okt 13, 2020 | Artikler, Biologi, Miljø og debat, SANDART
Sandarten har i mange år været slet ikke været tænkt ind i fiskeplejen, fordi den fejlagtigt har været stemplet som ”ikke-hjemmehørende og invasiv”. Efter Fisk & Fri den seneste tid har bragt emnet op til debat, må vi må vi håbe på, at både DSF, forskere og beslutningstagere, har indset fejlen, så man ændrer kurs og fremover gør noget proaktivt for at ophjælpe bestandene. Men – hvad kan vi helt konkret gøre for at fremme mere stabile selvreproducerende bestande? Svaret er måske simpelt: Fjern spærringerne på åerne og etabler/genetabler nye egnede gydeområder: En win-win for alle.
AF JENS BURSELL
MEGET TYDER PÅ, at menneskelig påvirkning i høj grad har påvirket vores oprindelige sandartbestande negativt. Som vi har nævnt tidligere kan sandartbestandenes decimering op igennem historisk, tid især fra 1000-tallet og frem i høj grad skyldes opstemninger på åerne, der har besværliggjort sandarternes naturlige føde- og gydevandringer mod områder med egnet gydesubstrat, der samtidig sandsynligvis er blevet mindre og mindre af på grund af gradvist tykkere og tykkere dyndlag over mange af de tidligere gydeområder.
Hvordan opstemningerne kan have påvirket sandartbestandene er uddybet i artiklen her.
Slip åerne fri
At få fjerne spærringerne på vores åer, vil derfor oplagt være en god hjælp – også for sandarten. Netop dette arbejde har været godt i gang i mange år – med en aktiv og solid indsats fra både DSF og DTU Aqua, som dog nok især har gjort dette for laksefiskenes skyld. Men – færre spærringer kan indlysende nok også have en vigtig positiv effekt på vores rovfiskebestande, fordi det vil betyde, at fiskene frit kan vandre til de dele af åsystemerne, der aktuelt giver de bedste forhold – både mht føde og gydemuligheder.
Sandarten er kendt for store svingninger i bestandsstørrelsen – et fænomen man oftest ser i systemer med mange opstemninger – og knapt så meget i store åbne systemer uden opstemninger. At slippe åerne fri vil derfor sandsynligvis også kunne bidrage til mere stabile sandartpopulationer med en højere baseline for populationerne.
Jens Bursell med en fin sandart fra Furesøen på Sjælland.
Skab bedre gydeforhold for sandarten
Præcis som det med både ørred, laks og gedde falder naturligt at undersøge, hvordan man kan forbedre gydeforholdene, er det selvsagt lige så indløsende at gøre det samme for sandarterne.
Sandarten gyder på hård bund – typisk på 1-3 meters dybde med sand, grus eller stenbund. I takt med, at vores søer – især gennem de sidste hundrede år – er blevet mere næringsrige, er graden af sedimentation – dvs raten hvormed organiske stoffer bundfældes – steget. Det betyder, at der i de fleste søer bliver mere og mere mudret bund, som årene går.
Det er oplagt, at denne historik kan have betydet, at mange søer gradvis har mistet flere og flere vigtige gydeområder, af den simple grund, at de er mudret til. Præcis som man har gjort det for laksefiskene, er det derfor oplagt at undersøge mulighederne for at etablere/genetablere gamle gydeområder, for på den måde at fremme arten og skabe en stabilt høj reproduktion. Men – det er nok ikke helt så simpelt som at hælde grus i et mindre ørredvandløb for at skabe gydebanker.
Lav nye gydeområder for sandarten
Mange af de oplagte områder, hvor man kan etablere gydeområder vil sandsynligvis være dækket af så dybt et dyndlag, at man ikke ”bare lige” lægger lidt grus på toppen. Her kunne man forestille sig, at man nogle steder indledende må fjerne blødt overfladesediment, så fx udhældt grus ikke bare forsvinder i et bundløst hul af mudder. Det vil i nogle tilfælde sikkert kunne blive en bekostelig affære, men måske også den mest naturlige og optimale løsning. Problemet kan så blive, at et hul med fast bund sikkert hurtigt vil slamme til igen – og så er man lige langt…Alternativt kan det være, at man – hvis ikke mudderet kan fjernes – bliver nødt til at præparere bunden på anden vis for at sikre, at det kommer til at virker optimalt. Det kunne fx være, et man i den yderste konsekvens må pilotere et gydeområde og bygge en fast hård overflade eksempelvis et betongulv, hvorpå gydesubstrat som fx grus og småsten kan ligge stabilt for eftertiden. Kan man lave en “geddefabrik”, så kan man selvfølgelig også lave en “sandartfabrik”. Med ind i løsningerne, skal man selvfølgelig indtænke, at man på den lange bane fremtidssikrer gydeområderne, så de ikke begraves i mudder igen få år efter, at de er etableret.
Tanken om at etablere fx kunstige gydebanker med grus i blødbundsområder kan måske virke langt ude, men måske kræver det ikke så meget? Man har i fx Lyngby-Bagsværd Sø set, hvordan de bitte små tilbageværende gydeområder faktisk har kunne opretholde en bestand i mange, mange år. Så hvem ved – måske er det slet ikke så uoverskueligt, at gå i gang med? I mange søer vil en grusbanke på størrelse med en parcelhusgrund eller lignende måske være nok til at booste bestanden mærkbart.
Det virker som om, at mange af de gydeområder med hård bund, der er bevaret op til i dag, ofte ligger eksponeret for den fremherskende vindretning, hvilket er med til at holde bunden mindre mudret, på grund af mere understrøm mv. Vindeksponering og fremherskende strømretning for eksempelvis understrøm vil derfor sikkert være en af de ting, man skal tænke ind i etablering af nye gydeområder for sandarten.
Brug for forskning, så vi får gjort det rigtigt
Der er mange men´er og hvis´er i alt dette. Skal man for alvor skabe bedre forhold for sandarten, så kræver det derfor, at man invester forskningsmidler i at finde ud af 1) hvad er de bedste gydeområder under danske forhold og 2) hvordan sikrer man bedst muligt bedre gydeområder for sandarterne, så man ikke spilder tid og penge på at gøre det forkert. Når dette er gjort, og man ved præcis, hvad man skal gøre for at få den bedste og mest langtidsholdbare løsning for sandarterne, kan man i større skala begynde det hårde samt mere lavpraktiske arbejde med eksempelvis at etablere sand, grus eller stenbanker på 1-3 meters dybde i vores mange søer.
Niels Buch Jørgensen med en fin sandart fra Tissø.
Fisketegnsmidler til fremme af sandartbestandene
Der er ikke brugt mange penge fra Fisketegnsmidlerne igennem årene på at fremme vores sandartbestande – tværtimod er de indirekte brugt på at decimere bestandene via eksempelvis “rådgivning” Søhåndbogen. Det er derfor oplagt, at man på de kommende budgetter vedtager at bruge en seriøs del af pengene på at rette op på de mange års manglende af fiskepleje af vores sandartbestande.
Trin 1 vil naturligvis være at undersøge al eksisterende litteretur på området, så man ikke spilder forskningspenge på at finde ud af, hvad man allerede ved. Dernæst er det bare med at komme i krig med at få belyst og testet hvilke tiltag, der skal gøres for at etablere flere og mere attraktive gydeområder for vores sandartbestande. Når man ved præcis, hvad der skal gøres – kan de enkelte foreninger så gå i gang med at søge penge til etablering af gydeområder i vores søer. Og så er der selvfølgelig fri passage i vores vandløb – men den proces er allerede godt i gang og har været det i mange år.
Når naturgrundlaget for sandart er i orden
Efter man har fået undersøgt, hvordan gydeforholdene forbedres – samt eksekveret på det, er det for alvor tid til at kickstarte en positiv bestandsudvikling. Her vil der sikkert være en del søer, hvor det måske vil blive nødvendigt at lægge ud med støtteudsætninger for at få gang i processen. I disse tilfælde bør man selvfølgelig være åben for at ændre sin praksis og give de nødvendige udsætningstilladelser, indtil man har fået sandartbestandene op at køre på et fornuftigt og stabilt niveau.
Der er mange muligheder for at hjælpe vores sandartbestande, men trin et er, at man også i en praktisk forvaltningssammenhæng anderkender sandarten som en hjemmehørende art, der har krav på præcis samme bestandspleje som andre hjemmehørende arter – fx ørred og laks.
I 2020 har vi haft en vækst på 17 % blandt fisketegnsløserne, hvilket betyder, at der lige nu er ekstra penge i kassen. For at være helt præcis 4,3 millioner.
Disse pengene bør ikke bare ende i et sort administrationshul, men kan passende bruges på at hjælpe den af Danmarks fiskearter, der uberettiget har fået mindst hjælp gennem mange, mange år: Sandarten.
okt 11, 2020 | Åfiskeri, Artikler, Rejsefiskeri
Jeg har altid drømt om at fange en perfekt vild regnbueørred – og for et par år siden opstod der endelig en mulighed for at opleve de sortprikkede, pink og lilla skønheder i Alaskas vildmark.
Af Jens Bursell
HELIKOPTEREN manøvrerer med en utrolig præcision gennem den lille kløft, hvor Clear Creek snor sig lokkende gennem det kuperede skovområde, og kort tid efter lander vi ved den mest idylliske lille pool. Ray pakker vores raft ud og sammen hjælper vi med at pumpe den op. Allerede i første kast med min lille Mepps str. 3 over det sprit klare vand, giver det et hidsigt ryk i den anden ende – og et splitsekund efter pisker en hidsig regnbueørred rundt i den kraftige strøm. OK – den er ikke stor, men til gengæld er den gudesmuk. Jeg når at få et par stykker mere, inden raften er pumpet helt op, så det er med store forventninger til fiskeriet, at vi sætter kursen nedstrøms mod Talkeetna Fishinglodge, hvor vi kom fra.
Den ene smukke pool afløser den anden, og inden længe er vi på land igen for at få os et par regnbuer. Anna bevæger sig nedstrøms, og jeg selv bliver, hvor jeg er – og tager et kast.
Perfekte vilde regnbueørreder
I toppen af poolen er der et perfekt strømlæ bag en kæmpestor klippeblok, og sekunder efter lander min spinner lige hvor den skal 10 centimeter fra blokken. Der er et par meter dybt, så jeg giver lige spinneren et par sekunder til at synke på slap line, inden jeg med et par omdrejninger på hjulet sætter spinnerbladet i rotation. Jeg kan akkurat ane spinneren glimte nede i det dybe vand. Pludselig forsvinder det svage glimt – og i det samme pisker linen opstrøms samtidig med, at jeg må hjule ind på linen som besat for at kroge den fisk, der med ekspresfart modstrøms har taget min spinner.
Endelig er der fuld kontakt, og fisken kvitterer med at piske lige så hurtigt nedstrøms – som den startede med at svømme opstrøms. På trods af, at fisken næppe er meget mere en 45 centimeter, leverer den en forrygende fight på min UL-stang. Regnbuen, der er et studie i skønhed, kommer ud af vandet til et enkelt hurtigt foto, hvorefter den får lov til at svømme retur til flodens kølige og klare vand.
En fantastisk smuk regbue taget fra Talkeetna Fishinglodge.
Ray forsøger sig med mine Morrish Mouse rørfluer, og har et enkelt hug, men det lykkes ikke at kroge fisken, der er væk lige så hurtigt, som den kom. Fiskene er helt vilde med denne museimitation, men de kan være forbandet svære at kroge på overfladen med en enkeltkrog – selv om de er helt vilde i varmen.
