JERKBAIT LIGHT I TROPERNE

Sanibel island i Florida byder på et fantastisk flatsfiskeri efter hajer, redfish og snook – og det bliver ikke mindre sjovt, når de fanges på det lette jerkgrej.

 

AF GORDON P. HENRIKSEN

 

– TROR DU DISSE SKANDINAVISKE AGN virker til redfish, spørger jeg guiden Ozzie Lessinger, og viser ham min æske med de små jerkbaits, jeg har taget med hjemmefra. Og han burde vide det. Han har guidet i dette område i sytten år samt deltaget og vundet flere de største amerikanske turneringer for denne type fiskeri – eksempelvis ESPN Redfish Cup. Og her taler vi ikke om en lokal konkurrence, men om kæmpestore medieshows, med professionelle fiskere fra hele USA, og live tv dækning fra helikoptere på USA største sportskanaler – samt præmiesummer på flere hundrede tusind dollars.

– Dine skandinaviske baits ser lovende ud, siger han og foreslår, at vi giver dem en chance på en grassflat – et lavvandet område med siv, hvor han har set flere store stimer redfish inden for de sidste par dage. Han binder en lille ti centimeters Belly Up Deviator fra Savage Gear på, mens jeg sætter en Baby Buster fra CWC på i nogle farver, som minder om bytte dyrene her. Ozzie giver agnen et kort kast for at se, hvordan den går i vandet, og han virker tilfreds.

– Siger du, de er designet til gedder, spørger han overrasket? Så fortæller jeg historien om jerkbølgen, der ramte Skandinavien – samt hvordan trenden de sidste par år er gået tilbage mod fx mindre jerkbaits, som dem vi fisker med i dag.

 

Blacktip shark på jerkbait

Her er det en lille blacktip shark der har taget en Baby Buster. Den lignede sikkert en af de små sardiner, den var i fuld færd med at kaste sig over.

 

Daiwa Open 2025

 

Tropisk spin med små jerkbaits

– Der er de, afbryder han mig, og vi ser begge et stort område med en anelse orange farve og uroligt bonevand. Et par store finner bryder overfladen. Nu sidder nerverne for alvor uden på tropeskjorten. Den orange farve er en stime på 50-60 redfish og ingen af dem er små. Ozzie stager os langsomt nærmere, og jeg gør klar til at lægge et kast foran flokken.

Den lille Buster flyver af sted og lander med et plask foran fiskene. De virker ikke skræmte, men fortsætter deres færd lige mod det sted, hvor mit jerkbait ramte. Her er ikke mere end en halv meter dybt og der er lange siv på bunden, så jeg arbejder hurtigt agnen ind med små ryk, så den bevæger sig højt og lokkende lidt foran stimen. Agnen skærer overfladen en gang imellem, og dette fanger fiskene opmærksomhed.

Pludselig ser jeg flere trykbølger gå mod den lille Buster, og jeg kvitterer ved at sætte farten op, som en skræmt byttefisk. Pludselig krøller min stang sammen, og et modhug er næsten omsonst. En redfish har hugget hårdt og er nu i fuld færd med at varme bremsen på spinnehjulet, i det den hamrer derud af. Ozzie er straks klar, og gør klar til at følge efter fisken med elmotoren, hvis den tager faretruende meget line.

Mens linen pisker af hjulet, mindes jeg om hvor fantastisk en fisk redfish er, og hvor sørgeligt det er, at den er så ukendt i Danmark sammenlignet med fx bonefish og tarpon. Der er ingen tvivl – jeg elsker at fange redfish, og med de små jerkbaits på lavt vand har jeg fundet en ny og superunderholdende måde at jagte dem på. Vi får presset fisken træt, og løfter den forsigtigt ombord i båden. Efter et par fotos får den sin frihed igen.

Redfish er en suveræn spisefisk, men er beskyttet af et såkaldt vinenduesmål, hvor alle fisk der er mindre end 46 centimeter eller større end 69 centimeter skal genudsættes straks. Denne her er omkring 80 centimeter, men netop det at genudsætte de store fisk er genialt, fordi man beskytter de store eksemplarer, som både har attraktive gener, samt potentiale til at lægge mange æg og bidrage væsentligt til fremtidige bestande.

 

Bluefish på jerkbait

Fiskeguiden Ozzie Lessinger blev hurtigt glad for de skandinaviske agn. Her er han med en bluefish, der var med på legen.

Masser af hug på de små jerkbaits

Strømmen er begyndt at tiltage, og vi finder et område på kanten af en grassflat, hvor dybden går fra en halv til en hel meter. Masser af små byttefisk er ved at blive skyllet ud af græsset, og lige i området hvor dybdeskiftet er, står rovfiskene klar til at udnytte dette. Ozzie ankrer op, og vi har ikke taget mere end et par kast, før vinen fisk hamrer Ozzies lille jerkbait.

– De er sgu ikke så tossede til at lave agn de vikinger, smiler Ozzie og hygger sig godt og grundigt med at hive en lille, men hidsig bluefish ind. Vi giver agnene fuld fart og lader dem skære oppe i overfladen med små mellemrum, som gør fiskene endnu vildere Jeg kroger en fin lille snook på en Belly Up Deviator, og den springer fri af vandet flere gange. Sådan fortsætter det en lille times tid, indtil tidevandsstrømmen aftager, og hugperioden dør ud. Vi får ingen fisk i samme størrelse som redfishen, men arterne tæller nu ud over redfish, snook og bluefish også jacks, spotted seatrouts og hajer. Selvom fiskene ikke er så store, så er huggene eksplosive og fiskene fighter aggresivt på det lette grej. Efter denne dag er jeg ikke i tvivl om, at det lette jerkgrej skal med på mine kommende tropeture.

– Jeg tror ikke, at du får disse agn med hjem til Danmark, griner Ozzie, og tiltusker sig et par af mine favoritter. De vikinger er vist ikke så tossede endda…

Grej til det lette jerkbaitfiskeri i troperne

De to agn, vi havde mest succes med, var Baby Buster fra CWC og Belly Up Deviator fra Savage gear. Westin har også en fræk lille jerkbait på 10 centimeter, Mini Jerk, der sikkert også vil fungere fint i troperne, så det er bare med at prøve sig lidt frem. Det er vigtigt at vælge agn, som går fint ved høj fart og at krogene er stærke nok til at kunne klare et solidt pres, når de store hugger. Vi benyttede et florurcarbon forfang på ca. 0,40 mm og 0,25 mm fletline som hovedline.

De små jerkbaits går glimrende på lidt stift, men let spinnegrej, så man skal kun vælge multihjul, hvis man foretrækker jerkfornemmelsen. Til dette formål er Revo Toro Inshore et oplagt hjul valg. Vi brugte lette jerkstænger fra Savage Gear’s Butch Light serie.

Artiklen blev oprindeligt publiceret i Fisk & Fri 6/2010

 

drømmerejse iFish Travel

 

 

Med jerkbait i troperne

1) Husk en kasse med små jerkbaits hvis fisketuren går til Florida. Det vil du ikke fortryde!. 2 ) Redfish er ikke særlig kendt i Danmark, men er en smuk stærk fisk, og hvis du har chancen for at fiske efter dem, kan det bestemt anbefales.

 

 

drømmerejse iFish Travel

HAVØRRED HOTSPOTS: FISLKEPLADSER PÅ VESTSJÆLLANDS KYST

De Vestsjællandske kyststræk fra Reersø til Asnæs byder på et fiskeri efter havørreder, der kan være hektisk, og særligt her i efteråret er der mulighed for at ramle ind i en kystørred af skræmmende proportioner. Følg med til Jammerlandsbugten, hvor et stort efterårstræk er forestående.

 

AF MADS CHRISTOFFERSEN OG SUNE REFSGAARD

 

HAVØRREDEN – eller ørreden i almindelighed – er måske den mest studerede og beskrevne fisk overhovedet. Man kunne derfor tro, at nøglen til at overliste havørreden var tæt på at være fundet, men det er langt fra tilfældet. Dertil er havørreden nemlig stadig, og heldigvis, alt for uforudsigelig. Der er så mange faktorer, der spiller en rolle for dens færden. For eksempel vind, strøm, årstid, bundforhold, fødeemner osv. Så snart man tror, at man har knækket koden, så ændrer forholdene sig, og man kan begynde forfra.

I erkendelse heraf er denne artikel ikke en ’hvordan-tænker-havørreden’ artikel. Den giver dig ikke en facitliste over, hvordan du med sikkerhed fanger din første eller næste havørred. Svarene på disse, for havørredfiskeren, ultimative spørgsmål fremkommer forhåbentlig aldrig. Derimod vil vi i det følgende dele ud af de erfaringer, vi har gjort os på den Vestsjællandske kyst.

I denne del af landet, og på de kyster der findes her, er vi vokset op, og vi har i årenes løb gjort os en del erfaringer her – både med fiskestangen, men også med snorkel, maske og finner. Vi vil forsøge at motivere dig til at komme derud, hvor de store havørreder netop nu trækker forbi i jagten på føde og ferskvand – ved strandkanten – på Vestsjælland.

 

Friluftsland

 

Kystfiskeri efter havørred på Vestsjælland - guide til fiskepladser.

Sune Refsgaard med en grov blankfisk fanget på en relativt vindstille morgen. Det gælder om at rykke af sted på de dage, hvor den typiske danske vestenvind taber pusten eller søger ind over
landet fra en anden indfaldsvinkel.

Efter havørreder på Reersøs Nordvestrev

 Reersø Nordvestrev er både kendt og populær, og ikke uden grund. Parkeringsforholdene er gode, og chancen for en af de helt store havørreder er altid til stede. Ydermere træffes der ofte både mange og store regnbuer, der stammer fra de talrige udslip, som desværre sker fra Musholm Lax.

Man følger skiltene mod stranden, og bilen parkeres på parkeringspladsen ved den lille skov. Derefter følger man et lille stykke af grusvejen tilbage og drejer fra ad den lille sti, der fører ned mod vandet. For enden af stien kommer man til en skrænt med et godt udsyn over pladsen. Vegetationen består især af blæretang på en stenet bund. Til tider kan der være en del strøm, og kombinationen med store glatte sten, gør det svært at vade her. Vi har erfaring med et rigtigt godt fiskeri med vind fra sydøst, omkring et tidevandsskifte fra højvande mod lavvande. Dog er erfaringen, at det bedste fiskeri generelt forekommer i stigende vand, hvor havørreden typisk fanges på selve revet og dets sydside.

