nov 6, 2025 | Artikler, GEDDE, Nyheder, Predatorfiskeri, Rejsefiskeri, Spinnefiskeri, Trolling efter gedder
Christian »Jokeren« Møller med en vægtig gedde fra et af Norges mange storgeddevande.
En del danske geddefiskere drager hvert år til Sverige for at fiske gedder, men de færreste af dem der ved, at der også i Norge er et fint geddefiskeri. Det er en skam. For i de større søer i det sydlige Norge er der chancer for at fange virkelig store gedder. Følg med geddeeksperterne Henrik S. Lund og Christian Møller på en rejse til Norges storgeddevande for nogle år tilbage – og bliv inspireret til en geddetur nordpå.
AF HENRIK S. LUND
NORGE forbinder de fleste lystfiskere endnu med arter som laks, torsk, sej og helleflyndere. Men sandheden er at gedder burde være med på denne liste. Norge byder på et væld af mindre søer, som stort set aldrig har set skyggen af en geddefisker, og de helt store søer har først for små tyve år siden fået lidt opmærksomhed. Nogle steder er gedderne enorme og det samme er potentialet for fiskeriet.
Geddernes store ædegilde
Hvert år omkring midten af maj, lige efter gydningen er færdig, starter gedderne i de store norske søer et sandt ædegilde. I denne periode er de aggressive og sultne, og de befinder sig derfor sjældent langt fra stimer af byttefisk. Som ulveflokke omkring byttedyr, er gedderne samlet i små områder, og ofte består grupperne kun af større gedder over 6-7 kilo. Og hvis du er heldig at finde en sådan ulveflok, vil du have en rigtig god chance for at opleve dit bedste geddefiskeri nogensinde.
En fantastisk dublé til Henrik S. Lund. Disse to fisk på henholdsvis 10,5 og 11,3 kilo huggede samtidigt i en lille vig, der for en kort periode skulle vise sig at holde på rå mængder af storgedder.
Storgedder på de norske søer
Fiskeri på større søer involverer flere udfordringer og problemer. Største problem er ofte at finde de områder, hvor fiskene befinder sig. En rigtig god metode til at få dækket noget vand og finde de hotte områder af søen er ved at trolle. Lige efter gydningen er det især på de lavere vanddybder fokus skal ligge, og hvis der fiskes højt i vandet, kan dybder fra 1-6 meter dækkes uden hele tiden at skulle skifte agn. Det kan faktisk ikke blive for lavt, hvilket også vil fremgå af historien om vores bedste og mest intensive fiskeri, som jeg vender tilbage til senere.
Udfordringen med at trolle med store woblere og gummidyr på bare en meter vand er, at de fleste vil gå i bunden. Her er en wobler som den 25 centimeter lange 4-play wobler effektiv. Fisket 25-30 meter bag båden, vil wobleren gå 90-120 centimeter ned, men fisket 2-3 meter efter en paravane vil wobleren gå helt oppe i vandsøjlen. Og selvom der i området, man affisker, er vanddybder ned til 6-7 meter, er det ofte muligt at rejse gedder helt fra bunden. Men for at dette skal kunne lade sige gøre, er det afgørende at sigtbarheden i vandet er god.
Visse dage vil gedderne dog ikke forlade bunden for at hugge, og så må man ned til dem for at fremprovokere hugget. Gummidyret Alien Eel er som skabt til dette. Hvis ålen trolles med en fart på cirka tre km/t vil den gå tre til fem meter ned afhængig af afstanden til båden. Det smarte ved en agn som Alien Eel er, at en sænkning af farten vil betyde, at den går dybere, og dette er specielt anvendeligt, når der fiskes over varierende vanddybder, som fx dybere kanaler og huller. Så kan man sætte farten op igen når man kommer hen over det lave.
De norske gedder var helt vilde med denne Alien Eel fra Savage Gear.
Historien om vores vildeste geddefiskeri i Norge
Beretningen om vores bedste geddefiskeri nogensinde starter tidligere i år. De sidste tre år i maj har min kammerat Christian og jeg fisket i et stort norsk vand. I år var forholdende perfekte og vandet meget klart pga. mangel på regn. De første to dages fiskeri havde givet 12 gedder over 6,5 kilo op til ni kilo, men de lidt større fisk over ti kilo manglede. Vi havde observeret stimer af brasen i en større vig, der dog var meget lavvandet, men hvis byttefiskene var der, hvorfor skulle gedderne så ikke være der?
Dag tre startede vi fiskeriet i denne vig, hvor den maksimale dybde viste sig at være bare to meter, og fiskeriet foregik derfor også med 4-plays på alle fire stænger fisket super højt i vandet. Efter 30 minutters fiskeri faldt det første hug, men desværre bommede vi fisken. 15 minutter efter bankede begge stænger i min side af båden sammen, og begge gedder blev siddende. Farten på båden blev sænket, mens jeg fightede den første gedde samtidig med, at den anden gedde lod sig trække stille med bag båden.
Fighten havde indikeret, at der var tale om en større fisk, og ved bådsiden fik vi bekræftet dette, da Christian hurtig landede turens største gedde. Mens gedden gik i nettet ved bådsiden, startede jeg fight nummer to. Efter en god fight på det lave vand, dukkede der endnu en rigtig god gedde op, som Christian sikkert landede i nettet, der nu indeholdte hele to store gedder. Den sidste gedde var faktisk endnu større end den første gedde. De vejede og målte henholdsvis 10,5 kilo og 115 centimeter og 11,3 kilo og 116 centimeter – hvilket dobbelt hug!
Gedderne blev selvfølgelig genudsat efter fotograferingen, og så blev der tid til en kort fejring. Vi fik hurtigt vendt båden og sejlede igen hen over området, der lige havde produceret dobbelthugget. Denne gang bøjede der igen to stænger sammen, men nu var det Christians tur. Det ene hug viste sig at være en fem kilos fisk, men den anden fisk skulle vise sig at være noget ganske særligt: En utrolig lang men noget slank gedde. Sikkert i båden kunne vi konstatere, at Christian lige havde landet sin længste gedde nogensinde på hele 127 centimeter og 12,2 kilo. Hvilken super gedde – og den tredje gedde over ti kilo i båden på under en time!
Veltilfreds og begejstret kan forfatteren genudsætte endnu en storgedde fra et af Norges mange storgeddevande. De fleste af disse vande ligger i den sydlige del af Norge, da vækstbetingelserne
længere mod nord er mindre gunstige.
Vi fortsatte fiskeriet hen over samme lille område på bare halvanden meter vand og landede i de efterfølgende to timer gedder på 7,2-8,0-9,1-9,6 og 11,3 kilo inden et uvejr tvang os til at søge ly i land. Efter uvejret vendte vi tilbage til området igen, men gedderne var væk. Det lykkedes os dog at lande gedder på henholdsvis 8,0 og 8,2 kilo, inden det blev mørkt. Om aftenen studerede vi GPS’en og kunne her se, at alle større fisk var blevet fanget i et ganske lille område på bare 150 gang 50 meter, hvilket virkeligt gav stof til eftertanke.
I de følgende dage prøvede vi flere gange i vigen men fangede ikke flere gedder i området. Denne episode understreger fint, hvor vigtig det er at være opsøgende og fiske koncentreret lokalt, når fiskene er fundet. Man ved nemlig aldrig, hvornår fiskene forsvinder eller hugperioden ender. Vi fandt dog også gedderne andre steder i søen på noget dybere vand. Blandt andet fangede vi turens største gedde på 12,4 kilo og 122 cm ved at trolle store Alien Eels i dybere huller ned til otte meter med metoden beskrevet tidligere.
Seks dages fiskeri resulterede i ca. 150 gedder med 27 over meteren op til 127 centimeter og fem gedder over 10 kilo op til 12,4 kilo. Vi kunne have fanget langt flere gedder, men det var som om, at de større gedder og de mindre gedder (under fem kilo) opholdte sig forskellige steder i søen, så vi undgik områder med alt for mange små gedder. Turen lærte os, at et godt fiskeri kan være ovre, lige så hurtigt som det starter, og at de større gedder ofte står samlet.
Især store pangfarvede 4 Play woblere fra Savage Gear fisket efter paravaner gav de to danske fiskere rigtig mange fisk på deres geddeekspeditioner til Norge.
De bedste storgeddesøer i Norge
Norge er et stort land, og det er helt normalt, at man under en uges geddefiskeri er den eneste båd på vandet. Dette understreger ikke blot landets størrelse men også potentialet, og selvom det let kan virke uoverskueligt at skulle vælge et sted at starte, så er det bare med at klø på. De fleste steder er en båd en nødvendighed, og har du ikke selv mulighed for at medbringe båd, er der som regel ved de største søer udlejning af både, hytter osv.
Nedenfor har vi givet vores bud, på en række af de bedste destinationer vi har fisket. Inden du bevæger dig ud på de norske søer, er det dog vigtigt lige at nævne, at vejrforholdene deroppe ændrer sig hurtigere, end vi er vant til herhjemme. Så masser af varmt og regntæt tøj samt det nødvendige sikkerhedsudstyr er selvfølgelig et must.
TYRIF OG STEINFJORDEN er tilsammen Norges femtestørste sø, og det er et imponerende syn der møder én, når man kører det sidste stykke langs vejen højt oppe over søen. Middeldybden er hele 97 meter og den maksimale dybde er 295 meter! Og med et overfladeareal på 136 km2 er der nok at gå i gang med. Har man svært ved at finde fiskene i Tyriffjorden, så er Steinsfjorden en oplagt mulighed, her er der gode chancer for mange fisk, og dagsfangster på 20-60 fisk er ikke sjældne.
RANDSFJORDEN er Norges 4. største sø, og den byder på dybder op til 120 meter. Søen er meget klarvandet og indeholder en stor mængde gedder i mellemstørrelser. Der er lidt langt imellem de store fisk, men der ingen tvivl om, at de er der. Mens man venter på madam Grum, kan man have noget sjovt fiskeri på jerkbaits og trolling.
MJØSA er Norges største sø, og detskal være sagt med det samme – den er stor! Hele 117 km lang og 15 km på det bredeste. Den maksimale dybde er 449 m og middeldybden er 155 m. Blandt de lokale Nordmænd er det egentlig, det fantastiske søørredfiskeri søen er mest kendt for, men søens gedder bliver meget store, og alene i den uge vi besøgte søen i maj, blev der fanget gedder på 14 og 16 kilo. Under fiskeri efter søørred vel at mærke!
GLOMMA og Øyern er Nordeuropas største floddelta, og dette enorme område huser en af Norges bedste bestande af storgedder. Finder man dagens medicin, så er der næsten ingen grænser for, hvor vildt et fiskeri man kan opleve. Glomma og Øyern kan dog også være meget lunefulde, og den store flod Glomma, som udløber i Øyern, er meget sårbar over for nedbør, og søen kan til tider blive totalt umulig at fiske i. I Øyern skal man endvidere være forberedt på, at man skal bruge lidt tid på at finde fiskene. De kan stort set være alle steder, og vi har fanget store fisk på både 20 centimeter og 20 meter vand.
RØGDEN er ikke fisket meget, men har bestemt potentiale. Der er allerede landet nogle rigtig flotte fisk derfra, og det er kun et spørgsmål om tid, før der landes en rigtig stor fisk fra dette vand.
STORA LEE ligger ligeledes på grænsen mellem Norge og Sverige, og området byder på masser af muligheder for at kombinere fiskeri med familieferien. Selvom området er velbesøgt, så er der masser af store gedder at komme efter. God geddejagt nordpå!
Artiklen blev oprindeligt publiceret i Fisk & Fri 9/2009
Læs mange flere geddeartikler i artikelarkivet her.
okt 23, 2025 | Artikler, MALLE, Nyheder, Predatorfiskeri, Rejsefiskeri
Den spanske flod Ebro er en af de mest fiskerige floder i Europa. Her kan du opleve det vildeste fiskeri efter storkarper, sandart og bass – samt et mallefiskeri, der overgår alt. Her får du historien om drømmefloden – og en masse inspiration til fremtidige ture.
AF OLIVIER PORTRAT
MAR DE ARAGON ligger badet i et blødt, magisk aftenlys, idet vi sejler vores takler med flynder-pellets ud på mallepladserne. Rundt om hvert takel lægger vi en håndfuld af de store foderpiller, og efter en del sejleri, kan vi endelig læne os tilbage inde på bredden og betragte toppene på de otte hårdt opspændte stænger.
Forventningerne er høje, for der har været godt gang i fiskeriet de seneste par dage. Inden længe giver det et kraftigt ryk i den ene af stængerne, hvorefter en heftig, tung fight påbegyndes; det er ikke let at fighte en fisk på over to meter direkte fra land!