Lidt længere nedstrøms stopper vi for at spise frokost ved en stor flad pool, og da vi går omkring på stranden, ser vi et par kæmpestore bjørnespor, der er helt friske. Jeg har tidligere på turen været mere end rigeligt tæt på både sortbjørne og grizzlys med unger, så jeg har egentlig mere lyst til at fiske end at kigge bjørne dybt i øjnene. Og sådan bliver det. Få øjeblikke senere giver det et voldsomt ryk i den anden ende – og det tager ikke mange splitsekunder at regne ud, at det ikke er en regnbue…
Kongelaks på UL-grej
Min UL-stang flekser helt ned i korken, og på trods af en ret stram bremse pisker linen af hjulet, indtil fisken, der hurtigt viser sig at være en kongelaks i omegnen af 10 kilo, stopper sit hvinende udløb cirka 50 meter nedstrøms. Fisken kæmper hårdt, men med et solidt pres kommer den alligevel relativt hurtigt tæt på, hvor den går tungt ude foran, indtil jeg omsider med et fast greb om halen kan afkroge fisken og sætte den hurtigt retur. Kongelaksesæsonen kører normalt til den 13 juli her i området, men netop i år har Alaska Fisk & Game valgt at lukke fiskeriet lidt tidligere, hvilket betyder at alle kongelaks – eller chinook – som de også kaldes, skal afkroges i vandet og genudsættes med det samme. Som sagt – så gjort.
Regnbuerne , som vi fisker efter – går lige i halen på kongelaksene, for at spise deres rogn, så en vis bifangst af kongelaks kan ikke undgås, men det er heller ikke så ringe igen… At kroge en kongelaks på det lette spineudstyr er nemlig en fightoplevelse udover det sædvanlige. Det finder Anna også ud af, da hun ved den næste pool kroger en 15 kilos chinook på sin Dalai Llama spinflue.
Laksen er hendes første fisk nogensinde, så hun er spændt mere end godt for. Og sådan bliver det ved – i næste hver eneste pool får vi fisk – og da vi helt ude fra floden kan dufte aftensmaden fra lodgen, har vi både fået både regnbuer, kongelaks, stalling og helt.
En kongelaks over 10 kilo går amok på det lette grej.
Heftig lakseaction på det lette grej
Fiskeriet lige omkring lodgen er også fint, og her kan man se masser af flotte kongelaks i de krystalklare pools. Jeg har kun to- en halv dages fiskeri, inden jeg skal videre til World Recreational Fishing Conference 2017 i British Columbia, så der skal fiskes igennem.
Også i vandet omkring Talkeetna Fishing lodge bliver det til en del regnbuer samt bifangster i form af kongelaks på 8-15 kilo, der bliver landet på UL-grej, Mepps str. 3 og en str. 12 krog på helikopter-rig. Den største af fiskene får jeg den sidste dag lige inden Henrik kommer for at sejle mig ind til Talkeetna i sit jetboat. Fisken ser spinneren fra sit hul i en fire meter dyb rende, og det er et syn for guder, da den jagter spinneren gennem det krystal klare vand, for endeligt at tage den på 1 meter vand nogle få meter under stangtoppen. Kongelaksen, der er rød som en tomat, byder på den vildeste fight, jeg længe har oplevet. Heldigvis er min UL-stang solid som en Ugly Stick og efter en heftig gang tovtrækkeri, hvor den gentagne gange tager tunge og dybe udløb ud i poolen og hovedstrømmen, kan jeg få fisken ind på lavt vand og få den lille trekrog ud, der sidder allerforrest i kæben.
Idet jeg afkroger fisken, hører jeg et par skrig over trætoppene, og når lige at se silhuettet fra en velvoksen kongeørn, der glider henover trækronerne og drejer om bag en stejl klippeside. Kort tid efter kommer Henrik fræsende hen over de lave stryg i sin jetboat, og inden længe er jeg på vej hjem. Mens træerne glider forbi og vinden suser om kap med floden, kan jeg ikke lade være med at tænke på, hvor heldig jeg er at befinde lige præcis her – lige nu.
Fluefiskeri med Dalai Llama fluer er utrolig populært i Alaska.
Ta til Alaska og Chunilna Creek
Clear Creek – også kaldet Chunilna Creek, ligger et par timers kørsel nord for Anchorage. Den lille klare flod byder på et fantastisk sightfiskeri efter alt fra konge og sølv laks til chum og flotte vilde regnbueørreder. Som dansker er det lettest at booke fisketure til Clear Creek hos Atlantik Travel. Du kan læse meget mere om fiskeriet, der varmt kan anbefales, på www.fiskerejser.dk eller selve lodgens hjemmeside – www.talkeetnafishinglodge.com.
Talkeetna Fishinglodge, der ejes og drives af nordmanden Henrik Wessel, byder på super hyggelige værelser og fællesarealer – samt en udsøgt gourmetmenu, der serveres tre gange dagligt. Helikopterture og rafts kan bookes fra hans lodge.
Jens med en fin lille vild regnbue fra Alaskas vildmark. Fisken tog en Mepps str. 3 fisket med helikopter-rig.
Klar til landing!
På turen tog Jens en del kongelaks mellem 10-15 kilo på en Mepps str. 3 spinner fisket med helikopter-rig og en str. 12 krog som denne.
okt 10, 2020 | Artikler, GEDDE, Predatorfiskeri, Trolling, Trolling efter gedder
Det varer ikke længe, inden efterårsfiskeriet går i gang og kulden sætter ind, så hvad kan være mere naturligt end at mindes en god sommer på søerne. Følg med Daniel Stormly på vandet.
AF DANIEL STORMLY
Uret ringer som altid klokken lort, og jeg er hamrende træt! De første tanker, der slår mig, er at for én gangs skyld ville det nok ikke gøre noget at blive liggende, men jeg er langt over halvvejs i mit personlige projekt, så som de utallige andre morgener kommer jeg afsted.
I marts fandt jeg jo hurtigt ud af, at Covid-19 nok ville sætte en stopper for alle mine rejser, og det betød, at jeg måtte aflyse en Thailands tur, fire ture til Spanien og en tur til Afrika, som jeg skulle have været på, imens jeg skriver dette. Kun en enkelt tur til Spanien blev trumfet igennem, men den var heldigvis vellykket. Så set i bakspejlet var det dét helt rigtige at gøre, at få året til at gå med et større personligt projekt herhjemme, og der var jo ingen tvivl om, at det skulle handle om min absolutte ynglingsfisk, siden jeg kunne gå – gedden!
Drømmen om storgedden
Netop gedden har spøgt i mit sind så længe, jeg kan huske. Rent instinktivt har jeg altid haft en urokkelig respekt for den fisk, måske fra da jeg måtte smide min fars net og løbe skrigende væk, da jeg som meget ung knægt skulle nette et ordentligt svin for ham, som så sprang direkte op i hovedet på mig. Fisken blev desværre ikke landet, da det hele som sagt gik lidt galt, og den gamle måtte kæmpe med stærke mavekramper af ren grineflip over synet!
Der har bare altid været noget med lige dén fisk. Så under dette års geddefredning blev planerne lagt, grejet blev optimeret, teorier i massevis skulle bekræftes eller afkræftes, og så skulle jeg lære de største søer vi har på Sjælland at kende, så jeg kunne fiske amok med bådene i min fantastiske forening – LF.
Efter gedde på de store sjællandske søer
Slagene skulle stå på Arresø, Tissø, Furesø, og Esrum sø. Det skulle foregå med trolling og udelukkende med store softbaits. Hvis vejrforholdene og bookingsystemer osv tillod det, skulle jeg fiske hver anden dag fra den første maj til og med efteråret. I lange perioder lykkedes det at gøre det på den måde, men i korte perioder hist og her var vinden for hård, eller også skulle jeg lige have et break i form af en karpetur.
Det kunne mærkes på psyken, at jeg havde kørt på så længe, og at det var begyndt at blive meget dejavú agtigt om morgenen, når jeg tog ud. Men jeg havde haft et vanvittigt godt fiskeri i mange måneder nu, og vejret var perfekt. Jeg skulle have en god kammerat med i båden den dag, så jeg kom selvfølgelig afsted som altid. Jeg tror det kan tælles på én hånd, hvor mange fisketure, jeg selv har aflyst i hele mit liv – selvfølgelig i håbet om den helt store fisk.
Daniel Stormly med belønningen for en hel sommers hårdt arbejde på de sjællandske søer.
Afsted på geddetur
Ved ankomsten bliver båden som oftest tømt for vand, og jeg får pakket LF båden med grej og udstyr. Vi glider ud af havnen, og den store sø åbner sig for os. Mod øst kan vi se den orange solopgang, imens mosekonen brygger så langt øjet rækker. Min kammerat slubrer lidt kaffe, og vi bliver enige om, at det ikke kan føles mere rigtigt i maven.
Vi når sættedybden, og får sat seks stænger med forskellige softbaits i den dybde, som jeg havde fundet den røde tråd i på de forrige ture netop hér. Vi fisker kun med seks stænger, da jeg syntes otte eller ti, som nogle bruger, bliver for meget. Personligt har jeg haft langt bedre fiskeri med langt mellemrum imellem mine lures, så de fremstår alene i vandet frem for tæt på hinanden. Og så er der meget mindre kaos, hvis næsten alle stænger går samtidig, hvilket jeg fik prøvet fire gange denne sommer. Når det sker, så er seks stænger MERE end rigeligt…
Der går ikke længe, før der kommer lidt i båden, og min makker får en rigtig fin fisk et par timer inde i fiskeriet, som selvfølgelig bliver taget op i båden og fotograferet. Hovedparten af alle fisk bliver altid bare afkroget ved siden af båden, uden fisken nogensinde forlader vandet. På dette tidspunkt har jeg fået hundredevis af gedder siden starten af sæsonen, så alt under omkring otte kg har været meningsløst at bakse med i båden-
Gang i gedderne
Det gode fiskeri fortsætter, og vejret ændrer sig ikke ligefrem til vores fordel. Vi ved, at om to timer når vinden over 8 sekundmeter. Så er det ikke sjovt mere, og turen har jo allerede været fantastisk. Men – som alle kender til, så havde jeg jo lige et område vi lige SKULLE sejle over, inden vi tog hjem.
På vej derover foreslår makkeren at hive stængerne op, så vi kan komme hurtigt derover, fordi tiden går, men jeg foreslår, at vi holder kursen, for jeg har mange gange erfaret, at de helt store kommer ud af de blå, hvor man slet ikke har regnet med det.
Som tiden går, og vi intet har fanget et stykke tid på vej imod det sidste område, sidder jeg og viser makkeren ét af mange store halvfriske ar på mine hænder fra denne blodige geddesommer. Mens jeg gør det, fortæller jeg ham om en af de rigtig store gedder, som jeg fik for nogle uger siden på en af de andre søer. Jeg fik aldrig et billede af den, for storgedden fik revet sig løs efter afkrogningen i vandet – lige som jeg begyndte at løfte i den tunge krop. Den fik smadret min hånd så meget, at jeg måtte gøre båden rent for blod bagefter for at kunne være bekendt at aflevere den, uden at den næste bruger skulle tro, at der var blevet begået en forbrydelse…
Midt i denne historie – omkring hundrede meter fra destinationen – krøller min midterste styrbord stang sammen ud af ingenting, og i det samme hører jeg lyden af knarren på mit hjul, hvor linen bliver trukket af – langsomt og jævnt. Det er næsten altid en stor fisk, når det foregår på denne måde, da de mindre ikke har vægten til at kunne gøre sådan.
