jun 12, 2025 | Åfiskeri, Artikler, Fluefiskeri, Fluefiskeri efter laks, LAKS
Når sommersolen får varmet vandet op – så skal fluen fiskes højt. Sådan lyder det fra Pelle Klippinge og et par norske lakseksperter, der her giver dig en god stak højtgående tips til sommerens laksefluefiskeri.
AF PELLE KLIPPINGE
VEJRET bliver mere og mere gustent, og et kraftigt vindstød er tæt på at blæse min kasket ud over Orklas strømmende vand. Jeg starter min affiskning et godt stykke oppe i det hårde stryg med en lille kobber rørflue, der fisker i overfladen af den stærke strøm.
Hugget kommer som et mindre chock, og inden jeg ved af det, er laksen allerede på vej mod fosnakken i ekspresfart. Men til alt held vender den i sidste øjeblik og skyder i luften med en kraftfuld serie af spring. At der er tale om en grov fisk, er der ingen som helst tvivl om – og den er helt blank.
Laksens kræfter ebber dog langsomt ud og efter et stykke tid søger den mod dybere vand. Fra Saghölen’s stejle brinker er det dog ikke let at udtrætte en fisk. Man står nærmest oven for laksen og får alt for lidt sidepres til effektivt at kunne udtrætte fisken. Først efter tyve minutter kommer fisken til overfladen og vender siden opad. Den er bred og så nystegen, at der stadig er lus ved gatfinnen. Men det er så også det sidste jeg ser. Da min hånd er kun ynkelige 10 centimeter fra at gribe storfisken om haleroden, slipper krogen sit fæste, idet laksen bakser så kraftigt med halen, at jeg ikke kan se ud af mine briller for bare vand.
Jonas Hammarstedt er en af de aller mest garvede laksefiskere fra Gaula.
Med rørflue i overfladen efter laks
Den lille rørflue er snart ude igen, og på grund af den stærke strøm skøjter den rundt helt oppe i overfladen. Orkla er smal lige her, og strømmen er derfor hård. Efter et par korte kast ser jeg pludselig et laksehoved med halvåben mund oppe i overfladen, som jager fluen, men misser. Jeg lægger lynhurtigt et kast til samme spot, hvorefter den uden tøven går efter fluen igen. Men igen misser den – samt hugger og misser endnu en gang. Men til sidst, da fluen er blot nogle meter fra egen bred, får den til sidst fat i fluen.
Det første udløb bliver en gentagelse af den første lakse fight. Men laksen bliver bare ved med at tage hurtige udløb og springe fri af vandet, så der står kaskader af vaud ude over hølet og stangen spændes faretruende…
Efter den tidligere fight er jeg godt træt og sætter mig derfor til rette på en sten, mens jeg lægger pres på fisken. Minutterne går, og inden jeg får set mig om, har jeg siddet der i ti minutter, uden at laksen har rykket sig ud af flækken. Jeg presser så meget jeg kan, og er efterhånden ved at være godt lang i armene, da en af vennerne dukker op, som dagens frelsende engel.
Med sit store net, får han landet laksen, lægger den foran mig – og gratulerer. Han spørger om jeg skal beholde laksen, og det skal jeg bestemt. Her bliver rigeligt med gravad laks til hele gænget! Engang imellem er det fedt at konstatere, at storlaksen kan blive så ivrig efter at tage fluen, som det var tilfældet med denne fisk, der bare huggede igen og igen. Og som det så ofte sker, så indtraf situationen ved et drastisk omslag i vejret. At tænke sig, at så stor en fisk kan jage som besat for at få fat i en lille flue på en halv tomme i benhård strøm – det er helt vildt. Og det vildeste er, at dagen før havde det været mere eller mindre umuligt at få fiskene i tale, ligegyldigt hvad jeg gjorde – alt imens et par ormefiskere lige op strøms landede tre nystegne blanklaks og bankede os fluefiskere totalt ud af banen…
Jeg ved ikke hvorfor. Men for mit eget vedkommende lykkes det sjældent med det tunge og bundnære synkelinefiskeri. Måske er jeg for doven. Det er nemlig krævende. Og så hader jeg bundbid. I praksis fisker jeg derfor sjældent mere end en meter under overfladen. Det lyder måske ikke så dybt, men tænk lidt over, hvordan du selv egentlig fisker i praksis. Selv en synke 2 får ikke fluen til at gå særlig dybt – og slet ikke i en kraftfuld norsk elv, der er meget hurtigere end fx de danske eller sydsvenske åer. Jeg er i hvert fald ikke i tvivl – normalt er det rigeligt, hvis man kommer en meter ned i vandet – selv når der fiskes efter springer laks.
Sink-tip liner er et område, hvor udviklingen går hurtigt. I dag findes der flere færdige systemer med såkaldte »connect- eller multi tips«. Det smarteste koncept er efter Pelles mening en hovedline med en lang speyklump samt et tilhørende sortiment af løse spidser, der sammenføjes med øjer.
Den bedste flueline til laks
Min linefavorit har altid været en sink-tip. Det er på denne line, at jeg fanger størsteparten af mine laks, og samme line gør, at jeg ikke har brug for hverken intermediate eller en normal slow sink. Men det er dog vigtigt, at tippen er hurtigt synkende. Fordelen ved sinktippen er, at den både fisker og styrer fluen uhyre effektivt.
Fluen og forfanget trækkes lynhurtig nogle centimeter ned i vandet, selv på pladser med virkelig hård strøm. Og det er vigtigt, fordi så fisker fluen effektivt fra samme øjeblik, den rammer vandet. Hvis strømmen er knapt så stærk, så fisker fluen op mod en halvmeter ned med min sædvanlige sink-tip. Til sammenligning fisker en hel intermediate eller slow sink på samme niveau,men har den ulempe at den »klæber til vandet«, hvilket eksempelvis gør det sværere at mende og kontrollere linen. Et andet plus ved sink-tip linen er, at den er let at løfte og kaste direkte, uden nogen ekstra rulle ellermellemkast.
Sink-tip liner er i øvrigt en område, hvor udviklingen går hurtigt. I dag findes der flere færdige systemer med såkaldte »connecteller multi tips«. Det smarteste koncept er efter min mening en hovedline med en lang speyklump samt et tilhørende sortiment af løse spidser, der sammenføjes med øjer. Spidserne er normalt 4-6 meter lange. Fordelen er indlysende; med det samme system dækker man stort set samtlige fiskesituationer, som man kommer ud for igennem en sæson. Med lidt øvelse kan man hurtigt fremtrylle en line, der dækker hele spektret fra flydeline til mere dybdegående alternativer.
De fabrikater, jeg har testet, kaster desuden rigtig godt. Selv de aller tungeste er godt afbalancerede – i modsætning til de tidligere typer af disse liner. I de bedste liner af denne type er linens kerne totalt uelastisk, hvilket giver markant bedre føling med linen og fluen end tidligere. Men det giver ikke bare bedre føling med fiskeriet; det giver også mere præcise kast.
Jens Christensen fisker med sink-tip i Skjern Å ved Skarrild.
Fluefiskeri efter laks på varierende dybde
Fiskeri på varierende dybde er en hel videnskab. Det er derfor altid interessant at høre om andres linevalg. Jeg snakkede derfor med et par af de dygtigste laksefluefiskere i Norge – Asbjörn Storöien og Jonas Hammarstedt, der begge har sort bælte i laks. Ved temperaturer over ni grader var de rørende enige: Flydeline kombineret med en synkende tip eller tafs gav klart flest fisk. Dette blev i visse situationer udbygget og kompletteret med coneheads eller metaltube på fluen, for at få den lidt længere ned – og undgå at den striber i overfladen.
Ved temperaturer under ni grader fortrækker de begge at fiske dybere: – Mit synkelinefiskeri foregår med LTS i synke 1-2 kombineret med flere typer af Polyleaders fra fast sink til superfast i spidsen, fortæller Asbjörn Storöien, og fortsætter. – Min erfaring med polyleader er, at synkelinen bliver meget bedre at kaste med, fordi den nærmest fungerer som en direkte forlængelse af linens tapering. Det giver længere kast, og linen strækker sig bedre og pænere. Det rækker med 1-1,5 meter nylontafs i cirka 0,45 mm.
Jonas Hammarstedt fortæller, at han under det tidlige fiskeri i en høj og kold elv, altid vælger tung line og tunge fluer for at komme ordentlig ned til fisken, der står dybt. – Men ud over det foregår det meste af mit fiskeri med flydende eller intermediate liner – ofte kombineret med en synkende tafs, som hurtigt lader sig skifte. Dette kan så kombineres med en mere eller mindre tung flue, alt efter forholdene ved pladsen, slutter han.
I praksis betyder det, at størsteparten af alle de mange laks, som de to dygtige laksefluefiskere fanger, sjældent hugger på under én meters under overfladen. Vil man længere ned, så skal det ske ved, at man vælger en tungere flue. Og præcis som guldhoved nymfer har revolutioneret fiskeriet efter ørred og stalling, så har coneheads og bottle-tubes fået samme betydning inden for laksefiskeriet. Nogle bryder sig ikke om det, da belastningen i ekstrem tilfælde kan påvirke præsentationen, men der er ingen tvivl om, at de er kommet for at blive – og blive videreudviklet. I dag vejer de tungeste tubes omkring tre gram, hvilket ikke er at anbefale ved lav vandstand om sommeren.
Men – stiger vandet pludselig eller skal men helt ned i et dybt hul med turbulent strøm, så er det en stor fordel af have tunge rørfluer med i flueboksen. I den sammenhæng kommer jeg i tanke om et svært forårsfiskeri for nogle år tilbage i Emåen, hvor vandstanden var ekstremt høj – og fangsterne udeblev, fordi det var svært at fiske dybt nok. En opfindsom lokal fisker – Björn Bergström – knækkede koden ved at binde et søm på linen oven for fluen. Det var ganske vist både svært at kaste med og klodset, men ned det kom han. Og han fik flere flotte havørred som en af de eneste ved åen.
Enklere kan det ikke blive – fluen trækker en perfekt stribe ved at lade forfanget forlade tuben på siden af rører som vist her.
