feb 15, 2026 | Artikler, Betalt samarbejde, Medefiskeri, Nyheder, Predatorfiskeri, STØR, Størfiskeri, Video
Stør er også aktivt fødesøgende om vinteren, hvilket betyder, at de også kan fanges fra isen, hvis ellers den er tyk nok I denne video er vi taget med støreksperten Henrik Carl til Poppelsøen for at fange en stør på isen. I videoen lærer du om, hvordan man borer huller og hvilket takel samt agn, der skal fiskes med.
Glæd dig til en hyggelig og kold dag på søen, der giver flere flotte fisk med sildestykker som agn. NB: Isfiskeri på put and take søer kan være farligt, hvis man ikke har det rette sikkerhedsudstyr – og det er normalt aldrig tilladt uden speciel tilladelse fra ejeren.
Se videoen på Fisk & Fris Youtube her. Husk det er gratis at abonnere.
feb 14, 2026 | Åfiskeri, Artikler, Fluefiskeri, Fluefiskeri efter laks, LAKS, Nyheder
Rasmus Hansen har fisket i de laplandske lakseelve i mere end ti år, og Byskeelven er en af de elve der ligger hans hjerte nærmest.
Byskeelven blev rigtig kendt blandt laksefluefiskere da fiskeriet toppede midt i 90’erne. Siden gik det ned af bakke, men med drivgarnsforbud i Østersøen og lokalt opkøb af laksefælder i mundingsområdet gik elven mod lysere tider siden omkring 2010. Rasmus Hansen besøgte elven for nogle år tilbage, og her får du lidt inspiration til din næste sommertur nordpå med fluestangen.
RASMUS HANSEN
LAKSEFEBEREN stiger mindst ligeså mange grader som vandtemperaturen er faldet denne morgen i begyndelsen af juli. I nat var det endelig køligere, ligefrem koldt, helt ned til få graders varme. Vandtemperaturen er faldet til 17 grader hvilket giver troen på at det overhovedet er muligt at fange en laks. De sidste par dage har været uudholdeligt varme. Skyfrit med lufttemperaturer på omkring 30 grader og vandtemperaturer på over 20, umulige forhold for laksefiskeri.
Solen går stort set ikke ned heroppe nær polarcirklen, så varmen har døgnet rundt hængt som en tung bedøvende dyne over elven og dens laks. Bitter erfaring fra tidligere år har vist at grænsen ligger omkring 18-19 grader, er vandtemperaturen højere er det næsten umuligt at lokke laksene i Byskeelven til noget som helst.
Tidligt på sæsonen fiskes der mest med synkeliner og store rørfluer, men så snart vandtemperaturen er oppe omkring 10 grader kan det være tid til en flydeline og en mindre flue evt. bundet på metalrør for at komme lidt ned i den hårde strøm.
Tilbage til Byskeelven med laksefluegrejet
Sidst jeg var her i begyndelsen af juni, var vandtemperaturen nede omkring 10 grader og vandstanden høj. Mange steder langs elven er svære at fiske i den høje vandstand tidligt på sæsonen, men nu hvor elven løbermed lav sommervandstand er det langt lettere at vade og dermed dække pladserne. At flere pladser bliver tilgængelige gør det til gengæld ikke lettere at vælge hvor der skal satses, da elven er lakseførende i stort set hele sin længde på 120 kilometer.
De første blanklaks landes som regel omkring slutningen af maj når vandstanden er faldet til et fiskbart niveau og opgangen kulminerer cirka midt i juni måned. På dette tidspunkt er der rigtigt mange fiskere langs elven, og på trods af de store afstande er der på mange af de populære pladser, tale om decideret køfiskeri efter rotationsprincippet. At man ofte må trænges om pladserne selv i en elv med så meget plads, skyldes elvens store faldhøjde og dermed forholdsvis få fiskepladser. Strømmene er stride og en stor del af elven består af lange fosser som er umulige at fiske, det er på nakkerne, hvilepladserne og i de få pools at man har chancen for hug af de vandrende laks.
Årets gang for laksefluefiskerne ved Byskeelven
I starten af sæsonen fanges de fleste laks på spin og tunge synkeliner på den allernederste del omkring byen Byske, nær mundingen i Østersøen eller Bottenviken som den hedder heroppe. Efterhånden som vandstanden falder og temperaturen stiger fordeler fiskene og fiskerne sig længere og længere opstrøms. Hen imod slutningen af juni er det helt store boom af laksefiskere ovre og der bliver bedre plads langs elven.
Mængden af nystegne blankfisk aftager også, men der er stadig chance for godt laksefiskeri hvis ellers ikke vandet bliver for varmt. Problemet er at der ofte lægger sig et stabilt højtryk med varm luft fra Rusland og Finland over det nordlige Sverige i forsommeren. Visse år med lufttemperaturer omkring eller over 30 grader, gør at vandtemperaturen hurtigt kan stige til et niveau hvor fiskeriet dør fuldstændigt ud.
Byskelaksen har travlt med at komme opstrøms, og vandrer forbavsende hurtigt på trods af den brutale strøm i elven. Denne blankfisk blev fanget cirka 50 kilometer opstrøms mundingen i Østersøen.
Laksefluefiskernes taktik ved Byskeelven
Byskelaksen har generelt meget travlt med at komme langt opstrøms og vandrer forbavsende hurtigt gennem det stride vand. De mest oplagte holding pools indtages tidligt på sæsonen af standfisk, der bliver stående det meste af sæsonen og ofte plasker og hopper når nye fisk passerer.
Dette benyttes til regulært gearstangsfiskeri, et typisk Byskefænomen der er en temmelig stressende form for laksetaktik. Når nye fisk viser sig eller der begynder at blive fanget fisk ved man at der er trukket en stime laks op og man kører opstrøms og prøver at ramme trækket på en af hvilepladserne. Rammer man ikke på den ene plads kører man videre til den næste. Rammer man ikke trækket af laks på vejen opstrøms kører man tilbage og prøver igen rundt på forskellige pladser. Det kan selvfølgelig være en effektiv taktik, hvis man nogenlunde ved hvor lang tid laksene bruger på at vandre mellem pladserne under de givne forhold, men også en stressende tilgang til fiskeriet hvor der køres meget i bil og fiskes på mange forskellige pladser.
Det bliver ikke mørkt om sommeren oppe nær polarcirklen, så der kan fiskes døgnet rundt. Det kan desuden være svært at sove i den lyse sommernat. Derfor er det let at henfalde til en form for laksestress hvor man efter nogle døgn uden tilstrækkelig hvile og søvn, sulten, dehydreret, nærmest som en zombie hele tiden roder med liner, forfang og fluer, drikker energidrikke og kaffe konstant for at holde sig i gang og fiske for chancen.
Personligt er jeg kommet mig over den værste laksestress og har fået et mere afslappet forhold til fiskeriet og det interessante er, at jeg rent faktisk har fanget flere laks på mindre fisketid de senere år end dengang jeg selv gearstangsfiskede og kørte lakseræs langs elven. Det kan være tilfældigt og der er andre faktorer der spiller ind, men fornøjelsen og nydelsen ved at slappe afmed fiskeriet, er i alt fald for mig blevet vigtigere end at fiske så effektivt som muligt døgnet rundt, og nærmest få stresssymptomer af noget som burde være afkobling fra hverdagen.
1) Forfatteren med den seks kiloslaksen fra begyndelsen af juli måned, der er omtalt i artiklen. På dette tidspunkt er det helt store boom af fiskere ovre, hvilket giver mere plads langs elven. Der er stadig gode chancer for godt
fiskeri hvis ikke vandet er blevet for varmt.. 2) Byskeelven er en typisk skovelv med humusfarvet vand. Derfor fungerer fluer med brunt, orange og gult, gerne med lidt flash i vingen, generelt godt det meste af sæsonen.
En af de pladser ved Byskeelven der holder laks
Denne morgen falder valget i første omgang på en plads, som jeg ved holder fisk gennem hele sæsonen. Tidligere på sæsonen var det næsten umuligt at fluefiske på denne plads, da brinkerne er stejle med buske og træer og dybt vand helt ind under land. Nu i den lave vandstand kan jeg uden besvær vade ud på en lille stenbanke, og herfra dække en fin nakke lidt nedstrøms.
I strømkanten på den anden side af nakken krogede jeg min første Byskelaks i 1996. Dt var en stor Fisk, som slap fri af krogen efter kort tids fight. Siden dengang har jeg lagt hundredvis af kast på samme sted uden resultat, og nu lægger jeg endnu engang fluen i strømkanten med et speykast. Jeg forlænger støt og roligt kastene og begynder at tænke på, hvilken plads jeg nu skal prøve da en laks plasker et stykke opstrøms. Fluen stoppes næsten i samme sekund midt i strømhvirvlerne nede bag nakkens blanke vand, og jeg når lige netop at tænke bundhug, da et par hårde rusk afslører, at det er en laks der har taget fluen.
