REFORMÉR §7 – STOP DTU AQUAS MAGTMONOPOL

Gennem det sidste år har Fisk & Fri bragt adskillige artikler, hvor vi har belyst skyggesiden af DTU Aquas rådgivningsmæssige magtmonopol, samt hvad det kan have haft af negative økonomiske og biologiske konsekvenser – både for fiskebestande og vandmiljø. Men hvad skal der gøres for at ændre kursen, så vi kan starte på en frisk og undgå, at det samme sker igen? Her får du et bud.

AF JENS BURSELL

DTU AQUA har I mange år haft monopol på stort set al rådgivning omkring akvatiske ressourcer herhjemme: De er den eneste rådgivende forskningsinstitution i §7 udvalget, der fordeler fisketegnsmidlerne til forskning og udsætninger af fisk. Her sidder de uden armslængdeprincip og rådgiver om projekter, der automatisk tildeles dem selv uden at komme i udbud – samt uden at der efterfølgende er den store kontrol med ressourceforbruget. Hertil kommer, at DTU Aqua har myndighedsbetjening, hvilket betyder, at de i praksis har monopol på faglig rådgivning i en masse typer af sager omkring vores akvatiske miljø – heriblandt udsætningstilladelser mv.

Netop fordi DTU Aqua i langt de fleste sager er de eneste, der spørges til råds, har de en enorm magt over, hvad der sker med vores fiskebestande. Fint, hvis de havde forvaltet deres position upåklageligt, men uacceptabelt, når de i mange tilfælde præsterer en fagligt stærkt kritisabel rådgivning. Med afsæt i Fisk & Fris artikler, hvor problematikken er opsummeret og dokumenteret i artiklen ”Om fisk og faren ved monopoler”, er det let at argumentere for, at kan være tale om en rådgivning, som i en række tilfælde i bedste fald er inkompetent. I værste fald bør man mistænke og undersøge for videnskabelig uredelighed, politisering, magtmisbrug og økonomisk svindel, hvis ikke en bedre forklaring end hidtil forelagt, gives af DTU Aqua. Hertil kommer eksempler på rådgivning fra DTU Aqua, der kan gøre det sværere at leve op til målsætningerne i EU’s Vandrammedirektiv om god økologisk tilstand i vores vande inden 2027. Læs mere om dette i artiklerne “Red sandarten – og få mere klart vand”, “Forringer Erhvervsfiskeriet søernes økologiske tilstand” og Skarv, aborrer og sandart på Tissø”.

For at kunne genskabe tilliden til systemet, samt sikre, at historien ikke gentager sig, er der brug for indrømmelser og konsekvens – samt en fuldstændig reformation af den måde, som rådgivnings- og beslutningsprocesserne kører på. Det gælder både, når det drejer sig om §7 udvalget, fordelingen af Fisketegnsmidlerne – samt myndighedsbetjeningen.

Søfiskeriet er et af de områder der kritiseres for at have været under - eller fejlprioriteret gennem en del år.

                Søfiskeriet er et af de områder, der kritiseres for at have været under – eller fejlprioriteret gennem en del år.

 

DTU Aquas troværdighed skal genopbygges

Fisk & Fri har som nævnt afsløret en række sager, hvor DTU Aqua tilsyneladende dels har afgivet urigtige oplysninger om regnskaber samt overforbrug af ressourcer og dels har leveret en fagligt svag samt kritisabel rådgivning, der i flere tilfælde er baseret på decideret ukorrekte og udokumenterede teorier eller informationer. Hvis man fremover skal have tillid til DTU Aqua som neutralt rådgivende forskningsinstitution, er det selvfølgelig vigtigt, at ovenstående uheldige forhold får en konsekvens: Man kan ikke have tillid til en ledelse, som tilsyneladende dels afgiver urigtige oplysninger, når det passer den – og dels fortier vigtige oplysninger for beslutningstagere og offentlighed. Endvidere er det uacceptabelt at ledelsen af DTU Aqua tilsyneladende dækker over den/de medarbejdere, der er roden til problemerne – i stedet for at tage ansvar for, at den rådgivning de leverer er korrekt og fagligt uangribelig.

For at rense luften og sikre tilliden fremover, kan der argumenteres for, at der enten bør ske nogle meget konkrete offentlige indrømmelser fra DTU Aqua side – og/eller der bør ske en fyring af de ledere/medarbejdere som har afgivet urigtige oplysninger, fortiet vigtig information for beslutningstagere og offentlighed – eller dækket over fagligt kritisabel rådgivning.

Stop magtmonopolet

Som vi har skrevet før: At reformere hele processen omkring, hvem der sidder i §7-udvalget, rådgivningen, anvendelsen af fiskeplejemidlerne samt DTU Aquas monopol på myndighedsbetjeningen, er af afgørende betydning for, at naturen, samfundet og vi lystfiskere fremover får mest muligt for pengene: Der skal simpelthen ske et større paradigmeskift i hele tankegangen omkring forvaltningen af vores akvatiske ressourcer, for at vi kan få et velfungerende og troværdigt system, der fremadrettet både tilgodeser naturen og bredden i dansk lystfiskeri på en langt bedre måde, en det er tilfældet nu.

Flere fisk og mere natur for pengene

For at vi kan få mest og bedst muligt natur for pengene, er det vigtigt, at de enkelte projekter kommer i en form for udbud, så man får de rigtige projekter udført bedst muligt – til den bedst mulige pris. På de mindre projekter behøver det ikke nødvendigvis at være en stor avanceret udbudsproces, men måske blot en fordeling af opgaver og projekter i et §7-udvalg, der er bredere sammensat, end det har været før, med repræsentanter for flere forskellige forskningsinstitutioner. På de største og dyreste projekter kunne man med fordel overveje mere avancerede udbudsprocesser.

Fagligt neutral rådgivning på fiskeriområdet

At få flere forskningsinstitutioner repræsenteret i §7 udvalget vil også være den bedste garanti for at man fremover får en mere fagligt neutral rådgivning, der tilgodeser alle hjemmehørende arter og dermed også en langt større bredde i dansk lystfiskeri. Der sidder eksempelvis store faglige kapaciteter inden for fiskeområdet på både Københavns og Syddansk Universitet – samt sikkert også Ålborg og Århus Universitet. Alle forskningsinstitutioner, der dokumenterbart har væsentlig viden på området, bør kunne få en plads i §7 udvalget – hvormed de fremover både vil kunne bidrage til en mere neutralt afbalanceret rådgivning og en bedre pris på projekterne.

Sandartfiskerne er blandt dem der ikke har fået meget ud af Fisketegnsmidlerne gennem årtier.

Sandartfiskerne er blandt dem, der ikke har fået meget ud af Fisketegnsmidlerne gennem årtier.

 

De forskellige repræsentanter for forskningsinstitutionerne kunne også uden for §7-udvalget med fordel fungere som et fagligt rådgivende udvalg, der helt generelt rådgav til de overordnede rammer for forvaltningen af vores akvatiske ressourcer. Udvalget, som man eksempelvis kunne kalde Fiskerifagligt Udvalg – eller lignende, bør have en formand med biologisk baggrund, som er uafhængig af økonomiske og fiskeripolitiske interesser inden for forskning og erhverv. I udvalget træffes konsensus beslutninger om de overordnede rammer for ”best practice”, så rådgivning om alle fiskearter sker med afsæt i samme logik samt efter de samme grundprincipper. Det vil sikre, at eksempelvis centrale begreber som oprindelig udbredelse og hjemmehørende/ikke-hjemmehørende arter, der har stor betydning i en forvaltningssammenhæng – bedømmes og tolkes på et mere ensartet og  fagligt neutralt grundlag.

Flere penge til fisk – og færre til grundforskning?

Et emne, der ligeledes skiller vandene er, hvordan Fisketegnsmidlerne bruges. Formålet med Fisketegnsmidlerne er, at de skal bruges på tiltag, der rent lavpraktisk gerne skulle give flere fisk og en mere rig natur. Helt konkret er der lovhjemmmel til at bruge midlerne således jfr §61 i den nuværende Fiskerilov (lovbekendtgørelse nr. 261 af 21.03.2019), som lyder:

§61. Midlerne fra lystfiskertegn og fritidsfiskertegn anvendes til 1) fiskepleje, herunder til udsætning af yngel og sættefisk samt foranstaltninger og forskning, der i øvrigt har betydning for reproduktion, vækst m.v. af fiskebestandene, og 2) administration og information om fiskeplejen og om lystfisker- og fritidsfiskertegnsordningerne.

Stk. 2. Midlerne kan desuden anvendes til kontrol med overholdelsen af reglerne for lyst- og fritidsfiskertegn..

Hvis man kigger på de forskningsprojekter, der foretages for Fisketegnsmidlerne, bør man som ansvarlig politiker og interessent stille sig selv spørgsmålet: Anvendes pengene pt lovligt jfr §61 i Fiskeriloven? Et godt eksempel er Søhåndbogen, som er ren formidling. Her bør man i samme moment tage en diskussion om, hvorvidt Fisketegnspengene fortsat skal bruges på formidling som fx Søhåndbogen, når forskerne jo også i forvejen har formidlingspligt ifht. Universitetsloven. Endvidere bør man tage en diskussion om, hvorvidt der bliver brugt for mange penge på eksempelvis grundforskning – og for lidt på projekter, der vil have en mere direkte og målbar positiv effekt for vores fiskebestande. 

Såfremt det viser sig, at Fisketegnsmidlerne ikke er anvendt til forskning, der er hjemmel til jfr. “Lov om fisketegn”, bør man stille sig selv spørgsmålet: Hvem har haft ansvaret for dette – og hvilke konsekvenser skal det have? – udover selvfølgelig, at man skal sørge for, at det ikke sker frenmover. 

Tilgodese bredden – både fiskemæssigt og geografisk

En af de ting, der i årevis har skabt diskussion blandt lystfiskere er, hvordan pengene fordeles. Der er ingen tvivl om, at hvis man vil tilgodese bredden i det rekreative fiskeri, så bør man tage en diskussion af, hvordan det bedst gøres.

Det er oplagt, at alle interessenter indenfor det rekreative fiskeri, som betaler penge for fisketegn, bør være repræsenteret i §7. Lige nu repræsenteres lystfiskerne kun af DSF, men hvorfor egentlig det? DSF udgør kun cirka halvdelen af de organiserede danske lystfiskere. Udenfor DSF står Dansk Havfiskerforbund med cirka 4.000 medlemmer og De Danske Småbådsklubber, som er i omegnen af 3.200. Hvorfor er de ikke inviteret med i §7, når fritidsfiskeriet er repræsenteret med flere forskellige og langt mindre organisationer? Hertil kommer en række store danske lystfiskerforeninger, der tilsammen sandsynligvis udgør i omegnen af 6-7.000 medlemmer, hvis stemme, som det har været hidtil. slet ikke er blevet hørt. Personligt synes jeg det er optimalt, hvis alle lystfiskere kan samles under én fane – nemlig DSF. Vi kan håbe på, at der vil blive grobund for en udvikling i denne retning med den nye bestyrelse i DSF. Men – såfremt disse klubber ikke i større stil bliver samlet under DSF med den nye bestyrelse anno 2020, vil det på sigt være rimeligt at give alle disse mange klubber udenfor DSF muligheden for at lave et samarbejdsudvalg eller en fælles organisation, der kan stille med en repræsentant til §7 på lige fod med fx DSF, så deres stemme også bliver hørt.

Kun cirka halvdel af de danske lystfiskere er organiseret i DSF. Hvis ikke en langt større procentdel af de danske lystfiskere kommer ind under DSF i den kommende tid, hvor der er kommet nye kræfter til bestyrelsen, vil det være oplagt at man også lader andre grupper af lystfiskere få en plads i §7 udvalget, så de også bliver hørt. Hverken Dansk Havfiskerforbund eller De Danske Småbådsklubber er repræsenteret i §7 udvalget.

Kun cirka halvdel af de danske lystfiskere er organiseret i DSF. Hvis ikke en langt større procentdel af de danske lystfiskere kommer ind under DSF i den kommende tid, hvor der er kommet nye kræfter til bestyrelsen, vil det være oplagt, at man også lader andre grupper af lystfiskere få en plads i §7 udvalget, så de også bliver hørt. Hverken Dansk Havfiskerforbund eller De Danske Småbådsklubber med tilsammen cirka 7000 medlemmer er eksempelvis repræsenteret i §7 udvalget.

 

Tilsvarende kunne man forestille sig en model, hvor man tilstræber, at procentdelen af midler, der anvendes til forskellige arter af fisk – svarer nogenlunde til, hvor stor rekreativ interesse der er for de respektive arter. Hvorvidt det er tilfældet pt vil der nok være delte meninger om.

Ligeledes er det oplagt at tænke i at tilgodese de enkelte landsdele, efter hvor mange fiskere der betaler til fisketegn i de enkelte landsdele. Der vil selvfølgelig være en del projekter, som har bred national interesse, men med de penge, der fordeles til projekter af mere lokal og regional interesse, kan man med fordel overveje en model, hvor de enkelte områder tilgodeses i et omfang der svarer nogenlunde til de indbetalte beløb fra regionen. Det er klart, at der skal ikke være tale om et rigidt millimeterdemokrati, men en model, hvor man fra §7udvalgets side tydeligt viser, at man ønsker at tilgodese bredden – både i forhold til interesser og geografisk fordeling af interessenterne.

Fuld åbenhed og transparens i beslutninger og regnskaber

For at der fremover kan være fuld åbenhed og transparens over, hvordan fisketegnsmidlerne bruges, ville det være naturligt fremover at publicere offentlige tilgængelige referater fra §7-møderne taget af en uvildig repræsentant for §7-udvalget.

