nov 23, 2024 | Artikler, Nyheder, Portrætter, Rejsefiskeri
Når først fiskene er i biddet, kan de være ekstremt aggressive, fortæller Klaus Lynggaard. – Denne fisk huggede således to gange inden for et kvarter.
Steelheadfiskeri kan være benhårdt, når man går efter jomfruelige pools og kæmpestore fisk. Det amerikanske fiskemagasin Salmon, Trout & Steelheader kårede for 14 år siden verdens mest hardcore steelheader – nemlig danskeren Klaus Lynggaard. Her får du historien om en mand, der ikke var bange for at gå igennem ild og vand for at realisere sine fiskedrømme.
AF JENS BURSELL
STEELHEADEN er uden sammenligning en af de mest eftertragtede gamefish i Nordamerika. Men den smukke fisk, som i manges bevidsthed rangerer over både laks og ørred, er ikke altid lige let at fange – end sige komme i nærheden af. Mange af de bedste pools ligger nemlig så langt væk fra alfarvej, at det kan være forbundet med store fysiske strabadser at nå frem til dem.
– Fiskeriet bliver ikke lettere, når man som hardcore fiskebums i mange år har levet på en sten for nå sine mål, fortæller Klaus. – De første par år, hvor jeg fiskede i British Columbia, havde jeg ikke råd til en pontonbåd. Jeg kunne derfor ikke krydse floden i ro og mag – og transportere mig nedstrøms til de bedste pladser som de andre lystfiskere, fortsætter han. – Jeg måtte derfor finde på alternative løsninger til at være først på pletten.
Efter at have grovfisket 40 kilometer vand fandt Klaus endelig fisk på et stræk, der var blot 250 meter langt. Det blev til tre over ni kilo på samme dag! Alle fisk blev taget på en Berkley Pink Worm.
En livsfarlig genvej til steelheads gennem togtunnelen
– Langs floden løb en jernbane, og det var langt lettere at løbe på skinnerne end at kæmpe sig igennem vildnisset, fortsætter han. – For at være på pladsen som den første, var jeg hver eneste dag oppe flere timer før det blev lyst – og løb med fuld fiskeudrustning cirka 15 kilometer nedstrøms – samt tilbage igen om aftenen. De hårde fiskedage blev afsluttet med, at jeg overnattede på bagsædet i min iskolde bil, og det gjorde jeg flere måneder i træk.
– Det var en god slankekur, for løbeturene gjorde, at jeg tabte 13 kilo på et par måneder. Det helt store problem var dog, at man skulle igennem adskillige jernbanetunneler for at komme ned til de gode pladser… De længste tunneler var flere hundrede meter lange – og der var ingen plads til at undvige, hvis der skulle komme et tog. Jeg tog den livsfarlige tur to gange dagligt, og det var med bankende hjerte samt et skyhøjt adrenalinniveau, at jeg løb som jaget vildt gennem tunnelerne.
– Mest bange var jeg dog engang, hvor min lygte gik i stykker, så jeg var nødt til at famle mig gennem den bælgmørke tunnel. Jeg kunne ikke engang se min egen hånd – og bare tanken om lyden fra et tog i mørket fik koldsveden og dødsangsten til at brede sig i hele min krop. Set i bakspejlet var det skingrende sindssygt. Der har været flere gange, hvor det var meget tæt på at gå galt. En gang stoppede jeg lige inden tunnelen for at tage et billede af morgendisen, og det billede blev jeg glad for. Lige pludselig kom et tog nemlig buldrende ud af tunnelen med så kort varsel, at jeg med sikkerhed var blevet kørt over, hvis jeg ikke havde stoppet op. Det var selvfølgelig forbudt – og jeg blev da også flere gange jagtet af togpersonalet. De var også lidt sure over, at jeg ofte sprang på toget, hvis det passerede med lav fart – og fik et gratis lift ned til pladserne. Enkelte gange kørte toget dog lige pludselig hurtigt, da jeg skulle af. Så var det ellers bare om at bede til samtlige fiskeguder, når man med fiskestængerne i hænderne tog det store spring ud i vildnisset… Senere blev pontonbåden dog erhvervet, og en ny verden af muligheder åbnede sig.
Klaus Lynggaard blev i 2010 kåret som verdens hårdeste steelheader – og ses her på forsiden af det hæderkronede fedtfinneblad – Salmon, Trout & Steelheader.
Panik i flyderingen
– På Thomson River var jeg nogle år senere den første, der krydsede floden i en flydering, fortsætter Klaus. –Men blot ti meter fra land røg den ene svømmefod af, og situationen blev ikke bedre af, at det var første gang nogensinde, at jeg sejlede i en flydering. Desværre havde jeg valgt mig en strækning, hvor jeg kunne skrige mig ihjel uden at få hjælp. Vel vidende, at den stærke strøm hurtigt ville kunne føre mig ned gennem en livsfarlig foss, begyndte en panisk kamp med den ene svømmefod for at redde livet. Flyderingen spandt fuldstændig ukontrolleret rundt, og turen over til den anden side synes uendelig, for jeg vidste, at floden ville æde mig råt, hvis ikke jeg kom hurtigt over på den anden side.
Til alt held lykkes det – hvorefter jeg løb 15 kilometer opstrøms, hvor jeg fangede tre helt nyankomne steelheads – alle over 15 fuldfede British Columbian pounds, i de to vigtigste pools før den første jetbåd ankom. Jeg fiskede mig herefter hurtigt nedstrøms til den ventende flydering. Da jeg sejlede over floden var det bælgmørkt. Midt ude rammes jeg igen af et uheld – skridtstroppen sprang op, så jeg gled ud og lå med hele underkroppen nede i vandet.
En kold og våd af floden
Mine waders var fyldt med iskoldt vand, og de var så tunge, at jeg ikke kunne komme op. Lettere blev det ikke af, at jeg forsøgte at redde mine stænger, som begge var monteret med syleskarpe kroge. Panisk piskede jeg med benene for at komme ind, og da jeg første gang mærkede fast grund, skete det ved, at jeg smadrede toppen af mit skinneben ind i en klippekant, så smerten gik gennem marv og ben.
Thompson River er i øvrigt det sted, hvor jeg har haft min vildeste fight med en steelhead. Den tømte hjulet med 240 meter 0,37 line forbi det eneste træ i floden. Jeg fik kæmpet fisken næsten hele vejen tilbage, men så satte den sig fast. Jeg skulle lige til at svømme ud og befri den, men det forbød mine venner mig. Og det var nok i virkeligheden meget godt…
Min største steelhead til dato vejede omkring 13,5 kilo – og den her fisk, som jeg mistede, var sandsynligvis en hel del større. Rekorden er 42 pund, men pålidelige ryger fra nogle indianere jeg kender går på fisk i 50 punds klassen. Men – jeg kan roligt afsløre, at fisk i denne størrelse ikke er hverdagskost. Snitvægten er ofte 4-5 kilo og en 10 kilos steelhead regnes for en rigtig stor fisk.
Klaus med en noget nær perfekt steelhead taget på jig under testfiskeri sammen med Nick Amato, der er en af de aller bedste jigfiskere i Nordamerika.
Med kæresten på platformen
– Ved Stamp River byggede jeg en platform oppe i træerne, så bjørnene ikke så let kunne komme op og rasere mit telt, afslører den nu 56 årige steelhead narkoman. – Der overnattede jeg hver eneste nat, så jeg slap for at skulle løbe hver morgen for at komme først til de bedste pools. På det tidspunkt havde Klaus en kæreste, der boede ude i skoven sammen med ham i to måneder i træk. Det vagte selvsagt stor opsigt blandt de lokale fiskere. En af dem var Salmon, Trout & Steelheader skribenten Dave Vedder – der har skrevet interviewet i det hæderkronede magasin, hvor han blev kåret som verdens mest hardcore steelheadfisker. I sit interview spørger Dave til, hvad der egentlig blev af den hårdføre pige. Hertil svarer Klaus: – I had to ask her to leave. She tied poor leaders.
En kamp mod floden på Vancouver
– Et af de værste uheld, jeg har haft igennem de 15 år jeg har tilbragt med at fiske steelhead, var ved en flod på Vancouver Island, hvor der er nogle rigtig store vinterfisk, fortsætter han. – Her havde vi fisket en del fra havet og opstrøms, men vi var aldrig kommet helt opstrøms til de allerbedste pools, fordi de lå i nogle meget stejle kløfter, hvor det var fuldstændig umuligt at komme frem. Rygtet gik dog, at man fra en bro langt opstrøms disse kløfter ved meget lav vandstand kunne vade langs kanten af flodlejet – og komme helt ned til de giftigste huller, hvor der selv ved lav vandstand, var rigeligt vand til at fiskene stoppede op. Faktisk var disse huller så gode, at man kunne forvente at 80-90% af alle fiskene ville stoppe op lige netop her. Så at komme til at fiske i disse drømmepools var selvsagt en besnærende tanke.
Denne flotte fisk eksploderede på klods hold, da den tog Klaus’s Pink Worm, der blev powerspeeded ind gennem overfladen.
De vildeste steelheads
Floden er ikke mere end 7-8 meter bred – og har du først fanget fisk i 7-8 kilos klassen fra så lille en flod, så vil du bare prøve det igen. Jeg kunne dog ikke få nogle overtalt til at gå med mig, fordi vi faktisk ikke rigtig anede, hvad der ventede dem nedstrøms. Og det var måske også meget klogt… Jeg tog derfor selv af sted – og vel nede i kløften, da jeg havde gået adskillige kilometer, begyndte vandet at stige med voldsom fart på grund af et kraftigt regnvejr. Jeg var derfor tvunget til at søge op i skoven, hvor jeg kæmpede benhårdt for at trænge igennem den fuldstændig ufremkommelige underskov. Ofte var jeg op mod en halv time mod at bevæge mig halvtreds meter – så tæt var krattet og de sammenfiltrede træer, der var væltet ned af de stejle skrænter.
