jan 3, 2024 | Artikler, Portrætter, Predatorfiskeri
Eneste bebyggelse ved Buresø i 1913 var ”Fiskerly”. Man fornemmer stilheden, fuglenes sang og duften af sommer. Det er sådan et scenarie vi alle ønsker os, men er nok svært at opleve nu om stunder. Foto: Peder Lykkeberg
I 2024 er det 100 år siden, at man ved håndkraft opmålte samt tegnene de mange banker på Buresø ved Slangerup på Sjælland. Her giver Fisk & Fris fiskearkæolog dig den fantastiske historie om, hvordan man over årene har nydt stor glæde af bankekort – lang tid før der var noget, som hed avanceret bådelektronik og plottere med søkort.
AF PER EKSTRØM, LYSTFISKERARKÆOLOG
MANGE DANSKE SØFISKERE kender til kortsættet med Furesøens 45 bankekort – fiskepladser begavet med underlige og sjove navne der har relationer til mennesker og steder omkring Furesøen. Det blev udarbejdet af Otto Wolff og Rudolf Rasmussen i perioden 1920-1924. Men at der også er udarbejdet et bankekort over Buresø ved Slangerup, ved nok de færreste. I 1927 udkom nemlig et sæt bankekort med pejlinger på 5 banker, samt et oversigtskort på den østlige og vestlige del af søen.
Allerede i 1913 fik LF fiskeret på søen for en 10-årig periode. Samtidig indgik man et lejemål på et par værelser i den ene ende af ”Fiskerly”, der lå ved bunden af den lille bugt i sydenden af søen. En overnatning kostede 50 øre for medlemmer og 1 krone for eventuelle gæster. Opsyn og inspektion af stationen blev overdraget til grosserer Charles Løhr.
Kortet over Buresø, som du ser her, blev produceret af Otto Wolff og Odin Clorius i 1924 – og solgt for én krone stykket.
Buresø – en sø der lå ”langt ude på landet”
Omkring år 1900 lå Buresø meget langt væk. Både fysisk og mentalt. Automobiler fandtes kun i begrænset antal, og hestevognen var stadig det mest almindelige transportmiddel, men i 1906 blev den private jernbane, Slangerupbanen, åbnet. Pludselig blev det meget nemmere og hurtigere at komme fra København til Slangerup, selvom det stadig var en længere rejse. Over 1 time varede turen fra Stationen ved ”Lygten” på Nørrebro til Slangerup. Herfra skulle man så videre til Buresø, og det var en spadseretur på 40 minutter. Alternativt kunne man ”tage en vogn” til 2 kroner for en enkelttur, og en retur for 3 kroner hos Hr. Ludvigsen. Om det foregik med hestevogn eller det nye moderne automobil er ikke oplyst.
Ludvigsen havde åbenbart ingen telefon, hvorfor man skulle skrive i forvejen og bestille turen. Hvis ikke brevet nåede frem, måtte man gå. Det oplevede to medlemmer en varm sommerdag i 1913. De havde endda medbragt levende skaller. Vandet i spanden måtte de skifte i Værløse, mens togføreren lod toget vente, og vandet blev skiftet fra en pumpe i stationens gård. De næste 10 år var søen én af de populæreste i foreningen, selvom den lå langt væk. Fiskeriet var også godt. 28 medaljefisk blev det til i perioden. Heraf to gedder på 10 kg. Af de samlede fangster var 12 gedder fanget af Charles Løhr og hans bror Albert Løhr. Det var to fiskere, som havde fået et rigtigt godt kendskab til søen. Specielt Albert Løhr var ihærdig, men han havde også masser af tid som pensioneret trompetter ved artilleriet. Han var en fisker af den gammeldags type. Metoderne var drivsnøre og dyppefiskeri. Efter sigende var han så dygtig til at dyppe, at han kunne se, om det var en stor eller lille gedde, som tog agnen. Hvis det var en lille gedde, fik han oftest ”rystet den af”, inden den fik slugt agnen.
Flemming Jacobsen med en sekskilos gedde fra Buresø fanget i 1958. Han var søn af Bent Jacobsen, der altid fiskede og drømte om at fange den mytiske storgedde August.
Dybdekort over Buresø
I 1923 blev kontrakten fornyet med 10 år yderligere, og da Otto Wolff var næsten færdig med udarbejdelsen af Furesøkortet, kunne han jo lige så godt gå i gang med et nyt kortprojekt. Wolff havde også en vis rutine i opmåling af søer og korttegning, da han allerede i 1895 havde tegnet det første kort over Furesøens dengang kendte banker. Så i september samme år havde Otto Wolff sammen med Ingeniør Odin Clorius foretaget en orienterende opmåling af søen. I siksak havde de krydset søen 12 gange og foretaget over ”halvtredie hundrede lodskud”. Samtidig søgte han i Lystfiskeri-Tidende blandt medlemmerne oplysninger om fiskepladser lokale navne og lignende.
I løbet af sommeren 1924 fik Otto Wolff loddet søen og indtegnet dybdekurver, men han manglede hjælp til udarbejdelsen af bankekortene med landkendinger. Han efterlyste derfor ”en håndsrækning eller to”, som han udtrykte sig. Håndsrækningen fik han af arkitekt Vilhelm Storm, der som arkitekt viste sig som en fremragende tegner. De to udarbejdede kortene, og som i lighed med Furesøkortene fik Otto Wolff opkaldt nogle banker efter medlemmer, som havde fisket meget på søen. Gamle lokale navne blev også skrevet på kortet. Modsat Furesøen ligger Buresøs få banker forholdsvis tæt på land, så der blev kun tegnet bankekort på de banker, som ligger længere ude på søen.
Redaktør Estrups hus og hans flagstang er pejlemærker på både Skædderbanken og Mørdruogaard Banken. Lauritz Albert Zwergius Estrup var chefredaktør for Nationaltidende i perioden 1921 til 1928 og en kendt københavnerskikkelse. Var senere også borgmester og rådmand i Københavns kommune, medlem af Radiorådet og medlem af Københavns Havnebestyrelse. Kort sagt en aktiv erhvervsmand. Han døde i 1974.
Bankerne på Buresø
Mørdrupgaard Banken ligger omkring 100 meter fra land lige ud for Mørdrupgaard, så navnet siger næsten sig selv. Skomageren er opkaldt efter stationens første inspektør Charles Løhr. Han var grosserer og repræsentant for Brdr. Brydings Skotøjsfabrik, som lå på Howitzvej. Han var medlem i 44 år. I sine senere år fungerede han som inspektør ved Gentofte Sø. Ved sin død i 1944 omtalte redaktør af Lystfiskeri-Tidende, Børge Hamann, ham som en kammerat ”af den helt rigtige slags”. Kendt for af drage omsorg for nye og unge medlemmer og ikke mindst villig til af dele ud af sine erfaringer.
Når der er en skomager, er der også en skrædder, så da Otto Wolff havde fundet en banke ikke langt fra Skomageren, så måtte den naturligvis hedde Skrædderen. Lidt længere øst for Skrædderen ligger Reklamebanken. Om der skulle agiteres ekstra for at få medlemmerne til at fiske der, tror jeg ikke, men banken er opkaldt efter grosserer Marius Hansen, der havde et firma med reklameartikler, som lå i Jernbanegade 4 i København. Marius Hansen døde i 1923 og var et skattet medlem, der også gik under tilnavnet ”Dyppelæreren”. Han var kendt for sit alsidige fiskeri, at veksle mellem forskellige fiskemetoder og selv at lave sine egne grejer. Desuden var han udstyret med en usædvanlig evne til ”efter ternernes flugt og småfiskenes spjæt at beregne hvor gedden og aborren holder til, og hvor bidelysten er størst”. Evner vi alle sammen ville ønske at besidde.
Reklamebanken.
Den østlige del af Buresø
I søens østlige ende ligger Palmehaven. Det er et lavvandet område med en maksimal dybde på 2 meter. Området er formodentlig opkaldt efter mødelokalet Palmehaven på Hotel D´Angleterre, der blev indrettet med palmer i 1902. Otto Wolff omtaler, at der vokser ”apoteker grøde” på stedet. Navnet stammer fra vegetationen i ”Apotekerens Have” i Furesøen. Her fiskede Apoteker Alfred Gleerup ofte, når han var på Furesøen. Professor Wesenberg-Lund, der i 1917 kortlagde Furesøen, tegnede også en oversigt over vegetationen i søen på kortet. Der optræder 27 forskellige vandplanter på kortet, men hvilken af dem, der er ”apoteker grøde” er et uopklaret mysterium. Det er kun hvad øjet ser og kan relatere sig til. Fantasiens grænser er som bekendt uendelige. Palmehaven var også tilholdssted for August, som var Buresøs legendariske gedde, som en del medlemmer så, men aldrig fangede. Bent Lind Jacobsen, alias lystfiskerskribenten ”Peter Pirk”, blev engang spurgt om han fiskede efter August, når han fiskede på Buresø. Hans svar var: ”Ja! – Hver gang”. I lighed med Furesø har Buresø også Totten. En samling af siv som stod længere ude i søen. Den ligger lige vest for Palmehaven. Købmanden og Grusgraven er kyststrækninger, hvor navnene giver sig selv, da der under land har ligget både en købmand og en grusgrav. Ålekisten ligger, hvor udløbet til Græse Å er. I mange år havde der nemlig været anbragt en ålekiste. En kyststrækning ved ”Pigernes Badested” kaldes Løkken. Ligesom et andet sted kaldes Jammerbugten. Navne der begge leder tankerne hen på kendte badelokaliteter i det nordjyske. Et sted som ikke umiddelbart giver nogen åbenlys forklaring er Jonas Bugten. Eneste oplysning, som Otto Wolff giver, er at ”man må slå et slag ud på søen” for ikke at forstyrre badende damer. Helt naturligt for en nobel og korrekt mand som Otto Wolff. I Biblen var Jonas ham, der endte i hvalfiskens bug, men blev spyttet ud igen, men hvordan han endte i Buresø, er en gåde.
Skomagerbanken kaldes i daglig tale Skomageren.
Buresøkortene kostede én krone
Modsat Furesøens bankekort var der ikke tale om, at man kunne abonnere på kortene. De kunne i stedet købes hos foreningens kasserer for en 1 krone. De var trykt på karton, og man skulle selv klippe kortene ud. Så mens børnene og hustruen klippede julepynt, kunne manden i de mørke vinteraftener gøre dem selskab og klippe bankekort ud.
Buresø var i over 50 år et meget populært fiskevand. I 1954 fik LF af midlerne fra salget af Den Fuldkomne Fisker, opført eget sommerhus på en lejet grund ved søen. Desværre satte ejeren af søen, Godsejer Hauch, i 1964, lejen for fiskeriet klækkeligt op. Han ville selv udnytte fiskeriet erhvervsmæssigt. Så sagde LF stop og afskrev søen. Huset blev solgt for 10.000 kroner, så man holdt skindet nogenlunde på næsen. Først i 1988 fik man fiskeretten tilbage ved forhandlinger med den nye ejer, Kollektivet Mørdrupgaard. Søen var måske ikke, som tidligere, da godsejerens intensive fiskeri, havde ryddet godt op i fiskebestanden.
Læs om 125-års jubilæet for LF-stationen ved Holte (Vejlesø) her.
Læs historien om den gamle LF-station ved Frederiksdal (Furesøen) her.
Læs om Lystfiskeriforeningens mangeårige historie ved de sjællandske søer her.
dec 18, 2023 | Artikler, Betalt samarbejde, Grej og beklædning, Hav – kutter og småbåd
Med en god frontmonteret elmotor – gerne kombineret med live-ekkolod – åbner der sig et væld af muligheder for et super spændende og mere effektivt fiskeri i både fersk- og saltvand. Her giver Lars Nielsen sig de seneste trends og opdaterer dig med de nyeste muligheder indenfor Garmins elmotorer og bådelektronik.
AF LARS FRITHJOF NIELSEN; GARMIN
LYSTFISKERI er meget mere end bare det at fiske og fange fisk. For mange af os er det egentlig ikke anderledes end at være bjergbestiger – man er drevet af udfordringen: At knække koden, at lære noget nyt, at kæmpe for noget indtil det lykkes. For mit eget vedkommende har mit fiskeliv altid været drevet af den type kodeknækning – at tage hul på noget nyt og køre på, indtil jeg på et tidspunkt føler, at jeg er nået så langt, at jeg får lyst til en ny udfordring, en ny mulighed.
