Jeg har fisket efter sandart fra før jeg fik knallert, og har dørget efter dem siden jeg fik en bil. Men det jeg har lært de sidste få år under vertikalfiskeri, har fået mig til, at forstå at jeg har fisket helt forkert de sidste 40 år! Sådan lyder det fra Fisk & Fri’s sandartekspert – Flemming Madsen.

AF FLEMMING MADSEN

ET ANSEELIGT ANTAL af de sandarter jeg har fanget, er taget under dørg med kunstagn – primært fra en motordrevet båd med ekkolod. Alligevel er langt de fleste af mine store dørgesandarter taget fra enten robåd eller under fiskeri uden ekkolod – eller begge dele. Yderligere er mine fem allerstørste sandarter fanget under andet fiskeri, hvor der kun i ét tilfælde har været motor eller ekkolod involveret.

De seneste fem år er tendensen blevet yderligere forstærket – måske på grund af et større fiskepres på søerne og som følge deraf, i visse vande, færre fisk, men især og helt generelt flere sky fisk. Der skal derfor, som jeg ser det, fiskes anderledes end hidtil, hvis man vil have en reel chance for at dørge sig til en stor sandart.

UNDERSØGELSER PÅVISER, at catch og release fiskeri efter sandart ikke er helt uproblematisk. Forudsat at de genudsatte fisk overlever, så bliver de mere forsigtige bl.a. i forbindelse med jagt på og indtagelse af føde. I en verden, der er så ekstremt konkurrencepræget, som den fiskene lever i, er tabet af umiddelbar og aggressiv fødesøgning naturligvis et problem for fiskene selv, men det afstedkommer så sandelig også udfordringer for os lystfiskere.

Det, der oftest skræmmer en stor, gammel og muligvis tidligere kroget sandart, er bl.a. motorstøj. Værd at bemærke er, at elmotorer generelt skræmmer fiskene mere end forbrændingsmotorer. Yderligere virker det som om, at en mindre elmotor, der kører på høje omdrejninger, skræmmer mere end en større elmotor, der kører på lavere omdrejninger. En anden og muligvis endnu større skræmmekilde er de lydbølger transduceren udsender. Her kan det være nyttigt at kende ekkoloddets funktioner lidt mere i detaljen. Den nok mest almindelige transducer-sprednings vinkel er 20 grader, hvilket imidlertid er en begrænsning, der er sat i modtagelsen af ekkoet, for transduceren udsender lydbølger i et trefire gange så stort område. Ganske vist aftager styrken af signalet jo længere fra centrum man måler, men alligevel betyder det, at hvis fisk bliver skræmt, så er det ikke kun i det område transducer vinklen nu en gang dækker på skærmen, men altså i et meget større område rundt om båden.

Endnu en sandart, og endnu en gang på en paddletail jig.

Endnu en sandart, og endnu en gang på en paddletail jig.

 

Der er en anden spidsfindighed ved ekkoloddets kontroller, som nok heller ikke er så velkendt. Uanset hvor højt eller lavt man sætter styrken (gain), så er styrken, der udgår fra transduceren – forudsat at dybdeskalaen er uændret – den samme.

MANGE SØER ER KORTLAGT digitalt, så start fiskedagen med at konstatere i hvilken dybde fiskene hovedsaligt står, og sluk derefter loddet. Brug din GPS og stol på dine instinkter. Det udgør helt sikkert en forskel i forhold til chancen for at fange nogle af de større fisk.

FOR ENDEN AF LINEN er det andre ting, der om ikke ligefrem skræmmer en i forvejen skeptisk sandart, så i hvert tilfælde gør, at den opdager bedraget. Det kan fx være for store eller for hurtige bevægelser med agnen, hvilket i dørge sammenhæng kan opstå, hvis man sejler imod eventuelle bølger og derved får en meget ujævn sejllads. Bruger man fletline under sådanne omstændigheder, så bliver problemet forstærket. Fisk derfor kun med bølgerne, hvis de er store nok til at give problemer, og brug eventuelt nylonline, eller som minimum et ca. 10 meter langt nylonforfang til at dæmpe de værste ryk. Jeg har fanget masser af sandarter med jigs på 25 centimeter eller mere, men jeg har aldrig fanget en på woblere i samme størrelse, selvom jeg har lagt mange timer i forsøget. Jeg er ret sikker på, at dels er en stor woblers bevægelser generelt for voldsomme, men de store kroge, der hænger og skramler under dem, er nok et endnu større problem.

Kan man ramme den for dagen helt rigtige farve på sin agn, så betyder det selvsagt en del. Omvendt kan en forkert farvekombination ødelægge ens chancer ganske betragteligt. Lidt forenklet sagt, er agn i naturlige, afdæmpede farver det oplagte førstevalg. De vil ikke altid være det bedste valg, men med mindre vandet er meget uklart, så start her. Faktorer, der bl.a. påvirker fiskenes farvepræferencer er, foruden sigtbarheden, også farven i vandet, typisk enten grønt eller brunt. I tilfælde af uklart vand, men ikke kun det, bør klare farver i grønt, gult og orange også findes i grej – boksen, eller måske snarere for enden af linen.

