okt 29, 2020 | Artikler, Rejsefiskeri
Martin Falklind med sin kæmpestore plettede havkat taget på Grønland.
I celebert selskab og med krykke i hånden, har Martin Falklind været på fiskeekspedition til Grønland – både for at fiske på havet og fluefiske efter havvandrende røddinger. Tag med på den vildeste fisketur nordpå, hvor alt kan ske.
AF MARTIN FALKLIND
LANGSOMT MEN SIKKERT kæmper vores mærkelige karavane sig afsted, igennem Grønlands ujævne natur. Jeg vakler frem med benskinne og krykker, men resten af karavanen holder et behageligt tempo, for min skyld. Foran går ski-legenden Stig Strand, og måske skyldes hensynet, at han bærer en del af skylden for min nuværende forfatning? Det var nemlig ham, der lokkede mig til at springe ud fra en helikopter iført ski, da vi var i Canada i foråret. Der gik mit knæ gik i stykker.
Min ven, Pasi, har fundet satellit telefonen frem og går og småsludrer foran, for at fordrive tiden under den langsommelige gåtur. Han er grejnørden, du ved – en rigtig Mc Gyver. Ud af det blå, er han typen der hiver solcellelader, natkikkert, minidrone eller som nu, en satellit-telefon op af rygsækken. Sidste mand på holdet er Marko Lethosalo, der afslutter karavanen, bærende på et to meter langt stykke afløbsrør.. Vores brogede bande er på Grønland for, at fluefiske rødding og havfiske helleflyndere. Røddingen ved vi findes i stort antal, mens havfiskeriet mere er en udfordring der skal udforskes.
Et fantastisk fiskeri efter rødding
Røddingen er på dagens program, og vi vandrer langs den fossende og klare Kangiaelv frem mod pladsen, der er strategisk placeret ret nedenfor en fremragende udkigspost. Herfra kan man betragte de indbydende pools og den mægtige dal. Marko finder hurtigt en fin plads til røret, der skal blive til en rygeovn, og i det samme hører vi det første plask, fra en stålblank rødding på flere kilo, der hopper helt fri af vandet.
De ny-opstigne røddinger er blanke som laks. Her ser du artiklens forfatter med en smuk fisk.
Flere plask viser sig og alle får nu travlt med, at iføre sig vaders og klargøre stænger. Alle bortset fra Stig, der roligt kommenterer kaoset: – Der ser ud til blive lidt trængsel her, så jeg går op til vandfaldet og tester der. Som en anden bjergged forsvinder han lynhurtigt. Fisken kommer aldrig længere end vandfaldet, så det giver sig selv, at mange må samles der, men den 7 kilometer længere spadseretur opstrøms kan vi andre altså godt undvære.
Vi andre bliver i området omkring det netop opslåede telt, da det føles som om, der både er fisk og fiskepladser nok til resten af dagen her.
Fine rødding på fluegrejet
Marko er en grønskolling ud i fluefiskeriets ædle kunst. Først sidste sommer introducerede jeg ham for fiskeriet, men han har lært det overraskende hurtigt. Det er klart, har man talent til at vinde den finske version af Vild Med Dans, kan man også lære sig selv, at fiske med flue hvilket da også bevises i løbet af ganske få timer. Han får nemlig hurtigt en rødding på nogle hundrede gram, og er naturligvis kisteglad!
Marko er den type, der er taknemmelig for bare at komme med på en fisketur. Han bliver hverken gnaven eller stresset når tingene ikke går hans vej. Der er en stærk vilje til at lykkedes, men præstationsangsten er en by i Rusland, for den gæve finne.
Han er dog stadigvæk den grønneste i trioen, så han får den bedste plads, og en håndfuld gode råd med på vejen. Allerede i tredje kast strammes linen op, og en kraftig vortex afslører hvor fisken huggede. Og så begynder dansen.
Fisken går nedstrøms i ekspresfart. Marko kan ikke følge efter, da han sidder fast i et højt buskads. Vi andre kan faktisk kun se en stangspids over buskene og høre en større mængde finske ukvemsord. Til sidst kommer han dog fri, og kan begynde sin sprint efter fisken der viser sig at være en smuk to kilos fisk, der fightede som en fem kilos…
Efter nogle uger i åen begynder fisken at få sin gydedragt.
Det er næste som laksefiskeri
Fiskeriet er formidabelt, og foregår omtrent som laksefiskeri, med kast direkte nedstrøms. Pudsigt er det, at huggene stopper når vi har fisket med den samme flue i et stykke tid. Men skifter vi farve, bliver de øjeblikkeligt interesserede igen. Vi får alle fisk i tre-kikilos klassen. Nyopstegne, fede og blanke som laks, og vi beholder da også et par stykker til aftensmanden. Da Pasi har fået en fire kilos fisk, tager vi en lille pause og sætter os og betragter den smukke natur. Stilheden afbrydes af Stig, der kommer anstigende med et bredt smil på læberne og en tre kilos fisk i bæltet: – Jeg håber i har haft ligeså godt fiskeri som jeg, griner han, mens han samler vores fisk op, og begiver sig op mod campen, for at aflevere fangsten til kokken.
Den næste morgen tager Christer fat i mig. Han vil vise mig hvorfor vi har valgt netop denne plads, og fører mig op til klippens kant, hvor et storstrålet syn åbenbarer sig. Nedenfor den lodrette klippevæg, munder elven Kangia ud i fjorden. Store mørke pletter på bunden ser ud til at bevæge sig. Det er stimer af havgående rødding, der er kommet ind med tidevandet, og der må være hundredevis af dem. Instinktivt griber jeg ud efter min stang, men besinder mig hurtigt. Det er først når de er kommet igennem kløften, og nogle kilometer opstrøms til de første pools, at de interesserer sig for at æde.
Nuvel, det går nok, for der står alligevel havfiskeri på programmet i dag, og vi har pænt travlt med at forberede dagens 12-timers pas. Det skal nemlig times med højvandet for, at kunne få den lille gummibåd ud til den store båd, der ligger for anker og venter på os et stykke ude i fjorden. Og det samme gør sig gældende når vi skal hjem igen.
Pangfarvede streamere er den perfekte medicin til røddingerne.
På havfiskeri i Kangia Fjorden
Havfiskeriet i området er totalt ukendt af lystfiskere, men vi ved at der er massevis af torsk. Helleflyndere skulle også være en mulighed, så jeg har forberedt et par stænger til formålet, og pakket godt med jigs og tackler til netop havets dronning. Ifølge campens kok, Louis, er der godt med de store fladfisk på det dybe vand, omkring 400 meter. Et råd jeg absolut ikke har tænkt mig at følge. Jeg vil fiske dem som vi gør i Norge: På grundt vand, tæt på kanterne ud mod dybet.
Da vi ankommer til den store båd ligger fjorden flad som en pandekage, og mens vi tøffer ud mellem de stejle klippevægge, studerer vi søkort og planlægger dagens fiskeri i samarbejde med skipper Franz. Vi vil starte med at fiske agnfisk, og måske et par mad-torsk, for så at begive os ud til fjordmundingen hvor der ligger et større grundområde og en enkelt befolket ø, hvor vi kan spørge de lokale jægere og fangere til råds.
Ret ud for den lille landsby kigger vi på ekkoloddet og konstaterer, at den ellers så dybe fjord her går helt op til 7-10 meters dybde. Vi vinker til nogle lokale fiskere i en anden båd, og slipper vores torskejigs ned i vandet. Nu begynder et fiskeri, som vi aldrig har set magen. Agnen når knap til bunden, inden den indhaleres af en glubsk torsk. Der går hurtigt sport i, at forsøge at få jiggen til bunden og op igen, uden at få fisk på – noget der er mere end almindeligt svært.
Teknikken gør, at gigantiske fiskestimer følger med op til overfladen hvor de plasker rundt i forsøget på, at få fat i vores jigs. Det er både fantastisk, men også lidt sørgmodigt. Måske var det sådan vores hjemlige farvande så ud, før trawlerne gjorde rent bord?
På fisketur med gutterne når det er bedst: Alle fanger fisk!
Torskene hugger
Pasi fanger den største torsk på omkring 7 kilo, inden han lægger havgrejet fra sig og finder spinnestangen frem. Han kaster ud og spinner det lille havørredblink hjem, lige under overfladen. Så, ud af det blå, hugger en rødding, og under fighten kan vi se, at der følger en hel stime med den krogede fisk. Vi tackler hurtigt om til det lette grej, og oplever nu vores livs røddingfiskeri. Efter lidt tid minder jeg flokken om, hvad målet for dagens ekspedition egentligt var. Så vi afslutter bonanzafiskeriet tager et par mindre røddinger til helleflynder agn, og tøffer videre ind mod bygden. Vel fremme mødes vi af en gabende tomhed.
