Kaj Møller med sin første tun fanget i dansk farvand efter Zane Greys forbillede – med både hjul og stang fra hans Zane Grey big game serie af grej.

Big game fiskeren Zane Grey hyldes i USA som en helt, men hvem er han egentlig, og hvad er det, der gør ham så berømt? Fisk & Fris fiskearkæolog Per Ekstrøm har taget et dybt dyk i arkiverne – og giver dig her historien om den verdenskendte storfisker.

AF PER EKSTRØM

 

INDEN  FOR DE SIDSTE ÅR er der i USA på auktioner solgt effekter til priser, der i almindelige mennesker øjne må anses som helt vanvittige. Et gammelt fotoalbum blev således solgt for 10.500 dollars, 9.000 dollars var hammerslaget for en gammel Baseball trøje og næsten 9.750 dollars var prisen oppe på, da en sjælden signeret bog med titlen ”An American Angler in Australia” var under hammeren. Men hvem har disse effekter tilhørt, siden priserne kommer op i så ubegribelige beløb? Svaret er Zane Grey.En af de største Big Game fiskere, der nogensinde har levet, og er der noget, man dyrker i USA, så er det helte. Betragter man hans liv ud fra en lystfiskers synsvinkel, så var han en helt speciel personlighed, der havde et fantastisk og spændende liv, selvom livet for Zane Grey begyndte sædvanligt.

Jans Lystfiskershop

 

Appetit på fiskeeventyr

Pearl Zane Grey, der var hans fulde navn, blev født d. 31. januar 1872 som det fjerde ud af børneflok på fem. Han var søn af engelske indvandrere, og hans oldefar havde grundlagt byen, Zaneville, hvor han blev født. Zane var en rask dreng, der tidligt udviklede interesse for sport, jagt og fiskeri. Tilbage i tiden havde hans forfædre deltaget i den amerikanske frihedskrig mod englænderne, og den historie fascinerede Zane, ligesom han havde stor interesse i at læse eventyrromaner. Robinson Crosue var blandt andet en af hans favoritter. Interessen for historien var så stor, at han allerede som 15 årig skrev en roman, men det brød hans far sig ikke om, så den flåede faderen i stykker. Han havde nemlig andre planer. Zane skulle være tandlæge.

Han blev tandlæge, men arbejdet som tandlæge kedede ham bravt, så når han kom hjem, brugte han tiden på at skrive romaner om Amerikas historie. Eller på godt dansk Western fortællinger. Det fandt han mere inspirerende end at fungere som tandlæge. Samtidig var indtægten ved at skrive romaner betydelig større end ved at drive en tandlægepraksis. Som forfatter var han yderst produktiv, og bøgerne væltede ud fra forlaget. De etablerede kritikere mente, han glorificerede det ”vilde” vesten i sine romaner, men han solgte. Han tjente så mange penge, at han blev en af de første forfattere i verden, der blev millionær af at skrive. Pengene medførte, at han efterhånden kunne bruge mere og mere tid på det han elskede – fiskeri – og specielt dybhavsfiskeri efter havets kæmper.

Zane Grey med sin største tun fra Nova Scotia i 1924. Den blåfinnede tun, som dengang var derdensrekord - vejede 758 lbs

Zane Grey med sin største tun fra Nova Scotia i 1924. Den blåfinnede tun, som dengang var verdensrekord – vejede 758 lbs.

Florida Keys blev starten på big game karrieren

Ikke helt overraskende blev Florida Keys et af de første steder, hvor han begyndte sin karriere som Big Game fisker. Han var med til at stifte Long Key Fishing Club, hvor han var præsident fra 1917 til 1920. Senere tog han til oversøiske lande som Tahiti, New Zealand og Australien. Hans passion for fiskeriet var så stor, at han sjældent var hjemme. Hans søn vurderede senere, at han var hjemmefra 300 dage om året. På nordøen af New Zealand fik han etableret en logde ved Otehei Bay, der fik navnet Zane Grey Sporting Club. Penge var som sagt ikke et problem, og han fik bygget skibe samt anlagt fiskelogdes rundt om på de steder, hvor han kom. Samtidig skrev han om sine oplevelser med fiskestangen, og det kom der ikke mindre end 8 bøger ud af. 2 bøger om jagt blev det også til. Samtidig skrev han i en næsten 15 årig periode regelmæssigt i Outdoor Life Magasine, hvor han øste ud af sine erfaringer og oplevelser som big game fisker.

