CAPE COD: KYSTFLUE PÅ AMERIKANSK

Vidstrakte flats, brusende tidevandsrender og sightfishing i havstokken. Er det noget du kunne tænke dig iført vaders og med grej, der minder om vort hjemlige kystudstyr, så følg med på jagt efter stripers på Cape Cod i Massachusetts.

 

AF REDAKTIONEN

 

DEN ØSTAMERIKANSKE MOTORVEJ ligger som tegnet med en lineal foran os. Snorlige og seks spor bred pløjer den sig gennem det urbane landskab, mens vores overdimensionerede motor, dybt brummende, fører os ud af Boston. Vi er på vej til Cape Cod – et weekend gataway for Bostons rigeste, men også et af verdens fedeste steder at vadefiske efter striped bass med fluestangen.

 

Friluftsland

 

Efter det første og sidste friturestegte morgenmåltid fra Dunkin’ Donuts, står vi klar ved vandet. Og det er med stor spænding, at vi forsigtigt sender de første kast ud over det solbadede, spritklare men strømsatte kyststræk. To strip inde i tredje kast bliver min Clauser stoppet hårdt og brutalt, hvorefter indholdet af min linekurv samt 20 meter backing hurtigt forsvinder ud i Cape Cod Bay. Det er min første striper, så jeg ved ikke helt, hvad jeg skal forvente med hensyn til størrelse kontra fightegenskaber, men jeg har dog på fornemmelsen, at jeg har fat i en grovere en af slagsen.

Fisken går nu – præcis som en stor havørred – tungt på tværs, mens den sporadisk rusker voldsomt med hovedet, men der går ikke mange minutter, før den kapitulerer for sidepresset. Jeg tvinger den sølvglinsende fisk op i det oversvømmede græs, hvor den kæntrer og triller om på siden – helt efter bogen. René, min gamle ven og fiskemakker på turen, har hørt tumulten og kommer ilende for at hjælpe med et par billeder, inden den flotte fisk glider tilbage i vandet.’

 

Stripers findes hele vejen rundtom Cape Cod og er at finde ved alt slags kyst. Denne fine fisk huggede i uklart vand, på en plads der minder om en dansk fjord.

Stripers findes hele vejen rundt om Cape Cod og er at finde ved alt slags kyst. Denne fine fisk huggede i uklart vand, på en plads der minder om en dansk
fjord.

Det striper fiskeri er sgu ikke så svært

Den umiddelbare succes udløser en stemning, der er til at føle på, og vores bange anelser, om det for os ukendte fiskeri, forsvinder som dug fra solen. – Det der striperfiskeri er sku’ da ik’ så svært, udbryder jeg med et glimt i øjet, velvidende at jeg har været ret heldig. Vi har fisket i under 10 minutter, og jeg har allerede en keeper, som man kalder fisk over mindstemålet på 28 tommer, i fangstjournalen.

Vi er tændte og vil selvfølgelig have flere, så de store tobislignende Clauser-fluer bliver hurtigt sendt ud over det tilsyneladende fiskefyldte vand. Der går ikke længe, før der er bud efter Renés flue. Denne gang er det en lidt mindre, men stadig hårdt fightende fisk, som har kastet sig over fluen. Fiskeriet fortsætter til solen går ned, hvor vi, tynget af sult og udmattelse efter en lang rejse, kaster håndklædet i ringen. Vi finder et sted at stille sulten, hvorefter jagten går ind på et motel.

 

Cape Cod kan fiskes døgnet rundt. Fiskeriet erofte godt i skumringen – præcis som herhjemme.

         Cape Cod kan fiskes døgnet rundt. Fiskeriet er ofte godt i skumringen – præcis som herhjemme.

Tidligt på kysten efter striped bass

Vi står op med naturen, og er på en ny plads ved solopgang næste dag. På vej ud på den kæmpemæssige flat ser vi på afstand måger dykke og stripers slå vildt i overfladen. Vi sætter farten op og tilbagelægger hurtigt den 500-600 hundrede brede sandbanke, der er mellem os og det betagende scenarie.

Der står allerede flere lokale på pladsen og nogle af dem fighter fisk, som de har kroget i noget man bedst kan beskrive som en brusende elv af saltvand. Ved Cape Cod’s kyster er der op til fire meters forskel på flod og ebbe og det skaber mange steder tidevandsrender gennem flatsne. Og lige præcis i disse render holder rovfiskene til, når strømmen løber og bringer føde med sig.

– God morning udbryder en af de lokale, mens han kigger på uret, med en slet hentydning til, at vi er alt for sent på den. Tidevandet er på vej ind, og fiskeriet har åbenbart kørt i mange timer. Nuvel – man skal jo lige lære det, og på turen får vi mange lærestreger, hvoraf den vigtigste er, at tidevandet styrer alt!

Vi finder et sted at fiske i renden, som nu kun pletvis viser tilstedeværelsen af stripers, med flygtende byttefisk panisk sprøjtende ud af vandet. Der går heldigvis ikke mange minutter, før vi begge står med fisk, som kæmper overraskende godt i den hårde strøm. Det er ikke store fisk, vi har fundet, men der er nok af dem og de 45-55 centimeter lange stripers, bukker let vores 8’er stænger godt sammen. Fiskeriet står desværre ikke på længe, da det stigende vand kommer hurtigt.

 

Clauser var i den grad førstevalget på vores tur, og det simple mønsterstod for cirka 90% af fangsterne. Andre har god succes med – og sværger til – fluer som flatwings og Surf Candy, der sikkert også  virker godt.

Clauser var i den grad førstevalget på vores tur, og det simple mønster stod for cirka 90% af fangsterne. Andre har god succes med – og sværger til – fluer som flatwings og Surf Candy, der sikkert også  virker godt.

Tid til striped bass

– It´s time boys, siger en lokal herre, mens han går forbi os og nikker mod land. Vi vender os og konstaterer, at det der før var en kæmpemæssig sandbanke nu er dækket af vand. Den lokale lystfisker kigger derefter ud på en lystfisker, der står nogle hundrede meter længere ude og konstatere tørt – I hope he knows what he is doing… Fiskeriet på de store sandflats er forbundet med en vis fare, og er man ikke godt kendt på pladserne, skal man søge mod land i god tid. Ellers risikere man en lang svømmetur i Atlanten eller det der er værre.

Vi bevæger os mod land, mens vi afsøger spændende områder på vejen. Huggene udebliver desværre, men fiskeriet over det rene sand er enormt spændende, og vi er begge enige om, at pladsen skal have et skudmere i faldende vand. Oppe på parkeringspladsen, bliver vi bekræftet i vores antagelse i, at tidevandet er altafgørende. De lokale fiskere understreger vigtigheden af at holde øje med tidevandstabellerne, og hvordan forskellige pladser fisker i hhv. faldende, stigende eller vendende vand. Kort sagt, tidevandet bestemmer hvor, hvornår og hvordan man fisker. Men heldigvis er Cape Cod så stor og varieret, at man mere eller mindre kan fiske i optimale vandforhold døgnet rundt.

 

En af turens relativt få keepers– en smuk og hårdtfightende fisk.

En af turens relativt få keepers – en smuk og hårdtfightende fisk.

Striper tips hos den lokale grejpusher

Den lokale grejbutik blive efter en sen morgenmad besøgt, og vi pumper den hjælpsomme ekspedient for information efter alle kunstens regler. Vi køber lidt fluer og begiver os videremod pladsen, som ekspedienten har udpeget for os. Fremme ved pladsen åbner der sig et landskab, som til forveksling minder om den jyske vestkyst. Store klitter med lyng og marhalm baner vejen ned til en bred sandstrand, hvor bølgerne dovent ruller ind. Vi spejder efter indikatorer på fisk i området, men ser hverken blitzende fisk eller dykkende måger, så vi begynder at fiske blindt.

Vandet er stadig stigende, og inden længe foregår fiskeriet tørskoet fra land. René fanger et par stripers, mens jeg nuller den de første par timer. Pludselig er der dog bud efter min lille sorte/hvide Jiggy. Fisken er ikke stor, men der er fart i den. Den skifter hele tiden retning, og jeg har svært ved at styre den. Det viser sig, at jeg har fat i en bluefish. Heldigvis er den kroget yderligt og kommer sikkert på land, men resten af dagen er jeg langt fra lige så heldig med de små skarptandede bæster, som i timerne efter gør stort indhug i min ellers velassorterede flueæske.

Dagene går, og vi begynder så småt at finde rytmen i tidevandsfiskeriet. Det er befriende at kunne planlægge sit fiskeri efter faste rammer, og ikke skulle bekymre sig om variable faktorer som vind og vejr. Vi finder vores egne hotspots, hvor vi gør nogle fine fangster. Desuden begynder vi at fiske i de mørke timer, hvilket er yderst givtigt. Det er som om de ellers ikke sky stripers smider de sidste hæmninger, når mørket falder på, hvor de kommer ind på utroligt lavt vand. I skumringstimerne har vi sindssygt spændende fiskeri, hvor vi på ankeldybt vand kaster til trykbølger fra fisk. Når fiskene får færden af vores fluer, resulterer det ofte i et eksplosivt hug – efterfulgt at et udløb til dybere vand.

 

Surffiskeri på amerikansk.Det skal være bekvemt at tilbringe flere dage ved vandet.

Surffiskeri på amerikansk. Det skal være bekvemt at tilbringe flere dage ved vandet.

Drømmen om at opleve striperblitz

Striperblitz står højt på listen over fiskeri, som vi gerne vil opleve – og halvejs gennem rejsen er vi vidne til en af de vildere. Vi er på pladsen, hvor jeg første dag fangede en keeper i håb om at overliste endnu en stor fisk. Vandet er stigende, og millioner af de små byttefisk – peanut bunkers, vrimler om benene på os.

René råber noget utydeligt og peger med sin stang ud over bugten. Små 300 meter ude koger vandet af byttefisk, måger og stripers i en kæmpe blitz. Bare de kommer denne vej tænker vi synkront og iagttager sceneriet fra afstand. Det sydende vand kommer tættere og tættere på – og pludselig er det inde for kastehold. Vi spænder stængerne så godt vi har lært og sender vores tunge Clausers ud over de blitzende fisk. Belønningen kommer prompte i form af to stenhårde hug.

Sådan fortsætter det de næste 2-3 timer, hvor vi bruger mere tid på at fighte fisk end på at kaste til dem. Konkurrencen om føden lader til at ha’nået nye højder, og fiskene tager uden tøven fluen, så snart den lander i nærheden af den oprørte overflade. – Det her er simpelthen for vildt, griner René, mens han fighter fisk nummer »har mistet tællingen for længst« på dagen.

 

Stripers eller striped bassminder til forveksling om vores hjemlige havbars. De er dog noget større og har vandrette sorte striber ned langs siden.

Stripers eller striped bass minder til forveksling om vores hjemlige havbars. De er dog noget større og har vandrette sorte striber ned langs siden.

 

De jagende fisk har delt sig op i mindre grupper på 10-20 fisk og patruljerer nu kystlinjen på det lave vand, hvor de viser sig ved korte men intense eksplosioner af peanut bunkers og stripers sprøjtende fri af vandet. Efter nogle timer dør strømmen fra det indkommende tidevand ud, og overfladeaktiviteten forsvinder lige så hurtigt, som den kom. Men fiskene er der endnu. De skal bare fiskes blindt. I virvaret af blitzende fisk er René og jeg kommet så langt fra hinanden, at vi ikke længere har kontakt, men da vi mødes kan René berette om en fisk i omegnen af 80 centimeter, som huggede helt inde under land: En fantastisk afslutning på en uge med kystgrejet, vi aldrig vil glemme.

Fluegrej til kystfiskeri efter striped bass

Stripers er hårdthuggende og velfightende fisk, men de stiller som sådan ikke specielle krav til din udrustning. Atlanterhavets høje saltholdighed er derimod ubarmhjertigt mod hjul med tendens til rust, og de ofte tunge fluer i kombination med hård vind kræver lidt mere af stangen, end hvad vi er vandt til herhjemme. En 7’er kan gå, men du er langt bedre tjent med en stang der står 8 eller 9 på. Linerne er, som ved meget andet fluefiskeri, det vigtigste. Som udgangspunkt skal du have en god intermediate line, der er velegnet til at bære tunge fluer. Dertil kan du supplere med en flydende til de helt lave flats samt en hurtigt synkende til tidevandsrenderne. Som udgangspunkt skal du kigge efter liner med taperinger, der egner sig til store fluer. »Geddeagtige« liner er fine, men der findes også liner udviklet til stripers. Jeg meget glad for Rio’s Outbound og Outbound Short, som er populære striperliner, der klarer opgaven til UG.

