– Vi gør det sgu, vi bygger vores egen splitcanestænger, sagde vi en dag uden at ane, hvad der lå forude. Og det betød, at en hjemmebygget spiltcane stang gjorde mig nyforelsket i fluefiskeriet. Det blev en fantastisk rejse for os ind i fortiden, og her kan du læse, hvordan vi genopfandt vores fluefiskeri på en helt ny måde.
AF LARS BUSEKIST OG ROBIN FALCK
FØLELSEN AF AT FANGE EN FISK på en flue, man selv har bundet, kender sikkert mange fluefiskere, men at også fange en fisk på en splitcane stang, man selv har bygget, føler vi er tusinde gange federe.
Her får du historien trin for trin i vores projekt:
(1) Vi havde købt et par blanke kulfiber klinger billigt, men efter at have viklet guides, lakeret dem og limet kork og hjulholder, stod vi skuffede med en sær tom fornemmelse. Der manglede noget. Det var et par gode fluestænger, men de lignede alle andre, og det havde ligesom ikke rykket noget i os.
Vi måtte tage et skridt tilbage i tiden, og vi googlede os frem til, at hvis vi ville lave en splitcane stang, skulle vi have den helt rigtige bambus, som kommer fra Tonkin-området i Kina. Her findes den mest lige bambus og den der har flest stærke fibre – power fibre, som giver en splitcane stang sin helt særlige karakter. Vi fandt en leverandør på nettet, og bestilte varerne, og så var vi ligesom i gang.
Forberedelserne til at bygge en splitcane stang
(2) Da vi en lille måned senere, vandrede gennem byen med et par 4 meter lange bambus rør, var det med en blanding af rus og forventning over, at vi nu skulle bygge vores egne splitcane stænger, men også med følelsen om, hvad i helvede havde vi mon kastet os ud i?
Mens bambussen var på vej fra Kina, læste vi; Handcrafting Bamboo Fly Rods, af Wayne Cattanach, som vi hver havde købt en kopi af på Amazon. Vi valgte den, for der var en hel del billeder, og ikke helt så mange matematiske formler, som i et par af de andre. Desuden havde den fået varme anbefalinger med på vejen.
De første skridt i stangbygningen
For at få alt vandet ud af bambussen, brænder man den først. Der findes to måder, enten kan man brænde den på ydersiden eller på indersiden. Hvis man brænder ydersiden, vil den færdige stang have et lidt mere karamel-agtigt udseende. Vi valgte den første fremgangsmåde, da vi syntes mørkere stænger er pænere at se på.
(3) Vi skar bambussen på langs, og brændte den med en stor ukrudtsbrænder, men vigtigt er teknikken, så man ikke brænder gennem den tynde, men stærke film som ligger yderst og beskytter power fibrene lige under. For at splitte bambussen, brugte vi en billig hobby kniv. Teknikken er at holde bambussen med begge hænder og føre kniven helt igennem. Efterhånden som stykkerne bliver smallere, og begynder at flække for meget i en retning, drejer man med den fri hånd bambussen modsat, så kniven igen arbejder sig ind mod midten. Men det er bambussen, og ikke kniven, som styrer hvad vej den flækker. Det tog lidt tid og pænt mange skæve stykker, som vi måtte kassere, inden vi mestrede teknikken ((4) og (5)).
Nedslibning af de forbandede bambusled
For at stykkerne kan blive helt flade, skal bambus-leddene slibes helt ned, uden at slibe ned i power fibrene, og derefter høvles ned på indersiden (6). Dernæst varmer man leddene op i ca. 2-3 minutter pr. led. Vi brugte en varmepistol, og når leddet er blevet blødt, presser man det sammen i en skruetvinge. Når alle stykkerne så er helt flade – fordeler man stykkerne, så ingen led ligger ved siden af hinanden. Derved bliver den færdige stang så stærk som mulig. Men sørg for at hvert stykke bliver markeret med et nummer, inden det bliver skåret til.
Først høvler man en 30 grader vinkel ned langs den ene side. Hertil bruger man en 30 grader vinklet form, hvor den anden side er overdimensioneret, for at bambussen kan passe ned (7). Vi fandt lidt for sent ud af at det er en super god ide at bruge handsker, når man arbejder med bambus. For det første bliver bambus knivskarpt, når man høvler det, og for det andet kan bitte små usynlige splinter trænge langt ind I fingrene. Du kan ikke se dem, men afgjort mærke dem.
Næste fase er en ny form med en 60 graders vinkel. Først ligger man 30 graders vinklen ned mod formen, så bambus stykket passer perfekt, og ikke kan bevæge sig, så høvler man den modsatte side af stykket, til man har en ny 30 graders vinkel. (8) Stykket høvles og vendes frem og tilbage til man har en perfekt 60 graders vinkel (9). Når alle stykkerne er færdige, kan man samle dem til en perfekt sekskant, som vi kender split-canestængerne for.
Der findes også andre kantede splitcanestænger, men efter min mening er de ikke ligeså smukke (10).