Tilsvarende bør der fremover være større gennemsigtighed i regnskaberne, så der også i det offentlige tilgængelige regnskab på fiskeristyrelsen.dk opgives timeforbrug og driftsomkostninger på underprojektniveau. Hermed vil man kunne forebygge fristelsen til at angive et fiktivt og for højt timeforbrug samt gøre det langt sværere at skjule omprioritering af ressourcer mellem forskellige projekter, der ikke officielt er blåstemplet af §7 udvalget. Dette vil være i alles interesse, så alle interessenter løbende kan holde øje med, hvordan pengene bliver brugt – samt råbe vagt i gevær, hvis ikke de anvendes optimalt. Både referater fra §7 møder og mere detaljerede regnskaber for alle projekter kunne oplagt publiceres løbende på fiskeristyrelsen.dk.

Konferencer om det rekreative fiskeri

For at sikre, at bredden bliver hørt – og der kontinuerligt kommer nyt input samt inspiration til beslutningsprocesser og forvaltning af det rekreative fiskeri, vil det være en god ide at invitere til en større konference – eksempelvis hvert andet eller tredje år, hvor alle interessenter fra det rekreative fiskeri samles. Her inviteres ikke blot forskere, politikere og interesseorganisationer, men også branchefolk, turisterhverv og presse, for på den måde at skabe det bedst muligt afsæt for en åben og konstruktiv debat om den fremtidige kurs – til størst mulig gavn for naturen, fiskeriet og det danske samfund.

Reformer myndighedsbetjeningen

Som det er lige nu, har DTU Aqua myndighedsbetjening på en meget stor del af den rådgivning, der foretages i forbindelse med blandt andet fiskeudsætninger. Det kan være en pointe i at der blot er én eller få udbydere af rådgivning for at modvirke for komplicerede arbejdsgange. Men – for at sikre, at rådgivningen foregår på et neutralt grundlag, bør den eller de instanser, som fremover har myndighedsrådgningen fagligt referere til ”Det Fiskefaglige Udvalg”, som sikrer at myndighedsbetjeningen sker inden for de overordnede faglige rammer, der er udstukket af dette udvalg samt godkendt politisk.

En ny kurs for det rekreative fiskeri

Det rekreative fiskeri i Danmark rummer mange ildsjæle, skarpe hjerner og kreative personer. Lad os håbe, at vi med en helt ny struktur for rådgivnings- og beslutningsprocesser omkring vores akvatiske ressourcer og det rekreative fiskeri, kan få skabt en positiv udvikling der i højere grad tilgodeser ikke blot mangfoldigheden i den danske natur, men også hele bredden i det rekreative fiskeri.

I forbindelse med sagen om DTU Aquas forbrug af ressourcer og kritisable faglighed har vi d. 25 august stillet formanden for §7-udvalget – Nis Christensen – en række spørgsmål, der gerne skulle belyse, hvorvidt Fisketegnsmidlerne anvendes lovligt, fagligt og økonomisk optimalt. Nis har lovet at besvare spørgsmålene, og vi afventer svar, så vi kan publicere interviewet på fiskogfri.dk.

 

Forshaga Akademin

 

 

SKARV, ABORRER OG SANDART på TISSØ

DTU Aqua har direkte/indirekte rådgivet til et intensiveret erhvervsfiskeri på Tissø, der ser ud til at have haft negative miljøeffekter. I den forbindelse har DTU Aqua antydet, at det nok snarere er skarven, som har forringet Tissøs vandkvalitet. Vi har fakta tjekket DTU Aqua – og afslører hvorfor den kraftige befiskning af sandart tilsyneladende ikke blot har påvirket sandartbestanden og vandkvaliteten, men også indirekte har skabt en situation, der kan gøre aborrebestanden mere sårbare for skarvprædation – hvilket på sigt kan forringe vandkvaliteten yderligere.

AF JENS BURSELL, FOTO: LARS LAURSEN OG JENS BURSELL

Ifølge DTU Aqua går der forlydende om flere skarv ved Tissø, hvilket DTU Aqua antyder er en bedre forklaring på forringet fiske-EQC og dermed dårlige vandkvalitet i Tissø – end det intensiverede erhvervsfiskeri, som har fjernet adskillige tons sandart på meget kort tid. Fiske EQC er en indexværdi, der siger noget om forholdet mellem rovfisk og fredfisk.

I artiklen ”Forringer erhvervsfiskeriet søernes økologiske tilstand?” argumenter jeg for, hvorfor skarven næppe kan have været hovedårsagen eller en god forklaring på den forringede vandkvalitet i søen, da skarv primært spiser mindre fredfisk, hvilket betyder, at øget skarvprædation vil føre til færre fredfisk, mere zooplankton, færre alger – og dermed mere klart vand.

I forbindelse med artiklen har vi stillet DTU Aqua en række spørgsmål (se nedenfor), som DTU Aqua ikke har ønsket eller kunnet besvare. De besvarer dog delvist nogle vores spørgsmål om skarven med følgende kommentar:

”DTU Aqua har udført en undersøgelse af skarvers prædation på fisk i Viborg Søerne (Skov et al., 2014. Cormorant predation on PIT-tagged lake fish, Journal of limnology 73 (1) 177-186. DOI: 10.4081/jlimnol.2014) og fandt, at aborrer på 20-30 cm var markant mere udsat for prædation end skalle og brasen. Det bemærkes også, at aborre tilsvarende var et almindeligt bytte for skarver i Keller (1998), samt at sandart var det næst mest almindelige bytte for skarv i Santoul et al (2004). Ud fra disse resultater vurderes det, at skarv kan være en alvorlig dødelighedsfaktor for rovfisk i søer. Det er derfor efter vores opfattelse ikke korrekt at konkludere, at skarver i alle situationer hovedsagelig æder mindre cyprinider.”

Skarv er vilde med aborrer, men det er ikke det de spiser mest afHovedparten af deres føde udgøres af mindre fredfisk som fx skaller og brasen

Skarv er vilde med aborrer, men det er ikke det de spiser mest af. Hovedparten af deres føde udgøres af mindre fredfisk som fx skaller og brasen, hvilket er evtervist i en række videnskabelige undersøgelser. Når der er mange sandart i frivandet, jages aborerne ind i  grøden, og her er aborrerne ikke nær så udsat for skarvprædation, som de er ude på åbent vand, hvor skarven jager mere effektivt.

 

Hvilke fisk spiser skarven?

DTU Aqua skriver ovenfor, at både aborre og sandart er almindeligt bytte for skarv – ja tak, det ved de fleste – og det er også, hvad Fisk & Fri skriver, så det er der intet nyt i. DTU Aqua hæfter sig så ved, at undersøgelsen fra Viborg Søerne (Skov et al. 2014) finder, at skarv har en præference for aborrer. Jo tak: Antager man, at artsfordelingen på deres PIT-taggede byttefisk rent faktisk reflekterer den naturlige fordeling i søen, hvilket der som sådan ikke er noget dokumentation for i publikationen, så har man fundet, at skarv spiser flere aborrer, end man ville forvente ud fra den antagede naturlige procentuelle forekomst af disse arter i søen. Men – DTU Aqua glemmer at fortælle, at dette slet ikke er det samme som, at skarverne – målt i kvantitet eller biomasse – spiser flest aborrer – tvært i mod. Og det på trods af, at to af DTU Aquas medarbejdere selv har været med til at skrive publikationen.

Det vigtige spørgsmål set i relation vandets klarhed er selvfølgelig især kvantiteten/biomassen af bortfiskede fredfisk – og her er det selvsagt vigtigt at forholde sig til, at hovedparten af de fisk, som skarverne spiser, normalt er planktivore og sediment resuspenderende fisk, hvilket igen betyder, at det der har den største umiddelbare effekt på klarheden er, hvor mange af disse der ædes. Går man ind og læser den undersøgelse, som DTU Aqua refererer til, kan man se, at 74 % af de genfangne PIT-taggede fisk, som skarverne har spist, er fredfisk (cyprinider) – og 26 % er aborrer. På trods af dette skriver DTU Aqua i deres svar baseret på samme artikel: ”Det er derfor efter vores opfattelse ikke korrekt at konkludere, at skarver i alle situationer hovedsagelig æder mindre cyprinider.” Hvis ikke 76 % spiste fredfisk er hovedparten, hvad er så hovedparten – de 26 % som er aborrer? Det er bekymrende, at en forskningsinstitution som har myndighedsbetjening og monopol på rådgivning i §7 udvalget kan komme med en sådan udtalelse!

DTU Aqua glemmer endvidere at nævne i deres svar, at man undersøgelsen fra Viborg kun PIT-tagger byttefisk over 12 cm – på trods af, at det står højt og tydeligt i artiklen. Men – undersøgelser af skarvs fødevalg viser, at der indgår en hel del – primært planktivore fredfisk – under 12 cm i skarvernes føde, hvilket betyder, at de ovennævnte 74 % fredfisk som bytte, som DTU Aqua åbenbart ikke mener hovedparten af føden – sandsynligvis let kan være underestimeret væsentligt.

Tilbage til virkeligheden for aborre, sandart, gedde og skarv

Når alt dette er sagt, så er det en interessant observation, hvis det jfr. ovenstående er korrekt, at skarv har en præference for aborrer, når og hvis de kan komme afsted med at spise dem. Men – for at forstå betydningen og relevansen af dette med udgangspunkt i det artiklen drejer sig om – nemlig Tissø – så er det vigtigt at forholde sig de dynamiske ligevægte, der opstår i et naturligt system som følge af prædation og anti-prædationsmekanismer mellem de forskellige arter af bytte- og rovdyr/fisk.

På Tissø er det oplagt, at der eksisterer en naturlig dynamisk ligevægt imellem bestandene af fx skarv, aborre, gedde og sandart, der alle er oprindeligt naturligt forekommende i/ved søen. I søer, hvor både aborrer og sandart er til stede, vil sandarten typisk have en konkurrencefordel over for aborrerne i de frie vandmasser, hvormed de bliver den dominerende af de to arter her – sammen med de større gedder selvfølgelig.

Når der er mange sandart i frivandet, jages småskaller ind i bredzonens vandplanter - og aborrerne følger efter. Fra Brabrand, Å & Faafeng, D: Habitat shift in roach (Rutilus rutilus) induced by pikeperch (Stizostedion lucioperca) introduction: predation risk versus pelagic behavior. Oecologica 95: 38-46. 1993

Når der er mange sandart i frivandet, jages småskaller ind i bredzonens vandplanter – og aborrerne følger efter. Fra Brabrand, Å & Faafeng, D: Habitat shift in roach (Rutilus rutilus) induced by pikeperch (Stizostedion lucioperca) introduction: predation risk versus pelagic behavior. Oecologica 95: 38-46. 1993.

 

Videnskabelige undersøgelser (Brabrand & Faafeng 1993) viser, at de mindre skaller flygter ind i læ af vandplanter i bredzonen, når der er mange sandart i de frie vandmasser, og i hælene på dem følger aborrerne, der også selv er i større fare for at blive spist i de frie vandmasser, når der er mange sandart. Derfor er der mange aborrer, som klarer sig godt i bredzonen, i søer hvor der er mange sandart. I bredzonens vegetation vil der selvfølgelig være en dynamisk ligevægt imellem aborrer og gedder, hvor gedder æder aborrer – og aborrer æder geddeyngel og ungfisk, hvormed de holder hinanden i skak i en helt naturlig balance.

Og hvad kan vi så få ud af det i forhold til, hvad der kan være sket på Tissø? For at perspektivere sagen og konsekvenserne af DTU Aquas rådgivning, har vi undersøgt, hvordan skarven jager sit bytte. Set med mine briller giver det nemlig sig selv, at det må være sværere for skarven at jage deres liveret – aborrerne – i tæt grøde, hvor de opholder sig, når der er mange sandart. Det er jo meget logisk. Rent fysisk bliver det sværere både at svømme byttet op og få fat i det rent fysisk i tæt vegetation, hvor en lille fisk let kan slippe fra en stor skarv. Og – skarven kan af gode grunde ikke ligge på lur i grøden som en gedde og overfalde sit bytte, for den skal jo op for at have luft hele tiden. Og det betyder jo så, at uden en sund pelagisk sandartbestand, vil en større procentdel af aborrerne være i markant større fare for at blive spist af skarv i frivandet:

Manglen på sandart destabiliserer økosystemet

For at tjekke dette har vi talt med seniorforsker og ekspert i skarv Thomas Brengballe fra Århus Universitet, som siger: ”Det er oplagt at skarv jager lettest og mest effektivt i åbent vand, og den må derfor forventes at have reduceret jagtsucces i bredzonens tætte vegetation”.

Teorien kan også underbygges i praksis ud fra videnskabelige studier (Eisenhower & Parrish 2009): I Lake Champlain (Vermont, USA) jager skarvens fætter – Double-crested Cormorant (Phalacrocorax auritus) aborrens fætter Yellow Perch (Perca flavescens), som her er yderst talrig. Yellow Perch udgør her halvdelen af fiskebestanden, og den er da også hoveddiæten for skarverne. Studiet viste, at skarverne fouragerede i stor stil i den lavvandede sø, indtil den tætte grøde kom op, hvorefter de begyndte at fouragere andre steder længere væk. Konklusionen af studiet var, at skarv søger andre jagthabitater, når grøden vokser op, fordi det bliver for svært at fange byttet. Eller sagt på en anden måde, fordi det er sværere for skarven at fange aborrerne i grøden – er aborrerne mere i sikkerhed for skarvprædation her.

Som du kan se i dette abstract er det eftervist at skarv jager mest effektivt i åbent vand.

Som du kan se i dette abstract er det eftervist at skarv jager mest effektivt i åbent vand. Brabrand, Å & Faafeng, D: Habitat shift in roach (Rutilus rutilus) induced by pikeperch (Stizostedion lucioperca) introduction: predation risk versus pelagic behavior. Oecologica 95: 38-46. 1993

 

Der er således fint belæg for at sige, at aborrerne er i langt større fare for skarvprædation i de åbne vandmasser. Det er derfor oplagt, at sø der har en sund og velvoksen bestand af sandart i frivandet – og dermed en solid aborrebestand i ly af bredzonens beskyttende vandplanter, sandsynligvis er mindre negativt påvirkelig af skarvprædation. Årsagen er selvfølgelig som nævnt, at det bliver sværere for skarven at tage aborrerne som primært opholder sig mellem vandplanterne – samtidigt med, at de sandart, der er lette for skarverne at jage i frivandet – for hovedpartens vedkommende vil være for store for skarven at tage. Konsekvensen af dette vil selvfølgelige blive, at skarven overordnet set får sværere ved at gøre et stort indhug i rovfiskebestanden, hvormed det i højere grad kan svare sig for den at switche og fokuserer sin fødesøgning på de fredfisk, som den lettest kan få fat i. Og det vil selvfølgelig bidrage til at gøre vandet mere klart. Eller sagt på en anden måde. Det, at man har en god bestand af sandart i de fri vandmasser, kan meget let tænkes at føre til en win-win situation for både sandarten, aborren og vandmiljøet.

