feb 17, 2025 | Artikler, Nyheder, Portrætter
Alle sømænd er smukt tatovert« synger Otto Brandenburg i sangen »Alle sømænd er glade for piger«. Men han kunne ligeså godt have sunget »Alle havfiskere kender Royal Tattoo i Helsingør«. Fisk & Fri har været forbi butikken til en snak om livet, tatoveringer og ikke mindst fiskeri.
AF RUNE WEISCHER. ILLUSTRATION: CARSTEN MADSEN
– Kør forbi Jan & Bo, videre forbi Royal Tattoo på højre side – og så er du ved turbådene. Denne sætning har udgjort kørselsvejledningen på utallige invitationer til havfiskekonkurrencer med afgang fra Helsingør Havn – og ikke uden grund. Royal Tattoo har ligget på vejen til havnen i nu 25 år, og fælles for den overvejende del af såvel kunder som personale, er at især havfiskeriet er et væsentligt omdrejningspunkt i deres liv.
Lystfisker og en af verdens bedste tatovører
Royal Tatoo og specielt indehaveren Henning Jørgensen er ikke bare en hvilken som helst tatovør, men faktisk intet mindre end én af de absolut bedste i verden. Da Henning første gang blev kåret til »Årets Tatovør« i 1993 på et verdenskonvent i USA, skulle man mene, at man ikke kunne nå højere. Men Henning knoklede videre og har i dag fået tildelt titlen hele tre gange!
Dette har givet Henning såvel kunder som omdømme over hele kloden, og 6-7 gange om året må han rejse til udlandet for at pleje sine interesser. Som ledende nation inden for tatovør-branchen, er USA målet for ca. halvdelen af hans rejser. Men Henning kommer ikke kun til udlandet – udlandet kommer såmænd også til ham. Med kunder fra hele verden, komme mange rejsende for at blive tatoveret af Henning Jørgensen, og der kan således være op til et halvt års ventetid på at få en tatovering af mesteren. Men det er ikke kun folk som vil tatoveres, der kommer rejsende.

Lystfiskeri er en passion – og permit er om nogen en af de arter, hvor lidenskaben kan sætte uudslættelige spor. Det har den gjort på denne mexicanske guide.
Store krav til tatovører, der helst skal fiske…
Henning Jørgensens internationalt høje tekniske niveau er årsagen til, at mange udenlandske tatovører også søger til Helsingør, for at arbejde samme med ham. Det gør, at der hersker er herlig international stemning i butikken, fordi der altid er to-tre udenlandske tatovører på arbejdsophold i butikken.
For at opretholde sit høje niveau, stiller Henning Jørgensen også store krav til den enkelte tatovørs evner, og det er således ikke »hvem som helst« som får lov at arbejde hos Royal Tattoo. Efterhånden har Henning fået opbygget en fast stab bestående af folk fra så forskellige steder som USA, Canada, Japan, Polen, England og New Zealand, som skiftes til at arbejde i butikken i et par måneder af gangen. Og fælles for de fleste af dem er, at de fisker…
En skæbnekarpe blev afgørende
Koikarpen blev hans skæbne. Det var helt tilbage i midt firserne, at den dengang relativt nystartede Henning, fik øjnene op for de traditionelle japanske tatoveringer. Dengang var den type stort set kun noget man så i hjemlandet og kun på medlemmer af den japanske Yakuza-mafia. Enkelte amerikanere havde dog taget stilen op samt skabt sig et ry for deres specielle arbejder – og straks var den unge og fremadstormende Henning solgt.
Han slugte alt inspiration han kunne finde i USA og Europa, og da det ikke længere var nok, måtte han til Japan og lære mere. Det er gennem årene blevet til mange ture, og hans ry som tatovør er primært baseret på hans helt klassiske japanske tatoveringer.

Det var koi-tatoveringer som denne Henning Jørgensen fra Royal Tatoo fik sit verdensgennembrud på.
Tatovører der fisker amok
Da jeg kom ind i butikken, vidste ingen at jeg skrev for et fiske blad. Henning Jørgensen stod og talte i telefon, og mens jeg ventede på han blev færdig, var jeg vidne til en næsten ophidset canadisk tatovør, som ikke kunne finde en ledig plads på en af turbådene den kommende weekend. En anden tatovør fra Arizona forsøgte at tale ham til ro, ved at sige han havde fundet en ny god kystplads, hvor de bare kunne tage ud i stedet.
En kunde som var ved at få tatoveret sin ene balle, da det efterhånden var den eneste ledige plads på hans krop, brød derefter ind og fortalte om en stor målertorsk, han havde fanget året inden, hvilket tydeligvis skabte stor respekt hos de to tatovører. I mellemtiden var Henning blevet færdig med telefonen og begyndte at blande sig i samtalen, hvor han fortsatte med beretningen om en fisketur, han havde været på for nyligt, hvor de havde fisket efter stribet bass ud for New York. Dette tændte igen ilden i canadierens øjne, hvorefter han forsvandt ud bag ved, for at ringe videre i jagten på en ledig plads på en båd.

Henning med en blandet trollingsfangst af småtun, spanish mackerel og kingfish, taget under en af hans mange tattoveringsture til USA.
Rekruttering af nye lystfisker hos tatovøren
En ny fisker fødes ofte i Royal Tatoo. Det er nemlig langt fra alle de tilrejsende tatovører, som har erfaringer med fiskeriet, når de kommer til Helsingør. Men de har det som regel, når de rejser igen. At fiskeriet er blevet en næsten fast ingrediens i arbejdet hos Royal Tattoo, er på mange måder et tilfælde. Ofte mangler de tilrejsende tatovører ting at tage sig til, når de ikke arbejder, og fiskeriet er i sagens natur en temmelig oplagt fritidsbeskæftigelse, når man bor iHelsingør.
Det at Henning og flere af de faste tatovører alle har fisket siden barnsben, skaber naturligvis også en vis påvirkning. Henning fortæller, at de ingen fast struktur har i fiskeriet, men det bliver dog til 2-3 årlige fælles fisketure på Sundet for butikkens personale. Dertil komme de ture, som de enkelte selv arrangerer og det bliver for de enkelte tatovørers vedkommende til et temmelig stort antal.
Da 25 års jubilæet blev holdt for 15 år siden, slog Henning Jørgensen dørene op for en storstilet fest. Det var glade dage, da han sammen med makkeren Søren Kempf forlod det Københavnske tatoo-miljø til fordel for Helsingør i 1982. Søren tilhørte den gamle skole af tatovører, og efter Hennings mening bar butikken lidt for meget præg af det lidt lurvede ry, som branchen dengang besad. Han ville noget mere og bedre.
En overtagelse af hele butikkens ejerskab samt en flytning til større lokaler i slutningen af 80’erne var dét skridt, som for alvor gjorde det muligt for Henning, at virkeliggøre sin vision om at skabe en tatovørbutik med højt fagligt niveau, god stemning og ikke mindst et sted, hvor alle er velkomne. At dette virkeligt er lykkedes, ses i dag på hans kundekreds, der er et lige så bredt udsnit af befolkningen, som kunderne i Kickly-supermarkedet, der ligger bag butikken.
Og også fremover vil der være mange udenlandske tatovører at finde i butikken fremover. Det eneste krav er, at de skal være venlige, dygtige, humoristiske – og så skal de helst fiske…
Tjek Royal Tattoos hjemmeside her.
Artiklen blev oprindeligt publiceret i Fisk & Fri 1/2009

En af skandinaviens skrappeste geddefisker – David Lundqvist har i 29 år haft denne storgedde siddende på overarmen.
feb 15, 2025 | Artikler, Fluefiskeri, Nyheder, Rejsefiskeri
På klassiske Cuba er fiskene lynhurtige. Men på den eksotiske ø, er der heldigvis også en fisketosset fiskeguide og Formel 1 kører, der er mindst lige så hurtig. Spænd selen og følg med på et hektisk fluefiskeri med fart over feltet.
TEKST MARIA ÅLANDER
FABRIZZIO BARBAZZA har altid elsket fart. I firserne var han en af Italiens mest lovende racerkørere, og fra italienske Formel 3 gik han via CART-serien i USAtil en Formel 1 debut i 1991. En brutal ulykke satte dog et brat stop for hans karriere. Massive skader gjorde det yderst tvivlsomt, hvorvidt den unge fartfanatiker nogensinde villle vågne op af sin coma. Men da vi møder den vakse fyr med troldehåret på Havannah’s flyveplads sprudler han af liv. De sidste ti år har han nemlig oplevet masser af action ved at drive en fluefiskecamp på Cuba. Men nu er målet ikke de vildeste biler, men de hurtigste fisk. Nu står den på bonefish, tarpon och permit.
Begyndertips til bonefish
Han har tre råd til os nybegyndere. – Den første og egentlig ret indlysende er at lytte til guiden, fortæller Fabrizzio. – Han er nemlig som regel den, der ser fisken først, og kan fortælle dig præcis hvor og hvornår, du skal kaste. Uden denne information er du som nybegynder ofte chanceløs. Det andet råd er at kaste hurtigt og præcist med maksimalt to bagkast. Mange af vores gæster burde øve sig bedre, inden de kommer herned. Man bør øve sig på at kaste med præcision, som er meget vigtigere end længde. Det er nemlig sjældent nødvendigt med kast på mere end 10-20 meter, når der fiskes bonefish.
Råd nummer tre er at dobbelt-checke udrustningen hele tiden. Her tæller marginalerne, og der er ikke plads til fejltagelser med dårlige knuder, skadede tafser eller halvsløve kroge. Saltvandsflue- fiskeri er mere jagt en fiskeri, fordi du fisker på fisk i bevægelse. Ofte har du kun et – eller maksimalt to skud i bøssen. Og så er chancen forpasset. Fabrizzion fortsætter, nærmest hviskende. – Vær på dupperne og fisk koncentreret med alle sanser i alarmberedskab. I det samme du registrerer en fisk er det med at være på: Ét blindkast, fluen lige foran fisken – og så PANG.
Bonefish i mangroven
En uendelig labyrint af mangroveøer strækker sig kilometer efter kilometer. Vi stager os stille frem i en lille fladbundet båd gennem de lavvandede kystområder, som er stærkt påvirket af tidevandet – de såkaldte flats. Det er her vi finder turens mål – bonefish. Den eftertragtede hurtigsvømmer må konstant opveje fordelene ved hurtig og lettilgængelig føde, mod risikoen ved at blive fanget på land, når tidevandet lynhurtigt trækker sig tilbage mellem de mange bagvande og kanaler. Lige så hurtigt som bonefish’en kan komme ind i en lagune for at frådse i krabber – lige så hurtigt forvinder den igen, når der er tegn på, at vandet vil falde.
At leve i det lave, krystalklare vand kræver camouflage ud over det sædvanlige. Og en bonefish kan om nogen smelte fuldstændig sammen med sine omgivelser. Det kræver derfor meget træning overhovedet at opdage de til tider næsten usynlige fisk, som da også bærer kælenavnet »Ghost of the flats«.