Bevares der er huse, men gaderne er tomme og det føles mest af alt som en spøgelsesby. Franz banker på hos sin ven, og da han åbner er det som om livet pustes tilbage i byen. Folk kommer ud fra deres skjul og vi kan nu hygge os med lun kaffe og en god fiskesnak, der desværre ikke gør os meget klogere. Jo da, der findes flyndere, fortæller de lokale, men de råder os allesammen til at fiske fra 2-300 meter og ned…
En kæmpestor havkat
Vel ude på havet holder jeg foredrag om helleflynderens revirer: Flad bund, gerne med noget strøm og dybder fra 10 til 40 meter skal vi lede efter. Omkring en sømil fra øen, i Kan giafjordens udmunding, finder vi et perfekt område som passer præcist på min beskrivelse. Vi lægger os på ti meters dybde, og begynder at drive ud mod et flak, der langsomt går ned til 40 meter. Øjeblikkeligt mærker jeg noget pille ved min et-kilos rødding, som trækkes et par meter over bunden. Først tænker jeg helleflynder, men da det fortsætter føles det mere som småtorsk. De andre i båden, som fisker med store jigs, har også en konstant pillen ved deres agn.
Pludseligt fanger Marko en stor tangbusk, eller det tror han det er, for der er intet spræl i linen så han kører bare stille og roligt op, for at frigøre grøntsagerne. Derfor bliver vi alle noget chokerede, da Marko ud af det blå begynder at skrige i vilden sky: Jäääääääääävlar, fy fan, hvilket jääääävla monster, råber han på sit klingende finsk-svenske. Det er svært at gengive ordvalget korrekt, for jeg har aldrig hørt så mange bandeord på så kort tid. Men både Pasi og Rickard er hurtigt fremme med mobilerne for at filme kaoset, og kaos det var det. For da vi andre læner os over rælingen, bliver vi ligeså chokerede som ham, over det syn der møder os. En gigantisk havkat har snappet ud efter jiggen.
Nu er gode råd dyre, for monsteret er nemlig ikke kroget. Det har bare klappet tandsættet omkring gummidyrets hale, og da vi intet net eller gaf har ombord, kan den slippe når som helst. Eftersom det er Markos livs fisk, skal den bare ind, og efter et par halvhjertede forsøg med bådshager og lignende, finder jeg den største jig i kassen, læner mig ud over rælingen og gaffer den med krogen. Med møje og besvær får jeg løftet den ind i båden, hvorefter den øjeblikkeligt kvitterer ved, at bide ud efter mine fødder.
Det tager et stykke tid inden vi har fået ro i båden igen, og da jeg kontrollerer min flynderagn, kan jeg konstatere, at den også har været udsat for utallige havkattebid. Jeg får hurtigt sat et mindre stykke rødding på krogen, mens de andre agner deres jigs med rødding-strimler. Jeg når knap og nap ned til bunden før der er bud efter agnen, og igen er der tale om en flot havkat. Bevares. Den er ikke ligeså stor som Markos, men stadigvæk et godt stykke over de ti kilo. Samtidigt får de andre også bid, og vi er nu vidne til et helt magesløst fiskeri. Vi enes derfor om, at køre C & R på resten af fiskeriet så andre lystfiskere i fremtiden også kan få den samme oplevelse som vi netop har haft.
Der bliver noget opstandelse over Markos monsterfisk da vi kommer tilbage til campen. Hverken Franz eller Louis er dog sønderligt imponerede over størrelsen – De findes meget større, mener de. Dog er de glade for det faktum, at der venter en lækker middag forude, og det er netop under middagen at den går op for os – Misforståelsen: – Hvis i syntes det er sjovt med fisk i den størrelse, så skulle i prøve at fiske efter “helleflundra”, men den er ganske sjælden her, fortæller Louis.
Jamen det er jo netop det vi har gjort hele tiden, og i sagde jo at der var masser af dem, siger jeg, hvortil Louis svarer: – Nej. I har hele tiden snakket om halibut, hvilket her på Grønland betyder hellefisk! Den erfarne havfisker forstår hvorfor vi alle fik os et godt grin. Hellefisk er nemlig en lille slægtning til helleflynderen, og den lever ganske rigtigt – På dybt vand.
På tur med Solid Adventures
Christer Sjöberg og hans søn Rickard tager eventyrlystne lystfiskere verden rundt. De har bl.a. en fantastisk havørredcamp ved Rio Gallegos i Argentina. De var dog ikke de første på Grønland, hvor der findes flere teltlejre rundt omkring ved de forskellige elve, som alle byder på rigtigt godt fiskeri. Da de begyndte at undersøge muligheden for, at starte en camp op med lidt bedre faciliteter, stødte de på Kangiacampen som ingen havde benyttet i mange år.
På campen finder du fluefiskeguider der tager sig godt af dig, og stiller alle fornødenheder til rådighed. Varmt bad, fællesrum, fuldt udrustet køkken med kok osv. For ikke at nævne den velfungerende bar med diskokugle og det hele.
Christer og Rickards virksomhed, Solid Adventures, drives efter princippet: Unikt fiskeri, som er holdbart, og med så lille påvirkning fra kommercielt fiskeri som muligt. Steder hvor fisketurismen kan skabe lokale arbejdspladser og bevare fiskebestanden til fremtiden.
For mere information: www.solidadventures.com / info@solidadventures.com
Artiklen blev oprindeligt publiceret i Fisk & Fri 8/2018
okt 27, 2020 | Artikler, Portrætter
Svend Methling med sin største gedde fra Furesøen – 11 kilo fanget d. 17. maj 1934 på ”løs line” i Furesøen. De to unge damer er døtre af to andre medlemmer af Lystfiskeriforeningen – nemlig Kai Simmelhag og Peder Lykkeberg. Førstnævnte illustrerede nogle af Methlings bøger. Blandt andet ”Der er en verden udenfor Verona”. (Foto: Lystfiskeri-Tidende)
For de fleste yngre lystfiskere siger navnet Svend Methling dem næppe ret meget, da han døde for over 40 år siden. Et opslag på Google vil dog fortælle, at vi har med en person at gøre, som ikke alene var kongelig skuespiller, sceneinstruktør, teaterdirektør og forfatter. Han var også en fremragende ihærdig lystfisker, hvis evner med fiskestangen, gjorde ham ligeså kendt som skuespilleriet. I en verden uden internet var han for samtidens journalister derfor godt stof. Man kunne nemlig spinde en historie på hans altoverskyggende hobby. Og så var han tillige en forrygende formidler af lystfiskeri i alle dets former.
AF PER EKSTRØM
SVEND METHLINGS barndomshjem lå i København på Toldbodvej. Den vej som i dag hedder Esplanaden. På den baggrund er der ingen forudgående indicier på, at man skulle blive bidt af lystfiskeri, og slet ikke når fødeåret er 1891. Og dog! For Københavns Havn er kun et stenkast væk, og lige over for ligger Kastellets Voldgrav. Vand hvor end man vender sig, så alle risici for at blive ”smittet” med lystfiskerbacillen er godt tilstede.
Unge Methling var allerede som 8-årig godt i gang med karrieren som lystfisker. I havnen fangede han med en hjemmelavet ketsjer, fremstillet af et stykke gammelt gardin, tanglopper og andre små krebsdyr. Men som han selv har beskrevet det: – Så gik jeg hurtigt over til ”storvildtet”. I skolens årsberetning for 1898 kan man læse, at han har skænket et glas med levende hundestejler, og da han blev lidt ældre fangede han med sytråd både ålekvabber, hvillinger, ål og torsk i havnen.
Svend Methlings start på lystfiskeriet
Fiskeriet i voldgraven overfor barndomshjemmet var desværre begrænset til maj måned, hvor gedderne var det primære bytte. Kort inde i sommerperioden kom der nemlig altid masser af grøde og andemad, så fiskeri blev umuligt. Hen på efteråret var der på ”Smedelinen”, et stykke af Kastellets voldgrav, et fint fiskeri efter brasen.
Svend Methling nåede både at blive student og komme i lære som smed, inden han i 1914 entrede det Kongelige Teaters Elevskole. Da teatret i 1916 opførte Hamlet på Kronborg, hvor han medvirkede, trak Øresunds nærliggende kyst så meget i den uge skuespiller, at han lige måtte ned på pynten og forsøge sig med en spinner. Det var imidlertid noget omstændigt med et Nottingham hjul af træ, men spinneren fik fat i strømmen, og da han trak linen ind, kastede en torsk sig over den, og en af Danmarkshistoriens første beskrevne kysttorsk var en realitet.
DET GAV INSPIRATION til flere ture langs Øresundkysten. Sten og tang var de altfortærende ædere af blink og spinnere, men det gav fisk, og Methling har beskrevet disse ture som vidunderlige søndagsudflugter. Imidlertid trak ferskvandsfiskeriet efter gedder og aborrer meget mere i ham. Han cyklede hellere over 50 kilometer frem og tilbage fra Furesøen, end han tog toget til Helsingør.