Aborrer top effektive til at spise yngel fra bl.a. fredfisk

En situation med mange sandart i de frie vandmasser, hvor konkurrenceforholdene dikterer, at en stor procentdel af aborrerne opholder sig i bredzonens vegetation, vil derfor bidrage til et mere effektivt prædationstryk på yngel af bl.a. fredfisk som netop opholder sig her, hvilket på sigt yderligere vil bidrage til at øge samt stabilisere søens klarhed på grund af nedsat prædation på zooplankton af fredfisk, øget græsningstryk på algerne plus på sigt reduceret resuspension af det ophobede fosfor i sedimentet.

Eller sagt på en anden måde – der er mange gode argumenter for at tilstræbe store, sunde og naturlige sandartbestande i de af vores søsystemer, hvor den findes nu, for meget taler for, at det kan virke stabiliserende på systemet og godt for vandmiljøet.

Hvad er situationen på Tissø lige nu?

Problemet på Tissø er så nu, at hoveparten af sandarterne er forsvundet fra de frie vandmasser, hvilket betyder, at mange af de aborrer, der før gemte sig i grøden – nu i langt højere grad vil fouragere i åbent vand. Dels fordi deres bytte – småskallerne – i højere grad bevæger sig derud, fordi der er færre sandart – og dels fordi de selv ikke er i så stor fare for at blive spist af sandart i de frie vandmasser. Men – i de frie vandmasser bliver aborrerne i stedet et let bytte for skarven, hvilket kan betyde, at den reducerede sandartbestand sekundært kan betyde en hårdere skarvprædation på aborrerne.

Og meget tyder på, at alt dette netop er, hvad der er sket på Tissø: Det sidste års tid er en meget stor del af de aborrer, der før gemte sig i Tissøs bredzone på grund af de mange sandart i frivandet – nu trukket ud på det frie vand, hvor de kan boltre sig i småskaller, der ikke længere presses ind i grøden af sandarten. Inden for det sidste års tid er der således kommet masser af mindre 20-30 centimeters aborrer ude i Tissøs frie vandmasser. Disse aborrer så man ikke meget til for et par år siden – og det er selvfølgelig fordi de i høj grad har opholdt sig i grøden og vegetationen, mens der stadig var mange sandarter tilbage i frivandet. Og inde i den tætte vegetation, vil hverken lystfiskere eller erhvervsfiskeren fange dem i større mængder.

Samtidig går der forlydende om stigende mængder af skarv ved Tissø… Eftersom skarv, som vi har læst ovenfor, er vilde med netop aborrer i denne størrelse – og har lettere ved at jage dem pelagisk, hvor de befinder sig lige nu, så er det ikke svært at regne ud, i hvis maver mange af aborrerne vil havne over de næste par år. Og kommer der fortsat endnu flere skarv i søen, kan det meget vel skyldes, at der vil gå gode næb-til-næb historier om alle de letfangede frivandsaborrer på Tissø  hjemme i skarvkolonien ved Saltbækvig – blot en kort flyvetur fra Tissø…

DTU Aquas rådgivning vil gøre det sværere at nå miljømål

Måske skulle DTU Aqua revurdere deres rådgivning – og overveje, hvad årsagen kan være til, at der tilsyneladende bliver flere og flere skarv på Tissø. Kan det eksempelvis tænkes, at der kommer flere skarv, fordi DTU Aquas rådgivning om hård befiskning af Tissøs sandart har resulteret i en situation, hvor fraværet af sandart har øget procentdelen af frivands aborrer markant, hvormed søen er blevet endnu mere attraktiv som jagtrevir efter deres livret – aborren…

Alt i alt tyder meget på, at DTU Aquas rådgivning om hård befiskning af sandart har ført til, at Kalundborg Kommune vil få endnu sværere ved at leve op til målsætningerne i EU´s Vandrammedirektiver om at opnå god økologisk tilstand inden 2027. En trist udvikling for søen der pt her ringe økologfisk tilstand. Der er langt igen.

De spørgsmål DTU Aqua ikke ønskede at besvare

For en god ordens skyld får du lige alle de spørgsmål til artiklen, som DTU Aqua ikke kunne eller ønskede at besvare – samt dem de kun delvist har besvaret:

  1. Kalundborg Kommune henvender sig til jer, for at I skal udtale jer om, hvorvidt erhvervsfiskeriet kan påvirke målsætningen for at opnå god økologisk tilstand i Tissø. I den forbindelse virker det oplagt, at I som basis for et velfunderet svar som det første tjekker de officielle data for udviklingen i vandets klarhed og økologiske tilstand i Tissø – og perspektiverer dette med den øgede erhvervsfisker indsats som I ved er foregået i perioden omkring 2015 og frem. Har I gjort det?
  2. Hvis i har gjort det, hvorfor nævner i så ikke for Kalundborg Kommune, at vandets klarhed er faldet og at Tissøs økologiske tilstand er blevet dårligere parallelt med et intensiveret erhvervsfiskeri på søen?
  3. Hvis ikke I har gjort jer den ulejlighed at tjekke de lokale forhold ved Tissø inden I rådgiver Kalundborg Kommune om hvordan de skal forholde sig til erhvervsfiskeriet samme sted – hvad er så årsagen til det?
  4. Hvis DTU Aqua søger at tegne et retvisende billede af, hvad der sker, når erhvervsfiskere fjerner store mængder rovfisk, hvordan kan det så være, at I ikke tydeliggør for Kalundborg Kommune, at der er solid dokumentation for, at en højre andel af rovfisk giver mere klart vand?

Nedenstående spørgsmål har DTU Aqua delvist besvaret – uden dog som sådan at give en god forklaring, der retfærdiggør det faglige indhold af det, som DTU Aqua kommunikerer:

  • I signalerer i jeres svar til Kalundborg Kommune, at skarven nok gøre mere skade end erhvervsfiskeriet på Tissø. Hvorfor tror i det?
  • Har I tjekket hvad skarv spiser inden i kommunikerer til Kalundborg Kommune til at skarven måske er den store synder.
  • Skarv spiser primært mindre cyprinider, som jo typisk gør vandet mere uklart. Synes I ikke det virker selvmodsigende, at skarven – som i antyder – skulle påvirke søens klarhed og generelle miljøtilstand negativt?

Det er trist, at DTU Aqua tilsyneladende ikke rigtig kan stå på mål for deres faglighed i rådgivningen af Kalundborg Kommune omkring erhvervsfiskeriet på Tissø. Vi må håbe, at myndighederne beder DTU Aqua om at give en detaljeret redegørelse for dette.

LITTERATUR:

Brabrand, Å & Faafeng, D: Habitat shift in roach (Rutilus rutilus) induced by pikeperch (Stizostedion lucioperca) introduction: predation risk versus pelagic behavior. Oecologica 95: 38-46. 1993

Eisenhower, M. D & Parrish D. L: Double-crested Cormorant and Fish Interactions in a Shallow Basin of Lake Champlain. Waterbirds 32 (3): 388-399 – 2009

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

LITORINAHAVET OG SANDARTEN, DER VAR LIGEGLAD…

Et syn som dette vil blive mere almindeligt på de danske søer, hvis man får stoppet DTU Aquas magtmonopol. Meget tyder nemlig på, at det er det, der skal til , for at sandarten kan få samme status som de øvrige hjemmehørende arter – og dermed få den bestandspleje, som den fortjener.

I årtier har DTU Aqua fejlagtigt betegnet sandarten som ”ikke Hjemmehørende” og ”invasiv” – hvilket har haft store forvaltningsmæssige negative konsekvenser for bestandene og fiskeriet efter sandart. Vi har tidligere bedt DTU Aqua om at forklare, dokumentere og uddybe deres ikke-underbyggede teori om, ”alt tyder på at sandarten er uddød naturligt”, men de har ikke tidligere ønsket at svare. Her får du et faktatjek – og vi stiller igen DTU Aqua et par spørgsmål.

AF JENS BURSELL

Der er adskillige fortidsfund af sandart fra hele SØ-Danmark, og det er derfor indiskutabelt, at arten er naturligt hjemmehørende i Danmark. Alt tyder på, at sandarten er blevet mere og mere fåtallig i Danmark op igennem historisk tid – men der er intet bevis for, at den nogensinde har været totalt udryddet. Måske har den været helt udryddet – men vi ved det faktisk ikke.

Hvis en art er uddød, har det stor betydning, hvordan den er uddød. I en forvaltningssammenhæng er det således vigtigt, om en art er uddød på grund af menneskelig påvirkning – eller om det er sket som en naturlige proces på grund af skiftende miljøer. I førstnævnte tilfælde har man nemlig ”forpligtet” sig til at gøre noget for at få arten tilbage jfr. Danmarks ratificering af fx Rio Konventionen og de 20 Aichi biodiversitetsmål. I sidstnævnte tilfælde kan man læne sig tilbage og sige – det er bare ærgeligt, det er naturens gang.

SCREENDUMP FRA FISKEPLEJE.DK:

Scrrendump fra fiskepleje.dk

Screendump fra fiskepleje.dk

 

Hvorfor blev sandartbestandene decimeret?

Der er adskillige gode argumenter for, at menneskelig påvirkning kan have bidraget til at decimere bestandene op igennem historisk tid – blandt andet spærringer på vandløb, som har forhindret muligheden for føde- og gydevandringer – samt det faktum, at mange søer er blevet mere og mere slammet til, hvilket kan have været kritisk for mange af sandarternes gydepladser, som typisk er hård bund på 2-3 meters dybde.

Men – intet af dette nævnes af DTU Aqua på fiskepleje.dk – på trods af at sandartens føde- og gydevandringer er dokumenteret af DTU Aqua selv – og resten er indlysende.

I stedet skriver DTU Aqua om sandarten: ”Senere uddøde disse bestande, sikkert på grund af havstigning og deraf følgende høj saltholdighed i Østersøen. To yngre fund af sandartknogler på Sjælland (fra perioden 1100-1500) kan ikke med sikkerhed henføres til oprindelige bestande.”

DTU Aqua: Uvidenskabeligt gætteri?

”Senere uddøde disse bestande”, skriver DTU Aqua skråsikkert. Hmmm – hvor ved de det fra? Fakta er, at det ved de heller ikke – det er simpelt gætteri. Hvis man havde brugt samme logik om ørred, før man lavede de store genetiske undersøgelser af danske ørredbestande, så ville man kunne have sagt præcis det samme om ørredbestandene på både Fyn og Sjælland. Her var hverken historisk vidnesbyrd om ørredbestande på Fyn og Sjælland fra før de store udsætninger, og der var heller ikke kvartærzoologisk bevis for oprindelige ørredbestande her. Men det har DTU Aqua aldrig gjort. Man kan derfor undre sig over, hvorfor de så drager denne konklusion for sandarten – uden at have foretaget samme genetiske analyser på sandart – som man har foretaget på ørredbestandene: Det virker meget som om, at DTU Aqua har en politisk agenda mod sandarten, som de ikke har mandat til at have.

Litorinahavet som det så ud da vandstanden var på sit højeste.

Litorinahavet som det så ud, da vandstanden var på sit højeste. Læs mere om Litorinahavet her. Som det ses, har de store søer, som husede sandart ligget over Litorinahavets højeste vandstandlinje. Eller sagt på en anden måde – der er ikke evidens for, at Litorinahavet skulle  kunne have udryddet de danske søers sandartbestande…

 

Litorinahavet – og sandarten i søen, der var ligeglad

”Sikkert på grund af havstigning og deraf følgende høj saltholdighed i Østersøen”. Denne sætning bruger DTU Aqua så til at stemple sandarten som uddød af naturlige årsager – uden på nogen måde at være i stand til at uddybe og sandsynliggøre argumentet. Vi har tidligere spurgt ind til ”hvorfor alt tyder på at sandarten skulle være uddød af naturlige årsager”, men DTU Aqua har ikke ønsket at uddybe argumentationen.

Ja – bevares. Vandstanden og saltholdigheden steg for 6.000 år siden, hvorved den tidligere ferske Ancylussø og dens afløb Danaelven (7.500-6.000 f.kr) gradvist blev opslugt af Litorinahavet (5.500-2.000 f.kr), hvor vandstanden og saltholdigheden steg i havet omkring Danmark.

I stenalderen, hvor sandarten var vidt udbredt, har den selvfølgelig haft de samme habitatpræferencer, som den har nu, hvilket betyder, at hovedparten af bestanden har levet i de store søer og åer – mens en del af bestanden også har levet og strejfet i brakvandsområderne.

Men, som du kan se på kortet over Litorinahavet nedenfor, så steg vandet på ingen måde så meget, at der kan argumenteres for, at denne havstigning skulle have haft betydning for sandartbestandene oppe i de store søsystemer på fx Sydsjælland, Lolland og Sydfyn. Men hvorfor siger DTU Aqua så, at dette må være årsagen til at de blev udryddet. Ja – det er ikke godt at vide.

Tilsvarende har en stigning af vand og saltholdighed jo blot betydet, at brakvandsområderne, hvor sandarten godt kan leve – har rykket sig længere ”op” i åernes mundingsområder, og da stigningen i vandstand og saltholdighed jo er sket gradvist over cirka 500 år, så har sandarterne jo haft god tid og fine muligheder for at undslippe saltet ved at bevæge sig mod saltgradienten op i de nye brak- og mundingsområder.

Læs mere om Østersøens udviklingshistorie her.

 

DTU Aqua: Sandarten er ikke en oprindelig dansk art.