På trods af den lave vandstand er strømmen hård, og derfor bliver det en hård kamp. Der er ingen mulighed for at følge laksen hverken op eller nedstrøms, og det går heller ikke at bare presse fisken maksimalt hele tiden, da der ligger mange store lineraspende sten ude i strømmen. Der finkøres forsigtigt når linen er i nærheden af stenene og presses, når muligheden er der. Efter cirka fem minutter ligger laksen på siden mellem stenene. Den er ikke helt nystegen, som den jeg fik for en måned siden, men en pænt blank sekskilos kun med lidt farve på gællelåget. Jeg beslutter mig for at beholde den og hænger den i det nærmeste træ og lader blodet løbe af den. Det er altid en herlig tilfredsstillende fornemmelse, når det er lykkes at lande en laks. Man kan endelig ånde lettet op, dagen og turen er reddet, man kan slappe af. Selvom enhver laks er en personlig sejr er jeg specielt glad for netop denne, eftersom den tog på samme plads, hvor jeg mistede min første Byskelaks for 13 år siden.
Det er næsten som en forbandelse, der er ophævet. Jeg sætter mig på bredden og nyder øjeblikket i fulde drag. At sidde ved en naturlig elv med vildlaks, midt ude i skoven, nyde strømmens brusen, myggenes svirren, fuglene og stilheden, er det der gør, at jeg igen og igen vender tilbage til Byskeelven…
Artiklen blev oprindeligt publiceret i Fisk og Fri 10/2009
Se alle vores artikler om fluefiskeri i artikelarkivet her.
Spejlblank nystegen Byskelaks fra først i juni måned 2009. En tohåndsstang er det rette valg i de fleste tilfælde. Der er ikke plads til overhåndskast de fleste steder, og med tohåndsstangen er det lettere at kaste og styre linen under affiskning og fight.
feb 10, 2026 | Åfiskeri, Åfiskeri efter havørred, Artikler, Fluefiskeri, Fluefiskeri efter laks, Guide til fiskepladser, HAVØRREDFISKERI, LAKS, Lakseåer, Rejsefiskeri
Strækket ved Vittskövle er et af de allersmukkeste stræk på Mørrum.
Fiskeriet i den legendariske sydsvenske elv Mørrum er kendt for sine flotte laks og havørred. Her får du lidt inspiration til de øverste 15 kilometers fiskeri langs den smukke å.
AF PELLE KLIPPINGE, FOTOS: PELLE KLIPPINGE, OLE THOMSEN, DAVID NIELSEN, CLAES FRANCKE OG MØRRUMS KRONOLAXFISKE
HER VED HÄRNÄS fik vi nogle fine fisk sidste efterår. Det var mest havørred, men der var også en del flotte laks mellem fangsterne, fortæller Mattias Holm – kvist, der efter mange års guidning ved åen, kender hver en pool i den berømte lakse- og havørredå som sin egen bukselomme. Mattias monterer omhyggeligt en orange rørflue, mens jeg selv har fuld gang i at fæstne krogen bag en stor, sort og busket rørflue, der plejer at fungere godt til havørrederne. Jeg vader ud og lader min flue svinge ned gennem en underskøn pool, hvor de store bøgetræer læner sig troldsk ud over vandet. Ud af øjenkrogen ser jeg et glimt at en isfugl, der som et lille blålyn skyder tværs over strømmen på jagt efter endnu et måltid.
Den største laks i Mørrum 2010 blev taget i Pool 4 af Mikael Andersson og vejede 17,2 kilo.
Fluefiskemagi ved Mørrum
Det er første gang, jeg fisker i denne pool – og jeg er mere end spændt. Specielt poolens dybeste parti, hvor der ligger en stor sten efterfulgt af en nakke, ser magisk ud. Her står der garanteret en fisk, tænker jeg. Men hugget udebliver. Faktisk er der kun få, der fisker heroppe på de øvre stræk af åen, så de fleste pools har slet ikke fået noget navn endnu. Den næste pool på strækkets aller øverste del er 80 meter lang, har masser af standpladser, og er en drøm for enhver fluefisker. Det er sådan en pool man kun kan drømme om at have helt for sig selv – og gerne hele sæsonen…
Poolen bliver grundigt affisket, men på trods af at netop dette stræk lugter langt væk af storørred, sker der intet. Men hvad betyder det, når en massiv duehøg byder på opvisning i luftakrobatik, da den af uvisse årsager angriber en fiskehejre i luften. Skumringen bliver til tusmørke, da vi går i krig med Käringahejan, som Mattias kalder den næste plads. Det er en betagende, smuk pool, som kan producere reelle overraskelser. Her er let at vade, og der er en perfekt grusbund. Her har han tidligere på året både fået laks og havørred i den dybeste rende modsat, hvor vi står.
Regnen falder let i takt med, at det bliver mørkere og mørkere. Fluen lander perfekt og passerer ned gennem poolens brungrumsede vand. Midt i poolen falder hugget som lyn fra en skyklar himmel. Det er en god fisk, men desværre mister krogen sit fæste, og fisken ryger af. I håbet om at fremprovokere endnu et hug, skifter jeg hurtigt flue og laver et par kast til. Men desværre må vi snart give op, da det snart er bulderravende mørkt.
De bedste fiskestræk til laks og havørred på Mørrum.
Store laks ved Grindarna
Næste morgen skinner solen ved Grindarna eller pool 19, som den også kaldes. Flere store fisk ruller i strømmen, mens den let belastede flue hvisler ud over elven og lander med et plop. Kort efter mærker jeg det forjættede rusk i stangen, og sekunder efter bevæger linen sig hurtigt opstrøms. Endelig! Da jeg får strammet ordentligt op i stangen, opdager jeg dog hurtigt, at det ikke er nogen kæmpe, men en laxkalv, som de lokale kalder smålaksene. Kalven ryger hurtigt retur, hvorefter den gode start på dagen fejres med en kop kaffe.
Efter laks ved Ebbamåla
Ebbamåla er dagens næste mål. Blot nogle kilometer opstrøms dette sted, kan vandrefiskene ikke komme længere på deres 30 kilometer lange vandring op ad åen. I den gamle bygning hænger jagt og fiskeredskaber helt tilbage fra halvtredserne. Blandt dem fanger en farverig thermokande mit blik. Den har knaldrød kork og en skrigende gul kop. Selve flasken er dekoreret med et påtryk med en 36 kilos laks, der er cirka tre gange så stor som min egen PR-laks fra Pool 12.
Om eftermiddagen kører vi igen nedstrøms – og stopper ved Knaggelid lige opstrøms Svängsta. Det er utroligt så meget vand Kronolaxfisket har tilgang til – og at dømme på dagens oplevelser er der masser af plads til alle. Her ved Knaggelid har vi det hele helt for os selv, og kan derfor tage os god tid til at affiske tre gode og utroligt smukke pools. Pludselig viser en laks sig under hængebroen – og i det samme topper også en anden fisk på nakken lige ovenfor. Mattias får et godt hug, men mister den netop samtidig med, at en flok skotsk højlandskvæg beslutter sig for at skulle drikke lige præcis der, hvor jeg står…
1) Fisk & Fri’s Pelle Klippinge med en 90 centimeters havørred taget maj 2010 fra Pool 7.. 2) Kasper Røjsmose havde en fantastisk fiskedebut i Mörrumsåen. Foruden tre laks, fangede han denne flotte hybrid mellem havørred og laks på
16,5 kilo og 115 cm. Det er den største hybrid, der er fanget i åen siden 1980!
Vi skifter både fluer og pool i det tiltagende mørke. Mattias monterer Knaggalidaren, og holder den op imod himlen, mens han ser temmelig selvsikker ud. Idet han sender den over mod modsatte bred, monterer jeg en Sunray Shadow. I halvmørket kan jeg akkurat ane en fisk oppe på nakken, og netop som jeg kommer i gang med at kaste, signalerer Mattias fast fisk. Jeg stopper straks med at fiske og henter mit kamera for at forevige kampen. At der er tale om en laks, finder vi hurtigt ud af. Og kræfter – det mangler den bestemt ikke. Den flotte fisk kører rundt i strømmen og har absolut ingen planer om at komme tættere på. Mattias bruger en del tid på at lirke frem og tilbage med fisken, og kan efter et stykke tid lande en ilter hanfisk på cirka fem kilo i den flotteste legedragt.
Inden han genudsætter den, får den lov til at stå lidt på det lave vand. Fisken skal kunne komme sig ordenligt, inden den får sin frihed for at fortsætte opstrøms mod Småland for at videreføre de kommende generationer.
Fiskeriet efter laks og havørred i Mørrum
Mørrum imponerer med alle disse relativt nye stræk – der sammen med de velkendte områder på den nedre del af åen giver et enormt udbud af gode pladser. Da jeg spørger Mattias, hvordan dette har påvirket fiskeriet, er han ikke i tvivl: – Der er helt klart kommet meget mere spredning på lystfiskerne, hvilket betyder mindre trængsel på de enkelte stræk.
Mange af de lokale fisker dog stadig rigtig meget på de nederste stræk – dels af bekvemmeligheds -årsager, men også fordi man ikke har helt lige så stor en chance for at fange en nyopstegen fisk på de øverste stræk. Men – kan man affinde sig med det, så får man på de øvre stræk til gengæld i højere grad følelsen af at fiske i uspoleret vildmark. Jo – de mange nye fiskestræk giver faktisk helt fantastiske muligheder for at tilfredsstille enhver smag.
Selv om det kan være koldt i det helt tidlige forår, så giver en fin havørred som denne hurtigt varmen.
Mikael Holmkvist med en fin 4 kilos forårshavørred fra Vittskövle.
