sep 8, 2021 | Åfiskeri, Artikler, Fluefiskeri efter laks, Guide til fiskepladser, LAKS, Lakseåer, Spinnefiskeri efter laks
De sidste dage før laksesæsonen lukker og slukker kan byde på et fantastisk fiskeri. Her kan du læse hvor heldig Terkel og hans to kammerater var for et par år siden, da de var ude og sige farvel til Skjern Å. Lakse-åen over dem alle i det vestjyske.
TEKST OG FOTO: TERKEL BROE CHRISTENSEN
HISTORIEN om det danske vandløb Skjern Å er som et eventyr. Først måtte det grueligt meget igennem med udretning og kanalisering. Det resulterede blandt andet i, at den unikke laksestamme stort set blev udraderet, før man i 1990’erne kom på bedre tanker. Åen blev lagt tilbage til et naturligt leje, og laksebestanden og lystfiskeriet er nu på vej mod tidligere tiders storhed. Om få år, når laksebestanden igen er fuld på fode, vil Skjern Å være blandt de bedste europæiske laksevande.
Vi er tre gutter der skal mødes ved Laksens Hus i denne sidste weekend af laksesæsonen. Da jeg kører fra Borris og det sidste stykke vej ud til Laksens Hus går det op for mig, at efteråret for alvor er over os. Ugers massiv regn har fået åen til at løbe over sine bredder, og engene er mange steder oversvømmet. Selv om mine to kammerater venter, kan jeg ikke lade være med at standse bilen nogle kilometer før, for at nyde udsigten over den mægtige ådal.
”Rap, rap, rap” lyder det fra de store flokke af grågæs, som trækker højt oppe. Den kølige vestenvind og de enorme arealer omkring åen, med visne græsarealer plettet med træer og buske i efterårsdragt, er det tydelige bevis på det uundgåelige: Vinteren er på vej.
Status ved Laksens Hus
Vi behøver egentlig ikke køre helt til Laksens Hus for at købe fiskekort. Det kan nemt klares på nettet hjemmefra, men det er blevet en tradition, at vi mødes der inden en fisketur. Laksens Hus er et nyt informationscenter for sådan nogle som os. Os der elsker at fiske laks i Skjern Å. Det primære formål med besøget er, at få en status for fiskeriet her og nu. Kenny, den daglige leder, fortæller begejstret, at åen er proppet med fisk. Endnu en sæson er gået, hvor fiskeriet kun er blevet bedre, for siden genslyngningen af den regulerede og kanaliserede å, er det kun gået frem.
Han fortæller, at 2017 er nyt rekordår. Ikke mindre end 141 storlaks på en meter eller derover, er der i skrivende stund indrapporteret – det højeste antal i løbet af de sidste 70 år. – Her i Skjern kan vi nu konkurrere med de helt store drenge i klassen, starter han, og fortsætter: – Tag Finnmarkens verdensberømte Lakselv i Nordnorge. Der har de i 2017 fanget 1.206 laks med en gennemsnitsvægt på 7,5 kilo. I Skjern Å er er der fanget 1.684 laks med en gennemsnitslængde på 84 centimeter og en vægt på cirka 6 kilo. Omregnet giver det en samlet fangst på 10 tons, forklarer han begejstret, inden han uddyber:
– Til sammenligning blev der i 2017 fanget 7 tons i Stjørdalselven, 6 tons i Surna og 9 ton i Lakselv. Årets største laks er en krabat på 122 centimeter fra maj. Den blev genudsat, men dens vægt er anslået til at ligge på den rigtige side af 20 kilo. Den største hjemtagne fisk var 114 centimeter lang og blev vejet til imponerende 19 kilo, slutter han den statistiske gennemgang.
Kenny Frost med 75 centimeter laks. Bemærk netposen der er lavet af gummi, og som er skånsom overfor laksens slimlag – en forudsætning for effektiv C & R.
Fint med fisk i åen
Kenny fortæller også hvor der de seneste dage er fanget fisk. I tilløbet Omme Å er der en lokal fisker som fik to laks i går, og ved landevejssvinget og Albæk er der også taget fisk de seneste dage. Vi vil gerne gå for os selv, og køber derfor fiskekort til Herning-Ikast Lystfiskerforenings vand i Vorgod Å. Det er et godt tilløb, med en fin opgang og få fiskere.
En halv time senere parkerer vi foran en gård på Gåsdalsvej, omtrent 4 kilometer opstrøms fra Vorgods udløb i Skjern Å. Der holder kun en enkelt bil på P-pladsen, og da vi har 8-10 kilometer vand til rådighed er der rigeligt plads til fire fiskere. Vi har ikke mere end lige fået vaders på, da bilens ejer kommer op til os. Han har fisket tre timer med spinnestangen, smidt en fisk og fået en stor gylden hanlaks på 90 centimeter – ikke dårligt. Vi får at vide, hvor han ikke har fisket og hvor han smed sin fisk, så vi er optimistiske.
Så skal der fiskes laks
Vi fordeler os på stykket med et par hundrede meters afstand. Jeg går øverst, Jesper i midten og Kenny nederst nærmest bilerne. 10 måske 20 kast når jeg at lægge ud, inden Kennys røst runger gennem ådalen: ”LAAAKS, LAKS”.
Jeg ruller linen ind og spurter nedstrøms. Inden jeg når helt frem til mine to kammerater, kan jeg se, at Kennys fluestang er spændt i bund af laksen der går dybt i det mørke vand, 10-15 meter foran os. – Hold kæft, den er helt vild, udbryder Kenneth, inden han som en anden Sven Gehrs begynder at kommentere fighten: – Den er omkring 75 centimeter og har allerede været en meter fri af vandet tre gange. Første gang jeg fiskede ned over den, føltes det som om, at fluen et sekund hang fast i grøden. Men det kunne ikke passe for der er for dybt til at være grøde, lyder det inden kommentar-sporet fortsætter:
– Jeg tænkte, at det må da være en fisk, men på den anden side var jeg heller ikke sikker, og da jeg havde glemt mit net oppe ved bilen, gik jeg tilbage for at hente det – så ville fisken også få en lille pause. Jeg skiftede flue til en tung Red Devil Francis Snaelda og så sagde det ellers bang! Den sad der i første kast, og hold da kæft den tog fluen hårdt. I den hårde strøm gik den mindst 20 meter nedstrøms og så gik den i luften. Det er vildt, jubler han, inden den snart er klar til landing.
En tung Red Devil Francis Snaelda var medicinen denne dag.
Laks: Klar med fangstnettet
Jesper står klar med fangstnettet og minutter senere ligger den sikkert i netmaskerne. Det er ganske rigtigt en smuk efterårslaks på 75 centimeter, og den skal genudsættes. Skjern Å-kvoten for de store fisk over 70 centimeter, er nemlig for længst opbrugt.
Ved Skjern Å er der i de senere år opstået et nærmest hysterisk forhold til Catch & Release. Fisken skal bare tilbage så hurtigt og skånsomt som muligt. Mange bruger de knudeløse gumminet, der er særlige skånsomme overfor laksens beskyttende slimlag, mens andre afkroger fisken i vandet, og nøjes med et billede af en hånd der holder omkring halen, mens resten af fisken er skjult i vandet. Gud nåde og trøste den, som kommer til at lægge et billede op af en fisk indsmurt i sand og mudder på de sociale medier. Det er den sikre vej til at få opmærksomhed, og det er ikke af den positive slags.
Efter vi har taget laksen fri af vandet for et par hurtige fotos, skal vi kun holde den nogle få minutter i den friske strøm, inden den er klar til at svømme tilbage i dybet.
Et fantastisk laksefiskeri
Sikke en start på dagens fiskeri. Vi har knapt nok tid til at ønske tillykke med fisken, for der er garanteret flere fisk, nu, hvor strækket har leveret to styks på en time, så vi skynder os tilbage. Jeg skifter min flue ud med en der ligner Kennys. Noget tungt og orange/rødligt. Som tidligere nævnt er vandstanden i åen høj: 30-40 centimeter højere end normalen. Laksen står dybt, og skal have fluen lige i hovedet, for at tage den i efterårets farvede vand. Det betyder synkende liner og tunge fluer, så vi fisker med korte skydehoveder synke 5 og en polyleader synke 6. Skydehovedets længde er ikke mere end 6,5 meter, og er dermed perfekt tilpasset mindre åer som Vorgod og de andre Skjern Å-tilløb.