Mulighederne er selvfølgelig knyttet til grejet – et andet kæmpestort aspekt ved vores livsstil – og jeg kan dårligt nok nævne noget, som åbner så mange muligheder som en båd med en frontmonteret elmotor. Min bådmakker Jakob og jeg købte vores første jolle sammen tilbage i 2008, og allerede dengang var der ikke det mindste tvivl om, at den omgående skulle have en elmotor i stævnen. Den kombination gav os de følgende år en uendelighed af oplevelser i fersk-, brak- og saltvand – alle mulige fiskemetoder blev fintunet i jagten på gedder, aborrer, sandart og havørred. En båd er ganske simpelt meget mere i kontrol, når den bliver trukket fremad end skubbet, navnligt ved lave hastigheder – man kan ligge stille på sin fiskeplads, mikronavigere eller præcis vælge sin hastighed mod vind og strøm.
Betjen din elmotor fra din plotterskærm, håndholdt remote, fodpedal eller quatix smartwatch. Du kan ganske simpelt pege remoten i den retning, du ønsker at sejle, og så skifter motoren til den valgte kurs.
Da vi seks år senere udbyggede bådparken med en småbåd til havfiskeriet, måtte vores daværende elmotor naturligvis dobbeltjobbe, og igen viste der sig et væld af nye muligheder: I fladfiskefiskeriet er det rigtige drivtempo alfa og omega, men de fleste dage er der jo enten for meget eller for lidt strøm eller vind. Men når man selv kunne sætte tempoet, gjorde det så stor en forskel, at det næsten var snyd. I makrelfiskeriet oplevede vi næsten altid, at fiskene stod på en bestemt dybdekurve eller i et bestemt område – med elmotoren var vi fuldstændig i kontrol i modsætning til de andre både, som bøvlede med forkerte drivretninger eller sled i det med lange ankerliner.
Garmins første elmotor – Force
I 2019 gik Garmin – som jeg arbejder for – ind i elmotormarkedet med et brag med sin første model, Force. Jeg var i forvejen klar over, at Force med sin børsteløse motor var en del stærkere end alt andet på markedet, men hvad betød det i virkelighedens verden? Jeg husker, hvordan vi monterede motoren på vores lille geddejolle, sejlede ud og for sjov aktiverede den i fuld skrald og lamslåede og grinende måtte holde fast for ikke at blive væltet omkuld. Siden den dag gjorde jeg det til min ting, når jeg mødte venner på vandet til en sludder, efterfølgede at stikke afsted fra dem som en musestille Ferrari – altid akkompagneret af højlydt hujen fra den anden båd. Force blev et af de produkter, vi blev gladere og gladere for, jo mere vi brugte den – på grund af kraften, præcisionen, stilheden og nøjsomheden. Det lyder muligvis som salgsgas, men fordelene ved børsteløse motorkonstruktioner er faktisk velkendte fra anden mekanik, eksempelvis professionelle skruemaskiner, som definitivt er stærkere, har længere levetid, mindre strømforbrug og lavere støj og udstråling end hobbymodeller. Når de egenskaber findes i en elmotor til fiskebrug, og kombineres med anden hardware i topklasse, har man derfor en motor, man kan blive rigtig glad for.
Den første Force-motor har en såkaldt saksemontering, som gør den enormt nem at hive op og i. Den type konstruktion har imidlertid en begrænsning på skaftlængden: Der skal ikke være længere end omkring 65 cm fra monteringsfladen på båden ned til vandlinjen, for at modellen med saksemontering er det rigtige valg.
Garmins nye frontmonterede elmotor Force Kraken er med sin børsteløse motor i en klasse for sig selv.
Ny frontmonteret elmotor fra Garmin – Force Kraken
Da Jakob og jeg så i 2020 opgraderede vores båd til havfiskeriet med en større, savnede vi fra første dag elmotorens muligheder, men på daværende tidspunkt havde Garmin ikke en elmotor med skaftlængde til en offshorebåd, og efter et par år med Force var vi jo godt vant, så vi måtte tænderskærende vente på udviklingen af næste model. Her sidst i 2023 var så heldige nok til at modtage en af de allerførst producerede modeller af Force Kraken, som fås med tilstrækkelig skaftlængde til enhver båd, hvorefter vi kunne gå i gang med at montere og teste.
Force Kraken har samme motorenhed som sin søster, men GPS-delen er opgraderet for endnu større præcision. Som en anden genistreg kan propellen køre begge veje – i visse tilfælde vil motoren simpelthen bakke båden, når den sættes i ankerfunktion. Motoren drejer selvfølgelig stadig for at korrigere, men gør det mindre og endnu mere lavmælt – Kraken er virkelig en påfaldende stille elmotor. Ibrugtagningen var præcis så fed en oplevelse, som vi havde forventet: På den første testdag var der naturligvis en stiv kuling gennem havnehullet, men Kraken pløjede vores 1,5 tons båd afsted direkte mod vind og bølger med 2,5 knob.
Havørredfiskeri fra båd burde være langt mere udbredt i Danmark – der er kæmpe muligheder.
Flere nye muligheder med Force Kraken
Nu hvor vi har fået elmotor på vores mest søstærke båd, vil vejrudsigten fremover have lidt mindre betydning end tidligere i vores havørredfiskeri på hjemmefronten. Vi elsker at kunne hoppe fra hotspot til hotspot ved kysten – også på de stræk, som er utilgængelige for kystfiskerne – og systematisk og præcist fiske af. Andelen af ture med havørredfangst, når man fisker fra båd, er bare en helt anden end for wadersfolket. Vi glæder os også til spinnefiskeri på Vänern og Vättern samt til fladfiske- og artsture på Øresund. Men vi ved helt sikkert ikke endnu, hvad fremtiden kommer til at byde på af oplevelser – der venter masser af ny kodeknækning derude.
Elmotor og LiveScope er fremtiden i det nordiske havfiskeri
Kombinationen af frontmonteret elmotor og live-ekkolod har jo totalt forvandlet søfiskeriet overalt i Europa, og de fleste seriøse udøvere har forlængst taget springet. Værdien af landvindingerne er nøjagtig lige så stor i havfiskeriet, men evolutionen er bare slet ikke slået igennem i det fiskeri … endnu. Helleflynderfiskeriet i Norge har masser af udøvere, men foregår stadig i vid udstrækning som drivfiskeri i en løbende kamp på hver fiskedag for at sikre fornuftige drev under skiftende forhold.
Det – fuldstændig selv at kunne styre sin kurs og fart under affiskningen, selv at kunne vælge sin plads med langt mindre hensyntagen til strøm og vind – og i øvrigt at kunne se flynderne reagere på jiggen under båden, hvis man supplerer sin elmotor med live-ekkolod – vil give en sindsoprivende transformation af det fiskeri, når det slår igennem. Skreitorsk, sej, havkat – alt havfiskeri kan nå nye højder. Det er bare at sætte i gang.
Danske både, som fisker på vrag og sten i Nordsøen, har i nogen grad taget elmotoren til sig allerede, og med tiden bør live-ekkolod blive lige så uundværligt: Seneste version af LiveScope – LiveScope XR – har rækkevidde over 100 meter, og er skabt til offshore-fiskeriet. At kunne holde øje med, hvad der sker omkring et vrag og i vandsøjlen over det i realtid giver naturligvis helt nye dimensioner i fiskeriet.
Lidt samme situation ser vi i mærkningsfiskeriet efter blåfinnede tun, hvor de fleste af de mest succesfulde teams sejler med elmotor: Der synes at være et mønster i, at finlir på farten kan gøre en stor forskel – med en kraftig elmotor i stævnen kan man sætte sin fart fra nul og op, og stadig være i fuld kontrol.
Kombinationen af frontmonteret elmotor og live-ekkolod har totalt revolutioneret søfiskeriet efter fx sandart som her – det samme kommer til at ske i havfiskeriet.
LiveScope på elmotor eller pole?
Som noget unikt har Force Kraken mulighed for montering af LiveScope-kabel igennem skaftet, så man slipper for kabler udenpå den del af motoren, som hives op og i. Hvorvidt en LiveScope-transducer skal monteres på elmotoren eller på en separat pole er en helt klassisk diskussion. Men man behøver ikke at stirre sig blind på ”den perfekte løsning” – det vigtige er at komme i gang og lære at bruge det, man nu har, men selvfølgelig er der nogle retningslinjer:
Hvis du har en båd med kastedæk, en elmotor med fodpedal og en skærm ved siden af elmotoren, og du fisker efter enkeltfisk i frivandet, så er det suverænt at montere sin transducer på elmotoren og så lægge de timer, som skal til for at lære at finstyre sin motor og LiveScope med fodpedalen med samme naturlighed som når man kører bil. Opnår man den rutine, har man ikke brug for ankerfunktionen i sit fiskeri – man holder bare båden op med vinden på afstand af fisken, og man har begge hænder fri til at fiske.
Såfremt ens båd ikke er skabt til den type kasteprik-fiskeri, hvis man ikke har tid til at øve sig, eller hvis man har brug for at bruge ankerfunktionen – eksempelvis ved aborrefiskeri – så er det bedre at montere sin LiveScope på en separat, drejbar pole. Så kan man aktivere ankerfunktionen uden at transduceren drejer rundt sammen med motoren, og i ro og mag justere med polen. Men i prikfiskeri efter enkeltfisk – hvor der typisk hele tiden skal finjusteres på transducerens retning – er det bedst at have en makker til at dreje polen, ellers går der multitasking i det, når man skal fiske samtidig.
I havfiskeriet, hvor ankerfunktionen er påkrævet i mange fiskeformer, vil mange nok gå med en pole-løsning.
Elmotor på forenings- og udlejningsbåde: Danmark er som bekendt det eneste land i verden, hvor et i øvrigt helt fantastisk system med foreningsbåde uforklarligt har udartet sig til, at man på de fleste søer kun må fiske fra foreningsbåde – lidt som hvis man kun måtte fiske med foreningens fiskestænger. Man kunne jo lige så fint booke en tilladelse til en fiskedag med egen båd som booke en foreningsbåd Men indtil vi får det sat i værk, gælder det, at vil man fiske med elmotor på en dansk sø, vil det i langt de fleste tilfælde være nødvendigt at medbringe sin egen motor og så forsøge at tilpasse sig, hvad man nu har af båd på dagen – der ses mange kreative løsninger. Mange forenings- og udlejningsbåde har en eller anden variant af et elmotorbeslag, som man kan forsøge at bruge, men hvis man virkelig gerne vil kunne sætte sin motor på stort set enhver båd, så er den bedste løsning en monteringsplade med forskydelige klamper (på billeden samt nedenfor) – vi har ikke mødt en båd endnu, hvor det ikke kunne løse opgaven.
Beslag til frontmonteret elmotor – her Garmin Force.
De forskellige modeller af Force Kraken elmotoren
Den nye elmotor fås i sort og hvid – og begge versioner er saltvandsbestandige. Den længste udgave – 90” – fås kun i hvid. I den sorte version er der i selve motoren indbygget en GT56UHD-ekkolodstransducer med almindelig fishfinder, Side- og ClearVü. Hvorvidt man ønsker at have sin transducer på elmotoren eller på hækken er lidt samme diskussion som for LiveScope-transduceren, men hvis man har en god placering til sin transducer på hækken, vil de fleste nok foretrække den løsning.
Vælg den rigtige skaftlængde på din elmotor
Nedenstående er Garmins officielle anbefalinger hvad skaftlængde. Bemærk dog, at hvis bølger er en faktor i dit fiskeri, er det vigtigt at vælge en motor, som er rigeligt lang.
|
Afstand fra monteringsflade til vandlinje |
Anbefalet skaftlængde |
| Force |
0-48 cm |
50″ |
| Force |
38-66 cm |
57″ |
| Force Kraken |
0-86 cm |
63″ |
| Force Kraken |
66-116 cm |
75″ |
| Force Kraken |
96-154 cm |
90″ |
En lithium-batterikuffert med både 36 og 12 volt udtag kan holde både elmotor og bådens andet elektronik kørende i dagevis.
Batterivalget til elmotorer
Garmin Force får sin kraft fra 24 eller 36 volt. Hvis man ikke tidligere har taget springet fra blybatterier til lithiumbatterier, så er erhvervelsen af en ny elmotor en virkelig god anledning. Lithiumbatterier er fysisk utroligt meget lettere end blybatterier, har nærmest uendelig levetid og i praktisk brug kan man reelt trække op mod dobbelt så meget energi ud af et lithiumbatteri som et tilsvarende blybatteri. Et 24V batteri vil være fint for de fleste, og er nemt samt relativt billigt at få fat i. Et 36V batteri giver til gengæld omkring 20% mere træk i motoren.