Netop som vi har landet fisken, giver det et ryk i en af de andre stænger, og mens vi fighter den, kommer der endnu et hug på den tredje stang! Inden længe har vi travlt med at fighte den ene store fisk efter den anden, og efter to timer er der ikke flere takler i vandet. Fuldstændig udmattede af at fighte store fisk, tager vi en lille pause, inden det hårde arbejde med at sejle de otte takler ud igen starter på ny.
Da vi fisker 150 meter ude, er der kun én metode til at placere taklerne, som er forsynet med bundlodder på op til 1,6 kilo – og det er at sejle dem ud! Hvor vi i første ombæring måtte vente lidt på det første hug, får vi nu det første bid på det første takel, allerede da vi er ved at sejle det andet ud. Og sådan bliver det ved, indtil vi indser, at vi lige så godt kan nøjes med at have to-tre stænger ude. På trods af dette har vi, da dagen er omme fanget 31 maller med 24 af dem på over de to meter. To af fiskene er over 80 kilo! Jeg skal skynde mig at sige, at dette selvfølgelig var en af de helt vilde dage, og at man ikke kan regne med at opleve så sindssygt et fiskeri. Men – risikoen for at tage hjem til Danmark uden at have fanget en flot malle er ikke særlig stor.
Så store mallefangster – eller for den sags skyld fangster af store fisk generelt, har indtil de sidste par år været noget, som man end ikke har kunnet drømme om i sin vildeste fantasi – noget sted i verden. At mallefiskeriet i Ebro, der praktiseres som Catch & Release fiskeri – virkelig er i særklasse, vidner de tilrejsende fiskere fra Rusland, Polen, Rumænien, Ungarn, Tjekkiet og Serbien. De har selv naturlige bestande af maller, men på grund af et intensivt erhvervsfiskeri efter dem i disse lande, er det meget sværere at fange store fisk i Østeuropa. Årsagen er den simple, at kun meget fisk når at blive store, inden de bliver fanget og spist.
Fiskene håndlandes med et fast greb i underkæben. De tusindsvis af tænder er ikke særligt skarpe, men får du mange fisk, kan det klart anbefales med et par hansker.
Maller i Ebro siden halvfjerdserne
Mallen blev introduceret i vesteuropæiske floder som fx spanske Ebro, franske Rhone og Saone samt Italienske Po for blot 40-50 år siden, og er siden hen eksploderet, fordi der ikke er noget erhvervsfiskeri efter dem – samt fordi de fleste praktiserer Catch & Release. For blot ti år siden tog jeg selv ofte til fx Rumænien, Rusland og Kazakstahn drevet af drømmen om en gigant malle, fordi chancen for en rigtig stor og gammel fisk dengang var større der. Men sådan er det ikke mere.
Netop fordi fiskene for lov til at vokse i Vesteuropa er der mange steder realistiske chancer for at fange kæmpestore fisk over 100 kilo. Og de bliver bare større og større… Jeg er ikke bange for at sige – at Ebro nok er det sted i verden, hvor du har størst chance for at fange en malle over to meter.
Især på pladser med mange snags, skal der lægges et hårdt pres på mallerne, for at de stærke fisk ikke sætter sig fast.
Ebrofloden byder på et eminent sandartfiskeri
Vildt fiskeri efter sandart i Ebro
Sandartfiskeriet er næsten lige så vildt som mallefiskeriet. Jeg kan stadig huske, da jeg fangede min første lille sandart fra Ebro tilbage i 1991. Siden da er det gået stærkt for rovfisken, der før slutningen af firserne, slet ikke fandtes i systemet. I 1994 fangede vi de første fisk over fem kilo, og allerede i året efter havde vi virkelig vilde fangster, toppet af en uforglemmelig dag med min kammerat Jürgen Stegherr, hvor vi fik 84 sandart på en dag. 13 af dem vejede over 7 kilo! Og det blev vildere endnu. Fra 1997 og frem havde vi flere dage med over 200 sandart oppe og vende i båden – toppet af 266 sandart taget på spin med Drachkowitchrigs på blot én dag. Den største fisk vejede lidt over 10 kilo.
Sandartpopulationer har det med at eksplodere lige efter introduktionen til et helt nyt vand – og sådan var det også i Ebro. I løbet af de sidste år har bestanden dog stabiliseret sig på et lidt mere naturligt leje, hvor den er i bedre balance med habitaten og fødeudbuddet. Men der er dog stadig masser af fisk – faktisk så mange, at det stadig kan betegnes som sandartfiskeri i verdensklasse. Der kan stadig være dage, hvor en båd får over 100 sandart, men det er mere normalt at fange 20-50 sandart på en dag.
Spinnerbaits som dette er en super agn til Riba Roja reservoirets mange black bass.
Efter black bass på Ebro
Overraskelser er der nok af, når man fisker sandart. Der er nemlig konstant gode chancer for at enten maller eller black bass lader sig lokke af bedraget. Black bass blev introduceret lang tid før mallen, og fra den store opstemning ved Caspe, tæt ved Zaragoza blev der meldt om imponerende bass-fangster allerede tidligt i halvfjerdserne. Men fra halvfemserne begyndte den store population af velvoksne maller at have sin indvirken. Black bass lægger nemlig præcis som sandarten en rede tæt ved land, hvor den forsvarer sine unger yderst aggressivt. Når så mallerne afpatruljerer bredderne i ly af mørket, angriber bassen mallerne. Problemet er, at det ikke altid er lige klogt at angribe en fisk, der vejer over halvtreds gange så meget som en selv, og kan sluge én i en enkelt mundfuld… På trods af mallerne, er der dog stadig et rigtig godt fiskeri efter Black Bass – ikke som før i Mar de Aragon, men i stedet I den opstemmede sø Embalse de Riba-Roja, der nu er en af de bedste bass-søer i Spanien. Det lyder måske underligt, for det er her, at mallen har været længst – og her de aller største fisk er. Årsagen til, at der stadig er rigtig mange bass her er, at der er masser af grøde i denne sø, så de kan gemme sig. Dage med 50 black bass – eller mere, er ganske almindelige.
Superfiskeri efter karper ved Ebrofloden
Karper er der også masser af, og gennemsnitsstørrelsen er markant højere end for år tilbage. Helleflynder-pellets, der nu er en af de suverænt bedste malle-agn på Ebro, blev faktisk opdaget af karpefiskerne, der havde et fantastisk fiskeri med denne agn i en periode. Men – det var kun indtil mallerne fik smag for disse fantastisk effektive pellets… I dag er det næsten umuligt at fiske karper på pellets, for chancen for at en grov malle tager agnen er alt for stor, og det er ikke let at fighte en kæmpemalle på karpegrejet.
Skal du fiske målrettet efter karper uden at bruge al tiden på at fighte maller, som du ofte alligevel ikke har en chance for at lande, er det andre agn, der skal i brug. Men det kan godt svare sig. Belønningen er masser af flotte skælkarper. Snitvægten ligger på 8 kilo, men der er mange store fisk – helt op til omkring 30 kilo. Oprindeligt var karpernes snitvægt på omkring kiloet, men mallerne har fået ryddet så voldsomt op i bestanden, at der nu er masser af mad til at fiskene kan vokse ordentligt. Dette viser, hvor vigtigt det er at have en god bestand af store rovfisk, som kan rydde op i tusindbrødrebestande.
Sandarten kan vokse til anseelige proportioner i Ebrosystemet. Her er det Fisk & Fri’s Oliver Portrat med et velvoksent eksemplar taget på Drachko witch-rig fisket med en
død skalle. Til venstre Jürgen Stegherr der i dag har Ebro Unlimited, der guider på floden.
Ebro er altså et sted med fantastiske fiskemuligheder. En af årsagerne til, at der er så eminent et fiskeri efter en række arter, er systemets enormt store variation. Her er et utal af forskellige habitater, rangerende over alt fra sprit klart vand, til kakao-grumset muddervand, lave- og dybe partier, samt stillestående områder og kraftig strøm. Tilsvarende er der områder fyldt med snags – samt stræk uden nogen form for snags overhovedet.
Den største af flodens opstemninger – Mar de Aragon er over 100 kilometer lang, og har over 500 kilometer bred. Hertil kommer de lidt mindre, men stadig skælkarper. Snitvægten ligger på Et godt stykke over de ti kilo, men der er mange store fisk – helt op til omkring 30 kilo. Oprindeligt var karpernes snitvægt på omkring kiloet, men mallerne har fået ryddet så voldsomt op i bestanden, at der nu er masser af mad til at fiskene kan vokse ordentligt.
Dette viser, hvor vigtigt det er at have en god bestand af store rovfisk, som kan rydde op i tusindbrødrebestande. Den største af flodens opstemninger – Mar de Aragon er over 100 kilometer lang, og har over 500 kilometer bred. Hertil kommer de lidt mindre, men stadig store reservoirer nedstrøms på vej ned imod Middelhavet, hvor der er 90 kilometer. I den nedre del af Ebro er vandet klart og løber ret hurtigt ned til byen Tortosa, hvor deltaet starter. Her er strømmen langsom, og der er masser af sandart og maller – samt helt ude i mundingen spændende fisk som fx Bluefish (Tassergal), Palomettas (Liche amie) og havbars (Loup de Mer). Havbarsen trækker opstrøms om foråret og kan fanges 40 kilometer op i floden helt op til Xerta. Disse flotte fisk er en fantastisk bifangst under sandart – fiskeriet.
Fiskeriet i Ebros bifloder – Cinca og Segre
Bifloder som fx Rio Cinca og Rio Segre understreger den store variation i systemet. Disse smukke floder minder om ørredvand, men rummer også masser af sandart og maller. Her har jeg haft et fortryllende fiskeri efter maller fra flydering og pontonbåd – og det er her fra Rudi Hegers tidligere IGFA verdensrekord for malle på flue er taget. Jo – uanset om du er spinne-, mede- eller fluefisker, byder Ebrofloden på et fiskeri i absolut verdensklasse.
Artiklen blev oprindeligt publiceret i Fisk & Fri 8/2010
Se Jens Bursells video om pelletfiskeri i Ebro efter maller på Fisk & Fris Youtube.
Tjek også denne mallevideo, hvor Jens fanger en 234 cm malle på livecast spin fra sin flydering.
Nogle af de bedste malleguides i området er svenske Pontus Ingvarsson og Jürgen Stegherrs (fra artiklen her) Ebro Unlimited.
okt 18, 2025 | Artikler, Nyheder, Rejsefiskeri
Sanibel island i Florida byder på et fantastisk flatsfiskeri efter hajer, redfish og snook – og det bliver ikke mindre sjovt, når de fanges på det lette jerkgrej.
AF GORDON P. HENRIKSEN
– TROR DU DISSE SKANDINAVISKE AGN virker til redfish, spørger jeg guiden Ozzie Lessinger, og viser ham min æske med de små jerkbaits, jeg har taget med hjemmefra. Og han burde vide det. Han har guidet i dette område i sytten år samt deltaget og vundet flere de største amerikanske turneringer for denne type fiskeri – eksempelvis ESPN Redfish Cup. Og her taler vi ikke om en lokal konkurrence, men om kæmpestore medieshows, med professionelle fiskere fra hele USA, og live tv dækning fra helikoptere på USA største sportskanaler – samt præmiesummer på flere hundrede tusind dollars.
– Dine skandinaviske baits ser lovende ud, siger han og foreslår, at vi giver dem en chance på en grassflat – et lavvandet område med siv, hvor han har set flere store stimer redfish inden for de sidste par dage. Han binder en lille ti centimeters Belly Up Deviator fra Savage Gear på, mens jeg sætter en Baby Buster fra CWC på i nogle farver, som minder om bytte dyrene her. Ozzie giver agnen et kort kast for at se, hvordan den går i vandet, og han virker tilfreds.
– Siger du, de er designet til gedder, spørger han overrasket? Så fortæller jeg historien om jerkbølgen, der ramte Skandinavien – samt hvordan trenden de sidste par år er gået tilbage mod fx mindre jerkbaits, som dem vi fisker med i dag.
Her er det en lille blacktip shark der har taget en Baby Buster. Den lignede sikkert en af de små sardiner, den var i fuld færd med at kaste sig over.
Tropisk spin med små jerkbaits
– Der er de, afbryder han mig, og vi ser begge et stort område med en anelse orange farve og uroligt bonevand. Et par store finner bryder overfladen. Nu sidder nerverne for alvor uden på tropeskjorten. Den orange farve er en stime på 50-60 redfish og ingen af dem er små. Ozzie stager os langsomt nærmere, og jeg gør klar til at lægge et kast foran flokken.