 

Vejret på Cape Cod svingervoldsomt. Den ene dag fisker man silende dagsregn iført vaders, vadejakke og hue, for den næste dag at vadefiske i shorts.

Vejret på Cape Cod svinger voldsomt. Den ene dag fisker man silende dagsregn iført vaders, vadejakke og hue, for den næste dag at vadefiske i shorts.

Cape Cod – den perfekte plads til striped bass

Den med danske øjne relativt store halvø er enormt naturskøn og varieret i sine kystmiljøer. Her finder du alt fra virkelig åben atlanterhavskyst med gode muligheder for surffishing til tidevandslaguner med til tider nærmest brakvandslignende forhold. I Cape Cod Bay er der masser af vidstrakte sandflats, som i lavvande strækker sig mange kilometer ud fra kysten og indbyder til sigthfishing efter store stripers. Kort fortalt der er noget for enhver smag i Massachusetts.

Der er flere måder at komme afsted på. Man kan som os lave turen på egen hånd, men det kræver en del forberedelse samt hjælp til pladserne fra folk, som har været der før. Alternativt kan man hyre en guide på Cape Cod. Tjek www.fishingthecape.com. Den lette løsning er at tage med danske turudbydere, der arrangerer guidede ture til Cape Cod for en overkommelig pris – fx Pro Outdoor – se mere her.

 

Er der sæler eller striped bass (!) i nærheden skal man tage sig i agt for hajer

Er der sæler eller striped bass (!) i nærheden skal man tage sig i agt for hajer og ikke vade dybt.

 

Hvide hajer langs kysten ved Cape Cod

Den store hvide haj er ikke til at spøge med, og når myndighederne sætter advarselsskilte op, så mener de det. Udover almindelig sund fornuft, er der en enkel regel, man skal følge: Vad ikke ud i nærheden af sæler!!! Hvide hajer spiser sæler, og er sjældent langt væk. Desuden spiser de store sæler stripers, hvilket også er et udmærket incitament for at søge væk fra dem.

 

Tohatsu

KYSTFLUE: BIND EN POLARREJE

To flotte havørreder, der måtte stille sig i den lange række af havørreder, som er faldet for »den grimme lyserøde«.

Polarrejen som i daglig tale er kendt som »Peters grimme lyserøde flue«, er en rigtig killer, der siden midt 90’erne har udfisket det meste. Her giver Jan Bach Christensen dig historien bag vidunderet – samt en udførlig bindevejledning.

 

AF JAN BACH CHRISTENSEN

 

FLUER, DER FANGER FISKERE hører til nogle af de mest brugte kystfluer. De er nemlig ikke kun gode til at fange fisk, de er også gode til at fange fiskere. Med det mener jeg, at fluerne giver fiskeren troen på, at her er der tale om en rigtig »killer« – altså en flue, som kan udfiske »næsten« alt og alle. Ofte kræver det, at fluen enten er meget realistisk eller har en egenskab, som vi mener er udslagsgivende. Det kan være fx bøjede gummiben eller smarte rygskjold, der får rejefluen til at se super naturtro ud.

Konsekvensen er, at de fluer de fleste af os har siddende i kystæsken, eller for enden af forfanget, ofte kræver en vis investering ved fluestikket – enten i tid eller penge til specielle materialer. Fluen, jeg her vil fortælle om, hører ikke med i ovenstående kategori – nok nærmere det modsatte.

 

Forshaga Akademin

 

Tre variationer af Polarrejen;øverst er den normale version, til venstre en lille udgave og nederst en variation med dobbelt krogsæt.

Tre variationer af Polarrejen; øverst er den normale version, til venstre en lille udgave og nederst en variation med dobbelt krogsæt.

 

Polarrejen – alias Peters Lyserøde Flue

 Peters lyserøde flue er den flue, som min gode ven, Peter Skovhus, i over et årti – gang på gang – har formået at udfiske mig selv og de fleste af vores fiskekammerater med. Peter er en rigtig god fluekaster samt en meget årvågen og erfaren kystfisker, så det er der for så vidt ikke noget galt i – eller underligt ved. Sagen er bare, at Peter altid gør det med et stort monstrum og en pink »reje«-flue for enden af sit forfang – også under forhold eller årstider, hvor gældende teori dikterer, at man fisker med fx en meget mindre eller mere naturtro flue.

At fluen kun består af to materialer, ligner en skoleknægts første forsøg på en flue, og på en god dag tager under to minutter at binde, gør ikke frustrationen blandt os, der fisker med »pæne« fluer, mindre. Vi har holdt stand i mange år og har forsøgt at ignorere frustrationen over Peters lyserøde dræber, men har samtidig haft lidt svært ved at tro på, at Peters imponerende fangster udelukkende skyldes hans evner som kystfisker. Selvom nogle nok ikke er stolte ved at have et pink monster siddende ved siden af rækker af sirligt bundne imitationsfluer i kystæsken, så sker det dog oftere og oftere, at vi kommer til at »låne« en af Peters fluer…

Polarrejens første fisketur

 Fluens jomfrutur blev fastslået under en nylig fluebindeaften, hvor Peter tjekkede sin gamle fangstjournal i kladdehæftet. Her kunne han se, at første gang Polarrejen ramte vandet var i 1996 i Mariager Fjord og Limfjorden. Han fortæller, at fluen dengang så noget anderledes ud. Den var inspireret af den dengang meget populære Glimmerreje, men havde bl.a. realistiske øjne og rygskjold.

Over årene blev fluen gradvist forenklet, uden at Peter så nogen forskel i dens evner som fiskeflue. For ca. 10 år siden endte han med det nuværende design udelukkende bestående af polarræv og polarchenille – en meget simpel flue, som er let at binde og som har masser af liv i vandet og tydeligvis fungerer hele året rundt.

 

Da Peter som 11-årig i det nordligste Jylland begyndte at fiske medfluer, fik han naturligt nok brug for et fluestik. Peters far havde dog ikke megen fidus til det billige, nyerhvervede fluestik, der knapt kunne holde en krog fast. Så i stedet gik han i værkstedet. Resultatet med svejseapparatet var et fluestik, som nok aldrig vinder nogen skønhedskonkurrence, men som til gengæld kunne holde en krog fast. Function over form, som de siger på engelsk.

Da Peter som 11-årig i det nordligste Jylland begyndte at fiske med fluer, fik han naturligt nok brug for et fluestik. Peters far havde dog ikke megen fidus til det billige, nyerhvervede fluestik, der knapt kunne holde en krog fast. Så i stedet gik han i værkstedet. Resultatet med svejseapparatet var et fluestik, som nok aldrig vinder nogen skønhedskonkurrence, men som til gengæld kunne holde en krog fast. Function over form, som de siger på engelsk.

Standardudgaven af Polarrejen

 Peters mest brugte udgave af Polarrejen er bundet på en str. 2 krog og er forholdsvis stor, set med danske kystøjne. Det ser dog ikke ud til at holde havørrederne tilbage, og ubelastet er fluen forholdsvis let at kaste. Peter fisker typisk fluen meget hurtigt, men med pauser indimellem. Uden vægtbelastning og med det levende polarchenille har fluen et godt svæv i vandet og ofte falder hugget i indtagnings-stoppene.

Under visse forhold sker det, at fiskene viser sig som en trykbølge bag fluen og enten bare følger efter eller napper i halen. På de dage bruger Peter en mindre version af fluen; andre gange er en version med en stinger-krog, det der skal til for at kroge fisken. Som allerede nævnt, har fluen en imponerende evne til at tiltrække fisk selv under forhold, hvor man normalt ikke ville fiske en stor, busket og meget pink rejeflue – fx i varmt vand en sommerdag eller til svære, letfarvede havørreder om efteråret. Peter har sågar oplevet ørreder, der har suget fluen i sig som en str. XXL tørflue, inden den havde haft tid til at synke. Peter understreger dog, at præsentationen er utrolig vigtig: Nogle dage skal fiskene have den serveret lige foran næsen, før de lader sig friste.

Materialer til Polarrejen

 Krog: Peters foretrukne krog er Gamakatsu F314 i str. 2, men polarrejen kan bindes på de fleste kystkroge. Til den mindre version bruger Peter gerne Owner’s 50188 i str. 6. Til variationen med dobbelt krogsæt bruges to af disse kroge i str. 8.

Krop: Fluen bindes med kun to materialer: polarræv i farven pink, samt polarchenille i samme farve.

Bindetråd: Peter bruger tynd monofil, men man kan sagtens anvende almindelig bindetråd.

Sådan bindes Polarrejen:

1: Start med at fæstne bindetrådencirka midt på krogskaftet, med krogen vendt »upsidedown «. Peter foretrækker at binde fluen på denne måde for at undgå, at halen hægter sig under krogbøjningen.

1: Start med at fæstne bindetråden cirka midt på krogskaftet, med krogen vendt »upsidedown«. Peter foretrækker at binde fluen på denne måde for at undgå, at halen hægter sig under krogbøjningen.

 

2: En passende mængde polarrævuden for meget underuld bindes ind midt på krogen. Halen bør være omtrent dobbelt længde af krogen – og må gerne være en smule busket.

2: En passende mængde polarræv uden for meget underuld bindes ind midt på krogen. Halen bør være omtrent dobbelt længde af krogen – og må gerne være en smule busket.

 

3: Foran halen bindes polarchenillenind.

3: Foran halen bindes polarchenillen ind. 

 

4: Polarchenillen tørnes nu 3-4omgange mod krogøjet, mens fibrene stryges mod krogbøjningen, så ikke for mange fibre vender fremefter. Fluen bør være busket og have en god volumen, men heller ikke så meget, at fluen ikke vil synke af sig selv.

4: Polarchenillen tørnes nu 3-4 omgange mod krogøjet, mens fibrene stryges mod krogbøjningen, så ikke for mange fibre vender fremefter. Fluen bør være busket og have en god volumen, men heller ikke så meget, at fluen ikke vil synke af sig selv.

 

 

 

5: Polarchenillen bindes ned ogafsluttes ved krogøjet. Tråden fæstnes med lak eller sekundlim. Fluen bør ikke formes yderligere eller klippes til; den må gerne se lidt pjusket ud, da fibrene er med til at give den liv i vandet.

5: Polarchenillen bindes ned og afsluttes ved krogøjet. Tråden fæstnes med lak eller sekundlim. Fluen bør ikke formes yderligere eller klippes til; den må gerne se lidt pjusket ud, da fibrene er med til at give den liv i vandet.

Forshaga Akademin

NY VIDEO: HUSK ALTID REDNINGSVESTEN

Hvad enten du fisker fra båd, kajak, flydering, pontonbåd, paddleboard eller et hvilket som helst andet fartøj, er det et must at huske redningsvesten. Skulle uheldet være ude, og du ryger over bord langt fra land, så vil redningsvesten nemlig kunne redde dit liv – også selvom du kan svømme. I denne video gennemgår Martin Wagner fra Søsportens Sikkerhedsråd de forkskellige typer af redningsveste – fortæller hvordan de vedligeholdes, samt viser hvordan man skifter CO2-patronen. Det gennemgås også, hvordan man pakker vesten efter patronen er udløst – og du får i det hele taget en masse nyttige tips omkring sikkerhed til søs – herunder en snak om flyde- og tørdragter.

Se videoen på Fisk & Fris Youtube, hvor du kan abonnere gratis.

 

Forshaga Akademin

KYSTGUIDE: SØLVKYSTEN VED JUELSMINDE

Fuld fleks ved Albæk Hoved. En fin havørred har taget artikelforfatterens flue i det stille vejr.

Det korte kyststræk umiddelbart syd for Juelsminde byder på noget varieret og spændende havørredfiskeri, som bestemt er et besøg værd. Her giver Jesper Sørensen dig en detaljeret guide til kystfiskeriet syd for Juelsminde – eller Sølvkysten som han kalder den.

 

AF JESPER SØRENSEN, FOTO JESPER SØRENSEN OG DAN KNUDSEN.

 

FOR 10 ÅR SIDEN flyttede vi, min kone og jeg til Klakring – en lille by tæt på Juelsminde. Rent fiskemæssigt kendte jeg ikke området særlig godt, men det gør jeg nu. Jeg har altid ført fiskejournal hver gang jeg har været ude med stagen, og disse skriblerier har hjulpet mig mange gange i forhold til fiskested, årstid, fluevalg og så videre. Jeg har gransket mine fangstrapporter til denne artikel, for at give dig så mange fifs som muligt til de pladser jeg ofte fisker på og jeg kunne heller ikke lade være med at kigge på hvor mange havørreder det er blevet til på fluestangen. Alt i alt har jeg fået et godt stykke på den gode side af 1000 havørreder over målet, så der er lidt statistisk materiale.

 

Forshaga Akademin

 

Et par flotte havørreder fra Vejle Fjord syd for Juelsminde.

