BÅDGUIDE – DET SVÆRE VALG

En fuldblods trollingbåd og en 19 kilos laks i favnen – hvad mere kan man ønske sig, kunne man mistænke Flemming Snowman for at tænke. 

Valg af båd er sjældent nemt – uanset om du er til kastefiskeri, havfiskeri eller trolling. Valget bliver dog en hel del lettere, hvis man får overblikket over de vigtigste typer af både. Her guider Fisk & Fri’s salige bådekspert Flemming Madsen dig gennem de indledende overvejelser – så du kan få styr på dine prioriteter, når der skal vælge bådtyper til forskellige former for fiskeri.

 

AF FLEMMING MADSEN

 

KASTEFISKERI, vertikalfiskeri og andre moderne spinneteknikker fra båd vinder mere og mere frem. En båd til fjorde, vige, søer og større åer kan derfor være mindst lige så specialiseret, som både til alt muligt andet. Korte afstande og beskyttede farvande, fjerner behovet for store både, der kan kløve høje bølger. Faktisk er både over fem meter i mange tilfælde mindre egnet til formålet. Den optimale båd i denne kategori starter med en svag V-formet stævn, der enten fortsætter i hele bådens længde eller flader ud mod agter. Båden er også bredere end normalt, hvilket sammen med den relativt flade bund, giver en fremragende stabilitet, der er om ikke nødvendig så dog særdeles ønskværdig, når man kastefisker stående.

 

Friluftsland

 

Småbådsfiskeri efter torsk påØresund. Her ses et godt eksempel på en mindre HT båd, som især tidligere var meget populær. Denne båd er monteret med en tilsyneladende lidt for stor motor, og båden krænger temmelig meget i betragtning af, at de to fiskere står i hver sin side.

Småbådsfiskeri efter torsk. Her ses et godt eksempel på en mindre HT båd, som især tidligere var meget populær. Denne båd er monteret med en tilsyneladende lidt for stor motor, og båden krænger
temmelig meget i betragtning af, at de to fiskere står i hver sin side.

 

De mindre både til lystfiskeri

Små og lette aluminiumsbåde er blevet meget populære og ikke uden grund. Størrelsen og den ringe vægt er visse steder helt afgørende for, om man kan søsætte båden på en tvivlsom naturrampe. Og så er kravene til bil og trailer tilsvarende beskedne. Til gengæld mangler så at sige alle »fabriksbådene « noget bredde og sekundært mere vægt, for at kunne være sikre og behagelige til – frem for alt – kastefiskeri. Ombygning af denne type både er derfor meget almindelig. Der bliver ofte lavet kasteplatform, el-motor beslag, stangholdere og sæder m.m.

Hvis man dyrker vertikal fiskeriet, så er der et par ting, man kan gøre for at optimere båd og isenkram. Nogle gode sæder, der helst skal kunne justeres i højden, er vigtigt for at man kan koncentrere sig om fiskeriet, der som oftest foregår med små og langsomme bevægelser. Et godt ekkolod er et must og faktisk vil to være det ideelle, især når fiskene skal søges i de frie vandmasser. Kan man ikke både se fisken og sin egen agn på skærmen, så minder det mere om lotteri end fiskeri. Optimalt set skal der altså være en skærm ud for og en transducer under hver fisker i båden.

En GPS/plotter er ikke alt afgørende for succes, men de fleste vil alligevel nok nødigt undvære en. Et kombinations instrument med ekkolod og GPS, vil derfor være et godt valg til denne type båd/fiskeri.

 El-motoren kommer man ikke udenom. Hvor kraftig den skal være, og om den skal monteres på agterspejlet eller i stævnen, er der stor uenighed om. Hvis man monterer en el- motor i stævnen, vil båden være nemmere at styre. Frontmonteret elmotor er uden sammenligning den bedste løsning til mange former for fiskeri – fx trolling. Omvendt kan det give problemer, hvis der er bølger. Det forreste af båden bevæger sig meget mere op og ned end det bageste, og det kan medføre, at propellen skiftevis er i og ude af vandet. Motoren har ikke godt af at køre ude af vandet og man mister selvsagt kontrollen i de øjeblikke. Har man besluttet sig for frontmontering, skal man derfor vælge et motor-ben, der er rigeligt langt.

Den traditionelle montering på agterspejlet giver ikke den slags problemer, men derimod et andet. El-motoren vil nødvendigvis sidde på den ene eller anden side af hovedmotoren, hvilket ikke just fremmer styringen – især ikke under forlæns sejlads. Er vejret ikke for dårligt, er det derfor bedst at bakke med den agter monterede el-motor. Det skal underforstået hovedsagligt dreje sig om korte strækninger og mindre justeringer.

Lidt større både til havfiskeri

 Hav- og pirkefiskeri stiller andre krav til den optimale båd. Igen vil farvandet og årstiden være afgørende for, hvilken båd, der klarer opgaven bedst. De fleste havfiskere anvender en center eller sidekonsol-båd på 17 til 19 fod. Det hænger bl.a. sammen med, at der oftest fiskes i sund og bælter, samt at de fleste har relativt kort afstand fra havn til fiskepladser. Til længere ture i Kattegat eller Nordsøen vil en båd meget lig den store »maskine« – nævnt under trolling afsnittet – være ideel. Dog vil en centerkonsol eller en mindre hardtop/kabine være at foretrække, da det vil give mere dæksplads. Ellers vil forskellen primært være udstyret inde i båden.

Kravene til stangholdere vil være begrænset til vertikal transport holdere og prioriteterne mht.instrumenter, er også lidt anderledes. Radar kan man vælge til eller fra, som man vil. Men en god søkortplotter/navigator er endnu vigtigere her end til trollingbåden. Vil man have succes, som havfisker er det vigtigt, at have mange gode positioner på vrag, muslingebanker, undersøiske toppe med mere. Muligheden for at finde tilbage kan visse steder gøres ved hjælp af landpejlninger – hvis nogen overhovedet stadigvæk bruger det – men i al væsentlighed, falder det tilbage på en GPS/plotter. Havfiskeren har også mere brug for et godt ekkolod end fx søfiskere. Fisker man til tider på dybder over 60-80 meter, bør man kraftigt overveje et ekkolod, der også kan køre på 50 KHz. Med denne frekvens når man nemlig langt større dybder end med den mere almindelige 200 KHz transducer, og som bonus får man også en større spredning af signalet, der gør det lettere at finde frem til eksempelvis et vrag, man ikke har den helt nøjagtige position på. Til den mere nøjagtige del af jobbet, bruger man stadigvæk 200 KHz signalet, hvis man da ellers ikke ligger ude på meget dybt vand.

Den perfekte trollingbåd

Trollingbåden – og kravene der stilles til den, er selvsagt meget forskellige, afhængig af hvilket farvand man fisker i og på hvilken årstid. Men hvis båden skal kunne bruges på fx Østersøen eller Vänern/Vättern hele året, så vælger de fleste trollingfiskere sig en båd med relativ højt fribord, på 20 fods længde eller mere – gerne med dobbelt motormontering og en stor centerkonsol samt måske en hardtop eller en lukket kabine.

Hvis man til tider sejler 20, 30 eller flere sømil over åbent vand, så er sejlegenskaberne og komforten vigtige. En dyb eller moderat V bund, der flader ud agter, er at foretrække. Det vil i langt de fleste tilfælde være den bedste løsning, der både giver en rimelig komfort under sejlads i dårligt vejr og tilgodeser stabiliteten under langsom fart. Sidst, men ikke mindst, er skrogtypen også letdrevet sammenlignet med fuldblods V-skrog, hvilket stiller mindre krav til motorkraft med et deraf følgende mindre brændstof forbrug som resultatet. Én større motor kan naturligvis godt gøre arbejdet, men ofte vil det være svært, at få farten tilstrækkelig langt ned i tomgang, så den passer til normalt trollingfiskeri – dvs cirka 2,5 knob.

Løsningen på det problem er et par driv/trolling ankre, der samtidigt giver båden ekstra stabilitet. Dobbelte motorer er ud fra de fleste synspunkter at foretrække. Her tænker jeg i første omgang på to lige store motorer, der optimalt set, hver for sig, skal kunne få båden op at plane. Alternativet er en hovedmotor og en mindre, der primært bruges under fiskeri. Begrænsningen er dog, at den mindre motor kun under gunstige forhold vil kunne bringe båden i havn, hvis der opstår problemer med hovedmotoren. Yderligere er kontrollen med båden, herunder ikke mindst styringen væsentligt forringet, når man sejler med hjælpemotoren.

Stangholdere er i sagens natur nødvendige på en trollingbåd og jo flere desto bedre, hvis man vel at mærke ikke giver køb på kvaliteten. En 10 fods stang, der trækker en stor Dipsy Diver, kræver en kraftig stangholder. Justeringsmuligheder er om ikke et krav, så et stort plus og endelig skal materialerne være saltvands-bestandige.

Hvis man har en stor og helst bred båd, kan det være værd at overveje montering af tre eller måske fire downriggere. Det er dog langt fra i alle sammenhænge, at man får glæde af det – og faktisk kan det ekstra isenkram i vandet skræmme fisk væk, man ellers ville have kunnet fanget, hvis man havde begrænset sig til færre downriggere.

Instrumenteringen af trollingbåde har udviklet sig til et sandt våbenkapløb. Båden med to år gamle 7 tommer skærme taber, men gudskelov er det kun prestige, der er på spil. Fiskene er såmænd ligeglade; men helt ligegyldigt er det naturligvis ikke. Ekkoloddet er et sted, man kan spare – om nødvendigt. Helt undvære et kan man ikke, men det behøver altså ikke være i 3D og være i stand til at vise en hundestejle på 30 meter vand. Vanddybden, fiskestimer og enkelte større fisk samt overflade temperatur og fart er, hvad man behøver, og det kan snart sagt alle ekkoloder honorere.

Hvis man er kontrolfreak og gerne vil se downrigger-lodderne på ekkoloddet, så skal man have en 50 KHz transducer, der typisk har en spredning på 35 til 50 grader – i modsætning til en 200 KHz, der som oftest kun har det halve.

Kortplotter bør derimod have højeste prioritet. I takt med de bedre elektroniske søkort, får man også større gavn af instrumentet. I modsætning til ekkoloddet, hvor det kun er de første par centimeter i højre side af skærmen, der er interessant, så er det hele skærmen på en kortplotter, der er det. Her vil det med andre ord være fornuftigt, at købe den største skærm man har plads og/eller råd til.

Radar er blevet mere overkommelige i både pris og størrelse, men det er dog stadigvæk en betydelig udskrivning. Radardomen og beslaget, den skal sidde på, skal der også findes plads til; hvilket er noget, der øger både totalvægten og højden på båden. Er sigten meget dårlig, er en radar selvsagt til stor hjælp – og så giver den mulighed for at se, hvor andre ligger og fisker, hvilket betyder en god chance for måske at opdage nye og bedre fiskepladser!

De fleste har det ikke, men mange ville kunne få stor glæde af et instrument – fx Fish Hawk – der måler temperatur og hastighed i den dybde, man har sit downriggerlod. Det er nemt at finde et eventuelt springlag og man bliver gjort opmærksom på fx strømstyrke og retning i fiskedybden, der som bekendt kan være markant anderledes end i overfladen.

Autopiloten er en stor hjælp ombord på en trollingbåd. Især hvis man fisker alene, er det en kæmpe hjælp under rigning af grejet og fight af fisk. Lange transportstrækninger er også som skabt til en autopilot, der kan holde kursen bedre end noget menneske. Dermed kommer man hurtigere frem, og samtidigt sparer man brændstof.

Hvilken motor skal jeg vælge?

Motoren – og hvilket mærke man foretrækker, er et udtryk for smag og behag. Personligt mener jeg dog, at en firetakts motor er det eneste reelle valg, hvis den hovedsaligt skal bruges til fiskeri.

