BLÅFINNET TUN PÅ FLUE

Det giver et seriøst sug, når en blåfinnet tun inhalerer din flue. Følg med Fisk & Fris Marc Skovby til Middelhavet, hvor der er store mængder mindre tun, som vil få dit hjul til at skrige af smerte…

AF MARC SKOVBY

LYDEN fra en besked, der tikker ind på min mobil vækker mig. Klokken er 5.39 – og der er to timer og 21 minutter til vores guide Sam endelig samler os op, så vores tun eventyr kan begynde… På grund af kraftig vind og høj sø, har vi de sidste to dage siddet i vores lejlighed på havnen i det sydfranske og bare talt timerne, imens vinden blæste vores længe ventede tun eventyr væk. Men – i dag skulle der komme et hul i vinden, så nu skal det være! Beskeden er fra vores guide; “Hi guys, wind won’t stop before 12 o´clock, Let´s go around 10! Slow morning, heavy day! see you soon”… Jeg ærgrer mig et øjeblik over, at vinden igen skal stjæle dyrebar fisketid, men glæder mig dog over, at vi trods alt kommer på vandet i dag!…

Klar til tunfiskeri med fluestangen

Klokken er 9.45, og vi står på kajen med vores #12-14 stænger monteret med hjul, der er fyldt med flere hundrede meter bagline. Vi er lige ved at sprænges af spænding og forventning, da vores Guide Sam kommer glidende ind til kajen. Havet og vinden har endnu ikke lagt sig, så bølgerne rammer hårdt, da vi runder den sidste stenmole og drager ud på Middelhavet. Vi har kun sejlet få minutter, da Sam slukker musikken og finder kikkerten frem… Nu er det alvor! Mens vi langsomt sejler mod horisonten, spejdes der efter fugle i luften som ofte samles lige over tunen, inden de får samlet byttefiskene og presset dem til overfladen i et “blitz”. Vi spejder i alle retninger, men som rookie i tunland, er det svært at afkode fuglenes adfærd og skelne tunenes jagende plask i overfladen fra bølgernes skumtoppe…Der er dog ikke meget at være i tvivl om, da Sam meget fokuseret åbner op for de 150hk, og igennem larmen fra vind og motor får råbt “Get ready!”.

På trods af tunes størrelse og appetit kan de være ekstremt selektive! Deres utroligt gode syn gør ofte fluevalget og indtagningen udslagsgivende for, om du bliver spændt for eller ej.

På trods af tunes størrelse og appetit kan de være ekstremt selektive! Deres utroligt gode syn gør ofte fluevalget og indtagningen udslagsgivende for, om du bliver spændt for eller ej.

Klar, parat – tun

Et godt stykke ude ses nu tydeligt en flok fugle hænge i luften. Da vi kommer tættere på ses enkelte tun springe helt fri af vandet midt i et inferno af dykkende fugle og skumsprøjt fra de jagende tun. Det er et syn, der fremprovokerer en snært af præstations angst! I høj fart og med båden hamrende mod bølgerne, vrister vi stængerne ud af stangholderen – og linen strippes af hjulet med rystende hænder, mens vi med gummiknæ og hjertebanken forsøger at balancere os i position til at kaste i de stadig friske bølger. Sam placerer båden perfekt i forhold til vind og stimen, men lige i det linerne kommer i luften, er det hele ovre.

Adrenalinen hamrer! Alene oplevelsen at se tunen så tæt på er helt surrealistisk. Vi bliver liggende i området og venter på tunene igen skal få presset byttefiskene til overfladen, men intet sker. Flere minutter går i stilhed, indtil to voldsomme plask, som lyn fra en klar himmel, sender vand halvanden meter op i luften – blot 20 meter bag båden.

Det perfekte fluekast til tunene

Fluen kastes promte ud i retning af plaskene og strippes så hurtigt ind, det over hovedet er muligt. Min 20 centimeter lange makrelimitation er halvvejs inde, da to store grå skygger kommer flyvende bagfra og hænger bag fluen et par sekunder, før de dykker og forsvinder ned i dybet. Igen er alt stille, undtaget mit hjerte der kører på fuld tryk!…Kort tid efter spottes endnu en gruppe tun, der sporadisk hamrer igennem stimen af småfisk i overfladen og den næste time er det katten efter musen uden vi rigtigt kommer på kastehold, før det det hele er overstået igen…

Vandet koger af tun

Stimen synes at være forsvundet, men pludselig koger vandet igen kun 100 meter fra båden. Fisken bevæger sig imod alle odds imod os, og båden bliver placeret perfekt. Jeg sender fluen midt ind i kaoset og med et rammes jeg af en følelse af overvældelse og frygt over hvad der egentlig venter os…Det sparsomme materiale, der findes om blåfinnet tun på flue, beretter alle om sprængte forfang, udmattende fights og knækkede stænger – samt egoer! I det samme kommer endnu en stor grå skygge op bag min flue blot for at dykke igen… Frustrationen når dog næppe at indfinde sig, før min makker “Fusk” brøler om kap med sit hjul fra bagenden af båden, imens hans #12 stang bukker faretruende. Fisken forsætter ufortrødent 150 meter før den stopper. Stemningen er spændt og euforisk – her står vi på Middelhavet med en blåfinnet tun for enden af fluegrejet.

"Fusk" med turens første fluefangede blåfinnet tun! En fisk på 50lb der pressede #12 grejet til det yderste... en "let" #12 stang kan være fristende da de er meget let kastende ifht. de tungere stænger men det anbefales at have tungere udrustning om bord hvis man skulle rende i større fisk og der skal være mulighed for at genudsætte dem igen.

“Fusk” med turens første fluefangede blåfinnet tun! En fisk på 50lb der pressede #12 grejet til det yderste… en “let” #12 stang kan være fristende da de er meget let kastende ifht. de tungere stænger men det anbefales at have tungere udrustning om bord hvis man skulle rende i større fisk og der skal være mulighed for at genudsætte dem igen.

En hård tunfight

Fusk får lidt line på hjulet, før tunen igen stikker af. De næste 20 minutter er rent tovtrækkeri på speed i tunens favør, indtil den dykker ned i dybet og begynder at cirkulere under båden. Fusk holder krampagtigt på stangen, og med et anspændt udtryk i ansigtet begynder han at pumpe fisken op fra dybet 15-20 centimeter ad gangen. – This is the beginning of the end, griner Sam. Efter yderligere 15 minutters dødsløft bryder tunen endelig overfladen, og vores guide kan få et sikkert greb om halen, hvormed vores første fluefangede blåfinnet tun er en realitet! Fisken bliver hurtigt genudsat og estimeret til 25 kilo. Det er godt nok en baby bluefin, men på flue er den et trofæ og en vanvittig oplevelse!

Den næste time kroger Fusk yderliggere to tun, hvor begge springer forfanget få sekunder efter krogningen. Først i en knude og anden gang, da løsninen sætter sig fast i en stangholder. I dette game gælder Murphys Lov: Hvad der kan gå galt – vil gå galt!

Ikke let at få tunene til at hugge

For mit vedkommende bliver tunene blot ved med at kigge på mine makrel og multeimitationer. Jeg skifter til en mindre og gennemsigtig “Surf Candy” – og efter en lang stille periode, tager en tun endelig min flue. Allerede inden jeg når at sætte krogen, skriger mit hjul, imens baglinen forsvinder fra spolen i et vandvittigt tempo, indtil fisken stopper små 200 meter ude…De næste 45 minutter kæmpes der for hver centimeter af linen, og til sidst kan Sam gribe om halen på min første blåfinnede tun – en fisk på cirka 30 kilo, og en fisk jeg har drømt om de sidste tre år. Jeg har svært ved at fatte det – vi har fisket fem timer og har allerede begge fået en fisk i båden samt mistet to. Og da dagen er omme, kan jeg yderligere tilføje to mistede tun til dagens score, hvilken start!

At lande en af disse fisk kræver teamwork, og hvis båden ikke ligger rigtigt i forhold til stimen, kommer kastet og fluen heller aldrig til det, hvorved din chance for en flexet stang og et skrigende hjul forbliver uden for rækkevide.

At lande en af disse fisk kræver teamwork, og hvis båden ikke ligger rigtigt i forhold til stimen, kommer kastet og fluen heller aldrig til det, hvorved din chance for en flexet stang og et skrigende hjul forbliver uden for rækkevidde.

Med sardinfluen efter tun

Det er nu eftermiddag på anden dagen, – og det er nu lidt over tre timer siden, at jeg landede dagens første tun efter at have smidt en tidligere på morgenen. De sidste par timer har været meget sløve uden rigtig aktivitet…

Jeg skifter min ellers produktive lille blå/hvide sardin flue fra morgenfiskeriet ud med en Surf Candy, imens vi spejder efter fugle og overflade aktivitet. Som på bestilling spotter jeg en stime et godt stykke væk. Båden bliver vendt, og kursen sat mod stimen. Vi nærmer os, og Sam tager farten af båden for at observere et par sekunder, hvorefter han placerer båden i perfekt position. Disse tun er tydeligt større, end hvad vi hidtil har jaget, hvilket bekræftes, da Sam for første gang råber “Nice Tuna!” i stedet for det efterhånden obligatoriske “baby tuna!”. Første kast lander lige bag stimen, der på de få sekunder min line hænger i luften har flyttet sig flere meter. Fluen strippes ind, og næste kast ligger lige midt i infernoet.

Jeg sætter stangen op i armhulen og i det fluen rammer vandet, flår jeg den ind! Fluen forlader “baitballen”, der panisk forsøger at svømme ovenud af vandet, og med det samme ser jeg en sort skygge rejse sig i bølgerne. Den følger fluen et par sekunder før den dykker igen, men inden den når ud af mit synsfelt skyder en større bred skygge frem bag den, åbner munden og inhalere min flue i en elegant, men voldsom bevægelse.

Den vildeste tunfight

Linen strammes op, og løslinen sprøjter ud gennem øjerne på stangen i et tempo, der er helt anderledes end de tidligere hookups! Jeg spænder bremsen i bund, men det øgede pres får blot fisken til at sætte farten op, og jeg kan kun se mens 400 meter backing nærmest smelter af hjulet. Sam får startet båden og sejler ind på fisken, da den er cirka 300 meter ude. Jeg får langsomt og sikkert de første 200 meter på hjulet igen, før det hele gentager sig. En time senere har fluelinen være i sigte et par gange, blot for at forsvinde igen, og tunen cirkler nu dybt under båden. Musklerne i min arm skriger på ilt, og jeg begynder at kunne mærke musklerne i den nedre del af ryggen – og mine blodige knoer vidner om nærkontakt med hjulets håndtag. Centimeter for centimeter vinder jeg line på hjulet og nede i dybet reflekterer solen nu i tunens blanke side. De næste 15 minutter føles næsten uendelige, og alle kræfter lægges i min #14stang for at få fisken til overfladen. Det føles til stunder som om jeg ikke kommer nogen vegne, men til sidst bryder fisken overfladen og lader solen reflektere alle dens metallic blå nuancer i al sin pragt. Sam får fat om haleroden med begge hænder og jeg synker sammen – overvældet og blandet med følelse af lettelse, udmattelse og glæde. Fisken er ualmindelig bred over ryggen, og Sam estimerer den til 90 lbs inden den får sin frihed tilbage og atter glider mod dybet…

Tun efterlader ingen plads til fejl! Grejet skal holdes top trimmet hele tiden, hvis du vil have en chance for succes. Efter hvert hookup skiftes forfang, og fluen samt krogen tjekkes imens der igen spejdes efter tegn på jagende fisk.

Tun efterlader ingen plads til fejl! Grejet skal holdes top trimmet hele tiden, hvis du vil have en chance for succes. Efter hvert hookup skiftes forfang, og fluen samt krogen tjekkes imens der igen spejdes efter tegn på jagende fisk.

Fluegrej til tunfiskeri

Stænger: #12 – #14 da fiskene skal sættes ud igen, og der er en reel chance for at ramme en 100lb fisk!

Hjul: Robuste hjul med stærk og jævn bremse, der kan holde til de vilde udløb og som kan have minimum 300m 50 lbs gelspun backing – gerne 400 meter.