Mine fingre var fulde med torne, mit hoved var revet til blods og det varede ikke længe, inden situationen blev mere og mere faretruende. Det var vinter, sneen lå tyk, vandet var koldt – og jeg havde ikke hverken sovepose, telt eller tændstikker til et nødbål med. – Jeg når aldrig tilbage inden det bliver mørkt, tænkte jeg – mens jeg var i tvivl om, hvorvidt det var smartest at gå videre eller at vende om. Men – til sidst valgte jeg at fortsætte. Faktisk var jeg efterhånden ret tæt på målet, men som situationen tilspidsede, drejede det sig efterhånden mere om overlevelse end om at fange en stor steelhead.
Alle vilde steelheads skal genudsættes, og derfor er der ofte tale om en kort fotosession som her, hvor der kun var tid til at fotografere halen af en flot Kispiox hanfisk på cirka
12,5 kilo.
Springet ud i floden
Gennem det uigennemtrængelige krat kunne jeg pludselig høre floden buldre dybt under mig. Lidt længere fremme kunne jeg se, at floden løb ind i en endnu smallere og stejlere kløft, hvorefter den på den anden side bredte sig lidt ud igen. Ude på midten – tre-fire meter fra land – lå en stor, flad sten, der var lige ved at blive oversvømmet i det stadigt stigende vand. – Det er min chance for at komme over floden, hvor jeg kan skyde genvej op til den nærmeste vej, tænkte jeg – og besluttede mig at forsøge at krydse floden.
Dybt fokuseret tog jeg springet over det iskolde vand, men ramte stenen forkert og smadrede mit skinneben lige ned i kanten. Febrilsk kæmpede jeg for ikke at blive skyllet med den stærke strøm. Syv meter længere fremme startede en voldsom foss med livsfarlige træer, hvor man let kunne blive spiddet eller trukket under af den vilde strøm. Besat af tanken om at overleve greb jeg i den glatte klippe, så mine negle og fingerspidser blev revet til blods, men op kom jeg. Men da jeg stod der på stenen, indså jeg, at det sidste spring vil være endnu sværere end det første. Missede jeg, ville jeg med sikkerhed ende mine dage i trækirkegårdens frådende vandmasser. Jeg spang derfor tilbage – direkte ind i en uvenlig skarpkantet klippe…
Over mig var en 25 meter lodret klippe. Jeg kigger opstrøms og indser, at jeg ikke har en chance for at kæmpe mig tilbage samme vej jeg kom. Grejet lod jeg ligge – og kort tid efter var jeg med bankende hjerte på vej op over klippen. Cirka 12 meter oppe fik jeg pludselig fat i en løs klippeblok og var lige ved at ryge med den i floden, men til alt held lykkedes det mig at holde fast med de kolde fingere. Efter en desperat kamp, når jeg til sidst toppen, og efter et stykke tid fandt jeg en loggin road inde i skoven, der førte mig tilbage til bilen.
Så vidt jeg ved, er der stadig ikke nogen, der har fisket dette sværttilgængelige sted. Der er sgu nok en årsag til at der er så mange fisk i den pool, griner han.
En hårdt medtaget Klaus Lynggaard med en velfortjent hanfisk fra et af de rigtig svære år ved Kispiox River. Men – her lykkedes det endelig med en flot steelhead på 11,8 kilo.
Rimelig risikobetonet steelheadfiskeri…
– Når jeg ser tilbage, må jeg korse mig over de farer, som jeg har udsat mig selv for i min jagt på store steelheads, indrømmer Klaus. – Alene nogle af de klipper vi uden rebsikringer har firet os ned over for at komme ned til floden kan få mig til at tænke på, hvor glad jeg er for mit liv – mine børn og min familie. Mange af de ting jeg har gjort, ville jeg aldrig kunne drømme om at gøre den dag i dag.
– Oprindeligt var det faktisk Jens Ploug Hansen’s og Steen Ulnit’s bøger samt artikler i Fisk & Fri i midtfirserne om bl.a. Skeena River, der startede mine drømme om de nordvestamerikanske floder, beretter han med et nostalgisk blik i øjnene. – Et par år efter, da jeg var på en jordomrejse, stoppede jeg forbi B.C. i halvanden måned for at fiske – og det kan nok være, at det ændrede mit liv. Mit fiskeri startede med kongelaks, men jo mere jeg hørte om steelheadfiskeriet, desto mere kunne jeg mærke, hvordan de forskellige floder, som var berømte for deres store steelheads, dragede mig på en helt anden måde.
Steelheads er af natur mere aggressive end laks! Man kan komme ud for at en steelhead (hvis altså vandet er klar nok) kommer piskende som en tornado 10-15 meter fra agnen og overfalder den , så kaskader af vand står til alle sider, med en aggressivitet, der kan få enhver laks til at blegne. Laks kan man altid provokere til at hugge, men de skal ofte have agnen serveret lige foran snuden, før de reagerer.
Resultatet af et heftigt fiskeri på en biflod til Skeena. – En stor gal 11,8 kilos steelhead smækkede mit sølvblink en på kassen, hvorefter jeg smækkede igen så det peb, fortæller Klaus. Hjulet – Revo STX er hans absolutte favorit, når det er rigtig koldt.
Steelheads på et utal af måder
Steelheadfiskeri byder på så mange spændende facetter, at jeg ikke har brug for at tage til troperne eller andre ting for at få den ultimative udfordring. Du kan forny dig hver eneste dag. Jeg fisker både med blink, jigs, naturlig agn og fluer – og ofte går jeg det samme stræk igennem flere gange med forskellige teknikker, indtil jeg knækker dagens kode. Flåddet skræmmer mindst, så det tager jeg først. Derefter går jeg over til flue, jig og til sidst blink.
Klaus er en beskeden type, så det er ikke meget han fortæller om sine vilde fangster. Men faktum er dog, at han ofte har givet de lokale eksperter kamp til stregen i og mange tilfælde også udfisket dem totalt. Jeg fisker ofte anderledes end flertallet – og eksperimenterer konstant med nye teknikker, hvilket i nogen tilfælde helt klart giver en ekstra trumf. En meget speciel fangst var på over 40 fisk fra en utrolig svær pool som jeg havde ventet i 10 år på at vende tilbage til. Poolen var meget svær at fiske, så de fleste blankede. Men – på grund af en helt speciel teknik, som jeg ikke kan afsløre nu, gik jeg dagligt fra pladsen med 2-7 spejlblanke og nystegne fisk – de fleste af dem over 5 kilo.
Min bedste sæson på fx Thompson River gav mig 168 fisk efter over to måneders intenst fiskeri. – Oftest fisker jeg dog for mig selv, så jeg hverken kan eller vil sammenligne mine fangster med andres, pointerer Klaus. Hårdt presset kan jeg dog få ham til at afsløre, hvor mange steelheads over de magiske 20 pund (9.1 kilo) han har fanget: – Mindst 25 er svaret – og antallet af fisk i 6-7 kilo klassen er flere hundrede. Jo – der er en god grund til at STS’s Dave Vedder cementerer kåringen med ordene: – I remain confident that Klaus has to be the reigning champion hardcore steelheader on the planet. What do you think?
Artiklen blev oprindeligt publiceret i Fisk & Fri 9/2010
En perfekt hanfisk på 8,5 kilo taget fra et hårdtfisket stræk på Vedder River. Fisken huggede en danish special: Et blink med tre forskellige farver Gulp Salmon Eggs på krogen.
nov 21, 2024 | Artikler, Miljø og debat
Danmarks Sportsfiskerforbund har i mange år arbejdet for at få sluppet Gudenåen fri. Men hvad er egentlig status på arbejdet for fri passage i Danmarks største å? Vi har talt med DSF´s formand Torben Kaas.
AF JENS BURSELL, FOTO: NIELS ÅGE SKOVBO & PRIVATE
– Mange lystfiskere ved, at vi har været gennem to 6-årige vandplanperioder under EU’s Vandrammedirektiv, og at vi nu er midt i den tredje og sidste vandplanperiode, fortæller DSFs formand Torben Kaas. – Det er er vandplanerne, som skal sikre, at vi kommer i mål med god økologisk tilstand i vores vandmiljø senest med udgangen af 2027. I vandplanerne er der sat mål for naturgenopretning og andre ting, som påvirker vores vandmiljø.
– Det er på grund af vandplanerne, at vi har fået fjernet rigtig mange spærringer rundt om i vandløbene. Men man har endnu ikke forholdt sig til de sidste fire store spærringer, hvor den ene er Tangespærringen på Gudenåen og en anden er kraftværkssøen på Storåen. Opgaven med de sidste store spærringer er meget dyr og politisk betændt, så man er endnu ikke lykkedes med at tage stilling til dem. Men snart er det 2027, så tiden løber ud. Vi er blevet lovet, at der kommer en revision af vandplanen inden udgangen af 2024, og at revisionen vil omfatte de sidste spærringer. Der er således ikke er taget endelig stilling til, om vi får en fritløbende Gudenå tilbage, eller om vores politikeres arv til kommende generationer skal være en kunstig å udenom den kunstige sø.
Torben Kaas med en flot gedde fra sit hjemvand Esrum Sø. Tange Sø er kendt for et godt fiskeri efter fine gedder som denne, men der er ingen tvivl om, at en genetablering af det oprindelige åløb og det potentiale det har for lystfiskerne i det store perspektiv, er mere værdifuldt for lystfiskerne. Der er trods alt massevis af søer med gode geddebestande rundt omkring i landet.
Hvilken løsning anbefaler Danmarks Sportsfiskerforbund for Gudenåens frie løb?
– Skal jeg tale med hjertet, så skal vi naturligvis have det storslåede istidslandskab tilbage, som ligger på bunden af Tange Sø, fortsætter Torben. – Ingen andre steder i Danmark har vi tilsvarende landskaber med et mægtigt vandløb med fart på vandet og en floddal, som det snor sig igennem. Den fritløbende å vil igen få hele naturen i området til at hænge sammen med korridorer for vandrende arter som bl.a. ål, lampret, helt, ørred og laks. Også eksperterne anbefaler den løsning, fordi den er den eneste, som giver os naturen tilbage.