En korrekt propel er af største vigtighed. En brugbar metafor er dækkene på en bil. Uanset hvor mange hundrede hestekræfter motoren måtte have, så er det aldeles nytteløst, hvis de ikke sikkert og effektivt kan overføre til underlaget. På helt samme måde er det med en bådmotor. Kræfterne skal forvandles til fart, og det sker typisk gennem en propel

Udgangspunktet er, at motoren ved fuld gas skal opnå sine maksimale – eller tæt på – omdrejninger, hvilket typisk vil sige mellem 5.500 og 6.000. Hvis det er en planende båd, og den er svær eller umulig at få op at plane, så er der flere muligheder. Du kan vælge en mindre diameter, men det er ikke den bedste løsning. Bedre er det, at gå ned i stigning. Tommelfinger reglen er, at én tomme i diameter typisk virker dobbelt så meget (5-600 rpm.), som én tomme i stigning (2-300 rpm.). Men der er så mange variabler i forbindelse med valget af korrekt propel, at man enten skal være heldig eller have mulighed for at prøvesejle – med omdrejningstæller ombord – hvis man vil ramme plet. Ifølge min mening, er der dog en anden og bedre måde at opnå det samme – og mere på. Det kommer jeg til. Hvis derimod, motoromdrejningerne kører over det maksimale, så vil en større diameter – hvis der er plads – eller en propel med større stigning, give højere topfart og bedre økonomi.

De fleste har en tre-bladet propel, men i virkeligheden vil mange, der sejler – med frem for alt fire takts motorer og især de lidt større af slagsen – kunne få en bedre udnyttelse af motoren, hvis de brugte en fire, eller i visse tilfælde sågar en fem-bladet propel. Den eller de ekstra blade betyder, at agterskibet hurtigere og nemmere bliver løftet, hvilket er lig med forbedrede planing-egenskaber. Det betyder også, at båden kan holdes planende ved lavere motor omdrejninger og at man desuden har et bedre greb i vandet, hvilket bl.a. betyder, at motorbenet kan trimmes længere op uden, at propellen kaviterer – dvs trækker luft og mister grebet. Det eneste man i dette tilfælde giver køb på er lidt topfart, hvilket for en lystfisker ikke burde være noget problem.

Den rette trailer til fiskebåden

Bådtrailere er desværre ofte noget dyrt skrammel. Set i forhold til, at de burde kunne tåle, at blive kørt delvist ud i vandet, endda saltvand, så er det hverken gennemtænkt eller specielt godt håndværk generelt. Ledningsnettet er et sted, der før eller senere giver problemer. Dårlig eller ingen stelforbindelse, sjuskede samlinger og ledninger, der er blevet afisoleret ved kontakt med skarpe kanter og lignende på rammen. Dæk bliver der i den grad også sparet på. Ved først givne lejlighed er det en rigtig god ide at skifte til varevognsdæk, der er opbygget af flere lag og derfor tåler slid, sol, vand samt de tunge belastninger meget bedre. Derudover er risikoen for punktering også minimeret, og endelig bliver dækket heller ikke på samme måde deformeret af, at stå stille med belastning på i længere tid.

Artiklen blev oprindeligt publiceret i Fisk & Fri 1/2011

 

Hvidovre Sport

SÅ TAR´VI CYKLERNE FREM: PÅ FLUEFISKETUR UDEN BIL

Er du én af de få, som ikke har erhvervet dig et kørekort? Måske er du ligesom mig – ung, under uddannelse og bosiddende i en alt for dyr lejlighed inde i byen. Måske er du bange for at køre bil, miljøbevidst eller synes bare det er hyggeligt at cykle en tur i ny og næ. Måske har du et mål om at tabe dig 20 kilo, inden året er omme… Der er mange gode grunde til at vælge cyklen, når du skal på fisketur.

AF ANDREAS NORO

JEG HAVDE egentlig ikke den store trang til fluefiskeri før i tiden. Jeg syntes, det var noget, der hørte fortiden til – og blev bedrevet langs engelske åer af britiske lords i grønt jagttøj, der kiggede på insekter og skrev digte. Noget der hørte til på den jyske hede og egentligt var for dyrt samt besværligt til, at det var noget jeg skulle bedrive. Det virkede kompliceret og jeg forstod ikke noget af det. Mine fordomme blev dog til min fordel, da jeg fik foræret en masse fluegrej af en bekendt, der havde købt alt, alt, alt for meget grej – og opgivet fluefiskeriet for længe, længe siden. Man lærer dog hurtigt som fluefisker på Sjælland, at det man gjorde som spinnefisker, det kan man godt pakke langt ned i flueæsken og starte forfra. Ingen af de steder jeg havde benyttet mig af, duede til en aspirerende fluefisker. Et bagkast på 10 meter er svært at finde i skoven, og da det ikke er mange søer på Sjælland, der tåler vadefiskeri, måtte jeg sadle om så at sige.

 

Der venter mange gode oplevelser med cykel og fiskegrejet på nakken. Kun fantasien og benmusklerne sætter grænser

Der venter mange gode oplevelser med cykel og fiskegrejet på nakken. Kun fantasien og benmusklerne sætter grænserne.

 

 

I fluefiskeriets navn blev jeg tvunget ud på kysten og fiske havørred samt sætte de andre arter lidt på pause. Havørredfiskeriet er som en torn i foden, du kan ikke kan få ud. Følelsen af havørredens tilstedeværelse er der i hvert kast. Og jo længere du graver ind, desto mere gør det ondt. Du bliver ved med at søge, til du har fundet fisken, og først når du står med et sølvblankt trofæ, kan du ånde lettet op og slappe af i fødderne igen. Sætte dig på bredden og bevæge dig hjem med frisk og fornyet energi.

Har du en bil smider du selvfølgelig bare alt dit udstyr ind i bagsmækken og drøner derudaf. Men er du på cykel, er der ting, som du skal tage højde for, når du tager ud på denne jagt. Havørreden kan være drilsk, og der skal oftest et par kilometer i benene. Derfor er det alfa og omega for din fisketur, at du tænker dig om og går praktisk til værks, når du skal ud med cyklen og jagte trofæer på kysten.

 

En rimte og lidt frisk luft på cyklen - hvad mere kan man ønske sig?

En rimte og lidt frisk luft på cyklen – hvad mere kan man ønske sig?

Når du skal have alt fiskegrejt på cyklen er det en god ide - som her - at være lidt minimalistisk.

Når du skal have alt fiskegrejet på cyklen, er det en god ide – som her – at være lidt minimalistisk.

Tænk minimalistisk og praktisk på fisketuren hvor cyklen er med

Først og fremmest skal du lure, hvor du gerne vil fiske. Et tip er at benytte dig af den offentlige transport, som du nu har til rådighed. En fisketur på 4 timer er sjovest, hvis du sørger for, at du brænder så lidt energi af som muligt på din cykeltur. Jeg benytter mig derfor flittigt af S-togsnetværket samt kystbanen. Nogle ture går jeg så langt som til at skifte og pendle videre med lokaltoget til nærområder. Det er vigtigt, at du tænker dig om og finder alsidige spots, hvor du har mulighed for at ændre din taktik. Tænk her lavt vand kontra dybt vand, vekslende bundforhold, lange stræk eller korte stræk. På denne måde får du flere muligheder for at skifte taktik – uden at skulle bevæge dig for langt på cyklen.

Cykeltips til fisketuren

Du bliver nød til at tænke på din cykel, og hvordan den er udrustet. Hvis jeg skal komme med et tip, som jeg bare ikke kan undvære, er det klart mit frontlad. Her monterer jeg nemlig min linekurv, og deri ligger jeg mine vadestøvler. Med remmen fra linekurven spænder jeg mine waders oven på skoene. Dine waders og sko, der ellers skulle tage plads i tasken, fylder nu ikke mere end din linekurv. Din cykel skal være gearet til turen, og kunne klare at køre gennem forskelligt terræn. Derfor kan det også være en god idé at helgardere sig med dækjern, cykelslange og et multi-tool – skulle uheldet være ude. Med det i mente skal det dog nævnes, at jeg selv kører på en gammel damecykel.  

Husk altid kun at pakke det mest essentielle til en havørredtur på kysten. Da du ikke har mulighed for at låse dine ting inde, mens du fisker, så det er vigtigt, at du medbringer en vandtæt taske, så du kan bevæge dig frit og fokusere på fiskeriet. Din taske skal kunne pakkes let, og kun indeholde en flaske vand, de sko du kom i og evt. en madpakke under kystvandringen.

For at gøre din cykeltur så let som muligt vil jeg klart anbefale en 4-delt stang. Har du ikke sådan en, så anskaf dig en… Det vil du ikke fortryde. Den 4-delte stang monteres i stangrør på siden af tasken. I tasken pakker jeg fluebokse mm. Jeg fisker nogle gange forskellige arter i løbet af en dag, og det kan være rart at have muligheden for at sadle om, da man ikke kan planlægge sig ud af alt på turen.  Derudover skal der selvfølgelig altid medbringes en peang (tang),  lineklipper, et kystnet og måske vigtigst af alt – et par polariserede solbriller.

 

Resultatet af dagens fiskeri med cyklen som transportmiddel - en smuk, smuk ørred i nettet.

Resultatet af dagens fiskeri med cyklen som transportmiddel – en smuk, smuk ørred i nettet.

Vær åben for fiskeeventyr med din cykel

Når du fisker uden bil, vil du opleve at være mere tilbøjelig til at støde på nyt fiskevand. På vejen ned til kysten er måske en bæk eller å eller en lille skovsø. Du skal åbne dine sanser, og lade turen inspirere dig. De polariserede solbriller vil bidrage til en bredere helhedsoplevelse på din fisketur. Dette er en af de klare fordele, jeg sidder tilbage med efter en fisketur uden bil. Du kommer ikke til at konkurrere med Stevns og fjordfiskerne, der bytter plads efter et kvarter og rykker videre med flere 100km i bagagen. Til gengæld byder din nye fisketur ind med en mulighed for at udvide din horisont og tænke ud af boksen. Der er masser af eventyr derude, og det er bare om at komme ud at træde i pedalerne, Så er det ”næsten” kun fantasien, der sætter dine grænser.

 

Hvidovre Sport

KYSTFLUE: BIND EN TURBOTOBIS

Tobisfluer er et must i flueæsken i april og maj, hvor der for alvor kommer gang i havørredfiskeriet langs med kysterne. Her giver Morten Jensen sit bud på en fed tobisflue.

 

AF MORTEN JENSEN

 

90 % AF FLUERNE i mine fluebok­se er imitationer af mindre bytte­dyr som rejer, tanglopper, mysis, hundestejler og kutlinger. Men når foråret rammes af de første solstråler, og tobisen melder sin ankomst til det kystnære vand igen, så er det tid at få plads til effektive og letkastende tobisimi­tationer i boksen.

Tobis kommer tættere på ky­sten, når vandet varmes op, hvil­ket gerne sker i marts – april. Her kommer den ind for at planlægge den næste generation af tobiser, og det er havørreden vældig opmærk­som på. Tobisen udgør derfor et meget yndet måltid for havørreden i de kommende forårsmåneder og ind i efteråret, hvorfor fluefiskeren altid bør være klar på, at modtage tobisjagende havørreder med en velplaceret tobisflue.

Havørrederne på kysten elsker tobisfluer

Der findes mange typer af tobis­fluer, som alle imiterer det origi­nale byttedyr godt. Dog oplever jeg ofte, at nogle typer kan blive tunge at kaste med, eller har fjer, der konstant fanger kroggabet, og som tager for lang tid ved stikket. Derfor har jeg forsøgt at finde en flue, som passer mit temperament og alligevel lever op til de kriteri­er, som jeg finder nødvendige for en flues effektivitet.

Turbotobisen består af meget få 0materialer og kræver begrænset mængde bindeerfaring for at opnå et resultat, man bliver tilfreds med. Denne flue har den rigtige profil, farve samt den nødvendige transparens til, at den hurtigt bli­ver en fast flue i boksen.

Den kan både bindes uden og med med belastning, hvis man gerne vil skabe mere jiggende effekt, der kan imitere en flygtende tobis. For mig er vægten af UV-hovedet rigeligt, og fluen kaster bedre uden for meget vægt.

Sådan fiskes turbotobisen

Tobisen er en hurtigsvømmen­de fisk, så der skal gerne fart på indtagningen. Her kan stangen ofte smækkes under armen, så begge hænder kan rive linen ind. Havørreden skal nok fange fluen, hvis den vil have den. Anvend gerne pauser i ind­tagningen, så tobisen kan stå stille eller dykke mod bunden, som en flygtende tobis ofte gør. Havørreden hugger gerne hårdt i pausen.