Liner: Vi brugte intermediate men både flyde- og synkeliner kan

bruges. Vigtigst er det dog, at der vælges liner med ekstra stærk kerne som de fleste GT- og big game liner.

Fluer og kroge: Baitfish fluer i faverne blå-,oliven-, grå-, chartreuse/hvid i størrelser fra 8 til 20 centimeter bundet på stærke saltvands kroge som Gamakatsu SL12s i størrelser 3/0-6/0.

For mere info om fiskeriet kontakt:Marc Skovby – skovby@skjernriverguiding.com eller Roussillon

Fishing contact@roussillon.com

 

Artiklen blev oprindeligt publiceret i Fisk & Fri 1/2018

HAVØRRED: VINTERSØLVTØJ – SÅDAN

Vinterfiskeriet efter havørreder kan være svært, og når kulden for alvor sætter ind, kan det blive rigtigt svært! Det sværeste er dog nok at forlade sofaen og komme ud. Overvinder man bekvemmeligheden, venter der store oplevelser derude.

Der er mange teorier om havørreden, men ikke nogen facitbog. Det er dog muligt at optimere sit fiskeri ved at lade sig inspirere af andres erfaringer, tanker og tilgange til fiskeriet. Her giver fire af Fyns skrappeste havørredfiskere deres bud på, hvordan du takler kystørrederne i den kolde tid.

AF DAVID NIELSEN

 

DE FIRE SKRAPPE FYNSKE HAVØRREDFISKERE Chris Halling, Peer Petersen, Ulrik Jeppesen og Jack Schultz fisker de fynske kyster tynde året rundt i deres jagt på havørreden. Deres mangeårige erfaring og villighed til at prøve at gå nye veje gør, at de hvert år fanger utrolig mange havørreder. Her fortæller de, hvordan de griber deres fiskeri an -samt hvilke tanker, der ligger til grund for dette.

– Førhen fiskede jeg kun med flue, indleder Peer Petersen. – Jeg bandt mig for meget til det, og derfor fangede jeg ikke så mange fisk. Det irriterede mig at se spinnefiskerne komme længere ud end mig, og det var sommetider udslagsgivende for fangsterne. Der er fordele ved at kunne benytte begge metoder, så jeg indgik et kompromis med mig selv. Nu afhænger det derfor lidt af vejr, vind og plads, om jeg bruger flue eller spin. Indrømmet – jeg er ikke så god til vinterfiskeri, hvis det er drønhamrende koldt. Min bopæl ligger på Nordvestfyn, så mine primære fiskepladser ligger på Nord-, Vest- og Nordvestfyn. Har vi hårde vintre, så fryser de vige, jeg kan lide at gå fiske i, til – og så er man nødt til at tage ud til de åbne kyster.

Vinterhavørred i fjordene

Herude kan man godt finde fiskene, men der er længere imellem dem. I vigene er temperaturen i overflade vandet som regel lidt varmere, og det er også her, at drænrørene med ferskvand løber Fiskene trækker rundt i disse områder eller trækker efter dem. Der skal ikke meget ferskvand til for at give en god koncentration af fisk.

Gamborg Fjord er et kendt vinterspot på Fyn, og her fisker Peer også, da de førnævnte forhold er til stede her. Men stedet er meget besøgt, og går der for mange folk der, så finder Peer et andet sted at fiske eller kører hjem. Alternativet kan så være Båring Vig. Her er det hovedsageligt mindre fisk, men der kan også komme en større havørred forbi. Generelt fisker Peer med rimelig høj hastighed ved indtagningen af agnen hele året, – for er fisken sulten, så skal den nok tage agnen.

– Jeg kan godt speede indtagningen op, især hvis jeg kan mærke, at fiskene bare napper i halen på fluen, siger Peer. Det er fluer med noget farve på, der kommer for enden af Peers line i denne periode – og for det meste fisket på spinnestangen efter et bombardaflåd. Pattegrisen fisker både jeg og mange andre med, og derfor fanger den også mange fisk. Men det handler jo om at bruge det, som man mest tror på, for det er jo det, der er for enden af linen, der fanger fisk.

Chris halling med et par flotte havørreder.

Chris halling med et par flotte havørreder.

Spinnefiskeri efter havørred om vinteren

Team Kø Ho´ (Team Kødhoved) kalder de to fiskekammerater Ulrik Jeppesen og Jack Schultz sig selv – helt uhøjtideligt. Deres syngende fynske dialekt bliver ovedrevet, når de udveksler morsomheder i hinandens selskab: Man keder sig ikke sammen med de to dygtige havørredfiskere, men man skal ikke lade sig narre af deres fis og ballade, for de er begge dybt seriøse lystfiskere!

Ulrik fisker altid med spinnegrejet, mens Jack både er spinne- og fluefisker. De to er enige om, at fluer er en stærk agn om vinteren, og på den lange bane vil fluer fange bedst i denne tid. Når vandet er fem-seks grader og nedefter, fisker Jack med en Pattegris og en Kobberbasse eller en gang imellem en Polar Magnus på forfanget. De kan fiskes langsomt på det lave vand og nærmest stå helt stille i vandet. Desuden har de ikke nogen egen bevægelse, som et blink har, og for kraftige bevægelser kan skræmme fiskene. Stripperblinket, som er et fantastisk blink på andre årstider, er et no-go, når det er for koldt.

Fiskene er langt nede i kadence og har korte hugperioder. Saltholdigheden i vandet er i sammenspil med vandtemperaturen derfor afgørende for, hvor fiskene skal findes.

Med blink og wobler om vinteren efter havørred

Ulrik fisker primært med blink og woblere om vinteren, når vandet ikke er for koldt, det vil sige fire til seks grader. – Et hvidt Snapperblink nr. 3 er min favorit sammen med woblere i sølv/grøn og gul/grøn, afslører Ulrik. – Det er især woblere med dovne bevægelser jeg bruger, for de passer godt til min spinnestil mange spinstop.

Min erfaring er, at jo lettere agn jeg går med, desto længere spinstop kan jeg lave. Det er nærmest et svævende spinstop, hvor jeg holder agnen stille i vandet – og det er ofte der fisken hugger. Tempoet er ikke langsomt, for sådan fisker jeg aldrig, men til gengæld tilpasser jeg det med agn, der har dovne bevægelser. Når vandet bliver under fire grader, skifter jeg til bombarda og flue, for så er der ikke noget at gøre. Her kører jeg også med et relativt højt tempo og mange spinstop. Det er typisk med en Polar Magnus for enden af linen, for den har vist sig at være effektiv, når det er koldt. Når vandtemperaturen rammer to-tre grader, oplever vi ofte, at fiskene kan følge langsomt efter blinket uden at hugge. Når jeg går efter Ulrik med fluestangen, kan jeg så kaste til fiskene, når de vender og svømmer ud. På vejen møder de min flue, der synker langsomt mod dem – og ofte hugger de på den. – Det er et skidegodt teamwork, griner Jack.

Jack Schultz med en af hans mange fine havørreder.

Jack Schultz med en af hans mange fine havørreder.

Havørred – når temperaturen falder

– Om vinteren er jeg meget temperatur rytter, siger Ulrik. – Jeg går efter, hvor jeg kan finde nogle rimelige vandtemperaturer, og så holder jeg øje med de faktorer, der spiller ind på vandtemperaturen. Der er mange som mener, at man partout skal fiske i lavvandede vige og bugter, men det gør jeg kun, hvis jeg kan se, at vandtemperaturen er på vej op. De fladvandede områder bliver kølet meget hurtigt ned i perioder med nattefrost, men bliver til gengæld varmet hurtigt op igen. Kan jeg se, at der kommer nogle dage med sol, kan jeg godt finde på at opsøge det, men ellers så foregår meget af mit vinterfiskeri på de åbne kyster – primært på Storebæltskysten, som holder en meget stabil temperatur – især ved området omkring Nyborg. Der har man det dybe vand ude bagved, og det holder en meget stabil kernetemperatur, så der skal meget til at påvirke den. Kajbjerg er et af favoritstederne. Er det ikke for koldt, kører jeg også længere syd på. Ferskvandsudløb og åer holder bare på fisk om vinteren, og det er det, jeg kigger efter. Bliver det meget koldt, så er nor eller fjorde med å eller ferskvandsudløb, gode steder.

Vinterfiskeri efter havørred på kysten

– Vinterfiskeriet kan som udgangspunkt deles op i to kategorier, fortæller Jack. – Der er fiskeriet efter grønlændere på 30 – 50 cm, og så er der jagten på de store blanke overspringere. Man kan gøre det, at man opsøger grønlænderne, som man finder i badekarrene. Det er små blanke fisk, der kæmper godt og smager fantastisk. Der er ikke andet at gøre end at tage en rygsæk på og gå op ad kysterne. Finder man én fisk, så er der som regel flere. Det kan ligeså godt være fem på 45 cm som fem på 35 cm.

De store og svære overspringerne er noget, der tænder mig. Det er noget, der er kommet med alderen, for tidligere var det vigtigere at fange fisk. På Østkysten fanges der en del overspringere hvert år, men at prøve at lure deres mønstre, kræver mange nulture, og det kan være hårdt ved psyken. Det er ikke hvert år jeg rammer dem. Det gør ikke noget, at det er svært, og jeg tager gerne 10 nulture for at prøve at fange én stor overspringer. Store fisk på flue er nærmest det sværeste du kan udfordre dig selv med, men jeg landede to fisk over fire kilo på flue på Østkysten i vinteren 2017 med en uges mellemrum. Det er en af mit livs største præstationer, fortæller jeg mit ego, når jeg en gang imellem snakker med mig selv, slutter han med et stort smil.

Peer Petersen

Peer Petersens foretrukne våben til havørrederne er fluestangen.

Vinterfiskeriet efter havørred på kysten kan være koldt…

– Vinteren er nærmest blevet en ny højsæson for mig, siger Chris Halling. – Førhen var jeg lidt kuldskær og magelig – samt syntes, at det var for koldt til at tage ud. Men det jeg har oplevet de sidste tre-fire år gør, at jeg fisker mere og mere om vinteren.

– Jeg fisker næsten ved enhver given lejlighed, og så bider jeg smerten i mig, fortsætter han. – Om vinteren trækker der ufatteligt mange havørreder ind i områder, vi normalt ikke betragter som gængse fiskepladser. Bunden af fjorde er altid godt – det ved alle, men nor og bunden af vige er også super gode. Der vil typisk gå rigtig mange mennesker på disse pladser i foråret, men om vinteren går jeg mærkeligt nok ofte helt alene her. Det der er kendetegnende ved disse pladser er, at der tit er siv helt ned til vandet – og vandet er forholdsvist brakt, fordi der ofte er ferskvandsudløb tæt på. Der kan enten være en fredning, som man skal tage hensyn til, men der kan også være tale om drænløb eller fredningsbælter, som har været der tidligere, men som nu er ophævet, fordi det ikke betegnes som et produktivt vandløb.

Havørred over blød bund om vinteren

Bunden kan ofte virke sumpet og død, og det er nok det, der holder mange mennesker væk. Det kan virke rigtig mudret, og man er slet ikke i tvivl om, hvis man er på den rigtige plads, for så trækker man en stribe af mudder efter sig og plumrer vandet op. Det virker dødt og forladt, og her er meget lavvandet, men ofte sniger havørrederne sig rundt inde på 40-60 cm vand om vinteren i store flokke.

Man kan have et decideret bonanzafiskeri, når først man finder fiskene. Der er typisk rigtig mange grønlændere imellem, men på nogle af disse pladser, kommer der nogle blanke overspringere i sværvægtsklassen ind. Og det er fuldfede blanke fisk mellem tre og seks kilo, der sniger sig rundt inde på lavt vand og lever af tanglopper samt mysis hele vinteren. Det er et super spændende pürchfiskeri og foregår for mit vedkommende næsten hundrede procent med fluestang. Man skræmmer utroligt nemt fiskene, så nogle gange er jeg nede i klasse 4 udrustning for at kunne lave en bedre præsentation af fluen, som primært er en Polar Magnus. Er der vind, vælger jeg en klasse 6 udrustning, og denne er også at foretrække i den koldeste periode i januar og februar, hvor de massive overspringere kommer ind. 

Vinterfiskeri er ofte ensbetydende med fiskeri efter ”Grønlænderne”. Når man først finder stimerne, er der mulighed for at gøre gode fangster.

