jan 25, 2025 | Åfiskeri, BÆKØRRED, Bækørredfiskeri, Fluefiskeri, Nyheder, Rejsefiskeri
Tasmanien byder på et fantastisk fiskeri efter flotte bækørreder. Følg med den lokale flueguide Daniel Hackett til øen der ligger så langt væk fra Danmark, du overhovedet kan komme. Her kan du opleve uspoleret vildmark – og noget af det bedste tørflue sightfiskeri, du kan forstille dig.
AF DANIEL HACKETT
SIGHTFISKERI er efter min mening den mest spændende form for fluefiskeri. En af de oplevelser, der står tydeligt printet i min erindring, er en dag på den øvre del af Macquarie floden, hvor jeg er heldig at opleve en helt fantastisk majflueklækning med massevis af store, vilde bækørreder, der går fuldstændig amok i fire timer i træk.
En anden dag, jeg tydeligt husker, er en to-dages tur til en øde, krystal klar sø, hvor kæmpestore ørreder i 5-6 kilos klassen i en sanseløs rus jager småfisk op fra dybet og går grassat på dem i overfladen. Eller – måske er den uge, jeg spenderer på den vilde tasmanske vestkyst efter havørreder en af de ture, der har gjort størst indtryk. Med kæmpestore klitter, der tårner sig op bag mig, gennemfisker jeg den brutale brænding med skelettet fra en gigantisk sydlig rethval, som et nærmest surrealistisk bagtæppe i det fantastiske natursceneri.
Men – selv om jeg har massevis af fantastiske minder fra Tasmanien, er den dag, jeg husker allerbedst dog nok den dag, hvor jeg sætter ild på min fiskekammerat… Det sker på en flere måneder lang fisketur, hvor jeg er ude for at udforske vildmarken omkring den øvre del af Mersey floden – på jagt efter nye spændende fiskevande. Det er ukendt territorium, ukendte jomfruelige fisk – og ukendte klækninger.
Tasmanien er et rendyrket tørflueparadis, med gode chancer for fisk som denne.
Tasmanske sommerørred om vinteren
Det er en smuk midsommerdag i januar. Ja – for når det er vinter i Danmark, så er det sommer i Tasmanien. På denne dag, som jeg aldrig kommer til at glemme, har jeg fået selskab af min gode ven Greg. Vi er på vej op igennem en kløft, hvor ingen af os har været før. Vi har spottet en klækning af store, fede slørvinger på op til fem centimeter, og det er som om, at samtlige ørreder i floden er oppe på finnerne for at tage del i festmåltidet.
Overalt kan man høre plask og tunge skvulp – og på de bedste standpladser materialiseres kæmpestore ørreder af drømmeagtige proportioner, som for en stund har glemt alt om deres majestætisk tilbagetrukne tilværelse. De havde kun en ting i hovedet – slørvinger. Jeg har en distinkt følelse af, at jeg vil komme til kort med min 7.6 fods splitcane stang, der ellers var helt perfekt tidligere på dagen, hvor der primært var mindre fisk i farvandet. Men – uanset hvad, har jeg ikke tænkt mig at lade min chance gå til spilde, blot på grund af en underdimensioneret stang.
Monsterørreden fra den dybe pool
Med en perfekt smal linebue, sender jeg en lille bitte ubelastet nymfe tværs ud over vandet. I min anden præsentation snupper den nymfen. Med så stor kraft, som jeg vover med den spinkle stang, gør jeg modhug, så det knager af fightglæde ned gennem den sekskantede stang, mens storørreden med massive plask ruller rundt mellem stenene ude i strømmen. Til min store forbløffelse lykkes det mig inden længe at få fisken presset så tæt på, at jeg har den blot en stanglængde fra den klippe, jeg står på.
Forsigtigt læner jeg mig forover med nettet, for at løfte monstret op fra den dybe pool – ivrig efter at se fisken i øjnene og beskue den imponerende fisk på tætteste hold. Men netop som fisken er ved at glide over netrammen, retter krogen sig ud – og sekunder efter er drømmefisken blot et flygtigt billede på min nethinde, der nok aldrig forsvinder. Evigt ejes kun det tabte, siges det.
Fiskeriet i regnskovsfloderne er mindst lige så spændende, som det man oplever i lavlandet, men her er fiskeriet ofte meget koncentreret og bedst på de aller varmeste sommerdage.
Ørredfeber og balstyrisk ilddans
Den aften ved floden, beslutter vi os for at fejre dagens spændende begivenheder med whisky og øl, i selskab med Sydkorset og mælkevejens funklende stjerner. Dagens oplevelser med megaklækninger og kæmpefisk bliver highlightet ud i de mindste krinkelkroge – efterfulgt og krydret med et festfyrværkeri af de sjoveste jokes vi kan komme i tanker om. En af dem er så morsom, at mine grinekramper medfører spastiske benspjæt så ukontrollable, at jeg får sparket Trangiaen omkuld og sætter ild til Greg, der høj af ørredfeber begynder en balstyrisk ilddans. Den starter ved bålpladsen, men i takt med, at han for alvor mærker flammerne slikke op af kroppen, rykker forestillingen længere og længere ud i vandet, for til sidst at ende med et gigantisk plask, idet Greg sætter et punktum for dagen i selskab med de ørreder, der har været med til at gøre netop denne dag så uforglemmelig.
Masser af ørred til alle på Tasmanien
De sidste otte år har jeg været så heldig, at jeg har kunnet leve af at være fluefiskeguide på Tasmanien. Og der er masser af fisk til alle. Ørrederne, som blev udsat af englænderne i 1860’erne, har dannet vilde, selvreproducerende bestande overalt på Tasmanien, og i dag er der over 3000 vandløb samt søer med bestande af smukke ørreder. Fiskeriet blev for alvor sat på verdenskortet i 1988, hvor der blev afholdt VM i fluefiskeri. Men på trods af, at folk så småt er ved at få øjnene op for det fantastiske potentiale Tasmanien byder på, er der stadig masser af fuldstændig uspoleret ørredfiskeri. Og massevis af ørreder, der grådigt kaster sig over tørfluerne.
Der tørfluenørdes for fulde gardiner ved lejrbålet – godt krydret med røverhistorier og jokes så morsomme, at man kan komme til at sætte ild til sine venner…
Overblik over de tasmanske fiskevande
De nordlige floder byder på et helt eminent fiskeri. Hvis jeg kun havde én uges tid til at fiske i Tasmanien, ville den starte ved Launceston med tre dages tørfluefiskeri. Mulighederne i dette område er næsten uendelige. Det bedste tidspunkt er om foråret i oktober – november Her vil jeg helt klart foretrække nogle af de langsomt flydende stræk, der malerisk snor sig gennem lavlandsengene – præcis som de klassiske engelske kalkstrømme.
De fleste af disse floder er små, men enkelte af de større, som fx South Esk, der er 200 kilometerlang – eller den nedre del af Macquarie floden. Her er der mulighed for at vade- eller driftfiske fra en gummibåd.
Klækningerne kan være op til tre forskellige majfluer på en dag, der imiteres med fluer i krogstørrelser fra str. 12-18. Hertil kommer et stor antal af landlevende biller og vandnymfer. På Tasmanien er det normalt at se ørrederne hoppe fri af vandet for at tage flyvende majfluer, og vandnymfer. Alene det er hele turen værd.
I december – februar, når foråret bliver til sommer, klinger majfluefiskeriet af. Nu starter mit favoritfiskeri i lavlandsfloderne med en aggressivitet, der ikke efterlader nogen tvivl om, at de ved, hvad de vil ha’. Et mere visuelt højspændt fiskeri skal du lede længe efter. Her er der ikke bare tale om fisk, der står på en fast standplads og tager, hvad der kommer. Nej – fiskene svømmer aktivt rundt, og kaster sig grådigt over alt, hvad der minder om græshopper.
På samme tidspunkt, er der også mulighed for at opleve et sindsoprivende spændende fiskeri, med cikade- og slørvingeimitationer i de tempererede regnskovsfloder – fx Mersey floden. Fiskeriet i regnskovsfloderne er mindst lige så spændende, som det man oplever i lavlandet, men her er fiskeriet ofte meget koncentreret og bedst på de aller varmeste sommerdage. Gennemsnits fiskene i de fleste floder ligger fra lidt under eller over kiloet.
Når sommeren klinger af og efteråret nærmer sig, kommer majfluerne igen tilbage på menukortet. Efterårsklækningerne kører i 2-3 måneder indtil sæsonens af slutning i slutningen af april – starten af maj. På varme dage supplerer græshopppefiskeriet majfluerne, og på fugtige aftener byder sværmende flyvemyrer på endnu flere muligheder for tørfluefiskeren.
En af områdets femstjernede lodges – beliggende direkte ned til fiskevandet!
Ørredsøerne langt ude imod vest
I min tasmanske vil de trefire midterste dage helt sikket blive brugt i de vestlige søer som ligger i de fredede World Heritage Area. De vestlige søer er ret unikke, og ligger på et plateau mærket af gletsjeraktivitet for tusinder af år siden. Da gletsjerne blev gamle og forsvandt, efterlod de mere end 400 mindre lavvandede søer. De fleste er fulde af majfluer, tanglopper og små byttefisk der bor mellem tangpletterne på den hvide sandbund.
Ørred blev først introduceret til området i slutning af 1800-tallet og i de sidste 130 år har de eksisteret sammen med den oprindelige flora og fauna.
Sightfiskeri på de store tasmanske søer
Selve fiskeriet er vanskeligt at beskrive, men for at sige det ligeud, er det langtfra søfiskeri, som de fleste kender det. Den bedste sammenligning vi kan bruge er, at man purscher ørred på samme måde, som man fisker efter bonefish på tropeflats. På skyfrie dage vader vi i de lavvandende laguner, i søgen efter ørred der er fokuseret på majfluer i overfladen. De fleste vejer 1-2 kilo men enkelte når vægte over fem kilo!
På dage hvor vejret er lidt mere hårdt med skyer, regn og vind, er der søer med mere grøde, som der kan fiskes med tørfluer på alligevel. Uanset vejret om dagen, er ni ud af ti vandet roligt, og man kan se ørrederne taile. At taile er et udtryk primært brugt om bonefish når halen lige stikker over overfladen, når de svømmer rundt og guffer fødeemner op fra bunden. Det siger vist sig selv at dette er med til gøre fiskeriet ekstremt spændende!
En ting der er vigtigt at påpege omkring fiskeriet i Tasmanien er vejrets betydning. Tasmanien er en lille ø omringet af massive havområder i hvad der er kendt som Roaring Forties fordi der er brølende vinde. Når disse vindsystemer rammer øen, og det centrale 1200 meter plateau, bliver de presset op og kan blive voldsommere, og resultere i dramatiske vejrændringer. Således kan det være 30 grader, og solskin den ene dag, og sne den næste! Ja de vestlige søer er vilde på mange måder!
Mange af lavlandsfloderne er bittesmå bække på størrelse med denne, men som du kan se, kan de krystalklare bække rumme ret pæne fisk.
Ørred i de tempererede regnskovsfloder
De sydlige floder burde afslutte enhver tur til Tasmanien. Styx, Weld og Florentine er friløbende vandløb med et rødligt skær i vandet fra regnskovens muldbund på Sydtasmanien. Her vokser enorme træer, hvoraf nogle kan være op mod 700 år gamle. Herefter flyder floderne gennem skovområder, som desværre til dels er blevet massivt udryddet af skovhugger industrien. Man kan håbe at økoturisme, heriblandt lystfiskeri, kan overtage skovbrugen og med de smukke bjerge og med det fantastiske fiskeri området byder på, burde det kunne lade sig gøre.
Fiskeriet er 100% visuelt, og man kaster kun til fisk man har set. Blindkast resulterer i mange bittesmå ørreder, men dem der evner at spotte de store 2-5 kilos fisk mellem væltede træer, hurtige stryg, og i de dybe pools, har muligheder for at opleve et fiskeri der er svært at matche.
Man kan meget let få bækørreder på hjernen, når først klækningerne tager fart, og fiskene tager for sig af retterne.
Tasmanien – et ørredparadis
Det er så Tasmanien. Andre højdepunkter der bør nævnes er sightfishing efter havørred, de vilde regnbuer i World Heritage Area eller fiskeriet i de små kildevælds åer. Vi har de famøse tasmanske djævle og er stolt af vores danske prinsesse, men vi har også suverænt visuelt fiskeri efter ørred, så kom bare og besøg os.
Øen Tasmanien er en del af den australske stat – og ligger 40 minutters flyvning fra Australien. Over 40% af øen er fredet som nationalparker, reservater eller andre former for beskyttede områder. Den er på størrelse med Irland, men på trods af dette bor der kun en halv million mennesker. 200.000 af dem bor i hovedbyen Hobart, der ligger på den sydlige del af øen.
Den næststørste by er Launceston med 100.000 indbyggere. Begge byer kan man komme til via fly med Qantas and Virgin Blue, der flyver fra Melbourne International Airport. Meget af det bedste strømvandsfiskeri findes under en times bilkørsel fra Launceston, men der er også rigtig godt strømvandsfiskeri vest for Hobart. De bedste søer ligger på midten af øen, i et område der kaldes Western Lakes. Regionen er en del af det centrale højlandsplateau i 1100-1200 meters højde. Her er over 3000 krystal klare lavvandede søer, hvor du kan sightfiske efter ørred, som var det bonefish. Og for at det ikke skal være løgn så er området udråbt som fredet World Heritage Zone, hvilket er din garanti for nogle uforglemmelige naturoplevelser.
