feb 7, 2026 | Artikler, Nyheder, Rejsefiskeri
At fiske fra isen efter rødding er en fiskeoplevelse langt ud over de sædvanlige. Følg med Martin Falklind og hans familie til svenske Abborrträsk ved Arvidsjaur. Her er der dygtige guides, god mad, bløde renskind og opvarmede samekåter – samt masser af hugvillige storrøddinger.
TEKST: MARIA ÅLANDER, FOTO: MARTIN FALKLIND
SKOV, SKOV OG ATTER SKOV. Så simpelt kan en tur gennem Norrland beskrives. Men bagved den grønne mur af skov gemmer sig tusindvis af praktisk talt uberørte fiskevande, og bag ved de store skove – langt ude vestpå – åbner landskabet sig op.
De lokale, der igennem generationer har dyrket garnfiskeri i Norrland, bliver ældre og ældre – og der er ikke kommet nye til. Det betyder, at en stor del af fiskeriet med net er ophørt. Søerne har derfor stået urørte, hvilket selvsagt har gavnet fiskepopulationerne – både i antal og snitstørrelse.
Martin Falklind med en gudeskøn rødding taget på mormyscka fisket under et lokkeblink.
Kæmpestore røddinger på isfiskeri
Det er en februaraften, da Martin ringer fra sin foredragsturné i Norrland. Han lyder desperat: – Jeg skal være i Arjeploug i morgen, men nu sidder jeg hjemme hos nogle fisketosser langt ude i ingenting. De har tvangsindlangt mig på at fiske imorgen tidlig, og det virker ikke, som om jeg har noget valg. Jeg ved ikke engang, hvor jeg er. Alt er mørkt og hvidt.
Klokken ni næste morgen ringer telefonen igen, men denne gang har piben fået en helt anden lyd: – Jeg har fanget den største pimpelrødding i hele mit liv, jubler Martin i den anden ende af røret. – Det var lige før, jeg ikke kunne få den op af hullet. Den vejde lidt over to kilo, men jeg havde ikke nogen vægt. Og jeg som troede, det bare var varmluft, da de sad der og blabrede løs om kæmperøddinger… Han snubler over ordene og kan knapt nok få luft. – Jeg har fået flere over kiloet – du må straks booke hele familien på nattoget i påsken. Jeg må løbe nu, hvis jeg skal nå mit foredrag. Bip, bip, biiip… Jeg booker nattoget, og vi får langfredagens sidste pladser.
Sonny Holmberg passer godt på sine vande – og supplerer bestandene i mange af søerne med hjemmeavlede fisk. Det betyder, at der altid er rigeligt med flotte fisk i søerne.
Klar til et pimpeleventyr på isen i Lapland
Klokken 4.30 stopper toget på Jörn station. Familien er knapt nok vågne, da vi hopper ind i Sonny Holmgrens bus, for inden længe af stige af og blive bakset ind under et stort renskind på en snescooter. Langsomt begynder vores søvndrukne hjerner at suge indtrykkende fra det snedækkede landskab til sig, og lidt efter lidt forstår vi for alvor, at vi er meget langt hjemmefra.
Vi er på vej til det vildeste isfiskeeventyr i vildmarken uden for byen Abborrträsk i svenske Norrbotten. Et svagt lys gennemskærer mørket, og snart breder en liflig duft sig i den iskolde luft. Efter en god gang kaffe og varm chokolade er vi pludselig lysvågne. Sonny skruer godt og grundigt op for forventningerne, når han med uspoleret entusiasme fortæller om storrøddingerne i søen. Martin forsøger af pædagogiske årsager at nedtone historierne en anelse, så børnene ikke skal tro, at der er garanti for fangstsucces. Men det preller af på Sonny, som lover røddinger i både et- og to-kilos klassen. Ifølge ham er der uendeligt mange og grotesk store fisk – og ordet fangstgaranti mangler på ingen måde i hans vokabularie. – Jeg kan godt forstå, at du forholdt dig lidt skeptisk over for denne mand, hvisker jeg til Martin. – Det lyder jo som de rene røverhistorier. Er du sikker på, at det ikke var en tilfældighed, at du fik så godt med fisk sidst?
Røddingsucces på isen
Fiskeriet begynder med, at vi saver hul i isen for at få vores undervandskamera ned på fiskepladsen. Med lidt held kan det jo være, at et par røddinger lægger vejen forbi. Derefter borer vi hul til børnene og lægger dem på hvert sit renskind, hvorefter vi koncentrerer os om at få styr på undervandsudstyret.
– Jeg har hug, råber Andrea pludselig, og snart efter er hun i færd med at bakse en fire hundrede grams rødding op igennem hullet. Fiskelykken er total. – Du skal nok få en, der er større, siger Sonny undskyldende, mens Martin og jeg kigger undrende på hinanden. For det første er det en utrolig flot fisk, og for det andet er det hendes livs første rødding! Det kan meget vel blive den eneste fisk vi får. Det er sket før. Der er ikke noget der hedder fiskegaranti…
Tjärnheden er navnet på området, vi fisker i. Det er et dødisområde, hvor gamle afsnørede isblokke fra dengang indlandsisen trak sig tilbage, har dannet massevis af søer. Området er næsten et hundrede kvadratkilometer stort og rummer intet mindre end 365 småsøer – eller tjärn, som de hedder på svensk. Så der er et nyt tjärn at fiske i hver eneste dag året rundt…
En flot rødding hilser på Johan Falklind med lidt luftakrobatik og en skylle iskoldt vand.
Livesending med sky røddinger under isen
På computeren oppe på isen, kan vi gennem undervandskameraet se, at vandet er fyldt med små bananlignende dyreplankton, som fiskene elsker. Nogle tjärn er rige på gedder og aborrer, mens andre er propfyldte med rødding og ørred. Og så er der også dem, hvor der slet ikke er noget at komme efter. Sonny og hans søster Sara har nogle søer som de selv forvalter. Her har de naturligvis gjort, hvad de kan for at sikre, at der er masser af fisk. Blandt de mange tiltag er eget fiskeopdræt, som han bruger til at supplere bestandene i søerne. De fleste fisk genudsættes, men af og til griller vi en fisk eller to.
Spændingen er intens, for med hjælp fra vores virtuelle glasøjne nede på bunden, kan vi se alt, hvad der foregår under isen. Sonny sænker sit røddingblink ned med en enkelt maddike på krogen, mens Martin filmer – og som en anden sportsreporter refererer han levende alt, hvad han ser. Snart ser han en skygge nærme sig: En nysgerrig rødding har direkte kurs mod blinket. Fisken cirkler først rundt på to meters afstand, men kommer gradvist nærmere.
– Hæv blinket og lave et par nyk, råber Martin til Sonny. – Nu taber den interessen, nej nu vender den. Sænk lidt, Vibrer, vibrer mere, VIBRER. Nu tar’ den, nu, nu, nu ….NEEEEJJJJ. Den vender, den er væk. Snart står vi alle rundt om skærmen og skiftes til at kigge på, hvad der foregår under vandet. Det er mildest talt vildt spændende. Og som vi står der, får vi den ene a-ha oplevelse efter den anden. Mængder af fisk passerer forbi kameraet, men de fleste nøjes med at kigge. Hvis ikke lige det var fordi, at vi transmitterede live fra kameraet ved bunden, ville vi måske havde troet, at der ikke var nogle fisk i søen.
Sara og Sonny tager godt hånd om sine gæster – og der er altid lidt god mad og varme drikke. Her tager Andrea en lille pause og fornyer energireserverne.
Nye agn giver mere interesse fra røddingerne
Mange røddinger er rigtig interesserede, men lige præcis som vi tror, de skal til at tage, svømmer de væk. Nogle fisk tager på selve blinket, men da krogen sidder nedenfor med en maddike, nytter det ikke noget. Andre fisk er helt fokuseret på at æde direkte fra bunden – og kigger slet ikke op. Vi sætter derfor maddiken på en mormyska istedet – og det er tydeligt, at interessen stiger. Nu begynder røddingerne at hugge. Røddingerne er utroligt nysgerrige og elsker nye ting. Så længe vi varierer vores agn, kommer huggene, men fisker vi for længe med det samme – og med for monotone bevægelser, så sker der intet. Da vi har svært ved at variere os særlig meget mere, laver vi den vildeste disco agn: En blinkende lysdiode, der skramler mod blinket plus en mormyscka med masser af maddiker.
Da agnen når bunden, går der blot ti sekunder, inden fisk fra nær og fjern stimler sammen under hullet – og kappes om at hugge efter disco-kuglen. De maser og skubber til hinanden for at komme til – og det gentager sig, hver gang vi sænker ned. Efter sjette gang daler interessen, men totalt set er der ingen tivvl om, at disco-taklet er det, der har vakt mest interesse hos fiskene.
På anden dagen bruger vi ikke nær så meget tid med UV-kameraet og fisker i stedet på god gammeldags manér ved at kigge ned i hullet, mens vi ligger på hvert sit store renskind og nyder aprilsolen bage på ryggen. Den afslappede fiskestil gør, at man kan blive umanerlig døsig, men man når aldrig rigtig at falde i søvn, inden der er hug…
Fiskene er blændende smukke og kæmper godt, men tager sjældent line. To tre udløb er som regel toppen. I løbet af weekenden slår alle deres PR på isfisket rødding. Den flotteste fisk – en knaldrød hanrødding på omkring to kilo får 11-årige Andrea. Det er næsten en lidt for god start på isfiskekarrieren… Det her er røddingfiskeri, når det er aller bedst.
