Store tunge geddefluer er ikke er lige til at kaste på almindeligt fluegrej. Blandt andet derfor har grejvalget til netop geddefluefiskeri stor betydning. Her guider vi dig igennem grejjunglen til det perfekte geddeflue set-up.
AF GORDON P. HENRIKSEN
GEDDEFLUEFISKERI står i stærk kontrast til fx tørfluefiskeri, hvor grejet er udviklet til at føre bittesmå næsten vægtløse agn ud til fiskene. Det meste geddefluefiskeri foregår med store tunge fluer med masser af vindmodstand. Og nej – disse fluer er egentlig ikke oplagte at sætte for enden af en flueline, men det stopper os jo ikke. Det kan jo sagtens lade sig gøre at kaste de store fluer og fange gedderne – og så er det svært underholdende. Men ved at vælge det rigtige udstyr og tilpasse sit grej, bliver det ikke alene nemmere, men også meget mere fornøjeligt at dyrke geddefluefiskeriet.
I takt med at geddefluefiskeri er steget i popularitet, findes der nu flere produkter på markedet tiltænkt geddefluefiskeren, men der er også meget andet, som er relevant – samt noget, der bør undgås.

Et stykke isoleringsrør i skumplast er en genial og billig løsning til opbevaring og transport af geddefluer, når man ikke lige har plads til store flueæsker.
Stænger til geddefluefiskeri
De fleste stænger kan bruges til geddefiskeri. Klassificeringen er selvfølgelig vigtig, og her er en 8’er eller 9’er det bedste allround valg, mens en 10’er kun er nødvendig til de allerstørste fluer. Mange bruger en 7’er eller 6’er, men efter min mening er denne vægtklasse for spinkel til andet end letkastende flashfluer og kan være i underkanten til at presse en stor strømgedde, der skal genudsættes.
De bedste allround geddestænger er dem, der kan håndtere store fluer, kraftig vindmodstand og som også har rygrad til at presse de største og stærkeste gedder, den dag en af disse falder for din flue. Netop disse egenskaber findes i saltvandsstænger bygget til tropernes rovfisk, og stænger som Guidelines RPXe, Hardys Zane, Sage Xi3, samt Fenwicks Techna AV salt er alle populære blandt geddefiskere. Disse stænger er ikke alene superlækre, de er ideelle til formålet og deres eneste ulempe er måske prisen, der ikke just ligger i den billige ende. Eksempelvis koster en Hardy Zane cirka 5.000 kroner, men det må også siges at være en af de fedeste stænger til gedder, som jeg har svinget.
G. Loomis har netop introduceret deres nye NRX serie, og jeg har haft lejlighed til at teste den til geddefluefiskeri og den har bestemt også potentiale til at blive en populær stang blandt geddefluefiskere. Enkelte firmaer som fx Loop, Esox Lucius og JSB producerer stænger målrettet til geddefluefiskeriet, og disse er selvfølgelig også rigtig gode valg. JSB’s og Esox Lucius synes jeg dog er for tunge og sløve i aktionen. De er udmærkede til at kaste synkeliner, store fluer og fighte fisk, men de mangler den sprødhed og hurtighed i kastet, som man får i de noget dyrere saltvandsstænger.
Scierras geddefluestang er desværre udgået i sortimentet, men falder du over en brugt model, bør du ikke tøve. Her er nemlig mulighed for en fed geddestang til en god pris. Guidelines ACT4 har ikke ordet pike i titlen, men er ifølge producentens katalog, perfekt til store geddefluer, og jeg er tilbøjelig til at give dem ret. Med en pris på under 2.000 kroner er den et fornuftigt valg.
Et par af de detaljer, som bør være i orden, når geddefluestangen skal vælges, er et kraftigt og behageligt håndtag – gerne med fightdub, to stripping øjer samt en saltvandsbestandig finish, hvis stangen også skal bruges i brakvand.

1) Stangen Scierra Pike har en aktion, der fungerer rigtig godt til kast med de helt store fluer. Den er desværre ikke på markedet længere, men der findes mange andre fede geddefluestænger, som du kan læse om i artiklen. 2) Med et hjul som Hardy Demon kan man have både flydende, intermediate og synkende geddeliner lige ved hånden. Spole-kasetten skiftes blot efter forholdene.
Hjul til geddefluefiskeri
Fluehjul til geddefiskeri springer vi hurtigt henover. Er der plads til lidt backing og din flueline, så går det nok. Gedder er ikke just kendte for at udfordre hverken din backing kapacitet eller bremseevne, så jeg vil hellere anbefale, at du lægger dine ressourcer til dels i stangen, men frem for alt i linen – eller endnu bedre flere liner. Linerne har nemlig uden tvivl den største betydning for det praktiske fiskeri.
En type hjul vil jeg dog gerne anbefale, og det er multikassete typen som fx Hardy Demon eller Scierra C-Lite. Med disse kan man nemt have en ekstra line eller to med være og klar til at skifte, uden at det vejer så meget ekstra. Det er en stor fordel, hvis man ikke lige ved, om gedderne står højt eller dybt, og om der fx skal skiftes fra flydeline til en synkeline.

