KYSTØRRED PÅ FLUE – NÅR EFTERÅRET BANKER PÅ

Når efterårets havørreder skal bydes op til dans, så kan små mørke rejer med hugpunkter være udslagsgivende for succes. Her ses en version, der ofte har lokket fiskene til hugget.

 

Når temperaturerne begynder at falde, er det ved at være sidste udkald for de kystørreder, der vælger at tage turen op i åerne for at gyde. De kan være svære – men her får du opskriften på, hvordan de skal fanges.

AF MORTEN JENSEN

EFTERÅRET er en af mine absolutte yndlingstider på kysten. Der er rigtig gode muligheder for kystfluefiskeren, og chancerne for adrenalinpumpende kystdage er rigtig gode. Mange havørreder kommer tæt på kysten, mens de trækker mod åerne, hvilket kan give adgang til noget fantastisk spændende og visuelt fiskeri. Men – fiskene er ikke altid nemme at få i tale, selvom vi tydeligt observerer, at de er på pladsen: Her får du lidt inspiration til hvordan du fanger de til tider yderst selektive fisk.

Når havørrederne trækker mod åerne

Flere og flere havørreder trækker mod åerne, og mange skal lige fylde de sidste depoter inden den hårde vandring, men det er ikke altid nemt at få havørrederne i hugget. Det som virker én dag – og på én plads, virker ikke nødvendigvis på en anden. Nogle gange skal der arbejdes rigtig hårdt for at få fisk på tasken, men det giver en særlig tilfredsstillelse, når linen strammes op af en hidsig gylden – og ofte velvoksen – ørred.

Ofte følger havørrederne bestemte trækruter langs kysten, og derfor kan der findes mange fisk på forholdsvis små områder. Det kan derfor betale sig at lokalisere og huske disse. Havørreden bruger gerne disse hvert efterår, hvilket giver muligheder for succes igen næste år. Har man ikke kendskab til sådanne ruter, så skal man ud og afsøge en masse vand under forskellige forhold, så der kan skabes nogle anvendelige erfaringer til senere brug.

Ofte kan nogle områder fiske godt i nogle dage eller uger, for så at dø fuldstændig hen. Havørrederne er rykket videre, og så skal man finde nye flokke på andre pladser.

En rigtig efterårsfisk i fuld gydedragt. Hanfiskene er hidsige fightere og er en fornøjelse på fluestangen. Den lod sig overliste af en lille mørk kutling, hvorefter den igen fik lov at svømme mod åen.

En rigtig efterårsfisk i fuld gydedragt. Hanfiskene er hidsige fightere og er en fornøjelse på fluestangen. Den lod sig overliste af en lille mørk kutling,
hvorefter den igen fik lov at svømme mod åen.

 

Find havørrederne

Da havørreden trækker meget allerede fra sensommeren, så bør man være meget mobil i sit fiskeri. Fiskene kan være samlet på mindre områder, og selv på korte kyststrækninger, kan nogle områder være døde, mens andre er fyldt af fisk. Finder man en plads med fisk, så er det muligt, at der regelmæssigt vil komme flokke af fisk forbi i den kommende tid, og så bør mobiliteten brydes. Jeg kan sagtens bruge en dag på få hundrede meter, hvis jeg er sikker på, at havørreden nok skal vise sig. Pladsskiftet er nemlig også et sats. Måske pakker du sammen og rykker til en ny plads, for bare at flytte dig væk fra den næste stime af lunefulde havørreder.

Havørred hotspots

Det kan normalt ofte betale sig at fiske på en hot plads den næste tid, og hold styr på observationerne vedrørende forhold og tid. På den måde kan man opsøge området igen, når næste efterårssæson kommer. Det kan give mange fisk fremover. Når hotspottet ikke er så hot mere, så skal affiskningen af mange forskellige pladser genoptages, så man optimerer chancerne for, at støde på nye fisk. Når der skal findes pladser, kan man forsøge at planlægge pladsvalget efter kvalificerede bud på centrale knudepunkter. Det kan fx være tæt på opgangsåer i lokalområdet, fjordmundinger og vige – samt punkter og rev, som ligger tæt på, hvor kysten ændrer karakter. Særligt kan bruddet mellem åben kyst og fjord være et godt bud på et knudepunkt i efteråret.

Jeg oplever, at revene begynder at aftage deres magnetiserende effekt på havørreden i efteråret, og jeg oplever hvordan havørreden søger tæt under land mod de mindre badekar under kysten. Selv små tynde bælter med sparsom vegetation synes, at have en magisk tiltrækning på havørreden. Særligt kystrækninger med blæretang og stenede områder, er ofte de mest sikre kort for mig i efteråret, men det kan kræve tålmodighed og et skarpt blik på vandet, hvis man vil lokalisere fisken.

Efterårshavørrederne har smukke proportioner, og i det tidlige efterår møder man flere fisk med et let gyldent skær, der tilføjer havørreden ekstra skønhed.

Efterårshavørrederne har smukke proportioner, og i det tidlige efterår møder man flere fisk med et let gyldent skær, der tilføjer havørreden ekstra skønhed.

 

Spot fiskene

Kystørred om efteråret afslører ofte sin tilstedeværelse ved at bryde overfladen på en eller anden måde. Det kan være fine små ringe i overfladen, hvor man næsten kan blive i tvivl, om det er fisk eller ej. Andre gange kan det være gentagne bombastiske spring. Det er et yderst nervepirrende fiskeri, når man kan pürschfiske efter store kystørreder, hvilket så afgjort er med til at tilføje en ekstra dimension til kystfiskeriet. Efterårets havørreder er dog nogle pudsige fisk. Du kan være omgivet af fisk, men de viser meget lidt interesse, og hårene på hovedet bliver grå af frustration. Hvis man kan se fiskene, så er de fundet, og så der sikkert nogle i stimen, der godt kan lokkes, men flueboksen skal til tider endevendes for, at finde dagens medicin.

Særligt de plaskende akrobater  har en nærmest mytisk status som værende umulige at lokke til hugget, og det er da også min erfaring, at de kan være mere selektive, men derfor skal man ikke undlade sig fra at kaste til dem. Disse fisk er gode indikatorer på, at man er det rette sted, og der kan typisk være flere i området, som ikke viser sig. Derfor bør man altid bevæge mod de springende fyrtårne og give fiskeriet en koncentreret indsats her.

På andre dage og under andre forhold, så møder man subtile og forsigtige fisk, der knap nok  bryder vandspejlet. Denne adfærd kalder ofte på mindre fluer, da havørreden under disse forhold ofte mæsker sig i mysisskyerne, der hænger i det øverste vandlag. I disse tilfælde kan havørreden også være fødesøgende på selve overfladen.

Særligt på dage med kraftig fralandsvind, og i områder med skove, kan landinsekter blæses ud på vandet. Havørreden registrerer dette, og dens jagtinstinkt kan rettes mod overfladen og drivende insekter.

Valg af fluer til havørred om efteråret

Efteråret er i min optik fluefiskerens bedste årstid på kysten. Føden langs kysten begynder at blive mere sparsom i takt med dalende vandtemperaturer, og havørreden søger oftest små fødeemner, som de ikke bruger store mængder energi på at jage. Jeg oplever klart, at små naturtro imitationer er det bedste fluevalg om efteråret. Ofte er jeg nede i str. 8 på mine fluer og nogle gange i helt nede i str. 10 og 12, før jeg oplever interesse fra fiskene. Fluer med orange, brunlige og rødlige nuancer, synes at have en god effekt på havørreden. Tilføj gerne et triggerpunkt på fluen der skiller sig markant ud fra resten – fx røde reje øjne eller hvide øjne på en mørk fiskeimitation.

Udgangspunktet for fluevalget er oftest en lille kutling eller en lille reje, når jeg begynder mit fiskeri. Hvis jeg finder fisk, og de ikke tager fluen eller kun viser svag interesse for den, gennem puf og efterfølgen, så skifter jeg til en mindre flue. Her vælger jeg gerne mysis-imitationer, som jeg kan fiske endnu langsommere.

Havørreder kan være aktive hele dagen og i høj sol. Michael Zinn fandt den rette medicin denne formiddag.

Havørreder kan være aktive hele dagen og i høj sol. Michael Zinn fandt den rette medicin denne formiddag.

 

Indtagningsteknik til kystørreden

Den langsomme indtagningsteknik, hvor fluen hænger lang tid i vandet, gør at den bliver længere tid i området med fisk, samt giver fluefiskeren en bedre mulighed for, at registrere selv de mindste tag i fluen. Det er kun yderste tilfælde, at jeg arbejder med store provokationsfluer i efteråret, men det kan i nogle tilfælde være det, der skal til på nogle dage. 

Der findes ingen gylden opskrift på succes, når der fiskes på gyldne fisk, men det handler om, at variere sine metoder – og ikke låse sig for meget fast i sine beslutninger. Nogle gange, når jeg finder en teknik og en flue, der har givet fisk, så skifter jeg til en anden. På den måde kan jeg blive klogere på, hvilke typer og egenskaber en god flue skal have i det pågældende område.

Jeg starter dog altid med noget jeg har en god tro på, og så gemmer jeg eksperimenterne til jeg enten møder god succes, eller oplever ingenting. Begge scenarier kalder på forandring og omstillingsparathed, hvis man vil udvide sit repertoire som kystfisker.

Efterårsstrategi til kystørred

Efteråret kan meget hurtigt skifte karakter, og hvad der virker i det tidlige efterår, virker måske ikke i det sene. Det tidlige efterår kan byde på fabelagtigt fiskeri tæt under land, hvor vadefiskeri næsten kan være en dødsynd. Her gælder det om, at fiske de første kystnære badekar af, og lægge kastene på langs af karret. Badekarrene på den åbne kyst er tiltrækkende for havørreden, da der er optimale forhold for trivsel.

Tættere på gydningen bliver havørrederne ofte mere og mere selektive, hvormed hugperiodernes frekvens og intensitet kan dale. Fødeemnerne trækker mod dybere og varmere vand i det sene efterår, og – i takt med lavere vandtemperaturer, søger havørreden også mod mindre saltholdigt vand. Derfor er det en rigtig god ide, at sætte sig ind i havørredens biologi, og indhente oplysninger om forholdene langs kysten, inden man tager ud. Der findes mange sider, hvor man kan søge den information, der er brug for. DMI og FCOO er gode sider at bruge i kombination med hinanden, når de optimale forhold skal findes inden pladsvalget. Tænk derfor også over, at enten et koldt eller varmt efterår, kan kalde på forskellige strategier for valg af plads og teknik til efterårsfisken. Ovenstående kan give en god base, at bygge sit efterårsfiskeri på, men kreativiteten må ikke glemmes. Når man har sikret sig de bedst mulige kort på hånden, så eksperimentér derude. Det kan virkelig give pote, hvis man har modet og overskuddet til at satse nogle gange. Opsøg pladser, der slet ikke normalt vil give mening, og forsøg dage hvor fluevalget er placeret i yderpunkterne i både farvenuancer og størrelse. På den måde kan du finde særlige tricks i netop det område, som du fisker i. Betragt disse dage som eksplorative og forbered dig på, at du eventuelt må gå tomhændet hjem. Så kan man altid vælge mere ”sikkert” på andre dage.

