Sandarten har i mange år været slet ikke været tænkt ind i fiskeplejen, fordi den fejlagtigt har været stemplet som ”ikke-hjemmehørende og invasiv”. Efter Fisk & Fri den seneste tid har bragt emnet op til debat, må vi må vi håbe på, at både DSF, forskere og beslutningstagere, har indset fejlen, så man ændrer kurs og fremover gør noget proaktivt for at ophjælpe bestandene. Men – hvad kan vi helt konkret gøre for at fremme mere stabile selvreproducerende bestande? Svaret er måske simpelt: Fjern spærringerne på åerne og etabler/genetabler nye egnede gydeområder: En win-win for alle.
AF JENS BURSELL
MEGET TYDER PÅ, at menneskelig påvirkning i høj grad har påvirket vores oprindelige sandartbestande negativt. Som vi har nævnt tidligere kan sandartbestandenes decimering op igennem historisk, tid især fra 1000-tallet og frem i høj grad skyldes opstemninger på åerne, der har besværliggjort sandarternes naturlige føde- og gydevandringer mod områder med egnet gydesubstrat, der samtidig sandsynligvis er blevet mindre og mindre af på grund af gradvist tykkere og tykkere dyndlag over mange af de tidligere gydeområder.
Hvordan opstemningerne kan have påvirket sandartbestandene er uddybet i artiklen her.
Slip åerne fri
At få fjerne spærringerne på vores åer, vil derfor oplagt være en god hjælp – også for sandarten. Netop dette arbejde har været godt i gang i mange år – med en aktiv og solid indsats fra både DSF og DTU Aqua, som dog nok især har gjort dette for laksefiskenes skyld. Men – færre spærringer kan indlysende nok også have en vigtig positiv effekt på vores rovfiskebestande, fordi det vil betyde, at fiskene frit kan vandre til de dele af åsystemerne, der aktuelt giver de bedste forhold – både mht føde og gydemuligheder.
Sandarten er kendt for store svingninger i bestandsstørrelsen – et fænomen man oftest ser i systemer med mange opstemninger – og knapt så meget i store åbne systemer uden opstemninger. At slippe åerne fri vil derfor sandsynligvis også kunne bidrage til mere stabile sandartpopulationer med en højere baseline for populationerne.
Jens Bursell med en fin sandart fra Furesøen på Sjælland.
Skab bedre gydeforhold for sandarten
Præcis som det med både ørred, laks og gedde falder naturligt at undersøge, hvordan man kan forbedre gydeforholdene, er det selvsagt lige så indløsende at gøre det samme for sandarterne.
Sandarten gyder på hård bund – typisk på 1-3 meters dybde med sand, grus eller stenbund. I takt med, at vores søer – især gennem de sidste hundrede år – er blevet mere næringsrige, er graden af sedimentation – dvs raten hvormed organiske stoffer bundfældes – steget. Det betyder, at der i de fleste søer bliver mere og mere mudret bund, som årene går.
Det er oplagt, at denne historik kan have betydet, at mange søer gradvis har mistet flere og flere vigtige gydeområder, af den simple grund, at de er mudret til. Præcis som man har gjort det for laksefiskene, er det derfor oplagt at undersøge mulighederne for at etablere/genetablere gamle gydeområder, for på den måde at fremme arten og skabe en stabilt høj reproduktion. Men – det er nok ikke helt så simpelt som at hælde grus i et mindre ørredvandløb for at skabe gydebanker.
Lav nye gydeområder for sandarten
Mange af de oplagte områder, hvor man kan etablere gydeområder vil sandsynligvis være dækket af så dybt et dyndlag, at man ikke ”bare lige” lægger lidt grus på toppen. Her kunne man forestille sig, at man nogle steder indledende må fjerne blødt overfladesediment, så fx udhældt grus ikke bare forsvinder i et bundløst hul af mudder. Det vil i nogle tilfælde sikkert kunne blive en bekostelig affære, men måske også den mest naturlige og optimale løsning. Problemet kan så blive, at et hul med fast bund sikkert hurtigt vil slamme til igen – og så er man lige langt…Alternativt kan det være, at man – hvis ikke mudderet kan fjernes – bliver nødt til at præparere bunden på anden vis for at sikre, at det kommer til at virker optimalt. Det kunne fx være, et man i den yderste konsekvens må pilotere et gydeområde og bygge en fast hård overflade eksempelvis et betongulv, hvorpå gydesubstrat som fx grus og småsten kan ligge stabilt for eftertiden. Kan man lave en “geddefabrik”, så kan man selvfølgelig også lave en “sandartfabrik”. Med ind i løsningerne, skal man selvfølgelig indtænke, at man på den lange bane fremtidssikrer gydeområderne, så de ikke begraves i mudder igen få år efter, at de er etableret.
