PIGHVAR – MED GULP I BRÆNDINGEN

Mikkel Matzen fra Effektlageret er vild med pighvar. Har er han i færd med at opstøve nogle fisk ved Børsmose Strand.

Fiskeriet efter Vestkystens store pighvar i brændingen ganske tæt på land er en fantastisk spændende oplevelse. Vi har taget en snak med Mikkel Matzen fra Effektlageret, der her giver sit bud på en sjov og effektiv teknik  til de velsmagende fladfisk.

 

 AF JENS BURSELL

 

VESTERHAVETS BRÆNDING buldrer monotont i baggrunden, mens vi står i klitterne og gør vores grej klar. – Der er lige lovlig meget gang i vandet – og den gamle sø fra de foregående dages pålandsvind har endnu ikke helt lagt sig helt lige så meget som forventet, siger Mikkel, der på trods af mellemlunkne odds er sikker på, at vi nok skal få luret et par pæne pighvar ud af deres skjul.

 

 

Og han har helt ret – inde længe siger det DUNK, da en flot pighvar hugger tænderne i hans Swimming Eel på blot 30 centimeter vand – og inden længe kan han fremvise en af dem mest eftertragtede spisefisk på Vestkysten – en smuk pighvar. Lidt efter gentager historien sig – blot for enden af min stang, og vi får et par fine fisk, inden vi tager en pause og får historien om hans spændende pighvarfiskeri, der især har været koncentreret i området omkring Esbjerg.

 

Pighvar på helt lavt vand

De lokale har gennem masser af år med stor succes fisket pighvar helt oppe på lavt vand i Vestkystens brænding, men i 2009, kom der en ny bølge af fiskere, som begyndte at opdyrke metoderne med en anderledes indgangsvinkel til fiskeriet, fortsætter han. – Det var på dette tidspunkt, at jeg selv startede mit fiskeri – og da fiskeriet for første gang blev beskrevet i artikler i de store lystfiskemedier, begyndte det for alvor at blive populært.

I starten fiskede jeg mest med naturlige agn som fx tobis og småsild samt rejer – både levende og døde – og det fungerede super godt. Ulempen er dog, at det kan være yderst besværligt at skaffe disse agn – især hvis de skal være levende og friske. Lidt efter lidt gik jeg derfor over til at fiske mere og mere med kunstagn – især jigs. Til at starte med var det mest de samme jigs, som jeg brugte til sandartfiskeriet – men da Savage Gear kom frem med deres Sandeel softbaits og jigs, der jo er perfekte tobisimitationer, var det især disse jeg brugte og havde rigtig god succes med.

Det fede ved kunstagn er, at der uendelig mange forskellige typer – og man kan let have nogle liggende klar i bilen, så man altid er klar til at tage ud at fiske. Og – selv om naturlige agn kan virke fantastisk, så har jeg faktisk oplevet dage, hvor kunstagn har udfisket de naturlige agn. Lige præcis der, er der altså ikke noget, der taler imod at bruge kunstige agn til pighvar. Ofte bruger man også selve fisketiden mere effektivt med kunstagn, fordi agnen lettere bliver siddende på krogen. Med naturlig agn sker der ofte det, at agnen falder af i kastet, hvilket betyder at der også går en del spildtid med at skifte agn. Når du fisker med kunstagn, bruger du højest et par sekunder af og til på at pille tang eller drivgrøde af krogen – og det sker jo også, når man fisker med naturlige agn.

 

 

Hvis man ikke kigger på den tid, det kan tage at skaffe naturlige agn, er der ingen tvivl om, at det fungerer helt fantastisk – bl.a. fordi de både ser ud som og smager som den ægte vare. Hvis du virkelig gider at bruge den tid, det tager at fange dem – samt det besvær det er at slæbe rundt med spande med iltforsyning, så de rent faktisk også bliver ved med at holde sig i live, så er der ingen tvivl om at denne metode er et es, der er svært at stikke. Både duft og smag er naturligvis en vigtig del af dette. Dette er også årsagen til at jeg, hvis vandet er så uklart, at fisken skal enten mærke vibrationer og/eller dufte fra agnen – så er en agn, der også dufter og smager af den rigtige vare – det bedste valg. Der er altså både fordel og ulemper ved begge metoder.

