jun 8, 2024 | Artikler, Hav – kutter og småbåd, Rejsefiskeri, TORSK, Torskefiskeri
Lige så gold denne geologisk unge ø er, lige så så rig er dens fiskebestande ud for landets kyster. Med masser af meterstore torsk, sej, lange og rekordhelleflyndere har Island alt det en havfisker drømmer om.
AF OLIVER PORTRAT
TÅGE hænger tungt over vandet. Det ser ud som om skyerne flyder på vandet. Solens stråler er ikke langt væk. Vi kan ikke orientere os ved hjælp af landmærker, selvom der er imponerende klipper ved mundingen af fjorden. GPS-udstyret om bord er mere hjælpsomt.
En halv time efter at have forladt den lille havn i Bolungarvík, når vi bredden af Nessid, et stor plateau ved indgangen til Isafjord. Vi er i Westfjord på Island, hvor Island er tættest på Grønland. På plateauet lægger vi båden til præcis der, hvor havbunden dykker ned på de store dybder. Da vi lader vores tunge softbaits synke ned i dybet, bryder de første solstråler igennem tågen. Landet er stadig dækket af tæt tåge, men vi fisker nu i solskin. Det får smilene frem på vores læber.
Vi fiskede med forskellige former for gummidyr på forskellige former for jighoveder – perfekte agn til de islandske fisk.
Stortorskehug lige fra starten af
Så snart vores agn når bunden, bøjer stængerne voldsomt med det samme. Efter en god fight fra 80 meters dybde begynder armene at smerte. Tre af os, min kone, min ven Dominique og jeg selv, har et meget stort smil på, da vi ser dagens tre første fisk komme til overfladen – torsk med en længde mellem 100 og 130 centimeter. Hvilken start! Jeg overvejer, at genplacere båden. Da vi drivfisker, har vi allerede bevæget os et godt stykke, mens vi har fightet vores første torsk. Det får mig til at tro, at vi har mistet kontakten til stimen af disse store fisk. Men før jeg når at sige noget er mine kammeraters agn på vej i dybet igen. Som før – i det øjeblik de når bunden – er der kontakt, og stængerne flexer igen. Og igen kommer voluminøse torsk til syne i overfladen. Sikke et sammentræf. To steder med flere hundrede meters afstand fra hinanden, og to gange en stime af store torsk.
Jeg overvejer endnu engang at placere båden på udgangspunktet. Alt for ofte har jeg mistet stimer af fisk under drivfiskeri. Havfiskeriet har lært mig, at man aldrig kan være sikker på at finde en stime af aktive fisk igen efter at have drevet over dem. Men det problem synes ikke at eksistere her. Vores stænger udsættes atter for hård belastning, og vi får alle tre masser af aktion. Imens er jeg kommet til den konklusion, at vi nok ikke har fundet enkelte stimer af torsk på tre forskellige pladser, men at dette må være én stor stime… Under os må der være en hel hær af store torsk. Et helt tæppe af torsk, der dækker havbunden. Og tænk – uanset hvor vi sænker vores agn i dybden, kroger vi fisk. Den ene store torsk efter den anden – alle med en længde over 100 centimeter. Snart er det ved at være nok, så vi sejler ind.
Island har alt. Her er det en ny verdensrekord for helleflynder – en fisk på 219 kilo. Det var fire tyskere, som fangede den på 60 meters vand. Megafisken huggede på et Kinetic Giant Jighead.
En gigantisk islandsk helleflynder
Netop som vi ankommer til havnen, får vi oplysninger om en absolut monsterfisk, der er fanget på en af de andre fiskerbåde. Mens vi kæmpede med vores store mængder af torsk, fightede fire tyske gæster én fisk – en helleflynder på 219 kilo. De kommercielle fiskere ved vejningsstation i havnen er mere end glade bemærker vi. Ja – det er virkelig noget ekstraordinært i gære. Det er på dette tidspunkt den største helleflynder, som nogensinde er blevet fanget med stang og line. Til ære for mig tager de fisken ud af kølehuset med en kran, så den kan blive foreviget. Hvilket syn der møder os. Udstående øjne så store som tennisbolde, 248 centimeter lang og ca. 35 centimeter høj. Munden er stor nok til at sluge en torsk på fem kilo. Utroligt. Næste dag møder jeg dem, de fire tyske lystfiskere, som begejstrede fortæller om fangsten. Helleflynderen blev taget på en 40 centimeters Kinetic Giant Jighead i 60 meters dybde. I første omgang troede de, at de var bundbid, men snart viste der sig at være en kæmpe fisk. Det lykkedes dem at få fisk op til overfladen inden for n time. Det var vanskeligt. Fisken bevægede sig ikke meget, mens den blev tvunget op af en 50 kilos fletline. Men det ændrede sig dramatisk, da de forsøgte at sætte en slynge rundt om haleroden.
Da de rørte den monsterstore hellefisk, eksploderede dyret og gik ned på 50 meters dybde igen. Først nu gik den virkelige kamp i gang. Halvanden time senere kom fisken til overfladen igen. Anden gang var de bedre forberedt. Det oprindelige problem med slyngen var, at rebmaterialet var flydende. Det gjorde, at de ikke kunne få slyngen ned i vandet og rundt om haleroden på fisken. Nu var rebet monteret medsynk, der fik det til at gå under vandet. Hellefisken eksploderede igen, da den mærkede rebet. Det betød dog ikke noget. Rebet kom om halen.
Bådene fra Andrees Angelreisen er tilpassede til de lokale forhold, som kan være ekstreme. Det er både med 130 hk dieselmotorer, høje rælinger og behørigt elektronisk udstyr.
Monsterfisken kunne nu baske med halen lige så tosset den ville. De havde den. Ikke helt ufarligt, hvilket en af lystfiskernemåtte erfare. Han fik nemlig knust fingeren, mens han holdt om rebet. Fingeren så virkelig grim ud, men hvad betyder det, når man står i det største øjeblik af sin lystfiskerkarriere. Helleflynderen var for tung til at blive løftet ind i båden og de slæbte den stille og roligt ind til kajen. Det er virkelig en fangst, der fortjener respekt. Der er snesevis af grunde til at miste sådan en fisk. Disse fire gutter må have ydet et fremragende teamwork, da sådan et monster på over 200 kilo altid finder det svageste led i udstyret – uanset om det er en svag krog, en useriøs knude, skader på linen, for stærk bremseindstillingen på hjulet eller blot en utålmodig lystfisker.
I flere dage var denne helleflynder genstand for meget snak og omtale på Island. Den blev præsenteret på tv, radio, i aviser og i magasiner. Hele Island var stolt af denne fangst. Jeg indså, hvor ekstraordinær denne fisk var, mens der blev diskuteret med de lokale erhvervsfiskere. Ifølge deres udsagn kan de allerstørste helleflynder nå en vægt på 250 kilo, men kun meget få af havde nogensinde set en fisk på over 200 kilo. Med andre ord ser det ud som om, at der går lang tid, før denne fisk vil blive overgået.
De store torsk befinder sig i så stor en stime, at den stort set er umuligt at ramme ved siden af. Vi kunne registrere stimen på et areal, der var flere kvadratkilometer stort – helt utroligt.
Du kan møde den fantastiske fighter – sejen – i store mængder, når vragfiskeriet er i fokus.
Ingen langer men masser af sej
Nogle dage senere er vi 80 kilometer syd for Bolungarvík. Efter at have forladt Talkna fjorden sejlede vi omkring 30 kilometer ud for kysten. Vores mål var to vrag på 80 meters dybde, som ligger tæt på hinanden. Med båden godt placeret og drivende lige over det ene vrag, er chancerne for at fange store langer ganske gode. Andreas, der tager sig af fiskergæster for Andrees Angelreisen på Talknafjödur, er med os i båden.
Der er intet spor af langerne. Dette skyldes, at vores agn ikke når bunden eller vraget, før store sej i de frie vandmasser hugger på dem… Og så er det endda rigtig gode fisk på 90-120 centimeter. Fantastisk sport på vores spinnestænger. Efter det tunge torskefiskeri på dybet er det sjovt at fighte med den stærke og hurtige sej. Vores hjul hviner og skriger hver gang en sej trækker 50-60 meter line af i et udløb. Lige pludselig får Andreas dog sin gummijig til bunden, jigger to gange, og bang. Hans stang bøjer og ti minutter senere har vi den første lange ombord – et flot eksemplar på ca. 130 centimeter. Lidt efter er både min kone og jeg også med på lange-action. Alle langer, der hugger på vores agn, står meget tæt på vragene. Så snart vi glider væk fra vragene, kroger vi sej i de frie vandmasser og store torsk på bunden.
Dermed er vi ved afslutningen af vores første besøg på Island. Det føles godt at have ømme arme ovenpå alle de fisk, vi fangede. Når vind og vejr gjorde bådfiskeriet umuligt, søgte vi ind i landet i stedet for. Her fiskede vi efter ørred og fjeldørred. Jeg mistede selv to Atlanterhavslaks fra den samme plads, men det er en anden historie. Sådan er fiskeriet. Du vinder, og du taber, men på Island har vi kun vundet. Et par mistede laks, er ikke noget større problem for mig, da drivfiskeriet fra båd gav meget, meget mere end vi turde drømme om. Men det stopper os ikke, at drømme videre – om flere og vildere ture til Island.
