jun 5, 2020 | Artikler, Biologi, Fiskeri - generel viden, LAKS
I Skjern Å findes der heldigvis ikke Gyrodactylus, men blot mere uskyldige havlus, som du kan se på denne laks, der lige er steget op fra havet.
Den frygtede lakseparasit Gyrodactylus salaris kan udradere en laksebestand i et helt vandsystem, hvis der er tale om den patogene – eller sydomsfremkalende – form. Det har man vidst længe, men man har en tendens til at glemme gammel viden. Så pas på, når du fisker i fx Mørrum eller nogle af de norske elve, hvor denne parasit i sin patogene form findes. Den kan nemlig spredes til vores egne lakseåer – og ødelægge dem, hvis ikke man passer på.
AF JOHAN WEDEL NIELSEN, BIOLOG
En fluefisker fanger en flot laks i Mørrum, lander den i sit fangstnet og sætter nænsomt fisken ud. men i nettet har sat sig en Gyodactylus salaris af den sygdomsfremkaldende form. Dagen efter fisker samme lystfisker i Skjern å og er heldig at fange endnu en laks. Det endnu fugtige fangstnet findes frem, og det lykkedes at lande og genudsætte endnu en flot laks, hvorpå den potentielt patogene parasit fra Mörrum nu har sat sig. Efter nogle år uddør laksen i Danmark, og trods af flere forsøg på at udrydde den nyligt introducerede patogene Gyrodactylus ved at sprede gift i hele å systemet, så lykkedes det ikke, for parasitten overlever hver gang i små bække. Til sidst må man opgive, og laksen er tabt for evigt. Dette er et fuldstændig realistiske skrækscenarie, der kan udfolde sig, hvis man ikke træffer de rigtige forholdsregler, når man har fisker forskellige laksevande og flytter imellem dem.
Hvis man ikke kender til Gyrodactylus salaris lyder det lidt overdrevet, at et enkelt fugtigt fangstnet kan udrydde de danske laks, men det er desværre ikke en overdrivelse. Gyrodactylus i en ikke sygdomsfremkaldende version findes iøvrigt i forvejen i begrænset omfang i Skjern Å. Det er den patogene form fra Norge og Sverige, vi skal sørge for ikke kommer ind i vores vande.
Gyrodactalus – den norske historie
I Norge betød udbygningen af vandkraft, at laksebestanden i mange elve blev decimeret eller udryddet, som det er sket så mange andre steder. For at opretholde laksebestanden blev kraftværkerne pålagt at udsætte laksesmolt. I 1974 besluttede man at udsætte svenske laksesmolt fra Østersøen i elven Vefsna, og det var dumt.
Østersølaksen er nemlig resistent mod Gyrodactylus, da parasitten er naturligt hjemmehørende i Østersøen. Det betød, at de udsatte laksesmolt tog parasitten med sig til Vefsna, hvor de lokale atlanterhavslaks ikke er tilpasset gyrodactylus. Bestanden af laks i Vefsna blev derfor udryddet, og Gyrodactylus blev spredt til over 50 elve. Ofte ved man ikke, hvordan Gyrodactylus er blevet spredt, men lystfiskere har helt sikkert flere gange været med til at sprede parasitten pga uvidenhed om faren.
Johan Wedel Nielsen er biolog og arbejder med akvakultur.
Da man efterhånden fandt ud af, hvad der ødelagde laksebestandene, gik den norske regering i gang med at forsøge at udrydde Gyrodactylus. Dette er primært foregået med rotenon, en kraftig fiskegift, for uden vært ingen parasit. Det er voldsomt at forgifte et helt vandsystem for at slå alle laks og ørred ihjel, for selv den mindste lille bæk kan holde fisk og virke som reservoir for Gyrodactylus. Flere forsøg på at udrydde parasitten i elvene er da også slået fejl, og så har hele massakren har været til ingen nytte.
Status er nu, at 32 elve er raskmeldt og 18 elve er smittede i Norge. Af de 18 smittede er de 11 behandlede og man venter nu og ser, om parasitten er væk. De sidste 7 elve er omkring de to store vandsystemer Driva og Drammen. Både Driva og Drammen skal behandles med rotenon, om end der foregår en kraftig diskussion, om det kan gøres med mindre drastiske midler som kloramin eller aluminiums ioner, som begge kan slå Gyrodactylus ihjel uden at slå laksen ihjel. En ting er sikkert: Når først man begynder at pumpe palletanke med rotenon ud i elven så skal man sørge for at slå alt ihjel, for ellers er det hele spildt.
Gyrodactylus er egentlig et fascinerende dyr, den kan dele sig ukønnet, så der skal ku én enkelt parasit til at skabe en bestand. Man kan se det lille foster af den næste generation inden i en gravid Gyrodactylus. Men inden i fosteret er allerede skabt den næste generation, for fosteret er gravid inden fødslen! For at fasthæfte sig til laksen har Gyrodactylus 16 små kroge, som den bruger til at hæfte sig fast. Når den flytter sig afsted over laksen laver den 16 små huller hver gang. Udover disse huller spiser parasitten laksens hud og slimlag, og efterhånden dør laksen af ødelæggelsen af dens hudoverflade samt sekundære infektioner.
Den russiske forbindelse med Gyrodactalus
Det sidste nye fra gyrodactylus fronten er, at parasitten desværre er kommet til Rusland, nærmere bestemt Pak og Shovna i nedre Tuloma bassinet tæt ved Murmansk på Kola halvøen. Dette er meget trist udvikling, da det bliver vanskeligt at udrydde Gyrodactulys i Rusland. Parasitten kan nemt spredes til andre elve på Kola eller to de to mega floder Pechora og Severnaja Dvina der sandsynligvis er Europas to vigtigste laksefloder. Du kan læse mere om dette i den nye ICES rapport, der går i dybden med status af de forskellige laksebestande i Europa.
Det er egentligt meget nemt at undgå Gyrodactylus i Danmark: Alle lystfiskere skal bare lade være med at importere den fra Østersø området, Norge eller Kola. Parasitten er meget følsom overfor udtørring eller frostgrader. Derfor sørg for at tørre alt dit udstyr meget grundigt efter at have fisket laks i et område og skal fiske i et nyt vandsystem. Alternativt kan man fryse det ned -18C i en kummefryser. Gør det og glemt det aldrig. Så slipper vi for at skulle til at tippe en tankvogn rotenon i Skjern å.
jun 3, 2020 | Artikler, Fiskeri - generel viden, Grej og beklædning, Sponsoreret
Hvis du ikke har tjekket din redningsvest ved sæsonstart i år, er det på høje tid at gøre det. Det tager kun få minutter, og det kan redde dit liv.
AF MERETE KABEL
En redningsvest skal tjekkes mindst én gang om året, så du er sikker på, at den virker, som den skal, hvis du skulle falde i vandet. Langt de fleste redningsveste, som bruges i dag, er oppustelige veste. Bruger du ofte din vest, kan det fx slide på opdriftsblæren, som bliver utæt. Hvis du har opbevaret vesten forkert i løbet af vinteren, kan den automatik, som udløser vesten, være defekt. Derfor er det en god regel at gennemgå vesten ved sæsonstart og igen i løbet af sæsonen, lyder det fra Søsportens Sikkerhedsråd.
Foretag regelmæssige tjek
– Hvis du ikke tjekker din redningsvest regelmæssigt, giver den falsk tryghed. Når du går vesten igennem, opdager du, hvis gaspatronen er defekt, eller der er andre dele, som er udtjent. Det er også vigtigt at tage stilling til, om bæreevnen stadig passer til dig og din besætnings vægt, og mindst lige så vigtigt er det, at du tager vesten på, for ellers hjælper den ikke, siger Sten Emborg, specialkonsluent i Søsportens Sikkerhedsråd.
– Når du har været på din sidste tur om efteråret og pakker dit grej sammen, bør du tømme båden og opbevare redningsvesten og dit øvrige sikkerhedsudstyr derhjemme. Så får udstyret ikke fugt, der kan ødelægge eller reducere holdbarheden. Søsportens Sikkerhedsråd anslår, at ca. hver 10. selv
Se en kort film om tjek af redningsvesten her
Filmen er produceret i samarbejde med Danske Tursejlere
Husk at tjekke udløserpatronen mindst en gang årligt.
Sådan tjekker du din oppustelige redningsvest
- Læg den selvoppustelige redningsvest på et bord og åbn vesten i siden. Bemærk hvordan den er foldet, så du kan folde den sammen igen.
- Tag CO2-patronen ud og tjek, om der er hul i toppen af patronen. Hvis der er hul, så er den tom og skal udskiftes. Vej evt. patronen på en brevvægt. På patronen står den oprindelige totalvægt (patron + CO2). Patronen må højst mangle to gram.
- Tjek automatikudløserens udløbsdato. Er den for gammel, udskiftes den. Har udløseren rød indikator, skal den også skiftes. Nogle veste har en synlig tablet i udløseren. Tjek den med neglen – hvis den er blød, skal den udskiftes.
- Tjek den manuelle udløser. Den skal være ført tilbage, og den lille grønne sikkerhedssplit skal være intakt.
- Blæs vesten op gennem mundstykket. Lad den ligge i 16-24 timer. Er trykket gået af, er den utæt og skal kasseres. Holder vesten trykket, lukkes luften ud via mundstykket.