Artiklen blev oprindelig publiceret i Fisk & Fri 1/2011
Se vores film om isfiskeri efter gedder med Forshaga Akademin her.
feb 5, 2026 | Åfiskeri, Artikler, Fluefiskeri, Fluefiskeri efter gedder, GEDDE, Geddefiskeri med agnfisk, Guide til fiskepladser, Predatorfiskeri, Spinnefiskeri, Spinnefiskeri efter gedder
Først gang Stefan Antoni havde taget turen fra Sjælland til Randers for at fiske i Bredningen og Gudenåen resulterede det bl.a. i denne 111 centimeter lange gedde, der tog den næsten halv meter lange Bull Dawg gummiorm hårdt og kontant.
I disse kolde tider kan det være svært at finde fiskbart vand, hvor man kan søsætte sin jolle eller pontonbåd. Et af de steder, der plejer at være isfrit og byder på godt bådfiskeri i den kolde tid, er den nederste del af Gudenåen samt brakvandsområdet, Dronningborg Bredning, ved Randers By. Her fortæller tre skrappe geddefiskere om deres erfaringer med området.
AF GORDON P. HENRIKSEN, LUFTFOTO: JEANNOT HUYOT, RANDERS KOMMUNE
STEFAN ANTONI JENSEN er inkarneret og passioneret geddefisker. Normalt foregår det meste af hans geddefiskeri på Sjælland og i Sverige, men på en klubtur til Jylland fik han hurtigt smag for, hvad Bredningen og nedre Gudenåen kan byde på. – Jeg er med i en mindre drengerøvs fiskeklub som vi ironisk nok kalder »De Seje Fiskere«, beretter han. – Hvert efterår holder vi en lille geddekonkurrence, hvor vi, beskedne som vi jo er, kårer, »Danmarks Sejeste Geddefiskere«.
Her ses Randers By og et interessant stræk mellem motorvejsbroen og byen. Endnu længere nedstrøms løber åen ud i Dronningborg Bredning og her er der masser af plads for bådfiskeren.
Efter gedder i den nedre del af Gudenåen
Konkurrencen er tidligere holdt forskellige steder på Sjælland, men sidste oktober besluttede vi os for at prøve noget nyt, fik de nødvendige tilladelser og kørte 10 mand og fire både til Randers. – Der er præmier og ikke mindst blærerettigheder til den længste fisk, samt samlet længde på fem største fisk i båden i holdkonkurrencen, forklarer han. – Min kammerat Mark Holm og jeg fiskede fra min medbragte Linder Sportsman, og da vi aldrig havde fisket området før, var der ikke andet for end at suse ud fra bådrampen og prøve et område i Bredningen der så lovende ud. Allerede i tredje kast kroger Mark en solid gedde på sin Deviator jerkbait.
Fisken kommer ind og bliver vejet samt målt til 9,0 kilo og 108 centimeter, så det tegner bestemt lovende! Resten af formiddagen giver et par mindre fisk, og vi beslutter os for at sejle op ad åen for at prøve. Opstrøms Randers Regnskov bliver vi mødt af et rigtig spændende område, hvor små sivøer skaber strømrender og lommer. På en af disse pladser får jeg et solidt hug på en 45 centimeter stor Magnum Bull Dawg gummiål, som jeg fisker langsomt og dybt.
Kraftigt grej til store gedder
Jeg benytter ret kraftigt grej til den store og tunge agn, men kan alligevel mærke, at der er vægt bag fisken. Pladsen er trang, så jeg holder fisken hårdt, og det er bestemt en stor fordel at kunne sætte sin I-Pilot fjernbetjening til elmotoren på spotlock, så den holder pladsen – trods strømmen. Vi får bakset fisken ind, tager et foto samt måler og vejer den til 9,5 kilo og 111 centimeter. Fisken har mange mærker og ligner en fisk, der har haft et lang og hårdt liv og er sikkert blevet fanget mange gange. Men den kan åbenbart holde til det og virker heller ikke alt for stresset, da vi sætter den tilbage i åen.
Da jeg spørger indtil konkurrencen, tilstår Stefan, at de både vandt holdkonkurrence, og at han tog præmien for længste fisk. Næste gang går konkurrencen til et helt nyt sted, men det er vist ikke sidste gang Stefan besøger Gudenåen og Bredningen.
Her er Stefan og Mark i fuld gang med at fiske på Bredningen en efterårsdag.
Fiskeri fra båd efter gedder og sandart i nedre Gudenå
Steen Vad Knudsen er en af de personligheder, der ofte vælger at »sejle ned ad åen« i en veludrustet fiskebåd. Han er bosat i Randers. En stor del af fritiden bliver dog brugt på Gudenåen. Vi har bedt Steen fortælle lidt om sine erfaringer med hensyn til grejvalget.
– Vinterfiskeri efter gedder og sandart på nedre Gudenå, har de sidste seks syv år fyldt rigtig meget i mit liv, fortæller Steen. – Strømvandsgedder kæmper bare bedre, og det kan være svært at bedømme fiskenes størrelse, når modhugget sættes ind. Lige efter isen har sluppet sit tag, er åen ofte meget vandrig, grumset og strømmen er stærk. Gedderne står dybt, og det er svært at få dem lokket til hug. Derfor kan det være en god idé at ankre op, og gentagende gange lade en agnfisk søge ind over et område. Denne metode er langsommelig, og man får ikke affisket særlig meget vand, men til gengæld kan man også være heldig at ramme de helt rigtige steder.
– Levende skaller er altid et sikkert hit, fortsætter Steen, når vi spørger ind til agn. – Jeg foretrækker selv agnfisk på ca. 16-22 centimeter. Jeg fisker dem under flåd og med dobbelt krogsæt bundet på 0,71 mm Berkley fluorocarbon. Min foretrukne stang er en Berkley Muscle flex på 11 fod. Det kræver en stang med rygrad at holde en god gedde i strømvand. Jeg bruger 0,36 monofil line på et Ambassadeur hjul. På selve åen dørger jeg oftest kun med en stang, fordi et dobbelthug kan skabe unødigt kaos, når jeg skal styre båden i strømmen samtidig med, at jeg fighter fisk. Området på fjorden, der kaldes Bredningen, har jeg ikke brugt meget tid på. Dels fordi den båd jeg har til rådighed ligger i selve åen, og dels fordi man ikke må dørge for motor på bredningen, fordi man ikke kan holde 100 meters afstand til land ret mange steder der ude. Hvis man ror båden frem, er det ikke noget problem.
Steen V. Knudsen holder af natfiskeriet på åen. Her er ingen trængsel og til tider godt med både gedder og sandart i flotte størrelser.
Det praktiske fiskeri efter gedder og sandart på Gudenåen
– Mit indtryk er, at gedderne trækker meget rundt. Således har jeg kendskab til en enkelt 10+ gedde, der blev fanget mindst fem gange inden for et par måneder. Dens jagtrevir strakte sig over ca. en kilometer af åen og blev fanget på forskellige pladser hver gang, inden den mødte sit endeligt for enden af en gaf krog. Personligt genudsætter jeg så vidt som muligt alle gedder, tilføjer Steen. I perioder, hvor fiskepresset om dagen har været særlig stort, ændrer gedderne jagt taktik og begynder at jage i de mørke timer. Således har jeg fået flere fine fisk, når jeg har fisket efter sandart om natten.
– Der er meget trafik på åen. Både fra kano og kajakroere, men også fra lystfiskere i flydering, pontonbåd og joller. Når der er mange på åen, søger jeg så vidt muligt langt væk, da jeg ikke syntes det er særlig sjovt at ligge og fiske i andres kølvand – eller selv have både liggende klods op af mig. Jeg kan kun opfordre til, at man holder god afstand til andre på åen, for så er fiskene ikke så sky og chancen for fangst forbedres betydeligt.
– Sandarterne fisker jeg i de mørke timer med et Revo Inshore multihjul og 9 fods stang. Min foretrukne wobler er en Frenzy Suspending Minnow på 14 centimeter. Fiskeriet foregår fra båd, hvor jeg dørger så langsomt imod strømmen som muligt. Der skal lægges mange timer i en god fisk, men man kan også være heldig. Jeg genudsætter alle fisk over 2,5 kilo og tager kun enkelte mindre fisk med hjem. Så der burde være rigeligt med fisk tilbage til læserne af denne artikel, slutter Steen med et smil.
Henrik Leth når han har det bedst. Her nyder han det gode vejr og en geddefight fra sin pontonbåd i sit lokale geddehul, Bredningen.
Fluefiskeri efter gedder på den nederste del af Gudenåen
Henrik Leth er i den grad ivrig fluefisker. Han er manden bag hjemmesiden brakvand.dk og en af den slags personer, der ikke alene formår at komme på vandet flere gange om ugen – han er også typen, som stort set altid fanger fisk. – Som geddefisker er det fantastisk at bo i Randers, hvor vi har Gudenåen og Fjorden helt tæt på byen, fortæller Henrik tilfreds om sit hjemvand. – Under normale omstændigheder er der gode fiskemuligheder det meste af året – også om vinteren. I dag fisker jeg stort set kun fra pontonbåden, som jeg søsætter ved Kajakklubben for at fiske i Gudenåen, eller fra diget ved Lystbådehavnen i Dronningborg for at fiske i Bredningen. Er vi nogle stykker, søsætter vi ved eksempelvis i Nørreåen ved Fladbro og drifter de godt seks kilometer ned til Randers. Selv om vi er tæt på byen, er naturen og oplevelserne fantastiske, fortsætter Henrik ivrigt.
