En af metoderne til opankring af karpebåde er fiksering med metalrør.
Ved karpefiskeri fra fra båd får man chancen for at lægge sine takler på en lang række pladser, som man normalt ikke kan fiske på fra land. I del 2 af artikelserien på tre dele om karpefiskeri fra båd giver Kristian Graubæk dig sit bud på, hvordan han får sit bådfiskeri til at fungere mest optimalt med forskellige opankringsteknikker.
AF KRISTIAN GRAUBÆK
FOR AT KUNNE FISKE EFFEKTIVT er selve opankringsteknikken utrolig vigtig, når man fisker efter karper fra båd. Jeg har forsøgt mig en del frem, for at finde den bedste måde at opankre båden. Forud for testene, havde jeg skelet til, hvad andre viser på youtube, så jeg havde en idé om, hvad jeg skulle afprøve. Jeg er endt med fire forskellige metoder, som jeg i det følgende vil beskrive med fordele og ulemper.
Opankring med stave
I starten anvendte jeg lange hasselstokke og senere metalrør, til at sikre bådens position ude på vandet. Her indså jeg dog hurtigt, at der er en række begrænsninger med den teknik. Bl.a. skal det være muligt at få stokken ned i bunden, hvilket ikke kan lade sig gøre på stenbund. Er bunden for blød eller er der for dybt vil både træ og jernstokke give sig så meget, at båden vil svaje og rotere i vinden. Ja, jeg har ikke megen fidus til stokkes fysiske egenskaber og praktisk er de heller ikke imponerende. De fylder ret meget under transport, og de er fyldt med mudder som kan svine i båden. Når de er trykket ned i bunden, vil de oftest også rage op over vandet, hvilket giver komplikationer, når stængerne skal håndteres. Under fight kan man også risikere, at fiskene svømmer rundt om dem. Men til forskel fra ankertov, så kan man her ikke få stangen rundt om dem, så linen kan komme fri.
Det er heller ikke let med stave, når de skal op igen. I forsommeren i 2022 var jeg på karpetur i et vand, der har en rimelig dyndet bund. Det var første gang jeg var der, og inden jeg stak jernrøret i dyndet, tjekkede jeg ikke, hvad bunden var lavet af. Det var temmelig lærerigt, da der under dynden var ler. Det gik fint med at få stokkene en meter ned i bunden og ja, de stod da fast. Men da de skulle op igen, måtte jeg give op. Jeg var ikke i stand til at hverken dreje eller trække dem op. Jeg bandt dem en af gang fast til båden og brugte benzinmotoren til at trække dem op, hvilket ikke virkede. Nu står der 2 jernrør i den sø, der er knækket lige over bunden og det 3. rør er bøjet til ubrugelighed.
Opankring til siv eller lignende
Opankring i siv skal man ikke kimse ad, og det er faktisk blevet min foretrukne måde at fortøjre båden. Vi har alle haft et tackel siddende i et bukket tagrør og ved, hvor godt krogen sidder fast. Så forestil jer den styrke, der er i en håndfuld tagrør, når de fortøjes til båden i hvert hjørne. Egentlig behøver man kun 2 punkter til at holde båden stille. Forrest i båden og en på siden af båden. Det fungerer ret godt, og en placering af båden på den måde i yderkanten af sivene er nemt samt ganske effektiv. Båden ligger stille og man sætter stængerne, så de rager uden for sivene, hvorved man på rimelig sikker vis kan fiske langs med egen bred. Af øvrige fordele kan nævnes, at der er nok vand under båden, til at man kan have en fisk i en retainer, man er er tæt på land, men folk på land kan ikke bare lige komme ud til en.
Beaching ved karpefiskeri fra båd
Beaching betyder, at man sejler båden ind på så lavt vand, at den ligger stille på bunden. Jeg har brugt det en del, fordi det er nemt. Altså, der er jo ingen grund til at ligge ude på søen, hvis fiskeriet er lige så godt, selvom at man ligger inde på land. Bunden skal helst være let skrånende sandbund uden større sten eller en hængesæk, hvor man med god fart maser båden ind. Decideret stenbund er ikke sundt for bunden af båden, så dem holder jeg mig fra, og hvis bunden er for stejl, kan båden ikke ligge ordentlig stabil i længere tid.