Tanken om at etablere fx kunstige gydebanker med grus i blødbundsområder kan måske virke langt ude, men måske kræver det ikke så meget? Man har i fx Lyngby-Bagsværd Sø set, hvordan de bitte små tilbageværende gydeområder faktisk har kunne opretholde en bestand i mange, mange år. Så hvem ved – måske er det slet ikke så uoverskueligt, at gå i gang med? I mange søer vil en grusbanke på størrelse med en parcelhusgrund eller lignende måske være nok til at booste bestanden mærkbart.
Det virker som om, at mange af de gydeområder med hård bund, der er bevaret op til i dag, ofte ligger eksponeret for den fremherskende vindretning, hvilket er med til at holde bunden mindre mudret, på grund af mere understrøm mv. Vindeksponering og fremherskende strømretning for eksempelvis understrøm vil derfor sikkert være en af de ting, man skal tænke ind i etablering af nye gydeområder for sandarten.
Brug for forskning, så vi får gjort det rigtigt
Der er mange men´er og hvis´er i alt dette. Skal man for alvor skabe bedre forhold for sandarten, så kræver det derfor, at man invester forskningsmidler i at finde ud af 1) hvad er de bedste gydeområder under danske forhold og 2) hvordan sikrer man bedst muligt bedre gydeområder for sandarterne, så man ikke spilder tid og penge på at gøre det forkert. Når dette er gjort, og man ved præcis, hvad man skal gøre for at få den bedste og mest langtidsholdbare løsning for sandarterne, kan man i større skala begynde det hårde samt mere lavpraktiske arbejde med eksempelvis at etablere sand, grus eller stenbanker på 1-3 meters dybde i vores mange søer.
Niels Buch Jørgensen med en fin sandart fra Tissø.
Fisketegnsmidler til fremme af sandartbestandene
Der er ikke brugt mange penge fra Fisketegnsmidlerne igennem årene på at fremme vores sandartbestande – tværtimod er de indirekte brugt på at decimere bestandene via eksempelvis “rådgivning” Søhåndbogen. Det er derfor oplagt, at man på de kommende budgetter vedtager at bruge en seriøs del af pengene på at rette op på de mange års manglende af fiskepleje af vores sandartbestande.
Trin 1 vil naturligvis være at undersøge al eksisterende litteretur på området, så man ikke spilder forskningspenge på at finde ud af, hvad man allerede ved. Dernæst er det bare med at komme i krig med at få belyst og testet hvilke tiltag, der skal gøres for at etablere flere og mere attraktive gydeområder for vores sandartbestande. Når man ved præcis, hvad der skal gøres – kan de enkelte foreninger så gå i gang med at søge penge til etablering af gydeområder i vores søer. Og så er der selvfølgelig fri passage i vores vandløb – men den proces er allerede godt i gang og har været det i mange år.
Når naturgrundlaget er i orden
Efter man har fået undersøgt, hvordan gydeforholdene forbedres – samt eksekveret på det, er det for alvor tid til at kickstarte en positiv bestandsudvikling. Her vil der sikkert være en del søer, hvor det måske vil blive nødvendigt at lægge ud med støtteudsætninger for at få gang i processen. I disse tilfælde bør man selvfølgelig være åben for at ændre sin praksis og give de nødvendige udsætningstilladelser, indtil man har fået sandartbestandene op at køre på et fornuftigt og stabilt niveau.
Der er mange muligheder for at hjælpe vores sandartbestande, men trin et er, at man også i en praktisk forvaltningssammenhæng anderkender sandarten som en hjemmehørende art, der har krav på præcis samme bestandspleje som andre hjemmehørende arter – fx ørred og laks.
I 2020 har vi haft en vækst på 17 % blandt fisketegnsløserne, hvilket betyder, at der lige nu er ekstra penge i kassen. For at være helt præcis 4,3 millioner.
Disse pengene bør ikke bare ende i et sort administrationshul, men kan passende bruges på at hjælpe den af Danmarks fiskearter, der uberettiget har fået mindst hjælp gennem mange, mange år: Sandarten.