Ifølge DTU Aqua er sandarten, som du kan se ikke en oprindelig dansk art. Fakta er dog det modsatte – samt at tilsyneladende ingen uden for DTU Aquas mure er enige i at sandarten ikke er hjemmehørende.

 

Vi har stillet DTU Aqua følgende spørgsmål:

FISK & FRI: Hvorfor mener I, at sandarterne i de mange danske ferskvandssøer, som ligger over Litorinahavets højeste niveau, er uddøde på grund af saltvand? Sandarterne her har vel kunnet leve videre i disse ferske vande fuldstændig som de plejer på trods af Litorinahavet?

DTU Aqua har desværre ikke ønsket eller kunnet besvare dette spørgsmål.

FISK & FRI: Stigningen i saltholdigheden er jo kommet over mange år. Hvorfor mener i, at stenalderens brakvandssandart er uddøde på grund af Litorinahavet? De har vel bare gradvist forflyttet sig i Mastogloiahavet (6.000-5.500 f.kr.) til de nye brakvandszoner, der er opstået i dette samt efterfølgende Litorinahavet – eller de kan have svømmet helt op i ferskvand, eftersom der næppe har været spærringer på de danske åer på den tid. Og i takt med, at Litorinahavet blev til Limneahavet og sidenhen den brakke Østersø, som vi kender i dag, kan de vel bare have svømmet tilbage?

DTU Aqua har desværre ikke ønsket eller kunnet besvare dette spørgsmål.

FISK & FRI: I skriver at ”To yngre fund af sandartknogler på Sjælland (fra perioden 1100-1500) kan ikke med sikkerhed henføres til oprindelige bestande.” Ifølge kvartærzoologisk register er disse fund dateret til 400-1400. Hvad er jeres argument for, at disse to fund ikke skulle kunne henføres til oprindelige bestande?

DTU Aqua har desværre ikke ønsket eller kunnet besvare dette spørgsmål.

FISK & FRI: Hvorfor har DTU Aqua aldrig på noget tidspunkt betragtet ørreden som uddød på Fyn og Sjælland? I tiden før konklusionerne på de genetiske undersøgelser af ørredbestandene blev publiceret, havde dette jo været det mest naturlige at gøre, hvis DTU Aqua brugt samme logik og retorik, som man bruger i forbindelse med sandartens historie i Danmark? Der jo hverken forhistorisk eller historisk dokumentation for naturlige ørrebestande på Fyn og Sjælland før den store udsætningsperiode i midten af 1800-tallet?

DTU Aqua har desværre ikke ønsket eller kunnet besvare dette spørgsmål.

Hvorfor vil DTU Aqua ikke stå på mål for sin faglighed?

Ja – det er et godt spørgsmål. Måske fordi de ikke kan? Vi må håbe på, at de ansvarlige politikere tvinger DTU Aqua til at svare på disse fundamentale spørgsmål – og tager konsekvensen af det, hvis ikke man meget snart får et fornuftigt svar, der kan retfærdiggøre DTU Aquas rådgivning på området i årtier.

Det går simpelthen ikke, at man har ansvaret for både myndighedsbetjening og rådgivning i §7 udvalget – uden tilsyneladende fagligt at være i stand til at kunne forklare centrale konklusioner, der så vigtige som sandartens autencitet i en forvaltningssammenhæng.

 

Forshaga Akademin

5 HURTIGE TIL DSF´S NYE FORMAND TORBEN KAAS

I lørdags blev Torben Kaas valgt som ny formand for Danmarks Sportsfiskerforbund. Han vandt på visioner om en ny kurs for DSF med 128 over 34 stemmer mod Preben Thomsen.

AF JENS BURSELL

Vi fangede formanden i går aftes da han atter kom hjem til Sjælland efter konferencen i Vingsted – og stillede ham 5 hurtige spørgsmål:

FISK & FRI: Tillykke med valget, hvor du jo vandt stort 128 mod 34 stemmer. Hvad tror du er årsagen til, at du vandt så stort?

Torben: – Det kan jo kun blive et gæt. Når jeg har talt med folk under valgkampen, har jeg fornemmet, at man på den ene side har været godt tilfredse med forbundets arbejde, men samtidig har ønsket en ny kurs i forhold til kontakten til foreningerne og på nogle af de politiske spørgsmål. Jeg kommer helt udefra og har ikke andel i det hidtidige arbejde, så dermed har jeg haft mulighed for at tilbyde en ny vision for forbundet uden at være forpligtet af fortiden. Det, tror jeg, er den vigtigste årsag til, at jeg kunne få så stor en opbakning.

FISK & FRI: På Kongressen blev der i følge referatet vedtaget en kontingentstigning på 10 % i 2021 og 4 % i 2022. Hvordan tror du det vil komme til at påvirke medlemstallet – og vil det være nok til at rette op på økonomien?

Torben: Jeg tror ikke, kontingentstigningen vil betyde ret meget for medlemstallet, og vi har vedtaget et budget, som er meget forsigtigt, og som viser, at det er nok til at rette økonomien op. Stigningen kommer efter en periode, hvor kontingentet ikke har været pristalsreguleret, så den reelle stigning er noget mindre, end de procentsatser, du her præsenterer. Det skal så tilføjes, at jeg er helt opmærksom på den megen diskussion rundt omkring af forbundets kontingentniveau. Med et godt valg i ryggen har jeg nu noget medvind til at lave nogle ændringer, så mange flere lystfiskere forhåbentlig bliver enige i, at forbundet gør en forskel for dem og deres fiskeri. Når først, lystfiskerne derude kan se værdien af forbundets arbejde, så tror jeg ikke, et par tyvere mere eller mindre om året, er så afgørende for, om man vil være med.

FISK & FRI:  Blandt bestyrelsens øvrige 6 medlemmer er 3 nyvalgte – har i snakket om hvilke roller og primære ansvarsområder de forskellige bestyrelsesmedlemmer skal have?

Torben: Vi har en rigtig stærk bestyrelse med en ret bred vifte af kompetencer, som vi skal have mest muligt i spil. Vi har ikke nået at tale rollefordeling endnu, men vi har mange og store opgaver foran os, så alle skal mest muligt på banen med de kompetencer og den tid, vi hver især har.

Torben Kaas fra Kokkedal på Sjælland er den nye formand for Danmarks Sportsfiskerforbund.

FISK & FRI: Hvornår er det første bestyrelsesmøde – og hvad står aller øverst på dagsordnen?

Vi har fastlagt de første par bestyrelsesmøder, og mødes næste gang på fredag den 2. oktober. På første møde skal vi gennem en masse formalia med forretningsorden, udvalgsposter og den slags og dertil skal vi alle generelt opdateres på de sager og dagsordener, forbundet kører. Når det er sagt, så ligger det højt på arbejdsprogrammet, at vi får fastlagt en strategi for denne bestyrelses arbejde, så både bestyrelsen og sekretariatet har pejlemærker at arbejde efter. For mig at se kan der ikke være tvivl om, at de to første konkrete opgaver bliver at kigge grundigt på, hvordan forbundet kommunikerer, og dertil tage fat på at finde ud af, hvorfor mange foreninger står udenfor forbundet, og hvad der skal til for at få dem med.

FISK & FRI: Direkte efter kongressen tog du videre ud for at fiske laks – fangede du noget? – og hvad er dine personlige fiskeplaner her i efteråret?

Torben: Skjern Å er jo drømmen om den store fisk, og heller ikke denne gang lykkedes det. Jeg har planlagt en lang weekend igen til foråret – en dag skal det jo lykkes. En god ven har inviteret mig med på ABUs stykke på Mørrumsåen i slutningen af september, og det glæder jeg mig virkelig meget til. Det er meget få forundt at få adgang til lige præcis det fiskeri, så det er jo et privilegium at få den mulighed. Efteråret byder ellers mest på lokalt fiskeri i min forenings hjemmevande, og så regner jeg med at give aborrerne på Esrum Sø nogle grundige forsøg i de kommende måneder.

 

Forshaga Akademin

 

 

TISSØ – yderligere oplysninger fra MST

I forbindelse med vores artikel ”Forringer erhvervsfiskeriet søernes økologiske tilstand”, er der netop indkommet svar på vores spørgsmål til MST om denne sag. Plottet og pointerne er stadig de samme: Da der var mange sandart i 2014-2015 var vandet mere klart – og efter de blev bortfisket efter rådgivning fra DTU Aqua, blev det markant mere uklart. Men – baseret på de supplerende oplysninger, vi har fået fra bl.a. MST, afspejles den forringede økologiske tilstand ikke som sådan i Vandområdeplanernes tilstandsvurderinger – dels fordi disse er baseret på nogle ret store intervaller på klarhed, som kan skjule udsving – og dels fordi den tilstandsvurdering som biolog Mark Wejlemann Holm fra Kalundborg Kommune, refererer til som værende fra 2017 – og som denne artikel bygger på – ifølge MST er baseret på tal, der ligger længere tilbage. Disse oplysninger fra MST ændrer altså intet på hovedkonklusioner og pointer i den nævnte artikel – det ændrer blot på, at det ikke er på bagrund af selve tilstandsvurderingerne fra Vandområdeplanerne, men i stedet andre officielle tal og oplysninger fra bl.a. odaforalle.au.dk , at de disse konklusioner kan drages.  

Hvad siger Miljøstyrelsen – MST

Her er hvad MST´s biolog Casper Risholt svarer på Fisk & Fris spørgsmål til artiklen:

Fisk & Fri: Har I nogensinde undersøgt, hvorvidt erhvervsfiskeriet på de danske søer forringer den økologiske tilstand, og om en fortsat tilladelse til dette, kan gøre det svært eller måske umuligt at opnå god økologisk tilstand og dermed indfri målene i EU´s Vandramme direktiver inden 2027.

MST: Miljøstyrelsen har ikke foretaget undersøgelser af erhvervsfiskeri´s betydning for den økologiske tilstand i søer.

Fisk & Fri: Meget taler for, at erhvervsfiskeriet i Tissø helt konkret har betydet en forringet økologisk tilstand, der er gået fra ”moderat” i 2010-2015 til ”ringe” i 2017. Hvad siger I til det?

MST: Den økologiske tilstand i Tissø blev i Vandområdeplan 2015 -2021 for Vandområdedistrikt Sjælland bedømt til at være ”ringe” baseret på tilgængelige overvågningsdata i perioden 2007-2012 for fytoplankton (2007-2012), makrofyter (2008) og fisk (2008). I basisanalyse for vandområdeplan 2021-2027 (som udgør det faglige afsæt for de kommende vandområdeplaner 2021-2027) er den økologiske tilstand af Tissø ligeledes vurderet til at være ”ringe” baseret på tilgængelige overvågningsdata i perioden 2013-2018 for fytoplankton (2014), makrofyter (2014), fisk (2014) og nationalt specifikke stoffer (2013). Vurderingerne af den økologiske tilstand i Tissø er i både vandområdeplanen for 2015-2021 og i basisanalysen for vandområdeplan 2021-2027 foretaget på baggrund af overvågningsdata fra år, der ligger forud for den intensivering af erhvervsfiskeriet i Tissø, som der ifølge ovennævnte publicerede artikel er sket siden 2015.

Fisk & Fri: I mange søer vil man betale i millioner for at biomanipulere fredfisk væk, for at få mere klare søer – på trods af, at stort set alle biomanipulationer ender med, at søen falder tilbage til sin gamle tilstand efter et par år. Var det ikke en bedre ide at gøre noget for at øge rovfiskebestandene, så man af naturlig vej permanent kan skabe mere klart vand og en bedre samt mere naturlig økologisk balance i søerne?

MST: Formålet med en opfiskning af fredsfisk er at skabe et skifte i søens tilstand fra en uklar tilstand med få eller ingen undervandsplanter til en klarvandet tilstand med stor udbredelse af undervandsvegetation. I den klarvandede sø har aborreyngel en fordel i fødekonkurrencen med skalleynglen. Begge fiskearter er som små ofte nødt til at opholde sig i planterne for at søge skjul for rovfisk, og her har aborren nemmest ved at manøvrere og finde føde. I den klarvandede tilstand har aborrerne derfor en bedre mulighed for at vokse sig store nok til at begynde at spise fisk. En biomanipulation har således bl.a. til formål at øge den relative andel af rovfisk i en sø set i forhold til andelen af fredsfisk og at skabe bedre vækstforhold for rovfisk.

Fisk & Fri: Hvis det generelt kan dokumenteres, at erhvervsfiskeriet i ferskvand har en negativ effekt på miljøtilstanden og den økologiske tilstand: Vil du være parat til at arbejde for at få det lukket eller udfaset?

MST: Miljøstyrelsen skal i relation til dette spørgsmål henvise til Fiskeristyrelsen, der er myndighed i relation til tilladelser til erhvervsfiskeri.

Fisk & Fri: Synes I det er rimeligt, at én enkelt erhvervsfisker, der som et bierhverv fisker på flere af de største sjællandske søer, gør et enormt indhug i fiskebestandene med fare for at ødelægge søens økologiske balance – i stedet for at de samme ressourcer kunne være til glæde for mange flere mennesker og udnyttes rekreativt med en langt, langt større socioøkonomisk gevinst til følge?

MST: Miljøstyrelsen skal i relation til dette spørgsmål henvise til Fiskeristyrelsen, der er myndighed i relation til tilladelser til erhvervsfiskeri.

Hvad nu?

Fisk & Fri følger naturligvis sagen nøje – og vender tilbage, når det er muligt at få nye og mere detaljerede oplysninger i sagen.

 

Forshaga Akademin

DSF – vagthund eller skødehund?

DSF skulle egentlig have afholdt kongres i marts, men på grund af Covid-19 er den blevet udskudt til denne weekend, hvor delegerede fra en lang række foreninger landet over mødes for at udstikke kursen for de kommende år – samt vælge en ny formand for DSF.

AF JENS BURSELL

Til valget om den vigtige formandspost dyster Torben Kaas fra Kokkedal samt Preben Thomsen fra Sønderborg – og på valg til bestyrelsen er Linda Bollerup fra Årslev, Bjarne Andersen fra Grevinge, Arne Lauritzen fra Roskilde plus Jan Karnøe fra Horsens. Alle på nær én er relativt nye ansigter i en bestyrelsessammenhæng.

