maj 21, 2020 | Artikler, Predatorfiskeri
At fange en stor søørred står som en stor drøm for mange predatorfiskere. For Jonas Bak Bødskov blev det opfyldt til fulde på en tur til Silkeborg Søerne. Her får du historien om den vilde fangst.
AF JONAS BAK BØDSKOV
Egentlig var vi taget ud for at fange gedder og havde fisket i flere timer uden held. Solen bagte, og det var ikke just gedde vejr, men dejligt var det. Vi besluttede at tage ind til et mere lavvandet område på 1,5-2,5 m og prøve lidt overfladefiskeri, med shallow running jerkbaits.Vi fiskede med Buster Jerk 15 cm på vores “heavy” gedde stænger. Da solen skinnede og jeg havde polariserede solbriller på, kunne jeg se ret langt ned i vandet.
Da jeg på et tidspunkt jerkede min Buster ind mod båden, kunne jeg se, at jeg havde en gigantisk følger to meter under min agn. Jeg tænkte straks, at dette var en 10 + gedde, da den var gigantisk over ryggen og dens kæmpe mund var vidt åben. Den så herefter båden og skyndte sig til vores fortvivlelse væk.
Hugger men misser
Ihærdigt kastede jeg min jerk ud igen i håbet om at få den til at hugge i anden omgang. Denne gang gik fisken efter den, og den sprang halvt ud af vandet i forsøget på at fange min jerkbait samt flashede sin ene side. Her gik det op for mig, at det ikke var en gedde, men en kæmpe søørred jeg havde set. Den missede desværre og forsvandt. Jeg kastede febrilsk i alle retninger for at finde den, men uden held.
Jeg var ikke helt klar til at opgive håbet om den store ørred og begynde at fiske koncentreret efter gedder igen, så jeg besluttede at tage min baitcaster aborrestang og monterede en mindre udgave af min agn. Jeg tænkte at Baby Buster Jerk i 10 cm ville være et perfekt downsize bait, da fisken allerede havde vist interesse for denne type agn.
Vi sejlede lidt videre og snakkede lidt om den utrolige hændelse. Jeg var fortvivlet og bebrejdede mig selv for ikke at have fået den til at blive hængende, men samtidig var jeg imponeret over, og glad for at se, sådan et pragteksemplar i vores vand.
Danmarksrekorden for søørred er 78 centimeter lang, og som det kan ses, er fisken ikke ligefrem underernæret.
Monsterhugget
Efter godt 1 times søgen skete det endeligt, et hug af dimensioner fik min stang til at bøje helt ned i håndtaget, og der var jeg godt klar over, hvad klokken havde slået. Fighten var lang og hård – og fisken manøvrerede mig rundt, som den behagede. Bremsen var spændt til det maksimale, men alligevel tog fisken flere udløb, hvor den rykkede linen af hjulet, som var det i “frigear”.
Jeg søgerede for at holde linen stram og bad til guderne om, at jeg ville få fisken landet. Efter 15-20 minutter begyndte den at virke en smule træt. Jeg tog chancen og lagde ekstra meget pres på linen. Den bevægede sig langsomt ind mod båden, og til sidst lykkedes det. Min fiskemakker kunne lige akkurat scoope fisken ind over kanten af nettet. Et jubelbrøl afsluttede fighten, og vi kunne endelig ånde lettet op.
Vi kunne ikke tro vores egne øjne, da vi først beskuede denne kolos. Aldrig havde vi set noget lignende. Det var let at se, at vi havde med en rigtig stor fisk at gøre, så besluttede derfor at sejle ind til land, så vi bedre kunne håndtere den. Den blev målt til 78 cm og vejede 8,3 kg. Drømmefisken var landet!!!
Fisken blev genudsat.
Rekorden er blevet anerkendt rekordudvalget. Du kan følge Jonas på hans instagram
maj 19, 2020 | Åfiskeri, Artikler, Fluefiskeri efter laks, Guide til fiskepladser, LAKS
Nakken er stedet fiskene viser sig først, når de ankommer til poolen, og et sted storfiskene ynder at stå. Desuden byder nakkens blanke overflade på et udfordrende, visuelt og til tider hektisk fiskeri. Her giver Pelle Klippinge dig guiden til elvens sjoveste fiskeplads.
AF PELLE KLIPPINGE
PLASKENE VIRKER TUNGE, og de er inde for kastehold. Det er så utroligt spændende, at jeg næsten må knibe mig selv i armen… der er jo fisk over alt. Jeg har aldrig oplevet elven så fuld af liv, og selvom laksene ikke er lettet at få til at hugge, et det som at være i den syvende himmel.
Efter den brede nakke følger et lavt stryg, som jeg hurtigt fisker igennem. Det er bare 20-30 centimeter dybt her, og tankerne flyver hurtigt tilbage på nakken. Jeg går tilbage og starter forfra. Jeg ser, at der ligger nogle sten, og da fluen svinger over dem, knalder laksen på. Den sidder der, og jeg mærkerhurtigt tyngden, da den rejser sig i strømmen. Den er meget tung, og jeg kan intet gøre, da den vender og fortsætter nedstrøms mod stryget. Jeg har ikke en chance for at følge den, da jeg står ved vejs ende. Til alt held stopper laksen og pludselig ser jeg min chance.
LAKSEN styrer jeg ind i en lille sidestrøm op til nakken, og vinder langsomt, men sikkert line på hjulet. Da linesamlingen i mit skydehovedsystem rammer topøjet, bøjer stangen helt ned i håndtaget. Herefter følger et usædvanligt fedt tovtrækkeri .Jeg lader ikke laksen vende hovedet mod nye udløb nedstrøms, men holder så hårdt pres, at det synger i linen. Jeg bakker laksen længere ind i det stille vand, og stangen bukker endnu dybere, mens kroppen pumpes med adrenalin. Jeg tænker på, hvor godt denne situation repræsenterer en storlaksefight, når den er allerbedst. Jeg bakser nemlig ikke kun med hjul og stangen, men med hele kroppen.
En flot laks, der som mange andre huggede på fosnakken.
Fisken følger med ind i det stille vand, og det er et smukt syn at følge den store fisk over den lyse sandbund. Laksen rusker med hovedet, vrider og vender sig, men sidder ubønhørligt fast. Fluen ses ikke i gabet på fisken, og der fosser blod ud fra gællerne. Jeg tager nogle billeder, mens jeg kæmper den sidste del af fighten.
Det er en bastant hanfisk med lus fra top til tå, som jeg få sekunder efter griber om halen og afliver. Jeg hænger den i galgen og bærer den fine fangst i land, samtidig med en ny laks ruller smukt midt på nakken, nærmest som om, at den ved min kvote er brugt.
NAKKEN ELLER KNÆKKET, som man plejer at sige et herlig sted af søge efter laksen. Her ved opstrøms enden af et stryg eller en foss, kan der virkelig ske ting og sager – ikke mindst efter hugget er faldet. Vender laksen eksempelvis efter hugget, kan det resultere i det rene galop nedover stryget, og det er ikke så sjældent, at man må ud på en hæsblæsende »løbetur« med hjertet oppe i halsen.
Jeg tror de fleste laksefiskere har en spændende historie fra en nakke. For mange – inklusiv undertegnede, – er det en sand favoritplads i elven. Det er jo her, man ser laksen først i poolen og desuden en plads, som varierer meget fra elv til elv og pool til pool. Nogle er lange og lave med svag strøm, mens andre er dybe og markerede med hurtigt vand. En del nakker findes kun i visse vandføringer, mens andre knapt er synlige.
Det gælder om at bevare troen og ikke mindst koncentrationen. Måske falder hugget i næste kast som her ved den vestsvenske elv Lagan.
NÆRSTUDERER MAN ET VANDLØB, vil man opdage, at det er en stor »levende« organisme. Tænk bare hvad flom, isgang og andet erosion kan gøre ved fiskepladserne, når vandmasserne bruser mod havet. Det er en ensrettet bevægelse, som spuler over grus, sand, klippe og ler på sin vej gennem systemet.
Det er uhyre store kræfter, og funderer man lidt over, hvordan det ser ud under overfladen, bliver det for alvor interessant. Der, hvor strømmen presses ind i poolen, kan den let grave og ommøblere – og det er sandsynligvis også derfor, at man finder de dybeste partier lidt efter indløbet i poolen.
Længere nede i poolen, hvor vandhastigheden aftager, finder men en del af det materiale, som den hårde strøm har flyttet fra indløbet af poolen. Disse masser kan få de mest fantastiske formationer og består ofte af lidt af hvert. Her hvor strømmen taber fart, bliver poolen således lavere og former det vi kalder nakken. En gennemgående karakter for en nakke er, at den – udover at være poolens afslutning – også har tiltagende strøm. I de fleste elve går den tiltagende strøm over og bliver til en regulær fos eller et stryg.
Længere nedstrøms følger den næste pool – og så fremdeles.
Pelle med en storlaks fra Gaula ved Bogen Søndre.
EN KARAKTERISTISK NAKKE har i mine øjne en V-formet kile med en ret blank overflade som kendetegn. Ligger der nogle store sten presses strømmen op som hvirvler på overfladen, hvilket højner attraktionen en anelse.
En mere diffus nakke, som man ofte støder på i de danske åer, kan være meget sværere at opdage. I visse tilfælde er der blot tale om, at åen bliver en anelse lavere. Her gælder det således om at være opmærksom på hvirvler på overfladen Er man udenlands bør man desuden være opmærksom på, at nakken har mange navne. I Norge kaldes den »brekket« og i engelsktalende lande er den direkte oversættelse »neck« betegnelsen for indløbet i poolen. Her hedder nakken »tail«. I Sverige bruger de samme betegnelser som i Danmark.
Skulle nogle spørge mig om mine favoritvande, ville forvirringen hurtigt blive total. En af de pladser jeg holder mest af er »Nacken« i Emån. Ja, det hedder poolen faktisk, og det er faktisk bare en majestætisk nakke med spredte store sten. Min tungeste fangst herfra er en 16,5 kilos majlaks og en havørred på 12,8 kilo!
En anden gammel favorit er nakken ved Barrett Pool fisket fra den sydlige side. Andre fine nakker i Emån finder man ved Backen og Figghult længere opstrøms. Brekket i Orkla, Bridge Pool i Gaula, Grey Mare i Dee og Sourden i Spey er andre favoritter jeg kan komme på. Samtlige er giftige nakker næsten uanset vandføring.
»Pollen« – en fantastisk nakke I Orkla på Aunan Lodges vand. Denne nakke holder laks hele sæsonen og det er ikke så få storfisk, som er fanget her.
NAKKEN ER EN SUVERÆN FISKEPLADS: Laksen stopper gerne her, og hvis vandet i elven er klart, er nakken også et godt sted at spotte fisk. Desuden er det en plads, hvor laksen villigt viser sin tilstedeværelse – og efter min mening er nakken også ofte ganske letfisket.
Hvorfor laksen stopper lige præcis her er der vel egentligt ingen som ved, men sikkert er det, at nakken giver laksen et hvilerum efter den hårde fos. Nakken giver også en god udsigt over standpladserne længere opstrøms. Laver man et tværsnit af elven, kan man se, at nakken danner en fin »udsigtspost« over poolens dybere partier længere opstrøms.
Der i dybet, parkerer der sig gerne en eller flere store revirhævdende hanner. Især, hvis det er en god såkaldt »holding pool«. Så gælder det for nyankommende om at passe på og scanne omgivelserne for at undvige de store aggressive hanner. Selv laks, som står i poolens dybere partier, bakker ned mod nakken – præcis som havørreden ynder at gøre. Det er en velkendt adfærd, og ikke kun noget der sker i døgnets mørke timer. Man skal huske på, at strømmen efter nakken ofte holder de bedste gydepladser.
Især hvis det er en længere og sammenhængende fos. Så er der perfekte opvækstbetingelser for yngel, og det er derfor ikke så underligt, at pladsen tit forsvares samt inspiceres af poolens største og stærkeste individer. De vil gradvist besøge nakken oftere og oftere – og jo tættere vi kommer på gydeperioden, desto højere bliver besøgsfrekvensen og dermed selvfølgelig også chancen for hug.
