jan 20, 2023 | Artikler, Fiskeri - generel viden, Miljø og debat
Floridas bonefish hører til blandt verdens største og er en eftertragtet sportsfisk.
Vestatlanten og det Caribiske Hav byder i dag på et fantastisk fiskeri. Men sådan har det ikke altid været. Her får du den fascinerende historie om, hvordan en marinebiolog var med til at vende kurven for Floridas styrtdykkende fiskebestande, så man i stedet kunne udvikle et lukrativt lyst- og erhvervsfiskeri.
AF MARIA ÅLANDER OG MARTIN FALKLIND
SOMMERAFTENEN ER MAGISK, og vi kan sidde ude hele aftenen uden at fryse. Vores gæst, Dr. Russell Nelson viser os, hvordan man griller på amerikansk og tilbereder et fantastisk måltid. Hvor uopdragent det end er, finder jeg notesblokken frem og siger: – Russell, nu må du fortælle os, hvad du og dine kollegaer gjorde for at vende Floridas hav fra en ørken til den succeshistorie det er i dag.
Russell ser på mig og tager en tår af sit glas. – Skal vi virkelig tage den nu? –Ja, ellers får vi det aldrig gjort. Russell sætter sig nøjsomt til rette, som om det kommer til at blive en lang aften, og de efterfølgende timer sidder vi helt opslugt, mens Russell fortæller historien, der begyndte lige efter 2. Verdenskrig.
Lystfiskeriet i Florida er »Big Buisnes«, hvilket tydeligt ses på guidernes toptunede både.
Et skift til bæredygtig fiskeriforvaltning
– I 40’erne OG 50’erne voksede det kommercielle fiskeri i Florida, fortæller han. – Metoderne og redskaberne var blevet moderniseret og fiskeriet, der førhen var bedrevet af fattige fiskere, var nu en lukrativ industri på storskala. I takt med, at pengene begyndte at rulle ind, fik fiskeriindustrien stor indflydelse og magt, fortsætter Dr. Russell. – Som alle andre ste[1]der i verden, hvor erhverv etablerer sig og får politisk indflydelse, blev der bygget strukturer op omkring branchen for at støtte og beskytte den. Det var et vigtigt og indtægtsrigt erhverv, og man stillede ikke spørgsmål fra politisk side.
– På et punkt skilte Florida sig dog ud fra mængden. I 60’erne og 70’erne begyndte mange midaldrende amerikanere at flytte til Florida for at komme tættere på havet. Lystfiskere, surfere, lystsejlere og naturelskende mennesker befolkede pludselig strandene i denne tidligere erhvervsfiskerstat, forklarer Russell. – De tilflyttende lystfiskere havde en kultur med sig fra det amerikanske indlandsfiskeri. Og det var denne gruppe, som i 70’erne opdagede, at fiskebestandene i havet ud fra Floridas faldt drastisk. På trods af at USA, via Fishand Wildlife Commission, længe havde haft en gennemtænkt og bæredygtig forvaltning af ferskvandet, forefandt der ingen forvaltningsplaner for det salte vand. De tilflyttende lystfiskeres nødråb om king mackrell, redfish og spotted sea trout, blev affejet med begrundelsen, at det var naturlige variationer. Og eftersom der ikke eksisterede nogle studier, fandtes der heller ikke nogle referencer. Selv det velrenommerede marineforskningsinstitut i Florida havde overhovedet ikke forsket i sammenhængen mellem fiskepopulationer og erhvervsfiskeri i 70’erne, og det var helt enkelt for ømtåleligt et emne; man ville ikke risikerer noget.
Da trofæafgiften på 50 dollar blev indført på tarpon, voksede bestanden kraftigt, da lystfiskerne begyndte at genudsætte deres fangster.
Strengere fiskerirestriktioner og kvoter
– I midten af 80’erne reagerede Washington endelig på nødråbene fra lystfiskerne samt den urolige almene offentlighed. De stiftede den uafhængige kommission, Marine Fisheries Commission, og det var der, at jeg kom ind i billedet, smiler Russell. – Jeg havde akkurat afleveret afhandling i marine økologi og blev udvalgt som kommissionensforskningsansvarlige. Vi var syv seriøse og meget frygtløse kommissionærer, alle med forskellige kompetencer og baggrunde. Selvfølgelig var vi klar over, at det var en stor opgave, men vi havde på daværende tidspunkt ikke helt fattet hvor kolossal. Kommissionens opgaver var at finde ud af, hvordan man kunne forvalte havet for at få så mange fisk i vandet som muligt.
– Udgangspunktet var således ikke at maksimere fangsterne, men at maksimerer mængden af fisk i havet. Jeg tror, at formuleringen af ringen var en vigtig nøgle. Ved at anvende ordene »maximum abundance«, som betyder maksimal forekomst i stedet for »maximum extraction«, der betyder maksimalt udtag, som tideligere var udgangspunktet for fiskeriforvaltningen, skiftede man indgangsvinklen til forvaltningen. De tilsyneladende uendelige have fik klare rammer, der dikterede, at jo større fiskepopulationerne var, desto mere kunne man fiske op. Eller med andre ord – jo mere kapital desto mere rente… Det vigtigste ved denne kommission var dog ikke dens rådgivende instans, men at den havde mandatet til at indføre nye regler.
Martin Falklind (i midten) sammen med Kaptain Dan Kipnis tv. og Dr. Russell Nelson th.
Fiskekort og afgifter skaffer penge til forskning
Fiskekort til havet var kommissionens første bedrift. Et tiltag sportsfiskerne i Florida havde stemt ned flere gange tidligere, beretter han videre. – Alle sportsfiskere i Florida skulle nu betale 15 dollar for et årskort, mens besøgende betalte 35 dollar per år. Det var ikke mange penge for den enkelte, men sammenlagt blev det til en anseenlig sum, der gik ubeskåret til forskningsarbejdet. Det var en upopulær beslutning, der hurtigt blev populær.
– Med havfiskeafgiften fik sportsfiskerne nemlig pludselig kommerciel værdi, og de havde lettere ved at blive hørt i debatten. Det indledende brok hos lystfiskerne erstattedes hurtigt med vilje til at få orden i sagerne i havet omkring Florida. Med pengene fra havfiskelicensen kunne man nu begynde at ændre fokusset på forskningen. Den højeste prioritet var at fremskaffe brugbare data på de kommercielle arter. Data der kunne danne fundament for nye forvaltningsbeslutninger.
– FAKTA skulle erstatte antagelser og den første opgave forskerne kastede sig over, var at studere redfish, king mackrel og spotted seatrout, fortsætter han. – Disse arter er velsmagende, lever kystnært og var et populært bytte for både lyst- og erhvervsfiskere. Lystfiskerne påstod, at disse arter var ved at forsvinde på grund af erhvervsfiskeriet. Erhvervsfiskerne hævdede, at arterne havde flyttet sig, og at deres fiskeri ikke påvirkede bestanden nævneværdigt. Det var påstand mod påstand – så der skulle fakta til! Relativt hurtigt stod det dog klart for forskerne, at population de facto var nedadgående og at arterne fangedes på mindre områder. Hvad angår redfish, viste forskernes modeller, at mindre en 0,5 procent af fiskene overlevede længe nok til at blive kønsmodne på grund af et intenst fiskeri. Det viste sig desuden at 70 procent af dødeligheden blandt redfish var relateret til lystfiskeri.
Det er ikke kun lystfiskere, der stortrives i Florida.
Fiskepresset nedsat
– Kvoter måtte indføres og kommissionen foreslog straks strenge restriktioner for lyst- såvel som erhvervsfiskeriet, fortæller han. – Man ville mindske fiskepresset med 60 procent over en bred kam, men på redfish forslog man et totalt fiskestop. På trods af de alarmerende resultater forskerne kunne fremvise, blev der et vældigt postyr fra myndigheder, lystfiskere og erhvervsfiskerne. Der lød et ramaskrig og politikerne forkastede vores resultater og krævede nye undersøgelser.
– I kommissionen blev vi utroligt upopulære og modtog personlige chikaner fra alle kanter. Men det største bagslag var, at erhvervsfiskernes brancheorganisation gik til domstolen og hævdede, at de nye regler diskriminerede dem som gruppe. Nu gik det for alvor op for os, hvilken hvepserede vi havde stukket hånden i. Men de nye studier, som politikerne havde forlangt, viste heldigvis de samme resultater som de forgående, og i 1987 lykkedes det os at gennemføre lavere kvoter for lyst- og erhvervsfiskeriet. Og selvom det ikke blev til et totalt stop på redfish, så blev det til kraftige restriktioner på fiskeriet efter dem.
– Det eneste der kunne vælte alt, var domstolens afgørelse i erhvervsfiskernes diskriminationssag. Men heldigvis fastslog højesteretten, at erhvervsfiskeriet ikke var blevet forskelsbehandlet. Dette var et stor sejr og en af forudsætningerne for det arbejde, der fulgte.
I dag har Florida en så stærk sværdfiskebestand, at lyst- og erhvervsfiskere har store kvoter på dem, men sådan har det ikke altid været.
Hurtig genetablering af fiskebestandene
– Den hurtige genetablering af bestandene som fulgte, var måske mere held end forstand, griner Russel. – I og med, at forskerne på Marine Fisheries Commission havde kastet sig over netop redfish, king mackrel og spotted sea trout, der alle har en hurtig forplantningsrate, kunne man allerede fire årsenere se dramatiske forøgelser i bestandene. Det var så gode resultater, at man kunne øge kvoterne lidt.
– Både lyst- og erhvervsfiskerne kunne nu se, at der rundt om hjørnet ventede noget, som var bedre for alle. Kommissionen sørgede også for at lappe huller i forvaltningen, som helt enkelt var der grundet »gamle vaner«. Som fx bonefish. At disse bestande var i dårlig stand skyldes helt enkelt, at erhvervsfiskerne brugte dem som agn i deres krabbe- og hummertegner. Eftersom bonefish er en artsom kan generere store lystfiskerindkomster, så var det rent nonsens at bruge dem som agnfisk, og et totalforbud mod netfiskeriet efter dem blev indført.
Lystfiskernes Mekka – IGFA’s hovedkontor i Fort Lauderdale, Florida.
Flere undersøgelser af fiskebestandene
– Redskaberne var næste punkt på dagsordenen, og med pengene som rullede ind fra havfiskelicensen, kunne forskerne nu undersøge flere og flere fiskebestande, fortsætter han. – Og disse undersøgelser skulle skabe grundlaget for en så biologisk korrekt kvote som muligt. Parallelt med dette var kom[1]missionens langsigtede mål at udfase alle skadelige og non-selektive redskaber i Floridas saltvand. Trawl, net og langliner fanger jo ikke kun den fisk, der skal bruges, men giver store bifangster – og så kan trawl være skadelig for havbunden. Eksempelvis »koster« et kilo trawlede floridarejer livet for cirka fem kilo fisk. Vi mindskede derfor målet på mundingen af et rejetrawl til max tre meter, og not måtte max måle hundrede kvadratmeter og fangst af agnfisk måtte kun ske med et kastenet.
– Ved at tage redskaber med høje bifangster ud af regnestykket, fik vi hurtigt en kraftig forøgelse i havets samlede biomasse. De erhvervsfiskere, der til at starte med så med rædsel på alle de nye regler, fik hurtigt at se, hvordan havet kom sig, og hvordan kvote efter kvote højnedes. I 1997 var alle skadelige redskaber borte og erhvervsfiskeriet omsatte alligevel for mere end det dobbelte af, hvad de gjorde, da kommissionen startede i 1985. – I dag er der ingen af erhvervsfiskerne, som vil have de skadelige redskaber tilbage, der både giver mere arbejde og ringere kvalitet. Jeg tror også, at følelsesaspekter spiller ind. En erhvervsfisker elsker havet, og når han ser multerne springe og delfinerne fanger fisk omkring hans båd, så har han det godt. Bare det at slippe for at forsvare sit erhverv udfra et etisk perspektiv og vide at det er bæredygtigt – bærer lønnen i sig selv.
Bonefish stiplede parkeringsbåse – Et klasse-eksempel på at lystfiskeri fylder meget i den sydlige stat
– Vi strækker benene, og mens Russell fylder glasset og henter en trøje, når jeg at reflektere lidt over hans fortællinger ud fra et hjemligt perspektiv. At det er farligt at have forudfattede meninger om, hvad der påvirker en fiskebestand, viser redfish eksemplet, hvor det var lystfiskere, der stod for hovedparten af fangsten. Og selvom erhvervsfiskeriet bedriver groft overfiskeri på nogle arter, så tror jeg personligt, at det er vigtigt at se på lyst- og erhvervsfiskeriet, som de søskende de trods alt er. Målet med alt fiskeri burde jo være at kunne fiske »renten« op, uden at mindske »kapitalen«. En fisk fanget er en fisk mindre, uanset hvilke metode der er brugt.
– Løsningen kan være at behandle alle søskende ens. Skal en afgive fiskeret, så må alle afgive. Uretfærdighedsdebatten må ikke overskygge det fælles mål – at få flere fisk i vandet. Mine tankerafbrydes, da Russell vender tilbage til verandaen. Han sætter sig og tager fat, hvor han slap sidst i 90’erne. Nu var turen kommet til Floridas ultimative trofæfisk – tarponen.
Udover de kystnære arter som tarpon, bonefish og redfish, har Florida også et fremragende fiskeri efter flere bluewater biggame arter som marlin og
sværdfisk.