De forskellige fiskestræk ved Mørrum
Fiskeriet ved Mørrum strækker sig hele vejen fra havet, forbi Mørrum og Svängsta – op til Fridafors. Ser vi bort fra Kronolaxfiskets nedre og velkendte 7 km med de klassiske pools 1-32, så starter vi vores beskrivelse af de nye pladser fra og med Vittskövleområdet ved Rosendala og umiddelbart opstrøms Pool 32. Her har offentligheden nu via Mörrums Kronolaxfiske også fået mulighed for at købe fiskekort her. Strækket er cirka tre kilometer langt og har en betydelig faldhøjde især på den øverste del, hvilket kan gøre det svært at fiske her ved høj vandstand. Den nedre del fra hængebroen i Vittskövle og ned til Rosendala, er derfor ofte den mest produktive.
De lavvandede partier på dette stræk er fantastisk smukke og giver gode fangster året rundt. Men ved normal eller decideret lav vandføring, bør man dog lægge sin energi på de midsterste eller øverste stræk. Her er det slut med det urbane islæt, for nu opsluger de store skove for alvor elven, der på dette stræk har nogle rigtig fine stryg.
VITTSKÖVLE strækket grænser op til nogle private stræk som fx Gungvala Gård og Karlshamns Sportfiskeklubb. Opstrøms dette ejes et kortere stræk af Dahlbloms umiddelbart nedstrøms den første hindring, som laksefiskene i Mørrum skal passere: Kraftværket ved Marieberg.
KNAGGALID-strækket er det næste offentlige fiskevand på vores to kilometer lange tur opstrøms mod Åkerholm. Også her er det helt nyt, at offentligheden via Kronolaxfisket har fået adgang til fiskeriet på dagskortbasis. Her fiskes der mest på de øvre og relativt lettilgængelige kilometre, der især om efteråret er rigtig godt til både laks og havørred. De pools, der ligger oven og umiddelbart nedstrøms hængebroen ved Knaggalid – samt op mod Hallandsboda er eksempelvis sikre kort. Bevæger vi os opstrøms, så er partierne neden- og oven for den fine nakke opstrøms Tjuvahällen rigtig gode.
HÄRNÄSS-strækket ligger opstrøms Knaggalid, efter du har passeret kraftstationerne ved Hemsjö. På dette cirka tre kilometer lange stræk, bliver Mørrumsåen noget smallere – og er meget afvekslende. Her ligger uden tvivl nogle af de mest attraktive fluepools på åen. Strækket, der er en del af naturreservatet Käringahejan, er det lækreste vildmark med masser af flotte fosser og fine stryg i en blændende smuk natur. Normalt er det bedst at fiske fra østsiden, hvorfra man kan lægge perfekte kast over pools som fx Käringahejan og Rövarehölen, der begge er meget produktive.
En flot junidoublet for Gunnar Nilsson med laks på 10,4 og 6 kilo fra Pool 1.
EBBEMÅLA-ÅMMA, der administreres af Mörrumsåns FVO, er det næste stræk med offentlig adgang. Dette stræk af åen er cirka 3,5 kilometer langt – og begynder nedstrøms Fridafors. At der er blevet åbnet op her, er resultatet af, at en række inderhavere af privat fiskeret, gik sammen og dannede Mörrumsåns FVO. Foreningen sælger fiskekort, som kan bookes på nettet eller på Ebbamåla Bruk i Hovmanbygd, hvor der i øvrigt er gode overnatningsmuligheder.
Dette stræk er ligeledes meget afvekslende, men åen er gennemgående noget mere rolig. Der fiskes kun fra den vestlige bred, som da også er yderst lettilgængelig, fordi der på denne side er nogle smukke enge lige ned til åen. En af de mest fangstgivende pladser her er uden tvivl Brukets pool, der er en rigtig god holding pool.
På Härnäs og Ebbamåla har både havørred og laks fra 2004 fået god adgang til sine tidligere legeområder på grund af et frugtbart samarbejde mellem E.on, Länsstyrelsen, Kammarkollegiet, Sveaskog, Naturvårdsverket samt Fiskeriverket. Her er nemlig blevet bygget et omløb, som har vist sig at fungere tilfredsstillende. Med hjælp fra dette kan vandrefiskene nemlig passere Hemsjö’s øvre og nedre kraftverk, hvilket har fordoblet Mørrums totala smoltproduktion.
På Det Gamle Røgeri er der både pub, restaurant og hotel – samt en masse spændende fiskeaktiviteter.
Hvor er de bedste fiskepladser til laks i Mørrum?
I hvilke pools fanges flest laks og havørred? Præcis dette spørgsmål vil med garanti interessere dig. Michael Rottman har gennem en årrække lavet en meget udførlig statistik, der med al tydelighed afslører hvilket stræk og pools, der leverer varen. Mange af de bedste pools er på Mörrums Kronolaxfiske. I toppen finder man så godt som altid Pool 1, 2, 4, 12 og 15 på den sydligste del af åen. På de lidt nordligere stræk er det Pool 17, 18, 19, 31 og 32, der dominerer fangststatistikken. Vist kan det variere fra år til år, men det giver et godt overblik over de vigtigste hotspots. Man skal dog huske at tage højde for, at populariteten af diverse pools kan have en selvforstærkende virkning på fangsterne… Når det gælder de øvrige stræk opstrøms topper Vittskövle efterfulgt af Knaggalid og Härnäs. Men – som antydet – der er også markant færre, som fisker heroppe. Det bliver derfor interessant den dag nogen laver en statistik over fangsterne per. stang/dag.
Hugperioder for laks og havørred ved Mørrum
Det bedste fisketidspunkt er ifølge statistikken mellem 9 og 12 om formiddagen, hvilket nok kan komme som en overraskelse. Traditionelt plejer man nemlig at sige, at de helt tidlige morgentimer samt aftenfiskeriet ofte er det der på bredden med deres mad – pakker, er svært af afgøre…
Artiklen blev oprindeligt publiceret i Fisk & Fri 1/2011
Læs mere om laksefiskeriet i Mørrum i denne artikel – “Laks i Mørrum – gammel kærlighed ruster aldrig”.
Hybridsokken er en variant over det klassiske rørfluemønster – Uldsokken
feb 7, 2026 | Artikler, Nyheder, Rejsefiskeri
At fiske fra isen efter rødding er en fiskeoplevelse langt ud over de sædvanlige. Følg med Martin Falklind og hans familie til svenske Abborrträsk ved Arvidsjaur. Her er der dygtige guides, god mad, bløde renskind og opvarmede samekåter – samt masser af hugvillige storrøddinger.
TEKST: MARIA ÅLANDER, FOTO: MARTIN FALKLIND
SKOV, SKOV OG ATTER SKOV. Så simpelt kan en tur gennem Norrland beskrives. Men bagved den grønne mur af skov gemmer sig tusindvis af praktisk talt uberørte fiskevande, og bag ved de store skove – langt ude vestpå – åbner landskabet sig op.
De lokale, der igennem generationer har dyrket garnfiskeri i Norrland, bliver ældre og ældre – og der er ikke kommet nye til. Det betyder, at en stor del af fiskeriet med net er ophørt. Søerne har derfor stået urørte, hvilket selvsagt har gavnet fiskepopulationerne – både i antal og snitstørrelse.
Martin Falklind med en gudeskøn rødding taget på mormyscka fisket under et lokkeblink.
Kæmpestore røddinger på isfiskeri
Det er en februaraften, da Martin ringer fra sin foredragsturné i Norrland. Han lyder desperat: – Jeg skal være i Arjeploug i morgen, men nu sidder jeg hjemme hos nogle fisketosser langt ude i ingenting. De har tvangsindlangt mig på at fiske imorgen tidlig, og det virker ikke, som om jeg har noget valg. Jeg ved ikke engang, hvor jeg er. Alt er mørkt og hvidt.
Klokken ni næste morgen ringer telefonen igen, men denne gang har piben fået en helt anden lyd: – Jeg har fanget den største pimpelrødding i hele mit liv, jubler Martin i den anden ende af røret. – Det var lige før, jeg ikke kunne få den op af hullet. Den vejde lidt over to kilo, men jeg havde ikke nogen vægt. Og jeg som troede, det bare var varmluft, da de sad der og blabrede løs om kæmperøddinger… Han snubler over ordene og kan knapt nok få luft. – Jeg har fået flere over kiloet – du må straks booke hele familien på nattoget i påsken. Jeg må løbe nu, hvis jeg skal nå mit foredrag. Bip, bip, biiip… Jeg booker nattoget, og vi får langfredagens sidste pladser.
Sonny Holmberg passer godt på sine vande – og supplerer bestandene i mange af søerne med hjemmeavlede fisk. Det betyder, at der altid er rigeligt med flotte fisk i søerne.
Klar til et pimpeleventyr på isen i Lapland
Klokken 4.30 stopper toget på Jörn station. Familien er knapt nok vågne, da vi hopper ind i Sonny Holmgrens bus, for inden længe af stige af og blive bakset ind under et stort renskind på en snescooter. Langsomt begynder vores søvndrukne hjerner at suge indtrykkende fra det snedækkede landskab til sig, og lidt efter lidt forstår vi for alvor, at vi er meget langt hjemmefra.
