MED LAKSEFLUER I OVERFLADEN

Når sommersolen får varmet vandet op – så skal fluen fiskes højt. Sådan lyder det fra Pelle Klippinge og et par norske lakseksperter, der her giver dig en god stak højtgående tips til sommerens laksefluefiskeri.

 

AF PELLE KLIPPINGE

 

VEJRET bliver mere og mere gustent, og et kraftigt vindstød er tæt på at blæse min kasket ud over Orklas strømmende vand. Jeg starter min affiskning et godt stykke oppe i det hårde stryg med en lille kobber rørflue, der fisker i overfladen af den stærke strøm.

Hugget kommer som et mindre chock, og inden jeg ved af det, er laksen allerede på vej mod fosnakken i ekspresfart. Men til alt held vender den i sidste øjeblik og skyder i luften med en kraftfuld serie af spring. At der er tale om en grov fisk, er der ingen som helst tvivl om – og den er helt blank.

Laksens kræfter ebber dog langsomt ud og efter et stykke tid søger den mod dybere vand. Fra Saghölen’s stejle brinker er det dog ikke let at udtrætte en fisk. Man står nærmest oven for laksen og får alt for lidt sidepres til effektivt at kunne udtrætte fisken. Først efter tyve minutter kommer fisken til overfladen og vender siden opad. Den er bred og så nystegen, at der stadig er lus ved gatfinnen. Men det er så også det sidste jeg ser. Da min hånd er kun ynkelige 10 centimeter fra at gribe storfisken om haleroden, slipper krogen sit fæste, idet laksen bakser så kraftigt med halen, at jeg ikke kan se ud af mine briller for bare vand.

 

 

Med rørflue i overfladen efter laks

Den lille rørflue er snart ude igen, og på grund af den stærke strøm skøjter den rundt helt oppe i overfladen. Orkla er smal lige her, og strømmen er derfor hård. Efter et par korte kast ser jeg pludselig et laksehoved med halvåben mund oppe i overfladen, som jager fluen, men misser. Jeg lægger lynhurtigt et kast til samme spot, hvorefter den uden tøven går efter fluen igen. Men igen misser den – samt hugger og misser endnu en gang. Men til sidst, da fluen er blot nogle meter fra egen bred, får den til sidst fat i fluen.

Det første udløb bliver en gentagelse af den første lakse fight. Men laksen bliver bare ved med at tage hurtige udløb og springe fri af vandet, så der står kaskader af vaud ude over hølet og stangen spændes faretruende…

Efter den tidligere fight er jeg godt træt og sætter mig derfor til rette på en sten, mens jeg lægger pres på fisken. Minutterne går, og inden jeg får set mig om, har jeg siddet der i ti minutter, uden at laksen har rykket sig ud af flækken. Jeg presser så meget jeg kan, og er efterhånden ved at være godt lang i armene, da en af vennerne dukker op, som dagens frelsende engel.

Med sit store net, får han landet laksen, lægger den foran mig – og gratulerer. Han spørger om jeg skal beholde laksen, og det skal jeg bestemt. Her bliver rigeligt med gravad laks til hele gænget! Engang imellem er det fedt at konstatere, at storlaksen kan blive så ivrig efter at tage fluen, som det var tilfældet med denne fisk, der bare huggede igen og igen. Og som det så ofte sker, så indtraf situationen ved et drastisk omslag i vejret. At tænke sig, at så stor en fisk kan jage som besat for at få fat i en lille flue på en halv tomme i benhård strøm – det er helt vildt. Og det vildeste er, at dagen før havde det været mere eller mindre umuligt at få fiskene i tale, ligegyldigt hvad jeg gjorde – alt imens et par ormefiskere lige op strøms landede tre nystegne blanklaks og bankede os fluefiskere totalt ud af banen…

 Jeg ved ikke hvorfor. Men for mit eget vedkommende lykkes det sjældent med det tunge og bundnære synkelinefiskeri. Måske er jeg for doven. Det er nemlig krævende. Og så hader jeg bundbid. I praksis fisker jeg derfor sjældent mere end en meter under overfladen. Det lyder måske ikke så dybt, men tænk lidt over, hvordan du selv egentlig fisker i praksis. Selv en synke 2 får ikke fluen til at gå særlig dybt – og slet ikke i en kraftfuld norsk elv, der er meget hurtigere end fx de danske eller sydsvenske åer. Jeg er i hvert fald ikke i tvivl – normalt er det rigeligt, hvis man kommer en meter ned i vandet – selv når der fiskes efter springer laks.