Bedre beskyttelse af tarponbestandene
– Tarponerne i Florida havde længe været vigtige for lystfiskerne i Florida, men bestanden var for nedadgående, trods erhvervsfiskeri efter tarpon havde været forbudt siden 1957. – Forskellige guider og kaptajner kom til os, da de var urolige for tarponbestanden, forklarer Russell. – Vi undersøgte sagen og fandt hurtigt ud af, at mange tarponer måtte lade livet for at blive til trofæer. Det var først og fremmest guiderne, som ville vise hvor dygtige de var, ved at tage fangsterne med i havn. Men da tarpon ikke er en god spisefisk, blev størstedelen smidt ud eller gravet ned i haven. Store fisk, måske 50 år gamle og hundrede kilo tunge endte således som gødning til køkkenhaven, sukker Russel. – Guiderne kunne se, at bestanden mindskedes, men var overbeviste om, at deres kunder krævede trofæer, forklarer Russel. – Løsningen var »tarpon-tags« og »tarpon-flags«. Der blev indført generelle krav om, at alle tarponer skulle genudsættes, men de lyst[1]fiskere, der absolut ville have et trofæ med hjem, skulle inden fisketuren købe et et mærke eller »tag« for 50 dollar. Mærket skulle så sættes på gællen af den fisk, man ønskede at hjemtage. En død tarpon i båden uden mærke var ulovlig. For at få »tag’et« skulle lystfiskerne udfylde en formular og sende den til de myndigheder, der registrerede tarponerne. På den måde kom der penge til tarponforskning samt vigtig data over døde tarpon – og så selvfølgelig langt færre døde fisk.
– Da man indførte tag-ordningen viste det sig faktisk, at de fleste lystfiskere ikke var interesserede i et trofæ, men hellere ville genudsætte fisken. Man havde helt enkelt taget fiskene hjem af gammel vane. I dag sælger vi færre end 50 tags om året, og skipperne får lov at hejse tarponflaget for hver fanget og genudsat tarpon, ligesom man gør med andre biggame fisk. Konceptet fungerer rigtigt godt og i dag har Florida noget af verdens bedste tarponfiskeri – og det er hundrede procent bæredygtigt. Ved årtusindeskiftet var samtlige erhvervsfiskere i Florida omstillet til bæredygtigt fiskeri, mange arter var regulerede og havet omkring Florida bugnede af fisk. Industrien omkring både lyst- og erhvervsfiskeri havde tredoblet deres indtægter, slutter Russell.
Florida havde et legendarisk fiskeri efter mange arter i Hemingways tid, men i 70’erne faldt nærmest alle fiskebestande drastisk. Det er der rådet bod på nu.
– Efter mange timer på verandaen, hvor vi bare lyttede til Russells historier, er vores spontane tanke: – hvorfor gør vi ikke sådan herhjemme? – Men i Florida har de helt andre arter og et tropisk klima, tænker du måske? Men det skal nok kunne lade sig gøre. Det er nemlig ikke en proces, som handler om fiskens farve eller form. Det handler om mennesker og deres frygt for forandring, om magt og kommunikation. Måske kan denne historie give politikere, myndigheder og borgere modet til at gennemtrumfe starten på en lang proces, som til sidst vil gavne os alle? Jeg beder Russell om et sidste visdommens ord. Han svarer omgående: – Jo flere fisk i beholder i vandet, desto flere penge vil i tjene!
– Russel gik desværre bort få måneder efter interviewet, men jeg er glad for at han nåede at dele sin viden med os inden. Russell blev knapt 60 år gammel, og døde uventet midt i sin kamp for et sundt havmiljø. Han var i gang med Costa Ricas og Panamasstrategiske planlægning i omstilling fra eksport af erhvervsfisk til et bæredygtigt lystfiskeri, hvor fisk og indtægt bliver i landene. Flere lande har som Costa Rica, Panama og USA set allerede lyset. Nu mangler vi bare at få de europæiske lande ind i kampen.
Lystfiskeriet er big business i Florida
Lystfiskeriet står for mere end 80.000 arbejdspladser i Florida og erhvervsfiskeriet står for 72.000. USA har skatteindtægter på 390 millioner dollar fra fiskeudstyr og bådbrændstof, som går direkte til fiskepleje. Indtægterne på fiskekort lyder på 650 millioner dollar og lystfiskerne donerer selv over 400 millioner dollar.
Artiklen blev oprindeligt publiceret i Fisk & Fri 8/2014
okt 9, 2022 | Artikler, Biologi, Miljø og debat
Nu starter Havørred Fyn, Fyns Laksefisk og DTU-Aqua historiens største mærkningsforsøg af ørreder i Danmark. Fra foråret 2023 vil alle udsatte ørred-smolt på Fyn og Øerne være mærket. De mærkede fisk skal i fremtiden fanges af lystfiskere og indgå i en dataindsamling, som vil give et klart billede af udsætningernes effekt.
AF CHRISTIAN THOMSEN
Havørred Fyn er et tværkommunalt erhvervsfremmende samarbejds-projekt, der samler alle de 10 kommuner på Fyn, Langeland og Ærø til en fælles bæredygtig indsats med det formål at forbedre miljøforholdene i vandløbene, fremme en mere alsidig natur med flere fisk, sikre flere tilrejsende turister og derved bidrage med flere lokale jobs og en meromsætning i de lokale erhverv som gavner både Vandkantsdanmark og skuldersæsonerne.
En af hovedaktiviteterne i Havørred Fyn har i mange år været udsætninger af havørredsmolt. Disse er i hele projektets løbetid blevet opdrættet hos Fyns Laksefisk. De udsatte fisk er afkom af vilde havørreder, som hvert år opfiskes ved elektrofiskeri i de fynske vandløb af Fyns Laksefisk i tæt samarbejde med flere sportsfiskerforeninger og mange frivillige.
Det er også hos Fyns Laksefisk at mærkningen af de mange ørreder skal finde sted. Fyns Laksefisk er et moderne landbaseret dambrug, som danner de perfekte rammer om en effektiv, kontrolleret og professionel mærkningsproces. Mærkningen sker manuelt, ved at afklippe ørredens fedtfinne, som ikke vokser ud igen. Fedtfinneklipningen er en hurtig proces, hvor ørrederne ikke lider overlast, og de vil være bedøvet. Fedtfinneklipning er en velkendt mærkningsmetode, den er også kendt i Danmark fra lakseudsætningerne i Vestjylland.
Finneklipning af smolt hos Fyns Laksefisk.
Havørred Fyn udsætter hvert år over 350.000 havørreder i mundingerne ved flere vandløb på Fyn, Langeland og Ærø. Intentionen med udsætningerne er at sikre en stor havørredbestand, som understøtter det rekreative lystfiskeri, samt at sænke presset på de vilde ørredbestande.
En af Havørred Fyns missioner er at skabe de mest optimale forhold for havørrederne, og det er vores målsætning, at de vilde ørredbestande på Fyn i fremtiden bæredygtigt skal være selvreproducerende, uden at der er behov for udsætninger – men der er vi ikke endnu, og derfor er smolt-udsætningerne nødvendige. Havørred Fyn er ikke alene om fiskeudsætningerne på Fyn og Øerne. Der udsættes også ørred-smolt finansieret af fisketegnsmidlerne, disse ørreder vil også være mærket i 2023, eftersom vi med forsøget ønsker at indsamle mere generel viden om værdien af udsætningerne. Fremadrettet vil det bl.a. være muligt at få information om, mængden af udsatte havørreder der når mindstemålet og fanges af lystfiskere; vandringsmønstre; samt procentfordelingen mellem vilde og udsatte ørreder.
Udsætning af smolt sker oftest mest effektivt ved at sluse dem fra tanken ud i vandet via et rør.
Dataindsamlingen med DTU-Aqua og lystfiskerne omkring Fyn og Øerne.
Hvis man spørger lystfiskerne, så er der mange indikationer på, at smolt-udsætningerne på Fyn og Øerne gennem årene har bidraget til en forøget bestand af havørreder langs de fynske kyster samt i de fynske vandløb. Mange mener, at udsætningerne har haft en positiv indvirkning på det rekreative lyst- og sportsfiskeri, men det er aldrig blevet undersøgt hvor mange udsatte havørreder der fanges af lystfiskere årligt, samt hvor stor en andel af havørredfangsterne på Fyn og Øerne der udgøres af de udsatte ørreder. Derfor er det yderst relevant, at der nu igangsættes et projekt foranlediget af Fyns Laksefisk, DTU Aqua og Havørred Fyn, så der kan indsamles en troværdig viden. En viden, som vil kunne understøtte fremtidige udsætninger.
”Selvom man har prøvet at mærke smolt før, så er omfanget af dette forskningsprojekt enormt. Både dataene og resultaterne er yderst vigtige og relevante for effektiviseringen af Havørred Fyns fremtidige indsatser, og det er noget som har været på Havørred Fyns tegnebræt i mange år. Søren Bay – Projektleder – Havørred Fyn.
Fynske lystfiskere omkring får en vigtig rolle
Dataindsamlingen vil blive udført i samarbejde med lystfiskerne og DTU Aqua. DTU Aqua leder et Citizen science projekt ”Fangstjournalen” hvor lystfiskere igennem en årrække har kunnet bidrage med viden om de danske fiskebestande, ved indrapportere data fra deres fisketure via en app ”Fangstjournalen”.
Fra og med 2023 bliver det muligt i appen at angive om en havørredfangst er med- eller uden fedtfinne, og dertil naturligvis de sædvanlige oplysninger om fiskens størrelse, fangststed, osv. Derved kan vi blive klogere på hvor stor en andel de udsatte og mærkede havørreder udgør. Håbet er, at alle lystfiskere som fisker på Fyn og Øerne vil bidrage med data til undersøgelsen ved at indrapportere deres fisketure og fangster af havørreder – både med og uden fedt-finne. For at styrke datagrundlaget yderligere, vil der også blive sammensat et ”nøglehold” af dygtige lystfiskere, som indrapporterer fisketure og fangster til ”Fangstjournalen”.
”Vores handlinger skal skabe resultater. Resultater skal kunne dokumenteres og være målbare.” – Christian Thomsen, PR & Marketingkoordinator – Havørred Fyn.
Forskningsprojektet indebærer, at udsætningerne på Fyn frem til og med 2025 vil bestå af 100% mærkede havørredsmolt. Vi forventer at de første mærkede havørreder vil blive fanget og indrapporteret i Fangstjournalen i løbet af 2023, og de første vil være over mindstemålet i starten af 2024. Der vil årligt blive udarbejdet et status-notat, men en endelig rapport forventes først færdig i 2028, da det er en tidskrævende proces at samle den tilstrækkelige data.
– Der udsættes årligt for ca. 3,5 mio. kr. ørred-smolt i Danmark under Fiskeplejen. Vores viden om effekten af udsætningerne, herunder i hvor stort omfang de bidrager til at forbedre lystfiskeriet, er sparsom. Derfor er denne undersøgelse særdeles relevant, ikke alene for Havørred Fyn, men også for Fiskeplejen i det hele taget, siger Anders Koed – Professor og Sektionsleder – DTU Aqua
Mærkningen af udsatte fisk vil også kunne bidrage med andet end bare forskning. Som beskrevet, så er en af Havørred Fyns målsætninger at styrke den oprindelige vilde bestand af havørreder på Fyn og Øerne. Ved at mærke udsatte fisk, kan vi gøre det nemt og simpelt for lystfiskeren at tage et etisk og selvstændigt valg om at udsætte de vilde havørreder med fedtfinne de måtte fange, og hvis man lyster – så hjemtag havørreden uden. Det ville kunne accelerere processen om at styrke de vilde havørredbestande, og derved sikre et endnu mere bæredygtigt lystfiskeri. Havørred Fyn vil jævnligt udgive indhold angående projektets forløb og introduktioner til f.eks. hvordan man registrerer data i Fangstjournalens app, og en masse andet spændende indhold.
maj 20, 2022 | Artikler, Kystfiskeri, Miljø og debat
Ifølge DTU Aquas Fangstjournalen er det – baseret på forårsdata – lettest at fange en kysthavørred på Sjælland – og sværest i Jylland.
Siden 2016 har DTU Aqua fulgt danske lystfiskerfangster via app´en Fangstjournalen. Her får du deres bud på, hvor mange timers fiskeri det koster at få en havørred over målet om foråret på Sjælland, Fyn og i Jylland. Hvorvidt datasættet giver et retvisende billede af virkeligheden i et større perspektiv, vender vi tilbage til i del 2.
AF JENS BURSELL
DTU AQUA har løbende publiceret fragmenter af datasættet for hvor mange kystørred de danske lystfiskere fanger, men det fulde overblik over forskellene på fangstrater de enkelte landsdele imellem, har vi savnet. Dels fordi det er interessant, men også fordi det set i en forvaltningsmæssig sammenhæng er vigtigt at have et overblik over bestande og fangstrater – så man med udgangspunkt i dette kan arbejde mod en forvaltningsform, der gavner bestanden mest muligt – og samtidig giver et bedre fiskeri for de danske lystfiskere. Set med disse briller er projektet Fangstjournalen altså et vigtigt projekt – hvis altså man antager, at dataindsamling og -behandling fungerer optimalt.