LANGTFRA ALLE NAKKER ER PRODUKTIVE. De kedeligste og til tider stendøde nakker, hvor der aldrig sker noget – måske undtaget i højvande, er de brede og bare 20-30 centimeter dybe lange stræk. Her siver strømmen langsomt som sirup og synes aldrig at ville tage fart. På sådanne nakker vil laksen ikke stå. Men findes der bare en mindre fordybning eller en markant større sten, skulle det undre mig, om der ikke stod en laks i ny og næ. Sådan en nakke kan dog vågne til dåd under højvande, og måske endda blive til den fedeste pool…
En nakke behøver dog ikke at være specielt dyb for at producere. Den førnævnte nakke, Brekket
i Orkla er et godt eksempel på dette. Bundstrukturen, som består af rullesten, ændrer sig løbende, men i den tid jeg har fisket den, har den aldrig være dybere end en halv meter. Den har i og for sig to dybere render som synes mere eller mindre. Den ene løber helt inde ved den nedre del af den østlige bred, og den anden midt i, og det er her laksen hugger. I normal vandstand kan man godt vade ud til midten af nakken, selvom man skal passe på, der hvor strømmen er kraftigst. Men at vade ud i Brekket uden at fiske det inderste stræk af først er en tåbelig strategi – den inderst rende skal fiskes først! Det samme gælder i reglen alle andre nakker.
AL VADNING på nakker skal foregå med forsigtighed. Overfladen er blank og stille, til tider som et spejl og man skræmmer let fisken. Vader man for langt ud kan man også »dræbe« kastet, da der ikke kommer et ordentligt sving i fluen, så den kommer til at fiske alt for langsomt. Du må dog ikke tro, at jeg er hoppet på trenden »at fluen altid skal fiskes hurtigt «, men jeg er absolut heller ikke tilhænger af at fiske fluen for langsomt.
maj 17, 2020 | Artikler, Fiskeri efter hornfisk, HORNFISK, Kystfiskeri
Det er for alvor forår i Danmark når den næbbede hornfisk invaderer de danske farvande i milliontal. Ingen anden fiskeart formår at få så mange mennesker ud og lufte fiskestangen herhjemme, og det er ikke uden grund. Hornfisken er talrig, er forholdsvis nem at få i tale, giver en fin fight og så smager den fantastisk.
AG DAVID NILSEN
– JEG TROR DER ER HUG! Min otte årige nevø Casper har tålmodigt holdt øje med bobleflåddet og bekendtgør sin formodning, mens han i fuldt firspring styrter gennem stenene på stranden hen i mod stangholderen. Der gives tilslag, og så begynder han at fighte fisken ind mod land i rutineret stil. For halvanden time siden havde han aldrig prøvet at fange en hornfisk. Nu er den ottende fisk ved at være en realitet, og han har helt styr på teknikken.
Vi får ved fælles hjælp afkroget og aflivet fisken, og så bliver endnu et lille sildestykke kastet ud i bølgen blå. Min fætter og onkel har resultatløst forsøgt sig med nogle blink lidt henne ad kysten, og da vi alle samles til sandwich og en tår at drikke, får Casper hurtigt fortalt de to, hvordan de skal fange hornfisk.
FRA MIDTEN I APRIL begynder hornfisken at dukke op herhjemme, og lige nu i maj er de overalt i de indre danske farvande. De første er de største siger man, men denne fortrop kan være sværere at få til at hugge, da de har fokus på den forstående gydning. Hurtigt derefter ankommer de store stimer og maj er topmåned for hornfisken. Det er praktisk taget muligt at fange dem langs alle vores kyster. Dog er der altid nogle steder der har større forekomster af hornfisk end andre. Dette er typisk steder, hvor man er tæt på dybt vand, for eksempel stensætninger og moler, hvor man kan kaste ud til en sejlrende.
Hornfisken har mange sylespidser tænder på en benhårdt næb, hvor det er svært at kroge fisken. Her er silketråden helt optimal, da den filtrer sig godt ind mellem tænderne, så den ikke så let ryger af blinket.
Områder med stærk strøm er også gode spots, og disse findes ofte ved smalle passager omkring øer, og hvor fjorde og bælter starter. Her koncentreres fiskene, og det samme gør mange lystfiskere. Men – snyd ikke dig selv, dine fiskekammerater eller din familie for at finde en skøn plet langs en af vores skønne strande til en hyggetur efter hornfisk, hvor madpakken og det sociale samvær kan nydes uden at man skal stå skulder ved skulder med andre. Vi har taget en snak med en række grejhandlere rundt omkring i landet og her kommer deres bud på de mest populære steder at fiske efter hornfisk anno 2015.
HORNFISKEN LANDET RUNDT: Når hornfisken gør sin entré til Limfjorden fra Nordsøen, kommer den til den første smalle passage med stærk strøm. Den lange mole ved Agger og høfderne ved Thyborøn er steder, hvor man kan komme i kontakt med fiskene.
Fortsætter vi ind i Limfjorden er området omkring broen ved Oddesund og kajerne ved Ålborg samt Nørresundby, sikre pladser i det Nordjyske. Molerne ved Skagen, Frederikshavn og Hanstholm er ligeledes andre gode steder, sammen med molen ved Løkken og høfderne ved Lønstrup.
I Vestjylland er sluserne ved Hvide Sande og Torsminde toppladser for de langnæbbede. Disse pladser er kendetegnet ved en smal og strømfyldt passage fra åbent hav ind til fjordene, men også af mange lystfiskere, der står skulder ved skulder.
Fiskeri efter hornfisk er både sjovt og underholdende.
I den nordlige del af Østjylland er Havnø i Mariager Fjord og Udbyhøj i Randers Fjord sikre pladser. Djursland har rigtig mange gode kystpladser og alle de kendte havørredpladser har også bundforhold, der tiltrækker hornfisken. Gjerrild, Fornæs og Sletterhage Strand er nogle af de steder der fremhæves. Havnen i Århus er også et godt spot i det østjyske sammen med Den Permanente og Fløjstrup Strand.
Længere sydpå er Dæmningen ved Alrø i det yderste af Horsens Fjord en god plads. Ved indsnævringen af Lillebælt findes der tre rigtig gode pladser, nemlig Fredericia Havn og Ammoniakhavnen på Jyllandssiden samt Middelfart Havn på Fynssiden.
Siø dæmningen i det sydfynske, molerne ved Knudshoved og Måle Strand er andre klassiske fynske hornfiske-hotspot.
Sjælland disker også op med mange gode steder, hvor det er muligt at få en god portion hornfisk på land. Halskov Rev ved Korsør, Sjællands Odde, Dæmningen ved Lammefjorden, Munkholmbroen i bunden af Isefjorden og Hornbæk Rev er populære steder, men det mest kendte og velbesøgte sted er uden tvivl Kronborgpynten.
Sluseholmen i Københavns Havn er et yndet sted for storbyens lystfiskere og længere sydover er Stevns og broen ved Guldborg, sikre pladser når man går efter steder med en stor koncentration af hornfisk.
Øverst Silketråden og nederst efterhængt lille trekrog.
DEN HELT KLASSISKE METODE til at fange hornfisk er spinnefiskeri med slanke og livlige blink, der efterligner tobis. Hornfisken er en hurtigsvømmer, der nemt svømmer sit bytte op. Dette, i kombination med at vi træffer hornfisken i de øvre vandlag, gør at agnen skal spinnes hurtigt ind. Gerne så hurtigt, at blinket fra tid til anden bryder overfladen. Man vil ofte opleve nogle hug, der nærmest føles som om, at fiskene slår til agnen. Og det er faktisk, hvad der sker i praksis!
Hornfisken er lidt kluntet med sit lange næb, hvis den skal svømme en fisk op og sluge den. Dens jagt foregår på den måde, at den slår til sit bytte, vender om og sluger den skadede fisk. Oplever man hug, men ikke får fiskene kroget, kan man med fordel lave nogle korte spinstop.
Et spinstop betyder, at man stopper inspinningen et kort øjeblik for derefter at genoptage den. I det øjeblik man stopper med at spinne ind, vil blinket dale gennem vandet som en skadet eller død fisk, og vil ofte nå at blive samlet op af hornfisken, inden man påbegynder inspinningen igen.
På grund af sit lange næb kanhornfisken være svær at kroge. Et gammelt råd er at afmontere krogen fra blinket og binde et stykke nylonline på tre-fire centimeter mellem blink og en trekrog der er markant mindre. Den efterhængte krog giver en meget bedre krogningsrate.
I de senere årtier er Silkesnoren blevet et meget populært alternativ til kroge. »Snoren« er lavet af en masse små tråde, der er bundet sammen og udgør en løkke. I stedet for en krog på blinket, monterer man silkesnoren. Hele konceptet går ud på at hornfiskens små tænder, der sidder tæt på det lange næb, vikler sig ind i tråden. Med silketråden opnår man det bedste »krogningsresultat« til fiskeri efter hornfisk. Metoden er genial, når man har mindre børn med ude og fiske. Ofte vil børnene gerne have at der sker noget, og med en silkesnor på blinket, kan man lade dem kaste med blink, uden risiko for kroge på afveje.
Ulempen er at hvis en stor havørred hugger – ja så får man den selvfølgelige ikke. Og det kan godt ske.
Hornfisk på blink på den helt gammeldags måde vil også fange – du misser bare mange flere fisk.
BOBLEFLÅD OG SILDESTYKKER er en anden klassiker til fiskeri efter hornfisk. Bobleflåddet køres på hovedlinen og med den lille stift, der sidder i den ene ende af flådet, justerer man den dybde som man vil fiske i. En meters penge mellemflåd og krog er generelt meget passende. Krogen kan være en enkeltkrog eller en trekrog.
Brug forholdsvis små kroge, da hornfisken har en lille mund. Sild er en suveræn agn og skærer man stykkerne som små vimpler, der er cirka en cm brede i den brede ende og tre-fire cm lange, så er man godt kørende… ja faktisk er der nærmest garanti for at få en stribe hornfisk på land!
Har man mulighed for at komme ud i en båd eller jolle, kan man gøre rigtig gode fangster. De føromtalte metoder fungerer fint fra både drivende eller opankret båd. Man kan også trække blink efter båden, mens man sejler. Er det de største hornfisk, man går efter, kan det klart anbefales at tage ud i båd og jagte dem længere fra land.
Både tobis som her og sildestykker er super agn til hornfisk.
maj 15, 2020 | Artikler, Fiskeri - generel viden, Miljø og debat
I den tredje og sidste del af miniserien ”Fiskepleje på Afveje” skal vi se nærmere på den besynderlige modstand mod miljøet, man støder på flere steder i sportsfiskerkredse. Hvad kan den dog skyldes?
TEKST: STEEN ULNITS, FISKERIBIOLOG, FOTO: JENS BURSELL OG STEEN ULNITS
Danmarks Naturfredningsforening bad i 2007 det rådgivende firma Cowi om en vurdering af seks forskellige alternativer for Gudenåens retablering i forhold til de krav, som Vandramme-direktivet stiller. Ingen omløbsmodeller blev vurderet tilstrækkelige:
“… at de samfundsmæssige og økonomiske hensyn til Tangeværkets produktion og de rekreative værdier af Tange Sø næppe er tilstrækkelige til, at den kunstige sø kan opretholdes efter direktivets bestemmelser om såkaldte stærkt modificerede vandområder.
Specielt ikke, når de sammenholdes med de rekreative værdier, der er knyttet til den genetablerede Gudenå, som med et stærkt fald og gydebanker for laks og ørred vil udgøre et særsyn i den danske natur.”
Citat Cowi slut.
Det rådgivende firma Rambøll blev også bedt om en vurdering af Vandramme-direktivet i forhold til forskellige omløbsløsninger. Rambøll anfører blandt andet:
“Det er Rambølls vurdering, at der i langt højere grad burde foretages en helhedsbetragtning i forbindelse med fjernelse af opstemninger, og vigtigheden af at skabe reel kontinuitet i vandløbene burde vægte højere, end tilfældet er …
Udgangspunktet bør ikke være, hvad der er “det muliges kunst”, men hvad der er den bedste løsning for vandløbet …
Lad os benytte Vandrammedirektivet til at realisere løsninger, der ikke på et senere tidspunkt skal laves om.”
Citat Rambøll slut.
Ikke mindst den sidste sætning er jo ganske tankevækkende. Tænk, om man nu bruger 100-150 millioner skattekroner på en kortsigtet lang omløbsløsning, der måske skal laves om igen om få år. Fordi Gudenåen jo på et eller andet tidspunkt nødvendigvis må slippes fri og blive sit gamle selv igen. Fordi skærpede lovkrav og hidtidige EU-domme tilsiger det.
Det kan i den forbindelse være interessant og relevant at se nærmere på, hvorfor Danmarks Sportsfiskerforbund (DSF) og dets medlemsforening i Bjerringbro øverst oppe ved Tangeværket ikke arbejder målrettet for at genskabe Gudenåen med store, sunde og naturlige fiskebestande. DSF kalder sig jo en miljøorganisation, men arbejder alligevel konkret for at bibeholde den kunstige og skadeligeTange Sø.
Fiskeribiolog Steen Ulnits
Det beskrev nyligt afdøde forbundsformand Verner Hansen således udførligt i et indlæg i Altinget den 19. januar 2017. Her anbefalede han på vegne af DSF, at 95 % af den kunstige kraftværkssø skulle blive liggende – med Gudenå-laksens sidste oprindelige gydepladser stadig liggende gemt på søbunden under et tykt slamlag. Det samme har Bjerringbro Sportsfiskerforening stiltiende bakket op om. Som medlem af DSF.