Vi er på vej til det vildeste isfiskeeventyr i vildmarken uden for byen Abborrträsk i svenske Norrbotten. Et svagt lys gennemskærer mørket, og snart breder en liflig duft sig i den iskolde luft. Efter en god gang kaffe og varm chokolade er vi pludselig lysvågne. Sonny skruer godt og grundigt op for forventningerne, når han med uspoleret entusiasme fortæller om storrøddingerne i søen. Martin forsøger af pædagogiske årsager at nedtone historierne en anelse, så børnene ikke skal tro, at der er garanti for fangstsucces. Men det preller af på Sonny, som lover røddinger i både et- og to-kilos klassen. Ifølge ham er der uendeligt mange og grotesk store fisk – og ordet fangstgaranti mangler på ingen måde i hans vokabularie. – Jeg kan godt forstå, at du forholdt dig lidt skeptisk over for denne mand, hvisker jeg til Martin. – Det lyder jo som de rene røverhistorier. Er du sikker på, at det ikke var en tilfældighed, at du fik så godt med fisk sidst?
Røddingsucces på isen
Fiskeriet begynder med, at vi saver hul i isen for at få vores undervandskamera ned på fiskepladsen. Med lidt held kan det jo være, at et par røddinger lægger vejen forbi. Derefter borer vi hul til børnene og lægger dem på hvert sit renskind, hvorefter vi koncentrerer os om at få styr på undervandsudstyret.
– Jeg har hug, råber Andrea pludselig, og snart efter er hun i færd med at bakse en fire hundrede grams rødding op igennem hullet. Fiskelykken er total. – Du skal nok få en, der er større, siger Sonny undskyldende, mens Martin og jeg kigger undrende på hinanden. For det første er det en utrolig flot fisk, og for det andet er det hendes livs første rødding! Det kan meget vel blive den eneste fisk vi får. Det er sket før. Der er ikke noget der hedder fiskegaranti…
Tjärnheden er navnet på området, vi fisker i. Det er et dødisområde, hvor gamle afsnørede isblokke fra dengang indlandsisen trak sig tilbage, har dannet massevis af søer. Området er næsten et hundrede kvadratkilometer stort og rummer intet mindre end 365 småsøer – eller tjärn, som de hedder på svensk. Så der er et nyt tjärn at fiske i hver eneste dag året rundt…
En flot rødding hilser på Johan Falklind med lidt luftakrobatik og en skylle iskoldt vand.
Livesending med sky røddinger under isen
På computeren oppe på isen, kan vi gennem undervandskameraet se, at vandet er fyldt med små bananlignende dyreplankton, som fiskene elsker. Nogle tjärn er rige på gedder og aborrer, mens andre er propfyldte med rødding og ørred. Og så er der også dem, hvor der slet ikke er noget at komme efter. Sonny og hans søster Sara har nogle søer som de selv forvalter. Her har de naturligvis gjort, hvad de kan for at sikre, at der er masser af fisk. Blandt de mange tiltag er eget fiskeopdræt, som han bruger til at supplere bestandene i søerne. De fleste fisk genudsættes, men af og til griller vi en fisk eller to.
Spændingen er intens, for med hjælp fra vores virtuelle glasøjne nede på bunden, kan vi se alt, hvad der foregår under isen. Sonny sænker sit røddingblink ned med en enkelt maddike på krogen, mens Martin filmer – og som en anden sportsreporter refererer han levende alt, hvad han ser. Snart ser han en skygge nærme sig: En nysgerrig rødding har direkte kurs mod blinket. Fisken cirkler først rundt på to meters afstand, men kommer gradvist nærmere.
– Hæv blinket og lave et par nyk, råber Martin til Sonny. – Nu taber den interessen, nej nu vender den. Sænk lidt, Vibrer, vibrer mere, VIBRER. Nu tar’ den, nu, nu, nu ….NEEEEJJJJ. Den vender, den er væk. Snart står vi alle rundt om skærmen og skiftes til at kigge på, hvad der foregår under vandet. Det er mildest talt vildt spændende. Og som vi står der, får vi den ene a-ha oplevelse efter den anden. Mængder af fisk passerer forbi kameraet, men de fleste nøjes med at kigge. Hvis ikke lige det var fordi, at vi transmitterede live fra kameraet ved bunden, ville vi måske havde troet, at der ikke var nogle fisk i søen.
Sara og Sonny tager godt hånd om sine gæster – og der er altid lidt god mad og varme drikke. Her tager Andrea en lille pause og fornyer energireserverne.
Nye agn giver mere interesse fra røddingerne
Mange røddinger er rigtig interesserede, men lige præcis som vi tror, de skal til at tage, svømmer de væk. Nogle fisk tager på selve blinket, men da krogen sidder nedenfor med en maddike, nytter det ikke noget. Andre fisk er helt fokuseret på at æde direkte fra bunden – og kigger slet ikke op. Vi sætter derfor maddiken på en mormyska istedet – og det er tydeligt, at interessen stiger. Nu begynder røddingerne at hugge. Røddingerne er utroligt nysgerrige og elsker nye ting. Så længe vi varierer vores agn, kommer huggene, men fisker vi for længe med det samme – og med for monotone bevægelser, så sker der intet. Da vi har svært ved at variere os særlig meget mere, laver vi den vildeste disco agn: En blinkende lysdiode, der skramler mod blinket plus en mormyscka med masser af maddiker.
Da agnen når bunden, går der blot ti sekunder, inden fisk fra nær og fjern stimler sammen under hullet – og kappes om at hugge efter disco-kuglen. De maser og skubber til hinanden for at komme til – og det gentager sig, hver gang vi sænker ned. Efter sjette gang daler interessen, men totalt set er der ingen tivvl om, at disco-taklet er det, der har vakt mest interesse hos fiskene.
På anden dagen bruger vi ikke nær så meget tid med UV-kameraet og fisker i stedet på god gammeldags manér ved at kigge ned i hullet, mens vi ligger på hvert sit store renskind og nyder aprilsolen bage på ryggen. Den afslappede fiskestil gør, at man kan blive umanerlig døsig, men man når aldrig rigtig at falde i søvn, inden der er hug…
Fiskene er blændende smukke og kæmper godt, men tager sjældent line. To tre udløb er som regel toppen. I løbet af weekenden slår alle deres PR på isfisket rødding. Den flotteste fisk – en knaldrød hanrødding på omkring to kilo får 11-årige Andrea. Det er næsten en lidt for god start på isfiskekarrieren… Det her er røddingfiskeri, når det er aller bedst.
Artiklen blev oprindelig publiceret i Fisk & Fri 1/2011
Se vores film om isfiskeri efter gedder med Forshaga Akademin her.
feb 5, 2026 | Åfiskeri, Artikler, Fluefiskeri, Fluefiskeri efter gedder, GEDDE, Geddefiskeri med agnfisk, Guide til fiskepladser, Predatorfiskeri, Spinnefiskeri, Spinnefiskeri efter gedder
Først gang Stefan Antoni havde taget turen fra Sjælland til Randers for at fiske i Bredningen og Gudenåen resulterede det bl.a. i denne 111 centimeter lange gedde, der tog den næsten halv meter lange Bull Dawg gummiorm hårdt og kontant.
I disse kolde tider kan det være svært at finde fiskbart vand, hvor man kan søsætte sin jolle eller pontonbåd. Et af de steder, der plejer at være isfrit og byder på godt bådfiskeri i den kolde tid, er den nederste del af Gudenåen samt brakvandsområdet, Dronningborg Bredning, ved Randers By. Her fortæller tre skrappe geddefiskere om deres erfaringer med området.
AF GORDON P. HENRIKSEN, LUFTFOTO: JEANNOT HUYOT, RANDERS KOMMUNE
STEFAN ANTONI JENSEN er inkarneret og passioneret geddefisker. Normalt foregår det meste af hans geddefiskeri på Sjælland og i Sverige, men på en klubtur til Jylland fik han hurtigt smag for, hvad Bredningen og nedre Gudenåen kan byde på. – Jeg er med i en mindre drengerøvs fiskeklub som vi ironisk nok kalder »De Seje Fiskere«, beretter han. – Hvert efterår holder vi en lille geddekonkurrence, hvor vi, beskedne som vi jo er, kårer, »Danmarks Sejeste Geddefiskere«.
Her ses Randers By og et interessant stræk mellem motorvejsbroen og byen. Endnu længere nedstrøms løber åen ud i Dronningborg Bredning og her er der masser af plads for bådfiskeren.
Efter gedder i den nedre del af Gudenåen
Konkurrencen er tidligere holdt forskellige steder på Sjælland, men sidste oktober besluttede vi os for at prøve noget nyt, fik de nødvendige tilladelser og kørte 10 mand og fire både til Randers. – Der er præmier og ikke mindst blærerettigheder til den længste fisk, samt samlet længde på fem største fisk i båden i holdkonkurrencen, forklarer han. – Min kammerat Mark Holm og jeg fiskede fra min medbragte Linder Sportsman, og da vi aldrig havde fisket området før, var der ikke andet for end at suse ud fra bådrampen og prøve et område i Bredningen der så lovende ud. Allerede i tredje kast kroger Mark en solid gedde på sin Deviator jerkbait.
