Havørredfiskeriet på Møn kan være eminent og hvis der er nogen steder, at du har chancen for en af de helt store, så er kysterne langs den smukke ø et rigtig godt bud. Følg med Ken Sørensen til de forjættede havørred revirer på den østlige del af Møn, og få en stak uvurderlige tips til hvor og hvordan du skal fiske.

 

AF JENS BURSELL

 

SOLEN står lavt på himlen, da vi efter en mindre grillseance på stranden, sender vores Bornholmerpile af sted ud over bølgerne. – Det ser slet ikke så ringe ud, fortæller Ken med et optimistisk smil. – Når det rigtig blæser, kan vandet være lige så uklart som sødmælk på grund af de store mænger kalk i undergrunden. Men nu er det helt perfekt – Det er så klart, at fiskene kan se agnen på stor afstand, samtidigt med, at vandet ikke er så sprit klart, at fiskene bliver sky. En god tommelfingerregel er, at man skal kunne se sine støvler, hvis man står i vand til skridtet.

Vi har næppe fisket mere end ti minutter, før det giver et kontant stød i stangtoppen. En fin havørred har klappet kæberne om min 28 grams Bornholmerpil i rød/sort, og ryger i det samme ud af vandet som en sølvblank raket.

Fisken der vejer cirka halvandet kilo fighter fortrinligt og er fri af vandet flere gange, inden den kommer på land. Få minutter efter er det Ken’s stang, der flekser, og inden længe har også han en mindre fisk på land. 70 meter ude viser endnu en fisk sig i overfladen og blot time minutter senere har jeg fået endnu en havørred.

 

Ken Sørensen har fiskethavørred langs Møns kyster i hen ved 34 år. Her er han med en smuk fisk fra Pomlerenden fanget i slutningen af april.

Ken Sørensen har fisket havørred langs Møns kyster i mange år. Her er han med en smuk fisk fra Pomlerenden fanget i slutningen af april.

 

Køb fisketegn

 

Et fantastisk morgenfiskeri med fine havørreder

 Horisonten er gradvist ved at skifte over til lyserøde nuancer og de nyudsprungne bøgetræer ligger badet i et blødt, magisk lys, da Ken igen har hug. Desværre mister han fisken, der slår sig af krogen – præcis som Jan til venstre for ham, der bommer en noget større fisk på omkring 2,5 kilo, som får rystet sig fri af krogen efter en gevaldig gang luftakrobatik. Men til alt held er lykkens gudinde med ham lidt senere, hvor han efter en god fight kan lande en fisk på lidt under to kilo.

Det stinker af havørred, tænker jeg, idet jeg sender blinket ud i det svindende lys, som efterhånden er ved at være forvandlet til tusmørke. Efter blot ti omdrejninger, klasker min stang sammen og linen pisker af hjulet. Det rusker kraftigt i stangtoppen, og da udløbene bliver ved med at fortsætte, er jeg ikke i tvivl om at denne havørred er noget større end de fisk, vi har fanget tidligere på dagen. Ken og Claus Lorenzen iler til for at hjælpe, men tvivler på om det er en ørred, da vi selv efter over fem minutters fight ikke har set fisken i overfladen. – Måske er det en torsk, råber Claus ud til mig, mens jeg koncentrerer mig om at få udtrættet fisken. Et par minutter senere viser et par sølvblanke blink i overfladen dog, at der er tale om en smuk og velproportioneret havørred, der kort tid efter omsider lander sikkert i nettet. Vægten balancerer ved 3,05 kilo – en helt suveræn afslutning på en uforglemmelig dag under de høje klinter i godt selskab med Ken og hele havørred slænget fra HSLF.

 

De bedste kystpladser på Møn.

De bedste kystpladser på Møn.

 

En fin kystørred giver opvisningi luftakrobatik ved Pomlerenden på Møns nordkyst

En fin kystørred giver opvisning i luftakrobatik ved Pomlerenden på Møns nordkyst. 

Et liv med havørred langs Møns kyster

 Ken Sørensen fra Hvidovre Sports- og Lystfiskerforening, er opvokset med kystfiskeri efter havørred langs Møns smukke kyster. Allerede som barn tog hans onkel ham med på stranden, og siden hen er det blevet til 49 gode år langs kysterne – samt en ufattelig mængde flotte havørred i 3-4 kilos klassen, toppet af mere end tyve fisk over fem kilo.