Danmarks Sportsfiskerforbund har på en række områder gjort det rigtig godt gennem mange år – især når det drejer sig om det generelle arbejde for et bedre vandmiljø og naturgrundlag – samt et mere attraktivt ørred og laksefiskeri. Mange frivillige har gjort et kæmpestort og flot arbejde for vores fiskebestande – og sekretariatet har leveret varen i en række miljøsager – samt gjort meget for at formidle dansk lystfiskeri på den bedst mulige måde. Hatten af for det.

Men – det halter gevaldigt, når det drejer sig om at repræsentere hele bredden i dansk lystfiskeri, hvilket måske er en ud af flere årsager til, at rigtig mange foreninger over årene har meldt sig ud af forbundet.  Men hvad er problemet? Der kan være flere årsager: Blandt de hyppigst hørte er, at foreningerne ikke føler sig hørt, at DSF ikke kæmper deres sag – eller at det er for dyrt at være medlem set i forhold til, hvad man får ud af det.

DSF har gjort et flot arbejde – men bredden mangler

DSF har på mange måder været en god vagthund for naturen og miljøet, når det har drejet sig om at tage de kampe, der var af relevans for ørred og laksefiskerne. Men det samme er svært at sige om den indsats, som forbundet har lagt for dagen med vores rovfisk – samt de nødvendige kampe, der mere specifikt bør og skal kæmpes for at få bedre bestande af sandart, gedder, aborrer og maller. En meget væsentlig del af denne problemstilling er DSF´s ubrydelige symbiose med DTU Aqua, der i forbindelse med vores rovfisk har givet en på mange punkter fagligt kritisabel myndighedsbetjening og -rådgivning – som på sigt vil kunne forringe både rovfiskebestandene, biodiversiteten og vandmiljøet.

DTU Aqua leverer på flere områder forskning i topklasse, og har adskillige medarbejdere, der gør et fantastisk godt stykke arbejde for den danske natur – samt de danske fiskebestande. Det er derfor både synd og skam, når DTU Aquas navn ofte associeres med tvivlsom faglighed, for problemet er ikke institutionen som helhed eller de mange gode medarbejdere – men én enkelt forsker, hvis fagligt stærkt kritisable og meget let angribelige rådgivning på uforklarlig vis bakkes op af en ledelse, der tilsyneladende ikke engang selv er i stand til at stå på mål for fagligheden. Det er her kæden hopper af for DTU Aqua – og dermed også for DSF, der tilsyneladende i blinde bakker op om forskningsinstitutionen.

Havørred taget på kystfiskeri.

Danmarks Sportsfiskerforbund gør et stort arbejde for danske fedtfinnefiskere, men har i mange år været kritiseret for at gøre alt for lidt for bredden i dansk lystfiskeri – herunder søfiskerne. Lad os håbe, at kongressen og de nye folk i DSF´s bestyrelse viæ sætte en ny kurs, der kan samle alle danske lystfiskere under én fane.

 

DSF – træd i karakter

Det er et stort problem, at DSF på bestyrelsesniveau har besluttet, at man ikke må ”kommentere på DTU Aquas virke”. Kan det virkelig være rigtigt, at DSF, der gerne skulle repræsentere alle danske lystfiskeres interesser – ikke må udtale sig om eksempelvis sandartens biologiske autencitet i Danmark, fordi DTU Aqua på et dokumenterbart fejlagtigt grundlag har kaldt den ”ikke hjemmehørende” og Invasiv” i en forvaltningssammenhæng. Det er ikke værdigt for DSF – og det er helt sikkert heller ikke en sag, der vil hjælpe til at få alle de mange danske søfiskere ind under DSF´s vinger. Selvfølgelig skal DSF kunne stå op på de danske lystfiskeres vegne og sige DTU Aqua imod – når der som her er en fagligt skudsikker grund til at gøre det. Og det er der i adskillige sammenhænge, hvor der intet sker, fordi DSF har givet sig selv mundkurv på. DSF og DTU Aqua behøver jo ikke at blive uvenner, bare fordi man påpeger en fejl og søger at få den rettet i god ro og orden, så alle er glade.

Hvis DSF skal vokse og opnå anerkendelse i alle kredse af dansk lystfiskeri – så er det på tide, at DSF viser tænder og træder karakter. Danmarks Sportsfiskerforbund skal være en vagthund for alle danske lystfiskere – ikke en skødehund for DTU Aqua. Når det er sagt, så skal Danmarks Sportfiskerforbund selvfølgelig også fremover samarbejde med DTU Aqua på den gode måde med et åbent sind – men for at holde den rette kurs for dansk lystfiskeri, er det vigtigt, at DSF ikke betragter DTU Aquas ord som en universel faglig sandhed – for det er de ikke. Hvis Danmarks Sportfiskerforbund skal fremstå troværdigt og kæmpe alle danske lystfiskeres sag, så skal forbundet selv have en selvstændig mening uafhængigt af DTU Aqua. Eller med andre ord – DSF skal være i stand til at lytte på stærke faglige argumenter også fra andre mindst lige så kompetente forskningsinstitutioner. Kun på denne måde vil DSF kunne blive et forbund alle danske lystfiskere bakker op om.

Jeg er selv medlem af DSF, fordi jeg mener, det eneste rigtige at forsøge at samle alle gode danske lystfiskerkræfter under en fælles fane – og den bør fortsat veje i Vingsted. Det er nu det gælder, og det er nu, at forandringerne skal ske. Alt tyder heldigvis på, at der i weekenden vil til tilflyde Danmarks Sportsfiskerforbund nye gode kræfter, som forhåbentlig vil kunne tilføre DSF et friskt pust af fornyelse.

Lad os håbe, at den nye konstellation vil bringe forandring og nye tider for dansk lystfiskeri – og det sker i min optik bedst med Torben Kaas ved det ror, der skal føre dansk lystfiskeri sikkert ind i fremtiden.

God vind til kongressen, som du løbende kan følge her.

 

Forshaga Akademin

 

 

 

FORRINGER ERHVERVSFISKERIET SØERNES ØKOLOGISKE TILSTAND?

Meget tyder på, at det optrappede erhvervsfiskeri på Tissø, som DTU Aqua – direkte og/eller indirekte – har rådgivet til i perioden fra 2015 og frem, kan have været hovedårsagen til, at søens økologiske tilstand er gået ned fra ”moderat” til ”ringe”. Eller sagt på en anden måde: DTU Aquas rådgivning, som er betalt af staten, modarbejder tilsyneladende Danmarks forpligtelser til at opfylde EU- Vandrammedirektivernes målsætning om at nå ”god økologisk tilstand” – senest i 2027.

FODNOTE: Der er efter publicering indkommet svar på vores spørgsmål til MST om denne sag – der gør, at sagen nu er yderligere belyst . Læs mere her.

AF JENS BURSELL

MANGE DANSKE LYSTFISKERE er stærkt utilfredse med, at vores sårbare søer befiskes hårdt erhvervsmæssigt, fordi det går ud over fiskebestandene. Men – der er også meget mere i det: Meget tyder nemlig også på, at erhvervsfiskeriet på søerne har en negativ indflydelse på de ferske vandes miljøtilstand generelt. Og plottet er egentlig meget logisk. Når rovfiskebestanden befiskes kraftigt, nedsættes den naturlige prædation af rovfisk på fredfisk, som spiser dyreplankton og resuspenderer næringsrigt fosfor fra sedimentet. Herved får algerne bedre livsbetingelser, så vandet bliver mere uklart.

Dækker DTU Aqua over erhvervsfiskeriets potentielt negative effekt?

Meget tyder på, at DTU Aqua dækker over erhvervsfiskeriets potentielle negative effekt på søernes vandkvalitet. Det viser en aktindsigt, som Fisk & Fri har fået fra Kalundborg Kommune:

Den helt basale pointe, at flere rovfisk giver mere klart vand, fik biolog Mark Wejlemann Holm fra Kalundborg Kommune til at stille følgende spørgsmål til DTU Aqua d. 23 januar 2020: ”Jeg arbejder i Kalundborg Kommune, hvor jeg forvalter vores søer og vandløb. I forbindelse med vores vandområdeplanlægning og vandplanerne generelt, er jeg stødt på problematikken om erhvervsfiskeri i søerne ift. opnå god økologisk tilstand, når et af kvalitetselementerne er fisk for tilstandsvurdering netop er fisk. Jeg har rejst spørgsmålet over for Harley Bundgaard Madsen (MST) ifm. med et møde ang. basisanalysen for vandområdeplanerne 2021-2027 i denne uge. Svaret fra ham var, at man ikke mener, at erhvervsfiskeriet i søer er så udbredt, og at man derfor ikke har kigget på det. I de marine områder har man dog haft et ekspertpanel til at vurdere på effekten af fiskeriet. Og her var vurderingen, at et overfiskeri kan give kaskadeeffekter i fødenettet, hvilket kan forhindre områderne i at opnå god økologisk tilstand, men at man med en bæredygtigt forvaltning kan undgå dette.

Har I undersøgt om erhvervsfiskeriet i søer (primært efter konsumfisk som sandart, aborre og gedde) negativt påvirker miljøtilstanden, om det giver kaskade effekter og om det kan hindre målopfyldelsen? Hvad bæredygtigt forvaltning af fiskeriet i søer er/betyder? Og afslutningsvis om der er nogen måde at indhente information om hvor mange tons fisk, der bliver hentet op af de enkelte søer? Vi har i Kalundborg Kommune erhvervsfiskeri i flere søer – eksempelvis har vi Tissø som er i en ringe tilstand (jf. tilstandsvurderingen fra 2017), hvor der netop pågår et erhvervsfiskeri efter sandart, gedde og aborre, og hvor indeksværdien for fisk på 0.17, og dermed det der definerer tilstanden i denne sø.”

Som du kan se på dette skema fra rapporten "Vandplan 2009-2015" havde Tissø på Sjælland moderat økologisk tilstand i 2010-2015 - en tilstand der nu er forværret - sandsynligvis på grund af et intensiveret erhvervsfiskeri.

Som du kan se på dette skema fra rapporten “Vandplan 2009-2015 Kalundborg” havde Tissø på Sjælland moderat økologisk tilstand i 2010-2015 – en tilstand, der nu er forværret – sandsynligvis på grund af et intensiveret erhvervsfiskeri.

 

Hvad er en EQR-værdi?

EQR-værdien siger noget om fiskesammensætningen i søen – med udgangspunkt i en naturlig referencetilstand. Groft forsimplet kan man sige, at et lavt tal som 0,17 siger noget om, at der er for mange fredfisk i forhold til rovfisk. Jo højere tallet går mod 1, desto højre en procentdel af fiskebiomassen udgøres af rovfisk, hvilket typisk vil give klarere vand på grund af den klassiske  kaskadeprocesser, hvor flere rovfisk betyder færre fredfisk, som igen medfører mere klart vand.

DTU Aquas svar til Kalundborg Kommune

Til ovenstående spørgsmål fra Kalundborg Kommunes biolog, svarer Søren Berg fra DTU Aqua følgende: ”DTU Aqua har ikke kendskab til undersøgelser, som viser effekten af erhvervsfiskeri efter rovfisk i søer på miljøtilstanden. Ikke overraskende kan erhvervsfiskeri godt påvirke tæthed og størrelsesfordeling hos bestande af rovfisk i søer, men der findes os bekendt ikke nogen undersøgelser, der viser en effekt af erhvervsfiskeri i form af forringet miljøtilstand gennem en kaskadeeffekt. Det er endvidere vores vurdering, at de nugældende regler for anvendelse af garnredskaber i søer, forhindre at bestandene af de vigtigste rovfisk, aborrer og gedder nedfiskes i så stort omfang. Bestemmelsen om mindstemaskemål på 60 mm (knude til knude) eller 122 mm (helmaske) begrænser muligheden for, at fange gedder under ca. 60 cm og umuliggør i praksis fangst af aborrer. Det sidste er især vigtigt i forhold til en mulig påvirkning af lavere trofiske niveauer. Kun ved brug af bundgarn, kan der i dag fanges aborrer, trawlfiskeri er fx også forbudt i ferskvand.

Der er derimod flere studier, der har vist det modsatte, altså at forringet miljøtilstand (typisk eutrofiering) har medført tilbagegang for målarterne for erhvervsfiskeri i søer.

Organisationen Marine Stewardship Council  (MSC) definerer bæredygtigt fiskeri / forvaltning af fiskeri som følger: 1. Fiskeriet skal være på et niveau, der sikrer, at det kan fortsætte på ubestemt tid. 2. Fiskeriet skal forvaltes omhyggeligt, så andre arter og levesteder i økosystemet forbliver sunde. 3. MSC-certificeret fiskeri skal overholde gældende love og være i stand til at tilpasse sig ændrede miljøforhold. (https://www.msc.org/dk/hvad-vi-gør/vores-tilgang/hvad-er-bæredygtigt-fiskeri).

Så vidt vi véd findes der ikke en udtømmende fortegnelse over personer med tilladelse til omsætning af fisk fanget i ferskvand. Jeg går ud fra, at det er det du mener? Ved henvendelse til Fiskeristyrelsens lokale afdelinger, vil de kunne oplyse om der findes personer med omsætningstilladelse ved en given sø. Tilladelsen kan gives til personer med en kontrakt på leje af fiskevand samt til lodsejere, der ønsker det. Men antallet er i dag yderst beskedent i forhold til tidligere. For 60-70 år siden var der omkring 150 søer med erhvervsfiskeri i Danmark. I dag er er der kun omkring 10-15 stykker tilbage. Der kan oveni det tal være enkelte, hvor der foreligger en tilladelse, men ikke fiskes aktivt. Så jeg er enig med Harley Madsen, det er ikke ret mange steder, der udøves erhvervsmæssigt fiskeri i danske søer og i de fleste søer, hvor det foregår, er fangstmængderne beskedne.

