt er tungt og besværligt. Imens kan jeg iagttage, hvor rutineret, lydløst og let begge guider bevæger sig igennem vandet. Deres kroppe og bevægelser er nærmest i ét med stangen og havet. Det kan man ikke sige om mig. Linen snor sig rundt om hele kroppen, og jeg er konstant ved at snuble.
Sveden drypper fra min pande, kasketten glider hele tiden ned i mine øjne, og det er første gang jeg fisker på flats. Om 10.000 fisketimer bliver jeg måske også et med mine omgivelser… Måske for at få mig til at føle, at det er OK at føle sig malplaceret, fortæller Fabrizzio en drabelig historie om den første gang han fiskede efter laks. Han var indbudt af Christer Sjöberg til Loops russiske laksecamp ved floden Umba. Christer rakte et par waders over til Fabrizzio, hvilket var et stykke beklædning, han aldrig havde prøvet. Men da han kom i gang med fiskeriet, forstod han ikke helt meningen med bukserne, eftersom vandet strømmende ind ved knæene. Nogen havde nemlig åbnet emballagen til waderne med en kniv og kommet til at lave et næsten usynligt snit i Gore-Tex’en… Fabrizzio frøs, så han rystede, mens alle andre så ud til at have det yderst komfortabelt.
Min første tanke var, at de der nordboere godt nok var nogle seje vikinger, men jeg ville ikke være til besvær, så jeg sagde ikke noget, griner han. Snart stillede den eneste pige i selskabet sig langt ud i vandet og fiskede i nogle timer. Kan hun klare det, så klarer jeg det også, tænkte den store italiener, og bed kulden i sig. Da fiskedagen var slut, var Fabrizzio nærmest blå af kulde, og folk var flade af grin, da de opdagede de store huller i hans waders.
Fluevalg til bonefish
Bonefish æder alt fra snegle og krabber til fisk og orme. Nu forestiller du dig sikkert en gigantisk flueæske med flere hundrede imitationer af tropiske mangrovedyr, men ifølge Fabrizzio, så klarer man sig let med tre-fem forskellige fluer. – Har du en reje-, en krabbe- og en fiskeimitation, skal du nok få det eftertragtede hug.
Det er ved bunden, at bonefish’en normalt indtager sin føde. Det er netop derfor, at bonefish fluer normalt er kraftigt belastede. Denne flue skal du tage hjem rykvis. Lad den af og til synke og så ellers bare ligge lidt på bunden, mens du venter på en reaktion. Sker der intet, gentager du blot proceduren, forklarer han.
Den ekstremt store diameter på fluehjulet er en fordel, når man lynhurtigt skal holde linen stram, når en tarpon på fuld drøn racer direkte imod en.
Blindkast med fluen giver flot bonefish
Sagte smyger vi os igennem mangroven. Fluen er parat i den ene hånd, og hele tafsen plus et par meter flueline er uden for topøjet. Et par løkker er i den anden hånd, og resten af den line, vi skal skyde ud, slæber vi bag os i vandet. Vi er 100% klar, hvis der skulle dukke en fisk op, og pludselig sker det. – Fish two o’clock, cast, cast, hvisker lokalguiden Enrice. Men vent – hvad sagde han? Hvor er den? Til højre eller venstre? Min hjerne arbejder på højtryk. Hvor er klokken to – og hvor er fisken? Den gyldne regel er, at man aldrig skal kaste til en fisk, man ikke kan se. Og jeg kan ikke så meget som se skyggen af en fisk… Alligevel tager jeg chancen og kaster i blinde, stripper lidt line ind og lader fluen synke. Til alt held kan jeg pludselig se en større fisk følge efter fluen. – Strip, strip, skriger Enrice. Og så sker det utrolige. Det ser ud som om, at fisken tager min flue. – Hæv ikke stangen, overvind refleksen, hæv ikke stangen, tænker jeg. Hvis man vil maksimere sine chancer for fangst, skal man nemlig blive stående med stangen pegende direkte mod fisken. Når du mener, at fisken har taget fluen, stripper du hurtigt ind med linehånden, indtil du mærker krogen sætter sig i fisken.
Først når fisken er solidt kroget, hæves stang til normal fight position. Et normalt modhug, hvor stangen hæves, tager alt for lang tid. Hvis man hæver stangen som modhug og misser fisken, flyver fluen desuden ud af vandet – og så har du for alvor mistet din chance for, at fisken hugger igen. Har du derimod kun rykket fluen nogle decimeter fra fisken, har du stadig en vis chance for, at den går til fadet igen.
Den vildeste bonefishfight
Jeg er i trance, da linen pisker af hjulet, og jeg skal være hurtig for ikke at få et rap over nallerne af det roterende håndtag. Det er en fornøjelse at høre lyden fra en bremse, der er på overarbejde. Og lige netop som man tror, at udløbet er slut, så er der mindst lige så langt igen. Der er således ikke andet at gøre end at stå med et lykkeligt smil på læberne. Det er i hvertfald hvad jeg gør. Jeg har kroget min første bonefish. Og lander den også. Hvilken fantastisk smuk fisk! Jeg vender den med bugen opad, som jeg har lært – og afkroger den. Fisken, der minder om en spøgelses stalling med store øjne, er næsten helt firkantet på bugen. Den føles let, men det skyldes adrenalinet i min krop, for den vejer cirka tre kilo. Da jeg sænker den ned i sit rette element, svømmer den væk og bliver på et splitsekund et med vandet. Først bagefter fatter jeg, hvad der er sket. Lykkerusen skyller hen over mig.
Nyder du det, spørger Fabrizzio? – Det gør jeg i hvert fald. Jeg bliver aldrig træt af at fiske på disse flats. Herude bliver jeg et med havet.
Artiklen blev oprindelig publiceret i Fisk & Fri 1/2010
Tarponfluer som denne kan variere i farverne. Det vigtigste er dog at
de er bundet på en stor, stærk og syleskarp krog.
jan 25, 2025 | Åfiskeri, BÆKØRRED, Bækørredfiskeri, Fluefiskeri, Nyheder, Rejsefiskeri
Tasmanien byder på et fantastisk fiskeri efter flotte bækørreder. Følg med den lokale flueguide Daniel Hackett til øen der ligger så langt væk fra Danmark, du overhovedet kan komme. Her kan du opleve uspoleret vildmark – og noget af det bedste tørflue sightfiskeri, du kan forstille dig.
