FORBUD MOD LYSTFISKERI I NATURA 2000 OMRÅDERNE – HVAD ER STATUS?

Her kan du se de danske Natura 2000 områder, hvor et forbud mod lystfiskeri måske kan blive aktuelt, hvis man får forhandlet en løsning igennem.

I oktober fremlagde EU-kommissionen et forslag om forbud mod lystfiskeri i de såkaldte Natura 2000 områder, hvilket potentielt set kan få katastrofale følger for dansk lystfiskeri. DSF tager sagen meget alvorligt og har allerede taget en del gode initiativer for at påvirke beslutningerne, så vi forhåbentligt fortsat vil kunne dyrke vores hobby bæredygtigt i Natura 2000 områderne. Vi har talt med formanden for DSF – Torben Kaas.

AF JENS BURSELL

HVIS ET FORBUD MOD LYSTFISKERI gennemføres i vores Natura 2000 områder vil det have uoverstigelige konsekvenser for dansk lystfiskeri. Blandt de potentielt berørte områder er de sydvestjyske lakseåer, Skjern Å, store dele af den jyske vestkyst, en lang række jyske havørredåer, Søhøjlandet, store dele af de østjyske og fynske kystlinjer, Odense Å, hovedparten af de sjællandske sø- og åsystemer samt masser af kyster på Sjælland og øerne – inklusiv Stevns og Østmøn. Se blot på kortet ovenfor. Hvis der sættes en stopper for lystfiskeri i alle Natura 2000 områder vil der reelt ikke være mange gode spots tilbage – og presset på de resterende fiskeområder kan sandsynligvis gå hen og blive så stort, at det også vil få meget store konsekvenser for lystfiskeriet udenfor de berørte områder. Spørgsmålet er nu – går det virkelig så galt? – eller er der lys forude? Vi har talt med DSFs formand Torben Kaas.

 Hvad mener DSF?

– Vi er uforstående overfor, at man kæder lystfiskeri sammen med aktiviteter som mindedrift og skovdrift og benytter det som argument for, at lystfiskeri ikke må finde sted i de særligt beskyttede områder, siger Torben Kaas. – Lystfiskeri er som udgangspunkt en ydmyg aktivitet, som fuldt ud kan ske på en måde, så beskyttet natur ikke lider overlast.

– Er der eksempler på, at lystfiskeri skader naturen i et beskyttet område, så er vi indforståede med, at man gennemfører afgrænsede begrænsninger af fiskeriet, så vi holder os væk de konkrete steder og på de konkrete tidspunkter, hvor vores tilstedeværelse er problematisk, fortsætter han. – Det sker jo allerede og er helt, som det skal være.

– Samtidig vil jeg gerne minde om, at vores laksevande er udpeget som Natura 2000-områder netop fordi, laksen er en truet art. Men laksens fremgang herhjemme kan i al væsentlighed tilskrives lystfiskeres arbejde med naturgenopretning og udsætninger. Tager man lystfiskerne ud af ligningen, vil fremgangen for den truede laks formodentlig gå i stå eller vendes til tilbagegang.

Hvad har DSF sat gang i for at sikre lystfiskeriet i Natura 2000 områderne?

– Først og fremmest har vi rettet lyset mod problemet, understreger Torben. – Vi har talt med politikere og embedsmænd i Miljøministeriet om det, og påpeget de ting, jeg nævnte ovenfor. Desuden har jeg på et møde med miljøminister Lea Wermelin præsenteret vores bekymring. Dertil har vi skrevet om det på vores egne medier, og vi har søgt alliance med Danmarks Naturfredningsforening, Dansk Ornitologisk Forening og Jægerforbundet om at fremføre fælles argumenter for tab af oplevelsesmuligheder i naturen.

– Gennem vores Europæiske lobbyorganisation, European Anglers Association EAA, har vi rettet henvendelse til kommissionen og påpeget det urimelige i forslaget.

– Alt i alt kan man sige, at ingen i systemet længere kan være i tvivl om, at der her er en problemstilling, som en meget stor mængde naturbrugere overalt i Danmark og i Europa er meget bekymrede over. Det er ikke det samme som, at vi endnu er i mål med at sikre muligheden for lystfiskeri i de beskyttede områder, men vi har fat i problemet og følger det helt til dørs.

Har de europæiske lystfiskere en chance for at få undtagelser igennem?

– Vi har fra kommissionen fået en melding om, at det vil være op til de nationale myndigheder at forvalte biodiversitetsstrategien nationalt, afslører Torben. – Det betyder, at det er danske myndigheder, som i sidste ende skal beslutte et forbud mod lystfiskeri i beskyttede danske naturområder. Det er naturligvis bedre end, at det skal besluttes fra Bruxelles, om man må fiske i f.eks. Odense Fjord, Skjern Å eller Arresø, som alle er Natura 2000-områder.

– Men vi tager det her meget alvorligt og går efter helt at få fjernet den generelle henvisning til, at lystfiskeri skulle være en forstyrrende aktivitet i beskyttede områder. Jeg kan ikke sætte procenttal på sandsynligheden for, at vi lykkes med det. Jeg kan kun sige, at vi bruger de nødvendige kræfter på at få fjernet lystfiskeri fra teksten, slutter Torben.

Du kan læse meget mere om EU forslaget her.

SANDART – HVAD ER DSF´s HOLDNING? – DEL 1

Over det sidste halve år har Fisk & Fri sat et knivskarpt fokus på den fagligt kritisable forvaltning af sandarten i Danmark – samt hvad man kan gøre for fremover at skabe bedre forhold for denne fantastiske sportsfisk. Vi har hørt hvad Danmarks Sportsfiskerforbunds nye formand Torben Kaas´s mener om sagen ud fra et overordnet politisk synspunkt – samt følger op med en biologisk perspektivering af DSF´s politik i januar 2021.  

AF JENS BURSELL

 

SANDARTEN – og forvaltningen af den, har været omdrejningspunkt for en række artikler her på fiskogfri.dk i 2020. Eftersom Danmarks Sportsfiskerforbund har stået uden formand en stor del af året der gik, har det rent lavpraktisk – og meget forståeligt – været svært at få en konkret udmelding fra DSF omkring problematikken.

I september blev Torben Kaas valgt som ny formand for DSF, og siden da har han haft et stykke tid til at komme godt ind i det nye og vigtige embede som repræsentant for de danske lystfiskere.

Vi har bedt ham om at taget et kig på de debatartikler, der har været publiceret på fiskogfri.dk – og med udgangspunkt i dette, har vi stillet ham en række indledende spørgsmål:

Skal alle arter forvaltes ud fra de samme grundprincipper?

FISK & FRI: Mener DSF, at alle hjemmehørende danske arter skal forvaltes efter samme grundprincipper? Skal de principper der bruges til at bedømme hvorvidt en art er hjemmehørende eksempelvis være ens og bedømt samme zoogeografiske skala?  

TORBEN KAAS: Jeg er ikke helt sikker på, hvad en zoogeografisk skala er for en, men alle arter skal behandles ud fra de samme principper, som handler om at bevare og fremme naturlige bestande, der hvor de er hjemmehørende.

FISK & FRI: Med samme zoogeografiske skala menes, at hvis man vælger, at en art dokumenterbart skal have været naturligt forekommende i et givent vandsystem for at man kan udsætte/re-introducere den der, så bør det samme princip om geografisk skala for bedømmelseskriteriet også gælde for andre arter, forudsat at de har eller har haft de samme potentielle muligheder for naturlig spredning til vandet.

FISK & FRI: For at man kan snakke om, at en art er hjemmehørende – skal den dokumenterbart have været i et givent vandsystem? – eller er det nok, at det vandsystem hvor man vil udsætte arten i, er inden for et område, hvor arten ville eller selv vil kunne have spredt/sprede sig til selv – dvs at udsætningsstedet er inden for artens naturlige zoogeografiske spredningspotentiale?  

TORBEN KAAS: Jeg synes, det er svært at kaste sig ud i spekulationer om, hvilke områder forskellige fiskearter ville kunne sprede sig til. Hvis en art findes eller har fandtes på en lokalitet uden at være udsat, så er den hjemmehørende, og så har vi et ønske om at passe på den.

FISK & FRI: Vi vender retur med en diskussion af dette emne i del 2 af artiklen.

Sandarten er hjemmehørende i hele SØ-Danmark.

Sandarten er en hjemmehørende og naturligt forekommende fiskeart i hele SØ-Danmark.

Er sandarten hjemmehørende i Danmark?

FISK & FRI: Regner DSF sandarten som en hjemmehørende art i Danmark? Hvis ikke – hvorfor? RED SANDARTEN – STOP DTU AQUAS ”MAGTMONOPOL” – Fisk & Fri (fiskogfri.dk)

TORBEN KAAS: Sandarten er hjemmehørende i mange danske vande.

FISK & FRI: Anderkender DSF, at sandarten ikke er invasiv. Hvis DSF mener den er invasiv – begrund venligst.

TORBEN KAAS: For at en art er invasiv skal den dels ikke være hjemmehørende og dels sprede sig ukontrollabelt på bekostning af andre arter. Ingen af delene er tilfældet for sandart.

FISK & FRI: Mener DSF, at sandarten skal have samme forvaltningsstatus som fx ørred – hvis ikke, begrund venligst.

TORBEN KAAS: Sandarten skal forvaltes efter de samme principper som alle andre arter. For hjemmehørende arter betyder det, at vi har en opgave med at fremme dens population på lokaliteter, hvor den er truet eller udryddet. I den forstand er der ikke nogen forskel på forvaltningsprincipperne for fedtfinnefisk og for sandart men i praksis skal fedtfinnefisk og sandart håndteres helt forskelligt for at nå det samme mål om bestandsfremgang.

FISK & FRI: Mener DSF, at man skal fremme sandartbestandene inden for dens naturlige udbredelseområde – dvs alle vandsystemer der tidligere har udmundet i Ancylussøen, Danaelven eller brakvandsområdet ud for Danaelvens udløb i Kattegat?

TORBEN KAAS: Vi mener, at enhver art, som er naturligt hjemhørende i et område, har krav på at være i det pågældende område. Er en art uddød af naturlige årsager i nogle vande, så mener jeg, naturen har talt, og at den ikke længere er hjemmehørende i de vande.

FISK & FRI: Vi vender retur med en diskussion af netop dette emne i del 2 af artiklen.

Skal bestandene af sandart fremmes?

FISK & FRI: Vil DSF arbejde for bedre sandartbestande i alle de søer hvor de pt findes – inklusive de søer der ikke er omfattet af pkt. 6 – eksempelvis en del jyske vande, som dog stadig inden for artens naturlige spredningspotentiale – eksempelvis via fuglespredning.

TORBEN KAAS: Hvis en bestand af sandart eller andre fisk er negativt påvirket af menneskelig aktivitet, så har vi en opgave med at hjælpe den på fode igen. Det er en kerneopgave for DSF. Sandarten findes allerede i en del jyske vande, og trues den der, så interesserer vi os for det. Spreder den sig til nye vande, så skal vi også passe på den der, men det er ikke vores opgave at flytte rundt på arterne.

 

Fiskeri efter sandart med levende agn er super effektivt.

Fiskeri efter sandart med levende agn er super effektivt.

 

FISK & FRI: Der har så vidt vides ikke været brugt fisketegnsmidler på sandarten nogensinde – er det ikke på tide med et projekt som gavner sandarten, der jo er en af vores vigtigste rovfisk? Det kunne eksempelvis være ved at restaurere gydebanker eller udsætning af fisk for at kickstarte bestande?

