aug 17, 2021 | Artikler, HAVØRREDFISKERI, Kystfiskeri, Medefiskeri
Den færdigriggede tobis, er klar til at blive sendt ud for, at finde aftenens første havørreder. Bemærk montagen, der i praksis er en variant over Jens Bursells L-rigs og gennemløbstakler til softbaits, hvor asymmetrisk montage af en lille trekrog giver en markant højre landingsrate.
GULP-tobiser kan være en uhyggelig effektiv agn til kystens havørred. Følg med Thomas Graversen og få en masse tricks til, hvordan de bruges.
AF THOMAS GRAVERSEN (Artiklen blev oprindeligt publiceret i Fisk & Fri 6/2018)
DET MESTE af eftermiddagen og aftenen, har vi affisket nogle af de yderste revler, hvor lange kast med mellemtunge agn på langs med revlerne, har givet os både fisk og gode oplevelser. Vandet er nu faldet en del, siden vi gik ud, og rundt om os står tangbuskene med deres toppe frie af vandet. Vinden har lagt sig, og der er helt stille. Men så alligevel ikke helt, for mens vi stille går mod land, ser vi begge en god fisk, der vender lige foran stranden. – Det kan da ikke passe, udbryder min makker, for hvor fisken vender rundt, er der kun 15-20 cm vand. Vi står nu helt stille i vand til midt på låret, og kigger i det sidste lys ind mod land. Fisken vi så vende sig i overfladen, er tydeligvis ikke alene, og et par klassiske v´er i vandspejlet afslører, at der er kommet fisk ind på pladsen.
Havørred på tobisjagt
De jager et eller andet mellem tangbuskene, men hvad var det? Særligt områderne helt inde ved land er der aktivitet, men vi kan ikke rigtig se, hvad de går efter. Lige pludselig udbryder min fiskemakker: – Tror du, at det kan være tobiser, de forsøger at skræmme op af sandet? Måske siger jeg, vi kan jo gå ind og kigge efter.
Vi har begge tidligere læst om, hvordan man på sandbund helt inde i vandkanten om aftenen og natten kan ”skovle” tobiserne op på land med de bare hænder. Det måtte være dem som havørrederne gik efter. Selvom der stadig er aktivitet i vandet langs stranden i det lave badekar, vælger vi at gå ind på land for at grille pølser, og så samtidig kigge om fiskene kommer igen på samme måde.
Da grillen er tændt, og pølserne lagt på grillen, vil min makker lige teste teorien med tobiserne i sandet, og om han kan grave en tobis op af vandet i det område, som havørrederne netop lige havde været aktive i. Han lister i en lille bue uden om sandpletten, og i pandelampens skær lægger han sig på knæ lige på kanten af sandet og stikker hænderne ned. I en hurtig bevægelse graver han sine hænder ned i sandet og smider en bunke op til mig. Jeg tjekker hurtigt efter, og der er ingen tobiser. Han prøver igen med det samme, og denne gang er der held med projektet. To ganske fine tobiser, ligger nu og vrider sig på sandet foran os.
Vi lader tobiserne svømme igen og sætter os ved grillen og snakker, om det vi har oplevet – og vi bliver hurtigt enige om, at fisken inde på lavt vand er noget vi skal give et skud på et tidspunkt. Siden den første oplevelse med havørreder på det helt lave vand, har målrettet fiskeri med tobisimitationer givet os en del fisk. Og det er en form for fiskeri, der kan være meget intenst.
Sådan fisker du havørred med tobisimitationer
Fiskeri med tobisimitationer giver naturligvis flere muligheder. Man kan vælge de helt naturlige agn, eller nogle af de kunstagn, der findes på markedet. Jeg har nogle gange forsøgt mig med de naturlige agn som kan være ganske effektive, hvis man får kastet den ud midt i en stime havørreder, der er inde for at jage. Det er simpelthen bare at lade den synke ned, og havørrederne skal nok tage den, hvis de ser den. Men – så snart jeg har brug for at skulle kastefiske lidt mellem tangbuskene, oplever man hurtigt, hvor dårlig og porøs en tobis er til den slags. Og den går forholdsvis hurtigt i stykker. En virkelig naturtro lille tobisefterligning er tobiserne fra Savage Gear, de er bløde i gummiet, og kan fiskes på en virkelig levende måde. De vejer dog ikke det vilde, og er næsten umulige at kaste med uden en belastning foran. Og så kan man ikke længere fiske dem så godt på det lave vand, som fx Berkley´s Gulp Tobiser. Men på de lidt dybere områder eller i de dybere badekar, kan de være virkelig giftige!
Min klare farvoritagn til denne type fiskeri, må klart være tobiserne fra Berkley. Ved første øjekast kan de måske virke lidt stive i det, og halen har en lidt underlige vinkel skråt ned. Men tag endelig ikke fejl af denne agn, da det er med til at give den en virkelig lokkende gang i vandet. Samtidig er det også en agn med en høj nok kastevægt til, at du med det rette tilpassede grej, kan kaste forholdsvis godt med dem uden nogen form for belastning.
Hvor findes tobiserne?
I princippet er der jo mere eller mindre tobiser i havet alle steder, men særligt områderne med sand kan tiltrække stimerne om aftenen. Her graver de sig ned for natten, for derefter at svømme videre, når lyset igen begynder at ramme vandet. Dette ved havørrederne og udnytter det til deres fordel, ved at være i nærheden, når stimerne kommer ind.
Ved de helt åbne stræk uden meget andet end sand, har havørrederne svært ved at skjule sig, og kommer ofte ind enkeltvis eller et par stykker af gangen. Tidligt på aftenen kan de være nemme at spotte, men så snart lyset forsvinder, er de umulige at se, med mindre de laver bevægelser i overfladen. Derfor foretrækker Teis og jeg, at jagte havørrederne på de lidt lavere områder med en god leopardbund lige på den anden side af et smalt sandbælte helt inde under land.
I disse områder har vi som lystfiskere optimale betingelser, da vi kan stå på land og kaste ud over badekarret. Havørrederne har noget at skjule sig i tæt på stedet, hvor tobiserne graver sig ned, og tobiserne har nogle gode sandede områder, de kan grave sig ned i med et forholdsvis godt udsyn rundt omkring sig. Nogle gange kan det betale sig at være opsøgende, hvor vi går stille ud i vandet og fisker ned langs med stranden mellem tangbuskene.
Man skal dog ikke glemme fra tid til anden, at tage et kast eller to ud af. Det er netop i disse områder, at vi har dyrket aften og nattefiskeri med tobiserne efter havørreder.
Havørredgrej til fiskeri med tobis
Det siger næsten sig selv, at der skal anvendes let grej til denne form for fiskeri. Stængerne vi benytter, kan være alt fra UL-stænger til 8-9 fods stænger med en kastevægt fra 6-22 gram. Da tobiserne i sig selv ikke vejer meget, er det derfor vigtigt, at de kan kaste med en lav vægt for enden af linen. Samtidig skal man naturligvis heller ikke forvente de længste kast med tobiserne, og et gennemsnitskast ligger vel omkring 20-25 meter. Men giv ikke op, for det er i langt de fleste tilfælde rigeligt at til kunne nå fiskene. De fiskehjul vi anvender svinger også lidt, alt efter om det er en UL-stang de skal sidde på, eller en almindelig kyststang.
Til førstnævnte er det som regel størrelse 1000 hjul, der sidder på stangen. Går vi op i mere traditionelle kyststænger, bruger vi vores 2500 hjul. Vi bruger fletliner med en meget glat overflade, for at kunne få så meget længde på vores kast som muligt. En ældre slidt fletline, tager noget af længden, når man kaster ud. Derfor er det altid en god ide at holde øje med linen, og skifte den når den er slidt og flosset.
Sådan monterer du din GULP-tobis:
Sådan fisker du med GULP-tobiser:
Foruden stang, hjul og line, skal du bruge følgende udstyr for at komme i gang. 1) Berkley Gulp tobiser, som med fordel kan ompakkes hjemmefra, så man undgår at få væsken ud i bilen. Bøtterne bliver nemlig utætte, så snart forseglingen er brudt. 2) Flådstops i en størrelse, så de kan sidde godt fast på en 0,25 mm nylon line. 3) En agnnål, som kan købes i din grejbutik.
Alternativt, kan du finde dem i Panduro hobby. 4) En svirvel som har en fornuftig størrelse. Jeg anvender selv en, som ikke kan komme igennem øjet på min stang. Foran sætter jeg ofte en lille gummiperle, for at tage et evt. stød mod mit topøje, når jeg spinner agnen ind. Det kan nemlig være svært at se, når fiskeriet forgår i et roligt tempo mens det er helt mørkt.
Det er forholdsvis simpelt, at rigge tobiserne op uden belastning. Da vi primært bruger fletline, og denne line skærer sig igennem tobiserne, når vi kaster, så anvender vi primært flourcarbon som forfang. Først bindes der en svirvel i enden af forfanget, og derefter klippes det af med en længde på 50 cm. Derefter tager du din agnnål og skubber ned igennem tobisen gennem spidsen på den. Nålen føres ud ca. 3 cm fra halen. Herefter trækkes nål og line igennem tobisen, og den er nu klar til at blive monteret med et flådstop og en krog. Flådstoppet monteres nu og trækkes ca. 10 cm op af linen, så det ikke sidder i vejen, når knuden skal bindes. Vi anvender en rapala-knude, hvor krogen efterfølgende hænger i en lille lykke under tobisen. Flådstoppet skubbes ned, så det sidder lige over knuden, og tobisen skubbes ned til flådstoppet. Vi har flere gange eksperimenteret med andre monteringer, men fundet frem til, at dette for os er den mest effektive oprigning af tobisen.
Det praktiske havørredfiskeri med tobisimitationer
Fiskeriet minder på mange måder om det traditionelle fiskeri efter havørreder i badekar. Vi starter ofte fiskeriet en times tid inden solnedgang, så vi allerede er i gang med fiskeriet, når den gyldne time rammer. Man skal passe på med at gøre for meget opmærksom på, at man er der, og ellers bare forsøge at spotte fisk, der jagter i området.
Vi vælger gerne områder med en god plettet bund – både så fiskene har noget at skjule sig i, men også så vi har noget vi kan liste rundt i mellem. Mange gange er det, når man får fisket tobiserne ind mellem de forskellige tangbuske, at fiskene for alvor klapper til agnen. Hvis ikke vi starter fiskeriet fra land, lister vi ud i lårdybt vand, og fisker herefter ind af mod land. Sådan bevæger vi os stille ned langs med kysten, og det giver fisk. Når det er blevet helt mørkt, går vi ofte ikke længere ud i vandet, end at vores vadestøvler er dækket med vand. Det er nemlig i dette område, at havørrederne jagter de sidste tobiser, der kommer ind for at grave sig ned i sandet.
Det sker forholdsvis tit, at man hører en fisk vende inden for kasteafstand, og er man hurtig nok til at få sin agn derud, falder der også tit en belønning af. Når vi er afsted, så kaster vi efter alt hvad der rør sig, for selv de mindste skvulp i overfladen, kan være en fin havørred der vender tæt på land.
Havørredhugget
Når fisken hugger er en af de største fejl, du nu kan lave, at give tilslag! Jeg fortsætter min indspinning i et langsomt tempo, og først når stangen er spændt op, så giver jeg tilslag. Det er som om, at havørrederne suger agnen ind, og hugger du til med det samme, forsvinder agnen ud af munden på fiskene hurtigere end den kan nå at klappe sammen om tobisen. Derfor lader jeg ofte fiskene arbejde lidt for sagen, inden krogen bliver sat. For det meste tager de agnen så godt, at krogen sidder solidt placeret hver gang.
Lær hvordan du bruger vejrudsigten på fcoo.dk til at optimere dine chancer for fangst i denne video på Fisk & Fris Youtube, hvor du kan abonnnere gratis.