DTU nedjusterer data
Indtil videre har DTU Aqua blandt andet publiceret data for, hvor lang tid det skulle tage at fange en kysthavørred over målet om foråret i Danmark som helhed – og på Fyn. Netop disse tal, hvor det ifølge de oprindeligt publicerede data på fiskepleje.dk skulle tage henholdsvis cirka 4 timer og 3 timer at fange en kystørred, har været kritiseret for at være urealistisk høje af blandt andet Fisk & Fri. Men først, da jeg i april henvendte mig til DTU Aqua med en udmelding om, at jeg ville lave en artikel om Fangstjournalens kystørreddata – valgte DTU Aqua at justere tallene officielt, som det ses på linket her. Hvorvidt man så kan gøre dette, uden at det bliver rent gætteri, hvor man devaluerer datasættes kvalitet, så det reelt set er ubrugeligt, er en sag vi vender tilbage til i del 2 af artiklen.
Efter fangstdata var nedjusteret på fiskepleje.dk, modtog redaktionen et regneark med data. I regnearket var to faneblade – et med rådata – og i det andet var de data, som DTU Aqua ønsker offentligheden skal se. I det følgende forholder jeg mig udelukkende til sidstnævnte. Førstnævnte, som DTU Aqua har bedt mig slette, vender jeg tilbage til i del 2 af artiklen.
I følge DTU Aqua er det lettest at fange en kystørred på Sjælland
Lettest at fange en havørred på Sjælland
Efter DTU Aquas nedjustering af fangstraterne i kølvandet på kritikken, er den officielle fangstrate nu langt under, hvad den var, inden fangstraterne blev kritiseret for at være urealistisk høje. Ud fra disse nye data, som du kan se i søjlediagrammet øverst – er det om foråret tilsyneladende lettest at fange en havørred over målet på Sjælland. Her skulle det ifølge DTU Aquas undersøgelse i 2021 have taget i snit 4,5 timer (1/0,22) at fange en havørred over målet. Som nummer to kommer Fyn med en anelse lavere fangstrate – nemlig cirka 4,8 timer (1/0,21) til at fange en havørred over målet. Til sidst kommer Jylland, hvor det med de nedjusterede tal skulle tage lidt over syv timer at fange en havørred over målet (1/0,14). På baggrund af indrapporteringerne og de efterfølgende nedjusteringer er DTU Aquas resultat populært sagt, at det er lettest at fange en forårshavørred over målet på Sjælland og Fyn – og sværest i Jylland. Dette er dog kun tal for forårsfiskeriet – tallene ikke nødvendigvis identiske, hvis man opsummerer data for hele året.
DTU Aqua ligger selvfølgelig inde med data for hele året, og det var egentlig disse data, jeg ville have haft. At jeg kun har modtaget forsårsdata beror tilsyneladende på en misforståelse. Jeg har efterfølgende bedt DTU Aqua tilsende tilsvarende data baseret på hele året, men har fået svaret fra projektleder Christian Skov, at der “ikke er mulighed for at bruge mere tid på dette”. Besynderligt, når der blot er tale om et yderst simpelt databaseudtræk, der næppe kan tage mere end 10 minutter at filtrere for en mand, der i over fem år har arbejdet specifikt med dette projekt – betalt med flere millioner kroner af lystfiskernes penge fra Fisketegnsmidlerne.
Det er dog ikke så svært at ræsonere sig nogenlunde frem til de tal, som DTU tilsyneladende ikke ønsker at publicere lige foreløbig: DTU har nemlig i andre sammenhænge publiceret data som viser, at det angiveligt skulle være markant lettere at fange en havørred om efteråret. For at være helt præcis kan man på DTU Aquas instruktionsvideoer om “Statistik og filterfunktion” se, at fangstraten i fx 2018 – ifølge DTU Aqua – var mindst det dobbelte i perioden august-december med peak i august – oktober. Dette forekommer umiddelbart mystisk, når man tænker på, at “alle” havørrederne er i havet om foråret – og er sultne. Og omvendt – at mange fisk er døde/fanget hen over sommeren eller trukket op i åerne om efteråret, hvorved der er færre fisk på kysten om efteråret, som ofte kan være svære at få til at hugge. Det rimer ikke umiddelbart på forventelige højre fangstrater om efteråret. Men lad nu det ligge indtil videre.
Selvom DTU Aqua ikke ønsker at udlevere data for hele året, kan man med udgangspunkt i ovenstående oplysninger – kombineret med lidt grovkornet baglæns hovedregning – let skyde sig ind på, at den gennemsnitlige årlige fangstrate baseret på Fangstjournalens tal i hvert fald må antages at være markant højere end vist i søjlediagrammet ovenfor. Antager vi, at 2018 er et repræsentativt år, og bruger DTU Aquas egne forholdstal mellem fisk fanget forår vs efterår, så vil det reelle årsgennemsnit på fangstraten højest sandsynligt ligge i omegnen af 50 % højere end forårsgennemsnittet, som er vist ovenfor. Et godt gæt på det årsgennemsnitlige antal fisketimer brugt pr. danske kystørred over målet kunne – når nu DTU Aqua ikke selv vil ud med det – derfor forventes at ligge på cirka 3 timers fisketid pr. kysthavørred over målet i på Sjælland og Fyn samt små fem timer i Jylland – selv med “nedjusterede” data. Eller sagt på en anden måde – tal – som set med mange lystfiskeres øjne nok vil virke komplet urealistiske – selv for erfarne fiskere. Man tør slet ikke tænke på, at kystørred-fangstraterne fra DTU Aqua ville have været endnu mere urealistiske, hvis ikke forskerne var blevet gjort opmærksom på, hvad der foregår ude i virkeligheden. Tallene blev nedjusteret med omtrent en tredjedel, hvilket betyder, at hvis intet var hændt, så ville DTU Aqua sandsynligvis på sigt have publiceret årsgennemsnitlige fangstrater på ca 2 timers fiskeri for en kystørred over målet på Fyn og Sjælland…
Det oplagte spørgsmålet er så: Hvorfor vil DTU Aqua tilsyneladende ikke offentliggøre kystørreddata baseret på hele året? Forhaler man en publicering, fordi man bange for, at data og fangstrater i Fangstjournalen for alvor vil blive stemplet som urealistiske? Ser man udelukkende på DTU Aquas data for forårsfiskeriet efter kystørred, ser det iøvrigt ud til at det er blevet bedre de seneste år. Alt dette – samt hvorvidt DTU Aquas data reelt set overhovedet er realistiske og brugbare, vender vi tilbage til i en kommende artikel, hvor vi stiller flere spørgsmål til projektleder Christian Skov.
Men hvad tænker DTU Aqua selv om projektet? Det kan du læse mere om her:
Her ser du den del af de danske kystørreddata for forårsfiskeriet, som DTU Aqua pt ønsker offentligheden skal se.
Fangstjournalen – set med DTU Aquas briller
Projektleder Christian Skov har ikke ønsket at kommentere ovenstående, men har i forbindelse med Fisk & Fris oprindelige spørgsmål til fangstraterne, givet følgende kommentarer til projektet:
– Fangstjournalen er et citizen science-projekt, hvor forskere og lystfiskere i fællesskab indsamler data for at blive klogere på lystfiskeriet. Målsætningen er bl.a. at få data, der kan beskrive udvikling i lystfiskeriet over tid, herunder hvor langt der er mellem fangsterne og om størrelserne af fisk ændrer sig. Der tales jævnligt om, hvorvidt fiskeriet er blevet dårligere eller bedre over årene, men ofte er der ingen eller få data, der kan bakke påstandene op. Visionen er, at Fangstjournalen kan bidrage hertil. Fangstjournalen giver i sin bedste form netop indblik i om lystfiskerne fanger mere eller mindre over årene og om fiskene generelt bliver større eller mindre
Fangstjournalens deltagere vs. den gennemsnitlige lystfisker
– Som alle andre citizen science-projekter er datakvalitet et centralt fokusområde. Siden vi udgav den første Fangstjournalen app i 2016, har vi derfor været i fuld gang med at evaluere data-kvaliteten fra Fangstjournalen, og vi er i den forbindelse blevet klogere. Vores undersøgelser indtil videre peger på, at brugerne af Fangstjournalen er yngre, mere dedikerede og fisker oftere end den gennemsnitlige lystfisker, hvilket nok ikke er specielt overraskende (Gundelund et al., 2020). Fangstjournalens deltagere ser også ud til at have højere fangstrater end lystfiskere, der ikke bruger Fangstjournalen, selvom data-materialet i den forbindelse dog er lidt spinkelt (Gundelund et al. 2020). I de kommende år bliver det en spændende udfordring, om vi kan få endnu flere ”gennemsnitslystfiskere” til at bidrage med data.
Jo flere brugere jo bedre data
– Citizen science-projekter tilsvarende Fangstjournalen skyder op rundt omkring (f.eks. Skov et al., 2021). De erfaringer, vi har fået fra projektet indtil nu, peger på, at Fangstjournalens data kan give viden om lystfiskeri, og såfremt der er tilstrækkelig med deltagere, data som er sammenlignelig med traditionelle data indsamlings-metoder (Gundelund et al. 2021).
DTU Aqua har siden 2016 fulgt havørredfangsterne på kysten via app´en Fangstjournalen.
– Vi tror på, at såfremt der etableres en tilstrækkelig stor og stabil brugermasse, så vil vi på sigt kunne bruge data til at vurdere årsvariationer i lystfiskeriet på regionalt niveau f.eks. i søer, vandløb og kystområder. Opstår der f.eks. tydeligt faldende tendenser over en årrække i f.eks. fangstrater eller gennemsnitsstørrelser, vil dette kunne indgå i den politiske vurdering af, om der er brug for initiativer for at rette op på fiskeriet. Og som nævnt før, jo flere lystfiskere der bakker op om dataindsamling via Fangstjournalen jo bedre data kan vi forvente.
–Forskning peger på, at det ikke altid er alle fisk i en population som er lige fangbare for lystfiskere (f.eks. Wilson et al, 2015). Noget tyder på, at nogle fisk har en adfærd/habitus, som gør, at de sjældnere bider på. Derfor skal man være forsigtig med at sætte lighedstegn mellem fangstrater og tætheden af fisk.
Fangstjournalen giver mange andre muligheder
– Via Fangstjournalen kan vi også indsamle anden viden om lystfiskeriet. Designet af den elektroniske platform gør det muligt for os at give udvalgte lystfiskere særlige felter, de kan udfylde. Fangstjournalen kan også via små surveys, som bringes via appen, evaluere lystfiskernes tilfredshed med et givet fiskeri.
– Her har vi lært, at tilfredsheden varierer mellem typer af fiskeri og påvirkes af flere forhold herunder lystfiskerens motivation for at tage på fisketur (Gundelund et al. 2022).
– På sigt kan vi potentielt se, om tilfredsheden med et givet fiskeri ændres som følge af forskellige forhold, f.eks. regelændringer, flere turister osv. Vi bruger også Fangstjournalen til at følge med i udbredelsen af lakselus blandt kystfangede havørred. Et sidste eksempel på anden nytteværdi fra projektet er, at Fangstjournalen tilbyder en gratis mulighed for foreninger og sammenslutninger til at få indsamlet data for netop deres forening (f.eks. https://www.fiskepleje.dk/raadgivning/fangstjournal-dtu-aqua/nyheder-fangstjournalen/nyhed?id=f21a2248-30fc-43d7-b099-11a005cccb18 ). Data som foreningen f.eks. kan anvende til at vurdere fisketryk og fiskekvalitet (fangstrater og størrelser) i deres fiskevand, og dermed evt. fravælge fiskevand som ikke anvendes eller ikke lever op til forventningerne. Data om faldende eller dårlig kvalitet kan også bruges i foreningens politiske arbejde. For nuværende anvendes Fangstjournalen af ca. 20 foreninger og 7 sammenslutninger.
Ifølge DTU Aqua tager en kystørred over målet 4,5 timer at fange på Sjælland – 4,8 timer på Fyn og lidt over 7 timer på Jylland. Ifølge DTU Aqua er brugerne af Fangstjournalen yngre og mere erfarne end gennemsnittet, hvilket ifølge DTU kan være med til at forklare de “relativt høje tal”. Hvorvidt denne antagelse holder som fejlkilde, vender vi tilbage til i del 2 af artiklen.
Fangstjournalens nyhedsbreve
– Vi forsøger med udgangspunkt i Fangstjournalens resultater at udgive jævnlige nyheder om stort og småt. Her vælger vi nogle gange at præsentere data, selvom der kan være lidt færre brugere end vi gerne så. Dette gør vi, fordi vi tror, det er vigtigt for deltagerne, at de kan se at data bliver anvendt, og fordi vi tror, det kan inspirere flere til at deltage. Hvis lystfiskerne, som læser nyhederne oplever noget helt andet end det, som Fangstjournalens data peger på, håber vi at anspore til, at man tilmelder sig og selv bidrager med data. Vi forsøger efter bedste evne at være fuldt åbne omkring, hvilke og hvor mange data der ligger til grund for nyhederne, for derved at give læseren mulighed for selv at vurdere datamængde og potentielt også datakvaliteten.
– Du kan selv udforske data Du spørger om, hvor mange data der ligger til grund for forskellige output. I forhold til nyhedsbrevene (https://www.fiskepleje.dk/raadgivning/fangstjournal-dtu-aqua/nyheder-fangstjournalen) så er det som udgangspunkt oplyst i hver nyhed. Hvis du er interesseret i, hvor mange data vi generelt har fra forskellige områder i Danmark, kan du hente appen og tilmelde dig som bruger. Så kan du få du adgang til siden ”Statistik”. Her er finder du informationer fra forskellige områder, som du kan udforske. Her skal du dog være opmærksom på at brugernes hemmelige fangster ikke indgår (dvs. de fangster/fisketure, som brugerne ønsker, at kun forskere får adgang til), så det reelle dataantal kan være større, end det fremgår. Brugernes hemmelige fangster indgår dog, når vi kigger på større geografiske områder, som f.eks. Fyn. Det synes vi giver mening.