Hans helt store lykke indtraf, da han i 1921 blev medlem af Lystfiskeriforeningen og fik adgang til den kæmpestore Furesø. Her udfoldede han for alvor sine evner udi lystfiskeriets kunst. Et studie af Lystfiskeriforeningens præmieringsprotokol fortæller, at han allerede i 1921 på Furesøen fanger 3 præmiegedder. Ihærdigheden fortsætter, og op gennem 1920´erne figurerer han konstant på listen over pæne gedder. Her kan man også se, at hans fangster fortrinsvis sker på ”løs line”. Det vil sige, man fisker med en levende agnfisk, hvor fighten foregår ved, at man har linen på en rulle og holder linen i hånden under fighten.
Foto fra Lystfiskeriforeningens fotoalbum. På søen var Methling i sit es. Han var udenfor Verona.
Med Storm P. på Furesøen for at fiske
I teaterkredse blev det hurtigt en kendt sag, at Methling var en lidenskabelig dygtig lystfisker, og at han gerne tog kolleger fra teaterverdenen med på Furesøen. Blandt andre Storm P. Her skulle den berømte ordveksling have fundet sted, da de fanger en gedde og Methling spørger Storm P, om de skal slå den ihjel? Hertil svarer Storm P.: Selvfølgelig – vi er jo ude for at more os!
Om det blot er en skrøne, vides ikke, men skuespilleren Kai Holm (kendt fra filmen Nyhavns Glade Gutter eller Onkel Joakims Hemmelighed) har også beskrevet sine ture med Methling på Furesøen. Først skulle der medes skaller ved Frederiksdal, og det ærgrede Kai Holm, at for hver gang han fangede én, så fangede Methling 4-5 stykker. Så foreslog Kai Holm, at de byttede stang, men det hjalp heller ikke. Resultatet var det samme.
Når der var fanget skaller nok, gik turen ud på Furesøen. Her kunne Methling sidde i lang tid og bakke på sin pibe, mens han ventede på bid. Kai Holm derimod blev hurtigt utålmodig, men fik at vide, at lystfiskeri er andet og mere end at trække fangst op. For Methling var lystfiskeriet en afkobling fra teatret. Der var en verden udenfor. Det perfekte liv var, hvis Methling kunne dele teatret og naturen.
Storgedder på Furesøen
Kai Holm mødte også en anden side af Methling, og det ligger måske til de fleste lystfiskere, når de bliver ivrige? Det skete, da de fik et ordentligt ”bæst” på inde i Furesøens lavvandede område – Store Kalv. Kai Holm fik stukket et fangstnet i hånden med besked på, at stikke det under gedden, så snart den kom op til overfladen. Desværre kom Kai Holm til at fumle lidt, så den tog endnu et udløb, og den normalt rare kollega øste de værste eder og forbandelser ud over ham. Sådan kendte Kai Holm slet ikke Methling. Til sidst trak Methling selv gedden ombord i båden. 8 kilo viste vægten.
Af større fisk som Methling fangede i Furesøen, kan nævnes en aborre på 2 kilo samt et par gedder over de 10 kilo, hvor den største vejede 11 kilo. Han deltog også flere gange i fiskekonkurrencer på Furesøen og som regel altid med godt resultat. Han var lidt af et naturtalent indenfor lystfiskeriet.
På Radiooptagelse i 1938. Svend Methling med cigar i munden er klar til gedderne. (Foto: Lystfiskeri-Tidende)
Svend Methling som skuespiller og lystfisker
Lystfiskeri og evner som skuespiller kan udmærket forenes. I 1925 blev Statsradiofonien oprettet og den blev et medie som de fleste danskere tog til sig. I 1939 havde 80 % af alle danske husstande et radioapparat. Udsendelserne blev mere alsidige, og i 1930´erne begyndte man også at producere udsendelser om lystfiskeri.
Her kunne lystfiskeri og skuespil forenes, og naturligvis var Methling med. Som skuespiller havde han en god radiostemme, og så gjorde det nok heller ikke noget, at Frederik Emil Jensen, som også var lystfisker og medlem af Lystfiskeriforeningen, var blevet direktør for Statsradiofonien.
Der blev lavet optagelser ”on location”. Blandt andet en tur efter tun på Øresund, hvor de medvirkende foruden Methling var Ludvig Svendsen og Aksel Dahlerup. Selve samtalen ude på Øresund foregik i god ro og orden, indtil der kom en tun på krogen, så skiftede stemningen, og ordene faldt ikke helt velovervejet, akkurat som Kai Holm beskrev det, men nu gjaldt det alle tre medvirkende.
Methling – et nemt offer i aviserne
Som offentlig person var Methling også et nemt ”offer” i aviserne, som kørte meget på hans store passion for lystfiskeri. Modsat nu om stunder, hvor det ofte ligner hetz, var der dengang kun tale om kærligt drilleri, hvor man fornemmede respekten for personen. Som for eksempel: ”Svend Methling er begyndt at fiske med Juleflue”. Eller ”Svend Methling har i sidste nummer af ”Amatørlystfiskeren” skrevet en afhandling, han kalder ”Stør, større, størst”, ligesom en ondsindet person skulle have ændret indskriften over Det Kongelige Teaters Scene til ”Ej blot til LystFISKERE”. Kreativiteten kendte ingen grænser. Svend Methling døde i 1977 – 85 år gammel.
Avisudklip fra februar 1941. I anledning af 25 års jubilæet som skuespiller
udtaler Svend Methling, at han ikke har noget imod at være en
lille fisk blandt store gedder. Han ses som lille aborre mens de store
gedder kredser om ham. Øverste gedde er med sikkerhed Poul Reumert,
mens den nederste minder om John Price, der senere også blev medlem
af Lystfiskeriforeningen.
Der er en verden udenfor Verona. Det er næsten et must for
alle lystfiskere at læse den. Bogen består af flere fortællinger,
der kan læses uafhængigt af hinanden. Specielt en om en fugtig
aften på Cafe d’ Atlantide i Marseille er forrygende.
okt 25, 2020 | Artikler, Sponsoreret, Video
Små gennemløbsblink er en super giftig agn til put and take søens ørreder. Vi har været et smut ude ved vandet sammen med Westins Mathias Nagel for at kigge på Westins D360 gennemløbere til put and take søens regnbueørreder. Mathias giver os historien bag blinkene, vi ser hvordan de skal monteres samt fiskes – og så fanger vi naturligvis også et par fine fisk på de lækre små gennemløbsblink.
Husk at abonnere på Fisk & Fris YouTube kanal her.
okt 24, 2020 | Artikler, Guide til fiskepladser, HAVØRREDFISKERI, Kystfiskeri, Kystpladser til havørred
Sjællands Nordvestkyst er et af de smukkeste steder i hele kongeriget. Og sammenligner man med whiskeybæltets nordkyst eller de populære syd/østkyster, er nordvestkystens hot-spots nærmest mennesketomme. Til gengæld holder de havørred! Tag med på en tur fra Gniben til Korshage.
AF TOBIAS HJORTKJÆR SCHULTZ
JEG SKAL IKKE forsøge at foregøgle nogen noget. Nordvestkysten er ikke et ørredparadis, hvor man bare tager hen og flår store, blanke havørreder op ad vandet. Nordvestkysten er de fleste steder både svær at vade og at få hul på. Der er længere mellem fiskene end andre populære lystfiskermål. Til gengæld er gennemsnitsstørrelsen over middel. Udfordringen er større og triumfen, når det lykkes, tilsvarende stor.
Vil du have de bedste chancer for en blank, så følg strømmen til Stevns. Kan du kun fiske med sandbund under vadestøvlerne, så kør til nordøstkysten. Er du ligeglad, om ørreden, du fanger er regnbue eller havørred, så tag til Sjællands Vestkyst. Men er du til øde kilometer i hårdt vadeterræn, strande uden plastic-efterladenskaber, hundeluftere og garnfiskere. Kan du lide bølger der rykker, og fisk der trækker…? Så skal du måske overveje, om din næste tur skal gå til Sjællands Nordvestkyst.
Tobias med et par flotte havørred fra den nordvestsjællandske kyst.
Havørred på Gniben
Sjællands nordvestligste punkt er kendt og elsket af mange lystfiskere og med god grund. Det er uhyre fristende at stille sig ud på spidsen, kaste agnen ud lige der, hvor vandene mødes, og hvor strømskellet gennem årtusinder har bygget på Sjællands Rev, som strækker sig kilometervis ud i vandet. Og det kan bestemt også være givtigt. Spottet holder fisk hele året, og en sommernat kan man stå i mørket høre fiskene springe som forårskåde rålam hele vejen rundt om én. Desværre kommer man ofte til at gnubbe skuldre med andre lystfiskere. Der er dog ingen grund til at fortvivle. Gniben har masser af andre spots at byde på, hvis moderrevet er overrendt.
Skilderhuset: Kør tilbage til hegnet og over fæ-risten. Der ligger en stor parkeringsplads lige udenfor søværnets hegn. Smid bilen og gå ned på kysten, der vender mod øst. Lige nede på stranden giver en fin sandbund godt fodfæste, mens et lækkert, tykt tangbælte lidt længere ude meget ofte holder gode fisk. Til tider endda kystlaks. Giver stykket med sandbund ingenting, går du sydover. Bunden bliver nu vanskelig at vade på. Glatte runde sten med alger på toppen gør fiskeriet udfordrende, men strækket holder fisk. Du kan fortsætte sydover et par kilometer, indtil du igen får sand under fødderne. Herefter dør fiskeriet ud.
