I gennem min opvækst stod ganske få mennesker mig nær. Ikke fordi jeg var en skarnsknægt, eller fordi jeg ikke lod mennesker ind i mit liv, men fordi jeg simpelthen ikke havde tid. Allerede som barn var fiskestangen monteret i hånden og ved enhver lejlighed, var jeg ved vandet i form af mosen, søen, åen eller i sjældne tilfælde kysten. Sjældne fordi kystfiskeriet anno 1982 var meget anderledes, end det er i dag, og fordi jeg som 12 årig fandt det svært at komme dertil.

AF CHRIS HALLING

Jeg boede den gang hos min mor og hendes mand Kai, som tillod mig et enormt spillerum i forhold til sengetider og færden alene i naturen. I dag kaldes dette omsorgssvigt af nogle, men jeg kalder det kærlighed og dyb forståelse for et barns behov. Jeg elskede fiskeriet, min mor og stedfar elskede mig og fandt det derfor naturligt, at drengen udforskede verdenen under vandoverfladen.

Verden har ligesom kystfiskeriet forandret sig siden og en 12 årig dreng alene ved mosens sumpede breder, grænser i dag nærmest til en politianmeldelse. Da jeg var barn, hed det frihed, og sådan er der så meget. Da jeg opnåede knallert og senere den endnu bedre ”bil” alder, forandrede verden sig totalt. Jeg fik pludselig adgang til nye og spændende fiskevande, som jeg tidligere blot kunne drømme om at komme til. Heriblandt kysten som hurtigt skulle blive mit nye favorit sted. Og der var kæmpestore strækninger i øst og vest og nogle gange også en havørred, men nu mest af alt de den gang allesteds nærværende kysttorsk, som jeg den dag i dag godt kan savne.

Jeg var blevet en ung mand og burde nok have gjort noget mere ved det der dating, men tiden var simpelthen ikke rigtig til det, når man næsten hver eneste weekend skulle på ekspedition ved kysten og ved søer, som jeg også virkelig elskede den gang som nu. ”Du er et underligt barn.” Sagde min mor og stedfar ofte, selv om jeg nu havde nået en alder af måske 22 år. I dag er jeg 50, og min stedfar kalder mig stadigvæk for knægt. I 1994 endte en fluestang i hånden på mig og den har været der siden. Jeg læste alt litteratur der fandtes omkring fluefiskeri. Deriblandt de mange tekster fra mit daværende ikon Steen Ulnits, som skrev, at alle fisk kunne fanges på flue…… Så det blev de.

Min stedfar kunne også lide fiskeriet og til tider fiskede vi sammen. Under de mange ture vi havde til Norge, var det en nærmest hellig del af ferierne, men også på almindelige weekender fandt vi til tider ud til noget vand og havde nogle fælles timer. Det lykkedes mig aldrig, at fange en ”god” havørred på disse ture og selv om han nød tiden, så tror jeg aldrig hverken han eller min mor helt forstod, hvordan man kunne dedikere enhver fri time til jagten på fisk.

– Nu er jeg 50, og min stedfar over 80 år gammel. De sidste år er turene til især kysten blevet færre, og der er faktisk gået rigtig lang tid siden sidst. Derfor var det også med stor fornøjelse, at jeg modtog et opkald fra ham, hvor eneste spørgsmål var, om vi skulle ud at fiske. 10 minutter efter lå grejet i bilen og klokken 22:00, mødtes vi på en parkeringsplads i den smalle del af Lillebælt tæt ved vandet. Jeg havde checket forholdene på netop denne plads først, og Lillebælt ville denne sene aften vise sig fra sin bedste side. hvad strøm og gunstige forhold angik.

Payback time

Nu havde jeg måske chancen for endelig at vise den ”gamle”, hvorfor jeg var det underlige barn og senere den underlige unge mand, som de kaldte mig den gang. Det var af ren kærlighed, men selvfølgelig også bekymring, at de ofte spurgte ind til mit velbefindende for snart 40 år siden, for hvor skulle et liv ved vandet dog føre en hen socialt og ikke mindst jobmæssigt. Der syntes ikke at være nogen fremtid i fiskeri, og børnebørn kom der i hvert fald nok ikke ud af det. De har dog senere måtte sande, at det jo gik ganske godt i alle henseender.