Fisken kommer ind og bliver vejet samt målt til 9,0 kilo og 108 centimeter, så det tegner bestemt lovende! Resten af formiddagen giver et par mindre fisk, og vi beslutter os for at sejle op ad åen for at prøve. Opstrøms Randers Regnskov bliver vi mødt af et rigtig spændende område, hvor små sivøer skaber strømrender og lommer. På en af disse pladser får jeg et solidt hug på en 45 centimeter stor Magnum Bull Dawg gummiål, som jeg fisker langsomt og dybt.
Kraftigt grej til store gedder
Jeg benytter ret kraftigt grej til den store og tunge agn, men kan alligevel mærke, at der er vægt bag fisken. Pladsen er trang, så jeg holder fisken hårdt, og det er bestemt en stor fordel at kunne sætte sin I-Pilot fjernbetjening til elmotoren på spotlock, så den holder pladsen – trods strømmen. Vi får bakset fisken ind, tager et foto samt måler og vejer den til 9,5 kilo og 111 centimeter. Fisken har mange mærker og ligner en fisk, der har haft et lang og hårdt liv og er sikkert blevet fanget mange gange. Men den kan åbenbart holde til det og virker heller ikke alt for stresset, da vi sætter den tilbage i åen.
Da jeg spørger indtil konkurrencen, tilstår Stefan, at de både vandt holdkonkurrence, og at han tog præmien for længste fisk. Næste gang går konkurrencen til et helt nyt sted, men det er vist ikke sidste gang Stefan besøger Gudenåen og Bredningen.
Her er Stefan og Mark i fuld gang med at fiske på Bredningen en efterårsdag.
Fiskeri fra båd efter gedder og sandart i nedre Gudenå
Steen Vad Knudsen er en af de personligheder, der ofte vælger at »sejle ned ad åen« i en veludrustet fiskebåd. Han er bosat i Randers. En stor del af fritiden bliver dog brugt på Gudenåen. Vi har bedt Steen fortælle lidt om sine erfaringer med hensyn til grejvalget.
– Vinterfiskeri efter gedder og sandart på nedre Gudenå, har de sidste seks syv år fyldt rigtig meget i mit liv, fortæller Steen. – Strømvandsgedder kæmper bare bedre, og det kan være svært at bedømme fiskenes størrelse, når modhugget sættes ind. Lige efter isen har sluppet sit tag, er åen ofte meget vandrig, grumset og strømmen er stærk. Gedderne står dybt, og det er svært at få dem lokket til hug. Derfor kan det være en god idé at ankre op, og gentagende gange lade en agnfisk søge ind over et område. Denne metode er langsommelig, og man får ikke affisket særlig meget vand, men til gengæld kan man også være heldig at ramme de helt rigtige steder.
– Levende skaller er altid et sikkert hit, fortsætter Steen, når vi spørger ind til agn. – Jeg foretrækker selv agnfisk på ca. 16-22 centimeter. Jeg fisker dem under flåd og med dobbelt krogsæt bundet på 0,71 mm Berkley fluorocarbon. Min foretrukne stang er en Berkley Muscle flex på 11 fod. Det kræver en stang med rygrad at holde en god gedde i strømvand. Jeg bruger 0,36 monofil line på et Ambassadeur hjul. På selve åen dørger jeg oftest kun med en stang, fordi et dobbelthug kan skabe unødigt kaos, når jeg skal styre båden i strømmen samtidig med, at jeg fighter fisk. Området på fjorden, der kaldes Bredningen, har jeg ikke brugt meget tid på. Dels fordi den båd jeg har til rådighed ligger i selve åen, og dels fordi man ikke må dørge for motor på bredningen, fordi man ikke kan holde 100 meters afstand til land ret mange steder der ude. Hvis man ror båden frem, er det ikke noget problem.
Steen V. Knudsen holder af natfiskeriet på åen. Her er ingen trængsel og til tider godt med både gedder og sandart i flotte størrelser.
Det praktiske fiskeri efter gedder og sandart på Gudenåen
– Mit indtryk er, at gedderne trækker meget rundt. Således har jeg kendskab til en enkelt 10+ gedde, der blev fanget mindst fem gange inden for et par måneder. Dens jagtrevir strakte sig over ca. en kilometer af åen og blev fanget på forskellige pladser hver gang, inden den mødte sit endeligt for enden af en gaf krog. Personligt genudsætter jeg så vidt som muligt alle gedder, tilføjer Steen. I perioder, hvor fiskepresset om dagen har været særlig stort, ændrer gedderne jagt taktik og begynder at jage i de mørke timer. Således har jeg fået flere fine fisk, når jeg har fisket efter sandart om natten.
– Der er meget trafik på åen. Både fra kano og kajakroere, men også fra lystfiskere i flydering, pontonbåd og joller. Når der er mange på åen, søger jeg så vidt muligt langt væk, da jeg ikke syntes det er særlig sjovt at ligge og fiske i andres kølvand – eller selv have både liggende klods op af mig. Jeg kan kun opfordre til, at man holder god afstand til andre på åen, for så er fiskene ikke så sky og chancen for fangst forbedres betydeligt.
– Sandarterne fisker jeg i de mørke timer med et Revo Inshore multihjul og 9 fods stang. Min foretrukne wobler er en Frenzy Suspending Minnow på 14 centimeter. Fiskeriet foregår fra båd, hvor jeg dørger så langsomt imod strømmen som muligt. Der skal lægges mange timer i en god fisk, men man kan også være heldig. Jeg genudsætter alle fisk over 2,5 kilo og tager kun enkelte mindre fisk med hjem. Så der burde være rigeligt med fisk tilbage til læserne af denne artikel, slutter Steen med et smil.
Henrik Leth når han har det bedst. Her nyder han det gode vejr og en geddefight fra sin pontonbåd i sit lokale geddehul, Bredningen.
Fluefiskeri efter gedder på den nederste del af Gudenåen
Henrik Leth er i den grad ivrig fluefisker. Han er manden bag hjemmesiden brakvand.dk og en af den slags personer, der ikke alene formår at komme på vandet flere gange om ugen – han er også typen, som stort set altid fanger fisk. – Som geddefisker er det fantastisk at bo i Randers, hvor vi har Gudenåen og Fjorden helt tæt på byen, fortæller Henrik tilfreds om sit hjemvand. – Under normale omstændigheder er der gode fiskemuligheder det meste af året – også om vinteren. I dag fisker jeg stort set kun fra pontonbåden, som jeg søsætter ved Kajakklubben for at fiske i Gudenåen, eller fra diget ved Lystbådehavnen i Dronningborg for at fiske i Bredningen. Er vi nogle stykker, søsætter vi ved eksempelvis i Nørreåen ved Fladbro og drifter de godt seks kilometer ned til Randers. Selv om vi er tæt på byen, er naturen og oplevelserne fantastiske, fortsætter Henrik ivrigt.
– Bliv ikke overrasket, hvis du møder odder, fiskeørn og rørhøg. Som i alle andre fiskevande kan gedderne være drilske og lunefulde. Der kan være mere end en halv meter forskel på lavvande og højvande – og tidevandet påvirker helt sikkert bidelysten samt geddernes adfærd. De bedste erfaringer har jeg med fiskeri de første par timer efter, at vandet er begyndt at stige, slutter han.
Læs alle vores artikler om prædatorfiskeri efter gedde, sandart og aborre her.
jan 31, 2026 | Artikler, Guide til fiskepladser, HAVØRREDFISKERI, Kystfiskeri, Kystpladser til havørred
Hvis du er en af dem, der holder af at hoppe i de tykkeste uldsokker for at jage sølvet om vinteren, ja så er Fyns kyster et glimrende valg, når det kommer til givtige pladser i en kold tid. Følg med Simon Gad, og øg dine chancer for at finde de fisk, der kan give varmen på selv den koldeste vinterdag.
AF SIMON GAD, FOTOS: DAVID NIELSEN, GORDON P. HENRIKSEN OG SIMON GAD
NÅR SNAKKEN GÅR OM FYN, så breder der sig gerne et optimistisk smil og et sagligt blik i folks ansigter. På Fyn er der nemlig gode chancer for at fange havørreder året rundt, og man kan ikke snakke om, at fiskeriet topper på bestemte tidspunkter af året. Det afgørende er at kende sine fiskepladser godt, og vide hvornår de holder på havørreden. De følgende pladser er kendte for deres fremragende vinterfiskeri, men kan selvfølgelig også fiskes med fordel på andre tider af året. Så det er bare på med vanterne, de lange underbukser og elefanthuen – for nu går turen til de fynske kyster i de kolde og klare vintermåneder.
1) Det kan ikke gentages for mange gange. Små lyserøde rejefluer fanger fisk i den kolde tid! 2) Der er et eller andet særligt smukt over vinterens blanke havørreder.
Efter havørred på kysten i Helnæsbugten
Helnæs Bugten er en meget stor bugt, der skærer sig ind i landet. Fra grænseområdet mod syd ved Horneland løber Lillebælt ind i bugten, som herefter skærer sig vej mod den idylliske landsby Falsled mod øst og til den prægtige halvø Helnæs, der endelig omkranser bugten mod vest. Når jeg nævner Helnæs Bugten i forbindelse med et fremragende vinterfiskeri, skyldes det, at en række betingelser er opfyldt. For det første er der en lang række å udløb i området, som har en god opgang af havørreder. Særligt Hattebæk og Haarby å er storleverandører af fynske havørreder, der skal sikre fremtiden. Det siger sig selv, at disse åer kalder på de havørreder, der skal op for at gyde, men i kølvandet på disse havørreder kommer grønlænderne og de store overspringere, som gerne følger med mod åerne.
