jul 1, 2025 | Artikler, HAVØRREDFISKERI, Kystfiskeri, Med kystblink efter havørred, Nyheder, Spinnefiskeri, Sponsoreret
Klar til natfiskeri på kysten efter havørred med en stor kystwobler.
Findes der noget bedre end en lun sommernat på kysten i selskab med et par gode kammerater og en stime hugvillige sølvblanke havørreder? Det skulle da lige være et par grillede pølser på bålet oven på en heftig fight i nattemørket. Her giver Henning Trier dig opskriften på den fiskemæssige side af sagen.
AF JENS BURSELL
SOLEN GÅR NED bag klinten, og inden længe er det sidste spor af dagen et sart pink skær over de tunge regnskyer, der hænger lavt og truende over horisonten. Pludselig giver det et ryk i stangen, og et splitsekund efter står den lette kyststang spændt i en fin bue. – Torsk, gjalder det ud over bølgerne, mens sidemandens stang næsten simultant flekser sammen i en bue med præcis samme krumning.
Og sådan bliver det ved. Hvert andet øjeblik ses ringende fisk blot 40-50 meter ude, og næsten hver eneste gang blinkene lander på overfladen, tages der blot nogle få omdrejninger på hjulet, inden de iltre og velfightende småfyre på 30-40 centimeter lader sig friste over måde. I takt med, at mørket tager til, bliver der længere og længere mellem snapsene, men pludselig brydes stilheden af et massivt plask, der minder en hel del mere om en gedigen havørred end en lille torsk.
Topfokuseret bliver der arbejdet med hver eneste lille bevægelse i blinket for at udløse hug refleksen, og inden længe høres den svage hvislende lyd fra et lynhurtigt modhug, der på et splitsekund forplanter sig til kystblinket, så havørreden i den anden ende ryger fuldstændig fri af vandet. – Ørred, lyder meldingen gennem den friske natteluft med en noget mere opstemt tone end da de første torskehug blev proklameret. Et par minutter efter er der opvisning i luftakrobatik helt inde i havstokken, og i det stadigt tiltagende mørke forstærkes plaskelydene, så fiskekammeraterne blot får endnu mere fiskefeber.

Jens Bursell med fin trekilos blankfisk fra Møn taget på en 28 grams rød/sort Bornholmerpil fisket på et release-takel lige i det mørket sænkede sig.
En sølvblank havørred i sommernatten
Sikkert på land beundres den smukke, sølvblanke fisk i pande – lampens skær, men der hviles ikke for længe på laurbærrene. Selv på en sommernat som denne, gælder det nemlig om at være på dupperne, når først stimen er der. Hugperioden kan være kortvarig, så det er bare med at få sendt blink og kystwoblere retur til deres rette element. Der skal smedes, mens jernet er varmt, og det viser sig at være et godt valg, for efter en times hektisk aktivitet dør fiskeriet fuldstændig ud. Der er hverken plask, hvinende bremser eller lyden fra sølvblanke ørreder, som klasker i stenene.
Til gengæld ligger der et par fine havørreder på den store sten ved rygsækkene. Det eneste, man kan høre i miles omkreds, er dønningernes rytmiske skvulpen mod stenene. Men snart brydes stilheden af lyden fra et knitrende bål samt en diskret blanding af smaske- og klukkelyde akkompagneret med en lind strøm af sprudlende røverhistorier. Nu er det igen tid til igen at nyde sommernatten i fulde drag – bare på en lidt mere tilbagelænet måde. Jo – en god gang natfiskeri efter havørred er på alle måder en både spændende og hyggelig oplevelse. I nattens mulm og mørke spørger jeg ind til Hennings mangeårige erfaring med natfiskeri på kysten, så her får du lige en stak staldfiduser til de lune sommernætter:
– Der skal jo helst også være nogle store, fede, blanke havørreder at dvæle over, når først bålet bliver tændt, griner han. – Mit natfiskeri startede på de Vestsjællandske rev med bobleflåd og flue. – På det tidspunkt var der stort set ingen, som natfiskede. Det ændrede sig dog rimelig hurtigt op igennem halvfemserne, hvor flere og flere spinne- og fluefiskere fik øjnene op for, hvilke muligheder der ligger i dette spændende og til tider nærmest fortryllende fiskeri.

1) Henning Trier er en garvet rotte, når det gælder natfiskeri efter havørred på kysten. Her er han ved at line op med sin favorit Sandgrævling i kobber/sort, der dog først kommer frem, når det er buldermørkt. I tusmørket foretrækker han
normalt gennemløbsblink i grøn/sølv – gerne Hugormen. 2) Jens Bursell med en fin natørred fra kysten.
Sådan får du succes med natfiskeriet efter havørred
– At kender sine pladser er en af de vigtigste ting, hvis du skal have succes med natfiskeriet, pointerer Henning. – Mine erfaringer stammer primært fra Sjælland, og her er det i grove træk to forskellige typer af pladser, der tæller tungt i fangstatistikken. På Vestsjælland er det hovedsaligt de lavvandede rev med strøm – gerne pynter og odder. Disse typer af pladser er også gode om fx efteråret på Østsjælland, men når sommernatten sænker sig, er det i højere grad pladser med lidt dybere vand helt ind under land, der trækker fiskene til. Præcist, hvad det skyldes, er ikke godt at vide, men jeg tror, det har noget at gøre med, at de østsjællandske ørred i højere grad lever af tobiser, som har forkærlighed for disse pladser.
– Umiddelbart kunne tro, at det havde noget med saltholdighed at gøre, men det tyder resultaterne fra Flemming Andersens bog om de Vestsjællandske Rev ikke på. Jeg er selv biolog, og var med til at indsamle data på en række havørredrev. Her viste det sig, at der ikke var nogen sammenhæng mellem saltholdighed og forekomst af ørred om sommeren – selv når saltholdigheden svingede fra 8-26 promille.
– Især på Vestsjælland betyder tidevand og vandstand en hel del, for om der er fisk på pladserne. Generelt er det min erfaring, at ekstremer sjældent fisker helt optimalt. Helt lavt og højt vand er sjældent perfekt på mine favoritpladser. Springflod har jeg eksempelvis ret dårlige erfaringer med. På Vestsjælland har jeg især gode erfaringer med faldende vand, men når det er sagt er der også flere pladser, hvor det virker som om, at vandstand og tidevand ikke betyder så meget. Dette gør sig ifølge mine erfaringer gældende på mange af de Østsjællandske pladser.

Selvom sommernatten er kort, kan det blive svært at holde koncentrationen til morgen – fiskeriet, hvis ikke man lige tager sig en morfar midt på natten.
De bedste forhold til natfiskeri efter havørred på kysten
– Relativt klar vand – eventuelt med en anelse svæv er helt klart nogle af de mest ønskværdige forhold, fortsætter han. – Vinden skal ikke være alt for kraftig, men havblik er heller ikke godt. Der må meget gerne være rifler eller små bølger – så går fiskene ofte mere til stålet. Personligt foretrækker jeg sidevind, men det er mest af praktiske årsager, fordi jeg synes det er lettere at kaste med fluestangen. Drømmescenariet er for mit vedkommende stille, men riflet vand, hvor der under overfladen løber en jævn strøm, så der er noget bevægelse i vandet. Så kan man se fiskene trække ind og sightfiske til de enkelte – det er simpelthen bare for fedt.
Månens betydning til natfiskeri efter havørred
– Månefasen betyder meget – især jo længere hen på sommeren man kommer, understreger Henning. – Hvis der eksempelvis er både fuldmåne og havblik, er der bare så meget blæs på lampen, at det kan blive svært at lave et fornuftigt bedrag. Lige efter ny- og frem til halvmåne er efter min mening de mest optimale forhold – nætterne er jo lyse nok i forvejen. Hvis der fiskes lige op til – eller under fuldmåne, skal der helst være lidt bølger og skyer, hvis ikke fiskene skal blive for sky.
De bedste kystørredfluer til natfiskeri
– Til fluefiskeriet har jeg fisket en del med klassiske muddlere, men med tiden er jeg gået mere og mere over til zonkere i rød, sort og skrigende pink, afslører han. – Det er en stensikker metode, der bare virker. Især på Vestsjælland er det røde islæt godt at have med, hvis man skulle støde på en regnbue eller to. Fluerne har jeg især tidligere oftest bundet på en Kamasan str. 6 krog.
– Moderne skumfluer som fx Nightskater med sort hanehackle og en gang skum fungerer aldeles fortræffeligt. Det er en fantastisk fornemmelse at kaste til en fisk, og se fluen streame gennem overfladen, indtil der rejser sig en kølvandsbølge bag ved og – BANG. Så bliver det ikke bedre. Er det kun effektiviteten, der tæller, så er og bliver favoritten dog en tre centimeter lang zonker bundet på rør med en L-rig og en str. 12 Owner ST 36 BC i enden. De kroger bare rigtig godt. Læs om L-rigs i Jens Bursells kapitel ”De sidste 50 %” i bogen ”Refleksioner på Kysten” (REKLAME).
– Jeg tager fluen ret hurtigt hjem – næsten som om dagen, men er der meget strøm, skal man lige huske at korrigere for, at linebuen tilføjer fluen ekstra fart. Hvis jeg ved, at der er fisk, men ikke fanger noget, er jeg ikke bleg for at sætte en orm bag bombardaen. Orm slår alt andet med hestelængder. Det fås simpelthen ikke mere effektivt.

Når mørket falder på, er store kystwoblere som fx disse et godt valg. Øverst Kongetobis og nederst Sandgrævlingen – begge specialmalet fra OGP.
Mørke agn til kystspin om natten efter havørred
– Med spinnestangen fisker jeg traditionen tro med relativt mørke agn. I perioden indtil det er helt mørkt, fisker jeg ofte med gennemløbsblink i grøn/sølv eller sort– fx Hugormen eller Bornholmerpilen, men så snart det er buldermørkt skifter jeg til en stor kystwobler – eksempelvis en Sandgrævling i mørke farver, som giver en god og let synlig silhuet i vandet.
– Når det er sagt er det vigtigt at være åben over for variation. Fanger man for eksempel ikke på en Sandgrævling, så er det bare med at skifte til noget radikalt anderledes. Selvom man ofte går efter en stor silhuet, kan det i nogle til – fælde være mindre og mere diskrete fluer eller blink, der skal til – selv om natten.
På listesko efter kystørred om natten
–Diskretion er en dyd– også om natten. – Folk har en tendens til at tro, at bare fordi det er mørkt, kan man bedre tillade sig at plaske rundt. Men fisken kan også være sky om natten. Tilsvarende har folk en tendens til at fiske i blinde, fordi det er mørkt, men det er der ingen grund til. Når først man har vænnet sig til det, kan man se meget mere end man tror. Lettest er det at kigger mod nord – nordvest, som normalt er den lyseste del af nattehimlen. Kig og lyt hele tiden efter fisk – præcis som du ville gøre det om dagen. Og observerer du fisk, som er lidt længere nede af kysten, så flyt med det samme efter fisken. Det kan altid svare sig at være dynamisk i sit fiskeri. Det er en af de ting, der i sidste ende giver mig flest fisk.
Hugperioder efter kystørred i mørket
– De bedste tidspunkter varierer selvsagt utrolig meget fra plads til plads og fra område til område. Skal man generalisere lidt, så er mønstret på fx Østsjælland ofte det, at den hektiske hugperiode sent om foråret og om sommeren ofte falder i perioden fra skumring og en times tid efter, at det er buldermørkt. I samme periode på Vestsjælland er det dog ofte lidt tidligere, at fiskene går amok. Ofte vil man komme ud for, at der kommer en hugperiode til, når det så småt begynder at dæmre. Perioden midt på natten er derfor et godt tidspunkt, hvis man trænger til et lille powernap, slutter Henning.
Få det fulde overblik over kystfiskeriet efter havørred i bogen “Refleksioner på Kysten”, som du kan købe her (REKLAME)
Artiklen blev oprindeligt publiceret i Fisk & Fri 5/2010