Maria med sin første bonefish – et rigtig flot eksemplar på cirka tre-kilo.
Vadefiskeri efter bonefish
Det blæser helt vildt. Nu og da kommer der et regnskyl så koldt, at man ikke skulle tro, vi befandt os i troperne. Men vinden er slet ikke så ringe endda, for den presser vand i de laguneområder, hvor fiskene elsker at fouragere. Fabrizzio klør sig i manken. Han har brugt lang tid på at studere kortet over området for at forudse, hvor områdets bonefish sandsynligvis vil indtage deres frokost. – Det kan lade sig gøre at fange dem, når de er på farten, men det er betydeligt lettere, når de æder, for så er de ikke nær så meget på vagt, siger Fabrizzio.
Vi hopper udenbords for at vadefiske. Vandet er varmere end luften – cirka 26 grader, så det føles skønt at glide ned i det lune vand. Fødderne synker i den bløde bund, og hvert eneste skridt er tungt og besværligt. Imens kan jeg iagttage, hvor rutineret, lydløst og let begge guider bevæger sig igennem vandet. Deres kroppe og bevægelser er nærmest i ét med stangen og havet. Det kan man ikke sige om mig. Linen snor sig rundt om hele kroppen, og jeg er konstant ved at snuble.
Sveden drypper fra min pande, kasketten glider hele tiden ned i mine øjne, og det er første gang jeg fisker på flats. Om 10.000 fisketimer bliver jeg måske også et med mine omgivelser… Måske for at få mig til at føle, at det er OK at føle sig malplaceret, fortæller Fabrizzio en drabelig historie om den første gang han fiskede efter laks. Han var indbudt af Christer Sjöberg til Loops russiske laksecamp ved floden Umba. Christer rakte et par waders over til Fabrizzio, hvilket var et stykke beklædning, han aldrig havde prøvet. Men da han kom i gang med fiskeriet, forstod han ikke helt meningen med bukserne, eftersom vandet strømmende ind ved knæene. Nogen havde nemlig åbnet emballagen til waderne med en kniv og kommet til at lave et næsten usynligt snit i Gore-Tex’en… Fabrizzio frøs, så han rystede, mens alle andre så ud til at have det yderst komfortabelt.
Min første tanke var, at de der nordboere godt nok var nogle seje vikinger, men jeg ville ikke være til besvær, så jeg sagde ikke noget, griner han. Snart stillede den eneste pige i selskabet sig langt ud i vandet og fiskede i nogle timer. Kan hun klare det, så klarer jeg det også, tænkte den store italiener, og bed kulden i sig. Da fiskedagen var slut, var Fabrizzio nærmest blå af kulde, og folk var flade af grin, da de opdagede de store huller i hans waders.
Fluevalg til bonefish
Bonefish æder alt fra snegle og krabber til fisk og orme. Nu forestiller du dig sikkert en gigantisk flueæske med flere hundrede imitationer af tropiske mangrovedyr, men ifølge Fabrizzio, så klarer man sig let med tre-fem forskellige fluer. – Har du en reje-, en krabbe- og en fiskeimitation, skal du nok få det eftertragtede hug.
Det er ved bunden, at bonefish’en normalt indtager sin føde. Det er netop derfor, at bonefish fluer normalt er kraftigt belastede. Denne flue skal du tage hjem rykvis. Lad den af og til synke og så ellers bare ligge lidt på bunden, mens du venter på en reaktion. Sker der intet, gentager du blot proceduren, forklarer han.

Den ekstremt store diameter på fluehjulet er en fordel, når man lynhurtigt skal holde linen stram, når en tarpon på fuld drøn racer direkte imod en.
Blindkast med fluen giver flot bonefish
Sagte smyger vi os igennem mangroven. Fluen er parat i den ene hånd, og hele tafsen plus et par meter flueline er uden for topøjet. Et par løkker er i den anden hånd, og resten af den line, vi skal skyde ud, slæber vi bag os i vandet. Vi er 100% klar, hvis der skulle dukke en fisk op, og pludselig sker det. – Fish two o’clock, cast, cast, hvisker lokalguiden Enrice. Men vent – hvad sagde han? Hvor er den? Til højre eller venstre? Min hjerne arbejder på højtryk. Hvor er klokken to – og hvor er fisken? Den gyldne regel er, at man aldrig skal kaste til en fisk, man ikke kan se. Og jeg kan ikke så meget som se skyggen af en fisk… Alligevel tager jeg chancen og kaster i blinde, stripper lidt line ind og lader fluen synke. Til alt held kan jeg pludselig se en større fisk følge efter fluen. – Strip, strip, skriger Enrice. Og så sker det utrolige. Det ser ud som om, at fisken tager min flue. – Hæv ikke stangen, overvind refleksen, hæv ikke stangen, tænker jeg. Hvis man vil maksimere sine chancer for fangst, skal man nemlig blive stående med stangen pegende direkte mod fisken. Når du mener, at fisken har taget fluen, stripper du hurtigt ind med linehånden, indtil du mærker krogen sætter sig i fisken.
Først når fisken er solidt kroget, hæves stang til normal fight position. Et normalt modhug, hvor stangen hæves, tager alt for lang tid. Hvis man hæver stangen som modhug og misser fisken, flyver fluen desuden ud af vandet – og så har du for alvor mistet din chance for, at fisken hugger igen. Har du derimod kun rykket fluen nogle decimeter fra fisken, har du stadig en vis chance for, at den går til fadet igen.
Den vildeste bonefishfight
Jeg er i trance, da linen pisker af hjulet, og jeg skal være hurtig for ikke at få et rap over nallerne af det roterende håndtag. Det er en fornøjelse at høre lyden fra en bremse, der er på overarbejde. Og lige netop som man tror, at udløbet er slut, så er der mindst lige så langt igen. Der er således ikke andet at gøre end at stå med et lykkeligt smil på læberne. Det er i hvertfald hvad jeg gør. Jeg har kroget min første bonefish. Og lander den også. Hvilken fantastisk smuk fisk! Jeg vender den med bugen opad, som jeg har lært – og afkroger den. Fisken, der minder om en spøgelses stalling med store øjne, er næsten helt firkantet på bugen. Den føles let, men det skyldes adrenalinet i min krop, for den vejer cirka tre kilo. Da jeg sænker den ned i sit rette element, svømmer den væk og bliver på et splitsekund et med vandet. Først bagefter fatter jeg, hvad der er sket. Lykkerusen skyller hen over mig.
Nyder du det, spørger Fabrizzio? – Det gør jeg i hvert fald. Jeg bliver aldrig træt af at fiske på disse flats. Herude bliver jeg et med havet.
Artiklen blev oprindelig publiceret i Fisk & Fri 1/2010