Riffling hitch – med laksefluen stribende i overfladen
Som kontrast til dette ekstremt dybe fiskeri, vil jeg fortælle dig om en oplevelse jeg havde i de sidste dage af august 2008 ved norske Gaula. Jeg fiskede på elvens øvre del ovenfor Singsås. Der var utrolig lidt vand og solen skinnede, da vi sad ved Trönderlånet og svalede os i skyggen. I det klare vand kunne vi regelmæssigt se laks i en pool, når vi stod højt oppe, og der var yderst interessant at iagttage dem. Både morgen og aften var der en del plasken i poolen, og vi pøvede alt – uden held. Det var først da norske Knut elegant landede en bred hunfisk på næsten 10 kilo efterfulgt af en mellemlaks og en grilse, at vi begyndte at indse, at det var regulært overfladefiskeri, der skulle til. Men selvom vi gik over til at stribe små halvtommers fluer tværs over indløbsstrømmen – præcis som Knut, fik vi aldrig rigtig gang i fiskeriet. Men han var også helt suveræn til dette.
Riffling hitch eller Portland hitch, som teknikken hedder, er ekstremt spændende. Metoden blev oprindeligt opdyrket på Newfoundland og blev populariseret af Lee Wulff. Når elven er lav og varm, har teknikken sin aller største force, og det er ekstremt fascinerende at stribe fluen hjem, så den trækker et v-formet kølvand efter sig på overfladen. Det eneste det kræver er en flydeline og et halvstik på forfanget bag om fluens hoved – så trækker den en perfekt stribe igennem overfladen.
Det mest effektive er dog – som Knut – at anvende en lille halv tommers rørflue af plast, hvilket kombineres med en krog, der er så let som mulig. Det er normalt rigeligt med en vinge på fluen og det er ikke nødvendigt med en krop. Rødt eller hvidt hoved er en fordel, da det med kontrastfarver som disse, bliver lettere at følge fluen på overfladen. Hullet til forfanget, som laves med en nål, placeres et par mm nede fra enden af røret, lavet på en sådan måde, at vingen vender opad. Man kan evt lave et hul på begge sider af fluen, så man kan skifte afhængig af hvilken side af elvenman fisker fra.
1 – Langt de fleste sommerlaks stiger ofte villigt til fluen, og hugger som denne flotte fisk, i den øverste meter af vandsøjlen. 2 – Andreas Klippinge med en flot julilaks fra Saghölen i norske
Orkla.
Korte kast med fluen er ofte rigeligt
Efter kastet er det vigtigt at få kontakt med fluen hurtigt. Det er derfor en fordel at fiske med korte kast – 6-10 meter er ofte rigeligt. For at få den bedst mulige effekt gælder det om at prøve sig frem med forskellige kastevinkler, og så er det ellers bare om at tage linen ind – og nyde den surfe – eller hitche i overfladen.
– Det mest vigtige er at have fuldstændig stram line hele tiden, fortæller Knut. – Foretag nedstrøms mendning og led linen med stangspidsen, mens du tager den ind. Varier kastet efter strømmen; med en jævn strøm kan kastet gå tværstrøms, mens det ved mere kraftig strøm kan være nødvendigt at vade opstrøms og holde fluen over gode standpladser – serveret med et nedstrøms kast.
Vent lidt med modhugget ved riffling hitch
Det sværeste ved riffling hitch teknikken er dog at vente lidt med modhugget. Laksen kan nemlig hugge på et utal af forskellige måder ved denne spændende metode. Den kan både hoppe, rulle eller bare følge fluen, inden den bider. Men gør man modhug for tidligt, at det næsten garanteret, at man mister fisken. Det er vigtigt ikke at foretage sig noget, før man er sikker på, at laksen har lukket kæften ordentligt. Og det er man reelt set ofte først, når man mærker fiskens vægt i stangen. Først da er det tid til at stramme op og drive krogspidsen ind i munden på den. Men bliver man så paralyseret, at man glemmer alt, så gør det intet. Laksen driver selv krogen ind i det første udløb…
Artiklen blev oprindeligt publiceret i Fisk & Fri 5/2009
jun 9, 2025 | Artikler, Betalt samarbejde, Predatorfiskeri, SANDART, Sandart - spin, dørg og vertikalfiskeri, Spinnefiskeri, Video
Med de mest almindeligt brugte krogmontager til sandart går man glip af tæt på halvdelen af alle hug – enten fordi man slet ikke får dem kroget ordentligt, eller fordi de mistes under figthen – selv når der anvendes en stinger. Det har Jens Bursell løsningen på med de nyeste versioner af hans moving hook release rigs, der sætter nye standarder for maksimal landingsrate under softbaitfiskeri efter sandart.
I denne video får du alle detaljerne om idéen bags hans moving hook koncept, hvis grundprincipper efterhånden har vist sit værd gennem 15 års hardcore fiskeri efter rovfisk. I videoen får du – udover en masse flotte fisk taget på livecast og vertikalfiskeri – al den nødvendige viden til selv at lave de opgraderede 2025 versioner af de revolutionerende rigs, som – hvis fisket rigtigt – giver en landingsrate i omegnen af 90 %. Glæd dig til en fed sandartfilm med masser af action, flotte fisk og uvurderlige tips til at omsætte manger flere hug til fisk, der rent faktisk også havner i nettet.
Se videoen på Fisk & Fris Youtube her.
Alle materialer og rigbits til moving hook rigget til softbaitfiskeri efter sandart – enten løsdele eller samlet kit – kan købes hos releaserigshop.com her (REKLAME)
jun 8, 2025 | Artikler, Mad, Nyheder
Åen og naturen byder ikke bare på skønne oplevelser, men masser af lækre ingredienser til fiskeretter der kan tilberedes ved vandet eller derhjemme. Her får du Jesper Hansens opskrift på lyngrøget ørred med rygeost, radiser og ramsløg. God appetit.
AF JESPER HANSEN
DER ER NOK INTET, der får pulsen ned på samme måde som en fisketur ved åen. Vandet der risler, og insekterne der summer om ørene og i overfladen. Man lader øjnene vandre opstrøms og spejder efter en ringende fisk at servere fluen for.
Naturen byder dog ikke kun på succesoplevelser i form af hæsblæsende fights gennem krat og nælder. Den byder også på et gigantisk spisekammer, man med den rette viden kan tage del i. På åbrinker findes vild mynte, brøndkarse og sågar de fineste vilde asparges. I skovbrynet og i lysningerne findes ramsløg, skovmærke, skovsyre og røllike samt måske endda vårmousseroner og kantareller. Det lyder helt eksotisk, men disse urter er så let tilgængelige, at man som fisker garanteret har plantet sin vadestøvle i flere af de ovennævnte.
En bog om spiselige urter, er derfor en god følgesvend på enhver fisketur. For at fuldende følelsen af, at være et med naturen, nyder jeg at tilberede min fisk ude på fiskepladsen. Det kan være ganske simpelt; med folie i gløderne fra et bål eller på en lille grill, mens man samler kræfter til morgenen på kysten efter en lang nats fiskeri.
– Naturen byder ikke bare på storslåede oplevelser, men også på masser af materialer til madlavningen.
På tur med Kasper Røghat
Men mest anvendelig er gode gamle Kasper Røghat. Han fylder ikke meget og fungerer under de værste forhold. Og så er der intet der smager helt som friskfanget fisk tilberedt i Kasper Røghat.
De fleste bruger bøgesmuld til at ryge, og det er skam også ganske udmærket, men man kan sagtens eksperimentere lidt… Jeg har med held prøvet at ryge bækørred med grannåle på en tur til Sverige, og aborre med Lammefjords halm på en tur i kanalerne. Jeg har også prøvet at ryge mole-makreller med tørret tang på en tur til Hvide Sande. Men det kan dog ikke anbefales, da det smager en smule, som rådden tang dufter!
En af de bedste ting jeg har prøvet at ryge med, er lyng. Teknikken er simpel: Find noget tør lyng. Det behøver ikke alt sammen at være tørt, der må godt være lidt frisk lyng med, da det giver god røgudvikling. Tænd godt op i det og lad det brænde lidt. Sluk så ilden og start røgningen, Du vil blive overrasket over hvor anderledes godt, det smager!
Ingredienser til lyngrøget ørred med det hele
En ørred på ca. 500 gram – P&T ørred fungerer glimrende og andre arter fisk kan også bruges
Tørret lyng
5-6 stængler ramsløg – alternativt
kan purløg eller forårsløg bruges
100 gram rygeost
To radiser
Salt
Salt fisken og lad saltet trække ind i fisken i en halv time. Tænd op i røgovnen med lyngen. Sørg for at bruge nok til at få en ordentlig røgudvikling. Når fisken er færdigrøget, efter ca. 15 minutter plukkes kødet fra benet og hele herligheden røres forsigtigt sammen med fintskåret ramsløg, og arrangeres på et stykke groft rugbrød smurt med rygeost. Der pyntes med radiser og eventuelt lidt ramsløgsskud.
Det geniale ved denne ret er, at man kan variere den ud i uendeligheden, alt efter hvilke urter, der er tilgængelige, der hvor man er. Er man på kanotur i Sverige eller vandretur i Lapland kan man undersøge hvilke urter, der er tilgængelige der. Velbekomme!
jun 7, 2025 | Artikler, MALLE, Predatorfiskeri
Søren med en smuk malle (turenes største)- fra den første dag, inden der for alvor gik grind i 20 fiskedages væskeægte grinding
Set i en fiskemæssig sammenhæng står det næppe i nogen ordbog, hvad det er at grinde. Men lige nu er det netop det, jeg gør sammen med min gode fiskekammerat Søren Beck. Vi er sydpå i Tyskland for at fiske maller – og det er op ingen måde let. Snarere tvært i mod….
