CDC: ANDERUMPEN OG DE TØRRE TØRFLUER

Bækørreden her lod sig overliste af en brun CDC Mayfly, der kombinerer en klassisk faldskærmsflueopbygning med brug af CDC materialer.

I denne tid, hvor syntetiske materialer i stigende grad definerer dagsordenen, er det bemærkelsesværdigt, at et af de suverænt bedste materialer til tørfluer stadig findes helt naturligt i rumpen på gråanden. CDC hedder materialet, og det er nøglen til tørre tørfluer.

 

AF RASMUS OVESEN

 

TØRFLUEFISKERI er basalt set kunsten at placere en flue på vandet og forhindre den i at drukne så tilpas længe, at en fisk kan nå at forgribe sig på den. Men hvor simpelt det end måtte lyde i al sin umiddelbarhed, så er tørfluefiskeri faktisk en ganske kompliceret sag, som kræver både finesse, teknik og taktisk forståelse. Vil man have succes som tørfluefisker, er det allervigtigste dog, at man i sit fluesortiment har nogle fluer, som rent faktisk formår at holde sig oven vande.

 

 

 

Vigtigt at tørfluerne har god flydeevne

”De rigtige tørfluefiskere” – fanatikerne, der ikke fisker med andet end tørfluer – er fuldt ud klar over, hvor vigtigt det er at binde fluer med god flydeevne. Det ved almindelige jordnære tørfluefiskere også, men fælles for begge grupperinger er, at der næppe findes noget mere frustrerende end at se sin lille tørflue synke under umiddelbart opstrøms drømmefisken. Det strider imod hele princippet i fiskeriet, og er en pinefuld påmindelse om, at fluen, man har siddet derhjemme og kæmpet med ved stikket, ikke er helt god nok – eller at den i hvert fald kunne være bedre.

Det er en påmindelse om, at første slag i kampen om at fange drømmefisken på tørflue, skal udkæmpes hjemme ved fluestikket, og det er her, at gråanden kommer ind i billedet. Hvor paradoksalt det end måtte lyde, er den nemlig på mange måder en mulig nøgle til succes som tørfluefisker.

Det fantastiske ved gråanden er, at den, som de fleste er bekendt med, flyder ganske fortræffeligt – en kvalitet, som tørfluefiskeren af hele sit hjerte ønsker at overføre til de minutiøse tørfluer, som han drømmende sidder og snører sammen, inden turen går til favoritåen. Fluerne bliver bundet sparsommeligt for at minimere vægten, men heller ikke så sparsommeligt, at de ikke har den nødvendige fylde, der skal til, for at fluen kan hvile længe nok i overfladefilmen og få et tilstrækkeligt langt drev, inden den drukner.

Tørfluer drukner som bekendt før eller senere – selv de mest kompetent udfærdigede af slagsen – og bækørreder og stallinger er sjældent særligt imponerede over en gennemblødt dødssejler af en tørflue.

 

Tørfluer, der har høj flydeevne med elegance

 Tricket er at binde tørfluer med fightersjæl; tørfluer, der står distancen og som holder sig længere oven vande end nogen andre. Men som samtidigt – på fornuftig vis – imiterer insektlivet ved vandløbet. Enhver kan jo binde en regulær prop af en tørflue af rådyrhår eller skumplast, men det er ikke hvad som helst en nobel stalling eller bækørred suger i sig på overfladen. Det er ligesom hele pointen – eller udfordringen- i sporten.

Med ovenstående in mente, så lad os da vende tilbage til gråanden igen. Udover at ænder flyder fortræffeligt godt, ved enhver også, at ænder skyer vand særdeles godt. Ganske vist er det ofte andens fætter – gåsen, som der ufrivilligt bliver henvist til, når fornuft og gode råd bliver ignoreret. Men ligesom fornuft og gode råd ofte preller af på os mennesker – og i særdeleshed de af os, der tilfældigvis er fanatiske og selvbestaltede fluefiskere, så preller vand også i høj grad af på anden.