Da Gulp kom med deres tobisimitationer – Swimming Eeel, var jeg derfor hurtigt ude med at eksperimentere med denne superfede agn, som jeg siden hen har haft rigtig gode resultater med – og det at den dufter helt rigtigt, tror jeg har stor betydning. Jeg har således kunne mærke en enorm forskel i antallet af hug, der jeg gik fra traditionelle softbaits til stærkt duftende GULP-baits som Swimming Eels.

 

Med GULP Swimming Eels efter pighvar

– Swimming Eel er 15 centimeter lang og har en lille bitte paddletail, som gør, at tobisimitatioen får en meget realistisk svagt vrikkende og bølgende bevægelse af kroppen, afslører han. – Swimming Eels fiskes bedst på et tokrogstakel med en lille trekrog str. 14 i enden. De små trekroge kroger vanvittigt godt. Dette giver også en langt højre landingsrate end man får med traditionelle jigkroge, hvor en stor enkeltkrog rager op fra ryggen af softbaitet. Samme tendens ser jeg i øvrigt i havørredfiskeriet, hvor jeg fanger mange flere fisk, når jeg bruger små trekroge af denne størrelse.

Den øverste krog er en enkeltkrog – fx Owner S-61 str. 1-2, og den er der primært for at holde ordentligt på agnen. Det er meget få fisk, der sidder på denne krog i praksis, når man lander den. Husk at checke krogene hele tiden, for når de slæbes hen over sandet, kan de let blive sløve. Og – pighvarren har en hård mund, så det er bare med at være opmærksom på, at krogene er syleskarpe – hele tiden. Over min Swimming Eel monterer jeg et lokkeblink på cirka 30 gram – fx Mørasilda eller lignende.

Selve forfanget laver jeg af 0,39-0,45 mm fluorocarbon, da jeg har en fornemmelse af, at pighvarrerne godt kan være sky i klart vand. Mellem lokkeblink og Swimming Eel er der typisk cirka 20 centimeter. Jo hårdere vind og større bølger, desto kortere laver jeg denne tafs, for at være sikker på, at den fisker helt nede over bunden.

 

Med ophænger på pighvartaklet

Ophænger kan man bruge, hvis der er meget stille, men jo mere gang, der er i vandet, desto mere problematisk kan dette blive, fordi to kroge selvfølgelig øger risikoen for kludder og ophægtning af drivende vandplanter mm, pointerer Mikkel. – Min foretrukne ophænger er et lille softbait – fx en Sandeeel Slug eller en Dying Minnow fra Savage Gear.

Ophængeren monteres på en lille ophængertafs, der har lidt højere diameter end forfanget – fx 0,50 mm, for at sikre den nødvendige stivhed, til at man ikke får for mange ophægtninger. Ophænger tafsen, som typisk stikker 5-7 centimeter ud fra forfanget, monteres med en kirurgknude. Afstanden mellem ophængeren og enden af hovedtaklet har stor betydning for at især ophængeren fisker optimalt i den rette dybde – dvs lige under overfladen på det ultra lave vand. Bliver afstanden for lang, hænger ophængeren over vandet især under afslutningen af indspinningsforløbet – og det fanger man selvsagt ikke så mange fisk på. Omvendt – er afstanden for lille, så vikler den sig let ind i agnen for enden af forfanget. En optimal afstand mellem lokkeblink og ophængerknude er typisk 30-40 centimeter.

 

Pighvargrej til fiskeriet på Vestkysten

Grejet til fiskeri efter vestkystpighvar er i princippet blot kraftigt kystgrej – fx en 9 fods kyststang med kastevægt op til 35-40 gram. Hertil kommer et fastspolehjul i 4000 størrelsen. – Det er vigtigt, at linen ikke bliver alt for kraftig, da det giver en større linebue, når man fisker på tværs af brændingen – og det gør at man mister følingen med taklet, så man ikke så let mærker et forsigtigt hug, afslører Mikkel. – Og – en god føling med agnen er alfa og omega. 0,12-14 er derfor et passende kompromis mellem god linekontrol og tilstrækkelige med styrke til at klare mosten.

Hvordan foregår pighvarfiskeriet?