Artiklen blev oprindeligt publiceret i Fisk & Fri 6/2018
aug 15, 2021 | GEDDE, Predatorfiskeri, Spinnefiskeri efter gedder, Sponsoreret
Ved at lade tampen på den stive titaniumswire (1) fortsætte bagud og skubbe den ind under et stykke silkonetube (2) på krogen – kan du semi-fiksere krogen, så den ikke så let hægter op på det bløde softbait. Krogen kan let skiftes ved at svuppe wiren ud af tuben, skifte krogen – og stikke wiren ind under tuben på den nye krog. Med et løsthængslet led i form af en rig-ring (3) på wiren, der kører over ryggen på shad´en, er det muligt at montere en lille krog i halen som vist – uden at det influerer negativt på shad´ens gang. Det er langt fra hovedparten af fiskene, der hugger efter halen, men alligevel vil denne lille detalje kunne give dig nogle ekstra fisk. Taklerne fås færdigtlavede fra Westin – se nedenfor.
Gedder er vilde med softbaits, men de er ikke altid lige lette at kroge. Her får du opskriften på hvordan du sikrer den perfekte eksponering af hale og bugkrogene.
AF JENS BURSELL
HVOR TIT har du ikke prøvet af få et godt hug på din shad, for derefter et splitsekund efter mærke linen blive slap – og se din shad komme retur uden hale… Jo – selvom de fleste fisk hugger efter midten/fronten af dit softbaits, er der en hel del der lige snapper efter halen – især, hvis de er lidt sky. Men – der er bare et lille problem: Når du placerer en krog i halen på din shad, vil det normalt betyde, at du enten dræber gangen – eller må bruge så blødt et forfang, at det ikke holder til den store gedde, som du er på jagt efter.
Dette problem har jeg arbejdet med i næsten 15 år – og var i den forbindelse en af de første der eksperimenterede med løst efterhængte stingers at monotrådet titanium. Fidusen ved disse er, at man faktisk kan fiske krogen 2-3 cm bag softbaitets hale, men hvis ikke man er meget varsom med sine kast, kan det også give en del kludder. Desuden er denne montage knapt så visuelt elegant, som hvis krogen sidder i selve paddletailen.
Jeg har derfor i en del år været i tænkeboksen med netop denne problemstilling, for at prøve at finde en måde at kroge ”halenipperne” – uden at det dræber halens delikate gang, ser for klodset ud – eller giver for meget kludder.
Endnu en perfekt kroget gedde, der nippede efter halen og blev hængende på den lille halestinger.
Forøg landingsraten med halestinger på dit softbait til gedder
For et par år tilbage begyndte jeg at eksperimentere med en løs hængslet top-stinger, der gik hen over ryggen på softbaitet med en krog siddende helt ude i toppen af paddle-tailen. Ideen var at jeg – i stedet for at bruge én gennemgående wire, der kunne hæmme halens bevægelser – ville bruge to stykker wire, der var løst hængslet via en ring-ring og to crimpede loops (3), så halen nu kunne bevæge sig fuldstændig frit. Og – for at den stive titanium wire ikke skulle hæmme hele kroppens – og dermed også halens bevægelser – er den baitspike, der fikserer taklet til bagenden af ryggen – monteret glidende på wiren (4) i stedet for at være fastmonteret i en solid-ring eller svirvel, som det ses på de fleste stinger systemer.
Allerede fra første tur viste dette system sig at virke helt eminent, og jeg begyndte nu pludselig at få lidt flere af de fisk, der bare snapper umotiveret efter softbaitets hale.
Kludder, hvor løsthængende kroge på en stinger hægter op på softbaitet, kender de fleste geddefiskere med hang til kunstagn til. Også denne problemstilling har jeg brugt en del år på at løse. Særligt den bagerste krog, der er placeret ved softbaitets “gat” har en tendens til at hægte op, hvis den er løsthængslet. Min erfaring er, at denne krog giver den aller bedste krogning, hvis den sidder lidt væk fra softbaitet, så det er muligt at bruge en lidt mindre og bedre penetrerende krog, der er perfekt eksponeret. Jeg har derfor arbejdet længe på en løsning, hvor det er muligt at fiske den bagerste bugkrog perfekt frit eksponeret – samtidig med, at den er semi-fikseret, så den ikke så let kommer til at hægte op på softbaitet.
Du kan købe alle materialerne til de takler, der nævnes i artiklen, på releaserigshop.com, og taklet kan også købes færdigtlavet fra Westin her.
En semi-fikseret gatkrog på softbaitet til gedder
Jeg har i mange år semi-fikseret – eller “låst” endekrogen i “fast-position”, ved at trække et stykke tube over krog/springring og ring-rig. Problemet med denne montage er dog, at det meget ofte går hen og bliver en visuelt meget klodset løsning, samtidig med, at det oftest er lidt besværligt at presse tuben op over spring-ring og rigring.
Den perfekte løsning fandt jeg på en dag, hvor jeg sad og havde afsluttet enden af taklet med en fire-tørns blodknude på en mono-trådet titaniumswire. Jeg skulle lige til at klippe tampen af, da jeg pludselig så for mig, hvordan jeg kunne semi-fiksere krogen ved at montere et lille stykke klar tube på krogskaftet – og så blot stikke titaniums-tampen, som fortsætter bagud i forlængelse af wiren – ind under denne.
Allerede samme aften fik jeg prøvet systemet, og det virkede fuldstændig efter hensigten. Med denne teknik kan man få krogen til at stritte perfekt eksponeret ud i vandet lige bag gattet – med en betydeligt mindre risiko for at hægte op på baitet. Analogt med hale-stingeren, monterer jeg også den nederste bug-stinger med en spike (“montagespyd”), hvor forfanget kan bevæge sig frit igennem for at undgå at den stive wire, der er nødvendig for at få krogen til at stritte ud i den rette position – hæmmer agnens gang.
Her kan du se, hvordan man kan kombinere et release-takel (øverst) med en normal stinger-montage (nederst). Bemærk, at de baitspikes (“spyd”), der holder taklet, er fastmonterede ved z og glidende på taklet ved y. Det giver den bedste gang på agnen. Gat-stingeren skal være lavet af 50 lbs monotrådet titanium eller kraftigere, men til de øvrige dele X kan alle wiretyper benyttes.
Agnen går helt perfekt på denne måde, og den lille gatstinger stritter helt perfekt ud, så fisken knapt nok skal kigge på agnen for at blive kroget.
Alternativt kan man crimpe den yderste rig-ring med en wire-lås, hvor den bagerste krog monteret: I stedet for blot at køre wiren igennem crimpen én gang – køres wiren igennem to gange, hvorved tampen kommer til at fortsætte i forlængelse af wiren bagud, så man også her kan semi-fiksere gatkrogen, ved at stikke den stive titaniums tamp ind over tuben på. Fordelen ved denne metode er, at tampen ligger i en mere lige linje efter wiren, hvilket giver en lidt pænere montage. Ulempen er at det er lidt sværere og langsommere at crimpe, når den skal to gange igennem.
Du kan købe alle materialerne til de takler, der nævnes i artiklen, på releaserigshop.com, og taklet kan også købes færdigtlavet fra Westin her.
Med disse to nye montager er det nu blevet muligt at fiske en perfekt eksponeret lille krog to steder, hvor det ikke før var muligt med de mest normalt brugte metoder.
Release-takel eller normal montage af softbaitet til gedder
Den nye form for hale og gat-stinger kan fiskes både normalt eller release-style. Da metoden i begge tilfælde muliggør brugen af mindre og bedre penetrerende kroge, som er perfekt eksponeret, er den primære fordel ved release-varianten af taklet, at det er nemmere at montere halestingeren, så den ligger perfekt hen over ryggen på agnen – uden at være for lang eller for kort. Årsagen er, at længden kan justeres trinløst ved at skyde release-taklets semi-fikserede stop (x) op eller ned af forfanget, indtil det på millimeteren har den perfekte længde.
Med et release-takel kan man nemlig justere længden på taklet med millimeters præcision ved at skubbe montagepunktet (x) op eller ned ad forfanget, til det passer helt perfekt. Bliver det for stramt, går halen ikke godt – og bliver det for slapt, så hænger det og slasker på toppen af baitet, hvilket giver en dårligere præsentation. Denne præcisions justering er ikke mulig, på samme nemme måde, hvis man monterer topstingeren normalt.
Bevares – uden release kan man indskyde svirvler og springringe, så det passer med afstanden – det bliver blot lidt beværligt, ændrer på vægtfordelingen i agnen – og ser ikke så godt ud. Gat-stingeren kan monteres i topstingeren, når du fisker release. Den kan dog også fiskes super let og elegant, ved blot at montere stingerens front i det nederste øje på frontloddet som på montagen til venstre. Denne montage kan man have uanset om topstingeren fiskes som release eller normal stinger-tafs.
Bug-stingeren kan fiskes både med én eller to kroge. Til de mindre shads, er det fint med blot en hale og en gat-krog, men er der lidt mere størrelse på softbaitet, kan man vælge at fiske to kroge på bugstingeren. Frontkrogen kan være løsthængslet, men ønsker du den semi-fiskeret, som den bagerste gat-krog, så den ikke kan hægte op, kan du blot klikke den ind i en flækket hama-perle på forfanget. Held og lykke med de nye shadtakler.
aug 13, 2021 | Artikler, KARPE, Karpefiskeri, Medefiskeri, Portrætter
Meget større bliver det ikke: Peder med sin PR spejlkarpe fra Graviers på over 40 kilo.
Peder Lichtenberg, der til daglig arbejder i den københavnske grejbutik Sport Dres, har fanget flere store karper end de fleste kan drømme om. Vi har taget en snak med vikingen fra Birkerød om hans liv som hardcore karpefisker.
AF JENS BURSELL
– Min far og onkel introducerede mig til fiskeriet, da jeg var 5 år gammel, fortæller Peder, så det vil sige at jeg har fisket i omkring 36 år. Her, som så mange andre startede jeg med det simple bundsnører fiskeri efter fladfisk og torsk, hvilket foregik omkring vores sommerhus ved den Sjællandske nordkyst. Ellers var jeg i de tidlige år med på den midtjyske hede efter åens ørred og stalling, samt kutterture fra Helsingør efter torsk og sild sammen med min far.
– Jeg begyndte at fiske alene omkring 10-årsalderen, hvor det meste af fiskeriet foregik omkring søerne i Nordsjælland, som jeg kunne komme til på cykel samt fiskeri på kysten ved vores sommerhus, fortsætter han. – Dengang var der jo ikke noget internet – så al information og inspiration blev søgt i bøger, gerne skrevet af Jens Ploug Hansen, der satte gang i fantasien og lysten til at prøve kræfter med nye arter og metoder. Senere havde jeg nogle år, hvor jeg kom fast på ”lystfisker” holdet i Birkerød ungdomsklub, som Thomas Bjerre stod for. Her var et fantastisk fællesskab, hvor vi havde mulighed for at producere vores eget grej, som fx kyst net, fluebinding, flåd af balsatræ og selv stangbygning havde vi gang i. Vi var også på mange fantastiske fisketure i put and take, kysten og på søerne, både herhjemme og udlandet.
Peders start på karpefiskeriet
– Jeg blev kort introduceret til karpefiskeriet, da jeg i en årgang fra slut 80’erne til start 90’erne boede i England med mine forældre, beretter Peder. – Flere gange besøgte jeg den dengang kendte grej butik Bowlers of Wimbledon, hvor størstedelen af udvalget forståeligt nok bestod af mede- og karpegrej, og der var hylder fulde af spændene boilies og forfoder typer. Det var ikke lige noget, som jeg så i de grejbutikker, jeg var vant til i Danmark.
– Det var dog først, da vi flyttede tilbage til Danmark, at mit fiskeri efter karper rigtigt tog fart. Information omkring vande og grej var ekstrem sparsom – så inspiration til grej og agn fik jeg fra Jens Bursells klassiker ”Moderne Medefiskeri” og så var det ellers bare ud til søerne og få fyldt hovedet op med erfaring. Og resten er vel historie, som man siger.
En af de meste fantastiske ting ved karpefiskeriet er de skønne naturoplevelser man får ved at tilbringe flere døgn ved vandet.
Masser af spændende udfordringer i karpefiskeriet
– Da jeg var ung lystfisker knægt har jeg altid læst og undersøgt alt omkring den art jeg gerne ville fange og sjovt nok var det altid de mest ”besværlige” fisk, som jeg satte næsen op efter at fange, griner han. – I mange tilfælde lykkedes det da heller ikke, men udfordringen, det tekniske aspekt og alt ”hardwaren” i karpefiskeri passede åbenbart perfekt til mig personligt, og selv årtier efter længes jeg tilbage til søerne, hvis jeg haft en periode hvor jeg ikke har kunne komme af sted.