Etik omkring farvede havørreder?

Farvede fisk er fisk i gydedragt, med intentioner om, at gå mod åen og skabe næste års generation. Etikken omkring farvede fisk og catch and release florerer altid intenst på de sociale medier og fiskemagasiner, når vi rammer efteråret. Faktum er aktuelt, at det er legitimt at hjemtage farvede fisk indtil fredningen sætter ind, og det er op til den enkelte at vurdere om fisken skal ud igen. Men fisk med omtanke, og sæt gerne en god baglimit i denne periode.

 

Garmin Quatix

LITORINAHAVET OG SANDARTEN, DER VAR LIGEGLAD…

Et syn som dette vil blive mere almindeligt på de danske søer, hvis man får stoppet DTU Aquas magtmonopol. Meget tyder nemlig på, at det er det, der skal til , for at sandarten kan få samme status som de øvrige hjemmehørende arter – og dermed få den bestandspleje, som den fortjener.

I årtier har DTU Aqua fejlagtigt betegnet sandarten som ”ikke Hjemmehørende” og ”invasiv” – hvilket har haft store forvaltningsmæssige negative konsekvenser for bestandene og fiskeriet efter sandart. Vi har tidligere bedt DTU Aqua om at forklare, dokumentere og uddybe deres ikke-underbyggede teori om, ”alt tyder på at sandarten er uddød naturligt”, men de har ikke tidligere ønsket at svare. Her får du et faktatjek – og vi stiller igen DTU Aqua et par spørgsmål.

AF JENS BURSELL

Der er adskillige fortidsfund af sandart fra hele SØ-Danmark, og det er derfor indiskutabelt, at arten er naturligt hjemmehørende i Danmark. Alt tyder på, at sandarten er blevet mere og mere fåtallig i Danmark op igennem historisk tid – men der er intet bevis for, at den nogensinde har været totalt udryddet. Måske har den været helt udryddet – men vi ved det faktisk ikke.

Hvis en art er uddød, har det stor betydning, hvordan den er uddød. I en forvaltningssammenhæng er det således vigtigt, om en art er uddød på grund af menneskelig påvirkning – eller om det er sket som en naturlige proces på grund af skiftende miljøer. I førstnævnte tilfælde har man nemlig ”forpligtet” sig til at gøre noget for at få arten tilbage jfr. Danmarks ratificering af fx Rio Konventionen og de 20 Aichi biodiversitetsmål. I sidstnævnte tilfælde kan man læne sig tilbage og sige – det er bare ærgeligt, det er naturens gang.

SCREENDUMP FRA FISKEPLEJE.DK:

Scrrendump fra fiskepleje.dk

Screendump fra fiskepleje.dk

 

Hvorfor blev sandartbestandene decimeret?

Der er adskillige gode argumenter for, at menneskelig påvirkning kan have bidraget til at decimere bestandene op igennem historisk tid – blandt andet spærringer på vandløb, som har forhindret muligheden for føde- og gydevandringer – samt det faktum, at mange søer er blevet mere og mere slammet til, hvilket kan have været kritisk for mange af sandarternes gydepladser, som typisk er hård bund på 2-3 meters dybde.

Men – intet af dette nævnes af DTU Aqua på fiskepleje.dk – på trods af at sandartens føde- og gydevandringer er dokumenteret af DTU Aqua selv – og resten er indlysende.

I stedet skriver DTU Aqua om sandarten: ”Senere uddøde disse bestande, sikkert på grund af havstigning og deraf følgende høj saltholdighed i Østersøen. To yngre fund af sandartknogler på Sjælland (fra perioden 1100-1500) kan ikke med sikkerhed henføres til oprindelige bestande.”

DTU Aqua: Uvidenskabeligt gætteri?

”Senere uddøde disse bestande”, skriver DTU Aqua skråsikkert. Hmmm – hvor ved de det fra? Fakta er, at det ved de heller ikke – det er simpelt gætteri. Hvis man havde brugt samme logik om ørred, før man lavede de store genetiske undersøgelser af danske ørredbestande, så ville man kunne have sagt præcis det samme om ørredbestandene på både Fyn og Sjælland. Her var hverken historisk vidnesbyrd om ørredbestande på Fyn og Sjælland fra før de store udsætninger, og der var heller ikke kvartærzoologisk bevis for oprindelige ørredbestande her. Men det har DTU Aqua aldrig gjort. Man kan derfor undre sig over, hvorfor de så drager denne konklusion for sandarten – uden at have foretaget samme genetiske analyser på sandart – som man har foretaget på ørredbestandene: Det virker meget som om, at DTU Aqua har en politisk agenda mod sandarten, som de ikke har mandat til at have.

Litorinahavet som det så ud da vandstanden var på sit højeste.

Litorinahavet som det så ud, da vandstanden var på sit højeste. Læs mere om Litorinahavet her. Som det ses, har de store søer, som husede sandart ligget over Litorinahavets højeste vandstandlinje. Eller sagt på en anden måde – der er ikke evidens for, at Litorinahavet skulle  kunne have udryddet de danske søers sandartbestande…

 

Litorinahavet – og sandarten i søen, der var ligeglad

”Sikkert på grund af havstigning og deraf følgende høj saltholdighed i Østersøen”. Denne sætning bruger DTU Aqua så til at stemple sandarten som uddød af naturlige årsager – uden på nogen måde at være i stand til at uddybe og sandsynliggøre argumentet. Vi har tidligere spurgt ind til ”hvorfor alt tyder på at sandarten skulle være uddød af naturlige årsager”, men DTU Aqua har ikke ønsket at uddybe argumentationen.

Ja – bevares. Vandstanden og saltholdigheden steg for 6.000 år siden, hvorved den tidligere ferske Ancylussø og dens afløb Danaelven (7.500-6.000 f.kr) gradvist blev opslugt af Litorinahavet (5.500-2.000 f.kr), hvor vandstanden og saltholdigheden steg i havet omkring Danmark.

I stenalderen, hvor sandarten var vidt udbredt, har den selvfølgelig haft de samme habitatpræferencer, som den har nu, hvilket betyder, at hovedparten af bestanden har levet i de store søer og åer – mens en del af bestanden også har levet og strejfet i brakvandsområderne.

Men, som du kan se på kortet over Litorinahavet nedenfor, så steg vandet på ingen måde så meget, at der kan argumenteres for, at denne havstigning skulle have haft betydning for sandartbestandene oppe i de store søsystemer på fx Sydsjælland, Lolland og Sydfyn. Men hvorfor siger DTU Aqua så, at dette må være årsagen til at de blev udryddet. Ja – det er ikke godt at vide.

Tilsvarende har en stigning af vand og saltholdighed jo blot betydet, at brakvandsområderne, hvor sandarten godt kan leve – har rykket sig længere ”op” i åernes mundingsområder, og da stigningen i vandstand og saltholdighed jo er sket gradvist over cirka 500 år, så har sandarterne jo haft god tid og fine muligheder for at undslippe saltet ved at bevæge sig mod saltgradienten op i de nye brak- og mundingsområder.

Læs mere om Østersøens udviklingshistorie her.

 

DTU Aqua: Sandarten er ikke en oprindelig dansk art.

Ifølge DTU Aqua er sandarten, som du kan se ikke en oprindelig dansk art. Fakta er dog det modsatte – samt at tilsyneladende ingen uden for DTU Aquas mure er enige i at sandarten ikke er hjemmehørende.

 

Vi har stillet DTU Aqua følgende spørgsmål:

FISK & FRI: Hvorfor mener I, at sandarterne i de mange danske ferskvandssøer, som ligger over Litorinahavets højeste niveau, er uddøde på grund af saltvand? Sandarterne her har vel kunnet leve videre i disse ferske vande fuldstændig som de plejer på trods af Litorinahavet?

DTU Aqua har desværre ikke ønsket eller kunnet besvare dette spørgsmål.

FISK & FRI: Stigningen i saltholdigheden er jo kommet over mange år. Hvorfor mener i, at stenalderens brakvandssandart er uddøde på grund af Litorinahavet? De har vel bare gradvist forflyttet sig i Mastogloiahavet (6.000-5.500 f.kr.) til de nye brakvandszoner, der er opstået i dette samt efterfølgende Litorinahavet – eller de kan have svømmet helt op i ferskvand, eftersom der næppe har været spærringer på de danske åer på den tid. Og i takt med, at Litorinahavet blev til Limneahavet og sidenhen den brakke Østersø, som vi kender i dag, kan de vel bare have svømmet tilbage?

DTU Aqua har desværre ikke ønsket eller kunnet besvare dette spørgsmål.

FISK & FRI: I skriver at ”To yngre fund af sandartknogler på Sjælland (fra perioden 1100-1500) kan ikke med sikkerhed henføres til oprindelige bestande.” Ifølge kvartærzoologisk register er disse fund dateret til 400-1400. Hvad er jeres argument for, at disse to fund ikke skulle kunne henføres til oprindelige bestande?

DTU Aqua har desværre ikke ønsket eller kunnet besvare dette spørgsmål.

FISK & FRI: Hvorfor har DTU Aqua aldrig på noget tidspunkt betragtet ørreden som uddød på Fyn og Sjælland? I tiden før konklusionerne på de genetiske undersøgelser af ørredbestandene blev publiceret, havde dette jo været det mest naturlige at gøre, hvis DTU Aqua brugt samme logik og retorik, som man bruger i forbindelse med sandartens historie i Danmark? Der jo hverken forhistorisk eller historisk dokumentation for naturlige ørrebestande på Fyn og Sjælland før den store udsætningsperiode i midten af 1800-tallet?

DTU Aqua har desværre ikke ønsket eller kunnet besvare dette spørgsmål.

Hvorfor vil DTU Aqua ikke stå på mål for sin faglighed?