Den holdning har undret mange lystfiskere landet over. For hvorfor kæmper en organisation, der påberåber sig at arbejde for et bedre vandmiljø, nu pludselig for bevarelse af et antikveret vandkraftværk og en miljøskadelig kunstig vandkraftsø, som deler landets længste vandløb op i to skarpt adskilte dele?
– Hvis interesser og hvilket miljø tjener man dog med det?
Fangsternes fordeling
Det giver ikke mening – med mindre man da ser lidt på de økonomiske interesser, som er involveret i fiskeriet oppe under Tangeværket:
I 2019 blev der samlet fanget 886 laks i hele Gudenåen – alle resultatet af kostbare udsætninger finansieret af kommuner, foreninger og fiskeplejemidler. Af disse laks blev 549 fanget helt oppe på Bjerringbro foreningens vand. Mod blot 317 laks nede på Langå-foreningens vand.
Knap to tredjedele af de udsatte laks blev således fanget oppe ved Bjerringbro, hvor laksene til sidst støder hovedet mod muren ved Tangeværket – hvor fiskene ikke kan komme længere. Det er næsten dobbelt så mange fangede laks som nede ved Langå og Randers. Selv om laksene alle er passeret forbi på deres vej mod Bjerringbro og Tangeværket.
At laksene i løbet af sæsonen koncentreres mere og mere længst oppe sås måske tydeligst under sidste års (2019) Gudenå-konkurrence. Her blev ikke færre end ni ud af de ti største Gudenå-laks således fanget helt oppe ved Bjerringbro – tæt på Gudenaacentralens Tangeværk, der stopper den videre opgang.
Tangeværkets blotte eksistens garanterer således, at der altid er flest fisk til medlemmerne heroppe. Måske – og blandt andet derfor går man i Bjerringbro ikke ind for en fjernelse af Tangeværket og en tømning af Tange Sø?
Man siger det ikke højt. Men man tænker det måske? For at tækkes Tangeværket og foreningens egne medlemmer.
Lilleåen var engang proppet med havørred. Det er den ikke mere.
Løjstrup og Lilleåen
Fra Lilleåen, hvor omkring halvdelen af Gudenåens havørreder oprindeligt gik op for at gyde, kender man også til effekten af en sådan opstemning. Musholm Havbrug købte på et tidspunkt Løjstrup Dambrug for at have en egen leverandør af regnbueørreder til udsætning i virksomhedens store forurenende havbrug i Storebælt.
Dambrugets opstemning til vandindtag blokerede havørredernes opgang, og i løbet af sæsonen koncentreredes flere og flere fisk nedstrøms dambruget, hvor lokale fiskere kunne fortælle om “løgnagtigt mange havørreder”. Fisk, der ved dambruget stødte næsen mod en mur på deres forgæves vandring mod gydepladserne længere opstrøms i Lilleåen.
Disse beskrivelser dokumenteredes til fulde af det årlige elektrofiskeri efter gydefisk. Næppe noget andet sted i Danmark fandtes der så mange og så store havørreder samlet på så kort en strækning, som netop her i de dage. I så lille et vandløb som Lilleåen.
I 2001 fik det daværende Aarhus Amt så presset igennem, at den gamle opstemning ved møllen blev fjernet og erstattet af et omløbsstryg. Gudenåens mange havørreder kunne og kan nu passere uhindret forbi dambruget og indtage de mange oprindelige gydepladser, som findes længere opstrøms i Lilleåen.
Fri adgang – færre fisk
Til gengæld reduceredes såvel fiskemængde som fiskepres på den tidligere så lukrative del af Lilleåen nedstrøms Løjstrup Dambrug. Her kunne venner af Musholm Havbrug i nogle år nyde det nok mest fantastiske havørredfiskeri i Danmark – på grund af opstemningen ved dambruget.
Den blev efterfølgende fjernet, og havørrederne var nu fordelt ligeligt på de mange opstrøms beliggende kilometer gydevand i åen. Til glæde for både fisk og fiskere.
Lokalt frygter man imidlertid i sit stille sind, at noget tilsvarende vil kunne ske ved Bjerringbro – hvis altså Tangeværket nedlægges. Da vil fiskene ikke længere samle sig heroppe til glæde for foreningens medlemmer. Da vil de få fri adgang til den øvrige del af Gudenåen. Da vil de ikke længere koncentreres ved Bjerringbro, som tilfældet er i dag.
Måske er det derfor, at Gudenåens Ørredfond forbød Foreningen til Nedlæggelse af Tange Sø at deltage i Gudenå-konkurrencen 2019? Ørredfondens formand kommer i hvert fald selv fra Bjerringbro-foreningen, som lejer deres produktive fiskevand af netop Tangeværket.
Kort efter sæsonstarten i 2020 blev der landet en imponerende 18 kg’s blanklaks oppe ved Sandskredet. En pragtfisk, der naturligvis fik megen opmærksomhed i medierne og efterfølgende lokkede ekstra mange fiskere til – lokale såvel som udenbys.
Det resulterede til sidst i, at Bjerringbro-foreningen – under dække af Corona-virussens hærgen – lukkede for dagkortsalget. Herefter var det kun foreningens egne medlemmer, der fortsat kunne fiske efter de attraktive blanke påskelaks, som ellers er betalt fra flere andre sider.
Snakker man privat med fiskere heroppe, kan man støde på et noget overraskende argument for at lade opstemningen blive. Får man fjernet Tangeværket og tømt Tange Sø, da vil Gudenå-laksen igen kunne blive selvreproducerende. Men da må man – i lighed med i Vestjylland – ikke længere fiske med rejer på krogsæt.
Det er en yderst populær og produktiv fiskemetode, som er tilladt i dag, hvor alle laksefangster skyldes udsætninger af tamfisk – af opdrættede smolt. I en Gudenå, hvor der ikke fiskes på vilde laks. Fordi der ingen findes længere.
Modstanden mod Tangeværket kan således ligge på et meget lille sted i Bjerringbro. Til stor skade for den naturlige fiskebestand i landets længste vandløb, Gudenåen.
Fremtidens Lystfiskerstrategi
Det blev en lang artikel. Konklusionen er imidlertid ganske kort:
Det fremgår med al ønskelig tydelighed – som allerede fremført af Havørred Fyns Jørgen Dan Petersen for flere år siden – at den danske natur ikke selv kan levere det fornødne antal ørreder både til os lystfiskere og en lukrativ fisketurisme. Der må supplerende udsætninger til.
Det er jo en smuk og rigtig tanke at lade naturen selv producere de bedst egnede vildfisk af det helt rene stammer. Ingen kan have noget at indvende mod Wilhjelm-rapportens anbefalinger heraf. Tiden er blot løbet fra rapportens nok lidt naturromantiske forestillinger og forudsætninger.
Vi kan nøgternt konstatere, at virkeligheden har overhalet drømme og visioner om en bedre verden. Skal vi have et produktivt lystfiskeri for os selv og en fisketurisme, som den tidligere regering massivt gik ind for med millioner i statsstøtte, så skal der også investeres i fisk til lystfiskerne. I direkte udsætninger og et bedre vandmiljø. Dette i såvel vandløbene, hvor fiskene gyder, som hav og fjord, hvor de skal vokse sig store.
Fyn var ellers lige blevet så fin
Det vakte stor begejstring på Fyn, da Jacob Ellemann-Jensen (V) i sin tid gik ind i politik og åbenlyst valgte at bruge det fynske havørredprojekt til at blive valgt ind i Folketinget.
Men det vakte lige så stor bestyrtelse, da Jacob Ellemann-Jensen som nyvalgt MF’er og som vist sin første politiske opgave fik lov at præsentere Landbrugspakken. Hermed erklærede han og Venstre kamp mod de selvsamme små vandløb, der fik ham ind i Folketinget: Partifællen Eva Kjer Hansens (V) så forhadte vandløb, der jo netop udgør de livsvigtige gydepladser for havørreden.
Mange fynske lystfiskere følte sig svigtet, hvis ikke forrådt. Nogle trådte endda efterfølgende ud af det livsvigtige arbejde med Vandplejen – i ren frustration.
Det var jo i forvejen naivt eller måske bare kynisk, at netop Venstre skulle præsentere fremtidens lystfiskerstrategi. Når nu selvsamme landbrugsparti modarbejder vandmiljøet på snart sagt alle måder og ikke ville afsætte én eneste krone til ekstra fiskepleje. De skulle alle gå til markedsføring af en lukrativ fisketurisme:
“Strategi for Lystfiskeri”
Miljø- og fødevareminister Eva Kjer Hansens “Strategi for Lystfiskeri” fra 2018 er nemlig bygget op på følgende vis:
- Der er afsat 22 mio. kr. til at realisere det nationale Center for Kyst- og Lystfiskerturisme.
- Der afsættes 6 mio. kr. til udviklingen af en digital platform, som skal være én indgang til lystfiskeri og lystfiskerturisme i Danmark.
- Der afsættes 2 mio. kr. til en 3-årig branding- og markedsføringsplan, hvor de mest oplagte lystfiskerdestinationer omfattes.
- Der afsættes 1 mio. kr. til konceptudvikling inden for segmentering af lystfiskerturisme med henblik på styrkelse af turisterhvervets markedsføring af danske lystfiskerdestinationer.
- Der afsættes 1 mio. kr. til at styrke det frivillige arbejde.
Ikke én eneste af de 32 millioner kroner er således afsat til fiskepleje eller fiskeudsætninger. Til gengæld har en lille håndfuld mennesker efterfølgende tjent nogle lette og gode penge på at sælge ud af det, andre har skabt før og for dem.
Markedsføring af manglende fisk
De 32 millioner skattekroner skal således udelukkende gå til massiv markedsføring af det fiskeri og de fiskemuligheder, som vi lystfiskere selv har betalt for og opbygget via det obligatoriske fiskegn og kommunale tilskud. På bedste Fishing Zealand-vis, hvor fiskeplejen kommer i anden række efter fisketurismen.
Det er interessant, at man som politisk parti åbenbart godt kan have dårlig samvittighed over Landbrugspakken og dens forhadte vandløb. At man måske inderst inde føler, man skylder en fynsk borgmester af samme partifarve som én selv en masse millioner – til et nyt Lystfiskeriets Hus i sydfynske Assens. Når man nu selv havde blæst til kamp mod de forhadte små vandløb, som netop Fyn ellers havde passet så godt på – i regi af Havørred Fyn.
I hvert fald valgte partiet Venstre efterfølgende at betale aflad til en fynsk Venstre-borgmester. I form af 32 millioner skattekroner. Måske netop for Jacob Ellemann-Jensens svigt af de fynske havørreder på sin vej mod Folketinget. Ganske ironisk for øvrigt, når nu både lokale lystfiskere og erhvervsfiskere samtidig kunne og kan berette om et stendødt Lillebælt ret uden for døren til det kommende Lystfiskeriets Hus i Assens.
Livløst Lillebælt
Danmarks Radio dokumenterede således for ikke så længe siden i en TV-udsendelse, at farvandet mellem Fyn og Als er som blottet for liv – blandt andet efter landbrugets massive udslip af gødning ved havnebranden i Fredericia.
Knap 3.000 tons superaktivt kvælstof slap dengang ud, fordi et landbrugsejet gødningsfirma i forventning til Landbrugspakkens lyksaligheder havde overfyldt sine tanke, så disse sprang læk – med en sydgående strøm lukt ned i Østersøen mellem Als og Fyn. Det svarer til næsten 5 % af det samlede årlige danske kvælstofudslip – på én gang. På ét sted. Direkte ud i Lillebælt.
Samme Dansk Hydraulisk Institut (DHI), som i sin tid udpegede “egnede lokaliteter” til nye forurenende havbrug ud for Djursland – for Esben Lunde Larsen (V) og hans havbrugsvenlige partifæller – blev to år senere udvalgt til at vurdere effekten af det massive udslip fra Fredericia på vandmiljøet.
DHI frikendte efterfølgende udslippet for at have haft nogen nævneværdig betydning for miljøet. Og friholdt dermed landbruget for eventuel erstatningspligt.
Museum over Dansk Lystfiskeri
Nu kan det nye Lystfiskeriets Hus så i stedet blive Museum over et Livløst Lillebælt – endda med den fineste udsigt over samme. Et museum over det lystfiskeri, vi kunne have haft, hvis vi ikke selv havde ødelagt det med gylle, kvælstof, trawlfiskeri og muslingeskrab. Hvis initiativtageren Venstre ellers selv havde forstået de aldeles simple spilleregler:
At der naturligvis skal sås, før der kan høstes. At der skal være fisk at fange, hvis man skal kunne lokke lystfiskere til fra ind- og udland.