I forhold til 12 volt – som man som lystfisker nok er mest vant til – så fordobler eller tredobler man antal watt (dvs. energi til rådighed), når man går op i 24 eller 36 volt. Derfor kan det være svært at vide, hvor mange amperetimer har man skal kaste sig ud i, når man vælger batteri. For at give en idé om forbruget, så anvender jeg selv et 80ah batteri med både 36v og 12v udgange.
En dag i det tidlige forår blev Jakob og jeg mere end almindeligt stædige på en søfiskedag og fiskede 21,5 timer i træk. Vores Force-motor – som denne dag var eneste drivkraft (ingen benzinmotor) – var sluttet til 36V og to 16” GPSMAP-plottere samt to LiveScopes var sluttet til 12V. Efter den maraton-tur viste batteriet stadig 49% opladning! Med et lithiumbatteri og en utroligt nøjsom motor er der således grænser for hvor bekymret, man behøver være for sin batterikapacitet.
Garmin laver ikke selv batterier til sine elmotorer, og jeg kan ikke anbefale bestemte batterier frem for andre, men går man med 24V, kunne et mærke som Basengreen være værd at tjekke ud: Går man all in med 36V, kunne man tage kontakt til Anders hos lydfabrikken.dk i Ringsted, som bygger egnede batterier. Ham kommer der mere om på fiskogfri.dk samt Fisk & Fris Youtube i 2024.
Find den nærmeste forhandler af Garmins Force Kraken her.
dec 14, 2023 | Artikler, Rejsefiskeri
»Du kan forlade Alaska, men Alaska forlader ikke dig«, var et ordsprog artiklens forfatter Flemming Birger Larsen opfandt for en del år tilbage. Følg med ham og hans kammerater ind i vildmarken på det vildeste floattrip med Talkeetna Fishing Lodge på Chunilna Creek – og du vil forstå, hvorfor folk igen og igen vender tilbage til det forjættede land.
AF FLEMMING BIRGER LARSEN
JEG HØRER den karakteristiske brummen længe før vi kan se den røde Robinson R44 helikopter, og da den lander på flodbredden, går det stærkt med få den læsset. Kort efter sidder jeg i det lille sæde ved siden af piloten. Det giver et sæt i mig, da piloten gasser op, og man kan mærke helikopteren slipper sit tag i jorden. Kort efter er vi allerede højt oppe, og flodens klare vand lyser som én smaragdslange, mens vi følger den opstrøms.
Vi er hurtigt over trætoppene, og i baggrunden rejser sig et ubeskriveligt scenarie indrammet af Amerikas højeste bjerg Mt. Denali. Det begynder at gå op for mig, at jeg for alvor er på vej ud i Alaskas vildmark, og jeg kigger på min søn Gustav, der sidder på sædet bagved og roligt følger med i landskabet under os.
I Danmark er Alaska mest kendt for sit gode laksefiskeri, men det er synd, for Alaska har noget af verdens bedste ørredfiskeri. På denne tur var vi så heldige, at få mulighed for at fiske efter både
regnbueørred og laks.
Rafting langs floden ned til fiskepladserne
Helikopteren må flyve frem og tilbage fem gange før hele holdet på syv mand, de to gummibåde og alt udstyr er fløjet de cirka 40 kilometer op ad floden. Sidste mand, der ankommer, er vores guide Austin – en frisk ung mand, der er vokset op med den amerikanske outdoor-kultur. Han er, trods sin unge alder, en erfaren jagt- og fiskeguide, og lige præcis den type, som du gerne vil have med ud i Alaskas vildmark.
Campen er stort set sat op, da Austin ankommer, og vi begynder straks at rigge stængerne til. Poolen lige neden for campen er fyldt med stærke chum salmon, og vi får hurtigt at mærke, hvad Alaska kan tilbyde den eventyrlystne lystfisker. Selvom chum ikke er det primære mål for turen, er de nok den stillehavslaks, der fighter bedst i forhold til sin størrelse. Der går da heller ikke længe, før alle har trætte arme, og vi samles om bålet til en grillpølse og en velfortjent godnatøl.
I området hvor det danske hold fiskede var der også masser af flotte stallinger som denne – også kaldet artic grayling.
Klar til morgenfiskeriet
Det er en smuk morgen med klar, blå himmel, der møder mig, da jeg stikker hovedet ud af teltet. Flere af de andre har startet dagen med morgengymnastik i homepoolen, og er allerede trætte i armene, da duften af æg og bacon breder sig over lejren, og vi samles over morgenmaden.
Efter morgenmaden deler vi os i to grupper. Vores guide Austin går nedstrøms med Leif, Jacob og Steffen, mens jeg går opstrøms med min gamle fiskekammerat Ole og Gustav. Mens vi vandrer opstrøms, mærker jeg spændingen i kroppen, for vi nærmer os det, der for mig, er turens højdepunkt. Ørredfiskeri i verdensklasse.
Lige nu er floden fyldt med rogn fra de mange gydende laks, og ørrederne spiser stort set ikke andet. Fiskeriet foregår derfor udelukkende med rognimitationer – og for mit vedkommende vil det sige plastikperler. Jeg hører ofte danske fluefiskere sige, »Det er da ikke fluefiskeri«.
De kan mene hvad de vil, men én ting er sikkert! I Alaska er fiskeri med bite-indikator og perler ikke kun fluefiskeri – det er en religion, som dyrkes ned til mindste detalje. Og en »rigtig« amerikansk ørredfisker sidder i de mørke vinteraftner og maler perler med neglelak, så de i mindste detaljer ligner den rette type rogn, på præcis det udviklingsstadie, de skal. Jo, fluefiskeri har mange facetter! Jeg oplever ofte, at folk er skeptiske over for dette fiskeri, men når man først har fundet teknikken og oplever det intense fiskeri med konstant fokus på biteindikatoren og hvordan perlen fisker – så er man solgt.
Når det kommer til stykket, er det måske slet ikke fiskeriet der, gang på gang, trækker artiklens forfatter og hans søn til Alaska, men derimod lejrlivet omkring bålet. Her står tiden stille og hverdagens udfordringer er langt væk.
Efter ørred på øvre Chunilna Creek
Jeg har fisket på den nedre del af Chunilna Creek flere gange, men jeg har i flere år drømt om at prøve ørredfiskeriet på den øvre del. Mig bekendt, er der ingen danskere der tidligere har fisket den øvre del af floden. Tanken om, at jeg er den første dansker der svinger min fluestang i disse skønne strømme øger spændingen, da jeg trækker fluelinen af hjulet til det første kast.
Snart er der flex på klingerne, og de første regnbuer glider over netkanten. Vi finder hurtigt ud af, hvor regnbueørrederne står, og hvor fjeldørrederne står. Regnbuerne står i det hurtige vand, i starten af poolen og på nakken, hvor strømmen igen tager fart. Fjeldørrederne tager primært perlerne i det mere rolige vand midt i poolen. Det bliver til mange ørreder over de næste par dage. De fleste mellem 40-50 cm., men vi fanger løbende fisk op til 55 cm. De er smællerfede af lakserogn, og de største fisk vejer omkring 2,5 kilo. Dette er intet mindre end ørredfiskeri i verdensklasse!
Artiklens forfatter Flemming Birger Larsen, med en af turens mange sølvlaks. Flemmings favoritflue til sølvlaks er en lang slank sort flue med masser af flash – i retning af en Sun Ray Shadow.
Eventyr på floden
Der er støvregn i luften, og tågen hænger lavt mellem trætoppende, da vi pakker gummibådene og jeg tjekker, at alt er solidt fastgjort til dagens floattrip. Det er en skøn følelse, da vi sætter fra land og begynder at drive med strømmen ned ad floden. Der går ikke længe, før idyllen bliver brudt af en bunke af kæmpe fyrretræer, der ligger hulter til bulter i floden og spærrer for vores videre sejlads. Vi er udmærket klar over, at vi skal forbi et par såkaldte »logjams « – men vi er alligevel overrasket af omfanget. Der er ikke andet at gøre, end at pakke alt udstyr af gummibådene og slæbe det hele gennem den tætte skov. Det er hårdt arbejde, men alle deltager og glæden over det gode samarbejde, overskygger udfordringerne. Det tager over en time før det hele er pakket, og vi i højt humør sejler videre ned ad floden.
Mindre end fem minutter går der, før den er gal igen. Endnu en træstamme ligger på tværs af floden. Frustrationerne i Austins ansigt er ikke til at tage fejl af, men sekundet efter er de væk: Han griber resolut motorsaven, og går i krig med den store stamme. Halvvejs ned i stammen stopper motorsavens brummen – og Austin konstaterer tørt »we are out of gas«…
Et forslag om at prøve at løfte den bliver hurtigt afslået, men da vi ikke kan komme på andre alternativer til at skulle tømme begge gummibåde igen, giver vi det alligevel en chance. Det viser sig hurtigt, at det ikke er et stort problem. Vi får løftet den, så vi lige kan klemme gummibådene under – og kort efter er vi alle tilbage i gummibådene og på vej ned ad floden.
»Log jams« er en af udfordringerne, når man rejser i Alaskas vildmark, og et tydeligt vidnesbyrd på, at der ikke kommer nogen forbi hver dag.
Et uventet vandfald på floden
Næste forhindring er et jordskred, der har opdæmmet floden og skabt et helt nyt vandfald. Floden er presset sammen til en fjerdedel, og der er et fald på næsten tre meter. Modsat de øvrige sten i floden, der har ligget der i tusindvis af år, er stenene her skarpe, og vi er nervøse for, om de vil skade gummibådene. Vi beslutter os derfor for, at fire bådene ned over faldet med liner.
Jeg står klar nedenfor faldet til at modtage bådene, og det går også fint med den første båd, men da den anden båd glider ud over faldet, mister guiden grebet i linen og den kommer drivende en lille meters penge fra mig. Jeg når at tænke, at det nok ikke vil være skide godt, hvis gummibåden flyder forbi os her, så jeg tager en resolut beslutning og laver et kraftspring ud mod båden. Jeg få fat i den og hænger et kort øjeblik uden at mine fødder kan mærke bunden, men så mærker jeg grusbunden og får stoppet den.
Efter et langt stykke uden de store udfordringer, begynder floden at ændre karakter, mens vi sejler ned gennem »The Canyon«, der er en strækning med white water. Det viser sig at være ganske underholdene, og selvom også denne del af turen kræver hårdt arbejde og konstant fokus fra hele holdet, er white water raftingen en af turens højdepunkter. Det er svært at forestille sig noget, der er meget smukkere end de nøgne klippevægge, der spejler sig i det krystalklare vand, mens floden veksler mellem fosser med hvidt skummende vand og rolige dybe pools fyldt med laks og ørreder.
Trods forhindringer og hårdt arbejde, har vi alle haft en dag, vi sent vil glemme, da vi 10 timer senere tjekker ind i den primitive vildmarkshytte, hvor vi skal tilbringe de næste tre dage. Mega trætte og fyldt med oplevelser, går vi til ro efter et solidt måltid frysetørret spaghetti med kødsovs.
Glæden ved en god guide og et hold, der fungerer, er en stor del af fornøjelsen, når man tager på et float trip i Alaska. I baggrunden ses vores guide Austin.
Masser af flotte sølvlaks
Tidligt næste morgen har flere af turens deltagere været i gang, og det er blevet til adskillige sølvlaks inden vi indtager en fælles morgenmad på hyttens veranda. Gustav og jeg kommer først ud midt på formiddagen, men det gør ikke noget, for der er flere pools lige i nærheden af hytten, der er fyldt med sølvlaks. Perlerne er nu skiftet ud med traditionelle Alaskafluer.
Store farverige fluer eller en stor sort flue med lidt flash, er god medicin til de springglade sølvlaks. Gustav og jeg får flere flotte sølvlaks i løbet af dagen, og et par stykker af dem må lade livet på hytten store grill, hvorefter duften af grillet laks trækker de sidste ivrige fiskere til frokostbordet. Den sindige jyde Leif har vist, at de hjemlige erfaringer fra Karup Å også kan bruges i Alaska. Han er allerede oppe på 12 sølvlaks og adskillige chum til frokost – samt tilføjer yderligere otte sølvlaks til statistikken, så han slutter på 20 sølvlaks. Hverken Gustav eller jeg når op på de tal, men med 4-5 flotte sølvlaks hver, er vi mere end tilfredse, da mørket sænker sig over vildmarken, hvor vi slutter dagen med en lille whisky på hyttens veranda.
Forfatterens søn Gustav med en af turens drømmefisk. En smæller fed regnbueørred på 57 cm.