Sådan bindes tobisfluen Turbotobisen:

 

1 Tråden bindes ind ca. ved krogspidsen.

1 Tråden bindes ind ca. ved krogspidsen.

 

Sådan binder du Morten Jensens Turbotobisen

 

 

Materialer til Turbotobisen

Krog: Ahrex NS 172 Curved Gammerus str. 8

Bindetråd: Grøn

Underkrop: Holo Gold Ice­dubbing

Undervinge: Ripple Ice Fiber UV Pearl

Overvinge: Ripple Ice Fiber Smolt Blue

Krop: EP Predator Fur String Olive.

Hoved: Pro Sportfisher UV Resin Thin Flex

Øjne: 3 mm Stick-On Eyes, white.

 

Hvidovre Sport

 

 

Der skal ikke mange materialer til for at du hurtigt skabe skabe en effektiv og velfiskende flue til de kommende forårsmåneder.

Der skal ikke mange materialer til for at du hurtigt skabe skabe en effektiv og velfiskende flue til de kommende forårsmåneder.

KIRITIMATI – CHRISTMAS ISLAND

Christmas Island byder på et eminent fiskeri efter GT og kæmpestore bonefisk – samt et næsten uopdyrket offshore-fiskeri. Følg med Toni Karuvaara til øen, hvor dine vildeste fiskedrømme kan gå I opfyldelse.

 

AF TONI KARUVAARA

 

MIN FLUE rammer vandet med et hårdt plask. 40 meter væk vender en stor GT, der ellers er på vej væk. Den imponerende fisk, som mest af alt minder og en grå folkevogn på speed, har uden tvivl opdaget fluen, og sekundet efter pløjer den med brutal kraft gennem vandet direkte imod fluen. Mit hjerte hamrer så højt, at det næsten er sygeligt, og i det krystalklare vand kan jeg tydeligt se fiskens dybsorte øjne fokusere på fluen, inden den ubarmhjertigt klapper kæberne sammen om det forræderiske bytte. Det næste jeg ænser er, at fluelinen et splitsekund senere pisker af hjulet – og at tiden forsvinder mellem fingrene på mig, indtil jeg et stykke tid senere – godt mør – kan lande en flot GT i det lave vand.

 

Når du skal genudsætte en stor GT uden skader er en god krogløsertang et must.

                 Når du skal genudsætte en stor GT uden skader er en god krogløser tang et must.

 

Hvidovre Sport

 

Retur til Christmas Island med fluegrejet

Endelig er jeg tilbage – og jeg er mere end klar. Sidste gang var en af de uopnåelige grå monstre tæt på at gøre en ende på turen, da fluelinen ved et uheld fik fat om min arm i starten af et kraftfuldt og ustoppeligt udløb… Men det var sidste år – denne gang skal det blive anderledes.

Det er relativt køligt, og det blæser en del. Sådan er det ofte inden solen kommer ordentligt op og giver det lys, som er bidende nødvendigt for at kunne spotte de forjættede fisk. Enhver, der har fisket saltvandsflue, ved hvor vigtigt det er. Hellere lidt for meget vind end lidt for mange skyer. Ofte blæser det hele dagen her, men det er sjældent så meget, at det går hen og bliver et praktisk problem.

Dagen efter er vi på vej til Paris Flats bevæbnet med # 8 stænger og et brændende ønske om at fange nogle af de store bonefish, som disse flats er så berømte for. Tæt på udmundingen af en stor lagune er der en utrolig smuk, og intet mindre end perfekt hvid koral flat, der byder på noget af verdens bedste fiskeri efter bonefish.

Sidste gang vi var her fangede vi masser af fisk på disse flats, så det er med store forventninger, at vi har øjnene på stilke for at spotte tailende fisk. Men da jeg hopper i vandet, opdager jeg til min store skræk, at vandet er temmelig koldt – højest 22 grader. Og det er ikke godt, for vandet skal helst føles lige så varmt som en komfortabel tur i badekarret, for at fiskeriet efter bonefish her er rigtig godt. Det burde være mindst 27 grader varmt! Vi tager derfor hurtigt turen videre til Smokey Flats, hvor vandet heldigvis er noget varmere. Der går derfor ikke længe, inden vi har kroget vores første bonefish. Det er Stefan, der har fået æren af fighten – og der er fuld smæk på med en fisk i 4-kilos klassen. Og herfra er fiskeriet bare forrygende med masser af flotte bonefish op til 5-6 kilo.

 

En flot bonefisk, der lod sig fristeunder svære forhold i regn, hvor det kan være uhyggeligt svært at spotte fiskene.

En flot bonefisk, der lod sig friste under svære forhold i regn, hvor det kan være uhyggeligt svært at spotte fiskene.

 

Også uden for Paris Flats spotter vi store stimer af bones fra båden, men de kommer aldrig rigtig helt ind på det lave vand, hvor vi kan sightfiske efter dem. Det lykkes os dog at fravriste stimerne et par fisk, men de aller største bones, der er helt oppe at ringe i 6-9 kilos klassen, er desværre for snu! Ifølge de lokale kan vi roligt regne med, at de vil komme ind på det lave vand to – tre dage efter fuldmåne, men på det tidspunkt er vi desværre tilbage i Europa…

Selv om der er rigtig mange fisk, kan de af og til være svære at fange. Men når det er sagt, så kan jeg ikke forestille mig et bedre sted på kloden at fange en bonefish, uden at skulle pukle sig til den. En rutineret saltvandsfluefisker kan, hvis han kridter vadeskoene, let fange 10-20 bonefish på en dag. Det fås næppe bedre nogle steder i verden. Men – problemet er bare, at der er så mange andre fisk, der også rykker for vildt på Christmas Island, at det kan være svært at holde fokus på en art. Men – det er trods alt ikke det værste problem at have.

Efter GT på Christmas Island

Giant Trevally er for mange den ultimative fisk – og den fisk mange tager helt til Christmas Island for at prøve kræfter med. Mange siger, den er stærkere end tarpon – og jeg vil give dem helt ret. GT’en er den onde, ensomme gangster, der konstant afsøger flats’ene for et nyt bytte den kan dræbe. De helt store er så ekstremt stærke, at de kan være noget nær umulige at stoppe. Er grejet derfor ikke toptrimmet, er det om nogen fisk som disse, der kan smadre både stang og hjul på rekordtid. Og det er da også en nærmest narkotisk hang til at opleve suset fra disse voldsomme fisk, der er hovedårsagen til, at jeg er her igen.

Sidste år var der masser af fisk, men i år har der været lidt længere mellem snapsene. De fleste fisk vi spotter er enten mindre GT’er eller bluefin trevallys. Men vi er her for at få fat i de helt store GT’er. Der er mange måder at opsøge de store på. Det mest normale er, at vade langs kanten af flats’ene og spotte fisk lige på skrænten ud mod dybere vand. Dette er helt klart min favorit metode, og det er da også på denne måde, at vi til sidst får spottet nogle gode fisk over 50 lbs ude på Smokey- og Submarine Flats. Men – selv om vi nu har fundet fiskene, er fiskene noget sky og virkelige svære at få til at hugge.

Først på andendagen ude på Smokey lykkes det. Pludselig spotter jeg en stor GT, som out of the blue pludselig cruiser rundt helt inde ved land på blot 60 centimeter vand. Fisken er på vej direkte mod mig, men det eneste jeg har på mig er min bonefish stang… Min guide Mike har GT-stangen, og med bankende hjerte gør jeg fakter til at ham om, at han skal klargøre den, mens jeg begynder at løbe over mod ham. Da jeg kommer frem, er stangen klar, og storvedende løber jeg de 300 meter tilbage til fisken, som til min store jubel stadig er der – og ser ud som om den er aktivt fødesøgende.

 

På udkig efter tailende triggerfish ved Smokey Flats. Store og stærke hjul som disse er ekstremt vigtige til denne form for flatsfiskeri. Dette smukke sted, som ligger tæt på Paris Flats er også et af de bedste steder til GT.

På udkig efter tailende trigger fish ved Smokey Flats. Store og stærke hjul som disse er ekstremt vigtige til denne form for flatsfiskeri. Dette smukke sted, som ligger tæt på Paris Flats er også et af de bedste steder til GT.

Mike Maroa og Tonis kammeratAndreas på udkig efter GT.

Mike Maroa og Tonis kammerat Andreas på udkig efter GT.

 

Turens første GT var ikke stor –men smuk...

Turens første GT var ikke stor – men smuk…

Det perfekte fluekast til en GT

Endelig står jeg helt perfekt for at kaste til fisken med min yndlings GT-flue – en hvid Deceiver med sorte øjne. Min 4/0 krog er syleskarp og forfanget er helt nyt. Alt er perfekt. Kastet kører som smurt, og fluen lander lige, som den skal to meter foran fisken.

Den tøver et øjeblik, men et splitsekund senere begynder den langsomt, men målrettet at svømme hen mod min flue med sultne øjne… – Den her fisk tager fluen, når jeg lige at tænke, idet jeg begynder at strippe linen hurtigt ind for at tirre fisken til hug. Men pludselig bliver den af uforklarlige årsager skræmt og sekundet efter, er den væk lige så hurtigt, som den dukkede op. Jeg kan simpelthen ikke forklare, hvorfor det gik galt…

Til alt held går fiskeriet dog noget lettere hen imod slutningen af turen, hvor vi får en del smukke GT’er i 15-20 kilos klassen, som vi spotter på Submarine Flats, hvor de store fisk med tailende haler fouragerer på det lavvandede koralrev. Men vi er her ikke kun for at dyrke det unikke og klassiske flats fiskeri. Lige uden for revene er der nemlig et sublimt kastefiskeri efter tun og wahoo.

 

Skipjack Tuna tæt vedudmundingnen af lagunen. De små fisk fighter fortræffeligt, men er ikke helt lige så gode at spise som Yellow Fin Tuna.

Skipjack Tuna tæt ved udmundingen af lagunen. De små fisk fighter fortræffeligt, men er ikke helt lige så gode at spise som Yellow Fin Tuna.

Resultatet af to timers helt vildtfiskeri lige uden for mundingen af lagunen, hvilket var perfekt timing, da lodgen samme dag var lige ved at løbe tør for frisk fisk. Dette er en god måde at bruge tiden på i regnvejr, da der på det nærmeste er fangstgaranti. Så kan man altid gå tilbage til sit sightfiskeri på flats’ene, når solen kommer tilbage.

Resultatet af to timers helt vildt fiskeri lige uden for mundingen af lagunen, hvilket var perfekt timing, da lodgen samme dag var lige ved at løbe tør for frisk fisk. Dette er en god måde at bruge tiden på i regnvejr, da der på det nærmeste er fangstgaranti. Så kan man altid gå tilbage til sit sightfiskeri på flats’ene, når solen kommer tilbage.

Velkommen til Villages Lodge!

Velkommen til Villages Lodge!

Efter havets kæmper på Christmas Island

Blue water action, er der masser af muligheder for på Christmas Island. Her er både yellowfin tun, wahoo, sejlfisk, mahi mahi, rainbow runners, marlin og hajer. Mest oplagte er dog de to førstnævnte, som der er masser af lige ved udmundingerne af lagunerne. Og på en # 12 fluestang er du spændt godt for, når du kroger en af disse kæmpe dynamitmakreller ude på hotspottet wahoo Alley.

Her er skrigende bremser og rygende hjul for alle pengene. Det er ikke bare sjovt, men vanvittig fedt. På den første tur herud fanger vi dog ikke meget, men til gengæld har vi fornøjelsen af at iagttage flokke med flere hundrede delfiner, som sandsynligvis er en af årsagerne til, at mange af de mindre fisk i området er skræmt væk. Heldigvis beslutter vi os dog for at gøre forsøget igen et par dage efter – og her ender fiskeriet med at være fuldstændig vanvittigt.