En +80 årig mand i Lillebælts 1,5 – 2,0 knob stærke strøm, skal der passes på. Heldigvis er netop denne plads udstyret med en ren og ukompliceret sandbund, inden det mørke tangbælte starter små 8 meter fra kysten. Der findes 5 helt specielle meter derude, hvor en gruppe større sten ligger samlet. Et hotspot på en strækning der er et hotspot i sig selv. Her placerede jeg den aldrende herre, som straks gik i gang med at kaste en Sandeel ud i det mørke vand. Det mindede mig om en tur på cyklen, som man ikke har siddet på i flere år. Man glemmer åbenbart heller aldrig, hvordan man kaster med en agn, når først man har lært det. Selv gik jeg på det noget mere komplicerede stenede stykke på strækningen små 50 meter væk fra min stedfar. Efter blot ganske få minutter i vandet, vender en større fisk i overfladen imellem os. Strømmen er ved at have ordentlig fat, og jeg har en enorm tro på, at dette er den helt rigtige nat til en sådan fisketur. Mens jeg langsomt vadefisker ned imod Kai, vender yderligere et par normale havørreder få meter fra mig. Men noget er galt. De hugger ikke. Ikke et eneste slag til hverken min flue eller Kais Sandeel oplever vi. ”Er fiskene syge?” Når jeg at tænke flere gange, inden vi tager en fortjent pause kort før midnat.

Jeg må hen over kaffekruset erkende, at jeg absolut intet har mærket. Det er jo en træls erkendelse, men det skarpe lys fra en fuldt opladet pandelampe lysende direkte ind i hovedet på en. Jeg er lettet, da han alligevel mener, at vi skal give det endnu et forsøg. Han kunne jo også bare have sagt…. ”Kan du se hvad jeg sagde. Dette fiskeri fører ikke noget med sig.” Da vi atter går i vandet, er fokus 100%. Jeg må tage mig sammen og en gang for alle vise, hvorfor denne passion til fedtfinner opstod. Bevise, at der er noget magisk over dette natfiskeri, som jeg har dyrket i 26 år og som har givet mig et livs langs søvnunderskud hver eneste sommer. Kunne jeg blot fange en eneste havørred på måske 45 cm, så ville alt være lykkeligt. Eller tænk sig hvis man lige hev en 3 kilos op af vandet på sådan en sen aften. Det ville sgu være fedt. En ordentlig gestus til manden, der uden de store spørgsmål eller restriktioner lod mig fiske min ungdom væk. Men 3 kilo er jo nærmest urealistisk på enhver tur og endnu mindre, når man virkelig godt kunne bruge sådan en fisk.

30 minutter senere har jeg da også nedgraderet mine drømme. ”Kunne jeg dog bare fange en undermåler.” – var tankerne i mit hoved nu. Klokken var blevet 00:30, da jeg atter nærmede mig Kai, som stod foran de sten, der så ofte havde kastet gode fisk af sig de sidste mange år. Jeg vidste, at når jeg nåede helt hen til ham, så ville turen nok være slut. og jeg måtte erkende mit nederlag. ”Vi fik ret.” kunne jeg høre både min mor og stedfar sige i tankerne. ”Dette fiskeri er spild af tid, der kunne have været brugt på andre og mere fornuftige ting.” Ethvert skridt var tungt og langsomt, indtil jeg stod et fluekast væk fra Kai. Jeg vadede ud i vand til linekurven. Dels for at undgå at fange Kai med fluen i den stærke strøm og nok mest af alt, for at få fluen helt perfekt ind over gruppen af sten der lå foran ham. En sidste chance….. Et nærmest bristet håb….. En desperat lille bøn fra en stemme i hovedet.

Fast fisk

Den sorte sølvræv hedder fluen. Jeg har brugt den om natten i samtlige 26 år, jeg har fisket med flue om natten. Den egner sig perfekt til disse strømfyldte vande, og er den direkte grund til, at mange drømme er blevet opfyldt i mørke timer på kysten. Jeg tager den ind med begge hænder, mens stangen hviler i armhulen. Havørreder i strømvand kan lide hurtige agn, så jeg fisker altid hurtigt om natten. Da jeg føler at fluen er ved stenene, stopper jeg indtagningen i et par sekunder og lader fluen danse i strømmen hen over dem. Det er ganske få meter vi snakker om, inden fluen er forbi dem. Jeg har nu mistet al tro på succes denne ½ nat, da det nærmest helt usandsynlige sker. Imellem stenene stiger en havørred til fluen og hugger den med voldsom kraft. Da den mærker modstand, vender den øjeblikkeligt i et højlydt plask blot 3 – 4 meter foran Kai og stikker af nedstrøms. ”Jeg har en.” Nærmest råber jeg, men fisken i sit udløb tømmer min linekurv for line

Da fisken stopper og stangen er spændt, sniger en tanke sig ind på mig. Fisken flytter sig ikke, men står direkte i den hårde strøm og udnytter både den og sin egen styrke under fighten. De rytmiske stød i håndleddet og presset på stangen fortæller mig, at denne havørred er over middel størrelse og at det at fighte den i direkte modstrøm, måske ikke er den bedste ide. Jeg vil helst have, at den bliver under vandet og ikke plasker rundt i overfladen eller direkte springe gentagne gange, som der er stor mulighed for, hvis der kommer for meget pres på.