De fleste fiskere bevæger sig typisk sydover ud til sydrevet med de høje majestætiske skrænter i baggrunden. Naturen er enestående her, og ofte træffes marsvin, som cruiser langs kysten – et sikkert tegn på, at der er mange fisk på denne plads. Vi har på flere forskellige årstider snorklet her både dag og nat – ligesom resten af de nævnte pladser i øvrigt. Her har det vist sig, at om efteråret er der rigtigt mange forskellige interessante fødeemner for havørreden. Vi har om natten set sild, der svømmer rundt på mindre end to meter vand, voldsomme mængder af hesterejer og kutlinger samt tobisstimer så talrige, at der er større chance for at vinde en jackpot i lotto end, at få en havørred til at klappe kæberne om ens tobisimiterende blink eller flue.

Vi har set havørreder på over fem kilo svømmende på mindre end én meter vand, især ved højvande i mørket – og masser af havørreder, der svømmer helt inde i det inderste badekar ved land, på mindre end en halv meter vand. Faktisk har vi stort set ikke set nogen havørreder opholde sig på mere end et par meters dybde, så husk endelig, hvis du prøver lykken i mørket, at fiske højt i vandet og tag først agnen op helt inde ved stangspidsen. Kast gerne langs med kysten, også selvom agnen landermindre end 10 meter ude.

Går man østover fra Nordvestrevet, kommer man hurtigt til en længere stensætning, der ligger parallelt med stranden og helt ned til vandet. Strækningen kan virke en smule kedelig med sand få meter ude, men man skal ikke lade sig narre. Havørrederne kan træffes helt inde ved stenene endda midt på dagen. Det sker dog helst omkring højvande, hvor man kan være heldig, at få rigtig fine fangster her.

 

Kort over fiskepladser til havørred på Vestsjælland.

Den vestsjællandske kyst byder på et væld af fiskepladser til havørred. Her bar du nogle af de bedste.

 

Efter kystørred ved Reersø Badestrand

Reersø Badestrand Øst begynder ved høfderne øst for den offentlige badestrands parkeringstræfplads. Strækket er kendt blandt de lokale lystfiskere på Vestsjælland, men ellers får det ikke meget omtale i andre lystfiskerkredse. Det er et ret langt og afvekslende stræk med blæretangsbælter, små rev og leopardbund. Området fisker rigtigt godt i vind fra østlige retninger.

Om efteråret er her virkelig mulighed for at træffe nogle af de helt store ørreder, der bevæger sig på vej mod Halleby Å. Husk blot at genudsætte farvede havørreder igen, for åens bestand af gydende ørreder er spinkel, og enhver gydemoden fisk er utrolig værdifuld. Der fanges mange blankfisk året rundt, og strækket er helt sikkert et besøg værd, hvis der er optaget på Nordvestrevet. Vi fisker sjældent på pladser, der allerede er optaget af lystfiskere, men kører hellere videre til andre stræk, da der er rigeligt af fiskbart vand på Vestsjælland.

Vores filosofi er, at man skal være opsøgende i sit fiskeri. En plads får derfor sjældent mere end 1,5 time, hvis vi hverken ser fisk i overfladen eller har kontakter. Det er ikke ualmindeligt, at vi affisker omkring fire pladser på en dag. Vi prøver gerne forskellige typer af pladser med varierende bund-, strøm- og vindforhold – hvilket erfaringsmæssigt er en god opskrift på succes.

 

Få det fulde overblik over havørredfiskeriet på kysten i bogen “Havørred – Refleksioner på kysten”, som du kan købe her (REKLAME).

 

Genudsætning af havørred langs Vestsjællands kyst.

Rasmus Ovesen med en overspringer, som blev fanget blot få meter fra land. I det hele taget er det lettere foruroligende, hvor mange store fisk, der færdes klods op af den vestsjællandske kyst.

 

Bjergeklint – en fanstatisk fiskeplads til kystens havørreder

Lige neden for Bjerge Campingplads ligger Bjerge Klint, der er en lidt listig plads. Listig på grund af, at det er et meget kort stræk, der er interessant – vel ikke mere end 3-400 meter i alt. Men endnu mere listig, fordi dette stræk til tider har i kvalitet, hvad det ikke har i kvantitet. Vi har tit oplevet fantastisk fiskeri her, med op til flere flotte fisk landet på kort tid. Det skal dog nævnes, at ligesom på Reersø, er der en stor risiko for at støde på farvede fisk her, da strækket ikke ligger langt fra Halleby Å. Som tidligere nævnt har vi også her været under overfladen med snorkel og maske for at studere havørredens pladser nærmere. Det har ikke bare resulteret i meget brugbare oplysninger, vi har også set havørreder på den gode side af 10 kilo.

Den nordlige del af strækket er et typisk tangbælte med et lige så typisk badekar på indersiden. Jo længere sydpå, og jo nærmere selve klinten man kommer, desto flere og større sten dukker der op. Ud for selve klinten er der mange og store sten, masser af blæretang og små pletter med sandbund, hvilket selvsagt er det perfekte gemmested for havørreden.

Vores erfaring er her den samme, som ved flere af de andre pladser i området. Havørrederne kommer, især i skumringen og om natten, gerne helt tæt på kysten. Flere gange har vi, både over og under vandet observeret hav- og regnbueørreder stå på så lavt vand, at rygfinnen ikke har været dækket af vand. På grund af den relativt sparsomme plads, og det til tider rigtigt gode fiskeri, er der en risiko for, at der allerede står folk her, når du ankommer. Pladsen kan ikke bære mere end et par fiskere, så hvis du ser andre her, så overvej, om det ikke ville være bedre at fortrække til én af de andre utallige pladser i nærområdet.

 

Havørred taget på fluefiskeri langs Vestsjællands kyst.

Udover små reje- og tangloppeimitationer, er én af forfatternes yndlingsfluer Hans Henrik Aspes Rævehalen. Med sin beskedne størrelse er den en fortræffelig allroundflue til Vestsjællands kyster.

Havørred ved Græsmarken

Græsmarken er et stræk lige efter Ugerløse Campingplads. Man parkerer på den store græsplæne ovenover vandet, og nordpå findes et rigtigt lækkert stræk der, under de rigtige betingelser, stort set altid holder fisk. De første 200 meter består af et bredt mørkt bælte med blæretang og et muslingerev. Her er det oftest spinnefiskeren, der trækker det længste strå.

Fiskene findes typisk på den yderste tredjedel, og ofte lige i badekarret på grænsen mellem tang- og sandbunden. Bombarda og flue fisker rigtigt godt på dette stræk og især kutlingeimitationer, såsom vores gamle læremester udi i fluefiskeriet Hans Henrik Aspes imitation Rævehalen, har hav- ørrederne en forkærlighed for på Græsmarken. Fluefiskeren kan sagtens være heldig at få fisk på strækket, men det vil typisk være i skumringen, hvor fiskene trækker meget tæt på kysten. Generelt er det vores erfaring, at man ofte skræmmer fiskene, hvis man vader rundt til midt på livet på dette tidspunkt. Prøv at blive i vandkanten og koncentrér fiskeriet inden for de første 20 meter – det har givet os mange fisk på Græsmarken.

Lidt længere nord på kommer et meget tiltalende stræk for fluefiskeren. Her er masser af badekar parallelt og vinkelret på stranden, samt en meget komfortabel kasteafstand til sandrevlen gør, at chancerne for fisk er virkelige gode her. Går man syd på fra parkeringspladsen, findes et længere stræk med en del sand blandet med leopardbund. Leopardbunden strækker sig ikke specielt langt ud, og badekarret parallelt med kysten på kanten af tangskoven og sandbunden, holder ofte trækkende ørreder.

Strækket neden for campingpladsen mellem de to stenhøfder ved parkeringspladsen kan være utroligt godt og holde meget store fisk. Især her i efteråret kan man være heldig, at få kontakt med én af dem. Alle vindretninger fisker fint på græsmarken – på nær nord. Dog må vestenvinden ikke være for hård, da vandet bliver meget uklart og fyldt med møg. Græsmarken fisker især godt i efteråret og foråret, og kan til tider overraske med blanke overspringere om vinteren. Sommeren kan være sløv, men kig i stedet efter multer. I perioder kan der være i hundredvis af dem nede i de små badekar.

 

Havørred taget på flue langs Vestsjællands kyst.

1) Særligt fiskeriet i de tidlige morgentimer er giftigt. Her det Sune Refsgaard med en fin blankfisk fanget ved stensætningen øst for Reersø Nordvestrev en tidlig sensommermorgen. 2) Føderigdommen langs de vestsjællandske kyster er overvældende. Her er masser af større fødeemner såsom tobis, børsteorme og ålekvabbeyngel. Alligevel er det gerne små rejefluer og tangloppeimitationer, som lokker havørrederne til hugget.

Fine fiskepladser til kystørred ved Asnæs Vest- og Sydrev

 Ved Asnæs Vest- og Sydrev skal man være klar på at gå meget langt. Der findes faktisk en vej, der fører ned på sydsiden af Asnæs, og som ender ved et lille fiskeleje ikke langt fra Sydrevet. Vejen er dog privat, og det er forbudt at parkere på vejen eller ved fiskelejet. Beboerne og den lokale skytte er meget opmærksomme på uvedkommende trafik, og derfor skal der i stedet parkeres ved Havnemark på nordsiden af Asnæs. Fra Havnemark går man vestover mod Vestrevet. Man må regne med en gåtur på cirka 40 minutter for at nå derud. Husk at pakke let – der skal være plads til en grov havørred eller to på vejen hjem…

Vestrevet genkendes ved, at der ligger et stort stykke glasfiber fra en gammel båd 15 meter fra vandkanten. Revet består af mange store sten med blæretang ind imellem. Man kan fange havørreder året rundt herude, og på alle tider af døgnet, men især morgenfiskeriet kan være virkeligt godt. I efteråret kan man tillige være heldig, at få kontakt med en af de store blanke overspringere.

Sydrevet er et relativt lavvandet blæretangsrev, der generelt ikke får den samme pmærksomhed som Vestrevet – måske på grund af den ekstra gåtur. Men tøv ikke med at besøge dette rev. Hvis du er rigtig heldig, kan du fange dit livs fisk her. Ved lavvande kan der vades et stykke ud på revet med god succes. Affisk pladsen fra land, inden du bevæger dig ud. Selv store havørreder trækker ofte tæt forbi land. Perioden omkring højvande og/eller skumring er erfaringsmæssigt det bedste tidspunkt for fluefiskeren.

