Pighvar og slethvar er ligeså efterstræbte med fiskestangen, som de er skattet på middagsbordet. Småbådsfiskeriet efter disse glubske fladfisk er både udfordrende og yderst vanedannende, men det er ikke altid lige til. Her giver Nikolaj Kolding give dig et grundigt indblik i kunsten at fange de store flade.
AF NIKOLAJ KOLDING, FOTO: LARS LAURSEN OG NIKOLAJ KOLDING
BÅDEN VUGGER BLIDT i efterdønningerne fra en forbipasserende sejlbåd, men ellers ligger Sundet fladt, og der er ikkemeget at sætte en finger på. Luften er lun, himlen er blå og de stormundede fladfisk – hvarrerne, er helt på toppen og meget sultne.
Min makker og jeg får med jævne mellemrum kontakt med kongerne af den grusbanke, vi ligger og driver over. Vi har været på vandet siden dagens først lys, da grundstenen til en god dag på hvarrerne består i frisk agn. Og da det ikke lykkes os at skaffe tilstrækkeligmed store tobis aftenen inden, har vi måtte ty til friskfangede makrel som agn – og de er nu en gang lettest at fange i gryet og skumringen.
HVARFISKERIET går hurtigt hen og bliver temmelig vanedannende. Det er faktisk lidt som med blankfisken på kysten: Man sætter pris på hver eneste fisk – og det er svært at komme på en smukkere fisk end pighvarren. Når den store plade kommer op i farver som er en tro kopi af bunden, den netop har forladt, bliver man lige benovet hver gang – og et fladt hav med dertilhørende solskinsvejr gør ikke oplevelsen ringere.
Et af Nikolajs favorittakler til pighvarrerne, har perler og et lille spinnerblad foran krogen.
TILBAGE PÅ GRUSBANKEN er der pludselig kontakt. Som et lyn fra en klar himmel forplanter der sig nogle tunge træk i stangen. To sekunder senere kvitterer jeg med et kontrolleret tilslag. Der er fast fisk, og der hersker ingen tvivl og hvilken! En fin slethvar kommer til overfladen efter en fight som måske ikke går over historien, hvilket er helt normalt, men glæden er ikke desto mindre stor, for de hænger trods alt ikke på træerne. Fisken bliver dagens sidste og vægten sniger sig et stykke over kiloet.
Da klokken passerer 14, og vi trods alt har fornøjet os selv med flere timers hvarfiskeri, har vi fået nok. Vi søger imod havnen og en velfortjent vaffelis. nemlig været godt over gennemsnittet og flere flotte fisk har ramt dørken.
PIG- OG SLETHVAR lever en anonym tilværelse på havets bund. Vidste man ikke bedre, så ville man i mange tilfælde ikke ænse deres tilstedeværelse. Men tag ikke fejl. Der findes pig- og slethvar næsten overalt i danske farvande, fra Vestkysten til Bornholm.
De har fået et ry for at være lumske og til tider ualmindelig svære af få i hugget, hvilket også kan være tilfældet. Men dette skyldes dog ofte, at mange gennem tiden har satset forkert og fisket de forkerte steder på de forkerte tidspunkter. Fiskene vandrer nemlig meget mellem dybt og lavt vand – og med lavt vand menes ankel dybt.
Derfor kan det selvsagt være en udfordring at lokalisere fisken i forhold til årstiden, tidspunkt på døgnet og fødeudbuddet. Fiskeriet bliver i første omgang interessant i forårsperioden, hvor fiskene trækker ind efter at have opholdt sig i dybet vinteren over. Efter endt gydeperiode i den tidlige sommer træffes de i sensommeren og efteråret mange steder. Det er typisk i områder med rige forekomster af tobis eller anden fødefisk i den rette størrelse. En hvar er bestemt ikke kræsen og selv halvstore fisk som småtorsk, sej og hvilling, skal ikke føle sig sikre på havets bund.