Det starter med, at vi spotter et gedigent mågesjov ude ved Wahoo Point. Da vi kommer tættere på kan vi se, at vandet nærmest koger af mindre fisk, der springer fri af vandet for at prøve at undslippe de grådige rovfisk, som angriber dem fra neden. Vi er fire på båden – og for at undgå for meget kaos med kastene, beslutter vi os for at trolle fluerne efter båden. Til at starte med får vi fuldblods action med store stærke wahoo, der befinder sig på ydersiden af tunstimerne. Og at fange disse fisk på flue er bare for vildt. En wahoo er som en barracuda på stereoider! Den er ekstremt hurtig og stærk. Samtlige wahoo’s ender i fryseboksen – og derefter på middagsbordet i lodgen. De smager intet mindre end fantastisk.

Efter et stykke tid med wahoo på ydersiden af mågesjovet, lykkes det os at trolle igennem centrum af alt postyret, hvor vi alle fire nærmest simultant pludselig har en balstyrisk tun for enden af fluestangen. Og få sekunder efter får vi alle luftet vores backing, mens bremserne hyler for fulde gardiner. På trods af, at vi faktisk troller med vores fluestænger, er det her en helt fantastisk afslutning på en uforglemmelige tur.

 

Suler som disse er der masser afoveralt på Christmas Island.

Suler som disse er der masser af overalt på Christmas Island.

Christmas Islands historie

Første gang europæere satte deres fødder på Kiribati var juleaften 1777, da det gode skib HMS Resolution kastede anker ud for en stor lagune to grader nord for ækvator og 160 grader vest for Greenwich, England. Kaptajnen var legendariske James Cook og han ønskede at fejre dagne ved at give øen navnet Christmas Island. Øen ligger cirka 2000 kilomter syd forHawaii og er en del af en større øgruppe, der danner Republikken Kiribati.

Christmas Island er den største koral atoll I verden med et areal på 322 kvadratkilometer – og har en lagune på nogenlunde samme størrelse, der byder noget af verdens bedste saltvandsfluefiskeri.

 

Toni i færd med at vælge den heltrigtige flue til Korean Wreck – en lille flat der ligger direkte ud til det dybe vand, hvor der er masser af forskellige arter. Dette er et af de få steder, hvor det kan svare sig at blindfiske på må og få. Her ved du aldrig, hvad der hugger – og hvis det er en GT, som hugger på bonefishstangen, skal du ikke regne med at lande den...

Toni i færd med at vælge den helt rigtige flue til Korean Wreck – en lille flat der ligger direkte ud til det dybe vand, hvor der er masser af forskellige arter. Dette er et af de få steder, hvor det kan svare sig at blindfiske på må og få. Her ved du aldrig, hvad der hugger – og hvis det er en GT, som hugger på bonefishstangen, skal du ikke regne med at lande den…

Fluer til Christmas Island

Også i år havde vi bedst respons på bonefish fluer i hvid og beige, der matcher bundfarven. Hvis fiskene er sky, som de var på denne tur, kan det være nødvendigt at gå helt ned i 3-4x forfang. Til GT er mine favoritter 10-12 cm lange deceivers bundet på 3/0-4/0 kroge i hvid, hvid/gul, hvid/blå og hvid/chatreuse. Det er en brutal fisk, så fluorocarbon forfang i 60-120 lbs klassen er nødvendigt. Tun og wahoo har jeg haft bedst succes med på hvide, pink og orange fluer bundet på rør med en str. 5/0 Owner Aki i enden. Især sidstnævnte farve i 20 cm versionen gav mange store fisk – ofte kombineret med et popperhoved. Krogene er str. 4/0-8/0. Til tunene bruges 50-80 lbs FC, og når der er wahoo i farvandet, er det som antydet nødvendigt med stålwire.

Praktisk information om Christmas Island

Nogle af de bedste lodges er The Villages, Captain Coock og Mini Hotel. Personligt foretrækker jeg førstnævnte som er lækrest – og har et fornuftigt prisniveau i forhold til kvaliteten. Her er god mad og guiderne er både venlige og dygtige. Du kan ikke købe ekstra grej på øen, så alt skal medbringes hjemmefra. Og – fiskene er stærke, så husk endelige masser af ekstra fluer, forfang, liner og stænger. Sidste år knækkede jeg tre # 12 stænger, så regn ikke med, at blot én ekstra stang er nok… I år knækkede jeg kun én, men det var måske også, fordi vi ikke krogede nogle af de helt store GT’er! Her er hverken myg eller slanger – og man føler sig meget sikker. Så længe du har masser af solcreme og fiskegrej, kan du være sikker på at få en oplevelse for livet langt væk fra alting. Kiritimati, som Christmas Island også hedder, vil altid have en ganske særlig plads i mit hjerte. Fiskeriet er eminent, folk er flinke og havet har de mest fantastiske blå farver. Kvalitets rejser kan arrangeres via Mathew McHugh, Fly Odyssey, www.flyodyssey.co.uk og du er også velkommen til at kontakte mig, hvis du har brug for hjælp: www.karuvaaraflyfishing.com

 

Hvidovre Sport

 

 

En af Toni’s største fisknogensinde er denne flotte Yellow Fin Tuna på over 100 lbs, der på det nærmeste var ved at trække ham overbord. – Jeg troede aldrig at jeg skulle få den ind, fortæller Toni om fighten, der var en uforglemmelig oplevelse.

En af Toni’s største fisk nogensinde er denne flotte Yellow Fin Tuna på over 100 lbs, der på det nærmeste var ved at trække ham overbord. – Jeg troede aldrig at jeg skulle få den ind, fortæller Toni om fighten, der var en uforglemmelig oplevelse.

SÅDAN VEDLIGEHOLDER DU DIN CO2 VEST

En redningsvest er alfa og omega, når du er på vandet – altid. Men hvordan vedligeholder og udskifter man patronen på en CO2-vest? Her får du en lille hurtig guide til, hvordan du sikrer, at din CO2 vest altid er klar til at redde dig, hvis uheldet skulle være ude.

 

AF REDAKTIONEN

 

DEN HELT STORE FORDEL ved en CO2 vest, er at den fylder meget lidt, hvorved den er super behagelig at have på – uden at det går ud over eksempelvis kastekomforten. Skulle uheldet været ude, og du havner i vandet, sørger CO2 patronen for at vesten pustes op på få sekunder, så du ikke drukner. Men – netop denne funktionalitet er så også årsagen til, at du inden den skal bruges næste gang, skal have indsat ny patron og pakket luftblæren sammen igen. Og det er her mange står af…

 

 

Her får du en hurtig guide til, hvordan din CO2 vest klargøres med ny CO2 patron:

Vesten er enten lukket med en lynlås eller velcro. Når den åbnes, så hold godt øje med, hvorledes den er pakket, for den skal pakkes på samme måde igen. CO2-vesten pustes op manuelt via et rør på vesten. Når du har blæst den op, så lad den ligge et døgn, og kontroller herefter, at den ikke har mistet noget luft. Såfremt den taber luft skal den kasseres – hvis da ikke lige hugget er så stort at det er let at finde og lappe.

Vesten er enten lukket med en lynlås eller velcro. Når den åbnes, så hold godt øje med, hvorledes den er pakket, for den skal pakkes på samme måde igen. CO2-vesten pustes op manuelt via et rør på vesten. Når du har blæst den op, så lad den ligge et døgn, og kontroller herefter, at den ikke har mistet noget luft. Såfremt den taber luft skal den kasseres – hvis da ikke lige hugget er så stort at det er let at finde og lappe.

 

Udløsermekanismen, som sidder ved CO2-pa­tronen kontrolleres, og man sikrer sig, at den ikke har være fejludløst eller har taget skade. Der sidder som regel en indikator, som en­ten er rød eller grøn. Hvis den er rød, så skal den skiftes, og er den grøn, så er den OK.

Udløsermekanismen, som sidder ved CO2-pa­tronen kontrolleres, og man sikrer sig, at den ikke har være fejludløst eller har taget skade. Der sidder som regel en indikator, som en­ten er rød eller grøn. Hvis den er rød, så skal den skiftes, og er den grøn, så er den OK.

 

CO2-patronen skrues ud, hvorefter det kon­trolles, hvorvidt der er hul i toppen over gevindet. Hvis der er det, så skal den ­skiftes. Ved samme lejlighed undersøger du også lige, at den ikke er korroderet. Er det tilfældet, bør den udskiftes, fordi det kan få patronen til at lække eller skabe skarpe kanter, der kan risikere at punktere luftblæren.

CO2-patronen skrues ud, hvorefter det kon­trolles, hvorvidt der er hul i toppen over gevindet. Hvis der er det, så skal den ­skiftes. Ved samme lejlighed undersøger du også lige, at den ikke er korroderet. Er det tilfældet, bør den udskiftes, fordi det kan få patronen til at lække eller skabe skarpe kanter, der kan risikere at punktere luftblæren.

 

 

  1. Alle patroner har en indstemplet vægtangivelse. Får at være sikker på at alt er i orden, vejer du patronen, for at tjekke om vægtangivelsen er identisk med den angivne vægt. Hvis ikke de er det, så er gassen sivet ud, hvilket selvfølgelige betyder, at pa­tronen skal udskiftes.

    Alle patroner har en indstemplet vægtangivelse. Får at være sikker på at alt er i orden, vejer du patronen, for at tjekke om vægtangivelsen er identisk med den angivne vægt. Hvis ikke de er det, så er gassen sivet ud, hvilket selvfølgelige betyder, at pa­tronen skal udskiftes.

     

    Undersøg hvorvidt slagstiften, som skal punktere patronen virker - og er helt intakt. Tjek også om snoren til manuel udløsning er fin.

    Undersøg hvorvidt slagstiften, som skal punktere patronen virker – og er helt intakt. Tjek også om snoren til manuel udløsning er fin.

     

    Tjek salttabletten. Hvis den er begyndt at smuldre eller er blød, skal du udskifte den. Men – det er altid værd at udskifte tabletten ved service, fordi den ellers kan udløse patronen, hvilket koster meget mere. Noter datoen for service i vesten, og pak den sammen den igen på samme måde, som da du pakkede den ud. Lav en note i din kalender til samme tid næste år, så du husker at give din vest service igen.

    Tjek salttabletten. Hvis den er begyndt at smuldre eller er blød, skal du udskifte den. Men – det er altid værd at udskifte tabletten ved service, fordi den ellers kan udløse patronen, hvilket koster meget mere. Noter datoen for service i vesten, og pak den sammen den igen på samme måde, som da du pakkede den ud. Lav en note i din kalender til samme tid næste år, så du husker at give din vest service igen.

HAVØRRED: MED DOBBELTKROGEDE FLUER PÅ KYSTEN

Når du som her fisker med to fluer på forfanget, undgår man lettest kludder med den dobbeltkrogede version. Denne fisk huggede på Henning Triers Karl Marx flue.

Når du fisker med mindre enkeltkrogede fluer på kysten – fx Kobberbas­sen str. 8, lander man normalt kun 40-50 % af de fisk, der hugger, men det kan du meget let gøre noget ved: Bind præcis den samme flue på en dobbeltkrog str. 10-12 – og du vil nu lande omkring 70 % af fiskene. Få forklaringen – og en guide til de bedste dobbeltkroge på markedet.

AF JENS BURSELL

JEG HAR i en del år brugt små dobbeltkroge på kysten – eksem­pelvis, når jeg skulle fiske med små kobberbasser eller skrigen­de pink fnullerfluer som Karl Marx. Og de virker bare forry­gende. Det samme gør præcis de samme fluer – blot bundet på små trekroge. Årsagen er præcis den samme, som når man bruger de små­kroge på småkrogstakler som fx release-takler og L-rigs: De små kroge penetrerer markant bedre – og afstanden fra krog-spidsen til bagsiden af modhagen er så lille, at modhagen let får fat i det tynde, bløde væv over de benhårde kæbeben, hvor nor­male kroge aldring trænger ind. Alt det kan du læse meget mere om i mit afsnit ”De sidste 50 %” fra bogen ”Havørred – Refleksi­oner på kysten”, hvor jeg allere­de i 2013 beskrev, hvordan fluer bundet direkte på små dobbelt og trekroge, var en hurtig genvej til betydeligt højere landingsrater på de mindre fluer.

 

De bedste dobbeltkroge til kystflue og bombarda efter havørreddobbeltkroge til kystflue og bombardafiskeri

 

 

Dobbeltkroge – høj landingsrate på en nem måde

Fordelen ved fluer bundet direk­te på små dobbeltkroge i stedet for små trekroge er, at det bli­ver lidt nemmere for urutinerede fluefiskere at undgå ophægtnin­ger. Og – fisker man med to fluer på forfanget, bliver denne fordel blot endnu mere udtalt – selv for bombardafiskere. Har man styr på sine fluekast, og er man blot nogenlunde med bombardastan­gen – så er de små trekroge dog intet problem overhovedet.