Jesper Homann med dagens anden laks på 86 centimeter, og en anslået vægt på 6-6,5 kilo.
Efter en time er jeg ved at være faldet ind i rytmen: Et kast, et skridt eller to nedstrøms, et kast, og så videre. Jeg tænker, at resten af dagen skal fortsætte i det mønster, da det igen runger over ådalen: ”LAAAKS”. Denne gang er det Jesper som råber efterfulgt af et ”Den er stor …”.
Jeg spoler hurtigt ind, og vel fremme er det tydeligt, at det er en større fisk. På afstand kan jeg se Jesper i roligt tempo blive slæbt efter laksen nedstrøms, med stangen spændt som en flitsbue højt over sig. Kenny kommer også løbende. Han er klar med Catch & Release-nettet og efter et kvarter, og en del udløb, er fisken træt og vælter om på siden. Landingen er perfekt. Kenny hopper i vandet og rækker nettet ud mod fisken, der ligger et par meter opstrøms mens han kommanderer: – Hold stadig stangen højt og spændt. Og så går du bare roligt nedstrøms til fisken ligger i netmaskerne.
På vej hjem efter en super laksetur
Nogle timer senere er mørket ved at falde på. Vi er egentlig på vej hjem til Zpey-Lodgen, der har lovet at fyre op i grillen. Sæsonen er slut, så vi er lidt vemodige, mens vi trætte trasker mod bilerne. Da vi passerer et dybt hul, hvor han i sidste uge fangede en stor laks på 107 centimeter, skal den lige have det allersidste kast. Hullet plejer at holde fisk, så jeg giver mig på trods af, at jeg helst vil hen til de ventende bøffer i lodgen.
I første kast lander fluen tæt på modsatte bred og får tid til at synke nogle sekunder, inden han strammer linen op, og fluen svinger ud mod midten af åen. Da fluen er midt i det hurtige vand, siger det BOOM! Fluestangen bukker sammen, og en fisk går sekunder efter i overfladen og sender kaskader af vand mod os. Det er tydeligvis en mere rund fisk end dagens to andre fisk.
Overrasket råber Kenny: – Havørred, havørred! Jeg ved ikke om det er af hensyn til mig og min rumlende mave, eller fisken, der hurtigt skal genudsættes, at han fighter den hårdt. Men fem minutter senere er sæsonens sidste Skjern Å-fisk landet og genudsat. Tre drømmefisk på en dag. Så bliver det ikke bedre. Specielt når dagen først slutter mange timer senere i venners gode lag i Zpey-Lodgen med fiskehistorier, rødvin og store bøffer…
Laksens Hus er stedet at starte, hvis du vil vide hvor det sker i Skjern Å. Det er her man hurtigt og kyndigt kan blive opdateret på fiskeriet i åen.
Fiskeri i Skjern Å
Det er let og billigt at fiske laks i Skjern Å og dens mange tilløb. En række lystfiskeforeninger har fiskevand i området, fx Borris Lystfiskerforening, som har adgang til ikke mindre end 23 kilometer fiskevand. Det også muligt at købe dagskort til åen. Det kan købes via www.fiskekort.dk eller i Laksens Hus. Læs meget mere om fiskeriet på Skjern Å Sammenslutningens hjemmeside: www.skjernaasam.dk
Skjern Å er Danmarks vandrigeste vandløb, og med sin længde på over 90 kilometer det 4. længste. Kilden ligger på den jyske højderyg omtrent 25 kilometer nordvest for Vejle. Herfra løber den mod vest og har sit udløb i Ringkøbing Fjord ved Vesterhavet. I 1960’erne blev den rettet ud og kanaliseret for at sikre afvanding på de omkringliggende arealer, som herefter kunne dyrkes. Det var en katastrofe for naturen og miljøet. Det gik især ud over Skjern å-laksen, som stort set blev udryddet. Man troede faktisk at den var helt forsvundet, men til alt held fandt biologer de sidste rester af den oprindelige bestand i tilløbet Karstof Å. I 1990’erne kom man på bedre tanker, og Skjern Å fik sit snoede forløb tilbage. Denne indsats, samt en intensiv opdræts- og udsætningsindsats, er grundlaget for, at laksebestanden i Danmarks største vandsystem igen og igen bliver bedre år efter år. Om få år vil åen være blandt en af Europas bedste laksevande, hvis udviklingen fortsætter.
Besøg Laksens Hus
Laksens hus ligger tre-fire lange fluekast fra Skjern Å. I huset kan alle, uanset om du er lokal eller tilrejsende turist, få råd og vejledning i at fange drømmefisken. Der arbejder folk, som selv er inkarnerede laksefiskere og som færdes ude ved åen dagligt. De har fingeren på pulsen, og de deler gerne ud af deres viden om fiskepladser, grej og hvor det sker lige nu. De rådgiver selvfølgelig også om praktiske ting som fiskekort, guider, overnatningsmuligheder med videre.
Adressen er Ånumvej 161B, 6900 Skjern, og du kan læse mere på deres facebook-side.
Her kan du se alle fiskepladserne på Skjern Å fra vest mod øst:
Det vestligste stræk af Skjern Å helt ud mod fjorden.
Fra Landevejsbroen og op til “Under lejren”.
Skjern Å fra “Under lejren” til Tarp Bro.
Opstrøms Tarp Bro indtil “Forvirringen”.
Artiklen blev oprindeligt udgivet i Fisk & Fri 7/2018
sep 6, 2021 | Artikler, Predatorfiskeri, SANDART, Sandart - spin, dørg og vertikalfiskeri, Spinnefiskeri, Sponsoreret, Video
Med den nyeste LiveScope ekkolodsteknologi fra Garmin kan du selv i fuldstændig uklart vand sightfiske efter dine yndlingsrovfisk helt ud på over 20 meters afstand. Men ikke nok med, at du kan pinpointe og visualisere helt præcist, hvor fisken står i forhold til båden – du kan også kaste til den og se agnen dale ned samt iagttage, præcist hvordan fisken reagerer. Men pas på hjertet ikke hopper ud af halsen på dig, når du lige så tydeligt kan se fisken hugge på skærmen, mens stangen bliver flået ud af hånden på dig. I videoen følger vi den dygtige sandartfisker Rasmus Christensen, der har fanget mange kæmpestore sandart og gedder med netop denne teknik.
Husk det er gratis at abonnere på Fisk og Fris youtube kanal.
sep 4, 2021 | Artikler, Portrætter
Kaj Møller med sin første tun fanget i dansk farvand efter Zane Greys forbillede – med både hjul og stang fra hans Zane Grey big game serie af grej.
Big game fiskeren Zane Grey hyldes i USA som en helt, men hvem er han egentlig, og hvad er det, der gør ham så berømt? Fisk & Fris fiskearkæolog Per Ekstrøm har taget et dybt dyk i arkiverne – og giver dig her historien om den verdenskendte storfisker.
AF PER EKSTRØM
INDEN FOR DE SIDSTE ÅR er der i USA på auktioner solgt effekter til priser, der i almindelige mennesker øjne må anses som helt vanvittige. Et gammelt fotoalbum blev således solgt for 10.500 dollars, 9.000 dollars var hammerslaget for en gammel Baseball trøje og næsten 9.750 dollars var prisen oppe på, da en sjælden signeret bog med titlen ”An American Angler in Australia” var under hammeren. Men hvem har disse effekter tilhørt, siden priserne kommer op i så ubegribelige beløb? Svaret er Zane Grey.En af de største Big Game fiskere, der nogensinde har levet, og er der noget, man dyrker i USA, så er det helte. Betragter man hans liv ud fra en lystfiskers synsvinkel, så var han en helt speciel personlighed, der havde et fantastisk og spændende liv, selvom livet for Zane Grey begyndte sædvanligt.
Appetit på fiskeeventyr
Pearl Zane Grey, der var hans fulde navn, blev født d. 31. januar 1872 som det fjerde ud af børneflok på fem. Han var søn af engelske indvandrere, og hans oldefar havde grundlagt byen, Zaneville, hvor han blev født. Zane var en rask dreng, der tidligt udviklede interesse for sport, jagt og fiskeri. Tilbage i tiden havde hans forfædre deltaget i den amerikanske frihedskrig mod englænderne, og den historie fascinerede Zane, ligesom han havde stor interesse i at læse eventyrromaner. Robinson Crosue var blandt andet en af hans favoritter. Interessen for historien var så stor, at han allerede som 15 årig skrev en roman, men det brød hans far sig ikke om, så den flåede faderen i stykker. Han havde nemlig andre planer. Zane skulle være tandlæge.