Fish, fame & fortune…hvad mere kan man ønske sig?

Hvad mere kunne en mand som Zane Grey ønske sig? En så dedikeret fisker ønsker sig kun det bedste, og hvis ikke det findes, så må man selv opsøge det. Han fandt derfor på, at han ville bygge verdens bedste fiskehjul til big game fiskeri – men hvor får man så det? Zane Grey mente, at der på det tidspunkt, sidst i 1920érne, kun var en producent, der kunne producere et hjul, som kunne leve op til de forventninger han stillede – nemlig Hardy Bros. i England. 

Det legendariske Zane Grey big game hjul fremstillet hos Hardy Brothers.

Det legendariske Zane Grey big game hjul fremstillet hos Hardy Brothers.

 

Kravet til Hardy var, at hjulet skulle være det bedste og tilmed dyreste på markedet. For kvalitet og pris vil altid gå hånd i hånd, og unik kvalitet koster. I 1928 kom de første hjul på markedet. Det var produceret i tre størrelser. 5 tommer, 5½ tomme og 6 tommer, men kunne også på bestilling produceres i 7 og 8½ tomme. Tommerne var bredden på spolen. Startprisen på hjulet var 30 £, hvilket i danske kroner på det tidspunkt svarer til 5-600 kroner. Hovedparten af delene blev produceret i Monel metal, som er en særlig metallegering bestående af primært af nikkel og kobber, der er meget modstandsdygtigt overfor korrosion af specielt strømmende saltvand. Metallet anvendes blandt andet i fly. På den tid var der tale om et helt usædvanligt hjul, der naturligvis fik navnet Zane Grey. Hjulene blev serieproduceret frem til 1939, hvorefter Hardy kun producerede hjulene på bestilling.

Zane Grey dyrkede sit elskede big game fiskeri overalt på kloden.

Zane Grey dyrkede sit elskede big game fiskeri overalt på kloden.

 

Også betydning for det danske big game fiskeri

Zane Grey fik også betydning for dansk big game fiskeri, idet han var inspirationskilde for den allerførste, som i dansk farvand fangede en tun på stang og hjul. Kaj Møller fangede d. 7. august 1928, som den første i Danmark, en tun på 478 danske pund fra Sjællands Odde. En uge senere fangede han yderligere 2 tun, hvoraf den ene var på hele 638 pund og kun var 48 danske pund fra den eksisterende verdensrekord. I øvrigt sat af Zane Grey ved Nova Scotia i 1924.

Kaj Møller havde inden sin færd på Kattegats salte vover undersøgt, hvad der fandtes af litteratur på området. Og meget hurtigt havde han fået fat i Zane Grey´s ”Tales of Fishes” og ”Tales of Swordfisk and Tuna”. Specielt sidstnævnte fandt Møller helt uundværlig for den, som ville fiske efter tun på stang og hjul med tynd line. Den var skrevet i en stil, så selv den største landkrabbe ville få vilde længsler efter at stå til søs og få en dyst med havets kæmper. Samtidig var fiskemetoden beskrevet i mindste detalje, og der var overordentlige værdifulde vink med hensyn til, hvilke grejer man skal anvende.

Den forhåndsviden havde Møller fået via denne bog og hans ”held”, som han selv udtrykte det, kunne i væsentlig grad tilskrives Zane Grey. Indkøb af grejerne havde Møller foretaget under et besøg i London, hvor han havde medbragt bogen, da han handlede hos Hardy Bros. Som han sagde: ”Grejerne blev udvalgt i nøje overensstemmelse med Zane Grey´s forskrifter.” Kaj Møller var ikke den eneste, som havde glæde af Zane Grey´s grejer. I 1933 modtog Hardy et brev fra en kvinde i New Zealand, der skrev: ”Jeg tror De vil være interesseret i at høre, at jeg d. 6. februar med et Zane Grey hjul på 6 tommer, landede en sort marlin på 823 pund. Det er den største fisk fanget i New Zealand, og den 4. største som nogensinde er fanget og samtidig verdensrekord for kvinder,” Kvinden der underskrev sig med C.F. afslutter med at skrive, at hun er stolt over at kunne fremvise og demonstrere sit Hardy hjul overfor alle nysgerrige og interesserede.