Fluefiskeri på Tasmanien
Forfatteren, Daniel Hackett, driver firmaet, RiverFly Tasmania www.riverfly.com.au fra byen Launceston. Der er fokus på tørfluefiskeri fra oktober til april. Daniel er også den første fiskeguide, der har fået tilladelse til at guide i World Heritage området, hvor der udlejes primitive hytter fra oktober til marts.
Teltet rystes efter en våd nat, så det ikke er helt så tungt at slæbe tilbage gennem vildmarken.
Mange af de små søer i højlandet er så afsides liggende, at man kun kan komme frem til dem til fods. Men – det gør ikke fiskeriet mindre godt…
jan 11, 2025 | Åfiskeri, Artikler, Fluefiskeri, LAKS, Lakseåer, Rejsefiskeri, Spinnefiskeri efter laks
Det er en fantastisk følelse at fiske et sted, hvor du kan fange både laks og ørred på samme flodstræk – og samtidig have en rigtig god chance for succes. Følg med til Picacho Dalen i Patagoniens XI’ende region.
AF ENRIQUE AGUADO
ALLEREDE efter en halv times fiskeri, har vi landet adskillige ørreder. Pludselig driver vi over en stor, pool med krystal klart vand. Dybden er over 20 meter, men alligevel kan vi langt nede ane et dusin kongelaks, hvoraf en del af dem er på den rigtige side af de 15 kilo. – Stop, stop, råber vi i kor, indtil vi kommer i tanke om, at vi ikke har en jordisk chance med vores lette ørredgrej, der er rigget op med græshoppefluer. Men – det er der råd for. Hurtigt sejler vi indtil land og får rigget nogle kraftige spinnestænger op – og inden længe er vi klar til at udfordre de patagoniske kongelaks – eller Chinook, som de også hedder..
Fiskene står mindst 15 meter nede, så det bliver de tungeste skeblink på næsten 50 gram, som bliver søsat. Fiskes de for højt, er det svært at få laksene til at stige. Jeg gør mig derfor meget umage for at fiske blinket uendeligt langsomt, så det når at komme helt ned foran snuden på fiskene.
Ørrederne I Picacho har en flot snitvægt – og spiller man sine kort rigtigt, er der chancer for fisk helt oppe I 3-4 kilos klassen. Denne fisk vejer cirka 1,5 kilo.
En flot kongelaks, der tog en lille spoonfly fisket på fluestangen.
Kongelaks i tredje kast
Første kast – intet. Andet kast – intet, men i tredie kast: YES. Med en voldsomt smæld i stangen tager en af de store laks sølvblinket uden betænkeligheder. I forhold til Atlanterhavslaks er de ofte ret lette at lokke til at hugge, men det gør jo ikke fiskeriet mindre underholdende.
Fisken stiger lynhurtigt op til overfladen, hvor den plasker rundt. Til at starte med tror vi, at det bliver en lang fight, men efter 8 minutter er fisken landet – et minut for hvert kilo. Den er på ingen måde nogen kæmpe, men at have landet den første kongelaks efter blot 45 minutters fiskeri, er trods alt helt ok.
Vi er helt oppe at køre, og forventningerne til de kommende dages fiskeri er skyhøje. Der er nemlig masser af andre pools præcis som denne i Picacho Floden – så er det bare at vælge, om man vil fiske højt eller brednært efter ørred – eller gå i dybden efter Chinook. Der er ikke meget tid til at kede sig – bedre kan det simpelthen ikke blive. Tunge, stærke overraskelser gemmer sig bag hvert et nyt hjørne af floden, og vi kan næsten ikke vente med at fiske videre. Men – ikke nok med, at fiskeriet er super fedt. I forhold til mange steder i Patagonien er det også relativt let tilgængeligt.
Floden er kun 115 kilometers kørsel fra Balmaceda Lufthavn, og Picacho Lodge, som er vores base på turen, er blot 45 minutters sejlads nede af floden. Lodgen har masser af fiskevand – både i floder og søer – og der er rigeligt med jomfrueligt vand til alle…
De chilenske bækørreder er mindst lige så smukke, som de er grådige.
Store ørreder og regnbuer i Picacho floden
Picacho floden er en biflod til Cisnes Floden, der sammen med Rooselevelt og Copa søerne er nogle af de vigtigste vandsystemer i regionen. Da der kun er 40-50 kilometer til havet, er der ud over en rigtig god bestand af velvoksne ørred og regnbuer også masser af kongelaks. Fiskeriet efter de enkelte arter er hver især så godt, at turen er det hele værd blot for en enkelt arts skyld. Men – det skader jo ikke med lidt afveklsling, så hvorfor ikke fiske efter alle arter, når man nu har dem inden for rækkevidde på en gang. At fiskeriet foregår fra båd, som ligger blot 100 meter fra lodgen, gør ydermere det hele både lettere og mere komfortabelt.
Floden, som er 15-20 meter bred, er gin klar – og som antydet er vandet faktisk så klart, at det er muligt at se fiskene i selv de dybeste huller. Men – i modsætning til mange lignende klare vande i området – fx den berømte Cochrane, er fiskeriet relativt let, og der er reelle chancer for eksempelvis bækørred i trekilos klassen. Snitvægten på kongelaksen er 8-10 kilo, men fiskene kan præcis som i dens naturlige udbredelsesområde på den amerikanske nordvest kyst, opnå en imponerende vægt på 30-40 kilo.
Forskellige former for store skumbiller virker fantastisk til de store ørreder, der kun bliver mere glubske, jo større fluer man sætter for enden af forfanget.
Fisketeknikker efter ørred i Picacho floden
Driftfiskeriet giver mulighed for at lægge mange kast og være top-effektiv med afsøgningen, men man skal også være oppe på beatet, hvis ikke man skal misse nogle fisk, for båden driver relativt hurtigt… Fluefiskeriet giver rigtig godt, men man fanger endnu flere, hvis man bruger spinnegrejet. En af dagene får vi fyrre flotte ørred og har oven i købet tid til at bruge lidt tid til at fiske efter kongelaks på sidelinien. Det siger næsten sig selv, at alle ørrederne bliver genudsat, hvilket fornuftigt nok også er obligatorisk.
Efter ørred i Roosevelt Søen
Søfiskeri i Rosevelt er en anden virkelig spændende fiskemulighed i området. Her kan man let bruge en hel fiskedag, og dagen efter er vi fremme efter en kort bådtur og 45 minutters vandring i bjergene.
Her i søen er der et virkelig godt fluefiskeri, og i min flueæske er der Chernobyl Ants, Skum-græshopper, mega vårflueimitationer samt andre store og iøjnefaldene fluer. Fiskeriet er især godt, hvor de forskellige mindre floder løber ud og skyller forskellige fødeemner ud i søen – og det er da også et af disse steder vi opsøger i dag. Det skal hurtigt vise sig, at vi ikke taget turen forgæves – efter blot tre timer har vi fået adskillige flotte ørred til at stige til overfladen, hvor de grådigt kaster sig over vores store imitationer. Fiskene vejer 1-2 kilo i snit og kæmper virkelig godt, så det er hele vandreturen værd. I starten er vi lidt skeptiske over de ekstremt store fluer, men efter, at vi med egne øjne har set fiskenes reaktion på dem, er vi ikke i tvivl om, at de rykker for vildt. Og – jo større fluer vi sætter for enden af forfanget – desto mere stiger snitvægten på fiskene. Her er der ingen grund til feinschmeckeri – det er bare med at overdrive både farver og proportioner, så skal de store fisk nok komme op på finnerne.
På Picacho Lodge er der mulighed for et hyggeligt spabad ude på terrassen, når man kommer træt hjem fra fisketur. Bedre bliver det næppe.
Det jomfruelige ørredfiskeri i Chile
Charmen ved Chile er blandt andet, at der er utrolig mange mindre vandløb, floder og søer, der er så ukendte og jomfruelige, at de ikke engang har et navn. Og – hvis de har et navn, så er det ofte fordi der ligger en fiskecamp i nærheden, som er nødt til at kalde vandet et ellr andet, for at have noget at referere til, når røverhistorierne går ved lejrbålet.
Præcis et af disse vande tager vi ud til en af dagene. Det kræver en god køretur nedstrøms med firehjulstrækkeren, men efter et stykke tid, når vi frem til en serie af små søer omkranset af uigennemtrængelig skov. Her er der absolut ingen, som fisker, så det er med store forventninger, at vi sejler rundt i søen med en lille robåd for at spotte nogle fisk, der er værd at fiske efter.
I det klare vand kan vi tydeligt se bunden – samt diverse strukturer nede i vandet. Og især strukturer som sunkne træer og grødebælter viser sig at holde på en del gode fisk. Faktisk har vi en frisk ørred, der stiger til tørfluen, næsten hver eneste gang, vi kaster til at af disse meget forudsigelige hotspots. Men – selv blindfiskeri med større streamers i områder, hvor der tilsyneladende ikke er noget specielt tegn på liv, lykkes det os at få flere gode fisk. Præcis som de forrige dage har vi masser af action, og da et af de voldsomme uvejr, som Patagonien er kendt for, om eftermiddagen driver ind over os, har vi intet problem med at stoppe fiskeriet. Vi har nemlig allerede fået i omegnen af tredive flotte ørred.
Inden længe vælter regnen ned, men lige gyldigt hvor meget det regner, har vi stadig et stort smil på læben. Og det bliver ikke mindre af at komme hjem til en hyggelig lodge, hvor vi efter et solidt aftensmåltid med det samme kan hoppe i de rygende varme udendørs spabade.
At fiske i denne del af Patagonien er noget helt specielt. Det er en fascinerende fornemmelse, at kaste sin flue til en grov ørred, der sandsynligvis aldrig har været kroget før, men mindst lige så godt er det også at opleve det jomfruelige fiskeri og den uspolerede natur – uden at skulle gå på kompromis med komforten.
Efter en forrygende fight er en flot kongelaks på vej tilbage til sit rette element i Picacho Floden.
Fluegrej til turen
Til ørredfiskeriet kan jeg anbefale klasse 4-8 stænger afhængig af, hvor der fiskes. Klasse fem er dog et fint allround valg. Det kraftige grej er primært nødvendigt, når der fiskes tæt op af snags efter de helt store ørred i 3-4 kilos klassen. Medbring både flydende og synkende liner, så du kan dække et bredt spektrum af situationer. De bedste fluer er Chernobil Ant, Fat Albert, store græshoppeimitationer samt små museimitationer. Store streamers og Wholly Buggers, Muddler Minnows og Zonkers i afdæmpede mørke farver fungerer også rigtig godt – især til blindfiskeri. Selvom det ikke benyttes så ofte, kan klassisk nymfefiskeri med fx Caddis Pupa, Pheasant Tails mm være effektivt.
Picacho – praktisk information
- Sæson: Fiskeri i Chiles elfte region er tilladt fra oktober til april. Husk at checke, at den lodge du vil fiske fra er åben. Det er nemlig ikke alle steder, at der er åbent i hele sæsonen.
- Picacho Lodge, som er lavet af store tømmerstokke, har plads til seks personer. Lodgen har en hyggelig spisestue, hvor chef’en hver aften tilbereder et lækkert måltid mad. Det er kun muligt at komme til lodgen med båd – lige som bådtransport er transportmidlet til næsten alle lodgens vande. Læs mere på www.picacholodge.com.
- Ture til lodgen bookes via www.salvelinus.com
Artiklen blev oprindeligt publiceret i Fisk & Fri 9/2010
På trods af Picacho Flodens afsides beliggenhed i den Patagoniske del af Andes bjergene, er den alligevel relativt let at komme frem til.
nov 23, 2024 | Artikler, Nyheder, Portrætter, Rejsefiskeri
Når først fiskene er i biddet, kan de være ekstremt aggressive, fortæller Klaus Lynggaard. – Denne fisk huggede således to gange inden for et kvarter.
Steelheadfiskeri kan være benhårdt, når man går efter jomfruelige pools og kæmpestore fisk. Det amerikanske fiskemagasin Salmon, Trout & Steelheader kårede for 14 år siden verdens mest hardcore steelheader – nemlig danskeren Klaus Lynggaard. Her får du historien om en mand, der ikke var bange for at gå igennem ild og vand for at realisere sine fiskedrømme.
AF JENS BURSELL
STEELHEADEN er uden sammenligning en af de mest eftertragtede gamefish i Nordamerika. Men den smukke fisk, som i manges bevidsthed rangerer over både laks og ørred, er ikke altid lige let at fange – end sige komme i nærheden af. Mange af de bedste pools ligger nemlig så langt væk fra alfarvej, at det kan være forbundet med store fysiske strabadser at nå frem til dem.
– Fiskeriet bliver ikke lettere, når man som hardcore fiskebums i mange år har levet på en sten for nå sine mål, fortæller Klaus. – De første par år, hvor jeg fiskede i British Columbia, havde jeg ikke råd til en pontonbåd. Jeg kunne derfor ikke krydse floden i ro og mag – og transportere mig nedstrøms til de bedste pladser som de andre lystfiskere, fortsætter han. – Jeg måtte derfor finde på alternative løsninger til at være først på pletten.
