Danmarks Sportsfiskerforbund har i mange år arbejdet for at få sluppet Gudenåen fri. Men hvad er egentlig status på arbejdet for fri passage i Danmarks største å? Vi har talt med DSF´s formand Torben Kaas.

 

AF JENS BURSELL, FOTO: NIELS ÅGE SKOVBO & PRIVATE

 

– Mange lystfiskere ved, at vi har været gennem to 6-årige vandplanperioder under EU’s Vandrammedirektiv, og at vi nu er midt i den tredje og sidste vandplanperiode, fortæller DSFs formand Torben Kaas. – Det er er vandplanerne, som skal sikre, at vi kommer i mål med god økologisk tilstand i vores vandmiljø senest med udgangen af 2027. I vandplanerne er der sat mål for naturgenopretning og andre ting, som påvirker vores vandmiljø.

– Det er på grund af vandplanerne, at vi har fået fjernet rigtig mange spærringer rundt om i vandløbene. Men man har endnu ikke forholdt sig til de sidste fire store spærringer, hvor den ene er Tangespærringen på Gudenåen og en anden er kraftværkssøen på Storåen. Opgaven med de sidste store spærringer er meget dyr og politisk betændt, så man er endnu ikke lykkedes med at tage stilling til dem. Men snart er det 2027, så tiden løber ud. Vi er blevet lovet, at der kommer en revision af vandplanen inden udgangen af 2024, og at revisionen vil omfatte de sidste spærringer. Der er således ikke er taget endelig stilling til, om vi får en fritløbende Gudenå tilbage, eller om vores politikeres arv til kommende generationer skal være en kunstig å udenom den kunstige sø.

 

Westin Cup 2025

 

Torben Kaas med en flot gedde.

Torben Kaas med en flot gedde fra sit hjemvand Esrum Sø. Tange Sø er kendt for et godt fiskeri efter fine gedder som denne, men der er ingen tvivl om, at en genetablering af det oprindelige åløb og det potentiale det har for lystfiskerne i det store perspektiv, er mere værdifuldt for lystfiskerne. Der er trods alt massevis af søer med gode geddebestande rundt omkring i landet.

 

Hvilken løsning anbefaler Danmarks Sportsfiskerforbund for Gudenåens frie løb?

– Skal jeg tale med hjertet, så skal vi naturligvis have det storslåede istidslandskab tilbage, som ligger på bunden af Tange Sø, fortsætter Torben. – Ingen andre steder i Danmark har vi tilsvarende landskaber med et mægtigt vandløb med fart på vandet og en floddal, som det snor sig igennem. Den fritløbende å vil igen få hele naturen i området til at hænge sammen med korridorer for vandrende arter som bl.a. ål, lampret, helt, ørred og laks. Også eksperterne anbefaler den løsning, fordi den er den eneste, som giver os naturen tilbage.

– Men jeg kan også tale med hovedet og sige, at vi i Danmark er forpligtede til at leve op til EU’s Vandrammedirektiv og sikre god økologisk tilstand i vores vandmiljø. For Gudenåen og Tange Å kan vi kun gøre det ved at give landskabet tilbage til naturen og nedlægge søen. Miljøstyrelsen har lavet en vurdering af alle de mange løsninger, som har været foreslået, og er ret tydelig i sin konklusion om, at en genetablering af Gudenåen er den eneste løsning, som bringer os i overensstemmelse med Vandrammedirektivet. Dermed er der udsigt til et direktivbrud, hvis man politisk beslutter at bevare dæmningen og søen ved Tange.

Hvad er alternativet set med søtilhængernes øjne?

– Fortalerne for søen markedsfører ret intensivt en løsning, de kalder ”Laksestryget”, og som er et ca. 2,5 kilometer langt snoet stryg ved siden af kraftværksdæmningen. Som jeg ser det, binder man sig til masten på en løsning, som Miljøstyrelsen og al anden sagkundskab har slået fast ikke dur. Selve problemet er jo søen, som de vandrende arter dør i.

– Vandrammedirektivet tilsiger, at vi skal have et sundt vandmiljø med udgangen af 2027. Dermed tør jeg godt spå, at deadline allerede er grundigt overskredet. For Gudenåen får vi først et sundt vandmiljø, når spærringen er væk, og det kan ikke nås på tre år. Men vi er blevet lovet, at der kommer en beslutning i 2024, så Christiansborgs egen deadline nærmer sig. Det er dog langt fra den første deadline for denne beslutning, vi har set komme og gå.

– Vi nærmer os dog måske en beslutning for spærringerne, kommenterer Torben på sin Facebook . – Thomas Jensen, som er medlem af Folketinget for S og stærk tilhænger af at bevare Tange Sø, er ved at arrangere en ekskursion for Folketingets Miljø- og Fødevareudvalg og for trepartsminister Jeppe Bruus til Tange Sø. Heller ikke denne gang er man fra søvennernes side særligt fair. Hverken vi, andre naturinteresser eller sagkundskaben fra f.eks. DTU Aqua er inviteret med. Man vil antageligt nødigt modsiges i sin præsentation af et kort stryg som den rigtige løsning.

– Særligt påfaldende er det set i lyset af, at vi allerede to gange har inviteret Jeppe Bruus til Tange uden at få svar. Årsagen til besøget er, at vandplanerne er flyttet over til trepartsministeriet, og at vi er blevet lovet en opdatering af vandplan 3 inden årsskiftet. Det er jo der, der bl.a. skal tages stilling til de sidste spærringer.

– Vi har nu bedt om at blive inviteret med på ekskursionen, og vi har forsynet flere medlemmer af udvalget med den opdaterede version af Miljøstyrelsens notat fra 2021 om faunapassagerne ved søen. Notatet viser, at kun en retablering af Gudenåen giver direktivopfyldelse for både Gudenåen og Tange Å. Det viser selvfølgelig også, at ”Laksestryget” og andre søbevarende løsninger allesammen fører til direktivbrud, og at flere af løsningerne er betydeligt dyrere end at genetablere åen. Så ved udvalgsmedlemmerne det. De ved dermed også, at man påtager sig en procesrisiko, som det hedder i folketingslingo, når man med åbne øjne bryder reglerne, slutter han.

 

Hvidovre Sport

    Hvidovre Sport

    Modtag fiskepost med nye artikler

    Nu er du tilmeldt.

    Share This