– Men jeg kan også tale med hovedet og sige, at vi i Danmark er forpligtede til at leve op til EU’s Vandrammedirektiv og sikre god økologisk tilstand i vores vandmiljø. For Gudenåen og Tange Å kan vi kun gøre det ved at give landskabet tilbage til naturen og nedlægge søen. Miljøstyrelsen har lavet en vurdering af alle de mange løsninger, som har været foreslået, og er ret tydelig i sin konklusion om, at en genetablering af Gudenåen er den eneste løsning, som bringer os i overensstemmelse med Vandrammedirektivet. Dermed er der udsigt til et direktivbrud, hvis man politisk beslutter at bevare dæmningen og søen ved Tange.
Hvad er alternativet set med søtilhængernes øjne?
– Fortalerne for søen markedsfører ret intensivt en løsning, de kalder ”Laksestryget”, og som er et ca. 2,5 kilometer langt snoet stryg ved siden af kraftværksdæmningen. Som jeg ser det, binder man sig til masten på en løsning, som Miljøstyrelsen og al anden sagkundskab har slået fast ikke dur. Selve problemet er jo søen, som de vandrende arter dør i.
– Vandrammedirektivet tilsiger, at vi skal have et sundt vandmiljø med udgangen af 2027. Dermed tør jeg godt spå, at deadline allerede er grundigt overskredet. For Gudenåen får vi først et sundt vandmiljø, når spærringen er væk, og det kan ikke nås på tre år. Men vi er blevet lovet, at der kommer en beslutning i 2024, så Christiansborgs egen deadline nærmer sig. Det er dog langt fra den første deadline for denne beslutning, vi har set komme og gå.
– Vi nærmer os dog måske en beslutning for spærringerne, kommenterer Torben på sin Facebook . – Thomas Jensen, som er medlem af Folketinget for S og stærk tilhænger af at bevare Tange Sø, er ved at arrangere en ekskursion for Folketingets Miljø- og Fødevareudvalg og for trepartsminister Jeppe Bruus til Tange Sø. Heller ikke denne gang er man fra søvennernes side særligt fair. Hverken vi, andre naturinteresser eller sagkundskaben fra f.eks. DTU Aqua er inviteret med. Man vil antageligt nødigt modsiges i sin præsentation af et kort stryg som den rigtige løsning.
– Særligt påfaldende er det set i lyset af, at vi allerede to gange har inviteret Jeppe Bruus til Tange uden at få svar. Årsagen til besøget er, at vandplanerne er flyttet over til trepartsministeriet, og at vi er blevet lovet en opdatering af vandplan 3 inden årsskiftet. Det er jo der, der bl.a. skal tages stilling til de sidste spærringer.
– Vi har nu bedt om at blive inviteret med på ekskursionen, og vi har forsynet flere medlemmer af udvalget med den opdaterede version af Miljøstyrelsens notat fra 2021 om faunapassagerne ved søen. Notatet viser, at kun en retablering af Gudenåen giver direktivopfyldelse for både Gudenåen og Tange Å. Det viser selvfølgelig også, at ”Laksestryget” og andre søbevarende løsninger allesammen fører til direktivbrud, og at flere af løsningerne er betydeligt dyrere end at genetablere åen. Så ved udvalgsmedlemmerne det. De ved dermed også, at man påtager sig en procesrisiko, som det hedder i folketingslingo, når man med åbne øjne bryder reglerne, slutter han.
nov 18, 2024 | Åfiskeri, Åfiskeri efter havørred, Artikler, Fluefiskeri efter laks, HAVØRREDFISKERI, LAKS, Lakseåer, Miljø og debat, Spinnefiskeri efter laks
Der er både spændende og kloge ændringer på vej i Mørrumsåen i Blekinge. Efter en 2024 sæson, som absolut ikke vil blive husket som sæsonen med de mange fangster, har ledelsen vist sig handlekraftig og visionær.
AF PETER FISKER
Pladschefen Matthias Holmquist var allerede i 2024 aktivt ude med meldinger om, at der var ændringer på vej, og man må sige, at der virkelig er taget fat i at forandre et ellers konservativt koncept. Man kan derfor med rette sige; der driver nye og meget meget spændende vinde ned gennem ådalen.
Laksen i Østersøen har det skidt, og fakta er det også, at lystfiskeriet aldrig bliver hovedårsagen til, at bestandene er vigende og nedadgående i antal. Men – når der skal handles, og der skal indføres nye regler, restriktioner og reguleringer, så er lystfiskerne altid klar til at gå forrest. Det beviser de nye tiltag i Mørrum. Tak til Matthias – og resten af holdet i Mørrum Kronolaxfiske – for at vise vejen og have modet.
Her er nogle af de mest markante ændringer for danskervandet – Mørrum.
Ny og tidligere premieredato ved Mørrumsåen
Premieren flyttes fra sidste lørdag i marts til 1.marts. Håbet er, at der igen kommer flere fangster på premieredagen og de første dage af sæsonen. De sidste år har fiskeriet ikke stået mål med forventningerne til et præmierefiskeri i et af Nordens mest traditionelle fiskevande. Ledelsens siger ligeud, at de flytter premieren frem for at kompensere for de højere temperaturer, der er opstået som følge af klimaforandringerne. Samtidig ønsker man at fremme fiskeriet efter de blanke havørreder, som i årets koldeste måneder vandrer ind og ud af åen. Som – måske – det første sted i Norden anerkender man altså, at de traditionelle premieredatoer ikke længere følger årstiderne, og at klimaforandringerne nu er så markante, at det kræver ændringer af traditionerne.
Mindre hjemtagelseskvoter ved Mørrum
Årskvoten på laksefisk nedsættes markant. Der lanceres således en helt ny tankegang om kvotesætning for fiskeriet. Der bliver ”kun” frigivet 100 fisk med fedtfinne til hjemtagelse – altså, laks, hybrid og havørred samlet. Til sammenligning var tallene i 2024 300 laks og 200 havørreder. Samtidig nedsættes den personlige årskvote for hjemtagelse fra seks til to fisk.
100 fisk er ikke mange, men er dog et klart signal om, at der handles på, at der nu er små årgange, samt at bestandene generelt er truet. Det er vovet, for der skal tjenes penge for at hele ”Cirkus Mørrum” kan løbe rundt, og det her kan koste på bundlinjen.
Spørgsmålet er så: Er lystfiskerne – både garvede og de nye – klar til at acceptere, at kvoten reelt kan være opfisket inden majlaks-fiskeriet starter? – Vi har et ansvar, og derfor skal fiskene genudsættes, siger ledelsen. Det er en klog beslutning, som med garanti vil blive fulgt med spænding rundt om ved andre åer og elve.
Reduktion i antallet fiskekort ved Mørrum
Den sidste ændring, som jeg vil fremhæve, er en reduktion i antallet af fiskekort. Især døgnkort bliver reguleret. Begrundelsen er, at der typisk ved premieren og i maj-højsæsonen kan være trængsel ved fiskevandet. Også dette tiltag bliver spændende at følge, for vil det gøre, at de som ikke får kort i ”højsæsonen” kommer senere? – eller vil der generelt blive færre lystfiskere ved åen? Og hvilken effekt får det? Vil det, at der reelt er færre lystfiskere gøre den enkeltes oplevelse bedre? Eller – og det kan man frygte – vil hotspottene bare forblive som de er, og så er åen tom for lystfiskere andre steder?
Igen et markant tiltag, hvor det naturligvis bliver spændende at se, om de manglende indtægter fordeles på de kort, der så kommer til salg? Og hvad med området? Kommer butikker, private udlejere m.m. til at mærke, at der ikke længere er helt så mange folk i Mørrum?
Der dækkes ikke over noget i oplægget, hvilket er en befriende åbenhed samt en god forklaring på, hvorfor de nye initiativer indføres. Som brugere af området, kan men derfor kun løfte på fiskehatten. I forklaringen på tiltagene prøver ledelsen heller ikke at bortforklare, at der stadig opfordres til C&R langs åen. Dog fastslår de også, at kvoten på 100 fisk kan forsvares, med den nuværende bestand.
Jeg har altid stor respekt for, når en ledelse tager nogle beslutninger, som ikke på forhånd kan siges at være eller blive populære, og at samme ledelse giver sig god tid til at forklare handlingen. Jeg vil derfor opfordre alle, som har laksefiskeri i hjertet, til at gennemlæse de nye tiltag og måske overveje om det ikke netop er sådanne tiltag, der bør indføres mange flere steder.
Det er på tide, at vi erkender, at vores bestande af laksefisk i vandløbene er sårbare. Selv små fejl i administrationen kan gøre, at års avlsarbejde og reetablering, er spildt. Godt gået Mørrum.
Læs mere om fiskeriet ved Mørrumsåen her.
På fiskogfri.dk´s artikelarkiv kan du finde en masse spændende og dybdegående artikler om åfiskeri med både flue-, spinne- og medegrej.
2025 kommer til at byde på nye regler for fiskeriet efter laks og havørred i den legendariske å Mørrum i sydsvenske Blekinge. Øverst Torben Hansen fra Bornholm med en flot laks fra “danskeråen”.
nov 14, 2024 | Artikler, Portrætter
1 Sportsfiskeren 15. april 1926. Allerførste nummer af Sportsfiskeren udkom allerede inden stiftelsen af Sportsfiskerforeningen. 2: December 1968. Sportsfiskeren går i farver. Det allerførste nummer med et forsidebillede i farver. Senere kom der også billeder i farver inde i bladet.
DSF har i dag eksisteret i 86 år. Her får du historien om de første 75 – fortalt af Fiske & Fris lystfiskerarkæolog – Per Ekstrøm i 2013 til 75 års jubilæet.
AF PER EKSTRØM
”LYSTFISKERNE FORENER SIG”. Det var overskriften på en mindre, nærmest anonym notits i Politiken d. 14. november 1938. Lakonisk blev det oplyst, at der var dannet en Landsforening under navnet Danmarks Sportsfiskerforbund, som skulle i virksomhed fra nytår. Herefter var bestyrelsesmedlemmerne nævnt ved navn.