Det burde om nogen et landbrugsparti som Venstre ellers kunne forstå. Men her har man jo desværre vænnet sig til ikke længere at skulle så, før man høster. Man hæver blot sine små 10 milliarder om året i landbrugsstøtte, opgraver vandløbene, avler endnu flere svin og lukker efterfølgende endnu mere gylle ud på markerne og i sidste ende ud i vandmiljøet.
Herefter bruger man så vore fiskeplejemidler på harmløs forskning, der ikke giver flere fisk i vandet. Men som blot sparer på statens udgifter til forskerlønninger.
Det er blandt andet derfor, vi ikke længere fanger noget. Ud over laks i en håndfuld vandløb, kun de færreste kan komme til at fiske i.
Vi er kort sagt til grin for vore egne penge.
maj 14, 2020 | Artikler, Guide til fiskepladser, HAVØRREDFISKERI, Kystfiskeri, Kystpladser til havørred
Kystområderne i Aabenraa Fjord og langs den sydlige del af Als Fjord byder på et spændende samt varieret havørredfiskeri. Her får du en oversigt over de bedste pladser.
AF BJØRN BIEDENWEG
AABENRAA FJORD er med en maximal dybde på 45 meter en af landets dybeste fjorde. Det var blandt andet derfor, at et af landets største kulkraftværker, Enstedværket, blev bygget i Aabenraa. Dens kul- og oliehavn er Nordeuropas største.
Den store dybde og kraftværkets varme kølevand har tiltrukket diverse fiskearter og havdyr, som normalt ikke forekommer i den sydlige Østersø – fx bardehvaler, delfiner, rekordstore knurhaner, overvintrene multer samt en marlin fundet død i havnen, er blot nogle af de arter, der er blevet observeret eller fanget i Aabenraa Fjord i nyere tid. Kraftværket er nu nedlagt siden 2013, hvilket har haft indflydelse på kystfiskeriet, men derom senere.
Afmærkning af fredningsbælter og Særfredninger
Fredningsbælter i Aabenraa kommune er afmærket ved skiltning på kysten. Dette skal være en hjælp for lyst- og fritidsfiskere til at kunne overholde fredningsregler. Skiltene er sat op ved grænsen til fredningsbælter og giver oplysning om fredningsperioden. – Dette er enestående i Danmark!
For godt 10 år siden har Sportsfiskerforeningen Aabenraa i samarbejde med Nordlige Sønderjyllands Fritidsfiskerforening og Aabenraa Fritidsfiskerforening igangsat projektet ”Afmærkning af fredningsbælter”. Det blev en tidskrævende opgave; Skov- og naturstyrelsen, Fiskeriministeriet, Miljøministeriets afdeling i Ribe og Aabenraa Kommune skulle indvillige, underskrifter fra samtlige grundejere måtte samles og fondsmidler blev søgt. Disse blev siden hen bevilliget af Tuborgfondet, Sydbank og Aabenraa Kommune. Det tog et par år, inden medlemmer fra ovenstående fiskerforeninger kunne gå i gang med at sætte skiltene op. Alt sammen blev muliggjort ved mange timers frivilligt arbejde, hvilket vi er ret stolte af i Aabenraa!
I Aabenraa Fjord, Flensborg Fjord og på Als gælder såkaldte ”Særfredninger”. Dette betyder at halvårs-fredninger er gældende for perioden 16.09.-15.01., hvor almindelige halvårsfredninger gælder til og med 15.03.
Her får du nogle af de bedste pladser i området
Spramshuse
1 – Spramshuse: Fiskepladsen er en af de ganske få revlekyster i Sønderjylland, hvor der kan dyrkes ”badekars-fiskeri” om for- og efteråret. Det vil sige, at du specielt i højvande, nærmest tørskoet kan affiske det inderste tangfyldte badekar. Det er her, hvor havørreden gerne opholder sig i det tidlige forår, når solen begynder at få magt. Pürschfiskeri i lysningen efter blanke ørreder, der efter et natligt ædegilde går helt tæt under land for at få sig en velfortjent dessert i form af tanglopper og -lus, inden de med tiltagende lys forsvinder ud på dybere vand, er noget af det mest intense fiskeri, jeg kender til.
I efteråret er det til gengæld de letfarvede opgangsørreder, der holder til i badekarrene, som er det eftertragtede bytte. Ved lavvande fisker pladsen godt fra første eller anden revle. Parkering foregår for enden af Spramshusevej.
Skarrev
2 – Skarrev: Et par kilometer længere mod sydvest ligger Skarrev, som strækker sig langt ud i fjorden. Ud for revet er der en stor vanddybde, hvilket torske- og bundsnørefiskere benytter sig af. Der er også gode chancer for havørredfiskeri på begge sider af revet, hvor bunden er sandet med enkelte tangpletter. Fisker du mod højre, bliver bunden mere mørk. Blæretang og ålegræsbælter bliver dominerende, og du bevæger dig nu mod Dyrehave, en lille plads, hvor der også kan parkeres langs landevejen. Vær opmærksom på, at der ligger et halvårs fredningsbælte. Hele strækket fra Skarrev og forbi Dyrehave er velegnet til flue- og spinnefiskeri. Vest for Dyrehave skal du være opmærksom på næste fredningsbælte, der her gælder hele året. Ved Skarrev er det muligt at parkere før og efter Strandcampingen.
Aabæk
3- Aabæk: Kør ned ad Avbækvigvej mod Åbækhytten og hold på P-pladsen ved stranden. Her befinder du dig midt i et fredningsbælte, men går du til højre mod spidsen, vil du efter små 500 meter komme til et skilt, der markerer grænsen til fredningssbæltet. Pladsen fisker meget stabil året rundt, da der er ret dybt nær land med tætte tangskove. Vadning kan være lidt vanskeligt på grund af de mange sten i alle størrelser. Mod vest bliver der langsomt mere sandet, men der er fortsat gode chancer for ørred, i sæsonen også torsk og sej. Der kan fiskes helt hen til havnen. Er du mere til molefiskeri efter sild, torsk, fladfisk men også ørred, er det nordlige havnebassin det eneste, der må fiskes fra i Aabenraa.
Sønderstrand
4 – Sønderstrand: Denne fiskeplads har kultstatus blandt havørred- og torkefiskere fra nær og fjern. Enstedværkets varme kølevand har virket som en fiskemagnet i den kolde årstid. Største kysttorsk fanget her på spin var på over 12 kilo og blev taget for 4-5 år siden. Der ligger dog to halvårs-/ særfredningsbælter ved Sønderstrand, der forbyder fiskeriet fra den 16.09 – 15.01. Vi har derfor et decideret ”præmiere-fiskeri” på pladsen. Op til 40- 50 morgenfriske lystfiskere mødes hvert år den 16.01. for at fange grønlændere og store overspringere.
Nu er Enstedværket dog lukket siden 2013 og Aabenraa Fjord forsynes ikke længere fra den tidligere kunstige varmtvandskilde. Det gode vinterfiskeri er ikke nær så godt, som det har været og fiskepresset er ligeledes gået tilbage. Men, tag ikke fejl, – der er fortsat ørreder og torsk at hente.
Bundforholdene virker umiddelbar ret kedelige, der er ren sandbund med ganske få tangpletter. I lavvande kan du nå ud på 3. revle og fiske ud over lidt dybere vand, hvor flest fisk opholder sig. Fisker du med flue, har du de bedste chancer ved ekstremt lavvande.
De gydeklare sild, der hvert forår kommer ind i fjorden, er nok årsagen til, at vi fortsat fanger store havørreder og torsk fra stranden, selvom de ”fryser” lidt mere end tidligere … Har du ikke noget imod baggrundsstøj fra bylivet, prøv endelig fiskeriet ved Sønderstrand. Måske bliver det dig, der bliver spændt for en 7 kilos sildeæder! Der kan parkeres ved et lille bådlaug i den sydlige del af stranden lige nord for kraftværket, hvis rester stadig står eller parkér midt på stykket ved stranden overfor Kallemosen. Brug f.eks. krak.dk som hjælp.
Felsbæk
5 – Felsbæk/Felstedskov: Nordøst for fredningsbæltet ligger der en kystplads, vi lokale kalder for Felsbæk, navngivet efter det fredede vandløb. Området hedder korrekt Felstedskov. Den første del af strækket ligner en ”rigtig” havørredkyst med en blanding af tangskove, ålegræsbælter og sandflader. Her er der fine forhold også for fluefiskeren. Når man nærmer sig en lille bugt mod nordøst, tiltager dybden under land, og det næste stykke er mere velegnet til spinnefiskeri. Efter en halv kilometer begynder forholdene igen at ligne førstnævnte og fluefiskeren kan nemt være ”med” igen. I princippet kan du blot fortsætte derud af mod øst helt til Varnæs Vig, men så skal du have en ret god kondition!
Felsbæk er en typisk ”knald eller fald” plads, – den kan ofte virke fisketom, for så pludselig at vrimle med en god blanding af havørreder, torsk, sej og til tider regnbuer. Parkeringsmuligheder er der to af. Enten kan du holde ved stranden i fredningsbæltet og gå 600 meter mod højre, til du når skiltet, der markerer fredningsbæltet, eller du kører forbi stranden og videre mod øst, hvor du efter en lille kilometer kører op ad en bakke. For enden af bakken kommer der på venstre side en stor gård. Lige inden denne er der anlagt en lille parkeringsplads beregnet til fiskere. Pladsen er dog ikke skiltet. Vejen til vandet foregår ved, at man går ad hovedvejen forbi gårdens sidste bygning, drejer til venstre og følger stien ned til vandet.
Varnæs Hoved
6 – Varnæs Hoved er en af de mest kendte fiskepladser i det Sønderjyske. Hvert år bliver der landet og også mistet store fisk her. For få år siden blev vinderfisken til Go Fishings ”Seatrout Open” forårskonkurrence netop taget på Varnæs Hoved. Det var en flot og blank fisk på over 5 kg, og det kan ikke undre nogen, at den netop blev taget på denne herlige plads. Området har for år tilbage været ret tilsandet, men i de senere år er tangbælter blevet dominerende igen, og pladsen fisker meget stabilt året rundt. Der er tre pynter hhv. rev på Varnæs Hoved. Det vestlige markeres af en lille bådrampe, og i lavvande kan man vade ud på revet og videre mod højre samt fiske fra en sandbanke hen til det nordlige rev. Dette er det mindste af de tre og består i grunden blot af en lille ansamling af muslinger og sten. Revet strækker sig 20-30 meter ud i havet. ”Minirevet” bliver gerne overset, hvilket absolut er en fejl. – Hovedstrømmen går ofte tæt forbi, hvilket tiltrækker flokke af blanke jagende og hugvillige fisk.
Det østlige rev er det største, og der er nærmere tale om en langstrakt pynt, som danner enden af Varnæs Hoved. Dette er en meget spændende plads med spredt liggende store sten, hvor grundig affiskning bestemt kan svare sig. De fleste lystfiskere foretrækker en god kraftig vestlig vind. Parkering foregår på den offentlige P-plads ved Varnæs Hoved. Herfra kan du følge stien mod vest og gå ned ad trappen, der fører ned til stranden.
Naldtang
7 – Naldtang· Vi har forladt Aabenraa Fjord og befinder os nu i Als Fjord. P-pladsen ved Naldtang ligger ud for en sandet bugt. Ved ekstremt lavvande kan du vade ud til ålegræsbæltet og fiske til begge sider, dog bliver kysten ret sandet mod højre. Langt de fleste kystfiskere foretrækker at gå venstre rundt mod Varnæs Hoved, og så snart du runder den første lille pynt, forstår du hvorfor. Her er der perfekte forhold til ørredfiskeren, – små rev med kuperet bund og spredte tangpletter samt sten i alle størrelser ligger som perler på en snor. Efterhånden bliver kysten dybere, og der vades tæt på land. Der kan dog også fint fiskes med flue de fleste steder. Fiskene kan gå meget tæt under land, og lange kast er unødvendige, men det kan være anstrengende at vade mellem alle de store og glatte sten. Hele strækket fisker godt året rundt, da der er gode strømforhold og en god dybde.
Naldtang er et af mine favoritstræk, – måske fordi jeg her fangede min allerførste kystørred på en mild vinterdag for mere end 30 år siden. Den huggede på en 15 grams Trumf i gul med grøn refleksfolie og var kun lige over målet, men hvilken forløsning det var, at få fisken på land efter flere års slid på kysten…
Ballebro
8 – Ballebro er en lille færgehavn, hvorfra man kan sejle til Als. Færgen bliver mest brugt af pendlere, som ønsker at undgå den lange køretur over Sønderborg, når de skal til eller fra Nordals. Pladsen er overskuelig, men ganske spændende. Øst for Færgelejet kan du kaste ind i det dybe havnebassin, hvor fødedyr bliver hvirvlet op hver halve time, når færgen sejler.