Denne Bomber wobler er blevet vægtet i bugen og har fået skeen filet mindre.

                                                         Denne Bomber wobler er blevet vægtet i bugen og har fået skeen filet mindre. 

 

FISKER MAN med livlige woblere, så er valget af farve ikke lige så kritisk. Mange vil have oplevet, at én enkelt wobler fisker betydeligt bedre end andre tilsyneladende identiske woblere. Efterhånden som antallet af fisk fanget på den »gode« wobler stiger, så ændrer den også udseende, den startede måske sine dage med at være fx krom og blå, men bliver til sidst slidt ned til farven på plasten den er lavet af, men den udfisker stadigvæk næsten hvad som helst.

Her er det helt åbenlyst gangen, eller rettere de vibrationer den udsender, der er specielle, og farven er næsten ligegyldig. Omvendt forholder det sig også sådan, at jo mindre en agn bevæger sig, og/eller jo langsommere den bliver fisket, jo større betydning har farven.

TRADITIONEL DØRGNING med flydende wobler, i alt mellem 1,0 og 2,5 knob, er mest effektivt i de perioder af året, hvor vandtemperaturen er over seks grader og allerhelst over 10 grader. En øvre grænse er nærmest kun teoretisk, og jeg har haft fantastisk fiskeri i 25 grader varmt vand. En fejl jeg har set mange gøre sig skyldige i, er, at de fisker med for kraftigt forfang. Hvis man fx bruger mindre flydende woblere, så skal forfanget ikke være over 0.30 mm og gerne tyndere, hvis woblerens gang skal udfolde sig.

Sandarter kan dog have meget forskellig præference, når det kommer til den sidevejs vandring en wobler har – enten en langsom gang med brede udslag eller en hurtigere gang med smallere udslag. Vandtemperaturen og vejret er to meget afgørende faktorer for, hvad der på dagen fungerer bedst. Det, der til gengæld ikke ændrer sig, er sandarternes modvilje til at tage en agn, der ruller for meget med kroppen. Gedder og især aborre har det derimod nærmest omvendt.

Hvis man gerne vil forsøge sig, når vandet er koldere, eller målrette sit fiskeri efter større fisk, så er fremgangsmåden en ganske anden. Hastigheden skal ned under en knob. Der skal indlægges hyppige bådstop, og sidst men ikke mindst, så skal agnene, der kan være både jigs eller woblere, være synkende eller som minimum svævende. De lokkeryk og små rystelser, der er så effektive under vertikalfiskeri, kan man af gode grunde ikke efterligne under dørgefiskeri. Det man kan gøre, er at fiske langsomt, lade agnen stoppe helt op og lade dem synke langsomt. Det er som oftest her, at fiskene vil hugge.

Denne 25 cm paddletail jig virkede åbenbart ikke afskrækkende på denne sandart.

Denne 25 cm paddletail jig virkede åbenbart ikke afskrækkende på denne sandart. 

 

Hvis ens agn synker hurtigere end ønsket, er kuren en af følgende: Fisk med kortere line, altså en linelængde, der ligger tættere på fiskedybden. En anden mulig måde at sænke  synkehastigheden på, er at benytte en tykkere hovedline. Man kan også skifte til lettere jighoveder, eller belaste woblerne mindre, uden dog at gøre dem flydende. Begge dele påvirker imidlertid gangen på agnene – både når de synker og under fart.

PADDLETAIL JIGS er meget populære og med rette. De kan være uhyggeligt effektive. Jeg hælder mest til de varianter med en firkantet hale, men der er også flere gode modeller med en rund hale. Hvis man monterer et relativt let hoved på ca. 15 gram på en 15 cm krop, så vil kroppen rulle ganske meget. Et hoved på ca. 25 gram vil dæmpe den rullende bevægelse, med undtagelse af halestykket, der får tilført mere energi og vil vride sig som en proptrækker. Hvis man gerne vil have en mere diskret gang, der alt andet lige er mere naturligt, samtidig med at man bibeholder et let hoved – og dermed en langsom synkende agn – så skal man trimme halens bredde. Fat en saks og start med at klippe at par millimeter af halens bredde – lige meget i begge sider. Selvom vertikal-jigs er såkaldte »no action« agn, så kan de faktisk også bruges under dørgefiskeri. For mit eget vedkommende har det udelukkende været i forbindelse med, at jiggen er sunket efter et stop, der er kommet hug. Værd at bemærke er, at en vertikal-jig, i samme størrelse og vægt som en paddletail, opnår en større dybde, pga. af mindre vandmodstand.