Så kort var meddelelsen i dagspressen om det nye forbund, som i år kan fejre, at det er 86 år siden, at stangsvingende fiskere fandt sammen for at styrke interesserne for sports- og lystfiskeriet i Danmark. 86 år hvor der har været kæmpet for udbredelsen af det rekreative fiskeri, men også i høj grad for forbedring af vandmiljøet, som allerede fra starten af var et stort mål, men hvordan begyndte det hele?
Danmarks Sportfiskerforening stiftedes for 98 år siden
Her skal vi yderligere nogle år tilbage, nærmere bestemt til d. 18. april 1926. På denne dato blev Danmarks Sportsfiskerforening stiftet. Allerede samme år i januar havde den legendariske skomagermester Bache, der var en kendt laksefisker ved Skjern å, via en artikel i Jyllandsposten, efterlyst en organisation, som varetog sportsfiskernes interesser i lighed med de store jagtforeninger, der varetog jægernes. Artiklen affødte adskillige henvendelser, og d. 7. februar blev der afholdt et møde i Kolding, hvor de fremmødte blev enige om at oprette en forening til varetagelse af sportsfiskernes interesser.
Selve ordet ”Sportsfisker” var nogenlunde samtidig blevet ”opfundet” af Carl Th. Wegener, der samme år havde udgivet den første bog på dansk om fiskesport: ”Haandbog i Sportsfiskeri i Danmark”. Allerede inden den formelle stiftelse af foreningen var sket, udkom den fremtidige forenings medlemsblad ”Sportsfiskeren”. 15. april 1926 var bladet på gaden med oplysning om indkaldelse til dannelse af ny fiskeriforening. Det stiftende mødet blev afholdt på Grand Hotel i Vejle søndag den 18. april kl.3 eftermiddag, og så var foreningen en realitet. Allerede 2 måneder efter var medlemstallet langt over 100. Foruden de 2 initiativtagere, Bache og Wegener, talte medlemslisten navne på lystfiskere fra mange steder i Danmark.
Den første sportsfiskerformand
Wegener blev valgt til foreningens første formand og Bache til bestyrelsesmedlem. Foreningens formålsparagraf var ”At varetage Sportsfiskernes interesser og ophjælpe fiskebestanden i vore ferske vande”. At der var behov for en forening, herskede der ingen tvivl om, når man ser på udviklingen efter bare tre år. Næsten tusind personer var blevet medlemmer, og samtidig begyndte forskellige lokale foreninger at skyde op rundt om i Danmark.
Første gang foreningen opnåede indflydelse og anerkendelse var, da man reviderede ferskvandsfiskeriloven i 1930. Her indførtes blandt andet forbud mod skydevåben ved fiskeri, men også regulativet for Karup og Varde åer blev ændret således, at garntrækningerne, der næsten ødelagde fiskeriet i åerne, blev forbudt. Det var store landvindinger. I årene fremover blev der taget hul på andre store emner. For eksempel det obligatoriske fisketegn, men et af de altoverskyggende problemer var den tiltagende forurening af søer og vandløb. Rigtig mange indlæg i Sportsfiskeren vidner om problemet. Sukkerfabrikker der lukkede urenset spildevand ud i åer, så samtlige fisk døde, hærens krudtfabrik i Frederiksværk, der skyllede syrebeholdere i Frederiksværk Å, så ål for en værdi af 50.000 kr. gik til. Eksemplerne var mange og afskrækkende samt bekræftede nødvendigheden af foreningen. Sportsfiskerne havde fokus på vandmiljøet, længe før almindelige mennesker overhovedet tænkte på miljø, og ordet slet ikke var en del af det danske sprog.
Hans Bache (1874-1965), den legendariske laksefisker fra Skjern Å, der fik idéen og var initiativtager til stiftelsen af Sportsfiskerforeningen af 1926 sammen med Carl Theodor Wegener. Wegener fik dog en kort karriere i foreningen, da han på grund af svigtende helbred måtte stoppe allerede i 1928. Wegener døde i 1935.
Flere og flere lystfiskerforeninger slutter sig til
Op gennem 1930´erne øges antallet af lokale foreninger hastigt. Der kommer fokus på et obligatorisk fisketegn, og i Sportsfiskeren i 1936 foreslår en K.K. Lundager, at der oprettes en landssammenslutning af lystfiskerforeninger, hvor der for hvert medlem betales et årligt kontingent på 2 kroner. Redaktionen udtrykker sympati for ideen, men efterlyser samtidig den mand, som er i stand til at ”samle alle under en hat”. Betænkeligheden ved et forbund går direkte på forskellighederne fiskerne imellem. Tænk hvis en fisker udtalte at en fiskemetode var finere end en anden, så ville sammenslutningen ”slå revner med det samme”. Et synspunkt der har vist sig at holde stik, da interessekonflikterne mellem sportsfiskere med jævne mellemrum har haft det med at blusse op.
I begyndelsen af 1938 kommer stiftelsen af et forbund meget nærmere. Landene omkring os havde allerede oprettet landsdækkende forbund, som med held virkede for lystfiskeriets fremme. Valdemar P. Haugaard, der senere blev en markant person inden for sportsfiskeriet, var allerede i 1926 blevet medlem af Danmarks Sportsfiskerforening og ganske kort efter tillige foreningens sekretær. I en artikel i Lystfiskeri-Tidende agiterede han voldsomt for stiftelsen af et forbund. Hensigten med forbundet var, at foreningerne skulle ”leve deres eget liv” uden indblanding fra forbundet, mens forbundets opgave alene skulle bestå i at få ørenlyd hos lovgivere og myndigheder. Kontingentet skulle være yderst rimeligt, tre en halv krone årligt pr. medlem. Som Danmarks ældste forening mente Haugaard, at Lystfiskeriforeningen skulle være med og gå i spidsen. Det kom Lystfiskeriforeningen i høj grad til.
Chr. Lottrup-Andersen, der i 1933 var blevet formand for Dansk Sportsfiskerforening, udsendte et forslag til love for det nye forbund, men efter at disse var blevet forelagt Lystfiskeriforeningens bestyrelse og minutiøst gennemgået af frihavnsdirektør Thielsen, der sammen med Haugaard var varme fortalere for stiftelsen af et forbund, kunne Lystfiskeriforeningen ikke tiltræde forslaget. I stedet udarbejdede landsretssagfører Anthon Nielsen, der var kasserer i Lystfiskeriforeningen, et alternativt forslag til lovene, som blev fremsendt til Lottrup-Andersen. Med det udkast i hånden fremsendtes indkaldelsen til den stiftende generalforsamling på Grand Hotel i Odense d. 13. november 1938. Ved mødet var der repræsentanter for jyske og fynske foreninger samt Lystfiskeriforeningen med base på Sjælland. Tilsammen repræsenterede de et samlet medlemstal på cirka 1.300. Sportsfiskeren fortsatte med samme redaktør, Axel Holm, og blev dermed medlemsblad for det nye forbund. Så undrer man sig over, at Sportsfiskeren er ældre end forbundet, findes forklaringen her.
1: Sportsfiskeren juni 1945. Forsiden på Sportsfiskeren levner ingen tvivl om at nu er Danmark frit, selvom der ikke står et ord. 2: Juni 1972. Redaktionsudvalget takker af og for første gang kommer der en redaktør. Den forholdsvise ukendte Poul Thomsen, som senere blev ”dus” med dyrene og hele Danmark sætter sig redaktørstolen og giver et frisk pust til Sportsfiskeren.
Forbundsformanden – ”Doktoren”
Valget som første formand faldt helt naturligt på Chr. Lottrup-Andersen. Som initiativtager og formand for landets største forening var det nærmest en selvfølge. Øgenavnet ”Doktoren” kom af, at han var øjenlæge, men i de kommende år skulle han ”læge” en del andre sår end de fysiske. Han skulle samle en hel nation af lyst- og sportsfiskere med vidt forskellig opfattelse af, hvordan sportsfiskeriet skulle udøves. Som person var han pionér på mange områder. En fremragende skribent, og som den første i Danmark oversatte han et kapitel fra Den Fuldkomne Fisker. 10 år før Johanne Kastor Hansen forestod oversættelsen af hele bogen, havde ”Doktoren” oversat kapitel 8. På trods af, at kapitlerne er oversat næsten samstemmende, er der et særkende ved Lottrup-Andersen oversættelse. Nemlig at samtalen mellem Picator og Venator foregår i med tiltaleformen ”du”, mens Johanne Kastor Hansen anvender oversættelsen ”De”. I 1600-tallets England har tiltaleformen mellem 2 personer, som kun har kendt hinanden i nogle få dage nok været mere formel, så ”De” er nok det mest korrekte. Til gengæld kan Doktoren måske have ment, at 2 næsten ligesindede fiskere, nok har anvendt ”du”.
Utallige artikler til Sportsfiskeren er også tilgået fra hans pen. Som lidt af et sproggeni oversatte han udenlandske artikler fra engelsk, tysk og fransk til dansk, ligesom han stod bag opfindelsen af Hardy´s ”Anti-kinker”. Den lille celluloid plade, som sættes på linen for at modvirke, at den snor sig. En helt speciel sag er tvisten med ”Solunarteoriens” far, amerikaneren John Alden Knight, som han havde en længere brevveksling med. Teorien går på, at solens og månens stilling har indflydelse på bidelysten hos fisk. Ældre fiskere vil nok kunne nikke genkendende til Sylwester-Thomsens månedlige skemaer om emnet, som var en fast bestanddel i Sportsfiskeren gennem mange år. ”Doktoren” var helt ikke enig i Knight´s matematiske teorier og ideer, så han ændrede beregningsmetoderne. Amerikaneren påstod efterfølgende, at ”Doktoren” plagierede hans idé og antydede sin copyright. Et bestemt, høfligt og diplomatisk brev fra ”Doktoren” stoppede brevvekslingen, da han gjorde opmærksom på, at matematiske beregninger var det ikke muligt at tage patent på. Sine diplomatiske evner skulle han senere få hårdt brug for.