Storkarper i massevis
– Igennem årene har jeg været heldig at kunne løfte nette omkring 37 forskellige karper over 15 kilo, afslører han. – En del har været ”kendte” fisk jeg har fisket specifikt efter, men der har faktisk også været en del overraskelser imellem – nogle, jeg som en snu karpefisker selvfølgelig holder for mig selv. Jeg har flere fangster, der står klat i hukommelsen, men jagten på en stor skælkarpe over en 6 år lang periode fra et nordsjællandsk vand var meget speciel. Uden at gå for meget i detaljer omkring selve ”jagten”, så lykkedes det endelig en tidlig morgen i start juni at få det forjættede hug. En af stængerne, der fiskede på et hårdere område 90 meter ude i søen strammede op, dog uden at tage line, men jeg var ikke i tvivl om, at det var en karpe, der var gået i fælden.
– Jeg væltede ud af soveposen og fik hurtigt løftet stangen samt strammede linen op for at få god kontakt til fisken. Karpen reagerede prompte ved gå i overfladen og sprøjte vandet til skum i et tungt udløb og kejtede til venstre på stram line, imens jeg langsomt fik den presset imod land. Fra tidligere erfaring hoppede jeg i mine waders, så jeg kunne holde fisken væk fra rødder og sunkne træer, som jeg desværre tidligere have sat en stor fisk i, da jeg var for langsom til at komme i vandet.
Peder Lichtenberg med sin danske drømmeskælkarpe på 19,6 kilo. Skælkarpen er fanget på en hjemmrullet 18mm N-blend korkkugle pop up fisket over 18mm N-blend boilies frra DT Bait.
Drømmeskælkarpen landes efter seks år
– Efter lidt tovtrækkeri var karpen uden stangtoppen og her var den sidste forhindring et stort sunket træ på venstre side, så bremsen blev spændt en ekstra omgang for at undgå et langt udløb. Det skal siges, at på dette tidspunkt havde jeg slet ikke set fisken eller have nogen ide om størrelsen, hvilket måske var meget godt, for ellers havde jeg nok ikke presset den til det yderste. Det var først, da fisken endelig vendte i overfladen, at jeg kunne se en flot side af blanke skæl, der med sikkerhed fortalte, at det var en af søens gamle skælkarper, der havde fumlet, og var blevet snydt af min krogagn.
– Efter en række af endeløse kontante men korte udløb på den stramme bremse overgav fisken sig, og jeg kunne løfte nettet omkring skælkarpen. Da jeg kom ind til kanten, pakkede jeg nettet sammen og løftede forsigtigt fisken op på afkrogningsmåtten. Først her gik det op for mig, hvilken fisk der var tale om! Seks års jagt var forbi, og et par gode kammerater, der lå i nærheden, kom over og hjalp til med vejning og fotografering af en fantastisk skælkarpe på 19,6 kilo.
– Jeg kan tydeligt huske, at jeg var fuldstændigt overvældet og havde ikke lyst til at fiske videre, så jeg pakkede grejet sammen for at kunne fejre med familien, der jo kendte alt til jagten på netop denne fisk. Hvis man jagter heldet, så fanger man det til sidst. Desværre døde den gamle fisk året efter.
En vild karpetur
– Jeg har haft et par ture, hvor jeg har været på det rigtige sted, hvor fiskene har stået samlet foran en, og på den vildeste tur stoppede jeg efter 22 hug på 24 timer. Planen var at fiske to døgn, men jag var simpelthen udmattet, og den sidste nat blev tilbragt under parasollen uden takler i vandet.
Peder med en 22,5 kilos dansk spejkarpe. Fisken er fanget på en snowman af 15mm Pukka Fish peach Spurcream pop up og 18mm matchende Hard Hook bait – fisket over 18mm Pukka Fish Peach Sour Cream boilies fra DT Bait.
– Den største officielle danske karpe, jeg har fanget, vejede 22,5 kilo, og stammer fra et gammelt midtsjællandsk konsortie. Dette var min første danske karpe over 20 kilo, og en fangst jeg måtte arbejde for ved at tilbringe 10 nætter i stræk på den rigtige årstid i ankeldybt mudder. Den kostede mig søvnlæse nætter fyldt med brasen, hvor jeg skulle op og køre på arbejde hver morgen. Denne fisk var en af de fangster, hvor man har en plan, som fejler fuldstændigt, og så skal taktikken ellers bare tilpasses indtil det lykkedes. Som jeg husker det, fangede jeg kun 2 karper og over 100 brasen på de 10 nætter, så da den store fisk var i nettet og billederne taget skulle jeg bare hjem og sove ud!
Karpeerfaring fra mange lande
Peder har fisket karper i Polen, England, Sverige og Frankrig, men har langt det meste af hans udenlands fiskeri er forgået i Frankrig – hvor hans største karpe også er fra. – Min PR er en kendt fisk fra Luke Moffats sø ”Graviers” ved Dijon, der normalt vejer lidt over 40 kilo.
– Min sidste tur til udlandet var i starten af maj i år. Tre gode venner og jeg havde sikret os tre uger ved ”Graviers”. Lukes sø adskiller sig lidt fra andre betalingsvande ved at have en relativ lille bestand af karper med en ret pæn snit vægt, så man skal ikke regne med at vælte fisk op, men når der endelig sker noget, er der god chance for at det er en seriøs størrelse. Søen er omkring 15 hektarer med tre pladser, der kan fiskes i par.
– Vi tager altid kun fire mand afsted, da det giver lidt mere frihed. Da vi ankom til søen, valgte min fiskemakker og jeg plads, som det første, efter at have fået den obligatoriske kop te med Luke og hørt nyhederne omkring fiskeriet, hvilket der ikke var mange af, for han stort set ikke havde haft nogle gæster i et års tid. Vi kunne efter en hurtig sejltur, heldigvis konstatere, at de karper vi så, var spredt pænt ud over søen, og vi kunne trække lod for ”alle”, da vores to andre kammerater først ville ankomme samme aften.
– Selvfølgelig ville vi gerne have stængerne ud så hurtigt som muligt. Resultatet af lodtrækningen blev, at min makker og jeg skulle ligge og fiske den dybeste ende af søen, med dybder ned til 4 meter. Her er en del toppe og banker med større områder af blødt slammet ler. Da vi skulle være ved søen i tre uger, valgte vi at bruge en del agn allerede fra starten af, så karperne kunne vænne sig til de boilies, vi havde med. Da der er en del brasen i søen, havde vi valgt at anvende 22mm boilies fra DT Baits, for at størrelsen forhåbentlig kunne gøre det svære for mindre fisk at æde agnene.
Peder med en velfortjent 31,7 kilos spejkarpe fra hans sidste tur til Graviers i Frankrig. Alle de store franske fisk du ser i artiklen er alle fanget på en snowman “kombi” bestående af 22mm Coldwater Green Beast Hard Hook Bait og en 15mm pink Supa Fruit pop up – fisket over 22mm Coldwater Green Beast boilies fra DT-Bait.
En god start på karpefiskeriet
– Taktikken var at sprede 5 kilo boilies over et stort område og lave en mere koncentreret fodring omkring hvert takel, fortsætter han. – Vejret havde været meget vekslende i dagene op til vores ankomst, med frostbelagt græs om morgenen og lange perioder med gråvejr og regn, så jeg forventede, at det ville tage nogle dage, før karperne for alvor valgte at gå ombord i foderet, der var serveret. Kort efter frokost på den første hele fiskedag gik den ene af minde bidmeldere dog i gang, og efter en seriøs kamp fra båden kunne jeg nette turens første karpe, der fik vægten ned på 31,8 kilo.
– Det var en seriøs start må man sige, og man tænker nok, at nu kommer vi sikkert til at vælte fisk op. Men Lukes sø er lunefuld, og når bedst når man tror, at man har regnet det hele ud, så stopper festen bare. De næste fem dage havde jeg ikke en eneste kontakt. Heldigvis kunne Simon og Per, der var ankommet på ”pynt” pladsen få gang i deres fiskeri ret hurtigt med en stribe seriøse fisk – inklusivt søens største på lige over 40 kilo.
Seks dage med kun få karpehug
– Efter seks dages fiskeri, hvor jeg kun havde landet to fisk udover den første, valgte Michael og jeg at skifte til en plads på modsatte side af søen. Man fisker samme område, men vi havde haft en del ”linenap”, hvor karperne svømmer ind i linerne, så der var fisk i området. Vi tænkte, at måske en ændring på linernes vinkler i vandet kunne få fiskene til at glemme den forsigtige adfærd og gå på foderpladserne. Desuden vendte mange af karperne over områder med blødere bund.
– Vi ændrede taklerne, der nu blev placeret i det bløde ler, og det tog ikke lang tid, før jeg kunne lande endnu en fin spejlkarpe på lige over 18 kilo. Dagen efter var det Michaels tur, og efter en tur i båden kunne han nette en flot stor fransk spejlkarpe på 29,6 kilo. Resten af ugen gav en 12 kilos spejlkarpe til Michael og tre fine spejlkarper op til lige over 25 kilo til mig. Desværre døde fiskeriet lidt ud for gutterne på pynten, da karperne begyndte at trække væk fra deres ende af søen, men heldigvis lykkedes det Per at lande en ny flot personlig rekord på 28,6 kilo.
Alene ved karpesøen
– Den sidste uge skulle jeg fiske alene, da Michael som planlagt skulle køre den lange tur hjem til Danmark for at kunne passe sin forpligtigelser på arbejde. For at gøre livet lidt lettere flyttede jeg plads, så jeg lå direkte i Lukes baghave, hvormed jeg havde hjælp til evt. håndtering og fotografering af større fisk, hvis heldet skulle være med mig.
– Nu var pladserne noget længere væk, og taklerne skulle sejles et sted mellem 270 og 300 meter ud, hvilket villet give en væsentligt forringet indikation, men på den positive side ville den øgede ro i området måske få lidt mere gang i karpernes ædelyst. Første nat og dagen efter forløb hurtigt, uden at bidmelderne sagde en lyd. Så efter Lukes opfordring, da alle hug undtagen et var faldet i løbet af de lyse timer, var planen at stå op lige inden det blev lyst, og så få friske krogagn monteret på taklerne – samt friskt foder udover pladsen.
Graviers spejler til Peder på 32,8 kilo.
– Kun to timer efter, at jeg havde lagt det sidste takel, gik den første bidmelder i gang og efter en hektisk fight jeg kunne lande endnu en fin spejlkarpe på lige over 21 kilo. Taklet blev hurtigt lagt på pladsen igen, efter at Luke have skudt en serie fine billeder, hvorefter jeg kunne sætte mig tilbage og nyde udsigten samt de springende karper på pladsen. Blot et par timer senere var der hug på en af de andre stænger, og efter 300 meters tovtrækkeri og en tung fight under stangtoppen, kunne Luke nette en enorm spejlkarpe på 114cm og 32,8 kilo for mig! Det var en ekstrem fisk, der pressede grejet til det yderste. Efter den oplevelse var jeg så optaget af oplevelsen, at de to næste karper, som jeg landede, næsten gik i glemmebogen.
Den rette taktik til karperne
– Taktikken med at fodre op til dagsfiskeriet viste sig at være det helt rigtige, og jeg hoppede træt samt ekstremt tilfreds i posen for at stå tidligt op dagen efter. Morgenen efter, da det svage lys begyndte at krybe op i horisonten, stod jeg klar til igen at skifte agn og få fordret op i forhåbning om at fiskeriet kunne matche de fire flotte karper, der havde været en tur i nette dagen forinden. Desværre forløb de tidlige timer uden aktivitet, men pludselig lige før frokost var der et par bip på den ene Fox bidmelder. Jeg skyndte mig ned for at inspicere nærmere, da fiskene ikke altid tager line, når der fiskes på ekstreme distancer. Jeg var allerede i fuldt firspring på vej ned til stangen, da linen pludselig kortvarigt blev skrællet af spolen for pludselig at stoppe igen.