Vinterfiskeri er ofte ensbetydende med fiskeri efter ”Grønlænderne”. Når man først finder stimerne, er der mulighed for at gøre gode fangster.

Havørredpladser på Google Earth

– Google Earth har været et vigtigt værktøj for mig til at finde disse pladser, understreger Chris. –Her har jeg fundet steder, hvor der er et indløb fra kysten der ender inde i en indsø. Der er måske kun lige tre-fire meter ude fra kysten, der går ind i et stort område bagved. Det findes også i mange af vores fjorde, hvor der ligger det man typisk vil kalde indsøer inde bagved. Det kan virke fuldstændigt vandvittigt at gå ind og fiske i det her plummerhalløj, da der dårligt nok er en tangplante på bunden mange af de her steder. Men havørrederne har bare en forkærlighed for at gå ind på de steder.

Ellebæk Vig i Gamborg Fjord, der er en kendt plads, kan tjene til inspiration, hvis man selv vil gå på jagt efter disse pladser. Der er en vig, der går ud i en fjord, men inde i vigen er der det, som jeg vil kalde en ekstra vig. Der er simpelthen noget vand, der går ind i landet bagved. Herinde har du et drænløb, hvor der kommer en del ferskvand ud af fra oplandet – og det samler bare fisk om vinteren. Man skal bare ud og finde dem og overbevise sig selv om, at man skal gå ud i dem og fiske i noget, der virker fuldstændigt åndsvagt. Når man trodser vind, kulde og regn, hagl eller sne, kan man i den grad blive belønnet. Chris kan tale med om dette for forrige år fangede han under disse forhold, en fantastisk double af smukke overspringere på 3,7 og 4,1 kilo på samme dag i Gamborg Fjorden.

Artiklen blev oprindeligt publiceret i Fisk & Fri 1/2018

Shimano

 

Vinter havørreder har deres helt egen glans, og er fantastisk smukke! En Polar Magnus er mange af de skrappe havørredfiskeres favorit vinterflue.

Vinter havørreder har deres helt egen glans, og er fantastisk smukke! En Polar Magnus er mange af de skrappe havørredfiskeres favorit vinterflue.

VIND RHINO DIAMOND TUNGSTEN BLINK – OG KAST LÆNGERE

Det er denne kollektion af Diamond tungstensblink og kroge fra Rhino, som du kan vinde i konkurrencen.

Rhino og Zebco Europe har som de første i verden netop lanceret en serie af blink i tungsten målrettet kystørred, der kaster markant længere end noget andet blink af tilsvarende form på markedet. Nu får alle de lystfiskere, der abonnerer på Fisk & Fris youtube kanal, chancen for at vinde den kollektion af tungstensblink, som du ser på billedet – samt en solid stak kroge, du kan montere dem med. Blinkene vejer fra 12 til 28 gram.

 

For at deltage i konkurrencen skal du blot give dit bud på, hvorfor blink af tungsten kaster længere end normale blink på det opslag op Fisk & Fris facebook, hvor vi laver PR for denne konkurrence.

Tungsten er næste tre gange så tungt som de materialer, man normalt anvender til støbte kystblink – nemlig zink og hvidmetal. Massefylden er 19,3 gram/cm3 hvilket er samme massefylde som guld. Zink har en massefylde på 6,6 gram/cm3 og hvidmetals densitet er 7,3 gram/cm3. Til sammenligning vejer bly 11,3 gram/cm3

Kastetests viser ikke overraskende, at de nye tungsten blink fra Rhino kaster cirka 50 % længere end zink og hvidmetal blink af samme størrelse og form – samt 20 % længere end zink/hvidmetal blink af samme vægt, men forskellige størrelse. Endvidere giver tungmetalblinkene større præcision, fordi de simpelthen skærer knivskarpt igennem vinden. At tungstens blink kaster markant bedre en blink af metaller med lavere massefylde er næsten indlysende, men den bedste måde at blive overbevist er at prøve dem selv. Skynd dig derfor at deltage i konkurrencen.

Vinderen af de viste Rhino Diamond tungstensblink, som du ser ovenfor, bliver fundet og offentliggjort fredag den 12 februar kl 12 på fiskogfri.dk.

 

Diamond er det første kystblink af tungsten fremstillet specifikt til fiskeri efter havørred og regnbueørred

Rhinos Diamond er det første kystblink af tungsten fremstillet specifikt til fiskeri efter havørred og regnbueørred.

 

De nye tungstensblink fra Rhinos Inshore range kaster helt suverænt - og giver en højre fra af præcision end blink fremstillet af lettere materialer som fx zinc eller hvidmetal,

De nye tungstensblink fra Rhinos Inshore range kaster helt suverænt – og giver en højre fra af præcision end blink fremstillet af lettere materialer som fx zinc eller hvidmetal,

 

 

HAVFISKERI: FRA NORGE TIL SVALBARD

Martin Gundersen med en flot lange på 25 kilo, fanget på Halten.

 

Havet omkring det nordlige Norge byder på et fantastisk fiskeri efter en lang række spændende fiskearter. Her får du historien om tre ugers super spændende fiskeri efter nogle af de mange interessante fiskearter, som man ikke så ofte hører om.

AF JESPER JOHANNESEN

FØRSTE DEL AF TUREN foregår på en lille ø, der hedder Halten, lidt nord for Frøya i den centrale del af Norge. Skipper Frederic Kullin har inviteret til specialtur på sin båd MS Gotland med en lille gruppe gode venner – og jeg er så heldig at være med.

Halten er yderste eller nordligste ø i den række af øer ud for Trondheimsfjorden hvor Hitra, Frøya og Sula er de mest kendte. Her ligger der et hyggeligt vandrehjem, hvor vi bor i seks dage. Al mad og drikke må medbringes her, da der ikke findes indkøbsmuligheder i miles omkreds, så Frederics båd er godt læsset.

Et spændende fiskeområde

Der er stort set ikke nogen, som fisker i området – hverken lystfiskere eller erhvervsfiskere, så der er masser af fisk. Og det med at fiske nye pladser er super spændende, selvom man ofte må bruge noget tid på at søge efter fisk. Vejrudsigten ser ikke fantastisk ud de første dage, men vi får en sjov start om natten lige efter ankomsten, inden blæsten kommer.

Udenskærs får vi masser af sej på let grej med mindre sandeel jigs. Alle mand får mere end 10 sej mellem 10 og 15 kilo hver på et par timer, så det lette grej blev presset til det yderste. De næste dage blæser der desværre en kuling fra vest, så den første dag bliver brugt på at fange taskekrabber, som skylles ned med brændevin og øl, men til sidst må vi bare ud og fiske. Frederic finder nogle dybe huller indenskærs, hvor vi kan fiske uden alt for meget søgang, og her viser der sig at være nogle fine rødfisk samt torsk på op til 16 kilo.

Solopgang over havet i Norge

Fiskeri på lavt vand efter sømrokker

På tredjedagen har vi stadig en del blæst og vælger derfor at fiske på lavt vand helt inde mellem skærene, hvor målet er de store sømrokker, som findes her. Faktisk har Frederic flere gange forbedret norgesrekorden i netop dette område. Fiskeriet er ikke nemt, og vinden er udfordrende. Vi fisker med makrelstykker på bunden med et glidetakel, og de små nap er svære at mærke. Når man fisker rokker, er det vigtigt, at agnen ligger helt stille, så fisken får tid til at spise hele fiskestrimlen, før man gør modhug – ellers får man bare ikke fisken op. Pludselig har Jonas bid, og efter lidt af en kamp kommer en mindre helleflynder op til overfladen. Så har jeg hug, og da jeg forsigtig løfter stangen, kan jeg mærke noget tungt dernede. Det er en typisk rokke fight uden de store udløb, og til sidst kommer en rigtig fin fire kilos sømrokke til syne i overfladen. Vi får et par sømrokker mere samt et par helleflyndere op til 10 kilo, inden vi smutter videre ud på dybere vand.

Langer på 250 meters dybde

Frederic vil se, om der er nogle store langer, som han er kendt for at kunne finde, men det er ikke nemt at fiske med agn på 250 meters dybde i kuling. Alligevel kunne han dog holde båden på skruen, så vi kunne kontrollere agnen på bunden, og der gik ikke lang tid før den første mand står med lange på krogen. Kort efter fik jeg selv hug, og efter lidt tid ligger to fine langer på dækket – min på 13 kilo og én omkring de 10 kilo. Ikke længe efter står Martin med stor fisk på, som viser sig at veje godt 25 kilo. Den sidste fisk, der kommer op, er en fisk til 79 årige Bjørn på lige knap 20 kilo. Så melder skipper Frederic ud, at vi har fået nok langer, da vi ikke skal tømme pladsen helt – og så går det hjemad.

Dybhavsfiskeri på Halten

Sidste dag på Halten står den på dybhavsfiskeri, hvilket jeg har glædet mig meget til, da der findes nogle usædvanlige arter i farvandet omkring Frøya. Turen ud til dybet bliver en værre bumletur, så jeg bliver desværre ramt af søsyge, så turen foregår for mit vedkommende i fosterstilling på dørken.

Heldigvis bliver vejret bedre, hvilket også er nødvendigt, når man skal ankre op på 500 meters dybde. Man kan undres over, at der er liv så langt nede, men det er der, og Frederic har nogle positioner, hvor de mærkelige mora torsk bor. Denne sjove lille fisk var Frederic den første i Norge til at fange, og han har igennem årene haft alle Norgesrekorderne på arten. Den fisk vil jeg gerne fange, og vi satser alle med små kroge på første nedslip.

Det tager sin tid at nå bunden, og selvom der er liv dernede, kan der være langt mellem huggene. Jeg har noget der napper i samme øjeblik jeg kommer ned, og det samme har flere af de andre. Jonas er allerede halvvejs oppe med sin fisk, og snakker om, at det bare ikke måtte være en brosme, mens jeg sidder fast i bunden… Alle mand – på nær mig – får en moratorsk og Jonas´ fisk er en stor én af slagsen, som i havn viser sig at være ny Norgesrekord. Jeg får endelig en fisk med op – en brosme på 3 kilo, og pludselig jubler Martin: Han har fået sin første blålange nogensinde på godt 5 kilo.

Jonas Botilsrud med ny Norgesrekord på den sjældne Moratorsk.

Jonas Botilsrud med ny Norgesrekord på den sjældne Moratorsk.

 

Blålanger og moratorsk

Den nye plads giver ikke fisk med det samme, men pludselig får jeg tre blålanger op til 11,9 kilo, Det er bådrekord og en svær art at få, så jeg har snart glemt den lille moratorsk, jeg så gerne ville fange. Til aller sidst får jeg dog bid af min moratorsk, den mindste på turen, men det gør ikke spor, når man kan krydse endnu en art af på listen.

Svalbard, hvorfra vi flyver til direkte fra Frøya, er det næste stop på turen. Klokken er to om natten, og solen er højt på himlen. Vi er nu så langt mod nord, at solen ikke viser det mindste tegn på at gå ned på noget tidspunkt – faktisk er vi højere oppe en Thule på Grønland. Allerede lige udenfor lufthavnen ser vi det første advarselsskilt mod isbjørne, så det er et vildt sted, vi er kommet til. Vi har skaffet en kutter, som kan tage os med ud at fiske i Isfjorden efter spændende arter – især den sjældne blå havkat. Skipper aner dog intet om fiskeri, så vi må prøve os frem. Skipper Stig er forsinket, for han har ikke travlt, og det har han formentlig aldrig haft. Han skulle jo også bare hente noget hvalkød til os, hvis vi ville fiske efter grønlandshaj, og det vil vi da meget gerne.

Vi tøffer nu langsomt ud igennem Isfjorden, mens vi nyder det fantastiske arktiske landskab, og efter fire timer er vi klar ved første fiskeplads. Målet er at prøve at fange de to eftertragtede havkatte, den plettede og den blå. Begge fisk er utroligt svære at fange, og mens den plettede dukker op ind imellem i Norge, så er den blå en yderst sjælden fangst.

Denne sømrokke blev fanget på agn på lavt vand.

Denne sømrokke blev fanget på agn på lavt vand.