– Jeg kan også henvise til videnskabelige artikler der publiceret i forbindelse med projektet. Nogle af dem er listet nedenfor, slutter han.
Er data fra Fangstjournalen reelt brugbare?
I del 2 af artiklen, som der pt arbejdes på, kigger jeg som skitseret nærmere på kvaliteten af data fra Fangstjournalen, og om de reelt set kan bruges. Endvidere undersøger Fisk & Fri økonomien bag projektet – samt om det i et bredt perspektiv er pengene, som betales af de danske lystfiskere, værd. DTU Aqua ønsker ikke selv at selv at udlevere detaljer om fx rådata – så der afventes pt svar på en aktindsigt.
Litteraturhenvisninger fra DTU Aqua
Gundelund, C., Arlinghaus, R., Baktoft, H., Hyder, K., Venturelli, P., & Skov, C. (2020). Insights into the users of a citizen science platform for collecting recreational fisheries data. Fisheries Research, 229, [105597]. https://doi.org/10.1016/j.fishres.2020.105597
Gundelund, C., Venturelli, P. A., Hartill, B. W., Hyder, K., Olesen, H. J., & Skov, C. (2021). Evaluation of a citizen science platform for collecting fisheries data from coastal sea trout anglers. Canadian Journal of Fisheries and Aquatic Sciences, 78(11), 1576-1586. https://doi.org/10.1139/cjfas-2020-0364
Gundelund, C., Arlinghaus, R., Birdsong, M., Flávio, H., & Skov, C. (2022). Investigating angler satisfaction: the relevance of catch, motives and contextual conditions. Fisheries Research, 250, [106294]. https://doi.org/10.1016/j.fishres.2022.106294
Jansen, T., Arlinghaus, R., Als, T. D., & Skov, C. (2013). Voluntary angler logbooks reveal long-term changes in a lentic pike, Esox lucius, population. Fisheries Management and Ecology, 20(2-3), 125-136. https://doi.org/10.1111/j.1365-2400.2012.00866.x
Skov, C., Jansen, T., & Sivebæk, F. (2014). Genudsætning og erhvervsfiskeristop: Vejen til et bedre geddefiskeri. Fisk & Fri, (8), 52-53
Skov, C., Jansen, T., & Arlinghaus, R. (2017). 62 years of population dynamics of European perch (Perca fluviatilis) in a mesotrophic lake tracked using angler diaries: The role of commercial fishing, predation and temperature. Fisheries Research, 195, 71-79. https://doi.org/10.1016/j.fishres.2017.06.016
Skov, C., Hyder, K., Gundelund, C., Ahvonen, A., Baudrier, J., Borch, T., deCarvalho, S., Erzini, K., Ferter, K., Grati, F., van derHammen, T., Hinriksson, J., Houtman, R., Kagervall, A., Kapiris, K., Karlsson, M., Lejk, A. M., Lyle, J. M., Martinez-Escauriaza, R., … Venturelli, P. A. (2021). Expert opinion on using angler Smartphone apps to inform marine fisheries management: status, prospects, and needs. ICES Journal of Marine Science, 78(3), 967-978. [fsaa243]. https://doi.org/10.1093/icesjms/fsaa243
Wilson, A. D., Brownscombe, J. W., Sullivan, B., Jain-Schlaepfer, S., & Cooke, S. J. (2015). Does Angling Technique Selectively Target Fishes Based on Their Behavioural Type?. PloSone, 10(8), e0135848. https://doi.org/10.1371/journal.pone.0135848
apr 7, 2022 | Artikler, Miljø og debat
To ihærdige og fremsynede lystfiskere fra Hvidovre Sport og Lystfiskerforening har på relativt kort tid fået stablet en serie af udsætninger på benene i København – og i dag starter man med de første 20.000 havørreder sponsoreret af blandt andet Westin og Kinetic Fishing, Sport Dres, Hvidovre Sport, Garmin Danmark og Småbådsklubben.
AF JENS BURSELL
PER FISCHER OG CHRISTIAN BALLE har længe haft en drøm om flere ørred i nærmiljøet omkring København. Men – i stedet på at vente på at andre måske gjorde noget, så tog de selv skeen i egen hånd og har på kort tid fået realiseret en større udsætning af ørred ved København.
Motivationen: Alt går den forkerte vej
– Havørredfiskeriet på kysten har jeg dyrket, siden jeg var 6 år, hvor jeg som helt ung junior kom med på kystture med Hvidovre Sport og Lystfiskerforening, fortæller Per Fischer. – I 90’er kom der rigtig gang i fiskeriet – primært på grund af de mange kystudsætninger, og dengang var det rigtigt sjovt at tage på kysten. Efter kystudsætningerne blev indstillet, og der kom mere fokus på årestaurering, så er det kun gået en vej med havørredfiskeriet – og det er ikke den rigtige.
– Jeg er stor tilhænger af å-restaureringer og er virkelig imponeret af de mange frivillige kræfter, der bliver lagt, så et stort cadeau til dem! Men – der er helt klart blevet meget længere mellem havørrederne på Sjælland – og Bornholm for den sags skyld. I efteråret kom der så restriktioner på torskefiskeriet i Østlige Østersø og kvoter på Laks i Østersøen. Alt går den forkerte vej…
– Det sad jeg så og surmulede over sammen med min klubkammerat Christian Balle, men så besluttede vi, at i stedet for at brokke os og ende med at blive gamle sure mænd, så ville vi prøve selv at gøre noget i stedet. Vi har derfor været i dialog med mange – eksempelvis Fishing Zealand, Grusbanden Sjælland, Køge Sportfiskerforening, Ishøj Sportfiskerklub, Københavns Kommune med flere – og så selvfølgelig DTU Aqua, der skal godkende projekter som dette.
– Derefter gik jagten ind på sponsorer – hvilket gik forrygende godt! Af de adspurgte har der været stor opbakning og glæde over, at der endelig kunne ske lidt for havørredudsætningerne i det østlige Danmark. Projektet er 100% privat finansieret og 100% non-profit, så telefonregningen – den har vi selv nappet… Men det gør vi også gerne for dette formål.
Per Fischer med en ud af mange flotte havørred han har fået gennem årene på fluestangen.
God sponsortilslutning til havørredudsætningen
Indtil videre har Westin og Kinetic Fishing, Sport Dres, Jagt & Fiskerimagasinet København, Hvidovre Sport, Fiskerikajen, Garmin Danmark, KingFish Dive & Travel, Hvidovre Sport- og Lystfiskerforening, Urbaser A/S og Småbådsklubben, spyttet penge i projektets første udsætning, men der er stadig plads til nye sponsorer, der kan henvende sig at Per Fischer på mail@perfischer.dk.
Private kan bidrage ved at indbetale det ønskede beløb på mobilepay 972994 mrk: ”Fisk i Havet”, hvor der allerede er indbetalt mange penge.
Store visioner for havørredudsætninger
– Visionerne er mange og store, fortsætter Per. – Vi har været i dialog med DTU Aqua om fremtiden, og det ser godt ud for tilladelserne til havørredudsætninger de kommende år. Vi håber også på, at vi kan få lov at sætte pighvarrer og rødspætter ud i Øresund – måske endda Storebælt. Foruden havørredfiskeriet har Christian og jeg også dyrket Øresundsfiskeri i mange år, og der er klart blevet længere mellem snapsne. “Måler-torsk” på Øresund – eksisterer de stadig?? Det kunne være så fedt, hvis vi kunne få et godt fladfiskefiskeri igen – eksempelvis til at supplere de måneder, hvor der ikke må fiskes torsk længere.
– Lige nu og her er fokus dog på at få en vellykket havørredudsætning, og så håber jeg, at vi også kan få lystfiskerne med på at bidrage økonomisk til de fremtidige udsætninger. Vi har allerede modtaget en del private bidrag til de kommende udsætninger.
Christian Balle med en flot havørred på fluestangen.
Garmin: En proaktiv indsats for dansk lystfiskeri
– Danmark er et land, som tidligere har været fiskemæssigt enormt priviligeret, men desværre er vores land ikke det længere, siger Lars Frithjof Nielsen fra Garmin Danmark. – Vi har mulighederne for igen at skabe godt fiskeri på mange områder, men det kommer ikke af sig selv, så vi har brug for direkte, aktivt og kreativt at genskabe vores eget fiskeri, overalt hvor vi kan. En stor del af løsningerne vil helt sikkert kunne tilvejebringes gennem privat fundraising til lokale projekter, og det ser jeg som en helt afgørende del af fremtiden for dansk lystfiskeri. Her står Per Fischers og Christian Balles projekt som et skoleeksempel, og det er fantastisk opløftende at se den opbakning, de uden problemer har opnået. Garmin støtter naturligvis projektet, og vi glæder os til at se indsatsen omsat til fiskelykke for de sjællandske lystfiskere.
Fairpoint: Vi er nødt til at gøre noget
– Helt grundlæggende mener jeg der skal være nogle fisk at fange, for dem som tager ud for at fiske, siger Thomas Petersen fra Fairpoint Outdoors, der har de to brands Kinetic og Westin. – De sidste mange år er havørredfiskeriet på Sjælland, som jeg vurderer det, kun gået én vej – og det er nedad. Der er rigtig langt imellem store fisk. Det er skræmmende at se, hvor hurtigt, det er gået den forkerte vej. Jeg kan tydeligt huske, at fiskeriet i halvfemserne, hvor der var kystudsætninger, var helt eminent – både på Møn, Stevns, Nordsjælland. Og det var ikke kun fra kysten: Trollingfiskeriet i fx Øresund var også helt fantastisk.
– Det ville være dejligt, hvis vi kunne få et fiskeri, der blot mindede om det, vi så dengang. Der er mange, som gør et stort arbejde for de vilde ørreder, hvilket jeg har stor respekt for. Men jeg tror simpelthen ikke, at det er nok til at genskabe et godt fiskeri. Der er for mange andre ting vi har fået ødelagt – eksempelvis via forurening fra landbruget, erhvervs – og fritidsfiskeri. Skal lystfiskeriet i Danmark have en fremtid, så er branchen nødt til at give en hånd med, hvilket vi som sponsorer på dette projekt så gør nu. Og det her er kun begyndelsen. Vi har fx produceret 340 specialbyggede kulfiber Westin Swim jerkbaits, der sælges til 1500 kroner stykket, og alle pengene går ubeskåret til predatorprojekter i Sverige og Danmark, slutter han.
Klaus Aaes fra Hvidovre Sport med en flot havørred taget på spin.
Grejbutikker støtter også havørredprojektet
Flere af de Københavnske grejbutikker har også støtte projektet, fordi fisk i vandet er afgørende for et godt lystfiskeri og dermed fiskebranchens eksistens. – Mange af vores kunder er helt vilde med at fiske havørred, men der kan godt være langt imellem fiskene her i Københavnsområdet, så vi synes det er helt oplagt at støtte det gode initiativ med udsætninger i lokalområdet, siger Poul Riboe fra Hvidovre Sport, der suppleres af Kris Jeppesen fra Sport Dres: – Vi støtter projektet fordi det er vigtigt for os, at folk fanger noget, når de er ude med snøren. På Sjælland er vi afhængige af udsætninger, hvis folk skal have en fornuftig chance for at mærke noget action. Det vil vi gerne bidrage til ved at støtte frivillige projekter, hvor vi er sikre på, at hver en krone kommer tilbage. En anden grund er selvfølgelig, at der er kommet mange nye lystfiskere til – og de har været flinke til at handle hos os. Derfor siger vi tak ved at gi’ et bidrag, der kan hjælpe dem med at få succes.
Kenneth Berantzino fra Sport Dres med en flot havørred fra den sjællandske nordkyst.
apr 4, 2022 | Artikler, Miljø og debat
Lokale kræfter ønsker erhvervsfiskeriet på Arresø genoptaget, hvilket på lang sigt potentielt set kan blive til skade for både sandartbestanden, vandets kvalitet, de lokale erhvervsdrivende og de mange lystfiskere, der kunne have haft glæde af et godt fiskeri i Arresø.
Erhvervsfiskeriet på Arresø skal genoptages. Sådan lyder det fra byrådsmedlem Kim Jensen (C) fra Halsnæs Kommune. Fisk & Fri har stillet ham syv relavante spørgsmål, som han besvarer – og så får han naturligvis et par ord med på vejen.
AF JENS BURSELL
ARRESØ er i en ringe forfatning – både hvad angår vandkvalitet og fiskebestande. Faktisk står det så slemt til, at søen er klassificeret som havende ”dårlige økologisk tilstand. Ved udgangen af 2021 stoppede den tidligere erhvervsfisker koncession på Arresø, men det udelukker ikke, at erhvervsfiskeriet efter sandart kan blive genoptaget.
Sandarten bidrager som andre rovfisk til de kaskadeprocesser, hvor fredfisk holdes nede, så der er tilstrækkelige mængder af zooplankton til at nedgræsse algerne, hvilket igen bidrager til at holde vandet klart. Et fortsat erhvervsfiskeri, hvor mange rovfisk fjernes risikerer derfor at gøre det endnu sværere at nå i mål med EU´s Vandrammedirektiver, hvor Danmark har forpligtet sigt til, at blandt andet Arresø skal have ”god økologisk tilstand” inden 2027.
