Nogle tror fejlagtigt, at geddespin er lig med stive stænger og kæmpestore agn, men du kan sagtens drage fordel af de moderne agntyper, samtidig med, at du holder fast i din almindelige spinnestang. Her får du en guide til noget af det mest effektive endegrej til de skarptandende.
AF GORDON P. HENRIKSEN, FOTO: GORDON P. HENRIKSEN OG RASMUS OVESEN
GEDDEGREJ kan jeg ikke få nok af. Jeg må ærligt tilstå, at hvor jeg på kysten sagtens kan nøjes med en lille æske med et mindre udvalg af blink og kystwoblere jeg tror på, så er det noget helt andet, når det kommer til geddefiskeri. Pludselig virker det helt naturligt, at fylde en hel båd med alverdens fantasifulde gummiagn og farverige jerkbaits – for ikke at glemme kassen med de kulørte og festlige spinnere.
Endegrejet bliver som regel også skiftet med nærmest maniske intervaller, om ikke andet bare for at forsvare, hvorfor det var nødvendigt at slæbe alt det grej med… Men seriøst – gedder kan være lunefulde i den grad, og nogle dage kan agn eller farvevalget være udslagsgivende. Derfor kan det ofte betale sig at fiske meget varieret, indtil man finder en metode, der rammer plet. Det er i hvert fald min erfaring. Og så er det klart en fordel at have et stort udvalg med. Men når fiskeriet foregår fra land, og man gerne vil være lidt mobil, så går det ikke med alt det tunge grej og kraftige stænger. Og desuden er der noget dejligt befriende, over tage en tur i mosen med intet andet en spinnestang, en madpakke og en enkelt grejæske i rygsækken. Måske fordi det minder mig om starten på min fiskekarriere, med den lille forskel, at jeg nu ikke glemmer tangen og at endegrejet i æsken er blevet moderniseret en del. – Og dog – Hi-Lo wobleren og Atom blinket er der stadig, men derudover er der en masse andre agn, som jeg ikke ville være foruden.

Swimbaits er ultrarealistiske i deres udseende og bevægelse, og narrer ofte gedden til at tro det er »den ægte vare«. Her er det Storms Kickin’Stick, Illex Super Freddy samt Savage Gears 4play i 13 centimeters versionen.
Geddefiskeri med swimbaits
Swimbaits er en moderne form for woblere, hvor den livlige gang ikke skabes af en ske, men af en leddeling af hardbaitet. Denne type agn har eksisteret længe, men siden SavageGear lancerede sin 4play på det danske marked for snart mange år siden, er det som om, at de danske geddefiskere virkelig har taget denne agntype til sig. Versionen uden ske kan fiskes forførende på lavt vand og i visse farvenuancer virker disse agn utroligt naturtro samt livagtige i deres udseende og bevægelser.
Jeg har sågar haft et forbipasserende ægtepar ved Damhussøen, der stod og beundrede »den lille fisk manden lige har fanget«, før jeg viste dem, at det altså var min agn jeg lige havde hevet op ad vandet og ikke en rigtig fisk… Så det er ikke så underligt, at gedderne også lader sig narre. Et par andre swimbaits, som også bør fremhæves, er Freddy Catwalk og Super Freddy fra Illex samt BZZ Swimbaits fra SPRO. De har alle en super giftig gang, og kan enten fiskes med små ryk eller med en jævn indspinning. Husk de små pauser, når du fisker med swimbaits. De fleste har en vægtfylde, der minder om vand, så de hverken synker eller flyder og det kombineret med deres leddelte opbygning gør, at de ser meget levende ud ved spinstop, i modsætning til fx et blink der daler mod bunden.

Her er forfatteren ved at genudsætte en gedde fra en mindre mose, der nærmest har inhaleret en Shallow Alien Eel.

Store spinnere er suveræne til at skabe larm, og gøre opmærksom på sig selv. Her ses Innovatives GiantSilver, Savage Gears nye dobbeltbladet DP Spinner, samt Vibrax Super Salmon.
Gedder er vilde med spinnere
Spinnere er en til tider overset geddeagn, men jeg ville aldrig undvære mine spinnere til geddefiskeri. Mange husker nok dagene i mosen med ABU’s Reflex spinner, men siden da er der sket ret meget udvikling på spinnerfronten, når det gælder geddespin. Spinnerne er i den grad blevet større, fået tilført store mængder fjer og flash for at gøre dem ekstra attraktive – og nogle har sågar fået to blade. De allerstørste modeller kræver kraftigt grej, men med en halvkraftig spinnestang med en kastevægt på 20-60 gram er du godt kørende til de mellemstore modeller.
De fleste spinnere kaster ikke langt, men alligevel bruger jeg dem gerne til opsøgende fiskeri, da en god spinner kan udløse hug under rigtig mange forskellige forhold. Sommerfiskeri med varmt grumset vand er klassisk spinnersæson, men der er stort set ikke en situation, hvor en spinner ikke er værd et forsøg, hvis du spørger mig. Prøv også gerne at hive spinneren ind i fuld fart. Det kan nogle gange få helt umulige gedder til at gå amok.