Frisk fra nettet og direkte på panden…bedre bliver det ikke.
jun 19, 2025 | Åfiskeri, Åfiskeri efter havørred, Artikler, Fluefiskeri, Havørredåer i Danmark, HAVØRREDFISKERI, Nyheder
Søren Søndergaard forstår vigtigheden af ikke at skræmme havørrederne, og anbefaler at man lister langs åen og ikke gør sig synlig. Her kaster han til en standplads i Vejle Å, mens han gemmer sig bag lidt siv.
Havørredfiskeriet med flue i de danske åer er en sport med stolte traditioner. Her giver Bjarke Horst Jensen og Søren Søndergaard dig en masse gode tips til fiskeriet.
AF GORDON P. HENRIKSEN
HAVØRREDFISKERI I ÅEN er noget, der bliver en besættelse for nogle fiskere. Det kan man vist roligt sige om Søren Søndergaard og Bjarke Horst Jensen. Jo, de fisker da på kysten i den kølige periode og et par lakseture i Norden bliver det da også til, men når fiskeriet i de danske åer, og allerhelst deres hjemvand Vejle Å, er godt i gang – så har de kun én ting på hjernen, nemlig fluefiskeri. Bjarke har brugt en stor del af sin tid på at holde fiske- og kastekurser og selvfølgelig på at fiske. Søren er til daglig pædagog, men stort set al fritid er dedikeret fiskeriet. Han fortæller, at han altid er rigtig god ved sin kæreste hele vinteren og foråret igennem. For når først åsæsonen er i gang, har hun svært ved at komme i kontakt med ham…

Bjarke Horst Jensen, med det som det hele handler om – en stor blank havørred fra Vejle Å.
Åhavørred på flue er ikke let, men langt fra umuligt
Det er ikke let at fange havørred i åen på flue og slet ikke den allerførste, men det er heller ikke umuligt. Og med de opgange vi oplever i disse år, hvor både laksene og havørrederne trives rigtig godt, særligt i de jyske åer, er det bare med at komme ud, når chancen er der. Her får du ti vigtige råd til at hjælpe dig lidt på vej.
1 – Hold dig orienteret om hvad der fanges af havørred ved åerne
Følg med i fangsterne fra fiskekammerater, foreninger, fiskeblade eller på diverse websites, starter Søren. – Har du på fornemmelsen, at der er en god opgang af fisk lige nu – så ryk ud og fisk så snart lejligheden byder sig. Timing er afgørende, når det kommer til åfiskeri. Fiskeriet begynder generelt i april efter de første tidlige fisk, men ofte skal vi hen i slutningen af maj eller begyndelsen af juni, før der sker noget.

I denne artikel får du ti gode råd til åfiskeriet efter havørred med flue. Et af Bjarke Horst Jensens vigtigste tips er at koncentrere sit fiskeri omkring skumringstimerne morgen og aften.
2 – Fisk efter åhavørrederne i den gyldne time
Den gyldne time er klart det bedste fisketidspunkt, ifølge både Bjarke og Søren. – Skumringstiden, lige inden det bliver mørkt, og lige inden det bliver lyst, er klart det tidspunkt, hvor der er størst chance for fangst. I perioden omkring solnedgang begynder fiskene at røre på sig, og det skiftende lys gør fiskene mindre kritiske. Omvendt er perioden omkring solopgang den tid, hvor de ofte indfinder sig på en standplads, hvor de kan være ekstra aggressive.
Selve natten kan være rigtig god i den varmeste periode; specielt i månederne juli og august. Er du nybegynder, er det en god idé, at fiske vandet af, mens det endnu er lyst, da evnen til at færdes og fiske i mørket kan sætte de fleste på hårde prøvelser, tilføjer Bjarke.
3 – Bliv bedre til at kaste med havørredfluen i åen
At få styr på kasteteknikken er essentiel, siger Bjarke. Ved åfiskeri er der ofte siv, træer og andet der besværliggør kastet, særligt hvis fiskeriet foregår om natten. Øv din kasteteknik på græsplænen eller meld dig til et kastekursus – så kan du koncentrere dig om at fiske effektivt, når du endelig er ved vandet.

Et af Bjarke og Sørens vigtigste råd er at lære fra andre, hvad enten det er venner, klubkammerater eller en instruktør på et decideret fiskekursus. Her giver Bjarke gode råd til et
par københavnere der skal fiske Vejle Å for første gang.
4 – Sug viden om åhavørred til dig
Lær af andre, er et af Søren og Bjarkes vigtigste råd. – Vi er ikke kun selvlærte, men har også fået meget ud af at udveksle erfaringer med andre, bekræfter de begge. Selvom mange af åerne har en rigtig god opgang i disse år, er det stadig ikke let, og man kan ikke forvente succes med det samme.
– Gør alt hvad du kan for at suge viden til dig, fra kammerater, folk i klubben, bøger eller artikler, anbefaler Søren. Du kan bl.a. gå på Fisk og Fri’s online artikelarkiv, hvor du kan læse Når det buldrer i mørket og mange andre artikler om åfiskeri efter havørred. Et decideret fiskekursus er også en rigtig god ide. Tag eventuelt et kik på Bjarkes hjemmeside www.fluekast.dk og find et kursus, som passer dig.
5 – Vær stille når du sniger dig afsted langs åen efter havørred
Vær diskret når du bevæger dig langs åen. – Bækørredfiskere kender alt til at gå på listetå langs en å og skjule sig bag buske, fortæller Søren. – Desværre har havørredfiskere en tendens til at tro, at dette ikke gælder dem; en åhavørred skræmmes faktisk meget let. Hvis du bruger en jakke i naturlige eller camouflage farver, går meget stille langs åen og gemmer dig bag buske og siv, når du skal kaste, vil du skræmme betydeligt færre fisk, og chancen for hug øges rigtig meget.
6 – Vælg det rigtige fluegrej til havørred i åen
Grejsammensætningen spiller selvfølgelig en rolle men varierer fra å til å, fortæller Bjarke. – En klasse syv stang på ni fod eller længere med flydeline er et godt allround bud, men det er en god ide også at have et udvalg af polyforfang i forskellige synkehastigheder, så man kan justere sit fiskeri, når det er nødvendigt. Til det tidlige aftenfiskeri og det sene morgen fiskeri er en intermediate-eller anden langsomt synkende line rar at have i vesten. Tohåndstænger anvendes traditionelt, men enhåndstænger er nemmere at styre og gør det meget lettere at kaste kort til modsatte bred og fiske vandet hurtigt, forklarer Bjarke. – Er der meget siv langs kanten, har tohåndstænger dog deres force.

Fluevalg kan være vigtigt, men det anbefales at benytte et lille udvalg til forskellige situationer. Man bør fokusere mere på hvordan fluen bevæger sig igennem vandet, end hvordan den ser ud, siger Bjarke.
7 – Vælg de bedste fluer til åens havørreder
Fluevalget er selvsagt vigtigt, og man kunne skrive flere artikler om dette emne alene. Størrelse, og hvor højt de går i vandet, er mere afgørende end farvevalget, siger Bjarke. – Små belastede fluer med coneheads kommer hurtigt ned, lige efter de er landet, og dette kan være en fordel i visse situationer, som for eksempel, hvis fiskene står langs modsatte brink om dagen. Omvendt er større fluer bundet med for eksempel hjortehår gode i skumringstiden, hvor fluerne gerne skal gå højt og skubbe en masse vand. Dette gælder specielt i perioden for det klassiske overfladefiskeri i juli og august. Men lad vær med at bruge for meget tid på fluevalg i starten, tilråder Søren. – Hold dig til et par sikre som for eksempel Den Våde Høne eller Uldsokken i dagstimerne og prøv en Kost, Zonker eller Muddler i skumringstiden. Det er helt klart vigtigere, hvordan man præsenterer sin flue, end hvilken flue det er, slutter Søren, idet Bjarke nikker samstemmende.
8 – Giv fluen til havørredfiskeri i åen et pift
Nogle gange er det noget ekstra, der skal til for at få fisken til at hugge, fortæller Søren, der ofte sætter en lille gennemsigtig action disc foran sine fluer. Dette gør, at fluen skaber en del postyr i vandet samtidig med, at den ser lille ud, hvilket kan være det, der udløser hug fra en træg havørred. Bjarke pifter gerne sine fluer op med et par hvide gummiben, der giver fluen liv og kan danne kontrast mod en mørk brink. Desuden anvender han til tider små gennemsigtige propeller foran rørfluerne. Men han pointerer, at det ofte er et middel han først anvender, når han har lokaliseret fisk, som ikke tager de konventionelt fiskende fluer. Propeller kan nemlig til tider skræmmemere end de lokker.