Den lille Buster flyver af sted og lander med et plask foran fiskene. De virker ikke skræmte, men fortsætter deres færd lige mod det sted, hvor mit jerkbait ramte. Her er ikke mere end en halv meter dybt og der er lange siv på bunden, så jeg arbejder hurtigt agnen ind med små ryk, så den bevæger sig højt og lokkende lidt foran stimen. Agnen skærer overfladen en gang imellem, og dette fanger fiskene opmærksomhed.
Pludselig ser jeg flere trykbølger gå mod den lille Buster, og jeg kvitterer ved at sætte farten op, som en skræmt byttefisk. Pludselig krøller min stang sammen, og et modhug er næsten omsonst. En redfish har hugget hårdt og er nu i fuld færd med at varme bremsen på spinnehjulet, i det den hamrer derud af. Ozzie er straks klar, og gør klar til at følge efter fisken med elmotoren, hvis den tager faretruende meget line.
Mens linen pisker af hjulet, mindes jeg om hvor fantastisk en fisk redfish er, og hvor sørgeligt det er, at den er så ukendt i Danmark sammenlignet med fx bonefish og tarpon. Der er ingen tvivl – jeg elsker at fange redfish, og med de små jerkbaits på lavt vand har jeg fundet en ny og superunderholdende måde at jagte dem på. Vi får presset fisken træt, og løfter den forsigtigt ombord i båden. Efter et par fotos får den sin frihed igen.
Redfish er en suveræn spisefisk, men er beskyttet af et såkaldt vinenduesmål, hvor alle fisk der er mindre end 46 centimeter eller større end 69 centimeter skal genudsættes straks. Denne her er omkring 80 centimeter, men netop det at genudsætte de store fisk er genialt, fordi man beskytter de store eksemplarer, som både har attraktive gener, samt potentiale til at lægge mange æg og bidrage væsentligt til fremtidige bestande.
Fiskeguiden Ozzie Lessinger blev hurtigt glad for de skandinaviske agn. Her er han med en bluefish, der var med på legen.
Masser af hug på de små jerkbaits
Strømmen er begyndt at tiltage, og vi finder et område på kanten af en grassflat, hvor dybden går fra en halv til en hel meter. Masser af små byttefisk er ved at blive skyllet ud af græsset, og lige i området hvor dybdeskiftet er, står rovfiskene klar til at udnytte dette. Ozzie ankrer op, og vi har ikke taget mere end et par kast, før vinen fisk hamrer Ozzies lille jerkbait.
– De er sgu ikke så tossede til at lave agn de vikinger, smiler Ozzie og hygger sig godt og grundigt med at hive en lille, men hidsig bluefish ind. Vi giver agnene fuld fart og lader dem skære oppe i overfladen med små mellemrum, som gør fiskene endnu vildere Jeg kroger en fin lille snook på en Belly Up Deviator, og den springer fri af vandet flere gange. Sådan fortsætter det en lille times tid, indtil tidevandsstrømmen aftager, og hugperioden dør ud. Vi får ingen fisk i samme størrelse som redfishen, men arterne tæller nu ud over redfish, snook og bluefish også jacks, spotted seatrouts og hajer. Selvom fiskene ikke er så store, så er huggene eksplosive og fiskene fighter aggresivt på det lette grej. Efter denne dag er jeg ikke i tvivl om, at det lette jerkgrej skal med på mine kommende tropeture.
– Jeg tror ikke, at du får disse agn med hjem til Danmark, griner Ozzie, og tiltusker sig et par af mine favoritter. De vikinger er vist ikke så tossede endda…
Grej til det lette jerkbaitfiskeri i troperne
De to agn, vi havde mest succes med, var Baby Buster fra CWC og Belly Up Deviator fra Savage gear. Westin har også en fræk lille jerkbait på 10 centimeter, Mini Jerk, der sikkert også vil fungere fint i troperne, så det er bare med at prøve sig lidt frem. Det er vigtigt at vælge agn, som går fint ved høj fart og at krogene er stærke nok til at kunne klare et solidt pres, når de store hugger. Vi benyttede et florurcarbon forfang på ca. 0,40 mm og 0,25 mm fletline som hovedline.
De små jerkbaits går glimrende på lidt stift, men let spinnegrej, så man skal kun vælge multihjul, hvis man foretrækker jerkfornemmelsen. Til dette formål er Revo Toro Inshore et oplagt hjul valg. Vi brugte lette jerkstænger fra Savage Gear’s Butch Light serie.
Artiklen blev oprindeligt publiceret i Fisk & Fri 6/2010
1) Husk en kasse med små jerkbaits hvis fisketuren går til Florida. Det vil du ikke fortryde!. 2 ) Redfish er ikke særlig kendt i Danmark, men er en smuk stærk fisk, og hvis du har chancen for at fiske efter dem, kan det bestemt anbefales.
jun 29, 2025 | Artikler, Fluefiskeri, Rejsefiskeri, Spinnefiskeri
Ola Johannesson og Martin Falklind udfordrede for nogle år siden hinanden til duel på spin og flue. I starten er det blot ment som en joke, men pludselig befinder de sig på norske Væröy – Per Ola med jerkudrustning og Martin med fluestangen. Her får du historien.
AF PER OLA JOHANNESSON
DET BEGYNDER MED ET TANKESPIND. Jerkfiskeri må være den ultimative metode til helleflynder på lavt vand. Afsøgningshastigheden er høj. Fisken ligger på bunden i krystalklart vand og er på udkig efter byttefisk højere oppe i vandsøjlen. Jerkbaitet kan både ses og høres på lang afstand.
Forestil dig lige synet af en flynder på størrelse med en bordplade, der følger efter jerkbaitet og klapper det lige under stangtoppen… Martin svarer igen med fluefiskeriets fordele: – Den pulserende og graciøst svævende præsentation. Eller hvad med fighten og den direkte kontakt, der er på fluegrejet! – Nej – det er ingenting mod den brutale eksplosion, man oplever med jerkgrejet solidt plantet mellem næverne, svarer jeg. Terningerne er kastet. Må den bedste mand − eller metode − vinde!
Havet ved norske Værøy byder på fantastiske muligheder for havfiskeren – og områder med lavt vand hvor helleflynderne kan udfordres på det lette grej.[/caption]
Efter helleflyndere i krystalklart vand
Det klare vand giver en følelse af at svæve. En mosaik af lyse sandpletter og mørke tangbælter veksler mellem hinanden otte-ti meter under os. Der er en kraftig tidevandsstrøm op over plateauet. Når strømmen vender, stopper og kommer op i fart igen går helleflynderne på jagt. Pulsen stiger, idet mit jerkbait lander med et tungt plask fyrre meter fra båden. Mens det synker, kigger jeg over mod Martin i bådens forende. Han er i færd med at løfte en makrelstor flashflue ud af vandet. Fluen slår nærmest gnister i solen, da den vender i bagkastet, og med et støn får han kastet den grove flue 10-15 meter ud. – Det er ikke noget for mig, tænker jeg, mens jeg med korte og hurtige ryk afbrudt af korte pauser, begynder at spinne ind. Pludselig hører jeg et vræl fra forenden: – JAAAA, jeg har en!
Fuld flynderflex på fluestangen
Fluestangen, der lige før virkede så grov, ligner nu mest af alt en legetøjsstang af kogt spaghetti. Vandet pisker af Martins store hjul, og det ser nærmest ud som om, at han har kroget en ubåd. − NEEEEEEEEEJ, lyder det pludseligt, idet han falder bagover og knalder halebenet direkte i dørken. Fisken er tabt og blikket er tomt. Var det lykkedes, havde han taget føringen…
Vi laver et nyt drev over det samme område. Størstedelen af tiden har jeg brugt klassiske jerkbaits som fx synkende Buster og Big Bandit. Men da dybden er tiltaget, har jeg besluttet at snyde lidt med en tung jig – en gul Curly Sue. Halvvejs i det næste drev mærker jeg et forsigtigt stød, men i modhugget føles det fuldstændig som bund. Men pludselig rør bunden på sig. Fisken trækker med en brutal kraft, men pludselig bliver linen helt slap…0 – 0. – Det skal du da ikke være ked af, smiler Martin med et smøret udtryk. – Det var jo alligevel ikke på jerkgrejet! Jeg sender ham et stift blik, bytter softbaitet ud med en Big Bandit og vender mig for at kaste. Desværre sker der intet.
1) Per Ola med belønningen for en ihærdig indsats med jerkstangen – en fin fisk på 13 kilo. Den er sandsynligvis den første af sin slags taget på jerkbait. 2) Martin Falklind med en fin lille fluefanget helleflynder, der faldt for en stor flashflue.
Kampen om flynderhuggene på flue og jerk
På tredjedagen ser det sort ud for mig. I tredie drev kroger og lander Martin en flynder på omkring syv kilo. Jeg kæmper for sagen, fisker benhårdt og forsøger mig med samtlige mulige måder at jerke baitet ind på. – Hvad er der galt, tænker jeg. Martins søn Johan har en del kontakter og følgere på jig. Mine tanker går således på, hvor effektive de nye typer af tail-baits har været til de skandinaviske gedder. Jeg monterer derfor en jighale på mit jerkbait.
Efter to timer uden aktivitet, bemærker jeg et svagt træk i linen under indspinningen, og da agnen kommer ind, er der mærker i halen. – Det er fra en helleflynder, forsikrer skipper Keskitalo, mens jeg igen kaster ud. Tvivlende på den skråsikre udtalelse, spinner jeg ind, mens han gentager »Det ER fra en helleflynder«. Da jerkbaitet nærmer sig stangspidsen, kommer hugget som et lyn fra en skyklar himmel. – Oh shit, skriger jeg, mens stangspidsen rives ned i vandet da fisken pisker afsted. Efter nogle minutters kamp, har jeg krydret den ellers rene norske havluft med hele vokabulariet af svenske og udenlandske bandeord, men til sidst følger fisken med ind og ligger ved bådsiden.
Efter en del plaskeri og mindre udløb bliver fisken forsigtigt landet med en stor løkke omkring halen. Min og sandsynligvis verdens første helleflynder på jerk, skal uden tvivl genudsættes. Med sine cirka 13 kilo er der ikke tale om et monster, men det er alligevel en ubeskrivelig oplevelse: 1-0.
Et stort fluehjul med plads til masser af bagline er en fordel – her Loop Opti Big.
Helleflynderne er svære at kroge – både på flue og jerk
Helleflynder har vi en del af de kommende dage. På sidstedagen følger en tyvekilos fisk mit jerkbait indtil båden med snuden kun få decimeter fra baitet. Den taber dog interessen, skyder hen mod Johans jig, hvorefter den tager turen op til overfladen, hvor Martins flue sitrer lige under stangspidsen. Fisken kigger på kreationen et øjeblik, hvorefter den med et resolut sug, klapper kæberne sammen om fluens hoved, som den tygger eftertænktsomt på, mens vi tydeligt kan se selve krogspidsen stritte ud af munden på den… – Nej ikke der – i den anden ende, råber Martin tiggende til fisken, som tydeligvis ikke forstår svensk.
Med en komplet mangel på situationsfornemmelse, slipper dyret fluen og svømmer over til Johans jig igen, hvor den bliver et øjeblik, før den tager kursen mod mit jerkbait, som jeg har ladet dale mod bunden i et forsøg på at vinde duellen. Da baitet når bunden, pimpler jeg det opefter, mens helleflynderen følger med som en nysgerrig hund. Da forfanget rammer topøjet ligger min Big Bandit i overfladen lige bag motoren. Flynderen svømmer rundt om baitet og stiger derefter pludselig op mod det og tager det bagfra. I det samme smasker jeg til med et modhug, så jerkbaitet flyver ud af kæften på fisken og rammer motorkappen med et smæld.
Flynderen forsvinder lige så hurtigt, som den dukkede op. Med eder og forbandelser flyvende gennem luften sender jeg mit jerkbait afsted igen med en sådan kraft, at det ville have været kommet i omløb omkring jorden, hvis linen havde knækket.
Per Ola vinder flynderduellen
Pludselig mærker jeg igen et let træk i linen. Jeg kroger, men mærker ingenting. Femten meter bag båden, kan jeg tydligt se jerkbaitet zig-zagge lokkende afsted firefem meter nede, da en stor, mørk skygge dukker op blot en meter bag jerkbaitet. – Den er stor, mindst fyrre kilo, hvisker Keskitalo bag mig. Dirrende fortsætter jeg med at jerke ind, men nogle meter fra båden drejer den store flynder af som en drage i sidevind og forsvinder i dybet. Duellen endte 2-1 til Per Ola, og det er ikke sidste gang, vi er afsted efter helleflynder med det lette grej!
Flynder på flue er en sport med potentiale for folk med hang til det helt tunge fluegrej.