- Montér automatikudløser og CO2-patron. Montér en automatikudløser/tablet og skru en fuld eller ny CO2-patron i udløserenheden.
- Pak vesten sammen. Følg den medfølgende brugsanvisning for, hvordan den skal foldes. Notér årstallet for, hvornår du har givet vesten et tjek, med vandfast tusch på ydersiden af vesten.
- Hvis du er i tvivl om, hvordan du tjekker vesten, kan du sende den til autoriseret service.
Husk, at der helst også skal være mulighed for at tænde et lys på din redningsvest, som vist her.
Husk dit øvrige sikkerhedsudstyr
Godt en fjerdedel af alle uheld og assistancetilfælde for fritidssejlere og fritidsfiskere skyldes motorstop og simple fejl ved udstyret. Derfor er det en god idé at have en grundig tjekliste til båd og grej, som kan bruges, hver gang du skal på vandet. Tjek også nødraketter, VHF-radio og alt det andet udstyr, for udløbsdatoen kan være overskredet eller batterierne kan være flade. Gå din sikkerhedsline og badestige efter for slid, og se efter om, du har lækpropper i de nødvendige størrelser på lager.
En kortfattet tjekliste kan findes her: Tjekliste
jun 2, 2020 | Artikler, Rejsefiskeri
New Zealand byder på fantastiske muligheder for hajfiskeri direkte fra kysten. Tag med på en eventyr du sent vil glemme.
AF CHRISTIAN THOMSEN
Det var en tidlig højsommermorgen, og jeg vågnede af en bragende varme, der var resultat af solens første stråler på mit bilvindue. Jeg havde overnattet på en parkeringsplads i min lille Ford Falcon.
Dette var min første dag på en mission, der havde været en barndomsdrøm så længe jeg kan huske: Jeg ville fange en fisk, der var større end mig selv, og det var en Bronzehaj det hele drejede sig om. Jeg havde planlagt det hele i meget lang tid, men jeg vidste nok også allerede på det tidspunkt, at fiskeri som dette er noget man ikke kan planlægge… eller i det mindste, så går det sjældent som planlagt! Og det gjorde denne mission heller ikke viste det sig…
Under forberedelserne blev jeg mødt af den ene problemstilling efter den anden. Det største problem var dog at finde en måde at få min madding ud på det dybe vand, hvor hajerne trak rundt. Jeg havde mange overvejelser, som indebar alt lige fra surfcast stænger til paddleboards. Faktisk havde ideen med at købe en fjernstyret båd og slæbe maddingen ud med den, vundet inde i mit hoved. Så mens jeg lå i bilen og ventede på, at varehuset på den anden side af vejen åbnede, fik jeg skovlet noget havregryn og pulvermælk ind.
På jagt i varehuset
Inde i varehuset ledte jeg forgæves efter en fjernstyret båd, der var stor nok, og havde en fornuftig rækkevidde til projektet. Næste problem blev også, at jeg boede i min lille bil, og havde jo egentlig heller ikke mulighed for at oplade den, hvis den gik tom for strøm…Kreativiteten steg i takt med utålmodigheden for at komme ud og fange min haj! Derfor fandt jeg i børneafdelingen en oppustelig gummibåd, som hang på væggen. Den var praktisk, og den kunne pakkes sammen, Jeg kunne have den på rygsækken og så kunne den lades op med lungerne! Den var perfekt! Men den var udsolgt…
Jeg kunne næsten ikke være i mig selv! og i Waipapa, Northland, kører man ikke bare lige over til det næste varehus. Så jeg jokede med ekspedienten, at jeg kunne da købe udstillingsmodellen til halv pris. Og det fik jeg så lov til! Vi fik så pillet båden ned fra væggen på bedste klatremanér, men han kunne kun finde den ene åre. Men jeg tog, hvad jeg kunne få, så jeg kunne komme afsted og jagte drømmen, som man siger.
Her kan du se Christians set-up, da han fiskede efter hajer på New Zealand.
Fem timer efter stod jeg ved en lille bugt. Det var ikke nødvendigvist stedet, hvor jeg ville gå efter min haj, for der der var mange sten og skarpe muslingebanker i vandet. Til hajfiskeriet gik jeg efter ren sandbund. Men det var alligevel blevet for sent på dagen til at fiske hajer, så jeg gik efter Kingfish, som jeg tænkte ville trække rundt i den lille varme bugt. Her var der et fint fiskeri efter snappers og mindre kingfish, og så blev det også til et par kahawai’s som ville være en perfekt madding til hajen! I solens sidste stråler kom der en kæmpe skygge langsomt forbi, og jeg tænkte, at det var godt nok en stor rokke. Men 10 minutter senere kom den tilbage, og det viste sig at være en bronzehaj! Men – det ville være dumt at fiske dem her og nu tænkte jeg, da det ville være totalt mørke om 20 minutter, og så ville det være ren kaos at fighte den her med alle de sten og skarpe muslinger.
Afsted på hajfiskeri
Efter endnu en kummerlig overnatning i bilen, kørte jeg længere nordpå, til Rangiputa, som er hospottet for at fiske hajer i følge de lokale. Jeg ankom, igen hen på eftermiddagen, og fjorden havde den reneste fine sandbund. Lige hvad jeg havde drømt om!
Jeg pakkede rygsækken med min lille båd og vandrede så tre kilometer længere ind i fjorden. Tidevandet var meget stærkt, og der var en voldsom strøm. Jeg fik rigget det hele op, og lå klar til at sejle ud for at lave mit første drop i min lille børnegummibåd. Allerede 1 meter fra land begyndte strømmen at hive mig kraftigt mod højre, men så var det jo rent held at jeg kun havde én pagaj at ro med, for så gik det jo cirka lige op!
Jeg padlede så hårdt jeg kunne, indtil jeg ikke kunne se bunden, og så smed jeg min størrelse 20/0 cirkelkrog ud med et paternoster-rig af metalwire, 400 gram bly samt en halv 2 kilos kahawai for enden. På land stod jeg klar med stangen rigget op med 0.80 fletline. Strømmen løb med voldsomme mængder ålegræs, der konstant trak afsted med hele rigget. Jeg måtte derfor ofte sejle ud og dumpe agnen på ny.
Og her stod jeg så hele dagen i en brændende sol uden et eneste “hajhug”. Jeg fangede dog i ny og næ nogle rokker, men det var ikke dem, jeg kom efter. Næste morgen forsøgte jeg igen, men det blev endnu en dag uden fast fisk… De Kahawaier jeg tidligere havde fanget, var begyndt at blive godt møre i den bagende sommersol. På tredjedagen besluttede jeg mig for at prøve fiskeriet fra klipperne på den åbne kyst efter kingfish, og hvad der ellers skulle være.
Kingfish healing
Det betød også at det var et totalt no-go efter hajer der, men jeg savnede at få en fight af bare et eller andet. Jeg kørte ud til en lille parkeringsplads, hvor jeg kunne kravle ned på klipperne. Her mødte jeg en lokal, og brugte dagen sammen med ham. Hele turen havde jeg været alene afsted, så det var hyggeligt med lidt selskab. Vi fiskede efter Kingfish. Jeg stod med store woblere og han brugte et slide-rig med levende agn. Her var masser af pipers og mindre kahawaier, så det vaf et godt tegn på, at der nok ville trække nogle større fisk forbi også.
Pludselig blev stilheden brudt af et løbende hjul, og mens vi begge retter blikket mod hans stang, der flexer helt i bund, får jeg et voldsomt hug. Vi står begge og prøver at få styr på vores fisk, som tager de vildeste udløb. I et udbrud af banden og svovlen røg min fisk af, men min nye ven fik sin på land. Det var en kingfish på omkring de 20 kilo. Herefter bød aftenen på sjov med en del mindre kingfish, og så var der frisk madding til dagen derpå. Han gav mig koordinaterne på et nyt sted, som han mente var bedre til hajer.
Et nyt spot
Fjerdedagen startede tidligt med rester fra gårsdagens aftensmad, havregryn og pulvermælk, hvorefter jeg stod klar ved solopgang på det nye spot. Eller rettere, der hvor vejen endte. Jeg havde fundet et sted på google maps med fin sandbund, men jeg måtte gå et godt stykke for at komme derhen. Min gummibåd blev omdannet til en flåde med alt mit grej – t aske, sovegrej og telt samt proviant til mig selv og hajerne.
Langs med mangroveskove måtte jeg gå i brysthøjdt vand det meste af vejen. og da jeg ankom, fik jeg hurtigt dumpet rigget, så jeg kunne lave en camp på stranden i ventetiden. Her var der ikke så meget strøm i vandet, så jeg turde godt lade stangen stå med en helt løs bremse inde på land. Pludselig kunne jeg høre bremsen langsomt tikke… Hjertet fløj naturligvis helt op i halsen på mig! Jeg nåede lige at gribe fat i stangen, inden der virkelig kom fart på fisken.
Verdens hurtigste gummibåd
Jeg lagde an til modhug, men da jeg strammede bremsen, slap hajen agnen… Eller det vil sige den rev agnene totalt af, så kun hovedet af kahawaien var tilbage med store rene bidemærker. Jeg stod tilbage og tænkte, at jeg havde misset min chance, men samtidigt havde jeg kun været her i et par timer! Måske kunne kun blive godt det her!
