apr 18, 2023 | Artikler, Predatorfiskeri, Spinnefiskeri
Ved jigfiskeri efter aborre, gedde og røding er det effektivt at male halen på en paddletail i kontrastfarver. Når halen vender, vises farverne skiftevis og man opnår en lækker blinkende effekt.
Softbaitets farve på dagen kan have enorm betydning, og har du ikke den rette med, kan det være svært. Men med en håndfuld tuschpenne kan du, ved fiskevandet, hurtigt og nemt ændre udseende på dine agn og vende fiasko til succes.
AF JÖRGEN LARSSON
JEG SIDDER DESPERAT og gennemroder min jigkasse. I morges fik jeg to sandarter på en chartreuse jig – begge fine hanfisk i omegnen af seks kilo, men på trods af, at jeg har firet ned på masser af ekkoer siden da, har jeg ikke haft et hug i tre timer. Flere fisk har inspiceret mine agn og nogle af dem har nysgerrigt stået længe foran jiggen, men ingen af dem har gjort udfald. Jeg har fisket med stort og småt, skrigende og diskrete farver, men desværre uden resultat.
Jörgen Larsson med en grov og langstrakt sandart på 8,36 kilo, der faldt for en jig med et gulmalede hageparti.
Mens jeg sidder med to jigs, som plejer at fungere, falder blikket på nogle tuschpenne i æsken. I dagens fiskevand plejer det enten at være gulgrønne eller diskrete brunlige jigs, der fungerer bedst, så hvorfor ikke kombinere de to? Jeg tager en 7-tommer Fin-S i den klassiske Arkansas Shiner farve og maler hagen gul. Måske ikke revolutionerende, men det ser ikke helt dumt ud. Uden den store tillid til min nye jig, firer jeg den ned til et ekko, men begejstringen stiger da den fine sandart uden tøven sætter tænderne i jiggen. Det må ha været et tilfælde, tænker jeg da en sandart på omkring tre kilo afkroges og genudsættes. Jeg skifter tilbage til en jig i originalfarve for at se, hvad der sker. Tre forsøg senere har jeg svaret: ingenting! En sandart var oppe og kigge, mens de andre to ignorerede jiggen totalt.
Jeg skifter tilbage til den gulmalede jig og sejler tilbage til den første sandart, som var oppe og kigge. Denne gang falder hugget prompte. Jeg tror knapt mine egne øjne! Jeg fortsætter eksperimentet og ved fiskedagens afslutning kan jeg gøre status med yderligere fire sandarter – alle fanget på den gulgenmalede jig. En af dem, en grov og langstrakt sandart, vejede hele 8,36 kilo, på trods af, at den var noget sommerslank. Originalfarverne producerede ikke så meget som et hug!
Nogle af forfatterens favoritkombinationer til sandart. Nogle gange er det nok at male jiggens hageparti, mens det andre gange er kunstfærdigt arbejde på halepartier, som leverer. Vær derfor ikke bange
for at eksperimentere dig frem til dagens kombi. Her Westin TwinTeez der er en suveræn agn til både sandart og aborrer.
Bemalede jigs kan gøre en forskel
Så let er det naturligvis ikke altid. Men jeg har oplevet en markant forskel tilstrækkeligt mange gange, når jeg har fisket med bemalede jigs, til at jeg periodisk tror på fidusen. Så sent som i marts var det en jig med orangemalet hage, som sprang en todages nulbon i Holland. Derefter fik vi også sandarter på originalfarver, men det var tydeligt, at reaktionen var bedre med bemalede jigs.
Nu til dags er der altid en håndfuld tuschpenne i grejkassen. Med pennene kan jeg male hugpunkter i kontrastfarver og tone lyse eller grelle farver ned, hvis der er behov for det. Jeg har testet to forskellige mærker jigpenne og bortset fra, at pennene kan have forskellige nuancer, har jeg ikke oplevet nogen større forskel. Farven smelter ind i materialet og blegner ganske hurtigt, hvorfor man ofte må opfriske malingen lidt. Og husk endelig, at de bemalede partier smitter af på andre jigs i æsken.
Det er ikke kun til sandartfiskeriet at de malede jigs leverer. I fjor testede jeg også jigpennene ved gedde-, aborre- og rødingfiskeriet med gode resultater. Bl.a. brugte jeg og fiskemakkeren Björn »Carlo« Karlsson farvepennene under vertikalfiskeri efter røding. Vi malede bare den ene side af halen på en paddeltail og opnåede derved en blinkende effekt, når jiggen blev trukket genmalede nem vandet og halen flafrede – et trick som går rent ind hos de fleste rovfisk!
Ved at male oversiden af halen på en paddletailjig, opnår man en
blinkende effekt. Et trick som går rent ind hos de fleste rovfisk – ikke
mindst røding.
apr 13, 2023 | Artikler, Betalt samarbejde, Portrætter
Carsten Faber og Poul Riboe med to flotte 20 kilo+ skrei fra Nordnorge taget på en af butikkens mange kundearrangementer.
For ti år siden, da denne artikel blev trykt i bladet Fisk & Fri, var det tredive år siden, at familien Riboe rykkede ind i Hvidovre Sport – og 50 år siden, at butikken blev startet. Den 1. maj 2023 kan du lægge ti år til, og som en lille teaser på butikkens kommende 40/60 års jubilæum, som du vil kunne læse meget mere om på fiskogfri.dk – får du her en insiders beretning om nogle fantastisk spændende år med masser af grej, lystfiskere, flotte fisk og røverhistorier. Fisk & Fri’s Allan Zeuthen – skribent gennem mange år – inviterer indenfor i den legendariske forretnings gyldne fortid – set med 2013 briller.
AF ALLEN ZEUTHEN, FOTOS: ALLAN RIBOE
JEG SIDDER PÅ EN STEN ved Holmen. I selskab med Poul Riboe – min ven siden de tidlige teenageår – har jeg brugt de sidste timer på at jagte en forårsørred, og nu nydes teen, mens snakken går. Hvad meget få sikkert ved har Poul faktisk arbejdet i Hvidovre Sport et par år længere end sin far. – Børge Post, den oprindelige ejer af forretningen, spurte mig en dag, om jeg ikke ville have et job efter skoletid med at pakke sandorm og gå til hånde, fortæller Poul. – Jeg var 15 år, og det var en drømmetjans for en fiskesyg knægt. Et par år senere overtog min far, Allan, jo som bekendt butikken, og jeg har været der stort set hver dag siden.
I 1983 overtog en ungdommelig Allan Riboe og fru Inge Hvidovre Sport efter Børge Post, som havde haft butikken i ca. 20 år. Dette blev fejret med et glas koldt fadøl i butikken, sammen med Børge og hans kone.
DET VAR EN HEKTISK START, da min far kom til, fortsætter Poul. – Allan stod for en noget anderledes stil i grejbranchen. Ud over at servere skarpe priser var her en mand, der slog ud med armene som en anden Muhammad Ali, og proklamerede, at han var »Danmarks smukkeste grejhandler«. Og det mener han vist stadig, selvom han er kommet lidt op i årene.
Der er sket store forandringer inden for lystfiskeriet i de 30 år, vi har haft butikken. Dengang var fiskeforeningerne store, og næsten alle vores kunder havde tilknytning til en af områdets mange foreninger. Det var ikke usædvanligt, at 15 mand på vej på tur pludselig stod i butikken, og flåede det nødvendige isenkram ned af hylderne, siger Poul, og klukker lidt. I dag står kunderne langt mere på egne ben. Vi har dog en stærk forening i HSLF, som trofast besøger butikken.
SOM BUTIK er vi blevet langt mere levende, understreger Poul. – I løbet af et år har vi i dag mange ture, både dem min far arrangerer til varme himmelstrøg men også fladfisketure om sommeren og ørredture til det lokale P&T. Skal jeg nævne én ting, som vi er særligt stolte af, fortsætter Poul, er det vores fluekastekurser, som Ove Sindt tager sig kærligt af. Han er en fabelagtig instruktør, som formår at gøre denne teknik tilgængelig for alle. Det er snart 25 år siden, vi afholdt det første kursus i samarbejde med Fisk & Fri – og med mindst to kurser om året, har vi igennem årene ført over 3.000 lystfiskere ind i fluefiskeriets verden. Det er også Ove, som hvert år smider tredive mand i en bus, og kører til det smukke Trysil i Norge, hvor man fisker ørred og stalling.
Teamet bag Hvidovre Sport i 2013 – fra venstre – Poul Riboe, Allan Riboe, Daniel Høegh, Ove Sindt og Carsten Faber.
Carsten Faber har de seneste år stået for vores Skreiture på Lofoten, og her sender vi forventningsfulde lystfiskere op i samarbejde med Nordic Sea Angling – Hold nu op, med torsk, vi får hevet op fra dybet. Poul lader sig rive med nu, kan jeg mærke. – Jeg var selv turdeltager sidste år, smiler han, – og vi fik nogle ægte drømmebamser. Det bedste er næsten, at vi kan sætte mange af dem ud igen, og det er en vild fornøjelse, at slippe en torsk på +20 kilo tilbage i friheden.
Carsten startede i Hvidovre Sport for 4 år siden, for butikken har nemlig stadig vokseværk. Det var i den periode, hvor Poul overtog roret, efter Allan droslede lidt ned, fordi han skulle have tid til lidt flere fisketure. Som Poul har Carsten aldrig arbejdet med andet end fiskegrej, og de to sætter i fællesskab shoppens varesortiment sammen.
Danmarks smukkeste grejhandler – ifølge ham selv – Allan Riboe – med en flot thailandsk snakehead.
JEG HAR SELV KENDT POUL, siden han arbejdede for Børge Post – for jeg var også bidt af en gal fisk, og fik arbejde i butikken. Senere kom jeg også i lære hos Allan. Konceptet var klart: Alle bag disken skulle selv fiske. Allan gik forrest, og deltog i alt, hvad der var af havkonkurrencer. Koryfæer som Svend Erik Vardrup, Jens Ploug Hansen og Børge Munk kiggede også forbi, og fik serveret kaffe af Mor Inge i baglokalet.
»Munken« ringede i øvrigt hver eneste uge, inden han skrev sin spalte i Berlingeren. Han vidste, at få havde så god adgang til fangstrapporter, som butikken på Hvidovrevej. Poul og jeg tog ofte ud til vandet efter arbejde. Vi var fisketossede, så et par timers nattesøvn i bunden af båden, var rigeligt. Specielt én tur fortæller rigtigt meget om familien Riboe: Poul og jeg var på søen, selvom vi var klar over, at det ikke ville blive det bedste vejr. Som natten skrider frem, bliver det tydeligt, at det er noget skidt. Før vi får set os om, begynder bølgerne at slå ind over rælingen. Vi når efter noget af en kamp frem til læ i kanalen – og det syn, der møder mig her, glemmer jeg aldrig. Allan var vågnet ved uvejret om natten, og nu stod han i mørket, og råbte os an. Den historie fortæller alt om Riboefamilien – kærlige og hjælpsomme, og nøj, hvor smagte Mor Inges madder godt den nat.