Spinnetips til havørrederne på Vestsjællands kyst

 Spinnefiskeren kan selvsagt dække en større del af revene end fluefiskeren og har det ofte lettere på andre tidspunkter af døgnet. Agn som Stripper, Fladbukken og Sandgrævlingen fisker glimrende på både Vestrevet og Sydrevet. Prøv alternativt bombarda og flue – flydende eller intermediate, det kan på visse dage være udslagsgivende.

Tobis- og kutlingeimitationer er at foretrække for fluefiskeren. Hvorvidt man vil fiske med flydende eller intermediate flueline er et temperamentsspørgsmål, og det kommer også meget an på den enkeltes fiskestil. Husk blot at der til tider skal fiskes henover blæretangen på helt lavt vand. Fanger man ikke havørreder på Vestrevet eller Sydrevet, kan man sagtens være heldig, enten at finde dem i den lille bugt mellem de to rev eller på det lange stræk fra Havnemark og ud mod Vestrevet.

Faktisk er der en reel mulighed for at træffe havørreden på det meste af Asnæsspidsen, så det er bare med at komme ud og gøre dine egne erfaringer på den Vestsjællandske kyst – knæk og bræk.

Artiklen blev oprindeligt publiceret i Fisk & Fri 6/2009.

 

Daiwa Open 2025

 

havørred og regnbueørred fra Vestsjælland

På en god dag kan det både lade
sig gøre at lande en flot velnæret
havørred og en hårdtfightende
regnbueørred på den vestsjællandske
kyst. Regnbueørrederne
kan med fordel spottes på vindstille
dage, da de gerne trækker
rundt helt inde under land og tæt
under overfladen.

 

 

drømmerejse iFish Travel

WORMFLY – GEDDEFLUEN DER SNOR SIG GENNEM VANDET

Når vandtemperaturerne begynder at falde, kan man opleve dage, hvor gedderne smider alle hæmninger, men mere sandsynligt vil man opleve fiskene i et lunefuldt og umedgørligt humør. Her er det kun den mest livligt lokkende flue, som kan udløse det forløsende hug. Worm Fly er et godt bud.

 

AF RASMUS OVESEN

 

TRADITIONELLE GEDDEFLUER bundet på store rigide geddefluekroge er som regel kun rigtigt levende i vandet, hvis de forsynes med en uforholdsmæssigt lang hale. De lange haler giver fluen både masse, fylde og livlighed, men på et punkt er de problematiske – de medfører som regel en masse mistede hug. Problemet med de lange haler består i, at gedden – når den sætter et af sine famøse bagholdsangreb ind – tit og ofte kun får fat i halen, hvor der af gode grunde ingen krogningspotentiale er. Særligt i efteråret forekommer dage, hvor dette sker fortvivlende ofte, og så er det nødvendigt at tænke i nye baner.

 

Daiwa Open 2025

 

Wormfly er en rigtig god geddeflue i koldt vand.

Med en rygrad som en orm er Worm Fly fleksibel og bevægelig som få andre geddefluer. De fine og bløde kaninskindshår gør fluen ekstremt pulserende i vandet. Her er to varianter i skrigende farver, der er tænkt som provokationsfluer.

Worm Fly – en fantastisk flue af kaninskind

 Kaninskindsfluen Worm Fly er et bud på en flue – eller en fluetype, som både har den nødvendige fylde og livlighed til at lokke det sene efterårstræge gedder til hugget, og som samtidig bibringer fluefiskeren muligheden for at kroge selv den mest forsigtige gedde.

Den skiller sig ud i forhold til traditionelle geddefluer idet, den er den bundet på flettet nylon, og fordi den kan forlænges efter behov, uden at det nødvendigvis medfører forringede krogningsegenskaber. Selve krogen monteres helt i enden af den flettede nylon, og dette gør, at man på de efterårsdage og tidlige vinterdage, hvor gedden hugger forsigtigt bagfra, har gode krogningsmuligheder uanset fluens længde. Muligheden for at forlænge fluen efter behag og lune er i sig selv en oplagt fordel, men fluens mest åbenlyse fortrin er, at den ikke har den samme rigide krogwire rygrad som mere traditionelle geddefluer.

Dette betyder, at fluen er relativt let, og at den kan vride, sno og orme sig forførende hjem under hele indtrækningen.

Ål er et eftertragtet bytte for gedde

 Gedder med forkærlighed for mindre ål er særligt oplagte at forfølge med en Worm Fly. Men selvom fluen kan gå for at være en imitation af en ål, er den mest at alt tænkt som en trigger-flue – altså en flue, der med sine inciterende bevægelser lokker og pirrer efterårstræge gedder til hugget. En action disc foran kan gøre fluens gang endnu mere slangende og forførende, men i sig selv erWorm Fly utroligt levende – selv ved meget langsom indtrækning. Og det er en betragtelig force, når der skal fiskes gedder i det sene efterår, hvor drastisk faldende vandtemperaturer for alvor begynder at influere på fiskenes fødeindtag og adfærd. Lette og svævende fluer, der ser spillevende ud, selv når de hjemtages allermest langsommeligt er vitale, for gedderne økonomiserer med energien i større og større omfang.

De slår ofte kun ud efter bytte dyr, der enten er inden for umiddelbar rækkevidde, eller som virker lette at klappe kæberne sammen om – fx de sårede byttefisk. Til disse fisk er Worm Fly fremragende. Den kan nemlig fiskes hjem i små, kontante ryk kombineret med lange kunstpauser – alt sammen uden at den bevæger sig for hastigt ud af geddens hugzone eller på noget tidspunkt virker livløs.

Sådan binder du Worm Fly

Worm Fly kan naturligvis bindes af et væld af forskellige materialer, men fluens manglende rygrad bevirker, at især zonkerstrips er brugbare. De kan nemlig uden videre tørnes omkring fluens inderfundament af flettet nylon, og derudover har de den uomtvistelige fordel, at de er utroligt levende og pulserende i vandet.

Især cross-cut kaninstrips er brugbare, og så er det en rigtig god idé at tørne zonkerstrips’ne, så hårene peger fremefter og ikke bagud, sådan som man normalt vil have en tendens til at gøre. Det giver fluen størst mulig fylde og liv i vandet, og modvirker en ellers kedelig tendens til, at fluen blot falder sammen i vandet.

Materialer til Dusty White Worm Fly

Bindetråd: Rød Uni-Thread 6/0
Krog:Mustad Big Game Light #2-4
Hale: Rød marabou og guldfarvet Angel Hair
Krop: Crosscut kaninstrip
Rib: Kevlar tråd
Fronthackle: Coc de Leon hanesaddel

 

Krogsættet til Worm Fly

1: Krogsættet, som Worm Fly bindes på, laves af Golden Marlin flettet monofil, som også bruges som bagline og forfangsloops. Med en tråder laves et øje i front, som herefter sikres med bindetråd. Hernæst føres et gummirør op af den flettede line og en enkelt krog monteres i et nyt loop helt bagerst. Afslutningsvis trækkes gummirøret ned over krogskaftet for at beskytte samlingen, og selve loopet forstærkes med lidt bindetråd.

 

Worm Fly er super god til gedder - sådan binder du den.

2: Som det allerførste bindes fluens relativt korte hale af marabou og Angel Hair ind. Herefter fæstnes kaninstrip’en og den kraftige kevlartråd, der senere skal bruges som forstærkende rib. Den er vital med henblik på at sikre, at kaninstrip’en ikke glider op og ned af selve krogsættet under praktisk fiskeri. Uden den vil kaninstrip’en alt for hurtigt blive revet itu af gedderne. Og så falder fluen helt og aldeles fra hinanden. Med en rygrad som en orm er Worm Fly fleksibel og bevægelig som få andre geddefluer. De fine og bløde kaninskindshår gør fluen ekstremt pulserende i vandet. Her er to varianter i skrigende farver, der er tænkt som provokationsfluer.

 

Sådan bindes geddefluen wormfly

3: Nu tørnes kaninstrip’en stramt og tæt fremefter så de enkelte hårfibre peger fremefter mod fluens front. Som afslutning tørnes kevlartråden igennem kaninhårene fremefter til fluens øje, hvor man eventuelt kan afslutte med et lille fronthackle af rød marabou.

 

 

Tradera

drømmerejse iFish Travel

EFTERÅR & HAVØRREDSPIN I ÅEN

Findes der noget skønnere end en gang havørredfiskeri i åen på en morgen som denne? Og det bliver ikke værre af, at der netop nu er proppet med ørred i åerne. Her er det Karup Å nedstrøms Hagebro. Til venstre Finn Dahlin med en flot åhavørred taget på spin.

Der er ikke lang tid til fredningen, men det er lige nu, at der er aller flest havørred i åen. Eller med andre ord – det er bare med at komme af sted. Her giver Finn Dahlin dig en stribe gode råd med på vejen.

 

AF FINN DAHLIN

 

NÅR TRÆERNE FALMER begynder havørrederne at kæmpe om pladserne i åen. Nye fisk kommer hele tiden til, og sommerens sky fisk bliver mere og mere aggressive. Som spinnefisker er det en tid, hvor taktikken roligt kan lægges om: Man behøver ikke længere at luske forsigtigt rundt mellem sivene med småt endegrej, for at forsøge at lirke fiskene op fra deres skjul. Nej, nu er det tid til fest og farver på endegrejet – samt en grundig affiskning af de pladser, som man måske havde en tendens til at springe over, da det var varmt, og åen var lavvandet og klar.

Når først efterårsflommen kommer med grumset vand og drivende grøde, så er det bare med at være vedholdende i sit fiskeri. Der er ikke noget, som hedder tomme pladser eller trykkede fisk længere; provoker dem rigtigt, så skal de nok hugge. Også selvom du sidst på dagen er den tyvende, der fisker strækket igennem.

 

Daiwa Open 2025

 

Havørred i åen på opstrømsspin

Opstrømsspin med en spinner er min personlige favoritmetode om efteråret, men både wobler, flue og orm er mindst ligeså effektivt. Hvis efterårsflommen udebliver, så foretrækker jeg dog fluefiskeri – enten traditionelt eller som spinflue i de største åer.

Alt afhængigt af vandstand er en FC-spinner i rød/fluogul med sølv-blad, samt konventionelle Mepps spinnere i størrelse 4 eller 5 med guld eller sølv-blade mine foretrukne våben. Jeg eksperimenterer også lidt med små sorte og kobberfarvede Myran Mira spinnere, og andre FC-spinner varianter, men vanens magt tager ofte over, når man først har fundet en metode, der virker – og noget grej man stoler på.

Hvorfor forsøge at forbedre noget der egentlig fungerer fint? Nysgerrighed er vel svaret. Men vil man fange fisk tæller erfaring og selvtillid mest, og det opnår man bedst med de metoder, samt det grej man kender og stoler på.

