Søren Søndergaard forstår vigtigheden af ikke at skræmme havørrederne, og anbefaler at man lister langs åen og ikke gør sig synlig. Her kaster han til en standplads i Vejle Å, mens han gemmer sig bag lidt siv.
Havørredfiskeriet med flue i de danske åer er en sport med stolte traditioner. Her giver Bjarke Horst Jensen og Søren Søndergaard dig en masse gode tips til fiskeriet.
AF GORDON P. HENRIKSEN
HAVØRREDFISKERI I ÅEN er noget, der bliver en besættelse for nogle fiskere. Det kan man vist roligt sige om Søren Søndergaard og Bjarke Horst Jensen. Jo, de fisker da på kysten i den kølige periode og et par lakseture i Norden bliver det da også til, men når fiskeriet i de danske åer, og allerhelst deres hjemvand Vejle Å, er godt i gang – så har de kun én ting på hjernen, nemlig fluefiskeri. Bjarke har brugt en stor del af sin tid på at holde fiske- og kastekurser og selvfølgelig på at fiske. Søren er til daglig pædagog, men stort set al fritid er dedikeret fiskeriet. Han fortæller, at han altid er rigtig god ved sin kæreste hele vinteren og foråret igennem. For når først åsæsonen er i gang, har hun svært ved at komme i kontakt med ham…

Bjarke Horst Jensen, med det som det hele handler om – en stor blank havørred fra Vejle Å.
Åhavørred på flue er ikke let, men langt fra umuligt
Det er ikke let at fange havørred i åen på flue og slet ikke den allerførste, men det er heller ikke umuligt. Og med de opgange vi oplever i disse år, hvor både laksene og havørrederne trives rigtig godt, særligt i de jyske åer, er det bare med at komme ud, når chancen er der. Her får du ti vigtige råd til at hjælpe dig lidt på vej.
1 – Hold dig orienteret om hvad der fanges af havørred ved åerne
Følg med i fangsterne fra fiskekammerater, foreninger, fiskeblade eller på diverse websites, starter Søren. – Har du på fornemmelsen, at der er en god opgang af fisk lige nu – så ryk ud og fisk så snart lejligheden byder sig. Timing er afgørende, når det kommer til åfiskeri. Fiskeriet begynder generelt i april efter de første tidlige fisk, men ofte skal vi hen i slutningen af maj eller begyndelsen af juni, før der sker noget.

I denne artikel får du ti gode råd til åfiskeriet efter havørred med flue. Et af Bjarke Horst Jensens vigtigste tips er at koncentrere sit fiskeri omkring skumringstimerne morgen og aften.
2 – Fisk efter åhavørrederne i den gyldne time
Den gyldne time er klart det bedste fisketidspunkt, ifølge både Bjarke og Søren. – Skumringstiden, lige inden det bliver mørkt, og lige inden det bliver lyst, er klart det tidspunkt, hvor der er størst chance for fangst. I perioden omkring solnedgang begynder fiskene at røre på sig, og det skiftende lys gør fiskene mindre kritiske. Omvendt er perioden omkring solopgang den tid, hvor de ofte indfinder sig på en standplads, hvor de kan være ekstra aggressive.
Selve natten kan være rigtig god i den varmeste periode; specielt i månederne juli og august. Er du nybegynder, er det en god idé, at fiske vandet af, mens det endnu er lyst, da evnen til at færdes og fiske i mørket kan sætte de fleste på hårde prøvelser, tilføjer Bjarke.
3 – Bliv bedre til at kaste med havørredfluen i åen
At få styr på kasteteknikken er essentiel, siger Bjarke. Ved åfiskeri er der ofte siv, træer og andet der besværliggør kastet, særligt hvis fiskeriet foregår om natten. Øv din kasteteknik på græsplænen eller meld dig til et kastekursus – så kan du koncentrere dig om at fiske effektivt, når du endelig er ved vandet.