Jeg går på land og ned imod fisken, mens jeg vinder vigtige meter på hjulet. Da jeg står ud for den parallelt med kysten, prøver jeg forsigtigt at øge presset på den. En handling, der øjeblikkeligt får fisken til at tage et nyt udløb. Heldigvis direkte udad og ikke nedstrøms igen. Da fisken atter stiller sig små 15 meter ude, mærker jeg atter de rytmiske stød i håndleddet. Fisken virker ret upåvirket af presset fra stangen. ”Er den god?”, hører jeg Kais stemme bag mig. Jeg er i tvivl om størrelsen, for den hårde strøm hjælper altid fisken i fighten herude, men de hårde stød i håndleddet og stangens krumning fortæller mig, at det her er lige nøjagtig den fisk, som jeg kun i drømme havde forestillet mig, at fange på lige netop denne dag. ”Den er god” – svarer jeg tilbage, og er ikke i tvivl om, at jeg har ret i denne antagelse.

Stangens pres og strømmens rasen hen over fiskens krop gør arbejdet for mig. Jeg presser ikke fisken unødigt hårdt på noget tidspunkt. Den er vigtig denne fisk. Vigtigere end langt det fleste andre fisk jeg har fanget igennem livet. Når min stedfar ser denne fisk, så vil han forstå. Forstå hvorfor jeg var den underlige dreng, der halsede afsted på cykel, knallert og senere i deres bil, som de egentlig ofte lånte mig. Pludselig vender fisken snuden ind mod mig og farer ind imod land. På et tidspunkt når jeg dårligt at følge med på hjulet og linen slappes i måske blot 1 sekund. I tankerne har det allerede et katastrofalt udfald, og fisken falder af, men i virkeligheden er jeg heldig og linen strammes atter øjeblikkeligt, da jeg får spændt stangen op til fisken igen.

Fisken stopper atter på det lave vand blot 5 meter fra os. Strømmen er svagere herinde, og nu skal det være alvor. Jeg lægger maksimalt pres på den, og fisken plasker højlydt i overfladen. Det er en utrolig dejlig lyd, og samtidig lyden af en ganske pæn havørred. Da fisken prøver med et tredjde udløb, kan jeg nu stoppe den alene med stangens styrke. Et tegn på, at der er en yderst lykkelig afslutning i vente snart. Efter kort tid lægger fisken sig sidelæns i overfladen, og jeg ved, at jeg ikke får nogen bedre chance for at kane den ind, end netop i dette sekund. Med spændt stang går jeg baglæns op på stranden og fisken følger med uden yderligere forsøg på flugt. Da den pludselig ligger i stenene på stranden ser jeg endelig, hvad jeg på ingen måde kunne forvente af denne tur, men som jeg virkelig drømte om at kunne vise min stedfar: En smældfed havørred på 63 centimeter og tæt på 3 kilo.

– Da vi få minutter senere deler en øl ved bilen med åben bagklap, ser jeg min stedfar Kai lyse på fisken i bagagerummet. ”Den er da virkelig fin den der” siger han. Jeg har kendt manden i så mange år, at jeg ved det er en anerkendelse af de bedre, og min krop fyldes med stolthed og lykke. Her stod manden, der lod mig forfølge drømmen om at finde lykke ved danske kyster. Han undrede sig måske for 35 år siden, men gav mig aldrig nogen restriktioner i jagten på den næste fisk. Her stod han og i bagagerummet lå alle svarene på de spørgsmål, som både han og min mor med sikkerhed har tumlet med den gang.

End ikke i fantasien kunne jeg have udtænkt dette scenarie bedre, og da vi kørte derfra, følte jeg en stolthed, som sjældent rammer mig. En stolthed over fisken selvfølgelig, men især nok en stolthed over at kunne vise et menneske, som har betydet virkelig meget i mit liv, hvad dette her fiskeri har betydet for mig og hvor fantastisk en opdragelse han hjalp min mor med at give mig. En opdragelse, der har formet den underlige dreng til en nu underlig mand javist, men det var gjort med kærlighed og respekt for drengens passion i livet. Se – det er frihed, og sådan noget kan kun opnås hvis man søger det – og ellers får lov til det. I fish, therefore I am.

 

Havørred - Refleksioner på kysten

 

Den nat på kysten oplevede Kai, hvad det var, der tryllebandt Chris på kysten.

    Modtag fiskepost med nye artikler

    Nu er du tilmeldt.

    Share This