Søren Søndergaard kan til tider godt lide at give sine fluer lidt ekstra liv og vandmodstand. Her har han monteret et Marc Petijean Magic Head foran fluen for at øge vandmodstanden.
9 – Tjek de lokale regler i din havørredå
At have styr på reglerne er vigtigt, og for dem, der er nye i åfiskeriet, kan de mange regler virke lidt forvirrende, indrømmer Bjarke. – I mange åer må man for eksempel kun bevæge sig nedstrøms, fiske på ulige datoer, beholde fisk på en bestemt størrelse eller gå på den ene bred osv. Det er vigtigt, at man sætter sig helt ind i reglerne for hver å. Derudover er der en del uskrevne regler, som det også er godt at have styr på, tilføjer Søren. For eksempel er det god latin aldrig at lyse i nærheden af vandet og at bevæge sig ind i terrænet væk fra åen, når man skifter plads eller går tilbage til bilen. Hav respekt for de andre fiskere ved åen og nyd, at vi er så mange, som deler denne fælles hobby.
10 – Fisk amok efter havørred i åën med fluegrejet
Det sidste råd er nok bare at fiske igennem, slutter de to og hentyder til den store mængde tid, de begge bruger ved åerne. – I sidste ende handler det også om at være så meget ved åen som muligt, og hvis man bor tæt på, kan små ture på et par timer bestemt anbefales. Man høster flere og flere erfaringer og alt andet lige, så er chancerne for succes dobbelt så stor, hvis man er ved åen oftere. Og ti gange så store hvis man er der ti gange så ofte, slutter Søren med et smil…
Artiklen blev oprindeligt publiceret i Fisk & Fri 5/2009
jun 15, 2025 | Artikler, Fluefiskeri, Fluefiskeri efter laks, LAKS
Jimmi Lauridsen svinger sin lakseflue over Varde Å. Her kan de orange og røde farver i fluen blive forstærket pga. organisk materiale i åen.
Kunsten at vælge den rette flue til laks har til alle tider været et omdiskuteret emne. Hvorvidt det skyldes laksens status som fiskenes konge, eller menneskets evne til at gøre lette valg sværere end de egentlig er, vides ikke. Et er i hvert fald sikkert; med over 1000 kendte mønstre, og med flere nytilkomne hvert år, er det ikke blevet lettere at vælge.
AF KIM RASMUSSEN, FOTOS: JENS BURSELL
LAKSEFLUEEVENTYRET starter så småt i 1820’erne, da importen af fugleskind tager fart. Al import af disse fugleskind, som egentlig er beregnet til videnskabelige formål, går via Irland til London. Det siger sig selv – nogle skind når aldrig frem. En del skind falder i hænderne på irske fluebindere, som ser deres snit til at friske deres fluer op med nogle mere prangende farver. Således var irske fluer de første, som blev pyntet med guldfasanfjer. Men også den sydamerikanske klippehane, bedre kendt som Cock of the rock, fik sin debut i de irske mønstre.
Laksefluernes historie
De første hårvingede laksefluer så dagens lys i 1700 tallet, men først efter anden verdenskrig kommer der dog rigtig gang i fluer fremstillet af dyrehår. De to mest kendte af ældre dato er Collie Dog og Sunray Shadow, begge fra begyndelsen af 1900 tallet. I starten af 70’erne kom vendepunktet, hvor fjervingen måtte se sig slået af hårvingen. Det var helt i tidens ånd. Der var mere fart over feltet, og man forsimplede alt som kunne gøres enklere. Samtidig var det at fiske med flue heller ikke længere udelukkende forbeholdt det bedre borgerskab.
Laksefluefiskeri – en sport for de rige
I 1800-tallet var det at fiske laks forbeholdt adelen og det finere borgerskab. Det var også en af grundene til, at fluerne blev så farvestrålende. Laks holdt åbenbart af farver, og jo flere materialer der indgik i de forskellige mønstre, desto flere penge kunne fluebinderen få for sine fluer – og det var ikke småpenge. Omregnet til nutidens valuta kostede fluerne i omegnen af 500-700 kroner stykket!
I dag lyder disse priser vanvittige, men dengang var materialepriserne også helt anderledes. Laksefluefiskeri var dengang en eksklusiv sport med mange facetter. Man havde picnic kurven med ned til vandet, og i mange tilfælde havde man også en ghillie, som kastede for en, så man slap for denne mere fysisk betonede og udmattende del af hobbyen. Hele familien var oftest samlet ved vandet, hvilket gjorde det til en slags søndags udflugt.
I dag ser vi stadig reminiscenser fra fortiden. Laksefiskeri på Island og Kola halvøen hører til i den helt dyre ende, hvor folk med almindelig indkomst ikke har mange chancer. Fluerne bliver stadig omtalt med stor mystik, og de udvikler sig hele tiden. Rørfluer er oppe i tiden og bliver ustandseligt videreudviklet med brug af for eksempel coneheads, dobbeltkroge, disc’s og propeller. Der udvikles endvidere specielle bindeteknikker, som gør det muligt at benytte disse nye materialetyper – alt sammen for at hædre den kræsne laks.
‘
Laks kan fanges på stort set alt
Min indgangsvinkel til det at fiske laks har i mange år været en anden. Jeg er overbevist om, at man kan fange laks på stort set alt. Måske ikke alle laks på alt, men under alle omstændigheder mange laks – hvis de, vel at mærke, er der. Vigtigst af alt er det nemlig at fiske der, hvor laksebestandene er rigelige. I slutningen af 1800 tallet tog englænderne til Norge for at fiske laks. Ikke fordi det var mere eksotisk, eller fordi naturen var smukkere, men simpelthen fordi fiskeriet i det britiske imperium var blevet så dårligt, at der stort set ikke var en fisk tilbage. Trods en lang sejltur, elendige veje og dårlig indkvartering, fortsatte englænderne med af komme til Norge, for her var fisk at fange. I dag er englænderne fraværende, og det er vel kun os danskere, som stadig er villige til at betale dyrt for at dyppe fluen i mere eller mindre fisketomme elve.
Når fangsterne udebliver, har vi tendens til at skyde skylden på grej og fluer. Vi nægter at se i øjnene, at vi er blevet taget ved næsen af en grådig lodsejer, som tager sig godt betalt, mens han rygter sit kilenet ude i fjorden. Med få fisk i en stor elv er det vigtigt, at fluen bliver eksponeret til flest mulig laks. Det er her, at mine tanker omkring laks og laksefiskeri starter og ender.

The Nordic er Kim Rasmussens simplere version af en Jock Scott – her bundet på rør og dobbeltkrog.
Den perfekte allroundflue til laksefiskeri i norden
Jock Scott er en af de mest kendte laksefluer gennem tiderne. Dette skyldes ikke mønstrets komplekse opbygning, men snarere de farver fluen er sat sammen af. Det samme gør sig gældende med Green Highlander, som er et meget lidt brugt mønster i England, men en højt skattet flue i Norge. Det drejer sig om eksponering. Med ganske få farver kan man eksponere sin flue, så den ses under alle lysforhold og i forskelligt farvet vand.
I Norge er vandet klart, og oftest med en grønlig eller blålig tone. I England, Irland, Skotland og Wales – derimod, er vandet det, de kalder peaty; humusfarvet. Den orangebrune tone i vandet ændrer farverne totalt, noget man skal tage højde for, hvis man vil have en synlig flue. Med udgangspunkt i kun at have et enkelt mønster i æsken, og fiske laks i alle nordiske vande inklusiv Danmark, er jeg kommet frem til én enkelt kombination. Farverne gul, brun, sort og hvid vil under alle forhold kunne ses tydeligt. Ikke nødvendigvis lige meget under forskellige forhold, men i et forhold der stort set får fluen til at blive lige synlig. Vi lægger meget energi i detaljer, men lader vi være med at fokusere, ser vi stort set ikke andet end en farvet genstand. I tonet vand vil visse farver ændre sig. Nogle vil stå frem, mens andre nedtones, eller forsvinder helt. Grøn og blå bliver til sort i brunligt vand, mens orange og rød bliver til sort i blåligt vand.
Se eventuelt flere eksempler på http://salmonfly.dk/dansk/farver. Den hæderkronede Jock Scott har netop farverne gul, brun, sort og hvid i sig. Den er derfor en flue, der kan bruges under alle forhold i alle slags elve. Den er kompliceret at binde, har mange detaljer som hører fortiden til, men koger man suppen ind, kan mindre gøre det. Min flue ”The Nordic” er et bud på en simplificering af dette fortrinlige mønster. Den er simpel i opbygning, består af få materialer og kan bindes på alle typer kroge eller rør. Hvilken version, som er bedst, er et spørgsmål om temperament og forhold.
The Nordic – materialer
Tag: Oval sølv tinsel
Krop: ½ gylden gul floss eller dubbing, ½ sort dubbing
Rib: Oval sølv tinsel
Fronthackle: Hvid/sort farvet fjer – her kan bruges teal, perlehøne, eller Jailhouse marabou.
Vinge: Gul og kanelfarvet hår – eksempelvis brugt tempelhund eller hvid finn racoon.
Flash: et par fibre mellem den gule og kanelfarvede vinge- en smule længere end hele vingen.
Der er selvfølgelig farver, som er mere optimale i visse fiskevande, men udgangspunktet er det samme. Sammensæt din flue med maksimalt fire farver, som vil kunne ses tydeligt i det vand, du fisker i. Og brug så i øvrigt din viden om, at komplementærfarver ophæver hinanden, og primær farver forstærker.
maj 27, 2025 | Åfiskeri, Artikler, Fluefiskeri, Fluefiskeri efter laks, LAKS
Det har været en lidt sløj laksesæson ved de vestjyske åer, men i fredags blev der omsider fanget en kæmpelaks i Vestjylland. Her får du – eksklusivt for fiskogfri.dk – historien om den mest opsigtsvækkende danske laksefangst i år – nemlig Jørgen Topp Jørgensens enorme 124 centimeters laks fra Skjern Å taget på en let # 7-8 fluestang!
AF JENS BURSELL
– LAKS ELLER PIGHVAR? Lige præcis det valg var ikke svært den 23. maj, fortæller han. – Det havde blæst voldsomt og regnet et par dage, så vandet var for uklart til pighvar. Der skulle derfor fiskes laks fredag morgen, efter at have lukket campingvognen ned i Bork Havn, hvor vi bor godt og har pighvar til den ene side samt laks til den anden.
– Men hvor skulle der fiskes? Jeg skulle til pighvar-workshop hos Korsholm kl. 12, og klokken var allerede 9.30. Fiskepladsen måtte derfor blive Det Lille Sving med parkering ved Kodbøl – ikke så langt fra Korsholm. Der var et stykke at gå henover engene, men heldigvis var der ingen andre fiskere ved det lille sving og det store sving så optaget ud.
– Vandstanden var meget lav, så jeg skiftede fra Zpey Hybrid Flyd S56 til Flyd S23 med et 2 meter T14 forfang med svejsede løkker fra Laksens Hus. Og så gjorde jeg noget, som jeg ikke plejer at gøre: Jeg kastede til modsatte bred fra starten ved udgangen af svinget. I premiere dagene havde jeg mødt en venlig fynbo, Jens Rasmussen, som fortalte, at han et par gange have fået fisk ved modsatte bred netop her. Så det skulle jeg også lige prøve. Det var i øvrigt også ham, der viste mig for et par år siden, hvordan man med Zpey hybrid liner kunne affiske egen bred effektivt ved at mende nedad og til sidst ud af for at komme fri af grøden.
– Så jeg fortsatte med et kast langt ind på det lige stykke efter svinget. Jeg har de sidste par ture mistet 3 ud af 4 laks, der huggede nedstrøms imod egen bred. Det var jeg grundigt træt af, og jeg havde derfor besluttet at følge en berømt skotsk ghillie’s anvisning, nemlig at man ikke må give modhug, lige når laksen hugger. Man skal stille og roligt tælle til 6! – sætte hånden på hjulet, og når linet er strammet så rejse stangen.