– Bliv ikke overrasket, hvis du møder odder, fiskeørn og rørhøg. Som i alle andre fiskevande kan gedderne være drilske og lunefulde. Der kan være mere end en halv meter forskel på lavvande og højvande – og tidevandet påvirker helt sikkert bidelysten samt geddernes adfærd. De bedste erfaringer har jeg med fiskeri de første par timer efter, at vandet er begyndt at stige, slutter han.
Læs alle vores artikler om prædatorfiskeri efter gedde, sandart og aborre her.
jan 31, 2026 | Artikler, Guide til fiskepladser, HAVØRREDFISKERI, Kystfiskeri, Kystpladser til havørred
Hvis du er en af dem, der holder af at hoppe i de tykkeste uldsokker for at jage sølvet om vinteren, ja så er Fyns kyster et glimrende valg, når det kommer til givtige pladser i en kold tid. Følg med Simon Gad, og øg dine chancer for at finde de fisk, der kan give varmen på selv den koldeste vinterdag.
AF SIMON GAD, FOTOS: DAVID NIELSEN, GORDON P. HENRIKSEN OG SIMON GAD
NÅR SNAKKEN GÅR OM FYN, så breder der sig gerne et optimistisk smil og et sagligt blik i folks ansigter. På Fyn er der nemlig gode chancer for at fange havørreder året rundt, og man kan ikke snakke om, at fiskeriet topper på bestemte tidspunkter af året. Det afgørende er at kende sine fiskepladser godt, og vide hvornår de holder på havørreden. De følgende pladser er kendte for deres fremragende vinterfiskeri, men kan selvfølgelig også fiskes med fordel på andre tider af året. Så det er bare på med vanterne, de lange underbukser og elefanthuen – for nu går turen til de fynske kyster i de kolde og klare vintermåneder.
1) Det kan ikke gentages for mange gange. Små lyserøde rejefluer fanger fisk i den kolde tid! 2) Der er et eller andet særligt smukt over vinterens blanke havørreder.
Efter havørred på kysten i Helnæsbugten
Helnæs Bugten er en meget stor bugt, der skærer sig ind i landet. Fra grænseområdet mod syd ved Horneland løber Lillebælt ind i bugten, som herefter skærer sig vej mod den idylliske landsby Falsled mod øst og til den prægtige halvø Helnæs, der endelig omkranser bugten mod vest. Når jeg nævner Helnæs Bugten i forbindelse med et fremragende vinterfiskeri, skyldes det, at en række betingelser er opfyldt. For det første er der en lang række å udløb i området, som har en god opgang af havørreder. Særligt Hattebæk og Haarby å er storleverandører af fynske havørreder, der skal sikre fremtiden. Det siger sig selv, at disse åer kalder på de havørreder, der skal op for at gyde, men i kølvandet på disse havørreder kommer grønlænderne og de store overspringere, som gerne følger med mod åerne.
De store gydetræk foregår allerede i efterårsmånederne, men grunden til, at det er interessant for havørred jægeren i den kolde tid, er at det ferske vand fra å udløbende holder på havørreden vinteren igennem. Det hører også med, at Helnæs Bugten er forholdsvis lavvandet, og det kan godt have en afgørende betydning for fiskelykken. En temperatur stigning på 1-2 grader kan gøre forskellen på succes og fiasko, hugperioder eller inaktivitet.
Afslutningsvis er en stor del af bunden i Helnæs Bugten meget sandet, og det er netop den type bund, som havørrederne søger mod i de kolde perioder.
De bedste vinterpladser til havørred på Sydvestfyn.
Kystfiskeri efter havørred på Kalvøre
Kalvøre er den første plads i Helnæsbugten og ligger på Horneland mod syd. Geografisk er det en lille plads, men fiskeriet derimod kan være rigtig fint, og rammer man ind i en stime grønlændere, kan fiskeblodet for alvor komme i kog. Kør mod Faaborg, videre mod Bøjden og parker på færgehavnen. Pladsen ligger umiddelbart nord for færgehavnen og efter at have pakket ud, forceres et mindre overdrev, som fører ud til kysten.
Fiskeriet starter mod højre neden for molen og pladsens første hotspot er de første 100 meter af kyststrækningen. Der kan være rigtig giftigt netop her, og det er der en god grund til – nemlig færgen, der har sin daglige pendulfart mellem Fyn og Als. Den har for det første skabt en stor dybde inde under land, og netop på de første 100 meter har du muligheden for at nå ud over dybderne. For det andet har færgen den positive effekt på fiskeriet, at den hver gang den lægger fra land, hvirvler en masse fødemateriale op fra bunden. De første fem ti minutter efter at færgen har forladt havnen, skal man virkelig være på mærkerne for der kan fiskeriet eksplodere.
Jeg har selv ved flere lejligheder oplevet aktivitet netop på disse tidspunkter, hvorefter det langsomt er ebbet ud igen. Kysten går nu i en blød bue ind mod en lille lerskrænt og videre ud mod en pynt, der skal betragtes som pladsens andet hotspot. Der kan ikke vades særligt langt ud, men der er også i perioder en fin strøm herude samt en herlig bund, der lokker havørreden helt tæt på land. Bombardafiskeri med en lyserød Glimmerreje, Flammen, Juletræet eller Pattegrisen for enden af forfanget er oplagt. Der er også gode forhold for fluefiskeren, som har god plads til sit bagkast – men skal man spinnefiske i dette område, bør der vælges agn, som går højt i vandet, da dybden er moderat i forhold til fiskeriet i starten.
Her er Bjarke Horst Jensens flueæske til vinterkystfiskeri, som han bl.a. dyrker på de Østfynske kyster. Grå Frede, Glimmerrejer og Clouser Minnows er blandt udvalget.
Havørredhotspots ved Damsbo Strand
Damsbo Strand ligger i bunden af Helnæsbugten, mellem to fredningsområder ved udløbet fra Hættebækken mod syd og Nabben i nord. Denne kyststrækning tilbyder et fremragende vinterfiskeri.
Hvis vi igen tager udgangspunkt i Faaborg, så kører man af rute 329 mod Falsled, som man kører igennem, hvorefter man følger vejen ind i et skovområde. 500 meter inde i skoven på venstre side er der en skovvej, der går ned mod vandet. Ind i mellem er der åbent for bilkørsel, og så kan der køres i bil hele vejen ned til kysten. Ellers parkeres der på en lille parkeringsplads, hvor man kan rigge grejet til og gå til kysten. Turen ned gennem skoven en frostklar vintermorgen, hvor jeg kan nyde synet af rimfrosten, der har lagt sin glasklare hinde om træer og buske er fantastisk. Og det bliver ikke værre af, at mærke de små vibrationer op gennem kroppen, når mine waders med et knas bryder den frosne jordoverflade og leger med min ånde, der danner tågespil i tusmørket. Det er indbegrebet af en perfekt start på et vintersats efter de kolde havørreder.
Velankommet på kysten, skal man gå mod højre og efter at have bevæget sig de lovpligtige 500 meter væk fra udløbet ved Hættebækken, kan fiskeriet påbegyndes umiddelbart der, hvor skoven ender. Der er tale om en meget afvekslende bund med store områder af ålegræsbælter specielt på den første del af strækket lige i udkanten af skoven. Her er vandybden moderat, og man skal i det omfang, at forholdende tillader det, forsøge at komme ud og gå på sandrevlerne, der strækker sig nogle hundrede meter nordpå. Herudfra kan man bedre fiske i overgangen fra sandbund til ålegræs, hvor de fleste havørreder hugger. Der er mest tale om trækkende fisk, så der kan sagtens gå timer mellem huggene. Men har man først kontakt med fiskene, så er det med at fiske igennem – for en fisk kommer sjældent alene.
Efter et par hundrede meter ændrer bunden karakter, og der bliver både dybere og mere afvekslende bund, med både ålegræs, tangbuske og sten i forskellige størrelser. Det hele kulminerer ved pladsens andet hot-spot, som er den store pynt, der ligger små 500 meter nord for skoven. Her er forholdende ideelle, og de flokke af fisk der trækker rundt i området, har det med at samle sig netop her. Det er en plads, der henvender sig både til flue- og spinnefiskere, og her i de kolde måneder skal der gerne være en masse stærke farver på agnen, for at vække de kolde fisk der normalt går og bliver lidt sløve i det kolde vand.
Her tager forfatteren en pause efter en vellykket formiddag, ved Danske Strand, Helnæs Bugten.
Havørredjagt på den østlige side af Helnæs
Helnæs´s inderside er den sidste plads i Helnæsbugten jeg vil tilråde dig. Området dækker det meste af den østlige side af halvøen, Helnæs, og der er der tale om et meget opsøgende fiskeri efter flokke af havørreder, som trækker rundt over en meget sandet bund.
I bil køres der fra Odense af rute 323 mod Assens og Haarby og herfra videre mod Helnæs. Der køres henover dæmningen og fortsættes videre mod Helnæs By. Her kører man mod campingpladsen, ad Strandbakken forbi campingpladsen og lander ved kysten Man drejer mod venstre og kører små 500 meter mere langs vandet, hvorefter der kan parkeres. Fiskeriet foregår mod venstre nordpå ca. to kilometer. Det specielle ved denne plads er, at bunden er så ensformig sandet. Det kan derfor godt virke lidt meningsløst og uoverskueligt, allerede inden man kommer i gang. Man har ikke har nogen holdepunkter såsom pynter, rev, tangformationer at fiske ud fra. Men det er bare med at komme af sted – for det er netop denne type bund, som havørrederne elsker i den kolde tid.