Han blev tandlæge, men arbejdet som tandlæge kedede ham bravt, så når han kom hjem, brugte han tiden på at skrive romaner om Amerikas historie. Eller på godt dansk Western fortællinger. Det fandt han mere inspirerende end at fungere som tandlæge. Samtidig var indtægten ved at skrive romaner betydelig større end ved at drive en tandlægepraksis. Som forfatter var han yderst produktiv, og bøgerne væltede ud fra forlaget. De etablerede kritikere mente, han glorificerede det ”vilde” vesten i sine romaner, men han solgte. Han tjente så mange penge, at han blev en af de første forfattere i verden, der blev millionær af at skrive. Pengene medførte, at han efterhånden kunne bruge mere og mere tid på det han elskede – fiskeri – og specielt dybhavsfiskeri efter havets kæmper.
Florida Keys blev starten på big game karrieren
Ikke helt overraskende blev Florida Keys et af de første steder, hvor han begyndte sin karriere som Big Game fisker. Han var med til at stifte Long Key Fishing Club, hvor han var præsident fra 1917 til 1920. Senere tog han til oversøiske lande som Tahiti, New Zealand og Australien. Hans passion for fiskeriet var så stor, at han sjældent var hjemme. Hans søn vurderede senere, at han var hjemmefra 300 dage om året. På nordøen af New Zealand fik han etableret en logde ved Otehei Bay, der fik navnet Zane Grey Sporting Club. Penge var som sagt ikke et problem, og han fik bygget skibe samt anlagt fiskelogdes rundt om på de steder, hvor han kom. Samtidig skrev han om sine oplevelser med fiskestangen, og det kom der ikke mindre end 8 bøger ud af. 2 bøger om jagt blev det også til. Samtidig skrev han i en næsten 15 årig periode regelmæssigt i Outdoor Life Magasine, hvor han øste ud af sine erfaringer og oplevelser som big game fisker.
Fish, fame & fortune…hvad mere kan man ønske sig?
Hvad mere kunne en mand som Zane Grey ønske sig? En så dedikeret fisker ønsker sig kun det bedste, og hvis ikke det findes, så må man selv opsøge det. Han fandt derfor på, at han ville bygge verdens bedste fiskehjul til big game fiskeri – men hvor får man så det? Zane Grey mente, at der på det tidspunkt, sidst i 1920érne, kun var en producent, der kunne producere et hjul, som kunne leve op til de forventninger han stillede – nemlig Hardy Bros. i England.
Kravet til Hardy var, at hjulet skulle være det bedste og tilmed dyreste på markedet. For kvalitet og pris vil altid gå hånd i hånd, og unik kvalitet koster. I 1928 kom de første hjul på markedet. Det var produceret i tre størrelser. 5 tommer, 5½ tomme og 6 tommer, men kunne også på bestilling produceres i 7 og 8½ tomme. Tommerne var bredden på spolen. Startprisen på hjulet var 30 £, hvilket i danske kroner på det tidspunkt svarer til 5-600 kroner. Hovedparten af delene blev produceret i Monel metal, som er en særlig metallegering bestående af primært af nikkel og kobber, der er meget modstandsdygtigt overfor korrosion af specielt strømmende saltvand. Metallet anvendes blandt andet i fly. På den tid var der tale om et helt usædvanligt hjul, der naturligvis fik navnet Zane Grey. Hjulene blev serieproduceret frem til 1939, hvorefter Hardy kun producerede hjulene på bestilling.
Også betydning for det danske big game fiskeri
Zane Grey fik også betydning for dansk big game fiskeri, idet han var inspirationskilde for den allerførste, som i dansk farvand fangede en tun på stang og hjul. Kaj Møller fangede d. 7. august 1928, som den første i Danmark, en tun på 478 danske pund fra Sjællands Odde. En uge senere fangede han yderligere 2 tun, hvoraf den ene var på hele 638 pund og kun var 48 danske pund fra den eksisterende verdensrekord. I øvrigt sat af Zane Grey ved Nova Scotia i 1924.
Kaj Møller havde inden sin færd på Kattegats salte vover undersøgt, hvad der fandtes af litteratur på området. Og meget hurtigt havde han fået fat i Zane Grey´s ”Tales of Fishes” og ”Tales of Swordfisk and Tuna”. Specielt sidstnævnte fandt Møller helt uundværlig for den, som ville fiske efter tun på stang og hjul med tynd line. Den var skrevet i en stil, så selv den største landkrabbe ville få vilde længsler efter at stå til søs og få en dyst med havets kæmper. Samtidig var fiskemetoden beskrevet i mindste detalje, og der var overordentlige værdifulde vink med hensyn til, hvilke grejer man skal anvende.
Den forhåndsviden havde Møller fået via denne bog og hans ”held”, som han selv udtrykte det, kunne i væsentlig grad tilskrives Zane Grey. Indkøb af grejerne havde Møller foretaget under et besøg i London, hvor han havde medbragt bogen, da han handlede hos Hardy Bros. Som han sagde: ”Grejerne blev udvalgt i nøje overensstemmelse med Zane Grey´s forskrifter.” Kaj Møller var ikke den eneste, som havde glæde af Zane Grey´s grejer. I 1933 modtog Hardy et brev fra en kvinde i New Zealand, der skrev: ”Jeg tror De vil være interesseret i at høre, at jeg d. 6. februar med et Zane Grey hjul på 6 tommer, landede en sort marlin på 823 pund. Det er den største fisk fanget i New Zealand, og den 4. største som nogensinde er fanget og samtidig verdensrekord for kvinder,” Kvinden der underskrev sig med C.F. afslutter med at skrive, at hun er stolt over at kunne fremvise og demonstrere sit Hardy hjul overfor alle nysgerrige og interesserede.
Rivalisering på big game scenen
Med Hardys promovering af Zane Grey hjulet bragte det naturligvis hans navn yderligere frem, men samtidig kom det til en utilsigtet rivalisering. I slutningen af 1920´erne havde en lille, men meget indflydelsesrig organisation, British Sea Anglers Society, den plan, at den næste verdensrekord for blåfinnet tun skulle fanges i Nordsøen udfor kysten af England i området omkring Scarborough i det nordlige Yorkshire. Planen gik delvis i opfyldelse i 1930, hvor et medlem fangede en tun på 735 pund, men blev realiseret i 1932, da et medlem, Col. E.T. Peel, fangede en tun på 798 pund og derved slog Zane´s rekord. Det var samtidig den første engelske verdensrekord. Peel havde fisket med et Zane Grey hjul, og det benyttede Hardy sig naturligvis sig af: De indrykkede en helsides annonce i deres blad, hvor de gjorde opmærksom på, at fiskerne havde benyttet et Hardy Zane Grey hjul.
Det var noget, der ikke faldt i god jord hos en af Englands mest kendte havfiskere L. Mitchell-Henry, der havde en helt anden filosofi omkring big game fiskeri. Det skulle ikke foregå fra motorbåd, men fra en mindre båd uden motor, så det var kampen mellem mand og fisk uden brug af motor. Mitchell-Henry anfægtede derfor Zane Greys rekorder, og da Mitchell-Henry d. 11. september 1933 satte verdensrekord for blåfinnet tun med 851 pund, anvendte han meget symbolsk ikke et Zane Grey Hjul. Meningsudviklingerne mellem de 2 foregik primært i forskellige fiskemagasiner, men enige blev de aldrig. Ironisk nok fiskede Kaj Møller i sommeren 1929 med Mitchell-Henry fra Sjællands Odde. Om de har diskuteret Zane Grey, er nok tvivlsomt.
I IGFA´s Hall of Fame
Zane Grey døde af et hjerteanfald d. 23. oktober 1939. Ved sin død efterlod han sin hustru Dolly, som han havde været gift med siden 1905. Helt tro havde han ikke været, da han konstant havde været på farten og omgivet sig med utallige ”sekretærer”. En fjern ven, Dan Beard, skrev til Dolly for at udtrykke sin kondolence i forbindelse med Zanes død. Dolly skrev tilbage og takkede ham for hans sympati i forbindelse med Zanes pludselige død. Hun kunne endnu ikke fatte det. Det synes for hende, som om han blot var af sted på en af de utallige ture, han elskede så højt – og måske er han det. ”Det er venligt af Dem at kalde Zane en stor mand, men jeg ved også at det kræver en stor mand for at anerkende mænd af hans slags”.