Jeg får lagt pres på fisken uden modhug, hvilket er nødvendigt grundet bådens fremdrift og mine løse krogopsætninger på alle de agn jeg bruger. Jeg bliver hurtigt overbevidst om, at hugget er bedre ud end det så ud til at være. Nogen gange tager fisken røven på én, og dette blev også tilfældet her: Da fisken vender rundt efter at have fulgt med omkring ti meter, tager den et jævnt langsomt og tungt udløb på halvtreds fod, som jeg kan følge på min line tæller. Og det sker uden, at jeg føler et eneste hovedryst eller hale slag. I samme sekund jeg er overbevist om, at det bare SKAL være en af de helt store +’ere.
Daniel Stormly med sin flotte storgedde taget på softbait. Alle tre geddefotos i artiklen er den samme fisk, der fortjente mere end bare et eneste foto.
Tovtrækkeri med kæmpegedden
Min kammerat skruer ned for bådens tempo og fremstammer, at dét der kraftedeme ligner en stor fisk. Og han selv har fisk på samvittigheden, som jeg stadig drømmer om. Vi er efter et par minutter nødt til at stoppe båden og sætte den frontmonterede på anker, imens min kammerat trækker sine stænger ind. Imens presser jeg fisken, da det klart er en fisk, som behøver det.
Efter nogle minutters tovtrækkeri ser min makker fisken under mig, hvorefter han lynhurtigt flyver ned gennem båden og henter nettet. Idet han kommer tilbage i min ende af båden, krøller min yderste stang sammen, uden at båden har fremdrift eller noget. Jeg kan bare se, at det er en god fisk, der trækker afsted med mit store softbait. Bremsen får et par klik, og fisken jeg stadig ikke kan se for min kammerat og bådkanten, bliver tvunget op.
Pludselig kan jeg høre hans sejersbrøl, hvorefter jeg med det samme kaster stangen fra mig og tager den anden fisk. Der er ingen tvivl om, at den også er god, men den er ikke helt samme kaliber som den anden, får jeg overbevist mig selv om. Imens står min kammerat og siger, at den fisk jeg stadig ikke har kastet et eneste blik på, 100% sikkert er en plusser. Spørgsmålet er kun hvor meget. Jeg får ivrigt banket fisken ind, og det er en fantastisk smuk fisk, som vi skyder til omkring otte kilo, mens jeg kun lige når at skimte, hvad der venter på mig i nettet.
Alle stænger er oppe, og stressen er ovre. En dyb vejrtrækning bliver taget, idet jeg kommer over og kigger ned i nettet: Hvilket syn! Intet kan give mig den følelse, som en gedde i den kaliber gør. Den ligger bare der og stirrer på mig med de knivskarpe øjne, og ryggen er så bred, at den ligner mere en krokodille end noget andet!
Jeg laver et hurtigt filmklip til min Instagram @monsterangling. Hun er lidt rundtosset, men kommer sig, og følelsen af at se dette monster svømme stille og roligt ned i dybet igen behøver vel ikke beskrives yderligere. C & R er super vigtigt, hvis vi skal bevare et godt fiskeri. Sikken afslutning på en god dag med min kammerat, og ikke mindst mit sommerprojekt, som var ved at synge på sidste vers.
Hun ramte desværre ikke mit gedde mål på 15+, men havde klart længden og genetikken. Denne sommer har jeg blandt 10+’erne fra tre af de fire vande fået tre fisk, der UDEN tvivl er over de fantastiske 15 kg her til vinter eller op til legen – så mon ikke hun kommer til mig en dag. Denne sommer har været hård, men også den mest lærerige nogensinde. Den har bragt mange fantastiske bekendtskaber med sig, plus selvfølgelig fangster, minder og ej at forglemme ar for livet skabt med dryppende bloddråber ned i de store dybe søer. Nu banker efteråret og vinteren på døren. Hvem ved, hvad det bringer!
okt 9, 2020 | Artikler, Friluftsliv, Grej og beklædning
Kolde fødder på fisketuren kan dræbe enhver lyst til at nyde en god dag ved- eller på vandet. Gode sokker i uld er derfor alfa omega for en vellykket fisketur, når temperaturerne falder. Vi giver de bedste tips til at holde fødderne varme, mens fiskene hives i land.
AF MARLENE BAK COHR, FOTO: JENS BURSELL
Der er ikke noget som kolde fødder, der kan ødelægge en ellers god fisketur. Er fødderne først blevet kolde, kan det også være rigtig svært at få dem varme igen. I de kolde måneder, er det derfor helt essentielt, at fødderne er klædt ordentligt på til fisketuren. Det kræver gode sokker, der giver varme uden at efterlade fødderne våde og klamme af sved.
Sokker af uld
Generelt er det en fordel at vælge sokker af uld, som har den fordel at have temperaturregulerende egenskaber. Det betyder, at uld giver varme, når fødderne er kolde, mens det køler, når fødderne sveder. Uld er også storartet til at transportere fugt væk fra kroppen, så fødderne ikke føles indelukkede i et par waders eller støvler.
Uldsokker fås i forskellig tykkelse alt efter, hvor koldt vejret er, og hvor lang tid, man skal stå stille og fiske. Til en lang og kold vinterdag med fiskestangen vil et par tykke uldsokker med en tynd indersok være at foretrække. Indersokken er med til at holde fødderne tørre og komfortable, mens den tykke ydersok giver god varme.
6 tips til varme fødder på fisketuren
- Vælg gode kvalitetssokker med et højt indhold af uld. Uldsokkerne må gerne indeholde andre materialer som nylon og elastan. Det er ofte tilføjet uldsokker for at give ekstra slidstyrke og forbedre pasformen.
- Brug en tynd indersok i uld for ekstra varme og komfort.
- Hold fødderne tørre. Selvom uld varmer selv i våd tilstand, er det bedste værn mod kulde helt tørre fødder.
- Sørg for at bevæge fødderne, når det er muligt. Står du stille og fisker en hel dag, er det oplagt at indlægge nogle korte gå-pauser eller stå og vrikke lidt med fødderne fra tid til anden.
- Hav et par ekstra sokker med i rygsækken. Hvis sokkerne bliver våde, eller der er brug for endnu mere varme, er et par ekstra sokker altid en god nødløsning.
- Til de meget kolde dage kan et par tåvarmere give den ekstra varme der skal til, for at gøre fisketuren til en komfortabel og succesfuld oplevelse.
Her får du et par båd på nogle fede fiskesokker:
SMARTWOOL NEW CLASSIC RIB: Et par lækre sokker i en blanding af merionuld, nylon og elastik, der er med til at sikre både varme, god pasform og øget slidstyrke. Et par sokker i medium tykkelse, der vil passe godt til efterårets fisketure. Set hos Friluftsland til 139 kr.
POINT6 HIKE TREKKING HEAVY CREW: Tykke sokker med kraftig polstring og 80 % merinould. Perfekt til fisketuren og andre friluftsaktiviteter, når vintertemperaturerne rammer, og der er brug for god varme. Set hos Friluftsland til 199 kr.
SMARTWOOL MOUNTAINEERING EXTRA HEAVY CREW: Super varme sokker med 74 % merinould til alverdens udendørs eventyr i kolde omgivelser – inklusiv den stillestående fisketur. Set hos Friluftsland til 249 kr.
SMARTWOOL HIKE LINER CREW: Tynde indersokker i en skøn uldblanding. Indersokken har flade syninger, så den ikke generer under en tykkere sok. Den kan også bruges alene i de varmere måneder. Set hos Friluftsland til 129 kr.
TOE WARMER THERMO PADS: Til de dage, hvor det er nødvendigt med ekstra varme. Tåvarmerne kan bruges i waders eller i støvler, og giver varme i op til 8 timer. Set hos Friluftsland til 29 kr.
okt 8, 2020 | Artikler, Miljø og debat
Gennem det sidste år har Fisk & Fri bragt adskillige artikler, hvor vi har belyst skyggesiden af DTU Aquas rådgivningsmæssige magtmonopol, samt hvad det kan have haft af negative økonomiske og biologiske konsekvenser – både for fiskebestande og vandmiljø. Men hvad skal der gøres for at ændre kursen, så vi kan starte på en frisk og undgå, at det samme sker igen? Her får du et bud.
AF JENS BURSELL
DTU AQUA har I mange år haft monopol på stort set al rådgivning omkring akvatiske ressourcer herhjemme: De er den eneste rådgivende forskningsinstitution i §7 udvalget, der fordeler fisketegnsmidlerne til forskning og udsætninger af fisk. Her sidder de uden armslængdeprincip og rådgiver om projekter, der automatisk tildeles dem selv uden at komme i udbud – samt uden at der efterfølgende er den store kontrol med ressourceforbruget. Hertil kommer, at DTU Aqua har myndighedsbetjening, hvilket betyder, at de i praksis har monopol på faglig rådgivning i en masse typer af sager omkring vores akvatiske miljø – heriblandt udsætningstilladelser mv.
Netop fordi DTU Aqua i langt de fleste sager er de eneste, der spørges til råds, har de en enorm magt over, hvad der sker med vores fiskebestande. Fint, hvis de havde forvaltet deres position upåklageligt, men uacceptabelt, når de i mange tilfælde præsterer en fagligt stærkt kritisabel rådgivning. Med afsæt i Fisk & Fris artikler, hvor problematikken er opsummeret og dokumenteret i artiklen ”Om fisk og faren ved monopoler”, er det let at argumentere for, at kan være tale om en rådgivning, som i en række tilfælde i bedste fald er inkompetent. I værste fald bør man mistænke og undersøge for videnskabelig uredelighed, politisering, magtmisbrug og økonomisk svindel, hvis ikke en bedre forklaring end hidtil forelagt, gives af DTU Aqua. Hertil kommer eksempler på rådgivning fra DTU Aqua, der kan gøre det sværere at leve op til målsætningerne i EU’s Vandrammedirektiv om god økologisk tilstand i vores vande inden 2027. Læs mere om dette i artiklerne “Red sandarten – og få mere klart vand”, “Forringer Erhvervsfiskeriet søernes økologiske tilstand” og “Skarv, aborrer og sandart på Tissø”.
For at kunne genskabe tilliden til systemet, samt sikre, at historien ikke gentager sig, er der brug for indrømmelser og konsekvens – samt en fuldstændig reformation af den måde, som rådgivnings- og beslutningsprocesserne kører på. Det gælder både, når det drejer sig om §7 udvalget, fordelingen af Fisketegnsmidlerne – samt myndighedsbetjeningen.
Søfiskeriet er et af de områder, der kritiseres for at have været under – eller fejlprioriteret gennem en del år.
DTU Aquas troværdighed skal genopbygges
Fisk & Fri har som nævnt afsløret en række sager, hvor DTU Aqua tilsyneladende dels har afgivet urigtige oplysninger om regnskaber samt overforbrug af ressourcer og dels har leveret en fagligt svag samt kritisabel rådgivning, der i flere tilfælde er baseret på decideret ukorrekte og udokumenterede teorier eller informationer. Hvis man fremover skal have tillid til DTU Aqua som neutralt rådgivende forskningsinstitution, er det selvfølgelig vigtigt, at ovenstående uheldige forhold får en konsekvens: Man kan ikke have tillid til en ledelse, som tilsyneladende dels afgiver urigtige oplysninger, når det passer den – og dels fortier vigtige oplysninger for beslutningstagere og offentlighed. Endvidere er det uacceptabelt at ledelsen af DTU Aqua tilsyneladende dækker over den/de medarbejdere, der er roden til problemerne – i stedet for at tage ansvar for, at den rådgivning de leverer er korrekt og fagligt uangribelig.