– Jeg nåede stangen og greb den samtidigt med, at jeg løb tilbage for at samle linen op og få fuld kontakt med fisken. Den var der heldigvis stadigvæk, men den var blevet kroget og vendt om midt i udløbet, for derefter at svømme tilbage imod pladsen. På 270 meters distance, er det ikke til at mærke, hvilken størrelse fisk der er forenden af linen, men jeg kunne konstatere, at det var en karpe jeg var forbundet til. Efter 10 minutters tid, hvor jeg stille og roligt guidede fisken mod pladsen, var den nu kun 30 meter væk, hvor den i et snuptag tog et voldsomt udløb imod venstre, hvor linen stille og roligt smeltede af spolen.
– Den stærke fisk fortsatte imod venstre og var fuldstændig ligeglad med, hvor jeg synes den skulle svømme hen. Da den stille og roligt nærmede sig bredden, der var fyldt med udhængende buske, var der intet andet valg end at gå i båden for at forsøge at undgå katastrofen. Det var først, da jeg kom hen over fisken og fik lagt fuld testkurve på storkarpen, at det gik op for mig, hvad der var for enden.
– Lige meget hvor meget pres jeg lage på karpen, svømmede den videre langs bunden, og der skulle fuldt pres på for at styre fisken uden om de flere hundrede meter forhindringer af udhængende grene og buske, imens elmotoren blev holdt i et jævnt bakgear. Efter 20 minutters tid var båden, fisken og jeg drevet forbi de værste forhindringer. Kæmpekarpen begyndte at vise de første træthedstegn, da en grå massiv bredside vendte lige under overfladen og min mistanke blev bekræftet: Det var søens største beboer, jeg var koblet fast til. Efter yderlig 10 minutter, hvor fisken holdt sig langs bunden, måtte den giver efter det massive pres, og jeg løftede nettet omkring den i første forsøg. Tilbage ved bredden kunne vi til stor jubel konstatere, at jeg havde slået min gamle personlige rekord med godt tre kilo og efter en stribe fine billeder fik den massive spejlkarpe, som du kan se i artiklens første foto – friheden igen. Den imponerende fisk tog lige over 45 minutter at få i nettet, og den svømmede over 600 meter under fighten. Efter den fangst, kunne turen godt have sluttet for mit vedkommende – men det blev til en enkelt flot 27 kilos sejlkarpe til at slutte turen af på, inden turen gik nordpå igen, slutter Peder, der næppe har fanget sin sidste storkarpe!
Hvis du er interesseret kan du følge Peders fiskeri og stille spørgsmål på hans instagram profil @peder_lichtenberg. Til daglig kan du finde Peder i Sport Dres på Frederikssundsvej 50 i København – når altså ikke lige, at han er på fisketur selvfølgelig. I Sport Dres er der et stort udvalg af grej til blandt andet karpefiskeri – bl.a. boilies fra DT-baits om Peder normalt bruger. Du er meget velkommen til at kigge forbi og få en snak.
aug 11, 2021 | Artikler, Fiskeri med blink i put and take, Put and take, PUT AND TAKE ØRRED, Sponsoreret
Micropræsten er lille bitte – og skal derfor enten fiskes bag en bombarda – eller på ekstremt let UL udstyr og 0,08 mm line.
Der er en lang tradition for små gennemløbere i putten, men forestil dig en gennemløber, der er så lille, at den kun kan fiskes på bombarda eller ultralet UL-udstyr. Vi har taget en snak med Casper Larsen, manden bag – Præsten Micro.
AF JENS BURSELL
SOLEN er lige stået op over træerne i det idylliske put and take vand – Store Rosenbusk øst for Slangerup i Nordsjælland. – Forpagterne har lige sat 300 kilo ørred ud i går, lyder det fra Caspers kammerat, der er kommet lidt før for at sondere terrænet.
Casper er lidt forsinket – og da han kommer ned til vandet med de nye microgennemløbere, har vi ikke mærket så meget som skyggen af en fisk. Solen bager, og den første kommentar fra Casper er, at fiskene nok står ret dybt. Han sætter et synkende bombarda på, monterer en af de små mikrogennemløbere på det 3 meter lange forfang, og kaster ud i et af søens dybeste huller. Han lader bombarda´en synke et godt stykke tid inden han ganske langsomt begynder indspinningen.
Kontant afregning på Præsten Micro
Så er den der sgu, råber han efter cirka tre omdrejninger på hjulet. – Den tog den bare stenhårdt, fortsætter han og er ikke et sekund i tvivl om, at det er en rigtig god fisk. Det er vi andre heller ikke i tvivl om, for et øjeblik efter plasker den godt rundt i overfladen derude, inden den tager et hurtigt udløb mod bunden, mens det giver nogle gevaldige ryk i stangen.
Den lillebitte gennemløber, danser op og ned af forfanget, mens fisken febrilsk ryster med hovedet – og til sidst kan Casper lade fisken glide over netrammen. 4,5 kilo vejer fisken, der lidt efter får et gok i græsset, så den kan komme hjem i køkkenet. Ingen andre ved søen har fanget noget – men på trods af dette præsterer Casper og hans to venner – at lande fire fisk over 4 kilo i løbet af den næste times tid ved Store Rosenbusk.
Casper Larsen med en flot fisk over de fire kilo fra Store Rosenbusk Ørredfiskeri ved Slangerup. Fisken blev taget på… – ja gæt selv.
Verdens mindste gennemløbsblink
Præsten Micro er verdens mindste og letteste serieproducerede gennemløber, fortæller Casper. – Med sine 1.9 gram og en overflade på størrelse med en 1 krone kastes den nemt bag et flydende
eller intermediate bombardaflåd, og kan dermed fiskes længere ude og dybere nede end en traditionel gennemløber kan. Præsten Micro er ikke meget større end en stor foderpille, og netop størrelsen gør den helt ideel til sommerens og efterårets putørreder, som er yderst selektive i det lunkne vand.
Micro gennemløberen skal fiskes ultra langsomt, så den vugger monotont i vandet. Under testfiskeriet har Præsten Micro både fanget ørreder på 80 meters afstand og i 8-9 meters dybde, men også fisket på traditionel vis som et almindelig gennemløbsblink har den vist sig at være hamrende effektiv til spottede fisk på kanterne, eller når ørrederne svømmer rundt i stimer.
Endnu en flot fisk taget på den nye Micro Præsten – den mindste gennemløber i verden.
En gamechanger til microspin i put and take søen
Præsten Micro er en gamechanger, fortsætter han. – Det er ikke nogen hemmelighed, at putørrederne elsker lette og langsomtfisket gennemløbsblink, men ved at fiske den bag et flydende eller synkende bombardaflåd kan man ubesværet nå fisk, der ellers ikke har været inden for blinkets rækkevidde.
– Jeg fisker også Præsten Micro som almindelig gennemløber på spinnestang, fortæller Casper. – Den er suveræn til spotfiskeri, når fiskene kommer trækkende på kanterne, eller når de går i en stor stime og snurrer rundt. Præsten Micro synker utrolig langsomt og minder om en foderpille, når den daler, og det kan fiskene ikke stå for!
Når jeg spotfisker Præsten Micro er det helt tydeligt, at den lille gennemløber ikke skræmmer de sky ørreder, men i stedet har en tendens til at provokere og gøre fiskene nysgerrige. Den lille microgennemløber, er så let, at den ikke kan kastes med normalt spinneudstyr. Vi har dog haft utroligt meget held med nogle lette UL stænger kombineret med 0,06 -0,10 fletline. Med dette grej kan gennemløberen kaste 15-20 meter, hvilket mange steder er mere end rigeligt til at nå ud til fiskene. – Denne ekstreme form for UL-fiskeri er virkelig sjov, griner gutterne, der efterhånden har taget adskillige store fisk på netop denne metode.
Casper er i al beskedenhed ret stolt af den “lille ny” i Præsten familien. – Den har ikke været let at lave i så lille en udgave, da der ikke skal meget til for at spolere den delikate monotone vrikken, som blinket laver ved ultra langsom indspinning. I praksis er der tale om en ekstremt nedskaleret udgave af gennemløberen Præsten, der gennem de sidste par år har bevist sit værd ved de danske Put and Take vande, hvor den har fanget store mængder af gode fisk rundt omkring i landet. For at blinket får den helt rigtige gang, skal den monteres med en str. 12 trekrog i en lille spring-ring, hvortil enten fluorocarbonforfang eller fletlinen er bundet direkte til, slutter Casper, mens han med vrikkende fingre illustrerer den perfekte gang på blinket, så alle kan forstå det.
Det bliver nok ikke den sidste nye blinkkreation vi kommer til at se fra Casper og hans venner, der konstant arbejder med at fintune deres teknikker til Put and Take fiskeriet.
Artiklen blev oprindeligt publicereet i Fisk & Fri 6/2018
– Monter en str 12 krog i en springring og bind linen direkte i den. – Det virker perfekt, siger Casper.
aug 9, 2021 | Artikler, Bombardafiskeri i put and take, Powerbaitfiskeri i put and take, Put and take, PUT AND TAKE ØRRED, Spin med softbaits i put and take, Sponsoreret
Når fisk med manglende, eller meget lille, jagtinstinkt skal trigges til at hugge, er det vigtigt, at du bombarderer fiskens sanser med stimuli. Så med viden om fiskens sanser, og hvilke agn der påvirker dem, vil du booste din succes ved P&T-søen.
AF KARSTEN BECH
Der er dage, hvor regnbuerne i P&T-søen hugger ukritisk på hvad som helst, men dette var ikke sådan en dag. Jeg havde mit UL-grej med og fiskede løs med mikro- og småblink i alle farver og størrelser. Fiskene reagerede på mine spoons, og fulgte efter dem over flere meter, men jeg kunne ikke få det til at hugge. En ny fisker kom ned til søen, og monterede en spinner, der i størrelse var mere egnet til geddefiskeri, men allerede efter få kast, havde han fisk. Resten af dagen gik med, at jeg ikke fangede noget, mens fiskeren med spinneren fik flere fisk. Det var en hård men lærerig lektion i, at der nogle gange skal mere end bevægelse og farve til, for at få fiskene til at hugge. Sidenhen er jeg blevet væsentlig klogere på, hvad der skal til for at fiskene hugger, især med inspiration fra de tyske P&T-fiskere, som griber fiskeriet an på en helt anden måde, end vi gør i Danmark.
Udløs hugget fra regnbueørreden
Regnbueørrederne i P&T er opdrætsfisk, og mangler derfor nogle af de instinkter, som de vilde fisk har. Det vigtigste instinkt de mangler, set med en fiskers øjne, er jagtinstinktet. De har ikke haft et behov for at jage føde som små, og dette instinkt er derfor ikke særligt veludviklet. Det vil sige, at der ofte skal mere til, for at få dem til at reagere og hugge på vores agn.
Det hele handler om stimuli. Altså at påvirke – stimulere – så mange af fiskens sanser som muligt, for at trigge, eller vække kan man vel sige, fiskens naturlige jagtinstinkt. Fisk har flere forskellige sanser, hvor synssansen som regel er den, vi fiskere udnytter, når vi fisker eksempelsvis med farverige spoons. Men jo flere sanser vi kan påvirke hos fisken, desto større er sandsynligheden for, at den hugger. Det vil altså sige, at vi skal fiske med agn, der påvirker flere sanser. Synsansen er jo ret lige ud af landevejen. Hvis agnen er synlig for fisken, er der en chance for den hugger. Men fisk har også en lugtesans, en smagssans, en høresans, en sidelinje samt en følesans. Der er altså mange parametre, hvor vi kan påvirke fisken, og dermed øge vores chance for hug. Det er en ting, som grejproducenterne er opmærksomme på, og der findes derfor flere forskellige agn og diverse tilbehør, som øger stimuli, og dermed sandsynligheden for hug.
Farve, smag, duft og trykbølger. Magic Trout Curly B-Bobbles er en superagn til P&T-fiskeri.