AF DANIEL HACKETT
SIGHTFISKERI er efter min mening den mest spændende form for fluefiskeri. En af de oplevelser, der står tydeligt printet i min erindring, er en dag på den øvre del af Macquarie floden, hvor jeg er heldig at opleve en helt fantastisk majflueklækning med massevis af store, vilde bækørreder, der går fuldstændig amok i fire timer i træk.
En anden dag, jeg tydeligt husker, er en to-dages tur til en øde, krystal klar sø, hvor kæmpestore ørreder i 5-6 kilos klassen i en sanseløs rus jager småfisk op fra dybet og går grassat på dem i overfladen. Eller – måske er den uge, jeg spenderer på den vilde tasmanske vestkyst efter havørreder en af de ture, der har gjort størst indtryk. Med kæmpestore klitter, der tårner sig op bag mig, gennemfisker jeg den brutale brænding med skelettet fra en gigantisk sydlig rethval, som et nærmest surrealistisk bagtæppe i det fantastiske natursceneri.
Men – selv om jeg har massevis af fantastiske minder fra Tasmanien, er den dag, jeg husker allerbedst dog nok den dag, hvor jeg sætter ild på min fiskekammerat… Det sker på en flere måneder lang fisketur, hvor jeg er ude for at udforske vildmarken omkring den øvre del af Mersey floden – på jagt efter nye spændende fiskevande. Det er ukendt territorium, ukendte jomfruelige fisk – og ukendte klækninger.
Tasmanien er et rendyrket tørflueparadis, med gode chancer for fisk som denne.
Tasmanske sommerørred om vinteren
Det er en smuk midsommerdag i januar. Ja – for når det er vinter i Danmark, så er det sommer i Tasmanien. På denne dag, som jeg aldrig kommer til at glemme, har jeg fået selskab af min gode ven Greg. Vi er på vej op igennem en kløft, hvor ingen af os har været før. Vi har spottet en klækning af store, fede slørvinger på op til fem centimeter, og det er som om, at samtlige ørreder i floden er oppe på finnerne for at tage del i festmåltidet.
Overalt kan man høre plask og tunge skvulp – og på de bedste standpladser materialiseres kæmpestore ørreder af drømmeagtige proportioner, som for en stund har glemt alt om deres majestætisk tilbagetrukne tilværelse. De havde kun en ting i hovedet – slørvinger. Jeg har en distinkt følelse af, at jeg vil komme til kort med min 7.6 fods splitcane stang, der ellers var helt perfekt tidligere på dagen, hvor der primært var mindre fisk i farvandet. Men – uanset hvad, har jeg ikke tænkt mig at lade min chance gå til spilde, blot på grund af en underdimensioneret stang.
Monsterørreden fra den dybe pool
Med en perfekt smal linebue, sender jeg en lille bitte ubelastet nymfe tværs ud over vandet. I min anden præsentation snupper den nymfen. Med så stor kraft, som jeg vover med den spinkle stang, gør jeg modhug, så det knager af fightglæde ned gennem den sekskantede stang, mens storørreden med massive plask ruller rundt mellem stenene ude i strømmen. Til min store forbløffelse lykkes det mig inden længe at få fisken presset så tæt på, at jeg har den blot en stanglængde fra den klippe, jeg står på.
Forsigtigt læner jeg mig forover med nettet, for at løfte monstret op fra den dybe pool – ivrig efter at se fisken i øjnene og beskue den imponerende fisk på tætteste hold. Men netop som fisken er ved at glide over netrammen, retter krogen sig ud – og sekunder efter er drømmefisken blot et flygtigt billede på min nethinde, der nok aldrig forsvinder. Evigt ejes kun det tabte, siges det.
Fiskeriet i regnskovsfloderne er mindst lige så spændende, som det man oplever i lavlandet, men her er fiskeriet ofte meget koncentreret og bedst på de aller varmeste sommerdage.
Ørredfeber og balstyrisk ilddans
Den aften ved floden, beslutter vi os for at fejre dagens spændende begivenheder med whisky og øl, i selskab med Sydkorset og mælkevejens funklende stjerner. Dagens oplevelser med megaklækninger og kæmpefisk bliver highlightet ud i de mindste krinkelkroge – efterfulgt og krydret med et festfyrværkeri af de sjoveste jokes vi kan komme i tanker om. En af dem er så morsom, at mine grinekramper medfører spastiske benspjæt så ukontrollable, at jeg får sparket Trangiaen omkuld og sætter ild til Greg, der høj af ørredfeber begynder en balstyrisk ilddans. Den starter ved bålpladsen, men i takt med, at han for alvor mærker flammerne slikke op af kroppen, rykker forestillingen længere og længere ud i vandet, for til sidst at ende med et gigantisk plask, idet Greg sætter et punktum for dagen i selskab med de ørreder, der har været med til at gøre netop denne dag så uforglemmelig.
Masser af ørred til alle på Tasmanien
De sidste otte år har jeg været så heldig, at jeg har kunnet leve af at være fluefiskeguide på Tasmanien. Og der er masser af fisk til alle. Ørrederne, som blev udsat af englænderne i 1860’erne, har dannet vilde, selvreproducerende bestande overalt på Tasmanien, og i dag er der over 3000 vandløb samt søer med bestande af smukke ørreder. Fiskeriet blev for alvor sat på verdenskortet i 1988, hvor der blev afholdt VM i fluefiskeri. Men på trods af, at folk så småt er ved at få øjnene op for det fantastiske potentiale Tasmanien byder på, er der stadig masser af fuldstændig uspoleret ørredfiskeri. Og massevis af ørreder, der grådigt kaster sig over tørfluerne.
