dec 14, 2023 | Artikler, Rejsefiskeri
»Du kan forlade Alaska, men Alaska forlader ikke dig«, var et ordsprog artiklens forfatter Flemming Birger Larsen opfandt for en del år tilbage. Følg med ham og hans kammerater ind i vildmarken på det vildeste floattrip med Talkeetna Fishing Lodge på Chunilna Creek – og du vil forstå, hvorfor folk igen og igen vender tilbage til det forjættede land.
AF FLEMMING BIRGER LARSEN
JEG HØRER den karakteristiske brummen længe før vi kan se den røde Robinson R44 helikopter, og da den lander på flodbredden, går det stærkt med få den læsset. Kort efter sidder jeg i det lille sæde ved siden af piloten. Det giver et sæt i mig, da piloten gasser op, og man kan mærke helikopteren slipper sit tag i jorden. Kort efter er vi allerede højt oppe, og flodens klare vand lyser som én smaragdslange, mens vi følger den opstrøms.
Vi er hurtigt over trætoppene, og i baggrunden rejser sig et ubeskriveligt scenarie indrammet af Amerikas højeste bjerg Mt. Denali. Det begynder at gå op for mig, at jeg for alvor er på vej ud i Alaskas vildmark, og jeg kigger på min søn Gustav, der sidder på sædet bagved og roligt følger med i landskabet under os.
I Danmark er Alaska mest kendt for sit gode laksefiskeri, men det er synd, for Alaska har noget af verdens bedste ørredfiskeri. På denne tur var vi så heldige, at få mulighed for at fiske efter både
regnbueørred og laks.
Rafting langs floden ned til fiskepladserne
Helikopteren må flyve frem og tilbage fem gange før hele holdet på syv mand, de to gummibåde og alt udstyr er fløjet de cirka 40 kilometer op ad floden. Sidste mand, der ankommer, er vores guide Austin – en frisk ung mand, der er vokset op med den amerikanske outdoor-kultur. Han er, trods sin unge alder, en erfaren jagt- og fiskeguide, og lige præcis den type, som du gerne vil have med ud i Alaskas vildmark.
Campen er stort set sat op, da Austin ankommer, og vi begynder straks at rigge stængerne til. Poolen lige neden for campen er fyldt med stærke chum salmon, og vi får hurtigt at mærke, hvad Alaska kan tilbyde den eventyrlystne lystfisker. Selvom chum ikke er det primære mål for turen, er de nok den stillehavslaks, der fighter bedst i forhold til sin størrelse. Der går da heller ikke længe, før alle har trætte arme, og vi samles om bålet til en grillpølse og en velfortjent godnatøl.
I området hvor det danske hold fiskede var der også masser af flotte stallinger som denne – også kaldet artic grayling.
Klar til morgenfiskeriet
Det er en smuk morgen med klar, blå himmel, der møder mig, da jeg stikker hovedet ud af teltet. Flere af de andre har startet dagen med morgengymnastik i homepoolen, og er allerede trætte i armene, da duften af æg og bacon breder sig over lejren, og vi samles over morgenmaden.
Efter morgenmaden deler vi os i to grupper. Vores guide Austin går nedstrøms med Leif, Jacob og Steffen, mens jeg går opstrøms med min gamle fiskekammerat Ole og Gustav. Mens vi vandrer opstrøms, mærker jeg spændingen i kroppen, for vi nærmer os det, der for mig, er turens højdepunkt. Ørredfiskeri i verdensklasse.
Lige nu er floden fyldt med rogn fra de mange gydende laks, og ørrederne spiser stort set ikke andet. Fiskeriet foregår derfor udelukkende med rognimitationer – og for mit vedkommende vil det sige plastikperler. Jeg hører ofte danske fluefiskere sige, »Det er da ikke fluefiskeri«.
De kan mene hvad de vil, men én ting er sikkert! I Alaska er fiskeri med bite-indikator og perler ikke kun fluefiskeri – det er en religion, som dyrkes ned til mindste detalje. Og en »rigtig« amerikansk ørredfisker sidder i de mørke vinteraftner og maler perler med neglelak, så de i mindste detaljer ligner den rette type rogn, på præcis det udviklingsstadie, de skal. Jo, fluefiskeri har mange facetter! Jeg oplever ofte, at folk er skeptiske over for dette fiskeri, men når man først har fundet teknikken og oplever det intense fiskeri med konstant fokus på biteindikatoren og hvordan perlen fisker – så er man solgt.
Når det kommer til stykket, er det måske slet ikke fiskeriet der, gang på gang, trækker artiklens forfatter og hans søn til Alaska, men derimod lejrlivet omkring bålet. Her står tiden stille og hverdagens udfordringer er langt væk.
Efter ørred på øvre Chunilna Creek
Jeg har fisket på den nedre del af Chunilna Creek flere gange, men jeg har i flere år drømt om at prøve ørredfiskeriet på den øvre del. Mig bekendt, er der ingen danskere der tidligere har fisket den øvre del af floden. Tanken om, at jeg er den første dansker der svinger min fluestang i disse skønne strømme øger spændingen, da jeg trækker fluelinen af hjulet til det første kast.
Snart er der flex på klingerne, og de første regnbuer glider over netkanten. Vi finder hurtigt ud af, hvor regnbueørrederne står, og hvor fjeldørrederne står. Regnbuerne står i det hurtige vand, i starten af poolen og på nakken, hvor strømmen igen tager fart. Fjeldørrederne tager primært perlerne i det mere rolige vand midt i poolen. Det bliver til mange ørreder over de næste par dage. De fleste mellem 40-50 cm., men vi fanger løbende fisk op til 55 cm. De er smællerfede af lakserogn, og de største fisk vejer omkring 2,5 kilo. Dette er intet mindre end ørredfiskeri i verdensklasse!
Artiklens forfatter Flemming Birger Larsen, med en af turens mange sølvlaks. Flemmings favoritflue til sølvlaks er en lang slank sort flue med masser af flash – i retning af en Sun Ray Shadow.
Eventyr på floden
Der er støvregn i luften, og tågen hænger lavt mellem trætoppende, da vi pakker gummibådene og jeg tjekker, at alt er solidt fastgjort til dagens floattrip. Det er en skøn følelse, da vi sætter fra land og begynder at drive med strømmen ned ad floden. Der går ikke længe, før idyllen bliver brudt af en bunke af kæmpe fyrretræer, der ligger hulter til bulter i floden og spærrer for vores videre sejlads. Vi er udmærket klar over, at vi skal forbi et par såkaldte »logjams « – men vi er alligevel overrasket af omfanget. Der er ikke andet at gøre, end at pakke alt udstyr af gummibådene og slæbe det hele gennem den tætte skov. Det er hårdt arbejde, men alle deltager og glæden over det gode samarbejde, overskygger udfordringerne. Det tager over en time før det hele er pakket, og vi i højt humør sejler videre ned ad floden.
Mindre end fem minutter går der, før den er gal igen. Endnu en træstamme ligger på tværs af floden. Frustrationerne i Austins ansigt er ikke til at tage fejl af, men sekundet efter er de væk: Han griber resolut motorsaven, og går i krig med den store stamme. Halvvejs ned i stammen stopper motorsavens brummen – og Austin konstaterer tørt »we are out of gas«…
Et forslag om at prøve at løfte den bliver hurtigt afslået, men da vi ikke kan komme på andre alternativer til at skulle tømme begge gummibåde igen, giver vi det alligevel en chance. Det viser sig hurtigt, at det ikke er et stort problem. Vi får løftet den, så vi lige kan klemme gummibådene under – og kort efter er vi alle tilbage i gummibådene og på vej ned ad floden.
»Log jams« er en af udfordringerne, når man rejser i Alaskas vildmark, og et tydeligt vidnesbyrd på, at der ikke kommer nogen forbi hver dag.
Et uventet vandfald på floden
Næste forhindring er et jordskred, der har opdæmmet floden og skabt et helt nyt vandfald. Floden er presset sammen til en fjerdedel, og der er et fald på næsten tre meter. Modsat de øvrige sten i floden, der har ligget der i tusindvis af år, er stenene her skarpe, og vi er nervøse for, om de vil skade gummibådene. Vi beslutter os derfor for, at fire bådene ned over faldet med liner.
Jeg står klar nedenfor faldet til at modtage bådene, og det går også fint med den første båd, men da den anden båd glider ud over faldet, mister guiden grebet i linen og den kommer drivende en lille meters penge fra mig. Jeg når at tænke, at det nok ikke vil være skide godt, hvis gummibåden flyder forbi os her, så jeg tager en resolut beslutning og laver et kraftspring ud mod båden. Jeg få fat i den og hænger et kort øjeblik uden at mine fødder kan mærke bunden, men så mærker jeg grusbunden og får stoppet den.
Efter et langt stykke uden de store udfordringer, begynder floden at ændre karakter, mens vi sejler ned gennem »The Canyon«, der er en strækning med white water. Det viser sig at være ganske underholdene, og selvom også denne del af turen kræver hårdt arbejde og konstant fokus fra hele holdet, er white water raftingen en af turens højdepunkter. Det er svært at forestille sig noget, der er meget smukkere end de nøgne klippevægge, der spejler sig i det krystalklare vand, mens floden veksler mellem fosser med hvidt skummende vand og rolige dybe pools fyldt med laks og ørreder.