Vestfjordene på Island
Andrees Angelreisen – www.andrees-angelreisen.de – tilbyder fisketure til tre havne i Vestfjordene på Island: Sudavik, Bolungarvík og Tálknafjörður. Fra Bolungarvík er der gode fiskeområder inden for et par kilometers sejlads fra havnen. Fra de andre havne er mere sejlads nødvendigt. I alle havne finder du de samme både. Alle både er af høj kvalitet og er perfekt tilpasset forholdene omkring Island. Motoren er en diesel inboarder på 130 HK, og bådene er udstyret med radio, GPS, sonar og en kabine, der tilbyder ly under barske søforhold.
jun 7, 2024 | Nyheder, Sponsoreret
– Der er i allerhøjeste grad dømt guldfeber i Nordsjælland, fortæller Casper Larsen. – Helt præcist i Store Rosenbusk Put & Take. Fiskebilen har været forbi den naturskønne P&T sø med en hel masse guldørreder, som bare venter på weekendens lystfiskere!
Fiskene er i forskellige vægtklasser, så både nybegynderen og den entusiastiske lystfisker har noget at gå efter. Om du er til hyggefiskeri i smukke omgivelser, er på jagt efter en ny PR, eller en action-packed fisketur, så har chancen for en guldørred på krogen aldrig været større.
Et godt tip til guldørredfiskeriet er små spoons og gennemløbere, gummidyr og powerbait i hidsige farver.
Udover det er der lige udsat en stor mængde specialørreder i søen!! Store Rosenbusk er derfor nok pt den sø på Sjælland med flest forskellige arter.
Her kan du fange:
Regnbueørreder
Guldørreder
Tigerørreder
Bækørreder
Brødding
Sølvørreder
Sunshine Bass
jun 6, 2024 | Artikler, Fluefiskeri, Fluefiskeri i put and take, Put and take, PUT AND TAKE ØRRED, Spin med softbaits i put and take, Spinnefiskeri
Når ørrederne er villige til at hugge på agn i overfladen er det svært at finde et mere under – holdende fiskeri i Put & Take.
Sommeren er ved at være over os, og vandet i P&T søerne bliver lunere og lunere. Ørreden er væsentlig mere aktiv nu og jager efter føde i alle søens vandlag. Men specielt ét vandlag er mere interessant end de andre – nemlig overfladen.
AF CASPER LARSEN, FOTO: JASON JAGGER, GORDON HENRIKSEN OG HENRY GILBEY
DET ER SVÆRT at skjule sin fascination for denne form for fiskeri – for et mere intenst, actionpræget og visuelt fiskeri fås næppe i Put & Take. Når agnen rammer overfladen, tøver den glubske ørred ikke et sekund med at stige efter et let måltid. At den så tit misser byttet med flere ihærdige forsøg, gør ikke fiskeriet kedeligere! Det er stadig mørkt. Klokken er fire. Grunden til, at vi er her så tidligt er, at overfladefiskeriet ofte topper i de tidlige morgentimer. Min makker Preben Degnebolig og jeg har haft godt fiskeri de seneste dage her i Ørsted Fisk & Golf.
Rainys Bumble Bee har hidsige farver, gummiben og en pæn størrelse der giver et solidt plask når den lander. Dette er alle træk som kan være suveræne når der skal fiskes ørreder i overfladen.
God aktivitet i overfladen
Fiskene er tydeligvis vågnet, og der er god aktivitet, selvom det ikke er lysnet endnu. Preben starter med en gennemløber. Jeg lægger ud med fluestang og en stor skum græshoppe. Allerede i tredje og fjerde kast har jeg fisk oppe og markere, men det er for mørkt, så jeg misser i tilslagene. Jeg ved, at timing betyder alt, så jeg vælger at skifte til spinnestangen med bombarda og Powerbait. En fisk kaster sig over Powerbaiten med det samme, men det er umuligt at se, om den har fået fat i det, så jeg venter og holder øje med linen. Da den begynder at stramme op, giver jeg tilslag og fisken går fri af vandet. Det føles skønt, og en smuk regnbue overgiver sig efter et par minutters god fight. Kastet efter gentager det sig, og jeg står endnu engang med fisk på. Preben bander over, at de ikke vil tage hans gennemløber, men fiskene fokuserer åbenbart kun på føde i overfladen.
Gordon og Rasmus, som jeg fisker med, har taget dagslyset med sig, så nu kan overfladefiskeriet for alvor begynde. Jeg viser dem hvilke fluer, der har givet godt de forgangne ture. Rasmus sætter en af sine egne lignende kreationer på, mens Gordon starter med en flydende wobler, som også kan være effektiv i overfladen. Preben har skiftet til Powerbait, og fighter en fisk, der har hugget i første kast. Da vi har fisket en halv time er Rasmus rimelig rystet. Fiskene overfalder simpelthen hans skumflue, så vandet står i store kaskader omkring fluen, men de misser krogen gang på gang.
De er tydeligvis ikke vant til at indtage føde, der ligger på overfladen. Han har kun kroget to fisk, men har nok haft omkring 30-40 fisk oppe og slå til fluen! Det ser ikke anderledes ud for vore andres vedkommende. Fiskene er ellevilde for at markere på agnen, men kroges vil de ikke. Gordon har haft over ti hug på sin wobler, men har stadig sin første fangst til gode. Der skal prøves noget nyt. Efter få kast med fluekæppen har Gordon fisk på – en mindre brun skumflue gjorde udslaget. Fire timer senere slutter en hektisk og interessant fisketur. Vi har landet over 40 fisk og misset utallige hug. Alt i alt har det været en fantastisk fisketur med masser af action i overfladen.
Master Invincible wobler i 5 cm går lige under overfladen ved langsom indspinning er den helt perfekt til action i overfladen. De hidsige farvevarianter fisker typisk bedst, og husk at binde wobleren i en løs knude såsom rapalaknuden, så dens gang ikke hæmmes.
Put and take ørreder på overfladen
Hvorfor er ørreden mon så vild med at jage sit bytte i overfladen? Svaret er faktisk ret logisk. Fisk, der udsættes i Put & Take, er opdrætsfisk fra dambrug som alle fodrer fiskene oppefra med ørredpiller. De går utroligt tæt i dammene, og der er dramatisk kamp om fodret fra første sekund, det rammer overfladen. Fiskene ved, jo tættere de er på overfladen, desto mere føde når de at indtage.
Situationen er den samme ude i ørredsøen. Især i de varmere måneder opleves store stimer af ørreder, der samler sig en lille meter under overfladen. Her må ørreden også være hurtig for at komme før dens brødre i jagten på føde, og det resulterer ofte i hug umiddelbart efter agnen har ramt overfladen. Det skal udnyttes af lystfiskeren, og her får du lidt konkrete råd samt grejtips til, hvordan det kan gøres.
Hvis tørfluerne er små er det en fordel, hvis de er i hidsige farver. Så er det er lettere at holde øje med hvornår hugget falder.
Overfladefiskeri med bombarda
Et flydende bombardaflåd er glimrende til at servere diverse agn i overfladen, især hvis fiskene går langt ude. Monter det på hovedlinen, og tråd en gummiperle, som skåner knuden hvor hovedlinen monteres i en svirvel. I den anden ende af svirvlen bindes et tre til fem meter nylonforfang, men mindre kan også gøre det.
Selv foretrækker jeg 0,23-0,28 mm. Fisk med fx Powerbait formet som en dråbe/lille fisk monteret på en lille trekrog. Det er en absolut killer. I kastet er det vigtigt at stoppe flåddets bevægelse, inden den rammer overfladen. Stop flådet ved at sætte fingrene på linen, så forfanget retter sig ud og Powerbaiten lander bag flåddet. Rammer Powerbaiten et sted, hvor der står fisk, så kommer reaktionen ofte prompte. Fisken er lynhurtig over agnen i et voldsomt angreb, der får vandet til at sprøjte til alle sidder. Kort efter kan du se om Powerbaiten stadig ligger i overfladen, eller om fisken er i gang med at fortære den. Er det sidste tilfældet, så vent med modhugget, til fisken strammer linen op.
En anden god agn er Berkleys Powergrub. Jig’halen fiskes uden belastning, og skal bare have lov til at dale langsomt. Fiskene er vilde med agn, der daler langsomt ned – præcis som en ørredpille ville have gjort det. Er der ikke hug, mens den daler, spinnes jig’en langsomt op i overfladen, hvorefter proceduren gentages.
En af Casper Larsen favorit tørfluer er en neongrøn græshoppe imitation fra Rainys.