Små hundrede meter fra færgelejet befinder der sig et meget lille rev, som bør affiskes grundigt. Herefter bliver det tiltagende mere sandet med enkelte tangbuske. Du fisker her ved et lille å-udløb, der ikke er fredet. Vinter- og forårsfiskeri er det mest givende. Vest for færgelejet er bunden kuperet med gode chancer for ørred året rundt. Du kan fortsætte fiskeriet hele vejen, indtil du når fredningsbæltet ved Blåkrog Å. Hele strækket byder på godt fiskeri. Parkering foregår ved færgen eller til højre langs stranden.
Forfatteren Bjørn Biedenweg ved Snogebæk Hage
9 – Snogbæk Hage er den sidste plads, jeg vil præsentere i denne omgang. Hagen danner overgangen mellem Als Fjord og Als Sund. For at nå ud til pladsen, kan du enten parkere ved en lejrskole, der ligger for enden af vejen ”Snogbækskov” – eller du kan køre ad Snogbæk Nederby mod nord. Hvor asfaltvejen drejer skarpt til venstre, er det muligt at køre mod højre ad en lille grusvej, der ender i en lille skov tæt ved vandet. Her er der plads til 2-3 parkerede biler. Herfra er der 300 meter til Snogbæk Hage. Selve pynten finder jeg ret kedelig, da den er ret sandet, men på begge sider er der rigtig fine forhold. Vandet er forholdsvis lavt med skiftende bund, og det virker som om, at det er et decideret ædekammer for fiskene, der ofte kommer trækkende forbi i flokke. Kysten holder for det meste på fisk, der dog sjældent er store. Undtagelser forekommer dog, for år tilbage fik jeg æren i at lande en blank 5 kilos fisk for en fiskemakker.
Turen til denne del af Sønderjylland ender her og jeg håber, at I får en uforglemmelig oplevelse, når I besøger vores kyster. Vi ses derude!
Her finder du de forskellige pladser:
maj 11, 2020 | Artikler, Hav – kutter og småbåd, LAKS, Sponsoreret, Trolling, Trolling efter laks
Pelle Karlsson med én ud af utallige store laks han har fanget siden 1987. Denne flotte fisk på 11,7 kilo fik han, da Fisk & Fri var ude for at fotografere og filme trollingtricks til fiskogfri.dk her i april.
Trollingguruen Pelle Karlsson har trollet laks siden det hele startede i slutningen af firserne – og han ved, hvad han laver. Vi har taget en snak med manden, der sammen med sin kammerat Olle Bussenius fra Team Garmin har landet intet mindre end ni laks over tyve kilo.
AF JENS BURSELL
– SÅ ER DER LAKS, råber Pelle, mens han med et rutineret tigerspring kaster sig over en af stængerne og gør modhug på en god fisk, som han rutineret fighter ind på bådsiden. – Det er en vildfisk denne her, siger han, mens jeg lynhurtigt snupper et foto, idet fisken er på vej ud over rælingen, og retur hvor den kom fra. – Alle fisk med fedtfinne er vildfisk, og de skal returneres her i Sverige, fortsætter han. – De er meget lette at kende, for alle de udsatte laks har fået klippet fedtfinnen. Dem kan man roligt tage uden at skade bestanden, men på trods af dette, er det sjældent, at vi tager mere end én enkelt madfisk eller to med hjem. Uanset hvor mange udsætningslaks vi fanger. Der er faktisk rigtig mange ture, hvor vi slet ikke tager fisk med hjem.
Fisk & Fri alias Martin Millinge og jeg, er taget med Pelle og hans kammerat Olle Bussenius på Hanöbugten efter nogle af de store vandringslaks, der er på vej mod Mørrum – samt alle de andre lakseelve, der ligger betydeligt længere mod nord. Og undervejs får vi en god snak om, hvordan det hele startede for Pelle, som over årene er blevet lidt af en levende legende blandt de skandinaviske trollingfiskere.
– Jeg har altid fisket, siger Pelle, der har været bidt af bacillen lige så længe han kan huskede. – Oprindeligt kommer jeg fra Listerlandet i Blekinge, hvor jeg sammen med min far fiskede efter alt, hvad der kan fiskes efter i Pukaviken – blandt andet gedder, aborrer og ål. Som årene gik, fiskede jeg mere og mere – og det endte med, at jeg blev erhvervsfisker. Mit job på Østersøen indebar, at jeg fiskede med alt fra garn og langliner til trawl, men i slutningen af firserne valgte jeg at skifte karriere. Jeg elskede at være på Østersøen, men det skulle være som sportsfisker og ikke som erhvervsfisker.
Skipper på egen båd
– I 1988 købte jeg en seks meter lang trollingbåd, som jeg kunne udleve fiskedrømmene på i min fritid – samtidig med at jeg skiftede til et arbejde med at male og lakere. Så var det på plads, og sådan har det været lige siden. Jeg elsker at fiske efter laks her fra min båd – og jeg har det rigtig godt med, at det ikke er som erhvervsfisker.
– Allerede den første trollingsæson i 1987 lykkedes det at få meget godt hul på fiskeriet med laks op til 13-14 kilo – samt ørreder helt op til 8-9 kilo, fortsætter han. – Sammen med Olle Burssenius, Tommy Olsson og Arne Karlsson, var jeg blandt de første seriøse trollingfiskere i området. Dengang var fiskeriet meget mere kystnært, og det var især blink som Toby, Atom og Utö fra ABU, som vi brugte. Senere fik vi inspiration fra Amerika og begyndte også at fiske med blink som fx Northern King og Diamond King.
– Min første downrigger byggede jeg selv i 1989, og året efter begyndte vi at eksperimentere med spilende redskaber som fx Yellow Birds, indtil vi i 1995 gik over til rigtige store planerboards. Allerede omkring 1992-94 vil jeg sige, at vi var oppe i fulde omdrejninger med laksetrollingfiskeriet, og det har vi været lige siden, griner han.
Pelles båd er udstyret med topmoderne marineelektronik fra Garmin, der hjælper ham til at finde- og genfinde laksene. Bemærk temperatur gradienten til højre – det er sådan kurven skal se ud, når man finder de varmere bræmmer af vand i strømskellene, hvor laksene typisk står.
Kæmpelaksenes overmand
Allerede i 1994 fangede Pelle sin første 20 kilos laks, der vejede 24,47 kilo taget på et 30 grams Glimmi blink fra ABU. – Siden da er det sammen med Olle Bussenius blevet til ni laks over 20 kilo på de både, han har haft igennem tiden. Det bedste fiskeri havde vi helt klart i halvfemserne, men skal jeg fremhæve en sæson siden da, så må det være i år, hvor fiskeriet faktisk har været på højde med de gode gamle dage – især når vi snakker fiskeriet efter de allerstørste vandringslaks. Men det har også været en varm vinter, og det betyder ofte, at de laks der fanges, er større.
I dag er båden skiftet til en 24 fods Rucco, der er monteret med en 300 hestes Suzuki og masser af velfungerende marineelektronik fra Garmin. Hvordan marineelektronikken bruges til at finde laksene med vender vi tilbage med i en video, der vil være spækket med alle de vigtige detaljer du skal kende til for at have størst mulig chance for at finde laksene – samt selvfølgelig at få dem til at hugge.
Pelles fiskeår
– Jeg fisker med min trollingbåd efter laks hele året, fortsætter Pelle. – Vinter og forår er det primært vandringslaksene jeg går efter, og under disse omstændigheder fisker jeg flere af mine stænger højt i vandet – ofte helt op til lige under overfladen. Og det er tit her, at nogle af de bedste hug kommer. Omvendt forholder det sig, når vi fisker efter opvækstlaksene, som jeg fisker efter i samme område i perioden fra juli til engang hen på vinteren. Her skal fiskene ofte findes dybt på 60-100 fod med downriggerne, og det er tit på de lidt mindre agn i 6-7 centimeters klassen, at jeg får flest fisk. Omvendt forholder det sig med vandringslaksene, hvor det ofte er de lidt større skeer på 11-13 centimeter, der fanger bedst.
Pelle og Olle fra Team Garmin har været et fast laksepar i mange år – og det er ikke småting de to herrer har landet fra deres både igennem tiden.
Den rette agn
– Hvad blink angår, så vælger jeg ofte mere neutrale farver i overskyet vejr – og de mere skrigende pangfarver i højt solskin. Det er også ofte pangfarverne, jeg finder frem, hvis selve vandet er uklart. Mit start set-up er ofte at fiske de fleste stænger med blink – spredt godt i forskellige dybder og afstande fra båden. På spørgsmålet om hans favorit blink, er svaret klart. – Jeg har ikke noget favoritblink. Den ene dag er det det ene, der virker – og den næste dag er det et helt andet blink i en ny farve, der fanger fiskene. Der er ikke andet at gøre end at eksperimentere med forskellige blink og farver hele tiden, for det er meget ofte det, der skal til for at få succes.
– Hvis der så ikke sker så meget, monterer jeg en enkelt stang med agnfisk – eksempelvis en brisling på et agnhoved. Og giver det bonus – eller sker der stadig intet – skruer jeg ofte op med flere agnfisk bag ved båden, for at se om det ændrer på antallet af hug. Mit førstevalg blandt agnfiskene er brisling – blandt andet fordi de er relativt lette at få fat i fra erhvervsfiskerne, hvor jeg håndplukker de bedste og mest intakte fisk som agn. Agnene fryses ind enkeltvis, så det er lette at få fri og agne op, uden at de tager skade, slutter han.
Dagen byder fortsat på masser af frisk luft samt en masse gode laksetips fra Pelle og Olle, som vi har filmet, så du kan få en guldgrube af viden serveret på et sølvfad. De finere detaljer i, hvordan de to trollingeksperter finder- og genfinder laksene med deres marineelektronik samt udnytter de forskellige fiskemetoder efter situationen, kommer du derfor til at høre meget mere om i en super spændende video, som vil blive publiceret på Fisk & Fri´s Youtube kanal i den nærmeste fremtid. Husk derfor at gå ind og abonner på Fisk & Fris YouTube kanal, så du automatisk får en notifikation, når videoen kommer op. Du kan også følge Fisk & Fris facebook eller nyhedsbrev, så du bliver notificeret, når videoen med Pelle og Olle er klar.
Se vores video med Pelle Karlssons laksetrolling på Fisk & Fris YouTube her.
Endnu en storlaks til Pelle og Olle fra det svenske Team Garmin.
maj 9, 2020 | Artikler, BRASEN, Brasenfiskeri, Medefiskeri
Fra april og frem til slutningen af maj er det højsæson, hvis du vil fange de helt store brasen. Her genudsættes en flot fisk på 6,5 kilo+ af Jens Bursell.
Fiskeriet efter storbrasen har længe været omgæret med et slør af mystik, og det at fange en rigtig stor brasen har altid været regnet som en meget svær udfordring. Fiskene kan være utrolig sky – og spredt over meget store områder. Men – vælger man den rette teknik og finder fiskene, venter der mange spændende timer forude.
AF JENS BURSELL
VINDEN BLÆSER 7-8 sekundmeter fra nordøst, og på trods af et par timers resultatløst fiskeri, er tiltroen til min nye teknik stadig i top. Siden jeg for nogle år siden begyndte at eksperimentere med flådspin og orm efter store forårsbrasen, har jeg og en række andre danske og svenske fiskere fået mange gode fisk op til over 6 kilo på teknikken. Min oprindelige idé med flådspin efter storbrasen var, at det opsøgende spinnefiskeri med kraftige missile kasteflåd og en orm for enden af taklet, var måden at lokalisere storbrasenen i de ofte meget store vande med tilsvarende få fisk – og det virkede helt efter hensigten.
Mange og lange kast med en orm, der fiskes langsomt synkende »on the drop« uden nogen belastning på taklet – giver dels en effektiv afsøgning af store arealer, men også af hele vandsøjlen, idet ormen stiger i vandet ved indspinning – og daler lokkende, når man holder en pause på et par sekunder. Og – da forårsbrasen med legetanker kan være svære at lokke til traditionelle stationære fodringer, er den aktivt fiskede orm super attraktiv – og en nem godbid for en nysgerrig storbrasen, der egentlig ikke er aktivt fouragerende.
Men efter et par nulture i det nye år, havde jeg besluttet mig for at køre linen helt ud. Når grundidéen om effektiv afsøgning af store vande er opsøgende fiskeri, så er tanken om at eksperimentere med regulært dørgefiskeri med flere stænger temmelig nærliggende. Og som sagt så gjort.