Om efteråret pepper jeg ofte mine Mepps spinnere lidt op med fluo gul/rød/orange bemaling på skeens bagside. Noget af det letteste at bruge er neglelak, som jo fås i et utal af skrappe farver. Lidt ekstra attraktion kan man også opnå ved at bage krympeflex på kroppen af eksempelvis en Mepps 5 – gerne i hvid, gul, rød eller orange. En anden måde at provokere lidt ekstra er at trække et stykke gummislange på krogens skaft. Jeg bruger forskellige fluofarver til dette, og gummislangen er det velkendte krogstyr til rørfluer. Når det alligevel skal på, så skifter jeg krogen til en skarpere og stærkere.

Min favorit er trekrogen Owner stinger ST-41BC i str. 2 til en 5’er spinner og str. 4 til en 4’er spinner. En klat skrapt farvet UV fly-paint i trekrogens samling er også en mulighed for lidt ekstra lir. Modhageløse kroge er en god ide til efterårsfiskeriet. Mange fisk er kraftigt farvede, og derfor vælger de fleste at genudsætte de fleste fisk. Ofte er der også fredede laks at tage hensyn til, så flere og flere steder er det faktisk allerede obligatorisk – det er noget der er kommet for at blive. Man kan derfor passende træne sin teknik på efterårsørrederne. De føromtalte Owner kroge fungerer rigtig godt med nedklemte modhager, og FC-Spinneren, som i forvejen kroger godt, giver heller ikke problemer i den retning. Der er dog en grundlæggende forskel: Linen skal holdes stram hele tiden! Jeg har oplevet, at det specielt er de første 30 sekunder, hvor fisken er mest vild og ruller/springer – samt under landingen, at det kan gå galt. Lange bløde stænger og en bremse der ikke er spændt for hårdt er en fordel, især hvis man bruger de ret uelastiske fletliner.

Når man skifter kroge på spinneren, bruges springringe til montering af den nye krog. Check brudstyrken på dine springringe, for ikke alle er lige gode og stærke. Jeg bruger ofte en 6 mm saltvandsresistent model fra Okuma med en brudstyrke på 12 kilo. Den holder.

 

Havørredfiskeri med spinner i åen.

1) Belønningen for en hyggelig dag ved Holsted Å. 2) – Sent på sæsonen, bemaler jeg ofte spinnerbladene med neglelak og pynter krogene i skrigende farver – det er havørrederne vilde med, afslører Finn.

Sådan fisker du din spinner efter havørred i åen

Taktikken er ret simpel. Kast skråt opstrøms med både lange og korte kast. Sæt godt med fart på spinneren, men sørg samtidig for at fiske den dybt. Bedst er det, hvis den kommer helt ned og skrabe langs med bunden! Giv ikke op, hvis der er en periode hvor der er lidt langt mellem snapsene. Et lille tip kan være at begrænse sit fiskeri til et bestemt stræk i en bestemt å, og så bruge tid på at lære det rigtig godt at kende. Denne taktik tror jeg giver flest fisk i længden, men det kan blive lidt ensformigt.

Bliv ved; som sagt fiskene er der som regel. Prøv dig derfor frem for at finde det, som provokerer din drømmefisk til hug. Det fleste fisk i efteråret er stærkt farvede, men der er dog mulighed for forholdsvis blanke fisk lige til det sidste. Jeg har især god erfaring med, at de nystegne blanke fisk tager store spinnere med sølvfarvet blad samt fx fluo gul eller hvid krop eller andre skrappe effekter. Farvede fisk lader sig ofte lokke af endegrej der er lidt mindre, og med de mere »brændte« farver samt guld/kobber blad.

Fiskeriet efter havørred i åen om efteråret

 Efterårsfiskeriet har længe været noget helt specielt for mig. Luften, naturen og stemningen ved åen er helt speciel. Jeg går ofte og reflekterer over sæsonen, tænker tilbage på alle fiskeoplevelserne, nyder naturen og får en god sludder med de andre ved åen. Forårets og sommerens intensive jagt bliver erstattet af ro og eftertænksomhed, når man erkender, at sæsonen er ved at være slut. Når jeg tager det sidste kast på den sidste fiskedag, mens solen går ned, er det heller ikke uden vemod … Men før man ved af det, er det forår igen, og en ny spændene sæson vil stå for døren.

Artiklen blev oprindeligt publiceret i Fisk & Fri 8/2010

Den bedste krogning til fiskeri med spinner får du med et helikopter rig. Læs hvordan du laver det her.

 

Daiwa Open 2025

 

drømmerejse iFish Travel

HAVFISKERI I OKTOBER – MAKREL, FLADFISK, SILD OG HORNFISK

Makrel, rødspætter, hvarrer, skrubber, sild, torsk, og hornfisk! Oktober byder på masser af muligheder for havfiskeren. Vi har talt med småbådseksperten Jacob Weile fra Daiwa Scandinavia, der her giver dig en håndfuld hotte tips til den kommende måneds fiskeri.

 

AF JENS BURSELL

 

OKTOBER er en helt suveræn måned for havfiskeren, fordi mulighederne er utrolig alsidige. – Makrelfiskeriet er en af mine absolutte favoritter i oktober måned, fortæller Jacob Weile, der i mange år har gjort livet usikkert for fiskene i især Øresund og Storebælt.

 

Hvidovre Sport

 

Makrel fra Øresund

Makrelfiskeri er toptunet action, der om noget kan tænde nye lystfiskersjæle. Her en glad Bertil Fohrmann med en flot flådmakrel taget med sildestrimmel som agn.

Trolling efter makrel

 – Makreltrolling er helt klart det mest effektive, fortsætter Jacob, der ikke er i tvivl om, at det giver markant bedre og mere stabile resultater, end hvis man kaste- eller medefisker. – Kunsten er at lægge ud med at fange en god håndfuld sild, som skæres i tynde strimler og bruges til agn. Det mest simple er at lave et takel med to str. 6 trekroge bagerst samt en mindre styrekrog, der sættes forrest i sildestrimlen. Taklet bindes på fx 0,40 fluorocarbon og monteres i hovedlinen med en god kuglelejesvirvel – fx Apex.

– Fiskedybde bør som udgangspunkt være 30-60 fod fortsætter Jacob. – Klassiske steder er langs kanter og rev – fx Nordvestrevet – samt diverse badekar på nord- og vestsiden af Hven i Øresund. Har man først fundet fisken, kan der virkelig være gang i fiskeriet, og når først det spiller, så er 20-40 flotte makreller en helt almindelig fangst på disse kanter. Man kan udmærket fiske med fire stænger, men når først der er gang i den, så er det normalt rigeligt at skulle håndtere to stænger af gangen. Farten bør være så lav som muligt – dvs 1,5-2 knob. Der er desværre blevet lidt længere mellem de helt store, men det kan måske have noget at gøre med et generationsskifte i makrelbestanden.

 

Slethvar fra Øresund.

Jacob Weile (tv) og Tom Nielsen med et par flotte slethvar taget på tobismede.

Efter flade i Øresund

Fladfiskeriet i sundet kan være super fint, og er man frisk på at arbejde for at finde nye pladser, er der også stadig en chance for at fange fx lidt større rødspætter.

Der er stadig masser af potentielle rødspætte pladser – typisk knolde og skrænter med hård bund – som stadig er mere eller mindre ufiskede blandt fladfiskefolket. De bedste pladser er ofte kanter og knolde. Skrubberne findes helt ind til 5-6 meter, mens spætterne ofte står lidt dybere. I takt med, at det bliver koldere, skal man ofte lidt længere ud – fx 10-12 meters dybde. Hård bund er normalt det bedste, og er der deciderede muslingebanker er det helt perfekt.

 

Tobis er en virkelig god agn til stort set alle havets rovfisk.

En hel tobis agnet op på et krogsæt som dette er ren guf for mange fiskearter – lige fra makrel, hornfisk og havørred – til pig- og slethvar.

Efter hvarrer på Øresund

Hvarfiskeriet har et kæmpe potentiale – især i Øresund, hvor det indtil videre primært er pladserne nord for Helsingør, der har været i havfiskernes søgelys. Men – der er også masser af muligheder i det sydlige Øresund. Eksempelvis kommer erhvervsfiskerne ved Vedbæk jævnligt ind med pighvarrer i 2-5 kilo klassen. Tilsvarende er der en del pladser nede omkring Øresundsbroen, der stinker langt væk af store pighvar.

Den bedste teknik er normalt bundmede med tobis som agn. Det er vigtigt, at de er så friske og uskadte som muligt. Er jeg heldig nok til at få dem levende og kan holde dem i live, så er levende agn helt klart min favorit. Krogtaklet er basalt set det samme som til makreltrolling – blot fisket på et glidende paternostertakel med 10-12 centimeter lodtafs. Nogle foretrækker at peppe taklet op med perler, men min favorit er helt klart en så naturlig præsentation som overhovedet muligt.

Som hovedline bruger jeg 0,20 fletline, for at minimal strømmodstanden og give bedst mulig indikation af huggene. Hvarrerne befinder sig oftest på 5-12 meters dybde i oktober, men man skal ikke være bange for at gå endnu lavere. Grusbund er interessant, men ren sandbund inden i gruspartierne kan ofte vise sig at være de allerbedste fiskespots.

Flotte høstsild fra Øresund

 – Sildefiskeriet er helt i top, og her kan alle være med. Hvis du er oppe på dupperne, kan du fange rigeligt med spisesild til en hel sæson – samt en helt masse agn til fryseren, så du er toptunet til fx vinterens geddefiskeri med død agn. Udover, at der er tale om et regulært gudefiskeri, så er det en perfekt mulighed for at tage børn, venner og bekendte med ud på en fisketur, hvor der er fangstgaranti. Her kan du være sikker på at klække et par nye lystfiskere!

Efter hornfisk på tilbagetog

– Hornfiskene er netop nu på vej tilbage fra deres gydeområder og søger tilbage mod de åbne farvande. Fiskene, der ofte findes langs strømkanter og -skel er i topform, og snitvægten er betydeligt bedre end i foråret. Ofte er der tale om solide slanger, der fylder en helt del mere på en tallerken end de gjorde i april-maj. Mange af fiskene vejer godt op mod kiloet – og de er stort set alle steder.

Fisker man målrettet efter hornfisk er den bedste fiskedybde 1-6 meter under overfladen og teknikken er fuldstændig den samme, som når man fisker med sildestrimler efter makrel. Trolling med sildestrimler giver her i oktober desuden også gode muligheder for at komme i kontakt med både sej og havørred – så det er bare med at komme ud og få luftet stængerne, slutter Jacob.

