Nakken er stedet fiskene viser sig først, når de ankommer til poolen, og et sted storfiskene ynder at stå. Desuden byder nakkens blanke overflade på et udfordrende, visuelt og til tider hektisk fiskeri. Her giver Pelle Klippinge dig guiden til elvens sjoveste fiskeplads.

Af PELLE KLIPPINGE

PLASKENE VIRKER TUNGE, og de er inde for kastehold. Det er så utroligt spændende, at jeg næsten må knibe mig selv i armen… der er jo fisk over alt. Jeg har aldrig oplevet elven så fuld af liv, og selvom laksene ikke er lettet at få til at hugge, et det som at være i den syvende himmel.

Efter den brede nakke følger et lavt stryg, som jeg hurtigt fisker igennem. Det er bare 20-30 centimeter dybt her, og tankerne flyver hurtigt tilbage på nakken. Jeg går tilbage og starter forfra. Jeg ser, at der ligger nogle sten, og da fluen svinger over dem, knalder laksen på. Den sidder der, og jeg mærkerhurtigt tyngden, da den rejser sig i strømmen. Den er meget tung, og jeg kan intet gøre, da den vender og fortsætter nedstrøms mod stryget. Jeg har ikke en chance for at følge den, da jeg står ved vejs ende. Til alt held stopper laksen og pludselig ser jeg min chance.

LAKSEN styrer jeg ind i en lille sidestrøm op til nakken, og vinder langsomt, men sikkert line på hjulet. Da linesamlingen i mit skydehovedsystem rammer topøjet, bøjer stangen helt ned i håndtaget. Herefter følger et usædvanligt fedt tovtrækkeri .Jeg lader ikke laksen vende hovedet mod nye udløb nedstrøms, men holder så hårdt pres, at det synger i linen. Jeg bakker laksen længere ind i det stille vand, og stangen bukker endnu dybere, mens kroppen pumpes med adrenalin. Jeg tænker på, hvor godt denne situation repræsenterer en storlaksefight, når den er allerbedst. Jeg bakser nemlig ikke kun med hjul og stangen, men med hele kroppen.

Laks taget på fosnakken

En flot laks, der som mange andre huggede på fosnakken.

Fisken følger med ind i det stille vand, og det er et smukt syn at følge den store fisk over den lyse sandbund. Laksen rusker med hovedet, vrider og vender sig, men sidder ubønhørligt fast. Fluen ses ikke i gabet på fisken, og der fosser blod ud fra gællerne. Jeg tager nogle billeder, mens jeg kæmper den sidste del af fighten.

Det er en bastant hanfisk med lus fra top til tå, som jeg få sekunder efter griber om halen og afliver. Jeg hænger den i galgen og bærer den fine fangst i land, samtidig med en ny laks ruller smukt midt på nakken, nærmest som om, at den ved min kvote er brugt.

NAKKEN ELLER KNÆKKET, som man plejer at sige et herlig sted af søge efter laksen. Her ved opstrøms enden af et stryg eller en foss, kan der virkelig ske ting og sager – ikke mindst efter hugget er faldet. Vender laksen eksempelvis efter hugget, kan det resultere i det rene galop nedover stryget, og det er ikke så sjældent, at man må ud på en hæsblæsende »løbetur« med hjertet oppe i halsen.

Jeg tror de fleste laksefiskere har en spændende historie fra en nakke. For mange – inklusiv undertegnede, – er det en sand favoritplads i elven. Det er jo her, man ser laksen først i poolen og desuden en plads, som varierer meget fra elv til elv og pool til pool. Nogle er lange og lave med svag strøm, mens andre er dybe og markerede med hurtigt vand. En del nakker findes kun i visse vandføringer, mens andre knapt er synlige.

laks på fosnakken

Det gælder om at bevare troen og ikke mindst koncentrationen. Måske falder hugget i næste kast som her ved den vestsvenske elv Lagan.

NÆRSTUDERER MAN ET VANDLØB, vil man opdage, at det er en stor »levende« organisme. Tænk bare hvad flom, isgang og andet erosion kan gøre ved fiskepladserne, når vandmasserne bruser mod havet. Det er en ensrettet bevægelse, som spuler over grus, sand, klippe og ler på sin vej gennem systemet.

Det er uhyre store kræfter, og funderer man lidt over, hvordan det ser ud under overfladen, bliver det for alvor interessant. Der, hvor strømmen presses ind i poolen, kan den let grave og ommøblere – og det er sandsynligvis også derfor, at man finder de dybeste partier lidt efter indløbet i poolen.

Længere nede i poolen, hvor vandhastigheden aftager, finder men en del af det materiale, som den hårde strøm har flyttet fra indløbet af poolen. Disse masser kan få de mest fantastiske formationer og består ofte af lidt af hvert. Her hvor strømmen taber fart, bliver poolen således lavere og former det vi kalder nakken. En gennemgående karakter for en nakke er, at den – udover at være poolens afslutning – også har tiltagende strøm. I de fleste elve går den tiltagende strøm over og bliver til en regulær fos eller et stryg.

Længere nedstrøms følger den næste pool – og så fremdeles.

laks på fosnakken

Pelle med en storlaks fra Gaula ved Bogen Søndre.