Trods forhindringer og hårdt arbejde, har vi alle haft en dag, vi sent vil glemme, da vi 10 timer senere tjekker ind i den primitive vildmarkshytte, hvor vi skal tilbringe de næste tre dage. Mega trætte og fyldt med oplevelser, går vi til ro efter et solidt måltid frysetørret spaghetti med kødsovs.
Glæden ved en god guide og et hold, der fungerer, er en stor del af fornøjelsen, når man tager på et float trip i Alaska. I baggrunden ses vores guide Austin.
Masser af flotte sølvlaks
Tidligt næste morgen har flere af turens deltagere været i gang, og det er blevet til adskillige sølvlaks inden vi indtager en fælles morgenmad på hyttens veranda. Gustav og jeg kommer først ud midt på formiddagen, men det gør ikke noget, for der er flere pools lige i nærheden af hytten, der er fyldt med sølvlaks. Perlerne er nu skiftet ud med traditionelle Alaskafluer.
Store farverige fluer eller en stor sort flue med lidt flash, er god medicin til de springglade sølvlaks. Gustav og jeg får flere flotte sølvlaks i løbet af dagen, og et par stykker af dem må lade livet på hytten store grill, hvorefter duften af grillet laks trækker de sidste ivrige fiskere til frokostbordet. Den sindige jyde Leif har vist, at de hjemlige erfaringer fra Karup Å også kan bruges i Alaska. Han er allerede oppe på 12 sølvlaks og adskillige chum til frokost – samt tilføjer yderligere otte sølvlaks til statistikken, så han slutter på 20 sølvlaks. Hverken Gustav eller jeg når op på de tal, men med 4-5 flotte sølvlaks hver, er vi mere end tilfredse, da mørket sænker sig over vildmarken, hvor vi slutter dagen med en lille whisky på hyttens veranda.
Forfatterens søn Gustav med en af turens drømmefisk. En smæller fed regnbueørred på 57 cm.
Tilbage mod Talkeetna Fishing Lodge
Alle får masser af sølvlaks de næste dage, og efter tre dage i hytten, pakker vi igen gummibådene og fortsætter ned ad floden. Der er kun 3-4 timers sejlads ned til Talkeetna Fishing Lodge, hvor turen slutter, så vi tager den med ro – stopper og fisker i de forskellige pools på vejen. Det er et hold trætte lystfiskere, mættet af vildmarkens oplevelser og Alaskas enestående fiskeri, der trækker gummibådene op foran lodgen.
Herfra sejler vi med jetboat det sidste stykke til den hyggelige bjergbestigerby Talkeetna, hvor vi efter et tiltrængt bad tager videre på den lokale bar, hvor vi, over en burger og en øl, prøver at fordøje en begivenhedsrig uge i vildmarken. I underbevidstheden er drømmen om at komme af sted igen allerede begyndt at tage form, og jeg tænker på mit gamle ordsprog »Du kan forlade Alaska, men Alaska forlader ikke dig«.
Fiskeriet i Chunilna Creek
Chunilna Creek kaldes lokalt Clear Creek, og det er ikke uden grund. Den er krystal klar og minder mest af alt om en norsk elv. Den er igennem en årrække blevet kendt i Danmark for sit fine laksefiskeri, men floden gemmer på en hemmelighed, som fortjener langt større omtale. Den øvre del af floden gemmer nemlig på noget af Alaskas bedste fiskeri efter regnbue- og fjeldørred. Der er ganske få, der fisker den øvre del af floden, for den er svært fremkommelig, og det er ikke muligt at lande med en traditionel flyver, så den eneste mulighed er en helikopter. Da floden ligger langt fra de veletablerede flybaser omkring Anchorage og helikoptertransport normalt er 4-5 gange så dyrt som en vandflyver, afholder det mange fra at besøge den øvre del af floden. Det er derfor kun nogle ganske få grupper, der hvert år floater elven, og ofte er der flere år imellem, der er nogen der fisker på den øvre del af floden.
Oplev selv fiskeeventyret på Chunilna Creek
Talkeetna Fishing Lodge, der ejes og drives af den garvede norske fiske- og jagtguide Henrik Wessel, arrangerer fisketure af alle slags på Chunilna Creek. Som du kan læse i artiklen er der et super godt fiskeri i den uberørte vildmark efter alle de eftertragtede laksearter samt vilde regnbuer, dolly varden og stalling. Læs mere om fiskeriet, den suveræne forplejning og selve lodgen på Talkeetna Fishing Lodge´s hjemmeside her.
Artiklen blev oprindeligt publiceret i Fisk & Fri 2/2016
dec 4, 2023 | Artikler, Medefiskeri, Rejsefiskeri
Henrik Carl med sin fantastiske Zwillbrock P & T beluga på 75 kilo
Tyskland byder på en række spændende størvande med ret store fisk. Bliv inspireret til din næste ferie sydpå – tag med Henrik Carl og hans venner til Zwillbrock søen i delstaten Nordrhein Westfalen.
AF HENRIK CARL
ET PAR SMÅ NØK i stangtoppen viser, at en fisk piller ved kuglen med ørredrogn på søbunden, men hugget er ikke så kraftigt, at bidmelderen giver lyd fra sig. Det er ikke umiddelbart til at se, om det er en skalle, en regnbueørred eller en kæmpestør, der pusler i dybet. I håbet om det sidste, giver jeg et kontant modhug, og splitsekundet efter er jeg ikke i tvivl om arten, da min 3 lbs karpestang bukker fuldstændig sammen. Fisken trækker stødt og roligt ud til højre, og til at begynde har jeg meget svært ved at bedømme størrelsen.
Jeg har flere gange fisket stør i Canada, og fisken her udviser slet ikke samme brutale adfærd som de hvide stør i floderne. Det hele foregår som i slowmotion, og linen forsvinder fra hjulet i et meget roligt, men bestemt tempo. Der er forsvundet ubehageligt meget line fra hjulet, da jeg endelig kan vende fisken første gang. Jeg presser den, så hårdt som jeg overhovedet tør, men fisken virker uimponeret, og et længere tovtrækkeri tager sin begyndelse. Heldigvis holder fisken sig i det frie vand langt fra land, og på grund af VM i fodbold er vi nærmest de eneste lystfiskere ved søen, så der er ikke fare for at krydse andre liner. Jeg må bytte arm et par gange under fighten for ikke at syre helt til, og det bliver bestemt ikke bedre, da fisken under et udløb får rullet sig i linen, så den skal hives ind med halen først.
Forplejning og komfort er i topklasse ved tyske Angelparadis Zwillbrock – her kan du se fiskebroen og husbåden, som man bor i til venstre.
En svær landing af den store beluga
Da vi ser støren for første gang, virker det ellers kæmpestore karpenet, som ligger klar til landingen, pludselig meget småt, og det står klart, at fisken skal håndlandes. Det er en ikke helt let opgave, og der går adskillige minutter samt flere mislykkede forsøg, før min fiskekammerat, der er hoppet i vandet, endelig kan lægge et tov omkring haleroden på kæmpen og trække den op på afkrogningsmåtten, der ligger klar i vandkanten.
Jeg føler en bølge af lettelse skylle gennem kroppen, da fisken ligger sikkert på måtten, og glemt er de mange resultatløse timer i regnen. Jeg er fuldstændig gennemblødt, men helt igennem lykkelig. Belugastøren måler 208 cm, og vægten viser 75 kilo. Efter at have taget en stribe billeder af det imponerende dyr, får den igen sin frihed.
På størfiskeri ved Angelparadies Zwillbrock
Angelparadies Zwillbrock hedder P & T søen, hvor vi tre fiskekammerater fisker. Søen ligger i Tyskland lige ved grænsen til Holland. Vi har valgt en sommertur, da vi havde fået at vide, at sommerfiskeriet regnes som det bedste – og nu sidder vi i silende regn samt 13°C, mens Danmark har hedebølge…
Vi ville egentlig fiske med bundmedestænger og glidetakler, da erfaringen fra Danmark viser, at det er den mest effektive metode. Det kræver imidlertid, at man sidder klar ved stængerne hele tiden, og det har uvejret sat en effektiv stopper for. Vi bruger derfor i stedet en stor del af tiden i den lille husbåd, mens vi fiskermed karpestænger og boltrigs, der kroger fiskene ved hjælp af et tungt blylod. Selvom jeg bruger 170 g bly, virker metoden dog ikke rigtig efter hensigten, og de fleste af fiskene slipper på forunderlig vis agnen uden at blive kroget. Som agn bruger vi ansjoser, sild, rogn og andre stærkt duftende agn. Fiskeriet er i det hele taget en opskaleret heavyversion af det størfiskeri, vi kender fra de danske Put-and-Take-søer.
Masser af fede størvande i Tyskland
Udsatte kingsize stør findes i et utal af tyske P&T vande, der udover diverse ørredarter også byder på fiskeri efter karper og maller. I de fleste udsættes mange mindre fisk, som må hjemtages, men går man efter den store, er det især Angelparadies Zwillbrock, som er kendt for sin gode bestand af store fisk. I søen går der, foruden de store stør, karper over 25 kilo, maller over 100 kilo samt græskarper, marmorkarper og nogle flotte albinomaller op til 15 kilo. Af andre tyske P&T-vande, som også gør det i store stør og maller, kan nævnes Angelparadies Zur Grafenmühle og Angelteich-Almsee.
– Henriks stør set fra ryggen – og som man kan se er der god bredde på en sådan fisk.