Put and take agn med smag og duft
Smags- og lugtesans hører lidt sammen, da agn med smag, også indeholder duft. Det oplagte eksempel her, er forskellige former for naturlig agn. Er du ikke til at fedte rundt med regnorme, så er der masser af kunstige agn, der indeholder smags- og duftstoffer. B-Maggot, B-Fish, Curly B-Bobbles og T-Worm er eksempler på gode gummiagn fra Magic Trout, der alle indeholder duft og smag. Er du mere til fiskeri med f.eks. flue eller blink, så er det muligt at tune denne form for kunstagn med duft- og smagsspray. Et godt eksempel er Flavour Spray fra Magic Trout. Du giver bare din kunstagn et spray, og så laver den et duftspor i vandet, som er med til at lokke ørrederne.
Put and take agn, der lyder godt
Høresansen er en lidt mere kompliceret sans at påvirke. Der findes som sådan ingen P&T-agn, der udsender lyd. Men lyd er en vigtig stimuli. Se blot på geddefiskeriet, der inden for de sidste par år har gennemgået en forvandling, hvor store jigs kombineres med rattles (små plasticrør med metalperler), er slået igennem, med fantastiske fangster til følge. Ved P&T-søen er det typisk ikke selve agnen, der kan afgive lyd, men de tilbehørsdele du kan bruge sammen med din agn. En ting der revolutionerede mit P&T-fiskeri var et flåd med det imponerende navn ” Ultrasonic Tremarel – La Rattle Float”. Bag dette lange navn gemmer der sig et forholdsvis simpelt flåd, der gemmer på en lille hemmelighed, som man opdager, hvis man ryster flåddet. Inde i flådet er der nemlig placeret en rattle, af den type der også bruges til geddefiskeri. Når flåddet fiskes aktivt, ved at vippe let i hånden mens man spinner ind, afgiver det lokkende lyde, som tiltrækker fiskene.
Fiskene skal selvfølgelig ikke hugge på flåddet (det gør de nu alligevel engang imellem), men på den agn, der fiskes 1-2 meter bag flåddet. En anden mulighed for at stimulere fiskens høresans er at benytte glaskæder. Det lyder måske lidt mærkeligt, men Sonar Glass Chain fra Magic Trout, er designet til at fungere som kastevægt, samtidig med at den afgiver lyd ved indspinning. Igen skal man vippe let med håndledet for at der afgives lyd. Glaskæder kan virkelig være effektive fisket med en Curly B-Bobbles som agn 50-70 cm bag kæden.
Med et Ultrasonic Tremarel – La Rattle Float kan man trigge flere af ørredernes sanser. Ved at vippe med håndleddet under indspinning, laver flådet vibrationer (ringene man kan se på overfladen), og udsender lyd. Flåddet tiltrækker fiskene, som hugger på agnen der kommer lige bag flåddet.
Ultrasonic Tremarel – La Rattle Float
Det skal føles rigtigt for ørreden
Følesansen er normalt noget vi forbinder med hænderne, men tænk bare på når du spiser, hvordan du med munden kan ”føle” madens tekstur. Er det noget blødt som grød eller sprødt som et æble. På samme måde kan fisk føle med deres mund, hvilket også er årsagen til, at man ved fiskeri med hårde agn som spinner eller spoons, kan opleve at fisken når at spytte agnen ud, eller kun hugger meget forsigtigt. De kan simpelthen føle, at der er noget forkert i konsistensen.
For at få fisken til at beholde agnen i munden, er det derfor vigtigt, at agnen har en konsistens, der føles naturlig for fisken. Det er derfor jigs, baits og naturlige agn mange dage fungerer bedre end hårde kunstagn. Her må jeg bare nævne to agn som skiller sig ud: Regnorm, som ikke slås i konsistens – og så T-Worm fra Magic Trout, der er tæt på. Det er et softbait, der er designet til at fisken holder den i munden lidt længere, hvilket øger chancen for at kroge fisken. Softbaitet er simpelthen lidt tykkere og blødere end mange andre softbais, og er derfor mit sikre valg, på dage hvor fiskene er meget forsigtige.
Regnbueørrederne registrerer alt
Sidelinjen er fiskenes svar på Peter Parkers, altså Spidermans, supersans. Han kan simpelthen fornemme farer, uden han kan se den. Det er lidt det samme med fiskens sidelinje. De kan fornemme bevægelse, eller mere præcist trykbølger, i vandet med sidelinjen. De behøver derfor ikke at kunne se en agn, for at vide at den er der. Agn der skaber trykbølger, som for eksempel en Bloody Spinner, vil derfor trigge denne sans med det roterende blad, der udsender trykbølger. Så rotation er altså godt, og heldigvis forholdsvis let at lave på anden vis også. Især forskellige former for bait, kan let formes så det roterer i vandet, ligesom måden man monterer agn på krogen, kan være med til at skabe rotation. Men også agn, der har ribber, eller en kraftig hale som T-worm eller Curly B-Bobbles udsender trykbølger i vandet.
Kasper Nielsen fra Magic Trout Teamet med en ordentlig moppedreng, der ikke kunne stå for en Curly B-Bobble fiske på et lille jighoved. Ved at lave jighovedet ramme bunden under indspinning skabes lyd i vandet, som tiltrækker fiskene.
Er der så en konklusion på denne lange gennemgang af sanser – ja det er der! Man skal altid påvirke mindst en sans, for at trigge en fisk til at hugge. Men jo flere sanser man trigger, desto større er sandsynligheden ofte for at trigge fisken til hug! Det vil sige, at hvis man kombinerer en agn med duft og smag, med et flåd som fx Ultrasonic Tremarel – La Rattle Float, så mangedobler man sandsynligheden for, at fisken hugger.
Ultrasonic Tremarel – La Rattle Float er efter min mening en af de bedste innovationerne inden for P&T-fiskeri. Det er udviklet af Magic Trouts testfiskere, og med dets evne til både at skabe lyd og vibrationer et sikkert valg i P&T-søen. Kombiner det gerne med 2 B-Maggots fisket 1-2 meter bag flåddet, eller brug det i en kombination med bait og bait-forfanget fra Magic Trout.
aug 6, 2021 | Artikler, Hav – kutter og småbåd, MAKREL, Makrelfiskeri, Medefiskeri
Triple makrelhappiness på Øresund. Bagerst til venstre ses artiklens forfatter Per Ekstrøm.
Inden for de seneste år er makrelbestanden i de indre danske farvande vokset betydeligt. Hvor der for 30 år siden var en faldende bestand af makreller, er bestanden nu atter i fremgang, og specielt i Øresund er den vokset de sidste 10 år. Er man til denne lille temperamentsfulde fighter, er metoden, der aldrig fornægter sig – fiskeri med flåd.
AF PER EKSTRØM
FLÅDFISKERI EFTER MAKREL er en metode, som havde sin storhedstid fra 1940érne og frem til 1960érne, men på en eller anden måde gled det stille og roligt i baggrunden til fordel for kastefiskeriet med lette pirke. Dette foregår hovedsageligt fra drivende båd, hvor man flytter rundt for at opsøge makrellen.
Men hvorfor opsøge makrellen, når man i stedet kan lokke den til sig? Det kræver ganske vist lidt ekstra forberedelse, men er skipperen indstillet på at yde det ekstra, får lystfiskeren en oplevelse, som er helt unik.
Skibet, der sejler fra Helsingør Nordhavn, ligger denne tidlige morgenstund klar til at bringe 12 forventningsfulde lystfiskere ud på makreleventyr. Det er planen, vi skal forsøge os i området omkring Hven, så kursen bliver lagt sydover, da vi med motorens rytmiske dunken i ørerne sejler ud af Helsingør Nordhavn. Området ved Hven er et gammelkendt område, der altid tiltrækker makrellerne. Øen Hvens store ”blokering” midt i det strømfyldte Øresund giver de optimale betingelser for et typisk makrelrevir. Stejle skrænter og rev rundt om øen danner nogle gode strømskel, hvor makrellerne ”huserer” i deres jagt på sild og andre småfisk.
Grej til flådfiskeri efter makrel
Udstyret til fiskeriet er ganske simpelt. Du skal blot bruge en stang og et hjul monteret med et glideflåd og et forfang med en lille trekrog. Så er man klar til makrelbonanza. Det kan ikke være mere enkelt. Om det skal være fastspole eller multihjul er lidt af et temperamentsspørgsmål. Personligt synes jeg, at fastspolehjulet er det optimale, da hjulet er lettere at håndtere, hvis man er mange ombord. Det har også den fordel, at man kan slå bagstoppet fra, hvis man er heldig og får en af de tunge hidsige basser på. Så er der nemlig mulighed for at tage noget af presset ved at dreje baglæns på hjulet, hvis der er hårdt tryk på bremsen.
En ”minitun” har sin egen vilje og enorme kræfter til trods for sin lille størrelse. Med hensyn til stangen benytter jeg helst en på 7-8 fod med kastevægt op til 80 gram. Så er der lidt rygrad at presse med, for hvis en makrel synes, at den skal tage en tur hele vejen langs skibssiden, kan det hurtigt skabe ravage med en masse kludder som resultat.
Forfanget er helt enkelt: Et stykke 0,30 mm fluorocarbon på 25-30 centimeter monteret med en trekrog, størrelse 10-12 (Mustad-størrelse). Flåddet skal have en bærevægt på omkring 20 gram. Så er vi klar.
Til makrelfiskeriet bruges normalt slanke glideflåd af cigar eller crystal typen, med en bæreevne på 40-60 gram.
Øresund: Makrel ved Hven
Vel fremme ved nordsiden af Hven – ikke langt fra Nordvest Revet – kastes ankeret, så vi kommer til at ligge for svaj. Og så skal der blot lokkes makrel til. I stævnen er monteret en elektrisk kværn, der regelmæssigt fodres med sild, så der bliver lagt solidt duftspor ud. Strømmen er her en uvurderlig hjælper. Der går nemlig ikke ret lang tid, før de første makreller viser sig. Det er næsten som på den afrikanske savanne, hvor gribbene hurtigt får øje på ådsler. Her er det bare glubske makreller, der har fået færten af føde. Duftsporet ligger i de øvre vandlag, hvorfor flåddybden sættes ret højt til 1-2 meter. Vi kan faktisk spotte makrellerne en meter til halvanden under overfladen, når de jagter rundt efter føden.
Agnfisk til makrel
Agnen er sildestykker, og har man ikke friske sild, kan frosne sagtens anvendes. Det kan enten være dem, man frøs ned fra seneste sildetur til netop makrelagn, eller også en pakke af supermarkedets frosne discount sildefileter. Frosne sild har imidlertid den svaghed, at de hurtigt bliver lidt løse i kødet, da de indeholder mere vand end helt friskfangede sild.
En gammel makrelfisker lærte mig engang, at man kan gøre dem lidt fastere ved at give silden lidt salt dagen før. Så bliver vandet trukket ud af silden. Metoden var meget anvendt af Langelinies makrelfiskere. Det er endvidere muligt, hos nogle købmænd/grønthandlere med mellemøstlig herkomst, at købe poser med hele frosne småfisk på 5-8 centimeter. En hel pose med et kilo, der indeholder flere hundrede småfisk, koster omkring 40 – 50 kroner. De skal helst være frosne, når de sættes på krogen, da de hurtigt begynder at smuldre, når de bliver tøet op. Men er der gang i fiskeriet, og huggene falder hurtigt, er de uovertrufne.
Med en god kurvfuld makrel sikkert på dækket er der masser af god mad til grillen – og måske et par ekstra geddeagn til vinterens fiskeri med død agn.
Makrelfiskeri tæt på overfladen
Makrellerne svømmer nu søgende rundt om båden – en meter til halvanden under overfladen – i jagten på det ”gode” de har kunnet lugte. Fordi man fisker højt, kan man se agnen nede i vandet som en lille lys prik, og når den forsvinder, selv om flåddet ikke er blevet trukket under, er det bare med at give et solidt tilslag, og så er fighten i gang.
Jeg har altid omtalt makrellen som ”havets gadedreng”, og endnu engang bliver jeg bekræftet i den anskuelse. I det samme tilslaget er givet, tager den nogle helt uforudsigelige udfald. Først den ene vej, så den anden, hvorefter den zigzagger frem og tilbage. Man får det indtryk, at den aldrig kan blive træt, eller måske er opladet med et Duracell batteri. Det gælder om hurtigt at få den ind og op, da risikoen for at miste den bliver større, jo længere tid den er i vandet. Især hvis krogen sidder yderligt. Den skal heller ikke have alt for lang line, da risikoen for at den pludseligt, racer op langs skibssiden og filtrer adskillige liner sammen er overhængende.