Ulempen ved dobbeltkroge frem for små trekroge i samme størrel­se, er at de oftere vil kroge på to grene end én – i modsætning til trekrogene. Netop fordi to grene vender nedad ret tæt på hinan­den vil tyngdekraften i 90 % af tilfældene gøre, at to krogspiser rammer fiskens kæbe samtidig. Det betyder, at der ofte skal dob­belt så stor kraft til at få dem til at penetrere ordentligt. Tilsvarende er det mindre skånsomt, hvis en højre procentdel af krogningerne sker på flere grene samtidigt. De små trekroge vil typisk penetrere med én gren 50 % af tilfældene, 40 % på to grene og blot 10 % på alle tre grene.

Uden at have ført decideret sta­tistik på det, er det således mit indtryk, at eksempelvis en tre­krog str. 12 giver en lidt højere landingsrate end en str. 12 dob­beltkrog – samt er lidt lettere at få ud. Dels fordi de oftere sidder på to grene, men også fordi de fleste mønstre af dobbeltkroge har noget større modhager end de micromodhager, der er på eksem­pelvis Owner ST 36 BC X, Sa­vage Gears Y-treble og Westins Treble.

 

Er du uøvet med fluestangen, undgår du lettere kludder med dobbeltkrogedefluer i forhold til trekroge.

Er du uøvet med fluestangen, undgår du lettere kludder med dobbeltkrogede fluer i forhold til trekroge.

 

Dobbeltkroge og småkrogstakler

Som de fleste ved, fun­gerer de små trekroge eminent til L-rigs og release-takler til fluer. Men hvad med dobbeltkrogene? Jo – på grund af den måde øjet er vinklet i forhold til grenene fungerer de faktisk ikke godt til fx L-rigs og releasetakler. På beg­ge disse takler vil krogen nemlig komme til at hænge forkert i op­hængerknuden, så den går side­læns i vandet og kroger dårligt, samt giver et skævt træk i fluen. Det går dog fint at fiske den i en lille rapalaløkke efter en rørflue, eftersom øjets vinkel i forhold til løkkens vinkling, gør at krogen ligger fint i vandet uden at trække skævt i fluen.

Små fluer bliver lettere indha­leret end større fluer og blink, hvilket i dette tilfælde er en med­virkende faktor til den høje lan­dingsrate. Derfor er det utroligt vigtigt, at du medbringer de rette krogløsere, så du uden problemer kan genudsætte de fisk, som skal ud igen – så skånsomt som mu­ligt. I praksis betyder det en lille kirurgtang eller pean, der er per­fekt til, når krogen sidder yderligt – samt en push back disgorger, som kan bruges til en nem afkrog­ning af de dybtkrogede fisk. Du kan læse mere om disgorgers her: http://bursell.dk/articles/fishing/ freshwater/salmonids/show/333

Små dob­beltkroge er altså et rigtig godt valg, hvis du som fluefisker ønsker en højere landingsrate på de min­dre fluer – især hvis du bruger to fluer på forfanget. Tilsvaren­de er dobbeltkrogen det oplagte krogvalg for bombardafiskeren, der fisker med to fluer for at give fisken noget at vælge imellem. I dette tilfælde er det oplagt med rørflue og L-rig på den yderste flue og en dobbeltkroget flue som den øverste, der lettest hæg­ter op.

Læs mere om dobbeltkroge til kystfluer i bogen “Havørred – Refleksioner på kysten”, som du kan købe signeret her (REKLAME).

 

Friluftsland

 

Med en pangfarve - og en neutral flue - her Kobberbassen og KarlMarx - er du godt helgarderet.

Med en pangfarve – og en neutral flue – her Kobberbassen og Karl Marx – er du godt helgarderet.

 

STORTORSK I DANMARK – HVOR MANGE BLEV DER EGENTLIG FANGET?

Josef Hochmut med stortorsk fra Øresund. Foto: Jens Bursell

Stortorskefiskeriet i Danmark er en æra, der definitivt er slut – indtil videre i hvert fald. Men hvor mange stortorsk blev der egentlig fanget af lystfiskerne i gamle dage? Henrik Carl har taget et tankevækkende tilbageblik på fangsterne – en statistik der inspirerer til en bæredygtig forvaltning af torskefiskeriet i fremtiden.

 

AF HENRIK CARL

 

TORSKEFISKERIET – og især det traditionsrige ”bulefiskeri” efter stimer af gydemodne torsk om vinteren og foråret – har igennem adskillige årtier trukket lystfiskere til det nordlige Øresund fra nær og fjern. Selvom metoder, fiskegrej og fangstpladser har ændret sig meget i årenes løb, og derved gør det statistisk svært at sammenligne fangsterne mellem de forskellige perioder, giver de mange fangstoplysninger alligevel et solidt udgangspunkt for at bedømme ændringer i torskebestanden på. Særligt har de såkaldte ”målere”, som er torsk over 10 kg, fået meget omtale i lystfiskermedierne, og opgørelser over især fangsterne af disse ombord på turbådene har i perioder været offentliggjort. Det følgende bygger på registreringer fra Fiskeatlassets database, omtale i lystfiskermedier (særligt Fisk & Fri, Sportsfiskeren og Fiskeavisen) samt på interviews med erfarne lystfiskere i forbindelse med forberedelserne til nærværende rapport.

 

Friluftsland

 

Antal stortorsk fanget over årene i Fredagsklubben på Øresund.

Antal stortorskemålere pr. mand fanget over årene i Fredagsklubben på Øresund.

 

Stortorsk helt tilbage til 1940´erne

Fra 1940’erne og 1950’erne findes der i Fiskeatlassets database spredte oplysninger om lystfiskerfangster af torsk over 10 kg fra Øresund, men der blev ikke fisket målrettet efter de store torsk i disse årtier. Rent geografisk er fangsterne også gjort meget spredt sammenlignet med de følgende årtier. Fra 1960’erne findes enkelte oplysninger om fangst af store torsk. Fx nævner fiskebladene fangsten af flere torsk over 20 kg i midten af 1960’erne. Omkring 1970 voksede interessen og muligheden for at fiske målrettet efter store torsk for alvor. Der blev fra turbådsskippernes side brugt kræfter på at lokalisere nye fiskepladser, hvor torskene samlede sig i såkaldte ”buler” i forbindelse med gydningen. Fiskeriet efter de store gydetorsk var dog begrænset af datidens ekkolodder og navigationsudstyr, så turbådene kunne være lang tid om at lokalisere fiskene. Men når det så lykkedes at finde dem, blev der til gengæld fanget stortorsk i massevis.

Bedre teknikker gav flere stortorsk i 1970´erne

Op gennem 1970’erne blev teknikkerne og kendskabet til pladserne forfinet, og de dygtigste lystfiskere fik ofte adskillige ”målere” pr. tur i højsæsonen. Typisk lå de største torsk hvert år et stykke over 20 kg og nogle gange omkring 30 kg. I Sportsfiskeren nr. 1, 1975 står fx, at der i 1973 blev fanget ca. 100 torsk over 15 kg, og af disse var 24 stk. over 20 kg. Der står også, at en stor del af stortorskene mistes under fiskeriet som følge af dårligt grej og ussel teknik. I Sportsfiskeren nr. 2, 1979 kan man læse, at torskefiskeriet i Øresund var verdensberømt, og at alene de danske turbåde havde fanget mere end 1.000 torsk over 10 kg op til i sæsonen 1978. Den 28. januar 1979 fangede 20 mand fra ”Fredagsklubben” 59 ”målere” med 22 stk. over 15 kg og 3 stk. over 20 kg. Selv de dygtige lystfiskere fra denne klub havde dog også mange fiskedage uden storfangster, hvilket fremgår af statistikken over fangsterne fra deres ”ugeture” (se diagram nedenfor).

 

”Fredagsklubben” på Helsingør Havn med en stribe stortorsk fanget på en tur i 1978. Arkivfoto.

”Fredagsklubben” på Helsingør Havn med en stribe stortorsk fanget på en tur i 1978. Arkivfoto.

Blandede stortorskefangster i 1980´erne

I 1980’erne var fiskeriet rigtigt godt i nogle perioder, men der var også perioder, hvor der var meget langt mellem de store torsk. Fx står der i Sportsfiskeren nr. 5, 1983, at det ikke ligefrem har vrimlet med store torsk i Øresund i sæsonen 1983. De områder omkring Hven, hvor det meste af det målrettede fiskeri var foregået, begyndte at svigte, og biolog Ole Bagge fra Danmarks Fiskeri- og Havundersøgelser mente, at gydetorskene var meget standfaste, og at lystfiskerne simpelthen havde opfisket hovedparten af bestanden. Om det virkelig forholdt sig sådan, er uvist, men under alle omstændigheder begyndte lystfiskerne at søge efter stortorskene længere mod nord i Øresund.

Det lykkedes at finde nye fiskepladser i det nordlige Øresund, men i slutningen af 1980’erne var resultaterne også her noget svingende. Nedgangen i antallet af stortorsk ved Hven afspejler sig også i resultaterne fra pokalstævnerne i Dansk Havfisker Forbund. Her var vinderfisken kun over 10 kg i to år i perioden fra 1981 til 1986 (gennemsnit på 9,7 kg), mens den i alle årene fra 1987 til 2006 med undtagelse af 1994 var over 10 kg (gennemsnit på 16,74 kg).

Vildt stortorskefiskeri på Øresund i 1990´erne

I 1990’erne begyndte som 1980’erne endte, men i Sportsfiskeren nr. 5, 1992 står, at der endelig i 1992 for første gang i fem år havde været noget at skrive hjem om vedrørende torskene på Øresund, og at der var fanget 100-vis af torsk over 10 kg. Det blev begyndelsen på en periode med fantastisk fiskeri – i hvert tilfælde nogle år, hvor lystfiskerne landede 1000-vis af ”målere”. Der var også en del helt store torsk, og Sportsfiskeren nr. 1/2, 1994 angiver, at der fanges ca. 50 torsk over 20 kg om året. I sidste halvdel af 1990’erne blev fiskeriet bedre og bedre, og ved en status over 1998-sæsonen (som ikke var slut endnu) den 22. februar 1998, stod der i Fiskeavisen nr. 3, 1998, at alene de tre mest succesfulde turbåde havde landet 528 ”målere”, og at sæsonens største var 24,9 kg.

I 1999 var fiskeriet også i verdensklasse, og en opgørelse fra den 22. marts dette år viste, at de tre mest succesfulde turbåde havde landet 673 ”målere” op til 24,5 kg. Efter årtusindeskiftet fortsatte det fantastiske fiskeri i en årrække. Den 2. april 2000 blev fangsterne af stortorsk for sæsonen 2000 opgjort, og alene de tre turbåde med de største fangster havde fået 1.015 målere op til 23,9 kg. Årets største var hele 25,7 kg. Ved en lignende opgørelse 1. april året efter var tallet for de tre mest succesfulde både 1.051 målere op til 22,7 kg.

 

Stortorsk fra Øresund nær Helsingør i 2009, hvor fiskeriet stadig var relativt godt. Foto: Henrik Carl.

Stortorsk fra Øresund nær Helsingør i 2009, hvor fiskeriet stadig var relativt godt. Foto: Henrik Carl.

Småbåde fanger massevis af stortorsk på Øresund i 00´erne

Foruden turbåde fra både Danmark og Sverige deltog en masse småbåde også i fiskeriet, og de stod for massive fangster. Fx nåede en af de mest ihærdige småbådsfiskere personligt op på mere end 1.500 målere i løbet af en årrække frem til 2011. De kommende år bød også på store fangster, men herefter begyndte der at ske ændringer, og der var store udsving fra år til år. 2005 blev det sidste år med rigtig store fangster. Ved en status fra den 27. marts dette år havde alene den førende turbåd fanget 438 ”målere” med 22 stk. over 20 kg og andre turbåde havde også fået adskillige stortorsk (op til 28,5 kg.