Tarponfluer som denne kan variere i farverne. Det vigtigste er dog at
de er bundet på en stor, stærk og syleskarp krog.
feb 13, 2025 | Betalt samarbejde, Nyheder, Predatorfiskeri, SANDART, Sandart - spin, dørg og vertikalfiskeri, Spinnefiskeri, Sponsornyt, Video
I den anden video i serien “Den Perfekte Fiskekajak”, sparker vi igen trailerdæk – og kigger nærmere på, hvordan Lars Frithjof Nielsen fra Garmin Danmark har indrettet sin Hobie Mirage ProAngler 14 med Skærme, LiveScope transducere, fjernbetjening, elektronisk kompas, batterier, fittings, kabler og sikringer. Du får en fuldstændig gennemgang af alle montager – samt hvorfor de er valgt – plus inspiration til flere nye måder at arbejde med marineelektronik på en kajak – eksempelvis brugen af elektronisk kompas til bedre visualisering af bådens og transducerkeglernes orientering samt fjernbetjening af skærme via Garmins Grid 20. Glæd dig til en virkelig spændende introduktion til mulighederne med moderne marineelektronik på kajakker – samt en solid sandart til Lars, der får kajakken til at gynge, og kasketten til at ryge i vandet….
Du kan se samme kajak som i filmen fuldt rigget på Fisk & Fri og fritidskajakker.dk´s stand på Maritime Dage 2025 – som allerede starter næste weekend. Læs mere om Maritime Dage 2025 her.
Se videoen på Fisk & Fris YouTube her. Husk at abonnere – det er gratis – og giver bl.a. mulighed for at være med i Ugens Konkurrence, hvor du i denne uge kan vinde en masse fede kystagn i Limited Edition farven “Loose Scales”
Har du selv fanget en flot fisk, du vil dele med vores læsere – så sen hvordan du indsender den her.
feb 13, 2025 | Betalt samarbejde, Nyheder
Som abonnent på Fisk & Fri´s YouTube kan du nu vinde en super lækker kollektion af de nye Limited Edition Loose Scale farver på de super velfangende Savage Gear kystklassikere som LT Sandeel, LT Seeker, LT Zerling og ISP Seeker.
Alt hvad du skal gøre for at være med i lodtrækningen om den solide bunke Loose Scale kystagn, som du ser på billedet ovenfor, er at svare på, hvor mange løse skæl er der på LT Sandeel. Svaret poster du i den eller de facebooktråde på Fisk & Fris Facebook, der laver PR for konkurrencen. Det kræver et godt billede at se denne, så du får lige et tip: Læs mere om den nye kollektion af Loose Scale kystblink under Grejnyt på fiskogfri.dk her.
Har du fanget en god fisk, tøv ikke med at sende redaktionen et par linjer og et foto. Se hvordan her.
feb 10, 2025 | Artikler, Miljø og debat, Nyheder
Torben Kaas – Danmarks Sportsfiskerforbund
Fisk & Fri har i en længere årrække skrevet om behovet for at se brugen af Fisketegnsmidlerne efter i sømmene. I efteråret 2023 foreslog DSF og andre så en række ændringer i brugen af fisketegnsmidlerne, som blev omtalt på fiskogfri.dk. Vi har stillet DSFs formand Torben Kaas om tre skarpe om, hvordan det så er gået.
AF JENS BURSELL
Der har vi mange år været snakket meget om, hvordan men kunne optimere eller reformere brugen af fisketegnsmidler, som er den pulje af penge, der kommer ind på salget af det statslige fisketegn. Et af de punkter, der især har stor opbakning derude blandt lystfiskerne er at sikre en model, der tilgodeser alle danske lystfiskere.
Brug af fisketegnsmidler der afspejler bredden i dansk lystfiskeri
Kommer fisketegnsmidlerne i højere grad til at afspejle bredden i dansk lystfiskeri – og hvordan?
– Det tror jeg bestemt, men det er for tidligt at sige, hvordan det ender, fortæller Torben. – Fiskeplejen kører i 3-årige handleplaner. Det er ved planlægningen af de handleplaner, vi har bedst mulighed for at påvirke tingene. Vi har bedt om, at vi denne gang får en ekstra god og lang proces med at lægge planerne for perioden 2026 til 2028, så vi alle kan komme med vores ønsker og regne med, at ønskerne kan blive diskuteret grundigt og afvejet mod hinanden. Den er den proces, vi nu har haft første møde i.
– Jeg oplever, at både Fiskeriministeriet og DTU Aqua har været lydhøre over for vores og andres ønsker om grundig forberedelse af den kommende planperiode. På det, vi hidtil har hørt, synes jeg også, DTU Aqua og ministeriet er lydhøre over for ønskerne om at lade bredden i lystfiskeriet afspejle i måden, pengene bliver brugt på. Så ja, jeg har de bedste forhåbninger om, at bredere dagsordener.
– Når det er sagt, så hviler der også et ansvar på lystfiskerne. En ganske stor del af fisketegnsmidlerne er hidtil brugt på projekter, som vedrører vandløb, laks og havørreder. Indsatsen er understøttet af, at foreninger og frivillige hvert år bruger 10.000-vis af frivilligtimer på at arbejde med vandløbene og fiskeplejen. Vi får brug for, at lystfiskerne og foreningerne omkring fiskeriet i søer, på havet og ved kysten også kommer på banen og viser os, at man er parat til selv at hjælpe indsatserne på vej. Jeg tror, den lyst og energi er derude, men jeg noterer også, at et vigtigt projekt omkring værdien af søfiskeriet på Sjælland måtte aflyses på grund af manglende lystfiskerdeltagelse, og at DSFs kampagne om indrapportering af søernes tilstand i sommeren 2024 havde en meget lav opbakning blandt søfiskerne. Har vi ikke f.eks. søfiskernes opbakning og aktive deltagelse, bliver det svært for os at overbevise andre om, at deres dagsorden er vigtig.
Konkurrenceudsætning af Fisketegnsmidlerne?
I Fisk & Fri interviewet fra 2023, der er linket til nederst i teksten, siger du: “– For at sikre en høj kvalitet på aktiviteter og forskning – er det vigtigt, at man konkurrenceudsætter den. Det vil sige, at både indkøb af udsætningsmateriale og forskningsprojekter skal i en eller anden form for åbent udbud, så den bedste kan vinde opgaven i forhold til de udbudskriterier, som man nu laver. Og der er selvfølgelig også andre kriterier end prisen. Og i den forbindelse skal vi jo så tale om, hvad det er, vi vil fremme med de udbud, som vi laver. I dag er det DTU Aqua, der er faglig rådgiver i udvalget, så hvis de også skal byde ind på projekterne, så skal det ske på en måde, hvor de ikke går hen og får et habilitetsproblem, hvilket de jo sådan set har i dag. Det er noget rod, så det er udemærket, at vi får gjort op med det. Jeg har indtil videre blot påpeget, at den problemstilling er der. Så må vi finde en måde at løse den på senere. Det kan selvfølgelig sagtens løses.”
Hvordan er det gået? Hvordan har man adresserer man problemstillingen med DTU Aquas inhabilitet med sin dobbeltrolle med rådgivning i paragraf 7 – og manglende udbud på projekter?
– Det har vi diskuteret grundigt, forklarer Torben. – Fiskeriministeriet har ud fra de anstrengelser skrevet et visionspapir for fiskeplejen, hvor alle de principper, der skal med ind i planlægningen af fiskeplejen, står skrevet ned. Det er et papir, jeg er meget tilfreds med, og som også giver rum til at konkurrenceudsætte forskningsprojekter. Det papir har vi med os, når vi diskuterer den kommende handlingsplan.
– Lige nu er vi ved at definere indholdet af de kommende tre års fiskepleje. Når vi har overblik over, hvordan indholdet ser ud, er det tid at kigge på, om det på nogle områder kan give værdi at konkurrenceudsætte. For mig at se, vil det særligt være tilfældet for aktiviteter, hvor vi andre steder har stærke forskningsmiljøer. Her er der jo mulighed for, at vi kan øge kvaliteten af forskningen ved at gå til specialiserede forskningsmiljøer. Vi er endnu ikke kommet langt nok til at diskutere spørgsmålet om inhabilitet, men det kommer, når det bliver aktuelt at udbyde opgaver under fiskeplejen.
– Konkurrenceudsætningen er et tveægget sværd, og det skal vi hele tiden være opmærksomme på. På den ene side er konkurrenceudsætning sundt, fordi det sikrer den bedste vare ud fra de kriterier, man sætter op – forskningskvalitet, pris, samarbejde med frivillige osv. På den anden side er der i mange år opbygget relationer, historik og samarbejder, som i sig selv har en værdi, og som vi er nødt til at værne om.
Gennemsigtighed i brugen af Fisketegnsmidlerne
Hvordan går det med bedre transparens og økonomisk afrapportering af alle aktiviteter i regi af Fiskeplejen?
– Det visionspapir for fiskeplejen, jeg nævnte lige før, forholder sig også til spørgsmålet om transparens. Det skal vi have. DTU Aqua afrapporterer økonomisk til Fiskeriministeriet, og det har ministeriet stillet sig tilfreds med. Dertil er der en offentlig afrapportering af nogle hovedtal fra fiskeplejen. Vores interesse i DSF er ikke så meget at gå i detaljer med de enkelte projekters økonomi. Det må vi tro på, at Fiskeriministeriet gør. Vores interesse er at følge med i, om de projekter og prioriteringer, vi er med til at anbefale over for fiskeriministeren, også bliver ført ud i livet, så intentionen med vores rådgivning af ministeren bliver realiseret. Det har vi svært ved på baggrund af de overordnede tal, vi lige nu har adgang til, så det er noget, der vil komme på bordet.
– DSF har alene en rådgivende funktion, hvor vi støtter fiskeriministeren i hans beslutninger om brug af fisketegnsmidlerne. Det er dermed også ministeriet, som har ansvaret for, at midlerne bliver brugt rigtigt.
Faldende indtægter fra Fisketegnet
– DTU Aqua formidler først og fremmest resultaterne af deres forskningsprojekter, afslutter Torben. – Afslutningsvis skal det nævnes, at fisketegnsindtægterne har været faldende de seneste år, hvilket har ført til budgetreduktioner i fiskeplejen. Her har DTU først og fremmest peget på sparemuligheder, der gør ondt på dem selv og deres medarbejdere, mens der ikke er blevet rørt ved f.eks. udsætninger og fiskeplejekonsulenter, slutter han.
Læs mere om historikken belyst i føromtalte interview på fiskogfri.dk her.
feb 9, 2025 | Artikler, Fluefiskeri, HAVØRREDFISKERI, Kystfiskeri, Kystfluefiskeri efter havørred, Nyheder
På de allerkoldeste vinterdage skal fiskene enten provokeres til hug eller lokkes med helt små fluer. Den Lille Provokatør klarer med sine pangfarver og minutiøse fremtoning fint begge dele.
Vinterens kystørreder kan være både drilske og umedgørlige. Nattefrost og kølige dagtemperaturer nedsætter fiskenes aktivitetsniveau samt fødeindtag, og ofte er det helt små eller pangfarvede fluer, der skal til for at udløse hugget. Den Lille Provokatør er både minutiøs og skrigende i farven, hvilket gør den til et rigtig godt bud på en sikker flue til februar måneds træge kystørreder.
AF RASMUS OVESEN
KYSTFISKERI i februar måned kan være en særdeles kold fornøjelse, men indimellem kan man have held til at støde på stimer af smukke blankfisk, der for alvor giver varmen. Som oftest skal der dog arbejdes virkelig intenst for hver eneste fisk, og tit er fiskene både forsigtige og træge. Ofte så vil man kunne finde fisk tæt inde under land, men de for årstiden så karakteristiske kølige vandtemperaturer og fiskenes deraf følgende nedsatte stofskifte gør, at deres fødeindtag er ganske minimalt, samt at fiskene i overvejende grad fokuserer på mindre fødeemner. Dette har selvfølgelig betydning for, hvordan vi fluefiskere mest effektivt griber fiskeriet an.
Små havørredfluer er ofte sagen på vinterkysten
På visse dage er det især små og relativt letfordøjelige fødeemner såsom tanglopper, tanglus og mysis fiskene fouragerer på. Her er det selvfølgelig oplagt at fiske med små imitationsfluer. På andre dage – og da især, når temperaturerne for alvor er i frit fald – vil man opleve, at fiskene stort set ikke tager føde til sig. På disse dage er en provokationsflue som regel, hvad der skal til for at fremtvinge en reaktion. Tit og ofte kan det dog være svært at spore sig ind på, hvilken type fluer der lige på dagen kan gøre en forskel, og på de allerkøligste dage, hvor man i forvejen kæmper en ulige kamp for at holde liv i fingrene, er man sjældent særligt motiveret for at skifte flue i tide og utide.
En løsning er at fiske med en flue, som dækker begge spektrer af fiskenes vinterlige hugadfærd – altså en flue som både er minutiøs og provokerende. Her er Den Lille Provokatør et godt bud. Med sin minimale fylde og indiskrete fremtoning er den en god allround flue, når vinterens stimer af trækkende blankfisk skal lokaliseres.
En fed allroundflue til havørred i al slags vintervejr på kysten
Den Lille Provokatør egner sig til fiskeri i et hvilket som helst vejr lunefulde Kong Vinter end måtte have i sinde at fremmane. Og grundet den vægt, som kuglekædeøjnene og epoxykroppen til sammen udgør, har fluen en væsentlig fordel sammenlignet med andre vinterfluer af sammenlignelig størrelse. Fiskenes nedsatte stofskifte og aktivitetsniveau gør, at en flue ofte skal fiskes yderst langsommeligt hjem, for at havørreden rent faktisk hugger.
En langsom hjemtagning giver desværre fisken mulighed for at inspicere fluen nøje, inden den hugger. Derudover medfører en langsom indtrækning samtidig, at mange fluer ser mere døde end levende ud i vandet. I kraft af sin tunge krop kan Den Lille Provokatør fiskes ganske langsomt hjem i små nøk, så den får en let jiggende og yderst livlig gang i vandet. Og selvom vinterens kuldskære havørreder kan være særdeles vanskelige, er dette som regel for stor en fristelse at modstå.
Sådan binder du Den Lille Provokatør
Selve bindingen af Den Lille Provokatør foregår i to seancer. Først bindes selve fluen. Sidenhen overtrækkes kroppen med epoxylim. Halen – der består af pink Polar Aire og et lille bundt Angel Hair i farven Polar Ice bindes ind som det allerførste. Et pinkfarvet hanehackle tørnes umiddelbart foran halen og herefter bindes et par kuglekædeøje ind nogenlunde midt på krogskaftet – og gerne på krogens underside. Herefter dubbes tråden med pink Polar Aire dubbing, og kroppen taperes fremefter mod krogøjet, hvor fluen whipfinishes. Som afslutning blandes en smule pearl Twinkle Dust op i lidt Epoxylim, og dubbingkroppen overtrækkes nu med en glansfuld og gennemskinnelig hinde af lim – en beskyttende fernis, der gør, at fluen tåler rigeligt af de øretæver, som den indbyder til.
Materialer til Den Lille Provokatør
Krog: Gamakatsu F314 #8-12
Bindetråd: Fluo Pink
Hale: Pink Polar Aire og Angel Hair i farven Polar Ice.
Hackle: Pink hanehackle.
Krop: Pink Polar Aire dubbing overtrukket med Epoxylim iblandet pearl Twinkle Dust.
Øjne: Kuglekædeøjne

Selvom der også kan lure en stor, blank overspringer ved kysterne i vintermånederne er fiskeriet ofte præget af mindre blankfisk. Her er det en ilter fisk lige omkring målet, der har ladet sig provokere til hug.
feb 8, 2025 | Åfiskeri, Artikler, Fluefiskeri, Fluefiskeri efter laks, LAKS, Lakseåer, Nyheder, Spinnefiskeri efter laks
Artiklens forfatter Peter fisker med en 15 kilos laks taget på spinflue til venstre – og i vandet ses Curt Johanson.
Gennem 85 år har man afholdt premiere ved den sydsvenske Mørrumså, og her i 2025 sker det den 1. marts. Det skal fejres med en historisk tur langs med de traditionsrige pools – med masser af gode minder.
AF PETER FISKER
Tænk, hvad der har været af smil og tårer fra voksne mænd, som enten jublede over fangsten eller faldt stortudende på knæ, når laksen – som det ofte sker her – vandt kampen. Har du endnu ikke oplevet områdets fiskeri, bør du prøve. Her vil jeg forsøge at inspirere dig lidt og beskrive stemningen. Fangster samt antal fisk er sekundært i denne fortællin
30 år med laksefiskeri ved Mørrum
I over 30 år er jeg kommet til Mørrum, jeg har mødt en masse dejlige mennesker. Nogle er blevet til venner, andre bekendte og så er der da også lystfiskere, som jeg aldrig skænker en tanke.
På min tur down memory lane ved den ikoniske å, skal jeg mindes storfangere – legender og ganske almindelige fiskere. Alle nogen jeg har lært at kende ved Mørrumsåens magiske vand. Jeg stopper op ved de kendte pools, genopfrisker mine minder samt fortæller om mennesker, jeg mødte og som alle har bidraget med viden, dedikation og vindunderlige lystfiskerhistorier.
At fiske i Mørrum er så meget andet end at fange. Min bedste fiskeven Boye K. Petersen siger altid – en god fisketur måles ikke i kg og cm. Det er en totaloplevelse. Han er om nogen ramt af Mørrum’s bacillen og har kommet ved Mørrum siden starten af 90´erne. Sammen skal vi til Mørrum mindst to gange i år. Vi skal fiske til premieren og en uge i maj. Og lur mig, om vi ikke lige tager nogle dage i september.