Zane Greys sidste verdensrekord var denne tigerhan på 1036 lbs taget ud for Sydney i Australien.

Zane Greys sidste verdensrekord var denne tigerhaj på 1036 lbs taget ud for Sydney i Australien.

 

Rivalisering på big game scenen

Med Hardys promovering af Zane Grey hjulet bragte det naturligvis hans navn yderligere frem, men samtidig kom det til en utilsigtet rivalisering. I slutningen af 1920´erne havde en lille, men meget indflydelsesrig organisation, British Sea Anglers Society, den plan, at den næste verdensrekord for blåfinnet tun skulle fanges i Nordsøen udfor kysten af England i området omkring Scarborough i det nordlige Yorkshire. Planen gik delvis i opfyldelse i 1930, hvor et medlem fangede en tun på 735 pund, men blev realiseret i 1932, da et medlem, Col. E.T. Peel, fangede en tun på 798 pund og derved slog Zane´s rekord. Det var samtidig den første engelske verdensrekord. Peel havde fisket med et Zane Grey hjul, og det benyttede Hardy sig naturligvis sig af: De indrykkede en helsides annonce i deres blad, hvor de gjorde opmærksom på, at fiskerne havde benyttet et Hardy Zane Grey hjul.

Det var noget, der ikke faldt i god jord hos en af Englands mest kendte havfiskere L. Mitchell-Henry, der havde en helt anden filosofi omkring big game fiskeri. Det skulle ikke foregå fra motorbåd, men fra en mindre båd uden motor, så det var kampen mellem mand og fisk uden brug af motor. Mitchell-Henry anfægtede derfor Zane Greys rekorder, og da Mitchell-Henry d. 11. september 1933 satte verdensrekord for blåfinnet tun med 851 pund, anvendte han meget symbolsk ikke et Zane Grey Hjul. Meningsudviklingerne mellem de 2 foregik primært i forskellige fiskemagasiner, men enige blev de aldrig. Ironisk nok fiskede Kaj Møller i sommeren 1929 med Mitchell-Henry fra Sjællands Odde. Om de har diskuteret Zane Grey, er nok tvivlsomt.

Zane Grey med sin samlig af sovenirs og grej fra et langt liv som big game fisker.

Zane Grey med sin samlig af sovenirs og grej fra et langt liv som big game fisker.

I IGFA´s Hall of Fame

Zane Grey døde af et hjerteanfald d. 23. oktober 1939. Ved sin død efterlod han sin hustru Dolly, som han havde været gift med siden 1905. Helt tro havde han ikke været, da han konstant havde været på farten og omgivet sig med utallige ”sekretærer”. En fjern ven, Dan Beard, skrev til Dolly for at udtrykke sin kondolence i forbindelse med Zanes død. Dolly skrev tilbage og takkede ham for hans sympati i forbindelse med Zanes pludselige død. Hun kunne endnu ikke fatte det. Det synes for hende, som om han blot var af sted på en af de utallige ture, han elskede så højt – og måske er han det. ”Det er venligt af Dem at kalde Zane en stor mand, men jeg ved også at det kræver en stor mand for at anerkende mænd af hans slags”.

Zane Grey satte præg på sin tid og eftertid. Mange af hans romaner er blevet filmatiserede og skuespilleren Cary Cooper fik sin debut i en film baseret på en roman af Zane Grey, og det siges, at general Eisenhower, den senere amerikanske præsident (1952-1960), havde Zane Grey som sin favoritforfatter.

På det fiskemæssige område er han optaget i det største, nemlig i IGFA´s ”Hall of Fame”, hvor han blandt andet er i selskab med nobiliteter som Hemmingway og spejderbevægelsens stifter Baden-Powell.

 

Friluftsland

 

 

Det var fra denne fightstop af de fleste af Zane Greys kampe blev fightet.

 

 

 

 

    Modtag fiskepost med nye artikler

    Nu er du tilmeldt.

    Share This