Materialevalg til bideforfanget, er et evigt omdiskuteret emne blandt geddefluefiskere. Her ses bare et lille udvalg af de mange forfangsmaterialer, der er til rådighed på markedet.
Liner til geddefluefiskeri
Valg af line er som sagt det sted, du bør lægge mest omtanke – og måske også penge. Linerne fås i forskellige lineklasser samt i både synkende og flydende varianter – plus kombinationer af disse. Desuden har man valget mellem hele WF liner eller skydehoveder, hvilket er en smagssag. I denne artikel vil vi fokusere på WF liner, men de samme principper vil gøre sig gældende for skydehoveder.
Der er sket en stor udvikling indenfor specialliner de sidste par år. Liner produceret specifikt til skandinavisk kystfiskeri er blevet det oplagte valg på kysten, og flere firmaer tilbyder nu også deciderede geddeliner. De er som regel også gode, men der er også andre liner, som der har de egenskaber, en god geddeflueline bør have. Men hvad er så disse egenskaber?

Et udvalg af gode geddeflueliner.
Geddefluelinens tapering
Taperingen af linen er det, der har afgørende betydning for, hvordan den kaster og håndterer store fluer. Linen består af en skydedel, der er den lange tynde bagerste ende af linen samt en kasteklump forrest på linen. Den forreste, tykke del af linen, har stor betydning for kasteegenskaberne.
Klumpen kan være kort eller lang og have en hurtig eller langsom front- eller bagtapering. Med hurtig menes, at dens diameter ændres hurtigt over et kort stykke af linen. For geddefluefiskeren er længden på den samlede klump og længden på frontaperingen, de vigtigste faktorer. Hvis man vil generalisere lidt, kan man sige, at meget lange klumper og lange fronttaperinger giver muligheden for at lave pæne og forsigtige kast med lette fluer samt med meget line i luften. Korte klumper derimod kræver mindre line i luften, men skyder til gengæld linen hårdere og længere.
En kort fronttapering vender en stor flue bedre, mens en lang fronttapering giver fluen en blødere landing. Som geddefluefiskere vil man gerne kunne skyde meget line, samt bære og vende de tungeste fluer. Dermed gælder det altså om at finde en line med en kort klump og en stejl fronttapering. Og det er selvfølgelig det, som de fleste geddeliner har. Nogle mere end andre, og her begynder det at blive en smagssag. Umiddelbart vil en klump på ni – elleve meter egne sig til geddefluefiskeri.

Der er intet federe end at fighte end stor gedde på geddeflue – grejet. Især når man stoler på sit udstyr.
Hvor hurtigt skal geddefluelinen synke?
Synkeegenskaberne i linen er selvsagt vigtige. Skal du kun have en line til geddefluefiskeriet, er en flydeline nok det mest oplagte valg. Med denne kan du fiske poppere, og andre geddefluer på lavt vand, samtidig med at du kan sætte en belastet flue på, hvis du skal lidt ned. Belastede geddefluer er dog ingen større fornøjelse at kaste med, så jeg benytter for det meste en intermediate line. Denne line får fluen lidt ned i vandet og har den fordel, at når du stopper med at strippe, så synker den ubelastet flue ikke. I stedet hænger den forførende foran næsen på gedden. Hvis du vil prøve en line, der får fluen lidt ned, kan både Rio Outbound Short i intermediate udgaven samt Rio’s Pike med synkespids bestemt anbefales.
Førstnævnte har yderlige den tisk kan det være rigtigt effektivt at kombinere en synkespidsline med en flydende popper eller endnu bedre en diver. Denne teknik læste jeg først om i, hvad jeg anser som den bedste geddefluefiskebog, der er skrevet, nemlig Barry Reynolds Flyfishing for Pike. Siden har jeg haft succes med denne metode i flere situationer. Fluen flyder op til overfladen, hvor den larmer og lokker, men dykker ned under overfladen, når man stripper – og dette kan gedden sjældent stå for.
Synkeliner til geddefluefiskeri
Fuldt synkende liner er ikke det sjoveste at kaste med, men hvis gedderne virkelig står dybt, eller der skal fiskes på åbent vand, kan de være nødvendige. Her foretrækker jeg selv Rio Outbound Short i intermediate/sinking, men den fås desværre ikke på nuværende tidspunkt i DK. Hvis du virkelig bare vil ned, så er grains liners såsom Tenny T-300 et udmærket valg.
Tidligere valgte mange at vælge en line en klasse tungere, end stangen de brugte, hvilket også giver mening med traditionelle liner. Men de moderne liner nævnt i denne artikel, har stort set alle taget højde for dette, og er derfor i den tunge ende af spektret. Man bør derfor eksempelvis vælge en 8’er line til en 8’er stang.