Makrellen er jaget vildt
Slangen i Paradiset – Makrellerne er ikke de eneste, der har opdaget lugten af føde. Mågerne dukker også op, og til sidst kommer ”slangen i Paradiset” – skarven. Den efterhånden allestedsnærværende undervandsfisker viser sig på arenaen. Den dykker ihærdigt og til trods for makrellens hurtighed, kan vi se på nogle af de makreller, vi fanger, at skarvens skarpe næb har forsøgt at hapse en makrel, da de på siden har lange rifter.
Det er ikke underligt at både fiskere og mange lystfiskere hader den fugl. Ikke, at der ikke skal være plads til den, men den optræder efterhånden i mængder, hvor den udgør alvorlige trusler mod sårbare bevaringsværdige fiskebestande. En makrel fra eller til har ingen betydning, men det her viser blot, hvor god og hurtigt en undervandsjæger skarven er, så i lavvandede områder med sårbare fiskebestande, er oddsene ikke på fiskenes side.
Små strimler med sild er en suveræn agn til makrel.
De bedste makrelpladser på båden
Den bedste placering: En dag, hvor der er megen strøm, er det helt klart, at de fiskere, som står i agterenden af skibet, har de bedste odds for at få det optimale ud af turen. Deres flåd driver nemlig agterud, væk fra båden, mens de fiskere, der står oppe langs skibssiden, i langt højere grad skal følge med i flåddets vandring på vandet, da det hurtigt driver ned langs siden af båden. Det viser sig da også meget hurtigt, at fiskerne i agten denne dag nærmest haler makreller op i et væk. På sådanne dage med megen strøm og mange makreller, kan man i stedet montere et blylod med en trekrog og så hale det ud over skibssiden. Man får ikke oplevelsen, når flåddet hales ned, men til gengæld mærker man hele hugget, når makrellen angriber.
Efter 4 timer er turen slut. Skipper klemter med klokken som tegn på, at vi skal hjemover nu. Ankeret hales op, og kursen sættes mod Nordhavnen. Der renses ivrigt på turen hjemover. Makrellen er en let fordærvelig fisk, så den skal hurtigt på køl eller fryses, hvis man skal have glæde af den velsmagende mini-tun.
Makrellen er en fantastisk spisefisk
Personligt lægger jeg de fleste i fryseren til de næste måneder, hvor menuen står på både røget og stegt makrel. Som sommerligt alternativ kan man tage en hel makrel, fylde bugen med krydderurter og kaste den på grillen. Serveret med nye kartofler behøver jeg næppe at fortælle, at der er tale om en himmerigsmundfuld, men det er en tillægsgevinst, som hører sig til en god dag, hvor makrellerne er i hugget.
Flådemede efter makreller er en både underholdende og effektiv måde at fiske på.
aug 4, 2021 | Artikler, Hav – kutter og småbåd, TUN
På vej ind med Knud Kyvsgaards 372 kilos tun, der stadig den dag i dag er dansk rekord.
De sidste fem-seks år er der kommet flere of flere tun i vores farvande, og der er efterhånden noget som minder om et stabilt fiskeri med en kommende kvote for de både, der har indfanget tun til mærkning for DTU Aqua. Men sådan har det ikke altid været. Sidst der for alvor var tun i Danmark var nemlig, da farfar var ung. Følg med på en rejse til dengang tunene sidst hoppede i Øresund – og få den fulde historien om den stadigt gældende danmarksrekord for tun på 372 kilo fanget af Knud Kyvsgaard.
AF PER EKSTRØM. FOTO: FAMILIEN KYVSGAARD OG JENS BURSELL
I DE GODE GAMLE DAGE var der i mange år masser af tun i Øresund. Da ”tunkongen” Carl Bauder huserede på Øresund, satte han i 1948 rekorden for flest fangne tun på en sæson med hele 68 fisk. Hvem ved – måske er det, som vi ser lige nu i dansk tunfiskeri, hvor Danmark oven i købet har fået en ny kvote, blot begyndelsen på en ny epoke?
Dengang i midten af sidste århundrede var tunfiskeriet noget, der satte Danmark på verdenskortet over de bedste steder at kæmpe mod en af havets største ”gladiatorer”. Nu er det ikke sådan, at man før i tiden hvert år væltede sig i kæmpe tun. Gennemgår man fangststatistikkerne vil man konstatere, at der var meget store udsving i mængderne af tun. Nogle år var der mange tun, året efter måske knap så mange eller slet ingen. Årsagen til at tunen svømmer så langt ind i de danske farvande er kort og godt føde, og sammenholder man tunens foretrukne føde, makrellen, med antallet af makreller i Øresund nu om dage, så er det måske ikke underligt, at tunen dukker op. Der er en naturlig sammenhæng. En anden og meget sandsynlig forklaring på fremgangen for den blåfinnede tun er, at de for snart en del år siden blev fredet på deres gydeområder ved Balearerne i Middelhavet, hvilket helt sikkert har bidraget til den stabile vækst i populationen, vi har set siden.
Nina Kyvsgaard med tunen på 293,5 kilo som blev fanget bare tre uger efter Birgitte havde sat sin Europarekord.Efter en kamp på toenhalv time må det vel siges, at rekorden var velfortjent. Nu overgik rekorden til Nina.
Historien om den danske tunrekord
Lysten til at grave yderligere i historien fik yderligere næring, da der dumpede en mail i boksen fra Michael Nyboe. Han fortalte, at hans morfar og mor i 50´erne og 60´erne var meget ihærdige tunfiskere, og at familien stadig har både stang, hjul og ikke mindst scrapbøger med masse af billeder fra svundne tider. Da navnet Knud Kyvsgaard samtidig blev nævnt, tændte det nærmest julelys i øjnene på Fisk & Fri´s historiker. Knud Kyvsgaard er nemlig manden, der er indehaver af den officielle danske tunrekord på 372 kilo, så det var næsten som at blive inviteret ind i Aladdins berømte hule proppet med alle minderne om de gode gamle tundage. Vi aftalte et møde, og jeg blev ikke skuffet, for hos Michael og hans brødre åbenbarede sig, i mængden af udklip og tungrej, en helt speciel historie. Morfar, mormor og mor har nemlig hver især sat tun-rekorder. Ikke noget der skete på en enkelt sæson, men over en årrække.
Morfar, Knud Kyvsgaard, satte sin danske rekord allerede i 1950, og sidst i artiklen kan man læse hans egen helt personlige beretning. Der skulle gå 10 år før mormor, Nina og mor, Birgitte, satte deres rekorder. Årsagen til at der gik så lang tid, var den, at der fra 1951 og frem til midten af 50´erne var en nedgang i antallet af tun i Øresund, og der i sidste halvdel af 50´erne faktisk ikke blev opserveret tun overhovedet. I 1960 dukkede de så op igen og både 60 og 61 var fantastiske år. Tunfeberen rasede igen, og der blev landet rigtig store fisk.
Familiens Kyvsgaards originale tungrej fra dengang farfar var ung.
Lykkepigen fanger stortun
”Europas største ”pigetun” blev halet op af Øresund”. Sådan skrev Dagens Nyheder lørdag d. 3. september 1960. Avisen boblede over med superlativer som ”Lykkepigen Birgitte”, og beretter om, hvordan Birgitte alene nedkæmpede en tun på 272 kg, som på det tidspunkt var ny europæisk rekord for kvinder. En time og fem minutter tog det at nedkæmpe tunen, der startede med at hugge så voldsomt, at den stol Birgitte sad på, væltede. På mirakuløs vis fik hun med en arm og et ben holdt fast, så hun kunne fortsætte kampen. Resultatet var da også, at Birgitte i faldet blev slået gul og blå, men hun holdt ud. Desværre holdt rekorden kun i 23 dage, da Birgittes egen mor, slog hendes rekord. I lighed med Birgitte var det første gang hun prøvede kræfter med tunfiskeri, og Nina måtte også indrømme, at det var lige før, det ikke lykkedes. Nina Kyvsgaard måtte nemlig ud i en 2½ times kamp, inden tunen overgav sig. Kampen startede lidt nord for Lappegrunden, og tunen huggede allerede, da man var ved at lægge linen ud. Tunen trak båden helt op til Viken på svenskekysten og tilbage til Snekkersten. Det var som om, den ikke ville overgive sig, og til sidst dirrede Ninas arme af både træthed og spænding. I Snekkersten havn viste vægten 293,5 kg. Så var det at BT, med rette kaldte familien for ”Tun-dynasiet Kyvsgaard”. Året efter, i 1961, fortsatte fiskelykken for Birgitte. Skandinavisk Tuna Klub afholdt weekend konkurrencer i løbet af sensommeren, og allerede den første weekend fangede Birgitte en tun på 248 kg. Den blev fightet ned på blot 20 minutter. Weekenden inden havde Birgitte haft en kæmpe tun på krogen, men da Oslo færgens skrue kom i vejen, sagde tunen farvel og tak. Den efterfølgende weekend d. 27. august 1961 var Birgitte igen på tunfiskeri. Ved Lappegrundens fyrskib nappede tunen kl. 16.35 den hornfisk, der var lagt ud som agn, og så begyndte en fight på lidt over en time. Først tog tunen et udløb på 300 meter og løb direkte mod svenskekysten og en badeanstalt. Båden kom så langt ind, at man kunne se havbunden. Ved at lægge pres på lykkedes det at få tunen til at vende, og så var der nogle bundgarn, man også lige skulle forbi, Det gik godt, og efter en time var tunen så træt, at den kunne landes. 2 gange under fighten var den ude af vandet, og selvom man kunne se, det var en stor fisk, var det en overraskelse, da vægten i Snekkersten viste 317 kg. Birgitte tog dermed rekorden tilbage fra sin mor. 1961 var desværre også det sidste år, hvor tunen for alvor dukkede op i Øresund og fik tunfeberen til at rase. De følgende år var fangsterne kun sporadiske og i 1964 forsvandt tunen helt. En epoke var slut. I familien, der er meget fiskeinteresseret, værner man meget om historien og har gemt en masse ting fra den tid. Billeder, udklip og ikke mindst grejet, så det var en dybt imponeret Fisk & Fri historiker, der gik hjem med lommerne fulde at gode historier.
Birgitte Kyvsgaard med sin rekordtun på 317 kilo fra 1961. Den tog 300 meter line i første udløb og var to gange helt ude af vandet, inden den måtte overgive sig.
Kampen med danmarksrekord-tunen
Knud Kyvsgaards beretning om kampen med den store tun på 372 kg er gengivet efter hans egen nedskrevne beretning med brug af datidens skrivemåde med brug at dobbelt aa i stedet for å, ligesom navneord er skrevet med stort. Det er for at give historien sit eget helt personlige præg, som en sådan oplevelse fortjener.
”Jeg startede Søndag d. 13`ds. Kl. ca. 11.30 sammen med min Kone og min 11-aarige Datter, Birgitte, fra Snekkersten Havn med en Kasse Makrel som Madding, og undervejs til Fiskepladsen bad jeg min sædvanlige Bøn:
”Lord, suffer me to catch a fish, so large, that even I in talking of it afterwards shall have no need to lie.”
Skønt vi flere Gange skiftede Fiskeplads, saa vi ikke saa meget som en Halefinne af en Tun, og vi havde næsten opgivet Haabet, da vi Kl. ca. 16.30 laa midt ude i Sundet lidt nord for Færgeruten Helsingør-Hälsingborg. Jeg havde lige fodret med en Spand Makrel, omhyggeligt skaaret i lækre passende Stykker, da der kom et voldsomt Hug, og Hjulet hvinende løb rundt for så pludselig at standse.
