New Zealand byder på fantastiske muligheder for hajfiskeri direkte fra kysten. Tag med på en eventyr du sent vil glemme.

AF CHRISTIAN THOMSEN

Det var en tidlig højsommermorgen, og jeg vågnede af en bragende varme, der var resultat af solens første stråler på mit bilvindue. Jeg havde overnattet på en parkeringsplads i min lille Ford Falcon.

Dette var min første dag på en mission, der havde været en barndomsdrøm så længe jeg kan huske: Jeg ville fange en fisk, der var større end mig selv, og det var en Bronzehaj det hele drejede sig om. Jeg havde planlagt det hele i meget lang tid, men jeg vidste nok også allerede på det tidspunkt, at fiskeri som dette er noget man ikke kan planlægge… eller i det mindste, så går det sjældent som planlagt! Og det gjorde denne mission heller ikke viste det sig…

Under forberedelserne blev jeg mødt af den ene problemstilling efter den anden. Det største problem var dog at finde en måde at få min madding ud på det dybe vand, hvor hajerne trak rundt. Jeg havde mange overvejelser, som indebar alt lige fra surfcast stænger til paddleboards. Faktisk havde ideen med at købe en fjernstyret båd og slæbe maddingen ud med den, vundet inde i mit hoved. Så mens jeg lå i bilen og ventede på, at varehuset på den anden side af vejen åbnede, fik jeg skovlet noget havregryn og pulvermælk ind.

På jagt i varehuset

 Inde i varehuset ledte jeg forgæves efter en fjernstyret båd, der var stor nok, og havde en fornuftig rækkevidde til projektet. Næste problem blev også, at jeg boede i min lille bil, og havde jo egentlig heller ikke mulighed for at oplade den, hvis den gik tom for strøm…Kreativiteten steg i takt med utålmodigheden for at komme ud og fange min haj! Derfor fandt jeg i børneafdelingen en oppustelig gummibåd, som hang på væggen. Den var praktisk, og den kunne pakkes sammen, Jeg kunne have den på rygsækken og så kunne den lades op med lungerne! Den var perfekt! Men den var udsolgt…

Jeg kunne næsten ikke være i mig selv! og i Waipapa, Northland, kører man ikke bare lige over til det næste varehus. Så jeg jokede med ekspedienten, at jeg kunne da købe udstillingsmodellen til halv pris. Og det fik jeg så lov til! Vi fik så pillet båden ned fra væggen på bedste klatremanér, men han kunne kun finde den ene åre. Men jeg tog, hvad jeg kunne få, så jeg kunne komme afsted og jagte drømmen, som man siger.

Her kan du se Christians set-up da han fiskede efter hajer på New Zealand.

Her kan du se Christians set-up, da han fiskede efter hajer på New Zealand.

Fem timer efter stod jeg ved en lille bugt. Det var ikke nødvendigvist stedet, hvor jeg ville gå efter min haj, for der der var mange sten og skarpe muslingebanker i vandet. Til hajfiskeriet gik jeg efter ren sandbund. Men det var alligevel blevet for sent på dagen til at fiske hajer, så jeg gik efter Kingfish, som jeg tænkte ville trække rundt i den lille varme bugt. Her var der et fint fiskeri efter snappers og mindre kingfish, og så blev det også til et par kahawai’s som ville være en perfekt madding til hajen! I solens sidste stråler kom der en kæmpe skygge langsomt forbi, og jeg tænkte, at det var godt nok en stor rokke. Men 10 minutter senere kom den tilbage, og det viste sig at være en bronzehaj! Men – det ville være dumt at fiske dem her og nu tænkte jeg, da det ville være totalt mørke om 20 minutter, og så ville det være ren kaos at fighte den her med alle de sten og skarpe muslinger.

Afsted på hajfiskeri

 Efter endnu en kummerlig overnatning i bilen, kørte jeg længere nordpå, til Rangiputa, som er hospottet for at fiske hajer i følge de lokale. Jeg ankom, igen hen på eftermiddagen, og fjorden havde den reneste fine sandbund. Lige hvad jeg havde drømt om!

Jeg pakkede rygsækken med min lille båd og vandrede så tre kilometer længere ind i fjorden. Tidevandet var meget stærkt, og der var en voldsom strøm. Jeg fik rigget det hele op, og lå klar til at sejle ud for at lave mit første drop i min lille børnegummibåd. Allerede 1 meter fra land begyndte strømmen at hive mig kraftigt mod højre, men så var det jo rent held at jeg kun havde én pagaj at ro med, for så gik det jo cirka lige op!

Jeg padlede så hårdt jeg kunne, indtil jeg ikke kunne se bunden, og så smed jeg min størrelse 20/0 cirkelkrog ud med et paternoster-rig af metalwire, 400 gram bly samt en halv 2 kilos kahawai for enden. På land stod jeg klar med stangen rigget op med 0.80 fletline. Strømmen løb med voldsomme mængder ålegræs, der konstant trak afsted med hele rigget. Jeg måtte derfor ofte sejle ud og dumpe agnen på ny.