Det var denne simple flashabou rørflue, som Jørgen Topp Jørgensens enorme 124 cm laks fra Skjern Å huggede på. Øverst ser du den kæmpestore fisk på omtrent 20 kilo i vandkanten, inden den hurtigt røg retur, hvor den kom fra.
Da kæmpelaksen fra Skjern hugger fluen
– Omtrent 50 meter nedstøms Lille Sving skete der noget voldsomt. Ude i midten kom der et kraftigt hug, så der blev revet line af hjulet, og jeg fik et kraftigt rap over fingrene, da jeg prøvede at bremse med hånden. Huskede jeg Ghilliens råd? Nej, for stangen kom op lige med det samme, som jeg plejer med både laks og havørred. Og kroget blev den.
– Laksen fortsatte nedstrøms i høj fart, som kun en nykroget laks kan. Med hånden på hjulet fik jeg den dog stoppet efter cirka 50 meter. Så var det med at få line tilbage på hjulet, så jeg spolede ind, mens jeg gik nedstrøms. Laksen kom så i mod mig og gik dybt ubehagelig tæt på egen bred samt borede sig nærmest ned i bunden og stod så helt stille. Jeg gik så nedad. til jeg stod lige ud for den.
– Storlaksen var ikke til at flytte. Jeg var temmelig bange for, at den skulle få sig viklet ind i grøde, grene eller andet ved bunden og vi kunne jo ikke stå der hele dagen. Så jeg lagde hårdt pres på og prøvede at pumpe den op. Så flyttede den sig og tog og udløb i den ene og den anden retning. Og så ellers ned på bunden igen, hvorefter jeg pumpede til den flyttede sig igen. Det gentog sig en del gange, så det brugte vi en del tid på.
– Det blev den så træt af og svømmede frem og tilbage opstrøms samt nedstrøms – og over til den anden bred. Jeg fik et par gange et glimt af den samt dens enorme haleror og blev hurtigt klar over, at den var rigtig stor. Jeg havde ikke mit net med, så jeg kunne rigtig godt tænke mig at få hjælp af en fisker med net, når den skulle landes. Der var dog ingen i nærheden, men jeg kunne se to hoveder oppe ved store sving, og den ene havde net med, så jeg råbte højt om hjælp, men der var ingen reaktion. Jeg råbte derfor meget højt og i lang tid.
Ingen hjælp til landing af storlaksen
– Til sidst vinkede en af de to til mig, hvorefter jeg var sikker på, at hjælpen var nær, men det var den ikke, for den fisker forsvandt, og noget senere kunne jeg se, at den anden fisker var på modsatte bred, så jeg måtte klare mig selv, men det har jeg nu også gjort en del gange. Det største problem ved det er dog bare, at det så bliver umuligt at tage bare et nogenlunde godt billede af laksen, da den jo ikke må komme op af vandet. Men det er et problem, der er til at leve med.
– Jeg begynde at se mig om efter et godt landingssted, mens laksen fortsatte sine udløb. Så fandt jeg et sted, hvor der var et plateau under vandet, hvor jeg ville kunne stå nede i åen i vand til lidt over knæene, når laksen skulle afkroges. Snart begyndte laksen at vise træthedstegn, og på et tidspunkt vendte den en solbeskinnet sølv blank bredside til tæt på overfladen. Da gik det op for mig, at den ikke bare var rigtig stor, men helt vildt stor. Laksen gik så lidt nedstrøms tæt ved egen bred og lavede nogle rulninger i overfladen, hvilket jeg følge var stærkt ubehageligt og med høj risiko for at miste den. Den stoppede heldigvis hurtigt. Denne laks sprang faktisk ikke på noget tispunkt ud af vandet, som jeg har oplevet med mindre laks, men det havde nok noget at gøre med størrelsen. Nu troede jeg, at fighten var ved at være forbi og landingen var nær. Men det var den ikke…Vi skulle nemlig helt over til modsatte bred og cirka 50 meter helt ned til svinget. Den svømmede nærmest oppe på bredden. Igen var jeg bange for, at den skulle vikle sig ind i noget, så jeg lagde hårdt pres på den. Jeg kunne dog ikke få den væk fra bredden, før den selv vendte ved svinget.

Den massive 124 cm laks på cirka 20 kilo (øverst) er langt fra den eneste fluelaks, som Jørgen har fanget ved Skjern Å – her ser du ham med en af de blanke fra arkivet…
Kæmpelaksen fra Skjern Å udtrættet efter 20 minutter med den lette fluestang
– Til sidst fik jeg den dog tilbage mod landingsstedet efter omtrent 20 minutters fight, hvor den gik frem og tilbage. Nu var tiden kommet til at lande den. Jeg fik trukket den ind til bredden forholdsvis roligt. Så tog jeg telefonen frem, holdt fat i linen med hånden, fik hovedet op på kanten af bredden – tog et billede, smed telefonen i græsset og hoppede så ned i vandet. Herefter tog jeg krogen ud, som sad i en skræmmende lille flig af munden….
– Jeg målte længden på laksen ved at holde stangbunden ned til halen, hvorefter jeg så, hvor næsetippen var på stangen. Øjeblikket efter vendte jeg laksen ud af, hvorefter den slog et slag med halen – og forsvandt i dybet. Det tog mindre end 1 minut, nok snarere nærmere 30 sekunder. Normalt plejer jeg at holde laksen i halen op mod strømmen indtil den svømmer væk, men denne laks kunne selv uden problemer svømme væk med det samme – nok fordi landingen var gået rigtigt hurtigt, og foto sessionen var meget kort.
– Det var skønt at se den svømme væk i fin form, så den forhåbentlig kan tage endnu en tur til Nordatlanten samt måske komme tilbage og sætte ny danmarksrekord. Det var den største laks, jeg har fanget, men hvor stor var den egentlig. For at få aflkaret det tog jeg op til Laksens hus, hvor jeg tænkte, at der nok skulle være et målebånd, og det var der da: Målingen viste 124 cm plus minus et par centimeter på grund af målemetoden.
Nu skylder jeg så kage til Kenny Frost og de venlige samt hjælpsomme mennesker i Laksens Hus. Og jeg nåede – lidt forsinket pighvar workshoppen hos Korsholm.
Fluegrejet som tyvekiloslaksen fra Skjern Å blev fanget på
Stangen var en Shakespeare Oracle Switch stang 11 fod til ca 700 kr og linen var Zpey Flyd synke 2-3. Forfanget var en synke 7 spids på 180 cm lavet af en af de hjælpsomme i Laksens Hus. Den var svejset i begge ender og det holdt- tak for det! Og fluen – hvor let kan det gøres… Det var en rørflue med en stump rød uldgarn, og kroppen var sparet væk. Hertil kom en 5 mm tungstens kugle, og et bundt Flashabou kobber. Denne flue kan bindes på 1 minut.
Faktisk gider jeg normalt ikke binde fluer, så jeg er gået over til simple flashabou fluer – typisk med tungstenskugle for at få den hurtigt ned. Jeg bruger også propeller få at give ekstra liv i det nogen gange lidt langsommere vand. Fluen tager et minut at binde. Billedet viser nok at udseendet ofte er temmelig ligegyldigt…

Hans Bluitgen Høyrup med sin flotte havørred fanget sammen med bedstefar Jørgen, der greb øjeblikket og arrangerede en hurtig fisketur med perfekt timing!.
Den største fiskeoplevelse i 2025 var ikke den største fisk
– Spørgsmålet er så – var det min største fiskeoplevelse? Nej – for den havde jeg med mit barnebarn i foråret: En onsdag i slutningen af marts skulle jeg lige checke, om der var havørreder i åen, hvor jeg fisker i Vestsjælland. Det var et langskud, for der var næsten ikke fanget fisk indtil da i åen. Der gik dog ikke et kvarter, før jeg havde fanget to på målet og en på 50 cm. Og det viste sig, at der var en del fisk flere steder i åen, hvilket er helt usædvanligt.
– Jeg har et barnebarn, Hans, på knap 8 år, som jeg har fisket med fra han var 3. Han har fanget krabber, hornfisk, skaller og aborrer. På kysten har han fanget et par undermålere i starten af marts i år. Han har været med i Skjern med prop og orm og fik lidt skaller. Han synes også, at det var sjovt at prøve min 11 fods switch stang, som han lærte at rullekaste med.
Mange fisk i åen – også med størrelse – her var en enestående mulighed
– Jeg ringede derfor til hans mor og spurgte, om han kunne få fri for de sidste skoletimer, så jeg kunne hente ham med det samme. Det var ok – så jeg hentede Hans ud af klassen og kørte tilbage til åen. Her fik han waders og bombarda rig på og fangede hurtigt en målsørred og var lykkelig.
– Så ville han gerne låne min fluestang, som han rullekastede med, og det lykkedes ham nogle gange at få fluen til den anden bred. Pludselig eksploderede vandet og Hans skulle nu fighte sin første større ørred. Han fik et par rap over fingrene, da ørreden tog et kraftigt udløb, men efterhånden fik han kontrol over den, og jeg var klar med nettet. Havørreden var 58 cm, og Hans dansede med det samme den vildeste krigsdans, så han er nok kroget for livet…
apr 11, 2025 | Artikler, Fluefiskeri, HAVØRREDFISKERI, Kystfiskeri, Kystfluefiskeri efter havørred, Nyheder
Mickey Finn, Wolly Bugger og Muddler Minnow er gamle klassikere, som de fleste kender til. Men der er sket meget siden disse fluer så dagens lys, og i dag er det nogle andre fluer, der fylder æskerne hos mange kystfiskere. Her giver Rasmus Ovesen dig en oversigt over nogle af de mest populære nymoderne klassikere og fortæller historien bag dem.
AF RASMUS OVESEN
KYSTFLUEFISKERE har en tendens til at gå op i fluetyper og mønstre med en særlig iver, og få emner indenfor kystfluefiskeriet diskuteres så intenst og med de samme – nærmest religiøse – undertoner som selve fluevalget. At der ikke er noget mærkeligt ved dette er imidlertid indlysende, for det er utrolige mængder inderlige forhåbninger, som knyttes til den lille flue for enden af forfanget. Og uanset de bagvedliggende fornuftsbetragtninger, afhænger meget af den afgørende og højt værdsatte intensitet og tilstedeværelse i fiskeriet af netop tiltroen til fluen.
Fluevalget er dermed et individuelt tillids- eller trosspørgsmål, men samtidig – og mindst ligeså tankevækkende, er det en universel brugerdrevet udvikling, hvor især den almene interaktion fluefiskere imellem dikterer tendensen. Helt grundlæggende er fluefiskere nemlig påvirkelige sjæle, der til stadighed søger at reducere intensiteten og omfanget af fluefiskeriets mange usikkerhedsmomenter – heriblandt det til tider svære fluevalg. Af selvsamme grund er det, som fluefisker praktisk talt umuligt ikke at lade sig påvirke af, hvad andre – især de succesrige – kystfluefiskere opmagasinerer i deres flueæsker.
En tilsyneladende sikker vej til succes er jo at fiske med præcis de samme fluer, som dem, der øjensynligt fanger fisk. I den kollektive, vekselvirkende og til tider ret tilfældige, erfaringsproces, som opstår kystfluefiskere imellem, finder en strømlining af fluevalget sted. Hvorvidt det bærende udviklingsprincip så er hype, trends, modeluner eller reelle fangstegenskaber, er en diskussion, som jeg nok bør undlade at komme nærmere ind på her. Faktum er dog, at enkelte fluer over tid vinder bredt indpas, og at nye kystklassikere opstår som en direkte følge heraf.

