nov 9, 2025 | Artikler, Fluefiskeri, Kystfiskeri, Nyheder
Herhjemme foregår kystfluefiskeri mest fra land, men der er mange nye og spændende muligheder for et mere effektivt fiskeri, hvis du opgraderer med en stabil båd, en lang enhåndsstang og 2-3 fluer på for fanget. Præcis sådan har man i England dyrket havørredfiskeriet i årtier – her får du opskriften på hvordan.
AF PER FISCHER OG HENRIK DONS CHRISTENSEN
VINDEN har i et stykke tid stået i nordøst, hvilket har betydet koldt vejr. Men nu er vinden lun, svag og sydlig. Forholdene er perfekte og horder af kutlinger på det lave vand, indikerer, at der er overflod af føde for en sulten havørred. Lugten af strand, frisk luft og visne blade samt skrigene fra store flokke af krager og råger, giver en behagelig rastløshed, der sætter kroppen i alarmberedskab. Det her ikke bare lugter – det stinker af godt fiskeri. Og fornemmelsen holder stik; vi oplever et fantastisk fiskeri. Ikke fordi det er nemt, tværtimod; Men når båden bliver placeret rigtigt, drevet kører, kastene ligger perfekt – og fluen er rigtig, så falder belønningen i form af bragende hårde hug. Tit starter det med forsigtige stød til fluerne, men når vi fortsætter indtagningen falder huggene uden tøven, så vores #7 stænger er spændt hårdt for under de vilde udløb.
1) Henrik Christensen med en typisk efterårsfisk på en dag, hvor 8 ud af 10 fisk huggede på den bagerste flue – her, en rødbrun rejeimitation. 2) Lange enhåndsstænger er perfekte til bådfluefiskeri, især når man skal fiske med flere fluer på forfanget. Her er det en af de få stænger på det danske marked der passer fint til dette fiskeri; Scierra Flylite 11,2” #7/8.
Kystfluefiskeri fra båd når det er bedst
Vi fisker langs en bræmme af tang og alger, der er skyllet ind i bunden af vigen. Men når de kampglade fisk tager fluen og ræser af sted, viser det sig hurtigt, at en intermediate line er en stor ulempe, fordi tang og alger sætter sig fast under de vilde udløb. Den rette kombination viser sig hurtigt at være en flydende line med et forholdsvist langt forfang og en belastet flue. Ophængeren har allerede gjort sit job med at gøre det lettere at finde den rette flue, men lige præcis her i tangen er den frithængende flue til gene under fighten. Vi dropper den derfor for en stund.
Efter lidt tid går fiskeriet dødt, så vi bliver enige om at prøve et nyt sted. Snart finder vi et område, hvor der kun er enkelte sten og tangplanter. Vi monterer en stor laksetørflue som ophænger. Den minder mest af alt om en gråspurveunge, som laver sine indledende flyveøvelser, men på vandet kommer den med sin brede V-formede kølvandsbølge til sin ret som teaser. Et øjeblik senere indhenter en endnu mere massiv kølvandsbølge teaseren, og tager den nederste flue som forret uden betænkning… Straks starter en hård fight, og efter et stykke tid kan jeg lande en meget flot fjordhavørred tæt på 3 kilo. Jeg er sikker på at teaseren var et vigtigt element, der var med til at udløse hugrefleksen.
Bådfiskeri med flue giver ofte flere fisk
Den mørke side af vores personlighed bliver godt og grundigt testet, for inde ved land står 1, 2, 3 – 10 fiskere i waders. Indimellem kan vi høre kommentarer a la »Det skal kunne lade sig gøre under de her forhold « eller »ØV, der var et hug«. Imens står vi med uendeligt meget vand omkring os, og betragter fiskerne, som står skulder ved skulder uden at fange noget… I et svagt øjeblik kan det ikke afvises, at der er meget brede smil på vores ansigter, idet endnu en fisk tager fluen. Da vi sejler ind, kommer flere fiskere forbi og skæver nervøst til sølvskællene på tofterne. – Har i fanget noget, spørger de. – Et par stykker, svarer vi med ophøjet ro og grov underdrivelse…
1) En af de lidt større fisk fra en efterårsdag der kunne, om man ville, have endt i et rent blodbad. Da den rette flue var fundet, var det næsten en formsag at få fisk i båden. 2) Ovenfor ses stangen Guideline Le Cie 10,8 # 6/7, som egner sig helt perfekt til kystfluefiskeri med dobbeltflueforfang fra drivende båd. Et bredt udvalg af fluer der supplerer hinanden godt. Fra oven – Kobberbasse, Teppesill (grøn), Teppesill (Pink), Mylar Magnus, Tube-Bomber (provokatør), Skyggen, Big Hole Demon – Grizzly og nederst til venste – HAJ – Honey Shrimp.
Båden muliggør hurtige skift mellem fiskepladser
Noget af det bedste ved fluefiskeri efter havørred fra båd er, at man er meget mobil, og at der stort set ikke er andre der gør det. Ofte har man fornemmelsen af, at man ligger lige oven i stimer af havørreder. Og så hugger de ikke kun de første 10 meter af indtagningen, som man ofte oplever på kysten, men de kan stort set tage fluen helt ind til to meter fra båden. Selvfølgelig er der mange, som har fået øjne op for, hvor effektivitet flyderingsfiskeri efter havørred er, men man skal have solide lårbasser, for at være ude en hel dag. Men selv da flytter man ikke sådan bare lige rundt til næste rev eller vig for, at se om de sølvblanke skulle være hjemme. Det gør man derimod nemt i en lille stabil båd med en 5-10 hk på hækken.
Teknikker til fluefiskeri efter havørred fra båd
Fluefiskeri fra båd er noget af et særsyn i Danmark, men ikke i England. Faktisk er det så udbredt her, at der er turneringer i fluefiskeri fra båd. Herhjemme er det mindst lige så oplagt, men af uvis årsag er det kun få der dyrker det.
Tænk bare på, hvor mange af dine fluefangede ørreder, der har taget fluen på de første 5-10 meter af indtagningen. Eller hvor ofte man som kystfluefisker bliver nødt til at vælge sine pladser efter, hvor havørreden kommer tæt ind under land, i stedet efter hvor der er bedst for tiden. Tilsvarende er det de færreste af os, der ikke har gjort alt muligt for liiiige at komme de ekstra meter ud – for den sprang jo lige derude!
En smuk hanfisk er faldet for en HAJ Honey Shrimp # 4 der var efterhængt en Laksetørflue. Først var fisken oppe at vende efter tørfluen, der streamede i overfladen, for derefter at tage rejen. Måske var det tørfluen der i første omgang vækkede dens opmærksomhed.
Fluefiskeri efter havørred fra båd – the english way
I England dyrkes bådfiskeriet typisk med relativt lange stænger på 10-11 fod klasse 6-7med 2-3 fluer på forfanget. Fiskeriet foregår i hele vandsøjlen. Derfor anvendes ofte kassettehjul, så man hurtigt kan skifte mellem flydeliner og synkeliner i mange densiteter, afhængig af om fiskene jager insekter på overfladen, myggelarver, igler, fiskeyngel eller krebs.
Teknikken med flere fluer på forfanget kan sagtens overføres til vores hjemlige fiskeri efter havørred. Der er sikkert allerede flere, der har forsøgt sig på kysten med hurtige 9 fods klasse 6 stænger, skydehoveder og to fluer på forfanget. Og det har sandsynligvis resulteret i kludder – eller at man har kroget en havørred, som har tæsket lige i blæretangen og knækket linen.
Fluefiskeri med 2-3 fluer på forfanget
To-tre fluer på forfanget kræver en god kontrol under kastet, hvis ikke man skal udsætte sig selv eller en bådmakker for utilsigtede piercinger. Vi bruger derfor stænger, som er længere og langsommere end de traditionelle 9 fods. En lidt dybere aktion kan nemlig kastes med mere rolig kadence og åben linebue, hvilket er en klar fordel, når der fiskes med flere fluer på forfanget. Kastestilen giver ikke de længste kast, men det er der heller ikke er behov for fra båd. Normalt er friktionen fra linen, der ligger i fx græs eller vand med til at sikre et godt overslag samt at forfanget lander strakt på vandet. Men når du fisker fra båd, er der ingen friktion på underlinen i kastet. Det kan modvirkes ved at give et lille løft med stangtoppen i afslutningen af kastet – eller at lade linen skyde mellem tommel og langefinger på linehånden. Det giver mere friktion på underlinen, og bidrager også til at fluen lander helt perfekt.
Man kan selvfølgelig også benytte flexistripper eller linekurv, hvis denmonteres lavt. Men hvorfor devaluere den luksuriøse fornemmelse af frihed det er at stå og hygge sig i en båd med diverse uhandy himstergimser monteret på kroppen? Fravælger man linekurven, skal man selvfølgelig holde pinlig orden i bunden af båden, da skydeliner har en formidabel evne til at sætte sig fast.
Blank 3 kilos havørred fra et lille rev der kun kan nås fra båd. Fisken faldt for en stor laksefarvet rejeflue i str. 2.
Metoder til fluefiskeri efter havørred fra båd
Ved fiskeri på den åbne kyst med dybt vand ind under land, tidevandsrender eller fx de fine vestsjællandske rev, så er der ingen ko på isen med brug af flere fluer på forfanget. Men fisker du derimod i bunden af en fjord eller et sted med siv eller højt stående fioliner, så kan flere fluer på forfanget være en ulempe. Det gør nemlig ondt langt ind i sjælen, at se en tre kilos ørred slå kolbøtter for at komme fri af fiolin og dyndbund for til sidst at knække forfanget. Sådan en oplevelse giver stof til eftertanke.
Montager af fluen til havørredfiskeri fra båd
Fastmonteret ophængerflue er et fint valg, hvis du fisker over dybt vand på fx 3-5 meter, hvor der ikke er så meget fiskene kan vikle sig ind i. Her kan man roligt binde to fluer på forfanget ved hjælp af en blodknude eller lignende. Så snart dyret har hugget vil den i 99% af tilfældene helst til overfladen for at vise sin størrelse. Sådan er det jo heldigvis.
Glidende ophængerknude er bedst, når man fisker over lavere områder med blæretang eller ålegræs, hvor man risikerer, at den yderste flue kan sætte sig fast, når der er fast fisk på ophængeren. Til dette formål har vi haft god succes med at montere ophængertafsen med en spoleakselknude: Kør tafsen to gange omkring forfanget, hvorefter den ene ende af tafsen bindes til den anden med en blod eller grinnerknude. Stram knuden op, klip den ene af tafs-stumperne af og monter fluen i den anden. Når havørreden snapper ophængeren – fx Kobberbassen, bliver den hevet ned til den nederste og lidt større flue – fx Pattegrisen, i modhugget. Skulle det uheldige ske, at ørreden sætter sig i tangen, slår man koldt vand i blodet, giver den lidt line for derefter at flytte båden hen til, hvor den sidder – hvis altså ikke løbet er kørt.
