SKARV, ABORRER OG SANDART på TISSØ

DTU Aqua har direkte/indirekte rådgivet til et intensiveret erhvervsfiskeri på Tissø, der ser ud til at have haft negative miljøeffekter. I den forbindelse har DTU Aqua antydet, at det nok snarere er skarven, som har forringet Tissøs vandkvalitet. Vi har fakta tjekket DTU Aqua – og afslører hvorfor den kraftige befiskning af sandart tilsyneladende ikke blot har påvirket sandartbestanden og vandkvaliteten, men også indirekte har skabt en situation, der kan gøre aborrebestanden mere sårbare for skarvprædation – hvilket på sigt kan forringe vandkvaliteten yderligere.

AF JENS BURSELL, FOTO: LARS LAURSEN OG JENS BURSELL

Ifølge DTU Aqua går der forlydende om flere skarv ved Tissø, hvilket DTU Aqua antyder er en bedre forklaring på forringet fiske-EQC og dermed dårlige vandkvalitet i Tissø – end det intensiverede erhvervsfiskeri, som har fjernet adskillige tons sandart på meget kort tid. Fiske EQC er en indexværdi, der siger noget om forholdet mellem rovfisk og fredfisk.

I artiklen ”Forringer erhvervsfiskeriet søernes økologiske tilstand?” argumenter jeg for, hvorfor skarven næppe kan have været hovedårsagen eller en god forklaring på den forringede vandkvalitet i søen, da skarv primært spiser mindre fredfisk, hvilket betyder, at øget skarvprædation vil føre til færre fredfisk, mere zooplankton, færre alger – og dermed mere klart vand.

I forbindelse med artiklen har vi stillet DTU Aqua en række spørgsmål (se nedenfor), som DTU Aqua ikke har ønsket eller kunnet besvare. De besvarer dog delvist nogle vores spørgsmål om skarven med følgende kommentar:

”DTU Aqua har udført en undersøgelse af skarvers prædation på fisk i Viborg Søerne (Skov et al., 2014. Cormorant predation on PIT-tagged lake fish, Journal of limnology 73 (1) 177-186. DOI: 10.4081/jlimnol.2014) og fandt, at aborrer på 20-30 cm var markant mere udsat for prædation end skalle og brasen. Det bemærkes også, at aborre tilsvarende var et almindeligt bytte for skarver i Keller (1998), samt at sandart var det næst mest almindelige bytte for skarv i Santoul et al (2004). Ud fra disse resultater vurderes det, at skarv kan være en alvorlig dødelighedsfaktor for rovfisk i søer. Det er derfor efter vores opfattelse ikke korrekt at konkludere, at skarver i alle situationer hovedsagelig æder mindre cyprinider.”

 

Hvilke fisk spiser skarven?

DTU Aqua skriver ovenfor, at både aborre og sandart er almindeligt bytte for skarv – ja tak, det ved de fleste – og det er også, hvad Fisk & Fri skriver, så det er der intet nyt i. DTU Aqua hæfter sig så ved, at undersøgelsen fra Viborg Søerne (Skov et al. 2014) finder, at skarv har en præference for aborrer. Jo tak: Antager man, at artsfordelingen på deres PIT-taggede byttefisk rent faktisk reflekterer den naturlige fordeling i søen, hvilket der som sådan ikke er noget dokumentation for i publikationen, så har man fundet, at skarv spiser flere aborrer, end man ville forvente ud fra den antagede naturlige procentuelle forekomst af disse arter i søen. Men – DTU Aqua glemmer at fortælle, at dette slet ikke er det samme som, at skarverne – målt i kvantitet eller biomasse – spiser flest aborrer – tvært i mod. Og det på trods af, at to af DTU Aquas medarbejdere selv har været med til at skrive publikationen.

Det vigtige spørgsmål set i relation vandets klarhed er selvfølgelig især kvantiteten/biomassen af bortfiskede fredfisk – og her er det selvsagt vigtigt at forholde sig til, at hovedparten af de fisk, som skarverne spiser, normalt er planktivore og sediment resuspenderende fisk, hvilket igen betyder, at det der har den største umiddelbare effekt på klarheden er, hvor mange af disse der ædes. Går man ind og læser den undersøgelse, som DTU Aqua refererer til, kan man se, at 74 % af de genfangne PIT-taggede fisk, som skarverne har spist, er fredfisk (cyprinider) – og 26 % er aborrer. På trods af dette skriver DTU Aqua i deres svar baseret på samme artikel: ”Det er derfor efter vores opfattelse ikke korrekt at konkludere, at skarver i alle situationer hovedsagelig æder mindre cyprinider.” Hvis ikke 76 % spiste fredfisk er hovedparten, hvad er så hovedparten – de 26 % som er aborrer? Det er bekymrende, at en forskningsinstitution som har myndighedsbetjening og monopol på rådgivning i §7 udvalget kan komme med en sådan udtalelse!