De ”salte” udbrydere – der blev ”genfanget”
Problemerne med at holde sammen viste sig hurtigt at holde stik. Gennem 1940´erne steg antallet af Sportsfiskere og foreninger markant. I de store byer København og Århus samledes sportsfiskerne i store foreninger, som indmeldte sig i Sportsfiskerforbundet. Utilfredsheden lurede dog lige om hjørnet. Mange mente, at der blev gjort alt for lidt for dem, der kun fiskede i saltvand. Her er det værd at bemærke, at fiskeri i saltvand var af forholdsvis nyere dato, og fiskeriet primært blev dyrket fra havnekajerne i de store byer. Følelsen af at være overset samtidig med, at man skulle bidrage til forbundet uden at få noget til gengæld, lurede under overfladen. I slutningen af 1940érne udmeldte Lystfiskerforeningen af 1940 sig derfor af Danmarks Sportsfiskeriforbund. Den økonomiske side af sagen var afgørende. Man syntes, man fik for lidt for kontingentet, og da Sportsfiskeren var et obligatorisk blad, hvor indholdet af artikler om saltvandsfiskeri var begrænset, mente ”storbyfiskerne”, at de fik for lidt for kontingentet. Når man kun fiskede makreller i havnen og torsk på Øresund, var åfiskeri nærmest eksotisk.
I stedet stiftede man ”Danmarks Saltvandsunion”. Formålet var at varetage saltvandslystfiskernes interesser. Desuden ”ved gennem samarbejde med Danmarks Sportsfiskerforbund at opnå det bedste forhold til dette”. En formålsparagraf der i 1953 noget uforklarligt blev slettet af unionens love, men det understreger måske, hvor skarpt fronterne var trukket op. Formanden for Danmarks Saltvandsunion var den yderst aktive og initiativrige Svend Sørensen, der samtidig var formand for 1940. Han var og blev på mange måder foregangsmand for saltvandsfiskeriet i Danmark, og talte gennem hele livet saltvandsfiskernes sag. Unionen levede nogle ganske få år. Utallige gange var der ”følere” fremme mellem parterne. Dybest set ville de det samme, og begge parter var enige om, at en sammenslutning absolut tjente sportsfiskerne bedst, men hvem skulle tage emnet op?
I hektisk brevveksling mellem parterne i begyndelse af 1953 kan man se de mange følere, der er fremme for at få løst problemet. Samtidig med, at Svend Sørensen har en dialog med ”Doktoren”, har han en fortrolig kontaktperson i Saltvandssportsfiskeren Aarhus med hvem, han løbende drøfter sagen. Hvorvidt ”Doktoren” fører en bevidst taktik med at være henholdende, vides ikke, På et tidspunkt nævner Svend Sørensen i et brev at ”det er den sædvanlige køren uden om den varme grød”. At de to på et noget tidligere tidspunkt ikke talte direkte sammen kan undre, da de begge boede i Hellerup, mindre end 1 kilometer fra hinanden.
Omsider får Svend Sørensen et håndskrevet kortfattet brev fra ”Doktoren”, der beder om et møde. Hvad de to talte om på mødet kom aldrig frem, men allerede i maj 1953 traf man beslutningen om at nedlægge Saltvandsunionen, og lade klubberne indtræde i forbundet. Samme år trak ”Doktoren” sig som formand i en alder af 75 år. Efter 15 år på posten blev han udnævnt til ”æresformand”. Svend Sørensen blev senere kredsformand for kreds 6, og blev i 1978 tildelt forbundets guldnål. Det er også Svend Sørensens fortjeneste, at sammenslutningen mellem københavnske foreninger, SU, bliver stiftet.
Sportsfiskeren – når budskabet skal formidles
Kontakten til medlemmerne har altid været vigtig. Nu om stunder foregår meget kontakt via digitale medier på internettet, men tidligere foregik alt kontakt via medlemsblade, som var den primære måde at holde kontakten med medlemmerne på. Derfor havde bladet ”Sportsfiskeren” alle dage været forbundets ansigt udadtil. Og der er sket meget siden det allerførste blad så dagens lys d. 15. april 1926. Fra starten var det hensigten, at det skulle udkomne hver 14. dag, hvis tilslutningen har stor nok, men det blev til en gang om måneden. Antallet af lystfiskere i forbundet var i begyndelsen begrænset, og mange artikler de første år var ofte artikler oversat fra andre sprog eller artikler sakset fra andre blade. Bogtrykker S. Sørensen, i Skjern, fungerede i første omgang tillige som redaktør af Sportsfiskeren. Dog kun i kort tid hvorefter han blev afløst af et redaktionsudvalg med forskellige redaktører indtil apoteker Axel Holm i 1934 overtog posten. Her fik man en mand med sine meningers mod. Han gav gennem årene utvetydigt sine holdninger til kende. Kort sagt en rigtig redaktør, der mange gange stillede de rigtige spørgsmål. Som eksempel i 1942, da han i en artikel gør sig til talsmand for indførelse af et rekordudvalg, da ungdommen forlanger mulighed for rekorder, da den stigende interesse for kastesporten har udvist dette.
Kort sagt skal man løbende udvikle sig. Axel Holm var redaktør frem til 1952, hvor han i en alder af 80, mente at det var nok. Af senere redaktører kan nævnes Bent Lemche og Børge Jackson. I alle årene var redaktøren støttet af en redaktionskomité. Af medlemmer i dette udvalg kan nævnes Børge Munk Jensen (Cim), Valdemar P. Haugaard, W. Sylvester Thomsen og Julius Wedege. Sylvester Thomsen har beskrevet møderne i udvalget som noget af en prøvelse for redaktøren. Cim, der var sportsredaktør på BT, vidste godt, hvordan et blad skulle ”skrues” sammen, så han kunne nemt få 40-50 minutter til at gå. Når han var færdig, tog en anden så over. Resultatet var, at redaktøren til sidst var lettere rundtosset, men der kom et blad ud af det.
Poul ”Dus med Dyrene” Thomsen som redaktør på Sportsfiskeren
I 1972 sker der noget afgørende på posten. Den 33 årige tekstforfatter Poul Thomsen indtræder som redaktør. Et frisk pust udefra, der ændrer den måde, hvorpå der en del år har været lavet og tænkt blad på. Poul Thomsens filosofi var, at når det var en glæde at fiske, skulle det også være en glæde at læse et fiskeblad. Et blad om fiskeri skal henvende sig direkte til fiskeren. Revolutionen skete ikke over natten, dertil var bladet nok for traditionsbundet, men et at de første tiltag, som faldt i øjnene, var de månedlige fangstrapporter fra alle steder i landet med mange tilhørende billeder, der kunne pirre enhver lystfisker. Poul Thomsen residerede knap 4 år i redaktørstolen indtil andre fik øje på hans åbenlyse talent for naturformidling, og TV-mediet kaldte på ham.
Senere blev han som bekendt ”dus” med alle Danmarks dyr og ikke mindst TV-seere. Som efterfølger faldt valget på Johannes Skjerbæk, der sammen med hustruen Tove fungerede som redaktører gennem en årrække. 1989 var et sort år for Sportsfiskeren. Det udkom kun i 4 numre. Økonomisk krise med kartoffelkur og drastisk faldende annonceindtægter var begrundelsen. Diskussionen var intens og hektisk. Skulle man bringe forbundet på fallittens rand ved at sende det sædvanlige antal numre på gaden, eller skulle man spare sig ud af krisen? Man valgte det sidste, og allerede fra april 1990 udkommer Sportsfiskeren igen regelmæssigt. Ny redaktør i chefstolen blev Jens K. Thygesen, som var uddannet journalist og tidligere formand for Vester Nebel Lystfiskerforening. Han fik Sportsfiskeren på ret køl og afløses i slutningen af 1990´erne af Ole Wisler med en fortid som skribent på Fisk & Fri.
1: Børge Christensen. Miljøgeneralen som huserede gennem adskillige årtier og vandt mange sejre over datidens miljøsyndere.
2: Januar 1975. Vel nok den mest kendte forside på Sportsfiskeren. Slagteriet i Bjerringbro anvender Gudenåen som afløb. Billedet er vist nok fra 1970. Sportsfiskerforbundet tager sagen op og får stoppet uhyrlighederne. Billedet hang i mange år på miljøkonsulent Børge Christensens kontor. En af hans mange store sejre.
Børge Munk – maleren der blev miljøforkæmper
Helt fra 1926 var ”Værn vore vande” mottoet, og kampen mod forurening og bevarelsen af vandmiljøet har altid stået øverst på dagsordenen. Og der var nok at gå i gang med. Man var klar over, at søer og åer ikke kunne holde til en voksende befolkning og en industrialisering, som ikke tog hensyn til miljøet. Uvidenhed eller manglende forståelse for sammenhængen har nok været de faktorer, som har ødelagt mest miljø. En person, som er markant i den sammenhæng og har skilt sig ud, er Børge Christensen. Som udlært maler, er det ikke en miljøforkæmper, man umiddelbart vil sætte i forbindelse med miljøbeskyttelse, men Børge var miljøforkæmper om en hals.
Ekstra-bladet udråbte ham allerede i 1970 til ”forureningens fjende nr. 1 i Danmark”. En sag med 2 slagterier i Bjerringbro, som sendte urenset spildevand direkte ud i Gudenåen, var det, der slog hovedet på sømmet. Billeddokumentationen var uhyggelig og prægede blandt andet forsiden på Sportsfiskeren i 1975, men der var sagen sluttet, og proppen sat i hullet. Ellers havde de siddende kommunalpolitikere fået det utrolig hedt. Sagen var indirekte den, at politikerne hellere ville have rådhus end rensningsanlæg. Forbundet indklagede derfor kommunen til sin egen sundhedskommission. Det gav genlyd, og sagen blev omtalt i TV-avisen. DR var dengang den eneste landsdækkende TV-kanal, så det var noget, der havde effekt. Resultatet blev, at kommunen byggede rensningsanlæg før rådhus, og Børge Christensen blev naturligvis indbudt til indvielsen. I sin lange tid som miljøkonsulent i forbundet hang billedet af den ”blodrøde” Gudenå på hans kontor.