Som sagt er det et meget opsøgende fiskeri, og i det ligger der den kendsgerning, at der kan være langt mellem huggene. Når man så endelig har fundet fiskene, kan der til gengæld opleves et fantastisk fiskeri. Undertiden kan man følge med den trækkende flok og have en hugperiode, der er meget lang. Der er tale om forholdsvis små fisk, hvor de fleste fisk ligger omkring målet – med enkelte større overspringere imellem. Der er nogle enkelte steder med ålegræsbælter,og dem skal der selvfølgelig tillægges lidt ekstra tid ved, da de gerne holder på fiskene.
Kystpladser til havørred ved Torø Vig
Torø Vig er den sidste plads jeg vil nævne. Den ligger nord for Helnæs bugten og er en super fed vinterplads. Pladsen nås ved, at man fra Odense kører af rute 323 mod Assens. I Assens følger man Søndre Ringvej og drejer fra af Torø Huse vej, som man følger, indtil man finder forsamlingshuset, som man kan parkere ved.
Herfra kan man tage sit grej med sig, da man skal gå en lille tur over til selve Torø. Torø Vig ligger på den østlige side af Torø ind mod Assens. Her samler sig store flokke af havørreder fra sidst på efteråret og i vinter månederne. Det er et meget lav – vandet område, så det favoriserer fluefiskeren, og hvis man er til spinnefiskeri, skal der vælges nogle meget lette agn. Der er ligesom den foregående plads tale om en sandet bund, men med lidt mere tang og ålegræs, hvor fiskene som regel skal findes. Pladsen kaster sjældent store fisk af sig, men her i vinterkulden kan selv en lille fisk give varme i kroppen. God tur til vinterpladserne på Fyn.
Se alle vores artikler om kystfiskeri her.
Artiklen blev oprindeligt publiceret i Fisk & Fri 1/2011
jan 30, 2026 | Artikler, Rejsefiskeri
Papua – den indonisiske del af Ny Guinea – byder på et virkelig spændende fiskeri efter blandt andet barramundi langs med kysterne. Følg med Fisk & Fris hollandske fiskejournalist Arnout Terlouw på del 2 af hans eventyr i Indonesien-
AF ARNOUT TERLOUW & VENNER
Noget jeg altid har ønsket mig at opleve, er at fiske efter barramundi på nogle afsidesliggende øer – fra kysten! Min fiskekammerat Olivier havde haft nogle succesfulde ture tidligere, hvor han har fortalt historier om næsten uafbrudt action, når tidevand og vandforhold var perfekte – med barramundi i kast efter kast… og også store fisk på langt over 100 cm! Så planer for at tage af sted blev derfor hurtigt lagt, og i november var jeg igen på vej til Papua med en flok venner fra Holland og England.
Efter en lang rejse med adskillige flyvninger ventede Olivier på os i den nye lufthavn, og allerede næste morgen ved det første lys efter en forfriskende nat på et hotel, var vi på vej til havnen, hvor bådene ventede… Vi kunne dog ikke komme frem til dem, fordi indgangsvejen var oversvømmet, så vi måtte lede efter et andet sted at læsse bådene, men en time senere var vi endelig på vej. Heldigvis var havet roligt, og efter fire timers sejlads lagde vi bådene til grund på en lille ø med lige akkurat nok tørt land til at slå lejr. Forhåbentlig ville det forblive tørt…
Det var ikke lette forhold med meget høj vandstand til at starte med.
Ikke ideelle forhold til barramundi – meeeen…
I løbet af natten tager vinden til, og store bølger slår ind mod stranden foran lejren. Da det bliver lyst, ser vi store træstammer drive forbi. Det er ikke ideelle forhold, for at sige det mildt! Vi tager den derfor med ro og venter på, at vinden lægger sig lidt, samt at tidevandet falder, hvilket vil blotlægge en lang sandbanke, som vi planlægger at fiske fra. Efter morgenmad og kaffe kan vi ikke vente længere, og er nødt til at fiske! Vi går 200 meter og ser stadig store bølger slå ind over sandbanken, men det forhindrer os ikke i at lave vores første kast i det grumsede vand. Til vores overraskelse kroger Frank den første barramundi på få minutter. Det er en flot fisk på omkring 80 cm, sikke en start. Det var lige, hvad vi havde brug for!
Arnout Terlouw med en af de mange flotte barramundier taget på kystspin med woblere.
Endnu en flot barramundi fightes ind på kystspinnegrejet.
Fede fiskedage med barramundi på kysten
For at gøre en lang historie kort: Trods de langt fra ideelle forhold oplever vi nogle fantastiske dage. Selvom tidevandet er meget stærkt de første to dage, formår vi at fange en del barramundi, mest på højtgående minnow woblere. Det meste af aktiviteten kommer fra meget lavt vand, som ikke er mere end 120 cm ‘dybt’, og nogle gange griber en barramundi wobleren i allersidste øjeblik, lige foran vores fødder. Selvom vi også fanger nogle mindre fisk, er de fleste barramundi over 80 cm med et par stykker over 90 cm – dvs tæt på det magiske 100 cm-mærke. Alle fiskene bliver taget på let grej, hvilket gør det endnu mere spændende! Nogle hopper flere gange og ryster voldsomt på hovedet for at slippe af med krogene, mens andre bruger den stærke strøm til deres fordel.
Den anden morgen er vi vidne til et blitz med millioner af byttefisk i overfladen, men det er desværre langt uden for rækkevidde. I en afstand af godt over 200-300 meter ser vi store fisk vælte rundt i overfladen, gang på gang, og det ser ud som om, at de kommer langsomt vores vej. I mellemtiden kroger vi nogle mindre fisk på vores plads, men vi bliver ved med at blive distraheret af de jagende fisk, som stadig er lige uden for rækkevidde. Vi er nødt til at få fat i bådene! Jeg løber derfor tilbage til lejren, men da bådene ankommer, ser jeg Frank fighte med en stor fisk i den stærke strøm. Det viser sig at være en solid barramundi på 104 cm og 25 pund.
Mens vi tager billeder af denne fisk, ser det ud til, at hugperioden er overstået – en spildt chance? Vi beslutter os for at fortsætte med at fiske, og vader i det lave vand. Og det betaler sig! Adskillige store fisk bliver landet, inden det faldende tidevand afslører den store sandbanke. Det er meget mærkeligt at se det flade sandområde, som vi to timer før fangede fisk ovenpå …
Det var især twitchbaits og woblere som disse at de papuanske barramundier var vilde med.
Grejet til barramundi fiskeriet
Agnene var langtkastende, slanke jerk- og twitchbaits (flydende/suspending) på 12-18 cm monteret med 3X/4X trekroge. Stængerne, som vi brugte, er spinnestæner på 9-10 fod med en kastevægt på 20-80 gram. Vores Sportex Black Pearl Maxx Seabass was perfekt til netop dette fiskeri. Fastspolehjulene var str. 4000-5000 SW fyldt med 20-30 lbs fletline (Samson ’36 Strong’) samt 40-50 lbs forfang af fluorocarbon.
Queenfish bonanza på kysten
Næste morgen er vi fulde af forventninger om at opleve endnu et blitz ligesom dagen før. Denne gang er vi bedre forberedte, og bådene er allerede på plads, hvis vi får brug for dem… Strømmen er tydeligvis mindre stærk, og vandet lidt klarere med et markant farveskift, der løber langs kanten af sandbanken, men vi ser igen større fisk på jagt.
Efter at have fanget et par mellemstore barramundi, støder vi pludselig på en stime af små queenfish, og det går op for os, at det sandsynligvis er de fisk, som vi konstant ser. Efter at have fanget et par små eksemplarer, beslutter vi os for at tage bådene for at se, om vi kan fange flere fisk i det klarere vand, som er lige uden for rækkevidde. De to både driver i strømskellet, og det varer ikke længe, før vi rammer jackpot med adskillige queenfish. Lidt efter kroger jeg en bedre fisk, som viser sig at være turens største queenfish.
Turen bød også på superflotte queenfish som disse to skønheder.
De store barramundier går på jagt
Tilbage på sandbanken ser og hører vi pludselig flere store barramundi´er jage efter småfisk på det lave vand. Selvom de kun lige akkurat er på kasteafstand, så lykkes det os ikke at få fat i en af dem, selvom en rigtig stor fisk vender efter min wobler lige foran mig. Pokkers…Med det faldende tidevand koncentrerer vi os om det lidt dybere vand på den stejle kant af sandbanken, og snart kroger vi en massiv barramundi igen.
Juul fanger også en threadfin salmon, inden nogle klart bedre barramundi´er dukker op og spiser langs kanten. Denne gang er heldet ikke med mig… Først hugger en rigtig stor barramundi min wobler i allersidste øjeblik, foran mine fødder, og ryster krogene ud af munden. Ti minutter senere, lige da Juuls agn er viklet ind i min line og er kommet op til mit topøje, hugger endnu en stor barramundi mit agn, flyver i luften og lander desværre uden wobleren i munden. Resultatet er det samme, endnu en stor fisk tabt, men det er jo bare en del af gamet.
Papua – en fantastisk fiskeoplevelse
Alt i alt har det været en unik og fantastisk oplevelse med kystfiskeri efter barramundi i knædybt vand. Selvom vi har fanget masser af store fisk, kunne det have være endnu bedre, hvis forholdene havde været lidt mere gunstige, men det er de forhåbentlig næste gang! Den næste del af turen skal foregå på fastlandet efter nogle af de store og super stærke bass arter. Men det kan du læse mere om i min næste artikel på fiskogfri.dk Se en video fra fiskeriet her.
Hvis du selv ved ned og prøve fiskeriet så tjek papuafishingretreat.com
Læs om del 1 af turen her, hvor der blev fisket spanish mackerel og GT.