Endnu en nervepirrende fight er i gang ved den ikoniske Mørrumså.
Besat af laksefiskeriet i Mørrum
Det er umuligt at forklare, hvad det er, der trækker ved Mørrum – udover, at jeg med et – absolut ikke fyldestgørende ord – kan forsøge, nemlig besættelse. At være ved åen i det sydsvenske er blevet et must for os. Vi fisker, vi snakker, vi nørder og vi slapper af. Vi er begge mættet af held og gode fangster gennem et langt lystfiskerliv, så jeg gentager lige – vi måler ikke kvaliteten af vores fisketure i kg og cm, vi måler det i kvalitetstid.
Som sagt – denne historie er min fortolkning af åens personligheder. Det er alle nogen, jeg har mødt, talt med og lært af – nogle blev venner, andre bekendte, men fælles er det dog, at vi elsker alle de 32 pools, som udgør det traditionelle Mørrum Kronolax fiskeri.

Laksens Hus til premieren.
Kronolax ved Mørrum
Min pilgrimstur langs med Mørrumsåen starter ved mødestedet og Kronolax’s kontor, butik, kortsalgssted, samlingspunkt og museum – nemlig Laksens hus.
Fiskemesteren Curt Johansson var chef for hele området i perioden 1983 – 1995, ja, der er ”n” i enden af titlen – Fiskemesteren, Curt – og før ham hans far, som var en af folkene bag det nuværende koncept. Det blev oprindeligt struktureret i 1941. Derfra er der kun ændret og tilslebet ganske få gange indtil nu. Det nuværende Laksens blev indviet den 10. maj i 1992, som ”dåbsdagen” for det eventyr som Kronolax fiske har været og til dels stadig er.
Laksens Hus har siden været samlingspunktet for tusindvis og atter tusindvis af håbefulde lystfiskere samt nysgerrige tilskuere og turister. Det er i min optik uden tvivl det sted i verden, hvor lystfiskeriet har haft den bedste branding. Sikkert også fordi, at grejfirmaet ABU har hovedsæde i Svängsta og deres blad ”Nap og Nyt”, har omtalt fiskeriet i Mørrumsåen utallige gange gennem bladets 80-årige udgivelse.
Curt Johansson, som i dag lever en stille pensionisttilværelse, bor stadig i Mørrum. Han har siden barnsben været lystfisker, og mange gange har jeg mødt denne venlige, men også bestemte mand, der i sin tid som pladschef gjorde meget ud af at indføre regler – og altså regler, som nidkært blev kontrolleret. Dengang blev man kontrolleret, og det grej man benyttede blev tjekket. Og ve den, som forsøgte sig med ulovlige metoder, for straffen var inddragelse af kort og karantæne. For nogle ville det være en næsten ubærlig straf. Tænk at skulle stoppe sit fiskeri efter måneders forberedelse, fordi man enten havde overset en regel – eller fordi man i frustrationen over, at de ”fordømte laks” ikke ville bide på, lige havde forsøgt sig med et diskret – ryk – lige da laksen viste sig i overfladen.
Den originale Pool 1 ved Mørrum
Når man står på pladsen foran Laksens Hus, befinder man sig ved åens Pool 1, som er midtpunktet af hele det originale Mørrumfiskeri. Går man til venstre og følger broen ud over åen, kan man opstrøms se Kongsfossen, som er åens længste og største foss. Vender man blikket nedstrøms ses så pool 1. For at visualisere opdelingen er de første 16 pool`s nedstrøms Kongsfossen og de resterende pools 17-32 opstrøms.
Pool 1 er et naturligt mødested for mange af åens fiskere. Fra østsiden kan man via en gangbro gå ud til de to øer – Whisky Island og Cognac Island. Her sidder fiskerne i venteposition og afventer, at de, som allerede fisker i pool 1, kommer gennem fiskevandet, så næste fisker kan indtage fiskepladsen.
Særligt når maj-laksen stiger ind i åen er fisketrykket stigende, og det er ikke unormalt, at der befinder sig omkring 8-10 fiskere i venteposition på øerne, mens tre fiskere gennemfisker poolen. Fiskeriet foregår glidende, typisk ved at man tager et kast, går et par skridt, og fremdeles. Så når en fisker har fisket ned til Cognac Island og går op, gør næste mand sig klar.

Karl-Heinz Kleine med dagens fangst fra Mørrum.
Karl Heinz Kleine – prototypen på en fluefisker
På Vest siden af Pool 1 er der kun få, der vader ud og fisker. Stenen uden for den store pilebusk kaldes ”Kleine-stenen”, for på denne sten stod Karl-Heinz Kleine, der var ulasteligt klædt med læderkasketten, den rød/sorte halsklud, vesten, den røde skjorte og så sine waders. Blandt Mørrumsfiskerne var Kleine en ener. Han har boet i Mørrum i mange år, var oprindelig tysker og derfor tilflytter, som i øvrigt flere af mine venner – udelukkende for at bo ved åen.
Mine første møder med Karl-Heinz Kleine er tilbage til midt 90erne. Særligt husker jeg, når han førte sine ”kunder” rundt til diverse hotspots. Kleine havde nemlig en mindre bibeskæftigelse med at arrangere og guide lystfiskere – primært fra Tyskland. Især var han glad for at placere de, som han var guide for, nær ved betonvæggen i pool 4, og så selv stå på jernbanebroen oven over med polaroidbriller for at spotte, hvor laksen stod, hvorefter han så dirigerede lystfiskeren til de rette kast. Jeg siger ikke – slet ikke – at det var snyd, men tilstår, at jeg synes det var spøjst. Set-uppet var ofte et samtaleemne ved åen.
Karl-Heinz Kleine døde for år siden og har, som det er skik i Mørrum, når en ”af de store går bort” fået en mindebænk ved åens bred.

Bornholmske Torben Hansen med en flot spinfluelaks fra Mørrum.
Efter laks med spinflue i Mørrums Pool 2
Nogle af mine bedste venner i Mørrum er bornholmerne. De er altid glade og optimistiske samt noget så sjældent som spin-fluefiskere. Dem finder man altid i Pool 2 om aftenen i maj.
For få år siden var fiskeriet i Pool 2 forbeholdt spin og spinflue. Kort fortalt er spin-fluefiskeriet bare, at man benytter traditionelt spinnegrej, og for enden af linen, har man så et rig, der består af synk, og en line på et par meter, hvorpå fluen bindes i enden.
Det lyder let og enkelt, men som alle andre former for lyst/sportsfiskeri, er denne metode, som i øvrigt netop er opfundet i Mørrum, gennem tiderne naturligvis blevet forfinet. De fluer, der benyttes, er bundet lidt anderledes, end de som bruges på fluestængerne. Ikke mindst hastigheden på fluens bevægelser, er en vigtig parameter for, at dette meget effektive fiskeri, kan blive optimalt.
Bornholmerne består af grundstammen Torben Hansen, Simon Rømer og Jacob Blom. Hertil kommer nogle af deres venner, så det forstås, at når Bornholmerne er i Mørrum, så er der liv i Pool 2.
Torben, Simon og Jacob har sammen mange laks på samvittigheden. De er dygtige og har virkelig nørdet med spinflue metoden. Sammen har de udviklet deres helt eget system til at belaste fluerne på, og at intet overlades til tilfældighederne, er man ikke i tvivl om, når man står mellem disse gutter. Fluevalget er også blevet en videnskab for de tre; nuancer i farverne, hvornår på dagen de forskellige fluer benyttes og lignende. Alt det gør, at fangsterne sjældent udebliver. Dog skal det tilføjes, at de også passer deres fiskevand, for tæller man timerne, de er ved åen, så skal der stadig foretages tusindvis af kast, før én af de smukke laks tager fluen.
Når de ikke er ved åen går meget tid med at forfine, rense grej og hygge på campingpladsen ved Åkrogen – og ingen kan som Simon Rømer skille og rense et multiplikatorhjul.

En tysker i fight med en af Mørrums flotte laks – og til højre Henrik Madsen med en flot laks.
Grünwalds hood – Pool 7
Jan Grünwald er forfatteren til bl.a. bogen ”Laks” – og han er danskernes grand old mand ved Mørrum. Men hvem er egentlig Jan Grünwald? Forfatteren, fotografen, laksefiskeren?
Nakken, kælenavnet for det vanvittigt smukke stemlignede fald lige i midten af Pool 7, samt ned i det hidsige strøm i Pool 8 på den øster side af åen, var Jan Grünwalds legeplads. Det var en velvalgt plads, når man ser på de maleriske scener, området er så begunstiget af, men dæleme ikke det letteste sted at fighte fisk på. Mange har gennem tiderne lige skullet prøve et kast ud i det smukke vand, hvor efter laksen hugger og en næsten umulig fight, for de som ikke kender pladsen, begynder. Laksen fører på point allerede fra starten, og får man landet en fisk her, så må det betragtes som et stort trofæ.
Jan havde desuden en anden evne. Han forstod at fiske direkte under de ellers meget generende træer opstrøms pool 7 på østsiden, der med store og lavt hængende grene ud over vandet, gjorde fiskeriet yderst vanskeligt. Så her – under træerne – kunne man finde Grünwalderen fiske, især i middagsstunden, hvor andre fiskere typisk var til frokost eller gået fra åen for at holde en velfortjent pause.
Jan er det hele, men nok mest – laksefisker. Ingen kan vel rigtig huske hvornår Grünwalderen startede med at laksefiske i Mørrumsåen, men i mange mange år var han en af eliten, ikke kun af navn, slet ikke, men primær af gavn. Grünwald, Erik Erlandsson, Michael Frödin, Lars Terkildsen, Ulf Siil og ikke mindst Kent Håkansson, var dem ”man” gerne ville møde. De var – og er – hver især gode ambassadører for området,
Jan Grünwald, som jo gjorde lystfiskeriet til sin levevej, skrev bøger hvoraf flere er blevet til bestsellers – bl.a. LAKS et digert værk på 380 velskrevne sider, krydret med gode aktive billeder og tydelige forklaringer på hvad og hvorfor en metode, der bare er at foretrække frem for en anden.
Jan Grünwald havde gennem mange år en fast lørdagsside i Politikken. Her formåede han uge efter uge, at fortælle levende og nyt om alt fra fladfiskeri på Sundet til Laksefiskeri i Mørrum. Artiklerne havde mange læsere, for husk at tiden var uden internettet så informationerne, fik man fra månedsbladene og artiklerne i dagpressen eller magasiner.
Uagtet, at Jan Grünwald nærmest havde fri adgang til alt af Skandinaviens og de Britiske øers bedste laksefiskevand, så står netop Mørrum’s te-brune fiskevand klart for ham, som en første prioritet. Han kan om nogen fortælle om de vanskelige laks, der vandrer ind i åen i maj. Og om fighter og mistede fisk, tænk…
Vi er stadig nogen, som bare aldrig bliver kureret for den ”satans” sygdom – Mørrumsbacillen.