– Mit favoritblink er 19-24 grams gennemløbere, som jeg støber sammen med gutterne fra Hvidovre Sports- og Lystfiskerforening – HSLF, beretter Ken. – Blinkene skraber jeg med en kniv, så de bliver blanke, hvorefter jeg farver dem med vandfast tusch. Mine favoritfarver er sort/grøn/blå og især grøn/sølv. Sølv/grøn/oliven er især gode, når der er mange tobis, mens sølv/blå har sin force, når der er mange sild og tobis i maverne på de fisk du fanger. Og så er det ellers bare med at få sendt blinket mod horisonten.

Min indspinningsteknik er yderst simpel. Det er bare fuld fart på; du kan ikke spinne for hurtigt ind. Hvis den vil ha den, skal den nok tage den. Et andet favorit blink er Sømmet i gennemløberversion. Farverne grøn/gul og oliven/sølv er mine foretrukne. Men når det er sagt, så tillægger jeg blinkets fart og bevægelsesmønster langt større betydning end farven.

 

Langs Møns kyster har du enrigtig god chance for at komme i kontakt med grove sildeædere som disse to krabater.

Langs Møns kyster har du en rigtig god chance for at komme i kontakt med grove sildeædere som disse to krabater.

Fuld fart på indspinningen med få spin-stop

– Spinstop laver jeg kun, hvis jeg ser eller mærker en fisk. Ellers er det bare fuld skrue derudaf – uden stop. Når det er helt havblik, er det let at se, hvornår man skal lave spinstoppet. Når først der kommer en massiv bule eller kølvandsbølge på vandet bag blinket, så er det bare med at give blinket ekstra fart på i et kort øjeblik – og så ellers lave spinstoppet. Og SMASK – så sidder den der som regel.

 – Krogen har stor betydning for, at fisken bliver siddende, når den hugger. Min favorit er Owner S-61 i str. 3/0, der har et stort og bredt kroggab, som sikrer, at den kommer godt omkring kæben – samtidig med, at den er relativ tynd i wiren og sindssyg spids. Den er simpelthen helt suveræn. Krogen fæstner jeg til linen med en palomarknude, og til beskyttelse af den foretrækker jeg en plastic perle, der har så stort et hul, at den kan klemmes ned over øjet. Alternativt bruger jeg grønne eller lyserøde gummiperler.

De bedste kystpladser til havørred på Møn

 – Hvilke havørredpladser, der fisker bedst på Møn, varierer alt efter vindretning og årstider. – Men uanset årstid og vindretning vil du næsten altid kunne finde et produktivt spot, hvis du tilpasser din teknik til forholdene. Her får du en systematisk gennemgang af Ken’s favoritpladser – startende fra nordvestsiden af øen.

NORDFELT ved Davrehøj er en suveræn forårsplads til både flue- og spinnefiskeri. På højresiden er der flere gode stenrev, mens venstresiden byder på fine sandrevler.  Pladsen er bedst med vinde fra SV over S til SØ. I pålandsvind fra nordlige retninger er der alt for meget ålegræs i vandet til, at man kan fiske effektivt.

 

Mange tror at Møn kun er et stedfor spinnefiskere, men intet kan være mere forkert. Fisker du på den rette måde kan du på mange pladser fange mindst lige så meget – eller mere på flue. Denne fisk lod sig overliste af en Polar Magnus.

Mange tror at Møn kun er et sted for spinnefiskere, men intet kan være mere forkert. Fisker du på den rette måde kan du på mange pladser fange mindst lige så meget – eller mere på flue. Denne fisk lod sig overliste af en Polar Magnus.

 

Brunhoved byder på et rigtiggodt havørredfiskeri, og på stenrevet tv bag klinten er der fanget rigtig mange fisk.

Brunhoved byder på et rigtig godt havørredfiskeri, og på stenrevet tv bag klinten er der fanget rigtig mange fisk.

 

ÅLBÆK STRAND OG BRUNHOVED er fiskbar hele året og utrolig populær, fordi man kan køre hele vejen derned. Især det store rev et par hundrede meter til højre for P-pladsen – helt ude på spidsen af Brunhoved, giver fisk under mange forskellige forhold. Det er yderst sjældent, at jeg fisker her uden at få fisk. Sydlige vinde – især SØ er bedst her, og det gør ikke noget, at der er lidt fart på vinden. Forår og efterår er der også et godt torskefiskeri her tidlig morgen og sen aften.