Der tørfluenørdes for fulde gardiner ved lejrbålet – godt krydret med røverhistorier og jokes så morsomme, at man kan komme til at sætte ild til sine venner…
Overblik over de tasmanske fiskevande
De nordlige floder byder på et helt eminent fiskeri. Hvis jeg kun havde én uges tid til at fiske i Tasmanien, ville den starte ved Launceston med tre dages tørfluefiskeri. Mulighederne i dette område er næsten uendelige. Det bedste tidspunkt er om foråret i oktober – november Her vil jeg helt klart foretrække nogle af de langsomt flydende stræk, der malerisk snor sig gennem lavlandsengene – præcis som de klassiske engelske kalkstrømme.
De fleste af disse floder er små, men enkelte af de større, som fx South Esk, der er 200 kilometerlang – eller den nedre del af Macquarie floden. Her er der mulighed for at vade- eller driftfiske fra en gummibåd.
Klækningerne kan være op til tre forskellige majfluer på en dag, der imiteres med fluer i krogstørrelser fra str. 12-18. Hertil kommer et stor antal af landlevende biller og vandnymfer. På Tasmanien er det normalt at se ørrederne hoppe fri af vandet for at tage flyvende majfluer, og vandnymfer. Alene det er hele turen værd.
I december – februar, når foråret bliver til sommer, klinger majfluefiskeriet af. Nu starter mit favoritfiskeri i lavlandsfloderne med en aggressivitet, der ikke efterlader nogen tvivl om, at de ved, hvad de vil ha’. Et mere visuelt højspændt fiskeri skal du lede længe efter. Her er der ikke bare tale om fisk, der står på en fast standplads og tager, hvad der kommer. Nej – fiskene svømmer aktivt rundt, og kaster sig grådigt over alt, hvad der minder om græshopper.
På samme tidspunkt, er der også mulighed for at opleve et sindsoprivende spændende fiskeri, med cikade- og slørvingeimitationer i de tempererede regnskovsfloder – fx Mersey floden. Fiskeriet i regnskovsfloderne er mindst lige så spændende, som det man oplever i lavlandet, men her er fiskeriet ofte meget koncentreret og bedst på de aller varmeste sommerdage. Gennemsnits fiskene i de fleste floder ligger fra lidt under eller over kiloet.
Når sommeren klinger af og efteråret nærmer sig, kommer majfluerne igen tilbage på menukortet. Efterårsklækningerne kører i 2-3 måneder indtil sæsonens af slutning i slutningen af april – starten af maj. På varme dage supplerer græshopppefiskeriet majfluerne, og på fugtige aftener byder sværmende flyvemyrer på endnu flere muligheder for tørfluefiskeren.
En af områdets femstjernede lodges – beliggende direkte ned til fiskevandet!
Ørredsøerne langt ude imod vest
I min tasmanske vil de trefire midterste dage helt sikket blive brugt i de vestlige søer som ligger i de fredede World Heritage Area. De vestlige søer er ret unikke, og ligger på et plateau mærket af gletsjeraktivitet for tusinder af år siden. Da gletsjerne blev gamle og forsvandt, efterlod de mere end 400 mindre lavvandede søer. De fleste er fulde af majfluer, tanglopper og små byttefisk der bor mellem tangpletterne på den hvide sandbund.
Ørred blev først introduceret til området i slutning af 1800-tallet og i de sidste 130 år har de eksisteret sammen med den oprindelige flora og fauna.
Sightfiskeri på de store tasmanske søer
Selve fiskeriet er vanskeligt at beskrive, men for at sige det ligeud, er det langtfra søfiskeri, som de fleste kender det. Den bedste sammenligning vi kan bruge er, at man purscher ørred på samme måde, som man fisker efter bonefish på tropeflats. På skyfrie dage vader vi i de lavvandende laguner, i søgen efter ørred der er fokuseret på majfluer i overfladen. De fleste vejer 1-2 kilo men enkelte når vægte over fem kilo!
På dage hvor vejret er lidt mere hårdt med skyer, regn og vind, er der søer med mere grøde, som der kan fiskes med tørfluer på alligevel. Uanset vejret om dagen, er ni ud af ti vandet roligt, og man kan se ørrederne taile. At taile er et udtryk primært brugt om bonefish når halen lige stikker over overfladen, når de svømmer rundt og guffer fødeemner op fra bunden. Det siger vist sig selv at dette er med til gøre fiskeriet ekstremt spændende!
En ting der er vigtigt at påpege omkring fiskeriet i Tasmanien er vejrets betydning. Tasmanien er en lille ø omringet af massive havområder i hvad der er kendt som Roaring Forties fordi der er brølende vinde. Når disse vindsystemer rammer øen, og det centrale 1200 meter plateau, bliver de presset op og kan blive voldsommere, og resultere i dramatiske vejrændringer. Således kan det være 30 grader, og solskin den ene dag, og sne den næste! Ja de vestlige søer er vilde på mange måder!
Mange af lavlandsfloderne er bittesmå bække på størrelse med denne, men som du kan se, kan de krystalklare bække rumme ret pæne fisk.
Ørred i de tempererede regnskovsfloder
De sydlige floder burde afslutte enhver tur til Tasmanien. Styx, Weld og Florentine er friløbende vandløb med et rødligt skær i vandet fra regnskovens muldbund på Sydtasmanien. Her vokser enorme træer, hvoraf nogle kan være op mod 700 år gamle. Herefter flyder floderne gennem skovområder, som desværre til dels er blevet massivt udryddet af skovhugger industrien. Man kan håbe at økoturisme, heriblandt lystfiskeri, kan overtage skovbrugen og med de smukke bjerge og med det fantastiske fiskeri området byder på, burde det kunne lade sig gøre.
Fiskeriet er 100% visuelt, og man kaster kun til fisk man har set. Blindkast resulterer i mange bittesmå ørreder, men dem der evner at spotte de store 2-5 kilos fisk mellem væltede træer, hurtige stryg, og i de dybe pools, har muligheder for at opleve et fiskeri der er svært at matche.
Man kan meget let få bækørreder på hjernen, når først klækningerne tager fart, og fiskene tager for sig af retterne.