Et par flotte havørreder fra Vejle Fjord syd for Juelsminde.

Havørred på sydsiden af Juelsminde

 Fra Barrit Strand til Bjørnsknude på sydsiden af Juelsminde vil jeg give et par gode råd mht. vejr og vind. Området her har meget ler i jorden ned til vandet, som gør, at vandet meget, og jeg mener meget, nemt bliver grumset. Vær derfor opmærksom på vindretning og vandstand. Vinden skal helst være i en nordlig retning, hvis ikke den er det, må det max blæse 4-5 m/sek. Vandstanden er også vigtig i den forbindelse, da dage med meget højt vand kan plumre vandet op. For mit vedkommende er 50 centimeter over normal vande max. Du kan på DMI tjekke både vind og vandstand, så du ikke kører forgæves.

Barrit Strand, Vintervigen og Skovstrækker

 Parkeringen til Barrit Strand Vintervigen og Skovstrækket. Vil man fiske de tre følgende pladser kan man parkere ved vandet på Geert Strandvej. Når man kommer fra Vejle siden, drejer man i Vesterby til højre og fortsætter rundt til højre af Barritskovvej. Lige før man kommer til Aarstiderne – dem med alt det økologiske frugt og grønt – drejer man til venstre af Geert Strandvej, den første grusvej på venstre hånd.

 

Jesper Sørensen er til stille vejrmed klart vand og han bruger meget tid på at observere vandet i sin søgen efter havørred.

Jesper Sørensen er til stille vejr med klart vand og han bruger meget tid på at observere vandet i sin søgen efter havørred.

 

BARRIT STRAND VED SØNDERSKOV er ikke en af de pladser, jeg har fisket mest på, men det er en fin forårs- og efterårsplads med en del ålegræsbælter – i hvert fald i øjeblikket. Jeg skriver sådan, fordi forholdene ændrer sig fra år til år i dette område. Der kan fiskes til højre og venstre for parkeringspladsen, men mit foretrukne sted er til venstre, hvor der er en »pynt«, som nærmest er en bue på kysten med nogle store sten både på land og i vandet. Vær opmærksom på, at fiskene kan være meget tæt på land, så husk at fiske på langs med stranden.

 VINTERVIGEN kalder jeg den næste plads, som ligger umiddelbart efter »pynten« ved Barrit Strand. Her er der en »nøgen« skrænt bagved med marker ned til. Denne plads fandt jeg først for et par år siden, men har som navnet antyder fisket der en del i den kolde tid siden. Her er mere lavvandet end de andre pladser i området, men der kan være mange fisk. Jeg har fået fine 2 kilos fisk i to grader »koldt« vand på denne plads. Bunden her er spættet med sandpletter indimellem. Fiskene er tit er meget tæt på land. Ofte går de bare fem meter ude, hvor der er en række spredte sten på langs af kysten. Jeg har fanget fisk på denne plads både i lav- og højvande og alt derimellem.

SKOVSTRÆKKET kan vi kalde dette stykke kyst. Efter den lille Vintervig kommer der et forholdsvis langt lige stykke med skov helt ned til vandet, som er cirka 500 meter langt. Her er der forholdsvis dybt med sten, tang og sandpletter indimellem. Er man fluefisker, vil jeg mene, at man skal komme her, når der er højvande. Der kan fanges fisk fra forår til sent efterår – og igen kommer fiskene tæt på land ved højvande. Jeg har flere gange set mange fisk længere ude på dette stykke, som nemt vil kunne nås med spinnestangen.

 

Kystpladserne syd for Juelsminde.

Kystpladserne syd for Juelsminde.

Pynten efter bækken, Klakring Bæk, Albæk Hoved og andre pladser

 Parkering til de fem efterfølgende pladser, får du her. I Vesterby drejer man fra Vejle siden til højre og følger vejen rundt til venstre af Øksenhavevej, som er en blind vej, der ender ved en hestefold i udkanten af skoven. Alternativt kan man i Klakring dreje ned af Stationsvej, fortsætte mod vandet og dreje til højre af Sverigesvej. Her kører man ind i skoven og holder til venstre mod vandet. Næsten helt nede ved vandet er der parkering.

 PLADSEN »PYNTEN EFTER BÆKKEN« har jeg navngivet således, fordi jeg på min vej hertil krydser Klakring Bæk, der for øvrigt har halvårsfredning. Denne lille pynt ligger i forlængelse af Skovstrækket, men nås lettest fra en anden parkeringsplads. Pladsen har kastet mange ørreder af sig, og fisker lige godt i faldende og stigende vand. Her kan være fisk på alle tidspunkter, men der er dog en tendens til, at fiskene kommer i »puljer« med strøm renderne, som kommer helt ind her. Den lille pynt fisker godt på selve pynten og 10-15 meter til begge sider.

 KLAKRING BÆK, som har 500 meters fredningsbælte fra 16/9-15/1, holder tit fisk i området omkring udløbet af bækken, og fiskene kommer her meget tæt på land. Fiskene er nogle gange så tæt på land, at det kan være svært at holde fluen fri af bunden. Derfor observerer jeg altid vandet et stykke tid inden jeg starter fiskeriet her, da ørrederne næsten altid viser sig tæt på land, hvis der er nogle. Stedet er fint i foråret og hen over sommeren til fredningen igen sætter ind i september.’ En dag for et par år siden i august fik jeg en 4 kilos fisk her og tabte en på samme størrelse inden for en time!

 

En smuk gylden sensommerfiskfra »Pynten efter bækken«. Det er en plads, hvor tålmodighed ofte belønnes fyrsteligt.

En smuk gylden sensommerfisk fra »Pynten efter bækken«. Det er en plads, hvor tålmodighed ofte belønnes fyrsteligt.

 

ALBÆK HOVED kan man gå til fra parkeringen ved at følge stien til højre langs vandet. Der er cirka 300 meter. Stien slår på et tidspunkt et skarpt højresving, hvor man skal gå til venstre og følge en lille sti til vandet. Holder man ved hestene, går man blot forbi det lille røde hus og fortsætter mod vandet. Når man er kommet over Klakring Bæk, går man cirka 50 meter og drejer til venstre i skovkanten mod vandet.

Pladsen der fiskes på her er en lang blød bue med varierede bundforhold og dybde. Vær igen opmærksom på fredningen ved Klakring Bæk. Denne plads fisker bedst i højvande eller faldende vand. Det er et super stræk, hvor der er muligheder hele strækket rundt – både med flue og spin. Buen ender ved nogle grantræer, der ligger ude i vandet, og her slutter fredningsbæltet fra Klakring Bæk. Lige ved granerne er der en fin plads, hvor den mørke bund går langt ud. En dag i foråret stod jeg og fiskede på denne plads, da en kajakroer kom forbi for at høre om, hvorvidt jeg havde fanget noget. Det måtte jeg så fortælle ham, at det havde jeg ikke. Mens vi snakker, ser jeg en bevægelse i vandet et par meter foran kajakken. Jeg stripper line af hjulet og kaster hen hvor bevægelsen var og trækker et par gange, hvorefter en fisk på 2,5 kilo tager fluen.

 

Efteråret langs kysterne i»Jespers baghave« byder på et fiskeri, hvor chancerne for grove ørreder er overhængende.

Efteråret langs kysterne i »Jespers baghave« byder på et fiskeri, hvor chancerne for grove ørreder er overhængende.

 

KLAKRING SKOVHAVER eller Baghaven kalder jeg denne plads, da det er tæt på min bopæl. Det er et stræk på 700-800 meter med chance for fisk på hele strækket. Stykket starter efter de væltede grantræer, fortsætter i en bugt og ender ved nogle store kystsikringspæle.

At nævne et godt sted er svært på dette stræk, da fiskene er det ene sted den ene dag og et andet den næste. Jeg kunne dog lige nævne, at der cirka 20 meter til venstre for de store pæle og 60 meter ude er en stor stensamling med én mega sten, som man kan se, hvis det er lavvandet. Jeg har set rigtig mange fisk lige på den anden side af den store sten, som let kan nås med bobleflåd og jeg har selv fået fine fisk der.

 PYNTEN TIL VENSTRE er den næste plads døbt, da den ligger til venstre, når jeg kommer til vandet. Pladsen ligger omtrent 500 meter mod venstre fra pæle kystsikringen og ses let, da der er et lille rev med to markante sten til højre for selve pynten. Hvis ikke der er alt for højt vand, er det ikke noget problem at vade ud på revet, men glem ikke at fiske til venstre for de to sten. Her er der tit fisk på relativt lavt vand.

Hele pynten er også fin at fiske, og er et af de steder, hvor der altid er mange hornfisk i sæsonen. Og hvor der er horn, er der næsten også altid ørreder. Husk dog lige at fiske ud for den største og første sten du kommer til: Her er der ofte fisk ganske tæt på land. Strækningen fra pynten og ud til Bjørns Knude kender jeg ikke ret godt, og syntes egentlig ikke det ser særlig interessant ud.

Artiklen blev oprindeligt publiceret i Fisk & Fri 9/2014

 

Artikelforfatteren lægger etforsigtigt kast ud over det stille vand. Sådanne forhold er ideelle til at fiske på sete fisk.

Artikelforfatteren lægger et forsigtigt kast ud over det stille vand. Sådanne forhold er ideelle til at fiske på sete fisk.

 

Boatshow 2023

 

Sølvtøj fra Juelsminde.Jesper har statistik på mere end tusinde havørreder over målet fra sit lokale fiskevand. Så lyt til hans råd!

Sølvtøj fra Juelsminde. Jesper har statistik på mere end tusinde havørreder over målet fra
sit lokale fiskevand. Så lyt til hans råd!

BEGYNDERTIPS: DEN STORE BOMBARDATEST

Når du kaster igennem med bombarda´en med et normalt “spinnekast”, har flådvalget stor betydning for både kastelængden og graden af kludder.

Bombardafiskeri er en super effektiv metode til at præsentere små agn med lange kast og høj afsøgningseffektivitet. Men hvilke flåd fungerer bedst under forskellige forhold, når man starter som begynder? Vi har testet et par forskellige typer af bombardaflåd på markedet.

 

AF TUE BLAXEKJÆR

 

KLUDDER er bombardafiskerens værste fjende – og også den ting der afholder en del begyndere  fra at kaste sig ud i fiskeriet. I Fisk & Fri nr. 8/2012 testede vi graden afkludder og kastelængder op mod hinanden på flåd, der også er almndeligt brugte i 2023 – og det kunne konkludere, at kludder typisk skyldes det tilbageløb, som opstår, når man fisker med en bombarda, der er rigget

 

Friluftsland

 

med frit gennemløb. Den traditionelle glidende montage med bombasticks er derfor ikke vejen frem, hvis man ønsker både at maksimere kastelængden og minimere kludderet.

Længst kast og mindst kludder med de flåd, der var på markedet – og som stadig er de mest anvendte flåd i 2023 – opnåede man ved sidste test ved at semi-fiksere sit bombardaflåd med et flådstop lige over flåddet. Men – nogenlunde samme effekt kan fås med faste montager – og det er da også netop dette princip, som de to noget nyere flåd – Inno Bombarda og det topmonterede Lawson bombarda bygger på.

Formålet med disse nye tests er dels at finde ud af hvilke bombarda’er, der kludrer mindst og kaster længst – og dels at kaste lys over hvilke bombarda’er, der egner sig bedst til forskellige fiskesituationer for en begynder på kysten uden avanceret kasteteknik.

 

De fire kombattanter i testen:Fra venstre Patriot, Lawson, ABU og Inno Bombarda.

De fire kombattanter i testen: Fra venstre Patriot, Lawson, ABU og Inno Bombarda.

 

Test 1 – længdekast på land:

Forfang på 12 fod med en kobberbasse på 0,5 gram. Alle bombardaer er kastet ti gange under identiske og kontrollerede forhold med samme stang, hjul og line.

 Test 2 – kast på vand: Forfang på 12 fod med 0,9 grams rejeflue bundet på rør og fisket som L-rig.

Alle bombardaer er kastet under kontrollerede forhold. Der er kastet 50 gange i modvind, 50 gange i medvind, 50 gange med vinden ind fra venstre og 50 gange med vinden ind fra højre. Alle kast er udført med samme stang, hjul og af samme mand.

Test 3 – kast på vand med to fluer: Som »Test 2« men med to store og tunge krogfluer med en samlet vægt på 3,4 gram.

 

Bombardaeksperten ThomasMatzen fuldt koncentreret på det næste hug.

Bombardaeksperten Thomas Matzen fuldt koncentreret på det næste hug.

Bombarda testens resultater

Hvilke bombardaflåd kastede længst?

