Når man snakker udsætninger er begrebet autencitet af afgørende betydning for at få udsætningstilladelse – og tingene er ikke altid, som man tror de er. Vidste du for eksempel, at mallen dokumenterbart har været naturligt forekommende på Fyn og Sjælland – men at der ikke findes nogen entydig do- kumentation for, at ørreden var oprindeligt forekommende på Fyn og Sjælland?
AF JENS BURSELL
Jens Bursell med en mindre malle fra spanske Rio Ebro.
ØRREDEN er en fantastisk fisk, så når jeg skriver disse linjer, er det ikke fordi, at jeg har noget imod ørred – tværtimod. Min holdning til ørred på Fyn og Sjælland er, at det er sandsynligt og et fint “kvalificeret gæt”, at ørreden har været naturligt udbredt på begge øer før den menneskelige påvirkning tog fart.
Når Fisk & Fri med denne artikel har valgt at fakta-tjekke al dette med autencitet omkring både ørred og malle, så er missionen ikke at bremse det gode arbejde for vandpleje og ørredudsætninger – tværtimod: Det er fantastisk, at vi har et ørredfiskeri på øerne – og her har både DSF, DTU Aqua og mange andre organisationer samt frivillige gennem årene gjort et flot stykke arbejde – hatten af for det. Der er ingen tvivl om at dette fine arbejde er noget, som vi alle skal blive ved med at arbejde for.
MÅLET MED ARTIKLEN er således udelukkende at kaste lys over hvordan udsætningspolitik og udsætningstilladelser fungerer – samt tage en sund debat om, hvorvidt udsætningsplaner og ansøgninger behandles efter samme regler og sagsbehandlings procedurer for alle arter. For – hvis det skal lykkes at samle alle danske lystfiskere under én fane i kampen for et bedre vandmiljø og lystfiskeri – så skal der være konsekvens og troværdighed i den linje, hvormed vi agerer i forhold til fx udsætninger og re-introduktioner. Eller sagt på en anden måde: Vi bør forholde os til fakta og behandle alle arter – og dermed alle grupper af lystfiskere – lige i forhold til administrationen af de retningslinjer, der er for udsætninger og ikke mindst uddeling af udsætningsmidler.
HVILKE ARTER ER OPRINDELIGE? Når det drejer sig om forekomster af oprindelige fiskearter fra før den tid, hvor den menneskelige påvirkning af fiskebestandene satte ind, har man reelt set kun én ting at holde sig til – nemlig forhistoriske- eller kvartærzoologiske fund.
– En søgning på ørred og laks i Det Kvartærzoologiske Centralregister viser, at de to arter, som kun sjældent kan skelnes fra hinanden ud fra knoglefund, kun er fundet knap 30 gange på Sjælland og Fyn, fortæller Henrik Carl fra Statens Naturhistoriske Museum, der er en af forskerne bag Atlasprojektet. – Hovedparten af fundene er gjort ved kystbopladser, hvor der formentlig har været tale om fisk fanget i havet. Der findes kun én enkelt oplysning om en sikkert bestemt ørred fra Sjælland/Fyn, og det er en fisk fra Vordingborg fra Middelalderen eller Renæssancen, der sandsynligvis også er fra havet samt fra en tid, hvor man transporterede forarbejdet fisk, hvilket betyder, at man ikke kan være sikker på, at den rent faktisk er fanget ved Vordingborg. Der er kun ganske få fund af knogler fra bopladser inde i landet, og de er ikke sikkert artsbestemt. På baggrund af de kvartærzoologiske fund kan man derfor pt ikke med sikkerhed konkludere, at der har været naturligt forekommende ørreder i sjællandske og fynske vandløb – hverken i Stenalderen eller senere. – Hvad mallen angår kendes et enkelt kvartærzoologisk fund fra Fyn ved Vissenbjerg, fortsætter Henrik. – Fra Sjælland kendes 17 fund, så mallen har tilsyneladende været forholdsvis vidt udbredt naturligt på Sjælland.