Helleflynder taktik og teknik
Jerkfiskeriet gav cirka 15 kontakter på fem fiskedage, mens Martin havde cirka 10 kontakter på fluen. Størsteparten af tiden fiskede vi på 10-12 meter, men vi har på fornemmelsen, at vi måske havde fået lidt flere fisk, hvis vi havde fisket på lidt lavere vand, når tidevandsstrømmene var på deres højeste. Hugperioderne er meget markante, så det gælder derfor om at være på, når først der er aktivitet. Jeg havde desværre ikke rigtige tailbaits med, men har på fornemmelsen, at det ville have været et vinderkoncept. Ulempen ved fluen er, at det går langsommere med afsøgningen, men spørgsmålet er, om ikke den er mere lokkende. Jeg prøvede faktisk at sætte en flashflue bag mit jerkbait, så Martin ikke så det…
Flue- og jerkgrej til helleflynder
Vi brugte følgende grej: Loop Opti Salt X-Grip stang, Loop Opti Big hjul, Synkeline Grain 8, 1 mm fluorocarbon tafs på enmeter – evt. fortynget. Flashfluerne var i lyse silde, sej og makrelfarver samt brungule og gulrøde for at imitere fisk som fx torsk og kutling. Vi brugte følgende grej: Strike Pro Pike Range; Contact 6 ft, 8 inch – 180 gram og Capture 6 ft, 10 inch, 200 gram. Hjul – Ambassadeur Revo Toro Lowprofile og Ambassadeur Inshore 6500. Fletline – Strike Wire, 0,36 mm. Baits: Buster Jerk og Big Bandit synkende. Farverne Psycho og papegøje monteret med rød jighale på bagerste krog gav flest kontakter. Forfang: 1 meter 1 mm fluorocarbon fortynget med et 15 grams konisk lod.
jun 27, 2025 | Åfiskeri, Artikler, BÆKØRRED, Bækørredfiskeri, Fluefiskeri, Rejsefiskeri
Driftbåd fiskeriet giver en ny vinkel på tørfluefiskeriet, er hamrende effektivt og en behagelig måde at nyde den skønne norske natur på.
Driftbåde er normalt noget, man kun ser på amerikanske floder, men den norske guide Espen Eliertsen benytter dem til tørfluefiskeriet på Trysil med stor succes. Barry Ord Clark har besøgt ham midt i majfluesæsonen og taget en drivertur ned ad den skønne elv.
AF BARRY ORD CLARKE
DEN LYSE MAJFLUE IMITATION er nem at se på det mørke vand. Den driver perfekt syv otte meter fra båden. Langsomt men sikkert nærmer den sig de to ringende stallinger i den næste pool, som vore øjne har været fikseret på de sidste 80 meter, mens vi har drevet nærmere og nærmere. Men uden advarsel stiger en tredje fisk pludselig op fra dybet og tager min majflue med en selvsikker entusiasme. Jeg hæver stangen og er godt i gang med at fighte sæsonens første stalling, mens Espen trækker i årene for at sænke farten. Derefter dropper han ankeret.
Stallinger på finnerne til Danica klækning
Danicaerne klækker, lød beskeden i min sms. Kom så hurtigt som muligt, stod der. I løbet af kort tid var bilen pakket, hvorefter jeg var i gang med den fem timer lange køretur fra Oslo til Trysil, for at mødes med Espen Eliertsen, der er ejer og chefguide for Call Of The Wild Guide Service I Trysil. Espen var den første i Europa til at importere amerikanske Clacka driftbåde, og han havde lovet mig en bådfisketur ulig nogen anden. Hvis du har læst amerikanske fluefiskemagasiner, har du sikkert set masser af Clacka drift både, typisk med Montanas bjerge i baggrunden. – Men hvordan skulle de fungere på en norsk elv? Jeg var toptændt og ivrig for at finde ud af det!
Klar til en gang driftfiskeri efter stallinger
Espen giver en hurtig sikkerheds briefing, ikke ulig den man får på en flyver, og kort tid efter er vi i gang med at drive ned af floden. Vejrudsigten for de kommende dage lyder på hedebølge og 30 grader over hele Norge. Espen forklarer, at temperaturstigningen burde resultere i en god klækning.
Men spørgsmålet er, om varmen kan blive for meget… Men åbenbart ikke denne morgen, for der er danica, sulphurea og rhodani døgnfluer, som klækker alle vegne. Og jeg mener alle vegne. Men siden dette er den første dag med klækninger er fiskene forsigtige, og Trysils famøse stallinger er ikke meget for at spise på toppen selvom der er rigeligt at tage af. Espen forsikrer mig om, at det altid tager lidt tid for dem at smide hæmningerne. I de første par timer er der jo også rigeligt at tage af under overfladen, og det er her de koncentrerer deres indsats.
I løbet af de næste tre timer har vi kontakt med et par fisk, og driver stort set igennem hver elvtype man kunne forestille sig at finde i Norge. Her er alt fra hurtige stryg til flade rolige partier. Driftbåden kombineret med Espens styring imponerer mig mere og mere. Den fungerer perfekt som fiskeplatform, og da Espen tidligere har været både jagt- og fiskeguide samt white water rafting instruktør, er jeg ekstrem tryg med ham ved årene.
De perfekte forhold til insektklækninger
Landskabet drager minderne tilbage til Alaska med sine stejle kanter, nåletræer langs bredden og rødgransdækkede bjerge til begge sider. Og jeg må indrømme, at man får hele pakken, når man nyder panorama udsigten fra midten af floden. Espen foreslår, at vi nyder omgivelserne, tager en frokost pause med ankeret nede og nupper en sandwich plus en kold forfriskning, samtidig med at vi holder udkig efter ringende fisk. – Det lyder som en god plan, bekræfter jeg. Espen finder lidt mad og drikke frem fra en af bådens vandtætte stuverum.
Mens vi er ved at gøre madpakkerne færdige, kommer der mørke skyer ind nordfra. Det begynder at dryppe let fra himlen, men lufttemperaturen forbliver over de 25 grader. Med andre ord – det er perfekte forhold for insektklækninger. Først ser vi én stalling tage en flue i overfladen ovre langs bredden, så endnu én tættere på båden, og så endnu én længere nedstrøms. Og som magi, og af årsager vi sikkert aldrig kommer til at forstå, bliver hele flodens glatte overflade nu dekoreret med små ringe alle vegne. Det er begyndt!
Med en majflue for enden af forfanget efter stallingerne
En CDC majflue-imitation af eget design på, mens Espen manøvrerer båden på plads. Ankeret på disse både er intet mindre end genialt. Espen kan sænke det uden at forstyrre fiskeren, bare ved at presse sin fod på en pedal, og når det skal hæves kan han gøre det fra siddende position. Den mest åbenlyse fordel ved driftbåden er, at når Espen bruger årene til at styre båden ned ad floden, får tørfluen et konstant og perfekt drev, hvor det stort set er unødvendigt at mende linen. Således kaster man ikke kun til ringende fisk, men fisker effektivt hele tiden. Selv mens man driver ned ad floden, dækker din flue konstant nye vande og potentielle standpladser. Når man driver over hurtigt vand, kan man skifte til en nymfe eller endnu bedre – et setup med en indikator samt tung nymfe kombineret med et par mindre lettere nymfer under den. Det er ikke alene en hammereffektiv måde at fiske lommerne i strømmen, men er også en giftig metode til at søge de store stallinger i de stærke strømpartier, som man ellers ikke ville kunne komme ned til. Hvis du vil maksimere dritfiskeriets effektivitet, kan det derfor betale sig at have to fluestænger rigget klar til hver sin type fiskeri: En stang til tørflue og én til nymfer, så du kan skifte taktik, når floden skifter karakter fra rolig til hurtig.
En stor stalling på tørfluen
Espen holder båden stille, og forklarer mig hvor en stor fisk lige har været oppe. – Kl. 9 – fin fisk, 15 meter ude, proklamerer han lavmælt. På denne måde fungerer båden som et ur, og Espen indikerer, at jeg skal kaste 15 meter i den retning, der svarer til, når viseren peger på ni. Jeg gør, som jeg bliver bedt om og lægger fluen efter et par ekstra kast for at vifte den tør. – Perfekt, indikerer Espen.
Fluen driver stille sammen med flere naturlige insekter og en maj – flue, der er lidt over en halv meter foran min og pludselig forsvinder i et svup. Så – nu er min flue den næste i køen… Fisken gør lige som den skal. Fluen forvinder og efterlader blot en lille ring i overfladen. Havde der bare været den mindste vind, ville disse forsigtige hug have været svære at se. Jeg løfter automatisk min stang, og i det min line bliver stram, mærker jeg med det samme, at dette er en fisk af en anden kaliber, end dem jeg har haft kontakt med indtil videre. Fisken dykker og bruger sin store halefinne til sin fordel i den stærke strøm og holder sig på denne måde nær bunden. Efter nogle få minutter må den dog overgive sig, og jeg kan glæde mig over at lande min største stalling på tørflue til dato: 38 centimeter.
Tre store stallinger, der napper insekter
Klækningen fortsætter en tre kvarters tid eller fem fisk mere, alt efter hvordan man vil gøre tiden op. Derefter falder tingene lidt til ro, mens der er en klækning her og der. Vi driver ned til broen, hvor vi skal tage båden op. Mens vi er ved at læsse grejet af båden, bemærker jeg noget heftigt overfladeaktivitet langs med en af bropillerne. Der står tre store stallinger og nupper insekter i rolige rulninger og fremviser deres flotte ryg – finner hver gang. Jeg udpeger dem til Espen, som siger, at jeg selv må tage båden ud, hvis jeg vil efter dem. Han skal op og hente den anden bil og bådtraileren. Han har en aftale, han ikke kan løbe fra og han er allerede sent på den.
Jeg hopper derfor i båden og ror de 50 meter, der skal til for at få mig i position. Ankeret droppes min flue får lidt flydemiddel og jeg kan nu tydeligt se tre kæmpestore stallinger, som suger voksne majfluer til sig ca. hvert femtende sekund. Jeg kaster, men har fejlberegnet strømmen og min line laver en stor loop, der når som helst vil begynde at få fluen til at streame i stedet for at drive naturligt. Jeg mender som en vanvittig og prøver at rette op på drevet, før min flue vil streame forbi fiskene.
Endnu en ny tørflue PR på stalling
Lige inden fluen kommer ind i hug feltet løfter jeg fluelinen i et voldsomt ryk og stripper så meget line jeg kan, før den lander igen. Det lykkedes nogenlunde, og i det øjeblik fluen kommer i hugzonen, forsvinder den i det en stor ryg – finne viser sig. Og som dagens tidligere større fisk går der ikke længe, før den også prøve at holde bunden. Typisk tænker jeg – turens flotteste fisk, og så er der ingen, der kan hjælpe mig med at fotografere den. Da jeg endelig får den op i båden og nettet under den, kan jeg se, at den er endnu større end min PR fra tidligere på dagen. Jeg får taget krogen ud, men jeg ved at Espen snart er tilbage og kommer derfor net og fisk tilbage i vandet, så jeg kan holde den i live indtil han er tilbage.
Få minutter efter er Espen tilbage, og jeg får løftet nettet for at vise min triumf. – Vi skal fotografere den inden lyset forsvinder, råber jeg. Jeg får løftet ankeret og trukket båden over til bredden, så Espen kan holde fisken i live, mens jeg klargør kameraudstyret. Vi tager en hurtig fotosession, og så bliver fisken sat ud igen. En flot fisk på ca. 45 centimeter og en ny PR. Jo – en drifttur på Trysil kan bestemt anbefales!
Sæsontips til insektklækninger
Uge 24-27: Glimrende majfluefiskeri.
Uge 26-27: Danica/Vulgata klækninger.
Uge 28-29: Starten af vårflue klækningerne. Der kan også være majflue klækninger.
Uge 30-35: Gode uger for vårflue klækning om aftenen.
Uge 35-40: Her er der klækninger af andengenerations majfluer og vårfluer. Der kan være fint fiskeri på dage med godt vejr, helt indtil isen lægger sig.
jun 25, 2025 | Artikler, Hav – kutter og småbåd, Rejsefiskeri
Fiskeriet efter blue marlin på Kap Verde er i verdensklasse – intet sted får du en større chance for at opleve et pragtfisk som denne splintrer overfladen i kaskader af vand.
I 2008 gik syttenårige Marco Nielsens vildeste drøm i opfyldelse – at blive skibsdreng på big-game båden Amelia hos verdens mest fangende marlinkaptajn i 2008 – Zak Conde. Følg med til Kap Verde, oplev livet som skibsdreng – og få historien om et par danskerture med Thomas Petersen fra Fairpoint, der vil gå over i historien. Her blev der nemlig landet 27 marlin op til 900 lbs på blot to uger.