TORBEN KAAS: Der er generelt ikke brugt ret mange penge fra fisketegnsmidlerne på at fremme fiskeriet i søer. Dog er der brugt penge på kortlægning af vandringer af fredfisk, skarv og søhåndbog. To vigtige grunde til, at der ikke er brugt penge på sandarter er, at restaureringsprojekter generelt ikke giver så meget mening i søerne, og at søernes fiskearter reproducerer sig langt hurtigere end ørreder og laks og derfor ikke på samme måde har brug for støtteudsætninger, når først de fysiske vilkår er i orden. Er en sø i god balance, så genetablerer bestandene sig meget hurtigt. Men de steder, hvor vi kan gøre noget med fisketegnsmidlerne, der skal vi gøre det. Du nævner gydepladser og støtteudsætninger, og begge dele er forslag, vi meget gerne vil kigge nærmere på. Jeg har været i dialog med parterne i §7-udvalget, som rådgiver ministeren om anvendelsen af fisketegnsmidlerne, om det, og flere af medlemmerne var positive overfor tankerne. DSF har desuden i §7-udvalget netop fået opbakning til et projekt, hvor vi skal se på den økonomi, der er forbundet med fiskeriet i søerne for at starte debatten om, hvordan vi får lystfiskerne mere på lystavlen i forhold til erhvervsfiskerne. Den slags er efterspurgt af en del søforeninger, som hellere vil gå den vej end via støtteudsætninger.

FISK & FRI: Hvorfor skulle restaureringsprojekter ikke give mening i søer. Her er fiskene jo på samme måde afhængige af fx egnede gydeområder – præcis som ørred eller laks?

TORBEN KAAS: Enig. Der kan sagtens være projekter med restaurering af søbunden, som kan være interessante. Mit budskab er, at for søerne er vandkvaliteten det vigtigste parameter, mens de oplagte fysiske restaureringsmuligheder er færre.

FISK & FRI: Den store lakseundersøgelse lavet af DTU og DCV viser jo, at habitatforbedring er den helt store nøglefaktor for at få laksebestandene op. Og det samme har vist sig for ørred – er der fri passage og egnede gydehabitater i de rigtige mængder, så kommer ørrederne hurtigt igen. Kan du forstå, hvis ovenstående set med søfiskerøjne virker som en god undskyldning, for ikke at have gjort noget for søernes tilstand i årtier?

TORBEN KAAS: Nej.

FISK & FRI: Hvorvidt der overhovedet er lovhjemmel til at foretage projekter som ”vandring af fredfisk” og ”Søhåndbogen” efter Fiskerilovens §61 for Fisketegnsmidlerne kan i høj grad diskuteres – og det er næppe projekter, der har hjulpet bestandene af rovfisk i søerne. Eksempelvis rådgiver DTU Aqua i søhåndbogen til hård befiskning af sandart, hvilket næppe har gavnet populationerne. I praksis er der således brugt forsvindende og uforholdsmæssigt lidt på søerne, set i forhold til for mange der dyrker dette spændende fiskeri. Vi vender retur med en diskussion af dette emne i del 2 af artiklen.

 

En flot sandart taget på en flådfisket levende skalle.

En flot sandart taget på en flådfisket levende skalle.

Erhvervsfiskeri efter sandart

FISK & FRI: Mener DSF, at det gavner en sandartbestand eller søens økologi generelt at befiske den hårdt, når der er en stor årgang? Hvis ja – dokumenter venligst med afsæt i videnskabelig litteratur (originalkilder), hvordan det skulle gavne bestanden og dens baseline niveau.

TORBEN KAAS: Jeg tror ikke, det gavner nogen bestand af nogen art, at man udrydder en stor del af den, uanset om det sker med garn eller fiskestang.

FISK & FRI: Hvis dette er DSF holdning, vil vi så komme til at se DSF så konfrontere DTU Aqua med det problematiske i at de anbefaler hård befiskning af gode sandartårgange? – så vi kan få denne problematiske rådgivningspraksis ændret?

TORBEN KAAS: Det gør vi allerede.

FISK & FRI: Det lyder godt, vi glæder os til at høre, hvad de kommer frem til.

Sandart på Arresø og Tissø

FISK & FRI: Anderkender i, at hård erhvervsbefiskning af sandarterne på hhv Arresø og Tissø i hhv starten af 00´erne og tiden omkring 2014-16 har bevirket mere uklart vand i disse søer? RED SANDARTEN – OG FÅ MERE KLART VAND – Fisk & Fri (fiskogfri.dk)

TORBEN KAAS: Jeg kender ikke til tidsserier over sigtedybden i de to søer, men anerkender at ubalance mellem søernes rovfisk og fredfisk kan forringe klarheden af vandet. For mig lyder det sandsynligt, at der er en sammenhæng mellem hård befiskning af sandarterne og så sigtedybden i det pågældende vand.

FISK & FRI: En tidsserie findes i netop den artikel vi linker til i starten af dette spørgsmål – og den er lavet på baggrund af MSTs officielle data, der er offentligt tilgængelig for alle via www.odaforalle.dk

TORBEN KAAS: Fangsterne fra de to søer i den periode, du refererer til, er ikke angivet i artiklen. Det er derfor svært at afgøre, om fiskeriet efter sandart er den afgørende faktor på ændringen i sigtedybden. Jeg anerkender som ovenfor anført dog princippet.

FISK & FRI: Tidspunktet for de rekordhøje fangster fra erhvervsfiskeren i Arresø kan du læse om i Fiskeatlassets sandartafsnit samt i Fiskeristyrelsens data for erhvervsfangster, som DTU Aqua linker til i Søhåndbogen i afsnittet om sandart. De rekordhøje fangster af sandart kommer i kølvandet på bestandspeaken – og efterfølges af markant mere uklart vand efter nedfiskningen.

Flere rovfisk giver mere klart vand

FISK & FRI: Mener DSF det er vigtigt at nå målsætningerne i EU’s Vandrammedirektiver inden 2027?

TORBEN KAAS: Ja

FISK & FRI: Er DSF enige i at fjernelse af store mængder rovfisk betyder risiko for mere uklart vand – og dermed en situation, der gør det sværere at nå målsætningerne i EU’s Vandramme direktiver?

TORBEN KAAS: Ja

FISK & FRI: I Arresø har erhvervsfiskeren fået forlænget sin koncession, hvilket betyder, at han har gode muligheder for at fiske sandartbestanden helt i bund inden udgangen af 2021. Vil DSF helt konkret arbejde på at der skal sættes begrænsninger på erhvervsfiskerens fangster i 2021 – samt at erhvervsfiskeriet efter alle arter stopper med udgangen af 2021?

TORBEN KAAS: DSF arbejder for det mål, at der ikke skal fanges fisk af erhvervsfiskere i de danske søer i fremtiden. Erhvervsfiskeri i søer er en anakronisme, og det giver ikke mening i 2020. Jeg er ikke sikker på, at et forbud mod erhvervsfiskeri er den korteste vej til det mål, fordi rettighederne til at fiske med redskaber er knyttet til lodsejernes ejendomsret, som er noget nær ukrænkelig. Vi afsøger derfor andre muligheder i form af omsætningsforbud, daglige fangstbegrænsninger, forbud mod bestemte redskaber o.l. for at nå det samme mål.

FISK & FRI: Nu spørger vi i dette spørgsmål specifikt til Natura 2000 området Arresø, hvor fiskeretten ejes af staten og ikke private – og hvor NST jfr kontrakten faktisk kan lægge begrænsninger på fiskeriet, hvis der kan argumenteres derfor af biologiske årsager. Ovenfor anderkender DSF, at der er gode biologiske grunde til at stoppe erhvervsfiskeriet (?): Vil DSF helt konkret arbejde på, at der skal sættes begrænsninger på erhvervsfiskerens fangster i Arresø 2021 – samt at erhvervsfiskeriet efter alle arter stopper med udgangen af 2021 i Arresø?

TORBEN KAAS: Vi kigger lige nu på, hvordan vi går til den opgave, og det er for tidligt at sige, hvad vi vil gøre og hvornår.

FISK & FRI: Vil vi se DSF gå aktivt ind i kampen for sandarterne i Tissø?

TORBEN KAAS: DSF er aktivt inde i et meget stort antal sager om truede bestande af diverse fiskearter. Vi går også ind i sager om sandarten de steder, hvor bestanden er truet, eller vi vurderer at fiskeriet ikke er bæredygtigt. Det er ikke det samme som, at vi med et trylleslag kan ændre på tingene, men vi går ind og gør de ting, vi kan, og som vi tror kan hjælpe de lokale lystfiskere.

FISK & FRI: Det lyder godt.

Hvordan får vi et bedre sandartfiskeri i fremtiden?

FISK & FRI: Hvad vil DSF helt generelt gøre for at sikre et bedre sandartfiskeri i Danmark fremover?

TORBEN KAAS: Udfordringerne for sandarterne og først og fremmest højt fisketryk og dernæst dårlige fysiske forhold med for høje næringsstofindhold i vandet og for meget slam på bunden og dermed på gydepladserne. Desuden kan der nogle steder være prædation fra skarv. Vi vil arbejde for at reducere alle de begrænsende faktorer. Viser det sig, at vi kan hjælpe bestandene på vej ved at etablere gyde- eller opvækstområder eller ved støtteudsætninger, så vil vi arbejde for det. Men de naturlige bestande kommer først, når vandene har det godt og ikke bliver fisket ned af især erhvervsfiskere.

FISK & FRI: Du siger ” Viser det sig, at vi kan hjælpe bestandene på vej ved at etablere gyde- eller opvækstområder eller ved støtteudsætninger, så vil vi arbejde for det.” Men det viser sig jo ikke af sig selv. Det viser sig jo kun, hvis man proaktivt dedikerer en forskningsindsats til at finde ud af det. Nu hvor man reelt set ikke har brugt en eneste krone på at fremme sandartbestandene de sidste årtier, burde man så ikke bruge nogle af Fisketegnsmidlerne til at finde ud af hvilke muligheder han har for at forbedre en naturlige reproduktion af sandart? Vil vi helt konkret komme til at se DSF fremlægge forslag til et sådant projekt – eksempelvis ved næste §7 møde, hvor den næste tre-årsplan lægges?

TORBEN KAAS: Når den kommende treårsplan skal lægges til næste år, har DSF en del ønsker til vægtningen i brugen af midlerne. Søer og kyster står højt på vores ønskeliste sammen med habitatforbedringer også i åerne og en del andre ting.

Forvaltningen set i et biologisk perspektiv

Her i del 1 af artiklen har vi fokuseret på DSFs overordnede politiske holdninger til sandarten. Men – uden en klar stillingtagen til de biologiske aspekter, der er med til at definere sandartens forvaltningsstatus, vil det blive svært at nå i mål med de gode visioner, som Torben Kaas har for de danske sandartbestande. Alt dette vil vi gå meget mere i dybden med i del 2, som – hvis alt går vel – publiceres i januar 2021.

 

Shimano

 

GEDDER: CATCH & RELEASE PÅ GODT OG ONDT

Jens Bursell genudsætter en flot 15 kilo+ skærgårdsgedde. De store gedder har bedre kvalitet æg end de mindre – samt producerer mange flere æg. Det er derfor vigtigt, at de bliver behandlet og genudsat så skånsomt som overhovedet muligt. Ønsker man at spise en gedde er det oplagt at tage en mindre fisk i 50-70 cm klassen.

Catch and release fiskeriet bliver mere og mere populært, hvilket i mange tilfælde kan være godt for fiskebestanden. Men – bliver fiskepresset for hårdt, kan det også have negative konsekvenser – både for fiskene individuelt, for selve fiskeriet – og for bestanden som helhed. Vi har kigget på den nyeste forskning på området.