Tasmanien – et ørredparadis
Det er så Tasmanien. Andre højdepunkter der bør nævnes er sightfishing efter havørred, de vilde regnbuer i World Heritage Area eller fiskeriet i de små kildevælds åer. Vi har de famøse tasmanske djævle og er stolt af vores danske prinsesse, men vi har også suverænt visuelt fiskeri efter ørred, så kom bare og besøg os.
Øen Tasmanien er en del af den australske stat – og ligger 40 minutters flyvning fra Australien. Over 40% af øen er fredet som nationalparker, reservater eller andre former for beskyttede områder. Den er på størrelse med Irland, men på trods af dette bor der kun en halv million mennesker. 200.000 af dem bor i hovedbyen Hobart, der ligger på den sydlige del af øen.
Den næststørste by er Launceston med 100.000 indbyggere. Begge byer kan man komme til via fly med Qantas and Virgin Blue, der flyver fra Melbourne International Airport. Meget af det bedste strømvandsfiskeri findes under en times bilkørsel fra Launceston, men der er også rigtig godt strømvandsfiskeri vest for Hobart. De bedste søer ligger på midten af øen, i et område der kaldes Western Lakes. Regionen er en del af det centrale højlandsplateau i 1100-1200 meters højde. Her er over 3000 krystal klare lavvandede søer, hvor du kan sightfiske efter ørred, som var det bonefish. Og for at det ikke skal være løgn så er området udråbt som fredet World Heritage Zone, hvilket er din garanti for nogle uforglemmelige naturoplevelser.
Fluefiskeri på Tasmanien
Forfatteren, Daniel Hackett, driver firmaet, RiverFly Tasmania www.riverfly.com.au fra byen Launceston. Der er fokus på tørfluefiskeri fra oktober til april. Daniel er også den første fiskeguide, der har fået tilladelse til at guide i World Heritage området, hvor der udlejes primitive hytter fra oktober til marts.
Teltet rystes efter en våd nat, så det ikke er helt så tungt at slæbe tilbage gennem vildmarken.
Mange af de små søer i højlandet er så afsides liggende, at man kun kan komme frem til dem til fods. Men – det gør ikke fiskeriet mindre godt…
jan 11, 2025 | Åfiskeri, Artikler, Fluefiskeri, LAKS, Lakseåer, Rejsefiskeri, Spinnefiskeri efter laks
Det er en fantastisk følelse at fiske et sted, hvor du kan fange både laks og ørred på samme flodstræk – og samtidig have en rigtig god chance for succes. Følg med til Picacho Dalen i Patagoniens XI’ende region.
AF ENRIQUE AGUADO
ALLEREDE efter en halv times fiskeri, har vi landet adskillige ørreder. Pludselig driver vi over en stor, pool med krystal klart vand. Dybden er over 20 meter, men alligevel kan vi langt nede ane et dusin kongelaks, hvoraf en del af dem er på den rigtige side af de 15 kilo. – Stop, stop, råber vi i kor, indtil vi kommer i tanke om, at vi ikke har en jordisk chance med vores lette ørredgrej, der er rigget op med græshoppefluer. Men – det er der råd for. Hurtigt sejler vi indtil land og får rigget nogle kraftige spinnestænger op – og inden længe er vi klar til at udfordre de patagoniske kongelaks – eller Chinook, som de også hedder..
Fiskene står mindst 15 meter nede, så det bliver de tungeste skeblink på næsten 50 gram, som bliver søsat. Fiskes de for højt, er det svært at få laksene til at stige. Jeg gør mig derfor meget umage for at fiske blinket uendeligt langsomt, så det når at komme helt ned foran snuden på fiskene.
Ørrederne I Picacho har en flot snitvægt – og spiller man sine kort rigtigt, er der chancer for fisk helt oppe I 3-4 kilos klassen. Denne fisk vejer cirka 1,5 kilo.
En flot kongelaks, der tog en lille spoonfly fisket på fluestangen.
Kongelaks i tredje kast
Første kast – intet. Andet kast – intet, men i tredie kast: YES. Med en voldsomt smæld i stangen tager en af de store laks sølvblinket uden betænkeligheder. I forhold til Atlanterhavslaks er de ofte ret lette at lokke til at hugge, men det gør jo ikke fiskeriet mindre underholdende.
Fisken stiger lynhurtigt op til overfladen, hvor den plasker rundt. Til at starte med tror vi, at det bliver en lang fight, men efter 8 minutter er fisken landet – et minut for hvert kilo. Den er på ingen måde nogen kæmpe, men at have landet den første kongelaks efter blot 45 minutters fiskeri, er trods alt helt ok.
Vi er helt oppe at køre, og forventningerne til de kommende dages fiskeri er skyhøje. Der er nemlig masser af andre pools præcis som denne i Picacho Floden – så er det bare at vælge, om man vil fiske højt eller brednært efter ørred – eller gå i dybden efter Chinook. Der er ikke meget tid til at kede sig – bedre kan det simpelthen ikke blive. Tunge, stærke overraskelser gemmer sig bag hvert et nyt hjørne af floden, og vi kan næsten ikke vente med at fiske videre. Men – ikke nok med, at fiskeriet er super fedt. I forhold til mange steder i Patagonien er det også relativt let tilgængeligt.
Floden er kun 115 kilometers kørsel fra Balmaceda Lufthavn, og Picacho Lodge, som er vores base på turen, er blot 45 minutters sejlads nede af floden. Lodgen har masser af fiskevand – både i floder og søer – og der er rigeligt med jomfrueligt vand til alle…
De chilenske bækørreder er mindst lige så smukke, som de er grådige.
Store ørreder og regnbuer i Picacho floden
Picacho floden er en biflod til Cisnes Floden, der sammen med Rooselevelt og Copa søerne er nogle af de vigtigste vandsystemer i regionen. Da der kun er 40-50 kilometer til havet, er der ud over en rigtig god bestand af velvoksne ørred og regnbuer også masser af kongelaks. Fiskeriet efter de enkelte arter er hver især så godt, at turen er det hele værd blot for en enkelt arts skyld. Men – det skader jo ikke med lidt afveklsling, så hvorfor ikke fiske efter alle arter, når man nu har dem inden for rækkevidde på en gang. At fiskeriet foregår fra båd, som ligger blot 100 meter fra lodgen, gør ydermere det hele både lettere og mere komfortabelt.