 

Den bedste flueline til laks

Min linefavorit har altid været en sink-tip. Det er på denne line, at jeg fanger størsteparten af mine laks, og samme line gør, at jeg ikke har brug for hverken intermediate eller en normal slow sink. Men det er dog vigtigt, at tippen er hurtigt synkende. Fordelen ved sinktippen er, at den både fisker og styrer fluen uhyre effektivt.

Fluen og forfanget trækkes lynhurtig nogle centimeter ned i vandet, selv på pladser med virkelig hård strøm. Og det er vigtigt, fordi så fisker fluen effektivt fra samme øjeblik, den rammer vandet. Hvis strømmen er knapt så stærk, så fisker fluen op mod en halvmeter ned med min sædvanlige sink-tip. Til sammenligning fisker en hel intermediate eller slow sink på samme niveau,men har den ulempe at den »klæber til vandet«, hvilket eksempelvis gør det sværere at mende og kontrollere linen. Et andet plus ved sink-tip linen er, at den er let at løfte og kaste direkte, uden nogen ekstra rulle ellermellemkast.

Sink-tip liner er i øvrigt en område, hvor udviklingen går hurtigt. I dag findes der flere færdige systemer med såkaldte »connecteller multi tips«. Det smarteste koncept er efter min mening en hovedline med en lang speyklump samt et tilhørende sortiment af løse spidser, der sammenføjes med øjer. Spidserne er normalt 4-6 meter lange. Fordelen er indlysende; med det samme system dækker man stort set samtlige fiskesituationer, som man kommer ud for igennem en sæson. Med lidt øvelse kan man hurtigt fremtrylle en line, der dækker hele spektret fra flydeline til mere dybdegående alternativer.

De fabrikater, jeg har testet, kaster desuden rigtig godt. Selv de aller tungeste er godt afbalancerede – i modsætning til de tidligere typer af disse liner. I de bedste liner af denne type er linens kerne totalt uelastisk, hvilket giver markant bedre føling med linen og fluen end tidligere. Men det giver ikke bare bedre føling med fiskeriet; det giver også mere præcise kast.

 

Fluefiskeri efter laks på varierende dybde

Fiskeri på varierende dybde er en hel videnskab. Det er derfor altid interessant at høre om andres linevalg. Jeg snakkede derfor med et par af de dygtigste laksefluefiskere i Norge – Asbjörn Storöien og Jonas Hammarstedt, der begge har sort bælte i laks. Ved temperaturer over ni grader var de rørende enige: Flydeline kombineret med en synkende tip eller tafs gav klart flest fisk. Dette blev i visse situationer udbygget og kompletteret med coneheads eller metaltube på fluen, for at få den lidt længere ned – og undgå at den striber i overfladen.

Ved temperaturer under ni grader fortrækker de begge at fiske dybere: – Mit synkelinefiskeri foregår med LTS i synke 1-2 kombineret med flere typer af Polyleaders fra fast sink til superfast i spidsen, fortæller Asbjörn Storöien, og fortsætter. – Min erfaring med polyleader er, at synkelinen bliver meget bedre at kaste med, fordi den nærmest fungerer som en direkte forlængelse af linens tapering. Det giver længere kast, og linen strækker sig bedre og pænere. Det rækker med 1-1,5 meter nylontafs i cirka 0,45 mm.

Jonas Hammarstedt fortæller, at han under det tidlige fiskeri i en høj og kold elv, altid vælger tung line og tunge fluer for at komme ordentlig ned til fisken, der står dybt. – Men ud over det foregår det meste af mit fiskeri med flydende eller intermediate liner – ofte kombineret med en synkende tafs, som hurtigt lader sig skifte. Dette kan så kombineres med en mere eller mindre tung flue, alt efter forholdene ved pladsen, slutter han.

I praksis betyder det, at størsteparten af alle de mange laks, som de to dygtige laksefluefiskere fanger, sjældent hugger på under én meters under overfladen. Vil man længere ned, så skal det ske ved, at man vælger en tungere flue. Og præcis som guldhoved nymfer har revolutioneret fiskeriet efter ørred og stalling, så har coneheads og bottle-tubes fået samme betydning inden for laksefiskeriet. Nogle bryder sig ikke om det, da belastningen i ekstrem tilfælde kan påvirke præsentationen, men der er ingen tvivl om, at de er kommet for at blive – og blive videreudviklet. I dag vejer de tungeste tubes omkring tre gram, hvilket ikke er at anbefale ved lav vandstand om sommeren.