”Forurenings-Børge” som han ofte blev omtalt, kæmpede mange sager og vandt. Sin største sejr var, ifølge ham selv, Glatvedsagen mod Spritfabrikkerne ved Mariager Fjord, men utallige andre sager, som de fleste ikke kender til eller husker, men som har haft afgørende betydning for vandmiljøet, bærer hans aftryk. En del ældre lystfiskere vil sikkert huske hans spalte i Sportsfiskeren, Miljø og forurening, hvor de forskellige miljøsager blev omtalt. For sin indsats for miljøet gennem mere end 25 år blev han tildelt ridderkorset, og i 2001 sluttede han sin arbejde for forbundet.
Godt gået DSF
Det har været 75 år med op- og nedture. Men viljen til hele tiden at udrette noget, udvikle sig og tænke nye tanker er en forudsætning for et forbund. Ellers dør det. Man skal følge med tiden, og det gør forbundet. I jubilæumsåret projekteret DSF et helt nyt hus – Sportsfiskeriets Hus. Et imponerende projekt beliggende naturskønt i Vingsted ved Vejle ådal, hvor der siden det blev færdigt har været aktiviteter både ude og inde. Et hus som skal være et samlende sted for alle landets sportsfiskere, og hvor fremtidens sportsfiskere får mulighed for et solidt afsæt ind i sportsfiskeriets verden. Et afsæt, som er skabt gennem mange års ihærdigt forbundsarbejde. Der er kun at sige tillykke – godt gået DSF
Formænd i DSF:
1938: Chr. Lottrup-Andersen
1953: Asger Truelsen
1957: Aage Worning
1959: V.L.U. Gryth
1963: A. Hynkemejer
1969: A. Kristensen
1973: Georg Pedersen
1985: Mogens Jørgensen
1995: Jørgen Banke Thomsen
2004: Verner W. Hansen
2020: Torben Kaas
nov 6, 2024 | Artikler, Miljø og debat, Portrætter
Et fantastisk eksempel på hvad frivillighed kan gøre. I sommeren 2024 rejste to instruktører fra Fiskeklub København – Otto Herlev og Mikkel Berg, til Lapland med en flok fra UNG-holdet for at tilbringe en uge i den totale ødemark. En oplevelse for livet for alle!
Med det nye projekt ”Fremtidens Lystfiskere” vil Danmarks Sportsfiskerforbund lægge en ny, vidensbaseret strategi for det fremtidige arbejde med at få flere børn og unge ind i lystfiskeriet. Vi har talt med Marie Brandt, der de næste tre år skal arbejde med, hvad vi kan gøre for at styrke rekruttering og fastholdelse til det danske lystfiskeri.
TEKST: JENS BURSELL, FOTOS: MARIE BRANDT, FISKEKLUB KBH, DSF OG ANNE KJÆR LINDEGAARD
JUNIOR AFDELINGER OG FORENINGER har haft trange kår de sidste mange år, for det er ikke altid lige let at lokke børn og uge ud til vandet. Det har Danmarks Sportsfiskerforbund nu for alvor tænkt sig at gøre noget ved med projektet ”Fremtidens Lystfiskere”. Det visionære og ambitiøse projekt, er betalt af Friluftsrådet – og delprojektet ”Fremtidens Vand- og Fiskeplejere” er medfinansieret af Lystfisker Danmarks pulje ”Bedre Lystfiskeri”.
Ofte beskyldes for meget skærmtid for at være årsagen til for lidt proaktiv udetid, og derfor er det oplagt at bruge netop skærmene som springbræt til det, som det hele drejer sig om – nemlig at få de unge ud og fiske. – Vi vil arbejde på, at placere DSF et sted, hvor de unge får øje på os – og det er jo bl.a. på skærmene, siger Marie. – Derfor vil vi også bruge skærmen som et værktøj til at tiltrække flere børn og unge samt undervise dem – både på online og ude ved vandet.
Marie Brandt på kysttur i den forgangne weekend. I nettet ligger en lille grønlænder og grundglæden har indfundet sig.
Opvokset med lystfiskeriet
– Fiskeriet har givet mig noget helt særligt, understreger hun. – Som barn var fisketurene en fælles ting med min familie – det er det stadig. Og som voksen er jeg for alvor blevet opslugt af sporten samt det fantastiske fællesskab, der følger med.
– Jeg tror, det er en ret universel trang, der opstår, når man har oplevet noget, som virkelig giver mening for én; så vil man give andre muligheden for at få samme oplevelse. Sådan har jeg det i hvert fald, og det har uden tvivl spillet en kæmpe rolle for min involvering i formidlingsarbejdet af lystfiskeriet til særligt børn og unge.
– I mit eget fiskeri forsøger jeg at finde en god balance mellem hyggen og de høje ambitioner. Jeg har stadig virkelig meget at både opleve og lære, og jeg bliver heldigvis grundglad hver gang jeg fanger en fisk – lige meget art og størrelse. Det er vildt spændende at gå på opdagelse i alt nørderiet i de mange forskellige grene af fiskeriet.
Hvorfor er det vigtigt at få flere børn og unge ind i Lystfiskeriet?
– Der følger jo en lang række positive bivirkninger med det at fiske, fortsætter Marie. – Det tænker jeg, at de fleste af os kan nikke genkendende til: Øget trivsel og livsglæde, bedre motorik samt koordination, fællesskab og styrkede sociale kompetencer, forbedret koncentration – bare for at nævne lidt. Det er godt for krop og sjæl at komme ud og fiske.
– Men – hvis jeg skal fremhæve én ting, som jeg synes er særlig vigtig, så får man som lystfisker en ekstraordinær forbindelse til det, der sker under vandets overflade. Og snakker vi 20-30-50 år ud i fremtiden, så har vi brug for, at der også findes ambassadører for det blå miljø til den tid. Det bliver et kernetema i projektet ”Fremtidens Lystfiskere”. Men ikke nok med det. For at sikre max power på emnet, har vi fået en bevilling fra Lystfisker Danmark, der går ubeskåret til netop dette; Fremtidens Vand- og Fiskeplejere. Det er så fedt!
Hvert år i uge 42 samler unge lystfiskere sig fra hele landet til masser af fiskeri, fællesskab og hygge. Her bliver en flok undervist af Kaare Ebert i vandløbsmiljø, og flere af ungerne har nu meddelt, at de skal være biologer, når de bliver store.
Hvad er vigtigt for nye lystfiskere?
– Først og fremmest er det at fange noget det aller vigtigste til at tænde den første gnist hos kommende lystfiskere, pointerer hun. – På den måde virker lystfiskeriet meget som en enarmet tyveknægt, altså den der maskine i spillehallerne. ”Lige ét kast mere…”.
– Derefter handler det om, at der er nogen, som man kan fiske sammen med. Det kan jeg også genkende hos mig selv. Var jeg ikke blevet en del af et fællesskab, så var jeg sgu nok ikke blevet ved. Og så skal der være nogle mere erfarne fiskere, der står klar til at øse ud af deres viden. Det kan både være i den virkelige verden eller den digitale. Det er i min optik den hellige treenighed og nøglen til et langt og lykkeligt lystfiskerliv.
Hvordan aktiverer man unge til at deltage proaktivt i foreningslivet?
– Jeg ville elske at kunne svare kort og præcist. For det her er spørgsmålet, som alle i forenings-Danmark rumsterer med. Især i de områder, hvor der er tradition for, at de unge flytter væk, når de skal studere. Men jeg kan sige så meget, at jeg arbejder ud fra en række metoder og teorier, som skal testes i det her projekt.
– Vi ved, at mange frivillige formidlere ønsker at give den næste generation den samme oplevelse, som de selv fik som barn. De har ganske enkelt engang mødt en voksen, der har gjort det vildt godt. Det er nok et stort sats at håbe på, at vi kan rekruttere alle vores fremtidige frivillige alene ud fra det princip, men det er helt sikkert en faktor.
– Jeg tror dog sagtens, at vi kan gøre overgangen lettere. Vi skal for eksempel arbejde med at gøre det super tydeligt, hvilke frivillige arbejdsopgaver der er at løse. I min egen klub – Fiskeklub København -kan UNG’erne (13-17 år) blive hjælpeinstruktører på Juniorholdet (8-12 år). Men vi skal heller ikke være bange for, at lave micro-opgaver. Kan to af ungerne eksempelvis have ansvaret for, at klubbens køleskab spiller? Det er en overkommelig opgave, og i realiteten også en ganske vigtig én. Ejerskab og ansvar i mundrette mængder. Det tror jeg godt kunne være en af nøglerne. Men det er som sagt en kompliceret størrelse. Spørg mig igen om tre år.
Fiskeklub Københavns Juniorhold der startede i februar 2024, har i den grad haft vokseværk over sommeren. Her ses en stor del af holdet samt instruktører, her bl.a. Marie, på en tur til Kastrup Havn.
Et skarpere fokus på kommunikation med unge nyfiskere
– En af de store søjler i projektet er et større og skarpere fokus på kommunikationen med de unge, pointerer hun. – Mange voksne vil mene, at vi skal have dem væk fra skærmene, før vi kan formidle lystfiskeri og miljø til dem. For mig virker det som besværligt ekstraarbejde, når vi nu bare kan møde op, hvor de allerede befinder sig; nemlig på de sociale medier. Derudover vil vi også lave et Ungdomspanel, med 10 børn/unge fra hele Danmark. De skal være med til at hjælpe med at sige, hvad der er fedt, og hvad der lugter af noget, som en voksen har fundet på.
– Vi har også planer om nogle nye metoder til selve undervisningen af lystfiskeriet, men vi er ikke langt nok i projektet endnu til, at jeg kan fortælle hvad det går ud på.
Flere nyfiskere ved samarbejde med andre organisationer
– Man kan helt klart styrke rekrutteringen af nye lystfiskere ved at styrke samarbejde med andre ungdoms- og friluftsorganisationer, fortsætter Marie. – Vi arbejder tæt sammen med flere organisationer om at styrke arbejdet med børn og unge i både lystfiskeriet og friluftslivet.