Med mikrowobler i put and take´en
Woblere benyttes sjældent i P & T, men de virker! Der er dog en tendens til at jyderne benytter dem mere end på Sjælland. Det gode ved woblere er, at de imiterer mulige byttefisk og kan spinnes langsomt ind, som ørreden oftest foretrækker det. Samtidig fås flere varianter, der er flydende, indtil indspinningen starter. Det er disse, der skal benyttes til overflade fiskeriet. Selv foretrækker jeg en fem centimeters Nils Master Invincible i hidsige farver. Den kaster knap så langt, da den kun vejer seks gram, så står fiskene længere ude kan den benyttes efter et bombardaflåd. Til gengæld har wobleren den helt rigtige gang få centimeter under overfladen. Du vil derfor ofte opleve en massiv trykbølge fra en hidsig ørred, før den kaster sig over wobleren i et hårdt hug.
Fluefiskeri på overfladen
Fluestangen er det perfekte våben til overfladesjov i P&T’en. Det er en effektiv metode til de mere sky ørreder, og fighten på en fluestang er usammenlignelig. Mange lystfiskere vælger at starte deres fluefiskekarriere i Put & Take, og her er fangstmuligheden også rigtig god.
Fluefiskeri med tørflue, poppers og skumfluer er suverænt til overfladefiskeri, fordi det er muligt at præsentere fluer igen og igen, indtil du har valgt lige den flue, som provokerer den ellers sky ørred til hug. Selv benytter jeg en #5 flue – stang med flydende WF line og et standard flueforfang til overfladefiskeriet. Det er en klar fordel, at man formår at strække forfanget ud, så linen ikke skræmmer en evt. hugvillig ørred, og så har du ordentlig kontakt til fluen, når der skal gives modhug.
Du vil blive overrasket over, hvor hurtigt fisken hugger efter nedslaget, så det er bare med at være klar fra første sekund. De seneste par år er fluestangen blevet luftet mere og mere, så jeg har efterhånden sporet mig ind på de fluer, jeg finder mest effektive. Det er alle skum- og popper fluer, som til forskel for tørfluerne er større og har mere volumen, så de giver større plask i nedslaget. Hidsige farver på fluen er rigtig gode, men også neutrale farver som sort og brun giver god respons. Hugger fisken ikke i nedslaget, så lad fluen ligge i op til 10 sekunder, og flyt så fluen i et par hurtige tag, der gør, at fluen streamer i overfladen og atter gør ørreden opmærksom på sin tilstedeværelse. Så er det bare med at være klar til et overfald i overfladen. Det kan komme når som helst!
Artiklen blev oprindeligt publiceret i Fisk & Fri 5/2010
03 Rasmus Ovesen blev godt frustreret over de mange overflade hug, hvor nogle enkelte fik ordentligt fat i fluen som denne.
De små curly tails fra Berkley er ideelle til P&T ørreder og de fisker glimrende efter et flydende bombardaflåd der hives ind i ultralangsomt tempo.
I nogle tilfælde kan mere
naturlige imitationer i brune
nuancer såsom denne Streaking
Caddis give gevinst.
jun 4, 2024 | Artikler, Mad, Madopskrifter
Fjæsingen er ikke specielt eftertragtet blandt lystfiskere på grund af dens lille størrelse og frem for alt dens giftige pigge. Men det er synd, for ifølge Bo Troelsen findes der ikke noget bedre end en skindstegt fjæsing.
AF BO TROELSEN
AV FOR POKKER! – Skriget blev hængende i luften, mens en smerte, der overgik alt andet, jog fra hånden og op igennem min 12-årige spinkle drengearm. Jeg kunne slet ikke fatte, at jeg var blevet stukket af en fjæsing. Det kan man jo dø af, havde min bedstefar sagt. Dagen var ellers startet helt perfekt. Jeg havde fået lov til at komme med min bedstefar ud og fange fladfisk. Vi var stået tidlig op, og havde pakket fiskegrejet samt madkurven i bedstefars grønne Morris 1000 med bindingsværk.
Fladfiskene var i hopla lige fra starten, så der kom hurtigt nogle fisk i spanden. Ud over fladfisk fik vi også en hel del fjæsing, som kom i en anden spand. Jeg havde fået strenge ordrer på at lade bedstefar afkroge fjæsingerne. Men drenge er drenge, og da jeg fik øje på en fjæsing, der lå uden for spanden, begik jeg den fejl at tro, at fisken var død. Det var den bestemt ikke, og smerten da den stak min tommelfinger husker jeg tydelig den dag i dag. Bedstefar fik hurtigt min finger stukket i en kop varm kaffe, og derefter gik turen til lægen, der kunne berolige mig med, at jeg ingen mén ville få.
Da hele familien søndagen efter var samlet til det store kolde bord, var der selvfølgelig også lune fjæsing fileter på menuen, og gumlende med munden fuld af denne himmerigs spise, lovede jeg mig selv, at det ikke var sidste gang jeg skulle fiske efter fjæsing. Men jeg ville helt sikkert passe bedre på fremover.
De giftige pigge sidder på de første to finnestråler af rygfinnen. Desuden er der en gift pig på hvert gællelåg.
Pas på fjæsingens giftige pigge
Fjæsingen er den eneste giftige fisk i de danske farvande og har ikke uden grund fået tilnavnet – havets hugorm. Alle, der har set eller læst Hans Kirks roman, Fiskerne, husker sikkert, hvordan det gik en stakkels fisker, der blev stukket af en fjæsing i hånden. Han døde efter nogle dage med mange smerter og feber. Mange fiskere har gennem tiderne stukket sig på fjæsinger, og en del gamle fiskere har pga. disse stik fået krumme fingre, der ikke kan rettes ud. Så galt går det dog heldigvis sjældent, men der er bestemt god grund til at behandle en fjæsing med stor respekt. Så brug altid en lang krogløser-tang, når krogen skal fjernes.
Det er meget smertefuldt at blive stukket af en fjæsing. Du vil ofte få hævelse og misfarvning omkring stikket. Smerterne kan stråle ud i hele armen, hvis du bliver stukket i hånden. Hvis man er så uheldig at blive stukket, er den bedste førstehjælp, straks at anbringe stikstedet i så varmt vand, som du overhovedet kan holde ud i 30-60 minutter. Det varme vand lindrer smerten, og er med til at neutralisere giften. Derefter bør du søge læge.
Sådan fanger du fjæsinger
At fange fjæsinger kræver ingen speciel teknik eller grej, da de hugger på alt fra fladfiskeforfang til fluen. De er således en sidegevinst ved alt andet fiskeri, men vil man fiske målrettet efter dem er et fladfiskeforfang med sand- eller børsteorm et godt udgangspunkt. Sæsonen for fjæsing er sommermånederne, og pladser med sandbund er bedst, men de kan også fanges på sten og grusbund. Her kommer en rigtig lækker opskrift på fjæsing. Opskriften kommer fra min gode ven Karsten »Kok« Pedersen, som er køkkenchef og medejer af Struer Grand Hotel og Tambohus kro.
Køkkenchefen på Struer Grand Hotel Karsten Pedersen, har kreeret en lækker tilberedning af fjæsing til Fisk & Fri’s læsere.
Skindstegt pighvar – sådan gør du (2 personer).
4-6 fjæsing fileter
Spæde salater (fx rucola, frisse, rødbede blade og spinat blade)
Radiser, forårsløg, purløg, brøndkarse, dild, koriander
Evt. et par nye kogte kartofler i skiver
Groft brød
1 spsk. vindruekerneolie
1 spsk. jomfruolivenolie
1 økologisk citron
Del citronen på midten og læg skærefladen ned på en brandvarm pande. Citronerne er færdige, når skærefladen er helt mørk og karamelliseret. Tør fisken i køkkenrulle. Tag evt. en pincet og fjern de små ben, der sidder i midten øverst på fileten. Varm lidt vindruekerneolie og en lille klat smør op på en pande. Når panden er godt varm, lægges fisken med skindsiden nedad på panden. Steg fileterne på skindsiden til kødet skifter farve og bliver hvidt i stedet for klart. Tag panden af varmen og lad fileterne trække et par minutter. Krydder med salt og peber.
Lav en lækker salat med grøntsagerne. Dryp med saften fra citronen og en jomfruolivenolie som dressing. Server med groft brød, og en kold pilsner. Prikken over i’et er en hjemmetrukket valnøddesnaps til.
jun 2, 2024 | Artikler, Bombardafiskeri efter havørred, HAVØRREDFISKERI, Kystfiskeri, Spinnefiskeri
Bombardafiskeri er et es, der kan være svært at trumfe. Men alligevel kan fiskene være svære – og der kan være dage, hvor de afviser både fluer og orm. Og hvad gør man så? Spørger du Thomas Hansen, så kan et lille bitte blink på få gram for enden af dit bombardatakel i mange tilfælde være det, der skal til for at få gang i fiskeriet.
AF JENS BURSELL
THOMAS HANSEN, var allerede i år 2000 en af de første danskere, der kastede sig ud i at overføre bombardafiskeriets mange lyksaligheder til kystfiskeri efter havørred. De første mange år var det især fluer, orm, Gulp og andre godbidder, der sad for enden, men senere har den gæve fynbo eksperimenteret en hel del med microblink for enden af bombardataklet – og med stor succes.
Allerede i filmen Havørredens Hemmeligheder 1 demonstrerer han dets effektivitet med fem grams versionen af Kent Andersens blink Osten, fisket i kombination med en ophængerflue på bombardataklet. Siden da har han gjort sig mange nyttige erfaringer med teknikken, der i rigtig mange situationer har sat både flue, agn og normale kystblink til vægs.