Kystspin efter barramundi er super sjovt – og der er massiv flex på klingen, når de hugger.
jan 29, 2026 | Artikler, Hav – kutter og småbåd, Nyheder, TORSK, Torskefiskeri
Vintermånederne var højsæson for torskefiskeriet på Øresund, og stemningen ombord på kutterne var som regel helt i top, selvom temperaturen ikke lige var det.
Engang var der masser af store torsk i Øresund, men den tid er desværre forbi. For at mindes de gode gamle dage i håbet om, at det en dag bliver bedre igen – får du her en historie fra 2010, hvor der stadig var semi-glade dage på Øresund med et OK fiskeri. Det fører helt naturligt til en snak om begrebet ”The shifting baseline syndrome”, som du kommer til at høre mere om på fiskogfri.dk senere i dag.
AF PER EKSTRØM, FOTOS: GORDON P. HENRIKSEN OG PER EKSTRØM
HVORFOR gør vi det? Det har jeg ofte spurgt mig selv om. Vi vælter ud af sengen, før selv hønsene overhovedet har tænkt på at hoppe ned fra pinden, for derefter – meget ofte i snevejr – at begive sig ud på glatte veje, for til sidst at stå ubeskyttet for vind og vejr på dækket af en båd. Alene draget af et forfængeligt håb om at fange en torsk af en størrelse, som de fleste end ikke ville sætte tænderne i. Tja! Man skal være fiskegal og opleve det, før man helt forstår sammenhængen. Alene stemningen, når man hopper ombord sammen med venner, kammerater eller andre ligesindede, er helt unik. Det sammenhold, som findes, er ofte iblandet en meget uformel omgangstone, der til tider kan grænse til åbenlys, men kærlig mobning. Når denne stemning iblandes en duft af frisklavet kaffe fra kabyssen under dæk, bevæger man sig ind i en anden verden. Det er ingredienserne til første akt for en god dag. Man er nu trådt ind i en anden verden, og det stress og jag man ellers bærer rundt på, er for en tid lagt oppe på kajen. Og tro mig. Ingen dage er ens på Øresund – og de gode dage gemmer du på resten af livet. Intet kan som bekendt hamle op med gode oplevelser.
Det var i vinterperioden, at der tidligere blev fanget mange af de store rogntunge torsk ved bulefiskeriet, men mange foretrækker nu også at drivfiske efter mindre fisk.
Et sandt torskeparadis på Øresund
Øresund er (var…) berømt for sin torskebestand. Næppe noget andet sted i verden ligger så fine muligheder for at fange torsk blot 5 til 10 minutter fra havnen. Det er et forhold der skyldes, at det er forbudt at trawlfiske i Øresund. Bestanden udsættes derfor ikke for et større kommercielt fiskepres, som det er tilfældet med andre fiskebestande rundt om i verden. Vi behøver blot at rette blikket nordover i Kattegat, og se hvorledes bestanden af torsk er reduceret gennem de seneste 30 år. Øresund er dog heller ikke gået helt ram forbi. De helt store basser – dem over 20 kilo – findes heller ikke i de mængder som tidligere, men der er stadig mange torsk, så alt i alt ser det ikke så slet ud.
Torskefiskeriets udvikling i Øresund
Selve fiskeriet har også været gennem en kæmpe udvikling. Hvor man i turbådsfiskeriets barndom havde et meget opdelt fiskeri, hvor fiskerne var fordelt i henholdsvis pirke- og kasteside, er fiskeriet nu om stunder i meget højere grad lagt an på vertikalt pirkefiskeri, hvor der satses på de helt store – det såkaldte bulefiskeri. Det er en metode, hvor skipperen lægger sig oven på den bule af torsk, han kan se på ekkoloddet, og hvor fiskeriet forgår intenst samt hektisk i de par minutter, det tager at drive over bulen.
Fiskeriet har mange tilhængere og ligeså mange modstandere – primært fordi der sker mange fejlkrogninger af torskene. Danmarks Sportsfiskerforbund har gennem de to seneste vintre gennemført testfiskeri for at undersøge, hvorledes det kan undgås, og i den kommende vinter gennemføres atter et fiskeri, hvor man vil fortsætte undersøgelserne. Alt andet lige er en torsk, der har bidt på pirken meget sjovere at fange end en, der er fejlkroget. Nu er det ikke sådan, at fiskeriet ikke kan dyrkes på andre måder end ved bulefiskeri. I de seneste år er det også blevet populært bare at drive for vind og strøm, og så fiske imens. Det kan godt være, at man driver hen over nogle steder, hvor der er fisketomt, men fiskeriet foregår mere afslappet, og slet ikke så hektisk som udøvelsen af et koncentreret bulefiskeri.
1) Skipperen flytter de store kuttere koncentreret og præcist når båden skal placeres helt rigtigt.. 2) Her er det Bjarne Staal på en af »Fredagsklubbens« årlige ugeture på Øresund. Fisken vejede imponerende 18,6 kilo.
Man kan også fange store torsk ved drivfiskeri, men det er helt og holdent et spørgsmål om temperament for den enkelte fisker. Et forhold, man skal gøre sig klart, inden man tager ud, er derfor – Vil jeg drivfiske eller bulefiske. I de senere år er flere turbåde begyndt at drivfiske i langt højere grad end tidligere, men ønsker kunderne, at bulefiske, så gør man normalt det. Til gengæld er der både, som kun bulefisker og som primært går efter torsk over 10 kilo – de såkaldte målere. Ønsker man det, er det sådan en båd, man skal vælge. En god regel er dog at spørge, inden du booker, så du kommer med den rigtige båd. De forskellige fiskeklubber, der afholder ture, har som regel på forhånd aftalt med skipperen, hvilken form for fiskeri, der skal dyrkes.
Torskefiskeriet på Øresund under skiftende forhold
Forholdene på Øresund kan være meget forskellige alt efter, hvor man fisker. Og det på trods af Øresunds ringe størrelse. Betragter man det hele lidt fra oven, er der tale om en stor tragt, hvor den sydlige del er meget bred – cirka 20 kilometer, og hvor den nordlige er meget smal – cirka fire kilometer. Øresund fungerer også som en tragt, da vandet fra Østersøen, og de floder som den afvander, ledes ud i verdenshavene via danske sund og bælter. Det betyder, at strømmen i Øresund som regel er nordgående, og Helsingør er det sted, hvor strømmen er stærkest. Vind og strøm betyder derfor ofte, at det kan være vanskeligt at nå bunden, hvor torskene primært står. Årsagen er, at båden driver med stor hastighed.
Det kræver som regel en dreven fisker. Naturligvis er der også dage, hvor strømmen oppe ved Helsingør ikke er særlig hård, men man bør altid være forberedt på, at strømmen snildt kan løbe med 3 til 4 knob og gøre fiskeriet meget vanskeligt. Længere syd på i Øresund er det knap så slemt, og ved Hven er der så bredt, at der oftest er fine forhold.
Selv det tunge grej kommer godt under pres, når de store torsk skal hives op.
Bulefiskeriet dyrkes hovedsageligt kun i områderne omkring Hven samt fra Helsingør og nordpå, hvor der fiskes på dybder på 30 til 40 meter. Her er chancerne for at fange de helt store størst. I den sydligere del af Øresund er dybden lavere og strømmen som regel svagere. Derfor er det nemmere at nå bunden, hvor torsken opholder sig. Til gengæld er størrelsen på torsken ikke voldsom. Er man ikke rekordjæger, og primært fisker til gryden, har det næppe den store betydning. Som en gammel øresundsfisker engang sagde – De bedste torsk er dem på 6-8 kilo. De store skal vi jo kun bruge til at prale med. Mere præcist kan det vist næppe udtrykkes.
Skal man bare ud og fange en torsk, prøve fiskeriet af – eller måske have ungerne med, hvor det er et naturligt krav, at der skal fiskes hele tiden, bør man vælge en båd, som kun dyrker drivfiskeri. Der kommer som regel en fisk nu og da, og det er altid noget, som skærper interessen for både børn og utålmodige sjæle.
Se vores video om Øresundstorskenes historie her.
Tjek historien om den legendariske Fredagsklub her.
Stortorsk på Øresund – hvor mange blev der egentlig fanget?
Artiklen blev oprindeligt publiceret i Fisk & Fri 10/2010
jan 26, 2026 | Artikler, Nyheder, Powerbaitfiskeri i put and take, Put and take, PUT AND TAKE ØRRED
Ørreder er vilde med powerbait. De er endnu vildere med powerbait i bevægelse. Desværre er powerbait jo ikke den mest bevægelige agn, men det er der råd for. Find fluebindergrejet frem, modificer dine kroge med en marabou hale og fang fisk – mange fisk.
AF KARSTEN BECH
POWERBAIT fisket efter et bombardaflåd er en sikker metode i de fleste P&T-søer. Mange inklusiv mig selv ynder at forme powerbaiten, så den får en aflang form, og så klemme den lidt skæv, så den får en mere levende gang i vandet. Det eneste problem der har været ved det, er at det er svært at styre gangen på powerbaiten, og ofte har den roteret kraftigt, hvilket har resulteret i en god gang linekludder. Løsningen hedder en hale. En hale der er lavet af et levende materiale, som giver liv til agnen – og så kan powerbaiten nøjes med at gøre det den er bedst til, nemlig udseende en lokkende duft.