Det praktiske fiskeri foregår typisk ganske tæt på land. – For at få den maksimale afsøgningseffektivitet kaster jeg typisk på langs af stranden i en vinkel på 10-20 grader – ofte lige akkurat hen over der, hvor bølgerne brækker for sidste gang, inden de når land, forklarer Mikkel. – For at finkæmme de hotte områder lægger jeg ofte 2-3 kast i vifte – men stadig på langs af stranden. Tag engang imellem et kast lidt mere udefter, men langt de fleste fisk, jeg har fået, hugger på ganske lavt vand. Herefter går jeg 5-10 skridt – og gentager proceduren, indtil der sker noget for den anden ende af linen. De fleste fisk hugger på cirka 40 centimeter vand og mange af de største fisk, jeg har fået, har hugget på endnu lavere vand.

Det er en rigtig god ide at variere indspinningen med masser af spinstop. Ofte hugger fiskene lige efter spinstoppet. Nogle foretrækker at fiske på stigende vand – andre på faldende. Summa summarum – er man ihærdig nok, så kan man fange fisk under langt de fleste forhold, så længe vandet ikke er plumret for meget op. Man skal altså ikke holde sig tilbage fra at tage ud – blot på grund af vandstanden. Det er bare om at komme ud og få dækket noget vand. Selve vandskiftet er dog altid et ekstra godt tidspunkt – og om det er skiftet fra høj- til lavvande eller omvendt er ligegyldigt – du skal bare være på pletten.

Personligt kan jeg bedst lide lavvandet, fordi jeg har en idé om, at fiskene bliver opkoncentreret på den tilbageværende revle, der stadig er under vand. Når først du får fisk kan det tit svare sig at finkæmme området noget bedre, da fiskene ofte kan stå koncentreret på et meget lille område.

Perfekte vindforhold til pighvar på Vestkysten

De bedste forhold til fiskeri efter pighvar på vestkysten er østenvind – og helst ikke alt for meget af den, fortæller Mikkel. – Op til 10 m/s plejer dog at være OK, så længe der er fralandsvind. Tilsvarende skal der heller ikke have været for hårdt vejr i dagene op til, da det kan tage lang tid for en gammel opplumret sø at lægge sig. Pighvarren jager i høj grad ved hjælp af synet, så det at vandet er rimelig klart, er derfor afgjort en fordel. Det skal dog heller ikke være så stille, at der ikke er ordentlig bevægelse i vandet, for så kan fiskene godt blive lidt sky.

 

Pighvarbonanza – en fiskedag men aldrig glemmer

En af mine bedste dage med Swimming Eels – indtil videre – var i efteråret 2014, smiler han. – Vi havde gået flere timer uden et hug, så min kammerat ville op til bilen for at spise. Jeg var dog overbevist om, at der snart ville ske noget, så jeg gav den gas og blev ved med at fiske. Og det skulle vise sig at være en god idé. Pludselig spottede jeg fisk på faldende vand på den nu næsten blotlagte 2. revle på blot 5-10 centimeter vand. På kun tre kast fik jeg fisk på 49, 50 og 52 centimeter inden for fem kvadratmeter – og inden for en time havde jeg landet fem virkelig gode hvarrer – inklusiv en fantastisk fisk på 3,2 kilo og 56 centimeter. Jeg må dog tilstå, at jeg helt generelt har måtte slide mig til fisken. Hvert år har min PR blot vokset med nogle få hundrede gram, men jeg har kammerater, der relativt let er kommet til topfisk på 4-5 kilo. Jeg har mistet flere store fisk, men de er endnu ikke kommet på land. En af dem – en fisk på 5-6 kilo var mega tæt på: Jeg havde faktisk hånden på den, men havde ikke set, at der samtidig kom en stor bølge – og så… Da jeg stikker hånden ned efter den ser jeg, at agnen falder ud af munden på den, og i det samme ruller den stor bølge, ind over fisken, så den får vand under sig og svømmer udefter. Fisken er nu både fri af krogen og mit greb – og jeg løber plaskende og famlende efter fisken ude over brændingen, mens mine kammerater på land får sig et kosteligt grin over mig. Jeg kan roligt afsløre, at sådan en sekskilos fisk, tager man ikke bare lige op. Den suger sig nærmest til bunden, så man skal have flere hænder til hjælp for at få den fri. Jeg har stadig mareridt over den dag, jeg mistede storhvarren… Men jeg skal nok få min storfisk, griner Mikkel, som du altid kan få en snak med hos Effektlageret.

Du kan se Effektlagerets udvalg af grej til pighvar her (REKLAME).

Artiklen blev oprindeligt publiceret i Fisk & Fri 3/2014.