HVOR vil butikken bevæge sig hen de næste 10-20-30 år, spørger jeg Poul. – Jeg tør ikke give noget bud på, hvad der sker om 20-30 år, for alt går så stærkt, men der er ingen tvivl om, at vores kunder bliver mere og mere kvalitetsbevidste både omkring grejet og turene, svarer han og fortsætter. – Vores udvalg skal afspejle, hvad vores kunder fisker. – Og jeg kan sige, at aldrig før har man fået så godt grej til så få penge. De stænger, vi i dag sælger for 500 kroner, har samme kvalitet som stænger til 2.000 kroner for 15 år siden. Udviklingen går ekstremt stærkt, men gudskelov i den rigtige retning…
En af Allans seneste ture gik til Tanzania i december 2012. Allan er blevet lidt mere afslappet på sine ældre dage, så denne 17 kilos yellowfintun, fightede og landede han siddende.
VORES KUNDER fisker alt fra hav og søfiskeri til kystfiskeri, og her nyder vi godt af alt det udsætningsarbejde som bl.a. Ishøj- og Køgeforeningerne laver. – Ellers er der ingen tvivl om, at vi som butik skal blive ved med at arrangere ture. Både de små hyggelige, som fx fladfisketure på en sommeraften, men også drømmeturene efter sailfish i Malaysia eller de store torsk i Nordnorge. Der skal fortsat altid være kaffe på kanden, både til dem vi kender og til de nye ansigter – og her får vi så de nyeste dessiner, om hvor fiskene fanges – til glæde for alle kunder.
Det er utroligt vigtigt, slutter Poul, at vores shop vedbliver med at være et sted, hvor man ikke blot handler sit grej, men også får de oplysninger, der giver flere fisk. Jeg selv kan ikke lade være med at tænke på den glade pludren og imødekommenhed, som jeg altid oplever, når jeg som kunde træder ind ad døren på Hvidovrevej – »Vi er bare bedre«, som den altid beskedne Allan Riboe yndede at råbe ud i lokalet. Det var de – og det er de.
Artiklen blev oprindeligt publiceret i Fisk & Fri 4/2013
Læs om Hvidovre Sports nyere historie her
Læs om Hvidovre Sports mange kundearrangementer her.
apr 10, 2023 | Artikler, Medefiskeri, Rejsefiskeri
Det er store, flotte sømrokker som denne, der lokkede Jesper Larsen på kystfiskeeventyr i Norge.
Jesper Larsen er vild med kystmede – og over årene har han haft nogle vilde ture til Norge, hvor han blandt andet har fanget havål og rokker. Her får du hans beretning fra den seneste surfcastingtur for en uge siden.
AF JESPER LARSEN
NORGE bor dybt i min sjæl, og da muligheden for at stikke af i påsken bød sig, tog det ikke mange øjeblikke at få provianteret – samt pakket både grej og agn. Konen og døtrene blev kysset farvel, og så var jeg ellers afsted på solo-roadtrip til Norge.
Mine erfaringer fra det norske klippe/surf fiskeri siger mig, at man både bør have en plan A, B og C, for forholdene skifter hurtigt – og det gjorde de i den grad også på denne tur. Desuden er jeg ikke helt dus med rokkefiskeriet i april, men allerede på den første fiskedag ramte jeg fiskeriet lige i r….
Jesper Larsen med en af sine store sømrokker fanget på den norske kyst.
Flotte sømrokker fra kysten
Missionen med Norgesturen var sømrokke – og helst med noget størrelse på, hvilket jo er et mål i sig selv, da ens agn ikke har en fast adresse/modtager. Eksempelvis var der masser af store taskekrabber. Ja faktisk spiste jeg dårligt nok den medbragte dåsemad, fordi jeg dagligt fik så mange taskekrabber at spise.
Da det første hug faldt på dag. 1, var der ingen tvivl, da jeg tog stangen. Det var en sømrokke, og den var stor, men med et solidt pres fra min surfstang var rokkens kamp ulige – og op fra dybet kom den inden længe. Sikken et syn! Rokken vejede 6.2 dejlige kilo.
Jeg brugte lidt tid på fotos og kom den derfor i mit kæmpe fangstnet, så den kunne sunde sig en stund, hvilket var godt, for en times tid senere, kunne jeg genudsættes dette skønne væsen.
Jesper Larsen med en flot kuller fra den norske kyst.
Langer, kuller og knurhaner
Jeg fiskede den første plads i to dage og brugte én dag på lidt søgen rundt, hvor jeg blandt andet testede natfiskeri i Bergen-området. Det gav mig flere langer, kuller og knurhaner, samt en flot “ringhaj”
Under nattens fiskeri, undersøgte jeg søkort – igen/igen – pga ændringer i vejret, og ved første solstråle var jeg ude i det valgte område for at kigge efter gode fiskepladser. Pludselig stod jeg på en plads, som lå godt vejrmæssigt, og snusede man lidt ind – ja så lugtede den faktisk særdeles lovende.
På denne plads skulle man virkelig være en bjergged, men ned skal man nok komme, når først fiskefeberen raser. Hurtigt fik jeg rigget stængerne til, og planen var at fiske med fire stænger. Men allerede, da jeg havde lagt to takler ud, var der hug – og en lille lange kunne fightes ind.
Jeg fiskede i vifteform for at lære bunden at kende og finde ud af, hvor der var fisk. Ret hurtigt viste det sig, at alle fisk kom på de samme 1-2 stænger, så derfor fiskede jeg snart alle taklerne på 25×25 meter.
Store taskekrabber som denne gjorde fiskeriet svært, men de smagte fortræffeligt.
Ny PR på sømrokke
Der var jævnlig travlhed med at rulle ind og skifte agn pga de pokkers taskekrabber, men de var der af en årsag. Det viste sig, at langer og kuller dominerede fiskeriet her, men der var også sømrokker i en kaliber, som man kun tør drømme om. Det blev jeg klar over ved 19-tiden, da jeg ellers så småt var begyndt at tænke på at holde fyraften fra fiskeriet.
Pludselig afslørede den ene af stængerne pladsens første sømrokke. Jeg greb stangen og strammede jævnt hårdt op, så cirkelkrogen kunne sætte sig. Den her var tung og bomstærk, men pokker tage det; den satte sig i tangskoven. Jeg satte min lid til, at krogen sad, som den skulle og gav den løsline så den kunne svømme fri. Denne leg gentog vi tre gange, inden det lykkedes, så det var med rystende hænder, da den endelig gled over klippekanten – JØSSES… den er jo f…… stor, gjalde det ud over fjorden, så man kunne høre det helt til Bergen! Det var ren forløsning og jubel. Sømrokken vejede 7,6 kilo – og var en rendyrket skønhed.
Der var et naturligt klippebadekar, hvor jeg kunne have rokken i, så den kunne sunde sig, mens jeg gjorde klar til at tage fotos. Denne plads fik fornøjelsen af mit selskab i tre døgn, så her havde jeg rigeligt med tid til at råhygge mig i den norske vildmark. Der var faktisk ingen faste rokke-bideperioder. De var lidt spredt over hele dagen. Til at starte med var jeg ret sikker på, at jeg havde taget rigelig med agn med i form af sild og makrel, men krabberne var af en anden mening. Agnen blev derfor tjekket hver 1/2 time, så der blev rullet – agnet og kastet med 200-300 gram agn pr. gang
Grej til kystmede i Norge
På turen brugte jeg surfstænger på cirka 14 fod og en kastevægt op til 200-250 gram. Mine hjul var store bigpit “kaffemøller” med 200 meter line, og jeg brugte 0.32 flet som hovedline med 10-20meter nylon som slagline plus 0.60 – 1.00mm nylon som forfang – afhængig af arten og forholdene. Kroge til sømrokkerne var 4/0 – 6/0. Jeg bruger cirkelkroge, for så er chancen størst for, at de kan genudsættes uden skader.
I Norge er der i øvrigt kommer nye regler for hjemtagelse af saltvandsfisk: Fra en privat tur på egen hånd må intet fiskekød hjemtages, men har man derimod fisket som gæster på en fiskecamp, må man have 18 kilo med hjem.
apr 8, 2023 | Åfiskeri, Artikler, Fluefiskeri, Fluefiskeri efter laks, LAKS, Lakseåer, Spinnefiskeri, Spinnefiskeri efter laks
Den sølvblanke laks er et studie i skønhed.
Den vestjyske laksepremiere den 16 april er og bliver en af de hotteste datoer i den danske lystfiskers kalender. Flere og flere ser med længsel frem til midten af april i håbet om at bukke klinge med en af de helt store. Her giver Jan Delaporte dig en serie guldkorn i form af gode råd og tips til det tidlige danske laksefiskeri.
AF JAN DELAPORTE
SOM LAKSEFISKER er det altid med stor forventning og længsel, at premieren på fiskeriet skydes i gang. Det sene efterår og den lange vinter kan føles som en uendelighed, og drømmene driver mod skotske elve, der åbner laksesæsonen tidligt. Men vi er nu heller ikke så ringe stillet i lille Danmark med et premierefiskeri allerede midt i april, som giver associationer til massive blanklaks. Faktisk er det et udpræget Nordsøfænomen med så tidlig en opgang af blanke fisk i vandløbene, og eksempelvis må vores norske og til dels svenske venner kigge endnu længere frem i kalenderen, før startskuddet til endnu en laksesæson lyder.
Grundig forberedelse er altid en god idé, inden en laksepremiere. Der er som regel relativt få nystegne fisk i åen. De største kommer som bekendt først, og dem er der alt andet lige færrest af. Vandtemperaturen er lav, og vandstanden kan være høj med rimeligt til meget farvet vand. Summa summarum – dine odds er ikke gode, og du skal indstille dig på hårdt arbejde for at få dit sølvblanke trofæ på land. Dermed er der al mulig grund til at optimere dine chancer med en grundig forberedelse og en gennemtænkt tilgang til fiskeriet.
Spinnefiskeren bevæger sig ofte opstrøms i åfiskeriet, så der er vigepligt i begge retninger!
Fisk dybt efter forårslaksen
Du skal ned til forårslaksen! Som sagt er vandet relativt koldt, farvet og fiskene er store. Under de forhold vil laksen stille sig dybt og ikke være villig til at flytte sig særligt langt efter din flue. Du skal nærmest liste fluen lige hen foran næsen på fisken for at få den til at reagere, hvis den da gør det. Den »magiske skillelinje« i laksefiskeri går hyppigt omkring 10-12 grader, hvor temperaturer under dette er lig med forskellige former for synkeliner, sink-tips og polyleaders, hvis du fisker med flue. Temperaturer over dette giver mulighed for fluefiskeri med flydeline/lettere linere, men der er selvfølgelig undtagelser som fx hurtigsynkende liner i høj sol om sommeren. I de danske åer bliver synke 5/6-liner eller tungere hyppigt brugt til det tidlige forårsfiskeri. Kastevinkel og – type kan også have en del at sige i forhold til, hvor langt linen når ned i vandsøjlen, men dette kommer vi tilbage til senere. Personligt synes jeg ikke, det giver mening at bruge polyleaders i forskellige synkedensiteter, når man fisker med relativt tunge og synkende flueliner – fx klasse 6/7. Linen skal nok trække forfang og flue ned, for det er jo ligesom det, den er udformet til. Derimod er der al mulig grund til at bruge et kort forfang eller leader.