Vestkysten: I princippet strækker dette stykke sig helt ude fra spidsen og ned til Odden Færgehavn. Selv stopper jeg dog i reglen, når jeg kommer ned omkring Strandmågevej. Eller også starter jeg dér og går så langt nordpå, som jeg orker. Det er ikke noget let stykke at gå. Det tager det meste af en anstrengende dag, selvom det ikke er længere end et par kilometer. Langt det meste af bunden er fuld af sten og blæretang afløst af giftige smårev med endnu flere sten og endnu mere tang. Der er dybt vand helt inde under land og ofte krappe bølger. Det er det rene guf for havørreder. Særligt har jeg haft succes på dette stykke i den kolde tid. Husk kaffe og varmt tøj!
Her kan du se nogle af de bedste pladser til havørred på den nordvestsjællandske kyst.
Efter havørred på kysten ved Ebbeløkke
Dette stræk hører også til de velkendte spots på Sjællands nordvestkyst. Det holder fisk hele året, men jeg søger det oftest sommer eller vinter. Alligevel er det meget sjældent overrendt. Sikkert fordi de fleste lystfiskere kommer langvejs fra, og når man nu alligevel er kørt så langt, kan man næsten lige så godt fortsætte til Gniben. Men snyd ikke dig selv for dette stræk.
Nyd synet oppe fra parkeringspladsen, inden du forcerer skrænten ned til kysten. Her er så smukt, at det næsten gør ondt i øjnene. Lige til venstre finder du et fint lille rev, som næsten altid holder en fisk eller to. Sjældent de helt store. Men et par småfisk kan være gode at stive selvtilliden af på, inden man giver sig i kast med nogle af de mere vanskelige stykker af kysten – som så til gengæld giver gode chancer for en tung, blank. Du kan fortsætte til venstre. Der er flere små rev nordvest for parkeringspladsen, og de kan alle holde fisk.
Prøv med et lille, livligt blink. Men drømmer du om den store, skal du til højre og øst på. Et par store sten på stranden 200 meter øst for revet markerer, at her sker der noget nyt. Her er der et stort fedt tangbælte helt inde under land, som strækker sig længere ud i vandet, end du kan kaste. Fisk det af på kryds og tværs! Der kan gå store fisk helt inde under land. Stenbunden gør stykket vanskeligt at vade, men det kan lade sig gøre, hvis man husker, hvordan pindsvin efter sigende elsker (meeeget forsigtigt).
Ud for kysten på to-tre meters dybde ligger en hel del meget store sten. Med tiden lærer du præcis hvor, indtil da, må du holde øje med overfladen. De giver lidt uregelmæssigheder i overfladen med bølgerne. Kast efter dem. De holder fisk. Strækket med det fede tangbælte er vel 150 meter rundt om en stor, blød pynt. Herefter bliver kysten lidt mindre barsk og lidt mere lavvandet. Du behøver dog ikke at vende om. Du kan fortsætte østover på ørredholdigt vand, helt indtil Fiskervejen, som er det næste spot på listen. Er I to, og har I hele dagen, kan i med fordel parkere en bil i hver sin ende af strækket og gå det hele.
Endnu en havørred taget på den nordvestsjællandske kyst.
Find havørrederne med Fiskervejen
Når du parkerer ved Fiskervejen, står du fem meter over vandet, og du vil sandsynligvis først undre dig over, at der ikke er en lystfisker at se i miles omkreds. Dernæst vil du være i tvivl om, hvilken vej du skal gå, når du kommer i vandet. Lækker bund med indbydende tangbælter strækker sig østover så langt øjet rækker. Mod vest lokker et fedt rev med store sten og labre strømforhold og dybe badekar på siderne.
Er du ligesom mig, vælger du revet. Og når du når hen til det, opdager du, at der ligger flere mindre rev så langt, du kan se med dybe badekar imellem. Fisk det hele af, men kæl lidt ekstra for det store rev. Kanterne kan holde meget gode fisk, og er de hugvillige, kommer du næsten med garanti ikke længere den dag.
Brug en stor agn, der går højt i vandet. Jeg har selv mest succes med blanke eller rå agn på dette spot. Men hvide blink og tobis-woblere kan også være løsningen. I de dybe vintermåneder, kan der være ræson i at prøve noget vildt og farverigt. Jeg har selv i irritation over at tydeligt tilstedeværende fisk ikke ville hugge på noget som helst, smidt et skrigende pink skeblink på og BANG! Fast fisk i første kast. Dette spot er også særdeles velegnet til fluefiskeri.
Efter kystørred ved Klint
Klint er ikke for svage sjæle. At fiske Klint er hårdt arbejde, men efter min ydmyge vurdering, et af de bedste vinterspots i hele kongeriget. Store onde stenrev med dybt vand på siderne og fede, fede tangbælter.
Kør til Klint Havn, kør forbi og fortsæt gerne ud ad grusvejen. Der er en bom, men den er i reglen åben. Første store rev ligger dog lige vest for havnen, og det er bestemt værd at fiske af. Derefter ligger der tre rev til med nogle hundrede meters mellemrum. Det kan være lidt svært at se præcis, hvad der er hvad, for hele stykket er bare én lang stenstrand.
Forbered dig ved at kigge på Google Maps, så er du godt med. Personligt kan jeg bedst lide revet ud for det gamle grusbrud. Du er ikke i tvivl, når du ser det. Der står en gammel betonmur nede ved stranden. Gå i vandet ud for den og fisk hele revet af – forsigtigt! Fiskene går helt ind under land her, så fisk af, inden du giver dig til at plaske for meget rundt. Chancerne for en stor, blank ørred er i den grad til stede på dette spot. Til gengæld er det forfærdeligt at vade på. Måske det sværeste på hele nordvestkysten, og det siger faktisk ikke så lidt. Nu ville det jo være fedt, hvis jeg kunne sige, at de andre rev ved Klint er næsten lige så gode, men lettere at gå på. Det kan jeg desværre ikke. De kræver alle, at man holder tungen lige i munden. Men gør det alligevel. Det er ikke rev, der holder mange småfisk, men de store er derude!
Brug store, højtgående agn. Spin i raskt tempo og lav masser af lange spinstops. Fisken hugger gerne splitsekundet inden, du hænger fast i bunden.
Havørredfiskeri ved Øvej
Spottet her er lidt mindre end de andre, og det fiskes mest af lokale og sommerhusgæster. Men tag ikke fejl; Det holder fisk. Og i hvert fald på den ene side af pynten, er det endda både let at fiske og relativt let at få hul på. Det giver næsten sig selv, at det lille rev ude på spidsen holder fisk. Der er ret dybt på venstre side af revet og stykket et par hundrede meter mod venstre holder tit en fin fisk eller to.
Ved lavvande skal det ikke anbefales at forsøge at kaste hen over revet, da det er en notorisk blinktyv. Store sten med kraftig tangbeplantning lige under overfladen, venter blot sultent på en uerfaren lystfiskers dyrtkøbte agn, Går du til højre for revet, bliver bunden leopardplettet og lidt halvblød.
Fisk gerne stykket grundigt af. Det holder ofte stimer af småfisk, og der kan sagtens gå en god fisk i mellem. Giv hele hele spottet en times tid eller to. Kaster det ikke noget særligt af sig, så kør videre.
Jeg fisker det selv primært med mindre skeblink eller anden livlig agn, som ikke går for dybt i vandet. Strækket til højre for pynten er lidt fjordagtig, og jeg bruger derfor samme agn. Det kaster tit en fin fisk af sig i efteråret og på vinterdage med sol.
Når turen går til Dybesø eller Korshage efter havørred
Korshage hører uden tvivl til de mest kendte spots på nordvestkysten, og det er langt fra sikkert, at du kan have det for dig selv. Det er der selvfølgelig en grund til. Der bliver hvert eneste år landet MEGET store fisk omkring Korshage og Dybesø. Men de fleste lystfiskere tager hjem derfra med tomme hænder.
Det skyldes efter min opfattelse, at de fleste fisker det forkert. Man parkerer på pladsen, går ned til vandet, fisker mod højre, og når revet på pynten er fisket af, går man hjem med kolde tæer og en lang næse. Jeg har bedst erfaring med at tage benene på nakken og acceptere den trælse spadseretur en kilometers penge vestover ned mod det enlige sommerhus, der ligger helt ud til vandet. Lige inden jeg når til huset, går jeg i vandet og fisker tilbage mod bilen. Det er et skønt og let stræk at gå.