Her lugter af hashias sagde pizzamanden…
For at binde de seks stykker sammen, måtte vi bygge en maskine. Tegningerne fandt vi i Cattanach bogen. Vores maskine var en blanding af motorcykeldele fra et byggemarked, en gammel fiske spole og diverse metal stykker som min ven lavede. Maskinen viste sig at være mere til pynt end gavn. Senere fandt vi dog ud af, det var meget nemmere at binde stykkerne sammen i hånden. Og resultatet blev nøjagtig det samme (11).
De sammenbunde bambus stykker skal så rettes ud, og tørres en sidste gang for at give dem styrke (12). Det var en fed fornemmelse at se de seks stykker samlet. Det var første gang i processen, man anede stangens endelige smukke sekskantede form.
Efter at have erfaret, at vi ikke behøvede at gøre alt som i bogen, byggede vi heller ikke en ovn til at varme stykkerne. Vi overtalte i stedet vores lokale pizzamand, til at låne os hans pizzzaovn. Vi kom med vores sammenbundne stykker, og smed dem i hans ovn i 20 min. Pizzeriaet begynder hurtigt at lugte af bambus og ikke pizza. Han kom ned til os, grinende, og sagde at her lugtede af hashish – vores gode ven var fra Algier, så vi viste, han havde styr på den slags. Men trods alt narrede vi hans fine lugtesans (13).
Stålform til stangbygningen
Den største udgift til at lave en splitcanestang, er en speciel fremstillet stålform, som kan justeres på langs, og helt ned til en præcision der er mindre end et hår. Formen skal hjælpe med at give den færdige stang sin endelige form. Men man kan også lave en form i egetræ eller en anden hård træsort, men så kan du kun lave en type stang, og vores tanke, var at vi ville lave flere (14 og14a). I stål skal der dog en smed på banen, men man kan selvfølgelig også købe dem færdige fra USA. Men forsendelses omkostningerne ville blive næsten det samme som for selve formen, så vi fandt en lokal smed som kunne lave en til os inden for et par måneder.
Vi valgte først en 7,6” #4. Det er ikke nemt at høvle bambus, og slet ikke med en præcision ned på mindre end et hår. Vi skar os i fingrene, fik splinter, trætte hænder, som gjorde arbejdet mindre morsomt i perioder, og ikke mindst måtte vi kassere en del stykker bambus, som undervejs var høvlet forkert.
Til at måle nøjagtigt, havde vi investeret i en elektronisk skydelære. Det var en god investering, når man hele tiden skal måle for hver 12 cm, og med en præcision på mindre en 0,05 mm. (15) De færdige stykker blev lagt i den rigtige rækkefølge, og tapet sammen med malertape. Numrene sørgede for, at der ikke kom to svage led ved siden af hinanden, i den færdige stang. Tapen blev snittet op på langs, og stykkerne lagt fladt ud, og en lim smurt på med en gammel tandbørste.
Så snart tapen var fjernet og stangen bundet sammen, kunne vi rulle den på et fladt bord og glatte stykkerne ud, så de næsten var fuldstændig lige inden de skulle tørre (16). Da stangen var tør, fjernede vi let bomuldssnoren med hånden.
Da stangen var tør, fjernede vi let bomuldssnoren med hånden. Vi var meget forsigtige omkring spidsen, og resten af limen fjernede vi derefter med forskellige størrelser sandpapir (15).
Splitcanestangen er unik
Det der gør en splitcanestang så unik, er power fibrene, de stærkeste fibre ligger i overfladen tæt sammen, og bliver svagere og mere spredt, jo længere man bevæger sig mod midten. Min første stang blev efter at være limet sammen for stor i omfanget. Jeg havde ikke været præcis nok, og lidt for forsigtig med ikke at ramme formen med høvlen. Men med sandpapiret, fik jeg slebet nok af til målet var rigtigt.
Min store bommert var dog, at jeg havde slebet for langt ned i de øverste power fibre. Min første stang endte derfor som et stykke overkogt spaghetti. Alt for blød. Så på de næste stænger, var jeg meget forsigtig med at være helt præcis, og kun slibe det gennemsigtige øverste lag af, og ikke ned i power fibrene (15a).
Øjer, kork, samt ferruler blev sat på. Ferruler og guides købte vi færdige. For det pæneste resultat lakerer man silken eller nylonen, der holder øjerne, et par gange med en fortyndet udgave, inden stangen endelig lakeres (17 og 18).
Lakeringen af splitcanestængerne
Selve lakeringen var en videnskab for sig. Vi valgte efter at have læst og forhørt os rundt omkring, at det bedste resultat var at dyppe dem. Det giver god mening, at for at få et helt professionelt ens udseende, skal de dyppes for ikke at have nogle mærker efter pensel eller lign. Vores laktank var et pvc rør, og et stop fra et byggemarked. Det er godt med et stop der kan skrues af, da lakken havde en tendens til at lave en bundprop.