 

Friluftsland
drømmerejse iFish Travel

SAVAGE GEAR I 20 ÅR: FRA KARPER TIL HAVØRRED OG ALVERDENS ROVFISK

Mads Grosell en massiv kystørred taget på SG Line Thru Sandeel.

Det er i 2025 20 år siden, at Mads Grosell lagde grundstenen til et af verdens mest kendte og respekterede rovfiske brands – Savage Gear. Jens Bursell har taget en snak med Mads om, hvordan det hele startede, hvordan det tog fart – og hvilke milepæle, der har været mest betydningsfulde i rejsen mod international anderkendelse.

 

AF JENS BURSELL

 

DET HELE STARTEDE MED KARPERNE. – I firserne var jeg helt vild med at fiske karper, men det ved du jo, da du selv har været en del af rejsens begyndelse, fortæller Mads, som oprindelig kommer fra Viby Sjælland ved Roskilde. Det var her, at grundstenen til alt det her blev lagt.

– I 1989 mødte jeg Thomas Bastlund fra Lystfiskeren i Holbæk – og sammen dannede vi baitfirmaet Danish Delight, som de kommende år stak helt af med en række virkelig velfangede flavours og boilieingredienser. I starten var det især førstnævnte vi fokuserede på med ikoniske duftstoffer som fx Kiwi og Flødebanan. Siden hen lavede vi også en række tørmix til boilie fremstilling – blandt andet med inspiration fra dine opskrifter og kontakter. Der var virkelig en pionerånd – og kun meget lidt information ud over din egen bog. Det var før internettet slog igennem, så det var et spørgsmål om at stikke næsen frem – og så gøre nogle ting efter trial and error metoden.

– Selvom det i høj grad var drevet af passionen for fiskeriet, så var det også super spændende for mig at få kommerciel indsigt i fiskebranchen og erkende, at man faktisk godt både kunne gøre folk glade – og tjene penge samtidig. Det var bare en superfed combo. En anden ting jeg husker var, hvor vildt det var at opdage, at noget der for normale mennesker kunne virke som en lille forskel – kunne gøre en helt enorm forskel på fangsterne derude ved vandet. Eksempelvis brugen af krillmel og frysetørret fiskeolie – det var en gamechanger.

 

Mads Grosell med karpe og gedde

Mads Grosell med en af sine første karper – og hans største danske gedde på 122 cm.

 

Mads Grosell med kæmpeaborre

Mads har gennem årene fisket virkelig meget efter store aborrer – og det er blevet til en lang række storfisk og velfangende agn til dette fiskeri.

 

Daiwa Open 2025

– Lige omkring 2000 hvor Danish Delight skiftede navn til DD-Bait og jeg lavede hjemmesiden ddbait.com, bliv vi på kort tid internationalt kendte, hvilket var noget, der drev os videre – blandt andet ind i prædatorverdenen. I 2002 mødte jeg den kendte svenske predatorfisker Fredrik Stjärnkvist, og i den periode begyndte vi at producere alt fra propeller og smileblades – til stænger i samarbejde med Harrison Rods med stor succes. Vi havde faktisk så meget succes, at vi havde svært ved at få tid og finansiere de beløb, der skulle investeres, da vi hver i sær også havde fuldtidsjobs., som vi skulle passe. Thomas hos Lystfiskeren og jeg som flightplanner hos SAS i lufthavnen. Der skulle opskaleres – og her var det, at der snart skete et stort gennembrud. Ved udgangen af 2002 vidste vi, at vi havde skabt et værdifuldt brand – og vi vidste også, at vi skulle videre – også af predatorvejen.

– I 2003 varslede de massefyringer i lufthavnen. og omkring januar 2004 fik jeg derfor tilbudt et gyldent håndtryk med et års løn, og så tænkte jeg: Det er nu eller aldrig…På det tidspunkt tog vi til B2B brancheudstillingen EFFTEX i London, fordi Dynamite Baits havde vist stor interesse for at opkøbe DD-Baits. Til udstillingen havde vi et outlet, hvor vi solgte baits – og vi havde totalt udsolgt allerede efter den første dag. Dynamite Baits var fnysende arrige – og det hjælp ikke på deres humør, at internationale karpeikoner som Rod Hutchinson og Terry Hearn konstant stod i vores bod og sniffede krillmel….Det var en helt skør situation. Da vi så kom hjem, gjorde vi klar til at sælge virksomheden, men så fik Lars Svensen, manden bag Svendsen Sport, Ron Thompson etc -. nys om, hvad der var ved at ske. Og det endte selvfølgelig med, at han fik os overtalt til at arbejde sammen med ham i stedet. Og herfra er det gået slag i slag fremad med syvmileskridt. Det nye samarbejde gav helt nye muligheder, for med både kapital- og distributionsnetværk, var det muligt at opbygge et virkelig stort brand.

Mads grosell med storgedde

Mads grosell med en massiv storgedde taget på Savage Gears Line Thru Trout, der især i de store udgaver har stået for ekstremt mange storgedder fanget ved trolling.

Da Savage Gear blev født i 2005

– Idéen til navnet var min, og logoet med kæberne kom min kollega og salgschef Magnus Gunnarsson med, da han sad og rodede med nogle wolffish kæber på et fly på vej tilbage fra Sydamerika. Min første tanke var noget med et ondt predator øje – et evil eye, men det blev nedstemt… Selve logoet blev fintegnet af Niels Jørgensen – nu hardcore fluefisker, som dengang var designer for Svendsen Sport.

– Til at starte med stod der SAVAGEAR i logoet, men folk fattede ikke, at det faktisk betød Savage Gear – så vi endte med at lave det, så folk forstod det – nemlig som SAVAGE-GEAR med kæberne bagefter. Den første rigtig store succes var faktisk vores lille shad Cannibal Shad. Her havde jeg lavet et transparent look med et par mindre fisk inden i den store fisk –og så tænkte folk – hvad fanden foregår der? Det havde man aldrig set før. Ud over det specielle look, så havde den også en super følsom konstruktion af halen, hvilket betød, at den i modsætning til mange andre shads på det tidspunkt – også fiskede virkelig godt på droppet. Alle kunne fiske med den – og den fisker bare super godt uanset hvad. Det blev en kæmpe succes.

– Den næste succes blev ideen med 4-play, hvor vi kiggede efter den japanske trend med swimbaits, men konstruerede agnene, så det var til at betale – uden at det gik ud over lokke eller fangstevnerne – tvært imod. Farverne målrettede vi det skandinaviske geddefiskeri – og så var en dundrende succes skabt – bl.a. ved vande som Stege Nor, Lödde å og skærgården, hvor mange skandinaviske geddeeksperter fiskede på det tidspunkt. Det den kan – udover at fange fisk selvfølgelig – det er, at den er flot, og den skiller sig ud visuelt. Og det er vigtigt, hvis man også skal kunne sælge den… Man kan lave super effektive agn, som ikke nødvendigvis er flotte eller går godt i vandet. Men for at kunne sælge, skal de både se godt ud på hylden i grejbutikken, i vandet – og i munden på fisken. Og så skal det virke lige med det samme. Netop dette er mit mantra.

– Agnen skal være så god, så man faktisk føler, at man ikke gider at tage på fisketur uden den. Det skal være sådan, at hvis man er kørt en time og har glemt agnen – så kører man tilbage, fordi man tror så meget på den. Sådan var det for mange med netop 4-Play, og det er agn, som giver folk denne følelse – der har skabt brandet Savage Gear – og holdt det i live i nu to årtier. Herefter kommer succeser som jerkbaitsne Deviator og  Freestyler.

 

Mads Grosell sammen med grundlæggeren af Svendsen Sport - Lars Svendsen.

Mads Grosell sammen med grundlæggeren af Svendsen Sport – Lars Svendsen. Sammen har de to vundet et utal af priser til de store internationale grejudstillinger – fx som her EFTTEX. – Lars har været som en far for mig, og jeg er virkelig taknemmelig for, at han i sin tid gav mig chancen for at arbejde med min passion, siger Mads..

Savage Gears 3D scan og superrealistiske agn

– Hvis jeg skal være helt ærlig, så det jeg gjorde med 3D-scanning og hyperrealistiske agn, der lignende byttefisken på en prik – det har helt klart været en af de store og bærende succeser over de sidste mange år. Her var vi first movers med vores Herring Shad – og det er derfor, at vores agn har været med til at sætte standarden på dette område – samt har fastholdt positionen frem til i dag.

– Tager man alt marketingsfilteret væk, så er det helt sikkert vores 3D Line Thru Trout, Roach og alle de andre – samt selvfølgelig Reel Eel, der har stået for en meget stor del af storfiskene fanget rundt omkring i Europa i det sidste 10-15 år. Gør man det – ja så har man fat i den lange ende.

Havørred – Savage Gear bryder igennem på den danske kyst

– En af de største milepæle har helt klart også været, da vi fik vores gennembrud i dansk kystfiskeri – et marked med masser af traditioner og meninger om, hvad der er godt. Rambukken blev slået igennem muren i foråret 2017, da vi lancerede vores kystwobler 3D Line Thru Sandeel – i øvrigt med en stor artikel i Fisk & Fri. Sandeel´en har siden dengang solgt i store mængder – og har fanget mindste lige så mange store ørreder på kysten. Alle mennesker kan fiske en Sandeel – og den er hamrende effektiv. Personligt vil jeg gerne lægge hovedet på blokken på, at det er den danske kystagn, der over de sidste 10 år har fanget flest store havørreder. Den har simpelthen været en gamechanger. Hold kæft – hvor fanger den mange store havørred – selv i dag. Hvis jeg fx tog til Stevns for at fiske havørred – og havde glemt mine sandeels. Så ville jeg helt sikkert vende om og hente dem – uanset om jeg havde kassen propfyldt med en hel masse andre agn. Den virker bare!

Value for money – predatorstænger der sparker røv

– En tredje milepæl har været vores produktion af predatorstænger, hvor vi helt klært har hævet barren for, hvor fede stænger man kan få for ret få penge. Et godt eksempel er SG4 stængerne, hvor vi vovede pelsen med at lave dem fuldstændig i armygrønt – og fik en kæmpe kommerciel succes.

Noah fra Savage Future med en massiv havørred

Noah Larsen fra Savage Future med en massiv havørred på 93 centimeter og 8 kilo+ taget på en SG line Thru Sandeel.