AF JENS BURSELL

 

CATCH & KILL fiskeri dyrkes af masser af mennesker – og det er nok de færreste, som er uenige i, at det giver rigtig god mening at spise en hjemmefanget fisk, der har levet et godt fritsvømmende liv. Men – fiskes der meget på en bestand af en begrænset størrelse, hvor alle fisk bliver dræbt – så går der selvfølgelig ikke længe inden, at der stort set ikke er noget at fange – og så er det fiskeri slut. For at undgå dette scenarie, fiskes der på mange vande catch and release i varierende omfang. Det kan enten være fisk, der bliver genudsat, fordi den størrelsesgruppe fisken er i, er beskyttet – eller der kan være tale om et målrettet catch and release fiskeri, hvor alt bliver genudsat – frivilligt eller påbudt.

Catch & release etik

Etikken omkring catch and release, har ofte været diskuteret – og det er helt sikkert noget, der kan få bølgerne til at gå højt. Men hvad med de rent biologiske aspekter? Hvordan påvirker catch & release individets basale livsfunktioner af – og kan catch & release have negative konsekvenser for ikke blot individet, men også populationen og økosystemet som helhed? Vi har kigget på videnskabelige artikler, der belyser netop dette emne.

C & R fiskeri efter gedder

Gedden er – set i en catch and release sammenhæng – en relativt robust art sammenlignet med eksempelvis laksefiskene, hvor metaundersøgelser viser, at den gennemsnitlige dødelighed ligger på 13,9 %. Den gennemsnitlige dødelighed for gedder er til sammenligning 7,1 % (1). Hovedparten af de undersøgelser, der danner grundlaget for disse gennemsnit medtager dog ikke dødeligheden målt i et længere tidsperspektiv: Et er nemlig, at du måske i mange tilfælde ser din fisk svømme ud i vandet – noget andet er, at fisken kan være påvirket af fangsten på en måde, som på den kortere eller længere bane kan nedsætte dens chance for at overleve.

Eksempelvis vil en mindre fisk, der er lidt konfus efter en fangst og genudsætning, sandsynligvis have langsommere reaktioner og dermed være i risikozonen for at blive spist af større artsfæller – og bløder den, så det kan lugtes af andre rovfisk, hvilket potentielt også kan medføre øget risiko for at ende mellem kæberne på en større fisk eller et andet rovdyr.

Traditionelle geddebaits er fra producentens side monteret med kæmpestore kroge - med grove modhager, der tilføjer fisken unødig skade. Ved at skifte til montager med betydeligt mindre kroge - kan man let nedsætte blødninger og krogsårenes størrelse med flere hundrede procent.

Traditionelle geddebaits er fra producentens side monteret med kæmpestore kroge – med grove modhager, der tilføjer fisken unødig skade. Ved at skifte til montager med betydeligt mindre kroge – kan man let nedsætte blødninger og krogsårenes størrelse med flere hundrede procent.

 

Skift i adfærd hos gedder efter catch & release

Ændret adfærd som følge af catch and release fiskeri, er dokumenteret i adskillige videnskabelige undersøgelser. En konsekvens af et højt fiskepres med catch and release, der er eftervist gang på gang – er det fænomen, at fiskene bliver sværere og sværere at fange i takt med, at de bliver fanget mere og mere (2). Så – selvom fiskene bliver genudsat, kan man ikke bare øge fiskepresset uden at risikere, at det kan komme til at betyde et dårligere fiskeri for alle.

Minimer den tid gedden er over vand

For lang tid over vand er er problem for mange arter – især laksefisk, men her viser forskningen, at gedden er relativt robust. Så længe den samlede tid over vand ikke er mere end et par minutter, er dødeligheden relativt lav (3). Når det er sagt gælder det selvfølgelig stadig om at minimere håndtering over vand til et absolut minimum, og det er der flere årsager til: Selvom selve lufteksponeringen ikke er så skadelig i sig selv, betyder hvert sekund over vand en øget risiko for håndteringsskader – eksempelvis at fisken basker rundt, så man taber den, hvilket dels kan give indre blødninger samt tab af skæl og slim. Sidstnævnte er ikke noget fisken dør af her og nu – og kan derfor ikke ses i mortalitets tallene, men det er noget, som kan have negativ effekt på både individ-, populations- og økosystem niveau.

Fysiske skader på gedderne

Skade på fiskens ydre giver nemlig forhøjet risiko for infektioner (4) med svampesygdomme som fx Saprolegenia parasitica. Studier viser, at dette på sigt kan føre til død af individet (5) med en tidshorisont, der normalt ikke afslører sig ved normale dødelighedsstudier. Svampesporerne kan endvidere sprede sig til fiskens æg, hvilket reducerer frugtbarheden – og sporerne kan sprede sig gennem vandet til andre individer og yngel, der herved også risikerer at blive inficeret. Nedsat frugtbarhed på æggene kan således betyde, at håndteringsskader, der ikke umiddelbart synes at skade fisken, på sigt sagtens kan få negativ indflydelse på rekrutteringen af nye fisk – og dermed påvirke hele bestanden negativt. Og – sker først det, kan følgeskader af C & R risikere at få indflydelse på hele økosystemet, da gedderne i høj grad er medvirkende til at påvirke artssammensætningen (6).

Der er dog også andre måder, hvorpå moderne C & R fiskeri kan påvirke fiskene – både på individ og populationsniveau. Således er det eftervist at C & R fiskeri kan betyde nedsat vækst, hvilket dokumenterbart også nedsætter reproduktionen og dermed rekrutteringen af nye fisk (7,8,9,10, 11,12) Forsøg i en tysk sø viser endvidere, at gedder, der har været udsat for catch and release – opfører sig anderledes end fisk, der ikke har. For at komme sig og ”genvinde pusten” rent fysisk uden forhøjet risiko for at blive ædt af en større rovfisk eller rovdyr under restitutionen, viser studierne, at gedderne rent instinktivt søger at opholde sig i tæt undervandsvegetation efter genudsætningen for at gemme sig (10).

Tæt undervandsvegetation er præcis det samme sted, hvor hovedparten af geddeynglen og de mindre fisk opholder sig, hvilket betyder, at en mulig konsekvens af, at en øget mængde af fangbare ”mellemfisk” pludselig i højere grad opholder sig i den tætteste vegetation, kan være et øget niveau af kannibalistisk predation på de yngre fisk. Eller sagt på en anden måde: Et for højt fiskepres fra selv dygtige catch and release fiskere, der håndterer fiskene korrekt, kan derfor også tænkes at påvirke rekrutteringen af yngel og ungfisk negativt – som en afledt effekt af adfærdsændringerne på de genudsatte fisk.

Forvaltning af catch & release fiskeri

Selvom catch and release altså dokumenterbart kan have en negativ effekt på individ-, populations- og økosystemniveau, så er der ingen tvivl om, at det i rigtig mange tilfælde, hvor det forvaltes på en måde, så fiskepresset ikke bliver for stort, som regel vil være bedre end et umådeholdent catch & kill fiskeri med et sammenligneligt fiskepres. Med alt dette i baghovedet, er det oplagt, at vi lystfiskere griber i egen barm – og overvejer hvorvidt vores C & R fiskeri kan bedrives mere skånsomt og bæredygtigt?

Et godt eksempel er Stege Nor, der er blevet markedsført benhårdt overfor turister i mange år. Der var masse af gedder så catch & release fisketrykket steg stødt, hvorefter bestanden faldt markant efter et par år – og idag er fiskeriet meget begrænset. Samtidig oplevede man, da bestanden faldt drastisk, at der stort set ikke blev fanget yngre fisk, hvilket ikke er et godt fremtidsperspektiv for populationen. Nogen mistænker, at den invasive sortmundede kutling spiser geddeynglen, men med afsæt i den forskning, som er præsenteret her i denne artikel – er det set i min optik yderst realistisk, at et alt for hårdt C & R fiskepres meget vel kan være en væsentlig del af forklaringen på den hurtige deroute for brakvandsfiskeriet efter gedder, som i dagt kun er skyggen af sig selv. Læs mere om dette her i artiklen “Døde gedder i tusindvis”

Måske bør man overveje, hvorvidt man skal regulere og ændre anbefalingerne for bæredygtigt fiskeri i nogle af de hårdest C & R befiskede geddevande i Danmark. Skal der eksempelvis bruges mere skånsomme metoder, begrænsninger på antal kroge eller stænger – eller hvad skal man gøre for at sikre fiskene mod de potentielt negative konsekvenser af et for hårdt fiskepres med catch & release?

REFERENCER – Catch & releasefiskeri efter gedder:

1) Hühn, D. and Arlinghaus, R. 2011. Determinants of hooking mortality in freshwater recreational fisheries: a quantitative meta-analysis. Am. Fish. Soc. Symp. 75, 141-170.

2) Arlinghaus et Al 2017. Passive gear-induced timidity syndrome in wild fish populations and its potential ecological and managerial implication. Fish and Fisheries.

3) Arlinghaus, R., Klefoth, T., Cooke, S. J., Gingerich, A., Suski, C., 2009. Physiological and behavioral consequences of catch-and-release angling on northern pike (Esox lucius L.). Fish. Res. 97, 223-233.

4) Howe, G. E. and Stehly, G. R., 1998. Experimental infection of rainbow trout with Saprolegnia parasitica.

5) Van West, P., 2006. Saprolegnia parasitica, an oomycete pathogen with a fishy appetite: new challenges for an old problem. Mycologist, 20, 99-104

6) Berg, S. E. and Søndergaard, M., 1997. Pike (Esox lucius L.) stocking as a biomanipulation tool. Effects on the fish population in Lake Lyng (Denmark). Hydrobiologia 342/343, 311-318.

7) Arlinghaus, R., Cooke, S.J., Lyman, J., Policansky, D., Schwab, A., Suski, C.D., Sutton, S. G., Thorstad, E. B., 2007a. Understanding the complexity of catch-and-release in recreational fishing: an integrative synthesis of global knowledge from historical, ethical, social and biological perspectives. Rev. Fish. Sci. 15, 75-167.

8) Arlinghaus, R., Cooke, S. J., Schwab, A., Cowx, A., 2007b. Fish welfare: a challenge to the feelings-based approach, with implications for the recreational fishing. Fish Fish. 8, 57-71.

9) Cooke, S. J. and Sneddon, L.U., 2007. Animal welfare perspectives in recreational angling. App. An. Beh. Sci. 104, 176-198.

10) Klefoth, T., Kobler, A., Arlinghaus, R., 2011, Behavioral and fitness consequences of direct and indirect non-lethal disturbances in a catch-and-release northern pike (Esox lucius) fishery. Know. Manag. Aq. Ecos. 403, 11.

11) Meka, J. M., 2004. The influence of hook type, angler experience, and fish size on injury rates and the duration of capture in Alaskan catch-and-release rainbow trout fishery. N. Am. J. Fish. Manag. 24, 1309-1321.

12) Richard, A., Dionne, M., Wang, J.L., Bernatchez, L., 2013. Does catch and release affect the mating system and individual reproductive success of wild atlantic salmon (Salmon salar L.)? Mol. Ecol. 22, 187-200.

 

Harald Nyborg

SANDARTMASSAKREN PÅ ARRESØ

Bestanden af sandart i landets største sø, Arresø, er i stor fare for at blive fisket ned – til stor skade for både bestanden og miljøet. Illustration: Jesper Fohrmann.

 

Meget tyder på, at der kan være nogle gode sandartårgange på vej på Arresø. Desværre har Naturstyrelsen forlænget erhvervsfiskernes aftale til udgangen af 2021, hvilket giver dem mulighed for at fiske bestanden helt i bund – præcis som de gjorde det i starten af 00´erne. Dengang resulterede overfiskeriet ikke blot i en markant nedgang i sandartbestanden, men også et solidt dyk i vandets klarhed på landets største sø, der er udpeget til Natura 2000 område. Det er tid til at gøre noget lige nu, hvis vi skal undgå, at historien gentager sig.

