På vej ind med Knud Kyvsgaards 372 kilos tun, der stadig den dag i dag er dansk rekord.

De sidste fem-seks år er der kommet flere of flere tun i vores farvande, og der er efterhånden noget som minder om et stabilt fiskeri med en kommende kvote for de både, der har indfanget tun til mærkning for DTU Aqua. Men sådan har det ikke altid været. Sidst der for alvor var tun i Danmark var nemlig, da farfar var ung. Følg med på en rejse til dengang tunene sidst hoppede i Øresund – og få den fulde historien om den stadigt gældende danmarksrekord for tun på 372 kilo fanget af Knud Kyvsgaard.

AF PER EKSTRØM. FOTO: FAMILIEN KYVSGAARD OG JENS BURSELL

 

I DE GODE GAMLE DAGE var der i mange år masser af tun i Øresund. Da ”tunkongen” Carl Bauder huserede på Øresund, satte han i 1948 rekorden for flest fangne tun på en sæson med hele 68 fisk. Hvem ved – måske er det, som vi ser lige nu i dansk tunfiskeri, hvor Danmark oven i købet har fået en ny kvote, blot begyndelsen på en ny epoke?

Dengang i midten af sidste århundrede var tunfiskeriet noget, der satte Danmark på verdenskortet over de bedste steder at kæmpe mod en af havets største ”gladiatorer”. Nu er det ikke sådan, at man før i tiden hvert år væltede sig i kæmpe tun. Gennemgår man fangststatistikkerne vil man konstatere, at der var meget store udsving i mængderne af tun. Nogle år var der mange tun, året efter måske knap så mange eller slet ingen. Årsagen til at tunen svømmer så langt ind i de danske farvande er kort og godt føde, og sammenholder man tunens foretrukne føde, makrellen, med antallet af makreller i Øresund nu om dage, så er det måske ikke underligt, at tunen dukker op. Der er en naturlig sammenhæng. En anden og meget sandsynlig forklaring på fremgangen for den blåfinnede tun er, at de for snart en del år siden blev fredet på deres gydeområder ved Balearerne i Middelhavet, hvilket helt sikkert har bidraget til den stabile vækst i populationen, vi har set siden.

Nyna Kyvsgaard med tun på 293,5 kilo

Nina Kyvsgaard med tunen på 293,5 kilo som blev fanget bare tre uger efter Birgitte havde sat sin Europarekord.Efter en kamp på toenhalv time må det vel siges, at rekorden var velfortjent. Nu overgik rekorden til Nina.

Historien om den danske tunrekord

Lysten til at grave yderligere i historien fik yderligere næring, da der dumpede en mail i boksen fra Michael Nyboe. Han fortalte, at hans morfar og mor i 50´erne og 60´erne var meget ihærdige tunfiskere, og at familien stadig har både stang, hjul og ikke mindst scrapbøger med masse af billeder fra svundne tider. Da navnet Knud Kyvsgaard samtidig blev nævnt, tændte det nærmest julelys i øjnene på Fisk & Fri´s historiker. Knud Kyvsgaard er nemlig manden, der er indehaver af den officielle danske tunrekord på 372 kilo, så det var næsten som at blive inviteret ind i Aladdins berømte hule proppet med alle minderne om de gode gamle tundage. Vi aftalte et møde, og jeg blev ikke skuffet, for hos Michael og hans brødre åbenbarede sig, i mængden af udklip og tungrej, en helt speciel historie. Morfar, mormor og mor har nemlig hver især sat tun-rekorder. Ikke noget der skete på en enkelt sæson, men over en årrække.

Morfar, Knud Kyvsgaard, satte sin danske rekord allerede i 1950, og sidst i artiklen kan man læse hans egen helt personlige beretning. Der skulle gå 10 år før mormor, Nina og mor, Birgitte, satte deres rekorder. Årsagen til at der gik så lang tid, var den, at der fra 1951 og frem til midten af 50´erne var en nedgang i antallet af tun i Øresund, og der i sidste halvdel af 50´erne faktisk ikke blev opserveret tun overhovedet. I 1960 dukkede de så op igen og både 60 og 61 var fantastiske år. Tunfeberen rasede igen, og der blev landet rigtig store fisk.

Familiens Kyvsgaards originale tungrej fra dengang farfar var ung.