 POMLERENDEN ved Lilleskov er bedst til dagfiskeri forår og efterår, men giver også fint i sommernætterne. Vinden kan være VSØ, men en østenvind går også an, hvis den kun er 5-6 sekundmeter og ikke har stået på for længe. Men helt generelt er østenvind suverænt det dårligste, når der fiskes på den nordøstlige og østlige side af Møn. Årsagen er den simple, at der hvirvles så meget kridt op i vandet, at sigtbarheden nærmest er lig nul.

Strækket fra Brunhoved til Pomlerenden er et af mine foretrukne stæk til sommerens natfiskeri efter store blanke havørred. Natfiskeriet kan være suverænt – og så er der en god chance for at krydre fiskeoplevelserne med et par fine kysttorsk helt op til 5 kilo. Ganske vist kan natfiskeriet også være godt på østsiden under de høje klinter, men her er det meget farligere at vade i mørke på grund af de mange store sten og »hestehuller«.

 

Råbylille Stand byder på en seriegode rev, der fisker godt hele året.

Råbylille Stand byder på en serie gode rev, der fisker godt hele året.

 

HELLEHAVN NAKKE kan reelt set kun nås til fods enten fra Pomlerende i vest eller Liselund i Sydøst. Det er et virkelig godt stræk med flere gode stenrev, der på grund af den afsides beliggenhed ikke er særligt besøgt. Der er omkring tre kvarters gang, men så kommer du også ud i et område med rigtig mange store sten, hvor du kan være for dig selv. Et af revene kan man komme 50-60 meter ud på, hvis man har en vadestav. Her er mange dybe »hestehuller«, så det gælder virkelig om at passe på. Blot et forkert skridt, kan være rigeligt til en utilsigtet vandgang. Sydlige svage vinde – især SØ er ofte det bedste, men hvis der er under fem sekundmeter går den også an i nordlige vinde. Vestenvinde betyder ofte for meget ålegræs i vandet – og dermed svære fiskeforhold.

LISELUND, der er bedst til dagfiskeri forår og efterår, er der god dybde helt ind under land. Vindforholdene skal være de samme som ved Hellehavn Nakke. Selv om der er rimelig dybde ind under land, er der flere gode sandrevler længere ude. Strækket er kendt for storfisk – og på den vildeste dag i foråret 2009 blev der efter sigende taget fire 5 kilos på samme dag – med en topfisk på 6,4 kilo. Ordsproget »Liselund – den var ond« – hentyder til de mange trappetrin, så her kan du ofte gå i fred.

JYDELEJET er ligeledes et sted, hvor man ofte kan være for sig selv på grund af de mange trapper. Her er så dybt under land, at man uden problemer kan gå i et par gummistøvler direkte fra land og fiske. Hyg dig, gå langs stranden – og kast fremefter, så du afsøger de dybe badekar med store sten, inden du risikerer at skræmme fiskene. SØ-vind er bedst, men vestlige og sydlige vinde kan også være gode. En eventuel nordenvind skal være svag. Selvom man skulle tro, at vestenvind betyder fralandsvind, så kan det snyde, fordi klinterne er så høje her, at vinden hvirvler tilbage og op ad klinten. Fralandsvind kan derfor reelt set virke som pålandsvind, hvis man står og vifter med sin fluestang nede på kysten, dybt under toppen af klinten. De østvendte klinter er derfor ikke særlig gode til fluefiskeri – her er sydsiden og Brunshoved meget lettere at gå til.

 

Rasmus Jensen med en fintrekilos kystørred fra Råbylille Strand. Fisken er taget næsten lige ud for P-pladsen ved pumpestationen.

Rasmus Jensen med en fin trekilos kystørred fra Råbylille Strand. Fisken er taget næsten lige ud for P-pladsen ved pumpestationen.

 

GEOCENTERET OG STORE KLINT ved den store trappe er med sine over 500 trin ligeledes en hård tur. Og lettere bliver det ikke, når man skal op med en galgefuld flotte havørred… Bunden er meget stenet, og som ved Jydelejet er der rimelig dybe badekar inden for den første revle, som kan affiskes direkte fra land. Vindforholdene er bedst som ved Jydelejet.