De store gydetræk foregår allerede i efterårsmånederne, men grunden til, at det er interessant for havørred jægeren i den kolde tid, er at det ferske vand fra å udløbende holder på havørreden vinteren igennem. Det hører også med, at Helnæs Bugten er forholdsvis lavvandet, og det kan godt have en afgørende betydning for fiskelykken. En temperatur stigning på 1-2 grader kan gøre forskellen på succes og fiasko, hugperioder eller inaktivitet.
Afslutningsvis er en stor del af bunden i Helnæs Bugten meget sandet, og det er netop den type bund, som havørrederne søger mod i de kolde perioder.
De bedste vinterpladser til havørred på Sydvestfyn.
Kystfiskeri efter havørred på Kalvøre
Kalvøre er den første plads i Helnæsbugten og ligger på Horneland mod syd. Geografisk er det en lille plads, men fiskeriet derimod kan være rigtig fint, og rammer man ind i en stime grønlændere, kan fiskeblodet for alvor komme i kog. Kør mod Faaborg, videre mod Bøjden og parker på færgehavnen. Pladsen ligger umiddelbart nord for færgehavnen og efter at have pakket ud, forceres et mindre overdrev, som fører ud til kysten.
Fiskeriet starter mod højre neden for molen og pladsens første hotspot er de første 100 meter af kyststrækningen. Der kan være rigtig giftigt netop her, og det er der en god grund til – nemlig færgen, der har sin daglige pendulfart mellem Fyn og Als. Den har for det første skabt en stor dybde inde under land, og netop på de første 100 meter har du muligheden for at nå ud over dybderne. For det andet har færgen den positive effekt på fiskeriet, at den hver gang den lægger fra land, hvirvler en masse fødemateriale op fra bunden. De første fem ti minutter efter at færgen har forladt havnen, skal man virkelig være på mærkerne for der kan fiskeriet eksplodere.
Jeg har selv ved flere lejligheder oplevet aktivitet netop på disse tidspunkter, hvorefter det langsomt er ebbet ud igen. Kysten går nu i en blød bue ind mod en lille lerskrænt og videre ud mod en pynt, der skal betragtes som pladsens andet hotspot. Der kan ikke vades særligt langt ud, men der er også i perioder en fin strøm herude samt en herlig bund, der lokker havørreden helt tæt på land. Bombardafiskeri med en lyserød Glimmerreje, Flammen, Juletræet eller Pattegrisen for enden af forfanget er oplagt. Der er også gode forhold for fluefiskeren, som har god plads til sit bagkast – men skal man spinnefiske i dette område, bør der vælges agn, som går højt i vandet, da dybden er moderat i forhold til fiskeriet i starten.
Her er Bjarke Horst Jensens flueæske til vinterkystfiskeri, som han bl.a. dyrker på de Østfynske kyster. Grå Frede, Glimmerrejer og Clouser Minnows er blandt udvalget.
Havørredhotspots ved Damsbo Strand
Damsbo Strand ligger i bunden af Helnæsbugten, mellem to fredningsområder ved udløbet fra Hættebækken mod syd og Nabben i nord. Denne kyststrækning tilbyder et fremragende vinterfiskeri.
Hvis vi igen tager udgangspunkt i Faaborg, så kører man af rute 329 mod Falsled, som man kører igennem, hvorefter man følger vejen ind i et skovområde. 500 meter inde i skoven på venstre side er der en skovvej, der går ned mod vandet. Ind i mellem er der åbent for bilkørsel, og så kan der køres i bil hele vejen ned til kysten. Ellers parkeres der på en lille parkeringsplads, hvor man kan rigge grejet til og gå til kysten. Turen ned gennem skoven en frostklar vintermorgen, hvor jeg kan nyde synet af rimfrosten, der har lagt sin glasklare hinde om træer og buske er fantastisk. Og det bliver ikke værre af, at mærke de små vibrationer op gennem kroppen, når mine waders med et knas bryder den frosne jordoverflade og leger med min ånde, der danner tågespil i tusmørket. Det er indbegrebet af en perfekt start på et vintersats efter de kolde havørreder.
Velankommet på kysten, skal man gå mod højre og efter at have bevæget sig de lovpligtige 500 meter væk fra udløbet ved Hættebækken, kan fiskeriet påbegyndes umiddelbart der, hvor skoven ender. Der er tale om en meget afvekslende bund med store områder af ålegræsbælter specielt på den første del af strækket lige i udkanten af skoven. Her er vandybden moderat, og man skal i det omfang, at forholdende tillader det, forsøge at komme ud og gå på sandrevlerne, der strækker sig nogle hundrede meter nordpå. Herudfra kan man bedre fiske i overgangen fra sandbund til ålegræs, hvor de fleste havørreder hugger. Der er mest tale om trækkende fisk, så der kan sagtens gå timer mellem huggene. Men har man først kontakt med fiskene, så er det med at fiske igennem – for en fisk kommer sjældent alene.
Efter et par hundrede meter ændrer bunden karakter, og der bliver både dybere og mere afvekslende bund, med både ålegræs, tangbuske og sten i forskellige størrelser. Det hele kulminerer ved pladsens andet hot-spot, som er den store pynt, der ligger små 500 meter nord for skoven. Her er forholdende ideelle, og de flokke af fisk der trækker rundt i området, har det med at samle sig netop her. Det er en plads, der henvender sig både til flue- og spinnefiskere, og her i de kolde måneder skal der gerne være en masse stærke farver på agnen, for at vække de kolde fisk der normalt går og bliver lidt sløve i det kolde vand.
Her tager forfatteren en pause efter en vellykket formiddag, ved Danske Strand, Helnæs Bugten.
Havørredjagt på den østlige side af Helnæs
Helnæs´s inderside er den sidste plads i Helnæsbugten jeg vil tilråde dig. Området dækker det meste af den østlige side af halvøen, Helnæs, og der er der tale om et meget opsøgende fiskeri efter flokke af havørreder, som trækker rundt over en meget sandet bund.
I bil køres der fra Odense af rute 323 mod Assens og Haarby og herfra videre mod Helnæs. Der køres henover dæmningen og fortsættes videre mod Helnæs By. Her kører man mod campingpladsen, ad Strandbakken forbi campingpladsen og lander ved kysten Man drejer mod venstre og kører små 500 meter mere langs vandet, hvorefter der kan parkeres. Fiskeriet foregår mod venstre nordpå ca. to kilometer. Det specielle ved denne plads er, at bunden er så ensformig sandet. Det kan derfor godt virke lidt meningsløst og uoverskueligt, allerede inden man kommer i gang. Man har ikke har nogen holdepunkter såsom pynter, rev, tangformationer at fiske ud fra. Men det er bare med at komme af sted – for det er netop denne type bund, som havørrederne elsker i den kolde tid.
Som sagt er det et meget opsøgende fiskeri, og i det ligger der den kendsgerning, at der kan være langt mellem huggene. Når man så endelig har fundet fiskene, kan der til gengæld opleves et fantastisk fiskeri. Undertiden kan man følge med den trækkende flok og have en hugperiode, der er meget lang. Der er tale om forholdsvis små fisk, hvor de fleste fisk ligger omkring målet – med enkelte større overspringere imellem. Der er nogle enkelte steder med ålegræsbælter,og dem skal der selvfølgelig tillægges lidt ekstra tid ved, da de gerne holder på fiskene.
Kystpladser til havørred ved Torø Vig
Torø Vig er den sidste plads jeg vil nævne. Den ligger nord for Helnæs bugten og er en super fed vinterplads. Pladsen nås ved, at man fra Odense kører af rute 323 mod Assens. I Assens følger man Søndre Ringvej og drejer fra af Torø Huse vej, som man følger, indtil man finder forsamlingshuset, som man kan parkere ved.
Herfra kan man tage sit grej med sig, da man skal gå en lille tur over til selve Torø. Torø Vig ligger på den østlige side af Torø ind mod Assens. Her samler sig store flokke af havørreder fra sidst på efteråret og i vinter månederne. Det er et meget lav – vandet område, så det favoriserer fluefiskeren, og hvis man er til spinnefiskeri, skal der vælges nogle meget lette agn. Der er ligesom den foregående plads tale om en sandet bund, men med lidt mere tang og ålegræs, hvor fiskene som regel skal findes. Pladsen kaster sjældent store fisk af sig, men her i vinterkulden kan selv en lille fisk give varme i kroppen. God tur til vinterpladserne på Fyn.
Se alle vores artikler om kystfiskeri her.
Artiklen blev oprindeligt publiceret i Fisk & Fri 1/2011
jan 30, 2026 | Artikler, Rejsefiskeri
Papua – den indonisiske del af Ny Guinea – byder på et virkelig spændende fiskeri efter blandt andet barramundi langs med kysterne. Følg med Fisk & Fris hollandske fiskejournalist Arnout Terlouw på del 2 af hans eventyr i Indonesien-
AF ARNOUT TERLOUW & VENNER
Noget jeg altid har ønsket mig at opleve, er at fiske efter barramundi på nogle afsidesliggende øer – fra kysten! Min fiskekammerat Olivier havde haft nogle succesfulde ture tidligere, hvor han har fortalt historier om næsten uafbrudt action, når tidevand og vandforhold var perfekte – med barramundi i kast efter kast… og også store fisk på langt over 100 cm! Så planer for at tage af sted blev derfor hurtigt lagt, og i november var jeg igen på vej til Papua med en flok venner fra Holland og England.