Sådan får du fisketilladelse i Tyskland
Tyskland er ikke nemt at gå til, når det gælder lystfiskeri – for man skal have hele tre tilladelser: 1) En overordnet tilladelse, der kræver kursus og efterfølgende eksamen – meget lig det danske jagttegn. 2) En tilladelse til fiskeri i delstaten og 3) et fiskekort til det pågældende vand. De fleste delstater har dog lempelige krav til udlændinge, da vi ikke rigtig har mulighed for at gennemførederes kursus og efterfølgende prøve, så ofte accepteres fiskekort udstedt i hjemlandet, hvis dette er medlem af EU. Med dit danske fiskekort i hånden, kan du på det lokale kommunekontor (à la borgerservice) få udstedt en turistfisketilladelse til delstaten, som så giver mulighed for at købe kort til det pågældende vand. Zwillbrocks ejer Andreas (Andy) er vant til lystfiskere fra Holland og Danmark, så han kører villigt sine gæster til kommunen og hjælper med at ordne fisketilladelsen. Til dette skal man – ud over sit danske fiskekort –medbringe pas og et pasfoto. Ring inden turen til det lokale Bürgebüro og få den asktuelle pris på fisketilladelsen, som ofte skal betales kontant i Euro. I Nordrhein Westfalen gælder det et år, men andre steder gælder den kun kortere tid. Man kan leje størgrej for 7,5 Euro om dagen ved Zwillbrock, som du kan læse mere om her.
Artiklen blev oprindeligt publiceret i Fisk & Fri 4/2014
nov 21, 2023 | Artikler, Fluefiskeri, Rejsefiskeri
Barracuda’en er en bestialsk motherfucker – og du kan roligt regne med at få testet dit grej til det yderste…
Få fisk spreder frygt og panik på en tropisk flat som barracudaen, og en mere kynisk og kalkulerende modstander på fluegrejet er svær at forestille sig. Tag med Rasmus Ovesen et smut sydpå og bliv inspireret til dine egne eventyr med fluestangen.
AF RASMUS OVESEN
BARRACUDAEN er på mange måder indbegrebet af den urgamle og blinde ondskab, som findes i så mange forskellige former og variationer i naturen – og som får det til at risle koldt ned af ryggen på os. Det er en ondskab, som udspringer i dybet af kølige og sjælløse øjne og i kynisk og kalkulerende adfærd. I dette tilfælde finder den sit almene formudtryk i et perfekt camoufleret og strømlinet ydre, en skyggefuld og spøgelsesagtig tilstedeværelse samt et bistert gab fyldt til bristepunktet af barberbladsskarpe tænder.
Barracudaen er de topiske flats’ nådesløse terrorist, og dens uforudsigelige lune, frygtløse adfærd og indiskriminerende koldblodighed gør den til en udfordring for selv den mest stoiske og hårdføre fluefisker. Det kræver nerver af stål at fiske barracudaer på flue. De har en angrebshastighed som et amerikansk undervandsmissil samt en foruroligende evne til at materialisere sig som spøgelser ud af ingenting og massakrere ens flue i eksplosive og pludselige kollisioner af vand, skum og knitrende skæl. Barracuda-fluefiskeri er med andre ord ikke for folk med sarte sjæle og tyndslidte nerver, men for de få stålsatte eventyrere – dem der søger det let-selvpineriske, gyset og chokeffekten.
Palmer, sol, ginklart vand – og barracuda’er i farvandet – hvad mere kan man ønske sig?
Barracuda på flue – et brutalt fiskeri
Egentlig er det parakdoksalt, at jeg som inkarneret tørfluefisker er endt med at liste rundt på flatsne med nerverne uden på tøjet og kaste til ominøse skygger. Som tørfluefisker er jeg vant til at se fisk tage min flue i slow-motion, og selvom det også kan være nervepirrende, er der en form for magelig selvfølgelighed over det, der giver ro i sjælen. Omvendt forholder det sig med barracuda-fiskeriet på flatsne. Her sker tingene så hurtigt, at ens sanselighed overbelastes. På et splitsekund – ud af ingenting – forsvinder din flue, et dommedagssug forplanter sig helt uventet igennem fluelinen, og en stor, sølvglinsende krop kaster sig pludseligt meterhøjt frit af vandet. Idet den bryder vandet med sin fulde tyngde i nedslaget, hvirvler løsline øjeblikkeligt omkring ørene på dig, mens fisken tager af med 100 kilometer i timen og forsvinder ud over flattens flimrende monokrome vand. Undervejs kaster den sig gentagende gange helt fri af vandet med sitrende gællelåg og blottede tænder – men det ser du slet ikke. I dette pludselige kaos af fygende line, skumsprøjt og voldsomme klingestød har du nok at gøre med bare at fastholde grebet omkring korkhåndtaget og undgå at få slået knoerne til blods af hjulspolens og -håndtagets bagspin.
Først når fluehjulets forpinte klagesang pludselig ophører, linen slækkes og kurven i stangen retter sig ud, kommer du dig så småt over det indledende chok – men nu er alt for sent. Barracudaen er søgt ud over koralrevene, som afgrænser den store flat, og forfanget er revet over. Hele hændelsen bundfælder sig, mens du med en forstenet mine spoler de tabte mængder af glødende orange-farvet bagline tilbage på fluehjulet. Den ligger udover vandet som en slags tilnærmet kortlægning over fiskens vandvidsudløb, og du er overrasket over, hvordan så rå mængder bagline nåede at blive flået af hjulet i løbet af så kort tid. Nogle hundrede omdrejninger senere er du i færd med at binde endnu en stor pulserende flashflue for enden af et wireforfang – denne gang med rystende og utålmodige hænder. Du er fortsat lettere chokeret, og dine tanker er kaotiske. Én ting ved du dog med sikkerhed, og forvisningen mærker du med enhver fiber i kroppen: Du er klar til endnu mere afstraffelse!
Rasmus Ovesen med en fantastisk barracuda, der er på vej tilbage til sit rette element.
Efter barracuda på de store Turneffe Flats
Belize´s Turneffe Flats og Turneffe Island Resort er ét af de steder, hvor jeg oftest har jaget barracuda – og det til trods for at stedet primært er kendt for sit sublime permit og bonefish-fiskeri. Her finder man barracudaerne i kølvandet af store fødesøgende stimer af bonefish, der trækker rundt på bagsiden af koralrevene eller mudrer vandet op inde over selve flatsne. Her er masser af fisk mellem fem og 10 kilo, og ind imellem støder man på skrækindjagende monstre mellem 15 og 20 kilo.
Bonefish’ne er nervøse af natur, men intet kan gøre dem mere opskræmte og påpasselige end, når der er baracudaer i farvandet. Nok er bonefish’ne hurtige svømmere med akutte reaktionsevner, men de undervurderer bestemt absolut heller ingen grund til. Barracudaen har en koldblodig evne til at få sneget sig ind på bone fish-stimerne, og kommer den først tæt på eller får sporet sig ind på en afsondret fisk, så er dens lynsnare og pludselige udfald som regel dødeligt.
Barracuda´er på jagt
Særligt ved højvande trækker de evigt sultne barracudaer ind over lavt vand for at jage. Ved højvande har de lidt mere vand under bugen end ellers, og byttefiskene, der plejer at gemme sig på de lavvandede indersider af koralrevene, har pludselig ikke de samme muligheder for at gemme sig. Nu vil man typisk finde barracudaerne patruljerende frem og tilbage langs fordybningerne inde bag koralrevene – lige på kanten af flatsne, hvor de tålmodigt venter på at komme på nært hold af intetanende byttedyr. Her vil de slå kynisk ned på mere eller mindre alt spiseligt, der kommer inden for rækkevidde. Særligt har de dog en forkærlighed for bone – fish’en – hvad end det så skyldes, at de er særligt smagfulde eller blot udfordrende at fange. Det kan derfor betale sig at opsøge pladser med gode forekomster af bonefish – og så ellers time det med at højvandet indfinder sig. Her vil man have optimale muligheder for at fange barracudaen.
Rasmus og Martin er fast makkerpar på mange fiskerejser – og der er fuld fart over feltet, når der fiskes efter barracuda.
Taktik til barcudafiskeriet
Barracudafiskeriet kan gribes an på to taktisk meget forskellige måder; enten kan man blindfiske dem, eller også kan man pürschfiske dem. Det første alternativ indebærer, at man affisker vand af en så stor dybde, at barracudaen er umulig eller i hvert fald særligt vanskelig at spotte. Hertil skal det dog hastigttilføjes, at barracudaen selv for dem med særligt trænede øjne kan være vanskelig at få øje på, og at den på selv knædybt vand, kan have en næsten spøgelsesagtig evne til at holde sig camoufleret. Af denne grund er det derfor ikke kun langs dybdekurverne af koralrevenes ydersider, at man kan blindfiske efter barracuda. Det går også an på flats’ne. I begge tilfælde gælder det om at afdække en masse vand – samt gøre det effektivt og hurtigt. Godt nok er barracudaerne altid i bevægelse, men det er mere effektivt at opsøge dem end at vente på, at de pludselig er trukket inden for kasterækkevidde.
Sightfiskeri med flue efter barracuda
Pürschfiskeriet indebærer i modsætning til blindfiskeriet en masse delvist inaktiv ventetid, men det er på alle tænkelige måder den mest spændende form for barracuda-fluefiskeri. Her gælder det om, ved hjælp af et par gode polaroidbriller og et skarpt blik, at lokalisere fødesøgende barracudaer og så ellers komme på kaste hold. Typisk vil man kunne vade langs koralrevene og have held til at spotte jagende barracudaer, men ellers kan det være en fordel at spejde fra stavnen af en flatbåd – hvorfra man har et bedre udsyn.