Tilbage mod Talkeetna Fishing Lodge
Alle får masser af sølvlaks de næste dage, og efter tre dage i hytten, pakker vi igen gummibådene og fortsætter ned ad floden. Der er kun 3-4 timers sejlads ned til Talkeetna Fishing Lodge, hvor turen slutter, så vi tager den med ro – stopper og fisker i de forskellige pools på vejen. Det er et hold trætte lystfiskere, mættet af vildmarkens oplevelser og Alaskas enestående fiskeri, der trækker gummibådene op foran lodgen.
Herfra sejler vi med jetboat det sidste stykke til den hyggelige bjergbestigerby Talkeetna, hvor vi efter et tiltrængt bad tager videre på den lokale bar, hvor vi, over en burger og en øl, prøver at fordøje en begivenhedsrig uge i vildmarken. I underbevidstheden er drømmen om at komme af sted igen allerede begyndt at tage form, og jeg tænker på mit gamle ordsprog »Du kan forlade Alaska, men Alaska forlader ikke dig«.
Fiskeriet i Chunilna Creek
Chunilna Creek kaldes lokalt Clear Creek, og det er ikke uden grund. Den er krystal klar og minder mest af alt om en norsk elv. Den er igennem en årrække blevet kendt i Danmark for sit fine laksefiskeri, men floden gemmer på en hemmelighed, som fortjener langt større omtale. Den øvre del af floden gemmer nemlig på noget af Alaskas bedste fiskeri efter regnbue- og fjeldørred. Der er ganske få, der fisker den øvre del af floden, for den er svært fremkommelig, og det er ikke muligt at lande med en traditionel flyver, så den eneste mulighed er en helikopter. Da floden ligger langt fra de veletablerede flybaser omkring Anchorage og helikoptertransport normalt er 4-5 gange så dyrt som en vandflyver, afholder det mange fra at besøge den øvre del af floden. Det er derfor kun nogle ganske få grupper, der hvert år floater elven, og ofte er der flere år imellem, der er nogen der fisker på den øvre del af floden.
Oplev selv fiskeeventyret på Chunilna Creek
Talkeetna Fishing Lodge, der ejes og drives af den garvede norske fiske- og jagtguide Henrik Wessel, arrangerer fisketure af alle slags på Chunilna Creek. Som du kan læse i artiklen er der et super godt fiskeri i den uberørte vildmark efter alle de eftertragtede laksearter samt vilde regnbuer, dolly varden og stalling. Læs mere om fiskeriet, den suveræne forplejning og selve lodgen på Talkeetna Fishing Lodge´s hjemmeside her.
Artiklen blev oprindeligt publiceret i Fisk & Fri 2/2016
dec 11, 2023 | Artikler, Fluefiskeri, Spinnefiskeri
I disse digitale tider er der ingen undskyldning for ikke at bruge det bedste af det bedste. Kan du ikke finde det på hylderne i grejbutikken, er det enormt nemt at lave det selv. Her giver Erik Tveskov dig en vejledning i at lave super realistiske fiskeøjne på vandfast papir til dine fluer eller andre kunstagn.
AF ERIK TVESKOV
PÅ ET TIDSPUNKT, hvor jeg var i gang med at binde nogle gigantiske flade fluer, slog det mig at det kunne være fedt med nogle mere naturtro øjne end de store dukkeøjne, jeg indtil da havde benyttet mig af. De var ikke særligt holdbare og var fyldt med luft, der gav opdrift, hvilket ikke altid er lige heldigt, Og – så lignede det mest af alt noget, der var løgn.
Man kan selvfølgelig købe et hav af fiskeøjne til at klæbe på i enhver grejforretning, men de færreste ligner vel egentlig den ægte vare specielt godt, hvis man kigger lidt nærmere på dem? Samtidig kan det være svært at finde dem i store størrelser.
Her er der printet et bredt udvalg af fiskeøjne der kan klippes til efter behag.
Hjemmeprint af øjne til kunstagn åbner de vildeste muligheder
For nogle år siden begyndte jeg at printe jungle cock fjer på vandfast papir, for at spare lidt på min egen pengepung og undgå at bruge fjer fra truede dyr. Det er supernemt at printe fjerene i alle størrelser og med lidt simpel manipulation i Photoshop, kan der laves alverdens farvekombinationer, som man ikke kan købe i nogen butikker.
Med stigende spænding begyndte jeg at kigge på fotos af fisk i mit fotoarkiv for at prøve at forfølge en idé. Efter en del bladren frem og tilbage fandt jeg nogle passende nærfotos af fiskehoveder, hvor jeg klippede øjnene og deres nærmeste omgivelser ud og satte det op i et dokument til print. Resultatet var overraskende godt. Papiret er rigtig nemt at klippe til og klistre på siden af alverdens fluer og specielt store fluer, som fx det flyvende flashtæppe, Leftys Deceiver og andre store baitfish imitationer. Men husk at bruge en laser-printer.
Øjets funktion som hugpunkt på fluen kan fremhæves ved at bruge kontrastfarver.
Sådan sættes øjnene fast
Øjnene fæstner jeg som regel med sekundlim af gel-typen. Den tyndtflydende version kan bruges med forsigtighed, men der er risiko for, at den løber om på printsiden og ødelægger printet. I brug sidder øjnene urokkeligt fast.
Specielt, hvis det er på en tynd flue som fx Det flyvende Flashtæppe, hvor øjnene kan limes sammen på begge sider, sidder de som støbt. En anden mulighed er at forsegle dem i en omgang epoxy eller ugiftigt UV-lim. I løbet af få øjeblikke var jeg på jagt i billedarkivet efter alverdens slags fiskeøjne. En af mine favoritter er øjnene fra stor rødfisk. Deres store dybe øjne og de røde dele af øjet giver en fantastisk effekt på mange forskellige fluer. Særligt som kontrast til mere diskrete baitfish-farver synes jeg, at de giver en fed effekt. Tit klipper jeg lidt mere ud end lige præcis selve øjet. Det kan give nogle fede kontrasteffekter.
Ved løje-øjet synes jeg det giver en god effekt at efterlade en hvid ring uden om det sorte. Hvis du dykker i rene vandløb eller søer med løjer, kan du se at noget af det som adskiller de ellers rigtig godt kamuflerede løjer fra baggrunden, netop er deres øjne – og specielt, hvis der er nogle af dem, der er syge med hvide prikker, er det noget, som er ekstra synligt for dykkeren og sandsynligvis også for rovfiskene.
Her får danske havørreder en mulighed for at stirre en norsk rødfisk dybt i øjnene.
Hvilket papir skal øjnene printes på?
Mange webshops sælger vandfast papir. Jeg bruger noget fra det svenske firma Antalis, der kalder det allvädersark. Det er billigst at gå nogle stykker sammen og købe en ordentlig stak af det, men set i til hvad fx kommercielt printede jungle cock fjer koster, er det dog en beskeden udgift. Til gengæld får du så friheden til at printe lige præcis de øjne, du har brug for i den størrelse du lyster.
Jeg bruger den matte version. Interessant nok kan du også købe transparent eller halvtransparent papir til laserprintere, hvilket i praksis betyder at alverdens rygskjolde til rejer og tanglopper snart kan være klar til at svømme i en lind strøm fra dit fluestik… Mulighederne for at lave crossover fluer er ubegrænsede. Prøv f.eks. at give dine geddefluer øjne fra hornfisk. Eller nogle overdrevet store øjne fra løjer. Der er også den mulighed, at du printer øjet fra din favorit-babe. Jeg er vokset op med Samantha Fox, så der gik ikke mange øjeblikke inden hendes dådyrøjne begyndte at kigge de sønderjyske gedder dybt i øjnene…
Det er nok tvivlsomt om du fanger flere fisk med disse printede øjne, men det halve af fornøjelsen er vel også at kreere en flue, som fiskene og fiskekammeraterne ikke har set før? Selvfølgelig kan du også pimpe alle dine andre kunstagn op, så som jerkbaits, softbaits, kystwoblere osv. hvis du har den slags lyster. Kun fantasien sætter grænser. God klippe & klistre-lyst.
Variationen i fiskenes verden er enorm og mulighederne for at printe forskellige øjne er nærmest ubegrænsede.
dec 9, 2023 | Artikler, Kystfiskeri, MAKREL, Makrelfiskeri, Portrætter, TORSK, Torskefiskeri
Mange molefiskere fik ofte det obligatoriske spørgsmål fra forbi passerende: »Har du fanget noget?«. Fiskeren på billedet er åbenbart blevet træt af spørgsmålet. Fotografiet her er fra en fotokonkurrence i Sportsfiskeren fra starten af 70’erne. Der er nok tale om en opstilling, da der hverken er hjul eller snøre på stangen. Humoren er til at forstå.
Rigtig mange lystfiskere har startet deres lystfiskerliv på i havnen eller på molen, og derfor har det for de fleste fået en helt særlig plads i lystfiskeriet. Det var her, det hele begyndte. Følg med Per Ekstrøm på en odysse i molefiskeriets historie.
AF PER EKSTRØM
FRA KAJEN eller stensætningen lærte man at kaste. Det var nemlig her, man fangede sin første fisk. Dette er et tilbageblik på fiskeriet fra danske havnekajer og moler, der var engang, og som for mange udgjorde hele deres verden ud i lystfiskeriet. Men det var også begyndelsen til et langt lystfiskerliv med mange andre former for fiskeri. På molen eller kajen fik man de første stærke indtryk. Ofte iblandet en duft af saltvand og tjære – samt måske en udlængsel mod fjernere himmelstrøg og noget andet og større fiskeri. Tidlige beretninger om fiskeriet ved vore moler og havne er næsten ikke eksisterende. Ikke fordi det ikke blev dyrket lige så tidligt som andet lystfiskeri, men snarere fordi, fiskeriet ofte var forholdsvis primitivt.
Lystfisker-klubben af 1940 afholdt gennem mange år en årlig makrelkonkurrence på Langelinie. Her er et par vindere af juniorklassen. Der var både fiskestænger og sølvbægere til de dygtige.
Et fiskeri for alle – molefiskeriet
Molefiskeri blev først og fremmest dyrket af storbyernes store arbejderklasse. De kunne ikke lige tage sig tid at drage til Jylland og fiske i åerne, ligesom de heller ikke havde økonomisk råderum til at melde sig ind i en fiskeklub med fiskeret i de sjællandske søer.
En af de tidligste danske bøger, der indeholder de fleste former for lystfiskeri – inklusiv fiskeriet fra havnemolerne, er »Lystfiskeren« fra 1932 skrevet af Ludvig Svendsen. Den indeholder en omtale af mulighederne fra bolværk og havnekajer, men særlig detaljeret er bogen ikke. Den konstaterer dog, at det i England er en meget udbredt hobby. Ikke desto mindre var der rigtig mange, der fiskede i havnen eller fra molen i Danmark. En af de ældste foreninger i Københavnsområdet, Lystfisker-klubben af 1940, er faktisk stiftet af en flok lystfiskere, der fiskede i Københavns Havn. De fiskede sommer og tidligt efterår efter makrel i havnen. Da tyskerne besatte Danmark, blev det noget problematisk. Ofte dukkede der myndighedspersoner eller tyskere op, som bad dem forsvinde. Det skabte irritation og ødelagde den gode stemning, så en håndfuld af de ivrigste fiskere blev enige om, at der måtte gøres noget.
Man stiftede en fiskeklub og gik i dialog med myndighederne. Herved opnåede man tilladelse til at fiske på tre udvalgte pladser – nemlig 10-meter bassinet, Svanemøllebroen og Skovshoved Havn. Den senere mangeårige formand, Svend Sørensen, fortalte efterfølgende, at det med freden var det så som så med, da tyskerne ofte beskød fiskepladserne, så man måtte fortrække.
I slutningen af 50’erne og begyndelsen af 60’erne blev der både anvendt lange bambusstænger og »almindeligt« grej til makrelfiskeriet. Manden i forgrunden fisker med enten et DAM Standard eller et dansk fremstillet BMV fastspolehjul. Skyggerne er lange, så det er tidlig morgenen, men der er allerede mange fiskere på kajen.
Efter makreller på molerne
Makrelfiskeriet var spændende og tiltrak rigtig mange. Det foregik med en lang bambusstang monteret med fast line, flåd og en krog agnet med et sildestykke. Bambusstangen var enten i et helt stykke eller kunne samles i flere dele. Så var det muligt enten at have den med på cyklen eller medbringe den i datidens foretrukne offentlige transportmiddel – sporvognen.
