Størrelsen er ikke så afgørende, når man har udkæmpet et mentalt slag for at få opnå succes. Det er denne skønhed et vidnesbyrd om.
Meget skal gå op i en højere enhed, når man fisker laks. Vejrforhold, vandføring og mængden af laks i vandsystemet, man fisker i, er ikke noget, man selv er herre over. De grundige forberedelser og en generel forståelse for vandet, man skal fiske, er derimod noget, man har mulighed for at arbejde med.
AF CHRISTIAN LANG JENSEN, TEAM SPORTEX
FOR MIT VEDKOMMENDE er det en stor del af charmen ved laksefiskeriet. Fiskeriet er mangefacetteret, og når det kommer til forberedelserne, lægger jeg altid en ære i at forberede mig på enhver tænkelig situation.
Så da jeg endelig sad i bilen på vej mod Gaula sammen med min bror Martin og to gode venner, var det med stænger og grej til op over begge ører. Jeg havde fire forskellige spinnesæt og tre forskellige fluesæt med, da agnvalg og vandføring har indflydelse på, hvilket setup jeg foretrækker at gå med. Planen var, at jeg skulle fiske med spinnegrejet de første dage og forhåbentligt lande et par gode fisk. Derefter ville jeg forsøge mig med fluestangen i håb om at lande min første laks på flue.
På årets tur drømte jeg mig adskillige gange tilbage til mine to største laks fra Gaula på 114 og 115 cm.
Optimale lakseforhold – på papiret
Da vi ankom til elven sent om natten, virkede alt lovende. En stor flom på over 900 m3/sek. havde netop raset i elven, som nu var faldet til omkring 200 m3/sek. Dermed skulle vi starte fiskeriet i faldende vand efter en stor flom, hvilket som regel medfører et godt fiskeri. Vejrudsigten lovede os desuden en omgang regn midt på ugen, som skulle få elven til at stige endnu en gang. Det var derfor med sommerfugle i maven, at holdet på 9 mand lagde sig til at sove.
Den næste morgen og formiddag blev brugt på at få alle mand indlogeret. Derefter gik vi en god tur ved elven, da jeg gerne ville klæde de mere uerfarne deltagere på holdet så godt på til fiskeriet som overhovedet muligt.
Stykket vi skulle fiske de næste 6-7 dage, har jeg fisket 4 gange tidligere, og gennem årene har jeg været heldig at lande 4 storlaks på 112, 112, 114 og 115 cm samt en del fine fisk mellem 80 og 100 cm. Nogle af deltagerne på årets tur havde derimod ikke de store erfaringer med laksefiskeriet, og derfor gav vi os god tid til at snakke pladser og taktikker igennem. Til min store ærgrelse så vi stort set ingen laks springe, hvilket vi ellers plejer at gøre.
Dermed var det med en vis nervøsitet, at vi startede fiskeriet. Nerverne faldt dog hurtigt til ro, da min kammerat Thor havde held med at lande to laks på 65 og 85 cm inden for de første 20 minutters fiskeri. Han fiskede en plads, hvor vi før har oplevet at have kontakt til flere laks inden for kort tid. Dermed bar vi alle troen på, at vi ville få en fantastisk uge ved Gaulas stenede bredder.
Min kære Sportex Revolt Seatrout svigtede mig ikke, og den leverede varen i form af to fine laks. Den stang har efterhånden bragt mig mange store oplevelser ved Gaula.
Når hårdt arbejde er den eneste vej til laks
Vi tog desværre fejl. Resten af aftenen og det meste af den efterfølgende dag forløb uden et eneste hug. Min bror og jeg formåede dog sidst på aftenen at få et par gode fisk til at hugge på blink, men de slog sig desværre begge af krogen. Så på tredjedagen var vi alle ret demotiverede. Jeg forsøgte mig derfor med at udforske noget vand, som var svært tilgængeligt, og som ingen havde fisket af netop denne årsag.
Et langt tværstrømskast til klipperne på modsatte side af elven resulterede imidlertid i et godt flex i min Sportex Revolt Seatrout. Efter en intens fight viste det sig, at en fin hunlaks på 70 cm havde taget blinket. Hun fik hurtigt friheden igen.
Oplevelsen gav et lille moralsk løft til hele holdet, så der blev kørt på dagen igennem. Hen under eftermiddagen besluttede jeg at koncentrere mig om fiskeriet tæt på egen side i et stort sving, hvor vi havde observeret en bedre fisk springe et par gange. Jeg fiskede mig derfor i ro og mag ned gennem det store sving, og hvert eneste kast blev lagt ud med stor præcision for at ramme strømskellet helt rigtigt. For enden af linen havde jeg et mindre skeblink. Kastene blev lagt godt halvvejs ud i elven, hvor jeg lod blinket synke, før jeg påbegyndte indspinningen for netop at få et optimalt sving ved egen bred.
Mens jeg stod fordybet i tankerne om fiskeriet, faldt hugget, som jeg havde håbet på. Den stærke laks leverede derefter en fantastisk fight, som hele holdet overværede i silende regn. Til min store overraskelse var der ikke tale om en stor laks, da den fine hunfisk målte 93 cm. Efter et par hurtige fotos, fik hun friheden igen. I situationen følte jeg dog, at heldet nu var med os, men desværre var det ikke tilfældet.
Mistede laks – og trøstefisk
På trods af en meget ihærdig indsats resten af ugen, kom der ingen drømmefisk på land. Jeg mistede 3 fine laks, og min bror fik sig en lille trøstelaks på 53 cm. Det var ikke, hvad vi havde drømt om, men forholdene taget i betragtning, skulle man glæde sig over enhver fisk. Holdet på 9 mand endte med 5 laks på land samt en del mindre ørreder. Det var på ingen måde prangende, da vi som hold er vant til at lande mellem 20 og 30 laks i løbet af ugen.
På vej hjem i bilen reflekterede jeg lidt over fiskeriet, og jeg kunne ikke undgå at trække på smilebåndet. For selvom fiskeriet havde været en skuffelse, så havde ugen været en sund oplevelse for os alle.
Jeg tænkte: Hvis fiskeri altid var nemt og ligetil, ville det jo ikke være sjovt og underholdende. Uforudsigeligheden er netop det, som gør fiskeriet til noget helt særligt i min verden. Samtidig er det også de svære stunder ved fiskevandet, som bidrager til, at man udvikler sig som lystfisker.
Dermed endte jeg med at finde stor lykke i den umiddelbart mislykkede tur. Jeg følte, at turen havde lært mig mere om laksefiskeriet end de foregående års succes ved elven.