Powerbait med en lokkende marabouhale
Halen laver jeg af marabou eller af tynde gummiben, men det er stort set kun fantasien der sætter grænser for, hvad du kan bruge, bare det har en levende gang i vandet. Jeg binder det ind bagerst på krogen. Foran halen monteres powerbaiten så. Den rulles til en cylinder, så man undgår, at det får krogen til at rotere i vandet.
Jeg bruger tre forskellige former for kroge til mit fiskeri. De små almindelige kroge giver en lille kompakt krop af powerbait, og er gode på de dage, hvor fisken ikke rigtig er i hugget. Den lange trekrog, som kommer fra fluebinderens verden, er god til at lave lange kroppe. Prøv især en med sort marabou hale og sort powerbait. Det minder virkelig om en igle eller haletudse og ørrederne elsker den.
De tre typer kroge jeg bruger. Bemærk især enkeltkrogen med blyhoved og gummiben som hale. Fisket på en lille let 6 fods spinnesatng og tynd fletline, er det en ren dræber.
Powerbait på belastet enkeltkrog med marabou hale
Den sidste metode jeg bruger, er med enkeltkrog. Ved krogens øje klemmer jeg et splithagl fast (med en dråbe sekundlim sidder det urokkelig fast), og binder derefter halen ind. Jeg fisker enkeltkrogen på en lille let 6 fods spinnestang uden nogen form for belastning. Med powerbait på krogen, kaster det fint. Splithaglet får powerbaiten til at synke langsomt, og jeg spinner den så ind med små ryk. Det er super effektivt og super sjovt at fighte iltre ørreder på det lette grej.
Læs meget mere om put and take fiskeri i artikelarkivet her.
jan 25, 2026 | Artikler, Nyheder, Rejsefiskeri
Arnout med en massiv spanish mackerel fra Papua.
Fisk & Fris trofaste skribent gennem mange år – hollandske Arnout Terlouw – er kendt for at udforske de vildeste afkroge af verden i sin jagt på spændende fiskearter. Han er netop kommet hjem fra bluewater revfiskeri efter GT og spanish mackerel.
AF ARNOUT TERLOUW
Papua, den indonesiske del af Ny Guinea, er en vild og unik del af verden. Med snedækkede bjergtoppe på langt over 4000 meter, tæt jungle, adskillige floder samt flodmundinger langs hele kysten plus de smukkeste rev direkte ud til bluewater, byder området på fantastiske muligheder for eventyrlystne lystfiskere.
Min første tur til Vestpapua var i 2011 til Superiori-revet nord for Biak, hvor jeg fiskede efter giant trevally (GT), akrobatiske spanish mackerel og andre revfisk. Denne tur blev organiseret af Olivier Helloco, der har brugt mange år på at udforske hele Papua efter fjerntliggende, vilde, uberørte fiskesteder. Siden den første tur til Biak var jeg straks hooked, og flere ture fulgte i årene efter.
Arnout Terlouw med flot GT fra Papua – øverst ser du ham med en flot spanish mackerel.
Da Olivier fandt en ret afsidesliggende øgruppe med lavvandede rev, blev beslutningen taget om endnu et eventyr Her får du historien om den første del af turen på de kystnære bluewater rev, hvor vi fiskede popper og i den næste artikel, som kommer snart på fiskogfri.dk får du historien om resten af turen, hvor vi fiskede efter den super stærke papua black bass på nogle søer inde i landet. På mine tidligere popperture til området havde vi oplevet noget fantastisk fiskeri med 30 kg+ GT, dogtooth tuna og mange andre fede arter.som fx spanish mackerel. Synet af en stor spanish mackerel, der kaster sig over 7 meter op i luften efter at have ramt ens agn, er noget, som man bare aldrig vil glemme!
Efter to dages rejse og adskillige flyvninger, venter Olivier og hans besætning på os. Vores grej er læsset ind i to pickuptrucks, og snart er vi på vej til vores første indkvartering. Først da vi er der, kan vi komme os for første gang efter den lange rejse. Planen er at tage afsted tidligt næste morgen på den 150 kilometer lange tur til fiskestedet i håb om, at vinden har lagt sig noget. For nu lige nu slår store bølger ind mod stranden….
Næste morgen har vinden ganske vist lagt sig. Mens vi læsser bådene, øser regnen ned, men vi tager alligevel afsted, mens havet stadig er ret fladt. Efter en time klarer det op, og vi kan nyde bådturen. Vi ser flyvefisk, nogle skildpadder og et par delfiner. Efter flere timer kommer de første øer til syne, og en halv time senere sejler vi roligt ind på et lavt, smukt klart rev, hvor vi straks får øje på de første fisk på sandet. En stime af små GT’er og også et par større, slanke fisk med store gaffelformede haler….
Arnout Terlouw
Luftakrobatik med spanish mackerel
Vi beslutter os for at hold pause på et smalt sandrev med nogle træer. Fiskefeberen er stor, og samme eftermiddag begynder vi at fiske. Vejret er dejligt og roligt, og vi får øjeblikkelig hug på vores poppers, men desværre kroger vi ingen af dem. Dette ændrer sig heldigvis sidst på eftermiddagen, da jeg kroger den første GT, som jeg desværre så mister under fighten… På samme strækning ser vi to stimer af større fisk tæt på overfladen. Hovederne er ret stumpe med store, kløvede haler. Det er nogle super flotte milkfish – og de er ikke helt små!Vi fanger et par fisk, idet solen forsvinder bag horisonten, og havet er helt roligt. Det er stilheden før stormen skulle det senere vise sig….
Midt om natten vækkes vi ud af det blå af et voldsomt lyn. Vinden tager pludselig til i kuling, og vi må gøre alt, hvad vi kan, for at forhindre teltene i at flyve op i luften. Det bliver ved med at blæse … og den kraftige vind fra nordøst varer i dagevis. Vi ser hverken stimer af byttefisk eller jagende rovfisk. Det er svære forhold, men vi får det bedste ud af det, kaster, troller, fisker fra kysten og jigger – og heldigvis fanger vi nogle rigtig fine fisk, inklusive et par store spanish mackerel, der fighter helt vildt oog leverere nogle imponerende kæmpespring under kampen. Vi mister også to meget store groupers, men humøret er højt i båden på grund af de flotte megamakreller, som vi alligevel har fanget..
Se hvalhajerne her:
Hvalhajer ved bådenHeldigvis lægger vinden sig endelig aftenen før afgang, og vi kan sejle rimelig komfortabelt tilbage den næste morgen. Lige før vi kommer tilbage til vores simple lodge på stranden, er vi heldige nok til at se og svømme med to hvalhajer i en time ved en fiskeplatform drevet af lokale fiskere. En unik og uforglemmelig oplevelse for os alle! På den anden del af turen, som du kan høre mere om snart på fiskogfri.dk er vi taget ind i landet for at fiske papuan black bass på nogle afsidesliggende søer inde i landet. Det er en historie for sig selv og var ret vellykket med adskillige store papuanske aborrer på op til 12 kg.
Hvis du er interesseret i en eventyrlig tur til det afsidesliggende og vilde Papua? Tag et kig på hjemmesiden papuafishingretreat.com
Papua bød ud over fiskeriet både på god mad og vilde oplevelser – som eksempelvis at svømme med denne enorme hvalhaj.
jan 20, 2026 | Artikler, Rejsefiskeri
Til sidst lykkedes det at lande et mindre eksemplar af en goliath grouper. Det var en lettelse, men følelsen af at fiskene havde sejret overlegent, var alligevel ikke til at slippe af med.
Nogle lystfiskere er fast besluttet på at presse rammerne inden for fiskeri. Fluefiskeri efter store tun, kajakfiskeri efter marlin og tørfluefiskeri med mikroskopiske fluer er eksempler på disse ekstreme former for fiskeri, som presser grænserne for, hvad der kan lade sig gøre med en fiskestang. Men når det kommer til selve fighten – menneske mod fisk, hvad er så den ultimative test?
AF GORDON P. HENRIKSEN
LYSTFISKERI kan dyrkes på mange måder, og det er bladet, du sidder med i hånden et glimrende eksempel på. Men hvor går grænserne? Hvad kan man drive det til? Og hvad er den ultimative metode, når vi taler om at teste sig selv, sin styrke og sine evner op imod en fisk. Jeg følte mig ret sikker på, at jeg havde fundet svaret og metoden, og det måtte bare prøves. Så jeg tog turen til Sanibel Island i Florida for at fiske efter de gigantiske goliath groupere på noget af det kraftigste fiskegrej der nogensinde er skabt. Jeg gik i nærkamp med grouperne otte omgange, og tabte. Syv ud af otte omgange i ringen vandt grouperen, og havde det ikke været for den ene lille sejr jeg fik til sidst, var mit lystfiskerego totalt knækket.
Nærkampe med goliath groupers
Goliath groupers er ikke kendt for hæsblæsende lange udløb eller spektakulære spring. Til gengæld er de rigtig store og rigtig stærke. De kan veje over 300 kilo, og jeg skal love for, at man kan mærke hvert et slag, den tager med sit enorme haleror. Jeg har tidligere fisket efter dem i Florida Keys, men jeg kan garantere, at der er stor forskel på at fiske dem på åbent vand fra fightstol med tændt motor og på at gå i nærkamp med dem på kort line fra forankret båd. Under bropillerne på broen mellem Ft. Myers og Sanibel Island i Florida, bor der adskillige store eksemplarer af disse groupere. En bestemt kaptajn har specialiseret sig i en helt unik fiskemetode, hvor man har en lille chance for at hive dem ud.
Bæsterne kroges og fightes på klos hold uden at give så meget som en centimeter line. Dette er det ultimative wrestlingfiskeri, og det skal prøves.