Barracudaerne toner som oftest frem som langstrakte og diskrete skygger, og når først man får øje på én af disse, gælder det om at lægge et hurtigt kast ud på vandet – 3-4 meter foran fisken i dens formodede svømmebane. Herefter er det bare med at flå og hive fluen hjem med al vold og magt, for er der noget, barracudaen tænder på, er det et flygtende eller panikslagent byttedyr. Tag eventuelt begge hænder til brug under indtagningen ved at sætte fluestangen i spænd i din høje armhule, og accelerér fluen alt, hvad du kan.
Martin Ejler Olsen med en gudeskøn barracuda, der gav ham kam til sit hår.
På denne måde mindsker du samtidigt fiskens reaktionstid, hvilket er ganske vigtigt. Er fisken for alvor på finnerne, vil den reagere øjeblikkeligt – og starte forfølgelsen intuitivt med sitrende finner og et stift blik – men tag endelig ikke fejl af den. Barracudaen er en aggressiv og frygtløs jæger, men den er langt fra hovedkulds. Og da den i tillæg har et knivskarpt blik, vil man ofte opleve, at den blot følger efter fluen eller helt ignorerer den. Barracudaen er i bund og grund ganske skeptisk anlagt, og derfor gælder det om at holde lav profil og forsøge sig med fluer, der enten er troværdige imitationer eller overfladefluer såsom poppere eller gurglere, der kan provokere barracudaen til at hugge.
Hugger barracudaen ikke på de første 2-3 kast, gælder det om at skifte flue hurtigst muligt og forsøge sig på ny. Intet kan vække skepsis i en barracuda som at se samme flue på nært hold gentagende gange. Det er derfor en god idé at have flere fluer monteret med wireforfang i reserve, eller bruge en wireløsning, der muliggør hurtige flueskift.
Grej til barracuda på flue
Grejet, der anvendes, når der flue fiskes efter barracuda, er selvsagt i den tungere ende. For det første er fluerne, der fiskes med, ganske voluminøse, og for det andet kan de åbne flats være ganske vindblæste. For det tredje kræves der slet og ret kraftigt grej for at hamle op med barracudaens nærmest uproportionale kræfter. En 9’ #10 fluestang kombineret med et slidstærkt fluehjul med en kraftfuld bremse er en god grundudrustning. Hertil kommer en diskret, flydende WF flueline med et 5-6 meter langt forfang, der ender i en 0.45-0.50 mm fluorocarbon spids. Heri bindes enten et stålwire-, wolfram- eller titaniumsforfang på 40-50 lbs. Tro endelig ikke, at en fluorocarbon chok-tippet eller et let geddewireforfang er egnet til dette fiskeri. En stor barracuda flår og slider alt over, der ikke er 100% toptunet og skræddersyet til formålet. Den er så og sige bygget til ødelæggelse!
Sightfiskeri er oplagt, når fiskene som her er på meget lavt og klart vand. Men selv under disse forhold kan det dog være svært at spotte de spøgelsesagtige fisk, der nærmest kan gå i et med deres omgivelser.
Barracudafluer
Fluerne, der typisk anvendes tilbarracuda-fluefiskeri, er store og pulserende – gerne op til 20-25 cm, og med en god profil. Monteret med en action disc allerforrest kan man give fluerne en slangende og sitrende gang i vandet, der kan tirre og lokke barracudaerne til at hugge. Disse action discs gør dog samtidig fluerne en anelse trægere at indtage, og den hastighed man potentielt mister under indtagningen, taler ind imellem imod brugen af dem. Nogle dage skal barracudaen ingen betænkningstid have, mens den andre dage – særligt, når den har en tendens til at forfølge fluen – skal lokkes og lures. Her må man bruge alle tricks i bogen, inklusive indtagningsstop, bratte accelerationer og retningsskift ved hjælp af rullekast.
Sølvfarvede fluer er som regel gode til at pirre barracudaens hug instinkt, eftersom mange af dens foretrukne byttefisk har sølv glinsende flanker. Ordinære flash fluer fungerer som regel udemærket, men husk på – at jo flere nøglestimuli, du kan kode ind i fluerne desto bedre fisker Prøv derfor at binde nogle sølvglinsende fluer, der ikke bare glinser og glitrer, men som også har form, fylde og udtryk. Og sørg for at binde dem på kraftige og skarpe kroge, med kevlarbindetråd og rigelige mængder UV eller epoxylim – ellers er de splittet til atomer efter den første nærkontakt med barracudaens tandbesatte kæber.
Helt hvide fluer kan også fungere glimrende – særligt over dybere vand, og ellers kan poppers samt pangfarvede provokationsfluer, der fiskes lynsnart hjem i overfladen fiske godt, når barracudaerne for alvor er i hugget. Særligt popperfiskeriet kan være sjovt, da man her er garanteret nogle spektakulære hug, hvor fluen bliver revet af overfladen i hæsblæsende eksplosioner af skumsprøjt og kølvand.
De vildeste barracudafights
Når hugget falder kan du ligge akkurat nå at hamre fluen på plads i fiskens benede kæft med et solidt strip-strike, og herefter er det bare med at holde fast og håbe på det bedste. For så går tingene stærkt! Selv mindre barracudaer på mellem 3-5 kilo sætter af i uimodståelige vanvidsudløb. Fisk på mellem 5 og 10 kilo blotter hovedparten af din backing på få øjeblikke, og de helt store fisk mellem 15 og 20 kilo raser af sted med overhængende fare for pludseligt blottede hjulspoler, overophedede bremsesystemer, udrettede kroge og sprængte forfang. Barracudaen giver virkelig alt, hvad den har i sig af brutal vildskab og halsbrækkende fart under fighten, og dette i sig selv gør, at det alene gør den til et eftertragtet bytte for os fluefiskere. Den har muligvis er blakket ry og omdømme, men den er helt klart blandt tropernes mest spændende og nervepirrende sportsfisk.
Barracudaens biologi
Barracudaen findes i de tropiske og subtropiske dele af Stillehavet, Atlanterhavet og det Indiske Ocean. Der findes flere forskellige arter, hvoraf de største kan blive mere end to meter lange og veje over 40 kilo. Over åbent vand færdes særligt mindre barracudaer i større stimer, mens de helt store fisk typisk foretrækker at færdes og jage alene. Barracudaen kan skyde hastigheder på op til 45 km/t, og den kan jage fisk på størrelse med den selv ved at flå lunser af disse fisk med sine knivskarpe tænder.
Artiklen blev oprindeligt publiceret i Fisk & Fri 3/2014
nov 19, 2023 | Artikler, Rejsefiskeri
Jan Lykkegaard med en blank kongelaks fanget på flåd og blød perle.
British Columbia byder i efteråret på et fantastisk laksefiskeri. Følg med Anders Lykkegård til fiskeparadiset i Canada og få inspiration til din næste fiskerejse.
AF ANDERS LYKKEGAARD
MERE END 200 LAKS blev resultatet af endnu et besøg i Chilliwack- og Vedder River i British Colombia. I perioden 1-14. oktober 2023 var vi fem mand, som var draget afsted til dette fantastiske sted øst for Vancouver, hvor vi igen måtte sande, at fiskeriet, naturen og den generelle oplevelse bestemt ikke svigtede.
Lad det være sagt med det samme, i højsæsonen, som typisk er slut september til midt/slut oktober, skal du være klar på at dele fiskevand med mange andre fiskere – rigtig mange fiskere. Både andre fisketurister som os selv, men også mange lokale. Men kan man indordne sig under disse forhold samt lægge lidt kilometer i benene og udforske floden, så kan du finde pladser, som ikke er så fyldte og du kan også finde pladser, hvor der er rigeligt med fisk. Som herhjemme, så er det ofte pladser tæt på en parkeringsplads, som bliver fyldt først og fyldt mest. Så brug gerne lidt tid på selv at udforske – eller stå tidligt op.
Fire laksearter på én gang
I den periode vi var afsted, var der fire laksearter tilstede i floden; Kongelaks (chinook), sølvlaks (coho), pukkellaks (pink salmon) og hundelaks (chum salmon). Kongelaksen er den største art, mens sølvlaksen er den klart bedste spisefisk. Den kan dog være ret svær at fange, da den er meget sky og bedst fanges ved solop- eller nedgang.
Selvom vi har været der før, så ændrer floden sig hele tiden, og der går typisk en dag eller to, før man får indstillet sig grej, sit setup og den generelle fisketeknik på de forskellige pladser. Vandstand, vandføring, sten, træer, sving osv. har uendeligt meget at sige i forhold til fiskens tilstedeværelse vs. tidligere besøg.
Anders Lykkegaard med en kongelaks fanget på flåd med en lille hård perle.
Flådfiskeri efter laks
Laksene kan fanges på meget forskelligt grej, men det der uden tvivl fiskes allermest med er flåd – også kaldet en ”bobber” eller ”float”. Som endegrej under flådet fiskes der typisk med rogn, uldgarn eller perler i diverse størrelser, densitet og farver. Det er svært at sige, hvad der virker bedst, da der er så uendeligt mange faktorer, som spiller ind – så det bedste råd er, at prøve sig frem. Kan du se, at der er fisk på pladsen, og kan du se andre der fanger fisk og du ikke gør, så gør du noget forkert. Justér derfor afstanden mellem flåd og vægt, længden på dit forfang, størrelsen på din perle eller noget andet – og spørg gerne fiskeren ved siden af, for de hjælper som regel gerne. Det gælder ganske enkelt om at have sin perle eller lignende i den rigtige dybde, så krogen nærmest kan drive ind i munden på laksen.