På miljoegis.mim.dk kan man tjekke de forskellige vandes økologiske tilstand ifht målsætningerne i EU´s Vandrammedirektiv. Her kan du set at Tissøs økologiske tilstand i 2017 er "inge" og dermed forringet siden erhvervsfiskereit på søen blev intensiveret.

miljoegis.mim.dk kan man tjekke de forskellige vandes økologiske tilstand ifht målsætningerne i EU´s Vandrammedirektiv. Her kan du se, at Tissøs økologiske tilstand i 2017 er faldet fra “moderat” i 2010-2015 til “ringe” parallelt med intensiveringen af erhvervsfiskeriet på søen.

 

Man kan få en god indikation på i hvilke søer, der finder erhvervsmæssigt fiskeri sted, ved at kigge i Fiskeristyrelsens officielle landingsstatistik, der registrerer al erhvervsmæssig omsætning af fisk i Danmark. Dog kan der på ferskvandsområdet være problemer med at stedbestemme alle landinger præcist. Statistikken finder du her: https://dwp.fiskeristyrelsen.dk/landingsrapport/landingsrapport__front_matter. En søgning viser, at der i 2019 blev omsat fisk fra 10 navngivne søer, heraf 4 på Sjælland (Arresø, Tissø, Sorø Sø og Tystrup Sø) og 6 i Jylland (Vandet Sø, Flade Sø, Flyndersø, Husby Sø, Stilling-Solbjerg Sø og Mossø). Hertil er der landet fisk fra Gudenåen, som kan dække over fisk fanget i søer, eksempelvis Julsø. De øvrige registreringer vurderes til at stamme fra vandløb. Se vedhæftede udtræk fra statistikken for info om arter og mængder. Så vidt DTU Aqua er orientret vil Naturstyrelsen udfase erhvervsfiskeriet i Arresø ved udgangen af 2020.

I henhold til landingsstatistikken er Tissø den eneste sø i Kalundborg Kommune, hvor der er landet fisk erhvervsmæssigt i 2019. Foruden Tissø, plejer Saltbækvig også at figurere, men det er ikke tilfældet i 2019. Mht. Tissø, er det min umiddelbare vurdering at erhvervsfiskeriet dér som sagt godt kan påvirke tæthed og gennemsnitsstørrelse hos rovfiskene (især sandart og gedde) – og dermed også lystfiskernes fangstmuligheder – til en vis grad. Men jeg vil blive overrasket, hvis det er hovedårsagen til den lave EQR-værdi. Hvilken af de fire indikatorer betyder mest for at søen ender med en EQR-værdi på 0,17? Er det tætheden af eller individstørrelsen hos rovfisk eller noget andet?

Jeg vil umiddelbart tro, at andre faktorer, der påvirker fiskebestanden, er vigtigere end den potentielle effekt af fiskeriet, eksempelvis forlyder det, at prædationen fra skarver er betydelig i Tissø. Findes der tal for hvor mange skarver der besøger søen? Andre faktorer, der kan virke negativt på fiskebestanden er regulering af vandstanden, eksempelvis hvis vandstanden fastholdes på samme niveau året rundet eller sænkes meget gennem forår/sommer. Det sidste kan gå ud over fiskeynglens opholdssteder i bredzonen og føre til dårlig rekruttering. Er der ikke noget med at vandstanden reguleres af hensyn til den vandindvinding, der finder sted?

Så vidt jeg har hørt, fiskes der i disse år i Tissø på én stærk årgang af sandarter, der pt. består af individer på ca. 4-5 kg. Det er jo et almindelig kendt fænomen, at sandartbestande kan udviser den form for dynamik, hvor en eller to årgange bliver meget mere talrige end årgangene før og efter. Sidst det fænomen forekom i Danmark var i Arresø i begyndelsen af nullerne. Når det sker, kan den øvrige fiskebestand blive markant påvirket grundet sandarternes prædation. Varigheden af sådan en stærk årgangs ”regime” kan være 3-5 år. Fiskes de ikke op, vil de herefter efterhånden dø af alderdom. Det fænomen kan måske også være en del af forklaringen på den lave EQR I fandt i Tissø i 2017? Du kan læse lidt mere om det her: https://www.fiskepleje.dk/Fiskebiologi/sandart#Sandart_bestandens_stoerrelse.”

Meget tyder på at erhvervsfiskeriet i Tissø kan have haft negative indflydelse på søens økologiske tilstand. Når det er sagt, er det vigtigt at erkende at et for højt fiskepres fra lystfiskere også kan have en negativ effekt på fiskebestanden. Set i et samfundsøkonomisk perskepktiv er der dog ingen tivl om at flest mennesker for glæde af vores skrøbelige ressourcer på søerne ved at lukke erhvervsfiskeriet - og istedet fokuseret på at drive et skånsomt og bæredygtigt lystfiskeri til glæde for bredden i den danske befolkning.

Meget tyder på, at erhvervsfiskeriet på Tissø kan have haft negativ indflydelse på søens økologiske tilstand. Når det er sagt, så er det vigtigt at erkende, at et for højt fiskepres fra lystfiskere også kan have en negativ effekt på fiskebestanden. Set i et samfundsøkonomisk perspektiv er der dog ingen tvivl om, at flest mennesker vil glæde af vores skrøbelige ressourcer på søerne ved at lukke erhvervsfiskeriet fuldstændig –  så vi kan bedrive et skånsomt og bæredygtigt lystfiskeri til glæde for de mange. 

 

Fortier DTU Aqua vigtig information for Kalundborg Kommune?

I min optik bør man mistænke dette. For hvis DTU Aquas Søren Berg var interesseret i at tegne et retvisende billede af de potentielle negative konsekvenser ved erhvervsfiskeriet over for Kalundborg Kommune, så kan det undre, at han ikke nævner den helt generelle og veldokumenterede sammenhæng, at en høj procentdel rovfisk giver mere klart vand, samt at et intensiveret erhvervsfiskeri på netop rovfisk, derfor indlysende nok kan føre til en lavere EQR, mere uklart vand – samt en ringere økologisk tilstand.

Endvidere forekommer det mærkeligt, at Søren Berg, når nu han direkte bliver spurgt og får sin betaling for at svare – tilsyneladende ikke selv tjekker op på udviklingen af vandets klarhed og søens økologiske tilstand, og herefter oplyser Kalundborg Kommune om, at både klarhed og økologisk tilstand er forringet. Det ville da være det mest naturlige i verden, når nu han dokumenterbart har haft en løbende dialog med erhvervsfisker Axel Karlshøj, som netop har foretaget en intensiveret befiskning af Tissøs sandartbestand i perioden fra 2015 og frem. Det intensiverede erhvervsfiskeri – kombineret med de offentligt tilgængelige data, der ligger på søens økologiske tilstand i samme periode, giver jo en klokkeklar indikation på, at erhvervsfiskeriet kan have haft en markant negativ effekt på søens økologiske tilstand. Hvorfor nævner Søren Berg slet ikke det for Kalundborg Kommune?

Spørgsmålet er, om det i virkeligheden er så mærkeligt? DTU Aqua har nemlig selv direkte og/eller indirekte rådgivet til en kraftig befiskning af den store sandart bestand på Tissø https://fiskogfri.dk/red-sandarten-og-faa-mere-klart-vand/. Så at orientere Kalundborg Kommune om, at vandets klarhed og søens økologiske tilstand er faktisk er forringet i kølvandet på den kraftige befiskning, vil jo være det samme som at indrømme, at man med sin rådgivning selv har bidraget til at forringe søens tilstand – og dermed gøre det endnu sværere for Kalundborg Kommune at leve op til EU s Vandrammedirektiver…

Det virker meget som om, at Søren Berg fra DTU Aqua helt bevidst fortier dette, hvilket i min optik må betragtes som en grov vildledning af Kalundborg Kommune. Han skriver: ”DTU Aqua har ikke kendskab til undersøgelser, som viser effekten af erhvervsfiskeri efter rovfisk i søer på miljøtilstanden”. Nej – det er muligt, at der ikke foreligger en officielt publiceret rapport, der har undersøgt specifikt dette. Men – ville det ikke være mest troværdigt og ærligt, hvis DTU Aqua fortalte det, de bliver betalt for at burde vide – nemlig at meget tyder på, at erhvervsfiskeriet i netop Tissø – med afsæt i officielle data fra DCE (Århus Universitet) og Miljøstyrelsen – kan have skadet søens økologiske tilstand.

I stedet skyder Søren Berg fra DTU Aqua bolden til hjørne med at snakke at den lave EQR måske kan skyldes skarv og vandstandssvingninger:

Her kan du se en af de mange undersøgelser der er lavet på skarvens føde, som typisk viser at skarven typisk spier det der er mest af - typisk fredfisk. Derfor vil skarven ofte påvirke vandkvaliteten positivt.

Her kan du se en af de mange undersøgelser, der er lavet på skarvens føde, som typisk viser, at skarven, selvom de også spiser rovfisk, normalt spiser mest af det, der er mest af – hvilket som oftest er fredfisk. Derfor vil skarven ofte påvirke vandkvaliteten positivt. Hvis der som DTU Aqua foreslår er kommet flere skarv på Tissø, så vil det blot have været en positiv modvægt til erhvervsfiskeriet potentielle negative konsekvenser for søens økologiske balance. Af samme årsag er det svært at bruge øgede mængder af skarv som argument for, at den forringede økologiske tilstand ikke kan været forårsaget af erhvervsfiskeriet.

 

Er det skarven?

Ovenfor skriver Søren Berg, at han ”vil blive overrasket, hvis det (erhvervsfiskeriet – RED) er hovedårsagen til den lave EQR-værdi” og siger så ”eksempelvis forlyder det, at prædationen fra skarver er betydelig i Tissø”. Hermed indikerer han til Kalundborg Kommune, at de ikke skal bekymre sig om erhvervsfiskeriet, og at eksempelvis skarven sandsynligvis er et større problem i forbindelse med at opfylde målsætningernei EU´s Vandrammedirektiver, der implementeres via de seksårige vandplaner.

Spørgsmålet er så – har Søren Berg ret i dette – og underbygger det hans hypotese eller det modsatte? Har han eksempelvis undersøgt, hvilke fisk i hvilke størrelser skarv normalt spiser? Hvis nu det forholdt sig sådan, at skarverne primært spiste de samme fisk, som erhvervsfiskeren gik efter at fange – nemlig de mange sandart, som på det tidspunkt var i 1,5-3 kilos klassen, så ville det give mening at argumentere på denne måde. Men – det virker ikke som om, at Søren Berg har undersøgt, hvad skarv spiser, for tager man et kig på, hvad skarven (Phalacrocorax carbo) generelt foretrækker af bytte i europæiske lande som fx Frankrig og Tyskland, ja så udgøres størsteparten af byttet af mindre fredfisk, som jo netop er dem, der forårsager uklart vand, fordi de i høj grad er planktivore. Eller sagt på en anden måde: Søren Bergs eget argument falder derfor til jorden, og modsiger den hypotese, som han tilsyneladende selv prøver at kommunikere til Kalundborg Kommune. Høj skarvprædation på de hyppigst forekommende fredfisk vil nemlig kunne bidrage til en højere fiske-EQR, en øget vandkvalitet og dermed en bedre økologisk tilstand. Men – det er det stik modsatte DTU Aqua kommunikerer til Kalundborg Kommune. Har Søren Berg ret i, at skarvprædationen er øget parallelt med, at erhvervsfiskeriet er intensiveret, så vil det altså blot betyde, at den negative effekt af erhvervsfiskeriet meget vel kan være underestimeret, fordi skarverne kan forventes at bidrage til en øget EQC for fisk og dermed modvirke erhvervsfiskeriet potentielt negative effekt på søens klarhed og økologiske tilstand… Og det er jo det modsatte af det budskab DTU Aqua kommunikerer til Kalundborg Kommune.

Tjekker man tal for skarvbestanden fra DCE´s optællinger, vil man se, at antallet af ynglende skarv i Danmark har været stigende 2012-2019 (fra ”Danmarks ynglebestande af skarv 2019, DCE, Århus Universitet”). Går man ind på DOF´s dofbasen.dk og laver en hurtig sammentælling af skarvobservationer specifikt fra Tissø området vil man finde, at det årlige gennemsnit af skarv observationer før og efter erhvervsfiskeriets intensivering i 2015 var hhv cirka 650 og 950 skarv/år. Dette er dog yderst grove tal, eftersom de ikke er kompenseret for optællingsmetode og indsats, men noget tyder dog måske på, at Søren Berg kan have ret i, at der er observeret et stigende antal skarv ved søen. Problemet for DTU Aqua og Søren Berg er så som antydet ovenfor, at hvis han har ret i dette, kan det modsige han sin egen hypotese om, at erhvervsfiskeriet ikke er noget problem…

Der er således ikke meget belæg for Sørens Bergs hypotese om skarven som den store synder i forbindelse med forringelsen af den økologiske tilstand på Tissø.

Er det vandstanden?

Vandet i Tissø reguleres ved stemmeværket nedstrøms Tissø på Halleby Å. Selve driften varetages af Kalundborg Kommune. – Siden kommunen overtog driften i 2007 er der ikke sket nogen ændringer i det mønster, som vandstanden i Tissø reguleres med, siger Charlotte Sondh fra Natur & Miljø i Kommunen. – Tilsvarende er der ikke meget der tyder på, at der er markante forskelle i den generelle vandstand før og efter 2015 – ud over de helt normale udsving, der har været alle årene på grund af forskelle i nedbøren, slutter hun.

Meget tyder derfor på, at heller ikke fluktuationer i vandstanden fra perioden før 2015 og efter 2015 vil være en god forklaring på den forringelse i miljøtilstanden på søen, der er sket de sidste par år.

Erhvervsfiskeriet på søen forringer tilsyneladende miljøtilstanden

Der er altså ikke meget, som tyder på, at DTU Aquas alternative forklaringer på den lave EQR-værdi for fisk på 0,17 kunne skyldes skarv eller vandstandsændringer. Tilbage står som den mest sandsynlige forklaring, at det er det intensiverede erhvervsfiskeri i perioden fra 2015 og frem, der har forringet Tissøs økologiske tilstand – og dermed gjort det sværere for Kalundborg Kommune samt Danmark at opnå målsætningerne om at opnå god økologisk tilstand inden 2027.