– Sæsonen efter min succes med Osten efter en bombarda, fik jeg en håndfuld microblink af en lokal sydfynsk fisker, fortæller Thomas begejstret. – Han havde fremstillet nogle geniale små blink af spinnerblade, der var bøjet – og med dem fortsatte jeg fiskeriet. – Det var dog først, da Kent Andersen fremstillede et af mine absolutte favoritblink – Stripperen – i en lille bitte tre grams version, at jeg for alvor genoptog fiskeriet med microblink og bombarda, fortsætter han. – Fra april til september 2009 fiskede jeg meget med prototypen til Hansens lille 4 grams Stripper og var hurtigt fuldstændig solgt.
Thomas Hansens standard kasse til bombardafiskeriet. Til højre ses et par microstrippere og til venstre hans foretrukne ophængerflue på bombardataklet – et simpelt Juletræ af grov mylar.
Bittesmå blink super effektive
Micro Stripperen fiskede simpelthen suverænt godt, for at sige det lige ud. Tit fik jeg fisk, som jeg er sikker på, at jeg ikke ville havde fanget på noget andet. Specielt i september lige inden fredningen i Odense Fjord, var der en periode, hvor jeg fik markant mere end dem, der fiskede bombarda og flue i samme område. Det blev til i alt 12 hurtige fisk. I mange andre situationer, blandt andet ude på revene i Storebælt, var jeg i 2009 ude for at gennemfiske oplagte pladser med fluer – fx Pattegrisen, uden et eneste hug, hvorefter jeg i anden gennemfiskning pludselig fik et par hurtige fisk på microblinket. Det siger en helt del om, at microblink og bombarda kan være en virkelig giftig metode.
Da det så blev koldt, mistede metoden effektivitet, men her i år, da først vandet var nået op over de otte grader, har den virket helt eminent igen. I 2010 lancerede Hansen så en masseproduceret version af Kents Micro Stripper, som kun vejer fire gram og er fem centimeter lang. Den er en anelse større end originalen, men fungerer fantastisk godt på bombarda grejet.
Sådan fisker du med mikroblink
Teknikken til fiskeri med mircoblink efter bombardaflåd minder en del om det normale fiskeri, men der er også forskelle. – Det er meget vigtigt at montere en bombastick, når der fiskes med microblink efter bombardaen, fortsætter Thomas. – Her er det er ikke nok med 7-8 centimeter lange sticks. Til denne teknik bør længden være minimum 11-12 centimeter, hvis man vil undgå ophægtninger. Forfanget skal være cirka en meter kortere, end man normalt ville vælge det, når der sidder en flue for enden af bombardaforfanget. 2-2,5 meter er ideelt.
Mit favoritforfang er 0,29 mm fluorocarbon, som sammenføjes til blinket enten med en rapalakunde eller en lille kuglelejesvirvel. Det er meget vigtigt, at blinket er forbundet til forfanget i en sammenføjning, der giver fri bevægelse, da blinkets delikate gang ellers meget let kan blive ødelagt.
I selve kastet holder Thomas på stangen med begge hænder, men splitsekundet inden fotoet blev taget, lå blinket i hånden for at undgå, at det hæfter på vandoverfladen.
Bombardatips til mikroblink efter havørred
Hovedlinen skal være minimum 0,15, hvis du bruger fletline. Mange bruger en gummiperle mellem knuden på hovedlinen til forfanget, for at beskytte den mod flåddet eller bombastick’en under kastet, men det finder jeg unødvendigt til de mindre bombardaflåd på 15-20 gram. Det er først, når jeg bevæger mig op i 30-40 grams bombardaer, at der kommer så meget pres på knuden i kastet, at det er nødvendigt.
Forfanget sammenføjes til hovedlinen med en str. 8 eller 10 svirvel, der lige akkurat er så stor, at den ikke kan glide op i bombasticken. Jeg foretrækker til enhver tid så små svirvler som muligt. Af samme årsag bruger jeg altid glasklare flåd og bombasticks for at skræmme potentielt sky fisk mindst muligt.
Microblink og bombarda har sin helt store force, når vandtemperaturen er over otte grader.
Det praktiske havørredfiskeri med mikroblink
– Fiskeriet foregår på den måde, at jeg lige lader blinket synke et sekund eller to, så det fanger rigtigt i vandet, inden indspinningen starter, pointerer Thomas. – Det er meget vigtigt, for at det ikke skal skøjte ubehjælpsomt rundt i overfladen. Man kan simpelthen mærke, når blinket »griber« rigtigt i vandet, fordi det giver en anelse mere modstand under indspinningen. 3-4 gange under indspinningen laver jeg et spinstop efterfulgt af 1-2 små slag med stangtoppen, der lige giver lidt ekstra liv i blinket. Ellers kører jeg blinket ind i et fuldstændigt jævnt tempo. Selvom fiskene ofte tager microblinket velvilligt, når alt andet fejler, er huggene ikke hårdere end normalt. Tværtimod virker det som om, at fiskene blot stille og roligt tager blinket med en jævn opstramning, idet de vender med blinket, så krogen ofte sidder lige i saksen.
Intermediate bombarda perfekt til mikroblink
Mit favorit bombarda har lige siden starten været af intermediate-typen, og 20 grams versioner med helt gennemsigtigt plast er ofte det bedste til mit fiskeri. Originalen var franske Illex, men siden da har et utal af producenter lavet deres egne versioner. Man skal holde en del øje med vægten, for hos mange af producenterne er den angivne kastevægt temmelig upræcis i forhold til den reelle vægt. Ron Thomson’s model kører jeg meget med.
Den kaster og fisker sindssyg godt, men desværre har stick’en en tendens til at knække. En anden model, som jeg er meget glad for, er Lawsons klare bombarda. Selvom man måske ofte fisker med fx 15 grams bombarda til fluerne, vil det i samme fiskesituation ofte være optimalt at gå op i 20-25 grams flåd. Årsagen er, at der skal kompenseres for, at blinket giver mere luftmodstand i kastet end fx en lille flue.
Mit topfavorit blandt bombardaflåddene er Blue Fox’s Patriot, som ubestridt er det flåd, der går bedst og mest diskret i vandet. De synker vandret og har også en anden meget vigtig fordel. Præcis som på et bobleflåd kan man justere massefylden ved at tage en lille prop ud og hælde mere eller mindre vand ind i flåddets hule indre. Når det fyldes helt op med vand, synker det en anelse langsommere end det gennemsnitlige intermediate bombarda, hvilket betyder, at man kan fiske microblinket ultra langsomt. Hældes alt vandet ud, er flåddet helt flydende, hvilket også kan være en fordel i nogle situationer, hvis der skal fiskes særligt højt eller langsomt.
– Jeg bruger udelukkende den klare model, der findes i 12-16 gram, 17-25 gram og 21-31 gram. Flåddet bevæger sig som et spøgelse gennem vandet, og det er så diskret, at jeg faktisk ofte først ser flåddet, når det sidder i topøjet… Et godt trick, når du virkelig skal finjustere flåddets synkehastighed, er at variere indholdet af væske i bombardaflåddets vandkammer. Ved at øge saltindholdet, kan man eksempelvis få bombardaflåddet til at synke hurtigere, end det ville have gjort med fx normalt saltvand. Det kan være en fordel, når der er brug for at fiske lidt dybere – eksempelvis om vinteren. Omvendt kan det gøres mere langsomt synkende ved at fylde ferskvand i. Når flåddet skal fyldes fuldstændigt, skal man åbne begge huller og ryste flåddet under vand, indtil det er helt fyldt.
Hansen bruger ganske normalt kystspinneudstyr til sit bombardafiskeri med microblink. Det er ikke noget problem at håndtere, da forfangene normalt er cirka en meter kortere, end man bruger til bombarda og flue.
Kasteteknik til mikroblinkfiskeri efter havørred
– Kasteteknikken til fiskeri med microblink er anderledes end den, man normalt bedriver, når man fisker med bombarda og flue, understreger Thomas. – Jeg er højrehåndskaster, og når taklet kommer ind, griber jeg i de fleste tilfælde blinket ganske kort i venstre hånd, mens jeg benytter lejligheden til at checke, at der ikke sidder tang på krogen. Mens jeg svinger stangen bagover med højre hånd, holder jeg blinket, i venstre hånd. Først når jeg starter den fremadrettede kastebevægelse, slipper jeg blinket og bruger venstrehånden til at gribe bundduppen og svinge bundhåndtaget bagud, så jeg opnår ekstra kraft og acceleration i kastet.
– En af årsagerne til, at jeg holder blinket i hånden er, at det ikke må komme til at hæfte i vandoverfladen. Det er en fordel, når man fisker bombarda og flue, men er ikke optimalt, når der fiskes med microblink. Blinket giver nemlig så meget vandmodstand, at det kommer til at give et underligt, ukontrolleret ryk i kasteøjeblikket, der nedsætter både præcision og kastelængde samt øger risikoen for kludder.