Agnen blev hurtigt skiftet, og jeg kunne ikke få den hurtigt nok ud i min lille børne gummibåd. Mens jeg sad og holdte øje med, hvornår bunden forsvandt, så jeg en kæmpe mørk skygge lige under mig. Jeg ville ikke have agnen i båden, da jeg var bange for at krogen ville prikke hul, så den blev slæbt efter mig i mit bælte cirka 1 meter fra båden. Bæltet var bundet fast til båden, og tusindvis af skrækscenarier poppede frem i hovedet på mig, om hvad der ville ske hvis hajen tog agnen direkte fra båden!
Jeg fik derfor hurtigt vendt min kludrede lange krop til den anden ende af båden, og smed bælte samt alt ned i dybet. Og så tror jeg aldrig man hverken før eller siden har set nogen sejle så hurtigt med 1 pagaj i en lille gummibåd, som jeg gjorde for at komme tilbage til land og fiskestang. De få minutter føltes som en evighed.
Tilbage med sand under fødderne stod jeg igen klar, men som timerne gik skete der intet.. Jeg checkede agnen og naturligvis havde jeg sendt mit bælte i dybet – bogstaveligt talt. Så den kom ikke med tilbage. Jeg overnattede på stranden og den sidste fillet Kahawai kom på bålet til aftensmad.
Det var et spektakulært syn for de mange badegæster, da Christian fightede den flotte bronzehaj.
Et nyt forsøg
Næste morgen prøvede jeg ihærdigt at fange noget nyt agn. Men forgæves. Der var ellers en god aktivitet af hajer, der kom helt tæt på land. Men hvad nytter det, når man ikke har noget at fange dem på. Jeg havde nu forsøgt næsten en uge at fange drømmefisken, men jeg havde hverken mad til mig selv eller hajerne, så jeg blev nødt til at forlade stranden forgæves. På vej tilbage længere sydpå overvejede jeg situationen nøje. Jeg konkluderede at jeg hellere måtte komme tilbage til min gamle værtsfamilie, hvor jeg ellers holdt til, og så måske prøve igen senere på sæsonen?
Som jeg kørte, tænkte jeg, at det kunne fandme ikke passe! At jeg i det mindste ikke kunne få lov at mærke en fast fisk på krogen! Jeg holdt derfor ind til siden, og så lavede jeg en u-vending. Jeg kørte så hurtigt jeg kunne tilbage, hvor jeg på førstedagen både havde rigeligt med agnfisk i vandet, og havde set haj.
Næste morgen stod jeg igen ved bugten kaldet Mckenzie Bay. Denne gang skulle der ikke spares på noget, så jeg købte 5kg Burley, som er most fisk i et net til at sprede duftstof. Den lokale ekspedient fik medlidenhed med mig tror jeg, da jeg fortalte ham min historie. Så han gav mig en frossen bonito tun med gratis, og fortalte mig, at det er noget, som hajerne ikke kan modstå. Og så gav han mig faktisk også en ny åre! Han forstod heller ikke helt hvorfor jeg dog ville fange sådan en haj, da det er normalt hajerne, der ødelægger fiskeriet for alt andet.
Klar igen
Et par dage efter lå burley’en i vandet, båden var pustet op og alt var rigget til. Jeg var naturligvis meget skeptisk med alle de sten og skarpe muslinger, der groede på dem. Men hvor der er vilje, er der en vej. I dette tilfælde var det dog en bumpet og forfalden markvej. Ikke langt fra, hvor jeg fiskede, var der nemlig en temmelig populær badestrand, som havde en ganske fin sandbund. Det måtte være helt perfekt til at få en haj i land tænkte jeg…
Men – nu skulle jeg jo lige have kroget en fisk først, da de store fisk åbenbart ikke er så dumme, som jeg tidligere havde troet! Jeg sejlede ud, hvor bunden forsvandt, og jeg fortsatte endnu længere ud. Den halve bonito dalede langsomt mod mørket. Jeg skyndte mig ind igen og stod klar. Men i det stille vejr kunne man da lige nyde lidt mere havregryn og pulvermælk. På en stor sten havde jeg et godt udsyn over min burley, der lå og kogte under havoverfladen. Pludselig kom der igen den store mørke skygge hen over havbunden, som jeg tidligere havde set.
Christian Thomsens flotte bronzehaj blev naturligvis genudsat.
Drømmehugget
Så begyndte hjulet at tikke. Fuldstændig som i scenen fra Jaws. Alt var helt stille, mens jeg langsomt løftede stangen op. Jeg gik ud til knædybt vand hvor jeg følte jeg havde et godt fodfæste. Tikkene gik langsomt hurtigere og hurtigere. Jeg strammede bremsen til, og så var det ellers som at kroge en bus, der kom kørende i fuld fart. Den rev mig hen over havbunden og jeg kunne næsten ikke holde mig selv stående, men da jeg kom ud til hofte dybde stoppede den, og gik modsatte vej.
Den gik helt perfekt mod badestranden og de badende turister. Jeg gik langsomt med og havde en meget stram line. Mange tror en hajer går dybt og tungt, men ikke bronzehajen. Den var flere gange oppe og vende i overfladen og lavede nogle voldsomme plask. Kaoset spredte sig hurtigt, og lige pludselig gik det op for mig, at der stod en ca. 50 mand og fulgte med i fighten inde fra strandkanten. Det var en opmærksomhed, jeg ikke lige havde håbet på, da jeg også skulle have fisken i land og afkroge samt håndtere den, så den kunne blive genudsat igen. Og det er et stykke arbejde, der hurtigt kan virke makabert for en ikke-lystfisker. Men – i det mindste var der vel en, der kunne tage et billede for mig!
De første 40 minutter gik med rent tovtrækkeri, og jeg følte, at jeg var kommet ind på forholdsvis sikkert vand, men det var rent held. En anden ung mand stod og fulgte med, og jeg råbte, om han kunne komme og hjælpe. Jeg gav ham stangen, så jeg kunne få fat i haleroden på hajen og slæbe den ind på lavere vand. Hajen var træt, men ikke så træt, at den ikke kunne slå fra sig endnu. Med et solidt greb med begge hænder om haleroden, hvor jeg stadig ikke kunne nå hele vejen rundt, slog den med et ordentligt slag til siden, hvor jeg kun lige blev hængende med én hånd. Jeg fik fat igen med begge hænder bakkede jeg tilbage til det lave vand. Krogen sad helt perfekt, og jeg fik den afkroget uden problemer. Et par hurtige billeder blev taget, og en drøm gik i opfyldelse med en bronzehaj på cirka 260 cm. Hajen blev genudsat og svømmede langsomt tilbage i dybet. Nu var det tid til en kold øl, og jeg så ikke én eneste turist, der var ude at bade en hel time efter…
maj 30, 2020 | Artikler, Guide til fiskepladser, HAVBARS, Kystfiskeri
Stenhårde hug, tunge udløb og til tider hektisk fiskeri er barsens varemærke. Men den til tider sværtfundne fisk, som skal genudsættes, kan være en udfordring at komme på kastehold af. Det kræver erfaring, og den har Bo Jensen, som her giver dig hjørnestenene til succes med Vesterhavets hårdtslående fighter.
AF BO JENSEN
JAAA! DE ER HER! Råbet på klingende fynsk kommer fra min fiskemakker, der står et halvt hundrede meter længere henne ad kysten med en voldsomt bøjet stang. Noget stærkt for enden af linen trækker nogle line meter af, stangen står i en flitsbue og bremsen hviner. Udløb nummer tre bliver en anelse kortere og fisken viser sin blanke bredside i overfladen et stykke ude og følger derefter pænt med ind mod den spændte fisker. I det øjeblik den fornemmer gruset under bugen komme nærmere, tager pokker ved dyret og i et panisk forsøg på at undslippe, stikker den af mod de befriende bølger.
Hasse, som er forbundet til det iltre væsen via en tynd line, ytrer noget om at den bare skal ind og lægger mere pres på klingen. Minuttet senere giver den sig og bliver mere føjelig, så Hasse kan kane en fed sølvfarvet bars op på stranden. Dens pigge på ryggen stritter om kap med dens udspilede finner af bar kampgejst. Det er en glad fisker, der poserer foran kameraet øjeblikke senere.
Fiskeriet optages hurtigt efter nogle få skud med kameraet, for i barsfiskeriet er det klart underforstået, at man skal holde sig til, når chancen er der, og barsen er indenfor kastehold. De følgende minutter bliver til en hektisk blanding af kast, hug, fights og genudsætninger af hidsige og sølvglinsende jægere. Vores hænder bliver riftede af fiskenes pigge og gællelåg, hvis forsvarsudstyr er dens skarpe savtakkede rand, som helst bør undgås under afkrogningen.
En Clouser går man ikke fejl af – heller ikke til bars. Lyse farver har vist sig effektive.