Familiens Kyvsgaards originale tungrej fra dengang farfar var ung.

Lykkepigen fanger stortun

 ”Europas største ”pigetun” blev halet op af Øresund”. Sådan skrev Dagens Nyheder lørdag d. 3. september 1960. Avisen boblede over med superlativer som ”Lykkepigen Birgitte”, og beretter om, hvordan Birgitte alene nedkæmpede en tun på 272 kg, som på det tidspunkt var ny europæisk rekord for kvinder. En time og fem minutter tog det at nedkæmpe tunen, der startede med at hugge så voldsomt, at den stol Birgitte sad på, væltede. På mirakuløs vis fik hun med en arm og et ben holdt fast, så hun kunne fortsætte kampen. Resultatet var da også, at Birgitte i faldet blev slået gul og blå, men hun holdt ud. Desværre holdt rekorden kun i 23 dage, da Birgittes egen mor, slog hendes rekord. I lighed med Birgitte var det første gang hun prøvede kræfter med tunfiskeri, og Nina måtte også indrømme, at det var lige før, det ikke lykkedes. Nina Kyvsgaard måtte nemlig ud i en 2½ times kamp, inden tunen overgav sig. Kampen startede lidt nord for Lappegrunden, og tunen huggede allerede, da man var ved at lægge linen ud. Tunen trak båden helt op til Viken på svenskekysten og tilbage til Snekkersten. Det var som om, den ikke ville overgive sig, og til sidst dirrede Ninas arme af både træthed og spænding. I Snekkersten havn viste vægten 293,5 kg. Så var det at BT, med rette kaldte familien for ”Tun-dynasiet Kyvsgaard”. Året efter, i 1961, fortsatte fiskelykken for Birgitte. Skandinavisk Tuna Klub afholdt weekend konkurrencer i løbet af sensommeren, og allerede den første weekend fangede Birgitte en tun på 248 kg. Den blev fightet ned på blot 20 minutter. Weekenden inden havde Birgitte haft en kæmpe tun på krogen, men da Oslo færgens skrue kom i vejen, sagde tunen farvel og tak. Den efterfølgende weekend d. 27. august 1961 var Birgitte igen på tunfiskeri. Ved Lappegrundens fyrskib nappede tunen kl. 16.35 den hornfisk, der var lagt ud som agn, og så begyndte en fight på lidt over en time. Først tog tunen et udløb på 300 meter og løb direkte mod svenskekysten og en badeanstalt. Båden kom så langt ind, at man kunne se havbunden. Ved at lægge pres på lykkedes det at få tunen til at vende, og så var der nogle bundgarn, man også lige skulle forbi, Det gik godt, og efter en time var tunen så træt, at den kunne landes. 2 gange under fighten var den ude af vandet, og selvom man kunne se, det var en stor fisk, var det en overraskelse, da vægten i Snekkersten viste 317 kg. Birgitte tog dermed rekorden tilbage fra sin mor. 1961 var desværre også det sidste år, hvor tunen for alvor dukkede op i Øresund og fik tunfeberen til at rase. De følgende år var fangsterne kun sporadiske og i 1964 forsvandt tunen helt. En epoke var slut. I familien, der er meget fiskeinteresseret, værner man meget om historien og har gemt en masse ting fra den tid. Billeder, udklip og ikke mindst grejet, så det var en dybt imponeret Fisk & Fri historiker, der gik hjem med lommerne fulde at gode historier.

Birgitte Kyvsgaard med sin rekordtun på 317 kilo fra 1961. Den tog 300 meter line i første udløb og var to gange helt ude af vandet, inden den måtte overgive sig.

Birgitte Kyvsgaard med sin rekordtun på 317 kilo fra 1961. Den tog 300 meter line i første udløb og var to gange helt ude af vandet, inden den måtte overgive sig.

Kampen med danmarksrekord-tunen

Knud Kyvsgaards beretning om kampen med den store tun på 372 kg er gengivet efter hans egen nedskrevne beretning med brug af datidens skrivemåde med brug at dobbelt aa i stedet for å, ligesom navneord er skrevet med stort. Det er for at give historien sit eget helt personlige præg, som en sådan oplevelse fortjener.