Børge Munk Jensen
Pool 13 – Munkens favorit
Børge Munk Jensen – globetrotteren, den snu journalist, Berlingskes mand på stedet. Børge Munk Jensen – CIM eller bare Munken var en både fræk, snu og interessant personlighed. Jeg har mange nætter siddet og ikke bare lyttet, nej blevet underholdt, når Munken sad på Kongestolen i ABU hytten på Ekebergsvägen ned mod Mørrumsåen, lidt nord Mørrum by. For når Munken fortalte, var det med store armbevægelser.
Mit første møde med Munken, var netop på en af fiskebroerne i Pool 13. Jeg kom gående fra Pumpestationen op langs åen. På en af broerne ser jeg en ældre mand, som med nogen besvær forsøger at dreje sig, for at komme ind. ”Hej, Du hjælp mig lige”, råbte Munken. ”Jeg kan fandeme ikke få de gamle ben til at makke ret”… Den sætning blev startskuddet til et årelangt venskab. Munken fyldte godt i et rum, hans fortællinger var drabelige og som Jyde mente jeg, man skulle trække lidt fra, når det blev FOR vildt.
Eksempelvis da fortællingen var, at han nær havde fået armen bidt af en haj. Metaforene om hvordan blodet farvede båd og vand rødt, mens hajen bare frådende kastede sig rundt var…utrolig. Eller hvad med den om fighten med sværdfisken, som tog 24 timer. Anekdoterne om de mange laks i Namsen og alle de mange Verdensrekorder, linetykkelses rekorder osv. Men lige så store armbevægelser var, ligeså nærværende kunne han være – faktisk næsten, som en slag bedstefar.
Munken var altid på farten, og som den første dansker overhovedet arrangerede han fiskerejser bogstaveligt talt Jorden rundt. Eksempelvis ture til Grønland, Afrika, Sydafrika, De Kanariske øer og naturligvis til hans elskede norske Namsen, hvor han i over 50 år arrangerede fisketure, som alle kunne – mod betaling naturligvis – tilmelde sig. Men – han arrangerede også til Mørrum, både med fiskeri i Kronolax`s fiskevand og på ABU strækket. Det var de såkaldte ”Drømmerejser”
Mange af disse historier var, som sagt både drabelige og utrolige – men jeg fik syn for sagen, da jeg senere overtog en del af hans artikler i kufferter og kasser, som dermed blev mit vidne om et fantastisk lystfiskerliv, dette gør bare, at min respekt for Børge Munk Jensen er kæmpe stor.
Munken er stadig repræsenteret i Guinness rekordbog, som den journalist der har været aktiv i flest år. Omkring 35 gange var Munken til premiere ved Mørrumsåen, altid boede han der, og følget på Hotel Valhalla og fiskeriet foregik for det meste med spin. Særligt havde Munken kærlighed til det tidlige forårsfiskeri, og så fik han jo også oprettet de ikoniske Drømmerejser til ABU hytten. Det var en konkurrence, hvor særligt heldige eller dygtige lystfiskere, fik et ophold med alt betalt i ABU hytten. Og for de mange, der har været på sådan en tur, blev det en oplevelse for livet.
Janne Nielsson ved Pool 15/16
Janne og hans Kone Eleonore havde værelses udlejning til lystfiskere i deres hjem på Glasvägan. Her boede dedikerede lystfiskere hele sæsonen igennem. Eleonore styrede udlejningen og rengøringen, og Janne skaffede nye ”kunder” langs åen. Det var også sådan, at jeg kom ind i varmen, hos disse flinke og gæstfrie mennesker.
Det sted jeg havde lejet var desværre overbooket, så jeg stod pludselig uden noget sted at overnatte, men så kom Janne. Han havde hørt, at jeg manglede husly og tilbød mig et værelse. Siden boede jeg primært på Glasvägan, når jeg var i Mørrum.
Janne Nielsson, var en guttermand. Han var optimist, når vi andre klagede over, at laksen endnu ikke var kommet, så var svaret altid… ”jo jo, men de går rakt igennom”. Det var umuligt at overbevise Janne om, at der i perioder, bare ikke var fisk i åen.
Janne var her og der – og alle vegne, men mine bedste minder om hans erfaringer var, når han var på udkig. På udkig efter når årets første laks, skulle komme op i åen. Så var Janne i sit es. Ved de nederste pools – 15 og 16 – stod han med blikket rettet, mod unormale krusninger eller fisk der viste sig i overfladen. Klar med fluestangen, så de første kast og den første præsentation af en flue – den var ofte Jannes.
Hans storhedstid varede i mange år. De første år boede familien i Malmø, og de havde så deres Campingvogn, stående sæsonen igennem på campingpladsen ved Forshaga. Senere flyttede de også til Mørrum og ind i huset på Glasvägan.
Jeg ved ikke, hvor mange laks Janne har fanget i Mørrumsåen, men vi taler om rigtig mange, store stærke fisk, og et par gange endda ”Årets fisk ”– altså sæsonens største laks fanget enten flue eller spin.
På værelserne og i fællesrummet hos Janne, var der billeder af mange af fangster og naturligvis også af Janne og hans søns fangster. Særligt husker jeg et billede med Janne og hans søn, hvor de stolt viser dagens fangst; på cyklen mellem dem hænger tre laks. Denne ene dag i maj fangede Janne og hans søn hele fem blanklaks.
Janne var indbegrebet af hjælpsomhed, tit når jeg skulle skrive en artikel til fx Fisk og Fri, havde jeg venner med til Mørrum. Venner som ikke havde prøvet fiskeriet Mørrumsåen før.
Janne overtog guidningen af disse debutanter og hans største ønske var hver gang – bare de nu kan fange en af åens kæmper.
Når jeg taler med vennerne om tiden, som var 10 – 15 år tilbage, så er det Janne de fremhæver. Janne og den viden samt hjælpsomhed, han altid med stor dedikation, delte ud af. Og så det at langt de fleste spørgsmål, der blev stillet til Janne, blev besvaret med – ”javist” …
Så, når jeg ankommer til Mørrum, er et af ritualerne, at skal jeg forbi mindebænken ved Pool 16 og derefter Jannes gravsted, hvor denne kæmpe og gode ven, nu hviler med udsigt over Pool 1 og 2. Æret være Jannes minde.
Pool 18 – mindet om Jens Ploug Hansen
Jens Ploug Hansen var her, der og alle vegne, han var dog ikke, hvad jeg vil forbinde med en Mørrum’s entusiast. Men Jens havde næse for, hvor der skete noget, og hvor der var penge at tjene på en artikel.
Så derfor var han jævnligt ved åen – og gerne Pool 18. Hans ligefremme måde, at tale med lystfiskerne på gjorde, at han mange gange var først med historier om, hvordan fiskeriet i Mørrum gik. Det var jo som nævnt en anden tid. I dag er nyhederne om fangster på nettet få minutter efter fisken er nettet, hvilket ses på fiskertrykket i dag. Det stiger eksplosivt i dagene efter første blanklaks er fanget.
Uden at virke alt for konservativ, var der en charme i at komme til Mørrum – typisk for mit vedkomne omkring 11. maj. At være ved åen og fornemme spændingen om, hvornår kommer de… blank laksene….
Hele området summede af liv, intensitet og forventning. Det oplever man desværre ikke så meget længere.
Jens var formidleren. Jeg har ikke indtryk af, at han selv var den guds benådede lystfisker, men skrive – det kunne han. Og det siges at han havde Europas største arkiv med fiskebilleder, og altså igen – husk det var ikke på telefoner og digitale enheder, det var dias og papirbilleder. Så når landroveren var i området var ingen i tvivl; lystfiskervagabonden var på jagt efter en drabelig historie.
At Jens Ploug var produktiv, behøver man bare at kigge på udbuddet af lekture om lystfiskeri i 80erne og 90erne for at indse. Jens Ploug skrev og fotograferede med arme og ben og stilen i hans fortællinger greb læseren, så han var en kæmpe ambassadør for lystfiskeriet i en periode på vel 25 år.

Lars Terkildsen
Pool 32 – Lars Terkildsen – forretningsmanden
Jeg springer ud i det. Første gang jeg mødte Lars Terkildsen var i Rosendala engang i starten af 90´erne. Min gode ven og fiskekammerat Michael Sørensen og jeg var på vores årlige tur til Mørrum. Vi havde til denne tur brugt vinteren til at aptere vores nyerhvervede Kunnan klinge, således, at ”kæppen” på 16 fod, kunne bruges i Mørrum. Den var tung som et ondt år og stiv som et kosteskaft, men vi var glade og tilfredse.
Vi sad så på skrænten ned mod åen i Pool 32. En ”tosse” stod på ”vores plads”. Der var en lystfisker med betydeligt mere teknik og meget bedre grej end os. Han stod cirka fem meter ude i åen, og med lange samt smukt udførte kast susede fluen ud igen og igen – præcist placeret på laksens standplads. Bare lyden af kastet var fantastisk, for her dybt nede i ådalen blev selv de mindste lyde forstærket. Og den energi Lars fik overført fra linen, ind i stangen for så igen at blive overført til udkastet – ja, den lyd elsker jeg. Ikke én eneste bevægelse var ukontrolleret, men vi to unge bonderøve fra det vestjyske sad højlydt og kommenterede fiskeren. Ord som blærerøv, svensker og ”om han var groet fast” ytrede vi nok lidt for højt. Efter et par kast trak fiskeren hårdt i stangen – fluen blev flået ud af vandet og sekundet efter grebet i luften. Smask – lige i hånden. Så vendte han sig om og på klingende dansk sagde han smilende ”så er det jeres tur – drenge”. Om vi var flove…
Det var Lars Terkildsen, endnu en tilflytter, men Lars var som overskriften også forretningsmanden og ejer af butikken All Fly, som senere blev til Fiskeshopen, der var et sted alle kom – ALLE. For udover, at der var diverse grej, så var det også stedet, hvor alle informationer om fiskeriet, prognoserne og sladderen florerede. Butikken har levet en omtumlet tilværelse. Den første placering var ved Røgeriet i Pool 17, og derefter inde i byen på samme sted, hvor et af pizzeriaerne nu ligger. Nu er den endelig placering i hjertet – nemlig i Laksenshus.
Vores første besøg var inde i byen, hvor alle kvadratcentimeter var fyldt med grej – en hule, hvor alle ens drømme om grej var. Vi var meget imponeret. At Lars Terkildsen så også var en af åens kendte, gjorde jo ikke oplevelsen mindre. Særligt husker jeg skuffe nr. 2 i disken, for når Lars stod bag disken kunne han lige ”finde på” at trække den famøse skuffe ud, hvorefter en kæmpe samling af medajler for fangst af trofæfisk i Mørrumsåen blev fremvist…
Lars og hans hund – en stor godmodig berner sennen, ses dagligt når runden om åen, ved hjælp af broerne ved jernbanen og ved Kongsfossen, skal gennemføres. Ligeledes er det næsten sikkert, som ammen i kirken, at skulle man fighte laks i Pool 2, som bogstaveligtalt ligger i Lars Terkildsens baghave, kan man være sikker på, at han kommer ned, bare lige for at se, om fiskens landes og hjemtages eller genudsættes, jeg har forsøgt at spotte, om der er opsat kameraer, uden held.

Ulf Sill – manden bag Beiss fluen, der også anvendes meget i danske lakseåer.
Pool 32 – Ulf Siil – Mr. Mørrum
Ull Siil er i min optik en af verdens bedste fluebindere og desuden opfinderen af bl.a. Beis fluen. Han er også en tilflytter til Mørrum. Han var endnu en af dem, man bare ville se fiske, Ulf er, uden noget forkert i det, ikke speciel høj, men det forhindrede ham ikke i, at vade ud til pladser, som andre ikke turde vade til. Tit så man Ulf stå med løftede arme, mens vandet sneg sig til kanten på hans waders – og på trods af denne meget ubekvemme armstilling, blev fluen lagt ud på fiskens standplads med en præcision som få.
Ulf kunne komme til en fisk, som havde vist sig i længere tid, hvorf flere andre fiskere havde forsøgt sig måske i timer uden held – og såp …vupti – fik ”Silden” hug. Den umulige fisk kunne ikke står for fluen. Vi var mange, der gerne ville vide, hvad hemmeligheden var. For noget var der.
I en lang periode, måske over flere år var Ulf Siil med rette, nok en af de mest eksponerede lystfiskere ved Mørrumsåen. Altid diskret smilende og med en stolt blik blev han fotograferet med store smukke blanke majlaks.
Ulf Siil var også i en lang årrække guide for åens lystfiskere, så nogle af jer læsere har nok oplevet det at følge Ulf og modtage gode råd som efterfølgende forhåbentlig har givet jer mange laks.
Som nævnt var Ulf opfinderen af flere storfangende fluer og ikke mindst hele konceptet med Beis fluen. Ikke et hår og da slet ikke et fjer, sidder forkert, og det gode ved hans fluer er, at de er skabt til brug.
Har man oplevet Ulf binde en flue, er det som at se en kunstner skabe et værk. Hastigheden på fluebindingen er utroligt, og alt bruges til at holde tråde, fjer og hår på plads, når fingrene bruges til at placere fx vingen, holdes tråden stram med munden. Når Ulf binder en flue, så er det en kunstner, der arbejder.
Ulf bor stadig i Mørrum, men umiddelbart har han lagt fiskeriet på hylden. Det er i hvert fald længe siden, vi har set ham ved åen. Men Ulf Siil – er stadig Mr. Mørrum.