I forvejen er laksen ikke speciel forfangssky, og i højt farvet vand er den det endnu mindre. En meter nylonforfang er rigeligt, og vil man rigtigt dybt ned, kan det være fint med blot en ½ meter forfang. Bortset fra fluorocarbonens stivhed, er der ikke nogen særlig grund til at bruge det forholdsvis dyre materiale til aprilfiskeriet i de danske åer. Drennan og Stroft er populære forfangsmaterialer i »klassisk« nylon pga. deres stivhed. Som sagt, så kan laksens reaktionsmønster i det tidlige forår omkring premieren bedst betegnes som sløvt. Den skal nærmest »overbevises«.
Fluer i krasse farver og »str. L« er ofte effektive til forårslaksen.
Grej og fluevalg til forårslaks
Fluerne må gerne være store og have krasse farver. Orange, gul, rød er effektive farver i det ofte kaffegrumsede vand i Skjern, Varde og Storå. Af en eller anden grund har lyserød aldrig rigtigt vundet indpasi lakseverdenen, men jeg tror nu, det kan være en effektiv farve, også i de danske åer. Størrelsesmæssigt er der ikke noget i vejen for at gå op i de store størrelser. Jeg er ikke fan af tungt belastede fluer med div. øjne, cone-heads m.v. Jeg mener, det skal være linen, der får fluen ned, og en let flue vil alt andet lige gå mere levende i vandet.
De danske lakseåer er hverken gigantiske eller meget små. På de nederste stræk af fx Skjern Å er der dog tale om et vandløb af en anseelig størrelse. Med dette i mente og de tunge synkeliner er en tohåndsstang på 14-15 fod i klasse 9/10/11 et udmærket og manges foretrukne valg. Man skal også huske på, at de danske lakseåer ofte appellerer til overhåndskast, og her kan der være rart med en lang »stage«, som løfter linen op over høje bredder, buske, sortbrogede køer og andet hyggeligt i bagkastet. For ikke at snakke om kraft i forhold til en nystegen 20 kilos laks… Fisker man lidt højere oppe i åen i håb om at nogle større laks er trukket hurtigt derop, kan man fint gå ned i en klasse 8/9 på 12-13 fod. De fleste spinfiskere går med 10 fodsstænger med en kastevægt på 10-40. De lange stænger gør det lettere at styre fisken uden om eventuelle hindringer ved egen bred og har rygrad nok til at køre årstidens ofte store fisk flade. Linen bør være noget grovere end fx kystliner. 0.18 mm er hvad det betegnes som gennemsnitligt. Den stærke line, skærer sig let gennem vandet og gør det lettere at holde bund. Beklædning er ikke den store raketvidenskab, men husk dog på, at man de fleste steder langs de danske lakseåer går på bredden og kaster. Her kan der være meget vådt, sumpet og mudret om foråret, og åndbare waders med vadestøvler kan blive noget af et rengøringsmareridt, når du kommer hjem og skal skylle al mudret ud af kringelkroge på støvlerne, snørebånd osv. Derfor bruger mange waders med fast støvle, skridtstøvler eller blot gummistøvler.
På lit de parade med udstyret og fluerne, der forseglede dens skæbne.
Fluekasteteknik i lakseåen
Kasteteknikken er væsentlig, når du skal sørge for at få fluen ned til laksen ved det tidlige premierefiskeri. En måde at gøre det på, er at kaste rimeligt vinkelret, dvs. 90 grader, ud over åen for så derefter at tage 3-4 skridt nedstrøms. På en måde får fluelinen lov til at ligge stille og flyde med strømmen. Der er ikke noget træk på den endnu, og derved synker den ned. Når du så stopper op, vil strømmens pres få fluelinen til at stramme op, og den begynder at fiske i en dybde, hvor der kan være »action«. Simpelt, men effektivt. En anden måde er at mende opstrøms i selve kastet, men det kræver lidt øvelse. Synkelinerne er så tunge og falder så tilpas tungt på vandet, at det kan være svært at mende, når linen først ligger på vandet. Så »Gå tur med linen« er bestemt den nemmeste måde at klare dette på. Du må dog endelig ikke glemme at tage de par skridt, når du kaster vinkelret på strømmen, ellers får du den modsatte effekt: strømpresset agerer hurtigt på din flueline og presser den opad i vandsøjlen, så fluen går højt! Spey-kast, underhåndskast, Skagit-stil m.m. er alt sammen flotte og effektive kast i forskellige situationer. Og så er de sjove at udføre og/eller øve sig på, i en sådan grad, at folk sommetider glemmer, der findes noget, der hedder et overhåndskast. Det bør man nu ikke, hvis man fisker i de danske lakseåer. Her er der ofte god plads til bagkastet i det flade landbrugslandskab, og stående på bredden kan det være vanskeligt at få et ordentligt »anker« til underhåndskastet m.m. Det er altid en god idé at holde armene tæt indtil kroppen, når man kaster med tohåndsstang, og det gælder især ved overhåndskastet. Kommer armene og hænderne for langt ud at flagre i overhåndskastet, får man nogle meget store og åbne linebuer, som den ofte kraftige vinde kan boltre sig med at hive fat i. Prøv at holde hænder og arme så tæt ind til kroppen, at du støder underhånden ind i brystkassen, når du trækker stangen frem og ned i dit fremkast. Det må gerne sige klask! Og vær opmærksom på bagkastet, altså at du holder hænder og arme tæt ind til kroppen også dér. Så får du flotte og smalle linebuer, der suser ud over åens lokkende vand og skærer sig godt gennem vinden.
Foråret fryder, livet vågner og storlaksen hugger… måske.
Med spinnegrejet efter forårslaks
Er spinnestangen dit foretrukne våben langs de danske laksevandløb, gælder de samme regler. Du skal ned i vandet for at fange dem og det gøreslettest ved at anvende spinnere med smallere blade eller tungere krop. Det er selvfølgelig også et must at lade agnen synke et parsekunder inden du begynder at fiske den hjem. Klassiske Kondomspinnere i skrappe farver er gode. Ligeledes er Mepps 4 og 5 spinnere i traditionelle farver som kobber, guld og sølv gode. Sidst men ikke mindst kan en ambulancefarvet og leddelt wobler med lidt bly oppe ad linen være dræbende effektiv. Men husk at der kun må fiskes med en krog, som kan være enkelt, dobbelt eller trebenet, og den skal være modhageløs. Samme regel gælder selvsagt også for fluefiskerne.
Tips til det praktiske fiskeri
Dansk laksefiskeri er specielt, og en af de faktorer, der gør det specielt, er den meget åbne adgang til fiskevandet. Og det skal vi naturligvis være glade for – for det er ikke nødvendigvis nogen naturlov, der bliver ved i fremtiden. Heldigvis har vi stort set ingen lukkede områder af åerne, der er forbeholdt velhavere og dem med de rigtige forbindelser. Men – træerne vokser som bekendt ikke ind i himlen, og det betyder også, at fiskepresset er stort mange steder. Det bør man have med i sine overvejelser, når man bevæger sig mod åen. Laks kan vel og mærke tåle et relativt stort fiskepres, dvs. uro omkring vandet, men kurven er dog stadig nedadgående i forhold, hvor bidelysten laksen er. At stå op før en vis herre får sko på, virker i de fleste former for fiskeri, og det gælder også hér. Husk også på, at hvis vi skal have det meget lettilgængelige og åbne fiskeri efter laks ved de danske åer til at fungere i fremtiden, så kræver de »gefüll« mht. adfærd, når fiskepresset er højt. Især også når der ingen steder i Danmark er »fly-only« stræk, og fluefiskere og spinnefiskere skal få tingene til at spille sammen. Det kan være en udfordring med fluefiskere der (stort set) altid fisker bevægende sig nedstrøms, mens mange spinnefiskere også fisker bevægende sig opstrøms. Der er et par gyldne regler, der skal følges: Man starter aldrig med at fiske lige nedenfor (nedstrøms) en anden, der er i gang med at fiske. Kan man se en person ovenfor (opstrøms) en selv, tager man 3-4 skridt efter hvert kast nedefter. Det betegnes mange steder som »bevægeligt fiskeri«. Ved et møde mellem nedstrømsfiskende fluefiskere og opstrømsfiskende spinnefisker (du er en af dem), må man pænt vige i forhold til hinanden, helst hilse, og gå i en bue udenom. Hvis man fisker tæt på en eller andre medfiskere, og en af dem er så heldig at kroge en laks, så ruller man straks sin line ind, og lader vedkommende fighte sin laksfærdig. Er man den heldige, der får landet fisken, er det god latin at lade andre i nærheden få chancen, dvs. ikke skynde sig med at kaste ud igen med det samme. Nyd i stedet fangsten. Laksefiskeriet i Danmark er som mange andre steder belagt med regelsæt, som også varierer lokalt. Sæt dig ind i dem, og følg dem – naturligvis. Laksen har det ikke nemt, den presses hårdt fra mange kanter, og vi kan nå langt som lystfiskere, hvis andre interessenter og offentligheden kan se, vi reelt ønsker at bevare laksen. En død storlaks (fra din hånd) frembringer ikke flere smålaks, dens gener er væk for altid, selvom det er de gener, som frembringer det, vi allerhelst vil fange…
Trofæet er landet, lige over 10 kg, og hænger nu til almindelig beundring ved fiskeskuret.
Det tidlige laksefiskeri
Sidst, men ikke mindst, vil jeg komme med et par gode råd, når det gælder tilgang og »psykologi« i det danske laksefiskeri. Noget jeg i øvrigt selv prøver at perfektionere, da mit sædvanlige laksefiskeri har en noget anden karakter end det danske. Der er dog mange ting, som kan genbruges: Tidligt laksefiskeri efter få, men store laks, er og bliver jagten på en flidspræmie. Selvfølgelig spiller held en rolle, qua »den, der opsøger heldet, er som regel heldig… Men det er hårdt slid, vedholdenhed og stædighed, som spiller den afgørende rolle. Man skal blive ved, og blive ved med at tro på det. En af de ting, jeg som laksefisker finder udfordrende ved at fluefiske i de danske åer, er selve beskaffenheden, dvs. den fysiske karakter af vandløbene og omgivelserne. Jeg føler det som en stor forskel at vade i elv med sten og god til kraftig strøm og lægge sine kast ud over tydelige strømkanter, strømskel, sten og meget andet »guf« i forhold til standpladser. Også det at kaste er anderledes, da der hele tiden er mere eller mindre fine forhold til at »trylle« med forskellige ankre til underhåndskastet/Skagit foran eller ved siden af en selv. Det er noget ganske andet at stå oppe på en sumpet dansk åbred i gummistøvler med gumlende køer i bagkastet og et vandløb med mørkt, tungt og dybt vand, der ikke altid afslører de større konturerer eller variationer i strømmen eller bundforholdene.