”Jeg startede Søndag d. 13`ds. Kl. ca. 11.30 sammen med min Kone og min 11-aarige Datter, Birgitte, fra Snekkersten Havn med en Kasse Makrel som Madding, og undervejs til Fiskepladsen bad jeg min sædvanlige Bøn:

”Lord, suffer me to catch a fish, so large, that even I  in talking of it afterwards shall have no need to lie.”

Skønt vi flere Gange skiftede Fiskeplads, saa vi ikke saa meget som en Halefinne af en Tun, og vi havde næsten opgivet Haabet, da vi Kl. ca. 16.30 laa midt ude i Sundet lidt nord for Færgeruten Helsingør-Hälsingborg. Jeg havde lige fodret med en Spand Makrel, omhyggeligt skaaret i lækre passende Stykker, da der kom et voldsomt Hug, og Hjulet hvinende løb rundt for så pludselig at standse.

Da jeg Løftede Stangen og strammede Linen, skal jeg love for, at der igen kom fart på Hjulet; Tunen anede Uraad. Nu havde jeg nok at gøre med at holde Stangen og raabte til min Kone, der er fortrolig med Baaden og Motoren – en god gammel paalidelig Ford A. ”Start-start!” Et Tryk på Selvstarteren var nok til at faa Forden til at spinde velfornøjet som en Kat i Barselseng. Nu skulde den og vi endelig paa Eventyr; vi satte Kursen efter Tunen. Birgitte hejste straks det gule T-Flag og var saa ivrig, at hun ikke sansede mine fortvivlede Raab om at række mig min Harnisk, som jeg havde hængt inde i Kahytten, og som jeg ikke selv var i Stand til at hente, da jeg allerede havde anbragt mig i Tunstolen og ikke vilde risikere at miste mit dyrebare Penn-reel og min Hardy Stang, idet Tunen nu arbejdede voldsomt. Endelig bragte hun mig den, og jeg fik Stang og Hjul rigtig anbragt samt begyndte at bremse. Jeg ventede nu nogle voldsomme Udløb, men til min Forbavselse stod Linen nu – efter jeg havde rullet en Del ind – lodret til Bunden, som om Krogen havde faaet fat i et Skibsvrag eller lignende. Min Kone slog korrekt Motoren fra, og jeg rykkede kraftigt, uden at der skete noget. Da der nu var Fare for, at Baaden skulde drive henover linen, kommanderede jeg ”Frem”, og vi kredsede nu langsomt i en Cirkel, og kunde da mærke, at Tunen paa Bunden (ca. 30 m) fulgte ret villigt med i en mindre Cirkel, men jeg kunde ikke hæve den.

 

Friluftsland efterår

 

Dan dette havde staaet paa en halv Snes Minutter, uden at Tunen havde gjort Tilløb til at flytte sig ud af Karusellen, tænkte jeg: ” Det er nok en ret lille en, som bare borer sig nedad”, og jeg bremsede Hjulet noget mere og forsøgte kraftigt at ”pumpe” den op. Det var mere, end den ellers tilsyneladende godmodige Fisk Vilde finde sig i, for pludselig skar Linen igennem Vandet og efterlod en stribe som en Torpedo. Jeg maatte et Øjeblik slippe Hjul og Stang og lod det hvile alene i Harnisken, medes jeg havde nok med at holde mig fast i Stolen, som er anbragt frit på Agterdækket. Hjulet var bremset lovligt haardt. ”Start igen”, raabte jeg, og nu gik den vilde Jagt. Jeg lagde alt det konstante Pres paa Fisken, som jeg kunde, og der var Perioder, hvor den faktisk – naar vi slog Motorens fra – trak den kun 22 Fods Motorbaad.

Alle andre Fiskebaade veg for os, men pludselig saa vi en Baad ogsaa med T-Flag oppe og Tun på Krogen komme og krydse vor Bane, selv om Fiskeren forsøgte at standse sin Tun. Ogsaa jeg prøvede at bremse endnu mere, men forgæves; MIN Tun var heller ikke til at standse, og der var den største Risiko for, at Linerne skulde blive indfiltrede i hinanden. Desuden var Baadene faretruende nær hinanden i den ret høje sø. ”Gaa bagom”, raabte jeg til min Kone, da jeg saa, at der fiskedes fra Forstavnen paa den anden Baad, og ved en ekstra Kraftanstrengelse lykkedes det mig at faa drejet Kursen saa meget på min Tun, at min Line passerede nogle faa Meter bag den anden Baads Skrue.