I sommerperioden gjaldt det om at være tidligt på færde. Ved solopgang kom der liv i makrellerne, hvor stimer af jagende makreller svømmede ind langs med havnekajen i jagt på småsild. Ældre lystfiskere har fortalt mig, hvordan man næsten kunne se, hvornår man kunne forvente at få bid. Allerbedst var det, når en stor stime trak ind og nærmest væltede flåddene som var det kegler.
Mange lystfiskere slog derfor de tidlige sommermorgener et slag forbi havnen, inden de tog på arbejdet. Morgenfiskeriet skulle man lige have med. På samme tidspunkt af året jagtede andre lystfiskere makrellens fætter, tunen, ude på Øresund, så makreller blev i folkemunde omdøbt til »Bolværkstun«. Hvor meget dette fiskeri står som noget særligt i hukommelsen, fik jeg til fulde bekræftet i »Aftenshowet« på DR1 for nogle måneder siden. Her var Uffe Ellemann-Jensen i studiet sammen med to andre personer i anledning af, at der er udkommet en bog, hvor kendte fortæller om deres barndom i 50’erne.
Uffe fortalte meget levende om fiskeriet på Langelinie, men også om de kvaler hans mor havde, når han havde glemt at tømme lommerne for sildestykker. Som for enhver rask dreng på det tidspunkt, var lommerne det mest oplagte opbevaringssted for genstande af enhver art. »Duften« af flere dage gamle sildestykker kan man kun gætte sig til. Makrelfiskeriet blev så populært, at »1940« besluttede at afholde en årlig makrelkonkurrence på Langelinie.
Der var altid flere hundrede deltagere med masser af præmier og pokaler sponseret af forskellige aviser. Så det var noget af et årligt tilløbsstykke. Men tidens tand i form en faldende bestand af makreller, en stigende forurening og deraf manglende interesse medførte, at makrelfiskeriet med de lange bambusstænger i havnen efterhånden kun står tilbage i historiebøgerne. Nu er makreller ikke en stationær fisk, så på andre tider af året, var det de stationære arter, der trak lystfiskere til havnen, men de arter fik ikke den samme opmærksomhed som makrellerne.
Molefiskeriet kan dyrkes hele året
Hele året kunne man fange de mere almindelige arter som torsk, skrubber, isinger, hvillinger samt ål i det sene forår, sommer og efterår. Af andre, men ikke særligt værdsatte fiskearter, var der ålekvabber eller ulke. Sidstnævnte var i nogle tilfælde de rene plager, da de er glubske og ofte tog den agn, som var tiltænkt de spiselige arter. I Jylland gik ulken under øgenavnet »Københavner«, da det hed sig, at den hoppede på alt. Ved hver havn var der som regel en fast stok af lystfiskere, der kom året rundt for at fiske. De var enten gående, på cykel eller i bil, og som det »vanedyr« mennesket nu engang er, så indtog vedkommende som regel samme plads hver gang. Her havde man fanget fisk tidligere, og så troede man på en gentagelse af succesen. De andre lurede naturligvis på en lystfisker, hvis denne fangedemange eller »store« fisk fra pladsen. Var pladsen bedre end andre? Eller havde vedkommende nogle fiduser, som kun han kendte til? Så kunne det ske, at man rykkede lidt tættere på, da det jo kunne være, at heldet smittede af på en. Eller når han stoppede sit fiskeri, så helt at overtage pladsen, da den jo rummede de »uanede muligheder«.
Årets vinder af makrelkonkurrencerne kunne ikke blot »bade« sig i hæder, men også tage hjem med flotte præmier og sølvpokal.
Molefiskeriet – et frirum for byboerne
Lystfiskeriet i havneområdet blev en del af miljøet, og da havnen ofte var et af de få frirum for byboere – også de som ikke fiskede, vakte de mange fiskende også interesse. De måtte ofte lægge øre til det obligatoriske spørgsmål: »Har du fanget noget? « – eller »hvad kan man fange her?«. Det gav så mulighed for at komme i snak med mennesker, man ikke kendte, og ellers ikke ville få en sludder med. En helt anden form for fiskeri i havnen, som jeg aldrig tidligere havde hørt om, er beskrevet i Svend Methlings bog »De smaa fiduser ved lystfiskeri«. Her beretter han om et torskefiskeri i havnen, hvor man ved nattetide langs kajen om efteråret havde et forrygende fiskeri efter de torsk, der trak indmod land. Ved at pirke eller kastefiske kunne man på en aften eller nat fange mange torsk.
En god plads var ved fyret yderst ude på Langelinie. I lyset fra fyret stod der ofte mange torsk. En gang, da fiskeriet var lidt trægt, kørte Methling sin bil helt ud til kajkanten og tændte en projektør, han havde på bilen. Alle fik torsk den aften. Om det var sportsligt tog man ikke så højtideligt for 70 år siden, men da var torsk også lig med mad.
Det var et imponerende syn, når der var fiskekonkurrence på Langelinie – hundredvis af stænger, der som siv vinden faldt og rejste sig i takt med at makrellerne blev halet til kaj.
Grejet til datidens molefiskeri
Fangstredskaberne var meget forskellige fra fisker til fisker afhængig af interesse og økonomisk formåen. Generelt steg kvaliteten af grejet i løbet af 1950’erne i takt med glasfiberstangens og de billige japanske fastspolehjuls entré på markedet. Nu blev det pludselig muligt at erhverve sig fornuftigt grej til rimelige penge.
Det gav flere muligheder. Enten kunne man kaste et blink eller en pirk ud og spinne ind, eller man kunne fiske med en bundsnøre, som kunne kastes længere ud i havnen. Bundsnøren var nok den mest benyttede form for fiskeri. De færdigmonterede rigs med to langskaftede kroge og det prismeformede blylod på 35 gram, er der nok mange, der husker, som det bundrig de allerfleste benyttede. Men hvad skulle den agnes med? Det var der mange meninger om. Krabber, rejer, hundestejler eller sandorm? Af mere kuriøse typer af agn, har jeg hørt om røget flæsk eller specielt til ål – gammel ost. Førstnævnte er jeg stødt på flere steder, men den med gammel ost fik jeg for mange år siden præsenteret af Svend Sørensen, der jo var en af molefiskeriets pionerer. Den holder nok vand, selvom jeg har svært ved at se, hvordan osten skal blive hængende på krogen.
Sandorm var ikke lige en agn, som en bybo kunne få fat i, men det kom der råd for. Grejforhandlere begyndte at sælge levende sandorm, som de fik tilsendt nede fra Vadehavet. Her gravende man ved lavvande sandormene til de fiskehungrende byboere. Ormene blev som regel transporteret med fragtmand, og det var om at være på pletten hos grejhandleren, inden de blev udsolgt. Mange gange var fragtmanden forsinket, og så var der ingen orm. Det samme gjaldt, hvis det havde været blæsevejr. Så var der heller ingen sandorm.
Rubrikannonce fra Sportsfiskeren. En del ældre københavnere fra Valby kan sikkert huske den lave bygning med søjlerne på Toftegårds Allé med alle de små butikker – en bygning der for længst er revet ned. Budskabet i annoncen var, at borgerne i Valby kunne trække sandorm i automaten udenfor åbningstiden.
Uden for grejbutikkerne blev der opsat automater af samme type som dem bagerne benyttede til at sælge det overskydende wienerbrød i efter lukketid. Her blev der lagt pakker med sandorm og for to kroner, det er, hvad jeg husker, de kostede, kunne man så trække en pakke sandorm. Så vidt jeg husker, ændrede prisen sig ikke gennem årene, men det gjorde antallet af orm i pakkerne. Det var en måde at regulere prisen på uden at omstille automaterne.
Hvis det ikke havde været muligt at få friske sandorm, kunne man, som et dårligt alternativ, købe saltede sandorm, men de var ikke særligt velfangende for ikke at sige direkte ubrugelige. Selv sandorm på tube har jeg brugt med samme mangel på succes. Det var kun meget sultne fisk, som hoppede på den blanding. Nu om stunder er den udfordring ikke eksisterende, da der findes adskillige former for syntetiske agn, som er fuldt på højde med den naturlige. Sandormen er næsten også helt udkonkurreret af børsteormen, der har vist sig at have en langt bedre holdbarhed, så på den kant er det på mange måder blevet nemmere at være molefisker.
Til gengæld er der kommet flere restriktioner om, hvor man må fiske. I en længere årrække var det næsten helt forbudt at fiske i Københavns Havn. Det var primært på grund af forurening, der havde bevirket, at de stationære fisk havde et for højt indhold af giftstoffer. Om det ikke altid har været tilfældet, kan man jo spørge sig selv om, da man tidligere ikke havde haft store betænkeligheder ved at anvende materialer i havmiljøet, som ikke var helt uden giftstoffer. Til gengæld synes reglerne om faste fiskepladser i havnen at være et godt initiativ, da man derved skaber et frirum for en skare af lystfiskere, som leder efter mulighederne i byen. Nu om dage må man fiske mange steder i fx Københavns Havn. Læs mere om det her.
Dybest set er mole- eller havnefiskeri en gammeldags betegnelse for »Street-fishing«, hvor fornøjelsen og glæden er den samme. Gamle molefiskere ville dog nok udbryde: »En hvad for en fishing?« – eller måske bare »Gammel vin på nye flasker«.
Artiklen blev oprindeligt publiceret i Fisk & Fri 2/2016
På Fisk & Fri´s Youtube kan du se flere fede videoer om havnefiskeri fx disse:
En aften i Københavns Havn
Efter torsk i Københavns Havn
I Politikens første udgave af »Jeg er Lystfisker« var der en illustration om hvordan med kunne fastgøre stangen, mens man ventede på hug, røg en pibe tobak, drak en øl og filosoferede over tilværelsen. Dog kun indtil makrellen huggede. Tobak og øl var nok blevet udeladt på en sådan tegning i dag.
På Frederiksberg kunne man også trække sandorm i automaten, selvom det ikke var annoncens vigtigste budskab, men det skulle lige med i
rubrikannoncen, da det var en service for kunderne.
dec 6, 2023 | Artikler, Mad
Færdigt arbejde. Gyldne fiskefrikadeller med det hele. Velbekomme!
Mindre børn og unge vægrer sig ofte ved at spise fisk. Her er fiskeretten, der vil omvende dem i hobetal. I en sådan grad, at de vil tigge om mere fisk. Her får du opskriften.
AF STEEN AKSEL HANSEN
BØRNE- OG UNGDOMSFESTER. Fødselsdagsfester. Sommerfester. Havefester og så videre. De inviterede skal selvfølgelig have noget at drikke – og noget at spise. Og det skal – i de fleste tilfælde – gerne være så nemt som muligt. Hvad maden angår, er der ikke noget nemmere end at ringe til sin lokale pizzapusher og bestille tre nummer 19 med ekstra ost og to nummer 32 med ekstra skinke og knap så megen annanas – og så få det hele bragt til døren. Nemt. Bekvemt. Men det er set og prøvet før. Her kommer derfor et sundt alternativ til pizzaerne: Grove fiskefrikadeller med kartoffelbåde og hvad dertil hører.
Når man kommer hjem efter en succesrig fisketur, er der selv sagt fisk, der skal ordnes. Måske er der en hel del fisk, der skal filetteres, og det er ikke altid, at man er lige skrap med kniven. Man får lavet en filet, men man får ikke al fiskekødet med, så der sidder måske stadig en del regulært fiskekød rundt om benene, og det er synd, at lade det gå ud som affald. Skær det i stedet løs, og gem det i plastposer i fryseren, for det kan senere blive til en himmerigsmundfuld – eksempelvis tilberedt som fiskefrikadeller. Fiskefrikadellerne, som du kan se på disse sider, er lavet af kød fra torsk. Det kunne lige så godt være af kød fra sej, kulmule, kuller eller noget andet hvid fast fisk.
Så er ingredienserne i skålen. Hakket torsk. Løg, mel, æg, basilikum, salt, peber, mælk, gulerod og flæskesvær. Der må og skal røres!
Til fiskefarsen – her beregnet til fire personer – skal du bruge:
Et halvt kilo fiskekød
1 skalotteløg
2 æg
En god håndfuld basilikum
Fire spiseskefulde hvedemel
Groft salt
Friskkværnet peber
1 dl. mælk
En stor gulerod
En håndfuld flæskesvær
Sådan laver du fiskefrikadellerne
Nu går du i gang!Fiskekødet snittes fint i små stykker med en skarp kniv. Du skal ikke drøne det i en blender eller gennem en kødhakker. Det skal bare skæres ud i små tern, så frikadellerne får en lidt mere grov og rustik fremtoning. Det finthakkede fiskekød kommes i en skål. Der på mælk, mel, salt, peber, den finthakkede basilikum og ditto løg. Dernæst de to æg, guleroden, der har fået en omgang på et rivejern – og til sidst flæskesværene. Inden sværene kommer i skålen, skal de maltrakteres.