Savage Gear – et kig i krystalkuglen

– Vi har en rigtig god platform nu – og vi er også gode til at vedligeholde den samt skabe nye lystfiskere plus fastholde dem i sporten. Jeg vil rigtig gerne engagere unge mennesker i lystfiskeriet. Det er blandt andet derfor, at vi har lanceret vores proteam med unge lystfiskere – ”Savage Future”, der fisker amok, og smitter med galopperende fiskefeber til andre unge, som de møder. Sådan noget som dette vil jeg virkelig gerne lave mere af.

– Jeg har haft utrolige meget glæde af fiskeriet gennem mit eget liv – og det vil jeg meget gerne give videre til de kommende generationer, så de ikke hele tiden sidder og glor på deres telefoner. De skal opleve den samme glæde ude i naturen, som vi selv har oplevet – og oplever den dag i dag. Du har selv været en af dem, der har inspireret mig og enormt mange andre lystfiskere gennem årtier. Lidt ligesom Jens Plogh Hansen var en stor inspirator for os. Det med at give passionen videre – det er vigtigt for mig, og det tror jeg allerede, at jeg har opnået. Selvom jeg selvfølgelig tjener penge på det, så er det faktisk ikke derfor, at jeg gør det. Jeg vil gerne fremme vores sport, fordi den kan noget helt unikt. Det at se andre blive helt tændte på at fiske, giver både mening og livskvalitet. For mig – og for de nye lystfiskere, hvor en verden af oplevelser ligger og venter på dem.

Tag fx den video du selv lavede med Noah og Theodor, der fangede deres livs havørred – og en af de suverænt flotteste havørreder på den danske kyst i 2025. Det er bare livsbekræftende.

 

Mads Grosell med en massiv muskie fra Canada.

Mads er pt helt vild med muskiefiskeriet i de canadiske søer.

En kæmpemuskie står øverst på Madses ønskeliste

– Det, der tænder mig mest lige nu, det er at bryde igennem USA på muskie og bass scenen. Især muskyfiskeriet er jeg helt solgt til – og skulle jeg vælge én fisk, hvor jeg bare må og skal fange en rigtig, rigtig stor en – så bliver det en muskie. Jeg vil hellere fange én stor, crazy, eksotisk eller speciel fisk end en masse små og mellemstore fisk. Den tankegang er jeg – som du selv – helt vild med. Det er stadig brændstoffet i mit arbejde og mit fiskeliv. Det er helt vildt at se en stor muskie følge med 2 cm fra din agn på over 30 meter – og du ved, at det er kun dig selv, der kan gøre forskellen, som får den til at hugge. Det er fandeme vildt. Man tror, at man ved det hele, men det gør man bare ikke…

Læs om Madses seneste store muskies her.

– Et andet fiskeri jeg brænder for lige nu, det er swimbaitfiskeri efter largemouth bass – samt spinnefiskeri efter giant snakeheads ude i Asien, hvor jeg spenderer en stor del af min tid som produktudvikler. De er bare så fascinerende – blandt andet fordi de kan være så foprbandet snu. Straks man tror, at man har knækket koden, så har man det ikke alligevel. Og – man mister utrolig mange fisk. De har simpelthen en helt særlig evne til at slippe af krogen… De er totalt uforudsigelige, slutter han

Vil du vide vide mere om de første 20 år med Savage gear – så tjek denne video på Savage Gears YouTube kanal.

 

Hvidovre Sport

 

 

Mads Grosell med massiv snakehead fra Thailand taget på en SG Line Thru pulse Tail Mullet.

Mads Grosell med massiv snakehead fra Thailand taget på en SG Line Thru pulse Tail Mullet.

drømmerejse iFish Travel

ØRRED OG LAKS: FANG MERE PÅ SPINNER I ÅEN

Jens Bursell med massiv bækørred fra en lille å fanget på en Mepps Black Fury spinner fisket som glidende montage.

Spinnere er en fantastisk agn til både ørred og laks, men desværre er mistede fisk et reelt problem i mange fiskesituationer – især når sky eller tøvende fisk tager spinneren bagfra. Her får du opskriften på et par metoder, der forbedrer krogningen, nedsætter risikoen for mistet kroghold og giver dig flere fisk på land.

 

AF JENS BURSELL

 

NÅR FISKEN virkelig går til biddet og inhalerer din spinner uforbeholdent som var det softice på en sommerdag, så er resultatet ofte en dyb krogning og en sikkert landet fisk. Men sådan er det desværre langt fra altid. Selv fisk, der hugger aggressivt, kan være rigtig dårligt kroget, og problemet bliver selvsagt tit større, hvis fisken kun hugger forsigtigt efter enden af agnen uden at sluge den.

Problemet med mistede fisk kan variere afhængigt af forholdene. Min erfaring fra især åfiskeriet efter bæk- og havørred er helt klart, at når fisken hugger i op- eller tværstrøms retning er frekvensen af gode krogninger markant højere, end hvis fisken forfølger agnen nedstrøms og blot snapper halvhjertet efter den. Undtagelsen er ifølge garvede laksefiskere som fx Fredrik Iversen, når fisken, som det ofte er tilfældet med laks, når at vende i strømmen, inden opstramningen sker og modhugget falder. Her er der god chance for, at krogen sætter sig godt i kæbevinklen, netop fordi den nærmest trækkes ind i saksen og får fat.

 

Geddefeber

 

Mepps str. 3 mede helikopter-rig

Alt hvad du behøver for at forbedre din fangster med spinner markant er at klippe originalkrogen af – samt montere en betydeligt mindre og skarpere trekrog i en lille roterende krogtafs. Her er legendariske Mepps Aglia str. 3
blevet opgraderet med et helikopter-rig. Øverst Jens Bursell med en flot bækørred taget i en lille å på en Mepps Black Fury monteret som glidende spinner.

Når havørred, laks og andre fisk mistes, er det ofte ikke en tilfældighed

Mistede fisk på grund af dårlig krogning- og kroghold betragtes af mange som tilfældighedernes spil – og det er det da også i enkelte tilfælde. Men min erfaring er helt klart, at man ved at tænke sig om i de fleste tilfælde kan nedsætte risikoen for, at det sker – markant.  

Brækstangs-effekten, som også til en vis grad eksisterer på spinnere, bliver ofte udråbt som grunden til, at man mister fisk. Og ja – ofte er det brækstangseffekten, der er med til at udløse katastrofen, hvor fisken ryger af krogen. Men ofte er den dybere liggende årsag til, at brækstangseffekten overhovedet går hen og bliver et reelt problem, noget så simpelt som en dårlig krogning helt fra starten af.

Dårlig krogning kan have mange årsager. Nogle af dem er ekstremt variable og kan være svære at styre under praktisk fiskeri – eksempelvis graden af slækline i hugøjeblikket, måden linen strammes op på og timingen af selve modhugget. Men også faktorer som fx strøm, fiskeafstand- og dybde samt linens vinkel i modhugget kan have betydning for, hvor godt krogen sætter sig. Andre vigtige faktorer – som fx den helt basale opbygning af en spinner, er der sjældent nogen, som stiller spørgsmålstegn ved. En spinner er jo som den er – og har været det i flere generationer. Så hvorfor tænke mere over det?

Krogstørrelse, mønster og wiretykkelse har som i de fleste andre former for fiskeri afgørende betydning for, hvor god en krogning, man opnår i en given fiskesituation. Uden at fordybe sig i tekniske detaljer, så er der på de fleste kroge en naturlig sammenhæng mellem fx størrelse, wiretykkelse og skarphed af krogens spids. Jo større krog, modhager, tykkere wire og kraftigere spids, desto mere kraft skal der normalt til for at sætte krogen i modhugget.

For laksefiskenes vedkommende er der stor forskel på, hvor hårdt kødet er i forskellige dele af munden. Hvis fisken inhalerer agnen uden betænkning, får man tit en dyb krogning i fx tunge, mundhule eller måske gællestavene, hvor – groft sagt – selv den største og sløveste krog kan trænge ind og sikre et godt kroghold. Men når fiskene hugger forsigtigt eller bagfra i enden af agnen sker det ofte, at krogen får fat i den forreste del af enten over eller underkæbe, der på både laks og ørred er ekstremt hårde. Og her kommer vi frem til noget helt centralt: Ofte er krogene på de mest almindeligt brugte kunstagn så store og grove i wiren, at det er svært at få krogen til at trænge ind til et punkt bag modhagen, med den kraft man med en normal spinnestang kan lægge i modhugget. Eller sagt på en anden måde. I de fleste tilfælde prikkes fisken kun yderligt med krogspidsen, og resultatet er, at det ofte lykkes den at slippe fri, første gang den ryster vildt med hovedet.

med spinner efter laks

1) Når du fisker dine spinnere med helikopter-rigs undgås den brækstangseffekt, som er på alle spinnere., 2) Med 2-3 helikopter-rigs kan du dække alle dine spinnertyper, hvilket betyder, at du blot skal koncentrere dig om, at holde
2-3 kroge syleskarpe. Den tid, hvor du havde en hel kasse af spinnere med halvsløve originalkroge er forbi.

De fleste mistede havørred og laks skyldes for store kroge

Mange populære kunstagn, der anvendes til åfiskeri efter ørred og laks er monteret med kroge, der ligger i størrelsesordenen 8-4. Og lige præcis her er efter min mening den dybere liggende årsag til mange mistede fisk. Problemet med kroge i denne størrelse er nemlig, at de er for kraftige til at trænge ordentlig ind i kæbebenet – og for små til at komme omkring det. Resultatet bliver derfor ofte en middelmådig krogning. Jeg har diskuteret dette fænomen med en del dygtige og erfarne ørred og laksefiskere, som alle har gjort sig nogenlunde samme iagttagelse.

Små trekroge på rørfluer til laks og havørred

Fluefiskerne anvender ofte små trekroge på deres rørfluer – og får sublime krogninger samt kroghold. En af dem er Jesper Fohrmann, hvis saldo i havørred og laksefangster kan tælles med firecifrede tal. Små kroge fra størrelse 10 og nedefter er så tynde og syleskarpe, at de utrolig let trænger dybt ind i kæben, selv når modhugget foretages med en relativt blød stang. – Præcis derfor bruger jeg ofte trekroge i str. 12-16 til mit laksefiskeri, fortæller han. – Såfremt man vælger kroge af den rette kvalitet, kan de holde til meget større fisk end du tror. På kystørredfronten har jeg – når det gælder fiskeri efter store havørred på fx Møn og Stevns mistet ufattelige mænger af fisk på str. 6 trekroge – og landet masser på str. 2.