Floden, som er 15-20 meter bred, er gin klar – og som antydet er vandet faktisk så klart, at det er muligt at se fiskene i selv de dybeste huller. Men – i modsætning til mange lignende klare vande i området – fx den berømte Cochrane, er fiskeriet relativt let, og der er reelle chancer for eksempelvis bækørred i trekilos klassen. Snitvægten på kongelaksen er 8-10 kilo, men fiskene kan præcis som i dens naturlige udbredelsesområde på den amerikanske nordvest kyst, opnå en imponerende vægt på 30-40 kilo.
Forskellige former for store skumbiller virker fantastisk til de store ørreder, der kun bliver mere glubske, jo større fluer man sætter for enden af forfanget.
Fisketeknikker efter ørred i Picacho floden
Driftfiskeriet giver mulighed for at lægge mange kast og være top-effektiv med afsøgningen, men man skal også være oppe på beatet, hvis ikke man skal misse nogle fisk, for båden driver relativt hurtigt… Fluefiskeriet giver rigtig godt, men man fanger endnu flere, hvis man bruger spinnegrejet. En af dagene får vi fyrre flotte ørred og har oven i købet tid til at bruge lidt tid til at fiske efter kongelaks på sidelinien. Det siger næsten sig selv, at alle ørrederne bliver genudsat, hvilket fornuftigt nok også er obligatorisk.
Efter ørred i Roosevelt Søen
Søfiskeri i Rosevelt er en anden virkelig spændende fiskemulighed i området. Her kan man let bruge en hel fiskedag, og dagen efter er vi fremme efter en kort bådtur og 45 minutters vandring i bjergene.
Her i søen er der et virkelig godt fluefiskeri, og i min flueæske er der Chernobyl Ants, Skum-græshopper, mega vårflueimitationer samt andre store og iøjnefaldene fluer. Fiskeriet er især godt, hvor de forskellige mindre floder løber ud og skyller forskellige fødeemner ud i søen – og det er da også et af disse steder vi opsøger i dag. Det skal hurtigt vise sig, at vi ikke taget turen forgæves – efter blot tre timer har vi fået adskillige flotte ørred til at stige til overfladen, hvor de grådigt kaster sig over vores store imitationer. Fiskene vejer 1-2 kilo i snit og kæmper virkelig godt, så det er hele vandreturen værd. I starten er vi lidt skeptiske over de ekstremt store fluer, men efter, at vi med egne øjne har set fiskenes reaktion på dem, er vi ikke i tvivl om, at de rykker for vildt. Og – jo større fluer vi sætter for enden af forfanget – desto mere stiger snitvægten på fiskene. Her er der ingen grund til feinschmeckeri – det er bare med at overdrive både farver og proportioner, så skal de store fisk nok komme op på finnerne.
På Picacho Lodge er der mulighed for et hyggeligt spabad ude på terrassen, når man kommer træt hjem fra fisketur. Bedre bliver det næppe.
Det jomfruelige ørredfiskeri i Chile
Charmen ved Chile er blandt andet, at der er utrolig mange mindre vandløb, floder og søer, der er så ukendte og jomfruelige, at de ikke engang har et navn. Og – hvis de har et navn, så er det ofte fordi der ligger en fiskecamp i nærheden, som er nødt til at kalde vandet et ellr andet, for at have noget at referere til, når røverhistorierne går ved lejrbålet.
Præcis et af disse vande tager vi ud til en af dagene. Det kræver en god køretur nedstrøms med firehjulstrækkeren, men efter et stykke tid, når vi frem til en serie af små søer omkranset af uigennemtrængelig skov. Her er der absolut ingen, som fisker, så det er med store forventninger, at vi sejler rundt i søen med en lille robåd for at spotte nogle fisk, der er værd at fiske efter.
I det klare vand kan vi tydeligt se bunden – samt diverse strukturer nede i vandet. Og især strukturer som sunkne træer og grødebælter viser sig at holde på en del gode fisk. Faktisk har vi en frisk ørred, der stiger til tørfluen, næsten hver eneste gang, vi kaster til at af disse meget forudsigelige hotspots. Men – selv blindfiskeri med større streamers i områder, hvor der tilsyneladende ikke er noget specielt tegn på liv, lykkes det os at få flere gode fisk. Præcis som de forrige dage har vi masser af action, og da et af de voldsomme uvejr, som Patagonien er kendt for, om eftermiddagen driver ind over os, har vi intet problem med at stoppe fiskeriet. Vi har nemlig allerede fået i omegnen af tredive flotte ørred.
Inden længe vælter regnen ned, men lige gyldigt hvor meget det regner, har vi stadig et stort smil på læben. Og det bliver ikke mindre af at komme hjem til en hyggelig lodge, hvor vi efter et solidt aftensmåltid med det samme kan hoppe i de rygende varme udendørs spabade.
At fiske i denne del af Patagonien er noget helt specielt. Det er en fascinerende fornemmelse, at kaste sin flue til en grov ørred, der sandsynligvis aldrig har været kroget før, men mindst lige så godt er det også at opleve det jomfruelige fiskeri og den uspolerede natur – uden at skulle gå på kompromis med komforten.
Efter en forrygende fight er en flot kongelaks på vej tilbage til sit rette element i Picacho Floden.
Fluegrej til turen
Til ørredfiskeriet kan jeg anbefale klasse 4-8 stænger afhængig af, hvor der fiskes. Klasse fem er dog et fint allround valg. Det kraftige grej er primært nødvendigt, når der fiskes tæt op af snags efter de helt store ørred i 3-4 kilos klassen. Medbring både flydende og synkende liner, så du kan dække et bredt spektrum af situationer. De bedste fluer er Chernobil Ant, Fat Albert, store græshoppeimitationer samt små museimitationer. Store streamers og Wholly Buggers, Muddler Minnows og Zonkers i afdæmpede mørke farver fungerer også rigtig godt – især til blindfiskeri. Selvom det ikke benyttes så ofte, kan klassisk nymfefiskeri med fx Caddis Pupa, Pheasant Tails mm være effektivt.