For en god ordens skyld skal det nævnes, at man taber flere fisk på en flue monteret med en glideknude frem for en fast knude, fordi den kraft der normalt sikrer, at krogen trænger ordentligt ind med det samme, forsinkes og absorberes, idet ophængeren glider ned ad forfanget. Først når den er helt nede ved den anden flue, lægges maksimalt pres på krogen, så den trænger men ofte er de en anelse større. Tommelfingerreglen er: Det er ligegyldigt hvilken flue du bruger – bare det er den rigtige… Med det menes, at det 9 ud 10 gange ikke er mønsteret, som er den afgørende faktor. Ofte er det langt mere vigtigt, at vælge flue efter forholdene, herunder om den er kraftigt eller let dresset. Eksempelvis er det tit ligegyldigt om fluen hedder Magnus, Frede, Grimling, Kutling, Flemming eller Bent, hvis fiskeriet foregår i fjordområder. Har man tiltro til, at fx kutlinger eller rejer står højt på menukortet, så giver multiflue forfanget mulighed for at servere to eller tre forskellige typer af fluer samtidigt, så du hurtigere finder recepten for dagens fluevalg.
I småkrybsafdelingen er vores favoritter Kobberbassen, Kondufluen, Magnus eller Skyggen. Står den på rejeimitationer anvender vi med succes Honey Shrimp og Pattegrisen, mens vi, når det gælder fiskeimitationer og streamers, har haft gode resultater med Runar Kabbe’s silde/tobisimitation Teppesill. Til sidst skal det dog nævnes, at vi rent faktisk har oplevet dage, hvor der er forskel på effektiviteten af forskellige fluer, og hvor selv meget små detaljer i mønsteret kan have afgørende indflydelse på antallet af hug. Men det er sjældent.
Hen på efteråret er der en del farvede fisk i fjorderne og ind imellem kan man blive godt frustreret over hvor selektive de kan være. Her er det en stor fordel at kunne fiske med flere
fluer på forfanget, for hurtigere at kunne finde frem til den rigtige flue. Denne fisk fik friheden da ’kvoten’var opfyldt.
Den perfekte båd til fluefiskeri efter havørred
Den optimale båd til dette fiskeri er stabil, har et lavt fribord – og så er det en fordel med en plan dørk. Englænderne benytter ofte klassiske klinkebyggede både, men her har de også monteret sæder, der gør fiskeriet mageligt på klassisk engelskmanér. Vi benytter en slags pontonbåd, der har lavt fribord, og som er så stabil, at man står godt op i den. Båden skal samtidig ikke stikke for dybt, så man let kan sejle over lavt vand. Desuden skal motoren helst være af passende størrelse, så man ikke risikerer at blive overhalet af en flydering…
Grej til fluefiskeri efter havørred fra båd
Havørredgrejet til fluefiskeri fra båd er som før nævnt lange enhåndsstænger 10-11 fod i klasse 6 eller 7 – fxGuideline Le Cie 10,8” #6/7 eller Scierra Flylite 11,2” #7. Mange går med klasse 5 til kysten, hvilket også er fint, men når man både skal have en Teppesill og en Magnus på forfanget, er det rart, at det grejet ikke er for let. Skydehoveder er ikke nødvendigt for at kaste langt, men det gør det jo nemmere at skifte fra flydende til fx synke 2. En coated skydeline kan anbefales, da den generelt kludrer mindre, giver lidt mere friktion i øjerne, og dermed et bedre overslag.
Monofilskydeline kan gå, men det kræver, at man bremser linen lidt, så ikke der går kludder i forfanget, når det lander. Drivanker er et must under bådfluefiskeri, og blæser det for meget til at drivankeret kan holde båden i en lav fart, kan et slæbeanker gøre arbejdet. Det sænkes lodret ned fra båden, så det reducerer bådens fart, når det slæbes hen over bunden.
Fluefiskeri fra båd
Om efteråret kan det betale sige at koncentrere indsatsen i fjorde og andremere lukkede farvande, hvor der udover farvede fisk også sagtens kan findes masser af fine velnærede blanke fisk. Fordelen ved fjordene er, at det er lettere at finde læ, hvilket øger sikkerheden, når du fisker fra en lille båd.
nov 8, 2025 | Artikler, Guide til fiskepladser, Kystfiskeri
Erik Tveskov med en smuk havørred fra Aabenraa Fjord.
Atmosfæriske Aabenraa Fjord i det sydøstlige hjørne af Jylland byder på et havørredfiskeri, der kan være langt bedre, end de fleste kystfiskere er bevidste om. Den oversete fjord kaster i perioder forrygende mængder havørreder af sig, og her får du en nærmere præsentation af de mest sikre pladser i fjorden.
AF ERIK TVESKOV
I DET SYDØSTLIGE SØNDERJYLLAND ligger Aabenraa omkranset af bakker og bøgeskov lige ned til den smukke Aabenraa Fjord. Fjorden byder næsten altid på muligheder for godt fiskeri uanset vindretningen, og den tilrejsende lystfisker har rigtig gode muligheder for at komme i nærkontakt med nyslåede sølvbarrer i foråret og de lidt mere messingfarvede fisk i efteråret.
Fjorden er meget dyb, helt op til 45 meter, og der er derfor mulighed for, at meget store skibe kan sejle helt ind i bunden af fjorden. Det var derfor et oplagt sted at lægge et kraftværk, og Enstedværket i bunden af fjorden har igennem mange år via sit kølevand virket som en magnet på kuldskære fisk i den sønderjyske fjord. De store dybder nær land gør det også muligt at fiske torsk, sej, makrel og sild helt tæt på byen.
Aabenraa Fjord er fra naturens side velsignet med en lang række små gydevandløb og et enkelt større i form af Slotsmølleå. Produktionen af ørredyngel i nogle af tilløbene er fantastisk høj, og udsætningerne af yngel er stoppet i mange af vandløbene. Der er derfor rigtig fine chancer for, at det er ægte vildfisk, man går og fisker på.
Kort over de bedste fiskepladser til havørred i Aabenraa Fjord.
Efter havørred ved Knudshoved
Knudshoved yderst på Løjt Land-halvøen, som afgrænser fjorden mod nord, er første stop på vores tur igennem Aabenraa Fjords kystpladser. Denne plads kræver, at man vandrer langs kysten fra Loddenhøj i nord eller spørger sig for ved nogle af de lodsejere, der har markveje, som fører til kysten syd for Knudshoved.
Det er dog hele besværet værd, for når man først når hovedet, har man adgang til en lille lækker vig på nordsiden af hovedet, der er god for havørreder både forår og efterår. Selve hovedet strækker sig med et langt stenrev langt ud i Lillebælt og byder på fremragende fiskeri efter havørred og i perioder torsk. I foråret et det en af de klassiske hornfiskepladser. Fordelen er dog, at den lange gåtur sorterer lidt i, hvor mange der gider at gå den lange vej, og man kan derfor være heldig at have pladsen for sig selv.
Sydsiden af revet byder på havørredkyst af ypperste klasse med revler, store sten og dybe badekar, og den er altid et forsøg værd. Kysten er ganske øde på dette stræk, og man har chancen for at fiske over helt jomfrueligt vand, hvis man er der fra morgenstunden. Længere sydpå bliver revledannelsen mere markant, og man er nu mere ude i et rendyrket vadefiskeri hvor man, afhængig af vandstanden, med fordel kan prøve at nå så langt ud som muligt og derefter fiske sig systematisk ned langs kysten. Husk dog med jævne mellemrum at tage et kast eller to ind imod land. Det er forbavsende, hvor lavt vand fiskene kan gå på somme tider. Specielt i foråret skal man være meget varsom med at vade ud. Det lønner sig tit at blive på land og affiske de mørke lavvandede områder uden overhovedet at dyppe tæerne. Denne strækning er god, når vandet er ved at klare op efter en gang østenvind. I efteråret kan fiskeriet dog være noget plaget af drivende tang i østenvind.
Fluefiskeri er oplagt i Aabenraa Fjord, både fordi de fleste kyststræk er særdeles lette at vadefiske, men også fordi fiskene ofte trækker rundt tæt på land. Her ses en af de lokale fluer. Den skal imitere et af de små krebsdyr, der er så talrige i fjorden.
Flotte kystørreder på Skarrev
Skarrev er det naturlige udgangspunkt for fiskeriet på nord – siden af Aabenraa Fjord. Der er gode parkeringsforhold ved sommerhusområdet. Selve revet er et sted, man simpelthen er nødt til at prøve, når først man står og kigger på det lokkende rev, der strækker sig i sydøstlig retning i fjorden. Bunden er dog meget sandet på ydersiden af revet, og det bedste fiskeri findes som regel i den mørke vig øst for revet og længere ind i fjorden på den vestlige side. Specielt østsiden virker som den rene magnet på fiskene i foråret.
På vestsiden har man ca. en kilometer at gå på, før man møder det første fredningsbælte ved den lille Dyrehavebæk, hvor der er halvårlig fredning. Fredningsbæltet går over i det næste ved Avbæk, hvor der ligeledes er halvårlig fredning. Kyststrækket består her af typiske forårspladser med ret lavt vand og bælter med ålegræs og forholdsvis blød bund. Ved Jørgensgård Skov inderst i fjorden er der et spændende stræk med forholdsvis lavt vand men med store sten og ålegræsbælter.
Der kan være rigtig mange fisk i perioder, men pladsen er også velbesøgt. Uden for den halvårlige fredning af Avbækken indbyder strækket til at tage flyderingen eller kajakken og affiske det lave vand fra søsiden, mens man af og til fisker ud over det dybe vand.
Knudshoved er en indtagende smuk plads, der byder på varierede bundforhold. Pladsen egner sig fortrinligt til vadefiskeri, og det er forbavsende hvor ofte fiskene trækker rundt over helt lavt vand.
Godt havørredfiskeri ved Sønderstrand
Sønderstrand inderst i fjorden er også en interessant plads. Her har de to små vandløb Farversmølle Bæk og Skelbækken deres udløb, og der er derfor et halvårligt fredningsbælte fra den 16/9 til den 15/1. Den første dag efter fredningen er der altid hektisk aktivitet af lystfiskere, så hvis man ikke er meget socialt anlagt, er det måske en idé at vente en uges tid, inden man for alvor starter fiskeriet herinde. Stranden er meget fladvandet her, og der er spredte banker af ålegræs og blåmuslinger. Muslingebankerne er dog stadig mærket af de muslingeskrabere, der lagde vejen forbi for 3-4 år siden.
Fiskeriet har ifølge de lokale endnu ikke helt fundet tilbage til det, det var en gang. Det lune vand fra kraftværket og det lave vand, der ligger tæt op af det 14-16 m dybe vand ved kraftværket, gør dog, at det er en plads, der absolut er et besøg værd i det tidlige forår. Fangsten af en rigtig god fisk har tit den virkning, at der står en masse fiskere i de følgende dage.