Da jeg Løftede Stangen og strammede Linen, skal jeg love for, at der igen kom fart på Hjulet; Tunen anede Uraad. Nu havde jeg nok at gøre med at holde Stangen og raabte til min Kone, der er fortrolig med Baaden og Motoren – en god gammel paalidelig Ford A. ”Start-start!” Et Tryk på Selvstarteren var nok til at faa Forden til at spinde velfornøjet som en Kat i Barselseng. Nu skulde den og vi endelig paa Eventyr; vi satte Kursen efter Tunen. Birgitte hejste straks det gule T-Flag og var saa ivrig, at hun ikke sansede mine fortvivlede Raab om at række mig min Harnisk, som jeg havde hængt inde i Kahytten, og som jeg ikke selv var i Stand til at hente, da jeg allerede havde anbragt mig i Tunstolen og ikke vilde risikere at miste mit dyrebare Penn-reel og min Hardy Stang, idet Tunen nu arbejdede voldsomt. Endelig bragte hun mig den, og jeg fik Stang og Hjul rigtig anbragt samt begyndte at bremse. Jeg ventede nu nogle voldsomme Udløb, men til min Forbavselse stod Linen nu – efter jeg havde rullet en Del ind – lodret til Bunden, som om Krogen havde faaet fat i et Skibsvrag eller lignende. Min Kone slog korrekt Motoren fra, og jeg rykkede kraftigt, uden at der skete noget. Da der nu var Fare for, at Baaden skulde drive henover linen, kommanderede jeg ”Frem”, og vi kredsede nu langsomt i en Cirkel, og kunde da mærke, at Tunen paa Bunden (ca. 30 m) fulgte ret villigt med i en mindre Cirkel, men jeg kunde ikke hæve den.
Dan dette havde staaet paa en halv Snes Minutter, uden at Tunen havde gjort Tilløb til at flytte sig ud af Karusellen, tænkte jeg: ” Det er nok en ret lille en, som bare borer sig nedad”, og jeg bremsede Hjulet noget mere og forsøgte kraftigt at ”pumpe” den op. Det var mere, end den ellers tilsyneladende godmodige Fisk Vilde finde sig i, for pludselig skar Linen igennem Vandet og efterlod en stribe som en Torpedo. Jeg maatte et Øjeblik slippe Hjul og Stang og lod det hvile alene i Harnisken, medes jeg havde nok med at holde mig fast i Stolen, som er anbragt frit på Agterdækket. Hjulet var bremset lovligt haardt. ”Start igen”, raabte jeg, og nu gik den vilde Jagt. Jeg lagde alt det konstante Pres paa Fisken, som jeg kunde, og der var Perioder, hvor den faktisk – naar vi slog Motorens fra – trak den kun 22 Fods Motorbaad.
Alle andre Fiskebaade veg for os, men pludselig saa vi en Baad ogsaa med T-Flag oppe og Tun på Krogen komme og krydse vor Bane, selv om Fiskeren forsøgte at standse sin Tun. Ogsaa jeg prøvede at bremse endnu mere, men forgæves; MIN Tun var heller ikke til at standse, og der var den største Risiko for, at Linerne skulde blive indfiltrede i hinanden. Desuden var Baadene faretruende nær hinanden i den ret høje sø. ”Gaa bagom”, raabte jeg til min Kone, da jeg saa, at der fiskedes fra Forstavnen paa den anden Baad, og ved en ekstra Kraftanstrengelse lykkedes det mig at faa drejet Kursen saa meget på min Tun, at min Line passerede nogle faa Meter bag den anden Baads Skrue.
Nu var den gode Tun for Alvor blevet gal i Hovedet. Det tog nogle voldsomme Ryk og satte saa fuld Fart paa med Strømmen i retning af Hveen, og der var ikke andet at gøre end at sætte mere Fart på Baaden og følge efter, samt bremsen mest muligt paa Hjulet. At standse Fisken var stadig umuligt. Pludselig drejede den og gik direkte mod Sverige – stadig med megen Fart – og satte Kursen lige foran en tysk Damper, der var på Vej til København. Vi gik ud fra, at Styrmanden kendte T-Flaget eller i det mindste kunde se, at vi forfulgte en stor Fisk, men her tog vi grundigt fejl. Damperen fortsatte Kursen ligeud, skønt vi kom fra dens Styrbords Side. Vi raabte og gestikulerede, men alt forgæves, indtil vi var faa Meter fra hinanden, og til min Kone samt Styrmanden paa Damperen praktisk talt samtidig slog Roret om. Det var den mest enerverende Episode, vi oplevede den Dag, idet Damperen svingede voldsomt rundt og nær havde ramt os med Agterstavnen. Heldigvis ændrede Tunen, som maaske havde hørt Støjen fra Damperens Skrue ogsaa i sidste Øjeblik Kurs bort fra Damperen. Vi aandede lettede op og tog det let, at Kaptajnen gik hen til Rælingen og rystede opgivende på Hovedet efter os. Herefter stoler vi ikke for meget på at det gule T-Flag bliver respekteret.
Familien har stadig det legendariske tungrej, som satte fire tunrekorder. Birgittes to sønner hæger om historierne og klenodierne. Her holder Henrik Nyboe til venstre halen af tunen på 372 kilo, mens Michael til højre holder det tunge tungrej. Den sidste bror Carsten, kunne desværre ikke komme til Fisk & Fris fotosession.
Efter en times fight med danmarksrekord tunen
Der var nu gaaet mere end 1 Time, siden Tunen tog Krogen, og den arbejdede nu voldsommere end nogen Sinde og bestemte hele Farten, skønt jeg bremsede af alle kræfter. Svenden perlede ned over mit Ansigt, og selv ikke et kraftigt Skybrud, der gennemblødte mig til Skindet, virkede særligt afkølende, men lagde en Dæmper paa Bølgerne, der til Tider var ubehageligt høje.
Endnu en Time gik med store Kryds, som bragte os i Nærheden af Snekkersten Havn. Min Ben – som jeg hele Tiden maatte spænde kraftigt imod for ikke at ryge i Vandet – begyndte at værke, og det konstante Træk paa Stangen gjorde ondt i Ryggen. Jeg konstaterede, at jeg afgjort var mere træt end Fisken og begyndte at filosofere over, hvad det hele skulde ende med. Saa fik jeg pludseligt andet at tænke paa, for nu røg Tunen ind mod land mellem 2 rækker Bundgarnspæle.
Her opførte Uhyret en Slags Krigsdans rundt om Baaden, men gik stadig dybt. Min Kone fulgte fint Bevægelserne ved at dreje Baaden langsomt rundt, alt imedens vi blev enige om, at det nok var en af de saakaldte ”Spækhuggere” – og ikke en Tun – der havde bidt paa.
Under denne sidste Karuseltur lykkedes det mig at faa saa meget Line vundet ind på Hjulet, at Fisken blev tvunget op i Vandoverfladen, og vi fik lige konstateret, at det var en meget stor Tun, før den dykkede igen og gik lige mod den ene Række Bundgarnspæle.
”Nu eller aldrig”, tænkte jeg og lagde alle Kræfter i. Tunen stoppede, og jeg ”pumpede” alt det jeg Kunde, indtil Staalforfanget kom til Syne. Min Kone greb og Forfanget, og det lykkedes hende virkelig at holde det medens jeg kom ned fra Stolen, og saa trak vi begge – eller rettede alle 3 – for Tunen havde stadig et Ord at skulde have sagt.
Til sidste tog den en farlig Tur ind under Baaden paa kort Line, der ikke tillod den at komme helt ind under Kølen. Jeg stak Fangstkrogen dybt ned, og saa snart Fisken igen kom til Syne var den solidt gaffet, hurtigt væltet om på Ryggen og dolket. Først nu – efter en fight på 2½ Time – var der Tid til at se paa Fisken, og vi troede knapt vore egne Øjne.
Fra Fiskebaade, der havde fulgt hele Slaget, blev der klappet begrejstret og raabt Hurra, medens vi fik Tunen fortøjret paa Siden af Baaden, saa den kunde slæbes ind. At tage den indenbords var umuligt.
483 kroner fik Knud Kyvsgaard for sin danske rekord tun i renset tilstand. I dag må man som lystfisker ikke sælge sin fangst.
En behjertet Fisker rakte en god gammel Flakse rød Aaalborg Akvarvit over til os, og baade min Kone og jeg fik en – syntes vi – velfortjent Slurk. Tunflaget gik nu til Tops. Et stolt Øjeblik – min hidtil uopfyldte Bøn var gaaet i Opfyldelse – og besjælet med samme Følelse, som jeg tænker mig en Storvildtjæger har, naar han første gang nedlægger en Løve eller Elefant, sejlede vi langsomt ind i Snekkersten havn. Et sandt Triumftog. Først da Tunen hængte i Kranen kunde vi rigt se, hvor stor den var; men alle vore Forventninger blev oversteget, da Vægtkontrolløren raabte: ”Rekord 744 Pund”.
Min Kone og jeg syntes, det var helt usandsynligt, at vi havde klaret den fangst i Land – ved fælles Hjælp. Selv om Æren for den direkte Kamp med Tunen vel nok tilkommer mig, vilde Fangsten have været umuligt, saafremt min Kone ikke havde ført Baaden saa roligt og sikkert som en gammel Søulk. Birgitte havde ogsaa gjort sin Indsats. Hun sørgede for, at Listerne jeg støttede Fødderne imod blev tørret af hele Tiden under regnskyllen, for at jeg ikke skulde glide, og rakte mig Fangstkrogen i det rette Øjeblik etc.
Det var en meget lykkelig og træt lille Familie, der herefter kørte til Klampenborg efter en herlig Dag,
372 kilo og ny danmarksrekord for blåfinnet tun
Dagen efter fangsten svømmede aviserne over med overskrifterne om ”Rekord-Tunfisk paa 372 kg fanget på Sundet i Gaar”, mens Frederiksborg Amtsavis havde overskriften: ”Tunfiskerbaad ved at blive paasejlet af tysk Damper”. Amtsavisen havde beretning om at kampen var blevet fulgt af en hel del mennesker inde fra Strandvejen. Flere steder i historieskrivningen står der, at tunen var europæisk rekord. Det var den desværre ikke, men den var tæt på. I 1933 fangede den berømte engelske tunfisker Mitchell-Henry en på 385,9 kg, men på den tid var der ingen, der registrerede officielle rekordlister, så det var mere eller mindre tilfældigt, om en fisk blev ”opdaget”. Men med kun 14 kilo fra Mitchell-Henrys rekord vil Knud Kyvgaards rekord altid stå som noget særligt.
På internettet findes der klip med film fra de glade tundage. Gå ind på www.filmcentralen\museum\danmark-paa-film så kan man søge på forskellige områder i Danmark. Find klippene ved Helsingør og Sjællands Odde.
1. september 1960: Birgitte Kyvsgaard med tunen på 272 kilo, som var ny europarekord for kvinder.
Knud Kyvsgaards tunstang.
aug 2, 2021 | Artikler, KARUSSE, Karussefiskeri, Medefiskeri
Troels Wille med en af sine store sølvkarusser
Rundt omkring i landet ligger der masser af småsøer, med rigtig gode bestande af karusser. Og når vi snakker karusser, så er det ofte i praksis sølvkarusser der menes, for der er efterhånden ret få vande med rene bestande af den oprindelige hjemmehørende karusse, som vi kender den fra de gamle halvtredskronesedler. De to arter ligner hinanden til forveksling – og rent fiskemæssigt gør det ikke den store forskel. Følg med Troels Wille og oplev, hvad fiskeriet kan giver af spændende oplevelser.
AF TROELS WILLE
Det blæser voldsomt, sivene rusker i hinanden, og mågerne svæver i den hårde blæst. Vandet er rusket op, der er bølger på søen, og overfladevandet bliver presset ned mod den modsatte bred. Det er første aften af en uge dedikeret til et specifikt vand, og mulighederne for en stor sølvkarusse ser ikke gode ud. Jeg kaster et let wagglerflåd, der er belastet, så et hug både kan ses som et stigende- og et dykkende flåd, men til min store skuffelse driver det hen over overfladen i den store bue af fletline, som vinden har skabt.