Det gøres på følgende måde. Tag en god håndfuld flæskesvær og bræk dem i mindre stykker. Kom dem i en frysepose, læg posen på et godt tykt spækbræt og giv dem så nogle over nakken med en hammer, en kagerulle eller med en tung stegepande. Slå løs til sværene bliver mast til ærtestore stykker – og jeps – børn vil elske at være en del af den arbejdsproces i madlavningen.
Farsen røres godt sammen og stilles derefter tildækket på køl en time til halvanden, så den lige får tid til at samle sig.
Småtorsk som denne går tit i større stimer, hvilket er glimrende, når der skal samle fars til fiskefrikadeller.
Lækkert tilbehør til fiskefrikadellerne
Sæt dine kartoffelbåde eller pommes fritter i ovnen. De skal have omkring en 20-25 minutter. Når de har været i en forvarmet ovn i omkring ti minutter, går du i gang med frikadellerne. Da farsen er rustik, skal dellerne også være det. Ikke noget med at forme farsen i hænderne, så frikadellerne bliver polerede, perfekte og ellipseformede. Bare jag en spiseske ned i farsen og derefter op på panden med den.
Steg frikadellerne gyldne under jævn varme i en fem til syv minutter på hver side – alt efter hvor tykke de er. Hvis du anretter på tallerkner – og det er det festligste – så start med at arrangere kartoflerne. Så lidt revet gulerod og herefter et par hele flæskesvær. Der på de sprødstegte fiskefrikadeller og en god grov remoulade, som efterhånden kan fås i de fleste supermarkeder.
Slut gerne af med et par basilikumblade til pynt. Så er missionen fuldført. I fiskefrikadellefarsen kan man også anvende mange andre gode og spændende ting – fx rejer, hummer, krebsehaler og bacon. Tern af spanske pølser som chorizo eller fuet. Mulighederne er uendelige, og det er dig, der bestemmer. Velbekomme!
dec 4, 2023 | Artikler, Medefiskeri, Rejsefiskeri, STØR, Størfiskeri
Henrik Carl med sin fantastiske Zwillbrock P & T beluga på 75 kilo
Tyskland byder på en række spændende størvande med ret store fisk. Bliv inspireret til din næste ferie sydpå – tag med Henrik Carl og hans venner til Zwillbrock søen i delstaten Nordrhein Westfalen.
AF HENRIK CARL
ET PAR SMÅ NØK i stangtoppen viser, at en fisk piller ved kuglen med ørredrogn på søbunden, men hugget er ikke så kraftigt, at bidmelderen giver lyd fra sig. Det er ikke umiddelbart til at se, om det er en skalle, en regnbueørred eller en kæmpestør, der pusler i dybet. I håbet om det sidste, giver jeg et kontant modhug, og splitsekundet efter er jeg ikke i tvivl om arten, da min 3 lbs karpestang bukker fuldstændig sammen. Fisken trækker stødt og roligt ud til højre, og til at begynde har jeg meget svært ved at bedømme størrelsen.
Jeg har flere gange fisket stør i Canada, og fisken her udviser slet ikke samme brutale adfærd som de hvide stør i floderne. Det hele foregår som i slowmotion, og linen forsvinder fra hjulet i et meget roligt, men bestemt tempo. Der er forsvundet ubehageligt meget line fra hjulet, da jeg endelig kan vende fisken første gang. Jeg presser den, så hårdt som jeg overhovedet tør, men fisken virker uimponeret, og et længere tovtrækkeri tager sin begyndelse. Heldigvis holder fisken sig i det frie vand langt fra land, og på grund af VM i fodbold er vi nærmest de eneste lystfiskere ved søen, så der er ikke fare for at krydse andre liner. Jeg må bytte arm et par gange under fighten for ikke at syre helt til, og det bliver bestemt ikke bedre, da fisken under et udløb får rullet sig i linen, så den skal hives ind med halen først.
Forplejning og komfort er i topklasse ved tyske Angelparadis Zwillbrock – her kan du se fiskebroen og husbåden, som man bor i til venstre.
En svær landing af den store beluga
Da vi ser støren for første gang, virker det ellers kæmpestore karpenet, som ligger klar til landingen, pludselig meget småt, og det står klart, at fisken skal håndlandes. Det er en ikke helt let opgave, og der går adskillige minutter samt flere mislykkede forsøg, før min fiskekammerat, der er hoppet i vandet, endelig kan lægge et tov omkring haleroden på kæmpen og trække den op på afkrogningsmåtten, der ligger klar i vandkanten.
Jeg føler en bølge af lettelse skylle gennem kroppen, da fisken ligger sikkert på måtten, og glemt er de mange resultatløse timer i regnen. Jeg er fuldstændig gennemblødt, men helt igennem lykkelig. Belugastøren måler 208 cm, og vægten viser 75 kilo. Efter at have taget en stribe billeder af det imponerende dyr, får den igen sin frihed.
På størfiskeri ved Angelparadies Zwillbrock
Angelparadies Zwillbrock hedder P & T søen, hvor vi tre fiskekammerater fisker. Søen ligger i Tyskland lige ved grænsen til Holland. Vi har valgt en sommertur, da vi havde fået at vide, at sommerfiskeriet regnes som det bedste – og nu sidder vi i silende regn samt 13°C, mens Danmark har hedebølge…
Vi ville egentlig fiske med bundmedestænger og glidetakler, da erfaringen fra Danmark viser, at det er den mest effektive metode. Det kræver imidlertid, at man sidder klar ved stængerne hele tiden, og det har uvejret sat en effektiv stopper for. Vi bruger derfor i stedet en stor del af tiden i den lille husbåd, mens vi fiskermed karpestænger og boltrigs, der kroger fiskene ved hjælp af et tungt blylod. Selvom jeg bruger 170 g bly, virker metoden dog ikke rigtig efter hensigten, og de fleste af fiskene slipper på forunderlig vis agnen uden at blive kroget. Som agn bruger vi ansjoser, sild, rogn og andre stærkt duftende agn. Fiskeriet er i det hele taget en opskaleret heavyversion af det størfiskeri, vi kender fra de danske Put-and-Take-søer.
Masser af fede størvande i Tyskland
Udsatte kingsize stør findes i et utal af tyske P&T vande, der udover diverse ørredarter også byder på fiskeri efter karper og maller. I de fleste udsættes mange mindre fisk, som må hjemtages, men går man efter den store, er det især Angelparadies Zwillbrock, som er kendt for sin gode bestand af store fisk. I søen går der, foruden de store stør, karper over 25 kilo, maller over 100 kilo samt græskarper, marmorkarper og nogle flotte albinomaller op til 15 kilo. Af andre tyske P&T-vande, som også gør det i store stør og maller, kan nævnes Angelparadies Zur Grafenmühle og Angelteich-Almsee.
– Henriks stør set fra ryggen – og som man kan se er der god bredde på en sådan fisk.
Sådan får du fisketilladelse i Tyskland
Tyskland er ikke nemt at gå til, når det gælder lystfiskeri – for man skal have hele tre tilladelser: 1) En overordnet tilladelse, der kræver kursus og efterfølgende eksamen – meget lig det danske jagttegn. 2) En tilladelse til fiskeri i delstaten og 3) et fiskekort til det pågældende vand. De fleste delstater har dog lempelige krav til udlændinge, da vi ikke rigtig har mulighed for at gennemførederes kursus og efterfølgende prøve, så ofte accepteres fiskekort udstedt i hjemlandet, hvis dette er medlem af EU. Med dit danske fiskekort i hånden, kan du på det lokale kommunekontor (à la borgerservice) få udstedt en turistfisketilladelse til delstaten, som så giver mulighed for at købe kort til det pågældende vand. Zwillbrocks ejer Andreas (Andy) er vant til lystfiskere fra Holland og Danmark, så han kører villigt sine gæster til kommunen og hjælper med at ordne fisketilladelsen. Til dette skal man – ud over sit danske fiskekort –medbringe pas og et pasfoto. Ring inden turen til det lokale Bürgebüro og få den asktuelle pris på fisketilladelsen, som ofte skal betales kontant i Euro. I Nordrhein Westfalen gælder det et år, men andre steder gælder den kun kortere tid. Man kan leje størgrej for 7,5 Euro om dagen ved Zwillbrock, som du kan læse mere om her.
Artiklen blev oprindeligt publiceret i Fisk & Fri 4/2014
dec 2, 2023 | Artikler, GEDDE, Predatorfiskeri, Spinnefiskeri, Spinnefiskeri efter gedder, Trolling efter gedder
Ørreden er et næringsrigt, saftigt og velsmagende bytte for sultne rovfisk som gedder og sandart – og nogle af de allerstørste rovfisk er blevet så store, netop fordi de har spist masser af ørreder…
AF RASMUS OVESEN
SOM DE FLESTE ANDRE ROVFISK er gedder og sandarter mere eller mindre altædende væsener, som kaster sig frådende over stort set alt, der ser spiseligt ud. At de fouragerer nådesløst på et bredt spektrum af forskellige byttedyr er imidlertid kun en del af sandheden om disse rovfisk. For selvom de er nødt til at jage kontinuerligt og opportunistisk for at holde sig i live, så er der bestemte byttedyr, som de udvikler en særlig forkærlighed for. Ørreden er ét af disse byttedyr, for selvom den ikke er decideret let at fange, så er den både velsmagende og næringsrig.
Roy Vanstreels med en flot gedde taget på en regnbueimitation.
Rovfisk er vilde med ørred
Ørreder er selvfølgelig ikke altid til stede i alle gedde og sandartvande, men hvis de er, så kan du være sikker på, at både gedderne og sandarterne vil have lagt mærke til dem. Og i de vande, hvor ørreder er talrige – enten i sæsonen eller helårligt – så vil både gedderne og sandarterne have en decideret veludviklet smag for netop disse. Særligt gedder kan angribe, sluge og fordøje ørreder af betragtelig størrelse er generelt af sekundær betydning – yngel, smolt og opgangsfisk og nedfaldsfisk er alle i søgelyset.
Men hvor finder vi egentlig disse ørred-elskende gedder og sandarter? Svaret er: Der, hvor ørreden er tilgængelig som fødeemne – og det er flere steder, end man umiddelbart skulle tro. Ørreden er nemlig en talrig fisk, og alt hvad den behøver, for at kunne overleve er tilgang til vandløb med nogle brugbare gyde- og opvækstforhold. Resultatet er, at man kan støde på ørrederne og ørredelskende rovfisk – i ganske mange strømvande samt i hovedparten af alle de søer, der har forbindelse til vandløb.
Her kan enten være tale om sæsonbetonede ørredvandringer igennem søerne, eller stationære bestande af søørreder, som fx i Glenstrup Sø, Hald Sø, Knudsø, Mossø, Julsø og Silkeborg Søerne. I disse søer vil man ofte finde gedder og sandart ved ind og udløbende, hvor de ligger og venter på at gøre udfald mod forbipasserende ørredsmolt.
3D Trout Rattle Shad (tv) er en klassisk gummi shad, der ligner en regnbueørred på en prik. Westins ørredimitation – Tommy The Trout (th), er opbygget som et hybrid swimbait. Fronten er af hård plast med woblerske og bagenden af gummi er en klassisk leddelt swimbaitkonstruktion, der giver en yderst livagtig gang i vandet. Bagenden kan skiftes via Westins geniale Slide Lock system.
Også sandart elsker ørred – især de lidt mindre af slagsen.
Gedder og sandart er super dygtige til at jage ørred
Studier fra danske søer har vist, at gedder – og især sandarter – er utroligt dygtige til at decimere bestandene af migrerende ørredsmolt. Disse juvenile ørreder stikker til havs, når de er omkring 1-5 år gamle og mellem 15 og 30 centimeter i længde. Fulde af livslyst og viljestyrke søger de nedefter i vandsystemet, men rejsen er fuld af farer. I nogle vandløb har studier nemlig vist, at op imod 90% af den udtrækkende smolt bliver spist, før den når havets salte vover. End ikke kønsmodne ørreder, som typisk måler et sted mellem 40 og 45 cm, kan vide sig sikre.