 

Store forventninger til fiskeriet

Første gang man slipper linen ud et helt nyt sted er altid specielt og der er store forventninger til fiskeriet. Vi fisker på 250 meters dybde med agn, og der går ikke længe, før første mand har bid. Vi venter spændte, men det viser sig at være en torsk på omkring 5 kilo. Tiden går, og vi har kun fået torsk, så vi skifter plads til lidt dybere vand, hvorefter der kommer et par små tærber – samt en kuller og en blåkveite, op. Næste morgen flytter vi længere ud, og vi er nu helt ude af fjorden, men resultatet er det samme: En masse torsk og ikke andet. Vi prøver et par pladser mere og ender helt ude på kanten til meget dybt vand, hvor vi ankrer op for natten. I løbet af aftenen kommer der kun torsk op, og frustrationen er begyndt at brede sig. De fleste går i seng, men Thomas og jeg er stædige og bliver oppe hele natten. Jeg får igen bid og tænker selvfølgelig, at det er endnu en torsk, så jeg gider ikke engang sige det til Thomas. Men – da fisken pludselig bryder overfladen, er det minsandten en blå havkat.

Panikken breder sig, og der bliver råbt lidt, hvorefter Thomas skynder sig at gaffe fisken, så vi endelig kan juble. Det er en flot blå havkat på 8,4 kilo – og så er alle frustrationerne helt væk igen.

En grønlandshaj på krogen

Da vi er færdige med at lande fisk og tage billeder ser jeg, at linen på vores hajstang er trukket helt over på modsatte side af båden, men tænker at agnen nok sidder i bunden og båden bare har flyttet sig lidt. Men da vi mærker på linen, er der bid. Thomas tager stangen, hvorefter fisken tager 30-40 meter line mere, inden vi sætter bremsen på ”strike”. Det er en super tung fisk, for Thomas mister helt balancen, så vi lige må løsne bremsen lidt igen.

Vi får vækket de andre, og Thomas er nu begyndt at få lidt line ind på hjulet: Selvom grønlandshajen ikke er nogen stor fighter, så er det virkelig en tung fisk, han har på. Efter en lille halv time kan vi se stålwiren og snart kommer fisken også op, Vi anslår det imponerende dyr til omkring 450 kilo. På kort tid er vores tur pludselig ændret, og vi er samtidig begyndt at gennemskue, hvor fiskene findes.

Jesper Johannesen med en plettet havkat på 14 kilo taget på 250 meters dybde i Isfjorden på Svalbard.

Jesper Johannesen med en plettet havkat på 14 kilo taget på 250 meters dybde i Isfjorden på Svalbard.

 

Et par flotte havkatte

Efter morgenmaden er vi igen på en ny plads ved bunden af en undersøisk ravine, og her får vi en del almindelig stribede havkatte, hvilket blusser op i håbet om at få de andre havkatte vi er kommet efter. Efter noget tid får jeg en stor plettet havkat op, men på vej ind ryger den af gaffen og ned i vandet med et kæmpe plask, men fisken sidder der heldigvis stadig, så han får gaffet den igen og denne gang kommer den på dæk. Fisken er rigtig flot og vejer 14 kilo, hvilket igen er en ny PR, så jeg er bare ekstremt glad.

Vi har nu bedre styr på, hvor fiskene står, så vi får en del flere plettede og stribede havkatte, men desværre ikke flere blå. Vi får også landet tre grønlandshajer mere, så på sidste dagen er vi glade og tilfredse med resultatet, da test ture som denne altid er svære. Godt trætte sejler vi i havn igen efter en af de største fiske- og naturoplevelser vi nogensinde har haft.

Tag med til Norge

Lige nu i foråret 2021 er der p.g.a. Corona selvfølgelige ikke meget rejseaktivitet, men du kan læse mere om Waterman Travel på www.watermantravel.dk. Alternativt ring på telefon 42 30 07 00.

 

Artiklen blev oprindelig publiceret Fisk & Fri 1/2019.

 

Shimano

 

Jesper Johannesen med ny bådrekord på MS Gotland, en blålange på 11,9 kg, taget på 492 meters dybde.

Jesper Johannesen med ny bådrekord på MS Gotland, en blålange på 11,9 kg, taget på 492 meters dybde.

 

En fantastisk udsigt under fiskeriet ved Svalbard

En fantastisk udsigt under fiskeriet ved Svalbard.

HVAD KOMMER FØRST? ØRREDEN ELLER ÆGGET?

Den unge ørred har en meget speciel og flot farvetegning.

Blandt lystfiskere diskuteres det ofte, hvor og hvornår det er bedst at beskytte vore ørredbestande: – Skal man eksempelvis frede nedfaldsfiskene, friholde grønlændere fra fiskeri, hæve mindstemålet, forlænge fredningstiden eller indføre Catch & Release? Eller – måske tage avancerede vinduesmål-også kaldet slot limits i brug?

AF STEEN ULNITS, FOTO: LARS LAURSEN OG JENS BURSELL

 

VI KENDER ALLE GÅDEN om, hvad der kom først: – Hønen eller ægget? Et interessant og ikke mindst filosofisk spørgsmål, man kan bruge megen tid og mange overvejelser på. Man kan uden videre overføre diskussionen på andre ting her i livet. Eksempelvis ørreder. For hvad kom eller kommer egentlig først: – Ørreden eller ægget? Og hvad er vigtigst af de to?

Spørgsmålet kompliceres af, at ørreder er langt mere komplekse skabninger end høns, fordi de har mange flere og meget forskelligartede livsstadier, som de gennemgår. Ja, faktisk passerer de ofte ind og ud af dem flere gange i deres livsforløb. Så lad os først få styr på stadierne. Før de er på plads og klart definerede, kan vi jo kun vanskeligt diskutere dem. Der kommer nemlig en tid i enhver ørreds liv, hvor dens fremtid formes eller afstikkes. Hvor den skal beslutte sig for, om den vil være en bækørred, søørred eller havørred – for i et kort vindue af tid står alle muligheder åbne.

Ørredens livscyklus og stadier

Den lille ørred ser dagens lys i gydebankens grusmørke. Her har dens mor gravet den ned sammen med en masse andre søskende – efter at dens far har befrugtet æggene i det frie vand over gydebanken.

ÆG: Nedgravet i gydebankens grus er de små ørreder ganske sårbare, fordi i et landbrugsland som Danmark er ægstadiet nok det farligste i hele ørredens liv. Gydebankens opbygning sikrer, at der hele tiden løber frisk og iltrigt vand ind gennem banken. Slam og vandrende sand kan imidlertid hurtigt lukke af for denne gennemstrømning, hvorefter æggene kvæles og dør.

YNGEL: Når ynglen har kæmpet sig vej op gennem gydebankens grus, er blommesækken ved at være brugt op. De små ørreder skal nu til at klare sig selv ved at jage insektlarver og krebsdyr, som udgør ynglens føde i vandløbet. De små ørreder er meget territoriale og helt afhængige af skjulesteder. “Parr” er den engelske betegnelse for ungfisk af laks og havørred. De kendetegnes af tydelige fingermærker på siderne og er forstadiet til “smolt”.

SMOLT: Betegnelse for alle ungfisk af laks og havørreder, som skal vandre ud i havet. De ”smoltificerer” inden udvandringen, hvilket er en kompliceret og hormonstyret proces, der sætter de små laksefisk i stand til at tåle saltvand. Det kan de ikke før smoltifikationen, der beriger gællerne med et meget stort antal såkaldte “kloridceller”, som kan skubbe indtrængende og overskydende salt tilbage ud i havet.

“UNDERMÅLER”: Fisk, som er under det lovbefalede mindstemål, der skal beskytte fiskene, indtil de er blevet store nok til at gyde mindst én gang. Nogle undermålere vil allerede være blevet kønsmodne, hvilket gælder specielt hannerne.

“GRØNLÆNDER”: En pudsig dansk betegnelse for havørreder, som er blanke opgangsfisk, men endnu ikke kønsmodne. Hovedparten er under mindstemålet på 40 cm. Langt de fleste er hunner og dermed forstadiet til de store førstegangsgydere, der er specielt vigtige for bestanden. Målrettet fiskeri efter grønlændere er derfor ikke gavnligt for bestanden og ganske omdiskuteret.

OPGANGSFISK er det samme som “opgængere”. Det er betegnelsen for enhver gydemoden havørred på vej fra havet op gennem åen. Helt friske fra havet er fiskene i reglen sølvblanke og har løse skæl. Gradvis indlejres de løse skæl i huden, som bliver tykkere under et voksende slimlag. Dette yder fysisk beskyttelse under vandringen. Nogle fisk er farvede allerede inden opgangen. Opgangsfisk tager oftest ikke føde til sig under opgangen, men tærer i stedet på fedtreserverne.

GYDEFISK: Fisk, som er blevet gydemodne – og fisk, som er på gydevandring i havet eller oppe i vandløbet. Det sølvblanke skær fra havet er væk – erstattet af gydedragtens mørkere farver og tykkere hud. Hannerne bliver helt brune med stor kæbekrog, mens hunnerne ofte blot bliver gyldne på siderne. De får heller ingen kæbekrog. Bugen på begge køn er nu grå – ikke hvid som ude i havet.

Hvis man vil have en større snitvægt på ørrederne, kan der være god ræson i at hæve mindstemålet. Lad os høre din mening på Fisk & Fris facebook primo februar.

En flot blank overspringer. Hvis man vil have en større snitvægt på ørrederne, kan der måske være god ræson i at hæve mindstemålet? Lad os høre din mening på Fisk & Fris facebook primo februar.

 

“OVERSPRINGER” er betegnelsen for en stor og blank havørred, som har valgt at springe en gydning over. Den har kønsmoden størrelse og kan godt have gydt tidligere. Overspringere menes at udgøre naturens reserve, hvis der skulle ske en naturkatastrofe oppe i vandløbet – jordskælv, klippeskred eller lignende, som hindrer adgangen til gydepladserne. Da står overspringerne klar til at genopbygge bestanden året efter.

NEDFALDSFISK er det samme som “nedgængere”. Man taler ikke om “nedgangsfisk” – måske fordi nedstrøms vandringen efter gydningen er passiv. De falder med strømmen. Nedfaldsfisk er slanke og udmagrede fisk, der har opbrugt det meste af fedtreserverne til opbygning af kønsprodukter. Men det er også fisk, som hurtigt bliver blanke igen efter gydningen. Skællene vil dog blive siddende fast i nogen tid, indtil fiskene er ude i saltvand igen. Herude genvinder de meget hurtigt huldet og vægten. Fælles for både gydefisk og nedfaldsfisk er, at deres spisemæssige værdi er langt ringere end blanke opgangsfisk. Fiskene tager ikke føde til sig under opgangen, men tærer i stedet på fedtindholdet, der omdannes til kønsprodukter. Sene gydefisk og tidlige nedfaldsfisk er derfor de ringeste spisefisk. Nedfaldsfiskene begynder ofte at tage føde til sig igen, mens de stadig er oppe i vandløbet. De er sultne og æder derfor aktivt på de nederste vandløbsstrækninger, hvor det ikke mindst går ud over skaller og andre småfisk, som flere steder findes i stort antal.

Forvaltning af ørredbestandene

Som sagt lurer et utal af farer på den lille ørred, når den kommer til verden. Ikke mange overlever hele forløbet fra befrugtning og klækning over opvækst og udvandring til opgang og gydning. Kigger vi på livsstadierne, så er det ganske let at identificere de største farer. Æggene er sårbare, når de ligger i gydebanken. De kan let kvæles af slam og sand. Endnu værre er det selvfølgelig, hvis der slet ikke er egnede gydebanker. På samme måder er det altafgørende, at ørredynglen kan finde skjulesteder, når æggene er klækket og ynglen søgt op fra gruset. Her er det alfa og omega, at vandløbet er så varieret som muligt. Jo større variation desto flere skjulesteder. Og jo flere skjulesteder desto mere yngel kan vandløbet producere.

I de senere år har det desværre vist sig, at sprøjtegifte fra landbruget ofte havner i vore vandløb. Her skader giften i høj grad de mange insekter og smådyr, som ørredynglen er helt afhængig af. Smolt-stadiet er en specielt farlig tid, hvor fiskene samler sig i flokke, der trækker nedstrøms inden for ganske kort tid. Her har vi set, hvordan uhensigtsmæssigt placerede bundgarn kan tolde hårdt på smoltnedtrækket. Vi har ligeledes set, hvordan den allesteds nærværende skarv sine steder kan tage op mod 80-90% af de nedtrækkende smolt.