Her har Rasmus Ovesen bundet sine personlige versioner af de ti fluer, som ifølge ham, har opnået status som nykystklassikere. Fra venstre ses Brenda, Kobberbassen, Glimmerrejen, STF Baitfish, Honey Shrimp, Flammen, Fyggi, Pattegrisen, CTL Nandu og Grå Frede med Blodtud.
Vi kender alle de klassiske kystfluer såsom Mickey Finn, Red Tag Palmer, Muddler Minnow, Big Hole Demon, Wolly Bugger med flere – fluer, som alle har deres udgangspunkt i den amerikanske streamerkultur, men som for mere end 40 år siden blev transplanteret til en dansk kontekst. De har alle bevist deres værd ved de danske kyster, og de er stadigvæk i høj grad i brug den dag i dag. Sidenhen har fluer såsom Magnus, Juletræet, Grå Frede, Sort Cigar og flere andre kystfluer med dansk oprindelse vundet indpas, præget de danske kystfluefiskeres fluevalg og opnået status som klassikere.
I det følgende skal vi se lidt nærmere på en række af de fluer, som en ny generation af kystfluefiskere inden for de sidste 10-15 år har taget til sig og populariseret. De kan med rette kaldes for neo-klassikere, og det er en række fluer, du bare må have i æsken – hvis du altså vil være med påmoden…
Masser af liv i fluen på CTL Nandu
CTL Nandu er skabt af Henrik Leth – en fluefisker der blandt de lokale på Randers egnen går for at fange flere fisk end en garnfisker! Henrik fisker store dele af året med denne flue – blandt andet på Djursland og i mundingen af Randers Fjord, og med hans omdømme og ry, er det ikke overraskende, at rigtigt mange fluefiskere – især i det jyske – har taget netop denne flue til sig. Takket være nandu palmerhacklet er denne flue fantastisk livlig i vandet, og grundet de syntetiske kropsmaterialer har den en helt særlig aura og tilstedeværelse i vandet. Den kan imitere alt fra rejer, til kutlinger og børsteorm, og den fisker rigtig fint hele året rundt.
Imiter småfisk med STF Baitfish
STF Baitfish er endnu en imponerende og tillidsvækkende flue fra kronjyske Morten Valeurs fluestik. Den kræver en del finesse og koncentration ved fluebindingsstikket, men det endelige resultat er alle anstrengelserne værd. Fluen, der alt efter farvevalg, imiterer alt fra kutlinger, til ålekvabbeyngel og små sildefisk, har en meget naturtro profil i vandet, og kombinationen af det relativt tunge epoxyhoved og det pulserende kropsmateriale gør, at fluen er særdeles livlig i vandet. STF Baitfish fisker godt året rundt, men særligt i foråret, sensommeren og det tidlige forår kan denne flue være helt uovertruffen.

Grå Frede med Blodtud kan efterligne alt og intet på en gang. Dens effektivitet består i den levende og gennemskinnelige krop kombineret med et fikspunkt i hidsige farver. Samme koncept ses i mange andre effektive kystfluer såsom Cutthroat Kutling og Polar Magnus.
Kystflueklassikeren til havørred – Grå Frede med Blodtud
Grå Frede med Blodtud er en videreudvikling af Peter Løvendahl og Lars Meinckes efterhånden legendariske kystflue Grå Frede – en flue som ikke uden grund har slået massivt an blandt danske kystfluefiskere. Fluen har en klassisk Wolly Bugger-profil og emmer i al sin umiddelbarhed af effektivitet og fiskbarhed.
Ligesom mange af de tidlige klassikere, er Grå Frede med blodtud en allround flue som ikke imiterer et bestemt byttedyr, men som med lidt god vilje kan gå for at være alt fra en reje til en kutling. Den fiskes mest effektivt i små kontante ryk med korte pauser, hvor kuglekædeøjnene får lov at tynge fluen en anelse nedefter i vandsøjlen. Fluen fisker fint året rundt, men er i særdeleshed farlig i sommerhalvåret.
BRENDA er Ove Monradsens videreudvikling af en anden særdeles velfangende kystflue nemlig Omøbørsten. Ligesom Omøbørsten imiterer Brenda de børsteorm, som sværmer i det tidlige forår, og som havørrederne har så stor smag for. Fluen har dog et så universelt udtryk over sig, at den også sagtens kan gå for at være både en kutling, en ulk eller yngel af ålekvabbe. Af denne grund fisker mange – især fynske og kronjyske – kystfluefiskere året rundt med netop denne flue.
Kropshacklerne giver fluen fylde, profil og stabilitet, og så er der et utroligt farvespil i fluens pjuskede dubbingkrop. Det tunge guldhoved giver fluen dens levende og let-jiggende gang i vandet, som er medvirkende til at gøre den til den effektive allround kystflue, den er. Som bonusinformation kan nævnes, at fluen vist for øvrigt har fået sit navn, fordi titelmelodien fra Beverly Hills 90210 kørte i baggrunden, da fluen skulle navngives…

Henrik Agerskov der bl.a. står bag A.Jensen fluegrej, er også manden bag den ultrarealistiske flue: Honey Shrimp. Her ses han med et fint eksempel på hvad fluen kan bruges til
Den perfekte rejeimitation – Honey Shrimp
Honey Shrimp er uden tvivl en nyklassiker på de danske kyster. Og det er ikke mindst fordi netop rejefluer i al almindelighed er enormt populære blandt dagens kystfluefiskere (og kystørreder). Henrik Agerskov står bag denne eminente, livlige og meget naturtro rejeflue, som har vundet stort indpas blandt danske kystfluefiskere de seneste år – måske netop på grund af fluens åbenlyse realisme. Bundet rigtigt og med den rette belastning, er denne flue blandt de mest livagtige, forførende og realistiske rejeimitationer overhovedet. Og da fluen fisker med krogbøjningen opad, kan den fiskes meget langsomt, tæt henover ålegræs, sten og blæretang og sidst, men ikke mindst helt inde på lavt vand, hvor havørreden ikke så sjældent søger sin føde.
Eneste minusser ved denne flue er, at den er tidskrævende at binde, da belastningen skal være helt rigtig førend fluen går hensigtsmæssigt i vandet, og at de ellers så livlige og realistiske gummiben kan have en tendens til at vikle sig rundt om krogbøjningen eller filtre.
Et forføreende spayhackle på en fantastisk rejeflue
Pattegrisen er en af de mest hypede og omtalte nyklassiske kystfluer overhovedet, og den er derfor svær at komme udenom. Ophavsmanden til fluen er den højtagtede fynske kystfluefisker Claus Eriksen, og han har med udgangspunkt i Øland Spey Shrimp kreeret denne yderst livlige og tillidsvækkende rejeimitation. Fluen er ikke blot særdeles livagtig og pulserende, den er også utroligt synlig i vandet og udgør en god solid mundfuld for enhver sulten havørred. Pattegrisen fanger rigtigt mange fisk landet rundt, men der er efterhånden også virkeligt mange kystfluefiskere, som fisker med netop denne flue. Det giver alt andet lige en mere imponerende fangstrate. Eneste minusser ved fluen er, at de lange speyhacklefibre kan have en tendens til at filtre, og at selvsamme speyhacklefibre, på grund af deres længde, kan påvirke fluens krogningsegenskaber negativt – særligt på kolde eller stille dage, hvor fiskene ofte hugger ganske forsigtigt.

En fisker svinger fluestangen på Sjællands Nordkyst. Hans fluevalg er sandsynligvis dikteret af en blanding af personlige erfaringer, kammeraternes overvejelser, samt input fra fiskemedierne, heriblandt dette…
En provokerende flue, som havørrederne er vilde med
Glimmerrejen er en funklende rejeimitation kreeret af Torben Gosch, og den har efterhånden en hel del dedikerede tilhængere rundt omkring i landet. Særligt en skrigende pink version, som anvendes af mange kystfluefiskere under vinterfiskeriet, er blevet populær. Og det er ikke uden grund. Den relativt lille og særdeles iøjnefaldende flue har nemlig en fin profil og en lysreflekterende effektfuldhed i vandet, og den skrigende pink farve, kan få selv den mest træge vinterkolde ørred til at hugge. Glimmerrejen er endvidere populær fordi den er let at binde, særdeles holdbar og sidst men ikke mindst, fordi den med lethed kan varieres i farve, så den kan fiskes året rundt.
En flue der bare altid virker – Kobberbassen
Kobberbassen har vundet stort indpas den seneste årrække, og det er bestemt ikke uden grund at flere af de allerskrappeste fluefiskere i nord- og vestsjælland fisker næsten udelukkende med Kobberbassen året rundt. Denne simple og minutiøse flue brillerer nemlig ikke blot ved, at man mens kaffen brygger inden fisketuren kan nå at binde en hel stak eksemplarer, den fanger også rigtig mange fisk.
Fluen, som er kreeret af københavnske Frank Jensen tilbage i sluthalvfemserne, imiterer på simpel men effektiv vis en tangloppe, og den har en helt særlig aura og tilstedeværelse i vandet. Særligt i vintermånederne, hvor havørredens stofskifte falder og fødeindtaget minimeres og koncentreres omkring mindre fødeemner, kan Kobberbassen være uovertruffen, men grundlæggende fisker den særdeles fint hele året rundt.
Havørrederne er vilde med Fyggi
Fyggi er på mange måder en lidt spøjs flue. Ophavsmanden er Claus Eriksen, som også står bag Pattegrisen, og han har med Fyggi skabt en af de mere atypiske nyklassiske kystfluer. Med sine karakteristiske gummiben strittende ud både foran og bagtil, kan det måske umiddelbart være svært at forestille sig, hvad Fyggi skal imitere, men man kan ikke komme udenom, at denne flue – takket være gummibenene – er særdeles livlig i vandet. Så livlig endda, at havørreden har yderst svært ved at modstå den.
Ved nærmere eftertanke og granskning, kan Fyggi da også sagtens gå for at være både en slikkrebs, en tangloppe eller en tanglus – byttedyr, som hele året rundt er en vigtig fødekilde for havørreden. Gummibenene har desværre en tendens til at blive revet i stykker med tiden, men da fluen er så simpel og let at binde, som tilfældet er, kan dette med lethed tilgives.
En provokerende havørredflue
Flammen er en provokationsflue, som igennem de seneste 10 år har vundet mange tilhængere rundt omkring i hele landet. Den kradse flue, der er udtænkt af kronjyske Martin Hedegaard, og som minder meget om Juletræet, er særligt effektiv i køligt vand og på vinterlige dage, hvor havørreden skal provokeres til at hugge. Herudover er den, på grund af dens meget markante aura og synlighed i vandet, en glimrende flue til fiskeri i farvet og grumset vand.
Udover at være særdeles velfangende i køligt vand, er Flammen blevet en populær flue fordi den er særdeles let at binde, og sidst men ikke mindst fordi den er særdeles holdbar.
—-
Læs mere om de mest populære kystfluer samt hvordan man fisker dem i bogen “Havørred – Refleksioner på kysten”, hvor Rasmus blandt andet har skrevet hele fluedelen – her (REKLAME)
apr 8, 2025 | Åfiskeri, Artikler, Fluefiskeri, Fluefiskeri efter laks, LAKS, Lakseåer, Nyheder
Beis fluen er Poul Lauridsens favorit til det tidlige forårsfiskeri efter springerlaks i Skjern og Varde Å.
Når lærkerne synger højt på himlen og spirende grønne knopper titter frem overalt på træerne er en tur til åen den fuldendte fiskeoplevelse – især hvis en bomstærk, sølvblank storlaks napper fluen og tonser af sted i et ustoppeligt udløb. Her får du Poul Lauridsens bedste tips til, hvordan du selv realiserer drømmen om en springerlaks i foråret.
AF JENS BURSELL
POUL LAURIDSEN fra Tarm har i perioder fanget flere laks en de fleste kan drømme om. Men hans familie har også fisket laks i Skjern- og Varde Å i generationer, så det der med at narre de sølvblanke kommer ikke fra fremmede. Lige siden han kunne gå, har han været med sin far ved åen, hvilket selvsagt giver et lokalkendskab og fornemmelse for fiskeriet, der er second to none.