Goliath groupers og sadistiske tendenser
Captain Ben Chancey er lidt af en galning for at sige det lige ud. Fiskeriet kan ikke blive ekstremt nok, og hans fiskeprogrammer Chew On This er sandsynligvis et af de mest sete fiskeprogrammer på Youtube. Alene den ene film 500 Pound Fish Show har over 2,5 millioner visninger! Han har bl.a. fanget rekordstore snook, enorme tarpon og hammerhajer på over fire meter! Der er ingen tvivl om, at han presser fiskeriet til det yderste, og fiskeriet efter de store goliath groupere er et af hans varemærker.
Jeg mistænker ham for at have en ret speciel side, der kommer frem, når han har kunder i båden. Nogle guider går efter at give deres kunder storslåede fiske- og naturoplevelser, der giver minder, selvtillid og velvære. Men ikke Capt. Ben Chancey. Han ynder at se store stærke fiskere blive flækket midt over af grouperne. Og jo større man er, jo flere tatoveringerman har, jo flere store fisk man kan prale med at have fanget før, jo mere nyder han at se én blive knækket.
Mange fiskere er knækket af store goliath groupers
Muskler og tatoveringer har jeg ikke så mange af, men jeg har da prøvet at fange hajer, marlin, sejlfisk, stør og tun, så Capt. Bens lyst til at knække én er også god i dette tilfælde. Men det er vel også ok. Det er jo sådan set derfor, jeg er her nu. Jeg vil teste mig selv i nærkamp mod en fisk, og se hvor hårdt man kan blive presset fysisk. Problemet er bare, at jeg ikke helt er forberedt på at tabe.
Grejet kommer frem, og jeg indser, hvad jeg har kastet mig ud i. Normalt ville man måske bruge ordet kosteskaft om en stiv stang, men denne her specialbyggede stang får et kosteskaft til at ligne en sølle tandstik. Stangen er syv fod og så stiv, at du kunne løfte en voksen mand i den og kun få en svag bue i klingen. Nede ved håndtaget er der en tegneseriefigur af en pumpet superhelt. Og det er faktisk lidt sigende for det her fiskeri. For det første skal man være lidt af en superhelt selv for at lykkedes, og for det andet er det hele lidt langt ude og tegneserieagtigt.
Hjulet er et typisk Big Game hjul som dem, man ville bruge til marlinfiskeri, men i stedet for mange hundrede meter line, er der rullet 25 meter 400 lbs shockleader på helt ind til spolen. Det er det tykkeste line, han har kunnet finde, fortæller han. Bremsen er stillet så stramt, at der simpelthen ikke kan hives line af hjulet. Og dette er strengt nødvendigt, for hvis grouperen får bare den mindste smule line, svømmer den ind i beskyttelse under bropillerne, og så er den kamp slut. – Det er det tykkeste line og den stiveste stang, jeg har kunnet opdrive, fortæller Ben og kommer med sit sære sadistiske smil, mens han binder en cirkelkrog str. 20/0 på. Nede i hans livewell svømmer tre rokker rundt, og de skal være vores agn. Ben viser da en vis medlidenhed og skærer en i tre stykker og fortæller, at hvis vi bruger en hel, får vi hug af en af de rigtig store. – Og det mener han ikke, at jeg er klar til!
Den vildeste fightteknik
Dernæst giver han mig en hurtig instruks i fightteknik. Glem alt om fightbælte. Du kan ikke løfte nok med armene, forklarer han. Stangen skal i spænd mellem benene og skråt under den ene balle, mens man står med helt bøjede knæ og vipper sin egen vægt frem og tilbage, mens man pumper. Vi tager et par øvere, hvor han lægger al sin vægt oven på stangen, og jeg skal pumpe igen. Det bliver ikke let det her, fornemmer jeg med det samme, men teknikken er på plads – sådan da – og nu sænker han det første stykke rokke ned under en af bropillerne.
Første omgang går meget hurtigt. Rokkevingen når knap at synke ned før linen pludselig strammer op, cirkelkrogen sætter sig, og jeg gør klar til at pumpe efter alle de teknikker, vi lige har øvet. Men det eneste, der sker, er, at jeg bliver revet forover, stangen hamrer ned i siden af båden og jeg holder fast, alt hvad jeg kan, inden den tykke line knækker, pga. slitage med bropillen under vandet. 1-0 til fiskene.
Anden omgang er en tro kopi af den første, og tredje gang vi får et hug, når jeg lige at holde fisken et par sekunder og prøver at pumpe, men der sker ligesom intet. Jo, linen knækker igen. 3-0 til grouperne. Fjerde gang får jeg pumpet stangen op og tænker, at nu er den der, men da jeg prøver at sænke stangen, mens jeg ruller ind, sker der intet. Ikke indtil stangen hamrer ned i bådsiden igen, og fisken river sig løs af krogen. Det var en af de rigtig store, mener Ben, og
her snakker vi altså 100-150 kilo. 4-0 til fiskene. De tre næste forsøg har jeg ikke rigtig lyst til at snakke om, men jeg kan fortælle, at da den står 7-0 til fiskene, er jeg helt færdig… Min selvtillid er totalt i bund, og jeg føler mig uduelig og inkompetent som fisker. Ikke en særlig rar følelse. Ben registrerer tydeligvis, at jeg er knækket og får måske en anelse medlidenhed med mig. Han siger, vi kan prøve en plads, hvor de er lidt mindre, men at vi ikke har meget tid. Strømmen vender nemlig snart, og så holder fiskene op med at hugge.
Denne gang går der lidt længere tid, før hugget falder, og jeg er fast besluttet på, at denne fisk skal op. Mirakuløst lykkedes det at vinde en meter line til at starte med, og det er noget, der giver fornyet tro på mig selv. Så bliver der gået til den, skal jeg hilse og sige, og fisken bliver endelig presset væk fra bropillerne. Herude er den en anelse nemmere at holde, og da vi efter en ti minutter lang nærkamp kan sætte bocagrip’en i fisken langs bådsiden og tage et par billeder, før den genudsættes, er jeg fuldt tilfreds. Jeg har fået min goliath og sejrede til sidst. Men jeg ved godt, det var en mindre én af slagsen, og jeg kan ikke lade være med at tænke på de syv runder, jeg tabte. Men tro mig – jeg skal have revanche næste år, og hvis du skal derover, håber jeg, du klarer det bedre, end jeg gjorde!
Vil du selv fange goliath groupers i Florida
Har du selv mod på at prøve dette fiskeri, kan du booke Capt. Ben på www.chewonthis.tv. Grouperne er der faktisk året rundt, men i forårs og sommermåneder byder Sanibel Island på meget andet end nærkampsfiskeri. Desuden er det et skønt sted at holde ferie. Se mere på www.beachesofftmyers.com. Capt. Ben Chanceys fiskeprogrammer er nok noget af det mest testosteronfyldte fiskefjernsyn, der findes på nettet – søg på »Chewonthis«på Youtube.
Artiklen blev oprindeligt publiceret i Fisk & Fri 9/2009
jan 19, 2026 | Artikler, Nyheder, Rejsefiskeri, Spinnefiskeri
På en kold vinterdag er der intet bedre end at drømme sig væk til en fjern tropisk ø med masser af flex på klingen. Følg med Thomas Munksgaard til øen Christmas Island, hvor han får nogle år tilbage fik udlevet sine vådeste popperfantasier og blev efterladt med uforglemmelige spor i sjæl og erindring.
AF THOMAS MUNKSGAARD
I DAGENS SIDSTE LYS ser jeg overfladen brydes i et massivt plask, og et splitsekund senere mærker jeg suget i stangen. Fisken pisker mod bunden, mens linen flyver af det store spinnehjul, og jeg mærker, hvordan fiskens kraftige rusk forplanter sig ned gennem stangen – sikke en følelse. Stedet er Christmas Island, en lille australsk ø i det Indiske Ocean. Det er kun få timer siden, jeg ankom til øen, og allerede nu, hvor jeg mærker fiskens massive ryk, ved jeg, at det er hele den lange rejse værd. Det er andet år i træk jeg og min kammerat Ole besøger Christmas Island for at dyrke noget af det fiskeri, som jeg finder allermest spændende og underholdene, nemlig kastefiskeri med poppere efter stærke tropiske saltvandfisk.
En sejlfisk med luftakrobatiske tilbøjeligheder har hugget forfatterens wobler under dørgning mellem to fiskepladser. Den flotte fisk var tre meter lang og blev genudsat efter en lang fight og en kort fotosession.
Dropoffs på Christmas Island perfekt til store rovfisk som GT
Farvandet omkring Christmas Island egner sig med sit dybe vand og sine stejle drop offs perfekt til denne form for fiskeri. Det dybe vand tæt på øen gør, at man kan finde store saltvandsrovfisk såsom tun, wahoo, sejlfisk og marlin ganske få hundrede meter fra kysten. Og på revene og kanterne ud mod drop offs’ene huserer en anden eftertragtet fisk nemlig giant trevallyen, der i folkemunde blot kaldes for en GT. Og det er netop en giant trevally, der har smasket kæberne omkring min popper, og som nu desperat kæmper for sin frihed. Efter en hidsig fight begynder fisken at vise svaghedstegn, og da den begynder at svømme i store cirkler under båden ved jeg, at slaget snart er vundet.
Vores kaptajn Mark Rochfort griber solidt fisken om halen og får løftet den ind i båden. En smuk giant trevally på ca. 20 kilo må stå model til en kort fotosession, inden den får sin frihed igen. Månen er begyndt at kigge frem, og vi vender snuden hjemad på hvad, der skulle vise sig at være starten på den perfekte fiskerejse.