Efter at have grovfisket 40 kilometer vand fandt Klaus endelig fisk på et stræk, der var blot 250 meter langt. Det blev til tre over ni kilo på samme dag! Alle fisk blev taget på en Berkley Pink Worm.
En livsfarlig genvej til steelheads gennem togtunnelen
– Langs floden løb en jernbane, og det var langt lettere at løbe på skinnerne end at kæmpe sig igennem vildnisset, fortsætter han. – For at være på pladsen som den første, var jeg hver eneste dag oppe flere timer før det blev lyst – og løb med fuld fiskeudrustning cirka 15 kilometer nedstrøms – samt tilbage igen om aftenen. De hårde fiskedage blev afsluttet med, at jeg overnattede på bagsædet i min iskolde bil, og det gjorde jeg flere måneder i træk.
– Det var en god slankekur, for løbeturene gjorde, at jeg tabte 13 kilo på et par måneder. Det helt store problem var dog, at man skulle igennem adskillige jernbanetunneler for at komme ned til de gode pladser… De længste tunneler var flere hundrede meter lange – og der var ingen plads til at undvige, hvis der skulle komme et tog. Jeg tog den livsfarlige tur to gange dagligt, og det var med bankende hjerte samt et skyhøjt adrenalinniveau, at jeg løb som jaget vildt gennem tunnelerne.
– Mest bange var jeg dog engang, hvor min lygte gik i stykker, så jeg var nødt til at famle mig gennem den bælgmørke tunnel. Jeg kunne ikke engang se min egen hånd – og bare tanken om lyden fra et tog i mørket fik koldsveden og dødsangsten til at brede sig i hele min krop. Set i bakspejlet var det skingrende sindssygt. Der har været flere gange, hvor det var meget tæt på at gå galt. En gang stoppede jeg lige inden tunnelen for at tage et billede af morgendisen, og det billede blev jeg glad for. Lige pludselig kom et tog nemlig buldrende ud af tunnelen med så kort varsel, at jeg med sikkerhed var blevet kørt over, hvis jeg ikke havde stoppet op. Det var selvfølgelig forbudt – og jeg blev da også flere gange jagtet af togpersonalet. De var også lidt sure over, at jeg ofte sprang på toget, hvis det passerede med lav fart – og fik et gratis lift ned til pladserne. Enkelte gange kørte toget dog lige pludselig hurtigt, da jeg skulle af. Så var det ellers bare om at bede til samtlige fiskeguder, når man med fiskestængerne i hænderne tog det store spring ud i vildnisset… Senere blev pontonbåden dog erhvervet, og en ny verden af muligheder åbnede sig.
Klaus Lynggaard blev i 2010 kåret som verdens hårdeste steelheader – og ses her på forsiden af det hæderkronede fedtfinneblad – Salmon, Trout & Steelheader.
Panik i flyderingen
– På Thomson River var jeg nogle år senere den første, der krydsede floden i en flydering, fortsætter Klaus. –Men blot ti meter fra land røg den ene svømmefod af, og situationen blev ikke bedre af, at det var første gang nogensinde, at jeg sejlede i en flydering. Desværre havde jeg valgt mig en strækning, hvor jeg kunne skrige mig ihjel uden at få hjælp. Vel vidende, at den stærke strøm hurtigt ville kunne føre mig ned gennem en livsfarlig foss, begyndte en panisk kamp med den ene svømmefod for at redde livet. Flyderingen spandt fuldstændig ukontrolleret rundt, og turen over til den anden side synes uendelig, for jeg vidste, at floden ville æde mig råt, hvis ikke jeg kom hurtigt over på den anden side.
Til alt held lykkes det – hvorefter jeg løb 15 kilometer opstrøms, hvor jeg fangede tre helt nyankomne steelheads – alle over 15 fuldfede British Columbian pounds, i de to vigtigste pools før den første jetbåd ankom. Jeg fiskede mig herefter hurtigt nedstrøms til den ventende flydering. Da jeg sejlede over floden var det bælgmørkt. Midt ude rammes jeg igen af et uheld – skridtstroppen sprang op, så jeg gled ud og lå med hele underkroppen nede i vandet.
En kold og våd af floden
Mine waders var fyldt med iskoldt vand, og de var så tunge, at jeg ikke kunne komme op. Lettere blev det ikke af, at jeg forsøgte at redde mine stænger, som begge var monteret med syleskarpe kroge. Panisk piskede jeg med benene for at komme ind, og da jeg første gang mærkede fast grund, skete det ved, at jeg smadrede toppen af mit skinneben ind i en klippekant, så smerten gik gennem marv og ben.
Thompson River er i øvrigt det sted, hvor jeg har haft min vildeste fight med en steelhead. Den tømte hjulet med 240 meter 0,37 line forbi det eneste træ i floden. Jeg fik kæmpet fisken næsten hele vejen tilbage, men så satte den sig fast. Jeg skulle lige til at svømme ud og befri den, men det forbød mine venner mig. Og det var nok i virkeligheden meget godt…
Min største steelhead til dato vejede omkring 13,5 kilo – og den her fisk, som jeg mistede, var sandsynligvis en hel del større. Rekorden er 42 pund, men pålidelige ryger fra nogle indianere jeg kender går på fisk i 50 punds klassen. Men – jeg kan roligt afsløre, at fisk i denne størrelse ikke er hverdagskost. Snitvægten er ofte 4-5 kilo og en 10 kilos steelhead regnes for en rigtig stor fisk.
Klaus med en noget nær perfekt steelhead taget på jig under testfiskeri sammen med Nick Amato, der er en af de aller bedste jigfiskere i Nordamerika.
Med kæresten på platformen
– Ved Stamp River byggede jeg en platform oppe i træerne, så bjørnene ikke så let kunne komme op og rasere mit telt, afslører den nu 56 årige steelhead narkoman. – Der overnattede jeg hver eneste nat, så jeg slap for at skulle løbe hver morgen for at komme først til de bedste pools. På det tidspunkt havde Klaus en kæreste, der boede ude i skoven sammen med ham i to måneder i træk. Det vagte selvsagt stor opsigt blandt de lokale fiskere. En af dem var Salmon, Trout & Steelheader skribenten Dave Vedder – der har skrevet interviewet i det hæderkronede magasin, hvor han blev kåret som verdens mest hardcore steelheadfisker. I sit interview spørger Dave til, hvad der egentlig blev af den hårdføre pige. Hertil svarer Klaus: – I had to ask her to leave. She tied poor leaders.
En kamp mod floden på Vancouver
– Et af de værste uheld, jeg har haft igennem de 15 år jeg har tilbragt med at fiske steelhead, var ved en flod på Vancouver Island, hvor der er nogle rigtig store vinterfisk, fortsætter han. – Her havde vi fisket en del fra havet og opstrøms, men vi var aldrig kommet helt opstrøms til de allerbedste pools, fordi de lå i nogle meget stejle kløfter, hvor det var fuldstændig umuligt at komme frem. Rygtet gik dog, at man fra en bro langt opstrøms disse kløfter ved meget lav vandstand kunne vade langs kanten af flodlejet – og komme helt ned til de giftigste huller, hvor der selv ved lav vandstand, var rigeligt vand til at fiskene stoppede op. Faktisk var disse huller så gode, at man kunne forvente at 80-90% af alle fiskene ville stoppe op lige netop her. Så at komme til at fiske i disse drømmepools var selvsagt en besnærende tanke.
Denne flotte fisk eksploderede på klods hold, da den tog Klaus’s Pink Worm, der blev powerspeeded ind gennem overfladen.
De vildeste steelheads
Floden er ikke mere end 7-8 meter bred – og har du først fanget fisk i 7-8 kilos klassen fra så lille en flod, så vil du bare prøve det igen. Jeg kunne dog ikke få nogle overtalt til at gå med mig, fordi vi faktisk ikke rigtig anede, hvad der ventede dem nedstrøms. Og det var måske også meget klogt… Jeg tog derfor selv af sted – og vel nede i kløften, da jeg havde gået adskillige kilometer, begyndte vandet at stige med voldsom fart på grund af et kraftigt regnvejr. Jeg var derfor tvunget til at søge op i skoven, hvor jeg kæmpede benhårdt for at trænge igennem den fuldstændig ufremkommelige underskov. Ofte var jeg op mod en halv time mod at bevæge mig halvtreds meter – så tæt var krattet og de sammenfiltrede træer, der var væltet ned af de stejle skrænter.
Mine fingre var fulde med torne, mit hoved var revet til blods og det varede ikke længe, inden situationen blev mere og mere faretruende. Det var vinter, sneen lå tyk, vandet var koldt – og jeg havde ikke hverken sovepose, telt eller tændstikker til et nødbål med. – Jeg når aldrig tilbage inden det bliver mørkt, tænkte jeg – mens jeg var i tvivl om, hvorvidt det var smartest at gå videre eller at vende om. Men – til sidst valgte jeg at fortsætte. Faktisk var jeg efterhånden ret tæt på målet, men som situationen tilspidsede, drejede det sig efterhånden mere om overlevelse end om at fange en stor steelhead.
Alle vilde steelheads skal genudsættes, og derfor er der ofte tale om en kort fotosession som her, hvor der kun var tid til at fotografere halen af en flot Kispiox hanfisk på cirka
12,5 kilo.
Springet ud i floden
Gennem det uigennemtrængelige krat kunne jeg pludselig høre floden buldre dybt under mig. Lidt længere fremme kunne jeg se, at floden løb ind i en endnu smallere og stejlere kløft, hvorefter den på den anden side bredte sig lidt ud igen. Ude på midten – tre-fire meter fra land – lå en stor, flad sten, der var lige ved at blive oversvømmet i det stadigt stigende vand. – Det er min chance for at komme over floden, hvor jeg kan skyde genvej op til den nærmeste vej, tænkte jeg – og besluttede mig at forsøge at krydse floden.
Dybt fokuseret tog jeg springet over det iskolde vand, men ramte stenen forkert og smadrede mit skinneben lige ned i kanten. Febrilsk kæmpede jeg for ikke at blive skyllet med den stærke strøm. Syv meter længere fremme startede en voldsom foss med livsfarlige træer, hvor man let kunne blive spiddet eller trukket under af den vilde strøm. Besat af tanken om at overleve greb jeg i den glatte klippe, så mine negle og fingerspidser blev revet til blods, men op kom jeg. Men da jeg stod der på stenen, indså jeg, at det sidste spring vil være endnu sværere end det første. Missede jeg, ville jeg med sikkerhed ende mine dage i trækirkegårdens frådende vandmasser. Jeg spang derfor tilbage – direkte ind i en uvenlig skarpkantet klippe…
Over mig var en 25 meter lodret klippe. Jeg kigger opstrøms og indser, at jeg ikke har en chance for at kæmpe mig tilbage samme vej jeg kom. Grejet lod jeg ligge – og kort tid efter var jeg med bankende hjerte på vej op over klippen. Cirka 12 meter oppe fik jeg pludselig fat i en løs klippeblok og var lige ved at ryge med den i floden, men til alt held lykkedes det mig at holde fast med de kolde fingere. Efter en desperat kamp, når jeg til sidst toppen, og efter et stykke tid fandt jeg en loggin road inde i skoven, der førte mig tilbage til bilen.
Så vidt jeg ved, er der stadig ikke nogen, der har fisket dette sværttilgængelige sted. Der er sgu nok en årsag til at der er så mange fisk i den pool, griner han.
En hårdt medtaget Klaus Lynggaard med en velfortjent hanfisk fra et af de rigtig svære år ved Kispiox River. Men – her lykkedes det endelig med en flot steelhead på 11,8 kilo.
Rimelig risikobetonet steelheadfiskeri…
– Når jeg ser tilbage, må jeg korse mig over de farer, som jeg har udsat mig selv for i min jagt på store steelheads, indrømmer Klaus. – Alene nogle af de klipper vi uden rebsikringer har firet os ned over for at komme ned til floden kan få mig til at tænke på, hvor glad jeg er for mit liv – mine børn og min familie. Mange af de ting jeg har gjort, ville jeg aldrig kunne drømme om at gøre den dag i dag.
– Oprindeligt var det faktisk Jens Ploug Hansen’s og Steen Ulnit’s bøger samt artikler i Fisk & Fri i midtfirserne om bl.a. Skeena River, der startede mine drømme om de nordvestamerikanske floder, beretter han med et nostalgisk blik i øjnene. – Et par år efter, da jeg var på en jordomrejse, stoppede jeg forbi B.C. i halvanden måned for at fiske – og det kan nok være, at det ændrede mit liv. Mit fiskeri startede med kongelaks, men jo mere jeg hørte om steelheadfiskeriet, desto mere kunne jeg mærke, hvordan de forskellige floder, som var berømte for deres store steelheads, dragede mig på en helt anden måde.
Steelheads er af natur mere aggressive end laks! Man kan komme ud for at en steelhead (hvis altså vandet er klar nok) kommer piskende som en tornado 10-15 meter fra agnen og overfalder den , så kaskader af vand står til alle sider, med en aggressivitet, der kan få enhver laks til at blegne. Laks kan man altid provokere til at hugge, men de skal ofte have agnen serveret lige foran snuden, før de reagerer.