Pighvarrens favoritføde er tobis, som oplagt nok derfor også er en af de bedste agn.
SOM DEN BAGHOLDSJÆGER hvarren er, ligger den som oftest halvt nedgravet i enten grus eller sand i en camouflagedragt, der falder fuldstændig i med omgivelserne. Når byttefisken passerer, klapper fælden, og den suges ind i hvarrens voldsomt store mund, uden chancer for at slippe væk.
Mens de på den jyske vestkyst kan bryste sig af at fange de største pighvar i Danmark direkte fra kysten, så fungerer fiskeriet i de indre danske farvande helt klart bedst fra drivende båd på dybder op til 15 meter. Det handler langt hen ad vejen om at finde frem til steder, som er ideelle for bagholdsangreb på især tobis.
Skrænter, render og knolde, hvor der løber en god strøm, som fører byttet ind foran snuden på hvarren er i reglen et sikkert hit, men også deciderede banker med de rigtige bundforhold kan være gode. Hvad de bedste bundforhold i virkeligheden er, virker til at være af meget lokal karakter. Både det fineste sand og hårdt grus virker. Beretninger fra UV-jægere, som trods alt har øjne under vandet, lyder på, at fiskene nogen steder kun opholder sig ekstremt koncentreret på gruspletter, hvor det andre steder syntes ligegyldigt.
STRATEGIEN FRA JOLLE eller småbåd bør i starten være at få fisket noget bund af, indtil man finder fiskene. Dette gøres bedst ved at fiske med tre-fire stænger spredt ud. Er jeg alene på vandet, er mit set-up ofte én stang lige ned i både styr- og bagbord eller alternativt stævn/agter. 30-40 meter bag båden fisker jeg desuden et ekstra takel.
Pighvarren er perfekt camoufleret i forhold til den grusbund, som den oftest ligger på.
Er der en makker med, så fisker vi hver vores side med to stænger. En af stængerne fisker jeg altid i hånden, men det er ærlig talt mest for underholdningsværdien; det er nemlig fedt, når hugget forplanter sig i stangen.
Under hvarfiskeriet er det ikke som ved almindeligt fladfiskeri en fordel at arbejde med taklet. Faktisk giver det de bedste resultater, hvis taklet fiskes helt jævnt og gerne med en god fart. Bådens afdrift er derfor en meget vigtig faktor, og det må gerne gå væsentligt stærkere, end når man fisker fx rødspætter.
Den ideelle hastighed på drevet er 0,7-1,2 knob. Er hastigheden på afdriften under 0,6 knob, kan det langt bedre betale sig at dørge med en fart omkring én knob. Det er vigtigt ikke at blive ukoncentreret, også selv om der er gået længe uden fisk. Hold godt øje med stængerne hele tiden. Lige så snart hugget falder, sætter du et waypoint på din plotter, og først derefter tager du stangen. Til tider kan fiskene ligge så koncentreret, at du kan sejle tilbage til dit mærke og bedrive noget som minder om bulefiskeri.
Et godt eksempel på dette oplevede jeg en augustdag sidste år, hvor vi tre mand havde fisket 3-4 timer uden fisk. Pludselig var der fisk i et nyt område, og i løbet af to timer fik vi 15 slethvar og fire pighvarrer – alt sammen inden for et område på 50 x 50 meter med en høj koncentration af tobis.
Hvarrerne er trods deres dvaske udseende glubske rovfisk. Pighvarren er klart den mest forslugne af de to, men slethvarren kan også snildt tage en tobis. Her ses Nikolaj Kolding med to flotte slethvar.
AGN, TAKEL OG GREJ er væsentligt. Selve taklet er i realiteten meget simpelt, og om der fiskes med lod eller en pirk betyder ikke det store. Det er dog en fordel at bruge noget, som ikke arbejder i strømmen, så stangspidsen ikke bevæger sig – eksempelvis et rørformet lod.