For anker under karpefiskeriet
Når jeg skal opankre båden på åbent vand, bruger jeg nu kun ankre. De er flexible i forhold til dybden og bundens beskaffenhed – og de er til at få op igen. Bevares, de er tunge, uhandige og kræver sin egen båd til ilægning. Men resultatet er også derefter. Jeg har kunnet fiske effektivt i blæsevejr, og jeg har fanget fisk, som jeg ikke havde kunnet få med andre teknikker til at holde bådens stille.
Jeg anvender 4 ankre til opankring af båden. 3 stk. Danforth ankre på hver 10 kg med hver 20m 14mm statisk reb og et mindre paraplyanker på et dynamisk reb. Her valgte Danforthmodellen, da det graver sig selv ned ved belastning.
Længden af ens ankerreb skal være minimum 5x dybden, for at ankeret ikke bliver løsnet fra bunden, når der kommer spidsbelastninger som bølger og vindstød. Hvis man fisker, hvor der er meget vind, bør man montere nogle meter tung kæde før ankeret, der skal fungere som buffer, når bølger/vind river i båden. Er bunden dyndet, bør længden af rebet forlænges, eller alternativt må man ankre op på lavere vand.
De 3 store ankre sidder i hvert sit hjørne af båden, og jeg tilstræber, at de har en indbyrdes vinkel på 120 grader. Deres funktion er at holde båden på plads, og hver af dem skal kunne holde båden, hvis vinden drejer. Når man kun bruger 3 ankerpunkter, vil båden rotere svagt, når der kommer et vindstød. Min båd roterer med center om bagenden, dvs. forenden flytter sig fra side til side. Jo tættere jeg ligger ”lige på vinden” desto større bliver rotationerne, da den kan flytte sig til begge sider af vinden. Det lille anker har den funktion, at det mindsker de rotationer af båden, der kommer med vindstødene. Det bliver placeret medvinds, og nogenlunde vinkelret på vindens retning. Når rebet bliver strammet op, bliver forenden af båden trukket med vinden og derved kan båden ikke dreje ”tilbage” når vindstødene ophører. Jeg har ikke afprøvet det modsatte, dvs. at det lille anker bliver lagt imod vinden, da jeg antager at vindstødene ”altid vinder” og derved mindsker effekten af det 4. anker.
Rebene bliver bagtil fæstnet til søgelænderet på båden ved hjælp af et prusikknob og skruekarabiner. Fortil sidder karabinhagen i trækøjet. Det fungerer ret godt, da man kan justere prusikknobet under belastning samt nemt stramme rebet op efterhånden, som ankerne sætter sig i bunden. Det er værd at bemærke, at jo højere ankerrebene er fæstnet, desto mindre ruller båden i bølgerne, eller når man bevæger sig rundt. Desuden vil der uundgåeligt være fisk som svømmer under ankerrebet, og her er det en fordel, at der er rigelig med afstand mellem ankerrebet og vandspejlet, så det er til at få stangen sikkert under rebet.
Opankring af båden skal gerne ende med, at båden ligger stabilt i vandet, og at der er mulighed for at finjustere bådens retning i forhold til ens fiskespots. Hvis man sørger for, at ankerne ligger korrekt i forhold til hinanden, og at der er nogle meter reb i båden, kan man finjustere bådens endelige position.
Når jeg lægger ankerne ud, starter jeg altid med at lægge båden for elektrisk anker med min Motorguide. Controlleren tager jeg med mig i den lille båd. Det første anker jeg lægger ud, er det der er mest op imod vinden. Det er for sikre, at båden ikke flytter sig alt for meget ud af position, når jeg slukker elmotoren. Jeg fæstner karabinhagen til båden og padler i den lille båd ud til, hvor ankeret skal placeres. Som udgangspunkt lægger jeg det så langt væk som muligt, men stadig så jeg har noget reb i båden til senere finjustering. For at have en bedre fornemmelse for hvor ankerne er placeret i forhold til båden, anvender jeg røde ankerbøjer. De tjener flere formål. Dels er deres reb fæstet i bagenden af ankeret og kan derfor bruges til at trække det bagud, når det sidder fast. Og dels er røde bøjer en standardmarkering, der viser, at der ligger et anker, som man skal sejle uden om. Dette får også folk til naturligt at holde afstand til ens båd.