Picacho – praktisk information
- Sæson: Fiskeri i Chiles elfte region er tilladt fra oktober til april. Husk at checke, at den lodge du vil fiske fra er åben. Det er nemlig ikke alle steder, at der er åbent i hele sæsonen.
- Picacho Lodge, som er lavet af store tømmerstokke, har plads til seks personer. Lodgen har en hyggelig spisestue, hvor chef’en hver aften tilbereder et lækkert måltid mad. Det er kun muligt at komme til lodgen med båd – lige som bådtransport er transportmidlet til næsten alle lodgens vande. Læs mere på www.picacholodge.com.
- Ture til lodgen bookes via www.salvelinus.com
Artiklen blev oprindeligt publiceret i Fisk & Fri 9/2010
På trods af Picacho Flodens afsides beliggenhed i den Patagoniske del af Andes bjergene, er den alligevel relativt let at komme frem til.
nov 23, 2024 | Artikler, Nyheder, Portrætter, Rejsefiskeri
Når først fiskene er i biddet, kan de være ekstremt aggressive, fortæller Klaus Lynggaard. – Denne fisk huggede således to gange inden for et kvarter.
Steelheadfiskeri kan være benhårdt, når man går efter jomfruelige pools og kæmpestore fisk. Det amerikanske fiskemagasin Salmon, Trout & Steelheader kårede for 14 år siden verdens mest hardcore steelheader – nemlig danskeren Klaus Lynggaard. Her får du historien om en mand, der ikke var bange for at gå igennem ild og vand for at realisere sine fiskedrømme.
AF JENS BURSELL
STEELHEADEN er uden sammenligning en af de mest eftertragtede gamefish i Nordamerika. Men den smukke fisk, som i manges bevidsthed rangerer over både laks og ørred, er ikke altid lige let at fange – end sige komme i nærheden af. Mange af de bedste pools ligger nemlig så langt væk fra alfarvej, at det kan være forbundet med store fysiske strabadser at nå frem til dem.
– Fiskeriet bliver ikke lettere, når man som hardcore fiskebums i mange år har levet på en sten for nå sine mål, fortæller Klaus. – De første par år, hvor jeg fiskede i British Columbia, havde jeg ikke råd til en pontonbåd. Jeg kunne derfor ikke krydse floden i ro og mag – og transportere mig nedstrøms til de bedste pladser som de andre lystfiskere, fortsætter han. – Jeg måtte derfor finde på alternative løsninger til at være først på pletten.
Efter at have grovfisket 40 kilometer vand fandt Klaus endelig fisk på et stræk, der var blot 250 meter langt. Det blev til tre over ni kilo på samme dag! Alle fisk blev taget på en Berkley Pink Worm.
En livsfarlig genvej til steelheads gennem togtunnelen
– Langs floden løb en jernbane, og det var langt lettere at løbe på skinnerne end at kæmpe sig igennem vildnisset, fortsætter han. – For at være på pladsen som den første, var jeg hver eneste dag oppe flere timer før det blev lyst – og løb med fuld fiskeudrustning cirka 15 kilometer nedstrøms – samt tilbage igen om aftenen. De hårde fiskedage blev afsluttet med, at jeg overnattede på bagsædet i min iskolde bil, og det gjorde jeg flere måneder i træk.
– Det var en god slankekur, for løbeturene gjorde, at jeg tabte 13 kilo på et par måneder. Det helt store problem var dog, at man skulle igennem adskillige jernbanetunneler for at komme ned til de gode pladser… De længste tunneler var flere hundrede meter lange – og der var ingen plads til at undvige, hvis der skulle komme et tog. Jeg tog den livsfarlige tur to gange dagligt, og det var med bankende hjerte samt et skyhøjt adrenalinniveau, at jeg løb som jaget vildt gennem tunnelerne.
– Mest bange var jeg dog engang, hvor min lygte gik i stykker, så jeg var nødt til at famle mig gennem den bælgmørke tunnel. Jeg kunne ikke engang se min egen hånd – og bare tanken om lyden fra et tog i mørket fik koldsveden og dødsangsten til at brede sig i hele min krop. Set i bakspejlet var det skingrende sindssygt. Der har været flere gange, hvor det var meget tæt på at gå galt. En gang stoppede jeg lige inden tunnelen for at tage et billede af morgendisen, og det billede blev jeg glad for. Lige pludselig kom et tog nemlig buldrende ud af tunnelen med så kort varsel, at jeg med sikkerhed var blevet kørt over, hvis jeg ikke havde stoppet op. Det var selvfølgelig forbudt – og jeg blev da også flere gange jagtet af togpersonalet. De var også lidt sure over, at jeg ofte sprang på toget, hvis det passerede med lav fart – og fik et gratis lift ned til pladserne. Enkelte gange kørte toget dog lige pludselig hurtigt, da jeg skulle af. Så var det ellers bare om at bede til samtlige fiskeguder, når man med fiskestængerne i hænderne tog det store spring ud i vildnisset… Senere blev pontonbåden dog erhvervet, og en ny verden af muligheder åbnede sig.
Klaus Lynggaard blev i 2010 kåret som verdens hårdeste steelheader – og ses her på forsiden af det hæderkronede fedtfinneblad – Salmon, Trout & Steelheader.
Panik i flyderingen
– På Thomson River var jeg nogle år senere den første, der krydsede floden i en flydering, fortsætter Klaus. –Men blot ti meter fra land røg den ene svømmefod af, og situationen blev ikke bedre af, at det var første gang nogensinde, at jeg sejlede i en flydering. Desværre havde jeg valgt mig en strækning, hvor jeg kunne skrige mig ihjel uden at få hjælp. Vel vidende, at den stærke strøm hurtigt ville kunne føre mig ned gennem en livsfarlig foss, begyndte en panisk kamp med den ene svømmefod for at redde livet. Flyderingen spandt fuldstændig ukontrolleret rundt, og turen over til den anden side synes uendelig, for jeg vidste, at floden ville æde mig råt, hvis ikke jeg kom hurtigt over på den anden side.