Byrådsmedlem vil have erhvervsfiskeriet retur til Arresø
Kim Jensen – byrådsmedlem i de konservative, vil have erhvervsfiskeriet tilbage til Arresø. Vi har i den anledning stillet ham syv spørgsmål, som han har besværet, hvorefter han får en opfølgende kommentar med på vejen:
FISK & FRI: Forklar kort hvorfor du mener, at erhvervsfiskeriet skal retur til Arresø.
– Kulturhistorie, arbejdspladser, økonomi, og det at være at være klar til at iværksætte biomanipulation, svarer Kim Jensen.
FISK & FRI: Jo tak – erhvervsfiskeri på Arresø vil kunne deltidsbeskæftige 1-2 mand. Det skal ses i forhold til den potentielt set kæmpestore rekreative og socioøkonomiske gevinst, der kunne være ved at attraktivt lystfiskeri, som vil generere indtægter lokalt ved fx salg af grej, indkøb, restaurantbesøg, overnatninger og meget andet – både fra danske lystfiskere og udenlandske turister.
Det er vist masser af gange at dyre biomanipulationer ikke hjælper på den lange bane, eftersom søerne efter 2-3 år normalt falder tilbage til deres oprindelige uklare tilstand. Men når først man har biomanipuleret og fjernet store mængder af fredfisk, så har man samtidig fjernet byttegrundlaget for rovfiskene og bragt naturen endnu mere ud af balance.
Erhvervsfiskeren fra Arresø har igennem mange år haft base her ved Ågabet i Frederiksværk.
Arresø & EU´s Vandrammedirektiver
Fisk & Fri: Anderkender du Danmarks forpligtelser til at leve op til EUs Vandrammedirektiv inden den fastsatte skræring i 2027? – og mener du det er vigtigt?
– Ja – det er en EU –forpligtigelse, siger Kim.
Fisk & Fri: I følge EUs Vandrammedirektiver skal Arresø leve op til “God økologisk tilstand” inden 2027. Pt er tilstanden “Dårlig”. Der er således meget, meget langt til at nå i mål med disse målsætninger. Hvad mener du kommunerne omkring Arresø skal gøre for at leve op til forpligtelserne i EUs Vandrammedirektiver?
– Ja, kommunerne skal sætte mere fart i gennemførelsen af seperatkloakering, og derved mindske mængden af vand til renseanlæggene, og dermed også forureningen af Arresø, forklarer han.
Rovfiskene og den økologiske balance i Arresø
Fisk & Fri: Er du bekendt med, at rovfisk som fx sandart æder fredfisk, der spiser zooplankton, som æder alger – og at når der bliver færre rovfisk, så kommer der flere alger, fordi større mængder fredfisk nedgræsser den zooplankton, der skulle have spist algerne?
– Ja – sandarten tager ikke de store fredfisk, svarer han. – Og som søen får det bedre, er der fremgang i bestanden af gedder og aborre, hvor især aborren er meget effektiv.
Fisk & Fri: Det er korrekt, at sandart ikke tager de helt store fredfisk i fuldvoksne eksemplarer, men alle fredfisk starter som yngel og vokser sig større, hvormed en sund og velvoksen sandartbestand naturligvis kan gøre et solidt indhug i alle arter af fredfisk, eftersom de spiser de større arter af fredfisk, mens de endnu er små, hvormed der også vil blive færre store fredfisk af den simple grund, at de spises inden de bliver store.
Fisk & Fri: Kan du se pointen i, at når man giver grønt lyst til en erhvervsfisker, der målrettet går efter store mængder rovfisk – i Arresø vil det være sandart, så modarbejder man målsætningeren i EUs Vandrammedirektiv? – dels fordi det bliver endnu sværere at opnå mere klart vand – og dels fordi færre rovfisk giver et lavere fiskeindex og dermed en lavere “score” på skalaen for økologisk tilstand.
– Nej, svarer Kim. – Der var nogle få år med meget stor bestand af sandart, men de sidste 18 år har der ikke været særlig store fangster. Ifølge biologerne fra DTU Aqua vil et sandartfiskeri på mere end det dobbelte af det nuværende ikke betyde overfiskeri i en sø af Arresø størrelse.
Fisk & Fri: Overfiskeri er et meget relativt begreb. DTU Aqua rådgiver til hård befiskning af gode sandartårgange på trods af, at man efterfølgende har set en nedgang i vandets klarhed – samt har haft et elendigt fiskeri i mange år efter. Så hverken termer som ”ikke overfiskeri” eller bæredygtigt fiskeri betyder nødvendigvis, at det der foregår, er det bedste for hverken søen som helhed eller bestanden. Det betyder i praksis blot, at fiskeriet er på et niveau, hvor bestanden overlever og ikke udryddes helt.
Et godt lystfiskeri efter sandart ville kunne tiltrække en masse lystfiskere til Arresø. I dag er der stort set ingen, fordi fiskeriet har været elendigt siden erhvervsfiskeren bortfiskede 200 tons sandart fra søen i perioden 2002-2004.
Lystfiskeriets rekreative og socioøkonomiske værdi
Fisk & Fri: Lystfiskeriet på Arresø har i mange år været elendigt, siden erhvervsfiskeren i starten af 00´erne bortfiskede i omegnen af 200 tons sandart fra en stor årgang. Anderkender du, at en stor og sund bestand af fx sandart vil have en stor rekreativ værdi – ikke blot for områdets beboere men også for tilrejsende lystfiskere fra hele Sjælland – og måske også andre dele af landet?
Der er lavet utallige undersøgelser der viser, at lystfiskerfangede fisk rent socioøkonomisk er langt mere værd end erhvervsfangede fisk. Hvis du gerne vil skabe lokale indtægter og arbejdspladser til beboerne i området – hvad tror du så giver samfundet mest værdi: En enkelt erhvervsfisker – eller en sø med masser af fisk, der kan fanges ikke blot af lokale lystfiskere, men også at tilrejsende lystfiskerturister, hvis familier lægger penge på alt fra overnatninger og restauranter – til museumsbesøg og shoppingture?
– Jeg er ikke bekendt med de utallige undersøgelser der viser lystfiskerfangede fisk socialøkonomisk har større værdi end erhvervsfangede, siger Kim. – Der er siden fiskeriet stoppet risiko for større importerede sandart fra udlandet. Forpagtningsafgiften til staten var i de gode år op til 1 million kroner. Det har altid været tilladt at lystfiske i Arresø, men ikke at sejle med motor på søen. Imidlertid blev der i 2016 givet tilladelse til at, indtil 10 både ejet af lystfiskerforeninger måtte sejle med motor. Det er ikke hver dag, at man ser mere end en lystfiskerbåde på søen, så umiddelbart vil jeg mene at interessen er begrænset. Dette dog sagt ud fra et udokumenteret synspunkt.
Fisk & Fri: Jo der er lavet adskillige undersøgeler verden over der viser, at stangfangede fisk normalt er betydeligt mere værd for samfundet. Et løst overblik over dette blot for dansk fiskeri finder du her.
Her kan du se, at den socioøkonomiske værdi et kilo gedde – af DTU Aqua skønnes at være 1200 kroner kiloet. Til sammenligning får en erhvervsfisker cirka 50 kroner kiloet. Sandarten hjemtager en næsten dobbelt så høj pris – men mon ikke selve forholdstallene er nogenlunde det samme. Så jo – der er super god dokumentation for at stangfangede fisk er mere værd for samfundet.
Du skriver, at der ikke er mange, som fisker på søen. Ja det har du fuldstændig ret i. Det siger sig selv, at når fiskeriet har været elendigt i næsten 20 år – så er der efterhånden ikke mange lystfiskere, som gider at fiske der mere. Siden de store sandartårgange blev nedfisket benhårdt af erhvervsfiskeren i 2002-04 har lystfiskeriet været elendigt. Lod man sandartbestanden udvikle sig naturligt på en sø fri for erhvervsfiskeri, kunne der i stedet bliver et fantastisk lystfiskeri, der ville være til glæde for naturen, vandkvaliteten samt en hel masse lystfiskere – og samtidig give en potentiel stor socioøkonomisk gevinst for lokalområdet.
mar 24, 2022 | Artikler, Miljø og debat, Portrætter
Linda fisker selv meget på kysten – bl.a. efter de havørreder, som hun selv har været med til at producere.
Linda Bollerup er biolog, medlem af bestyrelsen i DSF, suppleant i bestyrelsen for Dansk Lystfiskeri – samt har arbejdet med produktion af laksefisk de sidste 18 år. Vi har fået en snak med Linda, der om nogen har stor praktisk erfaring med produktion og udsætning af ørreder.
AF JENS BURESELL
LINDA deltager gerne der, hvor hun føler, at hun måske kan være med til at gøre en forskel. Hun er uddannet biolog fra SDU i august 2004. – Jeg var så heldig at få arbejde på Fyns Laksefisk allerede fra d. 1. april 2004, og havde nogen hårde første måneder med færdiggørelse af studie samtidig med nyt job, fortæller hun. Jeg har taget diverse vandløbskurser igennem årene bl.a. elfiskekursus, bestandsanalysekursus, vandløbskurser, diverse akvakulturkurser m.fl. – og så har jeg fornylig færdiggjort en diplomuddannelse i ledelse. Mit arbejde er min fritid, og min fritid er mit arbejde.
Fiskemester på Fyns Laksefisk
Igennem de sidste 18 år har Linda været fiskemester hos Fyns laksefisk. – Mine opgaver er meget alsidige. Jeg passer fisk/æg (daglige opgaver), gør anlæg rene, elfisker, stryger fisk, har rundvisninger, taler i telefon – og meget hvis du spørger andre, udtaler mig til pressen, deltager i mange møder med både interne og eksterne, arbejder i weekend og helligdage, er på tilkald, sætter fisk ud, laver bestandsundersøgelser, specialistopgaver for eksterne samarbejdspartnere samt en masse administrativt arbejde herunder søger diverse tilladelser, snakker med eksterne samarbejdspartnere, planlægger elfiskeri og udsætninger og meget, meget andet. Derudover så er jeg nærmeste leder for 9 medarbejdere.
Eller sagt på en anden måde. Linda har utrolig stor praktisk erfaring med alt, hvad der vedrører opdræt og udsætning af ørred. Vi har stillet hende 8 spørgsmål:
Hvor mange kystørred er vildfisk?
1 – Du fisker selv efter havørred på kysten, og kan som opdrætter let kende opdrætsfisk fra vildfisk. Hvad tænker du frekvensen af hhv opdræts og vildfisk er derude på kysten?
– Jeg fisker selv og det giver mig mange gode oplevelser, siger hun. – Jeg og mine medfiskere tjekker altid fiskene for at se, om de er vilde eller udsatte. Er vi i tvivl, så er de vilde. Fyns Laksefisk er blevet bedre til at lave fisk og de udsatte er blevet svære at genkende. Jeg har oplevet fisketure, hvor alle fisk har været udsatte (10 ud af 10) og ture hvor fordelingen har været mere moderat. Men jeg oplever næsten altid at se udsatte fisk. Et bud på en gennemsnitslig fordeling er ca. 60/40 (udsatte/vilde), der hvor jeg fisker.
Linda tilbringer meget tid i og ved de danske åer – blandt andet for at elfiske.
Udfordringer når der skal produceres udsætningsfisk
2 – Når moderfisk skal indsamles og æg/sæd skal befrugtes – hvilke praktiske problemstillinger kan der være – og hvad er den begrænsende faktor for hvor mange udsætningsklare fisk man får?
– Moderfiskene bliver fanget/elfisket af både personale på Fyns Laksefisk og en masse frivillige gode folk, forklarer hun. – Elfiskeriet i november/december foregår i tæt samarbejde mellem Fyns Laksefisk og sportsfiskerne. Sportsfiskerne yder en kæmpe indsats og uden det samarbejde, var der ikke noget projekt. Elfiskeriet foregår i mange forskellige åer på Fyn, og der er ikke to sæsoner, der er ens. Nogen sæsoner er der fra starten af meget vand, og det kan være svært at finde fiskene. Andre sæsoner er der ikke så meget vand, og fiskene er måske ikke trukket op endnu. Der skal foreligge tilladelser til alt, og der er ikke frit slag i bolledejen i forhold til, hvor vi gerne vil elfiske. Hvis der er meget vand i åerne, er fiskene trukket godt op i systemet – og måske til et sted, hvor vi ikke har adgang. Det betyder, at en begrænsende faktor kan ofte være, om vi har adgang til/tilladelse til at elfiske. Fiskene bevæger sig jo rundt op opad og står måske ikke lige der, hvor vi må fiske. En mere fleksibel adgang ville være ønskværdigt. ’
– Sammen med sportsfiskerne gør vi meget ud af at forsøge kun at tage fisk med hjem til lakseriet, som kan stryges. Det medfører så, at der sorteres grundigt i moderfiskene ved/i åen. Fisk der er udleget/delvis udleget, skadede fisk, fisk med svamp, hunner der slet ikke er klar til strygning osv. hjemtages ikke. Langt de fleste år opnår vi det ønskede antal æg, men nogen år skal der ledes lidt længere tid og gås lidt flere meter i åen for at finde moderfiskene.
Udover at lede det daglie arbejde på Fyns Laksefisk, sidder Linda også i bestytrelsen for DSF.
Udfordringer med udsætningerne
3 – Hvad er dine oplevelser med mortaliteten: Hvilke fisk har en højeste overlevelserate i hhv åen og på kysten – og hvorfor?