– Sammen med Danmarks Naturfredningsforening og Danmarks Jægerforbund er Danmarks Sportsfiskerforbund med i projektet Tid til Tur. Det går ud på at klæde frivillige formidlere godt på til, at vise vej i naturen for småbørnsfamilierne. Vi er også i tæt dialog med et andet udviklingsprojekt, der er funderet i Friluftsrådet: Ungefællesskaber i Friluftslivet, som har til formål at matche skoler, institutioner og organisationer med friluftsforeninger – og det giver uden tvivl også anledning til samarbejde på tværs.
– Derudover ved jeg, at mange af vores egne medlemsforeninger allerede samarbejder tæt med andre lokalforeninger, skoler og institutioner, og det skal vi selvfølgelig bare bygge videre på.
Inspiration fra andre europæiske lande?
– Den danske frivilligheds-model er jo ret unik, og derfor jeg lige nu mest optaget af, at undersøge hvordan andre brancher, inden for foreningslivet, griber opgaven med børn og unge an, afrunder hun. – Når det er sagt, kan vi altid blive klogere, og det skal på ingen måde udelukkes, at der er erfaring at hente i udlandet. Jeg har allerede et møde i kalenderen med det norske forbund, og mon ikke jeg også får mig en snak med det svenske inden længe.
– En ting er sikkert. Det bliver et super spændende og udfordrende projekt, som mange før mig har forsøgt at knække koden på. I sidste ende skal det løses i flok, og derfor står min e-mail også altid åben, hvis man har en god ide eller en god erfaring at dele: mb@sportsfiskerforbundet.dk.
Projektet kan man følge med i på www.fiskeakademiet.dk og på vores sociale medier: www.instagram.com/fiskeakademiet og www.facebook.com/Fiskeakademiet.
okt 24, 2024 | Artikler, Nyheder, Portrætter
Lystfiskeri behøver ikke at være dybt alvorligt hele tiden. En person der virkelig forstod at fremhæve den humoristiske side af fiskeriet, var Robert Storm Petersen – alias Storm P. Her får du et miniportræt af tegneren, forfatteren og lystfiskeren.
AF PER EKSTRØM
– DETTE HER var jo egentlig rædsomt, hvis det ikke var for fornøjelse! Sådan lyder teksten til en af Storm P.’s utallige tegninger, hvor man ser en lystfisker sidde i et heftigt regnvejr og fiske. Robert Storm Petersen – eller bare Storm P. – ligger stadig solidt begravet i danskernes bevidsthed, selvom det er over 70 år siden, at han døde. Uanset om det er hans besynderlige konstruktioner, der var indrettet utroligt indviklet for at udføre en ofte uhyre simpel proces, eller det var hans elskede vagabonder, der betragtede livet fra en skæv vinkel, så formåede han altid at få den alvorlige side af livet til at fremstå munter.
Multikunstneren Storm P.
Men hvem var egentlig Storm P.? I dag ville vi nok betegne ham som multi-kunstner, mens datiden betegnede ham som humorist, tegner, skuespiller eller, hvad man ellers kan hæfte på en person, der spænder over så mange områder.
På en eller anden måde blev Storm P. introduceret i lystfiskeriets verden, og så var han solgt. Måske ikke som den store rekordjæger, men som et menneske, for hvem lystfiskeriet var en anledning til at flygte fra hverdagen, for i fred at samle ny energi. Når man er en offentlig person, for hvem humoren er drivkraften, så er der desværre ofte en forventning om, at den pågældende person i sit privatliv tillige ryster den ene vittighed ud af ærmet efter den anden. Sådan forholder det sig som bekendt ikke altid. I lighed med andre mennesker skal humorister også have fri, og hvad er en bedre måde at holde fri på end at komme ud at fiske?
Lystfiskeren Storm P.
Mange af Storm P´s tegninger indikerer oplevelser, som han selv må have haft som lystfisker, for ellers har han ikke kunnet gengive dem så rammende. Både hvad angår tilskuere og ikke mindst autoriteter. De fleste lystfiskere kan ikke sige sig fri for på et eller andet tidspunkt i livet, ikke at have kunnet stå for fristelsen. Man skulle absolut lige dyppe krogen, selvom det ikke var helt legalt. Omgivelserne og vandet var så indbydende, at fristelsen oversteg frygten. Så kunne man risikere at møde, om ikke lovens lange arm, så den autoritet, der havde kontrollen over vandet. I sin dagbog skrev Storm P. i 1926 bl.a.: Kørte til Avedørefortet og fiskede, blev bortvist af opsynsmanden.
Nogle år senere fik han dog en skriftlig tilladelse til at fiske i voldgraven, men mødet med datidens fiskerikontrol har givet ham inspiration til en del tegninger, hvor autoriteten ødelægger fornøjelsen. Ofte var der tale om personer, hvis autoritet alene bestod i den kasket med blank skygge, de bar. Mulighed for egentlige repressalier havde de næppe, men datidens autoritetstro var betydelig større end nutidens, hvorfor de indgød den nødvendige respekt.
I et af de mange interviews, som Storm P. gav, blev han i 1935 af Idrætsbladet spurgt om sit syn på lystfiskeri. – Lystfiskeri er en absolut sund sport. Man får en glimrende appetit, når man har siddet cirka fem timer i frisk luft – og så er den billig. Den slider ikke på sålerne, og er i højeste grad udviklende for armene, når man senere skal fortælle om sine fangster. – Jamen, kan man kalde lystfiskeri for en legemesidræt?, spurgte journalisten. – Den giver ingen bevægelse, indvendte han. – Så har De nok aldrig fisket et sted, hvor det er forbudt og ejeren kommer, svarede Storm P.
Gode råd til lystfiskerne
Tilskuernes gode råd og viden kender alle, der fisker. Storm P. har sikkert haft de samme oplevelser. Som i en af hans utallige »fluer«, hvor tilskueren siger til lystfiskeren: – De spilder megen tid med det fiskeri! – Måske, svarer lystfiskeren. Men de spilder mere ved at stå og se på det! Det er et rigtig godt eksempel på, hvor ofte tilskueren skal gøre sig klog på lystfiskerens vegne, men hvor lystfiskeren normalt ofte er et pænt menneske, som glider af på tilskuerens bedre viden, så får han her svar på tiltale.
Hvem der bragte Storm P. ind i lystfiskeriets verden er lidt uvist, men vinhandler Helge Wandel og skuespilleren Sven Methling er nok nogle af de bedste bud. Begge havde som medlemmer af Lystfiskeriforeningen adgang til Furesøen, og flere gange var Storm P. med på søen. Det er en kendt sag, at Sven Methling var en af den tids meget ihærdige og dygtige lystfiskere. Samtidig var lystfiskeri i 1920’erne og 30’erne blevet et emne, som både aviser og ikke mindst den i 1925 oprettede Statsradiofoni beskæftigede sig med.
Pressen var derfor af og til med, når der skulle fiskes, og Storm P. var som altid klar med en kvik bemærkning, når situationen krævede det. Eksempelvis, da Methling og Storm P. havde en journalist med på Furesøen en tidlig sommermorgen i begyndelsen af 30’erne. Svend Methling får hug af en stor gedde, som fightes ind og nettes af Storm P. Methling afliver gedden med åregaflen, mens Storm P. med et grumt blik tørt konstaterer: – Vi er ude for at more os! En typisk bemærkning fra Storm P., hvor han fremtvinger det absurde i situationen. Man slår ihjel for fornøjelsens skyld. I mange af sine tegninger stiller han sig også over på fiskens side, og ser betragtende på det, der i realiteten udfolder sig.
Furesøen var et af Storm P´s fiskevande
Storm P´s evner med fiskestangen var nok ikke de største. Chr. S. Jacobsen, der var en af tidens meget kendte og erfarne Furesøfiskere, skriver i en artikel i Lystfiskeri-Tidende i 1936, at han ofte havde set Storm P. på Frederiksdals Stenrev, men konstaterer: »– at hans nådegave som tegner heldigvis er større end som Lystfisker «. Hvad Storm P. mente om Chr. S. Jacobsen ved vi af gode grunde ikke, men mon ikke, han har fundet ham noget særpræget.
Chr. S. Jacobsen, der for øvrigt havde sommerbolig i mange år ved Møllehuset i Frederiksdal, havde nemlig et fiskebarometer, der bestod af et akvarium, hvor i han havde en lille gedde gående. Når han fodrede denne, og den kritikløst kastede sig over skaller eller regnorm, så var tesen, at så var gedderne i Furesøen også i bidehumør. Gad vide hvad Storm P. kunne have fået ud af det?
I mange år var Storm P. tilknyttet det Berlingske hus, hvor han leverede tegninger i bunker om masser af emner. Under besættelsen, hvor pressen var underlagt censur, var emnerne begrænsede. Der var derfor øget fokus på lystfiskeri, som efterhånden havde fået et større tag i befolkningen. Specielt omkring 1. maj hvor der var premiere på geddefiskeriet, havde fiskeriet journalisternes bevågenhed, og så kom der aktuelle tegninger fra Storm P.’s hånd. Som de to lystfiskere, der taler sammen ved søens bred, og den ene siger med vidt udstrakte arme. – I går fangede jeg sådan en gedde her i søen, hvortil den anden med foragtelig mine svarer: – Nå, Jeg synes også her er blevet meget lavvandet!
Pralende lystfiskere med lange arme
Tegningen er et godt eksempel på, hvordan han belyste den måde, hvorpå lystfiskere kan betragte hinanden indbyrdes, og hvordan den ene forsøger at overgå den anden. Mange af Storm P.’s tegninger viser også lystfiskere med meget lange arme. I en tegning viser han sig selv, dog ikke med lange arme, men med lange ben. Han bruger sine ben til af vise, hvor stor den gedde var, han fangede i Grarup Sø. Tegningen er selvfølgelig udsprunget af den kæmpegedde på 26,5 kilo, som i 1929 blev fanget i søen. Det bevirkede selvfølgelig, at en mængde lystfiskere, også Storm P., drog til søen i håb om at fange en gedde af tilsvarende størrelse. De fangede ganske vist gedder, men aldrig en gedde af tilsvarende størrelse. Den var jo fanget.
Da Storm P. døde i marts 1949, var det som om, at Danmark mistede et nationalsymbol. Der havde næppe tidligere levet en person, som i den grad legede med ordene, og som så livet og samfundet fra så skæv en vinkel.