Fluefiskeri efter laksene
Ud over flådfiskeri, så er fluefiskeri også både en effektiv og sjov måde at fange laksene på. Her stilles der dog store krav til dit line setup og du skal være forberedt på at have et stort udvalg af liner med. Jeg vil ikke gennemgå dette her, da der igen er rigtig mange forskellige setups afhængig af den plads du fisker. Som endegrej på fluestangen havde jeg stor succes med æggeimitationer, men faktisk også helt små fluer a la kobberbassen (i forskellige farver), som vi kender fra det danske kystfiskeri. Man skal generelt ikke være bange for at gå langt ned i krogstørrelse, blot krogen er af god og kraftig kvalitet.
Spinnere er også en mulighed, men det er ikke det, der fiskes mest med. Fangstoplevelsen med spinnere kan dog være væsentlig anderledes, da det virker til at laksen hugger mere aktivt på spinneren end i hvert fald på flåd. Spinner og flue kan lidt det samme, og kan være en god variation til flådfiskeriet. En god allround spinner vil være en størrelse 3 eller 4 med et bredt spinnerblad, gerne i sølv eller kobber. Jigs er også en mulighed, man da det ikke var en teknik vi praktiserede særlig meget, så kommer jeg ikke nærmere ind på det.
Om laksen hugger aktivt på dit agn eller ej, det vil altid være et emne, som er til debat. Biologien siger, at når først laksen er gået op i floden for at gyde, så tager den ikke føde til sig. Med dette in mente, hvorfor så imitere noget, som ligner føde? Den hyppigste teori, og som jeg nok også hælder mest til er, at laksen hugger, fordi den er territorial. Jeg oplevede flere gange på pladser, hvor laksene jagede hinanden væk fra hinandens standpladser, at de huggede mere aktivt på fluen end ellers.
Jesper Halliday med en stor kongelaks på over 100 cm fanget på flåd med uldgarn.
Laksefiskeriet æder grej i rå mængder
Det skal heller ikke være nogen hemmelighed, at vi mistede meget grej – rigtig meget grej. Dette kommer hver gang som en overraskelse, men det er en nødvendig konsekvens for at fiske effektivt og fiske der, hvor fisken er. Man hænger ofte fast i store sten, rødder og lign., men det er der, hvor fisken holder pause og det er der, hvor de samles. Og så skal det også siges, at man mister en del grej på selve laksen. Vi har at gøre med rigtig store og stærke laks, og får man en af de helt store på krogen, som vil det anerledes end dig, så er der stor risiko for, at lokomotivet er kørt og I ikke ses, samt at dit grej ikke holder. Og en ting er sikkert; man mister mange laks!
Da man ikke har uanede antal kilo. til rådighed i sin kuffert, så er det med at prioritere mellem tøj og grej. Men da fiskegrej er relativ dyrt i Canada, så kan det godt anbefales at have en del grej med hjemmefra. Det gælder både endegrej, men også hjul og stænger. På hver eneste tur vi har været afsted på, er der røget et hjul eller en stang.
Masser af laks og fantastisk natur
Vi landede som nævnt +200 laks samt mistede +400. Der var mange forskellige størrelser, men med de største på +100 cm. og hovedparten var kongelaks. Da der på flere af pladserne er rigtig mange fisk, så skal man også være forberedt på, at en del kan være fejlkroget – det kan ikke undgås helt. Men fisker man koncentreret, med den rette teknik, i den rette dybde samt evt. med cirkelkroge, så vil du fejlkroge langt færre laks. Fejlkroger man en laks, så er det god stil at få den hurtigt ind og afkroget.
Naturen langs Chilliwack- og Vedder River, som egentlig er den samme flod, er helt enestående. Selvom man ikke befinder sig i ødemarken, men tæt på by og vejsystemer, så kan man stadig få følelsen af, at man står i midten af ingenting. Der er store skove og bjerge langs hele floden, og man bør ud over fiskeriet, prioritere at sætte sig ned med en iskold IPA samt en madpakke og bare nyde omgivelserne, selskabet med din fiskegruppe og generelt føle sig beæret over, at være en sådan oplevelse rigere.
Chilliwack River
nov 5, 2023 | Artikler, Betalt samarbejde, Medefiskeri, Rejsefiskeri
Tilværelsen er lige til at klare her! Solen skinner og Thomas (t.h.) og Jan sidder med resultater fra nattens fiskeri i Buendia reservoiret.
Danske Jan Tønnesen er bosat i Nordvestspanien, og det er ikke det værste sted at bo, hvis man er vild med at fiske efter karper. Og det bliver kun bedre, når man kan dele glæden ved det gode fiskeri, med en af sine gamle danske karpekompagnoner. Tag med et smut sydpå.
AF JAN TØNNESEN
Der er mange fordele ved, som jeg, at være bosat i Baskerlandet i Spanien, men det er hårdt at være så langt væk fra sine gamle fiskekammerater i Danmark. Jeg var derfor ekstremt glad for at få besøg af min gamle buddy Thomas Hansen i starten af oktober, hvor vi havde planlagt en tre-overnatningers karpetur. Turen skulle efter planen afsluttes med lidt kultur og gastronomi i Madrid – inklusiv en hotelovernatning inden Thomas fløj hjem mod DK.
Thomas landede onsdag ved 14-tiden i Bilbao, og jeg hentede ham direkte fra arbejde med en bilfuld grej og agn. Vi kørte først mod floden Ebro ved byen Tudela, hvor vi i følge planen skulle købe en bedchair til Hansen i en grejbiks, og tage den første overnatning. Kort fortalt blev bedchairprojektet lidt mere kompliceret end forventet, men vi fik dog fremskaffet én fra nederste, nederste, nederste hylde – inden vi indfandt os ved flodbredden en times tid før solnedgang. Vi så et par karper i grøden langt ude, samt flere mellemstore maller tættere på, men vi fangede desværre ikke noget denne nat. Det var dog et lækkert sted, hvilket tusindvis a myg også kan bekræfte. Men vi hyggede os.
Thomas kigger ud over floden Ebro ved Tudela, hvor vi sov den første nat på vej mod Buendia reservoiret.
Efter karper ved Buendia reservoiret
Næste morgen fik vi lige kaffe, inden vi pakkede bilen og satte kurs mod vores egentlige mål: Buendia-reservoiret halvanden times kørsel øst for Madrid. Søen ligger på Tajo-floden, som har sit udspring lidt øst for Buendia, hvorfra den snor sig via forskellige reservoir vestpå gennem Spanien og Portugal inden den udmunder i Atlanten. For de eventyrlystne er der nok at tage fat på; jeg har selv fisket en del tidligere i floden omkring Alcantara reservoiret, og det er både spændende samt ekstremt udfordrende. Med over 8.000 hektar er Buendia en ganske stor sø, og det er derfor bedst at sætte sig lidt ind i fiskeriet samt alle praktikaliteter, inden man ankommer.
Nordvestdelen ligger i Guadaljaraprovinsen, mens sydøstdelen ligger i Cuencaprovinsen, og vi havde fået at vide at natfiskeri var mere eller mindre tolereret i Guadalajaradelen, mens der er mere kontrol i Cuenca. Begge provinser ligger i regionen Castilla-La Mancha, og med fiskekort til denne er man dækket ind. Kortet kan købes online, er relativt billigt, omkring 10 Eur/år, og dækker fiskeri med to stænger. Vil man have en båd med skal der købes en tilladelse til denne også, som vi senere lærte på den dyre måde.
Vi sigtede mod en plads i Guadalajara, men der var optaget og vi endte efter lidt rundkørsel i Cuenca-delen. Vi så fra starten fisk springe, og vi skyndte os at få pakket ud, fulde af forhåbninger. Ud på eftermiddagen var vi endelig klar, og havde fodret på firs meter distancen på omkring 12 meter vand med et par kilo CFC Spicy Squid boilies samt et par kilo partikler. Vi fiskede en stang hver i fodringen, samt en anden hver lidt mere mobilt. Vandet var krystalklart, med bunden dækket af lave planter overalt, hvor vi kunne se fra bredden og fra vores gummibåd. Kombineret med det fantastiske solskin og nærmest vindstille, forekom søen nærmest eventyragtig. Inden det blev mørkt placerede jeg min mobile stang på en synlig bar plet på bunden 6-7 meter fra bredden og fodrede med et par håndfulde boilies samt particles.
Vi hyggede os indtil lidt efter midnat, og gik så i seng under hver vores brolly. Efter ti-femten minutter havde Thomas klaget færdig over sin nye nærmest ubrugelige bedchair, og vi faldt i søvn. Der gik dog ikke længe, inden jeg fik et absolut screaming take på min brednære stang, og Thomas kunne efter en rigtig god fight nette en flot 8-kilos skælkarpe. Det var ikke verdens største fisk, men fedt med en fisk fra et nyt vand og stærkt at være i gang. Jeg fik lagt mit rig ud igen med at underhåndskast; stadig med samme 18 mm Spicy Squid hard hookbait toppet med an lyserød pop-up på hairet. Efter yderligere et par timer fik jeg endnu en skæller på samme størrelse på samme stang.