2006 blev lidt skuffende, og i Fiskeavisen nr. 3, 2006 står, at årets slutresultat formentlig ville blive under halvdelen af de foregående års fangster. Der blev dog stadig landet mange hundrede ”målere” med de største omkring 25 kg. De følgende år kunne man spore ændringer i fangsten/bestanden. I Fiskeavisen nr. 3, 2009 står således, at antallet af torsk over 15 kg var lavere end normalt, men at der stadig var mange ”målere”.

 

Jens Bursell med 6,8 kilos torsken fra 2021 på Øresund. Fisken huggede på en mindre jig fisket på let kastegrej.

Jens Bursell med 6,8 kilos torsken fra 2021 taget fra skibet “Fyrholm” på Øresund. Fisken huggede på en mindre Daiwa Prorex jig fisket på let kastegrej.

Stortorskefiskeriet går stærkt tilbage i 2010-2020

Fra omkring 2010 begyndte man dog også at mærke en nedgang i antallet af ”målere”, og de helt store torsk var nærmest væk. I Fiskeavisen nr. 4, 2012 omtales fangsten af en torsk fra 6. marts 2012, og i den forbindelse nævnes det, at det var to år siden, at der sidst var fanget en torsk over 20 kg på Øresund. De kommende par år faldt antallet af ”målere” markant. Den 16. marts 2013 viste en opgørelse over sæsonen således, at den førende turbåd ”kun” havde fået ca. 60 målere, og de øvrige både havde fået meget færre. Nogle af småbådsfiskerne ramte dog stadig et rigtigt godt fiskeri. Fra omkring 2015 begyndte nedgangen i antallet af stortorsk dog for alvor at kunne mærkes på lystfiskeriet.

Turbåden Fyrholm, der dyrkede stortorskefiskeriet intenst, har noteret fangst af 103 torsk over 10 kg dette år. I 2016 var tallet 72, og i 2017 var det nede på 33 stk. Samme tendens blev set på andre turbåde, og siden er det gået helt galt. I 2018 blev der kun registreret 3 torsk over 10 kg samlet for alle bådene. Året efter var tallet 1, og i 2020, 2021 og 2022 er der ikke registreret én eneste torsk over 10 kg på alle turbådene tilsammen. Lystfiskerne beretter nu, at der i perioder stadig fanges ret mange torsk, men de er små i forhold til tidligere. Topvægten har de sidste par år kun været 5-6 kg. Hvor galt, det står til, illustreres af, at en torsk på 6,8 kilo, der blev fanget af Jens Bursell i slutningen af april 2021. Den var med god margin var den største torsk, der var landet på Spar Lystfiskeris fire turbåde i sæsonen 2021. Det står i skærende kontrast til de mange år, hvor man nærmest ikke regnede torsk under 10 kg for noget som helst.

Geografisk fordeling af lystfiskernes fangster af torsk over 10 kg fra den danske del af Kattegat. Udtræk fra Fiskeatlasset.

Stortorsk i Kattegat

 Stortorskefiskeriet i Kattegat har ikke haft nær samme opmærksomhed fra lystfiskerne som fiskeriet i Øresund, og fangsterne kan slet ikke måle sig med Øresund, men i perioden fra 1950’erne og nogle årtier frem er der fanget mange og store torsk under lystfiskeri. Særligt fra 1970’erne rummer Fiskeatlassets database mange oplysninger om fangster af torsk over 10 kg (op til 26,8 kg). Fiskeriet kollapsede imidlertid allerede i begyndelsen af 1980’erne, og siden er der kun registreret enkelte fangster af torsk over 10 kg. Den sidste registrering af en lystfiskerfanget torsk over 10 kg i Kattegat er fra 2005. Geografisk er fangsterne af torsk fordelt helt fra Gilleleje til Skagen-området, men langt de fleste store torsk er registreret ved Djursland. Specielt området omkring Sletterhage var tidligere et yndet sted for lystfiskere. Det er det ikke længere, og den seneste registrering af en lystfiskerfanget torsk fra det dybe område ved Sletterhage stammer fra 1983.

 

Antallet af torsk over 10 kg fanget af lystfiskere i Kattegat registreret i Fiskeatlassets database.

Antallet af torsk over 10 kg fanget af lystfiskere i Kattegat registreret i Fiskeatlassets database.

Stortorsk i andre danske farvande

I perioder er der også fanget store torsk i både Lillebælt, Storebælt og i Østersøen, men datamaterialet i Fiskeatlassets database er for spinkelt til, at der kan konkluderes noget sikkert om udviklingen. Det ligger dog fast, at fangsterne af stortorsk er gået meget tilbage de seneste år. Det samme gør sig gældende for lystfiskerfangsterne i Nordsøen/Skagerrak, der dog er sværere at bedømme ændringer i, da fiskeriet foregår over et meget stort område, hvoraf det langt fra er alt, der er i dansk territorialfarvand. Også her er der dog tilsyneladende blevet længere mellem de helt gode dage. Tidligere hørte man undertiden om turbåde, der havde landet omkring 100 ”målere” på én dag, og der var også meget store torsk mellem fangsterne. Danmarksrekorden på 36,25 kg fanget den 8. juli 2014 er således fra Nordsøen.

Hvis stortorskene kommer tilbage

Vi må håbe, at de tiltag, der er sat i gang med begrænsninger i fiskeriet de seneste år, vil kunne bidrage til at ophjælpe bestandene af torsk. Og hvis det lykkes, så er det – belært af historien – oplagt at udtænke en langsigtet, bæredygtig strategi for fiskeriet, hvor man både sikrer bestanden for eftertiden og samtidigt tillader et skånsomt lystfiskeri. Det kan eksempelvis være gennem baglimits eller lokale fredninger i bestemte perioder, hvor fiskene kan være særligt følsomme.

Hør mere om torskefiskeriets historie i videoen “Den sidste nytårstorsk” på Fisk & Fris YouTube, hvor du også får en masse information om, hvordan det gik så galt, samt hvilke faktorer der for alvor har haft stor betydning for den store nedgang i torskebestandene vi har set – fx erhvervsfiskeri – lovligt som ulovligt, forurening fra landbruget, skarv og sæler mm.

Data er analyseret og publiceret i WWFs Havet Kalders Faktaark ”Lystfiskernes fangster i Danmark” i 2022.  Projektet er finansieret af AAGE V JENSEN NATURFOND

 

ISFISKERI I PUT AND TAKE´EN

Forfatteren med en fin regnbue fra isen, der huggede på et lille let blink. Bemærk, at hvis du laver så stort et hul, som vist her, er det meget vigtigt at markere det, så andre ikke efterfølgende falder i det.

Når vinteren lægger låg på søerne, starter noget af det mest spændende fiskeri man kan dyrke i P&T – isfiskeri. Kombinationen af is, visuelt fiskeri og chancen for en 10 kilos fisk på helt let grej, giver en magisk sammensætning, som bare skal opleves. Men tag kun ud, hvis isen er sikker, frigivet – og du har sikkerhedsudstyret med.

 

AF KARSTEN BECH

 

EN BLEG SOL prøver at gennemtrænge de tunge støvgrå skyer, mens vi bevæger os frem mod søen. Bevæger er dog måske så meget sagt, for til tider må vi nærmest kravle gennem solide snedynger – en disciplin der ikke bliver lettere af en solid oppakning bestående af isbor, ekkolod, kælk, stænger til isfiskeri samt ikke mindst en solid madpakke.

Frem når vi da, men vi er godt nok ikke helt sikre på, hvor søen begynder, for den megen sne kombineret med en voldsom blæst, har fået landskabet til at ligne en stor klat halvsmeltet vaniljeis. Vi bevæger os ud på isen, og bliver enige om at sætte kursen mod det dybeste sted i søen. Kort efter snurrer isboret, og æder sig hurtigt igennem de godt 20 cm. is. Vi står begge og stirrer ned i det mørke vand. Det føles altid magisk, når man har boret det første hul, og står klar til at sænke isenkrammet ned i dybet. Tanken om, at søens største regnbue måske svømmer rundt under fødderne på en, er næsten nok til at pulsen stiger ganske betragteligt. En lille hvid jig får lov til at synke til bunds, og jeg begynder at bevæge stangtoppen i små ryk. Nede i dybet er der noget, der har fattet interesse for min agn. Et lille puf bliver fulgt op af et solidt hug, og fisken kroger nærmest sig selv.

 

Et penneflåd der belastes, så toppen er synlig over isen, er den bedstemåde at præsentere sin agn på ved isfiskeri. Det er let at måle den præcise dybde, og så indstille dybden med flåddet, så agnen fisker 25-30 cm. over bunden. Agn som rejer, majs, små stykker sildefilet, brød eller powerbait er alle effektive, og så er de nemme at skaffe

Et penneflåd der belastes, så toppen er synlig over isen, er den bedste måde at præsentere sin agn på ved isfiskeri. Det er let at måle den præcise dybde, og så indstille dybden med flåddet, så agnen fisker 25-30 cm. over bunden. Agn som rejer, majs, små stykker sildefilet, brød eller powerbait er alle effektive, og så er de nemme at skaffe.

 

GrejXperten

 

I starten cirkler fisken rundt ned langs bunden. Men efter et par rundture beslutter den sig for, at det er på tide at komme væk – og sætter i et resolut udløb mod højre. Den tynde nylonline skærer mod isen, inden jeg får stangtoppen ned under vandet. Efter få minutter får det kolde vand og det konstante pres fisken til at give op. Et par gange kommer den med bredsiden mod hullet, men et let pres, får den vendt, så hovedet kommer først, og gaffen kan komme ind under gællerne. Med et snuptag er fisken oppe på isen, hvor den aflives og afkroges, så jiggen kan begynde sin rejse ned i det kolde dyb igen. Det kunne jo være at den helt store lurede dernede.

Isfiskegrej i put and take´en

Grejet til isfiskeri behøver ikke være noget specielt. Du kan fint nøjes med at bruge bunddelen af en almindelig spinnestang. Men du oplever først rigtig isfiskeriet fra sin bedste side, den dag du står med en lille 30-40 cm lang isfiskestang og en regnbue i den anden ende af linen. De små korte stænger er superfølsomme, og du mærker selv de mindste hug. Mine favoritstænger er Kinetics Juva og Lokka. Hjulet er der ikke store krav til. Bremsen skal være i orden, da der ofte fiskes med tynde liner, og så er det en fordel, at hjulet kan betjenes med vanter på. Linen skal være monofil, da det fint klarer frostvejr i modsætning til flettet line. Gå gerne ned i en 0,18-0,23 mm line, alt efter hvor klart vandet i søen er.

Isbor er en nødvendighed. Drop alt om økse eller lignende. Et godt isbor borer gennem isen på få sekunder, hvilket gør, at du kan bruge din tid på fiskeriet. Isbor findes i to størrelse. Den lille udgave har oftest en diameter omkring 15 centimeter, hvilket klarer de fleste fisk, men fisker du i en sø, hvor der er reel chance for at støde på fisk i 10 kilos klassen, vil jeg anbefale den store udgave med en diameter på 20 cm. Så er du sikker på at kunne lande selv det største monster. Når du fisker fra isen, er det ikke muligt at bruge net til at lande fisken. Man kan gribe fisken i gællerne, og fungerer også fint med mindre fisk, men den sikreste metode er at bruge en lille gaf. Sørg for at have gaffen på dig, så den ikke ligger henne ved tasken 10 meter væk, når du har fisk på.

 

Sne og kulde, og alligevel glad ogvarm. En flydedragt kan hurtigt redde din dag – sammen med de to ekstra par vanter, en god hue og et halstørklæde.

                                  Sne og kulde, og alligevel glad og varm. En flydedragt kan hurtigt redde din dag – sammen med de to ekstra par vanter, en god hue og et halstørklæde.