Der er skrevet utallige bøger om Storm P.’s liv og virke, ligesom der er udkommet utallige hæfter og bøger med hans tegninger og citater. For de lystfisker interesserede bør vi nok fremhæve ”På fisketur med Storm P. og Naturmennesket, Dyrevennen, Lystfiskeren” af Mogens Espersen. Hvem han egentlig var, er nok svært at sige. Han gemte sig bag en facade af humor, som kun ganske få kom ind bag. Vi andre kan så glæde os over hans tegninger og citater – samt glæde os over, at her var en lystfisker, som betragtede lystfiskeri fra alle sider. Specielt den humoristiske.
Besøg Storm P. Museet
Storm P. Museet ligger på Frederiksberg Runddel ved indgangen til Frederiksberg Have. Maleren, satirikeren og humoristen – fra krads satire til Peter og Ping. Her kan man opleve alle facetter af den særprægede og folkekære kunstner. Museet råder over ni udstillingsrum, der hver især viser en facet af Storm P.’s vidtspændende virksomhed som bladtegner, maler, skuespiller, forfatter og pibesamler. Museet har over 50.000 tegninger, hvoraf naturligvis kun et udvalg er udstillet, men i præsentationen af museets permanente samling lægges vægt på hans malerier og akvareller. Desværre er hans fiskegrej ikke udstillet!
Læs mere om Storm P. Museet her.
okt 22, 2024 | Artikler, Betalt samarbejde, Fiskeri med blink i put and take, Put and take, PUT AND TAKE ØRRED, Video
UL-spin er en super effektiv og sjov metode til at fange put and take søens ørreder, men skal du have det fulde udbytte af fiskeriet – er det en god ide at sætte sig grundigt ind i de vigtigste grundprincipper i fiskeriet.
I denne video giver put andtake eksperten Casper Larsen sammen med sin kammerat Mickey dig en masse tips til hvilke agn, der er bedst under forskellige forhold, hvad grej du får mest glæde af – samt hvordan du udnytter den perfekte grejsammensætning til at lure søens ørreder – selv når fiskeriet er svært. Casper viser desuden i detaljer hvordan du får mest ud at fiske med put and take klassikerne som fx Præsten, Bulldog, Fidusen og Twister. Glæd dig til en super givtig fiskedag i Karlstrup Kalkgrav med masser af action og gåde råd til, hvordan du kan forbedre dit eget fisker markant.
Se filmen på Fisk & Fris Youtube lige her.
okt 15, 2024 | Artikler, Fluefiskeri, HAVØRREDFISKERI, Kystfiskeri, Kystfluefiskeri efter havørred
Thomas Kjeldgaard med en letfarvet hanfisk med begyndende krog. Fisken tog fluen, kendt som agerhønen tidligt på efterårs-sæsonen.
Efteråret er topsæson i fjorden. Massevis af havørreder, og en reel chance for at støde på drømmefisken gør, at hvis du ikke allerede har planlagt turen, så er det nu.
AF KARSTEN BECH
EFTERÅRET ved fjorden er en fantastisk oplevelse. Vejret kan variere fra fuld sol og sved ned af ryggen, til så kraftig regn at man knap ved, hvad der er op og ned, når man står ude i vandet. Men det allerbedste – der er ikke noget andet tidspunkt på året, hvor fjorden er så fuld af ørreder, og chancen for at støde på en drømmefisk er så stor. Men fiskene kan være svære. Rigtig svære. Men – med den rigtige viden om fiskens instinkter, kan man dog udnytte disse til at få fisk. Mange fisk.
Når havørredens jagtinstinkt viger for reproduktionsinstinktet
I efteråret begynder ørredernes jagtinstinkt at vige for reproduktionsinstinktet. Det er en langsom ændring, hvor ørreden forvandles fra en professionel ædemaskine til aggressiv sexfikseret zombie. Når ørrederne begynder at indfinde sig i fjorden, er det jagtinstinktet, der er dominerende. De fleste af ørrederne vil trække rundt i fjorden et stykke tid, inden de går op i vandløbene. Hvor lang tid de vil trække rundt kan variere fra flere måneders ophold, til en lynvisit, hvor ørrederne nærmest svømmer direkte op i vandløbet.
Mens fiskene trækker rundt i fjorden er jagtinstinktet dominerende, men ikke enerådende, da gydeinstinktet er ved at vågne. Når fisken ser fluen, er der altså to instinkter, som »kæmper« om at udløse en reaktion. Og det er denne reaktion, vi fiskere er interesseret i. Når fiskens jagtinstinkt trigges, udløses et regulært hug. Instinktet fortæller fisken, at det er et byttedyr foran den, og at det skal spises. Hvis det er gydeinstinktet der er dominerende, er det ikke føde, som fisken er interesseret i, men derimod dominans. Det handler simpelthen om at være størst og stærkest – samt vise, hvem der bestemmer.
Gydeinstinktet udløser derfor en aggressiv adfærd over for fluen. Det kan udløses som et regulært hug, et forsøg på at jage fluen væk, eller en stor hvirvel, hvor fisken slår til fluen med halen.
Når ørrederne hverken vil jage eller er aggressive, er det kobberbassen, der skal tages ud af æsken.
Valg af fluer til fjordørred om efteråret
Fluevalget skal være tilpasset fiskens dominerende instinkt. Mens jagtinstinktet er dominerende, er det fluer, som ligner fiskens fødeemner, der er effektive. Jagtinstinktet vil dog være faldende, allerede når fisken indfinder sig i fjorden, så det kan bedst betale sig at fiske med mindre fluer, der ligner lidt af hvert, frem for store imitationer af tobiser og lignende.
Jeg bruger meget fluen Agerhønen som min kammerat Thomas Kjeldgaard har opfundet og fisket med i mange år. Den ligner lidt af hvert, er synlig i vandet og har en god gang. Det er vigtigt, at fluen belastes, så den dykker, når der er en pause i indtagningen. Det er ofte dette dyk, som trigger fiskens jagtinstinkt, og får den til at hugge, så byttedyret, altså fluen, ikke undslipper.
I fight med en efterårsørred. Denne fisk var en af flere, som blev fanget på samme plads inden for en time. Tydeligvis en stime, der har trukket rundt i fjorden.
Små fluer til havørred i fjorden om efteråret
Når fiskene har været i fjorden et stykke tid, er det som om, at jagtinstinktet og gydeinstinktet er lige stærke. Nu kan de være meget svære at få i tale. Så er det med at finde æskens mindste fluer frem. Små fluer kan ofte få fiskene til at hugge, på dage hvor de ignorerer alt andet. Det skyldes formodentlig, at de små fluer kan trigge ørredernes jagtinstinkt. Det er lidt som vi selv har det, når man lige har spist sig mæt, men alligevel fristes af en lille godbid.
Kobberbassen er min fortrukne flue til dette fiskeri. Den er lille, let at binde, materialerne giver den liv under vandet, og så fanger den bare forrygende. Jeg går ofte ned i forfangstykkelse når jeg fisker med kobberbassen. Gerne 0,18-0,22 mm.
I starten af efteråret trækker ørrederne rundt i store stimer, men når først gydeinstinktet tager over er det slut. Fiskene bliver mere aggressive og territoriale. Ofte vil de trække rundt parvis, en han og en hun fisk sammen. Netop den stigende aggressivitet er det, man skal udnytte som fluefisker.
Forfatterens fortrukne fluer. Agerhønen (t.v.) starter efterårssæsonen sammen med Kobberbassen (midten). Sæsonen slutter med den Orange Hævner (t.h.).
Når store fluer er en fordel i fjorden
Store fluer i orange og brune nuancer, kan få de fleste ørreder til at hugge. Ofte er huggende voldsomme. Min største fjordørred vejede lidt over 4 kg, men fightede kun få minutter. Fisken havde taget min store orange flue så aggressivt, at fluen sad helt nede i gællerne, hvor den havde boret sig ind i blodårene, så fisken forblødte.
Fluen »Den Orange hævner« er mit eget mønster. Forkroppen er polarræv, der er spundet i en dubbingløkke. Når fluen trækkes hjem i korte tag, pulserer hårene i pauserne, og får fluen til at se større ud, hvilket ofte udløser hugget, da fisken ser det som en form for provokation. Jeg fisker som regel med to fluer på forfanget. Et godt udgangspunkt er at starte op med Kobberbassen som ophænger og Agerhønen som endeflue. Efterhånden som fiskene bliver mere farvede og aggressive i oktober/november skifter jeg Agerhønen ud med den Orange Hævner.
Forfatteren med en bronzefarvet efterårsørred.
Efterårets joker
Sidst på efteråret, kan fiskene være meget territoriale i fjorden. Ofte ser man en fisk, der vender i overfladen, og starter en form for kædereaktion, hvor andre fisk, der er tæt på også markerer ved at vende i overfladen. Når det sker, er det med at have en joker i æsken – fx en orange popper, som rykkes hjem i små korte kontante ryk. Den kan få fiskene til at gå helt amok.
Hold endelig godt fast i stangen, og husk ikke at give modhug, før du kan mærke fisken. Hvis en popper ikke kan få fisken til at hugge, så kan en skumbille ofte gøre udslaget. Den er ikke så larmende i overfladen som popperen, når den tages hjem i små ryk.
Havørrederne kan være tricky om efteråret – og ofte er det fluestangen, der skal frem for at udløse det eftertragtede hug.
En orange popper er en god joker at have i æsken, når fiskene markerer i overfladen.
okt 10, 2024 | Artikler, HAVØRREDFISKERI, Kystfiskeri, Nyheder, Sponsornyt, Video
Der er ikke noget som en god fiskedyst. I denne video tager de tre gæve gutter Romi, Max og Jan fra Jans Lystfiskershop på kysten for at konkurrere om, hvem der fanger den største havørred. Alt er tilladt – og der bliver fisket igennem. Tag med på en hyggelig og lærerig tur med masser af gode fiskehistorier – og se hvem der vinder.
Se videoen på Fisk & Fris YouTube her.