Ja – det er et godt spørgsmål. Måske fordi de ikke kan? Vi må håbe på, at de ansvarlige politikere tvinger DTU Aqua til at svare på disse fundamentale spørgsmål – og tager konsekvensen af det, hvis ikke man meget snart får et fornuftigt svar, der kan retfærdiggøre DTU Aquas rådgivning på området i årtier.

Det går simpelthen ikke, at man har ansvaret for både myndighedsbetjening og rådgivning i §7 udvalget – uden tilsyneladende fagligt at være i stand til at kunne forklare centrale konklusioner, der så vigtige som sandartens autencitet i en forvaltningssammenhæng.

 

Garmin Quatix

P&T – Jagten på de helt store monster regnbueørreder

Med faldende vandtemperaturer begynder udsætningerne af de helt store regnbuer i de danske P&T-søer. Så det er nu, at jagten går ind på P&T-søernes regnbuemonstre.

AF KARSTEN BECH

Jeg står let skjult bag nogle siv, og har et godt overblik over vandet. Foran mig er bunden dækket af vandplanter, men et lille område på cirka en kvadratmeter tre meter fra land, består af sandbund. Det er det lille stykke sandbund, der gør dette til mit absolutte favoritspot i søen.

Når ørrederne patruljerer rundt, passerer de nemlig henover det lyse område, og de er derfor lette at spotte. Grejet er en Bloody Sword stang med et Pulseye Pacemaker hjul og 0,05 Micro T-Braid line. Det er et sæt, som bare spiller 100% til netop denne type fiskeri, hvor korte præcise kast med helt lette kunstagn er nødvendig.

Grov ørred i farvandet

En massiv skygge kommer til syne over sandbunden. Nogle dage tidligere er der blevet sat storfisk ud i søen, og en af de største kommer nu svømmende rolig lige over sandbunden. Jeg tjekker at min T-Worm P-Tail sidder ordenligt på krogen, og sender et kort kast ud foran fisken. Jeg lader jiggen synke ned foran fisken, giver et par små nøk med stangtoppen. Den massive ørred åbner munden og nærmest suger min T-Worm ind i munden.

Små spoons i forskellige farver er et sikkert hit til P&T-søens monstre.

Små spoons i forskellige farver er et sikkert hit til P&T-søens monstre.

 

Jeg giver et let modhug. Det er som om, at der går et par sekunder, før fisken opdager, hvad der er sket. Min stang er helt spændt som en flitsbue, men fisken står nærmest bare stille. Men så kan det ellers nok være, at der sker noget. Fisken går direkte mod overfladen, og springer helt fri af vandet i tre hurtige spring. Mit Pulseye Pacemaker hjul hvæser som en vred kat, da fisken beslutter sig for at stikke af, og går på tværs af søen. Jeg får mig kæmpet rundt om siv og et par enkelte træer, hvorefter jeg sætter efter fisken i fuld firspring. I den anden ende af søen, skifter fisken taktik, og går ned mod bunden og de mange vandplanter. Jeg kan tydeligt mærke, hvordan den tynde fletline bliver trukket gennem vandplanter, og frygter hele tiden, at 0,20 mm forfanget skal springe. Men efter 6-7 minutters bundgraveri er fisken træt, og den massive bredside kommer til syne. Jeg får fisken skovlet ind i det store landingsnet, som pludselig virker lidt klejnt, og får den op på land. 8,5 kilo rent monter forklædt som regnbue, og ny personlig rekord.

Efteråret byder på store fisk i P & T søen

Efterår og tidlig vinter er topsæson for udsætning af regnbuer i størrelse 5+ i de fleste P&T-søer. Vandtemperaturen er faldet og iltindholdet i vandet er steget, så det øger sandsynligheden for, at de store, og meget dyre, fisk kan overleve udsætningen. Så hvis man er på jagt efter de helt store monstre er det nu. Det giver dog ikke den store succes at tage ud til en tilfældig P&T-sø og bare begynde at fiske. Hvis du er på jagt efter de største regnbuer, er der et par ting du lige skal have styr på.

Først og fremmest skal du finde en sø, hvor der udsættes store regnbueørreder, og du skal allerhelst vide, hvornår de sætter dem ud. Her er Facebook et uvurderligt værktøj. Store fisk er lig med god reklame, og det fiskene koster i indkøbspris, skal ejeren jo gerne have ind i øgede indtægter i form af solgte fiskekort. Så de fleste P&T-søer fortæller på deres Facebook-side, hvornår der sættes store fisk ud.

Nogle af de søer der som regel sætter store fisk ud er; Simons P & T, Store Rosenbusk, Loch Nees, Munkbro Fiskesø og Medestedet. Det er sjældent, at fiskene hugger samme dag, som de er sat ud. Vent i stedet til næste dag, og vær klar ved søen fra morgenstunden. Nogle gange kan man opleve, at store fisk er i søen i over en uge, før de fanges. Så hvis ikke du får den på første tur, så vent et par dage og prøv igen.

Mads fra Magic Trout Team med en flot 6 kilos taget på en Bloody Big Blade på en blæsende dag, hvor fiskene var svære at spotte.

Mads fra Magic Trout Team med en flot 6 kilos taget på en Bloody Big Blade på en blæsende dag, hvor fiskene var svære at spotte.

 

Fiskegrej til de store regnbuer

Når det kommer til grej, er det let at tænke store fisk – kraftigt grej. Men det er en helt forkert retning. Det er det helt lette grej, du skal finde frem. De store regnbuer er som regel ret sky, så det er det lette grej og tynde forfang, der skal findes frem. Selv bruger jeg et sæt fra Magic Trout, der består af en Bloody Sword stang med et Pulseye Pacemaker hjul påspolet 0,05 mm Micro T-Braid. Dette sæt er perfekt til jagten på de store regnbuer. Den letteste måde at fiske specifikt efter storørreder er sightfishing, altså fiskeri hvor man spotter fiskene og kaster til dem. En uundværlig del af grejet, er derfor et par polaroidbriller – og gerne to par. Et par i gul til overskyet vejr og et par i brunt til solskin. En anden vigtig ting er et landingsnet. Det siger sig selv, at 5+monstre og tynde forfang ikke er verdens bedst kombi, så et stort landingsnet er en nødvendighed.

Sådan fisker du de store regnbueørreder

Selve fiskeriet er ikke videre kompliceret, men kræver tålmodighed og koncentration. Der kan bruges lang tid på at lede efter fisken, og når den pludselig kommer til syne, har man kun få sekunder til at placere sin kunstagn. Som regel er det en god ide, at gå stille rundt langs søen og spotte efter fisken. Kender man søen godt, har man som regel en ide om hvilke områder chancen er størst, men ellers må man hele vejen rundt og lede efter fisken. Og når jeg skriver ”fisken”, så mener jeg den ene store, monsteret, man er på jagt efter. Lad være med at kaste til alle fisk du ser, men fokuser på den store fisk, som du er på jagt efter. Jeg har prøvet at miste tålmodigheden, kaste til en mindre fisk som huggede på min spoon, for derefter at spotte den store fisk få meter fra land. Mens jeg febrilsk kæmpede med at få den lille fisk på land, ændrede den store regnbue kurs mod det dybe vand, og jeg så ikke den store fisk mere den dag… Så fokuser på den eller de helt store fisk, så er sandsynligheden for, at du er klar, når du endelig spotter dem, større. Når du spotter fisken, er der nogle forskellige måder at fiske til den på, afhængig af hvilken kunstagn du bruger. Selv bruger jeg enten spoons eller jigs.

Endnu en fisk taget på Bloody Big Blade. Bemærk polaroidbrillerne. Selv på en gråvejrsdag er det en klar fordel med disse. Det er væsentlig lettere at spotte fisken.

Endnu en fisk taget på Bloody Big Blade. Bemærk polaroidbrillerne. Selv på en gråvejrsdag er det en klar fordel med disse. Det er væsentlig lettere at spotte fisken.

 

Fiskeri med spoons efter regnbueørred i P  & T

Når jeg fisker med spoons, som er små lette blink, og jeg har spottet fisken, forsøger jeg at kaste ud, så min spoon vil enten komme mod fisken skråt forfra, eller komme fra siden mod fiskens hoved. Jeg har ikke gode erfaringer med at fiske min spoon, så den bevæger sig bagfra og frem mod fisken eller at kaste den direkte foran fisken. Når min spoon møder fisken, skal den helst være i samme dybde, eller max 20 cm over fisken.

Hvis fisken ikke reagerer, spinner jeg ind og forsøger igen. Jeg giver som regel en spoon tre kast, og hvis ikke fisken ikke har hugget, skifter jeg til en ny spoon. Som regel har jeg 3-4 forskellige modeller i forskellige farver med, og jeg skifter altid til en helt anden model med et andet bevægelsesmønstre og farve. Hvis fisken f.eks. ikke reagerer på en Bloody Big Blade i sort/hvid, som har nogle store kraftige bevægelser, skifter jeg til en model med mindre bevægelse i sølv/grøn som for eksempel Bloody Loony Spoon. Reagerer fisken heller ikke på denne spoon, skifter jeg igen til en ny, eller jeg rigger om til fiskeri med jigs.

En type agn tre forskellige haler og bevægelsesmønstre. Her er det T-Worm I-Tail, V-Tail og P-Tail.

                                 En type agn tre forskellige haler og bevægelsesmønstre. Her er det T-Worm I-Tail, V-Tail og P-Tail.

 

Fiskeri med jigs i Put and Take´en

Jigs er simpelthen den nye superagn i P&T. Udviklingen af forskellige typer med duft og smag, samt en grejudvikling med stænger, hjul og liner der kan kaste de små jigs, har givet en eksplosion i antallet af jigstyper, teknikker og ikke mindst i antallet af fangster med jigs. Jeg benytter mig af to forskellige teknikker med jigs. Den første teknik jeg bruger, er at montere jiggen på et let jighoved som Pro T-jig fra Magic Trout. Det er vigtigt, at jighovedet er meget let, da teknikken går ud på at spinne jiggen ultra langsomt ind. Ligesom ved fiskeri med spoons er det vigtigt, at jiggen kommer mod fisken skråt forfra eller direkte fra siden mod fiskens hoved. Lige når jiggen er foran fisken, skal den helt være i samme dybde som fisken. De store ørreder kan godt tage jiggen i et hidsigt hug, men som oftest nærmest suger fisken jiggen ind i munden.

Når man ser jiggen forsvinde, skal man ikke give et modhug, men stramme linen forsigtigt op. Først når man kan mærke modstand, giver man modhug. Igen er det jiggens bevægelsesmønster, der får fisken til at reagere og hugge. Derfor er det vigtigt at have jigs med forskellige haler. Et godt udvalg kunne være T-Worm Paddler, T-Worm P-Tail og T-Worm I-Tail.