DTU Aqua glemmer endvidere at nævne i deres svar, at man undersøgelsen fra Viborg kun PIT-tagger byttefisk over 12 cm – på trods af, at det står højt og tydeligt i artiklen. Men – undersøgelser af skarvs fødevalg viser, at der indgår en hel del – primært planktivore fredfisk – under 12 cm i skarvernes føde, hvilket betyder, at de ovennævnte 74 % fredfisk som bytte, som DTU Aqua åbenbart ikke mener hovedparten af føden – sandsynligvis let kan være underestimeret væsentligt.

Tilbage til virkeligheden for aborre, sandart, gedde og skarv

Når alt dette er sagt, så er det en interessant observation, hvis det jfr. ovenstående er korrekt, at skarv har en præference for aborrer, når og hvis de kan komme afsted med at spise dem. Men – for at forstå betydningen og relevansen af dette med udgangspunkt i det artiklen drejer sig om – nemlig Tissø – så er det vigtigt at forholde sig de dynamiske ligevægte, der opstår i et naturligt system som følge af prædation og anti-prædationsmekanismer mellem de forskellige arter af bytte- og rovdyr/fisk.

På Tissø er det oplagt, at der eksisterer en naturlig dynamisk ligevægt imellem bestandene af fx skarv, aborre, gedde og sandart, der alle er oprindeligt naturligt forekommende i/ved søen. I søer, hvor både aborrer og sandart er til stede, vil sandarten typisk have en konkurrencefordel over for aborrerne i de frie vandmasser, hvormed de bliver den dominerende af de to arter her – sammen med de større gedder selvfølgelig.

 

Videnskabelige undersøgelser (Brabrand & Faafeng 1993) viser, at de mindre skaller flygter ind i læ af vandplanter i bredzonen, når der er mange sandart i de frie vandmasser, og i hælene på dem følger aborrerne, der også selv er i større fare for at blive spist i de frie vandmasser, når der er mange sandart. Derfor er der mange aborrer, som klarer sig godt i bredzonen, i søer hvor der er mange sandart. I bredzonens vegetation vil der selvfølgelig være en dynamisk ligevægt imellem aborrer og gedder, hvor gedder æder aborrer – og aborrer æder geddeyngel og ungfisk, hvormed de holder hinanden i skak i en helt naturlig balance.

Og hvad kan vi så få ud af det i forhold til, hvad der kan være sket på Tissø? For at perspektivere sagen og konsekvenserne af DTU Aquas rådgivning, har vi undersøgt, hvordan skarven jager sit bytte. Set med mine briller giver det nemlig sig selv, at det må være sværere for skarven at jage deres liveret – aborrerne – i tæt grøde, hvor de opholder sig, når der er mange sandart. Det er jo meget logisk. Rent fysisk bliver det sværere både at svømme byttet op og få fat i det rent fysisk i tæt vegetation, hvor en lille fisk let kan slippe fra en stor skarv. Og – skarven kan af gode grunde ikke ligge på lur i grøden som en gedde og overfalde sit bytte, for den skal jo op for at have luft hele tiden. Og det betyder jo så, at uden en sund pelagisk sandartbestand, vil en større procentdel af aborrerne være i markant større fare for at blive spist af skarv i frivandet:

Manglen på sandart destabiliserer økosystemet

For at tjekke dette har vi talt med seniorforsker og ekspert i skarv Thomas Brengballe fra Århus Universitet, som siger: ”Det er oplagt at skarv jager lettest og mest effektivt i åbent vand, og den må derfor forventes at have reduceret jagtsucces i bredzonens tætte vegetation”.