Zane Grey satte præg på sin tid og eftertid. Mange af hans romaner er blevet filmatiserede og skuespilleren Cary Cooper fik sin debut i en film baseret på en roman af Zane Grey, og det siges, at general Eisenhower, den senere amerikanske præsident (1952-1960), havde Zane Grey som sin favoritforfatter.
På det fiskemæssige område er han optaget i det største, nemlig i IGFA´s ”Hall of Fame”, hvor han blandt andet er i selskab med nobiliteter som Hemmingway og spejderbevægelsens stifter Baden-Powell.
sep 2, 2021 | Artikler, HAVØRREDFISKERI, Kystfiskeri, Med kystblink efter havørred, Spinnefiskeri, Sponsoreret, Video
Det originale releasetakel til kystørred giver en landingsrate, der er langt højere, end det er muligt at opnå med nogen andre kystspinnemetoder. Med traditionelt monterede blink og gennemløbere med større kroge lander man normalt kun i omegnen af 40-45 % af de hug man får, men med et dobbeltkroget releasetakel, der har to bittesmå str. 12 trekroge, er det muligt at hæve landingsraten til omkring 85 %. Tallene, der er stærkt signifikante, er baseret på et datamateriale på flere tusinde kystørred.
I videoen demonstrerer manden bag taklet – Jens Bursell – alle detaljer omkring, hvordan du lettest og bedst laver taklet, som vil give dig den maksimalt opnåelige landingsrate på blink og gennemløbere. Taklet der vises her er det originale takel, som også er beskrevet i bogen “Refleksioner på Kysten”, der pt er udsolgt fra forlaget. Det vil der dog snart blive lavet om på.
Hvis man kun ønsker at bruge en enkelt lille trkeog for enden, kan man bare undlade den forreste krog. Dette vil give en landingsrate på 70-75 % – og er det optimale valg, hvis der er mange småørred eller hornfisk i farvandet.
Videoen er en redigeret udgave af en gammel video fra cirka 2013.
aug 30, 2021 | Artikler, Bombardafiskeri i put and take, Put and take, PUT AND TAKE ØRRED, Sponsoreret
Jesper med en af sine utallige flotte put and take ørreder taget på bombarda.
Fiskeri med bombarda kan være en super effektiv metode, når du fisker i put and take søen. Her giver P & T eksperten Jesper Kjærgaard fra Team FTM dig en masse tips til det praktiske fiskeri.
AF JESPER KJÆRGAARD
JEG HAR FISKET i mange år, men da jeg fik børn, begyndte jeg mere og mere at værdsætte put and take fiskeriet med alle de gode ting, som den slags fiskeri tilbyder. Det giver blandt andet mulighed for hurtige ture uden meget planlægning, og man kan altid være sikker på, at der er fisk, uden at man behøver at tage på længere ture.
Når man fisker så meget put and take, som jeg gør, så er det dejligt at komme ud til forskellige vande, og her er vi heldige i Danmark, for vi har rigtig mange put and take søer – alle med forskellige udfordringer og deres egen skønne naturoplevelser. Nogle er meget store og naturlige, mens andre er små og hyggelige. Det er nemt at gå på internettet og finde dem – samt læse, hvad de har at tilbyde.
En af de mest effektive metoder ved put and take søen er bombardafiskeriet, som jeg her vil give dig en kort introduktion til:
Flydende bombarda som denne anvendes, når der skal fiskes højt i vandsøjlen. Bemærk den femleddede svirvel, der sikrer perfekt rotation af agnen – samt modvirker kink på linen.
Valg af bombarda og grej til put and take fiskeri
Bombardaflåd er lavet til at kaste langt, og har du fisk, som står langt ude i søerne, er der ikke et bedre våben end en bombarda. Jeg bruger selv bombardaer på op til 60 gram, men oftest anvendes de i størrelser fra 15-20 gram, men jeg har dem så små som 5,5 gram. Alle disse størrelser har deres berettigelse i forskellige situationer og vande.
Når der er en så stor spændvidde i størrelsen på bombardaerne, kræver det, at man fisker dem med forskellige stænger: Små bombardaer på 5,5 gram fiskes på en 6 – 7 fod UL stang som også kan bruges til blink- eller gummifiskeri, men min mest brugte bombardastang er typisk fra 12 – 14 fod, hvilket svarer til længder fra 3,6 – 4,2 meter. Det er nemlig nødvendigt, hvis man skal fiske med de lange forfang, som der ofte skal til for, at fisken ikke bliver skræmt væk, når den store bombarda rammer vandet med et markant plask.
Kastevægten på mine stænger vælger jeg ud fra, hvor langt jeg behøver at kaste. Det er nemlig vigtigt for mig altid bruge så lille en bombarda som muligt for at skræmme mindst muligt. Og med en mindre bombarda mærker fisken også så lidt modstand som muligt. Jeg foretrækker hjul med ekstra store spoler kombineret med et relativt lille hjulhus. Med denne kombination kaster man længere ud på grund af mindre linemodstand – uden at hjulet er for stort og klodset.
Jesper med belønningen for en givtig dag med bombardaen.
Sådan fisker du bombardaen i put and take´en
Jeg vælger normalt at fiske aktivt og skifte jævnligt mellem bombardaer, som går i forskellige dybder. Fiskene har nemlig ofte en bestemt dybde i søen, som de føler sig bedst tilpas i, og den dybde – som ofte skifter, prøver jeg altid at finde.
Som flydende bombarda bruger jeg typisk FTM Walker eller FTM Runner, som er bedst i de øverste 0-1 meter, hvor man med et eller flere splithagl prøver at affiske de relevante dybder. Hvis så fisken går endnu dybere, vælger jeg en synkende bombarda som fx FTM Dancer i netop den vægtklasse, der passer bedst til en given indspinningshastighed i den dybde, hvor fiskene helt aktuelt går.
En bombarda, som er lavet til at gå i en speciel dybde, er afstemt, så det synker langsomt og derefter går i en bestemt dybde ved normal indspinning. Det er noget, man skal prøve sig lidt frem med, for alt efter din inspinningshastighed, så varierer fiskedybden lidt. Som vejledning har de synkende bombarda´er typisk fået påtrykt en angivet dybde, hvor man kan forvente, at de skal gå i. Det kan fx være 0-0,25 meter eller 0,5-1 meter, 1-2 meter eller 2-3 meter o.s.v. Husk at lægge mærke til disse angivelser, for det er meget vigtigt at finde den rette dybde – og fiske effektivt i den hele tiden.
To af Jespers yndlingsbombardaer, der kan købes i Harald Nyborg. Bemærk fiskedybdeangivelsen på den nederste.
Bombarder der lokker fiskene til
Selv er jeg blevet meget glad for bombardaer med små metalkugler i – eksempelvis FTM SpitFire. Put and take ørreder er opvokset under helt andre vilkår ind fritlevende fisk, og lyden fra metalkuglerne minder fiskene om den lyd, der kommer, når foderautomaten på dambruget smider ørredpiller ned i vandet. Her er det de små kugler, som glider frem og tilbage inde i bombardaen, der efterligner lyden af ørredpiller, som rammer vandet.
Nogle dage er ørrederne meget nysgerrige, hvilket betyder, at alt som rammer vandet og larmer skal undersøges, og her er SpitFire bombardaerne bare guld værd.
Vælg det rette forfang til dit bombardafiskeri
Længden på mit forfang afhænger meget af, hvad for en bombarda jeg fisker med, og hvor stor den er. Til et normalt flydende bombardaflåd, bruger jeg typisk 2-4 meter, mens jeg til et lille 5,5 gram bombarda normalt kun har et forfang på 1-1,5 meter. Til et synkende bombarda, som ikke flyder på vandet, har jeg erfaringer med, at fiskene slet ikke er så bange for dem. Her kan jeg sagtens fiske med lidt kortere forfang på fx 1,5 – 2,5 meter.