Når ankeret er dumpet, bruger jeg den frontmonterede motor til at trække ankeret på plads nede i bunden. Der sejler jeg båden væk fra ankeret med så stor kraft som muligt. Hidtil har dette været tilstrækkeligt til at sikre, at ankeret ikke flytter sig i vinden. Jeg har også anvendt benzinmotoren til det samme på dyndet bund. Dette resulterede i, at jeg nær ikke havde fået ankeret op igen (!). I den helt anden skala af kraft, har jeg prøvet at trække ankeret til med hånden. Det fungerer ikke ret godt, da det tilsyneladende skal ”rykkes” ned i bunden.
Det næste anker jeg lægger, er også op imod vinden. Her følger jeg samme fremgangsmåde, men justerer dog båden en smule med elmotoren i forhold til placering af det første anker, inden ilægning. Det sidste anker bliver lagt, så jeg ender med at have de 120 grader imellem hvert anker. Tilbage i båden finjusterer jeg retningen ved enten at stramme eller slække rebene, så den ligger med stængerne pegende mod fiskespots og rimelig centralt placeret i forhold til ankerne. Det 4. anker er med variabel placering, da vinden vil skifte retning. Det bliver placeret, når jeg har fået en fornemmelse af, hvordan båden arbejder og normalt bliver det først lagt ud, når større vindstød har fået båden til at rotere. Optagning af ankerne er i omvendt rækkefølge. De plejer at sidde godt fast, så ankerbøjerebet er godt at have, så ankeret kan trækkes bagud og derved nemmere op.
En lille video af en fight, der ikke gik så let:
Karpefiskeri fra båd – det er ikke altid lige let…
Jeg havde en interessant oplevelse på en mellemstor svensk sø, hvor jeg dybest set spildte 8 timer af mit liv, fordi jeg ikke havde langt nok ankertov og kæde på. Jeg lå på 6m vand over dyndet bund og fiskede nogle ret spændende plateauer på nogle skrænter, hvor vinden stod på. Jeg havde kun ca. 15 m ankertov ude, dvs. knap halvdelen af det anbefalede. Det havde fungeret godt med vindstød op til godt 10 s/m, men da der pludseligt kom et par stykker der var væsentlig kraftigere, blev det ene anker revet løs, og båden begyndte at drive. Av. Ikke godt. Der kom en del dytten og båtten fra bidmelderne.
Jeg fik lagt ankerne om, og det anker der var nærmest vinden, blev forlænget med 10m reb. Det burde være godt nok, tænkte jeg. Stængerne kom ud for natten, selvom det stadig blæste en del. I løbet af aftenen kom der et større uvejr ind over med både regn, torden og kraftige kastevinde. Efter en god byge, drejede vinden 90 grader og tog til. Igen blev båden revet løs, denne gang på et nyt anker, og begyndte at drive. Da der samtidigt var torden rundt om mig, valgte jeg at trække forsigtighedskortet og samlede ankerne ind, for derefter at gå i land.
Da uvejret var videre, sejlede jeg ud igen. Denne gang kunne jeg ikke få ankerne til at bide i bunden, så jeg droppede den plads og skiftede til en sekundær plads på læsiden af søen. Her kunne jeg heller ikke få ankerne til at bide i dyndet, selvom der kun var 2m dybt. Men jeg ville fiske! Så jeg gik i den lille båd og begyndte rekognoscering af søbredden, for at se hvor jeg kunne lægge båden ind på land.
Efter små 10 minutter i kraftigt regnvejr, kom jeg retur til den store båd og fik bugseret den ind til land, hvor den blev bundet fast til et væltet træ. 2 stænger kom ud, og ved midnat blev der knappet en pils op. Der kom ingen fisk i båden den nat, men den følgende dag havde jeg fornøjelsen af, at se endnu en lang torpedoskæller i båden. Hvilket døgn.