Efter en lang rejse med adskillige flyvninger ventede Olivier på os i den nye lufthavn, og allerede næste morgen ved det første lys efter en forfriskende nat på et hotel, var vi på vej til havnen, hvor bådene ventede… Vi kunne dog ikke komme frem til dem, fordi indgangsvejen var oversvømmet, så vi måtte lede efter et andet sted at læsse bådene, men en time senere var vi endelig på vej. Heldigvis var havet roligt, og efter fire timers sejlads lagde vi bådene til grund på en lille ø med lige akkurat nok tørt land til at slå lejr. Forhåbentlig ville det forblive tørt…
Det var ikke lette forhold med meget høj vandstand til at starte med.
Ikke ideelle forhold til barramundi – meeeen…
I løbet af natten tager vinden til, og store bølger slår ind mod stranden foran lejren. Da det bliver lyst, ser vi store træstammer drive forbi. Det er ikke ideelle forhold, for at sige det mildt! Vi tager den derfor med ro og venter på, at vinden lægger sig lidt, samt at tidevandet falder, hvilket vil blotlægge en lang sandbanke, som vi planlægger at fiske fra. Efter morgenmad og kaffe kan vi ikke vente længere, og er nødt til at fiske! Vi går 200 meter og ser stadig store bølger slå ind over sandbanken, men det forhindrer os ikke i at lave vores første kast i det grumsede vand. Til vores overraskelse kroger Frank den første barramundi på få minutter. Det er en flot fisk på omkring 80 cm, sikke en start. Det var lige, hvad vi havde brug for!
Arnout Terlouw med en af de mange flotte barramundier taget på kystspin med woblere.
Endnu en flot barramundi fightes ind på kystspinnegrejet.
Fede fiskedage med barramundi på kysten
For at gøre en lang historie kort: Trods de langt fra ideelle forhold oplever vi nogle fantastiske dage. Selvom tidevandet er meget stærkt de første to dage, formår vi at fange en del barramundi, mest på højtgående minnow woblere. Det meste af aktiviteten kommer fra meget lavt vand, som ikke er mere end 120 cm ‘dybt’, og nogle gange griber en barramundi wobleren i allersidste øjeblik, lige foran vores fødder. Selvom vi også fanger nogle mindre fisk, er de fleste barramundi over 80 cm med et par stykker over 90 cm – dvs tæt på det magiske 100 cm-mærke. Alle fiskene bliver taget på let grej, hvilket gør det endnu mere spændende! Nogle hopper flere gange og ryster voldsomt på hovedet for at slippe af med krogene, mens andre bruger den stærke strøm til deres fordel.
Den anden morgen er vi vidne til et blitz med millioner af byttefisk i overfladen, men det er desværre langt uden for rækkevidde. I en afstand af godt over 200-300 meter ser vi store fisk vælte rundt i overfladen, gang på gang, og det ser ud som om, at de kommer langsomt vores vej. I mellemtiden kroger vi nogle mindre fisk på vores plads, men vi bliver ved med at blive distraheret af de jagende fisk, som stadig er lige uden for rækkevidde. Vi er nødt til at få fat i bådene! Jeg løber derfor tilbage til lejren, men da bådene ankommer, ser jeg Frank fighte med en stor fisk i den stærke strøm. Det viser sig at være en solid barramundi på 104 cm og 25 pund.
Mens vi tager billeder af denne fisk, ser det ud til, at hugperioden er overstået – en spildt chance? Vi beslutter os for at fortsætte med at fiske, og vader i det lave vand. Og det betaler sig! Adskillige store fisk bliver landet, inden det faldende tidevand afslører den store sandbanke. Det er meget mærkeligt at se det flade sandområde, som vi to timer før fangede fisk ovenpå …
Det var især twitchbaits og woblere som disse at de papuanske barramundier var vilde med.
Grejet til barramundi fiskeriet
Agnene var langtkastende, slanke jerk- og twitchbaits (flydende/suspending) på 12-18 cm monteret med 3X/4X trekroge. Stængerne, som vi brugte, er spinnestæner på 9-10 fod med en kastevægt på 20-80 gram. Vores Sportex Black Pearl Maxx Seabass was perfekt til netop dette fiskeri. Fastspolehjulene var str. 4000-5000 SW fyldt med 20-30 lbs fletline (Samson ’36 Strong’) samt 40-50 lbs forfang af fluorocarbon.
Queenfish bonanza på kysten
Næste morgen er vi fulde af forventninger om at opleve endnu et blitz ligesom dagen før. Denne gang er vi bedre forberedte, og bådene er allerede på plads, hvis vi får brug for dem… Strømmen er tydeligvis mindre stærk, og vandet lidt klarere med et markant farveskift, der løber langs kanten af sandbanken, men vi ser igen større fisk på jagt.
Efter at have fanget et par mellemstore barramundi, støder vi pludselig på en stime af små queenfish, og det går op for os, at det sandsynligvis er de fisk, som vi konstant ser. Efter at have fanget et par små eksemplarer, beslutter vi os for at tage bådene for at se, om vi kan fange flere fisk i det klarere vand, som er lige uden for rækkevidde. De to både driver i strømskellet, og det varer ikke længe, før vi rammer jackpot med adskillige queenfish. Lidt efter kroger jeg en bedre fisk, som viser sig at være turens største queenfish.
Turen bød også på superflotte queenfish som disse to skønheder.
De store barramundier går på jagt
Tilbage på sandbanken ser og hører vi pludselig flere store barramundi´er jage efter småfisk på det lave vand. Selvom de kun lige akkurat er på kasteafstand, så lykkes det os ikke at få fat i en af dem, selvom en rigtig stor fisk vender efter min wobler lige foran mig. Pokkers…Med det faldende tidevand koncentrerer vi os om det lidt dybere vand på den stejle kant af sandbanken, og snart kroger vi en massiv barramundi igen.
Juul fanger også en threadfin salmon, inden nogle klart bedre barramundi´er dukker op og spiser langs kanten. Denne gang er heldet ikke med mig… Først hugger en rigtig stor barramundi min wobler i allersidste øjeblik, foran mine fødder, og ryster krogene ud af munden. Ti minutter senere, lige da Juuls agn er viklet ind i min line og er kommet op til mit topøje, hugger endnu en stor barramundi mit agn, flyver i luften og lander desværre uden wobleren i munden. Resultatet er det samme, endnu en stor fisk tabt, men det er jo bare en del af gamet.
Papua – en fantastisk fiskeoplevelse
Alt i alt har det været en unik og fantastisk oplevelse med kystfiskeri efter barramundi i knædybt vand. Selvom vi har fanget masser af store fisk, kunne det have være endnu bedre, hvis forholdene havde været lidt mere gunstige, men det er de forhåbentlig næste gang! Den næste del af turen skal foregå på fastlandet efter nogle af de store og super stærke bass arter. Men det kan du læse mere om i min næste artikel på fiskogfri.dk Se en video fra fiskeriet her.
Hvis du selv ved ned og prøve fiskeriet så tjek papuafishingretreat.com
Læs om del 1 af turen her, hvor der blev fisket spanish mackerel og GT.
Kystspin efter barramundi er super sjovt – og der er massiv flex på klingen, når de hugger.
jan 29, 2026 | Artikler, Hav – kutter og småbåd, Nyheder, TORSK, Torskefiskeri
Vintermånederne var højsæson for torskefiskeriet på Øresund, og stemningen ombord på kutterne var som regel helt i top, selvom temperaturen ikke lige var det.
Engang var der masser af store torsk i Øresund, men den tid er desværre forbi. For at mindes de gode gamle dage i håbet om, at det en dag bliver bedre igen – får du her en historie fra 2010, hvor der stadig var semi-glade dage på Øresund med et OK fiskeri. Det fører helt naturligt til en snak om begrebet ”The shifting baseline syndrome”, som du kommer til at høre mere om på fiskogfri.dk senere i dag.
AF PER EKSTRØM, FOTOS: GORDON P. HENRIKSEN OG PER EKSTRØM
HVORFOR gør vi det? Det har jeg ofte spurgt mig selv om. Vi vælter ud af sengen, før selv hønsene overhovedet har tænkt på at hoppe ned fra pinden, for derefter – meget ofte i snevejr – at begive sig ud på glatte veje, for til sidst at stå ubeskyttet for vind og vejr på dækket af en båd. Alene draget af et forfængeligt håb om at fange en torsk af en størrelse, som de fleste end ikke ville sætte tænderne i. Tja! Man skal være fiskegal og opleve det, før man helt forstår sammenhængen. Alene stemningen, når man hopper ombord sammen med venner, kammerater eller andre ligesindede, er helt unik. Det sammenhold, som findes, er ofte iblandet en meget uformel omgangstone, der til tider kan grænse til åbenlys, men kærlig mobning. Når denne stemning iblandes en duft af frisklavet kaffe fra kabyssen under dæk, bevæger man sig ind i en anden verden. Det er ingredienserne til første akt for en god dag. Man er nu trådt ind i en anden verden, og det stress og jag man ellers bærer rundt på, er for en tid lagt oppe på kajen. Og tro mig. Ingen dage er ens på Øresund – og de gode dage gemmer du på resten af livet. Intet kan som bekendt hamle op med gode oplevelser.