Resultatet af længdekastene var at Inno bombardaen kastede 7,8% kortere end de to kastetestvindere – der begge var lavet af massiv plast – Lawson og ABU bombardaerne. Resultaterne blev testet statistisk – og der var ingen signifikant forskel på vinderne. At både Patriot og Inno kastede kortere end de to kastetestvindere var dog signifikant.

Hvilke bombarda´er kludrede mindst?

Kluddertesten gav ligeledes klar besked. Inno’en gav klart mindre kludder, hvilket også var statistisk signifikant. Som det fremgår af testen, er der stor forskel på, hvor meget de forskellige bombardaer kludrer med henholdsvis lette og tunge fluer. Den primære forskel ligger i, hvordan bombardaen er monteret.

En almindelig ABU og Patriot monteret semifikseret samt Lawson bombarda, kludrer markant mere end Innoen, når der fiskes med tunge fluer.

 

Inno bombarda var suveræntanti-kludder vinder også på store tunge agn. Der var måske en svag tendens til at Lawsons topmonterede bombarda, som ses her, kludrede mindre end ABU og Patriot fisket semi-fikseret, men forskellen var ikke signifikant.

Inno bombarda var suverænt anti-kludder vinder også på store tunge agn. Der var måske en svag tendens til at Lawsons topmonterede bombarda, som ses her, kludrede mindre end ABU og Patriot fisket semi-fikseret, men forskellen var ikke signifikant.

Det praktiske fiskeri med bombarda

Bombardaens facon – samt hvorvidt den kan fyldes med vand eller ej betyder meget for det praktiske fiskeri. Under kastetesten lagde jeg hurtigt mærke til, hvor forskelligt bombardaer’ne opfører sig under praktisk fiskeri.

Patriot fra Blue Fox flyder stadig, når den ikke er fyldt helt op med vand. I testen er den fyldt, så den vejer 25 gram, hvilket i praksis vil sige, at den fungerer som en flydende bombarda. Specielt i modvind med halvstore bølger har det, at den flyder, den betydning, at kontakten til bombarden ikke er specielt god, hvilket i sidste ende betyder, at man mister fisk, da forsigtige hug ikke registreres. En anden ulempe ved at fiskemed en flydende bombarda i hårdt vejr er at drivende ålegræs, som ofte ligger lige under overfladen, nemmere fanges af den højtfiskende flue.

Blandt de testede bombardaer, skiller Inno’en sig ud på flere områder, når der er tale om fiskeri i modvind eller bølger. Udover at være den bombarda, som kludrer mindst under fiskeri i modvind, bliver Innoen et godt stykke under overfladen, selv når den spinnes hurtigt ind. Netop fordi den ikke skøjter hen over vandoverfladen eller tages af bølgerne, har man konstant en sublim kontakt til den, og man mærker selv de mindste hug i fluen.

Tue Blaxekjær er en drevenbombardafiskeri. Her er det Inno bombardaen, der bliver sent til havs med en lille kobberbasse for enden.

Tue Blaxekjær er en dreven bombardafiskeri. Her er det Inno
bombardaen, der bliver sent til havs med en lille kobberbasse
for enden.

 

Muligheden for at spinne Innoen hurtigt ind, uden at den går i overfladen, finder jeg specielt interessant, når man fisker med mindre skeblink,Gulp eller døde tobis. En anden vinderegenskab som Innoen og til en vis grad også den topmonterede Lawson besidder, er som det fremgår af testen, muligheden for at fiske med tunge agn uden, at man tvinges til at forkorte forfanget. Her er det muligt at fiske med blink, Gulp eller tobis med et forfang på en stanglængde, uden at det har den store effekt på mængden af kludder – i modsætning til den traditionelle bombarda monteret med et langt forfang og tunge agn, der normalt er opskriften på kludder og/eller korte kast.

Registrering af små hug under bombardafiskeriet

Når man fisker med en fikseret bombarda, skal fisken flytte bombardaen i vandet, før hugget registreres. Når man spinner jævnt hurtigt ind er dette ikke et problem, fordi man typisk har konstant god kontakt til fluen for enden af forfanget. Men når man fx under vinterfiskeri efter havørred fisker ekstremt langsomt med mange spinstop, kan der opstå problemer med, at registrere forsigtige hug. Denne problematik nedsættes måske marginalt ved, at bruge Lawsons topmonteredebombarda: Eftersom både forfang og hovedline er fastgjort for enden af styrepinden, minimeres den kraftpåvirkning som fisken skal påføre bombardaen, før det mærkes i tangen.

 

Lawsons topmonteredebombarda kaster længere end Inno’en, men giver mere kludder.

Lawsons topmonterede bombarda kaster længere end Inno’en, men giver mere kludder. Fisken blev taget på rørflue med L-rig.

Den ultimative bombardatest for begyndere

Der er ingen tvivl om, at praktisk fiskeerfaring giver mindre kludder – uanset hvad man bruger. Med ovenstående i tankerne arrangerede jeg en testtur for to personer, som aldrig før havde fisket med bombarda og flue. Begge var nybegyndere på kysten. De fiskede med egne almindelige spinnestænger på 10 fod med kastevægte fra 16-40 gram, og hjulene var Shimano hjul i størrelse 4000 med fletline.

De fik begge et Inno bombarda, et 11 fods forfang af 0,25 mm nylon samt en almindelig krogflue på 0,8 gram. Jeg udstyrede begge fiskere med blok og papir, så de under fiskeriet kunne nedfælde antallet af kast, samt hvor mange gange de fik kludder. Fiskerne fik ikke fortalt, hvordan man under kast kan minimere risikoen for kludder. Det eneste de fik af vide var, at de skulle kaste ud og derefter spinne ind som fiskede de med blink. Fiskeriet foregik i 6 sekundmeter, der kom skråt ind på kastearmen. Efter 65 overvågede kast stoppede jeg fiskeriet og indsamlede deres data. Kluddermæssigt lå de på henholdsvis 0 og 2 gange kludder.

Under mine observationer i forbindelse med testfiskeriet stod det klart, at personen som fik kludder to gange, var markant dårligere til at kaste i forhold til den anden testperson. Kastene var meget varierende, og jeg observerede indtil flere fejlkast, som testmæssigt er talt med. Dette ville aldrig have kunnet lade sig gøre med et normalt bombarda set-up. Konklusionen er klar: Selv en nybegynder, der ikke har fået råd og vejledning i bombardafiskeri, kan uden problemer kaste sig over fiskeriet, når der sidder en Inno for enden af linen.

 

Inno bombarda som ses her meden fin havørred fra Falster, var en klar testvinder, når det gælder anti-kludder – men flåddet kastede 8% kortere en kastedistancevinderne ABU og Lawson.

Inno bombarda som ses her med en fin havørred fra Falster, var en klar testvinder, når det gælder anti-kludder – men flåddet kastede 8% kortere en kastedistancevinderne ABU og Lawson.

 

KONKLUSION: Selv om Inno’en kaster 8% kortere end længdetest vinderne fra Lawson og ABU vinder den helt klart titlen som det mest kluddersikre flåd – og vil i rigtig mange tilfælde, hvor kastelængden er knapt så vigtig, være det optimale allround valg – især for begyndere. Flåddet giver desuden mindst kludder under kast i modvind, samt mindst kludder under kast med tunge fluer.

Med den rette teknik betyder flåddet ikke så meget

I de to bombardatest er der kastet med normale ”spinnekast” som de fleste kystfiskere gør det. Det er værd at bemærke, at hvis du gider at bruge lidt tid på at lave et ”cirkelkast” betyder bombardaens form og montage ikke nær så meget. Med dette kast, kan du i praksis benytte alle flåd med et bredt spektrum uden montager – stort set uden kludder. Læs meget mere om ”cirkelkast” og bombardafiskeri i bogen ”Havørred – Refleksioner på kysten”, som du kan købe her (REKLAME).

Artiklen blev oprindeligt publiceret i Fisk & Fri 9/2014

 

Tohatsu

HAVØRRED- OG TORSKETROLLING FOR BEGYNDERE

Lars Petersen med 70cm trolling-sølvtøj fra Køge bugt. Fisken tog en Rhino Trout Killer i farven blue copper dolphin.

Trolling efter havørred og torsk er en både sjov og effektiv teknik, der om nogen øger chancen for at få en af de rigtig store, blanke sildeædere på krogen. Læs hvordan du gør her.

 

AF TUE BLAXEKJÆR

 

JEG GLEMMER ALDRIG min første rigtige trollingtur på Bornholm for snart 15 år siden. Bevares jeg havde indtil da dørgefisket og trollet meget fra min fars Mopa, men på Bornholm oplevede jeg for første gang ved selvsyn, hvordan man kunne fiske med 12 stænger samtidig uden, at det hele endte i en stor gang kludder bag båden. Ved første øjekast ser trollingfiskeri ud til at være legende let, for hvor svært kan det være at trække en håndfuld blink efter en båd. Samme indtryk får man nemt når man ser Youtube videoer med trollingfiskeri. Skåret helt ind til benet så er trollingfiskeri faktisk ikke svært, men man skal vide hvad man gør og have en grundlæggende viden om, hvordan grejet skal sættes. Jeg vil i denne artikel komme ind på hvordan man som nybegynder hurtigt og nemt kan komme i gang med trollingfiskeriet efter havørred.

 

 

Torsk fra Øresund fanget ved hjælp af Rhinos nye Dipsy diver Flexi diveren

                                                      Torsk fra Øresund fanget ved hjælp af Rhinos nye Dipsy diver Flexi diveren

 

Forshaga Akademin

 

Hvad er trolling og dørgefiskeri, og hvordan kommer man i gang?

Fælles for begge metoder er, at der er tale om fiskeri hvor man trækker agnen efter båden, mens denne er i fremdrift. Enkelt fortalt er trolling et fiskeri, hvor det med hjælp fra downriggere bliver muligt at fiske i en helt konkret dybde, f.eks. 10 meter nede i vandsøjlen. Dørge er fiskeri hvor agnen trækkes efter båden uden brug af downriggere. Ofte benytter man sig af begge metoder samtidig, når man fisker efter havørreder fra båd.

Det giver sig selv, at man skal have en båd eller adgang til en båd, som man må fiske fra. Hvis man ikke umiddelbart har adgang til en båd, findes der heldigvis mange fiskeklubber som råder over både, man som medlem kan benytte sig af. Når først adgangen til båden er sikret, skal der faktisk ikke så meget grej til før man kan komme i gang. De første mange år brugte jeg to trollingstænger med ABU Ambassadeur 6500 multihjul samt et par almindelige kyststænger med fastspolehjul. Jeg lærte hurtigt af erfaring, at det var meget svært at styre mere end fire stænger, når jeg fiskede alene i en lille jolle uden ratstyring og autopilot. Det der besværliggjorde fiskeriet var, at når jeg fik bid og skulle til at fighte fisken eller hive de tre andre stænger ind, gik der ikke mange sekunder fra jeg slap styrehåndtaget på motoren, før jollen lagde sig på tværs af sejlretningen. Det resulterede i sammenfiltrede liner og blink, der gik i bunden, hvilket var til stor frustration. Når jeg fiskede alene, blev løsningen kun at fiske med to stænger med mindre flydende woblere for enden af linen. Var vi to mand i båden, var fiskeri med 4-6 stænger ikke noget problem, da der så var hænder nok til simultant, at styre båden og fighte fisk. Som oftest foregik dette fiskeri kystnært på 2-4 meter vand, og det var ikke unormalt, at have 2-4 ørreder i båden på en kort aftentur.

 

Artiklens forfatter med en fin havørred fra Køge bugt. Endnu engang var det en Rhino Trout KIller i farven blue copper dolphin som slog til

Artiklens forfatter med en fin havørred fra Køge Bugt. Endnu engang var det et Rhino Trout KIller blink i farven blue copper dolphin som slog til.

Opgradering til trolling fra større båd

Da fiskeriet fra småbåd og i særdeleshed trolling begyndte at trække mere og mere i mig, endte det med, at jeg udskiftede min 12 fods limbo, havkajak og flyderinge med en Ryds 600 Big Fish. Selvom jeg gennem årene havde været med som gast på et efterhånden stort antal trollingture, var det en ny verden, der åbnede sig for mig. Ligesom med alle andre former for fiskeri, er der også, når det kommer til trolling, rigtig meget grej man skal vide hvad er, samt hvordan det bruges. Og der stod jeg så med en rigtig trollingmaskine hvad angik elektronik, downriggere og stangholdere, men resten af grejpakken til trolling manglede.

Heldigvis fik jeg gennem mit netværk af trollingfiskere og grejhandlere, hurtigt sammensat et komplet og fungerende trolling-setup. Havde jeg ikke været så heldig at have haft kendskab til fiskeriet på forhånd ville min vej til et fungerende grej-setup uden tvivl have været både lang, snørklet og fyldt med fejlindkøb. Jeg vil derfor i det følgende gennemgå det mest anvendte trollinggrej til fiskeri efter havørreder.