Hvad mener DTU Aqua?

Vi har stillet DTU Aqua en række spørgsmål i forbindelse med denne artikel, men DTU Aqua har ikke ønsket at besvare nogen af spørgsmålene, som du kan se nedenfor. 

  • Kalundborg Kommune henvender sig til jer, for at I skal udtale jer om, hvorvidt erhvervsfiskeriet kan påvirke målsætningen for at opnå god økologisk tilstand i Tissø. I den forbindelse virker det oplagt, at I som basis for et velfunderet svar som det første tjekker de officielle data for udviklingen i vandets klarhed og økologiske tilstand i Tissø – og perspektiverer dette med den øgede erhvervsfisker indsats som I ved er foregået i perioden omkring 2015 og frem. Har I gjort det?
  • Hvis i har gjort det, hvorfor nævner i så ikke for Kalundborg Kommune, at vandets klarhed er faldet og at Tissøs økologiske tilstand er blevet dårligere parallelt med et intensiveret erhvervsfiskeri på søen?
  • Hvis ikke I har gjort jer den ulejlighed at tjekke de lokale forhold ved Tissø inden I rådgiver Kalundborg Kommune om hvordan de skal forholde sig til erhvervsfiskeriet ved Tissø – hvorfor har I ikke gjort det?
  • Hvis DTU Aqua søger at tegne et retvisende billede af, hvad der sker, når erhvervsfiskere fjerner store mængder rovfisk, hvordan kan det så være, at I ikke tydeliggør for Kalundborg Kommune, at der er solid dokumentation for, at en højre andel af rovfrisk giver mere klart vand?
  • I signalerer i jeres svar til Kalundborg Kommune, at skarven nok gøre mere skade end erhvervsfiskeriet på Tissø. Hvorfor tror i det?
  • Har I tjekket hvad skarv spiser inden i kommunikerer til Kalundborg Kommune til at skaven måske er den store synder.
  • Skarv spiser primært mindre cyprinider, som jo typisk gør vandet mere uklart. Synes I ikke det virker selvmodsigende, at skarven – som i antyder – skulle påvirke søens klarhed og generelle miljøtilstand negativt?

Det er trist, at DTU Aqua ikke ønsker at stå på mål for deres faglighed i rådgivningen af Kalundborg Kommune omkring erhvervsfiskeriet på Tissø. Vi må håbe, at myndighederne beder DTU Aqua om at give en detaljeret redegørelse for dette.

Erhvervsfisker Axel Karlshøj har ikke i første omgang ønsket at kommentere artiklen.

Erhvervsfiskeri vs lystfiskeri

Oven på hele denne snak om erhvervsfiskeriets tilsyneladende negative effekter på Tissøs vandmiljø, er det vigtigt, at vi lystfiskere også forholder os kritisk til vores eget fiskeri, for det kan ligesom erhvervsfiskeriet også kan have en negativ effekt på rovfiskepopulationen – og dermed vandmiljøet, hvis fisketrykket går hen og bliver for højt. Og det gælder både, når der er tale om catch & kill samt catch & release fiskeri. Af samme årsag vil det være oplagt at diskutere mulighederne for en fangstbegrænsning hjemtagne rovfisk fra væres søer – præcis som DSF så udmærket har foreslået det flere gange. Tilsvarende er det oplagt at gøre mere for at oplyse lystfiskerne om, hvordan man bedst muligt bedriver C & R fiskeri på en måde, så fiskene har maksimal chance for at overleve en fangst.

Set i et rekreativt og samfundsøkonomisk perspektiv er der ingen tvivl om, at langt flere mennesker vil få glæde af vores sparsomme naturressourcer i de ferske vande, hvis erhvervsfiskeriet bringes til ophør hurtigst muligt – og forbeholdes et reguleret lystfiskeri, der tager ansvar for at bestandene ikke overfiskes.

 

Forshaga Akademin

 

 

 

 

 

 

 

SANDART: DTU AQUA ”INDRØMMER” FEJL – NÆSTEN…

Sandarten er naturligt hjemmehørende i Danmark – et faktum  som DTU Aqua, der betales flere  hundrede tusinde kroner om året for at opdatere viden på danske ferskvandsarter – tilsyneladende slet ikke har opdaget, selvom der i over tres år har været dokumentation for det. Dobbelt besynderligt forekommer det, at DTU Aqua  på fiskepleje.dk kommunikerer, at sandarten ikke er hjemmehørende i  Danmark, når det sågar står i deres egen tekst om sandart i “Atlas over danske ferskvandsfisk” (øverst tv, side 585). Hvis du bliver forvirret? – så er du er ikke den eneste! 

 

Efter Fisk & Fris kritik af DTU Aquas fejlagtige stempling af sandarten som ”invasiv”, har de nu tilsyneladende ”indrømmet” – og ændret på teksten om sandart på fiskepleje.dk, hvor der rådgives om forvaltningen af vores fiskearter. Problemet er, at DTU Aquas rådgivning stadig er næsten lige så fejlbehæftet samt fagligt kritisabel som før.

AF JENS BURSELL

HVIS MAN ER EN SMULE SPIDS, kunne man friste til at sige, at DTU Aquas faktisk fremstår endnu mere utroværdig, end de gjorde for en uge siden, for hvis man før kunne tale om, at det virkede som om, at institutionen bevidst har forsøgt at føre offentligheden bag lyset omkring den oprindeligt hjemmehørende fiskeart – sandarten – så er det endnu mere oplagt nu.

Normalt ville man forvente, at forskere vil være i stand til at indrømme en fejl – og gå ud offentligt med en forklaring om, hvordan fejlen kan være opstået, samt måske oven i købet kommentere, at man beklager den fejlbehæftede rådgivning. Et er, at den enkelte forsker måske ikke har formatet til at gøre det, men hvis det forholder sig sådan, så bør forskerens chef have formatet til at indrømme fejlen offentligt – og på den måde være garant for at opretholde tilliden til instituttets faglighed og troværdighed. Men sådan gør man åbenbart ikke hos DTU Aqua. Her har man tilsyneladende blot ændret en enkelt fagligt let angribelig linje i teksten på fiskepleje.dk, hvorefter man lader som ingenting – og måske håber på at ingen har opdaget det…

Når jeg i overskriften skriver ”indrømmet” i anførselstegn, hentyder det derfor til, at DTU selvfølgelig officielt set ikke har indrømmet noget som helst. Men – hvorfor har de ikke det, når DTU Aquas grove faglige fodfejl i rådgivningen omkring sandarten er så graverende og åbenlyse – at der tilsyneladende ikke er nogen faglige opbakning til dem uden for DTU Aquas mure: Jo – indrømmer DTU Aqua alle de mange faglige fejl og mangler, som de i årtier har begået omkring forvaltningen af sandart, så risikerer de selvfølgelig, at det kommer til at danne præcedens på området, hvorved de også kan blive stillet til regnskab for – og dermed tvunget til at indrømme en række lignende fejl og tvivlsomme (u)videnskabelige konklusioner, som de gennem tiden har begået på området med andre oprindelige danske fiskerarter – eksempelvis vores største naturligt hjemmehørende rovfiskeart – den europæiske malle.

Find fejlen

Tag et grundigt kig på nedenstående to screendumps. Det øverste viser en af teksterne fra fiskepleje.dk fra tiden før Fisk & Fri rejste kritikken af DTU Aquas forvaltning af sandarten. Nederst ser du et screendump fra i går, hvor DTU Aqua nu uden at udmelde deres alvorlige faglige fejl har fjernet den sætning i teksten, som er aller lettest at angribe fagligt. I linjen stod der: Andre invasive arter som f.eks. båndgrundling er direkte uønskede, men sandarten er værdifuld og høj værdsat erhvervsmæssigt, som sportsfisk og kulinarisk”. Når man formulerer en sætning på denne måde, så virker det som om, at man fra DTU Aquas side udmærket godt ved, at sandarten ikke er invasiv, men at man samtidig – mod bedrevidende – ønsker at kommunikere ”at sandarten er invasiv”. Men hvorfor nu det? Jo meget tyder på, at DTU Aqua – på et fagligt uholdbart grundlag – søger at legitimere en fiskeripolitisk kurs, hvor sandarten ikke behandles som alle vores andre naturligt hjemmehørende arter, hvortil det er bl.a. muligt at få udsætningstilladelser – og hvor man normalt søger at ophjælpe bestandene på bedst mulig vis. Men hov – DTU Aqua er jo en forskningsinstitution, der skal rådgive beslutningstagerne på et neutralt grundlag – uden at have mandat til at fremføre egne politiserende holdninger… Det vender vi tilbage til i en anden artikel.

”Andre invasive arter som f.eks. båndgrundling er direkte uønskede, men sandarten er værdifuld og høj værdsat erhvervsmæssigt, som sportsfisk og kulinarisk”. N

                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                  På den gamle tekst på fiskeplej.dk fra før Fisk & Fri genopstartede sin kritik af DTU Aquas rådgivning om sandarten, stod der, som du kan se på dette screendump, bland andet ”Andre invasive arter som f.eks. båndgrundling er direkte uønskede, men sandarten er værdifuld og høj værdsat erhvervsmæssigt, som sportsfisk og kulinarisk”.  Det er fjernet nu i screendumpet, som du ser nedenfor.

Som du kan se pr dags dator har DTU Aqua nu fjernet teksten: ”Andre invasive arter som f.eks. båndgrundling er direkte uønskede, men sandarten er værdifuld og høj værdsat erhvervsmæssigt, som sportsfisk og kulinarisk”.

Som du kan se, har DTU Aqua nu fjernet en af de lettest angribelige fejl på fiskepleje.dk, hvor der før stod: ”Andre invasive arter som f.eks. båndgrundling er direkte uønskede, men sandarten er værdifuld og høj værdsat erhvervsmæssigt, som sportsfisk og kulinarisk”. Den sætning er væk her i dette screendump, der er taget i weekenden.

 

Men – lad os lige repetere den nu fjernede sætning en gang til: Andre invasive arter som f.eks. båndgrundling er direkte uønskede, men sandarten er værdifuld og høj værdsat erhvervsmæssigt, som sportsfisk og kulinarisk”. Med disse ord kommunikerer DTU Aqua helt klart og tydeligt ”at sandarten er invasiv” – uden helt ordret at gøre det. Båndgrundlingen er indiskutabelt invasiv – og optræder på den officielle danske liste over invasive arter – i modsætning til sandarten. Men hvorfor skriver DTU Aqua, så ikke bare direkte, at ”sandarten er invasiv”. Det ville jo være meget lettere? Her virker det unægteligt som om, at DTU Aqua i sin formulering ønsker en ”kattelem”, så de altid kan komme og sige ”det har vi ikke sagt”, hvis de skulle risikere at blive afsløret i deres fejlagtige stempling af sandarten som ”invasiv”.

DTU Aquas faglige utroværdighed fortsætter

Når DTU Aqua har fjernet ovenstående meget let angribelige sætning på fiskepleje.dk forekommer det besynderligt, at man bibeholder følgende ordlyd teksten på samme underside, der er næsten lige så let at angribe fagligt:

”Sandarten er udsat mange steder og er en eftertragtet rovfisk, der dog kan have en negativ effekt på vores hjemmehørende fiskearter.

Sandarten har en ganske særlig status i den danske ferskvandsfiskefauna. Selv om arten har invasive egenskaber, og at alle bestande, med én enkelt undtagelse, er skabt ved udsætning, er der både fredningstid og mindstemål for sandarten. Det vidner om, at den har en stor og positiv samfundsmæssig betydning, selv om den også kan påvirke vores hjemmehørende arter negativt. 

Pleje og forbedring af sandartbestande er derfor et emne med flere facetter. Foruden de rent praktiske muligheder for pleje og forvaltning af sandartbestande, skal man også tage hensyn til aspekter omkring bestandenes oprindelse, som er skabt gennem udsætning samt det faktum, at sandart kan have en negativ effekt på sine omgivelser. Derfor er sandarten af miljø- og naturbeskyttelseshensyn uønsket i vandsystemer, hvor de ikke findes i forvejen”.

Bevidst manipulation?

Man kan undre sig over, at når nu DTU Aqua tilsyneladende er gået i gang med at slette spor af deres fagligt kritisable rådgivning på fiskepleje.dk, hvorfor har de så ikke valgt at slette alle sporene af deres fejlbehæftede rådgivning?

For at svare på det, så lad os lige faktatjekke noget af den tekst, der stadig står på DTU Aquas fiskepleje.dk

Når DTU Aqua stadig skriver: ”Sandarten er udsat mange steder og er en eftertragtet rovfisk, der dog kan have en negativ effekt på vores hjemmehørende fiskearter”, – så kommunikerer man helt klart, at ”sandarten ikke er hjemmehørende”. Men hvorfor skriver DTU Aqua det så ikke bare lige ud på fiskepleje.dk, at sandarten er ”ikke hjemmehørende” – når de nu selv kommunikerer det – samtidig med, at der via bl.a. aktindsigter er klokkeklare beviser på, at de i årtier fejlagtigt ordret har stemplet den som netop ”fremmed og ikke hjemmehørende”? Igen virker det som om, at DTU Aqua udmærket ved, at de har begået en alvorlig fejl, men søger at dække over det ved, at bibeholde en ”kattelemsformulering”, der kommunikerer ”ikke-hjemmehørende” – vel vidende at den selvfølgelig er hjemmehørende. Og det på trods af, at DTU Aqua i deres egen tekst om sandarten i ”Atlas over danske ferskvandsfisk – selv har skrevet, at sandarten er hjemmehørende (s. 585 øverst).

Ovenstående forhistoriske fund, der er dokumenteret i Kvartær Zoologisk Register, eefterlader ingen diskution om hvorvidt sandarten er en oprindeligt naturligthjemmehørende art i Danmark. På trods af dette, kommunikerer DTU Aqua som du kan se den dag i dag - at den er "ikke hjemmehørende".