En af de vigtigste ting, når du fisker med bombarda er dog ikke at tænke for meget over dit kast, for så er det netop, at det kan have en tendens til at gå hen og blive lidt kejtet.
Endnu en ørred, der ikke kunne modstå Stripperens forføreriske gang.
Valg af mikroblink til bombardafiskeri efter havørred
Blinkene til fiskeri med bombarda kan variere stærkt efter personlig smag. I princippet kan alle typer af små blink anvendes. Sågar bittesmå spinnere og woblere kan fiskes på et bombardaflåd. – En ting, jeg godt kan lide med de små tynde strippere, er at man let kan justere blinkets gang ved at bukke dem en anelse ekstra, afslører Thomas. – Et ekstra vrid i bukket kan være en fordel, når der skal fiskes særlig langsomt, mens det kan være smart at rette dem lidt ud, hvis man vil fiske ekstra hurtigt.
Her for nylig havde jeg en følger, som ikke ville tage min microstripper ved normal indspinningshastighed. Hvis jeg spandt den hurtigere ind, vidste jeg, at den ville komme til at karte ukontrolleret rundt i overfladen. Jeg rettede derfor blinket lidt ud, så jeg kunne spinne det hurtigere ind og præcis der, hvor følgeren vendte snuden væk, faldt hugget i næste kast, fordi hastigheden på agnen blev øget. Nogen gange skal der bare en vis fart til for at udløse hugget, og der er ingen tvivl om, at fisken tog blinket, fordi det ændrede hastighed og gang. En anden mulighed, hvis man vil tune blinket til hurtigere indspinning, er at sætte en større og tungere krog på. Men – det er jeg dog ikke helt vild med til dette delikate fiskeri.
Fiskeri med microblink og bombarda er ikke bare sjovt – det er også super effektivt. Jeg er derfor slet ikke i tvivl om, at denne nye variant over bombardafiskeriet, kan gå hen og blive en af de helt store diller her i 2010, slutter Thomas Hansen med et glimt i øjet, der med al ønskelig tydelighed afslører, at der kun er få timer til han næste gang skal ud at svinge sit bombardaflåd og microblink.
Artiklen blev oprindeligt publiceret i Fisk & Fri 5/2011
Den frontmonterede elmotor er guld værd, når man med fuld diskretion bevæger sig omkring på diverse hotspots.
Hansen har normalt en lille ophænger over microblinket – så kan fiskene jo selv vælge. I dette tilfælde faldt valget på Hansens diskrete rejeimitation – Final Shrimp.
jun 1, 2024 | Artikler, Betalt samarbejde, Fluefiskeri, Fluefiskeri efter gedder, GEDDE, Predatorfiskeri, Video
Fluefiskeri efter gedder er både sjovt og effektivt, hvis man forstår at vælge samt sammensætte udstyret med de rette stænger, hjul, liner og forfang. I denne video er vi taget på søen med geddeflueeksperterne Morten Valeur og Lars Chr. Bentsen fra Flyfish Europe for at få et indblink i, hvilke faktorer man skal prioritere og lægge vægt på for at fange fisk under forskellige forhold. Undervejs får du også en masse gode tips til velfangende fluer – og det bliver naturligvis også til et par fine fisk undervejs.
Se filmen på Fisk & Fris Youtube her.
maj 21, 2024 | Artikler, Fluefiskeri, HAVØRREDFISKERI, Kystfiskeri, Kystfluefiskeri efter havørred, Portrætter
Alle kender fluen Magnus – men hvem er egentlig manden bag den legendariske flue? Daniel Bitsch- Düring har mødt manden bag den klassiske storfanger – Magnus Ting Mortensen.
AF DANIEL BITSCH-DÜRING
Før jeg dedikerede al for meget tid til fluebinding på egen hånd, var den første færdigbundne flue jeg købte en klassisk Magnus-flue. Dér lå den i al sin enkelthed blandt frodige rejeimitationer og andre iøjnefaldende, pompøse lækkerbiskener. – Hvad er du for en sjov lille en, tænkte jeg. – Er du en lille fiskeimitation, eller hvad er du egentlig? Men smuk og særlig ser du ud til at være, så du kommer med på kystekskursion! Og tænk sig, det var denne Magnus-flue, som min første havørred på den yderst positive side af 60 cm ville have. Sådan en lille komisk udseende flue, og sådan en stor grov ørred – der må være et stærkt match her.
Siden da har mange ørreder kunnet lide Magnus, og under mange senere samtaler med flue-nørdede lystfiskere omkring den verdensberømte Magnus-flue, opstod spørgsmålet: Hvem er ham Magnus, findes han i virkeligheden og såfremt han er en rigtig person, hvad har da ført til kreationen af en så sagnomspunden flue som denne?
Den klassiske kystflue Magnus har om nogen mange havørreder på samvittigheden.
Det første møde med Magnus – den legendariske fluebinder
I 2022 står min faste fiskemakker og jeg efter en generalforsamling i LB30 (Lystfiskernes Broderskab) og fluenørder som altid. Der kommer en vældig rar og rolig ældre herre diskret over til os, og spørger stilfærdigt om vi kender Magnus-fluen? Dét er noget der får sat os i gang! Det er fluen, som vi sværger til – og det er fluen, som når alt andet mislykkes, ofte har gjort forskellen. Den lavmælte ældre herre fik imellem vores lovprisninger af denne flue indskudt, at det var ham, som er ophavsmanden bag. Vi forstod ikke helt, og fik ikke spurgt videre ind til det. Måske var vi bare lidt skeptiske over den kommentar i det hele taget. Næste dag ringedes vi ved, og mens vi nok begge kløede os i hovedbunden, fik vi drøftet hvorvidt den ældre herre fra i går virkelig sagde, at han er manden bag Magnus-fluen?
– Efter lidt research i medlemslisten stod det klart: Manden vi mødte var Magnus Ting Mortensen – ophavsmanden til Magnus-fluen! Vi fik lynhurtigt skabt kontakt til ham, og spurgte med stor høflighed, om han mon kunne have lyst til at mødes med os en dag.
På visit hos Magnus Ting Mortensen
– Magnus tog imod vores tilbud, og vi blev inviteret hjem i privaten hos fluekunstneren selv. Selvom der var dækket op, og kaffen med kringle indbød, gik der ikke mere end et minut, før vi kastede os ud i en passioneret snak om fluefiskeri, fluebinding, kystfiskeriets glæder og den visdom, der er at hente derude ved det brusende blå.
– Men først måtte det lige opklares, hvad Magnus-fluens oprindelse er. – Fluen var faktisk tænkt som en rejeimitation, afslørede han. – Den blev udtænkt på mine mange ekspeditioner og rekognosceringer på Æbelø, som jeg kender som sin egen bukselomme.
Han gav os en guidet tur på kortet over Æbelø med en præcision og detaljegrad som kun en gennemsyret lystfisker kan bistå med. Denne information var selvfølgelig strengt fortroligt materiale. – Jeg observerede nogle Æbelø-ørreder, der stod tæt på land ved en bestemt plads, som simpelthen nægtede at tage mit blink, fortsætter han. – Det var disse frustrationer, som gav anledning til fluens udvikling. Det skulle være en flue, som kunne svæve tæt på land – blandt andet fordi man ikke havde lige så meget kastehjælp fra fluelinen dengang. Samtidig skulle den kunne holde sig dansende ved hjælp af kuglekædeøjnene.
På trods af sit beskedne udseende er Magnus en super effektiv flue til kystens ørreder.
Vise ord fra Magnus
Derpå fulgte mange visdomsord med henvisninger til vigtigheden af tålmodighed, vedholdenhed og ydmyghed for at blive en sand fisker, måske en endda en ’fuldkommen fisker,’ som det hedder i Izaak Walton og Charles Cotton’s klassiske fiskebibel. Vi snakkede om, hvordan tendensen i dag er noget anderledes end den var dengang. I dag kan man få talrige hints via social medier, diverse apps osv. omkring hvordan og hvor man skal fiske, mens han dengang måtte man finde ud af det hele selv, og derfor måtte man praktisk talt måtte agere som en grundforsker på felttur.
Næste punkt på den fluenørde-tunge side af Magnus-mødet blev materialer og opbygningen af fluen. Magnus var venner med en jæger, hvilket viste sig værdifuldt i forhold til fremskaffelse af de rette materialer. Dengang var det ikke muligt for ham at gå i en grejbutik og fylde i kurven, som det er i dag. Han fik skaffet haremaske og hanenakke, samt kuglekædeøjne bl.a. fra kæden til proppen i håndvasken. Hertil kom rød wire som rib, og så kunne Magnus-fluen skabes og blive sat i søen. Til Magnus store glæde virkede den også i praksis – det fandt han ud af, da succesen var slående på den ovennævnte plads.
Ved fluestikket med Magnus
Derefter gik vi hen til arbejdsbordet og bandt en Magnus-flue med anvisninger fra mesteren selv, og Magnus gav os en af de oprindelige fjernakker, som hans jægerven gav ham. Jeg kommer nok aldrig til at plukke en eneste fjer ud af den, men jeg vil have den liggende til minde om en pioner inden for dansk kystfluefiskeri, lystfiskerfilosofi og ikke mindst fluebinding.