Poul Lauridsen har fanget masser af danske laks på flue, men en af hans største er uden tvivl denne flotte 12,9 kilos fisk fra Skjern Å. Fisken blev fanget d. 15. april 2008.
Sådan fanger du de tidlige springer forårslaks
Springerlaks kan der være lidt længere imellem, end de fisk der trækker op senere på sæsonen, men chancen for en af de rigtig store er større her i april og maj, fortæller Poul Lauridsen, der over de sidste 10 år har landet et utal af laks i Skjern og Varde Å.
– Jeg fisker tungere liner end de fleste, fortsætter han, men efterhånden er der flere og flere, der er begyndt at sadle om fra flydende og intermediate – til de tunge skyts. Min favoritstang til det tidlige forårsfiskeri i Skjern er en 13,7 fods Guideline La Cie, med et Rio Kit set med fire hoveder. Til de lidt lettere liner bruger jeg en 13 fods Guideline LPX’er. og i Varde- og Vorgod Å er det især min 11,6 fods Loop Opti Coast, der lander fiskene.
Normalt starter jeg sæsonen med en synke 8 line, og er det ikke nok, bruger jeg et 8 fods polyforfang. For mit vedkommende er det slut med at fiske med flydeline i det tidlige forår. Det er sjovt, fordi man oplever fisken stige til fluen, men det er ikke nær så effektivt som de tunge synkeliner. Jeg vil helt ned og skrabe bunden, for at få fluen præsenteret for flest mulige fisk.
Fisker du hen over 10 laks, vil der kun være en af dem, der reagerer på en højt fisket flue. Affisker du derimod helt nede over bunden – hele tiden, så er der markant større chance for, at en af dem hugger fluen. Om foråret fisker jeg aldrig lettere end synke 3 – og det er lige meget, om det er i Skjern-, Vorgod- eller Varde Å.
Fisk dybt og hurtigt efter springerlaksen
– Der skal altså fiskes dybt, og ofte er det en hurtig indtagning, der skal til for at udløse hugget, pointerer Poul. – Pladserne affisker jeg hurtigt, og hvis ikke der er hug første eller anden gang, fluen passerer laksens hvileplads, så skynder jeg mig hurtigt videre til den næste standplads. Måske kan det være, at laksen er til noget om et par timer, men så kommer jeg bare igen og gør et nyt forsøg.
Denne teknik virker bare. Jeg forsøger altid at fiske så varieret som muligt, og kaster gerne fra flere forskellige vinkler over den samme standplads. Først lægger jeg et normalt kast, hvor fluen svinger nedstrøms med moderat hastighed. Men hvis ikke fisken hugger, så går jeg ofte 10 skridt nedstrøms efter kastet er lagt, så fluen kommer helt ned over bunden, hvorefter jeg tager fluen ind i med ekspresfart.

Mogens Thomassen er en af dem for hvem drømmen om en springer laks gik i opfyldelse 16. maj 2008.
Fluevalget til forårslaks
– Fluevalget er ikke så svært, for jeg bruger ikke så mange fluer, griner Poul. – Min favorit er helt klart Beis fluen, der med sine brune og gullige nuancer er rigtig god til det tidlige laksefiskeri i åen. Polarræv er en af de vigtigste materialer på fluen, som jeg normalt fisker med conehead eller Mørrumstube.
Det bedste laksevejr om foråret
– Vejret er alfa og omega, understreger Poul. – Min far sagde altid, at han ville smide alt, hvad han havde i hænderne, når vinden skifter fra fire dage med østenvind til en god sydvestlig vind. Så vil laksen – og så er det bare om at komme til åen. Et godt eksempel var en augustdag sidste år. Jeg gad egentlig ikke at fiske og gik i haven, da jeg mærkede, at vinden slog om fra øst til sydvest. Og så kan det nok være jeg tænkte – nej fanme nej. Jeg tager sgu stangen og suser af sted til åen: På blot syv kvarter napper jeg tre nystegne laks med lus på 82, 75 og 68 centimeter. – Polle, sagde jeg til mig selv. – Det var sgu helt rigtigt det her. Og det kan man godt give ham ret i… De øvrige fiskere var gået hjem lige inden vinden slog om, og havde blanket totalt. Det var de eneste fisk, der blev landet den søndag.
Hvor er der bedst til laks om foråret?
– De bedste stræk til springer laks er ofte de samme år efter år, forklarer Poul. – På Skjern Å er det ofte Borris strækket, der giver flest fisk om foråret, mens det på Varde Å ofte er stykket fra Golfbanen over Hvide Banke til Vesterbæk Y’et, der giver flest fisk. Ofte er der gode hvilepladser 8-10 meter opstrøms broerne, hvor fiskene som regel står helt inde under land i en times tid eller to, inden de svømmer videre.
Varde Å kan forventes at være velbesøgt på premiere dagen, hvilket ikke kan undre, eftersom der blev landet over 20 laks på premieren sidste år. Jeg gør derfor ofte det, at jeg tager til Skjern Å de første dage i sæsonen, hvorefter jeg fisker de næste par dage i Varde Å, når det er til at komme til for mennesker, slutter Poul Lauridsen.
Artiklen blev oprindeligt publiceret i Fisk & Fri nr. 3/2009
jan 25, 2025 | Åfiskeri, BÆKØRRED, Bækørredfiskeri, Fluefiskeri, Nyheder, Rejsefiskeri
Tasmanien byder på et fantastisk fiskeri efter flotte bækørreder. Følg med den lokale flueguide Daniel Hackett til øen der ligger så langt væk fra Danmark, du overhovedet kan komme. Her kan du opleve uspoleret vildmark – og noget af det bedste tørflue sightfiskeri, du kan forstille dig.
AF DANIEL HACKETT
SIGHTFISKERI er efter min mening den mest spændende form for fluefiskeri. En af de oplevelser, der står tydeligt printet i min erindring, er en dag på den øvre del af Macquarie floden, hvor jeg er heldig at opleve en helt fantastisk majflueklækning med massevis af store, vilde bækørreder, der går fuldstændig amok i fire timer i træk.
En anden dag, jeg tydeligt husker, er en to-dages tur til en øde, krystal klar sø, hvor kæmpestore ørreder i 5-6 kilos klassen i en sanseløs rus jager småfisk op fra dybet og går grassat på dem i overfladen. Eller – måske er den uge, jeg spenderer på den vilde tasmanske vestkyst efter havørreder en af de ture, der har gjort størst indtryk. Med kæmpestore klitter, der tårner sig op bag mig, gennemfisker jeg den brutale brænding med skelettet fra en gigantisk sydlig rethval, som et nærmest surrealistisk bagtæppe i det fantastiske natursceneri.
Men – selv om jeg har massevis af fantastiske minder fra Tasmanien, er den dag, jeg husker allerbedst dog nok den dag, hvor jeg sætter ild på min fiskekammerat… Det sker på en flere måneder lang fisketur, hvor jeg er ude for at udforske vildmarken omkring den øvre del af Mersey floden – på jagt efter nye spændende fiskevande. Det er ukendt territorium, ukendte jomfruelige fisk – og ukendte klækninger.

Tasmanien er et rendyrket tørflueparadis, med gode chancer for fisk som denne.
Tasmanske sommerørred om vinteren
Det er en smuk midsommerdag i januar. Ja – for når det er vinter i Danmark, så er det sommer i Tasmanien. På denne dag, som jeg aldrig kommer til at glemme, har jeg fået selskab af min gode ven Greg. Vi er på vej op igennem en kløft, hvor ingen af os har været før. Vi har spottet en klækning af store, fede slørvinger på op til fem centimeter, og det er som om, at samtlige ørreder i floden er oppe på finnerne for at tage del i festmåltidet.
Overalt kan man høre plask og tunge skvulp – og på de bedste standpladser materialiseres kæmpestore ørreder af drømmeagtige proportioner, som for en stund har glemt alt om deres majestætisk tilbagetrukne tilværelse. De havde kun en ting i hovedet – slørvinger. Jeg har en distinkt følelse af, at jeg vil komme til kort med min 7.6 fods splitcane stang, der ellers var helt perfekt tidligere på dagen, hvor der primært var mindre fisk i farvandet. Men – uanset hvad, har jeg ikke tænkt mig at lade min chance gå til spilde, blot på grund af en underdimensioneret stang.
Monsterørreden fra den dybe pool
Med en perfekt smal linebue, sender jeg en lille bitte ubelastet nymfe tværs ud over vandet. I min anden præsentation snupper den nymfen. Med så stor kraft, som jeg vover med den spinkle stang, gør jeg modhug, så det knager af fightglæde ned gennem den sekskantede stang, mens storørreden med massive plask ruller rundt mellem stenene ude i strømmen. Til min store forbløffelse lykkes det mig inden længe at få fisken presset så tæt på, at jeg har den blot en stanglængde fra den klippe, jeg står på.
Forsigtigt læner jeg mig forover med nettet, for at løfte monstret op fra den dybe pool – ivrig efter at se fisken i øjnene og beskue den imponerende fisk på tætteste hold. Men netop som fisken er ved at glide over netrammen, retter krogen sig ud – og sekunder efter er drømmefisken blot et flygtigt billede på min nethinde, der nok aldrig forsvinder. Evigt ejes kun det tabte, siges det.

Fiskeriet i regnskovsfloderne er mindst lige så spændende, som det man oplever i lavlandet, men her er fiskeriet ofte meget koncentreret og bedst på de aller varmeste sommerdage.
Ørredfeber og balstyrisk ilddans
Den aften ved floden, beslutter vi os for at fejre dagens spændende begivenheder med whisky og øl, i selskab med Sydkorset og mælkevejens funklende stjerner. Dagens oplevelser med megaklækninger og kæmpefisk bliver highlightet ud i de mindste krinkelkroge – efterfulgt og krydret med et festfyrværkeri af de sjoveste jokes vi kan komme i tanker om. En af dem er så morsom, at mine grinekramper medfører spastiske benspjæt så ukontrollable, at jeg får sparket Trangiaen omkuld og sætter ild til Greg, der høj af ørredfeber begynder en balstyrisk ilddans. Den starter ved bålpladsen, men i takt med, at han for alvor mærker flammerne slikke op af kroppen, rykker forestillingen længere og længere ud i vandet, for til sidst at ende med et gigantisk plask, idet Greg sætter et punktum for dagen i selskab med de ørreder, der har været med til at gøre netop denne dag så uforglemmelig.
Masser af ørred til alle på Tasmanien
De sidste otte år har jeg været så heldig, at jeg har kunnet leve af at være fluefiskeguide på Tasmanien. Og der er masser af fisk til alle. Ørrederne, som blev udsat af englænderne i 1860’erne, har dannet vilde, selvreproducerende bestande overalt på Tasmanien, og i dag er der over 3000 vandløb samt søer med bestande af smukke ørreder. Fiskeriet blev for alvor sat på verdenskortet i 1988, hvor der blev afholdt VM i fluefiskeri. Men på trods af, at folk så småt er ved at få øjnene op for det fantastiske potentiale Tasmanien byder på, er der stadig masser af fuldstændig uspoleret ørredfiskeri. Og massevis af ørreder, der grådigt kaster sig over tørfluerne.