 

Rhino Trolling 420 RH LC hjul er perfekt til havørredfiskeriet.

Rhino Trolling 420 RH LC hjul er perfekt til havørredfiskeriet.

Fiskegrej til trolling efter havørred og torsk

Der er sket meget med mit ”set-up” siden jeg lå få hundrede meter fra land i en 12 fods Limbo til i dag, hvor jeg sejler i en Beneteau Antares 8 fuldt rigget til trolling. I båden har jeg marineelektronik fra Raymarine herunder deres fantastiske EV-150 autopilot. For mig er autopiloten helt uundværlig under trollingfiskeri, da den hele tiden sørger for, at kursen er stabil, så man undgår utilsigtede udsving med sammenfiltrede liner til følge. Derudover er min båd så stor, at det ikke er fysisk muligt at have hænderne på grej og rat på samme tid. Det kan i den forbindelse ikke nævnes nok, at autopiloten ikke fritager en fra at holde behørigt udkig, og der bør altid være en på båden som varetager rollen som styrmand.

Det er ingen hemmelighed, at jeg har en forkærlighed for trollinggrej fra Tyske Rhino, og for tre år siden blev jeg officielt en del af Rhinos Pro Trolling Team. Inden det kom så vidt, havde jeg gennem en god kammerat fået øjnene op for Rhino og deres produktprogram. I første omgang var det deres Wizard og Power Wizard stænger som fangede min opmærksomhed. I min optik er Rhinos Trolling Wizard den perfekte stang, når det kommer til trolling og dørgefiskeri efter havørreder og torsk. Stangen er kraftig nok til at kunne håndtere både sideplanere og dipsy divere men samtidig blød nok til, at det stadig er sjovt at fighte fisk på kun et par kilo.

 

Endnu en havørred fra Køge bugt har ladet sig overliste af en Rhino Trout Killer. På fotoet kan du se Wizard stængerne.

Endnu en havørred fra Køge bugt har ladet sig overliste af en Rhino Trout Killer. På fotoet kan du se Wizard stængerne.

Trollingstænger til havørred og torsk

Det er svært at komme uden om stænger og hjul – og når det kommer til trolling, er der mange delte meninger om, hvad der er bedst og hvorfor. Det er ikke en diskussion, der skal tages her, da udgangspunktet udelukkende er at beskrive de typer af stænger og hjul som benyttes til trolling og dørgefiskeri. Som udgangspunkt findes der to typer trollingstænger. Der er stænger med øjer som vi kender fra traditionelle spinnestænger. Forskellen er dog, at der på trollingstængerne ofte er flere løberinge (øjer) end på almindelige spinnestænger. Den anden type af trollingstænger er in-line stænger. In-line betyder som navnet antyder, at linen løber inde i stangen. Der er derfor ikke øjer på stangen. Fordelen ved en inline stang er, at linen ikke kan vikle sig on øjerne, hvilket godt kan være et problem på trollingstænger med øjer. Ulempen med inline stænger er, at der skal bruges en speciel tråder for at få fiskelinen gennem stangen. En typisk trollingsstang til havørredtrolling er en 10-20 punds stang på 7 og 8 fod. Jeg benytter selv Rhinos Trolling Wizard i 8 fod.

Trollinghjul til havørred og torsk

Når det kommer til trollinghjul, foretrækker jeg helt klart multihjul med linetæller. Om det skal være højre- eller venstrehåndshjul er helt op til den enkelte. Linetælleren er i min optik næsten uundværlig, når der skal fiskes med mange stænger, da linetælleren er med til, at man kan sætte grejet med den rette indbyrdes afstand. Jeg har de sidste to år fisket med Rhinos 410 og 420 RH LC trollinghjul. Selvom der er tale om relativt billige trollinghjul, så fungerer de bare super. Bremsen er stabil, og hjulene udviser stort overskud, hvad enten der skal bjærges en masse grej i en fart eller fightes fisk.

 

Torsk fra Øresund fanget ved hjælp af Rhinos nye Dipsy diver Flexi diveren

                                         Torsk fra Øresund fanget ved hjælp af Rhinos nye Dipsy diver Flexi diveren.

Downriggere til havørred- og torskefiskeriet

Det er nok ikke nogen underdrivelse at kalde downriggeren essentiel, når det kommer til trollingfiskeri. Kogt helt ned og simplificeret er, downriggerens eneste formål, at gøre det muligt at fiske i en bestemt dybde. Ud over downriggeren skal man bruge et trollinglod og en udløserklemme. Trollinglodder kommer i flere forskellige udformninger og vægtklasser. Et typisk trollinglod til havørredfiskeri på maksimalt 20 meter vand vejer 5 kilo. Selv bruger jeg nogle aflange fiskeformede trollinglodder som er overtrukket af gummi. Gummibelægningen gør, at jeg ikke så nemt får hakker i bådens gelcoat. Trollingklemmen bruges til at fastgøre ens fiskeline i. Når en fisk hugger, bliver linen trukket fri af trollingklemmen. Trollingloddet sættes fast for enden af wiren på downriggeren og hægten for enden af linetafsen på udløserklemmen sættes fast bag på trollingloddet. For at sætte en stang med en downrigger benyttes følgende fremgangsmåde. Det første der skal gøres er, at fire ens blink ud i en ønsket afstand (3 – 25 meter) bag båden. Når blinket er ude i den ønskede afstand, tager man linen og sætter i udløserklemmen på ens trollinglod. Når linen sidder i udløserklemmen, er det blot via downriggeren at sænke trollingloddet ned i den ønskede dybde, hvorefter blinket bliver trukket med ned og derfor fisker i samme dybde som trollingloddet er i.

Der findes både manuelle og elektriske downriggere. Når der er tale om manuelle downriggere skal man selv via et håndtag sænke og hæve trollingloddet. Dette foregår automatisk med en elektrisk downrigger. Jo dybere man fisker jo mere tiltalende bliver elektriske downriggere.

Hvor langt ens blink skal fiske bag båden, når man bruger en downrigger, nærmer sig et religiøst spørgsmål og der er blandt trollingfiskere stor uenighed om dette. Når det kommer til havørredfiskeri på dybder fra tre til syv meter vand, kan jeg personligt godt lide at fiske længst muligt bag båden. I praksis betyder det, at jeg i relativt stille vejr gerne sætter mine blink 60-90 fod ud før jeg sætter linen i udløserklemmen og kører trollingloddet ned i den ønskede dybde. Fisker jeg i hårdt vejr med megen afdrift i båden halverer jeg gerne længden blinkene sættes ud i. Nogle dage kan fiskene virke sky, og der kan det som oftest godt svare sig at fiske langt bag båden, hvorimod fiskene andre dage er komplet ligeglade og hugger selv få meter fra båden.

Sideplanere til havørredtrolling

Dørgefiskeri med sideplanere kan være stinkende effektivt, men hvad er en sideplaner, og hvordan virker de? Hele formålet med en sideplaner er at få spredt ens agn ud til siden parallelt med båden. En sideplaner er konstrueret således, at når den er fastgjort til fiskelinen, trækker den ud til siden og væk fra båden. Det er meget normalt at fiske med tre sideplanere i hver side af båden. Det betyder i praksis, at det er muligt at dække op til 150 meter vand i bredden. Specielt under fiskeri med sideplanere, er der flere ting, man skal være meget opmærksom på, for ikke at få kludder.

Det der sker, når en fisk hugger på et blink fisket efter en sideplaner er, at linen bliver flået ud af udløserklemmen på sideplaneren, hvorefter sideplaner og fisk trækker ind bag båden som stadig er i fremdrift. Hvis ikke sideplanere og stænger er sat rigtigt indbyrdes vil de filtre sammen, når en fisk hugger. Det er derfor meget vigtigt at følgende fremgangsmåde bliver fulgt, når man fisker med sideplanere: Den sideplaner, som skal fiske yderst, er den første som skal sættes. Normalt starter jeg med at sætte min blink 30 fod ud i vandet hvorefter jeg sætter en Rhino 10 grams clip-on paravane på min line. Formålet med paravanen er at trække mit trollingblink lidt ned i vandsøjlen. Når paravanen er monteret giver jeg yderligere 30 fods line. Nu er blinket på 60 fod line bag båden, og jeg sætter sideplaneren på linen. Sideplaneren monteres på ens fiskestang/line ved, at fiskelinen sættes i klemmen bagers på sideplaneren, hvorefter linen sættes i sideplanerens udløserklemme, som er monteret på en arm.

 

Her kan du se Rhinos sideplaner - Flexiboard - i aktion.

Her kan du se Rhinos sideplaner – Flexiboard – i aktion.

 

Her skal man huske, at der er forskel på sideplanere al afhængigt af hvilken side, de skal fiske i. Armen på sideplaneren skal pege ind mod båden, og klemmen bagerst på sideplaneren skal vende mod agter. Når blinket er ude i den ønskede afstand, firer jeg langsomt sideplaneren ud, til jeg når 200 fod på hjulets linetæller. Denne stang sættes i en af de inderste stangholdere på taget af båden. Når næste sideplaner skal sættes, gentages ovenstående dog med den forskel, at clip-on paravanen skal være tungere (25 gram) og sideplaneren kun køres ud i 150 fod på hjulets linetæller. Denne stang sætter jeg i en stangholder på taget af båden i en stangholder som er længere fra midten end den første stang der blev sat. Proceduren gentages med den tredje sideplaner med den forskel at clip-on paravanen skal være endnu tungere (45 gram) og stangen bliver placeret i en af de yderste stangholdere på taget af båden. Under fiskeri med sideplanere er stængernes placering på båden meget vigtige. Reglen er, at stangen til den sideplaner som fisker yderst/længst væk fra båden skal sidde i en stangholder længst inde eller fremme på båden. Stangen til den sideplaner som fisker i midten skal side yderligere end den første stang eller længere tilbage i båden og sidst, men ikke mindst, skal stangen til den sideplanner, som fisker tættest på båden, sidde mest yderligt på båden eller længst tilbage. Overholdes ovenstående placering af stængerne vil linerne ikke filtre sammen, når en sideplaner udløses af hug.

Dipsy Divere til havørredtrolling

Dipsy Diveren eller fattigmandsdownriggeren, som nogle ynder at kalde den, er for mange trollingfiskere helt uundværlig. En traditionel Dipsy Diver opfylder to ting, man som trollingfisker er interesseret i. Den trækker agnen ned i vandsøjlen, og den kan justeres, så den trækker ud til siden. Selv store Dipsy Divere kan sjældent trække mere end 15 meter til siden i modsætning til sideplanere, som teoretisk kan trække lige så langt til siden, som der er line på hjulet.

Dipsy Divere kommer i flere forskellige størrelser, hvor den mest brugte til trollingfiskeri efter havørreder er str. 1. Dipsy Diveren er konstrueret med en arm, som udløses ved hug, hvorefter vandmodstanden på diveren bliver minimeret, og fisken kan fightes uden stor vandmodstand. Ydermere er der i bunden af Dipsy Diveren en vægt, som kan drejes til begge sider. Formålet med at dreje vægten til siden er, at det får diveren til at trække sidelæns væk fra båden. For at få en Dipsy Diver til at trække væk fra båden, skal vægten i bunden af dipsy diveren drejes ind mod båden. Bag på indpakningen til de fleste divere findes et skema, som viser, hvor dybt den går i forskellige afstande fra båden.

En typisk Dipsy Diver i str 1. vil, hvis den er sat 8 meter bag båden, dykke ned i 4,5 meter. Indtil for knap to år siden, hvor jeg fik de første Flexi Divere fra Rhino til test, fiskede jeg sjældent med Dipsy Divere under trollingfiskeri efter havørreder. Dette skyldes, at jeg ofte fisker på så lavt vand, at jeg maksimalt vil kunne køre en dipsy diver 10-15 meter ud, inden den vil gå i bunden.

Udover at fungere som en almindelig diver, kan Rhinos nye Flexi Diver benyttes som det, der kaldes en slide diver. Når man fisker med en normal diver monteres blinket i et linestykke bundet fast bag på Dipsy Diveren. Afstanden fra diver til blink må ikke overstige en stanglængde. Er forfanget mellem diver og blink længere end en stanglængden ender man med Dipsy Diveren helt oppe i stangøjet, mens fisken stadig er langt uden for rækkevidde. Med en slide diver er dette ikke et problem, da den er konstrueret til at kunne glide op om ned af ens fiskeline: Når udløserarmen låses fast på en slide diver, griber armen om ens line, så slide diveren ikke kan køre op og ned ad linen. I praksis betyder det, at man kan fire sit blink f.eks. 40 fod ud bag båden, hvorefter man låser armen på slide diveren. Nu vil blinket fiske 40 fod bag slide diveren plus den afstand fra båden, som slide diveren sættes ud i. Jeg har derfor med en slide diver mulighed for at fiske effektivt på dybder fra 3-6 meter vand.