 

God beklædning er et nøgleord, når det gælder isfiskeri. Hvis du ikke er ordentligt påklædt, fryser du, og er du først blevet kold, så kan du godt glemme alt om at fiske effektivt. Vandtæt fodtøj fx pacboots med tyk sål og god isolering er den bedste investering, man kan gøre som isfisker. Om navnet så er Lacrosse, Sorel eller noget helt tredje betyder ikke det store. Den næstbedste investering er en flydedragt. Med en god flydedragt på, kan du let ligge på isen. Sidst, men ikke mindst, skal du ALTID have issyle med, så du har en reel chance for at komme op fra en våge, hvis du falder i.

i flere timer uden at blive kold. At dragten så kan redde dit liv, hvis du går igennem isen, er bare en ekstra bonus. Med hensyn til beklædningen under flydedragten, plejer jeg at klæde mig efter devisen »hellere for meget end for lidt«. Heller have en ekstra trøje på, end at stå og mangle den. Det samme gør sig gældende for handsker/vanter. Jeg har normalt mindst to sæt med, så jeg kan skifte, hvis de bliver våde.

Der findes mange forskellige teknikker til isfiskeri. De fleste stammer fra vore nordiske broderlande, hvor isfiskeri naturligvis forekommer oftere, end i de varmere himmelstrøg vi har på vore breddegrader.

Mormyschka er ikke en nordsvensk forret, men små kroge, hvorpå der er støbt en belastning, som så er blevet malet i alskens forskellige farver. Det er så meningen, at man sætter madding på krogen, og så er det ellers med at få det præsenteret bedst muligt for fiskene. Det vil sigemed små hop, et par pauser, og så nogle små hop igen. Teknikken fungere bedst, hvis man kan ligge på maven og følge med. De små hop lokker fiskene til, men det er oftest, når mormyskaen hænger helt stille, at fiskene hugger. Som agn kan man bruge maddiker, små regnorm, majs eller rejer.

Man kan også bruge forskellige former for plasticagn med smag – fx Gulp. Det er vigtigt at benytte en tynd nylonline, gerne helt ned i tykkelsen 0,18-0,20mm, for at mormyskaen bevæger sig optimalt. Så er de til gengæld også giftige, samtidig med at det er et super spændende fiskeri, når en eller flere regnbuer cirkler rundt omkring agnen. Helt lette blink er også gode til isfiskeri. Find de mindste blink i æsken frem. De skal helst ikke veje mere end 3-5 gram. Teknikken går ud på at lave nogle små ryk, og så få blinket til at svæve langsomt rundt i hullet. Svævet får du ved at føre stangtoppen langsomt rundt i en cirkel langs kanten af hullet. Ofte vil du opleve, at fisken puffer til blinket et par gange, inden der kommer et reelt hug. Tit kan det betale sig at fjerne trekrogen, og binde en stump line på 10-20 centimeter i enden af blinket i stedet. Herpå bindes så en enkeltkrog, der agnes med naturlig agn, en lille jighale eller små Gulp orme. Så behøver du ikke lave svævet, men kan nøjes med små ryk, og så nogle små pauser. Igen – ofte hugger fisken, når blinket hænger helt stille.

Medefiskeri med naturlig agn eller powerbait er en god teknik til stationært fiskeri, hvis fiskene ikke hugger på kunstagn eller opsøgende fiskeri med kunstagn hvor der bores mange huller. Brug eksempelvis et penneflåd, der belastes, så antennen stikker op over isen, og kan ses på afstand. Så kan man holde øje med flåddet, samtidig med at man fisker aktivt. Det er vigtigt, at agnen ikke er for stor. I det kolde vand, er fiskenes stofskifte lavt, og de indtager ikke store mængder føde.

 

Balancepirke er super effektive til hvile benene.P&T-ørreder. Brug de mindste størrelser til regnbuerne, mens bækørrederne ikke går af vejen for pirke i store størrelser. Den mest effektive metode er at ligge på maven og kigge ned i hullet. Så kan man holde øje med at pirken bevæger sig rigtigt – samt tirre fiskene til at hugge, når de cirkler om pirken.

Balancepirke er super effektive til P&T-ørreder. Brug de mindste størrelser til regnbuerne, mens bækørrederne ikke går af vejen for pirke i store størrelser. Den mest effektive metode er at ligge på maven og kigge ned i hullet. Så kan man holde øje med at pirken bevæger sig rigtigt – samt tirre fiskene til at hugge, når de cirkler om pirken.

 

Balancepirke hører sig isfiskeri til. Det gælder også i P&T-søen – især hvis du fisker i en sø, hvor der er udsat bækørreder. Disse går ikke af vejen for at hugge på selv store balancepirke, mens regnbuerne klart foretrækker de mindste udgaver. Igen handler det om at lokke fiskene til med store bevægelser, mens huggene oftest kommer, mens pirken hænger helt stille eller kun bevæger sig lidt. Et godt trick er at binde en ophænger fast 30-40 centimeter over balancepirken.

Ophængeren, som kan være en flue eller en lille jig, vil cirkle rundt ligesom balancepirken, bare lidt højere oppe i vandet. Jeg har ofte oplevet regnbuer der cirkler rundt om balancepirken uden at hugge, for derefter at stige op til den mindre ophænger, og hugge på denne.

Se mere om sikkerhed på isen her i denne video om isfiskeri efter gedder fra Fisk & Fris Youtube kanal.

Artiklen blev oprindeligt publiceret i Fisk & Fri 1/2011

 

 

 

Tålmodighed er en dyd. Det erikke altid, at regnbuerne er på finnerne – specielt ikke når det er koldt. Derfor er det en god ide at have en stol med, så man kan hvile benene.

Tålmodighed er en dyd. Det er ikke altid, at regnbuerne er på finnerne – specielt ikke når det er koldt. Derfor er det en god ide at have en stol med, så man kan hvile benene.

HAVØRRED: MED KYSTFLUE I VINTERHALVÅRET

Henrik Dons bruger gerne små hvide rejefluer eller børsteorms imitationer i den kolde tid.

Vinteren – samt overgangen fra vinter til forår kan være en spændende tid for kystfiskeren, og din fiskestrategi kan have afgørende betydning for succes. Her deler en række eksperter rundhåndet ud af deres erfaringer og gode tips.

 

AF LARS CHR. BENTSEN

 

VINTER- OG FORÅRSFISKERIET langs de danske kyster er et spændende, men også meget uforudsigeligt fiskeri. Havet er kølet godt og grundigt ned, og vandtemperaturen ligger i skrivende stund på landsplan ganske tæt på frysepunktet.

Det egentlige forårsfiskeri ligger derfor ikke lige om hjørnet. I januar og februar er der tale om decideret vinterfiskeri, mens marts måned kan svinge. Det kan enten være dediceret iskoldt – eller – hvis vi er heldige, kan den første forårsmåned vitterlig leve op til årstiden og byde på et rigtigt forårsfiskeri efter sultne havørreder, der ukritisk hugger på næsten alt, der serveres for dem.

Overgangsperioden kan være rigtig spændende for kystfluefiskeren. Erfaringer viser, at man kan gøre meget for at optimere fiskeriet, og målrette det efter fx overspringere. Valget af fiskeplads, fluer, grej og taktik har afgørende indflydelse. Vi har derfor taget en snak med en stribe skrappe kystfluefiskere om, hvordan de griber fiskeriet an.

 

 

 

 

Denne havørred faldt for en afHenriks halvstore tobis - imitationer.

Denne havørred faldt for en af Henriks halvstore tobis – imitationer.

 

Her er det Henrik DonsChristensens med en fin vestsjællansk havørred.

Her er det Henrik Dons Christensens med en fin vestsjællansk havørred.

Kystørred på flue a la Henrik Dons Christensen

Henrik Dons Christensen er bosat på Vestsjælland og hjemmevandet er fra Stigsnæs i syd til Reersø i nord. Det er en meget varieret strækning, som i det sydlige Storebælt præges af åben kyst med klinter og til tider stærk strøm gennem bæltet. Længere nordpå, fx i den nordlige del af Musholmbugten, finder man pladser med mere læ for strømmen og lavere vand. – Når jeg fisker på den åbne kyst, satser jeg på målrettet fiskeri efter overspringere, hvilket jeg indretter både grej og taktik efter, fortæller Henrik. – Et væsentligt omdrejningspunkt er de forkætrede børsteormssteormssværmninger. Men efter i årevis at have holdt høje med tidevandstabeller og månefaser, har jeg stadig til gode at opleve en af de næsten mytiske sværmninger.

Børsteormene har dog en afgørende indflydelse på forårsfiskeriet, og jeg sår ingen tvivl om, at havørrederne kender og foretrækker børsteorm som byttedyr. Af samme grund er min favoritflue på den åbne kyst en stor, men simpel og velfangende imitation af børsteormen. Jeg vælger grej efter, at jeg foretrækker pålandsvind og store fluer, og for mit vedkommende gør en klasse 7 stang med et neutralt skydehoved det lettere at overkomme vinden og kaste med den store flue, pointerer han.

Men Henrik opsøger også et andet spændende fiskeri over ganske lavt vand, hvor det vigtigste udstyr er kasket og polariserede briller. Det er vigtigt at vælge den rigtige plads, hvor der helst skal være kontakt til dybt vand, hvorfra det er Henriks erfaring, at små stimer af typisk mindre havørreder trækker ind over det lave vand for at søge føde. Til dette »flatsfiskeri« anvender Henrik en klasse 5 stang med flydende skydehoved på ni meter, da det ofte er vigtigt at kunne præsentere fluen lynhurtigt.

En hvid rejeflue, der er let belastet, udgør en fin flue, der ses på lang afstand og er god til at finde fiskene. Er fiskene besværlige har Henrik udviklet et spændende koncept med fluer, der er beregnet til at hvile på bunden foran en stime trækkende ørreder. På trods af at Henrik ofte ser børsteorme i det lave vand, foretrækker han sine mindre imitationsfluer i de lavvandede områder.  

– Generelt foretrækker jeg svag pålandsvind fra sydvest på den åbne kyst. Der skal helst være drivende skyer og lidt sol til at varme vandet op, og jeg er overbevist om det rigtige i teorien om, at det varme overfladevand blæses ind mod kysten og sætter gang i fødekæden. På den åbne kyst er det min erfaring, at faldende vand er en klar fordel. Men på de lavvandede pladser, må der gerne være lidt fralandsvind, som gør det lettere at spotte fiskene. Som så mange andre har jeg ofte bare et par timer til rådighed, og anser det derfor som meget vigtigt at få dækket så meget vand som muligt og være opsøgende, hvis den store præmie skal på land, slutter han.

 

Ole mener at størrelsen på fluen er en af de mestafgørende faktorer og benytter som regel enten mindre »nullermænds« fluer eller større fiskeimitationer. Her ses et lille udvalg af hans favoritfluer.

Ole mener, at størrelsen på fluen er en af de mest afgørende faktorer og benytter som regel enten mindre »nullermænds« fluer eller større fiskeimitationer. Her ses et lille udvalg af hans favoritfluer.

 

Finn Nielsen poserer med et partypiske fjordørreder

Finn Nielsen poserer med et par typiske fjordørreder.

Efter kysthavørred med fluefiskeren Finn Nielsen

Finn Nielsen er bosat tæt på Limfjorden, hvor en stor del af hans fiskeri foregår. Generelt er den vestlige del af fjorden klart bedst i starten af foråret. Den østlige del kommer først rigtigt i gang i det sene forår og den tidlige sommer. Modsat Limfjordens østlige del, så præges Limfjordsøen Mors af bugter og lave vige, og Finn nævner hurtigt Dragstrup Vig og Thissing Huse som to rigtigt fine pladser. Du kan i øvrigt finde en artikel om alle de bedste pladser i Limfjorden i Fisk & Fri 10/2010 samt en artikel om Mors i Fisk & Fri’s online artikelarkiv på www.fiskogfri.dk.

I det de kølige måneder koncentrerer Finn sit fiskeri om grønlænderne, og udser sig gerne lavvandede vige, hvor fisken i perioder søger ind, frem for dybere vand, hvor fisken sjældnere kommer tæt på land. Det lave vand varmes hurtigt op af solen, og Finns erfaring er at dybere vand sjældnere holder fisk når talen falder på Mors. Er der fisk i de lave vige, så bliver de der, hvis føden er der, og er man heldig og dygtig kan man følge en større stime en hel eftermiddag. Andre gange oplever man fiskene er væk lige så hurtigt som de kom. Da de ofte afslører deres tilstedeværelse i overfladen i de lave vige, bruger Finn ikke lang tid på en plads, hvis han ikke ser eller mærker fisk.