Jeg bruger gerne en lidt stivere forfangsmateriale som flurocarbon, fordi det filtrer mindre. Fluorocarbon har også den fordel, at materialet er sværere at se under vandet. Jeg anvender tykkelser fra 0,16mm og op. Igen bruger jeg ikke tykkere forfang, end jeg behøver, for fisken ser rigtig godt under vandet, og agnen går mere livligt efter en tyndere line. Derfor: Jo tyndere forfang, man kan slippe af sted med, desto bedre.
Sasame Wurm er en fantastisk krog til bombardafiskeri i put and taken.
Kroge og svirvler til bombardafiskeri
Krogen er nok det vigtigste, da den afgør, hvor mange fisk du får kroget. Min favorit er en krog som Sasame Wurm, der er en virkelig skarp enkeltkrog med et stort kroggab. På denne krog lander jeg en meget høj procentdel af mine fisk. Krogens form gør, at baiten hurtigt ryger af krogen i tilslaget, hvorved det bliver lettere at kroge fisken
Svirvlerne skal være gode samt pålidelige, og her bruger jeg en femleddet svirvel med hægte fra FTM, for at min bait skal kunne bevæge sig så meget som muligt. Nogle af de agn, som jeg fisker med, roterer mange tusinde gange, inden de kommer ind, og det opbygger modstand i linen. Hvis den ikke kan komme af med den og ”aftwiste” ved hjælp af en god svirvel, så stopper din agn med at rotere ordentligt.
Valg af agn til bombardafiskeri i put and take´en
Der er næsten ingen grænser for, hvad jeg kan finde på at smide for enden af min bombarda. Det kan være alt fra en wobler til en flue – eller nogle af alle de nye spændende gummiagn fra FTM Omura. Min favorit er dog ørreddej eller ”bait”, hvor jeg selv former agnen og sammensætter farverne efter, hvad der er bedst på dagen.
De optimale farver og former skifter ofte fra dag til dag eller uge til uge, og man skal ikke være ked af at variere ofte, indtil man finder det helt rette melodi.
Her giver Jesper Kjærgaard dig de mest basale tips til grej og kast. med bombarda putten.
Du kan få flere tips og tricks på Jespers Youtube kanal her.
aug 27, 2021 | Artikler, HAVØRREDFISKERI, Kystfiskeri, Portrætter, Sponsoreret
Med skumsprøjt og en friskfanget havørred i nettet er Klaus Aaes fra Hvidovre Sport i sit es.
Klaus Aaes fra Hvidovre Sport har i over 35 år gjort livet usikkert for de sjællandske og sydsvenske havørreder. Vi er taget et smut til Vestsjælland med den erfarne havørredfisker, får at få historien om et spændende fiskeliv, der har budt på både mange og flotte fisk.
AF JENS BURSELL
DET BLÆSER 10,5 PELIKAN, da jeg møder en morgenfrisk Klaus ved et af hans favoritspots til havørred på den vestsjællandske kyst. Det er om at holde på hat og briller, for middelvinden er 10-12 m/s krydret med heftige vindstød så vilde, at ens øjne næsten løber i vand. – Bare rolig griner han, vi kan sagtens fiske, for som strømmen er lige nu, er der ingen problemer. Under disse forhold plejer ørrederne at stå på den side af revet, hvor strømmen kommer fra, så det vil være her vi skal koncentrere vores indsats, siger han og peger ud over det frådende hav.
Kort efter tager han sit første kast, og et øjeblik efter har han sin første fisk – en ilter blankfisk på omkring de 45 centimeter, som hurtigt får sin frihed igen. Jeg kaster i samme retning og efter to omdrejninger på hjulet har også jeg fast fisk i nogenlunde samme størrelse. Man må sige han kender sine pladser – og sin besøgstid…
Masser af sølvblank havørredaction
Der er på ingen måde udsigt til, at vinden flover lige foreløbig, og der er mildest talt sus i sejlene. – Det er lige sådan jeg vil have det, siger Klaus. – Her om sommeren kan der været et aldeles udmærket fiskeri midt om dagen, hvis man ellers bare vælger dage, hvor der er godt med vind og strøm – uden at det bliver så meget, at man ikke kan fiske for drivende ålegræs og fedtemøg.
Klaus når knapt nok at fuldføre sin sætning, som er lidt svær at høre gennem vind og bølgeskvulp, inden det igen giver et hårdt rusk i den anden ende. Stangen flekser godt igennem og på rutineret vis fighter han endnu en havørred, der efter et par krumspring i de vilde bølger, havner i nettet. Fisken, der er 54 centimeter, huggede på et hjemmelavet blink fisket med en Release Connector og en str. 12 trekrog.
Og sådan bliver det ved. Der er virkelig godt gang i fiskeriet, og inden længe har også jeg fået en fin fisk på 58 centimeter, der hugger på en klassisk pink Pattegris fisket på bombarda. Havørreden leverer et drøn af en fight i de høje bølger.
Klaus elsker hårdt vejr – og det gør havørrederne også.
36 års erfaring med havørredfiskeri
Du kender ham sikkert godt, hvis du har haft din daglige gang i de københavnske grejbutikker over årene. Klaus har nemlig siden slutfirserne arbejdet i flere af de største grejbutikker på Sjælland, hvor han med ukuelig entusiasme krydret med hyggesnak samt en gedigen faglig vejledning, har inspireret og hjulpet utallige lystfiskere ud på nye fiskeeventyr.
– Det hele startede i 1976, hvor jeg som seksårig havde min første fisketur til Furesøen for at fange skaller og brasen, fortæller han. – De første år fiskede jeg ikke så meget, men så startede jeg på et fritidshjem i 1980-81, hvor vi havde en del sjove kutterture på Øresund. Og med det, begyndte det ene at tage det andet. I midtfirserne startede jeg i Søborg Sportfiskeklub, hvor den både stod på kystture, søfisketure på Furesøen – og ikke mindst kystture til Sjællands Odde og Reersø.
– Min første havørred fik jeg i Øresund med Strandvejen som kulisse i 1985 – og ikke nok med, at jeg fik en – jeg fik faktisk hele to små blankfisk. I 1988 startede jeg med at gå i lære som ekspedient i den københavnske fiskegrejsbutik Sport Dres, og det blev til hele 16 gode år her. I butikken mødte jeg mange lystfiskere – blandt andet Jimmie Johansen, som jeg klikkede godt med. Inden længe tog vi på vores første kysttur sammen. og det satte for alvor gang i min fiskefeber efter kystens havørreder. Jimmie, der også kom fra Søborg, havde bil, og det var jo mere end passende, når jeg selv endnu ikke havde fået kørekort. På den måde blev det meget lettere for mig at komme på kysten, så der blev skruet voldsomt op for kystkadancen i disse år. Det blev til mange fine fisk langs især de Vestsjællandske kyster – og et par år sendere begyndte vi også at fiske i Sydsverige.
Klaus med sin fantastiske 9,8 kilos blanke havørred fra Kåseberga i Sydsverige. Hvad billedet mangler i kvalitet kompenserer fisken så rigeligt for.
Monsterfisken fra Kåseberga
– Fra 1994 og et par år frem fiskede vi rigtig meget i Sverige – især i vinterhalvåret, fortsætter han. – En tur jeg aldrig vil glemme var den dag, hvor jeg endelig fik det ultimative havørredhug. Det var en kold vinterdag i 1996, hvor vi igen var taget til Sverige for at fiske kystørred. Vi var på vej over til det sommerhus, vi havde lejet, men vi kunne først hente nøglen klokken tolv. Det gav os muligheden for liiiige at fiske lidt, inden vi kunne komme ind i varmen og få pakket ud. Og det skulle vise sig at være et temmelig godt valg. Den kendte havørredplads Kåseberga lå lige på vejen, så det blev der, vi besluttede os for at prøve lykken.
– Min 10 fods Hardy stang var klar til det perfekte kast – og på hjulet sad min helt nye 0,12 Fireline, der netop var kommet til Danmark. Det startede med, at jeg hurtigt fik en nedgangsfisk, og da jeg kastet efter fik et tungt hug, troede jeg faktisk, at det var en faller igen. Jeg gav den derfor fuldt pres og møllede den hårdt ind, indtil den pludselig sprang, så jeg tydeligt kunne se, at det var en massiv blankfisk i den helt tunge kaliber. Og så kan det nok være, at jeg havde nerverne uden på vadejakken. Den kæmpestore havørred kæmpede som besat med masser af vilde udløb og spring, indtil den efter 15-20 minutter var ved at være klar til nettet. – Skal jeg fotografere, når du lander fisken eller skal jeg komme og lande den for dig, råbte Jimmie. – Jeg tror vi tager billederne bagefter, og landingen først, var det utvetydige svar, og sådan gik det til, at han landede kæmpefisken i sit hjemmelavede net, der heldigvis var stort nok til at foretage en sikker landing af den velvoksne fisk.