BARSFISKERI GÅR I BLODET og selv efter flere fine fisk, kommer ophidselsen helt uventet tilbage, da en rigtig stor bars får Hasses stang til at krølle totalt sammen. Hvinene fra bremsen går en oktav op, og i et flintrende udløb stikker fisken af i et tempo, der ville gøre enhver havørred forlegen. Fisken tog blinket et kast ude, og der bliver hurtigt flået et tocifret antal meter line yderligere af hjulet, inden fisken pludselig ændrer kurs og søger mod nogle store sten. Intet kan hjul og stang gøre, da de er spændt maksimalt op. Svedperlerne på Hasses pande er for længst sprunget frem, og han er ekstremt fokuseret. Frustrationerne er nærmest håndgribelige, da linen med ét bliver helt slap. Forklaringen trænger sig på, måske et skade på linen, måske er den skåret over på en et skarpt stenhjørne. Rigtig surt, da det er den anden store bars, han har tabt på den facon.
BARSEN TRÆKKER KYSTNÆRT for at æde. De følger ligesom makrellen byttet, som kan være småsild og tobis. Derfor kan barsens tilstedeværelse være noget uforudsigelig, men godt med byttefisk i vandet er selvfølgelig en klar, positiv indikation. De første bars fangster sker ifølge mine erfaringer i forsommeren eller det sene forår. De vil gerne have lidt varme i vandet, så fiskeriet tager først for alvor fart fra juni og henover sommeren. Årets seneste bars har jeg fanget i oktober efter en varm sommer.
FANGSTERNE AF BARS OPLEVES sporadisk over det meste af landet. Fra fjorde i Sønderjylland over sjællandske kyster til Djurslands yderkyst. Men skal du give barsen et seriøst forsøg, må du til Jyllands Vestkyst. Og det på godt og ondt. Der kan være alt for lange perioder med al for megen vind. Specielt i Vendsyssel blæser det stort set hele tiden, men det må man tage med.
Er man til opsøgning af nye pladser, så søg pladser der ligger tæt ved områder med lidt struktur på bunden. Godt nok kan man fange bars over ren sandbund, da det jo er en hurtigt vandrende stimefisk, men fiskeriet er mere stabilt ved steder med mere varierede forhold. Finder du et rev, vrag eller et spot med bevoksning og struktur, vil det virke som en magnet på de trækkende fisk, der før eller siden vil frekventere pladsen. Det er som om, de bliver hængende et stykke tid, når først de er der. Vrag, rev, tangbælter eller stenbund er steder der vil tiltrække barsens fødeemner, og hvis der er dybt vand i nærheden, er det et plus. Det faktum, at strøm er livgivende og samler fødeemnerne, er vigtigt for valget af plads. På Google Maps er det let at finde nye pladser på Vestkysten, men kun ved at aflægge et besøg kan du konstatere om dybder, bevoksning mv. er indbydende nok til at give pladsen et skud. Eksempelvis ser kysten lige øst for Hanstholm rigtig indbydende ud – på nettet, men virkeligheden afslører et for barsfiskeren lidt skuffende syn: Lavvandede, begroede rev får det til at ligne en decideret multeplads. Ved forsigtig vadning på de meget kuperede kalk- og stenrev er der dog mulighed for at nå et brugbart rev på ydersiden.
– Kajakken er Bo’s foretrukne transportmiddel på bestemte pladser, selv om den har sine ulemper, fortæller Bo. Den er hurtig at rigge til, du når hurtigt og præcist fiskene, men er dårligere at fiske fra end en pontoonbåd. Jeg synes det kompenseres ved dens hastighed og aktionsradius.
Når du har besøgt din »nyfundne« plads, gælder det om at væbne sig med tålmodighed. Flere gange er det sket, at man først møder den piggede fætter på andet eller tredje besøg. Det har derfor vist sig, at det lønner sig ikke at dømme pladsen ude første gang, hvis der ikke er bonus. De følgende fiskepladser har alle betingelserne for fødetilgang og er gode jagtrevirer for bars.
SKAGEN har godt barsfiskeri. En af pladserne finder du for enden af Buttervej. Der fiskes ved højvande i badekarret nær land, og ved lavvande kan der med forsigtighed vades ud til revlen, men hold øje med, hvor du går ud samt vandstand og bølger. Bunden består af en blanding af sand og grus. Kandestederne som du finder lidt længere sydover har samme beskaffenhed som Buttervej, dog med mere udpræget revledannelse.
HIRTSHALS FYR er en velkendt barsplads som består af store rev, der gennemskæres af sandede områder iblandet muslingebanker med store sten. UV-jægere beretter om meget store bars, der trækker rundt på det tilstødende dybere vand. Der er god chance for bars på denne lokalitet og pladsen tåler en del vind pga. den hårde bund med mange sten og muslingebanker.
RUBJERG er mere sandet end de førnævnte, og fiskeriet er bedst fra kajak eller småbåd. Der fiskes på sandbund med tydelig revledannelse, men i solskin kan man finde mørkere pletter over tre-fem meter vand. Her gør barsen ofte kortere eller længere ophold for at jage.
SVINKLØV når du til ved at parkere ved Svinkløv Badehotel lige ved stranden. Du kan fiske mod øst og vest. Her findes brede og lange badekar med varieret bund. I tillæg ses store sten strøet ud i området mellem land og første revle. Flere gange har jeg set ørreder springe fri af vandet på denne plads.
BULBJERG. Vestkystens revler brydes her af nogle store kalkformationer og sten i pladsens østlige ende. I vest strækker et bredt badekar sig fra Bulbjerg ud mod Lild. Der er lidt struktur på bunden og god variation fra området, der ellers er meget domineret af sand.
VED LILD STRAND kan der parkeres ved det lille fiskerleje. Herfra har du et langt stræk med tydelig revledannelse, der strækker sig langs hele kysten nordpå til stranden slår et knæk mod øst, hvor kystlinjen varieres med små bugter. Bunden består af sand og groft grus med enkelte større sten imellem. Barsene kan træffes i badekarrene ganske tæt på land, men da det er et omfangsrigt stræk, kan det lønne sig at holde et skarpt udkig med aktivitet af fugle i området og fiske mere koncentreret på de steder.
KLITMØLLER OG VORUPØR er bedst at opsøge i en periode med østlige vindretninger. Begge pladser er små fremspring, som bryder monotonien på kysten. I Vorupør er den over 200 meter lange mole et besøg værd. Husk dog at udvise forsigtighed og omtanke, når fisken skal landes og du skal ned på stenene.
AGGER TANGE er en rigtig god plads for store bars, og det er ikke uden grund, at Danmarks største bars fra d. 31. august 2014 er fanget her. På en og samme dag lykkedes det Rene Morgenweck at passere 70-centimeter mærket med bars på 72 og 76,5 centimeter og hhv. 4,5 og 5,4 kilo på denne lokalitet. Fiskepladsen er kendetegnet ved at have en 500 meter lang mole med noget besværlig adgang til vandet, når fisken skal landes. Barsen vil meget gerne efter krogningen søge mod molens sten og betonelementer. En meget kraftig udrustning og en pæn portion held er derfor nødvendig, hvis man bare skal have en rimelig chance for at lande en stor bars her. Men – at de er på pladsen kan UV-jægere bevidne. Nord for den lange mole findes flere bølgebrydere, som også besøges af bars, ligesom der er flere mindre stensætninger på nordsiden af Thyborøn Kanal.
Her kan du se nogle af de bedste pladser til havbars på den jyske nordvestkyst.
BARS ER FLOKJÆGERE. Mindre fisk på op til 40-45 centimeter holder sig ofte samlede i større eller mindre stimer. Det er derfor oplagt at fiske koncentreret på steder, hvor du har haft kontakt med fisk. Stimen bevæger sig hurtigt i vandlagene og kan også hurtigt finde på at trække rundt i området.
De lidt større artsfæller går ofte i noget mindre stimer. Mange gange har jeg fået fisk i en størrelse over gennemsnittet for stimen ved at fiske på ydersiden af den formodede stime. De helt store individer lader til at satse mere på en solokarriere. Deres tilstedeværelse virker tilfældig, men generelt kan man målrette sit fiskeri på steder og under forhold med de rette betingelser. Personligt har jeg selv haft kontakt med en enkelt rigtig kæmpe, men jeg kender til en håndfuld troværdige beretninger om monsterbars, som af forskellige årsager er mistet. Her snakker vi fisk på den rigtige side af 80 centimeter. Det afviger altså ikke fra kendsgerningen, at mange potentielle danske rekorder i skrivende stund svømmer rundt i bedste velgående. Et mere målrettet fiskeri med store agn på dybere vand, ville sikkert lave om på dette. I flere af de større eksemplarer, der er fanget, har jeg set store taskekrabber i mavesækken, så lad det være et hint om at forsøge sig med andet end blink – og rette sit fiskeri mod bunden.
NÅR BARSENE JAGER byttefisk sammen, bliver det meget lettere, og fiskeriet kan svinge sig op til sit bedste med actionfyldte timer og barskog i overfladen. Så kan valget med fordel falde på poppers og mindre imitationsblink, og det er også i de situationer, at fluefiskeren har de bedste chancer.
Barsen kan også være nataktiv, og et anarkistisk ædetogt kan vare ved til ud på sommermorgenen. Det vildeste fiskeri jeg har oplevet fandt sted i Skagen for en del år siden. Vi fiskede to mand aftenen igennem og skiftede mellem flue og spin. Der var i timevis hug i nærmest hvert kast. Havde vi en ophænger på var chancen for en double større end for en single. Da solen igen fik lidt magt, kunne vi groggy se tilbage på en nat med over 150 landede bars fordelt på to fiskere. Det eksakte tal finder vi aldrig, for allerede ved midnat, havde vi totalt mistet fornemmelsen af antal.