Ovenstående forhistoriske fund, der er dokumenteret i Kvartær Zoologisk Register, efterlader ingen diskussion om ,hvorvidt sandarten er en oprindelig naturligt hjemmehørende art i Danmark. På trods af dette, kommunikerer DTU Aqua på fiskepleje.dk (ovenfor) – at den er “ikke hjemmehørende”.

 

Invasiv fejl – reelt set ikke rettet

Lad os lige faktatjekke den næste sætning, der stadig er at finde på fiskepleje.dk: ”Sandarten har en ganske særlig status i den danske ferskvandsfiskefauna. Selv om arten har invasive egenskaber, og at alle bestande, med én enkelt undtagelse, er skabt ved udsætning, er der både fredningstid og mindstemål for sandarten. Det vidner om, at den har en stor og positiv samfundsmæssig betydning, selv om den også kan påvirke vores hjemmehørende arter negativt”. 

Her bibeholder DTU Aqua igen faktuelt forkerte og vildledende oplysninger om sandarten:

Nej – sandarten skal ikke have en ganske særlige status. Den skal selvfølgelig have præcis den samme status som andre hjemmehørende arter vi passer på – eksempelvis ørreden. Der er absolut intet fagligt belæg for andet, hvis man antager, at ørreden er forvaltet korrekt gennem de sidste årtier.

Og nej – præcis som sandarten dokumenterbart ikke er invasiv – så har den heller ikke invasive egenskaber, som DTU Aqua fejlagtigt skriver. For at man kan skulle kunne forsvare denne formulering, skal der nemlig dels være tale om en ”ikke hjemmehørende art”, hvilket den ikke er – og dels skal der være tale om en art, der dokumenterbart gør skade på den naturlige balance i systemet. Og – det gør sandarten jo indlysende nok ikke, eftersom arten jo netop dokumenterbart er hjemmehørende, hvilket betyder, at den økologiske balance, der optræder der, hvor den forekommer – netop er den balance, som er den naturlige. Sandarten gør ikke skade: Tværtimod er der solid dokumentation for, at sandartens tilstedeværelse betyder et højere prædationstryk på fredfisk, hvilket igen betyder mere klart vand. Og – sandarterne vil aldrig komme til at konkurrere med andre hjemmehørende danske fiskearter på en måde, som ikke blot er den naturlige konkurrence, som altid har eksisteret – eftersom sandarten jo netop er hjemmehørende: https://fiskogfri.dk/red-sandarten-stop-dtu-aquas-magtmonopol-del-1/

DTU Aqua og det uvidenskabelige gætteri

Lad os så slutte af med den sidste bibeholdte sætning på den side af fiskepleje.dk, som DTU Aqua har ændret. Der står: ” Pleje og forbedring af sandartbestande er derfor et emne med flere facetter. Foruden de rent praktiske muligheder for pleje og forvaltning af sandartbestande, skal man også tage hensyn til aspekter omkring bestandenes oprindelse, som er skabt gennem udsætning samt det faktum, at sandart kan have en negativ effekt på sine omgivelser. Derfor er sandarten af miljø- og naturbeskyttelseshensyn uønsket i vandsystemer, hvor de ikke findes i forvejen”.

Her præsenterer DTU Aqua det som et faktum, at samtlige sandartbestande i DK udover Haderslev Dam – er skabt som udsætninger. Fakta er dog, at hvis DTU bruger samme logik på sandart, som de har brugt på deres forvaltning af ørred – så aner de reelt set ikke om det er rigtigt, det de skriver: https://fiskogfri.dk/red-sandarten-stop-dtu-aquas-magtmonopol-del-1/

Endvidere har vi på trods af adskillige direkte spørgsmål til DTU Aqua om netop dette emne stadig til gode at DTU Aqua offentlige dokumenterer tilfælde af, at sandart indenfor deres naturlige udbredelsesområde – som eksempelvis i Danmark – skulle have skadet en naturlig økologisk balance. Tværtimod – er der god evidens for det modsatte.

Fisk & Fri har fremlagt DTU Aqua denne artikel for DTU Aqua inden publiceringen, men de ønskede ikke at kommentere den. Vi vil vende tilbage med nogle mere konkrete spørgsmål til DTU Aqua i den nærmeste fremtid, hvor de kan få mulighed for at argumentere for deres sag – hvis de ellers kan. Det har de nemlig ikke præsteret indtil videre.

OM FISK OG FAREN VED MONOPOLER

Faren ved monopoler på rådgivning, som det DTU Aqua pt har, er en risiko for uneutral rådgivning samt at projekterne bliver alt for dyre. Og det er hverken til gavn for naturen, vores fiskebestande – eller de danske lystfiskere.

 

Fisketegnsmidlerne fordeles i §7 udvalget, hvor DTU Aqua er den eneste repræsentant for forskningen. Her rådgiver de om forskningsprojekter, hvorefter pengene automatisk tildeles dem selv – uden udbud, konkurrence eller armslængdeprincip. Dette indebærer dels en risiko for en rådgivning, der ikke er fagligt neutral og dels en fare for, at projekterne bliver alt for dyre. Begge dele kan være til stor skade for naturen, biodiversiteten og dansk lystfiskeri. Men hvad er problemet – og hvad kan man gøre for at løse det? Her får du et bud.

AF JENS BURSELL

Gennem den sidste tid har Fisk & Fri dokumenteret, hvordan DTU Aquas monopol på rådgivning – både i §7-udvalget og i forbindelse med myndighedsbetjeningen – tilsyneladende kan have været årsagen til fagligt inkonsistent og/eller kritisabel rådgivning for vigtige rovfiskearter som fx sandart, malle og gedde – samt nogle alt, alt for dyre projekter (se liste af links nederst i artiklen). Og når projekter er for dyre, så betyder det omvendt, at man kunne have fået meget mere natur og et bedre fiskeri for pengene ved at bruge dem anderledes.

At reformere hele processen omkring, hvem der sidder i §7-udvalget, rådgivningen, anvendelsen af fiskeplejemidlerne samt DTU Aquas monopol på myndighedsbetjeningen, er derfor af afgørende betydning for, at naturen, samfundet og vi lystfiskere fremover får mest muligt for pengene: Der skal simpelthen ske et større paradigmeskift i hele tankegangen omkring forvaltningen af vores akvatiske ressourcer, for at vi kan få et velfungerende system, der fremadrettet både tilgodeser naturen og bredden i dansk lystfiskeri på en langt bedre måde, en det er tilfældet nu.

Fagligheden?

Som en helt generel betragtning kan det være problematisk med monopol på rådgivning, hvis dem der har monopolet ikke forstår at administrere den indirekte magt, de har fået. Lad os tage et eksempel på den faglige del først: Her kan eksempelvis opstå et troværdighedsproblem, hvis man blander personlige meninger ind i rådgivningen eller skævvrider præsentationen af de fakta, der fremlægges for beslutningstagerne, så man reelt set tegner et uneutralt eller ligefrem ukorrekt billede det, der skal træffes beslutninger om. Et andet problem kan være, hvis man – bevidst eller ubevidst – udelader oplysninger, der er vigtige for den samlede forståelse af en problemstilling. I bedste fald kan der her være tale om manglende kompetencer – og i værste fald kan der være tale om magtmisbrug og/eller videnskabelig uredelighed.

Meget tyder på at det kan være nødvendigt med en fuldstændig reformation af den måde §7 udvalget arbejder og bliver rådgivet på - at vi fremover for mest muligt for vores Fisketegnsmidler til glæde for naturen og den store bredde i dansk lystfiskeri.

Meget tyder på, at det kan blive nødvendigt med en fuldstændig reformation af den måde §7 udvalget arbejder og bliver rådgivet på – hvis vi fremover skal få mest muligt ud af vores Fisketegnsmidler til glæde for naturen og den store bredde i dansk lystfiskeri.

 

Økonomien?

Og hvad med økonomien: Her kan det generelt betragtet blive et problem, hvis manglende konkurrence, kontrol og armslængdeprincip betyder, at det går hen og bliver for fristende at betragte de tildelte pengene som sine egne, så man i praksis ender op med at bruge dem, som man har lyst, fordi en grundig kontrol af projekternes økonomi i praksis er ikke eksisterende. Eller – det kan være det bliver for fristende, at sige man bruger pengene på én ting, men i praksis bruge dem på nogle helt andre ting, i den tro, at der ikke vil være nogen, der er i stand til at gennemskue det.

Spørgsmålet er så – hvad skal der ske, hvis scenarier som ovenstående opstår og bliver gennemskuet?

Konsekvenserne?

I ethvert retfærdigt og velfungerende demokratisk system, bør det have en konsekvens, hvis det kan dokumenteres, at man ikke passer sit arbejde, går over sine beføjelser – eller fører folk bag lyset – enten fagligt eller økonomisk eller begge dele.

Kan det eksempelvis dokumenteres, at man har haft et timeforbrug, der åbenlyst ligger langt, langt over det man kunne forvente – hvorefter de ansvarlige efterfølgende dokumenterbart afgiver urigtige og vildledende oplysninger om arbejdsopgavernes omfang i et forsøgt på at forklare, hvordan de mange penge er blevet brugt, så bør det have meget alvorlige konsekvenser for de øverst ansvarlige.

Uanset, om der er tale om inkompetente og alt for langsomme medarbejdere – eller der er tale om, at man bruger pengene til noget andet, end det man angiver de bruges til, så skal også dette selvfølgelig have en konsekvens: Er forskerne konsekvent alt for lang tid om at lave sine ting, skal projektlederen og direktøren naturligvis tage ansvar for dette – og eksekvere på sagen eksempelvis ved først nogle advarsler og dernæst i sidste instans en fyring, hvis ikke der rettes op på problemet.  Gør de ikke det, men lader tingene stå til i årevis, bør man fra politisk hånd stille spørgsmålet: Skyldes den manglende handling på det ekstreme timeforbrug dårlig ledelse? – Eller skyldes det, at man på ledelsesniveau måske har besluttet at bruge pengene på noget andet, end det man siger man bruge det til? Og, hvis det er tilfældet – er det lovligt? – og kan der være tale om bevidst svindel med offentlige midler? Uanset hvad udfaldet er, så kan tilliden kun genoprettes på en måde: En fyring af de ansvarlige ledere. Og – hælder man til den forklaring, at et ekstravagant højt timeforbrug blot skyldes inkompetence eller uhyrligt langsomme medarbejdere, så skal de penge, der åbenlyst er betalt for meget til projektet naturligvis betales tilbage. Eller – hælder man til den forklaring, at der kan være tale om simpel svindel med offentlige midler, så bør de ansvarlige vel retsforfølges som alle andre i samme situation? – og enten frikendes eller dømmes.

Uanset, om der som i ovenstående hypotetiske eksempler er tale om manglende kompetencer, magtmisbrug eller måske endda svindel, kan man forvente af de ansvarlige ledere og politikere, at man sørger for at det har en konsekvens. For hvis ikke der er en konsekvens, hvordan kan man så fremover have tillid til systemet?

I ovenstående tre afsnit er der tale om generelle betragtninger, der belyser, hvad faren ved monopol kombineret med dårlig kontrol kan være – uanset hvor i et system det foregår.

Leverer DTU Aqua varen?

Hvorvidt DTU Aquas rådgivning er helt OK – eller falder ind under ovennævnte hypotetiske scenarier, vil jeg lade andre om at afgøre. En ting er dog sikkert: I forbindelse med fagligheden, er det som kritiker let at argumentere for, at der i bedste fald kan være tale om manglende kompetencer – i værste fald videnskabelig uredelighed og/eller magtmisbrug. Her tænker jeg især på DTU Aquas rådgivning omkring forvaltning af sandart og re-introduktion af europæisk malle. I forbindelse med økonomien på DTU Aquas projekt ”Søhåndbogen”, der er betalt af Fisketegnsmidlerne, er det som kritiker tilsvarende let at argumentere for, at der i bedste fald kan være tale om manglende kompetencer – og at man i værste fald bør mistænke samt efterfølgende efterforske, hvorvidt der evt. kan være tale om svindel med offentlige midler. Hvis altså ikke lige der kommer en betydeligt bedre forklaring fra DTU Aqua, end vi har set hidtil.

I del 2, som kommer snart, tager vi fat på, hvad vi kan gøre fremover for at sikre den bedst mulige faglighed og økonomi omkring rådgivning til myndighederne samt brugen af vores fisketegnsmidler – til glæde for naturen og bredden i dansk lystfiskeri. 

 

Tidligere Fisk & Fri artikler, der belyser emnet:

I nedenstående artikler vil du kunne finde detaljeret argumentation for statements i ovenstående afsnit – samt alle relevante eksterne kilder og referencer fra fx forskere, videnskabelige værker og peer reviewed videnskabelige artikler mv:

Sandart:

https://fiskogfri.dk/red-sandarten-stop-dtu-aquas-magtmonopol-del-1/

https://fiskogfri.dk/red-sandarten-og-faa-mere-klart-vand/

https://fiskogfri.dk/sandart-dtu-aqua-har-beviseligt-raadgivet-paa-forkert-grundlag/

https://fiskogfri.dk/sandarten-en-art-der-er-ved-at-forsvinde/

Malle:

https://fiskogfri.dk/oerred-maller-eller-begge-dele/

https://fiskogfri.dk/maller-i-danmark-2/

https://fiskogfri.dk/dtu-aqua-mallerne-mallens-udbredelse-del-2/

https://fiskogfri.dk/dtu-aqua-mallerne-potentielle-effekter-af-re-introduktion-del-3-2/

https://fiskogfri.dk/dtu-aqua-mallerne-del-4-biomanipulation-2/

Gedde:

https://fiskogfri.dk/doede-gedder-i-tusindvis/

Søhåndbogen:

https://fiskogfri.dk/dtu-aquas-soehaandbog-tre-millioner-for-dyr/

https://fiskogfri.dk/dtu-aqua-soehaandbogen-holder-regnskabet/

Om DTU Aquas faglighed generelt:

https://fiskogfri.dk/dtu-aqua-og-den-hemmelige-evalueringsrapport/