Mestendels med sand inde mod land. Men ikke langt ude, løber nogle fine tangbælter med store sten og nogle besynderlige variationer i bundens højde, som gør, at der ofte går nogle virkelig interessante strømskel tæt på land. Særligt om vinteren holder dette stræk tit stimer af gode fisk. Ved parkeringspladsen går jeg faktisk oftest på land og går først i vandet helt henne ved revet. Og så fortsætter jeg rundt og ned ad østkysten. Her bliver det faktisk igen virkelig interessant, for der er store badekar HELT inde under land. I et af dem, blev der taget en havørred på 98 centimeter. Lidt mindre kan naturligvis også gøre det. Fisk badekarrene grundigt af med en let wobler helt oppe i overfladen.
Artiklen blev oprindeligt publiceret i Fisk & Fri 8/2018
okt 22, 2020 | Artikler, GEDDE, Predatorfiskeri, Spinnefiskeri, Spinnefiskeri efter gedder
Vertikalfiskeri efter gedder er et super spændende og visuelt fiskeri. Følg med Mathias Larsson og Martin Falklind ud for at lære fiskeriet af en fuldblods professionel – Henrik Olsson.
AF MATHIAS LARSSON
FOTO: MARTIN FALKLIND OG MATHIAS LARSSON
GEDDEN er ikke søens største. Det er derimod dagens første farvestrålende fisk, som vi netop har landet i det lune morgenlys. Den er tæt på stålgrøn med et stænk af guld, og seriøst bred over ryggen. Med andre ord, en super flot gedde.
Jeg vasker hænderne i vandet under rælingen. Det er egentligt formålsløst, for jeg ved jo, at duften sidder dybt forseglet i håndfladerne. Duften af gedde, forstås. Min ven Martin og jeg, har hyret fiskeguiden Henrik Olssons båd, for at lære en ny fiskemetode: Vertikalfiskeri efter gedder. Henrik har lagt hundredevis af timer i jagten på vores elskede gedde med denne, for mange, sandart-baserede fisketeknik. Og det med enestående resultater, så nu skal vi på intensivkursus.
Vejrudsigten viser to til tre meter per sekund, og strålende solskin, så jeg rynker lidt på næsen, og viser dagens møg-prog-nose til Martin som er helt enig i, at gedder skal fiskes i dårligt vejr. Henrik der lytter med på sidelinjen udbryder: – Hvad snakker i om? Svag sydvestlig vind, stabilt lufttryk og sol er vejen til en vellykket fiskedag. Jeg har haft mine bedste ture i kongevejr. Solskin trigger desuden den pelagiske geddes jagtinstinkt, og den svage men vigtige brise får vandoverfladen til at brydes, så bådens skygge ikke forstyrrer fisken.
Spar ikke på titaniumwiren. Når fisken kommer i fuld fart fra dybet, er det til tider ikke engang nok med en meter.
Vertikalt efter gedder
Henrik styrer båden mellem nogle øer og videre ud over åbent vand. I samme øjeblik som motorens omdrejningstal sænkes, glider vores kaptajn ind i en tilstand af dyb koncentration. Med venstrehånd på motoren, begynder hans øjne at vandre henover skærmene. Hver eneste pixel studeres og analyseres, om og om igen. Henrik fortæller, at vertikalfiskeri efter gedde fungerer fint det meste af året, hvis man ser bort fra gydeperioden. Gedder der lever livet pelagisk, bruger nemlig ikke mere tid end højst nødvendigt på lavt vand.
– Jeg har bedst held med metoden i sommermånederne. Dermed ikke sagt at man skal glemme årets sidste måneder, fortæller Henrik, der dog også afslører, at han har haft fantastiske fiskepas i efterårsmånederne og helt ind i december, når byttefisken står tæt.
På jagt efter de pelagiske gedder
Solen klatrer højere op på himlen og søen er næsten flad som et spejl, alt imens Henrik krydser frem og tilbage i håbet om, at støde på et fiskebart ekko på Humminbird-skærmene der tegner gule kugler af agnfisk i frivandet. Henrik forklarer: – Nu kommer vi ind i et hot område. De tydelige kugler med agnfisk et godt stykke oppe i vandsøjlen plejer at lokke rovfisk til, og denne sø er den perfekte arena for metoden. Skal der vertikalfiskes efter gedder, ser jeg helst en klar og relativ dyb sø, med rigelige mængder byttefisk som eksempelvis smelt og løje lyder det fra kaptajnen, der fortsætter:
– Størstedelen af gedderne i disse typer søer har nemlig tillagt sig en pelagisk livsstrategi, til forskel fra de gedder der lever i mere grumsede søer. Helt uventet afbrydes Henriks talestrøm af, at han stopper båden. På ekkoloddet, lige over en klump byttefisk, tårner et fint ekko sig op. Henrik slipper hurtigt jiggen ned, og forklarer teknikken: – Eftersom den pelagiske gedde altid er i bevægelse så gælder det om, at få agnen ned så hurtigt som muligt når fisken befinder sig lige under båden. Stands så agnen højt over fisken – gerne fire til fem meter. En gedde kigger nemlig altid op, og gennem at holde en god afstand mellem fisk og agn øger du chancen for, at fiskens interesse skal vende sig mod agnens mørke silhuet mod den lyse vandoverflade.
Oftest er det nok med en enkelt trekrog for, at gedden bliver siddende. Det er desuden noget nemmere at afkroge fisken.
Fisk aktivt med jiggen efter gedderne
I modsætning til vertikalfiskeriet efter sandart – hvor man oftest præsenterer jiggen med diskrete bevægelser – fisker Henrik gedde-jiggen med ivrige bevægelser, kombineret med op og nedsænkninger gennem vandmasserne: – De bevægelser jeg laver er ikke til for, at lokke gedden til at hugge, men snarere for at gøre den opmærksom på agnen, fortæller han og fortsætter: – Hvilke bevægelser du laver er ikke så vigtigt, og der er ingen grund til at være forsigtig, som ved sandartfiskeriet. Agnen skal mærkes! Gedden skal trigges til at hugge, beretter Henrik og tager en halv omgang på hjulet.
På skærmen vises jiggen som et zig-zag mønster over gedde-ekkoet, der nu er tegnes som en kraftig streg tværs over skærmen, og gedden glider nu langsomt op mod jiggen. Henrik fortæller, at fisken nu virker til at have sin opmærksomhed rettet mod agnen. Pludseligt sætter ekkoet i en afsindig fart op mod agnen, og det tykke røde ekko forvandles på et splitsekund til en tynd sytråd, der skyder op mod jiggen.
Henrik tager et par hurtige omgange på hjulet. Så et par stykker mere, og så eksploderer det. Stangen står i en kraftig bue mod vandoverfladen, og Henrik smiler over hele femøren mens han sætter pres på fisken og fastslår: – Når jeg ser at gedden har fået interesse for agnen og svømmer op mod den så plejer jeg, at tage nogle hurtige drej på hjulet for at trigge angrebet. Oftest så kommer hugget præcist som nu, i en helt afsindig fart hvor du knapt når at reagere. Laver du ikke den vigtige indspinning, så sker det desværre alt for ofte, at fisken skyder op som et missil mod agnen, for blot at stoppe en centimeter fra den. Den har altså opdaget dit bluf, og du kan ikke gøre andet end at hive op og begynde, at søge efter en ny fisk…
Hugget fra en pelagisk gedde er brutalt! Fokus, og en hård stillet bremse, er alfa og omega.
En smuk gedde på vertikalgrejet
Henrik Løfter en 90 centimers fisk ind i båden, og bemærker de smukke grøngule tegninger der strækker sig rundt om hele fisken. Fisken har grådigt taget jiggen, der sidder perfekt i kæbekrogen. Efter en hurtig fotosession frigør Henrik krogen, sætter den tilbage i sit rette element og forklarer: – Skulle fisken være af den dovne type, der ikke med det samme angriber agnen så trækker jeg altid agnen væk fra den, og så snart den glider et par meter ind under agnen, så tager jeg hurtigt et par omgange på hjulet. Nogle gange må jeg gentage dette 5-6 gange inden fisken hugger. Kommer gedden for tæt på, så den kan studere agnen i det glasklare vand er løbet kørt, fortæller Henrik og tørrer hænderne i et viskestykke.
Jeg har selv vertikalfisket en del sandart gennem årene, og har da fået nogle gedder under fiskeriet. Alligevel føler jeg mig temmelig hooked af den nye metode, og er ved at udvikle en kraftig smag for mere.
Den pelagiske gedde er i konstant bevægelse, hvilket vanskeliggør fiskeriet, men samtidigt øger udfordringen. Henrik fortæller, at det ikke er usædvanligt, at man må køre ned flere gange på den samme fisk, da fisken måske slet ikke har opdaget agnen: – Sædvanligvis slipper man agnen lige bagved fisken, udenfor dens synsfelt. Båden ligger måske lige ovenpå fisken når man begyndte at køre ned, men når jiggen når den rette dybde, så har fisken flyttet sig et par meter fremad og misser på den måde agnen, fortæller han og fortsætter: – Får du ingen reaktion når du fører agnen ned over gedde-ekkoet, så skal du ikke give op med det samme, men følge efter fisken. Det er altså meget vigtigt, at være opmærksom på hvilken retning fisken svømmer, for at kunne positionere båden og præsentere agnen korrekt, uddyber han.