HISTORISK VIDNESBYRD om fisk har man i stigende omfang op igennem tiden i takt med at oplysninger kom på skrift: – Et udtræk fra Fiskeatlassets database rummer ingen oplysninger om ørreder i sjællandske vandløb og søer fra før 1893 – altså cirka fire årtier efter, at man var begyndt at flytte og udsætte ørreder, fortsætter Henrik. – Skal man være sikker på, at et historisk vidnesbyrd om ørredforekomster, rent faktisk drejer sig om oprindeligt forekommende vildfisk, så skal oplysningerne derfor stamme fra perioden før 1850. Der er således intet historisk vidnesbyrd om oprindelige ørredbestande på Sjælland, og mange af de registreringer, der findes fra øen i slutningen af 1800-tallet, drejer sig da også om udsatte fisk. På Fyn har man heller ikke et eneste sikkert vidnesbyrd om ørredforekomsterkender fra før den tid, hvor man begyndte at udsætte ørreder, slutter Henrik.
Der findes pt hverken kvartærzoologisk, historisk eller entydig genetisk dokumentation for, at ørreden er naturligt forekommende på Fyn og Sjælland.
DE ENESTE SIKRE historiske vidnesbyrd om ørredforekomster vi har, som er foretaget af fagfolk, er de oplysninger der står i Henrik Krøyers trebinds værk ”Danmarks Fiske” fra 1838-1853. Værket er således den eneste reelt brugbare historiske viden vi har, fra før man begyndte at flytte ørred rundt imellem åerne. Krøyer, der var zoolog samt ekspert i fisk – blev i samtiden hædret med Videnskabernes Selskabs sølvmedalje.
I sit trebindsværk – skriver han, at ørreden især forekom i Jylland. Han nævner intet om Fyn, men skriver udtrykkeligt, at han ikke havde registreret ørred på Sjælland overhovedet – hverken i søer eller åer. Først over fyrre år senere, da Arthur Feddersen lavede værket ”Ferskvandsfiskeriet”, blev der nævnt ørredforekomster på Sjælland, men eftersom dette værk er udkommet næsten halvtreds år efter, at man begyndte at flytte ørred fra bl.a. Jylland til Sjælland – er Feddersens iagttagelser ikke et bevis på, at der været oprindelige ørreder på Sjælland.
I FISKEATLASSET kommenterer – Gorm Rasmussen – Emeritus på DTU Aqua, Krøyers iagttagelse af fraværet af ørred før udsætningstiden på Sjælland som ”en fejl”, men når man går ham på klingen om dokumentationsgrundlaget for denne statement – er hans svar, at han ”tror Krøyers observationer er sporadiske”.
Peter Rask Møller – forsker og biolog fra Statens Naturhistoriske Museum, er ekspert i fiskens evolutionshistorie, faunistik og biogeografi – samt medredaktør på Fiskeatlasset. Vi har stillet ham følgende spørgsmål: Betragter I Krøyers materiale som et “best available” validt historisk vidnesbyrd fra tidens fagfolk om ørredens status på Sjælland i første halvdel af 1800-tallet, hvor informationerne, der danner basis for bogen blev indsamlet?
– Krøyers værk ”Danmarks Fiske” fra 1838-1853 står som det absolut mest grundige værk om danske fisk nogensinde (kun overgået af det igangværende Fiskeatlas). Efterfølgende hovedværker som Zoologia Danica (Winther et al. 1907) og Danmarks Fauna, Fisk I-III (Otterstrøm 1912-1917) bygger i vid udstrækning på Krøyers arbejde, som altså til fulde lever op til betegnelsen ”best available science”, når der kommer til at danne sig et overblik over den tids danske fiskefauna. Krøyer havde beviseligt et stort kendskab til litteraturen (dvs. alt hvad der tidligere var skrevet om danske fisk), og så udemærkede han sig ved selv at investere en masse tid i feltarbejde. Mest gloværdig er hans 3-årige bryllupsrejse i åben båd rundt langs alle de danske kyster. Han var også foregangsmand med ”Citizen science”, idet han indsamlede store mængder viden fra lokale fiskere, fx mht. lokalnavne og udbredelse m.m. Han kendte også til vandløbenes fisk, og der er ingen grund til at antage, at disse generelt er forsømt i hans værk. Han nævner specifikt på s. 641, at han ikke kender til ørred i sjællandske åer eller søer, hvilket tyder på, at det er noget, der har haft hans interesse. Gennemgangen af danske lokaliteter er dog ikke helt så grundig som i Danmarks Fauna eller Atlas over danske ferskvandsfisk (2012), men for mig er der ikke tvivl om, at han har haft ret i sit udsagn om, at ørreden ikke var at finde i sjællandske åer i den periode. Man kan sikkert ikke udelukke, at han kan have overset en lille bestand et eller andet sted, men almindelig har den givetvist ikke været. Det er værd at bemærke, at Krøyer skelner mellem bækørred og havørred.