En svær start ved karussesøen
Jeg placerer derfor flåddet tæt på land, og kaster en håndfuld forfoder ned over det. På ekstrastangen rigger jeg så et hair-rig på et 30grams feederbly op med to falske majs, bundet på en widegape krog. Jeg fylder feederen med forfoder og kaster den et sted, hvor jeg i 2018 fangede en sølvkarusse på 1850 gram. På dette tidspunkt havde jeg ikke fanget en karusse i søen siden, og de sidste par sats havde været helt og aldeles ubarmhjertige. Et par minutter går, og så vælter en stor høj karusse fri af vandet langs den modsatte bred, og gør det så minsandten igen. Jeg har lært at det kan betale sig at afsøge områder mens man har en line i vandet på sin valgte plads, og jeg er genplacerer derfor med et langt kast hair-rigget nede langs den modsatte sivbred.
Der sker absolut ingenting. Ikke et hug på flåddet, og stangspidsen på feederrigget er helt død. Det begynder at blive mørkt, og jeg overvejer at pakke sammen, da bundstangen krummer fuldstændig sammen. Med en resolut bevægelse løfter jeg stangen og strammer linen op, den er der! Jeg ved, at der kun er ål og karusser i søen, så jeg er med det samme klar over, at der er guld for enden af linen! Et lille minut efter glider den skællede bredside af en smuk karusse på 1500 gram ind over netrammen. En god start, på trods af uheldigt vejr.
Troels med turens største 2-kilos sølvkarusse.
En ny dag ved karussevandet
Dagen efter beslutter jeg mig for, helt uden for min normale tilgang, at prøve en eftermiddagssession. Da jeg ankommer kan jeg spotte bobleskyer forskellige steder i søen, men jeg ved, at jeg skal være heldig for at fange en på det tidspunkt. Fire varme og eftermiddagstunge timer går, men så stiger der pludseligt bobler op overalt foran pladsen! Jeg stiller mig forsigtigt op i båden og kaster flådrigget ud bagved boblerne. Herefter trækker jeg det så langsomt ind. Søen er så utilgængelig, at der reelt set kun findes en plads langs en ”fast bred”, hvor fiskene næsten aldrig befinder sig, så derfor har jeg en båd placeret i sivene, så jeg kan sidde i den og fiske ud i det meste af søen!
Karusseaction på flåddet
Flåddet hopper pludseligt en smule! Jeg tager stangen og kigger intenst på flådspidsen. I et langsomt træk rykker flåddet til venstre, og jeg giver modhug med det samme! Der er kontakt! Fisken rusker tungt fra side til side, og går direkte mod en lille sivø, der ligger til venstre for båden. Med lidt mere pres end hvad godt er får jeg den vendt, og også denne fisk glider snart ind over nettets kant! I bunden af det store karpenet ligger en anden smuk karusse på 1300 gram.
Jeg får taget et billede, og genudsætter den hurtigt efter, da der stadig er bobler ude foran. Flåddet kastes ud igen, og pludselig ser jeg en strøm af bobler, der nærmer sig flåddet, indtil at hele flåddet nærmest står og vipper i bobler! Jeg ser to dybe træk nedaf i flåddet, giver modhug, mærker vægten og så tager fisken ellers et sådant udløb, at man skulle tro, der var en karpe for enden af linen. Men så bliver linen slap, og den er væk. En tung, men håbefuld følelse rammer mit bryst. Boblerne forsvinder sammen med aktiviteten, og jeg pakker sammen.
Samme aften og aftenen efter bliver nulture. Onsdag aften er jeg hjemme 00.00, men har på det tidspunkt ikke prøvet morgenfiskeriet endnu. Jeg sætter alarmen og går i seng med udsigt til 4 timers søvn, før jeg skal til vandet.
Tidlig morgen ved karussesøen
Da jeg kommer derned, kaster jeg feederrigget ud som det første. Derefter placerer jeg flåddet og giver pladsen en håndfuld forfoder. Allerede klokken 05.20 begynder boblerne at stige, og klokken 06.00 beslutter jeg mig af ren frustration for at fjerne bundrigget og kaster flåddet hen til de omkringliggende bobler, som kun opstod ved feederblyet og ikke ved det andet forfoders placering.
Flåddet dykker langsomt til siden umiddelbart efter det er landet, og jeg laver et lidt overrasket modhug. Kort tid efter lander jeg en karusse på 1300 gram. Jeg lader fisken hvile sig i nettet, og svinger penneflåddet ud igen. Snart efter dykker det endnu en gang! Denne gang bliver den krogede karusse godt hidsig, og tager et langt udløb. Den vælter ind mellem sivøer, og bremsen klikker næsten kontinuerligt indtil at den er landet. Jeg kigger i nettet. Den sidste karusse er en del større end dem fra resten fra ugen. Vægten løftes og stopper på 1700 gram, så den fine sølvkarusse er dermed den største for ugen, men ikke personlig rekord endnu.
Jeg er umådeligt taknemmelig for den smukke fisk, der med 44 cm er den længste karusse jeg på dette tidspunkt har fanget. Det bliver til en kort videooptagelse af begge fisk, hvorefter jeg lader dem glide tilbage i vandet.
Jackpot ved karussesøen.
En tidlig fiskestart efter karusserne fredag morgen
Vandet er blikstille. Svalerne svajer rundt gennem luften over vandspejlet og fanger insekter i luften. Sivene hvisker i et kortvarigt vindstød. Langs den modsatte bred er der bobleskyer der stiger til vejrs. Jeg har stor tillid til mit valgte spot uanset bobler og kaster flåd og forfoder ud! Der går lige akkurat 10 korte minutter, før flåddet drejer 180 grader samt dykker langsomt, hvorefter jeg sætter krogen!
Jeg har skiftet bundrigget ud med et andet flåd, jeg har placeret som en “joker” langs med en sivø på lavt vand, og netop som den første karusse er landet skyder det andet flåd ud mod dybere vand! Pludselig midt i myggenes morgensummen, og råvildtets gang gennem kornmarkerne står jeg med to smukke karusser i nettet! De er begge over kiloet, men på grund af den store mængde aktivitet på spottet vejer jeg dem ikke, og tager kun lidt billeder.
En vild karussefight
Der går et stykke tid uden aktivitet, og jeg lægger derfor et kast lidt til venstre for forfoderet. I et stykke tid er der bobler en halv meter fra flåddet, men tyve minutter efter spreder de sig, og en lille stribe bobler bevæger sig med sneglefart i mit flåds retning.
Yderligere 10 minutter passerer, og mit hjerte sidder efterhånden lidt for højt oppe i halsen. Endelig dykker flåddet, og det udløb der følger modhugget, får resten af karusserne til at blegne! Udløbet stopper cirka 10 meter ude i søen, og tyngden af fisken begynder at kunne mærkes. Jeg fighter fisken, som jeg fightede resten og lander den uden de store problemer. Da jeg ser fisken, tænker jeg ikke yderligere på, hvor stor den er.
Det er først i det, jeg løfter nettet, at det går op for mig, at det nok er den største karusse, jeg nogensinde havde set – både i længde og højde. Jeg vejer den, måler den, og lader den hvile i nettet igen. To kilo og ti gram ender den endelige vægt på, og den er 47 cm lang. En ny personlig rekord er endelig landet. Jeg filmer en lille video, og sætter den forsigtigt ud igen, kaster stængerne ud og sætter mig ned! Boblende let og ovenud lykkelig læner jeg mig tilbage, og er faktisk lettet over, at der ikke er flere bobler på pladsen. Halvanden time efter fanger jeg tre karusser med den største på næsten to kilo lige efter hinanden, og da klokken blev 07.30 pakker jeg sammen og tager hjem på trods af fin aktivitet. En fantastisk uge med nogle fantastiske fisk er afsluttet!
Sølvkarusser som disse kendes bl.a. fra rigtige karusser på, at de er mindre runde i kropsformen.
jul 1, 2021 | Artikler, Miljø og debat
For at skabe mere liv under havoverfladen har miljøminister Lea Wermelin og SF, Radikale Venstre, Enhedslisten og Alternativet besluttet, at der skal etableres et stort stenrev i Øresund ud for Taarbæk.
PRESSEMEDDELSE:
Gemmesteder for småfisk og krebsdyr. Bedre levevilkår for fx pigget søsol og nøgensnegle. Masser af føde til større dyr som fisk, marsvin, sæler og fugle. Stenrev bidrager til mere liv under havet og nu vil miljøminister Lea Wermelin, SF, Radikale Venstre, Enhedslisten og Alternativet etablere stenrev i Øresund. Der er tale om et stort biodiversitetsrev ud for Taarbæk i Øresund.
– Livet i havet er noget af det vildeste natur, som vi har herhjemme. Og det er under pres. Stenrev er en sjælden naturtype i Danmark, fordi mange sten igennem tiden er blevet fisket op. Nu tager vi et godt skridt på vejen med et nyt stenrev, som skal give tangskove og mere liv under overfladen. Vi giver lidt af det tabte tilbage til naturen, så nye levesteder kan opstå til glæde for både planter, fisk og andre vandlevende dyr, og de mange fugle, der er så afhængige af havet, siger miljøminister Lea Wermelin.
Midlerne, der skal bruges til at etablere stenrev, kommer fra natur- og biodiversitetspakken, som blev vedtaget i december sidste år. I den forbindelse afsatte regeringen og SF, Radikale Venstre, Enhedslisten og Alternativet 10 mio. kr. til forbedring af havmiljøet, som nu udmøntes til stenrev i Øresund.
Aftalepartierne omkring Taarbæk Rev udtaler:
Rasmus Nordqvist, naturordfører, SF:
– Den vilde natur i Danmark er under pres – også under havoverfladen. Med stenrev i Øresund hjælper vi naturen lidt på vej. Vi giver småfisk og krebsdyr bedre levesteder – og det har betydning for livet i havet. Det er med til at styrke biodiversiteten og et skridt i den rigtige retning.
Zenia Stampe, miljøordfører Det Radikale Venstre:
– Jeg er glad for, at vi nu er blevet enige om stenrev i Øresund. Stenrev betyder, at havets dyr og planter på havbunden får det bedre. Stenrev er en sjælden naturtype i Danmark, og vores indsats skal skabe bedre betingelser for dyr og planter på havbunden og medvirke til at styrke den biologiske mangfoldighed af arter i havet.
Peder Hvelplund, miljøordfører, Enhedslisten:
– Vi står midt i en naturkrise, og det gælder også havets dyr og planter. Med stenrev hjælper vi naturen og skaber bedre levevilkår under havet. I Enhedslisten er vi glade for, at vi sammen med regeringen og de øvrige partier er blevet enige om at placere stenrev i Øresund.
Torsten Gejl, miljøordfører, Alternativet:
– Vi skal sørge for, at der bliver flere steder i havet, hvor dyr og planter bedre kan udfolde sig. En stor del af de danske stenrev er forsvundet på grund af stenfiskeri tidligere. Det er godt, at der nu kommer stenrev i Øresund. Det er små oaser i havet og stenrev bidrager til mangfoldigheden i havet.
Mette Gjerskov, miljøordfører, Socialdemokratiet:
– At vi er blevet enige om at etablere stenrev i Øresund er godt nyt for naturen, og et vigtigt bidrag til at opfylde FN’s Verdensmål 14 om livet i havet. Før i tiden har man taget stenene og brugt til byggeri, moler og meget andet. Nu genskaber vi de naturlige betingelser under vandet – til gavn for planter og dyr under havoverfladen.
Fakta:
- Der er afsat 10 mio. kr. til forbedring af havmiljøet i natur- og biodiversitetspakken, der blev indgået i december sidste år mellem regeringen, SF, Radikale Venstre, Enhedslisten og Alternativet.
- Aftaleparterne har besluttet, at midlerne skal udmøntes til stenrev i Øresund. Der er tale om et stort biodiversitetsrev ud for Taarbæk, og mulighed for etablering af et mindre formidlingsrev et andet sted i Øresund vil blive undersøgt nærmere.
- Et biodiversitetsrev er et stenrev, der anlægges, således at der skabes flest mulige forskellige levesteder (mikro-habitater). Derved opnår stenrevet en høj kompleksitet, der skaber rum til mange forskellige dyr. Dvs. at der både skal være sten i et lag, sten i flere lag (huledannende) og enkeltstående sten samt pletter med sand og grusbund.
Det anslås, at stenfiskeri fra 1900 til 1999 har fjernet 8,3 mio. kubikmeter sten fra primært de kystnære områder ud til 10 meters vanddybde. Det svarer til, at der er fjernet 55 km2