Der er flere meninger om, hvilken lak som virker bedst, men vi valgte Scooner, som er vandtæt og smidig, og som har givet et super smukt resultat. For at undgå luftboble, bliver stængerne langsomt sænket ned i røret, og meget, meget langsomt hevet op igen. Vi brugte nogle gange musik, til at time tempoet. Omkring en sang mellem hvert øje på stangen. Det er vigtigt at lakken løber helt af øjerne, inden man går videre, da det ellers kan give mærker. Denne proces gentages 3-4 gange, og der imellem slibes for at fjerne evt. små partikler og ujævnheder, som skulle have sat sig fast. Men også for at beholde det smukke sekskantede look.
Stængerne blev hængt til tørre i et kill room, som vi havde lavet af samme plastik som malere bruger til at dække af med (19). Efter ca. 80 timer var oplevelsen af at prøve en splitcanestang helt anderledes, end de kulfiber stænger, vi startede med at bygge. Jeg stod med min stang #2 på en mark, og smed over 20 meter line ud som det letteste i verden, mens jeg jublede højt af fryd. Det var ikke mig, men stangen der gjorde det. Modsat en moderne stang og line, som føles teknisk med top aktion og lidt plastik-agtig, var bambus stangen som en del af min forlængede arm, og jeg kunne få fluen til at lande lige der, hvor jeg ville.
Den var dog langsommere, men kastede til gengæld naturligt linen og med nærmest kirurgisk præcision. Den første stang vi byggede, var for at lære splitcane kunsten at kende. Vi lærte hurtigt af vores fejl, og slutresultatet blev en serie af seriøse fiskestænger, som er noget af det bedste, jeg nogensinde har fisket med (19a).
En af mine første fisk på den nye stang, var en pæn ørred omkring de 35 cm, som tog en lille Zulu vådflue. Fornemmelsen var suveræn, Jeg havde føling med alt hvad der foregik. Fiskens ruskende bevægelse, vandets pres på linen, ja det hele gik op i en højere enhed. Det var en kraftig og bred fisk, men stangen absorbeede på en organisk måde, fiskens forsøg på at komme fri, så det føltes helt rigtigt og naturligt.
Den største fisk på splitcane stangen
Jeg skulle arbejde, så min ven Robin tog på en fiskerejse med en kammerat. Det var tidlig sommer, og han tog toget til det nordlige Finland, hvor han mødtes med sin kammerat, og de kørte yderligere 5 timer ud i den finske vildmark, tæt på den svenske grænse, der hvor russere, svensker, finner og nordmænd mødes.
Den lokale fiskeforening i en lille mineby, havde givet dem et par plot, hvor der var godt at fiske. Det var et par magiske floder og søer i et uvejsomt øde område, man kun kunne nå til fods. Mere kørsel ud i ødemarken. Yderligere en 3-4 timers vandring væk fra den øde landevej. Efter at have gået gennem sumpede moser, stenede uvejsomme områder og angrebet af hestebremser, fandt de endelig en lille flod som løb ud i en krystalklar sø, i det smukkeste kuperede landskab. Trætte efter den lange vandring, havde de satte de sig ned og kiggede ud over vandet. Pludselig var der en fisk, som tog noget i overfladen længere ude, og væk var trætheden i benene. Forsigtigt gjorde han sin splitcanestang, en Payne 7” klar. Satte en cadis tørflue på og smed fluen ud der, hvor fisken havde brudt overfladen. Og snart brød lyden af hjulets bremse landskabets stilhed (20). En kæmpe stalling på 60 centimeter havde taget fluen.
Det var det hele værd, glemt var alle strabadserne, og de mange timer på værkstedet med at bygge sin egen stang.
Lars´s fiske ven Joonas med en stalling på 54 cm fanget på sin splltcanestang og en elk hair caddis tørflue.
Splitcanestangbygning er bare det bedste!
Glæden ved at fiske med sin egen håndlavede splitcanestang er helt ubeskrivelig. I starten var vi forsigtige – tænk nu hvis der gik noget galt. Men så indså vi, at vi jo bare kunne bygge en ny del, eller reparerer dem hvis ikke bruddet var for alvorligt. Glæden ved splitcanen var præcis den, som manglede med kulfiberstængerne. De gav os en glæde, der næsten ikke kan beskrives. Om stængerne nu også var så gode, som vi selv syntes, fik vi bekræftet her i foråret.
Vi mødte en river guide, som har guidet fiskere i over 20 år, på en fluefiske messe, hvor vi kækt havde udstillet vores stænger. Han tilbød os at komme og besøge ham, hvis vi tog vores stænger med, som han så kunne prøve, og så ville han give os et par tips og guide os lidt rundt.
Han kiggede på håndværket og nikkede anerkendende. Tog en Payne 98 7” og begyndte at smide line ud. En Rio long belly som passede perfekt til stangen. Hans teknik havde en lethed, som kun en, der har fisket næsten hele sit liv mestrer. Uden problemer, med minimale håndledsbevægelser, smed han mere og mere line ud, i en fuldstændig lige linje uden loop. Efter en pause kiggede han på os sagde: “Det er en af de bedste stænger, jeg nogensinde har prøvet i min karriere. Kan I bygge mig en?” Det er vi nu i gang med, samtidig med at, vi nu tilbyder nogle få andre seriøse fluefiskere at bygge stænger, til dem.