På kysten efter havørred ved Felsbæk
Felsbækstrækket kræver ligeledes, at man er opmærksom på gældende redningsbestemmelser. Laksemølle Bæk har sit udløb her lige øst for Enstedværket, og her er der helårlig fredning. Strækket lige øst for ved Hostrupskov byder på lange sandede stræk men med meget spændende ålegræsbælter og badekar. Hvis man har adgang til flydering eller kajak, er det et oplagt sted at lægge sig på grænsen til den mørke bund og derefter fiske både det dybe vand yderst og de mørke bundområder inde imod land. Midt på strækket har Felsbæk sit udløb, hvor der også er helårlig fredning. Der er parkeringsmulighed lige før Felsbæk Mølle men husk, at man da befinder sig midt inde i fredningsbæltet.
Lige øst for fredningsbæltet starter et prægtigt havørredstræk, hvor man kan gå med skoven i ryggen og fiske over den lækreste bund med store sten og blære – tang. Der er ret dybt vand på strækket, og i perioder kan man være heldig at rende ind i en kysttorsk eller to. Her – som andre steder i landet – er torskefiskeriet dog stadig kun en skygge af, hvad det var engang. Det er i øvrigt ikke få havvandrende regnbuer, der gennem tiden er landet på dette stræk. Parkeringsforholdene er lidt problematiske, og det betaler sig at spørge sig høfligt for hos lods ejerne, inden man ukritisk tager den første markvej ned til vandet. Igen lønner det sig at tage den lange travetur, også fordi det tynder lidt ud i antallet af fiskere.
Der er utroligt mange smukke kystpladser i Aabenraa Fjord. Her er det pynten ved Varnæs Hoved strækket – en plads, som fisker godt hele året rundt.
Små hidsigt farvede fluer er den rette medicin i de kommende måneder, hvor fiskene i fjorden ofte skal tirres til at hugge. Denne fisk faldt for en lille knaldende orange flue.
Havørredfiskeri ved Varnæs Vig
Varnæs Vig og Varnæs Hoved finder man yderst i fjorden. Inderst i vigen har Rørmose Bæk sit udløb, og den havde på et tidspunkt den uofficielle rekord i tæthed af ørredyngel i Sønderjylland. Vandløbet er omfattet af en halvårlig fredning, og om foråret og efteråret inden fredningen træder i kraft, er det et spændende sted for vadefiskeren. Den lavvandede vig bliver hurtigt varmet op i foråret, og man kan gøre ting, der er meget værre end at fiske en børsteormsimitation i marts måned. Det er en giftig cocktail.
Jeg mødte en gang en tysker, der lige havde tabt sit livs havørred inde i vigen på et stykke sild. Han havde hygget sig med at mede hornfisk, da der var knaldet en meget stor havørred på sildestykket. Han rystede stadig, da jeg snakkede med ham på parkeringspladsen…
Selve Varnæs Hoved er en anden kystklassiker i det sønderjyske. Lige neden for parkeringspladsen er der forholdsvis fladvandet, men det er en stor fejl straks at gå nordpå. Vader man lidt ud, er der et større stræk med ålegræs og muslinger, hvor der ofte står fisk. Rundt om hovedet er der et væld af lækre pladser med store sten og tangbælter og ikke mindst nogle meget giftige badekar. Ved hovedet er der desuden to stenrev – et vestligt og et østligt. Fisk, der er på vandring, enten inde fra fjorden eller ude fra Lillebælt og Alssund, passerer på et eller andet tidspunkt Varnæs Hoved, og det er derfor en fremragende plads hele året. Herudover kan selve hovedet stadig være god for en kysttorsk eller to, hvis man kender sin besøgstid lige i skumringen.
Strækket fra Varnæs Hoved og sydpå rummer nogle spændende badekar, og de egner sig fortrinligt til vadefiskeri. Der ligger nogle enkelte store sten, der tit holder fisk, men dem må du selv ud og opsøge.
Gode fiskemuligheder efter havørred ved Naldtang
Naldtang på fjordens sydside er endnu en spændende kystplads. Hvor Naldtangvej er helt tæt på vandet, er der en offentlig parkeringsplads, og går man nordpå herfra, er der et dejligt stræk med ålegræsbælter og muslingebanker det første stykke. Det er udpræget vadefiskeri, og strækket er fint forår og efterår. Lidt længere nordpå skærer dybdekurverne tættere på land, og her er et prima stykke med store sten og tangbælter. Der er en lille pynt med et stenrev, der er en særdeles spændende plads. Vigen lige vest for revet er en klassisk forårsplads med forholdsvis lavt vand og mørk bund, der ofte holder fisk.
Artiklen blev oprindeligt publiceret i Fisk & Fri 9/2009
Husk at du kan finde masser af havørredartikler og pladsguides i artikelarkivet her.
Få det fulde overblik over havørredfiskeriet i bogen “Havørred – Refleksioner på kysten”, som du kan købe her (REKLAME).
Føderigdommen i Aabenraa Fjord er overvældende, og fluevalget giver ikke altid sig selv. Som regel kan det dog betale sig, at tage bestik af hvilke fødeemner, der er mest talrige inde over det
lave vand, og på denne baggrund vælge fluemønster.
nov 7, 2025 | Artikler, Grej og beklædning
Findes der noget værre end at fryse om tæerne? Det skulle da lige være sure gummistøvler efter en lang dag ved fiskevandet. Begge dele er der dog råd for, hvis du vælger sokker og fodbeklædning efter forholdene.
AF JENS BURSELL
TØR OG VARM er den simple opskrift, hvis du vil undgå dunkende tåspidser på en kold efterårs- eller vinterdag. Og vælger du ordentligt fodtøj, der passer til de forhold, du fisker under. Så kan det til enhver tid lade sig gør at holde sig både tør og varm.
Hold dig tør og varm på fødderne under fisketuren
At være tør er den første forudsætning for at holde sig varm. Basalt set er det derfor af stor betydning, at fodtøjet er 100% vandtæt i de tilfælde, hvor man går i vand – eller bevæger sig igennem fx dugvådt græs. Men at støvlerne er vandtætte er ikke nok. Hvis sveden ikke kan slippe ud af støvlerne, risikerer man nemlig at få drivvåde sokker på grund af sveden – og så er man lige vidt.
Tørre sokker er altså vigtigt, når du skal undgå at fryse. Både støvlens udformning og materialer – samt sokkens konstruktion og materialer har stor betydning for, hvorvidt du kan undgå at få gennemblødte sokker på grund af sved.
Sørg for at sveden kan komme ud af fiskestøvlen
Sveden kan slippe ud af støvlen på to måder – enten ved at støvler eller waders er udstyret med en åndbar membran – eller ved direkte ventilation gennem fx toppen af støvlen. I begge tilfælde er det optimalt, at sokkerne har de rigtige svedtransporterende egenskaber, for at kunne få sveden væk fra foden – samt ud- eller op igennem støvlen.
Eksempler på gode fiskesokker: Fra venstre svedtransporterende indersokker – eller »liners« (Falke Sport i Coolmax), 2) Vandre og fiske sokker med merinould inderst mod foden (Icebreaker Merino
Hiker), 3) Svedtransporterende kunststofsokker med antibakterielle fibre specielt designet til gummistøvler (La Crosse Fang Hunting Sock), 4) Ekstra varme uldsokker til vinterbrug med antibakterialler
fibre. (La Crosse Alphaburly Hunting Sock) og 5) Sealskinz Walking Sock. En specialsok med varm inderside af merinould, vandtæt og åndbar membran samt en slidstærk yderside af kunststof. Perfekt til en
hurtig opgradering af kortskaftede støvler, som ikke er helt vandtætte.
Valg af sokker til din fiskestøvle
Bomuldssokker er uegnede til friluftsliv og fiskeri. Materialet opsuger nemlig sveden i stedet for at transportere det væk fra kroppen. Stoffet bliver altså let vådt, og da det varmer elendigt i denne tilstand, får man lynhurtigt en fornemmelse af at være klam og kold.
Uld transporterer sveden betydeligt bedre end bomuld, men ikke helt så godt som kunststof. Når ulden optager sveden, bindes den i fibrene, så der skal en hel del til, før materialet føles vådt. Og – i modsætning til fx bomuld, varmer det fornuftigt, selv når det er temmelig vådt.
Uldsokker kan have en tendens til at klø, hvis man har den direkte på huden, så det er vigtigt at vælge den rigtige kvalitet. Merinould er 100% kløfrit og kan binde vandmængder helt op til 35% af materialets vægt, før det begynder at føles vådt. Er det rigtig koldt, så er denne type uld helt klart det bedste valg: Det varmer nemlig betydeligt bedre end bomuld og kunststof af samme tykkelse. En anden stor fordel ved uld er, at der skal virkelig meget til for, at det kommer til at lugte.
Kunststof som polyester og polypropylen giver den bedste svedtransport, og tørrer langt hurtigere end uld og bomuld. Af samme årsag anvendes sokker af ren kunststof ofte som indersokker eller »liners«, hvis opgave er at transportere fugten væk fra huden så hurtigt som muligt. Materialet er betydeligt mere slidstærkt end fx uld. Hvor kunststof tit holder til 8-15 års brug, kan ren uld ved hårdt dagligt brug sjældent holde mere end et par år.
Udover at anvende materialer der optimere svedtransporten, findes der sokker specielt designet til gummistøvler, hvor sokkens vævning er optimeret til at maksimere ventilationen. Et eksempel er Alphaburly Hunting Sock fra LaCrosse, der har indvævede ventilationskanaler, som letter svedtransporten opefter mod støvlekanten.
Når frosten knager er PacBoots som fx disse fra Sorel helt ideelle. Støvlerne er vandtætte til ankelhøjde og åndbare opefter. Perfekt til alle former for is- og bådfiskeri om vinteren. Bemærk inderstøvlen, der kan tages og luftes – samt bruges som sutsko i fiskehytten.
Undgå fugtige, våde og/eller sure sokker
De optimale fiskesokker, som både transporterer sveden perfekt, varmer godt – og kan holde til flere års hårdt slid ved vandene, er ofte fremstillet af flere forskellige materialer for på den måde at kombinere de bedste egenskaber hos dem alle. Den klassiske kombination er uld for høj varmekapacitet og få lugtgener samt kunststof for slidstyrke, svedtransport og ekstra elasticitet.
Sure tæer er der selvfølgelig også råd for. Grundlæggende er der tre taktikker, hvis man vil minimere odøren fra de nederste ekstremiteter: 1) Vælg fodtøj der ånder og sokker der maksimerer svedtransporten. 2) Anvend fodtøj eller sokker med antibakterielle fibre, som forebygger lugtgener. 3) Skyd ikke gråspurve med kanoner.