For at rense luften og sikre tilliden fremover, kan der argumenteres for, at der enten bør ske nogle meget konkrete offentlige indrømmelser fra DTU Aqua side – og/eller der bør ske en fyring af de ledere/medarbejdere som har afgivet urigtige oplysninger, fortiet vigtig information for beslutningstagere og offentlighed – eller dækket over fagligt kritisabel rådgivning.
Stop magtmonopolet
Som vi har skrevet før: At reformere hele processen omkring, hvem der sidder i §7-udvalget, rådgivningen, anvendelsen af fiskeplejemidlerne samt DTU Aquas monopol på myndighedsbetjeningen, er af afgørende betydning for, at naturen, samfundet og vi lystfiskere fremover får mest muligt for pengene: Der skal simpelthen ske et større paradigmeskift i hele tankegangen omkring forvaltningen af vores akvatiske ressourcer, for at vi kan få et velfungerende og troværdigt system, der fremadrettet både tilgodeser naturen og bredden i dansk lystfiskeri på en langt bedre måde, en det er tilfældet nu.
Flere fisk og mere natur for pengene
For at vi kan få mest og bedst muligt natur for pengene, er det vigtigt, at de enkelte projekter kommer i en form for udbud, så man får de rigtige projekter udført bedst muligt – til den bedst mulige pris. På de mindre projekter behøver det ikke nødvendigvis at være en stor avanceret udbudsproces, men måske blot en fordeling af opgaver og projekter i et §7-udvalg, der er bredere sammensat, end det har været før, med repræsentanter for flere forskellige forskningsinstitutioner. På de største og dyreste projekter kunne man med fordel overveje mere avancerede udbudsprocesser.
Fagligt neutral rådgivning på fiskeriområdet
At få flere forskningsinstitutioner repræsenteret i §7 udvalget vil også være den bedste garanti for at man fremover får en mere fagligt neutral rådgivning, der tilgodeser alle hjemmehørende arter og dermed også en langt større bredde i dansk lystfiskeri. Der sidder eksempelvis store faglige kapaciteter inden for fiskeområdet på både Københavns og Syddansk Universitet – samt sikkert også Ålborg og Århus Universitet. Alle forskningsinstitutioner, der dokumenterbart har væsentlig viden på området, bør kunne få en plads i §7 udvalget – hvormed de fremover både vil kunne bidrage til en mere neutralt afbalanceret rådgivning og en bedre pris på projekterne.
Sandartfiskerne er blandt dem, der ikke har fået meget ud af Fisketegnsmidlerne gennem årtier.
De forskellige repræsentanter for forskningsinstitutionerne kunne også uden for §7-udvalget med fordel fungere som et fagligt rådgivende udvalg, der helt generelt rådgav til de overordnede rammer for forvaltningen af vores akvatiske ressourcer. Udvalget, som man eksempelvis kunne kalde Fiskerifagligt Udvalg – eller lignende, bør have en formand med biologisk baggrund, som er uafhængig af økonomiske og fiskeripolitiske interesser inden for forskning og erhverv. I udvalget træffes konsensus beslutninger om de overordnede rammer for ”best practice”, så rådgivning om alle fiskearter sker med afsæt i samme logik samt efter de samme grundprincipper. Det vil sikre, at eksempelvis centrale begreber som oprindelig udbredelse og hjemmehørende/ikke-hjemmehørende arter, der har stor betydning i en forvaltningssammenhæng – bedømmes og tolkes på et mere ensartet og fagligt neutralt grundlag.
Flere penge til fisk – og færre til grundforskning?
Et emne, der ligeledes skiller vandene er, hvordan Fisketegnsmidlerne bruges. Formålet med Fisketegnsmidlerne er, at de skal bruges på tiltag, der rent lavpraktisk gerne skulle give flere fisk og en mere rig natur. Helt konkret er der lovhjemmmel til at bruge midlerne således jfr §61 i den nuværende Fiskerilov (lovbekendtgørelse nr. 261 af 21.03.2019), som lyder:
§61. Midlerne fra lystfiskertegn og fritidsfiskertegn anvendes til 1) fiskepleje, herunder til udsætning af yngel og sættefisk samt foranstaltninger og forskning, der i øvrigt har betydning for reproduktion, vækst m.v. af fiskebestandene, og 2) administration og information om fiskeplejen og om lystfisker- og fritidsfiskertegnsordningerne.
Stk. 2. Midlerne kan desuden anvendes til kontrol med overholdelsen af reglerne for lyst- og fritidsfiskertegn..
Hvis man kigger på de forskningsprojekter, der foretages for Fisketegnsmidlerne, bør man som ansvarlig politiker og interessent stille sig selv spørgsmålet: Anvendes pengene pt lovligt jfr §61 i Fiskeriloven? Et godt eksempel er Søhåndbogen, som er ren formidling. Her bør man i samme moment tage en diskussion om, hvorvidt Fisketegnspengene fortsat skal bruges på formidling som fx Søhåndbogen, når forskerne jo også i forvejen har formidlingspligt ifht. Universitetsloven. Endvidere bør man tage en diskussion om, hvorvidt der bliver brugt for mange penge på eksempelvis grundforskning – og for lidt på projekter, der vil have en mere direkte og målbar positiv effekt for vores fiskebestande.
Såfremt det viser sig, at Fisketegnsmidlerne ikke er anvendt til forskning, der er hjemmel til jfr. “Lov om fisketegn”, bør man stille sig selv spørgsmålet: Hvem har haft ansvaret for dette – og hvilke konsekvenser skal det have? – udover selvfølgelig, at man skal sørge for, at det ikke sker frenmover.
Tilgodese bredden – både fiskemæssigt og geografisk
En af de ting, der i årevis har skabt diskussion blandt lystfiskere er, hvordan pengene fordeles. Der er ingen tvivl om, at hvis man vil tilgodese bredden i det rekreative fiskeri, så bør man tage en diskussion af, hvordan det bedst gøres.
Det er oplagt, at alle interessenter indenfor det rekreative fiskeri, som betaler penge for fisketegn, bør være repræsenteret i §7. Lige nu repræsenteres lystfiskerne kun af DSF, men hvorfor egentlig det? DSF udgør kun cirka halvdelen af de organiserede danske lystfiskere. Udenfor DSF står Dansk Havfiskerforbund med cirka 4.000 medlemmer og De Danske Småbådsklubber, som er i omegnen af 3.200. Hvorfor er de ikke inviteret med i §7, når fritidsfiskeriet er repræsenteret med flere forskellige og langt mindre organisationer? Hertil kommer en række store danske lystfiskerforeninger, der tilsammen sandsynligvis udgør i omegnen af 6-7.000 medlemmer, hvis stemme, som det har været hidtil. slet ikke er blevet hørt. Personligt synes jeg det er optimalt, hvis alle lystfiskere kan samles under én fane – nemlig DSF. Vi kan håbe på, at der vil blive grobund for en udvikling i denne retning med den nye bestyrelse i DSF. Men – såfremt disse klubber ikke i større stil bliver samlet under DSF med den nye bestyrelse anno 2020, vil det på sigt være rimeligt at give alle disse mange klubber udenfor DSF muligheden for at lave et samarbejdsudvalg eller en fælles organisation, der kan stille med en repræsentant til §7 på lige fod med fx DSF, så deres stemme også bliver hørt.
Kun cirka halvdel af de danske lystfiskere er organiseret i DSF. Hvis ikke en langt større procentdel af de danske lystfiskere kommer ind under DSF i den kommende tid, hvor der er kommet nye kræfter til bestyrelsen, vil det være oplagt, at man også lader andre grupper af lystfiskere få en plads i §7 udvalget, så de også bliver hørt. Hverken Dansk Havfiskerforbund eller De Danske Småbådsklubber med tilsammen cirka 7000 medlemmer er eksempelvis repræsenteret i §7 udvalget.
Tilsvarende kunne man forestille sig en model, hvor man tilstræber, at procentdelen af midler, der anvendes til forskellige arter af fisk – svarer nogenlunde til, hvor stor rekreativ interesse der er for de respektive arter. Hvorvidt det er tilfældet pt vil der nok være delte meninger om.
Ligeledes er det oplagt at tænke i at tilgodese de enkelte landsdele, efter hvor mange fiskere der betaler til fisketegn i de enkelte landsdele. Der vil selvfølgelig være en del projekter, som har bred national interesse, men med de penge, der fordeles til projekter af mere lokal og regional interesse, kan man med fordel overveje en model, hvor de enkelte områder tilgodeses i et omfang der svarer nogenlunde til de indbetalte beløb fra regionen. Det er klart, at der skal ikke være tale om et rigidt millimeterdemokrati, men en model, hvor man fra §7udvalgets side tydeligt viser, at man ønsker at tilgodese bredden – både i forhold til interesser og geografisk fordeling af interessenterne.
Fuld åbenhed og transparens i beslutninger og regnskaber
For at der fremover kan være fuld åbenhed og transparens over, hvordan fisketegnsmidlerne bruges, ville det være naturligt fremover at publicere offentlige tilgængelige referater fra §7-møderne taget af en uvildig repræsentant for §7-udvalget.
Tilsvarende bør der fremover være større gennemsigtighed i regnskaberne, så der også i det offentlige tilgængelige regnskab på fiskeristyrelsen.dk opgives timeforbrug og driftsomkostninger på underprojektniveau. Hermed vil man kunne forebygge fristelsen til at angive et fiktivt og for højt timeforbrug samt gøre det langt sværere at skjule omprioritering af ressourcer mellem forskellige projekter, der ikke officielt er blåstemplet af §7 udvalget. Dette vil være i alles interesse, så alle interessenter løbende kan holde øje med, hvordan pengene bliver brugt – samt råbe vagt i gevær, hvis ikke de anvendes optimalt. Både referater fra §7 møder og mere detaljerede regnskaber for alle projekter kunne oplagt publiceres løbende på fiskeristyrelsen.dk.
Konferencer om det rekreative fiskeri
For at sikre, at bredden bliver hørt – og der kontinuerligt kommer nyt input samt inspiration til beslutningsprocesser og forvaltning af det rekreative fiskeri, vil det være en god ide at invitere til en større konference – eksempelvis hvert andet eller tredje år, hvor alle interessenter fra det rekreative fiskeri samles. Her inviteres ikke blot forskere, politikere og interesseorganisationer, men også branchefolk, turisterhverv og presse, for på den måde at skabe det bedst muligt afsæt for en åben og konstruktiv debat om den fremtidige kurs – til størst mulig gavn for naturen, fiskeriet og det danske samfund.
Reformer myndighedsbetjeningen
Som det er lige nu, har DTU Aqua myndighedsbetjening på en meget stor del af den rådgivning, der foretages i forbindelse med blandt andet fiskeudsætninger. Det kan være en pointe i at der blot er én eller få udbydere af rådgivning for at modvirke for komplicerede arbejdsgange. Men – for at sikre, at rådgivningen foregår på et neutralt grundlag, bør den eller de instanser, som fremover har myndighedsrådgningen fagligt referere til ”Det Fiskefaglige Udvalg”, som sikrer at myndighedsbetjeningen sker inden for de overordnede faglige rammer, der er udstukket af dette udvalg samt godkendt politisk.
En ny kurs for det rekreative fiskeri
Det rekreative fiskeri i Danmark rummer mange ildsjæle, skarpe hjerner og kreative personer. Lad os håbe, at vi med en helt ny struktur for rådgivnings- og beslutningsprocesser omkring vores akvatiske ressourcer og det rekreative fiskeri, kan få skabt en positiv udvikling der i højere grad tilgodeser ikke blot mangfoldigheden i den danske natur, men også hele bredden i det rekreative fiskeri.