Resultatet af et heftigt fiskeri på en biflod til Skeena. – En stor gal 11,8 kilos steelhead smækkede mit sølvblink en på kassen, hvorefter jeg smækkede igen så det peb, fortæller Klaus. Hjulet – Revo STX er hans absolutte favorit, når det er rigtig koldt.
Steelheads på et utal af måder
Steelheadfiskeri byder på så mange spændende facetter, at jeg ikke har brug for at tage til troperne eller andre ting for at få den ultimative udfordring. Du kan forny dig hver eneste dag. Jeg fisker både med blink, jigs, naturlig agn og fluer – og ofte går jeg det samme stræk igennem flere gange med forskellige teknikker, indtil jeg knækker dagens kode. Flåddet skræmmer mindst, så det tager jeg først. Derefter går jeg over til flue, jig og til sidst blink.
Klaus er en beskeden type, så det er ikke meget han fortæller om sine vilde fangster. Men faktum er dog, at han ofte har givet de lokale eksperter kamp til stregen i og mange tilfælde også udfisket dem totalt. Jeg fisker ofte anderledes end flertallet – og eksperimenterer konstant med nye teknikker, hvilket i nogen tilfælde helt klart giver en ekstra trumf. En meget speciel fangst var på over 40 fisk fra en utrolig svær pool som jeg havde ventet i 10 år på at vende tilbage til. Poolen var meget svær at fiske, så de fleste blankede. Men – på grund af en helt speciel teknik, som jeg ikke kan afsløre nu, gik jeg dagligt fra pladsen med 2-7 spejlblanke og nystegne fisk – de fleste af dem over 5 kilo.
Min bedste sæson på fx Thompson River gav mig 168 fisk efter over to måneders intenst fiskeri. – Oftest fisker jeg dog for mig selv, så jeg hverken kan eller vil sammenligne mine fangster med andres, pointerer Klaus. Hårdt presset kan jeg dog få ham til at afsløre, hvor mange steelheads over de magiske 20 pund (9.1 kilo) han har fanget: – Mindst 25 er svaret – og antallet af fisk i 6-7 kilo klassen er flere hundrede. Jo – der er en god grund til at STS’s Dave Vedder cementerer kåringen med ordene: – I remain confident that Klaus has to be the reigning champion hardcore steelheader on the planet. What do you think?
Artiklen blev oprindeligt publiceret i Fisk & Fri 9/2010
En perfekt hanfisk på 8,5 kilo taget fra et hårdtfisket stræk på Vedder River. Fisken huggede en danish special: Et blink med tre forskellige farver Gulp Salmon Eggs på krogen.
okt 1, 2024 | Artikler, Betalt samarbejde, Rejsefiskeri
Panará og Corrientesfloden i Argentima byder på et fantastisk fiskeri efter golden dorado. Følg med Jesper Roholm Pedersen til Sydamerika – og hør hvad du også selv får mulighed for at opleve på en kommende tur med Ifish Travel i 2026.
AF JESPER ROHOLM PEDCERSEN
De sidste halvandet år er meget af min fiskefritid gået med at nørde fluehjul, stænger og fluer til at fange golden dorado, fortæller Jesper Roholm Pedersen. – Jeg har samlet informationer om vanddybde, agn, krogstørrelser – alt er blevet vendt og kigget på nogle ekstra gange, for når man tager afsted og bruge lommepenge for et år, så skal der ikke mangle noget, når man står der ude, hvor der er langt til grejbutikker, og man nok højest kan låne et bøjet søm af den nærmeste bonde.
Fiskeriet efter golden dorado foregår som her også fra land.
Der bliver hygget til den store guldmedalje på lodgen om aftenen, så man har masser af ny energi til den kommende fiskedag.
Efter golden dorado på Panará og Corrientes River
Jeg har netop været afsted igen efter golden dorado, og her var der sørget for alt, for vi havde booket det største værelse på Don Joaquin River Lodge med fuld forplejning i seks dage med fem dages fiskeri fra båd i Panará og Corrientes River – samt det omkring liggende delta. På grund af den lave vandstand i Corrientes River, hvor lodgen ligger helt ned til, skulle vi hver morgen på en lille køretur til havnen i Esquina, hvor alle både lå klar til at tage dagens fisketurister med ud på tur. Det var ikke mange andre fluefiskere, jeg så derinde, da der bliver fisket en del med livebait og woblere i området.
Efter en dejlig uge med forskelligt fiskeri, hvor jeg lærte, hvordan træstammerne skulle fiskes for at få absolut fleste chancer, havde jeg haft 42 golden dorados i båden, hvilket må siges at have levet op til de forhåbninger jeg havde haft til turen.
Lodgen levede også op til alle mine forventninger. Det var ren luksus med den største morgenbuffet med friskbagt brød i flere afskygninger, scramled æg og en rigtigt fornuftig kaffe samt friskpresset appelsin juice – lige sådan man ønsker at starter dagen, når en hård fiskedag venter. Frokosten bliver som regel spist i båden, mens man skifter pladser, og her mangler heller ikke noget. Der er store sandwiches, frugt og kæmpe tapas anretninger med ost, brød og forskellige pølser. Ja alt, hvad der skal til, så man ikke mangler kræfter, når den store dorado inhalerer fluen.
Det sker dog også, at der bliver holdt frokost på en af den små øer, hvor fiskerne mødes til afslapning i solen, hvor de får vendt formiddagens fiskeri. Hver aften, når fiskedagen er slut, samles alle fiskerne omkring højbordet på terrassen efter et hurtigt bad. Her bliver dagens pralebilleder vist frem, og der bliver snakket om, hvad den næste dag bringer.
Man spiser sent i Argentina, så klokken 20-21 bliver fiskerne kaldt ind til bordet, og her venter der mad i alle afskygninger. Man skal igennem tre retter, og alt hvad man ønsker sig at drikke. De lokale gaucho’s sørger, at der aldrig mangler noget.
Lodgens manager Felix (tv) ved, hvad det drejer sig om, når det gælder golden dorado på flue.
Sådan fisker man golden dorado
Fiskeriet efter golden dorados foregår med #7 og 8 stænger med forfang bundet af 60 pund hard mono og bite tippet i form af stålwire i 40 pund. Fluerne er mellem 15-20 centimeter, som kan være vægtet forskelligt, alt afhængigt, hvor de skal bruges.
– Der er tre måder at fiske dorado på i floderne. Den første er at fiske ved de store træstammer, som er faldet ned i floden. Her gælder det om at komme så tæt på de underliggende store grene som muligt, da fiskene står i læ bag disse i den hårde strøm i floden. Den anden måde er blindfiskeri, hvor man kaster til store klaser af vandliljer, træstammer og dybe render tæt på bredden. Den sidste er at fiske ved de store sandbanker, som flytter sig jævnligt alt efter vandstanden i floderne. Her spejder man efter jagende fisk i overfladen, og nogle gange forlader man båden, for at kunne komme tættere på de jagende fisk, så de ikke bliver skræmt af lyden fra motorbåden
– Hvis vinden går i syd, når man skal ud og fiske, bliver man tvunget væk fra floderne og ind i deltaet. Her fisker man efter sete fisk, som jager flere forskellige steder, bl.a. omkring små strømfald, i kanaler og i strømme omkring de små øer. Fiskene i deltaet er generelt mindre end i floderne, men man kan stadig lande fisk op til 4 kilo, og der er også mulighed for wolffish og pacu på krogen, samt at komme tæt på anaconda´er og andre vilde dyr.
Tilbage til dorado paradiset
Jeg må indrømme, at jeg slet ikke har fået nok af golden doradoer, så jeg må og skal tilbage til Don Joaquin og Paraná river, da jeg har en aftale, med en lidt større dorado denne gang.
Hvis du vil prøve kræfter med et verdensklassefiskeri efter golden dorado og opleve den luksus, som Don Joaquin River Lodge har at tilbyde, så arrangerer IFish Travel en tur til Argentina i 2026. For at høre mere kan i kontakte mig på telefon 26 23 61 25 eller sende en mail til info@ifish.dk. Læs mere om Ifish Travel her.
Du kommer ikke til at gå ned på mad på den golden dorado tur Ifish Travel afholder i 2026.
aug 12, 2024 | Artikler, Rejsefiskeri
Gletsjere, sortbjørne, kæmpe flodbølger, hvaler, oddere, ørne, hundredvis af stålblanke laks, seks mand med en pumpgun, en hasarderet helikopterflyvning og et helt eventyrligt paradis. Tag med til Alaska.
AF JAN LARSEN
JEG FANDT DET JEG SØGTE – Stedet, der ikke giver læ for de storme, der pisker Alaska-Golfen op til 12 meter høje bølger. Bugten, der engang imellem sander til og bliver blæst op som en stor eksplosiv ballon, så alt fiskeri går i stå. Bugten er kun en svag indadgående bue på kysten, og den ligger mellem bjerge så lodrette, at højdekurverne på et topografisk kort løber sammen, så de ikke kan skelnes fra hinanden.
Dalens nordligste grænse er en gletsjer, der løber fra en farlig, sprækkefyldt ismark ned i en sø med det meget beskrivende navn: Blue Lake. Søen og dalen er jomfruelig samt eventyragtig på en gang, og hvert år vender laksen tilbage dertil for at gyde. Elven er ca. en kilometer lang fra den bryder fri af gletsjeren til dens krystalklare vand løber ud i Stillehavet. På begge sider vandrer sortbjørne i alle størrelser, og det var dem vi skulle fiske med i 20 dage.
Et sandt fiskeparadis. Øverst Jan Larsen med en af turens mange flotte sølvlaks.
På jagt efter sølvlaks
Nyopstegne blanke sølvlaks var missionen, og vi skulle gå langs elven med ro og ingen civilisation i mange kilometers omkreds. Vi havde et brændende ønske om for alvor at opleve den vaskeægte vildmark i en uspoleret, mennesketom atmosfære. Og samtidig fighte den ene springende sølvlaks efter den anden. Det lykkedes! Det, og meget mere.
Vi var fem mand plus vores erfarne turleder Lars Bo. Han ledte os fra hotellet i Anchorage til heliporten i udkanten af byen. Her skulle vi flyve ud tre og tre ad gangen for at holde vægten nede. Vi havde så meget udstyr med, at piloten vurderede, at der til sidst skulle flyves et ekstra bagagenet ud hængende under helikopteren. Det skulle dog vise sig, at det var sidste gang, han traf den beslutning. Helikopteren kom nemlig i svingninger og var tæt på at styrte ned, da han – noget svedig og hvid om næsen – alligevel fik udstyret sikkert ned på stranden, hvor vi utålmodigt ventede.
Flyveturen gav os det vildeste view mellem gletsjere og snedækkede bjergpas. Alle var målløse over udsigten, og hvor skrøbelige vi følte over terrænet i den lille æggeskal af en helikopter. Allerede under indflyvningen spottede vi en sortbjørn ved elven. – Det vrimler med dem, sagde han nøgternt. Jeg grinede lidt indvendigt og tænkte, at det sikkert var en overdrivelse. Men det skulle det vise sig, at det var det overhovedet ikke!
Den lille helikopter var nødt til at flyve tre gange for at få alle folk og al bagagen ind til campen i Alaskas vildmark.
En sikker landing ved fiskevandet
Jeg landede med det første hold sammen med Lars Bo og Erik, og vi fik læsset af. I det høje græs var der masser af bjørneekskrementer og fire dyreveksler, der krydsede hinanden. – Her camperer vi, sagde Lars. – WHAT? – sagde jeg og kiggede skeptisk på mængden af bjørnelorte, lige netop her… – Ja, de går bare udenom, sagde Lars Bo og pegede på vekslerne. – Det er godt nok et trafikknudepunkt for bjørnene. Men de gider os ikke, så de finder bare en anden vej.
Det skulle selvfølgelig vise sig, at han havde ret. Bamserne gik pænt udenom vores lejr.
Lars Bo , som nu er min rigtige gode ven, lærte mig op i Alaska. Hans erfaring gennem 35 år har nok gjort ham til en af Danmarks mest vidende om Alaskas vildmarker. Tak til Lars!
Et par timer senere kom Morten, Karsten og tyskeren Uffe. De landede med det vildeste udtryk i ansigtet, tydeligt med adrenalinen pumpende på højtryk. Piloten var vendt om i sidste øjeblik. da han skulle passere den høje gletsjervæg, fordi han ikke havde fart nok på. Han lavede en U-vending og trykkede mere til den i anden omgang, hvorefter de kom over med få meters afstand til spidsen af væggen.
Morten, Karsten og Uffe havde fået deres første vildmarksoplevelse med pulsen i top
Nå .. Vi fik sat camp op med el-hegn hele vejen rundt, for vi havde jo allerede spottet den første bjørn, og havde nok på fornemmelsen, at det ikke ville blive den sidste.
Elven var stille og klar – og vi kunne se små dolly-varden svømme rundt. Der var oddere, som kravlede rundt på en stor klippe og en hvidhovedet ørn længere nede. Vi kunne høre hvalerne ude i havet, som bankede deres haler i vandet – det lød fuldstændig som kanonskud. Så var vi i gang! – Fint, sagde Morten. – Jeg går ned og fisker… Han forsvandt mod elvens munding, inden vi kunne nå at stoppe ham, men han kom dog hurtigt tilbage, efter han havde stødt ind i den første sortbjørn. De stod over for hinanden, og ifølge Morten havde de kigget på hinanden et par minutter, hvorefter Morten begyndte at danse lidt. Bjørnen rystede på hovedet og smuttede… Morten tænkte; jeg pisser lige mit territorium af her, inden jeg går. Det gjorde han.