Laksefiskehygge ved Mørrum.
Historien bag Kronolaxfisket ved Mørrum
Laksefiskeriet i Mørrum er meget gammelt og siden oldtiden kongeligt. I dag forvaltes laksefiskeriet af Sveaskog gennem Mörrums Kronolaxfisket.
Den tidligste kendte bekræftelse af kongeligt ejerskab af laksefiskeriet i Mørrumsåen findes i den danske konge Valdemar II.’s Jordebog dateret 1231. I denne står der: “Mørum caputra salmonum”, oversat til “Mørrum med laksefangst er en del af det danske kongelige hof.
I 1333 pantsatte den danske konge fiskeriet i Mørrum til biskoppen i Lund. Mere end tre hundrede år efter i 1658 erobrede Sverige blandt andet Blekinge fra Danmark, hvilket drastisk ændrede vilkårene for kronens laksefiskeri i Mørrum. Denne overtagelse begrænsede den danske konges rettigheder ved åen. Bl.a. betød det, at kongens rettigheder blev begrænset til strækningen fra Grinderna i nord (Pool 19) ned til Vecklebäcks i syd (Pool 15).
Dagene for kongens rettigheder var talte den 21. november 1645, hvor Mats Andersson Kock fik ret til at bruge laksefiskeriet i Mørrumsåen på livstid for en årlig afgift på 200 rigsdaler. Han blev dermed ikke blot den første dokumenterede forpagter af Mörrums Kronolaxfiske, men også den sidste i dansk tid.
Mørrum’s ældste bevarede røgeri, og Laxagården kan man bo i dag, da det er en af Mørrum Kronolaxfisket overnatningsmuligheder. Senere indløste staten de individuelle laksefiskerettigheder på Kronolaxfisket strækning af Mørrumsåen i slutningen af 1920’erne og 1930’erne.
Der var et intensivt kommercielt fiskeri efter laks i åen frem til 1960’erne. I dag er alt kommercielt laksefiskeri ophørt, men de gamle permanente fiskepladser ved Kongsfossen og Hönebygget kan stadig ses. Alt lakse- og ørredfiskeri udøves i dag som sportsfiskeri.
I løbet af den første del af det 20. århundrede blev der gjort nogle tapre forsøg af englændere på at udøve sportsfiskeri i åen. Blandt andet forsøgte to lystfiskere fra England i 1908 at fiske laks i åen, men desværre var det midt i sommervarmen og efter 14 dages intensivt fiskeri gav de op, hvorefter de sås aldrig mere ved åen.
I 1910 blev der foretaget en ny test af to andre englændere. De fik laks på flue! Ejerne blev dog direkte vrede, da de fandt ud af, at englænderne var ved at afkroge og genudsætte fiskene i stedet for at hjemtage. Det resulterede i at disse englændere hurtigt fik inddraget deres licens og sendt hjem til England.
I 1937 blev Gunnar Johansson udnævnt til fiskemester på det dengang nyetablerede lakse- og ørredklækkeri i Mørrum, og i årene 1939-1940, midt under den rasende verdenskrig, blev der udført prøvefiskeri for egnethed til sportsfiskeri af blandt andre lystfiskeren Sven O. Hallman, der var anerkendt på det tidspunkt. Og så – altså lige siden foråret 1941 – har Mörrums Kronolaxfiske været det, som vi kender i dag. Nemlig et sted, hvor lyst- og sportsfiskere har valfartet til og som nu altså kan indlede sin sæson nr. 85.
Vil du fiske i Mørrum?
Pas på – har man én gang været i Mørrum og mærker man suset, så er man solgt. Herefter vil Mørrumsåen spøge i dit baghoved, og du vil få bacillen. Som noget helt nyt starter sæsonen allerede 1. marts – næsten en måned før normalt. Fanger stemningen din opmærksomhed, bør du give det et skud, gå ind på hjemmesiden www.morrum.com og se hvad der tilbydes af dagkort og langtidskort.
God fornøjelse
Litteratur: Nap og Nyt, Laksen – Jan Grünewald, Pool Guide til Mørrumsåen – Michael Bech-Hansen, Mørrumsåen – Michael Bech-Hansen og Havørred i åen – Jens Ploug Hansen
jan 28, 2025 | Artikler, Guide til fiskepladser, HAVØRREDFISKERI, Kystfiskeri, Kystpladser til havørred, Nyheder
Nikolaj Martins trodsede kulden og mødte op den dag Fisk & Fri havde sat ham i stævne til en snak om hvilke pladser og hvilke teknikker der giver fisk omkring området ved Knudshoved.
Glem alt om tunge pirke og udstyr i sværvægtsklassen, når det gælder de sydvestsjællandske havørreder. Områdets kyststrækninger er kendetegnet ved lavt vand, så fiskeriet fungerer bedst på let grej og med fokus på detaljen. Med hjælp fra to skrappe lokaleksperter zoomer Fisk og Fri ind på nogle af smålandshavets mest oplagte havørredlokaliteter.
AF KIM FABER
MED STORFANGER KYSTPLADSEN ved Møn og Stevns lige i nærheden skulle man måske tro, at det udelukkende var her, alle sydvestsjællands kystfiskere valfartede til for at få stillet havørredsulten. Men faktisk trækker de lokale kyststræk dagligt fiskere i hobetal til sig – og forklaringen skal ikke kun findes i den nære placering.
Hvor sildeæderne på de mere kendte kystlokaliteter tit og ofte står på dybt vand eller meget langt ude, og derfor fiskes med kraftige stænger og agn, så er sydvestsjællands ørreder at finde på relativt lavt vand. Fiskeri på lavt vand egner sig ideelt til lettere udstyr – og mange kystfiskere nyder den liren med detaljerne, som det lidt mere nipsede grej indbyder til. Og tag ikke fejl – selvom området er hjemsted for forholdsvis mange mindre fisk, så gemmer her sig bestemt også større havørreder.

Kobberbassen er Nikolaj Martins foretrukne flue, da den glimrende efterligner mange små byttedyr i brune nuancer på en gang.
Med Claus Christensen efter havørred på Sydvestsjælland
Claus Christensen lagde ud med vand i de lune waders på en tur til Klinteby for et par år siden. Ikke den bedste start på dagens fiskeri, men kystentusiast som han er, fortsatte Claus dog med fiskeriet og fik på sit lille 15 gram Mørasilda-blink en mindre fisk og to undermålere de næste timer – de typiske størrelser på Klintebys havørreder. På ved mod bilen skulle den sidste strækning lige fiskes igennem, og så faldt et tungt hug fra en stor fisk. Stille og roligt blev ørreden presset mod land, og da omkring et kvarter var gået, kunne Claus nette sin til dato største fisk fra hjemmebanen på fire kilo rent og en længde af 70 centimeter. Jo – de store havørreder er her også!
Claus blev selv fanget for evigt af kystfiskeriet, da han var med en garvet veteran på Røsnæs, fik sin første fisk på 2,6 kilo. Siden er de lokale kyststrækninger blevet besøgt til hudløshed, og det med en klar forkærlighed for blinkfiskeriet. – Og det må gerne være lette, tobislignende blink med en livlig gang, fortsætter Claus. – Især Mørasilda i hvide og grønne nuancer på 15 gram ryger altid på linen som førstevalget, fortsætter han. – Føling med agnen er et afgørende element i teknikken. Stangen må meget gerne være lidt blød i det, så der er fuld kontrol over blinkets gang. Jo mere blinket fiskes på præcis den rigtige måde, desto mere fanger man.
– Præsentationen er virkelig vigtig, fortsætter Claus. Højvande er klart det bedste tidspunkt at besøge pladserne, ifølge Claus. – Om vandet er stigende eller faldende betyder ikke så meget. Til gengæld virker det som om, at højvande fisker bedst, fortæller Claus, før vi får ham til at afsløre en stribe af hans favorit pladser.

Claus Christensen
starter oftest sit fiskeri
med et lille 15 grams
Møresilda blink med
grøn ryg.

Fiskeriet omkring Knudshoved er ekstra godt som så mange andre steder lige omkring solnedgang og solopgang. Men derudover har Claus Christensen erfaret, at fiskeri også topper omkring perioder med højvande.
Efter kystørred ved Bisserup
Bisserup er med sit charmerende havnemiljø et virkelig hyggeligt sted at tage til. – Og så er fiskeriet samtidig rigtig fint, fortsætter Claus. – Kørsel til pladsen er simpel, da man blot sætter kursen mod Bisserup Campingplads. Parkering er nemt tilgængelig foran campingpladsen, og så er man allerede tæt ved vandet. I venstre side af P-pladsen går en sti helt ned til stranden. Derfra kan man gå til sejlrenden og påbegynde fiskeriet. Renden kan have ørreder stående både højt og dybt, så det kan godt betale sig at gennemfiske den grundigt.
Mod venstre vades der til stranden, og i dette område er kystfiskeri, som man traditionelt kender det. Der er meget lavvandet, og det bør man være lidt opmærksom på for at undgå bundplanter, sten og lignende. Der er dog både revler og badekar mellem land, og det mørke ålegræs længere ude. Her gælder det selvfølgelig om varsomhed under vadningen. Med lidt forsigtighed kan man faktisk godt få listet sig helt ud til kanten af den mørke bundplantebevoksning, og herfra fisker man direkte ind over de bedste standpladser. Samtidig bliver fiskeriet også lidt lettere, da dybden øges til cirka to meter.
Fede havørredspots ved Klinteby
Klinteby kommer du til ved at køre ad Skælskør Landevej og dreje fra mod Karrebækstorp. Denne lille by kører man igennem, og følger vejen et par kilometer, indtil en lille vej drejer fra mod venstre ved et gult hus – der vil man have vandet i sigte. For enden af vejen er en P-plads beliggende helt ned til stranden. – Jeg fisker først og fremmest mod højre, hvor flere rev går ud fra spidserne af klinten, pointerer Claus. – Strækningen frem til anden spids har jeg haft mest held med, og blandt andet havørreden på fire kilo er fanget på vejen mellem P-pladsen og første spids.
Frem til anden spids er bunden meget varieret med sten og tangplanter. Her er en dybde på to til tre meter, med adskillige gode standpladser for havørrederne, både hvor sten og tang løber helt tæt til land, og hvor et sandbælte ligger foran tangplanterne. Når man passerer anden spids, og fortsætter mod den fjerde ændrer bundforholdene sig til det mere sandede. – Det kunne godt ved første øjekast se mindre spændende ud, men ørrederne er med garanti også her, bekræfter Claus.
Omkring vindforholdene har han en klar favorit. – Vestenvind har givet det bedste fiskeri – det vil jeg anbefale alle at køre efter for at få de bedste chancer på pladsen.