Opsøgende dørgefiskeri med orm og flådstænger er en effektiv teknik til storbrasen. Her er det en flot brasen på 6,7 kilo, der faldt for teknikken. Traditionelle matchflåd duer ikke til dørg – anvend i stedet 7-11 grams
predatorflåd som fx Pike Float.
Trolling efter storbrasen
Brasentrolling – det lyder sindssygt, tænker jeg, mens jeg agner mine str. 6 Prologic MP1 Wide Gape kroge med store sprælske tigerorm og søsætter to flåd samt en bundstang bag båden. Den store bugt, jeg er på vej ind i, har tidligere givet mig en del fisk over 5 kilo på flådspin – men ikke en eneste i år. Men – vinden, vejret og tidspunktet er helt rigtigt.
Dybden er cirka to meter, og i kalenderen står der den 10’ende maj. Inden længe vil brasenerne gå på leg, og mange af hunbrasnerne i den 300 hektar store sø er derfor at finde på 2-3 meters dybde umiddelbart uden for de lavvandede sivområder, hvor fiskene gyder et par uger senere.
Uden det store besvær får jeg lagt båden, så den driver med vinden vinkelret på bølgerne, hvilket giver den bedste kontrol over flådtaklerne. Fuld af forhåbninger driver jeg ned over bugten, mens jeg med jævne mellemrum bremser båden brat, så ormene stiger lokkende i vandet. Pludselig forsvinder det ene flåd og min venstre stang krummer massivt sammen over en god fisk, der har taget agnen i midtvandet. Jeg er lynhurtigt over stangen, som med at par massive rusk indikerer, at det er en god fisk.
Langsomt får jeg pumpet fisken hen mod båden på min 0,23 nylonline, men lige inden den burde komme til syne i overfladen, tager den et massivt udløb ind under kan jeg pludselig se en imponerende bredside fra en storbrasen. Krogen sidder rimelig yderligt, så det er med bankende hjerte, at jeg forsigtigt presser den store fisk ind mod netkanten. Først da jeg løfter nettet helt fri af vandet fatter jeg, hvor stor fisken er. Jeg skynder mig i land og får vejet den flotte fisk.
Jublen vil ingen ende tage, da det viser sig, at min første trollingbrasen vejer 6,7 kilo. Efter en hurtig fotosession genudsætter jeg forsigtigt fisken, inden jeg springer i båden – parat til at tage endnu et træk over området. Allerede i næste drev er der hug på bundstangen, som jeg fisker med et let paternostertakel med lang tavs og en luftinjiceret orm, der flakser lokkende rundt i midtvandet. Også denne fisk er stor – rigtig stor. men desværre mister jeg den flotte fisk i omegnen af 7 kilo på netkanten.
Kort tid efter ebber fiskeriet ud og jeg får ikke et eneste hug resten af dagen. Men – taget i betragtning af, hvor langt der er imellem de store fisk i denne sø, har mit eksperiment helt klart været en succes.
En af de mest spændende metoder til storbrasen er opsøgende flådspin i april-maj med det lette matchgrej.
OPSØGENDE FISKERI som flådspin og dørg er oplagt på store søer med meget få fisk, hvor effektiv afsøgning er essentiel. Selvfølgelig kan man være heldig at finde fisken og få storfangster på traditionelt stationært fiskeri med en fodring – men man skal være både heldig og dygtig for at ramme plet.
Til alt held findes der også vande med relativt tætte bestande af flotte fisk – og især her kan den mere stationære taktik være helt suveræn. Et godt eksempel er en tur jeg var på et forår til en sø med en stor bestand af flotte fisk:
Allerede første aften ved søen ser jeg pludselig en stor stime kæmpebrasen helt oppe i overfladen et stykke fra, hvor jeg havde lagt mine bundtakler. Et hurtig beslutning bliver taget, og jeg flytter to af mine markører ud til området, hvortil der er for langt at kaste. Taktikken bliver derfor dikteret af situationen: Bundfiskeri med 90 grams method-feeders kombineret med en lille PVA-Stick for enden af taklet for at lokke brasenerne helt hen til krogagnen.
PVA-sticken fylder jeg med Browning Krazy Halibut 4-8 mm pellets. Formålet med at have pellets i forskellige diametre er, at de opløses med forskellig hastighed, hvorved man sikrer både en hurtig og mere langsigtet dufspredning. Denne effekt bliver yderlige forstærket af method-feederen, hvor mit feedermix, består af Browning Betain Mussel mix vædet med Prologic Mussel Juice. For at fiskene let skal få øje på agnen og suge den ind vælger jeg pop-up præsentationer, hvor den vægtløst afbalancerede agn – Quantum 16 mm Cream & Honey i hvid kombineret med CCMoore Mussel hookbaits – står et par centimeter over bunden.
Da der er meget få småfisk i søen, er det muligt at fiske med ekstremt lokkende bløde foderagn uden, at de bliver ædt af småfisk. Oven på hvert takel lægger jeg derfor et par hundrede gram mosede dåsemuslinger – Prologic Mussel – direkte oven i taklet. Da jeg kommer tilbage til land er jeg ikke i tvivl – kommer der en brasen ind i denne massive duftsky, vil de gå i ekstase og nappe krogagnen til forret. Og det viser sig at holde stik – på et døgns tid fiskeri får jeg 25 brasen over 5 kilo, med fire fisk over 6 kilo toppet af en fantastisk fisk på 7,3 kilo – og turen afsluttes med en enkelt femkilos et par timere senere. Så – formår man at finde fiskene, er der ingen tvivl om at forskellige former for bundfiskeri med swimfeeders, method-feeders og PVA-sticks kan virke helt uovertruffent.
DANMARK rummer set i internationalt perspektiv virkelig gode muligheder for at komme i kontakt med storbrasen over 5 kilo. Efterhånden som folk er begyndt at bruge de rette metoder, kommer der flere og flere fisk på land. Og – mulighederne for ekstremt store fisk over 7 kilo er til stede i flere vande end man umiddelbart skulle tro. Selvfølgelig er der langt mellem de rigtig store, men jeg har personligt set fisk, på 40-50 centimeter vand i omegnen af 10 kilo – så tæt på at jeg kunne se hvert eneste skæl og klappe dem på ryggen.
Vælger du det rette vand og den rigtige teknik er det muligt for enhver at komme i kontakt med 5 kilo+ fisk – og hvem ved – måske bliver det dig der får den første danske 9-10 kilos brasen – muligheden er der.
Storbrasen sæsonen
Nogle af de bedste måneder at gå efter storbrasen er april-maj og september-oktober. I april er der en del fisk inde på 1-3 meter vand, men eftersom legen ikke er gået i gang, kan man også træffe mange fisk på større dybder som fx 4-6 meter. Legen finder ofte sted fra medio-ultimo maj i lavvande søer – og første halvdel af juni på de store dybe og kolde søer. Umiddelbart inden legen er fiskene især på 1-2 meter vand og legen foregår enten i siv på 30-50 centimenter dybde – eller under store udhængende træer, hvor grenene går helt ned i vandet. Her er dappefiskeri med løsline orm på fx 0,20 mm fluorocarbon og en str. 8-6 krog vejen frem.
Om sommeren trækker de udlegede og sultne fisk ud på dybere vand – på dybe søer ofte helt ud til 10-16 meters dybde, hvor de kan være svære at komme i kontakt med. Her færdes de enten helt ude på barbunden eller for foden af de dybe skrænter. Også efterår går de relativt dybt, og da fiskene er både sultne og i god kondition, er dette en god tid for storbrasenfiskeren.
Vinterfiskeriet på de store søer er der ikke mange der dyrker, måske fordi fiskene står så dybt, at de er svære at finde – og fiske til. Jeg har selv eksperimenteret en del og brugt masser af tid med ekkoloddet – hvor jeg på store søer som fx Esrum Sø har set hvad der med rimelig stor sikkerhed må have været storbrasen helt ud på 20 meter dybde langt fra land. Jeg har endnu ikke knækket
nødden på de store dybe søer sommer og vinter – indtil videre. Men jeg er overbevist om, at dybdetrolling med paternostertakler kan være vejen frem. Og – at dømme efter aborrefiskernes tilfældige fangster af storbrasen på dybt vand i disse perioder, er jeg overbevist om, at effektiv afsøgning med ekkolod kombineret med teknikker, hvor man dumper fx småpirke agnet med orm efter spottede fisk, ligeledes kan være en rigtig god ide at eksperimentere med. Alternativt måske varianter over dropshotting teknikken.
Orm er helt suverænt den bedste brasenagn til flådspin eller dørg. Krog 2 tigerorm på en str. 8-6 Wide Gape krog, så har du den perfekte agn.
Grej til storbrasen
Til normalt flådfiskeri eller flådspin er en kraftig matchstang som fx Drennan Tench Float et rigtig godt valg. Kombinerer du med et fastspolehjul med 0,20-0,23, så har du det, du skal bruge. Til flådspin med kraftige missilflåd i 12-20 grams klasen kan det være en fordel at montere flåddet på 50-80 cm slagline af fx 0,30 mmm, for at tage den værste slitage i kastet. Forfanget kan fx være 0,18-0,20 fluorocarbon og krogen en str. 8-6 krog Wide Gape krog – fx Drennan Wide Gape Specialist eller Prolocic MP1. Til brasentrolling anvender jeg Drennan Specialist Dou stænger i 1,25 lbs, 12 fod. Til de kraftigere bundtakler og method-feeder fiskeri er Drennan Power Barbel på 1,75-2 lbs et godt valg. Karpestænger kan selvfølgelig bruges, men det tager en temmelig stor del af fornøjelsen ved fighten, når man anvender for kraftigt grej. Suppler med de mindste baitrunners du kan finde, og du er klar til det tunge bundfiskeri med bivycamp og elektroniske bidmeldere i bedste karpestil.
Hugperioder til de store brasen
Storbrasenen hugger døgnet rundt – og under alle vejrforhold. Baseret på mine og andres fangster er det svært at sige noget endegyldigt, men der er ingen tvivl om, at fiskene i højere grad er at træffe på lavt vand, når det bliver mørkt. Men – det betyder ikke, at de ikke går dybt om natten. Det virker også som om, der er en tendens til, at aften, midt på natten, samt tidlig morgen og formiddag er klassiske hugperioder – især til stationært fiskede bundtakler.
Til dappefiskeri under legen har jeg haft bedst succes sen formiddag – og hvor jeg har dyrket flådspin/dorg har jeg fået flest fisk fra kl. 15-18, men det vil i høj grad afhænge af lokale faktorer. Ofte er områder, hvor en varm pålandsvind står på, et rigtig godt bud på større mængder af fisk.
Når der fiskes method-feeder, hvor foderet krammes om blyet, fås den sikreste prikning af fisken med 60-90 grams feederbly. Eksempler på storbrasenvande:
Esrum Sø, Sjælsø, Damhussøen, Arreskov Sø, Fussing Sø og Karlsgårde Sø.
maj 8, 2020 | Artikler, Fiskeri - generel viden, Miljø og debat
Esben Stevn med en flot havørred taget på spinner
Der var mange gode takter i Wilhjelm-udvalgets rapport og anbefalinger til fremtidens fiskepleje, som introducerede begrebet “autenticitet”. Hermed mentes, at der fremover skulle satses på oprindelige fiskebestande i oprindelige vande. I stedet for blot massive udsætninger af tvivlsomme tamfisk.
AF FISKERIBIOLOG STEEN ULNITS
Det fynske projekt “Havørred Fyn” – tidligere “Havørredeldorado Fyns Amt” – blev søsat i 1990 og kunne for få år siden fejre sit 25 års jubilæum som en både miljømæssig og kommerciel succes. En mangeårig og målrettet indsats gjorde Fyn til en af de fineste fiskepladser i det danske rige, hvis man var ude efter sølvblanke havørreder langs de smukke kyster.
Dette endda til trods for, at Fyn så sent som i 1960 var dømt “ørredfrit område” af statsbiolog Knud Larsen, der især gav datidens mange ensilageforureninger hovedskylden for de manglende ørredbestande.
Initiativtager og chef-indpisker i projektet var amtets miljøchef Jørgen Dan Petersen. Han fortalte i et interview med Fisk & Fri og i anledning af 25 års jubilæet, at der var tre grene i projektet, og at udgifterne fordelte sig således:
- 45 % går til fiskeopdræt og udsætninger af havørreder
- 40 % går til vandløbsforbedringer og fjernelse af spærringer
- 15 % går til turistdelen – til markedsføring i ind- og udland
Næsten halvdelen af de investerede penge – 45 % af årligt 4 millioner kroner – gik til opdræt og udsætning af havørreder. Det var dem, der sikrede, at der også var fisk at fange for de lystfiskere, man for de sidste 15 % lokkede til Fyn for at fiske.