Fiskelignende agn som disse er velafprøvede og har overlistet i 200 meter fra land. hundredevis af bars. Desuden er woblere i naturlige farver dødelige.
GREJ TIL BARS: Blink med kastevægte på op til 30 gram kan med fordel anvendes i hårdt vejr. Er det mere moderate forhold, bør du bruge lidt lettere agn såsom livlige blink eller woblere. Ofte er det af betydning at kunne nå ud til fiskene, og du må afpasse dit agnvalg derefter. Vælg gerne farver, der ligner sild. Mine egne favoritter er blank eller hvid og i uklart vand er grøn-gul og orange gul samt en sort ryg godt.
Tager du en lidt større udfordring op, så vælg fluegrejet. Ikke fordi det er sværere, snarere fordi det kræver en del mere held at finde stedet, hvor barsene går tæt nok på kysten. Imitationer af baitfish er gode. Vælg tobis eller sildefluer og indtag i et varieret tempo. Barsene følger sommetider efter, og et stripstop kan udløse hugget, som du ikke er i tvivl om finder sted. Brug en line med synkespids eller en intermediate.
Vælg desunden linen efter forholdene på lokaliteten. Dine chancer forøges mærkbart ved fiskeri fra et fartøj. Du affisker større områder, kan afsøge flere dybder og sidst men ikke mindst: hurtigt være på pletten, når du spotter en stime bars jage.
REGLER: I rekreativt fiskeri, også fra kysten, er det kun tilladt at drive catch and release-fiskeri efter havbars. Ved rekreativt fiskeri kan landes 2 havbars pr. fisker pr. dag i perioden 1. april til 31. oktober 2020 fra område 4b, 4c og 7a-7k – se detaljerne her.
Barsen har et stort gab og er ikke bange for at bruge det. Store agn fisker ofte godt.
Lange kast med afpasset grej giver flere kontakter fra kysten. Vær ikke tilbageholdende med kastevægten for at nå lidt længere ud.
maj 28, 2020 | Artikler, Predatorfiskeri, SANDART
Flere af de sjællandske søer rummer gode muligheder for at fange den eftertragtede sandart. Følg med Per Ekstrøm på en tur ud til sandartvandende og bliv inspireret til sæsonstarten, der jo er lige om hjørnet – nemlig den 1 juni.
AF PER EKSTRØM
SANDARTEN – fisken med de sære øjne! Sådan kalder Mogens Espersen sandarten i sin bog ”Så stor!” fra 1996. Og der er noget om snakken. Hvis et menneske var udstyret med et sæt øjne som sandartens, ville man påstå at vedkommende havde stærkt nedsat syn. Ikke desto mindre ser sandarten ganske udmærket, og er en fisk, der anvender synet, når den jager. 1. juni ophæves fredningen på sandarten, og så starter fiskeriet efter den attraktive fisk, der både giver en god fight, og tillige er en værdsat spisefisk.
Sandartbestandene i de enkelte søer bevæger sig med store udsving. Nogle år synes den at være fuldstændig væk og udslettet fra søkortet for året efter at optræde i mængder, man ikke troede muligt. Et rigtig godt eksempel er Furesøen. Her har bestanden virkelig kørt op og ned. For en halv snes år siden havde søen en af sine rigtig gode sæsoner, hvor alene de 5 største sandarter i Lystfiskeriforeningen vejede over 7 kilo. Et par år senere blev der slet ikke fanget nogen i nærheden af de vægtmål, hvorefter der gik et par år, og der atter blev fanget store sandarter. Andre år blev der kun fanget få sandarter, og de seneste 4 år har fangsterne kun været sporadiske. Forklaringerne og gisningerne om hvorfor har været mange. Måske har der været år, hvor temperaturen ikke har været optimal i gydningsperioden. Biomanipulationer for at få en klarere sø er en anden. Sandarten bygger nemlig en rede og vogter over æggene. Foretager man så en opfiskning af skaller og brasen for at reducere disse bestande, er der risiko for samtidig at få sandarter, og så er det næppe sandsynligt, at sandarten finder tilbage, selvom den efterfølgende skulle blive genudsat. Fælles for alle gisninger og forklaringer er, at der ikke findes dokumentation. Desuden skal tilføjes, at Furesøen er en svær størrelse at fiske på. Det er Danmarks dybeste sø og med en gennemsnitsdybde på næsten 14 meter, kan det være svært at lokalisere fisken. En ting er dog sikkert. Der findes stadig en bestand af sandart i Furesøen, og pludselig sker der noget – måske i år? Det fine sandartfiskeri i Furesøen har snart 40 år på bagen. Sidst i 70´erne foregik næsten alt fiskeriet i den store lavvandede bugt – Store Kalv. Her er dybden op til 4 meter, og for 40 år siden var sigtdybden i ”Kalven” meget ringe, og derfor ideel for sandarten, der ofte trives bedst i uklare søer. Formodentlig var det gydepladsen på det tidspunkt, men i takt med at søen, trods alt fik det bedre, med større sigtdybde, har sandarten flyttet sig. I hvert fald er de fleste de seneste mange år fanget udenfor ”Kalven”. Enten på kanterne af de mange banker, som Furesøen er så rig på, eller ude i de frie vandmasser.
Til højre Ulf Hansen med sin fantastiske danske sandartrekord på 11 kilo fra 1979, som stadig gælder den dag i dag. Til venstre Carsten Gilder. Begge fisk er fra Haraldsted Sø.
Hvordan skal man så fiske?
Hvor og hvordan skal man så fiske efter sandart? Personligt har jeg fanget sandart på agn, woblere og jigs på alle tider af døgnet, men det er klart, at nogle fiskemetoder på visse tidspunkter af døgnet kan være mere effektive end andre.
Skrøner findes der jo mange af, men forklaringerne på hvilken metode som er bedst, og hvilket tidspunkt der er det mest optimale, skal jeg afholde mig fra at komme ind på. Dertil er den statistiske usikkerhed for stor, men når jeg ser tilbage på mine sandartfangster på Furesøen, må jeg konstatere, at jeg har fanget sandarter på alle tider af døgnet. I bulderravende mørke og i højt solskin. Og i mørke har jeg både fanget på wobler og på agn, så sandarten jager døgnet rundt. Når det bliver mørkt, er der dog en tendens til, at der sker noget i søen. Ekkoloddet afslører, at fiskene trækker højere op i vandlaget, og der bliver en heftig aktivitet i vandet. Der sker en forandring.
Sommernætter på Furesøen med agnfiskeri efter sandart er også noget helt specielt og en rigtig hyggelig oplevelse. Mens solen for en kort stund langsomt glider ned bag horisonten ved Stavnsholt, sættes linerne ud. Ofte kan det betale sig at ankre op på en af kanterne eller ude over 20-25 meter. Ekkoloddet afslører, hvor langt nede fiskestimerne befinder sig. Det kan variere en del, hvorfor det kan betale sig at fiske på flere dybder, så der affiskes et større område.
En god idé er at anvende flåd, hvor man kan montere et knæklys. Så er det meget nemmere at holde styr på flåddene. Om man så skal anvende et forfang alene bestående af et stykke fluorocarbon line eller noget mere kraftigt, må være op til den enkelte. Det kan nemlig godt være et sats, da man godt kan ”risikere”, at selvom det er buldermørkt, så er det en gedde som hugger, og så kan risikoen for at miste fisken være tilstede, hvis ”bisserne” kommer i nærheden af den mere skrøbelige fluorocabon line.
Første gang, der blev udsat sandart i Furesøen, var i 1902, men der skulle gå næsten 20 år, før den første sandart blev fanget af en lystfisker. På Bagsværd Sø var succesen med udsætning af sandart langt større. Faktisk gik der kun 5 år efter udsætning af 300 styk sættefisk i 1951, før man så resultatet af indsatsen. Både et- og toårigt yngel kunne træffes overalt årene efter, og nogle af de udsatte fisk havde fordoblet deres vægt. I november 1963 kom fangsten op på 161 sandarter mellem 2 og 5 kilo, så udsætning af sandarten i Bagsværd Sø er en succeshistorie. Faktisk er der ikke siden udsat sandart i søen, og op til 1999 var fiskeriet stabilt med flere sandarter over de 7 kilo. På et tidspunkt i 70érne stammede den danske rekord fra Bagsværd Sø. Desværre skete der i 1999 en bundvending i søen, som gjorde et kraftigt indhug i bestanden, men den er efterhånden ved at komme op igen. Af uransagelige grunde fik Bagsværd Sø det prædikat, at man kun kunne fiske sandarter på søen efterår og vinter, og at det alene var fiskeri med wobler, som duede. Hvordan sådanne skrøner opstår, ved jeg ikke, men et par unge gutter, der fiskede på søen en varm sommerdag, fangede på jigs flere flotte sandarter. Så den myte er for længst aflivet.
Josef Hochmut med sin flotte sandartrekord på 9,3 kilo fra Furesøen.