Havørreden nævner han som forekommende overalt langs vore kyster, men mest almindelig i de jyske fjorde. Han nævner intet om opgang i sjællandske vandløb. Først i generationerne efter Krøyer kom der gang i den omfattende”fiskepleje” med udsætninger af ørreder mange steder og introduktioner helt til fx Amerika og New Zealand, slutter Peter Rask Møller. Kort opsummeret er der altså hverken kvartærzoologisk eller historiske vidnesbyrd, der dokumenterer, at ørreden skulle have været naturligt forekommende på Fyn og Sjælland.
INGEN ENTYDIG GENETISK DOKUMENTATION – Biolog og seniorforsker ved DTU Aqua – Dorte Bekkevold – har igennem en årrække arbejdet med danske og europæiske ørreders genetik. – I Danmark har vi prøver fra cirka 60 vandløbs lokaliteter i hele landet, siger hun. – Arbejdet er en del af et Fiskeplejeprojekt og et større EU-projekt, hvor jeg også har analyseret prøver fra både Tyskland, England,
Norge, Sverige, Estland og Frankrig. Alle prøverne i mit projekt er taget inden for de sidste cirka 10 år, men man har også i 1990´erne analyseret DNA fra skælprøver, der går helt tilbage til 1950´erne – typisk på jyske fisk.
– Hvilke bestande, der kunne tænkes at være oprindelige fra før den menneskelige påvirkning af systemerne, kan vi ikke sige noget endegyldigt om for de enkelte vandløb på baggrund af vores genetiske undersøgelser, fortæller Dorte. – Det vi kan sige noget om med de nuværende undersøgelser er, hvor der er forskelle i de genetiske profiler, hvor tæt beslægtede de forskellige bestande er indbyrdes og i forhold til andre undersøgte bestande, herunder hvilke af de undersøgte nutidige bestande, som umiddelbart ser ud til at være mest påvirket af de udsætninger. Undersøgelsens resultater kan således ikke entydigt dokumentere, hvorvidt der er tale om en oprindelig bestand i et givet vandløb, da vi ikke kender alle bestandes historie i detaljer. – Fisk & Fri: – Vil du give et bud på hvor mange og hvilke af de sjællandske åer, der huser en bestand af oprindelige fisk? Som sagt er det vanskeligt at sige noget endegyldigt for de enkelte bestande fordi vi har ikke et historisk sammenligningsgrundlag som ”facitliste” for, hvad der er oprindeligt eller ikke er det – og det er pt det samme billede for de fynske ørreder, fortæller hun. – Her er det også vanskeligt entydigt at dokumentere, at den enkelte nuværende bestand er genetisk oprindelig. Men hvis man ser på det overordnede genetiske mønster i videnskabeligt publicerede og nye genetiske data for ørreder på Sjælland (og Fyn) og samstiller den med den videnskabelige viden vi har om ørredens generelt og genetisk, så er langt den mest sandsynlige videnskabelige tolkning af resultaterne, at der flere steder på øerne er oprindelige bestande. Det bygger vi på, at der findes ørredbestande, der er upåvirkede, eller i lav grad påvirkede af udsætninger fra dambrugsstammer, at bestandene er forholdsvis tæt beslægtede med hinanden og at deres genetiske profil passer med deres geografiske fordeling. Så en hypotese om at alle bestande på Sjælland er et resultat af udsætninger fra andre geografiske områder er meget lidt sandsynlig. I Jylland er der en lang række regionale forskelle på gen-profilerne – hvor Karup er et eksempel på en å, der ser ud til at være relativt upåvirket af de mange udsætninger, der har været af dambrugsfisk i Jylland, slutter Dorte Bekkevold.
ET MUDRET BILLEDE: At en ørredbestand er genetisk unik kan betyde, at den er oprindelig, men når samtlige prøver i de genetiske undersøgelser er taget 92-160 år efter, at man i stor stil begyndte at flytte ørred rundt i Danmark og resten af Europa, kan det teoretisk set lige så vel betyde, at bestanden nedstammer fra fisk, der er flyttet og sidenhen uddøde i sin oprindelige habitat.