Så kom ud og smid Magnus i vandet. Jeg er sikker på, at fiskene vil bide på i ærbødighed over alt der ligger til grund for fluen og dens virke. Fra dengang af og forhåbentlig mange år i endnu. Nogle ting bliver aldrig for gamle – herunder Magnus-fluen.
Daniel Bitsch-Düring med en flot havørred taget på kystflueklassikeren Magnus.
maj 21, 2024 | Åfiskeri, Artikler, Fluefiskeri, Fluefiskeri efter laks, LAKS, Lakseåer, Rejsefiskeri
Daniel Göz er en dygtig lystfisker og fotograf med speciale i undervandsfotos. For nogle år tilbage inviterede stifteren af Norwegian Fly Fishers Club, Manfred Raguse, Daniel op for at fotografere den fantastiske Gaula elv. Turen bød på store øjeblikke, og det er en fornøjelse at præsentere Daniels fotos og hans oplevelser fra bredden af Gaula.
AF DANIEL GÖZ
FØRSTE DAG ved Gaula vil jeg aldrig glemme. Et magisk øjeblik åbner sig, mens jeg står ved bredden af den mægtige Gaula for første gang. Det er en smuk og aften her på beat E1, som er et frit-foralle stræk i tidsrummet fra kl. 18.00 til midnat.
Den smukke strækning, der ligger foran mig er imponerende. Jeg falder i snak med Chris Henshaw som fluefisker strækket her. Hans vilje til at fange en laks er imponerende. Han er netop begyndt at fiske de sidste seks timer af sit ugelange ophold ved Gaula. Indtil videre har han ikke fanget en eneste, men det mindsker ikke hans motivation og gåpåmod. Han går direkte til flodbredden, vader i til knæet og begynder forsigtigt at kaste ud i lovende beat. Efter mindre end fem kast har han kontakt til en solid sølvfarvet fisk. Efter en kraftfuld, men kontrolleret fight, lander han en blank laks med en anslået vægt på ca. otte kilo. Laksen har stadig fiskelus ved gatfinnen. Chris fortæller om sin fangstløse uge ved Gaula til en fluefisker, som kom til under fighten. Alt kan ændre sig i løbet af et splitsekund og Chris’ glæde og lettelse er tydelig – det helt store smil er på. Han ved, at hans øjeblik er kommet.
En frisk opstegen laks i rent sølv med havlus. Den tog en limefarvet rørflue.
En guddommelig smuk Gaula-laks
Han fortsætter straks med at fiske videre og er fuldt fokuseret, mens hans rørflue svinger på en kontrolleret måde gennem poolen. Tiden er imod ham. Midnat kommer nærmere. Han laver den ene præsentation efter den anden med de obligatoriske skridt imellem. Klokken 23.00 kroger Chris sin anden fisk. Denne gang ved alle ved beatet, at det er en endnu større fisk, og han fighter fisken efter bedste evne. Efter en hård kamp, lander han en guddommelig smuk hanlaks med en anslået vægt på 10,5 kilo. Jeg har aldrig set så smuk en fisk som denne.
Denne første aften ved Gaula er uvirkelig. Inden for seks timer har elven vist mig, hvad fiskeriet i Gaula handler om. En uges ufrugtbart fiskeri blev forvandlet til fremragende fiskeri indenfor seks timer. Chris, der har mange års erfaring ved Gaula, har ret når han siger – Ånden dør aldrig.
Et nemt laksefiskeri
Fiskeriet på NFC’s 12 beats er nemt. Det foregår på en roterende måde. Kun to fluefiskere deler ét beat i løbet af et typisk ugelangt ophold. Alle beats er strategisk godt placeret. Det er muligt at fiske mellem Kvål, der ligger på den nederste del, til det øverste beat nær Almås. Et beat kan fiskes i seks timer, hvilket giver mulighed for at fiske på fire forskellige beats i løbet af et døgn. Derfor er fiskeriet i Gaula et meget strategisk anliggende. Det er væsentligt at koncentrere sig om de beats, der rummer det største potentiale på en given vandstand og vandføring.
Mange fluefiskere fisker døgnet rundt i løbet af de første dage og glemmer at sove. Mit råd er – husk at få sovet og vær klar på de mest lovende beats under rotationen. Mangfoldigheden af beats på NFC’s fiskevand i Gaula, hvor der potentielt opholder sig fisk i såvel lav som i høj vandføring, er svær at slå. Samtidig er alle pools let tilgængelige og lette at fiske.
Hvis der er noget, der er lunefuldt – så er det laksefiskeri. Men fokus er nødvendigt. Man skal altid tro på det indtil sidste minut. Her er det Alistair Dunbar i fuld koncentration.
Gaulafossen og Bridge Pool
Gaulafossens stryg spiller en vigtig rolle i den tidlige sæson i begyndelsen af juni. Laksen kan passere Gaulfossen med en vandføring af 175 m3, uanset vandtemperaturen. Og det sker typisk i de første dage af juni. I de tilfælde hvor fiskene ikke kan passere fossen i stort antal, vil NFC’s Estykke tilbyde et godt fiskeri. Estykket er placeret langt under Gaulfossen nær Kvål.
Den smukke Bridge Pool har en meget speciel fremtoning. Baggrunden er intet mindre end spektakulære, med et konisk bjerg, ofte benævnt som Norges Sukkertop. Det beat et nemt at overskue, når man står på den nærliggende bro. Broen giver en fantastisk udsigt, og man kan overvære fluefiskere, der arbejder sig ned gennem denne store pool, som er kendt for at holde på fiskene. Selve poolen indsnævrer ned til en stor sten i venstre bred, og bag poolen løber vandet ned i et område, som kaldes Spidsroden, og her skal du ikke ønske, at din krogede fisk skal svømme hen under fighten. Manfred Raguse fisker poolen i håb om, at vi kan få lavet nogle sjældne undervandsbilleder af laks. Betingelserne for at lave billederne er fantastiske. Det er en dag med en enestående blå skyfri himmel og stærke farver – og vigtigst, meget klart vand. Perfekt for undervands fotos, men mindre gunstigste betingelser for laksefiskeri.
Manfred Raguse affisker indgangen til poolen, og jeg når lige at forberede mit fotoudstyr, inden stangen bøjer. Manfred vinker til mig – han har fisk på. Alt er simpelthen for godt til at være sandt. Manfred fighter fisken godt, og med lidt held har han undgået, at fisken svømmer ned gennem den berygtede spidsrod. Med et tungt pres går han opstrøms, og er således i stand til at dreje fisk og lede den ind i den dybe del af Bridge Pool. En smuk, smuk fisk kommer tættere på, og jeg tager chancen til at dokumentere dette øjeblik med utallige undervandsbilleder. Manfred lander fisken, fjerner krogen og genudsætter den uskadt i poolen – en hunlaks på ca. 8 kilo. Endnu et øjeblik hvor alt bare klappede og jeg bliver langsomt mere og mere forelsket i denne elv.
En smuk, smuk laks på vej tilbage til friheden, hvilket er ret normalt for NFC’s beats, der har Gaulas største catch & release rate.
Et stort engagement for at beskytte laksene
NFC blev grundlagt af Manfred Raguse i 1988. Hans engagement for at beskytte laksen i Gaula er enestående. Med hjælp fra North Atlantic Salmon Fund (NASF) har han været i stand til at forbyde drivgarnfiskeri inden for hele Trondheim Fjord, og har til dato været med til at opkøbe netrettighederne. Trondheim Fjord er således det sikreste sted for de vandrende laks at passere langs den norske kyst. Ifølge de seneste oplysninger fra NASF har omkring 85% af alle lakseerhvervsfiskere og langlinefartøjer tilsluttet sig aftaler, der handler om genopretning af de vilde laksebestande. Disse bevarelsesforanstaltninger har været en stor hjælp for Gaula. Det fremgår tydeligt af de stigende fangstmængder, som er vokset stille og roligt siden 1998. Men problemet er ikke kun lokalt. Det ligger inden for en langt større geografisk område, og i de kommende år er der stadig meget, som skal gøres for at beskytte de vilde Atlanterhavslaks.
Manfred Raguse viser her sin store hanlaks, som han fangede i løbet af den sidste nat af forfatterens ophold ved Gaula.
Storlaks den sidste aften ved Gaula
Den sidste aften nærmer sig. Manfred Raguse har rådet mig til, at jeg skulle slutte mig til ham på min sidste nat på beat A1, sammen med hans lystfiskemakker Rune Jensen. Efter to ugers uafbrudt arbejde og næsten ingen søvn, er jeg ved at springe fra. Men noget siger mig, at hvis Manfred og hans makker ville give mig sådan en tilbud, er det bare med at slutte sig til dem fra midnat og frem til kl. 06.00 om morgenen. Så jeg lytter igen til deres råd.
Betingelserne for at fotografere er absolut forfærdelige. Det er den første nat under mit ophold, der rent faktisk fortjener betegnelsen nat. Det er usædvanligt mørkt for denne tid af året. Vedvarende regn vælter ned fra de tunge skyer, der fylder dalen. Tålmodigt forsøger jeg at holde mit kameraudstyr så tørt som muligt, mens jeg venter. Manfred er fuldstændigt koncentreret, og med den ypperste præcision fisker han ned gennem den store aflange pool af beatA1, NewPool.