Der tørfluenørdes for fulde gardiner ved lejrbålet – godt krydret med røverhistorier og jokes så morsomme, at man kan komme til at sætte ild til sine venner…
Overblik over de tasmanske fiskevande
De nordlige floder byder på et helt eminent fiskeri. Hvis jeg kun havde én uges tid til at fiske i Tasmanien, ville den starte ved Launceston med tre dages tørfluefiskeri. Mulighederne i dette område er næsten uendelige. Det bedste tidspunkt er om foråret i oktober – november Her vil jeg helt klart foretrække nogle af de langsomt flydende stræk, der malerisk snor sig gennem lavlandsengene – præcis som de klassiske engelske kalkstrømme.
De fleste af disse floder er små, men enkelte af de større, som fx South Esk, der er 200 kilometerlang – eller den nedre del af Macquarie floden. Her er der mulighed for at vade- eller driftfiske fra en gummibåd.
Klækningerne kan være op til tre forskellige majfluer på en dag, der imiteres med fluer i krogstørrelser fra str. 12-18. Hertil kommer et stor antal af landlevende biller og vandnymfer. På Tasmanien er det normalt at se ørrederne hoppe fri af vandet for at tage flyvende majfluer, og vandnymfer. Alene det er hele turen værd.
I december – februar, når foråret bliver til sommer, klinger majfluefiskeriet af. Nu starter mit favoritfiskeri i lavlandsfloderne med en aggressivitet, der ikke efterlader nogen tvivl om, at de ved, hvad de vil ha’. Et mere visuelt højspændt fiskeri skal du lede længe efter. Her er der ikke bare tale om fisk, der står på en fast standplads og tager, hvad der kommer. Nej – fiskene svømmer aktivt rundt, og kaster sig grådigt over alt, hvad der minder om græshopper.
På samme tidspunkt, er der også mulighed for at opleve et sindsoprivende spændende fiskeri, med cikade- og slørvingeimitationer i de tempererede regnskovsfloder – fx Mersey floden. Fiskeriet i regnskovsfloderne er mindst lige så spændende, som det man oplever i lavlandet, men her er fiskeriet ofte meget koncentreret og bedst på de aller varmeste sommerdage. Gennemsnits fiskene i de fleste floder ligger fra lidt under eller over kiloet.
Når sommeren klinger af og efteråret nærmer sig, kommer majfluerne igen tilbage på menukortet. Efterårsklækningerne kører i 2-3 måneder indtil sæsonens af slutning i slutningen af april – starten af maj. På varme dage supplerer græshopppefiskeriet majfluerne, og på fugtige aftener byder sværmende flyvemyrer på endnu flere muligheder for tørfluefiskeren.

En af områdets femstjernede lodges – beliggende direkte ned til fiskevandet!
Ørredsøerne langt ude imod vest
I min tasmanske vil de trefire midterste dage helt sikket blive brugt i de vestlige søer som ligger i de fredede World Heritage Area. De vestlige søer er ret unikke, og ligger på et plateau mærket af gletsjeraktivitet for tusinder af år siden. Da gletsjerne blev gamle og forsvandt, efterlod de mere end 400 mindre lavvandede søer. De fleste er fulde af majfluer, tanglopper og små byttefisk der bor mellem tangpletterne på den hvide sandbund.
Ørred blev først introduceret til området i slutning af 1800-tallet og i de sidste 130 år har de eksisteret sammen med den oprindelige flora og fauna.
Sightfiskeri på de store tasmanske søer
Selve fiskeriet er vanskeligt at beskrive, men for at sige det ligeud, er det langtfra søfiskeri, som de fleste kender det. Den bedste sammenligning vi kan bruge er, at man purscher ørred på samme måde, som man fisker efter bonefish på tropeflats. På skyfrie dage vader vi i de lavvandende laguner, i søgen efter ørred der er fokuseret på majfluer i overfladen. De fleste vejer 1-2 kilo men enkelte når vægte over fem kilo!
På dage hvor vejret er lidt mere hårdt med skyer, regn og vind, er der søer med mere grøde, som der kan fiskes med tørfluer på alligevel. Uanset vejret om dagen, er ni ud af ti vandet roligt, og man kan se ørrederne taile. At taile er et udtryk primært brugt om bonefish når halen lige stikker over overfladen, når de svømmer rundt og guffer fødeemner op fra bunden. Det siger vist sig selv at dette er med til gøre fiskeriet ekstremt spændende!
En ting der er vigtigt at påpege omkring fiskeriet i Tasmanien er vejrets betydning. Tasmanien er en lille ø omringet af massive havområder i hvad der er kendt som Roaring Forties fordi der er brølende vinde. Når disse vindsystemer rammer øen, og det centrale 1200 meter plateau, bliver de presset op og kan blive voldsommere, og resultere i dramatiske vejrændringer. Således kan det være 30 grader, og solskin den ene dag, og sne den næste! Ja de vestlige søer er vilde på mange måder!

Mange af lavlandsfloderne er bittesmå bække på størrelse med denne, men som du kan se, kan de krystalklare bække rumme ret pæne fisk.
Ørred i de tempererede regnskovsfloder
De sydlige floder burde afslutte enhver tur til Tasmanien. Styx, Weld og Florentine er friløbende vandløb med et rødligt skær i vandet fra regnskovens muldbund på Sydtasmanien. Her vokser enorme træer, hvoraf nogle kan være op mod 700 år gamle. Herefter flyder floderne gennem skovområder, som desværre til dels er blevet massivt udryddet af skovhugger industrien. Man kan håbe at økoturisme, heriblandt lystfiskeri, kan overtage skovbrugen og med de smukke bjerge og med det fantastiske fiskeri området byder på, burde det kunne lade sig gøre.
Fiskeriet er 100% visuelt, og man kaster kun til fisk man har set. Blindkast resulterer i mange bittesmå ørreder, men dem der evner at spotte de store 2-5 kilos fisk mellem væltede træer, hurtige stryg, og i de dybe pools, har muligheder for at opleve et fiskeri der er svært at matche.

Man kan meget let få bækørreder på hjernen, når først klækningerne tager fart, og fiskene tager for sig af retterne.
Tasmanien – et ørredparadis
Det er så Tasmanien. Andre højdepunkter der bør nævnes er sightfishing efter havørred, de vilde regnbuer i World Heritage Area eller fiskeriet i de små kildevælds åer. Vi har de famøse tasmanske djævle og er stolt af vores danske prinsesse, men vi har også suverænt visuelt fiskeri efter ørred, så kom bare og besøg os.
Øen Tasmanien er en del af den australske stat – og ligger 40 minutters flyvning fra Australien. Over 40% af øen er fredet som nationalparker, reservater eller andre former for beskyttede områder. Den er på størrelse med Irland, men på trods af dette bor der kun en halv million mennesker. 200.000 af dem bor i hovedbyen Hobart, der ligger på den sydlige del af øen.
Den næststørste by er Launceston med 100.000 indbyggere. Begge byer kan man komme til via fly med Qantas and Virgin Blue, der flyver fra Melbourne International Airport. Meget af det bedste strømvandsfiskeri findes under en times bilkørsel fra Launceston, men der er også rigtig godt strømvandsfiskeri vest for Hobart. De bedste søer ligger på midten af øen, i et område der kaldes Western Lakes. Regionen er en del af det centrale højlandsplateau i 1100-1200 meters højde. Her er over 3000 krystal klare lavvandede søer, hvor du kan sightfiske efter ørred, som var det bonefish. Og for at det ikke skal være løgn så er området udråbt som fredet World Heritage Zone, hvilket er din garanti for nogle uforglemmelige naturoplevelser.
Fluefiskeri på Tasmanien
Forfatteren, Daniel Hackett, driver firmaet, RiverFly Tasmania www.riverfly.com.au fra byen Launceston. Der er fokus på tørfluefiskeri fra oktober til april. Daniel er også den første fiskeguide, der har fået tilladelse til at guide i World Heritage området, hvor der udlejes primitive hytter fra oktober til marts.

Teltet rystes efter en våd nat, så det ikke er helt så tungt at slæbe tilbage gennem vildmarken.

Mange af de små søer i højlandet er så afsides liggende, at man kun kan komme frem til dem til fods. Men – det gør ikke fiskeriet mindre godt…
jan 19, 2025 | Nyheder
– Årets to første weekender havde været booket godt op, så jeg havde set frem til en weekend i sommerhuset på Djursland og årets første fisketur med min faste makker, fortæller Rene Laursen. – Vi har gennem de sidste mange år fisket næsten alle kendte spots på Djursland, men der var ét spot i Kalø Vig, som vi ikke have prøvet før.
– Det hele startede dog faktisk søndagen forinden. Traditionen tro skulle jeg se ugens bindevideo fra en af Danmarks dygtigste fluebindere. Det var en vinterflue inspireret af høtyven. Min makker og jeg blev enige om, at den skulle bindes mandag aften til klubaften i MidtVest Lystfiskerforening. Jeg fik bundet et par stykker og var rimelig tilfreds med resultaterne.
– Lørdag kl. 09.00 mødtes min makker og jeg på det spot, vi ikke havde fisket før. Vinden var lidt imod os, da det var pålandsvind. Spottet havde et større område med forholdsvis lavt vand og en markant kant med 5 meters dybde længere ude. Jeg havde en idé om, at fiskene var inde på det lave vand for at jage. Jeg valgte derfor at liste mig ud langs et lille rev og ud i mod den ret markante kant til dybt vand.
Jeg stod i vand til midt på låret og havde nu vinden i ryggen. Herfra kunne jeg nå godt ind over det lavere vand med den nybundne flue, og jeg begyndte at affiske området. Efter cirka 20 minutters fiskeri kom der et massivt træk i linjen. Det var ikke et voldsomt hug, som man tit oplever, men mere et tungt massivt træk. Først var jeg ikke klar over, hvor stor en fisk jeg have på krogen, for den begyndte at svømme imod mig og ud mod det dybere vand. Jeg halende line ind som en gal for at holde linen stram.
– Det lykkedes, og det var først små ti meter fra mig, at den viste sig i overfladen første gang. Der kunne jeg se den store halefinne og tykke ryg. Det lykkes at få den nettet, og det var helt sikkert en ny PR. Havørreden kom med hjem til røgeovnen, og det skulle vise sig, at fisken var 67 cm – samt havde en vægt på 2,7 kg. Tak Djursland for endnu en dejlig fiskeoplevelse, slutter han.
Læs om de bedste kystørredpladser på Djursland i denne fine artikel af Steen Ulnits.