Endegrej til havørredtrolling

Som billederne i artiklen antyder, er jeg bidt af en gal Trout Killer. Det er endda gået så vidt, at direktøren for Zebco Europe som ejer Rhino kalder mig for ”the one lure guy”. Men ret skal være ret, der findes mange andre gode trollingblink end Rhinos Trout Killer, og jeg fisker skam også med mange andre trollingblink. Det der typisk kendetegner et trollingblink er, at de er meget tynde i godset og derfor meget lette i forhold til deres størrelse. Det betyder, at de ofte er særdeles livlige i vandet sammenlignet med almindelige kystblink, som er lavet til at skulle kastes ud. Et trollingblink kan netop være meget let, fordi det ikke skal kastes ud. Der er dog undtagelser. Eksempelvis findes Rhinos Freddi Flutter også i en tung udgave, som kaldes Freddi Heavy. Tunge trollingblink er i min optik oplagte til fiskeri med sideplanere, for et tungere blink kommer nemmere ned i vandsøjlen, og man kan derfor bruge lettere blyparavaner eller i visse tilfælde helt undvære dem.

 

Friluftsland

HAVFISKERI: HAR PIRKENS FARVE BETYDNING?

Helt almindelige ufarvede blygrå pirke som denne fanger aldeles fremragende, så pirken behøver ikke at have strålende kulører for at være effektiv.

Hos grejhandlerne findes der mange hyldemeter med pirke, havjigs og ophængere i alverdens farver. Det kan være svært at vælge hvad man skal købe, for hvilke farver foretrækker fiskene egentlig? Fisk & Fri har spurgt en række erfarne havfiskere om farvevalgets betydning.

 

 AF DAVID NIELSEN

 

VALGET KAN VÆRE SVÆRT, når man kigger ned i sin grejkasse, der bugner af pirke i hele farvespektret. Gad vide, hvad fiskene vil have i dag, tænker man, mens man prøver at tage en beslutning om, hvad der skal for enden af linen.

I teorien kan man forestille sig at faktorer som årstid, vandtemperatur, dybde, bundforhold og forekomst af byttedyr, kan have betydning, for hvilken farve agn fiskene foretrækker i en given situation. Men forholder det sig virkelig sådan? Og er det muligt at lave en facitliste, så det er nemmere at træffe et valg om hvilken farve man skal fiske med? Dette er ikke en videnskabelig undersøgelse, men jeg har snakket med nogle af landets mest erfarne lystfiskere og turbådsskippere for at høre deres erfaringer med farvens betydning på kunstagn til havfiskeri.

 

Tohatsu

 

Grøn, rød eller blå? Det kanvære svært at vælge den rette farve til pirkefiskeriet, men noget tyder på, at farven har mindre at sige fra 30 meters dybde og ud efter.

Grøn, rød eller blå? Det kan være svært at vælge den rette farve til pirkefiskeriet, men noget tyder på, at farven har mindre at sige fra 30 meters dybde og
ud efter.

Ofte er bevægelse vigtigere end farve

 NIKOLAJ HJORTH er en erfaren småbådsfisker, der har tilbragt tusindvis af timer med pirkegrejet i både Danmark og Nordnorge. Dels fra egen småbåd, primært på Øresund med Team Svinet, ombord på turbåde på Det Gule Rev og som guide for Nordic Sea Angling på destinationer i Nordnorge.

– Der er nogen, som tror, at farver gør hele forskellen, når man snakker om pirkefiskeri – og det gør det måske også nogle få dage, fortæller han. – Jeg tror dog at det generelt handler mere om bevægelse end farve. Det er min overbevisning, at farven ikke har nogen betydning, når man udøver det helt tunge pirkefiskeri i Øresund. Dette kan nok tilskrives den ofte dårlige sigt, vi har i de indre danske farvande. Her bliver huggene sandsynligvis udløst af sidelinjereflekser frem for agnens farve.

– I Nordnorge er vandet super klart, og her oplever jeg at jigs i blå farver er ekstra gode til torsk og helleflyndere. Når det så er sagt, så tænker jeg meget mere på bevægelse end på farve. Forstil dig at to mand fisker side om side, og der er tydelig forskel på deres fangster. Her kunne det være interessant, at lade dem bytte stang og se resultatet. Hvis de bruger samme agn, men med forskellige farver, vil jeg tro at begge personer vil fange lige godt/dårligt med begge stænger. Jeg tror dette fordi det er min overbevisning, at de rette bevægelser er meget vigtigere end farven.

 

Nikolaj Hjorth er en erfaren ogdygtig hav- og småbådsfisker, der hvert år tilbringer mange timer på Øresund og i Nordnorge. For ham er farven på agnen ikke afgørende – dog har han god erfaring med blå agn til helleflyndere, som fisken her er et tydeligt bevis på

Nikolaj Hjorth er en erfaren og dygtig hav- og småbådsfisker, der hvert år tilbringer mange timer på Øresund og i Nordnorge. For ham er farven på agnen ikke afgørende – dog har han god erfaring med blå agn til helleflyndere, som fisken her er et tydeligt bevis på.

 

– Det er helt naurligt at malingen skaller på pirkene efter intenst brug, og jeg har aldrig oplevet, at de fisker ringere af den grund. Mange af mine venner støber deres egne pirke og benytter dem i »blyfarve« og fanger ligeså godt på dem som altmuligt andet. Jeg har læst mig frem til, at på de dybder, hvor vi normalt fanger store torsk, er der ikke ret mange farver som er synlige, hvilket måske kan være en forklaring. Ved kastefiskeri efter torsk på lavere vand, har jeg dog erfaring med at rød og gul altid har fungeret godt.

– Når jeg guider i Norge oplever jeg kunder som kun bruger én farve en hel uge. Første dag fanges der en flynder på én farve, og så er det den alle bruger. Den specifikke farve fisker således i mange timer og fanger også fisk, man ved bare ikke om en anden farve ville have gjort det bedre.

 

Per Jensen er Danmarksukronede konge indenfor turbådsskippere og for ham er sagen helt klar: Farven har ingen betydning – det er lystfiskeren i den anden ende af snøren der gør forskellen!

Per Jensen er en af Danmarks dygtigste turbådsskippere, og for ham er sagen helt klar: Farven har ingen betydning – det er lystfiskeren i den anden ende af snøren der gør forskellen!

Dovne havfiskere fanger mere…

PER JENSEN fra Thyborøn er skipper på M/S Bodil og står bag rederiet Emma-Line. Han har sejlet med lystfiskere i de sidste ni år og har passeret 1000 ture. Per er selv en ivrig lystfisker og har mange gode fisk på samvittigheden. Her er hans erfaringer med farvevalg til havfiskeri:

– I min tid som skipper, har jeg set og prøvet så meget i forhold til agn og farver, og jeg er nået til den konklusion, at jeg ikke tror på, at farven på kunstagnen har noget at sige. For nogle år siden havde vi en gammel rusten pirk til at ligge og rulle rundt i en skuffe i styrehuset. Jeg sagde til min medhjælper, Henrik, at jeg lige ville gå ud og fange en stor torsk på den. Der er ikke meget charme over sådan en pirk, men den første fisk der bed på, vejede 17 kilo. Vi har fisket meget med rene blypirke, og de fisker ligeså godt som alt det med farve og glimmer på. Jeg skal ikke kunne sige om farven kan have betydning, når man kommer ind på mere grundt vand, for der fisker vi sjældent. På dybder over 30 meter tror jeg simpelthen ikke, at der er nogen forskel. Det eneste der skiller sig lidt ud er ved fiskeri efter sej, som har en forkærlighed for noget der er selvlysende.

– Fisker du derimod med for voldsomt grej, så sorterer du selv mange fisk fra. På den baggrund er der mange der i princippet »fravælger « en del fisk. Det er min erfaring, at torskene ikke kan lide for bastante kroge. Hvis fx krogen på en shadjig er for stor, så fanger den ikke særligt godt, selvom shadden måske er fin nok. Det er simpelthen krogen, der er for stor. Jeg plejer at sige, at dem der fanger de største fisk er de ældre lystfiskere eller dem der er dovne.

 

For nogen er farven på agnennærmest en religion. For andre er farven underordnet, og der trækkes blot en tilfældig pirk op af spanden

For nogen er farven på agnen nærmest en religion. For andre er farven underordnet, og der trækkes blot en tilfældig pirk op af spanden.

 

– Dem som bruger de store pirkebevægelser kan godt fange mange fisk, men det er ofte de små fisk, da de bevæger sig meget efter føden. De store torsk har ikke så travlt, så de skal nok nå hen til det, de skal have at spise. Derfor er det dem der står og nusser lidt med pirken og laver så lidt som muligt, der fanger flest af de store.

– På Bodil sejler vi mest ture af over et døgns varighed, så vi fisker ofte langt fra land. Hos dem der fisker på dagture, hvor der fiskes på det lavere vand tættere på kysten, er der rigtig mange der sværger til små røde ophængere. Det er fordi de skal ligne rejer, som er talrige inde på de dybder. Ligeså snart vi kommer ud på dybere vand, er det næsten udelukkende sild der udgør føden. Om en pirk er blå, sort, grøn eller blyfarvet har ikke noget at sige, det er teknikken der gør udslaget. Når jeg pirker så foretager jeg mig nærmest ingenting. Den smule søgang der er, gør arbejdet for mig. Man kan mærke, at torsken kommer hen og piller ved pirken – og så er det bare at give modhug.

 

En lille kastepirk, der blev fisketaktivt over vraget, udløste hugget fra denne lubbe. Dem der fiskede med tunge pirke, fangede kun enkelte mindre torsk.

En lille kastepirk, der blev fisket aktivt over vraget, udløste hugget fra denne lubbe til David Nielsen. Dem der fiskede med tunge pirke, fangede kun enkelte mindre torsk.

”Favoritfarver” ofte en selvopfyldende profeti 

HANS HAGERUP er nok mest kendt blandt danske havfiskere, som ejer af og skipper på turbådenært fladfisk. Det er sjældent, at der er meget andet end rødspætter M/S Bonito. I mange år sejlede Hans som skipper på både Øresund og på Det Gule Rev, og lige som Per Jensen, er Hans selv en ivrig lystfisker. For nogle år siden startede Hans selskabet Norway Guide Fishing, der laver ture til egne camps i Nordnorge.

– Jeg synes, at det er svært at sige noget entydigt om farvernes betydning på kunstagnene til havfiskeri, og jeg er ikke selv nogen farvenørd, understreger Hans. – Jeg opfatter det som en selvopfyldende profeti, for hvis man har en idé om, at det er godt med sølv eller blå til sej, så fisker man med det og fanger på det. Det er derimod vigtigere, hvem der bruger pirken, og hvordan de gør det.

– Hvis jeg står og fisker og nogle gæster fanger mere end mig, så lurer jeg hvordan de fisker, for det er teknikken, og ikke farven, der gør forskellen i mine øjne. Langen er den eneste art ved tungt havfiskeri, hvor jeg har set et mønster. Selvom man normalt ikke fisker målrettet efter langer med pirk, så har jeg observeret, at der er en tendens til at de fortrækker gule pirke.

 

Hvis de adspurgte fiskeeksperterskal fremhæve nogle farver, der kan gøre en forskel ved pirkefiskeri, så nævnes rød og gul til torsk på lavere vand og blanke og selvlysende agn til fiskeri efter sej.

Hvis de adspurgte fiskeeksperter skal fremhæve nogle farver, der kan gøre en forskel ved pirkefiskeri, så nævnes rød og gul til torsk på lavere vand og blanke og selvlysende agn til fiskeri efter sej.

 

– Det vigtigste er, at agnen fisker i den rigtige dybde og på den rigtige måde. – Derfor har jeg størst fokus på vægt og facon når jeg vælger agn, afslører han. – Mit personlige valg er naturlige farver, som blå, hvid og sølv, men jeg kan ikke argumentere for mit valg. Man kan nogle gange undre sig over, at fiskene kan se mindre agn i afdæmpede farver på større dybder og i uklart vand, men det kan de jo. Så det der med, at man skal have en stor agn i skrigende farver i uklart vand, det synes jeg ikke holder.

– Jeg har oplevet meget, men har ikke nogen entydig konklusion. Dem der fisker langsomt, har en større gennemsnitsstørrelse på fiskene, men fanger nødvendigvis ikke flest. Når man fisker skreitorsk i Norge eller fisker på et vrag, der er spækket med torsk, er det en god idé at fiske med en stor pirk og fiske den lidt dovent. Ved skreifiskeri skal man nærmest ikke bevæge agnen, hvis man vil fange de største. De mindre sorteres simpelthen fra på denne måde.