Mange danske åfiskere anvender ofte str. 12 trekroge på deres rørfluer – og de sidder perfekt i kæben stort set hver eneste gang. Et andet godt eksempel er Niels Gårdbo, der i sit hjemmevand Uggerby Å har fanget mere end 100 havørred over fem kilo – og op til 11,7 kilo. Han bruger udelukkende trekrogen Owner ST36 BC X i str. 12 – og den er stensikkert kroget hver gang. Eneste undtagelser er, da han engang eksperimenterede med en Hugh Falkus Outbarb krog i samme størrelse, men med en markant tykkere wire, der i godset svarer til en str. 4 krog. Her mistede han 10 fisk i træk, fordi ham simpelthen ikke kunne lægge den kraft i modhugget, det krævede for at få modhagen til at trænge helt ind i fiskenes hårde kæber. Outbarb kroge, hvor modhagen sidder på ydersiden af kroggabet, er normalt kendt for at kroge virkelig godt, så meget taler i mine øjne for, at dette er et rigtig godt eksempel på betydningen af wiretykkelse og skarphed, hvis man vil have et perfekt kroghold i selve kæben.

Den klassiske måde at dulme problemet er at montere større kroge. De kan til en vis grad kompenserer ved at have så bredt et kroggab, så at den lettere kommer omkring kæben og derfor bedre får fat ved kæberoden – eller glider ned i saksen, hvor der er fine muligheder for et perfekt kroghold.

Små trekroge kroger langt bedre

Personligt har jeg altid været tiltalt af små kroge, netop fordi de kroger ekstremt godt – uanset hvor i munden de får fæste. Jeg har derfor igennem lang tid arbejdet på et system, der gør det muligt at anvende str. 10-14 trekroge på kunstagn til traditionelt dansk åfiskeri. Problemet er, at monterer man så små trekroge på spinnere i fx str. 3-5 eller woblere i fx 7-9 centimeters klassen vil der opstå to store problemer. For det første er krogene så små i forhold til agnens højde/bredde, at de ligger i »fysisk skygge« af agnen. Eller sagt på en anden måde – de rager ofte ikke langt nok ud fra agnen til at sikre en god, dyb krogning.

For det andet påvirkes små kroge monteret på spinnere eller woblere af brækstangseffekt – i modsætning til præcis de samme kroge monteret på en rørflue, hvor der stort set ikke er nogen brækstangseffekt. Det betyder eksempelvis, at en str. 12 krog monteret direkte på en wobler eller spinner har adskillige gange større risiko for at skære sig fri eller blive rettet ud – end hvis fuldstændig den samme krog sad på en rørflue. Men – hvad nu hvis man monterer krogene anderledes – så man både kommer uden om problemet med fysisk skygge og brækstangs-effekt? Jo – så har du lige pludselig mulighed for at opnå en bedre krogning og et mere sikkert kroghold med fx små trekroge. Fisker du med wobler efter ørred og laks kan du løse problemet som vist i bogen ”Havørred – Refleksioner på kysten”, som du kan købe her (REKLAME).

 

gennemløbsspinner til laks

1) Mepps monteret glidende med et ekstra projektilformet kropsmodul, der giver længere kast og får spinneren længere ned i vandet. Afstanden fra spinnerkrop
til krog kan justeres med flådstoppet. Krogen, som til denne montering har samme størrelse som originalkrogen, monteres i en Rapalaknude. 2) Jens Bursell med en fin Skjern Å laks, der lod sig overliste af en FC-Spinner med kobber blad og orange krog monteret med et helikopter-rig For enden af helikopter-rigget sidder den
syleskarpe Owner ST36 BC i str. 12, der har rigeligt styrke til både havørred og laksefiskeri.

 

Krog bedre på spinneren med helikopterrigget

 Til fiskeriet med spinner har jeg længe gået og syslet med, hvordan man kan opnå en bedre krogning med små trekroge, og er kommet frem til følgende yderst simple løsning: 1) Klip originalkrogen af din spinner med en bidetang. 2) Bind en lille trekrog på en stump monofil nylon eller fluorocarbon med en Rapala Knude. 3) Bind enden af stumpen fast til en snaplock i en ny Rapalaknude og 4) Hægt krogtafsen på wiren af spinneren lige over spinnerens krop.

I kastet vil tafsen med trekrogen rotere omkring linen, så den ikke hægter op – præcis som på det meget populære helikopterrig, der i vid ustrækning anvendes til langdistancefiskeri efter karper. Men når indspinningen starter, vil krogen på grund af fart og strømpres hænge stabilt lige bag spinneren – perfekt eksponeret til en sikker krogning. Det er vigtigt, at du ikke bruger blinklås, men i stedet binder spinneren fast i enden af linen/forfanget med en grinnerknude eller lignende. Årsagen er, at en hægte øger risikoen for at krogtafsen hægter op i kastet. Fisker du med nylon line, lange kast og i stærk strøm, hvor kinkning er et reelt problem, monteres en god kuglesvirvel mellem forfang og hovedline. Ved fiskeri med fletline er kink sjældent et problem.

Det mest kluddersikre er at anvende den variant af helikopterrigget, der vises i bogen ”Havørred – Reflektioner på kysten” (REKLAME).

 

Savage Gear Caviar Spinner fisket med helikopter-rig

Løs hængsling af krogen og krogtafsen er vigtig, når krogningen skal optimeres. Derfor er både krog og snaplock monteret på helikopter-rigget i en rapalaknude. Her ses den nye Caviar Spinner fra Savage Gear.

Hvorfor virker helikopter-rigget bedre?

Krogtafsens placering midt på spinneren fjerner brækstangseffekten og længden på krogtafsen kombineretmed afstanden til spinnerkroppen muliggør brugen af små kroge på selv store spinnere. Desuden vil tyngdekraft kombineret med en løs hængsling af krogtafsen betyde, at krogen har større chance for at falde ned over tungen, der med sin kombination af blødhed og sejhed ofte giver et mere sikkert kroghold end fx loftet af mundhulen, hvor det hårde ganeben er dækket af en tynd, blød og skør hinde, hvor krogen relativt let river sig løs. At montere din spinner med et helikopter-rig åbner således helt nye muligheder for at øge dine fangster ved åen – uanset hvilke spinnere du benytter, og hvor du fisker.

 

Bækørred taget på spinneren Mepps 3 Aglia fisket som glidende spinner

Mepps str. 3 monteres som glidende spinner har endnu en gang overlistet en grov bækørred. Bemærk flådstoppet, der hindrer, at spinnerbladet gider baglæns op ad linen i kastet. Under fiskeri skal den sidde 1-2 mm over
spinderbøjlen, men når fisken rusker med hovedet, skyder den op ad linen, så spinneredele kan glide op ad linen.

 

Gennemløbsspinner

Klip wiren på nogle af dine favorit spinnere over – og saml løsdelene i en glidende spinner. Brækstangseffekten er elimineret og du kan fx montere en tungere krop
på et mindre blad – og på den måde specialbygge spinneren til bestemte fiskesituationer Husk at fore spinnerbøjle og krop med plastrør, for ikke at skade den underliggende line. Til denne teknik anvendes normale krogstørrelser, men mindre størrelser kan anvendes, hvis krogen forskydes bagud.

 

Foring til inline spinnerblad

Foring til inline spinnerblad: Spinnerbøjlen fores med et hårdt plastrør, hvorigennem linen løber. Enderne svitses for at fastlåse rørstumpen i bøjlen.

Med gennemløbsspinner i åen efter havørred og laks

Glidende montage af spinneren har jeg også eksperimenteret meget med, for at fjerne brækstangseffekten. Det er oplagt at klippe spinnerens wire over og genmontere samtlige dele på et tyndt rør, hvor igennem linen kan løbe – præcist som et gennemløbsblink.

Delene kan selvsagt ikke monteres direkte på linen, da især spinnerbladets rotation hurtigt vil hærge linen med risiko for linebrud til følge. Et kanylerør er nok det de fleste først tænker på, men her er problemet, at de – præcis som det er tilfældet for gennemløbere – ikke eliminerer brækstangs problemet, men blot nedsætter det. Desuden indebærer de skarpe kanter en ubehagelig risiko for at skære linen over. I stedet har jeg gjort det, at jeg har brugt et tyndt stykke plastrør til at fore spinnerbøjlen. Tuben låses i bøjlen ved at ved at brænde en krave i hver ende. Til størrelser over Mepps 3 har jeg brugt 1,35 mm FlyCo rørfluetube og for at nedsætte slitagen fra spinnerkrop og løsdele har jeg brugt endnu tyndere plastrør – fx grilamid og Pebax rør, der anvende i medicinalindustrien.

Det, at delene er både glidende og flerdelte eliminerer på det nærmeste brækstangseffekten, men øger ikke fleksibiliteten i krogvalget på samme måde, som hvis den monteres i en helikopter-rig. Så da helikopter-rigget er både lettere at fremstille, mere fleksibelt og mere effektivt, bruger jeg nu stort set kun glidende monteringer, hvis jeg ønsker at sammensætte en specialbygget spinner, der er helt optimal til specielle formål. Et godt eksempel er hård vind eller stærk strøm, hvor man eksempelvis kan specialbygge en dobbelt så tung spinner der synker markant hurtigere ved at kombinere fx to spinnerkroppe med fx et ekstra lille blad. Desuden giver det mulighed for at indsætte specielle lokkeeffekter med perler, rør med flash eller lignende på selve spinneren.

Jo – en spinner har mange flere muligheder end man måske skulle tro, og der rigtig gode muligheder for at forbedre dine fangster markant, hvis ellers du har mod på at bruge det kvarter det tager at modificere dine spinnere til fx helikopter-rigs.

Artiklen blev oprindeligt publiceret i Fisk & Fri 8/2009. Siden da er metoderne i denne artikel finpudset en del, hvilket du kan læse alt om i bogen ”Havørred – Refleksioner på kysten”, som du kan købe her (REKLAME).

 

Tradera
drømmerejse iFish Travel

HAVØRRED PÅ FLUE I DE SMÅ ÅER

Danmark er beriget med flere store åer, der hvert år kaster mange flotte havørreder af sig. Men hvad flere ikke er klar over, er at mange af de mindre vandløb også kan byde på et forrygende fluefiskeri efter havørred. Det kræver dog en vis tilpasning af grej og fiskestil. Her bliver du hjulpet godt på vej.