Fiskeri med ubelastede jigs efter regnbuerne

Den første type har livlige bevægelser, mens den sidste udgave går som en streg i vandet. Hvis fisken ikke reagere på spoons eller jigs fisket på normal vis, tager jeg mit hemmelige våben i brug – ubelastede jigs. De dage, hvor fiskene virkelig ikke vil tage kunstagnen, kan en ubelastet jig gøre udslaget. Jiggen monteres på en almindelig krog uden jighoved. Til denne type fiskeri foretrækker jeg T-Worm I-Tail eller V-tail. Når fisken er spottet kastes jiggen ud, så den vil synke ned foran fisken. Jiggen skal helst være 20-30 cm foran fisken, når de er på samme dybde. Når jig og fisk er lige ud for hinanden giver jeg to-tre små nøk med stangtoppen. De skal være så små, at jiggen ikke flytter sig, men bare lige vibrere med halen. Hvis fisken viser interesse men ikke hugger, giver jeg et par nøk mere. Igen vil fisken som regel bare suge jiggen ind i munden, så husk at vente, til der er modstand for der laves modhug. Ignorere fisken jiggen skifter jeg til en anden model og farve.

 

Udvalget af jigs til P&T-fiskeri er nærmest eksploderet de seneste år.

Udvalget af softbaits og jigs til P&T-fiskeri er nærmest eksploderet de seneste år.

Lunefulde efterårssandart på vertikalgrejet

Sandartfiskeriet kan være virkelig godt om efteråret – især hvis du får pejlet dig ind på den helt rette teknik. Her får du Søren Frederiksens bud på, hvordan det skal gøres.

AF SØREN FREDERIKSEN

Morgendisen ligger hist og pist som hvide totter over søens spejlblanke overflade, da vi kort efter solopgang stævner ud på en af de store, svenske søer. Det er sidst i september og skoven har så småt iført sig efterårets uendelige variationer af grønne og brune farver.

Målet for turen er søens lunefulde sandart. Midlet er jighaler på 15-20 cm fisket på let vertikalgrej. Og vejen til fiskene er Garmins Panoptix-teknologi. Sammen med en god fiskeven, som er lokalkendt på søen, har jeg afsat fire skønne efterårsdage til at prøve at få søens lunefulde sandart i tale på det lette vertikalgrej.

Snart er vi fremme på fiskepladserne, hvor sandarten gemmer sig på den hårde klippebund og lurer på stimer af byttefisk, som fouragerer i området. Solen får hurtigt brændt morgendisen af, og i det klare morgenlys rigges grejet til med jighaler i afdæmpede farver. Vores softbaits er monteret på skruehoveder i størrelser fra 15 til 25 gram og forsynet med ubegribeligt spidse Owner-trekroge på en stingertafs af pikewire eller kraftig fletline.

Grejet er korte og lette vertikalstænger på cirka seks fod – samt små multihjul og tynd fletline omkring 0,10 mm. Den tynde line er helt essentiel for at kunne fiske de relativt lette agn vertikalt (ret op og ned), mens båden driver over fiskepladsen. Agnen forbindes til fletlinen med en meter fluocarbon, som af hensyn til tænderne på de gedder, der ind i mellem blander sig i legen, er i tykkelsen 0,50 mm.

Halvanden meter til højre for transcuderen ses jiggen 2,5 meter nede og sandarten lidt over 3 meter nede,

Halvanden meter til højre for transcuderen ses jiggen 2,5 meter nede og sandarten lidt over 3 meter nede. Du kan se, hvordan man justere sit lod samt få en masse flere tricks til fiskeriet i vores video om vertikalfiskeri efter sandart her på dette link.

Husk at abonnere på Fisk & Fris YouTube kanal her.

Sandart på skærmen

Båden er til formålet udstyret med Garmins revolutionerende Panoptix-ekkolod, som i modsætning til traditionelle ekkolodder viser bund, byttefisk og jagende rovfisk i realtid. Det er altså muligt at se rovfisken cirkle rundt om den forførende gummihale, og betragte den på afstand i, hvad der føles som evigheder, for endelig at beslutte sig for enten at afvise agnen med et koket slag med halen -eller hugge til så hårdt og brutalt, at det synger i vertikalstangens tynde klinge.

Opløsningen er så detaljeret, at både kunstagnen og den lille svirvel, som forbinder fletline og fluocarbon, ses tydeligt på skærmen. På den måde er det muligt at præsentere agnen i den ønskede afstand fra sandartens lysende katte-øjne og millimeter-nøjagtigt servere en lækker bid silikonegummi lige foran fisken.

Dermed burde det være nærmest legende let at tømme søen for fisk på en eftermiddag, men netop sandartens lunefulde temperament betyder, at en fisk ”i fjernsynet” langt fra altid betyder fast fisk for enden af linen.

 

Gedderne blander sig også i vertikallegen.

Gedderne blander sig også i vertikal-legen.

 

De første forsigtige hug

 Min guide for dagen og gode fiskeven gennem mange år, Jens forklarer, at det ofte handler om at finde den rette dybde for dagen. Søen har dybder op til 20 meter, men oftest holder sandarten til på sten- eller klippegrunde på 7-14 meters dybde – og når først man én gang har lokaliseret sandartens foretrukne dybde for dagen, er det som regel i samme dybde, der skal ledes resten af dagen.

Efterårsvejret viser sig fra sin bedste side. Solen skinner fra en skyfri himmel og kun en ganske svag brise lader båden drive med 0,1-0,2 knob. Den langsomme drivhastighed giver fisken god tid til at se agnen an og træffe en skæbnesvanger beslutning om at slå til, men samtidig betyder hastigheden, at vi kun meget langsomt får afsøgt morgenens valgte fiskeplads.

Jens fortæller, at det absolut ideelle er at drive med omkring 0,3-0,5 knob og så afpasse vægten på agnen efter hastigheden. På de lidt mere blæsende dage, holdes drivhastigheden nede med et drivanker.

Sandart på bunden

Efter få minutters drev på 12 meter vand, afslører Panoptixen en ganske svag, forhøjning eller ”bule” på bunden. Fisken – for der er tale om en kamerasky sandart – kunne let forveksles med stenbunden, hvis ikke det var fordi den i modsætning til bunden pulserer svagt på skærmen og skiftevis fremtræder og forsvinder for øjnene af os.

Netop da båden ifølge skærmen befinder sig nøjagtig over fisken, sænker jeg min agn ned til den, stopper forsigtigt 1-1½ meter over den og begynder med uendeligt små og forsigtige bevægelser at tirre fisken til hug ved at imitere en byttefisk, som har vovet sig ud af stimen.

Fisken rejser sig fra bunden og kan nu tydeligt adskilles fra denne. Sandarten stiller sig ved siden af min agn og betragter bedraget kritisk i overvejelsen om, hvorvidt en lækkerbid fra morgenstunden mon er den potentielle tandpine værd.

Westin TwinTeez i et par af Sørens favoritfarver - rigget klar til vertikalfiskeri efter sandart.

Westin TwinTeez i et par af Sørens favoritfarver – rigget klar til vertikalfiskeri efter sandart.

 

Længe – for det føles som minutter – ser vi hinanden an og for at bryde denne ”mexican stand-off”, hæver jeg langsomt agnen en meter med en omdrejning på hjulet og fisken følger med. Igen står den lige foran agnen og overvejer næste træk, så jeg tager en meter mere og pludselig rører bæstet på sig. Fisken cirkler en omgang om min agn, dykker under den og angriber så med et brag. De to røde pletter på skærmen, som udgør henholdsvis fisk og agn smelter sammen, og sekundet efter mærker jeg det hårde, brutale hug af en sandart, som endelig har valgt maven frem for fornuften.

Fighten bliver kort og kontant. Fisken har absolut ingen lyst til at se indersiden af Jens’ aluminiumsbåd, men krogen sidder klokkerent bag sandartens Dracula-lignende fortænder og minutter efter kan vi nette turens første fisk: En gudesmuk sandart, som nænsomt afkroges og genudsættes. Hvilken start på dagen!

Konkret har vi fisket i mindre end 10 minutter og forfatterens glædesråb over søens blanke vand har formentlig vækket et par lokale beboere i de flotte villaer langs vandet. Undskyld for det, men der er fisk og så er der sandart…..

Slag i slag går det, og som dagen skrider frem, kommer rigtig, rigtig mange af de smukke fisk op i båden og vender. Pludselig udbryder Jens et højlydt ”Ojjjjj”, toppen på den lette vertikalstang er forvundet under overfladen og fehårs-tynd fletline rives af hjulet i eksprestempo. En smuk efterårsgedde på omkring meteren har hugget Jens’ agn og giver på det lette grej en forrygende fight, før den endelig ligger i nettet og skuler olmt efter sin fredsforstyrrer.

Henad fyraften er der stille i båden, mens vi sejler mod havnen. Begge er vi fjerne i blikket og mættede af dagens oplevelser. Et stort antal smukke sandart og en håndfuld sprælske gedder har set indersiden af båden i dagens løb. Ved aftenens strategimøde over en øl er vi enige om, at dette var en af vores allerbedste fiskedage i ferskvand nogen sinde.

Lunefulde sandart

Efter gårsdagens forrygende fiskeri er forventningerne til de næste dage store. Vi står op, mens det endnu er mørkt, og vi er på søen netop, som solens første rødmen bryder horisonten. Det er koldere i dag, og der er lovet lidt vind i dagens løb. Kaffen damper lystigt fra koppen, mens vi sætter kursen mod gårsdagens fiskepladser.

Fremme på pladserne opdager vi hurtigt, at forholdene på ingen måde kan sammenlignes med dagen før. Flere af de kendte stenrev synes tomme, og først efter et par forgæves stop, finder vi endelig et plateau, som holder lidt fisk.

Sandarterne trykker sig stenhårdt mod bunden, og kun ved hjælp af Panoptixens ”bottom-fill”-funktion som effektivt adskiller bund fra fisk og viser bunden med en anden farveskala, lykkes det os at lokalisere et par sandart. Vi fisker som dagen før forsigtigt en halv meter over fisken, som dog er fuldstændig upåvirket og bare står som i trance under båden. Længere ned med jiggen – helt ned og vimse lige foran næsen på den træge fisk – og endelig lader den sig irritere tilstrækkeligt til at snappe ud efter den forræderiske godbid. Fisken kroges, landes og genudsættes med et lettelsens suk. Det er blevet op ad formiddagen, og de første timers fiskeri har været svære samt helt uproduktive.