Senere fandt jeg ud af, at Manfreds store lokalkendskab gjorde at han vidste, at med en vandføring på 285m3 ville laksene vandre opstrøms gennem Bortistu-stryget for at hvile en kort stund her i New Pool. Klokken er 02.00. Et massiv plask fra overfladen af New Pool fylder natten. Det erManfred, som har kroget en fisk. Den har taget hans Tempelhund, bundet af den nu afdøde Yves Dreux. Der er god kontakt. Han fighter fisken på den hårdeste mulige bremseindstillingen. Rune og jeg er absolut ikke i tvivl om, at vi er vidner til en fight med en unik fisk. Masser af lange udløb. Men Manfred er i stand til at vende fisken hver eneste gang og få den tilbage i de lavvandede områder ved vores bredside. Efter flere forsøg lykkes det Manfred at lande fisken. En hurtig måling viser en længde på imponerende 114 centimeter med en omkreds på 65 centimeter, hvilket betyder, at denne fisk er på ca. 16 kilo.
Her er det den legendariske fluebinder Ken Sawada. Han tager turen fra Japan hvert år til Gaula for at fiske laks. Hvis man ikke kender til hans fluer, hvad enten det er de klassiske laksefluer eller rørfluerne, så er der masser af inspiration at hente på kensawada.com.
Priest eller krogløser til storlaksen?
Rune spørger med et stort smil på læben om Manfred vil have hans priest i hans venstre lomme eller krogløseren i højre lomme. Uden tøven vælger Manfred krogløseren. Krogen fjernes uden besvær, og fisken bliver hurtigt klar til genudsætning. Manfred holder fisken opstrøms. Efter et par sekunder med det iltede vand gennem gællerne svømmer den stærke laks ud, som om den aldrig har været kroget. Manfred kommer hen til mig og siger, at jeg skal trække i linen. Jeg er knap i stand til at trække line af, så hård er bremseindstillingen. I min halvbedøvede tilstand, kan jeg simpelthen ikke tro, hvad det er, jeg lige har været vidne til. Gaula har vist sin magi endnu en gang.
Efter to uger med arbejde som fotograf ved Gaula, har jeg set det hele. Alt fra den største frustration til de opture som en laksefisker erfarer. Men alle fluefiskere jeg møder under mit ophold får smilet tilbage. Deres udholdenhed bliver belønnet med enestående fangster. De fleste fisk der bliver fanget under mit ophold vejer mellem 7 og 16 kilo. Det er sølvblanke, nystegne laks med fiskelus. Det er fisk, som den tidlige del af sæsonen ved Gaula tilbyder fluefiskeren. – Og det er fangster, der gør, at fluefiskere vender tilbage år efter år.
Artiklen blev oprindeligt publiceret i Fisk & Fri 4/2018
Et typisk udvalg af rørfluer, som passer til fiskeriet efter laks i Gaula. Til det tidlige fiskeri er lime, grøn og orange de mest populære farver.
Berømte Bridge Pool set fra oven. Poolen er legendarisk,og kræver sin laksefisker når hugget falder.
maj 20, 2024 | Artikler, Rejsefiskeri
Artiklens forfatter Mikkel Matzen med sit livs arapaima på krogen. Man skal ikke have sarte nerver, hvis man skal fiske efter så store fisk fra en lillebitte foldekano!
For et par år siden tog et gæng danske lystfiskere til den peruvianske jungle for at fange arapaima – en af verdens største ferskvandsfisk. Spænd sikkerhedsselen og tag med på en uforglemmelig tur, hvor der på trods af svære forhold bliver fanget nogle utrolig flotte fisk.
AF MIKKEL MATZEN, EFFEKTLAGERET
DET ER SVÆRE FORHOLD på grund af ekstrem høj vandstand i regnskoven i den peruvianske del af Amazonas, men allerede en af de første dage fanger Henrik Carl en flot arapaima, der vejer omkring 60 kilo, hvilket er til stor glæde for os alle, da det beviser, at det kan lade sig gøre på trods af de dårlige forhold, og de enormt mange mistede fisk, som vi allerede har haft de første dage. Årsagen til, at vi mister så mange fisk er blandt andet, at det er svært at lande dem pga. den høje vandstand.
Der er ingen steder, hvor vi kan bunde og dermed håndtere fisken. Faktisk er Daniel med en af sine fisk, nødt til at stå på en gren i vandet for at få et nogenlunde billede – og de efterfølgende dage kommer de fleste på tavlen med fisk over 50 kilo. Blandt andet går Andreas Rasmussens store drøm i opfyldelse, da han lander en flot arapaima taget på flue!
Geir Aasjord og Henrik Carl med Henriks flotte arapaima på cirka 60 kilo.
Arapaima i en gigantisk sø
Min kanomakker Jacob har endnu ikke landet en større arapaima, så vi skal prøve et nyt sted, hvor selv Geir Aasjord – vores turleder – ikke havde været. Der er mange timers kanosejlads ind gennem tæt, oversvømmet krat, så vi er ekstra tidligt afsted denne morgen.
Da vi har fået kæmpet os igennem junglen, kommer vi til en gigantisk sø. – Vi kigger på hinanden og er enige om, at det her ikke kan gå galt. I dag er det vores dag! Vi ser hurtigt en rigtig stor fisk komme op efter luft. Den er langt væk, men vi beslutter at tage chancen, så vi nærmer os den Vi sidder helt stille og spejder ud over vandet. Pludselig kommer fisken op blot 20-25 meter fra båden og trækker luft. Jeg ser tydeligt hvilken vej den går, og placerer et kast lige foran snuden på den!
Flåddet når knap at ramme vandet, inden det forsvinder! Endelig er der fast fisk – og det er en af de helt rigtige. Fisken er så stor, at vores kano bliver trukket ud midt på søen, selvom Jacob gør alt for at padle kontra. Fighten er ekstrem intens de første 5-10 minutter med flere vanvittige spring, men herefter falder fisken til ro. Igen har vi desværre problemer med at finde et sted at lande fisken. Geir guider os ind til et lille hul, og Jacob får kanoen placeret. Fisken går frem og tilbage foran os, Geir har fået fat i forfanget, men fisken er ikke klar endnu. Den tager et heftigt udløb og sætter sig i noget på bunden, og så tror jeg, det er slut. Heldigvis får jeg den på mirakuløs vis ud igen, og fisken er nu helt klar til at blive landet. Jeg løfter stangen og presser den hen mod Geir, for at han kan få armene omkring den, men en halv meter før han kan nå om den, sker det eneste der ikke må ske: Krogholdet ryger – igen, igen… Vi står alle målløse tilbage. Det her burde ikke kunne lade sig gøre.
Det er fra små foldekanoer som disse, at arapaimafiskeriet foregår.
Forrygende arapaimafiskeri
Vi sejler tilbage for at mødes med de andre. Her hører vi, at Christian Boyum har fanget en arapaima på 70-80 kilo – og på vejen tilbage, ser vi Daniel Hein stå på en gren i vandet med en flot fisk. Vores eftermiddag går forrygende, da Jacob lander en flot arapaima på over 60 kilo. Jeg kan godt mærke, at frustrationen fra om formiddagen stadig sidder i kroppen, men hvor var det fedt at være med til at Jacobs mål blev indfriet. Vi sejler tilbage, mens solen går ned over junglen – og får os en snak om dagens oplevelser.
Jacob er ovenpå efter den flotte fangst, og han er derfor en kæmpe motivation, der får peppet mig op til, at det i morgen også skal lykkes for mig. Næste morgen sejler vi afsted til en sø, hvor vi tidligere på ugen, har set og mistet kæmpestore fisk. Ud af øjenkrogen ser jeg en fisk trække luft. Jeg kaster i nærheden af den, og flåddet forsvinder kort efter. Det her bliver starten på en af mine største fiskeoplevelser til dato. De første minutter gør fisken ingenting, og jeg sikker på, at der ikke er tale om en stor fisk, men det skal vise sig, at jeg tager grueligt fejl.
En hård arapaimafight
Fisken ruller i overfladen 15 meter fra kanoen, og jeg bliver chokeret over hvor stor den i virkeligheden er. Geir har nu også set, hvor stor den er, og råber at vi ikke må lade den komme ind, før fisken er træt, for så stor en fisk kan gøre meget skade i en lille foldekano. Det virker som om, at fisken er totalt ligeglad med at trække rundt med to mand i en kano, og lige meget hvor hårdt jeg tager den, trækker den bare kanoen roligt afsted. Jacob kæmper og pruster for at få kanoen ind til land, men fisken er så stærk, at vi må have en anden kano til at hjælpe os med at få vendt rundt, så han får bedre mulighed for at styre. Vi nærmer os roligt Geir, som står klar. Tankerne flyver igennem hovedet på mig, men Jacob beroliger mig med, at fisken er kroget perfekt. Jeg tumler med den fem gange inde foran hullet, for det er et ekstremt lille område at skulle lande så stor en fisk på. Jeg må bruge alle min kræfter på at presse fisken det sidste stykke hen til Geir.