AF JENS BURSELL
SIDSTE FORÅR brugte vi meget energi på at få tysk fisketegn, for at kunne komme til at fiske en række interessante vande, der var lukket for normale turister. Det indebar bl.a. en skriftlig prøve med et pensum på 600 spørgsmål på tysk, der skulle bestås rent fysisk ved en prøve i Tyskland. Og herefter skulle vi møde op en måneds tid efter personligt i Tyskland for at få fisketegnet, der skulle betales kontant… Så bliver det ikke mere besværligt…
Men – med det nye fiskekort i hus kunne vi gå i gang med at fiske en stor, smuk tysk sø, hvor der har været maller siden halvfjerdserne – måske endnu længere. Eller sagt på en anden måde – et sted med potentiallet for kæmpefisk op til måske 2,5 meter og de magiske 100 kilo´ish…
Man skal aldrig malle-extrapolere… som i aldrig
På den første tur, var vi sikre på, at det ville blive helt vildt. Allerede efter tre dages rekognoscering fandt vi et område med en del fisk – og jeg glemmer aldrig synet af den første stormalle på måske 2,3 meter, der svømmede på lavt vand, så man kunne se hver en finne på LiveScopet… Og alting ser bare større ud på lavt vand. Den var bare for vild, men desværre huggede den ikke…
Sidenhen fandt vi en banke med 6-8 meter vand og en jævn forekomst af ikke blot mindre maller i 1-1,5 meters klassen med også store fisk på omkring to meter – og derover. Og præcis her fik vi allerede den første dag, hvor vi fiskede der, begge et kanon hug på vertikalfiskeri. Vi havde begge – uafhængig af hinanden – sat den samme agn på – nemlig et bladebait fra MadCat i farven Firetiger med gummicoatede kroge, og det skulle vise sig at være en magisk agn.
Først fik Søren et hug fra en stor fisk i 2,2-2,3 meter klassen, som flåede ham godt rundt i flyderingen i et stykke tid – indtil krogholdet desværre røg. Derefter fik jeg hug fra en i samme størrelse, som ligeledes leverede en forrygende tung og vild fight med mange gode udløb. Her nåede jeg dog så langt, at den kom til overfladen og var fint udtrættet, så jeg sejlede mod land for at få den landet. Men netop som jeg kom ind til sivene, tog den et sidste udløb, hvor linen blev cuttet – formegentlig på en sunken træstamme med vandremuslinger… Til alt held fik vi efterfølgende flere mindre fisk – som Søren toppede med en smuk 1,85 meter malle, der huggede på samme vertikal balancepirk.
Alt var godt, udsigterne for et spændende fiskeri var lyse, og det kunne kun blive for vildt – troede vi… Men så gik fiskene på leg – og vi så ingen fisk mere på det fantastiske plateau, som vi endelig havde fundet…
Jens og Søren søger nødtørftigt ly under mallepressenningen under et pludseligt regnvejr – med vindstød op til 19 m/s der gjorde det umuligt at fiske fra flyderingene.
Turenen gav flere mindre maller som bl.a. denne til Jens Bursell, taget på en 15 cm Canibal Shad fisket på et MadCat Golfball Jighead på 60 gram og en 12/0 krog. Men – den helt store har de stadig til gode.
Svært sommerfiskeri på mallesøen
Det blev sommer og jeg tog derned igen. Denne gang alene, men fiskeriet var slet ikke det samme. Jeg så ikke nær så mange fisk, og de maller som jeg så, var umulige at lokke til hug. Det lykkedes dog at præsentere mine agn for flere gode tometer+ fisk, men de var uhyggeligt sky, og på de 5-6 fiskedage jeg var der, havde jeg kun en enkelt stormalle, der diskret kyssede min agn – uden at blive kroget… Jeg fik dog et par mindre fisk op til 1,5 meter´ish, men det var ikke lige det, der var planen…
Hen på sensommeren tog vi derned sammen igen. Denne gang fiskede Søren græskarper og fik flere flotte på til 20 kilo+, mens jeg fiskede maller fra min Float Plus flydering. Og denne gang var fiskeriet om muligt endnu sværere, for jeg fik ikke så meget som skyggen af et hug fra en stor fisk – igen, igen… Igen et par mindre fisk som trøstepræmie – men…
Og – nu er vi her igen, med drømmen om den helt store malle. Timingen burde have været perfekt, og vi var klar til bådpremieren, som lå den 1. juni. Med lidt lykke og held håbede vi på, at det ville kunne give os cirka en uges fiskeri, inden mallerne normalt ville gå på leg ved en vandtemperatur på lidt over tyve grader. Men…
Første dag på superbanken så vi næste ingen fisk, og dem vi så – ja de bevægede sig så hurtigt, at de var nærmest umulige at fiske på – selv med ret tunge kastejigs. På andendagen stod den derfor på opsøgende fiskeri, hvor vi tjekkede alt fra lavvandede sidekanaler og potentielle gydeområder – til 10-20 meter vand med fritliggende banker langt ude på søen. Bevares – jeg spottede halen af en malle i en kanal og havde en fin præsentation til en 1,6 m malle, der steg til agnen over 10 meter vand, men intet hug.
Jens Bursell præsentere sin 20 grams Canibal Shad helt perfekt over snuden på en 2,1 meter´ish malle, der her står lidt på skrå i transducerkeglen på LiveScopet..
En stor sky pelagisk malle
På tredjedagen var vi så tilbage til at forsøge på superbanken, og her var der en del flere fisk. Men – de fleste var igen super svære at fiske til, og de få gange, hvor det lykkedes med en god præsentation – udeblev hugget. Sidst på dagen spottede jeg dog endelig en af de fisk, som vi var ude efter – nemlig en flot, massivt bygget malle på omkring 2,1 meter, der hang ud pelagisk fire meter nede over 10 meter vand.
Forsigtigt nærmede jeg mig, og allerede den første præsentation af en 15 cm Cannibal Shad i rød/hvid på et 40 grams MadCat jighoved gik godt. Men – den ikke så meget som rynkede på knurhårene… Og sådan blev det ellers ved, indtil jeg havde været det meste af grejboxene igennem: De første 10 forskellige jigs, død agn – både natural og boostet med den ondeste hvidløgsådselsduft, samt en super aggressiv Zeck-wobler med de vildeste rasleperler blev kørt i varierende højder over fisken, indtil den på forunderlig vis dematerialiserede sig, da den svømmede igennem en stime mindre fisk. Pludselig var den væk, og da jeg kiggede på uret – var der gået 40 minutters åndeløs spænding med at fiske til en flotte fisk.
Solen var gået ned, og i skoven få hundrede meter fra mig sang pirol, drosselrørsanger og nattergal om kap i de gamle træer. På trods af en lang dag uden hug, kunne jeg alligevel ikke lade være med at frydes over hvor fantastisk her var. En dag skal det nok lykkes…
Det var tid til at tage ind, inden det blev helt mørkt.
To grind or not to grind… vind, regn og det sidste mallefiskeri
Det er en stor sø vi fisker på – ca. 1000 hektar, så vindretning og styrke betyder en del for, hvorvidt man har en reel chance for at livecaste til de fisk, som man ser. Hvis ellers man er så heldig at finde dem… Det lykkedes desværre heller ikke så godt her i går, hvor vi kun fandt enkelte fisk i 1,6-1,8 m klassen, og skulle man have nogen chance for en god præsentation var det med 15-20 meter lange præcisionskast og 40-50 grams jigs dalende hurtigt ned igennem vandsøjlen. Det lykkedes med en enkelt fuldtræffer, men uden hug. Vejrudsigten var dårlig for i dag, så vi havde besluttet os for at sove ved vandet og tage det helt tidlige morgenfiskeri, som vores sidste chance inden et uvejr ville komme ind over området om formiddagen.
Som sagt så gjort. Klokken halv fire i morges var vi oppe og kom hurtigt i vores vaders og svømmefødder, men resultatet var desværre om muligt endnu mere magert end de foregående dage. Da solden stod op og varmede vores morgentrætte kroppe stod igen over for det svære valg – skulle vi grinde igennem som på de tidligere ture – eller tage hjem til gode gamle Danmark.
Eftersom hovedparten af vores fiskeri efter den fantastiske fiskedag for et år siden, faktisk har været i kategorien hardcore grinding, hvor vi bare har fisket og fisket og fisket og fisket og fisket… besluttede vi os for, at vi simpelthen ikke gad bløde i de oprindeligt planlagte tre dage ekstra, da chancen for en god fisk var virkelig lille med en vejrudsigt, det lovede blæst og dårligt vejr. Og – da vi primært fisker eftermiddag til sen aften her, er der behov for at sove om morgenen, men eftersom der netop var startet en totalrenovering af lejligheden under den lejlighed vi havde lejet – med slagbor og det hele, var det umuligt at komme til at sove igennem. Så here we come Danmark – og farvel til de tyske maller, som nok lige skal ha´ en lille pause. Næste gang tager vi sgu nok rigtigt sydpå, hvor der er noget kortere mellem snapsene… Det store spørgsmål – to grind or not to grind, blev denne gang til … not to grind.
Gamergrinde vs fiskegrinde
Googler man grinding lyder definitionen således: ”Grinding er en tilgang til spil, hvor spilleren udfører hovedsagelig repetetive missioner for at samle bedre udstyr, stige i niveau og evt få en fordel over andre spillere”. Eller oversat til fiskeri… fiske, fiske, fiske, fiske, fiske, fiske, fiske, fiske, fiske, fiske, fiske, fiske, fiske, fiske, fiske, fiske, fiske, fiske, fiske, fiske, fiske, fiske, fiske, fiske, fiske, fiske, fiske, fiske, fiske, fiske, fiske, fiske, fiske, fiske, fiske, fiske og fiske indtil det endelig lykkes at fange den helt store. Og det blev ikke denne gang, at vi orkede det. Måske næste gang, for sådan går det tit… fiske, fiske, fiske, fiske, fiske, fiske, fiske, fiske, fiske, fiske, fiske, fiske, fiske, fiske, fiske, fiske, fiske, fiske, fiske, fiske, fiske, fiske, fiske, fiske, fiske, fiske, fiske, fiske, fiske, fiske, fiske, fiske, fiske, fiske, fiske, fiske og fiske til det lykkes.
jun 5, 2025 | Åfiskeri, Åfiskeri efter havørred, Åhavørred på flue, Artikler, Fluefiskeri, Fluefiskeri efter laks, HAVØRREDFISKERI, LAKS, Lakseåer
Bækørreden her lod sig overliste af en brun CDC Mayfly, der kombinerer en klassisk faldskærmsflueopbygning med brug af CDC materialer.
I denne tid, hvor syntetiske materialer i stigende grad definerer dagsordenen, er det bemærkelsesværdigt, at et af de suverænt bedste materialer til tørfluer stadig findes helt naturligt i rumpen på gråanden. CDC hedder materialet, og det er nøglen til tørre tørfluer.