Punkt 1 har vi allerede været inde på. Men – såfremt man konstant vader rundt i vand eller ekstremt våde miljøer er forskellige typer af gummistøvler ofte være det bedste valg. Ulempen ved dem er naturligvis, at ligegyldigt hvor gode sokker man har, så er der grænser for, hvor meget sved, der kan slippe ud af en gummi – støvle, som har så en god pasform omkring læggene, at der stort set ikke er nogen ventilation for oven. Af samme årsag er det en god idé med gummistøvler, hvor man har mulighed for at justere støvleskaftets åbning, så den fugtmættede fodluft kan få lov til at slippe ud en gang imellem.
Alternativet er at vælge støvler, hvor der er god plads for oven, men det har den ulempe, at der let kommer vand ned fra oven, når man fx går igennem våd bevoksning. Korte gummistøvler med bred åbning, som gør dem lette at komme ind og ud af, er helt fantastisk ved sessionfiskeri efter fx karper og stør, hvor man skal kunne komme hurtigt ind og ud af soveposen/bivyen, når der er hug. Et godt eksempel på en virkelig god støvle af denne type er den Kinetic Drywalker Boot, der er vist øverst til højre. Den viste støvle ar været brugt non stop i fire år – og er stadig lige vandtæt samt perfekt til formålet – og kan varmt anbefales til dette fiskeri.
Til kamp imod sure sokker
Årsagen til luftgener er kort fortalt rådne fodbakterier. Kan man komme dem i forkøbet, er man derfor nået meget langt, For over tyve år siden fandt man derfor på at indvæve mikroskopiske fibre med fx sølvioner i stoffet. Sølvionerne dræber bakterierne, inden de når at sprede sig i sokken.
Systemet virker i praksis yderst effektivt – og man kan i dag få både gummistøvler og sokker med antibakterielle fibre. Sidst, men ikke mindst er der ingen grund til at overdrive højden på støvlerne. Skal du eksempelvis fiske, hvor du højst kommer til at dyppe tåspidserne eller gå igennem kort, dugvådt græs, er der ingen grund til at tage de længste gummistøvler på, hvor sveden har svært ved at komme op- og ud. Her kan man lige så godt vælge halvlange – korte gummistøvler – eller for den sags skyld åndbare og kortskaftede vandrestøvler. Det er naturligvis den letteste den måde at maksimere fodventilationen på, så du undgår sure tæer.
nov 6, 2025 | Artikler, Nyheder, Predatorfiskeri, Rejsefiskeri, Spinnefiskeri
Christian »Jokeren« Møller med en vægtig gedde fra et af Norges mange storgeddevande.
En del danske geddefiskere drager hvert år til Sverige for at fiske gedder, men de færreste af dem der ved, at der også i Norge er et fint geddefiskeri. Det er en skam. For i de større søer i det sydlige Norge er der chancer for at fange virkelig store gedder. Følg med geddeeksperterne Henrik S. Lund og Christian Møller på en rejse til Norges storgeddevande for nogle år tilbage – og bliv inspireret til en geddetur nordpå.
AF HENRIK S. LUND
NORGE forbinder de fleste lystfiskere endnu med arter som laks, torsk, sej og helleflyndere. Men sandheden er at gedder burde være med på denne liste. Norge byder på et væld af mindre søer, som stort set aldrig har set skyggen af en geddefisker, og de helt store søer har først for små tyve år siden fået lidt opmærksomhed. Nogle steder er gedderne enorme og det samme er potentialet for fiskeriet.
Geddernes store ædegilde
Hvert år omkring midten af maj, lige efter gydningen er færdig, starter gedderne i de store norske søer et sandt ædegilde. I denne periode er de aggressive og sultne, og de befinder sig derfor sjældent langt fra stimer af byttefisk. Som ulveflokke omkring byttedyr, er gedderne samlet i små områder, og ofte består grupperne kun af større gedder over 6-7 kilo. Og hvis du er heldig at finde en sådan ulveflok, vil du have en rigtig god chance for at opleve dit bedste geddefiskeri nogensinde.
En fantastisk dublé til Henrik S. Lund. Disse to fisk på henholdsvis 10,5 og 11,3 kilo huggede samtidigt i en lille vig, der for en kort periode skulle vise sig at holde på rå mængder af storgedder.
Storgedder på de norske søer
Fiskeri på større søer involverer flere udfordringer og problemer. Største problem er ofte at finde de områder, hvor fiskene befinder sig. En rigtig god metode til at få dækket noget vand og finde de hotte områder af søen er ved at trolle. Lige efter gydningen er det især på de lavere vanddybder fokus skal ligge, og hvis der fiskes højt i vandet, kan dybder fra 1-6 meter dækkes uden hele tiden at skulle skifte agn. Det kan faktisk ikke blive for lavt, hvilket også vil fremgå af historien om vores bedste og mest intensive fiskeri, som jeg vender tilbage til senere.
Udfordringen med at trolle med store woblere og gummidyr på bare en meter vand er, at de fleste vil gå i bunden. Her er en wobler som den 25 centimeter lange 4-play wobler effektiv. Fisket 25-30 meter bag båden, vil wobleren gå 90-120 centimeter ned, men fisket 2-3 meter efter en paravane vil wobleren gå helt oppe i vandsøjlen. Og selvom der i området, man affisker, er vanddybder ned til 6-7 meter, er det ofte muligt at rejse gedder helt fra bunden. Men for at dette skal kunne lade sige gøre, er det afgørende at sigtbarheden i vandet er god.
Visse dage vil gedderne dog ikke forlade bunden for at hugge, og så må man ned til dem for at fremprovokere hugget. Gummidyret Alien Eel er som skabt til dette. Hvis ålen trolles med en fart på cirka tre km/t vil den gå tre til fem meter ned afhængig af afstanden til båden. Det smarte ved en agn som Alien Eel er, at en sænkning af farten vil betyde, at den går dybere, og dette er specielt anvendeligt, når der fiskes over varierende vanddybder, som fx dybere kanaler og huller. Så kan man sætte farten op igen når man kommer hen over det lave.
De norske gedder var helt vilde med denne Alien Eel fra Savage Gear.
Historien om vores vildeste geddefiskeri i Norge
Beretningen om vores bedste geddefiskeri nogensinde starter tidligere i år. De sidste tre år i maj har min kammerat Christian og jeg fisket i et stort norsk vand. I år var forholdende perfekte og vandet meget klart pga. mangel på regn. De første to dages fiskeri havde givet 12 gedder over 6,5 kilo op til ni kilo, men de lidt større fisk over ti kilo manglede. Vi havde observeret stimer af brasen i en større vig, der dog var meget lavvandet, men hvis byttefiskene var der, hvorfor skulle gedderne så ikke være der?
Dag tre startede vi fiskeriet i denne vig, hvor den maksimale dybde viste sig at være bare to meter, og fiskeriet foregik derfor også med 4-plays på alle fire stænger fisket super højt i vandet. Efter 30 minutters fiskeri faldt det første hug, men desværre bommede vi fisken. 15 minutter efter bankede begge stænger i min side af båden sammen, og begge gedder blev siddende. Farten på båden blev sænket, mens jeg fightede den første gedde samtidig med, at den anden gedde lod sig trække stille med bag båden.
Fighten havde indikeret, at der var tale om en større fisk, og ved bådsiden fik vi bekræftet dette, da Christian hurtig landede turens største gedde. Mens gedden gik i nettet ved bådsiden, startede jeg fight nummer to. Efter en god fight på det lave vand, dukkede der endnu en rigtig god gedde op, som Christian sikkert landede i nettet, der nu indeholdte hele to store gedder. Den sidste gedde var faktisk endnu større end den første gedde. De vejede og målte henholdsvis 10,5 kilo og 115 centimeter og 11,3 kilo og 116 centimeter – hvilket dobbelt hug!
Gedderne blev selvfølgelig genudsat efter fotograferingen, og så blev der tid til en kort fejring. Vi fik hurtigt vendt båden og sejlede igen hen over området, der lige havde produceret dobbelthugget. Denne gang bøjede der igen to stænger sammen, men nu var det Christians tur. Det ene hug viste sig at være en fem kilos fisk, men den anden fisk skulle vise sig at være noget ganske særligt: En utrolig lang men noget slank gedde. Sikkert i båden kunne vi konstatere, at Christian lige havde landet sin længste gedde nogensinde på hele 127 centimeter og 12,2 kilo. Hvilken super gedde – og den tredje gedde over ti kilo i båden på under en time!
Veltilfreds og begejstret kan forfatteren genudsætte endnu en storgedde fra et af Norges mange storgeddevande. De fleste af disse vande ligger i den sydlige del af Norge, da vækstbetingelserne
længere mod nord er mindre gunstige.
Vi fortsatte fiskeriet hen over samme lille område på bare halvanden meter vand og landede i de efterfølgende to timer gedder på 7,2-8,0-9,1-9,6 og 11,3 kilo inden et uvejr tvang os til at søge ly i land. Efter uvejret vendte vi tilbage til området igen, men gedderne var væk. Det lykkedes os dog at lande gedder på henholdsvis 8,0 og 8,2 kilo, inden det blev mørkt. Om aftenen studerede vi GPS’en og kunne her se, at alle større fisk var blevet fanget i et ganske lille område på bare 150 gang 50 meter, hvilket virkeligt gav stof til eftertanke.
I de følgende dage prøvede vi flere gange i vigen men fangede ikke flere gedder i området. Denne episode understreger fint, hvor vigtig det er at være opsøgende og fiske koncentreret lokalt, når fiskene er fundet. Man ved nemlig aldrig, hvornår fiskene forsvinder eller hugperioden ender. Vi fandt dog også gedderne andre steder i søen på noget dybere vand. Blandt andet fangede vi turens største gedde på 12,4 kilo og 122 cm ved at trolle store Alien Eels i dybere huller ned til otte meter med metoden beskrevet tidligere.
Seks dages fiskeri resulterede i ca. 150 gedder med 27 over meteren op til 127 centimeter og fem gedder over 10 kilo op til 12,4 kilo. Vi kunne have fanget langt flere gedder, men det var som om, at de større gedder og de mindre gedder (under fem kilo) opholdte sig forskellige steder i søen, så vi undgik områder med alt for mange små gedder. Turen lærte os, at et godt fiskeri kan være ovre, lige så hurtigt som det starter, og at de større gedder ofte står samlet.
Især store pangfarvede 4 Play woblere fra Savage Gear fisket efter paravaner gav de to danske fiskere rigtig mange fisk på deres geddeekspeditioner til Norge.
De bedste storgeddesøer i Norge
Norge er et stort land, og det er helt normalt, at man under en uges geddefiskeri er den eneste båd på vandet. Dette understreger ikke blot landets størrelse men også potentialet, og selvom det let kan virke uoverskueligt at skulle vælge et sted at starte, så er det bare med at klø på. De fleste steder er en båd en nødvendighed, og har du ikke selv mulighed for at medbringe båd, er der som regel ved de største søer udlejning af både, hytter osv.