Dog dyrker Finn ikke decideret sightfishing, man kaster selvfølgelig gerne til sete fisk. Tidevandet synes ikke at have stor indflydelse på fiskeriet, og man mærker ikke tidevandsforskellen i det hele taget. Vandet står ofte helt stille uden strøm, og holder alligevel fisk. Solskin er en fordel, og selv helt blankt vand i høj sol kan give godt fiskeri. Vindretningen synes heller ikke at have nogen afgørende indflydelse, og fx i Dragstrup kan man fiske næsten uanset vindretning, da begge sider af vigen fisker godt. Længere tids østenvind blæser dog meget vand ud af fjorden, hvilket har dårlig indflydelse på de i forvejen lavvandede pladser.

Eftersom Finn koncentrerer sig helt om de lavvandede vige, foretrækker han et flydende skydehoved med flydende polyleader. Dog belaster han sine fluer, og anvender mindst 0,28 mm monofil som forfang. Hans favoritfluer er den lokale Pink Rød Glimmerreje, den ligeledes lokale Glimmersokken samt ikke mindst Taonga, som trods lidt farve er mere afdæmpet end de to andre. En af hemmelighederne bag det til tider fantastiske havørredfiskeri på Mors, er strømmen ind i Limfjorden. Den fører en masse føde og dermed også ørreder rundt om øen. På dybere vand kan strømmen virkelig løbe stærkt, og der flyttes rigtigt meget vand. Der er utroligt mange byttedyr – sandsynligvis på grund af de mange muslingebanker.

 

Skal det være lidt mere naturligtog afdæmpet binder Finn en Taonga på.

                                                                                                     Skal det være lidt mere naturligt og afdæmpet binder Finn en Taonga på.

 

Jesper Forhrmann har brugt ikkeså få timer på Nordkysten, og har utallige havørreder på samvittigheden.

Jesper Forhrmann har brugt ikke så få timer på Nordkysten, og har utallige havørreder på samvittigheden.

Kystflue efter havørred med Jesper Fohrmann

 Jesper Fohrmann har boet hele sit liv tæt ved vandet i Nordsjælland, og kender som få fiskeriet efter havørred i området. Adspurgt om fiskeriet er det første Jesper nævner, den negative indflydelse de manglende kystudsætninger har haft på fiskeriet. Udsætningerne har båret fiskeriet på Nordkysten, der næsten ingen gydevandløb har. I rigtigt kolde vintre anbefaler Jesper, at man opgiver nordkystfiskeriet, og i stedet tager til Sydsverige, hvor vinterfiskeriet kan være rigtigt fint. Dog kan der i de kolde perioder være godt fiskeri ved pladser som Dronning Mølle og Hornbæk Plantage. Det er steder med udtræk af ferskvand, hvilket Jesper nævner som noget helt essentielt om vinteren. Husk dog at undersøge og overholde eventuelle fredninger.

Når vandet varmes bare en smule op i løbet af marts måned, spredes fiskene over hele Nordkysten i forårsmånederne. En rigtigt spændende plads er lige øst for Gilleleje havn, hvor der findes et mindre område med sten, der meget ofte holder fisk. – Pladser med meget tang, og gerne hvor tangen strækker sig langt ud mod dybere vand, kan være meget produktive. De store tangbælter virker næsten som motorveje, som havørreden følger ind fra dybere vand, siger Jesper. – Det kunne fx være pladser som Dronning Mølle og Munkerup.

Generelt er de dybe badekar ikke så produktive i de sene vinter og det tidlige forår, og det er klart min erfaring, at livet starter på det lave vand i den sene vinter, slutter Jesper. Havørrederne er i den sene vinter og foråret meget følsomme over for længere kuldeperioder, som ofte opleves i forbindelse med perioder med østen- eller nordenvind. Her anbefaler Jesper, at man bliver hjemme og gemmer de opsparede fiskedage til lunere vejr. Det er sjældent, at stimer af grønlændere opleves på nordkysten, men omkring fx Højbro Å eller Esrum Å kan man være heldig at løbe ind i dem, men husk fredningsbestemmelserne.

Favoritfluen er den efterhånden klassiske Glimmerreje i den originale, lyserøde farve. Efter Jesper en gang oplevede hvordan fluen, som desværre sad på en anden fiskers forfang, udfiskede alt og alle har han stort set ikke anvendt andet. Indtagningshastigheden kan med fordel sættes ned om vinteren, hvorfor ubelastede eller kun let belastede fluer anvendes. – Der er dog situationer, hvor Glimerrejen ikke er god, men det er en helt anden historie, som kræver mere plads, pointerer Jesper. De fiskes for enden af en intermediate polyleader. Den foretrukne kyststang er en gammel klassiker – en Richard Walker Farnborough i klasse 8/9. Favoritlinen er en flydende Lee Wulff J3.

 

Martin har godt tag på deøstfynske ørreder. Bare ikke lige denne regnbue ørred.

Martin har godt tag på de østfynske ørreder. Bare ikke lige denne regnbue ørred.

På Storebæltskysten med Martin Kjeldgaard

Martin Kjeldgaard bor blot nogle få stenkast fra Storebæltskysten på Østfyn – et lidt overset område på havørred landkortet. Martin foretrækker uden at blinke den åbne kyst, hvor den generelle chance for fisk er mindre end i fjordene, men hvor drømmen om den store, stålblanke havørred driver værket. Men når det er sagt, er det samtidig en stor naturoplevelse at færdes langs de åbne kyster.

Når vejret er rigtigt slemt, og fiskefeberen raser, hænder det dog, at indersiden af Hindsholm besøges. Her findes en del lave vige, der kan holde stimer af grønlændere i de koldere perioder. Martin foretrækker en let fralandsvind af flere årsager. Han nævner uden at tøve et sekund bekvemmelighed, og betegner sig selv som lidt af en godtvejrs fisker. Dog vil pålandsvind ofte også betyde store mængder drivende tang og fedtemøg i vandet, hvilket er til stor gene, når lange strækninger skal fiskes af i jagten på overspringeren. Som FFF Master Flycasting Instructor ved Martin, at grejsammensætning er alfa og omega for en god oplevelse ved kysten. Efter at have været igennem mange stænger er han i dag endt med den efterhånden klassiske Sage TCR i klasse 5. Med den kan man dække det nødvendige vand, men stangen klarer også vind og store fluer uden de store problemer. Martin fisker med et neutralt skydehoved og fluorocarbon forfang på næsten to gange stangens længde.

Han understreger dog vigtigheden i at tilpasse forfanget til flue og vejr. Til skydehovedet er forbundet en flad monofil skydeline, som fedtes grundigt inden fiske – start, da Martin til en hver tid foretrækker at fiske uden linekurv – med de ulemper det ind i mellem giver med strøm eller blæretang. Martin anbefaler at begynde fiskeriet med en neutral flue – gerne en rejeimitation som SSSS Shrimp, Øland Spey Shrimp eller en Grå Frede. Hvis imitationsfluerne ikke fremkalder en reaktion fra havørrederne, skifter Martin til en Pink Glimmerreje.

Fluerne fiskes generelt langsomt om vinteren, men det vigtigste er ifølge Martin at variere indtagningen. Overordnet set er det tydeligt, at grønlændere og de store, eftertragtede overspringere kun sjældent findes på de samme pladser. De store overspringere er færre i antal end grønlænderne, og opsøges bedst på de åbne kyster. Det kan betyde mange dages resultatløst fiskeri ind til det endelig lykkes. Modsætningen er fjordene og vigene, hvor grønlænderne findes i større tal og chancen for fisk er væsentligt større. Til gengæld er selve fisken for det meste mindre. Det vigtigste er dog at komme derud – også selvom vejret måske ikke umiddelbart indbyder til det.

 

Her er det Ole iført pandelampesamt en stor flot farvet ørred.

Her er det Ole iført pandelampe samt en stor flot farvet ørred.

Fjordørreder på flue med Ole Bjørn Hansen

Ole Bjørn Hansen bor blot et langt stenkast fra Mariager Fjord, og fisker rigtigt meget – typisk omkring 100 ture om året i både fjorden og langs Djurslands yderkyster. Når det rigtigt er vinter, dyrker Ole Mariager Fjord intensivt, og opsøger her pladser med mørk bund – gerne på solskinsdage. Her kan bare en halv grads stigning i vandtemperatur betyde godt fiskeri på det lave vand. En let fra – landsvind er en klar fordel, da den flytter det kolde overfladevand ud og vender noget lunere bundvand ind, hvilket kickstarter fødekæden.

Mariager Fjord indeholder både »rigtige« havørreder samt den lokale stamme af fjordørreder. Oles klare erfaring er, at havørrederne forlader fjorden, når vandtemperaturen nærmer sig 4-5 grader. Og Ole foretrækker at følge havørreden ud på den åbne kyst. Efter en lang frostperiode er Ole særligt opmærksom på de første dage med sydvestenvind, der lokker ham på overspringerjagt langs yderkysterne. Djurslands yderkyster er en lang perlerække af spændende pladser, men han foretrækker i det tidlige forår at opsøge plader med fx store rev, der ved de rigtige vind- og strømforhold kan danne spændende bagvande. 

– Vær specielt opmærksom på selve strømskellet mellem det lidt døde bagvand og strømsiden af revet, som ofte kan holde fisk, understreger han. – Når den lune sydvestenvind får fat i løbet af foråret foretrækker jeg faktisk et rigtigt godt blæsevejr, der virkelig kan ruske op i vandet. Er vandet koldt, kan det betale sig at holde fokus på læsiden af revene i forhold til strømretningen, men når vandet får bare lidt varme er det min erfaring, at strømsiden holder flere fisk.

 

havørred

 

Både til den åbne kyst og til fjorden anvender jeg fortrinsvis let grej. I fjorden helt ned til klasse 4 når vinden ikke er for kraftig, men ellers klasse 5 og 6. Når den åbne kyst opsøges i rusk – vejr kommer en 9’ klasse 8 dog i sving. Man skal ikke anvende let grej for enhver pris, men det er vigtigt at tilpasse grejet – først og fremmest til vindforhold og flue – størrelse.

Ole har til alle sine stænger både flydende og intermediate liner, som bruges efter forholdene, og han kan sågar finde på at opsøge tidevandsrenderne udfor Limfjorden med en synke 2/3-line. Mest fisker han dog med en neutral line, der ikke trækker striber i overfladen som en flydeline, hvilket er noget han lægger stor vægt på. En polyleader på de lette liner letter arbejdet med store fluer, men ellers bruger Ole monofile fluorocarbon forfang. Udgangspunktet er 9 fod, som forlænges efter forhold og behov.

To hovedtyper af fluer finder anvendelse i Oles fiskeri. Der er dem han kalder »de nullermændsagtige«, og så er der de større fiskeimitationer. Småkravlet anvendes oftest i fjorden, mens jagten på yderkystens overspringere foregår med store tobisimitationer. – Dog er selve fluemønstret ikke så vigtigt, siger Ole, som koncentrerer sig mere om, hvor stor fluen er, og hvor den fisker i vandsøjlen. – Uanset om fjorden eller den åbne kyst står på dagens program, så er faldende vand helt essentielt. Dog er det vigtigere, hvis muligt, med flere korte ture end blot den måske lidt længere månedlige søndagstur, slutter Ole.

Det er interessant, at Ole Bjørn Hansens erfaringer med fralandsvinden i fjorden er modsat Henrik Dons Christensens på den åbne kyst. Hvad der præcist er årsagen til de forskellige opfattelser er svært at vide. Ole Bjørn Hansen dyrker mest fjorden når det er rigtigt koldt. Vand er tungest når det er 4 grader varmt, og således kan man forestille sig at en fralandsvind kan blæse koldt vand ud og vende varmere, tungere vand ind på lavere vand. Når solen lidt henne på foråret får mere magt, er der dog ikke tvivl om at en let pålandsvind kan hæve temperaturen på det kystnære vand en lille smule, og forskellen i de tos oplevelser kan ligge deri.

Artiklen blev oprindeligt publiceret i Fisk & Fri 1/2011

Læs om tre sikre kystfluer om vinteren her.

 

 

Den Pinkrøde Glimmerreje ermed sine hidsige farver en af Finn Nielsen favoriter om vinteren.

Den Pinkrøde Glimmerreje er med sine hidsige farver en af Finn Nielsen favoritter om vinteren.