– Der står i nogle bøger at farver »forsvinder«, jo længere du kommer ned. Eksempelvis skulle det ikke være muligt at se rød på over fem meters dybde. Det mener jeg er noget vrøvl! Du kan sagtens se røde, gule og grønne agn nede på 40 meters dybde, hvis vandet er klart. Fiskene ser vist farver nogenlunde som mennesker, så når man firer et kamera ned – også uden kunstigt lys – kan man se farven på pirk og ophænger på 40 meter vand. Så må fisken også kunne.

 

Niels Bilde har tjek på det med destore fisk fra småbåd. Disse torsk er fanget i Nordsøen og vejer begge over 20 kilo. Normalt sværger han til sorte og hvide pirke, men denne dag var det den røde, der virkede.

Niels Bilde har tjek på det med de store fisk fra småbåd. Disse torsk er fanget i Nordsøen og vejer begge over 20 kilo. Normalt sværger han til sorte og hvide pirke, men denne dag var det den røde, der virkede.

Farven på pirken kan have stor betydning

 NIELS BILDE er en af pionererne inden for det danske småbådsfiskeri, og det bliver hvert år til mange- og lange togter ud i Nordsøen. Han fik sin første båd som niårig, og har fisket de danske farvande tynde lige siden. I modsætning til de foregående udtalelser, så har farverne stor betydning, når man spørger Niels:

– Jeg tror der er lige så mange ger, og hvilken dybde du fisker på. Da jeg startede min »karriere« som småbådsfisker i Kattegat, var der ingen tvivl om, at rød og gul var helt suveræne til alle arter. Der er ikke så dybt derude, så der må gerne være noget knald på farverne. Når vi kommer ud på dybere vand, så skifter jeg farve. Når målet er større torsk, så er hvid og sort mine absolutte foretrukne farver. Jeg kører som regel med en hvid ophænger og hvid/sort pirk. I mange år var en gul ophænger mit foretrukne valg, men jeg forsøgte mig på et tidspunkt med en hvid ophænger og den er god. En pirk i kombinationen hvid bund og rød top er overlegen til langer.

 

Når nogle fiskere skiller sig udved at fange mere end andre, kopieres dennes farve valg på agnen ofte af de andre fiskere. Det er nok en bedre idé at holde øje med pirkens form og vægt, samt bevægelserne, der benyttes.

Når nogle fiskere skiller sig ud ved at fange mere end andre, kopieres dennes farve valg på agnen ofte af de andre fiskere. Det er nok en bedre idé at holde øje med pirkens form og vægt, samt bevægelserne, der benyttes.

 

– Sej skal bare have serveret en god blank pirk, der ligner en sild. Jeg kan godt fange sej på både sorte og grønne agn, men ligger vi derude, og der er én der har en blank pirk på, så er det altid ham der fanger først og ham der fanger flest. Bundforholdene kan også have betydning på mit farvevalg. På de vrag der ligger på sandbund, benytter jeg en pirk i ren blyfarve. De fanger meget bedre end dem i forskellige farver. I ni ud af ti tilfælde fanger jeg både flest fisk og de største på denne måde.

– Fiskene vi fanger på disse pladser er typisk fyldt med fladfisk, og en fladfisk er jo nærmest mørkegrå, når den ligger i sandet, og den farve har blypirken jo også. Så når pirken kommer ned og hakker i bunden, ligner den en fladfisk der banker af sted – det er i hvert fald min teori.

– Det er ikke kun farven, der er vigtig. Krogvalget er altafgørende i forhold til hvor mange fisk du mister. Til fisk under 10 kilo bruger jeg størrelse 6/0 og til fisk der over bruger jeg størrelse 8/0. Gummimakkerne er størrelse 12/0 i ordentlig kvalitet. Dertil 17 mm springringe på pirken og et forfang af 1,2 mm nylonline og én ophænger, slutter Niels.

 

Hvidovre Sport

 

På større dybder bestårrovfiskenes føde hovedsageligt af sild, så der er god logik i at benytte blanke pirke.

                                På større dybder består rovfiskenes føde hovedsageligt af sild, så der er god logik i at benytte blanke pirke.

VÄTTERN: KASTEFISKERI EFTER LAKS

Elias Narvelo og Daniel Nilsson afsøger systematisk en af de mange indbydende vige i den nordvestlige ende af Vättern.

Laks er generelt kendt som en art, man enten fanger i strømvand eller fra store trollingbåde på havet. Men i den store svenske sø Vättern kan laksen fanges med traditionelt kystkastegrej fra båd og land. Følg med Andreas Aggerlund på kastefiskeri efter laks.

 

AF REDAKTIONEN

 

DET ER HUNDEKOLDT, da vi ligger fra havn i den nordvestlige ende af Vättern. Daniel Nilssons 70 hestes motor gør det ikke varmere, da han ude af havnen lukker helt op for den. Heldigvis er der ikke så langt til den første plads – og efter bare 10 minutters sejlads, kan vi lægge de første kast ind mod et af Vätterns mange skær.

 

Friluftsland

 

Det er fredag eftermiddag og min fiskemakker på weekendturen, Elias Narvelo og jeg har taget en tidlig fyraften og kørt nogle timer op gennem det sydlige Sverige for at få aftenfiskeriet med lokale

Daniel Nilsson med. Vi er midt i december. Vandtemperaturen har sneget sig ned på magiske fem grader, og søens mange laks jager kæmpemæssige stimer af bitte små hundestejler tæt under land. Daniel, der bor i Karlsborg ned til Vättern, kender området som sin egen bukselomme, har inviteret os med på kastefiskeri efter Vätterns smukke laks.

 

smuk og velproportioneretlaks fra Vättern. Denne fine fisk faldt for en Purple Haze flue fisket i en line tafs efter en lille wobler.

En smuk og velproportioneret laks fra Vättern. Denne fine fisk faldt for en Purple Haze flue fisket i en line tafs efter en lille wobler.

Laks i overfladen

En times tid inde i fiskeriet spotter vi de første laks i overfladen. Laksene flytter sig hurtigt, så vi får hurtigt bragt båden inden for kastehold. 20-30 sekunder efter lader vi vores agn regne ned over området, hvor laksene kort tid forinden viste sig. Nu bliver det spændende om vi har været hurtige nok. Daniel har hug i første kast, og spændingen stiger et par grader. I andet kast sætter han krogen i en af de fuldfede laks, som efterfølgende leverer en fin fight med flere spring og tunge udløb. Da den omtrent fire kilo tunge laks er ved båden, glider den problemfrit i nettet, og lader sig fotografere – hvorefter den ryger retur. Selvom alle laks i Vättern er udsatte fisk, og der som sådan ikke er noget i vejen for at hjemtage dem, så genudsætter Daniel af princip stort set alle de fisk han fanger.

Mørket begynder at falde på – og opløftet oven på den umiddelbare succes, sejler vi 30 minutter senere mod havnen igen. Lyset er faldet og rejsen tilbage bliver af sikkerhedsmæssige årsager i et mere tåleligt tempo. Daniel udpeger forskellige spots på vej tilbage. – Der er der ofte godt at fiske røding, råber han gennemmotorstøjen og peger mod en stejl klippe som lader til at gå lodret ned i vandet. – Men der kan også være godt med laks, tilføjer han smilende. Daniel peger på loddet som viser, at dybden er lige over 30 meter, og der er ikke meget længere til land. – Der skal være dybt vand nær land, før laksene vil komme ind, siger han. – Du kan godt være heldig at fange en fisk over måske »bare« 10 meter, men så er der nærmest med garanti vand med dybder på mindst30 meter inden for kasteafstand.

 

Daniel Nilsson fremviser kort enflot laks, inden den kort tid efter bliver returneret til stimen. Det er forkromede skønheder som denne der får lystfiskere til at trodse vejret og bruge en kold dag på vandet.

Daniel Nilsson fremviser kort en flot laks, inden den kort tid efter bliver returneret til stimen. Det er forkromede skønheder som denne der får lystfiskere til at trodse vejret og bruge en kold dag på vandet.

Lakselandskamp på Vättern

Vi er tidligt på vandet dagen efter. Vi søger rundt efter fisk og kaster systematisk mod skær, klippevægge, strømskæl og andre oplagte spots, som kan holde laks. Trods manglen af fisk og bidende kulde er humøret stadig højt – og snakken går livligt. Daniel foreslår en landskamp. Danmark mod Sverige… mod Skåne, siger han spydigt og kigger på Elias som er fra Helsingborg. Vi indvilger selvsikkert og fisker videre med fornyet koncentration, da en ramme øl og ikke mindst æren nu er på højkant.

Af og til udpeger Daniel fisk på loddet og siger »der går en rødding eller måske er det en laks«. Langs land står der lystfiskere på små klippesatser og kastefisker. Det lader ikke rigtigt til at nogen fanger noget de første timer, men pludselig kommer der aktivitet i overfladen og på loddet. Mine to bådkammerater fisker med spin; Daniel med bombarda og flue mens Elias forsøger sig med en lille kystwobler. Selv fisker jeg med fluestangen i håbet om at kroge en stor laks på  kystfluestangen.

Det er Elias, der kroger dagens første fisk udfor et skær med bølger væltende indover. Ud fra stangspidsen at dømme er det en mindre fisk, som inde ved båden viser sig at være en smuk rødding på omtrent et kilo. Røddingen i Vättern er ifølge Daniel i tilbagegang, da store mængder af krebs spiser deres rogn, så fisken får naturligvis lov at svømme videre. Vi har fundet fisk. Nu skal vi bare finde den rette art.

 

Det er med tungen lige i mundenman begiver sig ned til Vätterns skær. Is i rå mængder og ofte voldsom sø slående ind over klipperne gør fiskeriet til en ikke ufarlig affære. En tørdragt med tilhørende redningsvest eller som minimum en flydedragt skal der til hvis man vil dyrke dette spændende fiskeri.

Det er med tungen lige i munden man begiver sig ned til Vätterns skær. Is i rå mængder og ofte voldsom sø slående ind over klipperne gør fiskeriet til en ikke ufarlig affære. En tørdragt med tilhørende redningsvest eller som minimum en flydedragt skal der til hvis man vil dyrke dette spændende fiskeri.

Laks langs med klipperne

Inde på land begynder der at ske lidt. Vi ser flere laks blive landet langs klipperne, og lidt længere ude kan vi også se, at trollingbådene har gang i den. Opløftet over fangsterne omkring os fisker vi koncentreret videre. Kast på kast bliver placeret så tæt på skrænter og skær som muligt. Det er spændende – og følelsen af at hugget falder når som helst, er i den grad over os.

Der går da heller ikke længe, før Elias kroger endnu en fisk over samme skær, som han fravristede røddingen. Denne gang er det en betydeligt bedre fisk, der har hugget på. Laksen giver en brav kamp til stor frustration for de to andre nationer i båden. En smuk nærmest blå/grøn skinnende og fuldfed laks bliver nettet og bliver foreviget med kameraet, inden den sendes retur til stimen, med et »To til Team Skåne, En til TeamSvea og nul til TeamDanskjävel!«, rungende ud over den enorme sø. Jeg mærker tydeligt presset og overvejer at lægge fluestangen fra mig, for at komme på tavlen med en laks, men beslutter mig for at give den en sidste chance.

 

Her ser du et udvalg af fine laksefluer til Vättern.

Her ser du et udvalg af fine laksefluer til Vättern.

Da laksefluedrømmen brast

Laksene trækker længere og længere ind mod en vig, og mens vi fisker os rundt om en pynt og ind i vigen, spotter vi fisk i overfladen cirka 200 meter borte. Vi rykker hurtigt over til fiskene, som stadig viser deres tilstedeværelse ved små hvirvler i overfladen. Det er en større stime laks, som jager hundestejler nær overfladen.

Daniel kroger relativt hurtigt en af fiskene, som i kampens hede gylper en portion halvfordøjede hundestejler op. De små livløse fisk daler langsomt ned i vandsøjlen, men når højst en halv meter ned i vandet, før de bliver taget af andre laks fra stimen. Elias og jeg glemmer alt om at hjælpe med nettet – det var jo trods alt Daniel, der forslog landskampen. Jeg vipper så hurtigt jeg kan min flue 5-6 meter ud, og hugget falder omgående. Så omgående at jeg fumler med løslinen og misser tilslaget. Resultatet bliver, at fisken forsvinder, og min laksedrøm brister lige så hurtigt, som den var ved at gå i opfyldelse. Jeg kaster videre i håb om at narre en mere, men både de opgylpede hundestejler og laksene, som spiste dem, er væk. Lettere slukøret fotograferer jeg netningen af Daniels fisk, som er endnu en fin laks, der sender Team Danskjävel helt bag om dansen.