AF JENS BURSELL

ARRESØ – LANDETS STØRSTE SØ er i en yderst ringe forfatning. Ifølge EU’s Vandrammedirektiver er Danmark forpligtiget til inden 2027 at sikre god økologisk tilstand i søen, men lige nu er man meget, meget langt fra målet, idet søen befinder sig helt nede i kategorien ”dårlig økologisk tilstand”. Men kan derfor undre sig meget over, at Skovrider Jens Bjerregaard fra Naturstyrelsen tilsyneladende ser stort på Danmarks forpligtelser over for EU og vandmiljøet ved at forlænge erhvervsfiskerens tilladelse til udgangen af 2021. Et markant indhug i rovfiskebestanden vil nemlig kunne give mere uklart vand – og dermed gøre det sværere at opnå miljømålene.

DTU Aqua rådgiver til hård befiskning af gode sandartårgange, hvilket på både Arresø og Tissø har vist sig at have en negativ effekt på vandets klarhed.

Fisk & Fri har påtalt dette over for Skovrider Jens Bjerregaard, inden han underskrev kontrakten med erhvervsfiskerne, men desværre vægtede han snævre kulturhistoriske interesser højre end fiskebestande og vandmiljø i et Natura 2000 område. Og – så hjalp det måske også på hans beslutning, at jo mere sandartbestanden bliver fisket ned, mens erhvervsfiskerne stadig er der – desto mere tjener Naturstyrelsen.

Naturstyrelsen tjener stort på at lade erhvervsfiskeriet i Arresø fortsætte

I §4 i kontrakten med erhvervsfiskerne, som Fisk & Fri har fået tilsendt, står der følgende: ”Naturstyrelsen tjener 10 % af de første 800.000 kroner, 20 % af de næste 200.000 kroner og 30 % af de næste 500.000 korner. NST for halvdelen af al omsætning over 1.500.000 kroner.”

Sidste gang, hvor erhvervsfiskerne på Arresø drev en ekstremt hård befiskning af bestanden var på de store årgange i starten af 00´erne, hvor man alene i 2003 landede 91,6 tons sandart – og cirka 200 tons på et par år. Hvis vi antager, at katastrofen gentager sig, og der landes fx 90 tons i 2021 vil det give et klækkeligt provenu til Naturstyrelsen. Erhvervsfiskeren sælger sine sandart på Fisketorvet for i gennemsnit cirka 100 kroner kiloet, hvilket repræsenterer en salgsværdi på 9 millioner kroner. Baseret på ovenstående procentsatser vil en sådan fangst i 2021 give Naturstyrelsen 4.020.000 kroner. Det forekommer derfor besynderligt, når skovrider Jens Bjerregaard blot nævner de kulturhistoriske interesser som årsag til at lade erhvervsfiskeriet fortsætte i 2021, når fakta er at Naturstyrelsen selv tjener godt på at tilsidesætte målsætningerne i EU´s Vandrammedirektiver.

Som det ser ud lige nu er sandartbestanden på Arresø i stor fare for at blive nedfisket igen - inden erhvervsfiskerkoncessionen udløber ved udgangen af 2021.

Som det ser ud lige nu, er sandartbestanden på Arresø i stor fare for at blive nedfisket igen – inden erhvervsfiskerkoncessionen udløber ved udgangen af 2021.

 

Hård befiskning gør intet godt for fiskebestandene

DTU Aqua rådgiver som sagt om hård befiskning af gode sandartårgange, ud fra blandt andet den udokumenterede påstand, at sandart kan gøre skade på søens økologiske balance ved at konkurrere med fx aborrer, som i DTU Aquas øjne har en højre status end sandarten, som de fejlagtigt påstår er ”ikke hjemmehørende”. En vis konkurrence med de øvrige rovfisk er jo blot en helt naturlig dynamik. Vi har i artiklen ”Red sandarten – og få mere klart vand” talt med en af landets førende eksperter på fisk og stofkredsløb – Associate professor Theis Kragh fra Syddansk Universitet, som siger:

– Hvis man nedfisker gode årgange af sandart, vil det være med til at øge den samlede tidlige dødelighed på populationen. Dette vil potentielt medføre større udsving i bestanden, da fisk der potentielt kan blive meget gamle også opfiskes. Store fisk har gode gener, som er tilpasset miljøet, og de er derfor meget vigtige, hvis man vil sikre et økosystem, der er domineret af en sund bestand af rovfisk. Ved opfiskning af en stor del af sandartbestanden risikerer man også at foretage en ”omvendt biomanipulation”, hvor man øger bestandene af karpefisk, så søens økologiske tilstand forværres, slutter Theis.

Alt tyder altså på, at store årgange af sandart blot medvirker til en højere klarhed i vandet, en mindre svingende bestand og et gennemsnitligt højere niveau for bestandens størrelse og vandets klarhed. Eller sagt på en anden måde – man vinder ikke noget ved en hård befiskning af store årgange – tværtimod. Man kan derfor undre sig over, at DTU rådgiver til en hård befiskning af de store årgange – på trods af at alt taler for, at det har en negativ effekt for både sandarterne og vandmiljøet. Som du vil se i samme artikel, er DTU Aqua – som skovrider Jens Bjerregaard anvender til rådgivning om søen – tilsyneladende heller ikke selv i stand til at argumentere for de faglige argumenter, der ligger til grund for deres rådgivning i denne sammenhæng.

Hvad siger Jens Bjerregaard fra Naturstyrelsen?

Vi har fået en snak med Skovrider Jens Bjerregaard og stillet ham nogle spørgsmål, for at få mere at vide om de tanker han har gjort sig, da tilladelsen til erhvervsfiskeri på Arresø blev forlænget i september 2020:

Fisk & Fri: 1 – Er det korrekt forstået, at der ikke er nogen begrænsning på, hvor mange rovfisk erhvervsfiskeren i Arresø må opfiske, inden koncessionen ophører ved udgangen af 2021?

Jens Bjerregaard, NST: Ja det er korrekt, – forlængelsen er som sagt givet for at få en endelig afklaring omkring bygningerne med mere, som fiskeriforpagteren har en forpligtigelse til at rive ned ifbm kontraktens ophør. Du skal være opmærksom på, at det ifbm at vi offentliggjorde, at vi ville udfase erhvervsfiskeriet gav en heftig debat både i medierne, det grønne dialogforum og i nationalparkens bestyrelse, – hvor der blev lagt store vægt på det kulturhistoriske element af fiskeriet på søen.

Fisk & Fri: 2- Er du enig i, at der er solid dokumentation for, at mange rovfisk ofte betyder klarere vand på grund and kaskade-effekter, hvor et højere prædationstryk fra fx sandart giver færre fredfisk, som betyder mere zooplankton, færre alger og dermed klarere vand? Se fx litteratur liste her: https://fiskogfri.dk/red-sandarten-og-faa-mere-klart-vand/

Jens Bjerregaard, NST: Ja, det er vi enige i. Men det betyder jo ikke, at sandarten er den eneste betydende rovfisk i søen. Gedder og især aborrer spiller en stor (og ikke mindst stabil) rolle her.

 

Her kan du se resultaterne af de officielle fiskeriundersøgelser fra 2014 og 2018., hvor du kan se hvor stor andel de forskellige fiskearter udgør af bestanden. Som detr ses udgør sandarten en meget stor del af rovfiskebestanden over 10 cm. En massiv borfiskning af disse kan derfor ikke blot få alvorlige konsekvenser for bestanden, men også for søens miljøtilstand, fordi det sandsynligvis vil resultere i mere uklart vand.

Her kan du se resultaterne af de officielle fiskeriundersøgelser fra 2014 og 2018. Her kan du se, hvor stor en andel de forskellige fiskearter udgør af bestanden. Som det ses udgør sandarten en meget stor del af rovfiskebestanden over 10 cm. En massiv borfiskning af disse kan derfor ikke blot få alvorlige konsekvenser for bestanden af sandart, men også for søens miljøtilstand, fordi det sandsynligvis vil resultere i mere uklart vand.

 

NST´s forlængelse gør det svære at opnå ”god økologisk tilstand” i Arresø

Fisk & Fri: 3 – Arresø er langt fra at opnå miljømålene jfr Danmarks forpligtelser i forbindelse med EU´s Vandrammedirektiver. Anderkender du jfr pkt 2, at fjernelse af store mængder rovfisk sandsynligvis vil gøre det sværere at opnå de miljømål for Arresø, som Danmark er forpligtet til at opnå inden 2027. Hvis ikke – begrund venligst hvorfor?

Jens Bjerregaard, NST: Det er ikke et spørgsmål om hvorvidt vi anerkender forholdet. Det er fakta, at rovfisk spiller en positiv rolle i søens balance. Men jf. punkt 2, er sandarten ikke den eneste rovfisk i søen. Herudover spiller andre væsentlige faktorer som f.eks. fortsat udledning af spildevand til søen, en betydende rolle som rovfiskebestanden i sig selv ikke kan hamle op med.

Fisk & Fri: Jo tak, sandarten er ikke den eneste rovfisk, det er rigtigt, men den udgør en meget stor del af den samlede rovfiskebiomasse – og eftersom der jfr. de sidste fiskeundersøgelser stort set ikke er nogen gedder i søen, er sandarten den eneste rovfisk, der gør et effektivt indhug i fredfisk over 15-20 centimeters længde. I 2014 udgjorde sandarterne cirka 60 % af rovfiskebiomassen og i 2018 cirka 50 %. I disse år blev der ikke fanget en eneste gedde i fiskeundersøgelserne! På de gode sandartår vil sandarterne sandsynligvis udgøre helt op mod 70-80 % af den samlede rovfiskebestand. Der er selvfølgelig gedder i Arresø – men de er indlysende nok uden større betydning set i relation til at regulere fredfiskebestanden og dermed søens klarhed. At bruge det, ”at der også er andre rovfisk i søen” som undskyldning for at tillade en nedfiskning af sandartbestanden, er derfor helt uholdbart, når sandartbestanden udgør så høj en procentdel af rovfiskebestanden. Og – endnu mere uholdbart forekommer det, når Jens Bjerregaard argumenterer for, at man bare kan fiske søen ud af balance, fordi der alligevel udledes så meget spildevand til søen – det er ikke blot uholdbart, men også uacceptabelt.

Fisk & Fri: 4 – Har du haft pkt 2-3 med i dine overvejelser, da de forlængede erhvervsfiskerens koncession på Arresø?

Jens Bjerregaard, NST: Der indgik flere elementer ifbm forlængelsen, dels at vi lagde meget vægt på, at få afklaret mulighederne for en videreførsel af anlægget ved Ågabet, men også at det væsentligste for os var at nu blev det eksisterende erhvervsfiskeri afviklet irt ålen mm, og i stedet med flere muligheder for lystfiskeriet. Om dette ophør af et fuldt lovligt fiskeri lige blev i 2020 eller 2021 efter at have eksisteret i mere end 50 år vægtede vi mindre end at sikre en afklaring omkring mulighederne ved Ågabet.

DTU Aqua rådgiver til hård befiskning af sandart

Fisk & Fri: 5 – Har du taget en snak med en biolog om de mulige konsekvenser, inden du underskrev en forlængede erhvervsfisker koncessionen på Arresø? Hvis ja – hvilke og hvad var deres argumentation for, at det var en god beslutning?