Et udvalg af Klauses favoritagn, hvoraf mange kan købes hvor han arbejder i Hvidovre Sport.
– Fisken huggede på en hjemmelavet kystwobler, der var min egen version af Otto Poulsens berømte kystwobler. Netop denne version af Ottos wobler blev i øvrigt sidenhen den, der dannede grundlag for Steen Karlsen kystwoblerne af træ.
– Normalt bruger jeg aldrig blinklås, men her i dag havde jeg – i mangel af bedre – lånt en blinklås af Jimmie. Da fisken kom ind og lå i nettet, så jeg til min skræk, at den havde åbnet sig – måske på grund af det voldsomme pres kombineret med den helt uelastiske line, som jeg slet ikke var vant til at bruge på det tidspunkt.
De glade sandartnætter på Furesøen
– Fra midten af halvfemserne og små ti år frem var jeg også helt bidt af sandartfiskeriet på Furesøen, afslører han. – Det var især levende agn jeg badede i sommernætterne, og det blev til mange uforglemmelige ture derude i mørket. Selvom jeg først startede mit fiskeri i kølvandet på søens allermest produktive år, blev det alligevel til mange gode fisk op til 7,7 kilo. Woblerfiskeriet var også effektivt, og selvom det ikke var det, som jeg dyrkede mest, fik jeg alligevel fisk op til 6,3 kilo
– I 2005 blev jeg familiefar, og de næste år fiskede jeg derfor mindre for at hellige mig børnene. I den periode blev det mest til mede, sø- og hyggefiskeri med ungerne, men allerede i 2012 begyndte jeg at få så meget tid, at der var plads til at tage kystfiskeriet op igen.
For at minimere antallet af mistede fisk bruger Klaus normalt Claw Connectors – eller som her Release Connectors for at effektivisere brugen af små trekroge, som penetrerer bedre.
Tilbage til kystfiskeriet
– Selvom jeg havde frygtet det værste, kom jeg heldigvis rigtig godt fra start med et aldeles udmærket fiskeri, griner han. – Jeg havde blandt andet flere gode kystdage med over 20 havørreder på en dag fra bl.a. Reersø, og jeg var også heldig at opleve en af de helt gode dage på Isefjorden. Jeg var tilfældigvis på rette tid og sted lige idet isen brød, og kunne på et par timer lande 18 flotte havørreder.
– De sidste par år har jeg primært dyrket det sjællandske kystfiskeri, og her er det især på Østsjælland, at jeg giver den gas om foråret samt vestsjælland sommer og efterår. Jeg elsker at nørde med blink, og jeg går stadig og roder med at slibe samt bemale gamle blink fra halvfemserne. Jeg er især vild med de mere afdæmpede sorte og grønne blink – gerne iblandet det gode gamle crystalina glimmer, der var så populært i de gode gamle dage. Men jeg skal hilse at sige, at det virker stadig lige så suverænt dengang som nu. Dengang var crystalina noget man fik iblandet Flexcoat stanglak, men nu om dage kan man få det magiske stjernestøv til havørred i fx Panduro Hobby. Når det er sagt, så er det langt fra kun gamle blink jeg bruger, og min ubetingede favorit agn er helt klart Savage Gears Sandeel – både som gennemløber eller i den fastmonterede pencil udgave, der er god, når der er mange hornfisk, fordi man undgår at få raspet linen.
Fuldt fokus og sus i sejlene. Et sted derude kører Klauses blink igennem vandet – og snart er der hug igen.
Kom ned i Hvidovre Sport og få en fiskesnak
De sidste par år har Klaus arbejdet i Hvidovre Sport, hvor han helt klart er manden, du skal snakke med, når det gælder kystfiskeri efter havørred. Selvom Klaus er gammel i gårde med kystfiskeriet, så har han fingeren på pulsen og ved alt om de seneste hotte nyheder samt spændende nye trends inden for fiskeriet. Men – selvom det meste af Klaus´s fisketid går med kystørred, så har han gennem tiden prøvet kræfter med stort set alle former for fiskeri, så også her kan du som regel også få et par guldkorn med på vejen. Og hvis ikke, så kan du roligt regne med, at hans kollegaer i Hvidovre Sport altid har svar på rede hånd.
Lær hvordan du bruger vejrudsigten på fcoo.dk til at optimere dine chancer for fangst i denne video på Fisk & Fris Youtube, hvor du kan abonnnere gratis.
Endnu en smuk havørred glider i Klaus Aaes´s net.
Klaus med en flot havørred på 4,9 kg fra Kivik, i Sydøstsverige, februar 2001.
Til fastmonterede blink eller kystwoblere som denne skrællede SG Sandeel, bruger Klaus Aaes Rhino Claw Connectors til at give en bedre eksponering af de syleskarpe små trekroge i str. 12.
aug 25, 2021 | Artikler, Hav – kutter og småbåd, Portrætter, TUN
Samtiden adskiller sig ikke meget fra nutiden. Kunne man lave satire, så gjorde man det. Men på den gode måde.
Kronprins Frederik svømmede i mandags med en kæmpe tun i Skagerak, og det fik Fisk & Fri`s historiske medarbejder, Per Ekstrøm, til at kigge i gemmerne, for det er ikke første gang en dansk prins har været i baljen med en kæmpetun.
AF PER EKSTRØM
DEN FØRSTE ROYALE BADETUR med tun ligger mange år tilbage. Faktisk skal vi helt tilbage til søndag d. 28. august 1938, hvor for længst afdøde Prins Axel (1888-1964), i modsætning til Kronprins Frederik, helt ufrivilligt røg en tur i baljen i Øresund.
Episoden skete også i forbindelse med tunfiskeri, men her var det ikke meningen, at tunen skulle genudsættes. På daværende tidspunkt var det store eventyr med de mange tun ved Sjællands Odde ved at ebbe ud, og fiskeriet blev mere koncentreret omkring Helsingør og Snekkersten.
Stortun ved Snekkersten
Dagene inden havde fiskerne fra Snekkersten landet omkring 20 tun, og det lokkede mange københavnere og lokale ud på Sundet. Blandt andet en lokalkendt slagtermester Edvard Blomsterberg ville forsøge lykken og stævnede om morgenen ud i sin motorbåd ”Lis”. Slagtermesteren havde forsøgt sig flere gange, men uden at det var lykkedes ham at fange en tun. Den søndag formiddag stod lykken ham bi. Han fik en tun på krogen og fik den ind til båden.
Her opstod udfordringen med at få fisken ombord. Slagtermesteren var i sin bedste alder, 44 år, så det burde ikke være noget problem, med mindre han var alene, men det melder historien ikke noget om. I nærheden lå nogle andre både og fiskede tun. De observerede slagtermesterens kvaler med den store tun.
Fiskehandleren ordner slagtermesterens store tun. Gad vide om borgerne i Helsingør gik over til tunbøffer i stedet for oksebøffer? I så fald skulle slagtermesteren nok have genudsat tunen.
Royal hjælp til tunen
Ombord på en af bådene befandt sig Prins Axel. Han var både ivrig og særledes villig til at give en hjælpende hånd med at få tunen ombord i ”Lis”. Han kastede derfor en line ud over tunen og fik et godt tag i den. Hvad der efterfølgende skete, står hen i det uvisse. Om prinsen gled, eller om tunen ikke var så udmattet, som den så ud til, og trak i tovet, vides ikke. Resultatet var imidlertid, at Prins Axel røg direkte ned i Øresunds bølger. Slagtermesteren fik dog fisket både prinsen og tunen op i sin båd og bragt begge ind til Helsingør. På trods af turen i baljen fortsatte prinsen fiskeriet et stykke tid, inden han kørte til København for at få tørt tøj på.
Tunen var ikke en kæmpe. Nogle aviser skrev, den vejede 200 kg. Andre den vejede 150 kg, men det vigtigste ved historien var, at prins Axel var faldet i vandet. Det gav de følgende dage aviserne noget at skrive om.
