Færdigt arbejde. Gyldne fiskefrikadeller med det hele. Velbekomme!
Mindre børn og unge vægrer sig ofte ved at spise fisk. Her er fiskeretten, der vil omvende dem i hobetal. I en sådan grad, at de vil tigge om mere fisk. Her får du opskriften.
AF STEEN AKSEL HANSEN
BØRNE- OG UNGDOMSFESTER. Fødselsdagsfester. Sommerfester. Havefester og så videre. De inviterede skal selvfølgelig have noget at drikke – og noget at spise. Og det skal – i de fleste tilfælde – gerne være så nemt som muligt. Hvad maden angår, er der ikke noget nemmere end at ringe til sin lokale pizzapusher og bestille tre nummer 19 med ekstra ost og to nummer 32 med ekstra skinke og knap så megen annanas – og så få det hele bragt til døren. Nemt. Bekvemt. Men det er set og prøvet før. Her kommer derfor et sundt alternativ til pizzaerne: Grove fiskefrikadeller med kartoffelbåde og hvad dertil hører.
Når man kommer hjem efter en succesrig fisketur, er der selv sagt fisk, der skal ordnes. Måske er der en hel del fisk, der skal filetteres, og det er ikke altid, at man er lige skrap med kniven. Man får lavet en filet, men man får ikke al fiskekødet med, så der sidder måske stadig en del regulært fiskekød rundt om benene, og det er synd, at lade det gå ud som affald. Skær det i stedet løs, og gem det i plastposer i fryseren, for det kan senere blive til en himmerigsmundfuld – eksempelvis tilberedt som fiskefrikadeller. Fiskefrikadellerne, som du kan se på disse sider, er lavet af kød fra torsk. Det kunne lige så godt være af kød fra sej, kulmule, kuller eller noget andet hvid fast fisk.
Til fiskefarsen – her beregnet til fire personer – skal du bruge:
Et halvt kilo fiskekød
1 skalotteløg
2 æg
En god håndfuld basilikum
Fire spiseskefulde hvedemel
Groft salt
Friskkværnet peber
1 dl. mælk
En stor gulerod
En håndfuld flæskesvær
Sådan laver du fiskefrikadellerne
Nu går du i gang!Fiskekødet snittes fint i små stykker med en skarp kniv. Du skal ikke drøne det i en blender eller gennem en kødhakker. Det skal bare skæres ud i små tern, så frikadellerne får en lidt mere grov og rustik fremtoning. Det finthakkede fiskekød kommes i en skål. Der på mælk, mel, salt, peber, den finthakkede basilikum og ditto løg. Dernæst de to æg, guleroden, der har fået en omgang på et rivejern – og til sidst flæskesværene. Inden sværene kommer i skålen, skal de maltrakteres.
Det gøres på følgende måde. Tag en god håndfuld flæskesvær og bræk dem i mindre stykker. Kom dem i en frysepose, læg posen på et godt tykt spækbræt og giv dem så nogle over nakken med en hammer, en kagerulle eller med en tung stegepande. Slå løs til sværene bliver mast til ærtestore stykker – og jeps – børn vil elske at være en del af den arbejdsproces i madlavningen.
Farsen røres godt sammen og stilles derefter tildækket på køl en time til halvanden, så den lige får tid til at samle sig.
Lækkert tilbehør til fiskefrikadellerne
Sæt dine kartoffelbåde eller pommes fritter i ovnen. De skal have omkring en 20-25 minutter. Når de har været i en forvarmet ovn i omkring ti minutter, går du i gang med frikadellerne. Da farsen er rustik, skal dellerne også være det. Ikke noget med at forme farsen i hænderne, så frikadellerne bliver polerede, perfekte og ellipseformede. Bare jag en spiseske ned i farsen og derefter op på panden med den.
Steg frikadellerne gyldne under jævn varme i en fem til syv minutter på hver side – alt efter hvor tykke de er. Hvis du anretter på tallerkner – og det er det festligste – så start med at arrangere kartoflerne. Så lidt revet gulerod og herefter et par hele flæskesvær. Der på de sprødstegte fiskefrikadeller og en god grov remoulade, som efterhånden kan fås i de fleste supermarkeder.
Slut gerne af med et par basilikumblade til pynt. Så er missionen fuldført. I fiskefrikadellefarsen kan man også anvende mange andre gode og spændende ting – fx rejer, hummer, krebsehaler og bacon. Tern af spanske pølser som chorizo eller fuet. Mulighederne er uendelige, og det er dig, der bestemmer. Velbekomme!