Den stik modsatte praksis havde man i turismenetværket Fishing Zealand, hvor kun 15 % af de indkomne midler gik til fiskepleje. Og 85 % til markedsføring af et lystfiskeri, der svandt mere og mere ind med det stigende fiskepres. Midler uddelt til et meget lille antal personer, som til gengæld havde kronede dage.
Men – og det er måske den vigtigste erfaring, man ifølge Jørgen Dan Petersen har gjort sig i det fynske havørredprojekt:
– Uanset om man får alle de fynske vandløb ført tilbage til deres naturlige tilstand, så vil de aldrig kunne producere fisk nok til en blomstrende fisketurisme. Produktionen ville aldrig kunne blive stabil nok. Det så vi tydeligt, da et af Fyns absolut fineste gydevandløb, Stokkebækken, to gange på kort tid modtog en stor dosis dødelig gylle, som helt trak tæppet væk under ørredbestanden.
I dette afsnit af Fiskepleje på afveje, kigger Steen nærmere på brugen af midler til at fremme ørredbestandende – og stiller skarpt på det seneste projekt i Gudenåen.
Fisken på disken
Trods alverdens miljøtiltag i naturen vil der altid være behov for supplerende udsætninger, hvis det produktive kystfiskeri efter havørreder skulle fortsætte. Det var en vigtig erkendelse at nå frem til. Et reality check af de helt store.
Det var præcis den erkendelse, som ledte til, at man i 2001 kunne etablere et stort ørredklækkeri på Elsesminde Produktionsskole i den fynske hovedstad og H. C. Andersens fødeby Odense. Daværende amtsborgmester Karen Nøhr var fremsynet nok til at indgå en hele 20 år lang kontrakt om klækkeriet, hvilket sikrede den fornødne arbejdsro omkring projektet.
På Elsesminde producerede man hvert år 360.000 fynske ørreder til udsætning. Uden dem ville projektet aldrig være blevet til det fiskeeldorado, man havde planlagt og er lykkedes så godt med. Uden dem ville man ikke kunne opretholde historien om Fyn som Nordeuropas førende destination for havørredfiskere. En del af det vil altid være Put & Take. Ellers er der ikke fisk nok til fangster som dem, man er vant til på Fyn, og som Fyn er kendt for i udlandet.
Der skal fisk til, hvis der skal komme fiskere til:
– Fisken på Disken, som Jørgen Dan Petersen kort og kontant udtrykte det i et interview til det skandinaviske fluefiskermagasin “Flugfiske i Norden”. – Det skal være sjovt at være fynbo, om man så er til garn og ruser eller stang og line. Og det er ikke sjovt uden fisk at fange.
Fisk og fiskepleje
Det ser desværre ud til, at vi mange steder lige nu står med en massiv og millionstor markedsføring af en stærkt hypet dansk fisketurisme, som desperat mangler fisk.
Hvis man altså lige ser bort fra det vestjyske laksefiskeri, der jo klarer sig rigtig godt. I hvert fald så længe North Atlantic Salmon Fund sørger for at frikøbe laksene oppe i Nordatlanten, hvor de jo fouragerer. Og vokser sig store. Hvis man atter begynder at fange laksene oppe ved Færøerne, Island og Grønland, så hjælper alverdens miljøtiltag i Vestjylland intet. Det glemmer man ofte i sin lokale begejstring over de flotte fangster. Det er højt oppe i Nordatlanten, de vestjyske laks vokser sig store. Ikke i Vestjylland.
I fisketegnets tidligste år brugte man mange af pengene på store udsætninger, der i 1990’erne gav os det nok bedste danske havørredfiskeri nogensinde – set med lystfiskerøjne. Kigger man 1990’ernes mange fangstrapporter fra lystfiskermagasinet Fisk & Fri igennem, er der ingen tvivl om, at de store udsætninger af ørreder direkte på kysten resulterede i fangsten af mange og store havørreder. Fisk & Fri registrerede kun fisk større end 4 kilo, og de kom dengang i en lind strøm.
Læs gerne artiklen “Verdens Største Havørreder”, hvis du vil se, hvad vi dengang havde og nu har sat over styr.
En af anbefalingerne fra det tidligere nævnte Wilhjelm-udvalg var, at de hidtidige ørredudsætninger skulle stoppes, og at naturen i videst mulig udstrækning selv skulle producere racerene vildfisk. Fisk baseret på vandløbenes egne lokale stammer.
Denne anbefaling afstedkom et ramaskrig i flere dele af landet. Ikke så meget i Jylland, hvor man havde og stadig har mange vandsystemer, der med lidt hjælp kan producere tilstrækkeligt med vilde ørreder. Men på Sjælland er vandløbene typisk små og vandlidende. Her baserer ørredfiskeriet sig derfor helt på udsætninger, da der ganske enkelt ikke kan produceres vildørreder nok efter naturmetoden.
Isefjordens Ørredsammenslutning (IØ) havde i 40 år stået for den første målrettede fiskepleje i saltvand – med udsætning af ørreder direkte på kysten. Et i starten privat initiativ, der resulterede i noget af landets bedste havørredfiskeri for ikke mindst hovedstadens mange fiskere.
Der blev fanget masser af havørreder på steder som Vellerup Vig, der nærmest var legendarisk. Og få steder kunne man fange så mange og især store havørreder som i Tempelkrogen. Det fiskeri er i dag kun en skygge af sig selv. Bevares. Der fanges stadig fisk, men ikke i tilnærmelsesvis samme omfang som tidligere. Der mangler helt enkelt vandløb til en stor naturlig reproduktion. Og derfor også fisk at fange.
Derfor mangler der også udsætninger af havørreder direkte på kysten – trods Wilhjelm-udvalgets anbefalinger. Vi ved, at de virker. Vi har Fisk & Fri fangsttallene fra dengang.
Landets længste vandløb
Vand mangler der ikke i Jylland, hvor problemet med de manglende havørreder senest er nået til Danmarks længste vandløb. Det er Gudenåen, hvis laksebestand blev udryddet endegyldigt med bygning af Tangeværket i 1920’erne.
Den sidste oprindelige laks blev således fanget i 1928. Gudenå-laksens sidste og vigtigste gydepladser lå helt enkelt på den strækning af Gudenåen, som blev sat under vand, da det kunstige vandkraftmagasin kaldet Tange Sø blev etableret.
Gudenåens havørredbestand blev ikke udryddet, som laksen blev det. Den blev kun halveret. I modsætning til laksen havde havørreden nemlig omkring halvdelen af sine oprindelige gydepladser beliggende i tilløbet Lilleåen nedstrøms Tangeværket. Og Lilleåen havde både størrelse, vand- og vandløbskvalitet til en stor naturlig produktion af havørreder, da først spærringen ved det af Musholm Havbrug ejede Løjstrup Dambrug blev fjernet. Det sørgede det daværende Aarhus Amt for skete i 2001.
Da åbnedes der op til mange kilometer slynget vandløb, som i nogle år leverede ørreder til hele Gudenåen – vilde såvel som opdrættede. Den naturlige reproduktion skønnedes på et tidspunkt af DTU Aqua at være så stor, at der ikke længere var behov for supplerende udsætninger. Lilleåen kunne endda og i tilgift levere avlsfisk til resten af Gudenå-systemet.
Havørredopgangen er imidlertid svigtet de seneste år – sandsynligvis på grund af stigende prædation fra skarven, der har vundet fodfæste i og omkring de nye engsøer ved Randers. Og som året rundt ligger talstærkt i Randers Havn, hvor samtlige smolt af laks og havørred skal igennem under forårets udtræk til først Randers Fjord og siden Kattegat.
Kan DTU Aqua foretage en uvildig undersøgelse af engsøernes effekt på Gudenåens bestand af ørred, når DTU Aquas daglige leder, vicedirektør Anders Koed selv har blåstemplet engsø projektet i sin tid? Det stiller fiskeribiolog Steen Ulnits spørgsmålstegn ved: Der mangler armslængdeprincip.
Nej til undersøgelse
I første omgang kunne der ikke fra fiskeplejemidlerne bevilges penge til en undersøgelse, som kunne forklare og dokumentere årsagen til de manglende havørreder på gydepladserne. For en halv snes år siden manglede der egnede gydepladser til de mange havørreder. Nu mangler der i stedet ørreder på de mange nyanlagte gydebanker. Noget er der sket. Noget er gået galt.
DTU Aqua blev bedt om en undersøgelse, der kunne klarlægge årsagen til havørredens tilbagegang i Gudenåen. Og adspurgt, om der ikke blandt de 40 millioner indbetalte fiskeplejekroner kunne blive til en undersøgelse af problemet i Danmarks længste vandløb.
Men det kunne der bare ikke. I hvert fald ikke i første omgang. Det var der ikke fiskeplejemidler til. De var allerede brugt. De lokale foreninger og lystfiskere måtte selv til lommerne, hvis problemet skulle undersøges. Danmarks Sportsfiskerforbund fik herefter til opgave at søge fondsmidler, hvilket de skulle have 100.000 for. Betalt af de tre implicerede kommuner ved Gudenåen. Det er imidlertid ikke lykkedes at rejse fondsmidler.
I en tid med ulmende utilfredshed omkring arbejdsgangen i statens mange styrelser blev der til sidst rettet henvendelse til højere sted. Og spurgt ind til, om det virkelig kunne være rigtigt, at DTU Aqua havde brugt 3,8 millioner fiskeplejekroner til en digital søhåndbog – som dokumenteret af webmediet Fisk & Fri efter flere aktindsigter. Og nu ikke kunne afse penge til løsning af et reelt og aktuelt problem, der kostede lokale lystfiskere og turistforeninger rigtig mange penge på grund af manglende fisk?
600.000 kroner til en undersøgelse
Få dage senere havde DTU Aqua så alligevel fundet 340.000 til en pilotundersøgelse. Bjerringbro og Omegns Sportsfiskerforening, som har den produktive fiskeret længst oppe mod Tangeværkets spærring af Gudenåen, stillede beredvilligt 160.000 kroner til rådighed, mens Gudenåens Ørredfond donerede 100.000 kroner. Formanden for Ørredfonden er i øvrigt fra selvsamme Bjerringbro-forening.
De øvrige foreninger langs Gudenåen valgte ikke at deltage i projektet, idet de mente, at den slags undersøgelser naturligvis bør finansieres direkte af fiskeplejemidlerne fra det obligatoriske fisketegn. Af de 40 millioner indbetalte kroner fra fisketegnet. I alt var der således pludselig 600.000 kroner til rådighed. Fra 0 til 600.000 på få dage. De skal nu bruges til radiomærkning af 100 styk ørredsmolt, hvis færden i systemet man vil følge telemetrisk. Stykpris: 6.000 kroner. Det må nok være ny Danmarksrekord for en ørredsmolt. Ja, måske verdensrekord. Hvem ved. Lad os i hvert fald håbe, at der kommer konkrete og brugbare resultater ud af den dyre undersøgelse og de dyre smolt.
Flere mistænker, at det er de nye engsøer opstrøms Randers, der måske kan være årsag eller en af årsagerne til den markante tilbagegang for Gudenå-ørreden. Det har man set andre steder, hvor der er blevet anlagt nye engsøer, som ørrederne pludselig skal passere igennem på deres vej mod havet. Her møder de nu glubske gedder, som æder dem. Nogle steder har det medført den totale udryddelse af ørredbestanden – eksempelvis i den østjyske Egå.
Før engsøerne blev anlagt, var der således og ganske naturligt usikkerhed omkring de nye engsøers effekt på Gudenåens fiskebestand – om en mulig fremtidig prædation på nedtrækkende smolt af laks og havørred fra nye engsøgedder. Der blev også stillet spørgsmål om, hvorvidt åen ville blive tilført iltfattigt vand fra engsøerne. Det skete i 2006.
Afvisning af kritik
De kritiske spørgsmål, som blev stillet fra Randers Kommune sammen med Danmarks Sportsfiskerforbund (DSF) i et høringssvar af 24. november 2006, blev i februar 2007 besvaret af det rådgivende konsulentfirma Orbicon. Orbicon stod bag de nye engsøer, som dengang hørte under Hedeselskabet. Projektleder var Anders Koed.
Koed afviste i sit svar DSF’s frygt for et smolttab på 20 % i henholdsvis Væth og Hornbæk Enge. Hans konklusion var, at indtrækket af smolt til engene, og dermed smolttabet, forventedes at være forholdsvis lille og væsentligt mindre end 20 %. Koed afviste dog ikke, at der ville kunne ske en vis øget dødelighed på grund af et øget antal gedder produceret i de oversvømmede engområder.
Anders Koed mente heller ikke, det ville være relevant at skabe forbedrede gyde- og opvækstbetingelser i Gudenåens hovedløb – med henblik på den udryddede Gudenå-laks – medmindre der først skabes en tilfredsstillende passageløsning ved Tangeværket. Det ville dog stadig være lige så relevant som altid at forbedre gyde- og opvækstbetingelser for ørred i Gudenåens mindre tilløb nedstrøms Tangeværket.