Nedenfor har vi givet vores bud, på en række af de bedste destinationer vi har fisket. Inden du bevæger dig ud på de norske søer, er det dog vigtigt lige at nævne, at vejrforholdene deroppe ændrer sig hurtigere, end vi er vant til herhjemme. Så masser af varmt og regntæt tøj samt det nødvendige sikkerhedsudstyr er selvfølgelig et must.
TYRIF OG STEINFJORDEN er tilsammen Norges femtestørste sø, og det er et imponerende syn der møder én, når man kører det sidste stykke langs vejen højt oppe over søen. Middeldybden er hele 97 meter og den maksimale dybde er 295 meter! Og med et overfladeareal på 136 km2 er der nok at gå i gang med. Har man svært ved at finde fiskene i Tyriffjorden, så er Steinsfjorden en oplagt mulighed, her er der gode chancer for mange fisk, og dagsfangster på 20-60 fisk er ikke sjældne.
RANDSFJORDEN er Norges 4. største sø, og den byder på dybder op til 120 meter. Søen er meget klarvandet og indeholder en stor mængde gedder i mellemstørrelser. Der er lidt langt imellem de store fisk, men der ingen tvivl om, at de er der. Mens man venter på madam Grum, kan man have noget sjovt fiskeri på jerkbaits og trolling.
MJØSA er Norges største sø, og detskal være sagt med det samme – den er stor! Hele 117 km lang og 15 km på det bredeste. Den maksimale dybde er 449 m og middeldybden er 155 m. Blandt de lokale Nordmænd er det egentlig, det fantastiske søørredfiskeri søen er mest kendt for, men søens gedder bliver meget store, og alene i den uge vi besøgte søen i maj, blev der fanget gedder på 14 og 16 kilo. Under fiskeri efter søørred vel at mærke!
GLOMMA og Øyern er Nordeuropas største floddelta, og dette enorme område huser en af Norges bedste bestande af storgedder. Finder man dagens medicin, så er der næsten ingen grænser for, hvor vildt et fiskeri man kan opleve. Glomma og Øyern kan dog også være meget lunefulde, og den store flod Glomma, som udløber i Øyern, er meget sårbar over for nedbør, og søen kan til tider blive totalt umulig at fiske i. I Øyern skal man endvidere være forberedt på, at man skal bruge lidt tid på at finde fiskene. De kan stort set være alle steder, og vi har fanget store fisk på både 20 centimeter og 20 meter vand.
RØGDEN er ikke fisket meget, men har bestemt potentiale. Der er allerede landet nogle rigtig flotte fisk derfra, og det er kun et spørgsmål om tid, før der landes en rigtig stor fisk fra dette vand.
STORA LEE ligger ligeledes på grænsen mellem Norge og Sverige, og området byder på masser af muligheder for at kombinere fiskeri med familieferien. Selvom området er velbesøgt, så er der masser af store gedder at komme efter. God geddejagt nordpå!
Artiklen blev oprindeligt publiceret i Fisk & Fri 9/2009
Læs mange flere geddeartikler i artikelarkivet her.
nov 5, 2025 | Artikler, Nyheder, Put and take
Orm er en effektiv agn til regnbueørreder, men med et par små tricks bliver den til en superagn, som ikke mange kunstagn kommer op på siden af. Læs her, hvordan du fanger flere Put & Take fisk med orm.
AF KARSTEN BECH
DEN TRADITIONELLE METODE med at fiske orm stationært under et flåd er en god metode til P&T, men orm bliver endnu mere effektive, hvis de tilføres bevægelse. Brug et bombardaflåd og et forfang på 3-4 meter, og træk ormen langsomt ind.
Monter flåddet glidende på hovedlinen, så fisken ikke vil mærke modstand. Når fisken hugger, kan du enten give modhug med det samme, eller vente et øjeblik, så ørreden sluger agnen. Selv foretrækker jeg at give modhug med det samme, selv om det ofte giver en yderlig krogning. Vil du have en dybere krogning, lader du fisken sluge agnen. Da fisken ikke kan mærke modstand, sluger den normalt hurtigt ormen.
Et godt trick er at slå bøjlen over ved hug og tage linen mellemfingrene. Lige efter hugget står fisken som regel stille, og når den begynder at svømme af sted med linen, har den slugt agnen.
Sæt ormen rigtigt på krogen
Ormen skal agnes rigtigt, for at den opnår optimal bevægelse i vandet – gerne på samme måde som en jig. Altså sådan at krogen er dækket, samtidig med at halen hænger frit. For at få så meget af ormen til at hænge frit som muligt, er en kortskaftet krog en fordel. En anden måde er at bruge Slow Death Hooks fra Mustad. De er lavet til fiskeri med død agn eller gummijigs og giver ormen en suveræn gang i vandet.
Krogene skal helst have små modhager på skaftet for at holde ormen fast. Kan du ikke finde en sådan krog er en alternativ metode at lade nogle millimeter af linestumpen sidde, når du binder krogen fast og så skubbe ormen op over denne lille stump line. Den hjælper med til at holde ormen fast, så den kan holde til de mange kast.
Fisk ormen i den rigtige dybde i put and take søen
Uden belastning fisker ormen lige under overfladen og en halv meter ned. Men ved at montere et splithagl på linen ca. en meter foran ormen, kan den let fiskes 1-1,5 meter nede i vandet. For at peppe ormen lidt op kan man også montere en action disc, en propel, farvede perler, eller benytte det gamle åtrick med en stump rød uldgarn, som bindes på linen lige over krogen. På denne måde gøres ormen ekstra lokkende og lækker.
nov 4, 2025 | Artikler, Fluefiskeri, Nyheder
Alle ved at en flues udseende har afgørende betydning for dens effektivitet. Men lyden af fluen kan faktisk være ligeså vigtig. Fisk har nemlig en ganske veludviklet høresans, og her får du en række bud på, hvordan du kan støje dig til flere fisk ved dine favoritvande.
AF RASMUS OVESEN, FOTOS: RASMUS OVESEN & GORDON P. HENRIKSEN
FLUEBINDING er en umådeligt subjektiv hobbygenre, og der har altid været megen petitessesnak fluebindere imellem omkring, hvordan en god fiskeflue skal se ud. Skal den have en hale på maksimalt to centimeter, eller må den gerne være meget længere? Er et palmerhackle at foretrække frem for et simpelt fronthackle, eller er det en fordel at droppe begge dele, og nøjes med at indbinde en kraftig vinge? Skader det at bruge for mange reflekterende syntetiske materialer, og er syntetiske materialer overhovedet at foretrække sammenlignet med de gode gammeldags naturmaterialer? Osv. osv.
Hvordan lyder fluen i vandet?
Alt for ofte bliver der talt, alt for meget om fluer, og alt for lidt om selve fiskeriet. Især når det gælder havørreder, har mange en tendens til religiøs dyrkelse af bestemte mønstre, der skal være bundet af bestemte materialer, på bestemte måder og efter bestemte forskrifter for at kunne vække tillid. Især de visuelle kompositionseffekter såsom farve, form og størrelse bliver altid diskuteret særligt indgående, men der tænkes sjældent over, hvordan fluen »lyder« i vandet.
Og hvorfor skulle det så være vigtigt? Jo, for det første er vand et fortrinligt resonansmedie, og lyde kan rejse relativt usvækket over store afstande under vand. For det andet er fisk sensitive væsener med en helhedsbaseret orienteringsanatomi. Ganske vist har fisk, som de fleste nok er bekendt med, ikke ører i konventionel forstand, men de er dog alligevel i stand til at registrere og fortolke lyde. De har et indre øre, der udgøres af en såkaldt ørelabyrint med en række væskefyldte gange, tre små kalkholdige øresten og mængder af følsomme sansehår, som opfanger højfrekvente lyde.
Som supplement hertil har fisken sidelinjen, som registrerer mere lavfrekvente lyde og trykbølger, og til sammen udgør det indre øre og sidelinjen et sonisk orienteringssystem, der gør fisken i stand til at navigere og ikke mindst jage – selv i buldermørke. Højlydt adfærd og indiskret færdsel langs mindre åer er uhensigtsmæssig – det er de fleste lystfiskere bevidste om. Det gør fiskene både ængstelige og mistænksomme, og i værste fald fortrækker fiskene prompte.
Mange har endvidere oplevet at larmende vadning, gennemtrængende lineplask og abrupte agnnedslag kan have en ærgerlig tendens til at skræmme fisk væk. Til gengæld kan man også støje sig til flere fisk. Det er en subtil kunst, men under særlige forhold og i bestemte situationer kan en støjende streamer være alle andre fluer overlegne, og det er ikke så underligt endda. Særligt rovfisk bruger nemlig i vid udstrækning deres hørelse i forbindelse med jagten på byttedyr.
På grund af fiskens skarpe hørelse kan den orientere sig og jage i selv buldermørke. Det giver derfor meget god mening at eksperimentere med støjende streamere, når der natfiskes på den åbne kyst eller i åen.
Lokkende lyde fra fluen kan være godt
Specimenfiskerne – for eksempel gedde-, aborre- og sandartfiskerne – har for længst fået øjnene op for vigtigheden af agns auditive aspekter. Selv har jeg under dørgning oplevet, hvordan sandarterne på Gudenåen gang på gang har ladet sig forføre af en bestemt type woblere – dem med hørbare rasleperler i. Andre, mindre opmærksomhedspåkaldende woblere, fremprovokerede trods en ellers slående lighed med de raslende woblere, langt fra det samme antal hug.
En anden gang – i min barndoms fortonende lystfiskerår – erfarede jeg, hvordan en ellers umulig dag med fiskeri i stærkt grumset vand, blev forvandlet til en fiskeoplevelse af de helt store, da en rusten spinner blev fundet frem fra bunden af agnæsken. Dens store, larmende spinnerblad må have lavet så meget ravage i vandet, at aborrerne uden større problemer kunne lokalisere og angribe den. Den slags oplevelser giver naturligvis stof til eftertanke, og derfra er der ikke langt til fluebindingsbordet og de systematiske eksperimeter ved vandene.
Eksperimenter med lokkeeffekter på dine fluer
Om det er konservatisme eller manglende kreativ tænkning, der igennem længere tid har afholdt fluefiskerne fra at eksperimentere med auditive virkemidler skal være usagt, men på fluebindingsmarkedet findes der efterhånden et bredt udvalg af materialer, som kan gøre ens fluer mere støjende.
Og så kan det da godt være, at ens fluer i forvejen er både nydelige og velfangende, det kunne jo være, at de – modificeret med en propel, action disc eller en rasler – kunne gå hen og blive endnu mere effektive. Med rovfiskens fysiologi og umiddelbare hugreflekser in mente, er det nemlig ikke helt utænkeligt. Især fire effekter på markedet kan anvendes med henblik på at kreere støjende streamere; action discs, raslere, propeller og spinnerblade. Action discs’ne skubber vand og skaber vibrationer, som fiskene kan høre og fornemme. Raslerne larmer og støjer, og henholdsvis propeller samt spinnerblade støjer samtidig med, at de genererer turbulens i vandet. Med disse fire materialer er det muligt at skabe et sonisk fluearsenal, som kan få selv den mest træge rovfisk til at miste besindelsen.