Det er selvfølgelig et tilvænningsspørgsmål – og her må man låse sit fokus på, at storlaks har svømmet op i de flade danske åer i tusindvis af år, og at de stadig kan finde på at smække deres sølvglinsende kæber om vores fluer.
Langhalede havlus er en klar indikator på havfriske laks, da de falder af efter få timer i ferskvand. www.flyfish-jandelaporte.com
VESTVENDTE LAKSEÅER (PREMIERE 16. APRIL)
Storå www.svstoraa.dk
Skjern Å www.skjernaasam.dk
Varde Å www.varde-sportsfiskerforening.dk
Sneum Å og Kongeå www.sydvestjydsk.dk
Ribe Å www.ribeaasystemet.dk
Brede Å www.brede-aa.dk
Vidå www.vidaa.dk
apr 6, 2023 | Artikler, Guide til fiskepladser, HAVØRREDFISKERI, Kystfiskeri, Kystpladser til havørred
Fiskeren her gør det rette. Selv om det er lavvandet, affisker han det lave, før han vader ud.
Med en beliggenhed i den vestlige ende af Danmarks største fjord, byder Mors på et til tider udmærket havørredfiskeri – selvom fiskeriet i Limfjorden næppe ikke er lige så godt, som det har været. Pladserne er heldigvis mange, og de besøgende er ofte overraskende få – så der er stadig fisk at komme efter. Her får du et bud på hvordan der skal fiskes for at komme i kontakt med sølvet.
AF BO JENSEN
DEN STORE TRYKBØLGE viser sig i nærheden det sted, jeg formoder min lille wobler befinder sig. Overfladen sitrer af uro, men der sker ikke mere, selv om wobleren fiskes helt ind. Jeg har allerede fisket et par timer og er imod sædvane vadet et stykke ud, da det er pessimistisk lavvandet. Wobleren har indtil nu givet belønning i form af en mindre ørred, der huggede mellem det drivende ålegræs, og jeg overvejer at skifte til enkeltkrog for at undgå ålegræsset. I stedet kommer fluestangen frem.
Jeg har god tid, fiskene er der, og der er ikke et øje at skue på den Morsøske kyst. I første kast hugger en vægtig fisk efter bare to strip. Fisken går så dybt, som vandstanden tillader. Efter to udløb er fisken mere kontrollerbar, og nogle minutter senere kan jeg kane den halvt på land og gribe den over nakken. En farvet efterårsørred, som viser sig ikke at være alene. Der er klart tale om en stime med fisk af blandet størrelse, køn og farve. Det bliver til mange fisk, både letfarvede hunner, en stor han på 3,5 kg og blanke fisk på den rigtige side af halvmeteren. I alt tre fisk over 60 cm på samme dag er ikke hverdagskost, så hjemturen i bilen er lige til at holde ud.
Fisk med gullige flanker er helt røde i kødet af en eneste grund: rejer. De er prima spisefisk.
Masser af havørredåer ved Limfjorden
Limfjorden tilføres ferskvand gennem et stort antal afvandingskanaler og et betragteligt antal havørredførende åer med Danmarks nok mest kendte, Karup Å i spidsen. Men vandløb som Ryå, Skals-, Lerkenfeldt-, Trend-, Bjørnsholm-, Binderup-, Halkær og Lindenborg Å yder tilsammen også massive bidrag til fjordens tusinder af havørreder. Dertil kommer et større antal mindre åer og bække, hvor der udsættes fisk, fordi den naturlige reproduktion desværre har trange kår.. De mange restaureringsarbejder i foreningsregi bidrager desuden til flere og flere fisk af naturlig herkomst. På trods af dette er det meget bemærkelsesværdigt, at fiskepresset i fjorden som helhed er ret lavt. Sammenligner man med fx med Mariager Fjord, har man masser af vand og pladser, der ligger næsten urørt hen. Søger man lidt væk fra de kendteste pladser er der rigtig gode og oplagte muligheder for at finde små vige, odder og stræk med afvekslende, indbydende bundforhold. Nogle af disse steder kan man stort set have for sig selv – eller en sjælden gang dele med en medfisker, der også har søgt væk fra mange andre fjordes efterhånden lange køer.
Gode havørredpladser på Mors.
Havørredpladser langs Mors kyster
Mors er en overset perle på kanten til det nordjyske. Her er som mange andre steder i Limfjorden kilometervis af fredfyldt havørredrevir, der bare venter på at blive gennemfisket. På den smukke Limfjordsø finder du uspoleret natur og kyster, der ikke har ændret udseende siden istiden. Der er milevide stræk med fine kystpladser, og søger man lidt væk fra de gængse pladser, finder man bare flere indbydende pladser, der giver fornemmelsen af at fiske i urørt, jomfrueligt vand. På Mors er der mange mindre vandløb, som bidrager med tilførsel af fisk til fjorden. De store fisk er til stede og for få år siden fik man udsætningsørreder fra Karup Å, hvilket bevirkede, at der af og til blev fanget fisk af en anseelig størrelse. Nu tilføres udsætningerne fisk fra Thy, som leverer fisk af en for vandløbende måske mere passende størrelse.
Denne fisk kunne kun nås fra ponton, kajak eller flydering. Den tog fluen over en tangplet et godt stykke fra land.
Vandstandens betydning i Limfjorden
Vandstanden har enorm stor betydning i Limfjorden og jeg tjekker meget ofte fjordens vandstand samt temperatur på DMI. Langt overvejende er fiskeriet bedst ved middel eller høj vandstand. Dertil skal der tages højde for vinden, der har stor indflydelse. Vandstanden forhøjes stærkt ved vindstuvning, da sydvestlige vindretninger får presset vand ind i fjorden. Ankommer du alligevel til lavere vandstand, så giv ikke op. Ofte går fiskene bare længere ude og så må der vades. Går man med spin er det mest anvendelige letkastede stænger på 8-10 fod med afbalanceret hjul og line. Nogle sværger til det grove grej, men det mener jeg slet ikke, der er behov for. Ja, der findes store fisk i fjorden, men selv en ørred på over 5 kg kan landes på en let 9 fods stang. Og de mere gængse størrelser på 40-60 cm giver klart større fornøjelse på det lettere grej. Til mit eget spinnefiskeri bruger jeg en 9.3 fods stang med kastevægt på 5-15 g. Den er fin til de små agn, som Limfjordsørreder ikke kan stå for.
Favoritter på Mors: Snurrebassen 1, 2X Møresilda, Stripper, Salty og Djurslandswobler
Fisketips til havørredgrej i Limfjorden
Små blink i vægtklassen 4-12 gram er som udgangspunkt det, du skal bruge. Hvis jeg skal fremhæve et par stykker er det hvid Stripper i 7gram og 6 grams Møresilda i guld, samt små Snurrebasser. Blandt woblerne gør Salty på 12 gram det godt. Hav desuden et 15 grams Møresilda i sølv/blå eller perlemor/grøn samt et hvidt Boss blink i æsken. Som alternativ til det nævnte metal, kan en spinner være den rette cocktail til ørreder, der viser sig, men ikke hugger.
Fluegrejet til Mors havørreder adskiller sig ikke fra almindeligt dansk kystfluegrej. En flydende line i klasse 5-7 vil dække det meste. Fisker du i strømrenderne er en intermediate eller synke 2 overlegen, da du ellers ikke når ned til fisken. For enden af forfanget skal der bindes tangloppe-, reje- og kutlingeimitationer, men når børsteormene sværmer indretter man selvfølgelig sit fluevalg derefter. I de kølige måneder tager Flammen, Pink Glimmerreje og Pattegrisen sine andele af fisk. De samme mønstre gør det også udmærket i grumset vand. Personligt bruger jeg højst tre til fem mønstre på et år, men har altid flere alternativer med i boksen, hvis de mest brugte skulle svigte. De varieres i farve og størrelse, så de passer til dagen. Men der er selvfølgelig dage, hvor fiskemakkeren får den bedste fisk på et blink, selv om fluen har gennemtævet strækket først. Det vigtigste er efter min overbevisning at dække sig ind med forskellige fluetyper. Så er man bedst rustet, når der kan skiftes mellem reje, tangloppe, småfisk eller børsteorm. Som en uundværlig outsider i flueboksen skal du have et par skumbiller i str. 8-10. De er sikre valg, når man kan se fisken bryde overfladen i stille vejr.
Står man uden linekurv, må man improvisere. Denne fisk tog en stor lyserød flue 7 m fra stangspidsen, mens den sank i vandsøjlen
Hvor findes kystørrederne på Mors?
Fiskene står ofte lokalt på Mors, hvor det er typisk korte stræk, der holder fisk. Små ubetydelige fremspring på stranden, gerne med lidt vegetation på bunden der bryder ensartetheden af sand- eller grusbund, er blandt de hotteste spots. Det kan være ved afslutningen af et tangbælte eller »lysninger« i ålegræsbælter samt huller i et ellers lavvandet område, at ørreden huserer i sin jagt efter føde. Det gælder i al sin enkelthed om at lokalisere de små variationer på kyststrækket, og man får ret hurtigt blik for dette. Har man fundet et par små pynter, vil fisken gerne søge tilbage til de samme steder, selv efter de er blevet skræmt af en klodset fisker. Det har mere end èn gang vist sig givtigt at holde små pauser og fiske de samme pynter igen. Evt. kan man fiske nærliggende spidser og odder, hvis fisken har søgt tilflugt i nærheden.
Pålandsvind er godt på mange havørrredpladser
Ved pålandsvind vil områder med blød bund plumre op og sætte ørrederne i jagthumør. Limfjordsørreder er vilde med bølger og krusninger på vande. Til stor frustration for nogen fiskere kan vinden blive for dominerende, da for hård sø og stigende vand vil slå ålegræsset løst og besværliggøre fiskeri. Spinnefiskere kan med fordel bruge ophænger foran blinket. Det kan forlænge fisketiden lidt, hvis man har fundet stimerne, men ikke kan holde græsset fra krogen. Skift til enkeltkrog vil ligeledes give flere grødefri kast. Fluefiskeren har det ofte lettere mht at finde de små grødefri lommer med relativt korte kast. Omvendt giver let fralandsvind super forhold for fluefiskeren. Især efter en periode med høj vandstand og gang i vandet. Det meste drivende ålegræs vil være skyllet op og de løse stykker være blæst fra kysten. Når vandet klarer op mæsker ørrederne sig i kutlinger, tanglopper og rejer i havstokken. Der skal næsten ikke vades, og fluen fiskes helt ind til den er fuldt synlig.
Proviant på turen forøger din fiskeradius. Her har jeg fundet læ under Hanklit.