Om prins Axel
Prins Axel var søn af Prins Valdemar og Prinsesse Marie af Orleans og dermed barnebarn af Christian d. IX og fætter til Christian d. X. Begge hans forældre var i en længere periode medlemmer af Lystfiskeriforeningen, så det er måske derfra, han havde sin interesse for lystfiskeri. Han blev senere præsident for Skandinavisk Tuna Club og deltog i de store tunkonkurrencer fra Snekkersten i 1950´erne. Han var i 1932 medlem af Den Internationale Olympiske Komite, ligesom Kronprins Frederik, der netop er stoppet som medlem. Måske foreligger der en uskreven regel om at danske prinser, der har været medlem af den Olympiske Komite på et eller andet tidspunkt skal have deltaget i den officielle olympiske svømmedisciplin ”50 meter fri”, men med en tun. I så fald har Kronprinsen efterlevet denne regel.
aug 23, 2021 | Artikler, Fluefiskeri
– Vi gør det sgu, vi bygger vores egen splitcanestænger, sagde vi en dag uden at ane, hvad der lå forude. Og det betød, at en hjemmebygget spiltcane stang gjorde mig nyforelsket i fluefiskeriet. Det blev en fantastisk rejse for os ind i fortiden, og her kan du læse, hvordan vi genopfandt vores fluefiskeri på en helt ny måde.
AF LARS BUSEKIST OG ROBIN FALCK
FØLELSEN AF AT FANGE EN FISK på en flue, man selv har bundet, kender sikkert mange fluefiskere, men at også fange en fisk på en splitcane stang, man selv har bygget, føler vi er tusinde gange federe.
Her får du historien trin for trin i vores projekt:
(1) Vi havde købt et par blanke kulfiber klinger billigt, men efter at have viklet guides, lakeret dem og limet kork og hjulholder, stod vi skuffede med en sær tom fornemmelse. Der manglede noget. Det var et par gode fluestænger, men de lignede alle andre, og det havde ligesom ikke rykket noget i os.
Vi måtte tage et skridt tilbage i tiden, og vi googlede os frem til, at hvis vi ville lave en splitcane stang, skulle vi have den helt rigtige bambus, som kommer fra Tonkin-området i Kina. Her findes den mest lige bambus og den der har flest stærke fibre – power fibre, som giver en splitcane stang sin helt særlige karakter. Vi fandt en leverandør på nettet, og bestilte varerne, og så var vi ligesom i gang.
Forberedelserne til at bygge en splitcane stang
(2) Da vi en lille måned senere, vandrede gennem byen med et par 4 meter lange bambus rør, var det med en blanding af rus og forventning over, at vi nu skulle bygge vores egne splitcane stænger, men også med følelsen om, hvad i helvede havde vi mon kastet os ud i?
Mens bambussen var på vej fra Kina, læste vi; Handcrafting Bamboo Fly Rods, af Wayne Cattanach, som vi hver havde købt en kopi af på Amazon. Vi valgte den, for der var en hel del billeder, og ikke helt så mange matematiske formler, som i et par af de andre. Desuden havde den fået varme anbefalinger med på vejen.
De første skridt i stangbygningen
For at få alt vandet ud af bambussen, brænder man den først. Der findes to måder, enten kan man brænde den på ydersiden eller på indersiden. Hvis man brænder ydersiden, vil den færdige stang have et lidt mere karamel-agtigt udseende. Vi valgte den første fremgangsmåde, da vi syntes mørkere stænger er pænere at se på.
(3) Vi skar bambussen på langs, og brændte den med en stor ukrudtsbrænder, men vigtigt er teknikken, så man ikke brænder gennem den tynde, men stærke film som ligger yderst og beskytter power fibrene lige under. For at splitte bambussen, brugte vi en billig hobby kniv. Teknikken er at holde bambussen med begge hænder og føre kniven helt igennem. Efterhånden som stykkerne bliver smallere, og begynder at flække for meget i en retning, drejer man med den fri hånd bambussen modsat, så kniven igen arbejder sig ind mod midten. Men det er bambussen, og ikke kniven, som styrer hvad vej den flækker. Det tog lidt tid og pænt mange skæve stykker, som vi måtte kassere, inden vi mestrede teknikken ((4) og (5)).
Nedslibning af de forbandede bambusled
For at stykkerne kan blive helt flade, skal bambus-leddene slibes helt ned, uden at slibe ned i power fibrene, og derefter høvles ned på indersiden (6). Dernæst varmer man leddene op i ca. 2-3 minutter pr. led. Vi brugte en varmepistol, og når leddet er blevet blødt, presser man det sammen i en skruetvinge. Når alle stykkerne så er helt flade – fordeler man stykkerne, så ingen led ligger ved siden af hinanden. Derved bliver den færdige stang så stærk som mulig. Men sørg for at hvert stykke bliver markeret med et nummer, inden det bliver skåret til.
Først høvler man en 30 grader vinkel ned langs den ene side. Hertil bruger man en 30 grader vinklet form, hvor den anden side er overdimensioneret, for at bambussen kan passe ned (7). Vi fandt lidt for sent ud af at det er en super god ide at bruge handsker, når man arbejder med bambus. For det første bliver bambus knivskarpt, når man høvler det, og for det andet kan bitte små usynlige splinter trænge langt ind I fingrene. Du kan ikke se dem, men afgjort mærke dem.
Næste fase er en ny form med en 60 graders vinkel. Først ligger man 30 graders vinklen ned mod formen, så bambus stykket passer perfekt, og ikke kan bevæge sig, så høvler man den modsatte side af stykket, til man har en ny 30 graders vinkel. (8) Stykket høvles og vendes frem og tilbage til man har en perfekt 60 graders vinkel (9). Når alle stykkerne er færdige, kan man samle dem til en perfekt sekskant, som vi kender split-canestængerne for.
Der findes også andre kantede splitcanestænger, men efter min mening er de ikke ligeså smukke (10).
Her lugter af hashias sagde pizzamanden…
For at binde de seks stykker sammen, måtte vi bygge en maskine. Tegningerne fandt vi i Cattanach bogen. Vores maskine var en blanding af motorcykeldele fra et byggemarked, en gammel fiske spole og diverse metal stykker som min ven lavede. Maskinen viste sig at være mere til pynt end gavn. Senere fandt vi dog ud af, det var meget nemmere at binde stykkerne sammen i hånden. Og resultatet blev nøjagtig det samme (11).
De sammenbunde bambus stykker skal så rettes ud, og tørres en sidste gang for at give dem styrke (12). Det var en fed fornemmelse at se de seks stykker samlet. Det var første gang i processen, man anede stangens endelige smukke sekskantede form.
Efter at have erfaret, at vi ikke behøvede at gøre alt som i bogen, byggede vi heller ikke en ovn til at varme stykkerne. Vi overtalte i stedet vores lokale pizzamand, til at låne os hans pizzzaovn. Vi kom med vores sammenbundne stykker, og smed dem i hans ovn i 20 min. Pizzeriaet begynder hurtigt at lugte af bambus og ikke pizza. Han kom ned til os, grinende, og sagde at her lugtede af hashish – vores gode ven var fra Algier, så vi viste, han havde styr på den slags. Men trods alt narrede vi hans fine lugtesans (13).
Stålform til stangbygningen
Den største udgift til at lave en splitcanestang, er en speciel fremstillet stålform, som kan justeres på langs, og helt ned til en præcision der er mindre end et hår. Formen skal hjælpe med at give den færdige stang sin endelige form. Men man kan også lave en form i egetræ eller en anden hård træsort, men så kan du kun lave en type stang, og vores tanke, var at vi ville lave flere (14 og14a). I stål skal der dog en smed på banen, men man kan selvfølgelig også købe dem færdige fra USA. Men forsendelses omkostningerne ville blive næsten det samme som for selve formen, så vi fandt en lokal smed som kunne lave en til os inden for et par måneder.
Vi valgte først en 7,6” #4. Det er ikke nemt at høvle bambus, og slet ikke med en præcision ned på mindre end et hår. Vi skar os i fingrene, fik splinter, trætte hænder, som gjorde arbejdet mindre morsomt i perioder, og ikke mindst måtte vi kassere en del stykker bambus, som undervejs var høvlet forkert.