Jens Bjerregaard, NST: DTU Aqua har rådgivet Naturstyrelsen i mange år i forhold til fiskeri i styrelsens søer. Sandartbestanden er som du selv skriver, svingende i bestandsstørrelsen over år. Til gengæld er aborre-bestanden forholdsvis stabil. Sandartens bestands-peak giver sig ganske rigtigt til kende i form af klarere vand, men kun i det år hvor bestanden er på sit højeste og til dels året efter. Herefter er det et ligeså kendt forhold, at bestanden har tendens til at kollapse pga fødemangel og kannabilisme. Endda med negative konsekvenser for de øvrige rovfisks afkom, som også bliver spist af sandarten. Denne konsekvens kan medvirke til langsigtede problemer, hvorfor DTU Aqua (og som du selv referer til i punkt 6) ad 1)) rådgiver om en hård befiskning af bestanden ved store årgange.

FISK & FRI: Jens Bjerregaard beskriver det som et faktum, at sandartbestandene har en tendens til at kollapse på grund af fødemangel og kannibalisme. Og at ”Denne konsekvens kan medvirke til langsigtede problemer”. Som du kan se i artiklen ”Red sandarten – og få mere klart vand”, så har DTU Aqua – som Jens Bjerregaard rådfører sig med – ikke tidligere har været i stand til hverken at sandsynliggøre eller dokumentere denne påstand over for Fisk & Fri. Tværtimod giver en nedfiskning af bestanden blot større fluktuationer, en lavere baseline for sandartbestanden – samt mere uklart vand. Læs mere om dette ovenfor samt her.

Fisk & Fri: 6 – Det ser ud til, at der er en god sandart årgang på vej i Arresø: Bekymrer det dig ikke, at erhvervsfiskeren måske vil gå ud og fange så mange rovfisk, at det kan påvirke den økologiske balance i Arresø? Især når du ved at 1) DTU Aqua rådgiver til hård befiskning af store årgange, 2) Den selvsamme erhvervsfisker har tidligere fanget op til over 91 tons på et år og 3) Erhvervsfiskeren får næppe forlænget koncessionen efter udgangen af 2021, hvormed han ingen økonomiske interesser har i at søge at bevare bestanden så intakt som muligt.

Jens Bjerregaard, NST: Vi vil uden at forholde os til dine antagelser henvise til svaret ovenfor i punkt 5), med den tilføjelse, at det er værd at nævne, at sandarten jo er omfattet af mindstemål og af krav til fiskemetoder, som sikrer, at fisk under mindstemålet ikke fanges. Det betyder netop, at en stor årgang fortsat vil sætte sit aftryk i søen, og at bestanden af sandart – i det mindste under mindstemålet – fortsat forventes at være robust.

Fisk & Fri: I kontrakten med erhvervsfiskerne står der bl.a. følgende: ”§6: Fiskeriet skal foregå på en sådan måde, at bevoksningen ved søens bredder ikke beskadiges, og således, at søens fiskeyngel, fauna og flora ikke unødigt skades eller ødelægges. Søen og dens omgivelser er udpeget som Natura 2000 område. Fiskeriet skal drives på en sådan måde, at det ikke har negativ indvirkning på de udpegede arter og naturtyper, og forpagterne skal tåle de eventuelle indskrænkninger, der eventuelt måtte fremkomme gennem Natura 2000 planerne.Skov- og Naturstyrelsen kan til enhver tid efter fiskeribiologernes anbefalinger kræve fiskeriet ændret, begrænset eller fuldstændig standset, hvis det vurderes, at fiskeriet drives uhensigtsmæssigt.”

Vi ved at samme erhvervsfiskere tidligere har fanget så mange sandart, at de har influeret negativt på vandets klarhed, hvilket vel må defineres som en ”negativ påvirkning”. Man kan undre sig over at Naturstyrelsen tilsyneladende ikke føler det store ansvar overfor at forebygge en ”negativ påvirkning” af et Natura 2000 område. Hvert eneste år tæller jo, når ”god økologisk tilstand” skal opnås inden 2027.

Fisk & Fri: 7 – Anderkender du, at sidste gang de selv samme erhvervsfiskere fiskede hårdt på en stor årgang i starten af 00´erne, så faldt klarheden i vandet efterfølgende markant – og at der er parallelle eksempler på samme effekt fra hårdt erhvervsfiskeri efter sandart på  andre søer fx Tissø 2015-16? https://fiskogfri.dk/red-sandarten-og-faa-mere-klart-vand/

Jens Bjerregaard, NST: Se svaret i punkt 5).

Kulturhistorie og penge vejer højere end natur & miljømålsætninger

Fisk & Fri: Mener du, at en lokal kulturhistorisk interesse for at bibeholde Ågabet og værdien af én enkelt erhvervsfiskers levebrød, skal vægtes højere end Danmarks Miljøforpligtelser overfor EU samt samfundets rekreative og økonomiske interesser i et godt lystfiskeri på landets største sø – Arresø?  

Jens Bjerregaard, NST: – Som nævnt i punkt 4) har der været flere hensyn at tage stilling til i forbindelse med forlængelsen af erhvervsfiskernes kontrakt, hvilket gør, at man ikke kan se isoleret på forholdet mellem erhvervsfiskeri på Arresø og søens miljømålsætning.

Fisk & Fri: Som skitseret ovenfor vil Naturstyrelsen sandsynligvis tjene flere millioner kroner på at lade erhvervsfiskeriet fortsætte i 2021. Det nævner Naturstyrelsen slet ikke dette sine overvejelser. 

Fisk & Fri: Nu hvor kontrakten er underskrevet – kunne du se en pointe i, at man lagde et loft på hvor meget erhvervsfiskeren i Arresø må fange i 2020-2021, så man forebygger, at sandartbestanden bliver fisket så meget i bund, at det vil tage lang tid for den at komme op igen?

Jens Bjerregaard, NST: Som nævnt i punkt 6) er det ikke vores opfattelse, at bestanden fiskes i bund, så længe der findes mindstemål for sandarten. Dermed ikke sagt, at det kunne være interessant med undersøgelser der definerer, hvornår en bestand fiskes for hårdt – både i forbindelse med erhvervsfiskeri men også lystfiskeri (hvor man må formode, at der helst fiskes så store fisk som muligt). En sådan undersøgelse ser vi dog ikke som en mulighed at nå at gennemføre med kun et år tilbage af erhvervsfiskeriet i søen. Til gengæld er vi spændte på at følge, hvordan bestandene og sammensætningen af fisk i søen på sigt vil se ud, nu hvor erhvervsfiskeriet ophører, og sportsfiskerne tager over alene (med forholdet nævnt i punkt 5) omkring sandartens indhug i de øvrige arters afkom in mente)?

Fisk & Fri: Kan du garantere, at erhvervsfiskerets koncession for Arresø ikke forlænges ud over 31/12-2021?:

Jens Bjerregaard, NST: Vi stiller ikke garantier, – men det er klart vores hensigt at få en afklaring irt Ågabet inden udgangen af 2021, jf svaret på pkt 4).

Hvad kommer der til at ske med sandarterne på Arresø?

Her på redaktionen følger vi selvfølgelig situationen tæt – og vil forsøge at indvolvere så mange så muligt, for at få lagt begrænsninger på erhvervsfiskernes fangster i 2021. Til orientering fangede erhvervsfiskerne i 2018 0,6 tons – 2019 1,7 tons og i 2020 hele 18,4 tons sandart. Vi må håbe at hældningskoefficienten på denne stejlt stigende kurve bliver bremset hurtigst muligt.

 

Friluftsland

 

 

 

Hvad viste den store lakseundersøgelse?

I sidste uge afholdt Dansk Center for Vildlaks en virtuel konference, hvor resultaterne fra Den Store Lakseundersøgelse blev præsenteret – resultater der skal danne afsæt for de kommende års forvaltning af laksebestandene. Her får du de vigtigste resultater.

AF JENS BURSELL

 

Over de sidste par år har DTU Aqua i samarbejde med Dansk Center for vildlaks lavet en omfattende undersøgelse af laksebestandene i det vestvendte laksevandløb. Resultaterne blev præsenteret i sidste uge. I opsummeringen af arbejdet konkluderer DTU Aquas vicedirektør, at forvaltningen af de danske laksebestande har virket virkelig godt – også set i en international sammenhæng. Den store succes er blandt andet resultatet af et stort engagement fra både lystfiskere, politikere og forskere, understreger han.

Problemstillingerne er specifikke for de enkelte laksevandløb

– Hver eneste vandløb har deres specielle problemstillinger og arbejdet har vist, at de vigtigste værktøjer i kassen, når vi skal ophjælpe vores laksebestande er følgende (i prioriteret rækkefølge) 1) Habitatsrestaurering, 2) fiskeriregulering og 3) Udsætning af fisk, slutter Anders Koed.

Her kan du se et af de mange slides fra Anders Koeds konklusioner omkring Den Store Lakseundersøgelse.

Her kan du se et af de mange slides fra Anders Koeds konklusioner omkring Den Store Lakseundersøgelse. På søjlediagrammet for populationens udvikling kan du se, hvornår de mest markante forvaltningstiltag er gjort. Som det fremgår er habitatsrestaurering af afgørende betydning.

 

I det følgende får du en opsummering af resultaterne:

Overlevelse af æg lav i Skjern Å

Kim Iversens forskning på DTU Aqua viser, at overlevelsen er fra æg til halvårs yngel i Skjern Å er lav. Den primære årsag til dette er sandsynligvis sand og okker. Alt tyder – ikke overraskende på, at det virker at fjerne spærringer.

Dårlige overlevelse af laksesmolt i Ringkøbing Fjord

– Hovedparten af dødeligheden på laksesmolt sker efter udvandringen til Ringkøbing Fjord, hvor der sker en kraftig reduktion af antallet af smolt under fjordpassagen, fortsætter Anders Koed. – Det er især ved passagen af selve sluseområdet ved Hvide Sande, at dødeligheden er meget stor. Hele 20-24 % af smoltene går til netop her. Der er desuden fortsat behov for at undersøge størrelsen af efterårsudtrækket af lakseungfisk i danske laksevandløb for at få et mere præcist tal for betydningen af dette for laksebestandene.

Nedfaldslaks er vigtige for de fremtidige generationer

Kim Aarestrups forskning hos DTU Aqua viser, at nedfaldslaks, der vender tilbage til vandløbet som flergangsgydere, udgør en betydelig del af laksegydebestanden. For at sikre en høj overlevelse af nedfaldslaksene anbefales det, at åbningen af laksefiskeriet ikke sker tidligere end den nuværende praksis – dvs. 16. april.

Martin Hage Larsens undersøgelser for DCV viser, at der fortsat er et stort potentiale i at udvikle og optimere eksisterende metoder i opdræt , som kan øge kvalitet og velfærd hos laks i opdrætsfasen. Det har desuden vist sig, at erosion på gællelågene af opdrætslaksene ikke har haft betydning for deres overlevelse i vandløbene. Laksene skal dog vandre langt i havet, og det er derfor vigtigt at få undersøgt, om forkortede gællelåg kan have betydning for overlevelsen i havet.

Vigtigt at kvoteopdeling på laks fastholdes

Einar Eg Nielsen fra DTU Aqua konkluderer, at de effektive bestandsstørrelser stadig fortsat er lave, men ikke kritisk lave. Støtteopdræt med mange moderfisk bør fortsætte i de vandløb, hvor man ikke kan sikre en kontinuerlig stor vild produktion.

– Der er ikke tegn på tidlige ændringer i gener for havalder, så derfør bør den nuværende kvoteopdeling og relative fordeling imellem små og storelaks fastholdes, understreger han. – Selvom laksene i de vestjyske vandløb overordnet har det samme genetiske udgangspunkt, bør man fortsætte med at separere støtteopdræt per vandløb for at sikre høje effektive bestandsstørrelser og fremme lokale tilpasninger.