En sø der indenfor de senere år er blevet kendt som en god ”sandartsø”, er Tissø. Tidligere har søen primært været kendt for sine fine bestand af aborrer og gedder, men de seneste 10 år er bestanden af sandart vokset. Søen er ikke særligt klar, men har alligevel en sigtbarhed, så både gedder og aborrer trives. Det mest effektive på søen er agnfiskeriet, selvom både jigs og woblere også fanger godt. Søen er ikke særlig svær at finde rundt på. Der er en stor banke i den østlige del – Aborreholm. Den er markeret med bøjer, da der kun er 20 centimeter vand, og på varme somre er den blotlagt. Fiskeri med agn langs denne banke eller på skrænterne langs søen er effektivt. Der kan dog også fanges sandarter ude over søens flade stykker, hvor dybden varierer mellem 8-12 meter. Desværre har et intensivt erhvervsfiskeri de seneste år reduceret bestanden kraftigt, så bestanden er reduceret markant. Gad vide hvornår politikerne får øjnene op for at erhvervsfiskeri på vores søer er noget, der hører fortiden til. Særlig i en tid hvor der råbes højt om biodiversitet.
Erhvervsfiskeriet og sandartens reproduktion
Når en fisk er populær, og der er ”penge” indblandet, så kommer der interessekonflikter mellem lystfiskere og lodsejere. De fleste søer rundt omkring er i privat eje, og en god bestand af sandart er ensbetydende med indtjening. De fleste lystfiskerforeninger har ikke midlerne til at opkøbe fiskeretten på søerne, så mange lystfiskere kunne få oplevelsen med at fange en sandart. Den opgave påtager en erhvervsfisker sig gerne. Desværre er det sådan, at når først erhvervsfiskeren har indfundet sig, så kan man roligt regne med, at bestanden kun går en vej – og det er ned. Et skrækeksempel er Haraldsted Sø ved Ringsted. For 40 år siden var der en kæmpebestand af sandarter, og den danske rekordsandart på 11 kilo er fra denne sø. I dag er det, så at sige, umuligt at ”stampe” en fisk op af søen. Erhvervsfiskeriet har simpelthen været for omfattende, så sandarten er væk. I den modsatte grøft er eksemplet Arresø. For 15 år siden var sandartbestanden, på grund af optimale gydeforhold, vokset helt utroligt, og bestod faktisk kun af magre fisk på 40-50 centimer. Faktisk var det blot at kaste et eller andet i vandet, så hang der en sandart på krogen, og det er jo ikke godt. Efterfølgende fiskede erhvervsfiskeren en stor del af bestanden op, så der i dag er mere balance i søen. Desværre er søen kæmpestor, og det afholder nok mange fra at investere den nødvendige tid til at lære søen bedre at kende. Måske skulle man alligevel tage sig tid, for sidste år fangede erhvervsfiskeren en sandart på hele 11,7 kilo. Så er er fisk med den størrelse, må der med garanti være flere.
Her ved indgangen til sandartsæsonen kunne det jo være, det er en god idé at satse på sandartfiskeriet på en eller anden sø, som måske er uudforsket – måske er der gevinst? Husk på, ”at den som intet vover, intet vinder!” Med disse ord er der kun at ønske en god sandartsæson.
Ulf Hansen med sin sandartrekord på 11 kilo – udstoppet og på forsiden af det svenske magasin Fiskejournalen.
maj 26, 2020 | Artikler, Fiskeri efter fladfisk fra båd, FLADFISK, Hav – kutter og småbåd, Sponsoreret, Video
Martin Hubert, som er en af de dygtigste havfiskere i Europa, er til daglig skipper på turbåden Fyrholm fra Spar Lystfiskeri. Vi har været et tur på Øresund med ham for at lære, hvordan man fanger rødspætter. Her kan du blandt andet lære alt om, hvordan du finder rødspættepladser ved brug af moderne marineelektronik. Vi gennemgår også alt, hvad du skal bruge – lige fra grej, takler og agn til alle hemmelighederne ved det praktiske fiskeri. Og så fanger vi også lige et par flotte rødspætter selvfølgelig! Glæd dig til en superinspirerende video, der øjeblikkeligt vil give dig fiskefeber. Får du lyst til selv at tage på rødspættetur, så kan du booke ture via bl.a. sparlystfiskeri.dk
Filmen er sponsoreret af Spar Lystfiskeri
Film: Martin Millinge og Jens Bursell. Klippet af Martin Millinge
maj 25, 2020 | Artikler, Fiskeri - generel viden, Sponsoreret
Højsæsonen for fritidsaktiviteter på vandet er for alvor skudt i gang for de flere end 500.000 bådejere, garn- og lystfiskere, kano- og kajakroere, SUP’ere og andre, som bruger vandet omkring Danmark. Men selvom sommermånederne er lige om hjørnet, og der er lune dage, så er vandet stadig blot 8-10 grader mange steder. Det kan derfor være livstruende at falde i vandet uden den rette påklædning og udstyr til at slå alarm. Søsportens Sikkerhedsråd og TrygFonden opfordrer derfor til at passe på, hvis du snart skal på vandet.
AF MERETE KABEL
– Når foråret og solen viser sig, kribler det for at komme ud på vandet for de mange hundredetusinde danskere, der bruger vandet til fritidsaktiviteter. Men man skal ikke lade sig snyde af det lune vejr på land, for selvom vi er midt i maj, kan det stadig være en kold og farlig fornøjelse bevæge sig ud på vandet, fortæller Sten Emborg, specialkonsulent i Søsportens Sikkerhedsråd, som sammen med TrygFonden står bag SejlSikkert-indsatsen.
– Luften ude på vandet er væsentligt køligere end på land, og vandet er stadig under 10 grader de fleste steder. Så når du kommer lidt ud fra kysten, skal du klæde dig varmere på, end du umiddelbart tror. Klæd dig i tøj, der er egnet til formålet og kan holde dig varm og tør, hvis du falder i vandet. Det duer ikke med en tyk sweater eller en vindjakke, for bliver tøjet vådt, suger det vandet til sig, og du bliver hurtig nedkølet, hvilket kan være livstruende, siger Sten Emborg.
Så hurtigt påvirker det kolde vand kroppen
Benedict Kjærgaard er overlæge på Aalborg Universitetshospital og stabslæge ved Flyvevåbnets redningstjeneste og har tidligere været fast mand i redningshelikopteren. Gennem tiden har han været med til at redde mange mennesker op af vandet, som har været i livsfare på grund af nedkøling – og andre er desværre fundet omkomne.
– Falder du i vandet på denne årstid med almindeligt tøj, kan kuldechokket gøre, at du i panik gisper ukontrolleret og ikke kan få styr på vejrtrækningen. I værste fald risikerer du at drukne hurtigt, hvis du ikke holdes oppe af en redningsvest. Hvis man undgår at drukne med det samme, vil man i løbet af 10-15 minutter miste evnen til at svømme, fordi arme og ben afkøles meget hurtigere end kropskernen. Når musklerne afkøles, mister de evnen til at virke, og bare det at kravle op ad en redningsstige i en havn kan blive umuligt, siger Benedict Kjærgaard, og fortsætter:
– Efterhånden gør afkøling af hjernen, at du ikke længere kan tænke klart, og efter måske en time vil du være bevidstløs. Men så længe du forbliver oven vande med en redningsvest, er der stadig håb for, at man kan finde dig. Uden redningsvest vil du for længst være under vandoverfladen.
Det er ikke kun sejlere og fiskere, der bevæger sig et godt stykke ud fra kysten, som skal være påpasselige.
– Selv kajakroere eller SUP’er, som ikke sejler langt ud fra kysten, kan komme i alvorlige problemer. Tager man på vandet, bør man derfor altid have den rigtige beklædning på, en redningsvest og en vandtæt mobil i brystlommen eller en nødsender på vesten, så man kan slå alarm fra vandet. Fx kan man med et enkelt klik i SejlSikkert Alarm appen slå alarm og automatisk opgive sin position til redningsberedskabet. Jeg har oplevet mange gange, at vi er sendt afsted for at redde en person, som ikke kan opgive sin position, og det sinker redningen og mindsker chancen for at finde personen i live, siger Benedict Kjærgaard.
Ligger man i vandet og venter på, at hjælpen når frem, skal man krybe sammen i ”fosterstilling” og ligge stille for at afgive mindst mulig kropsvarme.
Ifølge Søsportens Sikkerhedsråds opgørelse druknede 17 personer i forbindelse med fritidsaktivitet på vandet i Danmark i 2019.
Læs mere om beklædning og forholdsregler, når vandet er koldt på www.soesport.dk
For yderligere information, kontakt
Sten Emborg, specialkonsulent i Søsportens Sikkerhedsråd, tlf.: 91 37 62 19
René Højer, programchef i TrygFonden, tlf.: 20 70 38 92
Karen Bøgedal, pressechef i TrygFonden, tlf.: 30 56 34 32
maj 24, 2020 | Artikler, Friluftsliv, Grej og beklædning, Sponsoreret
En isolerende vest er det perfekte ekstra mellem- eller yderlag, når man er aktiv på turen, fordi den giver uforlignelig bevægelsesfrihed og dermed kastekomfort – samtidig med, at den holder kroppens vigtigste organer varme og tempererede.
AF MIKKEL MANDRUP FOGT
Når du er på fisketur, er det altid let at have en lille let vest med, for den fylder ikke nær så meget i fisketasken som eksempelvis en langærmet fleece.
De fleste veste ligner hinanden i forhold til design og funktioner, findes de i flere forskellige typer af isolerende fyld og ydermaterialer, der hver har sine fordele og ulemper. Oftest anvendes enten dun eller fiberfyld, såsom polyester, til at skabe et isolerende lag, der hjælper dig med at holde varmen.