Stille forhold ved Limfjorden kan være svære
Er overfladen blank, kan forholdene være vanskelige og fisken skræmmes let. Som fluefisker kan et klodset kast være nok til at sende ørrederne på flugt og et kraftigt forfang kan ligeledes spolere dine chancer. Gå ned i forfangstykkelse, prøv tørflue, gerne en lille skumbille og kast i udkanten af den formodede opholdsplads. For spinnefiskeren er det på en måde lettere. Man kan lade blinket lande 10 m fra fiskene eller fiske dem på længere afstand. For at komme i kontakt med fisken på lavt vand, er det nødvendigt at bruge lette agn. Små woblere eller helt lette blink kan praktisk talt fiskes helt ind til de rammer det allerlaveste. Fiskene vil gerne følge agnen og tager først lige før de selv får ryggen fri. Kastene lægges både vinkelret ud og på langs med kysten. Mange begår den fejl, at de vader for langt ud og kaster endnu længere. På nogle dage står jeg helt på det tørre og lægger kast ud, ellers skræmmer man fiskene. Dermed får ørreden en meter mere at jage agnen, men til gengæld er det noget mere kritisk at kroge, fighte og lande fisken.
De bedste fiskepladser til kystørred på Mors
Der er rigtigt mange gode pladser hele vejen rundt om Mors, og det kan være svært at vælge. Det betaler sig i den grad at være udforskende i sit fiskeri, da de fleste stræk rundt om øen rent faktisk holder fisk. Men når det er sagt, er der er nogle enkelte pladser, som er yderst besøgelses værdige. DRAGSTRUP VIG er en alsidig plads. Der kan parkeres flere steder på fjordens sydside ved Tæbring. Kysten er ret lavvandet mod vest, hvor den ene indbydende spids afløses af den næste. Derfor er vadning ikke nødvendigt. Nogle få steder finder man dybere vand ind under land. I bunden af vigen har Lyngsbro Bæk sit udløb og sammen med Votborg Å ved Tæbring genererer den en stor tilførsel af fisk. Begge åer er til dels selvreproducerende, men mangler en del i restaureringsarbejde endnu.
Susanne Worm med fuldfed Limfjordsørred fra Mors. Der kan være langt mellem snapsene, så smilet er fuldt forståeligt.
Ørreden er sjældent alene, men går oftest i stimer. Selv om der fanges mange mindre fisk, vil de større gerne være i de mindres følgeskab. Der kan fiskes i det meste af Dragstrup Vig, men halvårsfredningen ved Tæbring og helårsfredning af Lyngsbro Bæk i bunden af vigen, skal selvfølgelig respekteres. På kanten af Dragstrup finder du Mågerodde, som kun nås efter en længere gåtur – uanset hvilken side man kommer fra. Men tager du spadsereturen finder du masser af muslingebanker og visse steder stenet bund.
Nees Sund byder på prima havørredfiskeri, på begge sider af færgelejet, efter lidt ruskvejr og middel til høj vandstand. Der er mange muslingebanker i området, og fiskene kan træffes både helt lavt og ved let vadning. Nord for færgelejet er der to fine pladser. Første plads ligger 100 m fra færgelejet, og den næste ligger et kvarters gang længere mod nord, hvor der er et stenrev omgivet af et område med afvekslende bundforhold. Der er et shelter lige ved vejen, hvor der kan overnattes, og der er fine Parkeringsmuligheder.
Ved meget lav vandstand skal fiskene logisk nok findes længere ude.
Ved Hanklit og Gullerup Strand kan der næsten altid findes fisk. Iblandt går fisken helt ind under klinten, andre gange ville det være en fordel med flydering, da man kan se aktive fisk 100 meter ude. Strækningen øst for Hanklit er groft undervurderet. Hvis fiskeriet under klinten svigter, har badekarrene på dette stykke vist også at kunne kaste fisk af sig. Vest for Hanklit ligger Gullerup Kro. Der er fredning ved Gullerup Strand, men fiskeriet kan optages et stykke vest for Gullerup Kro. Dette er et godt besøgt sted, men giver også jævnligt pæne fisk.
Tissinge Huse finder man ved Glomstrup Vig, og der fiskes på begge sider. Der er to fredningsbælter fra udløbet ved broen over udløbet fra noret på landsiden indenfor Tissingvej. Inderst er der helårsfredning på grund af Moutrup Å og Nørre Å, der løber sammen, før vandet ledes fra Tissing Nor til fjordens saltvand. I forlængelsen af fredningsbæltet er der yderligere en zone med halvårsfredning. Fiskeriet er meget afhængig af fisketrækket til og fra noret. Der er store bælter af ålegræs og godt med muslingebanker.
Artiklen blev oprindeligt publiceret i Fisk & Fri 3/2014
Fisk fra april som lige præcis har sneget konditionsfaktoren over 1,0.
apr 3, 2023 | Artikler, KARPE, Karpefiskeri, Medefiskeri
En af metoderne til opankring af karpebåde er fiksering med metalrør.
Ved karpefiskeri fra fra båd får man chancen for at lægge sine takler på en lang række pladser, som man normalt ikke kan fiske på fra land. I del 2 af artikelserien på tre dele om karpefiskeri fra båd giver Kristian Graubæk dig sit bud på, hvordan han får sit bådfiskeri til at fungere mest optimalt med forskellige opankringsteknikker.
AF KRISTIAN GRAUBÆK
FOR AT KUNNE FISKE EFFEKTIVT er selve opankringsteknikken utrolig vigtig, når man fisker efter karper fra båd. Jeg har forsøgt mig en del frem, for at finde den bedste måde at opankre båden. Forud for testene, havde jeg skelet til, hvad andre viser på youtube, så jeg havde en idé om, hvad jeg skulle afprøve. Jeg er endt med fire forskellige metoder, som jeg i det følgende vil beskrive med fordele og ulemper.
Kristian Graubæk med en lang torpedoformet skælkarpe taget efter et par blæsende dages fiskeri fra båden.
Opankring med stave under karpefiskeriet
I starten anvendte jeg lange hasselstokke og senere metalrør, til at sikre bådens position ude på vandet. Her indså jeg dog hurtigt, at der er en række begrænsninger med den teknik. Bl.a. skal det være muligt at få stokken ned i bunden, hvilket ikke kan lade sig gøre på stenbund. Er bunden for blød eller er der for dybt vil både træ og jernstokke give sig så meget, at båden vil svaje og rotere i vinden. Ja, jeg har ikke megen fidus til stokkes fysiske egenskaber og praktisk er de heller ikke imponerende. De fylder ret meget under transport, og de er fyldt med mudder som kan svine i båden. Når de er trykket ned i bunden, vil de oftest også rage op over vandet, hvilket giver komplikationer, når stængerne skal håndteres. Under fight kan man også risikere, at fiskene svømmer rundt om dem. Men til forskel fra ankertov, så kan man her ikke få stangen rundt om dem, så linen kan komme fri.
Det er heller ikke let med stave, når de skal op igen. I forsommeren i 2022 var jeg på karpetur i et vand, der har en rimelig dyndet bund. Det var første gang jeg var der, og inden jeg stak jernrøret i dyndet, tjekkede jeg ikke, hvad bunden var lavet af. Det var temmelig lærerigt, da der under dynden var ler. Det gik fint med at få stokkene en meter ned i bunden og ja, de stod da fast. Men da de skulle op igen, måtte jeg give op. Jeg var ikke i stand til at hverken dreje eller trække dem op. Jeg bandt dem en af gang fast til båden og brugte benzinmotoren til at trække dem op, hvilket ikke virkede. Nu står der 2 jernrør i den sø, der er knækket lige over bunden og det 3. rør er bøjet til ubrugelighed.
Opankring i smalbladet dunhammer på en meters dybde.
Opankring til siv eller lignende med karpebåden
Opankring i siv skal man ikke kimse ad, og det er faktisk blevet min foretrukne måde at fortøjre båden. Vi har alle haft et tackel siddende i et bukket tagrør og ved, hvor godt krogen sidder fast. Så forestil jer den styrke, der er i en håndfuld tagrør, når de fortøjes til båden i hvert hjørne. Egentlig behøver man kun 2 punkter til at holde båden stille. Forrest i båden og en på siden af båden. Det fungerer ret godt, og en placering af båden på den måde i yderkanten af sivene er nemt samt ganske effektiv. Båden ligger stille og man sætter stængerne, så de rager uden for sivene, hvorved man på rimelig sikker vis kan fiske langs med egen bred. Af øvrige fordele kan nævnes, at der er nok vand under båden, til at man kan have en fisk i en retainer, man er er tæt på land, men folk på land kan ikke bare lige komme ud til en.
Beaching ved karpefiskeri fra båd
Beaching betyder, at man sejler båden ind på så lavt vand, at den ligger stille på bunden. Jeg har brugt det en del, fordi det er nemt. Altså, der er jo ingen grund til at ligge ude på søen, hvis fiskeriet er lige så godt, selvom at man ligger inde på land. Bunden skal helst være let skrånende sandbund uden større sten eller en hængesæk, hvor man med god fart maser båden ind. Decideret stenbund er ikke sundt for bunden af båden, så dem holder jeg mig fra, og hvis bunden er for stejl, kan båden ikke ligge ordentlig stabil i længere tid.
Først, når man har rutine i at holde styr på sine ankre og reb, bør man begive sig ud, når det er mørkt eller blæsende. Overvej om den følgebåd du vil have med, kan tåle at ankerne skramler rundt i den, og om den har en passende stabilitet til dårligt vej.
For anker under karpefiskeriet
Når jeg skal opankre båden på åbent vand, bruger jeg nu kun ankre. De er flexible i forhold til dybden og bundens beskaffenhed – og de er til at få op igen. Bevares, de er tunge, uhandige og kræver sin egen båd til ilægning. Men resultatet er også derefter. Jeg har kunnet fiske effektivt i blæsevejr, og jeg har fanget fisk, som jeg ikke havde kunnet få med andre teknikker til at holde bådens stille.
Jeg anvender 4 ankre til opankring af båden. 3 stk. Danforth ankre på hver 10 kg med hver 20m 14mm statisk reb og et mindre paraplyanker på et dynamisk reb. Her valgte Danforthmodellen, da det graver sig selv ned ved belastning.
Længden af ens ankerreb skal være minimum 5x dybden, for at ankeret ikke bliver løsnet fra bunden, når der kommer spidsbelastninger som bølger og vindstød. Hvis man fisker, hvor der er meget vind, bør man montere nogle meter tung kæde før ankeret, der skal fungere som buffer, når bølger/vind river i båden. Er bunden dyndet, bør længden af rebet forlænges, eller alternativt må man ankre op på lavere vand.
De 3 store ankre sidder i hvert sit hjørne af båden, og jeg tilstræber, at de har en indbyrdes vinkel på 120 grader. Deres funktion er at holde båden på plads, og hver af dem skal kunne holde båden, hvis vinden drejer. Når man kun bruger 3 ankerpunkter, vil båden rotere svagt, når der kommer et vindstød. Min båd roterer med center om bagenden, dvs. forenden flytter sig fra side til side. Jo tættere jeg ligger ”lige på vinden” desto større bliver rotationerne, da den kan flytte sig til begge sider af vinden. Det lille anker har den funktion, at det mindsker de rotationer af båden, der kommer med vindstødene. Det bliver placeret medvinds, og nogenlunde vinkelret på vindens retning. Når rebet bliver strammet op, bliver forenden af båden trukket med vinden og derved kan båden ikke dreje ”tilbage” når vindstødene ophører. Jeg har ikke afprøvet det modsatte, dvs. at det lille anker bliver lagt imod vinden, da jeg antager at vindstødene ”altid vinder” og derved mindsker effekten af det 4. anker.