Der var konstant sortbjørne omkring en, når man fiskede.
Masser af bjørne ved floden
Vi troede indledningsvist ikke helt på Mortens historie, men det skulle vise sig, at den var realistisk nok. I løbet af de næste par dage, dukkede seks store fede sortbjørne op omkring os. Vi havde aftalt, at vi minimum fiskede sammen to og to og holdt øje med hinanden. Der var konstant 360 graders orientering og masser af sang, larm samt bjørneklokker på, når vi gik rundt for at undgå nogen form for konfrontation. Bjørnene var på begge sider af os med en afstand ned til omkring 10 meter hver eneste dag, og i starten tænkte jeg; du ender sgu med at blive ædt! Men bjørnene accepterede vores adfærd, og vi udviste selvfølgelig stor respekt samt lod dem gå først igennem poolen for at fiske.
Efter en uge var vi alle ”venner” og ikke nær så bange. Men… det eneste forudsigelige ved bjørne var, at de var uforudsigelige. Det viste de så fint, da de en nat pludselig besluttede at vove sig i campen, hvor de gennemrodede alt vores affald. Det var vel vores egen skyld, for vi havde glemt at sætte det på den rigtige side af el hegnet.
Undervejs på turen blev det til masser af fine, blanke og nyopstegne søvllaks som denne.
Laksefiskeri i verdensklasse
Vi fiskede med letspin samt en- og tohåndsfluestænger # 7-9 med 0.38mm tip. Sølvlaksen kom som regel ind med tidevandet, så vi kunne planlægge ethvert peakfiskeri efter vores tidevandstabel.
Når de stålblanke sølvlaks huggede på fluen, rev de let 100 meter line af hjulet på sekunder og fightede som gale – både op og ned i strømmen. Det var simpelthen sportsfiskeri i verdensklasse! Laksens utrolige kraft var på kanten af, hvad grejet kunne tåle, og det krævede en vis tålmodighed samt følsomhed at lande dem på flodens grusede banker.
Et skønt fiskeeventyr
Snitlængden var 82 cm, og Morten landede turens største på 95 cm. Det var et paradis, og dagene flød ud i et stort, skønt fiskeeventyr sammen med alle de firbenede ”venner” på sidelinjen. Når sølvlaksene var passive og ikke rørte på sig i elven, gik vi op til søen for prøve at fange dem der, og måske få en rødlaks, som havde immigreret en smule tidligere.
Vi gik fire mand rundt i den store lavvandede sø i den smukke dal. Her opfandt vi teknikken ”klapjagt”, og det var noget, som vi alle grinte af … Det gik ud på, at vi spottede store stimer og bevægelse i overfladen, hvorefter vi gik på alle sider og kastede ind i mængden. Det var vildt, når der endelig var en laks, der huggede. For det meste var laksene mere farvede i søen, men fighten og styrken var bestemt ikke aftaget. Det tog ca. 20 minutter at lande en laks. De gamle store hanlaks nogle gange mere.
Dagene gik og tiden flød ud i en ekstase af eventyr og ro. Men Paradis har også en anden side… Stedet var uforudsigeligt ligesom bjørnene. Pludselig landede der et lille Cessna fly på stranden i foruroligende mange sten. Og ud steg Mr. Wayne – Indiana Jones, som vi døbte ham senere. Han kom gående ned mod vores pool 1 og hilste pænt på.
Han fortalte, at han havde en hytte dybt inde i skoven, som han havde bygget for et par år siden. Det havde taget lang tid, da det var begrænset, hvad hans lille fly kunne have med af tømmer under hver flyvning. Han fortalte ligeledes, at bjørnene ikke accepterede hytten, og at de var tit på færde omkring den. De havde lavet kradsemærker overalt udenpå, og en gang havde de været indenfor, mens han sov. Det havde fået ham til at bygge en hems oppe under loftet, så han kunne sove i nogenlunde sikkerhed.
– Hytten bruger I bare, hvis I kommer i knibe herude, sagde han venligt. Ja tak tænkte jeg … jeg bliver sgu bare i teltet. Vi grinte, og han fik et par laks. Senere kom han ud med lidt sodavand og øl. De havde godt nok langt overskredet sidste salgsdato, men de gled ned alligevel omkring lejrbålet om aftenen. Vi havde fire dage tilbage, og alt var fantastisk. Alle havde landet over 50 laks og fået en enestående naturoplevelse. Men igen skulle det vise sig, at Fru Alaska sommetider bliver hidsig, og det skete så denne gang uheldigvis om natten.
De danske fiskere fiskede hver dag sammen med flere sortbjørne som denne.
Storm i vildmarken
Det begyndte at blæse om aftenen. Vi var alle gået i teltet undtagen Lars og Morten, der sad og hyggede sig i madteltet med lidt whisky. Omkring klokken 01.00 hørte vi Morten og Lars springe rundt og skrige: Kom ud, kom ud!
Det stormede! Og vandet væltede ind i campen. Det var bælgmørkt, og vi drønede over i madteltet. Her bemærkede jeg, at vores pumpgun flød rundt i en halv meter vand. Heldigvis i sit vandtætte rør. Vi måtte erkende, at vi slet og ret var blevet oversvømmet. Lejren var under vand, og paradiset var pludselig blevet revet væk under os!
Alle var fortumlede og holdt på teltstængerne, for at det ikke skulle lette i stormen. Storme i Alaska skal i øvrigt ikke sammenlignes med de blide vindpust, vi kalder storme i Danmark.
Elven var steget, fordi søen var blevet fyldt op med vand fra gletsjeren oppe fra og ledte vandet direkte mod lejren. Nedstrøms kom stormen fra sydøst og gik i land i udmundingen. Bølgerne steg op til 12 meters højde, da de ramte kysten og væltede op ad elven igennem vores pools. Vandet blev således trykket helt op mod i campen. Tyskeren Uffe var gennemblødt efter han faldt ned af sin stol i madteltet under kampen… her kom så et par tyske gloser ud af hans mund, der fik os alle til at grine midt i kaos.
Godt så … Vi var havnet lige i stormens epicenter. Alt var kaos! Det lysnede heldigvis hurtigt, så vi kunne få en slags overblik. Alt stod totalt under vand, og alt var ødelagt. Dog havde vi heldigvis vandtætte duffelbags med tørt udstyr i. Vandet trak sig tilbage efter et par timer, og stormen lagde sig. Erik kiggede på mig… – Hvad fanden gør vi? – Vi går selvfølgelig ned og fisker, for vi har to dage endnu, var svaret…
Campen var tæt på flodens udløb i havet, hvilket fik stor betydning, da stormen rasede og vandet steg.
Masser af laks, so what the fuck
Erik, Lars og jeg blev i lejren, mens de andre pludselig kom i tanke om, at Wayne havde tilbudt sin hytte. Lyspunkt og glæde ramte gruppen. Uffe, Morten og Carsten tog deres våde udstyr på nakken og vandrede udmattet op mod skoven. Der var cirka to kilometers gang gennem fugtig jord, sten og træstammer, der flød rundt. Målet var at tørre alt og få hvilet lidt ud oven på nattens udfordringer.
Erik og jeg prøvede at fiske, men elven var chokoladebrun, så det opgav vi på stedet, men hey… det skulle prøves… Vi kiggede på hinanden – lavede sjov og grinte … Det er sgu for VILDT! Inderst inde vidste vi begge, at turen var reddet. Vi havde landet masser af drømmelaks, so what the fuck!
Vi fik pakket resterne af lejren sammen, og sidst på dagen gik vi mod hytten. De andre kom tørre imod os og hjalp det sidste stykke. Hytten havde reddet os, og der var varmt nu takket være Waynes lager af tørt brænde. Vi så kradsemærkene på samtlige beklædningsbrædder udenfor, og det bekræftede Waynes fortælling, som vi tidligere havde grinet lidt af.
Alt godt slutter før eller siden, og således også vores tur. Vi skulle hjem til civilisationen igen. På vej hen over stranden mod helikopteren, opstod der et øjeblik, hvor vi alle stoppede op og kiggede på hinanden. – FUCK ET EVENTYR, skreg vi i munden på hinanden og krammede løs på kryds og tværs.
ARTIKLEN ER BEARBEJDET AF TOBIAS SCHULTZ
jun 28, 2024 | Artikler, Betalt samarbejde, Rejsefiskeri
Bobby Satpal med hans 56 lbs verdensrekord golden mahseer på flue.
Jacob Andersen er pt ved at uddanne sig til sportsfiskeguide på svenske Forshaga Akademin. Som en del af uddannelsen skal man have 15 ugers praktik, så hvad kan være oplagt end at prøve kræfter med den sagnomspundne Golden Mahseer i Indien.
AF JACOB ANDERSEN
DA JEG STARTEDE PÅ FORSHAGA AKADEMIN vidste jeg, at jeg rigtig gerne ville udforske noget for mig nyt fiskeri, og på den måde udvide min forståelse for sportsfiskeri rundt omkring i verden – samt få erfaring med at arbejde under forhold, som jeg ikke var vant til. Efter lang tids søgen og flere samtaler, der ikke rigtig mundede ud i noget, kom jeg i snak med “The Himalayan Outback” i Indien, som er en af de førende fiskelodges i regionen, og det endte med, at jeg fik aftalt en praktik hos dem i deres forårssæson fra marts til maj.
Giri Floden blot kort gang fra Bobby’s hjem.
Golden mahseer – flodtigeren
På hindi betyder mahseeer flodtigeren – en fisk, som er omgivet af mystik. Den verdenskendte forfatter Rudyard Kipling skrev blandt andet dette om den myteomspundne fisk “There he met the mahseer of the Poonch, beside whom the tarpon is a herring, and he who catches him can say he is a fisherman.” Golden mahseer – på latin Tor putitora – lever udelukkende op til 1000 meters højde i floderne, der løber ned fra sydsiden af Himalaya. Arten er mange steder truet, hvilket er grunden til, at der på campen udelukkende dyrkes catch and release fiskeri.
Fremtiden for arten er desværre meget usikker – hovedsageligt på grund af ødelæggelse af dens habitater, opdæmning samt dynamitfiskeri, som er et stort problem. Hertil kommer ulovligt overfiskeri fra lokale og forurening. Der er desværre ikke meget forståelse for sportsfiskeri i den indiske kultur, hvilket er trist, da den høje socioøkonomiske værdi af catch & releasefiskeri burde være et godt incitament til at gøre alt for at bevare bestandene.
Den første tid hos Himalayan Outback
Efter en lang rejse fra København til New Delhi gik turen for alvor i gang, da jeg skulle omkring 10 timer i bil for at nå campen i Nordindien, der ligger i forbjergene til Himalaya, som er det eneste sted, hvor golden mahseer lever.
Det første stykke tid på campen foregik rimelig stille og roligt. Vi brugte tiden på at gøre campen klar til de første gæster samt høre historier om kæmpe mahseer fra Bobby Satpal om aftenen. Bobby er head guide hos “The Himalayan Outback”, og har guidet efter golden mahseer i over 15 år. Han har desuden fanget tre på hinanden følgende golden mahseer verdensrekorder på flue – på henholdsvis 46, 54 og 56 pund.
Mine første golden mahseer
Når vi havde tid mellem gæsterne, skulle jeg naturligvis ud og fiske. Mit første møde med mahseeren var i midten af marts. Efter et par ture uden held, besluttede jeg mig for at fiske et stykke hurtigt vand, hvor vores foregående gæst havde haft fint fiskeri. Jeg kastede min tunge sculpin flue en smule opstrøms og lod den svinge ind til bredden. Her mærkede jeg et hårdt tag i linen, og jeg nåede dårligt nok at løfte stangen, før linen bliver slap. Fisken var væk. Både min guidekammerat og jeg kiggede forundret på hinanden – og under nærmere inspektion af krogen kunne jeg se, at den var blevet bukket på den ultra korte tid, hvor jeg mærkede fisken!
Over den næste måneds tid fik vi nogle fine fisk gennem hænderne med kunder, og jeg selv fik også fanget mine første mahseer i form af nogle mindre eksemplarer på op til 5-7 pund.
Bobby’s flotte fisk anslået til 27 lb, fanget på sightfishing.
Golden mahseer i Bobbys Homepool
I midten af april havde vi omkring 10 dage uden gæster, hvilket gjorde, at jeg kunne tage til Delhi for at mødes med Bobby, der netop var på vej hjem fra en ekspedition til Bhutan. I Delhi besluttede vi os for at tage hjem til hans hjem, så jeg kunne møde hans familie og se hans lokale flod.
Turen til Bobby’s hjem foregik med et lyntog fra Delhi til en mindre by, og derefter med tre busser op til bjergene, efterfulgt af en 3-4 timers køretur, som endte ud med en gåtur de sidste 3 km. At sige Bobby bor afsides er derfor nok lidt af en underdrivelse. Hans
familie lever af at dyrke hvidløg, og de dyrker desuden alle de afgrøder, som de spiser selv. Det eneste, de henter i den nærmeste landsby, som ligger ca 2 timer væk, er salt. Her mødte jeg hele hans familie bestående af brødre, kone, brors kone, hans forældre samt ham og hans brors børn, som alle bor samme sted.