I forbindelse med sagen om DTU Aquas forbrug af ressourcer og kritisable faglighed har vi d. 25 august stillet formanden for §7-udvalget – Nis Christensen – en række spørgsmål, der gerne skulle belyse, hvorvidt Fisketegnsmidlerne anvendes lovligt, fagligt og økonomisk optimalt. Nis har lovet at besvare spørgsmålene, og vi afventer svar, så vi kan publicere interviewet på fiskogfri.dk.
okt 6, 2020 | Artikler, Fluefiskeri, Grej og beklædning, Sponsoreret
Amerikanske Abel har siden 1980 produceret unikke og spektakulære fluehjul i absolut topklasse. Her får du historien bag det ikoniske amerikanske hjulbrand, som i Danmark sælges af Sport Dres og fiskegrej.dk
AF JENS BUSELL, FOTO. NILS G. JØRGENSEN & ABEL
De fleste fluenørder, har hørt om den kompromisløse producent af fluehjul –Abel. Men det er de færreste, der kender historien om de fede fluehjul og måske især deres helt unikke bemaling.
Fabrikken startede i 1980 med at producere præcisionsdrejede metalemner af høj kvalitet til rumindustrien, men det var først i 1988, at firmaet startede brandet Abel – og satte gang i serieproduktion af high-end fluehjul.
I 1995 frigav man serien The Super Series, hvilket for alvor lagde grunden til nogle af de mest ikoniske fluehjul, der nogen side er fremstillet. I 2001 udvider Abel med at udvikle sine egne bemalings og anodiseringsprocesser, hvilket for alvor har bidraget til at give hjulene deres iøjnefaldende og cool look samt høje ydre slidstyrke. I 2008 blev produktionen udvidet til også at omfatte diverse accessories bemalet og anodiseret efter de samme principper som hjulene, og i 2013 vækker de opsigt med at indgå et partnerskab med Rhino Entertainments og Grateful Dead Productions omkring nogle helt specielle limited edition hjul. Indtil da har hele produktionen ligget i den californiske by Camarillos, men i 2017 flytter produktion og samling af alle hjul til byen Montrose i Colorado.
I dag er cirka 50 mand ansat i produktionen af hjulene, hvoraf hovedparten af medarbejderne er i hovedkvarteret i Colorado, hvorfra firmaet også laver sin research og udvikling af nye produkter. Bemaling og anodisering foretages dog stadig af en flok talentfulde kunstnere i det tidligere californiske domicil 60 miles nord for Los Angeles.
En af de helt unikke ting ved fluehjulene fra Abel er de håndlavede bemalinger på hjulene, der indebærer, at hvert eneste hjul er forskelligt. Der findes dog også en billigere serie, hvor hjulene blot er sort anodiserede.
Topkvalitet og præcision på Abel hjulene
Kerneværdierne hos den amerikanske hjulproducent er topkvalitet og præcision. Samtlige hjul er fremstillet 100% i USA, hvilket naturligvis er noget man betaler for. For at sikre den ultimative kvalitet med ekstreme præcisionstolerancer er alt – som i alt – lavet på fabrikken i Montrose. Og det gælder samtlige dele – lige fra den mindste skrue til spole og hjulhus, der hver i sær er CNC-fræset ud af én sammenhængende blok af koldhærdet aluminium af typen 6061T650, som er et af de foretrukne materialer i rumfartsindustrien på grund af sin ekstreme styrke og vridningsstabilitet. Produktionen tager tid – og det tager typisk 7-8 timer at lave et enkelt hjul.
Det der blandt andet kendetegner Abel hjulene – udover den ekstreme styrke – er silkeblød bremse uden opstartsfriktion, topkvalitets bremsesystemer, der kan klare de ondeste bremsetryk – samt en ekstremt blød gang på alle bevægelige dele. Man betaler selvfølgelig for det man får – men til gengæld kvitterer Abel med livstidsgaranti på alle materialer og samlingsfejl på hjulene. Men – det kan de også roligt gøre, for som de siger: ”You dont really own an Abel reel – you will use it long enough to give it to you son or daughter”
Den perfekte finish på fluehjulene
En af de ting, der især har gjort high-end fluehjulene fra Abel så kendte, er deres unikke bemaling og overflade finish. Alle hjulene fås godt nok i en standard sort anodiseret udgave, der er den billigste. Men – ud over dette kan du købe samtlige hjul i specialudgaver, der er malet i hånden. Ja du læste rigtigt! Motiverne er ikke påtrykte, men hvert eneste hjul er bemalet individuelt. De simpleste bemalinger tager 4 timer, mens nogle af de mest vanskelige – fx tarpon hjulene – tager helt op imod 10 timer for en kunstner at bemale. Og – så er der enkelte speciel edition hjul der tager helt op imod 13 timer at lave. Det er næste som håndmalet porcelæn fra Royal Copenhagen… bare 7-8000% federe. Hertil kommer så den tid, det tager at anodisere hjulene, så de får den perfekte og ekstremt slidestærke finish, der kendetegner det helt færdige produkt. Man kan sågar skræddersyn sin egen model via Abels hjemmeside.
Du kan læse meget mere om produktionen af de fede fluehjul fra Abel her.
Få alle detaljer om anodisering og bemaling af Abel-hjulene her.
En af de helt unikke ting ved fluehjulene fra Abel er de håndlavede bemalinger på hjulene, der indebærer at hvert eneste hjul er forskelligt.
Støtter fiskebestandene
Som et led i Abels arbejde støttes en række naturprojekter i USA – eksempelvis The Atlantic Salmon Foundation, Trout Unlimited, Bonefish & Tarpon Trust, Project Healing Waters, Big Hole River Foundation og The Snook Foundation. En del af den pris, du betaler for dit Abel hjul, går derfor til gode formål, hvoraf selvfølgelig The Atlantic Salmon Foundation er mest relevant for dig som dansk lystfisker.
Fluehjul fra Abel og Ross hos Sport Dres
– Da vi fik en muligheden for at blive forhandler ved et tilfælde, tænkte jeg omgående, at det måtte vi bare ha’, fortæller Kris Jeppesen fra Sport Dres. – Jeg har altid elsket grej, der er toppen af poppen, og netop disse hjul er bare vidunderlige ting at eje. Abel producerer også hjul mærket Ross, som også er super lækre hjul, men dog lige et nøk billigere. Priserne starter fra 3299 kroner. Den nyeste model Vaya blev ved præsentation ved IFTD i 2019 kåret som “Best in show – Fly reel saltwater”, slutter Kris.
I Danmark kan du købe Abel hjulene her og Ross hjulene her.
Abelhjulene er individuelt bemalet, og du kan få skælmønstre og fiskedetaljer på alt fra ørred til tarpon – samt diverse landskaber plus mere abstrakte malerier.
Denne flotte islandske laks blev landet med hjælp fra et fluehjul fra Abel.
okt 5, 2020 | Artikler, Biologi, Miljø og debat
DTU Aqua har direkte/indirekte rådgivet til et intensiveret erhvervsfiskeri på Tissø, der ser ud til at have haft negative miljøeffekter. I den forbindelse har DTU Aqua antydet, at det nok snarere er skarven, som har forringet Tissøs vandkvalitet. Vi har fakta tjekket DTU Aqua – og afslører hvorfor den kraftige befiskning af sandart tilsyneladende ikke blot har påvirket sandartbestanden og vandkvaliteten, men også indirekte har skabt en situation, der kan gøre aborrebestanden mere sårbare for skarvprædation – hvilket på sigt kan forringe vandkvaliteten yderligere.
AF JENS BURSELL, FOTO: LARS LAURSEN OG JENS BURSELL
Ifølge DTU Aqua går der forlydende om flere skarv ved Tissø, hvilket DTU Aqua antyder er en bedre forklaring på forringet fiske-EQC og dermed dårlige vandkvalitet i Tissø – end det intensiverede erhvervsfiskeri, som har fjernet adskillige tons sandart på meget kort tid. Fiske EQC er en indexværdi, der siger noget om forholdet mellem rovfisk og fredfisk.
I artiklen ”Forringer erhvervsfiskeriet søernes økologiske tilstand?” argumenter jeg for, hvorfor skarven næppe kan have været hovedårsagen eller en god forklaring på den forringede vandkvalitet i søen, da skarv primært spiser mindre fredfisk, hvilket betyder, at øget skarvprædation vil føre til færre fredfisk, mere zooplankton, færre alger – og dermed mere klart vand.
I forbindelse med artiklen har vi stillet DTU Aqua en række spørgsmål (se nedenfor), som DTU Aqua ikke har ønsket eller kunnet besvare. De besvarer dog delvist nogle vores spørgsmål om skarven med følgende kommentar:
”DTU Aqua har udført en undersøgelse af skarvers prædation på fisk i Viborg Søerne (Skov et al., 2014. Cormorant predation on PIT-tagged lake fish, Journal of limnology 73 (1) 177-186. DOI: 10.4081/jlimnol.2014) og fandt, at aborrer på 20-30 cm var markant mere udsat for prædation end skalle og brasen. Det bemærkes også, at aborre tilsvarende var et almindeligt bytte for skarver i Keller (1998), samt at sandart var det næst mest almindelige bytte for skarv i Santoul et al (2004). Ud fra disse resultater vurderes det, at skarv kan være en alvorlig dødelighedsfaktor for rovfisk i søer. Det er derfor efter vores opfattelse ikke korrekt at konkludere, at skarver i alle situationer hovedsagelig æder mindre cyprinider.”
Skarv er vilde med aborrer, men det er ikke det de spiser mest af. Hovedparten af deres føde udgøres af mindre fredfisk som fx skaller og brasen, hvilket er evtervist i en række videnskabelige undersøgelser. Når der er mange sandart i frivandet, jages aborerne ind i grøden, og her er aborrerne ikke nær så udsat for skarvprædation, som de er ude på åbent vand, hvor skarven jager mere effektivt.
Hvilke fisk spiser skarven?
DTU Aqua skriver ovenfor, at både aborre og sandart er almindeligt bytte for skarv – ja tak, det ved de fleste – og det er også, hvad Fisk & Fri skriver, så det er der intet nyt i. DTU Aqua hæfter sig så ved, at undersøgelsen fra Viborg Søerne (Skov et al. 2014) finder, at skarv har en præference for aborrer. Jo tak: Antager man, at artsfordelingen på deres PIT-taggede byttefisk rent faktisk reflekterer den naturlige fordeling i søen, hvilket der som sådan ikke er noget dokumentation for i publikationen, så har man fundet, at skarv spiser flere aborrer, end man ville forvente ud fra den antagede naturlige procentuelle forekomst af disse arter i søen. Men – DTU Aqua glemmer at fortælle, at dette slet ikke er det samme som, at skarverne – målt i kvantitet eller biomasse – spiser flest aborrer – tvært i mod. Og det på trods af, at to af DTU Aquas medarbejdere selv har været med til at skrive publikationen.
Det vigtige spørgsmål set i relation vandets klarhed er selvfølgelig især kvantiteten/biomassen af bortfiskede fredfisk – og her er det selvsagt vigtigt at forholde sig til, at hovedparten af de fisk, som skarverne spiser, normalt er planktivore og sediment resuspenderende fisk, hvilket igen betyder, at det der har den største umiddelbare effekt på klarheden er, hvor mange af disse der ædes. Går man ind og læser den undersøgelse, som DTU Aqua refererer til, kan man se, at 74 % af de genfangne PIT-taggede fisk, som skarverne har spist, er fredfisk (cyprinider) – og 26 % er aborrer. På trods af dette skriver DTU Aqua i deres svar baseret på samme artikel: ”Det er derfor efter vores opfattelse ikke korrekt at konkludere, at skarver i alle situationer hovedsagelig æder mindre cyprinider.” Hvis ikke 76 % spiste fredfisk er hovedparten, hvad er så hovedparten – de 26 % som er aborrer? Det er bekymrende, at en forskningsinstitution som har myndighedsbetjening og monopol på rådgivning i §7 udvalget kan komme med en sådan udtalelse!