Jan Tønnesen med sin flotte 14,4 kilos karpe
Ny taktik til karper på langdistancen
Den følgende dag var der en del aktivitet i form af predatorfiskere på søen og langs bredden, og vi fiskede alle 4 stænger længere ude. Der skete dog ikke så meget, selvom vi havde en del karpeaktivitet i området, så dagen gik med røverhistorier og gamle minder fra vores fælles ture fra starten af halvfemserne og frem. Vi have stadig utroligt varmt og solrigt vejr, så vi gjorde også en indsats med væskeindtaget. Ud på eftermiddagen besluttede vi at etablere en lidt større fodring, og vi lagde fra gummibåden en markør ca 150 m fra land på omtrent 15 m vand. Her fodrede vi med ca 15 kg Spicy Squid samt 10 kg partikler. Da det igen blev aften placerede jeg én stang på 14 m vand med lettere fodring, samt én 130 m væk hen langs bredden, ca 4 m fra land på 2 m vand, hvor jeg fiskede hen over en barre under vand. For at holde linen fri a barren monterede jeg et 50g glideflåd over min leadcore, samt en stopknude ca 8 m oppe af hovedlinen. Jeg kunne derved holde min line i overfladen mens jeg fiskede, på nær de yderste meter der gik ned til rigget på bagsiden af barren.
Tidlig på natten fik jeg så et take på glideflådstangen, og efter en fantastisk fight kunne jeg lande en 11 kilos skæller. I love it when a plan comes together! Vi gik til ro igen, men blev vækket inden længe af min anden stang, den der fiskede længst til venstre. Jeg kunne mærke at dette var en lidt bedre fisk, da den gik tungere og langsommere end de hidtidige skælkarper. Da jeg havde problemer med at vende den, og den begyndte at bore i grødeklatterne ude på omkring 8-10 m vand, besluttede jeg at gå i gummibåden efter den. Det blev en lang og mindeværdig fight, hvor karpen holdt sin dybde på omring 10 meter, mens den svømmede langsomt rundt og på det nærmeste ignorerede det pres, jeg lagde på den gennem min 3.25 lbs stang.
Jan afsluttede turen med en pakkekarpe i form af en +10 kilos skæller.
En mindeværdig karpefight
Fighten tog måske en halv time; nok én af de top tre længste karpefights jeg har haft. Til sidst gled den dog i nettet, og jeg kunne langsomt sejle tilbage mod land med nettet på slæb. Det var en utrolig flot 14 kilos spejlkarpe med store og markante skæl. En god fisk for søen, hvor de fleste fisk er 8-10 kilo. Da det var sent på natten sackede vi fisken, så vi kunne tage nogle morgenfotos.
Tilbage i soveposen nåede vi lige at falde i søvn igen. inden Thomas ene Delkim begyndte at screame. Endnu en heftig fight udfoldede sig, inden Thomas kunne lande en lækker 9.95 kilos spejler; denne gang fra den større fodring. Vi var lettere udmattede, men helt i den syvende himmel over de to spejlere, som vi lige havde fået. Da solen kort efter stod op, tog vi nogle billeder af begge karper med Buendia-dæmningen i baggrunden.
Karper eller byliv? – ikke et svært valg
Denne dag var det meningen, vi skulle køre ind til Madrid for at rehabilitere, inden Thomas skulle hjem næste dag, men fiskeriet, vejret, og helheden fik os til at aflyse dette projekt og i stedet blive en ekstra nat ved søen.
Det viste sig at være en rigtig god beslutning, for fra om eftermiddagen af begyndte boiliefodringen for alvor at trække fisk og vi fik en 4-5 karper mere, samt yderligere 4-5 barber, i løbet af aftenen og natten. Blandt disse fisk var den mest bemærkelsesværdige en 5,4 kilos barbe til Thomas på glideflåd metoden, og det var en fantastisk fisk. Da fiskene faldt jævnt fordelt, nåede vi aldrig i seng, og det hele blev ekstremt intents og underholdende. Jeg skulle dog på en femtimers køretur næste dag til lufthavnen i Madrid med Thomas og derefter hjem til Baskerlandet, så jeg måtte sige stop ved 4-5 tiden om morgen, hvor vi endnu ikke havde sovet, og jeg var lettere groggy. Det betød, at jeg ikke kastede ud igen efter at have fanget fisk, og der er ingen tvivl om, at vi kunne have fået flere.
Næste morgen var det pakkesammendag, men vi var helt oppe at ringe efter den sidste nats fantastiske fiskeri. Jeg nåede lige at klemme en 10 kilos skæller mere ud af søen inden afgang – en skøn finale på en vaskeægte drømmetur. Det var med tungt vemod vi satte os ind i bilen, vi havde dog lige inden vi pakkede, nået at få et par bøder med af det nationale politi, Guardia Civil, for at bruge åben ild i form af gasblus til madlavning, samt for ikke at have registreret gummibåden. Begge ting som vi ikke var klar over, men det ved vi så til næste gang. Bøderne gjorde det trods alt lidt nemmere at smutte derfra.
Hvor god var turen? Dagen efter han kom hjem, købte Thomas en ny billet herned, og det opsummerer det meget godt. Nu har vi noget at se frem til. Vi skal bare lige have skaffet en ny bedchair, for den Thomas købte klarede det ikke så godt.
okt 17, 2023 | Artikler, Predatorfiskeri, Rejsefiskeri
Finland – landet med de titusind søer – byder på fantastiske muligheder for geddefiskeri. Gordon P. Henriksen er passioneret geddefisker, så da lejligheden bød sig for at prøve det finske skærgårdsfiskeri for et par år siden sammen med to dygtige finske lystfiskere Ari Paataja og Jasper Pääkkönen, skulle det selvfølgelig afprøves. Tag med til Finland og bliv inspireret til din næste fiskerejse.
AF GORDON P. HENDRIKSEN
FINLAND er et vildt land, og finnerne er nogle vilde mennesker. Sådan er det bare. Og fiskeriet i Finland kan bestemt også være rigtig vildt. Det har jeg efterhånden erfaret flere gange. Dette forår skulle jeg holde et oplæg til en international konference om bæredygtigt lystfiskeri, og da min finske lystfiskerkammerat, Jasper, spurgte, om vi ikke skulle tage et par dages geddefiskeri, mens jeg alligevel var i landet, var jeg straks klar.
Mens resten af deltagerne var på vej til lufthavnen efter en spændende konference, blev jeg hentet af Jasper og hans kammerat med en stor finsk fiskebåd på slæb. To timers kørsel vestpå havde lystfiskeren og guiden Ari Paataja sin egen båd og en idyllisk hytte lige ud til skærgården, hvilket var det perfekte udgangspunkt for en weekend med geddefiskeri på finsk maner.
Efter gedder langs klippekyster og siv
Vi deler os op i to både, og jeg er ombord på Aris aluminumsbåd, en Finnish Eagle med to 50-hestes på hækken. Den finske natur er gudesmuk og er med en blanding af klippekyster og siv det perfekte gedderevir. Vandet i den nordligste del af i Østersøen er meget ferskt, og her er masser af byttedyr for gedderne – lige fra skaller, løjer og smelt til ål, sild, aborre og andet godt. Det er ikke uden grund, at de finske gedder vokser sig rigtig store på relativ kort tid.
Dybderne varierer også meget, og områderne kan gå fra 20 meters dybde til en kun meter. – Det kan være rigtig spændende at fiske oppe på det lave vand, men oftest er det kanterne på ca. tre meter, der kaster de største fisk af sig, forklarer Ari.
Du ved du er i Finland når…
I trygge hænder hos geddeguiden
Vi starter med at spinfiske langs nogle af disse kanter. Områderne er enorme, og det er bestemt rart at være i trygge hænder hos en guide, der kender sine pladser. Der varer heller ikke længe, før Ari lander et par mindre fisk på en Real Eel, og jeg tager en på en stor flashspinner. Ari er særlig glad for softbaits som fx ålen, da de kan fiskes i bevoksede områder og på varierende dybder, uden at man skal skifte agn. Spinnerbaits er han vild med til fiskeriet på det helt lave oppe mellem sivene. Men hans kasser bugner også med jerkbaits, woblere og skeblink. – At finde den bedste agn efter forholdene er et dagligt, men spændende arbejde, griner Ari.
Der er ingen tvivl om, at han tager sit arbejde som guide meget seriøst, og han har næse for det – i bogstaveligste forstand. De to første små gedder vi fanger, stikker han snuden helt ned i gabet på, mens han holder dem i gællegrebet og lugter til deres ånde. – Hvad har du gang i, spørger jeg?
Jasper gør klar til at genudsætte en gedde der huggede på jerkbaitet.
– Jeg skal finde ud af, hvilket byttedyr de foretrækker i dag, forklarer han. Nogle gang er de meget fokuserede på smelt, og så har de en helt særlig ånde, der lugter lidt af agurk. Jeg kan ikke lade være med at grine af Aris vilde teknik, men er samtidig heller ikke i tvivl om, at det holder, og havde geddernes ånde lugtet af agurk i dag, havde det helt sikkert været en god idé at skifte til smeltimitationer… Men jeg klør på med flashspinneren, og det giver også bonus. En fin gedde hugger over to meter vand, hvorefter en skøn finsk gedde kan fremvises for kameraet og hurtigt få sin frihed igen.