Og her stod jeg så hele dagen i en brændende sol uden et eneste “hajhug”. Jeg fangede dog i ny og næ nogle rokker, men det var ikke dem, jeg kom efter. Næste morgen forsøgte jeg igen, men det blev endnu en dag uden fast fisk… De Kahawaier jeg tidligere havde fanget, var begyndt at blive godt møre i den bagende sommersol. På tredjedagen besluttede jeg mig for at prøve fiskeriet fra klipperne på den åbne kyst efter kingfish, og hvad der ellers skulle være.

Kingfish healing

Det betød også at det var et totalt no-go efter hajer der, men jeg savnede at få en fight af bare et eller andet. Jeg kørte ud til en lille parkeringsplads, hvor jeg kunne kravle ned på klipperne. Her mødte jeg en lokal, og brugte dagen sammen med ham. Hele turen havde jeg været alene afsted, så det var hyggeligt med lidt selskab. Vi fiskede efter Kingfish. Jeg stod med store woblere og han brugte et slide-rig med levende agn. Her var masser af pipers og mindre kahawaier, så det vaf et godt tegn på, at der nok ville trække nogle større fisk forbi også.

Pludselig blev stilheden brudt af et løbende hjul, og mens vi begge retter blikket mod hans stang, der flexer helt i bund, får jeg et voldsomt hug. Vi står begge og prøver at få styr på vores fisk, som tager de vildeste udløb. I et udbrud af banden og svovlen røg min fisk af, men min nye ven fik sin på land. Det var en kingfish på omkring de 20 kilo. Herefter bød aftenen på sjov med en del mindre kingfish, og så var der frisk madding til dagen derpå. Han gav mig koordinaterne på et nyt sted, som han mente var bedre til hajer.

Et nyt spot

Fjerdedagen startede tidligt med rester fra gårsdagens aftensmad, havregryn og pulvermælk, hvorefter jeg stod klar ved solopgang på det nye spot. Eller rettere, der hvor vejen endte. Jeg havde fundet et sted på google maps med fin sandbund, men jeg måtte gå et godt stykke for at komme derhen. Min gummibåd blev omdannet til en flåde med alt mit grej – t aske, sovegrej og telt samt proviant til mig selv og hajerne.

Langs med mangroveskove måtte jeg gå i brysthøjdt vand det meste af vejen. og da jeg ankom, fik jeg hurtigt dumpet rigget, så jeg kunne lave en camp på stranden i ventetiden. Her var der ikke så meget strøm i vandet, så jeg turde godt lade stangen stå med en helt løs bremse inde på land. Pludselig kunne jeg høre bremsen langsomt tikke… Hjertet fløj naturligvis helt op i halsen på mig! Jeg nåede lige at gribe fat i stangen, inden der virkelig kom fart på fisken.

Verdens hurtigste gummibåd

Jeg lagde an til modhug, men da jeg strammede bremsen, slap hajen agnen… Eller det vil sige den rev agnene totalt af, så kun hovedet af kahawaien var tilbage med store rene bidemærker. Jeg stod tilbage og tænkte, at jeg havde misset min chance, men samtidigt havde jeg kun været her i et par timer! Måske kunne kun blive godt det her!

Agnen blev hurtigt skiftet, og jeg kunne ikke få den hurtigt nok ud i min lille børne gummibåd. Mens jeg sad og holdte øje med, hvornår bunden forsvandt, så jeg en kæmpe mørk skygge lige under mig. Jeg ville ikke have agnen i båden, da jeg var bange for at krogen ville prikke hul, så den blev slæbt efter mig i mit bælte cirka 1 meter fra båden. Bæltet var bundet fast til båden, og tusindvis af skrækscenarier poppede frem i hovedet på mig, om hvad der ville ske hvis hajen tog agnen direkte fra båden!

Jeg fik derfor hurtigt vendt min kludrede lange krop til den anden ende af båden, og smed bælte samt alt ned i dybet. Og så tror jeg aldrig man hverken før eller siden har set nogen sejle så hurtigt med 1 pagaj i en lille gummibåd, som jeg gjorde for at komme tilbage til land og fiskestang. De få minutter føltes som en evighed.

Tilbage med sand under fødderne stod jeg igen klar, men som timerne gik skete der intet.. Jeg checkede agnen og naturligvis havde jeg sendt mit bælte i dybet – bogstaveligt talt. Så den kom ikke med tilbage. Jeg overnattede på stranden og den sidste fillet Kahawai kom på bålet til aftensmad.

Det var et spektakulært syn for de mange badegæster, da Chrisitan fightede den flotte bronzehaj

Det var et spektakulært syn for de mange badegæster, da Christian fightede den flotte bronzehaj.

Et nyt forsøg

Næste morgen prøvede jeg ihærdigt at fange noget nyt agn. Men forgæves. Der var ellers en god aktivitet af hajer, der kom helt tæt på land. Men hvad nytter det, når man ikke har noget at fange dem på. Jeg havde nu forsøgt næsten en uge at fange drømmefisken, men jeg havde hverken mad til mig selv eller hajerne, så jeg blev nødt til at forlade stranden forgæves. På vej tilbage længere sydpå overvejede jeg situationen nøje. Jeg konkluderede at jeg hellere måtte komme tilbage til min gamle værtsfamilie, hvor jeg ellers holdt til, og så måske prøve igen senere på sæsonen?