Abus Svartzonker Mcwalleye

Abus Svartzonker Mcwalleye

 

Gang i sandartfiskeriet igen

Nu kommer der endelig lidt gang i fiskeriet, men langt de fleste fisk smutter med en arrogant mine så snart, de ser vores kunstagn – og dagens helhjertede indsats belønnes ”kun” med en håndfuld sandart til os hver plus et par hidsige gedder som bonus. Flere gange er vi hele grejboksen igennem og serverer den ene gummi-godbid efter den anden foran snuden på fiskene, før vi endelig rammer den rette kombination af form, farve og vægt. Herefter falder der som regel en 2-3 fisk af, før også denne agn igen må byttes til noget andet.

De kommende dage er fiskeriet fortsat lidt svært sammenlignet med den vanvittige start på turen. I gennemsnit får vi en halv snes sandart og et par bonus-gedder i båden pr. dag, og efter mine standarder er det faktisk ikke så tosset.

Split stimen og væk sandarten

Vi opdager en genvej til de ekstremt træge sandart, som nærmest synes at sove på bunden. Oftest befinder de sig i nærheden af en massiv stime byttefisk, og hvis man lykkes med at splitte stimen lidt ved at dumpe en jig eller to ned midt i den store, røde klump på ekkoloddet, lader det til at kunne vække sandarten af trancen. Flere gange oplever vi, at den umiddelbare reaktion på en sådan ”divide-and-conquer”-taktik er 2-3-4 sandart, som nysgerrigt patruljerer langs bunden under stimen af byttefisk og for en kort bemærkning synes at være på jagt. Hele to gange den sidste fiskedag oplever vi dobbelthug, når to af disse sovetryner pludselig vågner op til dåd og tilsyneladende lidt omtågede orienterer sig midt i al balladen.

Efter fire skønne dage på søen er vi blevet klogere på sandartens lunefulde adfærd og på at læse Panoptix-billedet, så vi fisker optimalt. Jeg tror, at den allerstørste gevinst ved live-ekkoloddet er, at man fisker fokuseret og konstant holder motivationen oppe ved at kunne se fiskene på bunden – selv når vandet virker helt dødt.

Jeg glæder mig allerede til næste sandart-sats i det svenske…

Fakta om grejet til sandart

Til vertikalfiskeri efter søens rovfisk er det helt afgørende, at grejet tilpasses opgaven. En almindelig spinnestang er simpelthen ikke anvendelig til denne type fiskeri.

Stænger: Vi foretrækker relativt korte vertikalstænger på 6-6½ fod med lynhurtig aktion og god rygrad til at lægge pres på de stærke fisk. Kastevægt opgives på disse stænger til op til omkring 35-50 gram.

Hjul: Små multihjul med høj udveksling og god, stærk bremse. Hjulene kan næsten ikke blive for små, men bremsen skal være bomstærk

Line: Fletline omkring 0,10 mm. Vær opmærksom på, at mange liner opgives tyndere end de i virkeligheden er. Brudstyrken er ikke så afgørende, men vælg en line, der kan tåle noget slid på trods af den tynde dimension

Forfangsline: Ca. 1 meter fluocarbon omkring 0,50 – lidt tykkere, hvis der er mange gedder i området.

Agn: Jigs på 15-20cm med v-hale i stedet for de traditionelle paddle-tails virker bedst. Westin Twin Teez eller Abus Svartzonker Mcwalleye fungerer helt perfekt. Brug skrue-hoveder på omkring 15-25 gram og sylespidse stingerkroge, som monteres med kraftig fletline eller pikewire

Elektronikken: Live-billedet i Garmins Panoptix har helt klar revolutioneret dette fiskeri. Transduceren er det magiske omdrejningspunkt, og her er Panoptix PS30 kombineret med kompatibel skærm det stensikre valg.

 

Garmin Quatix

Lys på redningsvesten kan redde dit liv

Falder du i vandet på fisketuren og skal reddes i land af redningsmandskabet, så kan lys på din redningsvest være det, der gør, at du slipper med livet i behold. Her giver helikopterpilot Ole Andersen fra Flyvevåbnets redningstjeneste sine gode råd til, hvordan fiskere kan øge chancerne for at blive fundet i vandet.

AF MERETE KABEL

Ingen lystfiskere planlægger at falde over bord. Men derfor skal man alligevel forberede sig på, at det kan ske. Hvert år er redningshelikopteren fra Flyvevåbnet i luften for at eftersøge og redde nødstedte fiskere, og der er stor forskel på, hvor nemt det er for redningsmandskabet at spotte personer i vandet særligt i de mørke timer, fortæller Ole Andersen:

– I mørke er det stort set umuligt at se en person i vandet med det blotte øje. Så det allerbedste, en fisker eller sejler kan gøre for at blive set, er at have lys på redningsvesten og at have en mobil, en lommelygte eller andet lysende, som vi kan opfange. Mørke vanskeliggør eftersøgningerne på havet, men vi har natkikkertudstyr, som er lysforstærkende, så vi kan se selv små lyskilder på stor afstand. Udstyret virker bedst ved hvidt lys, så det er vigtigt, at lystfiskerne anvender hvidt lys.

I redningshelikopteren sidder seks mand og spejder i alle retninger, mens de flyver over det område, som de enten ved eller formoder, at den nødstedte person befinder sig i.

– Vi har også varmesøgende kameraer, og mange tror fejlagtigt, at det er nemt at finde personer i vandet med det. Men et varmesøgende kamera søger på et meget lille område ad gangen, så det tager meget lang tid at finkæmme et område på havet. Samtidig virker kameraet ved at identificere temperaturforskelle i vandoverfladen, men hvis en person har ligget i vandet i mange timer, og kropstemperaturen er som vandets, så kan kameraet ikke finde vedkommende, fortæller Ole Andersen.

Mand i jolle signalerede med sin mobil


I sin tid som helikopterpilot har Ole Andersen været med til mange redningsaktioner. En af dem, han husker særligt, var en 20-årig tysker, der var kæntret i Ringkøbing Fjord og blev reddet. Eftersøgningen skete i mørke, og fordi den unge mand var stærkt afkølet, kunne det varmesøgende kamera ikke identificere den ham i vandet.

  • Personen var utrolig heldig, og han blev kun fundet, fordi han stadig havde strøm på mobilen og kunne signalere med den, fortæller Ole Andersen, der også husker en person, som efter 17 timer og en lang eftersøgning endelig imod alle odds bliver fundet i live næste morgen af en lystsejler.
  • Han ligger i vandet oven på sin redningsvest iført T-shirt, da han bliver fundet. Om natten have redningshelikopteren søgt i området, uden han blev opdaget. Da sejleren var kommet i sikkerhed, fortalte han, at det var ubeskriveligt frustrerende at se redningshelikopteren flyve over hovedet på ham og efterfølgende flyve væk, uden at han kunne gøre sig synlig. Det er ikke svært at sætte sig ind i, men heldigvis gav han ikke op, siger Ole Andersen, og fortsætter:– Det er så vigtigt at gøre sig synlig i vandet. Derfor undrer det mig også, at der stadig er så meget fisker- og sejlertøj og udstyr til andre former for vandsport, der er sort, og at det endnu ikke er lovpligtigt at bære redningsvest med lys. Så i dag er det op til den enkelte fisker, og jeg kan kun opfordre til at få lys på redningsvesten. Det koster få hundrede kroner, og det er prisen værd, hvis det en dag er det, der redder dit liv. Lys til vesten kan købes i enhver bådudstyrsbutik for under 200 kr.

 

Husk altid redningsvesten på din fisketur - det kan redde dit liv. Et lys på vesten vil desuden øge din siggerhed betragteligt, hvis du skal findes i mørke.

Husk altid redningsvesten på din fisketur – det kan redde dit liv. Et lys på vesten vil desuden øge din siggerhed betragteligt, hvis du skal findes i mørke.

 

Du skal selv kunne slå alarm

En anden ting, der er vigtig ifølge Ole Andersen er, at man sørger for selv at kunne alarmere fra vandet, da det sparer tid, før redningsaktionen kan gå i gang:

– Det er altid vigtigt selv at kunne slå alarm, men er man sejlet ud alene, er det endnu vigtigere at have nødopkaldsudstyr på sig, så det er inden for rækkevidde i vandet. Sidste år i december ledte vi efter en person, som selv slog alarm, da hans båd var ved at synke. Desværre fik vi aldrig en nøjagtig position, så vi måtte søge i et meget stort område, og det lykkedes desværre ikke at finde manden i live. Måske kunne vi have fundet ham, hvis han havde haft lys på, fortæller Ole Andersen og fortsætter:

– Mit bedste råd er at sørge for at man er i stand til selv at slå alarm fra vandet – fx gennem SejlSikkert appen – så beredskabet kan se din position, hvis du ikke selv er i stand til at oplyse den. Appen kræver dog mobildækning, så sejler man langt fra kysten, er det en god idé at medbringe eksempelvis VHF-radio – gerne med DSC eller en EPIRB. Og så skal sejlerne hjælpe os med at finde dem i vandet ved at have pangfarvet tøj på, som hjælper i dagtimerne, og at have lys med i de mørke timer. Man kan også bruge de gammeldags pyrotekniske nødblus til at gøre sig synlig ved at affyre dem, når man kan se redningsenhederne i nærheden.

Hjælp redningsmandskabet med at finde dig:

  • Klæd dig i pangfarver
  • Hav nødopkaldsudstyr på dig, så du selv kan alarmere fra vandet
  • Hav hvidt LED-lys på redningsvesten

Download SejlSikkert Alarm appen
Med SejlSikkert Alarm appen kan du blandt andet slå alarm med et enkelt klik på mobilen, og så vil redningstjenesten automatisk kunne se din position. Søsportens Sikkerhedsråd og TrygFonden står bag appen, som er gratis og tilgængelig i App Store og Google Play.

 

Garmin Quatix

 

 

 

 

 

 

LEDDELTE STREAMERS: STORE FISK, VIL HA´STORE FLUER

Her et billede af fluen, som satte gang I det hele – nemlig RLT Night Spine.

 

Articulated streamers er et fænomen, der stille og roligt har bevæget sig fra USA gennem Sverige for nu at være på vej til Danmark. Der er tale om store leddelte fiskeimitationer, der har en helt særlig og utrolig livagtig gang i van­det. Her får du de tips der skal til for at komme i gang med fiskeriet – som er en helt vild effektiv metode til åens store havørreder og bækørreder.