Stort set alle finner har et lille sommerhus. Saunaen er også et essentielt element i den finske kultur, og ved samtlige sommerhuse ligger der også en lille saunahytte ned til vandkanten, så man kan få sig et dyp i Østersøen. Jasper og Ari forsikrer mig om, at vi selvfølgelig også skal i sauna og at de glæder sig særligt til »saunamakkara«, hvad det så end er. Man er heller ikke i tvivl om, at finnerne er lidt ekstra vilde med deres vodka. I den næste bugt vi kommer hen til er et stort skib gået på grund på en lille bitte ø – bogstaveligt. Skibet er kommet med fuld fart og kuret 7-8 meter op ad klippen – og endt midt på øen, halvanden meter over vandspejlet. Besætningen slap med lidt knubs og kraftige tømmermænd, men skal vist være lykkelige for, at det ikke var en mere lodret klippe de ramte! Et vandvittigt syn, som vi fisker lidt ved…
En mindre finsk gedde hiver det store smil frem hos forfatteren.
Rendyrket fluefiskeri efter gedder
På dag to står det udelukkende på fluefiskeri sammen med Jasper. De store udebliver desværre, men vi får ok med mindre gedder, og jeg udnytter situation til at suge lokal viden og ekspertise til mig. Jasper foretrækker primært to typer fluer. Old School marabou deceivere og moderne syntetiske geddefluer. Fællesnævneren er størrelse, og standardstørrelsen er 15-18 centimeter. Farverne kan være naturlige, men en pink/chartreuse variant de kalder »Nils Master« er blandt favoritterne og leverer også i dag. Jasper tager heller ikke på tur uden en »Kikkeli«. Synkeline er standard, og Jasper forklarer, at alle hans største gedder er taget på over tre meter vand. Områderne er store, og Jasper fisker hurtigt, aktivt og flytter sig konstant – en fiskestil jeg er helt med på. Mætte på store naturoplevelser og en hel del mindre og mellemstore gedder er det hjem til saunahytten.
Jasper tænder op i brændeovnen, og de kolde kommer frem. Skønt! Vi er for tidlig på den til at birken er sprunget ud, så den klassiske piskning med birkeris undgår jeg, men et dyp i vandet bliver det selvfølgelig til. Og så finder jeg endelig ud af hvad en »makkara« er! En særlig saunapølse som varmes over stenene i sølvpapir, og indtages nøgen på terrassen med finsk sennep og endnu en kold øl til. Jo, jo – Finland er et vildt nok land!
Guiden Ari Paataja fremviser en finsk skønhed. Sådan en er værd at rejse langt efter…
Sådan skaffer du fisketegn i Finland
At få et fisketegn kan være godt forvirrende i Finland, især fordi informationen findes mest kun på finsk. Først skal du bruge et »Kalastuksenhoitomaksu« for et år. Derudover skal du bruge et fisketegn til den region, du fisker i. Finland er delt i fem regioner. Fx er der en, der dækker hele Sydfinland – både brak- og ferskvand. De kan bestilles på telefon, og du kan se mere på www.mmm.fi, som kun er på finsk…Min personlige anbefaling er at gøre som mig og få din guide eller en finsk kammerat til at hjælpe dig med det.
Praktisk info om en fisketur til Finland
Finland ligger langt mod nord, og geddesæsonen i syden starter i midten af april. Der er ikke fredningperioder på gedder. I de to første uger af maj er gedderne som regel på leg, og fiskeriet kan være meget svært. Perioden lige inden og lige efter kan være rigtig god. Fra midten af maj og frem til slutningen af juni er fiskene meget sultne og aggressive. August er en dårlig måned til gedderne, og her fokuserer Ari på sandarterne. September og oktober er også gode perioder, og i november kan de hardcore opleve noget vildt fiskeri på lavt vand. December er meget afhængig af om der er milde vintre, for det sker tit at der er isbelagt, når vi når så langt hen på året..
Ari Paataja, der er proffesionel lystfisker, kan bestemt anbefales som guide. Vi boede i en skøn hytte med sauna, og alt hvad der hører sig til. Han tog sig af os med god mad og det hele – samt med en rigtig hyggelig og personlig stemning. Priserne er i den høje ende, og det er nok også derfor, at størstedelen af Aris kunder er firmaer. Her kan du se en lille film, der præsenterer lodgen
Ari kan også tilbyde billigere løsninger, bådleje m.m. Du kan kontakte ham på apajamatkat.fi
ari.paataja@apajamatkat.fi, tlf: +358405052225.
Artiklen blev oprindeligt publiceret i Fisk & Fri 7/2014
okt 1, 2023 | Artikler, Betalt samarbejde, Predatorfiskeri, Rejsefiskeri, Spinnefiskeri, Video
I løbet af sommeren 2023 havde Jens Bursell og hans kammerat Søren Beck to ture til Rhinen med ét formål – at fange maller på sightfiskeri med Livescope fra flydering. En koldfront gjorde ikke fiskeriet let, men da temperaturen steg simultant med vandet, kom fiskene på finnerne. Følg med til Rhinen, hvor der efterhånden er ved at være en rigtig god bestand af flotte fisk – med maller helt op til over 100 kilo. På den næstsidste dag spotter Jens en kæmpemalle – og fisker til den adskillige gange i over 20 minutter, inden den til sidst lader sig lokke af en 15 cm Cannibal Shad serveret lige foran snuden på den. Følg med til floden, hvor alt kan ske – og få hele historien om hvordan Jens til sidst får monsterhugget og efter en lang, brutal fight for anden gang inden for et år lander den største ferskvandsfisk nogensinde taget på spin af en dansker. Denne gang en stormalle på 243 centimeter og 90 kilo+. Undervejs får du en masse inspiration og fede tips, der kan bruges til mange forskellige former for flyderingsfiskeri.
Se videoen på Fisk & Fris Youtube her. Husk at du kan abonnere gratis.
sep 8, 2023 | Artikler, Betalt samarbejde, Fluefiskeri, Rejsefiskeri, Spinnefiskeri
Størrelsen er ikke så afgørende, når man har udkæmpet et mentalt slag for at få opnå succes. Det er denne skønhed et vidnesbyrd om.
Meget skal gå op i en højere enhed, når man fisker laks. Vejrforhold, vandføring og mængden af laks i vandsystemet, man fisker i, er ikke noget, man selv er herre over. De grundige forberedelser og en generel forståelse for vandet, man skal fiske, er derimod noget, man har mulighed for at arbejde med.
AF CHRISTIAN LANG JENSEN, TEAM SPORTEX
FOR MIT VEDKOMMENDE er det en stor del af charmen ved laksefiskeriet. Fiskeriet er mangefacetteret, og når det kommer til forberedelserne, lægger jeg altid en ære i at forberede mig på enhver tænkelig situation.
Så da jeg endelig sad i bilen på vej mod Gaula sammen med min bror Martin og to gode venner, var det med stænger og grej til op over begge ører. Jeg havde fire forskellige spinnesæt og tre forskellige fluesæt med, da agnvalg og vandføring har indflydelse på, hvilket setup jeg foretrækker at gå med. Planen var, at jeg skulle fiske med spinnegrejet de første dage og forhåbentligt lande et par gode fisk. Derefter ville jeg forsøge mig med fluestangen i håb om at lande min første laks på flue.
På årets tur drømte jeg mig adskillige gange tilbage til mine to største laks fra Gaula på 114 og 115 cm.
Optimale lakseforhold – på papiret
Da vi ankom til elven sent om natten, virkede alt lovende. En stor flom på over 900 m3/sek. havde netop raset i elven, som nu var faldet til omkring 200 m3/sek. Dermed skulle vi starte fiskeriet i faldende vand efter en stor flom, hvilket som regel medfører et godt fiskeri. Vejrudsigten lovede os desuden en omgang regn midt på ugen, som skulle få elven til at stige endnu en gang. Det var derfor med sommerfugle i maven, at holdet på 9 mand lagde sig til at sove.
Den næste morgen og formiddag blev brugt på at få alle mand indlogeret. Derefter gik vi en god tur ved elven, da jeg gerne ville klæde de mere uerfarne deltagere på holdet så godt på til fiskeriet som overhovedet muligt.
Stykket vi skulle fiske de næste 6-7 dage, har jeg fisket 4 gange tidligere, og gennem årene har jeg været heldig at lande 4 storlaks på 112, 112, 114 og 115 cm samt en del fine fisk mellem 80 og 100 cm. Nogle af deltagerne på årets tur havde derimod ikke de store erfaringer med laksefiskeriet, og derfor gav vi os god tid til at snakke pladser og taktikker igennem. Til min store ærgrelse så vi stort set ingen laks springe, hvilket vi ellers plejer at gøre.
Dermed var det med en vis nervøsitet, at vi startede fiskeriet. Nerverne faldt dog hurtigt til ro, da min kammerat Thor havde held med at lande to laks på 65 og 85 cm inden for de første 20 minutters fiskeri. Han fiskede en plads, hvor vi før har oplevet at have kontakt til flere laks inden for kort tid. Dermed bar vi alle troen på, at vi ville få en fantastisk uge ved Gaulas stenede bredder.
Min kære Sportex Revolt Seatrout svigtede mig ikke, og den leverede varen i form af to fine laks. Den stang har efterhånden bragt mig mange store oplevelser ved Gaula.
Når hårdt arbejde er den eneste vej til laks
Vi tog desværre fejl. Resten af aftenen og det meste af den efterfølgende dag forløb uden et eneste hug. Min bror og jeg formåede dog sidst på aftenen at få et par gode fisk til at hugge på blink, men de slog sig desværre begge af krogen. Så på tredjedagen var vi alle ret demotiverede. Jeg forsøgte mig derfor med at udforske noget vand, som var svært tilgængeligt, og som ingen havde fisket af netop denne årsag.