AF JENS BURSELL, FOTOS: MARCO NIELSEN, THOMAS PETERSEN, INGRID MARIE VINCENT, JENS BURSELL OG ZAK CONDE
– LIVET SOM SKIBSDRENG på en biggamebåd er en både hård, spændende og intens oplevelse, fortæller Marco. – Det er lange dage, store bølger, brændende sol, svedige fights og dramatiske landinger, der især brænder sig ind på nethinden efter flere ugers intensivt fiskeri på det åbne hav ved Kap Verde.
– En af de oplevelser som gør mest indtryk indtræffer efter en uges tid, hvor vi har et par kunder fra New Zealand, fortsætter Marco. – Marty – den anden skibsdreng – er taget hjem, så nu er det Chy og jeg der står for at få tingene til at køre på dækket. I dag fisker vi fire stænger med Kona Heads, der danser rundt i Efter en halv times sejlads, gør Chy og jeg klar til at sætte grejet ud. Og efter relativ kort tid ryger lineclipsen med et smæld, idet en massiv blue marlin basker sin tunge krop fri af vandet bag båden.
Marco Nielsen fra Værløse havde en fantastisk tid på Amelia som skibdasdreng. Selvom omdrejningspunktet var marlinfiskeri, blev det også tid til lidt wahoo i pauserne.
– Adrenalinet suser igennem kroppen, og på et splitsekund er jeg helt oppe i det røde felt. Zak råber og skriger: – Come on Marco, take the other lines in… – Jeg står helt i mine egne tanker, og er nærmest paralyseret over at have set og oplevet det, jeg så længe har ventet på. Men med et sæt vågner jeg op til realiteterne. Lynhurtigt ruller vi de andre liner ind, mens kunden får fat i stangen med den vilde marlin for enden af linen. Med det tunge grej bakser han sig over i stolen, mens Zak råber – Come on Roger, wren – wren. – Fisken er på vej mod båden og linen er faretruende slap.
– Linen bevæger sig hurtigt imod båden, og Zak begynder at sejle for ikke at få alt for slap line. Han råber og skriger, at der skal hjules ind, hvis ikke vi skal miste fisken. Og det må bare ikke ske, for det er en stor fisk. Til alt held bliver linen stram igen, og kører nu ud – og op mod overfalden. Et sekund efter vrider den flotte marlin sig i luften, så kaskader af vand sprøjter til alle sider. Solen er stegende varm, og i takt med at fighten trækker ud, bliver vi mere og mere dehydrerede.
Kona Head’et Zak Attack Lure står for en stor del af blue marlin fangsterne på Amelia og Beaste’n. Som navnet antyder er den designet af Zak Conde, hvis PR liste tæller bl.a. blue marlin op til 1309 lbs, black marlin op til 1072 lbs
og bluefin tun op til 875 lbs.
En vild marlin ved båden
–Da forfanget endelig kommer til syne, tager Chy fat i linen med hænderne, forklarer Marco. – Selv efter 40 minutters fight har fisken massive kræfter, så det er om at passe på, at den ikke går amok ved bådsiden. Endelig står jeg øje til øje med den smukke fisk – en fisk som jeg altid har drømt om at røre med egne hænder. Jeg tager fat i næbbet, så Chy kan tage krogen ud. Men pludselig kan jeg mærke, at vreden ulmer i den kraftfulde fisk, og jeg ved, at det er nu, jeg skal holde fast. Den er så utrolig stærk, at jeg er lige ved at give op, men til sidst falder den heldigvis til ro. Chy prøver atter at tage krogen ud, og få sekunder efter er fisken sat fri, som alle de øvrige blue marlin, der bliver taget fra Amelia. Glæden breder sig og udvikles til vild jubel, idet Zak estimerer fisken til 750 pund. Det er den første marlin jeg har været med til at lande som skibsdreng, så jeg er pavestolt.
En flot yellowfin tune kommer til bådsiden
– Klokken nærmer sig frokosttid, så jeg beslutter mig for at lave sandwiches til kunderne. Solen er på sit højeste, og det er stegende varmt. Mens jeg leger smørrebrødsjomfru, ser jeg pludselig et kæmpe plask bag den yderste stang. Linen suser derud af på en af stand-up stængerne, og vi er alle i tvivl om det er en marlin eller en tun.
– Efter en lang fight nærmer den sig båden, hvor vi kan se, at det er en yellowfin tun. Jeg finder handskerne frem og har gafkrogen fastklemt i min anden hånd. Planen er, at jeg skal holde fast i fisken, mens Chy holder forfanget med hænderne. Det skal gå stærkt, for bare en enkelt fejl kan gøre, at vi mister fisken. Heldigvis får jeg kroget den rigtigt første gang, så nu er det bare om at få den slået ihjel med et bat, inden den begynder at sprælle for meget rundt. Da fisken er vel oppe i båden viser det sig, at den vejer fantastiske 92 kilo.
Høj sol, god udsigt, moderat med vind og en springende marlin for enden af linen – ja så bliver det vist ikke bedre…
Klar til nye fiskedage på Atlanterhavet efter marlin
– Da fiskedagen er omme, ruller Chy og jeg stængerne ind, hvorefter vi går i gang med det møjsommelige arbejde, det er at rengøre både stænger, liner og hjul. Derefter giver jeg mig i gang med at vaske båden indvendig, så vi kun skal vaske Amelia udenpå, når vi kommer i havn. Der er en hel del arbejde at se til, men med et godt samarbejde mellem Chy og jeg, bliver opgaverne alligevel hurtigt løst. Efter et stykke tid når vi ind til havnen i Mindelo, hvor arbejdet med at klargøre båden til den næste dag fortsætter, idet vi siger farvel til vores kære venner. Som tak for indsatsen får jeg en kasket til minde om en fantastisk fisketur.
– De følgende dage står den igen på nye kunder – og denne gang er det danskerne Peter Meinertz, Søren Meinertz og Lars Schmidt. Vandet er helt blåt og solen skinner fra en skyfri himmel. Dagen er perfekt, og jeg kan mærke, at alle er tændte og ivrige efter at fange nogle store blue marlin. I dag fisker vi med seks stænger, hvoraf de to midterste er stand-up grej. Koncentreret observerer vi de seks blækspruttelignende Konaheads, der dasker rundt i overfladen bag båden, mens vi brændende håber på at se næbbet fra en gigantisk marlin bryde overfladen – og slå ud efter de lokkende overfalde agn.
Et heftigt tunhug
– Sekunder efter lyder smældet fra lineklemmen, og for enden af linen springer en flot tun fri af vandet. Nu er det Peters tur, og jeg gør klar med fightbæltet. Fisken har taget agnen på stand-up stangen. Mens Peter får kontrol over situationen, spotter jeg endnu en tun bag båden, der blot ti sekunder efter flår lineklemmen ud af outriggeren. Linen pisker af hjulet, mens Schmidt, der var i gang med at tænde for videoen, kommer susende ud af kahytten… Sekunder efter har han godt fat i stangen, og fisken er stadig på. Chy og jeg får hurtigt rullet de andre agn ind, hvorefter vi går i gang med at afhjælpe det værste kaos. Schmidt får hurtigt rutinen i stolen, og efter blot tyve minutters fight, kommer den flotte yellowfin tun til syne i det dybt blå vand. Alle på dækket er helt vilde, men vi skal stadig koncentrere os, så intet går galt.
– Peter står stadig og fighter, mens svedperlerne pibler ned over hans varme pande. Jeg beslutter mig derfor for at hente kolde drikkevarer fra isboksen, og kort tid efter føler han sig noget bedre tilpas. Snart er fisken tæt på, og Chy får fat i forfanget i første forsøg. Med samme præcision får jeg gaffet fisken. Battet kommer hurtigt frem, og efter et par slag i hovedet er den færdig. Imens er Peter stadig i gang med den lange fight, men inden længe kommer også denne skønhed i sikkert i båden, så fiskeriet kan fortsætte.
Konaheads som disse udgør hovedbestanddelen af grejboksen, når der fiskes efter blue marlin. Fiskene kan dog også fanges på andre metoder – fx levende agn eller flue, der kastes ud lige bag båden, når marlinen er teaset ind. Metoden, der kaldes bait’n switch, blev også benyttet da Zak Gonde satte sine sandaler på krogsættet.
Kap Verde byder også på et udmærket fiskeri efter bomstærke yellowfin tun i den tunge kaliber. Denne krabat, er lige så lang som Marco selv.
– Mens de glade danskere jubler på båden, får vi hurtigt sat agnene ud med nyhvæssede kroge, og blot fem minutter senere ser Zak et næb i overfladen. Han råber til mig, men inden jeg får kigget det rigtige sted, har fisken allerede taget Kona’en. – Det er din tur Søren, råber vi i kor, mens han kommer tililende. Snart er alle liner rullet ind, og så er det ellers op til Søren i fightstolen. Den gule line stiger hurtigt med overfladen, og et øjeblik efter kan vi igen nyde springet fra en imponerende marlin, der med voldsom kraft kaster sit næb fra side til side i en sky af vanddråber. Men pludselig stopper de hidsige ryk for enden af linen. – Fisken er død, fortæller Zak, som kalder mig til side, og beordrer mig til at klargøre redningsbåden. Han vil have Schmidt og jeg ud i båden, så vi kan få nogle gode billeder. Til at starte med tror jeg, at han laver sjov med mig, men den er sgu god nok. Kort tid efter sejler vi ud på det åbne hav i en gummibåd der cirka var halvanden meter lang, og ender faktisk med nogle formidable billeder.
– Lige inden dagen går på hæld, får vi endnu et vildt hug fra en marlin i 800 punds klassen, som vi desværre mister. Men hvad gør det? Det har været en fantastisk dag på havet – og en oplevelse jeg aldrig nogensinde vil glemme. Dagens resultat bliver en blue marlin på 650 pund til Søren Meinertz, en yellowfin tun på 97 kilo til Lars Schmidt samt yellowfin på 85 kilo til Peter Meinertz. Sådan slutter Marco Nielsen sine fantastiske oplevelser som skibsdreng.
Marlinfiskeret på Kap Verde er blandt det vildeste fiskeri man kan opleve på verdensplan.
Konahead’et er monteret glidende på linen, så det ikke hæmmer krogholdet under fighten med store marlins.
Det vildeste fiskeår efter marlin
– 2009 var også virkelig god, fortæller den daværende ejer af biggame charter bådene Amelia og Beaste’n, danske Thomas Petersen, der også havde et fantastisk fiskeri. Min bådmakker var Søren »Pølsemand « Jensen – alias Gert Guldkæde, fortæller Thomas. – Udover at producere en film og tage billeder var planen også at teste den nye 40 fods Cabo – »Beasten « med 2 x 800 hk motorer. På den anden båd – Amelia – skulle Jan Svenstrup fiske sammen med Bjarne Lehné.
– Førstedagens fiskeri fra den nye båd med Zak som kaptajn gav to hug, men vi mistede desværre dem begge. De følgende dage gik det dog slag i slag, og da ugen var omme havde vi landet 13 blue marlin og haft 31 hug. Vi havde blandt andet en dag, hvor vi havde to Konaheads ude på de lange riggere – og to teasere uden kroge helt inde bag ved båden. Fiskeriet var helt vildt, og det lykkedes os at tease adskillige marlin op bag båden, hvorefter vi hev teaseren ind og smed en balihoo agnfisk på en enkeltkrog ud bag båden, som med det samme blev klasket af de aggressive marlin.
– Da vi havde fået de første tre marlin, gik der sport i at fange fiskene på underige måder. Zak tog derfor sin ene sandal, monterede den på en krog og kastede den ud til en marlin, som straks kastede sig over den velduftende godbid. I alt blev det til tre fantastiske fisk fanget på kaptajnens sure sandal! Samme dag havde vi på et tidspunkt et triple hug, hvor vi var nødt til at binde den ene stang til en kæmpestor fender og kaste den i vandet, for at undgå at hjulet skulle blive tømt for line, mens vi fulgte efter en anden fisk, der svømmede den modsatte vej… Det var fuldstændig vanvittigt, men til sidste lykkedes det os at lande to af de tre fisk, der vejede op til 400 lbs – inklusiv den fisk, der havde trukket rundt med fenderen, da den blev fisket op igen. Dagen gav i alt 6 fisk samt 9 mistede.
– Søren fik en 700 punder, og der var flere 600 pundere imellem fangsterne, som i snit lå på 350-400 pund. For at beskytte fiskebestanden bliver alle fisk genudsat – og vægtene er derfor simple skøn, når fisken ligger i vandet langs bådsiden. En af nætterne overnattede vi på et moderskib, så vi fik maksimalt med fisketid ude i de hotte områder. Alt i alt var det en rigtig hyggelig tur med flot vejr. Bjarne Lehne og Jan Svenstrup fik 9 marlin på Amelia med Marty Bates i samme uge.
For at bruge minimal tid på transport overnattede gæsterne på Amelia (tv) og Beaste’n (th) på dette moderskib en af nætterne.