Action Discs fås i et væld af farver, former og størrelser, og al det vand, de skubber foran sig, skaber hørbare trykbølger i vandet. Her er det et lille udvalg af pangfarvede BB Power Discs fra Pro Tube, og en flue bundet af materialer som er ekstremt pulserende og levende.
Med en lokkende action disc på fluen
Action discs er ikke blot fortrinlige med henblik på at forbedre din flues gang i vandet. Udover at få fluen til at sitre levende for hvert indtag, skubber de samtidig en masse vand foran sig. Og denne indiskrete og anmassende fremfærd genererer vibrationer i vandet, som fisken uden videre kan opfatte. Der findes efterhånden en række forskellige action discs i forskellige farver, materialer og udformninger, og selvom de også medfører en øget modstand under kastet, så er deres fordele så indlysende, at et yderligere vanskeliggjort fluekast er tilgiveligt.
Action discs fås i både hårdt og blødt plastic, og mens nogle er til fastmontering på fluerne er andre af typen, der føres ned over forfanget. De egner sig fortrinligt til eksempelvis geddefluer af florlette og pulserende materialer, til åfiskeri efter havørred og til fluefiskeri på den åbne kyst. I strømmende vand fiskes de action disc påmonterede fluer typisk på tværs af strømmen, og ellers benyttes relativt lange og kontante indtag med korte kunstpauser. Periodisk kan man også speede indtagningen op, så actiondisc’en tvinger streameren mod overfladefilmen, hvor støjniveauet kan nå nye boblende og gurglende højder.
Raslere – her Fly Rattles fra Fly C. – kan være lidt vanskelige at indbinde. Til gengæld passer de fortrinligt indeni eksempelvis en pop-up streamer af skumplast eller en epoxyflue med et rummeligt hoved.
Popperhoveder af skumplast egner sig fortrinligt som ly for larmende raslere. Denne geddepopper er for eksempel forsynet med Micro Eyeball Rattles fra Fly C., som rasler og knitrer for hver indtag.
Fluer der rasler, kan ofte gøre udslaget
Raslestave er små klare plexiglasrør med én eller flere løstliggende jern perler indeni, der ved de mindste rystelser afgiver højfrekvente og skrattende lyde. De kan være lidt vanskelige at binde ind, men de gør fluerne særdeles svære at overhøre og ignorere. Særligt anvendelige er de i epoxyfluer. Disse fluer har nemlig gerne den volumen og rummelighed, der skal til for at huse en rasler, og epoxylimen beskytter samt indkapsler samtidig rasleren på effektiv vis. Fluer i skumplast er endvidere oplagte at forsyne med raslere – både de typiske overfladefluer og de mindre udbredte – men bestemt ikke mindre effektive – pop-up fluer.
Raslerne forsynes blot med et tyndt lag lim og føres herefter ind i skumplasten, hvor de er beskyttede og sidder i spænd. Der findes sågar rasler – øjne, som er specielt designede til anvendelse i popperhoveder af skumplast, og andre endnu som er beregnet på decideret indbinding ala kuglekædeøjne. Man kan også bruge raslere under jigkroppe, og kombinerer man med en action disc, kan man være helt sikker på, at rasleperlerne for alvor skratter og støjer inde i glaskammeret. Særligt sandartfluer kan drage betragtelig gavn af raslere, men de er også ganske brugbare til fluefiskeri efter aborrer.
Aborren er en utroligt fintfølende rovfisk, og den ekstra dimension, som en rasler bibringer en i forvejen god aborreflue, kan være netop det, der udløser hugget fra en ellers træg og vanskelig stor – aborre. Selv har jeg oplevet, hvordan fiskeri efter brakvandsaborrer med pop-up streamere i skumplast for alvor tog fart, efter at streamerne blev forsynet med støjende raslere.
Denne blanke kystørred kunne ikke stå for en Cutthroat Kutling med en støjende propel fra Savage Gear foran. Særligt efterårets gydetrækkende havørreder kan være vanskelige
at lokke til at hugge, men en støjende streamer kan som oftest få dem til at smide hæmningerne.
Sæt en propel på fluen
Propeller blev før i tiden brugt ganske ivrigt af laksefluefiskere i det meste af Norden, men de er desværre gået lidt i glemme – bogen, og det er helt uden grund. Der findes efterhånden ganske mange forskellige typer propeller i både plastic og metal, men fælles for dem er, at jo større de er, desto mere larmer de – og larmen er jo hele pointen. Frem for at føre propellen ned over forfanget, er det mest hensigtsmæssigt at forsyne selve streameren med en propel. Man kan eksempelvis montere propellen bag krogen på et stykke monofilline, men mest oplagt er det at montere den helt forrest på fluen. Man skal blot huske at levne plads forrest, så propellen kan rotere helt frit, og med et cone hoved umiddelbart bag propellen, kan den snurre helt friktionsløst.
Propelstreamerne støjer ikke blot, de flytter samtidig en masse vand, og deres indiskrete væsen gør dem særdeles egnede til fx havørred- og laksefiskeri i strøm – vand, hvor fiskene som regel skal tirres til at hugge. Gordon P. Henriksen havde på et tidspunkt en meget sigende oplevelse med en propelstreamer under laksefluefiskeri på Island. – Jeg fiskede i en lille pool på floden Vatnsa, og kunne se ikke færre end fire laks stå i læ bag en stor sten, fortæller han. – Først forsøgte jeg mig med en lille sort Frances, men reaktionen udeblev. Heller ikke en lidt større, rød variant af Frances – den lokale favoritflue, udløste hug, og jeg kiggede derfor dybt i æsken for at finde en af de helt store Sunray Shadow rørfluer. Men en lille, fræk og glinsende propelflue endte med at fange mit blik i stedet. Det var en sort Wolly Bugger-lignende streamer jeg havde bundet med en fluoroscerende rød propel og et conehead.
– Fluen var endnu ikke navngivet, men den kunne for så vidt hedde Wolly Spinner. Parallellen til den canadiske klassiker Egg Sucking Leech er imidlertid ganske slående, og måske er Spinner Sucking Leech et bedre navn. Uanset hvad er den stor, larmende og af en lakseflue at være både utraditionel og utiltalende. Af samme grund var det med en vis diskretion, at jeg bandt den på – guiden fiskede jo umiddelbart opstrøms mig. Diskret kunne man til gengæld ikke kalde fluen, der nu landede med et plask et par meter foran fiskene langs modsatte bred.
– Fluen svingede fint ind foran fiskene, og jeg kunne mærke og se propellen rotere for fuld kraft i det krystalklare vand. – Jeg satte lidt ekstra fart på fluen, og pludselig blev det for meget for én af laksene. Den skød frem og fulgte fluen flere meter, før den huggede – dog uden at blive hængende. Det var fandens, nåede jeg at tænke, inden jeg lagde et nyt kast samme sted. Laksen kunne åbenbart bare ikke tolerere den flue, for akkurat samme scenarie gentog sig. Fisken huggede igen, men denne gang sad den der. Guiden kom løbende, og efter et stykke tid, da jeg endelig kunne løfte fisken op til fotografering, kiggede han noget mærkeligt på fluen. Den var langt fra konventionel, men denne dag gjorde den altså udslaget – og faktisk var der yderligere tre laks, der huggede på fluen, før fluen beklageligvis gik tabt.
Spinnerblade er glimrende som et supplement til eksempelvis store geddefluer. De er ganske lette at montere, og udover at glimte forførende i vandet laver de samtidig en masse støjende ravage i vandet.
Med et spinnerblad på fluen
Små spinnerblade er også fortrinlige som streamersupplement. Udover at glimte forførende, laver de nemlig også en masse støj og ravage i vandet. Rigtig mange åfiskere rundt om i landet fisker udelukkende med spinnere, og de færreste er i tvivl om, at spinneren – der som bekendt er blandt de mest støjende agn overhovedet, er uhyggeligt giftig til åens opgangsfisk.
Det er derfor næppe nogen overraskelse, at en streamer med et spinnerblad er en suveræn flue til det hjemlige strømvandsfiskeri efter havørred og laks. Selve bladet kan monteres direkte på krogwiren foran en lille perle, eller man kan benytte præfabrikerede bladbøjler. Sidstnævnte løsning er den mest oplagte, da disse bøjler bedst muligt sikrer at spinnerbladet rent faktisk roterer. Lange, jævne indtræk og kast på tværs af strømretningen er vejen frem, og en synkeline hjælper på effektiv vis fluen ned i vandsøjlen, hvor det øgede vand- og strømtryk for alvor kan sætte spinnerbladet i bevægelse.
Udover at spinnerbladene har en hypnotisk og tirrende effekt på åens fedtfinnefisk, er de ligeledes brugbare til vinterens træge strømvandsgedder, der som bekendt kan være mere adstadige og forsigtige end deres ry ellers foregiver. Spinnerbladene har nemlig en tendens til at vække de ellers så kuldskære og beregnende gedder til live.
Undgå at sno forfanget
Både propellerne og spinnerbladene kan have en kedelig tendens til at tviste forfanget, men dette kan afhjælpes betragteligt ved at anvende relativt korte og kraftige forfang – eventuelt med en lille svirvel monteret mellem de to yderste forfangsled. Endvidere kan problemet afbødes ved ind imellem at løfte fluen helt fri af vandet, så selve forfanget kan strække sig helt ud og afvikle eventuelle linetvist.
I den kommende tid er rovfiskene for alvor på finnerne i åerne, søerne, mosehullerne og langs de mange indbydende kyststræk rundt om i landet. Og uanset om de er aktivt fødesøgende, eller om de skal tirres og lokkes til at hugge, så er du med en solid håndfuld støjende streamere klar til at få fiskene i tale. Giv dem et indiskret streamertilbud de ikke kan overhøre, og så er der lagt op til den ene hidsige fight efter den anden.
Læs Rasmus Ovesens afsnit om kystfluefiskeri efter havørred i bogen “Havørred – Refleksioner på kysten, som du kan købe her (REKLAME).
nov 3, 2025 | Artikler, Madopskrifter
En lækker, varm fiskesuppe med et orientalsk præg er lige hvad der skal til for at få varmen efter fisketuren i den kommende tid. Og hvilken som helst torskefisk eller rundfisk kan i princippet
bruges.
Det er ikke kun kystens og de ferske vandes rovfisk, der bider fra sig i den kommende tid. Det gør kulden så sandelig også, og til tider kan det være svært at holde varmen. Oven på en god lang fisketur, er en lækker fiskesuppe lige hvad der skal til for at få gang i blodcirkulationen og få varme i kroppen på ny.