UDVALGET af synkende woblere på markedet er mildest talt begrænset. Det er i høj grad op til en selv, at trimme nogle flydende woblere til at blive synkende. Det kan både være ret enkelt og temmelig kompliceret – eller tidskrævende. Den sidste kategori er min foretrukne. Det indebærer først og fremmest, at wobleren skal vægtes midlertidigt, for at fastslå, hvor og hvor meget, der skal tilføjes. Der er flere fremgangsmåder til at gøre en wobler tungere: Man kan save, hakke eller bore huller i emnet, og så fylde op med arvesølvet og derefter lime, spartle, file, male og endelig lakere. Metoden kræver, at man ved, hvor woblerens eventuelle trådskelet og oprindelige vægte befinder sig.

Jeg limer i stedet mine vægte uden på wobleren, hvilket gør, at jeg kan placere dem mere frit, og så gør fx ti gram udenpå en wobler større forskel på gangen end ti gram inde i wobleren. For at få en wobler til at synke korrekt og samtidigt dæmpe den normale gang under fart, skal den vægtes på undersiden og en anelse foran balancepunktet. Når den er i vandet, skal den synke – mere eller mindre – med hovedet forrest. Hvis woblerens trækpunkt er monteret på selve skeen, hvilket er typisk på deep diver modeller, så kan man file lidt materiale af skeens sider. Det vil mindske woblerens rul. Hvis trækpunktet derimod sidder på woblerkroppen, hvilket den gør på de fleste modeller, så skal selve øjet bukkes en anelse opad. Indgrebet både mindsker slagene fra side til side og woblerens rullen. Med mindre man er en nørdet æstetiker, så nøjes man bare med at lime vægten på. En endnu nemmere, mere fleksibel, men dog mindre præcis måde, er at bruge vægtede kroge. Hvis det er en wobler med meget opdrift, er det i sig selv sjældent nok til at gøre den synkende, men det giver mulighed for at ændre gang og synkehastighed i et snuptag. Den hurtige måde at producere de tunge kroge på, er at vikle fx kobbertråd rundt om krogskaftet.

Disse Off shore tackle OR 12 sideplanere udelukker gætterier; er der fisk på, så ser du det!

Disse Off shore tackle OR 12 sideplanere udelukker gætterier; er der fisk på, så ser du det!

 

BRUGEN AF SIDEPLANERE er efterhånden en integreret del af alt dørge- og trollingfiskeri. Agnene bliver spredt over et meget større område, og de kommer længere væk fra de før omtalte skræmmefaktorer. Hvis man sejler meget langsomt og til tider stopper helt op, som jeg anbefaler, så er der nogle udfordringer, man skal forholde sig til. Langt de fleste sideplanere vil have en tendens til at lægge sig ned på siden, når fremdriften forsvinder. Når farten bliver genoptaget, kan det føre til, at de kaner ind mod båden og videre over på modsatte side. Igen er kuren at tilføje ekstra vægt, denne gang på kølen af sideplaneren. Herefter vil den stå som et flåd i vandet og være meget nemmere at styre.

Antallet af hug, der bliver omsat til fast fisk, er mindre under fiskeri med sideplanere. Problemet er bl.a., at det ofte kan være svært at se huggene. Selvom udvalget af sideplanere, på det  skandinaviske marked, er endog meget stort, så måtte jeg alligevel til USA for at finde løsningen: Off Shore Tackles OR 12 er nu mit foretrukne valg. Det smarte og anderledes ved disse sideplanere er et vippeflag, som via en fjeder er koblet til udløserklemmen/linen. Selv meget små fisk,  forsigtige hug eller lidt grøde, vil få flaget til at vippe, eller lægge sig ned.

SIDST MEN IKKE MINDST er en god krog til dørgefiskeri et must. Muligheden for at give modhug er i bedste fald symbolsk, og under dørgefiskeri efter sandart vil jeg under alle omstændigheder fraråde det. Hvad er så en god krog? Det er ikke en stor, kraftig og – Gud forbyde det – sløv krog. Kroge med indadvendt krogspids som bl.a. Mustad Triple Grip er efter min mening som skabt til formålet. De indadvendte krogspidser holder deres greb i fisken bedre end nogen anden krogtype, jeg har prøvet. Hvis fisken først bliver kroget, så er sandsynligheden for at miste fisken mindre. Og hvis der er noget, man ikke ønsker – så er der at miste fisk, når de endelig hugger.

 

Søsportens Sikkerhedsråd Sejl Sikkert

 

Vægtet triple grip krog, monteret på en i forvejen ekstra vægtet deep diver wobler.

Vægtet triple grip krog, monteret på en i forvejen ekstra vægtet deep diver wobler.

 

Standard triple grip krog og en på-limet ekstra vægt på wobleren.

Standard triple grip krog og en på-limet ekstra vægt på 
wobleren.

 

Deep Diver wobleren, som denne sandart faldt for, er blevet gjort svævende ved hjælp af vægt på undersiden.

Deep Diver wobleren, som denne sandart faldt for, er blevet gjort svævende ved hjælp af vægt på undersiden.

    Modtag fiskepost med nye artikler

    Nu er du tilmeldt.

    Share This