Arvelig kobling på havalder hos laks

– Havalder udviser en grad af arvelig kobling, konkluderer Dorte Bekkevold fra DTU Aqua. – Det understreger vigtigheden af, at foretage støtteopdræt med et så bredt genetisk varieret materiale som muligt. Det anbefales derfor at støtteopdræt fortsat benytter mange moderfisk repræsenterende både store og små laks for at sikre diversiteten i bestandene. Det bør derfor undersøges nærmere om forskellige former for udsætningspraksis er medvirkende til at påvirke fordelingerne af livshistorietyper i bestandene, slutter hun.

Du kan se den fulde konference her.

Her kan du læse en opsummering på den store lakseundersøgelse, som er finansieret af Innovationsfonden, Ringkøbing Skjern – og Herning Kommune.

 

Friluftsland

 

 

ÅBENT BREV TIL §7-UDVALGET: FÅR VI NOK FOR VORES FISKETEGNSMIDLER?

§7-Udvalget har i årtier rådgivet om brugen af de penge, som vi betaler ved indløsning af vores fisketegn – nemlig Fisketegnsmidlerne. Officielt set er det Miljø og Fødevareministeriet, der med afsæt i Fiskerilovens § 62 bestemmer, hvad pengene skal bruges til, men i praksis er det udvalget og dets eneste faglige rådgiver – DTU Aqua der styrer, hvordan vores brugerbetaling for lystfiskeri skal anvendes.

 

 AF JENS BURSELL

I forbindelse med et skift af formand i §7-Udvalget, er det meget lang tid siden, at der sidst har været afholdt møde, men her på torsdag den 19 november mødes udvalget, for at sætte retningslinjerne for 2021 og de næste par år.  

I anledning af at der – forhåbentlig – er kommet ny friskt blod til §7-Udvalget, har jeg sendt et åbent brev til §7-Udvalgets nye formand – Nis Christensen – plus samtlige af udvalgets repræsentanter fra DSF, Danmarks Fiskeriforening, Dansk Kystfiskerforening, Ferskvandsfiskeriforeningen for Danmark, Dansk Amatørfiskerforening, Dansk Fritidsfiskerforbund, Kommunernes Landsforening, Landbrug og Fødevarer, Danmarks Naturfredningsforening, Dansk Akvakultur, Miljøstyrelsen, Fiskeristyrelsen, Fiskeripolitisk Kontor og naturligvis DTU Aqua.

Anvender vi vores Fisketegnsmidler godt nok?

Ordlyden af brevet, som er et oplæg til diskussion i §7-Udvalget, er følgende:

Gennem det sidste år har Fisk & Fri bragt adskillige artikler, hvor vi i detaljer har belyst skyggesiden af DTU Aquas rådgivningsmæssige magtmonopol, samt hvad det kan have haft af store negative økonomiske og biologisk konsekvenser – både for fiskebestandene og vandmiljøet.

I sidste ende er det naturen, fiskebestandene og alle dem, der gerne skulle have glæde af en optimal brug af Fisketegnsmidlerne, der bliver taberne. Meget tyder på, at vi vil kunne få meget mere for vores penge – både i form af flere fisk, højre biodiversitet og en bedre natur – ved at stoppe DTU Aquas magtmonopol. I stedet er der bl.a. brug for flere uvildige repræsentanter for forskningsmiljøet i §7 – samt flere forskellige udbydere til at foretage den nødvendige forskning, så vi kan få en mere kvalificeret og faglig neutral rådgivning – samt bedre og billigere projekter, hvor vi får meget mere for pengene. 

DTU Aqua er ikke blot den eneste forsknings institution i §7. De har også myndighedsbetjening, hvilket betyder, at de i praksis har monopol på faglig rådgivning i en masse typer af sager omkring vores vandmiljø – heriblandt udsætningstilladelser mv.

Netop fordi DTU Aqua i langt de fleste sager er de eneste, der spørges til råds, har de en enorm magt over, hvad der sker med vores fiskebestande. Fint, hvis de havde forvaltet deres position upåklageligt, men uacceptabelt, når de i mange tilfælde dokumenterbart giver en fagligt stærkt kritisabel rådgivning. Med afsæt i Fisk & Fris artikler, er det let at argumentere for, at der kan være tale om en rådgivning, som i en række tilfælde i bedste fald er inkompetent. I værste fald bør man mistænke og undersøge for videnskabelig uredelighed, politisering, magtmisbrug og økonomisk svindel, hvis ikke en bedre forklaring end hidtil forelagt, gives af DTU Aqua. Hertil kommer eksempler på rådgivning fra DTU Aqua, der kan gøre det sværere at leve op til målsætningerne i EU’s Vandrammedirektiv om god økologisk tilstand i vores vande inden 2027.

Jeg vil derfor opfordre jer til at læse følgende artikler, der opsummerer problematikken med links til dokumentation og samtlige referencer:

“Om fisk og faren ved monopoler”

Hvad man kan gøre for fremover at undgå den er belyst her:

“Stop DTU Aquas magtmonopol”

Det er oplagt at tage denne diskussion op til det næste §7 møde. Blandt de helt centrale spørgsmål er altså: Får vi nok for pengene – og anvendes de lovligt? Samt – bruges der for mange penge på administration og forskning – og for lidt på praktiske tiltag, der reelt set giver flere fisk?

Hvis vi fremover skal have mest muligt ud af Fisketegnsmidlerne – til glæde for fiskene, vores vande og det danske samfund, så skal der ske i større paradigmeskift i forvaltningen af vores fiskebestande. Såfremt I har en mening om positive eller negative konsekvenser af DTU Aquas monopol som eneste rådgivende forskningsinstitution i §7 Udvalget, så er jeg meget interesseret i at høre fra jer.

Mvh – Jens Bursell, Fisk & Fri

Interview med formanden for §7-Udvalget

Den 25 august 2020 indvilligede den nye formand for §7-Udvalget Nis Christensen i at besvare en række spørgsmål om §7, DTU Aquas rådgivning samt forvaltning af de danske fiskebestande. Fisk & Fri har netop fået et ”svar”, som vi vil publicere om et par dage sammen med en række opfølgende spørgsmål til emnet.

 

Shimano

 

 

Nye undersøgelser af ørredbestandende i 2021

Til efteråret 2021 planlægger DTU Aqua at lave undersøgelser af ørredbestandene i syv udvalgte vandløbssystemer i Danmark.

 

– Hvert år undersøger DTU Aqua mange vandløb i samarbejde med de lokale lystfiskerforeninger for at kunne lave en plan for fiskepleje, der dækker de vigtige ørredvandløb i et vandsystem, lyder det på fiskepleje.dk. – Det har DTU Aqua gjort i mange år, og planerne revideres med nye undersøgelser ca. hvert 8. år. 

– I 2021 skal DTU Aqua undersøge Århus Å, Karup Å, Bangsbo Å, Lerbæk Å, Elling Å, Ribe Å, Lerkenfeldt Å, Trend Å samt de mindre vandløb i mellem Limfjorden, Skagen og Blokhus.

Databehandling og planer for fiskepleje af ørredbestandene i danske vandsystemer

 

– Når undersøgelserne i vandløbene er gennemført, skal data behandles, og der skal udarbejdes planer for fiskepleje, fortsætter udmeldeingen fra DTU Aqua. – De nye planer udgives inden sommerferien i 2022 og sendes direkte til de berørte kommuner og lystfiskerforeninger. De offentliggøres desuden på fiskepleje.dk.

– DTU Aquas planer for fiskepleje beskriver ørredbestanden og forekomsten af andre arter i de vandløb, som bliver undersøgt. Planerne fortæller, om der er behov for at udsætte ørredyngel, og anviser, hvilke tiltag der på sigt kan genskabe selvreproducerende ørredbestande. Serien ”Planer for fiskepleje” omfatter i alt 66 rapporter, som tilsammen dækker alle vandsystemer i Danmark. De indsamlede data om ørredbestandene indgår også i Miljøstyrelsens arbejde med at vurdere fiskebestandene i statens vandområdeplaner. ”Planer for fiskepleje” blev tidligere kaldt ”Udsætningsplaner”, men ændrede navn i 2011 for at understrege, at man får bedre bestande og en bedre natur ved at genskabe ørredens gyde- og opvækstområder i stedet for ”kun” at sætte fisk ud de steder, hvor ørredens gydeområder er blevet ødelagt.

Ørredyngel udsættes først efter undersøgelse af vandløbet

 

– Det år, hvor planen for det enkelte vandsystem bliver fornyet, bliver der ikke udsat ørredyngel, da det netop er den naturligt producerede ørredyngel, som er interessant at undersøge, fortæller DTU Aqua. – Forekomsten af naturlig ørredyngel er en indikator på, hvor godt ørredbestanden klarer sig, og det er ikke umiddelbart muligt at skelne mellem naturlig og udsat ørredyngel. I praksis betyder det, at lystfiskerforeninger i de vandløb, der skal undersøges næste år, ikke skal udsætte ørredyngel i foråret 2021.

Når undersøgelserne er gennemført i sensommeren/efteråret 2021, skal der i stedet for yngel udsættes ½-års fisk på de yngelpositioner, der er nævnt i den hidtidige plan.

En mere detaljeret beskrivelse af forløbet, herunder praktiske informationer omkring udsætning, er sendt til de berørte udsætningsforeninger, kommuner og Miljøstyrelsen, som også undersøger vandløbenes fiskebestande i forbindelse med den nationale overvågning af vandmiljøet. 

Du kan læse meget mere om fiskeplanerne samt finde links til Ørredkort mv her.

 

HVORDAN FÅR VI FLERE SANDART?

Sandarten har i mange år været slet ikke været tænkt ind i fiskeplejen, fordi den fejlagtigt har været stemplet som ”ikke-hjemmehørende og invasiv”. Efter Fisk & Fri den seneste tid har bragt emnet op til debat, må vi må vi håbe på, at både DSF, forskere og beslutningstagere, har indset fejlen, så man ændrer kurs og fremover gør noget proaktivt for at ophjælpe bestandene. Men – hvad kan vi helt konkret gøre for at fremme mere stabile selvreproducerende bestande? Svaret er måske simpelt: Fjern spærringerne på åerne og etabler/genetabler nye egnede gydeområder: En win-win for alle.

AF JENS BURSELL

MEGET TYDER PÅ, at menneskelig påvirkning i høj grad har påvirket vores oprindelige sandartbestande negativt. Som vi har nævnt tidligere kan sandartbestandenes decimering op igennem historisk, tid især fra 1000-tallet og frem i høj grad skyldes opstemninger på åerne, der har besværliggjort sandarternes naturlige føde- og gydevandringer mod områder med egnet gydesubstrat, der samtidig sandsynligvis er blevet mindre og mindre af på grund af gradvist tykkere og tykkere dyndlag over mange af de tidligere gydeområder.

Hvordan opstemningerne kan have påvirket sandartbestandene er uddybet i artiklen her.

Slip åerne fri

At få fjerne spærringerne på vores åer, vil derfor oplagt være en god hjælp – også for sandarten. Netop dette arbejde har været godt i gang i mange år – med en aktiv og solid indsats fra både DSF og DTU Aqua, som dog nok især har gjort dette for laksefiskenes skyld. Men – færre spærringer kan indlysende nok også have en vigtig positiv effekt på vores rovfiskebestande, fordi det vil betyde, at fiskene frit kan vandre til de dele af åsystemerne, der aktuelt giver de bedste forhold – både mht føde og gydemuligheder.

Sandarten er kendt for store svingninger i bestandsstørrelsen – et fænomen man oftest ser i systemer med mange opstemninger – og knapt så meget i store åbne systemer uden opstemninger. At slippe åerne fri vil derfor sandsynligvis også kunne bidrage til mere stabile sandartpopulationer med en højere baseline for populationerne.