MØNS FYR på sydøstsiden af øen er ligeledes et rigtig godt område. Her kører jeg ofte ned i skoven og holder ved Busene Have, hvorefter jeg affisker strækket op til fyret. Her ligger nogle super store sten i vandet, som man kan gå sikkert ud til via nogle ålegræsbanker – hvis altså man kan se bunden. Godt bænket på en stor sten i vand til anklerne er der perfekt udsyn over de mange gode havørredpladser på strækket. Her er flere rigtig dybe kystnære huller med store fisk, som det er helt klart værd at kigge nærmere på. Nordvest og helt om til vestenvind er gode. Sydvest er også ok, men kun hvis den er under 4-5 sekundmeter.

Ved selve fyret er en af de bedste pladser Skilterevet. Her går du 2-300 meter af stien nordpå langs med kysten, hvorefter revet ligger lige 50 meter til venstre fra det sted, hvor stien løber ned på stranden Her er der taget mange gode fisk.

BUSENE TIL KLINTHOLM er et langt stræk, med flere gode rev, der er gode, når vinden kommer fra nordlige retninger. En vesten eller går an, men den må endelig ikke være for kraftig. Her er også en del sandstræk, hvor havørrederne går helt ind over for at jage tobis. Området er rigtig godt til fluefiskeri, med store badekar og mange revler.

VED BUSEMARK MOSE – vest for havnen er der også en rigtig god og ukendt havørredplads, hvor et cirka 800 meter langt stenrev strækker sig over 100 meter ud i vandet. Stene er små og relativt flade, så revet, der er en virkelig god forårsplads, er let at affiske. Der er et ferskvands udløb fra mosen, hvilket gør stedet til en god vinterplads.

 

Møns kyster byder på mangegode stenrev, hvor der ikke blot er godt med fisk, men også mulighed for at komme op og stå på en god sten, hvor der er fint udsyn over revet – og eventuelle følgere.

Møns kyster byder på mange gode stenrev, hvor der ikke blot er godt med fisk, men også mulighed for at komme op og stå på en god sten, hvor der er fint udsyn over
revet – og eventuelle følgere.

 

RÅBYLILLE STRAND er noget mere kendt, og det er ikke uden grund. Her er stabile mængder af fisk hele året rundt, og det er en super god flueplads. Her kører man til Råbylille og østpå langs den lille vej parallelt med stranden. Helt ude for enden ved pumpestationen kan du parkere din bil. Ved P-pladsen er der er lille å udløb, hvilket gør stedet til en af de bedste vinterpladser på Møn.

 HJELM BUGT byder på sandrevler vekslende med store sten. Her er flere gode pladser, men området har en tendens til at blive fyldt med drivende ålegræs – bl.a. under påvirkning af den strømfyldte Grønsund. Norvestenvind er det bedste, men en vestenvind kan også gå. Især med vinde fra SV til SØ er der ubehagelige mængder af drivende ålegræs.

Længere op mod Hårbølle Pynt er nordlige vinde bedst, mens vestlige vinde giver alt for meget ålegræs fra Grønsund. En søndenvind kan gå an, men den skal være svag.

VED HÅRBØLLE PYNT er der ekstremt dybt ind under land. Med et godt kast kan man fiske over 10- 15 meter vand, så chancen for en rigtig grov sildeæder er der, hvis man er heldig. Her er godt forår og især efterår. Når strømmen er stærk, er der alt for meget ålegræs til at man kan fiske effektivt. Strømmen er ofte nordgående, og der skal kastes skråt opstrøms, hvis man vil ordentligt ned i vandet. Den nordvestlige del af øen rummer en del fredede områder, og er helt generelt for lavvandet til et godt havørredfiskeri. Her er til gengæld fint med brakvandsgedder – men det er en anden historie, slutter Ken sin gennemgang af kystpladserne på Møn.

Vandstandens betydning for havørrederne på Møns kystpladser

Der er højst 10-15 centimeter forskel på høj- og lavvande ved Møn, og tidevandet har derfor minimal betydning i forhold til andre faktorer som vind og vejr generelt. Seriøst lavt vand 50-75 cm under normale optræder kun i kraftig østenvind. Her kan vandet blive så lavt, at der simpelthen bliver for lavt på mange af de ellers gode rev.

Artiklen blev oprindeligt publiceret i Fisk & Fri 5/2009

 

Friluftsland

 

Niels Jørgen Dahl fra HSLF meden flot trekilos kystørred, der huggede en Polar Magnus ved Busene på sydøstmøn.

Niels Jørgen Dahl fra HSLF med en flot trekilos kystørred, der huggede en Polar Magnus ved Busene på sydøstmøn.

    Hvidovre Sport

    Modtag fiskepost med nye artikler

    Nu er du tilmeldt.

    Share This