Mens ørrederne vokser sig store i havet, er de et naturligt bytte for ikke mindst vor stigende bestand af sæler. Specielt i Limfjorden og Vadehavet ser det ud til at være tilfældet. Vi kan dog nok konkludere, at prædationen fra sæler aldrig kan blive en altødelæggende faktor, som skarven desværre kan blive det for smolten.

Jens Bursell med en flot bækørred taget på in-line spinner.

Jens Bursell med en flot bækørred taget på in-line spinner.

Skadeligt garnfiskeri efter ørred

Ude i hav og fjord er det i stedet det menneskeskabte garnfiskeri, der kan udgøre den største trussel. Når fiskene om foråret samlet trækker fra åernes ferske vand for at spise sig store ude i det salte hav, havner mange af dem i nedgarn. Den største fare udsættes dog de gydemodne fisk for, når de om efteråret søger tilbage mod åer og bække for at gyde. Da er de et uhyre let bytte for garnfiskeren, der tit ikke er bleg for at sætte sine nedgarn ulovligt: Inden for den 100 meter garnfri zone, som med meget få undtagelser findes overalt ved vore kyster. Eller helt oppe i åmundingerne, hvor koncentrationen af gydefisk naturligvis er allerstørst.

Taler man med garnfiskere af den lyssky og sorte slags, så kan de fortælle, at efterårets gydemodne havørreder så godt som altid sidder i garnets inderste ti meter. Meget ofte næsten helt inde ved strandkanten. Forklaringen skal findes i, at de gydemodne havørreder lugter sig tilbage til deres fødevandløb. Ferskvand er lettere end saltvand, og det ferske vand fra åer og bække lægger sig derfor helt inde i strandkanten. Det ved den illegale garnfisker, som derfor ikke nøjes med at sætte sine garn tæt på land. Nej, han sørger naturligvis for, at garnet starter helt oppe på selve stranden. På den måde sikrer han sig, at ingen gydemoden havørred slipper forbi på sin vej mod gydepladserne…

Hjælp til selvhjælp

Det illegale garnfiskeri er svært at kontrollere, for garnene sættes nemlig efter mørkets frembrud og røgtes inden solopgang. Kun en dedikeret kontrol i udsatte områder kan hjælpe her. Heldigvis er der steder, hvor vi lystfiskere selv kan gøre en forskel. Vi kan udlægge gydebanker til fiskene oppe i egnede vandløb, og vi kan sørge for en skånsom vedligeholdelse, som sikrer varierede vandløb med skjulesteder for ørredynglen. Vi kan behandle undermålsfisk skånsomt, når de skal genudsættes, og vi kan hæve det personlige mindstemål, hvis vi finder statens for lille. Det gør mange dedikerede lystfiskere, for hvem 40 cm synes i underkanten.

For en hel del år siden blev det fra statslig siden foreslået, om ikke mindstemålet i stedet skulle nedsættes – til 35 cm. Datidens garnfiskeri var nemlig så voldsomt, at en nedsættelse af  mindstemålet ville sikre flere havørreder til lystfiskerne. I tons, vel at mærke. Ikke størrelse. Med et lavere mindstemål kunne man så nå at fange flere fisk med en større samlet vægt, inden de gik i garnene… Forslaget om et nedsat mindstemål blev naturligvis fremsat i den bedste mening for at sikre flere fisk til lystfiskerne. Ikke større fisk, men flere fisk. Men nu er vi lystfiskere jo ikke erhvervsfiskere, der tænker i antal og totalvægt. Vi vil hellere fange store fisk, og det er en helt anden diskussion. Kvalitet versus kvantitet. Og da skal bestanden forvaltes ganske anderledes. Da skal der et højere mindstemål til, og da skal mange af de større fisk genudsættes.

Selv catche & release fiskeri have indvirkning på bestanden, hvia der er for mange lystfiskere ved vandet. SMå vandløb som dette er særligt følsomme overfor overfiskeri.

Selv catch & release fiskeri have indvirkning på bestanden, hvia der er for mange lystfiskere ved vandet. Små vandløb som dette er særligt følsomme overfor overfiskeri.

Hæv mindstemålet på ørred?

I dag er garnene heldigvis ikke et helt lige så stort problem som tidligere, så i dag kunne vi med fordel sætte mindstemålet op – eksempelvis til 45 cm. Det ville sikre, at flere havørreder kunne nå at vokse sig til større førstegangsgydere, end de kan i dag, og det ville også beskytte den store del af vore grønlændere, som i dag forhindres i at blive til store førstegangsgydere.

Store fisk har bevist, at de har gode gener, som har tilladt dem at nå deres størrelse. De har  værdifuld DNA, som de kan videregive til næste generation, og deres liv bør derfor spares, så de kan nå at gyde. Store ørreder er altid mere værd på gydebankerne end på køkkenbordet. Dette understreges også af, at deres spisemæssige værdi falder støt, når de som kønsmodne vandrer op i vandløbene. De æder intet, men tærer på deres fedtreserver, hvorfor kødet uundgåeligt bliver dårligere og dårligere. Tæt på gydningen er de noget nær uspiselige – med mindre man røger dem ekstra hårdt, som min rygemand plejer at sige…

Gydeørred og nedfaldsfisk

Man hører ind imellem, at det er helt i orden at fange og aflive de magre samt udgydte nedfaldsfisk efter endt gydning. Argumentationen er, at de jo allerede har gjort deres – gydt og sikret bestandens beståen. Argumentet holder skam – på samme måde som mindstemålet gør det. Men man skal også huske, at nedfaldsfiskene jo netop har dokumenteret, at “they got what it takes”. At de har gener, der er værd at videreføre. Og da ørreder jo kan gyde gentagne gange, er det selvsagt ikke smart at fjerne de gode gener, som vil kunne gøre gavn igen-igen. Og da slet ikke, når de samme nedfaldsfisk alligevel ikke er værd at spise.

Det er i min optik en langt bedre politik at lade disse slanke og sorte “kakkelovnsrør” svømme igen. De har jo allerede givet deres fanger en god oplevelse. Og vender snart igen tilbage – tunge, blanke og velnærede.

Kystørred smager fortræffeligt - og det at tage en enkelt eller to med hjem til gryden er en helt naturlig del af fiskeriet.

Kystørred smager fortræffeligt – og det at tage en enkelt eller to med hjem til gryden er en helt naturlig del af fiskeriet.

Catch and release efter ørred

Fangst og genudsætning bliver mere og mere almindeligt mange steder – af mange gode grunde. Nogle steder er det en simpel nødvendighed, hvis der også fortsat skal være fisk at fange. Andre steder sker det mere lystbetonet. Men uanset årsag, så stiller Catch & Release store krav til lystfiskeren, hvis genudsætningen skal opfylde sit formål: Det er vigtigt, at den fangede, afkrogede og genoplivede fisk overlever seancen uden at bukke under for mælkesyreforgiftning, iltmangel eller fysiske skader fra håndteringen, så den fremover kan gyde og dermed bidrage til slægtens videre eksistens.

Men det er et helt andet tema. Her skal vi nøjes med at konstatere, at enhver form for Catch & Release medfører en vis dødelighed. I bedste fald nogle få procent. I værste fald rigtig mange. Under alle omstændigheder siger det sig selv, at jo større fiskepresset bliver, desto flere fangede og genudsatte fisk vil bukke under for selv et rendyrket Catch & Release fiskeri. Det er et desværre ofte overset faktum – samt bagsiden af medaljen.

Og så forresten…Videnskaben har for ganske nylig barslet med det endegyldige svar på det indledende spørgsmål om, hvad der egentlig kom først: – Hønen eller ægget. Det gjorde nemlig ægget. Forklaringen har de fundet i fossilernes verden. Herfra kan forskerne nemlig dokumentere, at fortidens øgler lagde æg. Og da fuglene nedstammer fra netop øglerne – de har bare skiftet skællene ud med fjer, så de kan flyve – da må ægget nødvendigvis være kommet før hønen.

Herligt, når videnskaben kan diske op med klassekonklusioner som denne! Men igen er det ikke helt så enkelt med ørreden. For den lægger jo ikke æg med skal, som reptiler og fugle gør. Dens bløde æg beskyttes i stedet af og mellem bundens hårde sten. Så skal vi konkludere noget her, da må det være, at ægget er vigtigere end ørreden. At hvis vi blot passer på vore ørredæg, så skal ørrederne som art nok klare sig. Men passer vi ikke på vore ørredæg på gyde- og opvækstpladserne i vandløbene, da kan vi hurtigt stå helt uden ørreder at fiske efter! Ægget kommer således også her før ørreden.

TIPS TIL FLERE ØRREDER:

  • Skræm skarverne bort
  • Fred de små grønlændere
  • Pas godt på gydebankerne
  • Genudsæt de store gydefisk
  • Begræns garnfiskeriet i havet
  • Overdriv ikke Catch & Release
  • Genudsæt udgydte nedfaldsfisk

 

Hvis man vil have en større snitvægt på ørrederne, kan der måske  være god ræson i at hæve mindstemålet? Lad os høre din mening på Fisk & Fris facebook primo februar.

 

Shimano

BÆKØRREDEN I TILBAGEGANG

Jens Bursell genudsætter en smuk bækørred taget på spin.

Danske lystfiskere har i en årrække advaret om faldende fangster af bækørreder over mindstemålet i danske vandløb. Det bekræftes nu af en ny rapport fra DTU Aqua med udgangspunkt i en undersøgelse fra Øvre Gudenå og en række andre mellemstore vandløb.

 

I 2016 startede DTU Aqua en række undersøgelser for at bedømme udviklingen i de danske bækørredbestande og vurdere, om det står så dårligt til, som lystfiskerne siger. – Undersøgelserne, der er lavet at Henrik Ravn, Nils Jepsen, Jan Nielsen, Kim Aarestrup og Anders Koed, dækker bækørredbestandene i otte mellemstore og et stort vandløb, hvoraf samtlige er kendt for et fint bækørredfiskeri. De undersøgte strækninger er Øvre Ryå, Binderup Mølleå, Råsted Lilleå, Linå, Fjederholt Å, Øvre Gudenå, Grindsted Å og Nørreå. DTU Aquas resultater fra undersøgelserne er nu udgivet i en ny rapport, som kan downloades via linket nederst på siden.

De store bækørreder foretrækker større vandløb

– Bækørreder lever i vandløb hele livet og vokser sammenlignet med havørred og søørred ret langsomt, lyder det på DTU Aquas hjemmeside fiskepleje.dk. – Bækørreder er normalt 4-5 år gamle, før de når 30 cm (mindstemålet). Man finder sjældent bækørreder over 30 cm i de små bække, da de større fisk foretrækker skjul på relativt dybt vand. Antallet stiger med vandløbets størrelse, men der er generelt ret få store bækørreder, ofte omkring eller under 8 individer pr. km vandløb. Dog blev der i enkelte vandløb fundet tætheder på op til 15-25 individer pr. km.

Tilbagegang af bækørred siden 1980’erne

-Der er ikke tidligere udført egentlige undersøgelser af udviklingen af danske bækørredbestande, understreger DTU Aqua. – Men i den nyerapport om bækørreder analyseres resultater fra langvarige tidsserier på to strækninger af Øvre Gudenå syd for Mossø, som bekræfter, at der her er sket en tilbagegang i bestanden af store bækørreder siden slutningen af 1980’erne. Det er bemærkelsesværdigt, at det er sket i en periode, hvor der samtidig er sket en fremgang i antallet af naturlig produceret yngel på de samme to strækninger af Gudenå.