Popperfiskeri på Christmas Island
Det er morgen, og vi skal tidligt i gang, Mark henter os klokken seks, og vi får søsat hans åbne konsol aluminiumsbåd fra bådrampen. Inden for fem minutter er vi på første fiskeplads, og vi går i gang med at kaste poppere. Popperfiskeriet er fysisk hårdt og kræver en del teknik, da der skal nogle ordentlige ryk til at få popperne til at arbejde rigtigt i vandet. Herudover er grejet også væsentligt tungere, end hvad man normalt står med i Danmark. De bedste poppere er store træpoppere, og Marks favorit er de velfiskende Cubera 125 poppere.
Efter kort tids fiskeri ser jeg en stor hvirvel efter min popper, og i næste ryk falder hugget. En gulfinnet tun kunne ikke modstå popperens forførende »plobben« i overfladen og suser nu hidsigt rundt i overfladen. Efter en kort men hård fight kan Mark lande fisken, der vejer ca. 15 kilo. Den gulfinnede tun er en herlig fighter, der ofte jager i store stimer omkring Christmas Island, og er de først i stødet, hugger de stort set på alt. Desuden er de ikke blege for at søge mod overfladen og tage en popper eller en stickbait.
Thomas Munksgaard med en af de mange store og kampstærke wahoo, som turen bød på. Den største var en ustyrlig fisk på over 1,5 meter og anslåede 30 kilo.
Wahoo og sejlfisk på en ny fiskeplads
Nye fiskepladser venter forude, og mens man søger videre, smider man typisk et par woblere ud bag båden og troller lidt. I dag smider vi dog skørteagn ud bag båden, mens vi hamrer af sted med 15 knob. Jeg når lige at tænke, at det godt nok skal være en hurtig fisk, hvis den skal nå at fange agnen – så skriger hjulet. Fisken pisker af sted mod båden, mens jeg desperat prøver at hjule den løse line ind. Jeg får dog styr på fisken og kan begynde at pumpe den det sidste stykke mod båden. Lidt efter får vi landet fisken; en pragtfuld wahoo på ca. 30 kilo og over 1,5 meter lang!
Vi fortsætter nu popperfiskeriet og søger ud på lidt dybere vand efter flere pelagiske fisk. Pludselig ser jeg en stor mørk skygge under min popper. Det er en stor sejlfisk, der kigger nysgerrigt efter min popper. Tre kast i træk følger sejlfisken helt med ind uden at hugge, og til sidst bliver den skræmt væk, da to store hajer kommer til for at se, om der skulle være en mundfuld til dem. Kort efter bliver jeg revet ud af mine drømme om sejlfisken, da min popper bliver taget i et gevaldigt plask.
Fisken raser mod bunden mens jeg holder igen, det bedste jeg har lært. Da vi er i hajfarvand, er der ikke andet at gøre en at stramme bremsen og sætte hårdt mod hårdt. Jeg lægger fuldt pres på fisken og får den heldigvis også stoppet. Herefter starter en hård kamp med at få den mod overfladen. Da jeg har fået vundet noget line tilbage, kan jeg se fisken ca. 30 meter nede.
Desværre kan jeg også se to massive hajer, der jager den desperate fisk rundt. Hajerne findes i stort antal omkring øen, og så snart de mærker at en fisk opfører sig anderledes – fx som følge af en krogning, slår de til. Det er primært kobberhajer, vi støder på, men man kan også møde tigerhajer, hammerhajer og oceanic whitetips omkring øen. Bremsen får endnu et nøk, og jeg lægger alle kræfter i. Nu skal den bare op! Hajerne følger med op men stopper heldigvis deres angreb, da fisken kommer til overfladen. Det er en prægtig gulfinnet tun på ca. 30 kilo, og jeg sidder nu udmattet tilbage med rystende arme og nyder den store tun, som desværre er en anelse skæmmet af ridser på halepartiet fra de angrebslystne og grådige hajer.
En tun på jerkbait
Hjemligt jerkbaitfiskeri er en af mine helt store passioner, og derfor har jeg selvfølgelig medbragt et jerkbaitsæt og lidt jerkbaits til Christmas Island. Og da der pludselig viser sig et par tun i overfladen, skal muligheden ikke gå til spilde. Sættet bliver hurtigt fundet frem, og jeg vælger at satse på nogle jerkbaits, der kan fiskes hurtigt og har skinnende sølvfarver, der glimter godt under tropesolen.
Som håbet har en jerkbait i troperne samme virkning som på en gedde i Danmark, og en barracuda hugger arrigt på agnen, desværre ryger den af krogen kort tid efter. Jeg kommer dog hurtigt ovenpå igen, da en gulfinnet tun tilsyneladende ikke kan modstå min Buster jerkbait, og en herlig fight på det lette grej kan begynde. Mange udløb senere lander vi en fin lille gulfinnet tun på 10 kilo – en herlig tropedebut på jerkbaitstangen. Dagen fortsætter med at kaste fisk af sig, og inden den er omme, har vi fået yderligere en tun og et par mindre giant trevallyer i båden. Det er svært at tørre smilet væk.
Nye hug fra sejlfisk og GT på popper
Efter lidt mad og en sukkerindsprøjtning i form af et par colaer er vi klar igen, og vi sejler videre mod sejlfiskespottet, mens vi troller. Kort efter at Mark har fortalt os, vi er fremme, falder hugget, som var det næsten på bestilling. En smuk sejlfisk springer helt fri af vandet, og jeg kæmper for at holde linen stram, mens fisken foretager sine akrobatiske hop. 15-20 spring senere er fisken endelig ved at være mør, og vi kan løfte den tre meter lange sejlfisk ind i båden til en hurtig billedserie.
Den fantastiske fiskedag er dog ikke slut endnu, for senere på dagen får jeg et massivt hug på min popper. Fisken hugger på ca. 15 meter vand, men styrter straks derefter udover drop off’et og går målrettet mod bunden. Endnu engang må jeg slide og slæbe for at vinde line ind på den store fisk. Halvt opmuntrende, halvt kommanderende beder Mark mig om at lægge kræfterne i – vi skal ikke miste denne fisk til hajerne! Endelig ser jeg noget farve under båden – en massiv blank bredside afslører, at det er en stor giant trevally, der er faldet for min popper.
I fællesskab får vi løftet den store fisk ind i båden – en herlig fisk på omkring 30 kilo. Mark fortæller begejstret, at det er sæsonens indtil videre største giant trevally, men jeg sidder bare med et stort smil og overvejer, om jeg mon snart vågner af min fiskedrøm.
1) Artiklens forfatter i hård infight med en af Christmas Island’s stærke saltvandsrovfisk. Fiskeriet er ikke for sarte sjæle, og det kræver både fysik og gode nerver. 2) Tun er der mange af langs revene ved Christmas Island, og med det rette håndelag kan disse ukuelige muskelbundter lokkes til overfladen med en gurglende popper.
Speedjigging efter amberjack, dogtooth og big eye tun
De sidste par dage prøver vi i perioder en anden underholdende form for fiskeri – nemlig speedjigging. Fiskeriet foregår med lange slanke pirke på 100-200 meter dybt vand, pirkene skal sænkes til bunden, og så er det ellers bare med at få jigget pirken til overfladen så hurtigt som muligt.
Hvis man ikke er vant til denne form for fiskeri, er det enormt hårdt for arme og skuldre, så hvis man virkelig vil dyrke dette fiskeri, kan det anbefales med lidt træning hjemmefra. Speedjigging på Christmas Island kan dog være utroligt produktivt, og man kan fange et langt større udvalg af spændende arter end under popperfiskeriet. De primære arter, vi fisker efter, er arter som amberjack, dogtooth tun og big eye tun, og hver sæson lander Marks klienter flere massive fisk på over 50 kilo på denne teknik. Vi har dog ikke rigtig heldet og teknikken med os ved denne form for fiskeri og vi får kun et par mindre bundfisk på metoden. Men humøret er i top alligevel.
Tun, wahoo og GT på popper
Som afrunding på turen lander vi nogle flere popperfiskede tun, et par flotte wahoo op til 25 kilo og et par giant trevallyer på op til 20 kilo. Alt i alt kan jeg tænke tilbage på en fiskerejse, hvor alt klappede, og hvor jeg fik alle de store fisk, man altid drømmer om inden sådan en rejse. Man kan roligt sige, at Christmas Island var i gavehumør, og vi fik lige hvad vi havde ønsket os – en helt igennem perfekt fiskerejse.
Fiskeriet på Christmas Island
Sæsonen løber fra maj til november, hvor vinden er stabil og ikke for kraftig og fiskeriet på Christmas Island er utroligt varieret. Fisker du med Mark, kan du vælge mellem kastefiskeri med popper og stickbaits, speedjigging og trolling. Mark tilbyder ikke agnfiskeri. Fiskeriet er ikke for nybegyndere, og det kræver en vis teknik og fysik at kaste og bearbejde de store poppere eller at speedjigge. Det er muligt at fluefiske, dog bliver det besværliggjort af de mange hajer, der ofte vil nå at æde ens fisk, inden man får den landet.
Christmas Island er en australsk ø i det Indiske Ocean. Den ligger 2600 km nordvest for Perth og 400 Km syd for den indonesiske ø Java. Øen må ikke forveksles Christmas Island/Kiribati, der ligger i Stillehavet og blandt andet er kendt for sine bonefish. Erhversfiskeriet er minimalt inden for en radius af 200 kilometer fra øen siden farvandet er australsk territorium.
Artiklen blev oprindeligt publiceret i Fisk & Fri 10/2009