Rene Laursens flotte havørred fra Kalø Vig på Djursland.
jan 11, 2025 | Åfiskeri, Artikler, Fluefiskeri, LAKS, Lakseåer, Rejsefiskeri, Spinnefiskeri efter laks
Det er en fantastisk følelse at fiske et sted, hvor du kan fange både laks og ørred på samme flodstræk – og samtidig have en rigtig god chance for succes. Følg med til Picacho Dalen i Patagoniens XI’ende region.
AF ENRIQUE AGUADO
ALLEREDE efter en halv times fiskeri, har vi landet adskillige ørreder. Pludselig driver vi over en stor, pool med krystal klart vand. Dybden er over 20 meter, men alligevel kan vi langt nede ane et dusin kongelaks, hvoraf en del af dem er på den rigtige side af de 15 kilo. – Stop, stop, råber vi i kor, indtil vi kommer i tanke om, at vi ikke har en jordisk chance med vores lette ørredgrej, der er rigget op med græshoppefluer. Men – det er der råd for. Hurtigt sejler vi indtil land og får rigget nogle kraftige spinnestænger op – og inden længe er vi klar til at udfordre de patagoniske kongelaks – eller Chinook, som de også hedder..
Fiskene står mindst 15 meter nede, så det bliver de tungeste skeblink på næsten 50 gram, som bliver søsat. Fiskes de for højt, er det svært at få laksene til at stige. Jeg gør mig derfor meget umage for at fiske blinket uendeligt langsomt, så det når at komme helt ned foran snuden på fiskene.

Ørrederne I Picacho har en flot snitvægt – og spiller man sine kort rigtigt, er der chancer for fisk helt oppe I 3-4 kilos klassen. Denne fisk vejer cirka 1,5 kilo.

En flot kongelaks, der tog en lille spoonfly fisket på fluestangen.
Kongelaks i tredje kast
Første kast – intet. Andet kast – intet, men i tredie kast: YES. Med en voldsomt smæld i stangen tager en af de store laks sølvblinket uden betænkeligheder. I forhold til Atlanterhavslaks er de ofte ret lette at lokke til at hugge, men det gør jo ikke fiskeriet mindre underholdende.
Fisken stiger lynhurtigt op til overfladen, hvor den plasker rundt. Til at starte med tror vi, at det bliver en lang fight, men efter 8 minutter er fisken landet – et minut for hvert kilo. Den er på ingen måde nogen kæmpe, men at have landet den første kongelaks efter blot 45 minutters fiskeri, er trods alt helt ok.
Vi er helt oppe at køre, og forventningerne til de kommende dages fiskeri er skyhøje. Der er nemlig masser af andre pools præcis som denne i Picacho Floden – så er det bare at vælge, om man vil fiske højt eller brednært efter ørred – eller gå i dybden efter Chinook. Der er ikke meget tid til at kede sig – bedre kan det simpelthen ikke blive. Tunge, stærke overraskelser gemmer sig bag hvert et nyt hjørne af floden, og vi kan næsten ikke vente med at fiske videre. Men – ikke nok med, at fiskeriet er super fedt. I forhold til mange steder i Patagonien er det også relativt let tilgængeligt.
Floden er kun 115 kilometers kørsel fra Balmaceda Lufthavn, og Picacho Lodge, som er vores base på turen, er blot 45 minutters sejlads nede af floden. Lodgen har masser af fiskevand – både i floder og søer – og der er rigeligt med jomfrueligt vand til alle…

De chilenske bækørreder er mindst lige så smukke, som de er grådige.
Store ørreder og regnbuer i Picacho floden
Picacho floden er en biflod til Cisnes Floden, der sammen med Rooselevelt og Copa søerne er nogle af de vigtigste vandsystemer i regionen. Da der kun er 40-50 kilometer til havet, er der ud over en rigtig god bestand af velvoksne ørred og regnbuer også masser af kongelaks. Fiskeriet efter de enkelte arter er hver især så godt, at turen er det hele værd blot for en enkelt arts skyld. Men – det skader jo ikke med lidt afveklsling, så hvorfor ikke fiske efter alle arter, når man nu har dem inden for rækkevidde på en gang. At fiskeriet foregår fra båd, som ligger blot 100 meter fra lodgen, gør ydermere det hele både lettere og mere komfortabelt.
Floden, som er 15-20 meter bred, er gin klar – og som antydet er vandet faktisk så klart, at det er muligt at se fiskene i selv de dybeste huller. Men – i modsætning til mange lignende klare vande i området – fx den berømte Cochrane, er fiskeriet relativt let, og der er reelle chancer for eksempelvis bækørred i trekilos klassen. Snitvægten på kongelaksen er 8-10 kilo, men fiskene kan præcis som i dens naturlige udbredelsesområde på den amerikanske nordvest kyst, opnå en imponerende vægt på 30-40 kilo.

Forskellige former for store skumbiller virker fantastisk til de store ørreder, der kun bliver mere glubske, jo større fluer man sætter for enden af forfanget.
Fisketeknikker efter ørred i Picacho floden
Driftfiskeriet giver mulighed for at lægge mange kast og være top-effektiv med afsøgningen, men man skal også være oppe på beatet, hvis ikke man skal misse nogle fisk, for båden driver relativt hurtigt… Fluefiskeriet giver rigtig godt, men man fanger endnu flere, hvis man bruger spinnegrejet. En af dagene får vi fyrre flotte ørred og har oven i købet tid til at bruge lidt tid til at fiske efter kongelaks på sidelinien. Det siger næsten sig selv, at alle ørrederne bliver genudsat, hvilket fornuftigt nok også er obligatorisk.
Efter ørred i Roosevelt Søen
Søfiskeri i Rosevelt er en anden virkelig spændende fiskemulighed i området. Her kan man let bruge en hel fiskedag, og dagen efter er vi fremme efter en kort bådtur og 45 minutters vandring i bjergene.
Her i søen er der et virkelig godt fluefiskeri, og i min flueæske er der Chernobyl Ants, Skum-græshopper, mega vårflueimitationer samt andre store og iøjnefaldene fluer. Fiskeriet er især godt, hvor de forskellige mindre floder løber ud og skyller forskellige fødeemner ud i søen – og det er da også et af disse steder vi opsøger i dag. Det skal hurtigt vise sig, at vi ikke taget turen forgæves – efter blot tre timer har vi fået adskillige flotte ørred til at stige til overfladen, hvor de grådigt kaster sig over vores store imitationer. Fiskene vejer 1-2 kilo i snit og kæmper virkelig godt, så det er hele vandreturen værd. I starten er vi lidt skeptiske over de ekstremt store fluer, men efter, at vi med egne øjne har set fiskenes reaktion på dem, er vi ikke i tvivl om, at de rykker for vildt. Og – jo større fluer vi sætter for enden af forfanget – desto mere stiger snitvægten på fiskene. Her er der ingen grund til feinschmeckeri – det er bare med at overdrive både farver og proportioner, så skal de store fisk nok komme op på finnerne.

På Picacho Lodge er der mulighed for et hyggeligt spabad ude på terrassen, når man kommer træt hjem fra fisketur. Bedre bliver det næppe.
Det jomfruelige ørredfiskeri i Chile
Charmen ved Chile er blandt andet, at der er utrolig mange mindre vandløb, floder og søer, der er så ukendte og jomfruelige, at de ikke engang har et navn. Og – hvis de har et navn, så er det ofte fordi der ligger en fiskecamp i nærheden, som er nødt til at kalde vandet et ellr andet, for at have noget at referere til, når røverhistorierne går ved lejrbålet.
Præcis et af disse vande tager vi ud til en af dagene. Det kræver en god køretur nedstrøms med firehjulstrækkeren, men efter et stykke tid, når vi frem til en serie af små søer omkranset af uigennemtrængelig skov. Her er der absolut ingen, som fisker, så det er med store forventninger, at vi sejler rundt i søen med en lille robåd for at spotte nogle fisk, der er værd at fiske efter.
I det klare vand kan vi tydeligt se bunden – samt diverse strukturer nede i vandet. Og især strukturer som sunkne træer og grødebælter viser sig at holde på en del gode fisk. Faktisk har vi en frisk ørred, der stiger til tørfluen, næsten hver eneste gang, vi kaster til at af disse meget forudsigelige hotspots. Men – selv blindfiskeri med større streamers i områder, hvor der tilsyneladende ikke er noget specielt tegn på liv, lykkes det os at få flere gode fisk. Præcis som de forrige dage har vi masser af action, og da et af de voldsomme uvejr, som Patagonien er kendt for, om eftermiddagen driver ind over os, har vi intet problem med at stoppe fiskeriet. Vi har nemlig allerede fået i omegnen af tredive flotte ørred.
Inden længe vælter regnen ned, men lige gyldigt hvor meget det regner, har vi stadig et stort smil på læben. Og det bliver ikke mindre af at komme hjem til en hyggelig lodge, hvor vi efter et solidt aftensmåltid med det samme kan hoppe i de rygende varme udendørs spabade.
At fiske i denne del af Patagonien er noget helt specielt. Det er en fascinerende fornemmelse, at kaste sin flue til en grov ørred, der sandsynligvis aldrig har været kroget før, men mindst lige så godt er det også at opleve det jomfruelige fiskeri og den uspolerede natur – uden at skulle gå på kompromis med komforten.

Efter en forrygende fight er en flot kongelaks på vej tilbage til sit rette element i Picacho Floden.
Fluegrej til turen
Til ørredfiskeriet kan jeg anbefale klasse 4-8 stænger afhængig af, hvor der fiskes. Klasse fem er dog et fint allround valg. Det kraftige grej er primært nødvendigt, når der fiskes tæt op af snags efter de helt store ørred i 3-4 kilos klassen. Medbring både flydende og synkende liner, så du kan dække et bredt spektrum af situationer. De bedste fluer er Chernobil Ant, Fat Albert, store græshoppeimitationer samt små museimitationer. Store streamers og Wholly Buggers, Muddler Minnows og Zonkers i afdæmpede mørke farver fungerer også rigtig godt – især til blindfiskeri. Selvom det ikke benyttes så ofte, kan klassisk nymfefiskeri med fx Caddis Pupa, Pheasant Tails mm være effektivt.
Picacho – praktisk information
- Sæson: Fiskeri i Chiles elfte region er tilladt fra oktober til april. Husk at checke, at den lodge du vil fiske fra er åben. Det er nemlig ikke alle steder, at der er åbent i hele sæsonen.
- Picacho Lodge, som er lavet af store tømmerstokke, har plads til seks personer. Lodgen har en hyggelig spisestue, hvor chef’en hver aften tilbereder et lækkert måltid mad. Det er kun muligt at komme til lodgen med båd – lige som bådtransport er transportmidlet til næsten alle lodgens vande. Læs mere på www.picacholodge.com.
- Ture til lodgen bookes via www.salvelinus.com
Artiklen blev oprindeligt publiceret i Fisk & Fri 9/2010

På trods af Picacho Flodens afsides beliggenhed i den Patagoniske del af Andes bjergene, er den alligevel relativt let at komme frem til.