– Hvis du spørger til smolt, der lige er sat ud tæt på mundingen, så er de helt sikkert et nemt offer for f.eks. skarver, men når først de er på kysten, så er min oplevelse, at de hurtigt søger skjul under tangplanter mm, fortsætter hun. – Det er derfor meget vigtigt at passe på smoltene de første dage efter udsætning i åen og især i nogen vandløb er det ekstra vitalt for fiskene. Fiskene er afkom af vilde fisk, så de har deres instinkter i behold – og når først de lige er “landet” i naturen, så opfører de sig naturligt.
4 – Hvis man ville skrue op for udsætninger – vil det kunne lade sig gøre at indsamle større mængder af fisk til strygning uden at det går ud over outputtet af vildfiskene gydning – og i givet fald, hvordan skulle man gøre det?
– Der kunne godt indsamles lidt større mængder, siger hun. – I hvert fald i nogen åer/vandløb. I nogen vandløb trækker der så mange fisk op, at der ikke er gydemuligheder til alle og de gyder “oven i hinanden”. Et lokalkendskab samt en registrering af gydebanker/moderfisk ville være vigtigt forud for elfiskeri af “nye” vandløb. Min oplevelse er, at i nogen vandløb er der mange moderfisk og ikke plads til alle, og i andre vandløb skal man ikke elfiske flere moderfisk.
Linda Bollerup i fuld færd med at indfange moderfisk.
Mundingsudsætninger af havørred
5 – Hvad er din holdning til mundingsudsætninger som vi kender dem – og hvorfor?
– De mundingsudsætninger, som jeg har kendskab til, giver i stor udstrækning god mening og gavner fiskeriet uden at genere de vilde fisk, pointerer hun. – De er afkom af vilde lokale fisk, og jeg ser mange udsatte fisk, som er blevet store samt flotte. Disse fisk indgår i de nye generationer, og indgår således i fiskeriet. Det fynske havørredfiskeri ville slet ikke være det samme uden udsætninger. Når det er sagt, så skal vi blive ved med at arbejde for – samt have fokus på et bedre vandmiljø. Vores vandmiljø, herunder både vandløb og fjorde/havet, lider, og der forestår et langt samt stort arbejde. Jo flere der fisker, desto flere bekymrer sig for vandmiljøet – og jo flere får øjnene op for de unikke oplevelser, som fiskeriet kan give.
6 – Hvordan kan det evt gøres bedre?
– Opdræt og udsætninger skal foregå på en bæredygtig måde forstået på den måde, at fiskene skal være afkom af vildfisk, opdrættet på en bæredygtig måde, sættes ud der hvor det giver mening og passes på i de første dage efter udsætning, fastslår hun. – Min tilgang er, at vi altid kan forbedre og optimere, så det vil give mening at forsøge at finde ud af, hvordan vi får mest ud af udsætninger.
Linda med dagens elfiskefangst – en flot ørred.
Flere havørreder på kysten?
7 – Hvad er din holdning til evt kystudsætninger – og hvordan kunne man evt gøre dette bedre nu ifht halvfemserne?
– Jeg har ikke selv oplevet at fiske i de glade halvfemsere, da der var kystudsætninger. Men jeg ved, at man har tendens til at huske de gamle dage som meget bedre. Jeg har hørt om folk, der fangede mange flere og større fisk dengang, og jeg har hørt om folk der aldrig så skyggen af en havørred på trods af, at de fiskede meget. Til gengæld fangede de torsk. Jeg ved også, at de tidligere udsætninger af dambrugsørreder gav større fisk. De fisk, der udsættes nu, er afkom af vilde fisk, og det genetiske materiale er stort samt varieret, hvilket giver fisk i mange forskellige størrelser og ikke kun store fisk. Jeg tænker, at vi skal fortsætte med at avle på vilde fisk og lave fiskene så naturlige, som vi kan.
8 – Hvis målet er et markant bedre kystfiskeri overalt i landet, hvordan ser du den optimale udsætningsstrategi på den lange bane?
– Jeg tror ikke på et markant bedre kystfiskeri overalt i landet. Jeg tro på, at det kan forbedres på flere måder – både ved udsætninger og selvfølgelig ved markant bedre vandmiljø – men vi er nødt til at se på, hvor det giver mening at sætte fisk ud. Vi skal ikke sætte fisk ud i blinde. Vi er også nødt til at tænke ud af boksen og prøve os frem med andre strategier f.eks. kystudsætning hvor det giver mening. Måske et forsøg med en prægning på et vandløb ved at have dem i et bur i et par dage, inden de sejles ud på. Jeg ved også, at skarver er et KÆMPE problem – også for ørreder. Et problem vi er nødt til at forholde os til. Og skarven forsvinder ikke, selvom der ikke sættes fisk ud. Skarven er et problem langt uden for Danmarks grænser. Da jeg i 2008 arbejdede sammen med en ungarer i Bosnien, talte han om skarver og om, hvor stort et problem de er i mange lande. Vi er altså nødt til at hæve os op i en helikopter og se ned på alle de forskellige udfordringer der er. Og arbejde sammen i stedet for at sidde bag skærmen og bekrige hinanden og tale om udsætninger eller ej. Der er desværre meget større problemer end hvor vidt vi skal have udsætninger eller ej. Vores natur lider og vi hjælper naturen bedre ved at stå sammen.
feb 28, 2022 | Artikler, Biologi, Miljø og debat
Hvis det viser sig, at rovfiskene i vores søer inderholder for høje PFAS/PFOS værdier, vil det betyde, at erhvervsfiskeriet på disse arter må lukke øjeblikkeligt, da det selvfølgelig ikke er tilladt at markedsføre/sælge fisk, der har et indhold af gift, som er over grænseværdierne.
Flere af vores vande er desværre forurenet med giftig PFAS/PFOS. Nogle er allerede undersøgt, men langt fra alle. Uanset hvor vi fisker, bør vi dog vide, om der er gift i de fisk, som vi fanger og evt. spiser. Forhåbentlig er der det ikke, men såfremt der er, vi det samtidig betyde, at det vil være forbudt at sælge fisk fra søen, hvormed erhvervsfiskeriet må lukke øjeblikkeligt. Ingen diskussion og helt uden lange politiske forhandlinger. En sådan test kan gøres på under én måned.
AF JENS BURSELL
De sundsskadelige flourstoffer PFAS – herunder PFOS – findes desværre næsten overalt, og i takt med at man begynder at tage flere prøver, opdages løbende nye områder, hvor enten jord, vand eller fisk er så forurenede, at grænseværdierne overskrides – eksempelvis i Mølleåsystemet, hvor man nu opfordrer til ikke at spise fiskene. Flourstofferne er svært nedbrydelige, hvilket betyder, at de ophobes – med fare for akkumulation op igennem fødekæden, hvor man finder de højeste koncentrationer hos fx rovfisk og rovdyr.
Der er ikke noget, der er så skidt, at det ikke er godt for noget?
Som lystfiskere har vi naturligvis en interesse i ikke at spise fisk, med en koncentrationer af PFAS/PFOS der er så høj, at det kan være kræftfremkaldende, hormonforstyrrende, fremprovokere abort eller svække vores immunforsvar. Men ikke nok med, at de færreste lystfiskere næppe har lyst til at spise forurenet fisk – det vil også være ulovligt at markedsføre/sælge fisk, hvor græseværdien for flourstoffer overskrides, hvor med erhvervsfiskeriet på søen må ophøre øjeblikkeligt.
Gruppen af flourstoffer PFAS, hvoraf PFOS regnes som den mest skadelige, findes desværre mange steder i miljøet, fordi det som et fedtafvisende kemikalie gennem tiden har været anvendt i en lang række hverdagsprodukter – lige fra emballage og pizzabakker til maling og tøj. På det seneste har brugen af PFOS i brandslukningsskum fået stor opmærksomhed.
For nylig har Miljøstyrelsen derfor undersøgt en række vandløb, hvor tre ud af fire undersøgte vandløb på Sjælland havde et indhold over grænseværdien:
Udover ovennævnte hverdagsprodukter har brugen af brandslukningsskum været vidt udbredt – ikke kun, hvor der har været brandøvelsespladser. I Farum, hvor jeg oprindeligt kommer fra, blev alle børnene om sommeren inviteret til legearrangementer, hvor brandmændene sprøjtede med brandskum i store mængder – og i Slangerup, hvor min kone kommer fra – var det helt almindeligt at sprøjte med brandskum til skoleafslutninger. Så mon ikke også det har været sådan i mange andre kommuner, hvor der – desværre – over årene må være udledt alt, alt for mange flourstoffer.
Eller sagt på en anden måde – har man fundet overskredne grænseværdier på PFAS/PFOS i tre ud af fire testede vandløb på Sjælland, så kunne man med rette mistænke, at det ikke blot er større systemer som fx Mølleå-bassinet, der er forurenet. Hvem ved – måske er der også PFOS i Pøleå/Arresø – samt Susåen – og dens mange attraktive søer, hvor der blandt andet drives erhvervsfiskeri på Tystrup Bavelse.
Viser det sig, at der er for høje værdier af PFOS i vores rovfisk, er det uendelige trist. Men – det vil til gengæld betyde at erhvervsfiskeriet efter dem må lukke øjeblikkeligt, hvilket på andre måder vil gavne søen, dens beboere – samt de lystfiskere, der primært fisker catch and release.
Og hvad kan vi så bruge det til?
Jo – vi skal selvfølgelig have tjekket, at fiskene i vores populære fiskevande ikke overskrider grænseværdierne for PFAS/PFOS, så vi ikke spiser forgiftet fisk. Hurtigst muligt. Ingen kan have interesse i at spise forgiftet fisk i ulykkelig uvidenhed. Og når vi nu er i gang, så kan vi passende starte med at undersøge de søer, hvor der er erhvervsfiskeri. For viser det sig, at fiskene overskrider grænseværdien, så kan de jo som sagt ikke sælges videre, hvorved erhvervsfiskeriet må lukkes øjeblikkeligt – uden at bruge mere tid på årelange politiske diskussioner om rekreative og socioøkonomiske værdier – samt overholdelse af målsætningerne i EU’s Vandrammedirektiver. Dermed ikke sagt at disse diskussioner ikke er vigtige – men vi kan spare vores krudt til bruge de samme vigtige emner som løftestang for andre målsætninger, der også har stor betydning for fiskeret samt vores natur og miljø.
PFAS/PFAS på Arresø?
Arresø har det ikke godt og er pt i ”dårlig økologisk tilstand” jfr. Vandrammedirektivernes definitioner. Over årene er der udledt masser af spildevand fra Hillerød og omegn – med varierende grad af rensning – og så vidt vi harkunnet finde ud af, er der ikke taget PFOS-test på rovfiskene her. Vandskellet mellem Mølleåsystemet og Pøleå/Arresø-systemet ligger ikke mere end cirka 5 kilometer fra hinanden, så det vil da være mere end oplagt hurtigst muligt at teste fisk voksne rovfisk fra Arresø: Såfremt grænseværdierne for PFAS/PFOS overskrides, vil det dels være rart at vide, så vi som lystfiskere ikke spiser forgiftet fisk. Det vil selvfølgelig være skidt for fiskene, hvis de er forurenet. Og det vil være en nitte, at lystfiskerne – indtil en evt. oprensning måske engang er forgået – ikke vil kunne spise deres fangst. Men – når det nu desværre er, som det er, og vi ikke kan skrue tiden tilbage, så vil det i det mindste have den store fordel for søen, at en evt kommende erhvervsfisker ikke vil kunne omsætte sin fangst – til glæde for søens fisk, søens økologiske tilstand – samt et potentielt super spændende catch & release fiskeri i fremtiden.
Det samme gør sig selvfølgelig gældende for de øvrige søer med erhvervsfiskeri i Danmark.
Undersøgelser kan ”let” finansieres
Ifølge Per Reimann fra det rådgivende ingeniørfirme DGE koster en enkelt stikprøve 2000 kroner, hvis der tjekkes 12 PFAS stoffer og 3000 kroner, hvis den indeholder 20 PFAS stoffer. Jævnfør linket til MST ovenfor tages normalt 1-5 prøver for hver art. Eftersom det i denne sammenhæng er konsumarter, som er i fokus, vil man på en indledende screening måske kunne starte med fx 1-2 rovfiskearter. På Arresø, hvor sandarten er den altdominerende rovfisk, kunne man således blot starte med 3-5 voksne fisk for at få en idé om en eventuel PFAS/PFOS forurening. Det ville koste 6-15.000 kroner + moms samt måske nogle tusinde ekstra til løn for en konsulent til tolkning af resultaterne. Lad os bare sige 20.000 kroner – et beløb som let ville kunne skrabes sammen på kort tid som fx crowdfunding med tilskud fra private samt lokale foreninger og erhvervsdrivende med interesse i søens rekreative og socioøkonomiske potentiale. Eller et beløb som de lokale foreninger måske bare vælger at betale, fordi man ønsker at redde søens fisk hurtigst muligt, inden de er bortfisket og balancen er ødelagt. Det ville næppe tage lang tid. Et par fisketure for at fange de nødvendige fisk til prøverne – og et par uger til at analysere dem. På fx Eurofins laboratorier tager det ikke mere end ti dage fra man afleverer en prøve – til man vil kunne have resultatet.