DTU Aqua glemmer endvidere at nævne i deres svar, at man undersøgelsen fra Viborg kun PIT-tagger byttefisk over 12 cm – på trods af, at det står højt og tydeligt i artiklen. Men – undersøgelser af skarvs fødevalg viser, at der indgår en hel del – primært planktivore fredfisk – under 12 cm i skarvernes føde, hvilket betyder, at de ovennævnte 74 % fredfisk som bytte, som DTU Aqua åbenbart ikke mener hovedparten af føden – sandsynligvis let kan være underestimeret væsentligt.
Tilbage til virkeligheden for aborre, sandart, gedde og skarv
Når alt dette er sagt, så er det en interessant observation, hvis det jfr. ovenstående er korrekt, at skarv har en præference for aborrer, når og hvis de kan komme afsted med at spise dem. Men – for at forstå betydningen og relevansen af dette med udgangspunkt i det artiklen drejer sig om – nemlig Tissø – så er det vigtigt at forholde sig de dynamiske ligevægte, der opstår i et naturligt system som følge af prædation og anti-prædationsmekanismer mellem de forskellige arter af bytte- og rovdyr/fisk.
På Tissø er det oplagt, at der eksisterer en naturlig dynamisk ligevægt imellem bestandene af fx skarv, aborre, gedde og sandart, der alle er oprindeligt naturligt forekommende i/ved søen. I søer, hvor både aborrer og sandart er til stede, vil sandarten typisk have en konkurrencefordel over for aborrerne i de frie vandmasser, hvormed de bliver den dominerende af de to arter her – sammen med de større gedder selvfølgelig.
Når der er mange sandart i frivandet, jages småskaller ind i bredzonens vandplanter – og aborrerne følger efter. Fra Brabrand, Å & Faafeng, D: Habitat shift in roach (Rutilus rutilus) induced by pikeperch (Stizostedion lucioperca) introduction: predation risk versus pelagic behavior. Oecologica 95: 38-46. 1993.
Videnskabelige undersøgelser (Brabrand & Faafeng 1993) viser, at de mindre skaller flygter ind i læ af vandplanter i bredzonen, når der er mange sandart i de frie vandmasser, og i hælene på dem følger aborrerne, der også selv er i større fare for at blive spist i de frie vandmasser, når der er mange sandart. Derfor er der mange aborrer, som klarer sig godt i bredzonen, i søer hvor der er mange sandart. I bredzonens vegetation vil der selvfølgelig være en dynamisk ligevægt imellem aborrer og gedder, hvor gedder æder aborrer – og aborrer æder geddeyngel og ungfisk, hvormed de holder hinanden i skak i en helt naturlig balance.
Og hvad kan vi så få ud af det i forhold til, hvad der kan være sket på Tissø? For at perspektivere sagen og konsekvenserne af DTU Aquas rådgivning, har vi undersøgt, hvordan skarven jager sit bytte. Set med mine briller giver det nemlig sig selv, at det må være sværere for skarven at jage deres liveret – aborrerne – i tæt grøde, hvor de opholder sig, når der er mange sandart. Det er jo meget logisk. Rent fysisk bliver det sværere både at svømme byttet op og få fat i det rent fysisk i tæt vegetation, hvor en lille fisk let kan slippe fra en stor skarv. Og – skarven kan af gode grunde ikke ligge på lur i grøden som en gedde og overfalde sit bytte, for den skal jo op for at have luft hele tiden. Og det betyder jo så, at uden en sund pelagisk sandartbestand, vil en større procentdel af aborrerne være i markant større fare for at blive spist af skarv i frivandet:
Manglen på sandart destabiliserer økosystemet
For at tjekke dette har vi talt med seniorforsker og ekspert i skarv Thomas Brengballe fra Århus Universitet, som siger: ”Det er oplagt at skarv jager lettest og mest effektivt i åbent vand, og den må derfor forventes at have reduceret jagtsucces i bredzonens tætte vegetation”.
Teorien kan også underbygges i praksis ud fra videnskabelige studier (Eisenhower & Parrish 2009): I Lake Champlain (Vermont, USA) jager skarvens fætter – Double-crested Cormorant (Phalacrocorax auritus) aborrens fætter Yellow Perch (Perca flavescens), som her er yderst talrig. Yellow Perch udgør her halvdelen af fiskebestanden, og den er da også hoveddiæten for skarverne. Studiet viste, at skarverne fouragerede i stor stil i den lavvandede sø, indtil den tætte grøde kom op, hvorefter de begyndte at fouragere andre steder længere væk. Konklusionen af studiet var, at skarv søger andre jagthabitater, når grøden vokser op, fordi det bliver for svært at fange byttet. Eller sagt på en anden måde, fordi det er sværere for skarven at fange aborrerne i grøden – er aborrerne mere i sikkerhed for skarvprædation her.
Som du kan se i dette abstract er det eftervist at skarv jager mest effektivt i åbent vand. Brabrand, Å & Faafeng, D: Habitat shift in roach (Rutilus rutilus) induced by pikeperch (Stizostedion lucioperca) introduction: predation risk versus pelagic behavior. Oecologica 95: 38-46. 1993
Der er således fint belæg for at sige, at aborrerne er i langt større fare for skarvprædation i de åbne vandmasser. Det er derfor oplagt, at sø der har en sund og velvoksen bestand af sandart i frivandet – og dermed en solid aborrebestand i ly af bredzonens beskyttende vandplanter, sandsynligvis er mindre negativt påvirkelig af skarvprædation. Årsagen er selvfølgelig som nævnt, at det bliver sværere for skarven at tage aborrerne som primært opholder sig mellem vandplanterne – samtidigt med, at de sandart, der er lette for skarverne at jage i frivandet – for hovedpartens vedkommende vil være for store for skarven at tage. Konsekvensen af dette vil selvfølgelige blive, at skarven overordnet set får sværere ved at gøre et stort indhug i rovfiskebestanden, hvormed det i højere grad kan svare sig for den at switche og fokuserer sin fødesøgning på de fredfisk, som den lettest kan få fat i. Og det vil selvfølgelig bidrage til at gøre vandet mere klart. Eller sagt på en anden måde. Det, at man har en god bestand af sandart i de fri vandmasser, kan meget let tænkes at føre til en win-win situation for både sandarten, aborren og vandmiljøet.
Aborrer top effektive til at spise yngel fra bl.a. fredfisk
En situation med mange sandart i de frie vandmasser, hvor konkurrenceforholdene dikterer, at en stor procentdel af aborrerne opholder sig i bredzonens vegetation, vil derfor bidrage til et mere effektivt prædationstryk på yngel af bl.a. fredfisk som netop opholder sig her, hvilket på sigt yderligere vil bidrage til at øge samt stabilisere søens klarhed på grund af nedsat prædation på zooplankton af fredfisk, øget græsningstryk på algerne plus på sigt reduceret resuspension af det ophobede fosfor i sedimentet.
Eller sagt på en anden måde – der er mange gode argumenter for at tilstræbe store, sunde og naturlige sandartbestande i de af vores søsystemer, hvor den findes nu, for meget taler for, at det kan virke stabiliserende på systemet og godt for vandmiljøet.
Hvad er situationen på Tissø lige nu?
Problemet på Tissø er så nu, at hoveparten af sandarterne er forsvundet fra de frie vandmasser, hvilket betyder, at mange af de aborrer, der før gemte sig i grøden – nu i langt højere grad vil fouragere i åbent vand. Dels fordi deres bytte – småskallerne – i højere grad bevæger sig derud, fordi der er færre sandart – og dels fordi de selv ikke er i så stor fare for at blive spist af sandart i de frie vandmasser. Men – i de frie vandmasser bliver aborrerne i stedet et let bytte for skarven, hvilket kan betyde, at den reducerede sandartbestand sekundært kan betyde en hårdere skarvprædation på aborrerne.
Og meget tyder på, at alt dette netop er, hvad der er sket på Tissø: Det sidste års tid er en meget stor del af de aborrer, der før gemte sig i Tissøs bredzone på grund af de mange sandart i frivandet – nu trukket ud på det frie vand, hvor de kan boltre sig i småskaller, der ikke længere presses ind i grøden af sandarten. Inden for det sidste års tid er der således kommet masser af mindre 20-30 centimeters aborrer ude i Tissøs frie vandmasser. Disse aborrer så man ikke meget til for et par år siden – og det er selvfølgelig fordi de i høj grad har opholdt sig i grøden og vegetationen, mens der stadig var mange sandarter tilbage i frivandet. Og inde i den tætte vegetation, vil hverken lystfiskere eller erhvervsfiskeren fange dem i større mængder.
Samtidig går der forlydende om stigende mængder af skarv ved Tissø… Eftersom skarv, som vi har læst ovenfor, er vilde med netop aborrer i denne størrelse – og har lettere ved at jage dem pelagisk, hvor de befinder sig lige nu, så er det ikke svært at regne ud, i hvis maver mange af aborrerne vil havne over de næste par år. Og kommer der fortsat endnu flere skarv i søen, kan det meget vel skyldes, at der vil gå gode næb-til-næb historier om alle de letfangede frivandsaborrer på Tissø hjemme i skarvkolonien ved Saltbækvig – blot en kort flyvetur fra Tissø…
DTU Aquas rådgivning vil gøre det sværere at nå miljømål
Måske skulle DTU Aqua revurdere deres rådgivning – og overveje, hvad årsagen kan være til, at der tilsyneladende bliver flere og flere skarv på Tissø. Kan det eksempelvis tænkes, at der kommer flere skarv, fordi DTU Aquas rådgivning om hård befiskning af Tissøs sandart har resulteret i en situation, hvor fraværet af sandart har øget procentdelen af frivands aborrer markant, hvormed søen er blevet endnu mere attraktiv som jagtrevir efter deres livret – aborren…
Alt i alt tyder meget på, at DTU Aquas rådgivning om hård befiskning af sandart har ført til, at Kalundborg Kommune vil få endnu sværere ved at leve op til målsætningerne i EU´s Vandrammedirektiver om at opnå god økologisk tilstand inden 2027. En trist udvikling for søen der pt her ringe økologfisk tilstand. Der er langt igen.
De spørgsmål DTU Aqua ikke ønskede at besvare
For en god ordens skyld får du lige alle de spørgsmål til artiklen, som DTU Aqua ikke kunne eller ønskede at besvare – samt dem de kun delvist har besvaret:
- Kalundborg Kommune henvender sig til jer, for at I skal udtale jer om, hvorvidt erhvervsfiskeriet kan påvirke målsætningen for at opnå god økologisk tilstand i Tissø. I den forbindelse virker det oplagt, at I som basis for et velfunderet svar som det første tjekker de officielle data for udviklingen i vandets klarhed og økologiske tilstand i Tissø – og perspektiverer dette med den øgede erhvervsfisker indsats som I ved er foregået i perioden omkring 2015 og frem. Har I gjort det?
- Hvis i har gjort det, hvorfor nævner i så ikke for Kalundborg Kommune, at vandets klarhed er faldet og at Tissøs økologiske tilstand er blevet dårligere parallelt med et intensiveret erhvervsfiskeri på søen?
- Hvis ikke I har gjort jer den ulejlighed at tjekke de lokale forhold ved Tissø inden I rådgiver Kalundborg Kommune om hvordan de skal forholde sig til erhvervsfiskeriet samme sted – hvad er så årsagen til det?