Sandsynligvis er rovdyr en del af forklaringen

– Det er ikke muligt entydigt at forklare tilbagegangen for bækørreder i de undersøgte vandløb, men særligt fire faktorer vurderes at være af betydning for antallet af bækørreder i danske vandløb, forklarer forskerne:

  1. Fiskespisende rovdyr
  2. Lystfiskeri
  3. Fjernelse af spærringer
  4. Ophør af udsætninger af ”fangstklare” ørreder

– Meget tyder på, at den lave tæthed af større bækørreder kan forklares af en øget dødelighed, der dels er forårsaget af prædation fra skarv og til dels odder/mink, fortsætter DTU Aqua. – Lystfiskeri kan også være af betydning, men dødeligheden ved lystfiskeri kan begrænses betragteligt ved skånsomt catch & release-fiskeri, hvor de fangne fisk genudsættes. Opstrøms spærringer i vandløb kan der være en ”unaturlig” høj tæthed af stationære ørreder, da ungfiskene forhindres i at sprede sig nedstrøms, ligesom bækørreder, der også kan blive forhindret i at vandre nedstrøms og dermed ”lukket inde”. Når spærringer fjernes i et ørredvandløb, vil de ørreder, der før blev tvunget til at blive i vandløbet have mulighed for at vandre hele vejen nedstrøms til havet. Det er således naturligt, at der vil opstå en ny ”balance”, hvor en større andel af ørredbestanden vil vandre nedstrøms til saltvand og leve som havørred når adgangen til havet er lettere tilgængelig.

– Fiskeplejen finansierede frem til år 2000 udsætning af ”fangstklare” ørreder på 25-35 cm, beretter forskerne på DTU Aqua. – Disse udsætninger ophørte, da undersøgelser viste, at fiskene kun overlevede få måneder efter udsætning i vandløb. Udsætningerne af ”fangstklare” ørreder bidrog således generelt ikke til større bestande. Men trods den ringe overlevelse har de sandsynligvis bidraget til lystfiskeriet i en begrænset periode efter udsætning. Ophør af udsætningerne kan derfor have påvirket lystfiskernes opfattelse af, hvor store bestandene har været.

– Den dårlige overlevelse for større bækørreder i de undersøgte vandløb kan i høj grad henføres til prædation, understreges det. – Så længe antallet af fiskespisende rovdyr er på det nuværende niveau, må vi derfor forvente, at bækørredbestandene forbliver på et betydeligt lavere niveau, end hvis der var færre rovdyr. Det samme gælder for bestandene af især stalling, der ligesom bækørrederne lever i vandløbene hele livet og antages at være relativt lette at fange for de rovdyr, der færdes ved vandløbene. Også andre fiskearter er udsat for prædation i vandløb, f.eks. havørred, laks og snæbel, der ligeledes opholder sig i vandløb en del af livsforløbet, både som yngel/ungfisk og i forbindelse med gydning, slutter udmeldingen fra DTU Aqua.

Du kan downloade hele bækørred rapporten her nederst på siden.

 

LARS MICHAELSEN: MANDEN MED ÆGGENE

Lasse i Lystfiskerforeningen for Skive og Omegns klubhus ved Karup Å. I baggrunden ses en udstoppet kæmpe fundet død i åen på 16,4 kilo og 104,5 cm.

En simpel rugekasse ankret op i åen kan være et godt alternativ til traditionel fiskepleje og udsætning af yngel. Læs om Lasse fra Hagebro og hans mange gode ideer, der alle er tænkt for at sikre havørredens ve og vel. Han er her ikke mere, men hans tanker og ikke mindst ukuelige engagement lever videre.

Tekst og foto: Terkel Broe Christensen

ET AF DE STORE TRÆER i skoven ved bredden af Karup Å faldt den 11. juni 2017. Lars Michaelsen blev 73 år. Lars boede i den tidligere fiskemesterbolig ved det nedlagte dambrug ved Sejbæk, der løber få meter fra hans hoveddør. Bækken er er et af de smukke små tilløb til havørredåen over dem alle, Karup Å. Lars, der er bedre kendt som Lasse fra Hagebro, havde én stor passion i livet; Karup Å og særligt havørredens ve og vel.

Med liv og sjæl dyrkede han havørreden og naturen i og omkring Karup Å. I mange år foregik det med fluestangen i hånden, og ikke så få samt store havørreder har han landet gennem tiden. I de senere år var interessen for fiskeriet dog aftaget lidt. I stedet kastede han sin energi og lidenskab på at opfinde og udvikle finurlige apparater eller opstillinger, som kunne forbedre forholdene for havørrederne.

Et transportsystem til gydegrus er et eksempel. Det består af en kraftig vandpumpe, et kar og en stak kloakrør. Systemet kan sammen med en traktor med frontlæsser og en masse vand flytte store mængder grus ud over engene og ned til bækken. Her kan et par mand med lethed og uden at få ret meget sved på panden udlægge store gydebanker på ingen tid.

Lasse på vej hjem fra Karup Å.

Lasse på vej hjem fra Karup Å.

Rugekasser til at klække ørred

De senere år handlede det om kunstige og flydende gydebanker – de såkaldte rugekasser. Lasse, som var pensioneret elektriker og borebisse fra Nordsøen, havde efter gentagende forbedringer nået frem til en model, der virker lige så godt som en naturlig gydebanke – måske endnu bedre. Den kunstige rugekasse har i hvert fald vist ret høje tal for overlevelsen af yngel.

Rugekassen, der skal ankres op i en å vinteren over, består i sin enkelthed af en firkantet ramme, flydeelementer i form af flamingo og en plastikbakke. Simpelt og genialt. Bakken er den samme type, som benyttes i dambrug til klækning af ørred- og lakseæg. Den har huller, som tillader gennemstrømning af iltholdigt vandløbsvand. I Lasses modificerede udgave er der også et hul på et par centimeter i diameter, som ynglen kan svømme ud af, når den er stor nok og klar til livet i bækkens frie vand.

Lasse befrugtede selv æggene i november eller december, og anbragte dem i rugekassen, der også indeholder en del grus med samme størrelse som i en naturlig gydebanke. Efter der er gået omtrent 520 graddage klækker æggene og bliver til blommesækyngel – dvs en lille ørredunge med en stor sæk på maven, der indeholder næring, så den lille fisk kan klare sig uden at skulle tage føde et stykke tid.

Ørredungens vej fra rugekasse til et liv i vandløbet

Det tager som regel tre uger, og i den tid lever blommesækynglen mellem rugekassens grus. Når madpakken er opbrugt, svømmer ynglen selv ud af rugekassen, hvor de er klar til livet i vandløbet. Den fordeler sig herefter i vandløbet, hvor forholdene er bedst egnet. Det vil sige på lavt vand under rødder, udhængende vegetation, bag sten osv. Lasse har observeret, at ynglen forlader rugekassen over omtrent tre uger og for det meste om natten, hvor deres fjender ikke har så let spil.

Men – den gode gamle naturlige metode er naturligvis bedst. – Rugekasser giver rigtig god mening i de mange vandløb, hvor havørrederne stadig ikke har mulighed for at vandre op og gyde naturligt, sagde han – og betragtede det som en selvfølgelighed, at en naturlig ørredproduktion naturligvis er bedst. Det var derfor ikke hans intention, at rugekasser skulle anvendes i velfungerende vandløb. Problemet er bare, at der stadig er masser af vandløb, hvor forholdene ikke er optimale. Spærringer, som forhindrer moderfisk i at nå frem til gydebanker og ynglens opvækstområder er en årsag. Hårdhændet vandløbsvedligeholdelse, hvor sten og grus er fjernet, er en anden årsag. Det er godt nok ikke lovligt længere, at fjerne sten og grus, men det har tidligere været praksis.

Forskningsdirketøren ham selv fra Forskningscenter Hagebro. Lasse, der er iført sine faste følgesvende en gammel oielskindshat og et godt humør fortæller her ved bredden af Sejbæk om alle fordelene ved sin flydende, kunstige gydebanke.

Forskningsdirketøren ham selv fra Forskningscenter Hagebro. Lasse, der er iført sine faste følgesvende en gammel oielskindshat og et godt humør fortæller her ved bredden af Sejbæk om alle fordelene ved sin flydende, kunstige gydebanke.

Fisk fra rugekasser opføre sig mere naturligt end udsat ørredyngel

I mange år har man løst problemet i de dårligt fungerende vandløb ved at udsætte yngel. Det er godt nok yngel, som stammer fra æg fra moderfisk opfisket i vandløbet, men de opdrættes typisk i et kunstigt miljø – modsat ynglen i Lasses rugekasser. Deres udvikling er herefter styret af den naturlige vandtemperatur og døgnets lysændringer. Det sker nødvendigvis ikke i et opdrætsanlæg, hvor ynglen også er vant til at se fiskemesterens røde plastikspand med foder, og hvor lyset i opdrætshallen bliver tændt og slukket på faste tider.

– Jeg har set hvordan yngel, der opdrættes i dambrug følger efter fodermesterens hånd, når han nærmere sig med en rød foderspand, fortalte Lasse. – Den adfærd har yngel fra mine rugekasser ikke. Når jeg åbner låget til rugekassen, er der aldrig en fisk at se, for de har for længst gemt sig mellem gruset i kassen. De to typer fisk vil formentlig også have samme forskellige adfærd i åen, så det er ikke svært at svare på, hvilken af de to typer, som vil klare sig bedst overfor rovfisk og fugle.

Rugekasser kræver tilladelse

Rugekasser er ikke sat i produktion nogen steder og er derfor heller ikke til salg. De er dog forholdsvis lette at fremstille selv, og materialeudgifterne for en kasse med plads til 5.000 æg beløber sig til nogle få hundrede kroner. Man kan så undre sig over, hvorfor brugen af rugekasser ikke er mere udbredt.

 

 

Lasse demonstrer rugekassen for eleverne fra efterskolen ved Blåkilde.

Lasse demonstrer rugekassen for eleverne fra efterskolen ved Blåkilde.

 

Årsagen er ret simpel. Man skal nemlig have en tilladelse fra fiskerikontrollen til at udsætte fisk – og den er de ikke ret villige til at give. Lasse fik derfor heller ikke tilladelse til, at klække yngel i sine rugekasser hjemme i Sejbæk. Men via den lokale efterskole lykkes det dog, at få myndighedernes velsignelse. Argumentet for tilladelsen er formidling. Men det ærgrede den gamle ildsjæl, hvorfor alting skal være så besværligt og bureaukratisk. Lasse mente, at det var dumt. For hvilken skade kan det gøre, hvis de lokale lystfiskerforeninger har et par rugekasser ankret op i deres små lokale fiskevande, hvor den naturlige yngelproduktion ikke er særlig stor? Det vil for det første sikre en effektiv fiskepleje, men man må heller ikke underkende den formidlingsværdi et sådant projekt kan have.

Lystfiskerne ved selvfølgelig godt, hvad det handler om, men for skoleklasser og måske endnu vigtigere, for lodsejere vil et besøg ved en rugekasse være et strålende eksempel på, hvorfor vi er nød til at passe godt på vores natur og ikke mindst vores vandløb. Så er er du medlem af en lystfiskerforening, biologilærer, naturvejleder eller lignende som kunne tænke dig at fortælle om havørreden og vandløbenes spændende biologi med udgangspunkt i Lasses rugekasser er der kun en vej, og det er at få beskrevet et godt formidlingsprojekt og så få bedt Fiskerikontrollen om tilladelse til at klække ørredyngel i en af ”Lasses rugekasser”. Det vil helt sikkert en fange unge som gamle med blot den mindste interesse for natur.

Mere om Lars – alias Lasse- Michaelsen

Lasse kan lidt af hvert også skrive bøger. Han har begået ganske velskrevet bog med titlen: ”Lasses Bog – om lystfiskeri og små historier”. Den handler om et efterhånden langt og som han selv formulerer det morsomt lystfiskerliv blandt andet ved Karup Å. Bogen kan erhverves hos købmanden i Hagebro ved Karup Å. Vil du se Lasse fortælle om sine rugekasser, kan du tjekke Bo Skelmoses video på vimeo. Den ligger på adressen: https://vimeo.com/58322409.

Artiklen blev oprindeligt publiceret i Fisk & Fri 10/2018

Shimano

 

 

I rugekasserne er der grus lige som på de rigtige gydebanker. Her ses nogle befrugtede ørredæg fra en af kasserne.

I rugekasserne er der grus lige som på de rigtige gydebanker. Her ses nogle befrugtede ørredæg fra en af kasserne.

NEW ZEALAND: FEDE ØRREDER PÅ SMÅ FLUER

Vilde vandløb, endnu vildere udsigter – og absurd mange ørreder. Tag med den newzealandske konkurrencefisker og guide Rob Vaz med ud i den newzealandske vildmark – og bliv inspireret til en tur down under.