Vilde marlinfights med Henrik Nielsen
– Ugen efter fiskede jeg med kammeraten Henrik Nielsen, fortsætter Thomas. – Inden han kom, havde jeg dog lige en solo dag, hvor jeg lagde ud med at fange en smuk 650 punds marlin. Sidst på dagen, da alle andre både er taget i havn, får jeg endnu et hug, og denne gang var det en storfisk, der gik fuldstændig bersærk. Fighten varede i 45 minutter, og Chy havde fat i forfanget adskillige gange, hvor fisken blev ved med at rive sig løs i det ene vilde udløb efter det andet. Til sidst fik vi den dog udtrættet så meget, at vi kunne få den op og ligge langs bådsiden, men da vi skulle til at afkroge den, dykkede den ned under båden og knækkede linen. I big-game sammenhæng tæller en marlin dog som fanget, når man har haft fisken liggende ved bådsiden og har haft fat i forfanget. Dagen gav i alt fire hug af blue marlin, hvoraf jeg som sagt landede de to. Desværre var det umuligt at få nogle ordentlige billeder af fisken, da vi kun var Zak, Chy og jeg i båden. Surt – for det er suverænt den største marlin jeg har fået, slutter Thomas.
Et historisk marlinfiskeri ved Cape Verde
I den efterfølgende uge fik Thomas Petersen og Henrik Nielsen i alt 27 blue marlin hug og landede 14 med to 700 pundere til Thomas som de største. Den første måned af 2009 sæsonen gav hele 49 blue marlin til Amelia med Marty Bates som kaptajn og 67 til Beasten med Zak Gonde som kaptajn. En sådan fangstrate kommer man ikke så meget som i nærheden af nogle andre steder i verden. Der er ingen tvivl om at Kap Verde roligt kan prale af at byde på verdens vildeste fiskeri efter blue marlin.
Artiklen blev oprindeligt publiceret i Fisk & Fri 5/2009
jun 16, 2025 | Åfiskeri, Artikler, Fluefiskeri, Rejsefiskeri
Stallingfiskeri er det sikreste kort i Laplands fjeldverden, men vejret er en altafgørende og beregnelig faktor som ind i mellem kan gøre fiskeriet meget svært. Og det gælder for alle – uanset om man er fra Danmark eller det engelske fluefiskelandshold…
AF RASMUS HANSEN
HELIKOPTEREN LETTER og efterlader os langt ude i den svenske vildmark. – Hvor er det vi er henne, spørger Bernie. – I stallingfiskerens paradis, svarer jeg og håber inderligt at fiskeriet er lige så godt som sidst. Tørfluefiskeriet var nemlig eminent da jeg var her for blot et par uger siden. Masser af klækkende døgnfluer og ringende stallinger i størrelse stor. Men nu viser der sig stort set ingen fisk.
Typisk, nu når jeg har min ven Stuart fra det engelske fluefiskelandshold og hans ven Bernie med på fjeldfiskeri for første gang. Vejret er klart og vinden kold og ingen insekter klækker overhovedet. Eftersom jeg var her ugen før ved jeg at fiskene findes. Men nu når de ikke viser sig kan det være svært at tro på at der rent faktisk eksisterer store fisk i det lille vandløb.
Pools med masser af store stallinger
Stedet vi fisker består af meget små strømme mellem nogle søer og ser umiddelbart ikke særlig interessant ud når det studeres på et kort. Strømmene er simpelthen for små og der er langt at gå til næste lille strøm på grund af søerne. Hvad man ikke kan se på kortene er at de små strømme er brudt af flere dybe pools som alle holder stalling i pæne størrelser. Vi går langsomt opstrøms fra vores teltplads og kommer snart til den sikre pool hvor store stallinger ugen før næsten kæmpede om at komme først til fluerne. Denne pool ligger lidt i læ og da solen pludselig varmer luften lidt klækker der straks nogle få døgnfluer der driver af sted på overfladen mens vingerne hærder.
Et par fine stallinger viser sig kort efter i overfladen og jeg siger kækt til Bernie at nu er det bare at kaste en tørflue ud og forbedre hans tidligere PR som er 42 centimeter fra en engelsk kalkstrøm. Men fiskeriet er absolut ikke så nemt som det plejer at være. Det viser sig nemlig at stallingerne patruljerer rundt og er i bevægelse hele tiden mens de snupper en døgnflue her og der. Under en større klækning hvor insekter kommer flydende i en lind strøm står stallingerne ofte stationært og plukker insekter på samme sted.
Stallingen i sit rette element. Der er stor forskel på farven afhængigt af vandet og omgivelserne. Her er en stalling med klare, lyse farver fra en strøm med lys bund og klart vand.
Tørfluekast med præcise kast til stallingerne
Normalt kan man derfor lægge fluen nogle meter opstrøms for stedet og være så godt som sikker på at den driver ind i fiskens synsfelt, men den ellers sikre taktik der blot kræver et præcist kast og et frit drev på tørfluen fungerer ikke nu hvor fiskene hele tiden viser sig forskellige steder. Stuart fisker på langdistancen, mens Bernie koncentrerer sig om at affiske en dyb rende nær land med korte kast. Pludselig står Bernies stang i en fin bue og han har kroget en fin stalling.
Jeg skynder mig hen med nettet og ser stallingen som er lige omkring kiloet i det klare vand. Fisken vælter rundt i overfladen og får forfanget viklet rundt om bryst finnen. Så er den PR klaret, tænker jeg lige før jeg kan nå den med nettet. Pludselig presser Bernie fisken så hårdt at krogen på hans lille tørflue rettes ud og fisken der er fri straks pisker væk. – Hvad laver du, spørger jeg forundret.
– Den var jo alligevel fejlkroget så jeg lavede en long distance release svarer Bernie og ser noget forlegen ud da jeg forklarer ham at hans trofæfisk havde forfanget viklet rundt om brystfinnen. Vinden bliver igen køligere, den korte klækning er desværre ovre for denne gang. Fiskene viser sig ikke mere og vi må i gang med nymfefiskeriet.
Et svært nymfefiskeri efter stallingerne
Det er ikke let. Strømmen er meget svag gennem de små pools og derfor er fiskeriet absolut i den sværeste kategori. Normalt vil man under dybt nymfefiskeri holde øje med fluelinens spids der vil bevæge sig lidt, når en fisk tager fluen, men i den svage strøm og med de forsigtige fisk er det næsten umuligt at kroge fiskene før de har spyttet fluen igen.
Jeg kommer i tanke om et lille trick, der før har virket under tilsvarende forhold. Stallingen er fantastisk godt kamufleret mod den mørke bund i det dybe vand, men dens mund er kridhvid indvendigt og synet af den hvide mund kan være den lille detalje der afslører, at en fisk tager den dybt fiskede nymfe. Jeg prøver en lille let belastet nymfe der synker ud af syne i det krystalklare vand. Myggene svirrer om hovedet, så det er svært at bevare koncentrationen, mens jeg gennem de polariserende briller holder et vågent øje med området hvor fluen befinder sig.
Pludselig ses en hvid mund åbne og lukke sig i dybet, stangen løftes, linen strammes op og en fin stalling er kroget. Stuart får hurtigt styr på teknikken, spotter fiskene når de åbner munden og fanger et par fine fisk omkring kiloet.
Bålkaffe hører laplandsturen til. Den rigtige svenske kogekaffe bliver lavet over bål i en gammel sort kedel.
Hårdtkæmpende stallinger
Stallingerne i dette område kæmper helt usædvanlig hårdt på trods af den svage strøm. Stuart er også overrasket over fiskenes styrke, specielt da han vil vise mig en udtrætningsteknik som anvendes, når fiskene skal hurtigt på land i konkurrencer. Teknikken går ud på at føre stangspidsen under vandet hvilket skulle have den effekt at fisken udtrættes hurtigere Da Stuart kroger en fin stalling og i samme øjeblik dypper stangspidsen under vandet, går fisken fuldstændig amok i et udløb der knækker forfanget. – Den engelske teknik virker åbenbart ikke på svenske stallinger, griner Stuart.
Sent på aftenen vandrer vi tilbage til teltpladsen. Eftersom vi befinder os lige omkring træ – grænsen er der ikke meget andet end nogle små forblæste birke – træer i området, så vi samler lidt tørre kviste og grene til et bål på vejen tilbage langs vandet, hvor der er mere vegetation. Et lille bål er altid dejligt at hygge ved, og vi får en whisky eller to, mens vi laver aftensmad på benzinkøkkenet.
Hen på natten bliver det faktisk forbandet koldt. Temperaturen daler til fire grader på trods af at det er i slutningen af juli. Den eneste fordel ved den lave temperatur er at myg og knott holder en pause i deres ellers evindelige jagt på bar hud. Bernie har købt en kombineret halsedisse og hue som han trækker godt op over ørerne for at holde varmen. Jeg har min balaclava og Stuart der ikke vil stå tilbage for os andre rent komfortmæssigt finder et par boxershorts i sin rygsæk som faktisk viser sig at være perfekte som headgear…
Vi morer os godt og hygger ved bålet med whisky og kaffe. Det nager mig selvfølgelig at Bernie ikke har fået sin PR stalling endnu, og at fiskeriet ikke har vist sig fra sin gode side, men han forsikrer mig at det ikke betyder noget for ham.
Helikopteren er i nogle tilfælde den eneste mulighed for at komme ud til vandene. En del steder kan man vandre ud til, men andre er nærmest umulige at nå på grund af store vandløb der skal passeres.
Videre til nye stallingpladser i vildmarken
Næste formiddag afhentes vi af helikopteren. Min nordsvenske ven Ingemar er med og vi flyves videre til en helt anden type plads. En stor og bred strøm der løber ud fra en sø. Strømmen plejer at byde på groteske mængder af store stalling, så jeg er så godt som sikker på at Bernies PR nok skal blive slået flere gange. Nu er vi for alvor i stallingfiskerens paradis. Jeg og Ingemar ved at denne plads holder fisk i en seriøs størrelse og i betydelige mængder, men vi har ikke fortalt så meget om hvad der venter for ikke at sætte deres forventninger for højt. Man ved jo aldrig om der allerede er andre på pladsen selvom den ligger langt ude i vildmarken eller om vejret gør fiskeriet ligeså svært som det har været de sidste par dage.
Da vi lander, er der heldigvis ingen andre og vejret har ændret sig til det bedre. En lun vind blæser ind fra søen og gør i alt fald at myggene rigtig er i hugget. Flere stallinger plasker rundt ude i strømmen, hvor døgnfluer kommer drivende i en jævn strøm. Ingemar og jeg ved at det her bliver vildt, og vi foreslår at de glemmer alt om deres chalkstream teknikker, anvender et kraftigere forfang og kun en flue i stedet for de to eller tre de er vant til. De kigger noget skeptiske på os, da vi siger at risikoen for, at få flere og måske endda store stallinger på en gang bestemt er til stede og rigger til som de plejer med en tørflue og en efterhængt nymfe.
De to englændere går langs bredden, mens Ingemar og jeg bliver stående for at observere deres fiskeri. Vi har været på pladsen flere gange før og lader dem fiske først. Stuart opdager hurtigt en stor stalling helt tæt på bredden i det klare vand, dukker sig og sniger sig på kastehold. Mens han sniger sig af sted forsvinder han pludselig ud af syne, han er faldet et hul på bredden så han er helt væk, men dukker straks op igen og peger ned i vandet med et stort smil. Fisken er der stadig. Et kast lægges ud og stallingen der er lige over kiloet tager med det samme fluen uden at betænke sig. Endnu et par store stallinger er spottet helt inde under land og da Stuart lægger et kast over stedet og pludselig har to store stallinger er han fuldstændig oppe at køre.
Den ene stalling ryger af krogen, men den anden landes og vejes forsigtig i nettet til 1,2 kilo. Da han kastet efter har to stallinger på igen forstår han hvorfor en flue på forfanget er nok. Bernie der fisker længere ude i strømmen fanger også fisk i stort set hvert kast og råber gennem strømmens brus: – Ny PR på 47 centimeter, I havde ret, vi er i stallingfiskerens paradis…
Artiklen blev oprindeligt publiceret i Fisk og Fri 5/2009
Man tror, det er løgn at der kan findes store stalling i så lille et vandløb, og det er da heller ikke i selve strømmen, man finder fiskene her, men i et par dybe pools opstrøms.
»Headgear« test i fire graders kulde. Rasmus med Balaclava, Bernie med halsedisse og Stuart med et par boxershorts på hovedet i polarnatten…
feb 25, 2025 | Artikler, Nyheder, Rejsefiskeri
Jens Bursell med den gigantiske nilaborre, der nok har vejet i omegnen af 100 kilo.