Til alt held lykkes det – hvorefter jeg løb 15 kilometer opstrøms, hvor jeg fangede tre helt nyankomne steelheads – alle over 15 fuldfede British Columbian pounds, i de to vigtigste pools før den første jetbåd ankom. Jeg fiskede mig herefter hurtigt nedstrøms til den ventende flydering. Da jeg sejlede over floden var det bælgmørkt. Midt ude rammes jeg igen af et uheld – skridtstroppen sprang op, så jeg gled ud og lå med hele underkroppen nede i vandet.
En kold og våd af floden
Mine waders var fyldt med iskoldt vand, og de var så tunge, at jeg ikke kunne komme op. Lettere blev det ikke af, at jeg forsøgte at redde mine stænger, som begge var monteret med syleskarpe kroge. Panisk piskede jeg med benene for at komme ind, og da jeg første gang mærkede fast grund, skete det ved, at jeg smadrede toppen af mit skinneben ind i en klippekant, så smerten gik gennem marv og ben.
Thompson River er i øvrigt det sted, hvor jeg har haft min vildeste fight med en steelhead. Den tømte hjulet med 240 meter 0,37 line forbi det eneste træ i floden. Jeg fik kæmpet fisken næsten hele vejen tilbage, men så satte den sig fast. Jeg skulle lige til at svømme ud og befri den, men det forbød mine venner mig. Og det var nok i virkeligheden meget godt…
Min største steelhead til dato vejede omkring 13,5 kilo – og den her fisk, som jeg mistede, var sandsynligvis en hel del større. Rekorden er 42 pund, men pålidelige ryger fra nogle indianere jeg kender går på fisk i 50 punds klassen. Men – jeg kan roligt afsløre, at fisk i denne størrelse ikke er hverdagskost. Snitvægten er ofte 4-5 kilo og en 10 kilos steelhead regnes for en rigtig stor fisk.
Klaus med en noget nær perfekt steelhead taget på jig under testfiskeri sammen med Nick Amato, der er en af de aller bedste jigfiskere i Nordamerika.
Med kæresten på platformen
– Ved Stamp River byggede jeg en platform oppe i træerne, så bjørnene ikke så let kunne komme op og rasere mit telt, afslører den nu 56 årige steelhead narkoman. – Der overnattede jeg hver eneste nat, så jeg slap for at skulle løbe hver morgen for at komme først til de bedste pools. På det tidspunkt havde Klaus en kæreste, der boede ude i skoven sammen med ham i to måneder i træk. Det vagte selvsagt stor opsigt blandt de lokale fiskere. En af dem var Salmon, Trout & Steelheader skribenten Dave Vedder – der har skrevet interviewet i det hæderkronede magasin, hvor han blev kåret som verdens mest hardcore steelheadfisker. I sit interview spørger Dave til, hvad der egentlig blev af den hårdføre pige. Hertil svarer Klaus: – I had to ask her to leave. She tied poor leaders.
En kamp mod floden på Vancouver
– Et af de værste uheld, jeg har haft igennem de 15 år jeg har tilbragt med at fiske steelhead, var ved en flod på Vancouver Island, hvor der er nogle rigtig store vinterfisk, fortsætter han. – Her havde vi fisket en del fra havet og opstrøms, men vi var aldrig kommet helt opstrøms til de allerbedste pools, fordi de lå i nogle meget stejle kløfter, hvor det var fuldstændig umuligt at komme frem. Rygtet gik dog, at man fra en bro langt opstrøms disse kløfter ved meget lav vandstand kunne vade langs kanten af flodlejet – og komme helt ned til de giftigste huller, hvor der selv ved lav vandstand, var rigeligt vand til at fiskene stoppede op. Faktisk var disse huller så gode, at man kunne forvente at 80-90% af alle fiskene ville stoppe op lige netop her. Så at komme til at fiske i disse drømmepools var selvsagt en besnærende tanke.
Denne flotte fisk eksploderede på klods hold, da den tog Klaus’s Pink Worm, der blev powerspeeded ind gennem overfladen.
De vildeste steelheads
Floden er ikke mere end 7-8 meter bred – og har du først fanget fisk i 7-8 kilos klassen fra så lille en flod, så vil du bare prøve det igen. Jeg kunne dog ikke få nogle overtalt til at gå med mig, fordi vi faktisk ikke rigtig anede, hvad der ventede dem nedstrøms. Og det var måske også meget klogt… Jeg tog derfor selv af sted – og vel nede i kløften, da jeg havde gået adskillige kilometer, begyndte vandet at stige med voldsom fart på grund af et kraftigt regnvejr. Jeg var derfor tvunget til at søge op i skoven, hvor jeg kæmpede benhårdt for at trænge igennem den fuldstændig ufremkommelige underskov. Ofte var jeg op mod en halv time mod at bevæge mig halvtreds meter – så tæt var krattet og de sammenfiltrede træer, der var væltet ned af de stejle skrænter.
Mine fingre var fulde med torne, mit hoved var revet til blods og det varede ikke længe, inden situationen blev mere og mere faretruende. Det var vinter, sneen lå tyk, vandet var koldt – og jeg havde ikke hverken sovepose, telt eller tændstikker til et nødbål med. – Jeg når aldrig tilbage inden det bliver mørkt, tænkte jeg – mens jeg var i tvivl om, hvorvidt det var smartest at gå videre eller at vende om. Men – til sidst valgte jeg at fortsætte. Faktisk var jeg efterhånden ret tæt på målet, men som situationen tilspidsede, drejede det sig efterhånden mere om overlevelse end om at fange en stor steelhead.
Alle vilde steelheads skal genudsættes, og derfor er der ofte tale om en kort fotosession som her, hvor der kun var tid til at fotografere halen af en flot Kispiox hanfisk på cirka
12,5 kilo.
Springet ud i floden
Gennem det uigennemtrængelige krat kunne jeg pludselig høre floden buldre dybt under mig. Lidt længere fremme kunne jeg se, at floden løb ind i en endnu smallere og stejlere kløft, hvorefter den på den anden side bredte sig lidt ud igen. Ude på midten – tre-fire meter fra land – lå en stor, flad sten, der var lige ved at blive oversvømmet i det stadigt stigende vand. – Det er min chance for at komme over floden, hvor jeg kan skyde genvej op til den nærmeste vej, tænkte jeg – og besluttede mig at forsøge at krydse floden.