 Af RONNY LAGONI THOMSEN

ÅENS VAND er en mørk og kold kontrast til juniaftenens lyse him­melskær og den varme følelse i min krop. Den begyndende nat lurer i horisonten, og jeg føler, at denne aften kun kan blive helt forrygende.

Denne aften er også anderledes på flere måder – for de fleste af mine fisketure forgår med mine to mest trofaste følgesvende: Fluestangen samt den velsignede ensomhed ved åen og ådalens stilhed, som taler ind i sjælen på dig i natte­mørket. I aften er anderledes af to grunde. Jeg fisker med min kam­merat Mads, og vores seneste eks­periment virker. For enden af mit forfang sidder der en articulated streamer, som netop er blevet ud­tænkt til denne særlige aften – be­gyndelsen på vores eksperiment.

DEN STORE FLUE er bundet på sammenhægtede ”wire-shanks” og bevæger sig utroligt levende i vandet. Den slår ud til siden og dykker i kamikazefart mod bun­den under en strømhvirvel, alt imens alle leddene bevæger sig så voldsomt i vandet, at man skulle tro, det var en levende fisk for en­den af forfanget.

Det er Mads, der fisker lige nu – og det gør han med en traditionel rørflue, som vi har haft gode re­sultater på i åen. Jeg har aftenens  første fisk liggende i det dugvåde græs bag os – det tog kun fem mi­nutter før første fisk tog, og jeg har haft yderligere kontakt med en mere. Alt inden for kun 10 mi­nutters reelt fiskeri.

Forfatteren og en flot natørred fra Vejle Å. Fisken her tog lige som månen brød igennem på en ret kold juni-nat ved åen. Lufttemperaturen var 3 grader og mosekonen bryggede fælt. Fisken tog i egen side lige under overfladen.

Forfatteren og en flot natørred fra Vejle Å. Fisken her tog lige som månen brød igennem på en ret kold juni-nat ved åen. Lufttemperaturen var 3 grader og mosekonen bryggede fælt. Fisken tog i egen side lige under overfladen.

 

Mads stopper sit fiskeri, han har ikke mærket noget, og vi havde aftalt at skifte efter det sving han netop fisker sig ud af. Jeg starter op og trækker line af hjulet, sæt­ter stangen i bevægelse. Fluen er en dump, tung og småuhåndterlig vægt for enden af fluelinen, og lander ret klodset på vandet. Det føles lidt akavet, men efter de før­ste ti kast finder jeg ind i rytmen. Flere gange ned over strækket fø­ler jeg, at der er puf på fluen eller deciderede ryk i linen. Det er af­sindigt spændende og både Mads og jeg dirrer af spænding. Der er dog ingen af disse kontakter, der udløser et reelt hug.

PLUDSELIG bringes jeg ud af min trance: En stor fisk er gået op bag fluen og har skubbet til den. Der er med ét en fuldstændig gnistrende elektricitet af spænding mellem åen, den larmende stilhed, Mads og mig selv. Det er som om tiden slapper af, sekunderne trækkes ud og alt foregår i halv fart. Jeg ven­ter, kaster igen – og denne gang kommer der et voldsomt træk i li­nen, da fluen er præcis midt i åen. Bølger slår mod sivene, men linen er slap – jeg har bommet den.

Nederlaget blander sig med spæn­dingen og gør den mere desperat. Jeg venter. En kasse øl, to kasser øl, tre kasser øl… Mads og jeg kigger intenst på hinanden, jeg puster ud og tvinger mine nerver i ro. Kaster igen og bang! Midt i åen strammer linen op – fisken tog fluen efter at have været i nær­kontakt med den tre gange!

FIGHTEN er fuldstændig vanvittig, og jeg har ikke styr på noget som helst. Jeg bliver trukket rundt på å-bredden, mens fisken tager ud­løb, springer op og slår mod sive­ne på modsatte side. Men Mads er rutineret kold og taler i simple by­deformer, så jeg instinktiv følger anvisningerne.

Der er mange muligheder for at komme i gang med articulated streamers – her er et udvalg af nogle af de materialer, som anvendes til binding af articulated streamers.

Der er mange muligheder for at komme i gang med articulated streamers – her er et udvalg af nogle af de materialer, som anvendes til binding af articulated streamers.

 

JEG LÆGGER PRES PÅ og trækker den mod nettet. Det glimter af sølv i pandelampens skær, stangen retter sig op og fluen hænger frit i luften – alt imens havør­reden vrider sig i netmaskerne. Det er en utrolig smuk nyopste­get sølvtorpedo af bedste skuffe. Mads og jeg griner, råber og hyler vores sejrsrus ud i ådalens ekko, hi-fiver og beundrer den smukke fisk.

Jeg har fisket effektivt i femogty­ve minutter, og har fået to flotte fisk. Jeg er helt mæt, og mit ho­ved summer med tanker – hvad er det denne flue kan, for jeg har aldrig oplevet noget lignende i min karriere langs bredden ved min elskede Vejle Å. På vejen op til bilen går snakken og nye idéer tager form.

THE GAMECHANGER: Sådan star­tede mit eventyr med articula­ted streamers efter havørred i de danske åer. Det er siden blevet til mange flere erfaringer, og jeg er ikke i tvivl: Disse fluer kan bare et eller andet, som er helt ma­gisk.

Efter oplevelsen den smukke ju­niaften var det meget naturligt at begynde at undersøge mere om articulated streamers, hvor vi hur­tigt fandt ud af, at der var meget spændende at tage fat på. I USA er articulated streamers blevet et stort fænomen til flodernes store og grove ørreder. I Sverige var det både ørreder, men i høj grad også predatorfiskeriet efter store gedder og aborrer, der havde taget de vrikkende fluer til sig. Den af­gørende 10-øre faldt, da jeg så en video af en flue, der bliver kaldt for ”The Gamechanger”, hvor fluen på den mest simple måde bindes på led, der kobles sammen og klippes ud til en reel fiskeform, hvilket giver en ekstremt levende gang i vandet.

stanEn god aften ved åen: Den store fisk var ude at hugge til fluen tre gange, inden den endelig blev hængende og kom på land.

   En god aften ved åen: Den store fisk var ude at hugge til fluen tre gange, inden den endelig blev hængende og kom på land.

Denne måde at tapere fluen på, så den er bred og rund fortil samt smal og tynd bagved, så turbulen­sen fra den store forkrop sætter bevægelse i den tynde og lette bagkrop, gav mig meget at gå efter i forhold til hvordan jeg se­nere har taperet mine articulated streamers, når de bliver bundet.

YOUTUBE afslørede også noget andet: Articulated streamers blev også bundet som tandemfluer med to kroge holdt sammen af en wire med perler omkring for at skabe afstand mellem de to kroge og minimere risikoen for, at den bagerste krog hægter op omkring den forreste. Disse fluer har vir­keligt også vist, at de kan noget, særligt fordi de i høj grad mulig­gør at arbejde vertikalt i vand-søjlen ved at belaste fluen, så den kommer ned. Særligt om dagen, om morgenen og om aftenen har det været helt vildt effektivt at fi­ske på denne måde.

Gamechanger-fluen satte også noget i gang, for hvordan fisker man disse fluer, og hvorfor er de så effektive på forskellige tids­punkter på dagen? Det var helt tydeligt, at jeg, for at få mest mu­ligt ud af disse nye fluetyper, var nødt til at se på mit eget fiskeri og ændre mange af de tilgange jeg normalt brugte i åen; jeg blev alt­så selv nødt til at lave om på mit spil for at blive en mere effektiv spiller – for nu at tale i samme billede som fluens navn indikerer.

DET SIDSTE SPØRGSMÅL – om hvorfor de fisker så effektivt på forskellige tidspunkter på dagen, finder man svaret på, hvis vi ana­lyserer de store fisks fødemønster og standpladser. Hvis man læser Landon Mayer’s fantastiske bog ”How to Catch the Biggest Trout of Your Life”, så har han nogle interessante betragtninger på net­op grove ørreders fødemønster og standpladser.

De store fisk står skjult om da­gen, enten under vegetation, un­der skrænter, mellem trærødder og gerne i de dybe partier i åen, hvor der også er en nem tilgang til føde. Landon taler her både om standfisk og trækkende gydefisk, hvilket i min optik er anderledes end de biologilektioner jeg har fået om havørreders mangel på fødeindtag under sommerens gy­detræk.

I Henrik Mortensens film ”Pat­terns of Patagonia” fanger han en del havørreder på store leech-flu­er bundet som tandemfluer, hvor han primært tilskriver det den meget manglende sigtbarhed i vandet. Men her er der tale om havørreder med samme livsmøn­ster som vores havørreder her­hjemme.

Med afsæt i disse to betragtnin­ger, har jeg afprøvet tunge, store articulated streamers med stor succes i egen side. Her kommer de virkeligt ned på kanten af ve­getationen og bliver meget tyde­lige for havørrederne. Særligt det at fiske vertikalt i vandsøjlen gør det muligt at komme ned i ren­der mellem grødebuske, ned i de dybe partier i åens sving og høller – samt fiske ind i fiskens synsfelt, hvilket jeg tilskriver afgørende betydning i dagtimerne, hvor de meget store fisk ofte står med ho­vedet i skjul.

RLT Night Spine gjorde udslaget. Dens opbygning gør, at den fanger enhver strømhvirvel og svømmer ekstremt livagtigt p.g.a. de mange spines (led), som den er bygget op af.

RLT Night Spine gjorde udslaget. Dens opbygning gør, at den fanger enhver strømhvirvel og svømmer ekstremt livagtigt p.g.a. de mange spines (led), som den er bygget op af.

 

DETTE FORKLARER så også, hvor­dan fluerne skal fiskes. De skal ikke fiskes i sving over strømmen som en traditionel vådflue – de skal fiskes ned i render, huller og ind langs med kanter og ve­getation – og de skal gerne ned i vandsøjlen, så de rammer fiskens synsfelt. Og så skal de ”jerkes” – dvs tages hjem i hårde, korte og hurtige strips eller fiskes lidt som jerkbaits, hvor bevægelse af stan­gen bruges til at skabe bevægelse i fluen. Eller som Kelly Galloup siger i en video på YouTube: – Om aftenen fisker jeg dem mere traditionelt på tværs og op langs egen side. Men når der er lys, så er det der spiller målrettet fiskeri på fiskenes formodede standplad­ser, og med masser af bevægelse for at få fluen til virkelig at leve.