Til at måle nøjagtigt, havde vi investeret i en elektronisk skydelære. Det var en god investering, når man hele tiden skal måle for hver 12 cm, og med en præcision på mindre en 0,05 mm. (15) De færdige stykker blev lagt i den rigtige rækkefølge, og tapet sammen med malertape. Numrene sørgede for, at der ikke kom to svage led ved siden af hinanden, i den færdige stang. Tapen blev snittet op på langs, og stykkerne lagt fladt ud, og en lim smurt på med en gammel tandbørste.
Så snart tapen var fjernet og stangen bundet sammen, kunne vi rulle den på et fladt bord og glatte stykkerne ud, så de næsten var fuldstændig lige inden de skulle tørre (16). Da stangen var tør, fjernede vi let bomuldssnoren med hånden.
Da stangen var tør, fjernede vi let bomuldssnoren med hånden. Vi var meget forsigtige omkring spidsen, og resten af limen fjernede vi derefter med forskellige størrelser sandpapir (15).
Splitcanestangen er unik
Det der gør en splitcanestang så unik, er power fibrene, de stærkeste fibre ligger i overfladen tæt sammen, og bliver svagere og mere spredt, jo længere man bevæger sig mod midten. Min første stang blev efter at være limet sammen for stor i omfanget. Jeg havde ikke været præcis nok, og lidt for forsigtig med ikke at ramme formen med høvlen. Men med sandpapiret, fik jeg slebet nok af til målet var rigtigt.
Min store bommert var dog, at jeg havde slebet for langt ned i de øverste power fibre. Min første stang endte derfor som et stykke overkogt spaghetti. Alt for blød. Så på de næste stænger, var jeg meget forsigtig med at være helt præcis, og kun slibe det gennemsigtige øverste lag af, og ikke ned i power fibrene (15a).
Øjer, kork, samt ferruler blev sat på. Ferruler og guides købte vi færdige. For det pæneste resultat lakerer man silken eller nylonen, der holder øjerne, et par gange med en fortyndet udgave, inden stangen endelig lakeres (17 og 18).
Lakeringen af splitcanestængerne
Selve lakeringen var en videnskab for sig. Vi valgte efter at have læst og forhørt os rundt omkring, at det bedste resultat var at dyppe dem. Det giver god mening, at for at få et helt professionelt ens udseende, skal de dyppes for ikke at have nogle mærker efter pensel eller lign. Vores laktank var et pvc rør, og et stop fra et byggemarked. Det er godt med et stop der kan skrues af, da lakken havde en tendens til at lave en bundprop.
Der er flere meninger om, hvilken lak som virker bedst, men vi valgte Scooner, som er vandtæt og smidig, og som har givet et super smukt resultat. For at undgå luftboble, bliver stængerne langsomt sænket ned i røret, og meget, meget langsomt hevet op igen. Vi brugte nogle gange musik, til at time tempoet. Omkring en sang mellem hvert øje på stangen. Det er vigtigt at lakken løber helt af øjerne, inden man går videre, da det ellers kan give mærker. Denne proces gentages 3-4 gange, og der imellem slibes for at fjerne evt. små partikler og ujævnheder, som skulle have sat sig fast. Men også for at beholde det smukke sekskantede look.
Stængerne blev hængt til tørre i et kill room, som vi havde lavet af samme plastik som malere bruger til at dække af med (19). Efter ca. 80 timer var oplevelsen af at prøve en splitcanestang helt anderledes, end de kulfiber stænger, vi startede med at bygge. Jeg stod med min stang #2 på en mark, og smed over 20 meter line ud som det letteste i verden, mens jeg jublede højt af fryd. Det var ikke mig, men stangen der gjorde det. Modsat en moderne stang og line, som føles teknisk med top aktion og lidt plastik-agtig, var bambus stangen som en del af min forlængede arm, og jeg kunne få fluen til at lande lige der, hvor jeg ville.
Den var dog langsommere, men kastede til gengæld naturligt linen og med nærmest kirurgisk præcision. Den første stang vi byggede, var for at lære splitcane kunsten at kende. Vi lærte hurtigt af vores fejl, og slutresultatet blev en serie af seriøse fiskestænger, som er noget af det bedste, jeg nogensinde har fisket med (19a).
En af mine første fisk på den nye stang, var en pæn ørred omkring de 35 cm, som tog en lille Zulu vådflue. Fornemmelsen var suveræn, Jeg havde føling med alt hvad der foregik. Fiskens ruskende bevægelse, vandets pres på linen, ja det hele gik op i en højere enhed. Det var en kraftig og bred fisk, men stangen absorbeede på en organisk måde, fiskens forsøg på at komme fri, så det føltes helt rigtigt og naturligt.
Den største fisk på splitcane stangen
Jeg skulle arbejde, så min ven Robin tog på en fiskerejse med en kammerat. Det var tidlig sommer, og han tog toget til det nordlige Finland, hvor han mødtes med sin kammerat, og de kørte yderligere 5 timer ud i den finske vildmark, tæt på den svenske grænse, der hvor russere, svensker, finner og nordmænd mødes.
Den lokale fiskeforening i en lille mineby, havde givet dem et par plot, hvor der var godt at fiske. Det var et par magiske floder og søer i et uvejsomt øde område, man kun kunne nå til fods. Mere kørsel ud i ødemarken. Yderligere en 3-4 timers vandring væk fra den øde landevej. Efter at have gået gennem sumpede moser, stenede uvejsomme områder og angrebet af hestebremser, fandt de endelig en lille flod som løb ud i en krystalklar sø, i det smukkeste kuperede landskab. Trætte efter den lange vandring, havde de satte de sig ned og kiggede ud over vandet. Pludselig var der en fisk, som tog noget i overfladen længere ude, og væk var trætheden i benene. Forsigtigt gjorde han sin splitcanestang, en Payne 7” klar. Satte en cadis tørflue på og smed fluen ud der, hvor fisken havde brudt overfladen. Og snart brød lyden af hjulets bremse landskabets stilhed (20). En kæmpe stalling på 60 centimeter havde taget fluen.
Det var det hele værd, glemt var alle strabadserne, og de mange timer på værkstedet med at bygge sin egen stang.
Lars´s fiske ven Joonas med en stalling på 54 cm fanget på sin splltcanestang og en elk hair caddis tørflue.
Splitcanestangbygning er bare det bedste!
Glæden ved at fiske med sin egen håndlavede splitcanestang er helt ubeskrivelig. I starten var vi forsigtige – tænk nu hvis der gik noget galt. Men så indså vi, at vi jo bare kunne bygge en ny del, eller reparerer dem hvis ikke bruddet var for alvorligt. Glæden ved splitcanen var præcis den, som manglede med kulfiberstængerne. De gav os en glæde, der næsten ikke kan beskrives. Om stængerne nu også var så gode, som vi selv syntes, fik vi bekræftet her i foråret.
Vi mødte en river guide, som har guidet fiskere i over 20 år, på en fluefiske messe, hvor vi kækt havde udstillet vores stænger. Han tilbød os at komme og besøge ham, hvis vi tog vores stænger med, som han så kunne prøve, og så ville han give os et par tips og guide os lidt rundt.
Han kiggede på håndværket og nikkede anerkendende. Tog en Payne 98 7” og begyndte at smide line ud. En Rio long belly som passede perfekt til stangen. Hans teknik havde en lethed, som kun en, der har fisket næsten hele sit liv mestrer. Uden problemer, med minimale håndledsbevægelser, smed han mere og mere line ud, i en fuldstændig lige linje uden loop. Efter en pause kiggede han på os sagde: “Det er en af de bedste stænger, jeg nogensinde har prøvet i min karriere. Kan I bygge mig en?” Det er vi nu i gang med, samtidig med at, vi nu tilbyder nogle få andre seriøse fluefiskere at bygge stænger, til dem.
aug 20, 2021 | Artikler, Sponsoreret, Video
Når du skal ud i din egen båd for at fiske efter torsk, er det vigtigt, at du har styr på at bruge ekkolod og plotter, så du kan både finde – og genfinde fiskene. I denne video viser Tue Blaxekjær dig, hvordan du kan bruge Raymarines multifunktionsinstrumenter til at optimere dit torskefiskeri. I videoen fortælles dels om, hvad det er, du skal kigge efter, når du skal finde torskene – og det bliver forklaret, hvordan du optimerer visualisering og samspil mellem de forskelige typer af skærmbilleder – fx normal 2D, downscan og sidescan. Glæd dig til en herlig dag på vandet med masser af torskeaction.
Husk, at det er gratis at abonnere på Fisk og Fris Youtube kanal.