Teorien kan også underbygges i praksis ud fra videnskabelige studier (Eisenhower & Parrish 2009): I Lake Champlain (Vermont, USA) jager skarvens fætter – Double-crested Cormorant (Phalacrocorax auritus) aborrens fætter Yellow Perch (Perca flavescens), som her er yderst talrig. Yellow Perch udgør her halvdelen af fiskebestanden, og den er da også hoveddiæten for skarverne. Studiet viste, at skarverne fouragerede i stor stil i den lavvandede sø, indtil den tætte grøde kom op, hvorefter de begyndte at fouragere andre steder længere væk. Konklusionen af studiet var, at skarv søger andre jagthabitater, når grøden vokser op, fordi det bliver for svært at fange byttet. Eller sagt på en anden måde, fordi det er sværere for skarven at fange aborrerne i grøden – er aborrerne mere i sikkerhed for skarvprædation her.

 

Der er således fint belæg for at sige, at aborrerne er i langt større fare for skarvprædation i de åbne vandmasser. Det er derfor oplagt, at sø der har en sund og velvoksen bestand af sandart i frivandet – og dermed en solid aborrebestand i ly af bredzonens beskyttende vandplanter, sandsynligvis er mindre negativt påvirkelig af skarvprædation. Årsagen er selvfølgelig som nævnt, at det bliver sværere for skarven at tage aborrerne som primært opholder sig mellem vandplanterne – samtidigt med, at de sandart, der er lette for skarverne at jage i frivandet – for hovedpartens vedkommende vil være for store for skarven at tage. Konsekvensen af dette vil selvfølgelige blive, at skarven overordnet set får sværere ved at gøre et stort indhug i rovfiskebestanden, hvormed det i højere grad kan svare sig for den at switche og fokuserer sin fødesøgning på de fredfisk, som den lettest kan få fat i. Og det vil selvfølgelig bidrage til at gøre vandet mere klart. Eller sagt på en anden måde. Det, at man har en god bestand af sandart i de fri vandmasser, kan meget let tænkes at føre til en win-win situation for både sandarten, aborren og vandmiljøet.

Aborrer top effektive til at spise yngel fra bl.a. fredfisk

En situation med mange sandart i de frie vandmasser, hvor konkurrenceforholdene dikterer, at en stor procentdel af aborrerne opholder sig i bredzonens vegetation, vil derfor bidrage til et mere effektivt prædationstryk på yngel af bl.a. fredfisk som netop opholder sig her, hvilket på sigt yderligere vil bidrage til at øge samt stabilisere søens klarhed på grund af nedsat prædation på zooplankton af fredfisk, øget græsningstryk på algerne plus på sigt reduceret resuspension af det ophobede fosfor i sedimentet.

Eller sagt på en anden måde – der er mange gode argumenter for at tilstræbe store, sunde og naturlige sandartbestande i de af vores søsystemer, hvor den findes nu, for meget taler for, at det kan virke stabiliserende på systemet og godt for vandmiljøet.

Hvad er situationen på Tissø lige nu?

Problemet på Tissø er så nu, at hoveparten af sandarterne er forsvundet fra de frie vandmasser, hvilket betyder, at mange af de aborrer, der før gemte sig i grøden – nu i langt højere grad vil fouragere i åbent vand. Dels fordi deres bytte – småskallerne – i højere grad bevæger sig derud, fordi der er færre sandart – og dels fordi de selv ikke er i så stor fare for at blive spist af sandart i de frie vandmasser. Men – i de frie vandmasser bliver aborrerne i stedet et let bytte for skarven, hvilket kan betyde, at den reducerede sandartbestand sekundært kan betyde en hårdere skarvprædation på aborrerne.

Og meget tyder på, at alt dette netop er, hvad der er sket på Tissø: Det sidste års tid er en meget stor del af de aborrer, der før gemte sig i Tissøs bredzone på grund af de mange sandart i frivandet – nu trukket ud på det frie vand, hvor de kan boltre sig i småskaller, der ikke længere presses ind i grøden af sandarten. Inden for det sidste års tid er der således kommet masser af mindre 20-30 centimeters aborrer ude i Tissøs frie vandmasser. Disse aborrer så man ikke meget til for et par år siden – og det er selvfølgelig fordi de i høj grad har opholdt sig i grøden og vegetationen, mens der stadig var mange sandarter tilbage i frivandet. Og inde i den tætte vegetation, vil hverken lystfiskere eller erhvervsfiskeren fange dem i større mængder.