AF RASMUS OVESEN
TØRFLUEFISKERI er basalt set kunsten at placere en flue på vandet og forhindre den i at drukne så tilpas længe, at en fisk kan nå at forgribe sig på den. Men hvor simpelt det end måtte lyde i al sin umiddelbarhed, så er tørfluefiskeri faktisk en ganske kompliceret sag, som kræver både finesse, teknik og taktisk forståelse. Vil man have succes som tørfluefisker, er det allervigtigste dog, at man i sit fluesortiment har nogle fluer, som rent faktisk formår at holde sig oven vande.
Denne døgnflueimitation med vinger af tilklippede CDC fjer og thorax af dubbede CDC dun, holder sig oven vande forbavsende længe – selv i turbulente strømvande.
Vigtigt at tørfluerne har god flydeevne
”De rigtige tørfluefiskere” – fanatikerne, der ikke fisker med andet end tørfluer – er fuldt ud klar over, hvor vigtigt det er at binde fluer med god flydeevne. Det ved almindelige jordnære tørfluefiskere også, men fælles for begge grupperinger er, at der næppe findes noget mere frustrerende end at se sin lille tørflue synke under umiddelbart opstrøms drømmefisken. Det strider imod hele princippet i fiskeriet, og er en pinefuld påmindelse om, at fluen, man har siddet derhjemme og kæmpet med ved stikket, ikke er helt god nok – eller at den i hvert fald kunne være bedre.
Det er en påmindelse om, at første slag i kampen om at fange drømmefisken på tørflue, skal udkæmpes hjemme ved fluestikket, og det er her, at gråanden kommer ind i billedet. Hvor paradoksalt det end måtte lyde, er den nemlig på mange måder en mulig nøgle til succes som tørfluefisker.
Det fantastiske ved gråanden er, at den, som de fleste er bekendt med, flyder ganske fortræffeligt – en kvalitet, som tørfluefiskeren af hele sit hjerte ønsker at overføre til de minutiøse tørfluer, som han drømmende sidder og snører sammen, inden turen går til favoritåen. Fluerne bliver bundet sparsommeligt for at minimere vægten, men heller ikke så sparsommeligt, at de ikke har den nødvendige fylde, der skal til, for at fluen kan hvile længe nok i overfladefilmen og få et tilstrækkeligt langt drev, inden den drukner.
Tørfluer drukner som bekendt før eller senere – selv de mest kompetent udfærdigede af slagsen – og bækørreder og stallinger er sjældent særligt imponerede over en gennemblødt dødssejler af en tørflue.
En spent spinner med et hackle af spundne CDC fjerfibre. Denne type hackler er mere diskrete en konventionelle tørfluehackler og illuderer bedre det flyvefærdige insekts spinkle ben og diskrete vandaftryk.
Tørfluer, der har høj flydeevne med elegance
Tricket er at binde tørfluer med fightersjæl; tørfluer, der står distancen og som holder sig længere oven vande end nogen andre. Men som samtidigt – på fornuftig vis – imiterer insektlivet ved vandløbet. Enhver kan jo binde en regulær prop af en tørflue af rådyrhår eller skumplast, men det er ikke hvad som helst en nobel stalling eller bækørred suger i sig på overfladen. Det er ligesom hele pointen – eller udfordringen- i sporten.
Med ovenstående in mente, så lad os da vende tilbage til gråanden igen. Udover at ænder flyder fortræffeligt godt, ved enhver også, at ænder skyer vand særdeles godt. Ganske vist er det ofte andens fætter – gåsen, som der ufrivilligt bliver henvist til, når fornuft og gode råd bliver ignoreret. Men ligesom fornuft og gode råd ofte preller af på os mennesker – og i særdeleshed de af os, der tilfældigvis er fanatiske og selvbestaltede fluefiskere, så preller vand også i høj grad af på anden.
Gumpen på anden gøres vandafvisende af sekret
Andens hemmelighed er, at den udskiller et sekret, som bliver lagret i dens fjerdragt – et sekret, der bevirker at fjerene ikke suger vand til sig. I dens rumpe sidder nogle meget fine fjer/dun, som også imprægneres med dette sekret, og det er disse dunede fjer, som er interessante. De har en god flydeevne, og kan med lidt fantasi bruges til at lave nogle tørfluer, der er både højtflydende og særdeles resistente over for vandindtag.
Fjerene har fået det franske navn »Cul de Canard« (CDC), som oversat betyder anderumpefjer, og med fluebindingsøjne er de særdeles interessante.
CDC Danica er en let majflueimitation, som kombinerer en vinge og et fronthackle af CDC med en hale og bagkrop lavet af en coc de leon saddelfjer. Den hviler elegant på vandet og laver et yderst hensigtsmæssigt
aftryk på vandet.
Overdressede fluer bør undgås
Problemet hjemme ved fluestikket er, at man tit og ofte er tilbøjelig til at overdresse sine fluer, for at få dem til at flyde bedre. Store, tætte og luftige hackler giver som bekendt god flydeevne, og kraftige haler af spændstige fjerfibre kan ligeledes forbedre fluens evne til at holde sig på den tørre side af vandspejlet. Desværre giver meget kraftigt dressede og fyldige tørfluer ikke samme gode naturtrohed, som sparsomt dressede fluer. Mange klassiske tørfluer med konventionelle bærende fronthackler ender ofte med at ligne et stort livløst fnug mere end et spisbart insekt.
En simpel vårflueimitation bundet med et klassisk fronthackle og vinge og krop af CDC fjer. Med lidt fantasi er det nemt at CDC-forny ældre og mere etablerede mønstre, så de flyder højere og længere end tidligere.
En højtflydende tørflue er ofte en god imitation
Insekterne, vi oftest imiterer, er de klækkende insekter. De er elegante og lette væsener, som er relativt lidt i berøring med vandet. De flyder med andre ord ret højt, og ørreden eller stallingen i dybet ser ikke meget andet eller mere end en relativt lang og slank krop, antydningen af nogle tynde og fine ben og muligvis et glimt af insektets vinger. Alt i alt, er der for fisken tale om blot et lille aftryk i vandet under en relativ slank silhuet mod himlen. Dette skal fluebinderen holde sig for øje, når han sætter sig ned foran fluestikket for at fylde nogle af de tomme rum i flueæsken; »Less is more«, som amerikanerne siger med en vis sandhedsnerve. Og det er her, at CDC fjerene kommer ind i billedet.
Der kan bindes mange forskellige fluer med CDC
CDC fjer muliggør binding af et bredt spektrum af forskelligartede fluer, som på fornuftig vis imiterer det flyvefærdige insekts aftryk på overfladen samt dets umiddelbare lethed og ynde. Og har man fantasi til at kombinere brugen af CDC fjer med mere konventionelle tørfluematerialer, har man i særdeleshed mulighed for at binde nogle yderst spændende og brugbare tørfluer.
Man kan afstamme CDC fjeren og bruge dunene som et lækkert uldent og vandafvisende dubbingmateriale. Man kan klippe de enkelte fjer til i form, og bruge dem som vinger på spent spinners eller faldskærmsfluer. Man kan også lave »falske« hackler ved at tvinde CDC dun i en dubbingløkke, hvilket resulterer i et mindre voldsomt strittende og mere livagtigt hackle end man normalt opnår med traditionelle hanehackler.
Og er man ikke så fantastisk at fisken nødvendigvis skal suge fluen af overfladen, for at den rigtigt tæller, kan man med stort held anvende CDC-fjerene som vingekasser eller overfladeforankring på imitationer af klækkende insekter umiddelbart i overfladefilmen – emergers som amerikanerne kalder dem. CDC fjerene er også glimrende som haler på tørfluer. Særligt hvis man indbinder hele fjer og sørger for at samle både fjerstammen og de enkelte fjerfibre i selve indbindingspunktet.
Imprægnering af CDC tørfluer
CDC tørfluerne drukner selvfølgelig også før eller senere, men de flyder højt forbavsende længe i forhold til andre typer tørfluer – også selvom fluerne ikke imprægneres før brug. Vil man optimere fluernes flydeevne findes der i øvrigt efterhånden en række oliebaserede CDC flydemidler, som kan forlænge fluernes tørfluekvaliteter en anelse. Men de kan reelt set ikke holde tørfluerne tørre meget længere end CDC fjerene med deres naturlige imprægnering i forvejen kan.
CDC fjerene fungerer helt igennem perfekt som vinger på døgnflueimitationer. De er let transparente og elegante, og så er fjerstammen forbavsende stærk og holdbar.
jun 4, 2025 | Artikler, Medefiskeri, Predatorfiskeri, SANDART, Sandartfiskeri med agnfisk
Josef Hochmut fra Birkerød var en af de største profiler inden for skandinavisk sandartfiskeri gennem en lang årrække. Han er desværre ikke blandt os mere.
I disse kunstagnstider er det sjældent man ser folk fiske med levende agn efter sandart. Men – det virker stadig mindst lige så godt og på samme måde, som dengang jeg for 15 år siden stævnede ud på Furesøen med sandarteksperten Josef Hochmut. Joe, som desværre ikke er blandt os mere, var en af landets allermest hardcore småbådsfiskere, med en imponerende række af storsandart bag sig – heriblandt Furesørekorden. Her får du nogle af hemmelighederne bag hans imponerende storfangster af sandart fra især Furesøen.
AF JENS BURSELL
NÆSSESLOTTET er lige til at ane i det svindende lys, da vi stævner ud fra Frederiksdal med kurs mod et par gode sandartspots ude på midten af Furesøen. Vinden, der ellers har været rimelig kraftig, er ved at løje af, og skyerne er trukket godt sammen over landets dybeste sø. Vel ude på storsøen tager Joe farten af. – Tænd lige for loddet, siger han, idet han begynder at gøre sine stænger endnu mere klar, end de er i forvejen… Alt er timet og tilrettelagt. Flåddene er monteret, taklerne er klar – og et hurtigt flash med pandelampen ned i spanden afslører, at skallerne er i topform.
Josef – alias Joe – i en situation han er vant til. Bemærk den relativt lange og bløde stang, der giver en tidligere indikation af huggene – og er perfekt til at fighte en sandart.