Nu var den gode Tun for Alvor blevet gal i Hovedet. Det tog nogle voldsomme Ryk og satte saa fuld Fart paa med Strømmen i retning af Hveen, og der var ikke andet at gøre end at sætte mere Fart på Baaden og følge efter, samt bremsen mest muligt paa Hjulet. At standse Fisken var stadig umuligt. Pludselig drejede den og gik direkte mod Sverige – stadig med megen Fart – og satte Kursen lige foran en tysk Damper, der var på Vej til København. Vi gik ud fra, at Styrmanden kendte T-Flaget eller i det mindste kunde se, at vi forfulgte en stor Fisk, men her tog vi grundigt fejl. Damperen fortsatte Kursen ligeud, skønt vi kom fra dens Styrbords Side. Vi raabte og gestikulerede, men alt forgæves, indtil vi var faa Meter fra hinanden, og til min Kone samt Styrmanden paa Damperen praktisk talt samtidig slog Roret om. Det var den mest enerverende Episode, vi oplevede den Dag, idet Damperen svingede voldsomt rundt og nær havde ramt os med Agterstavnen. Heldigvis ændrede Tunen, som maaske havde hørt Støjen fra Damperens Skrue ogsaa i sidste Øjeblik Kurs bort fra Damperen. Vi aandede lettede op og tog det let, at Kaptajnen gik hen til Rælingen og rystede opgivende på Hovedet efter os. Herefter stoler vi ikke for meget på at det gule T-Flag bliver respekteret.

Familien har stadig det legendariske tungrej, som satte fire tunrekorder. Birgittes to sønner hæger om historierne og klenodierne. Her holder Henrik Nyboe til venstre halen af tunen på 372 kilo, mens Michael til højre holder det tunge tungrej. Den sidste bror Carsten, kunne desværre ikke komme til Fisk & Fris fotosession.

Familien har stadig det legendariske tungrej, som satte fire tunrekorder. Birgittes to sønner hæger om historierne og klenodierne. Her holder Henrik Nyboe til venstre halen af tunen på 372 kilo, mens Michael til højre holder det tunge tungrej. Den sidste bror Carsten, kunne desværre ikke komme til Fisk & Fris fotosession.

Efter en times fight med danmarksrekord tunen

Der var nu gaaet mere end 1 Time, siden Tunen tog Krogen, og den arbejdede nu voldsommere end nogen Sinde og bestemte hele Farten, skønt jeg bremsede af alle kræfter. Svenden perlede ned over mit Ansigt, og selv ikke et kraftigt Skybrud, der gennemblødte mig til Skindet, virkede særligt afkølende, men lagde en Dæmper paa Bølgerne, der til Tider var ubehageligt høje.

Endnu en Time gik med store Kryds, som bragte os i Nærheden af Snekkersten Havn. Min Ben – som jeg hele Tiden maatte spænde kraftigt imod for ikke at ryge i Vandet – begyndte at værke, og det konstante Træk paa Stangen gjorde ondt i Ryggen. Jeg konstaterede, at jeg afgjort var mere træt end Fisken og begyndte at filosofere over, hvad det hele skulde ende med. Saa fik jeg pludseligt andet at tænke paa, for nu røg Tunen ind mod land mellem 2 rækker Bundgarnspæle.

Her opførte Uhyret en Slags Krigsdans rundt om Baaden, men gik stadig dybt. Min Kone fulgte fint Bevægelserne ved at dreje Baaden langsomt rundt, alt imedens vi blev enige om, at det nok var en af de saakaldte ”Spækhuggere” – og ikke en Tun – der havde bidt paa.

Under denne sidste Karuseltur lykkedes det mig at faa saa meget Line vundet ind på Hjulet, at Fisken blev tvunget op i Vandoverfladen, og vi fik lige konstateret, at det var en meget stor Tun, før den dykkede igen og gik lige mod den ene Række Bundgarnspæle.

”Nu eller aldrig”, tænkte jeg og lagde alle Kræfter i. Tunen stoppede, og jeg ”pumpede” alt det jeg Kunde, indtil Staalforfanget kom til Syne. Min Kone greb og Forfanget, og det lykkedes hende virkelig at holde det medens jeg kom ned fra Stolen, og saa trak vi begge – eller rettede alle 3 – for Tunen havde stadig et Ord at skulde have sagt.