Samtidig går der forlydende om stigende mængder af skarv ved Tissø… Eftersom skarv, som vi har læst ovenfor, er vilde med netop aborrer i denne størrelse – og har lettere ved at jage dem pelagisk, hvor de befinder sig lige nu, så er det ikke svært at regne ud, i hvis maver mange af aborrerne vil havne over de næste par år. Og kommer der fortsat endnu flere skarv i søen, kan det meget vel skyldes, at der vil gå gode næb-til-næb historier om alle de letfangede frivandsaborrer på Tissø  hjemme i skarvkolonien ved Saltbækvig – blot en kort flyvetur fra Tissø…

DTU Aquas rådgivning vil gøre det sværere at nå miljømål

Måske skulle DTU Aqua revurdere deres rådgivning – og overveje, hvad årsagen kan være til, at der tilsyneladende bliver flere og flere skarv på Tissø. Kan det eksempelvis tænkes, at der kommer flere skarv, fordi DTU Aquas rådgivning om hård befiskning af Tissøs sandart har resulteret i en situation, hvor fraværet af sandart har øget procentdelen af frivands aborrer markant, hvormed søen er blevet endnu mere attraktiv som jagtrevir efter deres livret – aborren…

Alt i alt tyder meget på, at DTU Aquas rådgivning om hård befiskning af sandart har ført til, at Kalundborg Kommune vil få endnu sværere ved at leve op til målsætningerne i EU´s Vandrammedirektiver om at opnå god økologisk tilstand inden 2027. En trist udvikling for søen der pt her ringe økologfisk tilstand. Der er langt igen.

De spørgsmål DTU Aqua ikke ønskede at besvare

For en god ordens skyld får du lige alle de spørgsmål til artiklen, som DTU Aqua ikke kunne eller ønskede at besvare – samt dem de kun delvist har besvaret:

1. Kalundborg Kommune henvender sig til jer, for at I skal udtale jer om, hvorvidt erhvervsfiskeriet kan påvirke målsætningen for at opnå god økologisk tilstand i Tissø. I den forbindelse virker det oplagt, at I som basis for et velfunderet svar som det første tjekker de officielle data for udviklingen i vandets klarhed og økologiske tilstand i Tissø – og perspektiverer dette med den øgede erhvervsfisker indsats som I ved er foregået i perioden omkring 2015 og frem. Har I gjort det?
2. Hvis i har gjort det, hvorfor nævner i så ikke for Kalundborg Kommune, at vandets klarhed er faldet og at Tissøs økologiske tilstand er blevet dårligere parallelt med et intensiveret erhvervsfiskeri på søen?
3. Hvis ikke I har gjort jer den ulejlighed at tjekke de lokale forhold ved Tissø inden I rådgiver Kalundborg Kommune om hvordan de skal forholde sig til erhvervsfiskeriet samme sted – hvad er så årsagen til det?
4. Hvis DTU Aqua søger at tegne et retvisende billede af, hvad der sker, når erhvervsfiskere fjerner store mængder rovfisk, hvordan kan det så være, at I ikke tydeliggør for Kalundborg Kommune, at der er solid dokumentation for, at en højre andel af rovfisk giver mere klart vand?

Nedenstående spørgsmål har DTU Aqua delvist besvaret – uden dog som sådan at give en god forklaring, der retfærdiggør det faglige indhold af det, som DTU Aqua kommunikerer:

• I signalerer i jeres svar til Kalundborg Kommune, at skarven nok gøre mere skade end erhvervsfiskeriet på Tissø. Hvorfor tror i det?
• Har I tjekket hvad skarv spiser inden i kommunikerer til Kalundborg Kommune til at skarven måske er den store synder.
• Skarv spiser primært mindre cyprinider, som jo typisk gør vandet mere uklart. Synes I ikke det virker selvmodsigende, at skarven – som i antyder – skulle påvirke søens klarhed og generelle miljøtilstand negativt?

Det er trist, at DTU Aqua tilsyneladende ikke rigtig kan stå på mål for deres faglighed i rådgivningen af Kalundborg Kommune omkring erhvervsfiskeriet på Tissø. Vi må håbe, at myndighederne beder DTU Aqua om at give en detaljeret redegørelse for dette.

LITTERATUR:

Brabrand, Å & Faafeng, D: Habitat shift in roach (Rutilus rutilus) induced by pikeperch (Stizostedion lucioperca) introduction: predation risk versus pelagic behavior. Oecologica 95: 38-46. 1993

Eisenhower, M. D & Parrish D. L: Double-crested Cormorant and Fish Interactions in a Shallow Basin of Lake Champlain. Waterbirds 32 (3): 388-399 – 2009