EN KARAKTERISTISK NAKKE har i mine øjne en V-formet kile med en ret blank overflade som kendetegn. Ligger der nogle store sten presses strømmen op som hvirvler på overfladen, hvilket højner attraktionen en anelse.

En mere diffus nakke, som man ofte støder på i de danske åer, kan være meget sværere at opdage. I visse tilfælde er der blot tale om, at åen bliver en anelse lavere. Her gælder det således om at være opmærksom på hvirvler på overfladen Er man udenlands bør man desuden være opmærksom på, at nakken har mange navne. I Norge kaldes den »brekket« og i engelsktalende lande er den direkte oversættelse »neck« betegnelsen for indløbet i poolen. Her hedder nakken »tail«. I Sverige bruger de samme betegnelser som i Danmark.

Skulle nogle spørge mig om mine favoritvande, ville forvirringen hurtigt blive total. En af de pladser jeg holder mest af er »Nacken« i Emån. Ja, det hedder poolen faktisk, og det er faktisk bare en majestætisk nakke med spredte store sten. Min tungeste fangst herfra er en 16,5 kilos majlaks og en havørred på 12,8 kilo!

En anden gammel favorit er nakken ved Barrett Pool fisket fra den sydlige side. Andre fine nakker i Emån finder man ved Backen og Figghult længere opstrøms. Brekket i Orkla, Bridge Pool i Gaula, Grey Mare i Dee og Sourden i Spey er andre favoritter jeg kan komme på. Samtlige er giftige nakker næsten uanset vandføring.

laks på fosnakken

»Pollen« – en fantastisk nakke I Orkla på Aunan Lodges vand. Denne nakke holder laks hele sæsonen og det er ikke så få storfisk, som er fanget her.

NAKKEN ER EN SUVERÆN FISKEPLADS: Laksen stopper gerne her, og hvis vandet i elven er klart, er nakken også et godt sted at spotte fisk. Desuden er det en plads, hvor laksen villigt viser sin tilstedeværelse – og efter min mening er nakken også ofte ganske letfisket.

Hvorfor laksen stopper lige præcis her er der vel egentligt ingen som ved, men sikkert er det, at nakken giver laksen et hvilerum efter den hårde fos. Nakken giver også en god udsigt over standpladserne længere opstrøms. Laver man et tværsnit af elven, kan man se, at nakken danner en fin »udsigtspost« over poolens dybere partier længere opstrøms.

Der i dybet, parkerer der sig gerne en eller flere store revirhævdende hanner. Især, hvis det er en god såkaldt »holding pool«. Så gælder det for nyankommende om at passe på og scanne omgivelserne for at undvige de store aggressive hanner. Selv laks, som står i poolens dybere partier, bakker ned mod nakken – præcis som havørreden ynder at gøre. Det er en velkendt adfærd, og ikke kun noget der sker i døgnets mørke timer. Man skal huske på, at strømmen efter nakken ofte holder de bedste gydepladser.

Især hvis det er en længere og sammenhængende fos. Så er der perfekte opvækstbetingelser for yngel, og det er derfor ikke så underligt, at pladsen tit forsvares samt inspiceres af poolens største og stærkeste individer. De vil gradvist besøge nakken oftere og oftere – og jo tættere vi kommer på gydeperioden, desto højere bliver besøgsfrekvensen og dermed selvfølgelig også chancen for hug.

LANGTFRA ALLE NAKKER ER PRODUKTIVE. De kedeligste og til tider stendøde nakker, hvor der aldrig sker noget – måske undtaget i højvande, er de brede og bare 20-30 centimeter dybe lange stræk. Her siver strømmen langsomt som sirup og synes aldrig at ville tage fart. På sådanne nakker vil laksen ikke stå. Men findes der bare en mindre fordybning eller en markant større sten, skulle det undre mig, om der ikke stod en laks i ny og næ. Sådan en nakke kan dog vågne til dåd under højvande, og måske endda blive til den fedeste pool…

En nakke behøver dog ikke at være specielt dyb for at producere. Den førnævnte nakke, Brekket

i Orkla er et godt eksempel på dette. Bundstrukturen, som består af rullesten, ændrer sig løbende, men i den tid jeg har fisket den, har den aldrig være dybere end en halv meter. Den har i og for sig to dybere render som synes mere eller mindre. Den ene løber helt inde ved den nedre del af den østlige bred, og den anden midt i, og det er her laksen hugger. I normal vandstand kan man godt vade ud til midten af nakken, selvom man skal passe på, der hvor strømmen er kraftigst. Men at vade ud i Brekket uden at fiske det inderste stræk af først er en tåbelig strategi – den inderst rende skal fiskes først! Det samme gælder i reglen alle andre nakker.

AL VADNING på nakker skal foregå med forsigtighed. Overfladen er blank og stille, til tider som et spejl og man skræmmer let fisken. Vader man for langt ud kan man også »dræbe« kastet, da der ikke kommer et ordentligt sving i fluen, så den kommer til at fiske alt for langsomt. Du må dog ikke tro, at jeg er hoppet på trenden »at fluen altid skal fiskes hurtigt «, men jeg er absolut heller ikke tilhænger af at fiske fluen for langsomt.

 

Garmin Quatix

    Modtag fiskepost med nye artikler

    Nu er du tilmeldt.

    Share This