Loddet monteres i en glidebom, og herefter bindes en svirvel med et 120-140 centimeter forfang af 0,40 nylon. Der kan også bruges fluorocarbon, da det er noget stivere og giver lidt mindre kludder. Nederst på rigget monterer jeg et størrelse 2 spinnerblad i en bøjle samt to-tre perler efterfulgt af et to-krogs takel. Forrest er en størrelse 6 enkeltkrog og efterfølgende en størrelse 10 trekrog. Nogle har forsøgt sig med trollingblink foran fungerende som en »flasher«, hvilket ikke skulle forværre fiskeriet.
I mit fiskeri holder jeg det simpelt og fokusere i stedet på agnen, som er ekstrem vigtig. Selvom hvarren er lidt af en grovæder, er der visse agn, som fungerer meget bedre end andre.
Mange fisker med sildestrimler, hvilket sikkert er mest fordi, de er nemme at skaffe. Sild fanger fisk, men er langtfra ligeså effektivt som mange tror.
STORE LEVENDE TOBIS vil altid være den bedste agn – især på dage med svag strøm. Det næstbedste alternativ er frisk-frosne tobiser, som også fisker fint. Herefter kommer 25 centimeter lange strimler af makrel. Brug det fede rygstykke af fileten med masser kød på – og kun fra friske makreller.
Selv små pighvar på 30 centimeter, kan på et splitsekund sluge en sådan strimmel, så vær ikke bange for størrelsen, selv om det virker en anelse bombastisk. Hele agnfisk af sild, brisling, hornfiskyngel kan også benyttes.
I langt de fleste tilfælde føles hugget som et tungt jævnt træk, der af den mindre erfarne godt kan forveksles med et bundhug. Når man har oplevet det nogle gange, er man dog sjældent i tvivl om, hvad der sker i dybet, for der findes nemlig ingen andre fisk, som hugger sådan. Dette betyder også, at det er nemt at hive rigget væk, når ising eller fjæsing med sine karakteristiske smånip uundgåeligt signalerer, at de er ved at kaste sig over agnen.
HVIS STANGEN FISKES PASSIVT i stangholderen, vil hugget ved ni ud af ti hug gange registres ved, at stangen bøjer svagt. Når fisken suger agnen ind, ligger den nemlig typisk bare passivt og nyder sit måltid. Af samme årsag kan jeg godt lide at bruge temmelig bløde stænger. Faktisk så er en almindelig kyststang på 8- 9 fod mere end velfungerende. Derudover bruger jeg også lette trollingstænger, som har den perfekte bløde aktion.
Om man foretrækker multi eller spinnehjul er en smagssag – selv bruger jeg begge dele. Det vigtigste er ikke at fiske med for tyk line – og glem alt om nylonline. Ofte ser man, at der bruges meget tykke flettede liner, hvilket betyder yderlige linepres fra strømmen. En fletline på 0,10-0,15 millimeter er rigeligt, og så er det vigtigt at medbringe gaf eller net. Fisken følger ofte tungt med op, og først når den ligger i overfladen plasker den helt sindssygt. Dette er er helt klart det mest kritiske tidspunkt, så tag altid de pæne fisk med nettet.
UDSÆTNINGER: Igennem snart en hel del år er der udsat pighvar for fisketegnsmidlerne med relativ stor succes. Det lader til, at en del fisk forbliver lokalt og i udsætningsområderne kan der som regel opspores godt fiskeri. På fiskepleje.dk er muligt at holde sig orienteret omkring udsætningslokaliteter landet over.
HVORDAN? Landet over findes et utal af foreninger med udlånsbåde og joller, som gør det muligt for alle at komme til havs. Desuden findes et antal lystfiskerfartøjer som laver deciderede ture efter pighvar og slethvar. Til dem som er mere til fast grund, så fanges fiskene udmærket direkte fra kysten, specielt i foråret hvor en del fisk søger ind på meget lavt vand.