Selvfølgelig er der også en flod med store mahseer en kort gåtur fra hans hjem, og her skulle vi naturligvis fiske de næste par dage. Denne flod hedder Giri elven, og det var faktisk der, hvor “The Himalayan Outback” startede deres virke for omkring 20 år siden. Fiskeriet i Giri elven er dog ikke, hvad det har været, men grundet lavt fiskepres fra lystfiskeri er det stadig muligt at få chancen for en stor fisk.
Den første dag tager Bobby og jeg en gåtur rundt på hans land, hvor han viser mig sine afgrøder. Vi ender nede ved den mest interessante pool, hvor vi med det samme ser nogen fisk, og vi beslutter os for at prøve med sightfishing i det ekstremt klare vand – uden held.
Den næste dag starter vi ved 7-tiden om morgenen, men har stort set ingen aktivitet, indtil solen rammer poolen ved 12-tiden. Nu begynder vi at se fisk rejse sig fra dybet, og det er muligt at lave kast til dem. Efter noget tid formår Bobby at kroge en fantastisk fisk på omkring 27 lb. Men da vi står på en klippe og kaster tværs over poolen, bliver det en akavet fight, der ender med, at Bobby hopper i vandet med stang og hjul og svømmer til modsatte bred – samtidig med, at han fighter den flotte mahseer.
Jacobs største Golden Mahseer, anslået til 20lb, fanget på sight fishing.
Sightfiskeri og PR på golden mahseer
Nu er jeg virkelig tændt på at komme tilbage dagen efter og fange en af disse ekstremt smukke fisk. Næste dag starter endnu tidligere, da vi håber på at kunne få en fisk, der spiser tidligt om morgenen, men det giver ingen fisk, og vi går tilbage for at få morgenmad. Omkring klokken 13 begiver vi os tilbage til poolen. Lige så snart vi kommer op på den klippe, vi havde kastet fra dagen før, ser vi tre aktive fisk højt i vandet. Jeg lægger to kast ud, som de fuldstændigt ignorerer, men på tredje kast er det som om, at de alle er blevet sure på min flue, og lige så snart den kommer tæt på dem, begynder de at angribe. De to første fisk misser den, og bedst, som jeg tror, at jeg har misset min chance, kommer den sidste fisk og hamrer min flue.
– Det bliver et så voldsomt modhug, som jeg tør på mit 16 punds forfang. Da fisken ikke prøver at undslippe poolen, er den eneste fare, at forfanget kan blive skåret over på en af de klipper, som stikker ud fra vores fiskested. Derfor vælger jeg at komme så højt op som muligt, så fisken ikke kan komme rundt om mig. Efter en fight på omkring 20 minutter formår jeg at presse fisken ind i den lave del af poolen, og vi får den landet. Bobby anslår fisken til omkring 20lb, og det er helt klart min største Mahseer – og så på sight fishing! Det var en helt uforglemmelig oplevelse.
At bruge tre måneder på at jage en fisk som golden mahseer er en fantastisk oplevelse, som jeg er uendelig taknemmelig for.
Læs mere om sportfiskeruddannelserne på ForshagaAkademin her.
Læs mere om The Himalayan Outback her.
Bobbys verdensrekord golden mahseer på flue mistede et skæl – og som du kan se var det ikke just et lille skæl.
jun 8, 2024 | Artikler, Hav – kutter og småbåd, Rejsefiskeri, TORSK, Torskefiskeri
Lige så gold denne geologisk unge ø er, lige så så rig er dens fiskebestande ud for landets kyster. Med masser af meterstore torsk, sej, lange og rekordhelleflyndere har Island alt det en havfisker drømmer om.
AF OLIVER PORTRAT
TÅGE hænger tungt over vandet. Det ser ud som om skyerne flyder på vandet. Solens stråler er ikke langt væk. Vi kan ikke orientere os ved hjælp af landmærker, selvom der er imponerende klipper ved mundingen af fjorden. GPS-udstyret om bord er mere hjælpsomt.
En halv time efter at have forladt den lille havn i Bolungarvík, når vi bredden af Nessid, et stor plateau ved indgangen til Isafjord. Vi er i Westfjord på Island, hvor Island er tættest på Grønland. På plateauet lægger vi båden til præcis der, hvor havbunden dykker ned på de store dybder. Da vi lader vores tunge softbaits synke ned i dybet, bryder de første solstråler igennem tågen. Landet er stadig dækket af tæt tåge, men vi fisker nu i solskin. Det får smilene frem på vores læber.
Vi fiskede med forskellige former for gummidyr på forskellige former for jighoveder – perfekte agn til de islandske fisk.
Stortorskehug lige fra starten af
Så snart vores agn når bunden, bøjer stængerne voldsomt med det samme. Efter en god fight fra 80 meters dybde begynder armene at smerte. Tre af os, min kone, min ven Dominique og jeg selv, har et meget stort smil på, da vi ser dagens tre første fisk komme til overfladen – torsk med en længde mellem 100 og 130 centimeter. Hvilken start! Jeg overvejer, at genplacere båden. Da vi drivfisker, har vi allerede bevæget os et godt stykke, mens vi har fightet vores første torsk. Det får mig til at tro, at vi har mistet kontakten til stimen af disse store fisk. Men før jeg når at sige noget er mine kammeraters agn på vej i dybet igen. Som før – i det øjeblik de når bunden – er der kontakt, og stængerne flexer igen. Og igen kommer voluminøse torsk til syne i overfladen. Sikke et sammentræf. To steder med flere hundrede meters afstand fra hinanden, og to gange en stime af store torsk.
Jeg overvejer endnu engang at placere båden på udgangspunktet. Alt for ofte har jeg mistet stimer af fisk under drivfiskeri. Havfiskeriet har lært mig, at man aldrig kan være sikker på at finde en stime af aktive fisk igen efter at have drevet over dem. Men det problem synes ikke at eksistere her. Vores stænger udsættes atter for hård belastning, og vi får alle tre masser af aktion. Imens er jeg kommet til den konklusion, at vi nok ikke har fundet enkelte stimer af torsk på tre forskellige pladser, men at dette må være én stor stime… Under os må der være en hel hær af store torsk. Et helt tæppe af torsk, der dækker havbunden. Og tænk – uanset hvor vi sænker vores agn i dybden, kroger vi fisk. Den ene store torsk efter den anden – alle med en længde over 100 centimeter. Snart er det ved at være nok, så vi sejler ind.
Island har alt. Her er det en ny verdensrekord for helleflynder – en fisk på 219 kilo. Det var fire tyskere, som fangede den på 60 meters vand. Megafisken huggede på et Kinetic Giant Jighead.
En gigantisk islandsk helleflynder
Netop som vi ankommer til havnen, får vi oplysninger om en absolut monsterfisk, der er fanget på en af de andre fiskerbåde. Mens vi kæmpede med vores store mængder af torsk, fightede fire tyske gæster én fisk – en helleflynder på 219 kilo. De kommercielle fiskere ved vejningsstation i havnen er mere end glade bemærker vi. Ja – det er virkelig noget ekstraordinært i gære. Det er på dette tidspunkt den største helleflynder, som nogensinde er blevet fanget med stang og line. Til ære for mig tager de fisken ud af kølehuset med en kran, så den kan blive foreviget. Hvilket syn der møder os. Udstående øjne så store som tennisbolde, 248 centimeter lang og ca. 35 centimeter høj. Munden er stor nok til at sluge en torsk på fem kilo. Utroligt. Næste dag møder jeg dem, de fire tyske lystfiskere, som begejstrede fortæller om fangsten. Helleflynderen blev taget på en 40 centimeters Kinetic Giant Jighead i 60 meters dybde. I første omgang troede de, at de var bundbid, men snart viste der sig at være en kæmpe fisk. Det lykkedes dem at få fisk op til overfladen inden for n time. Det var vanskeligt. Fisken bevægede sig ikke meget, mens den blev tvunget op af en 50 kilos fletline. Men det ændrede sig dramatisk, da de forsøgte at sætte en slynge rundt om haleroden.
Da de rørte den monsterstore hellefisk, eksploderede dyret og gik ned på 50 meters dybde igen. Først nu gik den virkelige kamp i gang. Halvanden time senere kom fisken til overfladen igen. Anden gang var de bedre forberedt. Det oprindelige problem med slyngen var, at rebmaterialet var flydende. Det gjorde, at de ikke kunne få slyngen ned i vandet og rundt om haleroden på fisken. Nu var rebet monteret medsynk, der fik det til at gå under vandet. Hellefisken eksploderede igen, da den mærkede rebet. Det betød dog ikke noget. Rebet kom om halen.
Bådene fra Andrees Angelreisen er tilpassede til de lokale forhold, som kan være ekstreme. Det er både med 130 hk dieselmotorer, høje rælinger og behørigt elektronisk udstyr.
Monsterfisken kunne nu baske med halen lige så tosset den ville. De havde den. Ikke helt ufarligt, hvilket en af lystfiskernemåtte erfare. Han fik nemlig knust fingeren, mens han holdt om rebet. Fingeren så virkelig grim ud, men hvad betyder det, når man står i det største øjeblik af sin lystfiskerkarriere. Helleflynderen var for tung til at blive løftet ind i båden og de slæbte den stille og roligt ind til kajen. Det er virkelig en fangst, der fortjener respekt. Der er snesevis af grunde til at miste sådan en fisk. Disse fire gutter må have ydet et fremragende teamwork, da sådan et monster på over 200 kilo altid finder det svageste led i udstyret – uanset om det er en svag krog, en useriøs knude, skader på linen, for stærk bremseindstillingen på hjulet eller blot en utålmodig lystfisker.
I flere dage var denne helleflynder genstand for meget snak og omtale på Island. Den blev præsenteret på tv, radio, i aviser og i magasiner. Hele Island var stolt af denne fangst. Jeg indså, hvor ekstraordinær denne fisk var, mens der blev diskuteret med de lokale erhvervsfiskere. Ifølge deres udsagn kan de allerstørste helleflynder nå en vægt på 250 kilo, men kun meget få af havde nogensinde set en fisk på over 200 kilo. Med andre ord ser det ud som om, at der går lang tid, før denne fisk vil blive overgået.
De store torsk befinder sig i så stor en stime, at den stort set er umuligt at ramme ved siden af. Vi kunne registrere stimen på et areal, der var flere kvadratkilometer stort – helt utroligt.
Du kan møde den fantastiske fighter – sejen – i store mængder, når vragfiskeriet er i fokus.
Ingen langer men masser af sej
Nogle dage senere er vi 80 kilometer syd for Bolungarvík. Efter at have forladt Talkna fjorden sejlede vi omkring 30 kilometer ud for kysten. Vores mål var to vrag på 80 meters dybde, som ligger tæt på hinanden. Med båden godt placeret og drivende lige over det ene vrag, er chancerne for at fange store langer ganske gode. Andreas, der tager sig af fiskergæster for Andrees Angelreisen på Talknafjödur, er med os i båden.
Der er intet spor af langerne. Dette skyldes, at vores agn ikke når bunden eller vraget, før store sej i de frie vandmasser hugger på dem… Og så er det endda rigtig gode fisk på 90-120 centimeter. Fantastisk sport på vores spinnestænger. Efter det tunge torskefiskeri på dybet er det sjovt at fighte med den stærke og hurtige sej. Vores hjul hviner og skriger hver gang en sej trækker 50-60 meter line af i et udløb. Lige pludselig får Andreas dog sin gummijig til bunden, jigger to gange, og bang. Hans stang bøjer og ti minutter senere har vi den første lange ombord – et flot eksemplar på ca. 130 centimeter. Lidt efter er både min kone og jeg også med på lange-action. Alle langer, der hugger på vores agn, står meget tæt på vragene. Så snart vi glider væk fra vragene, kroger vi sej i de frie vandmasser og store torsk på bunden.
Dermed er vi ved afslutningen af vores første besøg på Island. Det føles godt at have ømme arme ovenpå alle de fisk, vi fangede. Når vind og vejr gjorde bådfiskeriet umuligt, søgte vi ind i landet i stedet for. Her fiskede vi efter ørred og fjeldørred. Jeg mistede selv to Atlanterhavslaks fra den samme plads, men det er en anden historie. Sådan er fiskeriet. Du vinder, og du taber, men på Island har vi kun vundet. Et par mistede laks, er ikke noget større problem for mig, da drivfiskeriet fra båd gav meget, meget mere end vi turde drømme om. Men det stopper os ikke, at drømme videre – om flere og vildere ture til Island.
Vestfjordene på Island
Andrees Angelreisen – www.andrees-angelreisen.de – tilbyder fisketure til tre havne i Vestfjordene på Island: Sudavik, Bolungarvík og Tálknafjörður. Fra Bolungarvík er der gode fiskeområder inden for et par kilometers sejlads fra havnen. Fra de andre havne er mere sejlads nødvendigt. I alle havne finder du de samme både. Alle både er af høj kvalitet og er perfekt tilpasset forholdene omkring Island. Motoren er en diesel inboarder på 130 HK, og bådene er udstyret med radio, GPS, sonar og en kabine, der tilbyder ly under barske søforhold.
maj 21, 2024 | Åfiskeri, Artikler, Fluefiskeri, Fluefiskeri efter laks, LAKS, Lakseåer, Rejsefiskeri
Daniel Göz er en dygtig lystfisker og fotograf med speciale i undervandsfotos. For nogle år tilbage inviterede stifteren af Norwegian Fly Fishers Club, Manfred Raguse, Daniel op for at fotografere den fantastiske Gaula elv. Turen bød på store øjeblikke, og det er en fornøjelse at præsentere Daniels fotos og hans oplevelser fra bredden af Gaula.