At man selvfølgelig bør søge at kompensere for fortidens syndere ved få fjernet forureningen, siger sig selv. Belært af historien kan det dog sikkert komme til at tage årtier, inden man får nogen til at betale for det – hvis nogen overhovedet. Og så kan man jo lige så godt passe bedst muligt på søen og søens beboere imens.
dec 22, 2021 | Artikler, Miljø og debat
Spørger man Stefan Meldgård, kan man med meget få midler udnytte vandløbenes potentiale meget bedre. Her giver han sit bud, hvordan produktionspotentialet i vore bække og åer kan øges, samt påpeger et par andre faktorer, der kan øge den økonomiske gevinst.
AF STEFAN MELDGAARD, FOTO: KAARE M. EBERT (DSF), JAN NIELSEN (DTU AQUA), STEFAN MELDGAARD OG JENS BURSELL
DER UDLÆGGES gydegrus og skjulesten som aldrig før. Mange steder spores der fremgang, og som et ud af få steder i verden, så er laksene i Danmark i fremgang. Men – det er stagneret de seneste år. Der gøres allerede meget, men spørgsmålet er, om der kan gøres mere? Svaret er efter min mening – ja. Og ofte vil det kunne gøres for små midler.
Lokalisering af forhindringer er uhyre vigtig, for adgangen til gydepladserne et ”must”. For kan laksene ikke finde egnede grusbanker, så kan de indlysende nok heller ikke gyde med succes.
Laksefisk vil have udsigt til lys
Et af de steder, der kan stoppe fiskenes vandring, er offentlige og private vejunderføringer. Hvis fiskene ikke kan se lys for enden af et rør eller underføring, har undersøgelser vist, at de ikke vil passere. Men flere steder kan det problem let løses. Private rørunderføringer ved fx markveje kan nemlig laves om til ”broløsninger” af køreplader, som er påsvejst vanger, så deres bæreevne øges.
Skitse af en forstærket køreplade med øget bæreevne efter 3 påsvejste 4-kantprofiler. En standard køreplade klarer et tryk på 22ton. Med påsvejsning fordobles bæreevnen, og den vil kunne anvendes som flytbar “bro”. Idemanden bag er Stefan Meldgaard.
Der er flere fordele ved den løsning. Dels er de flytbare og de evindelige opstuvninger af grene samt grøde undgås. Dels vil der ikke være behov for opgravninger før og efter en sådan konstruktion. Den naturlige forsinkelse af regnvand pga. de øgede vandmængder ved fx klimaforandringer, sker normalt ved, at vandløb får større og større sving, jo længere ned af et vandløb man kommer mod udløbet. Blokering af rørlægningerne, vil med en kørepladeovergang ikke forekomme, men de fjernede sving bliver det nødvendigt at genskabe, hvis man vil genskabe naturens egen forsinkelse af regnvandet efter et regnskyl. I svingene vil der opstå dybe partier, hvor fiskene kan opholde sig. Og imellem svingene vil der kunne udlægges gydebanker, der forsinker vandet uden at tilbageholder det. Så med disse løsninger vil vandafledningen forblive den samme som før. Løsningen er forbundet med et arealbehov, da forsinkelsen beror på en genskabelse af de naturlige sving, og derfor er må vi spørge lodsejerne. De forstår problematikken, og deltager gerne når deres vandafledning bibeholdes. Disse fysiske ændringer pågår allerede flere steder, men har ikke nået sit fulde potentiale.
Men skal det ske for alle vandløb? Et kontroversielt svar vil fra mig være – nej. Der er gennem tiden sket så massive udretninger, at det ikke vil kunne betale sig at restaurerer alle disse vandløb. Kun i de vandløb, hvor restaureringerne kan gennemføres fra kilde til udmunding, vil man kunne opnå fuldt produktionspotentiale. Konsekvensen af de totale udretninger er og vil, udover tab af unikke fiskestammer, være at broer ødelægges og landområder risikerer at blive oversvømmede på uønskede steder. Eksempelvis oplevede Skjern by i 2014, at byen blev oversvømmet og fire broer blev ødelagt af et regnskyl på 150mm på 12 timer. Det var virkelig en ekstrem situation, og dem vil der komme flere af. Ifølge DMI var nedbørsmængden i 1940’erne ca. 470mm/år og i de sidste ti år har den været ca. 780mm/år. Der er derfor et behov for at bække og åer kan oversvømme visse områder. Og vi har kun et sted at spørge om velvilje til at løse dette, og forståelsen er der.
En underføring som ikke fungerer for vandrefiskene. Vandfaldet skal udlignes med stenstryg eller gydegrus, så vandspejlet min. står 1 cm op i røret.
En korrekt underføring har lys for enden af røret, og har intet vandfald. Og bliver aldrig vandfyldt. Overholdes disse vil vandrefiskene passere.længere opstrøms.
Lav større underføringsrør
Med disse fakta i mente kan det derfor være nødvendigt med dobbelt så store underføringsrør, eller føromtalte køreplader. De broer der førhen blev ødelagt, er ikke designet til at klare nutidens vandmængder. Her vil det være nødvendigt med en konstruktionsændring, der tillader momentane ekstreme stigninger.
Forlader åvandet røret i et vandfald, kan det forsinke eller forhindre fiskenes opstrøms vandring. Selv et vandfald på 1cm kan stoppe opgangen. Her vil udlægning af et stenstryg eller en gydebanke, der hæver vandspejlet, så vandfaldet udlignes, genskabe den optimale passage. Der er kun behov for en vanddybde på 1cm ved udløbet og sollys for enden af røret i opstrøms retning.
En del småbække er samlet i et y-formet rør, og samlet til et vandløb nedstrøms. Her vil en forskydning af sammenløbet være nødvendigt, for at opnå effekten af sollys ved begge rørindløb. Et rør der er helt vandfyldt, stopper ligeledes opgangen, da intet sollys slipper igennem. Ved nogle rørføringer, vil det ligeledes være nødvendigt med store sten inden i dem. Det er ikke hensigten at stoppe vandafledningen, men at skabe strømninger som fiskene kan ride på, når de trækker opstrøms.
De beskrevne forslag løser i min optik adgangen og produktionspotentialet i åens øvre dele.
Bro- og rørunderføringen her har spærringer af sand og grene. Ophobningen af sand nedstrøms kan forhindres (se nedenfor).
Bro- og rørunderføring med efterfølgende mere optimal udlagt stenstryg der forhindre sandophobning uden at hindre vandafledningen.
Skjern Å er med sine omtrent 2200 kilometer – alle tilløb medregnet – et meget stort vandløbssystem. Men – det afspejles desværre ikke helt i den mængde fisk, som vandløbet i dag producerer. På trods af kommunernes og de frivilliges utrættelige arbejde gennem specielt de sidste 40 år, ses der via ørredkortet på fiskepleje.dk er kun fremgang på yngelstadiet (blå=optimal produktion), men ikke i mængden af fangstklare fisk. Laks fastholdes pt på 465stk. hjemtagne/år og en estimeret opgang på ca. 5800 stk./år. Opgangen har stagneret og har en nedadgående trend de seneste år. Samtidig er havørrederne i Skjern Å faldet i antal, og som en konsekvens heraf er den blevet fredet i 3 år af Skjern å-sammenslutningen.
I dag bruges der en simpel metode at måle bestanden af laks og ørred på, hvilket ikke er ment som negativ kritik. Det ville dog være mere hensigtsmæssigt at have et mere knivskarpt billede af den præcise opgang. Der findes tekniske løsninger i dag, som er bedre, men de er dyre. Et sonaranlæg til registrering af den eksakte opgang ville eksempelvis være en drøm, der gik i opfyldelse, fremfor estimerede og forholdsvis usikre tal. Et sådan anlæg anvendes eksempelvis i Torneelven på grænsen mellem Sverige og Finland, og et sådant set-up koster i omegnen af 10 millioner kroner.
Fredningen er kun et middel til ikke at udtynde genmassen. Men en fri passage helt op til kilderne er også nødvendig. Derfor er en lokalisering af de beskrevne forhindringer efter min mening en absolut nødvendighed for at øge bestandene fremover.
Prædation under smoltvandringen
Det har taget 40 år at bringe laksen tilbage på et niveau, hvor den nok skal overleve, men den kan stadig ikke klare sig selv. Med ovenstående løsninger er de første 2 trin sikret, men ikke tilendebragt. Det 3. trin i hjulet, er smoltvandringen til udmundingen i havet. Her har det vist sig at ca. 50 % forsvinder undervejs og yderligere 25 % ved slusen. Der er således forsvundet 75%, før vandrefiskene når havet. Den største enkeltsynder her er nok skarven, som reguleres for at mindske påvirkningen. Her må der i min optik træffes et valg: Fisk eller fugl. Det må forventes at stigende temperaturer, får flere skandinaviske skarv til at blive her i landet fremfor at trække sydover som normalt. Følgende tal er ca. 10 år gamle og estimeret udfra mærkningsforsøg: 33.000 ørredsmolt, 36.000 laksesmolt og 1.500.000 skrubbeyngel fortæres pr/år, foruden alle de andre arter som Ringkøbing Fjord rummer – eksempelvis brakvandsgedder, aborrer, helt og sild m.fl. Dertil kommer et stigende antal fouragerende sæler på begge sider af slusen, og disse er også observeret oppe i åløbet. Her mangler stadig en reguleringstilladelse, men der arbejdes på at opnå en sådan.
Der sker også en prædation af optrækkende fisk, og skarven kan fortære fisk på op til 50 centimeter. De optrækkende fjordørreder har for det meste denne 50 cm størrelse, og sælerne fortærer langt større fisk. De behøver cirka 4 kilo fisk om dagen. I samme område som fotoet er drivende laks uden hoved set drivende. Sælen spiser ofte kun hoved og rogn for at optimere sit fødeindtag,
Nu bliver det lidt nørdet: Hvis vi antager, at skarven af sit 100 % fødeindtag på 500 gr/dg, dækker 15 % af sit fødebehov med vandrefisk. 1 skarv fortærer således: 365dage/år x 0,5 kg/dag x 15 % = 27,4 kg/år (1 skarv fortærer i 41 uger 400-700gr/dag og i yngletiden på ca. 11 uger 1,7 kg/dag, i vores regnestykke for nemheds skyld sat til 500gr/dag)- Kolonien i Ringkøbing fjord er på 2000 fugle. Altså fortærer skarven 54,8 tons/år laks og havørred. Indtægten pr. tons opgangsfisk er 1mill.kr/ton (jævnfør seneste undersøgelse der påviste 12-14 mill.kr pr år i indtægt på de ca. 12 tons laks, der fanges i Skjern Å per år).
Desværre mangler vi tallene for dødeligheden i havet, men der er ingen tvivl om, at skarven spiser for temmelig mange millioner kroner laksefisk! Har vi råd til det at sige nej tak? Dertil kommer effekten af den rekreative gevinst, den enkelte opnår ved udøvelsen af sit fiskeri. Her er der kun vist hvor mange samfundskroner der tabes på laks, dertil kommer alle de andre fiskearter skarven fortærer.
Spørgsmålet er så: Har vi råd til ikke at gøre alt det vi kan? Har vi råd til at enkelte spærringer blokerer. Den seneste større genåbning, er adgangen til Kartofte Å.
Alternative løsninger for laksen
Men – skal alle spærringer fjernes. Ikke nødvendigvis. I Àtran i Sverige er der lavet en løsning ved et kraftværk på følgende måde: Opstemningen er lavet som et V, hvor spidsen i V’et peger opstrøms med et konstrueret stryg nedenfor. Der er et konstant 10cm’s overløb langs hele V’et. I spidsen af V’et er der en åbning opstrøms, som benyttes af vandrefiskene. Et videokamera har påvist en opgang på 1000 laks gennem denne åbning. Vandkraftværket får vand gennem et diffust net, der forlænger V’ets ene arm, hvor smolten ikke fysisk kan komme igennem. Grundet det konstante 10 centimeters overløb lider smolten heller ikke her overlast. Optimalt er det selvfølgelig ikke, men der findes steder – også her i landet- hvor kompromissets kunst bør vælges. Der arbejdes på en løsning ved Rind i Skarrild. Om det bliver som fotoet ovenfor vides ikke. Men den fungerer, og lokale fiskekontrollører i Átran beretter, at grilsene smutter opover langs kanten af V’et udenom videofælden. Denne løsningsmodel opretholder vandspejlet opstrøms, uden at den hindrer opgangen. Bo Skelmose’s 3,40 minutters video fra den eksisterende spærring ved Rind Å viser tydeligt behovet for en løsning. 10-20 Laks forsøger at passere, og det lykkes kun for en. Fra pålidelig kilde vides at Rind Å alene udgør 25 % af Skjern å’s produktionspotentiale, så spørgsmålet er: Har vi råd til ikke at vælge en lignende løsning. Jeg mener dog, at i nogle tilfælde er et kompromis vejen frem i stedet for at springe op på barrikaderne og kræve løsninger, der kun vanskeligt kan accepteres af andre interessenter end lystfiskere.
To generationer vandplejere ude at nyde frugterne af det frivillige arbejde ved Skjern Å. Ved “Åge’s hul” i “Fandens Eng”. “Den Gamle”, nu afdøde Sv. Aage Meldgaard og “Uldjyden”, Stefan Meldgaard.
Bedre forhold i opvækstområderne
Trin 4 i hjulet er opvækstområderne, hvor fiskene vokser sig store, før de vender tilbage til de danske åer. Laksene går på langfart nordpå – op til 3000 km. Ørrederne derimod forbliver i det kystnære område, oftest hvor deres hjemvand udmunder, men det er påvist at fx Karup ørreder i betydelig udstrækning trækker ned til Langeland/Fyn, hvor de bliver i de kystnære områder. En 1-sømils fredningszone rundt om de danske kyster, hvor kun rekreativt fiskeri tillades, ville derfor være ønskescenariet.