Her kan du se gedden tage agnen. Gedden kommer nedefra – jiggen ovenfra.
Sådan styres båden hen over gedden
At styre båden og tyde ekkoloddet er, ifølge Henrik, det mest vanskelige ved denne type fiskeri, og kræver en del timer på vandet før man har knækket koden: – Det er her fårene skilles fra bukken, fortæller han: – Koden er præcis som med sandartfiskeriet: Bruger du meget tid på elektronik og bådkontrol, så lykkedes du bedre med fiskeriet. Der findes ingen genveje til at lære sig, at tyde ekkolodsbilledet, forklarer Henrik og specificerer ekkolodsteknikken:
– For at finde fisken skal du både kunne beherske det traditionelle 2D billede og sidescan-funktion. Når jeg søger efter fisken er det vigtigt at have en fair chance for finde den i et relativt stort område, og det er her, sidescan kommer ind i billedet. Eftersom gedden ofte står dybt – mellem ti og tyve meter – sætter jeg følsomheden så højt som muligt, for at kunne tolke selv de svage ekkoer. Se her, udbryder han, og peger på en lille prik på skærmen: – Det kan være en fisk.
– At gedden ofte står i direkte tilslutning til byttestimerne, gør jo blot det hele endnu mere vanskeligt. Jeg stiller oftest Sidescan funktionen på 25 meter til hver side, altså ikke særligt bredt, og oftest ser jeg gedden på sidescan samtidigt med, at en svag skygge fremtræder på 2D ekkoloddet. At søge bredere anser jeg som totalt værdiløst, da det er for svært at se, når fisken står dybt og langt ude.
Vores kaptajn tager et sving rundt om en lang holme og videre ind i en større vig. Han justerer lidt på ekkoloddet, tager solbrillerne op i panden, og peger på den højre skærm der er delt op i to vertikale felter: – 2D ekkoloddet har jeg delt op i to vinduer med hver sin frekvens. En lav frekvens der giver en bred kegle og en høj med en smallere. Den lave frekvens virker godt sammen med sidescan når jeg søger efter fisk på dybere vand mens den smalle viser, om jeg ligger præcist ovenpå fisken. Slutteligt har jeg så et lille vindue med Down Scan, der har en bedre målseparation end det almindelige 2D lod – Det hjælper meget hvis der er fyldt med byttefisk under båden, fortæller han.
På trods af Henriks overbevisning om, at farven ikke betyder noget kan han ikke lade være med, at sætte et personligt præg på jiggen.
De helt rette farver på softbaitet til gedder
En kasse med agn kommer nu frem, og Henrik tager en rød sprit tusch op. Han samler en af jiggsne på dækket op, farvelægger halen, og giver agnen og stangen til Martin. Henrik fortæller at han tror, at agnens farve og bevægelsesmønster er mindre vigtigt, da gedden har svært ved at adskille farver i stærkt modlys. Trods det skifter han jævnligt farve for at matche lysforholdene:
– På solrige dage, er jeg af den opfattelse at gedden ser alt, men er det skyet så har jeg mest succes med mørke agn.
Det vigtigste er jiggens profil, det er her du skal lægge din fokus siger han, mens han finder en 30 centimeters jig frem, og fuldfører sætningen: – Nu og da bruger jeg store agn. En større agn er lettere at opdage, og i nogle søer trigger de ganske enkelt flere hug. Problemet med en stor agn er, at den kroger dårligere. Den sultne gedde har en fantastisk evne til totalt at misse en stor agn, når den angriber lige nedefra, fortæller Henrik, der kun bruger lange smalle jigs uden den store aktion, så den hurtigt finder tilbage til sin plads under båden når positionen korrigeres.
Nu og da kan det være en god ide, at forsøge sig med en stor agn. Her er har Henrik byttet shadden ud med en bred v-hale, hvilket giver mindre vandmodstand, og en bredere kontur.
Den perfekte jig til gedder
En sølv/gul-grøn jig med stor, flad, V-formet hale kommer frem, og Henrik begynder at tale med begejstring om dens egenskaber: – For mig er dette noget nær den ultimative agn til denne type fiskeri. Den har en bred profil og er i størrelse som en stor helt, som gedden kan sluge uden besvær. Jeg bruger altid kun en enkelt trekrog på denne agn, da det letter afkrogningen, men den skal så til gengæld også være stor og med et bredt kroggab. Krogen skal stikke lidt ud til siderne af agnens fulde bredde for at kroge så godt som muligt, fortæller han og beder Martin køre ned, da en fisk ud af det blå er dukket op lige under båden.
Fisken reagerer øjeblikkeligt, og inden Martin når at spørge om han har placeret jiggen rigtigt, hamrer fisken på agnen. Den piler afsted i et kraftigt udløb, og Martin er nødt til at tage en halv piruette for at følge med den godt knotne fisks tempo. Til sidst overvindes gedden dog af den stive klinge og lander i nettet. Martin, der er en kende overrumplet, sætter sig ned på dækket og puster ud, mens Henrik griner og kommenterer: – Det er lige præcis dette som er fedt, i forhold til sløve sandarter – Alt sker med lysets hastighed!
Mens solen langsomt går ned bag båden, filosoferer jeg lidt over hvor uudnyttet en ressource den pelagiske gedde er, for os lystfiskere. Belønningen er nemlig bare så stor, når man behersker metoden, for middelvægten og huggene er ganske simpelt i en liga for sig selv…
PÅ FISKETUR MED HENRIK?
Vil du også på intensivkursus i vertikalfiskeri efter gedder? Så kontakt Henrik, og hans firma ”Fishing in Sweden” Henrik laver også guidede ture efter sandart og rødding: info@fishing-in-sweden.com, +46 76 815 20 29. Under fisketuren kan du spise og bo på Wiredaholm Golf & Konferens. info@wiredaholm.se, +46 390 31 140
Du kan lære mere om vertikalfiskeriet efter gedder i Henrik Olssons kapitel i bogen Geddefeber, som du kan købe her.
Artiklen er oprindeligt publiceret i Fisk & Fri 8/2018
okt 20, 2020 | Artikler, Sponsoreret, Video
Westin W3 Streetsticks er en serie super lækre UL-stænger, der er virkelig fede til alt lige fra bækørred, P & T ørred og UL-spin efter havørred på kysten – til det lette spinnefiskeri efter fx aborrer. Stængerne er også helt oplagte til UL-sjov efter makrel, hornfisk og mindre torsk. Vi er taget et smut til Simons Put and Take, hvor Westins Mathias Nagel giver os en introduktion til de sprøde stænger.
Husk at abonnere gratis på Fisk & Fris youtube kanal her
okt 18, 2020 | ABORRE, Artikler, Predatorfiskeri, Spinnefiskeri, Spinnefiskeri efter aborrer
Det sene efterår er en fantastisk tid for aborrefiskeren. Her giver Jørgen Larsson dig en stak ekstra tips, der gør ventetiden mellem huggene lidt kortere.
TEKST: JÖRGEN LARSSON, FOTO: JÖRGEN LARSSON OG MATTHIAS BERGLUND
Aborrefiskeri er super sjovt, men til tider er det ikke altid helt lige så let, som man skulle tro. Det er derfor altid godt at have et par håndfulde ekstra tips i ærmet, når du skal ud efter de sortstribede.
1 – Lim softbaitet til jiggen
Personligt foretrækker jeg jighoveder, der ikke har en ”krave” på krogskaftet, da de har en tendens til at flække agnen. Har mit jighoved en sådan, skærer jeg den derfor normalt af. Ulempen er så selvfølgelig, at softbaitet kan glide ned i krogbøjningen, når den bliver slidt eller aborrerne bider i halen.
Istedet giver jeg blot softbaitet en klat sekundlim, inden den skubbes op til jighovedet. Det plejer at holde, og man kan alltid give den en dråbe lim til i løbet af fiskedagen.
2 – Dropshot taklet til aborrer
Den optimale montering af et dropshot-takel til hovedlinen er at bruge en knude, så man slipper for ekstra vægtbelastning, der kan påvirke det delikate takel. Knuder kan dog blive lidt besværlige, så jeg bruger som ringel en lille rig-ring, der i praksis vejer og syner af næsten intet. Et andet dielemma ved dropshotfiskeri på besværlig bund er, at man kan tvinges til at anvende fluorocarbon helt op til 0,30-0,35 mm, hvilket betyder, at det nogle gange kan være hovedlinen, der knækker ved bundhug. Optimalt set skal taklet knække i lineklemmen nede ved loddet, hvis det sætter sig, men bliver forfanget for kraftigt er det altså ofte hoveliner eller knuder, der risikerer at ryge. For at undgå dette, plejer jeg at lave et par kællingeknuder på den nederste del af forfanget under krogen. Knækker jeg forfanget, så beholder jeg fisken, men mister loddet.