Men pludselig, da vi alle tror, at den er klar til at blive landet, eksploderer fisken og går næsten fri af vandet. Jeg sidder med al line på hjulet, så det er hårdt mod hårdt, og pludselig lyder noget, der minder om et riffelskud, idet linen springer, og fisken er tabt… Sjældent har jeg råbt så højt og været så frustreret. Jeg ved ikke, om jeg skal grine eller græde. – Den her fisk var 2.5-3 meter og sandsynligvis over 120 kilo, siger Geir. Det var min ”once in a lifetime” arapaima – og formentlig en potentiel verdensrekord, som nu er gået tabt.
Arapaima på flåd er ikke for sarte sjæle.
Flådfiskeri efter arapaima
Jeg er færdig og ødelagt. I virkeligheden vil jeg gerne bare væk, men Jacob tvinger mig til at fiske videre og endda samme sted. Alt er lort, men Jacob prøver ihærdigt på at få mig i bedre humør på trods af, at han godt ved, hvordan jeg har det. Om det er skæbnen ved jeg ikke, men nøjagtigt samme sted, ser vi nu en stor hvirvel i vandet, og jeg skynder mig at kaste flådet derhen. Først forsvinder flåddet, men inden jeg overhovedet når at gøre noget, kommer det til syne igen. Det næste der sker, er at jeg kan se arapaimaen i overfladen, og det er næsten lige før, at halen rører ved flådet, men så forsvinder den ellers lynhurtigt igen med agnen i munden.
Fisken er alt andet end medgørlig. Arapaimaen tænder fuldstændig af og tager et 60-70 meter udløb ind under rødderne i junglen. Normalt vil det betyde, at fisken er mistet, men Jacob starter op for den store motor. – Den kan fandme tro nej, råber Jacob og trækker bogstaveligt talt fisken ud på søen igen. Fisken har brugt mange kræfter på de eksplosive udløb samt spring – og kampen imod Jacob gør, at den hurtigt bliver medgørlig. Geir står klar samme sted som før, klar til at assistere, og helt efter bogen presser vi fisken hen til Geir som denne gang får fat rundt om den. Jeg er lykkelig og skriger højt. Det er så vildt, at man kan gå fra den værste til den bedste følelse i verden på under en time. Det er totalt euforisk.
Sådan så lejren ud – de hvide lagenoverdækker er sovekabinerne.
Farlige toiletbesøg i junglen
Lejrlivet er en fantastisk oplevelse. Geir har sørget virkelig godt for os, men der er én ting vi alle frygter – og det er det afsidesliggende toilet, der er hjemmebane for alskens kryb… Vi er nu engang indrettet sådan, at når der kommer noget ind, så skal der også noget ud – og vi frygter alle toiletbesøget. Der går ikke lang tid før de første benytter toilettet, og efter Daniel og Henrik har været afsted, bliver det Jacobs tur. Han er påpasselig og tjekker som den eneste – bare for en sikkerheds skyld – toilettet og ganske rigtigt sidder der under brættet en stor skorpion!
Toiletbesøget bliver udskudt og i stedet indleder vi en jagt på skorpionen med vores machete og får den likvideret. Så er der fri bane igen. Der er heller ingen af os, som har specielt meget lyst til en badetur i floden, da vi både har set kaimaner og slanger. Men den høje luftfugtighed gør det næsten ulideligt, så da Christian som den første springer i og larmer så meget, at han må have skræmt alle farlige dyr væk, går der ikke lang tid, før vi andre godt tør springe i også. Rådet fra de lokale lyder således: Hvis du ser en kaiman – så svøm!
Når vi sejler, bruger vi den store båd, som vi fylder med vores grej. Herefter stabler vi de små kanoer oven på båden. Det første stykke sejler vi med motor, hvorefter vi stævner ud i små kanoer med to mand i hver – og hakker os vej gennem junglen til nogle søer langs floden. Nogle steder er det fuldstændigt ufremkommeligt, og selvom vi har en machete med, er vi nødt til at trække os frem ved håndkraft, da bevoksningen er for tæt til at bruge pagajen. Alt i junglen kan forsvare sig eller gå til angreb.
Træernes stammer er beklædt med pigge, mens blade og grene som hænger ned fra træerne er fyldt med insekter, som vil æde dig. Vi bliver meget hurtigt opmærksomme på, at man ikke skal ryste eller banke på træerne, da nedfaldet ofte viser sig at være en stor, levende, lodden og uvelkommen gæst i en lille kano! Normalt vandrer man på land til søerne, men vandmængden gør, at vi bliver nødt til at sejle ind til dem. Det betyder, at vi sidder 14 timer om dagen i vores små kanoer, og den mest brugte sætning på hele turen bliver ”Fuck jeg har ondt i røven!”. Der er sågar nogle af os som får blå baller!
Mikkel Matzen og Geir med Mikkels flotte 60 kilos arapaima, der huggede på en halv wolffish monteret på cirkelkrog, som det ses til højre.
Fisketeknikken til arapaima
Vi fisker efter arapaimaerne ved at spejde ud over vandet, mens vi venter på, at de kommer op til overfladen for at trække luft og samtidigt afslører, hvor de befinder sig. Derefter sejler vi så hen, hvor vi har spottet dem og venter på, at de viser sig igen. Kunsten er at holde øje og forudse, hvilken vej fisken bevæger sig – for derefter at placere agnen så tæt på arapaimaens hoved som muligt, næste gang den viser sig.
En anden måde, de viser sig på, er når de jager. Her kommer de også til overfladen og afslører sig selv, idet de slår et hårdt slag med halen for at lamme byttefisk. Når det sker, så er man ikke i tvivl, for det lyder som et riffelskud, når deres hale rammer vandet. Når arapaimaen jager, så er den fuldstændig fokuseret på jagten, og her er chancen størst for at fange dem. Alt, der lander i nærheden af fisken, bliver spist!
Efter mange fiskerejser har jeg lært, at den vigtigste ingrediens for at skabe en god tur, er at rejse med de helt rigtige kammerater – i dette tilfælde Jacob Juul, Andreas Rasmussen, Christian Boyum, Daniel Hein og Henrik Carl, som alle har bidraget med noget positivt på turen. Jeg kunne ikke drømme om et bedre hold at tage på tur med! Vi har haft mange odds imod os, men på trods af det, så har vi alle fået arapaima over 50 kilo, hvilket var vores mål. Det var mega hårdt – og til tider var det surt med surt på – men turen har været en af de bedste fiskeoplevelser, jeg nogensinde har haft. Jeg er overbevist om, at det ikke er sidste gang vi rejser sammen, og Peru skal helt sikkert afprøves igen. Vi vil tilbage og have revanche i selskab med vores skrappe og erfarne turleder – Geir, som er en af de mest fantastiske mennesker, jeg har mødt.
Store cirkelkroge er et godt valg, når der flådfiskes efter arapaima.
Grejet til arapaimafiskeri
– Stangen: Spinnestang på 8’-10’ med en kastevægt på 100-150 gram med en parabolisk aktion
– Hjulet: Spinnehjul str. 4000-5000 med en pålidlig bremse og som kan indeholde nok line
– Linen: flettet line med en høj kvalitet og med en brudstyrke på min. 100 lbs
– Endegrej: glideflåd monteret op med en cirkelkrog og kevlar eller fluocarbon som leader
Fiskeriet efter peacockbass
Peacock bass´en er en utrolig smuk fisk – dem vi fangede var på 2-3 kg og er fanget midt på dagen, hvor arapaima fiskeriet var dødt. Vi fiskede med små poppere inde i mangroven, på let grej. En helt fantastisk oplevelse, da de kommer med 120 km/t og tager popperen i overfladen. Det var noget alle havde stor fornøjelse af.
Facts om arapaimaen
Arapaimaen skulle som art eftersigende være omkring 150 millioner år gammel og bliver derfor af nogle også kaldet for en urfisk. Den er blandt de største levende ferskvandsfisk og lever i Amazonas regnskovsfloder. Den har ikke lunger som sådan, men trækker vejret gennem en svømmeblære hvor blodet bliver iltet, derfor skal arapaimaen ca. hver 20 min. op til overfladen for at få luft. Det er mest normalt at de bliver omkring 2-2,5 m og har en vægt på ca. 150 kg men der er særtilfælde hvor den kan blive helt op til 3 m og veje omkring 200 kg. Arapaimaen er en rovfisk og lever for det meste af andre fisk, men den kan fint finde på at spise fugle og andre dyr på floden. Arapaimaen er truet og der er flere områder, hvor de slet ikke findes, da de lokale spiser den fordi det er en eftertragtet spisefisk – derfor har man de senere år næsten fisket dem helt væk.
Skal du selv på tur efter fx arapaima eller andre spændende fisk, kan du altid få tips & tricks fra Mikkel Matzen fra Effektlageret.
Artiklen blev oprindeligt publiceret i Fisk & Fri 4/2018
Den peruvianske del af Amazonas byder på nogle fantastiske naturoplevelser – her en flok skildpadder, der tager sig en slapper.