- Hvis DTU Aqua søger at tegne et retvisende billede af, hvad der sker, når erhvervsfiskere fjerner store mængder rovfisk, hvordan kan det så være, at I ikke tydeliggør for Kalundborg Kommune, at der er solid dokumentation for, at en højre andel af rovfisk giver mere klart vand?
Nedenstående spørgsmål har DTU Aqua delvist besvaret – uden dog som sådan at give en god forklaring, der retfærdiggør det faglige indhold af det, som DTU Aqua kommunikerer:
- I signalerer i jeres svar til Kalundborg Kommune, at skarven nok gøre mere skade end erhvervsfiskeriet på Tissø. Hvorfor tror i det?
- Har I tjekket hvad skarv spiser inden i kommunikerer til Kalundborg Kommune til at skarven måske er den store synder.
- Skarv spiser primært mindre cyprinider, som jo typisk gør vandet mere uklart. Synes I ikke det virker selvmodsigende, at skarven – som i antyder – skulle påvirke søens klarhed og generelle miljøtilstand negativt?
Det er trist, at DTU Aqua tilsyneladende ikke rigtig kan stå på mål for deres faglighed i rådgivningen af Kalundborg Kommune omkring erhvervsfiskeriet på Tissø. Vi må håbe, at myndighederne beder DTU Aqua om at give en detaljeret redegørelse for dette.
LITTERATUR:
Brabrand, Å & Faafeng, D: Habitat shift in roach (Rutilus rutilus) induced by pikeperch (Stizostedion lucioperca) introduction: predation risk versus pelagic behavior. Oecologica 95: 38-46. 1993
Eisenhower, M. D & Parrish D. L: Double-crested Cormorant and Fish Interactions in a Shallow Basin of Lake Champlain. Waterbirds 32 (3): 388-399 – 2009
okt 4, 2020 | Artikler, Rejsefiskeri, Spinnefiskeri
Hvis du alligevel slår et smut forbi Florida – så tjek byens mange kanaler ud med din medbragte fiskestang. Her er masser af flotte peacock bass. Følg med Frederik Hansen til Miami.
AF FREDERIK HANSEN
DA JEG FOR FØRTSTE GANG hørte om, at man kunne fiske peacock bass i Miami, kunne jeg ikke tro mine egne ører… Denne fisk har stået højt på min ønskeseddel i en del år, blandt andet fordi den er utrolig flot og skulle kæmpe godt, men også fordi den minder en smule om vores hjemlige aborre- bare i en mere psykedelisk flower-power-agtig version.
Peacock Bass kommer oprindeligt fra Sydamerika, men blev udsat i kanalerne i Miami tilbage i 1984. Fiskene kom fra Brasilien, og havde til formål at spise nogle andre arter, der levede i kanalerne – nemlig forskellige typer af cichlider samt invasive planter. De udsatte peacock bass tilpassede sig lynhurtigt, og ingen yderligere udsætninger blev foretaget. peacock bass kan kun leve under varme vandtemperaturer, hvorfor de helt naturligt ikke spreder sig til andre vandsystemer, da vandet simpelthen bliver for koldt. Til gengæld trives de her i Miami,hvor de holder de andre invasive arter i ave – men samtidig også er genstand for en ikke ubetydelig indtægtskilde for de lokale grejbutikker og guider. Vores guide Alan Z er fuldtidsguide og har været det i mange år, så han er et lysende eksempel på denne succeshistorie. Man vurderer at peacock bass-lystfiskere genererer mellem 30-50 millioner kroner på at fiske her.
Og nu står vi her så – min bedre halvdel og jeg. I et lettere lyssky kvarter, ligger der en privat bådrampe, som vores guide er så heldig at have nøglerne til. – Det er det bedste udgangspunkt for dagens fiskeri, forklarer Alan. OG SÅ går det ellers over stok og sten, efter vi har sejlet stille og roligt gennem den første del af kanalerne. Længere ude kan Alan lufte sin 150 HK på hans 21 fods flatsbåd – og vi skøjter hen over vandet med små 30 knob.
SMAK sagde det, da den første peacock bass huggede.
Peacock i kontrasternes land
Undervejs passerer vi enkelte broer – og ved dem sænkes farten. Ikke altid pga sikkerhedsmæssige årsager, men også fordi, at der nogle steder bor mennesker under broerne. Det er vel i sagens natur forkert at kalde dem for hjemløse, da nogle af stederne er ret så imponerende indrettet, med egen barbeque, mini bådebro, samt et lille soveværelse, men i hvert fald så hjemløse i ordets mere konventionelle forstand.
Lidt senere cruiser vi forbi et fantastisk villakvarter med jetski og speedbåde liggende i ”baghaven” og imponerende mansions… Ja, USA er på mange måder fascinerende og i høj grad kontrasternes land.
Fiskeriet foregår på den måde, at Alan sejler cirka fem meter fra bredden med 3-4 knob og spejder efter peacocks. Vi ser en del fisk til at starte med, men det er primært forskellige arter af cichlider, vi spotter. Vi står begge og forsøger at spotte dem fra stævnen, mens han navigerer sin Minn Kota elmotor – og pludselig slår han et sving ud, for så at vende tilbage… Han har spottet dagens første peacock!
Fisken står inde ved en bunke sten – og lidt under et træ – for at gøre det lidt mere besværligt. Men det er typisk for de pladser, som de står ved. Fiskene er da jeg syntes det er sjovere at forsøge at fange dem på flue. – Der er ikke nogen decideret sæson, forklarer vores guide Alan.
– Fiskene kan fanges året rundt, men det er i foråret, at det peaker, hvis man gerne vil fange dem på topwater-agn. Peacocks gyder 2-3 gange om året, og de ”rigtige fisk” er de fisk, der gør sig klar til at gyde og som dermed bevogter deres lille ”love-nest”. Disse fisk er langt mere aggressive, og det er lettest at fange. Fiskene tåler fint genudsætning for de er rimelig hårdføre. Jeg holder øje med standpladserne – også de steder, hvor jeg fanger fisk, og jeg kan se, at selvom fiskene bliver fanget, vil de stadig gyde efterfølgende. Ligeledes roterer jeg på kanalerne, så der minimum går 5-6 dage imellem at han fisker på de samme pladser. Der er masser af vand i Miamis kanaler – og masser af fisk, men jeg ved godt, at jeg skal passe pådem – da de er mit ”bread and butter”, griner han.
Fiskene er ren farvesymfoni – og måske én af de flotteste sportsfisk, der findes.
Flowerpower streetfishing efter peacock bass
Fisken rykker lidt frem, da vi passerer blot 2-3 meter fra den, og vi kan tydeligt se, at finnerne spiles ud. – This is the kind a fish we are looking for, forklarer Alan og ganske rigtigt: Første gang fluen, som er en stor grøn/gul clouser, lander tæt ved fisken, hamrer den ud efter den – og nærmest skubber til fluen med snuden. – Hit it again and again, opfordrer Alan, efterfulgt af – it´s gonna happen – med stemmen som en perfekt parodi af Mr. Trump. De næste 3-4 kast puffer fisken til fluen – uden at få den.
Udfordringen er altså ikke blot at finde Peacocks, det er i ligeså høj grad at finde de rigtige. Det finder jeg senere ud af, da fisken efter et par perfekte kast, uden den hugger, fortrækker fra pladsen…
Jeg får en ny chance, men den spytter den lige så hurtigt. Vandet er klart, og fisken er ikke mere end 5-6 meter fra os, så vi kan følge med i det hele. Hele 10 kast og lige så mange kontakter på samme fisk skal der til, før den endelig bliver kroget.
Det er en feeeed fornemmelse, da jeg endelig mærker vægten af min første peacock bass! Efter en kort men intens fight, kan jeg håndlande fisken med bass-grebet – og kan se, at fisken ligner en blanding mellem en dansk aborre, en amerikansk bass og så en… ja påfugl – eller måske nærmere en guldmakrel. Fisken er ikke overvældende stor, men den cirka 1½ pund store peacock bass bliver alligevel ærefuldt beundret, inden jeg forsigtigt lader den glide ned i kanalerne, så den kan svømme tilbage til sit revir. Nu løsner fiskeriet sig en smule og den lidt træge start, hvor vi har ledt efter ikke blot fisk, men også de rigtige fisk – er hurtigt glemt.
Vi fisker i et område i et villakvarter, hvor kanalen nærmest bliver til en mindre sø. Og her – midt mellem swimmingpools, skildpadder og massive grødebælter er der en del fisk. Det er en lille smule surrealistisk at fiske her, men ikke desto mindre ret cool.
Nadia og Alan i højt humør på vej mod nogle nye spændende peacock bass pladser.
Et hektisk peacockfiskeri
Solen skinner, og der er ingen vind, hvilket også gør det noget nemmere at skimte de gulgrønne tropiske aborrer i det varme vand. Fire fisk mere må op og mærke bassgrebet – samt stå model til et par hurtige billeder, inden de kan svømme tilbage. Jeg begynder at finde melodien. Fiskene skal have tilslag lynhurtigt, da de blot har fluen i munden i kort tid, før de spytter den. Af den årsag nytter det heller ikke noget at give tilslag ved at løfte stangen, det er alt for langsomt. – Det er en stor udfordring, når man er vant til at fiske ørred. ”Strip-strike” er meget mere effektivt. Her sætter man fluen med linen mellem hænderne og samtidig giver man også fisken en chance mere, såfremt den stadig vil hugge (hvad de typisk gerne vil). Ved et ”troutlift” er fluen laaaaangt væk ved et misset tilslag.
FISKEN kan også fanges på spinnegrej, med diverse plugs eller jigs samt agn, men fluefiskeriet er nu også effektivt. Jeg har taget en spinnestang med – just in case – men den bliver liggende i båden, da jeg syntes det er sjovere at forsøge at fange dem på flue. Jeg fisker med en 9,3 fods klasse 6 stang, flydeline, samt synkende forfang og 0,28 mm fluocarbonspids. Det er OK grej, men skal jeg afsted igen, eller give gode råd til andre, der ønsker at prøve kræfter med de flotte peacock bass – der kan blive op til små 10 pund, så ville jeg anbefale en kort stang, 7 eller 8 fod – i klasse 7, da man sjældent kaster mere end 10-15 meter til fisken.
Den korte stang vil være en fordel de gange, hvor fiskene står under træer, stensætninger eller bådebroer. Præsentationen er mindre vigtigt, for fisken bliver ikke skræmt; den skal sådan set bare så tæt på fisken som muligt! Da vi havde 15 minutter tilbage af fiskedagen spotter Alan en stor fisk under en faldefærdig rådden bådebro i det lidt mere lyssky kvarter, hvor vi er kommet tilbage til. Fisken lyser gevaldigt op i det klare vand, og vi skyder fisken til 5-6 pund… Jeg har flere kast, der ikke ligger helt præcist – og det er svært med mit setup, da fisken blot er tre meter fra os, men gemmer sig helt under broen. Det er ligefør et underhånds/dappe-kast virker bedst – og da den ligger perfekt – skyder en mindre fisk på et halvt kilo ud fra broen og napper fluen…
Den fisk havde vi slet ikke set, men det er hunfisken, som hanfisken vogter over, der har tabt besindelsen og spist min clouser. Efter den er kommet ind og blevet genudsat kaster jeg endnu engang – og lige som Alan siger: – Great – It´s gonna happen, bruser den store farvestrålende han ud og inhalerer fluen. Denne fisk er betydeligt tungere, og min stang flexer i bund, men blot et par sekunder efter er min flue med raketfart lige imod mig. Den har mistet krogholdet – og selvom fiskene er agressive og territoriale, er der ingen tvivl om, at denne fisk ikke tager fluen igen lige med det samme. Ærgeligt, ærgeligt – men sådan er det jo. – The big one has to go away, so you can come again to catch it, siger Alan – og jeg kunne ikke være mere enig!