Sekundlim er perfekt til at hæfte softbaitet på jighovedet, så det ikke så let ryger af.
3 – Fisk ind i mørket efter aborrerne
Tusmørket omkring solopgang og solnedgang har altid været godt, men det kan tit svare sig at prøve at fiske ind i mørket. Det lærte jeg for et par år siden af min ven Dejan – og siden dengang har jeg tit haft god success med at fiske i mørket. Det er især på de svære dage, at det kan kaste et par store fisk af sig at fiske ind i mørket, og selv har jeg haft de bedste resultater med at fiske med agn, der giver godt med lyd og vibrationer som Westin Shad Teez, Ring Teez ST och Hollow Teez. Man skal være lidt småskør for at gøre det, men det er lidt fedt at fighte en stor aborre i mørket.
4 – Find strukturerne hvor aborrerne gemmer sig
Lokalisering af fiskene er ofte det sværeste ved at fiske efter store aborrer. Nogle gange er det oplagt, hvor fiskene er, men andre gange kan man lede og lede uden resultat. Andre gange viser byttefiskene vejen på ekkoloddet, men langt fra altid. Der er ingen regler for, hvor fiskene er, for alle vande er forskellige – men ofte er steder, hvor mønsteret brydes et godt bud på at finde fisk. Det kan fx være alle former for strukturer som stengrunde, skrænter, banker, bevoksningsbælter, bagvande, ind- eller udløb af åer – eller vaser, broer, havne eller bådpladser.
5 – Varier dit fiskeri mere
Dem der virkelig arbejder med at prøve en masse forskellige agn og præsentationer – er oftest dem, der bliver bedst belønnet. Bare fordi du fisker med jig uden at få et hug, betyder det ikke, at aborrerne ikke vil have en jig. Nogle gange skal man bare prøve en anden form eller farve – så kommer huggene. Og husk – det softbait, der fisker godt om morgenen er ikke nødvendigvis det samme, der fisker godt om eftermiddagen. Netop dette er også årsagen til, at man bør medbringe mange agn. Vil de ikke have et softbait, så vil de måske have en wobler eller en spinner? Nogle gange skal agnen udsende masser af lyd og vibrationer – andre gange ikke: Den som varierer mere, fanger mere.
Jørgen med en af de utallige storaborrer han har taget på softbaits.
6 – Skaf en takelmappe til dine aborretakler
Man kan spare meget tid ved vandet ved at binde sine takler hjemmefra. Man kan selvfølgelig ikke forudse og forberede enhver situation, men den som klargør takler til de mest gængse situationer, sparer sig selv for en masse besvær på turen. Udover færdige takler med forskellige krogstørrelser og forfangsdiametre, har jeg ofte et par pakker med ekstra kroge, svirvler og rigrings i mappen.
7 – Bevar woblerens gang
Normalt foretrækker jeg en lille blinklås til at montere wobleren, men på nogle af de mindste og mest delikate modeller, kan det betyder, at wobleren trækker skævt, når man spinner den hurtigt ind. På disse modeller er det bedst at montere den i en knude med et fast øje – fx Rapalaknuden, der giver en perfekt gang selv på de aller mindste woblere. Valget mellem knude eller blinklås kan også bruges til at fintune woblerens synkeevne.
8 – Monter softbaitet til aborrer korrekt
Man ser ofte, at folk monterer deres softbaits helt forkert. Den mest almindelige fejl er, at softbaitet kroges for dybt eller helt skævt. Kroges den for dybt bliver afstanden mellem krogspids og softbait for lille til at give en god krogning; kroggabet skal nemlig være ordentligt eksponeret. En andel fordel ved at sætte jighovedets krog højere er, at det giver en mere fri bevægelse af softbaitet. Sidder softbaitet skævt på krogen, giver det også en dårligere gang. Det betaler sig altså et være præcis, når man monterer sit softbait.
Foam-rigget kan være ekstremt effektivt, når aborrerne ikke rigtig er i hugget, hvor de typisk vil have en agn, der svæver eller synker langsomt.
9 – Hold softbaitet på plads
Når man har fået nogle fisk på Texas eller Carolina rigget, er det normalt, at softbaitet begynder at blive mere slidt. Og jo mere slidt den bliver, desto sværere bliver det at få den til at sidde rigtigt på krogen, hvilket kan tvinge en til at skifte til en ny agn. Vil du spare lidt, kan du istedet låse softbaitet på krogen med en dråbe sekundlim. Alternativt kan man skubbe softbaitet så langt op, at den går op over knuden til krogen. Af samme årsag kan det godt svare sig at lade en lille linetamp på 3-4 mm stå, når man afklipper knuden. Den kan nemlig fungere som en slags modhage, der holder på baitet, når man trækker det længere op.
10 – Næsekrogning ved dropshot efter aborrer
Mange er nervøse for kun at næsekroge agnen, når der fiskes dropshot, fordi de tror, at aborrerne ikke vil blive kroget ordentligt. Fakta er, at denne optakling fungerer udemærket, så længe fiskene er nogenlunde i stødet – og det giver også en bedre bevægelse i agnen samt en lettere afkrogning, når der kun er én krog i softbaitet. Optaklingen gør nemlig, at agnen er næsten vægtløs i vandet, hvilket betyder, at den ret let suges ordentligt ind af aborren. Selvfølgelig er der undtagelser, men normalt retter aborren sit angreb mod byttefiskens hoved, og så kroger det fint. Kommer din agn over 10-12 centimeter, er det dog en klar fordel at montere en stinger krog i halen.
11 – Prøv en foam-rig til aborrer
Når aborrerne er rigtig træge og svære fx vinter og tidligt forår, kan man placere en bid flydende foam – også kaldet pop-up foam – på tafsen, så baitet bliver flydende, neutralt afbalanceret – eller ganskelangsomt synkende, eksempelvis når man fisker Carolina-rig. Selv anvender jeg forskellige slags foam af alt fra emballager til liggeunderlag. I butikker, der sælger karpeudstyr, kan det købes under navnet pop-up foam. Jeg klipper små cylindrer, som jeg herefter tråder på tafsen med en agnnål af den type, der af karpefiskere bruges til montage af fx boilies og partikelagn. Tråd også et par flådstops på linen, så du kan justere opdriftens placering – og dermed agnens måde at bevæge sig i vandet på. Jo tættere på agnen, desto længere fra bunden præsenteres agnen.
Personligt klipper jeg ofte små stykker af foamen, indtil baitet synker ekstremt langsomt, men nogle gange vil fiskene helst have en agn, der svæver eller står helt stille i vandsøjlen. Det siger sig selv, at med dette takel kan du lave virkelig lange spinstop, så de sky aborrer får rigtig god tid til at bestemme sig.
Den gyldne time er kvalitets fisketid, hvor aborrerne ofte er i hugget.
Afstanden mellem krogspids og softbait er afgørende for krogningen. Montagen nederst – hvor der er maksimal dybde på det frie kroggab – giver den bedste krogning.
Små woblere som denne får det perfekte bevægelsesmønster, hvis de monteres i en løkkeknude.
Aborrerne er vilde med små orme-lignende softbaits som disse.
okt 17, 2020 | Artikler, HAVØRREDFISKERI, Kystfiskeri, Med kystblink efter havørred, Spinnefiskeri
Når der fiskes efter havørred fra båd syntes det for mange oplagt, at fiskeriet skal foregå langt fra land. Det kan der såmænd også være en sandhed i, når der er tale om trollingfiskeri efter nogle af havets helt store sildeædere. Men ser vi på hvad der bliver fanget af store og små havørreder under kystfiskeri, tegner der sig et billede af, at havørreder i alle størrelser ofte befinder sig kystnært.
AF TUE BLAXEKJÆR
Hvem har som kystfisker ikke prøvet at stå på pladsen, for blot at se hvordan fiskene lystigt springer rundt 200 meter fra land uden for kastehold? Disse fisk kan naturligvis nås fra vandsiden, så derfor kastfisker jeg fra båden, og i udgangspunktet foregår det på to typer af pladser. Den ene er den typiske kystplads som normalt fiskes i et par waders fra land. Den anden plads er stadig rimelig kystnær, men umulig at nå fra land af. Et godt eksempel på et godt havørredspot som er umuligt at nå fra land, er det store lavvandende område ud for Aflandshage på Amager. Dybden i området varierer fra ca. 1 – 2,5 meter, og det som gør dette spot utrolig spændende, er den meget varierede bund som består af dybe render mellem revlerne samt flere spots med store sten samt tangbælter.
Gode bådpladser til havørred
Eksempler på traditionelle kystpladser, som jeg fisker fra båd, er alle pladserne på Stevns fra Bøgeskoven i nord til Rødvig i syd. Jeg kan på en dag i båd nå at affiske langt flere pladser på Stevns end jeg kan i et par waders fra land. Om du fisker fra båd eller land, gælder samme regel om, at fiskene skal findes. Fiskene bliver ikke fundet ved at blive på samme spot, der skal bevægelse til.