Gorm Rasmussen – tidligere forskningschef på DTU Aqua udtaler i en mail til Fisk & Fri: ”Feddersen stod bag mange ørredudsætninger (red: fra 1858 og frem), men hvor mange og hvor de fandt sted er næppe registreret”, hvilket blot understreger, at referencepunktet for, hvad der er oprindeligt, er temmelig usikkert – og da mange udsætninger fra gammel tid ikke er registreret, så ved vi reelt set heller ikke, om der er flyttet ørred fra andre lande til Danmark, hvorefter de måske er udryddet i deres oprindelige habitat. At en ørredbestand er genetisk unik er derfor ikke nødvendigvis et entydigt bevis på, at den har været naturligt forekommende.
Med udgangspunkt i ovenstående snak om ørredens genetik har vi primo september i et webinterview med DTU Aqua på www.fiskogfri.dk stillet dette spørgsmål: Selv hvis man vælger at tolke de genetiske analyser som, at der sandsynligvis har været oprindelige ørred i fx Mern Å og Fladså på Sjælland, så er der jo gennem årtier nogen, der har rådgivet myndighederne til at foretage massevis af udsætninger i samtlige andre åer på Sjælland og Fyn, på trods af, at der pt tilsyneladende ikke er entydig dokumentation for forekomst af naturlige og oprindelige ørredbestande her? Spørgsmålet til DTU Aqua er nu: Har DTU Aqua rådgivet myndighederne til ørredudsætninger i vandløb på Fyn og Sjælland, hvor der reelt set aldrig har været entydig dokumentation for en naturlig ørredbestand? Hvis ja – hvilken faglig vurdering ligger der til grund for denne rådgivning? DTU Aqua svarer: Vi har ikke yderligere svar/kommentarer, idet vi henviser til vores tidligere besvarelse.
HVOR VIL VI HEN med alt dette? Jo – som du kan læse ovenfor, så er der tilsyneladende ingen entydig dokumentation for, at der oprindeligt har været ørred på Fyn og Sjælland.
Pointen er, at når det drejer sig om udsætning af ørred, er det tilsyneladende helt OK at ”mene”, ”sandsynliggøre”, ”vurdere” eller ”komme med et kvalificeret gæt” – uden at man nødvendigvis har entydig dokumentation, der underbygger det. Men – når det gælder andre arter – som fx maller – så stilles der tilsyneladende pludselig nogle helt andre strenge krav til dokumentation – og selv når der findes god dokumentation, virker det som om, at man søger at komme uden om den med tilsyneladende udokumenterede
teorier – eksempelvis den med, at mallen skulle være uddød på Fyn og Vestsjælland pga koldere klima – men pudsigt nok ikke i Sorø – på trods af at temperaturerne her er stort set er identiske (se www. fiskogfri.dk den 13 august 2018).
PROBLEMET i en udsætningssammenhæng er – at hvis man overfører den retorik og argumentationsform, som DTU Aqua og DSF tilsyneladende mener bør gælde for maller – til ørred, så kunne det – afhængigt af tolkningen – betyde, at der aldrig burde have været udsat så meget som én eneste ørred på Fyn og Sjælland – samt, at der ikke fremover bør udsættes fisk, hvilket næppe er noget særlig mange lystfiskere er interesseret i?
For at illustrere en parallel til ørredudsætningerne på fx Sjælland, har vi stillet DSF et par spørgsmål: Fisk & Fri: Er det i DSF´s optik OK at foretage bestandsophjælpning eller udsætninger af en art som fx mallen, hvis man ikke kan dokumentere – men blot ”sandsynliggøre” at denne art har forekommet i et specifikt vandystem? Eksempelvis er der pt så vidt vides ingen kvartærzoologiske fund af maller fra Østjylland, men det kan let sandsynliggøres, at der har været maller her, da Danaelven – som havde forbindelse til Ancylussøen og andre danske vandsystemer med veldokumenterede malle forekomster – også afvandede Østjylland syd for Djursland.
– DSF´S UDGANGSPUNKT er, at fiskearter kun bør udsættes i vande, hvor de med sikkerhed – baseret på valide historiske kilder – har været før. Og hvor deres fravær skyldes menneskelig påvirkning, siger Kaare Manniche Ebert fra DSF. – For eksempel mener vi, at laksen hører til i Gudenåen, fordi spærringen ved Gudenå Centralen er skyld i, at fisken blev udryddet i 1920’erne. Modsat så kan det ikke dokumenteres, at der har været laks i Karup Å, selv om sandsynligheden taler for det. Derfor accepterer vi, at laksen ikke introduceres i Karup Å – eller i andre å-systemer, hvor der ikke findes valid dokumentation for dens tilstedeværelse.