Et af Bjarke og Sørens vigtigste råd er at lære fra andre, hvad enten det er venner, klubkammerater eller en instruktør på et decideret fiskekursus. Her giver Bjarke gode råd til et
par københavnere der skal fiske Vejle Å for første gang.
4 – Sug viden om åhavørred til dig
Lær af andre, er et af Søren og Bjarkes vigtigste råd. – Vi er ikke kun selvlærte, men har også fået meget ud af at udveksle erfaringer med andre, bekræfter de begge. Selvom mange af åerne har en rigtig god opgang i disse år, er det stadig ikke let, og man kan ikke forvente succes med det samme.
– Gør alt hvad du kan for at suge viden til dig, fra kammerater, folk i klubben, bøger eller artikler, anbefaler Søren. Du kan bl.a. gå på Fisk og Fri’s online artikelarkiv, hvor du kan læse Når det buldrer i mørket og mange andre artikler om åfiskeri efter havørred. Et decideret fiskekursus er også en rigtig god ide. Tag eventuelt et kik på Bjarkes hjemmeside www.fluekast.dk og find et kursus, som passer dig.
5 – Vær stille når du sniger dig afsted langs åen efter havørred
Vær diskret når du bevæger dig langs åen. – Bækørredfiskere kender alt til at gå på listetå langs en å og skjule sig bag buske, fortæller Søren. – Desværre har havørredfiskere en tendens til at tro, at dette ikke gælder dem; en åhavørred skræmmes faktisk meget let. Hvis du bruger en jakke i naturlige eller camouflage farver, går meget stille langs åen og gemmer dig bag buske og siv, når du skal kaste, vil du skræmme betydeligt færre fisk, og chancen for hug øges rigtig meget.
6 – Vælg det rigtige fluegrej til havørred i åen
Grejsammensætningen spiller selvfølgelig en rolle men varierer fra å til å, fortæller Bjarke. – En klasse syv stang på ni fod eller længere med flydeline er et godt allround bud, men det er en god ide også at have et udvalg af polyforfang i forskellige synkehastigheder, så man kan justere sit fiskeri, når det er nødvendigt. Til det tidlige aftenfiskeri og det sene morgen fiskeri er en intermediate-eller anden langsomt synkende line rar at have i vesten. Tohåndstænger anvendes traditionelt, men enhåndstænger er nemmere at styre og gør det meget lettere at kaste kort til modsatte bred og fiske vandet hurtigt, forklarer Bjarke. – Er der meget siv langs kanten, har tohåndstænger dog deres force.

Fluevalg kan være vigtigt, men det anbefales at benytte et lille udvalg til forskellige situationer. Man bør fokusere mere på hvordan fluen bevæger sig igennem vandet, end hvordan den ser ud, siger Bjarke.
7 – Vælg de bedste fluer til åens havørreder
Fluevalget er selvsagt vigtigt, og man kunne skrive flere artikler om dette emne alene. Størrelse, og hvor højt de går i vandet, er mere afgørende end farvevalget, siger Bjarke. – Små belastede fluer med coneheads kommer hurtigt ned, lige efter de er landet, og dette kan være en fordel i visse situationer, som for eksempel, hvis fiskene står langs modsatte brink om dagen. Omvendt er større fluer bundet med for eksempel hjortehår gode i skumringstiden, hvor fluerne gerne skal gå højt og skubbe en masse vand. Dette gælder specielt i perioden for det klassiske overfladefiskeri i juli og august. Men lad vær med at bruge for meget tid på fluevalg i starten, tilråder Søren. – Hold dig til et par sikre som for eksempel Den Våde Høne eller Uldsokken i dagstimerne og prøv en Kost, Zonker eller Muddler i skumringstiden. Det er helt klart vigtigere, hvordan man præsenterer sin flue, end hvilken flue det er, slutter Søren, idet Bjarke nikker samstemmende.
8 – Giv fluen til havørredfiskeri i åen et pift
Nogle gange er det noget ekstra, der skal til for at få fisken til at hugge, fortæller Søren, der ofte sætter en lille gennemsigtig action disc foran sine fluer. Dette gør, at fluen skaber en del postyr i vandet samtidig med, at den ser lille ud, hvilket kan være det, der udløser hug fra en træg havørred. Bjarke pifter gerne sine fluer op med et par hvide gummiben, der giver fluen liv og kan danne kontrast mod en mørk brink. Desuden anvender han til tider små gennemsigtige propeller foran rørfluerne. Men han pointerer, at det ofte er et middel han først anvender, når han har lokaliseret fisk, som ikke tager de konventionelt fiskende fluer. Propeller kan nemlig til tider skræmmemere end de lokker.

Søren Søndergaard kan til tider godt lide at give sine fluer lidt ekstra liv og vandmodstand. Her har han monteret et Marc Petijean Magic Head foran fluen for at øge vandmodstanden.
9 – Tjek de lokale regler i din havørredå
At have styr på reglerne er vigtigt, og for dem, der er nye i åfiskeriet, kan de mange regler virke lidt forvirrende, indrømmer Bjarke. – I mange åer må man for eksempel kun bevæge sig nedstrøms, fiske på ulige datoer, beholde fisk på en bestemt størrelse eller gå på den ene bred osv. Det er vigtigt, at man sætter sig helt ind i reglerne for hver å. Derudover er der en del uskrevne regler, som det også er godt at have styr på, tilføjer Søren. For eksempel er det god latin aldrig at lyse i nærheden af vandet og at bevæge sig ind i terrænet væk fra åen, når man skifter plads eller går tilbage til bilen. Hav respekt for de andre fiskere ved åen og nyd, at vi er så mange, som deler denne fælles hobby.
10 – Fisk amok efter havørred i åën med fluegrejet
Det sidste råd er nok bare at fiske igennem, slutter de to og hentyder til den store mængde tid, de begge bruger ved åerne. – I sidste ende handler det også om at være så meget ved åen som muligt, og hvis man bor tæt på, kan små ture på et par timer bestemt anbefales. Man høster flere og flere erfaringer og alt andet lige, så er chancerne for succes dobbelt så stor, hvis man er ved åen oftere. Og ti gange så store hvis man er der ti gange så ofte, slutter Søren med et smil…
Artiklen blev oprindeligt publiceret i Fisk & Fri 5/2009