Dunveste
I forholdet mellem vægt, varme og komprimérbarhed, er dun et uforligneligt materiale: Det vejer nærmest ingenting i forhold til, hvor meget det varmer, og så kan det komprimeres utrolig meget. Hvis man passer på det, så holder det nærmest evigt. Dunfyld af høj kvalitet kan – hvis det bliver vasket jævnligt og behandlet ordentligt– holde spænstigheden eller ”loftet” i helt op til 30-40 år! Jo finere dunkvalitet (fx 850), desto lettere og mere komprimerbar vil dunjakken også være. En anden fordel ved en dunvest er, at den føles dejlig let og luftig at bære. Alt dette gør dunvesten til et oplagt valg, når man skal bruge meget varme, men samtidig spare lidt på vægten og fylden i fisketasken.
Dun har dog én svaghed: vand. Hvis dunvesten bliver gennemblødt på turen, skal du ikke regne med at få den tør igen, før du finder en tørretumbler eller et opvarmet tørrerum, og så længe dun er rigtig våde, forringes deres isoleringsevne drastisk. På den anden side, har de fleste dunveste en vandafvisende overfladebehandling (DWR), der gør vesten modstandsdygtig over for let regn og byger.
Eksempler på dunveste i højeste kvalitet:
Arcteryx Mens Cerium LT Vest: Superlet og lækker dunvest i Arcteryx’ uforlignelige kvalitet. Perfekt som ekstra varmt mellemlag – enten uden på en sweater eller under en jakke. Arcteryx Mens Cerium LT Vest er fremstillet i det superlette og imponerende stærke Arato 10-nylon og med fyld af 850 fillpower gåsedun, med Coreloft-fiberisolering strategisk placeret på de steder, der er mest udsatte for fugt. Tykkelsen af dunkamrene varierer lidt, så der er ekstra isolering på de steder, hvor kroppen taber mest varme, og lidt mindre på de steder, hvor man ikke har nogen synderlig glæde af den. Det giver både bedre varmeudnyttelse og bedre bevægelsesfrihed. Cerium LT Vest er en imponerende let, varm og meget alsidig dunvest, der kan bruges som mellemlag, yderste lag eller ekstra varme i rygsækken, både til hverdag og på tur, hele året, og den bliver hurtigt en favorit i garderoben!Du kan læse mere om vesten her.
The North Face Mens Nevero Down Nuptse IV Vest: 
Blød og lækker dunvest, der holder kroppen varm og komfortabel, når vejret bliver køligt. Ideel til vandreture og hverdagsbrug. The North Face Mens Nevero Down Vest er isoleret med 700 fillpower gåsedun, der sørger for, at din krop holdes varm i køligt vejr. Perfekt til aktive dage i det fri, hvor det er for varmt med en tyk jakke. Dunvesten kan også sagtens bruges til hverdag herhjemme, hvor det er nødvendigt med lidt mere overtøj end en sweater. En fed vest med et retro touch takket være det stilfulde color block design. Du kan læse mere om vesten her.
Veste med fiberfyld
Fiberveste er ikke helt så lette og komprimerbare som dunveste, og ånder ikke helt så godt, men de bedste fibermaterialer kommer tæt på de mellemgode dunkvaliteter. Fiberisolering holder heller ikke lige så langt tid som dun, og efter 5-10 års brug, vil fiberfyldet miste en del af sin fylde og ikke være ligeså varmt.
Men – fordelen ved kunstfibermaterialer er til gengæld, at de er meget resistente over for vand: Fordi polyesterfibrene nærmest ikke absorberer vand, så vil vandet sidde imellem fibrene i stedet for inden i selve fibrene, og derfor er det meget lettere ved at vride ud. Og – af samme årsag vil vandet lettere kunne fordampe, så vesten tørrer hurtigt. Desuden vil fiberisolering ikke falde lige så meget sammen, når det bliver vådt, og derfor kan det bevare noget af isoleringsevnen, selv når det er vådt.
Fibermaterialer egner sig særdeles godt til mellemkoldt vejr, hvor man stadig risikerer lidt kulde, fugt og evt. regn, og ikke har brug for helt så meget isolering. I korte træk, er de fleste fiberjakker meget mindre sarte end de fleste dunjakker, og endeligt, koster fibermaterialer noget mindre end dun.
Eksempler på gode fiberveste:
Arc’Teryx Mens Atom LT Vest: 
Let, varm og åndbar fiberisoleret. Vesten giver isolering på de steder, hvor der er brug for det, og masser af ventilation og åndbarhed i siderne. Perfekt som ekstra varme i et lag-på-lag-system, eller som let varme og vindbeskyttelse på en kølig dag. Arcteryx Mens Atom LT Vest er ganske enkelt ekstremt praktisk og alsidig. 60 g/m2 Coreloft-fiberisolering på fronten og ryggen giver overraksende meget varme, og strækpaneler i glat, strækbar fleece i siderne gør at vesten ikke fylder under en jakke, og giver ekstra åndbarhed og temperaturregulering. Vesten er genial i et lag-på-lag-system, og kan bruges til at give ekstra varme på alt en kølig sommerdag, højt til fjelds, på vinterens skiture, eller under din yndlingsfrakke på de køligere efterårs- og vinterdage. Læs mere om vesten her.
Fjällräven Mens Keb Fleece Vest: 
Superlækker fleecevest – temperaturregulerende, hurtigtørrende og strækbar. Et perfekt forstækningslag i et lag-på-lag-setup, der giver ekstra varme omkring kroppen. Fjällräven Mens Keb Fleece Vest er en blød og behagelig fleecevest i en blanding af polyester, uld og elastan, der giver varme, åndbarhed og fuld bevægelsesfrihed. Materialet har en glat yderside, der glider let under en skal og en blød, opkradset inderside, der holder på varmen. Skuldrene er forstærket med G-1000, så vesten kan holde til en tung vandrerygsæk. Kan bruges som ekstra mellemlag eller som let yderlag på milde dage, og vil være et hit på alt fra sommervandreturen til vinterens skiture. Læs mere her.
Frilufts Mens Talrara Padded Vest: 
Varm og let fibervest til hverdag og friluftsbrug. En alsidig vest, der både kan bruges som vindbeskyttende yderste lag på kølige dage og varmt mellemlag på kolde dage. Frilufts Men’s Talara Padded Vest har en yderside i vind- og vandafvisende polyester og en varm, let fiberisolering. Isoleringen varmer selv om den bliver våd og kan komprimeres, så vesten fylder og vejer minimalt i oppakningen. Talara Padded Vest er perfekt som forstærkningslag – enten uden på en trøje på kølige dage, hvor man har brug for lidt ekstra varme og vindbeskyttelse. Eller som ekstra mellemlag under en jakke på de rigtig kolde dage. En meget alsidig vest, der hurtigt bliver en favorit i garderoben. Læs mere om vesten her.
maj 22, 2020 | Artikler, Fiskeri efter fladfisk fra båd, FLADFISK, Hav – kutter og småbåd, Medefiskeri
Pighvar og slethvar er ligeså efterstræbte med fiskestangen, som de er skattet på middagsbordet. Småbådsfiskeriet efter disse glubske fladfisk er både udfordrende og yderst vanedannende, men det er ikke altid lige til. Her giver Nikolaj Kolding give dig et grundigt indblik i kunsten at fange de store flade.
AF NIKOLAJ KOLDING, FOTO: LARS LAURSEN OG NIKOLAJ KOLDING
BÅDEN VUGGER BLIDT i efterdønningerne fra en forbipasserende sejlbåd, men ellers ligger Sundet fladt, og der er ikkemeget at sætte en finger på. Luften er lun, himlen er blå og de stormundede fladfisk – hvarrerne, er helt på toppen og meget sultne.
Min makker og jeg får med jævne mellemrum kontakt med kongerne af den grusbanke, vi ligger og driver over. Vi har været på vandet siden dagens først lys, da grundstenen til en god dag på hvarrerne består i frisk agn. Og da det ikke lykkes os at skaffe tilstrækkeligmed store tobis aftenen inden, har vi måtte ty til friskfangede makrel som agn – og de er nu en gang lettest at fange i gryet og skumringen.
HVARFISKERIET går hurtigt hen og bliver temmelig vanedannende. Det er faktisk lidt som med blankfisken på kysten: Man sætter pris på hver eneste fisk – og det er svært at komme på en smukkere fisk end pighvarren. Når den store plade kommer op i farver som er en tro kopi af bunden, den netop har forladt, bliver man lige benovet hver gang – og et fladt hav med dertilhørende solskinsvejr gør ikke oplevelsen ringere.
Et af Nikolajs favorittakler til pighvarrerne, har perler og et lille spinnerblad foran krogen.
TILBAGE PÅ GRUSBANKEN er der pludselig kontakt. Som et lyn fra en klar himmel forplanter der sig nogle tunge træk i stangen. To sekunder senere kvitterer jeg med et kontrolleret tilslag. Der er fast fisk, og der hersker ingen tvivl og hvilken! En fin slethvar kommer til overfladen efter en fight som måske ikke går over historien, hvilket er helt normalt, men glæden er ikke desto mindre stor, for de hænger trods alt ikke på træerne. Fisken bliver dagens sidste og vægten sniger sig et stykke over kiloet.