Fisk & Fris arkiver gemmer mange sjove og spændende historier fra en glemt og gusten fortid. Her får du historien om en af de største nilaborrer i Uganda taget af Jens Bursell helt tilbage i 1995.
AF JENS BURSELL
MORGENDISEN hang tungt over Nilen og dybt under mig tordnede vandmasserne nådesløst igennem Devils Caludron.- Svævende i et inferno af whitewater, spraytåger bagstrømme og strømhvirvler, stod jeg som hypnotiseret og kiggede ud over kløften. Omsider fik skrigende fra et par kredsende flodørne højt over bjergkammen, bragt mig tilbage til realiteterne, – 500 meters stejl nedstigning tungt belæsset med fiskegrej og fotoudstyr.
Mit blod var nærmest kogende, da jeg efter turen ned over de bratte klipper omsider befandt mig ti meter over vandoverfladen. Blot 100 meter bag mig tordnede Nilen gennem en seks meter bred klippespalte og styrtede gennem en næsten lodret kløft over 40 meter i dybet, – endelig var jeg ved foden af Murchinson Fall`s – alias kabalega Falls, hvor jeg i årevis havde drømt om at komme til at fiske
Gennem det tætte løvhæng kunne jeg ane en stor stime tigerfish fouragere i et lille høl. Forsigtigt klatrede jeg tættere på og smed grejet. Ivrig efter at få fat på nogle agnfisk så hurtigt som muligt, monterede jeg en let stang, med en enkeltkrog str.4 fisket løsline. Fiskene plaskede vildt rundt i dønningerne, og i det klare vand kunne man tydeligt se hvert et skæl på deres tigerstribede flanker. Et stykke friskt kassavapasta blev klemmet omkring krogen, og med et let underhåndskast landede agnen lige over fiskene. På brøkdele af et sekund forvandledes stimen til et flimrende kaos af sorte-, sølv-, og ferskenfarvede striber, der som én frådende superorganisme simultant kastede sig over den langsomt synkende agn. Efter kort tid havde jeg rigeligt med agn til et par timers fiskeri.
Efter Nilaborrer ved Bakers Rock
Det var planen at dappefiske langs kanten af en lille klippepynt, hvor jeg dagene i forvejen havde haft et fantastisk fiskeri med fisk op til ca. 70 kilo. Allerede halvvejs ude på pynten, så jeg en god nilaborre vende i overfladen, så det var med forventningerne i top, at jeg gik i gang med at binde takler. På grund af store mængder knuste vandhyacinter i overfladen og forrevne klipper på bunden, var hverken flåd- eller bundfiskeri den optimale løsning Erfaringerne gennem de sidste par dages fiskeri talte helt klart for løslinefiskeri med levende tigerfish som agn. Flere fisk var blevet mistet på 0,61 nylonforfang, så jeg var gået over til at bruge en trible-link af 0,56 Big Game, – i al sin enkelhed 3 enkeltstykker monofil lagt parallelt og bundet til henholdsvis kroge og svirvel med en grinnerknude.
Halvdøde eller døde agnfisk fanger markant dårligere end helt friske fisk, dels fordi de er mindre lokkende, dels fordi de stiger til overfladen og bliver viklet ind i drivgrøde. Jeg var derfor gået over til at fiske et dobbelt krogsæt, bestående af en enkeltkrog str 6/0 placeret i agnfiskens mund for at tage belastningen i kastet samt en trekrog str.8/0 kroget i en flig af rygfinnen. Placeres trekrogen direkte i ryggen eller nakken på agnfisken dør den betydeligt hurtigere.
Jens Bursell med en af de store nilaborrer han tog dagen inden han fangede den helt store fisk ved Murchinson Falls i Uganda. Hjulet du ser er et Ambassadeur 7000 og stangen en Kevin Maddocks mallestang – Silurus.
Flotte nilaborrer fra klippen
Allerede i første kast var der hug, og efter en kort fight kunne jeg lande en fisk på ca. 30 kilo. Også det følgende kast gav en baby på ca. 10 kilo, – men herefter var alt dødt i flere timer. Jeg var efterhånden løbet tør for friske agnfisk. Vinden var blæst kraftigt op og over kløften tårnede blytunge uvejrsskyer sig i faretruende formationer. Stimen af tigerfish var forsvundet, og under det begsorte skydække var sigtbarheden i vandet drastisk reduceret. Den eneste måde at få agnfisk på, var at blindfiske et chubber flåd i strømkanten langs en af de mere rolige pools. Efter en times tid lykkedes det mig endelig at få den perfekte agnfisk. Jeg skulle netop til at kaste dyret ud, da uvejret brød løs. Regnen hamrede ned i lårtykke stråler, og på få minutter var Devils Cauldron forvandlet til en veritabel heksekeddel. Som strofer i en dommedagsmesse opført i en dødsdrom af klipper og vand, flængede gigantiske tordenbrag kløften igen og igen. Drivvåd kastede jeg stangen fra mig, og løb ned over klippen for at komme i ly under min regnponcho. Ti meter fra ponchoen gled jeg tværs over en skarp klippekant, og sekunder efter lå jeg mere eller mindre radbrækket i tørvejr og kiggede direkte ind i løbet på en AK-47. Flad af grin over min ugraciøse entre og fårede udtryk, fjernede min rangerguide Canan maskingeværet til en mere betryggende position og tændte en smøg. Gennem tobakstågerne kunne jeg netop ane et par blodpletter på klippekanten, der på rekordtid blev vasket ren i den silende regn
En time, – adskillige smøger og endnu flere røverhistorier senere, lettede skyerne såvel under som over ponchoen. Solen skinnede fra en skyklar himmel. Jeg begyndte straks at gøre at gøre klar til at fange nogle flere agnfisk. Kassavapastaen, der nu mest af alt mindede om lunken havregrød, blev ved hjælp af lidt majsmel reddet fra druknedøden, og inden længe var jeg godt igang med af afsøge strømkanterne langs forskellige småpools for tigerfish. Alt var dødt og på trods af en times intensivt fiskeri, lykkedes det mig kun at fange en enkelt Syndontis malle. På grund af de kraftige gift-pigge langs kanterne af ryg og brystfinner, er denne fisk det sidste en predator med sans for uperforerede tarmvæggge kan finde på at sætte tænderne i. Da dyret, – som Marlboro Man i slutstadiet eller en bagbundet Gollum i Dødemandsmarsken, begyndte at udstøde uartikulerede hvæselyde, der selv med et bløddyrs intuition kunne tydes som yderst ynkværdige, besluttede jeg at genudsætte den til fordel for eventuelle uopdagede rovfiskearter med galvaniseret tarmepithel.
Jeg kom hurtigt til at fortryde, at jeg ikke havde klippet finnestrålerne at dyret og kastet den i grams for nilaborrerne, der nu jagede på højtryk få meter fra klipperne. Fra en høj klippe, kunne jeg i en rolig pool på grænsen til whitewater ane spredte stimer af tigerfish i vild panik. Konstant kløvede kæmpe skygger som akvatiske sumobrydere flokkene, og frustreret prøvede jeg igen og igen at lokke de mindst ligeså frustrede fisk på krogen. Intet under, at de havde andet at tænke på end at spise for derefter at blive spist 2 på hinanden efterfølgende gange !. Når alt kom til alt, måtte jeg indse, at jeg havde et luksus problem, der var til at håndtere.
Eftermiddagsolen brændte nådesløst og den fugtige varme var efterhånden næsten ikke til at bære. En god kastelængde nedstrøms lå en flok nilkrokkodiller med åben mund og så nærmet ud til at nyde det. Badet i sved, ignorerede jeg med en accelerende bevistløs ligegyldighed tetsefluernes hestebremseagtige bid, der på det nærmeste havde forvandlet min ryg til et sammenhængende kraterlandskab af opsvulmede bid.
Med en lettere opgivende kraftanstrengelse sænkede jeg kassavapastaen ind under klipperne for fødderne af mig, og endelig lykkedes det mig at kroge en tigerfish på knapt 2 kilo. Fisken, der var lige lovlig stor at kaste ud med stangen, blev monteret på et dobbelt krogsæt og ved håndkraft kastet ud i bagstrømmen bag nogle store klipper.
Historien her med den enorme Nilaborre fra Uganda blev oprindelig publiceret i Fisk & Fri i marts 1996, hvor fisken prydede forsiden af det trykte magasin, som stoppede i sin daværende form i 2019.
En gigantisk nilaborre hugger
Idet samme agnfisken ramte overfladen, glimtede en gigantisk bredside på størrelse med en dør et par meter under overfladen. Med en uhyggelig koncentration, der havde syntes umulig få minutter forinden, mendede jeg linen fri af drivende vandhyacinter, og lod langsomt fisken svømme ud i stømkanten mellem foss og bagstrøm. Endnu en gang sås et diffust glimt og med et tonstungt sug klappede min 3,5 lbs “Silurius” – mallestang totalt sammen. Med en voldsom fart svømmede fisken direkte imod mig og kun lige akkurat lykkedes det mig at holde stram line under indspinningen. Som en ubevægelig klippe stod fisken urokkeligt fast lige under mig . Sekunderne føltes som timer og intet skete. – På den modsatte bred gled et par velvoksne krokkodiller langsomt ud vandet.
Fisken steg uendelig langsomt til overfladen. I kaskader af vand og drivgrøderester kastede kæmpedyret sig halvt ud af vandet og tonsede med ryg og hoved fri af vandet hen langs med klippen. I løbet af sekunder befandt fisken sig midt i det vildeste whitewater og langt over 100 meter line var løbet af hjulet.
Linebuen var på grund af den stærke strøm mildest talt faretruende. Først da fisken sprang fuldstændig fri af vandet 50 meter opstrøms fra hvor jeg troede den var, indså jeg for alvor min situation. Store mængder af drivdrøde fra hovedstrømmen hang fast i linen og gjorde det umuligt at få direkte kontakt med fisken, der gang på gang gik fri af vandet længere og længere opstrøms. Febrilsk løsnede jeg bremsen for at undgå linebrud, hvilket kun resulterede i at fisken kæmpede sig endnu tættere på vandfaldet. Linebuen blev trukket med opstrøms og nærmede sig med foruroligende hast spidsen af klippepynten. Der var intet andet at gøre end at komme helt ud for enden af pynten inden linen ville blive raspet over af klipperne. Totalt hasarderet klatrede jeg med `en hånd langs kanten af de stejle klipper, mens dønningerne fra store strømhvirvler konstant skyllede over mine fødder. Linen var netop strammet op over klippekanten, da jeg omsider nåede ud og fik den fri i sidste øjeblik.
Nilkrokkodiller som denne er der masser af i bagvandet bag Bakers Rock, hvor Jens fangede sin gigantiske nilaborre i halvfemserne.
Det vildeste udløb over Devils Cauldron
Brøkdele af et sekund senere tog fisken et kraftfuldt udløb tværs over Devils Cauldron, og svømmede nu nedstrøms igen. Efter 20 minutters benhård fight, var fisken langt om længe tilbage ved egen bred og begyndte langsomt at nærme sig udgangspunktet for sine foss-eskapader, hvor den igen stod urokkelig fast. Svært utilfreds ved tanken om at skulle tage den mere eller mindre livsfarlige tur over de glatte klipper en gang til, – pressede jeg fisken stenhårdt i retning af pyntens kant for at provokere bæstet til at tage et udløb den modsatte vej mod mere roligt vand. Taktikken lykkedes og efter nogle få udløb i poolen begyndte fisken for alvor at vise træthedstegn. Canan stod allerede klar med flyvegaffen og klatrede med stort besvær ned til en klippe, hvorfra han akkurat kunne nå vandet uden alt for stor fare for at glide i.
Konfronteret med et par mandarin store, nedstirrende øjne og en bredside på størrelse med en Ankole ko`s, var han lige ved at falde bagover af skræk, mens han overgearet råbte en masse Gulu-gloser ufattelig hurtigt efter hinanden. Adskillige gange prøvede han og gaffe fisken i munden, men på grund af de store strømdønninger tog det en del forsøg før det lykkedes. Sveddryppende forsøgte han at løfte nilaborren fri af vandet, men fisken var for tung. Hurtigt kom hans ven Fred til undsætning, og endelig kom fisken halvt fri af vandet. Spolen blev frikoblet og jeg kastede stangen fra mig for at hjælpe, men til min rædsel så jeg at stål- gaffen langsomt var ved at rette sig ud. Hverken Fred eller Canan havde i deres iver opdaget katastrofen og panisk kastede jeg mig ned af klippen og fik fat i det ene gællelåg netop som fisken gled fri af gaffen. Lynhurtigt fik Fred fat i min skjorte og stoppede mig fra at blive trukket med ned af fisken. Med en stor kraftanstrengelse lykkedes det Fred og Canan at trække både fisk og fanger i sikkerhed. Aldrig har jeg været så lettet!