Rebene bliver bagtil fæstnet til søgelænderet på båden ved hjælp af et prusikknob og skruekarabiner. Fortil sidder karabinhagen i trækøjet. Det fungerer ret godt, da man kan justere prusikknobet under belastning samt nemt stramme rebet op efterhånden, som ankerne sætter sig i bunden. Det er værd at bemærke, at jo højere ankerrebene er fæstnet, desto mindre ruller båden i bølgerne, eller når man bevæger sig rundt. Desuden vil der uundgåeligt være fisk som svømmer under ankerrebet, og her er det en fordel, at der er rigelig med afstand mellem ankerrebet og vandspejlet, så det er til at få stangen sikkert under rebet.
Opankring af båden skal gerne ende med, at båden ligger stabilt i vandet, og at der er mulighed for at finjustere bådens retning i forhold til ens fiskespots. Hvis man sørger for, at ankerne ligger korrekt i forhold til hinanden, og at der er nogle meter reb i båden, kan man finjustere bådens endelige position.
Ilægning af første anker.
Når jeg lægger ankerne ud, starter jeg altid med at lægge båden for elektrisk anker med min Motorguide. Controlleren tager jeg med mig i den lille båd. Det første anker jeg lægger ud, er det der er mest op imod vinden. Det er for sikre, at båden ikke flytter sig alt for meget ud af position, når jeg slukker elmotoren. Jeg fæstner karabinhagen til båden og padler i den lille båd ud til, hvor ankeret skal placeres. Som udgangspunkt lægger jeg det så langt væk som muligt, men stadig så jeg har noget reb i båden til senere finjustering. For at have en bedre fornemmelse for hvor ankerne er placeret i forhold til båden, anvender jeg røde ankerbøjer. De tjener flere formål. Dels er deres reb fæstet i bagenden af ankeret og kan derfor bruges til at trække det bagud, når det sidder fast. Og dels er røde bøjer en standardmarkering, der viser, at der ligger et anker, som man skal sejle uden om. Dette får også folk til naturligt at holde afstand til ens båd.
Når ankeret er dumpet, bruger jeg den frontmonterede motor til at trække ankeret på plads nede i bunden. Der sejler jeg båden væk fra ankeret med så stor kraft som muligt. Hidtil har dette været tilstrækkeligt til at sikre, at ankeret ikke flytter sig i vinden. Jeg har også anvendt benzinmotoren til det samme på dyndet bund. Dette resulterede i, at jeg nær ikke havde fået ankeret op igen (!). I den helt anden skala af kraft, har jeg prøvet at trække ankeret til med hånden. Det fungerer ikke ret godt, da det tilsyneladende skal ”rykkes” ned i bunden.
Det næste anker jeg lægger, er også op imod vinden. Her følger jeg samme fremgangsmåde, men justerer dog båden en smule med elmotoren i forhold til placering af det første anker, inden ilægning. Det sidste anker bliver lagt, så jeg ender med at have de 120 grader imellem hvert anker. Tilbage i båden finjusterer jeg retningen ved enten at stramme eller slække rebene, så den ligger med stængerne pegende mod fiskespots og rimelig centralt placeret i forhold til ankerne. Det 4. anker er med variabel placering, da vinden vil skifte retning. Det bliver placeret, når jeg har fået en fornemmelse af, hvordan båden arbejder og normalt bliver det først lagt ud, når større vindstød har fået båden til at rotere. Optagning af ankerne er i omvendt rækkefølge. De plejer at sidde godt fast, så ankerbøjerebet er godt at have, så ankeret kan trækkes bagud og derved nemmere op.
En lille video af en fight, der ikke gik så let:
Karpefiskeri fra båd – det er ikke altid lige let…
Jeg havde en interessant oplevelse på en mellemstor svensk sø, hvor jeg dybest set spildte 8 timer af mit liv, fordi jeg ikke havde langt nok ankertov og kæde på. Jeg lå på 6m vand over dyndet bund og fiskede nogle ret spændende plateauer på nogle skrænter, hvor vinden stod på. Jeg havde kun ca. 15 m ankertov ude, dvs. knap halvdelen af det anbefalede. Det havde fungeret godt med vindstød op til godt 10 s/m, men da der pludseligt kom et par stykker der var væsentlig kraftigere, blev det ene anker revet løs, og båden begyndte at drive. Av. Ikke godt. Der kom en del dytten og båtten fra bidmelderne.
Jeg fik lagt ankerne om, og det anker der var nærmest vinden, blev forlænget med 10m reb. Det burde være godt nok, tænkte jeg. Stængerne kom ud for natten, selvom det stadig blæste en del. I løbet af aftenen kom der et større uvejr ind over med både regn, torden og kraftige kastevinde. Efter en god byge, drejede vinden 90 grader og tog til. Igen blev båden revet løs, denne gang på et nyt anker, og begyndte at drive. Da der samtidigt var torden rundt om mig, valgte jeg at trække forsigtighedskortet og samlede ankerne ind, for derefter at gå i land.
Da uvejret var videre, sejlede jeg ud igen. Denne gang kunne jeg ikke få ankerne til at bide i bunden, så jeg droppede den plads og skiftede til en sekundær plads på læsiden af søen. Her kunne jeg heller ikke få ankerne til at bide i dyndet, selvom der kun var 2m dybt. Men jeg ville fiske! Så jeg gik i den lille båd og begyndte rekognoscering af søbredden, for at se hvor jeg kunne lægge båden ind på land.
Efter små 10 minutter i kraftigt regnvejr, kom jeg retur til den store båd og fik bugseret den ind til land, hvor den blev bundet fast til et væltet træ. 2 stænger kom ud, og ved midnat blev der knappet en pils op. Der kom ingen fisk i båden den nat, men den følgende dag havde jeg fornøjelsen af, at se endnu en lang torpedoskæller i båden. Hvilket døgn.
mar 30, 2023 | Artikler, Hav – kutter og småbåd, Trolling
Med en velbalanceret trailer kan man let søsætte båden alene. Her er det salige Jens Gøth i færd med at traile sin båd i vandet ved Stege.
Når du skal købe trailer er der mange ting, du skal have for øje. Her giver Mikael Svensson i del 1 af Fisk & Fri’s trailerguide en håndfuld tips til det svære valg.
AF MIKAEL SVENSSON
TO HÆNDELSER har været epokegørende for mit fiskeri. Den første var, da jeg anskaffede mig egen båd. Endelig slap jeg for det landbaserede fiskeri, som for det meste resulterede i fiskeløse ture, bundbid og mistede agn. Den anden var, da jeg købte mig en rigtig bådtrailer.
Jeg startede med hjemmelavede trailere fremstillet af resterne fra en gammel campingvogn, men det var først, da jeg købte en rigtig bådtrailer fremstillet til formålet, at mit bådfiskeri tog fart. Nu kunne jeg pludselig forlade »geddepølen« derhjemme og søge nye udfordringer. Det var et helt nyt fiskeunivers der åbnede sig for mig. Indkøbet af en trailer er dog lettere sagt end gjort, og når man skal købe sin første trailer, er der en del ting at tænke på.
Jo længere tilbage siderullerne sidder, desto lettere er det at trække båden præcist op på traileren – især hvis man er alene.
Hvad vejer båden – og hvordan påvirker det valget af trailer?
Totalvægten – altså bådens egenvægt, er det første, du skal tage højde for. De fleste bådfabrikanter oplyser en såkaldt »tørvægt «, hvilket er skrogets egenvægt helt tomt. Du skal altså lægge vægten af alt det udstyr, som er på båden under transport, til – fx motor, brændstof, batterier, downriggere, stangholdere og eventuel elektronik. Forsøg også at indregne fremtidig udrustning, hvis du har planer om sådan noget og regn gerne lidt i overkanten, så du har en god marginal. En våd båd efter en tur på vandet vejer fx noget mere end en helt tør. Du narrer kun dig selv, hvis du regner i underkanten og køber en mindre trailer for at spare lidt penge. Det værste er ikke, at traileren lider overlast, men at køreegenskaberne og dermed trafiksikkerheden bliver forringet. Mit råd er derfor at regne ud hvad båden egentligt vejer og dernæst ligge 50-100 kilo til, afhængig af bådens størrelse. Når du ved hvilken lasteevne din fremtidige trailer skal have, kan du efterfølgende tjekke dine registreringspapirer på bilen, for at se om du rent faktisk må trække båden.
Med et sæt »guideruller« på siderne af første kølrulle, styrer båden let og ubesværet op på traileren.
Hvordan påvirker længde og overhæng trailervalget?
Længde og overhæng er den næste vigtige del, når der skal vælges trailer. Her vil jeg faktisk råde dig til ikke at lytte til fabrikanternes anbefalinger. De varierer nemlig meget fra fabrikant til fabrikant. En trailers totallængde måles fra kuglekoblingen til trailerens bagerste punkt – ofte den bagerste kølrulle eller nummerpladebommen.
Men en båd kan ikke lastes på hele trailerens længde. Båden lastes fra stævnstøtten på spiltårnet til den bagerste kølrulle. Hvis du, som jeg kører i en stationcar og gerne vil kunne åbne bagagerummet med traileren på bilen, skal der minimum være 30 centimeter fra kuglekoblingen til spiltårnet. Afstanden mellem spillet og stævnstøtten til bådens stævn plejer at være 40-50 centimeter.
Overhæng, kaldes den del af båden som er agter og hænger ud over trailerens kant. Dette er den tungeste del af båden, eftersom motoren er monteret her. Derfor er det vigtigt at overhænget ikke bliver for langt, da påvirkningerne på bådskroget kan blive store og i værste fald efterlade trykskader på siderne af båden. Så jo mindre overhæng desto bedre – og helst ikke over 50 centimeter. Tager vi fx en båd på 4,60 meter. Lægger 30-50 centimeter til for at kunne åbne bagagerummet og desuden tager højde for, at der samtidig max må være 50 centimeter overhæng, når vi frem til at traileren skal være 4,9 meter lang.
I dette tilfælde er en trailer, som er 30 centimeter længere end båden, derfor et fint udgangspunkt. At have en trailer som er endnu længere – måske 50-60 centimeter, er absolut ingen ulempe. Det giver dig nogle justeringsmuligheder til den næste vigtige del – nemlig kugletrykket.
Bådskroget er bygget til at ligge på vandet og ikke en trailer. Så jo flere »stødpuder« traileren har, desto bedre er det for båden.
Kugletrykket – hvordan påvirker det køreegenskaberne?
