Troels Wille med en af sine store sølvkarusser

Rundt omkring i landet ligger der masser af småsøer, med rigtig gode bestande af karusser. Og når vi snakker karusser, så er det ofte i praksis sølvkarusser der menes, for der er efterhånden ret få vande med rene bestande af den oprindelige hjemmehørende karusse, som vi kender den fra de gamle halvtredskronesedler. De to arter ligner hinanden til forveksling – og rent fiskemæssigt gør det ikke den store forskel. Følg med Troels Wille og oplev, hvad fiskeriet kan giver af spændende oplevelser.

AF TROELS WILLE

Det blæser voldsomt, sivene rusker i hinanden, og mågerne svæver i den hårde blæst. Vandet er rusket op, der er bølger på søen, og overfladevandet bliver presset ned mod den modsatte bred. Det er første aften af en uge dedikeret til et specifikt vand, og mulighederne for en stor sølvkarusse ser ikke gode ud. Jeg kaster et let wagglerflåd, der er belastet, så et hug både kan ses som et stigende- og et dykkende flåd, men til min store skuffelse driver det hen over overfladen i den store bue af fletline, som vinden har skabt.

Svær start ved karussesøen

Jeg placerer derfor flåddet tæt på land, og kaster en håndfuld forfoder ned over det.
På ekstrastangen rigger jeg så et hair-rig på et 30grams feederbly op med to falske majs, bundet på en widegape krog. Jeg fylder feederen med forfoder og kaster den et sted, hvor jeg i 2018 fangede en sølvkarusse på 1850 gram. På dette tidspunkt havde jeg ikke fanget en karusse i søen siden, og de sidste par sats havde været helt og aldeles ubarmhjertige.
Et par minutter går, og så vælter en stor høj karusse fri af vandet langs den modsatte bred, og gør det så minsandten igen. Jeg har lært at det kan betale sig at afsøge områder mens man har en line i vandet på sin valgte plads, og jeg er genplacerer derfor med et langt kast hair-rigget nede langs den modsatte sivbred.

Der sker absolut ingenting. Ikke et hug på flåddet, og stangspidsen på feederrigget er helt død. Det begynder at blive mørkt, og jeg overvejer at pakke sammen, da bundstangen krummer fuldstændig sammen. Med en resolut bevægelse løfter jeg stangen og strammer linen op, den er der! Jeg ved, at der kun er ål og karusser i søen, så jeg er med det samme klar over, at der er guld for enden af linen! Et lille minut efter glider den skællede bredside af en smuk karusse på 1500 gram ind over netrammen. En god start, på trods af uheldigt vejr.

Troels med turens største 2-kilos sølvkarusse.

Troels med turens største 2-kilos sølvkarusse.

En ny dag ved karussevandet

Dagen efter beslutter jeg mig for, helt uden for min normale tilgang, at prøve en eftermiddagssession. Da jeg ankommer kan jeg spotte bobleskyer forskellige steder i søen, men jeg ved, at jeg skal være heldig for at fange en på det tidspunkt. Fire varme og eftermiddagstunge timer går, men så stiger der pludseligt bobler op overalt foran pladsen! Jeg stiller mig forsigtigt op i båden og kaster flådrigget ud bagved boblerne. Herefter trækker jeg det så langsomt ind. Søen er så utilgængelig, at der reelt set kun findes en plads langs en ”fast bred”, hvor fiskene næsten aldrig befinder sig, så derfor har jeg en båd placeret i sivene, så jeg kan sidde i den og fiske ud i det meste af søen!

Karusseaction på flåddet

Flåddet hopper pludseligt en smule! Jeg tager stangen og kigger intenst på flådspidsen. I et langsomt træk rykker flåddet til venstre, og jeg giver modhug med det samme! Der er kontakt! Fisken rusker tungt fra side til side, og går direkte mod en lille sivø, der ligger til venstre for båden. Med lidt mere pres end hvad godt er får jeg den vendt, og også denne fisk glider snart ind over nettets kant! I bunden af det store karpenet ligger en anden smuk karusse på 1300 gram.

Jeg får taget et billede, og genudsætter den hurtigt efter, da der stadig er bobler ude foran. Flåddet kastes ud igen, og pludselig ser jeg en strøm af bobler, der nærmer sig flåddet, indtil at hele flåddet nærmest står og vipper i bobler! Jeg ser to dybe træk nedaf i flåddet, giver modhug, mærker vægten og så tager fisken ellers et sådant udløb, at man skulle tro, der var en karpe for enden af linen. Men så bliver linen slap, og den er væk. En tung, men håbefuld følelse rammer mit bryst. Boblerne forsvinder sammen med aktiviteten, og jeg pakker sammen.