 

TEKST: LARS CHR. BENTSEN, FOTO: JENS BURSELL, RASMUS OVESEN OG LARS BENTSEN

 

HAVØRREDEN stiller mange krav til dens gydevandløb, men størrelse og vandføring er ikke blandt dem. Mange bliver overrasket over, hvor små vandløb, der byder på friske opgangsfisk. Man skal ikke forbigå et vandløb fordi det er lille. Der er utallige små åer i landet, som huser opgangshavørred – det kan være åer med direkte udløb i havet eller tilløb til større vandløb. Fiskeriet er ofte en intens oplevelse, fordi alt foregår tæt på. Og der er ikke meget, som slår når en stor havørred tager en overfladeflue med et aggressivt udfald i sommernatten.

Efter nogle sæsoner som havørredfisker i ganske små vandløb, lærer man hvor lidt der egentlig skal til for at skabe en standplads. En lille tue, en tot græs eller blot en alknude på bunden er nok til at en havørred tager ophold. Derfor betaler det sig ofte at fiske vandløbene igennem grundigt – også på de stræk, der umiddelbart ikke ser så indbydende ud. Mit bedste råd får du til at begynde med: Husk på, at havørreden er sky som en bækørred, og desto mere forsigtigt du bevæger dig langs åen, jo større er dine chancer for gode oplevelser ved de små vandløb.

 

Tradera

 

Lars Chr. Bentsen med smuk havørred på flue fra en lille å.

Forfatteren med en stor fisk fra en lille å. Denne oktoberhavørred tog en dybt fisket Koch’s Ghost fisket hurtigt, på en S-IV line og hurtigt synkende forfang. Øverst Jesper Formann på havørredfiskeri med fluestangen i en lille jysk å.

Sådan fisker du mest effektivt med flue efter havørred i små vandløb

At fiske de små vandløb effektivt kræver en række justeringer af grej og teknik. Vandløbenes størrelse gør det til en udfordring at kaste og præsentere ofte store fluer på effektiv vis. De små åer har sjældent hurtig strøm, hvilket kræver en effektiv manipulation af linen. 

Kasteteknikken er ikke helt uvæsentlig i små åer. God plads omkring åen er en luksus, der kun sjældent byder sig ved de små vande. Det stiller krav til kasteteknikken, og at mestre et underhåndskast eller et speykast, som ikke kræver et traditionelt bagkast, er overmåde vigtigt. Og ikke kun fordi det kræver mindre plads, men også fordi et traditionelt bagkast ofte vil tørre fluen så meget, at den flyder når den lander. Og når vandløbet er smalt er det vigtigt, at fluen fisker med det samme. Skøjter fluen på overfladen blot en meter kan man have mistet en tredjedel af åen, som dermed ikke fiskes optimalt. Af samme grund vælger jeg oftest, ikke at fiske overfladenært i sommernatten. Derfor bruger jeg rørfluer med coneheads, der trækker fluen under overfladen med det samme den lander.

 

Fluefiskeri efter havørred i Villestrup Å.

Villestrup Å er et godt eksempel på en skøn mindre å, der kan byde på et fint havørredfiskeri.

Valg de rette flueliner til havørred i åen

Forfang og line kan også optimeres til fiskeri i de små åer. Hvad enten man anvender flydeline eller synkeline, kan man med fordel vælge at gå en eller endog to klasser op i forhold til stangens klassificering, hvis man anvender hele liner. Det spænder nemlig stangen bedre på de ofte ret korte speykast. Foretrækker man den fleksibilitet skydehoveder har, kan man effektivisere sit fiskeri betragteligt ved at tilpasse ganske korte skydehoveder på 6-7 meter. De korte skydehoveder er lette at kaste, de kræver meget lidt plads, og kan, selv på let grej i klasse 5 eller 6, kaste ganske store fluer.

Synkelinen er et effektivt valg gennem hele sæsonen, men bruges mest tidligt og sent på sæsonen, eller når vandstanden er rigtigt høj. Synkelinens fornemmeste opgave er naturligvis at trække fluen ned, hvor den fisker effektivt. Men fiskedybden afhænger lige så meget af fisketeknik, som af linens synkehastighed. Synkehastighed angives med oftest med et ”S” efterfulgt at et tal, fx S-II eller S-IV. I dag findes mange liner, hvor den bagerste del fx er S-II, mens spidsen er S-IV, hvilket giver en mere lige linje til fisken, og dermed bedre mulighed for at opdage et forsigtigt hug.

 

Havørred på flue fra en lille å.

Denne havørred faldt for en let, stor rørflue fisket højt i vandet i en lille å.

Fisk fluen i den rette dybde, hvor havørreden hugger

En line, der svinger langsomt, fisker dybere end en, der svinger hurtigt. Svinget, hastigheden og dermed fiskedybden kan manipuleres på flere måder: Linen kan kastes mere eller mindre skråt mod modsatte bred. Kaster man fx 45 grader nedstrøms svinger linen hurtigere, end hvis man kaster 30 grader nedstrøms. Umiddelbart efter nedslaget kan man, uanset hvordan kastet ellers er placeret, tage nogle skridt nedstrøms, hvorved linen og fluen får tid til at synke, inden strømmen tager fat og gør sit arbejde.

En anden mulighed, med samme resultat, er at foretage et kraftigt mend opstrøms mens linen stadig er i luften. Det er jo svært at mende en synkeline, efter den er landet. Et opstrøms mend placerer en større eller mindre linebue på vandet, som vandet først skal strække, inden det kan flytte på fluen. Den tredje, og måske nemmeste, mulighed at have et par meter løsline til rådighed, når fluen lander, og ganske enkelt slippe det, hvorefter line og flue synker frit. Uanset hvilken metode, man anvender, giver det et dybere udgangspunkt for svinget end hvis man kastede en strakt line, som straks begynder at svinge. Og uanset metode skal man være sig en ulempe bevidst: Især når der er friske fisk i åen, sker det ikke sjældent, at en fisk tager fluen umiddelbart efter nedslaget. Hvad enten man har sluppet et par meter løsline eller er på vej et par skridt nedstrøms, så kan det være svært at kroge fisken – men det er prisen for at fiske dybt.

Flydelinen har den store fordel, at den kan styres og manipuleres mens man fisker. Det vil sige, at man kan mende linen – opstrøms eller nedstrøms – midt i svinget, og dermed pludseligt ændre hastigheden. Alle de samme teknikker kan anvendes, når man fisker med flydeline i sommernatten. Her skal man selvfølgelig være opmærksom på, at den eneste ændring det giver i fiskedybden, er den smule fluen i sig selv synker. Det er ikke meget, men ind i mellem nok til at gøre en forskel.

 

Fluefiskeri efter havørred i åen.

Her er Ivar Thordal ved at binde en ny flue på til havørrederne. Fluevalg er selvsagt vigtigt, men linevalg kan faktisk være det der har størst betydning, da det ofte handler om at få fluen ned til fiskene.

Med sinktip efter havørred i åen

Sinktipliner har en synkende spids, og flydende bagdel. Derfor kan linen manipuleres, mens den fisker i dybet. Det gør sinktip linen til at giftigt valg, når fisken står dybt. Kender man sin å godt, og ved hvor fisken står under forskellige forhold, så er sinktip linen suveræn med en ganske bestemt teknik. Ved at lade fluen lande et par meter opstrøms standpladsen, kan man ved gentagne opstrøms mend lade fluen synke og synke, mens den holder den rette bane på vej mod fisken. Når man forventer fluen er ud for standpladsen, foretager man et kraftigt mend, der får fluen til at fare væk fra standpladsen med høj fart. Og det resulterer ofte i hug, hvis fisken er hjemme…

De bedste havørredforfang til fluefiskeri i åen

Forfanget er også meget vigtigt. Jeg anvender aldrig lange forfang, når jeg fisker havørred i små åer – lange forfang gør det nemlig besværligt at kaste store fluer på kort hold. Til synkelinefiskeri bruger jeg typisk en halv meter 0,35 mm nylon kombineret med en synkende polyleader.

Polyleaderen er egentlig forfærdelig at kaste med, men er meget anvendelig, når man skal speykaste med korte forfang. Med et Fast Sink og et Super Fast Sink forfang, og ved at kombinere med forskellige synkehastigheder på linen, dækker man alle forhold. Til flydelinen anvender jeg et taperet forfang på 2,5-3 meter. Husk på, at jo mindre åen er, desto mere vigtigt er det, at hvert eneste kast tæller!

Efter havørred året rundt i åen

Årstiderne har indflydelse på vandstanden og dermed fiskeriet. Flydelinefiskeriet hører sommernatten til, og har bestemt sin plads på lune aftener sidst i maj. Men generelt hører det juni-august til, og praktiseres bedst i den gyldne time samt i nattens mulm og mørke.

Synkelinefiskeriet kan krones med held gennem hele sæsonen, og hvis man tilpasser teknik og linens synkehastighed, kan man endog bruge synkeline ved ganske lav vandstand med stort held. Ser man bort fra flydelinen, så er vandstanden langt mere afgørende for valget at teknik og line end årstiden. Den traditionelle holdning er – jo højere vand, desto dybere skal der fiskes. Og det er også rigtigt! Men det handler jo om at fiske fluen, i den dybde fiskene befinder sig. Og når vandet er rigtigt højt, står de ikke altid langs bunden.

Særligt i vandløb med en meget U-formet dybdeprofil, det vil sige forholdsvis stejle sider, har jeg oplevet havørred trække helt ind til kanterne, og gerne et stykke op i vandet, frem for at opholde sig ved bunden. Ved meget høj vandstand er åen ofte farvet, og der slipper ikke meget lys gennem vandet. Her føler havørrederne sig sikre uden at behøve at stå dybt. I den situation kan intermediate linen være det helt rette valg. Jeg håber disse råd hjælper dig med på vejen, og at du kan se frem til mange store fisk fra de små åer.

Artiklen blev oprindeligt publiceret i Fisk & Fri 8/2009

 

Hvidovre Sport
drømmerejse iFish Travel

NY VIDEO: EFTER SØØRREDER I GRUSGRAVEN

Rundt omkring i landet ligger der forskellige nye grusgrave, hvor betænksomme ejere har sat ørredsmolt ud, som over årene har vokset sig flotte og store med perfekte hele finnner og guddommeligt smukke prikker. Nogle af dem ligner bækørred – og andre ligner næsten vaskeægte islandske søørred. I denne video er Jens Bursell taget på eventyr i en privat grusgrav – og fanger end håndfuld flotte søørreder på letspingrej og spinner med de tre største på cirka 65. 65 og 70 centimeter. Glæd dig til en fed video med masser af action og super flotte fisk, der giver kamp til stregen.

Se videoen på Fisk & Fris YouTube her.

 

drømmerejse iFish Travel

drømmerejse iFish Travel