AF JENS HJALTE LØGSTRUP

 

JEG HAR IKKE FISKET HER i et par år, men jeg er ret sikker på, her er fisk, siger Rob Vaz håbefuldt og smider et par vaders i græsset foran mig. Vi står for fødderne af det bakkede landskab i Te Ure-wera Nationalpark på den newzealandske Nordø – omringet af alt det, New Zealand er allermest kendt for; de bushbeklædte bakker, som bølger langt ud i horisonten; de brusende floder med frå-de rundt om munden; samt de lysegrønne marker, hvor køer og får lever det newzealandske liv.

Klokken er 10. Vi burde allerede have fisket i tre timer, men da vi troppede op ved Robs ”hemmelige” fiskespot lidt uden for Rotorua tidligere på morgenen, var en far-søn duo allerede godt i gang her med stang og flue. Morgenen bliver derfor i stedet brugt på at udforske floderne i Te Urewera Nationalpark. Rob er på udkig efter nye steder, hvor han kan guide de flueentusiaster, som rejser halvvejs rundt om jorden for at smide en våd- eller tørflue i en af New Zealands verdensberømte floder og søer.

Små ørred og regnbuer

”Dry drop rigget” med den store tørflue og de to nymfefluer har knap nok ramt vandet i den første flod, før tørfluen forsvinder. Fluestangen bøjer sig, og i samme se-kund følger modhugget fra Rob. På under 30 sekunder er den første ørred landet – en flot lille ørred på størrelse med en køkkenrulle. På under 30 minutter fanger vi i alt otte regnbuer – og ørreder. Der er bestemt fisk i floden, og med det i baghovedet bevæger vi os længere ind i Te Urewera Nationalpark, hvor de europæiskintroducerede fyrretræer er blevet erstattet med oprindelige newzealandske bregner, blomster og sydbøg. Ligesom fyrretræerne, så er ørrederne heller ikke en del af den oprindelige newzealandske natur. De første ørreder blev introduceret til de newzealandske floder og søer i midten af 1800-tallet af europæiske nybyggere. I dag har New Zealand en solid bestand af bækørred og regnbueørreder.

Med over tyve års erfaring som fluefiskerguide, et par verdensmesterskaber i fluefiskeri i nettet og et godt humør, er Rob en af de absolut bedste fluefiskeguider, du finder på New Zealands Nordø.

Med over tyve års erfaring som fluefiskerguide, et par verdensmesterskaber i fluefiskeri i nettet og et godt humør, er Rob en af de absolut bedste fluefiskeguider, du finder på New Zealands Nordø.

Professionel fluefisker

Et rørhøgepar følger med fra oven, mens vi på under fire timer fanger i alt 12 ørreder. Det er en rigtig god dag selv for en erfaren konkurrencefisker som Rob, der har repræsenteret sit land til VM i fluefiskeri et par gange – plus deltaget i adskillige konkurrencer i USA, Europa og Australien. Det er derfor man kommer til New Zealand – for at fiske med flue. Vi har masser af fisk, og så får man sig altid en fed naturoplevelse, siger Rob og kigger ned på eftermiddagens sidste fisk fra Te Urewera-området. En flot regnbueørred på cirka 2,5 kg, der har meget røde kinder. Udover de mange fisk og den flotte natur, så er et af de helt store plusser ved New Zealand som fiskedestination, at floder, søer og hav er så utroligt tilgængeligt. Det eneste du skal sørge for, inden du drager ud i vildmarken, er at købe et fiskekort, der de fleste steder ikke koster mere end 100 kroner for 24 timer. Har du pengene, og vil du være sikker på at fange fisk, så betaler det sig at kontakte en fyr som Rob, der vise dig de steder, som kun de lokale kender.

Masser af store ørred på det hemmelige sted

På turen hjem kører vi forbi Rob’s hemmelige sted lidt uden for Rotorua. Far-søn duoen fra tidligere er smuttet. Her lugter af nyklippede får, og imellem den underlige blanding af bespiste græsmarker og newzealandsk bush snor en smal del af Ngongotaha-floden sig.

– Vi fanger fisk. Vi fanger store fisk her i dag, lyder det selvsikkert fra Rob, der nærmest ikke kan få samlet fluestangen hurtigt nok og næsten snubler i sine vaders på vej ud i et af flodens sving. Foran os ligger et bassin af krystalklart vand på størrelse med to lastbiler. Den venstre halvdel af bassinet ligger helt stille, imens den anden halvdel følger med flodens naturlige strøm mod ende-stationen i Lake Rotorua på den østlige del af den newzealandske Nordø.

Rundt om os danner bregner, træer og slyngplanter en mur af vegetation, og inde fra den mørkegrønne oase lyder tuiernes eksotiske kald, der mest af alt minder som noget fra en zoologiske have. Grunden til Rob’s begejstring skal findes fem meter ude i bassinet af flodvand, hvor tre mørke skygger står i stærk kontrast til flodens sandede bund. – Det der kan sagtens være trofæørreder, siger Rob og bider tørfluen af linen for at erstatte den med en rødlig vådflue.

Efter et, to, tre svirp med Scott fluestangen, driver de to hjemmebundede nymfer og indikatoren i retning af de tre skikkelser. Men den går ikke dybt og hurtigt nok, så Rob ruller linen ind for at sætte et stykke bly på.

En af dagens første bækørreder fanget på ”dry drop rigget” bestående af en tørflue og to nymfer.

En af dagens første bækørreder fanget på ”dry drop rigget” bestående af en tørflue og to nymfer.

 

Evigt ejes kun den tabte ørred

Efter cirka 30 kast er de tre skikkelser forsvundet. Begejstringen ved synet af de store fisk på bunden af floden er langsomt ved at aftage, men Rob har ikke tænkt sig at give op. Han hiver linen ind, bider den røde nymfe af og erstatter den med en mere gullig flue. Herefter tager han lige præcis ét kast, før hjulet hvæser, og stangen for trettende gang i dag bøjer sig ned mod det blanke vand.

– Kast lige nettet herover, den er stor, lyder det fra Rob, som ikke virker synderligt stresset over at have dagens klart største fisk på krogen. Der er ikke mere end fire meter fra os ud til midten af bassinet, hvor fisken efterhånden har svømmet rundt om sig selv fem gange. I et sidste forsøg på at undgå at blive hevet op af sit domæne, sætter fisken kurs mod et halvråddent træ på den anden side af floden. Med et langt, sejt ryk forsvinder fisk og flue ind under træet, og den skriggule Air-flow line går fra at være spændt til at ligge slapt i vandoverfladen. – Øv, det var en af de større, siger Rob og forklarer, at man sagtens kan fange trofæørreder, der vejer mere end de magiske 10 pund eller 4,5 kilo i Ngongotaha floden.

Rob fangede sin største fisk på flue nogensinde 50 meter længere nede af floden, og det var en bækørred på intet mindre end 7,5 kg!

Dagens trettende ørred: 3,5 kilo!

Den gullige nymfe virkede, og derfor bliver der ikke taget nogle chancer med valg af flue mere. Adrenalinen pumper, og Rob’s ansigtsudtryk er gået fra ’venlig familie-far’ til ’top proffessionel fluefisker’. Tungen bliver holdt lige i munden, og han nærmest sniger sig frem i vandet, imens han svinger fluestangen mod flodens strøm. Fluen lander præcist samme sted som før og bliver langsomt båret ud mod det dybeste punkt i flodens sving. Med ét forsvinder den store indikator, som holder rigget flydende. Rob giver et kæmpe modhug, og så begynder en ti minutters kamp om ikke at miste ørreden til det rådne træ på den anden side af bassinet. – Krogen sidder godt, lyder det fra Rob, hvis øjne lyser op, da ørreden i et sidste forsøg på at undslippe modhagerne skyder op af den blanke vandoverflade og lander med et kæmpe plask i midten af bassinet. To minutter efter står Rob med dagens ørred nummer 13 i hænderne – en flot bækørred på cirka 3,5 kilo.

Eftermiddagsolens sidste lys og den mørkegrønne newzealandske bush i baggrunden, danner de perfekte rammer for et lille photoshoot med den flotte ørred, hvis guld- og grønlige skæl stjæler al plads på kameraets memorykort.

Rob er ikke bleg for at skifte flue ofte:; Hvis han mener, han har serveret fluen perfekt, men ikke får bid, prøver han en ny flue. Se hans hjemmeside på www.flyfishrotorua.co.nz

Rob er ikke bleg for at skifte flue ofte:; Hvis han mener, han har serveret fluen perfekt, men ikke får bid, prøver han en ny flue. Se hans hjemmeside på www.flyfishrotorua.co.nz

Fem ørred pr kvadratmeter

Solen er så småt ved at gå ned, idet vi vælger at tjekke det sidste af Robs favoritsteder kun 200 meter længere nede ad floden. Fem meter ude i flodens sving ligger enhver fluefiskers våde drøm. I et område på cirka 10 kvadratmeter ligger der cirka 50 ørreder. Selv Rob, der har fisket siden han kunne sige sit eget navn, er lige ved at falde bagover af begejstring. Fluestangen kommer på overarbejde, og i den sidste halve times sollys, hiver Rob ørred nummer 14, 15 og 16 op af det det ferske newzealandske vand. Jo – det er helt sikkert: Der venter masser af fantastiske fluefiskeeventyr på New Zealand.

Det klassiske flue set-up på New Zealand

Rob Vaz fisker med Scott fluestænger fra Radian serien, og han bruger hjul fra Lamson. Som of-test fisker han med et ”dry dropper rig” med en tørflue øverst til at fiske i vandoverfladen og en vådflue til at fiske under vandoverfladen. Det er et klassisk setup i New Zealand og bruges af de fleste af fluefiskere. Rob binder sine egne fluer og bruger Haneks eller Tiemco kroge uden modhager, så fisken kan sættes fri uden mén. Fisker han målrettet efter store ørreder, som den han fangede i Ngon-gotahafloden, bruger han kroge med modhager. Han bruger fluorocarbon forfang med brudstyrke på 2,7 kilo eller 5,4 kilo alt efter, hvilken størrelse fisk han er efter.

Selvom han har alt det rigtige udstyr, så mener Rob, at fluefiskeri i lige så høj grad handler om, hvordan man serverer sin flue for fiskene, og om man har forstand på at læse, det vand man fisker i.

Sådan kommer du afsted

En returbillet fra Kastrup Lufthavn til Auckland Airport koster mellem 7.000 og 12.000 kroner alt efter, hvornår på året du vælger at flyve. Lejer du en bil i Auckland, tager det cirka tre timer at køre til Rotorua. En busbillet med Nakedbus fra Auckland til Rotorua koster cirka 150 kroner og tager fire timer. Det er dog klart nemmest at komme ud til de forskellige fiskelokationer med bil. Hvis du vil have en guidet tur med Rob, er det nemmeste at kontakte ham på rob-fishnz@gmail.com.

Artiklen blev oprindeligt publiceret i Fisk & Fri 10/2018

 

Shimano

 

Dagens største fangst, en bækørred på cirka 3,5 kilo, fanget på en gul nymfe. Den største ørred nogensinde fanget i New Zealand blev fanget på Sydøen i 2015 og vejede intet mindre end 19 kilo.

Dagens største fangst, en bækørred på cirka 3,5 kilo, fanget på en gul nymfe. Den største ørred nogensinde fanget i New Zealand blev fanget på Sydøen i 2015 og vejede intet mindre end 19 kilo.

 

Det er ikke kun de mange ørreder, som tiltrækker fluefiskere fra alle verdens hjørner til New Zealand. En fisketur langs de rå newzealandske floder er en naturoplevelse uden sidestykke, som du kun finder få steder i verden.

Det er ikke kun de mange ørreder, som tiltrækker fluefiskere fra alle verdens hjørner til New Zealand. En fisketur langs de rå newzealandske floder er en naturoplevelse uden sidestykke, som du kun finder få steder i verden.

VIL NATURA 2000 PÅVIRKE DANSK LYSTFISKERI?

Såfremt det blev forbudt at fiske i strengt beskyttede Natura 2000 områder, kunne det få store konsekvenser for dansk kystfiskeri – blandt andet på Møn.