Utallige store sandart på levende agn
Joe har siden 1984, hvor han startede sit fiskeri på Furesøen, fanget intet mindre end 133 sandart over 7 kilo og 4 over 8 kilo inklusiv Furesørekorden på 9,3 kilo og 96 centimeter, der blev taget den 22. juni 2008. Så mon ikke han har et par gode fif oppe i ærmet, tænker jeg idet han søsætter en velvoksen skalle på lidt over 20 centimeter. – Jeg foretrækker helt klart seriøse kampskaller – det giver bare større fisk, fortæller Joe, idet han sætter taklet i endnu en agnfisk, der sagte glider ud bag båden under det duvende lysflåd.
Da taklerne er ude, er det allerede blevet mørkt. Vi afsøger stille og roligt et område ude på midten af søen over cirka 25 meter vand. Der er næppe gået meget mere end et kvarter, før Joe har det første hug. Med knusende ro tager han stangen og strammer op, så et par tunge rusk forplanter sig stangen.
At dømme på den solide krumning er det en fin fisk, og inden længe basker en fin femkilos sandart i skæret fra lanternen på den lille båd. – Fin fisk, smiler han, mens han hurtigt og rutineret afkroger fisken. Jeg når lige akkurat at få et foto, inden han genudsætter den – præcis som størsteparten af de utallige andre sandart han har fået i samme størrelsesorden.
Det er en perfekt sommernat. Bølgerne skvulper dovent mod bådsiden og ude i mørket kan vi med en næsten meditativ ro betragte de seks lysflåd. Men pludselig er der kun fem lys derude i mørket, og roen bliver forvandlet til høj puls, da jeg ser, at det er en af mine stænger, der er bud efter. Sekunder efter signalerer et par solide dunk i stangtoppen, at mine Twinex kroge har sat deres spidser i kæften på en fin sandart, der efter et parminutter er både landet og genudsat.
Med et par fine fisk i båden tager vi den lidt med ro, mens Joe øser af sin store viden om fiskeri med levende agn efter sandart:
Endnu en flot sandart taget på flådfiskeri med en levende skalle ryger over rælingen på Hochmuts båd.
Pelagisk sandartfiskeri med levende agn
I starten af juni er sandarterne på Furesøen ofte at finde pelagisk cirka 10 meter nede i vandsøjlen, fortsætter Joe. – Hvis først de senere indfinder sig pelagisk, hvilket kan ske, hvis foråret har været meget koldt, så venter jeg ofte med at lægge mit fiskeri til et par uger senere. Når fiskene er trukket ud i det frie vand, er de nemlig tit lettere at få i tale.
I takt med at vandet bliver varmere, går de lidt op i vandet – fx 7-9 meter, hvorefter de stille og roligt går dybere og dybere ned til fx 12-14 meters dybde lige omkring springlaget. De sidste par år, hvor søen har klaret op, har fiskeriet faktisk været godt fra sæsonens start den 1. juni og helt frem til september. Selvom fiskene ofte findes pelagisk over 15-30 meter vand, går jeg ikke så højt op i, hvor meget vand, der er under kølen. – Det vigtige er, hvad dit ekkolod kan fortælle dig, når du sejler rundt og afsøger vandet for fisk. Finder du pludselig et sted med fx 4-6 gode rovfisk inden for samme skræmbredde på loddet – dvs tydelige aftegninger af »store bananer«, så er det bare om at ankre op. Normalt sejler jeg omkring uden agnene ude og afsøger vandsøjlen for fisk, hvorefter jeg ankrer op, når jeg ser noget spændende på loddet.
Ekkoloddet er alfa og omega, når store søer skal afsøges for gode hotspots. Her ses et par gode rovfisk – sikkert sandart – omkring springlaget i 12-13 meters dybde.
Vælg den rette fiskedybde til sandart
– Fiskedybden varierer, men ofte skal der fiskes lidt højere i de mørke timer, pointerer Joe. – Det er sjældent, at sandarten bevæger sig særlige mange meter op- eller ned i vandsøjlen over kort tid, så blot et par meters forskel kan betyde en del. Sandarten får tryksyge, hvis den stiger meget mere end 1-2 meter efter agnen. Gedden, derimod, stiger gerne 8-10 meter i vandsøjlen for at angribe et bytte. Det er derfor vigtigt, at agnfisken serveres lige over fisken – fx 1-2 meter over den dybde, de spottes i på loddet.
De bedste tidspunkter til sandart
Tidligt på sæsonen er der god chance for at få fiskene også om dagen, men når det bliver lidt varmere, så er det især i aften, nat og morgenfiskeriet, der giver bedst. Jo koldere foråret har været, desto bedre er dagsfiskeriet normalt i juni. Tilsvarende – jo klarere og mere vindstille det er, desto bedre er chancerne, når lyset svinder. I godt vejr dør fiskeriet ofte ud ved 9-10 tiden om morgenen, og der kommer normalt først gang i den ved 7-8 tiden om aftenen. Dagfiskeriet er normalt bedst, hvis det er skummelt og blæsende vejr – og der er normalt også i gustent vejr, at de rigtig store hugger.
Josef Hochmut med sin 9,3 kilos sandart fra sommeren 2008 der den dag i dag er Furesørekord.
Dørg med levende agn efter sandart
– Dørgefiskeri eksperimenterede jeg meget med sidste år, beretter Joe. – Jeg dørgede ved at køre elmotoren i rimelig god fart – og tog så ellers farten af båden, når jeg så nogle store fisk. Hver gang sikrede jeg mig, at mindst en af stængerne ikke blot fiskede det rette sted, men også i den rigtige dybde. Det var skide skægt – og gav masser af fisk. Det er jo ikke altid sikkert, at en af de stænger man har ude, fisker i den rigtige dybde. Derfor har jeg altid en stang stående klar med et paternostertakel uden flåd, som jeg hurtigt kan agne op og sende ned i den rigtige dybde. Om det var mere effektivt end at ligge for anker, skal jeg ikke kunne sige – men det var rigtigt underholdende.
– De fleste fisker med to-krogstakler efter sandart, men når fiskene er i hugget – typisk i starten af sæsonen – giver det ofte flere hug kun at fiske med en enkelt trekrog. Times modhugget rigtigt, så sidder den helt perfekt i ydersiden af munden, afslører Joe. Når der fiskes stationært som her, placeres krogen i ryggen. Når der dørges, skal den sidde i næsen.
Takler og liner til sandartfiskeri med agn
Hvis jeg på loddet kan se, at fiskene står på fx 12 meter, så sætter jeg altid flåddene på 14-15 meter for at kompensere for, at agnene trækkes op i vandet, når båden er i bevægelse. Jo tykkere line og lettere takler du bruger, desto lettere trækkes agnene op i vandet. Jeg bruger derfor en relativt tynd fletline på 0,17-0,18, for lettere at kunne fiske i den rette dybde.
Min favoritline er helt klart Stren Microfuse. Udover, at den er stærk og svært synlig for fiskene, så er fordelen, at den i forhold til mange andre flet- og fusionsliner er relativt let at kludre op. Dette er en meget stor fordel til bådfiskeri – især hvis der fiskes med fastspolehjul. Når først det er nat, det blæser, og der er hug på flere takler, så kan et forkert linevalg ende med den rene djævelskab af et kludder. En anden god line er Spiderwire Crystal, der dog er sværere at kludre op.
Hvis fisken ikke er sky benytter jeg ofte 40 grams flåd, der gør det lidt lettere at kontrollere agnen og fiskedybden. Fornemmer jeg, at fiskene hugger forsigtigt vil jeg dog ofte vælge at gå ned i 30 eller sågar 20 grams flåd, for at undgå at de spytter agnen. Den optimale dørgehastighed kan variere – normalt foretrækker jeg at sejle så langsomt, som det er muligt, uden at der går kludder i linerne.
Sandart på driftfiskeri med agn
Drivfiskeriet fungerer ofte godt, hvis der kommer lidt vind op ad dagen – især lidt senere hen på sommeren – fx august. I denne måned sker der i øvrigt tit en opblomstring i fiskeriet – ofte efter en par friske vestenvinde i midten-slutningen på måneden. Det letteste er at ligge med siden til vinden og så ellers drive derudaf med flåddene efter båden – dvs. opvinds. I meget kraftig vind kan det være en fordel at holde lidt igen, så det ikke går for hurtigt. Det kan enten ske ved at bakke med elmotoren – eller ved at lægge et drivanker ud. Det var på præcis denne teknik, at jeg fik min 9,3 kilos rekordsandart i 2008.
Vælg den rette stang til sandartfiskeri med agn
Grejet er noget anderledes, end hvad de fleste bruger. Jeg foretrækker forholdsvis bløde 12 fodsstænger med en aktion, der minder meget om barbestænger – dvs med en testkurve på 1,25-1,5 lbs. Fordelen med en relativt blød og lang stang, er dels at det er lettere at holde linerne fri af hinanden og dels, at fisken mærker mindre modstand, når de hugger. Det glæder især de stænger, der fisker tæt på eller lige under båden. Når der er stram – eller næsten stram line ned til taklet, vil fisken lettere mærke modstand fra stangen med en stiv stang – selv når der fiskes med knarre eller baitrunner slået til. Med en lang og blød spids er der derimod en større buffer for, at fisken ikke mærker modstand, inden man når at frikoble, så fisken kan få tid til at få agnen ordentlig ind, inden den mærker modstand.
Holder man godt øje med sine stænger, vil man ofte se stangspidsen bøje, inden trækket bliver så stort, at knarren eller baitrunneren giver line. Det øger chancen for, at man kan give løsline, inden fisken når at spytte. Afhængig af agnfiskens størrelse giver jeg normalt 10-15 sekunders friline, inden jeg gør modhug. Jo større agnfisken er, desto længere tid skal man give friline. Men ventetiden afhænger også af huggets udvikling. Kan jeg mærke, at sandarten står stille får den mere tid. Pisker den af sted, så knalder jeg til den med det samme.
Denne teknik bruger jeg især, når fisken virkelig er i hugget – typisk i starten af sæsonen. Under disse forhold foretrækker jeg nemlig at fiske mit takel med kun én enkelt trekrog, der sættes i agnfiskens næse. Monteret på denne måde, er det uhyre vigtigt, at fisken får friline, når den hugger. Omvendt kan man være meget hurtigere med et direkte tilslag, når der fiskes med dobbelt krogsæt. Personligt tror jeg meget på, at en så diskret præsentation som muligt giver klart flest fisk. Og en krog er mere diskret end to. Jeg har prøvet et utal af kroge og min helt suveræne favorit er Owner STN 36 BC str 4.