AF JESPER HANSEN, FOTOS: ERIK TRAMPE OG GORDON P. HENRIKSEN
EN FISKETUR I KULDEN er noget helt særligt. At komme ud og blive blæst igennem af elementerne styrker både kroppen og sjælen. At få en dryppende næse og kolde tæer, kan sjovt nok fjerne selv de værste stresssymptomer, og en god efterårsdag på søen med lidt rusk, støvregn, kolde hænder og lunken kaffe kan gøre en voksen mand træt som et lille barn efter sin aftensmad. At komme hjem efter en rigtig kold dag er næsten det bedste.
Man ryger ud af det kolde, klamme tøj og over i et varmt bad, der får huden til at brænde på den mest underfundige måde selv ved temperaturer langt under 38 grader. Ja, og så en god suppe at varme sig på og derefter direkte på sofaen!
I den kommende tid er der rig mulighed for at fange nogle fine fisk fra de mange turbåde rundt om i landet. Og de fleste af de fisk, som kan landes fra disse både egner sig fortrinligt til en god, varm suppe.
Verdens nemmeste fiskesuppe
Denne fiskesuppe må være en af de nemmeste, der findes. I opskriften er angivet lyssej, men man kan bruge hvilken som helst torskefisk eller rundfisk generelt. Jeg vil dog ikke anbefale at bruge laksefisk til suppen, da laksefisk har en tendens til at give suppen en bitter smag. Man kan med fordel lave suppen en dag, hvor man har overskuddet og tiden, og så smide den i fryseren til en dag, hvor man kommer kold hjem og ikke orker at stå i køkkenet.
Filetér fisken og skær den i fire lige store stykker. Del skroget i mindre dele og skær gulerod, løg, hvidløg, selleri, og chili i små stykker og steg det af i olie i en tykbundet gryde. Når urterne og benene er stegt flot gyldne tilsættes karry pastaen. Det er vigtigt at stege pastaen godt af for at få frigivet de mange smagsstoffer.
Hæld vand på, så det dækker, og lad det simre i 30 minutter. Sigt derefter urter og ben fra suppen, og lad den koge ind til ca. halvdelen. Tilsæt nu glasnudlerne og fisken, og lad det hele simre indtil fisken er tilberedt. Smag til med limesaft og eventuelt lidt salt, og servér suppen i en dyb tallerken med fintsnittet kinakål og fintsnittede basilikumsblade på.
Selve skroget fra fisken og alle grøntsagerne steges i olie, så fiskesuppen får mest mulig smag og kraft.
Opskrift på fiskesuppe med kinakål og bladselleri til 4 personer
1 stk. tre kilos lyssej eller anden
torskefisk
1 gulerod
1 løg
2 fed hvidløg
3 stængler bladselleri
1 kinakål
1 chili
1 bundt basilikum
1 pakke glasnudler fra det
nærmeste thai supermarked
1 lime
2 spk rød karry pasta
nov 2, 2025 | Artikler, Fluefiskeri, Nyheder, Portrætter
Musik og fiskeri er mere forenelige og sammenlignelige end de fleste er bevidste om. Og når man så er inkarneret jazzmusiker – samt passioneret fluefisker, hvorfor så ikke planlægge en turné, som rummer begge interesser? Følg med jazzmusiker og fluefisker Fredrik Hamrå på en jazzet fluefiskerejse.
AF FREDRIK HAMRÅ
FOR MANGE ÅR SIDEN begyndte jeg at spille med en finsk pianist, som nu også er en trofast fiskekammerat. Joona og jeg har mange gange snakket om at opstarte et band bestående af lutter fluefiskere. Forrige år fik jeg så et telefonopkald. Det var Joona som ringede, og han lød usædvanligt ophidset. Han begyndte at fable om en TVserie, som skulle indspilles over hele Norden, og at vi skulle ud på en lang turné – alt skulle filmes.
Og sidst, men ikke mindst nævnte han, at det skulle handle om fluefiskeri – jazz og fluefiskeri. Joona og jeg skulle tydeligvis være to af fire aktører i TVserien, og efter samtalen mindedes jeg ikke tydeligt, hvad jeg gjorde eller tænkte. I hvert fald tog jeg det ikke alvorligt. Men nogle uger efter denne episode begyndte det at gå op for mig, at det faktisk var sandt, og så begyndte min kæreste først at blive urolig…
Når det ikke huggede, spillede Håvard lidt blues for røddingerne. Om det havde nogen effekt, melder historien dog ikke noget om.
Jazzet fluefiskeri
Joonas bror Tapani skulle spille kontrabas, og vi havde nu endda fået ordre på at finde en guitarist. Denne guitarist skulle, udover at være en professionel musiker, også være en fantastisk fluefisker – samt nordmand. At finde dette fjerde bandmedlem skulle vise sig at være ganske svært. Men til sidst fandt Joona ham på en norsk hjemmeside, hvor vi kunne lytte til hans guitarspil og glo intenst på et billede af ham, hvor han holder en 3,5 kilo tung rødding.
Vi ringede til ham, og han takkede ja. Hans navn var Håvard, og vi var nu klar til at begynde at øve. Sidenhen lagde vi planer, foretog tusindvis af telefonopkald, bandt urealistisk mange fluer samt indspillede en trailer og en EP. Nu var der gået et år, og al forarbejdet var blevet til den måske sygeste af alle idéer – en road movie med fire gale jazzmusikere på fluefisketurne – eller omvendt… Det har været en fantastisk sommer!
Til trods for, at det langsomt gik op for forfatteren under den lange turne, at store rekordfisk ikke nødvendigvis var det vigtigste, var han selvfølgelig ovenud lykkelig for en storstalling som denne.
Starten på en jazzet fluefiskerejse
Den 21. juni starter vores rejse. Joona og jeg forlader Göteborg og kørermod Uppsala, hvor vi henter vores pimpede turnébus. Her fra går turen hastigt videre nordover. I bussen runger højlydte diskussioner, om hvilke fluer der er de bedste, og udenfor – for hvert stop vi gør – tiltager mængderne af myg. Efter at have sovet i tre ubekvemme timer i Tornio, drager vi videre mod Narvik og den første koncert.
Der er travlt, og vi når kun lige at klargøre vores instrumenter. Selve koncerten går fint. Der er tilpas mange mennesker, og det er en perfekt opvarmning til resten af turnéen. Eneste minus er, at Håvard flere gange forsøger at tale tysk med publikum, som mestendels består af japanere. Efter koncerten er vi endelig på vej til den første fiskeplads. Bussen ruller frem gennem det norske fjeldlandskab i retning af den lille å, som Håvard har udvalgt. Han er indestængt fluefisker i en grad der tangerer det usunde, og er for øvrigt indfødt narviksbo. Dette skal snart vise sig at være et vindende koncept, eftersom han kender til hvert et lille vandhul i området. Vel fremme ved åen – klokken er vel 02:00 – sætter vi vores telt op og forsøger at sove. Vi vågner tidligt, laver frokost på vores trangiasæt og fisker vores stænger ud af stangrørene.
Smånervøse og svedige knytter vi tørfluer på vores forfang – døgnfluer og deslige – og lusker af sted mod åen. Filmteamet stopper os hele tiden. – Stop, lad os lige tage den igen. – Nej, det er slet ikke godt nok. – Lige en gang mere…
En jazzserenade for ørrederne
Jazz og ørred
Ørrederne ringer overalt, og store ringe breder sig ud, hvor end vi kigger. Snart er vi klar til de første kast. Håvard, som har været her før, og som har udvalgt de bedste pladser, går med lange skridt i front, mens vi andre følger trop gennem det høje græs langs åens bred. – Det gælder om at smyge sig afsted, så vi ikke skræmmer ørrederne, vræler han og øger farten.
Fiskefeberen brænder i os alle, men kun én får lov at kaste. Tapani er første mand, og vi andre kan blot stå og trippe i baggrunden. Håvard udpeger en lille odde ved en af åens mange sving, og vi er helt musestille, mens Tapani lister ud på odden, så forsigtigt han kan. Filmteamet tænder kameraerne. Et kast. Fluen lander fint ved åbredden på modsatte side, og vi holder vejret. Kameraerne snurrer. Nogle sekunder senere kæmper en stærk kilosørred for enden af linen. Kort efter er det Joonas tur, og sammen vandrer vi en anelse ned langs åen. Hele tiden er jeg nødt til at lægge bånd på mig selv, og vi får hurtigt lært aldrig at kaste til en ringende fisk, uden at kameraerne er i nærheden – specielt ikke hvis den er stor. Og hvis nogen opdager en prægtig ørred trehundrede meter fra filmholdet, er vi helt enkelt nødt til at løbe filmholdet i møde og få dem forklaret situationen.
Desværre er ørrederne mange gange væk, når vi kommer tilbage, hvilket selvsagt er meget frustrerende.
Smukke ørreder og jazzkoncerter
Omtrent sådan går det for sig hele sommeren; vi stresskører lange stræk i bussen, spiller koncerter og fisker efterfølgende på ekstremt smukke pladser. På den måde ender vi med at turnére og fiske os igennem hele det nordlige Skandinavien. Ofte har vi kun et par timer til at lure fiskene, andre gange fire-fem dage. Men uanset hvad, får vi set og oplevet usædvanligt meget.
Til at starte med er det vigtigt for os at fange store fisk og gerne personlige rekorder. For filmholdets vedkommende er det allervigtigst at få noget godt materiale i kassen, hvilket ikke nødvendigvis indebærer store fisk. For dem kan det være mindst ligeså interessant og givende at få dokumenteret alt fra skandaløse konflikter til de øjeblikke, hvor fiskelykken er allermest intens. Improviseret tekstmateriale og musik omhandlende vores fiskeri er de også interesserede i, og efter nogen tid begynder vi at indse, at det måske ikke er så himmelråbende vigtigt at fange monsterfisk hele tiden. Særligt ikke i betragtning af, at TV-serien også gerne skal tiltale et publikum udenfor jazz- og fluefiskekredse…
Naturligvis drømmer vi om den helt store ørred eller stalling, men er det virkeligt det allervigtigste i fluefiskeri? Givetvis ikke, men jeg må alligevel berette, at de to største stallinger, vi fanger, måler 59 og 62 centimeter.
Forfatteren og den resterende del af jazzslænget hensat i samme fokuserede, opslugte og verdensfjerne sindsstemning, som opnås ved fiskevandene.
Forunderlige ligheder mellem jazz og fluefiskeri
Det er svært at opsummere en to måneder lang koncert- og fisketurné på en lille håndfuld sider. Man vil gerne berette alt, men man indser hurtigt, at det ikke er muligt. I stedet vil jeg filosofere lidt over de for mig tydelige koblinger mellem jazz – eller musik – og fluefiskeri. Hvorfor fisker vi, og hvad er det som driver os? Vores urokkelige passion må have en årsag og forklaring.
Jeg antager, at alle på et eller andet tidspunkt har spurgt sig selv, hvordan man kan være så vanvittigt interesseret i at spæne rundt efter fisk viftende med en stang. Hvordan kan det være, at man kan gå rundt og længes så meget efter et bestemt vands premieredato, at det føles som om, man skal dø? Eller at man binder unødigt mange fluer af samme slags, blot for at man kan sidde og drømme sig bort til et eller andet vandløb oppe nordpå? Alle som ikke er fanatiske fluefiskere vil bryde ud i latter og ryste på hovedet, når man prøver at forklare.