Samme aften og aftenen efter bliver nulture. Onsdag aften er jeg hjemme 00.00, men har på det tidspunkt ikke prøvet morgenfiskeriet endnu. Jeg sætter alarmen og går i seng med udsigt til 4 timers søvn, før jeg skal til vandet.

Tidlig morgen ved karussesøen

Da jeg kommer derned, kaster jeg feederrigget ud som det første. Derefter placerer jeg flåddet og giver pladsen en håndfuld forfoder. Allerede klokken 05.20 begynder boblerne at stige, og klokken 06.00 beslutter jeg mig af ren frustration for at fjerne bundrigget og kaster flåddet hen til de omkringliggende bobler, som kun opstod ved feederblyet og ikke ved det andet forfoders placering.

Flåddet dykker langsomt til siden umiddelbart efter det er landet, og jeg laver et lidt overrasket modhug. Kort tid efter lander jeg en karusse på 1300 gram. Jeg lader fisken hvile sig i nettet, og svinger penneflåddet ud igen. Snart efter dykker det endnu en gang! Denne gang bliver den krogede karusse godt hidsig, og tager et langt udløb. Den vælter ind mellem sivøer, og bremsen klikker næsten kontinuerligt indtil at den er landet. Jeg kigger i nettet. Den sidste karusse er en del større end dem fra resten fra ugen. Vægten løftes og stopper på 1700 gram, så den fine sølvkarusse er dermed den største for ugen, men ikke personlig rekord endnu.

Jeg er umådeligt taknemmelig for den smukke fisk, der med 44 cm er den længste karusse jeg på dette tidspunkt har fanget. Det bliver til en kort videooptagelse af begge fisk, hvorefter jeg lader dem glide tilbage i vandet.

Jackpot ved karussesøen.

Jackpot ved karussesøen.

 

En tidlig fiskestart fredag morgen

Vandet er blikstille. Svalerne svajer rundt gennem luften over vandspejlet og fanger insekter i luften. Sivene hvisker i et kortvarigt vindstød. Langs den modsatte bred er der bobleskyer der stiger til vejrs. Jeg har stor tillid til mit valgte spot uanset bobler og kaster flåd og forfoder ud! Der går lige akkurat 10 korte minutter, før flåddet drejer 180 grader samt dykker langsomt, hvorefter jeg sætter krogen!

Jeg har skiftet bundrigget ud med et andet flåd, jeg har placeret som en “joker” langs med en sivø på lavt vand, og netop som den første karusse er landet skyder det andet flåd ud mod dybere vand! Pludselig midt i myggenes morgensummen, og råvildtets gang gennem kornmarkerne står jeg med to smukke karusser i nettet! De er begge over kiloet, men på grund af den store mængde aktivitet på spottet vejer jeg dem ikke, og tager kun lidt billeder.

En vild karussefight

Der går et stykke tid uden aktivitet, og jeg lægger derfor et kast lidt til venstre for forfoderet. I et stykke tid er der bobler en halv meter fra flåddet, men tyve minutter efter spreder de sig, og en lille stribe bobler bevæger sig med sneglefart i mit flåds retning.
Yderligere 10 minutter passerer, og mit hjerte sidder efterhånden lidt for højt oppe i halsen. Endelig dykker flåddet, og det udløb der følger modhugget, får resten af karusserne til at blegne! Udløbet stopper cirka 10 meter ude i søen, og tyngden af fisken begynder at kunne mærkes. Jeg fighter fisken, som jeg fightede resten og lander den uden de store problemer. Da jeg ser fisken, tænker jeg ikke yderligere på, hvor stor den er.

Det er først i det, jeg løfter nettet, at det går op for mig, at det nok er den største karusse, jeg nogensinde havde set – både i længde og højde. Jeg vejer den, måler den, og lader den hvile i nettet igen. To kilo og ti gram ender den endelige vægt på, og den er 47 cm lang. En ny personlig rekord er endelig landet. Jeg filmer en lille video, og sætter den forsigtigt ud igen, kaster stængerne ud og sætter mig ned! Boblende let og ovenud lykkelig læner jeg mig tilbage, og er faktisk lettet over, at der ikke er flere bobler på pladsen. Halvanden time efter fanger jeg tre karusser med den største på næsten to kilo lige efter hinanden, og da klokken blev 07.30 pakker jeg sammen og tager hjem på trods af fin aktivitet. En fantastisk uge med nogle fantastiske fisk er afsluttet!

 

Jans Lystfiskershop

 

Sølvkarusser som disse kendes fra rigtige karusser på at de er mindre runde i kropsformen.

Sølvkarusser som disse kendes bl.a. fra rigtige karusser på, at de er mindre runde i kropsformen.

    Modtag fiskepost med nye artikler

    Nu er du tilmeldt.

    Share This