Multihjul til fiskeri med levende agn, skal helt have en knarre, så man kan høre hugget også.
Det perfekte hjul til sandartfiskeri med agn
Mit favorithjul til sandart med agn har i mange år været Penn International 975, hvis store force er at udvekslingen er relativt høj. Det er uhyre vigtigt at kunne spinne linen hurtigt ind – dels når der skal gives modhug, og dels når en stor fisk svømmer hurtigt imod en. Mange multihjul i 6000-6500 størrelsen er simpelthen for lavt gearet, til at fungere perfekt til søfiskeri. Andre gode hjul – som fx Ambassadeur kan i dag også fås i high-speed udgaver, hvilket klart er at foretrække.
Takler og kroge til agnfiskene
Et dobbelt krogsæt bruger jeg især, når jeg ligger og trækker. Her placerer jeg en str. 6 trekrog ved næsen og en str. 4 trekrog ved halen. Jeg foretrækker til enhver tid fluorocarbon forfang, da det giver en bedre præsentation. Hvis der er mange gedder, så kan det være nødvendigt at gå helt op i 0,62, men når der er færre gedder, foretrækker jeg helt klart så tynde forfang som muligt. Det er dog svært at slippe helt for gedderne, og 0,47 er derfor et godt kompromis. 0,30 er helt klart for tyndt – det kan selv en stor sandart rifle over under fighten. Min favorit er Sufix Invisible, og forfangslængden på mine flådtakler er normal 0,5-1 meter. Til fiskeri med paternoster takel er mine takler ofte 2-2,5 meter lange, hvor de er bundet som et combi-link med de yderste 50 centimeter i 0,62 fluorocarbon og den inderste del af forfanget i 0,35 mm.
Lange både stænger er perfekt til sandartfiskeri med levende agn.
Sådan belastes flåddet til sandartfiskeri
Belastningen på flådtaklet bør helt klart været semi-fikseret – dvs. fæstnet med et lille stykke tube til svirvlen mellem forfanget og hovedlinen. Årsagen er, at hvis man fisker med glidebly, er det sværere at kontrollere agnfiskens eksakte fiskedybde, fordi man risikerer, at blyet gilder op ad linen, så agnfisken lettere kan svømme op i vandet. Jo større agnfisken er, desto vigtigere er det at fiske blyet semi-fikseret. Et godt eksempel på et semi-fikseret bly til flådfiskeri efter sandart er Savage Gears In-Line sinkers.
Pludselig afbrydes samtalen af endnu et hug på en af Joe’s stænger – og det gode fiskeri fortsætter nogle timer endnu. Da natten er omme har vi fanget 7-8 flotte sandart samt et par gedder. Jo – en sommernat på søen, er en uforglemmelig oplevelse, man ikke bør snyde sig selv for.
Artiklen blev oprindeligt publiceret i Fisk & Fri 5/2009.
jun 3, 2025 | Artikler, Mad, Nyheder
Godt ser det ud. Sprødstegt torsk med fjordrejer og krabbebisque.
Torsken er en ekstrem fin spisefisk, som kan tilberedes på mange spændende måder og med mange forskellige typer tilbehør. Med lidt forberedelse kan du selv finde en række ingredienser ved vandet, lige ved siden af hvor du fangede torsken.
AF JESPER LARSEN, FOTOS: ERIK TRAMPE OG GORDON P. HENRIKSEN
SOM LYSTFISKER gælder det om at have øjnene med sig. Det er nemlig som regel altid de små ting, der gør udslaget. Blandt andet skal man være opmærksom på vind, vejr, strømforhold og ikke mindst på hvilke fødeemner, der er i vandet, der hvor man fisker.
Når børsteormene sværmer, når vårfluerne klækker og når tobisen kigger frem fra sandbunden, er det imitationerne, der fanger. Fiskenes fødeemner er dog ikke kun interessante med lystfiskerbriller. Rent faktisk er de også indimellem interessante som deciderede fødeemner for os mennesker…
Om foråret mæsker torsken sig for eksempel i kystens helt store buffet af krabber, rejer og muslinger, som udover at være næringsrige byttedyr også er fortrinlige til madlavning. Og er man så heldig at fange en torsk fra kysten, kan man med lidt forberedelse hurtigt få del i, og drage nytte af, disse ingredienser. En tur med kejsen i ålegræsset resulterer nemt i en omgang sprællevende fjordrejer, og en hurtig jagt mellem stenene kan give en håndfuld strandkrabber.
Disse to typer skaldyr kan tilføre den friskfangede torsk helt nye dimensioner. Er torsken fra båd eller finder du ikke lige rejer og krabber, kan retten selvfølgelig også laves med rejer og krabber fra fiskehandleren… Torsken ristes på en varm, olieret pande på selve skindet. Til sidst tilsættes lidt smør, som smager godt og gør det betydeligt lettere at få fisken af panden, når den tid kommer.
1) Torsken skal steges på skindsiden, og det giver en lækker sprød overflade. 2 Friske grøntsager giver bisquen både smag og konsistens. 3) Jesper Hansen lægger sidste hånd på retten foran hans
fiskeforretning, Fiskerikajen i Rungsted Havn.
Så skal der pilles rejer
Kog og pil fjordrejerne, og brug senere skallerne i bisquen. Knus derefter krabberne i en foodprocessor eller med en hammer i et viskestykke, og skær så alle grøntsagerne i små tern. Skallerne og grøntsagerne ristes hårdt af i en tykbundet gryde, og når ingredienserne har fået en flot gylden farve tilsættes cognacen, og der flamberes. Husk at dette er kokkens show, så sørg for at publikum ser det! Når flammerne er døet hen, tilsættes vinen og dernæst vandet, så det dækker.
Suppen skal nu koge i et kvarter ved lavt blus. Derefter sigtes den, og fløden tilsættes. Til sidst koges suppen ind til den opnår en passende konsistens.
Anretning af bisquen
Tomaternes skoldes og befries for kerner, skind og kvartes. Så koges aspargesene til de er al dente (med bid i). Bisquen anrettes i bunden af en dyb tallerken med fjordrejerne, aspargesene og tomaterne rundt om den sprødstegte fisk. Som et sidste pift, pyntes med et par stilke løvstikke, og så er denne sublime forårsret ellers klar. God appetit.
Torsk med fjordrejer og krabbebisque
Til 4 personer:
Torsk:
800 gram torskefilet med skind
Krabbebisque:
Krabber og fjordrejer
2 tomater
1 flækket hvidløg
2 Blegselleri
1 Løg
1 Gulerødder
1 Kvist timian
2 dl piskefløde
Lidt hvidvin
Lidt cognac
Grøntsager:
4 tomater
2 bundter asparges
Lidt løvstikke
jun 1, 2025 | Artikler, Guide til fiskepladser, HAVØRREDFISKERI, Kystfiskeri, Kystpladser til havørred, Nyheder
Havørredfiskeriet på Møn kan være eminent og hvis der er nogen steder, at du har chancen for en af de helt store, så er kysterne langs den smukke ø et rigtig godt bud. Følg med Ken Sørensen til de forjættede havørred revirer på den østlige del af Møn, og få en stak uvurderlige tips til hvor og hvordan du skal fiske.
AF JENS BURSELL
SOLEN står lavt på himlen, da vi efter en mindre grillseance på stranden, sender vores Bornholmerpile af sted ud over bølgerne. – Det ser slet ikke så ringe ud, fortæller Ken med et optimistisk smil. – Når det rigtig blæser, kan vandet være lige så uklart som sødmælk på grund af de store mænger kalk i undergrunden. Men nu er det helt perfekt – Det er så klart, at fiskene kan se agnen på stor afstand, samtidigt med, at vandet ikke er så sprit klart, at fiskene bliver sky. En god tommelfingerregel er, at man skal kunne se sine støvler, hvis man står i vand til skridtet.
Vi har næppe fisket mere end ti minutter, før det giver et kontant stød i stangtoppen. En fin havørred har klappet kæberne om min 28 grams Bornholmerpil i rød/sort, og ryger i det samme ud af vandet som en sølvblank raket.
Fisken der vejer cirka halvandet kilo fighter fortrinligt og er fri af vandet flere gange, inden den kommer på land. Få minutter efter er det Ken’s stang, der flekser, og inden længe har også han en mindre fisk på land. 70 meter ude viser endnu en fisk sig i overfladen og blot time minutter senere har jeg fået endnu en havørred.
Ken Sørensen har fisket havørred langs Møns kyster i mange år. Her er han med en smuk fisk fra Pomlerenden fanget i slutningen af april.
Et fantastisk morgenfiskeri med fine havørreder
Horisonten er gradvist ved at skifte over til lyserøde nuancer og de nyudsprungne bøgetræer ligger badet i et blødt, magisk lys, da Ken igen har hug. Desværre mister han fisken, der slår sig af krogen – præcis som Jan til venstre for ham, der bommer en noget større fisk på omkring 2,5 kilo, som får rystet sig fri af krogen efter en gevaldig gang luftakrobatik. Men til alt held er lykkens gudinde med ham lidt senere, hvor han efter en god fight kan lande en fisk på lidt under to kilo.
Det stinker af havørred, tænker jeg, idet jeg sender blinket ud i det svindende lys, som efterhånden er ved at være forvandlet til tusmørke. Efter blot ti omdrejninger, klasker min stang sammen og linen pisker af hjulet. Det rusker kraftigt i stangtoppen, og da udløbene bliver ved med at fortsætte, er jeg ikke i tvivl om at denne havørred er noget større end de fisk, vi har fanget tidligere på dagen. Ken og Claus Lorenzen iler til for at hjælpe, men tvivler på om det er en ørred, da vi selv efter over fem minutters fight ikke har set fisken i overfladen. – Måske er det en torsk, råber Claus ud til mig, mens jeg koncentrerer mig om at få udtrættet fisken. Et par minutter senere viser et par sølvblanke blink i overfladen dog, at der er tale om en smuk og velproportioneret havørred, der kort tid efter omsider lander sikkert i nettet. Vægten balancerer ved 3,05 kilo – en helt suveræn afslutning på en uforglemmelig dag under de høje klinter i godt selskab med Ken og hele havørred slænget fra HSLF.