Overført til mallen, så betyder det, at vi bakker op om re-introduktion af arten i Suså-systemet. Men ikke i Østjylland, hvor der lige nu ikke er dokumentation for, at den har været. Denne forsigtige tilgang skyldes, at introduktion af arter, som ikke har været i et område i mange hundrede – måske flere tusinde – år, kan få utilsigtet, negativ indflydelse på økosystemet. Derfor bør forsigtighedsprincippet gælde på dette område, slutter Kaare Manniche Ebert fra DSF.
MEN – DSF og DTU Aqua har i årtier bakket op om ørredudsætninger i massvis i både fynske og sjællandske vande, hvor der pt tilsyneladende hverken er kvartærzoologisk-, historisk- eller genetisk dokumentation for, at der nogensinde har været en oprindelig bestand. Når det drejer sig om ørred har man altså tilsyneladende ingen problemer med at se bort fra det udsætnings kodex, som man selv officielt går ind for. Fisk & Fri: Burde der ikke gælde de samme retningslinjer for alle
udsætninger og re-introduktioner – uanset om der er tale om ørred eller malle? – hvis ikke begrund venligst hvorfor?
Til dette svarer Verner W Hansen, formand DSF: – Kaare Manniche Ebert har allerede svaret på dine spørgsmål vedrørende DSF´s synspunkter i forhold til re-introduktion af mallen (red: ovenfor). De grundlæggende principper, som fremgår af disse svar, gælder naturligvis i forhold til re-introduktion af alle arter, der historisk har været naturligt forekommende i Danmark, men som senere er uddøde på grund af menneskelig påvirkning af sådanne bestande og deres levesteder.
Danmarks Sportsfiskerforbund sondrer i den forbindelse i lighed med myndighederne, DTU Aqua samt andre grønne organisationer mellem re-introduktion af arter, der er uddøde for flere hundrede eller tusinde år siden – herunder eksempelvis maller, og udsætninger til ophjælpning af naturligt forekommende fiskebestande, der fortsat er udbredte i den danske natur, men hvis bevaringsstatus er ugunstig på grund af menneskelig påvirkning – herunder eksempelvis også ørredbestande på Fyn og Sjælland. Vi har ikke yderligere kommentarer, slutter Verner.
KRØYER, der som nævnt ovenfor er ”best available science” – konkluderer dog, at der før tiden med ørredudsætninger, slet ikke var ørred på Sjælland. Ørredudsætningerne på Sjælland må altså derfor enten betragtes som introduktioner, fordi der ikke er sikker dokumentation for tidligere bestande – eller re-introduktioner, hvis man antager at der har været oprindelige bestande. – Vi mener det er nærliggende at antage, at ørreden enten er blevet introduceret eller reintroduceret til sjællandske vandløb efter Krøyers tid, kommenterer Peter Rask Møller fra Statens Naturhistoriske Museum. Fisk & Fri: DSF har udtalt, at man ikke bør reintroducere/udsætte maller i Østjylland, fordi det ikke kan dokumenteres, at de har været der oprindeligt. Men – som det er dokumenteret ovenfor – så er der ingen dokumentation for, at der nogen sinde har været oprindelige ørredbestande på Fyn og Sjælland. Så – hvis DSF skal følge sine egne principper – betyder det så, at man i DSF mener, at alle ørredudsætninger bør stoppes her? DSF har ikke ønsket at besvare dette spørgsmål, men kun givet ovenstående generelle kommentar.
Fisk & Fri: DSF hylder forsigtighedsprincippet, men hvordan kan det være, at det tilsyneladende ikke gælder for ørred, der står for op til 60 % af prædatationen på elritser (Museth et al. 2003), der er sårbare og tæt på udrydningstruede i en række Fynske, Sjællandske og måske også Bornholmske vandløb? DSF har heller ikke ønsket at besvare dette spørgsmål.
ØRRED ELLER MALLE? – så firkantet behøver det heldigvis ikke at være. Et super godt eksempel på sameksistens af ørred og malle, finder vi lige ovre på den anden side i svenske Emåen, hvor malle bestanden er vokset i de senere år – samtidig med, at havørredfiskeriet er mindst lige så godt, som det hele tiden har været.
Der står efter sigende en stor 100 kilos malle i Pool 1 – og sandsynligvis lader den sig friste til en sølvblank godbid af og til, hvilket – i den naturlige selektions navn – blot er med til at sikre en stærk bestand af netop de store havørred, som åen er kendt for. Ørred og malle vil derfor selvfølgelig også kunne sameksistere i Danmark.