Et langt tværstrømskast til klipperne på modsatte side af elven resulterede imidlertid i et godt flex i min Sportex Revolt Seatrout. Efter en intens fight viste det sig, at en fin hunlaks på 70 cm havde taget blinket. Hun fik hurtigt friheden igen.
Oplevelsen gav et lille moralsk løft til hele holdet, så der blev kørt på dagen igennem. Hen under eftermiddagen besluttede jeg at koncentrere mig om fiskeriet tæt på egen side i et stort sving, hvor vi havde observeret en bedre fisk springe et par gange. Jeg fiskede mig derfor i ro og mag ned gennem det store sving, og hvert eneste kast blev lagt ud med stor præcision for at ramme strømskellet helt rigtigt. For enden af linen havde jeg et mindre skeblink. Kastene blev lagt godt halvvejs ud i elven, hvor jeg lod blinket synke, før jeg påbegyndte indspinningen for netop at få et optimalt sving ved egen bred.
Mens jeg stod fordybet i tankerne om fiskeriet, faldt hugget, som jeg havde håbet på. Den stærke laks leverede derefter en fantastisk fight, som hele holdet overværede i silende regn. Til min store overraskelse var der ikke tale om en stor laks, da den fine hunfisk målte 93 cm. Efter et par hurtige fotos, fik hun friheden igen. I situationen følte jeg dog, at heldet nu var med os, men desværre var det ikke tilfældet.
Mistede laks – og trøstefisk
På trods af en meget ihærdig indsats resten af ugen, kom der ingen drømmefisk på land. Jeg mistede 3 fine laks, og min bror fik sig en lille trøstelaks på 53 cm. Det var ikke, hvad vi havde drømt om, men forholdene taget i betragtning, skulle man glæde sig over enhver fisk. Holdet på 9 mand endte med 5 laks på land samt en del mindre ørreder. Det var på ingen måde prangende, da vi som hold er vant til at lande mellem 20 og 30 laks i løbet af ugen.
På vej hjem i bilen reflekterede jeg lidt over fiskeriet, og jeg kunne ikke undgå at trække på smilebåndet. For selvom fiskeriet havde været en skuffelse, så havde ugen været en sund oplevelse for os alle.
Jeg tænkte: Hvis fiskeri altid var nemt og ligetil, ville det jo ikke være sjovt og underholdende. Uforudsigeligheden er netop det, som gør fiskeriet til noget helt særligt i min verden. Samtidig er det også de svære stunder ved fiskevandet, som bidrager til, at man udvikler sig som lystfisker.
Dermed endte jeg med at finde stor lykke i den umiddelbart mislykkede tur. Jeg følte, at turen havde lært mig mere om laksefiskeriet end de foregående års succes ved elven.
sep 3, 2023 | Artikler, Medefiskeri, Rejsefiskeri
Big Carp Lake i Ungarn byder på et super karpefiskeri og rigtig gode faciliteter til en komfortabel fiskeferie. Følg med Benny Elling og hans kammerat til storkarpesøen, hvor alt kan ske.
AF BENNY ELLING
Godt ni måneders venten og forberedelser har endelig nået sin ende. Lidt over 3000 km er kørt, omkring 150kg foder er brugt, grejet er pakket ud samt rengjort, og man er ved at være med på søvn igen. Det eneste, der nu står tilbage, er minderne, billederne og historien om dette års karpetur til Big Carp Lake i Ungarn:
Lørdag morgen kl.7.00 er GPS’en indstillet til turens første pitstop nede ved Kochs Angelwelt i Tyskland. Det kan virkelig anbefales til alle at besøge denne butik. Ejeren er superflink, og der er mere eller mindre fuld sortiment af Nash, Trakker, Ridgemonkey, Korda mfl. Så der er rig mulighed for at blive en ufattelig fattig mand, inden man er ude ved bilen igen, hvor det der går op for en, at der ikke er plads i bilen til det nye stor indkøb.
En kæmpe skælkarpe på pladsen
Vi ankom til søen tidligt søndag morgen. Det var køligt med regn og blæst, så den første tanke for os begge to var – ååååhhh nej – endnu en tur med lortevejr. Vi nuppede lige et par timers søvn, inden porten gik op, så vi kunne blive lukket ind til søen. Klokken 8 gik porten op, og vi kom ind i fiskestuen, hvor vi begge stod og savlede lidt over trofævæggen. Efter kort tid ringede deres telefon med beskeden om, at der var fanget en stor fisk på plads 5, som ville være vores plads om lidt. Vi skyndte os derned for at se bæstet, og da vi kom til pladsen stod der en gut i vandet med en 28 kg skæller, og hans makker stod med endnu en på stangen og ventede på at få den ind. Så hvis ikke vi var klar før, så var vi det i hvert fald nu…
Med en hytte som denne er der lagt op til en komfortabel karpeferie.
Da ví var der, kunne vi næsten ikke vente med at få pladsen, så vi kunne komme i gang. Efter en kort gennemgang af søens regler og lidt hyggesnak over en kop kaffe var vores plads klar, så vi kunne endelig komme i gang med vores fiskeuge. Det meste af denne dag gik med at få pakket ud, stillet op, fundet 6 spots og få dem fodret op. Det regnede og blæste, så det var ikke lige drømmescenariet at sejle rundt ude på søen i. Vi fik dog så at vide, at det møgvejr som vi havde, var de sidste krampetrækninger fra et voldsomt stormvejr med lyn, torden og skybrud. De viste os en lille optagelse af en mand ovre fra den anden side af søen, hvis bivvy braste sammen under stormen, og det så ikke godt ud…
Ved søen er der både bivvy- og hyttepladser, og efter at have set denne lille optagelse var vi ret glade for vores hytteplads. Det er nogle super lækre hytter, hvor der er et lille soveværelse, eget toilet og bad, lille køkken, sofa, spiseplads og TV. Hytterne ligger lige ud til den bro som er på pladsen, så man har ikke langt at løbe, når bidmælderne skriger. Der er et lille hyggeområde med bål sted og siddeplads udenfor, så det var alt i alt en mega lækker plads med sublime faciliteter.
Den første karpe i nettet
Mandag morgen lå turens første karpe så i nettet – en flot skæller på 12.2 kg. Og kort tid efter landede vi endnu en skæller på 10.3 kg. Begge to var superflotte fisk, men ikke så store, som vi drømte om, når nu man ved, at der er karper op til 40 kg i søen.
Efter et par dage, hvor det havde blæst for meget til, at vi kunne komme ud med vores bait-både, og en dag hvor vi ikke kunne sejle ud på vandet i båden, klarede det op, og solen kom frem. Vi havde stadig vinden lige ind på vores plads, så vi håbede, at vi havde det spot, hvor de store fisk boede.
Evigt ejes kun det tabte
Vi fik begge to endnu et par fine karper, som denne gang var lige under de 20 kg. Så vores fisk på pladsen ”voksede” stille og roligt. Igen skreg min bidmelder for livet, og der var endnu et run. Straks sprang vi i båden og sejlede ud på søen, og da den kom op fra dybet, kunne vi godt se, at den var lige lidt større end de andre. Hurtigt fik vi denne store fine skæller nettet og sejlet ind til broen, hvor vi skyndte os at ringe til søens vejemand: – Halloooo big fish – house nr. 5. Mens vi ventede fik vi fundet kameraet frem, så vi var klar til vejning, vand og billeder.
Kort efter fik jeg min nye PB over i søens vejeslynge, og hang den op i vægten. Da søens vejemand fjernede den cradle, som vi havde under vejeslyngen, for at den ikke skulle være i vejen, baskede karpen et par gange i slyngen. Et splitsekund efter var den tom, og så kunne vi ellers så stå der og se den flotte skæller svømme ud i dybet igen. Først da gik det op for mig, at det værste var sket. Vejeslyngen var bristet, og der var et stort hul i bunden af den.
Halloooo big fish … house nr. 5
Efter en krammer og en god iskold øl kunne jeg begynde at se fremad igen, og det varede ikke længe, før der var en bidmelder, som skreg for livet igen. Denne gang var det min makkers tur. – Jeg tror sku den er stor den her, sagde jeg idet vi sprang i båden og sejlede ud på søen for at tage fighten. Da den kom op fra dybet kunne vi se – at jep, det var en stor flot spejler. Vi fik den nettet, sejlet ind og denne gang vejet i vores egen vejeslynge, hvorefter vi ringede til vejemanden. Halloooo big fish.. big fish house nr. 5…
Det viste sig at være en super flot spejler på hele 25 kg. som ikke havde været fanget længe, så der var pludselig meget opmærksomhed på vores lille plads. Vejeslyngen holdt, og vi kunne nu komme i gang med billeder og vand. Masser af vand, og vi var begge to helt oppe at ringe.
Vi havde en uge ved søen og fik otte flotte karper hver. Undervejs mistede vi fem karper, hvor den ene af dem som sagt var under vejning. Min største blev en skæller på 22.5 kg, og min makker fik den flotte spejler på 25 kg samt en græskarpe på godt 18 kg.
Big Carp Lake er en betalingssø, som vi kender det her hjemme, men det er mest lokale, som kommer og tager et par dage ad gangen. De er slet ikke vant til, at folk tager en hel uge, og de er slet ikke vant til gæster fra Danmark. Faktisk så er vi kun det andet hold danskere som har besøgt denne perle i Ungarn.