 

Vätternlaksens madpyramidebestår nærmest udelukkende af hundestejler i de koldeste måneder af året – og der er nok af dem begge.

Vätternlaksens madpyramide består nærmest udelukkende af hundestejler i de koldeste måneder af året – og der er nok af dem begge.

Laksehåbet lever videre på Vättern

Der sker ikke mere den dag, men håbet lever, og jeg har en sidste chance om søndagen, hvor vi er vi på vandet igen. Vejret viser sig fra et mildere hjørne, hvilket er rart, men ifølge Daniel, katastrofalt for fiskeriet. Diskussionen går på, om vi skal krydse søen for at finde noget mere oprørt fiskevand med pålandsvind.

Det er en lang sejltur i åben båd – især hvis vinden tager til – så vi beslutter os for at blive i håbet om, at fiskene ikke har rykket sig endnu. Der sker intet, før vi runder middagstid. Vi har skiftet plads utallige gange og fisket det ene indbydende skær efter det andet. Der har ikke været meget aktivitet på loddet og slet ingen i overfladen, så overraskelsen er stor, da Elias kroger en fisk over relativt lavt vand. Det er en pæn Vätternlaks på 3-4 kilo, der er faldet for fluen, som Elias har bundet i en 20 centimeters linetavs efter wobleren.

Vi nærmer os enden af weekenden, og har mindre end tre timers fiskeri tilbage, før turen går hjemover, så Elias beslutter sig for at hjemtage fisken. Da vi lukker den op og studerer maveindholdet, står det klart, hvorfor laksene kommer kystnært. I sækken har laksen et sted mellem 50 og 100 små hundestejler, som alle ser ganske friske ud. Laksen er som Vätternlaksen er flest, kuglerund og flot i kødet – en perfekt spisefisk.

En af søens mangehårdtkæmpende laks gør et sidste desperat forsøg på at smide Elias efterhængte flue.

            En af søens mange hårdtkæmpende laks gør et sidste desperat forsøg på at smide Elias efterhængte flue.

Kastefiskeri efter laks i Vättern

Områderne i Vättern, hvorfra man kan kastefiske fra land, er relativt begrænset. På vest siden af søen ligger der et lille område ved Granvik 10-20 kilometer nord for Karlsborg, hvor 40 meterkurven kommer inden for fluestangens kastehold. På østsiden er der lidt flere pladser. Det er især strækket lige syd for den lille by Borghamn og sydover til det naturskønne område Omberg, som er giftigt.

De næste 10 kilometer sydover byder også på dybt vand helt inde under land, men det kan være svært at komme til vandet. Fælles for alle pladserne er, at man skal tidligt op for at få en af dem, da der ofte er rift om dem. Sikkerheden, når man fisker fra land, skal være i orden. Tørdragt og redningsvest eller som minimum en flydedragt er et must. Vandet er koldt, bølgerne slår ofte ind over kanten og klipperne er glatte samt til tider dækket af is. Af samme grund er det selvsagt ikke et fiskeri man skal dyrke alene.

Har man en båd, flydering eller pontonbåd er det hele straks lettere. Selvom man fisker helt op ad land er det bare lettere at komme rundt. Den store ulempe ved bådfiskeriet er, at fiskeriet er bedst ved hård pålandsvind, hvilket kan gøre bådturen ubehagelig eller umulig. Flydering og pontonbåd er selvfølgelig kun gangbare i godt vejr, men bølgerne sætter en naturlig stopper for det: Du kommer simpelt hen ikke i vandet, hvis det er for vildt.

rugten af en kold dag langs Vätterns østkyst. Selvom der ikke er fangstgarantier oddsene ganske gode for kontakt med laks på et Vätternsats.

Frugten af en kold dag langs Vätterns østkyst. Selvom der ikke er fangstgaranti er oddsene ganske gode for kontakt med laks på et Vätternsats.

Agn til Vätterns laks

Omkring slutningen af november, når vandtemperaturen falder ned til femgrader, begynder store mængder af søens plankton at søge mod overfladen. Efter planktonet kommer hundestejler i rå mængder – og i hælene på dem følger laksen. Med andre ord, laksene spiser nærmest udelukkende hundestejler, hvilket dikterer, at agnene ikke skal være for store.

Mange lokale anvender bombardaflåd med små fiskelignende rørfluer efter. Mindre sølvfarvede skeblink som Flax og Fax viste sig også givtige på vores tur. Fluerne til Vätterns laks skal frem for alt imitere hundestejler. De fleste lokale bruger rørfluer som minder om Sunray Shaddow eller HKA Sunray i mindre størrelser. På vores tur havde vi dog også stor succes med en lille UV-baitfish, der fungerede godt, som efterhængt flue på Elias kystwobler.

Grej til Vätterns laks

Fisker man som vi gjorde fra båd, stiller det ikke særligt store krav til ens grej. Fiskene er sjældent voldsomt store og man kan rimeligvis følge dem. Almindelig kystudrustning er tilstrækkeligt både for flue og spinfiskeren. Dog ville jeg vælge lidt tykkere line. 0,16-0,18 fletline på spinnehjulet og en forfangstykkelse på 0,30-0,35 på fluestangen. Selvom det ikke er hverdagskost med fisk over otte kilo på det kystnære fiskeri, så sker det.

Landfiskeriet stiller derimod helt andre krav til udrustningen. Mange lokale fisker med kraftige 11-12 fods laksestænger med 40 grams bombardaer og flue som agn. Grejet skal være i den kraftige ende for at presse laksene ind til Klipperne, hvor de skal nettes med langskaftede net eller kanes hvis forholdene tillader det.

Artiklen blev oprindeligt publiceret i Fisk & Fri 10/2014.

 

Hvidovre Sport

TUN: MED POPPER PÅ GIBRALTAR

Den blåfinnede tun er et studie i skønhed.

Lige ud for Gibraltar kan du opleve det vildeste popperfiskeri efter blåfinnet tun. Følg med Johnny Jensen og oplev noget af det vildeste stand-up fiskeri Europa kan byde på lige nu.

 

TEKST JOHNNY JENSEN, FOTO: JOHNNY JENSEN & DANNY GABAY

 

 JEG PRØVER AT HOLDE BALANCEN, mens båden suser henover vandet – og samtidig prøver jeg at holde kameraet stille nok til at få billeder af springende delfiner ved siden af os, hvilket lykkes overraskende godt. Sidst jeg så delfiner gennem søgeren, var en måned før i Amazonfloden, men nu er det saltvandsudgaven ud for Gibraltar i stedet for.

Jeg bliver revet ud af mine dagdrømme om Amazonas’ herligheder, da Louis drastisk stopper båden, og Lee råber, at jeg skal droppe kameraet og komme i gang med at fiske. Jeg kigger op, og er vi midt i et kogende virvar af fugle, flyvefisk og, ikkemindst, tunfisk…

 

Tohatsu

 

Der er fuld flex på klingen, når de bomstærke tun i et sidste desperatforsøg prøver at lægge afstand til båden.

                                          Der er fuld flex på klingen, når de bomstærke tun i et sidste desperat forsøg prøver at lægge afstand til båden.

Blåfinnet tun på popper

Popperen bliver hurtigt kastet ud midt i al balladen. Pop, pop, pop… Pludselig angriber en flot tun popperen, og endnu en gang bliver mine skulderled tæsket af en vanvittigt stærk tun, som hamrer line af hjulet med kurs mod Marokko.

Efter ca. et kvarters fight, pumperi, mere fight, og mere pumperi, kan vi se tun-raketten i det klare vand. Tunen ser også båden, og det bryder den sig tilsyneladende ikke om. Endnu engang river den 200 meter line af, men det er det sidste store udløb: Endelig har jeg fanget min første atlantiske blåfinnede tun på popper. Efter en lynhurtig foto seance, planter Lee en tag i ryggen på tunfisken, og den bliver genudsat i sit rette element.

 

Johnny med en smuk 30 kilos fisk, der var lige ved at flå stangen ud afhånden på ham. I baggrunden ses Gibraltar klippen.

Johnny med en smuk 30 kilos fisk, der var lige ved at flå stangen ud af hånden på ham. I baggrunden ses Gibraltar klippen.

Adrenalinkick på Gibraltar

Gibraltar har jeg efterhånden besøgt mange gange, men det var sidste år, at jeg for alvor fik fiske-kriller, da Lee nævnte, at han var begyndt at poppe tunen, i stedet for at fange dem på trolling. Jeg troede dårligt mine egne ører, for de fisk er bare for sygt stærke, hvilke jeg selv fik at føle med en på 150 kilo fightet på det helt tunge biggame grej.

Lee & co. inviterede mig i år til at prøve popperfiskeriet. Jeg ankom i midt-oktober, og som Lee sagde: »Det er ikke så godt mere. Du skulle ha’ været her i augustseptember«. Hvor tit hører man ikke det… Men hans version af »ikke så godt« betød, at vi »kun« havde kontakt med 14 tun på fem 4-timers fisketure. Dette står i grel kontrast til de 13 tun per dag, som de kom op på i august/september, men set i lyset af, at der aldrig før sidste år er fanget tun på popper/spinne-grej i Gibraltar, så er jeg super lykkelig over resultatet.

At man så skulle kunne lande en af disse tun på poppergrej virkede helt hen i vejret. Jeg må  indrømme, at tanken om at kæmpe med så store tun på spinnegrej, var decideret skræmmende. Ikke desto mindre har Lee siden sidste år fanget over 100 tun på popper, hvor den største indtil videre vejer 120 kg, og fiskene har et gennemsnit på 20-50 kg.

Siden Lee, der af alle regnes, som den klart dygtigste fisker på Gibraltar, fik gang i popperfiskeriet, er der mange af de lokalelystfiskere, der også er gået amok med poppergrejet. Så lige nu fisker Gud-og-hver-mand med poppergrej i Gibraltarbugten i alt fra luxus yachts til vandscootere.

 

Popperfiskeri med delfinerfløjtende om ørerne på en er en stor oplevelse. Sådan er scenariet ved Gibraltar.

Popperfiskeri med delfiner fløjtende om ørerne på en er en stor oplevelse. Sådan er scenariet ved Gibraltar.

Tun i kølvandet af flyvefiskene

 Fiskeriet er egentlig i gang, så snart man forlader havnen og kommer ud i Gibraltarbugten. Man står klar med det samme, med fingeren på linen og hjulbøjlen åben. Vi spejder efter »mågesjov« og jagende delfiner, for dér jager tunen også. Det er helt tydeligt, når delfiner, skråper, måger og suler har fundet en flok flyvefisk. De stakkels flyvefisk har ikke en chance, for bliver de ikke taget af tun og delfiner under vandet, så får fuglene fat på dem i luften, mens de svæver henover vandet.

Det klart bedste kast man kan lave, er i en flyvefisks retning. Tunen svømmer hurtigt nok til at følge under den svævende flyvefisk; den kan se flyvefisken over vandet, og venter bare på, at den kommer ned igen. Rammer man så i flyvefiskens bane med popperen, så er der næsten hug-garanti. Når tunen findes i stort antal, er der ikke ret mange andre rovfisk, der tør jage i farvandet, men alligevel får man af og til bifangster i form af hvid marlin, sværdfisk, guldmakrel (dorado), og både rygstribet pelamide (bonito) og bugstribet bonnito (skipjack tuna).

 

Tunene følger flyvefiskene medblikket og er parat til at snappe dem, når de lander. Kan du placere din popper foran flyvefisken, er det en god taktik.

Tunene følger flyvefiskene med blikket og er parat til at snappe dem, når de lander. Kan du placere din popper foran flyvefisken, er det en god taktik.

 

For bare 18 år siden gav det ingen mening at fiske efter tunen i Gibraltarstrædet, men langsomt er bestanden tiltaget, så man først og fremmest havde en chance for at fange dem på biggame trolling i et par af sommer-månederne. Nu er det eksploderet, så alle størrelser tun jager ikke bare over dybt vand, men også i stort antal i Gibraltarbugten, hvor de er nemmere at lokalisere. Og i år var der tun fra maj indtil slut-oktober… og måske længere…

I dag er tunene ved Gibraltar beskyttet via mindstemål, sæson, og kvote. De lokale fiskere kan således lovligt kunne tage kunder med ud, og derved tjene deres penge som guider og praktisere catch-tag-release, i stedet for at slå tunfisk ihjel og sælge dem. Og det er fantastisk nyt for alle lystfiskere, der gerne vil prøve at fange en atlantisk blåfinnet tun, uden at det koster en bondegård.

 

Tohatsu