De bedste kystpladser på Møn.
En fin kystørred giver opvisning i luftakrobatik ved Pomlerenden på Møns nordkyst.
Et liv med havørred langs Møns kyster
Ken Sørensen fra Hvidovre Sports- og Lystfiskerforening, er opvokset med kystfiskeri efter havørred langs Møns smukke kyster. Allerede som barn tog hans onkel ham med på stranden, og siden hen er det blevet til 49 gode år langs kysterne – samt en ufattelig mængde flotte havørred i 3-4 kilos klassen, toppet af mere end tyve fisk over fem kilo.
– Mit favoritblink er 19-24 grams gennemløbere, som jeg støber sammen med gutterne fra Hvidovre Sports- og Lystfiskerforening – HSLF, beretter Ken. – Blinkene skraber jeg med en kniv, så de bliver blanke, hvorefter jeg farver dem med vandfast tusch. Mine favoritfarver er sort/grøn/blå og især grøn/sølv. Sølv/grøn/oliven er især gode, når der er mange tobis, mens sølv/blå har sin force, når der er mange sild og tobis i maverne på de fisk du fanger. Og så er det ellers bare med at få sendt blinket mod horisonten.
Min indspinningsteknik er yderst simpel. Det er bare fuld fart på; du kan ikke spinne for hurtigt ind. Hvis den vil ha den, skal den nok tage den. Et andet favorit blink er Sømmet i gennemløberversion. Farverne grøn/gul og oliven/sølv er mine foretrukne. Men når det er sagt, så tillægger jeg blinkets fart og bevægelsesmønster langt større betydning end farven.
Langs Møns kyster har du en rigtig god chance for at komme i kontakt med grove sildeædere som disse to krabater.
Fuld fart på indspinningen med få spin-stop
– Spinstop laver jeg kun, hvis jeg ser eller mærker en fisk. Ellers er det bare fuld skrue derudaf – uden stop. Når det er helt havblik, er det let at se, hvornår man skal lave spinstoppet. Når først der kommer en massiv bule eller kølvandsbølge på vandet bag blinket, så er det bare med at give blinket ekstra fart på i et kort øjeblik – og så ellers lave spinstoppet. Og SMASK – så sidder den der som regel.
– Krogen har stor betydning for, at fisken bliver siddende, når den hugger. Min favorit er Owner S-61 i str. 3/0, der har et stort og bredt kroggab, som sikrer, at den kommer godt omkring kæben – samtidig med, at den er relativ tynd i wiren og sindssyg spids. Den er simpelthen helt suveræn. Krogen fæstner jeg til linen med en palomarknude, og til beskyttelse af den foretrækker jeg en plastic perle, der har så stort et hul, at den kan klemmes ned over øjet. Alternativt bruger jeg grønne eller lyserøde gummiperler.
De bedste kystpladser til havørred på Møn
– Hvilke havørredpladser, der fisker bedst på Møn, varierer alt efter vindretning og årstider. – Men uanset årstid og vindretning vil du næsten altid kunne finde et produktivt spot, hvis du tilpasser din teknik til forholdene. Her får du en systematisk gennemgang af Ken’s favoritpladser – startende fra nordvestsiden af øen.
NORDFELT ved Davrehøj er en suveræn forårsplads til både flue- og spinnefiskeri. På højresiden er der flere gode stenrev, mens venstresiden byder på fine sandrevler. Pladsen er bedst med vinde fra SV over S til SØ. I pålandsvind fra nordlige retninger er der alt for meget ålegræs i vandet til, at man kan fiske effektivt.
Mange tror at Møn kun er et sted for spinnefiskere, men intet kan være mere forkert. Fisker du på den rette måde kan du på mange pladser fange mindst lige så meget – eller mere på flue. Denne fisk lod sig overliste af en Polar Magnus.
Brunhoved byder på et rigtig godt havørredfiskeri, og på stenrevet tv bag klinten er der fanget rigtig mange fisk.
ÅLBÆK STRAND OG BRUNHOVED er fiskbar hele året og utrolig populær, fordi man kan køre hele vejen derned. Især det store rev et par hundrede meter til højre for P-pladsen – helt ude på spidsen af Brunhoved, giver fisk under mange forskellige forhold. Det er yderst sjældent, at jeg fisker her uden at få fisk. Sydlige vinde – især SØ er bedst her, og det gør ikke noget, at der er lidt fart på vinden. Forår og efterår er der også et godt torskefiskeri her tidlig morgen og sen aften.
POMLERENDEN ved Lilleskov er bedst til dagfiskeri forår og efterår, men giver også fint i sommernætterne. Vinden kan være VSØ, men en østenvind går også an, hvis den kun er 5-6 sekundmeter og ikke har stået på for længe. Men helt generelt er østenvind suverænt det dårligste, når der fiskes på den nordøstlige og østlige side af Møn. Årsagen er den simple, at der hvirvles så meget kridt op i vandet, at sigtbarheden nærmest er lig nul.
Strækket fra Brunhoved til Pomlerenden er et af mine foretrukne stæk til sommerens natfiskeri efter store blanke havørred. Natfiskeriet kan være suverænt – og så er der en god chance for at krydre fiskeoplevelserne med et par fine kysttorsk helt op til 5 kilo. Ganske vist kan natfiskeriet også være godt på østsiden under de høje klinter, men her er det meget farligere at vade i mørke på grund af de mange store sten og »hestehuller«.
Råbylille Stand byder på en serie gode rev, der fisker godt hele året.
HELLEHAVN NAKKE kan reelt set kun nås til fods enten fra Pomlerende i vest eller Liselund i Sydøst. Det er et virkelig godt stræk med flere gode stenrev, der på grund af den afsides beliggenhed ikke er særligt besøgt. Der er omkring tre kvarters gang, men så kommer du også ud i et område med rigtig mange store sten, hvor du kan være for dig selv. Et af revene kan man komme 50-60 meter ud på, hvis man har en vadestav. Her er mange dybe »hestehuller«, så det gælder virkelig om at passe på. Blot et forkert skridt, kan være rigeligt til en utilsigtet vandgang. Sydlige svage vinde – især SØ er ofte det bedste, men hvis der er under fem sekundmeter går den også an i nordlige vinde. Vestenvinde betyder ofte for meget ålegræs i vandet – og dermed svære fiskeforhold.
LISELUND, der er bedst til dagfiskeri forår og efterår, er der god dybde helt ind under land. Vindforholdene skal være de samme som ved Hellehavn Nakke. Selv om der er rimelig dybde ind under land, er der flere gode sandrevler længere ude. Strækket er kendt for storfisk – og på den vildeste dag i foråret 2009 blev der efter sigende taget fire 5 kilos på samme dag – med en topfisk på 6,4 kilo. Ordsproget »Liselund – den var ond« – hentyder til de mange trappetrin, så her kan du ofte gå i fred.
JYDELEJET er ligeledes et sted, hvor man ofte kan være for sig selv på grund af de mange trapper. Her er så dybt under land, at man uden problemer kan gå i et par gummistøvler direkte fra land og fiske. Hyg dig, gå langs stranden – og kast fremefter, så du afsøger de dybe badekar med store sten, inden du risikerer at skræmme fiskene. SØ-vind er bedst, men vestlige og sydlige vinde kan også være gode. En eventuel nordenvind skal være svag. Selvom man skulle tro, at vestenvind betyder fralandsvind, så kan det snyde, fordi klinterne er så høje her, at vinden hvirvler tilbage og op ad klinten. Fralandsvind kan derfor reelt set virke som pålandsvind, hvis man står og vifter med sin fluestang nede på kysten, dybt under toppen af klinten. De østvendte klinter er derfor ikke særlig gode til fluefiskeri – her er sydsiden og Brunshoved meget lettere at gå til.
Rasmus Jensen med en fin trekilos kystørred fra Råbylille Strand. Fisken er taget næsten lige ud for P-pladsen ved pumpestationen.
GEOCENTERET OG STORE KLINT ved den store trappe er med sine over 500 trin ligeledes en hård tur. Og lettere bliver det ikke, når man skal op med en galgefuld flotte havørred… Bunden er meget stenet, og som ved Jydelejet er der rimelig dybe badekar inden for den første revle, som kan affiskes direkte fra land. Vindforholdene er bedst som ved Jydelejet.
MØNS FYR på sydøstsiden af øen er ligeledes et rigtig godt område. Her kører jeg ofte ned i skoven og holder ved Busene Have, hvorefter jeg affisker strækket op til fyret. Her ligger nogle super store sten i vandet, som man kan gå sikkert ud til via nogle ålegræsbanker – hvis altså man kan se bunden. Godt bænket på en stor sten i vand til anklerne er der perfekt udsyn over de mange gode havørredpladser på strækket. Her er flere rigtig dybe kystnære huller med store fisk, som det er helt klart værd at kigge nærmere på. Nordvest og helt om til vestenvind er gode. Sydvest er også ok, men kun hvis den er under 4-5 sekundmeter.
Ved selve fyret er en af de bedste pladser Skilterevet. Her går du 2-300 meter af stien nordpå langs med kysten, hvorefter revet ligger lige 50 meter til venstre fra det sted, hvor stien løber ned på stranden Her er der taget mange gode fisk.
BUSENE TIL KLINTHOLM er et langt stræk, med flere gode rev, der er gode, når vinden kommer fra nordlige retninger. En vesten eller går an, men den må endelig ikke være for kraftig. Her er også en del sandstræk, hvor havørrederne går helt ind over for at jage tobis. Området er rigtig godt til fluefiskeri, med store badekar og mange revler.
VED BUSEMARK MOSE – vest for havnen er der også en rigtig god og ukendt havørredplads, hvor et cirka 800 meter langt stenrev strækker sig over 100 meter ud i vandet. Stene er små og relativt flade, så revet, der er en virkelig god forårsplads, er let at affiske. Der er et ferskvands udløb fra mosen, hvilket gør stedet til en god vinterplads, men vær opmærksom på helårsfredningszonen ved selve udløbet.
Møns kyster byder på mange gode stenrev, hvor der ikke blot er godt med fisk, men også mulighed for at komme op og stå på en god sten, hvor der er fint udsyn over
revet – og eventuelle følgere.