Når de fra juli og frem til november – efter ét til to år i saltvand – søger tilbage i opvækstvandløbet for at gyde, er sø-passagerne fortsat farefulde. For selvom sandarterne formentligt lader dem være i fred, så gør gedderne det absolut ikke – og særligt ikke, når ørrederne fra slutningen af december og frem returnerer; afkræftede og trætte efter den overståede gydning.
I Put and Take søer er der en god grund til, at gedderne bliver større end sædvanligt – og hvad kan være mere oplagt end en regnbueimitation netop her?
Brakvandsrovfisk med hang til ørred
De fleste brakvande huser sunde bestande af ørreder, og brakvandsgedderne har en særlig forkærlighed for dem – både når det gælder havørreder og undslupne regnbueørreder. Brakvandsgedderne kan findes helt til havs – for eksempel i Østersøen samt i laguner, fjorde og i områder, hvor større vandløb tilflyder de åbne kyster. Ørrederne, som jo selv er grådige rovfisk, elsker de brakke områder, fordi fødemængderne her er rigelige. Her jager de hundestejler, rovtanglopper, kutlinger, rejer og lignende inde over relativt lavt vand. Men indimellem ender de dog med selv at blive til bytte.
Brakvandsgedderne er nemlig dygtige jægere, og i det brakke vand har de masser af muligheder for at lægge sig i baghold i blæretangen, ålegræsset eller bag store sten. Fra deres skjul kaster de sig over de intetanende byttefisk i lynsnare og eksplosive manøvrer, hvor byttefisken forsøges støvsuget ind i geddens enorme mund.
Er der tale om større ørreder, som ikke uden videre kan inhaleres, så vil gedden ofte forsøge at angribe ørredens forreste parti, og herefter vende den, så den kan nedsvælges. Dette er dog lettere sagt end gjort, for en stor ørred stritter imod med enhver muskelfiber i kroppen. Og slækker gedden sit tag alt for meget, er der en betragtelig risiko for at ørreden undslipper.Måske er det derfor, at store gedder ind imellem bliver set med nedfaldsørreder på op mod 60-70 centimeter fastklemt i kæberne – ørreder de forsøger at slå bevidstløse i overfladefilmen. Gedden bryder sig virkelig ikke om at give slip, når den har fået fat i en ørred – det er helt sikkert!
Små woblere som denne kan være virkelig gode smoltimitationer – her en godbid fra Salmo.
Ørredkunstagn – den perfekte lokkemad i strømvand
Strømvandsgedder og –sandarter forekommer i en hel del typiske ørred-vandløb – og du kan være helt sikker på, at gedderne og sandarterne i disse vandløb er velnærede og i god form. I modsætning til deres artsfæller i søerne og brakvandet, så trækker strømvandsgedderne og –sandarterne ikke specielt meget rundt i søgen efter føde. I stedet finder de sig skjulesteder, hvor de opholder sig i længere perioder. De bryder sig ikke om at kæmpe mod strømmen, og derfor finder de som regel nogle standpladser, hvor strømmene er moderate: for eksempel bag grødebuske, udhængende rodnet, langs brinkerne, ved grøftegravninger og der, hvor vandløbet enten breder eller retter sig ud. Af hjemlige vandløb med sådanne forhold kan eksempelvis nævnes Gudenåen, Nørreåen, Skals Å, Odense Å, Tryggevælde Å, Susåen, Halleby Å og Tude Å.
Strømvandsgedder og –sandarter anvender som oftest bagholdstaktikker i jagten på føde. Åerne fungerer som transportveje for store mængder byttefisk, og stimer af skaller, aborrer, brasen og rimter vil derfor defilere forbi med relativt jævne mellemrum. Som en følge heraf, finder både sandarterne og gedderne sig til rette på pladser, hvor de kan gøre lynsnare og pludselig udfald – uden at blive set først. Også bækørreder og havørredsmolt vil passere intetanende forbi, og når de gør det, vil det som oftest resultere i et lynsnart bagholdsangreb.
Med fixerede øjne og sitrende finner vil strømvandets rovfisk vente på, at angrebsvinklen er helt rigtig, for så at sætte af i et målrettet angreb. De er udmærket klar over, at deres chancer for at nedjage en ørred i åbent vand er relativt minimale, men hvis de overrumpler dem, så har de gode muligheder for at sikre sig lidt solid næring.
Denne gedde kunne ikke modstå den nye 3D Trout Rattle Shad fra Savage Gear.
Efter gedder i ørredsøer
Put and take søer er endnu et habitat, hvor især gedder med en forkærlighed for ørreder kan findes. Af åbenlyse årsager myldrer disse søer med saftige regnbueørreder, bækørreder og kildeørreder, og mens enkelte af dem muligvis er for store, til at gedderne reelt har en chance for at tilvejebringe dem, så er de fleste det ikke. En tre-kilos gedde kan sagtens inhalere og fordøje en ørred på ét kilo, og gedder i 10 kilo+ klassen burde få enhver Put & Take ørred til at frygte for sit liv.
Udsatte ørreder er dog langtfra de mest kløgtige, forsigtige eller velkonditionerede fisk derude. Som regel er de overfodrede, i underkanten bevidste om potentielle farer og – i tillæg – fysisk hæmmet af forkrøblede finner og haleror. Af disse grunde, sporer gedder i Put & Take vande sig særdeles ofte ind på ørrederne og udvikler i denne henseende nogle specifikke jagtteknikker. Enten gør de brug af klassisk bagholdstaktik og lægger sig tålmodigt på lur i nærheden af ørredernes trækruter i søen, eller også udvælger de sig et potentielt bytte, sniger sig ubemærket ind på det og sætter angrebet ind, når vinklen og afstanden er favorabel. De kan være utroligt kalkulerende, koldblodige og tålmodige, når det gælder udsætningsørreder, for de ved, at udbyttet er stort. Efter at have inhaleret en ørred af anstændig størrelse, kan de nemlig fortrække sig, finde et godt leje langs søbunden og bruge de næstkommende dage på at fordøje byttet i fred og ro.
Ikke alle ørredimitationer behøver at være lige naturlige. Til venstre SG 3D Trout Rattle Shad i guldørred variant og th Westin Tommy The Trout i en psykedelisk version, der er oplagt til uklart vand.
Ørredimitationer til gedder
Fiskeri efter gedder med smag for ørred kan være superspændende, og det involverer nogle ganske betragtelige chancer for at kroge en rigtig monsterfisk. Gedden kan blive op mod 20 år gammel, og i de vande, hvor der findes ørreder, er særligt de største og mest erfarne gedder optaget af at jage dem. Et godt udvalg af ørredimitationer og lidt basal lærdom om, hvordan de skal fiskes, vil derfor optimere dine chancer for at fange en vaskeægte trofægedde.
Ørredimitationer er ikke noget nyt, og gode eksempler er Westins Tommy The Trout og Savage Gear’s 3D Trout Rattle Shad eller Line Thru Trout– som er ultra-livagtige 3D scanninger af en rigtig ørred. Fordelen ved at bruge softlures og jigs frem for woblere er først og fremmest, at man med lethed kan fiske dem i hele vandsøjlen. Du kan fiske dem for fuld fart lige under overfladen, jiggende langs bunden eller forførende henover grøden. De kan rigges på et væld af forskellige måder for at gøre dem grødefri eller forbedre krogningsprocenten ved fx at tilføje stingerkroge. Og sidst men ikke mindst er agnenes konsistens en klar fordel. De føles akkurat som rigtige ørreder, og derfor kan man ofte få gedden eller sandarten til at hugge på ny, hvis ikke den kroges ved først givne lejlighed.
Hardbaits kan dog også bruges. Særligt balsa woblere, let-synkende jerkbaits og intermediate woblere kan være fordelagtige. De kan fiskes med pludselige fartudbrud efterfulgt af kortvarige svæv, hvilket som regel vil tirre rovfiskene til at hugge. Agnen vil ganske ofte blive samlet op under selve »svævet«, så husk at bruge uelastisk fletline, have kontakt med agnen og fiske koncentreret.
Ørredimitationer er særlig oplagt i alle vande, hvor der enten er naturlige eller udsatte ørredbestande.
Sådan fiskes ørredimitationer til gedde og sandart
Fiskevandet bestemmer i høj grad, hvordan du skal fiske din ørredimitation. I strømvand giver det for eksempel god mening at fiske ørredimitationen tæt inde langs brinkerne i moderat tempo. Særligt når rigelige mængder grøde mindsker rovfiskenes udsyn – hvilket er et normalt scenarie sommermånederne igennem. Her er præcise kast og nøjsom indspinning langs åens åbne passager nøglen til succes. Huggene vil da som oftest falde prompte og resolut, da rovfiskene her er vant til at have ganske kort betænkningstid!
I store, klarvandede søer og brakke vande forfalder rovfiskene som regel til et mix af bagholdsangreb og forfølgelse. Befinder de sig pludselig i nærheden af en ørred, vil de som regel forsøge at spore sig ubemærket ind på den og angribe. Den potentielle nytteværdi forbundet med at nedsvælge en næringsrig ørred mere end retfærdiggør nemlig energiforbruget og indsatsen, som selve jagten kræver. Som følge heraf kan man i større søer og brakke vande veksle mellem relativt langsom indspinning og pludselige, men korte, fartudbrud. Den langsomme indspinning vil vække rovfiskenes interesse og forhåbentligt lokke dem ind på tættere hold. Og når først de er inden for nær rækkevidde, er et pludseligt fartudbrud som regel nok til, at det afgørende angreb sættes ind.
Når mellemlagene eller de øvre vandlag affiskes, hvilket især kan være relevant i sommermånederne, så kan du sagtens fiske dine ørredimitationer med høje hastigheder. En ørred, der svømmer intetanende i åbent vand uden mulighed for at finde skjul, kan for forfølges. Og her kan gedden og især sandarten udvise imponerende tålmodighed. Som følge heraf, kan man godt sætte lidt fart på sine ørredagn, når der fiskes i de øvre vandlag. Dette har endvidere den positive sideeffekt, at man lettere får afdækket en masse vand og får lokaliseret fiskene – noget som er særligt vigtigt i brakvand og på større søer. Endvidere tvinger den øgede fart på agnen, gedderne og sandarterne til at angribe i relativt høj fart, hvilket frarøver dem muligheden for at inspicere – og potentielt afvise – agnen.
I Put and Take søer giver det mening at fiske dine ørredimitationer langsommeligt med små finessenøk. Koncentrer dig gerne om de områder, hvor de udsatte ørreder viser sig i søen, og prøv eventuelt at få agnen til at imitere en såret eller forkrøblet ørred. Prøv for eksempel ørredimiterende jerkbaits, og fisk dem med lange kunstpauser, hvor de hænger i vandet. P&T gedder er ikke altid lige lette at lokke til hugget, så agnen skal præsenteres præcist, så gedden antager den for at være et let bytte. Desuden skal man være opmærksom på, at det til enhver tid kræver lidt held at ramme en Put & Take gedde, som ikke allerede er propmæt. Deres fødetilgang er nemlig ganske stor. Når det endelig lykkes, har du dog gode chancer for at fange en rigtig velpolstret monstergedde.
Artiklen blev oprindeligt publiceret i Fisk & Fri 4/2014
Mads Grosell – manden bag 3D Trout Rattle Shad og andre fedde ørredimitationer – med en flot gedde, der ikke kunne stå for fristelsen.
I mange søer og vandløb æder gedderne sig helt naturligt tykke og fede i udtrækkende smolt, så hvad kan være mere oplagt end en decideret smoltimitation fx denne 4Play Lip Lure.
Haps! Der er ingen tvivl om, at denne gedde godt kan lide en saftig ørred til morgenmad, men her blev den snydt…
nov 29, 2023 | Artikler, Biologi, HAVØRREDFISKERI, Kystfiskeri
Selvom der er masser af større byttedyr, lader havørreden sjældent et »gratis« måltid forbigå. Denne store maj fisk lod sig friste af en velpræsenteret rejeflue.
I denne del af artikelserien »Havørredens byttedyr« ser David Thormar nærmere på de mindste af havørredens fødeemner – nemlig krebsdyrene. Det er en familie af dyr, som danner grundlag for ørredernes mest stabile fødetilgang.
AF DAVID THORMAR
VI FORDELER OS PÅ REVENE, hvor bølgerne ruller fint ind – og det ser lovende ud. Det til trods, ser vi ikke skyggen af fisk og efter timers ihærdig indsats, beslutter vi os for at skifte plads. På vej ind fra revet skræmmer jeg en fisk på knædybt vand. Jeg er i tvivl, om det måske kunne være en gedde, men lægger hurtigt et kast langs stranden mod en klynge store sten. Svaret kommer hurtigt, da en ilter 50 centimeters blankfisk tager mit blink og springer fri af vandet. Den ryger hurtig af igen, men i de næste tre kast er der fisk efter hver gang.