Orbicons Anders Koed mente endvidere, at de oversvømmede engområder ville være så vindeksponerede og have en så hyppig vandudskiftning på grund af tidevandet i Randers Fjord og vandstandssvingninger i åen, at det næppe ville afstedkomme iltproblemer i nedre Gudenå. Han fandt det dog hensigtsmæssigt, at man var opmærksom på problemstillingen i den første tid efter projektets gennemførelse.
Ingen stillede dengang spørgsmålstegn ved, om de nye engsøer ville eller kunne tiltrække flere skarver. Eller om det nu var hensigtsmæssigt at fjerne en så stor del af den skyggende træbevoksning mellem Gudenåen og engsøerne, som tilfældet var. Det undrede mange lokale lystfiskere sig ellers over allerede dengang. Nogle endda højlydt.
Radiomærkede ørredsmolt
Efter høringen gik projektet så i gang, og Gudenåens vand fik nu lov til at flyde ind over markerne på Hornbæk og Væth Enge. Til øjeblikkelig glæde for fuglelivet, der straks indtog de nye bynære vandflader langs motorvejen. Men så vidt vides er der ikke fulgt op med undersøgelser af de nye engsøers effekt på bestanden af især havørreder, der ved søernes etablering var ganske god. Det vidner lystfiskernes fangster om.
Vi er nu fremme ved årsskiftet til 2020, og der er sikret 600.000 kroner til et pilotprojekt, som skal finde årsagen til havørredbestandens massive tilbagegang i de seneste år. Det skal som sagt ske ved radiomærkning af 100 styk vild ørredsmolt, hvis færden man så vil følge, indtil man mister forbindelsen med dem eller finder radiomærkerne igen. Radiomærkede ørredsmolt til en værdi af kr. 6.000,- stykket.
I mellemtiden er der sket det, at skarven er en af de fugle, der for alvor har fundet Randers og Omegn på vandkortet. Ikke mindst har de fundet sig et fristed og spisested i Randers Havn, hvor der er fred og ro. Masser af skibstrafik, ja, men ingen fare. Ingen mennesker, der efterstræber dem. Og masser af fisk i havnebassinet. Et sandt paradis for en fugl som skarven.
Al sund fornuft siger, at forårets smoltnedtræk gennem havnen må være en ren dødsfælde for de små ungfisk af laks og havørreder på vej ud gennem fjorden. De 100 radiomærkede ørredsmolt går således en spændende tid i møde, når de slippes løs med deres radiosendere. Andre steder i landet har man genfundet op mod 80-90 % af mærkerne ved skarvernes kolonier – under de døde hvide og nedskidte træer.
Fra Orbicon til DTU Aqua
Det skal blive spændende at se, om de radiomærkede fisk forsvinder i Randers Havn eller allerede under deres passage af Hornbæk og Væth Enge. Om det kan være de fjernede træer heroppe, der kan have betydning. Eller prædation fra oddere i de små gydebække. Eller noget helt fjerde.
Det er selvsamme Anders Koed, som i sin tid afviste DSF’s kritiske spørgsmål før engsøernes anlæggelse, der nu skal være med til at gennemføre DTU’s radiomærkning og den efterfølgende undersøgelse. Men han har i mellemtiden skiftet arbejdsplads og er nu ikke længere rådgiver hos Orbicon, der i sin tid promoverede engsøerne – dengang som ejet af Hedeselskabet.
Anders Koed er i stedet blevet vicedirektør og professor hos DTU Aqua, der nu skal undersøge eventuelle skader fra de selvsamme engsøer, som han i sin tid sagde god for – dengang som ansat hos Orbicon/Hedeselskabet.
Det kan synes noget problematisk, at Anders Koed nu er chef for den eller de forskere, der skal afgøre, hvorvidt hans egne faglige vurderinger som tidligere ansat hos Orbicon rent faktisk holdt stik. Om engsøerne nu er så uskadelige. Kritikere kunne med god ret argumentere, at der vist mangler armslængdeprincip her.
En ny arbejdsgiver kan jo altid være ensbetydende med nye synsvinkler, og i mellemtiden har jo skarven så gjort sit indtog. Det havde ingen åbenbart regnet med muligheden af i 2006/2007. Skarven blev der ikke spurgt ind til i høringssvaret fra DSF og Randers Kommune. Trods ellers megen foregående debat i medierne om netop det emne. Mellem fuglefolk og fiskefolk.
Skarven var også dengang en fredet fugl, man ikke måtte forholde sig kritisk eller konstruktivt til. Det var politisk ukorrekt, men kom siden til at koste danske havørreder og laks dyrt – ikke mindst på deres vej mod opvækstpladserne i hav og fjord.
I den tredje og sidste artikel om “Fiskepleje på Afveje” ser vi på den mærkelige “Modstand mod Miljøet”, som lokalt præger dele af dansk lystfiskeri.
maj 6, 2020 | Artikler, Fiskeri - generel viden, Sponsoreret
Mia Bagger med en fin gedde
Er du ung – og kunne du tænke dig at arbejde professionelt indenfor lystfiskerbranchen så tjek det svenske SportfiskeAkademin. Mange af branchens proffer er uddannet her. Måske kan du blive den næste?
AF SPORTSFISKEAKADEMIN
På SportfiskeAkademin i svenske Forshaga findes en helt unik gymnasie- og erhvervsskole, hvor mange af fremtidens professionelle inde for lystfiskerbrancen bliver uddannet. Skolen, der har eksisteret siden 1997, ligger lige ned til Klaraälven, hvor der er en unik bestand af laks og ørred – samt gedde, aborre og sandart.
Skolen byder på et engageret og dygtigt personale, der har et tæt samarbejde med sportsfiskerbranchen. Blandt Akademiets samarbejdspartnere er ABU Garcia, Lowrance, Flydressing m.fl. som med jævne mellemrum besøger skolen bl.a. for at vise nyheder i deres sortiment, samt binde fluer og teste grej.
Udover sportsfisker linjen er der flere andre spændende linjer – fx hundesport, adventure-turisme samt jagt og vildpleje. I alt går der på skolen cirka 300 elever fra hele Norden.
Sportfiskegymnasiet er som sagt uddannelsen for unge med en brændende interesse for lystfiskeri, som også gerne vil arbejde med fiske- og vandpleje samt lystfiskerturisme.
Under uddannelsen arbejdes der grundigt med de fleste fiskemetoder – og der vil være rig mulighed for at fintune teknikkerne i sin fritid. På skemaet findes blandt andet guidning, vand- og fiskepleje, madlavning, biologi samt viden om det at starte en virksomhed. Under de tre år på uddannelsen indgår 15 ugers praktik, der eksempelvis kan være på fiskecamps, i fiskebutikker, organisationer eller styrelser. Der indgår også flere uddannelsesrejser – fx havfiskeri og marinbiologi i Norge, fjeldfiskeri i Nordsverige – samt en rejse til den klassiske å Mørrum for at fiske efter laks og ørred.
Direkte efter uddannelsen kan man fx arbejde som fx fiskeguide, i en lystfiskerbutik, med vand- og fiskepleje – eller som selvstændig.
Yrkeshögskoleutbildningen Fiske- och Jaktguide er en gratis uddannelse efter gymnasiet, hvor man gennem to år får mulighed for at udleve drømmen om at arbejde med sportsfiskeri og skabe gode kontakter inden for fiskebranchen. Her indgår kurser om lystfiskerturisme, fiskemetoder, fiskepleje, fiskeribiologi, salgsteknik og produktionskundskab samt viden om opstart af eget firma
Under denne uddannelse er der 23 ugers praktik på fx fiskecamps eller i grejbutikker.
Efter uddannelsen findes hovedparten af jobbene inden for turistsektoren, men udover dette har vores studenter fået jobs inden for grejbranchen – både på detail og grossist niveau. Desuden er der studenter der har fået jobs indenfor lystfiskermedier samt vand og fiskepleje. Ofte vil det være en kombination af disse områder, der giver et fuldtidsarbejde set over en hel sæson.
Her får du et par eksempler på hvad Steffan, Sebastian og Rasmus har fået ud af deres uddannelse hos SportsfiskeAkademin.
Steffan Jensen arbejder idag hos Flydressing.
Steffan Jensen (Yrkeshögskola Sportfiske 2003-2005)
– I dag arbejder jeg hos Fly-Dressing AB, hvor jeg er ansat som sælger, siger Steffan. – Jeg arbejder stadig nogle uger som guide hver år i Norge også. Jeg fik mange ting med i bagagen – udover selvfølgelig nogle kammerater, som faktisk er min bedste venner i dag. Det mest værdifulde jeg fik med mig fra uddannelsen – udover alle de forskellige kurser og skolegangen – var praktikken. Her lærte man sig nemlig, hvordan en fiskecamp og guidens arbejde fungerede i praksis. Her viste det sig, at det var den helt rigtige vej for mig.
– Den største og vigtigste fordel ved uddannelsen har for mig været skolens kæmpe kontaktnet, fortsætter han. – Hvis man som jeg går og drømmer om at arbejde som guide – uanset om det er med laksefiskeri, geddefiskeri, havfiskeri eller noget helt andet, så har skolen mere eller mindre altid flere kontakter på dette og kan hjælpe dig med at komme i gang. En anden ting er, at de ved hvilke kurser og uddannelser, som du sandsynligvis får brug for i fremtiden. Selvom du måske ikke tror det, når du sidder på skolebænken, så er det flere af de kurser, jeg tog den gang, som hjælper mig utroligt meget i dag.
– Den sidste ting, jeg vil nævne, er lærernes gode kompetencer. Alle er super dygtige til det, som de laver, og de dækker mere eller mindre alle former for fiskeri. Så hvis der er noget, man gerne vil kaste sig ud i, men ikke ved så meget om, så er det bare at bede om hjælp.
Sebastian arbejder idag for Normark i Danmark.
Sebastian Mathias Davis (Sportfiskegymnasiet 2013-2016)
– Jeg søgte ind, da min store passion altid har været fiskeri, og i Danmark findes der ingen gymnasialuddannelse indenfor sportsfiskeri, fortæller han. – Derfor følte jeg mig sikker på at flytte fra København til Forshaga i Värmland for at efterleve min drøm.
–I dag arbejder jeg som sælger hos Normark Denmark A/S, der er en del af Rapala/VMC-koncernen, fortsætter han. – Ved siden af arbejdet studerer jeg HD på Copenhagen Business School på andet år.
– Uddannelsen har været en helt essentiel basis for videreudviklingen af mine kompetencer indenfor fiskeri, udeliv og alt som hører dertil. Jeg har fået venner, som jeg stadig ser, hvor en del af dem nu er en del af mit netværk i fiskebranchen. Jeg har fået oplevelser, erfaringer og minder, som jeg sent glemmer. Alt dette tik jeg samtidig med, at jeg lærte at tale svensk, hvilket har været en kæmpe hjælp i arbejdslivet, da det både åbner døre for nye jobmuligheder samt gør kommunikationen med mine nordiske kollegaer meget nemmere.
– En stor fordel ved uddannelsen har været, at den har givet en god blanding af praktisk og teoretisk arbejde, skruet sammen på en intelligent måde. Muligheden for at prøve kræfter med de forskellige aspekter af fx biologi, fiskepleje, turisme mm, igennem forskellige kurser og praktikophold, har hjulpet mig til at snævre ind, og lægge mit hovedfokus ligger inden for fiskeriets verden.
Rasmus Kleffel Pedersen er idag ansat hos fluer.dk
Rasmus Kleffel Pedersen (SportfiskeAkademin 2014-2017)
– Efter min tid på ForshagaAkademin blev jeg ansat ved Fluer.dk, hvor jeg arbejder den dag i dag, fortæller han og fortsætter: – Jeg fik rigtig meget ud af uddannelsen. For eksempel lærte jeg at snakke svensk, indøvede nye fiskemetoder, samt lærte om biologien samt vandløb og fisk. Som en del af dette fik jeg et rigtig godt indblik i tankesættene bag de forskellige former for fiskeri. Hertil kom, at jeg også lærte rigtig meget om mig selv, da man gennemgår en rigtig stor udvikling – samtidig med, at man har lærere plus andre ansatte, man kan få råd af. Og det er uanset, om det drejer sig om fiskeri eller råd til hvilken vej man skal vælge gennem livet.
Det har været fantastisk at opleve et professionelt team af lærere, som har været i branchen i mange år. Der er en kæmpe stor kontakt til resten af sportfiskerbranchen igennem skolen, så man skal bare være klar til selv at gribe chancerne, når de kommer. Dette kan føre til rigtig mange jobmuligheder efter skolen.
Du kan finde meget mere information om uddannelsen på forshagaakademin.se