RÅBYLILLE STRAND er noget mere kendt, og det er ikke uden grund. Her er stabile mængder af fisk hele året rundt, og det er en super god flueplads. Her kører man til Råbylille og østpå langs den lille vej parallelt med stranden. Helt ude for enden ved pumpestationen kan du parkere din bil. Ved P-pladsen er der er lille å udløb, hvilket gør stedet til en af de bedste vinterpladser på Møn.
HJELM BUGT byder på sandrevler vekslende med store sten. Her er flere gode pladser, men området har en tendens til at blive fyldt med drivende ålegræs – bl.a. under påvirkning af den strømfyldte Grønsund. Norvestenvind er det bedste, men en vestenvind kan også gå. Især med vinde fra SV til SØ er der ubehagelige mængder af drivende ålegræs.
Længere op mod Hårbølle Pynt er nordlige vinde bedst, mens vestlige vinde giver alt for meget ålegræs fra Grønsund. En søndenvind kan gå an, men den skal være svag.
VED HÅRBØLLE PYNT er der ekstremt dybt ind under land. Med et godt kast kan man fiske over 10- 15 meter vand, så chancen for en rigtig grov sildeæder er der, hvis man er heldig. Her er godt forår og især efterår. Når strømmen er stærk, er der alt for meget ålegræs til at man kan fiske effektivt. Strømmen er ofte nordgående, og der skal kastes skråt opstrøms, hvis man vil ordentligt ned i vandet. Den nordvestlige del af øen rummer en del fredede områder, og er helt generelt for lavvandet til et godt havørredfiskeri. Her er til gengæld fint med brakvandsgedder – men det er en anden historie, slutter Ken sin gennemgang af kystpladserne på Møn.
Vandstandens betydning for havørrederne på Møns kystpladser
Der er højst 10-15 centimeter forskel på høj- og lavvande ved Møn, og tidevandet har derfor minimal betydning i forhold til andre faktorer som vind og vejr generelt. Seriøst lavt vand 50-75 cm under normale optræder kun i kraftig østenvind. Her kan vandet blive så lavt, at der simpelthen bliver for lavt på mange af de ellers gode rev.
Artiklen blev oprindeligt publiceret i Fisk & Fri 5/2009
Niels Jørgen Dahl fra HSLF med en flot trekilos kystørred, der huggede en Polar Magnus ved Busene på sydøstmøn.
maj 28, 2025 | Åfiskeri, Artikler, Fluefiskeri efter laks, LAKS, Lakseåer, Nyheder, Spinnefiskeri efter laks
Som vi har skrevet om tidligere her på fiskogfri.dk, har der desværre været en markant tilbagegang af lakseopgangen i de vestjyske laksevandløb her de sidste par år. Her får du et rids over laksesæsonen 2025 i de vestjyske åer, hvor det – indtil videre – har været en sløv start.
AF JENS BURSELL
Det er gået langsomt med fangsterne – dog nogle steder mere end andre. Bedst er det uden tvivl gået i Storåen, hvor der pt er landet 144 laks med to topfisk på 110 centimeter til hhv Ole Christiansen på spin og Lars Hansen på spin. Ud over disse er der i åen, som løber igennem Holstebro, landet ni laks over meteren på 100, 3 x 101, 103, 104, 106 og 2 x 108 centimeter.
Skjern Å havde en sløv start – men der er dog kommet lidt mere gang i den – blandt andet med den helt ufattelig flotte 124 centimeters laks på cirka 20 kilo som Jørgen Topp Jørgensen landede på sin klasse 7-8 fluestang i fredags. Læs hele historien om denne drømmelaks på fiskogfri.dk her. I alt er der i 2025 taget 85 laks med fem fisk over meteren, som alle er genudsat, fordi der udelukkende er catch and release i åen i år på grund af den skrantende bestand. Ud over den helt store er der således taget fisk på 100, 104, 112 og 115 centimeter. Pt er der landet 11 havørreder i 2025.
I Varde Å er der taget 50 laks – dog kun med to over en meter på 101 og 115 centimeter – sidstnævnte på flue. 26 af laksene er hjemtaget. I åen er der endvidere taget otte havørreder, hvoraf to er hjemtaget.
I Ribe Å er der fanget 32 laks op til 107 centimeter taget på orm af Mikkel Jepsen. Ud over denne er der kun taget en fisk over meteren i systemet. 22 af laksene blev hjemtaget, og kvoten er stadig åben på de fleste stræk. Desuden er der landet 40 havørreder hvoraf 33 er hjemtaget.
I Kogeåen er der taget 20 laks op til 106 cm – en laks taget på orm af Dennis Hynkemejer. 16 af laksene er hjemtaget. Udover disse er der landet 5 havørreder som alle er hjemtaget. I Sneum Å er der taget otte laks op til 92 taget af Kim Nielsen på orm i går – alle hjemtaget. Laksekvoterne er stadig åbne. Der er taget tre havørreder, hvoraf to er hjemtagne.
Et par ord om laksesæsonen 2025 fra Kenny Frost & Laksens Hus
– Som det sig bør var forventningerne til årets premiere skruet godt op, skriver Kenny Frost, fra Laksens Hus, der ligger lige ved Skjern Å. – Trods et par nedslående sæsoner, skal der meget til ikke at finde håb efter en lang vinter, hvor laksefiskeri har været konverteret til drømme gennem bøger og snak med andre laksehungrende ligesindede. Vandstanden i åen var lav i forhold til de foregående år, og om det var med til at sætte forventningerne op er svært at sige. Men der er ingen tvivl om, at den noget lavere vandstand, højest sandsynligt ville få laksene til at blive i den nedre del af åen og hermed være mere koncentreret.
– På premieredagen var pressen mødt talstærkt op, og alle journalister forventede nok bekymring og klagesang, da det ofte er ulykker og bekymringer der desværre vækker danskernes interesse. Men her måtte de skuffende lægge øre til en daglig leder af Laksens Hus som var optimistisk og havde stor tro på, at den foregående sæsons drastiske nedgang, var et overstået kapitel og, at vi nu så ind i en fin sæson ved åen.
Af al glæde er forventningsglæden størst, og uden tro på fiskeriet vil enhver fisketur forringes væsentligt. Så trods en skuffende 2023 og en katastrofal 2024 var der alligevel spor af lys i tunnelen.
– I maj 2022 blev et af de store overløb ind til Hestholm lukket af med store faskinepæle, der blev spulet ned og lukket af til indløbet ved Balletten. Derfor var overløbene ind til Hestholm Sø minimale i 2023, og smoltudtrækket har derfor haft gode forhold til at finde ud til havet. Hvis dette var tilfældet, må vi forvente en god opgang af laks som har været to år i havet. Disse fisk kommer normalt først i maj/juni måned med nogle få frontløbere fra sæsonstarten. Udtrækket i 2022 må derimod forventes at være væsentlig reduceret, da overløbene i foråret 2022 var kraftige. De har formodentligt suget en masse smolt på afveje ind i vådområdet, som dermed er blevet mad for skarv, fiskehejrer, måger, gedder og aborrer. Så med en viden om dette, vil sæsonen 2025 sandsynligvis blive præget af laks, som har opholdt sig to år i havet. Når forventningerne alligevel blev skruet i vejret til den tidlige start, skyldtes det ikke et rationale, men blot et håb og naiv drøm om at vi kunne forsætte af den vej vi sluttede i 2022 hvor laksefiskeriet i Skjern Å var på sit højeste, og vi landende hele 1911 laks.
En skuffende start på laksesæsonen 2025
– Sæsonstarten blev en meget skuffende affære, og ikke mindst var det frustrerende at høre, at der i Storåen, på premieredagen, blev fanget lige så mange finneklippede laks, som vi fangede laks i Skjern Å. Storåen har ikke sat laks ud siden 2017, og derfor må det være laks fra enten Skjern Å eller et af de andre lakseåer fra det sydvestjyske. Udsætningerne kommer åbenbart tilbage, og vi regner med, at der vil være en fejlvandring på mellem 10 – 20 %. Derfor er det også bekymrende, at vi ikke fik de 80-90% tilbage til Skjern Å,. Derfor tolker vi problemet som værende forankret i og omkring Skjern Å. For at få ligningen til at gå op, må der være en hindring i Skjern Å systemet
som bremser opgangen. I 2024 blev der målt en vandgennemstrømning i Hestholm Sø på hele 76,2 %. Det vil sige, at kun 23,8 % af vandet kom gennem Skjern åens nedre del. Når laksen svømmer op i åen, kommer den til en forgrening, hvor udløbet af Hestholm og Skjern Å mødes. Her kommer ¾ af vandet fra kanalen, så mon ikke at opgangslaksene ofte vælger turen i kanalen og ind i Hestholm Sø? Og hvad sker der så? Ja det ved vi endnu ikke, men vi har søgt om lov til at forsøge elfiske i søen.
Vi er i skrivende stund fem uger inde i sæsonen, og fangsterne er forventelige på denne årstid med dagsfangster på 2-4 laks. Teorien om, at udtrækket i 2023 har været godt, passer overens med størrelsen på de laks, som vi fanger. Ind til nu er 70 % af fangsterne laks med 2 havår (43 laks under 90 cm af i alt 61 laks). Sammenligner vi med rekordåret 2022, var der på samme dato 45 % af fangsterne laks med 2 havår(136 laks under 90 cm af i alt 299 laks). Vi har statistikker, som vi kan regne på, men det er og bliver et skøn på situationen. Noget af det vi ikke kan regne på, er den selvforstærkende effekt det har på fiskeriet, når der ikke bliver fanget ret mange laks. Fisketrykket
falder nemlig i takt med de manglende fangster. Et lille fisketryk har også indflydelse på fangsterne, og herved kommer vi ind i en ond cirkel, hvor lystfiskerne bliver hjemme på grund af sparsomme fangster, og det medfører, at der bliver fanget endnu færre laks osv. Nu kigger vi mod juni, som forhåbentlig vil give os et godt fiskeri på sommerlaksene.
FOTO ØTV: RUNE RASK. På billedet ser du sønnen Asger med en flot, nystegen laks fra Skjern Å på 90+. Dagen gav faktisk to laks på 90 og 92 cm.
FOTO ØTH: Jørgen Topp Jørgensen med arkivfoto af flot Skjernå laks taget på flue.