Jens Bursell med en fin sandart fra Furesøen på Sjælland.

Jens Bursell med en fin sandart fra Furesøen på Sjælland.

 

Skab bedre gydeforhold for sandarten

Præcis som det med både ørred, laks og gedde falder naturligt at undersøge, hvordan man kan forbedre gydeforholdene, er det selvsagt lige så indløsende at gøre det samme for sandarterne.

Sandarten gyder på hård bund – typisk på 1-3 meters dybde med sand, grus eller stenbund. I takt med, at vores søer – især gennem de sidste hundrede år – er blevet mere næringsrige, er graden af sedimentation – dvs raten hvormed organiske stoffer bundfældes – steget. Det betyder, at der i de fleste søer bliver mere og mere mudret bund, som årene går.

Det er oplagt, at denne historik kan have betydet, at mange søer gradvis har mistet flere og flere vigtige gydeområder, af den simple grund, at de er mudret til. Præcis som man har gjort det for laksefiskene, er det derfor oplagt at undersøge mulighederne for at etablere/genetablere gamle gydeområder, for på den måde at fremme arten og skabe en stabilt høj reproduktion. Men – det er nok ikke helt så simpelt som at hælde grus i et mindre ørredvandløb for at skabe gydebanker.

Lav nye gydeområder for sandarten

Mange af de oplagte områder, hvor man kan etablere gydeområder vil sandsynligvis være dækket af så dybt et dyndlag, at man ikke ”bare lige” lægger lidt grus på toppen. Her kunne man forestille sig, at man nogle steder indledende må fjerne blødt overfladesediment, så fx udhældt grus ikke bare forsvinder i et bundløst hul af mudder. Det vil i nogle tilfælde sikkert kunne blive en bekostelig affære, men måske også den mest naturlige og optimale løsning. Problemet kan så blive, at et hul med fast bund sikkert hurtigt vil slamme til igen – og så er man lige langt…Alternativt kan det være, at man – hvis ikke mudderet kan fjernes – bliver nødt til at præparere bunden på anden vis for at sikre, at det kommer til at virker optimalt. Det kunne fx være, et man i den yderste konsekvens må pilotere et gydeområde og bygge en fast hård overflade eksempelvis et betongulv, hvorpå gydesubstrat som fx grus og småsten kan ligge stabilt for eftertiden. Kan man lave en “geddefabrik”, så kan man selvfølgelig også lave en “sandartfabrik”. Med ind i løsningerne, skal man selvfølgelig indtænke, at man på den lange bane fremtidssikrer gydeområderne, så de ikke begraves i mudder igen få år efter, at de er etableret.

Tanken om at etablere fx kunstige gydebanker med grus i blødbundsområder kan måske virke langt ude, men måske kræver det ikke så meget? Man har i fx Lyngby-Bagsværd Sø set, hvordan de bitte små tilbageværende gydeområder faktisk har kunne opretholde en bestand i mange, mange år. Så hvem ved – måske er det slet ikke så uoverskueligt, at gå i gang med? I mange søer vil en grusbanke på størrelse med en parcelhusgrund eller lignende måske være nok til at booste bestanden mærkbart.

Det virker som om, at mange af de gydeområder med hård bund, der er bevaret op til i dag, ofte ligger eksponeret for den fremherskende vindretning, hvilket er med til at holde bunden mindre mudret, på grund af mere understrøm mv. Vindeksponering og fremherskende strømretning for eksempelvis understrøm vil derfor sikkert være en af de ting, man skal tænke ind i etablering af nye gydeområder for sandarten.

Brug for forskning, så vi får gjort det rigtigt

Der er mange men´er og hvis´er i alt dette. Skal man for alvor skabe bedre forhold for sandarten, så kræver det derfor, at man invester forskningsmidler i at finde ud af 1) hvad er de bedste gydeområder under danske forhold og 2) hvordan sikrer man bedst muligt bedre gydeområder for sandarterne, så man ikke spilder tid og penge på at gøre det forkert. Når dette er gjort, og man ved præcis, hvad man skal gøre for at få den bedste og mest langtidsholdbare løsning for sandarterne, kan man i større skala begynde det hårde samt mere lavpraktiske arbejde med eksempelvis at etablere sand, grus eller stenbanker på 1-3 meters dybde i vores mange søer.

Niels Bugh Jørgensen med en fin sandart fra Tissø.

                                                                                   Niels Buch Jørgensen med en fin sandart fra Tissø.

 

Fisketegnsmidler til fremme af sandartbestandene

Der er ikke brugt mange penge fra Fisketegnsmidlerne igennem årene på at fremme vores sandartbestande – tværtimod er de indirekte brugt på at decimere bestandene via eksempelvis “rådgivning” Søhåndbogen. Det er derfor oplagt, at man på de kommende budgetter vedtager at bruge en seriøs del af pengene på at rette op på de mange års manglende af fiskepleje af vores sandartbestande.

Trin 1 vil naturligvis være at undersøge al eksisterende litteretur på området, så man ikke spilder forskningspenge på at finde ud af, hvad man allerede ved. Dernæst er det bare med at komme i krig med at få belyst og testet hvilke tiltag, der skal gøres for at etablere flere og mere attraktive gydeområder for vores sandartbestande. Når man ved præcis, hvad der skal gøres – kan de enkelte foreninger så gå i gang med at søge penge til etablering af gydeområder i vores søer. Og så er der selvfølgelig fri passage i vores vandløb – men den proces er allerede godt i gang og har været det i mange år.

Når naturgrundlaget er i orden

Efter man har fået undersøgt, hvordan gydeforholdene forbedres – samt eksekveret på det, er det for alvor tid til at kickstarte en positiv bestandsudvikling.  Her vil der sikkert være en del søer, hvor det måske vil blive nødvendigt at lægge ud med støtteudsætninger for at få gang i processen. I disse tilfælde bør man selvfølgelig være åben for at ændre sin praksis og give de nødvendige udsætningstilladelser, indtil man har fået sandartbestandene op at køre på et fornuftigt og stabilt niveau.

Der er mange muligheder for at hjælpe vores sandartbestande, men trin et er, at man også i en praktisk forvaltningssammenhæng anderkender sandarten som en hjemmehørende art, der har krav på præcis samme bestandspleje som andre hjemmehørende arter – fx ørred og laks.

I 2020 har vi haft en vækst på 17 % blandt fisketegnsløserne, hvilket betyder, at der lige nu er ekstra penge i kassen. For at være helt præcis 4,3 millioner.

Disse pengene bør ikke bare ende i et sort administrationshul, men kan passende bruges på at hjælpe den af Danmarks fiskearter, der uberettiget har fået mindst hjælp gennem mange, mange år: Sandarten.

 

Friluftsland

 

 

 

REFORMÉR §7 – STOP DTU AQUAS MAGTMONOPOL

Gennem det sidste år har Fisk & Fri bragt adskillige artikler, hvor vi har belyst skyggesiden af DTU Aquas rådgivningsmæssige magtmonopol, samt hvad det kan have haft af negative økonomiske og biologiske konsekvenser – både for fiskebestande og vandmiljø. Men hvad skal der gøres for at ændre kursen, så vi kan starte på en frisk og undgå, at det samme sker igen? Her får du et bud.

AF JENS BURSELL

DTU AQUA har I mange år haft monopol på stort set al rådgivning omkring akvatiske ressourcer herhjemme: De er den eneste rådgivende forskningsinstitution i §7 udvalget, der fordeler fisketegnsmidlerne til forskning og udsætninger af fisk. Her sidder de uden armslængdeprincip og rådgiver om projekter, der automatisk tildeles dem selv uden at komme i udbud – samt uden at der efterfølgende er den store kontrol med ressourceforbruget. Hertil kommer, at DTU Aqua har myndighedsbetjening, hvilket betyder, at de i praksis har monopol på faglig rådgivning i en masse typer af sager omkring vores akvatiske miljø – heriblandt udsætningstilladelser mv.

Netop fordi DTU Aqua i langt de fleste sager er de eneste, der spørges til råds, har de en enorm magt over, hvad der sker med vores fiskebestande. Fint, hvis de havde forvaltet deres position upåklageligt, men uacceptabelt, når de i mange tilfælde præsterer en fagligt stærkt kritisabel rådgivning. Med afsæt i Fisk & Fris artikler, hvor problematikken er opsummeret og dokumenteret i artiklen ”Om fisk og faren ved monopoler”, er det let at argumentere for, at kan være tale om en rådgivning, som i en række tilfælde i bedste fald er inkompetent. I værste fald bør man mistænke og undersøge for videnskabelig uredelighed, politisering, magtmisbrug og økonomisk svindel, hvis ikke en bedre forklaring end hidtil forelagt, gives af DTU Aqua. Hertil kommer eksempler på rådgivning fra DTU Aqua, der kan gøre det sværere at leve op til målsætningerne i EU’s Vandrammedirektiv om god økologisk tilstand i vores vande inden 2027. Læs mere om dette i artiklerne “Red sandarten – og få mere klart vand”, “Forringer Erhvervsfiskeriet søernes økologiske tilstand” og Skarv, aborrer og sandart på Tissø”.

For at kunne genskabe tilliden til systemet, samt sikre, at historien ikke gentager sig, er der brug for indrømmelser og konsekvens – samt en fuldstændig reformation af den måde, som rådgivnings- og beslutningsprocesserne kører på. Det gælder både, når det drejer sig om §7 udvalget, fordelingen af Fisketegnsmidlerne – samt myndighedsbetjeningen.

Søfiskeriet er et af de områder der kritiseres for at have været under - eller fejlprioriteret gennem en del år.

                Søfiskeriet er et af de områder, der kritiseres for at have været under – eller fejlprioriteret gennem en del år.

 

DTU Aquas troværdighed skal genopbygges

Fisk & Fri har som nævnt afsløret en række sager, hvor DTU Aqua tilsyneladende dels har afgivet urigtige oplysninger om regnskaber samt overforbrug af ressourcer og dels har leveret en fagligt svag samt kritisabel rådgivning, der i flere tilfælde er baseret på decideret ukorrekte og udokumenterede teorier eller informationer. Hvis man fremover skal have tillid til DTU Aqua som neutralt rådgivende forskningsinstitution, er det selvfølgelig vigtigt, at ovenstående uheldige forhold får en konsekvens: Man kan ikke have tillid til en ledelse, som tilsyneladende dels afgiver urigtige oplysninger, når det passer den – og dels fortier vigtige oplysninger for beslutningstagere og offentlighed. Endvidere er det uacceptabelt at ledelsen af DTU Aqua tilsyneladende dækker over den/de medarbejdere, der er roden til problemerne – i stedet for at tage ansvar for, at den rådgivning de leverer er korrekt og fagligt uangribelig.

For at rense luften og sikre tilliden fremover, kan der argumenteres for, at der enten bør ske nogle meget konkrete offentlige indrømmelser fra DTU Aqua side – og/eller der bør ske en fyring af de ledere/medarbejdere som har afgivet urigtige oplysninger, fortiet vigtig information for beslutningstagere og offentlighed – eller dækket over fagligt kritisabel rådgivning.

Stop magtmonopolet

Som vi har skrevet før: At reformere hele processen omkring, hvem der sidder i §7-udvalget, rådgivningen, anvendelsen af fiskeplejemidlerne samt DTU Aquas monopol på myndighedsbetjeningen, er af afgørende betydning for, at naturen, samfundet og vi lystfiskere fremover får mest muligt for pengene: Der skal simpelthen ske et større paradigmeskift i hele tankegangen omkring forvaltningen af vores akvatiske ressourcer, for at vi kan få et velfungerende og troværdigt system, der fremadrettet både tilgodeser naturen og bredden i dansk lystfiskeri på en langt bedre måde, en det er tilfældet nu.