Softbaits er en agntype du virkelig bør eksperimentere med. Gedderne elsker dem simpelthen. Her er det en Alien Eel i den lille version, en Relax shad rigget i et hollænderrig og den nye Soft 4Play fra SavageGear i 13 centimeters versionen.
Med softbaits efter gedder
Softbaits er endnu en suveræn agn, især til større gedder, som har det med at lade sig friste af den svævende og vuggende gang. Shads, fx rigget i et hollænder rig – fisker rigtig godt i mange situationer. Savage Gears Alien Eels i shallow versionerne er ligeledes super agn til spinnefiskeren. Gedder har altid elsket ål, og selvom dette byttedyr ikke findes i alle vande, så har disse gummiål vist deres evner gang på gang. Den store version på 100 gram kræver en meget kraftig spinnestang, mens 42 grams versionen sagtens kan fiskes på lettere grej. Jeg har stort set altid et par ”ål” med i hidsige skrigfarver samt et par i mere naturlige nuancer.
Savage Gear har også en blød version af deres 4play wobler. Jeg har haft lejlighed til at teste den i 13 og 19 centimeter. Det er ikke en agn, der holder til mange gedder, men de hugger ivrigt på den, og det må vel være det vigtigste! Især den lille 13 centimeters version har en livlig gang, der minder og en syg fisk, når den hives ind med små nøk.

Spinnere er bestemt ikke kun en sommeragn, selvom de har deres force på denne tid af året. Denne gedde huggede en kølig decemberdag på en GiantSilver spinner fra Innovative Lures.

Store geddeblink kan visse dage være rigtig gode. Her er Det SavageGears Herring Spoon, samt ABU’s Pike spoon og klassikeren ABU Atom.
Skeblink til gedder
Skeblink er en gammel klassiker, som de fleste nok mindes fra barndommens geddefiskeri. Nogle har måske som jeg, endda selv lavet blink af farmors sølvskeer, og de fleste har nok haft ABU’s Atom blink for enden af snøren. Blink kan bruges året rundt. Jeg foretrækker blinkene, når vandet er lidt uklart, da de ses på god afstand. Har jeg set byttefisk springe fri af vandet, så ved jeg at gedderne jager blandt skræmte skallestimer, og så er det som regel et blink der sættes på. Savage Gears Herring Spoon fås både i en tynd- og tykbladet version. Den tykke er tiltænkt kastefiskeri og den tynde trolling.
Den tynde kaster derfor ringe, men vugger forførende vedmeget lav fart, uden at gå i bunden, og er en fed vinteragn. Innovative Lures har et skeblink, TailSpoon GiantGrub, hvor de har udnyttet gummijiggens lokkende egenskaber og sat en lille rød eller grøn gummihale på skeblinket. En detalje der kan gøre forskellen – og igen en agn jeg foretrækker i den kolde periode.

Her ses tre af forfatterens yndlings mini jerkbaits. Rapalas X-Rap Subwalk på 9 centimeter samt Westins Mini Jerk og CWC’s Baby Buster – begge på 10 centimeter. Med jerkbaits i disse små størrelser er det ikke nødvendigt med tungt jerkbaitgrej. De fisker eminent på almindeligt spinnegrej.
Geddefiskeri med jerkbaits
Jerkbaits er for mange noget der skal fiskes med korte superstive stænger, men mange af producenterne laver nu mindre jerkbaits, der fisker glimrende med en almindelig spinnestang. De behøves ikke en gang at jerkes konstant, men har en livlig gang, når blot de spinnes ind i et rimeligt tempo. Disse agn er blandt mine favoritter til spinnefiskeriet i foråret og efteråret.
Prototypen på klassisk jerkbait, Busteren, fås i en Baby Buster udgave på 10 centimeter, og den går du ikke galt i byen med. Savage Gears Belly Up på 10 centimeter går lige lidt dybere. Min personlige favorit må dog være den nye Westin Mini Jerk. Den kan jeg lide at hive ind i høj fart, hvor den svinger fra side til side, og det er altså bare noget gedderne ikke kan stå for. Fiskeriet med de små jerkbaits tror jeg kommer til at fylde meget mere i fremtiden. De kaster fremragende, kan fiskes varieret året rundt, og så er både små og store gedder helt vilde med dem!

Her er der øverst en Rapala X-Rap samt Hi-Lo wobleren med den justerbare ske i de karakteristiske rød/hvide farver. En agn mange geddefiskere nok har gode minder med.
Woblere til geddefiskeri
Gedderne er helt vilde med woblere. Denne type agn har altid fanget gedder og gør det selvfølgelig stadig. Deres store minus er dog kasteegenskaberne, da fleste woblere er meget lette og kaster dårligt. Jeg må ærligt indrømme, at woblerne sjældent kommer i brug i mit personlige geddefiskeri. Ikke fordi de ikke fanger fisk, men der er så mange andre fede agn at vælge imellem, der bare kaster bedre. Når jeg fisker fra båd, hvor kastelængden ikke er så afgørende, eller hvor der skal dørges, så er snakken dog en anden, og en velassorteret æske bør da også indeholde et par woblere.

Når vandet er rigtig koldt er en stor langsomt fisket spinflue måske sagen. Her er det Kinetics MonsterFly samt ABU’s Hairy Killer.
På geddejagt med spinfluer
Spinfluer er den sidste slags agn der lige skal nævnes. Disse fluer, som er skabt til kastefiskeri med spinnestangen, ligner frem for alt forvasket kattelegetøj. Fidusen er, at de kaster glimrende, når de er våde, men bliver ekstremt levende i vandet selv ved ultra langsom indspinning. Er gedderne svære at tirre eller skal de fiskes ultra langsomt på grund af kulden, kan jeg finde på at give spinfluerne et skud. Så skal du ud nu her lige efter isen er gået, så er spinfluen et rigtig godt valg.
Se alle vores artikler om geddefiskeri i artikelarkivet her.