Kugletrykket er vægten af en fuld lastet trailer på anhængertrækket. Det kan variere fra 30-100 kilo afhængig af anhænger, type af krog, bil osv. Det plejer ikke at være noget problem med mindre både, men med større både er det meget vigtigt, da det kan påvirke køreegenskaberne på både bil og trailer. For højt kugletryk presser bilens bagende ned, så forlygterne blænder modkørende trafikanter. Hertil kommer det slid, der opstår på støddæmpere, dæk og hjulophæng.
For lavt kugletryk er heller ikke godt, da det som regel giver en ustabil anhænger, som kan begynde at slingre ved høje hastigheder. Og det er ikke sjovt kan jeg love dig! Det er ofte ret enkelt at justere trykket. Man lægger et stykke træ eller lignende mellem kuglekoblingen og en almindelig badevægt. Løsner spiltårnet og skyder båden frem eller tilbage indtil vægten viser det ønskede ciffer. Til båden på 4,60 meter, som jeg nævnte før, ville jeg vælge et kugletryk på cirka 40 kilo. Når vægten viser 40 kilo spænder man spiltårnet fast, og så er den ged barberet. Man skal dog også holde øje med overhænget og sikre sig, at det ikke bliver for stort. Bliver overhænget for stort, må man eventuelt acceptere et noget højere kugletryk og flytte båden fremad.
Spillet skal helst sidde i niveau med eller lidt højere end stævnøjet, som her.
Hvordan optimeres brugen af spiltårnet på traileren?
Spiltårnet er flytbart på næsten alle trailere, og stævnstøtten plejer også at være justerbar. Men det er ikke altid, at spillet kan justeres i højden, og det er en skam. Det er nemlig en stor fordel at have spillet på samme højdeniveau som stævnøjet på båden eller en anelse højere. Hvis spillet sidder lavere bliver din båd presset hårdt mod den forreste kølrulle, når du strammer til. Dermed bliver det ikke blot unødigt hårdt at dreje de sidste to omgange på spillet; det ødelægger også kølrullerne med tiden. Hvis niveauforskellen er lille, kan man montere spillet på en »spacer«, men hvis forskellen er for stor, kan man blive nødt til at montere et nyt øje i stævnen på båden – det har jeg måtte gøre på flere både.
Aluminiumbåde gør kort proces med gummiruller… disse ruller klarede kun et par uger under en Quintrex 390. Løsningen er de hårdere polyuretan kølruller.
Justering af trailerens kølruller
Kølrullerne er vigtige, og der er en del at tænke på, når de skal justeres. Ejer du en aluminiumbåd, skal kølrullerne på din nyindkøbte trailer sikkert skiftes til hårdere polyuretan ruller, hvor glasfiberbåde sagtens kan trailes på de medfølgende gummiruller. Når det gæller antallet af kølruller, er der egentligt ingen regler, men det er klart, at der ikke må være for få. Det er kølrullerne, der bærer skrogets vægt og derfor bør de være talrigt og jævnt fordelt langs hele bådens længde. En groft skitseret anbefaling kan lyde sådan: Både op til lige over fire meter skal minimum have tre ruller. Både op til fem meter skal have fire ruller. En seks meter båd skal have fem ruller – osv.
Personligt foretrækker jeg trailere, som har en centersvelle i midten fra kuglekoblingen og hele vejen ned til sidste tværbjælke. På sådan en trailer kan jeg nemlig frit montere kølruller hvor jeg vil. Desuden vil jeg have den type ruller, som kan justeres i højden. Et tip her er at montere den første rulle – altså den nærmest spillet, en anelse højere end nummer 2. Højdeforskellen behøver ikke være mere end en centimeter, hvorved båden kommer til at skråne svagt på traileren. Fordelen ved dette er, at båden, så snart man slipper spærren på spillet, vil glide mod vandet. Man behøver altså ikke at skubbe og bakse med båden for at få den i vandet, samtidig med, at det ikke giver mærkbart mere besvær at få den op igen.
Båden ligger perfekt. Tilpas overhæng og nok aflastningspunkter på bådens tungeste del.
Trailerens sideruller – tips & tricks
Sideruller er også nødvendige for at få stabilitet under transport. Der findes mange forskellige varianter af disse der enten kan være massive eller hule. Det er langt hen ad vejen bådens skrog, der bestemmer typen af sideruller på din trailer – samt hvordan de skal placeres.
Har man en båd med V-formet skrog, kan man med fordel montere hjulene, så de skråner lidt. Det vil sikre, at båden havner rigtigt, når den trækkes på traileren. En mere fladbundet båd kræver derimod ofte lige stående sideruller. Det er værd at tænke på, at også en glasfiberbåd har godt af blødere sideruller. De må gerne være massive, men så skal de helst have en større diameter som »dæmper« bedre end mindre hjul. Desuden ruller båden bedre af på større hjul.
Personligt fortrækker jeg en trailer, hvor den bagerste tværbjælke ligger bag ved den bagerste kølrulle. Jeg vil nemlig have mine bagerste sideruller så langt tilbage som muligt. Det er optimalt, hvis linjerne mellem den bagerste kølrulle og siderullerne danner et V, set oppefra. På hver side af den bagerste kølrulle vil jeg også have nogle »indkøringshjul« – gerne i stor diameter. Grunden til dette er, at jeg vil være i stand til at få båden på traileren, selvom jeg er alene og forholdene er svære. Det kræver en del justeringer at få alle hjulene til at sidde korrekt, og det tager som regel en del søsætninger, før det hele er perfekt men besværet er godt givet ud i det lange løb.
Forskellige bådskrog kræver forskellige løsninger. Fladbundede skrog og trimaranskrog som her støttes bedst af ligestående sideruller.
Trailertips – når båden er på plads
Når båden står på traileren er det som nævnt kølrullerne, der skal bære vægten. Siderullerne skal kun støtte. Inden man spænder båden fast, skal man kunne dreje lidt på siderullerne, selvom det kræver, at man tager ordentligt fat eller rusker lidt i båden. Så ved man, at traileren er justeret korrekt. På lidt længere både kan det være en god ide at have et ekstra sæt sideruller længere fremme på skroget – det gør meget for stabiliteten.
Når båden skal spændes fast, er det bedst med to spændebånd agter – et på hver side samt et eller to forrest i båden. Båden skal spændes så tilpas hårdt, at den ligger fast på køl- og siderullerne, og den må hverken kunne vride eller rykke sig. En god test er at tage fat i båden og ruske den. Bevæger båd og trailer sig sammen som én enhed er båden forsvarligt fastgjort.
Sikkerhedswire på traileren
Hvis traileren har en tilladt totalvægt over 750 kg, skal der være en sikkerhedswire mellem bil og trailer. Har traileren en tilladt totalvægt på mere end 1.500 kg, eller er den udstyret med to aksler, skal sikkerhedswiren være tilsluttet trailerens parkeringsbremse. Det er desuden vigtigt at wiren er tilkoblet sikkerhedsøjet ved anhængertrækket og ikke bare hænger rundt om trækket, da du risikere, at det hopper af ved uheld.
I næste nummer får du mange flere tips til de praktiske aspekter af, hvordan du trailer din båd.
Artiklen blev oprindeligt publiceret i Fisk & Fri 2/2015
Klar til afgang. Traileren er justeret perfekt og båden glider af som den skal.
mar 27, 2023 | Artikler, FLADFISK, Kyst- og molefiskeri efter fladfisk, Kystfiskeri, Medefiskeri
Mikkel Matzen fra Effektlageret er vild med pighvar. Har er han i færd med at opstøve nogle fisk ved Børsmose Strand.
Fiskeriet efter Vestkystens store pighvar i brændingen ganske tæt på land er en fantastisk spændende oplevelse. Vi har taget en snak med Mikkel Matzen fra Effektlageret, der her giver sit bud på en sjov og effektiv teknik til de velsmagende fladfisk.
AF JENS BURSELL
VESTERHAVETS BRÆNDING buldrer monotont i baggrunden, mens vi står i klitterne og gør vores grej klar. – Der er lige lovlig meget gang i vandet – og den gamle sø fra de foregående dages pålandsvind har endnu ikke helt lagt sig helt lige så meget som forventet, siger Mikkel, der på trods af mellemlunkne odds er sikker på, at vi nok skal få luret et par pæne pighvar ud af deres skjul.
Og han har helt ret – inde længe siger det DUNK, da en flot pighvar hugger tænderne i hans Swimming Eel på blot 30 centimeter vand – og inden længe kan han fremvise en af dem mest eftertragtede spisefisk på Vestkysten – en smuk pighvar. Lidt efter gentager historien sig – blot for enden af min stang, og vi får et par fine fisk, inden vi tager en pause og får historien om hans spændende pighvarfiskeri, der især har været koncentreret i området omkring Esbjerg.
Mikkel Matzen med to blændende smukke trekilos pighvarrer, der begge lod sig friste af en Swimming Eel.
Pighvar på helt lavt vand
De lokale har gennem masser af år med stor succes fisket pighvar helt oppe på lavt vand i Vestkystens brænding, men i 2009, kom der en ny bølge af fiskere, som begyndte at opdyrke metoderne med en anderledes indgangsvinkel til fiskeriet, fortsætter han. – Det var på dette tidspunkt, at jeg selv startede mit fiskeri – og da fiskeriet for første gang blev beskrevet i artikler i de store lystfiskemedier, begyndte det for alvor at blive populært.
I starten fiskede jeg mest med naturlige agn som fx tobis og småsild samt rejer – både levende og døde – og det fungerede super godt. Ulempen er dog, at det kan være yderst besværligt at skaffe disse agn – især hvis de skal være levende og friske. Lidt efter lidt gik jeg derfor over til at fiske mere og mere med kunstagn – især jigs. Til at starte med var det mest de samme jigs, som jeg brugte til sandartfiskeriet – men da Savage Gear kom frem med deres Sandeel softbaits og jigs, der jo er perfekte tobisimitationer, var det især disse jeg brugte og havde rigtig god succes med.
Det fede ved kunstagn er, at der uendelig mange forskellige typer – og man kan let have nogle liggende klar i bilen, så man altid er klar til at tage ud at fiske. Og – selv om naturlige agn kan virke fantastisk, så har jeg faktisk oplevet dage, hvor kunstagn har udfisket de naturlige agn. Lige præcis der, er der altså ikke noget, der taler imod at bruge kunstige agn til pighvar. Ofte bruger man også selve fisketiden mere effektivt med kunstagn, fordi agnen lettere bliver siddende på krogen. Med naturlig agn sker der ofte det, at agnen falder af i kastet, hvilket betyder at der også går en del spildtid med at skifte agn. Når du fisker med kunstagn, bruger du højest et par sekunder af og til på at pille tang eller drivgrøde af krogen – og det sker jo også, når man fisker med naturlige agn.
Endnu en flot pighvar, der ikke kunne modstå en Swimming Eel i brændingen.