Der findes enkelte kommercielle flueæsker, som har plads til de store fluer. Fly Companys Nubby æsker (t.v.) og Scientific Anglers Big Fly 116 Angled (øverst) er gode valg, men Cliffs Bugger Beast er den eneste flueæske, der virkelig har plads til en ordentlig mængde gigafluer.
De bedste flueæsker til geddefluer
Flueæsker til geddefluer er ikke lette at finde. Generelt er æskerne for små og fluerne bliver mast når æsken lukkes. Desuden er krogholdet oftest lavet til mindre fluer. Jeg har hørt om hjemmelavede løsninger med plastiketui fra gamle VHS film der fores med skum, og bornholmeren Martin Nielsen viste mig en genial måde at transportere store fluer på, når man gerne vil være mobil. Han bruger et isoleringsrør af skum som kan slutte rundt om fluerne og breddes ud når de skal benyttes. Med dette kan de snildt ligge beskyttet i flyderingen eller en vadejakkelomme.
Den store gule æske, Cliffs Bugger Beast, er den ultimative løsning til geddefluerne, men den ligger altså ikke lige så godt i en vadejakkelomme med sine 36 x 26 x 9 centimeter. Man kan selvfølgelig og så bruge almindelige blinkæsker, men fluerne ligger løst og præsenterer sig ikke nær så pænt for os forfængelige fluefiskere…

Materialevalg til bideforfanget, er et evigt omdiskuteret emne blandt geddefluefiskere. Her ses bare et lille udvalg af de mange forfangsmaterialer, der er til rådighed på markedet.
Hvad er de bedste forfang til geddefluefiskeri?
Forfang er et kapitel for sig. Jeg må indrømme, at jeg ikke har fundet det perfekte forfang endnu, men jeg eksperimenterer stadig meget. Når jeg spørger garvede geddefluefiskere, hvad de benytter, så er der ligeså mange svar, som der er geddefluefiskere. BFT No kink Titaniums wire i 30 lbs eller Terminator Titanium i 20 lbs fra Jagt og Fiskerimagasinet er gode valg, hvis man vil bruge stiv mono-wire. Desværre er de også ret dyre. Hvis man gerne vil have et mindre synligt forfang til sky fisk eller klart vand, så er hard mono eller fluorocarbon sagen.
Med disse materialer løber man dog også en mindre risiko, når det kommer til geddens tænder. Tjek derfor forfanget efter hver fisk. Strike Wire Knotable Steel Leader har heg også ok erfaringer med. Den kan bindes med almindelige knuder og er forholdsvis diskret i vandet, og der findes flere andre mærker der kan bindes knuder på. Pas på med komplette forfang der kaldes pike/barra cuda/shark, da disse ofte er meget tykke og grove i det.
Uanset hvilket materiale, der bruges, foretrækker jeg at binde selve bideforfanget til forfanget med en rig-ring. For enden af bideforfanget sætter jeg en fluehægte – fx Fas Snap, der forhandles af Jagt og Fiskerimagasinet. Så er det ingen sag at skifte flue, når der ikke skal bindes knuder. Resten af forfanget binder jeg af 1,5-2 meter 0,55 og 1 meter 0,45 mono, forbundet med en uni til uni knude og med en surgeons loop forbundet til en smeltet løkke, også kaldet hot loop, i enden af fluelinen.
Hvilken flue er bedst til fluefiskeri efter gedder?
Fluerne er selvfølgelig et væsentligt element af udstyret, og her er valgmulighederne næsten uendelige. Geddefluer fås i mange størrelser, typer og farver, og med et varieret udvalg er du klar til de fleste forhold. Det bliver dog hurtigt for omfattende at gå mere i dybden med fluerne i denne artikel.
Artiklen blev oprindeligt publiceret i Fisk & Fri 8/2010
Lær meget mere om geddefluefiskeri i denne video med Morten Valeur og Lars Chr. Bentsen.
Læs om Gordons geddeflue ”Pikelikepike” her.

Pontonbåde, standupkajakker eller flyderinge som fx denne er yderst nyttige til geddefluefiskeri. Der er sket store fremskidt inden for små fiskefartøjer i de sidste fem år, og de kan udvide dine fiskemuligheder betragteligt.