AF DANIEL GÖZ
FØRSTE DAG ved Gaula vil jeg aldrig glemme. Et magisk øjeblik åbner sig, mens jeg står ved bredden af den mægtige Gaula for første gang. Det er en smuk og aften her på beat E1, som er et frit-foralle stræk i tidsrummet fra kl. 18.00 til midnat.
Den smukke strækning, der ligger foran mig er imponerende. Jeg falder i snak med Chris Henshaw som fluefisker strækket her. Hans vilje til at fange en laks er imponerende. Han er netop begyndt at fiske de sidste seks timer af sit ugelange ophold ved Gaula. Indtil videre har han ikke fanget en eneste, men det mindsker ikke hans motivation og gåpåmod. Han går direkte til flodbredden, vader i til knæet og begynder forsigtigt at kaste ud i lovende beat. Efter mindre end fem kast har han kontakt til en solid sølvfarvet fisk. Efter en kraftfuld, men kontrolleret fight, lander han en blank laks med en anslået vægt på ca. otte kilo. Laksen har stadig fiskelus ved gatfinnen. Chris fortæller om sin fangstløse uge ved Gaula til en fluefisker, som kom til under fighten. Alt kan ændre sig i løbet af et splitsekund og Chris’ glæde og lettelse er tydelig – det helt store smil er på. Han ved, at hans øjeblik er kommet.
En frisk opstegen laks i rent sølv med havlus. Den tog en limefarvet rørflue.
En guddommelig smuk Gaula-laks
Han fortsætter straks med at fiske videre og er fuldt fokuseret, mens hans rørflue svinger på en kontrolleret måde gennem poolen. Tiden er imod ham. Midnat kommer nærmere. Han laver den ene præsentation efter den anden med de obligatoriske skridt imellem. Klokken 23.00 kroger Chris sin anden fisk. Denne gang ved alle ved beatet, at det er en endnu større fisk, og han fighter fisken efter bedste evne. Efter en hård kamp, lander han en guddommelig smuk hanlaks med en anslået vægt på 10,5 kilo. Jeg har aldrig set så smuk en fisk som denne.
Denne første aften ved Gaula er uvirkelig. Inden for seks timer har elven vist mig, hvad fiskeriet i Gaula handler om. En uges ufrugtbart fiskeri blev forvandlet til fremragende fiskeri indenfor seks timer. Chris, der har mange års erfaring ved Gaula, har ret når han siger – Ånden dør aldrig.
Et nemt laksefiskeri
Fiskeriet på NFC’s 12 beats er nemt. Det foregår på en roterende måde. Kun to fluefiskere deler ét beat i løbet af et typisk ugelangt ophold. Alle beats er strategisk godt placeret. Det er muligt at fiske mellem Kvål, der ligger på den nederste del, til det øverste beat nær Almås. Et beat kan fiskes i seks timer, hvilket giver mulighed for at fiske på fire forskellige beats i løbet af et døgn. Derfor er fiskeriet i Gaula et meget strategisk anliggende. Det er væsentligt at koncentrere sig om de beats, der rummer det største potentiale på en given vandstand og vandføring.
Mange fluefiskere fisker døgnet rundt i løbet af de første dage og glemmer at sove. Mit råd er – husk at få sovet og vær klar på de mest lovende beats under rotationen. Mangfoldigheden af beats på NFC’s fiskevand i Gaula, hvor der potentielt opholder sig fisk i såvel lav som i høj vandføring, er svær at slå. Samtidig er alle pools let tilgængelige og lette at fiske.
Hvis der er noget, der er lunefuldt – så er det laksefiskeri. Men fokus er nødvendigt. Man skal altid tro på det indtil sidste minut. Her er det Alistair Dunbar i fuld koncentration.
Gaulafossen og Bridge Pool
Gaulafossens stryg spiller en vigtig rolle i den tidlige sæson i begyndelsen af juni. Laksen kan passere Gaulfossen med en vandføring af 175 m3, uanset vandtemperaturen. Og det sker typisk i de første dage af juni. I de tilfælde hvor fiskene ikke kan passere fossen i stort antal, vil NFC’s Estykke tilbyde et godt fiskeri. Estykket er placeret langt under Gaulfossen nær Kvål.
Den smukke Bridge Pool har en meget speciel fremtoning. Baggrunden er intet mindre end spektakulære, med et konisk bjerg, ofte benævnt som Norges Sukkertop. Det beat et nemt at overskue, når man står på den nærliggende bro. Broen giver en fantastisk udsigt, og man kan overvære fluefiskere, der arbejder sig ned gennem denne store pool, som er kendt for at holde på fiskene. Selve poolen indsnævrer ned til en stor sten i venstre bred, og bag poolen løber vandet ned i et område, som kaldes Spidsroden, og her skal du ikke ønske, at din krogede fisk skal svømme hen under fighten. Manfred Raguse fisker poolen i håb om, at vi kan få lavet nogle sjældne undervandsbilleder af laks. Betingelserne for at lave billederne er fantastiske. Det er en dag med en enestående blå skyfri himmel og stærke farver – og vigtigst, meget klart vand. Perfekt for undervands fotos, men mindre gunstigste betingelser for laksefiskeri.
Manfred Raguse affisker indgangen til poolen, og jeg når lige at forberede mit fotoudstyr, inden stangen bøjer. Manfred vinker til mig – han har fisk på. Alt er simpelthen for godt til at være sandt. Manfred fighter fisken godt, og med lidt held har han undgået, at fisken svømmer ned gennem den berygtede spidsrod. Med et tungt pres går han opstrøms, og er således i stand til at dreje fisk og lede den ind i den dybe del af Bridge Pool. En smuk, smuk fisk kommer tættere på, og jeg tager chancen til at dokumentere dette øjeblik med utallige undervandsbilleder. Manfred lander fisken, fjerner krogen og genudsætter den uskadt i poolen – en hunlaks på ca. 8 kilo. Endnu et øjeblik hvor alt bare klappede og jeg bliver langsomt mere og mere forelsket i denne elv.
En smuk, smuk laks på vej tilbage til friheden, hvilket er ret normalt for NFC’s beats, der har Gaulas største catch & release rate.
Et stort engagement for at beskytte laksene
NFC blev grundlagt af Manfred Raguse i 1988. Hans engagement for at beskytte laksen i Gaula er enestående. Med hjælp fra North Atlantic Salmon Fund (NASF) har han været i stand til at forbyde drivgarnfiskeri inden for hele Trondheim Fjord, og har til dato været med til at opkøbe netrettighederne. Trondheim Fjord er således det sikreste sted for de vandrende laks at passere langs den norske kyst. Ifølge de seneste oplysninger fra NASF har omkring 85% af alle lakseerhvervsfiskere og langlinefartøjer tilsluttet sig aftaler, der handler om genopretning af de vilde laksebestande. Disse bevarelsesforanstaltninger har været en stor hjælp for Gaula. Det fremgår tydeligt af de stigende fangstmængder, som er vokset stille og roligt siden 1998. Men problemet er ikke kun lokalt. Det ligger inden for en langt større geografisk område, og i de kommende år er der stadig meget, som skal gøres for at beskytte de vilde Atlanterhavslaks.
Manfred Raguse viser her sin store hanlaks, som han fangede i løbet af den sidste nat af forfatterens ophold ved Gaula.
Storlaks den sidste aften ved Gaula
Den sidste aften nærmer sig. Manfred Raguse har rådet mig til, at jeg skulle slutte mig til ham på min sidste nat på beat A1, sammen med hans lystfiskemakker Rune Jensen. Efter to ugers uafbrudt arbejde og næsten ingen søvn, er jeg ved at springe fra. Men noget siger mig, at hvis Manfred og hans makker ville give mig sådan en tilbud, er det bare med at slutte sig til dem fra midnat og frem til kl. 06.00 om morgenen. Så jeg lytter igen til deres råd.
Betingelserne for at fotografere er absolut forfærdelige. Det er den første nat under mit ophold, der rent faktisk fortjener betegnelsen nat. Det er usædvanligt mørkt for denne tid af året. Vedvarende regn vælter ned fra de tunge skyer, der fylder dalen. Tålmodigt forsøger jeg at holde mit kameraudstyr så tørt som muligt, mens jeg venter. Manfred er fuldstændigt koncentreret, og med den ypperste præcision fisker han ned gennem den store aflange pool af beatA1, NewPool.
Senere fandt jeg ud af, at Manfreds store lokalkendskab gjorde at han vidste, at med en vandføring på 285m3 ville laksene vandre opstrøms gennem Bortistu-stryget for at hvile en kort stund her i New Pool. Klokken er 02.00. Et massiv plask fra overfladen af New Pool fylder natten. Det erManfred, som har kroget en fisk. Den har taget hans Tempelhund, bundet af den nu afdøde Yves Dreux. Der er god kontakt. Han fighter fisken på den hårdeste mulige bremseindstillingen. Rune og jeg er absolut ikke i tvivl om, at vi er vidner til en fight med en unik fisk. Masser af lange udløb. Men Manfred er i stand til at vende fisken hver eneste gang og få den tilbage i de lavvandede områder ved vores bredside. Efter flere forsøg lykkes det Manfred at lande fisken. En hurtig måling viser en længde på imponerende 114 centimeter med en omkreds på 65 centimeter, hvilket betyder, at denne fisk er på ca. 16 kilo.
Her er det den legendariske fluebinder Ken Sawada. Han tager turen fra Japan hvert år til Gaula for at fiske laks. Hvis man ikke kender til hans fluer, hvad enten det er de klassiske laksefluer eller rørfluerne, så er der masser af inspiration at hente på kensawada.com.
Priest eller krogløser til storlaksen?
Rune spørger med et stort smil på læben om Manfred vil have hans priest i hans venstre lomme eller krogløseren i højre lomme. Uden tøven vælger Manfred krogløseren. Krogen fjernes uden besvær, og fisken bliver hurtigt klar til genudsætning. Manfred holder fisken opstrøms. Efter et par sekunder med det iltede vand gennem gællerne svømmer den stærke laks ud, som om den aldrig har været kroget. Manfred kommer hen til mig og siger, at jeg skal trække i linen. Jeg er knap i stand til at trække line af, så hård er bremseindstillingen. I min halvbedøvede tilstand, kan jeg simpelthen ikke tro, hvad det er, jeg lige har været vidne til. Gaula har vist sin magi endnu en gang.
Efter to uger med arbejde som fotograf ved Gaula, har jeg set det hele. Alt fra den største frustration til de opture som en laksefisker erfarer. Men alle fluefiskere jeg møder under mit ophold får smilet tilbage. Deres udholdenhed bliver belønnet med enestående fangster. De fleste fisk der bliver fanget under mit ophold vejer mellem 7 og 16 kilo. Det er sølvblanke, nystegne laks med fiskelus. Det er fisk, som den tidlige del af sæsonen ved Gaula tilbyder fluefiskeren. – Og det er fangster, der gør, at fluefiskere vender tilbage år efter år.
Artiklen blev oprindeligt publiceret i Fisk & Fri 4/2018
Et typisk udvalg af rørfluer, som passer til fiskeriet efter laks i Gaula. Til det tidlige fiskeri er lime, grøn og orange de mest populære farver.
Berømte Bridge Pool set fra oven. Poolen er legendarisk,og kræver sin laksefisker når hugget falder.
maj 20, 2024 | Artikler, Rejsefiskeri
Artiklens forfatter Mikkel Matzen med sit livs arapaima på krogen. Man skal ikke have sarte nerver, hvis man skal fiske efter så store fisk fra en lillebitte foldekano!
For et par år siden tog et gæng danske lystfiskere til den peruvianske jungle for at fange arapaima – en af verdens største ferskvandsfisk. Spænd sikkerhedsselen og tag med på en uforglemmelig tur, hvor der på trods af svære forhold bliver fanget nogle utrolig flotte fisk.
AF MIKKEL MATZEN, EFFEKTLAGERET
DET ER SVÆRE FORHOLD på grund af ekstrem høj vandstand i regnskoven i den peruvianske del af Amazonas, men allerede en af de første dage fanger Henrik Carl en flot arapaima, der vejer omkring 60 kilo, hvilket er til stor glæde for os alle, da det beviser, at det kan lade sig gøre på trods af de dårlige forhold, og de enormt mange mistede fisk, som vi allerede har haft de første dage. Årsagen til, at vi mister så mange fisk er blandt andet, at det er svært at lande dem pga. den høje vandstand.
Der er ingen steder, hvor vi kan bunde og dermed håndtere fisken. Faktisk er Daniel med en af sine fisk, nødt til at stå på en gren i vandet for at få et nogenlunde billede – og de efterfølgende dage kommer de fleste på tavlen med fisk over 50 kilo. Blandt andet går Andreas Rasmussens store drøm i opfyldelse, da han lander en flot arapaima taget på flue!
Geir Aasjord og Henrik Carl med Henriks flotte arapaima på cirka 60 kilo.