For eksperimentets skyld begynder jeg en dag at opliste alle de vigtigste grunde til, at jeg holder af jazz. Og mærkeligt nok viser det sig efterfølgende, at alle de oplistede punkter samtidig er begrundelser for, hvorfor jeg er fluefisker.
Et af mine første indfald er, at både musikken og fiskeriet har en voldsom indflydelse på mit helbred. Jeg ville uden tvivl blive vanvittig eller syg, hvis jeg holdt op med at fluefiske eller spille musik. De er begge åbninger til en slags nødvendig kanal – en kanal man med lidt god vilje kunne kalde for frihedskanalen. I det hele taget er flugten fra hverdagen en vigtig del af fiskeriet og musikken. Og denne flugt, hvor man træder ind i en tidløs drømmeverden, er en af de allervigtigste ligheder mellem fiskeriet og musikken. Mere præcist, er det selve friheden, som drager. Den er utroligt vigtig for mig, og den opstår, når man træder ind i en verden, hvor snart hvad som helst er muligt, og det samtidig står én frit for, at gøre som man vil. I stedet for rent faktisk at fiske, kan man gå hundrede meter opstrøms, lægge sig i græsset og blot kigge på insekterne. Og frem for at spille med til enhver tid, kan man i perioder vælge blot at lytte med på, hvad de andre spiller.
Man ved aldrig hvad der sker – hverken i jazz eller fluefiskeri
Uforudsigeligheden er bestandigt nærværende, både når man spiller musik og fisker. Alt kan ske når som helst, og da gælder det virkeligt om at være snarrådig og omstillingsparat. Under en koncert i Finland rev pedalen til stortrommen sig pludselig af under en sang. Jeg måtte derfor fortsætte uden stortrommen og i stedet ændre spillestil. Det ledte til noget helt nyt, som faktisk løftede musikken den aften. En lignende situation indtraf i området omkring Trerikeröset i sommers. Håvard tabte sin fluestang, imens han var i gang med at indtrække en Streaking Caddis. Dette betød, at hans flue lå helt stille et par sekunder, hvorefter en stor stalling bed på krogen i samme splitsekund han fik fat i – og løftede, sin stang.
Improvisationsmomentet er måske den allertydeligste kobling. Ved vandet tvinges man ofte til at bryde regler og vaner for at lykkes. At forlænge forfangsspidsen med en meter eller klippe vingerne på vårflueimitationen af, kan være lige det der afgør, om man får fisk eller ej. Til sammenligning leder jazzmusikeren bestandigt efter den perfekte frasering, rytme eller kombination af timing og toner, som skal til for at indfange det magiske øjeblik.
Forfatteren kastede i to timer til denne »monsterørred«. Da den endelig huggede og viste sig at være en gedde, gik den en hurtig død i møde. Den havnede i en udsøgt fiskesuppe senere samme aften.
Adrenalin – både i musik og fiskeri
Spænding og adrenalinsus er noget som både musiker og fisker opsøger, og her varierer det fra person til person, hvad der er den primære udløser. Omvendt er det at koble af fra hverdagen og afstresse også et vigtigt element. Og selvom sommerens fiskeri var underlagt kameraholdets til tider forstyrrende og påtrængende arbejde, er fluefiskeri som regel enormt afslappende. Når jeg selv er ude og fiske, risler stressen af mig i samme øjeblik, fluen rammer vandet for første gang. Hvad musikken angår, er det oftest efter koncerten at afkoblingen sker. Da er man helt tom i hovedet, og ofte mindes man ikke, hvad der hændt under selve koncerten. Det er en sindstilstand, der er meget lig den, som indtræffer, når man har haft held til at overliste en stor fisk, og opgøret falder ud i ens egen favør.
Udfordringerne er også vigtige, da det altid er en fornøjelse at lykkedes med løsningen af et problem. Herudover er glæden den mest indlysende anledning til overhovedet at foretage sig noget som helst, hvad end det er. Og de mennesker som har fundet en interesse, der gør dem lykkelig, bør gøre alt, hvad der står i deres magt, for at beskæftige sig mest muligt med denne interesse – uanset om det så er fluefiskeri, musik eller noget helt tredje. Særligt det faktum, at man formentlig aldrig vil mestre hverken fluefiskeriet eller musikken til fulde, er en af drivkræfterne. Hos mig, og de fleste andre musikere og fiskere jeg kender, ulmer et fortsat ønske om udvikling og forbedring. En konkret metode kan jo være at øve. Om det så er rullekast eller tonale skalaer, så handler det blot om at vælge, hvad der føles mest nærliggende på selve dagen.
En anden metode er at gå ud i naturen uden fluestangen og bare studere.
Men – musik og fiskeri er ikke altid lige ens
Enkelte åbenlyse forskelle mellem jazzen og fluefiskeriet findes også. Til en koncert nyder man sjældent stilhed, og samtidig kan det være svært at slippe for at se på og træffe andre mennesker. En sådan adfærd ville i hvert fald give publikum et noget introvert indtryk. Den liflige lugt af vildmark er omvendt svær at finde på en jazzklub, så i nogle tilfælde har fluefiskeriet nogle klare fordele. Alligevel må jeg opmuntre enhver fluefisker, der aldrig har prøvet at spille på et instrument til at gøre forsøget. Måske vil også du indse hvilken fantastisk kombination jazz og fluefiskeri egentlig er.
Artiklen blev oprindeligt publiceret i Fisk & Fri 8/2009.
Læs mere om fluefiskeri i artikelarkivet her.
nov 1, 2025 | Artikler, Nyheder, Predatorfiskeri, Spinnefiskeri
Hvad de færreste ved er, at sandarten efterår og forår ofte trækker op på det helt lave vand tidlig morgen og sen aften. De er på jagt efter småfisk, og med den rette teknik kan du opleve et hektisk jerkbaitfiskeri. Her fortæller hollandske Evert Oostdam, der har fisket målrettet efter sandart på jerkbait i 25 år, hvordan du gør.
AF JENS BURSELL
EVERT OOSTDAM er hardcore prædatorfisker med forkærlighed for især vertikal- og jerkbaitfiskeri. Han er mindst lige så glad for store gedder som for grove sandart, og det var da også bifangster af sandart under geddefiskeriet, der var den oprindelige inspiration til at opdyrke målrettet jerkbaitfiskeri efter sandart.
– I takt med, at jeg fik fokuseret mit jerkbaitfiskeri på netop sandart, fandt jeg ret hurtigt ud af, at jeg kunne sortere mange gedder fra ved at koncentrere mit fiskeri til områder på 0,5-1 meter vand, hvor de mindre småfisk trækker ind, fortæller Evert. – Flertallet af gedderne står nemlig ofte en tak længere ude på 2-3 meter vand. På det lave vand går sandarten ofte helt amok og jager stimerne rundt, men du skal være på pletten i timen omkring solopgang og solnedgang. Midt på dagen trækker fiskene normalt ud på dybere vand, og her kan det være svært at dyrke et effektivt jerkbaitfiskeri.
Fiskeri på lavvandede områder med jerkbait efter sandart
– Lavvandede områder, der støder direkte ud til mere åbent vand og dybe partier af søen giver ofte det bedste fiskeri, fortsætter Evert. – Bunden skal helst være fri for vandplanter og ofte giver hård sandbund det bedste fiskeri.
Er der en markeret kant mellem det helt lave og det lidt dybere – fx en stejle skrænt der falder direkte fra det helt lave og ud mod dybt vand, kan der stå rigtig mange fisk og lure på byttefisk umiddelbart under kanten – eksempelvis hvis skrænten starter på 1,5 meter vand. Det bedste er at drive stilfærdigt hen over det lavvande område, mens det systematisk affiskes med kast foran båden i den retning, som den driver. Men – fiskeriet kan selvfølgelig også dyrkes direkte fra land, hvilket åbner spændende muligheder for korte smutture til sandartsøen.
Et andet godt hotspot til sandartfiskeri i de kolde måneder er lystbåde havne, der ofte akkumulerer store mængder af byttefisk, som søger ly under både og blandt bropiller. Det ved både sandart og gedder, som ofte er at finde i store mængder på 1-2 meter vand vinteren igennem – lige til at fange på jerkbait.
1) Aften og morgen trækker sandarten ofte ind på lavt vand, hvor den kan fanges på jerkbait. 2) Leon Cramer med en flot sandart, der tog en Buster Jerk, der blev fisket langsomt hjem – med lange pauser 3) Aborrefarver som denne fungerer godt til sandartjerkbaits.
Fisketeknik til sandart på jerkbait
– Min teknik til sandart er noget anderledes end den måde, som de fleste dyrker deres jerkbaitfiskeri efter gedder, pointerer Evert. – Sandarten skal fiskes både dybere og markant langsommere.
Når jeg har kastet ud indleder jeg med at lade jerbaitet synke næsten hele vejen ned til bunden. Derefter giver jeg baitet 1-3 jerks, hvorefter jeg lader det synke hele vejen ned til bunden. Sandarten er nemlig altid tæt ved bunden her – selv inde på det helt lave vand. Jo tættere hen over bunden du kan fiske, desto bedre er det derfor.
De bedste jerkbaits og farver til sandart
Mit favorit jerkbait er uden tvivl Buster Jerk som især i 15 og 12 centimeter udgaven – også kaldet Buster Jerk II er som skabt til formålet. Da der som sagt skal fiskes helt nede over bunden, er den almindelige synkende model min helt klare favorit. Når vi går efter de helt store, har vi haft succes med store agn – et godt eksempel er Big Bandit, som vi har fået nogle seriøse fisk på. Men når det er sagt, så har langt størsteparten af de fisk vi har landet været på 15 cm versionen.
Vi har prøvet en række andre jerk- og swimbaits, men er altid vendt tilbage til Buster. Et klart mønster har været at agn med en relativt slank profil har givet de bedste resultater, hvilket heller ikke er overraskende, når man ser på sandartens naturlige fødevalg.
Den bedste farve til sandartfiskeri er ifølge mine erfaring helt klart variationer over ”aborrefarver” dvs baits med tværstriber ned over ryggen. De fleste fisk har jeg da også fået på farver som fx C76, C64, C29 og C91.
Det rette grej til jerkbaitfiskeri efter sandart
Grejet til jerkbaitfiskeri efter sandart må gerne være lidt lettere end til geddefiskeriet. 80 grams stænger, som er en anelse blødere end de grove geddestænger er normalt passende. Årsagen er at krogen let ryger ud, under figthen, hvis stangen er for stiv. Fletlinen er den samme dvs. 0,18-0,20mm, da man aldrig kan vide sig sikker for geddehug. Normalt foretrækker jeg titanium wire – fx BFT No Kink i 30-60 lbs som forfang, slutter Evert Oostdam.