Som jeg kørte, tænkte jeg, at det kunne fandme ikke passe! At jeg i det mindste ikke kunne få lov at mærke en fast fisk på krogen! Jeg holdt derfor ind til siden, og så lavede jeg en u-vending. Jeg kørte så hurtigt jeg kunne tilbage, hvor jeg på førstedagen både havde rigeligt med agnfisk i vandet, og havde set haj.

Næste morgen stod jeg igen ved bugten kaldet Mckenzie Bay. Denne gang skulle der ikke spares på noget, så jeg købte 5kg Burley, som er most fisk i et net til at sprede duftstof. Den lokale ekspedient fik medlidenhed med mig tror jeg, da jeg fortalte ham min historie. Så han gav mig en frossen bonito tun med gratis, og fortalte mig, at det er noget, som hajerne ikke kan modstå. Og så gav han mig faktisk også en ny åre! Han forstod heller ikke helt hvorfor jeg dog ville fange sådan en haj, da det er normalt hajerne, der ødelægger fiskeriet for alt andet.

Klar igen

Et par dage efter lå burley’en i vandet, båden var pustet op og alt var rigget til. Jeg var naturligvis meget skeptisk med alle de sten og skarpe muslinger, der groede på dem. Men hvor der er vilje, er der en vej. I dette tilfælde var det dog en bumpet og forfalden markvej. Ikke langt fra, hvor jeg fiskede, var der nemlig en temmelig populær badestrand, som havde en ganske fin sandbund. Det måtte være helt perfekt til at få en haj i land tænkte jeg…

Men – nu skulle jeg jo lige have kroget en fisk først, da de store fisk åbenbart ikke er så dumme, som jeg tidligere havde troet! Jeg sejlede ud, hvor bunden forsvandt, og jeg fortsatte endnu længere ud. Den halve bonito dalede langsomt mod mørket. Jeg skyndte mig ind igen og stod klar. Men i det stille vejr kunne man da lige nyde lidt mere havregryn og pulvermælk. På en stor sten havde jeg et godt udsyn over min burley, der lå og kogte under havoverfladen. Pludselig kom der igen den store mørke skygge hen over havbunden, som jeg tidligere havde set.

Christian Thomsens flotte bronzehaj blev naturligvis genudsat.

Christian Thomsens flotte bronzehaj blev naturligvis genudsat.

Drømmehugget

Så begyndte hjulet at tikke. Fuldstændig som i scenen fra Jaws. Alt var helt stille, mens jeg langsomt løftede stangen op. Jeg gik ud til knædybt vand hvor jeg følte jeg havde et godt fodfæste. Tikkene gik langsomt hurtigere og hurtigere. Jeg strammede bremsen til, og så var det ellers som at kroge en bus, der kom kørende i fuld fart. Den rev mig hen over havbunden og jeg kunne næsten ikke holde mig selv stående, men da jeg kom ud til hofte dybde stoppede den, og gik modsatte vej.

Den gik helt perfekt mod badestranden og de badende turister. Jeg gik langsomt med og havde en meget stram line. Mange tror en hajer går dybt og tungt, men ikke bronzehajen. Den var flere gange oppe og vende i overfladen og lavede nogle voldsomme plask. Kaoset spredte sig hurtigt, og lige pludselig gik det op for mig, at der stod en ca. 50 mand og fulgte med i fighten inde fra strandkanten. Det var en opmærksomhed, jeg ikke lige havde håbet på, da jeg også skulle have fisken i land og afkroge samt håndtere den, så den kunne blive genudsat igen. Og det er et stykke arbejde, der hurtigt kan virke makabert for en ikke-lystfisker. Men – i det mindste var der vel en, der kunne tage et billede for mig!

De første 40 minutter gik med rent tovtrækkeri, og jeg følte, at jeg var kommet ind på forholdsvis sikkert vand, men det var rent held. En anden ung mand stod og fulgte med, og jeg råbte, om han kunne komme og hjælpe. Jeg gav ham stangen, så jeg kunne få fat i haleroden på hajen og slæbe den ind på lavere vand. Hajen var træt, men ikke så træt, at den ikke kunne slå fra sig endnu. Med et solidt greb med begge hænder om haleroden, hvor jeg stadig ikke kunne nå hele vejen rundt, slog den med et ordentligt slag til siden, hvor jeg kun lige blev hængende med én hånd. Jeg fik fat igen med begge hænder bakkede jeg tilbage til det lave vand. Krogen sad helt perfekt, og jeg fik den afkroget uden problemer. Et par hurtige billeder blev taget, og en drøm gik i opfyldelse med en bronzehaj på cirka 260 cm. Hajen blev genudsat og svømmede langsomt tilbage i dybet. Nu var det tid til en kold øl, og jeg så ikke én eneste turist, der var ude at bade en hel time efter…  

 

Subbook

 

    Modtag fiskepost med nye artikler

    Nu er du tilmeldt.

    Share This