Murchinson Falls sydlige sprække er kun seks-ti meter bred, og det er næppe mange der overlever en tur gennem de frådende vandmasser.
Nilaborre på omtrent 100 kilo endelig på land
Rangerne var ikke i tvivl om at det var den største fisk de nogensinde havde set og skød den til 110-120 kilo. Jeg har siden indsamlet data om længde og vægt på storfisk fanget i net i Lake Victoria og Albert, – og på basis af disse informationer er det nok mere realistisk af fisken har vejet et sted mellem 90 og 100 kilo. Men hvem gider i øvrigt bekymre sig om det, – fisken var stor nok til at give mig mit livs kick.
Nilaborren, der er Afrikas største ferskvandsfisk, har igennem århundreder fascineret folk og fiskere langs Nilen. I det gamle Ægypten var nilaborren en højt agtet fisk, der visse steder ligefrem blev dyrket i kulter. Man har således mange steder langs Nilen fundet mumificerede nilaborrer på særlige begravelsespladser. I dag er fisken uden tvivl Afrikas populæreste sportsfisk og er samtidig af enorm kommerciel betydning i hele udbredelsesområdet. Oprindeligt fandtes den kun naturligt forekommende i Nilen nedstrøms for Murchinson Fall`s , Lake Albert , Turkana og Chad samt Senegal-, Niger- og Congo flodsystemer
I 1955 blev nilaborrer udsat i Lake Kyoga, hvorfra de i løbet af en kort årrække spredte sig til Lake Victoria. Fisken der nærmest ligner en krydsning mellem en mega aborre/bass og en monster sandart kan opnå en imponerende størrelse, – fisk på op til 360 lbs er efter sigende blevet fanget af erhvervsfiskere! Den officielle lystfiskerfangede rekord i Uganda var ved fangsten på 80,5 kg, men der er ingen tvivl at der er fanget fisk over denne størrelse, som aldrig er blevet indrapporteret!
Efterskrift: I 1995, hvor denne historie foregik, var der et nærmest ikke eksisterende fiskepres på Devils Cauldron og denne del af Nilen efter mange år med diktatoren Idi Amin og efterfølgende borger- og guerillakrig i det nordlige Uganda med warlorden Joseph Kony, som terroriserede området. Det var derfor dengang god skik at hjemtage de nilaborrer, der blev fanget, så de lokale rangere kunne få dem at spise med deres familier i den nærmeste landsby. Nu om dage bliver de fleste fisk genudsat for at bevare bestanden.
feb 15, 2025 | Artikler, Fluefiskeri, Nyheder, Rejsefiskeri
På klassiske Cuba er fiskene lynhurtige. Men på den eksotiske ø, er der heldigvis også en fisketosset fiskeguide og Formel 1 kører, der er mindst lige så hurtig. Spænd selen og følg med på et hektisk fluefiskeri med fart over feltet.
TEKST MARIA ÅLANDER
FABRIZZIO BARBAZZA har altid elsket fart. I firserne var han en af Italiens mest lovende racerkørere, og fra italienske Formel 3 gik han via CART-serien i USAtil en Formel 1 debut i 1991. En brutal ulykke satte dog et brat stop for hans karriere. Massive skader gjorde det yderst tvivlsomt, hvorvidt den unge fartfanatiker nogensinde villle vågne op af sin coma. Men da vi møder den vakse fyr med troldehåret på Havannah’s flyveplads sprudler han af liv. De sidste ti år har han nemlig oplevet masser af action ved at drive en fluefiskecamp på Cuba. Men nu er målet ikke de vildeste biler, men de hurtigste fisk. Nu står den på bonefish, tarpon och permit.
Begyndertips til bonefish
Han har tre råd til os nybegyndere. – Den første og egentlig ret indlysende er at lytte til guiden, fortæller Fabrizzio. – Han er nemlig som regel den, der ser fisken først, og kan fortælle dig præcis hvor og hvornår, du skal kaste. Uden denne information er du som nybegynder ofte chanceløs. Det andet råd er at kaste hurtigt og præcist med maksimalt to bagkast. Mange af vores gæster burde øve sig bedre, inden de kommer herned. Man bør øve sig på at kaste med præcision, som er meget vigtigere end længde. Det er nemlig sjældent nødvendigt med kast på mere end 10-20 meter, når der fiskes bonefish.
Råd nummer tre er at dobbelt-checke udrustningen hele tiden. Her tæller marginalerne, og der er ikke plads til fejltagelser med dårlige knuder, skadede tafser eller halvsløve kroge. Saltvandsflue- fiskeri er mere jagt en fiskeri, fordi du fisker på fisk i bevægelse. Ofte har du kun et – eller maksimalt to skud i bøssen. Og så er chancen forpasset. Fabrizzion fortsætter, nærmest hviskende. – Vær på dupperne og fisk koncentreret med alle sanser i alarmberedskab. I det samme du registrerer en fisk er det med at være på: Ét blindkast, fluen lige foran fisken – og så PANG.
Bonefish i mangroven
En uendelig labyrint af mangroveøer strækker sig kilometer efter kilometer. Vi stager os stille frem i en lille fladbundet båd gennem de lavvandede kystområder, som er stærkt påvirket af tidevandet – de såkaldte flats. Det er her vi finder turens mål – bonefish. Den eftertragtede hurtigsvømmer må konstant opveje fordelene ved hurtig og lettilgængelig føde, mod risikoen ved at blive fanget på land, når tidevandet lynhurtigt trækker sig tilbage mellem de mange bagvande og kanaler. Lige så hurtigt som bonefish’en kan komme ind i en lagune for at frådse i krabber – lige så hurtigt forvinder den igen, når der er tegn på, at vandet vil falde.
At leve i det lave, krystalklare vand kræver camouflage ud over det sædvanlige. Og en bonefish kan om nogen smelte fuldstændig sammen med sine omgivelser. Det kræver derfor meget træning overhovedet at opdage de til tider næsten usynlige fisk, som da også bærer kælenavnet »Ghost of the flats«.
Maria med sin første bonefish – et rigtig flot eksemplar på cirka tre-kilo.
Vadefiskeri efter bonefish
Det blæser helt vildt. Nu og da kommer der et regnskyl så koldt, at man ikke skulle tro, vi befandt os i troperne. Men vinden er slet ikke så ringe endda, for den presser vand i de laguneområder, hvor fiskene elsker at fouragere. Fabrizzio klør sig i manken. Han har brugt lang tid på at studere kortet over området for at forudse, hvor områdets bonefish sandsynligvis vil indtage deres frokost. – Det kan lade sig gøre at fange dem, når de er på farten, men det er betydeligt lettere, når de æder, for så er de ikke nær så meget på vagt, siger Fabrizzio.
Vi hopper udenbords for at vadefiske. Vandet er varmere end luften – cirka 26 grader, så det føles skønt at glide ned i det lune vand. Fødderne synker i den bløde bund, og hvert eneste skridt er tungt og besværligt. Imens kan jeg iagttage, hvor rutineret, lydløst og let begge guider bevæger sig igennem vandet. Deres kroppe og bevægelser er nærmest i ét med stangen og havet. Det kan man ikke sige om mig. Linen snor sig rundt om hele kroppen, og jeg er konstant ved at snuble.
Sveden drypper fra min pande, kasketten glider hele tiden ned i mine øjne, og det er første gang jeg fisker på flats. Om 10.000 fisketimer bliver jeg måske også et med mine omgivelser… Måske for at få mig til at føle, at det er OK at føle sig malplaceret, fortæller Fabrizzio en drabelig historie om den første gang han fiskede efter laks. Han var indbudt af Christer Sjöberg til Loops russiske laksecamp ved floden Umba. Christer rakte et par waders over til Fabrizzio, hvilket var et stykke beklædning, han aldrig havde prøvet. Men da han kom i gang med fiskeriet, forstod han ikke helt meningen med bukserne, eftersom vandet strømmende ind ved knæene. Nogen havde nemlig åbnet emballagen til waderne med en kniv og kommet til at lave et næsten usynligt snit i Gore-Tex’en… Fabrizzio frøs, så han rystede, mens alle andre så ud til at have det yderst komfortabelt.
Min første tanke var, at de der nordboere godt nok var nogle seje vikinger, men jeg ville ikke være til besvær, så jeg sagde ikke noget, griner han. Snart stillede den eneste pige i selskabet sig langt ud i vandet og fiskede i nogle timer. Kan hun klare det, så klarer jeg det også, tænkte den store italiener, og bed kulden i sig. Da fiskedagen var slut, var Fabrizzio nærmest blå af kulde, og folk var flade af grin, da de opdagede de store huller i hans waders.
Fluevalg til bonefish
Bonefish æder alt fra snegle og krabber til fisk og orme. Nu forestiller du dig sikkert en gigantisk flueæske med flere hundrede imitationer af tropiske mangrovedyr, men ifølge Fabrizzio, så klarer man sig let med tre-fem forskellige fluer. – Har du en reje-, en krabbe- og en fiskeimitation, skal du nok få det eftertragtede hug.
Det er ved bunden, at bonefish’en normalt indtager sin føde. Det er netop derfor, at bonefish fluer normalt er kraftigt belastede. Denne flue skal du tage hjem rykvis. Lad den af og til synke og så ellers bare ligge lidt på bunden, mens du venter på en reaktion. Sker der intet, gentager du blot proceduren, forklarer han.
Den ekstremt store diameter på fluehjulet er en fordel, når man lynhurtigt skal holde linen stram, når en tarpon på fuld drøn racer direkte imod en.
Blindkast med fluen giver flot bonefish
Sagte smyger vi os igennem mangroven. Fluen er parat i den ene hånd, og hele tafsen plus et par meter flueline er uden for topøjet. Et par løkker er i den anden hånd, og resten af den line, vi skal skyde ud, slæber vi bag os i vandet. Vi er 100% klar, hvis der skulle dukke en fisk op, og pludselig sker det. – Fish two o’clock, cast, cast, hvisker lokalguiden Enrice. Men vent – hvad sagde han? Hvor er den? Til højre eller venstre? Min hjerne arbejder på højtryk. Hvor er klokken to – og hvor er fisken? Den gyldne regel er, at man aldrig skal kaste til en fisk, man ikke kan se. Og jeg kan ikke så meget som se skyggen af en fisk… Alligevel tager jeg chancen og kaster i blinde, stripper lidt line ind og lader fluen synke. Til alt held kan jeg pludselig se en større fisk følge efter fluen. – Strip, strip, skriger Enrice. Og så sker det utrolige. Det ser ud som om, at fisken tager min flue. – Hæv ikke stangen, overvind refleksen, hæv ikke stangen, tænker jeg. Hvis man vil maksimere sine chancer for fangst, skal man nemlig blive stående med stangen pegende direkte mod fisken. Når du mener, at fisken har taget fluen, stripper du hurtigt ind med linehånden, indtil du mærker krogen sætter sig i fisken.
Først når fisken er solidt kroget, hæves stang til normal fight position. Et normalt modhug, hvor stangen hæves, tager alt for lang tid. Hvis man hæver stangen som modhug og misser fisken, flyver fluen desuden ud af vandet – og så har du for alvor mistet din chance for, at fisken hugger igen. Har du derimod kun rykket fluen nogle decimeter fra fisken, har du stadig en vis chance for, at den går til fadet igen.
Den vildeste bonefishfight
Jeg er i trance, da linen pisker af hjulet, og jeg skal være hurtig for ikke at få et rap over nallerne af det roterende håndtag. Det er en fornøjelse at høre lyden fra en bremse, der er på overarbejde. Og lige netop som man tror, at udløbet er slut, så er der mindst lige så langt igen. Der er således ikke andet at gøre end at stå med et lykkeligt smil på læberne. Det er i hvertfald hvad jeg gør. Jeg har kroget min første bonefish. Og lander den også. Hvilken fantastisk smuk fisk! Jeg vender den med bugen opad, som jeg har lært – og afkroger den. Fisken, der minder om en spøgelses stalling med store øjne, er næsten helt firkantet på bugen. Den føles let, men det skyldes adrenalinet i min krop, for den vejer cirka tre kilo. Da jeg sænker den ned i sit rette element, svømmer den væk og bliver på et splitsekund et med vandet. Først bagefter fatter jeg, hvad der er sket. Lykkerusen skyller hen over mig.
Nyder du det, spørger Fabrizzio? – Det gør jeg i hvert fald. Jeg bliver aldrig træt af at fiske på disse flats. Herude bliver jeg et med havet.
Artiklen blev oprindelig publiceret i Fisk & Fri 1/2010
Tarponfluer som denne kan variere i farverne. Det vigtigste er dog at
de er bundet på en stor, stærk og syleskarp krog.