Hvis man ikke kigger på den tid, det kan tage at skaffe naturlige agn, er der ingen tvivl om, at det fungerer helt fantastisk – bl.a. fordi de både ser ud som og smager som den ægte vare. Hvis du virkelig gider at bruge den tid, det tager at fange dem – samt det besvær det er at slæbe rundt med spande med iltforsyning, så de rent faktisk også bliver ved med at holde sig i live, så er der ingen tvivl om at denne metode er et es, der er svært at stikke. Både duft og smag er naturligvis en vigtig del af dette. Dette er også årsagen til at jeg, hvis vandet er så uklart, at fisken skal enten mærke vibrationer og/eller dufte fra agnen – så er en agn, der også dufter og smager af den rigtige vare – det bedste valg. Der er altså både fordel og ulemper ved begge metoder.
Da Gulp kom med deres tobisimitationer – Swimming Eeel, var jeg derfor hurtigt ude med at eksperimentere med denne superfede agn, som jeg siden hen har haft rigtig gode resultater med – og det at den dufter helt rigtigt, tror jeg har stor betydning. Jeg har således kunne mærke en enorm forskel i antallet af hug, der jeg gik fra traditionelle softbaits til stærkt duftende GULP-baits som Swimming Eels.
Sådan agner du let og effektivt din Swimming Eel op. Bemærk Plano beholderen til venstre, der med sine væsketætte pakninger, sikrer den perfekte
emballering af dine Gulp Alive agn. Har du først prøvet at få en utæt Gulp Alive beholder i din rygsæk eller bil én gang, så ved du hvad jeg snakker om. Artiklen er fra 2014 og GULP Swimming Eeels er desværre gået ud af sortimentet. Det der kommer tættest på, som man stadig kan få er GULP Tobis.
Med GULP Swimming Eels efter pighvar
– Swimming Eel er 15 centimeter lang og har en lille bitte paddletail, som gør, at tobisimitatioen får en meget realistisk svagt vrikkende og bølgende bevægelse af kroppen, afslører han. – Swimming Eels fiskes bedst på et tokrogstakel med en lille trekrog str. 14 i enden. De små trekroge kroger vanvittigt godt. Dette giver også en langt højre landingsrate end man får med traditionelle jigkroge, hvor en stor enkeltkrog rager op fra ryggen af softbaitet. Samme tendens ser jeg i øvrigt i havørredfiskeriet, hvor jeg fanger mange flere fisk, når jeg bruger små trekroge af denne størrelse.
Den øverste krog er en enkeltkrog – fx Owner S-61 str. 1-2, og den er der primært for at holde ordentligt på agnen. Det er meget få fisk, der sidder på denne krog i praksis, når man lander den. Husk at checke krogene hele tiden, for når de slæbes hen over sandet, kan de let blive sløve. Og – pighvarren har en hård mund, så det er bare med at være opmærksom på, at krogene er syleskarpe – hele tiden. Over min Swimming Eel monterer jeg et lokkeblink på cirka 30 gram – fx Mørasilda eller lignende.
Selve forfanget laver jeg af 0,39-0,45 mm fluorocarbon, da jeg har en fornemmelse af, at pighvarrerne godt kan være sky i klart vand. Mellem lokkeblink og Swimming Eel er der typisk cirka 20 centimeter. Jo hårdere vind og større bølger, desto kortere laver jeg denne tafs, for at være sikker på, at den fisker helt nede over bunden.
Gulp Swinning Eels er super effektive til pighvar – de har nemlig både den rette bevægelse, duft og smag.
Med ophænger på pighvartaklet
Ophænger kan man bruge, hvis der er meget stille, men jo mere gang, der er i vandet, desto mere problematisk kan dette blive, fordi to kroge selvfølgelig øger risikoen for kludder og ophægtning af drivende vandplanter mm, pointerer Mikkel. – Min foretrukne ophænger er et lille softbait – fx en Sandeeel Slug eller en Dying Minnow fra Savage Gear.
Ophængeren monteres på en lille ophængertafs, der har lidt højere diameter end forfanget – fx 0,50 mm, for at sikre den nødvendige stivhed, til at man ikke får for mange ophægtninger. Ophænger tafsen, som typisk stikker 5-7 centimeter ud fra forfanget, monteres med en kirurgknude. Afstanden mellem ophængeren og enden af hovedtaklet har stor betydning for at især ophængeren fisker optimalt i den rette dybde – dvs lige under overfladen på det ultra lave vand. Bliver afstanden for lang, hænger ophængeren over vandet især under afslutningen af indspinningsforløbet – og det fanger man selvsagt ikke så mange fisk på. Omvendt – er afstanden for lille, så vikler den sig let ind i agnen for enden af forfanget. En optimal afstand mellem lokkeblink og ophængerknude er typisk 30-40 centimeter.
Fiskene er helt der oppe, hvor stranden af og til er blotlagt med vand, så de fleste kast foregår på langs af standen. Her kan du se et takel med ophænger, lokkeblink og en endetafs med Gulp Swimming Eel for enden.
Pighvargrej til fiskeriet på Vestkysten
Grejet til fiskeri efter vestkystpighvar er i princippet blot kraftigt kystgrej – fx en 9 fods kyststang med kastevægt op til 35-40 gram. Hertil kommer et fastspolehjul i 4000 størrelsen. – Det er vigtigt, at linen ikke bliver alt for kraftig, da det giver en større linebue, når man fisker på tværs af brændingen – og det gør at man mister følingen med taklet, så man ikke så let mærker et forsigtigt hug, afslører Mikkel. – Og – en god føling med agnen er alfa og omega. 0,12-14 er derfor et passende kompromis mellem god linekontrol og tilstrækkelige med styrke til at klare mosten.
Hvordan foregår pighvarfiskeriet?
Det praktiske fiskeri foregår typisk ganske tæt på land. – For at få den maksimale afsøgningseffektivitet kaster jeg typisk på langs af stranden i en vinkel på 10-20 grader – ofte lige akkurat hen over der, hvor bølgerne brækker for sidste gang, inden de når land, forklarer Mikkel. – For at finkæmme de hotte områder lægger jeg ofte 2-3 kast i vifte – men stadig på langs af stranden. Tag engang imellem et kast lidt mere udefter, men langt de fleste fisk, jeg har fået, hugger på ganske lavt vand. Herefter går jeg 5-10 skridt – og gentager proceduren, indtil der sker noget for den anden ende af linen. De fleste fisk hugger på cirka 40 centimeter vand og mange af de største fisk, jeg har fået, har hugget på endnu lavere vand.
Det er en rigtig god ide at variere indspinningen med masser af spinstop. Ofte hugger fiskene lige efter spinstoppet. Nogle foretrækker at fiske på stigende vand – andre på faldende. Summa summarum – er man ihærdig nok, så kan man fange fisk under langt de fleste forhold, så længe vandet ikke er plumret for meget op. Man skal altså ikke holde sig tilbage fra at tage ud – blot på grund af vandstanden. Det er bare om at komme ud og få dækket noget vand. Selve vandskiftet er dog altid et ekstra godt tidspunkt – og om det er skiftet fra høj- til lavvande eller omvendt er ligegyldigt – du skal bare være på pletten.
Personligt kan jeg bedst lide lavvandet, fordi jeg har en idé om, at fiskene bliver opkoncentreret på den tilbageværende revle, der stadig er under vand. Når først du får fisk kan det tit svare sig at finkæmme området noget bedre, da fiskene ofte kan stå koncentreret på et meget lille område.
Perfekte vindforhold til pighvar på Vestkysten
De bedste forhold til fiskeri efter pighvar på vestkysten er østenvind – og helst ikke alt for meget af den, fortæller Mikkel. – Op til 10 m/s plejer dog at være OK, så længe der er fralandsvind. Tilsvarende skal der heller ikke have været for hårdt vejr i dagene op til, da det kan tage lang tid for en gammel opplumret sø at lægge sig. Pighvarren jager i høj grad ved hjælp af synet, så det at vandet er rimelig klart, er derfor afgjort en fordel. Det skal dog heller ikke være så stille, at der ikke er ordentlig bevægelse i vandet, for så kan fiskene godt blive lidt sky.
En fin fisk, der huggede ophængeren, som fisker lige over lokkeblinket.
Pighvarbonanza – en fiskedag men aldrig glemmer
En af mine bedste dage med Swimming Eels – indtil videre – var i efteråret 2014, smiler han. – Vi havde gået flere timer uden et hug, så min kammerat ville op til bilen for at spise. Jeg var dog overbevist om, at der snart ville ske noget, så jeg gav den gas og blev ved med at fiske. Og det skulle vise sig at være en god idé. Pludselig spottede jeg fisk på faldende vand på den nu næsten blotlagte 2. revle på blot 5-10 centimeter vand. På kun tre kast fik jeg fisk på 49, 50 og 52 centimeter inden for fem kvadratmeter – og inden for en time havde jeg landet fem virkelig gode hvarrer – inklusiv en fantastisk fisk på 3,2 kilo og 56 centimeter. Jeg må dog tilstå, at jeg helt generelt har måtte slide mig til fisken. Hvert år har min PR blot vokset med nogle få hundrede gram, men jeg har kammerater, der relativt let er kommet til topfisk på 4-5 kilo. Jeg har mistet flere store fisk, men de er endnu ikke kommet på land. En af dem – en fisk på 5-6 kilo var mega tæt på: Jeg havde faktisk hånden på den, men havde ikke set, at der samtidig kom en stor bølge – og så… Da jeg stikker hånden ned efter den ser jeg, at agnen falder ud af munden på den, og i det samme ruller den stor bølge, ind over fisken, så den får vand under sig og svømmer udefter. Fisken er nu både fri af krogen og mit greb – og jeg løber plaskende og famlende efter fisken ude over brændingen, mens mine kammerater på land får sig et kosteligt grin over mig. Jeg kan roligt afsløre, at sådan en sekskilos fisk, tager man ikke bare lige op. Den suger sig nærmest til bunden, så man skal have flere hænder til hjælp for at få den fri. Jeg har stadig mareridt over den dag, jeg mistede storhvarren… Men jeg skal nok få min storfisk, griner Mikkel, som du altid kan få en snak med hos Effektlageret.
Du kan se Effektlagerets udvalg af grej til pighvar her (REKLAME).
Artiklen blev oprindeligt publiceret i Fisk & Fri 3/2014.
Mikkel med en fin fisk, der huggede på Swimming Eel, da Fisk & Fri var et smut forbi Vestkysten for at møde ham.
Belønningen for en god strandtur med flere kilometers effektiv afsøgning i benene – en ordentlig håndfuld velsmagende pighvarrer.
mar 22, 2023 | Åfiskeri, Artikler, Betalt samarbejde, RIMTE, Video
Flådfiskeri efter rimter er en super sjov og spændende form for fiskeri. Vi er taget til åen med Nicolai Ulrik Hansen, der har dyrket medefiskeriet efter rimter i over tredive år. I videoen får du masser af inpsitration samt praktiske tips til driftfiskeri – også kaldet “trotting” – med flåd og orm. Undervejs giver Nicolai en masse praktiske råd & tips til fiskeriet. Glæd dig til en fantastisk forårsdag ved åen i godt selskab med lærker, viber og ikke mindst smukke rimter.
Se videoen her på Fisk & Fris Youtube kanel, hvor du kan abonnere gratis.