FLUEBINDING, materialer og grej: Det er klart, at der skal nogle lidt anderledes materialer til disse ofte meget store fluer. Generelt kan man sige, at syntetiske flash­materialer fungerer godt, da de ikke suger ret meget vand. Dertil fungerer hjortehår supergodt til muddlerhoveder, som giver den nødvendige fylde forrest på fluen. Hele fjer fra mallard eller ager­høne i forskellige indfarvninger fungerer også godt, da de er med til at tage strømmen og få fluen til at arbejde. Marabou er også godt, da det er ekstremt bevægeligt i vandet. Vigtigst er kroge, spines, shanks, fishmasks, sculpinhove­der, fiskeøjne, wire og perler. På dansk jord har Fly Company taget rigtig meget hjem af disse ting, og derved vil du let kunne skaffe det hos din lokale grejpusher.

I forhold til fluegrejet, så giver det sig selv, at disse store og ofte ret tunge articulated streamerfluer er ret klodsede at kaste med. Det er så godt som umuligt at under­håndskaste dem, og en klasse 4 eller 5 stang kommer du heller ikke langt med. Jeg vil anbefale dig at finde en 10 fods enhånds fluestang i klasse 6 eller 7, sætte en Rio Outbound short, en Rio Dart f/synk 3 eller en Scientific SBT line på stangen en klasse over stangens klasse – og så ellers bruge polyleader samt meget kort tip i en relativt tyk diameter – fx 0,30 og over. Samlet må forfanget maksimalt være en stanglængde – gerne lidt kortere. Med et sådan setup kan du ret let fiske/kaste de store fluer uden at miste præcisi­on, ligesom du derved ret let kon­trollerer fluens fiskedybde.

Historien

Articulated Streamers er et fænomen med en relativ lang historie bag sig i USA, de har også i nogle år floreret i Sverige – og i Fisk & Fri har vi også skrevet om dem for et par år tilbage. Derfor er der super meget inspiration at hente på nettet – både i form af hjemmeside, artikler og YouTube-klip. Hvis du har lyst kan du hente megen inspi­ration ved at søge på følgende dygtige fiskere og fluebindere:

Kelly Galloup (USA)

Andreas Andersson (Sverige)

Daniel Bergman (Sverige)

Niklaus Bauer (Sverige)

Tommy Lynch (USA)

 

Garmin Quatix

 

Særligt i dagslys giver de større og mere vægtbelastede fluer nogle spændende muligheder. Her er det en dybderende ind i egen side, der ofte holder fisk, hvor kombination af synkende line, polyleaders og en tung sculpin-flue på forfanget virkelig kan være en magisk kombination.

Særligt i dagslys giver de større og mere vægtbelastede fluer nogle spændende muligheder. Her er det en dybderende ind i egen side, der ofte holder fisk, hvor kombination af synkende line, polyleaders og en tung sculpin-flue på forfanget virkelig kan være en magisk kombination.

RAMAZAN CETIN: MAN KAN HVAD MAN VIL

Man bliver ikke en dygtig kystfisker ved at sidde foran computeren og trævle nettet tyndt for fangstrapporter – eller ved at vælge kystplads ud fra rapporterne. Det kræver hårdt arbejde og gåpåmod, at blive dygtig på kysten. Vi går tæt på Ramazan Cetin, som fortæller om hvordan han gik fra massevis af nulture – til det modsatte.

Af TUE BLAXEKJÆR

RAMAZAN CETIN mødte jeg for første gang for et par år siden, hvor han havde tilmeldt sig en af mine guidede fisketure på Møn. Det var med Ramazan som med de fleste af deltagerne på mine guidede fisketure. De vil alle gerne fange fisk samt blive bedre til, selv at kunne finde havørrederne på kysten.

Som dagen skred frem blev det tydeligt, at Ramazan virkelig brændte for at blive en dygtig kystfisker. Selvom han på det tidspunkt havde fisket sammen med et par dygtige kystfiskere i et halvt år, syntes han, at han manglede noget i forhold til sit fiskeri. Men hvad var det han manglede?

EN NULTUR FORTÆLLER OGSÅ NOGET: – Da jeg startede på kysten siden oversteg antallet af nulture med længder antallet af ture med fisk, fortæller Ramazan. – På trods af dette fortsatte jeg dog ufortrødent mit fiskeri, og glædede mig over hver en havørred jeg fangede. På det tidspunkt skænkede jeg ikke nulturerne de store tanker.

– Men – i takt med, at jeg begyndte at fiske meget med et par dygtige kystfiskere, fik jeg øjnene op for, at for mange nulture i træk er et udtryk for, at man gør noget forkert, fortsætter han. – Når jeg var på tur med de erfarne kystfiskere, blev der næsten altid fanget havørred, og også mere end bare en enkelt. Dette var med til at sætte gang i en refleksiv proces, som med tiden har gjort mig til den kystfisker jeg er i dag.

Ramazan med en ”Gris” af en havørred. Det er fisk som denne der igen og igen driver os på kysten.

Ramazan med en ”Gris” af en havørred. Det er fisk som denne, der igen og igen driver os på kysten.

 

– SELVFØLGELIG har jeg også været med på ture, hvor der ikke blev fanget noget, men i forhold til hvor mange nulture jeg selv havde i begyndelsen, var det helt anderledes, når jeg var med de ”erfarne” på kysten, understreger han. – Relativt hurtigt gik det op for mig, at jeg alt for ofte havde fisket på de rigtige pladser, men på de forkerte tidspunkter. Så ved at fiske med erfarne kystfiskere fik jeg hurtigt et indblik i, hvornår en given plads skal fiskes og hvilke faktorer, som har betydning for netop den fiskeplads.

FIND EN ERFAREN FISKEVEN: – Jeg har haft stor glæde af at fiske med flere erfarne kystfiskere, pointerer han. – Det største fordel ved at tage med en erfaren på kysten er, at man næsten altid er sikker på at fiske de rigtige steder i forhold til årstiden samt vind og vejr. Da jeg først begyndte at fiske på kysten spekulerede jeg ikke så meget i hverken vind, strøm, vandstand eller vandtemperatur. Betydningen af disse ting blev jeg først for alvor klar over, efter jeg begyndte at fiske med folk som havde års erfaring på kysten.

Når vi sad i bilen på vej mod en fiskepladsen og snakken gik om kystfiskeri og kyststrategi, blev det tydeligt for mig hvad vind og strøm har af betydning. Specielt Lars Olsen, som jeg har fisket en del med, har været god til, at fortælle om hvilke faktorer, der spiller en rolle for, at en given plads fisker godt.

Ved at fiske med forskellige erfarne kystfiskere, fik jeg også syn for, hvor forskellige folk er i deres tilgang til fiskeriet. I praksis har det haft den betydning, at jeg har suget det til mig fra de forskellige, som jeg syntes passer bedst til den form for fiskeri jeg dyrker.

Ramazans blinkmapper er spækket med gennemløbere i overvejende afdæmpede og naturlige farver.

Ramazans blinkmapper er spækket med gennemløbere i overvejende afdæmpede og naturlige farver.

 

BESØG DE SAMME PLADSER under forskellige forhold. – Det er helt klart et råd, som jeg gerne vil give videre, fortsætter Ramazan. – I takt med, at jeg fik erfaring på kysten, begyndte jeg selv at opsøge de fiskepladser, som jeg havde besøgt med andre og mere erfarne kystfiskere. Dette gjorde jeg for selv at danne mig et indtryk af pladserne, samt på egen hånd at finde ud af hvor meget pålandsvind en given plads kan tåle – eller om den fisker godt i høj eller lavvande.

I foråret have jeg en god håndfuld ture til det Sydøstsjællandske, hvor alt spillede for mig. Formålet med den første tur var egentligt at udforske et stræk, jeg ikke tidligere havde fisket ret meget, samt se om pladsens kystnære badekar ville holde fisk, selvom det var koldt. Her fangede jeg mere end 20 fisk på mine ture til pladsen – med en stålblank overspringer på 60 cm som den største.

TÅLMODIGHED: En ting som Ramazan har lagt mærke til, er at folk uanset erfaring har en tendens til at opgive for let. Nogle er mere end villige end andre til at stå i store bølger og blive gennemblødte, mens andre helst ikke vil fiske, når bølgerne buldrer mod kysten. – Det er også min oplevelse, at folks valg af endegrej – samt hvordan det bliver fisket – også spiller en stor rolle for hvor godt en plads fisker under forskellige forhold. Skåret ud i pap betyder det, at man selvfølgelig selv bliver nød til at lære pladserne at kende, og fiske dem i forhold og med grej som passer til ens eget fiskeri og temperament.

VÆR ÅBEN: Ramazan er gennem det sidste år blevet mere åben overfor at brede sit fiskeri ud i forhold til valg af endgrej og ikke mindst vægten på endegrejet. – Jeg var begyndt at blive fastlåst i mit valg af endegrej – og gik meget med de samme og i de samme vægtklasser. Det betød i praksis, at jeg frarøvede mig muligheden for at fiske i hård modvind eller helt let over lavt vand.

Udover endegrejet skal stang og hjul selvfølgelig også passe til det man fisker med – og situationen man står i. – Her skal man være åben og villig til at prøve nye veje, understreger han. – Man opnår langt mere med sit fiskeri på denne måde, end hvis man udelukkende går med én type grej og ikke er indstillet på at prøve andet. I praksis er jeg derfor gået fra at fiske med en stang og et hjul til at have to sæt med, når jeg tager afsted på en heldagstur. Når jeg fx fisker på Møn er der ofte en god pålandsvind på øens ene side, mens der er fralandsvind og fladt vand på øens anden side – og af samme årsag er det oplagt med både et let spinnesæt samt et sæt der passer godt til de grove skyts.

Denne blanke havørred viser med tydelighed, at der er andet end småfisk langs de danske kyster.

Denne blanke havørred viser med tydelighed, at der er andet end småfisk langs de danske kyster.

 

– VED AT IAGTTAGE andre fiskere, har jeg lært, at der ikke findes en endegyldig sandhed i forhold til, hvad der er rigtigt og forkert. Nogle er gode til at fange fisk i stille og fladt vand, mens andre er gode til at fange fiskene i oprørt vand og hård modvind. Det gælder simpelthen om at finde ud af hvilke forhold man selv syntes er bedst at fiske i, og så tilpasse grej og udstyr til disse forhold. Man skal tro på det man laver – for tror man ikke på det, man laver, så forsvinder koncentrationen og den ihærdighed, som skal til for at få succes, siger Ramazan.