Dybt fokuseret tog jeg springet over det iskolde vand, men ramte stenen forkert og smadrede mit skinneben lige ned i kanten. Febrilsk kæmpede jeg for ikke at blive skyllet med den stærke strøm. Syv meter længere fremme startede en voldsom foss med livsfarlige træer, hvor man let kunne blive spiddet eller trukket under af den vilde strøm. Besat af tanken om at overleve greb jeg i den glatte klippe, så mine negle og fingerspidser blev revet til blods, men op kom jeg. Men da jeg stod der på stenen, indså jeg, at det sidste spring vil være endnu sværere end det første. Missede jeg, ville jeg med sikkerhed ende mine dage i trækirkegårdens frådende vandmasser. Jeg spang derfor tilbage – direkte ind i en uvenlig skarpkantet klippe…
Over mig var en 25 meter lodret klippe. Jeg kigger opstrøms og indser, at jeg ikke har en chance for at kæmpe mig tilbage samme vej jeg kom. Grejet lod jeg ligge – og kort tid efter var jeg med bankende hjerte på vej op over klippen. Cirka 12 meter oppe fik jeg pludselig fat i en løs klippeblok og var lige ved at ryge med den i floden, men til alt held lykkedes det mig at holde fast med de kolde fingere. Efter en desperat kamp, når jeg til sidst toppen, og efter et stykke tid fandt jeg en loggin road inde i skoven, der førte mig tilbage til bilen.
Så vidt jeg ved, er der stadig ikke nogen, der har fisket dette sværttilgængelige sted. Der er sgu nok en årsag til at der er så mange fisk i den pool, griner han.
En hårdt medtaget Klaus Lynggaard med en velfortjent hanfisk fra et af de rigtig svære år ved Kispiox River. Men – her lykkedes det endelig med en flot steelhead på 11,8 kilo.
Rimelig risikobetonet steelheadfiskeri…
– Når jeg ser tilbage, må jeg korse mig over de farer, som jeg har udsat mig selv for i min jagt på store steelheads, indrømmer Klaus. – Alene nogle af de klipper vi uden rebsikringer har firet os ned over for at komme ned til floden kan få mig til at tænke på, hvor glad jeg er for mit liv – mine børn og min familie. Mange af de ting jeg har gjort, ville jeg aldrig kunne drømme om at gøre den dag i dag.
– Oprindeligt var det faktisk Jens Ploug Hansen’s og Steen Ulnit’s bøger samt artikler i Fisk & Fri i midtfirserne om bl.a. Skeena River, der startede mine drømme om de nordvestamerikanske floder, beretter han med et nostalgisk blik i øjnene. – Et par år efter, da jeg var på en jordomrejse, stoppede jeg forbi B.C. i halvanden måned for at fiske – og det kan nok være, at det ændrede mit liv. Mit fiskeri startede med kongelaks, men jo mere jeg hørte om steelheadfiskeriet, desto mere kunne jeg mærke, hvordan de forskellige floder, som var berømte for deres store steelheads, dragede mig på en helt anden måde.
Steelheads er af natur mere aggressive end laks! Man kan komme ud for at en steelhead (hvis altså vandet er klar nok) kommer piskende som en tornado 10-15 meter fra agnen og overfalder den , så kaskader af vand står til alle sider, med en aggressivitet, der kan få enhver laks til at blegne. Laks kan man altid provokere til at hugge, men de skal ofte have agnen serveret lige foran snuden, før de reagerer.
Resultatet af et heftigt fiskeri på en biflod til Skeena. – En stor gal 11,8 kilos steelhead smækkede mit sølvblink en på kassen, hvorefter jeg smækkede igen så det peb, fortæller Klaus. Hjulet – Revo STX er hans absolutte favorit, når det er rigtig koldt.
Steelheads på et utal af måder
Steelheadfiskeri byder på så mange spændende facetter, at jeg ikke har brug for at tage til troperne eller andre ting for at få den ultimative udfordring. Du kan forny dig hver eneste dag. Jeg fisker både med blink, jigs, naturlig agn og fluer – og ofte går jeg det samme stræk igennem flere gange med forskellige teknikker, indtil jeg knækker dagens kode. Flåddet skræmmer mindst, så det tager jeg først. Derefter går jeg over til flue, jig og til sidst blink.
Klaus er en beskeden type, så det er ikke meget han fortæller om sine vilde fangster. Men faktum er dog, at han ofte har givet de lokale eksperter kamp til stregen i og mange tilfælde også udfisket dem totalt. Jeg fisker ofte anderledes end flertallet – og eksperimenterer konstant med nye teknikker, hvilket i nogen tilfælde helt klart giver en ekstra trumf. En meget speciel fangst var på over 40 fisk fra en utrolig svær pool som jeg havde ventet i 10 år på at vende tilbage til. Poolen var meget svær at fiske, så de fleste blankede. Men – på grund af en helt speciel teknik, som jeg ikke kan afsløre nu, gik jeg dagligt fra pladsen med 2-7 spejlblanke og nystegne fisk – de fleste af dem over 5 kilo.
Min bedste sæson på fx Thompson River gav mig 168 fisk efter over to måneders intenst fiskeri. – Oftest fisker jeg dog for mig selv, så jeg hverken kan eller vil sammenligne mine fangster med andres, pointerer Klaus. Hårdt presset kan jeg dog få ham til at afsløre, hvor mange steelheads over de magiske 20 pund (9.1 kilo) han har fanget: – Mindst 25 er svaret – og antallet af fisk i 6-7 kilo klassen er flere hundrede. Jo – der er en god grund til at STS’s Dave Vedder cementerer kåringen med ordene: – I remain confident that Klaus has to be the reigning champion hardcore steelheader on the planet. What do you think?
Artiklen blev oprindeligt publiceret i Fisk & Fri 9/2010
En perfekt hanfisk på 8,5 kilo taget fra et hårdtfisket stræk på Vedder River. Fisken huggede en danish special: Et blink med tre forskellige farver Gulp Salmon Eggs på krogen.