Til sidste tog den en farlig Tur ind under Baaden paa kort Line, der ikke tillod den at komme helt ind under Kølen. Jeg stak Fangstkrogen dybt ned, og saa snart Fisken igen kom til Syne var den solidt gaffet, hurtigt væltet om på Ryggen og dolket. Først nu – efter en fight på 2½ Time – var der Tid til at se paa Fisken, og vi troede knapt vore egne Øjne.

Fra Fiskebaade, der havde fulgt hele Slaget, blev der klappet begrejstret og raabt Hurra, medens vi fik Tunen fortøjret paa Siden af Baaden, saa den kunde slæbes ind. At tage den indenbords var umuligt.

483 kroner fik Knud Kyvsgaard for sin danske rekord tun i renset tilstand. I dag må man som lystfisker ikke sælge sin fangst.

                                                                                                     483 kroner fik Knud Kyvsgaard for sin danske rekord tun i renset tilstand. I dag må man som lystfisker ikke sælge sin fangst.

 

En behjertet Fisker rakte en god gammel Flakse rød Aaalborg Akvarvit over til os, og baade min Kone og jeg fik en – syntes vi – velfortjent Slurk. Tunflaget gik nu til Tops. Et stolt Øjeblik – min hidtil uopfyldte Bøn var gaaet i Opfyldelse – og besjælet med samme Følelse, som jeg tænker mig en Storvildtjæger har, naar han første gang nedlægger en Løve eller Elefant, sejlede vi langsomt ind i Snekkersten havn. Et sandt Triumftog. Først da Tunen hængte i Kranen kunde vi rigt se, hvor stor den var; men alle vore Forventninger blev oversteget, da Vægtkontrolløren raabte: ”Rekord 744 Pund”.

Min Kone og jeg syntes, det var helt usandsynligt, at vi havde klaret den fangst i Land – ved fælles Hjælp. Selv om Æren for den direkte Kamp med Tunen vel nok tilkommer mig, vilde Fangsten have været umuligt, saafremt min Kone ikke havde ført Baaden saa roligt og sikkert som en gammel Søulk. Birgitte havde ogsaa gjort sin Indsats. Hun sørgede for, at Listerne jeg støttede Fødderne imod blev tørret af hele Tiden under regnskyllen, for at jeg ikke skulde glide, og rakte mig Fangstkrogen i det rette Øjeblik etc.

Det var en meget lykkelig og træt lille Familie, der herefter kørte til Klampenborg efter en herlig Dag,

372 kilo og ny danmarksrekord for blåfinnet tun

Dagen efter fangsten svømmede aviserne over med overskrifterne om ”Rekord-Tunfisk paa 372 kg fanget på Sundet i Gaar”, mens Frederiksborg Amtsavis havde overskriften: ”Tunfiskerbaad ved at blive paasejlet af tysk Damper”. Amtsavisen havde beretning om at kampen var blevet fulgt af en hel del mennesker inde fra Strandvejen. Flere steder i historieskrivningen står der, at tunen var europæisk rekord. Det var den desværre ikke, men den var tæt på. I 1933 fangede den berømte engelske tunfisker Mitchell-Henry en på 385,9 kg, men på den tid var der ingen, der registrerede officielle rekordlister, så det var mere eller mindre tilfældigt, om en fisk blev ”opdaget”. Men med kun 14 kilo fra Mitchell-Henrys rekord vil Knud Kyvgaards rekord altid stå som noget særligt.

På internettet findes der klip med film fra de glade tundage. Gå ind på www.filmcentralen\museum\danmark-paa-film så kan man søge på forskellige områder i Danmark. Find klippene ved Helsingør og Sjællands Odde.

 

Hvidovres Sport

 

1. september 1960: Birgitte Kyvsgaard med tunen på 272 kilo, som var ny europarekord for kvinder. Knud (tv) fik ogs en mindre fisk på "kun" 235 kilo.

                                                                                                                1. september 1960: Birgitte Kyvsgaard med tunen på 272 kilo, som var ny europarekord for kvinder. 

 

Knud Kyvsgaards tunstang.

Knud Kyvsgaards tunstang.

    Modtag fiskepost med nye artikler

    Nu er du tilmeldt.

    Share This