Gumpen på anden gøres vandafvisende af sekret

Andens hemmelighed er, at den udskiller et sekret, som bliver lagret i dens fjerdragt – et sekret, der bevirker at fjerene ikke suger vand til sig. I dens rumpe sidder nogle meget fine fjer/dun, som også imprægneres med dette sekret, og det er disse dunede fjer, som er interessante. De har en god flydeevne, og kan med lidt fantasi bruges til at lave nogle tørfluer, der er både højtflydende og særdeles resistente over for vandindtag.

Fjerene har fået det franske navn »Cul de Canard« (CDC), som oversat betyder anderumpefjer, og med fluebindingsøjne er de særdeles interessante.

 

Overdressede fluer bør undgås

 Problemet hjemme ved fluestikket er, at man tit og ofte er tilbøjelig til at overdresse sine fluer, for at få dem til at flyde bedre. Store, tætte og luftige hackler giver som bekendt god flydeevne, og kraftige haler af spændstige fjerfibre kan ligeledes forbedre fluens evne til at holde sig på den tørre side af vandspejlet. Desværre giver meget kraftigt dressede og fyldige tørfluer ikke samme gode naturtrohed, som sparsomt dressede fluer. Mange klassiske tørfluer med konventionelle bærende fronthackler ender ofte med at ligne et stort livløst fnug mere end et spisbart insekt.

 

En højtflydende tørflue er ofte en god imitation

 Insekterne, vi oftest imiterer, er de klækkende insekter. De er elegante og lette væsener, som er relativt lidt i berøring med vandet. De flyder med andre ord ret højt, og ørreden eller stallingen i dybet ser ikke meget andet eller mere end en relativt lang og slank krop, antydningen af nogle tynde og fine ben og muligvis et glimt af insektets vinger. Alt i alt, er der for fisken tale om blot et lille aftryk i vandet under en relativ slank silhuet mod himlen. Dette skal fluebinderen holde sig for øje, når han sætter sig ned foran fluestikket for at fylde nogle af de tomme rum i flueæsken; »Less is more«, som amerikanerne siger med en vis sandhedsnerve. Og det er her, at CDC fjerene kommer ind i billedet.

Der kan bindes mange forskellige fluer med CDC

CDC fjer muliggør binding af et bredt spektrum af forskelligartede fluer, som på fornuftig vis imiterer det flyvefærdige insekts aftryk på overfladen samt dets umiddelbare lethed og ynde. Og har man fantasi til at kombinere brugen af CDC fjer med mere konventionelle tørfluematerialer, har man i særdeleshed mulighed for at binde nogle yderst spændende og brugbare tørfluer.

Man kan afstamme CDC fjeren og bruge dunene som et lækkert uldent og vandafvisende dubbingmateriale. Man kan klippe de enkelte fjer til i form, og bruge dem som vinger på spent spinners eller faldskærmsfluer. Man kan også lave »falske« hackler ved at tvinde CDC dun i en dubbingløkke, hvilket resulterer i et mindre voldsomt strittende og mere livagtigt hackle end man normalt opnår med traditionelle hanehackler.

Og er man ikke så fantastisk at fisken nødvendigvis skal suge fluen af overfladen, for at den rigtigt tæller, kan man med stort held anvende CDC-fjerene som vingekasser eller overfladeforankring på imitationer af klækkende insekter umiddelbart i overfladefilmen – emergers som amerikanerne kalder dem. CDC fjerene er også glimrende som haler på tørfluer. Særligt hvis man indbinder hele fjer og sørger for at samle både fjerstammen og de enkelte fjerfibre i selve indbindingspunktet.

Imprægnering af CDC tørfluer

 CDC tørfluerne drukner selvfølgelig også før eller senere, men de flyder højt forbavsende længe i forhold til andre typer tørfluer – også selvom fluerne ikke imprægneres før brug. Vil man optimere fluernes flydeevne findes der i øvrigt efterhånden en række oliebaserede CDC flydemidler, som kan forlænge fluernes tørfluekvaliteter en anelse. Men de kan reelt set ikke holde tørfluerne tørre meget længere end CDC fjerene med deres naturlige imprægnering i forvejen kan.