Men – stiger vandet pludselig eller skal men helt ned i et dybt hul med turbulent strøm, så er det en stor fordel af have tunge rørfluer med i flueboksen. I den sammenhæng kommer jeg i tanke om et svært forårsfiskeri for nogle år tilbage i Emåen, hvor vandstanden var ekstremt høj – og fangsterne udeblev, fordi det var svært at fiske dybt nok. En opfindsom lokal fisker – Björn Bergström – knækkede koden ved at binde et søm på linen oven for fluen. Det var ganske vist både svært at kaste med og klodset, men ned det kom han. Og han fik flere flotte havørred som en af de eneste ved åen.

 

Riffling hitch – med laksefluen stribende i overfladen

Som kontrast til dette ekstremt dybe fiskeri, vil jeg fortælle dig om en oplevelse jeg havde i de sidste dage af august 2008 ved norske Gaula. Jeg fiskede på elvens øvre del ovenfor Singsås. Der var utrolig lidt vand og solen skinnede, da vi sad ved Trönderlånet og svalede os i skyggen. I det klare vand kunne vi regelmæssigt se laks i en pool, når vi stod højt oppe, og der var yderst interessant at iagttage dem. Både morgen og aften var der en del plasken i poolen, og vi pøvede alt – uden held. Det var først da norske Knut elegant landede en bred hunfisk på næsten 10 kilo efterfulgt af en mellemlaks og en grilse, at vi begyndte at indse, at det var regulært overfladefiskeri, der skulle til. Men selvom vi gik over til at stribe små halvtommers fluer tværs over indløbsstrømmen – præcis som Knut, fik vi aldrig rigtig gang i fiskeriet. Men han var også helt suveræn til dette.

 Riffling hitch eller Portland hitch, som teknikken hedder, er ekstremt spændende. Metoden blev oprindeligt opdyrket på Newfoundland og blev populariseret af Lee Wulff. Når elven er lav og varm, har teknikken sin aller største force, og det er ekstremt fascinerende at stribe fluen hjem, så den trækker et v-formet kølvand efter sig på overfladen. Det eneste det kræver er en flydeline og et halvstik på forfanget bag om fluens hoved – så trækker den en perfekt stribe igennem overfladen. 

Det mest effektive er dog – som Knut – at anvende en lille halv tommers rørflue af plast, hvilket kombineres med en krog, der er så let som mulig. Det er normalt rigeligt med en vinge på fluen og det er ikke nødvendigt med en krop. Rødt eller hvidt hoved er en fordel, da det med kontrastfarver som disse, bliver lettere at følge fluen på overfladen. Hullet til forfanget, som laves med en nål, placeres et par mm nede fra enden af røret, lavet på en sådan måde, at vingen vender opad. Man kan evt lave et hul på begge sider af fluen, så man kan skifte afhængig af hvilken side af elvenman fisker fra.

Korte kast med fluen er ofte rigeligt

Efter kastet er det vigtigt at få kontakt med fluen hurtigt. Det er derfor en fordel at fiske med korte kast – 6-10 meter er ofte rigeligt. For at få den bedst mulige effekt gælder det om at prøve sig frem med forskellige kastevinkler, og så er det ellers bare om at tage linen ind – og nyde den surfe – eller hitche i overfladen. 

– Det mest vigtige er at have fuldstændig stram line hele tiden, fortæller Knut. – Foretag nedstrøms mendning og led linen med stangspidsen, mens du tager den ind. Varier kastet efter strømmen; med en jævn strøm kan kastet gå tværstrøms, mens det ved mere kraftig strøm kan være nødvendigt at vade opstrøms og holde fluen over gode standpladser – serveret med et nedstrøms kast.

Vent lidt med modhugget ved riffling hitch

Det sværeste ved riffling hitch teknikken er dog at vente lidt med modhugget. Laksen kan nemlig hugge på et utal af forskellige måder ved denne spændende metode. Den kan både hoppe, rulle eller bare følge fluen, inden den bider. Men gør man modhug for tidligt, at det næsten garanteret, at man mister fisken. Det er vigtigt ikke at foretage sig noget, før man er sikker på, at laksen har lukket kæften ordentligt. Og det er man reelt set ofte først, når man mærker fiskens vægt i stangen. Først da er det tid til at stramme op og drive krogspidsen ind i munden på den. Men bliver man så paralyseret, at man glemmer alt, så gør det intet. Laksen driver selv krogen ind i det første udløb…

Artiklen blev oprindeligt publiceret i Fisk & Fri 5/2009