Flere fisk og mere natur for pengene

For at vi kan få mest og bedst muligt natur for pengene, er det vigtigt, at de enkelte projekter kommer i en form for udbud, så man får de rigtige projekter udført bedst muligt – til den bedst mulige pris. På de mindre projekter behøver det ikke nødvendigvis at være en stor avanceret udbudsproces, men måske blot en fordeling af opgaver og projekter i et §7-udvalg, der er bredere sammensat, end det har været før, med repræsentanter for flere forskellige forskningsinstitutioner. På de største og dyreste projekter kunne man med fordel overveje mere avancerede udbudsprocesser.

Fagligt neutral rådgivning på fiskeriområdet

At få flere forskningsinstitutioner repræsenteret i §7 udvalget vil også være den bedste garanti for at man fremover får en mere fagligt neutral rådgivning, der tilgodeser alle hjemmehørende arter og dermed også en langt større bredde i dansk lystfiskeri. Der sidder eksempelvis store faglige kapaciteter inden for fiskeområdet på både Københavns og Syddansk Universitet – samt sikkert også Ålborg og Århus Universitet. Alle forskningsinstitutioner, der dokumenterbart har væsentlig viden på området, bør kunne få en plads i §7 udvalget – hvormed de fremover både vil kunne bidrage til en mere neutralt afbalanceret rådgivning og en bedre pris på projekterne.

Sandartfiskerne er blandt dem der ikke har fået meget ud af Fisketegnsmidlerne gennem årtier.

Sandartfiskerne er blandt dem, der ikke har fået meget ud af Fisketegnsmidlerne gennem årtier.

 

De forskellige repræsentanter for forskningsinstitutionerne kunne også uden for §7-udvalget med fordel fungere som et fagligt rådgivende udvalg, der helt generelt rådgav til de overordnede rammer for forvaltningen af vores akvatiske ressourcer. Udvalget, som man eksempelvis kunne kalde Fiskerifagligt Udvalg – eller lignende, bør have en formand med biologisk baggrund, som er uafhængig af økonomiske og fiskeripolitiske interesser inden for forskning og erhverv. I udvalget træffes konsensus beslutninger om de overordnede rammer for ”best practice”, så rådgivning om alle fiskearter sker med afsæt i samme logik samt efter de samme grundprincipper. Det vil sikre, at eksempelvis centrale begreber som oprindelig udbredelse og hjemmehørende/ikke-hjemmehørende arter, der har stor betydning i en forvaltningssammenhæng – bedømmes og tolkes på et mere ensartet og  fagligt neutralt grundlag.

Flere penge til fisk – og færre til grundforskning?

Et emne, der ligeledes skiller vandene er, hvordan Fisketegnsmidlerne bruges. Formålet med Fisketegnsmidlerne er, at de skal bruges på tiltag, der rent lavpraktisk gerne skulle give flere fisk og en mere rig natur. Helt konkret er der lovhjemmmel til at bruge midlerne således jfr §61 i den nuværende Fiskerilov (lovbekendtgørelse nr. 261 af 21.03.2019), som lyder:

§61. Midlerne fra lystfiskertegn og fritidsfiskertegn anvendes til 1) fiskepleje, herunder til udsætning af yngel og sættefisk samt foranstaltninger og forskning, der i øvrigt har betydning for reproduktion, vækst m.v. af fiskebestandene, og 2) administration og information om fiskeplejen og om lystfisker- og fritidsfiskertegnsordningerne.

Stk. 2. Midlerne kan desuden anvendes til kontrol med overholdelsen af reglerne for lyst- og fritidsfiskertegn..

Hvis man kigger på de forskningsprojekter, der foretages for Fisketegnsmidlerne, bør man som ansvarlig politiker og interessent stille sig selv spørgsmålet: Anvendes pengene pt lovligt jfr §61 i Fiskeriloven? Et godt eksempel er Søhåndbogen, som er ren formidling. Her bør man i samme moment tage en diskussion om, hvorvidt Fisketegnspengene fortsat skal bruges på formidling som fx Søhåndbogen, når forskerne jo også i forvejen har formidlingspligt ifht. Universitetsloven. Endvidere bør man tage en diskussion om, hvorvidt der bliver brugt for mange penge på eksempelvis grundforskning – og for lidt på projekter, der vil have en mere direkte og målbar positiv effekt for vores fiskebestande. 

Såfremt det viser sig, at Fisketegnsmidlerne ikke er anvendt til forskning, der er hjemmel til jfr. “Lov om fisketegn”, bør man stille sig selv spørgsmålet: Hvem har haft ansvaret for dette – og hvilke konsekvenser skal det have? – udover selvfølgelig, at man skal sørge for, at det ikke sker frenmover. 

Tilgodese bredden – både fiskemæssigt og geografisk

En af de ting, der i årevis har skabt diskussion blandt lystfiskere er, hvordan pengene fordeles. Der er ingen tvivl om, at hvis man vil tilgodese bredden i det rekreative fiskeri, så bør man tage en diskussion af, hvordan det bedst gøres.

Det er oplagt, at alle interessenter indenfor det rekreative fiskeri, som betaler penge for fisketegn, bør være repræsenteret i §7. Lige nu repræsenteres lystfiskerne kun af DSF, men hvorfor egentlig det? DSF udgør kun cirka halvdelen af de organiserede danske lystfiskere. Udenfor DSF står Dansk Havfiskerforbund med cirka 4.000 medlemmer og De Danske Småbådsklubber, som er i omegnen af 3.200. Hvorfor er de ikke inviteret med i §7, når fritidsfiskeriet er repræsenteret med flere forskellige og langt mindre organisationer? Hertil kommer en række store danske lystfiskerforeninger, der tilsammen sandsynligvis udgør i omegnen af 6-7.000 medlemmer, hvis stemme, som det har været hidtil. slet ikke er blevet hørt. Personligt synes jeg det er optimalt, hvis alle lystfiskere kan samles under én fane – nemlig DSF. Vi kan håbe på, at der vil blive grobund for en udvikling i denne retning med den nye bestyrelse i DSF. Men – såfremt disse klubber ikke i større stil bliver samlet under DSF med den nye bestyrelse anno 2020, vil det på sigt være rimeligt at give alle disse mange klubber udenfor DSF muligheden for at lave et samarbejdsudvalg eller en fælles organisation, der kan stille med en repræsentant til §7 på lige fod med fx DSF, så deres stemme også bliver hørt.

Kun cirka halvdel af de danske lystfiskere er organiseret i DSF. Hvis ikke en langt større procentdel af de danske lystfiskere kommer ind under DSF i den kommende tid, hvor der er kommet nye kræfter til bestyrelsen, vil det være oplagt at man også lader andre grupper af lystfiskere få en plads i §7 udvalget, så de også bliver hørt. Hverken Dansk Havfiskerforbund eller De Danske Småbådsklubber er repræsenteret i §7 udvalget.

Kun cirka halvdel af de danske lystfiskere er organiseret i DSF. Hvis ikke en langt større procentdel af de danske lystfiskere kommer ind under DSF i den kommende tid, hvor der er kommet nye kræfter til bestyrelsen, vil det være oplagt, at man også lader andre grupper af lystfiskere få en plads i §7 udvalget, så de også bliver hørt. Hverken Dansk Havfiskerforbund eller De Danske Småbådsklubber med tilsammen cirka 7000 medlemmer er eksempelvis repræsenteret i §7 udvalget.

 

Tilsvarende kunne man forestille sig en model, hvor man tilstræber, at procentdelen af midler, der anvendes til forskellige arter af fisk – svarer nogenlunde til, hvor stor rekreativ interesse der er for de respektive arter. Hvorvidt det er tilfældet pt vil der nok være delte meninger om.

Ligeledes er det oplagt at tænke i at tilgodese de enkelte landsdele, efter hvor mange fiskere der betaler til fisketegn i de enkelte landsdele. Der vil selvfølgelig være en del projekter, som har bred national interesse, men med de penge, der fordeles til projekter af mere lokal og regional interesse, kan man med fordel overveje en model, hvor de enkelte områder tilgodeses i et omfang der svarer nogenlunde til de indbetalte beløb fra regionen. Det er klart, at der skal ikke være tale om et rigidt millimeterdemokrati, men en model, hvor man fra §7udvalgets side tydeligt viser, at man ønsker at tilgodese bredden – både i forhold til interesser og geografisk fordeling af interessenterne.

Fuld åbenhed og transparens i beslutninger og regnskaber

For at der fremover kan være fuld åbenhed og transparens over, hvordan fisketegnsmidlerne bruges, ville det være naturligt fremover at publicere offentlige tilgængelige referater fra §7-møderne taget af en uvildig repræsentant for §7-udvalget.

Tilsvarende bør der fremover være større gennemsigtighed i regnskaberne, så der også i det offentlige tilgængelige regnskab på fiskeristyrelsen.dk opgives timeforbrug og driftsomkostninger på underprojektniveau. Hermed vil man kunne forebygge fristelsen til at angive et fiktivt og for højt timeforbrug samt gøre det langt sværere at skjule omprioritering af ressourcer mellem forskellige projekter, der ikke officielt er blåstemplet af §7 udvalget. Dette vil være i alles interesse, så alle interessenter løbende kan holde øje med, hvordan pengene bliver brugt – samt råbe vagt i gevær, hvis ikke de anvendes optimalt. Både referater fra §7 møder og mere detaljerede regnskaber for alle projekter kunne oplagt publiceres løbende på fiskeristyrelsen.dk.

Konferencer om det rekreative fiskeri

For at sikre, at bredden bliver hørt – og der kontinuerligt kommer nyt input samt inspiration til beslutningsprocesser og forvaltning af det rekreative fiskeri, vil det være en god ide at invitere til en større konference – eksempelvis hvert andet eller tredje år, hvor alle interessenter fra det rekreative fiskeri samles. Her inviteres ikke blot forskere, politikere og interesseorganisationer, men også branchefolk, turisterhverv og presse, for på den måde at skabe det bedst muligt afsæt for en åben og konstruktiv debat om den fremtidige kurs – til størst mulig gavn for naturen, fiskeriet og det danske samfund.

Reformer myndighedsbetjeningen

Som det er lige nu, har DTU Aqua myndighedsbetjening på en meget stor del af den rådgivning, der foretages i forbindelse med blandt andet fiskeudsætninger. Det kan være en pointe i at der blot er én eller få udbydere af rådgivning for at modvirke for komplicerede arbejdsgange. Men – for at sikre, at rådgivningen foregår på et neutralt grundlag, bør den eller de instanser, som fremover har myndighedsrådgningen fagligt referere til ”Det Fiskefaglige Udvalg”, som sikrer at myndighedsbetjeningen sker inden for de overordnede faglige rammer, der er udstukket af dette udvalg samt godkendt politisk.

En ny kurs for det rekreative fiskeri

Det rekreative fiskeri i Danmark rummer mange ildsjæle, skarpe hjerner og kreative personer. Lad os håbe, at vi med en helt ny struktur for rådgivnings- og beslutningsprocesser omkring vores akvatiske ressourcer og det rekreative fiskeri, kan få skabt en positiv udvikling der i højere grad tilgodeser ikke blot mangfoldigheden i den danske natur, men også hele bredden i det rekreative fiskeri.

I forbindelse med sagen om DTU Aquas forbrug af ressourcer og kritisable faglighed har vi d. 25 august stillet formanden for §7-udvalget – Nis Christensen – en række spørgsmål, der gerne skulle belyse, hvorvidt Fisketegnsmidlerne anvendes lovligt, fagligt og økonomisk optimalt. Nis har lovet at besvare spørgsmålene, og vi afventer svar, så vi kan publicere interviewet på fiskogfri.dk.

 

Shimano