Fordelen ved at bruge båden er, at spiltiden med at komme fra plads til plads i bil og på gå ben, bliver elimineret. Et pladsskifte i bil fra Køge Sønakke til Mandehoved tager mindst halvanden time. I båd kan jeg nå fra Sønakken til Mandehoved på 15 minutter. Fiskeriet er på sin vis meget enkelt: Enten placerer jeg båden cirka 50 meter fra det område som skal affiskes på en sådan måde, at den driver parallelt med det.
Kastefiskeri efter havørred fra båd kan være super effektivt, blandt andet fordi det er let at skifte plads eller afsøge større områder for fisk.
Kastefiskeri efter havørred fra båd
Alternativt opretter jeg en rute på kortplotteren, som jeg så sætter autopiloten til at følge. Ved at trimme motor og flaps, kan jeg i tomgang få båden til at sejle 0,5 – 1 knob, hvilket er passende hvis et langt kystnært stræk skal affiskes. Kommer jeg til et område med god aktivitet foretrækker jeg at sejle/drive hen over området flere gange frem for at kaste anker.
Når jeg kastefisker fra båd fisker jeg altid i drivretningen og op til ca 90 grader i forhold til denne. Driver eller sejler båden parallelt med kysten kaster jeg således parallelt med kysten mod driv/sejlretningen eller ind mod land hvor vinklen i kasteøjeblikket ikke overstiger 90 grader set i forhold til bådens sejlretning. Ved at kaste på denne måde fisker man altid over vand som ikke er blevet forstyrret af båden.
Når havørrederne er svare at fange
På dage hvor fiskene er svære at finde på de normale pladser, kan man med fordel ligge og dørge kystnært for at finde et område med hugvillige fisk. Får jeg en fisk under dørgefiskeriet, sætter jeg et waypoint på min kortplotter så jeg nemt kan finde tilbage til hvor fisken huggede. Med udgangspunkt i waypointet begynder jeg at kastefiske fremfor at dørge.
Min erfaring siger mig at man, specielt under stille forhold på lavt vand, fanger betydeligt flere fisk ved at kastefiske frem for at dørge. Et lille trick, som gennem tiden har givet flere gode ørreder er, at sætte en stang med flåd, som fisker 30 – 40 meter bag båden i det område som man netop har drevet hen over. Normalt fisker jeg agnen i ca. 1,5 meters dybde. Af agn kan anvendes regnorm, børsteorm, sildestrimler eller tobis.
Grejet til kastefiskeri efter havørred fra båd
Grejet til kastefiskeri fra båd er det samme som jeg bruger på kysten, dog med den undtagelse, at jeg foretrækker en stang på 8 fod i båden, en kort stang gør det en hel del nemmere når fisken skal landes. Har du ikke en kort stang, kan stænger på 10 og 11 fod sagtens bruges. På dage eller pladser hvor rigtigt lange kast er at foretrække, bruger jeg selv en stang på 11,3 fod, så ingen regel uden undtagelse.
Når valget kommer til endegrej anvender jeg – som på kysten – primært gennemløbere fra 10–30 gram, afhængig af vind, vejr samt fiskeplads. En gennemløber som har udmærket sig ved, at være formidabel til både kaste og dørgefiskeri er Skruen på 20 gram fra OGP.
okt 15, 2020 | ABORRE, Artikler, Predatorfiskeri, Spinnefiskeri efter aborrer
På den anden side af Øresund findes et ukendt fiskeri for mange danskere. Lige der, en brokrydsning fra hovedstaden, er der kanalaborrer til den store guldmedalje. Så er du til streetfishing i storbyen og sortstribede banditter – så læs med her.
AF ALEXANDER NORDSTRØM
Denne smukke morgen i storbyen er det ikke uden en underlig fornemmelse i kroppen, at jeg fjerner blikket fra stangspidsen. Foran mig rejser sig store grå boligblokke, hvilket sammen med de grå veje og den tætte trafik gør et mærkeligt indtryk på mig – jeg står jo lige ned til vandet…
Blandet fodgængere, cyklister, trafiklys og butikker føler jeg mig totalt fejlplaceret som jeg står her iført vadestøvler, fisketøj, rygsæk og med fiskestangen i hånden. Folk kigger underligt på mig. Egentligt ikke noget jeg kan bebrejde dem, for de forstår garanteret ikke hvad der har draget mig herhen, denne smukke vintermorgen. Men det gør jeg. I dag skal jeg nemlig mødes med Jonatan, der netop har parkeret sin cykel på den anden side af kanalen. En fyr der har 200% styr på fiskeriet herinde.
Streetfishing efter aborrer i Malmø
Vi hilser på, og jeg kaster den lille jig gennem luften. Den lander ved en af pælene der støtter gangbroen der krydser kanalen. Jeg lader gummiet synke til bunds, og næsten øjeblikkeligt mærker jeg et forsigtigt hug. Jeg giver modhug, men for sent. – Ærgerligt, lyder det bagfra. Det er Jonatan der har sneget sig op bag min ryg. – Nogen gange er de forsigtige, fortæller han, idet han kaster sin agn mod det samme hul. Han jigger ivrigt sit gummidyr hjem, og efter et par sekunder sætter han et hurtigt modhug. Fast fisk, og efter en forsigtig fight, løfter han den smukke grønlige aborre op i sollyset og afslutter sætningen fra før: – Og nogle gange er det næsten for let, griner han, mens fisken svømmer tilbage i friheden.
Ihærdighed betaler sig. Selvom det ikke er normalen er det bestemt muligt, at fange et pragteksemplar af de sortstribede.
Vi befinder os ved Malmø Kanal cirka en times kørsel fra det centrale København. Kanalen slingrer sig smukt gennem det centrale Malmø, og fiskeriet i kanalen er utroligt populært. Både unge og gamle dyrker streetfishing her i den sydsvenske by, og ofte kan man møde over tyve lystfiskere på en kort gåtur langs kanalen. Den nemmeste måde at begive sig rundt til de forskellige hotspots i storbyen er klart den gode gamle jernhest: – Jeg har da forsøgt mig med bilen, men det er bare så meget lettere at parkere og komme hurtigt rundt på cyklen, fortæller Jonatan.
Aborrefiskeri mellem butikker og cafeer
I dag har cyklerne ført os til Paulibron, der ligger helt centralt ved Drottninggatan. Dette er et sikkert kort, og en af de pladser, som Jonatan fisker oftest: – Her har jeg taget virkeligt mange aborrer, fortæller han, mens han finder grejæsken frem fra rygsækken. Her ligger Jigs i mange farver og størrelser, og i dag er det en mindre colafarvet model på et 10-grams hoved der fanger bedst: – Bevares, man kan da gøre fiskeriet mere komplceret end dette, fortæller han og fortsætter: – De dage hvor fiskeriet er svært, kan et dropshot tackel gøre underværker. Og andre dage, er det gummi med pangfarver, monteret på et Texas eller Carolina rig, der kan være udslagsgivende.
De bedste aborrepladser i Malmø
Af ren nysgerrighed, og under løfte om, at det bliver mellem mig og læserne, spørger jeg Jonatan om han vil dele sine aller bedste pladser. Han griner lidt, hvorefter han svarer at fiskeriet er gratis og kanalen ikke er særlig lang, så man kan ganske hurtigt finde sine egne favoritpladser. Jeg presser dog lidt på, og til sidst får jeg vredet ud af ham, at Polithuset er et absolut hotspot!
Der er mange fine muligheder for aborrefiskeri i Malmø lige ovre på den anden side af broen. Fiskeriet i voldgravene omkring Malmøhus er desværre forbudt. Heldigvis er der massevis af muligheder langs Drottniggatan og resten af kanalen.
Vi finder en cafe for at få en varmende kop kaffe, og kigge lidt på nogle af hans mange billeder på kameraet. Ved et af billederne stopper han op og fortæller, at det som oftest ikke er de største fisk man fanger i kanalen: – Det er ikke fordi fisk som den her, på lige over kiloet, er umulige eller usædvanlige, men det kræver altså, at man lægger noget tid på fiskeriet, og også gerne forsøger sig når det er mørkt – noget som han og fiskevennerne har brugt en god del tid på.
Jeg finder mit kort over Malmø frem, og peger på en af de østlige damme i byen. Må man fiske der, spørger jeg. Svaret falder prompte: – Nej. Det er kun tilladt at fiske i kanalen og i havnen. I dammene og i voldgraven omkring Malmøhus er der fiskeforbud. Kaffekopperne er ved at være tomme, og mens jeg så småt vil vende snuden hjemad, planlægger
Jonatan at fiske et par timer mere. Jeg takker Jonathan for snakken, alt imens han med fiskestangen i hånden hopper op på cyklen – på vej til det næste spot. Det er virkeligt specielt, tænker jeg. At stå her i solen midt i storbyen og fiske.
Artiklen er oprindeligt udgivet i Fisk & Fri 8/2018
Små jigs med endu mindre hoveder, er den foretrukne medicin til Malmø kanalens glubske aborrer.