Bundskrabende fiskeri, bør omlægges. På de vestvendte kyster udøves der strandfodring med sand, der spules ind på kysten for at kystsikre. Begge metoder ødelægger spisekammeret for et bredt spektrum af fiskearter, som vi huser langs vore kyster. Spørgsmålet er så, om vi kan undgå strandfordringen, uden at komme på alternative nye metoder, for der er et reelt behov herfor. Måske vil kunstige rev/opvækstområder i de områder der udpeges til havvindmølleparker være en måde at kompensere for det, der mistes ved en fortsat strandfodring.
Mine betragtninger og løsningsforslag vil helt sikkert dele vandene, men set i lyset af de problematikker vi står over for, mener jeg ikke, vi har råd til overveje dem for grundigt, men i stedet træffe permanente valg. Der er især brug for hurtige løsninger på udfordringerne ved Skarrild i Skjern Å, Kraftværkssøen i Storåen, samt tangeværket i Gudenåen.
Og – der er mange flere trin i hjulet, som kræver andre aktører på banen. Det vil være deres opgave at tage stilling til eksempelvis fredning af fiskenes trækruter og spisekamre. Og så er der de udfordringer klimaforandringerne byder på. Det er parametre der kræver, at nogle giver afkald på noget og/eller kompenseres.
Tak til de få, der rundt om i landet, gør det muligt for os alle at nyde frugterne at deres utrættelige arbejde. Jeg selv kommer fra en familie, hvor jeg er 3. generations frivillig vandplejer, og der er brug for mange flere til at tage del i dette arbejde. Det kunne fx være med hjælp til registrering af rørudføringer og andre spærringer, udlægning af gydegrus og skjulesten. Knæk og bræk – ”Uldjyden”.
dec 15, 2021 | Artikler, Biologi, Miljø og debat
Sådan så den kedelige kanal Humbækken på Als ud efter blot otte års pleje med Humbæk Metoden. Nedenfor ser du samme stræk 1 år efter projektets start.
Man behøver ikke at være biolog for at få en god idé, der kan gøre en kæmpe forskel for ørrederne i vores vandløb. Og netop det skete for 14 år siden, da Morten Ringive begyndte at eksperimentere med ændret vedligeholdelse: Sammen med sin vandplejegruppe skabte han gydepladser og vinterskjul ved at pleje en lille kedelig ørredtom kanal, så den blev forvandlet til et prima vandløb, hvor ørrederne ikke blot ynglede, men rent faktisk også overlevede.
AF JENS BURSELL, FOTOS: MORTEN RINGIVE
MORTEN RINGIVE er en ildsjæl, men ikke nok med det. Han er en af de sjældne ildsjæle, der ikke blot får en god idé, men også rent faktisk har hvad det kræver at følge den til dørs gennem adskillige års benhårdt og determineret arbejde: I dag står han med et velgennemtestet koncept, der ikke blot giver yngel, men også vinterskjul og dermed overlevende ørreder. Og projektet vil efter alt at dømme også kunne opskaleres relativt billigt til en lang række danske vandløb, hvis ellers beslutningstagere og politikere gør, hvad der bør gøres – nemlig at bevillige de penge, der skal til for at komme i gang. Og det kan kun gå for langsomt.
Vi har fået en snak med butikschefen fra Fleggaard, der har gjort enhver vandløbsbiologs vådeste drøm til virkelig – blot ved at tænke kreativt ud af boksen med en lavpraktisk vinkel, der har ramt bulls eye:
– Jeg var vel en 10 år, da jeg startede med at fiske, fortæller Morten. Mine forældre fiskede ikke, og min mor synes bestemt ikke om idéen med, at jeg skulle stå ved det ”farlige” vand. Man da jeg først fik lov til at fiske – godt pakket ind i en stor redningsvest, så tog det fart. Både ferskvand og hav blev udforsket, og det var ofte i området omkring Augustenborg. Da jeg var 14-15 år købte jeg båd, og i nogle år dyrkede jeg også redskabsfiskeriet i lokalområdet.
Humbækken 1 år efter projektets start, hvor strømmen allerede har fået power og svinger en smule i den lille dybe strømrende istedet for blot at være en ensartet lavvandet kanal.
Interessen for fisk og natur starter tidligt
– Jeg har altid været mega interesseret i dyrelivet, og alt lige fra padder, fugle og fisk har jeg med stor beundring betragtet på mine ture ud i det blå, fortsætter han. – Da jeg var færdig med min militære uddannelse som befalingsmand efter et par år i Haderslev, bosætte jeg mig der. Her kom jeg med i den lokale fiskeforening, og begyndte at kigge på de små vandløb, der løb i området. Senere flyttede jeg hjem til Sønderborg, hvor jeg også begyndte at kigge på forholdene i de lokale vandløb. Det er nu snart godt 20 år siden.
– En af de mange dage, hvor jeg gik rundt ude ved de lokale bække, mødte jeg Torben Funder, der også var ude for at se på forholdene, og her fortalte han om den lokale vandplejegruppe A.N.A. (Als, Nordborg, Syddanske og Skovens Fiskeklub) – samt anbefalede mig til at kigge forbi til det næste møde. Og her har jeg så været siden – inklusiv otte år som formand. Men da jeg ikke kan have for mange kasketter på samtidig er jeg nu blot menigt medlem igen, griner han.
Nye idéer til vandløbspleje
– Min idéer med ændret vandløbsvedligeholdelse startede faktisk i lille bæk tæt på mig, der hedder Osbæk, forklarer han. – Her lavede jeg noget, som jeg tænkte måtte kunne gøres i større skala, for det jeg havde gjort virkede – og det betød, at et lille stykke af vandløbet ændrede sig positivt. Jeg så på min rundtur på Als, at Humbæk, der ellers var dømt ude med anden vedligeholdelse kunne gøres til et OK vandløb, og var jeg heldig, kunne der måske alligevel komme ørreder. Men – til at starte med var det en pindsvine knop kanal med lidt dunhamre…
– Jeg drøftede ideen med kommunen, hvor der blev sagt, at hvis lodsejeren sagde OK, så kunne vi godt prøve. Det viste sig senere, at denne tilgang var heldig, men faktisk imod lovgivningen om, hvad vi som lystfiskere må.
Til kaffeslafferas hos godsejerne
– Med velsignelse fra kommunen tog jeg på kaffetur hos de lokale lodsejere, og sluttelig aflagde jeg visit hos vandplejen, hvor jeg forelagde idéen om, at vi via vedligeholdelse skulle forsøge at skabe en ørredbæk. Det var samtidig lige lykkedes mig at lave nogle vellykkede småprojekter – bl.a. et omløb til en opstemmet møllesø. Det var et af de projekter, der hed ”Det kommer aldrig til at ske”. Men – det blev faktisk en succes, og jeg tror, at det havde gjort folk mere åbne.
– De synes helt bestemt, at jeg var tosset, men omvendt kunne de også godt se, at jeg fik tingene til at ske, så jeg havde opsparet lidt good will, der åbnede døre for at jeg kunne gå i gang med nogle lidt større projekter. Vi anede ikke helt, hvad det ville ende med, men min teori om først at skabe kraft i bækken ved at ændre profilen – og dernæst fastlåse og skygge med træer, viste sig jo langt bedre, end jeg selv havde turde håbe på.
Morten Ringive i sit es ved Humbækken.
Forbedringerne dokumenteret af DTU Aqua
– DTU Aqua besøgte Humbæk, som en del af deres Ørredundersøgelser. I 1996 skrev de, at det ikke var en ørredbæk, og i 2004 skrev de, at det heller ikke var udsætningsvand – og at udsætningerne ophørte. Derfor var det måske også lidt tosset at kaste sig over netop Humbæk. Men – da den holdt en lille bitte smule sommervand måtte vi kunne få ørreder i den, tænkte jeg…
– I 2011 – allerede tre år efter opstarten af mit projekt, fandt de allerede yngel, der svarede til biotopen. I 2019 var der ekstrem tørke, og Humbæk var tør på stationen, men DTU Aqua vurderede den alligevel til karakteren 5, der er bedste fysiske karakter. De sagde yderligere, at hvis der var vand, så ville bækken kunne producere betydeligt med ørreder. Se det var helt andre toner end tidligere. Under vinterbefiskninger har vi nu fine tal på bækken, der producerer mange fisk, når der ellers er vand…
Humbækken bliver berømt
– Efter en fremvisning i 2016, hvor repræsentanter fra landbruget deltog og sagde god for modellen, fik Humbæk-metoden en masse omtale. Men – spørgsmål til kontrakter, forsikringer, vedligeholdelsesbeskrivelser og regulativer gjorde, at kommunen desværre måtte lukke ned for vores virke, selvom alle kunne se, at det bestemt var en måde at gøre det på. Efter lange snakke med blandt andet jurister, måtte jeg tage beslutning: Hvis Humbæk Projektet skulle foresætte, så måtte jeg lave et firma, hvor igennem jeg kunne tegne en forsikring. Og – kommunen måtte få styr på regulativer samt vedligeholdelsesbeskrivelserne. Det var en stor overvejelse, da jeg jo egentlig bare havde leget lidt med tingene i min fritid.
– Jeg var nysgerrig samt begærlig efter viden, og med denne model kunne jeg så til gengæld overtage vedligeholdelsen af flere vandløb i min fritid, hvilket jeg så gjorde.
Ved at udplante rødel gives skygge, og svingene fikseres delvist, så åën ikke meandrerer ind på landmandens mark. Netop dette – kombineret med den effektive afledning af vand – gør, at metoden er let at få opbakning til fra landbruget, hvilket vil kunne opspeede processen med at få forbedret en lang række vandløb markant.
Nye vanløbsudfordringer
– I stedet for at tage vandløb, der lå lige til højrebenet, tog jeg også mere udfordrende vandløb for at blive klog på, hvad vi kan gøre – og hvor vi kan skabe en flot bæk med ændret vedligeholdelse. Jeg tog også vandløb med store sagsmapper, da jeg kunne se, at jeg kunne løse problemerne. Her er der i dag skabt ro, godt samarbejde og forståelse.
– Jeg bruger nu min fritid på at skabe højere biodiversitet og god økologisk tilstand via vedligeholdelse. Der er ingen tvivl om, at der ligger masser af bække, hvor Humbæk Modellen kan viderebringes og give gode resultater til glæde for ørredbestandene. Potentialet er kæmpestort. Det kræver mere arbejde de første år, men derefter kan bækken overlades til, at der kun føres tilsyn. I forhold til en traditionel vandløbsrestaurering er det mega billigt, fordi bækken former sig selv, og det bliver kun bedre år efter år.
Ny viden om vandløbene hele tiden
– Hele tiden bliver jeg klogere på de nye vandløb, der er mere udfordrende, hvilket betyder, at jeg får bekræftet masser af ting. Jeg har nu arbejdet med Humbæk Metoden i 14 år, og jeg kan hurtigt se, om det er nemt eller kræver mere arbejde. Der er jo ikke to vandløb, som er ens. Hvad fremtiden bringer, det ved jeg ikke. Men jeg ved, at der ligger rigtig mange vandløb derude, som nemt kunne forbedres med Humbæk Metoden – og i løbet af kort tid blive rigtig gode habitater for fx ørred.
– Jeg tror ikke, at der er én eneste kommune, som ikke har flere vandløb, hvor Humbæk Metoden vil kunne skabe helt andet liv – og tilmed løse afvandingsudfordringerne. Men det kræver, at deres åmænd bliver omskolet til at tænke anderledes.
Morten Ringive er vild med at fiske, men de sidste mange år har han brugt det meste af sin tid på at pleje de lokale vandløb – samt udvikle den geniale Humbæk Metode.
Maskiner skal der til
Selvom Humbæk Metoden er så simpel, at den i høj grad kan udføres manuelt, vil man kunne effektivisere og opskalere opstartsfasen mere effektivt, hvis man har en maskine til at gøre noget af det hårde arbejde. Jeg har en god idé til en ny type af maskine, der vil kunne lette arbejdet betydeligt, men jeg har jo desværre kun fritiden til at lave mit vandløbsarbejde i.
– Sønderborg Kommune har tilmeldt Humbæk Metoden til konkurrencen Danmarks Vildeste Kommune, og det var en dejlig anderkendelse at få… Og – hvis jeg skal være helt ærligt, så synes jeg også, at min metode opfylder alle kriterierne for at vinde: Det er en veldokumenteret plejemetode, der på sigt kan spare vedligeholdelsesudgifter, skabe forbedret afvanding, give bedre økologisk tilstand, binde CO2 og samtidig bidrage med flere grønne korridorer i et ofte forarmet kulturlandskab. Og sidst, men ikke mindst vil den kunne bidrage til at forøge vores bestande af vilde ørreder.
– Lige nu bruger jeg tiden på at vise, hvad vi kan med metoden og formidle det, hvilket har vakt stor interesse. Via min Facebook side – Naturforløb intelligent vandløbsvedligeholdelse m.m – formidler jeg vandløbsvedligeholdelse som også publiceres på YouTube. Derudover har jeg kørt fremvisninger af åerne, jeg arbejder i.
– Hvornår vi er der, hvor metoden for alvor skal skaleres op og forsøges i et større antal vandløb landet over, må vi se, men jeg håber, at vi i fremtiden kommer til at vedligeholde vores vandløb bedre, så de i højere grad udvikler sig positivt til gavn for både fiskene og den øvrige fauna.