 

Der har den seneste tid været stor uro om frygten for et eventuelt totalforbud mod lystfiskeri i mange af landets Natura 2000 områder. Men mon det går så galt? Vi har talt med Europa Kommissionens repræsentant i Danmark – Stina Soewarta, der her giver sit bud på situationen: Man har stor tiltro til, at lystfiskeri ikke skader biodiversiteten, når det sker forsvarligt og bæredygtigt – og noget tyder derfor på, at de planlagte 10 % strengt beskyttede områder næppe får den store betydning for dansk lystfiskeri.

AF JENS BURSELL

I oktober fremlagde man i EU et forslag om at 10 % af Europas areal skal være strengt beskyttet for at give naturen og biodiversiteten et hårdt tiltrængt løft. Et godt initiativ, som mange danske lystfiskere kan bakke om omkring. Hovedparten af de 10 % vil ikke nødvendigvis men snarere sandsynligvis komme til at ligge i Natura 2000 områder.

Hvis et velforvaltet lystfiskeri bedrives ansvarligt og bæredygtigt uden et for højt fiskepres vil det i mange tilfælde hverken skade fiskebestande eller biodiversitet – tværtimod. Lystfiskerne har nemlig i årtier bidraget til både fiskepleje og naturgenopretning med tusindvis af frivillige årsværk – et arbejde som selvfølgelig gavner naturen.

Formuleringen af et potentielt forbud mod fiskeri i de kommende strengt beskyttede områder har derfor vakt både undring og bekymring i lystfiskerkredse. Der vil helt klart være områder, hvor det vil være både klogt og rimeligt at forbyde al færdsel – inklusiv lystfiskeri. Det kan enten være permanent – eller på bestemte tider af året – fx ynglesæsonen for fugle. Omvendt vil også være mange bevaringsværdige områder, hvor et ansvarligt, velforvaltet og bæredygtigt lystfiskeri ikke nødvendigvis vil komme i konflikt med områdets biodiversitet og status som strengt beskyttet areal.

Danske lystfiskere skal naturligvis være parat til at yde sit for at forbedre naturens vilkår, men der er ingen grund til at forbyde lystfiskeri i de områder, hvor det reelt set ikke vil have nogen effekt – andet end at nedsætte lystfiskernes incitament til fortsat at gøre et kæmpe arbejde for at forbedre naturgrundlaget.   

Men spørgsmålet er så – kommer implementeringen af de 10 % strengt beskyttet natur reelt set til at få betydning for de danske lystfiskere? Det giver EU-kommissionen her svar på:

Stina Soewarta Europa Kommissionens repræsentant i Danmark

Stina Soewarta – Europa Kommissionens repræsentant i Danmark

Skader lystfiskeri naturen?

FISK & FRI: Hvordan betragtes de danske lystfiskere af EU-kommissionen? Har man tiltro til, at de fleste former for helt almindeligt lystfiskeri i Danmark dyrkes og forvaltes på en sådan måde, at det i det store hele ikke påvirker biodiversitet og natur nævneværdigt i negativ retning?

EU/Stina Soewarta: Der er naturligvis stor tiltro til, at lystfiskeri ikke påvirker biodiversitet negativt, når det gøres forsvarligt og bæredygtigt. Det er også grunden til, at administrationen af beskyttede naturområder ligger hos medlemslande selv. Det giver ingen mening, at Bruxelles skal bestemme om, og hvordan man må fiske i fx Gudenåen.

Anderkender EU lystfiskernes indsats for at forbedre naturgrundlaget?

FISK & FRI: Kan man fra EU-kommisionens side se pointen i, at danske lystfiskere gennem deres store frivillige indsats for vandmiljø og fiskepleje, faktisk ofte har en positiv indvirkning på de habitater og fiskebestande man søger at beskytte i Natura 2000 områderne?

EU/Stina Soewarta: Der er fuld forståelse for, at mange naturinteresserede personer, hvad enten de er fiskere, jægere, spejdere eller andre friluftsfolk bidrager positivt til naturpleje. Derfor har der på naturområdet altid været stor tradition for at inddrage alle dem, der har interesse i sagen, i fastlæggelse af reglerne. Det gælder også i Danmark, der har en fantastisk tradition på dette område, og hvor lystfiskere har været en væsentlig del af succeserne.

Hvilke former for fiskeri vil man begrænse?

FISK & FRI: Når man fra EU’s side skriver, at der ikke skal være fiskeri i ”strictly protected zones” – er det så eksempelvis bæredygtigt lystfiskeri med et højt element af fx Catch & Release man sigter til – eller har man i virkeligheden blot et ønske om at stoppe mindre bæredygtige former for fiskeri – fx forskellige former for fritidsfiskeri med garn, redskabsfiskeri og kommercielt fiskeri med metoder, der åbenlyst ikke er godt for økosystemer og habitater – fx trawl?

EU/Stina Soewarta: Ønsket om flere naturbeskyttede områder hænger sammen med, at vi har en stor krise på biodiversitetsområdet. Vi har mistet alt for mange vilde dyr og fisk. Det skal der rettes op på. Medlemslandene er blevet enige om, at 30% af EU inden 2030 skal være beskyttede, heraf skal de 10% være ”strengt beskyttede”. Alt dette for at sige, at det er klart, at man er nødt til at se på, hvilken type af aktivitet man kan tillade. Det er klart, at man ikke kan fiske med slæbetrawl, anlægge campingpladser eller grave en grusgrav i særligt sårbare områder. Det er de nemme sager. Hvor der skal mere specifik regulering til at afgøre, hvad man kan gøre hvornår og hvordan, ja så må man i de enkelte lande se på, hvad man kan tillade, når ønsket er, at områderne skal beskyttes bedst muligt. Igen, jeg tror ikke det afviger meget fra den tankegang der er i Danmark i dag.

Et forbud mod lystfiskeri i de søer som ligger i Natura 2000 områpder ville kunne få store konsekvenser for dansk søfiskeri. Alt tyder heldigvis på at der ikke vil komme et decideret forbund mod lystfiskeri i de 10 % der vil blive udpeget som strengt beskyttet.

Et forbud mod lystfiskeri i de søer, som ligger i Natura 2000 områder, ville kunne få store konsekvenser for dansk søfiskeri. Alt tyder heldigvis på at der ikke vil komme et decideret forbund mod lystfiskeri i de 10 % der vil blive udpeget som strengt beskyttet.

EU forbyder ikke lystfiskeri

FISK & FRI: Skal de danske lystfiskere være nervøse for, at en stor del af de attraktive fiskeområder lukkes ned for almindeligt fornuftigt lystfiskeri?

EU/Stina Soewarta: De skal ikke være nervøse for, at EU kommer og forbyder lystfiskeri, for det gør vi ikke. Men de nærmere regler og administration skal man tale med miljøministeren om. Det er klart, at de områder, hvor enhver form for fiskeri vil skade særligt sårbare områder, ja da vil det ikke kunne tillades. Men det er jo i Danmark ikke anderledes end i dag. Men rammen skal være vejledende for hele EU, og det er ikke sikkert, der er den samme grad af forståelse for, hvad bæredygtigt lystfiskeri er i alle andre lande.

 Danmark fastsætter selv fiskereglerne

FISK & FRI: Hvor høj grad af selvbestemmelse har de enkelte lande for hvordan de nye ”strictly protected zones” skal forvaltes – eksempelvis i forbindelse med regler for lystfiskeri? – Hvad tror du dette kommer til at betyde for de danske lystfiskere i praksis?

EU/Stina Soewarta: Ideen er, at alle medlemslande bliver enige om en ramme for de beskyttede og strengt beskyttede områder. Den ramme er vejledende for medlemslandene. Derefter vil de enkelte lande udpege de områder, de ønsker skal beskyttes. Når det op på de 30 % inden 2030? Målet er ikke udformet som et juridisk bindende mål, så der er ingen lovgivning på vej. Men samtidig vil man i 2024 se på, hvordan det går, for ideen er, at der skal være mere natur og bedre beskyttelse af biodiversiteten, ikke mindre. Vi har i dag beskyttet 18% via Natura 2000 områder, så vi skal op i gear. Omvendt husker jeg godt diskussionerne omkring Natura 2000, og min oplevelse i dag i Danmark er, at alle lever med de rammer, der gives i Natura 2000 regelsættene, der jo netop også forvaltes af medlemslandene selv indenfor en fælles ramme.

Får vi 10 % strengt beskyttet område i Danmark?

 FISK & FRI: Er det korrekt forstået at de 10 % af Europa man ønsker som strictly protected – ikke nødvendigvis fordeler sig med en ens procentsatser i alle lande, og at det fx godt kunne være 3 % i Danmark og 17 % i Sverige (eller omvendt)? Hvis ja – hvad tror du så i praksis det vil betyde for Danmark?

EU/Stina Soewarta: Ja, man ser ikke på de enkelte lande, men snarere på at sikre, at den meget forskellige natur i Europa bliver beskyttet, hvad enten det er tundra i Finland, Vadehavet, eller skildpadders ynglesteder på de græske øer. Hvert område har jo en stor betydning for naturen samlet set, hvad enten der er tale om vigtige områder for trækfugle eller ål, eller en enestående biotop, som måske er det eneste ynglested. Jeg kan ikke forudse, hvad ministeren vil indstille som beskyttede områder.

Hvis man lukkede for lystfiskeri i Natura 2000 områder ville Stevns været et af de områder hvor fiskeriet let kunne gå hen og blive berørt.

Hvis man lukkede for lystfiskeri i Natura 2000 områder, ville Stevns været et af de områder, hvor fiskeriet let kunne gå hen og blive berørt. Heldigvis tyder alt på, at velforvaltet og bæredygtigt lystfiskeri ikke vil blive betragtet som uforeneligt med streng beskyttelse

 Hvordan skal ”forbud mod fiskeri” defineres?

 FISK & FRI: Hvordan man vil forebygge, at reglerne for fiskeri i ”strictly protected zones” ikke utilsigtet tolkes som at ”bæredygtigt lystfiskeri” skal forbydes? Bør man ikke ændre ordlyden, og præcisere, at bæredygtigt lystfiskeri er tilladt, så man er sikker på at det ikke fejltolkes?

EU/Stina Soewarta: Kommissionen fremlagde et forslag til en vejledende ramme, og den er nu ved at blive diskuteret. Ideen er at hjælpe landene dels med hvad de skal udpege af områder, dels hvordan de skal forvalte dem, og endelig sikre, at hvor områder spreder sig over flere lande, ja da er reglerne nogenlunde ens. Vi har hørt kommentarerne, og er ved at skrive en ny version af denne vejledende ramme. Jeg kan ikke sige, om eller hvordan den bliver ændret på præcis dette punkt. Men den reviderede ramme kommer i slutningen af denne måned, og der vil være et nyt møde med medlemslande og interesseorganisationer i februar. Rammen er som sagt ment som en vejledning, og der vil være områder som er så sårbare, at selv ikke den mest bæredygtige lystfiskeri eller jagt kan tillades – ligesom i dag. Så det er ikke helt let at formulere noget, der dækker alle sager. Og som sagt, så er det op til de enkelte lande at administrere.

Streng beskyttelse i konstruktiv dialog

FISK & FRI: Alt i alt – hvad tror du implementeringen af de 10 % ”strictly protected zones” kommer til at betyde for dansk lystfiskeri?

EU/Stina Soewarta: Det må man tale med miljøministeren om, jeg kan ikke spå herom. Men Kommissionen har meldt klart ud, at administrationen af disse områder fastlægges i konstruktiv dialog med alle, der har en interesse heri, det gælder også lystfiskere.

 FISK & FRI: Hvornår skal de enkelte landes regeringer have implementeret deres ”strictly protected zones”?

EU/Stina Soewarta: De 30% og herudaf 10% skal være implementeret senest 2030. Der vil være en mellemstation i 2024, hvor vi vil se på, hvordan det går, og om Europa er på rette vej.

 Hvad sker der nu?

Fisk & Fri følger naturligvis sagen om de fremtidige strengt beskyttede områder tæt – og vi vil informere, så snart der kommer nyt i sagen om hvilke restriktioner, der eventuelt vil komme for de danske   lystfiskere – samt hvor.

 

Shimano