SNAK MED DE LOKALE. – De lokale ved som oftest, hvad der foregår i deres egen baghave, så snak med dem – det lønner sig, fortæller Ramazan. – Gennem de lokale på både Stevns, Møn og Vestsjælland har jeg fået en masse ekstra uvurderlig indsigt i, hvornår et givent område fisker godt.

Derudover er det aldrig dårligt at modtage fangstrapporter og meldinger om fx vandets farve, eller hvordan vinden helt specifikt er aftenen inden en planlagt tur. Det er kun de lokale som har denne viden, da de kan få den ved blot at kigge ud af vinduerne. En melding som fx ”at vandet er så farvet, at det ikke når at klare op til i morgen tidlig”, er guld værd.

Det er lige præcis sådan en melding, som sparer en for mange spildte kilometer i bil. Men – for at få noget brugbart ud af de ”lokale” er det vigtigt, at give noget retur, for selvom de har  fiskevandet lige uden foran hoveddøren, så sætter de selvfølgelig også pris på at få at vide, hvordan ens tur har været – samt hvilke observationer man har gjort sig under sit fiskeri.

TAG EN GUIDET FISKETUR: – Selvom jeg for halvandet år siden var begyndt at fiske med et par rutinerede kystfiskere, manglede der som sagt noget. På de fisketure jeg havde med ”profferne”, fyldte fiskeriet rigtig meget, og ofte gik man langt fra hinanden eller affiskede hver sin del af et stræk. I praksis havde det den betydning, at fiskestrategi og pladsvalg kun var noget, der blev snakket om i bilen, når der skulle skiftes plads.

Der er fuld fokus på stangen når gennemløberen spinnes ind.

Der er fuld fokus på stangen når gennemløberen spinnes ind.

 

Her følte jeg, at jeg manglede én som gik tæt på mig og kom med råd og vejledning i forhold til, hvordan jeg fiskede. I den forbindelse valgte jeg, at tilmelde sig en guidet fisketur, hvor temaet for turen var fiskestrategi samt læsning af kysten og pladsvalg ud fra vind og vejr.

Jeg fik rigtig meget ud af turen, hvor turens guider velvilligt fortalte og forklarede – samt havde fokus på hvordan han både kastede og fiskede. Det man for alvor lærer noget af, er når guiden virkelig bruger tid og ressourcer på at hjælpe deltagerne med at optimere den måde, hvorpå de fisker – så de får en genvej til hurtigere, at blive bedre som kystfisker.

FIND FISKENE: Selvom det bliver skrevet og sagt igen og igen, så er det ikke altid nemt at efterleve. For hvad menes der med ”at fiskene skal findes, og der skal dækkes så meget vand som muligt”?– Når jeg ser tilbage på mine tidlige dage som kystfisker, var jeg meget stationær, og ofte tilbagelagde jeg ikke mere end få kilometer på en dags fiskeri. Det står i skærende kontrast til hvor meget jeg bevæger mig rundt den dag i dag. På en dagstur til Møn er det ikke unormalt, at jeg tilbagelægger mere end 10 kilometer i jagten på havørreden – samt fisker på alt fra tre til syv forskellige pladser.

FISKERI ER SOM FODBOLD: Under en af mine fisketure med Ramazan kommer han med en meget præcis sammenligning. – Fiskeri er som fodbold, siger han. – For træner man fodbold tre gange ugentligt og spiller kamp hver weekend, så er man bare lige det skarpere i forhold til, hvis man ikke trænede og kun spillede kamp. Ligesom med fodbold er det derfor ofte de små detaljer, som er udslagsgivende for succes eller fiasko, når man fisker på kysten, slutter han.

 

Garmin Quatix

NY VIDEO: VERTIKALT EFTER GEDDE OG SANDART MED CASPER DYRET

Casper “Dyret” Christensen er indiskutabelt en af de mest erfarne vertikalfiskere på de danske søer med svimlende mængder af storsandart på samvittigheden. Fisk & Fri er taget et smut med på søen, hvor vi lærer at fiske vertikalt efter gedde og sandart. Vi går i detaljer med, hvordan du finder samt lægger dig perfekt over fisken – samt afslører detaljerne i, hvordan du lettest får dem til at hugge. Vi gennemgår grej, agn og takler – samt selvfølgelig alt det fede nørderi med, hvordan du indstiller din marineelektronik til perfektion – i dette tilfælde Garmin Panoptix PS 30 samt LiveScope. Når du har set videoen, ved du, hvordan du skal lave alle settings, så du kan se en sandart slikke sig om munden på et par hundrede meters afstand. Lad os advare med det samme – vertikalfiskeri er stærkt vanedannende!

HUSK – at abonnere på Fisk & Fris YouTube kanal her

AF JENS BURSELL

En fantastisk tur til Fladen

Fladen Grund i Kattegat byder på et fortræffeligt fiskeri efter diverse sjove saltvandsarter. Følg med Jesper Larsen ud på den produktive banke.

AF JESPER LARSEN

Lørdag den 19 september, kunne vi endelig stævne ud på den længe ventede langtur op til Fladen Grund i Kattegat – og vejret holdt, hvad vejrudsigten lovede – nemlig havblik i to døgn. Vi var afsted klokken klokken 13, og lavede det første stop kl.16.00 på den sydlige del af Fladen.

Jeg fik selv det første hug, og op kom to store fjæsinger på over 400 gram hver, og på hele turen fik vi rigtig mange af dem. Ud over disse flotte fisk, var stoppet ikke særlig givtigt, så vi søgte videre. Det næste stop var også lidt fiskefattigt, og mine bådmakkerene var ikke sene til at melde ud, at min hukommelse om gode spots ikke var, hvad den havde været.

Pighaj og gylter

På det tredje stop var der pighaj til skipper Ole Christian Larsen i første dyp, og snart efter fik hans far, Kurt Larsen også hug. Så var vi ligesom i gang. Spottet gav familie teamet seks pighajer & jeg selv fik tre. Kurt Larsen, som på tidligere ture har givet os klø i de artskonkurrencer, der altid kører på turen, forstod virkelig at fiske sit medetakel effektivt, og fik et mystisk hug der kæmpede anderledes. Det viste sig at være en lille lange, og den vejede tungt i arts listen til vores lille konkurrence.

Jeg selv stod nu med let grej til makrel og fjæsinger, da et anderledes og tungt/hårdt fightende hug, rev mig ud af hygge snakken. Hvad var nu det? Nettet kom frem, og op kom en imponerende berggylte på hele 1375 gram. Den havde et flot grønligt skær over sig! Sikke en gylte.

 

 

Et flot rødnøb fra Fladen Grund i Kattegat.

Et flot rødnøb fra Fladen Grund i Kattegat. Som du kan se er der tale om medefiskeri med et relativt let lokkeblink foran den agnede krog.

 

En time inden solnedgang sejlede vi helt op på det lave vand og kastede anker for natten, hvorefter den sidste lyse time og frem, blev brugt på gyltefiskeri, som var ret svært. Men – rejerne svigtede ikke de ihærdige, og til sidst kom der en fin stribe fisk op, så vi måtte bruge nettet flere gange.

Jeg fik endnu et monsterhug, og der var ingen tvivl om, hvem rejetyven var: Endnu en kæmpe berggylte på imponerende 1450 gram, som samtidig var ny PR.

En lang og kølig nat

Da vi i teamet jo havde en arts konkurrence kørende, og Kurt Larsen’s lange spøgte, så jeg mit snit til at luske en times natfiskeri ind, og her blev jeg da også belønnet med både sej og torsk.

Da det blev morgen fortsatte gyltefiskeriet, men det gik meget trægt. Faktisk fik vi kun havkarusser og et par små torsk. Men så vi rykkede 50 meter, og så skete der lidt igen. Nu rykkede Ole Larsen frem med både berggylte og et meget fint rødnæb. Jeg selv ramte også et godt område og fik fire rødnæb samt et par mindre berggylter inklusiv en i kilos klassen. Vi var nu oppe på totalt ni arter!

Målrettet pighajfiskeri

Skipper Ole & jeg studerede søkortet, hvorefter vi lagde en god plan for dagens pighajsats – og vi ramte i den grad plet, for området havde masser af makrel og fjæsinger samt alle de pighajer, man kunne ønske sig. Efter nogle dyp og fights, skete det jeg selv havde håbet på, nemlig hajer, der fulgte efter agnen eller andre fisk på vej op. Kurt fandt min fluestang frem i kahytten, og det skottede ikke på diverse jokes. Vi fik en del pighajer på medegrejet, men de helt store pighajer udeblev. Men – vi så dem følge med op flere gange i håbet om et nemt måltid. Ole fik nogle rigtig fine eksemplarer, og Kurt gav den også gas – og vi hyggede os gevaldigt.

Jeg fik igen et solidt hug, hvorefter turens største pighaj kom til overfladen til afkrogning, men den blev genudsat direkte i vandet uden foto. Imens al dette stod på, havde jeg næsten opgivet håbet om en flue-haj. Indtil jeg selv fik dobbelt hug, hvor en kæmpe sværm af hajer fulgte med op. Og så var det ellers stangen mellem benene og rælingen, fat i min fluestang og få strippet fluen ind i strikezonen……og BAAMM. Den mindste i flokken slog resolut til, og så blev der ellers totalt virvar med linerne, men som du kunne læse om i går blev resultatet en ny potentiel DK-rekord på fluestangen.

Vi kørte på endnu en time, og i dette drev blev de andre ikke forstyrre af mit fluepjat. Her var yderlige nogle dusiner af pighajer oppe for at hilse på os, så til sidst havde vi simpelthen fisket os så mætte, at vi tog hjem et par timer tidligere end beregnet. Så dækket blev ryddet, grejet pakket væk og tankerne påfyldt, Skipper Ole satte motoren i gear og lagde kursen hjem over. Der er langt hjem fra Fladen, og det tog tre en halv time henover et spejlblank Kattegat i topfart, inden vi igen rundede havnemolen i Gilleleje. Det var bare en fantastisk og super oplevelsesrig tur, hvor alt spillede max – ikke mindst vejret.

Artsdysten endte med +1 til undertegnede med 10 arter.

Ole med en af turens flotte pighajer Et flot rødnøb fra Fladen Grund i Kattegat.

Ole med en af turens flotte pighajer fra Fladen Grund i Kattegat.

 

Garmin Quatix

 

Jesper med endnu en flot gylte fra Fladen.

Jesper med endnu en flot gylte fra Fladen.

 

Kurt med sin lille lange, der på trods af den beskedne størrelse vejede tungt i artskonkurrencen.

Kurt med sin lille lange, der på trods af den beskedne størrelse vejede tungt i artskonkurrencen.