Da klokken passerer 14, og vi trods alt har fornøjet os selv med flere timers hvarfiskeri, har vi fået nok. Vi søger imod havnen og en velfortjent vaffelis. nemlig været godt over gennemsnittet og flere flotte fisk har ramt dørken.
PIG- OG SLETHVAR lever en anonym tilværelse på havets bund. Vidste man ikke bedre, så ville man i mange tilfælde ikke ænse deres tilstedeværelse. Men tag ikke fejl. Der findes pig- og slethvar næsten overalt i danske farvande, fra Vestkysten til Bornholm.
De har fået et ry for at være lumske og til tider ualmindelig svære af få i hugget, hvilket også kan være tilfældet. Men dette skyldes dog ofte, at mange gennem tiden har satset forkert og fisket de forkerte steder på de forkerte tidspunkter. Fiskene vandrer nemlig meget mellem dybt og lavt vand – og med lavt vand menes ankel dybt.
Derfor kan det selvsagt være en udfordring at lokalisere fisken i forhold til årstiden, tidspunkt på døgnet og fødeudbuddet. Fiskeriet bliver i første omgang interessant i forårsperioden, hvor fiskene trækker ind efter at have opholdt sig i dybet vinteren over. Efter endt gydeperiode i den tidlige sommer træffes de i sensommeren og efteråret mange steder. Det er typisk i områder med rige forekomster af tobis eller anden fødefisk i den rette størrelse. En hvar er bestemt ikke kræsen og selv halvstore fisk som småtorsk, sej og hvilling, skal ikke føle sig sikre på havets bund.
Pighvarrens favoritføde er tobis, som oplagt nok derfor også er en af de bedste agn.
SOM DEN BAGHOLDSJÆGER hvarren er, ligger den som oftest halvt nedgravet i enten grus eller sand i en camouflagedragt, der falder fuldstændig i med omgivelserne. Når byttefisken passerer, klapper fælden, og den suges ind i hvarrens voldsomt store mund, uden chancer for at slippe væk.
Mens de på den jyske vestkyst kan bryste sig af at fange de største pighvar i Danmark direkte fra kysten, så fungerer fiskeriet i de indre danske farvande helt klart bedst fra drivende båd på dybder op til 15 meter. Det handler langt hen ad vejen om at finde frem til steder, som er ideelle for bagholdsangreb på især tobis.
Skrænter, render og knolde, hvor der løber en god strøm, som fører byttet ind foran snuden på hvarren er i reglen et sikkert hit, men også deciderede banker med de rigtige bundforhold kan være gode. Hvad de bedste bundforhold i virkeligheden er, virker til at være af meget lokal karakter. Både det fineste sand og hårdt grus virker. Beretninger fra UV-jægere, som trods alt har øjne under vandet, lyder på, at fiskene nogen steder kun opholder sig ekstremt koncentreret på gruspletter, hvor det andre steder syntes ligegyldigt.
STRATEGIEN FRA JOLLE eller småbåd bør i starten være at få fisket noget bund af, indtil man finder fiskene. Dette gøres bedst ved at fiske med tre-fire stænger spredt ud. Er jeg alene på vandet, er mit set-up ofte én stang lige ned i både styr- og bagbord eller alternativt stævn/agter. 30-40 meter bag båden fisker jeg desuden et ekstra takel.
Pighvarren er perfekt camoufleret i forhold til den grusbund, som den oftest ligger på.
Er der en makker med, så fisker vi hver vores side med to stænger. En af stængerne fisker jeg altid i hånden, men det er ærlig talt mest for underholdningsværdien; det er nemlig fedt, når hugget forplanter sig i stangen.
Under hvarfiskeriet er det ikke som ved almindeligt fladfiskeri en fordel at arbejde med taklet. Faktisk giver det de bedste resultater, hvis taklet fiskes helt jævnt og gerne med en god fart. Bådens afdrift er derfor en meget vigtig faktor, og det må gerne gå væsentligt stærkere, end når man fisker fx rødspætter.
Den ideelle hastighed på drevet er 0,7-1,2 knob. Er hastigheden på afdriften under 0,6 knob, kan det langt bedre betale sig at dørge med en fart omkring én knob. Det er vigtigt ikke at blive ukoncentreret, også selv om der er gået længe uden fisk. Hold godt øje med stængerne hele tiden. Lige så snart hugget falder, sætter du et waypoint på din plotter, og først derefter tager du stangen. Til tider kan fiskene ligge så koncentreret, at du kan sejle tilbage til dit mærke og bedrive noget som minder om bulefiskeri.
Et godt eksempel på dette oplevede jeg en augustdag sidste år, hvor vi tre mand havde fisket 3-4 timer uden fisk. Pludselig var der fisk i et nyt område, og i løbet af to timer fik vi 15 slethvar og fire pighvarrer – alt sammen inden for et område på 50 x 50 meter med en høj koncentration af tobis.
Hvarrerne er trods deres dvaske udseende glubske rovfisk. Pighvarren er klart den mest forslugne af de to, men slethvarren kan også snildt tage en tobis. Her ses Nikolaj Kolding med to flotte slethvar.
AGN, TAKEL OG GREJ er væsentligt. Selve taklet er i realiteten meget simpelt, og om der fiskes med lod eller en pirk betyder ikke det store. Det er dog en fordel at bruge noget, som ikke arbejder i strømmen, så stangspidsen ikke bevæger sig – eksempelvis et rørformet lod.
Loddet monteres i en glidebom, og herefter bindes en svirvel med et 120-140 centimeter forfang af 0,40 nylon. Der kan også bruges fluorocarbon, da det er noget stivere og giver lidt mindre kludder. Nederst på rigget monterer jeg et størrelse 2 spinnerblad i en bøjle samt to-tre perler efterfulgt af et to-krogs takel. Forrest er en størrelse 6 enkeltkrog og efterfølgende en størrelse 10 trekrog. Nogle har forsøgt sig med trollingblink foran fungerende som en »flasher«, hvilket ikke skulle forværre fiskeriet.
I mit fiskeri holder jeg det simpelt og fokusere i stedet på agnen, som er ekstrem vigtig. Selvom hvarren er lidt af en grovæder, er der visse agn, som fungerer meget bedre end andre.
Mange fisker med sildestrimler, hvilket sikkert er mest fordi, de er nemme at skaffe. Sild fanger fisk, men er langtfra ligeså effektivt som mange tror.
STORE LEVENDE TOBIS vil altid være den bedste agn – især på dage med svag strøm. Det næstbedste alternativ er frisk-frosne tobiser, som også fisker fint. Herefter kommer 25 centimeter lange strimler af makrel. Brug det fede rygstykke af fileten med masser kød på – og kun fra friske makreller.
Selv små pighvar på 30 centimeter, kan på et splitsekund sluge en sådan strimmel, så vær ikke bange for størrelsen, selv om det virker en anelse bombastisk. Hele agnfisk af sild, brisling, hornfiskyngel kan også benyttes.
I langt de fleste tilfælde føles hugget som et tungt jævnt træk, der af den mindre erfarne godt kan forveksles med et bundhug. Når man har oplevet det nogle gange, er man dog sjældent i tvivl om, hvad der sker i dybet, for der findes nemlig ingen andre fisk, som hugger sådan. Dette betyder også, at det er nemt at hive rigget væk, når ising eller fjæsing med sine karakteristiske smånip uundgåeligt signalerer, at de er ved at kaste sig over agnen.
HVIS STANGEN FISKES PASSIVT i stangholderen, vil hugget ved ni ud af ti hug gange registres ved, at stangen bøjer svagt. Når fisken suger agnen ind, ligger den nemlig typisk bare passivt og nyder sit måltid. Af samme årsag kan jeg godt lide at bruge temmelig bløde stænger. Faktisk så er en almindelig kyststang på 8- 9 fod mere end velfungerende. Derudover bruger jeg også lette trollingstænger, som har den perfekte bløde aktion.
Om man foretrækker multi eller spinnehjul er en smagssag – selv bruger jeg begge dele. Det vigtigste er ikke at fiske med for tyk line – og glem alt om nylonline. Ofte ser man, at der bruges meget tykke flettede liner, hvilket betyder yderlige linepres fra strømmen. En fletline på 0,10-0,15 millimeter er rigeligt, og så er det vigtigt at medbringe gaf eller net. Fisken følger ofte tungt med op, og først når den ligger i overfladen plasker den helt sindssygt. Dette er er helt klart det mest kritiske tidspunkt, så tag altid de pæne fisk med nettet.
UDSÆTNINGER: Igennem snart en hel del år er der udsat pighvar for fisketegnsmidlerne med relativ stor succes. Det lader til, at en del fisk forbliver lokalt og i udsætningsområderne kan der som regel opspores godt fiskeri. På fiskepleje.dk er muligt at holde sig orienteret omkring udsætningslokaliteter landet over.
HVORDAN? Landet over findes et utal af foreninger med udlånsbåde og joller, som gør det muligt for alle at komme til havs. Desuden findes et antal lystfiskerfartøjer som laver deciderede ture efter pighvar og slethvar. Til dem som er mere til fast grund, så fanges fiskene udmærket direkte fra kysten, specielt i foråret hvor en del fisk søger ind på meget lavt vand.