Det var i vinterperioden, at der tidligere blev fanget mange af de store rogntunge torsk ved bulefiskeriet, men mange foretrækker nu også at drivfiske efter mindre fisk.
Et sandt torskeparadis på Øresund
Øresund er (var…) berømt for sin torskebestand. Næppe noget andet sted i verden ligger så fine muligheder for at fange torsk blot 5 til 10 minutter fra havnen. Det er et forhold der skyldes, at det er forbudt at trawlfiske i Øresund. Bestanden udsættes derfor ikke for et større kommercielt fiskepres, som det er tilfældet med andre fiskebestande rundt om i verden. Vi behøver blot at rette blikket nordover i Kattegat, og se hvorledes bestanden af torsk er reduceret gennem de seneste 30 år. Øresund er dog heller ikke gået helt ram forbi. De helt store basser – dem over 20 kilo – findes heller ikke i de mængder som tidligere, men der er stadig mange torsk, så alt i alt ser det ikke så slet ud.
Torskefiskeriets udvikling i Øresund
Selve fiskeriet har også været gennem en kæmpe udvikling. Hvor man i turbådsfiskeriets barndom havde et meget opdelt fiskeri, hvor fiskerne var fordelt i henholdsvis pirke- og kasteside, er fiskeriet nu om stunder i meget højere grad lagt an på vertikalt pirkefiskeri, hvor der satses på de helt store – det såkaldte bulefiskeri. Det er en metode, hvor skipperen lægger sig oven på den bule af torsk, han kan se på ekkoloddet, og hvor fiskeriet forgår intenst samt hektisk i de par minutter, det tager at drive over bulen.
Fiskeriet har mange tilhængere og ligeså mange modstandere – primært fordi der sker mange fejlkrogninger af torskene. Danmarks Sportsfiskerforbund har gennem de to seneste vintre gennemført testfiskeri for at undersøge, hvorledes det kan undgås, og i den kommende vinter gennemføres atter et fiskeri, hvor man vil fortsætte undersøgelserne. Alt andet lige er en torsk, der har bidt på pirken meget sjovere at fange end en, der er fejlkroget. Nu er det ikke sådan, at fiskeriet ikke kan dyrkes på andre måder end ved bulefiskeri. I de seneste år er det også blevet populært bare at drive for vind og strøm, og så fiske imens. Det kan godt være, at man driver hen over nogle steder, hvor der er fisketomt, men fiskeriet foregår mere afslappet, og slet ikke så hektisk som udøvelsen af et koncentreret bulefiskeri.
1) Skipperen flytter de store kuttere koncentreret og præcist når båden skal placeres helt rigtigt.. 2) Her er det Bjarne Staal på en af »Fredagsklubbens« årlige ugeture på Øresund. Fisken vejede imponerende 18,6 kilo.
Man kan også fange store torsk ved drivfiskeri, men det er helt og holdent et spørgsmål om temperament for den enkelte fisker. Et forhold, man skal gøre sig klart, inden man tager ud, er derfor – Vil jeg drivfiske eller bulefiske. I de senere år er flere turbåde begyndt at drivfiske i langt højere grad end tidligere, men ønsker kunderne, at bulefiske, så gør man normalt det. Til gengæld er der både, som kun bulefisker og som primært går efter torsk over 10 kilo – de såkaldte målere. Ønsker man det, er det sådan en båd, man skal vælge. En god regel er dog at spørge, inden du booker, så du kommer med den rigtige båd. De forskellige fiskeklubber, der afholder ture, har som regel på forhånd aftalt med skipperen, hvilken form for fiskeri, der skal dyrkes.
Torskefiskeriet på Øresund under skiftende forhold
Forholdene på Øresund kan være meget forskellige alt efter, hvor man fisker. Og det på trods af Øresunds ringe størrelse. Betragter man det hele lidt fra oven, er der tale om en stor tragt, hvor den sydlige del er meget bred – cirka 20 kilometer, og hvor den nordlige er meget smal – cirka fire kilometer. Øresund fungerer også som en tragt, da vandet fra Østersøen, og de floder som den afvander, ledes ud i verdenshavene via danske sund og bælter. Det betyder, at strømmen i Øresund som regel er nordgående, og Helsingør er det sted, hvor strømmen er stærkest. Vind og strøm betyder derfor ofte, at det kan være vanskeligt at nå bunden, hvor torskene primært står. Årsagen er, at båden driver med stor hastighed.
Det kræver som regel en dreven fisker. Naturligvis er der også dage, hvor strømmen oppe ved Helsingør ikke er særlig hård, men man bør altid være forberedt på, at strømmen snildt kan løbe med 3 til 4 knob og gøre fiskeriet meget vanskeligt. Længere syd på i Øresund er det knap så slemt, og ved Hven er der så bredt, at der oftest er fine forhold.
Selv det tunge grej kommer godt under pres, når de store torsk skal hives op.
Bulefiskeriet dyrkes hovedsageligt kun i områderne omkring Hven samt fra Helsingør og nordpå, hvor der fiskes på dybder på 30 til 40 meter. Her er chancerne for at fange de helt store størst. I den sydligere del af Øresund er dybden lavere og strømmen som regel svagere. Derfor er det nemmere at nå bunden, hvor torsken opholder sig. Til gengæld er størrelsen på torsken ikke voldsom. Er man ikke rekordjæger, og primært fisker til gryden, har det næppe den store betydning. Som en gammel øresundsfisker engang sagde – De bedste torsk er dem på 6-8 kilo. De store skal vi jo kun bruge til at prale med. Mere præcist kan det vist næppe udtrykkes.
Skal man bare ud og fange en torsk, prøve fiskeriet af – eller måske have ungerne med, hvor det er et naturligt krav, at der skal fiskes hele tiden, bør man vælge en båd, som kun dyrker drivfiskeri. Der kommer som regel en fisk nu og da, og det er altid noget, som skærper interessen for både børn og utålmodige sjæle.
Se vores video om Øresundstorskenes historie her.
Tjek historien om den legendariske Fredagsklub her.
Stortorsk på Øresund – hvor mange blev der egentlig fanget?
Artiklen blev oprindeligt publiceret i Fisk & Fri 10/2010
jan 26, 2026 | Artikler, Nyheder, Powerbaitfiskeri i put and take, Put and take, PUT AND TAKE ØRRED
Ørreder er vilde med powerbait. De er endnu vildere med powerbait i bevægelse. Desværre er powerbait jo ikke den mest bevægelige agn, men det er der råd for. Find fluebindergrejet frem, modificer dine kroge med en marabou hale og fang fisk – mange fisk.
AF KARSTEN BECH
POWERBAIT fisket efter et bombardaflåd er en sikker metode i de fleste P&T-søer. Mange inklusiv mig selv ynder at forme powerbaiten, så den får en aflang form, og så klemme den lidt skæv, så den får en mere levende gang i vandet. Det eneste problem der har været ved det, er at det er svært at styre gangen på powerbaiten, og ofte har den roteret kraftigt, hvilket har resulteret i en god gang linekludder. Løsningen hedder en hale. En hale der er lavet af et levende materiale, som giver liv til agnen – og så kan powerbaiten nøjes med at gøre det den er bedst til, nemlig udseende en lokkende duft.
Powerbait med en lokkende marabouhale
Halen laver jeg af marabou eller af tynde gummiben, men det er stort set kun fantasien der sætter grænser for, hvad du kan bruge, bare det har en levende gang i vandet. Jeg binder det ind bagerst på krogen. Foran halen monteres powerbaiten så. Den rulles til en cylinder, så man undgår, at det får krogen til at rotere i vandet.
Jeg bruger tre forskellige former for kroge til mit fiskeri. De små almindelige kroge giver en lille kompakt krop af powerbait, og er gode på de dage, hvor fisken ikke rigtig er i hugget. Den lange trekrog, som kommer fra fluebinderens verden, er god til at lave lange kroppe. Prøv især en med sort marabou hale og sort powerbait. Det minder virkelig om en igle eller haletudse og ørrederne elsker den.
De tre typer kroge jeg bruger. Bemærk især enkeltkrogen med blyhoved og gummiben som hale. Fisket på en lille let 6 fods spinnesatng og tynd fletline, er det en ren dræber.
Powerbait på belastet enkeltkrog med marabou hale
Den sidste metode jeg bruger, er med enkeltkrog. Ved krogens øje klemmer jeg et splithagl fast (med en dråbe sekundlim sidder det urokkelig fast), og binder derefter halen ind. Jeg fisker enkeltkrogen på en lille let 6 fods spinnestang uden nogen form for belastning. Med powerbait på krogen, kaster det fint. Splithaglet får powerbaiten til at synke langsomt, og jeg spinner den så ind med små ryk. Det er super effektivt og super sjovt at fighte iltre ørreder på det lette grej.
Læs meget mere om put and take fiskeri i artikelarkivet her.