Et af Claus Christensens foretrukne hotspots er omkring skrænterne ved Enø.
På kysten efter havørred ved Enø
Vejen til Enø går via Karrebæksminde By. Her fortsætter man lige ud ad vejen og over broen til øen. Samme vej fører videre til en P-plads grænsende tæt op til vandet. Fra P-pladsen er der et godt fiskeri både mod højre og venstre, fortsætter han. – For det meste fisker jeg til højre langs klinten – her er bunden fuld af sten og tit helt tæt ind mod stranden.
Strækket varierer mellem bugter og revler, store sten og pletter med sand helt frem til Scheibels Hjørne, cirka en kilometers fiskeri nordpå. Hele strækket vrimler med mulige pladser, da havørrederne trækker rundt på fødejagt mellem bundvegetationen og stenene, beretter Claus. – En klassisk plads er den sidste spids, hvor der ligger en lavvandet revle med sten og ålegræs. Her står så godt som altid havørred, og ofte er her regnbueørred som sidegevinst. – Vær opmærksom på hård vestenvind, advarer Claus. – Så kan der være problemer med rigtig meget drivende tang i vandet. Nogle gange så meget, at fiskeriet næsten er umuligt. Går man i stedet mod venstre ved P-pladsen er der også adskillige gode pladser. Bunden er her lidt mere sandet, og der er længere ud til leopardbunden, men kaster man ud til bundvegetationen kan der nemt gemme sig en havørred, slutter Claus.

Her kan du se en række af de bedste havørredpladser langs Sydvestsjællands kyst.
Havørredmagi på kysten ved Knudshoved
Nikolaj Martins fik for alvor magien ved det smukke Knudshoved i blodet kort tid efter kystfluefiskeriet havde fået tag i ham. En aften sad han i den lokale lystfiskerforening, da én af stedets skrappe veteraner, kom forbi. Med sig havde han en stuvende fuld trækasse på slæb, der var læsset med dagens fangst fra Odden. I kassen bugnede det med havørreder og Martins øjne blev store ved synet af stablen på ni fisk og en vældig krabat på 5,6 kilo. Fiskene var fanget ved Knudshovedpladsen Paradiset, og snart var en tur planlagt med Nikolajs far. En tidlig morgen var de fremme ved stedet, og fiskeriet gik i gang med fynd og klem. Nikolaj med sin fluestang og faderen med blinket for enden af linen. Efter en resultatløs stund nåede de en pynt, hvor en gevaldig ørred pludselig inhalerede blinket, og satte i et mægtigt spring fri af vandet.
Nikolaj blev tilkaldt, og kunne ved selvsyn konstatere, at fisken i rasende flugt med faderens blink solidt plantet i mundvigen var den største han til dato havde set – større end det ellers imponerende monster i kassen. Tæt ved land, efter flere udløb og spring, skulle landingen omsider ske, men ak – pokker tog ved fisken der i en kraftanstrengelse af et udløb sprang linen med et smæld, og fisken stak til havs. Fuldstændig målløse stod Nikolaj og hans far tilbage mere end overbevist om Oddens formidable fiskeri…
Fiskeriet ved odden er noget helt særligt. – Ikke kun på grund af havørrederne, der holder til her – men også på grund af den storslåede natur med kilometervis af kyststrækning, som man ofte kan have helt for sig selv, fortæller Nikolaj begejstret. – Nord for Vordingborg har vi dog også kystpladser, som er noget nemmere tilgængelige end trave- eller cykelturene på de store vidder ved Knudshoved, der nok skræmmer enkelte.
For at få det fulde billede af områdets kystfiskeri bør man næsten unde sig at prøve begge dele. Fluefiskeriet er som skræddersyet til pladserne, der generelt er lavvandede og med fisk tæt på land. Da de fleste af smådyrene i vandet har brunlige nuancer er det farvespektret jeg normalt vælger fra flueæsken, fortæller Nikolaj. – Skulle jeg fremhæve en enkelt flue, der gør sig ideelt ved de fleste forhold, må det nok blive Kobberbassen. Med den på forfanget går man aldrig helt galt i byen. – For at give sig de bedst mulige odds for en fisk i nettet, er det en god idé at tage af sted, når vinden er let til frisk. For lidt vind giver sky fisk og for meget gang i blæsten giver et svært fiskeri på grund af det relativt lave vand, slutter Nikolaj, inden han går i gang med at afsløre sine pladser:

Ifølge Claus Christensen efterligner Mørsilda blinket glimrende en lille tobis. Han bruger oftest modellen med grøn ryg, men den røde kan provokere yderligere og måske
gøre forskellen på visse dage.
Fint havørredfiskeri ved Badevej og Fyret
– Badevej og Fyret er en fin plads som du kommer til ved at køre til Ore Camping, hvor der er parkeringsmulighed helt tæt til stranden, forklarer Nikolaj om en af sine foretrukne pladser. – 500 meter fiskeplads findes ved enten at gå mod venstre eller højre på stranden, og begge pladser er karakteriseret ved et stort badekar.
Havørrederne æder sig tykke i kutlinger, rejer og tanglopper, så det er imitationer af disse byttedyr, der er oplagte, Enkelte stimer af tobis kommer også forbi, så slanke blink kan være god medicin på de rigtige dage – igen tilpasset den moderate dybde som ved højvande er omkring halvanden meter. Vader man ud til revlen dropper vandstanden helt ned til mellem en halv og en meter, og så skal der virkelig fiskes højt i vandet.
Havørred ved Klitrosevej og Det Grønne
– Klitrosevej og Det Grønne ligger en smule længere mod nord, fortsætter han. – Man kan køre til sommerhusene og parkere for enden af vejen ved et grønt areal. Her er det igen et mindre badekar, der ligger og venter med en spændende, varieret bund af større sten, ålegræs og pletter med sand – en plads der strækker sig et par hundrede meter til begge sider. Er man mere til spin end flue er stedet her et godt bud på dette. Små, lette blink er kendt for at give de bedste fangster.
– Skydebanen kræver en lille gåtur, men pladsen har et fiskeri der bestemt er værd at komme efter, understreger Nikolaj. – Ved at køre helt til enden af Orevej og parkere her, kan man gå det sidste stykke ad en sti, som ligger ud mod markerne. Når vandet nås, er der stribevis af gode pladser på vejen mod skoven i nord. Jeg vil skyde det til tre kilometers fiskestrækning, hvor havørrederne kan lure overalt. Den bedste metode at gribe fiskeriet an på er ganske enkelt at gå stykket igennem, og fiske så mange pladser man orker. Fiskene er der, og et forår fik en bekendt en velvoksen havørred på 4,1 kilo netop på dette stræk, slutter Nikolaj.

Nikolaj Martins poserer med en fin fluefanget ørred.
Kystpladser ved Det Gamle Fiskerleje
Det Gamle Fiskerleje er den første Knudshovedplads som Nikolaj anbefaler. Fra Næstvedvej kører man ad Purrevej, Stubyvej og Orebyvej indtil vejen til Odden starter ved Knudsskovvej. Her kan man parkere og gå gennem skoven, til den deler sig i et T-kryds. Mod venstre kommer man til et rev, der strækker sig 20-30 meter ud. – Det er en fantastisk flueplads med ganske lavt vand, hvor store sten og ålegræs ligger lige under vandoverfladen, fortæller Nikolaj. Bestemt blandt mine absolutte forårsfavoritter. Mod højre kommer man i stedet til en lavning hvor kysten kommer tæt på skovvejen. Her er der nogle steder ret dybt under land, så fiskene kan stå nærmest lige foran fødderne – lav derfor altid et par kast inden du vader ud, slutter Nikolaj.
Havørredhotspottet ved Den Sorte Fiskerhytte
– Den Sorte Fiskerhytte når man ved at forsætte ad vejen mod Knudshoved Odde, indtil der kommer et åbent stykke, hvor en lille sidevej fører dels til vandet og dels en parkeringsplads, afslører Nikolaj. – Igen er dette er ret langt stræk med fiskeri omtrent en kilometer til hver side.
Kysten har adskillige badekar, så kast fra land først. Men når de er fisket af, så kan det godt lade sig gøre at vade ud på den første revle. Ind mod Vordingborg fisker man langs en ret ensartet og lige strandkant over sandbund med »øer« af sten og ålegræs. I den modsatte retning mod Odden løber et mere varieret kyststræk med pynter og bugter. Helt hen til den sorte fiskerhytte er bunden fyldt med lange, stenfyldte badekar, og igen er det værd at huske fiskene ofte står tættere på land end man skulle tro ved første øjekast, beretter Nikolaj.

Claus Christensen med en fin havørred på fire kilo fra området omkring Klinteby.
Havørredparadiset
Paradiset kommer man først til når bilen er parkeret ved enden af Knudsskovvej og man er nået et godt stykke videre til fods eller cykel. Og der er langt til pladsen – nok tre til fire kilometer indtil man kommer til en gård, hvorefter man bevæger sig videre til den første lille grusvej på højrehånd, som ender ved vandet. Her ser man en bugt og to pynter. Begge er rigtig gode rev og fiskes på begge sider, men hele bugten er en god stille plads, med revler og ålegræs på skift. – Ude ved pynten til højre, er der en dybde kurve som går ind under land, så der bliver dybere end normalt. Dette kan trække rigtig gode fisk til, fortæller Nikolaj der tydeligvis har gode erfaringer på netop denne plads.
På spidsen af Knudshoved Odde efter havørred
– Spidsen er det fjerneste punkt på Knudshoved Oddes fjerneste punkt og muligvis et af de bedste bud i Danmark på at have kilometervis af fremragende havørredfiskeri helt for sig selv, smiler Nikolaj – Ja, ofte kan man kan nyde pladsen fuldstændig ugeneret. – Ud over muligheden for den ultimative frihedsoplevelse kan Spidsen beskrives som et klassisk rev med meget strøm, store sten, blandet bundvegetation og gode vademuligheder. Men pas på strømmen, der kan overraske! Fiskeriet på begge sider er godt, og når man passerer Draget – som er et smalt stykke land, der forbinder det yderste af spidsen på Knudshoved med resten af Odden – så kan der bogstaveligt talt fiskes med chance for havørreder overalt. Således runder Nikolaj sine mange, værdifulde erfaringer med Knudshoved af.
jan 25, 2025 | Åfiskeri, BÆKØRRED, Bækørredfiskeri, Fluefiskeri, Nyheder, Rejsefiskeri
Tasmanien byder på et fantastisk fiskeri efter flotte bækørreder. Følg med den lokale flueguide Daniel Hackett til øen der ligger så langt væk fra Danmark, du overhovedet kan komme. Her kan du opleve uspoleret vildmark – og noget af det bedste tørflue sightfiskeri, du kan forstille dig.
AF DANIEL HACKETT
SIGHTFISKERI er efter min mening den mest spændende form for fluefiskeri. En af de oplevelser, der står tydeligt printet i min erindring, er en dag på den øvre del af Macquarie floden, hvor jeg er heldig at opleve en helt fantastisk majflueklækning med massevis af store, vilde bækørreder, der går fuldstændig amok i fire timer i træk.
En anden dag, jeg tydeligt husker, er en to-dages tur til en øde, krystal klar sø, hvor kæmpestore ørreder i 5-6 kilos klassen i en sanseløs rus jager småfisk op fra dybet og går grassat på dem i overfladen. Eller – måske er den uge, jeg spenderer på den vilde tasmanske vestkyst efter havørreder en af de ture, der har gjort størst indtryk. Med kæmpestore klitter, der tårner sig op bag mig, gennemfisker jeg den brutale brænding med skelettet fra en gigantisk sydlig rethval, som et nærmest surrealistisk bagtæppe i det fantastiske natursceneri.
Men – selv om jeg har massevis af fantastiske minder fra Tasmanien, er den dag, jeg husker allerbedst dog nok den dag, hvor jeg sætter ild på min fiskekammerat… Det sker på en flere måneder lang fisketur, hvor jeg er ude for at udforske vildmarken omkring den øvre del af Mersey floden – på jagt efter nye spændende fiskevande. Det er ukendt territorium, ukendte jomfruelige fisk – og ukendte klækninger.