Arapaima i en gigantisk sø
Min kanomakker Jacob har endnu ikke landet en større arapaima, så vi skal prøve et nyt sted, hvor selv Geir Aasjord – vores turleder – ikke havde været. Der er mange timers kanosejlads ind gennem tæt, oversvømmet krat, så vi er ekstra tidligt afsted denne morgen.
Da vi har fået kæmpet os igennem junglen, kommer vi til en gigantisk sø. – Vi kigger på hinanden og er enige om, at det her ikke kan gå galt. I dag er det vores dag! Vi ser hurtigt en rigtig stor fisk komme op efter luft. Den er langt væk, men vi beslutter at tage chancen, så vi nærmer os den Vi sidder helt stille og spejder ud over vandet. Pludselig kommer fisken op blot 20-25 meter fra båden og trækker luft. Jeg ser tydeligt hvilken vej den går, og placerer et kast lige foran snuden på den!
Flåddet når knap at ramme vandet, inden det forsvinder! Endelig er der fast fisk – og det er en af de helt rigtige. Fisken er så stor, at vores kano bliver trukket ud midt på søen, selvom Jacob gør alt for at padle kontra. Fighten er ekstrem intens de første 5-10 minutter med flere vanvittige spring, men herefter falder fisken til ro. Igen har vi desværre problemer med at finde et sted at lande fisken. Geir guider os ind til et lille hul, og Jacob får kanoen placeret. Fisken går frem og tilbage foran os, Geir har fået fat i forfanget, men fisken er ikke klar endnu. Den tager et heftigt udløb og sætter sig i noget på bunden, og så tror jeg, det er slut. Heldigvis får jeg den på mirakuløs vis ud igen, og fisken er nu helt klar til at blive landet. Jeg løfter stangen og presser den hen mod Geir, for at han kan få armene omkring den, men en halv meter før han kan nå om den, sker det eneste der ikke må ske: Krogholdet ryger – igen, igen… Vi står alle målløse tilbage. Det her burde ikke kunne lade sig gøre.
Det er fra små foldekanoer som disse, at arapaimafiskeriet foregår.
Forrygende arapaimafiskeri
Vi sejler tilbage for at mødes med de andre. Her hører vi, at Christian Boyum har fanget en arapaima på 70-80 kilo – og på vejen tilbage, ser vi Daniel Hein stå på en gren i vandet med en flot fisk. Vores eftermiddag går forrygende, da Jacob lander en flot arapaima på over 60 kilo. Jeg kan godt mærke, at frustrationen fra om formiddagen stadig sidder i kroppen, men hvor var det fedt at være med til at Jacobs mål blev indfriet. Vi sejler tilbage, mens solen går ned over junglen – og får os en snak om dagens oplevelser.
Jacob er ovenpå efter den flotte fangst, og han er derfor en kæmpe motivation, der får peppet mig op til, at det i morgen også skal lykkes for mig. Næste morgen sejler vi afsted til en sø, hvor vi tidligere på ugen, har set og mistet kæmpestore fisk. Ud af øjenkrogen ser jeg en fisk trække luft. Jeg kaster i nærheden af den, og flåddet forsvinder kort efter. Det her bliver starten på en af mine største fiskeoplevelser til dato. De første minutter gør fisken ingenting, og jeg sikker på, at der ikke er tale om en stor fisk, men det skal vise sig, at jeg tager grueligt fejl.
En hård arapaimafight
Fisken ruller i overfladen 15 meter fra kanoen, og jeg bliver chokeret over hvor stor den i virkeligheden er. Geir har nu også set, hvor stor den er, og råber at vi ikke må lade den komme ind, før fisken er træt, for så stor en fisk kan gøre meget skade i en lille foldekano. Det virker som om, at fisken er totalt ligeglad med at trække rundt med to mand i en kano, og lige meget hvor hårdt jeg tager den, trækker den bare kanoen roligt afsted. Jacob kæmper og pruster for at få kanoen ind til land, men fisken er så stærk, at vi må have en anden kano til at hjælpe os med at få vendt rundt, så han får bedre mulighed for at styre. Vi nærmer os roligt Geir, som står klar. Tankerne flyver igennem hovedet på mig, men Jacob beroliger mig med, at fisken er kroget perfekt. Jeg tumler med den fem gange inde foran hullet, for det er et ekstremt lille område at skulle lande så stor en fisk på. Jeg må bruge alle min kræfter på at presse fisken det sidste stykke hen til Geir.
Men pludselig, da vi alle tror, at den er klar til at blive landet, eksploderer fisken og går næsten fri af vandet. Jeg sidder med al line på hjulet, så det er hårdt mod hårdt, og pludselig lyder noget, der minder om et riffelskud, idet linen springer, og fisken er tabt… Sjældent har jeg råbt så højt og været så frustreret. Jeg ved ikke, om jeg skal grine eller græde. – Den her fisk var 2.5-3 meter og sandsynligvis over 120 kilo, siger Geir. Det var min ”once in a lifetime” arapaima – og formentlig en potentiel verdensrekord, som nu er gået tabt.
Arapaima på flåd er ikke for sarte sjæle.
Flådfiskeri efter arapaima
Jeg er færdig og ødelagt. I virkeligheden vil jeg gerne bare væk, men Jacob tvinger mig til at fiske videre og endda samme sted. Alt er lort, men Jacob prøver ihærdigt på at få mig i bedre humør på trods af, at han godt ved, hvordan jeg har det. Om det er skæbnen ved jeg ikke, men nøjagtigt samme sted, ser vi nu en stor hvirvel i vandet, og jeg skynder mig at kaste flådet derhen. Først forsvinder flåddet, men inden jeg overhovedet når at gøre noget, kommer det til syne igen. Det næste der sker, er at jeg kan se arapaimaen i overfladen, og det er næsten lige før, at halen rører ved flådet, men så forsvinder den ellers lynhurtigt igen med agnen i munden.
Fisken er alt andet end medgørlig. Arapaimaen tænder fuldstændig af og tager et 60-70 meter udløb ind under rødderne i junglen. Normalt vil det betyde, at fisken er mistet, men Jacob starter op for den store motor. – Den kan fandme tro nej, råber Jacob og trækker bogstaveligt talt fisken ud på søen igen. Fisken har brugt mange kræfter på de eksplosive udløb samt spring – og kampen imod Jacob gør, at den hurtigt bliver medgørlig. Geir står klar samme sted som før, klar til at assistere, og helt efter bogen presser vi fisken hen til Geir som denne gang får fat rundt om den. Jeg er lykkelig og skriger højt. Det er så vildt, at man kan gå fra den værste til den bedste følelse i verden på under en time. Det er totalt euforisk.
Sådan så lejren ud – de hvide lagenoverdækker er sovekabinerne.
Farlige toiletbesøg i junglen
Lejrlivet er en fantastisk oplevelse. Geir har sørget virkelig godt for os, men der er én ting vi alle frygter – og det er det afsidesliggende toilet, der er hjemmebane for alskens kryb… Vi er nu engang indrettet sådan, at når der kommer noget ind, så skal der også noget ud – og vi frygter alle toiletbesøget. Der går ikke lang tid før de første benytter toilettet, og efter Daniel og Henrik har været afsted, bliver det Jacobs tur. Han er påpasselig og tjekker som den eneste – bare for en sikkerheds skyld – toilettet og ganske rigtigt sidder der under brættet en stor skorpion!
Toiletbesøget bliver udskudt og i stedet indleder vi en jagt på skorpionen med vores machete og får den likvideret. Så er der fri bane igen. Der er heller ingen af os, som har specielt meget lyst til en badetur i floden, da vi både har set kaimaner og slanger. Men den høje luftfugtighed gør det næsten ulideligt, så da Christian som den første springer i og larmer så meget, at han må have skræmt alle farlige dyr væk, går der ikke lang tid, før vi andre godt tør springe i også. Rådet fra de lokale lyder således: Hvis du ser en kaiman – så svøm!
Når vi sejler, bruger vi den store båd, som vi fylder med vores grej. Herefter stabler vi de små kanoer oven på båden. Det første stykke sejler vi med motor, hvorefter vi stævner ud i små kanoer med to mand i hver – og hakker os vej gennem junglen til nogle søer langs floden. Nogle steder er det fuldstændigt ufremkommeligt, og selvom vi har en machete med, er vi nødt til at trække os frem ved håndkraft, da bevoksningen er for tæt til at bruge pagajen. Alt i junglen kan forsvare sig eller gå til angreb.
Træernes stammer er beklædt med pigge, mens blade og grene som hænger ned fra træerne er fyldt med insekter, som vil æde dig. Vi bliver meget hurtigt opmærksomme på, at man ikke skal ryste eller banke på træerne, da nedfaldet ofte viser sig at være en stor, levende, lodden og uvelkommen gæst i en lille kano! Normalt vandrer man på land til søerne, men vandmængden gør, at vi bliver nødt til at sejle ind til dem. Det betyder, at vi sidder 14 timer om dagen i vores små kanoer, og den mest brugte sætning på hele turen bliver ”Fuck jeg har ondt i røven!”. Der er sågar nogle af os som får blå baller!
Mikkel Matzen og Geir med Mikkels flotte 60 kilos arapaima, der huggede på en halv wolffish monteret på cirkelkrog, som det ses til højre.
Fisketeknikken til arapaima
Vi fisker efter arapaimaerne ved at spejde ud over vandet, mens vi venter på, at de kommer op til overfladen for at trække luft og samtidigt afslører, hvor de befinder sig. Derefter sejler vi så hen, hvor vi har spottet dem og venter på, at de viser sig igen. Kunsten er at holde øje og forudse, hvilken vej fisken bevæger sig – for derefter at placere agnen så tæt på arapaimaens hoved som muligt, næste gang den viser sig.
En anden måde, de viser sig på, er når de jager. Her kommer de også til overfladen og afslører sig selv, idet de slår et hårdt slag med halen for at lamme byttefisk. Når det sker, så er man ikke i tvivl, for det lyder som et riffelskud, når deres hale rammer vandet. Når arapaimaen jager, så er den fuldstændig fokuseret på jagten, og her er chancen størst for at fange dem. Alt, der lander i nærheden af fisken, bliver spist!
Efter mange fiskerejser har jeg lært, at den vigtigste ingrediens for at skabe en god tur, er at rejse med de helt rigtige kammerater – i dette tilfælde Jacob Juul, Andreas Rasmussen, Christian Boyum, Daniel Hein og Henrik Carl, som alle har bidraget med noget positivt på turen. Jeg kunne ikke drømme om et bedre hold at tage på tur med! Vi har haft mange odds imod os, men på trods af det, så har vi alle fået arapaima over 50 kilo, hvilket var vores mål. Det var mega hårdt – og til tider var det surt med surt på – men turen har været en af de bedste fiskeoplevelser, jeg nogensinde har haft. Jeg er overbevist om, at det ikke er sidste gang vi rejser sammen, og Peru skal helt sikkert afprøves igen. Vi vil tilbage og have revanche i selskab med vores skrappe og erfarne turleder – Geir, som er en af de mest fantastiske mennesker, jeg har mødt.
Store cirkelkroge er et godt valg, når der flådfiskes efter arapaima.
Grejet til arapaimafiskeri
– Stangen: Spinnestang på 8’-10’ med en kastevægt på 100-150 gram med en parabolisk aktion
– Hjulet: Spinnehjul str. 4000-5000 med en pålidlig bremse og som kan indeholde nok line
– Linen: flettet line med en høj kvalitet og med en brudstyrke på min. 100 lbs
– Endegrej: glideflåd monteret op med en cirkelkrog og kevlar eller fluocarbon som leader
Fiskeriet efter peacockbass
Peacock bass´en er en utrolig smuk fisk – dem vi fangede var på 2-3 kg og er fanget midt på dagen, hvor arapaima fiskeriet var dødt. Vi fiskede med små poppere inde i mangroven, på let grej. En helt fantastisk oplevelse, da de kommer med 120 km/t og tager popperen i overfladen. Det var noget alle havde stor fornøjelse af.
Facts om arapaimaen
Arapaimaen skulle som art eftersigende være omkring 150 millioner år gammel og bliver derfor af nogle også kaldet for en urfisk. Den er blandt de største levende ferskvandsfisk og lever i Amazonas regnskovsfloder. Den har ikke lunger som sådan, men trækker vejret gennem en svømmeblære hvor blodet bliver iltet, derfor skal arapaimaen ca. hver 20 min. op til overfladen for at få luft. Det er mest normalt at de bliver omkring 2-2,5 m og har en vægt på ca. 150 kg men der er særtilfælde hvor den kan blive helt op til 3 m og veje omkring 200 kg. Arapaimaen er en rovfisk og lever for det meste af andre fisk, men den kan fint finde på at spise fugle og andre dyr på floden. Arapaimaen er truet og der er flere områder, hvor de slet ikke findes, da de lokale spiser den fordi det er en eftertragtet spisefisk – derfor har man de senere år næsten fisket dem helt væk.
Skal du selv på tur efter fx arapaima eller andre spændende fisk, kan du altid få tips & tricks fra Mikkel Matzen fra Effektlageret.
Artiklen blev oprindeligt publiceret i Fisk & Fri 4/2018
Den peruvianske del af Amazonas byder på nogle fantastiske naturoplevelser – her en flok skildpadder, der tager sig en slapper.