Fiskeriet er 100% sightfishing, og heldigvis er solen tit fremme i Miami, hvilket gør det lettere at spotte fiskene.
okt 3, 2020 | Artikler, Fluefiskeri, HAVØRREDFISKERI, Kystfiskeri, Kystfluefiskeri efter havørred
Når efterårets havørreder skal bydes op til dans, så kan små mørke rejer med hugpunkter være udslagsgivende for succes. Her ses en version, der ofte har lokket fiskene til hugget.
Når temperaturerne begynder at falde, er det ved at være sidste udkald for de kystørreder, der vælger at tage turen op i åerne for at gyde. De kan være svære – men her får du opskriften på, hvordan de skal fanges.
AF MORTEN JENSEN
EFTERÅRET er en af mine absolutte yndlingstider på kysten. Der er rigtig gode muligheder for kystfluefiskeren, og chancerne for adrenalinpumpende kystdage er rigtig gode. Mange havørreder kommer tæt på kysten, mens de trækker mod åerne, hvilket kan give adgang til noget fantastisk spændende og visuelt fiskeri. Men – fiskene er ikke altid nemme at få i tale, selvom vi tydeligt observerer, at de er på pladsen: Her får du lidt inspiration til hvordan du fanger de til tider yderst selektive fisk.
Når havørrederne trækker mod åerne
Flere og flere havørreder trækker mod åerne, og mange skal lige fylde de sidste depoter inden den hårde vandring, men det er ikke altid nemt at få havørrederne i hugget. Det som virker én dag – og på én plads, virker ikke nødvendigvis på en anden. Nogle gange skal der arbejdes rigtig hårdt for at få fisk på tasken, men det giver en særlig tilfredsstillelse, når linen strammes op af en hidsig gylden – og ofte velvoksen – ørred.
Ofte følger havørrederne bestemte trækruter langs kysten, og derfor kan der findes mange fisk på forholdsvis små områder. Det kan derfor betale sig at lokalisere og huske disse. Havørreden bruger gerne disse hvert efterår, hvilket giver muligheder for succes igen næste år. Har man ikke kendskab til sådanne ruter, så skal man ud og afsøge en masse vand under forskellige forhold, så der kan skabes nogle anvendelige erfaringer til senere brug.
Ofte kan nogle områder fiske godt i nogle dage eller uger, for så at dø fuldstændig hen. Havørrederne er rykket videre, og så skal man finde nye flokke på andre pladser.
En rigtig efterårsfisk i fuld gydedragt. Hanfiskene er hidsige fightere og er en fornøjelse på fluestangen. Den lod sig overliste af en lille mørk kutling,
hvorefter den igen fik lov at svømme mod åen.
Find havørrederne
Da havørreden trækker meget allerede fra sensommeren, så bør man være meget mobil i sit fiskeri. Fiskene kan være samlet på mindre områder, og selv på korte kyststrækninger, kan nogle områder være døde, mens andre er fyldt af fisk. Finder man en plads med fisk, så er det muligt, at der regelmæssigt vil komme flokke af fisk forbi i den kommende tid, og så bør mobiliteten brydes. Jeg kan sagtens bruge en dag på få hundrede meter, hvis jeg er sikker på, at havørreden nok skal vise sig. Pladsskiftet er nemlig også et sats. Måske pakker du sammen og rykker til en ny plads, for bare at flytte dig væk fra den næste stime af lunefulde havørreder.
Havørred hotspots
Det kan normalt ofte betale sig at fiske på en hot plads den næste tid, og hold styr på observationerne vedrørende forhold og tid. På den måde kan man opsøge området igen, når næste efterårssæson kommer. Det kan give mange fisk fremover. Når hotspottet ikke er så hot mere, så skal affiskningen af mange forskellige pladser genoptages, så man optimerer chancerne for, at støde på nye fisk. Når der skal findes pladser, kan man forsøge at planlægge pladsvalget efter kvalificerede bud på centrale knudepunkter. Det kan fx være tæt på opgangsåer i lokalområdet, fjordmundinger og vige – samt punkter og rev, som ligger tæt på, hvor kysten ændrer karakter. Særligt kan bruddet mellem åben kyst og fjord være et godt bud på et knudepunkt i efteråret.
Jeg oplever, at revene begynder at aftage deres magnetiserende effekt på havørreden i efteråret, og jeg oplever hvordan havørreden søger tæt under land mod de mindre badekar under kysten. Selv små tynde bælter med sparsom vegetation synes, at have en magisk tiltrækning på havørreden. Særligt kystrækninger med blæretang og stenede områder, er ofte de mest sikre kort for mig i efteråret, men det kan kræve tålmodighed og et skarpt blik på vandet, hvis man vil lokalisere fisken.
Efterårshavørrederne har smukke proportioner, og i det tidlige efterår møder man flere fisk med et let gyldent skær, der tilføjer havørreden ekstra skønhed.
Spot fiskene
Kystørred om efteråret afslører ofte sin tilstedeværelse ved at bryde overfladen på en eller anden måde. Det kan være fine små ringe i overfladen, hvor man næsten kan blive i tvivl, om det er fisk eller ej. Andre gange kan det være gentagne bombastiske spring. Det er et yderst nervepirrende fiskeri, når man kan pürschfiske efter store kystørreder, hvilket så afgjort er med til at tilføje en ekstra dimension til kystfiskeriet. Efterårets havørreder er dog nogle pudsige fisk. Du kan være omgivet af fisk, men de viser meget lidt interesse, og hårene på hovedet bliver grå af frustration. Hvis man kan se fiskene, så er de fundet, og så der sikkert nogle i stimen, der godt kan lokkes, men flueboksen skal til tider endevendes for, at finde dagens medicin.
Særligt de plaskende akrobater har en nærmest mytisk status som værende umulige at lokke til hugget, og det er da også min erfaring, at de kan være mere selektive, men derfor skal man ikke undlade sig fra at kaste til dem. Disse fisk er gode indikatorer på, at man er det rette sted, og der kan typisk være flere i området, som ikke viser sig. Derfor bør man altid bevæge mod de springende fyrtårne og give fiskeriet en koncentreret indsats her.
På andre dage og under andre forhold, så møder man subtile og forsigtige fisk, der knap nok bryder vandspejlet. Denne adfærd kalder ofte på mindre fluer, da havørreden under disse forhold ofte mæsker sig i mysisskyerne, der hænger i det øverste vandlag. I disse tilfælde kan havørreden også være fødesøgende på selve overfladen.
Særligt på dage med kraftig fralandsvind, og i områder med skove, kan landinsekter blæses ud på vandet. Havørreden registrerer dette, og dens jagtinstinkt kan rettes mod overfladen og drivende insekter.
Valg af fluer til havørred om efteråret
Efteråret er i min optik fluefiskerens bedste årstid på kysten. Føden langs kysten begynder at blive mere sparsom i takt med dalende vandtemperaturer, og havørreden søger oftest små fødeemner, som de ikke bruger store mængder energi på at jage. Jeg oplever klart, at små naturtro imitationer er det bedste fluevalg om efteråret. Ofte er jeg nede i str. 8 på mine fluer og nogle gange i helt nede i str. 10 og 12, før jeg oplever interesse fra fiskene. Fluer med orange, brunlige og rødlige nuancer, synes at have en god effekt på havørreden. Tilføj gerne et triggerpunkt på fluen der skiller sig markant ud fra resten – fx røde reje øjne eller hvide øjne på en mørk fiskeimitation.
Udgangspunktet for fluevalget er oftest en lille kutling eller en lille reje, når jeg begynder mit fiskeri. Hvis jeg finder fisk, og de ikke tager fluen eller kun viser svag interesse for den, gennem puf og efterfølgen, så skifter jeg til en mindre flue. Her vælger jeg gerne mysis-imitationer, som jeg kan fiske endnu langsommere.
Havørreder kan være aktive hele dagen og i høj sol. Michael Zinn fandt den rette medicin denne formiddag.
Indtagningsteknik til kystørreden
Den langsomme indtagningsteknik, hvor fluen hænger lang tid i vandet, gør at den bliver længere tid i området med fisk, samt giver fluefiskeren en bedre mulighed for, at registrere selv de mindste tag i fluen. Det er kun yderste tilfælde, at jeg arbejder med store provokationsfluer i efteråret, men det kan i nogle tilfælde være det, der skal til på nogle dage.
Der findes ingen gylden opskrift på succes, når der fiskes på gyldne fisk, men det handler om, at variere sine metoder – og ikke låse sig for meget fast i sine beslutninger. Nogle gange, når jeg finder en teknik og en flue, der har givet fisk, så skifter jeg til en anden. På den måde kan jeg blive klogere på, hvilke typer og egenskaber en god flue skal have i det pågældende område.
Jeg starter dog altid med noget jeg har en god tro på, og så gemmer jeg eksperimenterne til jeg enten møder god succes, eller oplever ingenting. Begge scenarier kalder på forandring og omstillingsparathed, hvis man vil udvide sit repertoire som kystfisker.
Efterårsstrategi til kystørred
Efteråret kan meget hurtigt skifte karakter, og hvad der virker i det tidlige efterår, virker måske ikke i det sene. Det tidlige efterår kan byde på fabelagtigt fiskeri tæt under land, hvor vadefiskeri næsten kan være en dødsynd. Her gælder det om, at fiske de første kystnære badekar af, og lægge kastene på langs af karret. Badekarrene på den åbne kyst er tiltrækkende for havørreden, da der er optimale forhold for trivsel.
Tættere på gydningen bliver havørrederne ofte mere og mere selektive, hvormed hugperiodernes frekvens og intensitet kan dale. Fødeemnerne trækker mod dybere og varmere vand i det sene efterår, og – i takt med lavere vandtemperaturer, søger havørreden også mod mindre saltholdigt vand. Derfor er det en rigtig god ide, at sætte sig ind i havørredens biologi, og indhente oplysninger om forholdene langs kysten, inden man tager ud. Der findes mange sider, hvor man kan søge den information, der er brug for. DMI og FCOO er gode sider at bruge i kombination med hinanden, når de optimale forhold skal findes inden pladsvalget. Tænk derfor også over, at enten et koldt eller varmt efterår, kan kalde på forskellige strategier for valg af plads og teknik til efterårsfisken. Ovenstående kan give en god base, at bygge sit efterårsfiskeri på, men kreativiteten må ikke glemmes. Når man har sikret sig de bedst mulige kort på hånden, så eksperimentér derude. Det kan virkelig give pote, hvis man har modet og overskuddet til at satse nogle gange. Opsøg pladser, der slet ikke normalt vil give mening, og forsøg dage hvor fluevalget er placeret i yderpunkterne i både farvenuancer og størrelse. På den måde kan du finde særlige tricks i netop det område, som du fisker i. Betragt disse dage som eksplorative og forbered dig på, at du eventuelt må gå tomhændet hjem. Så kan man altid vælge mere ”sikkert” på andre dage.
Etik omkring farvede havørreder?
Farvede fisk er fisk i gydedragt, med intentioner om, at gå mod åen og skabe næste års generation. Etikken omkring farvede fisk og catch and release florerer altid intenst på de sociale medier og fiskemagasiner, når vi rammer efteråret. Faktum er aktuelt, at det er legitimt at hjemtage farvede fisk indtil fredningen sætter ind, og det er op til den enkelte at vurdere om fisken skal ud igen. Men fisk med omtanke, og sæt gerne en god baglimit i denne periode.