Tasmanien er et rendyrket tørflueparadis, med gode chancer for fisk som denne.
Tasmanske sommerørred om vinteren
Det er en smuk midsommerdag i januar. Ja – for når det er vinter i Danmark, så er det sommer i Tasmanien. På denne dag, som jeg aldrig kommer til at glemme, har jeg fået selskab af min gode ven Greg. Vi er på vej op igennem en kløft, hvor ingen af os har været før. Vi har spottet en klækning af store, fede slørvinger på op til fem centimeter, og det er som om, at samtlige ørreder i floden er oppe på finnerne for at tage del i festmåltidet.
Overalt kan man høre plask og tunge skvulp – og på de bedste standpladser materialiseres kæmpestore ørreder af drømmeagtige proportioner, som for en stund har glemt alt om deres majestætisk tilbagetrukne tilværelse. De havde kun en ting i hovedet – slørvinger. Jeg har en distinkt følelse af, at jeg vil komme til kort med min 7.6 fods splitcane stang, der ellers var helt perfekt tidligere på dagen, hvor der primært var mindre fisk i farvandet. Men – uanset hvad, har jeg ikke tænkt mig at lade min chance gå til spilde, blot på grund af en underdimensioneret stang.
Monsterørreden fra den dybe pool
Med en perfekt smal linebue, sender jeg en lille bitte ubelastet nymfe tværs ud over vandet. I min anden præsentation snupper den nymfen. Med så stor kraft, som jeg vover med den spinkle stang, gør jeg modhug, så det knager af fightglæde ned gennem den sekskantede stang, mens storørreden med massive plask ruller rundt mellem stenene ude i strømmen. Til min store forbløffelse lykkes det mig inden længe at få fisken presset så tæt på, at jeg har den blot en stanglængde fra den klippe, jeg står på.
Forsigtigt læner jeg mig forover med nettet, for at løfte monstret op fra den dybe pool – ivrig efter at se fisken i øjnene og beskue den imponerende fisk på tætteste hold. Men netop som fisken er ved at glide over netrammen, retter krogen sig ud – og sekunder efter er drømmefisken blot et flygtigt billede på min nethinde, der nok aldrig forsvinder. Evigt ejes kun det tabte, siges det.

Fiskeriet i regnskovsfloderne er mindst lige så spændende, som det man oplever i lavlandet, men her er fiskeriet ofte meget koncentreret og bedst på de aller varmeste sommerdage.
Ørredfeber og balstyrisk ilddans
Den aften ved floden, beslutter vi os for at fejre dagens spændende begivenheder med whisky og øl, i selskab med Sydkorset og mælkevejens funklende stjerner. Dagens oplevelser med megaklækninger og kæmpefisk bliver highlightet ud i de mindste krinkelkroge – efterfulgt og krydret med et festfyrværkeri af de sjoveste jokes vi kan komme i tanker om. En af dem er så morsom, at mine grinekramper medfører spastiske benspjæt så ukontrollable, at jeg får sparket Trangiaen omkuld og sætter ild til Greg, der høj af ørredfeber begynder en balstyrisk ilddans. Den starter ved bålpladsen, men i takt med, at han for alvor mærker flammerne slikke op af kroppen, rykker forestillingen længere og længere ud i vandet, for til sidst at ende med et gigantisk plask, idet Greg sætter et punktum for dagen i selskab med de ørreder, der har været med til at gøre netop denne dag så uforglemmelig.
Masser af ørred til alle på Tasmanien
De sidste otte år har jeg været så heldig, at jeg har kunnet leve af at være fluefiskeguide på Tasmanien. Og der er masser af fisk til alle. Ørrederne, som blev udsat af englænderne i 1860’erne, har dannet vilde, selvreproducerende bestande overalt på Tasmanien, og i dag er der over 3000 vandløb samt søer med bestande af smukke ørreder. Fiskeriet blev for alvor sat på verdenskortet i 1988, hvor der blev afholdt VM i fluefiskeri. Men på trods af, at folk så småt er ved at få øjnene op for det fantastiske potentiale Tasmanien byder på, er der stadig masser af fuldstændig uspoleret ørredfiskeri. Og massevis af ørreder, der grådigt kaster sig over tørfluerne.

Der tørfluenørdes for fulde gardiner ved lejrbålet – godt krydret med røverhistorier og jokes så morsomme, at man kan komme til at sætte ild til sine venner…
Overblik over de tasmanske fiskevande
De nordlige floder byder på et helt eminent fiskeri. Hvis jeg kun havde én uges tid til at fiske i Tasmanien, ville den starte ved Launceston med tre dages tørfluefiskeri. Mulighederne i dette område er næsten uendelige. Det bedste tidspunkt er om foråret i oktober – november Her vil jeg helt klart foretrække nogle af de langsomt flydende stræk, der malerisk snor sig gennem lavlandsengene – præcis som de klassiske engelske kalkstrømme.
De fleste af disse floder er små, men enkelte af de større, som fx South Esk, der er 200 kilometerlang – eller den nedre del af Macquarie floden. Her er der mulighed for at vade- eller driftfiske fra en gummibåd.
Klækningerne kan være op til tre forskellige majfluer på en dag, der imiteres med fluer i krogstørrelser fra str. 12-18. Hertil kommer et stor antal af landlevende biller og vandnymfer. På Tasmanien er det normalt at se ørrederne hoppe fri af vandet for at tage flyvende majfluer, og vandnymfer. Alene det er hele turen værd.
I december – februar, når foråret bliver til sommer, klinger majfluefiskeriet af. Nu starter mit favoritfiskeri i lavlandsfloderne med en aggressivitet, der ikke efterlader nogen tvivl om, at de ved, hvad de vil ha’. Et mere visuelt højspændt fiskeri skal du lede længe efter. Her er der ikke bare tale om fisk, der står på en fast standplads og tager, hvad der kommer. Nej – fiskene svømmer aktivt rundt, og kaster sig grådigt over alt, hvad der minder om græshopper.
På samme tidspunkt, er der også mulighed for at opleve et sindsoprivende spændende fiskeri, med cikade- og slørvingeimitationer i de tempererede regnskovsfloder – fx Mersey floden. Fiskeriet i regnskovsfloderne er mindst lige så spændende, som det man oplever i lavlandet, men her er fiskeriet ofte meget koncentreret og bedst på de aller varmeste sommerdage. Gennemsnits fiskene i de fleste floder ligger fra lidt under eller over kiloet.
Når sommeren klinger af og efteråret nærmer sig, kommer majfluerne igen tilbage på menukortet. Efterårsklækningerne kører i 2-3 måneder indtil sæsonens af slutning i slutningen af april – starten af maj. På varme dage supplerer græshopppefiskeriet majfluerne, og på fugtige aftener byder sværmende flyvemyrer på endnu flere muligheder for tørfluefiskeren.

En af områdets femstjernede lodges – beliggende direkte ned til fiskevandet!
Ørredsøerne langt ude imod vest
I min tasmanske vil de trefire midterste dage helt sikket blive brugt i de vestlige søer som ligger i de fredede World Heritage Area. De vestlige søer er ret unikke, og ligger på et plateau mærket af gletsjeraktivitet for tusinder af år siden. Da gletsjerne blev gamle og forsvandt, efterlod de mere end 400 mindre lavvandede søer. De fleste er fulde af majfluer, tanglopper og små byttefisk der bor mellem tangpletterne på den hvide sandbund.
Ørred blev først introduceret til området i slutning af 1800-tallet og i de sidste 130 år har de eksisteret sammen med den oprindelige flora og fauna.
Sightfiskeri på de store tasmanske søer
Selve fiskeriet er vanskeligt at beskrive, men for at sige det ligeud, er det langtfra søfiskeri, som de fleste kender det. Den bedste sammenligning vi kan bruge er, at man purscher ørred på samme måde, som man fisker efter bonefish på tropeflats. På skyfrie dage vader vi i de lavvandende laguner, i søgen efter ørred der er fokuseret på majfluer i overfladen. De fleste vejer 1-2 kilo men enkelte når vægte over fem kilo!
På dage hvor vejret er lidt mere hårdt med skyer, regn og vind, er der søer med mere grøde, som der kan fiskes med tørfluer på alligevel. Uanset vejret om dagen, er ni ud af ti vandet roligt, og man kan se ørrederne taile. At taile er et udtryk primært brugt om bonefish når halen lige stikker over overfladen, når de svømmer rundt og guffer fødeemner op fra bunden. Det siger vist sig selv at dette er med til gøre fiskeriet ekstremt spændende!
En ting der er vigtigt at påpege omkring fiskeriet i Tasmanien er vejrets betydning. Tasmanien er en lille ø omringet af massive havområder i hvad der er kendt som Roaring Forties fordi der er brølende vinde. Når disse vindsystemer rammer øen, og det centrale 1200 meter plateau, bliver de presset op og kan blive voldsommere, og resultere i dramatiske vejrændringer. Således kan det være 30 grader, og solskin den ene dag, og sne den næste! Ja de vestlige søer er vilde på mange måder!

Mange af lavlandsfloderne er bittesmå bække på størrelse med denne, men som du kan se, kan de krystalklare bække rumme ret pæne fisk.
Ørred i de tempererede regnskovsfloder
De sydlige floder burde afslutte enhver tur til Tasmanien. Styx, Weld og Florentine er friløbende vandløb med et rødligt skær i vandet fra regnskovens muldbund på Sydtasmanien. Her vokser enorme træer, hvoraf nogle kan være op mod 700 år gamle. Herefter flyder floderne gennem skovområder, som desværre til dels er blevet massivt udryddet af skovhugger industrien. Man kan håbe at økoturisme, heriblandt lystfiskeri, kan overtage skovbrugen og med de smukke bjerge og med det fantastiske fiskeri området byder på, burde det kunne lade sig gøre.
Fiskeriet er 100% visuelt, og man kaster kun til fisk man har set. Blindkast resulterer i mange bittesmå ørreder, men dem der evner at spotte de store 2-5 kilos fisk mellem væltede træer, hurtige stryg, og i de dybe pools, har muligheder for at opleve et fiskeri der er svært at matche.

Man kan meget let få bækørreder på hjernen, når først klækningerne tager fart, og fiskene tager for sig af retterne.
Tasmanien – et ørredparadis
Det er så Tasmanien. Andre højdepunkter der bør nævnes er sightfishing efter havørred, de vilde regnbuer i World Heritage Area eller fiskeriet i de små kildevælds åer. Vi har de famøse tasmanske djævle og er stolt af vores danske prinsesse, men vi har også suverænt visuelt fiskeri efter ørred, så kom bare og besøg os.
Øen Tasmanien er en del af den australske stat – og ligger 40 minutters flyvning fra Australien. Over 40% af øen er fredet som nationalparker, reservater eller andre former for beskyttede områder. Den er på størrelse med Irland, men på trods af dette bor der kun en halv million mennesker. 200.000 af dem bor i hovedbyen Hobart, der ligger på den sydlige del af øen.
Den næststørste by er Launceston med 100.000 indbyggere. Begge byer kan man komme til via fly med Qantas and Virgin Blue, der flyver fra Melbourne International Airport. Meget af det bedste strømvandsfiskeri findes under en times bilkørsel fra Launceston, men der er også rigtig godt strømvandsfiskeri vest for Hobart. De bedste søer ligger på midten af øen, i et område der kaldes Western Lakes. Regionen er en del af det centrale højlandsplateau i 1100-1200 meters højde. Her er over 3000 krystal klare lavvandede søer, hvor du kan sightfiske efter ørred, som var det bonefish. Og for at det ikke skal være løgn så er området udråbt som fredet World Heritage Zone, hvilket er din garanti for nogle uforglemmelige naturoplevelser.
Fluefiskeri på Tasmanien
Forfatteren, Daniel Hackett, driver firmaet, RiverFly Tasmania www.riverfly.com.au fra byen Launceston. Der er fokus på tørfluefiskeri fra oktober til april. Daniel er også den første fiskeguide, der har fået tilladelse til at guide i World Heritage området, hvor der udlejes primitive hytter fra oktober til marts.

Teltet rystes efter en våd nat, så det ikke er helt så tungt at slæbe tilbage gennem vildmarken.

Mange af de små søer i højlandet er så afsides liggende, at man kun kan komme frem til dem til fods. Men – det gør ikke fiskeriet mindre godt…