Tangloppen findes året rundt i det kystnære miljø. Hav altid det i baghovedet en kold og gold februardag.
Vi afbryder pladsskiftet og fokuserer vores fiskeri inde i bunden af bugterne mellem revene og på meget lavt vand. Det er tydeligt her fiskerne er, men de er også en anelse skeptiske over for vores store blink. Jeg henter fluestangen, mens min makker går ned i blinkstørrelse, en tredje skifter til boble og flue – og endelig bliver der prøvet med ophænger. Vi fanger alle fisk – en skøn blanding af nedgængere, mindre blankfisk og enkelte rigtig pæne overspringere.
Bedste fisk bliver fanget af en »indtrængende«, der har opdaget, at vi fanger dem på det lave vand. Han overlister en flot blankfisk på knap tre kilo, men vi andre må nøjes med at hjemtager tre mindre fisk, som alle er proppet med krebsdyr og enkelte hundestejler.
Ovenstående historie er bestemt ikke enestående, og siden har jeg haft meget mere fokus på, hvor havørredens byttedyr befinder sig. Dels på den specifikke dag i forhold til vind, vejr og temperatur, men også efter årstiden. Fluefiskeren har klart et forspring, når vi snakker om de små pungrejer, tanglus og -lopper samt ægte rejer, da de kan imitere og præsentere deres flue som den ægte vare.
Spinnefiskeren kan de imod ty til det effektive fiskeri med ophænger eller bombarda og flue eller som minimum udnytte viden om krebsdyrenes færden, og opsøge de rette områder på de rette tidspunkter. Det vigtigste, hvad enten man er spinne- eller fluefisker, er at fiske i det rette område og finde fiskene. Når det er lykkedes må alle kneb tages i brug for at overliste dem.
Havørreden i sit rette element. En glubsk jæger på udkik efter godter over stenene.
Havørreder elsker krebsdyr og rejer
Krebsdyr hører til blandt de mindste dyr på havørredens menukort, men samtidig udgør de den største del af diæten for mange kystnære havørreder. De lever overalt i det kystnære miljø, hvor de hovedsageligt opholder sig i tangskove, ved og under sten, langs kanter og bundnært i sandet eller i småsten. Familien af krebsdyr rummer en lang række af havørredens mest stabile byttedyr og er at finde langs vores kyster året rundt. Netop derfor er denne fødekilde nok den vigtigste at have styr på. Familien af krebsdyr er stor, og der er et utal af arter.
I krebsdyrfamilien ser vi bl.a
– Amphipoda (Tanglopper) også kendt som gammarus. Man finder dem typisk i tang under sten og i strandkantens opskyllede og lettere indtørrede tangklatter.
– Isopoda, som er den flade tanglus, man ofte ser sidde på drivende ålegræs strå eller andre drivende elementer.
– Mysida (Pungrejer), der om sommeren ses som store sværme mellem tangbuske eller over sandsletter.
– Caridae, der er de ægte rejer, herunder hestereje, fjordreje som vi ofte ser sidde på moler og bropiller i havne, på sten og klippekanter eller gravet ned i sandet.
Den smukke og farverige tangreje står øverst på menuen hos mange kystlevende havørreder.
Fælles for alle disse er, at de hovedsageligt opholder sig meget kystnært, og flere af arterne er at finde ved kystens lave vand imellem sten og tang hele året. De små krebsedyr er et nemt bytte, og det ved havørreden selvfølgelig. Men der skal mange smådyr til for at mætte en sulten fisk, så når fødegrundlaget er i top slår den sig i stigende grad over på småfisk.
Man skal dog altid huske på, at fisken »tænker« rationelt og altid vil forsøge at bruge mindst muligt energi på at fange mest muligt mad. Et fritsvævende krebsedyr, der kommer i vejen, bliver selvfølgelig taget, selvom sigtekornet er indstillet på eksempelvis tobis. Krebsdyrene er derfor altid en del af den kystnære ørreds madpyramide og netop derfor er det vigtigt for kystfiskeren altid at have krebsdyr med i tankerne – og det gælder både for fluefiskeren og spinnefiskeren.
Havørreden tager ofte hvad den kan få
Der er tidspunkter, hvor føden er sparsom, og her er det eneste for ørreden at gøre at samle så mange tanglopper op som muligt – selvom en fed sild måske står højest på ønskelisten. De fleste fisk har ikke råd til at være selektive og er nødsaget til at tage, hvad de kan få. Enkelte kan dog være det midlertidigt, da de på baggrund af enten et sparsomt eller overflødigt fødegrundlag, får stirret sig blind på et bestemt byttedyr.
Disse fisk kan dog ofte lokkes til at tage noget andet, hvis bare det er præsenteret rigtigt. Enkelte fisk bliver dog så selektive, at de udelukkende lever af enten krebsedyr eller stimefisk som sild, brisling eller tobis hele livet.
Man møder dem enten som stationære fisk, der nærmest bor i et område, ved et rev eller vig på kysten og udelukkende ernærer sig på krebsdyr. Disse har, hvis man hjemtager dem, det flotteste røde og et meget lækkert smagfuldt kød. »Sildeædere« derimod jager sild og brisling på dybere vand hele livet, og kommer kun sjældent ind til kysten. Deres fede og mere farveløse kød står i kontrast til den stationæres fisks røde farve.
Selvom hesterejen er ganske godt camoufleret, ynder den at grave sig ned i sandet og nærmest forsvinde.
Havørred spiser krebsdyr året rundt
Ved de danske kyster er krebsdyrene som nævnt repræsenteret hele året i større eller mindre grad. Der er selvfølgelig perioder, hvor de forskellige arter er specielt interessante og med en grundlæggende viden om byttedyrenes cyklus, kan du optimere dit fiskeri markant og derved mangedoble dine chancer for succes.
I det tidlige forår kan du være heldig at møde store stimer af blankfisk, der søger føde på det helt lave vand. Det lave vand med en mørk bund, bliver hurtigere opvarmet af solen og selv små temperaturforskelle kan få gang i krebsdyrene. På de rigtige dage kan man tydeligt se forskel på mængden af liv inde mellem stenene og i tangbuskene, frem for længere ude for enden af et rev.
Senere på sæsonen har opblomstringen af liv spredt sig, og der er nu liv overalt langs kysten. Det er nu det store ædegilde går i gang på den åbne kyst, og fiskene kan være overalt samt spiser som regel alt. Opblomstringen af liv får gang i alle havørredens fødeemner, og nogle dage ser man dem i rene ædegilder, hvor de febrilsk tager alt på deres vej.
Jeg går som regel op i fluestørrelse og fisker med imitationer af rejer, der fiskes hurtigere, men dette er mest for at gøre opmærksom på min flue i mængden af liv. Ørrederne tager oftest det hele på dette tidpunkt, og man bliver forbløffet over, at de finder frem til netop ens flue for enden af linen.
Den rene sandbund huser på denne tid, som om sommeren, et virvar af liv. De ægte rejer ligger nedgravet her, og pungrejerne begynder så småt at sværme, hvilket selvfølgelig også trækker småfisk til. Det er i det hele taget her, der er mest gang i den. Hvad enten jeg fisker med spin eller flue koncentrerer jeg mig derfor mere og mere om at fiske sandkanterne af.
Mysider – også kaldet pungrejer – er ligesom tanglopper at finde på det lave vand året rundt, hvor de optræder i større eller mindre stimer. Når det går vildt for sig kan de stå så tæt, at det er svært at se bunden.
Spinnefiskeren har på denne årstid frit slag, men som med fluen søger jeg ofte det lidt dybere vand, gerne for enden af rev eller langs tydelige sandpletter.
Sommeren byder som i det sene forår på føde i overflod, og de forskellige krebsdyr er repræsenteret i stor stil. Kæmpe sværme af mysider ses over sandbunden, hvor de vugger med bølgerne eller står som tåger i det stille vand mellem tangbuske. Hesterejerne er ligeledes fremme i stor stil og tanglopper samt -lus er som sædvanligt på plads i tangskoven. Spisekammeret er som sagt stuvende fult, og det gælder for kystfiskeren som for havørreden, nu om at vælge det rette tidspunkt til jagt.
Efteråret er interessant på flere punkter. I takt med, at sommeren går på held, bliver vandet koldere og havørredens store byttedyr trækker mod dybere vand med mere konstante temperaturer. Fødegrundlaget langs kysten svinder ind, hvorfor nogle ørreder trækker med fiskestimerne væk.
Dem, der bliver tilbage begynder så småt at lægge sommerens kostvaner om og må gradvist ændre hovedbestanddelen af sin fødeindtag fra småfisk til krebsdyr. Dette medvirker i sagens natur til, at fiskenes jagtmønster også gradvist ændrer sig. Kystfiskeren oplever i stigende grad, at fiskene opholder sig tættere på land og mange gange ses fluefiskeren som den store fanger. Samtidig har mange af havørrederne på denne tid af året parringen på hjernen, og fiskene i begyndende gydedragt har det med af være kulrede. I enkelte situationer oplever man derfor, at årstidens fisk kun er interesserede i de mindste dyr og ses »nusse« rundt helt kystnært – nærmest om fødderne på en.
Fiskene skal nu i den grad lokkes af reje- eller tangloppeimitationer, der fiskes nærmest svævende. Da fiskene er tæt på og fokuserede på krebsdyr, har fluefiskeren en klar fordel, hvor ham med en delikat præsentation kan introducere bedraget perfekt. Men som spinnefisker skal man ikke fortvivle. Med mindre agn og korte præcise kast eller kast langs kysten, vil enkelte fisk som regel forbarme sig. Ellers er metoder som ophængerflue eller bombarda og flue også giftige. Specielt sidstnævnte kan være uhyre effektiv, da man har spinnefiskerens rækkevide, men kan præsentere en flue næsten som med en fluestang.
En hestereje falder i et med baggrunden.
Vinter: Nu er det blevet så koldt, at der selv i det kystnære vand er sparsomt med føde. Dog holder tangbuske og stenbund på det lave vand stadig liv af hovedsageligt tanglus og -lopper. Vinterns sparsomme lys når på det lave og kolde vand lige akkurat ned til bunden, hvor den varmer, og dette gør at de mindste dyr kan holde sig i gang hen over vinteren. Vige, der ikke er frosset til, og åbent vand mellem rev og kyster med store sten eller klipper, hvor dyrene kan sidde på, er de områder, hvor man skal fokusere sit fiskeri. Havørrederne »ved« på denne tid, at de skal søge føden i tangen eller på stenene og kommer derfor forbløffende langt ind.
De er ikke specielt selektive nu, da alt føde er godt for dem, men da de nu hovedsageligt »plukker« tanglopper, er det selvfølgelig første prioritet, og der skal måske kastes et par gange til en fisk med det store blink, før den hugger. Det vigtigste på denne årstid er at lede efter fiskene. Finder man dem, skal man nok få succes.
En smuk vinterfisk er faldet for en »krible krable flue«.
Imitationer af krebsdyr og rejer
Skal krebsdyr imiteres med fluen er det generelt en god ide at fiske fluen, som man oplever byttedyrene. Tangloppe, -lus og pungrejeimitationer fiskes forholdsvist langsomt og nogle gange nærmest svævende. Med et langt forfang og en flydende- eller intermediateline, kan disse fluer præsenteres og fiskes præcist samt forsigtigt, så de får et perfekt svæv ned gennem vandet. Større rejeimitationer fiskes hurtigere i varierede ryk. For at kunne holde farten, uden at fluen kommer helt op i overfladen, bruges belastede fluer eller en let synkende flueline. En polyleader i rette densitet kan dog være nok.
For spinnefiskeren gælder det om at tilpasse agns størrelse og indspinningshastighed, når man fisker efter krebsdyrspisende fisk. Ved brug af ophænger, kan det være en ide at bruge en let wobler til at præsentere fluen ordentligt eller helt små agn og lange spin-stop, der får fluen til at svæve, kan også være gode. Ofte er samme teknik kun med blink faktisk også ret givtig. Med bombarda og flue har spinnefiskeren alle muligheder, og skal egentlig bare agere som fluefiskeren. Man bør fiske med så lange forfang som muligt, men uden at det bliver noget rod. Jeg fortrækker cirka halvanden gang stangens længde.
Artiklen blev oprindeligt publiceret i Fisk & Fri 4/2014
En tangloppe og en tanglus søger tilflugt på et stykke drivende ålegræs.
